1. No category

La Marmotte 2015
Historier fra det virkelige cykel liv
Peter Gyde
Et billede af en halvtyk mand, der stod i vandkanten ved Gardasøen sammen med min smukke datter, satte for alvor gang i lysten til at træne og få
rettet op på en krop i begyndende ”forfald”.
Derfor gik jagten ind på en motiverende målsætning, hvor en lavere kropsvægt er afgørende. Cykling i bjerge lå ligefor og der blev lagt ud med en
prøvekørsel i 2013 på Mont Ventoux og Alpe
d’Huez sammen med en masse gode og nære
venner. Det blev en kæmpe succes, og gav lyst til
meget mere. Da opgaven og målsætningen skulle
være stor og næsten uoverskuelig faldt valget på
La Marmotte, som er et af verdens hårdeste motionscykelløb. Med dén målsætning var jeg sikker på
at holde mig på sporet af træningen og det fortsatte
vægttab.
Før jeg går videre med en længere fortælling om
forberedelserne, så lad mig gå direkte til fortællingen om selve løbet. Her vil jeg starte med at pointere, at det var en fantastisk og overvældende
oplevelse, og samtidig også en rigtig grim en af slagsen.
Set i bagklogskabens ulideligt klare lys, kom jeg måske til at give den en lillebitte smule for meget
gas på de to-tre første bjerge (min bedste vurdering er, at jeg måske lå to-tre pulsslag over, hvad
jeg burde). Samtidig kom jeg til at lave en fatal fejl på det tredje bjerg, som betød, at jeg kom til at
køre uden væske i tre kvarter. Skiltningen i bunden af bjerget var ikke knivskarp, hvilket medførte,
at strækningen der skulle køres før næste depot pludselig var 8 km længere end jeg forventede.
Og det væskeunderskud tror jeg aldrig jeg kom mig over – på trods af, at jeg forsøgte at tanke ekstra op på toppen af såvel det tredje som det fjerde bjerg. Jeg led noget på den fjerde stigning, men
ikke ret meget mere end forventet. Den lange nedtur fra Col de la Croix de Fer inkluderede desværre også tre korte men hårde stigninger, som jeg godt vidste på forhånd, men de gjorde bare
1
lige lidt ekstra ondt på det tidspunkt. Ved bunden af Alpe d'Huez var temperaturen nået op på vanvittige 45 grader. Folk sad overalt i vejsiderne eller direkte nede i de små vandløb i vejkanten og
forsøgte at køle fødder og krop af. I sving 19 (det tredje sving af i alt 21) kunne jeg ikke træde mere, og jeg blev derfor nødt til at stå af cyklen og holde en ufrivillig pause. Der var totalt udsolgt, og
da jeg havde stået i et minuts tid fik jeg pludselig totalt hvidt syn. Jeg kunne intet se, hvilket var
virkelig skræmmende. Jeg tog mig en god lang pause med masser af væskeindtag, gel og energibar, hvorefter jeg var klar til at GÅ videre. Det tager NOGET længere tid at gå op, men det var min
eneste mulighed, og jeg ønskede ikke at udgå, så længe jeg kunne holde mig oppe. I sving 16 var
der et stort væskedepot, hvor jeg blev kølet ned efter alle kunstens regler og naturligvis fik indtaget
mere væske og energi til motoren. forsøgte jeg at hoppe på cyklen, hvor jeg fik glæde af alle mulige dejlige kramper, og cyklingen holdt helt indtil sving 15, hvor jeg igen måtte stå af. Først i sving 7
forsøgte jeg mig igen på cyklen, hvilket igen kun holdt til næste hårnålesving. Jeg GIK herefter helt
op til indgangen af byen, hvor vejen flader lidt ud. Nu kunne jeg KØRE på cyklen den sidste km til
målstregen – dog med et noget anstrengt smil. På denne cykelstrækning tog min gode gamle
squash-buddy sig godt af mig. Tim parkerede min cykel for mig, han hentede en cola og noget
mad til mig, og sikrede sig i det hele taget, at jeg havde det nogenlunde okay. Så sad jeg ellers
bare der og forsøgte at komme mig over strabadserne.
En sindssyg hård omgang, hvor jeg VIRKELIG har lært noget om mig selv og mine grænser. Jeg
har prøvet en del i min tid som soldat, elitesquashspiller og hvad jeg ellers har forsøgt mig med af
crazy ting, men dette slår alt. Som udgangspunkt er jeg naturligvis skuffet over, at jeg ikke kunne
klare opgaven cyklende. Omvendt er jeg også lidt stolt over, at jeg ikke gav op. Og netop de sidste
timer lærte mig en masse om min krops måde at reagere på, som jeg kan bruge forebyggende ved
kommende større opgaver. Det lyder måske lidt tosset, men jeg ved jo, at jeg kommer til at kaste
mig ud i lignende udfordringer igen...
Opstarten
For at sikre et endnu større engagement, og for at gøre turen ekstra hyggelig, blev udfordringen
slået op til en bredere skare i HI Fitness. Interessen var enorm til at starte med, hvilket naturligt
begrænsede sig da den endelige tilmelding og betalingen skulle finde sted. Men hele 16 deltagere
meldte sig, hvilket er en rigtig god gruppestørrelse – ikke for få og ikke uoverskueligt mange.
Med en gruppe har man mulighed for at sikre sig gode træningskammerater og via de sociale medier og online træningsredskaber, kan man optimere træningsmulighederne. Det blev eksempelvis
gjort med brug af Endomondo, som er genial til opsætning af udfordringer samt til at følge egen og
andres udvikling via statistikker. Endomondo giver mulighed for at følge antal kørte km, energiforbruget, kropsvægt og mange mange andre spændende emner.
Over det seneste år, og specielt det seneste halve år, er der blevet trænet meget intensivt. Hele
7.000 km er det blevet til på cyklen i første halvår af 2015, og det skyldes helt sikkert et godt og
motiverende træningsprogram, som jeg har fået lavet af klubbens samarbejdspartner, CyclingPower. Tidligere blev der bare kørt et antal ture, når vejret var til det og ellers stod den på spinning
eller simulatorkørsel i centret. I starten af januar fik jeg foretaget en cykeltest hos CyclingPower.
Det var en test med måling af iltoptagelse og mælkesyre, og resultaterne gav vigtige informationer
i forhold til, hvilken type rytter jeg var/er, samt hvor fokus skulle være på det kommende trænings-
forløb. Seks måneders træning var reelt for kort tid, men jeg fik lagt et struktureret program, som
skulle bringe mig på rette kurs. Programmet var opdelt med en periode med fokus på basetræning,
efterfulgt af en opbygningsperiode og afsluttende med fokus på formtop. Basetræningen er primært langdistancetræning med lav intensitet, hvilket er en svær disciplin for personer, der har været vant til at give den gas i træningen. Heldigvis var mange af træningspassene krydret med lidt
tekniktræning, hvilket gjorde dem lettere at ”acceptere”. Den opbyggende træning inkluderede flere
hårde intervaller, hvor man kunne mærke træningen med det samme. De afsluttende uger med
peak-træning havde fokus på superhårde og lange intervaller, der virkelig skulle sikre at formen
nåede topniveauet til RACEDAY.
For at kunne sikre den rette belastning i de hårde intervaller, blev centrets Wattbike benyttet. Det
er en helt fantastisk cykel, som giver meget præcise oplysninger om watt og puls. Der blev trådt
mange watt og mange km på de to wattbikes i løbet af vinteren. Som supplement til træningen og
for at måle fremgangen, gennemførte vi selv en 30 minutters watttest én gang om måneden. Målsætningen var, at vi skulle forbedre os 0,1 watt/kg fra gang til gang. Præmien var en flaske god
rødvin fra den anden rytter. Hvis man ikke indfriede målet, blev næste måneds målsætning reduceret til ”kun” at skulle forbedres med 0,05 watt/kg. En god lille træningsleg, som endte med to succestest og to fejlslagne (mit bedste resultat blev 4,25 watt/kg).
Som ekstra motivation til de hårde træningspas og til de selvbestaltede wattbike test, havde nogle
af holdets deltagere valgt at få udført opfølgende test hos CyclingPower, og det viste sig – heldigvis – at den hårde og strukturerede træning gav resultater. På kurven nedenfor kan fremgangen for
det halve års træning tydeligt ses, og det var ekstra lækkert at have i baghovedet, når man sad og
sled på cyklen time efter time. Det er især evnen til at skille sig af med mælkesyre, der er forbedret, hvilket skyldes den store mængde lavintensitetstræning. Denne træningsform medfører samtidig, at mælkesyregrænsen rykkes ”til højre”, hvilket betyder, at jeg nu kan køre med langt højere
effekt før jeg går kold. Man siger, at mælkesyregrænsen er det niveau man kan køre med i en times tid, og det er lidt vildt at se, at jeg med kun seks måneders træning nu kan træde med 317
watt i forhold til 272.
En god måneds tid før afrejse blev formen yderligere pudset af med en weekendtræningstur i det
svenske – ”Tour de Hallandsåsen”. Det var en rigtig god træningsmæssig oplevelse, som bestod af
seks gutter i en hyggelig lille svensk træhytte og masser af træningshøjdemetre. Båstad og omegn
byder på mange gode og seje bakker, der har stigningsprocenter på højde med Frankrig – naturligvis ikke så lange, men supergod træning. Båstad ligger mindre end to timers kørsel fra København, så det kan klart anbefales.
Vel ankommet til Frankrig, blev den sidste forberedelse en hyggetræningstur op ad d'Huez om
torsdagen. Da jeg havde kørt den samme tur i 2013, var jeg spændt på at se, hvordan det ville gå
denne gang. Jeg havde på forhånd valgt en rolig tilgang, da turen jo kun var to dage inden raceday. Selvom jeg kørte turen i roligt tempo og med godt overskud hele vejen, kom jeg op i en tid på
1:02 (kun 3-4 minutter efter vores superrytter, Claus, der havde givet den fuld gas). Min forbedring
var på hele 13 minutter i forhold til to år tidligere, så jeg var meget tilfreds med formen…
Udstyr
Et løb som La Marmotte kræver naturligvis en racercykel, og der er mange forskellige meninger
om, hvilke krav der stilles til netop sådan en, og hvad der er bedst. Vægten spiller naturligvis en
vigtig rolle, men næsten alle moderne racercykler er meget lette. Jeg valgte selv en racer med fokus på stivhed, aerodynamik og lækkert design. Jeg faldt pladask for en Kuota Kharma Evo, og da
den også var toplækker at køre på, gik opgaven ”kun” på at få konen overtalt. Det hjalp lidt, at den
kunne fås på en tysk hjemmeside langt under prisen i Danmark.
Tøj, hjelm og sko er et kapitel for sig, og indenfor cykelsporten er der helt klare regler, som nærmer
sig det religiøse. Det kan man få meget sjov ud af, hvilket vi også gjorde på turen. Man kan læse
mere om emnet og de mange regler her>>
Energi og væske
Der skal rigtig meget energi og væske til, når man er aktiv over en så lang periode. De populære
gels er ikke nok, når man konkurrerer i mere end fire timer, med mindre man ønsker at opleve alvorlige mavekramper. For at optage energien fra disse produkter kræver kroppen også nogle andre ting, herunder protein og simple fibrer. Hvilken sammensætning og hvilken type af produkter
man synes om og kan klare, bliver man nødt til at træne i. Så det blev der eksperimenteret i på de
lange træningspas ude og inde i de sidste måneder op til løbet. Væskebehovet kan normalt dækkes af en flaske i timen, men under ekstrem varme kan dette behov sagtens fordobles. Det er vigtigt, at man ikke drikker rent vand, men supplerer med elektrolytter, så saltbalancen bevares. Det
anbefales at køre med en dunk energidrik og en dunk vand med elektolytter.
Kommende opgaver
Der er ingen tvivl om, at jeg skal ned og revanchere min optræden, så jeg kan få cyklet hele vejen
til målet. Men inden da har jeg andre målsætninger, som allerede var sat på programmet inden
afgangen til Frankrig. Cykeltræningen har nemlig styrket mine knæ, og gjort mig så meget lettere,
at jeg igen kan løbe længere ture. Og det medfører, at jeg har realistiske forhåbninger om at kunne
dyrke triathlon igen og måske gennemføre en Ironman. I første omgang vil jeg gå efter en ½ IM
næste år, og så må vi se, hvordan det går.
Jeg glæder mig til at træne endnu mere, og at komme i endnu bedre form…