ODSHERRED TEATER PRÆSENTERER NYT SOMMERSHOW TOMMY KENTER MED STINE PRÆTORIUS & FRANS BAK To år er gået siden Tommy Kenter og Frans Bak med en forrygende forestilling fik alle drømme om en stille og rolig sommer her på teatret til at smuldre. ”Brugt, men smukt” var på alle måder en succes som vi sent glemmer. Odsherred Teaters egen sommerrevy i, ”Vild i Varmen” i 2000, Kenters ”Brugt, men smukt” i 2002 og nu ”Mere smukt end brugt”. Det begynder at ligne en tradition med sommerunderholdning på Odsherred Teater. En tradition som vi vil gøre alt for at fastholde. Og måske med tiden gøre til en årligt tilbagevendende begivenhed frem for nu, hvor det kun er hvert andet. Vi ønsker jer en fornøjelig aften i teatret og håber I vil besøge Odsherred Teater mange gange i kommende sæson, hvor Odsherreds Teater og Musikforening i samarbejde med os præsenterer en række af sæsonens bedste turnéforestillinger her på teatret. Go’ fornøjelse MERE SMUKT END BRUGT Spiller fra 17. juni – 17. juli. Billettelefon: 5993 0506 mandag - lørdag kl. 12-15 Lyd og lys: Morten Birch Nielsen, Kisser Rosenquist, Anton Bast Tak til: Jørgen Høj, Holbæk Teater ODSHERRED TEATER Annebergparken 22 DK - 4500 Nykøbing Sj. Tlf: 5993 0301 fax: 5993 2311 otc@otcenter.dk www.odsherredteater.dk ÆREDE PUBLIKUM TOMMY KENTER som Tommy Kenter FRANS BAK som Kapelmester STINE PRÆTORIUS som servitricen og fru Berner For to år siden hed min lille forestilling her på Odsherred Teater ”BRUGT, MEN SMUKT” fordi den hovedsaligt bestod af numre fra mit ”bagkatalog”, som det ville have heddet, hvis jeg havde været rock-musiker. (Hvilket jeg faktisk var da jeg var meget ung, men det er en helt anden historie som de må have til gode til en anden gang.) I år har jeg valgt at kalde forestillingen ”MERE SMUKT END BRUGT” af flere forskellige årsager. For det første er ca. halvdelen af numrene nye – i min mund – og MEGET smukke og for det andet fordi De i år ikke kun skal sidde og se på to midaldrende, halvskaldede, let overvægtige mænd. (Her tænker jeg på mig selv og min på alle måder vidunderlige pianist FRANS BAK, som også utrætteligt BAK – kede mig op forrige år.) Næh – i år har vi i sinde at gøre forestillingen betydeligt mere visuelt attraktiv, idet vi har tilført foretagendet noget meget smukt og ikke særligt brugt (ikke hvad jeg ved af i hvert fald...) – nemlig STINE PRÆTORIUS, som med hele sin kvindelige charme og ynde vil kaste strejf af skønhed ud over det hele. Første gang De kommer til at stifte bekendtskab med Stine er i et lidt længere forløb, hvor hun skal stå model til at fem forskellige pågående herrer i skiftende aldre, på mere eller mindre ubehjælpsom vis, prøver at lægge an på hende. En række numre skrevet af så forskellige folk som: LUDVIG BRANDSTRUP, CARL ERIK SØRENSEN, MARTIN MIEHE-RENARD, ARNE FORCHAMMER, HASSE ALFREDSSON, TAGE DANIELSSON, FINN SØEBORG og undertegnede. Ikke så snart har hun tacklet disse fem perso- nagers beskidte score-tricks, før hun med dødsforagt kaster sig ud i det tilsyneladende umulige stunt: På fortryllende vis at forvandle sig til Alf Vellings sære hustru, Valborg Velling, i et ukueligt forsvar for cølibatens velsignelser. Senere vil de opleve Stine som en hustru, som med skår i sjælen tager en hjertegribende afsked med sin utålelige, selvoptagede bøf af en skuespiller-ægtemand i en sketch af den store svenske revyforfatter, KAR DE MUMMA. Et lille stykke dramatik, som salig KJELD PETERSEN fejrede store triumfer med i 50’erne. Og det er netop i disse minutter Frans Bak, igen i år, vil brilliere i en større karakterrolle! Senere igen vil Stine gentagne gange blive afbrudt i sin store kvindemonolog (som hun selv har skrevet...) af RUDY KLEÜTZNER som med en eklatant mangel på selvkritik maltrakterer en monolog af ingen mindre end ROBIN WILLIAMS. I de få øjeblikke Stine IKKE er på scenen (idet hun af og til skal ud og skifte til endnu et pragtfuldt kostume!) vil vi prøve at gøre savnet af hendes fravær så lempeligt som muligt ved at diver- tere Dem med smukke melodier af blandt andre: HAROLD ARLEN (ham med ”Over the rainbow), HOAGY CARMICHAEL (ham med ”Stardust”), FRANS BAK (ham med ”Danse i måneskin”), JENS HØYER (ham med ”Hit med sangen”), NIELS JØRGEN STEEN (ham med ”Vinterby-Øster”), ÅGE STEENTOFT (ham med ”Molak Molak Mak Mak Mak”- og alle pengene...), og FRANS SCHUBERT (ham med ”Jomfruburet”). Med hans lied ”Ungeduld” fra sangcyklussen, ”Die schöne mühlerin” sætter vi så punktum for denne smukke, men let brugte aften. Jeg har, i al beskedenhed, tilladt mig at oversætte ”Ungeduld” fra tysk. Lige fra jeg som barn hørte den på mine bedsteforældres 78’er grammofon i et udtog fra operetten ”Jomfruburet” har den gjort et uudsletteligt indtryk på mig – måske fordi AKSEL SCHIØTZ i slutningen af sangen brød hulkende sammen på linien: ”DIG ELSKER JEG – DIN VIL JEG EVIGT VÆRE!” Rigtig god fornøjelse
© Copyright 2024