Respirationscenter Øst Nordre Ringvej 57 2600 Glostrup Telefon: 3863 3862 Mail: Sekretaer.glostruphospital@regionh.dk Glostrup den 28.07.2015 Kære respiratoriske hjælper Respirationscenter Øst (RCØ) håber at I alle har haft en god sommer, her følger det andet nyhedsbrev til dig som respiratorisk hjælper. Vigtig information til brugere med Bivona tuber med inderkanyle RCØ er blevet kontaktet af Smith Medical, der producerer inderkanylerne. De oplyser, at inderkanylerne ikke kan tåle rengøringsmidler eller desinfektionsmidler i nogen afskygning. Inderkanylerne skal derfor kun rengøres under rindende vand og derefter i sterilt saltvand. Selve tuben skal forsat som foreskrevet rengøres med sæbevand, klorhexidin, sprit og saltvand Sidemandsoplæringsprogrammet Efter ønske og på opfordring fra flere brugere har RCØ ændret sidemandsoplæringsprogrammet således, at godkendelsen af en ny hjælpers kompetencer fremover vil være betinget af både brugerens og en erfaren hjælpers underskrift. Dette for at i mødekomme, samt fremhæve vigtigheden af brugerens indflydelse på og deltagelse i oplæringsforløbet af nye hjælpere. De nye udgaver med kolonne til brugerunderskrift vil blive taget i brug hurtigst muligt og senest efter sommerferien. Flere har tilkendegivet, at det nye sidemandsoplæringsprogram kan virke omfattende og uoverskueligt. Derfor vil RCØ gerne understrege, at nye hjælpere kun skal læse de ting, der er relevante for netop den bruger, de arbejder hos. Fx hvis brugeren ikke har cuff på tuben eller ikke bruger respirator, så skal hjælperne ikke læse om de områder, og de vil tilsvarende ikke blive evalueret i dette til evalueringsdagen. Fusion mellem Glostrup hospital og Rigshospitalet Glostrup hospital er fusioneret med Rigshospitalet og RCØ ligger nu under Neuroanæstesiologisk klinik. Fysisk forbliver RCØ på Glostrup hospital, men på brevpapir m.m. vil der fremover stå Rigshospitalet med nærmere angivelse af matriklen. Ambulatoriet RCØ’s ambulatorium har i den seneste tid modtaget rigtigt mange sug til reparation, pga. batteriet er dødt. Vores medico-ansvarlige medarbejder kommer med følgende tip, der kan afprøves i hjemmene. Man kan med fordel aflade suget fuldstændigt et par gange i træk. På denne måde kan man ”motionerer” batteriet tilbage i ”form”. Så prøv evt. det der hjemme, så kan det være, at suget kan lidt endnu og I slipper for at skulle en tur forbi Glostup. En tube i en mindre størrelse til akut brug Der har været lidt forvirring omkring den nye anbefaling om, at alle invasive brugere skal have har en tube i en mindre størrelse liggende til brug i en akut situation, hvor den vanligt anvendte tube ikke kan re-placeres. RCØ beklager, hvis det ikke har været klart beskrevet. Tanken er, at man som invasiv bruger har én tube i en mindre størrelse i hjemmet. Denne tube skal medbringes i turtasken uden for hjemmet. I hjemmet kan den enten være placeret i turtasken eller tages op af tur tasken og placeres fx ved sengen. Hver bruger skal kun have én tube i en mindre størrelse. Såfremt det i en akut sammenhæng skulle blive nødvendigt at anvende tuben i en størrelse mindre, skal der så hurtigt som muligt skiftes tilbage til den vanlige tube. Dette fordi, at den mindre tube kan påvirke de tryk som respiratoren arbejder med samt at der i tuben er mindre plads. Dette kan påvirke mængden af luft, der leveres til brugeren. Lægerne på RCØ anbefaler i forbindelse med akut tubeskift til mindre tube følgende: 1. Brugere, der er tilkoblet respirator både dag og nat, skal kontakte lokal syghuset inden for en time, med henblik på at få skiftet tilbage til den vanlige tubestørrelse. 2. Brugere, der ikke er tilkoblet respirator i dagstiden, skal kontakte egen læge, vagtlæge eller 1813 med henblik på at afklare, om det er nødvendigt at få skiftet tilbage til vanlig tubestørrelse i overværelse af en læge. 3. Brugere, der ikke anvender respirator, skal kontakte egen læge, vagtlæge eller 1813 med henblik på at afklare, om det er nødvendigt at få skiftet tilbage til vanlig tube-størrelse i overværelse af en læge. At være hjælper på hospitalet Hvis du som hjælper skal have en vagt på et hospital opfordre RCØ til, at du tager praktisk og støjsvagt fodtøj på. Vær også opmærksom på, at klæde dig i praktisk tøj, der tillader bevægelse samt minimerer smittefare. Rygepolitikken på alle hospitaler skal overholdes både inde og ude. Glostrup hospital er røgfrit både inde og ude, dette gælder også e-cigaretter. Hvis du skal have en vagt hos en bruger på Respirationscenter Øst, kan du med fordel parkerer i Phuset. Her er der ubegrænset gratis parkering hele døgnet. Videoer til brug ved oplæring RCØ har lavet fem små film, som kan anvendes under oplæring af hjælpere. Der er film omkring: Sugning Manuel ventilation Tubeskift Tracheostomipleje Trilogy respiratoren På den medfølgende side kan linket til videoerne ses. De ligger alle sammen offentligt tilgængeligt på youtube.com (man skal blot søge på RCØ). Alternativt kan man scanne QR-koden med sin telefon, så kommer videoen frem. Næste nyhedsbrev kommer i november/december. Mange hilsner Respirationscenter Øst Tina Warming og Kathrine Stengaard Dalum VIDEOER TIL OPLÆRINGSBRUG Trilogy Respirator: https://youtu.be/GanpOBzKD2c Tubeskift: https://youtu.be/sJruyUDacnk Manuel ventilation: https://youtu.be/7rAWEmgv8aE Sugning: https://youtu.be/bSXW-mngzNo Tracheostomipleje: https://youtu.be/nfLfoCBKr34
© Copyright 2024