2014/3 - Det Udenrigspolitiske Selskab
DECEMBER 2014 · TIDSSKRIFTET PÅ DANSK OM UDENRIGSPOLITIK OG INTERNATIONALE FORHOLD Tema: Radikalisering Når billeder bliver til sikkerhedspolitik Asiens Obama i spidsen for Indonesien Anmeldelser af bøger om Tyskland, Putin og Kissinger FOTO: PROJECT SYNDICATE, 2015 INDHOLD Fra redaktionen 1 Klumme: En comeback strategi for Europa, Carl Bildt & Javier Solana 2 TEMA Radikalisering: en kamp mellem politik og videnskab, Tobias Gemmerli Den regionale trussel fra Islamisk Stat, Lars Erslev Andersen 4 15 Den diskrete krig mod terror i Sahel, Manni Crone 26 Vor tids ekstremisme er rettet mod nationalstaten, Klaus Kondrup 34 BAGGRUND Når billeder bliver til sikkerhedspolitik, Rebecca Adler-Nissen & Lene Hansen 40 Erdogans ‘Nye Tyrkiet’ er kommet skidt fra start, Martin Selsøe Sørensen 47 Ny mand i spidsen for Indonesien, Casper Klynge & Mikael Ekman 55 Det Syd- og Østkinesiske Hav er i centrum for en ny verdensorden, Liselotte Odegaard 63 Muren i Berlin 1961-1989, Jan Jakob Floryan 72 LITTERATUR Anmeldelse: Tysklands vej tilbage som verdensmagt, Peter Wivel 88 Anmeldelse: Samuel Rachlins Putin, Jan Jakob Floryan 92 Anmeldelse: Kissingers verden, Erik Beukel 97 Bognoter102 Indeks 2014 110 UDENRIGS 3 | 2014 | 3 Fra redaktionen Begrebet radikalisering har fået en smertefuld aktualitet med terrorangrebene i Paris mod magasinet Charlie Hebdo og et jødisk supermarked. Men radikalisering har også generelt domineret nyhedsbilledet i løbet af vinteren som følge af den fortsatte militære indsats mod Islamisk Stat. Vi belyser radikalisering fra fire forskellige vinkler med bidrag fra Tobias Gemmerli, Lars Erslev Andersen, Manni Crone og Klaus Kondrup. Dette nummer af Udenrigs indeholder desuden baggrundsartikler om billeder og sikkerhedspolitik, Tyrkiet, Indonesien, Kina og Berlinmurens fald. Endelig har vi anmeldelser af bøger om Tyskland, præsident Putin og den tidligere udenrigsminister og sikkerhedsrådgiver i USA, Henry Kissinger. Til slut er vi nødt til at bringe en rettelse. På grund af en teknisk fejl var den afsluttende linie i Bent Jensens og Martin Kryhl Jensens replik desværre faldet ud. I den sidste sætning skulle der have stået: Vi kan kun anbefale læserne at skaffe sig syn for sagn ved selv at læse værket. Udenrigs beklager fejlen. God fornøjelse med dette nummer af Udenrigs. FRA REDAKTIONEN 4 | UDENRIGS 3 | 2014 Klumme: En comeback strategi for Europa Af Carl Bildt & Javier Solana Mislykkes forhandlingerne mellem EU og USA om en frihandelsaftale, vil det være en strategisk katastrofe for Europa. EU’s ledere må nu tage sig sammen, kaste sig ind i debatten til fordel for en aftale og arbejde målbevidst for at få den i hus. Der er ingen tid at spilde. Da pave Frans i november holdt en tale i Europa-Parlamentet, sammenlignede han Den Europæiske Union med en bedstemor – behagelig og rig på erfaring, men uden tidligere tiders vitalitet og energi. Det er på høje tid, fremhævede paven, at EU-lederne skaffer sig af med deres døsige image, anerkender de strategiske udfordringer – som EU står overfor – og formulerer en klar politik til at tackle dem. Det skal indrømmes, at pavens karakteristik på nogle områder var alarmerende præcis. Men på andre felter opretholder Europa en betydelig styrke. Det er centrum for tænkning og innovation på højt niveau; det er hjemsted for nogle af verdens mest konkurrencedygtige industrier og regioner; og det har – måske mest imponerende – bygget et fællesskab og et marked, der omfatter en halv milliard mennesker. Men verden forandrer sig. Regionen omkring Stillehavet har i stigende grad indflydelse på den globale udvikling, både økonomisk og på andre områder. Visionen om Trans-Pacific Partnership (TPP) – hvor USA og 11 andre lande vil skabe et frihandelsområde – vil højst sandsynligt accelerere denne udvikling (og kun endnu mere, hvis Kina tilslutter sig). Selvom TPP-processen skal overvinde en lang række vanskeligheder, inden en aftale kan gøres færdig, må dens potentiale til at forøge Asiens økonomiske magt ikke undervurderes. Europa må arbejde for at sikre sin position i den nye verdensorden – begyndende med at udvide egne handels- og investeringsforbindelser med USA. Problemet er, at mens TPP-forhandlingerne skrider fremad, er forhandlingerne mellem Europa og USA om en europæisk-amerikansk frihandelsaftale – Transatlantic Trade and Investment Partnership (TTIP) – kørt så fast i indenrigspolitiske kontroverser, at hele projektet risikerer at lide skibbrud. Erhvervsledere på begge sider af Atlanten er overbeviste om, at en TTIP-aftale vil udløse store økonomiske fordele, og denne opfattelse understøttes af en lang række undersøgelser og analyser. Alligevel domineres debatten stadig af trivielle emner som f.eks. brugen af klorbehandlede kyllinger og afgørelser af stridigheder mellem investorer. Målet med TTIP er at frigøre kraft i den samlede transatlantiske økonomi, som stadig er verdens langt Carl Bildt er tidligere statsminister og udenrigsminister i Sverige. Javier Solana er tidligere, henholdsvis generalsekretær for NATO og EU’s Høje Repræsentant for udenrigs- og sikkerhedspolitik. KLUMME UDENRIGS 3 | 2014 | 5 største og mest velstående marked, omfattende 75 pct. af den globale finansielle aktivitet og mere end halvdelen af verdenshandelen. Og bliver TTIP åbnet for andre landes økonomier – som f.eks. Tyrkiet, Mexico og Canada – vil fordelene blot blive endnu større. Men selvom de positive konsekvenser af en aftale er store, så er de negative konsekvenser endnu større. Dels vil et sammenbrud i TTIP-forhandlingerne give betydelig ammunition til de kræfter i Storbritannien, som ønsker landets udmeldelse af EU. Omvendt vil en aftale indebære, at det bliver en dårlig idé for briterne at melde sig ud – og dermed bliver det mindre sandsynligt, at det sker. Dels vil en opfattelse af, at EU’s indre problemer har fået det europæiske samarbejde til at forskertse en strategisk mulighed, få USA til i endnu højere grad at lægge afstand til Europa. Følgen bliver, at den russiske præsident Vladimir Putin vil betragte EU’s svigten som en stor mulighed for at udøve mere indflydelse over dele af Europa. Alt dette bidrager til en fundamental strategisk risiko: går TTIP-forhandlingerne i stå eller bryder helt sammen, mens TPP-processen bevæger sig fremad og krones med held, vil den globale balance tippe i Asiens favør. Og Europa vil stå tilbage med få muligheder, om nogen overhovedet, for at genvinde sin økonomiske og geopolitiske indflydelse. Da tanken om TTIP oprindeligt blev lanceret, så det ud til, at Europa anerkendte dens værdi. Faktisk var det EU, som lagde pres på USA for at begynde forhandlingerne i juni 2013, efter at USA i første omgang havde tvivlet på Europas engagement. Ambitionen var at fuldende forhandlingerne på “en tankfuld benzin”. Ingen ønskede et langstrakt forhandlingsforløb med de tilhørende politiske problemer. Men EU’s ledere forlod dybest set projektet og bekræftede dermed USA’s frygt. Forhandlingsdeltagerne kæmpede med at skabe fremskridt, mens anti-globaliserings grupper fik kontrol med den offentlige debat ved at skildre TTIP som en trussel mod alt og alle, fra demokratiet i Europa til de europæiske befolkningers generelle sundhedstilstand. Dette er helt fejlagtigt, og EU’s ledere må forhindre den slags i at få flere ben at gå på ved at fremhæve en aftales strategiske nødvendighed. Og de må genoplive deres tilsagn om at færdiggøre forhandlingerne med succes i løbet af 2015. Dermed ikke sagt, at det bliver nogen let sag at løse de tilbageværende problemer i TTIPforhandlingerne. Men det er altid vanskeligt at få en handelsaftale op at stå, og det gælder specielt en aftale, der omfatter så mange områder med offentlig regulering og lignende, eftersom aftalen må tage højde for moderne økonomiers kompleksitet og omskifteligheder. Faktum er, at de udfordringer, der ligger i et færdiggøre TTIP, ikke er mere uhåndterlige end dem, EU’s ledere har stået overfor gennem de seneste års krise. Når TTIP-forhandlingerne snart genoptages, må EU’s ledere skubbe på for at skabe ægte fremskridt med det mål at fuldende en aftale ved årets udgang. Den gode nyhed er, at midtvejsvalgene i USA fornylig synes at have forbedret mulighederne. Præsident Barack Obama vil formentlig kunne få den bemyndigelse, han ønsker, til en hurtig afslutning af forhandlingerne. Sker det, kan Kongressen enten godkende eller forkaste en færdigforhandlet aftale, men ikke pille den fra hinanden, som der ellers vil være risiko for. I USA er den langstrakte valgkamp forud for næste præsidentvalg ved at begynde. Og for EU’s vedkommende kan andre emner meget vel sætte sig på dagsordenen i det nye år. Derfor er der ingen tid at spilde for EU-lederne. Europas politikere må gribe de økonomiske muligheder – og afværge en strategisk katastrofe. Copyright: Project Syndicate. KLUMME 6 | UDENRIGS 3 | 2014 Radikalisering: en kamp mellem politik og videnskab Af Tobias Gemmerli FOTO: PROJECT SYNDICATE, 2015 TEMA | RADIKALISERING UDENRIGS 3 Radikaliseringsbegrebet er vokset frem i skyggen af terroranslagene i Madrid (2004) og London (2005). Danmark var blandt de første til at sætte forebyggelse øverst på dagsordenen. Ti år senere kan vi se tilbage på en begrebsudvikling, som efterlader flere spørgsmål end svar og en forebyggelsespolitik, som dogmatisk bygger videre på gammelvante forestillinger. At beskrive radikalisering er som at beskrive en rejse til en fjern galakse. Det fungerer godt på et filmlærred, og det ser fornuftigt ud i en forsimplet skrivebordsmodel, men det er umuligt i praksis. Dette skyldes, at radikalisering – modsat hvad mange måske tror – ikke er et afklaret videnskabeligt begreb. Vi har ikke kunnet konstatere radikalisering ved at kigge i mikroskoper, bruge måleinstrumenter eller opstille og teste kausalmodeller. Radikaliseringsbegrebet er først og fremmest en politisk konstruktion, som er opstået i kampen mellem en handlingsorienteret politik og en forklaringsfokuseret videnskab. Men radikalisering er også vokset frem af nødvendighed, skabt af behovet for at forklare en ny og uforståelig realitet nemlig truslen fra hjemmegroede terrorister og ensomme ulve. Og radikaliseringsbeskrivelserne er i store træk, og særligt i den danske model, kopieret fra den kriminalpræventive værktøjskasse. Men med ét væsentlig nyt bidrag: ideologi. Det har medført en forebyggelsespolitik, som ganske vist peger på nogle klare politiske løsninger, men som samtidig må overforsimple den sociale kompleksitet. | 2014 | 7 Forebyggelsens insisterende målrettethed er dog ikke uden konsekvenser. For det første har de radikaliseringstruede unge fået socialpolitikkens offerstempel, og sårbarhedsmetaforen har sammen med en ideologiforskrækkelse udmøntet sig i en række yderst spekulative såkaldte tegn på radikalisering. Politikken har skabt et fantombillede af de radikaliserede baseret på fantasier om den hjemmegroede terrorismes sociale årsager og kendetegn. For det andet udfordres den hidtidige radikaliseringsforståelse af det nye og intensive fokus på danske fremmedkrigere i Syrien og Irak. Tilbage står vi altså med en forebyggelsespolitik, der forsøger at synge en harmonisk solo på baggrund af et disharmonisk råbekor af videnskabelige stemmer. Politikken må fortrænge så mange nuancer og videnskabelige grundspørgsmål, at den fremstår som science fiction frem for science fact. Vores nuværende radikaliseringsforståelse er altså i konflikt med mange videnskabelige stemmer samtidig med, at den er ved at bliver overhalet af en ny virkelighed. Men hvordan er vi nået dertil og hvad er konsekvensen? Det vil denne artikel forsøge at kaste nyt lys over. Fra sikkerhed til forebyggelse I 1990’erne voksede debatten om den nye terrorisme frem. I debatten kobles globaliseringen til en terrorisme, der opfattes som en allestedsnærværende men udefrakommende trussel mod det liberale demokratis sikkerhed. Terroristen er i denne beskrivelse allerede radikaliseret, og han har rødder i en fremmed kultur, ideologi eller religion. Han bevæger sig usynligt omkring, kan vilkårligt slå til mod samfundet og går sjældent efter klassisk-strategiske mål. Tobias Gemmerli er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet med speciale i radikalisering. Han har siden 2013 arbejdet som videnskabelig assistent hos Dansk Institut for Internationale Studier, hvor hans forskningsområde er voldelig ekstremisme, radikalisering og radikaliseringsforebyggelse – med særligt fokus på online-radikalisering og sociale medier. TEMA >>> | RADIKALISERING 8 | UDENRIGS 3 | 2014 Med terroranslaget mod USA den 11. september 2001 slog den nye terrorisme for alvor igennem. 11. september gjorde en effektiv ende på 90’ernes liberale end of history-forestilling og meldte historiens genkomst. Den globale terrorisme blev Vestens nye store fjende, og krigen mod terror brød ud. Terrorbomberne i Madrid (11. marts 2004) og i London (7. juli 2005) samt mordet på den hollandske filminstruktør Theo van Gogh (2. november 2004) gav imidlertid anledning til kraftigt at genoverveje den endimensionelle debat om den nye terrorisme. Et nyt fjendebillede tog form. Nu var det ikke længere nok at sikre grænserne til Europa og Nordamerika. De såkaldte hjemmegroede terrorister og selvradikaliserede ensomme ulve foranledigede endnu engang en forskydning af trusselsopfattelsen i den fremtrædende fortælling om terrorismens udspring. Truslen kom indefra, og en forebyggelsespolitik blev løsningen. Med overgangen fra sikkerhed til forebyggelse skete der således en forskydning i opfattelsen af samfundets borgere, og terrortruslen blev pludselig også et produkt af samfundet – et dysfunktionelt element i samfundsorganismen. Den rationelle og normalfungerende samfundsborger fik herved en svag og letpåvirkelig tvilling – en terrorist in spe. Tvillingen indtrådte i terrorismedebatten som fortællingen om samfundets svage individ (de sårbare unge), der forføres af ekstremismens ideer og metoder. Tvillingen trues på én gang af ekstremismens radikaliserende forførelse men er også samtidig én potentiel trussel mod samfundet. Dette medfører også, at socialiseringen indenfor de liberale samfund pludselig sættes i relation til statens sikkerhed. Terrortruslen bliver derfor opsplittet i en række elementer, der kobles i en proces: radikaliseringsprocessen. Terrorismen (ekstremismen) skal i forebyggelsestanken ikke forstås som en fysisk agent, man kan sikre TEMA | RADIKALISERING sig imod. De ekstremistiske kræfter transcenderer, via deres farlige tankegods, det fysiske og etablerer sig som en metafysisk agent i normalitetens grænseområde. Og vi kan møde ekstremismen alle vegne: i moskeer, i institutioner eller via sociale medier. Samfundet må værne sig imod denne agent for at beskytte de sårbare unge, som ikke selv besidder evnen til at modstå ekstremismens lokkende kald. Videnskabelig kakofoni Selvfølgeligheden, hvormed radikaliseringsbegrebet ofte anvendes i debatter og policypapirer samt en stor del af radikaliseringsforskningen antyder, at der er etableret konsensus om begrebsforståelsen. I offentligheden defineres begrebet af intellektuelle, tænketanksaktivister, journalister og tidligere ekstremister, som hver taler fra deres egen platform og med udgangspunkt i meget forskellige virkelighedsbeskrivelser. Der er efterhånden skrevet mange artikler og bøger om radikaliseringsbegrebets teoretisering indenfor de forskellige videnskabelige traditioner, som har kastet sig over emnet. Men der findes sjældent simple definitioner af meget komplekse problemstillinger. Videnskaben er ikke nået til enighed om en generel radikaliseringsteori, og radikaliseringsbegrebet forbliver et forskningsmæssigt åbent spørgsmål. Kunsten at definere radikalisering har foregået og foregår fortløbende i en kamp mellem to positioner. På den ene side ønsker videnskabelige discipliner at holde spørgsmålet åbent og tilgå det med videnskabelig og metodisk nysgerrighed og stringens. På den anden side ønsker politikken at afgøre spørgsmålet en gang for alle for at sikre et fundament at arbejde ud fra. I løbet af de seneste ti år er radikalisering efterhånden blevet et modeord i den offentlige debat. Begrebet bruges både som procesbegreb og som betegnelse for særligt farlige eller radikale personer eller miljøer. Som procesbegreb bruges radikalisering UDENRIGS 3 | 2014 | 9 Der findes inden for radikaliseringsforskningen et utal af definitioner på radikalisering for det første til at forklare den forvandling, som individer gennemgår på deres vej ind i ekstremismen. For det andet bruges radikalisering til tider om dynamiske processer af eskalerende politik, retorik eller militær konflikt. Som betegnelse for specifikke individers forvandling kan der både være tale om radikaliserede ekstremistiske ideologer, hvor begrebet anvendes om den radikale tænkning og ekstremismens retorik, og der kan være tale om radikaliserede unge, der kæmper en voldelig kamp. I den sidste betydning er begrebet oftest synonymt med voldelig ekstremist eller terrorist. Mange radikaliseringsdefinitioner og -teoretiseringer sondrer således mellem det at være radikalt tænkende – passivt at efterspørge fundamentale samfundsforandringer – og radikalisering som proces, hvor den enkelte bliver gradvis mere overbevist om aktivt at støtte og/eller forfølge vidtgående samfundsforandringer, der står i stærk kontrast til den eksisterende samfundsorden. Radikaliseringsprocessen kan med andre ord føre til såvel støtte til ikkevoldelig antidemokratisk tænkning som deltagelse i politisk vold og terror. Her kan det derfor være nyttigt at sondre mellem radikalisering af tænkning (ideologisk radikalisering) og radikalisering af adfærd eller handling (voldelig radikalisering). Der findes inden for radikaliseringsforskningen et utal af definitioner på radikalisering. Det skyldes ikke mindst, at forskningen spreder sig over alt fra psykologi og politologi til sociologi og kulturstudier. Stadig flere faglige discipliner stiller sig op i det kakofoniske råbekor af videnskabelig uenighed (senest også kvantitativ netværks- og indholdsanalyse). Blikket på radikalisering afhænger således af valget af faglig disciplin, teori og metode og kan, groft sagt, analysere på tre niveauer: mikroniveau (individer), mesoniveau (grupper, miljøer og netværk) samt makroniveau (strukturelle, sociale og politiske fænomener). Herudover er der stor forskel på, hvorvidt det er radikaliseringen af individer (fx Anders Behring Breivik), grupper og miljøer (fx Blekingegadebanden) eller folkemasser (fx Nazi-Tyskland), som søges forklaret. Desuden fokuserer nogle studier på steder for radikalisering (skoler, moskeer etc.) eller på dynamiske faktorer som trigger-effects (diskrimination, udenrigspolitik). Endelig gælder der også forskellige antagelser om individet før og under radikalisering, som har meget stor indflydelse på, hvad der konkluderes. En lang række spørgsmål er dog endnu relativt uudforskede. Eksempler herpå kunne være studier, der undersøger og sammenligner radikalisering til terror med rekruttering til kriminelle bander, religiøse sekter eller militærtjeneste eller studier, som sammenligner skoleskydere og ensomme ulve. Det ville gå for vidt at liste de mange forskellige faktorer og påvirkningsrelationer på de forskellige analyseniveauer. Hertil er antallet for stort. Hvis vi oplister alle de specifikke radikaliseringsdefinitioner, vil listen også blive meget lang. Tillader vi samtidig muligheden for at krydse faktorer og definitioner (sådan som det reelt foregår), ender det i en ligning med uendeligt mange ubekendte. Det er derfor svært at opbygge en sammenhængende og generel radikaliseringsTEMA | RADIKALISERING >>> 10 | UDENRIGS 3 | 2014 teori. Specielt på mikro- eller individniveau er der efterhånden skitseret så mange psykologiske og socialpsykologiske modeller, at det har udviklet sig til et kalejdoskop af mikrofaktorer. Ethvert radikaliseringstilfælde kalder altså på en forklaringsmodel med en unik sammensætning af faktorer. Herudover er den universitære forskningsverden endnu ofte opdelt i discipliner afhængig af “ekstremismetyper” (højreekstremisme, venstreekstremisme og islamisk ekstremisme), og mange af disciplinerne generaliserer ikke ud over deres egen genre. Det bidrager til forvirringen. At definere radikalisering Fortællingen om radikalisering efter Madrid- og London-bomberne lægger stor vægt på individuelle psykologiske forhold. Gruppedynamikker, sociale bevægelser, den demokratisk-politiske samfundskontekst mv. negligeres til fordel for individperspektivet. Årsagen til dette er det politiske ønske om at forme et håndfast begreb, som kan være afsæt for politiske programmer. Jagten efter en radikaliseringsdefinition er altså præget af ønsket om at finde en hovednøgle, der for altid kan forene de teoretiske positioner og bringe samklang i radikaliseringsbeskrivelserne. I denne jagt har Danmark længe været frontløber. En ofte citeret radikaliseringsdefinition i den internationale radikaliseringslitteratur er PET’s definition fra 2009, der lægger sig tæt op ad definitionen fra den første danske handlingsplan til forebyggelse af ekstremistiske holdninger og radikalisering fra samme år. I PET’s radikaliseringspapir lyder definitionen: “Radikalisering kan beskrives som en proces, hvori en person i stigende grad accepterer anvendelse af udemokratiske og voldelige midler, herunder terror, i et forsøg på at opnå et bestemt politisk/ideologisk mål”. Radikalisering beskrives altså som en kognitiv proces, hvor individet gradvis antager en mere radikal overbevisning, der anviser udemokratiske og voldelige midTEMA | RADIKALISERING ler til at opnå et bestemt mål. Mål og midler, adfærd (vold) og tænkning (radikalisme) kobles sammen, og tænkningen ses som en forløber for den voldelige handling. Værd at bemærke ved PET’s definition er således også ordet “accepterer”. Ved at anvende denne formulering slutter definitionen i al ubemærkethed fra en ren kognitiv proces (ideologisk tænkning) til muligheden for en voldelig handling, som dog ikke nødvendigvis bliver ført ud i livet. Det står stadig hen i det uvisse, hvornår individet er kognitivt parat til at udføre eller acceptere udførelsen af vold. Herudover defineres selve “volden” kun i meget brede termer. Denne tilgang er stærkt inspireret af en af radikaliseringsteoriens first movers, Quintan Wiktorowicz, der igennem mange år har rådgivet Det Hvide Hus i politikken på radikaliseringsområdet. Wiktorowicz udgav allerede i 2005 bogen Radical Islam Rising, som var et studie af al-Muhajiroun (en udbrydergruppe fra Hizb utTahrir). Wiktorowicz har i sin socialpsykologisk inspirerede teoretisering et massivt fokus på individet, og han er kendt for at anvende teorien om de såkaldte kognitive åbninger og den identitetsmæssige søgen, som disse åbninger siges at afstedkomme. Den kognitive åbning, der kan opstå som følge af en personlig krise eller ved påvirkning fra radikalisatorer, ryster individets verdensopfattelse og gør individet ‘søgende’ og derved modtagelig overfor alternative (ekstreme) idéer. Netop Wiktorowicz kan spores op igennem litteraturen, og den kognitive åbning er et nøglegreb i den første danske embedsmandsrapport om radikalisering fra 2008, som udgjorde forarbejdet til handlingsplanen fra 2009. Kritisk betragtet bærer idéen om kognitive åbninger dog præg af at være et social-psykologisk catch-all-begreb, der synes at nedskrive sociale og samfundsmæssige forhold til individniveauet. Herved risikerer vigtige elementer som fx den samfundspolitiske kontekst at gå tabt. Men UDENRIGS 3 teorien gik godt i spænd med daværende forestillinger om det kriminelle og afvigende individ, og den var i stand til at forklare, hvordan radikale holdninger bliver til voldelig ekstremisme og terror. PET betragtede i starten, på linje med mange andre, radikaliseringen som en proces opdelt i (ofte fire) faser, hvor individet gradvis omvendes til ekstremismens og terrorismens ideer og metoder. Og populariteten af de bagvedliggende rationaler i PET’s definition er stor. Radikaliseringsbranchens måske største stjerne, professor Peter Neumann fra The International Center for the Study of Radicalisation i London, opsummerer således sammen med kollegaen Tim Stevens i et strategipapir fra 2009 den “generelle” forståelse af radikaliseringsbegrebet, som følger: “Most of the definitions currently in circulation describe radicalisation as the process (or processes) whereby individuals or groups come to approve of and (ultimately) participate in the use of violence for political aims. Some authors refer to ‘violent radicalisation’ in order to emphasise the violent outcome and distinguish the process from non-violent forms of ‘radical’ thinking”. Stevens og Neumann nuancerer den danske forståelse en smule ved også at indskrive grupper i processen. Dette giver definitionen en større følsomhed overfor fænomenets mesoniveau. Herudover markerer de en splittelse inden for litteraturen, hvor en række forskere mere eksplicit skelner mellem radikal tænkning (radikalisme) og voldelig handling som to forskellige endemål for radikalisering forstået som kognitiv proces. Ifølge denne tankegang vil langtfra alle, som antager ekstreme eller radikale synspunkter, forsøge at implementere dem ved sværdets brug. Dette til trods er der en påfaldende overensstemmelse mellem PET’s generelle radikaliseringsdefinition og definitioner, der med tilføjelsen “voldelig” understreger radikaliseringens voldelige udfald. Og det | 2014 | 11 forbliver uklart, hvornår radikalisme (forstået som ideologisk radikalisering) og radikalisering til accept af vold er forskellige fra hinanden, hvis begge processer primært betragtes som kognitive, og det først retrospektivt kan sluttes, at den ene førte til vold, men den anden ikke. En af terrorforskningens grand old men, Dr. Alex P Schmid, fremhæver også i en rapport fra 2013 fra The International Centre for Counter-Terrorism de frustrerende mange forhindringer, som radikaliseringsforskningen endnu står overfor. Således bemærker Schmid, at radikaliseringsbegrebets popularitet på ingen måde står mål med begrebets forklaringskraft. I Schmids grundige gennemgang af teorier, modeller og definitioner fremlægger han selv, hvad han mener, er en mere videnskabelig definition eller konceptualisering af radikaliseringsbegrebet. Til trods for sin 149 ord lange definition får han dog ikke helt skrevet sig ud af alle politiske forviklinger. Og selvom definitionen er mere teoretisk gangbar, forbliver den, grundet sin kompleksitet, politisk ubrugelig. Det er ikke muligt at konstruere en glasklar definition af radikalisering. Der vil altid gemme sig en politisk/normativ skyggeside i definitionen, hvorfor det i sidste instans vil være et valg, der ikke kan funderes i videnskaben alene. Alle forsøg på at skrive sig ud af det paradoks (at gøre radikalisering til en ‘ren’ videnskab), ender i svært forståelige definitioner, som Schmids, med en lang række præciseringer og forbehold. Radikaliseringsdefinitioner vil i sidste instans altid bero på en række politiske grundvalg. Dette paradoks om definitionernes grundlæggende usikkerhed er så småt begyndt at snige sig ind i policylitteraturen. I september 2014 fremlagde den danske regering således en ny handlingsplan til forebyggelse af radikalisering og ekstremisme. I den nye handlingsplan defineres radikalisering en smule mere åbent end tidligere: “Radikalisering er ikke et entydigt beTEMA | RADIKALISERING >>> 12 | UDENRIGS 3 | 2014 greb. Der er tale om en proces, som kan foregå på forskellige måder, og som kan ske både over en relativ kort tidsperiode, men også over længere tid. Der er ingen simple årsagssammenhænge, men radikalisering kan igangsættes på baggrund af mange forskellige faktorer og have forskellige endemål. Radikalisering kan komme til udtryk ved en støtte til radikale synspunkter eller ekstremistisk ideologi og kan også medføre accept af brugen af vold eller andre ulovlige midler for at opnå et politisk/religiøst mål”. Definitionens indledning afspejler tydeligt den flertydighed, som karakteriserer radikaliseringsbegrebets bagtapet. Ikke desto mindre holder definitionen fast i den gamle praksisforståelse og ’accepten’ som det magiske ord. Det forbliver således uklart, hvad radikalisering egentlig betegner. Beskriver det en proces af ideologisk indoktrinering eller en tilstand af voldsparathed? Og hvorfra kommer denne vilje til vold, som er radikaliseringsprocessens springende punkt? Dette er helt grundlæggende spørgsmål, som de mange radikaliseringsteorier endnu ikke har fundet et klart svar på, og som de fleste forebyggelsespolitikker synes at ignorere. Konsekvensen er, at modeller og teorier uden forklaringskraft bliver afsæt for politikker, debatter og indsatser. En antiradikaliseringsindustri er så småt begyndt at vokse frem. Men vi har stadig en lang række ubekendte faktorer og påvirkningsrelationer. Hvad betyder politiske og sociale forhold for ikke bare de holdninger, vi har, men også den måde vi handler og agerer på? Den normbrydende voldelige handling følger ikke naturligt af den normbrydende tanke. Heldigvis. Flere modeller Parallelt med forsøget på at definere radikalisering udvikler litteraturens policyorienterede kredse en række modeller. Her bliver radikaliseringen ofte beskrevet via faser, trapper, udbud/efterspørgsel m.m. TEMA | RADIKALISERING Modellernes formål er naturligvis at reducere kompleksiteten til et brugbart og overskueligt skema over radikaliseringsproblematikken. Modellerne kæmper med andre ord mod kompleksitet og flertydighed i bestræbelsen på at skabe en afklaret og rationel sproglig ramme, hvorigennem vi kan forstå og anskueliggøre radikalisering. Den sproglige ramme skabes via metaforer, der kobler problemstillingen til allerede eksisterende virkelighedsforståelser. Således bliver særligt tre metaforer væsentlige for beskrivelsen af radikaliseringsfænomenet: en markedsmetafor; en virusmetafor; og en sårbarhedsmetafor. En af de første radikaliseringsmodeller blev udviklet af New York Police Department i rapporten Radicalization in the West: The Homegrown Threat fra 2007. Rapporten præsenterer en radikaliseringsmodel for jihadi-Salafi-ideologi. Modellen er opdelt i fire faser, der starter med ‘Pre-Radicalization’ og ender i ‘Jihadization’ og ‘ATTACK’. Mange modeller forklarer, som NYPDmodellen, radikalisering ud fra en grundforståelse af individet som et svækket men rationelt individ, som følger en ofte faseopdelt og lineært fremadskridende radikaliseringsproces, gennem hvilken individet gradvis accepterer brugen af vold for derefter at anvende den. Centralt for denne fremstilling er anvendelsen af en virusmetafor, hvor de radikale tanker opfattes som kognitiv virus, der kan smitte svage sjæle, og som, hvis sygdommen først får rod i organismen, kan have en farlig og måske dødelig udgang. Heraf kommer også ideen om at opbygge en kognitiv ‘modstandskraft’ – en immunitet, der skal styrke det ideologiske immunforsvar og derved svække ideologiens vækstbetingelser. Den logiske policyløsning bliver at vaccinere samfundet og reducere smittefaren – dvs. arbejde for stærke demokratiske normer, forhindre udbredelse af radikal ideologi og slå hårdt ned mod ekstremismens rugekasser såsom moskeer, fængsler, studenterorganisationer og vandpibebarer. UDENRIGS 3 | 2014 | 13 I dag har Århus-modellen fået international omtale, og den fremstår som verdens mest liberale model FOTO: PROJECT SYNDICATE, 2015 En anden model, som er blevet direkte overført til dansk i den før omtalte embedsmandsrapport fra 2008, er modellen anvendt i det hollandske pilotprojekt Wij Amsterdammers. Her sættes ideen om det svage individ og den smittefarlige kognitive virus ind i en overordnet markedsmetafor. Nu beskrives problemstillingen som et spørgsmål om udbud (af radikal ideologi) og efterspørgsel (efter radikale identiteter). Når udbud møder efterspørgsel clearer markedet, og radikaliseringsprocessen sættes i gang. Denne vinkling ender således med at prioritere kombinationen af det svage individ (med kognitiv åbning) og den farlige ideologi. Herved bortfalder en masse kontekst på radikaliseringens meso- og makroniveau. Løsningen bliver at korrigere markedsfejlen, hvor ekstremismen nyder monopollignende forhold, og arbejde med alternative udbud (aktiviteter og oplysningsarbejde), der skal redegøre for ‘fakta’ om demokrati etc. De konkrete tilbud, som unge præsenteres for, er styringsværktøjer som fx kontrakter, rollemodeller og mentorer, hvilket ligger i forlængelse af den danske kriminalitetsopfattelse og generelle forebyggelsestanke. Den hollandske models virkelighedsreduktion betyder også, at den førte politik fjernes fra ansvaret, påvirkningen og dynamikken omkring radikaliseringsfænomenet. Vi står essentielt set tilbage med et afpolitiseret fænomen, som lægger hovedansvaret på individet og hovedforklaringen på personpsykologiske forhold og farlige ideologier. Århus Kommune og Østjyllands Politi var blandt de første til at sætte initiativer i søen – stærkt inspireret af bl.a. Holland. I det allerede etablerede SSP-samarbejde (Skole, Socialforvaltning og Politi) startede Århus tilbage i 2007 som forsøgsordning en mentorordning og et Infohus, hvor bekymrede lærere, pædagoger m.m. kunne henvende sig for hjælp og rådgivning. I dag har Århus-modellen fået international omtale, og den fremstår som verdens mest liberale model, fordi den i udgangspunktet kun har fokus på handlinger, ikke holdninger, og fordi den så vidt muligt arbejder med inklusion, dialog og positive tilskyndelser frem for straf eller trusler om straf. Århus-modellen er også blevet central for den danske model, om end flere initiativer også styres fra centralt hold. TEMA | RADIKALISERING >>> 14 | UDENRIGS 3 | 2014 Den danske model griber ned i en allerede veludviklet kriminalpræventiv værkstøjskasse, og radikalisering listes som en risikoadfærd på linje med misbrug, kriminalitet og aggressiv trafikadfærd. Således bliver beskrivelsen af det sårbare og svage individ i mange henseende kopieret fra de andre risikoadfærdskategorier. Hermed skabes også en bestemt kobling mellem individpsykologiske forhold og radikalisering. For den liberale Århus-model bliver et særskilt kendetegn, at forebyggelsesarbejdet ikke vil blande sig i religiøse eller politiske holdninger, da de opfattes som beskyttede af grundlovens tros- og ytringsfrihed. Modellen får derfor i udgangspunktet primært fokus på den bekymrende adfærd. Det kriminalpræventive blik på radikalisering vinder altså over andre perspektiver, hvilket medfører en politidrevet indsats, der kombinerer sikkerhed og skærpet overvågning med systemets socialpolitiske bekymring for de unges trivsel. Problemet er dog, at tilgangen foretager en apolitisk kobling mellem individ og kriminalitet, der ikke er i stand til at forstå ekstremismen som et politisk og socialt komplekst fænomen. Det afskærer muligheden for at forstå sociale dynamikker samt sammenhængene mellem politik og vold eller politik og følelser. Tilgangen anerkender eksempelvis ikke de mange negative følelser, som sættes i forbindelse med den førte danske udenrigspolitik, og som er en direkte konsekvens af politiske beslutninger truffet i folketinget. Hvad betyder det eksempelvis for den hjemlige radikalisering, at vi nu atter bomber områder i Mellemøsten? Herudover skaber tilgangen problemer med at skelne mellem den ene og den anden form for sårbarhed. For hvorledes skiller de radikaliseringstruede unge sig ud fra andre grupper? Her sniger ideologien og holdningerne sig ind ad bagvejen. Vi har behov for en række ‘ideologiske’ kendetegn, som får lærere, pædagoger og socialarbejdere på sporet af en mulig radikalisering. Men da videnskaben, som fra flere kanter advarer TEMA | RADIKALISERING mod forestillingen om at opstiller en radikaliseringsprofil, er røget ud af ligningen tidligere i processen, står forebyggelsesarbejdet tilbage med fordomme og mavefornemmelser om særlige kendetegn ved de ideologisk fremmede. Forebyggelsen fremtvinger et nødvendigt ideologisk fjendebillede. Fantombilleder Radikaliseringsdebattens primære funktion bliver derfor dens performative karakter. Den formår at skabe det objekt, den efterfølgende forsøger at forebygge. Det handler med andre ord om at kunne ‘se’ fjenden, så vi kan forhindre og forebygge hans eksistens. For fjenden er iblandt os. De såkaldte bekymringstegn bliver således sammensat af markører fra den socialpræventive indsats kombineret med specifikke kendetegn i adfærd, holdning og udseende. Disse kendetegn er til en vis grad uddraget fra kendte eksempler på terrordømte. I Socialministeriets håndbogspapirer kan man således læse bekymringstegn, som fx at unge signalerer holdninger og budskaber ved at benytte sig af totalitære brands og symboler, at de unge udviser intolerance over for andres synspunkter og giver udtryk for konspirationsteorier, eller at de unge opsøger hjemmesider, litteratur eller film med voldelige/ekstreme budskaber. I den århusianske forebyggelsesindsats modtager Infohuset indrapporteringer om bekymringstegn fra kommunens lærere, pædagoger, socialarbejdere m.fl., hvilket kan afstedkomme bekymringssamtaler, mentorforløb eller anden normalitetsgenoprettende assistance. Problemet er naturligvis, at disse kendetegn er ret udbredte for unge mennesker i en identitetsmæssig udviklingsproces. Og bekymringsblikket risikerer følgelig at finde alt for mange falske positiver. Det er ikke muligt at slutte baglæns fra terrordømtes normalitetsafvigende kendetegn. Bekymringstegnene risikerer i stedet at kondensere sig om en række politiske og kulturel- UDENRIGS 3 le fordomme, medieskabte visuelle fiktioner og negative forventninger til målgruppen. Listen af indikatorer samles til et fantombillede af den prospektive terrorist. At dele en ideologi med terrorister betragtes derfor groft sagt som et tegn på radikalisering, der placerer den enkelte i en risikogruppe. Radikaliseringsforebyggelsen tager således afsæt i mere eller mindre bevidste skøn om folks egentlige hensigter; skøn, som oftest kun beror på intuitive bekymringer og radikaliseringsmodeller uden videnskabelig forklaringskraft. Men når modellerne er et produkt af en handlingsivrig politisk skrivebordsfantasi, risikerer radikaliseringsdiskursen at fungere som selvopfyldende profeti, hvor problemet konstrueres og løsninger findes inden for den samme overordnede virkelighedsforståelse. Overordnet betragtet er radikaliseringsbegrebet altså blevet det prisme, hvorigennem staten betragter sine indre fjender. Vi er, set gennem prismet, alle født som rationelle og liberale individer. Men individuel sårbarhed og menneskefjendsk ideologi kan forme os til at blive det modsatte. Kunsten bliver da at spotte antidemokraten ’in the making’ – at opliste radikaliseringens kendetegn og udbrede kendskabet hertil, så fjendskabet kan forhindres inden det overhovedet er opstået. Som samfund må vi derfor opdrages i det ideologiske vagtværns nåde, og vi må kende fjendens blik. Vi skal vide, hvor vi kan henvende os, hvis radikalismens og ekstremismens onde slår rødder i vor midte. Fremmedkrigere Spørgsmålet bliver da, om vi virkelig ser fjenden, eller om vi ikke blot forføres af den falske tryghed, som følger med radikaliseringsdiskursens fantomtegning? Hvilken betydning får vores forhøjede ideologiske alarmberedskab for det fænomen, vi forsøger at forebygge? Risikerer den ideologiske og identitetspolitiske koldkrig ikke blot at føre til yderligere radikalise- | 2014 | 15 ring – af os selv, og af den fjende vi ønsker at forebygge? Radikaliseringsfeltet er en polariseret størrelse. Stadig flere terror- og radikaliseringsforskere konkluderer, at radikaliseringsbegrebet er så flertydigt, at det ikke kan anvendes. Andre fortsætter ufortrødent med at anvende begrebet som et klart defineret fænomen, der peger på håndgribelige integrationspolitiske løsninger, en styrkelse af terrorbekæmpelsen og en vifte af kriminalpræventive tiltag. Herimellem er en efterhånden stor gruppe forskere og praktikere, som ganske vist vedstår sig det problematiske i radikaliseringslitteraturens kakofoni af definitioner og modeller, men som samtidig peger på, at begrebet allerede har vundet indpas i folkemunde og er kommet for at blive. Men det forbliver en fænomenbetegnelse, som ikke har nogen egentlig videnskabelig grund, og som ikke formår at skabe klarhed i sammenhængen mellem ideologi og taktik – mellem holdninger og handlinger. Den hyppigst anvendte radikaliseringsforståelse kræver derfor en grundig revision, hvis begrebet fortsat skal kunne bruges. Radikalisering forstået som den kriminalpræventive policy-diskurs, vi har udviklet siden 2005, er eksempelvis ikke specielt brugbar til at forstå unge mennesker, der drager til konfliktzoner ude i Verden. I løbet af de sidste års eskalation af den syriske borgerkrig og med den forværrede situation i Irak er vestlige regeringer blevet stadig mere opmærksomme på en ikke ubetydelig mængde fremmedkrigere, som er rejst ud i verden for at tilslutte sig terrorbevægelsers hellige krig. Hvor åbenlyst denne problematik end måtte pege tilbage på radikaliseringsdiskussionen, rejser det dog et grundlæggende spørgsmål. Såfremt radikalisering er en proces, hvor unge mennesker ideologisk indoktrineres til voldsparathed og ender med at gøre vold mod det samfund, de er vokset op i, hvad har radikalisering så med fremmedkrigere at gøre? De rejser jo netop ud i verden. TEMA | RADIKALISERING >>> 16 | UDENRIGS 3 | 2014 Perspektivet fordrer under alle omstændigheder, at fremmedkrigerne har intentioner om at vende tilbage til deres respektive vestlige hjemlande for at udføre terrorhandlinger. Men netop denne intention er blevet kategorisk afvist af mange fremmedkrigere, og de få cases, der fremføres som beviser, forekommer mere som enkelttilfælde, hvor den konkrete radikalisering er svær at opmåle. Men er der virkelig tale om et fænomen? Et af de for tiden mest brugte eksempler er sagen om den franske museumsskyder Mehdi Nemmouche, der i maj 2014 skød og dræbte fire gæster på det jødiske museum i Bruxelles. Nemmouche vurderes forud for attentatet at have tilbragt over et år med militante islamister i Syrien, hvor han efter sigende tjente som fangevogter. Men blev han radikaliseret i Syrien? Nemmouche omtales ofte som en ikke særlig religiøs, men sadistisk person med en længere kriminel fortid. Angrebet i Bruxelles kan således fortolkes som kulminationen på en længerevarende voldseskalation. Men om opholdet i Syrien var med til at skærpe og indoktrinere den unge Nemmouche, eller om han måtte forlade landet uforløst og søge større berømmelse på anden vis, står hen i det uvisse. Angiveligt var selv Islamisk Stat tilfredse med at slippe for hans følgeskab. Hvis vi accepterer, at fremmedkrige- TEMA | RADIKALISERING re også skal lægges til ligningen, hvad gør vi da med soldater, rockere og andre, der kæmper på fx kurdernes side? Blot at definere dem som statslige eller ikkestatslige aktører er en politisk definition, som ikke holder, når vi skal studere voldens udspring. Diskussionen om radikalisering ender uundgåeligt med at måle risikoen ud fra en bagvedliggende ideologi, og så er vi, som man siger i Ludo, slået hjem til start. Med fremmedkrigerproblematikken trækkes alle metaforer ind i ligningen igen. Men væk er imidlertid den samfunds- og verdenspolitiske kontekst. Og netop her spiller udenrigspolitikken, dronekrigen og de opfattede dobbelte standarder ellers en helt central rolle for motivation og følelser. Konflikten i Syrien og Irak er på flere måder med til at udfordre den kriminalpræventive radikaliseringsdiskurs. Modsat systemets opfattelse af de sårbare unge synes fremmedkrigerne at komme fra alle samfundets lag – og mange har tilsyneladende været velfungerende samfundsborgere. Med Islamisk Stats seneste konsolidering samt noget, der trækker op til at blive en langvarig konflikt, skal vi derfor atter overveje vores radikaliseringsforståelse. En bevægelse er netop i denne tid ved at sætte i gang. Der sker endnu en forskydning i trusselsopfattelsen, og politikken må halse efter virkeligheden. UDENRIGS 3 | 2014 | 17 Den regionale trussel fra Islamisk Stat Af Lars Erslev Andersen Islamisk Stats fremmarch i Irak og Syrien har destabiliserende konsekvenser for nabolandene. Det øger risikoen for terrorisme og radikalisering. Men vækstgrundlaget er ikke det samme som i bevægelsens geografiske udgangspunkt. Situationen i Mellemøsten er i dag mere kompliceret end nogensinde tidligere med et sammenlagt meget broget billede og en skillelinje mellem stabilitet og ustabilitet. Man kan finde små øer af stabilitet og sikkerhed. Der tænkes her på Irakisk Kurdistan, Qatar, De Forenede Arabiske Emirater, Oman og indtil videre Marokko, Tunesien, Algeriet og endnu Jordan og Saudi-Arabien. I alle disse øer af stabilitet, som var den formulering USA’s præsident Jimmy Carter brugte til at karakterisere Iran i 1978 blot fire måneder før den iranske revolution, er der i større eller mindre grad spændinger, ekstremistiske grupperinger, trusler fra nabostater og grobund for radikalisering. Det gælder også for en stat som Libanon, der kan være ualmindelig svær at placere på den rigtige side af skillelinjen mellem stabilitet og ustabili- tet. Indtil videre er Libanon på forunderlig vis dog mere stabil end ustabil. Men hvor lang tid varer det? Noget lignende gælder for Tyrkiet. På trods af intern uro, gentagne voldsomme demonstrationer og en placering med grænse til Islamisk Stat hører Tyrkiet til i den stabile gruppe. Men også her er der risiko for radikalisering, ekstremisme og terrorisme, hvilket er en af grundene til Tyrkiets tvivlsomme politik i krigen mod Islamisk Stat. Mens situationen dag for dag forværres i Syrien, Irak, Yemen og i de palæstinensiske områder inklusive Jerusalem og med militante konflikter i Libyen, Bahrain og et Egypten, der er ved at skære sig selv over i polariseringen mellem det nye regime og det forbudte Muslimske Broderskab, satser den vestlige koalition mod Islamisk Stat på de tilbageblivende øer af stabilitet med det håb, naturligvis, at de kan bidrage til at øge orden og stabilitet i hele regionen, men også med den ubehagelige erkendelse, at disse “øer” selv risikerer at lande i den stormflod af ustabilitet, der skyller hen over Mellemøsten. Syndfloden På forsiden af et af sine numre af online magasinet Dabiq bruger Islamisk Stat netop for- Lars Erslev Andersen er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier. Hans forskningsområder er terrorismens historie, sikkerhedspolitik i området omkring Den Persiske Bugt >>> samt USA’s mellemøstpolitik og generelle sikkerhedspolitik. TEMA | RADIKALISERING 18 | UDENRIGS 3 | 2014 FOTO: ©PROJECT SYNDICATE, 2015 tællingen om syndfloden og arken til at illustrere sit budskab, nemlig at enten er man med Islamist Stat eller også vil man omkomme i den syndflod, som skyller hen over Mellemøsten. Det er karakteristisk for Islamisk Stat at bruge så potente metaforer, men her gør gruppen sig nu mere potent, end sandt er. For trods sin ekstreme vold og relative militære succes i Irak og Syrien, er det jo ikke Islamisk Stat, der er ansvarlig for konflikterne i Libyen, Palæstina, Yemen, Bahrain og for den sags skyld for starten på den syriske borgerkrig. Nej, Islamisk Stat er en irakisk konstruktion og har udviklet sig i en sammenhæng, hvor to begivenheder på meget afgørende vis har pillet ved og forandret det mellemøstlige statssystem, nemlig Irak-krigen, der blev indledt 2003 samt det arabiske oprør 2011. Irak-krigen skabte grobunden for de grupper, der senere hen – til dels takket være en sekterisk regering i Bagdad – blev TEMA | RADIKALISERING til Islamisk Stat, og det arabiske oprør har haft direkte indflydelse på konflikterne i Syrien, Libyen, Yemen, Bahrain og naturligvis Egypten. Mens Palæstina-konflikten har sin egen tragiske dynamik, som det internationale samfund ikke evner at gøre noget ved på grund af en dubiøs alliance mellem Israel og USA. Man kan måske sige det sådan, at Irakkrig, arabisk oprør og en kuldsejlet såkaldt fredsproces alle har spillet konfliktskabende og destabiliserende ind på et stadig mere betændt arabisk Mellemøsten, der med sine autoritære og korrupte regimer ikke har formået at skabe rimelige, endsige tålelige rammer og vilkår for borgerne i Mellemøsten. Det er disse faktorer, der i dag løber sammen i en eksplosiv og ukontrollabel syndflod af konflikter, som tilsyneladende ingen ende vil tage. Og det siger sig selv, at ville Islamisk Stat på mi- UDENRIGS 3 rakuløs vis være besejret og fjernet fra jordens overflade i morgen, så ville det kun være den spæde begyndelse til en ny orden i Mellemøsten, fordi der vil være rigeligt af andre konflikter tilbage at slås med. Ikke desto mindre er det relevant at overveje, hvorvidt Islamisk Stats succes med at erobre territorium, der i dag har et omfang på størrelse med Østrig, truer nabostaterne. Selv har lederen Abu Bakr alBaghdadi truet med, at kalifatet vil brede sig og underlægge sig stadig mere territorium, og det er nærliggende at pege på Saudi-Arabien og Jordan som ekspansionsområder for Islamisk Stat, dersom gruppen fremdeles bliver bremset uden for Bagdad, ved den tyrkiske grænse og Kobane og ved grænsen til Irakisk Kurdistan. Ud over den megalomane forestilling om et stadig ekspanderende kalifat er det nødvendigt for Islamisk Stat at sikre sig indtægter og ressourcer, hvilket netop erobring af territorium hidtil har bidraget væsentligt til. Med andre ord er spørgsmålet, hvorvidt Jordan og Saudi-Arabien er i fare for at blive løbet over ende af Islamisk Stat på samme måde som Mosul blev det i juni? For at svare på dette spørgsmål er det nødvendigt at se på de specifikke omstændigheder for IS’s fremvækst i Irak og spredningen til Syrien samt på de regionale og internationale relationer, der har bidraget til IS’s udvikling og vækst. Historien om IS Dannelsen af IS går tilbage til 2004, hvor den jordanske jihadist Abu Musab alZarqawi (Ahmad Fadeel al-Nazal al-Khalayleh) etablerede sin gruppe al-Tawhid wal Jihad (Enhed og Jihad) og intensiverede de militante islamistiske oprør mod invasionsstyrkerne i Irak-krigen, der var blevet indledt i marts 2003. Gruppen havde sin grobund i Irakisk Kurdistan, hvor der gennem 1990’erne var blevet dannet nogle mindre, men radikale grupper inspireret af al-Qaeda, og som i 2001 gik sam- | 2014 | 19 men i dannelsen af Ansar al-Islam under ledelse af Mullah Krekar (Faraj Ahmad Necmeddin). Krekar fik allerede i 1991 norsk asyl som flygtning fra Nordirak, men var i 2001 i Irakisk Kurdistan sammen med andre kendte jihadister med forbindelse til alQaeda, og sammen etablerede de Ansar alIslam, som Zarqawi også blev en del af. Det var denne gruppe og det sammenrend af forskellige ledere, der også talte veteranen Abu Musab al-Suri, som den amerikanske udenrigsminister, Colin Powell, henviste til i sin tale i FN’s Sikkerhedsråd i februar 2003, da han fremlagde begrundelserne for Irakkrigen. Da krigen mod Afghanistan blev indledt i oktober 2001 som reaktion på 11. september-terrorismen, flygtede en del alQaeda-folk gennem Iran til Irakisk Kurdistan, hvor de tilsluttede sig Ansar al-Islam, som derved kom under stigende indflydelse fra udenlandske jihadister. For Krekar endte det med, at han blev skubbet til side af de tilrejsende arabiske veteraner fra Afghanistankrigen og via Holland kom tilbage til Norge. Zarqawi tog kontrol over gruppen i 2004 og samlede de tilrejsende jihadister samt irakiske oprørere i al-Tawhid wal Jihad (Enhed og Hellig Krig). Zarqawi blev kendt for sin radikalisme og brutalitet, dels gennem de uhyggelige videoer, hvor gidsler blev halshugget, dels gennem hans gruppes systematiske forsøg på at skabe en borgerkrig mellem sunni- og shiamuslimer ved bl.a. at bombe shiamuslimske moskeer og helligdomme. Især blev filmatiseringen af likvideringen af amerikaneren Nicholas Berg i maj 2004 kendt verden over som udtryk for Zarqawis brutalitet, der i uhyggelig grad ligner de voldshandlinger, som IS er blevet berygtet for. Zarqawi fremstår i dag som et forbillede og en martyr, IS beundrer og henviser til, og han indtager i IS samme rolle og status som Osama Bin Laden gør i al-Qaeda. Men Zarqawi var ikke al-Qaeda-medlem, og al-Qaeda-ledelsen var kritisk over for både hans brutalitet og angreb på shiaTEMA | RADIKALISERING >>> 20 | UDENRIGS 3 | 2014 muslimer, fordi den mente, angrebene primært skulle rettes mod amerikanerne og den nye irakiske regering. Ikke desto mindre blev Zarqawis gruppe i oktober 2004 under navnet al-Qaeda-Komiteen for Jihad i Mesopotamien officielt en del af al-Qaeda-netværket og vedblev at være det efter Zarqawis død. Men den konflikt, der ses i dag mellem IS og al-Qaeda, blev allerede grundlagt den gang med al-Qaeda-ledelsens kritik af Zarqawis sekterisme. I 2005 kom den amerikanske efterretningstjeneste i besiddelse af et brev fra alQaeda-lederen al-Zawahiri, hvor han bl.a. gør opmærksom på, at det i kampen er nødvendigt at fastholde lokalbefolkningens støtte og opbakning. Dette råd fulgte al-Qaeda i Mesopotamien (Al-Qaeda i Irak, AQI) ikke, men gennemførte en rigid og stærk voldelig ledelse i de byer, gruppen kontrollerede, hvilket fremmedgjorde den lokale irakiske befolkning. Denne fejllæsning af både ideologien, strategien og situationen i det irakiske samfund førte til “oprør fra neden” mod al-Qaeda, ledet af en række sunnimuslimske stammeledere eller sheiker. Konflikten med al-Qaeda Zarqawi blev dræbt af amerikanske styrker i et såkaldt målrettet drab den 7. juni 2006 nord for byen Baquba i Irak. Året forinden havde han mod al-Qaedas vilje erklæret decideret krig mod de irakiske shiamuslimer, og volden i Irak eskalerede konstant og stærkt. Konflikten med alQaeda blev forværret efter Zarqawis død, fordi efterfølgeren Abu Hamza al-Muhajir svor troskabsed til Abu Omar al-Baghdadi, der havde dannet gruppen Islamisk Stat i Irak (ISI). Med sin troskabsed underkastede Abu Hamza sine tropper ISI, hvilket selvsagt skabte vrede hos al-Qaeda-lederne. Denne konflikt nåede ikke offentlighedens lys, men blev – ifølge forskerne Nelly Lahoud og Muhammad al-Ubaydi fra West Point-akademiets Combating TerroTEMA | RADIKALISERING rism Center – kendt i forbindelse med de dokumenter, der blev indsamlet i Osama Bin Ladens hus i Abottabad, efter han var blevet likvideret af amerikanske specialstyrker i 2011. Vreden hos al-Qaeda skyldtes ifølge Lahoud og al-Ubaydi for det første, at al-Qaeda har en anderledes fortolkning af begrebet stat og finder det præmaturt at erklære sig såvel som en stat som et kalifat, for så vidt kriterierne for en islamisk stat ikke er realiserede. For det andet var al-Qaeda-lederne utilfredse med at se deres op mod 12.000 krigere komme under Abu Omar al-Baghdadis kommando, uden at det var blevet godkendt af al-Qaedas seniorledelse. Ikke desto mindre var ISI frem til al-Zawahiris dramatiske afsværgelse i februar 2014 en del af al-Qaeda. Det er på en måde denne gamle konflikt, der brød ud i lys lue mellem ISIL og alQaeda hen over vinteren 2013-14, og som førte til det officielle brud i februar 2014: al-Qaeda finder det præmaturt at kalde sig stat, når der reelt ikke er etableret en sådan, de er kritiske over for, at der udpeges ledere, uden at alle og især den øverste ledelse er taget med på råd, og de er uenige i den sekteriske voldsdyrkelse. Denne uenighed gentager sig, da al-Baghdadi i april 2013 erklærer dannelsen af ISIL. Det er interessant at konstatere, at der går en lige linje fra Zarqawi og hans uenighed med al-Qaeda til bruddet mellem al-Qaeda og Islamisk Stat i dag. For al-Qaeda og IS er der således tale om to ganske forskellige udviklinger, der giver sig udslag i særdeles forskellig fortolkning af strategi og fjendebillede, akkurat som det var tilfældet allerede i konflikten mellem al-Zarqawi og alZawahiri. Selvom IS og ISI formelt var en del af al-Qaeda-netværket frem til 2014, er det derfor forkert at se IS og al-Qaeda som en og samme størrelse. De er markant forskellige på en række afgørende punkter og har været det hele tiden, hvad Abottabaddokumenterne tydeligt viser, som også al- UDENRIGS 3 Zawahiri direkte henviser til i sin maj-erklæring med al-Qaedas kritik af IS. Morgen i Irak ISI’s brutalitet og dogmatiske måde at lede på i de irakiske byer, hvor de havde fodfæste, skabte stor modvilje blandt de lokale, og i 2006 gik en række stammeledere, de såkaldte Awakening Sheikhs, sammen og henvendte sig til amerikanerne med tilbud om at hjælpe koalitionen med at bekæmpe al-Qaeda gruppen Islamisk Stat i Irak. Det var dette, der bidrog til, at The Surge, som Bush-regeringen under David Petraeus’ ledelse igangsatte i 2007, blev en succes. I de følgende år blev al-Qaeda i Irak nedkæmpet, og i 2009 så situationen gunstig ud: al-Qaeda havde lidt nederlag og sunnimuslimerne havde med det nye parti al-Iraqiya, ledet af en sekulær shiamuslim, Ayad Allawi, fået mulighed for stærk politisk repræsentation ved parlamentsvalget i 2010, hvor op mod 80 pct. af sunnimuslimerne deltog. Men regeringen i Bagdad under Nuri a-Malikis ledelse svigtede løfterne: De sunnimuslimske militser blev ikke indrulleret i den irakiske hær, og selvom al-Iraqiya fik flest stemmer ved valget, fik partiet reelt ingen indflydelse og gik i frustration i opløsning. Hermed var der lagt ny grobund for al-Qaeda samt for de mange grupper af marginaliserede sunnimuslimer fra Saddam Husseins hær og parti, Baath-partiet, der var sendt ud i mørket efter Saddams fald. Det er her makronbunden til IS skal findes: ISI, hvis ledelse overtages af Abu Bakr al-Baghdadi i 2010 – efter sin løsladelse fra et amerikansk fængsel året forinden, hvor han havde haft rig mulighed for at styrke sit netværk – sammen med grupper af tidligere Baath-folk og officerer fra Saddams hær samt ikke mindst de krigere, der var blevet trænet af USA i samarbejdet med the Awakening Sheikhs, men som nu tilsluttede sig den tidligere fjende. Systematisk startede dette sammenrend med at tileg- | 2014 | 21 ne sig magten i det sunnimuslimske Irak. De slog de stammeledere fra Awakening Sheikhs, der ikke ville støtte ISI, ihjel, de satte sig på forretningsnetværk og etablerede mafialignende grupper i byerne og de stjal, hvad de kunne af ressourcer, penge og jord. Strategien Da borgerkrigen i Syren blev en realitet, etablerede ISI gruppen Jabhat al-Nusra, og da den blev for selvstændig, erklærede Abu Bakr al-Baghdadi, at ISI og Nusra var blevet fusioneret under navnet ISIL. Herefter brød konflikten mellem ISI og al-Qaeda ud i lys lue, og det endte med, at al-Qaeda lederen i februar 2014 erklærede et brud med det, der på det tidspunkt hed ISIL. Samtidig nægtede han at acceptere, at Jabhat alNusra var en del af ISIL. De to grupper har siden ligget i krig med hinanden, omend der i november 2014 var rygter om, at de forhandlede om våbenhvile og samarbejde. På trods af at ISIL, der havde erobret den irakiske by Falluja og dele af Ramadi, lå i krig både i Irak og Syrien – såvel med Assad-regimet som den syriske opposition – vandt gruppen frem i begge lande, indtil det foreløbig kulminerede med erobringen af Mosul i juni. Da IS i august truende nærmede sig hovedbyen i Irakisk Kurdistan, Irbil, og det olierige Kirkuk og samtidig truede med et decideret folkemord mod flygtende jezidier, gik USA ind i krigen med luftbombardementer, der med det samme kom til at omfatte hele Irak og ikke kun områderne ved den kurdiske grænse. Senere har USA fået militær støtte fra en lang række lande, heriblandt Danmark, til krigen mod IS i Irak. Sammen med fem arabiske lande (Bahrain, Qatar, Jordan, Saudi-Arabien og Forenede Arabiske Emirater) indledte USA bombninger af Islamisk Stat i Syrien, og samtidig angreb USA alene Nusra-fronten. Den militære strategi mod Islamisk Stat, som USA har fastlagt den, kan karakteriTEMA | RADIKALISERING >>> 22 | UDENRIGS 3 | 2014 seres som en “IS først strategi”, hvilket betyder, at først skal IS inddæmmes og nedkæmpes. Dernæst kan man vende sig mod andre problemer som borgerkrigen i Syrien og den politiske situation i Irak. Især USA’s uklare politik i forhold til den syriske borgerkrig har mødt kritik og selvom USA fastholder, at Bashar al-Assad-regimet er hovedårsag til borgerkrigen og derfor ikke er del af en politisk løsning, men helt skal fjernes og for præsidentens vedkommende evt. retsforfølges som krigsforbryder, er det uomtvisteligt, at strategien indirekte hjælper Assad-regimet – hvilket den i november fyrede forsvarsminister Chuck Hagel også offentligt har indrømmet. For det første hjælper man Assad med at bekæmpe hans værste fjender, og for det andet kan diktatoren bruge hjælpen til at koncentrere sig om den øvrige opposition, hvilket han også har gjort, bl.a. med sine berygtede tøndebomber. USA’s tøven over for Assad møder voldsom kritik, ikke mindst blandt støtterne til den syriske opposition. Men den begrundes med det internationale samfunds uenighed, hvor Kina, Iran og Rusland fastholder, at Assad er del af løsningen. Derfor vil landene på ingen måde tillade en militær strategi om et regimeskifte i Damaskus. Den politiske situation i Irak er ikke meget bedre. Efter IS’s overtagelse af Mosul rettede den internationale kritik sig i stigende grad mod Iraks premierminister, Nuri al-Maliki, hvis sekteriske politik med rette blev set som en væsentlig grund til, at IS havde kunnet vokse sig stærk. I august blev han efter især amerikansk pres erstattet af Haidar al-Abadi, men ikke meget tyder på, at den nye regering i Bagdad grundlæggende ændrer politikken fra al-Maliki tiden. Stridighederne med Den Kurdiske Selvstyreregering fortsætter, og hvad værre er, så arbejder regeringshæren sammen med shiamuslimske militser, der både er sekteriske, forbryderiske og anti-vestlige, og Iran har fremdeles stor indflydelse på TEMA | RADIKALISERING den irakiske regering og har selv tropper, der arbejder sammen med militserne og den irakiske hær. Dertil kommer det ejendommelige forhold, at selvom den irakiske regering beder USA og Vesten om hjælp til at bekæmpe IS, står Bagdad helt på Ruslands, Irans, Hizbollahs og Kinas side i støtten til Assad-regimet og er dermed i reel opposition til USA’s Syrien-politik. Strategien mod IS går ud på at støtte lokale styrker, dvs. den irakiske hær, og de kurdiske sikkerhedsstyrker Peshmerga samt i Syrien den såkaldte moderate opposition, først og fremmest Den Frie Syriske Hær. Støtten består i at bombe fra jagerfly samt træne og opruste oppositionen i Syrien og hæren og Peshmerga i Irak, hvor amerikanerne efterhånden også har en del militære rådgivere og specialstyrker på jorden, foreløbigt op til 3000 mand. Det har været vigtigt for USA at få bred politisk opbakning, og den har det heller ikke skortet på i Irak, hvor omkring 40 lande på den eller anden måde bidrager til de militære operationer. I Syrien har USA foreløbig støtte fra fem arabiske lande, og det anses for vigtigt, at de repræsenterer sunnimuslimer, så det ikke ser ud som om, at der er tale om en shiamuslimsk alliance af Iran, shiamuslimske militser, Iraks shiamuslimske baserede regering og indirekte Assad-regimet, der sammen med USA bekriger den sunnimuslimske oprørshær, IS. Ikke desto mindre er der ikke tvivl om, at USA koordinerer sin indsats i Irak med Iran, selvom det i begge lande officielt hedder, at de ikke samarbejder. Det gør de naturligvis. Kritik af strategien Problemerne med strategien er, at den ikke har nogen klar politik over for regeringerne i Bagdad og Damaskus, at der kan gå to til tre år, før den virkelig viser resultater – og uden at der er garantier for det – at den bevæbner og opruster grupper og befolkninger, der i forvejen er stærkt bevæbnede, og at den ved både at opruste den irakiske UDENRIGS 3 | 2014 | 23 FOTO: PROJECT SYNDICATE, 2015 hær og indirekte de shiamuslimske militser og peshmerga risikerer at understøtte en opløsning af den irakiske enhedsstat fremfor at styrke den. Der er ingen garanti for, at de militser, der støttes og som i dag anses for venner, også er det i morgen. Historien har vist, at det er en højest risikabel affære at støtte sig på partisanbevægelser. Advarsler blev overhørt Det største problem er måske, at der ikke er nogen samlet vision for, hvor det skal ende. Hvornår er missionen færdig, og hvad er slutmålet? Hvordan forestiller man sig Syrien og Irak efter nedkæmpelse af IS – og for den sags skyld såvel de syriske som de irakiske kurderes situation – og hvordan vil man løse det enorme flygtningeproblem, som konflikten har skabt med omkring 10 millioner på flugt? Dertil kommer en lang række dilemmaer, der består i, at man meget hurtigt kommer til at arbejde sammen med grupper, der står på diverse internationale og nationale terrorlister og med stater, der har en praksis og ideologi, som til forveksling ligner Islamisk Stats – med Saudi-Arabien som det mest oplagte eksempel. Med andre ord ved man dybest set ikke, om strategien virker, hvornår målet er nået, og hvad målet i det hele taget udgør. Sam- tidig øges bevæbningen af allehånde militser dag for dag, og der er ikke nogen synlig løsning i sigte for den hårdt ramte syriske befolkning. Indtil videre har strategien dog bremset IS’s fremrykning både ved Tyrkiets grænse, mod Irakisk Kurdistan og uden for Bagdad. For politikere og medier samt også for mange kommentatorer og eksperter kom IS’s erobring af Mosul som en overraskelse, og forbløffelsen og rådvildheden blev yderligere forstærket, da IS erklærede oprettelse af kalifatet, og lederen Abu Bakr al-Baghdadi dukkede op med sin tale i den store og klassiske moske i Mosul 4. juli, der var den første fredag i Ramadanen. Havde man fulgt udviklingen i Irak, ville man ikke have været så overrasket, og adskillige forskere havde faktisk peget på risikoen for, at al-Qaeda ville få en stærk renæssance i Irak og true området fra Mosul og Anbarprovinsen ind i Syrien mod Aleppo. De pegede på, at regeringen i Bagdad i stedet for at høste frugterne af the Surge og samarbejdet med the Awakening Sheikhs førte en stærk voldelig og sekterisk politik, der kun tilgodeså de shiamuslimsk dominerede områder og marginaliserede de arabiske sunnimuslimer og skabte konflikt med Den Kurdiske Selvstyreregering. Samtidig kunne man se, at demonstrationer i byerne i Anbar blev mødt TEMA | RADIKALISERING >>> 24 | UDENRIGS 3 | 2014 Der har længe cirkuleret påstande om, at det var Saudi-Arabien, Qatar og Kuwait, der sendte penge til IS med vold og at de lejre, som demonstranterne etablerede, ligeledes blev forsøgt opløst af regeringshærens brutale fremfærd uden andet resultat, end at oppositionen, utilfredsheden med regeringen og oprøret voksede. Det burde have fået advarselslysene til at blinke hidsigt i rødt, da man så al-Qaeda grupper angribe irakiske fængsler og sætte i hundredvis af fængslede på fri fod i 2013. Da IS (ISIL) i Irak i vinteren underlagde sig hovedsædet for jihadgrupperne, byen Falluja, og dele af en anden vigtig by og jihad-bastion, Ramadi, samtidig med, at det trods amerikansk støtte ikke lykkedes for Iraks hær at tilbageerobre byerne, burde det også have fået alarmklokkerne til at ringe. Lokale journalister havde i store artikler berettet om, hvordan al-Baghdadis gruppe systematisk overtog kontrollen med de store byer, herunder Mosul. Faktisk er det en tilsnigelse at sige, at IS erobrede Mosul i juni, for i realiteten havde gruppen længe kontrolleret byen. Nazistisk akkuratesse Naturligvis var det forbløffende at se fem divisioner af den irakiske hær smide våben og uniform og tage benene på nakken, da IS angreb Mosul. Men IS’s fremvækst i Irak fra slutningen af 2012 var nøje og systematisk planlagt. Omhyggeligt førte gruppen regnskab med sine pengesager, hvor der nøje skulle gøres rede for alle udgifter, ligesom den med uhyggelig, nærmest nazistisk akkuratesse, førte detaljeret bogholderi over sine militante operationer, hvor TEMA | RADIKALISERING mange der blev dræbt, hvor det skete og hvor mange krigere og selvmordsaktivister, der blev brugt til aktionerne. Disse informationer blev faktisk udgivet i noget, der kan kaldes en årbog. Dokumenter fundet ved ransagning af en dræbt IS-leders hus, viser sirlige kartoteker over krigerne, herunder de udenlandske, oversigter over, hvem der kan få socialhjælp osv. Alt sammen vidner det om en gruppe, der både har kompetent personale at trække på, formentlig i vid udstrækning folk fra Saddam Husseins forvaltning, og som fra grunden vil bygge en stat ud fra sine egne principper. Både krigsførelse, terrorisme, den professionelle propaganda og opbygningen af statsinstitutioner kræver finansielle ressourcer i ganske betydeligt omfang, og derfor er man i stigende grad interesseret i, hvor IS får sine penge fra. I en stor artikel i det amerikanske tidsskrift Newsweek forsøger forfatterne at give et samlet overblik over IS’s finansielle ressourcer. Mange af informationerne er ikke nye og har været fremstillet i tidligere artikler, men ariklen i Newsweek udmærker sig ved at henvise til navngivne personer i Den Arabiske Golf, der er i de amerikanske myndigheders søgelys for at indsamle penge til IS, baseret på interviews med nøglepersoner i den amerikanske administration. Der har længe cirkuleret påstande om, at det var Saudi-Arabien, Qatar og Kuwait, der sendte penge til IS og rigtigt er det i hvert fald, at de alle tre finansierede den syriske opposition, herunder den isla- UDENRIGS 3 mistiske, indtil det blev klart, hvad IS var for en størrelse. Efter pres fra FN og USA har alle tre stater gennemført en række tiltag, der både forbyder og forhindrer overførsel af penge til IS, og selv har landene stoppet deres støtte. Men private personer i Golfen, der råder over store midler, sender stadig via bistandsprogrammer store pengebeløb til IS, der ofte modtager beløbene i kontanter gennem de mange veletablerede smuglerruter, som har eksisteret i årevis. Forskellige apps med GPS-service gør det lettere for pengekurererne og mellemmændene at levere penge. IS har også erhvervet sig store pengesummer ved at røve fx banker i de områder, hvor gruppen er rykket ind. Desuden opkræves beskyttelsespenge og andre afgifter. Endelig er det velkendt, at IS efterhånden har en ganske omfattende eksport af olie på det sorte marked, ligeledes veletableret gennem mange år, bl.a. for at omgå sanktionerne og det såkaldte olie-for-madprogram, som Irak var underlagt under Saddam Hussein. Denne eksport suppleres af salg af antikviteter fra de samlinger, som IS i Irak har plyndret. Der er altså tale om, at IS også på det finansielle område har forberedt sig ganske godt. Alligevel må netop økonomien og herunder også krigsøkonomien med udgifter til våben og ammunition samt lønninger til og underhold af krigere sammen med den brutale ledelse være IS’s store sårbarhed. Ganske vist er det efterhånden nok kun en mindre del, der stammer fra donationer. Men olie kan ikke spises. Den skal sælges, og derfor er IS naturligvis økonomisk sårbar over for foranstaltninger, der vanskeliggør salget af olie – og antikviteter for den sags skyld. Truslen mod nabostaterne Ser man på IS’s potentiale som trussel mod nabostaterne, er det vigtigt at holde sig for øje, at der ikke her har været den samme mulighed for at gå ind og spille en rolle i samfundene ved at rekruttere og overtage | 2014 | 25 forretnings- og smuglernetværk samt hente støtte fra frustrerede og marginaliserede stammer. Når IS kan stå så relativt stærkt i dele af Syrien, skyldes det dels, at Syrien er i borgerkrig og dels, at IS de facto har været tilstede siden 2012. Situationen i de øvrige nabolande Jordan, Saudi-Arabien og Tyrkiet er markant anderledes. Det mest sårbare land synes umiddelbart at være Jordan. Jordanerne har i årevis været opmærksomme på truslen fra jihadgrupper i Irak siden tre koordinerede terrorbomber mod hoteller i Amman i 2005. Zarqawis gruppe stod bag, og Jordan har været meget nidkær i sin grænsekontrol siden. Samtidig er det dog et faktum, at byer i Jordan som Maan og Zarqa længe har været centre for salafistgrupper, og at der her flere gange har været alvorlige sammenstød med regeringstropper. Nogle omtaler ligefrem Maan som Jordans Falluja. Men sympatien for den ideologi og ikke mindst instrumentalisering af volden, som IS står bag, er lille overalt i det arabiske Mellemøsten uden for Anbar-provinsen. I Jordan findes der salafister, der sympatiserer med ideen om en islamisk stat, og som langt hen ad vejen flirter med al-Qaedas ideologi, men som er langt fra at bakke op om IS. Mere end 100 højt profilerede islamiske lærde, herunder den jordanske prominente forfatter og ideologiske inspirator for al-Zarqawi Abu Muhammad al-Maqdisi, har kritiseret IS og udtalt, at al-Bagh-dadis ideologi er uislamisk, og at kalifatet ikke er gyldigt i islamisk fortolkning. Der er heller ikke i Jordan frafaldne og marginaliserede officerer fra en opløst hær eller detroniserede partimedlemmer fra et bath-parti, som i frustration vil kaste deres professionelle kompetencer i armene på IS. Selvom Jordan er meget udsat, er der ikke grobund for IS ud over i form af små ekstreme grupper, der sværger troskab til IS, som vi ser det overalt i Mellemøsten fra Nordafrika og de palæstinensiske områder til Levanten og Sydasien. Risikoen for, TEMA | RADIKALISERING >>> 26 | UDENRIGS 3 | 2014 at IS løber et land som Jordan overende på samme måde som det skete med Mosul og andre områder i Irak er derfor ikke stor. Derimod er der risiko for, at små grupper – inspireret af IS – vil gennemføre terrorisme både som hævn for Jordans deltagelse i krigen mod IS og for at svække regimet og skabe grobund for oprør. De mange flygtninge Risikoen understøttes af to andre faktorer: Knap 600.000 mennesker er flygtet til Jordan fra borgerkrigen i Syrien, og i forvejen huser Jordan et meget stort antal flygtede irakere. Tilstedeværelsen af de mange flygtninge er selvsagt en voldsom belastning for den i forvejen anstrengte jordanske økonomi, ligesom det presser arbejdsmarkedet, boligsituationen og infrastrukturen maximalt. Alt sammen medvirker det til at øge spændingerne i landet og øge risikoen for ustabilitet. Ved siden af flygtningeproblemet bidrager udviklingen i de palæstinensiske områder også til at underminere kong Abdullahs magt i Amman. Der er omkring to mio. registrerede palæstinensiske flygtninge i Jordan, og mere end halvdelen af Jordans befolkning er af palæstinensisk oprindelse. Dertil kommer, at den fond, der bestyrer al-Aqsa moskeen i Jerusalem, ledes af kong Abdullah, hvorfor han anses som ansvarlig for, at alle muslimer, herunder selvfølgelig navnlig palæstinenserne i de palæstinensiske og israelsk besatte områder, har fri adgang til at dyrke deres tro i moskeen. Efter Gaza-krigen i sommeren 2014, hvor situationen for palæstinenserne både i Gaza og på Vestbredden er blevet væsentligt forværret, fordi Israel fremdeles opretholder sin blokade mod Gaza, og fordi spændinger og uroligheder på Vestbredden er eskaleret efter Israel skærpede restriktionerne for adgang til al-Aqsa, er presset mod kong Abdullah vokset betydeligt. I november trak han den jordanske ambassadør hjem fra Israel, og den ameriTEMA | RADIKALISERING kanske udenrigsminister John Kerry tog til forhandlinger i Amman med Israel og Jordan om problemerne på Vestbredden (hvor Jerusalem ligger). Både flygtningeproblemerne og Palæstinakonflikten kan således spille forstærkende ind på konflikterne i Jordan, hvor sympatisører med IS i de salafistisk dominerede områder i Maan og Zarqa har øgede muligheder for at rekruttere samt organisere terrorisme. Risikoen for at IS stormer ind i Jordan, som vi så det i Irak og Syrien, er lille, men risikoen for ustabilitet, terrorisme og eskalering af konflikterne er stor. Det samme billede tegner sig i de øvrige nabostater Libanon, Saudi-Arabien og Tyrkiet. Deres egne konflikter kan blive væsentligt forværret af flygtningeproblemer, radikalisering og terrorisme med ustabilitet til følge. Det ser vi allerede i Libanon. Og i Saudi-Arabien har der ligeledes været voldshandlinger relateret til IS-sympatiserende militante aktører. Tyrkiets politik i forbindelse med kampen om Kobane kan til dels også forstås i dette lys. Selvom Tyrkiet rimeligvis er tilbageholdende ved som eneste NATO-land at invadere Syrien uden FN-mandat, er landets manglende hjælp til de syriske kurdere utvivlsomt også begrundet i bekymring for, at IS-krigere, der behandles på hospitaler i Tyrkiet eller af andre grunde opholder sig i landet, som hævn vil organisere terrorisme mod den tyrkiske stat. Tyrkiet har støttet IS, og det er kendt, at der var direkte forhandlinger mellem tyrkerne og IS om gidselaffæren i Mosul, der endte med, at IS satte 49 tyrkiske gidsler fri. Samtidig betragtes de syriske kurdere af Tyrkiet som fjender, som IS til Tyrkiets tilfredshed har bekæmpet. Dersom Tyrkiet utvetydigt gik ind i krigen mod IS på den amerikansk ledede koalitions side, ville risikoen for radikalisering og terrorisme i Tyrkiet vokse betydeligt, hvilket formentlig er en medvirkende årsag til den tyrkiske tilbageholdenhed. Sammenholdt med, at Tyrkiet selvfølgelig ikke unilateralt UDENRIGS 3 vil sætte landtropper ind i Syrien – lige så lidt som Danmark ikke engang vil lade sine jagerfly angribe IS i Syrien. Konklusionen på det indledende spørgsmål, hvorvidt IS vil ekspandere ind i nabolandene, er at IS’s fremmarch i Irak og Syrien helt klart vil have destabiliserende konsekvenser for nabolandene – både på grund af de store flygtningestrømme i regionen, og fordi konflikten med IS forstærker igangværende konflikter i de enkelte lande, hvilket vil øge risikoen for radikalisering og terrorisme betydeligt. | 2014 | 27 Derimod er det vækstgrundlag, IS kunne ernære sig fra i Irak og siden i Syrien som konsekvens af Irak-krigen og udviklingen i borgerkrigen, ikke på samme måde tilstede i nabolandene. Derfor vil det være meget vanskeligere for IS at storme frem her. Dertil kommer naturligvis koalitionens militære operationer sammenholdt med nabolandenes mobilisering af tropper ved grænserne, der yderligere vil bidrage til at bremse IS’s ekspansion. TEMA | RADIKALISERING 28 | UDENRIGS 3 | 2014 Den diskrete krig mod terror i Sahel Af Manni Crone FOTO: PROJECT SYNDICATE, 2015 TEMA | RADIKALISERING UDENRIGS 3 I forhold til den pressebevågenhed, som interventionen imod Islamisk Stat i Irak og Syrien har fået, er Frankrigs krig mod terror i Sahel-regionen betydeligt mere diskret. Det er særligt interessant, når man tager i betragtning, at den franske Operation Barkhane ikke blot omfatter indsættelse af landtropper, men også udspiller sig i et kæmpe, transnationalt område uden nogen defineret slutdato. I øjeblikket er mediernes opmærksomhed skarpt rettet mod Islamisk Stats fremfærd i Irak og Syrien og de såkaldte foreign fighters, som drager til dette område for at kæmpe for kalifatet. På den baggrund er det stort set gået i glemmebogen, at Danmark i 2013 var involveret i en fransk-ledet militæroperation i Mali. Formålet med den såkaldte “operation Serval” var at bekæmpe en række militante islamistiske grupper, som i lighed med Islamisk Stat havde indtaget et stort territorium i den nordlige del af Mali. Men hvordan er det egentlig gået med denne intervention? Og hvordan har sikkerhedssituationen udviklet sig i Mali og den omkringliggende Sahel-region? I Frankrig regnes operation Serval for en “enestående succes”. Interventionen har da også formået at svække de islamistiske grupper og delvist sikre Malis territoriale integritet. Men selv om de militante grupper blev drevet på flugt, er de på ingen måde forsvundet. Nogle grupper er trukket over grænsen og har bevæget sig op i den sydlige del af Libyen; andre er forblevet i Mali, hvor de går i ét med befolkningen. Det korte af det lange er, at en myriade af større eller mindre militante grupper i dag opererer på kryds og tværs af et bredt område i Sahel og Nordafrika. Udviklingen af sikkerheds- | 2014 | 29 situationen kan altså ikke forstås ved at se isoleret på Mali, men skal forstås i en større regional kontekst, som ikke blot inkluderer Sahel, men strengt taget også Nordafrika, hvor efterdønningerne af det arabiske forår har ført til en radikalisering af islamistiske grupper i Libyen, Egypten og Tunesien. Frankrig følger naturligvis denne udvikling tæt. Da Frankrig i 2013 satte tropper på jorden i Mali, bedyrede præsident Francois Hollande, at Malis sikkerhed hurtigst muligt skulle overdrages til FN og Malis egen hær. Frankrig skulle ikke drages ind i en langvarig oprørskrig i en tidligere koloni. Ikke desto mindre er det netop det, som er sket. I dag er operation Serval erstattet af operation Barkhane, hvilket indebærer, at Frankrig nu har 3.000 mand permanent udstationeret i diverse afkroge af Sahel. Der er tale om det største franske interventionsområde siden 2. verdenskrig. I modsætning til amerikanerne, der trak deres tropper ud af Irak, lægger Frankrig altså op til en langvarig, landbaseret terrorbekæmpelse i Sahel. Denne artikel tegner et billede af sikkerhedssituationen i Sahel to år efter interventionen i Mali. Den sikkerhedsmæssige udfordring i området består dog ikke kun i at håndtere efterdønningerne af interventionen i Mali, men konsekvenserne af hele to militære interventioner, som Danmark har været involveret i. Ud over Mali gælder det nemlig også Libyen. Selv om begge disse interventioner havde et territorialstatsligt mandat og sigte, er truslen fra de militante grupper i Sahel i dag både transnational, mobil og fragmenteret. Det betyder, at staten, der hidtil har været en central forståelseskategori, når det gælder krig og intervention, ikke længere fremstår som den mest relevante geografiske enhed. Det er bl.a. denne udfordring, som den franske Operation Barkhane skal tage højde for. Manni Crone er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier. Hun forsker i terrorisme og terrorbekæmpelse i Europa og Sahel. >>> TEMA | RADIKALISERING 30 | UDENRIGS 3 | 2014 Den fransk-ledede intervention i Mali havde et snævert statsligt perspektiv. Det var Malis regering, der havde anmodet Frankrig om at intervenere, og formålet var at genetablere “Malis territoriale integritet”. Selv om den franske operation Serval i dag præsenteres som en indiskutabel succes, er sandheden formentlig mere broget. Den nordlige del af Mali er ganske vist ikke længere kontrolleret af islamistiske grupper, men disse grupper er stadig aktive i Sahel, hvor de ufortrødent fortsætter deres smuglervirksomhed og i stigende grad optrapper en oprørskrig mod de franske tropper og FN-missionen Minusma. Tre islamistiske grupper Baggrunden for den franske intervention var, at tre islamistiske grupper – AQIM, MUJAO og Ansar Dine – i 2012 havde taget kontrol med det nordlige Mali. Disse grupper havde befundet sig i Mali i årevis, og det er derfor et interessant spørgsmål, hvorfor de pludselig i 2012 valgte at tage kontrol med området. Det skyldes formentlig en noget usædvanlig situation. I starten af 2012 havde militante tuareger startet et oprør, drevet Malis hær ud af Nordmali og erklæret området – “Azawad” – for selvstændigt. Da nogle af disse tuareger fra den sekulære gruppe, MNLA, begyndte at udplyndre lokalbefolkningen, greb de islamistiske grupper ind og pressede de sekulære tuareger i defensiven. Således fik de pludselig kontrol med et kæmpe område, der nu ikke længere var under en statslig jurisdiktion. Den mest erfarne og velkonsoliderede af de islamistiske grupper var den algeriske gruppe AQIM (Al Qaeda i Islamisk Maghreb), der helt tilbage fra 1990’erne havde ført en blodig oprørskrig mod det algeriske regime. Omkring 2000 havde algerisk terrorbekæmpelse lagt pres på gruppen, som derfor begyndte at ekspandere ned i Sahel-området og Nordmali, hvor de fandt et refugium og fik opbygget en lukrativ smugTEMA | RADIKALISERING lervirksomhed. Fra 2003 begyndte de at kidnappe vesterlændinge, der blev løsladt mod klækkelige summer. AQIM’s forgænger GSPC havde længe sympatiseret med al Qaeda, og da de mildest talt manglede succes på hjemmefronten, havde gruppen interesse i at blive en del af al Qaeda for således at nyde godt af al Qaedas succesrige brand. I 2006 blev GSPC en officiel del af al Qaeda og tog herefter navnet AQIM. AQIM er altså en gruppe, der har en lang erfaring med oprørskrig, og som derfor var opmærksom på, hvor vigtigt det er at have lokalbefolkningens støtte. Da AQIM i 2012 overtog herredømmet med det nordlige Mali, havde de befundet sig i området i over 10 år og var både økonomisk og familiemæssigt integreret. Magtovertagelsen i 2012 skete da også i tæt alliance med den lokale islamistiske tuareggruppe, Ansar Dine. Malis tuareger, der holder til i den nordlige del af landet, har helt tilbage fra den franske kolonitid ønsket en større grad af selvstændighed. Sideløbende har de dog også fremført ønsker om en større islamisering af Azawad. I takt med de seneste års genislamisering af Mali har religiøse krav i stigende grad blandet sig med nationalistiske krav om selvstændighed og selvstyre. Den islamistiske tuareggruppe Ansar Dine, der blev ledet af tuareg-notabiliteten Iyad ag Ghali, ønskede ikke kun, at Azawad skulle løsrives fra regeringen i Bamako, men først og fremmest at området skulle regeres i overensstemmelse med sharia. Derfor havde Ansar Dine interesse i at indgå en alliance med AQIM. AQIM betragtede Azawad som et “jihadistisk eksperiment”, hvor man kunne eksperimentere med sharia, men også som et “al Qaeda emirat”, altså en territorial base for en al Qaeda filial, som var en del af den globale jihad. Paradoksalt nok var det netop den al Qaeda affilierede gruppe AQIM, der i 2012 forsøgte at moderere den islamistiske magtovertagelse. AQIMs leder opfordre- UDENRIGS 3 de de andre grupper til at gå varsomt frem med at implementere sharia, der skulle “forklares til befolkningen, før den kunne applikeres”. Samtidig opfordrede de til at udvise tilbageholdenhed for at “undgå at komme i det internationale samfunds søgelys”. Men deres opfordring blev ikke hørt. Den tredje gruppe, MUJAO, der ikke havde stor erfaring med oprørskrig, gik hårdhændet frem. De udførte håndsafhugninger og stod bag destruktionen af gamle helligdomme, mens Ansar Dine i starten af 2013 begyndte at rykke mod syd, hvilket provokerede Frankrig til at gå ind i Mali for at stoppe de islamistiske gruppers fremfærd. Sahel efter interventionen i Mali I dag er det islamistiske emirat i Nordmali en saga blot, og de islamistiske grupper i vidt omfang drevet på flugt. De er dog på ingen måde forsvundet, men har blot spredt sig rundt omkring i Sahel. Interventionen i Mali er altså et konkret eksempel på, at en snævert statslig tilgang til terrorbekæmpelse er mangelfuld. Det blev også tydeligt i forbindelse med den amerikanske intervention i Afghanistan i 2001, hvor al Qaeda kombattanter blot trak over grænsen til Pakistan. Med hensyn til Mali drejer den sikkerhedsmæssige udfordring sig nu ikke kun om Mali, men om hele Sahel-området og delvist også Nordafrika. Disse to områder er nemlig i dag intrikat forbundne, og det giver derfor mening at se dem som et samlet sikkerhedskompleks. Det er navnlig den sydlige del af Libyen, der i øjeblikket tiltrækker sig opmærksomhed, fordi området udgør et eldorado for nogle af de islamistiske grupper, der måtte trække sig ud af Nordmali. Det forlyder for eksempel, at Mokhtar Belmokhtar, der stod bag det store angreb på et algerisk gasanlæg i starten af 2013, jævnligt opholder sig i dette område. Lederskikkelser (emirer) har betydning, når det gælder oprørskrig. På den ene side har de den fornødne viden og erfaring, der | 2014 | 31 gør dem i stand til at planlægge komplicerede angreb, og på den anden side har de adgang til penge, våben og netværk, som er en forudsætning for at drive en militant gruppe (katiba). Det amerikanske forsøg på at svække al Qaeda ved hjælp af målrettede drab (targeted killings) i Pakistan og Yemen, var således primært rettet mod al Qaedas ledere, og det er også lederskikkelser, der er primære mål for den franske operation Barkhane i Sahel. Med undtagelse af AQIM’s leder i Sahara, Abu Zeid, der blev dræbt ved interventionens start, har de andre ledere nemlig overlevet og er nu aktive i en ulmende oprørskrig i Nordmali og omegn. Mokhtar Belmokhtar, der kort før den franske intervention havde brudt med AQIM og dannet sin egen gruppe, er i dag en af de mest erfarne mujahidiner (oprørskrigere) i Sahel. Som ganske ung var han i Afghanistan, hvor han i starten af 1990’erne kæmpede i den afghanske borgerkrig. Senere tog han tilbage til Algeriet, hvor han deltog i den algeriske borgerkrig, inden han blev en af AQIM’s ledere i Sahara. Belmokhtar har en evne til at gå under radaren og overleve mod alle odds. Samtidig besidder han en strategisk sans, der gør ham i stand til at gennemføre stort anlagte symbolske angreb mod vestlige mål. I 2013 gennemførte han som nævnt et stort og meget komplekst terrorangreb i det sydlige Algeriet, der blev udført af 32 gidseltagere og kostede over 40 mennesker livet. Attentatet gjorde ham til den mest eftersøgte mand i Sahel, og amerikanerne har sat en klækkelig dusør på hans hoved. Ikke desto mindre stod han blot tre måneder senere bag to simultane selvmordsangreb i Niger, der var rettet mod det franske uranudvindingsfirma Areva og en nigersk kaserne. Året efter tog han ansvaret for drabet på en fransk soldat, der var gennemført på den franske nationaldag. På opfordring af al Qaedas leder Ayman al Zawahiri har Belmokhtar i dag slået sig sammen med TEMA | RADIKALISERING >>> 32 | UDENRIGS 3 | 2014 den militante gruppe MUJAO, der ligeledes regerede i Nordmali i 2012. Tilsammen udgør disse grupper al Mourabitoun, som i dag fører oprørskrig i Niger og Mali. AQIM tager også del i den ulmende oprørskrig. Efter tabet af sine to ledere i Sahel – Abu Zeid døde; Belmokhtar gik sine egne veje – har AQIM genetableret en militant enhed i området – AQIM i Sahara – der ligeledes udfører selvmordsangreb mod FNtropper i Nordmali. Gruppen har fremsat trusler mod vestlige mål og er kommet med opfordringer til at angribe ikke blot Frankrig, men også lande, der har støttet den franske intervention, herunder Danmark. Endelig spiller Ansar Dines leder, tuaregen Iyad ag Ghali, stadig en rolle. Efter at han i en lang periode var forsvundet som dug for solen, dukkede han pludselig i august 2014 op i en Youtube-video, hvor han nu erklærer sig som et fuldgyldigt medlem af AQIM. Han tilslutter sig AQIM’s globale agenda og udtrykker støtte til militante islamistiske grupper i Somalia, Centralafrika, Irak og Syrien. Ag Ghalis personlige jihad foregår dog mest via pengepungen. Han betaler penge til personer, som vil lægge miner ud, og gerne på strategiske steder, hvor de kan ramme franske køretøjer. To år efter interventionens start må man altså konstatere, at de islamistiske grupper i dag har bredt sig til store dele af Sahel, hvor de nu diskret optrapper konflikten i Mali og nabolandet Niger. Efterdønningerne af det arabiske forår Situationen i Mali kan imidlertid ikke forstås isoleret fra resten af Sahel og Nordafrika, der i dag må betragtes som et samlet sikkerhedskompleks. Efterdønningerne fra det arabiske forår i Libyen, Egypten og Tunesien har givet militante grupper vind i sejlene, og i dag spiller sådanne grupper ind på sikkerhedssituationen i Sahel. Det er navnlig den ustabile situation i Libyen, der giver grå hår i hovedet på nabolandene Egypten, Niger, Tchad, Tunesien og Algeriet. De frygTEMA | RADIKALISERING ter såkaldte spillover-effekter fra den kaotiske situation i Libyen, hvor intet mindre end to regeringer i øjeblikket gør krav på magten, mens et virvar af militante grupper af forskellig observans skyder frem. Sydlibyen er i dag blevet et attraktivt område for nogle af de militante grupper og smuglernetværk, der i 2013 blev jaget ud af Nordmali, og som i dag er trukket op i Fezzan provinsen i Sydlibyen omkring byen Ubari. Det drejer sig bl.a. om personer med tilknytning til AQIM og Mourabitoun, der i Sydlibyen plejer omgang med andre militante grupper som for eksempel den al Qaeda affilierede gruppe Ansar al Sharia, der primært holder til i Nordlibyen (Benghazi og Derna). Disse grupper og netværk er i vidt omfang transnationale, og det sydlige Libyen fungerer således som et transitsted for diverse militante grupper og smuglernetværk, der opererer i Sahara og Sahel. Det er vanskeligt at få uvildige informationer om situationen i Sydlibyen, og forskere er derfor i vidt omfang afhængig af efterretningskilder, dvs. kilder, der har et snævert fokus på trusler og sikkerhedsproblemer. Den tyske antropolog Wolfram Lacher, der har lang erfaring fra Libyen, bekræfter dog, at der findes jihadister i dette område, men han mener ikke, at de spiller en afgørende rolle lokalt. “Deres tilstedeværelse er hverken permanent eller forankret, den er mobil og diskret. De lokale kilder (…) mener heller ikke, at disse grupper har etableret træningslejre eller rekrutteret lokale”, siger han. Tilsyneladende benytter de islamistiske grupper i Sydlibyen samme integrationsstrategi som i Nordmali inden magtovertagelsen. “De holder sig ude af de lokale konflikter, de undgår at tage monopol på smuglertrafikken, de er diskrete og gør sig umage for ikke at genere nogen. De køber lokalt, betaler kontant, og forsøger i det hele taget at skabe forbindelser til den lokale befolkning og stammeledere”. Franske efterretningskilder bekræfter, at de islamistiske grupper ikke for tiden er interes- UDENRIGS 3 | 2014 | 33 Det er vanskeligt at få uvildige informationer om situationen i Sydlibyen, og forskere er derfor i vidt omfang afhængige af efterretningskilder, dvs. kilder, der har et snævert fokus på trusler og sikkerhedsproblemer FOTO: PROJECT SYNDICATE, 2015 serede i at tage kontrol med et territorium i Sydlibyen: “De bruger området til transit eller til at slappe af. Det gør det muligt for dem at træne og forberede deres angreb” . Disse gruppers volatile tilstedeværelse i Sydlibyen er altså transnational. De nationale grænser i hele Sahel er porøse, og jihad- og smuglergrupper – de såkaldte “jihad-gangstere” – opererer på kryds og tværs af området. Mokhtar Belmokhtar, der efter sigende viser sig sporadisk i området, havde allerede inden den franske intervention etableret kontakter i det sydlige Libyen og dermed forberedt en eventuel taktisk tilbagetrækning fra Nordmali. Efter Gadaffis fald i 2011 var han flere gange i området for at købe våben fra Gadaffis våbenlagre, og samtidig indgår han i et oldboys-netværk med tidligere Afghanistanveteraner, der befinder sig i den nordøstlige del af Libyen omkring byerne Benghazi og Derna. Men også i Libyens nabolande Egypten, Tunesien og Algeriet dukker nye militante islamistiske grupperinger frem, og der sker således i øjeblikket en fragmentering af de mere etablerede grupper. Al Qaeda og Islamisk Stat Den aktuelle splittelse mellem al Qaeda og Islamisk stat (se artikel af Lars Erslev An- dersen i dette nummer af Udenrigs) udspiller sig også i Sahel-Nordafrika-komplekset, hvor den har bidraget til en yderligere opsplitning af de eksisterende grupper. Det er værd at bemærke, at al Qaeda stadig er den primære reference i regionen, idet al Qaedas filialer og sympatisører – AQIM, Mourabitoun, Ansar al Sharia m.fl. – i vidt omfang er forblevet tro mod al Qaedas nuværende leder Zawahiri. Men Islamisk Stats succes på slagmarken har tiltrukket nye sympatisører og dermed bidraget til en yderligere splittelse af de i forvejen ustabile grupper i Sahel og Nordafrika. Disse splittelser tager ofte form af generationsoprør, hvor unge forlader de etablerede grupper for at danne deres egne grupperinger eller drage til Irak og Syrien for at kæmpe. Personager som Belmokhtar eller AQIM’s leder, Droukdel, er historiske mujahidiner, der på grund af deres fremskredne alder (de er i starten af fyrrerne) deler erfaring, ideologiske referencer og verdensbillede med al Qaedas leder Zawahiri. Disse “gamle” ledere er da også i vidt omfang forblevet tro mod al Qaeda. Når disse oldboys-mujahidiner udsender propaganda-videoer, sidder de ofte foran et sort banner med en kalashnikov og opTEMA | RADIKALISERING >>> 34 | UDENRIGS 3 | 2014 læser alenlange erklæringer med ideologiske referencer til islamiske lærde. Disse gammeldags videoer står i skærende kontrast til Islamisk Stats videoer, der er ekstremt voldelige, og som indeholder masser af action, spænding og special effects. Her er ingen støvede henvisninger til islamisk ideologi, men masser af vold i form af hovedafhugninger, likvideringer og driveby-shootings. Sådanne propaganda-videoer appellerer formentlig i højere grad til et yngre publikum. I hvert fald er det lykkedes for IS at skabe en række tilhængere i regionen, som ofte har brudt med de ældre al Qaeda-affilierede grupper. I modsætning til de al Qaedaaffilierede grupper i Nordafrika og Sahel, har IS-kalifatet, lidt i stil med Romerriget, etableret såkaldte provinser, der skal understrege den territoriale dimension af det ny kalifat. I Libyen blev den nordøstlige by Derna den 3. oktober 2014 udråbt til en del af IS-kalifatet og blev således den første deciderede IS-enklave uden for Irak-Syrien. Libyske returnees, altså personer, der havde været i Syrien eller Irak for at kæmpe, har sammen med udbrydere fra den libyske al Qaeda-gruppe Ansar al Sharia dannet en ungdomsgruppering, der nu styrer dele af byen. I Derna drejer det sig dog ikke kun om en lokal gruppe, der har erklæret sin støtte til IS, men om, at IS har sendt en delegation til Derna, som i oktober stadfæstede indlemmelsen i Kalifatet ved en offentlig bøn på byens plads. Noget tyder altså på, at IS betragter Libyen som et ekspansionsområde. IS-gruppen i Derna kontrollerer dele af byen, hvor de råder over en moske, en islamisk domstol, politi etc. I Sydlibyen findes en anden IS-gruppe, der trods navnet Fezzan Provinsen, ikke råder over et egentligt territorium. I et andet post-arabisk forårsland, Egypten, har den såkaldte Sinai Provins (tidligere Ansar Beit al Maqdis) ligeledes erklæret sin troskab til IS. Sinai Provins udfører primært angreb mod den egyptiske stat på SinaiTEMA | RADIKALISERING halvøen, men hævder også at have udført terroraktioner i selveste Kairo. Imod disse IS-udbrydergrupper forsøger de etablerede AQ-grupper at mane til besindelse og forsoning. AQIM har selv oplevet splittelser, idet yngre medlemmer har forladt gruppen til fordel for IS. Ved flere lejligheder er AQIM gået offentligt ud og har erklæret sin fornyede støtte til al Qaeda og Zawahiri. Så sent som december 2014 udsendte AQIM en lang erklæring, hvor lederen af deres sharia-komité argumenterede for, at IS-kalifatet ikke lever op til gængse sharia-standarder for oprettelsen af et kalifat. Erklæringen opfordrer IS til at besinde sig, erkende sine fejl og lytte til mere erfarne mujahidiner. Nye metoder Det er denne geografiske spredning og organisatoriske fragmentering af de jihadistiske grupper i Sahel og Nordafrika, som Frankrigs nye terrorbekæmpelsesindsats skal søge at håndtere. Frankrig kunne i lighed med amerikanerne i Irak have valgt at trække deres tropper ud af Mali, men de har formentlig for mange interesser på spil i området i form af statsborgere og råstoffer (fx uranudvinding i Niger). Udviklingen efter interventionen i Mali stiller derfor det interessante spørgsmål om, hvordan man overhovedet forholder sig til en mobil og fragmenteret trussel som den, vi i øjeblikket ser i Sahel (men vel strengt taget også andre steder). Med Operation Barkhane forsøger Frankrig at komme med et svar, hvor de tager konsekvensen af, at en snæver statslig tilgang ikke længere er adækvat. Formålet med operation Barkhane, der blev skudt i gang i august 2014, er således ikke længere at sikre Malis territoriale integritet, men at lave terrorbekæmpelse i et gigantisk område i Sahel. Der er tale om en transnational indsats, som derfor sker i tæt samarbejde med de såkaldte G5-lande i Sahel: Niger, Tchad, Burkina Faso, Mali og Mauretanien, men også med USA, Algeriet og Egypten. UDENRIGS 3 Barkhane er en mange-facetteret indsats, der disponerer over en flybase, en dronestation samt et kontingent af franske specialtropper. Men eftersom den primære udfordring består i – på baggrund af efterretninger – at kunne agere hurtigt på tværs af grænser i et enormt og vanskeligt tilgængeligt ørkenområde, er hjørnestenen dog seks fremskudte poster, der er placeret i de nordlige grænseområder op mod de historiske transitveje i Sahara. Det forlyder, at den franske hær har måttet støve gamle kort fra det 19. århundrede af for at kunne agere i området. Landtropper i disse fremskudte poster skal assistere specialtropper og neutralisere jihadister og våbentransporter, når de forlader deres baser og bevæger sig ud i transitzonerne – for eksempel fra det sydlige Libyen ned mod Niger og Mali. Fire af disse fremskudte poster er placeret i Nordmali, hvor de skal forhindre, at jihadisterne blot vender tilbage til | 2014 | 35 deres tidligere områder, mens det andet fokusområde er Salvadorpasset, der forbinder det sydlige Libyen med det nordlige Niger og Mali. Hvis man ser på den pressebevågenhed, som interventionen mod Islamisk Stat i Irak og Syrien har fået, er den franske krig mod terror i Sahel betydeligt mere diskret. Det er interessant, når man tager i betragtning, at Barkhane ikke blot implicerer boots on the ground, men også udspiller sig i et kæmpe transnationalt område uden nogen defineret slutdato. Sahel er et eksempel på en ny type yderst komplekse konflikter, der implicerer trusler, som er dynamiske, mobile, fragmenterede og transnationale. Barkhane kan dog også ses som et forsøg på at håndtere konsekvenserne af de to interventioner i Mali og Libyen, som også Danmark har taget del i, og derfor har et medansvar for. TEMA | RADIKALISERING 36 | UDENRIGS 3 | 2014 Vor tids ekstremisme er rettet mod nationalstaten Af Klaus Kondrup FOTO: PROJECT SYNDICATE, 2015 TEMA | RADIKALISERING UDENRIGS 3 Når staternes politiske institutioner er for svage og ikke kan sikre befolkningen rettigheder, åbnes mulighederne for alternative voldsmonopoler, som i samklang med globale terrornetværk kan vokse sig stærke og udgøre en varig trussel for os ved at tilbyde beskyttelse og retsorden uden for den nationalstatslige ramme. Den globale sikkerhedsdagsordens fokus rettes mere og mere mod borgerkrige og andre følger af skrøbelig statsbygning rundt omkring på kloden som alternative voldsmonopoler og global terrorisme. De sidste 10 års resolutioner fra FNs Sikkerhedsråd vidner om, at sådanne årsager til ustabilitet vil blive søgt bekæmpet af de større magter i samklang. Det globale samfund af stater iværksætter således flere og flere fredsskabende indsatser og hjælp til statsbygning som svar på disse udfordringer. Selvom resultaterne indtil videre er vanskelige at måle, fortsætter interventionerne. I det følgende vil der blive stillet skarpt på forholdet mellem statsbygning, svag suverænitet og polarisering for at belyse problemerne ved det nuværende interventionsparadigme og angive nogle centrale refleksionspunkter, som bør overvejes som grundlag for fremtidige interventioner. Der tegner sig i disse år en verdensorden, hvor antallet af ustabile stater og områder vokser. Særligt slemt er det i et geografisk område, som med den brede pensel kan tegnes som en trekant på et verdenskort mellem punkterne Havanna, Ulan Bator og Cape Town med overløb ud over kanterne. Området har et kraftigt efterslæb, hvad angår statsbygning. En mængde interventioner pågår her, hvoraf de fleste dog har ringe | 2014 | 37 langsigtet effekt. Et hovedproblem er, at det synes lettere at gøre, som man plejer, i stedet for at kortlægge, hvad der er nødvendigt i det enkelte tilfælde og iværksætte en koordineret indsats. Alt for ofte fokuseres på gamle mantra for interventioner som “opbygning af civilsamfund”. For professionelle statsbyggere er dette absurd i samfund, hvor de basale politiske institutioner, som hær, sanitetsvæsen, politi og retsvæsen ikke fungerer. Det har blot den effekt, at kravene øges til rettighedsdistributionen i samfundet, uden at staten kan levere, hvilket medfører øget social frustration, øget politisk deltagelse og dermed politisk ustabilitet. Når staten på denne måde går i baglås, opstår afmagt og polarisering, som igen leder til, at der etableres repressive regimer, hvis primære formål bliver at inddæmme den politiske deltagelse og altså at bekæmpe civilsamfundet med de autonome politiske institutioner, som blev søgt opbygget. Vi har vidst dette i mange år, men det har været vanskeligt at erkende, og det smerter ofte at måtte sande, at den gode vilje ikke altid er nok, og at de mange fejlslagne tiltag har medført meget lidt andet end interventionslede og modstand – både i de lande hvor interventionerne foregår og i de lande, som intervenerer. Problemerne forværres yderligere af et grundproblem vedrørende legitimitet. Når interventionerne faktisk udløser forbedringer, tilskrives legitimiteten det globale samfund af staters indsats og ikke staten. Resultatet er, at statslegitimiteten forbliver svag, og i nogle tilfælde altså direkte undermineret ved de tilsyneladende succesfulde forbedringstiltag. Problemet er, at på længere sigt forsvinder disse forbedringer, når den svage legitimitet leder til politisk ustabilitet, polarisering, repressivt styre, Klaus Kondrup er cand. mag. scient. pol. PhD og leder af Global Polity Center, som laver videnskabelige stabilitetsvurderinger af stater og monitorerer staters udvikling. TEMA >>> | RADIKALISERING 38 | UDENRIGS 3 | 2014 borgerkrig eller statskollaps. Med den interventionistiske statsbygning er der således tale om et substantielt problem. På den ene side er det vanskeligt at se et alternativ til at støtte statsbygning som styringsredskab for opnåelse af langsigtet global stabilitet. På den anden side vil statsbygning, når det søges iværksat med kraftig støtte udefra, ofte lede til destabiliserende polarisering. Det skyldes, at den interventionistiske statsbygning iværksættes forkert. Der gives nedenfor et bud på, hvordan vi kan forstå de dynamikker, som leder til problemerne med polarisering og destabilisering af stater samt politisk ekstremisme, som opstår i kølvandet på disse problemer. Svag suverænitet Skrøbelig statsbygning skyldes, at befolkningen ikke i tilstrækkelig grad er underkastet et politisk fællesskab – her betegnet som svag suverænitet – hvor de politiske autoriteter mangler legitimitet og ikke formår at beskytte dele af befolkningen. Den søger derfor beskyttelse andre steder end hos staten, hvis det er muligt. Dermed undermineres statsbygningen, som bliver porøs og fragmenteret. Svag suverænitet er grobund for kraftig politisk ustabilitet, som står i skarp kontrast til den relativt afklarede verdensorden, hvor krige mellem stater er sjældne og velstanden øges. Fænomenet svag suverænitet er stort set ukendt i Danmark, men andre steder er problemer med alternative voldsmonopoler, styret af gangsterbander og politi med skiftende loyalitet, temmelig fremherskende. Der er tale om et helt afgørende problem, hvad angår staters stabilitet og udvikling. I en krise vil en stat med svag suverænitet udvikle en kraftig polarisering, som staten ikke kan håndtere. Statsbygning handler derfor i første omgang om at etablere en positiv spiral for en stabil politisk ordens udvikling, som styrker suveræniteten gennem at etablere en basal beskyttelse og rettighedsdistribution TEMA | RADIKALISERING med udviklingen af de basale politiske institutioner: Militær, sanitetsvæsen og politi. Lykkes dette ikke, kan staten ikke stabiliseres, og når der opstår social frustration og den politiske deltagelse pludselig øges med krav til staten, havner man i den ovennævnte fælde, hvor staten ikke kan følge med efterspørgslen på rettigheder. Resultatet bliver uro. Dogmet er her, at statsbygning kun kan foregå effektivt, når udviklingen af de politiske institutioner foregår i takt med øget politisk deltagelse, sådan at den politiske orden forbliver relativt stabil. Et eksempel: Hosni Mubaraks Ægypten byggede på et udviklet undertrykkelsesapparat centreret om Indenrigsministeriet med store politistyrker og et parlament domineret af Det nationaldemokratiske Parti (2010). Da revolutionen kom i 2011, gik demonstranter til angreb på Indenrigsministeriet og underløb regimet ved at forskanse sig på Tahrir pladsen og kræve styrets afgang. Da militæret ikke ville tvinge demonstranterne hjem, svækkedes diktaturet, så politiet begyndte at desertere. De politiske institutioner blev i løbet af nogle måneder barberet ned til, at kun hæren stod tilbage, medens alt fra lov og ordenshåndhævelse over sanitetsvaretagelse til politisk styring blev undermineret i løbet af kort tid (2012). Egypten er et mønstereksempel på et samfund, hvor suveræniteten var svag og hæren var den eneste holdbare institutionalisering af suveræniteten. Resultat: Alle de politiske institutioner på nær hæren blev skyllet væk, da revolutionen kom, og kaos fulgte. Efter et års tid ønskede selv den liberale del af pressen i Ægypten militærdiktaturet tilbage og nu er præsident Abdul Fatah al-Sisi på vej til at genetablere undertrykkelsesapparatet (2014). Læren er altså, at når den politiske deltagelse eksploderer og polariseringen i samfundet bliver for stor, sættes en spiral af kræfter i gang, som kan medføre, at samfundets centrale elementer holder UDENRIGS 3 op med at fungere. Nød, krænkelser, sygdomme og plyndringer tager til, og kravet om orden stiger i befolkningen, indtil hæren griber ind og gennemtvinger orden ved at varetage politimæssige og sanitære funktioner; magter den ikke det, ender det i anarki. Dette er i grove træk problemet i lande med svag suverænitet: Øget politisk deltagelse medfører polarisering, kaos og diktatur. Getting to Denmark Revolutioner har større succesrate, jo ældre og mere grundfæstede de politiske institutioner er. Men revolutioner er samtidigt mindre påkrævede, hvis de politiske institutioner fungerer godt. Danmark repræsenterer idealet for statsbygning hos Francis Fukuyama, som skriver i traditionen fra Samuel Huntington. I Statebuilding fra 2004 og igen i The Origins of Political Order fra 2011 anvender Fukuyama udtrykket Getting to Denmark om den stabile udvikling af politisk orden frem mod et stabilt polyarki, det vil sige funktionelt flerpartistyre med høj politisk deltagelse, et fungerende statsapparat og lav korruption. Tyrkiet udvikler sin politiske orden ved at indoptage anatolere i den politiske orden, konstitueret af kemalisterne. Det sker ved, at de politiske institutioner udvikles langsomt, mens hæren beskytter forfatningen mod populisme. Denne udvikling ses i Huntingtons perspektiv som et eksempel på, hvordan man kommer fra svag til stærkere suverænitet. Først må hæren holde den politiske deltagelse nede og beskytte forfatningen mod utidige demokratiske bevægelser. Derefter må politiet stabilisere udviklingen ved at dæmpe politisk motiveret uro. Der balanceres her på en knivsæg mellem implementering af forfatningen, øgning af politisk deltagelse og dæmpning af dens polariserende effekter. I denne optik må et land som Tunesien søge at efterligne Tyrkiets vej mod polyarki, hvis det på sigt skal søge at stabilise- | 2014 | 39 re sig under den nye ambitiøse forfatning. Dette betyder, at en interventionsindsats i Tunesien må fokusere på at fremhjælpe et fungerende politi og med tiden understøtte skabelsen af et retsvæsen fri for korruption, uden at man samtidigt skaber polarisering, som vil kunne give ekstremister vind i sejlene. Ofte vil det være produktivt for et samfund at polarisere for gennem oprør at fremtvinge ændringer i den politiske orden. Men som beskrevet ovenfor er udvikling og grundfæstning af politiske institutioner alfa og omega for succes. Når polerne dannes, uden at staten formidler mellem dem, medfører det ustabilitet og en udvikling, som kan give et samfund langvarige sår. I løbet af det 20. århundrede ledte oprør ofte til langvarige borgerkrige eller etablering af primitive militærdiktaturer, som enten var støttede af USA eller USSR eller var fremkommet som en modreaktion mod sådanne regimer. Bemærk hvordan polariseringen under Den kolde Krig hurtigt blev fastlåst i relativt klare positioner. I kølvandet på murens fald er verdensordenen blevet mere homogen med relativt høj politisk enhed mellem de store magter. Men samtidig er de enkelte stater eller områder blevet mere skrøbelige, grundet udfordringerne fra den accelererede globalisering, som efterlader staterne under et enormt pres fra indbyrdes konkurrence. Tikkende bomber Den dominerende norm i det globale samfund af stater, nemlig at ethvert politisk fællesskab skal udgøre en nationalstat kompatibel med kapitalisme, skaber problemer med legitimitetsstrukturerne og dermed suveræniteten, specielt i de mange ukurante multinationale stater, hvor grænserne for alt for manges vedkommende er tegnet med en lineal for mange år siden. Her er det yderligere et problem, at nationalstatsnormen søges implementeTEMA | RADIKALISERING >>> 40 | UDENRIGS 3 | 2014 ret i henhold til ideer med enøjet ideologisk fokus. Som for eksempel i Washington consensus modellen, der fokuserede på økonomisk vækst, men undlod at inddrage udviklingen af de politiske institutioner. Modellen har bidraget til at skabe tikkende bomber under samfund, hvor vækstraterne pludselig falder og de unge ingen muligheder har, og udviklingen derfor ender i social uro. Den bidrager heller ikke positivt med tiltag, som bygger på alt for bastante krav om at leve op til ideer om menneskerettigheder efter standarder, som er udformet i lande, der er kulturelt og udviklingsmæssigt lysår væk fra de skrøbelige staters udgangspunkt. Det er nødvendigt at holde sig for øje, at rettigheder i statsopbygningssammenhæng ikke er noget, man har, som ideologien om menneskerettigheder foreskriver. Det er noget, man får, ved at staten opbygger en politifunktion og bliver i stand til at fordele rettigheder til befolkningen. Rettighedsdistribution kan ikke sikres gennem at presse staterne til at gennemføre pro forma tiltag, der blot skaber øget polarisering. Hvis de politiske institutioner ikke er tilstrækkeligt udviklede til at formidle mellem polerne i samfundet, kan institutionerne ikke sikre de rettigheder som det besluttes, at man vil søge at fordele. Og så åbnes mulighederne for, at de alternative voldsmonopoler kan vokse sig stærke ved at svare direkte på efterspørgslen efter beskyttelse og retsorden. Global terror Vi ser allerede nu resultatet af den accelererede globalisering i fremkomsten af global terror, hvor ekstremiteten i polariseringen har ledt til et politisk alternativ, som er rettet direkte mod den globale politiske orden. Det er ekstremismens mekanisme, at den lever af at kunne konstruere sin fjende som årsag til et politisk onde og så selv præsentere en løsning, der fremstår tillokkende i den kaotiske situation. FremtræTEMA | RADIKALISERING dende eksempler er Boko Haram i Nigeria og Islamisk Stat i Mellemøsten. Pointen er, at disse bevægelser kan fremstå i modsætning til verdensordenens manglende funktionalitet og derved tilbyde sig som et alternativ, formuleret i direkte modsætning til den globale nationalstatslige orden. Islamisk Stat er defineret som en transnational islamisk stat. Boko Haram, som betyder vestlig lære forbudt, er formuleret i opposition til vestlige ideer som sådan, som de er materialiserede i den fragmenterede nigerianske nationalstat. Hvor der i det 20. århundrede var tale om internationale terrorister, som kæmpede for en anden nationalstatslig orden, er de stærke ekstremistiske bevægelser i det 21. århundrede rettet mod nationalstaten som sådan. Dette indebærer endnu et kæmpeproblem: Hvis løsningen på den globale ustabilitet er at styrke suveræniteten og dens institutionalisering ved at understøtte stater, skal vi medtænke, at halvfærdige projekter giver direkte næring til kræfter, som ultimativt søger mod at underminere den nuværende globale politiske orden. Terrorisme skal bekæmpes med militær, efterretningstjenester, målrettede politiindsatser og afradikalisering. Tror man på kort sigt at kunne bekæmpe global terrorisme med statsbygning, forstår man kun lidt af begge dele. Det nye mantra med at søge at gennemtvinge inklusiv regeringsførelse i multinationale stater viser en mangel på indsigt i skrøbelige staters politiske virkelighed. F.eks. når man kræver “demokrati nu” og tror, at skrøbelige stater kan udvikle polyarkiske strukturer i løbet af kort tid. Som eksemplerne Danmark og Tyrkiet viser, måles staters udvikling i århundreder. Men når det er sagt, må vi selvfølgelig diskutere, hvordan vi i fremtiden skal forfølge langsigtede mål som global stabilitet og rettighedsdistribution. Her er statsbygning en central brik, også i forebyggelse af dannelsen af ekstremistiske bevægelser. UDENRIGS 3 Her følger fire fokuspunkter for en diskussion af fremtidige interventioner. Først skal vi gøre os klart, at vi indtil nu har søgt at stabilisere stater med ringe held, fordi en ideologisk blokering har hindret os i at gøre det basale først og altså ofte ført til, at vi har undermineret udviklingen i de lande, hvor vi har interveneret. For det andet skal vi være klar over, at uden den fornødne politiske vilje bliver statsbygningsprojekter halvt færdiggjorte, og dette gør dem til potentielle problemer for vores egen sikkerhed. Vellykkede interventioner vil kræve stærke overnationale forpligtelser fra de intervenerende lande, så statsbygningsprojekter ikke bliver kastebolde i et nationalt politisk spil. Og for det tredje skal vi anvende den viden, som vi har på området statsbygning. Uden stærk suverænitet, ingen langsigtet politisk stabilitet. Når vi tænker statsbygning, skal vi altså være villige til at fokusere på hær og politi som det centrale og sørge for at fordele beskyttelse og konkrete rettigheder frem for abstrakte civile luftkasteller, som lyder godt i vore egne ører, men som i bedste fald ingen effekt har, når de søges implementeret. Derfor er det vigtigt ,at vi forstår at holde fokus og gøre det, som er påkrævet i det konkrete tilfælde. Og gøre det uden illusioner. I langt de fleste tilfælde drejer det sig om at få stoppet de værste krænkelser og få iværksat en statsbygning med ansatser til en legitimeret monopolisering af volden. Dette leder til det fjerde fokuspunkt: Når vi vælger at påbegynde statsbygning, skal vi tænke strategisk og iværksætte projekter med udsigt til at lykkes. Det handler om at tænke fra bunden og opefter, både lokalt og globalt. Fokus i projekterne må være at skabe legitimitetsstrukturer, som fungerer internt i de lande, hvor statsbygningen søges implementeret. Globalt handler det om at etablere, styrke og udvide oaser af rela- | 2014 | 41 tivt funktionelle stater og områder. Fokus må være på at levere sikkerhed og udbygge institutioner som med tiden kan fordele rettigheder til befolkningen, sådan at man bekæmper radikal polarisering og fratager grobund for politisk ekstremisme. Det er basalt set tiltag, som fremmer monopolisering af volden, der fratager de alternative voldsmonopoler deres mulighedsbetingelse. Selvom der her nærmest er tale om en tautologi, er dette faktum farligt at ignorere. Hvad der sker, når man undlader at gå frem efter disse linjer, er Libyen et eksempel på. Man kunne have sagt sig selv, at når hæren og sikkerhedsapparatet fjernes i et land, hvor de er de eneste reelle politiske institutioner, bliver der anarki. Var man gået mere offensivt til værks, kunne man have opbygget en stat med en lille, relativt resursestærk befolkning, hvoraf 86 pct. bor ved havet. Det havde været muligt at investere i en opgave, som logistisk set var til at håndtere, og som konkret havde en klar politisk resonans i forhold til spørgsmålet om flygtningestrømmene mod Europa. En vanskelig, men ikke umulig opgave. Når man intervenerer med militærmagt i oprør, skal man gå efter at støtte den side i konflikten, som man ønsker skal varetage ordenshåndhævelsen i det pågældende land eller område. Ikke som i Syrien, hvor man først støttede den ene side og derefter den anden. Hvis styret ikke bryder sammen, udløses en borgerkrig, hvis oprøret er stærkt nok, hvilket lå i kortene i Syriens tilfælde, eftersom Assad-regimets legitimitet var relativt høj og styret godt organiseret. Støtter man oprørerne, skal man indlede en indsats over en meget lang periode. Det er først og fremmest dyrt. Men her er det vigtigt at huske, at det kan blive lige så dyrt at intervenere som ikke at intervenere og altså endnu dyrere, hvis man intervenerer forkert. TEMA | RADIKALISERING 42 | UDENRIGS 3 | 2014 Når billeder bliver til sikkerhedspolitik Af Rebecca Adler-Nissen & Lene Hansen FOTO: PROJECT SYNDICATE, 2015 BAGGRUND UDENRIGS 3 Anvendelsen af billeder får større og større sikkerhedspolitisk betydning. Hidtil er der ikke blevet forsket meget i emnet, men nu er et forskningsprojekt i gang på Københavns Universitet. Projektet “Images and International Security” løber frem til udgangen af 2017. Denne artikel præsenterer et udvalg af de spørgsmål, som projektet arbejder med. “De fleste medlemmer af Kongressen er ubeslutsomme, og det er derfor, vi har vist dem videoerne”. Sådan siger den amerikanske udenrigsminister John Kerry på et pressemøde i Paris i begyndelsen af september 2013. Videoerne afslører rækker af døde mænd og børn med åbne munde som fisk efterladt på landjorden. De er ofre for et gasangreb i Damaskus, formodentligt udført af den syriske præsident Assads styrker. Videoerne dokumenterer, at der er brugt kemiske våben mod civile, men de er mere end et simpelt bevismateriale. Som Kerry betoner det, viser billederne, at krig ikke “er noget abstrakt”. “Det her er virkelige mennesker, børn og forældre udsat for en behandling, som alle må være enige i, er uacceptabel”. De knap 1.500 ofre for kemiske angreb bliver dermed noget mere end tal i den uhyrlige statistik over dræbte i den syriske borgerkrig. Billederne af de livløse kroppe tydeliggør med hjerteskærende alvor krigens menneskelige konsekvenser. Året før billederne af ofrene for gasangrebene i Damaskus ramte den internationale nyhedsstrøm, havde præsident Obama under stor mediebevågenhed sagt, at brugen af kemiske våben i Syrien var en “rød lin- | 2014 | 43 je”. Blev den overtrådt, ville det få “enorme konsekvenser”. Med den direkte og visuelle dokumentation af, at giftgas nu var blevet brugt, steg presset på Obama. Den amerikanske regering arbejdede hårdt for at få andre landes støtte til en militær aktion mod Assads regime. Men med taktisk snilde greb Assad og Rusland hurtigt Kerrys bemærkning om, at kemisk afvæbning kunne være et alternativ til militære sanktioner. Efter en intensiv diplomatisk proces blev man enige om at destruere Syriens kemiske våben gennem en international operation, som Danmark i øvrigt har deltaget i. Forløbet omkring de kemiske angreb i Syrien illustrerer billeders evne til at sætte en sikkerhedspolitisk dagsorden. Men eksemplet viser også, at selv voldsomme billeder af døde børn ikke har en automatisk og direkte politisk konsekvens. Obama kæmpede for at få Kongressens opbakning, og den kemiske afvæbning blev af kritikere, ikke mindst i Syrien, set som et vattet svar på Assad-styrets handlinger. Billeder har med andre ord en sikkerhedspolitisk betydning, men der er ikke tale om en “visuel pistol”, hvor billedet i sig selv har en entydig politisk effekt. Billeder virker emotionelt stærke, men som vores forskningsprojekt viser, er de er i høj grad også politisk forhandlede. Den første Golfkrig og CNN-effekten For at forstå billeders aktuelle sikkerhedspolitiske betydning kan det være nyttigt med et kort historisk tilbageblik. At billeder har sikkerhedspolitisk betydning er naturligvis ikke et fænomen, som kun nutiden kender til. Fotografier, film, tegninger, plakater og malerier er brugt massivt i den nationale mobilisering omkring 1. Lene Hansen er professor i international politik ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet og leder af forskningsprojektet “Images and International Security”, som er finansieret af Det Frie Forskningsråd. Rebecca Adler-Nissen er lektor i international politik samme sted og deltager i “Images and International Security”. >>> BAGGRUND 44 | UDENRIGS 3 | 2014 og 2. verdenskrig, og længere tilbage finder vi for eksempel satiriske tegninger af Napoleon, ikke mindst i Storbritannien. Eller tag fotografiet af de sønderjyske piger som blev trykt i stort oplag og brugt på f.eks. piber og tallerkner fra 1880’erne og frem. De sønderjyske piger var et symbol på modstanden mod den preussiske/tyske annektering af Slesvig efter 1864. Med genforeningen i 1920 blev de inkorporeret i en berømt plakat, som lovpriste det tabte lands tilbagevenden. Men Golfkrigen i 1991 indvarslede et nybrud i mediedækningen af krige og konflikter, ikke mindst i forhold til den visuelle del af nyhedsstrømmen. For første gang blev der bragt omfattende live-reportager fra militære angreb samtidig med, de blev udført. At det så ofte var svært at se andet end lysstriber på en mørk baggrund, betød mindre end oplevelsen af, at man vidste, at man så begivenhederne direkte “in real time”. Forestillingen om, at stort set hele verden kunne se præcist de samme billeder samtidigt, udfordrede et nationalt defineret – og kontrolleret – mediebillede. For CNN, som var de første til at levere billeder af bombardementerne af Bagdad, var det et gennembrud som amerikansk og globalt nyhedsmedie. Medierne dækkede også Saddam Husseins styres forfølgelse af de kurdiske mindretal i det nordlige Irak og de efterfølgende vestlige tiltag for at beskytte kurderne, blandt andet gennem en flyveforbudszone i området. Dette blev startskuddet til ideen om den såkaldte CNN-effekt; dvs. at medier, ikke mindst gennem deres billeddækning, kan sætte en udenrigspolitisk dagsorden, som får politikerne til gennemføre bestemte udenrigspolitiske tiltag. Da 1990’ernes krige og konflikter primært havde karakter af borgerkrige, eller udspillede sig i stater som var under opløsning – Somalia, Bosnien og Kosovo for eksempel – blev CNN-effekten efterfølgende især brugt omkring humanitære interventioner. BAGGRUND Ideen om, at medierne påvirker udenrigspolitikken, kunne synes at have nogen støtte for eksempel i Somalia i 1993, ikke mindst efter at den amerikanske offentlighed blev vidne til billeder af døde og lemlæstede amerikanske soldater trukket gennem Mogadishus gader, og USA forlod landet. Men forskningen har ikke fundet belæg for en entydig CNN-effekt. Virkeligheden er med andre ord mere kompleks end formlen medier = billeder = udenrigspolitisk beslutning. Medier har vist billeder af menneskelige ofre for krig, uden at en udenrigspolitisk kursændring har fundet sted, som for eksempel i de første år af krigen i Bosnien. Der har også været optræk til interventioner, inden medierne begyndte deres dækning. Forskere som Piers Robinson har vist, at det for eksempel var tilfældet med den amerikanske beslutning om at gå ind i Somalia i 1993. Medierne kan med andre ord ikke styre de sikkerhedspolitiske beslutninger, stater træffer gennem deres valg af billeder. På den anden side er der heller ikke tale om, at politiske ledere kan styre – eller tillade sig at ignorere – mediernes billedproduktion. Forholdet mellem billeder og politik kan altså ikke formuleres som et simpelt årsag-virkningsforhold, dvs. at “billeder afgør sikkerhedspolitikken” eller “sikkerhedspolitikken afgør billeder”. Det er udgangspunktet for forskningsprojektet Images and International Security. Politisk forhandling af billeder Fraværet af en simpel model, der entydigt sætter forholdet mellem billeder og sikkerhedspolitik ind i en årsag-virknings formel, gør det sværere at afdække, hvilken rolle billeder spiller for sikkerhedspolitiske beslutninger. I stedet må vi stille spørgsmålet om billeders betydning lidt anderledes, nemlig sådan at vi spørger til, hvordan billeder forhandles politisk. At se billedet som politisk forhandlet betyder, at det ikke kan “sige noget” uden, at der er politiske UDENRIGS 3 aktører, som tillægger det en bestemt politisk status og betydning. Billeder optræder med andre ord i sikkerhedspolitiske debatter, som ofte allerede er i gang. I august 1992, da krigen i Bosnien var i sit første år, dukkede der for eksempel et billede op i den internationale presse af en udmarvet mand i bar overkrop, der stod sammen med en gruppe mænd bag et pigtrådshegn. Der var almindelig enighed om, at billedet var fra en lejr i det nordlige Bosnien, og at fangerne var bosnisk-muslimske mænd. En del af den vestlige presse argumenterede kraftigt for, at dette var beviset på, at et nyt Holocaust var i gang, og at Vesten havde ansvaret for at stoppe folkemordet. Billedet fra Bosnien blev også sammenlignet med gamle billeder fra åbningerne af nazisternes koncentrationslejre i 1945. Karakteristikken af krigen i Bosnien som et folkemord stod dog ikke alene. Den blev mødt af en anden udlægning af krigen, nemlig at der var tale om en Balkankrig udkæmpet mellem folkeslag, som havde bekriget hinanden i 500 år. For de, som argumenterede for en Balkan-forklaring, var billedet fra fangelejren et vidnesbyrd om, at forskellige etniske grupper på Balkan stadigvæk nærede et indgroet had til hinanden, at Balkan var en evig krudttønde, og at der derfor ikke var tale om et folkemord, men en borgerkrig. Eksemplet fra Bosnien illustrerer, at billeder spiller en væsentlig rolle i sikkerhedspolitiske debatter, men at de gør det, fordi de indgår i en kamp mellem forskellige opfattelser af, hvad selve krigen egentlig drejer sig om. Billeder kan rokke ved balancen imellem to konkurrerende udlægninger af, hvordan en krig skal forstås og håndteres (militær)politisk. I projektet spørger vi derfor, hvordan billeder påvirker etablerede positioner i stedet for at antage, at der er en automatisk reaktion, når nye billeder dukker op. Vi spørger også, hvordan det nogle gange lykkes politiske ledere at afvise kravene om, at nye billeder skal få dem til at ændre deres politik. | 2014 | 45 Billedet af den bosniske fange fra 1992 har en klar lighed med billeder fra det tyske Holocaust, en lighed som gjorde det oplagt at knytte det sammen med en udlægning af krigen i Bosnien som et folkemord. Men ofte er der en mere tvetydig lære at drage af billeder. I 2004 blev der taget et berømt og berygtet billede i den irakiske by Fallujah, som viser fire “contractors” for den amerikanske hær, som er dræbt, brændt til ukendelighed og hængt op i en bro. Billedet blev for eksempel vist på forsiden af San Francisco Chronicle med overskriften “et ekko fra Mogadishu”. En oplagt sammenligning i lyset af billederne af de døde, lemlæstede soldater trukket gennem Somalias hovedstad i 1993. Men hvor Mogadishu for de fleste amerikanerne ville give minder om en borgerkrig, som USA ikke burde have engageret sig i, var stemningen i foråret 2004 en noget anden. Den dominerende politiske udlægning var at “oprørerne” i Fallujah – og i Irak i det hele taget – skulle nedkæmpes. Det var med andre ord mere usikkert, hvilken sikkerhedspolitisk lektie billedet fra Fallujah lagde op til: Et påkrævet exit (“Mogadishu”) eller en endnu stærkere militær tilstedeværelse. Nye teknologier og nye aktører I løbet af de seneste 20 år har en række nye teknologier givet billeder en større sikkerhedspolitisk betydning. Op gennem 1990’erne betød udviklingen af World Wide Web og søgemaskiner, at internettet, som vi kender det i dag, tog form. Mulighederne for informationssøgning er ændret radikalt, og almindelige mennesker har mulighed for – i hvert fald i lande hvor adgangen til internettet er fri – at lave egne hjemmesider, oprette sig på Facebook, kommentere på blogs osv. Samtidig er telefoni- og computerteknologien gået fra at være stationær til at være bærbar og forbundet. Med introduktionen af fotografiog videofunktioner i almindelige telefoner kan billeder nemt produceres og cirkuleBAGGRUND >>> 46 | UDENRIGS 3 | 2014 res af ikke-statslige organisationer, bevægelser og enkelte mennesker. Amatørvideoen af den døende unge kvindelige iranske aktivist Neda, som i 2009 bevægede sig fra mobiltelefoner i Teheran til internettet og videre til de etablerede vestlige nyhedsmedier, er et godt eksempel på, hvordan visuel informationsspredning finder sted med rasende fart i dag. Teknologi handler ikke bare om, hvilke nye funktioner, der er bygget ind i f.eks. en ny version af iPhone, men også om, hvordan vi bruger dem. Teknologi er med andre ord både materiel (hvor store billedfiler kan der for eksempel sendes) og social (hvad tager vi billeder af, og hvem sender vi dem til). Det betyder, at udenrigspolitikken kan demokratiseres i den forstand, at ikke-statslige aktører kan deltage i debatten om, hvordan eksempelvis klimaforandringer skal håndteres. Som Neda-videoen viste, gives der også mulighed for, at undertrykkelse og overgreb kan kommunikeres uden om statslige kanaler. De nye teknologier giver regeringer en række udfordringer. For det første skal de håndtere en ny form for “visuel krigsførelse”, hvor billeder produceres og distribueres som en del af et “angreb”. Et nyere eksempel er Islamisk Stats brug af halshugningsvideoer af vestlige gidsler. Her er der ikke blot tale om, at Islamisk Stat sender en meddelelse til verden om, at de har dræbt et gidsel, men at de voldsomme billeder udtrykker en vilje til at tage alle midler i brug. For det andet skal regeringer og statslige institutioner til at arbejde strategisk med billeder, der bevæger sig væk fra den lokale og nationale kontekst, de er produceret indenfor og til nye publikummer, der ofte opfatter dem helt anderledes. Billederne fra det irakiske fængsel Abu Ghraib var ikke taget af professionelle fotografer på arbejde, men af amatører. Billederne var ikke beregnet for en bredere offentlighed, men var en slags trofæ- eller souvenirbilleder, som var tænkt delt med en snæver BAGGRUND kreds. Da billederne nåede først en amerikansk og senere en global offentlighed i 2004, blev vagterne fra Abu Ghraib således en slags ufrivillige sikkerhedsaktører, som satte præsident Bush og hans regering under moralsk pres, især i Irak og det øvrige Mellemøsten. Følelsernes politik Når billeder giver anledning til, at nye sikkerhedspolitiske spørgsmål kommer på dagsordenen, skyldes det også, at billeder – fotografi, film, video – generelt vurderes til at have en højere sandhedsværdi end mundtlige og skriftlige udsagn. Fotografier af lemlæstede kroppe ses med andre ord som en stærkere dokumentation, end hvis overlevende fortæller om en massakre, som de er undsluppet fra. Men selvom billeder kan dokumentere, så gør de det ikke entydigt. Fotografiets historie er rigt på eksempler på, at fotografer – og andre – har arrangeret motiver sådan, at de virker mere dramatiske eller æstetiske end i den autentiske uspolerede version. Photoshop har yderligere pillet ved troen på, at vi i fotografiet får en objektiv repræsentation af virkeligheden, som den var på det tidspunkt, billedet blev taget. Når det er sagt, så er det stadig sådan, at vi kulturelt og socialt sætter billedet over andre vidnesbyrd. Måske bliver det anderledes om 20, 50 eller 100 år. Billedets sikkerhedspolitiske potentiale handler imidlertid ikke kun om, at det har en særlig dokumentarisk status, men at det er i stand til at ramme vores følelser. Som Kerry formulerede det, gjorde billederne af de døde syriske børn krigen konkret og forfærdelig. Talemåden at et billede siger mere end tusind ord illustrerer også det visuelles evne til at kommunikere direkte og emotionelt. Muhammed-krisen er et eksempel på, at også karikaturtegninger – billeder, som ikke fotografisk afbilleder virkeligheden – kan give anledning til stærke følelsesmæssige reaktioner. Som med fotografiets privi- UDENRIGS 3 | 2014 | 47 Billedets sikkerhedspolitiske potentiale handler ikke kun om, at det har en særlig dokumentarisk status, men at det er i stand til at ramme vores følelser. FOTO: PROJECT SYNDICATE, 2015 legerede dokumentariske status er der dog også her tale om kulturelt indarbejdede forestillinger om billeder, snarere end at billedet er emotionelt i sig selv. Kort sagt, når billeder ses som en direkte vej til vores følelser, er det ikke fordi, der er en særlig essens i billedet, men fordi vi kulturelt giver billeder en sådan status. At billeder tilskrives en særlig følelsesmæssig status har dybe historiske og kulturelle rødder, som f.eks. illustreret ved ikonets status i den ortodokse kirke. Det ortodokse ikon er ikke bare et billede af en guddommelig figur. Det er en guddommelig figur. Når russiske-ortodokse bærer billeder af ikoner i demonstrationer vendt mod Pussy Riot, er der således ikke bare tale om bannere og plakater, som vi normalt kender dem fra politiske demonstrationer, men om en opfattelse af, at det guddommelige deltager i fordømmelsen af den punk-politiske kunstnergruppe. Men ikke alle religiøse grupper og kulturer deler den russisk-ortodokse billeddyrkelse. Troen på hvad og hvordan billeder kan repræsentere noget andet og større varierer med andre ord. Som Muhammed-krisen viste, så er der et krisepotentiale knyttet til billeder, som kan opfattes som krænkende, fordi billederne – for nogle mennesker – overskrider grundlæggende normer og grænserne for, hvad man kan vise. Spørgsmålet om billedets evne til at tale til følelserne er ikke mindst vigtigt, fordi det går lige ind i kernen af en af de vigtigste dimensioner i al politik, nemlig om formulering af politik beror – eller bør bero – på rationelle beslutninger, eller om politik (også) handler om følelser. På den ene side er sikkerhedspolitikken sjældent fri for appel til følelser, netop fordi den handler om det, som er allermest vigtigt, nemlig overlevelse, territorielt og værdimæssigt. På den anden side er der ikke mindst i lyset af de nazistiske og fascistiske regimer i 1930’erne og 1940’erne også en frygt blandt politikere – og forskere – for, at en (for) følelsesfuld lancering af politik kan udløse kræfter i befolkningen, som det kan være svært at styre. For sikkerhedspolitiske aktører handler visuel sikkerhedspolitik derfor også om, at manøvrere i spændingsfeltet mellem emotionelle og rationelle argumenter. Og om at håndtere voldsomme billeder på en måde, så de ikke unødigt eskalerer en konflikt, internt og i forhold til andre lande. BAGGRUND >>> 48 | UDENRIGS 3 | 2014 Muhammed-krisen gjorde det krystalklart for danske politikere og diplomater, hvor stort et krisepotentiale, billeder faktisk har. Her var der ikke tale om billeder, der som Abu Ghraib viste fysisk mishandling, men om noget så – med mange danske briller – relativt harmløst som en karikaturtegning. At Muhammed-sagen ikke er et enestående eksempel på, at ikke-dokumentariske billeder kan give anledning til udenrigspolitiske kriser, så vi illustreret i 2009 med kunstværket Entropa. Entropa var bestilt af den tjekkiske regering i anledning af tjekkernes EU-formandskab i første halvdel af 2009. I EU er der tradition for, at det land, som har formandsskabet, laver en form for udsmykning af foyeren i Ministerrådets hovedsæde i Bruxelles, og tjekkerne havde lagt sig i selen med en ambitiøs kunstnerisk satsning i tråd med Tjekkiets tradition for satire og selvironi. Den kendte og kontroversielle kunstner David Cerny havde fået opgaven, og han havde bedt 27 kunstnere, en fra hvert medlemsland, om at levere et værk, som reflekterede deres hjemland. Disse 27 værker udgjorde til sammen Entropa. Det samlede værk var kolossalt stort, målte 16 gange 16 meter og vejede 8 tons. Cerny havde også produceret et katalog, hvor de deltagende kunstneres CV’er var optrykt sammen med deres tanker om værket. Det viste sig imidlertid efter få dage, at Cerny og hans assistenter havde stået for hele Entropa selv. BAGGRUND Det fik kritikken til at eksplodere. En række lande var utilfredse med den måde, de var afbildet på, og især bulgarerne var rasende. Deres land var blevet til et pedallokum udført i plastic med samme form som Bulgarien. Utilfredsheden steg til sådanne højder, at en officiel protest blev indleveret til det tjekkiske formandskab. Sidstnævnte havde forsvaret Entropa indtil Cernys snyderi blev afsløret, men var nu tydeligvis mellemfornøjede med selv at være blevet ført bag lyset. Resultatet blev, at Bulgarien blev dækket af et sort tæppe, og tjekkerne brugte en stor del af formandskabet på at undskylde, udglatte og forklare sig. Selvom Entropa ikke overskyggede det tjekkiske formandskab, så gjorde det så eftertrykkeligt et indtryk, at efterfølgende formandskaber – på nær Ungarn – har holdt sig til sikre valg som møbeldesign og abstrakte skulpturer, når de skulle udsmykke Rådsbygningen. Billeders betydning for sikkerhedspolitik generelt, og den diplomatiske håndtering af billedkriser mere specifikt, er temaer, der hidtil ikke er forsket meget i. Men det har vi med forskningsprojektet Images and International Security, støttet af Det Frie Forskningsråd, nu fået muligheden for. Over de næste 3 år kommer projektet til at undersøge en række teoretiske og empiriske problemstillinger, og vi vil løbende fortælle om resultaterne på vores hjemmeside www.images.ku.dk. UDENRIGS 3 | 2014 | 49 Erdogans ‘Nye Tyrkiet’ er kommet skidt fra start Af Martin Selsøe Sørensen Præsident Erdogans projekt er i dag et helt andet, end da han for 12 år siden kom til magten. Først handlede projektet om at forandre Tyrkiet efter europæisk forbillede. I dag går projektet mere ud på at forsøge at forandre tyrkerne i konservativ retning. Regningen for strøm til Tyrkiets nybyggede præsidentpalads anslås at løbe op i tæt på to millioner danske kroner om måneden. For de penge er der lys i 1.000 værelser og på facaden af det såkaldte Ak Saray (Hvide Palads), der er større end både Kreml og Det Hvide Hus i Washington. Paladset skulle have været statsministerium, men da de tyrkiske vælgere i august måned sidste år konverterede Recep Tayyip Erdogans titel fra ministerpræsident til præsident, valgte han selv at konvertere bygningen til præsidentkontor. Hans håndplukkede ministerpræsident Ahmet Davutoglu blev henvist til det mere beskedne, men dog marmorbeklædte Cankaya-palads, der hidtil har været præsidentens kontor og residens. Selve præsidentboligen er endnu ikke opført, men vil få 250 værelser og ligge bag i paladset, hvor yderligere nogle tusinde kvadratmeter fredet skov kommer til at lade livet. Som et lille eksklusivt plaster på såret er der til et haveanlæg importeret italienske træer i tusindvis til en pris på op til 60.000 danske kroner stykket. Det oplyser Ankaras arkitektforening, der nidkært følger de store armbevægelser. For Tyrkiet har de seneste 12 år under Erdogans ledelse været kendetegnet af store ambitioner på en lang række områder, så for tyrkerne er fænomenet ikke nyt, selv om prisen for Ak Saray for mange overgår både almindelig forstand og fornuft. Hidtil har de store armbevægelser vist sig i form af omfattende infrastrukturinvesteringer i veje, lufthavne, broer og en udenrigspolitik, der havde som ambition at forandre og inspirere den arabiske verden til at følge Tyrkiets eksempel mod demokrati, markedsøkonomi og gode relationer til Vesten. Erdogan ville også bringe Tyrkiet tættere på EU og skabe fred med landets kurdiske mindretal, og de oprørere, der siden 1984 har ført væbnet kamp mod først selvstændighed og siden autonomi eller bare inklusion. Broerne og lufthavnen består, og en af verdens største lufthavne har siden juni været under opførelse uden for Istanbul. Men den højt profilerede fredsforhandling med kurderne er i krise, udenrigspolitikken ligger i ruiner, og det samme gør Erdogans image Martin Selsøe Sørensen er journalist med base i Istanbul. >>> BAGGRUND 50 | UDENRIGS 3 | 2014 FOTO: RANDAM VIA WIKIMEDIA COMMONS som den lille mands retskafne og ukorrupte udfordrer af magten. Efter han vandt præsidentposten i august, taler han om, at han vil skabe “Det nye Tyrkiet”, og det bekymrer befolkningen. For den Erdogan der kom til magten for 12 år siden, er ikke den Erdogan, der sidder på magten nu. Eller rettere, hans projekt er et helt andet. Det første projekt handlede om at forandre Tyrkiet efter europæisk forbillede. Det nye projekt ser mere ud til at ville forandre tyrkerne, så de, der ikke allerede lever konservativt som Erdogan, selv bliver tvunget i den retning. Over en kop kaffe i Istanbul for nylig forklarede en af Erdogans egne rådgivere, hvad der er gået galt. For problemet er ikke, at præsidenten ikke lytter til kritik eller anderledes tænkende. “Han er faktisk en god lytter”, sagde rådgiveren, lagde sit ansigt i sammenbidte folder og slog blikket ned i cafebordet. BAGGRUND “Sådan ser han ud, når han lytter, for han lytter til råd. Problemet er, at han alligevel følger sin egen overbevisning, sin mavefornemmelse”. Hele vejen op gennem sin politiske karriere har Erdogan med god mavefornemmelse markedsført sig som den, der fra beskedne kår i Istanbul tog kampen op med Tyrkiets gamle magthavere, de såkaldte socialdemokrater, militæret og borgerskabets bureaukrater. Siden Atatürks tid havde de siddet tungt og fedt i centrum af det tyrkiske samfund og fortrængt alle andre til periferien. Med ‘alle andre’ forstås både de etniske og religiøse mindretal og de sunni-muslimer, der ikke deler statens snævre rammer for udfoldelse af islam. Staten bestemmer f.eks., hvad der siges fra moskeernes prædikestole, og at kvinder tidligere ikke måtte bære hovedtørklæde i statslige institutioner som universiteter. Dermed tvang UDENRIGS 3 den tørklædepiger til at vælge mellem deres tro og deres uddannelse. Kampen mod den undertrykkelse har været en af Erdogans vigtigste, som han har taget på vegne af det store konservative flertal, der ikke nødvendigvis er enige i hele hans politik, men som deler hans ønske om selv at bestemme og definere islam. Den lille mands kamp Som nyvalgt ministerpræsident i 2003 begyndte Erdogan for alvor den lille mands kamp mod systemet og prioriterede omfattende investeringer i infrastruktur, hospitaler og skoler med synlige og mærkbare resultater til følge. Tyrkernes adgang til sundhed og uddannelse er dramatisk forbedret. Tyrkerne behøver ikke længere møde op midt om natten for at stille sig i kø for at se en læge næste dag, og så godt som alle piger og drenge kommer nu i skole. Undervejs har han taget frontalopgør med først militæret, de gamle garanter for den sekulære orden, som den blev tilrettelagt af Atatürk. Generalerne forsøgte i 2007 med en skriftlig erklæring at true parlamentet til ikke at vælge en af tre fremtrædende medlemmer af regeringspartiet AKP til præsident, men blev ignoreret af regeringen. Erdogan udskrev nyvalg til afholdelse den sommer og øgede sin andel af stemmerne fra 33 til 47 procent. Op til valget var millioner af verdslige tyrkere på gaderne i Istanbul, Ankara og Izmir for blandt andet at sige “nej til generaler” underforstået, at deres fiflen med truende skriftlige erklæringer ikke var velkomne, og at de i det hele taget skulle holde sig fra politik. Siden er det kun gået ned ad bakke for officerernes indflydelse på tyrkisk politik, og to store retssager om påståede kup-planer under forberedelse har fjernet den sidste rest af officerernes formodede lyst til at blande sig. Retssagerne endte med, at flere hundrede officerer blev dømt og sat i fængsel. Blandt dem en tidligere generalstabschef, der sad | 2014 | 51 bag tremmer i 26 måneder, indtil en dommer afgjorde, at livstidsdommen mod ham og alle andre dømte i den såkaldte Forhammer-sag, var baseret på opspind. Den tanke var der flere, der havde fået allerede ved synet af de besynderlige beviser, der lignede fabrikation. I et tilfælde var digitale dokumenter dateret i 2003 fremstillet med brug af en Microsoft Office-version, der først blev lanceret i 2007.Hvem, der stod bag falsknerierne, er ikke klart, men konsekvensen er blevet, at generalerne har forladt politik. Retssystemet Efter opgøret med militæret kom turen til retssystemet, der også har været en udemokratisk bremse på det tyrkiske demokrati. I 2008 dømte Forfatningsdomstolen regeringspartiet AKP skyldig i forfatningsskadelig virksomhed efter, at et flertal i parlamentet stemte for at ophæve tørklædeforbuddet. Det nationalistiske MHP, der også leverede stemmer til ophævelsen, fik end ikke en sag imod sig. Men i modsætning til andre sager mod politiske partier slap AKP med en bødestraf for sin ‘forbrydelse’ og kunne derfor fortsætte sit arbejde og det selvfølgelig med fornyet fokus på Tyrkiets problematiske retssystem. Men hvor systemet tidligere var plaget af en politisk farve, er det stadig farvet, men nu med en ny kulør. Et eksempel er større ministerindflydelse på, hvordan dommere og anklagere udpeges og forfremmes. I det tyrkiske klientsystem er der stor loyalitet overfor magthaverne, og det gælder også i retssystemet, der netop er berygtet for, at dommere og anklagere frit kan dømme og anlægge sager uden skelen til andet end deres egen overbevisning. Præcedens og internationale konventioner tilsidesættes rutinemæssigt, hvorfor Tyrkiet også er storeksportør af sager til menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. Vælgerne er imidlertid ligeglade med den slags, eller i det mindste mere optagede af andre ting. Når de kommer hjem BAGGRUND >>> 52 | UDENRIGS 3 | 2014 og synker ned i sofaen efter ti timers arbejde og måske et par timers pendling gennem Istanbul, er ytringsfrihed formentlig det sidste, som de giver sig til at tænke på. Heller ikke mindretalsrettigheder, kvindesagen eller mediefrihed er folkesager, og kampen for dem får ikke andre mennesker på gaden end dem, der føler sig direkte berørt. Det vil sige, at kurdere demonstrerer for kurderrettigheder, homoseksuelle for homorettigheder og journalister for ytringsfrihed. At alle borgere i Tyrkiet er ofre for statens undertrykkelse går de fleste forbi, eller også finder de en form for lettelse over, at der som regel er nogle i Tyrkiet, der er mere undertrykte end dem selv. Alt, hvad der ikke direkte påvirker tyrkernes hverdag, overlader de til politikere og de direkte involverede. Deres taknemmelighed over de fremskridt, der direkte påvirker hverdagen, kan derimod aflæses i vælgertilslutningen, der bare er steget og steget. Erdogan har vundet ni valg i træk. Ved det seneste parlamentsvalg og ved præsidentvalget i august i år rundede stemmetallet i hans favør 50 pct. Imamen fra Pennsylvania Tyrkernes udtalte taknemmelighed taget i betragtning har det undret, at Erdogan de seneste år hårdere og hårdere har angrebet sine modstandere og snart sagt enhver form for kritik. Det blev tydeligt under forrige sommers protester over rydningen af Gezi-park i Istanbul. Fra at være en miljøprotest til fordel for et af de sidste tilbageværende grønne områder i den centrale del af byen, voksede bevægelsen til at være en mangehovedet kritik af regeringen og dens facon. Med i protesterne var kurdere, fodboldfans, fagforeningsmedlemmer, grækere, kemalister, homoseksuelle, nationalister, armeniere og mange andre, der ikke har ret meget til fælles – heller ikke politisk – ud over, at de gerne ville høres og respekteres af deres regering. BAGGRUND Svaret fra regeringen kom i form af omkring en måneds beskydning med tåregas og vandkanoner, politiets jagt på demonstranter rundt i Istanbuls snævre gader og en ministerpræsident, der skiftevis skældte demonstranterne ud og roste politiet for deres hårdhændede indsats. I koret af kritikere af regeringen hørtes overraskende imamen Fethullah Gülen fra sit eksil i Pennsylvania. Erdogans gamle allierede og ellers loyale støtte var ubehagelig til mode over politiets fremfærd og regeringens foragt for de fredelige demonstranter og deres legitime synspunkter. Hans kritik blev startskuddet til en dramatisk udvikling, der har afsløret nye lag af Erdogans kyniske omgang med begreber som retssikkerhed og pressefrihed. Konflikten har accelereret en frygt for, at han skal miste magten og siden stå til regnskab for det, der skal føres regnskab over den dag, han ikke længere bestemmer. I løbet af forrige efterår eskalerede den verbale konflikt mellem Gülen og Erdogan, og den daværende ministerpræsident tog skridt til at forbyde forberedelseskurser til universiteternes adgangseksamen, som tilhængere af Gülen blandt andet tjener penge på at drive. Der var ingen saglig begrundelse for et forbud, så ingen kunne være i tvivl om, at der var tale om en krigserklæring. Styrkeprøven Svaret kom den 17. december sidste år, da politi og anklagere ransagede en stribe adresser i Istanbul og anholdt en borgmester, en bankdirektør, flere ministersønner og fremtrædende erhvervsfolk med nære bånd til regeringen. Mistanken var, at de var involverede i korruption og ulovlige aftaler, der også involverede ministersønnernes fædre, som dog ikke umiddelbart kunne røres på grund af immunitet. Politifolk og anklagere menes at være forbundne i fælles loyalitet med Fethullah Gülen og på den måde repræsentanter for bevægelsen, uden at der dog er nogen beviser for, at Gülen selv har beordret aktionen. UDENRIGS 3 Kort efter de første anholdelser begyndte politifolk at lække fotos fra de mistænktes bopæle, hvor dollar tilsyneladende lå bundtet i stakkevis til summer af flere millioner. Billeder og lydoptagelser afslørede tilsyneladende ministres lemfældige omgang med både kriminelle og statslige kontrakter, der havnede i hænderne på deres kammerater mod kontante summer og dyre ure. I løbet af få dage mistede fire implicerede ministre deres poster, men nogen indrømmelse af skyld kom ikke. Regeringen svarede igen med at fjerne tusinder af politifolk og anklagere fra deres poster, så da hovedanklageren bad politiet gennemføre en ny serie anholdelser, nægtede politifolkene at udføre ordren. I modsætning til forgængerne var de loyale mod regeringen og ikke imamen i Pennsylvania. Hen over vinteren fortsatte det med at strømme fra youtube og twitter med nye aflytninger af, hvad der angiveligt var ministres ulovlige og umoralske opførsel. Som for eksempel, igen angiveligt, Erdogans eget opkald til en avis for at klage over en historie langt tilbage i avisen, der var kritisk over for hans sundhedssystem. Redaktøren undskyldte og fyrede på stedet to journalister og en sekretær. Strømmen af anklager var ødelæggende, og hvis Erdogan nogensinde har været ude for et kupforsøg var det tilfældet og tilmed nøje timet til at kulminere op mod lokalvalget den 30. marts. Lagt sammen med oplevelserne fra Gezi havde vælgerne fået alle tænkelige argumenter til at begynde at sende Tyrkiet i en ny retning. Men de valgte at lade være. Selv om Erdogan ikke personligt var på valg, rejste han landet tyndt, fortrængte sit partis borgmesterkandidater fra talerstolene for selv at føre valgkampen. Vælgerne var tilstrækkeligt ligeglade med korruptionsanklagerne og politivolden og øgede AKP-partiets andel af lokalvalgsstemmerne fra godt 39 til 43 procent. Øjeblikkeligt tørrede strømmen af youtube-klip ind, og siden har der været tavst | 2014 | 53 fra de skjulte udfordreres fløj, men ikke fra ministerpræsidenten. Fra lokalvalgkamp gik han over til at føre præsidentvalgkamp med nye vælgermødeturneer med tusinder af glade tyrkere, der tog imod ham med flag og hurraråb. Ved møderne har vælgerne hørt, hvordan Tyrkiet er under angreb, ikke bare fra Gülen-tilhængerne blandt dem, men også fra en tilsyneladende endeløs række af internationale konspirationer, der tæller banker, luftfartsselskaber, vestlige allierede, efterretningstjenester, Israel, misundelige mennesker verden over, jøder og mange flere. De mange ’lobbyer’, som han taler om, har forlængst fået et komisk skær, men det har ikke standset ham. En af de seneste er en påstået ’robot-lobby’, der manipulerer med Twitter-hashtags på tværs af Tyrkiets og Erdogans interesser. Erdogans stil Efter lokalvalg og præsidentvalg kunne Erdogan have nydt sine sejre og rakt hånden ud til de tyrkiske vælgere, der mener – som han selv engang – at samfundscirklens centrum presser dem ud i periferien. For der, hvor der i gamle dage var en stærk stat bestående af socialdemokrater, militær og borgerskab, er der nu AKP. Alle andre, herunder stadig de etniske og religiøse mindretal samt som noget nyt, den verdslige middelklasse, er marginaliserede og uden indflydelse eller inklusion i deres eget samfund. Men at række hånden ud og gyde olie på vandene er slet ikke Erdogans stil, særligt ikke når han lige har mærket presset fra en truende korruptionssag og en udenrigspolitik, der er slået fejl på samtlige fronter af betydning. Erdogan valgte i stedet at samle sine vælgere om sig og give alle andre valget mellem at stå uden for eller være med inde i varmen. På en lang række moralske spørgsmål har han som en bedrevidende onkel givet tyrkerne et klart valg og en klar markering BAGGRUND >>> 54 | UDENRIGS 3 | 2014 af, hvor han står. Et af de seneste eksempler kom i november, hvor han til en forsamling af kvindesagsaktivister forklarede, at lighed mellem kønnene er naturstridigt. “Man kan ikke gøre kvinder og mænd lige, det er naturstridigt fordi deres natur er forskellig”, sagde præsidenten. “Vores religion har defineret en plads til kvinder: Moderskab. Nogle forstår det, mens andre ikke kan. Man kan ikke forklare det til feminister, fordi de ikke accepterer begrebet moderskab”. Senere var der referencer til profeten Muhammeds liv og hans syn på, hvor man skal finde paradiset. “Paradis ligger ved mødres fødder. Jeg kyssede min mors fødder fordi de lugtede af paradis. Hun kiggede drilsk og græd nogle gange”, sagde han og fik Twitter til at løbe løbsk med spot og latterliggørelse. Tidligere har regeringen taget skridt til at begrænse adgangen til abort, som ellers har været fri og ukontroversiel i årtier. Der er tale om at kønsopdele kollegier, og den ellers pragmatiske viceministerpræsident Bülent Arinc har sagt, at kvinder ikke bør grine offentligt. På World Economic Forums indeks over kønsskel er Tyrkiet i Erdogans tid gledet seks pladser ned ad listen til nummer 120 ud af 136 nationer. Vold mod kvinder rammer ti gange flere i Tyrkiet end visse lande i Europa. Kvindesagsforkæmpere i Tyrkiet bekymrede for, at associeringen mellem kvinder og moderskab gør livet vanskeligere for kvinder, fordi deres liv og rettigheder kobles til og underordnes familien og dens behov. Men også dette er Erdogans kernevælgere ligeglade med. De har ikke brug for abort, kunne ikke drømme om at sende deres døtre på kollegium og kan høre på hans moralprædikener, at han er en af deres. Tro mod den kollektivistiske tradition i Tyrkiet holder man sammen med sine egne og følger lederen, så når Erdogan vurderes at være ’en af deres’ følger de BAGGRUND ham også langt uden for, hvad der måtte være lagt op til i en valgkamp. Erdogan selv opfatter valgsejrene som et frit lejde til at føre hvilken som helst politik frem mod næste valg. Sådan ser også andre folkevalgte på deres kontrakt med vælgerne, så det er nok en vid fortolkning, men ikke nogen usædvanlig fremgangsmåde i Tyrkiet. Store problemer Siden forrige sommer er Gezi-bevægelsen gået i sig selv igen og har overladt den politiske arena og alt initiativ til regering og præsident, der har optrappet angrebene på virkelige og indbildte fjender. Tilbage står Tyrkiets store problemer uadresserede eller i bedste fald underadresserede. EU-processen er så meget gået i stå, at der ikke er sket meningsfulde fremskridt i flere år. Tyrkiet kommer næppe til at forlade forhandlingsbordet og EU-Kommissionen heller ikke, men der kommer ikke til at ske noget, før Tyrkiet får et klarere perspektiv om, at det kan blive medlem, hvis alle kriterier ellers opfyldes og reformer gennemføres, og før EU ser en mere målrettet kurs mod europæiske standarder. Krigen i Syrien kom ligeså meget bag på Tyrkiet som på resten af verden, og landet er mere eller mindre så magtesløst nu som alle andre i forhold til at få den afsluttet. Men undervejs kunne Tyrkiet have gjort mere for at sikre sine grænser mod tilstrømmende jihadister fra hele verden. Ligesom hele verden også kunne have gjort mere for at advare Tyrkiet om de tilstrømmende jihadister, når de forlod deres oprindelseslande. Det var dog Tyrkiets eget valg at lade dem bo og opholde sig i byer langs den syriske grænse, og det var Tyrkiets valg at lappe de sårede krigere sammen på tyrkiske hospitaler og lade dem rejse tilbage til slagmarken. For Ankara var jihadisterne et nyttigt våben i kampen mod Bashar al-Assad og mod de kurdiske oprørere fra PKK, der i Syrien er repræsenteret ved YPG-militsen, der har taget kampen op mod Islamisk Stat UDENRIGS 3 | 2014 | 55 FOTO: PROJECT SYNDICATE, 2015 i Kobane. Muligheden for at få andre til at bekæmpe Tyrkiets to største fjender på én gang skyggede for udsigten til de problemer, som IS udgør på lang sigt. Ikke mindst for et land som Tyrkiet, hvor organisationen har et stort rekrutteringspotentiale og gode muligheder for at infiltrere og ramme både turister og NATO-baser. Tyrkiet er begyndt at sikre sine grænser bedre, og udveksling af efterretningsoplysninger er kommet igang. Men både Islamisk Stat og krigene i Syrien og Irak i det hele taget vil i årevis fremover repræsentere en alvorlig trussel, Tyrkiet ikke i tide tog alvorligt. Fredsprocessen med kurderne led alvorligt under den tyrkiske tøven i slaget om Kobane. Landet var hurtig til at åbne grænserne og lade flere hundredetusinde civile strømme ind til hastigt oprettede lejre, men der stoppede den tyrkiske assistance i første omgang. Til kurdernes store fortrydelse. Hverken de eller Tyrkiets allierede ønskede sig, at landet selv skulle gå ind og komme det PKK-affilierede YPG til undsætning, men både kurdere og allierede så gerne, at kurdere fik lov at komme ind over den lukkede grænse og hjælpe sig selv. Frustrationen blandt tyrkiske kurdere over holdningen til Kobane udløste voldsomme demonstrationer i alle større tyrkiske byer med betydelige kurdiske mindretal. Mere end 50 blev dræbt i kampe mellem demonstranter, sikkerhedsstyrker og det regeringsvenlige, religiøse kurdiske parti Hizbollah, der ikke har forbindelser til sin libanesiske navnefælle. Efter flere dages uro blev urolighederne talt ned igen, og senere fik tungt bevæbnede irakisk-kurdiske militsfolk lov til at passere gennem Tyrkiet til Kobane. Det betyder ikke, at fredsprocessen er reddet, men blot at den overlever i øjeblikket. Forhandlingerne føres mellem repræsentanter for den tyrkiske regering og den BAGGRUND >>> 56 | UDENRIGS 3 | 2014 livstidsfængslede grundlægger af PKK, Abudllah Öcalan. Meget lidt om processen er kendt, men regeringen har varslet, at den vil komme med en køreplan, der skal føre til afslutning af mere end 30 års konflikt. Den har kostet mere end 40.000 mennesker livet, de fleste af dem kurdere. Køreplanen vil fokusere på tilbagetrækning og afvæbning, demokratiske reformer og en form for repatriering og amnesti. Hvert af disse skridt har sine egne udfordringer, og med et parlamentsvalg senest til sommer er der ingen forventninger om, at fredsprocessen bliver færdig i det kommende år. Kobane har dels eroderet den tillid mellem parterne, der var bygget op, og dels understreget at det for tiden ikke er muligt for PKK at foretage en afvæbning. Dertil er situationen for kurderne i Mellemøsten for usikker. Hvis fredsprocessen slår fejl, vil det være katastrofalt ikke bare for tyrkere og kurdere, men også for hele det projekt, som Recep Tayyip Erdogan har stået i spidsen for – og for ham selv. BAGGRUND “Alternativet til fred er at gå tilbage til militært og bureaukratisk formynderi. Allerede efter dødsfaldene i Kobane-demonstrationerne kom militæret tilbage på scenen”, siger programleder i tænketanken Tesev, Özge Genc. “Der er et ufatteligt pres på sikkerhedsbureaukraterne og militæret for at stramme op på sikkerheden i regionen og på love og regler mod demonstrationer med mere. Alternativet til fred er konflikt, døde, tvungen migration, udenomsjuridiske drab, politisk kaos, sociale uroligheder og økonomisk kollaps”. Dette er ensbetydende med alt det, som Tyrkiet var før Erdogan kom til magten. Lykkes fredsaftalen, kan man for alvor tale om et nyt Tyrkiet. Erdogan har magten til at sikre freden og forklare sine vælgere, hvorfor de skal acceptere den. Spørgsmålet er, om han vil tage chancen, eller om han vil fortsætte med at dele vælgerne og verden i dem, der følger ham og dem, der ikke kan holde ham ud. UDENRIGS 3 | 2014 | 57 Ny mand i spidsen for Indonesien Af Casper Klynge & Mikael Ekman Der hviler et enormt folkeligt forventningspres på Indonesiens nye præsident Jokowi. Han skal levere hurtige resultater. Den tidligere møbelhandler er på mange måder et helt nyt fænomen i indonesisk politik. Hovedprioriteringen er krystalklar: Fremtidssikring af vækst og beskæftigelse for Indonesiens 250 millioner indbyggere. Jokowi er kommet godt gennem de første 100 dage i præsidentpaladset, men ikke uden fejltrin og ridser i lakken. 8.001.763. Det var det antal stemmer der førte Joko ‘Jokowi’ Widodo ind i præsidentpaladset i Indonesiens hovedstad. Det lyder som et meget komfortabelt forspring over for modstanderen i en dansk kontekst, men i verdens 4. største land med en befolkning på næsten 250 millioner mennesker, var valgsejren mindre entydig, end den ser ud til ved første øjekast. Faktisk var valgresultatet langt fra så overbevisende, som indoneserne (og opinionsundersøgelser) forventede, da valgkampen blev skudt igang. Det er der flere grunde til, herunder modstanderens velsmurte valgmaskine. Men det er et faktum, at Jokowi-kampagnen tabte pusten hen mod slutningen af valgkampen. Trenden og tilslutningen faldt så meget, at flere iagttagere var begyndt at spekulere i, at resultatet meget vel kunne have set anderledes ud, hvis valgdatoen havde ligget senere end den 9. juli. Med sig bringer Jokowi et brud med fortiden kombineret med et håb om fremgang og reformer, som mange indonesere tørster efter. Alligevel skal indoneserne til at vænne sig til en ny politisk virkelighed, hvor præsidenten ikke på samme måde som tidligere kan agere egenrådigt. For ganske vist har euforien omkring Jokowi og den fornyelse, han helt utvivlsomt repræsenterer, ført til fremstillinger om hans næsten Messias-lignende karakter. Men efter de første 100 dage ved magten er realiteten, at Jokowi står over for betydelige politiske udfordringer, der uantastet vil begrænse hans handlerum som regeringsleder. Som både hjemlig og international medie-darling er ‘Asiens Obama’, som han på grund af en fysisk fremtoning ikke ulig den amerikanske præsident ofte er blevet kaldt, ganske vist blevet valgt ind med 53 pct. af de 130 millioner afgivne stemmer. Men trods popularitet både ude og hjemme skal man ikke glemme, at over 60 mio. indonesere satte deres kryds ud for modstanderens navn, den tidligere hærgeneral Prabowo. Casper Klynge er Danmarks ambassadør i Indonesien, og Mikael Ekman er souschef ved ambassaden i Jakarta. >>> BAGGRUND 58 | UDENRIGS 3 | 2014 FOTO: PEMERINTAH PROVINSI DKI JAKARTA (PROVINCIAL GOVERNMENT OF JAKARTA) VIA WIKIMEDIA COMMONS Hvis nogen skulle have været i tvivl, var indsættelsen af Jokowi i det indonesiske parlament den 20. oktober med til at cementere den nye præsidents udfordringer i plenarsalen ‘Nusantara’, hvor de to kamre var samlet. Siddende på tilhørerpladserne oplevede vi på nærmeste hold, at der udbrød spontane klapsalver og glædesråb blandt et flertal af de samlede parlamentarikere godt 10 minutter inden den officielle ceremonis begyndelse. Da menneskehavet blev opløst, var det ikke Jokowi men derimod Prabowo, der materialerede sig. Det siger lidt om den store popularitet, som Prabowo fortsat nyder blandt parlamentarikerne. Koalitionen bag Prabowo kontrollerer 62 pct. af de 560 pladser i parlamentet. Med til historien hører, at entusiasmen i parlamentet, sagt på jysk, mildest talt var noget mere afmålt da præsidenten selv ankom. BAGGRUND Alligevel er det en selvsikker og fortrøstningsfuld præsident, der forholdsvis hurtigt har fundet sig til rette i paladset Istana Merdeka i det centrale Jakarta. Han har i sin relativt korte politiske karriere formået at få folket – og dermed også politiske modstandere – med sig. Hvis nogen kan skabe politiske kompromisser i det sammensatte land, er det utvivlsomt Jokowi. Så hvem er han så? Tidligere møbelhandler Jokowi er på mange måder et nyt fænomen i indonesisk politik. Den første præsident, der ikke direkte kommer fra militæret eller den traditionelle politiske elite. Han er selv et produkt af den omfattende demokratisering og decentralisering, der har kendetegnet verdens tredje største demokrati over de seneste 15 år. Den 53-årige tidligere møbelhandler har gjort politisk kometkarriere. Han blev UDENRIGS 3 i 2005 valgt som borgmester i hjembyen Solo på Java, hvor han hurtigt blev meget populær, og i 2010 genvalgt med hele 90 pct. af stemmerne. I 2012 blev han overraskende valgt til guvernør i millionbyen Jakarta, hvor han har opnået enorm popularitet – uden tvivl i kraft af sin folkelige, ydmyge men også resultatorienterede stil. For det blide javanesiske ydre skal man ikke lade sig narre af. Bag overfladen banker der i Jokowi et utålmodigt hjerte, der vil se fremskridt, og som ikke er bleg for at gøre noget ved korruption eller inkompetence. Hans ledelsesstil i Solo og Jakarta var kontant og kompromisløs. Leverede administrationen ikke, var det ud af vagten. Meget tyder allerede nu på, at det er samme tilgang som vil præge præsidenten Jokowi. For Jokowi er varetagelsen af et valgt embede helt konkret at betragte som en kontrakt med befolkningen, der forventer hurtige fremskridt. Det ville derfor også være forkert at kalde ham en ideologisk drevet politiker. Indonesien har derimod fået en mere merkantil præsident, der er optaget af at gennemføre de valgløfter der er blevet givet, og som på alle politikområder vil fokusere på bundlinjen. Hvilke fremskridt skaber hver enkelt beslutning for den indonesiske befolkning, og er det godt nok? Den indonesiske regering med Jokowi i spidsen vil blive kørt efter en ‘business-model’. Årtusindskiftets usynlige succeshistorie Jokowis formelle indsættelse den 20. oktober var kulminationen på en fredelig magtoverdragelse fra Susilo Bambang Yudhoyono, der efter 10 år og to perioder i præsidentpaladset trådte tilbage i henhold til forfatningen. Det var første gang nogensinde, at magten i Indonesien overdrages fra én folkevalgt til en anden. Dermed har Sydøstasiens største og vigtigste land taget det næste vigtige skridt i en imponerede demokratisk udvikling, der startede med Suharto-regimets fald i 1998 i kølvandet på den asiatiske finansielle kri- | 2014 | 59 se. Krisen ramte den indonesiske økonomi knaldhårdt og førte til omfattende demonstrationer mod Suharto, der selv var tvunget til at acceptere nogle meget hårde lånebetingelser fra IMF. Indonesien var ved årtusindskiftet en væsentlig kilde til regional ustabilitet og bekymring. Indonesien er sidenhen i relativt ubemærkethed gået hen og blevet verdens tredje største demokrati, den 10. største økonomi målt i købekraft og et moderne eksempel på, at islam og demokrati ikke er hinandens modsætninger. Demokratiet har slået rod i landet med verdens største muslimske befolkning og på trods af en enorm spændvidde både etnisk, kulturelt og geografisk. I Indonesien tales 700 forskellige sprog, og landet er spredt over 17.000 øer. Den med rette stigende internationale interesse for Indonesien handler derfor ikke kun om landets økonomiske, kommercielle og politiske potentiale. I en verden præget af konflikter med religiøse undertoner og på et tidspunkt, hvor situationen i Mellemøsten præges af Islamisk Stats fremmarch, ser man meget gerne, at Indonesien bliver et fyrtårn og et foregangsland. Religiøs tolerance og en moderat form for islam er en efterspurgt metervare. Hvis demokratiet kan slå rod her til trods for landets enorme størrelse, mangfoldighed og historiske ar, bør det også kunne lade sig gøre andre steder, lyder argumentet. Med 134 millioner afgivne stemmer ved præsidentvalget kan indoneserne prale af at huse verdens største éndagsvalg – lige foran USA. Til trods for valgets enorme omfang og kompleksitet med op mod en halv million valgsteder fordelt på de omkring 6.000 beboede øer, forløb valghandlingen fredeligt og uden de store praktiske problemer. Indoneserne er med rette stolte af deres unge men robuste demokrati. Det kommer til udtryk i en særlig nidkærhed omkring selve valghandlingen ude i de små lokalsamfund. Bedømmelsen fra inBAGGRUND >>> 60 | UDENRIGS 3 | 2014 ternationale valgeksperter er, at årets valg formentlig var det bedste i Indonesiens demokratiske historie. Reformatoren Jokowi De foregående måneder havde budt på en historisk tæt og skarp duel mellem eksgeneralen Prabowo Subianto og den folkelige Jakarta-guvernør Jokowi. Et opgør mellem den retorisk slagkraftige leder og ‘stærke mand’, der havde kraftig støtte i særligt landbefolkningen og i den økonomiske elite, og den afdæmpede reformator, der særligt appellerede til de store urbane befolkninger. På mange måder også et valg mellem det kendte og det ukendte. Mellem fortiden og fremtiden. Med et ambitiøst reformprogram har Jokowi lovet at fremtidssikre den økonomiske udvikling, skabe arbejdspladser til den hastigt voksende arbejdsstyrke i et land, hvor halvdelen i dag er under 30 år, samt øge produktion og regional konkurrenceevne gennem massive investeringer i infrastruktur og højere kvalitet i uddannelses- og sundhedsvæsnet. Det handler også om en mere ligelig fordeling af væksten på tværs af Indonesiens øer og mellem by og land. Knap 30 millioner mennesker, særligt i landområderne, lever stadig under fattigdomsgrænsen, og yderligere 68 millioner lever lige over med konstant risiko for at falde tilbage. Men indfrielsen af politiske løfter koster penge. Én af Jokowis første opgaver har derfor været at skabe et økonomisk råderum. Underskuddet på de offentlige finanser er ifølge Verdensbanken vokset fra 1,9 pct. i 2012 til forventet 2,6 pct. i år – over den forfatningsbestemte grænse på 2 pct. Det skyldes ikke mindst enorme brændstofsubsidier, der i år alene ventes at koste statskassen i omegnen af astronomiske 1520 pct. af det samlede budget. Jokowi gjorde under valgkampen det klart, at han ville gøre noget ved brændstofsubsidierne: Statens penge skal bruges på produktion fremfor på forbrug. I midten af BAGGRUND november slog han til og meldte ud, at regeringen næste dag ville reducere subsidierne, hvilket ville resultere i en første prisstigning på 30 pct. Helt som ventet ikke en populær debut for den nye regering, men en nødvendighed for at komme i gang med reformdagsordenen. Beslutningen affødte lange køer foran benzintankene samme aften og i dagene derefter en række demonstrationer. Men takket være opbakning fra den indonesiske middelklasse fik demonstrationerne aldrig momentum og ebbede hurtigt ud. Kun på øen Sulawesi endte demonstrationerne i egentlige gadekampe. Ud over støtte fra middelklassen skyldes befolkningens accept af beslutningen to ting. For det første en erkendelse af, at subsidierne var gået for vidt og ikke længere kunne finansieres. At subsidierne var dyrere end de samlede udgifter til sundhed, infrastruktur og forsvar var med til udbrede forståelsen af, at systemet ikke var bæredygtigt. For det andet lancerede Jokowiregeringen i dagene op til beslutningen en række kompensationspakker, der giver den mindre bemidlede del af befolkningen adgang til delvis statsfinansiering til sundhed og uddannelse. Trods betydelig usikkerhed om pakkernes praktiske implementering og rækkevidde, var det et politisk træk, der gav ro på bagsmækken. Højt forventningspres Den anden store udfordring beskrev vi indledningsvist, nemlig behovet for at skabe et tåleligt arbejdsklima mellem regeringen og parlamentet. Den tabende præsidentkandidat Prabowos indledende erklæring om, at hans flertal i parlamentet skal bruges på at modarbejde Jokowis politik, er blevet afløst af tavshed. Indonesien-kendere peger på, at der er en lang tradition for, at parlamentet efter de første iltre udtalelser på baggrund af en hård valgkamp altid retter ind og bakker op om præsidenten. Hvis Prabowo og hans nærmeste fæller ellers formår at holde sammen på den brede UDENRIGS 3 – men skrøbelige – parlamentariske koalition, der for tiden giver dem flertallet i begge af parlamentets to kamre, får Jokowi givetvis sin sag for: Det bliver ingen dans på roser at få en ambitiøs og på flere områder hastende reformdagsorden igennem et lovgivningsapparat, der ofte anklages for at være blandt de mest korrupte institutioner i Indonesien med betydelig inerti og lav lovgivningshastighed. Samtidig kan et parlament med Prabowo i spidsen gøre livet surt for den nye præsident. Så også på dette punkt er der stærke lighedstegn mellem Jokowi og den internationale leder, som han oftest sammenlignes med: præsident Obama. Heri ligger Jokowis måske største udfordring. Jokowis personlige popularitet kan blive udfordret, når de politiske realiteter begynder at melde sig. Forventningerne til Jokowis reformevne er tårnhøje, og både blandt politiske modstandere og egne partifæller vil man følge den nye regerings performance uhyre tæt. Præsidentens første tilsyneladende fejltrin kom i første uge af januar. Hvad der til at begynde med lignede et elegant opgør med Jokowis partileder, tidligere præsident Megawati, endte med at lande på præsidentens eget dørtrin: Megawati ønskede sin tidligere adjudant, Budi, indsat som ny politichef, på trods af en sag om ‘finansielle uregelmæssigheder’ for et tocifret millionbeløb. Jokowi indstillede uentusiastisk Budi – formentlig med en forventning om at anti-korruptionskommissionen (KPK) ville kræve ham fjernet. Det gjorde de også, uden at det havde effekt i parlamentet, der godkendte udnævnelsen. Krisen er i skrivende stund ikke slut, men konsekvenserne for Jokowis omdømme er åbenlyse. For en præsident med korruptionsbekæmpelse som hovedprioritet har kritiske udtalelse over for KPK kombineret med passivitet over for politiet, givet genlyd. På de sociale medier kom reaktionen prompte: #WhereAreYouJokowi og #SaveKPK blev de mest populære referencer i verdens Twitter-ho- | 2014 | 61 vedstad, Jakarta. Forsiden på én af Indonesiens førende aviser lød samtidig: ‘Hjerteknuser’. En bittersød påmindelse om at Jokowi er ved at sætte befolkningens forventninger og kærlighed over styr. Sagen er en påmindelse om, at selvom præsident Jokowi repræsenterer et brud med fortiden og en ny politisk kultur, så er han ingen overnaturlig supermand. De første 100 dage med ham har vist, at nok er præsidenten ny, men systemet er på mange måder uforandret. Der vil dog ikke være meget plads til udeblivende resultater eller fejltrin for en præsident, der er kommet til magten på en klar folkelig kontrakt om forandring. Den ufavorable parlamentariske situation vil være en formildende omstændighed og formentlig købe ekstra tålmodighed. Men de tårnhøje forventninger skal omsættes i hurtige resultater, også på den korte bane. Ellers kan den folkelige opbakning, der har været Jokowis varemærke og formentlig stærkeste kort siden starten på hans politiske karriere, hurtigt svinde ind. Indadvendt udenrigspolitik Trods hans store karisma og internationale popularitet skal man dog ikke tage fejl af, at Jokowi er en politiker med øjnene stift rettet mod de hjemlige udfordringer. Modsat forgængeren Yudhoyono har han ikke et naturligt globalt udsyn. Så når han optræder internationalt, vil det være med et klart mål om at vende tilbage med resultater, der er entydigt gunstige for den indonesiske befolkning og landets (økonomiske) udvikling. Resten uddelegeres til den erfarne diplomat Retno, der er hjemkaldt fra posten som Indonesiens ambassadør i Haag. Hun er Indonesiens første kvindelige udenrigsminister. Alligevel er det ikke sandsynligt, at der vil ske dramatiske kursændringer i forhold til de overordnede udenrigspolitiske prioriteter, der i mere end et halvt århundrede har været defineret omkring tre forfatningsbestemte grundprincipper: Udenrigspolitikken skal være fri og uafBAGGRUND >>> 62 | UDENRIGS 3 | 2014 hængig, fremme den nationale interesse og bidrage til opretholdelse af international fred og stabilitet. Men selvom al politik som bekendt i udgangspunktet er lokal, vil der formentlig komme forandringer – i første omgang i den indbyrdes rangordning af de tre grundprincipper. Men den overordnede ambition fastholdes: Indonesien skal føre en fri og uafhængig udenrigspolitik, der gør Sydøstasiens største land i stand til at navigere uafhængigt mellem stormagtsinteresser og alliancer i til tider turbulente internationale farvande. “At ro mellem to koralrev” som Indonesiens første vicepræsident og senere premierminister Mohammad Hatta rammende udtrykte det i 1948, og som kom til udtryk i den aktive indonesiske rolle i det alliancefri samarbejde, NAM. Hattas reference til den dengang voksende polarisering mellem USA og Sovjetunionen har fundet hyppig anvendelse i de senere år i lyset af Kinas opstigning og de deraf følgende nye globale magtstrukturer. Alligevel vil man se en mere assertiv udenrigspolitik, både regionalt og globalt. Allerede i sin indsættelsestale understregede Jokowi, at Indonesien på hans vagt skulle genfinde sin rolle som maritim stormagt. Visionen er bred og handler især om vækst, sammenhængskraft og ‘connectivity’ på tværs af de 5.500 km mellem Banda Aceh i vest og Papua i øst, men det handler også om territoriel integritet og fiskerihåndhævelse. Det sidste meget håndgribeligt. Ulovligt fiskeri koster hvert år Indonesien 2 mia. dollar, og efter få uger bag roret viste Jokowi-regeringen, at der er alvor bag ordene: Vietnamesiske, thailandske og malaysiske både, der fiskede ulovligt i indonesisk farvand, blev pågrebet, stukket i brand og sendt til havets bund. Og ingen er fredet. Kinesiske fartøjer er også blevet tilbageholdt, og en bilateral fiskeriaftale med Beijing er ophævet. De territoriale stridigheder i det Sydkinesiske Hav bliver ikke nævnt eksplicit, men regeringens intention om at tredoble forsvarsbudgettet over de næste år afslører, BAGGRUND at Jakarta generelt tænker regionalt og ser et behov for flere militære kapabiliteter. Det er næppe tvivl om at bag Jokowis afslappede og ydmyge facade findes en leder med kontante holdninger. Opgøret med ulovligt fiskeri er et eksempel. Større opmærksomhed fik eksekveringen af dødsstraf for 6 narkodømte fanger i januar, herunder en hollandsk statsborger. Det siger noget om instinkterne i den nye ledelse. Samtidig er det udtryk for logikken om, at det er vigtigt at skabe barrierer mod udefrakommende trusler. Uanset om de er politiske, kommercielle eller narkorelaterede. Kontinuitet med nuanceforskelle Dermed er kimen til en ‘Jokowi-doktrin’ måske allerede lagt. En udenrigspolitik, der erstatter Yuhoyonos meget anvendte doktrin om “tusind venner, ingen fjender” med en mere rationelt baseret kalkule: En resultatorienteret udenrigspolitik, der sætter folket og måske mere end noget andet økonomien i centrum. I Jakarta er vittigheden af samme grund, at Jokowis udenrigspolitiske doktrin nu går på: “What’s in it for me?”. Uanset Jokowis udenrigspolitiske ambitioner måtte han blot få uger inde i regeringsperioden igennem lidt af en international ilddåb: En 6-dages Asien-rundrejse til Beijing, Naipyitaw og Brisbane, der bød på hele fire topmøder i form af APEC, ASEAN, East Asia Summit og G20. Det lækkedes hurtigt, at Jokowi meget længe overvejede at udeblive fra det eksklusive selskab i G20. Det siger en hel del om hans udenrigspolitiske instinkter. Rejsen bød også på de første bilaterale møder med fire af hans måske vigtigste kolleger: Xi, Obama, Abe og Abbott. “There is no second chance for first impressions” er et grundvilkår i international diplomati. Det gjaldt i den grad også for Jokowi, der havde følgeskab af en stor skare indonesiske medier ivrige efter at dokumentere præsidentens første skridt på de internationale bonede gulve. UDENRIGS 3 Den generelle vurdering er, at Jokowi leverede varen og var en ombejlet herre. Men også at han bevarede integriteten og ikke var bleg for at tale lige ud af posen. Over for Xi skal Jokowi have krævet en større rolle for Indonesien i den nye Asiatiske Infrastruktur Investeringsbank (AIIB) bl.a. i kraft af forslag om at placere bankens hovedsæde i Jakarta. Indonesien planlægger over de næste fire år at bidrage med lidt over 400 millioner dollar til bankens kapitalbeholdning. Jokowi inviterede også flere kinesiske statsejede virksomheder til at tage del i konstruktionen af havne, jernbaner og betalingsveje i Indonesien. Over for Obama skal Jokowi have presset på for at få hævet de amerikanske importrestriktioner på palmeolie. Til gengæld understregede Jokowi, at også hans administration ser med den største alvor på Islamisk Stat og dens tiltrækning på en hel generation af unge frustrerede muslimer, der lader sig indfange af radikaliserede islamister. Selvom Indonesiens officielle andel af ‘foreign fighters’ er forholdsvis lav (med streg under officielle), garanterede Jokowi, at hans IS-politik ville være nøjagtig så kompromisløs som under forgængeren. Et vigtigt signal fra lederen af landet med verdens største muslimske befolkning. Det blev naturligvis også bemærket, at Jokowi under APEC-middagen var placeret mellem Obama og Xi. En symbolsk gestus med mange facetter. På den ene side Indonesiens voksende økonomiske og politiske vægt i regionen. Men på den anden side også en anerkendelse af Indonesiens ønske om at være magten i midten. En international brobygger og den gyldne middelvej. Fra værten Xi var det formentlig også en høflig gestus over for sin nye kollega, der bliver en nøgleperson i håndteringen af den vigtige, men ofte sensitive samarbejdsrelation mellem Kina og naboerne i den Sydøstasiatiske samarbejdsorganisation ASEAN. Men uanset om man hedder Obama eller Xi, hvis man vil sidde til bords med Indonesien, kommer det med en be- | 2014 | 63 tydelig kuvertpris. Det er i hvert fald det budskab som Jokowi, Retno og holdet omkring dem gerne vil sende. ASEAN-drivkraft Som det største og vigtigste ASEAN-land vil Indonesien fortsat være drivkraft i ASEANsamarbejdet. Ikke desto mindre har præsident Jokowi siden sin tiltrædelse været fåmælt om sin ASEAN-vision. I kredsen omkring ham forsikrer alle, at Indonesiens ASEAN-engagement naturligvis er uændret. Men som på andre politikområder vil Jokowi kontinuerligt spørge sig selv, om udviklingen er i Indonesiens snævre interesse. Jakarta vil derfor nøje vurdere, om hvert enkelt skridt i ASEAN-integrationen tjener indonesiske interesser: Jokowi ønsker ikke integration for integrationens skyld. Der skal være økonomiske fordele for at opnå hans opbakning og lederskab. Derfor er det sandsynligt, at Indonesien vil udøve et selektivt lederskab – formentlig med større appetit på dele af den politisk og udenrigspolitiske dagsorden end på det økonomiske og handelsmæssige område. Planerne om at realisere ASEAN Økonomisk Fællesskab inden udgangen af 2015, herunder de første trin mod et egentligt indre marked, er i indonesisk tænkning derfor ikke kun lutter potentiale. Ganske vist vil en liberalisering af markedsadgangen give indonesiske producenter nye muligheder for at nå ud til 600 milioner forbrugere. Bagsiden af medaljen er dog, at udenlandske virksomheder med produktion i ét ASEAN-land vil kunne eksportere toldfrit til andre lande i regionen. Det sidste er regeringen i Indonesien meget bevidst om. Den protektionistiske lovgivning kan med andre ord blive udfordret af et AEC, der kan lette adgangen til det lukrative marked med de 250 millioner indonesere. Den politiske virkelighed fik for nylig en fremtrædende indonesisk embedsmand til at udtale, at Indonesien fortsat betragter ASEAN som en trussel snarere end en muBAGGRUND >>> 64 | UDENRIGS 3 | 2014 lighed. Konsekvensen har været en politik, som hidtil har været fodslæbende. Indtil videre er der ikke meget, der tyder på, at præsident Jokowi vil ændre kursen. Det betyder formentlig, at Indonesien under radarskærmen vil fastholde en differentieret politik, hvor man på en række politiske områder vil advokere for øget ASEAN-integration, mens man på det økonomiske område vil agere påpasseligt af frygt for at ’frigive’ adgangen til et hjemligt marked, der er hjørnestenen i den robuste, men også indadvendte indonesiske økonomi. Danmarks muligheder Jokowi beskriver selv sin stil som ‘blanblakan’ diplomati – javanesisk slang for at være direkte. De andre statsledere kan formentlig godt begynde at vende sig til spørgsmålet: What’s in it for me? Det kom også til udtryk i Jokowis udtalelser til pressen efter APEC-topmødet: “Vi vil ikke partout indgå i drøftelser om frihandelsaftaler. Vi vil ikke åbne op, uden at vi får noget ud af det”. I det citat kommer Jokowis udenrigspolitiske intuition måske allerbedst til udtryk. Det er et varsel om, hvad vi kan vente fra Indonesien i årene under den merkantile præsident. Indonesiens snævre nationale interesse vil på den globale scene være et klart og legitimt udgangspunkt for den nye regering. Partnerskaber vil blive hilst velkommen, hvis de vel at mærke gavner Indonesien entydigt. Det betyder også, at BAGGRUND man ikke er ‘i seng’ med bestemte lande: De lande, der giver den bedste ‘deal’, vil blive favoriseret. Det gør alle, der ønsker et tættere bilateralt samarbejde med Indonesien, klogt i at huske på. Uanset, om man ønsker et tættere politisk, økonomisk eller kommercielt samarbejde. Paradoksalt giver det et land som Danmark rigtig gode muligheder. Indonesien og Jokowi har brug for teknologioverførsel og moderne løsninger på en hel række konkrete udfordringer. Her kan en kombination af en tættere og dybere politisk relation, udvidet myndighedssamarbejde og øget samhandel gøre os til en interessant og attraktiv partner – både på den hjemlige bane og i international sammenhæng. Udviklingssamarbejdet inden for miljø, energi og klima giver os en naturlig platform på det grønne område, og som førende søfartsnation er Danmark en stærk partner i indfrielsen af de maritime ambitioner. Danmarks støtte til bekæmpelse af korruption, fremme af menneskerettigheder og opbygning af et aktivt civilsamfund er med til at konsolidere det livlige og unge demokrati, som indoneserne selv er så stolte over. Selvom Indonesien længe har ligget i skyggen af ikke mindst Kina, er der ingen tvivl om, at landet under Jokowis ledelse i stigende grad vil blive en regional og global sværvægter. Det giver nye muligheder for dem, der vil sidde med til bords i et gensidigt frugtbart partnerskab. Det skal vi i Danmark have et større blik for. UDENRIGS 3 | 2014 | 65 Det Syd- og Østkinesiske Hav er i centrum for en ny verdensorden Af Liselotte Odgaard Trods mindre åbninger i forholdet mellem Kina og Japan vil spændingerne i Det Syd- og Østkinesiske Hav fortsætte med at være centrale konfliktlinier i den nye verdensorden i mange år fremover. I april 2012 opbragte den filippinske flåde otte kinesiske fiskefartøjer i nærheden af Scarborough Shoal, et klipperev i Det Sydkinesiske Hav 220 kilometer fra den filippinske kyst. Såvel Kina som Filippinerne gør suverænitetskrav gældende over Scarborough Shoal. Den filippinske besætning havde til hensigt at arrestere de kinesiske fiskere med argumenter om ulovligt fiskeri. Som svar herpå blokerede to kinesiske patruljefartøjer indgangen til klipperevet for at forhindre, at de kinesiske fiskere blev arresteret. Styrkeprøven varede to måneder. Herefter forlod den filippinske flåde området og efterlod det under kinesisk kontrol. Kina har siden afvist at deltage i en international domstol som Filippinerne har anmodet om oprettelse af. Filippinerne håber at få en folkeretlig afgørelse af den bilaterale strid med Kina om retten til suverænitet og ressourcer i Det Sydkinesiske Hav. I september 2012 købte den japanske regering tre ud af fem øer i Diaoyu/Senkaku øgruppen i Det Østkinesiske Hav. Både Kina og Japan gør suverænitetskrav gældende over øgruppen. Øerne blev oprindeligt købt af en privat japansk statsborger, der hævdede at være deres ejer. I månederne op til købet havde Japan varskoet Kina om købet i forsøget på at overbevise den kinesiske regering om, at Japans hensigt med købet var at bevare stabiliteten i området og undgå, at private borgere bidrager til at øge konfliktniveauet med uforudsete handlinger. USA advarede den japanske premierminister Abe om, at købet kunne udløse en krise i forholdet til Kina og opfordrede til at afstå fra handlen. Japan valgte imidlertid at købe øerne. I første omgang reagerede Kina med at protestere over for den japanske regering og med at chikanere japanske forretningsfolk i Kina. Siden da har Kinas kystbevogtning optrappet patruljeringen i farvandet omkring Diaoyu/ Senkaku øerne. Begge lande betragter området som sit territorialfarvand. I 2011 gennemførte Kina to patruljeringer i farvan- Liselotte Odgaard er lektor ved Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet. Hun har udgivet adskillige artikler, redigeret bøger og tre monografier om sikkerhed i Asien-Stillehavsområdet, Kinas >>> voksende betydning i international politik og strategisk teori og praksis. BAGGRUND 66 | UDENRIGS 3 | 2014 FOTO: LA(PHOT) KEITH MORGAN/MOD, VIA WIKIMEDIA COMMONS det. I 2013 var antallet oppe på næsten 200. Kina har dermed etableret en semi-permanent maritim tilstedeværelse i området omkring øerne. Med over 300 overflyvninger med kampfly i 2013 gennemførte Japan en tæt overvågning af den kinesiske tilstedeværelse og brugte medierne til at bringe kinesernes aktiviteter i Det Østkinesiske Hav til offentlighedens kendskab. Kina er i USA og blandt USA’s allierede i Europa og Asien blevet mødt med almen fordømmelse af sin adfærd i Det Syd- og Østkinesiske Hav. Kina kritiseres for at foretage illegale brud på retten til uhindret gennemsejling og overflyvning af internationalt farvand og luftrum og for at forbryde sig mod nabolandes suveræne rettigheder i området. I denne artikel argumenterer jeg for, at konflikterne i Kinas maritime nabolag er vigtige, fordi Kinas og det amerikanske alliancesystems vitale strategiske interesser BAGGRUND og opfattelser af ret og pligt i suverænitetsspørgsmål støder sammen. Udviklingen i dette område er central for definitionen af spillereglerne i fremtidens globale orden. I takt med, at Kina får økonomiske og militære ressourcer til at håndhæve, hvad Kina opfatter som sine suveræne rettigheder og sikkerhedsbehov i Det Syd- og Østkinesiske Hav, øges konfliktniveauet med nabostaterne og med USA. Kinas omgivelser accepterer ikke godvilligt, at en øget kinesisk tilstedeværelse indskrænker deres rettigheder og handlefrihed. Kinas interesser Kina har adskillige interesser i sit maritime nabolag mod syd og øst. Området er blandt andet rigt på olie og gas samt mineraler og fisk. Olie- og gasreserverne i området er ukendte. Selv om omfanget var kendt, ville de fleste forekomster efter alt at dømme UDENRIGS 3 være for dyre at udvinde. Derimod har fiskeressourcerne voksende betydning. Det skyldes et stigende behov for animalsk protein i takt med, at Sydøstasiens befolkning vokser, og at den kinesiske middelklasse bliver større og større. Det Syd- og Østkinesiske Hav rummer også nogle af verdens mest trafikerede vandveje. Et af de vigtigste i verden er Malacca Strædet, der forbinder Det Indiske Ocean og Stillehavet. Cirka en fjerdedel af verdenshandlen passerer gennem Malacca Strædet, herunder blandt andet hovedparten af Kinas industriprodukter til eksport og Mellemøstens olieeksport til Fjernøsten. Kinas strategiske interesser i Det Syd- og Østkinesiske Hav er vigtige, fordi disse farvande udgør den maritime port til Det Indiske Ocean og Stillehavet. Kina føler sig truet af det amerikanske alliancesystem, som ironisk nok i dag står allerstærkest i Kinas maritime nærområde. Kinas reaktion herpå er at arbejde på at optrappe sin tilstedeværelse i området med henblik på at øge sin indflydelsessfære og trænge det maritimt baserede amerikanske alliancesystem tilbage. Kinas flådebase på Hainan, som er Kinas sydligste provins, omfatter en ubådsbase og udgør et administrativt og strategisk center for Kinas interesser i Det Sydkinesiske Hav. Woody Island, som er den største ø i Paracellerne i Det Sydkinesiske Hav, er den vigtigste kinesiske forpost i området og omfatter en opgraderet landingsbane og en garnison på størrelse med en division. Qingdao i den østlige Shandong provins er hjemsted for Kinas Nordsøflåde og for Kinas første hangarskib Liaoning. Det blev flyttet hertil i 2013, formentlig som følge af det forøgede spændingsniveau i Det Østkinesiske Hav. Hangarskibet er kontrolleret direkte af Kinas Centrale Militærkommission, der har Præsident Xi Jinping som formand. Nogle af Kinas aktiviteter kan ses som en afprøvning af det amerikanske alliancesystem. Et eksempel er Liaonings trænings- | 2014 | 67 deployering i Det Sydkinesiske Hav i 2013, som USA overvågede fra sin missilbevæbnede krydser USS Cowpens. Den amerikanske krydsers overvågning af begivenhederne fik den kinesiske flåde til at sende et af hangarskibets følgeskibe af sted for at blokere for krydserens adgang til øvelsesområdet. Mødet mellem de to fartøjer var tæt på at ende i en kollision. Kinas adfærd sender signaler om, at Kina betragter området som kinesisk, mens USA signalerer, at området betragtes som internationalt farvand. Efterfølgende har forløbet derfor været præget af gensidige beskyldninger om uansvarlig adfærd. Et andet eksempel er Kinas annoncering af en luftforsvarsidentifikationszone (ADIZ) i Det Østkinesiske Hav i november 2013. Kinas ADIZ overlapper med den eksisterende japanske ADIZ. Begge zoner omfatter Diaoyu/Senkaku øerne. Luftforsvarsidentifikationszonen indvarsler, at Kina dublerer sin adfærd til søs med en tilsvarende i luften i den forstand, at Kina har til hensigt at patruljere luftrummet over Diaoyu/Senkaku øerne. Umiddelbart efter Kinas annoncering overfløj USA Diaoyu/ Senkaku øgruppen med to B-52 bombefly uden at varsko Kina. USA fløj igennem området på trods af Beijings forudgående erklæring om at ville udøve effektiv kontrol i zonen. Kina valgte ikke at reagere på USA’s handling, hvorved yderligere destabilisering i området blev undgået. Kina, USA og Japan har efterfølgende fortsat spillet om rettighederne i luftrummet med løbende uanmeldte overflyvninger med tilhørende fare for kollisioner. Fædrelandsvisionen Kinas langsigtede ambition i Det Syd- og Østkinesiske Hav er at genskabe, hvad Kina opfatter som sit historiske kinesiske fædreland. Vestlige stormagters og Japans undertvingelse af det kinesiske kejserrige i anden halvdel af det 19. århundrede blev fulgt op af et japansk forsøg på at etablere et imperium BAGGRUND >>> 68 | UDENRIGS 3 | 2014 i Asien i første halvdel af det 20. århundrede. I denne periode invaderede Japan store dele af Asien. Ved den lejlighed blev også øer i Det Syd- og Østkinesiske Hav besat. I nogle tilfælde skete det blot ved, at japanske soldater satte flag op på øerne for at demonstrere effektiv kontrol efter vestlige regler for suverænitetshåndhævelse. Kina anerkender ikke denne form for japansk suverænitetshåndhævelse. Kina hævder, at der dengang gjaldt andre regler for suverænitet i Asien, som ikke havde noget med effektiv territoriel kontrol at gøre. I stedet blev suverænitet opnået gennem symbolsk anerkendelse af kejserens overherredømme, uden at der nødvendigvis var tale om permanent fysisk kinesisk tilstedeværelse i et geografisk område. Desuden hævder Kina, at Cairo-erklæringen fra 1943 mellem USA, Storbritannien og Kina indeholder en anerkendelse af Kinas suverænitet over Det Sydkinesiske Hav samt Diaoyu/Senkakuøerne i Det Østkinesiske Hav. Denne fortolkning hviler på erklæringens krav om, at Japan som den besejrede magt skulle forlade alle besatte områder. Rekonstruktionen af det kinesiske fædreland, som det så ud, før fremmede magter undertvang det kinesiske kejserrige, er en følelsesladet aspiration. Den er i den brede kinesiske befolkning forbundet med troen på, at kinesisk storhed vil blive genskabt med historisk nødvendighed. Med den vil retfærdigheden ske fyldest, i hvert fald sådan som flertallet af kineserne definerer retfærdighed. Imidlertid er der tale om en vision, som ikke nødvendigvis nogensinde realiseres. Den kan minde lidt om USA’s vision om at udbrede liberalt demokrati i hele verden. Den påvirker ganske vist Washingtons udenrigsog forsvarspolitik, men den er sjældent øverst på dagsordenen i den mere praktiske politiske og strategiske planlægning. Det er ikke realistisk at gennemføre visionen inden for en overskuelig fremtid, og desuden kommer den på tværs af andre nationale interesser. BAGGRUND I lighed hermed har Kina ikke mulighed for at realisere visionen om fædrelandet inden for en overskuelig tidshorisont. Desuden kommer denne vision på tværs af mere presserende nationale interesser, først og fremmest enorme indenrigspolitiske udfordringer, som for eksempel voksende social, økonomisk og etnisk ulighed, fødevaresikkerhed, luftforurening, korruption og et utilstrækkeligt sundhedsvæsen, for bare at nævne nogle eksempler. Disse udfordringer betyder, at Kina har behov for stabilitet og godt naboskab i nærområdet og samarbejdsrelationer til USA på trods af fundamentale interessekonflikter. Men konflikterne med USA om centrale spørgsmål som for eksempel verdensordenens indretning, Taiwans status, USA’s ret til overvågning af Kina op til 12 sømil fra kystlinjen, reguleringen af cyberspace, rummet og international handel og det internationale finansielle systems indretning og prioriteringer betyder også, at Kina prioriterer at skubbe det amerikanske alliancesystem væk fra Kinas territorium. Alliancesystemet bliver opfattet som en trussel mod Kinas sikkerhed. Det er også grunden til, at Kina har en stadig tættere udenrigs- og sikkerhedspolitisk koordination med Rusland. Begge lande forsøger at skubbe, hvad der opfattes som et truende amerikansk alliancesystem, væk fra deres territorium og kystlinje og øge deres indflydelse i henholdsvis det postsovjetiske og asiatiske nærområde. Kinas rolle Denne grundlæggende målsætning ændrer sig ikke på trods af midlertidigt tøvejr i relationerne, som for eksempel i forbindelse med APEC-topmødet i november 2014. Her blev Kina og Japan enige om at være uenige om, at de indtager forskellige standpunkter i spørgsmålet om de forøgede spændinger i området omkring Diaoyu/Senkaku øerne i de senere år. Desuden blev Beijing og Tokyo enige om at genopta- UDENRIGS 3 ge dialog og konsultationer med henblik på at forhindre, at situationen forværres. Et realistisk scenario for en sådan dialog vil være aftaler om fundamentale krisestyringsmekanismer. Det kan for eksempel være koordination af sejl- og flyruter og tidspunkter med henblik på at undgå uforudsete hændelser i lighed med, hvad USA og Kina blev enige om at udforme i forbindelse med APEC topmødet. Den type aftaler kan forhindre uønsket konflikteskalering på grund af misforståelser mellem fartøjer og fly, der færdes i området. Det kan også være, at vi bliver vidne til en midlertidig nedgang i antallet af patruljeringer. I Sydøstasien har Kina et mere solidt institutionelt samarbejde, der bidrager til regional stabilitet. Kina har for længst accepteret, at institutionen Association of South-East Asian Nations (ASEAN) definerer spillereglerne for adfærd i Sydøstasien. Det skete allerede i 2003 med Kinas underskrivelse af ASEANs Traktat for Venskab og Samarbejde (TAC). Siden da er relationerne blevet udbygget til et ganske omfattende økonomisk og politisk samarbejde. Men disse mere positive sider af Kinas forhold til sine naboer løser ikke de fundamentale uoverensstemmelser, der får Kina til at fastholde det langsigtede mål om at øge sin tilstedeværelse i sit maritime nærområde i Det Syd- og Østkinesiske Hav. Disse interessekonflikter betyder også, at ASEAN reelt har udspillet sin rolle som leverandør af platforme for dialog med henblik på at holde spændingsniveauet nede mellem de asiatiske stormagter. Der holdes stadig møder, men de har ingen effekt på stabilitet og sikkerhed i de væsentligste konflikter i Asien, som for eksempel de maritime konflikter. Kina er i sin egen selvforståelse et ledende udviklingsland. Beijing samarbejder i egenskab heraf med ikke-vestlige strategiske partnere over hele verden for at revidere den eksisterende verdensorden. Redskabet er gradvis forandring, således at verdensordenen bedre passer til kinesiske interesser | 2014 | 69 såvel som til udviklingslandenes interesser. Kina har indset, at det ikke nytter noget at forsøge at ændre i spillereglerne for adfærd på egen hånd. Derfor lægger Kina vægt på legitimitet via samarbejde med andre stater med udgangspunkt i FN-pagten. Kina har sammenlignet med Vesten en anden fortolkning af, hvilke principper der er fundamentale, og hvordan disse principper skal implementeres, og det er de ikke alene om. Kina samarbejder om at fremme sin forståelse af, hvordan globale problemer skal håndteres med udviklingslande i ikke-vestlige institutioner. De tæller for eksempel BRICS, der omfatter medlemslandene Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika, og Shanghai Cooperation Organization (SCO), der foruden Kina omfatter Rusland og Centralasien. Kinas etablering af den Asiatiske Infrastruktur Investerings Bank (AIIB) i 2014 og invitationer til Sydkorea, Singapore og Australien om at blive medlemmer er endnu et eksempel på, at Kinas øgede indflydelse indebærer revisioner i den måde, den eksisterende verdensorden fungerer på. USA har kritiseret Kinas tiltag til at oprette banken, der kan opfattes som en konkurrent til eksisterende institutioner som Verdensbanken (IBRD) og Den International Valutafond (IMF). Washingtons kritik samt en ophedet debat i Australien, der endte med beslutningen om indtil videre ikke at acceptere medlemskab, er eksempler på, at Vesten anført af USA modarbejder Kinas tiltag for at ændre på spillereglerne såvel globalt som regionalt. Ændring af status quo Kinas strategi i sit maritime nærområde minder om landets øvrige tiltag til politisk forandring i den forstand, at Kina søger gradvist at ændre på status quo uden at bruge militær magt eller aggression, der kan berettige til et militært modsvar. Ideelt set håber Kina, at bestræbelserne munder ud i en situation, hvor Kina og nabostaterne i Det BAGGRUND >>> 70 | UDENRIGS 3 | 2014 Syd- og Østkinesiske Hav samt USA sameksisterer i området på grundlag af enighed om at være uenige om det folkeretlige grundlag for deres tilstedeværelse samt hvilke rettigheder og pligter, der følger heraf. Målet er, at dette sker, uden at denne uenighed forhindrer udenrigs- og sikkerhedspolitisk koordination og samarbejde. Forhandlinger om suverænitetsstridigheder udskydes på ubestemt dato, og der åbnes op for bilateralt samarbejde om for eksempel fælles ressourceudnyttelse. Disse målsætninger forsøger Kina at imødekomme ved at ændre på den regionale magtbalance og ved at arbejde på, at Kinas syn på ret og rimelig adfærd bliver betragtet som legitimt af andre stater. Et instrument til at ændre på magtbalancen er at råde over effektive instrumenter til at håndhæve lov og orden. Kina har gradvist fået flere og flere patruljefartøjer under civil administrativ kontrol for at kunne opretholde en betydelig permanent tilstedeværelse i Det Syd- og Østkinesiske Hav. Kina har annonceret planer om at bygge 36 fartøjer til brug for lov- og ordenshåndhævelse i løbet af de kommende år. Desuden inkorporeres yderligere 11 oplagte fartøjer fra den kinesiske flåde, efter at deres tunge bevæbning er blevet fjernet. For bedre at sikre den centrale styring af Kinas civile maritime ordenshåndhævelse oprettede Kina i 2013 den Maritime Politiafdeling (MPB). Afdelingens opgave er at føre kontrol med kinesisk kystbevogtning. Sammen med Statens Søfartsadministration (SOA) er det hensigten, at den Maritime Politiafdeling skal levere en samlet ledelse af Kinas mange paramilitære og civile maritime styrker. Hermed forsøger Kina at effektivisere koordinationen mellem enhederne og at sørge for, at alle følger de samme spilleregler til søs. Disse tiltag er med til at sikre, at Kina kan forøge sin tilstedeværelse i Det Syd- og Østkinesiske Hav. Samtidig signalerer Beijing med vægten på civile frem for militære institutioner ikke-aggression BAGGRUND og opfordrer til konfliktløsning med fredelige midler. Flåden bruges som en sidste udvej i tilfælde, hvor kinesiske og andre landes skibe og fly er på vej ud i konfliktsituationer med risiko for magtanvendelse. Et andet instrument til at ændre på magtbalancen er at demonstrere vilje til at imødegå krænkelser af Kinas suverænitetskrav og territorielle integritet. Et eksempel er Kinas reaktion på USA’s fortsatte overvågning af Kina op til 12 sømil fra den kinesiske grænse trods kinesiske krav om, at praksis ændres. Kinas standpunkt er, at militære fartøjer skal have tilladelse til gennemsejling inden for 200 sømil fra et lands kystlinje. Indenfor 200 sømil grænsen kan et land erklære en eksklusiv økonomisk zone. Den giver i den gængse folkeretlige fortolkning, som USA håndhæver, råderetten over maritime ressourcer i området, mens andre landes ret til gennemsejling og overflyvning bevares på linje med reglerne for internationalt farvand. I 2013 begyndte Kina at svare igen på USA’s insisteren på at fortsætte den tætte overvågning af Kinas kyst med lejlighedsvis overvågning af USA’s kystlinje i Stillehavet ved Guam og Hawaii inden for 200 sømil grænsen. Kinas overvågning er i en meget mindre målestok end USA’s og vil kun langsomt blive udvidet, da Kina langt fra kan matche USA’s overvågningsevne. Ikke desto mindre signalerer Kinas tiltag Beijing’s utilfredshed med, hvad Kina opfatter som alvorlige krænkelser af Kinas ret til at kontrollere sit maritime nærområde. Et tredje instrument til at ændre på magtbalancen er at kommunikere Kinas beslutsomhed og militære formåen til de modtagere, som skal afskrækkes. Det kinesiske hangarskib Liaonings rejse gennem Det Sydkinesiske Hav i 2013 var en fremvisning i, hvor langt Kina er kommet i udnyttelsen af det nye fartøj. Kina gennemførte øvelser i en kampgruppeformation bestående af 12 skibe. Hangarskibsgruppen fik øvet sig langt fra Kinas kystlinje på kamplignende vilkår. UDENRIGS 3 | 2014 | 71 Kinas bestræbelser på at forøge sin legitimitet i omgivelsernes øjne hviler på argumenter om historisk tilstedeværelse samt effektiv kontrol FOTO: PROJECT SYNDICATE, 2015 Desuden udførte Kina øvelser i måludpegning, og deltagerne afprøvede kommunikations- og navigationsevnerne samt de meteorologiske støttefunktioner. Endelig afholdt Kina øvelser i flykontrol med såvel jagerbombere som kampfly, og de fik afprøvet grundlæggende logistiske helikopterfunktioner. Med i øvelserne var flådens vigtigste fly, nemlig jagerbomberen Xian JH-7, det landbaserede kampfly J-11 samt en ny version af AVIC helikopteren. Denne type øvelser afholdes ikke så meget af træningshensyn, men mindst lige så meget med henblik på afskrækkelse af omverdenen. Øvelsen havde til formål at kommunikere, at Kina har meget kapable militære styrker, der kan bruges i tilfælde af udfordringer mod Kinas suverænitetskrav i det maritime nærområde. Legitimitet Kinas bestræbelser på at forøge sin legitimitet i omgivelsernes øjne hviler på argumenter om historisk tilstedeværelse samt effektiv kontrol. Efter Kinas opfattelse er argumenterne baseret på en legitim fortolkning af FN-systemets regler. Kinas historiske argumenter er blevet beskrevet som et udtryk for, at landets imperiale fortid kaster sine skygger ind over nutidens adfærd uden tanke for gængse folkeretlige principper. Beskyldningerne har bidraget til den opfattelse, at Kina forsøger at tryne sine naboer med ublu krav om ret til territorium og maritime zoner langt fra Kinas kyst, og at Kina i det spil agerer aggressivt og uden hensyntagen til nabolandenes interesser. I erkendelse af, at omgivelserne ikke er positivt stemt over for de historiske argumenter, bruger Kina stadig flere ressourcer på at demonstrere effektiv kontrol i de områder, som Kina gør krav på. Kinas effektive kontrol forøges i takt med, at evnen til at operere langt fra Kinas kyster er vokset. I Det Sydkinesiske Hav har Kina længe fulgt denne strategi. Den tog fart i 1974 og igen i 1988. Dengang etablerede Kina via søslag med Vietnam en fysisk tilstedeværelse i øgrupperne i området. Kinas adfærd kan ses som en konsekvens af havretskonventionens tilblivelse i perioden fra 1958 til 1982. De nye regler gav kyststater samt stater med suverænitet over øer ret til maritime zoner som for eksempel eksklusive økonomiske zoner, der giver råderet over et områdes ressourcer. BAGGRUND >>> 72 | UDENRIGS 3 | 2014 Kinas effektive kontrol med øer over en årrække, hvoraf nogle er kunstigt fremstillede eller udbyggede øer, betyder, at Beijing kan demonstrere, at kinesiske krav om maritime zoner i Det Sydkinesiske Hav i udgangspunktet er lige så legitime som de øvrige sydøstasiatiske staters krav, eftersom de respekterer standardfortolkningen af FN-systemets regler. Indsatsen med effektiv kontrol blev forstærket i januar 2014 med vedtagelsen af regler, der kræver, at udenlandske fiskefartøjer søger Hainan-provinsen om tilladelse til fiskeri i Det Sydkinesiske Hav. Reglerne kom et år efter, at den kinesiske kystbevogtning havde fået officiel tilladelse til at opbringe fremmede fartøjer, der uden autorisation og angiveligt til fare for Kinas sikkerhed sejler ind i, hvad der betragtes som suverænt kinesisk territorium. I Det Østkinesiske Hav har Kina først for nylig indledt en lignende praksis, fordi Kina her står over for større udfordringer. Japan har den administrative kontrol med Diaoyu/Senkaku øerne og denne kontrol anerkendes af USA, om end USA ikke forholder sig til suverænitetsspørgsmålet. Det gør det langt mere risikabelt for Kina at udfordre Japan på dette punkt. Kinas etablering af luftforsvarsidentifikationszonen (ADIZ) i november 2013 over øerne er et eksempel på, at Kina begynder at etablere effektiv kontrol. I dette tilfælde sker det ved at kræve, at fly, der kommer ind i zonen, identificerer sig over for de kinesiske myndigheder. En delvis succes Indtil videre har Kina ikke håndhævet denne kontrol. Det skyldes blandt andet, at Kina skal bruge længere tid på at forrykke magtbalancen i forhold til det militært stærke Japan sammenlignet med de langt svagere sydøstasiatiske lande. Dertil kommer, at USA har været relativt offensiv med at imødegå Kinas adfærd i Det Østkinesiske Hav. Det understreges af, at BAGGRUND USA’s fly jævnligt bevidst flyver gennem zonen uden at identificere sig. Kinas maritime strategi er defensiv i den forstand, at den tager sigte på at afskrække andre stater fra at foretage krænkelser af Kinas suverænitetskrav. Desuden signalerer strategien ikke-aggression i den forstand, at Kina prioriterer andre instrumenter end traditionel militær magt. Militær magtanvendelse er en backup fremfor det primære virkemiddel. Endelig er Kinas strategi mere reaktiv end proaktiv i den forstand, at Kina forsøger at svare på andres provokationer frem for selv at initiere provokationer, der kan eskalere konflikterne. Beijing gør dette ved at efterligne andre staters tiltag, som for eksempel at erklære en luftforsvarsidentifikationszone på linje med Tokyo. Denne handling har til formål at forbedre Kinas relative magtposition, men uden at Beijing kan beskyldes for at være den initierende magt, der af egen drift ændrer på grundbetingelserne for interaktion i Det Syd- og Østkinesiske Hav. En væsentlig årsag til at Kina ender med at blive opfattet som aggressoren, selv om Kinas virkemidler typisk er reaktive og ikke overgår de øvrige staters provokationer, er, at Kina med sin globale sikkerheds- og udenrigspolitiske rolle kombineret med sin profil som ikke-vestligt udviklingsland fremstår som den mest tungtvejende aktør og en aktør, hvis målsætninger ofte kommer på tværs af nabolandenes nationale interesser. Kinas strategi har været en succes i den forstand, at det er lykkedes gradvist at forrykke magtbalancen til kinesisk fordel. Kina har efterhånden været en sydøstasiatisk stat i årtier. Kina har i praksis en permanent maritim civil og militær tilstedeværelse ved siden af de sydøstasiatiske stater og USA. I Det Østkinesiske Hav har Kina i de senere år etableret en semipermanent tilstedeværelse til søs og i luften, der ligeledes betyder, at Kina må forventes at blive i området sammen med Japan og USA. Især Sydøstasien, men også Japan, UDENRIGS 3 har problemer med at matche Kinas tilstedeværelse. Samtidig øges presset på dem såvel som på den kinesiske regering fra hjemlige nationalistiske kræfter for at forsvare sig mod, hvad der opfattes som angreb på legitime suverænitetskrav. Kina har endnu ikke opnået legitimitet i forhold til sine suverænitetskrav og sit forslag om at etablere koordination og samarbejde på grundlag af enighed om at være uenige. Legitimitet er alfa og omega for at opnå stabilitet i Det Syd- og Østkinesiske Hav, fordi det er udtryk for, at parterne i mindre grad ser hinanden som trusler. Som situationen er nu, betyder Kinas manglende legitimitet, at USA bliver endnu vigtigere for de sydøstasiatiske lande og Japan. De efterlyser en udbygning af USA’s sikkerhedsgarantier for at kunne beskytte sig mod, hvad de ser som en voksende kinesisk trussel. Udviklinger som for eksempel USA’s tilbagevenden til flådebasen Subic Bay i Filippinerne og styrkelsen af USA’s forsvarssamarbejde med Japan er tegn på, at USA bestræber sig på at imødekomme disse ønsker. På den anden side står det næppe til at ændre, at Kina lige så langsomt fortsætter med at udbygge sin effektive kontrol i området. Kina kan godt opnå forøget legitimitet. Imidlertid kræver det en generel hold- | 2014 | 73 ningsændring hos alle parter i retning af mere gennemsigtig adfærd, øget dialog og fremfor alt anerkendelse af, at forskellige fortolkninger af folkeretten kan respekteres, uden at FN-systemets evne til at skabe fred og stabilitet undermineres. En sådan accept af Kinas forslag om at være enige om at være uenige vil næppe vinde gehør i Washington eller i Asiens hovedstæder. Mødet i november 2014 mellem Kinas og Japans statsoverhoveder og de to parters anerkendelse af, at Kina og Japan har forskellige standpunkter på, hvorfor der er opstået spændinger i Det Østkinesiske Hav i de senere år, kan ses som en lille åbning i den retning. Men accept af væsensforskellige folkeretlige fortolkninger, der ændrer på den gængse forståelse af definitionen af og rettighederne i internationalt farvand, ligger næppe lige om hjørnet. Som følge heraf er der ikke for alvor udsigt til en adfærdsændring hos nogen af parterne. Derfor vil Det Syd- og Østkinesiske Hav fortsætte med at være centrale konfliktlinier i den nye verdensorden i mange år fremover. Tak til major Johannes Riber Nordby for kommentarer til en tidligere udgave af artiklen. Ansvaret for artiklen forbliver forfatterens alene. BAGGRUND 74 | UDENRIGS 3 | 2014 Muren i Berlin 1961-1989 Af Jan Jakob Floryan FOTO: PROJECT SYNDICATE, 2015 BAGGRUND UDENRIGS 3 Beretningen om Muren i Berlin er et skræmmende stykke verdenshistorie. I modsætning til de fleste andre mure af sin art skulle den holde folk inde bag den såkaldte Tyske Demokratiske Republik, DDR’s grænser, og det blev gjort med anvendelse af de mest uhyggelige metoder. Uden Muren kunne DDR ikke bestå, og kort efter dens fald gik landet da også i opløsning. Berlinmuren var et gigantisk, skræmmende, arkitektonisk, ingeniørmæssigt og politisk bygningsværk. Det var langt fra den eneste mur i historien. Romerne opførte mure for at holde barbarerne, fortrinsvis germanerne, borte; kineserne byggede deres mur for tilsvarende at værge sig for de centralasiatiske horder, og det middelalderlige Europas bymure havde den funktion at holde fremmede og fjender borte. Det enestående ved Berlinmuren er, at den skulle holde folk inde. Dens officielle navn var Den Antifascistiske Beskyttelsesvold, men det var kun den østtyske propaganda, der kaldte den det. Det var teknisk evident, at den vendte sine forsvarsværker indad, og intet værn var mod indtrængende udefra, og sådanne fandtes heller ikke. Til gengæld fandtes der hundredtusinder, der gerne ville ud, og nogle hundreder, der risikerede (og mistede) deres liv i forsøg på at komme det. Muren blev bygget på en nat – mellem den 12. og 13. august 1961, og den faldt på en aften – den 9. november 1989. I disse 28 år eksisterede Den Tyske Demokratiske Republik, DDR, i sin reneste form: Som et fængsel. Planerne om at lukke forbindelsen til Vesttyskland og Vestberlin og bure østtyskerne inde går tilbage til 1951. Det var allerede dengang klart for det østtyske re- | 2014 | 75 gerende parti Sozialistische Einheitspartei Deutschlands, SED, [Tysklands Socialistiske Enhedsparti], og dets førstesekretær Walter Ulbricht, at et sovjetsocialistisk regime ikke kunne eksistere side om side med en demokratisk stat, der oven i købet var af samme nation, uden vandtætte skotter imellem. Spændingerne mellem Vestmagterne og Sovjetunionen var tydelige på Potsdamkonferencen i august 1945 efter Tysklands betingelsesløse kapitulation den 7. maj 1945. Her begyndte Tysklands Stunde Null, Den Nulte Time. På konferencen blev det aftalt, at Tyskland og rigshovedstaden Berlin skulle deles op i henholdsvis fire zoner og fire sektorer. Der blev sat ord på spaltningen mellem Øst og Vest af den dengang forhenværende britiske premierminister Winston Churchill i hans berømte tale i Westminster College, Fulton, Missouri, USA, den 5. marts 1946: “A shadow has fallen upon the scenes so lately lighted by the Allied victory. […] From Stettin in the Baltic to Trieste in the Adriatic, an iron curtain has descended across the Continent. Behind that line lie all the capitals of the ancient states of Central and Eastern Europe: Warsaw, Berlin, Prague, Vienna, Budapest, Belgrade, Bucharest and Sofia”. Realpolitikeren og realisten Churchill så det, for han havde allerede set det komme under krigen og alliancen med Stalins Sovjetunionen. Imidlertid blev Churchills advarende ord fejet til side af den stærkt svækkede amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt, der mente, at hans britiske partner var forstokket og russofobisk. Så mens Churchill kendte til Gulag og terror, blev massemorderen Stalin til den hyggelige, piberygende Uncle Joe i den amerikanske propaganda. Få år senere blev amerikanerne klogere. Jan Jakob Floryan er cand.scient.pol. & art og tidligere udlandskorrespondent for DR i bl.a. Berlin. BAGGRUND >>> 76 | UDENRIGS 3 | 2014 I 1947 forbød Stalin de mellem- og østeuropæiske lande at modtage den amerikanske Marshall-hjælp Grænsen mellem den sovjetiske besættelseszone på den ene side og den amerikanske, britiske og franske zone på den anden begyndte skridt for skridt at blive lukket i 1947, så kun transitvejene, interzone-vejene, til Berlin var passable ved årets udgang – med behørige tilladelser – samt jernbaneforbindelserne og Mittellandkanal mellem Elben og Spree. Afskærmningen af Øst led imidlertid under en alvorlig mangel: Smuthullet Berlin. Ifølge Firemagtsaftalen skulle Berlin forblive samlet med fri bevægelighed mellem sektorerne. Vestberlin blev derfor kun afskåret fra sit opland dér, hvor byen grænsede op til den sovjetiske zone, det senere DDR, hvorimod adgangen til den sovjetiske sektor af byen forblev åben. Opdelingen af Berlin og Tyskland skred konsekvent frem. I 1946 blev det store tyske socialdemokrati i den sovjetiske zone tvunget til at forene sig med det langt mindre kommunistparti KPD. Året efter flygtede medlemmerne af Berlins styre valgt i Vestberlin fra rådhuset, som var kommet til at ligge i den sovjetiske sektor. Parallelt med opsplitningen af Berlin foretog Stalin et vigtigt træk, der skulle holde de netop erobrede lande i Mellemeuropa væk fra amerikansk indflydelse. I 1947 forbød Stalin de mellem- og østeuropæiske lande at modtage den amerikanske Marshall-hjælp. Hjælpeprogrammet blev anset for ‘imperialistisk’ og ‘antisovjetisk’ og som en videreførelse af præsident Harry Trumans doktrin fra 12. marts 1947; tre måneder før Blokaden: “Hvis man ikke viser ham [Stalin] en jernknytnæve og taler det kraftigste sprog, vil vi opleve en ny krig. Der er kun ét sprog, russerne forstår: Hvor mange divisioner har I? … Jeg har fået nok af at pakke sovjetterne ind i vat”. BAGGRUND Den forvaltningsmæssige opsplitning af Tyskland og Berlin fortsatte med de sovjetiske delegeredes udvandring fra Det Allierede Kontrolråd og dermed af det tilsvarende organ for Berlin, Komendatura, den 20. marts 1947. Valutareformen af 26. juni 1948 blev et afgørende brud mellem Øst og Vest. Den indførte D-Mark i Vest, hvilket omgående fik de sovjetiske militærmyndigheder til at indføre ‘ein Mark der DDR’ og til at ville udstrække den til Vestberlin. Det mislykkedes, for vestberlinerne tog kun imod D-Mark. Blokaden Dernæst begyndte de sovjetiske og østtyske myndigheder fra 1. april 1948 at chikanere trafikken til og fra Berlin. I juni 1948 besluttede Stalin sig for at blokere Vestberlin. Alle vej-, jernbane og kanalforbindelser gennem sovjetzonen blev afskåret, og natten mellem den 23. og 24. juni gik lyset ud i Vestberlin, fordi et storkraftværk i Østberlin lukkede for strømmen. De vestberlinske kraftværker havde svært ved at kompensere for udfaldet. Den 26. juni 1948 trådte den fulde blokade i kraft. Afskæringen af de vestlige sektorer var i strid med London-konferencerne i 1944 og 1945, hvor aftalen om Berlins firemagtsstatus blev indgået. Den skulle sikre millionbyens forsyning med levnedsmidler og råvarer til industrien. Det blev brudt med blokaden, men her forregnede sovjetsocialisterne sig, idet de slet ikke havde taget højde for Vestens teknologiske overlegenhed. Blokaden blev mødt med oprettelsen af Luftbrücke [Luftbroen], med amerikanske og britiske fly i en gigantisk logistisk operation. Den holdt Vestberlins 2,3 millioner indbyggere UDENRIGS 3 forsynede med alle livsfornødenheder og leverede råvarer til industrien. Blokaden blev ophævet den 12. maj 1949. D-Marken blev set som en grov provokation i Moskva og Østberlin, fordi den undergravede sovjetzonens i forvejen vaklende økonomi. I den østtyske propaganda, som f.eks. bogen Die DDR stellt sich vor [DDR præsenterer sig] udgivet så sent som i 1986 fremstilles sagen således: “Vestmagterne tilintetgjorde i juni 1948 den fælles firemagtsforvaltning af Storberlin, idet de retsstridigt udstrakte valutareformen fra de vesttyske besættelseszoner til at omfatte de vestlige sektorer af Berlin”. I udgangspunktet var kursen mellem de to mark 1:1, men det ændrede sig hurtigt. I Vest faldt østmarken over for D-Mark, og det gjorde den også på sortbørsen i Øst. Derfor begyndte DDR at indføre tvangsomveksling for vesterlændinge og afgifter for kørsel på interzone-vejene til Berlin. Færdselsbøder til vestlige bilister blev også en indtægtskilde. Til det sidste opretholdt DDR sin officielle vekselkurs. Mens Marshall-planen fik amerikanske penge til at strømme til det sønderbombede Vesttyskland (og Vesteuropa i det hele taget) indkrævede Sovjetunionen krigsskadeerstatninger, ‘reparationer’, i sin zone. Der var tale om demontage af fabrikker og fjernelse af det ene spor i dobbeltsporede jernbanestrækninger. I alt blev 460 virksomheder plyndret alene i Berlin i maj og juni 1945. Virksomheder, der fik lov til at fortsætte, blev pålagt at aflevere en betragtelig del af produktionen til Sovjetunionen. Alt i alt beløb ‘reparationerne’ sig til 34,7 milliarder Reichsmark (i 1944-priser), og det stod på frem til 1953. Udvider man begrebet krigsskadeerstatninger til også at omfatte ran af kunstgenstande, indkøb for røvede pengesedler, indkøb for pengesedler udstedt af besættelsesmagten og andet, bliver det samlede tal 66,4 mia. D-Mark beregnet efter den officielle kurs (1953) dvs. 1:1. I alt blev 26 pct. | 2014 | 77 af al industri i det sovjetisk kontrollerede østlige Tyskland demonteret og sendt til Sovjetunionen. Demontagen var en økonomisk skade oven i dem, krigen havde medført, og DDR forvandt den aldrig. Fri bevægelighed med restriktioner I 1948 gav vestmagterne tilsagn til oprettelsen af en vesttysk stat, og i 1949 var de to Tysklande oprettet. Delingen mellem Øst og Vest, Den Kolde Krig, fortsatte med grundlæggelsen i 1949 af Den Nordatlantiske Traktatorganisation, NATO. Vesttyskland blev optaget i NATO i 1954, hvilket sovjetstaterne så som udtryk for imperialisme, fascisme, revanchisme og onde hensigter under amerikansk paraply. Som modtræk oprettedes i 1955 Warszawa-pagten. Den frie bevægelighed i Berlin als Ganzes, det samlede Berlin, var fastlagt i Firemagtsaftalen. En ligefrem lukning af trafikken ind og ud af sovjetsektoren ville være en krænkelse af aftalen, og det var Sovjetunionen ikke parat til på daværende tidspunkt. Det blev imidlertid stadig vanskeligere at komme igennem fra øst. ‘Parti-agitatorer’ blev sendt ud til overgangsstederne for at argumentere og afholde folk fra at begive sig over på den kapitalistiske side. Ofte blev personer med bagage – potentielle flygtninge – standset og underkastet skarp toldkontrol og forhør. Folk fra provinsen blev ofte antastet i togene til Berlin, hvis agitatorerne fik mistanke om deres hensigter. Mange blev slet og ret sat af toget med besked på at rejse hjem igen. Men endnu kunne man komme over sektorgrænsen i Berlin, og omkring 2,5 millioner borgere forlod DDR frem til Murens bygning, heraf to tredjedele via Berlin. Østtysklands befolkningstal faldt fra lidt over 18,8 millioner til 16,4 millioner. Sjakren med Tyskland Som en kompensation for den åbne sektorgrænse lagde Ulbricht i 1952 en ring om Berlin for at hæmme østtyskernes adgang til den endnu åbne by. Langs de vestBAGGRUND >>> 78 | UDENRIGS 3 | 2014 lige sektorers grænse til den sovjetiske besættelseszone, DDR, kunne man indføre regelret grænsekontrol, og ved samme lejlighed blev det bestemt, at vestberlinere kun måtte besøge sovjetzonen/DDR med særlig tilladelse. Prøvede de på at forlade sovjetsektoren i Berlin, blev de standset. Det var en nødforanstaltning fra DDRregimets side for at standse ‘blødningen’ gennem Berlin. Stalin var tilbageholdende med at gøre noget ved Berlin eller Tyskland i det hele taget. Hans plan var at bruge en tysk samling til at opnå et Tyskland neutralt, demilitariseret og ‘demokratisk’, d.v.s. med frit spil for kommunisterne. Derfor vakte indførelsen af D-Mark hans raseri, for det trak netop i modsat retning og ville gøre det vanskeligere at slå en handel af. Den hærdede stalinist Walter Ulbricht havde ret, da han samme år, som Ringen blev etableret, begyndte at lægge planer for en mur gennem Berlin til at indkapsle de tre vestlige sektorer, standse menneskestrømmen ud af den sovjetiske besættelseszone og sektor, tvinge de vestlige stormagter ud og på sigt kvæle den allierede del af byen. Han begyndte sit lobbyarbejde over for Kreml endnu i Stalins tid, men fik intet ud af det, eftersom den sovjetiske diktator stadig nærede helt andre planer for Tyskland, hvori den sovjetiske zone – Ulbrichts ‘stat’ – kun var en brik, der kunne sjakres med. Denne tysklandspolitiske linje blev fortsat af Khrusjtjov med et udspil til tysk forening i 1959 til stigende frustration for Ulbricht, der maste på for at få sin mur godkendt. For Ulbricht-staten var den afgørende, og i 1961 bar Ulbrichts tryglen, plagen og trusler frugt. For Ulbricht blev situationen i løbet af 1950’erne mere og mere uudholdelig. Modstanden mod regimet kulminerede i junidagene i 1953, da arbejderne på DDR’s prestigebyggeri i Stalin Allee (siden omdøbt til Karl Marx Allee) nedlagde arbejBAGGRUND det. Her var det SED-regimets trofasteste støtter, skulle man tro, nemlig bygningsarbejderne ved det prestigiøse byggeri, der gik forrest i protesterne og strejkerne. Anledningen var en forhøjelse af akkordsatserne uden tilsvarende lønstigning. Oprøret blev først slået ned af sovjetiske kampvogne. Officielle tal taler om 25 døde og 378 sårede. Sovjetiske militærdomstole afsagde 18 dødsdomme, der blev fuldbyrdet. Østtyske domstole afsagde tre dødsdomme, der også blev eksekveret. Skræmt som regimet var, gik det under efterfølgende forhandlinger med til markante forbedringer af arbejdernes vilkår. Ud over ringen om Berlin og agitatorerne kørte propagandaen i højeste gear og tordnede mod de mennesker, der smuttede ud af den sovjetiske sektor. De var dumme, fordi de lod sig indfange af vestlige menneskehandlere, de var kriminelle og i konflikt med den socialistiske retsstat eller også var de landsforrædere. Folk stemte med fødderne, og dog fandtes der ikke så få, som var loyale over for regimet. Regimets force var – i egen selvforståelse – marxismen-leninismen som “en videnskabeligt funderet og verificeret vej mod fred, velstand og retfærdighed for alle”. Den gjorde det muligt at udlede og efterleve objektive love om samfundsudviklingen. Om den ideologiske abrakadabra appellerede til ret mange, er uvist, men sikkert er det, at mange især ældre østtyskere med fortid på den tyske venstrefløj i mellemkrigstiden så DDR som en ‘bedre’ tysk stat. DDR’s officielle doktrin var, at man per definition så sig selv som en nation af alle de tyskere, der havde været imod nationalsocialismen. I DDR’s propagandasprog hed flygtningene Republikflüchtlinge, republikflygtninge, og deres forbrydelse Republikflucht, republikflugt. Antallet af ‘republikflygtninge’ taler sit eget sprog her iflg. (Vest-) Berlins Senat: UDENRIGS 3 1949-1952 193.227 1953 118.300 1954 104.399 1955 153.693 1956 156.377 1957 129.579 1958 119.552 1959 90.862 1960 152.291 1961 > 13. aug. 125.053 I alt til Vestberlin: I alt fra DDR: 1.649.070 2.686.942 i forhold til en befolkning på 16,7 mio (1986) Man må give Walter Ulbricht ret, når han gang på gang gjorde gældende over for Nikita Khrusjtjov, at situationen ikke kunne vare ved. Flygtningestrømmen svarede til, som han sagde, “at miste en by om året”. Det var ikke blot mange mennesker, men det var også dem, DDR mindst kunne undvære, nemlig akademikere og faglærte arbejdere, der ikke så nogen fremtid for sig i arbejder- og bondestaten. Det reelle samtykke til at bygge Muren blev givet af Khrusjtjov i juni 1961. Det skete efter samtaler med USA’s præsident John F. Kennedy i Wien i begyndelsen af juni 1961. Forud havde Kennedy formuleret sine essentials for den amerikanske Berlin-politik: • Vestmagternes tilstedeværelse i Vestberlin • Fri adgang til de vestlige sektorer i Berlin gennem den sovjetiske zone • ‘Frihed og livsmulighed’ for vestberlinerne. Under samtalerne truede Khrusjtjov Kennedy med at indgå en separat fredsaftale med Østtyskland og dermed indlemmelse af Vestberlin i den østtyske stat “på hvis territorium Vestberlin jo lå”. Kennedys svar refereres som ganske kort og bestemt: “That will mean war. It will be a | 2014 | 79 very cold winter”. Dermed fik Khrusjtjov klar besked om, hvor langt han kunne tillade Ulbricht at gå. Da Warszawapagten tog den endelige beslutning 2.-5. august 1961 understregede Khrusjtjov da også over for Ulbricht, at Muren ikke måtte gå “én millimeter for langt”. Den blev faktisk bygget mellem 1 og 2 meter fra sektorgrænsen. Senere uddybede den daværende amerikanske udenrigsminister Dean Rusk, at USA forudså en mulig militær konfrontation til og med anvendelsen af kernevåben. Den amerikanske generalløjtnant og sikkerhedspolitiske rådgiver for præsidenterne Gerald Ford og George Bush, Brent Scowcroft, understregede i 2011, at en plan for et nukleart angreb forelå samme dag som amerikanske og sovjetiske kampvogne trak op over for hinanden ved Checkpoint Charlie i midten af august 1961 kort efter Murens opførelse. Planen bar betegnelsen ‘JFK First Strike Plan’ og indebar muligheden af et førsteslag mod de sovjetiske styrker i DDR med taktiske kernevåben. Kun en uge efter mødet Kennedy-Khrusjtjov erklærede Ulbricht bombastisk, at ingen havde så meget som tænkt på at opføre en mur. De ominøse ord lød: “ Det er mig ikke bekendt, at der består en sådan hensigt, eftersom bygningsarbejderne i hovedstaden hovedsageligt er beskæftiget med boligbyggeri […] Ingen har til hensigt at opføre en mur!” Klar tale skulle man tro, men østtyskerne og navnlig måske østberlinerne reagerede stik modsat, vant som de var til at læse mellem linjerne og i øvrigt altid tolke herskernes ord omvendt af pålydende. Resultatet blev en kraftig stigning i antallet af flygtninge. At skære en by over Herefter kørte udviklingen mod Murens opførelse på højeste omdrejninger. Den foregik internt med tilrettelæggelsen af den betydelige logistiske opgave at afspærre en grænse på 43,1 km gennem en millionby (sektorgrænsen), hvortil kom 111,9 BAGGRUND >>> 80 | UDENRIGS 3 | 2014 km mellem Vestberlin og DDR (zonegrænsen). Den ansvarlige for forberedelserne var Ulbrichts højre hånd og senere banemand Erich Honecker. Opgaven skulle løses i største hemmelighed. Planerne var kendt af de to ledere Ulbricht og Honecker samt otte betroede medarbejdere i Honeckers operative stab. Det var et stort arbejde. Man kan måske illustrere det ved, hvor vanskeligt det ville være at indkapsle et frit Frederiksberg og afspærre det fra et omgivende totalitært København. Bortset fra en mur skulle der også skaffes et mindst 100 m bredt bælte til vej, løbegrav, minefelt, pigtråd, elektriske hegn, selvskydende maskingeværer osv. Huse skulle rives ned, kloakker afspærres, metro- og S-togssystemerne adskilles, strøm- og vandforsyningen brydes op, telefonforbindelserne afbrydes og meget mere. Utænkeligt for Frederiksberg og København vil man sige, og det var der også mange i Vesten, herunder i efterretningstjenesterne, der mente om Berlin. Et helt andet aspekt, Honecker-gruppen måtte behandle, var sikkerhedssituationen. Hvordan ville befolkningen reagere på at blive lukket inde i et fængsel. Mareridtet var en gentagelse af Juniopstanden i 1953. DDR-lederne, der lagde planerne for Muren, vidste, at også denne gang gjaldt det, at skulle Østtysklands egne styrker ikke slå til eller svigte, ville de sovjetiske kampvogne igen træde i aktion. Med beslutningen på Warszawa-pagtens topmøde var vejen banet for opførelsen af Muren, og planen med kodenavnet ‘Aktion Rose’ blev sat i værk: • Lørdag den 13. august 1961, kl. 00:00. Honecker overtog dem operative ledelse af ‘Aktion Rose’. På slaget midnat skal Honecker have sagt “Also, es geht los!” Alle Folkehærens enheder i Berlin og omegn blev sat i ‘forhøjet kampberedskab’. Forseglede ordrer udsendtes til alle involverede enheder af Folkepolitiet, Folkehæren og arbejderbrigaderne. BAGGRUND NVA’s 8. Motoriserede Skyttedivision rykkede ud med 13.150 mand, 100 kampvogne og 120 pansrede mandskabsvogne. 1. Motoriserede Division rykkede ud med 4.200 mand, 140 kampvogne og 200 pansrede mand-skabsvogne. Divisionerne skulle danne den 2. sikringsring 1.000 m fra sektorgrænsen. • Kl. 01:05. Belysningen ved Brandenburger Tor slukkedes, og politifolk strømmede til. Pigtråd rulledes ud ved Brandenburger Tor og på Potsdamer Platz.Vejbelægningen blev revet op i den anden hovedfærdselsåre, Franz-Eberhardt-Strasse. • Kl. 02:30. Stabschefen for Vestberlins regerende borgmester Willy Brandt kontaktede de vestlige kommandanter og stillede dem spørgsmålet: “Hvad har De tænkt dem at gøre?” Brandt selv var til valgkamp i Vest-tyskland. • Kl. 02:35. Det amerikanske nyhedsbureau United Press International, udsendte et alarmtelegram: “Sektorgrænsen lukket”. • Kl. 04:45. 69 ud af 81 sektorovergange var blevet spærret. De resterende 12 begrænsedes siden til 7. • Kl. 05:00-06:00. Adskillige flygtninge gennembrød de provisoriske afspærringer. En særudgave af SED’s partiorgan Neues Deutschland kom på gaden, trykt i løbet af natten. Tidligere lørdag nat var den sædvanlige udgave af søndagsavisen udkommet som en vildledningsmanøvre uden mindste antydning af de forestående begivenheder. • Kl. 06:00. Østberlin vågnede op til Pigtrådssøndag med ingen S-Bahn- og UBahn-traffik. Folk stod måbende ved stationerne. Folkepolitibetjenterne gav ingen oplysninger, men nøjedes med at henvise til dagens særudgave af Neues Deutschland. I Keibelstrasse sagde en træt Honecker, “nu kan vi godt gå hjem”. I tidsrummet lørdag den 12. august kl. 08:00 til søndag den 13. august kl. 08:00 indfandt 2.400 flygtninge fra Øst sig i Vestberlin. UDENRIGS 3 | 2014 | 81 Amerikanske kampvogne i Friedrichsstrasse/Checkpoint Charlie den 27. oktober 1961 hvor de i 16 timer stod munding mod munding med sovjetiske kampvogne på hver sin side af den magiske hvide linje FOTO: U.S ARMY PHOTO Efter opførelsen af Muren begrundede i en radio- og fjernsynstale Ulbricht det drastiske skridt med “tegn på et forestående åbent angreb, på borgerkrig og militære provokationer rettet mod DDR fra Forbundsrepublikkens side”. Og videre: “Javel, det var nødvendigt [...] helt fra begyndelsen at fratage provokatørerne lysten til at foranledige farlige hændelser”. Han konkluderede med, at “for mange mennesker er det nyttigt at erfare, at den tyske arbejderklasse ikke er forsvarsløs, men råder over kampvogne og kanoner og alt, hvad der er nødvendigt til at forsvare sig”. Konfrontationer og mord Murens historie blev i den første fase præget af konfrontationer og i hele sit forløb af mord. Den første konfrontation fandt sted, da Præsident Kennedy beordrede en forstærkning af den amerikanske garnison i Vestberlin med to bataljoner (1.500 mand i hver). Dermed kom den amerikanske styrke op på 6.500 mand. Briterne havde 4.000 (der blev forstærket nogle dage senere) og franskmændene 3.000 mand i deres sektorer. De amerikanske bataljoner skulle køre ad forbindelsesvejen over grænseovergangstedet Helmstedt/Marienborn, og dette forhold vakte en del uro i Washington. I Pentagon og i State Department følte mange, at kampgruppen ville være meget udsat. Derfor spurgte udenrigsminister Dean Rusk om man var klar over, hvilke forhåndsordrer, der gjaldt for kampgruppen. Jo, det var man: Modstand skulle besvares med ild og nedkæmpes. Men, beroligede eksperterne ministeren, der vil ikke blive tale om modstand. En sådan eskalation ville Sovjetunionen ikke tillade. Den 24. august 1961 lød der skud fra en S-Bahn-bro over Humboldthavnen, hvor nogle betjente havde opdaget en mand svømme i retning af den vestberlinske bred nær ved Rigsdagsbygningen. Manden blev ramt i baghovedet, og samme dags aften blev liget fisket op af Vestberlins politi og identificeret. Det var den 24-årige Günter Litfin, der således blev Murens første skudoffer. Den 27. oktober 1961 kørte sovjetiske kampvogne op tl Checkpoint Charlie i et simuleret angreb. De standsede brat op og rev asfalten i stykker med larvefødderne. Herefter stod der 30 amerikanske og 30 sovjetiske kampvogne (bemærk den talmæssige lighed, der ikke var nogen tilfældighed, men en afbalancering i Den Kolde Krig) over for hinanden i seksten timer med kanonrørene pegende vandret mod fjenden. Samtidig blev britiske kampvogBAGGRUND >>> 82 | UDENRIGS 3 | 2014 ne udstationeret i Tiergarten i den britiske sektor. På den amerikanske side havde general Lucius D. Clay (helten fra Berlin-blokaden og luftbroen) kommandoen. Han åndede faktisk op, da det viste sig at den oprindelige konfrontation med østtyskerne blev overtaget af Sovjetunionen. Han citeres for at have sagt: “O.K. Nu har de overtaget kontrollen. Status quo er genoprettet” Højdepunktet i den vestlige reaktion på Murens opførelse kom den 23. juni 1961 med præsident Kennedys tale til omkring en million vestberlinere. Han slog fast, at “kommunismen hverken repræsenterer fremtidens løsen eller en vej til fremskridt [...] Hvis der er nogen, der er uenige, lad dem komme til Berlin”. Vestberlinernes begejstring kendte ingen grænser, og især da de berømte ord faldt mod talens slutning: “Ich bin ein Berliner”. Et mord ved Muren, der fik meget international bevågenhed og blev exponeret i den frie presse verden over, fandt sted den 17. august 1962. To unge mænd sneg sig ind så tæt de kunne på spærreområdet ikke langt fra Checkpoint Charlie, hvor det lykkedes dem at omgå en vagtpost og gemme sig i en tom bygning. Derfra begyndte de deres løb mod Muren. De forcerede den første pigtrådsspærring og klatrede over to mure, men desværre blev de opdaget dér. Grænsevagterne åbnede ild. Peter Fechter løb bagest, og mens det lykkedes kammeraten at komme over den egentlige mur, blev Peter ramt af skud. Han lå krøbet sammen op ad Muren; hans dødskamp varede fra kl. 14:45 til 15:10. Liget blev fjernet af grænsevagterne. Peter Fechter var 18 år. Det østtyske Berliner Zeitung bragte en dødsannonce fra familjen, hvor censuren kun tillod at skrive ‘tragisk ulykke’. Det sidste mord ved Muren blev begået om natten den 6. februar 1989. To unge mænd ville over kanalen i bydelen Britz, og BAGGRUND det gik godt, indtil de udløste en alarm. Badet i et lyshav løb de to unge i zigzag mod den sidste mur op til kanalen. De løb uheligvis lige op mod to vagter, der åbnede målrettet ild. Chris Gueffroy blev dødelig ramt af ti kugler; hans kammerat blev ramt i foden, anholdt og retsforfulgt. DDR som Muren DDR og Muren kom til at udgøre en enhed. DDR’s eksistens var afhængig af og betinget af Muren. Omvendt var Muren et ægte barn af DDR-regimet. Ganske vist kom tilladelsen fra Moskva, men initiativet og det indtrængende pres for at få lov til at bygge den stammede fra det østtyske regime. Derfor var Mikhail Gorbatjovs ideologichef og hjernen bag perestrojka, Aleksandr Jakovlev, ganske klar i mælet på DDR’s 40-årsdag den 6. oktober 1989. Midt i den voksende exodus af østtyskere via de sovjetsocialistiske nabolande erklærede Jakovlev: “Det er ikke vores Mur. Det var ikke os, der byggede den”. Det var en sandhed med modifikationer, når man betænker Khrusjtjovs afgørende rolle ved at give tilladelsen til Muren, men ordene genspejlede Gorbatjovs nye udenrigspolitiske tænkning og hans opgør med Bresjnev-doktrinen. Her spillede arkitekten bag den udenrigspolitiske vending, udenrigsminister Eduard Sjevardnadze, hovedrollen. Sovjetunionen ville ikke blande sig, og af samme grund kunne Polen i juli 1989 få østblokkens første demokratisk valgte regering Muren var således made in the DDR og konstituerede DDR’s anden grundlæggelse. Den bidrog til en grundliggende stabilisering og konsolidering af DDR. Sovjetsocialisterne i Østblokken og ikke mindst ledelsen i Kreml var sig meget vel bevidst, hvilken pris de måtte betale i anseelse og prestige, i og med at det var umuligt at tolke Muren som andet end en fængselsmur for folket. Prisen skulle imidlertid betales, uanset hvor høj den var. Det drejede sig om UDENRIGS 3 DDR’s eksistens, sådan som Ulbricht i øvrigt havde udmalet det for sine kollegaer i Warszawa-pagten. På befolkningen i DDR havde Muren en dobbelt virkning. Et mindretal gik ind på regimets argumentation om behovet for denne Antifaschistiche Schutz-wall [Antifascistiske Beskyttelsesvold], og det skrigende behov for at afskærme DDR, inden hele befolkningen udvandrede. Hovedparten opfattede det dog som det, det var, nemlig at blive sat bag lås og slå. Siden opførelsen af Muren var det DDRregimets skrækscenarie, at et Mauerdurchbruch [murgennembrud] skulle finde sted. Det kunne ske ved, at en folkemægde for stor til at blive kontrolleret samlede sig ved overgangsstederne eller Muren i øvrigt og tiltvang sig vej igennem. Det var oprøret i juni 1953, der spøgte i magthavernes hoveder. Gennembrudsscenariet blev virkelighed den 9. november 1989, men på ganske fredelig vis og uden den voldsanvendelse, regimet forventede og vel var villigt til at ty til. Udvej: Flugt Et grundlæggende træk ved DDR var, at en stor del af befolkningen flygtede fra det, så længe det kunne lade sig gøre. Flugten fra sovjetsocialismen har altid været et af de vigtigste islæt i denne samfundsmodel og går tilbage til 1917/1918, da det bolsjevikiske kup væltede den provisoriske regering i Rusland. Kuppet – i sovjetpropagandaen kaldet “Den Store Socialistiske Oktoberrevolution” – sendte bølger af flygtninge ud af landet. Det var adelen og borgerskabet, der indså, at de ikke kunne leve dér, hvis de skulle overleve. Historien gentog sig, da Sovjetunionen besatte de mellem- og østeuropæiske lande, og intet sted blev det tydeligere end i den sovjetiske zone og sektor i Tyskland og Berlin. Her kunne man – frem til august 1961 – ganske enkelt spadsere over til friheden. Fra de baltiske stater var der | 2014 | 83 næsten ingen mulighed for at komme ud, fordi Sovjetunionens grænser var uigennemtrængelige undtagen for de få udvalgte. Fra de andre sovjetsocialistiske lande var det nemmere at komme ud, og det især Polen. Her kunne folk på turist- eller forretningsrejse til Vesten hoppe af. Med tiden fik østtyske pensionister lov til at emigrere. Bagtanken var, at i så fald ville den vesttyske stat overtage pensionsforpligtelserne, og DDR’s mere og mere slunkne statskasse aflastes. Ellers måtte folk ty til flugt. I denne situation præsterede den menneskelige opfindsomhed det utroligste. At ville forcere ‘den antifascistiske beskyttelsesvold’ med dens pigtråd, minefelter, automatiske skydevåben, glubske hunde, vagter med automatvåben, infrarøde sensorer o.s.v. var det rene selvmord. Derfor udtænkte østtyskerne mange yderst udspekulerede flugtmetoder, af hvilke en del kronedes med succes. En ekseptionel flugt fandt sted få dage efter Murens opførelse og er berømt fra et fotografi, der gik verdenspressen rundt. Det viser en politisoldat fra Folkepolitiets Beredskab i fuldt spring over pigtråden, mens han krænger automatgeværet af skulderen. Han kom helskindet over ved Bernauer Strasse til den franske sektor. Hans navn var Conrad Schumann. Blandt de mest opfindsome er den amerikanske student, der ville have sin østtyske kæreste over til Vestberlin. Ved flere gange at passere én og samme sektorovergang, udmålte han frirummet under bommen. Derefter lejede han i Vest en sportsbil, der netop kunne passere under, hvis vindspejlet blev slået ned, og passagererne dukkede sig helt. Det lykkedes, og velankommet til Vestberlin poserede parret ved bilen for alverdens fotografer. En familie havde held til at flyve ud af Østtyskland. Gennem et par år opkøbte familliemedlemmerne regntæt stof. Det skulle ske diskret i forskellige forretninger i forskellige byer. Til sidst blev stoffet BAGGRUND >>> 84 | UDENRIGS 3 | 2014 syet sammen til en ballon, udstyret med en kurv med en stærk primusbrænder i. En tåget nat med østenvind kørte famillien så tæt til grænsen, som det var muligt, fik ballonen pustet op, varmede luften op med primusbrænderen og begyndte at svæve i omkring 50 meters højde. Tågen hindrede dem i at orientere sig, men de havde klart på fornemmelsen, at de drev i den rigtige retning. Cirka 20 km inde på vesttysk territorium landede de noget forfrosne, men lykkelige. Spree, søerne og kanalerne i og omkring Berlin gjorde det nærliggende at tænke på vand som flugtmedium. Privat sejlads var forbudt på Spree og kanalerne, hvor de udgjorde grænsen, men trafikken af flodpramme blev opretholdt af økonomiske grunde. At skjule sig på en pram blev forsøgt mange gange, andre søgte at snige sig ud i slanke kajakker eller selv svømme over, hvis de kunne komme ned til vandet. En grim begivenhed udspillede sig omkring et flugtforsøg via den danske ambassade i Østberlin. Den 9. september 1988 gik 18 østtyskere, voksne og børn, ind på ambassaden, tog ophold i vestibulen og nægtede at forlade stedet. Der gik naturligvis panik i de danske diplomater, for det første fordi diplomater er rædselsslagne ved ‘episoder’ og for det andet, fordi det skete fire dage før statsminister Poul Schlüters officielle besøg. Det havde de østtyske flygtninge med i deres beregninger, men de havde ikke forudset de danske diplomaters kujonagtige reaktion. Ambassaderåden forsøgte at presse dem til at forlade ambassaden, men uden succes, hvorefter ambassadør Krogh Mayer påtog sig den ‘helterolle’ at tilkalde MfS [Ministeriet for Statssikkerhed]. Klokken 2:30 gennemførte Staatssicheheit anholdelserne. Det var en uhørt begivenhed, at et demokratisk lands ambassade gav afkald på sin diplomatiske immunitet og tilkaldte det selvsamme politi, som flygtningene var på flugt fra. Danmark blev berømt på den forkerte måde over hele den vestliBAGGRUND ge verden, og det nyttede ikke, at man fra udenrigsministeriets side tyede til den sædvanlige taktik: At dysse ned. Skudordren Det afgørende og dødbringende punkt i Murens hele historie var Schiessbefehl, skudordren. Fra den 6. oktober 1961 gjaldt en forordning der pålagde vagterne først at anråbe grænseoverløberne med ordene Halt! Grenz Posten! Stehenbleiben! [Stands! Grænsepost! Stå stille!]. Derefter skulle der affyres et varselsskud, og forblev det uden virkning, skulle der åbnes målrettet ild med skarp ammunition. Denne regel gjaldt for det 100 m brede sikkerhedsbælte op til zonegrænsen eller Muren. Honecker citeres for at have udtalt følgende på et møde i et særligt udvalg under Politbureauet: “Mod forrædere og grænsekrænkere skal der bruges skydevåben”. Sammesteds refereres en armegeneral for at have udtalt: “Den, der ikke respekterer vores grænse, vil få kuglerne at føle”. Mordene havde den klare hensigt at virke afskrækkende, og i 1970’erne blev skudordren udvidet til også at gælde kvinder og børn. DDR’s sidste forsvarsminister Heinz Kessler benægtede i 1988, at en skudordre var udstedt, og i et interview efter Murens fald afviste han atter dens eksistens, måske fordi det allerede lå klart, at han sammen med talrige andre topfolk ville blive sigtet for mord. Det samme gjaldt den sidste generalsekretær Egon Krenz. En lang række af de tidligere magthavere blev idømt straffe for meddelagtighed i mord om end af varierende længde. Benægtelserne står i modstrid med de fundne dokumenter og med det ligeledes kendte faktum, at skudordren blev afskaffet på grund af betydeligt internationalt pres i 1989. I alt 136 mennesker døde i deres forsøg på at krydse muren. Fra Ulbricht til Honecker Honecker byggede Muren for Ulbricht, og deres tandem fortsatte frem til et møde i UDENRIGS 3 det regerende Socialistiske Enhedspartil SED’s centralkomité i 1971. Her gennemførte Honecker med sovjetisk tilladelse en paladsrevolution, og Ulbricht blev pensioneret fra embedet som generalsekretær. I det østtyske parti var man træt af de meget magre økonomiske resultater, og i Kreml af Ulbrichts tiltagende selvrådighed. Honecker tiltrådte med en ny plan, der skulle effektivisere økonomien og højne befolkningens levestandard. Det var en kopi af det sovjetiske kommunistparti SUKP’s program. Fra Ulbricht overtog Honecker en femårsplan, der ikke kunne opfyldes. Honecker var klar over, at han skulle kæmpe på to fronter, den økonomiske og den folkelige. Ulbricht havde forsømt dem begge ved altovervejende at fokusere på Muren. Nu var den imidlertid på plads, den politiske situation midlertidigt stabiliseret, og Honecker lancerede sloganet “Immer vorwärts, nimmer zurück” [Altid fremad, aldrig tilbage], hvilket viste sig at være omvendt profetisk, da specielt i 1980’erne gik intet fremad, men alting tilbage. Alle de sovjetsocialistiske landes regimer døjede med problemet om kommunismens komme, idet selv partifolkene ikke kunne se det ske. For DDR gjorde endnu et ideologisk og identitetsmæssigt problem sig gældende. Selvom Polen var sovjetsocialistisk, var det Polen som land og nation, polakkerne identificerede sig med, ikke systemet. Russerne havde ej heller vanskeligheder med at føle sig russiske og udstrække deres identitet til hele Unionen. Men hvad var østtyskerne? Hvis man sagde, at de var tyskere, ville de tilhøre samme tyske folk som vesttyskerne, og det var ikke acceptabelt. Politikken hed Abgrenzung [afgrænsning], og gik ud på at skabe størst mulig forskel på vesttyskerne og de socialistiske tyskere i DDR. Efter Muren gik arbejdet i gang med at skabe en ‘tysk socialistisk nation’. Udgangspunktet var, at forandringerne og omvæltningerne i DDR var så funda- | 2014 | 85 mentale, at båndet til det gamle tyske folk var skåret over. Der skabtes en nexus mellem nation på den ene side og klasse, socialisme og klassekamp på den anden. SED formulerede det således: “Til den socialistiske nation hører alle tyskere, hvis klassemæssige standpunkt ligger på fredens, fremskridtets og socialismens side”. Om det nu forholdt sig sådan, var op til SED at afgøre i hvert tilfælde. Interessant er det, at den østtyske nationsopbygning, ganske vist ikke havde det ønskede resultat, men fik følger for den nationale identitet i det østlige Tyskland efter Foreningen. Den adskilte og adskiller sig fra identitetsfølelsen i det vestlige Tyskland ved at være meget mere traditionelt nationalt orienteret og i pagt med det 19. århundredes fremherskende opfattelse. Den moderne, vesttyske identitetsopfattelse kom til østtyskerne oven i alle de andre samfundsmæssige, økonomiske og politiske omvæltninger, som foreningen medførte, og resultatet blev et ‘moderniseringschok’, der først vil kunne bearbejdes og overvindes ved generationsskifte. I første halvdel af 1970’erne begyndte ulykkerne at melde sig. Oliekrisen i 1973-76 blev i første omgang kompenseret af Sovjetunionen ved salg af olie og gas til uændrede ‘socialistiske’ priser. Den anden oliekrise i 1979-80 fik til følge, at Sovjetunionen på grund af egne økonomiske vanskeligheder reducerede sine billige energileverancer mærkbart. Situationen truede med at underminere, hvad Honecker anså for sin pagt med befolkningen, nemlig at købe sig til loyalitet. Regimet skulle sørge for forbrugsgoder og det sociale sikkerhedsnet, mens befolkningen fandt sig i Muren og den øvrige politiske umyndiggørelse. Eftersom al industri var statslig, var det statsbudgettet, der måtte holde produktionen oppe, da priserne af politiske grunde var sat under produktionsomkostningerne. Det sociale sikkerhedsnet blev ligeledes stadig dyrere blandt andet BAGGRUND >>> 86 | UDENRIGS 3 | 2014 på grund af befolkningens stigende forventninger om social tryghed og regimets ideologiske forpligtelse til at sikre alle en arbejdsplads uanset den økonomiske nytteværdi. Dertil kom betydelige udgifter til militæret og sikkerhedspolitiet samt Muren. Økonomien blev det vigtigste spørgsmål i anden halvdel af 1980’erne. Der var ikke mangel på advarende signaler i Honeckers sidste tid, og Centralkomiteens sekretær for økonomi rapporterede i september 1988 til Politbureauet, at “Vi er ved at nå et punkt, hvor det hele kan bryde sammen”. Lederen af den statslige plankommission henviste i maj 1989 til den store gæld til Vesten og forudsagde betalingsstandsning i 1991. På det tidspunkt voksede den østtyske udlandsgæld med 500 millioner D-Mark om måneden. Samme dag som Muren faldt om aftenen kunne lederen af Centralkomiteens afdeling for økonomi og finanser meddele på Centralkomiteens X. plenum, at “i hvert fald siden 1973 har vi levet over evne.” For at dække det evigt brændende valutabehov blev en særlig organisation kaldt til live i 1966. Den fik navnet KoKo – Kommerzielle Koordinierung – og var i realiteten en ‘alternativ økonomi’. Den økonomisk tungeste del af den ‘kommercielle koordinering’ var fremskaffelsen af vestlige kreditter. Gesjæften omfattede dog også udstedelse af bøder til primært vesttyske bilister på interzonevejene, gebyrer for benyttelse af motorveje, jernbaner og kanaler samt salg af politiske fanger. Honeckers tofrontskrig I anden halvdel af 1989 var det østtyske regime hårdt presset. Befolkningen var ved at løbe fra det ved flugt over den åbne ungarske grænse. Dermed brast de sovjetsocialistiske landes solidaritet med hensyn til at holde deres befolkninger indespærrede. Dertil kom flugten via vesttyske diplomatiske repræsentationer, og ved at der indkom rekordmange ansøgninger om regelret udrejse. Erich Honecker sammenfattede siBAGGRUND tuationens alvor ved at tale om en tilstand, hvor “vi befandt os over for et revanchistisk Vesten […] som med fem fjernsynskanaler og mere end 35 radiostationer uden ophold vældede ind over DDR”, og “samtidig havde vi bag vor ryg kontrarevolutionen i Polen”. Det var en farlig cocktail, som DDR viste sig ikke at kunne overleve. Oven i det kom Mikhail Gorbatjovs glasnost og perestrojka i Sovjetunionen samt den nye udenrigspolitiske tænkning. Den sidstnævnte indebar afskaffelsen af Bresjnev-doktrinen og intervention, hvis et sovjetsocialistisk regime kom i knibe. Med doktrinens ophævelse blev det østtyske regime overladt til sig selv. Den lidet misundelsesværdige situation fik dog ingenlunde Honecker til at slække på sine principper. Således begyndte 1989 med et bastant udspil fra hans side. Al den ulmende og mere og mere dristige modstand mod regimet syntes ikke at have påvirket generalsekretæren. Honecker indledte det skæbnesvangre år med den 18. januar at fastslå: “Muren vil stå i endnu 50 eller 100 år, hvis begrundelsen for den ikke er blevet fjernet”. Begrundelsen var eksistensen af den kapitalistisk-nationalistisk-militaristiskfascistisk-revanchistiske Forbundsepublik. Den håndfaste erklæring kunne store dele af befolkningen ikke andet end at opfatte som udtryk for en forstokket gamlings holdning uden perspektiv for forandringer. DDR’s kollaps I fuld alvor troede Honecker i foråret 1989, at DDR’s nært forestående 40-års jubilæum ville vende stemningen til partiets fordel, at parti og folk ville slutte op om ham og Politbureauet, og at de åbenlyse vanskeligheder ville blive overvundet. I sin ønsketænkning mente han endda, at fejringen ville gøre en ende på det voksende antal demonstrationer i landets storbyer og flugten fra landet. Derfor blev der lagt op til en kæmpe fejring den 6. og 7. oktober af arbejderog bondestatens 40 år. Dagen blev indledt med de obligate parader af militær og UDENRIGS 3 | 2014 | 87 Palast der Republik, den 6. oktober 1989. Honecker på talerstolen, hvor han blev stående i over tre timer FOTO: FORFATTEREN, 1989 ‘spontant’ jublende folkemasser osv. der defilerede forbi de forsamlede honoratiores’ tribune og bagefter blev beværtet med øl og Bockwurst. Om aftenen afholdtes et overdådigt festarrangement i Palast der Republik. På ærespladserne sad på rad og række den internationale sovjetsocialismes koryfæer. I spidsen Mikhail Gorbatjov, der dog nærmest spolerede festen med sine spydige bemærkninger, om “tiden, der vil straffe den, der ikke vil følge med” og kritik efter mødet med Honecker af, at han var blevet udsat for tre timers opremsning af DDRs fortrinligheder. Gorbatjovs traditionelle sovjetsocialistiske mundkys med Honecker er gået over i historien som ‘dødskysset’. Honecker faldt et par uger efter sit livs fest. På et Politbureaumøde besluttede et flertal “at imødekomme generalsekretærens ønske om pensionering på grund af alder og dårligt helbred”. Honecker – den stalinist han var – stemte for sin egen demission, skønt han først havde vægret sig voldsomt imod den. Men den demokra- tiske centralisme tålte ingen dissens. Honecker efterfulgtes af sin banemand Egon Krenz. Historien gentog sig, for som Honecker havde været Ulbrichts udkårne, sådan var Krenz Honeckers. Dagen efter sin tiltræden holdt Krenz en tale til DDR-folket, hvor han lancerede sin fornyelses-, foryngelses- og reformstrategi. Den fik navnet Die Wende [Vendepunktet], hvorefter alt skulle blive godt under sovjetsocialismen, fordi Gorbatjovs reformatoriske treklang perestrojka, glasnost og nye udenrigspolitisk tænkning ville være ledetrådene. Egon Krenz var ikke populær. Han blev opfattet som helt igennem en apparatjik, en partiets mand, og ikke tiltænkt nogen evne til fornyelse. Desuden havde befolkningen bevæget sig meget, meget længere end Krenz turde tænke på. Hans ‘Wende’ blev en fuser. Den største uforudsete begivenhed indtraf om aftenen den 9. november 1989. Muren falder Torsdag den 9. november 1989 kl. 18:53 var medlem af Det Tyske Enhedsparti BAGGRUND >>> 88 | UDENRIGS 3 | 2014 SED’s øverste magtorgan Politbureauet og partiets formand i Berlin, Hauptstadt der DDR, Günter Schabowski ved at afslutte sit pressemøde. Der var der kun 7 minutter tilbage af mødet, og det vigtigste havde han gemt til sidst. Schabowski henviste til nødvendigheden af grundlæggende fornyelse af samfundet og pegede på, at en ny rejseordning skulle “befri folk for det psykologiske pres, som umuligheden af at rejse frit påførte dem”. Videre gjaldt det om at skabe en “chance for borgerens suveræne beslutning om at rejse, hvorhen han vil”. Ordningen, fortsatte Schabowski, “vil gøre det muligt for enhver DDR-borger at rejse ud”. “Fra hvornår?! Fra hvornår?!” Lød det i kor fra journalisterne. Her kom Schabowski i knibe. Han var ikke forberedt. Teksten, han parafraserede over, havde han fået stukket i hånden af Krenz ved halvsekstiden på Centralkomiteens møde. Krenz gik ud fra, at Schabowski havde overværet hele mødet og dermed debatten om rejseloven, men det havde han ikke. Den korte besked givet i forbifarten lød “Fortæl dem det her. Det bliver en ekstra slager”. Schabowski tog papiret, stak det ind mellem sine øvrige 117 bilag og skyndte sig til pressemødet. På den måde havde han ikke fået beslutningen med, at ordningen skulle bekendtgøres og træde i kraft dagen efter, fredag den 10. november kl. 04:00. På pressemødet blev der omgående spurgt til tidspunktet for dekretets ikrafttræden. Kl. 18:57 siger den noget tøvende Schabowski de ord, der fik verdenshistorien til at galoppere: “Så vidt jeg ved … er det med det samme… ufortøvet ”. I minutterne efter kl. 19:00 udsendte verdens førende nyhedsbureauer bulletiner med meddelelsen om, at Muren var åbnet. Af vanvare, manglende forberedelse og overblik kom Schabowski til at sige de afgørende ord. Derefter var han færdig som aktør i verdenshistorien, og det samme var BAGGRUND hele DDR-ledelsen. De internationale medier havde overtaget kontrollen med nyheden og begivenhederne og skabt en virkelighed, som der måske ikke var helt belæg for i Centralkomiteens beslutninger og sågar heller ikke i Schabowskis ytringer, men som nu rullede som en uopholdelig bølge gennem det østtyske samfund, Vesttyskland og internationalt. Historikeren Archie Brown bemærker i sin analyse af Murens fald, at “selv falske opfattelser kan ændre realiteterne”. Efter pressekonferencen og Schabowskis udsagn skiftede begivenhederne helt og holdent til andre fokuspunkter: Det var grænseovergangsstederne mellem Øst- og Vestberlin, og de begyndte at falde som dominobrikker. Det grænseovergangssted, man kender mest til i denne forbindelse er Bornholmer Strasse, fordi dets kommandant oberstløjtnant Harald Jäger fortalte udførligt sine erindringer til historikeren Gerhard Hesse-Hindenburg. • Kl. 21:30. De mest ‘aggressive og højtråbende’ østberlinere blev sluppet igennem Bornholmer Strasse. Det kaldtes ventilløsning for at tage trykket af dampkogeren. Dermed blev det første hul i Muren slået. • Kl. 22:25. Grænseovergangsstedet Rudower Strasse åbnede. • Kl. 22:35. Jäger informerede sin foresatte om, at “Es ist nicht mehr zu halten. Wir müssen die aufmachen” [Det er ikke til at holde længere. Vi må åbne], hvorefter han beordrer: “Mach den Schlagbaum auf!” • Kl. 22:30 – 24:03. Alle øvrige grænseovergangssteder (herunder Checkpoint Charlie, der ikke var beregnet for østberlinere) åbnede. • Kl. 01:10. Østberlinere indtog afspærringerne ved Brandenburger Tor. Det var yderst symbolsk, da USAs præsident Ronald Reagan her to år tidligere havde fremsat sin berømte appel til Gorbatjov: “Genralsekretær Gorbatjov hvis De ønsker fred, hvis De ønsker velstand for Sovjetunionen og Østeuropa, hvis De søger libera- UDENRIGS 3 lisering: Kom til denne port! Hr. Gorbatjov, åben denne port! Hr. Gorbatjov, riv denne mur ned!” Uden mur – ingen DDR Uden Mur kunne DDR ikke bestå. I ugerne efter den 9. november 1989 gik generalsekretær Krenz af, og alle partiets øverste organer opløste sig selv. En reformkommunist blev ministerpræsident, men holdt kun til det første frie valg til Folkekammeret den 18. marts 1990. Herefter trådte en borgerlig regering til med to opgaver som de vigtigste: Forberede en forening med Forbundsrepublikken og afvikle Statssikkerhedstjenesten. I løbet af foråret blev Sikkerhedstjenesten nedlagt og dens arkiver overdraget til en særlig myndighed. De forvaltes nu af en forbundsmyndighed med åben adgang for alle berørte personer. Skridtene i retning af forening blev taget hurtigt med en Mønt-, Økonomi- og Socialunion, og udviklingen fulgte i det store hele den vesttyske forbundskansler Helmut Kohls 10-punktsplan. Blot kom det til at gå hurtigere, end kansleren havde forventet det. DDR’s formelle opløsning fandt sted den 3. oktober 1990. Det skete ved at de øst- | 2014 | 89 tyske forbundslande, der først måtte genoprettes, tiltrådte Forbundsrepublikkens grundlov. Dermed forsvandt DDR. Tilbage blev imidlertid dels genopbygningen af det ruinerede land, dels et opgør med fortidens forbrydelser. Nu var imidlertid begge dele lagt i hænderne på vesttyskerne. Subsidierne til de østtyske forbundslande blev meget betragtelige, men førte også til frustration blandt østtyskerne, fordi alt kom fra vest, og intet af deres eget duede. Retsopgøret foregik efter vesttyske retsprincipper og omfattede både de menige mordere, det vil sige soldater og politifolk, der skød flygtninge, og deres overordnede. Retssagen mod Erich Honecker tiltrak sig størst opmærksomhed. Han var blevet udleveret af præsident Boris Jeltsin fra Rusland, hvor han havde søgt tilflugt endnu i sovjetisk tid. Sagen blev dog ikke gennemført på grund af den kræftsyge Honeckers helbredstilstand. Han og hans hustru Margot emigrerede til deres datter i Chile, hvor han døde kort tid efter. Artiklen bygger på forfatterens bog: Muren der faldt. Berlin-Murens historie 1961-1989. Syddansk Universitetsforlag. 2014. BAGGRUND 90 | UDENRIGS 3 | 2014 Anmeldelse: Tysklands vej tilbage som verdensmagt Af Peter Wivel FOTO: PROJECT SYNDICATE, 2015 ANMELDELSE UDENRIGS 3 Prorektor ved Københavns Universitet, formand for Det Udenrigspolitiske Selskab og tidligere minister Lykke Friis har skrevet en glimrende introduktion til det Tyskland, der i dag holder Europa sammen, Rusland stangen og USA på selvvalgt afstand. Lykke Friis: Hund efter Tyskland. 25 år efter Berlinmurens fald. Gyldendal, 2014. Siden Vladimir Putin, Ruslands præsident, i 2007 på den årlige Sikkerhedskonference i München rettede et frontalangreb på Vesten, og især på USA’s forestillinger om et de facto globalt magtmonopol, er Tysklands enestående betydning for Europas sammenhæng og sikkerhed år for år blevet os mere bevidst. Skulle nogen stadig nære tvivl om krisens alvor, må Ruslands annektering af Krim, dets kun slet skjulte invasion i det østlige Ukraine og dets kontante og voksende indflydelse på Balkan være sidste udkald. Uden Tysklands diplomati og landets politiske styrke kommer EU ikke igennem de prøvelser, der venter os. Det har Lykke Friis, prorektor ved Københavns universitet og minister i årene 2009-2011, skåret ud i pap i bogen Hund efter Tyskland. Hendes grundige fremstilling er en interessant og imødekommende opfordring til at forny venskabet med vores store sydlige nabo. Den udkom i november og er ført helt frem til jubilæet i 25-året efter Berlinmurens fald. Herfra er blikket vendt mod fremtiden. Friis giver sine læsere en række afgørende forudsætninger for at kunne forstå den rolle, Tyskland spiller og vil komme til at spille i de nærmeste kriseår. | 2014 | 91 Bogen er et vindende bekendtskab af to grunde. Den ene, og vel afgørende, er, at Lykke Friis så at sige er født til at skrive den. Hendes nu afdøde forældre var bindeled mellem Danmark og Tyskland. Friis’ far stammede fra Aabenraa i grænselandet, hendes mor fra Hannoversch Münden i Niedersachsen. Lykke selv fik sin studentereksamen fra den tyske Skt. Petriskole i København. Her havde hun den ekstremt modige modstandsmand Uri Yaari som lærer. Så læseren sidder allerede på første række. Efterkrigstidens anspændte forhold til Tyskland trak så at sige vejret gennem hendes familie. Det er ingen ligegyldig detalje. Man slipper lettere af sted med skrive om USA end om Tyskland. Alt i USA er så stort, at der ikke er andet for end at fortælle løs. Tyskland derimod deler historie med sine nabolande. Med Polen, med Tjekkiet, med Østrig, med Frankrig, med Belgien, med Holland og med Danmark. Her betyder historiebevidsthed alt. Alle dets nabolande har en anden Tysklandshistorie at fortælle end tyskerne selv. Det afgørende er at kunne bringe disse historier i berøring med hinanden. Det kan Lykke Friis. Bevægende er det at læse, hvordan Friis nærmest iklædt det sort-rød-gule tyske flag med jubel fejrede genforeningsnatten den 3. oktober 1990 i den daværende tyske hovedstad Bonn, kun for at opleve, at gemytterne var knap så opkogte i mængden omkring hende. For Friis var dagen en længe ventet lettelse, en afslutning på en lang og stenet familiær tvedragt og en indtrængende personlig bearbejdelse af fortiden. For de indfødte tyskere var stemningen trykket. Muren var endnu langt fra faldet i hovederne, hverken i Øst eller Vest. De to Tysklande havde også hver sin historie. De murbrokker, der måtte være tilbage i dag, er stadig ikke turistattraktioner. Peter Wivel er freelancejournalist i Berlin, tilknyttet Politiken, og tidligere udlandskorrespondent for Politiken. >>> ANMELDELSE 92 | UDENRIGS 3 | 2014 Den anden grund til at denne bog tager sin læser ved hånden, er Lykke Friis’ evne til at fortælle en historie, eller i dette tilfælde ganske mange. Anekdotisk, kalder hun selv bogen, men det er nu for beskedent. Friis er en af Danmarks mest efterspurgte foredragsholdere, og det mærker man. Her møder vi ingen politikerfloskler og heller intet akademisk papsprog. Hun kan skære en stor historie til for et stort publikum, så den falder som perler på en snor. I dette tilfælde en hundesnor. Friis har valgt vores elskede kæledyr, hunden, som ledetråd gennem tysk historie fra Bismarck til Merkel. Ikke poppet, ikke overdrevet, ikke umotiveret, men som et lille billede, der kan gø, når det gælder. F.eks., at den gigahund, vi alle kender under navnet Grand Danois, måtte omdøbes til Deutsche Dogge, efter at Bismarck i 1864 havde indlemmet alt dansk land fra Elben til Kongeåen i det, der få år senere blev til det tyske kejserrige. Eller da Putin i 2007, som et kontant og ilde varsel om sin i dag berygtede grænseoverskridende adfærd, lod sin køter Koni snuse til sin gæst Angela Merkel under et besøg i Sotji ved Sortehavet. De to Tysklande Lykke Friis tager i sin fremstilling afsæt i en bemærkning af sociologen Max Weber, en ærlig talt mere betydningsfuld tysk tænker end Karl Marx. Efter at det tyske kejserrige havde indledt sin eksempelløse oprustning forud for Første Verdenskrig skrev Weber i 1895, at der i Tyskland ikke blev givet noget alternativ til en demokratisering, men vel at mærke “under den forudsætning, at Tyskland også i fremtiden vil gøre sig gældende som verdensmagt”. Forestillingen om en tysk verdensmagt opgav Weber end ikke efter nederlaget i 1918. Tyskland måtte genopstå i al sin herlighed, om landet så som en ny Faust skulle indgå en pagt med Djævlen selv. Den kloge Weber glemte desværre såvel i 1885 som i 1920 at tilhviske sine landsANMELDELSE mænd det kongelige råd, der knyttes til danske Peter Schumachers karriere: “Gør en stor mand af ham, men gør det langsomt”. Tyskland allierede sig med selve Djævelen, indtil det sønderdelte land i 1945 fik anvist en mere ydmyg plads i historien, end Weber havde forestillet sig. Fra da af gjaldt det om at hindre Webers ambition i nogensinde mere at lade høre fra sig. Det forudsatte, at en anden magt trådte i Tysklands sted i Europa og satte grænser for Sovjetunionen. Den rolle udfyldte USA med myndighed frem til Murens fald for 25 år siden. Det vestlige Tyskland søgte, med Friis’ ord, Europa som ‘erstatningsfædreland’, mens det østlige Tyskland tog imod ordrer fra Moskva. Friis følger de to Tysklandes historie i store træk og mange små talende nedslag. Ingen læser behøver at være nervøs. Her taler en akademisk kapacitet, der kan sit stof og aldrig giver ligegyldigt til bedste. Mens Forbundsrepublikken i 1960’erne blev sig bevidst, at landet måtte stå på egne ben igen, kom DDR evigt for sent til sine stævnemøder med historien. Kansler Willy Brandt knælede foran monumentet i den tidligere jødiske ghetto i Warszawa i 1970 i en banebrydende anerkendelse af Tysklands verdenshistoriske forbrydelser. Præsident Richard von Weizsäcker fortalte i 1985 sine landsmænd, at de var blevet befriet, ikke slået fyrre år tidligere. Rene selvfølgeligheder i dag, oprørende provokationer dengang. DDR’s leder Erich Honecker tog ikke imod den sovjetiske leder Mikhail Gorbatjovs velmente råd om reformer og betalte prisen for sit snæversyn. Den ene halvdel arbejdede sig støt frem mod selvstændighed, den anden gik målbevidst efter uselvstændighed med de stadigt mere forfærdende menneskelige omkostninger, hvad Friis som dansk demokrat ikke glemmer at minde os om. Friis understreger, at historien er fuld af spildte chancer, ak ja. Genforeningen kunne være blevet en af dem, hvis det øvri- UDENRIGS 3 ge Europa havde haft magt, som det havde agt. Men USA’s præsident George H.W. Bush (ikke at forveksle med sønnen George W. Bush) og kansler Helmut Kohl forspildte den ikke og fik Gorbatjov med på vognen. Et eksempel på, hvorfor vi ikke kan undvære kloge politikere. Europas anker Ti år senere begyndte det genforenede Tyskland langsomt og forsigtigt at træde ind i den rolle, Weber havde tiltænkt sit land. Det skete med den socialdemokratiske kansler Gerhard Schröders nej til Irakkrigen i 2003 og blev bekræftet til overmål af den fornærmede amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld med en nedsættende bemærkning om ‘det gamle Europa’. Rumsfeld kunne ikke have ramt længere væk fra målet. Den dynamiske tidligere polske udenrigsminister Radoslaw Sikorski så mere klart, da han i 2011 bad Tyskland handle lidt mere, ikke lidt mindre. For Sikorskis Polen er Tyskland i dag Europas mest uundværlige nation. Timothy Garton Ash har problematiseret Tysklands altid meget små skridt fremad med en bemærkning om, at det er tankevækkende, at der ikke findes et acceptabelt tysk ord for lederskab. Friis må have nydt at citere den britiske historiker så omhyggeligt, at vi læsere er tæt på at glemme, at der er et uacceptabelt tysk ord for le- | 2014 | 93 derskab, nemlig Führer. Det gik af mode i maj 1945. Alt dette leder Friis frem til Angela Merkel, Tysklands kansler fra 2005. Hun er selvfølgelig den vigtigste person i Friis’ fremstilling, og hun er netop også en grænsegænger: Opvokset i DDR, modnet i Forbundsrepublikken og nu ikke bare det helede Tysklands kansler, men hele Europas anker. Med de ubetydelige mænd, der ved skæbnens lune har fået magten i andre store europæiske lande, var EU gået sin undergang i møde. Selv Putin må pudse sin hund på Merkel, når han ikke længere selv kan finde på flere dårlige undskyldninger. Lykke Friis har skrevet et underholdende repetitionskursus i, hvorfor vi står, hvor vi står i dag. Alle sammen. Det er hendes projekt med bogen. Hun indleder med at citere journalisten Mads Kastrup for i 2013 at have skrevet, at der i dag ikke er andre at stole på i Europa end Tyskland. Og hun slutter med at skrive, at Merkel vil efterlade sig et Tyskland, der med forbundspræsident Joachim Gaucks ord er “et godt Tyskland, det bedste, vi nogensinde har haft”. Det stod ikke skrevet over Lykke Friis’ dansk-tyske vugge. Men selv i politik kan der ske mirakler. Tysklands genforening er et af dem. I Europa har Tyskland genvundet ikke så lidt af den herlighed, Max Weber drømte om. Herfra starter toget, og Friis’ bog er en glimrende adgangsbillet. ANMELDELSE 94 | UDENRIGS 3 | 2014 Anmeldelse: Samuel Rachlins Putin Af Jan Jakob Floryan FOTO: PROJECT SYNDICATE, 2015 ANMELDELSE UDENRIGS 3 Samuel Rachlin kortlægger den russiske præsident Vladimir Putin som person og politiker. Ifølge forfatteren har vi at gøre med en mand, der ikke kun vil genrejse Rusland, men også give landet dets tabte identitet tilbage. Samuel Rachlin: Jeg, Putin. Det russiske forår og den russiske verden. People’s Press. 2014. Samuel Rachlins bog Jeg, Putin giver et panorama over den russiske leder Vladimir Putins 14 år ved magten. Det er en mangefacetteret gennemgang, der af og til læses næsten som en roman, for trods sin faglige standard og alvorlige emne er bogen let og velskrevet. Skal man blot hæfte sig ved to gennemgående og fascinerende temaer, er det Putins personlighed og hans psykiske forvandling i den tid, han har været ved magten. Det andet aspekt er hans ideologiske bestræbelser i retning af at give russerne en højst tiltrængt erstatning for sovjetsocialismen som åndeligt pejlemærke. Putins personlighed har undergået en betydelig forandring fra en vis usikkerhed og forsigtig tilbageholdenhed i forbindelse med hans tiltræden i marts 2000 og i årene umiddelbart derefter. I den anden præsidentperiode 2004-2008 var Putin allerede vokset betydeligt i politisk statur og personlig gennemslagskraft. Derefter fulgte fire år, hvor han byttede roller med ministerpræsident Dmitrij Medvedjev, så han kunne omgå forfatningens bestemmelser og igen blive præsident i 2012. I den tid, hvor han alligevel beholdt den øverste ledelse af landet, kastede Putin sig over Ruslands historie og russiske filosoffers udlægning af den russiske stats natur og mission. | 2014 | 95 Det var ikke tilfældigt, at Putins valg faldt på de mest konservative og nationalistiske russiske filosoffer fra anden halvdel af det 19. århundrede. Rachlin har her en gedigen gennemgang af de enkelte tænkere, og hvad Putin har uddraget af dem. Inspiration henter Putin ligeledes fra zar Nikolaj I, der regerede i første halvdel af det 19. århundrede, og hvis styre udmærkede sig ved reaktionær tænkning, censur og forfølgelse af politiske og nationale bevægelser. Til rækken af filosofiske forbilleder føjer sig også en politisk tænker fra sovjettiden, hvis utilslørede russiske nationalisme førte til censurens undertrykkelse af hans arbejder. De begyndte først at blive publiceret i slutningen af perestrojka-tiden og kort før Sovjetunionens sammenbrud. På dette fundament og med aktiv hjælp fra en række konservative og nationalistiske publicister og akademikere begyndte Putin i sin tredje præsidentperiode konsekvent at udvikle en russisk ideologi. Han har entydigt og bestemt slået fast, at “den, der sørger over Sovjetunionens sammenbrud er dum, og at den, der ønsker Unionen genoprettet er dum”. Det russiske folk, vænnet som det er til at tænke og agere kollektivt, har imidlertid brug for en ideologisk vejledning, og den vil Putin og hans ideologiske propagandister levere i form af en treklang. De tre bestanddele er den ortodoxe tro, autarki og nationalitet. Den russiske kirke, undertrykt og skubbet ud af samfundslivet under sovjetsocialismen, er nu en af statens søjler, og den gamle, tætte forbindelse mellem stat og kirke er genoprettet. Kirken har fuld frihed til at udfolde sig religiøst mod til gengæld at støtte Putin og statsmagten. I det gamle Rusland var zaren Guds stedfortræder på Jord. Så højtravende er Putins ambitioner ikke, men Rachlin påpeger rammende, at der er flere eksempler fra propa- Jan Jakob Floryan er cand.scient.pol. & art og tidligere udlandskorrespondent for DR i bl.a. Berlin ANMELDELSE >>> 96 | UDENRIGS 3 | 2014 gandaen, hvor Putin fremstilles som en mand sendt af Gud for at føre Rusland igennem en svær tid. Denne messianske rolle illustrerer Rachlin godt. Putins øjne Til portrættet af Putin som menneske hører hans øjne, hans ansigt og hans kropssprog. Øjnene er Rachlin ikke ene om at kalde et ‘KGB-blik’. Han blev uddannet og skolet af det sovjetiske hemmelige politi, og resultatet er et par øjne, som intet udtrykker. De gengiver ikke personens stemninger, reaktioner eller hensigter. Den afhørte fange måtte intet kunne registrere eller fornemme vedrørende sin forhørsofficer. Da jeg selv i 2000 kort efter Putins tiltræden talte om ham med en dansk diplomat, henledte han min opmærksomhed på Putins ‘reptiløjne’. Til øjnene hører ansigtet. Det kan være ubevægeligt og uafhængigt af, hvad der sker. Det kan også prydes af et smil, der tydeligt syner af at være påtaget, overfladisk og ren staffage. I sit kropssprog ønsker Putin at føre sig frem roligt, velovervejet med en aura som en statsmand. Han kan imidlertid skifte rolle og optræde som sportsmand, soldat, naturmenneske og i alle henseender en macho. Hans fysiske fremtræden hænger sammen med han psykiske egenskaber, og her beskriver Rachlin, hvordan manden savner empati, engagement og forståelse for andre. Hans håndtering af den første tjetjenske krig i 1999, af ubåden Kursk’ forlis og af nedskydningen af det malaysiske fly MH17 viste en mand, der enten havde nerver af stål eller ingen fornemmelse for andres lidelser. Og dog førte nedskydningen af flyet til en sprække i Putins psykiske panser. En uge eller så efter nedskydningen, hvor medierne i den vestlige verden entydigt pegede på Putin som den ansvarlige for udåden, optrådte han i russisk tv med, hvad Rachlin kalder hans mest bizare tale. Den blev sendt kl. 01:40 moskovitisk tid og varede ANMELDELSE to minutter. Her gjaldt det for ham om at benægte enhver forbindelse til nedskydningen og lægge ansvaret over på regeringen i Kiev og dens støtter i form af USA og NATO. Han havde imidlertid ikke kontrol over sin krop. Sveden perlede på hans pande, hans øjne flakkede, og han undgik at se direkte ind i kameraet, hvilket han ellers gør. Var det fordi løgnen var så grov, at han selv følte sig utilpas ved den? Svaret kender hverken Rachlin eller vi andre. Det er evident, at løgn, manipulation og vildledning spiller en central rolle i Putins politik. Det er metoder, han har annammet i KGB, og som han nu rutinemæssigt betjener sig af. Naturligt nok, for KGB’s efterfølger FSB har ganske roligt erobret alle aspekter af samfundslivet. Det politiske liv udspiller sig inden for de af FSB afstukne rammer og gerne med deltagelse af dens mere eller mindre åbenlyse medarbejdere. I det økonomiske liv får oligarkerne stadig lov til at tjene penge, men kun hvis de holder sig langt væk fra politik. Gør man ikke det, lider man samme skæbne som Mikhail Khodorkovskij, medmindre man da som Gusinskij og Berezinskij slet og ret flygter ud af landet i tide. Med enkelte undtagelser, der udmærker sig ved at have meget få læsere eller lyttere, er medier direkte eller indirekte under statens, det vil sige FSB’s kontrol. Vulgær bramfrihed Et sidste træk ved Putins personlighed, der er værd at fremhæve, er hans evne til ikke blot at skifte fra statsmand til sportsmand men også til den vulgære baggårdslømmel, som han var i sin barndom i et fattigt arbejderkvarter i Leningrad. Hans sprogbrug er forbløffende, idet han ikke viger tilbage fra at bruge den mest rå slang fra den russiske underverden og fra fængslerne. Rachlin fremhæver et citat af Putin, hvor han om vestlige regeringer siger, at de “har bøjet alle” og derved gennemtvunget deres vilje. Det gør han velvidende, at udtrykket “at bøje nogen” i fængselsslag betyder, at tvin- UDENRIGS 3 | 2014 | 97 Det er evident, at løgn, manipulation og vildledning spiller en central rolle i Putins politik. Det er metoder, han har annammet i KGB, og som han nu rutinemæssigt betjener sig af FOTO: PROJECT SYNDICATE, 2015 ge en medfange til at bøje sig frem og dernæst gennemføre en anal voldtægt. Denne sprogbrug er ikke blot til ære for et hjemligt publikum, der forstår ham og sætter pris på hans mandige ‘bramfrihed’. På en pressekonference i 2002 i Bruxelles sammen med Anders Fogh Rasmussen som formand for EU inviterede Putin journalister, der havde skrevet kritisk om Tjetjenien eller stillet spørgsmål i den retning på pressemødet til at komme til Rusland, “og så vil vi vide at kastrere dem”. Dette blev ikke oversat, og Fogh Rasmussen sad intetanende og kunne ikke forstå den opstandelse, der pludselig opstod blandt journalisterne. Her var der tilstrækkeligt mange til – som undertegnede – at kunne oversætte Putins ord til kollegaerne. Effekten var stor. Så vidt Putin selv, omend Rachlin givet vis har ret, når han skriver, at vestlige efterretningstjenester sætter mange ressourcer ind på at tyde hans psyke, finde hans svage sider og ikke mindst finde ud af, hvad man ikke skal gøre, så han bevæger sig længere og længere i krigerisk retning. Det kan imidlertid blive svært. For det andet træk, der her fremhæves på baggrund af bogen er Putins ideologiske konstruktion, hvor fjenden spiller en afgørende rolle. Rusland fremstilles om omgivet af fjender. Det gælder NATOs udvidelse mod øst med optagelsen af bl.a. Estland, Letland, Litauen og ikke mindst Polen, men også den ideologiske sabotage fra Vesten, der går ud på ved hjælp af multikulturalisme, homoseksualitet og værdirelativisme at fordærve Rusland indefra. Rusland betragtes som en ø af retskaffenhed og moral. Det pålægger landet pligter og giver det rettigheder. En pligt, Putin har kredset om fra de første år ved magten, er forsvaret af alle russere og ikke blot dem, der bor i den Russiske Føderation. Propagandaen skaber en ‘russisk verden’ på 300 millioner mennesker, som bor steder, hvor de undertrykkes og chikaneres af lokale nationalister og gerne også fascister. Det var begrundelsen for annektering af Krim og Sevastopol og for den nuværende krig i Østukraine. Det faretruende ved ‘den russiske verden’ er, at den følges ad med ‘det nære udland’, som var et meget brugt begreb lige omkring Sovjetunionens sammenbrud, hvor ANMELDELSE >>> 98 | UDENRIGS 3 | 2014 Rusland pludselig så sig omgivet af en lang række nye stater, der fra at have været sovjetrepublikker forvandledes til i bedste fald skeptiske naboer. Men Rusland har, som den stormagt, man opfatter sig som, ret til at henregne landene langs sine grænser til sin indflydelsessfære. Det er Putin-doktrinen, der med 25 års forskydning afløser Bresjnev-doktrinen om den internationale socialismes interventionsret som i Tjekkoslovakiet. Den blev aflivet af Gorbatjov i 1989. Putin satser stort med Ukraine Forsøg på at knytte Ukraine til EU ved en associeringsaftale var et indgreb i den russiske indflydelsessfære og måtte mødes med magtfulde modforholdsregler. Ukraine er således den næste store prøvelse og det mere for Putin end for Rusland. Hans prestige og magt afhænger af projektet, og han satser meget stort. Spørgsmålet er, om han er klar over, hvor stort. I en karakteristik af ham fra tiden under uddannelse i KGB, der er blevet offentliggjort, hedder det, at hans påfaldende koldblodighed i spændte situationer er tegn på manglende evne til at se faremomenter. Putins popularitet er steget til 83-86 pct. under indtryk af Ukraine-krigen og den holdes ved lige med en propaganda, der med Rachlins ord overgår sovjettidens massirovki, d.v.s. påvirkning af masserne. Uafhængige russiske iagttagere taler om en entusiasme, der har grebet russerne, som ser deres land genvinde sin storhed og magt efter et kvart århundredes ydmygelser. Den nationale flodbølge dækker dog over en anden virkelighed. Den er økonomisk, og spørgsmålet er, om Putin helt har mistet forbindelsen til den. Olieprisen er på et halvt år faldet fra 115 dollar per tønde til knap 70 dollar; omkring 100 milliarder dollar har forladt Rusland for at søge ly under mere stabile himmelstrøg; i supermarkederne mangler der varer, nu hvor Rusland boy- ANMELDELSE kotter vestlige levnedsmidler, og det kniber med at få omsat ideen om autarki til virkelighed. Rusland har som en petrostat en underudviklet industri og et landbrug, der ikke kan brødføde landet. Kun våbenindustrien klarer sig rimeligt og kan nu vente milliardordrer fra regeringen, da Putin trods udsigten til faldende BNB og muligvis recession har bevilget adskillige milliarder til oprustning over de næste fire år. Når der ikke kan hentes tilstrækkeligt med penge ved hjælp af olie og gas, er der kun én til at betale: Russerne. I takt med, at dette slår igennem og rammer russerne hårdt, vil Putins popularitetstal begynde at vige. Medmindre han får held med, som han allerede har været inde på, at genkalde Stalin-tidens heroisme, hvor man uagtet enorme lidelser og personlige tab, stod sammen mod en nådesløs fjende. Putins behov for fjender kan ikke ventes at aftage, snarere stige. Rachlin vil gerne være optimist og udtrykker håb om, at den unge generation af russere, som har set verden udenfor, vil handle helt anderledes og forandre Rusland. Han bliver dog skeptisk, “når man ser på Putins fjorten år ved magten og Ruslands lange historie”. På ét punkt må man i mine øjne give Putin ret, nemlig når han siger: “vi lever i Østen, ikke i Vesten”. Ideen med ‘den russiske verden’ er at udvikle og fastholde Rusland som en unik og egenartet civilisation. Derfor kan ingen vestlige normer og værdier finde anvendelse på russiske forhold. Af denne grund har Putin for Rusland udviklet begreberne ‘det styrebare demokrati’ og ‘det suveræne demokrati’. Det første betyder, at demokratiet trænger til en fast vejledende hånd for ikke at ende som et Europa i kaos og ødelæggelse af samfundets grundvold. Suverænt skal landet være for at holde enhver udenlandsk, bedrevidende indblanding på afstand. Rachlins bog er anbefalelsesværdig på grund af forfatterens viden og forståelse for Rusland og hans mange tankevækkende analyser. UDENRIGS 3 | 2014 | 99 Anmeldelse: Kissingers verden Af Erik Beukel I sin seneste bog gennemgår Henry Kissinger grundelementerne i sin opfattelse af en holdbar international orden med afgrænsede stater som de central byggeklodser. Men en del af Kissingers verden bygger på en illusion om, at statsmænd kan styre udviklingen, blot de indgår aftaler, der finjusterer balancen mellem statsinteresser. Henry Kissinger: World Order. Reflections on the Character of Nations and the Course of History. Allen Lane. 2014. Som sikkerhedspolitisk rådgiver og senere udenrigsminister under præsidenterne Nixon (1969-74) og Ford (1974-77) vækker den 91-årige Henry Kissinger stadig stærke følelser. For mange var USA’s epokegørende åbning til Kina 1971-72, indgåelsen af rustningskontrolaftaler med Sovjetunionen og omformningen af den storpolitiske arkitektur i trekanten USA-SovjetunionenKina udtryk for ægte statsmandskunst; det gælder ikke mindst USA’s brug af balancepositionen i fjendskabet mellem de to kommunistiske stormagter til at skabe en grundlæggende usikkerhed i den sovjeti- ske ledelse, som var med til at undergrave Sovjetunionen. Andre forbinder Kissinger med mørke sider af amerikansk udenrigspolitik som krigen i Indokina, især den massive bombeoffensiv mod Hanoi og Haiphong i julen 1972 som led i et futilt forsøg på at få en ærefuld afslutning på en meningsløs krig. Vietnam-krigen skabte hidtil usete konflikter i det amerikanske samfund med voldsomme antikrigs-demonstrationer og stridigheder i det udenrigspolitiske establishment, og for mange blev Kissinger symbolet på en kynisk magtbalancepolitik. Den glamourøse Harvard-professor var et yndet hadeobjekt, og i dag er Beijing et af de steder i verden, hvor han modtages med størst venlighed. I World Order gennemgår Kissinger grundelementerne i sin opfattelse af en holdbar international orden. Værket er værdifuldt som kilde til Kissingers verden, især når vi ser på de ‘reflections’, titlen bebuder, og hvad der ikke reflekteres over. Forfatteren hører til den såkaldt realistiske skole, som er en rig og sammensat forskningstradition med vægt på historiske studier, der giver stof til eftertanke – hvis man kan vænne sig til den skolemesteragtige stil. Erik Beukel er dr. scient. pol. og tidligere seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). >>> ANMELDELSE 100 | UDENRIGS 3 | 2014 FOTO: WHITE HOUSE PHOTOGRAPHIC OFFICE, VIA WIKIMEDIA COMMONS Centralt i Kissingers opfattelse er det westfalske system og begreberne legitimitet, magt og ligevægt (magtbalance). Den westfalske fred dækker over et sæt aftaler, som i 1648 blev indgået efter afslutningen af de ødelæggende religionskrige i første halvdel af det 17. århundrede (Trediveårskrigen). For Kissinger er systemet ikke er udtryk for en særlig moralsk erkendelse eller dyd, men et sæt generelt accepterede principper og regler, som blev begyndelsen til en praktisk og stabil fredsordning i Europa. Som et afgørende vendepunkt i Europas historie er grundideen, at territorialt afgrænsede stater skal være de centrale byggeklodser i en horisontalt organiseret orden. Blandt de vigtigste principper for forholdet mellem stater er: Suveræn ligeberettigelse uanset interne politiske systemer; grænsernes ukrænkelighed; ikke-indblan- ANMELDELSE ding i indre anliggender og opretholdelse af en stabil ligevægt, bl.a. gennem en vis selvpålagt tilbageholdenhed. Ved hjælp af sådanne principper skal de mangeartede konflikter, der altid vil eksistere, håndteres af ansvarlige statsledere uden fortsatte krige. I Kissingers verden er søgen efter ‘gode viljer’ og ‘politiske løsninger’ ikke meget værd, hvis dette ikke kombineres med en realistisk erkendelse af staternes interesser og magtbalancen og fastholdelse af et klart skel mellem udenrigs- og indenrigspolitik. Rationel tænkning Op gennem det 18. århundrede lettedes virkeliggørelsen af sådanne normer af, at de ledende statsmænd var aristokrater med en fælles overordnet forståelsesramme. Den franske revolution samt Napoleons verdslige korstog og oplysningsfilosoffers UDENRIGS 3 | 2014 | 101 I Kissingers verden er søgen efter gode viljer og politiske løsninger ikke meget værd, hvis dette ikke kombineres med en realistisk erkendelse af staternes interesser og magtbalancen og fastholdelse af et klart skel mellem udenrigs- og indenrigspolitik tro på, at der ved rationel tænkning kunne skabes en ny politisk orden uden hensyn til historien blev imidlertid en alvorlig trussel mod systemet. Fredskongressen i Wien 1814-15 søgte at genskabe ligevægten, men op gennem det 19. århundrede betød den stigende demokratisering, de fremvoksende nationale bevægelser samt økonomiske og teknologiske forandringer fortsatte udfordringer til systemet, og med Første Verdenskrig brød det endeligt sammen. Hertil kom, at principperne fra begyndelsen var behæftet med basale uklarheder: Dækker ‘ikke-indblanding’ alene over militære og økonomiske sanktioner, eller er også den blotte kritik af interne forhold i andre stater illegitim? Hvad er substansen af den nødvendige selvpålagte tilbageholdenhed? Hvornår er der ‘ligevægt’, og hvor langt implicerer den opretholdelse af status quo? Også begrebet suverænitet er upræcist. Som det ofte bruges, indebærer det en glidning fra et spørgsmål om placeringen af beslutningsmyndigheden til et krav om, at suveræne stater skal have kontrol med virkningerne af en beslutning. En sådan altomfattende betydning tømmer begrebet suverænitet for selvstændig substans, men som andre plusord kan det altid anvendes efter behov. Uanset historiske og begrebsmæssige faktorer er de westfalske principper det eneste generelt anerkendte sæt procedureregler for den internationale orden i en kaotisk og omskiftelig verden. Problemet er, at mange stater har et ambivalent forhold til principperne, der bl.a. er betinget af deres særlige historie. I dag er de klareste tilhængere af de westfalske principper at finde i Asien, ikke mindst Kina og Indien. I bogen beskriver Kissinger, hvorledes den nye asiatiske forkærlighed for de westfalske principper er en reaktion på europæiske kolonimagters arrogance, grådighed og kulturelle chauvinisme. Med hensyn til Kina gælder det, at landet gennem dets lange historie har set sig selv om ‘Riget i Midten’ og toppen af en vertikal verdensorden, mens Kina i dag skarpt hævder suverænitets- og ikke-indblandings principperne. Hvad angår Indien er der en tydelig overlapning mellem den westfalske model og de ‘Fem Principper for Fredelig Sameksistens’, som Indiens daværende premierminister Nehru formulerede i midten af 1950’erne. I Nehrus udformning fik principperne en særlig moraliserende betoning, der virkede irriterende på specielt USA, men de oprindeligt europæiske normer var nyttige som en del af Indiens bestræbelser på at fastholde og styrke landets nye uafhængighed. Principperne blev kodificeret i en aftale mellem Indien og Kina og indgik i erklæringer fra konferencer mellem de alliancefrie lande. Ser vi på Rusland, ligger det dybt i landets historiske erfaring, at begrænsninger på magten fører til katastrofer som borgerkrige og fremmede invasioner, og derfor er det altid nødvendigt at have kontrol med tilgrænsende lande. I dag burde ingen lade sig overraske over Putins udenrigspolitik. Også den islamiske verden har i øvrigt et problemfyldt forhold til den westfalske model. >>> ANMELDELSE 102 | UDENRIGS 3 | 2014 USA er det mest markante eksempel på en ambivalent holdning til den westfalske model, og redegørelsen herfor er et hovedtema i bogen. Overskriften til et af kapitlerne indeholder ordene ‘acting for all mankind’, der er et citat fra en artikel af Thomas Jefferson, som skrev den amerikanske Uafhængighedserklæring og var USA’s tredje præsident 1801-9. USA’s moralske pligt Det ligger dybt i den amerikanske selvforståelse, at amerikansk udenrigspolitik ikke er udtryk for ‘nationale interesser’ eller magtpolitik. USA har som ‘the city on the hill’ en moralsk mission og pligt til at udbrede værdier som frihed og demokrati, som alle oplyste nationer aspirerer til. Den, som klarest har formuleret denne holdning, er præsident Wilson (1913-21). Wilson så USA som verdens samvittighed; han proklamerede demokrati og kollektiv sikkerhed som vejen til fred og tog kraftigt afstand fra hemmeligt diplomati, traditionelle alliancer og magtbalancepolitik. Redegørelsen for Wilsons visioner i bogen er skarp og sarkastisk, og som mange andre amerikanske forskere og kommentatorer samt enkelte medlemmer af Senatet lægger forfatteren ikke skjul på, at hele denne tankegang er spiren til hykleri og hybris. Men Wilson anses for en af de største præsidenter i USA’s historie, og som eksempel på hans intellektuelle triumf, nævner Kissinger, at selv præsident Nixon så sig som en discipel af Wilson og havde et portræt af ham hængende i kabinetsværelset i Det Hvide Hus. I sammenhæng hermed omtales, hvorledes præsident Bush fremstillede invasionen af Irak som et aspekt af et projekt om at sprede frihed og demokrati. Kissinger støttede den amerikanske invasion, men udtrykte stærk tvivl over for ideen om demokratispredning i en del af verden, der er uden tradition for demokratisk pluralisme. Amerikanske værdier bør integreres i ameANMELDELSE rikansk udenrigspolitik som i Marshallplanen og andre civile hjælpeprogrammer, siger Kissinger, men forsøg på udbrede demokrati ved hjælp af militær besættelse giver USA’s udenrigspolitik en Sisyfos-kvalitet som en endeløs kamp for at nå det uopnåelige. Mens alle amerikanske præsidenter efter Anden Verdenskrig har bekræftet deres tro på USA’s universelle mission, så har amerikansk udenrigspolitik under dele af den kolde krig også båret præg af præmisser svarende til de westfalske. Det vigtigste eksempel er – ikke overraskende – de år, hvor Kissinger var præsident Nixons sikkerhedspolitiske rådgiver. Ifølge Kissinger var Nixon usædvanlig godt forberedt til at stå i spidsen for omformningen af amerikanske udenrigspolitik i realistisk retning. Hertil kan føjes, at Nixon i hvert fald havde én fordel fremfor alle andre i amerikansk politik: Han behøvede ikke være bange for angreb fra en erfaren mester i retorisk antikommunisme som Richard Nixon. I billedet af Nixon bør det dog erindres, at han flere år før åbningen i forsigtige vendinger havde slået til lyd for en ny amerikansk politik over for Kina, og der har været en uheldig tendens til at nedvurdere Nixons rolle sammenlignet med Kissingers. For at uddybe centrale træk ved Kissingers verden bør nævnes en af forfatterens egne ideer fra begyndelsen af 1989, som ikke omtales i bogen, der ellers i slutkapitlet indeholder overvejelser om, hvordan der kan være behov for en ‘modernisering’ af det westfalske system. Da Bush-administrationen tiltrådte i januar 1989, var den mere skeptisk over for holdbarheden af den nye sovjetiske udenrigspolitik end Reagan-administrationen, men samtidig ønskede den ikke at destabilisere Gorbatjovs position. Denne holdning gled over i klassisk realpolitik, da Henry Kissinger kort efter præsident Bushs tiltræden besøgte Moskva og medbragte et brev til Gorbatjov fra den nye præsident, hvori UDENRIGS 3 denne – efter forslag fra Kissinger – tilbød en uformel aftale mellem de to supermagter: Hvis Gorbatjov ville love ikke at bruge magt for at undertrykke reformer og liberalisering i Østeuropa, ville USA love at respektere legitime sovjetiske sikkerhedsinteresser i området, hindre egne allierede i at ‘gå for langt’ og ikke udnytte økonomiske og politiske ændringer til at destabilisere situationen. Dette forslag fra den realistiske skoles Grand Old Man om at sikre stabiliteten via grand design diplomati på højeste niveau blev aldrig søgt virkeliggjort, bl.a. fordi de politiske ledere i Øst som i Vest snart mistede kontrollen med udviklingen i Østeuropa. Det kunne have været interessant, hvis Kissinger i bogen havde reflekteret over, | 2014 | 103 hvorfor forslaget hurtigt blev ligegyldigt, og konsekvenserne for holdbarheden af hans tænkning. De der først og fremmest havde brug for en løftet realpolitisk pegefinger i 1989, var ikke regeringer i Øst eller Vest, men de oppositionsbevægelser i Østeuropa, der krævede grundlæggende forandringer i de kommunistiske diktaturer. Forestillede Kissinger sig en fælles advarsel fra Moskva og Washington om ikke at rokke ved freden og stabiliteten i Europa? En del af Kissingers verden bygger på en illusion om, at statsmænd kan styre udviklingen, bare de indgår aftaler, der finjusterer balancen mellem statsinteresser. Talsmænd for den realistiske skole kan være forbløffende urealistiske. ANMELDELSE 104 | UDENRIGS 3 | 2014 Bognoter Af Vibeke Sperling Aagaard, Charlotte, Hans-Christian Mathiesen & Jens Ringsmose: Frontlinier – med medierne og militæret i krig. Juristog Økonomforbundets Forlag. 2014. Bogen åbner for en debat om forholdet mellem medierne og det danske forsvar, og den er den første på dansk, der eksplicit beskæftiger sig med relationerne mellem de to parter i en kontekst af krig. Det diskuteres bl.a., hvordan nogle af de grundlæggende interessemodsætninger mellem parterne kan mindskes til gavn for demokratiet. Bogen er resultatet af et usædvanligt samarbejde mellem en journalist, en general og en forsker. Blinkenberg, Lars: Ambassadør i tyve lande, mit livs ankerpladser. Multivers. 2014 Lars Blinkenbergs karriere i diplomatiet i årene 1957 til 2000 begyndte i London og endte i Damaskus. I denne erindringsborg fortæller han levende om sine mange år i udenrigstjenesten og fortæller desuden om den politiske situation i de lande, som han lærte at kende undervejs. Han beskriver bl.a. samfundene i England og Tyskland, konflikten mellem Indien og Pakistan, Venezuela, Nigeria, konflikten i Mellemøsten og det arabiske forår. Clayton, Anthony: Ukraine: A Short History. CreateSpace Publishing Platform. 2014. Om magtskiftet i Ukraine i februar 2014 set i lyset af landets dramatiske historie. Det store frugtbare land uden naturlige grænser til at forsvare sig bag imod århundreders angreb fra Asien, kosakker, polakker, Tsarrusland og Sovjetunionen. I århundreder blev ukrainere forfulgt, fordrevet og udsat for massakrer, men en særlig ukrainsk bevidsthed, distinkt kultur og et sprog, der adskilte sig fra russisk opstod for omkring 150 år siden, men samtidig betød hastig industrialisering tilstrømning af russisk arbejdskraft. Privilegier og korruption under skiftende herskende eliter undergravede hele samfundet og det postsovjetiske Rusland vendte tilbage til at hævde historisk ret til at gribe ind som under Peter og Katarina Den Store, Lenin og Stalin. Cockburn, Peter: The Jihadis Return. Isis and the New Sunni uprising. O/R books. 2014. Selv om al-Qaeda kunne gennemføre spektakulære aktioner som terrorangrebet på USA 11.september 2001, havde den og andre terrororganisationer begrænset styrke og blev yderligere svækket af invasionen i Vibeke Sperling er udenrigskorrespondent ved dagbladet Politiken og redaktør af bognoterne. BOGNOTER >>> UDENRIGS 3 Afghanistan. Den anerkendte Mellemøstenkommentator, Cockburn, påviser, at situationen er ændret dramatisk. Islamistiske organisationer med IS (ISIS) i spidsen har dygtigt udnyttet fejltagelserne i Vestens krige i Afghanistan, Irak og Libyen så vel som fejlfortolkningerne om Syrien og det arabiske forår. Derfor vokser jihadorganisationer med IS som den vigtigste nu hurtigt. Cooley, Alexander: Great Game, Local Rules: The New Great Power Contest in Central Asia. Oxford University Press. 2012. Mod sædvane tager vi her en to år gammel bog med, fordi de tidligere sovjetrepublikker i Centralasien får stadig større betydning i global politik. Og fordi det er en af de mindst udforskede og mindst forståede regioner i Eurasien. Det leder tanken hen på det store spil i det 19. Århundrede, på endeløse stepper og i de lukkede regimer. Alexander Cooley, professor i politisk videnskab i New York, har studeret de fem postsovjetiske stater, Kirgisistan, Tadsjikistan, Kasakhstan, Usbekistan og Turkmenistan siden Sovjetunionens sammenbrud og giver en god introduktion til regionen. Denne hans seneste bog udforsker regionens forhold til Rusland, USA og Kina efter terrorangrebet på USA 11. september 2001. Det er fortællingen om stormagternes rivalisering, revolution, energiressourcer og autoritære regimer, om regionens aktuelle situation og udviklingsmulighederne i det 21. århundrede. Damsgård, Puk: Hvor solen græder. En fortælling fra Syrien. Politikens Forlag. 2014. Journalisten Puk Damsgård har siden 2011 været DR’s mellemøstkorrespondent med base i Beirut og nu Kairo. Bogen er hendes personlige fortælling om borgerkrigen i Syrien ud fra beretninger om konkrete syriske skæbner. Damsgård er den danske journalister, som har rejst mest i Syrien un- | 2014 | 105 der borgerkrigen. Hun fortæller om at blive smuglet over grænsen for at rapportere fra et land i opløsning og om mennesker i permanent undtagelsestilstand. Vi møder lægen Kassem og den unge Mohannad, der modvilligt er draget i krig, mens han drømmer om sin elskede. Men først og fremmest følger bogen storbykvinden Nour, der i en frihedsrus engagerer sig i det syriske oprør, men ender i sit livs mareridt. Dawisha, Karen: Putins’s kleptocracy: Who owns Russia?. Simon & Schuster. 2014. Bogen søger at besvare spørgsmålet, hvem Vladimir Putin er og hvad han egentlig vil. Den beskriver, hvordan han kom til magten, milliarderne han og hans medsammensvorne stjal og hans planer for at genopbygge Storrusland. Den præsenterer Putins inderkreds’ misbrug af offentlige positioner til egen vinding, allerede inden Putin kom til magten i 2000, herunder etableringen af Bank Rossija, der nu er under amerikanske sanktioner; opstigningen af kooperativet Ozero, som Putin var medgrundlægger af og som nu også er underlagt sanktioner. Dawisha beskriver båndene mellem organiseret kriminalitet og sikkerhedsfolk fra Putins KGB dage i Leningrad og Dresden. Forfatteren har i mange år forsket i KGB og forbrydersyndikater bag Putins Kleptokrati. Hendes kilder omfatter Stasi arkiver, russiske insidere, dybdeborende journalister i USA og Europa samt vestlige embedsmænd, der har arbejdet i Moskva. Dunkerley, William: Ukraine in the Crosshairs: The Crisis of 2014 and Putin’s Surprising Role. Omnicom Press. 2014. Analyser af og svar på hvad, USA og NATO har gang i om Ukraine samt beskrivelser af tragedien, som river Ukraine i stykker. Dunkerley analyserer de rædsomme overskrifter om Putins aggressive bevægelser ind i Ukraine. Han sætter Ukraine i sigtekornet i perspektiv og analyserer PuBOGNOTER >>> 106 | UDENRIGS 3 | 2014 tins bidrag til tragedien. Men han påpeger også internationale aktører, der har Ukraine i deres sigtekorn og viser, hvordan “griske internationale spillere”, som han kalder dem, gjorde ukrainernes ønske om et bedre liv til en katastrofe. Enzensberger, Hans Magnus: Tumult. Suhrkamp. 2014. I 1963 tog forfatteren på sin første rejse til Rusland og blev gæst i Khrusjtjovs datsja i Gagra. Bogen er et portræt af sovjetlederen og tidens sovjetiske ‘Tauwetter’-Politik (tøbrud). Tre år senere rejser Enzensberger gennem USSR fra det dybeste syden til Sibirien, hvor han indleder et konfliktfyldt forhold til en russisk kvinde. 1968/1969 geråder Enzensberger ud i en fase af politisk og privat tumult med Vietnamkrig, fascination af Cuba og fraktionskampe i den udenomsparlamentariske opposition i Berlin som kulisse. Bogen er en beskrivelse af, hvordan han på 50 års afstand ser på den unge Enzensberger. I et sidste kapitel Danach tager han afsked med de “politiske og private besættelser i 60’erne”. Her mindes Enzensberger taberne og dem, som stod ham nær. Bogen er tilegnet “De forsvundne”. Fair, Christine C.: Fighting to the End: The Pakistan Army’s Way of War. Oxford University Press. 2014. Om hæren, der siden Pakistan blev grundlagt i 1947, har domineret statsapparatet. Militæret har fastlåst landet i en tilsyneladende evig konflikt med Indien med det primære formål at vriste Kashmir fra Indien. Derfor igangsatte Pakistan tre krige om Kashmir – i 1947, 1965 og 1999 – uden at vinde nogen af dem. Den pakistanske hær fortsætter den farlige politik ved at inddrage ikke-statslige aktører i ly af landets atomparaply. Hæren har ført krig per stedfortræder i Kashmir siden 1989 ved hjælp af islamistiske militante, lige som den støtter ikke-islamistiske oprør rundt i Indien BOGNOTER og en landsdækkende islamistisk terrorkampagne, der gentagne gange har bragt de to lande på kanten af ny krig. Friedman, George: Flashpoints: The Emerging Crisis in Europe. Doubleday. 2015. Forfatteren har tidligere udgivet forudsigelser om fremtidige tendenser, herunder bogen The Next 100 Years, The Next Decade. Denne bog udpeger udvikling i brændpunkter i den umiddelbare fremtid, især i Europa. Det modernes Europa og EU var skabt for at minimere indbyggede geopolitiske spændinger, der har ført til to verdenskrige. Friedman mener på basis af en blanding af historiske og kulturelle analyser, at fredsprojektet EU har spillet fallit.Nu syder det lige så farligt som tidligt i det 20. århundrede. Han retter fokus på en rækker steder, grænselande og kulturelle dynamikker det forklarer præcist, hvordan visse tendenser ikke kan stoppes og hvad der venter i fremtiden. Fukuyama, Francis: Political Order and Political Decay – From the Industrial Revolution to the Globalization of Democracy. Brilliance Audio; MP3 Una edition. 2014. Fukuyama følger historien fra den franske revolution til det arabiske forår. Han undersøger effekterne af korruption på regeringsudøvelse og årsagerne til, at nogle samfund har bekæmpet korruption med succes. The Wall Street Journal kaldte Fukuyamas syn på politisk orden “fænomenal i dets indsigt og beundringsværdig beskeden i dets ambitioner.” Dette er bind 2 om politisk tænkning i mindst en generation. Dette bind stiller det essentielle spørgsmål, hvordan samfund udvikler stærke og ansvarlige politiske institutioner. Ud over udviklingen fra den franske revolution til det arabiske forår beskrives de dybe misfunktioner i nutidens amerikanske politiske institutioner. Fukuyama udforsker kolonialismens arv i Latinamerika, Afrika og Asien og ser på, hvorfor nogle regioner er UDENRIGS 3 udviklet hurtigere end andre. Han ser på fremtiden for demokrati i lyset af en opstigende global middelklasse og den skærpede politiske paralyse i Vesten. Golinkin, Lev: A Backpack, a Bear, and Eight Crates of Vodka: A Memoir. Doubleday. 2014. Erindringer om to rejser, som fletter sig ind i hinanden: En forfulgt jødisk flygtningefamilie og en ung mand, der søger at få hold på sin omskiftelige fortid. I de sene 1980’ere i lyset af den kolde krig, overskrider den ni år gamle Lev Golinkin og familien den sovjetiske grænse med kun ti kufferter og 600 dollar. Mange år efter, da Lev er en voksen mand i USA, begiver han sig ud for at genopleve sin families lange rejse og finde de fremmede, der kæmpede for hans frihed. På den måde vinder han en fremtid ved at forstå sin fortid. Harste, Gorm: Krigen – et ustyrligt system. Aarhus Universitetsforlag. 2014. Ifølge forfatteren skal det sidste hundrede års krige ikke ses som separate konflikter, men som en ny Hundredeårskrig. Den begyndte i 1914 med 1. Verdenskrig, fortsatte efter et pusterum med 2. Verdenskrig og den kolde krig for at munde ud i nutidens utallige og asymmetriske konflikter mellem konventionelle hære, oprørsgrupper, terrorister og frihedskæmpere. Jalal, Ayesha: The Struggle for Pakistan: A Muslim Homeland and Global Politics. Belknap Press. 2014. Siden etablering som nationalstat for indiske muslimer i 1947, har Pakistan udfoldet sig i lyset af dybe regionale og internationale konflikter. Plaget af mord, etniske konflikter og Bangladeshs udbrud i 1971, har landet, som bogen påpeger, for ofte været plaget af religiøs ekstremisme og autoritært militærstyre. I en biografi om sit hjemland giver Ayesha Jalal en insiders vurdering af, hvordan den atomvæbne- | 2014 | 107 de muslimske nation udviklede sig og forklarer, hvorfor landets dilemmaer vejer så tung for perspektiverne om fred i regionen. Jenkins, Brian: Crisis In Crimea: A Historical Lead Up To The Conflict Between Russia and Ukraine. Amazon Digital Services. 2014. Om baggrunden for Ukraines splittelse og økonomiske krise frem til kampene mellem provestlige og prorussiske kræfter i henholdsvis det vestlige og østlige Ukraine. Om Ruslands aggression, der hurtigt medførte internationalt engagement, hvor verdens ledere opfordrede de to nationer til at nå til en diplomatisk løsning. Midt i deres magtesløshed vidste de, at problemet kunne blive af global omfang, hvis der ikke straks blev grebet ind. Kurkov, Andrey: Ukraine Diaries. Dispatches from Kiev. Harvill Secker. 2014. Bogen omhandler tiden mellem starten på oprøret på Kijevs Uafhængighedsplads (Majdan) fra 21. november 2013 frem til 21. april, da krigen brød ud i det østlige Ukraine. Andrey Kurkov er en af Ukraines mest succesrige forfattere, der er beskrevet som en ‘magisk realist’. I et land som Ukraine er han en dødsensalvorlig absurdist. Kurkov har skrevet dagbog i 35 år og således også om begivenhederne på Majdan, som han iagttog fra sin lejlighed i Kijevs historiske centrum. Kurkov deltog ikke i demonstrationerne, men var en passioneret iagttager. “Når kanonerne brager, tier muserne”, skriver han og fortæller om begivenhederne ud fra blandt andet familiens reaktioner. For børnene betød det rigtig meget at tale om det i skolen. For Kijev beboerne betød det, at det personlige på brutal vis blev politisk. Laustsen, Carsten Bagge: Terror. Aarhus Universitetsforlag. 2014. Bogen gennemgår forskellige aspekter af begrebet terror. Ifølge forfatteren er terror ikke blot et spørgsmål om sort eller BOGNOTER >>> 108 | UDENRIGS 3 | 2014 hvid, god eller ond. Fænomenet er langt mere sammensat, end vi tror. Carsten Bagge Laustsen er lektor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet og forsker i terror, religion, politik og populærkultur. Mijnssen, Ivo: Back To Our Future! History, Modernity and Patriotism According to Nashi, 2005-2013. IBIDEM Press. 2014. Sovjetunionen brystede sig af stor politisk deltagelse af unge. Oktobristerne, pionererne og medlemmerne af partiet ungdomsorganisation Komsomol repræsenterede de sovjetiske unge. De var engagerede, velinformerede og entusiastiske om deres land. Denne bog handler om unge, der følger den tradition op som medlemmer af Nasji, en stor nutidig ungdomsorganisation. Nasji sværger troskab til Putins Rusland. Kreml fremstiller Nasji som en succesrig græsrodsorganisation, men den har fra starten været tæt knyttet til regimet. Organisationen kan derfor love sine medlemmer social opstigning, hvis de holder sig til det officielt sanktionerede verdenssyn. Bogens beskrivelse af Nasji er både en fortælling om politiske tendenser blandt Ruslands unge i dag og Kremls kontrol med ideologier. Ud over nærbilleder af medlemmers tankegang giver forfatteren et dybt kig ind i Nasji sommerlejr ved Selinger Søen nord for Moskva. Bogen er forsynet med Nasjis brochurer, plakater, sange og paroler. Kim, Eunsun: Min vej ud af Nordkorea. Informations Forlag. 2014. Eunsun Kims far var blandt de hundredtusinde af nordkoreanere, der døde af sult efter at have solgt alt, hvad familien ejede for at skaffe mad – undtagen portrætterne af Kim Il-Sung og Kim Jung-Il, som det er en dødssynd at sælge i landet. Bogen er en dybt personlig beretning om, hvor umenneskeligt livet i Nordkorea er og om flugten fra diktaturstaten. I 1998, da Eunsun Kim er 11 år, ser hendes mor ingen anden BOGNOTER udvej end at flygte til Kina med sine døtre. Men her er der heller ingen hjælp at hente og efter en tid i Kina, hvor de lever som slaver for en kinesisk mand, sendes de tilbage til fængsel, tortur og forhør. Ved en sidste kraftanstrengelse lykkes det dem at krydse den mongolske ørken for den vej at nå friheden i Sydkorea. Klein, Naomi: Intet bliver som før. Kapitalisme vs. Klima. Oversat af Steen Fiil. Klim. 2014. Bogen følger samme spor, som den canadiske journalists to første store bøger, der også er udkommet på dansk, No logo og Chokdoktrinen: Kapitalismen som det store onde. I denne er det klimaet, som hun mener kun kan reddes nedefra af engagerede folkebevægelser. Hun konkluderer, “store sociale bevægelser (er) det eneste, der nu kan redde os. For vi ved så udmærket, hvor det nuværende system vil føre os hen, hvis det overlades til sig selv”. Hun afslører ‘systemets’ løsninger på klimakrisen som illusioner, eksempelvis utopien om en gigantisk skærm til at dæmpe solens stråler. Det er forsættelse af naturdestruktion, ifølge Klein. Vi kan heller ikke forlade os på filantropiske milliardærer, erhvervslederes løfter om grøn omstilling eller politikeres vilje og evne til at gøre noget effektivt. Der er ifølge Klein ikke sket noget effektivt for at nedbringe CO2 udledningen, fordi det vil være “i grundlæggende modstrid med ideologien bag den deregulerende kapitalisme”. Panetta, Leon og Jim Newton: Worthy Fights: A Memoir of Leadership in War and Peace. Penguin Books. 2014. Leon Panettas egen historie om et dramatisk liv. Hans første karriere begyndte som efterretningsofficer og kulminerede i rollen som Bill Clintons stabschef. Han “trak sig tilbage” for at skabe Panetta Institutet, som blandt andet beskæftigede sig med Irak. I 2009 vendte han tilbage i offentlig UDENRIGS 3 tjeneste som CIA-direktør, hvor han bragte efterretningsorganisationen på fode efter Bush periodens torturdebat og CIA tilbage som vitalt center for krigen imod al-Qaeda herunder kampagnen, der førte til likvideringen af Osama bin Laden. Pappe, Ilan: The Idea of Israel. A History og Power and Knowledge. Verso. 2014. Den israelske historiker Pappe er kendt som en af de mest kritiske af landets forskere. I denne bog har han fokus på den israelske stats selvopfattelse og hvordan den zionistiske fortælling især i 1990’erne blev udfordret af intellektuelle, forskere og kunstnere. De såkaldte “postzionister” havde visioner om Israels udvikling til et mere åbent, demokratisk og multikulturelt samfund. Den strømning fik en tid vind i sejlene af forhandlingerne med palæstinenserne, der gav håb om fred. Bogen beskriver, hvordan sammenbruddet for fredsprocessen i 2000 førte til nederlag for en postzionistiske strømning og fremgang for en nyzionisme, der i Pappes optik er mere nationalistisk og racistisk version af traditionel zionisme. Pappe giver et overblik over de forskellige skoler i opfattelsen af, hvad Israel er for en størrelse. Pomerantsev, Peter: Nothing is True and Everything is Possible. The Surreal Heart of the New Russia. Public Affairs. 2014. Forfatterens Rusland er et sted uden regler og uden sikkerhed for morgendagen, et sted hvor man må leve i nu’et, fordi det er alt, hvad man har. Bogens mest frysende eksempel på livet i Rusland er historien om forretningskvinden, Jana Jakovleva, der involveres i sikkerhedstjenestens kamp imod kemiindustrien. Hun ender i det helvede, som Ruslands notoriske fængselssystem er. “Betjentene så på hende, som om hun var en pakke,” skriver Pomerantsev: “Om morgenen havde hun været en forretningskvinde, der kørte i en Lexus i en elegant hvid dragt. Nu var hun en pakke.” De | 2014 | 109 uigennemskuelige regler og love betyder, at alle potentielt bryder loven og derfor kan blive fængslet når som helst, regimet ønsker det. Det meste af bogen beskriver begivenheder før Ruslands bitre strid med Vesten om Ukraine, men alle der ønsker at vide, hvorfor Kreml risikerede økonomisk nedsmeltning ved at annektere Krim og engagere sig militært i Ukraines øst, kan finde mange elementer til svar i denne bog. Hawkins-Dady, Mark:Taler, der forandrede verden. Lindhardt og Ringhof. 2014. Forord af Uffe Ellemann-Jensen Det er bogens udgangspunkt, at verden ikke havde forandret sig, som den har, hvis de store statsledere, oprørerne, filosofferne, videnskabsmændene og folkeheltene ikke havde brugt alle deres evner som talere til at indgyde os andre mod, anspore vores moral, forføre eller mane os til besindighed. Her er Barack Obamas allerede nu historiske “yes we can”-tale, Mikhail Gorbatjovs store tale i FN om frihed, Martin Luther Kings “I have a dream”-tale, Robert Oppenheimers tale efter atombomberne over Japan, Winston Churchills tale efter slaget om England, Adolf Hitlers tale til Rigsdagen i 1938 samt epokegørende taler af Richard Nixon, Lenin, Stalin, Gandhi, kvindesagskvinden Emmeline Pankhurst, Napoleon Bonaparte, Vaclav Havel og mange andre, som gjorde så dybt indtryk på deres samtid, at verden ikke var den samme derefter. Hver enkelt tale ledsages af kort historisk gennemgang af den tid, hvor den pågældende tale blev holdt. Wilson, Andrew: Ukraine crisis. What it meant for the West. Yale University Press. 2014. Der er for forfatteren to mænd, som bærer hovedansvaret for krisen i Ukraine – Vladimir Putin og Viktor Janukovitj. Sidstnævnte satte scenen ved at krænke alle formelle og faktiske love for at maksimere sin magt og rigdom. Han skabte et maBOGNOTER >>> 110 | UDENRIGS 3 | 2014 fia-system, baseret på Don Corleones regler, skriver Wilson, der detaljeret beskriver det korrupte system. Efter Janukovitj fald trådte Putin ind på scenen i Ukraine dramaets næste akt. Wilson mener, at Putin længe havde stået i kulissen og forberedt sine træk. Han promoverer en særlig konservatisme baseret på traditionelle værdier over et geografisk skema, som han kalder ‘den russiske verden’. Ifølge forfatteren er det ‘Kremls verden’, hvor ivrige rekrutter i prorussiske partier og russiskvenlige græsrødder blev de nye krigere i Kremls ‘informationsslag’. Da Janukovitjs regime begyndte at smuldre sammen med den ukrainske stat, handlede Putin hurtigt og beslutsomt for at udnytte det nye vakuum. Wilson ser Putins erobring af Krim som i højere grad politisk opportunisme end et resultat af en langsigtet strategi. Det var i sidste instans Putins politiske overlevelse snarere end storstilede imperieambition, som motiverede hans nye militære eventyr. Sakwa, Richard: Frontline Ukraine: Crisis in the Borderlands. I. B. Tauris. 2014. Om krisen i Ukraine, som bragte verden på randen af en ny slags kold krig med forholdet mellem Rusland og Vesten på sit hidtil laveste niveau. Sakwa søger at rødderne til krisen i de fem “revolutioner”, som har tvunget det splittede Ukraine til at vælge imellem dets historiske bånd til Rusland eller en alliance med Europa. Frontline Ukraine forklarer baggrunden, udviklingen og den globale betydning af slaget om Krim. Struwe, Lars Bangert & Mikkel Vedby Rasmussen (red.): Læren fra 1864, Krig, politik og stat i Danmark i 150 år. Syddansk Universitetsforlag. 2014. Krigen i 1864 er fortællingen om et nederlag, og denne bog fortæller om, hvad 1864 har betydet og stadig betyder for Danmark og ikke mindst Danmarks rolle i verden. Bogen er skrevet af forskere fra historie- BOGNOTER og samfundsvidenskaberne, der med deres meget forskellige traditioner ser på læren af 1864. Struwe, Lars Bangert, Eric Lerdrup Bourgois & Søren Nørby (red.): Dansk-franske militære relationer gennem 1000 år. Syddansk Universitetsforlag. 2014. Danske og franske militære enheder har arbejdet tæt sammen siden afslutningen på den kolde krig. Men det dansk-franske militære samarbejde kan spores langt tilbage i tiden. Denne anatologi med bidrag fra en række danske historikere behandler et udvalg af de historiske aspekter og forhold, som de sidste 1000 års dansk-franske militære relationer har resulteret i. Sarotte, Mary Elise: The Collapse: The Accidental Opening of the Berlin Wall. Basic Books. 2014. Om det særegne spil, som førte til en af de mest afgørende begivenheder i Europa i nyere tid. Murens fald 9. november 1989 var hverken planlagt af de østtyske myndigheder eller resultat af forhandlinger mellem tidens ledere. Den prisvindende historiker Sarotte blotlægger, hvordan en ‘perfekt storm af beslutninger’, truffet af modige revolutionære i undergrunden, utilfredse Stasi og diktatoriske partibosser udløste en uventet række af begivenheder, der kulminerede i murens kaotiske fald. På basis af en række hidtil ukendte dokumenter beskriver hun forløbet af forhandlinger umiddelbart efter, som førte til Tyskland genforening. Det er således også historien om den eviggjorte konflikt: lovede vestlige ledere Mikhail Gorbatjov ikke at udvide Nato østover? Det hævder Kreml forsat og begrunder sin adfærd i Ruslands ‘nære udland’ med uindfriede vestlige løfter. Sarotte viser, at Gorbatjov fik sådanne løfter, men de blev aldrig nedfældet på papir og Gorbatjov fik en beskeden økonomisk kompensation for at acceptere det. UDENRIGS 3 Schoen, Douglas E. og Melik Kaylan: The Russia-China Axis: The New Cold War and America’s Crisis of Leadership. Encounter Books. 2014. En systematisk fremstilling af truslen fra en stadig stærkere russisk-kinesisk akse. USA’s svækkelse har set et hidtil uset partnerskab mellem de to store lande efter århundreders fjendskab. De to tidligere fjender – også som kommunistiske giganter under den kolde krig – er rykket stadig tættere på hinanden på grund af et sammenfald af geostrategiske, politiske og økonomiske interesser med det overordnede tema at undergrave og erstatte amerikansk magt. Mens amerikanske magt svækkes rundt i verden, øges Ruslands og Kinas indflydelse, fra støtte til slyngelstaterne Iran, Nordkorea og Syrien til militær opbygning med aggressive brug af cyber krigsførelse. Mens USA hævder ‘leading from behind’, udøver det ikke længere nogen form for ledelse, ifølge forfatterne. Ullein-Reviczky: German War Russian Peace: The Hungarian Tragedy. Helena History Press. 2014. Krigserindringer om Ungarns skæbne under anden verdenskrig. Værket er baseret på officielle og private dokumenter, som det lykkedes forfatteren at redde i Ungarn under krigen. Han tilbragte mange år i eksil i Tyrkiet, Schweiz, Frankrig og i Storbritannien, hvor han døde. Disse erindringer udkom første gang på fransk i 1947 i Schweiz, Guerre allemande, paix russe. Dette er den første udgave på engelsk, så denne insiderfortælling om Ungarns tra- | 2014 | 111 gedie har indtil nu været ukendt i den engelsktalende verden. Vaizey, Hester: Born in the GDR: Living in the Shadow of the Wall. OUP Oxford. 2014. Om de specielt hårde vilkår for østtyskerne efter murens fald, hvor DDR effektivt blev overtaget af Vesttyskland med genforeningen. Alt ændredes, fra måden østtyskerne nu skulle stemme på, de aviser, som de kunne købe, til de smørmærker, som de fik. Bogen analyserer, hvordan det virkelig var at gå fra at leve under kommunismen det ene øjeblik til kapitalismen det næste. Hvad mente østtyskerne om kapitalismen og hvordan husker de nu DDR? Det er historien om otte borgere i DDR og hvordan de dramatiske ændringer påvirkede dem. Alle blev født i Østtyskland, før muren blev bygget i august 1961. Wilke, Helmut: Demokratie in Zeiten der Konfusion. Suhrkamp Taschenbuch. 2014. Udvandingen af demokrati har ifølge Wilke antaget en farlig kvalitet. Udfordringerne, som vi står over for, er globalisering, videnssamfund og organiseret kompeksitet. Bogens tema er demokratiets transformering i en forvirringens epoke. Forvirringen opstår på grund af kognitive overdrevne krav fra personer og organisationer så vel som sammenblandingen af forskellige niveauer og realiteter i en kommunikativ globaliseret verden. Løsningen ligger ifølge Wilke i en differentieret demokratimodel, som tager delegering af opgaver til kompente institutioner alvorligt. BOGNOTER 112 | UDENRIGS 3 | 2014 Artikler og anmeldelser i 2014 Alder-Nissen, Rebecca & Lene Hansen: Når billeder bliver til sikkerhedspolitik 3 40 Bang Nielsen, Ole: Tysk-italiensk alliance kan drive EU fremad 2 53 Bang Nielsen, Ole: Vesten ruster sig overfor Rusland 1 70 Baumann, Tage: Ukraine: Der er sket noget afgørende 2 4 Blinkenberg, Lars: Spanien er en af EU’s succeshistorier 2 58 Crone, Manni: Den diskrete krig mod terror i Sahel 3 26 Dahl, Ann-Sofie: Tilbage til Østersøen 2 12 Ellegaard, Lasse: Bashar al-Assad har skabt et nyt monster 2 48 Erslev Andersen, Lars: Den regionale trussel fra Islamisk Stat 3 15 Faurby, Ib: Bent Jensens lukkede bog 1 88 Faurby, Ib: Krims historie: Fra Djengish Kahn til Putin 1 60 Faurby, Ib: Tysklands skyld – eller ingens? 2 73 Floryan, Jan Jakob: Muren i Berlin 1961-1989 3 72 Gemmerli, Tobias: Radikalisering: En kamp mellem politik Indeks og videnskab 3 4 Hedegaard, Connie: EU har trukket Europa ud af krisen 1 5 Haarder, Bertel: Historisk mulighed for tættere samarbejde 2 30 Jensen, Bent & Martin Kryhl Jensen: Ib Faurbys lukkede bog 2 85 Klynge, Casper & Mikael Ekman: Ny mand i spidsen for Indonesien 3 55 Kondrup, Klaus: Vor tids ekstremisme er rettet mod nationalstaten 3 34 Kundnani, Hans: Den Europæiske union under forandring 1 18 Larsen, Henrik: Skotland stemmer om selvstændighed 1 82 Lidegaard, Martin: Største reform i nyere tid af Udenrigstjenesten 2 38 Lidegaard, Martin: Sådan vil Danmark placere sig i EU 1 12 Lohmann, Jens: Kokain-kapitalisme 1 98 Mouritzen, Hans: Danmark må tage Norden alvorligt 2 18 Munk Jensen, Peter: EU og Ukraine: Muligheder mod øst 1 76 Nisse, Christine: Det vigtigste EU valg til dato 1 30 UDENRIGS 3 Odgaard, Liselotte: Det Syd- og Østkinesiske Hav er i centrum for en ny verdensorden 3 63 Poulsen-Hansen, Lars P.: Oversættelse af Putins tale ved annektering af Krim 1 50 Roed Nielsen, Svend: Økonomisk diplomati får stigende betydning 2 44 Selsøe Sørensen, Martin: Erdogans ‘Nye Tyrkiet’ er kommet skidt fra start 3 47 Skak, Mette: Antologi om Kinas sikkerhedspolitik 1 101 Sperling, Vibeke: Putins mål: Dominans over tidligere sovjetlande 1 44 Sperling, Vibeke: Putins selektive retfærdighed 2 77 Swieboda, Pawel: Europa som et forandringsprojekt 1 24 Wang, Nils: Samarbejde møder forhindringer i Arktis 2 23 Wivel Peter: Verden set fra Tyskland 2 68 Østergaard, Uffe: Højredrejning i den europæiske union 1 36 Anmeldte bøger i 2014 Becker, Jean-Jacques & Gerd Krumeich: La Grande Guerre. Une histoire francoallemande. Texto. 2012. 2 68 Clark, Christopher: The Sleepwalkers. How Europe Went to War in 1914. Penguin Books. 2012. 2 73 Deutsches Historisches Museum: Der Erste Weltkrieg in 100 Objekten. Theiss. 2014. 2 68 | 2014 | 113 Friis, Lykke: Hund efter Tyskland. 25 år efter Berlinmurens fald. Gyldendal. 2014. 3 88 Heurlin, Bertel (red.): Kinas sikkerhedspolitik. Stabilitet og spændinger. DJØFS forlag. 2013. 1 102 Jensen, Bent: Ulve, får og vogtere. Den Kolde Krig i Danmark 1945-1991. Bind I og II. Gyldendal. 2014. 1 89 Kissinger, Henry: Word Order. Reflections on the Character of Nations and the Course of History. Allen Lane. 2014. 3 97 Krumeich, Gerd: Juli 1914. Eine Bilanz. Ferdinand Schöningh. 2014. 2 68 MacMillan, Margaret: The War That Ended Peace. How Europe Abandoned Peace for the First World War. Profile Books. 2013. 2 73 Münkler, Herfried: Der Grosse Krieg. Die Welt 1914-1918. Rowohlt. 2013. 2 68 Rachlin, Samuel: Jeg, Putin. Det russiske forår og den russiske verden. People’s Press. 2014. 3 92 Sakwa, Richard: Putin and the Oligarch. The Khodorkovsky-Yukos Affair. I.B. Tauris. 2014. 2 77 Saviano, Roberto: ZeroZeroZero- Hvordan kokain styrer verden. Gyldendal. 2014. 1 98 Indeks Om Selskabet DET UDENRIGSPOLITISKE SELSKAB Det Udenrigspolitiske Selskab er en privat, almennyttig forening. Den er stiftet i 1946 med det formål at fremme kendskabet til og højne interessen for udenrigspolitiske spørgsmål i Danmark. Selskabet er uafhængigt af såvel det offentlige og de politiske partier som af erhvervs- og organisationsinteresser. Det tager ikke stilling til politiske spørgsmål, men fungerer udelukkende som formidler af information, debat og kontakter. Der er i øjeblikket omkring 1.000 personlige medlemmer. Yderligere 150 personer er medlemmer via et halvt hundrede firmaer og institutioner. Selskabet har fornylig fået en ungdomsafdeling DUS30 for unge under 30 år. Ungdomsafdelingen har nu omkring 130 medlemmer. Det Udenrigspolitiske Selskab holder regelmæssigt møder, konferencer og andre former for arrangementer med fremtrædende danske og udenlandske talere. Arrangementerne, der er forbeholdt Selskabets medlemmer og særligt inviterede gæster, holdes som hovedregel i det centrale København. Er man interesseret i at blive medlem, så send venligst en mail med en kort præsentation til udenrigs@udenrigs.dk Læs mere på www.udenrigs.dk PROTEKTOR Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik ÆRESMEDLEM Uffe Ellemann-Jensen · tidl. udenrigsminister BESTYRELSE Lykke Friis · prorektor, tidligere minister (bestyrelsens formand)* Merete Ahnfeldt-Mollerup · arkitekt, P.hd Christian Friis Bach · tidl. udviklingsminister Victoria Bernstorff · B.A. Ingelise Bogason · cand.mag. Uffe Ellemann-Jensen · tidl. udenrigsminister Troels Frøling · generalsekretær Kjeld Hillingsø · generalløjtnant Zubair Butt Hussain · cand.polit. Anne Knudsen · chefredaktør, dr.phil. Suzanne B. Danneskiold Lassen · journalist* Steen Langebæk · landsretssagfører Anna Libak · redaktør* Mogens Lykketoft · formand for Folketinget Siegfried Matlok · redaktør Ida Nicolaisen · seniorforsker Klaus Carsten Pedersen · cand.polit. Steen Riisgaard · bestyrelsesformand Vibeke Sperling · redaktør Niels Thygesen · professor, dr.polit.* *Tillige medlem af forretningsudvalget Om Udenrigs UDENRIGS ER UDKOMMET SIDEN 1946 REDAKTION UDGIVER Brita V. Andersen (ansvarshavende) Det Udenrigspolitiske Selskab Michael Ehrenreich Amaliegade 40 A, 1256 København K. +45 33 14 88 86 REDAKTIONSSEKRETÆR udenrigs@udenrigs.dk Jelle van der Kamp www.udenrigs.dk REDAKTIONSKOMITÉ DIREKTION Ib Faurby Michael Ehrenreich (indtil 31.01.15) Lene Frøslev Hans Mouritzen SEKRETARIAT Mette Skak Brita V. Andersen Anna von Sperling Vibeke Sperling Martin Selsøe Sørensen Uffe Østergaard DESIGN OG TRYK Design: Kiberg & Gormsen Trykt hos GSB Grafisk Udenrigs udkommer tre gange årligt. Redaktionen afsluttet 21.01.2015 Abonnementspris 250 kr., institutioner 400 kr. ISSN 1395-3818 OM | SELSKABET
© Copyright 2024