Farve er sprog Grotten Dammen Adelgade ”Farve er sprog” er en udstilling med værker af 14 Syddjurskunstnere, der inden for hver deres kunstgenre har været i dialog med Farvergården. Kunstnerne har ladet sig udfordre af Farvergårdens historiske og farverige univers og viser hvert et kunstværk. Rundt omkring i Farvergårdens rum kan man møde videoinstallation, vævning, maleri, papirkunst og skulptur. Udstillingen er blevet til i et samarbejde mellem Museum Østjylland og foreningen Syddjurskunstnere og er støttet af Kulturpuljen, Syddjurs Kommune. • Ken Zier • Annette Bredstrup • Birgit Daa Birkkjær • Magda Høgh • Helle Bendorff • Hans Clausen • Helga Kristmundsdottír • Jørgen Hansen • Trine Guld • Kirsten Tvillum Stone Navn: Annette Bredstrup · Hjemmeside: www.annettebredstrup.dk Værk: ”Vævning”. Billedvævning Om værket: Vævet på hørtrend med uld, bomuld og hør. Vævet med fingerne. Jeg blev inspireret af farverummet med de store farvetrug. Forstillede mig, at man så trugene fra oven med mange farver i, derfor alle cirklerne med farver, mest blåt. Den orange farve er fundet på ydervægen af bygningerne. Baggrund: Uddannet fra Århus Kunstakademi. Arbejdet med billedvævning og collage. Er meget inspireret af folkekunst, og mønstre i naturen og Molsbjerge, hvor jeg bor. Har udstillet i Norge, Sverige, Finland, Frankrig, Tyskland, Japan og Letland. Har i de sidste år deltaget i den store internationale billedvæver udstilling Artapestry 3. Navn: Jette Nørregaard · Hjemmeside: www.gallerinorregaard.dk Værk: ”Luft under vingerne”. Installation Om værket: Uden for karlens værelse var farverens dueslag. Måske har karlen drømt om selv at flyve. Måske har han hørt om Otto Lilienthal, der byggede flyvende vinger. Mit værk er et skulpturelt dragefly af træ, beklædt med papir og en film. Musik og sang af Jakob Bro og Teitur. Film i samarbejde med Christos Panagos. Baggrund: I mine arbejder med kunsthåndværk, smykker, skulpturer, skåle og billeder bruger jeg mange slags papir i kombination med andre materialer. Mit formsprog er enkelt og bærer præg af papirets særegne muligheder. Papiret bliver skåret, revet, krøllet, klippet, farvet og bearbejdet. Navn: Anders Gjerding Geertsen · Hjemmeside: www.studioagg.com Værk: ”Farverens due”. Skulptur Om værket: Den gamle farver havde en glæde ved at omgås sine duer. Jeg har lavet en marmorskulptur af en due i mit formsprog. Baggrund: Uddannet på Århus Kunstakademi og hos italienske skulptører i Italien. Arbejder fortrinsvis med bronze og sten. Har udført adskillige skulpturer til det offentlige miljø. Navn: Johanne Petersen · Skriv til maler@johannepetersen.dk Værk: Maleri Om værket: En foderlem i hestestalden er temaet i mit billede. Et symbol på glade barndomsminder, minder fra en anden stald, men med de samme betingelser. Karlekammer, hestevrinsk og muntre mandestemmer. Også et kik til remme og seler, som engang var i brug. Dem vil jeg give nyt liv i et malerisk sprog. Baggrund: Gennem tiden har jeg arbejdet med forskellige temaer: Opstillinger, naturens forunderlige former og strukturer, især blomster fra egen have. Men efterhånden er det i den norske natur, jeg henter inspiration. I mine billeder prøver jeg at indfange de stemninger, jeg oplever. Jeg arbejder hen imod, at billedet får sit eget liv, en følelsesmæssig dimension. Et sprog. • Jette Nørregaard • Johanne Petersen • Anders Geertsen • Finn Sködt Navn: Helle Bendorff · Hjemmeside: www.hellebendorff.dk Værk: ”Tekstiltryk”. Tekstiltryk Om værket: I trykkerummet udstiller jeg forskellige former for tryk på tekstil. Tryk udført med enkle materialer, inspireret af tidligere tiders håndværk, som vore mødre udførte det. Baggrund: Tekstil- og billedkunstner. Navn: Ken Zier · Hjemmeside: www.kenzier.dk Værk: Den spegede, Den blanke, Den røgede og Den døde sild. Malerier Om værket: Der er noget almue over Farvergården, selvom den var en lille, driftig industri. I mine fire værker signalerer den ternede voksdug almuen. Den billige sild hører også både almuen, Ebeltofts nærhed ved havet og tiden til. Men er det sild? Eller måske de fire temperamenter? Baggrund: Ken Zier født i 1968 og international moderne marinemaler. Barnebarn af Løkken-maleren Wolmer Zier, der også havde forkærlighed for havet i sine motiver. Ken Zier er igennem flere år kunstneren bag, Hempel Skibskalenderen. Han er også kunstneren bag maratonprojektet, Oneman-Onebeach, hvor han malede et maleri om ugen fra den samme strand over et år. Navn: Hans Clausen · Hjemmeside: www.hans-clausen.dk Værk: ”FRIHED”. Maleri Om værket: Oplevelsen af hestegangen i dæmpet belysning rummer i sig drømmen om frihed. Her er friheden i hovedet. Baggrund: Hans Clausen er slesvigsk maler. Han søger at virkeliggøre et maleri, der - uafhængigt af tidernes skiftende genrer, smag og motiver bevarer sin egen klarhed og styrke. Navn: Helga Kristmundsdottír · Hjemmeside: www.helgasart.dk Værk: ”7 kilder”. Maleri Om værket: Jeg blev fascineret, da jeg hørte, at det ikke var tilfældigt, hvor Farvegården var placeret. Farvergården ligger nemlig, hvor den gør, fordi syv vandkilder mødes her. Det satte min fantasi i gang, og det blev til dette maleri. Baggrund: Den islandsk-danske kunstner Helga Kristmundsdóttir maler i en natur-ekspressionistisk stil. Hun maler med elementer fra impressionisterne, hvor farverne, de rene eller de blandede, synes at vælte frem på lærredet et eller andet ukendt sted fra. ”Alle indtryk synes at blive transformeret til en særlig form for urnordisk landskab uden spor af mennesker” (citat Erik Meistrup). Navn: Birgit Daa Birkkjær · Hjemmeside: www.birgit-daa-birkkjaer.dk Værk: ”Indigo Blues”. Vævet billede Om værket: Farvergårdens mest magiske rum er ”Alkymistens værksted” eller ”Blå-kammeret”. Til udstillingen har jeg indfarvet garn med indigo, og mit værk er et vævet billede sammensat af blå kvadrater med hvide fjerstrenge - også en reference til Farvergården, hvor farver Johan Petersen opdrættede duer. Baggrund: Et textilt univers - en hyldest til naturen. Arbejdsområdet er textile undersøgelser – med væven som redskab og naturen som medspiller. Grundmaterialet er hør, og en vigtig del af værkerne er naturelementer, der integreres – enten enkeltvis og ikon-agtigt – eller som rytmiske gentagelser. Navn: Trine Guld · Hjemmeside: www.trineguld.dk Værk: ”Inddragelse”. Keramisk skulptur Om værket: Titlen er dobbelttydig. Den refererer til den unge piges inddragelse i familiens praktiske liv med at banke på pumpeværket for at få rusten til at løsne sig. Titlen refererer også til inddragelse i det liv, der venter forude. Teenagerens følelse af at skulle fylde sin krop og sit liv ud. Baggrund: Min arbejdsproces er intuitiv, idet jeg mere ønsker at afdække skulpturens hemmelighed end at opfinde noget nyt. Jeg lægger på og tager af, arbejder stædigt, til der opstår noget brugbart. Det gør ikke noget, at den færdige skulptur bærer præg af den kamp med alt, hvad det medfører af spor efter redskaber, hænder og materialernes egen vilje. Navn: Magda Høgh · Hjemmeside: www.magdahogh.dk Værk: ”I dialog med farven”. Maleri Om værket: Maleriet er inspireret af det gamle farverflag, der er sort. De mange farver på den sorte flade er rytmen i mit maleri, der beskriver kunstneren i dialog med farven. Baggrund: De skiftende årstider, farven og linjen, er kernen i mit arbejde. At stramme op, forenkle og finde rytmen i billedet er den evige udfordring. Om Kunst siger Poul Klee: ”Kunst efterligner ikke, hvad vi ser, den får os til at se”. Jeg håber, at alle øjne er åbne. Navn: Kirsten Tvilum Stone · Skriv til Kirsten@Tvilum.dk Værk: Feathers II. Linoleumssnit Om værket: Inspiration til værket fik jeg efter at have læst Jakob Vedsteds bog, “Farvergården i Ebeltoft”. Her fortælles historien om farver Johan Petersen, hvis store interesse og hobby var duer. Farveren fik mange præmier for sine duer og fremavlede en race, der blev anerkendt som Molboduen. Navn: Finn Sködt · Hjemmeside: www.finnskodt.dk Værk: ”Tempera /Pigmentum”. Installation Om værket: Mine moderne, syntetiske pigmenter, vises mod Farvergårdens egne, traditionelle. Desuden installation af to længder syntetisk stof: ”Star”, stykfarvet (stoffet er vævet i hvidt og derefter indfarvet). Tre længder ren uld: ”Divina md melange”, material dyed, (ulden farves, inden den spindes til garn). Baggrund: Uddannet grafisk designer. Har i mange år boet, arbejdet og udstillet i London. Censurerede udstillinger, bl. a. Royal Academy Summer Exhibition, Printmakers’ Council Exhibition, International Small Print Biennale, National Print Exhibition og Mall Galleries.Var medlem af grafikergruppen The Greenwich Printmakers. Bor i dag i Egsmark ved Ebeltoft. Baggrund: Billedkunstnernes forbund BKF, Alliance Graphique Internationale AGI, Design denmark, MDd. Navn: Jørgen Hansen · Hjemmeside: www.jorgenhansen.com Værk: ”UGLEN”. Keramisk skulptur Om værket: I vaskerummet boede uglen, og den sad der på bjælken om dagen, og om natten fløj den rundt i byen. Den fulgte med i alt. Baggrund: Jørgen Hansen arbejder med det bløde ler og ilden, som de vigtigste ingredienser i en undersøgelse af menneskets virkelighed i nutid og fortid. Farvergården Museum Østjylland Adelgade 15 · 8400 Ebeltoft Tlf. 87 12 26 00 www.museumoj.dk Gratis adgang 2. juni til 30. august Tirsdag til søndag kl. 10-16 Farve er sprog Gratis adgang
© Copyright 2024