1. No category

Særnummer januar 2015_FINAL:Layout 1 20/01/15 11.30 Page 1
15. Årgang Nr. 1 Konferencesærnummer 23. januar 2015
MENNESKE
RET & VRANG
DEN DANSKE HELSINKI-KOMITÉ FOR MENNESKERETTIGHEDER
At reformere Ukraine
Af Jan Tombinski
2014 var et annus horribilis for Ukraine. Men
også et håbets år. En ny nation, hvis borgere er fuldt ud klare over hvilken magt og
hvilke rettigheder, der opstod. Krisen giver en
enestående mulighed for en hurtig, dybdegående og irreversibel ændring af landets
økonomi og politik. Dette parret med længsel efter ændringer i det ukrainske samfund
og efter en forandring af det post-sovjetiske
og det oligarkstyrede system med Maidanbevægelsens åndelige styrke.
Ukraine har fået chancen for at lægge
grunden til en ny fremtid bistået af sine
internationale venner og partnere i den
demokratiske verden. En forudsætning for
reform vil altid være fred. Jeg håber, at
ukrainerne træder ind i 2015 med en følelse
af, at en fredelig løsning på konflikten er på
vej.
En af de bedste forsikringer mod forsøg på
at underminere landets enhed og suverænitet er at opbygge et stærkt demokrati og en
stærk økonomi. Ukraines ny ledelse har fået
borgernes mandat til at komme i gang med
seriøse reformer, der kan ændre landet. Der
ses en bred forståelse for de prioriteter, der
må sættes, og de områder, der haster: fra
finanssektoren over kamp mod korruption
og bedre energieffektivitet; fra retsstatsprincip til at delegere handlekraft til regioner og
lokale institutioner. EU og andre internationale partnere er fast besluttet på at bistå den
ukrainske ledelse og det ukrainske samfund i
gennemførelsen af de vidtgående reformer.
Mere end nogensinde tidligere har
Ukraine brug for statsmænd med en
vision, der rækker udover deres
nuværende mandatperiode.
Men denne støtte kan kun gøre effektiv
gavn, hvis den ukrainske ledelse viser uophørlig handling og tager tydeligt ejerskab til
reformprocessen.
For ethvert land vil en reformproces være
vanskelig og ofte meget smertefuld. Ukraine
kan anvende erfaringer fra EU-medlemslandes reform af forskellige sektorer. Ukraine
skal ikke anses for et historisk særtilfælde,
som kan fritages for at anvende helt grundlæggende økonomiske spilleregler. Andre
landes erfaringer med at gennemføre reformer kan fint anvendes i Ukraine. På kort sigt
skal der træffes beslutninger, som ikke hindrer de langsigtede strategier, Ukraines præsident har lagt med støtte fra Parlamentet:
målet at kunne opfylde betingelserne for at
komme i betragtning som EU-medlemsstat i
år 2020. Den associeringsaftale, der trådte i
kraft den 1. november 2014, udgør en ledetråd for mange af de nødvendige reformer.
Den Europæiske Union tilbyder sin assistance til at følges med Ukraine på denne vej.
Imidlertid skal reformerne kunne gøres
forståelige for samfundet, de skal gennemføres sådan, at der er en konstant åben dialog med repræsentanter for de forskellige
sektorer i det ukrainske civilsamfund, i industri og erhvervsliv og i landets administration. For at sikre sig offentlighedens støtte til
reformer skal omkostningerne og byrderne
beregnes sådan, at man beskytter de allermest sårbare borgere.
Den Europæiske Union er for mange
ukrainere et ideal, som vil udvikle demokrati, retsstat og en fri markedsøkonomi. Ved
flere lejligheder har lokale ukrainske myndigheder givet udtryk for, at EU-Ukraine associationsaftalen vil være en køreplan og en
værktøjskasse for en lang række reformer.
Behovet for reformer i Ukraine er i dag
især et spørgsmål om at få frigivet potentialet i den ukrainske økonomi og de ukrainske
hjerner. Sådanne reformer skal – hvis de kan
gennemføres fuldtud – først og fremmest
udvikle et velfungerende ukrainsk indre marked og bringe Ukraines landbrugsprodukter
og industrieksport på niveau med europæiske standarder, hvorved dørene åbnes til verdens største indre marked. Hvis Ukraines
produkter kan få succes på de europæiske
markeder, kan de også opnå succes på de
større, globale markeder. Og derved vil en
velfungerende ukrainsk økonomi tiltrække
større internationale investeringer.
Rom blev ikke bygget på én dag, og
Ukraine bliver ikke reformeret hurtigt og let.
En udtømmende vision skal række ud over
den øjeblikkelige krise og tage fat om reformer relateret til Forfatningen, til valglove og
til decentralisering – med det formål at styrke Ukraines selvstændighed som stat fremadrettet. Der er også emner, der ikke falder
inden for Associationsaftalens dagsorden,
som skal håndteres. Det gælder det komplekse og erhvervs-uvenlige skattesystem, og
det drejer sig om at forbedre arbejdsmarkedet gennem mere fleksible ansættelses- og
opsigelsesbestemmelser såvel som livslang
videreuddannelse af medarbejderne.
Min ven, fhv. medlem af Europakommissionen, Janusz Lewandowski har sagt
– ”det er ret sjældent, at dygtige reformatorer vinder det næste valg”. Ukraine har mere
end nogensinde før brug for statsmænd med
en langsigtet vision, med en evne til at se
længere end til den nuværende mandatperiodes udløb. En genfødt stat vil samle sig
bag dem, der tager af sted på reformvejen,
og folk vil belønne modige politikere. Der er
eksempler på sådanne historiske resultater i
nogle af Ukraines nabolande, der begav sig
ud på reformvejen i 1990erne. For 25 år
siden havde de BNP-niveauet til fælles med
Ukraine, men i dag har de et BNP, der er fire
gange så stort som 2014-Ukraines. Ingen af
disse lande befandt sig i en helt så dramatisk
situation som Ukraine gør i dag. Men velgennemførte reformer i Ukraine, hvis formål
er at skabe en ny fremtid for landet, skal
også forstås som en vigtig brandvæg til
beskyttelse af landets grænser udadtil.
Jan Tombinski er Den Europæiske Unions
ambassadør i Ukraine.
Klumme i Ukrainian Week no. 16 (82)
December 2014.
Oversat fra engelsk af Philip Maschke
Særnummer januar 2015_FINAL:Layout 1 20/01/15 11.30 Page 2
Kolofon
MenneskeRET&VRANG udgives af Den
Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder, som er en selvstændig
frivillig organisation, der arbejder for
styrkelse af demokrati, menneskerettigheder og mindretalsbeskyttelse i OSCEregionen.
Bestyrelse
Karsten Fledelius, Formand
Universitetslektor, cand.mag.
Torben Ishøy, Næstformand
Læge
Udover Den Danske Helsinki-Komité er
der omkring 40 nationale HelsinkiKomiteer.
Gerd Battrup
Universitetslektor, cand.jur.
MenneskeRET&VRANG bringer artikler
om menneskerettighedsspørgsmål i
Danmark og andre OSCE-lande, artikler
om Den Danske Helsinki-Komités egne
projekter, nyheder fra andre nationale
Helsinki-Komiteer samt fra relaterede
menneskerettighedsorganisationer for at
skabe opmærksomhed om menneskerettighedsproblemer.
MenneskeRET&VRANG udkommer 4
gange om året.
Indlæg og bidrag kan sendes til:
Den Danske Helsinki-Komité for
Menneskerettigheder
Bredgade 36 B
1260 København K
E-mail: main@helsinki-komiteen.dk
Tel.: 33 91 81 18
William Rentzmann
Cand.jur.
Klaus Carsten Pedersen
Cand.polit.
Frederik Harhoff
Professor, dr.jur.
Rådgivende
Komité:
Alken, Ib
Andersen, Ole Stig
Barfod, Line
Blinkenberg, Lars
Christensen, Arne Piel
Døcker, Henrik
Elmquist, Bjørn
Erle, Jacob
Espersen, Ole
Estrup, Jørgen
Gelfer-Jørgensen, Mirjam
Gjellerod, Henning
Holm, Kjeld
Hvidt, Kristian
Jerichow, Anders
Küssner, Dieter Paul
Langebæk, Steen
Lindgård, Jytte
Magnussen, Tue
Mchangama, Jacob
Pundik, Herbert
Sigurdsson, Villo
Aakjær, Kjeld
Artikler og bidrag tegner ikke nødvendigvis Komiteens og redaktionens holdninger.
Redaktion: Karsten Fledelius (ansvarlig
over for Presseloven), Philip Maschke, og
Søren Riishøj.
Redaktionen sluttede 16. januar 2015.
Oplag: 700
Tryk og layout:
Atlas-Plæhn Grafisk A/S, Kastrup
ISSN: 1604-6854.
15. Årgang Nr. 1 Konferencesærnummer 23. januar 2015
Særnummer januar 2015_FINAL:Layout 1 20/01/15 11.30 Page 3
Velkommen!
Den aktuelle konflikt mellem Ukraine og Rusland har kraftigt påvirket forholdet de to lande imellem og de øvrige europæiske lande. Meningerne har i danske og internationale massemedier været trukket skarpt op, en konfrontatorisk retorik, vi ikke har hørt i årtier.
Det er formålet med konferencen den 23. januar at fremme international forståelse, se muligheder for dialog og debat
og vurdere, hvorledes parterne kan bringes til en fredelig løsning gennem en større indsats fra internationale organisationer som FN og OSCE.
Konferencen er tilrettelagt af Den Danske Helsinki-Komité
FN-Forbundet, Dansk-Russisk
for Menneskerettigheder,
Forenings afdeling København, Dansk Ukrainsk Selskab og Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved
Københavns Universitet.
Konferencens vært på vegne af Folketinget er Zenia Stampe, MF, udenrigsordfører for Det Radikale Venstre.
Konferencen er gjort mulig ved støtte fra Hermod Lannungs Fond
Carl Erik Foverskov og Kim Frederichsen
Indholdsfortegnelse
1
Jan Tombinski
At reformere Ukraine
Ukraine har brug for statsmænd
4
Hanne Severinsen
Giver Ukraines to valg i utide håb om en ny
begyndelse?
7
Søren Riishøj
Historiepolitik og nationalisme
9
Irina Magritska
Var det ikke for 1933, så ville 2014 ikke være sket
En reference til Holodomor sultkatastrofen
12
”Ruslands hensigt er at skabe mere splid mellem
Europa og USA”
Karen Dawisha i samtale med Anna Korbut,
Ukrainian Week
15
Karsten Fledelius
Alliancernes potentiale: alternative vinkler på
Ukraine-krisen 2013-2014
Hvis du vil være medlem eller bestille
MenneskeRet & Vrang nr. 2/2015 som prøvenummer
Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder
Bredgade 36 B, 1260 København K
Telefon 3391 8118, E-mail: main@helsinki-komiteen.dk
Nyhedsblad
DenDanske Helsinki-Komités
3
Særnummer januar 2015_FINAL:Layout 1 20/01/15 11.30 Page 4
Giver Ukraines
to
håb om en
valg i utide
ny begyndelse?
Af Hanne Severinsen
Såled
Efter indbydelse fra ”Committee of
Voters in Ukraine”, Ukraines landsegentdækkende valgobservations-NGO, var
l
Hanne Severinsen på valgobservation
i Kiev og Odessa i 2014.
Da Præsident Viktor Janukovitj den 22.
februar 2014 tog flugten ud af Ukraine først og fremmest fordi hans egne partifæller fra Regionspartiet havde forladt
den synkende skude 1 - skiftede flertallet i
Parlamentet, og den nyvalgte Parlamentsformand, Oleksandr Turtjinov, blev
i overensstemmelse med forfatningen ny
fungerende præsident.
Herefter blev der udskrevet valg til præF
sidentembedet til afholdelse den 25. maj.
Stemmesedlerne kom til at indeholde
navne på 21 kandidater – hvoraf de 4 trak
deres kandidatur tilbage allerede før valgdagen. Opinionsundersøgelser pegede i
stigende grad på Petro Porosjenko som
valgets vinder, og han endte med at få et
klart flertal på 54,7% af stemmerne, således at en 2. valgrunde kunne aflyses.
I Odessa forløb præsidentvalget stille
og roligt. Byen var usædvanligt stille i
den smukke forsommer, fordi turisterne
Men der er også en fælles
udeblev. Porosjenko førte stort og den
r
tragiske mordbrand fra den 2. maj spillede ingen rolle her, men den dominerede
til gengæld borgmestervalget med gensidige beskyldninger. Den tidligere borgmester Eduard Gurvits havde håbet på et
comeback, og meningsmålinger og exitpoll viste, at han tilsyneladende førte
snævert – men efter optællingen viste det
sig, at han blev slået på målstregen af
Stemmeboks tømmes i Odessa ved præsidentvalget den 25. maj 2014.
Gennadij Trukhanov, og dette gav anledning til en del protester og demonstrationer.
OSCEs observer mission udtalte om
præsidentvalget: “Valget var kendetegnet
ved en stor valgdeltagelse og ved myndighedernes erklærede hensigt om at
holde et reelt valg stort set i overensstemmelse med internationale forpligtelser og med respekt for grundlæggende
frihedsrettigheder i det store flertal af
landets valgkredse. Dette på trods af en
fjendtlig sikkerhedssituation i to østlige
regioner og eskalerende forsøg fra
bevæbnede grupper på at afspore valgprocessen i disse dele af landet.”
Petro Porosjenko havde vundet præsidentvalget, men sad med en stadig mere
usikker regering og et parlament, der jo
var blevet valgt ved det omdiskuterede
valg i 2012 og ikke afspejlede de ændrede forhold, men som efter forfatningen
ikke kunne opløses.
Da premierminister Arsenij Jatsenjuk i
juli 2014 ikke kunne få nødvendige bevillinger igennem til bl.a. hæren, og flere af
koalitionspartierne trak sig ud af regerin gen, tog han sin afsked. Og da der i mere
end en måned ikke havde kunnet dannes
nogen ny regering, kunne der endelig - i
overensstemmelse med forfatningens
bestemmelser - udskrives et parlamentsvalg til afholdelse den 26. oktober.
De fleste partier havde forinden talt
varmt for at ændre den korrumperende
valglov. Alle anbefalinger var gået ud på,
at man skulle have regionale opstillinger
med mulighed for personlig stemmeafgivning. Men parlamentsmedlemmerne
kunne ”desværre” ikke nå dette inden
1
Se detaljeret dækning i New York Times: http://www.nytimes.com/2015/01/04/world/europe/ukraine-leader-was-defeated-evenbefore-he-was-ousted.html?_r=0
4
23. januar2015
15. Årgang Nr. 1 Konferencesærnummer
Særnummer januar 2015_FINAL:Layout 1 20/01/15 11.30 Page 5
valget. De var selvfølgelig ikke særligt
ivrige for at save den gren af, som de
havde siddet på, siden Ukraine blev selvstændigt i 1991.
I de valgkredse, jeg observerede i Kiev,
var valget i enkeltmandskredsene det
mest problematiske med mange gensidige beskidte beskyldninger om stemmekøb. Enkeltmandskredssystemet fungerer
meget uheldigt, fordi man ved at deponere penge kan stille kandidater op, der
kun har til formål at forvirre vælgerne
(f.eks. at stille kandidater op, der hedder
det samme som ens potentielt farligste
rival). Kan man bare få flest stemmer i
kredsen, behøver man ikke mere. Og vælgerne bliver forvirrede over alle de helt
ukendte personer, der hænger og fylder
væggene udenfor valglokalerne med programmer. Det var i disse enkeltmandskredse, at de fleste af de gamle oligarkstøtter (og siddende parlamentsmedlemmer) opnåede valg.
Om parlamentsvalget udtalte OSCE sig
generelt således: “Valget markerede et
vigtigt skridt for Ukraines forhåbninger
om at konsolidere afholdelse af demokratiske valg i overensstemmelse med sine
internationale forpligtelser. Der kunne
noteres mange positive elementer i processen, såsom en upartisk og effektiv
Stemmeoptælling til præsidentvalget den 25. maj 2014 i Odessa.
central valgkommission, et vel anfægtet
valg, som gav vælgerne et reelt valg, og
almindelig respekt for grundlæggende
rettigheder. Det nyvalgte parlament bør
påtage sig det politiske ansvar at sikre, at
centrale reformer vil blive gennemført,
reformer, der skal udvirke, at de dårlige
kutymer, vi har konstateret, ikke bliver
rodfæstede. Ligeledes skal klagepunkter
løses i demokratiske fora og med respekt
for retsstatsprincipper. Stemmeafgivelsen
– dog i mindre udstrækning stemmeoptællingen - vurderes positivt af IEOM
observatørerne. Væsentlige problemer
noteredes i nogle valgdistrikter omkring
registrering og indberetning, herunder
tilfælde af manipulering med resultatet”.
Der er ingen tvivl om, at en bibeholdelse af det gamle valgsystem kommer til at
hæmme reformprocessen. Der er tilsyneladende et stort, mere end 2/3dels
reformflertal. Men mange af de valgte er
købt og betalt af forskellige oligarker, der
har folk på lønningslisten, som er parat at
gå i aktion inden for de forskellige partier, såfremt der skulle begynde at vise sig
en ”fare” for, at kommende lovgivning
går deres interesser for nær.
Der blev dog også indvalgt mange nye
ansigter, som aldrig før har deltaget i
politik. Nogle af dem berettede med forundring til offentligheden, at det ville
være umuligt at leve af de vederlag, man
får som parlamentsmedlem, hvis det var
ens eneste indtægter. Men det har jo nok
heller ikke været muligt for de ”gamle”!
Hvad er chancen for reformer?
Parlamentsvalg i Kiev den 26. oktober 2014. Vælger og valgtilforordnede.
Nyhedsblad
DenDanske Helsinki-Komités
Den nye regering har mange nye ansigter
med international baggrund og stor
5
Særnummer januar 2015_FINAL:Layout 1 20/01/15 11.30 Page 6
Såle-
d
egentl
F
Opslagstavle med kandidater til parlamentsvalget den 26. oktober 2014 og ældre, nærstuderende vælger med lup.
udtalt reformvilje. Og der bliver holdt øje
med den fra Maidan-bevægelsen. De
mennesker er besluttede på, at det denne
Men der er også en fælles
gang ikke skal gå som med den Orange
r
Revolution. NGOerne vil ikke lade sig
besnakke denne gang. Der er ikke brug
for flotte taler, men for en gennemgribende modernisering og en omfattende
mentalitetsændring i hele samfundsopbygningen.
Der er brug for en ægte decentralisering med uddelegering af ansvar og kompetence. Det kræver uddannelse i moderne administration og revision, og der er
meget at tage fat på. I et interview berettede vicefinansministeren til Kyiv Post, at
over halvdelen af de ansatte i centralad-
6
ministrationen stadig kun bruger telefax
til intern kommunikation.
Noget så afgørende som en effektiv
skatteligning og skatteindkrævning er
man endnu ikke nået frem til. Sager mod
det tidligere kleptokrati går trægt, og
smarte metoder til at få overskud til at
forsvinde fra beskatning blomstrer stadig.
Den økonomiske situation er fortvivlende, men det bør netop anspore til
reformer. For en stor del kan de forventes
at blive vedtaget. Men vil de også blive
gennemført?
Vi bør alle i Europa gøre os klart, hvor
vigtig den kommende reformproces vil
blive.
I det lange løb bliver det reformsucces
eller -fiasko, der kommer til at afgøre
denne nye kolde krigs udfald. Og det er
vigtigt for os alle.
23. januar2015
15. Årgang Nr. 1 Konferencesærnummer
Særnummer januar 2015_FINAL:Layout 1 20/01/15 11.30 Page 7
Historiepolitik og nationalisme 1
Af Søren Riishøj
Med murens fald og oprettelsen af nye
stater fik historiepolitikken, læren om
hvordan historien benyttes i politisk øjemed, en renæssance. Kommunismen var
død som ideologi, andre tog over for at
udfylde tomrummet. Flere stater var nye
eller, som de baltiske, genopstået, og de
havde derfor et særligt stort behov for at
opbygge national identitet. De var, for at
bruge den kendte nationalisme-forsker
Roger Brubakers ord, ”nationalizing states”: stater der kæmper for at få skabt en
national identitet. De baltiske lande efter
1991 er et godt eksempel. Nogle nye stater, eksempelvis Hviderusland, Slovakiet
og Ukraine, betragtes som nærmest
”historieløse”. Slovakiet var fra ca. år 1000
og helt frem til 1. verdenskrig underlagt
Ungarn. Også Alexander J. Motyl, en
kendt Ukraine-forsker, rejser spørgsmålet:
”Kan Ukraine have en historie?” De to
lande har personer, dramaer og traumatiske hændelser at holde sig til, men, nok
så vigtigt, bortset fra korte perioder har
de ikke haft en egen stat.
Skal en stat eksistere, kræves der for
det første et nøje afgrænset territorium,
for det andet anerkendte institutioner
f.eks. parlament og administration, og for
det tredje national identitet, dvs. en ”fælles idé om staten”. Det har ikke været så
let at leve op til de krav. Nogle stater har
været tilfredse, andre stærkt utilfredse
med grænserne, andre fik problemer med
at gennemføre frie valg. Regionale, økonomiske, religiøse og kulturelle forskelle
kunne umuliggøre skabelsen af en fælles
national identitet.
I kampen for at sikre den fælles idé om
1
Kharkiv UPA mindemarch for helten fra den ukrainske oprørshær Igor Bublij.
staten er der som sagt grebet til historien, men bestemt ikke altid for det gode.
Nogle stater har henvist til historiske slag,
sejre eller nederlag, måske ligefrem ”sejre
i nederlagene”. Rusland fejrer stadig sejren over nazismen i 2. verdenskrig.
Rusland har altid haft det svært med
opgøret med stalinismen og med Stalin
selv. Annekteringen af Krim ses bredt i
Rusland som en historisk retfærdighed,
en ”nødvendig korrektion” af Khrusjtjovs
beslutning i 1954 om administrativt at
overdrage Krim til Ukraine.
Og fortolkningen af f.eks. RibbentropMolotov-pagten i 1939 svinger efter graden af kold krig. For få år siden blev den
nærmest fordømt i Rusland, kaldt ”umoralsk”, i dag ses der på den med mildere
øjne, ja, som påpeget af historikeren
Timothy Snyder, bliver aftalen sidestillet
med Polens erobringer i Tjekkoslovakiet
efter München aftalerne i 1938.
Begreberne ”den russiske verden” (”russkij
mir”) og ”Nyt Rusland” (”Novorossija”)
skal efter hensigten understøtte panslavismen og den russiske indflydelse i ”det
nære udland”.
Heller ikke Rumænien og Ungarn har
det godt med de eksisterende grænser.
Årsdagen for Trianon-traktaten i 1920,
hvor Ungarn mistede store landområder,
er en form for sørgedag i Ungarn. Mange
i Rumænien, også tidligere præsident
Traian Basescu, ser gerne Moldavien tilbage i et Stor-Rumænien som i
1930erne. Kort sagt, historiepolitik bruges ikke blot til at skabe sammenhold,
men også til at fremme bestemte geopolitiske mål, i yderste konsekvens legitimere krav om grænseændringer. I
Københavner-skolens og socialkonstruktivismens terminologi forfalder stater til
”ekstraordinære” midler.
Mange ”dyrker” historiske personer og
søger at bruge dem til at øge det nationale sammenhold. Andre igen henviser til
historiske traumer og store katastrofer for
at skabe sammenhold, Ukraine f.eks.
Artiklen er et uddrag af Søren Riishøj: 40 år efter Helsinki-aftalerne, MenneskeRet & Vrang nr. 2/2015
Nyhedsblad
DenDanske Helsinki-Komités
7
Særnummer januar 2015_FINAL:Layout 1 20/01/15 11.30 Page 8
”Holodomor”, hungerkatastrofen i 193233 i kølvandet på Stalins tvangskollektivisering. Ukraine fastholder betegnelsen
”folkemord” om det, der skete dengang.
Det samme gør polakkerne om ukrainske
nationalisters massemord på omkring
100.000 polakker i det vestlige Ukraine i
slutningen af 2. verdenskrig. Men det er
Ukraine ikke meget for at gøre.
Tværtimod finder vi i dagens Ukraine
noget, der mest af alt ligner en dyrkelse
af OUN og UPA, Organisationen af
Ukrainske Nationalister og oprørshæren
under 2. verdenskrig, og lederen Stefan
Bandera (1909-1959).
egentEfter Majdan er denne dyrkelse taget til
l
i form af Bandera-mindesmærker og
museer og brug af OUN slagsangen
”Slava Ukraini” (”Hæder til Ukraine”).
UPAs sort-hvide flag blev for nogle et
ikon. Ikke alene Rusland, men også Polen
og Israel er bekymrede. Dyrkelsen er uheldig, men for så vidt logisk nok. Ukraine
har hårdt brug for ”positiv historie” for at
styrke sammenholdet. Men at dyrke UPA
og Bandera forener ikke Ukraine. I andre
lande, f.eks. Ungarn, har historien skabt
sammenhold. Ungarere i opposition til
kommunismen brugte før 1989 betegnelF
sen ”folkeopstand” og afviste således
kommunisternes formulering ”kontrarevolution” om de begivenheder, der
udspillede sig i Ungarn i 1956. Da ”folkeopstand” blev den officielle formulering,
var kommunismen død. ”Muren” mod
fortiden var faldet.
Desværre har historiepolitik en negativ
side i form af ”politics of forgetting”, at
glemme eller fortie uheldige sider af egen
historie, f.eks. pogromer mod jøder. Som
sagt af Gerhard Simon (i UkrainenAnalysen nr. 142, 2014, www.laenderanalysen.de ) er et ukritisk forsvar for fortiden måske i virkeligheden udtryk for
angst for fremtiden. Yderligtgående
nationalister mener at kunne se indre og
ydre ”sammensværgelser” rettet mod staten, undertiden sker det med brug af
Såleåben eller skjult antisemitisme eller andre
d
former for.
Historiepolitik er nært forbundet med
nationalisme og, i mildere form, med
patriotisme. Nationalisme kan være farlig
og ekspansiv eller alternativt være led i
befrielse og kamp for selvstændighed,
sådan som vi så det i Østeuropa op til
1989 og i Sovjetunionen op til 1991. Den
kan også være selvkritisk, f.eks. efter
nederlag i krig pga. fejlslagen nationalisme. Her har f.eks. Tysklands historiedebatter over tid været vigtige.
Nationalismen kan forbindes med populisme, der typisk udtrykkes i anti-elite
holdninger: - ”vi”, det ”ægte folk”, over
for ”dem”, den ”korrupte elite” - det
være sig på hjemmefronten eller i form af
euroskepticisme og modstand mod EU og
”Bruxelles”. Nationalismen skal styrke
sammenholdet og er derfor naturligt nok
blevet forbundet med historiepolitikken.
Og som historiepolitikken har nationalismen været brugt geopolitisk, f.eks. til at
legitimere krav om grænseændringer.
Nogle bruger realismen, dvs. brugen af
magt og interessesfærer, som tilgang,
andre bruger Københavnerskolen og socialkonstruktivismen til at ”sikkerhedsgøre”, handle ”ekstraordinært”, måske bryde
folkeretten og drive ekspansiv politik.
Nationalisme skal styrke ideen om staten
og skabe national identitet, der uden
aktiv brug af nationalisme kan være svær
at få skabt. Balkan i 1990erne er et godt
eksempel, men står, som vi har set, ikke
alene.
Vi ser i dag nationalisme og historiepolitik tage til inden for OSCEs område og
ikke altid på den gode måde. Muren i
Berlin er heldigvis for længst væk, men
den civilisationsmur, som Samuel
Huntington talte om, med vestlig liberalisme over for russisk ortodoksi, står der
stadig. Verden er blevet mere kompleks.
De sociale medier, internettet, ”failed states”, åbne og sårbare økonomier, ikkestatslige aktører og terrorisme gør langsigtet strategisk tænkning og handlen
svær. Det stabile vestfalske system er sat
under pres. Idealismen har også svære vilkår. De politiske ledere føler sig presset til
at tænke kortsigtet og taktisk. Det må
være NGOernes, i særdeleshed Helsinkikomiteernes, opgave at genopdage og
skabe det fælles europæiske hus og fremme, ikke konfrontation, men samarbejde
og respekt på tværs af religioner og kulturer, tænke langsigtet og ikke forfalde til
populisme og gold nationalisme.
Men der er også en fælles
r
ME NNESKE
RET & VRANG
DEN DANSKE HELSINKI-KOMITÉ FOR MENNESKERETTIGHEDER
8
23. januar2015
15. Årgang Nr. 1 Konferencesærnummer
Særnummer januar 2015_FINAL:Layout 1 20/01/15 11.30 Page 9
Var det ikke for 1933, så ville 2014 ikke
være sket
Af Irina Magritska
Det er min opfattelse, at blandt de få
akademikere i Ukraine og Vesten, der er
bekendt med emnet hungersnøden i
1933 og dens konsekvenser for det
moderne ukrainske samfund efter dette
folkedrab, hersker der meget ringe tvivl
om, at Stalins udryddelse af ukrainere i
1933 lagde en god grund til Putins
hybridkrig i Donbas i dag. Den ene blodige diktator har arvet missionen ”imperial ødelæggelse af Ukraine” fra den
anden.
Stort set alle ved, hvad der foregår i
Østukraine nu. Kun få har fuldstændigt
forstået, hvad der skete i Ukraine i vinteren og foråret 1933.
Hvorfor er udsultning den værste
form for død?
Hertil vil nogle svare: ”Fordi det er den
langsomste”. De har ret, men kun delvis.
Et menneske dør på en måned, når det er
uden mad, men har adgang til vand. Den
sidste uge foregår under rædselsfulde
fysiske lidelser. Men der er et andet og
værre aspekt ved udsultningen: den
ændrer en person til et dyr, som er mere
uhyrligt end de mest ubarmhjertige rovdyr. En sådan skabning kan bringes til at
spise sine egne artsfæller, sågar børn.
Jeg har ofte citeret Grigorij Bevz, en
mand, der overlevede hungersnøden i en
ukrainsk landsby: ”De fysiologiske forandringer i en sultende persons legeme ledsages af ændringer i psyken. Intens og
langvarig udsultning dræber normale
menneskelige sanser og følelser fuldstændigt. Et sultende menneske betragter
ikke godt /ondt, sandheder / løgne, ret-
Mindesten for Holomor ofre 1932-33 ved Gloria Victis mindesmærket i Budapest.
Nyhedsblad
DenDanske Helsinki-Komités
færdigt / uretfærdigt på samme måde
som en person, der ikke er sulten. De
naturlige værdier, som er fælles for menneskeheden, bliver sekundære, bliver
uværdige. Det altafgørende ønske er at
spise. Følelser som patriotisme, tro, venskab og kærlighed ophører fuldstændigt
med at eksistere.
Mange overlevende fra hungersnøden i
1933 fik aldrig disse følelser kureret. Ikke
alene bragte bønderne ingen blomster til
massegravene, hvor deres forældre,
mænd, koner og børn lå, i tiden efter
hungersnøden, de gik så at sige hen over
de menneskelige rester.
Det har jeg erfaret fra øjenvidner til
hungersnøden, der bor i landsbyer i
Lugansk-delen af Slobozjansjtjina, en
region, der historisk blev særligt hårdt
ramt af folkedrabet. Endnu den dag i dag
er der ingen markeringer på de massegrave, hvori ofrene blev lagt.
Bolsjevikkerne sørgede for, at alle
ukrainske bønder og kosakker blev nedgjort til et sådant dyrisk niveau i 1933.
Overlevende har ofte fortalt, hvordan
højtplacerede sovjetiske og kommunistpartiembedsmænd kom kørende ind i
landsbyerne og spurgte forældrene hvor
lang tid, de havde været uden mad, hvor
mange nabobønder, der var nødlidende
af sult per dag, og hvor mange, der allerede var omkommet.
Bønderne udgjorde omkring 75% af
befolkningen i den daværende ukrainske
sovjetrepublik. De overlevende ofre for
Holodomor har opdraget deres børn og
børnebørn på basis af dette moralske
morads. Og deres efterkommere udgør i
dag størstedelen af den ukrainske befolkning.
Jeg gør her ikke noget forsøg på at
degradere mit eget folk eller præsentere
en syg fantasi. Iflg. James Mace, en
førende forsker, der har studeret post-folkedrabets Ukraine, udslettede masseudryddelsen det ukrainske folks nedarvede
etiske karaktertræk, såsom gæstfrihed og
9
Særnummer januar 2015_FINAL:Layout 1 20/01/15 11.30 Page 10
venlighed. Høflighed og ansvarlighed
blev noget, der hørte fortiden til, mens
hjerteløshed og ligegyldighed blev fremherskende. Der var stort set ingen plads
til overs til patriotisme.
Hvorfor betragter mange ukrainere
fortsat russere som ”brødre”?
De samme ældre overlevende fra hungerkatastrofen i Lugansk amt har forsikret
mig om, at forud for 1933 havde de
aldrig fra deres forældre eller bedstefor-
ældre hørt om blandede ægteskaber mellem unge fra ukrainske og unge fra russiske landsbyer, selvom de kun var nogle få
kilometer fra hinanden.
På daværende tidspunkt anså ukrainerne russere som repræsentanter for en
fjendtlig, dunkel civilisation kendetegnet
ved, at hele landbefolkningen bandede
Såleog svovlede, stank konstant af hjemmed
brændt vodka, og hvis grøntsagshaver var
overgroet med ukrudt i hoftehøjde.
Det var først efter 1933, at grunden var
egentl
F
Men der er også en fælles
r
vel forberedt til introduktionen af imperial-bolsjevikkernes myte om de to landes
årelange broderskab. Det blev muligt
efter at hungersnødens røde terror havde
vendt op og ned på de ukrainske bønders
mentale tilstand. En anden faktor var
muligheden for at overleve ved at assimilere sig med russere langs grænsen. I
1933 var der ingen tydelig grænse mellem Ukraine og Rusland. Ukrainere, der
var ved at dø på grund af den kunstigt
skabte sult, så, at intet tilsvarende gjaldt
på den russiske side. Det har beboere i
alle grænseområder i Lugansk amt uden
undtagelse bekræftet.
Fuldstændigt denationaliserede så de
sultende ukrainske bønder ingen anden
udvej end at assimilere sig med russerne
for at undgå folkedrabet. De var helt klart
ikke opmærksomme på de underliggende
årsager til det folkedrab, bolsjevikkerne
havde tilrettelagt. Så at knytte tætte
bånd med russere eller foregive at være
russisk blev ansat for et middel til redning. Heraf opstod de russificerede
ukrainske familienavne, som f.eks. –ov
føjet til et ukrainsk efternavn som
Matvienko (Matvienkov på russisk),
Tjepurnij (Tjepurnov på russisk), -in i
Zozulin (oprindelig Zozulja, en gøg på
ukrainsk), eller –ev som i Sjamrajev.
I blandede ægteskaber efter folkedrabet
blev børn og børnebørn opdraget i den
sovjetrussiske ånd. Deres efterkommere
blev til en generation, der afskyede og
frygtede ethvert udslag af ukrainsk patriotisme og ”borgerlig nationalisme”, idet de
heri så en direkte trussel om endnu et
hungersnødshelvede svarende til det, forældregenerationen havde gennemlevet.
Disse efterkommere af denationaliserede
post-hungersnød ukrainske bønder fra
Slobozhansjtjina og Kosak-steppen udgør
nu et beskedent flertal i alle de større byer
i Donbas. Det er derfor intet under, at
mange af dem i den seneste folketælling
har angivet, at de er russere.
Donbas rødderne og ”Novorossija”
Mindested for Holodomor ofre i Kiev.
10
Dette negative syn på ukrainsk nationalisme er også typisk for de fleste indbyggere i Donbas og Sydøstukraine –
”Novorossija”. Kremls ideologer forklarer
det med, at det er resultatet af en etnisk
russisk eller russisktalende befolkning.
23. januar2015
15. Årgang Nr. 1 Konferencesærnummer
Særnummer januar 2015_FINAL:Layout 1 20/01/15 11.30 Page 11
De ukrainske folketællinger beviser, at det
ikke forholder sig sådan. Sproget er ikke
noget kriterium, det bevises af de mange
russisktalende ukrainske patrioter fra
Sydøstukraine, som kæmper på ukrainsk
side i dag.
De Kreml-imperiale ideologer lyver, når
de hævder, at mentaliteten i Donbas i
dag er et faktuelt bevis på, at
”Novorossija” i sit væsen er en historisk
russisk provins. Dette er post-folkedrabs
tænkning.
Lad mig blot minde om Nestor
Makhnos stærke bondehær, hvis kæmpende bønder havde ukrainsk identitet,
som bevis for, at forud for hungersnøden
var det sydøstlige Ukraine på ingen måde
forskelligt fra resten af landet. Makhnos
hær blev hovedsageligt dannet i
Katerinovlavsjtjina, (som er det gamle
navn for Dnipropetrovsk) et historisk
område, der omfatter en del af Lugansk
amt.
Hvad er det så, der har gjort mentaliteten i sydøst så forskellig fra resten af
Ukraine? Der findes ikke i Kreml dokumentation fra 1932-1933, der nævner
særlige forholdsregler om at organisere
en kunstig hungersnød i netop denne
region.
Historikeren Vadim Skurativskij har en
forklaring på fænomenet ”dybtgående
denationalisering”. Iflg. hans studier led
bønderne i Sydøstukraine væsentligt
mere under hungersnøden end resten af
Ukraine, ganske enkelt fordi de boede i et
steppeområde. Da Bolsjevikkerne i 1932
indsamlede enhver form for fødevarer fra
alle og enhver indbygger i landsbyerne, så
var chancen for at klare sig lidt større for
de, der boede i en skov eller på den
bevoksede steppe end den var for steppebønderne. Steppens fauna er væsentligt
knappere end skovens.
Disse betragtninger bekræftes af den
anerkendte amerikanske forsker Robert
Conquest. I hans populær-historiske
”Harvest of Despair” (Fortvivlelsens Høst)
har han gennemgået ukrainske bønders
dødelighed i 1933 som helhed og fordelt
på regioner. I de nordlige amter (oblaster)
omkom en ud af fire bønder under hungersnøden, i de centrale amter en ud af
tre personer, og i de sydøstlige amter
omtrent hver anden.
Vadim Skurativski konkluderede beklagende, at ”det bevidst planlagte og
omhyggeligt udførte folkedrab i 19321933 gjorde det umuligt at konsolidere
Ukraine som et stærkt land på det europæiske kontinent. Og dette resultat er
præcis, hvad snedige Ukrainehadere regnede med.”
James Mace bekræfter i det store hele
denne fremstilling. Studiet af de politiske
årsager til hungersnøden bør spille en
væsentlig rolle, når vestlige historikere og
politikere med deres udtalelser ser ikke
blot på Ukraines fortid, men lige så
meget på hvad, der sker i dag, og hvad
der kan ske i morgen.
Den mest denationaliserede region
efter hungersnøden var Donbas. I dag er
koncentrationen af russere i denne region
den næsthøjeste efter Krim. Det ville have
forudsat en meget klog og afbalanceret
politik at genskabe den nationale
bevidsthed, der gik tabt under
Holodomor, blandt folk i Donbas, og det
ville have krævet lige så meget at tilnærme det russiske mindretal til en pro-europæisk mentalitet.
I stedet så man, at alle ukrainske ledere flirtede med en lokal pro-russisk elite,
og de skiftede over til at tale russisk på
deres få, tilfældige og kortvarige besøg i
Lugansk og Donetsk.
Sandsynligvis havde de aldrig læst
James Mace’s advarsel fra de første år af
dette århundrede: ”Kravet om Ukraines
territorium ligger dybt rodfæstet i den
russiske politiske kultur, og enhver sandsynlighed taler for, at Rusland vil beslutte sig for ikke at lade det blive ved ordene, men omsætte kravet til handling – før
eller senere”. Det er det, der sker i dag –
indtil nu i form af Krim og Donbas.
Det imperiale Rusland har udnyttet den
ukrainske politiske elites kortsigtede
udsyn til det yderste. Umiddelbart efter
at Vladimir Putin kom til magten i Kreml
blev en vægtig ideologisk udrensning i
Donbas sat i gang.
Lukningen af
ukrainsk sprogede massemedier, skoler og
universiteter – allerede i mindretal – startede.
Samtidig sparede Kreml ingen midler til
at føre en stærk kampagne for den ”russiske verdens” værdier i egne massemedier, i kulturen og på fjernsynet i regionen.
Nyhedsblad
DenDanske Helsinki-Komités
Moskva var – tilsyneladende i modsætning til Kiev – fuldt ud klar over såvel
konsekvensen af hungersnøden som af de
muligheder, man kunne få gavn af.
Resultatet af denne forskellige tilgang i
Moskva og Kiev til post-folkedrabs-samfundet i Donbas blev skæbnesvangert for
Ukraine som stat. De ukrainere i Lugansk,
der i de sidste 10 år har været loyale
omkring deres ukrainske nationalitet,
udgør omkring 1.000 mennesker, et
beskedent mindretal.
Det var dem, der sidste vinter kom ud
for at deltage i den lokale Majdan, som
for sidste gang blev opløst den 9. marts
af omkring 2.000 Titusjka hyret af agenter fra de russiske specialstyrker. Det blev
dag 1 for pro-LNR-bevægelsen, Den
Luganske Folkerepublik. [Titusjka (slæbebåde) anvendes i Ukraine om antiMaidan provokatører/lejesoldater].
Lad os forestille os, at hungersnøden i
1933 ikke havde fundet sted. Så ville
omkring 270.000 ukrainere – bevidste
om deres identitet – nu leve i Lugansk (i
modsætning til de ca. 1.000, som er
efterkommere efter post-hungersnødgenerationen, og som boede i byen forud
for Ruslands aktuelle hybridkrig).
Mindst flere tusinde af dem ville have
deltaget i en markering af Taras
Sjevtjenkos 200 års fødselsdag den 9.
marts. Før hungersnøden havde ethvert
bondehjem i Lugansk og Donetsk et
eksemplar af Kobzar, Sjevtjenkos mest
berømte digtsamling på ukrainsk, stående. Havde det ikke været for hungersnøden, så havde 2.000 betalte lejesoldater
ikke været i stand til at afbryde dagens
festligheder. Der ville ikke være nogen
Lugansk Folkerepublik eller Donetsk
Folkerepublik.
Uden
Holodomor,
hungersnødfolkedrabet, ville Vladimir
Putin i dag skulle tænke sig om flere
gange før han kaldte det sydøstlige
Ukraine for ”russisk jord”.
Irina Magritska er Associate Professor
East Ukrainian National University V.
Dal i Luhansk
Ukrainian Week no. 15 (81)
November 2014.
Oversat fra engelsk af Philip Maschke
11
Særnummer januar 2015_FINAL:Layout 1 20/01/15 11.30 Page 12
”Ruslands
mere splid
hensigt
er at skabe
mellem Europa og USA”
En samtale mellem Professor Karen Dawisha og Anna Korbut, Ukrainian Week.
Såle-
Af Professor Karen
Dawisha og Anna
Korbut, Ukrainian Week
egent-
Med sit greb om magten forlader
Vladimir Putin sig tilsyneladende på
en nær kreds af folk, der har fulgt
hans vej til magt og rigdom fra
begyndelsen. Ruslands aktuelle politik er sandsynligvis en trussel mod
deres formue og fremadrettede
muligheder. Tror du, at de forbliver
sammen med Putin helt til enden og
støtter ham i alt, hvad han gør, eller
vil de forlade ham, så snart de ser
hans magt blive indskrænket af den
ene eller anden grund?
l
F
Det er kernespørgsmålet. Jeg antager, at
hans accept af den fortsatte anholdelse af
Vladimir Jevtusjenkov (ejer af olieselskabet Basjneft og andre profitable aktiver,
red.) og fremlæggelsen af den Kremlstøttede ny lov om kompensation til
sanktionsramte folk for beslaglagte værdier i Vesten, kendt som Rotenbergloven, begge er signaler fra Vladimir
Putin om, at han først vil tage sig af
denne personkreds, og derefter af alle
Men der er også en fælles
d
andre. Det kan være, at han sender dette
signal, fordi han regner med, at denne
gruppe ellers ikke vil forblive loyal.
Kan Vesten ramme Vladimir Putins
formue og dermed påvirke hans politik eller skade hans greb om magten?
Putin besidder ikke magten på grund af
sine penge, men på grund af hans
adgang til alt, hvad han ønsker, fra russerne. Han kan indkalde soldater, bygge
paladser og nyde et godt liv. Men det
indgik ganske enkelt i hans motivation
fra starten, det er ikke nødvendigvis en
omstændighed, der holder ham ved magten.
Da sanktionerne blev iværksat slog
USAs finansministerium en liste op på
deres hjemmeside med alle de personer,
der ville blive iværksat sanktion imod. På
listen
var
Gennadij
Timsjenko.
Begrundelsen på finansministeriets hjemmeside var: ”Putin har investeringer i
Gunvor og kan have adgang til finansiering fra Gunvor”, Timsjenkos oliehandels
firma. Dagen
før Gunvor og Timsjenko
blev sanktioneret solgte han sine aktier til
sin svenske partner. Mon han også solgte
Putins aktier? Det ved vi ikke. Men vi ved
fra de amerikanske myndigheder, at han
har aktier. Vi ved for nærværende ikke,
hvad der sker med Putins egne penge.
r
Den 8. oktober 2014 vedtog den russiske Duma en tilføjelse til lov om
kompensation for brud på retten til rettergang inden for en rimelig tidsfrist hhv. udmøntning af en dom inden for rimelig tid (lov om kompensation for sanktioner eller Rotenberg-loven som den kaldes af oppositionen, efter den russiske oligark Arkadij Rotenberg, hvis villaer og lejligheder blev beslaglagt i Italien i september som resultat af EU og USA's
sanktioner) ved førstebehandling med 233 stemmer for mod 202 stemmer imod, herunder fra Ministeren for økonomisk udvikling. Flertallet af
de, der støttede vedtagelsen, tilhører Jedinaja Rossija, det regerende
parti under ledelse af Dmitrij Medvedev, som fremlagde lovforslaget.
12
Men jeg vil sige om russiske penge –
penge fra oligarker og kliken omkring
Putin – at eftersom ganske meget heraf
er anbragt på konti i udlandet, herunder
på de Britiske Jomfruøer, i Lichtenstein,
Schweiz og Luxembourg, så er det jo ikke
steder, hvor banksektoren har lidt under
finanskrisen. Jeg antager derfor, at pengene er godt skjult. Penge, der bliver
trukket ud af de nævnte lande, flyder
ikke tilbage til Rusland, men anbringes i
Hong Kong eller Singapore. Det er mindre
sikkert end i Europa, men mere sikkert
end i Rusland.
Disse penge er en af de bekvemme
faktorer, som hjælper Rusland til indflydelse i Europa. Er det de velhavende russeres penge, gas og investeringer i ejendomme, skoler og vestlige
luksusvarer, der gør dem til velkomne gæster næster overalt i Europa,
eller kan man tænke sig, at der findes mere etablerede netværk, som
på en elegant måde fremmer
Ruslands interesser i europæisk
erhvervsliv, økonomi og politik?
Vi må antage, at alle stater, og specielt de
efterretningstjenester. De
magtfulde, har
er alle rigtigt gode til at øge deres lands
indflydelse med sædvanlige metoder. Det
er Rusland ikke alene om. Der er et helt
lag af sådanne aktiviteter, og alle ved, at
det foregår. Der er også regler for, hvorledes det skal styres. Ruslands nylige bortførelse af en estisk efterretningsmand,
Eston Kohver, var chokerende derved, at
den brød disse regler.
I Sovjet-æraen var sovjetregimet de
såkaldte
fredsbevægelsers
største
finansieringskilde. Formålet var det
samme som i dag: at forøge kløften mellem Europa og USA. Rusland har en
objektiv interesse i at sikre, at Europa
ikke følger USAs lederskab. Det kan du se
23. januar2015
15. Årgang Nr. 1 Konferencesærnummer
Særnummer januar 2015_FINAL:Layout 1 20/01/15 11.30 Page 13
”Putins magt skyldes ikke hans
penge, men at han har adgang
til at få alt, hvad han ønsker,
fra russerne”
i deres lederartikler, du kan læse det i
Putins taler.
Mere åbent kan du f.eks. se folk som
Marine Le Pen. De fleste højre-orienterede partier i Europa indtager et pro-Putin
standpunkt. Det skyldes, at de grundlæggende er enige med Rusland på to områder: en anti-amerikansk holdning og
anti-indvandrings følelser, som i deres
kerne indeholder racisme.
En anden bekymring er, at Rusland
finansierer kræfter i Europa, der er imod
fracking (boringer efter skifergas), fordi
russerne frem for alt ikke ønsker, at
fracking vil blive udviklet i Ukraine.
Det ville overraske mig meget, hvis ikke
deres penge flyder ind til støtte for disse
aktiviteter. Der sker så meget offentligt,
at det ligger nærliggende at tænke, at
der foregår meget mere under overfladen.
Du siger, at formålet har været at så
splid mellem Europa og USA, og sandsynligvis også mellem de Europæiske
lande indbyrdes. Men vi har set europæiske politikere og erhvervsfolk forsøge at bygge venskab med Rusland
for derigennem at gøre landet demokratisk ved at haste frem med teknologi og investeringer. De har ikke
kunnet se, hvor landet gradvis var på
vej hen, for lutter øjeblikkelige
gevinster på det russiske marked. De
har ikke taget hensyn til de risici,
Rusland politisk udgør for sine naboer, men hvorfor har europæerne så
alligevel ikke været opmærksomme
på hvilke risici, Rusland i sidste ende
udgør overfor dem selv?
Jeg kan huske en interessant konference i
sommeren 1981, under Solidaritetsdagene umiddelbart før indførelsen af
militær undtagelsestilstand i Polen. Der
var repræsentanter for Deutsche Bank til
stede. Jeg var dybt overrasket over, hvor-
dan deres eneste interesse var at få gæld
fra Polen betalt tilbage. Derfor er jeg ikke
overrasket i dag. De bekymrede sig ikke
om undertrykkelse af arbejderne, og de
ville have støttet undtagelsestilstanden,
bare de kunne få deres udestående tilgodehavender hjem.
Når man ser City of Londons eller
Luxembourgs svar på det, der sker i
Rusland nu, så vil de støtte enhver sanktion mod enkeltpersoner, men ikke mod
finansielle institutioner, der sætter deres
penge ind i vestlige banker. De ønsker at
tjene den kommission, de kan, fra indeståender i egne banker. Og det har de
opnået lige siden 1990erne, i alle de år,
hvor vi foregav, at Rusland er et demokrati, således at oligarker og magthavere
kunne plyndre økonomien. Alle disse
midler flyder til Europa, hvor retsstaten
beskytter dem. Derfor vil mere transparente bankprocedurer i Rusland, og
muligheden for at konstatere, hvorvidt
penge ikke kommer fra hvidvaskning af
illegale gevinster, ikke være i europæiske
bankers interesse, for det reducerer indtjeningen.
Vil det, du beskriver, kunne føre til et
fragmenteret Europa, mens Rusland
vokser sig stærkere?
Der er én ting, der står klart for mig, og
det er, at såfremt Ukraine lykkes med at
gennemføre en række rene parlamentsog præsidentvalg, samt får indført effek-
tiv anti-korruptions lovgivning, så vil det
være en stor støtte for det russiske civilsamfund. Lige nu ser russerne sig ikke i
en situation, hvor de faktisk ønsker at
blive europæere. Hvis Ukraine får gennemført noget sådant, så vil det vise
menneskene i Rusland, at det er en mulig
vej også for dem. Hvad der præcis er
grunden til, at det russiske regime gør alt
for at forhindre en sådan udvikling. For
Ukraine er dette både en yderst lovende
og en yderst besværlig vej. EU og NATO
vil imidlertid stå sammen. De vil tilsammen være den sidste bastion, der nedbrydes. Også hvis det skulle betyde, at
Ukraine ofres. Desværre, men jeg tror, at
det er realiteterne.
Hvilke europæiske lande er efter din
mening de mest sårbare overfor russisk indflydelse?
Det ene er Serbien, hvor Vladimir Putin
har deltaget i en stor militærparade, som
Serbien afholdt for at markere befrielsen
af Beograd fra Nazi-Tysklands besættelse,
(og som blev fremrykket fire dage for at
passe ind i Putins kalender, red.) på hans
vej til topmødet i Milano. Serbien har
sandsynligvis prøvet at få en frihandelsaftale, så at de smuglerruter, Slobodan
Milošević havde etableret, vil kunne genoplives, så at alle de europæiske varer kan
komme direkte til Rusland via Serbien.
Bulgarien er næste kandidat, fulgt af
Ungarn. 40% af fast ejendom i
Vladimir Putin besøger den restaurerede kirke Skt. Sergius af Radonesj i Tsarskoje Selo,
december 2014.
Nyhedsblad
DenDanske Helsinki-Komités
13
Særnummer januar 2015_FINAL:Layout 1 20/01/15 11.30 Page 14
Montenegro ejes af russere. Det er også
det eneste land, der er 100% afhængig af
russiske brændstofleverancer.
Blandt de førende lande i EU er den
luxemburgske finanssektor vigtig for
Rusland, og Rusland er vigtig for den.
Lichtenstein er afhængig af sin milde
bankregulering for at befolkningen kan
have noget at leve af. Storbritannien og
Tyskland er større opponenter mod
Rusland. Frankrig har deres Mistral
angrebsskibe [der var bestilt af Rusland].
Med Berlusconi væk fra scenen rejser
Italien sig mere imod Rusland, og det er
en rigtig god udvikling, som skyldes
egentpost-Berlusconi politikernes ønske om at
l
vise, at de ikke er i lommerne på Kreml.
Jeg mener, at David Cameron og
Angela Merkel står overfor en hård udfordring: de skal få hele EU med sig. Derfor
er de lydhøre over Polens og de baltiske
landes ønsker om en hård kurs overfor
Rusland. Men de er nødt til at gøre det
sammen, ellers vil EU blive undergravet
som organisation.
Hvem ser du som USAs sikreste
allierede mod Ruslands aggression i
Europa?
Det er helt klart Storbritannien. USA leder
Sålekoalitionen i Syrien og Irak og er derfor
d
meget afhængig af støtte. USA vil af den
grund ikke presse Europa alt for hårdt på
Ukraine-spørgsmålet – og det er ikke til
Ukraines fordel – hvis USA kan få, hvad
man ønsker, f.eks. kampjets til at bekæmpe ISIS i Syrien og Irak, fra sine europæiske allierede.
Karen Dawisha er Walter E. Havighurst
professor i political science ved de politologiske afdelinger på universiteterne i
Oxford og Miami, Florida, og er direktør
for universitetets Havighurst center for
russiske og post-sovjetiske studier. Karen
Dawisha er ph.d. fra London School of
Economics i 1975 og har forelæst på en
række britiske og amerikanske universiteter. Hun har skrevet fem bøger og mange
artikler om Sovjet og østeuropæisk politik, om forholdet mellem Sovjetunionen
og USA, og mellem Sovjetunionen og
Mellemøsten, samt om udviklingen i
Sydeuropa og i Centralasien. Hun er en
anerkendt Ruslandsekspert, der senest
har arbejdet på en bog, Hvem ejer
Rusland?, om årsagerne til korruptionen i
det moderne Rusland, om kleptokrati og
om loyalitet i Putins omgangskreds, og
om Ukraines betydning for Putins forbliven på posten.
Ukrainian Week No. 14 (80) November
2014.
Oversat fra engelsk af Philip Maschke
F
Men der er også en fælles
r
Vladimir Putin på pressekonference den 18. december 2014.
14
23. januar2015
15. Årgang Nr. 1 Konferencesærnummer
Særnummer januar 2015_FINAL:Layout 1 20/01/15 11.30 Page 15
Alliancernes potentiale: alternative vinkler
på Ukraine-krisen 2013-14
Af Karsten Fledelius
På en konference afholdt af partiet
Venstre den 11. december 2014 i
Fællessalen på Christiansborg fremlagde en yngre ukrainsk forsker,
Tetiana Starodub-Pidberezna, Ph.D.,
fra det humanistiske akademi i Kiev,
en skarp analyse ikke blot af den
russiske politik over for Ukraine,
men også af den uforberedthed og
passivitet, hun fandt har karakteriseret både EU, NATO og OSCE.
Efter hendes mening har disse vigtige
organisationer ikke blot vist deres mangel på institutionel kompetence, men
også begået den ene brøler efter den
anden i deres
og sik trusselsvurdering
kerhedsforståelse i den verden, som har
afløst den gamle bipolære verdensorden.
Man har lullet sig ind i en forestilling
om, at ”hårde trusler” i Europa spillede
en reduceret rolle. Ruslands militære
invasion af Ukraine og annektering af
Krim har imidlertid forstyrret den militærstrategiske ligevægt i regionen.
Dette - samt Moskvas understøttelse
af separatistiske og terroristiske grupper
i Sydøst-Ukraine - ser hun som et brud
på de fleste af de internationale trakta-
ter, aftaler og forpligtelser, der opretholder fred og sikkerhed i Europa, heriblandt FN-pagten (1945), Helsinki-slutakten (1975), Paris-Charteret for et nyt
Europa (1990), Budapest-memorandummet af 1994 og Grundaftalen om
gensidige relationer, samarbejde og sikkerhed mellem NATO og den Russiske
Føderation af 1997. Hun henviser endvidere til, at FNs generalforsamling i
2014 på sin 68. session den 27. marts
2014 fordømte den russiske invasion og
udtalte sin støtte til Ukraines territoriale
integritet, suverænitet og uafhængighed.
På denne baggrund ser hun NATO i en
nøglerolle, som forudsætter, at man
Europa og Ukraine (inkl. Krim).
Nyhedsblad
DenDanske Helsinki-Komités
15
Særnummer januar 2015_FINAL:Layout 1 20/01/15 11.30 Page 16
Såle-
d
egentl
NATO hovedkontoret ved Bruxelles.
holder op med at reducere forsvarsudgifterne, men forøger NATOs (og dermed USAs) militære tilstedeværelse i de
central-østeuropæiske og de baltiske
stater, som er medlemmer af NATO.
Specielt advarer hun mod den potentielle trussel, de russiske mindretal i de balF
tiske stater repræsenterer, herunder 66%
russisk-talende i Tallinn, 97% i Narva,
41% i Riga og 53% i Daugavpils. Kun
Estland og Polen har ikke reduceret
deres forsvarsudgifter, der for regionen
som helhed ligger på et gennemsnit på
1,1% af bruttonationalproduktet i modsætning til de af NATO anbefalede 2%.
Dette, mener hun, betyder, at disse
lande ikke er i stand til at forsvare sig i
tilfælde af en storkonflikt. Indtil marts
2014 hvilede disse NATO-staters sikkerMen der er også en fælles
hed på tillid til internationale aftaler og
r
sikkerhedsstrukturer snarere end på
deres egne militære muligheder. Nu ser
hun ikke mere NATO som en partner til,
men som en modstander af Rusland, og
denne situation må lægge op til en revision af NATOs garanti fra 1997 om ikke
at stationere atomvåben i de nye NATOlande. Hun ser dette som endnu mere
påkrævet i lyset af, at så mange NATOstyrker er rykket ud af NATOs forsvarsområde til områder som Afghanistan,
Somalia og Libyen. Generelt ser hun en
både numerisk og materiel underlegen-
16
hed for NATO-landene i Europa i forhold til Rusland.
En særlig vægt ligger hun på det russiske ”afskrækkelsesdiplomati” i form af
erklæringer som Putins om Krims histo-
riske tilhørsforhold til Rusland og det
russiske Føderationsråds tilladelse til
ham til om nødvendigt at sende russiske
tropper ind på ukrainsk territorium.
Vedr. EU påpeger hun organisationens
”bløde magts” uegnethed til at gå imod
den russiske politik, der er baseret på
”hård magt”. Derfor har organisationen
ikke kunnet gøre noget effektivt for at
beskytte
Ukraines
suverænitet.
Endvidere beskylder hun organisationen
for at ligge under for russisk misinformation og propaganda. Samtidig lammer russisk veto FN, og OSCE har ikke
tilstrækkelig indflydelse på Rusland, da
organisationen er baseret på konsensus
og ikke stemmeflerhed. Hun betragter
ikke Ukraines situation som enestående,
der er også andre stater, hvis suverænitet hun ser truet af Rusland. Generelt ser
hun hele det traktatsystem, som udgår
fra aftalerne i Jalta i 1945 og Helsinki
1975 som truet, og konstaterer eksistensen af en ”grå zone” præget af ”frosne
konflikter”, ud over Ukraine også
Georgien, Moldova og Azerbajdjan.
Hun sluttede sit indlæg med en appel til
Derfor mener hun det nødvendigt at styrke NATOs
defensive
magt ved at:
1) flytte amerikanske tropper til de nye NATO-lande nær Rusland;
2) sikre sig mod isolation af de nye NATO-lande ved aftaler med de (hid til) neutrale lande Sverige og Polen;
3) styrke det regionale anti-ballistiske missilsystem og luftforsvarssystem;
4) styrke internet- og energiforsyningssikkerheden i Ruslands nabolande;
5) styrke disse landes forbindelse med NATOs automatiske kommando-,
kontrol- og informationssystem;
6) ophæve forbuddet mod udstationering af nukleare våben i Central- og
Østeuropa og Baltikum;
7) overføre en del af de kernevåben, der er stationeret i Tyskland, til
Polen.
23. januar2015
15. Årgang Nr. 1 Konferencesærnummer
Særnummer januar 2015_FINAL:Layout 1 20/01/15 11.30 Page 17
solidaritet med Ukraine og med ordene
”Glory to Ukraine! Glory to the Heroes!”
Et indlæg af denne karakter var
næppe blevet formuleret så skarpt for
halvandet år siden. Det viser den hast,
hvormed der er sat spørgsmål ved hele
den europæiske sikkerhedsarkitektur.
Det rejser spørgsmålet, om vi virkelig er
i gang med en ny kold krig. Det er klart,
at en række af de forslag, forskeren rejser, hvis de blev gennemført, ville
bekræfte de forestillinger om vestlig
ekspansionisme og indkredsning, som i
så høj grad er kommet til at præge
Kremls politik siden Putins tilbagevenden til præsidentposten i Rusland. En
atomar genoprustning som den, der her
lægges op til, går ud fra en forestilling
om Ruslands magt og hensigter, der helt
ser bort fra det trusselsbillede, som har
udviklet sig i Moskvas ledende kredse.
Her ser man ikke EU's ”bløde magt” som
spor blød, de økonomiske sanktioner
virker nu så hårdt, at selv Putin har måttet indrømme det offentligt.
Den russiske udenrigsminister Sergej
Lavrov (i embedet siden 2004!) har forsøgt at formulere et kompromis bestående af tre elementer: beskyttelse af de
sproglige mindretal i Ukraine (herunder
det russiske sprog), en omdannelse af
Ukraine til en forbundsstat, og en aftale om en international garanti for en
neutral status for Ukraine i Europa (i det
mindste som Finland, Sverige og Østrig).
Tetiana Starodub-Pidberezna afviser i
det mindste de to sidste elementer som
krænkende for en suveræn stats selvbestemmelsesret. Efter hendes mening har
Ukraine ret til at forsvare sit territorium,
til selv at afgøre sin regeringsform og
Henry Kissinger.
Tetiana Starodub-Pidberezna.
Nyhedsblad
DenDanske Helsinki-Komités
selv bestemme, hvilke alliancer landet vil
indgå. Hun mener, at de frie demokratiske lande i Europa har en moralsk forpligtelse til at støtte Ukraine heri, og
hun ser det som en sikkerhedsmæssig
nødvendighed også for dem, lige som
hun kritiserer den lunkenhed, de hidtil
har udvist.
Mange i Vesten vil være enige med
Tetiana Starodub-Pidberezna i det
mindste et stykke hen ad vejen. Men
andre er [langt] mere forbeholdne. I sin
nyeste bog, udkommet i 2014, med den
sigende titel ”World Order – Reflections
on the Character of Nations and the
Course of History” giver den amerikanske historiker og udenrigspolitiske aktør
Henry Kissinger en geopolitisk analyse
af russisk politik siden middelalderen,
herunder den tætte historiske sammenhæng mellem Ukraine og Rusland. For
Kissinger er der en forskel mellem vestlige, senere annekterede lande som de
baltiske lande, og Ukraine, der altid har
været tæt forbundet med Rusland, hvilket afspejles blandt andet i 1800-tallets
og 1900-tallets russiske litteratur. Han
udtaler sig ikke direkte i bogen om den
storpolitiske krise efter Krim-annekteringen og bekender sig principielt til et
17
Særnummer januar 2015_FINAL:Layout 1 20/01/15 11.30 Page 18
Henry Kissinger:
1. Ukraine skal have ret til frit at vælge sine økonomiske og politiske forbindelser, inklusive med EU.
2. Ukraine skal ikke blive medlem af NATO, en holdning, jeg [HK] indtog
for syv år siden, da forslaget sidste gang blev fremsat. Internationalt
Såleskal Ukraines ledere vælge Finlands eksempel: stærk uafhængighedsd
trang og samarbejde med Vesten på de fleste områder, men omhyggeligt undgå fjendskab med Rusland.
l
3. Ukraine skal have frihed til at skabe enhver form for regering, som er
i overensstemmelse med folkets udtrykte vilje. Vise ukrainske ledere
skal derefter gå ind for en forsoningspolitik mellem de forskellige dele
egentaf landet.
4. Rusland skal anerkende Ukraines suverænitet over Krim, mens Ukraine
skal styrke Krims autonomi efter valg afholdt under tilstedeværelse af
internationale valgobservatører.
globalt retssamfund, men mener på den
anden side, at den aktuelle internationale retsorden har så mange indbyggede svagheder, at man sommetider må
nøjes med en mindre retfærdig løsning i
F
en aktuel konflikt. Noget af det vigtigste er efter Kissingers opfattelse at
undgå regionale instabiliteter og konflikter regioner imellem. Han er her kritisk over for både aktuel amerikansk og
aktuel europæisk politik, som han kritiserer for at svinge mellem principielle og
pragmatiske holdninger og for at tage
for lidt hensyn til topalvorlige spørgsmål
som islamismens universalistiske udfordringer til både USA og Europa samt
risikoen for, at atomvåben vil blive mere
Men der er også en fælles
spredt end det i dag er tilfældet. Man
r
kan tolke hans bog som en advarsel til
både USA, EU og Rusland om at finde
sammen om en fælles, afvejet løsning
på
de
regionale
problemer
i
Sortehavsregionen.
Direkte om Ukraine-krisen har
Kissinger udtalt sig den 5. marts 2014 i
en artikel i Washington Post. Han
mener, man ved en krise af denne art
skal starte med slutningen, i stedet for
at kaste sig ud i krisen uden en klar
forestilling om, hvordan den kan afsluttes. Han giver ovenstående bud på en
18
udgang i overensstemmelse med alle
parters værdier og sikkerhedsinteresser.
Iflg. Kissinger er absolut tilfredshed
for alle parter ikke et muligt mål, derimod en ”afbalanceret utilfredshed”.
Ukraine må - ideelt set - ikke blive
betragtet som et stridens æble, men
som en bro mellem øst og vest. Og
dybest set ser han rødderne til problemet i et sent modnet politisk liv i
Ukraine, hvor de to hovedfløje ikke har
indset nødvendigheden af at samarbejde
med hinanden, men hver især har forsøgt at udslette den anden. Det burde
man både fra vestlig og østlig side have
undladt at stimulere.
Kissinger kritiserer alle parter: EU for
bureaukratisk sendrægtighed, USA for
manglende forståelse og respekt for russiske synspunkter og interesser. Rusland
for forsøget på at gøre Ukraine til en
satellitstat og dermed presse landets
grænser mod vest, hvad der kan sætte
gang i en ny kold krig.
Den vestlige dobbeltmoral vs. det
russiske brud på den internationale
retsorden
Desværre må man konstatere, at vi står
med det faktiske brud på den internationale retsorden, som den ensidige
annektering af Krim i marts 2014
repræsenterer. Et brud som man fra
russisk side blot ser som et enkelt, mindre skridt i sammenligning med de
vestlige brud på både formelle og uformelle internationale aftaler, som den
russiske ledelse ser sit land udsat for fra
Ukraines premierminister Arsenij Jatsenjuk og NATO generalsekretær Jens Stoltenberg den
16. december 2014
23. januar2015
15. Årgang Nr. 1 Konferencesærnummer
Særnummer januar 2015_FINAL:Layout 1 20/01/15 11.30 Page 19
vestlig side efter afslutningen af den
Kolde Krig.
End ikke den vestlige insisteren på
menneskerettighederne virker troværdig
på Moskva i lyset af den amerikanske
opbakning til Israels ignorering af en
stribe FN-resolutioner og ustraffede
overtrædelse af de rettigheder, en
besættelsesmagt har i et besat område.
Den vestlige dobbeltmoral er nu blevet konfronteret med den russiske. Eller
sagt på en anden måde, som Henry
Kissinger ville foretrække: At den aktuelle verdensorden bør ses som baseret på
real- og geopolitik i mindst lige så høj
grad som på idealer og principper, hvis
ødelæggende krige skal undgås. Meget
vil være nået, hvis fred i Ukraine og
afspænding i Østeuropa kan blive etableret gennem en mere eller mindre formel anerkendelse af Ruslands kontrol
med Krim, men ikke med Øst-Ukraine,
og gennem en sikkerhed for Rusland
mod Ukraines integration i NATO under
bibeholdelse af landets associering med
EU, som kunne danne baggrund for en
ophævelse af de gensidige økonomiske
og andre sanktioner mellem vest og øst.
Hvis dette samtidig kan ske med nogle
af nabostaterne i en mæglerrolle inden
for rammerne af OSCE og med støtte fra
Europarådet, kan der forhåbentlig blive
skabt rum for den økonomiske opretning og de nødvendige samfundsmæssige reformer i de berørte stater, ikke
mindst i Ukraine selv. Ukraine er blevet
gidsel i denne store internationale konflikt, som få har ønsket, men ingen har
været i stand til at styre med tilstrækkelig rettidig omhu og respekt for andres
interesser.
Det 20-årige Partnership for Peace fra
1997 ligger i dag som en sønderskudt
ruin i det østlige Ukraine. Men det er for
tidligt at afskrive den. Det er på tide at
starte på genopbygningen. Til gavn for
hele regionens fremtid. Kissinger har
nok ret i, at hverken vest eller øst i dag
kan nå deres ønskemål i Ukraine og bør
indse, at man må mødes på et sted
imellem før eller senere. Men hvor og
hvornår er stadig et åbent spørgsmål.
Den danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder blev dannet i 1985 som en del af den daværende internationale Helsinki Federation (1982-2007). Som andre nationale Helsinki-komiteer og grupper
arbejder den danske komité ud fra Helsingfors-aftalen fra august 1975, som skabte grundlaget for
Conference for Security and Cooperation in Europe (CSCE), siden 1994 OSCE. Sikkerheden og samarbejdet
imellem staterne i Europa, inklusive den daværende Sovjetunion samt USA og Canada, hviler på to forudsætninger: Garanti for, at grænserne kun kan ændres ved fredelige midler, og at de individuelle menneskerettigheder respekteres. Et afgørende punkt i denne udvikling, der i 1975 havde karakter af en hensigtserklæring, var udarbejdelsen af de såkaldte "Københavnskriterier" i juni 1990, som i 1993 under det
danske EF-formandskab blev gjort til kriterier for optagelse af nye medlemmer i EF/EU. De kan kort formuleres som frie og fair valg, respekt for menneskerettighederne og "good governance", dvs. en ordentlig styreform passende til et moderne retssamfund.
Den danske Helsinki-Komité har gennem årene gennemført et stort antal projekter for deltagere fra de
post-kommunistiske lande inden for emnerne lovgivning, fængselsforhold, ungdomskriminalitet, sociale
rettigheder og minoriteters rettigheder. En vigtig del af komiteens arbejde i de senere år har ligget i
Østeuropa i bredeste forstand, fra Tyrkiet, Bosnien og Kosovo over Ukraine og Belarus til de baltiske
lande og Rusland, hvor fokus især har været på retssikkerheden ved domstolene og overvågning af menneskerettighedernes overholdelse. Komiteen har hidtil foretaget aktiv monitorering af retssager i Polen,
Tyrkiet, Kosovo, Ukraine og Rusland. Herudover arbejder komiteen med demokratiudvikling, herunder
støtte til udvikling af civilsamfundet i bl.a. Polen, Rusland og Ukraine såvel som formidling af undervisningstilbud herhjemme til unge fra disse lande.
Komiteens nuværende formand er universitetslektor Karsten Fledelius, af tidligere formænd kan nævnes
juraprofessorerne Erik Siesby og Ole Espersen.
Nyhedsblad
DenDanske Helsinki-Komités
19
Særnummer januar 2015_FINAL:Layout 1 20/01/15 11.30 Page 20
Såle-
d
egentl
F
Men der er også en fælles
r
Nyhedsbladet udkommer 4 gange årligt.
Indlæg og andre bidrag kan sendes til
redaktionen:
Den Danske Helsinki-Komité
Bredgade 36B, st. th.
1260 København K
E-mail: main@helsinki-komiteen.dk
23. januar2015
15. Årgang Nr. 1 Konferencesærnummer