Religion nr. 2 2015
Gunnar Lundsgaard · Kongevej 59 · 6100 Haderslev RELIGION Religion Tidsskrift for Religionslærerforeningen for Gymnasiet og HF Redaktionelt 4 Nyt fra bestyrelsen 6 Nyt fra fagkonsulenten 8 Ekaterina Melnikova og Jeanne Kormina: At være ortodoks i det moderne Rusland 18 Annika Hvithamar: Idealet om Symfonia: Den russiske ortodokse kirke og den russiske stat 26 Ksenia Kolkunova og Roman Safronov: Religionskontroverser i den moderne russiske offentlighed 34 Anna D. Sokolova: Begravelsesriter i tidlig sovjetisk diskurs 42 Signe Elise Bro: Gennemgang af ikonostasen 48 Interview med Karin Hyldal Christensen, ved Sine C. Jensen: Ikonisering af nymartyrer 53 Signe Elise Bro: Ruslands nymartyr Sankt Elizabeth 56 62 66 70 74 2015 · NR. 2 · JULI 3 Fra kollega til kollega: Katja Maritta Gøttcke m.fl.: Anmeldelse af Ruslandsrejsekurset Sara Møldrup Thejls: Undervisningseksempel til 4. Område: Damanhur Lene Wittrup: Fungerer din KS-undervisning optimalt? - et debatindlæg Bent H. Jørgensen: De andre katolikker Bodil Kruse: Muhammed – skildret af Ludvig Holberg og af Edvard Brandes 78 Anmeldelser 94 Kurser 99 Navne og adresser 2015 · NR. 2 · JULI © Bidragsyderne. Redaktøren har ret til at bringe artikler fra Religion på foreningens hjemmeside. Kopi og anden gengivelse af Religion er tilladt efter reglerne i gældende lov om ophavsret. Redaktion: Ansvarshavende redaktør: Sine Jensen Medredaktør: Signe Elise Bro Anmelderredaktør: Stine Svalgaard Larsen Øvrige redaktion: Birgit Andersen , Kirsten Slot og Peter Jensen Redaktionen deler ikke nødvendigvis bidragsydernes synspunkter. Forsidebillede: Forsidebilledet er taget i indgangsporten til Sergiev Posad-klosteret udenfor Moskva. Det forestiller den nytestamentlige treenighed på trods af, at det jo egentlig ikke er tilladt at afbillede Gud. Foto Signe Elise Bro. Afleveringsfrister: 15. august 2015 1. november 2015 1. februar 2016 1. maj 2016 Ændringer kan forekomme Medlemskontingent: Kr. 420 pr. år Kr. 210 pr. år (studerende, fuldtidsarbejdsløse og pensionister) Kontakt kassereren med oplysninger om cpr.nr. til indberetning af fradrag hos Skat. Kontakt sekretæren ved ændringer i fx navn, adresse eller ansættelsessted. Abonnement: En årgang kr. 300 Enkeltnumre kr. 100 Annoncepriser: Kr. 2.500 for 1 side Kr. 1.500 for ½ side Rabat ved min. 4 helsidesannoncer i samme nummer af Religion kr. 9.000 (kr. 2.250 pr. stk). Bladets bliver udgivet med støtte af Ministeriet for Børn og Undervisnings tips- og lottomidler og trykt hos: trykteam svendborg a/s Grønnemosevej 13, 5700 Svendborg E-mail: tt@trykteam.dk Tlf: 6222 9122 ISSN 0108-4488 (trykt udgave) ISSN 2246-6223 (online) 2 RELIGION NR. 2 · 2015 Bestyrelse: Signe Elise Bro (formand, Fagligt forum, Kontaktudvalg/den ansvarlige for kontakt til universiteterne) Katrineparken 19, 8800 Viborg signeelisebro@gmail.com 6066 3585 Kirsten Falkesgaard Slot (Næstformand, Kursusansvarlig (inkl. kursussekretær):) Agerbakken 11, 5762Vester Skerninge ks@svendborg-gym.dk 2238 1243 Birgit Andersen (ansvarlige for kontakten til regionalsekretærerne) Østergade 85, 8370 Hadsten ba@fc.paderuo-gym.dk 2242 1833 Sine Camilla Jensen (ansvarshavende redaktør) Silkeborggade 1, 2.tv., 2100 Kbh. Ø religion@htgym.dk 2236 5587 Stine Svalgaard (anmelderredaktør, kommunikationsansvarlig (hjemmeside, EMU-kontakt m.v.):) Anker Jensens Vej 57, 8230 Åbyhøj ssl@soh.dk 3038 6072 Gunnar Lundsgaard (sekretær, kasserer, fællesudvalget) Kongevej 59, 6100 Haderslev gunnar.lundsgaard@outlook.dk 7453 5700 Peter Jensen (Pædagogisk Samarbejdsudvalg) Langelandsvej 43 1, th., 2000 Frederiksberg pj@frederiksberggymnasium.dk 2521 2190 Udenfor bestyrelsen: Elisabeth Faber Vendelbogade 5. 1. Th. 9000 Aalborg Elisabethfaber@hotmail.com 9813 5875 Lene Madsen (kontaktperson til VUC) Tingvej 18, 8210 Aarhus V lene.madsen@vucaarhus.dk 8615 2661 Fagkonsulent: Christian Vollmond, KVUC christian.vollmond@uvm.dk 2068 3756 I Fagligt Forum: Sara Møldrup Thejls th@hels-gym.dk Regionalsekretærer: Nordjylland: Bent E. Kristensen Kristiansandsvej 39, 1. t.h. 9800 Hjørring BK@hj-gym.dk 9892 3696 Vestjylland: Pia Hald Holm Istedgade 23, 7500 Holstebro 8620 2287 Vest-, Syd- og Midtsjælland samt Lolland-Falster: Bodil Elisabeth Heiede Høm Møllevej 14a 4100 Ringsted bodil_heiede@hotmail.com 2295 7467 Nordsjælland: Margrethe Tjalve Ved Bakkedraget 7 3060 Espergærde margrethethjalve@get2net.dk 4913 5651 København, Københavns og Frederiksberg kommuner samt Bornholm: Ledig Kontaktperson i Grønland: Ledig Religions hjemmeside: www.emu.dk/gym/fag/re/ index.html Følg og like os på Facebook: Religionslærerforeningen for gymnasiet og HF Kultur- og samfundsfags hjemmeside: www.emu.dk/gym/fag/ks Østjylland: Birgitte Yde Kjær Syd- og Sønderjylland: Mikkel Pedersen Horupsgade 8, 6270 Tønder mp@toender-gym.dk 2757 9691 Fyn: Anne Bang-Larsen Georgsgade 45, 5000 Odense C ab@svendborg-gym.dk 6199 9139 NAVNE OG ADRESSER 99 Redaktionelt Kære læsere Sommerferien står for døren og vi begynder med Nyt fra bestyrelsen, der bl.a. er spækket med gode kursustilbud, så er der Nyt fra fagkonsulenten; hvorefter I kan nyde et tema om religion i Rusland. Artiklerne til dette nummer er en direkte følge af Ruslandsrejsekurset i januar. Redaktøren vil udover artikelforfatterne gerne fremhæve den uvurderlige hjælp fra oversætterne til tre af artiklerne: Bodil Stausholm Kragh, Caroline Bilde og Peter Westh. Den første artikel handler om at være ortodoks i Rusland, hvor Ekaterina Melnikova og Jeanne Kormina via statistik analyserer religion og religiøsitet i det moderne Rusland, med zakhozane bedstemødrereligiøsitet og venerationen for den småskøre Xenia. Redaktionen takker Noter for lån af den anden artikel, som blev bragt i nr. 204, fra marts i år. Der er måske nok en religionslærer eller flere, der også er historielærer, men på den anden side er vi par stykker uden dén kombination, som kan få glæde af ,at læse Annika Hvitmars udredning af samspillet mellem den ortodokse kirke og den russiske stat. Ksenia Kolkunova og Roman Safronov skriver om religiøse kontroverser i den offentlige sfærer, og om tendenser til både privatisering og religiøs bricolage, i et samfund hvor man både kan være medlem af Scientology og betragte sig selv som ortodoks. Vi vender tilbage til det tidlige Sovjet i Anna Sokolovas artikel om begravelsesriter. Det sovjetiske styre var i sagens natur ikke interesseret i at beholde religiøse overgangsritualer og tilbød, som det fremgår af artiklen, derfor et rødt alternativ. En gave, lige til at bruge, er Signe Elise Bros Gennemgang af ikonostasen. Den gør sig anvendelig til c såvel som til b-niveauhold, idet teoriinddragelse ved Ninian Smart er indtænkt. Som næstsidste artikel er et lille interview med Ph.d. studerende Karin Hyldal Christensen, hvori hun fortæller om sin afhandling om nymartyrer, deres helgenkåring og ikonosering. Endelig har Signe Elise Bro skrevet om en af de mere populære nymartyrer, Sankt Elisabeth, i en tekst, der er lige til anvende i undervisningen. Åndemaneren er allerede gået på ferie og udgår derfor i denne omgang da sektionen Fra kollega til kollega denne gang er fyldt til bristepunktet, med fem meget forskellige indlæg: Først fortsætter vi i Ruslandssporet med en anmeldelse af rejsekurset til Skt. Petersborg og Moskva. Det efterfølges af et indlæg med et konkret forslag til 4. forløb; hvilket måske giver lyst til, at studere Damanhur på nærmere hold og mede sig til septembers studietur?! Dernæst bringer vi et debatindlæg om KS; redaktionen modtager meget gerne kommentarer, svar mm. til dette indlæg her: religion@htgym. dk. Vi kommer også i kontakt med ”De andre katolikker” og runder af med Muhammed i en ældre skildring. Bladet bringer denne gang seks anmeldelser og pga. pladsmangel udgår (igenigen) Materiale til anmeldelse. Vi har denne gang forsøgt at råde bod på en fejl i forrige blad og gentager på anmelderredaktørens opfordring en af anmeldelserne. Redaktøren ønsker alle en dejlig sommer! REDAKTIONELT 3 Nyt fra bestyrelsen Kære medlemmer. Skoleåret går på hæld, og vi i bestyrelsen håber, det har været et godt et af slagsen. Vi i bestyrelsen har talt med mange af jer i det forgangne år, fordi der har været afholdt en del kurser, hvor mange har deltaget. Det er vi meget glade for. Også i det kommende skoleår har vi en del kursusaktivitet på programmet. Der er først og fremmest det store internatkursus om radikalisering, som vi – måske lidt for profetisk – fik sat i søen før skyderierne i Paris og København. Vi har bl.a. været i dialog med Socialstyrelsen angående regeringens radikaliseringsindsats, og repræsentanter fra ministerium og PET vil også bidrage til kurset. I forlængelse heraf, vil jeg nævne, at vi som samarbejdspartner for Politiken, medvirker til et kursus om Islam i Danmark 9. november 2015 i Politikens Hus. Religionslærerforeningens fokus i denne sammenhæng har været et ønske om at præsentere islam med en bredere pensel end den, der har taget de mange overskrifter de seneste mange måneder og således høre oplæg fra unge muslimer i Danmark, der ikke hverken er ”sårbare” eller ”udsatte”, men i fuld gang med livet i Danmark – med alt hvad det bringer af udfordringer og succesoplevelser, når man har muslimsk baggrund. Kurset afholdes af Politikens debatredaktør Omar Tarek og vi er i løbende dialog om deltagere og ikke mindst muligt undervisningsmateriale til emnet, der vil være en del af kurset. For en ordens skyld skal vi nævne, at også samarbejdet med hhv. Socialstyrelsen og Politiken er indledt før hændelserne i Paris og København. Dernæst vil jeg fremhæve, at vi sammen med FALS og Historielærerforeningen arbejder på et KS-kursus, mandag d.22/2 2016 på Odense Katedralskole. Temaet er ’nye vinkler på kulturmøder i 2016’ og vil desuden indeholde faglig inspiration til undervisning i KS. Et sådant kursus har været efterspurgt flere gange, og vi håber derfor på, at mange vil få glæde af det. Det er en stor fordel, at de tre faglige foreninger kan samarbejde om dette – det er jo hele pointen i KS-fagsamarbejdet. Ud over disse klassiske kurser, har vi også to mere spektakulære rejsekurser under forberedelse. Det drejer sig først og fremmest om et rejsekursus til Norditalien og new age-samfundet Demanhur. Vi har fundet en meget kompetent rejseleder i Sara Møldrup Theis, og jeg tror godt, jeg kan garantere, en rejseoplevelse ud over det sædvanlige – så tjek endelig deres hjemmeside: www.damanhur.org . Vi har gjort kurset meget kort, dels så prisen ikke bliver for høj, dels så også børneforældre kan tage med på dette rejsekursus – det kan jo ofte være et problem med de længere kurser. Og netop sådan et er det andet rejsekursus, vi planlægger, nemlig rejsen til Japan hen over påsken 2016. Vi er flere gange blevet opfordret til at gentage det rejsekursus, Elisabeth Faber og Jørn Borup afholdt for nogle år siden, og heldigvis har de sagt ja til at gøre arbejdet igen. Bedre rejseledere får man nok ikke, så det er vi meget taknemmelige for. 4 RELIGION NR. 2 · 2015 Chernobyl-Frelser-ikonen er lidt speciel. Det er malet i begyndelsen af det 21. årh. Øverst, i himlen, ses Kristus, Maria og ærkeenglen Michael. Under dem ses de, der døde under atomkatastrofen (i hvide ligklæder) og til højre ses forskellige arbejdere: læger, ansatte på atomkraftværket, soldater og andre, der kæmpede mod katastrofen. De bliver alle velsignet af Kristus. Træet i midten blev brugt af tyskerne under 2. verdenskrig til at hænge folk fra. Det blev efter krigen til en mindelund for krigens dræbte, men efter katastrofen i 1986 blev alt forgiftet og visnede/døde. En interessant tilføjelse til ikonens historie er, at den i 2011 blev sendt til Japan efter deres atomkraftværk-ulykke. Som noget nyt, har vi i forlængelse af Ruslandsrejsekurset, der blev afholdt i januar, arrangeret et opfølgningskursus, hvor vi mødes igen og sammen laver forskellige undervisningsforløb relateret til religion i Rusland (til C-niveau, til B-niveau, til KS, om Den ortodokse Kirke, om civilreligion i Sovjettiden, osv.). Kurset bliver afholdt d. 13. maj og vi er meget taknemmelige for, at hele 10 af deltagerne har lyst og kan finde tid til at komme og være med. Det, vi får lavet, vil blive lagt ud på EMU’en og via et link fra vores Facebookside, så alle medlemmer kan få glæde af det. Endelig vil jeg nævne, at vi i foreningen har søgt om penge til hele to udviklingskurser i år. Hvis vi får bevilget pengene, vil det ene komme til at handle om skriftlighed – både ny skriftlighed generelt, eksamensrapporten på B-niveau og de store opgaver (SRP/SSO), som nok stadig er ret nye og omgærdet af nogen usikkerhed for en del kollegaer. Vi holdt for et par år siden et SRP-/SSO-censor-kursus, hvor daværende fagkonsulent Martha Haahr deltog, og der var bred enighed om, at dette burde gentages. Formen bliver nok lidt anderledes denne gang, men ellers er det tanken, at dette udviklingskursus skal ligge i forlængelse af arbejdet, vi lavede sidst. Det andet udviklingskursus har vi søgt sammen med Religionsvidenskab på Aarhus Universitet. De har spurgt, om vi ville være med til at nytænke propædeutikken, så den bliver gjort mere direkte anvendelsesorienteret for de studerende, der skal ud og undervise på en gymnasial uddannelse. Og det vil vi naturligvis gerne. Så kurset bliver – hvis vi ellers får pengene til det – første skridt i dette arbejde. Med ønsket om en god sommerferie for alle vore medlemmer. På bestyrelsens vegne, Signe Elise Bro NYT FRA BESTYRELSEN 5 Nyt fra fagkonsulenten Kære kolleger Med sammenbruddet af de politiske forhandlinger på baggrund af regerings udspil på gymnasieområdet, er mængden af ’nyt’ selvfølgelig betydeligt mindre end den kunne have været. Og da det næste Folketingsvalg skal afvikles inden længe, går der nok et stykke tid før der åbnes for ændringer af læreplaner. Der er dog stadig enkelte nyheder, som kan være af interesse. I slutningen af februar holdt vi møde i Fagligt Forum, hvor Sara Møldrup Thejls fra Helsingør Gymnasium er indtrådt som ministerielt udpeget i stedet for undertegnede. Hun var dog desværre forhindret i at deltage i dette møde. På mødet diskuterede vi både en del generelle forhold og en række mere specifikke emner i forlængelse af regeringens gymnasieudspil. Et referat af mødet er at finde på EMU’en. I slutningen af marts kom religionsfaget, som del af Kultur- og Samfundsfaggruppen, med i ministeriets statistik omkring karakterer og socioøkonomiske referencer. Derudover er der foretaget en generel udvidelse af mængden af tal og statistik til belysning af fagene og uddannelserne, samlet på www.uddannelsesstatistik.dk. Her kan man fx tilgå den store mængde data samlet i ministeriets såkaldte Datavarehus, hvor der bl.a. indgår parametre som eksamens- og årskarakterer, karakterer fra folkeskolen, og køn. Prøv at gå på opdagelse derinde! Man kan finde mange interessante oplysninger. En sidste lille nyhed her fra er, at der er foretaget en større omstrukturering i ministeriet som bl.a. indebærer at vi fagkonsulenter pr. 1. april, er blevet flyttet til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK). Ændringen er primært organisatorisk og medfører ikke umiddelbart ændringer i vores hverv. Årets eksaminationer er, når dette blad udkommer overstået. I fald der i forbindelse med eksamensafviklingen viser sig brud på læreplan eller eksamensbekendtgørelse er man som censor forpligtet til at indgive en indberetning, da man jf. eksamensbekendtgørelsens § 29, stk. 1 er garant for at prøven lever op til de centralt stillede krav. I første omgang rettes en sådan indberetning til institutionens leder, som derefter er forpligtet til at følge op herpå. Jeg håber I alle får en god afslutning på skoleåret – og at I får glæde af den megen kollegiale sparring, der kan ligge i eksamensafviklingen. Og så selvfølgelig rigtig god sommerferie, når vi når dertil! Mvh Christian Vollmond 6 RELIGION NR. 2 · 2015 Kristendom s ys t i me a Få fr i jo u rPlus a dg a n i dine g til alle iBø fag – altid ger ® ajou r.sys t im e . dk Kristendomskritik i medierne Af Preben Brock Jacobsen 12 forskellige positioner i kritik og forsvar af kristendom i de seneste års mediebillede i Danmark. Bogen indeholder både kvalitative og kvantitative analyser og giver elever og kursister redskaber til selv at arbejde metodisk med mediedebatten. Som noget nyt indfører udgivelsen i diskurs analyse og argumentationsanalyse i arbejdet med medier og kristendom. iBog® kristendomskritik.systime.dk Udkommer som trykt bog i august 2015 10 videoklip | 10 interaktive opgaver | 100 opgaver | 70 citater og primærtekster | 140 ordforklaringer | 30 illustrationer | ca. 125 sider | eBog Licenspriser fra kr. 25,- MODERNITET – kristendom og etik Af Preben Brock Jacobsen 11 essays med knivskarpe analyser tager bl.a. udgangspunkt i, om man som moderne menneske kan tro på Gud, og hvordan moderniteten udfordrer forskellige tolkninger af kristendom. Vil sikkert gå hen og blive en øjenåbner for unge mennesker. Gymnasieskolen iBog® mok.systime.dk 157 sider | Kr. 168,- Udkommer som iBog ® i august 2015. Se priser og licenser på shop.systime.dk Læs systime.dk | Ring 70 12 11 00 | Skriv systime@systime.dk | Deltag lab.systime.dk 7 At være ortodoks i det moderne Rusland Af Ekaterina Melnikova and Jeanne Kormina Ekaterina Melnikova Jeanne Kormina Ekaterina Melnikova er forsker (PhD 2006) ved Peter den Stores Museum for Etnografi og Antropologi (Kunstkamera) i St. Petersborg og forelæser i Social Antropologi. Jeanne Kormina er professor på Anthropologi og Religiøse studier på Afdelingen for Sociology, Higher School of Economics. St. Petersborg. Generelle bemærkninger Den russisk ortodokse kirke er den største religiøse organisation i det post-sovjetiske rum. I sin moderne form har den overtaget næsten hele den ortodokse infrastruktur, som blev dannet gennem tusinde år, inklusive kirkebygninger og klosterkomplekser. I sovjettiden blev den ortodokse kirke frataget størstedelen af sine ejendomme og udsat for massiv undertrykkelse: tusinder af præster, munke og aktive troende blev dræbt eller landsforvist. F.eks. var der bare i Novgorod-provinsen mere end 500 sognepræster, der blev enten henrettet eller sat i fængsel mellem 1933 og 1938 (Pachenko 2012: 322). Efter at kirken havde anerkendt Sovjetstatens legitimitet og var begyndt at samarbejde med sovjetmagten, fik den retten til at eksistere i USSR, men dens sociale funktioner var særdeles begrænsede. Antallet af kirker og præster var begrænset, og derfor var det problematisk blot at gennemføre liturgien. Religionen forsvandt fra det offentlige rum; i og med at den mistede institutionel status og blev marginaliseret, bevægede den sig ind i privatsfæren (Kormina 2013: 410). Denne proces, som ofte benævnes ”privatiseringen af religionen”, betød at religionen blev af-institutionaliseret: de troende udførte deres religiøse pligter uden kirkernes støtte og styring, og de religiøse professionelle (præsterne) blev erstattet af amatører (lægfolk), som tog hånd om de troendes behov. På grund af mangel på præster døbte fromme landsbykvinder børnene, de hjalp med at organisere begravelser og udførte andre ritualer (idem). I starten af 1990’erne indledte den ortodokse kirke den nye ”af-privatiseringsepoke”, hvor den fik større frihed og forskellige nye muligheder for sit virke. 8 RELIGION NR. 2 · 2015 I dag er den ortodokse kirke den dominerende religiøse organisation i Rusland, Ukraine, Hviderusland og Moldova hvad angår antal af kirker og medlemmer. Der findes ortodokse kirker i mere end 50 stater i verden. (Figur 1) Ifølge Justitsministeriets officielle registre findes der mere end 16.000 ortodokse organisationer i Rusland. Antallet af troende er næppe opgjort: der foreligger ikke nogen officiel statistik udarbejdet af de ortodokse institutioner, men forskellige sociologiske analyser peger på en betydelig vækst i den ortodokse tro efter Sovjetunionens fald. Statistikkens gåder Emner vedrørende den ortodokse kirke og den ortodokse tro hører til de mest debatterede i det moderne Rusland. Observatørernes fantasi bliver udfordret af de lange køer for at se de importerede hellige relikvier som den Hellige Jomfrus bælte, der i 2014 blev bragt til Moskva, St. Petersborg og andre byer. Den betydelige stigning i forbrugernes efterspørgsel før påske gør religionen til en synlig del af livet, og ved siden af de sociologiske analysedata får det observatører til at tale om en større ortodoks vækkelse i dagens Rusland. Figur 1. ifølge den statslige statistik fra Federal Service AT VÆRE ORTODOKS I DET MODERNE RUSLAND 9 Ifølge data fra WCIOM (analyseinstituttet for den offentlige opinion i Rusland) er antallet af dem der betegner sig selv som ortodokse steget fra 24% i 1990 til 73% i 20081. Levada-centrets undersøgelse fra 2010 viste, at 76% af russerne troede på den ortodokse religion2. Undersøgelsen som Fonden for Offentlig Opinion foretog 24.-25. maj 2014, viser en smule afvigende data, men ikke mindre imponerende (Figur 2). Samtidig har 71% af dem som erklærer sig som ortodokse aldrig været til nadver, 10% går til nadver højst én gang om året. Kun 2% gør det en gang om måneden, og under 1% gør det hver uge3. 85% af dem som opfatter sig selv som ortodokse mener at påsken er en vigtig begivenhed; 16% har planer om at gå i kirke i påsken. De nyeste data drejer sig om hvordan man fejrer pinse. Trods tredoblingen i antallet af ortodokse siden begyndelsen af 1990’erne har fastepraksissen ikke ændret sig ret meget: 77% af russerne har ikke planer om at ændre kosten under den Store Faste. Kun 3% følger fuldt ud fasteforskrifterne4. Ifølge de fleste undersøgelser er det kun 2-4% af befolkningen, som går regelmæssigt i kirke, hvilket oftest ikke betyder at gå til gudstjeneste, men at gå ind i en kirke for at bede og tænde lys (Figur 2-5). Figur 2-5: Bygger på resultaterne af en ugentlig optælling blandt 1500 indbyggere foretaget af Fonden for den Offentlige Opinion fra 24.-25. maj 2014 på 43 lokaliteter i Rusland. Figur: Opfatter du dig selv som troende? Hvis ja, hvilken religion? Figur 2: Opfatter du dig selv som troende? 10 RELIGION NR. 2 · 2015 Figur: Hvor ofte går du i kirke? Figur 3: Hvor ofte går du i kirke? Figur: Hvor ofte deltager du i nadveren? Hvor ofte deltager du i nadveren? AT VÆRE ORTODOKS I DET MODERNE RUSLAND 11 Vi står over for flere gåder med disse tal. På den ene side er der, i stedet for den sekularisering som man forudså ville blive konsekvensen af moderniseringen og de 70 års antireligiøs sovjetisk propaganda, en betydelig religiøs vækkelse i dagens Rusland. Millioner af russere giver udtryk for deres religiøse identitet og deres religiøse behov. På den anden side går de fleste af dem sjældent eller aldrig i kirke, de kender kun dårligt til de basale religiøse dogmer og ritualer, og de anser ikke dette kendskab eller denne praksis for essentiel for deres ortodokse identitet og tro. Situationen er ikke unik for Rusland. Fænomenet ”tro uden tilhørsforhold” beskrives som en mere eller mindre global tendens og kaldes sædvanligvis ”udogmatisk religiøsitet”, hvilket understreger det forhold, at mennesker ”fortsat tror, men de har ikke noget behov for at deltage med selv den mindste regelmæssighed i de religiøse institutioner” (Davie 1994:395). De fleste mennesker i den moderne verden ”giver udtryk for deres religiøse følelser ved at holde sig borte fra fremfor at søge til helligstederne” (idem). I Rusland er situationen tilsvarende: den almindelige troende i dag går ikke i kirke og organiserer sit religiøse liv uden for kirken. Men i stedet for spørgsmålet ”Hvem kan kaldes en rigtig ortodoks kristen?” vender vi os mod et andet spørgsmål: ”Hvem er de mennesker i Rusland som opfatter sig som ortodokse?” og ”Hvad betyder det for dem at være ortodokse?” At være ortodoks i Rusland i dag Når vi prøver at give et overblik over moderne, ortodokse kristne, kan vi sige meget om en lille gruppe regelmæssige kirkegængere (prikhozane), som udgør ca. 1% af den russiske befolkning (Mitrokhin 2004: 56) og kun lidt om de resterende 75%. Den lille, snævert sammenknyttede gruppe prikhozane er meget mere synlig i kirkerne i dag end den spredte, uorganiserede flok af zakhozane (de som bare kigger forbi), som ikke udgør noget fællesskab i egentlig forstand med stabile forbindelser og praksisser. Denne skelnen mellem prikhozane og zakhozane tales der meget om i de lokale kirker. Spørgsmålet ”Hvem er zakhozane?” blev slået op på et populært webforum, og en kvinde, som opfattede sig selv som tilhørende en sognekirke, svarede på spørgsmålet ved at fortælle denne anekdote: ”Præsten stod engang og velsignede et hus. Pludselig siger husets herre: ”Jeg går i kirke hele tiden.” ”Hvor ofte?” spørger præsten. ”De synger altid ”Kristus er opstanden” når jeg kommer.” Den mand går kun i kirke til påske. Den som sjældent kommer i kirken er zakhozanin,” - bemærker en kvinde5. Prikhozane eller ”kirkevant” Selvom gruppen af prikhozane eller votserkovlennye (direkte oversat ’kirkevant’) er lille, er den også socialt forskelligartet. Ifølge Nikolay Mitrokhin består den mest af kvinder, og kernegruppen udgøres af ældre kvinder - de såkaldte ”bedstemødre” i 60’erne og derover. Disse mennesker viste som regel ikke nogen interesse for religion før de blev gamle. Deres religiøsitet kom da de blev pensioneret og deres sociale stilling dermed ændrede sig drastisk. 12 RELIGION NR. 2 · 2015 Nutidens ”bedstemødre” er kvinder som er født i USSR i 1950’erne og 1960’erne. De fleste blev døbt som børn, men er vokset op i byerne og har ikke fået nogen religiøs undervisning hverken i familien eller i kirken. Mange af dem blev døbt hemmeligt i Sovjettiden af deres bedstemødre. Nogle af de døbte har ikke engang vidst de var døbt før langt senere (Kormina, Shtyrkov 2011: 172). For de moderne konvertitter fungerer ”bedstemødrene” som de primære undervisere: de opstiller regler for adfærd i kirkerne, oplyser besøgende om hvad der er rigtigt og forkert og udstikker normerne for det religiøse liv. Den opfattelse, at ”bedstemødrene” er traditionsbærerne for den ”autentiske” tro og praksis er ganske stærk og giver disse nye bedstemødre autoritet blandt de almindelige troende og giver dem legitim autoritet i deres egne øjne. Men ifølge Jeanne Kormina og Sergey Shtyrkov er den tradition, som ”bedstemødrene” videregiver, skabt i de senere år og altså ikke en arv efter en førrevolutionær tro. Selve det at fæste lid til gamle kvinders holdninger frem for præsten er en følge af den privatiserede religionsudøvelse under Sovjetstyret, hvor man udviklede en uafhængighed af kirken hvad angår de religiøse behov. Den praksis og diskurs som nutidens bedstemødre formidler, er opstået i den sene Sovjet-æra og derefter, og er ikke en videreførelse af arven fra zartiden (Kormina, Shtyrkov 2011: 171-173). Bedstemødrene støtter præsten som kirkens primære autoritet. Men samtidig konkurrerer de med ham om autoriteten blandt kirkegængerne. Nikolay Mitrokhin opsummerer situationen ved at sige at ”’bedstemødrene bestemt ikke er de gejstliges ’drømmeortodokse’” (Mitrokhin 2004: 48). Tættere på dette ideal ligger den del af de regelmæssige kirkegængere som omfatter de traditionelle religiøse familier. Denne del af kirkefællesskabet består af familier, som generelt er efterkommere efter den ældre, gejstlige tradition. Disse mennesker er ofte efterkommere efter præstefamilier som overlevede eller levede i eksil i sovjetårene. De deltager jævnligt i gudstjenester med deres børn, som også går i søndagsskole. Familier som disse leverer ofte folk som tager ansvar for opgaver ved kirken såsom kirkeværge, leder osv. De unge kvinder bliver de foretrukne præstekoner (Mitrokhin 2004: 49-50). De aktive i kirkens liv kaldes også med et samlebegreb ”de intellektuelle”. Dette er en af de mest vage grupper, som består af folk som kom til kirken i 1990’erne, hvor de var voksne, men ikke pensionerede. Deres vej til kirken hang sammen med en personlig søgen i 1990’erne, og med tiden forlod mange af disse mennesker kirken i en søgen efter andre måder at tro på og sluttede sig til forskellige andre religiøse fællesskaber og grupper. Samtidig blev mange mænd fra den såkaldte ”intellektuelle” gruppe præster i slutningen af 1990’erne, hvor kirken velvilligt ordinerede unge, energiske mænd som ikke have en kirkelig uddannelse, men ønskede at arbejde på at genopbygge kirkens infrastruktur (Mitrokhin 2004: 50-53). AT VÆRE ORTODOKS I DET MODERNE RUSLAND 13 Disse aktive, unge mænd blev en ny type præster, som ofte er mere effektive ledere end repræsentanterne i den lokale offentlige administration og har formået at tiltrække ressourcer til at bygge nye kirker og skoler, som det offentlige ikke kunne levere. Uregelmæssige troende Det samlede antal kirkegængere er meget lavt i det moderne Rusland. Flertallet af dem som betegner sig selv om ortodokse går ikke til nadver, deltager sjældent i gudstjenesterne og finder deres egen måde at tro på. Selvom disse mennesker ofte føler, at det er nødvendigt at være tilknyttet den russisk ortodokse kirke, brænder de ikke for at deltage i hverken fællesskabet eller kirkens liturgi. De er forlader sig på deres indre tro og sjældne kirkebesøg. De er således troende uden for kirken, som blot bruger begrebet ortodoks kristendom, eller rettere ortodoks identitet, til deres egne formål (Kormina, Shtyrkov 011: 173). Moderne troende undgår at slutte sig til menigheden da det ville betyde kontrol fra den kirkelige institutions side. Men flertallet af dem tilslutter sig gerne kortvarige religiøse fællesskaber som en pilgrimsgruppe eller en lang kø ved et vigtigt relikvie. Her ser vi ikke så meget ”troende uden tilhørsforhold”, men snarere nye former for tilhørsforhold til religionen, hvor de troende indgår i religiøse fællesskaber som på én gang er kollektive og anonyme. For mange byboere i Rusland er det at deltage i en organiseret pilgrimsfærd blevet en af de mest acceptable religiøse praksisformer (Kormina 2010: 280). Ifølge Russion Public Opinion Research Center, som foretog en undersøgelse i januar 2015, har 41% russere deltaget i en pilgrimsvandring mindst en gang i livet. Blandt dem som betragter sig som ortodokse er procentdelen endnu højere: 47% ortodokse har besøgt et helligsted mindst én gang. Hvad der er endnu mere slående er at 19% af dem som ikke opfatter sig selv som religiøse (dvs. erklærer, at de ikke tror på en religion) også har deltaget i en pilgrimsvandring. 68% siger, at de gerne vil besøge religiøse steder, mens 91% af dem som allerede har besøgt et helligsted udtaler, at de gerne vil gøre det igen6. Pilgrimsvandring ses i dag som en ”brugervenlig” udgave af ortodoks kristendom som indebærer at deltage i kortvarige religiøse fællesskaber, hvor pilgrimmen lærer at omskabe sin kulturelle erfaring og viden til noget som iflg. konventionen kan betragtes som en religiøs erfaring. Den personlige religiøse erfaring, som gøres autentisk ved at deltage i en kollektiv pilgrimsvandring eller ved at stå i en lang kø ved et helligt relikvie som fx Jomfru Marias bælte er i dag den mest udbredte form for religiøsitet. En af de mest populære pilgrimsmål i Rusland i dag er den Hellige, Velsignede Xenias grav i St. Petersborg. Graven og kapellet ligger på Smolensk kirkegård i St. Petersborg og er genstand for stor veneration hos ortodokse pilgrimme. Den Hellige, Velsignede Xenia af St. Petersborg Xenia Grigoryevna Petrova blev født i første halvdel af det 18. århundrede og døde i 14 RELIGION NR. 2 · 2015 begyndelsen af det 19. århundrede. Der er ingen skrevne kilder om hendes liv. De første legender om Xenia blev skrevet i midten af det 19. århundrede. Ifølge de officielle beretninger var hun en almindelig lægkvinde fra byen. Som ung blev hun gift med Andrei Fedorovich Petrov, og hun boede i sin mands hus i kvarteret Petersburgskaya storona i St. Petersborg. Som 26-årig mistede hun sin mand, som døde pludseligt. Efter hans død forærede den unge enke huset til sin tidligere lejer, gav sine ejendele til de fattige og begyndte at leve på gaden og tigge mad i det samme kvarter i byen hvor hun tidligere havde boet. De lokale byboere støttede den ”Hellige Nar” og gav hende mad og tøj. Efter mandens død tog Xenia hans navn (Andrei Feodorovich) og gik i hans uniform (han havde været oberst). Ved mandens begravelse hævdede hun at Andrei Feodorovich levede og det var hans hustru, Xenia, som var død (Kormina, Shtyrkov 2011). Efter sin død blev Xenia begravet på Smolensk kirkegård i St. Petersvorg, hvor hendes højt ærede kapel nu ligger. Venerationen for Xenia blev kendt så tidligt som midten af det 19. århundrede og fortsatte i sovjettiden. Hun blev kanoniseret af den russisk ortodokse kirke den 6. februar 1988. Hendes festdag er 6. februar. Den Hellige, Velsignede Moder Xenia er kendt for sine forbønner som hjælper folk med job, ægteskab, i tilfælde af hjemløshed, ildebrand, barnløshed, og hvis man mangler en ægtemage. St. Xenia-kulten er både unik og typisk i det moderne Rusland. Hun er en af de få kvindelige helgener og lægpersoner, som nogensinde er blevet kanoniseret af den Russisk Ortodokse Kirke. Hun stod på listen af de første ni helgener som blev kanoniseret efter socialismens afvikling. Der er enormt mange mundtlige og skriftlige legender om St. Xenia. Men de kanoniske tekster varierer også. Billedet af St. Xenia er den fromme, gamle kvinde hvilket spejler tendensen hos de moderne ortodokse til at forbinde religiøs autoritet med de såkaldte ”bedstemødre”. Selvom St. Xenia-figuren er ret utypisk for ortodokse helgener, er den offentlige veneration i tråd med de moderne religiøse praksisformer. Folk som ikke almindeligvis går i kirke, kommer til hendes kapel på Smolensk-kirkegården og beder helgeninden om forbøn og hjælp. Man ser adskillige lokale ritualer i brug her trods præsternes anstrengelser for at stoppe dem. Folk skriver sedler og endda lange breve til helgeninden og sætter dem ind i kapellets mure, går omkring kapellet tre gange eller står i flere minutter med håndfladerne og panden mod kapellets mur. På søn- og helligdage ses en lang kø af mennesker som venter på at det bliver deres tur til at komme ind i kapellet for at tænde et lys og bede ved graven. Det er også almindeligt at købe olie som siges at være gavnligt og helbredende. Venerationen af St. Xenia af St. Petersborg er et af de tydeligste eksempler på nye trosformer. Man har tendens til at kommunikere direkte med det ”hellige” og går kirken forbi som officiel institution. Efter kapelbesøget er det de færreste som går over til Smolensk kirke med ikonen af Den hellige Guds Moder, selvom kirken kun ligger få meter fra valfartsstedet. De kontakter ikke præsten og forlader sig helt og aldeles på den viden de opnår ved egne observationer og fra andre besøgende. Kommunikationen med helgeninden, som forekommer så personlig og direkte, realiseres i kollektiv AT VÆRE ORTODOKS I DET MODERNE RUSLAND 15 form og fordrer altid fællesskabet for at blive en autentisk religiøs erfaring. Opsynsmændene ved valfartsstedet udgør ikke en gruppe med stabile strukturer, men at deltage i en kult er altid en kollektiv handling som indebærer at man er solidarisk og følger almindeligt anerkendte regler. Ortodoks betyder russisk Den kirkevante gruppe og de kirkefremmede udviser to forskellig typer religiøs praksis. ”Prikhozane” deltager i kirkens fælles liv, hvorimod ”zakhozane” deltager i en kollektive kulthandling, men går kirken forbi. En anden væsentlig tendens er at ortodoksi må forstås som en af de vigtigste markører for etnisk eller national identitet. ”Russiskhed” fortolkes ofte som ortodoks, og at være ”russisk” forstås som at være ”ortodoks”. Ud fra dette synspunkt er der ikke behov for nogen religiøs praksis, og dog opfattes de ortodokse symboler som tegn på russiskhed. 19% af de ”ikke-troende” som if. undersøgelser har besøgt helligsteder mindst en gang i livet, fortolker primært stederne som en del af den russiske historie og kulturarv - på linie med Kreml i Moskva eller Peter og Paul-fæstningen i St. Petersborg. Rødderne til de nære forbindelser mellem de religiøse og de etnisk-nationale kategorier ses generelt i den sovjetiske identitetshistorie og den religiøse politik, men blev kraftigt tilskyndet i begyndelsen af 1990’erne hvor ”nationale ideologers overtagelse af religion blev promoveret af nye eliter som en kilde til politisk legitimering og mobilisering” (Pelkman 2009: 7). At religionen blev forbundet med den nationale identitet frigjorde mere eller mindre det at være ortodoks fra den dogmatiske opfattelse af hvad en ortodoks kristen burde tro og gøre. For et betragteligt antal mennesker er ”at være russisk” lig med ”at være ortodoks” og indebærer ikke nogen praksis med kirkegang eller uddannelse i religiøse dogmer og ritualer. Konklusion ”Verden i dag er massivt religiøs, den er på ingen måde den sekulariserede verden som var forudsagt af så mange modernitetseksperter,” slog Peter Berger fast i 1999 (Berger 1999: 9). Den åbenlyse genopblomstring af ortodoks kristendom i Rusland er ikke nogen undtagelse fra afsekulariseringstesen. Men hvad der er endnu mere slående er, at denne omvæltning ikke blot blev en mod-sekularisering som opstod af det kuldsejlede, ateistiske storrige, men var nedlejret i og i stort omfang genereret af de sovjetiske praksisser og diskurser vedr. religion og tro. Trods halvfjerds års militant sekularisme demonstrerer post-Sovjet stor variation i brugen af religion både i det offentlige og private rum, som rækker fra individualistisk søgen til kollektiv kult i form af valfart og besøg hos populære hellige relikvier. Artiklen er oversat af lektor Bodil Stausholm Krag 16 RELIGION NR. 2 · 2015 Litteraturliste • Berger, Peter. 1999. The Desecularization of the World: a Global Overview, Berger P. (ed.) The Desecularization of the World: Resurgent Religion and World Politics, 1-18 • Davie, Grace. 1990. An Ordinary God’: The Paradox of Religion in Contemporary Britain, The British Journal of Sociology, 41(3), 395-421 • Kormina, Jeanne, Shtyrkov, Sergey. 2011. St Xenia as a Patron of Female Social Suffering: An Essay on Anthropological Hagiology, J. Zigon (ed.) Multiple Moralities and Religions in PostSoviet Russia, 168-190. • Kormina, Jeanne. 2010. Avtobusniki: Russian Orthodox Pilgrims’ Longing for Authenticity, Chris Hann, Hermann Goltz (eds.) Eastern Christians in Anthropological Perspective, 267-286 • Luehrmann, Sonja. 2011 Secularism Soviet Style: Teaching Atheism and Religion in a Volga Republic. • Mitrokhin, Nikolai. 2004. Russkaja pravoslavnaja tserkov. Sovremennoe sostojanie i aktual’nye problemy. Moskva: Novoe literaturnoe obozrenie • Panchenko, Alexander. 2012. ‘Popular Orthodoxy’ and identity in Soviet and post-Soviet Russia, Bassin M., Kelly C. (eds.) Soviet and Post-Soviet Identities, 321-340 • Pelkmans, Mathijs. 2009. Introduction: Post-Soviet space and the Unexpected Turns of Religious Life, Pelkmans M. (ed.) Conversion After Socialism: Disruptions, Modernisms and Technologies of Faith in the Former Soviet Union, 1-16 Noter 1 2 3 4 5 6 Sammendrag af materialet fra det russiske analyseinstitut vedr. religionens rolle i russiske indbyggeres liv. Udgave nr. 1113 (http://wciom.ru/index.php?id=236&uid=11093) Levada-centrets undersøgelse fra januar, 1, 2010 ”Hvilken religion bekender du dig til?” (http:// www.levada.ru/archive/religiya/kakuyu-reliliyu-vy-ispoveduete) Levadacentrets undersøgelse fra 8. januar 2010: ”Deltager du i nadveren? Hvis ’ja’, hvor ofte?” (http://www.levada.ru/archive/religiya/khodite-li-vy-k-prichastiyu-esli-da-kak-chasto-v-otoproshennykh-kotorye-kreshcheny) Sammendraget af materialet fra det Russiske Analyseinstitut fra 30. marts 2015. Udgave nr. 2903 ”Lent-2014” (http://wiom.ru/index.php?id=236&uid=115206) http://otvet.mail.ru/question/43780543 Sammenfatning af materiale fra Russian Opinion Research Center fra 16. januar 2015. Nummer 2754 (“Ahead to the sacred places” (http://wciom.ru/index.php?id=236&uid=115122) AT VÆRE ORTODOKS I DET MODERNE RUSLAND 17 Idealet om Symfonia: Den russiske ortodokse kirke og den russiske stat Af Annika Hvitmar Studieleder og lektor på ToRS (Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier), Københavns Universitet. Indledning Kirken i den russiske landsby Otradnoje, fik julenat i år et usædvanligt besøg, da Ruslands præsident Vladimir Putin deltog i julegudstjenesten. Otradnoe ligger tæt på den ukrainske grænse, og kirken har et asyl knyttet til sig, hvortil mange flygtninge fra Donbass-området i Ukraine er blevet modtaget. Anledningen til Putins besøg i kirken var at takke den lokale præst for hans store arbejde med flygtninge fra Ukraine. Dermed fik Putin markeret, hvor vigtigt den ukrainske konflikt er i Rusland for tiden. For Putin deltager altid i større ortodokse helligdage, og vælger ofte steder, uden for Moskva. Sidste år fandt julebesøget sted i Sochi, i anledning af vinterolympiaden, året før i et kvindekloster i Krasnodar, og året inden da i den kirke i Skt. Petersborg, hvor han blev døbt. Med sine julebesøg viser Putin sig selv både som en leder, der bevæger sig ud i landet for at være sammen med almindelige russerne – og som en ortodoks kristen. Men hvorfor er det magtpåliggende for lederen af den verdslige stat, som Rusland, ifølge sin forfatning, er, at vise sig, ikke blot som leder, men som en ortodoks en af slagsen? Og hvorfor er det særligt vigtigt efter det 20. århundredes kommunistiske styre? I nedenstående vil jeg, gennem en kortfattet gennemgang af kirke-stat forholdet gennem den russiske historie, argumentere for, at et tæt forhold til staten er karakteristisk for ortodoks kristendom. Samt at den russiske-ortodokse kirke, i den postsovjetiske periode, har formået at genvinde sin position som kirken for det russiske folk. Symfonia – kirken og staten som en enhed Rusland fik sin kristendom fra Byzans. I den russiske Nestor-krønike noteres det ud for året 988, at fyrst Vladimir efter sin egen dåb indkalder hele sit folk, for at det skal blive døbt i Dniepr. Ifølge krøniken havde Vladimir inden dåben studeret alle de omkringlig- 18 RELIGION NR. 2 · 2015 gende religioner, men fandt, at den ortodokse kristendom var den bedste. Fyrstens giftermål med en byzantinsk prinsesse og tætte handelsforbindelser med det byzantinske rige har dog formentlig heller ikke været i vejen for beslutningen. Ortodoks kristendom har en række særtræk, som adskiller den fra katolsk (og senere protestantisk) kristendom. En af de vigtigste er forholdet mellem kirken og staten. Hvor den romerske kirke i løbet af middelalderen udvikler en pavekirke, med en centraliseret paveinstitution i Rom, som alle de katolske fyrstendømmer refererer, til er situationen en anden i den ortodokse kirke. Her er kirken organiseret i selvstændige (såkaldt autokefale) enheder, sådan at en kirke på et givent geografisk område har en selvstændig ledelse. Princippet stammer tilbage til de første oldkirkelige konciler, hvor der blev skabt en række patriarkater, hver med sin leder. En af de væsentligste emner i det skisma, som i 1054 blev endeligt mellem den byzantinske og den romerske kirke – det som i dag er den ortodokse og katolske kirke – er netop spørgsmålet om, hvorvidt alle patriarkater er selvstyrende. Eller om der er et patriarkat, det romerske, som har en særlig forrang. De ortodokse kirker mente – og mener – nej, den katolske kirke mener ja. Gennem historien er flere patriarkater kommet til, efterhånden som ortodoks mission rakte længere og længere ind i Østeuropa. Det russiske er et af de senere (den russiske ortodokse kirke fik sin første patriark i 1589), men er i dag den suverænt største af de ortodokse kirker. Opdelingen i selvstændige kirker har imidlertid ikke kun betydning for kirkeretslige spørgsmål. Opdelingen har også betydet, at en selvstændig stat med tiden, når den var blevet stærk nok, blev til et patriarkat. Den gejstlige leder og den verdslige leder var dermed i samme område. I den ortodokse kirke finder man derfor ikke den samme Putin fejrer jul i landsbykirken i Otradnoje, tæt ved grænsen til Ukraine. IDEALET OM SYMFONIA: DEN RUSSISKE ORTODOKSE KIRKE OG DEN RUSSISKE STAT 19 problematik som i den katolske kirke, hvor det religiøse centrum er geografisk langt væk fra såvel politiske som religiøse interesser. I de ortodokse kirker er kirkens lokale interesser de samme som fyrstens, idet kirkens og statens leder lever i samme område – ofte i samme by. I ortodoks forståelse kaldes dette samarbejde for symfonia (’samklang’), dvs. at staten bygger sin guddommelige autoritet og enhed på kirken, mens kirken henter sin fysiske beskyttelse i staten. Der ses således, ideelt, ikke nogen modsætning eller konflikt mellem kirken og staten. Historisk set er der naturligvis masser af eksempler på netop konflikter, men overordnet set betyder idealet om symfonia, at kirken og staten har samme projekt: En samlet stat og et samlet folk. Historisk set betyder denne forestilling også, at kirkens historie er tæt knyttet til folkets historie. I ortodoks kristendom lægges stor vægt på Traditionens betydning, dvs. kirkens hellige historie, som den har udspillet sig gennem fx kirkemøder, helgeners bedrifter og kirkens liv gennem forskellige perioder. Den russiske ortodokse kirkes helgenkalender er fyldt op med fortællinger om Guds virke gennem russere på russisk jord gennem hele den historiske tid, hvor kristendom har været Ruslands statsreligion. Hellig historie er på den måde sammenfaldende med den sekulære historie. Og her er det vigtigt at lægge mærke til, at en imponerende stor del af de russiske helgener (omkring 50 personer) er russiske fyrster, som er helgenkåret for at have kæmpet for samlingen og beskyttelsen af Rusland – senest Ruslands sidste tsar, Nikolaj II (1894-1917). I en ortodoks forståelse er der derfor ofte ikke et skarpt skel mellem den verdslige og den sakrale magt. Kirke og stat hører sammen, og en verdslig leder kan godt være hellig. Stat og kirke fra middelalder til revolutionstid I løbet af den russiske historie ændrer forholdet mellem kirke og stat sig. Det sker nogenlunde efter samme mønster som i Vesteuropa, men tidslinjen er forskellig. I Rusland er der ingen egentlig renæssance (for der kommer først en russisk stat med kristendommens indførelse), og bestemt ingen reformation, så det er først med Peter d. Store (1682-1725), at der sker ændringer i kirkens forhold til staten. Peter I nedlagde patriarkatet og oprettede, efter hollandsk forbillede, et kirkeministerium. Samtidig begrænsede han adgangen til klostervæsenet og lavede et regelsæt for kirken, som underlagde den statens behov. Det er også med Peter I, at de første universiteter i Rusland blev oprettet, og derfor blev teologi aldrig en del af de universitære uddannelser i Rusland. Præster uddannes i stedet på selvstændige præsteseminarer. Med Katarina II (1762-1796) sekulariseredes kirkens jorde og blev lagt ind under staten. Den ortodokse kirke beholdt dog sin position som statskirke, og efter sejren over Napoleon i 1812 kom romantikken og med den de nationalistiske strømninger til Rusland. På denne baggrund voksede kirkens indflydelse igen gennem 1800-tallet. Dette skete dels i form af de åndelige strømninger (repræsenteret ved de såkaldte slavofiler), som understregede den russiske kristendoms egenart og særlige renhed – sådan som den fx giver sig til udtryk hos forfattere som Dostoevskij og Tolstoj. Men kirken vandt også indflydelse på staten, der gennem undervisningsministeren Sergej Uvarov i 1831 20 RELIGION NR. 2 · 2015 Den ortodokse kirke har en lang tradition for at helgenkåre verdslige fyrster, som har spillet en rolle for beskyttelse eller forsvar af kirken. De første i rækken var sønnerne af den fyrst Vladimir, som indførte kristendom i Rusland. Den seneste er Ruslands sidste tsar Nikolaj II, der sammen med næsten 1000 såkaldte nymartyrer (ortodokse kristne, som blev slået ihjel under Sovjetstatens forfølgelser) blev helgenkåret i 2000. IDEALET OM SYMFONIA: DEN RUSSISKE ORTODOKSE KIRKE OG DEN RUSSISKE STAT 21 formulerer statens ideologi i treklangen ”Ortodoksi, autokrati, nationalitet”. Formuleringen var tænkt som et modsvar til den franske ”frihed, lighed og broderskab”, og den markerer, hvordan ortodoks kristendom sås som en del af den russiske stat. Frem mod revolutionen indgik den ortodokse kirke således som statens samarbejdspartner og som statens religiøse legitimering. Kirken adskilles fra staten og skolen fra kirken Revolutionen i 1917 ledes af bolsjevikker, hvis ideologi var anti-religiøs. Det er derfor ikke overraskende, at bolsjevikkerne, som noget af det første, i 1918, vedtog lovgivningen om ’Kirkens adskillelse fra staten og skolen fra kirken’. Men den anti-religiøse politik var først og fremmest rettet mod den ortodokse kirke, netop fordi den havde haft så tætte bånd til den gamle statsmagt. I løbet af 1920’erne og 1930’erne gennemførtes en næsten fuldstændig ødelæggelse af organiseret religion i Rusland. Det kirkelige hierarki sendtes i lejre eller henrettes – hvis ikke de flygtede ud af landet. Kirkebygninger blev jævnet med jorden eller omdannet til lagerbygninger, butikker eller klubber, al formaliseret uddannelse og publikationer blev forbudt. Den totale ødelæggelse forhindredes, noget ironisk, af Nazi-Tysklands angreb på Rusland i 1941. I løbet af krigsårene gik kirkens potentiale for at være en national sammenhængskraft op for Stalin, og i 1943 tilladte han, at kirken samledes til kirkemøde og valgte den første patriark, siden Peter I’s regeringstid. Selvom statens undertrykkelse af religion fortsatte efter krigens afslutning, særligt efter Nikita Khrusjtovs tiltrædelse i 1954, blev den aldrig lige så altomfattende som i begyndelsen af århundredet. Men hen imod Sovjetperiodens afslutning, var der tre generationer af russere, som var opvokset i en ikke-religiøs stat. Med andre ord sker der i det 20. århundrede en tvangssekularisering af det russiske samfund fra statens side, hvor religion blev fjernet fra det offentlige rum, og muligheder for religiøs opdragelse og uddannelse blev kraftigt begrænset. I sagens natur var de kommunistiske generalsekretærer ikke-religiøse, så alt i alt marker den kommunistiske periode i Rusland særlig periode i Ruslands historie, hvor kirke og stat er modstandere i stedet for samarbejdspartnere. Kirken i det postsovjetiske Rusland Da Sovjetunionen blev opløst i 1991 stod den nye russiske stat med et problem. Alle statssymboler og statslige institutioner var knyttet til Sovjetstaten. Men den nye stat havde brug for symboler og institutioner, som gav legitimationskraft. Symboler, som var russiske og som ikke var plettet af den kommunistiske periode. Et sådant symbol og en sådan institution er kirken. I løbet af 1990’erne oplevede Rusland en religiøs renæssance. Folk blev døbt, og fik deres ægteskab velsignet i kirken. Titusindvis af kirker restaureredes og genåbnedes, præsteseminarier og andre former for religiøse uddannelser skød op rundt omkring i landet. Og russiske politikere begyndte regelmæssigt at vise sig side om side med ortodokse præster. Men den ortodokse kirke er ikke blot 22 RELIGION NR. 2 · 2015 Et led i statens anti-religiøse kampagne var tidsskrifter rettet mod at latterliggøre religion. Det mest kendte af dem ‘Ateisten på arbejdsbænken’ (‘Bezbozhnik u stanka’) udkom fra 1920’erne. IDEALET OM SYMFONIA: DEN RUSSISKE ORTODOKSE KIRKE OG DEN RUSSISKE STAT 23 Putins indvielse til præsident. Billedtekst: Siden Sovjetunionens sammenbrud er det blevet et fast ritual, at præsidenten, efter den sekulære indvielse til præsident er blevet kirkeligt velsignet af patriarken. et symbol. Den er et symbol med handlekraft. I løbet af 1990’erne fik den ortodokse kirke langsomt indflydelse på den nye stats love og institutioner. Der kom ortodokse feltpræster i hæren, ortodokse sygehuspræster på hospitalerne, kirken fik stor indflydelse på en ny religionslovgivning, som gav den ortodokse kirke særlige privilegier, de indgik aftaler med en række statsinstitutioner, fx i forhold til socialt arbejde – og efterhånden genindførtes også kirkelige helligdage som jul og påske. Det interessante i den sammenhæng er, at Rusland, som er en multireligiøs stat (fx er omkring 20 millioner russere muslimer), i den postsovjetiske periode havde mulighed for at skabe en religiøst neutral stat – fx med et antal helligdage, som kunne vælges af borgerne selv. Men i stedet er det ortodokst kristne symboler og helligdage som kendetegner den nye russiske stat. I løbet af 00’erne og 10’erne er den religiøse renæssance kølet af. I dag ligner det religiøse mønster i Rusland meget det, som vi ser i Danmark. Ifølge tal fra det russiske analyseinstitut Sreda (2012-2014) er det kun en meget lille del af befolkningen (omkring 2%), der går regelmæssigt i kirke og kun 5%, som overholder den vigtigste af de ortodokse faster – den fyrre dage lange påskefaste. Men samtidig mener 74% af befolkningen, at den ortodokse kirke er nødvendig for Rusland, 64% af befolkningen har ikoner 24 RELIGION NR. 2 · 2015 i hjemmet og hver tiende russer siger at han eller hun har oplevet mirakler i forbindelse med bøn til helgener. Vi ser altså en religiøsitet, hvor kun få ser kirkens traditionelle ritualer og dogmer som meningsfyldte, mens mange plukker individuelle elementer ud, som de finder relevante for dem selv. Og mange ser kirken som en samlende kraft i Rusland, uagtet om de er praktiserende ortodokse eller ej, og uagtet at de i stigende grad er kritiske over for den økonomiske og politiske magt, som kirken i dag har. For selvom befolkningen ikke bliver mere og mere religiøs, så har den russiske kirke slået sig fast, som en vigtig samarbejdspartner for den russiske stat. Dette gælder også i forhold til den russiske stats leder. Putin har fra begyndelsen markeret sig som netop ortodoks, et tilhørsforhold som han har markeret på forskellige måder. Dels symbolsk – ved alle hans indsættelser som præsident har han, efter den sekulære ceremoni i Kremlpaladset, fortsat til en kirkelig velsignelse, udført af den russiske patriark i en af Kremls kirker. Dels strukturelt – i 2010 fik Putin gennemført en lov, som tilbageleverede alle kirkens ejendomme, hvilket gør kirken til en af Ruslands største jordejere og en solid økonomisk magtfaktor. Og dels personligt. Putin viser sig, som ovenfor nævnt gerne i kirken, og, som alle praktiserende ortodokse bærer han dåbskors. Om dette dåbskors, har han fortalt, at han fik det, da han i hemmelighed blev døbt af sin bedstemor som barn (en praksis, der var typisk i sovjetperioden – men som også vanskeligt lader sig verificere). Ved et besøg i sommerhusets banja havde han taget det af, og da der var noget som gik galt i saunaen og der efterfølgende gik ild i sommerhuset troede han at korset var tabt. Mirakuløst fandt brandmændene imidlertid korset i sommerhusets nedbrændte ruiner – og siden har Putin altid båret sit kors på sig. Putin viser med sine handlinger, at han er en ortodoks leder, efter den særligt russiske tradition for samhørighed mellem kirke og stat. Denne forestilling har lange historiske rødder, og er en del af forklaringen på, at den russiske ortodokse kirke også i dag har en særlig indflydelse på den russiske stat. Artiklen har været bragt i Noter nr. 204, marts 2015 , og bringes her med tilladelse fra Noter og forfatteren. Litteraturliste • Fagan, Geraldine: Believing in Russia - Religious Policy After Communism, Routledge: 2013. • Garrad, John & Garrad, Carol: Russian Orthodoxy Resurgent: Faith and Power in the New Russia, Princeton University Press, 2008. • Pospielovsky, Dimitry: The Orthodox Church in the History of Russia, St. Vladimir’s Seminary Press, 1998. • Svane, Gunnar: Nestors Krønike. Beretningen om de Svundne år. Højbjerg 1983. IDEALET OM SYMFONIA: DEN RUSSISKE ORTODOKSE KIRKE OG DEN RUSSISKE STAT 25 Religionskontroverser i den moderne russiske offentlighed Af Roman Safronov og Ksenia Kolkunova, Det Ortodokse Skt. Tikhon-universitet, Moskva, Rusland Roman Safronov Ksenia Kolkunova Af Roman Safronov og Ksenia Kolkunova, Det Ortodokse Skt. Tikhon-universitet, Moskva, Rusland. Ksenia Kolkunova’s forskningsinteresse er indenfor udvikling af religion og spiritualitet i moderne Rusland og Roman Safronov interesser er i desekularisering og postsekulære samfund som teori og realitet. Det er umuligt at tale om såvel privatisering som eksteriorisering af religion i nutidens Rusland uden også at tage højde for religionens rolle i Sovjetunionen, og det er værd at bemærke, at russisk ortodoksi og Den Russisk-Ortodokse Kirke er dybt forankret i - og i høj grad har påvirket - den russiske kultur. Det kan også konstateres, at vi, når vi kigger på privatiseringens og eksterioriseringens processer, må udskille tre aspekter: den russiske stat, Den Russisk-Ortodokse Kirke og samfundet som helhed. Religion i sovjettiden Der er bred enighed om, at religion i Sovjetunionen var enten bandlyst eller betragtedes som en marginal, uvæsentlig aktivitet, et resultat af snæversynethed og i øvrigt karakteristisk for uuddannede og “gamle” mennesker. Religion var irrelevant for det moderne liv. Denne tese er generelt korrekt, men den er en grov forenkling. I sovjetisk historie ser vi adskillige måder at forholde sig til religion, og de er efter vores mening essentielle for at forstå den moderne virkelighed. Den sovjetiske stats generelle holdning var baseret på en materialistisk og antireligiøs ideologi, og tilgangen til religion spændte fra total afvisning (1920’erne og 30’erne, 1955-1960’erne) til mere eller mindre fredelig sameksistens med strenge statsligt indførte regler (1943-1955 og især 1980’erne). I alle disse år betragtede staten religion som et faktisk fænomen, og noget man måtte bekæmpe. Staten finansierede hele ideologiske institutioner og publicerede tusindvis af både videnskabelige og populære udgivelser til at benægte religion. Forskere argumenterede for, at religiøse verdenssyn var på vej til at forsvinde af sig selv, eller i nogle tilfælde eksisterede som en atavisme. Samtidig begrænsede staten mulighederne for at deltage i religiøse ceremonier og gjorde desuden viden om religion mere - hvis ikke fuldstændig - utilgængelig. Som svar på denne 26 RELIGION NR. 2 · 2015 politik opdrog staten flere generationer, hvor op til 90% af befolkningen erklærede sig for ateister - ifølge officielle statistikker. Der er bare det ved det, at de officielle statistikker ikke stemmer fuldstændig overens med holdningen til religion i samfundet i det hele taget. Her ser vi igen alle dele af spektret, fra ligegyldighed til en opfattelse af den russiske ortodoksi som den absolutte, men skjulte sandhed - og den var i bogstaveligste forstand skjult af statens politik. Som følge af forholdene blev viden om religion fragmenteret, og under disse omstændigheder blev Den Russisk-Ortodokse Kirke stillet over for en meget hård opgave: at holde liv i traditionerne i et officielt anti-religiøst samfund og en kirkebekæmpende stat. Kirken i Sovjetunionen bliver af historikere ofte beskrevet som forfulgt, så man kan med rette hævde, at religiøs praksis i sovjettiden var privatiseret, bredt kritiseret og endda fordømt. Opblødning og nye tendenser i religionspolitikken Mod slutningen af 1980’erne og især efter 1991 blev den russiske befolkning mødt af nye og chokerende tendenser. Sovjetunionens sammenbrud gjorde de tidligere sovjetrepublikker modtagelige for alle slags religiøse organisationer, aktiviteter og missionærer, som enten havde været undergrundsfænomener i sovjettiden, eller som var kommet til efter 1991. 1990’erne var en tid, hvor man på nationalt TV om morgenen kunne se amerikanske televangelister, om dagen Sun Myung Moons prædikener og om aftenen parlementsmedlemmer i diskussion om aktuelle emner med Aum Shinrikyoledere. Denne periode, der ofte bliver betegnet som “Den Religiøse Renæssance” i Rusland, bød på nye religiøse tendenser i et land, der allerede var uhyre komplekst. Religiøse TV-programmer, bøger og foredrag nød stor popularitet og vidnede om russernes mangel på viden om religion, som de jo havde meget lidt eller ingen erfaring med. De fleste religiøse traditioner måtte finde en vej tilbage efter 70 års kamp med staten, og derudover skulle mange nu til at definere deres egne religiøse opfattelser, som flertallet havde mistet pga. statens politik. Der var på mange måder tale om en genopfindelse af religion. På den måde begyndte alle tre ovennævnte aspekter (den russiske stat, Den RussiskOrtodokse Kirke og samfundet) at ændre sig. Efter sovjetregimets kollaps havde staten mistet den magtfulde ideologi, der udgjorde Unionens hjerte og sjæl. Siden slut-80’erne og op til i dag har man i Rusland ledt efter et nyt ideologisk framework, og man kan godt påstå, at staten fra anden halvdel af 90’erne har gjort en aktiv indsats for at gøre ortodoksien til den dominerende ideologi. Det er der flere eksempler på: - I 1997 blev en ny lov: “Om Samvittighedsfrihed og Religiøs Associeringsfrihed” vedtaget. I præamblen til denne lov er der fokus på ortodoksien særlige rolle i Ruslands historie, spiritualitet og kultur. I en tidligere version af samme lov var der i stedet fokus på ideen om “traditionelle religioner” som de væsentligste for russisk historie og kultur, dvs. ortodoks kristendom, islam, buddhisme og jødedom. Og selvom præamblen ikke har nogen særlig juridisk gyldighed, blev denne idé meget populær og udbredt hos anklagere og dommere. Det satte gang i mange kampe om, hvilke religioner der kunne RELIGIONSKONTROVERSER I DEN MODERNE RUSSISKE OFFENTLIGHED 27 kaldes “traditionelle”, og hvilke præferencer disse religioner skulle have. Det er en af grundene til, at vi ikke fuldstændig kan betragte Rusland som en sekulær stat: “I den ortodokse religiøse tradition, som i reglen er tæt forbundet med national identitet, blev spørgsmålet om adskillelse af kirke og stat ikke rejst med en sådan intensitet”1 - I 2010 vedtog man loven “Om overførsel af føderal og municipal ejendom til religiøse organisationer”. Ifølge denne lov kan religiøse organisationer gøre krav på enhver form for ejendom til religiøse formål (herunder også kunstværker). - I 2015, efter lang tids forhandling, kom teologi til at optræde på listen over videnskabelige specialiseringer hos Statens Kommission for Akademiske Grader og Titler. Der var ikke blevet undervist i teologi på universiteterne i det 18. og 19. århundrede. - Derudover yder staten økonomisk støtte til opbygning af nye kirker (der findes et statsligt program under navnet “300 kirker mere i Moskva”). - Staten har skabt fuldtidsstillinger for gejstlige i militæret. Listen over sådanne tiltag kunne udvides markant, og det bliver undertiden betragtet som en klerikalisering af statsapparatet og et brud på konstitutionelle principper; den nuværende russiske forfatning fra 1993 har nemlig arvet et princip fra Sovjetunionen om meget streng sekularisering. I Artikel 14 i den russiske konstitution hedder det, at ingen religion kan være obligatorisk, og at religiøse organisationer er ligeværdige og adskilt fra staten og skolevæsnet. Kirkens ændrede position Kirken position har ændret sig markant og bliver ved med at gøre det. Som professor Igor Kanterov siger2, fik Den Russisk-Ortodokse kirke i 1980’erne endelig mulighed for at genopbygge kirker og åbne uddannelsesinstitutioner. Men dengang så Den RussiskOrtodokse Kirke ikke religiøs pluralisme som en trussel. Enhver religiøs institution blev betragtet som gunstig for samfundet, og højtstående gejstlige deltog i møder med repræsentanter for forskellige trosretninger. Fx blev der i Moskvas Skt. Danielskloster d. 28. oktober 1989 afholdt konferencen “Trinity Foundation of Christian Unity”, som var organiseret af Rådet for Verdensreligioner, der faktisk er en gren af Unification Church. Og i 1992 mødtes formanden for Den Russisk-Ortodokse Kirkes forlag, metropolitten Pitirim (Netjajev) endda med Shoko Asahara, grundlægger af det berygtede Aum Shinrikyo3. Det var først omkring 1993, at Den Russisk-Ortodokse Kirke begyndte at se nyligt opståede religiøse bevægelser som en åben trussel, hvilket resulterede i bestemmelsen “Om pseudokristne sekter, ny-hedenskab og okkultisme”4. Bestemmelsen siger direkte, at nye religiøse bevægelser ødelægger sand religion, hele systemet af kristne værdier og traditioner samt hele grundlaget for “Den russiske civilisation”. Dette bringer os tilbage til spørgsmålet om, hvilken rolle religion spiller i generel russisk ideologi. Dette er der sandt nok ikke enighed om blandt forskere fra andre europæiske lande5, men religion i Rusland er utvivlsomt stadig en vigtig del af opbygningen af en national identitet. Statens ledere - præsidenten, premierministeren og hovedstadens borgmester - går ikke glip af vigtige gudstjenester, de støtter forskellige kirkelige institutioner, og nationalt TV viser kun ortodokse gudstjenester. Ideen om “russkij mir” 28 RELIGION NR. 2 · 2015 (“den russiske verden”) har rødder i Ruslands historie som en stærkt konservativ måde at betragte det russiske folks sammenhængskraft gennem sprog og kultur. Denne ide blev genoplivet af Patriark Kirill i 20096, og i 2014 brugte President Putin den i sin tale til Den Føderale Forsamling i forbindelse med Krims parlaments anmodning om at blive optaget i Den Russiske Føderation. Denne gensidige påvirkning er et væsentligt træk ved både kirkens og statens retorik i Rusland i dag. Den betydning, som den nuværende regering tillægger ortodoksien, har ikke kun rødder i Ruslands før-revolutionære imperiale periode, men ses også i den kulturelle rolle som ortodoksien spillede under perestrojka. Det er dog ikke et unikt russisk fænomen: “Mange steder i Europa har man set at små, og utvivlsomt infiltrerede, trossamfund har kunnet holde fast på et beskyttet, men ofte marginaliseret offentligt rum (også fysisk), som så er blevet tilgængeligt for hele befolkningen når den har haft brug for det, og hvor protest kunne blive eksplicit frem for implicit”7. Den Russisk-Ortodokse Kirke bliver altså på samme tid betragtet som en vogter af russisk tradition, kultur og sprog og en martyr i det ateistiske sovjetiske samfund. Tingenes nuværende tilstand kan beskrives som følger: Med støtte fra staten er det lykkedes Den Russisk-Ortodokse Kirke at skabe et stærkt grundlag for at øge sin indflydelse. En af de mest kendte kirkelige mediepersonligheder Andrej Kurajev mener endda, at “Kirken med voldsom hast gik fra at være en forfulgt til en forfølgende kirke.”8 Sommetider har staten endda presset på for at træffe beslutninger til gavn for kirken, fx i forbindelse med fængselsstraffen til Pussy Riot og den heraf følgende tilføjelse til den russiske straffelov (Artikel 148) ”Om offentlige handlinger, der åbenlyst trodser samfundet og har til direkte formål at fornærme religiøse overbevisninger”. Denne lov er endnu et middel til undertrykkelse af religiøse minoriteter og til at understrege Den Russisk-Ortodokse Kirkes særlige rolle. Fremtiden for ateisterne ser altså ret sort ud, da de jo ikke har nogen religiøs overbevisning at værne om. Hvis vi betragter statens og kirkens standpunkter, kan man altså sige, at religion i det moderne Rusland er blevet eksterioriseret og bliver betragtet som et afgørende statsanliggende. Man kan endda påstå, at Den Russisk-Ortodokse Kirke er ved at antage træk som en statskirke. Men med hensyn til samfundet og dets holdning til disse processer er situationen ikke nær så simpel. På den ene side har folk arvet ateistiske synspunkter fra Sovjetunionen - en sekulær stat og et uddannelsessystem, mindre kirkeligt engagement i samfundsdebatten etc. På den anden side er der visse af natur fundamentalistiske bevægelser, som argumenterer for Den Russisk-Ortodokse Kirkes særstatus i Rusland (og undertiden endda ytrer ekstremistiske synspunkter, fx gennem odiøse mottoer som “Ortodoksi eller død”). Dette er dog ret radikale holdninger, og langt størstedelen af samfundet befinder sig et eller andet sted midt i spektret. Religiøsitet og etnicitet Religiøs diversitet i Rusland hænger tæt sammen med befolkningsgruppernes etnicitet. De fleste grupper holder fast i deres forfædres traditionelle religioner, ligesom de holder fast i forfædrenes kultur, traditioner, sprog etc. I den seneste folketælling fra 2010 angav RELIGIONSKONTROVERSER I DEN MODERNE RUSSISKE OFFENTLIGHED 29 befolkningen at tilhøre mere end 160 etniciteter. Dette spørgsmål var dog ikke obligatorisk, og næsten 4% angav ikke nogen etnisk herkomst. 80,9% af befolkningen angav at være russiske, og der var 3,87% tatarer. Ukrainere, basjkirer, tjuvakker og tjetjenere udgjorde hver over 1%, og de resterende grupper er mindre. Tatarer, basjkirer og tjetjenere er traditionelt muslimer, ukrainere tilhører forskellige ortodokse kirker, og tjuvakker er til dels russisk-ortodokse, men på det seneste er de begyndt at gå over til nyhedenske religioner, som bygger på deres forfædres. “Den nyhedenske drejning” hænger sammen med den generelle tendens til at genopfinde religion, og antallet af troende er langsomt, men sikkert stigende. På trods af sådanne ændringsmønstre antages det dog generelt, at “russer betyder ortodoks”, “tatar betyder muslim”, “kalmyk betyder buddhist” osv. Sådanne forbindelser skaber grundlag for “low-commitment religious organization”, for at bruge Nancy Ammermans ord9. Det betyder, at selve dyrkelsen af religion ikke er så vigtig for folk som det åbent at bekende sig hertil. Antallet af personer, der besøger en kirke/moske/synagoge en gang om måneden eller mere, ligger mellem 3% og 8%10 (tal fra 2012), og ca. en tredjedel af befolkningen besøger kirker etc. lejlighedsvis, dvs. i ferier eller i forbindelse med ritualer (fx. dåb og begravelse). Op gennem 90’erne skete der en stigning i antallet af kirkegængere med 3-4% fra 1990 til 199811, men på trods af den ret lave besøgsrate har mange alligevel en stærk følelse af at tilhøre et religiøst fællesskab. Ud over det “etniske” påskud for tro har også den begrænsede adgang til oplysning om religion i Sovjetunionen gjort mange ivrige efter enhver tilgængelig information. I 90’erne fik folk mange nye kilder til tro - ikke kun fra deres gamle nedarvede traditioner, men også fra både nye og etablerede religiøse bevægelser der begyndte at missionere, som det er beskrevet ovenfor. Religiøs bricolage Denne vælgen til og fra efter forgodtbefindende har formet manges religiøse verdenssyn. Dette fænomen er bl.a. af Claude Levy-Strauss blevet beskrevet som “bricolage”, og det kan ses som et resultat af den førnævnte fragmentering af information om religion i sovjettiden. Der er mange definitioner af religiøs bricolage, fx.: “Termen er blevet brugt som en metafor til at beskrive en kombination af religiøs praksis og religiøse repræsentationer i visse orale samfund og, på en anden måde, i de fleste moderne samfund”12. Man må dog huske, at “bricolage” ikke betegner nogen særlig ontologisk realitet, men blot er et værktøj til at beskrive den, kun en metafor. Det handler grundlæggende om kreativitet - hver person former sine egne syn, traditioner og ritualer baseret på baggrund og personlig erfaring. Denne tendens er vidt udbredt og kan sammenlignes med visse træk i religiøse samfund over hele verden, fx de voksende pinsekirker i Latinamerika eller evangeliske megakirker i USA. Disse bevægelser tilbyder “noget til alle”13, og, for at bruge en markedsmetafor, kan de sammenlignes med indkøbscentre eller menukort. Religion bliver således i langt mindre grad betragtet som en forpligtelse, men bliver snarere en forbrugsgode14. Den bedste illustration af denne tilgang kan findes blandt pilgrimme, som besøger hellige steder. Som eksempel kan nævnes Theotokos’ Bælte, et relikvie som tilbedes af 30 RELIGION NR. 2 · 2015 alle østkirker, og som blev bragt til Rusland fra Klosterbjerget Athos i 2011. Bæltet (dele af det opbevares i forskellige kirker i Rusland, og to i Moskva) blev fremvist i 14 byer og ét kloster, og det blev i landet i 39 dage. Mere end 3,1 mio. mennesker viste deres ærbødighed over for det, heraf 1 mio. i Moskva, hvor bæltet blev vist 19.-18. november 2011. I hovedstaden var flere gader i centrum spærret af for biler og fodgængere, og flere metrostationer var lukkede for passagerer, fordi køen var op til 8 km lang og bestod af 80.000 mennesker. Telefonnettet gik ned, og der var store trafikpropper. Denne kø var i mediernes stærke søgelys, men den var også samtidig skabt af medierne. På grund af den massive pressedækning blev ’Bæltet fra Athos’ langt mere interessant end de stykker af den samme genstand, der allerede var opbevaret i russiske kirker. Folk kom fra provinsen for at berøre den hellige genstand, da den angiveligt kan kurere lidelser, især manglende frugtbarhed hos kvinder. Direktøren for De Russiske Jernbaner (RZD) og formanden for Apostlen Andreas’ Fond Vladimir Jakunin var med til at arrangere, at bæltet kom til Rusland, og på en pressekonference annoncerede han, at Theotokos’ Bælte ville bidrage til at ændre den demografiske situation i Rusland og få fødselsraten til at stige (hvilket er en af President Putins mærkesager)15. Dette viser en ret magisk og forbrugerorienteret tilgang til sagen - man forsøger at løse sekulære personlige eller sociale problemer med hjælp fra de højere magter. Men folkene i køen var, ligesom mange deltagere i andre massepilgrimsture til fx. ikonen St. Matrona af Moskva og Serafim Sarovskij i Diveevo, ikke kun ortodokse kristne. Blandt dem var også mange agnostikere, ikke-religiøse spirituelle, øvrige kristne og endda følgere af andre religioner. Der blev ikke gennemført nogen omfattende sociologiske undersøgelser i forbindelse med køen til bæltet, men det foreliggende data viser, at blandt folk i køen var det kun 8%, der besøgte kirker hver uge og i forbindelse med højtider16. Folk brugte generelt ordet “podvig” (dåd eller kraftpræstation) til at beskrive deres oplevelse i køen. Disse 20-24 timer i køen betød for dem en opfyldelse af deres religiøse bestræbelser, en genvej til at opfylde deres ønske om at blive mere og sandere kristne. Men uanset om de er eller bare forsøger at være kristne, er den russiske befolkning generelt ret inkluderende indstillet over for andre verdensanskuelser, også selvom disse ikke går så godt i spænd med kristendommen. Fx. tror 16% af dem, der betragter sig som ortodoks kristne, på spådom og anden overtro17. Men det er ikke kun typisk for ortodokse kristne. For eksempel er vi blevet fortalt af en kommunikationsmedarbejder hos Scientology i Moskva, at hun både betragter sig som ortodoks kristen og som scientolog og tror på spøgelser og på, at spirituelle væsner og mennesker med særlige evner kan kommunikere med hende. Et sådant synkretistisk verdenssyn ser vi også i andre situationer, fx når en salgsmedarbejder i et af de mest populære russiske klostre inviterer kunder til at købe en “lamme”-kage (som symbol på Jesus Kristus) for at fejre kinesisk nytår og det kommende “Fårets År”. Disse eksempler viser, at bricolage ikke kun er tilstede, når der er tale om uvidenhed - det er også meget almindeligt blandt religiøst dannede eller uddannede mennesker. Religion i det moderne Rusland har altså både træk af privatisering og eksteriorisering. Fra statens synspunkt har religion en vigtig ideologisk funktion, som er nødvendig RELIGIONSKONTROVERSER I DEN MODERNE RUSSISKE OFFENTLIGHED 31 KS-bogen Maria Madsen, Anna Amby Frejbæk, Hanne Friis Johnsen, Brian Egede-Pedersen, Mikkel Pedersen, Karen Mølbæk og René Kristoffer Kjær Brandstrup Hvorfor vinder google-buddhismen frem i det senmoderne samfund? Hvorfor nævner amerikanske præsidenter Gud i deres indsættelsestaler? Kan forskellige religioner og kulturer leve sammen i det samme samfund? Det er nogle af de spørgsmål, der rejses i denne nye grundbog til kultur- og samfundsfagsgruppen (KS) på HF. 274 sider Skolepris: kr. 133,- KS-bogen sætter fokus på fænomener i den vestlige verden, hvor religion, samfundsfag og historie er tæt forbundne. De enkelte kapitler behandler temaer om identitet, globalisering, politiske og religiøse brud, velfærdsstaten og civilreligion i USA. Bogens forfattere har alle erfaring i at undervise i KS på HF. forlaget © columbus Tlf. 3542 0051 • www.forlagetcolumbus.dk Annonce_KS-bogen.indd 1 XXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXX 22/04/15 09.36 33 Begravelsesriter i tidlig sovjetisk diskurs Af Anna D. Sokolova Forskningslektor ved N N Miklukho - Maklai Instituttet for Etnologi og Antropologi, det Russiske Videnskabsakademi, annadsokolova@gmail.com Ideen om social reform var ikke den eneste drivkraft bag den russiske revolution i 1917. Måske endnu vigtigere end social forandring var de revolutionæres ønske om at forandre hele samfundets mentalitet, ideen om at skabe et nyt menneske, et individ for fremtiden. Revolutionen begrænsede sig ikke til den politiske og økonomiske sfære, men lagde også beslag på traditioner og skikke. Fremtidens menneske skulle være fri for overtro, religion og traditionsbunden etik, alt dette blev kaldt perezhitok (levn) fra fortiden. Derfor blev overgangsriter såsom begravelser og den generelle holdning til døden også påvirket af revolutionen. Faktisk opstod ideen om nye overgangsriter (ikke blot begravelse, men også andre riter) umiddelbart efter Februarrevolutionen i 1917. Som Vladimir Bonch-Bruevich, Lenins sekretær, skrev i marts 1917: ”Det er indlysende, at den umiddelbare konsekvens af denne vigtige reform (adskillelsen af stat og kirke) bør være borgerlige vielser og civile begravelser, hvilket er noget alle fritænkende mennesker har ventet længe på [...] Vi bør kunne vælge at begrave vore døde ved et civilt ritual på enhver gravplads, uden gejstlig indblanding. De, der måtte ønske det, vil kunne begrave på den gamle måde med en præst, men pligten til at begrave på denne måde må afskaffes.” Det russiske imperium var et multietnisk imperium med et komplekst religiøst landskab, hvor den russisk-ortodokse kirke indtog en dominerende rolle. Hver religiøs tradition havde sine egne skikke og forskrifter for begravelse. I ortodoksien var det den russiskortodokse kirkes statutter, der regulerede de sidste riter. En ortodokst kristen1 kunne ikke blive begravet uden en præst og uden en gudstjeneste. Ligtoget, teksten på blomsterkransene, den afdødes udseende og påklædning var alt sammen strengt reguleret. Reglerne for begravelsen afspejlede den afdødes position i det sociale hierarki: den afdødes klæder og gravens placering på kirkegården afspejlede den afdødes sociale status. Efter Oktoberrevolutionen i 1917 udstedte den bolsjevikiske regering en række dekreter, som direkte eller indirekte påvirkede begravelseslovgivningen. Det primære mål 34 RELIGION NR. 2 · 2015 med disse dekreter var at afskære den ortodokse kirkes kontrol med bisættelser og andre familierelaterede riter. Disse dekreter indførte en radikal adskillelse af kirke og stat ved at kappe de komplekse bånd, der have knyttet den russiske ortodokse kirke uløseligt til magten, kejserdømmets symbolske udtryk og imperiets administrative strukturer. Yderligere blev der udstedt et særligt dekret vedrørende begravelsestraditioner: ”Om kirkegårde og begravelser” (7. december 1918). Dette dekret afskaffede hele det symbolske hierarki af gravsteder inden for gravpladsen, fastslog at gravsteder, kapeller og den øvrige organisation omkring kirkegårdene hørte under den lokale sovjet, afskaffede betaling for gravsteder og indførte ens begravelser for alle borgere. Religiøs begravelse var tilladt, men kun hvis familien selv betalte for det. Dekretet erklærede yderligere, at alle krematorier i den nye stat skulle være under de lokale sovjetters myndighed. Her er det bemærkelsesværdigt, at der på dette tidspunkt endnu ikke var et eneste krematorium på den sovjetiske stats territorium, og derfor må denne ordre betragtes som en hensigtserklæring om, at den sovjetiske stat ville indføre ligbrænding som ny begravelsesform. Vi kan derfor slutte, at Folkekommissærernes råd forudså, at der ville blive sat krematorier i funktion i den nære fremtid, og derfor definerede deres status på forhånd. Ifølge ”Sanitære regler for indretning af begravelsespladser og krematorier og begravelse af de afdøde” (30. januar 1919) hørte opførelse og driften af krematorier under Folkekommissariatet for sundhed. I teorien transformerede disse dekreter således alle aspekter af begravelsespraksis radikalt, fra selve ritualet over begravelsesmåden helt ned til selve gravstedet. Teoretisk set blev både de religiøse institutioners indflydelse på området, og de sociale hierarkier som afspejledes i begravelsespraksis, fuldstændig afskaffet. I praksis kunne begravelsespraksis ikke behandles som et isoleret spørgsmål, for de nye statslige kontrolsystemer var kun for nylig blevet etableret med kommunisternes magtovertagelse. I lighed med mange andre politikområder og nye politiske og kulturelle praksisser i den unge sovjetiske stat, var de nye bolsjevikiske begravelsesskikke i vid omfang en bevidst antitese til den før-revolutionære praksis. Selvom lovgivningen fastslog, at der var religionsfrihed og frihed til at udføre religiøse riter inden for familien, var det i mange tilfælde praktisk umuligt (især hvis den afdøde eller dennes nære slægtninge var medlemmer af kommunistpartiet). Dette synes at være en konsekvens af Lenins idé om, at religion generelt er en privatsag, men at dette ikke gælder for partimedlemmer. Det var ikke Februarrevolutionens ledere, der opfandt ”den politiske begravelse” – de overtog snarere begrebet fra tidligere tiders revolutionære, begyndende med en af de mest berømte russiske, venstreorienterede digtere Nikolay Nekrasov i 1877. ”Det var første gang ligtogets traditionelle struktur blev afbrudt [...] da en stor flok unge mænd, bærende på store kranse ’dekoreret med inskriptioner’ ’spontant’ ledte processionen”.2 Af og til udviklede begravelser sig til politiske demonstrationer, som det skete ved den russiske, revolutionære bolsjevik Nikolay Baumans begravelse i 1905, hvor ligtoget blev ledet af et banner med indskriften: ”Vi kræver øjeblikkelig indkaldelse af den forfatningsgivende forsamling”. Også Leo Tolstoys død og begravelse i 1910 blev udnyttet til politiske formål og kan således også betragtes som del af denne tradition. BEGRAVELSESRITER I TIDLIG SOVJETISK DISKURS 35 Mindekrans for årsdagen for Lenins død, fra bogen Lenin 21. Januar 1924. Foto Sine C Jensen Det skal dog bemærkes, at på dette tidlige tidspunkt var den revolutionære begravelsestradition stadig flydende og amorf. For eksempel var gejstlig deltagelse frivillig. Den nye tradition appellerede desuden til en relativt smal, social klasse: Hovedsageligt studerende og andre venstreorienterede unge. Efter Oktoberrevolutionen i 1917 videreudviklede bolsjevikkerne idéen om at bruge kammeraters begravelser til politiske propagandaformål, og man begyndte at overveje mere generelt at indføre specifikke ikke-religiøse, kommunistiske ceremonier. I den nyetablerede sovjetiske stats første år foregik udviklingen af disse ritualer spontant. Arbejdere opfandt for eksempel nye ritualer til fejring af en nyfødt baby eller til minde om en død kammerat.3 Ikke desto mindre blev de vigtigste konturer af ”den røde dåb”, ”det røde ægteskab” og ”den røde begravelser” udarbejdet allerede kort efter borgerkrigens afslutning i 1922. Der var brug for nye ceremonier, ikke blot for at markere en persons statusskift, men også for at proklamere et nyt, hidtil uset menneskes fødsel ud af revolutionen. I løbet af 1920’erne blev ideen om nye ritualer (såvel som andre former for højtideligheder) en del af statens ateistisk propaganda, og en bevægelse frem mod en ny livsform. I denne henseende blev ritualerne brugt som en demarkationslinje mellem den gamle og den nye verden. Forestillingen om det nye menneske var uløseligt forbundet med en grundlæggende nytænkning af menneskets eksistens, død og efterliv. Men hvis et ateistisk samfund afviser både religion og ideen om et efterliv, hvilken mening kan et begravelsesritual så overhovedet have? Hvilket behov har et nyt, kommunistisk samfund for ritualer i almin- 36 RELIGION NR. 2 · 2015 delighed, og begravelsesritualer i særdeleshed? Dette var nogle af de centrale spørgsmål, der optog den sociale og politiske journalistik op gennem 1920’erne. Den nye statsideologi var fleksibel i begyndelsen, og der var tre forskellige tilgange til disse spørgsmål, som groft kan repræsenteres ved tre ikoniske politikere og forfattere fra mellemkrigstiden: • Yemelyan Yaroslavsky (1878-1943, medlem af kommunistpartiets centralkomité, leder af ”Forbundet af militante ateister”), • Lev Trotskij (1879-1940, fremtrædende revolutionsleder, Lenins ”næstkommanderende”), • Vikenty Veresaev (1867-1945, kendt forfatter og læge, repræsentant for en demokratisk tradition). Ifølge Yaroslavsky skulle man ikke undervurdere den politiske betydning af ”demonstrative revolutionære begravelser”,4 idet sådanne ritualer var uundværlige i bestræbelsen på at sprede ateistiske propaganda. Yaroslavsky var opmærksom på faldgruberne ved ritualer: han understregede, at overdrevent fokus på ”røde begravelser” kunne resultere i en stiv formalisme, der mindede om en ”en kommunistisk liturgi”. Sådanne formaliserede ceremonier ledte opmærksomheden bort fra de nye begravelsers egentlige formål, og efterlod bolsjevikkerne forsvarsløse over for anklager om dobbeltmoral: ”Ja, I kæmper mod religiøse ceremonier, men I har indført alle mulige ceremonier selv”, og ”I har allerede overgået den ortodokse kirke i ritualets kunst”. Desuden var Yaroslavsky bekymret for, at ungdommen undertiden viede disse ritualer en opmærksomhed, der gik ud over fornuftens grænser: Engang fik jeg nogle noter fra en ungkomminist,5 som havde skudt sig selv. Denne ungkommunist havde efterladt sig dusinvis af notater, og hans største bekymring var: ’Begrav mig med musik, udfør ritualerne, hold taler ved min grav”. Han døde af nonsens – han var blevet smittet med en kønssygdom, men i stedet for at gå til en ordentlig læge […] tog han sit eget liv. Og han beskriver detaljerede planer for hele begravelsen, hvem der skulle tale osv. Således formanede Yaroslavsky militante ateister om, at den slags vrøvl skulle bekæmpes. Men på den anden side betød dette ikke, at man skulle opgive de kommunistiske riter helt: Jeg ved, at der er kammerater iblandt os, der er stærke modstandere af revolutionære begravelser. Én kammerat skrev sågar i sit testamente: ’Når jeg dør, donerer jeg mit legeme til en sæbefabrik. Jeg ønsker, de skal lave sæbe af den, for der er ved at udvikle sig en form for ”kommunistisk hedenskab”6 heromkring’. I siger, I bekæmper religiøse ritualer, men I har selv indført alle mulige forskellige ceremonier. Kampen mod dagliglivets religionsudøvelse var den vigtigste mission for Forbundet af Militante Ateister. Forbundets medlemmer organiserede særlige anti-jule- og antipåske-kampagner. Rent principielt burde religiøse familieritualer derfor også være et mål for deres arbejde. Men Yaroslavsky veg tilbage fra at foreskrive, hvad forbundets medlemmer skulle gøre på dette område. ”Disse ritualer bør ikke være fastlagte, de skal være båret af en form for massernes revolutionære kreativitet, ikke af fastlagte ritualer for navngivning7, begravelser etc.” BEGRAVELSESRITER I TIDLIG SOVJETISK DISKURS 37 Den karismatiske revolutionensleder, Lev Trotskij, havde en anden opfattelse. Ifølge ham tjente religiøse ceremonier til at holde de troende ”i snor” - såvel som de ikke-troende og halv-troende. Trotskij mente, at selvom sovjetstaten gav arbejderklassen en legitim mulighed for at forkaste religiøse ceremonier, så var det lettere for staten at afskaffe de kirkelige ritualer end at afskaffe de mere personlige overgangsriter. ”Arbejderklassens liv er for monotont, og det er denne monotoni, der virker opslidende på nervesystemet” skrev Trotskij, og derfor var det i sidste ende nødvendigt for en arbejderklassefamilie at fejre vigtige livsbegivenheder på en eller anden måde8. Sovjetstaten havde allerede udarbejdet sine nye symboler og festivaler som dele af ”et nyt statsteater”, men i privatsfæren var situationen en anden: De revolutionære havde intet, der kunne modsvare de traditionelle religiøse riter i familielivet. Derfor, konkluderede Trotskij, var den bedste måde og mest effektive måde at kæmpe for et nyt familieliv, at lade den kommunistiske ungdom erstatte de gamle religiøse ceremonier med nye, revolutionære. Trotskij fordømte den totale afvisning af ritualer. Han understregede, at ceremonielle riter havde æstetiske, emotionelle og kunstneriske kvaliteter ud over de religiøse. ”Uden musik og sang, højtidelige sammenkomster, glade eller triste alt efter anledningen, ville menneskelivet være kedelig og fladt. Det ville være som kvass uden smag.9 Så skulle vi, de revolutionære, kommunisterne, hvis mål er at berige, løfte, give farve til og forbedre menneskelivet, frem for at gøre det fattigere - skulle vi fjerne selve smagsgiveren i kvassen? På ingen måde!” 10 ”Så alle de, der afviser dagliglivets ritualer, som en måde at udtrykke kollektive følelser, går for vidt. At bekæmpe de gamle livsformer på den måde er slet ikke umagen værd. Trotskij foreslår heller ikke, at staten indfører kommunistiske overgangsriter, da sådanne tiltag uundgåeligt ville bureaukratisere ritualerne. ”Kun gennem de brede massers kreativitet, bistået af enkeltstående udtryk for fantasi og kunstnerisk initiativ, kan vi, gennem år og årtier, bevæge os mod nye, åndeliggjorte, forædlede former for kollektivt liv.” I modsætning til Yaroslavsky mente Trotskij dog, at udviklingen af ritualer skulle følges tæt og guides omhyggeligt i den ønskede retning: ”Alle nye ritualformer, selv de spædeste forsøg, bør gengives i pressen og bringes til offentlighedens kendskab for at stimulere dens fantasi og interesse og give impulser til at fremme den kollektive skabelse af nye skikke.” Blandt alle ritualer, bemærker Trotskij, ”er spørgsmålet om begravelser langt det vanskeligste. At blive lagt i jorden uden en passende begravelse er lige så usædvanligt, beskæmmende og uhyrligt som at opfostre et barn, der ikke er døbt. I tilfælde, hvor den afdødes status har krævet en begravelse af politisk karakter, har scenen været sat for nye, spektakulære ceremonier, ladet med hele revolutions symbolik det røde flag, den revolutionære sørgemarch, den afsluttende geværsalut [...]Behovet for ydre manifestationer af følelse er stærkt og legitimt. Selvom dette drama i tidligere tider har været nært knyttet til kirken, er der, som vi allerede har skrevet, ingen grund til at det ikke kan adskilles fra den […] - at skabe revolutionære ”ritualer” (i mangel af et bedre ord) og sætte dem op imod kirkens ”ritualer” er ikke kun muligt i den offentlige og statslige sfære, men også 38 RELIGION NR. 2 · 2015 Kirkens folk vil æde dig, fortæller denne propagandaplakat. Foto Sine C. Jensen BEGRAVELSESRITER I TIDLIG SOVJETISK DISKURS 39 inden for familielivet. Allerede i dag kan et hornorkester, der spiller en sørgemarch, konkurrere med den kirkelige kormusik. Og vi må selvfølgelig gøre hornorkestret til vores allierede i kampen mod kirkens ritualer, som er baseret på den slaveagtige tro på en anden verden, hvor man vil blive kompenseret hundredefold for denne verdens elendighed og lidelse. I modsætning til Yaroslavsky, der erkendte ritualernes betydning, men forholdt sig temmelig passivt til dem, mente Trotskij altså, at sådanne ritualer skulle plejes aktivt, om end ikke dikteres officielt af staten. Det mest radikale syn på nye familieritualer havde forfatter og politisk journalist Vikenty Veresaev. I 1926 udgav han et essay med titlen ”Om ritualer, gamle og nye (mod en kunstnerisk udformning af dagliglivet)”, som hovedsageligt behandlede spørgsmålet om ”røde begravelser”.11 Veresaevs udgangspunkt var, at det væsentligste formål med ritualer, herunder begravelser, var at kanalisere sindsstemninger og følelser og lindre menneskers lidelse. De religiøse ritualer havde indtil videre udført denne funktion med succes, men nu var der, i kirkens fravær, intet til at erstatte dem. Veresaev mente ikke, at spontant opstående, sekulære ritualer egnede sig til at udfylde denne funktion, for ”de dræber sjælen med deres ynkelige talentløshed”. Veresaev underbyggede sin pointe ved at diskutere flere case-studier af faktiske ”røde begravelser”, herunder begravelsen af et gammelt, kvindeligt partimedlem. Det var en usædvanlig begivenhed. Hendes sidste farvel fandt sted på Det Kommunistiske Partis Bykomité i Moskva12, og var ledsaget af et fuldt symfoniorkester. Da hun havde været meget aktiv i partiet, var talerne ved dette sekulære begravelsesritual temmelig lange og ordrige. Ikke desto mindre efterlod hendes begravelse ”en fornemmelse af deprimerende tomhed” hos Veresaev, der følte ”en mangel på noget, som kunne udtrykke vores følelser”. Derfor, konkluderede Veresaev, skulle nye ritualer ikke begrænse sig til at være ikkereligiøse, politiske manifestationer, da sådanne ritualer hurtigt ville blive ren rutine. Ritualer skulle være spraglede, indviklede og storslåede, de skulle føre til katarsis og have en karakter af performance. Det sovjetiske samfunds kreative talentmasse skulle udnyttes til at skabe nye ritualer. Sådanne nye riter ville måske virke mærkelige eller ligefrem komiske i starten, men efter nogen tid ville folk vænne sig til dem, og de ville så blive en god kanal for kollektive følelser. Veresaevs konkrete forslag ser ganske rigtigt temmelig mærkværdige ud, og ville nok være besværlige at implementere. I starten af 1930’erne begyndte de ”røde ritualer” at forsvinde.13 Vi kan med Sheila Fitzpatrick14 spekulere på, om de nye, sovjetiske ritualers uddøen og statens svigtende interesse i at opretholde dem, kan forklares ved det skifte i prioriteringer, der skete i tiden omkring ”Det Store Vendepunkt”, i 1928/1929, hvor Lenins relativt liberale ”Nye Økonomiske Politik”, blev endeligt afskaffet af Stalin. Med ”Det Store Vendepunkt” prioriterede Stalin klart en hastig kollektiviseringen af landbruget, og en hurtig industrialisering. I stedet for at interessere sig for agitation og propaganda, koncentrerede det kommunistiske styre sig om den direkte, fysiske undertrykkelse af sine modstandere. I tiden der fulgte, kan man dårligt nok finde nekrologer i aviserne, ud over for de allermest prominente, offentlige figurer. Oversat og bearbejdet af Peter Westh pw@hfc.dk.xv 40 RELIGION NR. 2 · 2015 Noter 1 Ifølge en folketælling fra 1897 var 69% af rigets befolkning ortodokse kristne. 2 Polishchuk, N.S. “Obriad kak sotsial’noe iavlenie (na primere «krasnykh pokhoron»)” [Riter som Socialt fænomen (for eksempel ’røde begravelser’)], Sovetskaia etnografiia [Sovietisk etnografi] 6 (1991): 34 3 En af de første såkaldt oktiabriny eller ”røde dåb”, fandt sted i 1923 i byen Serov. Se note 5. 4 Yaroslavskii, Em., Kak vesti antireligioznuiu propagandu. [Hvordan man spreder anti-religiøs propaganda]. (Moskva: Bezbozhnik [Den Vantro], 1925), 78). 5 Komsomolec, dvs et medlem af Ungdommens Kommunistisk- og Leninistisk-Union (Komsomol) 6 Egentlig “Dvoeverie”, direkte oversat “dobbelttro”, et begreb som beskriver symbiosen af ortodoks kristendom og traditionelle, slaviske forestillinger og praksis. Se Levin, E., “Dvoeverie and Popular Religion”, i: Seeking God: The Recovery of Religious Identity in Orthodox Russia, Ukraine and Georgia, red. S.K. DeKalb. (Illinois: Northern Illinois University Press, 1991), side 31-52. 7 Oktiabriny var et revolutionært ritual for en nyfødt baby. Ordet er meget specifikt; det blev bevidst valgt af bolsjevikkerne som for at adskille det fra begrebet ”dåb”, som lyder som (og er) et religiøst begreb. Ordet alluderer til Oktoberrevolutionen i 1917. 8 Trotsky, L., “The Family and Ceremony (først udgivet 14 juli 1923)”, i: Trotsky, L. The Problems of Everyday Life (New York: Monad Press, 1973), 44. 9 Kvass er en traditionel russisk, lavalkoholisk drik brygget af korn eller brød, ofte smagt til med bær eller urter. Ordet, oversat som ”smag” – izyuminki – betyder direkte oversat ”højdepunkt”, og bruges til at beskrive en særlig kvalitet ved ting eller personer – noget i retning af ”sjæl” eller ”prikken over i’et”. 10 Trotskii, L., O zadachakh derevenskoi molodezhi. O novom byte. [Om den rurale ungdoms problemer. En ny form for dagligliv] (Moskva: Novaia Moskva, 1924), 14 11 Veresaev, V.V., Ob obriadakh starykh i novykh [Om ritualer, gamle og nye] (Moskva: Novaia Moskva [Ny Moskva], 1926), 7. 12 Svarende til ”rådhuset” 13 Se McDowell, J., “Soviet civil ceremonies” i Journal for the Scientific Study of Religion. Vol. 13. 3 (1974): 265-79. 14 Fitzpatrik, Sh., Stalin’s Peasants: Resistance and Survival in the Russian Village after Collectivization, (Oxford University Press, 1994). 15 En stor tak til Ludmila Spektor, som har fungeret som konsulent på oversættelsen af de russiske citater. BEGRAVELSESRITER I TIDLIG SOVJETISK DISKURS 41 Gennemgang af ikonostasen Af Signe Elise Bro Lektor Viborg Katedralskole, formand for Religionslærerforeningen for Gymnasiet og HF. Afsnittet om ikonostasens opbygning er skrevet på baggrund af Annika Hvithamars analyse i Ruslands Ikoner. Fra brugskunst til billedkunst, Bruun Rasmussen/Gyldendal 2009. Ikonostasen i de ortodokse kirker er ikke bare udsmykning. ”Den er et af de mest helstøbte og originale bidrag til den kristne teologi, som den russiske ortodokse kirke har leveret”, som Annika Hvithamar skriver. Jeg skal her forsøge at forklare hvorfor. Billedstorme og ikonteologi At begynde ved begyndelsen er sjældent muligt, så lad os i stedet begynde med ikonernes første store overlevelseskamp: Ikonoklasmestridighederne i 700-tallets Byzans, for her formulerer munken Johannes af Damaskus en ikonteologi, der skal forsvare, at ikonerne får lov at blive i kirkerne og får lov til stadig at være en del af den kristne gudstjeneste – som de også er det den dag i dag. Anklagen lød på, at man kun måtte tilbede Gud og helgenerne – og at bede til billeder/ikoner var afgudsdyrkelse. Johannes af Damaskus svarede, at det netop ikke var billeder, men at ikonerne netop er den person, de afbilleder. Ligesom Gud er i sin nadver, er han også i billederne af ham. For at denne ’mytiske identitet’ mellem den afbillede og selve billedet kan ske, skal en ikon være ’påtegnet’, hvilket vil sige, at der på ikonen skal skrives, hvem den forestiller. Når man står foran en ikonostase, står man altså foran et betydeligt antal bibelske personer, som (ganske vist indirekte) kan tale til én, og som man selv kan tale til og bede om noget. Ninian Smarts 7 dimensioner Ninian Smarts teori om religionernes syv dimensioner er tænkt som en slags funktionel religionsdefinition – en tjekliste lidt forsimplet sagt. Den er interessant at inddrage i denne sammenhæng, da man kan analysere en ikonostase ved hjælp af Smarts teori og komme frem til det resultat, at alle syv dimensioner af den ortodokse kristendom spiller sammen eller er til stede. 42 RELIGION NR. 2 · 2015 1. Den praktiske og rituelle dimension: Ikonostasen bruges som en aktiv del af gudstjenesten, f.eks. under nadverritualets gennemspilning af Jesu lidelseshistorie. Desuden vil præsten tilryge de ikoner, der måtte spille en rolle under gudstjenesten, og på den måde helliggøre røgen, så den kan velsigne menigheden. 2. Den narrative eller mytiske dimension: Som jeg skal gennemgå nedenfor er hele den mytiske del af kristendommen repræsenteret på ikonostasen; her finder man alle forfædre og profeter fra Det gamle Testamente og her findes billeder af alle de mytiske højtider fra Det nye Testamente. 3. Den dogmatiske dimension: Som jeg ligeledes skal gennemgå nedenfor er også trosbekendelsens store dogmer repræsenteret på ikonostasen. 4. Den etiske og juridiske dimension: Ikonostasen opdeler kirkerummet og markerer en skillelinje mellem forskellige tabuer i dette. Bag ikonostasen må kun præsterne komme, foran den står menigheden og kan kun af og til kigge ind gennem dørene til alteret. Ikonostasen viser altså menigheden et glimt af Gudsriget. 5. Den sociale og institutionelle dimension: Også her spiller ikonostasens opdeling af kirkerummet en rolle; kun de indviede præster må gå om bag den. Som sagt står menigheden foran ikonostasen – modsat de fleste andre kirker, hvor menigheden sidder ned på bænkerækker. Her står man samlet i et stort fællesskab uden forskel på høj og lav, mand og kvinde osv. 6. Den materielle dimension: At Ninian Smart fremhæver dette som en selvstændig del af en religion, virker næsten overdrevet i den ortodokse kirke, da ikonerne spiller en så central rolle i gudsdyrkelsen. 7. Den oplevelsesmæssige og emotionelle dimension: Jeg har med vilje gemt denne dimension til sidst. At stå foran en ikonostase og opleve, at alle kirkehistoriens skikkelser er til stede og sammen med én indtager den hellige nadver, kan naturligvis udløse store følelser og oplevelser. Man kan sige, at effekten af, at alle religionens dimensioner spiller sammen på ét sted og på én gang, næsten kun kan give ’én på opleveren’! Ikonostasens opbygning Det skal indledningsvist siges, at alle ikonostaser er forskellige, og at deres størrelse afhænger af det kirkerum, de skal passe ind i. Denne gennemgang er derfor af en idealikonostase. En ikonostase kan læses både horisontalt og vertikalt. Læses den horisontalt, skal den læses som en bog: Fra øverste venstre hjørne til nederste højre hjørne. GENNEMGANG AF IKONOSTASEN 43 Pagedump af PowerPointPræsentation med gennemgang af ikonostasen. (Signe Elise Bro) Den øverste række kaldes forfaderrækken og den første, man møder her, er altid Adam, og den sidste (længst ude til højre) er Moses. Denne række beskriver altså kristendommens historie fra verdens skabelse til overleveringen af De ti Bud. Række nr. to fra oven kaldes profetrækken. Her ser man de gammeltestamentlige profeter oftest symboliseret ved, at de alle holder en tekstrulle (deres bog i GT) i hænderne. Her finder man profeterne fra (men jo ikke med) Moses og frem til (og igen ikke med) Jesus. Den tredje række kaldes højtidsrækken og viser de særlige højtidsikoner. Disse ikoner viser scener fra Jesu liv og også ofte af Marias. De kommer i kronologisk rækkefølge, hvorfor den oftest indledes med ikonen for Gudsmoders fødsel og slutter med Gudsmoders hensovelse. I centrum finder man den sidste nadver og korsfæstelsen + opstandelsen. Under denne række kommer en række, der typisk består af større/højere ikoner. Denne kaldes forbønsrækken og rummer personer fra Det nye Testamente og den 44 RELIGION NR. 2 · 2015 Pagedump fra PowerPointPræsentation med gennemgang af ikonostasen. (Signe Elise Bro) ortodokse tradition med Jesus Pantokrator (Himmelherskeren) i midten på sin himmelske trone. Den nederste række på en kirke-ikonostase kaldes den lokale række, fordi den typisk viser lokale helgener og særlige ikoner, der har betydning for den pågældende kirke. Det er f.eks. typisk her, man vil finde Maria-beskyttelsesikoner og undergørende ikoner, som de ortodokse valfarter for at kysse og bede om forbøn hos. Det er i denne lokale række, at dørene ind til det helligste findes. Læses ikonostasen horisontalt kan man altså se, at den viser hele kirkehistorien og alle betydelige personer fra denne. De er med andre ord til stede under gudstjenesten som aktive deltagere. Ikonostasen kan imidlertid også læses horisontalt og her ser man på den midterste række lige over de centrale ’kongedøre’, og den er typisk fremhævet med ekstra store ikoner. (Se billedet). GENNEMGANG AF IKONOSTASEN 45 Det øverste billede vil i en ideel ikonostase forestille treenigheden enten i form af Gudfader med Jesusbarnet på skødet og Helligåndsduen svævende over Jesu hoved eller i form af den gammeltestamentlige treenighed, en ret almindelig ikon i den ortodokse kirke, hvor man ser de tre engle på besøg i Mamrelund hos Abraham og Sara. Dette sidste motiv passer godt til, at ikonen findes midt i forfaderrækken. Desuden må Gud principielt ikke afbilledes, men han findes nu alligevel ofte i de ortodokse kirker – f.eks. midt i den største kuppel over alteret i Moskvas domkirke! Under treenighedsikonen ses den gravide Maria med Jesus i maven. Denne ikon findes altså midt i profetrækken og under den kommer højtidsrækken med korsfæstelsen i midten. Den nederste ikon over kongedørene er som nævnt Jesus Pantokrator, altså Jesus, der sidder i Himmerige og hersker på sin tronstol. Læses ikonostasen vertikalt fremkommer trosbekendelsen med sine dogmer: 1) Treenighedsdogmet, 2) Den ubesmittede undfangelse, 3) Korsfæstelsen og genopstandelsen, og endelig 4) Jesus som herskeren ”ved Gudfaders højre hånd hvorfra han skal komme og dømme levende og døde”. Og under dette finder gudstjenesten, den hellige liturgi og nadver, sted – i et kirkerum, der viser den troende hele trosforestillingen og samler religionen i ét nu og på ét sted. 46 RELIGION NR. 2 · 2015 Religionslærerforeningen og Nationalmuseet inviterer til arrangement om DE HVIDE BUSSER Mandag den 5. oktober 2015 klokken 17-20 Aftenen byder på foredrag, rundvisning i særudstillingen, præsentation af undervisningsmateriale og undervisningsmuligheder samt øl og håndmadder i 2. Verdenskrigs ånd. Gratis, tilmelding senest 1. oktober på undervisning@natmus.dk. Se mere om udstillingen på natmus.dk 47 Ikonisering af nymartyrer Interview med Ph.D.-studerende Karin Hyldal Christensen Af Sine C. Jensen Lektor Høje-Taastrup Gymnasium. Der er ved at blive lagt sidste hånd på Ph.D.-afhandling om russiske nymartyrer af Karin Hyldal Christensen. Det er et emne, der fortæller meget om et nyt Rusland, hvor man stadig har svært ved at forholde sig til fortiden, fordi det stadig er for smertefuldt. Forskningsfeltet er unikt, fordi man i modsætning til tidligere tider, på nærmeste hold kan følge, hvordan en helgen bliver til. Sovjettidens forfølgelser Baggrunden for hendes arbejde er forfølgelserne og drabene i Sovjettiden. I denne periode var flere grupperinger i samfundet udsat for systematisk forfølgelse, og blandt de forfulgte var medlemmerne af de religiøse organisationer. I begyndelsen var det mest den russisk-ortodokse kirke, fordi den før revolutionen som statskirke havde været en magtfaktor. Fra 1929 var det dog alle religioner, der blev sat ind overfor og de forskellige religioner og trossamfund blev forfulgt i lige høj grad. I 1937 var resultatet af en folketælling, at ca. 57% af russere anførte sig selv som troende; hvilket måtte ses som en fiasko for den sovjetiske regering og den propaganda, den kommunistiske ideologi havde ført i 20 år. Derfor mener nogen forskere, at staten satte særlig hårdt ind mod kirken under Den Store Terror i 1937-38, hvor det hemmelige politi NKVD (forløberen til KGB) henrettede mindst 700.000 uskyldige mennesker og ligeså mange mennesker omkom i gulag-lejre. Rehabiliteringskommissionen foretog i begyndelsen af 1990’erne en vurdering af antallet af dræbte i perioden 1937-1939 til at være over 100.000 præster og diakoner. Det høje antal kan være vanskeligt at få fuldstændig verificeret. Mange af de mere end 100.000 henrettede er blevet rehabiliteret1, men ikke alle. Butovo som forskningsfelt Karin Hyldal Christensen har foretaget 31 kvalitative interviews med medlemmer af helgenkåringskommissionen, efterkommere af helgenkårede, ikonmalere og hagiogra- 48 RELIGION NR. 2 · 2015 fer. Hun har særligt studeret massehenrettelsesstedet Butovo i udkanten af Moskva, hvor veneration for nymartyrerne er større end nogen andre steder. Butovos nuværende præst Kirill Kaleda er således efterkommer af en de henrettede. Hans bedstefar, Vladimir Ambartsumov, var også præst og er nu kanoniseret. Stedet er specielt, fordi man fra forhørsprotokoller ved, hvem der blev slået ihjel her i 1937-1938. Den ortodokse kirke har fået området af FSB (efterfølgeren til KGB) i 1995, fordi de ikke vidste, hvad der skulle stilles op med stedet, og da den ortodokse kirke søgte om at bygge et kapel, var det nemmest at overlade hele området til kirken. Det betyder også, at der kommer pilgrimme til Butovo; religiøse såvel som sekulære besøgende og kirken har forpligtelse til at modtage alle. Da det ikke kun er russere, der blev slået ihjel, kommer der også andre nationaliteter, bl.a. polske motorcykel ”bikere”, for at ære deres polske forfædre, som mødte deres endeligt i Butovo. Som led i forskningen har Karin Hykdal Christensen være på feltarbejde i Butovo 6 gange af forskellig varighed; det længste ophold var på 3 måneder. En af de forandringer, hun har oplevet på stedet, er den nye stenkirke, der blev indviet 2007, og som udelukkende er dedikeret til nymartyrer. Karin Hyldal Christensen har observeret hvordan udsmykningen af kirken tog form, malingen af freskerne siden hun selv besøgte kirken første gang i januar 2011. Menigheden foretager hvert år en pilgrimsrejse i fodsporerne af nymartyrerne og Karin Hyldal Christensen deltog i en pilgrimsrejse til Hvidehavet og Solovki-øerne. På dette sted har der siden 1400-tallet ligget et kloster, der i Sovjettiden blev lavet om til en gulaglejr; den første ”arketype”, der senere kom mange af. Helgenkommissionens kanoniseringer Man har i dag kanoniseret ca. 1776 af de præster, diakoner og lægfolk, der blev henrettet i 1937-39. Der er ret strenge krav til helgenkåringen; bl.a. om livsførelse før martyrdommen og opførsel under forhør. Kalkmaleri fra kirken i Butovo. Detalje med henrettelsen af nymartyr Serafim Tjitjagov i Butovo. Det hemmelige politi NKVD skød den 81-årige biskop den 11. december 1937. Foto Karin Hyldal Christensen IKONISERING AF NYMARTYRER 49 Bøn for GULAG-ofrene under Butovo-menighedens pilgrimsrejse til Solovki. Siden 1400-tallet har der været et kloster på den største af Solovki-øerne i Hvidehavet. I begyndelsen af 1920’erne blev klostret omdannet til en arbejdslejr, hvor mange fanger omkom. Forklarelsesklostret genåbnede i 1990. Foto Karin Hyldal Christensen At være præst var i 1930’ernes Rusland farligt i sig selv, man var en udsat socialgruppe, hvilket også gjaldt kirkegængere. De stærke forfølgelser, hvor man slog folk ihjel, var primært under Stalin. Under Khrusjtjov kom der lidt blødere metoder, hvor man ”bare” blev fyret fra sit arbejde eller ikke kunne komme ind på højere læreranstalter; man marginaliserede sig selv i samfundet ved at være religiøst udøvende. Præster og diakoner blev som udgangspunkt ikke afhørt, fordi de var religiøse, da det ikke i sig selv var ulovligt, men i stedet for eksempelvis kontrarevolutionært virke. Under forhørene skete det, at arrestanten blev presset til at angive andre. Der er vidnesbyrd om tortur, trusler med forskellige repressionsmåder, trussel mod familien, mm. Forhørsdokumenterne er gemt og bevaret i arkiver, og det er særligt på baggrund af forhørsdokumenterne, at kanoniseringen er blevet foretaget. Der er en del uenighed i kirken om, om man overhoved kan anvende disse dokumenter. Nogen mener forhørsdokumenterne er falsificerede, andre at man ved brug af almindelig kildekritik og kritisk metode kan bruge dem. Selv blandt specialister på området er der uenighed. Helgenkommissionen bliver beskyldt for at have en meget streng tilgang og at der derfor ikke er kanoniseret nok af de henrettede. Proceduren er, at der i de forskellige bispedømmer er lokale helgenkommissioner, som man kan sende materiale ind til. Det er typisk familien til en henrettet, der gør dette, men også forskere eller hele menigheder. Hvis der er åbenlyse årsager til det, så filtrerer Bispekommissionerne kandidaterne fra, men hvis en kandidat har udvist den rette adfærd under forhørene og levet et ordentligt liv, sendes sagen videre til den synodale helgenkåringskommission, dvs. kommission for alle bispedømmer. Når de har vurderet sagen, kan de foreslå eller anbefale biskopkoncilet en kanonisering. Når der er foretaget en helgenkåring, skriver en hagiograf et helgenlevned og der males en ikon. Det er lidt uvist om der er malet ikoner for hver enkelt af nymartyrerne. 50 RELIGION NR. 2 · 2015 Da der ikke er noget forlæg til ikoner af nymartyrer, skal helgenkommissionen bekræfte den prototype, der bliver malet. Til tider er der ikke meget materiale at arbejde med, men der kan bl.a. bruges fotografier, fx taget i forbindelse med anklagerne. Karin Hyldal Christensen angiver et eksemplet, hvor en ikonmaler har interviewet sønnen til en nymartyr, for at få detaljer mht. hår og skæg. Der arbejdes gradvist på en digitalisering af alle nymartyrerne og de er lagt ud på nettet2. Ikoniseringen af nymartyrerne foregår både enkeltvist og som grupper i forsamlingsikoner. I princippet er nymartyrerne kanoniserede nationalt, men venerationen for dem er meget lokal. Typisk er en henrettet præst i den lokale kirke nymartyr og så begynder veneration for ham i den lokale menighed. Da der er ca. 1780 af dem, kan den menige troende ikke kende dem alle: ”Jeg kan ikke rumme alle, mit hjerte er måske for lille, men jeg har ikke plads til alle dem”, citerer Karin Hyldal Christensen en nonne for at have udtalt. Der er enkelte af nymartyrerne, der er udbredt veneration for. En af dem er St. Elisabeth, der var zar Nikolajs svigerinde. Hun grundlagde et kloster og blev nonne efter hendes mand blev dræbt i et attentat. Hun var meget aktiv indenfor velgørenhed og at hun er kendt og dermed skiller sig ud fra mængden, er medvirkende til en større veneration omkring hende. Kategorier af nymartyrer Nymartyrerne kan opdeles i forskellige kategorier: martyrer, trosbekendere og lidelsesudholdere. Trosbekenderne er blevet forfulgt, men er ikke blevet slået direkte ihjel; de er muligvis døde under fængslingen eller i fagnelejr. Zarfamilen tilhører kategorien af lidelsesudholdere og flere vil hævde, at de ikke er ’rigtige’ martyrer, da de ikke blev forfulgt for deres tro. Deres kanonisering blev baseret på den sidste måned i deres liv, hvor de mødte deres skæbne på en lidelsesudholdende måde. Kategorien kender man tilbage fra den tidlige russisk-ortodokse kirke, hvor de to første martyrer, Boris og Gleb, også blev kanoniseret som lidelsesudholdere, hvilket den græsk-ortodokse kirke var ikke bifaldt. Der er mange, der er tilhængere og dyrkere af zarfamilien som martyrer, men på den anden side er der også mange, især blandt eliten, der er imod denne kanonisering. Det er ikke nok at have grundlagt et kloster, for at komme i betragtning som nymartyr; men det er religiøse kriterier, der altid vil være grundlaget. Blandt de mere kuriøse afslag er Ivan den Grusomme; han er foreslået helgenkåret flere gange. Det samme gør sig paradoksalt nok også gældende for Stalin, men som den tidligere patriark sagde, så kan man ikke både helgenkåre bødlen og ofrene. Nymartyrerne og den ubearbejdede fortid Nymartyrerne nyder ikke en stor bred appel for den almene ortodokse russer; der er mange der ikke ved, hvad det er for noget og de har ikke rigtig lyst til at tænke på det. Som Karin Hyldal Christensen fortæller, så bringer det ubehagelige påmindelser om en fortid, som man har forsøgt at feje ind under gulvtæppet. IKONISERING AF NYMARTYRER 51 I 2006 kom en ny lov, der begrænsede tilgængeligheden til arkiverne med forhørsprotokollerne, der kom restriktioner på, at man højst må få 10% af en sag. En af årsagerne til begrænsningen, mener et fremtrædende medlem af kommissionen, er, at samfundet der ikke har interesse i fuld offentliggørelse endnu. Flere personer har læst om deres familiemedlemmer og det har været ubehagelig læsning. Et rygte går på, at der har været hjertemedicin liggende på arkiverne; så når man har opdaget, at en søn havde angivet en mor eller andre familiemedlemmer på kryds og tværs, så kunne de værste anfald behandles på stedet. Om der er hold i rygtet svæver i det uvisse, men historien viser hvor ubearbejdet forholdet til fortiden er. Man kan finde russere, der mener, at siden nymartyrerne har været anholdt og forhørt; så har der nok været en grund til det. Man skal i denne sammenhæng huske på, at sovjetstyret har løjet systematisk overfor befolkningen i 70 år. Den almene russers opfattelse af religion er blandet med forestillinger fra sovjettiden, hvor propagandaen stadig har indvirkning på de ældre generationers forestillinger om, hvordan bl.a. præster er; at de kun er interesserede i penge, at de er hyklere, m.v. Helgenkommissionen vil have alle sagsakter for at kunne træffe afgørelse om en helgenkåring; og fordi man ikke længere kan få alle papirer, er antallet af helgenkåringer aftagende. Den russiske kirkes genforening Diasporakirker kanoniserede nymartyrerne i 1981, 11 år før de første få nymarytrer blev kanoniseret i Rusland. Moskvapatriarkatet og den russiske kirke i udlandet blev genforenet i 2007, dog ikke uden problemer. Et egentlig skisma opstod og en mindre fraktion er i en ny kirke, fordi Moskvapatriarkatet blev beskyldt for at have samarbejdet for meget med kommunisterne i sovjettiden. Misæren skyldes, at metropolitten Sergius underskrev en loyalitetserklæring med den sovjetiske stat i 1927, hvilket førte til katakomb-kirker. Nogen forskere har forklaret metropolit Sergijs underskrivelse af loyaliterserklæringen kom efter trusler om, at samtlige biskopper ville blive slået ihjel, så metropolitten havde været i en prekær situation. Der findes dog ingen tilgængelige beviser for at det er et ubestridt faktum. De enkle sandheder er svære at finde. Noter 1 Rehabilitering har i princippet ikke noget at gøre med kanonisering. Det er den sovjetiske og den russiske STAT, der har rehabiliteret dens borgere, dvs. renset dem for de anklager, der uretmæssigt blev rettet imod dem. Under Khrushchev blev de første sovjetiske borgere rehabiliteret (i 1956 efter opgøret med Stalin i kølvandet på den 20. partikongres). Under Gorbatjevs glasnost og efter Sovjetunionens fald i 1991 blev flere borgere rehabiliteret. 2 Det er primært på de to nedenstående sites, der ligger info om nymartyrerne. http://www. martyrmap.ru/ er et projekt Butovo-menigheden har igangsat, men de er ikke færdige. Her kan man se, hvilke kirker, de forfulgte præster og diakoner tjente i. På www.fond.ru kan man få et større overblik over alle nymartyrerne og søge efter deres helgenfejringsdato (deres dødsdag) og deres navn. Her finder man så fotos, ikoner og først og fremmest helgenlevneder. 52 RELIGION NR. 2 · 2015 Ruslands nymartyr Sankt Elizabeth Af Signe Elise Bro. Lektor Viborg Katedralskole, formand for Religionslærerforeningen for Gymnasiet og HF. I den ortodokse kristnes hverdag spiler helgenlegenderne eller vitaerne en stor rolle og ofte vil man læse og forholde sig til dem frem for Bibelen. Følgende tekst er et kort helgenvita, der kan bruges som primærtekst i undervisningen. Teksten er oversat fra engelsk og sammensat af oplysninger fra følgende hjemmesider (dog primært den første): http://orthodoxinfo.com,http://orthodoxwiki.org, www.antiochian.org og www.gdelizabeth.org.uk. Sankt Elizabeth var storesøster til zarina Alexandra af Rusland og gift med storfyrst Serge, som var yngste søn af zar Alexander III, som var guvernør i Moskva. Hun konverterede frivilligt fra protestantismen til den ortodokse tro nogle år efter hun blev gift, og hun brugte megen tid på at organisere kvinder fra alle samfundslag, så de kunne hjælpe de syge og trængende. Storfyrst Serge blev dræbt i et attentat 4. februar 1905, lige efter Elizabeth var taget afsted mod et af sine møder. Hun besøgte sin mands morder i fængslet og tilskyndede ham til at angre ved at give ham en ikon. Hun byggede også et kapel på det sted, hvor hendes mand havde lidt martyrdøden. (Om dette kapel fortælles det, at det blev ødelagt at Vladimir Lenin selv i 1917). Efter hendes mands død begyndte hun at trække sig fra det sociale liv, hun før havde levet. Hun grundlagde et nonnekloster for søstrene Martha og Maria1. Klostret, der ligger i Moskva, rummer et samfund af nonner, som 53 fokuserer fuldstændig på tilbedelsen af Gud og at hjælpe de fattige. Elizabeth solgte alle sine værdifulde smykker og sit tøj og flyttede fra paladset, hun før boede i, og ind i klosteret. (…) Under Første Verdenskrig tog hun sig af syge og sårede soldater på byens hospitaler og ude i fronten. Hun var respekteret og beundret over hele Rusland, og folk kom til hende for spirituel guidning. Da hendes svoger, zar Nicholas II, abdicerede fra tronen og hans familie blev sat i husarrest2, blev Sankt Elizabeth opfordret til at forlade sit kloster og søge ’i ly’ hos den resterende familie i Vesteuropa. Hun afslog alle tilbud om hjælp og sagde, at hun ikke ville forlade sine søstre, og at hun hellere ville dø i Rusland, hvis det var Guds vilje. I påsken 1918 kom der sovjetsoldater til klosteret og beordrede hende til at forlade Moskva og slutte sig til sin royale familie i Jekaterinburg3. Hun fil lov at tage en novice4 med, Søster Barbara, men hun fik ikke lov til at sige farvel til de andre søstre. Ved ankomsten i Jekaterinburg blev Sankt Elizabeth nægtet adgang til zarfamilien. Hun og Søster Barbara blev sent til et kloster, hvor hun blev varmt modtaget af de nye søstre. 54 RELIGION NR. 2 · 2015 I slutningen af maj blev Sankt Elizabeht og Søster Barbara flyttet til den nærtliggende landsby, Alopaevsk. (…) Hun blev bevogtet, men måtte dog gå ud i haven og i kirke. Om natten til den 5. juli blev de bragt ud i en skov og henrettet. (…) De blev skubbet ned i en mineskakt og granater blev kastet efter dem. Sankt Elizabeth levede i flere timer efter dette, og de lokale byboer, der kom op til mineskakten efter morderne var taget afsted, kunne høre hende synge hymner hele tiden. Nogle dage efter blev ligene af Sankt Elizabeth og Sankt Barbara hentet op fra mineskakten af pro-zar-soldater og i 1920 blev de fragtet til Jerusalem, hvor de er begravet i kirken Sankt Mary Magdalene på Oliebjerget. Troparion5 til Sankt Elizabeth Du efterlignede Herrens egen fornedrelse her på jorden. Du giv fra dit palæ for at hjælpe fattige og de ringeagtede. Du bruste over af medfølelse for de lidende. Du løftede martyrenes kors. I din ydmyghed viste Vor Frelsers billede inden i dig selv. Derfor beder vi dig og Barbara om at gå i forbøn for os hos Ham, oh vise Elizabeth. Kontakion til Sankt Elizabeth Midt i det jordiske, dvæler dit sorgfulde hjerte i Himlen; Midt i det barbariske og golde, Blev din tapre sjæl ikke tynget; Du længtes efter at møde din brudgom6 som en skriftefader, Og Han fandt dig værdig til et martyrium. Oh Elizabeth med Barbara, Din brave ledsager, Bed til din brudgom for os. Noter 1 2 3 4 5 6 To kvinder, der i Det ny Testamente, nævnes som en del af kredsen omkring Jesus. Det sket før de blev henrettet/før de gik i martyrdøden. Den by, hvor zarfamilien blev holdt fanget. Man er novice før man bliver ’rigtig’ nonne. Troparion = enstrofet hymne (=hyldestsang). Her er ikke tale om hendes afdøde mand, men Jesus, som alle nonner symbolsk set er gift med. RUSLANDS NYMARTYR SANKT ELIZABETH 55 FRA KOLLEGA TIL KOLLEGA Anmeldelse af Ruslandsrejsekurset Rejsekursusanmeldelsen er skrevet af deltager fra Nordfyns Gymnasium: Gregory Carter, Katja M. Gøttcke, Poul Secher Jespersen og Pia Melander. Gruppebillede foran Pussy Riotkirken. Foto Signe Elise Bro Da vi tog afsted syntes vi, at programmet så lidt tyndt ud, men vi oplevede noget helt andet. Dels er det åbenbart en del af kulturen, at man ikke planlægger så fast ud i fremtiden, til gengæld var kloge belæste folk glade for at rykke ud med dags varsel. Dels kom vi jo lige i juletiden, og hvad mon danske universitetsfolk ville sige til at skulle tage sig af turister den 23. og 24. december? Det viste sig også, at Annika Hvithammar havde spændende kontakter både i Skt. Petersborg og i Moskva, og hvad disse kontakter ikke kunne, det kunne Annika selv. Vi fik levende foredrag og rigtig meget solid viden med hjem. Fra Nordfyns Gymnasium var vi fire kolleger af sted, og vi blev naturligvis pålagt anmelderopgaven. Derfor er det følgende 4 deltageres beretninger om 4 dage på turen. Tirsdag d. 6. januar Tirsdag morgen, juleaftens dag, i ”The Champagne Room” på Hotel Petro Palace i Sankt Petersborg, fik vi en enestående mulighed for at høre Ekatarina Melnikova, lektor ved Ruslands Videnskabernes Akademi, fortælle om den ortodokse helgenkult og om populærreligionen i nutidens Rusland. Seneste undersøgelser viser, at selv om Rusland under sovjettiden officielt var en ateistisk stat, beskriver ca. 82% af Ruslands befolkning i dag sig som ortodokse kristne. Umiddelbart vil det gøre Rusland til en af verdens mest troende nationer, men kun en meget lille del af denne gruppe, under 5%, beskriver sig selv som votserkovlennye, det russiske ord for ”kirkegængere”. Spørgsmålet er, hvor er de andre? I tiden efter Sovjetunionens fald har man oplevet religiøse fænomener såsom en voksende interesse for pilgrimsfærd til hellige relikvier. Dette kan fortolkes, iflg. Eka- 56 RELIGION NR. 2 · 2015 tarina, som et ønske om at finde udtryk for religiøse behov og at opleve et religiøst fællesskab, dog uden at underordne sig institutionel kontrol. Fænomenet beskrev Ekatarina som ”believing but not belonging”, at høre til et fællesskab uden at høre under en institution. Den ortodokse tro muliggør dette fænomen. Helgenernes liv og religiøse legender bliver, ofte med ikonernes hjælp, opfattet ikke bare som beretninger om guddommelige indgreb i den profane verden, men også som nuværende vinduer til en højere virkelighed. Dermed er helgenernes liv i den ortodokse bevidsthed ikke bare værdig til at ære og efterligne, men deres grav og ikoner kan samtidig være redskaber, hvor guddommelig indgreb formidles, og det vil sige uden om præstens eller kirkens medvirken. Et fascinerende eksempel på dette, og som hører lokalt til Sankt Petersborg, er legenden om den hellige Xenia af Sankt Petersborg. For ca. 200 år siden levede Xenia og hendes mand, oberst Andrej Fjodorovitj, et lykkeligt liv i Sankt Petersborg. Lykken slutter dog brat da Andrej pludseligt dør, og Xenia bliver alene, 26 år gammel. Ifølge historien iførte Xenia sig sin mands militærtøj og begyndte at påstå over for byens borgere, at det var hende, der var død, og ikke hendes mand. Alt hvad hun og Andrej ejede forærede hun bort til Sankt Peterborgs fattige, og Xenia viede sit liv helt til Gud. De næste 45 år levede hun som en hellig hjemløs kvinde i byens gader af, hvad mennesker ville give hende. Umiddelbart blev hun hånet af byen og betragtet som den tossede Xenia, men som tiden gik, begyndte historier at dukke op om hendes særlige profetiske evner, og hvordan et besøg fra Xenia havde bragt særlig held til en familie eller en forretning. Efter hendes død er der en række mirakler forbundet med besøg til hendes grav. Xenias grav blev efter hendes død derfor et pilgrimsmål for ortodokse kristne, som det ikke engang lykkedes Sovjetmagten at standse. Men det var først i 1988, i anledning af Ruslands markering af 1000-året for kristendommens indførelse, at hun blev helgenkåret. Det var i Perestrojka-tiden, og helgenkåringen markerede de dramatiske ideologiske forandringer og den religiøse opblomstring, der nu var i gang. Xenia er i Sovjetunionens eftertid blevet en af Ruslands mest ærede helgener og har i dag endog sin egen Facebook side - helgendyrkelse i det 21. århundrede! Indbyggerne i Sankt Petersborg, især kvinder, besøger Xenias grav i håbet om guddommelig hjælp. Da Xenia opgav sit hus og valgte fattigdom, bliver hun paradoksalt nok betragtet som en særlig hjælp i forbindelse med at finde bolig eller arbejde. Med den stærk stigende arbejdsløshed i dagens Rusland, med de ubehagelige boligmæssige følger, er ønsket om Xenias hjælp nok endnu mere aktuelt. Efter Ekaterinas foredrag fik vi selv mulighed for at deltage i en ortodoks pilgrimsfærd. Vi blev kørt ud til Xenias kapel på Smolensk kirkegård på Vasilie-øen i den nordvestlige del af Sankt Petersborg. Det er juleaftens dag i Rusland, og i dagens anledning er der en sand folkemængde af ikke bare gamle, men også unge, der er mødt op for at besøg kapellet. Stående i en kø til kapellet i to timer i det isnende russiske vinterkulde får vi også rig mulighed for at opleve ægte ortodoks bod, lidelse og refleksion. Inde i selve kapellet er stemningen stille og andægtig. Nogle står og beder til Xenia, nogle tænder bønnelys foran Xenias grav, andre skriver deres behov på små stykker papir, antageligvis bønner til Xenia, som de efterlader i kapellet. Efter besøget er der tradition for at gå tre gange rundt om kapellet. ANMELDELSE AF RUSLANDSREJSEKURSET 57 Juleaften 6 januar 2015. Foto Poul Secher Jespersen I ikonafbildningen er Xenia ofte vist som en fin ældre kvinde med en vandrestav. På den måde er hun også betragtet af russerne som den ideelle bedstemor. Dermed bliver hun også forbundet med de fromme ældre kvinder, som i sovjettiden beskyttede de ortodokse traditioner. Under sovjettiden skete der en privatisering og en domesticering af religion, og det var Ruslands bedstemødre, babushki, der kom til at spille en vigtig rolle, som de stille kulturbærere af ortodoks tradition. I dag er det også dem, der i de ortodokse kirker står for salg af ting som bønnelys, ikoner og helligt vand. Det er også dem, der i dag altid er godt repræsenterede til de ortodokse gudtjenester og, som vi selv erfarede, med deres tilstedeværelse og deres bifaldende eller formanende blik har de stille indflydelse på kirkelig opførsel. Juleaften - 6. januar 2015 Det er en pudsig oplevelse at befinde sig i Rusland i starten af januar; al julepynten er pakket ned der hjemme, træet smidt ud, det nye år er skudt ind for flere dage siden, den grå januarhverdag har indhentet os - og så…. pludselig starter julehalløjet forfra. Og man kan sige, at når det gælder julepynt og halløj, går de ”all in” i Rusland. Selveste juleaften bød på to gudstjenester - oplevelser, der satte spor i sindene, om end de i deres forskellighed repræsenterede noget nær to yderpunkter; den ene i Sct. Nicolaskatedralen kl. 18 og den anden en midnatsgudstjeneste i en lille forstad til Skt. Petersborg, i en bitte lokal menighed hos Fader Dimitrij, en af Annikas mange skønne bekendte, som vi var heldige at møde flere af på turen! Den smukke blå Sct. Nicolaskatedral summede af mennesker, da vi kom ind. Straks allerede i døren blev vi slået af radiatorvarmen, som fosser ud alle vegne, og fulgte med strømmen ind i et kirkerum, som syntes sært lavloftet og noget beskedent, kirkens anseelige ydre taget i betragtning. Mange stod i kø for at købe lys eller for at kysse en ikon - og der gik lidt tid, før vi opdagede, at strømmen af mennesker bevægede sig i retning af en trappegang, der snart også førte os op på første sal. Og … det var her - på førstesalen, at det overdådige kirkerum befandt sig - kæmpestort. Alt er forgyldt i det rum - det nærmest lyser af guld. Selve julegudstjenesten var tæt på at begynde, alt imens folk stadig bevægede sig rundt, lige så stille, og tændte lys og tilbad forskellige ikoner. Det virkede på den ene side meget officielt og stort - højtideligt, og på den anden side meget individualiseret og frit. Der blev filmet - måske skulle det transmitteres et sted. 58 RELIGION NR. 2 · 2015 Men da der blev åbnet ind til koret, som kun præsterne har adgang til, og præsterne kom ud i rummet ad kongeporten, den symbolske grænse mellem himmel og jord, og påbegyndte gudstjenesten, stoppede de fleste op, slog korsets tegn og tog del, fordybede, koncentrerede. Den ortodokse gudstjeneste slog os her med sin anderledeshed. Alle sanser blev involveret i den store katedrals forgyldte rum, med dufte af bivokslys og røgelse, og alligevel virkede det, trods den skønne korsang og præsternes procession med røgelse, som om der var lidt langt fra menigmand til præst. Efter kort tid begyndte folk igen at gå til og fra, som de nu havde brug for, tændte lys for levende og døde. Smukt var det - og korsangen himmelsk. Midnatsgudstjenesten i fader Dimitrijs menighed var betagende på en helt anden måde. Hele holdet af religionslærere skulle ankomme kl 24, men for vild i et kvarter af høje huse, som alle syntes at ligne hinanden - og kirken gav sig ikke sådan til kende i den frysende kolde nat, for den lå i et gammelt børnehospital. Ingen løgkupler, spir og forgyldte sale, så… vi kom lidt for sent. Da vi endelig havde fået hængt frakkerne fra os, kunne vi for alvor åbne øjne og ører for en så smuk, fin og intim gudstjeneste i denne lille menighed, i helt almindelige lokaler. Fader Dimitrijs kone Maria gennede os helt ind at stå blandt mænd, kvinder og masser af børn fra menigheden. Alle kendte tydeligvis hinanden og var helt nærværende og glade - de var sammen om noget, og ingen gik bare rundt med egne gøremål for øje. Med stor gæstfrihed og varme blev vi taget i mod, og kunne i det lille rum iagttage og være en del af en julegudstjeneste med tre venlige præster, som deltagerne jo kendte, milde og nærværende. Koret bestod af mænd og kvinder fra menigheden, og de sang, så vi fik gåsehud og klump i halsen. Det var så fint og intenst at se den menighed, der ved den afsluttende nadver blev et stort og bevægende legeme. Da gudstjenesten var ovre fik børnene, som var fine i dagens anledning, små kager, og de tre præster stod rørte med roser i favnen, gaver fra menigheden, og holdt takketaler. Vi afsluttede selv natten med at tage del i en slags nadver; et natligt julemåltid i kælderen for dem, der havde lyst til at deltage. Det var en uforglemmelig aften. Torsdag d. 8. januar Efter en lang nat med nattoget fra Skt. Petersborg til Moskva var det dejligt, at vi kunne få vores værelser straks. Denne dag kom til at handle om russisk eller sovjetisk civilreligion. Vi mødte Anna Sokolova på den røde plads, og efter det obligatoriske stop i Lenin-mausoleet og den ukendte soldats grav tog hun os med til en sjov cafe inde i en skummel baggård. Man betalte for det antal timer, man var der, og så var teen og kagerne gratis. Plus, hvad sikkert var det vigtigste for de unge mennesker, der sad der, frit internet. Vi fik et lokale, hvor Anna holdt et lærd foredrag om sovjetiske ritualer. Efter den natlige togtur og den isnende kulde i Moskva havde de fleste af os svært ved at holde øjnene åbne i det godt opvarmede lokale, så vinduerne måtte åbnes og lukkes. For det var faktisk et spændende foredrag. Især historierne om, hvordan magthaverne forsøgte at indføre ligbrænding efter revolutionen, og hvordan en hidsigt sekulær stat forholder sig til folks behov for ritualer omkring død og begravelse, var fascinerende og tankevækkende. ANMELDELSE AF RUSLANDSREJSEKURSET 59 Rusland Julenadver. Foto Poul Secher Jespersen Vi fik syn for sagn, da Anna tog os med ud på Donsk-kirkegården, hvor der dels var vægge fulde af dekorerede ”urne-vitrineskabe” i et kapel, dels fælles urnegrave og bombastiske sovjet monumenter ude på selve kirkegården. Der var sne og stiv kuling, mørket var ved at falde på… Det var virkelig gysende stemningsfuldt. Lørdag d. 10. januar I metroens ormegange kører vi dybt nede i Moskvas undergrund. Lidt klaustrofobisk, hvis man har de tendenser, selv om man snarere får indtryk af museer, når man spyttes ud på de fantastisk smukke metrostationer. Via underjordiske gågader bevæger man sig omkring, til man fuldstændig desorienteret dukker op midt i Ruslands vinter og Moskvas julemarked. I det fjerne endelig noget at orientere sig efter, Ivan den Stores klokketårn bag Kremls mure. Kremls kirker er første mål for denne lørdag. Men først halvvejs rundt om de 2,25 km røde mure, inden vi gennem sluser og scanningsapparater står i Kremls helt egen stille – og kolde - verden, isoleret fra Moskvas hektiske liv. På vores højre side symbolet på den politiske magt, kommunistpartiets firkantede marmorkolos og fem minutters gang foran os katedralpladsen med de imponerende ortodokse kirker, symbolet på den religiøse magt. Dér skal vi ind! Om det er den rigtige rækkefølge, disse beskrivelser kommer i, må stå hen i det uvisse, for det efterfølgende borbardement af ikonografi og arkitektur tager vejret fra enhver, og efterfølgende flyder indtrykkene sammen. I Hensovelseskatedralen, den største af kirkerne på pladsen og i sin nuværende form fra 1475-79, mødes man af fire, og det er ret usædvanligt, runde søjler, der, som overalt i kirken, er prydet af ikonmalerier. Ikonostasen er selvfølgelig femrækket, og i nederste række til højre for kongedøren finder vi den ikon over Gudsmoderens hensoven, som har givet kirken navn. På ikonen ses apostlene, som på mirakuløs vis bringes til Marias dødsleje. På kongedørens venstre side ses det skab, der indtil 1918 husede den vel nok mest kendte russiske mirakel-ikon, Gudsmoder Vladimirskaja. Nu er den erstattet af en kopi fra 1514. Mellem ikonostasen og søjlerne ses de tre troner/bedepladser, 60 RELIGION NR. 2 · 2015 Tsarens (bygget til Ivan den Grusomme), Tsarinaens og patriarkens. I kirken finder vi også et relikvieskab indeholdende et stykke af Jesu kåbe, en hellig negl og et stykke af Gudsmoderens kåbe! På vej ud går vi forbi kirkens vestvæg, som domineres af en stor dommedagsikon. Foran Kristus Pantokrator knæler Adam og Eva, og fra Adams fødder slynger en slange med menneskenes synder sig og skiller de retfærdiggjorte fra synderne. I håbet om at tilhøre de førstnævnte, forlader vi Hensovelseskatedralen. Selv om ikke mindre end ni gyldne kupler pryder Bebudelseskatedralen, er selve kirkerummet ikke stort, for en stor del af bygningen består af gallerier, hvor en række ikoner og hellige kors fra 14. til 16. århundrede udstilles. Oprindeligt blev kirken brugt som privat kirke af tsar-familierne til dåb og bryllupper og er praktisk nok bygget sammen med paladset. Ikonostasen er ca. 600 år gammel og således en af de ældste i Rusland og består af næsten hundrede ikoner i seks rækker. I midten af ikonostasen ses den sølvforgyldte kongedør med billedet af bebudelsen og de fire evangelister. Og - som altid for at markere kirkens navn - en bebudelsesikon til højre for kongedøren. Næste stop er Ærkeengelkatedralen. Hovedikonen af ærkeenglen Michael er kirkens ældste, og viser ham som himmelsk kriger. Visse historier fortæller, at denne ikon er malet i slutningen af 1300-tallet af Theophanes Grækeren til den kirke, der lå på stedet før den nuværende blev bygget i starten af 1500-tallet. Ikonen viser Michael i rustning med rød kappe. 18 billeder, der viser Michaels gerninger, omkranser hovedfiguren, og på tilsvarende vis er kirkens vægge dækket af freskomalerier med Michael. I kirkens hovedkuppel ses sædvanligvis Kristus/Gud, så spændende er det her – til overflod – at se den nytestamentlige treenigheds- eller faderskabsikon, dvs. Gud Sabaoth med Jesus Immanuel og duen som Helligåndssymbol. Langt mere elegant er dog den gammeltestamentlige treenighed, som vi ser i Andrew Rublevs treenighedsikon, som i mange år blev opbevaret i Sergiev Posad, som vi besøger dagen efter. Kirken har, indtil Peter den Store flyttede hovedstaden til Sankt Petersborg, tjent som gravplads for tsarfamilien, så ikke mindre end 45 sarkofager, herunder Ivan den Grusomme og hans søns, står i kirkerummet. En lille kirke med kun en kuppel ligger i skjul bag Hensovelseskatedralen. Det er ”Church of the Deposition of the Robe of the Holy Virgin”, et noget kryptisk navn, men forklaringen findes som altid i ikonen til højre for kongedøren. På ikonen ses patriarken af Konstantinopel bøje sig over et relikvieskrin med den hellige jomfrus kåbe – og på de anden side bøjer kejseren og kejserinden sig. Over dem ses en deisis med syv figurer. Overdragelsen af kåben, som angiveligt fandt sted i det 5. årh., fejres nu som en højtid. Traditionen og en fresko på kirkens sydlige væg fortæller, at kåben har undergørende virkning. Under belejringen af Konstantinopel i 860 anbragte patriarken Photios således kåben i havet og en storm rejste sig og udslettede den belejrende flåde. I Rusland er alting stort må vi sande, da vi forlader paladspladsen og passerer forbi verdens største klokke på 200 ton og tsar-kanonen med en kaliber på 89 cm. Godt nok har klokken aldrig ringet, og kanonen aldrig været affyret, men store, det er de! Turen var en fantastisk og eksotisk rejse ind i en kultur, som man kan betages af, men aldrig forstå til fulde. Vores guider, Annika Hvithammar og Signe Elise Bro, var perfekte til jobbet: meget vidende, omsorgsfulde og i vældig god form. ANMELDELSE AF RUSLANDSREJSEKURSET 61 FRA KOLLEGA TIL KOLLEGA Undervisningseksempel til 4. område: Damanhur Af Sara Møldrup Thejls Mag.art i religionsvidenskab. Ansat ved Helsingør Gymnasium. Det fjerde område i lærerplanen er åbningen, hvor man kan introducere eleverne til religoner man selv er fascineret af og/ eller emner der pirrer elevernes nysgerrighed. Et af mine favoritemner til dette er det norditalienske økosamfund Damanhur. Samfundet blev grundlagt i 1975, af nu afdøde Oberto Airaudi, også kaldet Falco. Samfundet har egen forfatning og egen møntfod, men det interessante for religionsfaget er selvfølgelig især deres religiøse aspekt. På mange måder er det tydeligt at Damanhur udspringer fra New Age miljøet. De insisterer på en skarp adskillelse af spiritualitet og religion, hvor spiritualitet ses som det positive, kreative princip modsat religion som anses for dogmatisk og fastfrossent. Denne spiritualitet kobles i Damanhur til både naturen og videnskaben som indgår i en symbiotisk helhed. Derudover er deres religiøse idéer i konstant udvikling. Man kan nærmest kalde Damanhur for dogmatisk anti-dogmatisk, hvor stilstand ses som en af de mest negative kræfter i universet. Deres religiøse verdensbillede bygger i særdeleshed på principper fra teosofi, antroposofi og det har stærke dualistiske tendenser. Ifølge deres grundfortælling, en tegneserie kaldet ”Checkmate to Time” fremstilles universet som styret af to modsatrettede kræfter: Entropiens Mestre og Det hvide Damanhur i Pietmonte, Norditalien. Foto Sara Møldrup Thejls 62 RELIGION NR. 2 · 2015 Råd, bestående af spirituelt højt udviklede væsner fra hele universet. Jorden spiller en afgørende rolle i kampen mellem de to, da vores planet er placeret på et intergalaktisk knudepunkt af ”synkrone linjer”, en slags energistrømme som ifølge Damanhur, flyder igennem hele universet. Jorden fungerer derfor som en slags kosmisk hovedbanegård, hvor intelligenser og energier kan rejse via de synkrone linjer og krydse tid og rum. Problemet er selvfølgelig at mennesket har glemt dets forbindelse til de kosmiske kræfter og ikke mindst dets indre guddommelige gnist. Dette gør at mennesket konstant ødelægger dets egen spirituelle udvikling, og det på trods af, at Det Hvide Råd igennem tiderne har sendt et utal af mester til at guide os, f.eks. Buddha, Gandhi og Jesus. Men det har indtil nu ikke hjulpet, så ifølge tegneserien accepterer et medlem af rådet at påtage sig en sidste desperat redningsmission og lader sig føde på jorden som… Falco. Han selv har dog gjort meget ud af ikke at ville fremtræde som religiøs leder, men snarere som virksomhedsleder, inspirator og igangsætter. Han fik blandt andet sat et gigantisk bygningsværk i gang, nemlig Menneskehedens Tempel, en udgravning af et bjerg til et omfattende kompleks af sale, gange og hemmelige døre og trapper, alt sammen dekoreret med mosaikker, malerier og glaskupler. Grundtegningerne til templet kommer ifølge Damanhur fra Det Hvide Råd, og er muligvis endda inspireret af Atlantis. Der er altså ingen tvivl om at den religiøse kreativitet og eklekticisme blomstrer i Damanhur. At undervise i Damanhur har sine udfordringer. Man må indsamle det meste af materialet selv, der er ikke skrevet det store baggrundslitteratur på dansk og al kildematerialet er på engelsk (eller italiensk). Derudover er Damanhurs religiøse system temmelig komplekst og ustruktureret, hvilket kan virke uoverskueligt på både lærer og elever. Men fordelene ved emnet overskygger bestemt ulemperne. Først og fremmest pirrer Damanhurs fremmedartethed elevernes nysgerrighed og det er overraskende at have et så alternativt et samfund så relativt tæt på rent geografisk. Så her vil jeg forsøge at skitsere et forløb på b-niveau på 10 moduler à 90 min. I dette indgår også den ovennævnte tegneserie som hovedværkslæsning. De første par moduler blev brugt som indledning hvor jeg fortalte og viste billeder fra mine besøg i Damanhur og hvor holdet som lektie havde læst baggrundshistorien for Damanhur i Mikael Rothsteins ”Gud er (stadig) blå)”. Derudover så vi en dokumentar fra en DR2 temalørdag om utopier, hvor en reporter har været i Damanhur. Filmen giver et godt indtryk af de fysiske omgivelser og et glimrende overblik over Damanhur som samfund. I de følgende moduler begyndte vi langsomt at kredse sig ind på både struktur og religiøst indhold, ved hovedsageligt at læse tekster fra Damanhurs hjemmeside www. damanhur.org. Det lykkedes at få opstillet en forholdsvist gennemskuelig model af Damanhurs organisatoriske enheder og deres forbindelse til det religiøse fundament i gruppen. Man har i Damanhur forskellige ”livsveje” man kan følge, og de har hver især spirituelle karakteristika. De er knyttet til organisationen ”School of Meditation” som er forbundet til deres ”Wisdom University” hvor man kan følge kurser i ”esoterisk fysik”, ”astralrejser”, ”kontakt til planter og kosmos” og meget mere. Da Damanhur selv benytter sig af begreber som teurgi, magi og alkymi var det oplagt her at knytte noget teori om disse begreber til forløbet. UNDERVISNINGSEKSEMPEL TIL 4. OMRÅDE: DAMANHUR 63 Med dette som fundament kunne vi bevæge os videre til hovedværket, tegneserien ”Checkmate to time”. Rammen om fortællingen er opførelsen af det underjordiske tempel og den konflikt der opstod da myndighederne opdagede bygningsværket (Damanhur havde ingen byggetilladelse), og der er særligt fokus på hvordan templet er en afgørende brik i skakspillet mellem de gode og de onde kræfter. Det var interessant at kunne diskutere sædvanlige tekstanalytiske begreber som genre, talesituation, autoritet, intertekstualitet og så videre med udgangspunkt i en tegneserie i stedet for de sædvanlige religiøse tekster eleverne er vant til at forholde sig til. Og med netop Damanhur giver det udpræget mening at deres religiøse tekst skal fremlægges som tegneserie. De kan på denne måde forholde sig en smule karikerende til både sig selv og omgivelserne og give nogle af de ret ”tunge” religiøse budskaber et lettere twist. Da templet fungerer som den tidligere nævnte kosmiske hovedbanegård, er det også oplagt at bruge en del tid på at analysere templet som religiøst rum og igen få indført et teoretisk perspektiv. Eleverne blev inddelt i grupper, der hver især skulle vælge en sal og analysere den med materiale fra hjemmesiden og med baggrundsmateriale fra ”Gud er (stadig) blå” samt et udkast til en arkitektur-analysemodel jeg selv har skrevet. Da templet ifølge Damanhur er en slags kosmisk generator der opsamler, dirigerer og forstærker spirituelle energistrømme, ved hjælp af teknologiske dimser kaldet ”selfica” , kunne vi fra templet fortsætte til denne, for Damanhur meget vigtige teknologi/ ”videnskab”. Igen var det hjemmesiden der måtte tjene som grundlag for vores analyser, kombineret med tekster fra Damanhurs bøger og youtube videoer af planter der sættes til at spille musik og træer der spirituelt ”vækkes” så de ligesom mennesket kan få genetableret kontakten til det kosmiske spirituelle system. Som afslutning brugte vi Ninian Smarts syv dimensioner til at få et solidt overblik over det ellers lidt rodede og vanskelige emne. Havde vi haft lidt mere tid ville det have været værd at bruge mere energi på Damanhur som eksempel på senmoderne religion, hvor individualitet og fællesskab indgår i en højere helhed og hvor man passende kunne inddrage både Damanhurs forfatning og Fra templets indre. 64 RELIGION NR. 2 · 2015 noget mere teoretisk materiale. Dette ville selvfølgelig også være indlysende hvis man havde emnet med en samfundsfaglig klasse. En enkelt elev skrev en strålende SRP om netop dette i samfundsfag/ religion. Det forekommer muligvis vanskeligt at undervise i Damanhur hvis man ikke har besøgt stedet, men der er efterhånden så meget godt materiale tilgængeligt at det efter min mening sagtens kan lade sig gøre, hvis man er villig til at investere i et par bøger. Og om ikke andet kan man komme med på rejsekursus i september. Materialer: • Mikael Rothstein: ”Gud er (stadig) blå”, Aschehoug 2001 • Tegneserien ”Checkmate to Time” i Esperide Ananas & Stambecco Pesco: ”The Travellers Guide to Damanhur”, North Atlantic Books 2009 • Allyson Grey (red.) “Damanhur: Temples of Humankind”, North Atlantic Books 2006 • Esperide Ananas: “Spirals of Energy”, Devodama 2013 • Oberto Airaudi: “Stories of an Alchemist”, Niatel 2011 • www.damanhur.org • http://www.thetemples.org/ FÅ MERE AT VIDE OM RELIGION I DANMARK I DAG Hvor mange buddhister er der i Danmark? Hvordan tæller man muslimer? Hvilke nye asiatiske kristne grupper er kommet til Danmark inden for de senere år? Svaret på disse spørgsmål, artikler, talmateriale og samtidsreligion.au.dk Annonce i Religion.indd 1 30-04-2015 13:56:02 65 FRA KOLLEGA TIL KOLLEGA Fungerer din KS-undervisning optimalt? – et debatindlæg Af Lene Wittrup Lektor på Frederiksborg Gymnasium og HF. Der kommer snart et valg. Og muligvis betyder det, at nogle af ungdomsuddannelser efterfølgende skal ses efter i sømmene. Det kunne jo åbne for den mulighed, at læreplanerne kan justeres, og så er det måske allerede nu på høje tid at begynde på diskussionen om, hvad vi kunne tænke os at forbedre i religionsfaget. Jeg kunne derfor godt tænke mig at starte ved at sætte lidt liv i debatten om KS-faget på HF. Snart har den nuværende gymnasiereform 10 års jubilæum. Al begyndelse er svær, det var reformen også, selvom jeg hverken var grøn og nyuddannet – dansk var pludselig svært, med nye krav om sprog- og medieemner, AT var noget nyt og svært, AP var noget nyt og svært, KS var noget nyt og svært. Her 10 år efter synes jeg faktisk jeg har nogenlunde tjek på min danskundervisning, ja selv på AP og på AT. Men KS synes jeg desværre er akkurat ligeså svært som i reformens første år, og jeg føler mig næsten hvert år med et nyt KS-hold som om jeg var nyuddannet lærer, der ikke aner, hvad der virker og ikke virker. Jeg har arbejdet på Frederiksborg Gymnasium & HF i alle reformens 10 år, og selvom HF’erne er en minoritet på skolen, har jeg hvert eneste år haft et KS-hold. I gennemsnit har vi haft 3 HF-klasser pr. år og cirka været 6 religionslærere, så vi har alle stort set et KS-hold om året. Vi samarbejder godt, både i faggruppen og på tværs af de tre faggrupper, for at finde egnede emner og udveksle materiale til de enkelte KS-forløb. Jeg bilder mig ind, at vi er en helt almindelig (og repræsentativ) gruppe lærere, og at vores elever ligeså er rimeligt repræsentative som ”typiske HF’ere”. I forhold til STX’erne på skolen har HF’erne noget mere fravær, lidt flere udfordringer i privatlivet, har oftere forældre, der ikke har gået i gymnasiet, er oftere flyttet hjemmefra og har derfor mere erhvervsarbejde, og de bruger mindre tid på lektier end STX’erne. Det giver nogle gevaldige udfordringer, som, mener jeg, forstærkes af læreplanen på en uhensigtsmæssig måde. 66 RELIGION NR. 2 · 2015 Det har alle år været en stor udfordring at finde velegnede emner til KS-projekterne. Der er efterhånden kommet flere bøger på markedet, og de har også alle nogle gode emner, hvor alle fag kan være med. Alle fag har de bedste intentioner og vil det bedste for eleverne, men vi kæmper altså også med fag-læreplanens krav, der samtidig skal kunne passes ind. Fx er det endnu ikke lykkedes os at finde et forløb, hvor kristendommen er i centrum, og jeg har fx ofte måttet undervise en smule i kristendom efter reformationen i forløbet ”USA/civilreligion”, lidt nyere kristendom i ”Det gode samfund/ DK i nutiden”, lidt kombi kristendom/jødedom i forløbet ”Tyskland/2.v.k”. Meget ofte er det, der er spændende og relevant for historie og religion, uaktuelt og uden for læreplanen i samfundsfag, og det giver virkelig mange bindinger. Jeg kan sagtens udtænke virkelig gode forløb i kombinationen historie-religion, og ligeså virkelig gode forløb i religion-samfundsfag, som alle matcher fint med fag-læreplanen i religion. Men det må jeg jo ikke, da alle forløb SKAL være samfundsfag-religion-historie. Men det kunne en læreplansjustering jo lave om på. Man kunne overveje at binde KS-projekterne, så de ”bare” hed religion-historie, historie-samfundsfag, religion-samfundsfag. Det ville give et meget større frirum til at vælge emner, der matchede faglæreplanen – og elevgruppen - mere præcist. Jeg vil tillade mig i den anledning at referere en diskussion, der fornylig var på facebook, i gruppen ”Religionslærernes Del og Stjæl” om KS, hvor en beder om inspiration til nye temaer, da: ”jeg har udsigt til at skulle køre mit ”hadetema” IGEN.....Identitetsdannelse! Jeg er ved at kaste op ved tanken om at skulle slæbe mig igennem dette tema endnu engang”, et af svarene på opslaget er endvidere: ”Mit hadeemne er: velfærdsstat”. Jeg tror sådan set, at begge opslag er skrevet af dygtige religionslærere, der generelt er glade for deres job og deres hold, men jeg fortolker udsagnene om ”hadeemner” som et symptom på, hvor bundet vi er af læreplanen og at de tre fag skal kunne arbejde sammen om alle forløbene. Det kan man jo også se på den ellers udmærkede nye bog til faget, der lige er kommet ”KS-bogen” (Columbus, 2015), hvilke emner er der i den? Ja, mest af alt de gamle travere som identitetsdannelse, kulturmøder, det gode samfund, civilreligion. Et andet forslag til et danmarkshistorisk emne på facebook-siden var: ”vikingetiden med fokus på religionsskiftet. Man kan både få ase-vanetro og kristendom med. Men samf.lærerne plejer ikke at være så vilde med det emne, med mindre de har set Vikings.” Nej, det er svært at være tre til tango…. En af de store udfordringer er også, at der er 4 forløb. Jeg må indrømme – jeg forstod aldrig, hvad pointen var med sidste læreplansændring fra 3 til 4 forløb? Undervisning i religion i KS starter på min skole efter jul i 1.HF, her har vi 11 moduler (á 95 minutter) og ét KS-projekt, dernæst 2.HF, 29 moduler og 3 KS-projekter. Med nogle moduler til intro, opsamling og til selve projektugerne er der max 7 moduler til at klæde eleverne på til et emne. Som ovenfor beskrevet mht. kristendommen er det tit lidt overfladisk, ikke-fordybende, tilgang man må have til et emne. Jeg har i år således FUNGERER DIN KS-UNDERVISNING OPTIMALT? 67 kun haft 6 moduler til at klæde 2.Q på til forløbet USA/civilreligion. Det blev til tre moduler om kristendom i USA (ca. perioden fra reformationen og frem til USA i dag), og tre moduler om civilreligion. holdet havde i KS-projektet inden haft nogle få moduler til klassisk kristendom (Jesus død og genopstandelse, Jesus mod farisæerne, Paulus om jødisk lovreligion etc.). Det er både svært som lærer at sluge den overfladiskhed, men også svært for eleverne at bevare overblikket, når vi springer på den måde rundt mellem emner og religioner. Så kan man måske sige, at det bare er mig, der er en gammel lærer, der har været vant til at kunne bruge flere timer på kristendommen, og nu ikke kan omstille mig. Tja, måske, men man kan også sige, at læreplanen faktisk lægger op til, at der bør udvikles en ret stor indsigt fra elevenes side, når den nævner, at man fx skal kunne: redegøre for forskellige livsanskuelser, religioner og politiske grundholdninger og deres betydning i en historisk og aktuel sammenhæng, samt sætte religionerne og deres virkningshistorie i relation til udvalgte aspekter af europæisk kultur og tænkning. Samtidig er problemet også at nå målgruppen. Jeg bliver nødt til at sige, at vores, og sikkert mange andre skolers, HF-kursister oftest har mindre baggrundsviden om religionerne end STX-eleverne, samtidig med, at de skal nå ”højere” op – og på kortere tid det hænger altså ikke særlig godt sammen. Med ”højere op” mener jeg, at de ikke bare skal vide noget om kristendommen, som man lidt firkantet kan sige STX’erne skal – de kan godt ende med at få en god karakter, hvis de kan lire noget af om, hvorfor Jesus’ genopstandelse og syndefaldet er så centralt, og gennemgå en tekst på et par sider max, mens HF’erne skal kunne bruge deres viden til at diskutere nutidige samfundsforhold, fx hvad det gode samfund er, og hvilken rolle har religion/ kristendom i det, og kunne gennemskue et materiale på 10 sider. Jeg ønsker med dette indlæg først og fremmest at sætte gang i en forhåbentlig frugtbar diskussion af ideer til forbedringer (ændringer) af HF-læreplanen i KS. Min fantasi rækker kun til ændringer til selve formen på forløbene: at de kan være to-faglige og skæres fra 4 til 3, men måske er det i stedet de overordnede formuleringer i læreplanen, den er gal med? Måske kan der rettes i de kernefaglige krav? Kære KS-lærer derude, jeg glæder mig til også at høre dine ideer, for det må simpelthen kunne gøres mere meningsfuldt for både lærer og elever at undervise i KS... 68 RELIGION NR. 2 · 2015 Bind religionsfaget sammen Udgivelserne giver mulighed for at indkredse religionsbegrebet og perspektivere de kernefaglige stofområder. s ys t i me a jourP Få fr i a dg lus a ng t il a id ajou Religionskritik ine f ll ag – e iBøger ® altid r.sys t im e . Af Dorthe Enger. Anne Grete Dumstrei (red.) Gennemgang af religionskritikkens historie. Religionskritik har fokus på, hvordan religionskritikken udfolder sig i de præmoderne, moderne og postmoderne samfundstyper. iBog® religionskritik.systime.dk 40 videoklip | 20 interaktive opgaver | 90 opgaver | 8 opgave skabeloner | 40 kildetekster | 45 billeder | ca. 220 sider | eBog 184 sider | Kr. 178,- Licenspriser fra kr. 30,- Religion og psykologi Af Birgit Andersen. Søren Korshøj Larsen (red.) Introduktion til de klassiske religionspsykologiske teorier og metoder (Freud, Jung, James, Allport). Religion og psykologi præsenterer moderne psykologiske tilgange til fænomenet religion. iBog® religionspsyk.systime.dk 28 videoklip | 35 kildetekster | 50 opgaver | 50 billeder | 150 ordforklaringer | ca. 160 sider | 5 quizzer | eBog 160 sider | Kr. 178,- Licenspriser fra kr. 30,- Se priser og licenser på shop.systime.dk XXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXX Læs systime.dk | Ring 70 12 11 00 | Skriv systime@systime.dk | Deltag lab.systime.dk 69 dk FRA KOLLEGA TIL KOLLEGA De andre katolikker Af Bent H. Jørgensen Bent H. Jørgensen, lektor ved Hjørring Gymnasium. Når du ser denne overskrift spørger du dig sikkert selv: hvem er de andre katolikker? Herhjemme i Danmark er vi vant til at tænke, at Vest- og Mellemeuropa er delt op i en protestantisk del med en række selvstændige kirker og en katolsk del, der er samlet i en Romersk Katolsk kirke. Denne kirke står for værdier, som kan forekomme anstødelige eller kritisable, så som kvinders manglende indflydelse på kirken og ret til præstegerningen, fastholdelse af cølibatet for præster og mangel på lægfolks indflydelse på kirken. Dette er ikke hele sandheden, for i Europa findes katolske kirker, som går ind for kvindelige præster, gifte præster og lægfolks indflydelse på deres egen kirke. Disse kirker er uafhængige af Paven i Rom, og findes hovedsagelig i Holland, Tyskland, Schweiz, Tjekkiet og Polen, og er samlet i et forbund, kaldes Utrechtforbundet. Kirkernes opståen er forskellig fra land til land. I Holland opstod den første uafhængige katolske kirke i Utrecht i 1723, fordi man der havde en praksis om at udnævne selv sin biskop. Da Vatikanet på et tidspunkt ville lave om på den praksis, brød nogle af katolikkerne i Utrecht med den romerske kirke. I Tyskland opstod den gammelkatolske kirke som en reaktion på 1. Vatikanerkoncils bestemmelse om Pavens ufejlbarlighed i 1870. I Polen opstod Mariavitterne som en indre katolske reformbevægelse i 1920-30’erne, og disse havde kvindelige præster og vist også den første europæiske kvindelige biskop. Jeg havde læst om disse andre katolikker, og ud fra det jeg læste virkede de meget sympatiske. Jeg ville derfor gerne møde repræsentanter fra kirken, og det lod sig gøre i forbindelse med en studierejse til München. Jeg ville gerne give mine elever, som kommer fra et meget protestantisk land, et indtryk af, hvad det vil sige at være katolik, og derfor besøgte vi i München både en fransikanermunk og gammel katolikker. I München havde vi en aftale med Thomas Meyer, som er præst i kirken og Elisabeth Bach, et aktivt medlem af menigheden, og som talte engelsk hvilket de fleste af ele- 70 RELIGION NR. 2 · 2015 verne mestrede bedre end tysk. Selve kirken lå centralt i München, og udefra lignende den en engelsk landsbykirke, men det skyldtes, at den i 1880 oprindelig var bygget til den engelske menighed i München. Inden i var den ret bar uden mange udsmykninger, sådan som mange katolske kirker, der er indrettet efter det 2. Vatikanerkoncil ser ud. Den var fornylig blevet renoveret, og efter renovationen havde man valgt et alter, læsepult og lysestage i en ret rå stil. Alteret var ligesom i andre moderne katolske kirker placeret mellem præsten og menigheden. I kirken var der også opstillet nogle ikoner, men det var fordi at kirken samarbejdede med rumænske ortodokse kirke. Da Elisabeth Bach begyndte at fortælle om kirken, fortalte hun, at grunden til at den kaldte sig gammelkatolsk var, at den mente, at den fortsatte den oprindelige katolske tradition, som den store katolske kirke havde brudt med, da den erklærede Pavens ufejlbarlighed. Kirken var episkopal og synodal i sin struktur, hvilket vil sige, at både en synode af medlemmer og biskopperne bestemmer i kirken. Kirken er organiseret i en synode, hvor lægfolk og ordensfolk i fællesskab finder ud af de praktiske problemer for kirken. Trosmæssige spørgsmål bliver afgjort af biskopperne, efter rådgivning fra lægfolk. Ved nogle sager er denne opdeling klar, fx. er spørgsmål ang. treenigheden et DE ANDRE KATOLIKKER 71 spørgsmål for biskopperne, mens kirkens økonomi er et spørgsmål for synoden. Der er dog spørgsmål, som kan skabe en uenighed om, hvem der skal bestemme, og spørgsmålet om kvindelige præster er et godt eksempel på dette. I 20 år var der uenighed om hvem der skulle bestemme om dette emne, for man kunne ikke blive enige om det var et teologisk eller praktisk problem. Biskopperne var derudover imod, mens synoden var for, og først efter lange og svære forhandlinger gik et flertal ind for kvindelige præster så sent som i 1995. Kirken afholder synode hvert 2. eller 3. år. Delegerede til synoden er kirkens præster og lægfolk valgt i de forskellige menigheder, og regler sikrer en overrepræsentation af lægfolk på synoderne. Den gammelkatolske kirke er lille. I millionbyen München har menigheden kun 650 medlemmer, og medlemstallet går langsomt opad. Mange romerske katolikker har de senere år forladt kirken af den ene eller anden grund, men de er ikke strømmet til gammel katolikkerne, men blot forladt kirken. Mine to repræsentanter fra kirken er dog eksempler på romerske katolikker, der er blevet gammel katolikker. Thomas Meyer læste oven i købet til præst, men da han fandt større frihed til at udtrykke sig og frihed for cølibatet i den gammelkatolske kirke valgte han at konvertere. Elisabeth var frustreret over kvinders rolle i den katolske kirke, og fandt i den gammel katolske kirke en kirke, der både var katolsk og som respekterede kvinder. Kirken gør meget ud af at være åben, tolerant og økumenisk. Ang. nadverspørgsmålet siger kirken, at den indbyder alle, der tror på Jesu tilstedeværelse i nadveren, men hvordan det skal forstås, må den enkelte selv tolke. Kirken tager mange initiativer for at få nadverfællesskab med andre kirke, sidst den svenske kirke. Da en af eleverne spurgte om kirkens holdning til homoseksualitet, sagde Thomas, at kirken velsigner alle par, hvor kærligheden er til stede, men man vier ikke homoseksuelle par, da der stadig er diskussioner om forståelse af ægteskabet i kirken. Kirken blev grundlagt af folk, som blev ekskommunikeret af den romersk katolske, hvilket for dem var en særdeles smertefuld oplevelse, og derfor gør kirken alt for at undgå at smide folk ud af kirken. De andre katolske kirker er spændende fordi de har løst spørgsmålet om autoritet på en inspirerende måde. For alle kirker er dette spørgsmål svært, fordi man på samme tid skal vise hensyn til fastholdelse af traditionen og til at kunne forny traditionen til den moderne virkelighed, til ordensfolks større faglige viden og til lægfolks ret til indflydelse. De kan inspirere til den diskussion, der foregår i øjeblikket om Folkekirkens autoritetsstrukturer. Vi var desværre ikke i München en søndag, og kan derfor ikke berette noget om, hvordan deres søndagsgudtjeneste er, men onsdag aften fik vi lov til at deltage i menighedens aftengudstjeneste. Det er altid et spørgsmål, som mange religionslærere kommer ud for, i hvilken udstrækning vi skal lade eleverne kun observere eller deltage i forskel- 72 RELIGION NR. 2 · 2015 lige religiøse aktiviteter, men hvis eleverne skulle få indtryk af katolsk liturgi, måtte de opleve en katolsk gudtjeneste. Præsten Thomas Meyer tog pænt imod os, og havde endda kopieret dagens tekst på dansk. Gudtjeneste var tydelig inspireret af liturgien fra det franske protestantiske kloster Taizé. Selv om menigheden ikke var stor ca. 20 stykker, var deltagelsen høj og sangkunsten stor. Aftengudtjenesten var derfor en smuk oplevelse for eleverne i de kirkelige beskedne omgivelser, for de ikke havde oplevet en gudtjeneste med så megen meditativ sang og stille bøn, som liturgien fra Taizé indeholder. I Taizé forenes også den katolske meditative praksis med den protestantiske identitet, som Taizé også repræsenterer. SKAF ET NYT MEDLEM! Er dine kollega medlem af Religionslærerforeningen for Gymnasiet i HF? Skaf et nyt medlem og få 500 kr. i rabat på et af foreningens kurser inden for de næste to år. Kampagnetilbuddet lyder: Betal 420/210 kr. i 2016 og få… 1 Bogen Religion efter Reformen, Systime 2009 - gratis. 2 Medlemskab m./fire numre af bladet Religion hele 2015 - gratis. 3 Et par numre af bladet Religion fra 2014 - gratis. Mail til gunnar.lundsgaard.@outlook.dk DE ANDRE KATOLIKKER 73 FRA KOLLEGA TIL KOLLEGA Muhammed – skildret af Ludvig Holberg og af Edvard Brandes Af Bodil Kruse Lektor I dag kan det være interessant at se, hvordan Muhammed er blevet opfattet herhjemme af henholdsvis forfatteren Ludvig Holberg (1684 – 1754) og journalisten og politikeren Edvard Brandes (1847-1931). Ludvig Holberg udgav i 1739 sine ”Helte- og Heltindehistorier”, hvor han giver sin beskrivelse af en lang række historiske personer. Holberg beskriver Muhammed (570- 632) sammen med den iranske profet Zarathustra (600-tallet f.v.t.) og han skriver – med en stille humor – at der ligesom i en købmandsbutik ikke er den unyttige vare, der ikke kan finde sin køber, så er der på det religiøse marked ikke den trosartikel, der ikke kan finde sine tilhængere. Holberg beskriver Muhammed, der som ung arbejdede i et handelsfirma i Mekka, hvor han blev gift med en velstående enke Khadidja. Han kom i den forbindelse på flere handelsrejser til Syrien og andre lande i området. Her lærte han en del om både jødedommen og om kristendommen, som på dette tidspunkt havde en vis udbredelse på Den Arabiske Halvø ved siden af en polyteistisk stammereligion. Holberg lægger vægt på, at man sporer indflydelse fra både jødedommens og kristendommens tekster i Koranen. Holberg skriver at Muhammed skulle have gættet, hvad indbyggerne i Mekka mest af alt drømte om, nemlig kølige haver, rislende vand og tiltrækkende kvinder. Han skriver, at hvis Muhammed skulle have udbredt sin lære i Holland, ville paradis være fyldt med stoppede piber, og i Frankrig ville Helvede være et sted, hvor indbyggerne blev pålagt evig tavshed. I 612 rejste Muhammed med sine tilhængere fra Mekka til Medina, og her sker der – ifølge Holberg – en forandring. Han bliver nu også kriger, og han kæmper mod andre 74 RELIGION NR. 2 · 2015 stammer, og han deltager i en række plyndringer af karavaner. Holberg skriver med spids ironi, hvordan Muhammed mener, at Guds engle hjælper ham til sejr. Holberg mener, at Guds engle er skabt til noget bedre end at plyndre rejsende og fratage ærlige købmænd deres klæder og guld. Holberg sammenligner med kong Ludvig d. 11. i Frankrig, der på et tidspunkt ifølge traditionen havde lovet Jomfru Maria en del af krigsbyttet, hvis hun ville hjælpe ham i en krigssituation. Om Koranen skriver Holberg, at sproget i den er meget smukt, og at stilen i den er et mønster på det arabiske sprog. Derimod er tankerne i et langt stykke vej præget at jødiske og kristne forfattere. På et tidspunkt led Muhammed et militært nederlag ved Uhud, og – ifølge Holberg – kan dette nederlag have fået ham til at understrege tanken om en forudbestemt skæbne, der ligger over ethvert menneske, udtænkt af Gud. Menneskets liv er i denne sammenhæng bestemt af en fastlagt skæbne, udtænkt af den suveræne Gud. Holberg sammenligner Muhammed med de gendøbere og sværmere, som optrådte på Reformationstiden i Europa i 1500-tallet. Til sidst i sin beskrivelse kommer Holberg forsøger sig med en sammenligning mellem Jesus og Muhammed. Han skriver, at Muhammed dannede et verdsligt rige med sværdet i hånd, Jesus hævdede at hans rige ikke var af denne verden. Jesus skulle have prædiket kors og genvordigheder, Muhammed verdslig ære og højhed. Ludvig Holbergs tekst kan give et billede af synet på Mellemøsten i 1700-tallets Europa. Han citerer en række franske filosoffers vurderinger af forholdene i Den Arabiske Verden, så man får et indblik i hvordan mange europæere opfattede Mellemøsten i 1700-tallet. En anden hjemlig forfatter, der har beskrevet Muhammed er forfatteren og politikeren Edvard Brandes, der var med til at grundlægge Politiken. Han studerede som ung semitiske sprog, og han lavede en række oversættelser at tekster fra Det Gamle Testamente. Han skrev en lang række skuespil, deriblandt ”Muhammed. Skuespil i 3 akter” i 1895. Stykket tænkes at foregå i Medina hos Muhammeds tilhængere, som venter på at Muhammed kommer hjem. Han kommer så, men uden sin unge hustru, Aisha. Hun kommer så senere hjem i selskab med en ung mand. Hun forklarer, at hun ville lede efter et smykke, og så kom hun væk fra karavanen, men den unge mand har heldigvis hjulpet hende. I Medina er de derboende jøder og kristne lidt urolige over Muhammed og hans tilhængere, og Kab, en af de jødiske ledere i Medina, giver udtryk for, at han vil være med til at løse eventuelle konflikter med Muhammeds tilhængere, og han håber på et samarbejde. I næste akt er Muhammed i tvivl om, hvad han skal gøre ved Aisha, der har været alene sammen med en ung mand, og samtidig er Kab´s smukke datter, Banana i problemer, MUHAMMED – SKILDRET AF LUDVIG HOLBERG OG AF EDVARD BRANDES 75 fordi hun bliver efterstræbt af en af Muhammeds tilhængere. Muhammed bliver overbevist om Aishas uskyld og han får en åbenbaring om, at kvinder skal tildække sig, så de ikke bliver antastet. Samtidig gør han sig klar til angreb, og alle ikke-muslimer skal have tilbuddet om at tilslutte sig islam. Kab og hans datter kommer for Muhammed, og de bliver spurgt, om de vil bekende sig til islam. Kab nægter at forlade sine fædres tro, og han beder Omar om, at han hverken rammer for højt eller lavt, når han skal henrette ham. Også Kabs datter Banana bliver henrettet. I stykkets sidste akt skildrer Edvard Brandes, hvordan Muhammed kalder til angreb under feltråbet døden eller islam, og han kommer med barske udtryk om de mennesker, der ikke vil følge islam. Hvordan skildrer Edvard Brandes på Muhammed og hans tilhængere? Tilhængerne Omar og Abu Bekr - er meget afhængige af Muhammed, og de er rådvilde, når han ikke er der. Han er deres militære leder, og de er overbeviste om, at han har en religiøs mission. Muhammed bliver skildret som ret egenrådig, og han forventer, at hans ordrer bliver fulgt. Man kan stille sig det spørgsmål, hvad Brandes har villet med dette skuespil. Jeg har ikke selv noget klart svar, men han kan have ønsket at give et indtryk at det – på dette tidspunkt – stadig eksotiske område. Brandes´ helt er uden tvivl Kab, der forsøger at skabe fred, men som lider en uretfærdig og grusom død. Edvard Brandes har ikke for ingenting studeret semitiske sprog, og han kender situationen på Den Arabiske Halvø i 600-tallet. Miljøet er skildret med en rimelig grad af historisk korrekthed, og der er for mig at se intet, der taler for, at Brandes skulle have haft noget ønske om at krænke islam. Det kunne være en idé at bringe tekster fra disse to forfattere i et forløb om Islam og Mellemsøten. Jeg har selv brugt et klip fra Holbergs tekst med stort held. (Lindhardt og Ringhof, 1990) Edvard Brandes ”Muhammed. Skuespil i 3 akter” Kbh. 1895. 76 RELIGION NR. 2 · 2015 XXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXX 77 Anmeldelser (red.) Allan Ahle, Lene Nibuhr Andersen, Annika Hvithamar og Tim Jensen: Horisont. Grundbog i Religion Gyldendal 2014 366 sider Kr. 400,Anmeldt af: Bodil Kruse Gyldendal har udgivet en omfangsrig og tæt illustreret grundbog til religion. Den består ud over den fyldige grundbog med indledning og tekster også af to websites: www.horisont.gyldendal.dk og www.dr.dk/gymnasium.dk. Didaktisk forord (s. 6-7). Her vil de fire redaktører fortælle, at bogen er mere end en grundbog med antologi. Den vil være et undervisningssystem til faget i gymnasieuddannelserne på C-niveau. Man vil præsentere faget religion ud fra den nyeste viden om emnet i samarbejde med nutidige religionsforskere. De forskellige religioner behandles i den rækkefølge, de er nævnt i fagets læreplan med en indledning med arbejdsspørgsmål efterfulgt af en tekstsamling til den pågældende religion. Man vil præsentere stoffet på flere medieplatforme – derfor de tilknyttede websites. Via et detaljeret ikonsystem er der gennem hele bogen krydshenvisninger fra bog til websites og også internt i bogen mellem indledningsafsnittet og de enkelte religioner. Det er så tanken, at man skal gå frem og tilbage i bogen under arbejdet med et afsnit om en given religion. Forfatterne pointerer, at bogen vil være et lettilgængeligt, men samtidig fagligt solidt grundlag for undervisningen i religion i ungdomsuddannelserne. Indledning (s. 9 – 16). I dette afsnit vil man præsentere forskellige definitioner på, hvad begrebet religion kan betyde, og hvordan det er blevet forstået. Man skriver, at målet er det, man kalder almendannende horisontudvidelse, og at man vil præsentere religion som et fænomen på linje med andre human - og samfundsvidenskabelige emner. Videre i dette afsnit fortæller man, at man vil præsentere religionerne pluralistisk og sammenlignende efter samme metode. 78 RELIGION NR. 2 · 2015 Religionsfaglige teorier og metoder. (s. 18-70) I dette afsnit starter man med at præsentere de forskellige måder at opfatte religion på, og afsnittet tænkes så samtidig anvendt sideløbende med afsnittene om de forskellige religioner. Den klassiske religionsfænomenologi vil sammenligne myter og ritualer i de forskellige sammenhænge, og den bliver præsenteret af Jørgen Podemann Sørensen. Religionssociologien bliver beskrevet af Peter Lüchau og han vil se religionerne som funktioner i samfundet som de er beskrevet især af Max Weber og Emile Durkheim. Endelig er der et afsnit med titlen religionsfilosofi, hvor Caroline Schaffalitzky de Muckadell beskriver religionskritiske tænkere som Karl Marx, Nietzsche, Dawkins m.fl. I et følgende afsnit beskriver man, hvordan man kan arbejde med analyser af tekster, billeder og film. Der er arbejdsspørgsmål til eleverne. Videre er der et afsnit, som jeg mener især kan være relevant. Der er et afsnit hvor man vil lære eleverne af analysere websites med religiøst indhold. Der er anvisninger til, hvad man skal lægge mærke til på religiøse websites, og der er arbejdsspørgsmål til afsnittet. I disse tider, hvor eleverne søger (alt for) mange af deres oplysninger gennem ukritiske googlesøgninger på nettet, kan det være en af vores opgaver at vænne eleverne til også at udøve kildekritik på oplysninger fra nettet. Man kan møde unge mennesker, der forestiller sig, at Wikipedia er en næsten hellig og ufejlbar tekst. I dette afsnit er der henvisninger til kapitlerne om de forskellige religionen, og tanken er så, at man i undervisningen skal gå frem og tilbage mellem de to afsnit – og så samtidig have forbindelse med de tilhørende websites. Jeg har lidt svært ved at vurdere, hvordan det vil virke i praksis. Der er mange detaljer, og de forskellige bidragydere har villet have det hele med. Måske vil det blive svært for eleverne at overskue tingene og finde en sammenhæng i stoffet. Det må vise sig i praksis. Bogen har afsnit om Kristendommen, Islam. Hinduisme, Buddhisme samt Kina og Japan. Alle afsnit med en historisk indledning, centrale forestillinger, centrale ritualer og om organisationer i den pågældende sammenhæng. Alle afsnit har et tekstafsnit med klassiske og aktuelle tekster. Kristendommen: Dette afsnit er skrevet af Annika Hvitamar, og hun skriver i indledningen, at hovedvægten er lagt på kristendommen i Europa og USA. Samtidig bliver det understreget, at kristendommen har stor udbredelse i Asien og Afrika. Islam: Kate Østergaard står for kapitlet om Islam, der som de andre består af en indledning plus en tekstantologi. Der er et fornuftigt afsnit om betydningen af de nye mediers betydning for islamiske retninger i dag. En del muslimske retninger markerer sig i dag via forskellige websites. Hinduisme: Marianne Qvortrup Fibiger har formuleret afsnittet om Hinduismen. Ud over redegørelsen for de centrale tanker i hinduismen, er der et afsnit om hinduismen hos den tamilske minoritet i Danmark. ANMELDELSER 79 Buddhisme: Jørn Borup står for præsentationen af buddhismen, der har en afsnit om ”immigrant-buddhisme” og ”global-buddhisme”, som den markerer sig i Europa og især USA i disse år. Jødedommen: Sara Kviat Bloch beskriver jødedommens udvikling og dens nuværende situation i og uden for Danmark. Kinesisk og Japansk religion: Konfucianisme, Daoisme og Shinto: Jørgen Podemann Sørensen beskriver udviklingen i Kina og Japan. Afsnittet er lidt kort, selvom Kina i dag er på vej frem og nu etablerer centre for konfucianismen rundt om i verden – også i Danmark. På det medfølgende website er der et digitalt opslagsværk, Minilex, hvor eleverne kan slå begreber og udtryk op. De enkelte opslag kan på mig virke lidt (for) kortfattede. Der er også et adressekartotek over religiøse institutioner i Danmark, hvis man vil kontakte disse steder. Der er oplysninger om kontaktmuligheder til forskellige menigheder rundt om i landet. Listen skal nok løbende opdateres, hvis den skal være brugbar i praksis. Det er en gennemgående tanke i bogen, at religionerne i dag er præget af begreberne” globalisering” og ”internationalisering”. De forskellige bidragydere bruger mange eksempler på, at alle religioner i dag optager træk fra hinanden, og det er en synsvinkel, som går igen i hele bogen. Det er det prisme, som bidragyderne vil se stoffet igennem. Og så kan man – næsten med et lille suk - iagttage, at alle de 16 bidragydere til bogen er – etniske danskere. Jeg kan have enkelte indvendinger mod sproget i bogen. Det kan – efter mit skøn – ind i mellem virke lidt for populært, som når man i indledningsafsnittet har et afsnit med overskriften ”Er Mickey Mouse en Gud”? Vi sidder med elever, der snart skal til studentereksamen og som gerne skulle videre i uddannelsesverdenen. Man vil nok gerne være på linje med eleverne, men ind i mellem fornemmer jeg, at man – måske – ind i mellem er ude på lidt tynd is. Et par steder fortæller man om skikke, der hører hjemme i folketroen, som når man (s. 27) fortæller om en jysk bondepige, der havde lavet sit eget lille ritual. Bogen er som sagt ret omfangsrig, og det bliver den også af de ret mange – og ofte store fotografier. Efter mit skøn kunne man godt have reduceret antallet af de mange fotografier. Det kan – ind i mellem – nærme sig det lidt for lette. En del af bogens mange fotografier er til gengæld meget små, så man faktisk ikke kan se så meget på det pågældende foto. Alligevel er der arbejdsspørgsmål også til nogle af disse fotos. Bogen er efter mit skøn på mange punkter seriøs og brugbar. De 4 redaktører og de øvrige medarbejdere har haft en plan med arbejdet, og det er lykkedes på flere punkter. Alligevel kan bogen på mig virke lidt uhåndterlig. Læreren – og så nok også eleverne - skal nok vænne sig til de mange spring frem og tilbage mellem afsnittene i bogen, og mellem de forskellige medieplatforme. Det vil nok kræve en ret stram styring af stoffet fra lærerens side over for eleverne. Så lærere og elever må gøre sig deres erfaringer med bogen. 80 RELIGION NR. 2 · 2015 Loretta Napoleoni: Islamisk Stat Tiderne skifter 166 sider Kr. 225,- Anmeldt af: Ole Bjørn, Dronninglund Gymnasium Så kom den – og når disse ord læses er den også udgivet i USA, England, Frankrig, Tyskland, Holland, Italien og Spanien – bogen om ”Islamisk Stat”. Forfatteren Loretta Napoleoni, ekspert i pengehvidvaskning og terrorfinansiering, har haft travlt. Bogen er lidt hurtig skrevet og med mange gentagelser. Men den er også hurtigt læst – og spændende som en krimi. Som religionslærere ved vi allerede en del om IS, men bogens styrke er, at den samler vores spredte viden til en sammenhængende fortælling, som sætter IS i perspektiv i relation til fortiden, nutiden og hvad vi kan vente i fremtiden. Det første er spændende, det andet er deprimerende (set fra en behagelig læsestol i Danmark) og det tredje er, ja hvad er det egentligt? Set i lyset af den russiske revolution? Eller den iranske revolution? Vil vi om 20 år se kalifatet som USA’s allierede i et roligt og stabilt Mellemøsten? Den røde tråd fra fortiden til nutiden og i fremtiden er kalifatet. I al sin (bevidste) brutalitet virker IS som en magnet på mange muslimer, fordi IS i sit stærkt politiske budskab signalerer en tilbagevenden til kalifatet og dermed en ny guldalder for islam. Abu Bakr al-Baghdadi er således den første islamiske leder siden den 31. kalif, Abdülmecid I (1823-1861), der gør krav på denne titel og – som Napoleoni skriver – indfrier den nostalgiske længsel efter en tabt verden, et samfund, der forbindes med den tidlige islams guldalder, da islam under ledelse af de første fire kaliffer udvidede sit territorium og blomstrede kulturelt. Volden – og den voldsstrategi IS bevidst udøver – er således et integreret led i at føre fortiden ind i nutiden for at genskabe en endnu bedre fremtid. I dag er vi lamslået over brutaliteten, men i et historisk perspektiv er dén gudslegitimerede vold IS bedriver en taktik for at terrorisere og indgyde frygt i fjenden i en asymmetrisk krig ikke anderledes end Khomeinis kamp mod den persiske hær i 1978 eller de israelske terrorgrupper (eller var det modstandsbevægelse?) mod den britiske hær i Palæstina i 1940’erne. Men dengang var der ikke de sociale medier til at sprede rædslerne. Og det var der heller ikke i 1990’ernes Kosovo, hvor der blev spillet fodbold med børns hoveder foran forældrene. Kalifatet er realiseringen af en gammel drøm for islamiske vækkelsesprædikanter siden Hizb ut-Tahrir engang i 1950’erne begyndte at opfordre til dets genskabelse. I kølvandet fulgte talibanlederen Mullar Omar og siden Osama bin Laden, men det blev ved snakken og den liflige drøm fostret af den kollektive forestillingskraft, indtil IS kom ANMELDELSER 81 på banen og realiserede den politisk utopi for det 21.århundredes sunnimuslimer. Uden dette virale tilskud fra den kollektive forestillingskraft ville hverken vold, oppustede billeder af al-Baghdadi og hans væbnede organisation på de sociale medier eller millioner af dollars på bankbogen i sig selv have været tilstrækkelig til at mobilisere folk og skabe en ny nation. I denne nationsdannelse spiller geografien både religiøst og politisk en afgørende rolle. Al-Baghdadis vision om at skabe en nation i Syrien og Irak der følger det gamle kalifats grænser, gør denne grænse til en magisk grænse og overskridelsen til en religiøs oplevelse: krigere, der krydser grænsen mellem Tyrkiet og Syrien, falder på knæ, beder og græder: det er som om Guds dom vil blive forkyndt i det nye land. Her ligger også forklaringen på, hvorfor al-Qaeda er kørt af sporet og blevet forhadt i Mellemøsten: organisationen valgte at flytte jihad væk fra Mellemøsten og koncentrere sig om den fjerne fjende, hvor al-Zargawi og al-Baghdadi i stedet tog kampen op mod den nære fjende. En anden afgørende forskel er deres opfattelse af jihad: Bin Laden argumenterede i sin fatwa fra 1998 for en defensiv opfattelse af jihad, mens al-Baghdadi netop som kalif er den eneste, der har retten til at iværksætte jihad i den offensive betydning (at udbrede og beskytte islam). Den offensive jihad er kollektiv og dermed kan al-Baghdadi kræve, at alle muslimer deltager i konflikten og flytter til kalifatet: ”De, der kan immigrere til Islamisk Stat, bør gøre det, eftersom immigration til Islams hus er en pligt”, som al-Baghdadi erklærede, da han udråbte kalifatet. Det er reelt set en underminering af alle andre jihadistorganisationer og muslimske herskeres autoritet og dermed også en trussel mod alle muslimske stater. En i spændende analyse af begrebet jihad, viser Napoleoni, hvorledes IS har omkalfatret jihad. Hvor diskussionen om den moderne jihad har kredset om jihad som kampen mod korsfarerne, kolonimagterne eller revolution, så inkorporerer IS alle disse karakteristika og transformerer dermed jihad på et nyt niveau, nemlig jihad som nationsopbygning og statsdannelse. Og spørgsmålet er så, hvad det i forhold til international ret betyder for de jihadkrigere, der tages til fange. Er de terrorister? Men tilbage til ”drømmen” – hvorfor kan lige netop den drøm få tusindvis af unge vesteuropæere til at opgive deres liv og melde sig ind i en middelalderlig krig i et område, de hverken kender eller forstår? Det er ikke noget nyt, at unge melder sig under selvmordsbombe-fanerne for at genrejse muslimerne efter års ydmygelser under USA og dets allierede ”erobring” af Irak. Men det nye er at unge melder sig til jihad for at være en del af opbygningen af en ny politisk orden i Mellemøsten, ”en moderne stat uden racisme eller sekterisk spænding (efter en vis sekterisk udrensning), […] blive en del af et kalifat, der fremstår som en ubestikkelig nation uden korruption, en nation med dyb forståelse for broderskab, […] en nation regeret med ære, et moderne samfund i perfekt harmoni med al-Tawhid, Guds enhed?”. Og det er måske også den afgørende forskel mellem al-Zarqawis jihadkrigere, der begik selvmord for at komme i Paradiset, og så al-Baghdadis krigere, der ikke er opsat på døden (men gerne går i den), men ønsker at opleve kalifatet på denne jord. ”Islam vil komme til jer og bringe jer fri- 82 RELIGION NR. 2 · 2015 hed”, som et medlem af IS udtrykte det. Frihed til at realisere en drøm, hvor profetens ord kan gå i opfyldelse. Og det er jo ikke første gang unge fra hele verden er draget til Mellemøsten for at realisere en drøm: i 1940’erne var det jøderne, der strømmede til det forjættede land fra hele verden, opfyldt af et håb om at oprette en nutidig version af det gamle Israel. At friheden så er frihed til at underkaste sig Allah med alt hvad det indebærer i en salafi-ortodoks fortolkning af islam er en anden sag, men IS har i deres propaganda meget bevidst modstillet kalifatets dyder overfor de dekadente og dårligt fungerende vestlige demokratier eller vestligt inspirerede muslimske regimer. Korruption, korruption og atter korruption har igen og igen ødelagt den ene muslimske terror (oprørs)gruppe og nation efter den anden (forfatteren giver mange eksempler). Det er baggrunden for, at IS gennem deres strategiske erobringer af bl.a. rige oliefelter bevidst forsøger at gøre sig uafhængigt af økonomisk støtte fra modtagerlandene. Ifølge Napoleoni skyldes IS’s succes også dets modernitet og pragmatisme: pragmatisk fordi IS og al-Baghdadi i sin omgang med klanleder og befolkningerne i de erobrede områder sigter mod intern ro for at kunne rekonstruere den socio-økonomiske infrastruktur og skabe en sammenhængskraft, der kan bære en nation. IS hjælper således med driften af brødfabrikker og forsyner familier med frugt og grønsager, etablerer suppekøkkener til nødlidende, hjælper forældreløse børn med at finde nye familier samt udvikler sundheds- og velfærdsprogrammer. Hvor Taliban forbød vaccination af børn står IS i spidsen for poliovaccinationskampagner med det formål at stoppe udbredelsen af sygdommen. Og så er IS moderne, hvis vi definerer modernitet som måden at gribe verden an på, at gribe denne verdens aktuelle muligheder og forandringsdynamikker med henblik på en fuld udvikling af disse muligheder og dynamikker – eksempelvis i forbindelse med opløsningen af Syrien og mere eller mindre resten af Mellemøsten samt de vestlige landes berøringsangst overfor at gribe ind og deres håbløse forsøg på at føre stedfortrædende krige gennem sponsorstøtte til den ene mere korrupte oprørsgruppe efter den anden. Og ikke mindst: at udnytte og at grave kløften mellem sunnier og shi’itter dybere og dybere. Det sidste er et særdeles spændende problemfelt, som forfatteren rundt omkring i bogen belyser bl.a. gennem en analyse af begrebet takfir, der kan spores tilbage til de voldelige sammenstød mellem Abu Bakr, Uthman og Omar på den ene side og Ali’s tilhængere på den anden side. Takhir eller frafald er i princippet et religiøst begreb, men netop fordi profeten var både religiøs og politisk leder, bliver beskyldningerne om frafald også brugt i kampen om den politiske magt. Således brugte Abd al-Wahhab takfir mod såvel shi’itterne som mod Det osmanniske Rige for at retfærdiggøre Saudslægtens oprør mod osmannerne. Senere brugte Det muslimske Broderskab takfir som legitimitet i deres modstand mod præsident Nasser. Ifølge Napoleoni er beskyldningen om takfir udelukkelse af det det materielle samfund og adgang til systemet for sociale rettigheder og privilegier mere end udelukkelse af det åndelige fællesskab eller udryd- ANMELDELSER 83 delse – og det var således først med al-Zarqawi at takfir blev ensbetydende med udryddelse af shi’a-muslimer, hvilket blev effektueret gennem flere selvmordsangreb på shi’itter. Og den er jeg ikke helt med på. Jeg mener, at allerede al-Wahhab argumenterede for drab på shi’a-muslimer. Men rigtigt eller ej, så ligger IS og al-Baghdadis strategi i forlængelse af al-Zarqawi: gennem anklage for frafald eller takfir mod den shiamuslimske befolkning at retfærdiggøre en etnisk udrensning inden for IS’s territorier med henblik på at skabe en mere homogen befolkning med mindre risiko for sekterisme, det letter kalifatets ledelse økonomisk og politisk samt – ifølge Napoleoni – tilfredsstiller et dybt rodfæstet ønske om hævn blandt sunnierne, hvilket kun øger opbakningen og loyaliteten overfor den nye stat. Napoleoni sammenligner denne udrensning med udrensningen af jøder i Nazityskland. Hvor Hitler retfærdiggjorde udryddelsen ud fra en fiktiv eugenik, bruger IS takfir som et argument for en religiøs ”renselse”. Anklagen for frafald kan også operationaliseres i forhold til befolkningerne i Syrien og Irak og andre af de eksisterende arabiske regimer, som salafisterne betragter som taghut (afgudsdyrkere) og dermed legitimere og udløse borgerkrig, fitna. Ifølge forfatteren er disse religiøse begrundelser et skalkeskjul for at sætte brand i en region med henblik på at få den økonomiske og politiske magt – og indtil nu ser det også ud til at ville lykkes. Og endelig skal det lige med, at Napoleoni giver en spændende analyse af udviklingen frem mod den radikale salafisme. Salafismen var i sin oprindelse ikke anti-vestlig, snarere var det en arabisk beundring for det moderne Europa med dets værdier. Forsøget på at modernisere den arabiske verden opfordrede den salafistiske ideologi til at søge religionens renhed mod islams oprindelse og profetens lære. Men beundringen for Vesten smuldrede efterhånden som araberne følte sig forrådt af Vesten, der gennem en brutal kolonisering viste bagsiden af moderniteten – og fra da af blev salafismen transformeret til en xenofobisk og puritansk vækkelsesbevægelse vendt mod Vesten i en afvisning af nationalstaten og den europæiske modernitet, som det fremgik af Qutb, der fra sit ægyptiske fængsel skrev ”Gud er kilden til al magt” – og dermed var grunden lagt til den radikale salafisme i en total afvisning af vestlig inspireret politik og en understregning af at rense islam for enhver ydre indflydelse. Enhver afstandtagen fra princippet om Guds styre er ifølge Qutb en frafalden gerning, riddah. Og så er vi tilbage ved IS. Bogen er let at læse og derfor også oplagt til eleverne i en AT- og SRP-sammenhæng – og så man jo lige supplere med IS’ egne kilder. Således er det oplagt at søge ind på deres nettidsskrift: Dabiq#, der på fremragende vis illustrerer hvorledes IS forbinder fortiden, nutiden og fremtiden. 84 RELIGION NR. 2 · 2015 Mikkel Plum: Fanatismen og dens modstandere Peter la Cours Forlag 340 sider ill. Kr. 298,- Anmeldt af: Ole Bjørn, Dronninglund Gymnasium Forfatteren Mikkel Plum er ikke en ny Ahmed Akkari, men som tidligere medlem af Tvind og andre engagementer på venstrefløjen i 1970’erne ligner det et bekendelsesskrift om en udvikling fra fanatisme, hvor verden var delt op i god-ond og ven-fjende, til ”eramisme” som et humant ”bolværk” mod netop fanatismen: ”Jeg tror næsten man kan påstå, at Erasmus er alle senere konfliktløsningsmodellers ophavsmand […] Hans forsonlige holdning og metode er til dato ikke forældet eller overgået af nogen”. Og hvad er det så Erasmus af Rotterdam kan i en tid med strid, undertrykkelse og sekterisk had: han talte imod fanatisme og for pacifisme, forsonlighed og moderation. Det særlige erasmiske er den upartiske tolerance, ”en fri uafhængig holdning, som betyder at der aldrig tages parti, hverken for eller imod nogen part i en sag eller konflikt, men at retten til at stå udenfor eller midt imellem partnerne til enhver tid forbeholdes” – den ene part i en sag eller i et samfund har lige så meget ret til at eksistere og virke for sin opfattelse som enhver anden, når blot de gør det uden at forulempe, angribe eller true andre. Og dermed har vi essensen af ”Stemmerne imod” fanatismen, der sammen med kapitlet ”Kan fanatismen afskaffes” slutter bogen af. Blandt de mange ”stemmer”, der kommer til orde ”imod” fanatismen er ud over Erasmus, Sebastian Castellio og det første moderne menneske Michel de Montaigne, Ludvig Holberg, Stefan Zweig, Andrej Sakharov og Karl Popper. Disse kapitler er som resten af bogen en guldgrube af citater og alene af den grund er den en særdeles læseværdig. Ja, det er jo næsten umuligt at stoppe, for det ene citat rykker der andet med som en hvirvelstrøm: Voltaire skriver om fanatismen, at det er en ”religiøs sygdom, som angriber hjernen, en himmelsk epilepsi”, mens Holberg kalder det for ”indbildningskraftens vildfarelse”. Montaigne kalder forfatteren ”det første moderne menneske” – nej, ikke helt, men han stod med det ene ben i middelalderen og det andet i det moderne og det er netop de spredte ben, der skaber spændingen og dualismen i hans tænkning, men for mig at se, var hans store bedrift ikke kritikken af fanatismen, men at han (forsøgte) at lære sin samtid at leve i et æreløst samfund og at vi som mennesker må give og tage. Ganske vist bliver vi mindre oprejste og mere æreløse, men til gengæld kan vi leve med og af hinanden. Det var et sidespring, men her savnede jeg for en sjælden gang i denne bog et par centrale citater. Nøglen, der kan lukke af og ned for fanatismen er ifølge Plum og Karl Poppe demokrati og tolerance, rigtigt, ja, men når nu fanatisme er ”et slags Sværmeri, der karakte- ANMELDELSER 85 riseres ved sværmeriske Forestillinger og Indbildninger, som holdes for absolut Sande eller for inspiration af højere Magter”, som det står i Plums morfars gamle leksikon, Allers, fra 1907, der ligeledes definerer ”sværmeri” som ”sygelig Sindsstemning, hvor et Menneske bliver så stærkt behersket af sine Følelser og Fantasi, at det slet ikke lader sin Fornuft eller Eftertanke have noget at sige” – så hjælper hverken det ene eller det andet. Fanatismen er kommet for at blive som den altid har været der. Fanatismen ligger i menneskets dna, og Plum går på et par hundrede sider ned i dette ”dna” med indledningsvis at citere et fint citat fra VS’s introduktionsskoling, 1978: ”Den borgerlige stat kan ikke erobres eller overtages af arbejderklassen – den skal knuses… Det er nødvendigt med en bevæbnet arbejderklasse og etableringen af proletariatets diktatur for at hindre en borgerlig kontrarevolution” – og herfra er der jo ikke langt til Gudrin Ensslin ”Du skal slå ihjel” og hendes medsammensvorne Ulrike Meinhof ”Vi siger naturligvis, at panserne er svin… det er ikke et menneske… og naturligvis bliver der skudt” (1970). Baader-Meinhof gjorde, ifølge Plum den revolutionære danske venstrefløj forskrækket: strategien var rigtig, men var taktikken og tidspunktet forkert valgt? Rote Armée Fraktion (RAF) fik aldrig den folkelige opbakning, som gruppen havde håbet på, men meget sympati, således fra Informations Jan Stage, der mente at Ulrike Meinhof var et stakkels forfulgt menneske og et produkt af et sygt samfund, der skulle forsvares overfor en den borgerlige presses ”hetz-vanvid, heksejagt, fordrejninger og forfølgelser” – spøjs læsning. Eller Ralf Pittelkow, den gamle VS’er, der i Politisk Revy bestemt ikke mener, at der ”for socialister er grund til at deltage i det almindelige borgerlige hylekor over Rote Armée Fraktion”. Det er som at dykke ned i tidslommer, der aktiverer for længst hengemte erindringer langt inde i bevidstheden. For vi er jo er mange, der med den alder man nu engang har mere eller mindre har været med i denne proces eller fulgt den på sidelinjen eller taget afstand fra venstrefløjen, men et eller andet sted har vi jo været – jeg selv som gammel kapitallogiker (hvem kan mere huske, hvad det er) og en drøm om revolution på Samsø med efterfølgende højskole, ak ja, men frem for at pege fingre og være bagklog (som Plum ind i mellem lægger op til), så lægger nogle af kapitlerne i høj grad op til selvrefleksion: hvor var vi dengang og hvor er vi nu og hvorfor? Men samtidig giver denne genopfriskende tour de force i fanatismens mange ansigter dengang – herunder den radikale venstrefløj – også lejlighed til at gentænke nutidens fanatikere og her især jihadisterne og deres sympatisører. Som læser sad jeg lidt uroligt på stolen. Det overraskende er ikke lighederne i de mange ansigter, men de mange og ofte enslydende citater fra fortiden, der nu gentages i nutiden og dermed gør fortiden – den henglemte eller hengemte – særdeles levende. Foruroligende. Forfatterens kommentar til de mange (fremragende) tekstbrudstykker er på det jævne og præget af en vis omvendelsesiver, men læs bogen for de mange citater, der i kapitel 1 tager afsæt i ”Guds vilje” med nedslag i bl.a. zeloterne, de kristne, jøderne og muslimerne og deres referencer til skrifterne, Luther og buddhismen og hinduismen og meget mere, for herefter at rette citat-blikket mod ”Folkets vilje” med bl.a. jakobiernes repræsentant i Lyon, der i et brev til konventet i Paris i 1783 skriver ”Ja, vi tør godt tilstå det vi udgyder meget urent blod, men det er vor pligt, der er for menneskehedens 86 RELIGION NR. 2 · 2015 skyld” og Robespierre kunne nogle år senere ”svare” ”Det er nødvendigt at demaskere forræderne og slå dem ned uden nåde” – retorikken har ikke udviklet sig meget siden dengang og til i dag. Fra ”Folkets vilje” fortsætter Plum over ”Nationens forlangende” og ”Historiens krav” med Lenin, Stalin, kulturrevolutioner og en revolutionære venstrefløj til ”Hverdagens fanatisme” med bl.a. vegetarer, musik-intolerance og fag-fanatisme (det lyder mere spændende end det er), og herfra videre med ”Den psykologiske dynamik” der undersøger fanatismens socialpsykologi og narcissisme, og ”Frontalangreb på identiteten”, hvor bl.a. to afhoppere fra Moon og Tvind fortæller. Her er kapitlet ”Da Per ville forlade Tvind” fremragende. En hudløs 15 sider lang efter-hukommelsen dokumentar om Tvinds psykiske terrorisme mod Per, der gerne vil forlade sit Tvind-hold. Lige til at plukke ”ned” til et undervisningsforløb. Og endelig slutter fanatismen af med ”Guds hævn” inden mod-stemmerne kommer på banen. Det er en spændende bog og med lidt tålmodighed, lidt klippen og klistren har man en citat-samling, der bedre end mange teorier og lange lektier kan fortælle bagsiden af historien, kulturen og religionerne, så eleverne næsten ”live” oplever fanatismens rædsler. Tænkepauser 1Aarhus Universitetsforlag, 2012 60 sider Ca. kr. 40,Anmeldt af: Finn Stefánsson Fra anmelderredaktøren: Redaktionen beklager meget, at Finn Stefánssons anmeldelse af 50 ideer blev bragt i sidste nummer af Religion. Den var skrevet som slutningen på nedenstående store anmeldelse af og introduktion til Aarhus Universitetsforlags serie Tænkepauser og var derfor kun en torso. Her bringes begge anmeldelser i deres fulde længde. Frihed. Netværk. Monstre. Tillid. Livshistorien. Fjendskab. Folk. Danmark. Natur. Vrede. Myrer. Positiv psykologi. Kroppen. Kærlighed. Erindring. Håb. Tid. Sandhed. Mennesket. Magi. Loven. Terror. Litteratur. Romantik. Familien. Det er titlerne på de 25 hidtil udkomne bind i Aarhus Universitetsforlags serie Tænkepauser. Der udkommer et bind om måneden, med overspring i sommerperioden, ANMELDELSER 87 dvs. 10 bind om året. Og serien er ikke slut. Følgende bind er allerede programsat til udgivelse i de kommende ca. 2 år: Lykke. Gud. Jesus. Korruption. Tro. Ansvar. Politik. Alder. Kreativitet. Spørgsmål. Nydelse. Religion. Videnskab. Smag. Straf. Tal. Overvågning. Sex. Universet. Vikinger. Vilje. Samtlige bind er skrevet af forskere ved Aarhus Universitet og kan fås til under 40 kr. En enkelt boghandel i København sælger bøgerne for 30 kr. Bøgerne er på nøjagtigt 60 sider og i 4-6 kapitler med 5-15 sider hver og med mellemafsnit på 1-5 sider. De er alle sammen skrevet af kun én forfatter, der præsenteres på bagsiden med foto og titel sammen med en lille omtale af bogens sigte. Der er tale om videnskabeligt arbejde, men uden litteraturhenvisninger, sidehenvisninger ved citater, illustrationer, modeller og skemaer. Altså bøger, der er skåret over samme læst, den rene tekst. Eneste variation er forsiderne, der alle er forskellige og opfindsomme, og brug af farve på to linjer med ca. to siders mellemrum, tilsyneladende rent æstetisk, ikke nødvendigvis de passager, jeg har understreget. Bøgerne fremstår som nærmest perfekte i layoutmæssig henseende. Flere bind er blevet så populære, at de optræder på lister i dagspressen over de 10 mest solgte fagbøger, oplag på 10.000 gælder for nogle bind. Oversættelse til de store sprog vil uden tvivl tage til, ja, er allerede begyndt for visse binds vedkommende. Man kvier sig lidt ved at kalde bøgerne populærvidenskabelige, for i mange tilfælde får man jo indblik i helt konkret forskning, er med i selve værkstedet, føler at man er den første, der får netop den viden; det gælder fx Livshistorien, Erindring og Positiv psykologi. Sidstnævnte bind er i øvrigt det eneste, der rummer mere end ét ord i titlen. Når man tænker på, hvor kringlet mange videnskabsfolk skriver, og hvor komplekse deres problemstillinger og arbejdsområder er, er det dybt imponerende, hvor ligetil der skrives, uden at det går ud over det faglige niveau. Forlagets redaktør(er) må i det skjulte have udført et hestearbejde, have manipuleret og skubbet til, vendt og drejet formuleringer, nærmest vredet armen om på den enkelte forfatter. Det dogmeagtige koncept har simpelthen frigjort forfatterne fra et overakademisk sprog. Bøgerne kan læses med fuldt udbytte selv inden for fagområder, man ikke har kendskab til, fx Netværk og Myrer. Der opstår spændende sammenstød mellem ens egen viden inden for de mere almene emner og den viden, fx en naturvidenskabelig vinkel kan tilføje; det gælder fx bindene om Natur og Tid, der er skrevet af henholdsvis en biolog og en fysiker. Nogle gange skuffes man dog, fordi man synes, vinklen bliver for snæver i forhold til ens forventning; det gælder fx Kroppen, der nærmest giver et glansbillede af porno og prostitution, og Mennesket, der anlægger en rent evolutionshistorisk vinkel. Det højaktuelle bind om Terror forekommer mig at dele sol og vind for lige, når der ikke gås mere ideologikritisk til værks over for islamismen, der måske står for 90% af alverdens terrorhandlinger i dag. Kald dog en spade for en spade. Bindene indledes gerne med en appetitvækker, fx Romantik med ”to lys på et bord” og Litteratur med den ændring, der har fundet sted mht. en bogreols udseende i de 88 RELIGION NR. 2 · 2015 dannede, borgerlige hjem eller i de små hjem. Der bruges eksempler i stedet for teori og læserhenvendelse i stedet for indforstået akademisk-faglig jargon. Det er sjældent, at man føler disse åbninger og eksempler som for poppede. Glæden ved formidling i ”spændetrøje” skinner igennem i mange bøger. Undertiden bobler teksterne af en særlig humor, som jeg fristes til at kalde aarhusiansk, understated og selvironisk. Denne stil kan også findes på bagsideteksterne, hvor fx forskeren til bindet om Romantik, Katrine Frøkjær Baunvig, kaldes ”Aarhus Universitets egen romantiker”. Mange af de små bøger har religionsfaglig interesse; det gælder så sandelig nogle af de kommende bind: fx Lykke, Religion, Jesus. Og i serien hidtil ganske særligt Magi, som jeg vil bruge som eksempel. Men også de mange bøger med filosofisk-kulturhistoriske emner og store eksistentielle temaer: fx Frihed, Tillid, Folk, Vrede, Kærlighed, Erindring, Håb, Sandhed. Jeg vil i det følgende belyse enkelte bind lidt grundigere: Frihed, Tillid, Kærlighed, Håb og altså Magi. Alle disse bind må kunne bruges direkte eller i udpluk i religionsundervisningen. Det gælder flere end de fem nævnte, og de fleste bind må kunne bruges tværfagligt eller som temaer i AT-forløbet. Selve ordet tænkepause defineres i Den Danske Ordbog således: ”pause el. tidsrum der bruges til grundige overvejelser, fx i form af en kritisk analyse af fortiden el. tingenes tilstand og på dette grundlag en planlægning af fremtiden”. Som eksempel giver ordbogen: et kærestepar, hvor den ene har brug for en tænkepause. Tænkepauser har vel for altid sat en ny variant af ordets betydning ind i det danske sprog. Findes der på dansk en lignende bogserie? Den nærmeste parallel, jeg kan komme i tanke om, er Hasselbalchs Kultur-Bibliotek, der udkom i hele 285 småbind over en lang årrække. Serien blev redigeret af Jacob Paludan og havde et litterært-kulturhistorisk formål: at åbne for ofte oversete småskrifter i verdenslitteraturen. Det var kønne, lidt gammeldags udseende bøger på 60-70 sider. Aarhus Universitetsforlags egen serie i 6 bind af deciderede coffeetablebøger (5 kilo stykket!) om 6 perioder i europæisk historie: Antikken, Middelalderen, Renæssancen, Oplysningen, Romantikken og Moderniteten, udkom 2006-11. Der er tale om pragtværker, hvor ca. 20 forskere belyser hver deres felt inden for en periode. Bindene hed noget med ”Verden” og havde en næsten encyklopædisk vinkel, men fokus var den europæiske sammenhæng. I Frihed afliver Hans-Jørgen Schanz den misforståelse, at frihed skulle have en særlig essens eller entydig kernebetydning. Med frihed ”tænker vi næsten altid på Vestens moderne politiske frihed, hvor ikke mindst ytringsfrihed, personlig frihed og demokrati er centrale elementer.” Frihed skyldes, at mennesket kan handle frit, og at det har frihedsbevidsthed. Schanz siger, at Vesten simpelthen vandt i definitionen af frihed, hvilket ses i FN´s menneskerettighedserklæring. I Vesten hænger frihed sammen med religionskritik, og ofte kædes begrebet direkte sammen med træk i kristendommen ANMELDELSER 89 og i moderniteten. Men netop i ”frihedens århundrede”, det 20., myldrer det med totalitarismer, og ”Totalitarisme er den totale udslettelse af menneskets frihed i enhver tænkelig udgave.” Men friheden som positivt begreb angribes også fra andre sider, fx i forestillingen om ”kapitalens uindskrænkede frihed”. Gert Tinggaard Svendsens Tillid er en velunderbygget fremstilling af, hvorfor de skandinaviske velfærdssamfund er så enestående vellykkede. Det skyldes, ” at vi i de skandinaviske lande har en særegen beholdning af tillid. Hele velfærdssystemet beror jo egentlig på tilliden til, at de fleste andre, og ikke kun en selv, bidrager til de fælles goder.” Social tillid skaber verdens mindst korrupte samfund og avler rigdom og lykke. Og det kan endda måles og dokumenteres. Bertel Nygaard udfolder i Håb naturligvis Ernst Blochs grundtanker fra Das Prinzip Hoffnung, 1959: ”Det er nuets specifikke mangler, der former vores minder og vores fremtidshåb.” Nygaard gør ganske meget ud af religiøse og kvasireligiøse håbsforestillinger, fx tusindårsriget, slaraffenland, hele utopiområdet, kommunismens klasseløse samfund. Han påpeger også en række farer i håbet, der kan føre til de mest groteske handlinger; han inddrager her Orwells 1984. Der er masser af guf til religionsundervisningen i Håb. Det er der så sandelig også i Anne Marie Pahuus´ Kærlighed. Hun kan sin Platon, sin Kierkegaard og sin Eros og Agape. Men disse idehistoriske højdepunkter bliver præsenteret efter ganske mange sider, der belyser kærlighedens væsen i dagligdags situationer og ud fra begreber som følelser, hjerte, hengivelse, gensidighed, tillid. Der bruges ganske mange litterære eksempler, også overraskende fx Leonard Cohen. Jesper Sørensen, ”Aarhus Universitets egen heksedoktor” (bagsiden), fanger læseren med en ”aarhushistorie” i Magi: de magiske ritualer AGF´s tilhængere bruger for at forhindre, at fodboldklubben igen, igen rykker ned. ”AGF-tilhængerne forsøger at påvirke en usikker begivenhed i en gunstig retning på måder, som vi normalt ikke tror har nogen virkning.” Derefter udfolder han emnet i to kredse, menneskets evolutionære fortid og menneskets ”glemsel” i forhold til rationel forståelse i bestemte kulturelle situationer. Vi er ”i de fleste situationer ikke styret af bevidst, logisk tænkning, men af genveje til at træffe en hurtig beslutning.” De store magiforskere omtales i letforståelig form: Frazer, Durkheim og Malinowski. Bogens sigte er samlet i spidsformuleringerne: ”Vi opfatter magiske ritualer som væsentlige og virkningsfulde, fordi de aktiverer basale følelser i os.” og ”Magi er formentlig så indgroet en del af den menneskelige natur, at den altid vil komme til udtryk på en eller anden måde.” Come on, AGF. Behøver jeg nævne, at i Danmark er folk fulde af tillid og lykke, så meget, at vi er verdensmestre deri. Alligevel har jeg lidt svært ved at vænne mig til termen på et forskningsområde og titlen på et bind: Positiv psykologi. Det smager lidt af Mindfulness og New Age, men det er altså et område på psykologistudiet og udfoldes overbevisende i bogen. Så man må vel bøje sig. 90 RELIGION NR. 2 · 2015 Hans-Jørgen Schanz (red.): 50 ideer der ændrede verden Aarhus Universitetsforlag, 2014 393 sider, ill. Kr. 349,95 Anmeldt af: Finn Stefánsson Bind 2 i en ny serie bøger fra Aarhus Universitetsforlag, 50 ideer der ændrede verden, er redigeret af Hans-Jørgen Schanz. Der er tale om en ganske anden bogtype, en sofabordsmursten på 2 kg, pragtfuldt illustreret. I en Pressemeddelelse lægges der vægt på, at humaniora er i krise, men at humanister beskæftiger sig med ”de væsentligste ideer, der giver vores liv og samfund struktur, mening og mål.” 31 forskere (især filosoffer, idehistorikere, teologer og næsten alle fra Aarhus Universitet) skriver essayistisk om de helt store begreber, opstillet alfabetisk i bogen. Der er ca. 5 sider tekst og 3 sider illustrationer til hvert emne. Artiklerne har således slet ikke det omfang, der findes i de enkelte bind i Tænkepauser. Der er en række emner, der går igen, fx Folk, Frihed, Håb, Kærlighed, Lykke, Mennesket, men egentlig ganske få gengangere i forfatterkredsen. Artiklerne Frihed og Kærlighed skrives igen af Schanz og Anne Marie Pahuus og forekommer at være – gode – resumeer af bøgerne. Artiklerne Håb og Mennesket er skrevet af Anders Moe Rasmussen, der giver solide idehistoriske gennemgange af emnerne, i Mennesket med lidt af det filosofiske stof, man savnede i den rent evolutionsorienterede bog. Masser af de 50 artikler har umiddelbar interesse for religionsfaget. Jeg nævner nogle stykker: Animisme, polyteisme og monoteisme; Jødedom, kristendom og islam; Ondskab; Religionskritik; Sjælen; Skabelse; Synd; Ånd. Bogen er igen encyklopædisk, men begrænset til de humanistiske fag; første bind i serien var naturvidenskabeligt og handlede om 50 opdagelser. Min eneste anke mod den smukke bog er, at europæisk idehistorie og ikke den globale er bogens emne. Er der da ingen ideer fra fx Indien eller Kina, ”der ændrede verden”? ANMELDELSER 91 Klaus Wivel : Den sidste Nadver. En rejse blandt de efterladte kristne i den arabiske verden. Kristeligt Dagblads forlag. 2013 320 sider Kr. 299,95 Anmeldt af: Bodil Kruse Klaus Wivel (f. 1971) er medarbejder ved Weekendavisen, hvor han blandt flere områder har dækket Mellemøsten. I denne bog har Wivel taget et overset emne op, nemlig situationen for de kristne kirkesamfund i Mellemøsten. Hans bog fortjener afgjort opmærksomhed også fra undervisere i gymnasieskolen. De kristne kirkesamfund er gamle i området. Kristendommen kom til disse egne i de første århundreder af vor tidsregning, så de kristne føler sig de fleste steder som de oprindelige indbyggere i landet. Siden Islams fremvækst i Mellemøsten har de levet som ”beskyttede” under en muslimsk hersker. Deres juridiske status har i flere perioder været usikker over for den muslimske befolkning. Klaus Wivel tager i 2011 og 2012 på rejser rundt i 4 lande i regionen, Vestbredden/Gaza, Ægypten, Libanon og Irak. Han møder næsten overalt det samme billede: De kristne kirkesamfund er præget af udvandring. De, der overhovedet kan, forlader området og flytter til Europa, Canada, USA mv. Tilbage bliver de fattige og mennesker uden uddannelse. De fleste steder lever de kristne i frygt, deres tilværelse er usikker, og der er jævnlige overgreb. Wivel opsøger på sine rejser ledende kristne og han taler med såkaldt almindelige medlemmer af de forskellige kirkesamfund. Wivel skriver i starten af bogen, at han ikke er troende, endsige døbt. Han kender en del af liturgien i den verden han besøger, men han er en fremmed i en verden, der ikke er hans, og han er i et åndsfællesskab, han ikke tilhører. Et sted i bogen skriver han, at jo mere han taler med arabiske kristne, jo mere må han erkende, at der er en distance og en historisk erfaring, som vi ikke deler i Europa. Wivels første rejse går til Vestbredden, hvor der er flere byer med kristne grupper. Rigtig mange har allerede forladt området, og Wivel fortæller om ubehagelige oplevelser, som flere kristne har været udsat for. I 1922 var 10% af befolkningen i det daværende Palæstina kristne, i dag er det 2% - og tallet er vigende. I 2013 tager Wivel til Gaza, hvor Hamas kom til magten i 2007. Her beretter Wivel om triste forhold for de få kristne. Fra 2007 er forholdene blevet værre, og Wivel kan fortælle om ødelagte butikker, hærværk på kirker og korporlige overfald. Hamas-styret med dets islamistiske forankring 92 RELIGION NR. 2 · 2015 lader voldsomme overfald på kristne personer og på de få kristne kirker passere. Da Wivel forlader Gaza er han dybt desillusioneret, og han overvejer, hvad man skal kalde fænomenet i Gaza. Pogrom er for stærkt et udtryk, chikane for svagt. Han mener, at vi står over for noget mere tilfældigt, mere ukontrolleret, som får de kristne til at forlade området. Wivel kommer til Ægypten i 2012, hvor han vil danne sig et indtryk af situationen for den koptiske kirke. I 1927 var der 8,3% kristne – i 1986 var der 5,5% - i dag formentlig endnu lavere. I landet har der været en del angreb på koptiske kirker, værst i Alexandria i 2011, hvor et bombeangreb kostede 23 dødsofre og mange sårede. Wivel mener, at den islamistiske bevægelse har en sammenhæng med denne situation. Libanon blev dannet i 1920´erne som en republik med kristent flertal og et muslimsk mindretal. Balancen mellem de to grupper blev hurtigt ændret, og det kom til den lange borgerkrig fra 1975 – 89. Klaus Wivel taler med Habib Malik, en søn af Charles Malik, som i landets første år kæmpede for de kristnes ligestilling i Libanon. Malik har et dystert syn på de kristnes forhold i Libanon både i fortid og nutid – selvom han må indrømme, at Libanon er det mindst ufrie land i den arabiske verden. Irak havde før den amerikanske invasion i 2003 1,5 mill. kristne (4% af befolkningen) – nu er tallet nede på 300.00, 0,9%. Klaus Wivel taler med medlemmer af de kristne kirker i Irak, og det er betænkelig læsning. Der er tale om kidnapninger, hærværk på kirkebygninger osv. Bogen er journalistisk skrevet, og Wivel har arbejdet seriøst med sit stof. Og man fornemmer hans uro ved en udvikling, som rammer mennesker, der har hørt til i området siden de første århundreder. I sit efterord kommer han med en kritik af nogle af de eksperter i Mellemøsten, som ofte ytrer sig i den danske presse. Det er hans vurdering, at de er for ukritiske over for især Det Muslimske Broderskab. Han skriver, at de kristne i Mellemøsten er havnet et fortvivlende sted mellem den sekulære apati fra Vesten og en religiøs foragt fra islamister i det omgivende samfund. Bogen har en fyldig litteraturliste og mange henvisninger til websites. Det skulle være let at finde relevante tekster i bogen til sin undervisning. ANMELDELSER 93 DAMANHUR, NORDITALIEN 16. - 21. SEPTEMBER 2015 REJSEKURSUS - TILMELDING SENEST 1/7! TIL- Damanhur er et spirituelt økosamfund beliggende i Piemonte, Nord- MELDING SENEST italien, ca. 50 km nord for Milano. Det blev grundlagt i 1970’erne af 1/7! New Age læreren Oberto Airaudi (som døde i 2013) og en lille gruppe af hans tilhængere og de er efterhånden vokset til ca. 1200 faste medlemmer samt en del interesseorganisationer overalt i verden. Det er et samfund fokuseret på spiritualitet, bæredygtighed og kreativitet. De har deres egen forfatning og egen møntfod, som er blevet anerkendt af den italienske nationalbank, men det de har gjort sig mest bemærket ved er deres underjordiske tempel Menneskehedens tempel. Det er et gigantisk bygningsværk inde i et bjerg og består af flere udsmykkede sale, forbundet med gange og hemmelige trapper. Templet omtales også som verdens ottende vidunder. Området er røgfrit. Kurset vil give en generel introduktion til Damanhur som samfund og deres religiøsitet og besøget vil inkludere følgende: • Introduktion til Damanhur • Besøg i det underjordiske tempel • Besøg i Damjl, det centrale område af Damanhur, inklusiv de udendørs templer, altre og andre hellige områder. • Besøg i Damanhur Crea, Damanhurs virksomhedscenter med butikker, restaurant, værksteder og sundhedscenter. • Besøg i den Hellige Skov, et område af Damanhur hvor der fokuseres på menneskets kontakt til naturen. Besøget inkluderer en fremføring af planternes musik. • Møde med nogle af Damanhurs grundlæggere, med mulighed for at stille spørgsmål. • Oplev jævndøgnsfejring og evt. plantekoncert Det præcise program følger. Prisen vil blive ca. 9.900 kr. Max 15 deltagere. Kursusledere: Sara Møldrup Thejls, lektor på Helsingør Gymnasium og Signe Elise Bro, lektor på Viborg Katedralskole Tilmelding til Signe Elise Bro: signeelisebro@gmail.com 94 RELIGION NR. 2 · 2015 INTERNATKURSUS Religiøs radikalisering og terrorisme – mellem teori og praksis i et minefelt Internatkursus. Onsdag 30/9- fredag 2/10 2015 Det komplette program og tilmelding er tilgængeligt på EMU’en Kurset vil indeholde foredrag fra bl.a.: • Jakob Skovgaard-Petersen • Jørgen Bæk Simonsen • Ann-Sophie Hemmingsen • Lars Erslev Andersen • Jørn Borup • Jakob Feldt • Thobias Gemmerli • Sara Jul Jacobsen • Socialstyrelsen Kurset bliver afholdt på Fredericia Vandrerhjem Pris: Kr. 4.900 + kr. 1.000 for eneværelse, ikke-medlemmer + kr. 500 Arrangør: Religionslærerforeningen for Gymnasiet og HF v./Ole Bjørn og Gunnar Lundsgaard Tilmelding: gunnar.lundsgaard@outlook.dk KURSER 95 Politiken KURSER ISLAM PÅ DANSK 96 RELIGION NR. 2 · 2015 REJSEKURSUS TIL JAPAN KURSUSINDHOLD: Kurset vil være en blanding af besøg i templer og på helligsteder, deltagelse i folkereligiøs festival og klosterliv samt foredrag af og diskussion med religiøse repræsentanter for de forskellige trossamfund. Følgende trossamfund indgår i rejsekurset: shinto, rene land buddhisme, zenbuddhisme, Soka Gakkai, Happy Science (ny religion) og japansk kristendom. Herudover skal vi selvfølgelig også ”undersøge” det japanske samfund og bl.a. se nærmere på japansk ungdomsmiljø i Tokyo. Tid: 12. marts - 23. marts 2016 Kursusledere: Jørn Borup og Elisabeth Faber Pris: Ca. 25.000 kr. (Endelig pris oplyses senere, da vi ansøger fonde om tilskud). • Der er måske mulighed for at fratrække en del af beløbet på selvangivelsen. • I skal spørge jeres lokale skattemyndigheder. • Pris er for overnatning i dobbeltværelse. Deltager antal: Max. 25 Interesserede kan henvende sig til Elisabeth Faber: elisabethfaber@hotmail.com KURSER 97 98 RELIGION NR. 2 · 2015 © Bidragsyderne. Redaktøren har ret til at bringe artikler fra Religion på foreningens hjemmeside. Kopi og anden gengivelse af Religion er tilladt efter reglerne i gældende lov om ophavsret. Redaktion: Ansvarshavende redaktør: Sine Jensen Medredaktør: Signe Elise Bro Anmelderredaktør: Stine Svalgaard Larsen Øvrige redaktion: Birgit Andersen , Kirsten Slot og Peter Jensen Redaktionen deler ikke nødvendigvis bidragsydernes synspunkter. Forsidebillede: Forsidebilledet er taget i indgangsporten til Sergiev Posad-klosteret udenfor Moskva. Det forestiller den nytestamentlige treenighed på trods af, at det jo egentlig ikke er tilladt at afbillede Gud. Foto Signe Elise Bro. Afleveringsfrister: 15. august 2015 1. november 2015 1. februar 2016 1. maj 2016 Ændringer kan forekomme Medlemskontingent: Kr. 420 pr. år Kr. 210 pr. år (studerende, fuldtidsarbejdsløse og pensionister) Kontakt kassereren med oplysninger om cpr.nr. til indberetning af fradrag hos Skat. Kontakt sekretæren ved ændringer i fx navn, adresse eller ansættelsessted. Abonnement: En årgang kr. 300 Enkeltnumre kr. 100 Annoncepriser: Kr. 2.500 for 1 side Kr. 1.500 for ½ side Rabat ved min. 4 helsidesannoncer i samme nummer af Religion kr. 9.000 (kr. 2.250 pr. stk). Bladets bliver udgivet med støtte af Ministeriet for Børn og Undervisnings tips- og lottomidler og trykt hos: trykteam svendborg a/s Grønnemosevej 13, 5700 Svendborg E-mail: tt@trykteam.dk Tlf: 6222 9122 ISSN 0108-4488 (trykt udgave) ISSN 2246-6223 (online) 2 RELIGION NR. 2 · 2015 Bestyrelse: Signe Elise Bro (formand, Fagligt forum, Kontaktudvalg/den ansvarlige for kontakt til universiteterne) Katrineparken 19, 8800 Viborg signeelisebro@gmail.com 6066 3585 Kirsten Falkesgaard Slot (Næstformand, Kursusansvarlig (inkl. kursussekretær):) Agerbakken 11, 5762Vester Skerninge ks@svendborg-gym.dk 2238 1243 Birgit Andersen (ansvarlige for kontakten til regionalsekretærerne) Østergade 85, 8370 Hadsten ba@fc.paderuo-gym.dk 2242 1833 Sine Camilla Jensen (ansvarshavende redaktør) Silkeborggade 1, 2.tv., 2100 Kbh. Ø religion@htgym.dk 2236 5587 Stine Svalgaard (anmelderredaktør, kommunikationsansvarlig (hjemmeside, EMU-kontakt m.v.):) Anker Jensens Vej 57, 8230 Åbyhøj ssl@soh.dk 3038 6072 Gunnar Lundsgaard (sekretær, kasserer, fællesudvalget) Kongevej 59, 6100 Haderslev gunnar.lundsgaard@outlook.dk 7453 5700 Peter Jensen (Pædagogisk Samarbejdsudvalg) Langelandsvej 43 1, th., 2000 Frederiksberg pj@frederiksberggymnasium.dk 2521 2190 Udenfor bestyrelsen: Elisabeth Faber Vendelbogade 5. 1. Th. 9000 Aalborg Elisabethfaber@hotmail.com 9813 5875 Lene Madsen (kontaktperson til VUC) Tingvej 18, 8210 Aarhus V lene.madsen@vucaarhus.dk 8615 2661 Fagkonsulent: Christian Vollmond, KVUC christian.vollmond@uvm.dk 2068 3756 I Fagligt Forum: Sara Møldrup Thejls th@hels-gym.dk Regionalsekretærer: Nordjylland: Bent E. Kristensen Kristiansandsvej 39, 1. t.h. 9800 Hjørring BK@hj-gym.dk 9892 3696 Vestjylland: Pia Hald Holm Istedgade 23, 7500 Holstebro 8620 2287 Vest-, Syd- og Midtsjælland samt Lolland-Falster: Bodil Elisabeth Heiede Høm Møllevej 14a 4100 Ringsted bodil_heiede@hotmail.com 2295 7467 Nordsjælland: Margrethe Tjalve Ved Bakkedraget 7 3060 Espergærde margrethethjalve@get2net.dk 4913 5651 København, Københavns og Frederiksberg kommuner samt Bornholm: Ledig Kontaktperson i Grønland: Ledig Religions hjemmeside: www.emu.dk/gym/fag/re/ index.html Følg og like os på Facebook: Religionslærerforeningen for gymnasiet og HF Kultur- og samfundsfags hjemmeside: www.emu.dk/gym/fag/ks Østjylland: Birgitte Yde Kjær Syd- og Sønderjylland: Mikkel Pedersen Horupsgade 8, 6270 Tønder mp@toender-gym.dk 2757 9691 Fyn: Anne Bang-Larsen Georgsgade 45, 5000 Odense C ab@svendborg-gym.dk 6199 9139 NAVNE OG ADRESSER 99 Gunnar Lundsgaard · Kongevej 59 · 6100 Haderslev RELIGION Religion Tidsskrift for Religionslærerforeningen for Gymnasiet og HF Redaktionelt 4 Nyt fra bestyrelsen 6 Nyt fra fagkonsulenten 8 Ekaterina Melnikova og Jeanne Kormina: At være ortodoks i det moderne Rusland 18 Annika Hvithamar: Idealet om Symfonia: Den russiske ortodokse kirke og den russiske stat 26 Ksenia Kolkunova og Roman Safronov: Religionskontroverser i den moderne russiske offentlighed 34 Anna D. Sokolova: Begravelsesriter i tidlig sovjetisk diskurs 42 Signe Elise Bro: Gennemgang af ikonostasen 48 Interview med Karin Hyldal Christensen, ved Sine C. Jensen: Ikonisering af nymartyrer 53 Signe Elise Bro: Ruslands nymartyr Sankt Elizabeth 56 62 66 70 74 2015 · NR. 2 · JULI 3 Fra kollega til kollega: Katja Maritta Gøttcke m.fl.: Anmeldelse af Ruslandsrejsekurset Sara Møldrup Thejls: Undervisningseksempel til 4. Område: Damanhur Lene Wittrup: Fungerer din KS-undervisning optimalt? - et debatindlæg Bent H. Jørgensen: De andre katolikker Bodil Kruse: Muhammed – skildret af Ludvig Holberg og af Edvard Brandes 78 Anmeldelser 94 Kurser 99 Navne og adresser 2015 · NR. 2 · JULI
© Copyright 2024