1. No category

6 Kultur
Lørdag den 11. april 2015
De skabte dansk design
Kay Bojesens Abe i teak og
limbatræ kom til verden i
1951 og sælges i dag i stor
stil over hele landet.
Møbeldesign: Mens én var optaget af at ændre hele den danske møbelkultur og
skabe møbler for og til folket, slog de to andre igennem internationalt med deres
nytænkende stil. Netop nu er deres design fra 1940’erne og 1950’erne igen et hit.
SIGNE HAAHR LINDEGAARD
signe.h.lindegaard@jp.dk
Kay Bojesen
Det legende univers: Kay Bojesen blev i 1910
udlært sølvsmed ved Georg Jensen og har til
forskel fra både Wegner, Juhl og Mogensen
ikke primært beskæftiget sig med møbler.
Men på trods af, at Bojesens kald var sølvtøj og senere hen også legetøj og de meget
populære og kendte træfigurer, der i dag er
at finde i rigtig mange danske hjem, er der
tydelige paralleller at trække til de andre designere i perioden 1930’erne til 1950’erne.
For mens Kay Bojesen først arbejdede i en
personlig skønvirkestil, hvor den ægte, udhamrede overflade, en bevæget kontur og
udstrakt brug af småfigurer på æsker var karakteristisk, gik han senere over til at anvende den rene form med glatte, blanke overflader. Kay Bojesen var blandt de første sølvsmede til at omfavne funktionalismen, og
han værdsatte ligesom Børge Mogensen enkelhed og brugbarhed.
Hans Wegner
Drømmen om den perfekte stol : Wegner nåede
i sin karriere at skabe flere end 500 stole.
Stole, der hver især symboliserer hans livslange stræben efter at forstå træets natur og
udnytte dets muligheder.
Møbelarkitekten, der oprindeligt blev
snedkersvend i 1931 og efterfølgende uddannede sig på Teknologisk Institut og
Kunsthåndværkerskolen, havde nemlig sat
sig det endegyldige mål, at han ville skabe
den helt perfekte stol.
»Wegner levede og åndede for at lave møbler, og han havde en vision om at lave den
ultimative stol. Han havde en ekstrem forståelse for, hvad træ kunne, og en evne til at
tænke kroppen ind i stolen. Han sagde altid,
at ”En stol er ikke noget, før der sidder nogen i den”,« fortæller Karen Grøn, der er
museumsdirektør på Trapholt, og tilføjer, at
kroppen altid var tænkt med ind i Wegners
design, og at målet var, at folk skulle sidde
så godt som muligt.
Hun understreger, at Wegner, foruden at
formå at bevæge sig i både det meget eksklusive og det meget almene og dermed ramme
et bredt publikum, også havde formidabel
formgivningssans og var i stand til at sætte
sig ind i, hvad brugeren egentlig skulle bruge møblerne til.
Tidløst, enkelt og smukt er nøgleordene,
når man ser på hans møbler, hvor formgivningen er præget af en udtryksfuld og ofte
skulpturel funktionalisme.
Ifølge Christian Holmsted Olesen, der foruden at være udstillings- og samlingschef på
Designmuseum Danmark også har udgivet
bogen ”Wegner – bare een god stol” er det
helt fortjent, at Wegner bliver nævnt som
en af Danmarks store designere.
International succes
»Hvis du tager et af Wegners møbler, er der
ikke noget, der ikke er en forklaring på. Alt
er gennemtænkt, og alle konstruktive detaljer har en begrundelse. Men der er også en
dybere dimension, fordi møblerne i sig selv
er kunst,« siger Christian Holmsted Olesen.
Hans Wegner er en af de møbeldesignere,
der foruden at være en del af den danske kanon også har haft stor succes internationalt.
I begyndelsen af 1940'erne nyfortolkede
han en række ældre stoletyper som windsorstole og kinastole, hvor han fjernede de stilistiske detaljer og tilførte en moderne elegance. Det blev til Kinastolen og Påfuglestolen.
Det var dog først i 1949, hvor Wegner
præsenterede Den Runde Stol – en enkel og
komfortabel videreudvikling af kinastolene
– at han fik sit udenlandske gennembrud.
De kendte trædyr
Hans Wegners Y-stol
er en klassiker inden
for dansk møbelkunst og er igen i dag
meget aktuel.
Stolen vakte især stor international opmærksomhed, da den blev anvendt under
en tv-duel mellem de amerikanske præsidentkandidater John F. Kennedy og Richard
Nixon i 1961, og den udenlandske presse
omtalte efterfølgende stolen som verdens
smukkeste stol og gav den navnet ”The
Chair”.
The Chair hører til i kategorien af Wegners mest kendte og eftertragtede stole sammen med også Påfuglestolen, Bamsestolen,
Wing Chair og Y-stolen.
Men udover at designe eksklusive møbler
til det mere velstillede borgerskab var en af
Wegners kompetencer, ifølge Christian
Holmsted Olesen, også at være god til at
omstille sig. For da flere af de andre møbeldesignere oplevede en krise med manglende
købere op gennem 70’erne og 80’erne, klarede Wegner sig, fordi han skiftede over til
at lave institutionsmøbler til plejehjem, kollegier, skoler osv. Han lod det eksklusive design vige til fordel for et mere anonymt og
produktionsvenligt design.
Hans enkle sølvbestik fra 1938, hvor korpussølvets blanke spejlflade med sikker sans
for detaljen er sammenkomponeret med
hanke og knopper i andre materialer, vandt
i 1951 førsteprisen på Milanotriennalen i en
rustfri stål-udgave og fik i den forbindelse
navnet "Grand Prix" og er i dag blevet relanceret i mat og poleret stål.
Det er dog især for sit design og legetøj i
træ, at Kay Bojesen er kendt. Allerede i 1922
vandt han med fire stykker legetøj en konkurrence. Senere kom børnemøbler, vogne,
gyngeheste m.m. i malet træ. I 1942 tegnede han den populære figur, Gardisten, fulgt
af 1950'ernes Abe, Bjørn, Elefant og Papegøje.
Og ifølge Christian Holmsted Olesen er
det netop dette – Kay Bojesens univers, der
på én og samme tid er poetisk og legende –
der gør ham interessant i dag.
BLÅ BOG
BLÅ BOG
Hans J. Wegner
Kay Bojesen
Hans Jørgensen Wegner
(1914-2007) var en dansk arkitekt og møbeldesigner, der
op gennem 40’erne og 50’erne
designede nogle af dansk designs absolutte klassikere.
Kay Bojesen (1886-1958) var
udlært sølvsmed efter at have
været i lære hos Georg Jensen,
men begav sig senere ud i at
arbejde med træet.
Blandt de mest kendte af
Wegners stole kan Påfuglestolen, Bamsestolen, Wing Chair,
Y-stolen og Den Runde Stol
(The Chair) nævnes.
Foruden international anerkendelse har Wegner også
modtaget talrige hædersbevisninger, og han er ligesom Finn
Juhl også udnævnt til Ridder
af Dannebrog.
Det er især sine figurer i træ –
heriblandt aben, elefanten og
papegøjen – som Kay Bojesen
i dag er kendt for.
I 1955 blev Kay Bojesen udnævnt til Ridder af Dannebrog.
Lørdag den 11. april 2015
Finn Juhl
Danish Modern
I efterkrigstiden blev dansk møbeldesign bragt ud i verden til international
berømmelse under betegnelsen ”Danish Modern”. Med en symbiose af design og solidt snedkerhåndværk var
det bl.a. møbler som Wegners The
Chair og Juhls Høvdingestol, der banede vejen for en kæmpe eksport af
danske møbler, men også designere
som Arne Jacobsen og Verner Panton
er vigtige medspillere.
Møblet som kunstværk: Mens Børge Mogen-
sen var optaget af at lave prisvenlige designermøbler, som alle danskere kunne få råd
til, og Hans Wegner søgte efter at skabe den
perfekte stol, var Finn Juhl markant anderledes i sin tilgang til møbeldesignet. Han ville
i langt højere grad nytænke, hvad møbler
egentlig var.
»Finn Juhl var inspireret af samtidskunstnerne og var selv en del af kunstnerkredsen.
Han talte om at forløse værker. Så for ham
blev møblerne til kunstværker, som en
snedker efterfølgende måtte kæmpe med at
føre ud i livet,« fortæller Karen Grøn og tilføjer, at det dog ind imellem kunne være en
vanskelig opgave.
Det kan man godt forstå, når man ser
nærmere på de møbler, Finn Juhl i sin tid
tegnede. Han var meget skulpturel og æstetisk i sit møbeldesign og bevægede sig bevidst væk fra de mere stramme linjer, som
især Børge Mogensen var eksponent for.
Men ifølge Karen Grøn gjorde den eksperimenterende form også møblerne meget
skrøbelige og sarte over for belastning.
Det ændrer dog ikke på, at Finn Juhl, der
oprindeligt var uddannet arkitekt og først
senere kastede sig over møbeldesignet, er
kendt som en af de store og visionære designere, som høstede stor anerkendelse både i
Danmark og internationalt for sit organiske
formsprog og nytænkende metoder for
fremstilling af teaktræsmøbler.
40’ernes storhedstid
Ifølge Karen Grøn var det dog især i begyndelsen af sin karriere, at Finn Juhl når sit designmæssige højdepunkt, fordi billige teaktræsefterligninger senere hen begynder at
æde sig ind på hans marked.
Kultur 7
Pelikanstolen fra 1940 er
et af Finn Juhls hovedværker.
»Her sprængte han virkelig rammerne for,
hvad et møbel er,« siger hun.
1940’erne blev på mange måder Finn
Juhls gyldne årti, hvor han skabte nogle af
sine mest ikoniske møbler heriblandt Pelikanstolen i 1940, FJ45 stolen i 1945 og sin
nok mest kendte og eksklusive stol, Høvdingestolen, i 1949, hvilket fik designskribenten Svend Erik Møller til ubestridt at udråbe
Juhl til »vores fornemste møbelkunstner.«
Ligesom Wegner opnåede Finn Juhl også
stor succes internationalt, og i 1950'erne fik
han sit store gennembrud i USA. Amerikanerne var vilde med eksperimenterende og
skulpturelle møbler, hvilket bl.a. førte til, at
han fik den prestigefyldte opgave at indrette
Formynderskabsrådets sal til De Forenede
Nationers hovedsæde i New York. En opgave, der i dag anses for at være et hovedværk
i Juhls karriere.
BLÅ BOG
1934 og efterfølgende uddannede sig til møbelarkitekt, at tegne flere møbler, end de fleste ville kunne nå på det dobbelte liv. I otte
år var han leder af FDBs møbeltegnestue, inden han i 1950 selv åbnede en tegnestue,
hvor klassikere som Den Spanske Stol,
Tremmesofaen og en række FDB-møbler
blev udtænkt.
Mogensen var optaget af almuestilens parole om enkelhed og gedigne materialer, og
hans møbler blev derfor lavet i bøg, eg og
teak, samtidig med at de skulle kunne laves
enkelt og uden kunstneriske krumspring, så
de dels kunne holde længe og ældes med
ynde, og dels produceres billigt, så almindelige mennesker havde råd til at købe dem.
Mogensen stod dermed i spidsen for en
demokratisering af møblerne, for ifølge ham
skulle værftsarbejderen nemlig også have
mulighed for at sidde godt og pænt.
Og fulgte man ikke de retningslinjer, kunne man godt regne med hug fra Børge Mo-
Tremmesofaen
er et af Børge
Mogensens
mest velkendte design og
finder nu igen
vej til de danske hjem.
Finn Juhl
Finn Juhl (1912-1989) var
oprindeligt uddannet arkitekt
og kastede sig senere over møbelkunsten.
Hans møbler er især kendetegnet ved lette og skulpturelle
former i teaktræ, og hovedværkerne er især Pelikanstolen, FJ45 lænestolen og Høvdingestolen.
I 1984 blev Finn Juhl udnævnt
til Ridder af Dannebrog efter
sit mangeårige bidrag til dansk
design.
Arne Jacobsen (1902-1971) blev efter
sin afgang fra Kunstakademiet i 1927
hurtigt anerkendt inden for både arkitektur og møbelkunst, og ifølge Karen
Grøn står han med stole som Ægget,
Svanen, Myren og Syveren i dag som
et ikon for hele det 20. århundrede.
»Det særlige ved ham er hans evne
til at lave æstetisk innovation. Han
etablerede et helt nyt formsprog og
var samtidig innovativ med nye teknikker og materialer,« siger hun og
fremhæver Syver-stolen, hvor Arne Jacobsen har formået at »forene en vældig god kvalitet med noget meget moderne og producerbart til en overkommelig pris«.
Verner Panton (1926-1998) var en af de
mest toneangivende designere i
1960’ernes Europa, mens hans design
aldrig slog igennem herhjemme. Hans
møbler, lamper og tekstiler blev tegnet
med en fantasifuld kombination af innovative materialer, legende former
og dristige farver. Han er især kendt
for "Panton-stolen", der var verdens
første stol i ét stykke støbt plast.
Børge Mogensen
Møbler for folket: »Mit mål er at frembringe
ting, der vil tjene mennesket, placere mennesket i hovedrollen i stedet for med djævlens vold og magt at tilpasse mennesket til
tingene.«
Sådan lød et af den danske møbelarkitekt
og nationalhelt Børge Mogensens mantraer.
For Børge Mogensen var det hverken anerkendelse eller tanken om det perfekte møbel, der drev ham til at lave de utallige design, der har gjort ham til en af dansk møbelhistories mest betydningsfulde formgivere. De møbler, som mange danskere har haft
stående i deres hjem igennem årene, og som
netop nu igen er hypermoderne. Børge Mogensen ville lave møbler for og til folket, og
her var funktionalitet et absolut nøgleord.
»Børge Mogensen var en meget stor etiker.
Han havde nogle store visioner for, hvad
møbler skal kunne for mennesker, og han
var stor fortaler for, at folk skulle bo sundt,«
siger museumsdirektør på Trapholt, Karen
Grøn, og tilføjer, at Børge Mogensen prøvede at gøre op med møbelkulturen i de danske hjem i 30’erne og 40’erne, hvor der var
en tendens til, at folk købte store møblementer, som skulle de bo på en gård.
»Men i virkeligheden skulle de ind og bo i
en 2-værelses lejlighed i København, og så
blev møblerne usunde. Mogensen var fortaler for mindre og mere funktionelle møbler,
der passede ind i tankegangen om, at det
handlede om at bo kompakt, fleksibelt og
sundt. Og når du kigger på rådene til den
måde, folk skal bo i dag, så er det præcis det
samme, man taler om,« understreger hun.
Fornuft, fornuft, fornuft
I løbet af sine 58 leveår nåede Børge Mogensen, der blev udlært som møbelsnedker i
gensen, der bl.a. kritiserede Finn Juhl for at
lave ”cocktailmøbler”, der vægtede form
over funktion.
Folket skulle leve kunstnerisk med deres
møbler, men møblerne skulle ikke være
kunstværker, men redskaber til kunstnerisk
udfoldelse, som han skrev i et debatindlæg i
bladet Spatium i 1963.
Ifølge Christian Holmsted Olesen, udstillings- og samlingschef på Designmuseum
Danmark, repræsenterer Børge Mogensen
kernen i den danske møbelskole.
»Han er den danskeste af to årsager. For
det første forholder han sig til udenlandske
møbeltyper som shakermøblerne eller til de
mauriske træk som i Den Spanske Stol og
gør dem til noget dansk. Og for det andet er
hans udgangspunkt altid funktionalismen:
Det skal være funktionelt og brugbart, træsorterne skal være danske, og hvor alle andre er mere kunstneriske, er Børge Mogensen fornuft, fornuft, fornuft,« siger han.
BLÅ BOG
Børge Mogensen
Med sine lettilgængelige og
prisvenlige møbler er Børge
Mogensen (1914-1972) så
tæt på at være en national
helt, som det er muligt, når
det kommer til møbeldesign.
Hans vision var at lave brugbare og billige møbler for folket,
og i 1950 åbnede han sin
egen tegnestue efter i otte år
at have ledet FDBs møbeltegnestue.
Især Den Spanske Stol, Tremmesofaen, Øreklapstolen og
Mogensens møbler for FDB
kan nævnes som hovedværker.