Forløbsbeskrivelse - Hønsepigen i billedkunst

Hønsepigen i billedkunst
Besøg et hønsehus
Formålet med besøget i et hønsehus er, at eleverne får mulighed for at observere og sanse høns i
hønsehusets omgivelser. Hvordan bevæger høns sig? Hvilket volumen har de? Hvilke former og
farver? Hvilke tillægsord passer på hønsene? Hvordan lugter de? Se iagttagelsespapir til
hønsehuset.
Før besøget i hønsehuset farver eleverne læringsmålene i billedkunst [link i FFM] ud fra, hvad de
kan og ved på nuværende tidspunkt. Herefter opstiller de egne mål for forløbet ved at markere
med lodrette streger i hvert mål.
I hønsehuset:
1) Brug iagttagelsespapiret til at nedskrive observationerne - disse observationer støtter det
senere tegnearbejde.
2) Tag fotos af hønsene - nærbilleder og helbilleder - som forlæg til at tegne høns.
Kontakt selv én, der har en hønsegård i skolens nærmiljø eller find én på ”Liste over besøgshønsegårde” - se lærermaterialer.
Materialer til besøg i hønsegården
- iPads/kameraer
- Iagttagelsespapir til besøg i hønsegården
Besøg af Javier Pãnos
Javier Pãnos er født i Barcelona og vokset op i Spanien. I dag er han lokal kunstner - og en kunstner
som alle børn i Skive Kommune bør kende, fordi han sammen med sin kone Christel Bækgaard har
lavet en stor del af den kunst, som udsmykker Skive fx Fisken ved Skive Kommune,
keramiksvanerne og musikscenen i Skive Anlæg. Derudover har han lavet mange malerier af høns
som karikaturer af personer. Malerierne har han lavet ud fra egne fotos af høns.
Javier møder op på skolen og kvalificerer jeres blyantstegninger af høns ud fra jeres fotos fra
hønsehuset. Javier viser og fortæller om sine egne og andres hønsemalerier og om, hvordan man
kan male og tegne høns. Samtidig med at I tegner, maler han selv et nyt hønsemaleri med olie på
lærred, så I kan blive inspireret af ham, mens I arbejder. Javier medbringer også musik, som han
spiller for jer, mens I tegner. Han kan være inspirator for omkring 60 elever ad gangen.
Javier Pãnos skal kvalificere elevernes blyantstegninger af høns. Som forlæg til tegningerne
benytter eleverne de fotos, som de har taget i hønsegården.
Besøget er planlagt til at vare fire timer. Klassen skal have tegnekardus i A3-størrelse som
tegnepapir, bløde blyanter og farveblyanter/farver (caran d’ache) til rådighed.
Opgaven går ud på, at alle elever tegner en tegning af et selvvalgt hønsemotiv. De tegnede og
farvede høns klippes ud og monteres alle bag samme hønsetråd, så klassen får sin egen hønsegård
inde i klassen.
Javier holder oplæg i 1 time
1) Javier viser eksempler på SMARTBoard af høns som et yndet motiv i kunsten (malerier,
skulpturer, vaser osv.).
2) Javier fortæller om, hvordan han selv kom i gang med at lave hønsemalerier. I hans
malerier skildrer han hønsene med menneskelige egenskaber; han har en humoristisk og
personkarikerende tilgang til det at male høns. Javier medbringer en USB-nøgle med fotos
af sine malerier, og disse malerier vil han gerne vise og fortælle om på SMARTBoard.
Eleverne tegner med Javier i 3 timer
3) Herefter demonstrerer Javier som en modellering for eleverne, hvordan han tegner høns
ud fra et foto. På en flipover skitserer han et foto omsat til en tegning. Han snakker med
eleverne om ”at tegne er at se,” så de får viden om at betragte linjer, former, lys og skygge
osv.
4) Eleverne vælger hver især et foto, som de vil tegne. I samarbejde med læreren igangsætter
Javier tegneprocessen. Javier retter ikke på elevernes tegninger, mens de tegner.
5) Javier har medbragt ”tegnemusik” til afspilning på en CD-afspiller.
6) Når eleverne er kommet godt i gang med at tegne, begynder Javier at male et nyt
hønsemaleri til sin samling. Han medbringer selv lærred, maling og staffeli. Eleverne får på
denne måde mulighed for inspiration og medlæring ved at betragte Javier med pensel og
maling, mens musikken spiller. - Energien smitter!
Afrunding af tegneforløbet
7) Evaluering af processen og tegningerne sammen med Javier.
8) Javier fortæller om sit nye maleri, som klassen må låne indtil emnet om ”Hønsepigen” er
afsluttet.
9) Tegningerne gøres færdige i de følgende billedkunsttimer.
10) Montering: Når alle tegninger er farvelagte, klipper eleverne hønsene - og hanerne ud.
Eleverne sætter dem op på en væg med lærertyggegummi og indrammer dem bag
hønsetråd.
Nu har klassen sin egen hønsegård inde i klassen.
Som afslutning på billedkunstforløbet følger eleverne op på læringsmålene i billedkunst. Eleverne
udfylder, hvad de nu ved og kan. Eleverne sammenligner med egne opstillede mål for forløbet.
Materialer til besøg af Javier Pãnos
- SMARTBoard
- Flipover
- Tegnekardus i A3-størrelse, bløde blyanter og farver
- CD-afspiller
- Tegneguide til høns
- Hønsetråd