Søndag den 4. oktober kl. 10.30 Jazz-gudstjeneste i Højby Kirke Sarah Elgeti er en meget aktiv saxofonist, oprindelig fra DDR og indtil for nylig bosat i Holbæk. De smukke arrangementer og lyriske klange i Sarahs musik egner sig særdeles godt til et kirkerum og bliver udvalgt, så de passer til søndagens tekster. I Højby kirke spiller Sarah Elgeti sammen med Morten Schantz på keyboard, Henrik Holst Hansen på trommer og Kristoffer Lybecker Brødsgård på bas. Søndag den 4. oktober kl. 15.00 Efterårskoncert i Egebjerg kirke Egebjergkoret er et firestemmigt klassisk kor, som i den forgangne sæson har arbejdet med kormusik fra middelalderen. Kom og hør Egebjergkoret synge et blandet repertoire fra middelalderen og op til vor tid. Der bydes på en lille forfriskning efter koncerten. Mandag den 5. oktober kl. 19.00 Kirkekoncert i Hørve kirke ”Father and son” er et koncertshow på tværs af generationer og stilarter. Den tyske koncertveteran Jochen Brusch (violin) og rockmusikeren Tristan Brusch (guitar og sang) markerer deres 25-års far og søn forhold med et festligt koncertshow. De to musikere udfordrer hinanden gensidigt: Klassisk veksler på underholdende vis med pop- og rock-klassikere og egne kompositioner. Deres forskellige udgangspunkter lader musikalske grænser flyde og viser stilarterne på en ny og spændende måde. Efter koncerten vil der være en forfriskning i Tårnrummet. Tirsdag den 6. oktober kl. 19.30 Musikandagt i Korskirken i Vallekilde Sange om mod og beskyttelse – Med organist og komponist Hanne Helledie, sanger og komponist Vibeke Aggeboe og præst Janne Sulkjær. Et menneske har brug for mange ting for at kunne leve og vokse. Denne tirsdag aften sætter vi fokus på mod og beskyttelse - med sange, bibeltekster og digte. Velkommen til en poetisk og tankevækkende stund. Onsdag den 7. oktober kl. 17.00 Paulus’ omvendelse – i Nykøbing kirke I året 1903 udgav den danske organist og komponist Otto Malling et smukt og storslået orgelværk med titlen ”Paulus´ omvendelse”, som i et mættet og dramatisk tonesprog beskriver apostlen Paulus´ omvendelse med baggrund i Lukas´ beretning. Vi skal høre dette enestående musikstykke krydret med ordene fra Apostlenes Gerninger læst af sognepræst Sten Hartung. Ved orglet sidder organist Henrik Kristensen. Ud af mødet mellem ord og toner fødes således en liturgisk gudstjeneste – eller et liturgisk drama, om man vil! Onsdag den 7. oktober kl. 19.00 Musik og digte i Grevinge kirke Musik og digte er overskriften for en anderledes gudstjeneste med skabelsen som tema. En gudstjeneste præget af musik, solister, fællessang og tekster af Søren Ulrik Thomsen og Bent Kjærsgaard. Torsdag den 8. oktober kl. 16.00 Salmeswing - familiegudstjeneste i Egebjerg kirke Sille Grønberg og Palle Windfeldt levere salmeswing i kirken for børn og deres familier. De erfarne musikere vil i løbet af en times tid inddrage børn og voksne i salmernes melodiske univers på nye og swingende måder. Lørdag den 10. oktober kl. 15.00 Kirkekoncert med Intakt i Nr. Asmindrup kirke Vokalgruppen Intakt byder på et varieret og alsidigt repertoire med årstidens sange, salmer, viser, musicals og filmmusik, ofte fremført i nye iørefaldende arrangementer. Intakt blev dannet i 1998 af de fire sangere Eva Hede, Maria Hede, Gitte Lohman Olsen og Lotte Pazdecki. Gruppen akkompagneres af pianisten Jesper Adorján Ankjær og cellisten Therese Adorján Ankjær. Søndag den 11. oktober kl. 10.00 Musikgudstjeneste i Fårevejle kirke Den musikalske ramme om gudstjenesten er musik af Carl Nielsen. Selvsamme Nielsen, som salmekomponisten Thomas Laub dømte ude med ordene, at han ”ikke var barn af Huset”. Saxofonist Sarah Elgeti og guitarist Troels Frost medvirker, foruden kirkens organist Gerda Willemoes Andersen og kirkesanger Eric Holm. Søndag den 11. oktober kl. 15.00 Kirkekoncert i Vig kirke I det stemningsfulde kirkerum vil der lyde smukke Lieder af Schubert, Schumann og Richard Strauss (bla et par satser fra Vier letzte Lieder) ved sopran Vibeke Bjergaard Aggeboe. Hun bliver akkompagneret af pianist Eric Cumming. Der vil være 2-3 fællessange undervejs. Lørdag den 17. oktober kl. 11.00 Babysalmesang med Sutter og Salmer i Asnæs kirke. Anne Mette Riis, lektor på det Kongelige Danske Musikkonservatorium, kommer og spiller og synger sammen med os. Efterfølgende er der lidt at spise i tårnrummet. Sutter og Salmer henvender sig til børn op til 1 års alderen (også børn uden for Asnæs sogn). Af hensyn til indkøb af mad og drikke vil det være dejligt med tilmelding senest den 14. oktober til Karin Bundgaard Nielsen på kbn@km.dk. Menighedsrådene og kirkemusikerne i Ods og Skippinge provsti indbyder med denne folder til en række kirkelige og musikalske oplevelser ud over det sædvanlige. I uge 41 og 42 afholdes gudstjenester, andagter og koncerter med en bred vifte af musikalske udtryk. Kirken og menighederne udfordres og gamle vaner rystes. Vi byder alle velkommen til dette festfyrværkeri af musik og gudstjenester. Odsherred Kirkemusik Festival Søndag den 18. oktober kl. 15.00 Engelsk musikgudstjeneste i Odden kirke Inspireret af et smukt dansk-engelsk bryllup i kirken i foråret vil menigheden denne dag få en oplevelse af den engelske salme- og gudstjenestetradition. Alle salmer og korsvar vil ligesom kollekterne og nadverritualet være på engelsk. Tekstlæsningen og prædiken vil dog være på dansk. Odden kirkes kor, organist og kirkesanger medvirker. Gudstjenesten er også en indvielse af det nye kirkerum, hvor koret er blevet restaureret og bænkene malet. Der er kirkekaffe. St. Albans, den engelske kirke i København, har hjulpet med gudstjenesten i Odden Kirke Asnæs Kirke, Kirkevej 10, 4550 Asnæs Egebjerg Kirke, Ved Kirken 8, 4500 Nykøbing Sj. Fårevejle Kirke, F. Kirkevej 35, 4540 Fårevejle Grevinge Kirke, Hovedgaden 2A, 4571 Grevinge Højby Kirke, Bag Kirken 5, 4573 Højby Hørve Kirke, Hørve Kirkevej 2, 4534 Hørve Nykøbing Sj. Kirke, Holtets Plads, 4500 Nykøbing Sj. Nr. Asmindrup Kirke, Asmindrupvej 47, 4572 Nr. Asmindrup Odden Kirke, Overbygade 2, 4583 Sjællands Odde Vallekilde Korskirke, Triersvej 2, 4534 Hørve Vig Kirke, Enghavevej 1, 4560 Vig www.odsherredkirkemusik.dk Der er fri entre til alle arrangementer 4/10 - 18/10 2015
© Copyright 2024