RoboTrainer Light - Syddansk Universitet

RoboTrainer Light
Robottræning hjælper de svageste patienter
Genoptræning er helt centralt for patienter, som har mistet førligheden efter en blodprop eller ulykke. Men hvis patienten er for svag til selv at gå i gang almindelig genoptræning, er der hjælp at hente i RoboTrainer Light, som er et forsøg på at udvikle en
prisbillig teknologi til hjemmebrug for de patienter, som er for svage til at betjene
almindelige træningsmaskiner.
RoboTrainer Light er simpelt opbygget og består kun af en nylonsnor og en computerstyret motor. For enden af nylonsnoren er en løkke, som patienten kan lægge
sin hånd ind i. Computeren sidder inde i en hjulskinne, som nylonsnoren går rundt
om. Motoren hjælper med at hæve armen, og når patienten er kommet længere i
genoptræningsforløbet, kan motoren indstilles til at hjælpe mindre eller give armen
modstand, så patienten skal bruge kræfter på at hive snoren ned igen. RoboTrainer
Light er let at transportere og sætte op.
Lektor Anders Stengaard Sørensen fra Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet på Syddansk Universitet, som står bag opfindelsen, mener, at robottrænere har et kæmpe
potentiale. Internationalt har flere forskningsresultater vist, at træningsrobotter
har effekt hos patienter med følger efter især blodpropper. Det hænger sammen
med, forklarer Anders Stengaard Sørensen, at træningsformen skaber en illusion for
hjernen. Når robotten hjælper patienten til at løfte, tror hjernen, at den løfter. Den
illusion kan stimulere dannelsen af nye nervebaner.
RoboTrainer Light
Robottræning hjælper de svageste patienter
Velfærdsteknologi kan hjælpe mennesker, der har helbredsmæssige udfordringer, så de
kan fortsætte deres almindelige hverdagsliv - trods funktionsnedsættelser.
På Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet, Syddansk Universitet, har en velfærdsgruppe
med lektor Anders Stengaard Sørensen i spidsen i de sidste 6 år stået for en forskningsmæssig satsning på robotassisteret træning ved hjælp af robotteknologi og sensorteknologi med biofeedback.
Velfærdsgruppen udvikler hele tiden nye, innovative metoder og redskaber, som kan
øge kvaliteten og effekten af (genop)træning. Gruppen deltager desuden i mange
innovationsprojekter, hvor der samarbejdes med sundhedspersonale, patienter og
private virksomheder så tidligt i udviklingsprocessen som muligt for at skabe det rigtige
fundament for de forskellige initiativer.
Kontaktpersoner:
Lektor Anders Stengaard Sørensen, tlf.: 24 78 23 65
Koordinator Conny Heidtmann, e-mail: cohe@mmmi.sdu.dk