13 skønne naturspots

13 skønne naturspots
SAMSØ
8
11
13 gratis attraktioner - Åbent hele året
1
10
6
9
3
12
5
7
4
13
Samsøs største attraktion er uden tvivl den ubeskriveligt smukke og meget afvekslende
natur.
Naturmæssigt er Samsø et stykke Danmark i miniformat. Kyststrækninger med stejle
skrænter, et bakkelandskab med dybe dale og smeltevandskløfter, hedelandskab og
frugtbare landbrugsområder og en fjord med mange øer og holme.
I denne lille folder har vi samlet nogen af øens smukkeste naturspots. 13 gratis attraktioner, der har åbent hele året!
2
Husk, at du også kan købe folderen ”Vandreture på Samsø” for 10 kr. hos Samsø
Erhvervs- og Turistcenter i Tranebjerg. Så er du godt klædt på til oplevelser i Samsøs
fantastiske natur.
1. Ballebjerg
Fra Nordby fører en vej mod vest til Ballebjerg, der med sine 64 meter
er Samsøs højeste punkt. Herfra kan du mod vest nyde udsigten over
Tunø og videre til Aarhus i det fjerne. Mod øst ser man over småøerne
Kyholm, Lindholm, Rumpen og Vejrø mod Sjælland. I 1920 blev Ballebjergs udsigtstårn opført. I dag ejes området af Nordby Borgerforening,
som vedligeholder tårnet og sørger for, at bevoksningen bliver holdt
nede.
2. Brattingsborg Gods og skov
På den sydlige del af Samsø ligger Brattingsborg Gods, omkranset af
marker og skov og med udsigt til havet. Godset blev oprettet i 1677,
og har siden tilhørt familien Danneskiold-Samsøe. Slottet blev opført
i 1871. Der er ikke adgang til slottet og godsets øvrige bygninger for
offentligheden, men der er mulighed for at gå en tur i skoven, ligesom
man i sommertiden kan få adgang til slotshaven på bestemte dage
mod entré.
3. Besser Rev
Nordøst for Besser ligger det 5 km lange oversøisk stenrev, der
afgrænser Stauns Fjord og er et enestående fugleområde. Gå en fin tur
til revets spids og undervejs gøre holdt på bakken Hønsepold, hvorfra
man har overblik over en stor del af fjorden. Længere ude på revet
ligger et skanseanlæg fra Englandskrigene, og derefter er der ikke langt
til spidsen, hvorfra man kan se over det smalle, men strømfyldte sund
til Kyholm. Husk, at man i starten af revet skal passere Draget, hvor der
ved højvande er risiko for oversvømmelse.
OBS ! Der er adgang forbudt
i fuglenes yngleperiode
fra 1. april til 15. juli
4. Dyret
Mellem Onsbjerg og Tanderup ligger Dyret, der hæver sig 51 meter
over jorden og dermed er Sydsamsøs højeste punkt med en fabelagtig
udsigt. I hedensk tid kaldte man det for Odinsbjerg, hvilket har givet
navn til byen Onsbjerg. Da Odin blev et tabubelagt navn, fandt folk
på navnet ”Dyret” i stedet for. Under 2. verdenskrig havde tyskerne en
udkigspost på bakken, men ellers har ”Dyret” været samlingspunkt ved
store folkemøder. Der er adgang til bakketoppen fra landevejene både
på øst- og vestsiden.
5. Besser udsigtstårn
Øst for Besser by ligger udsigtstårnet, som er bygget på resterne af en
gammel mølle. Den oprindelige mølle blev delvis brændt ned i 1913,
da møllen blev brugt til filmoptagelser. I sommerens løb danner tårnet
ramme om små kulturelle arrangementer. Ad markveje kan man gå
videre ned til kysten mod øst.
6. Heden
Nordby Hede ligger mellem Mårup Skov og Stavns Fjord på Nordøen.
Heden er et fredet naturområde, og man skal derfor følge instrukserne
for færdsel på sådanne steder. Men smuk er den og værd at opleve
- ikke mindst, når lyngen blomstrer. I stenalderen var Samsø delt i
nordøen og sydøen. Landhævningen og aflejringer fra havet har siden
bundet de øer sammen. En vandretursfolder kan købes hos Samsø
Erhvervs- og Turistcenter.
7. Ilse Made Kilde
I strandkanten ved Vesterløkken ligger en kilde, hvor fersk vand
springer i en udhulet egestamme, der er dateret tilbage til bronzealderen. Et gammelt sagn fortæller, at kilden sprang, hvor en død kvinde
drev i land på stranden. Om halsen havde hun et guldkrucifix. Heste
kunne ikke trække liget hverken til Tranebjerg eller Kolby kirke, men
med lethed til Onsbjerg kirke. Her blev kvinden begravet, og korset har
fået sin plads i kirkens kor. Drikker man af kilden Valborg nat - natten
mellem den 30. april og 1. maj - siges det, at vandet har helbredende
kraft.
8. Issehoved
Issehoved er Samsøs nordspids, der er dannet på samme måde som
Skagens Gren og er under stadig ændring af de fremherskende vinde
og bølgeslag. I klart vejr kan man se Aarhus, og på Mols kan man se
Helgenæs med Ellemandsbjerget og Sletterhage Fyr (ca. 12 km væk),
længere mod øst Ebeltoft Vig med færgehavn samt øen Hjelm. Man
kommer til Issehoved ad en smal vej fra Nordby eller vandrende ad de
afmærkede stier i bakkerne, fx fra Langdalen.
9. Kanhave Kanalen
Kanalen blev anlagt på Samsøs smalleste sted af vikingerne i år 726.
Efter datidens forhold var den et fremragende ingeniørarbejde. Den
skaffede vikingeskibene en hurtig forbindelse fra Stavns Fjord til
Sælvigbugten og deler Samsø i en nordlig og sydlig del. Nu om dage
ses kanalen som en forsænkning i landskabet.
10. Møgelskår
Møgelsskår er det mest udprægede ”skår” - altså dal - i Nordby Bakker.
Kuplede bakker og dybe dale gør landskabet til en helt særlig naturoplevelse. De græsklædte skrænter ud mod havet er karakteristiske ved
deres ”fårestier”, et geologisk fænomen, der viser sig som små smalle
afsatser. Ved gåture i området vil du ofte møde kreaturer eller gutefår,
en gotlandsk race, som er en del af Samsø Kommunes naturpleje.
11. Nordby Bakker
Det helt specielle landskab omkring Nordby Bakker er dannet under
sidste istid (for 15.-100.000 år siden). Det strækker sig fra Asmindør
Hage i syd til Issehoved i nord og består af vældige bakker, afbrudt af
dybe dale - de såkaldte skår. I stenalderen var havniveauet højere end
i dag og dannede flere steder kystskrænter, der nu ligger i to til tre meters højde. Nordby Bakker blev i 2009 optaget i Skov og Naturstyrelsens
naturkanon. Vandretursfolder om området kan hentes hos Samsøs
Erhvervs- og Turistcenter.
12. Stauns Fjord
Stauns Fjord er et stenfyldt lavvandsområde, der gennemskæres af en
dyb, snoet strømrende, der kræver stort lokalkendskab, hvis man vil
sejle i den. Spredt i fjorden er der mange små græs- og træklædte
holme, som offentligheden ikke har adgang til, da de er fredet og forbeholdt de mange ynglende fugle. Naturelskere har dog rig mulighed
for at opleve det særprægede og smukke område, idet der er anlagt
afmærkede gangstier, rundt om fjorden.
13. Vesborg Fyr
Fyret, der ligger på Samsøs sydvestspids, er i 1858 bygget på den gamle
borgbanke, Visborg. Selve fyrtårnet er 19 m højt, men banken giver det
en fokushøjde på 36 m. Fra stedet er der en fantastisk udsigt over de
indre farvande, hvilket har gjort området perfekt til placering af middelalderborgen Visborg, hvis volde og grave stadig kan ses i terrænet.