Til: Struer Kommune Hjerm den 4. februar 2015 Ansøgning om midler til Projektbeskrivelse af området Plejehjem-Hjermhallen. Vision: I Hjerm vil vi gerne være i 100 år, vi vil gerne være 100 flere borgere om tre år, …. Kort om forløbet: Der blev den 1. april 2014 afholdt et borgermøde, som udmøntede sig i nedsættelse af forskellige arbejdsgrupper; herunder Multihus-gruppen. I efteråret var samtlige foreninger og borgergrupper i Hjerm og omegn (Vejrum) inviteret til idémøde om indholdet i et kommende Multihus. Her var der udelukkende positive røster fremme blandt borgerne, og alle kunne se nye muligheder i lukningen af plejehjemmet og etableringen af nye ældreboliger og Multihus. Vi vil udviklingen - ikke blot i Hjerm, men for vores kommune. Derfor vil vi bruge de udefra kommende projekter som løftestang til, ikke blot at skabe noget nyt, men også til at få tilflyttere til at søge mod vores kommune. Hjerm har en gunstig placering i forhold til evt. kommende Bioethanol-projekt, som kan give over 1000 arbejdspladser, samt nyt erhvervsområde ved Nupark. Og som vil ligge i cykelafstand (ca. 4km), hvilket kan virke positivt på bosætningen. Hjerm vil endvidere ligge i umiddelbar nærhed af motorvej (ca. 5km), hvilket vil have positiv indflydelse på tilflyttere fra andre landsdele. Ligesom de lave skatter, samt grund- og boligpriser vi har i kommunen og dermed Hjerm. Derfor er det ønskeligt, at vi i Hjerm kan: tilbyde attraktiv forenings- og kulturliv, tilbyde bosætningsmuligheder og nok men ikke mindst tilbyde fællesskab for alle. Dette kan gøres med skabelsen af synergi mellem nyt Multihus som kernen for skole, institutioner, og tæt tilknyttet boligmasse for ældre. Multihus: Hjerm Multihus vil være med til at skabe rammer for fællesskab og aktivitet på tværs af generationer. Det skal være stedet hvor generationers veje krydses i caféen på vej til bevægelse, til foredrag, til ungdomsklubben, eller måske seniorklubben til fællesspisning. Det skal være stedet hvor alle føler sig velkommen og imødekommet, og hvor der skabes sociale relationer samt styrkelse af netværk. Hjerm Multihus skal også være stedet, hvor der er rum til samvær, fordybelse og den psykiske motion. Vi ønsker at flytte sognegården til det kommende Multihus, grundet bedre udnyttelse af faciliteter og adgangsforhold, større driftsbesparelser og en samling af forskelligartede sociale og kulturelle aktiviteter. Byggeri til ”den tredje alder”: Struer Kommune lukker plejehjemmet ved udgangen af 2015. Dette er en kærkommen lejlighed til at tænke nyt. Mange har ytret ønske om et sted til den tredje alder, altså tiden mellem eget hjem og plejehjem. Vores tanke er at lave et ”Olde-kolle”-miljø; tæt forbundet med det kommende Multihus. Et boligselskab og Struer Kommune kan i samarbejde bygge 10-15 boliger på ca. 60-80 m2, og det nye center skal være de ældres fællesrum lige om hjørnet. Her er alle muligheder: lige fra god sund mad, til fysisk og psykisk forbrænding. Skolen: Vi ønsker at bruge de kommende køkkenfaciliteter som knudepunkt for institutioner, skole og ældre. Hermed opnår vi en driftsbesparelse. Beløb der søges: Kr. 25.000 (se bilag). Da idrætsforeningen er mellem af DGI, er det ansøgte beløb ca. en fjerdedel af normalpris. På vegne af ”Hjerm 100” og Multihus-gruppen: Karl Daniels, Peter Lund Koefoed og Anders Offersen.
© Copyright 2024