Rungsted Bådelaug c/o Karsten Eckert Højskolevej 8 2960 Rungsted Kyst Tirsdag den 19. maj 2015 Rungsted Sejlklub c/o Nicolai Møller Andersen Mågevej 9 2970 Hørsholm Kystdirektoratet, Søterritoriet Att. Afdelingschef for Søterritoriet Hans Erik Cutoi-Toft, Vedr. Rungsted Havn Som det fremgår af sagen vedrørende Rungsted Havn, har Staten i forbindelse med tilladelsen til opførelse af havnen forbeholdt sig retten til at godkende havnetaksterne. Dette vilkår er fastholdt i direktoratets skrivelse af 10/3 2015 til Hørsholm Kommune. Sejlerne i havnen er repræsenteret af ovennævnte i de senere år oprettede sejlklubber. KDY, som har et beskedent - og faldende – antal medlemmer på Havnen, støttede oprindeligt sejlernes forsøg på at undgå den kommunale overtagelse af havnen, som vi tidligere har korresponderet med Direktoratet om, men stod i efteråret 2014 af på den måde, at man tilkendegav, at man ikke ønskede at deltage i en retssag mod kommunen om overtagelsens lovlighed. Det er nu kommet frem, at der mellem KDY og kommunen har været forhandlinger om vilkårene for en fortsættelse efter 2025 af en vederlagsfri brugsret til en del af havnearealet, som KDY i 1979 sammen med den senere nedlagte Rungsted Kyst Sejlklub fik til opførelse af klubhuse for de to klubber og drift af en offentlig restaurant, på havnen (”Nokken”). Se vedføjede tinglyste aftale om brugsretten af 1979 samt allonge til samme af februar 2015 underskrevet af borgmesteren og den likvidator, der på kommunes vegne forestår likvidationen af det hidtidige havneselskab. Dette sker altså - besynderligt nok - 10 år inden den oprindelige brugsrets udløb. Der har i årene siden den oprindelige aftale ligesom i tilknytning til så mange andre sejlklubber lande over været drevet restaurant i den på stedet opførte klubbygning - i Side 1 af 3 mange år dog kun under KDY’s auspicier og på vilkår, vi ikke har indsigt i. I kontrakten mellem KDY og havnen står der, at ”permanent udlån og fremleje af areal og bygninger kun kan ske med Havnens samtykke”, hvilket altså har været gældende for den del af lokalerne, som anvendtes til offentlig restaurant drevet af en restauratør, der lejede faciliteterne. Sejlerne har hidtil troet, at restaurationslokalerne på dette grundlag har været underlagt sædvanlig grundleje til Havnen, og at KDY altså kun havde grundlejefrihed for lokaler, som klubberne selv brugte som klubhus/klublokaler. Havnebestyrelsen har også inden for de seneste par år behandlet en ansøgning fra KDY netop vedrørende Nokken, og her fik KDY afslag af Havnebestyrelsen på grundlejefrihed for den del af KDY’s lokaler, der skulle anvendes til den offentlige restaurant. Havnebestyrelsens begrundelse var et lighedsprincip - alle de andre restauranter på Havnen betaler sædvanlig grundleje. Det vil selvsagt være uholdbart, såfremt den største restaurant på Havnen ikke skal betale grundleje til Havnen, blot fordi restaurationlokalerne ejes af og fremlejes af KDY. Men det er naturligvis heller ikke holdbart at overvælte omkostninger ved havnens drift, som ville kunne være betalt af lejeindtægten for restauranten, på sejlerne og andre lejere på Havnen. Hørsholms borgmester oplyser nu i debatindlæg i pressen (vedlagt), at det forholder sig anderledes, end sejlerne hidtil har troet. Sejlerne kan således ikke bortse fra, at de er blevet underløbet. Det fremgår endvidere af en medlemsudsendelse fra KDY fra begyndelsen af marts d.å. med tilknyttet pressemeddelelse (se http://www.kdy.dk/news_reader.php4? uv=&uniq_id=7375 ), at ”Danmarks bedste steakhouse indtager Rungsted Havn” … ”Det er ikke mange måneder siden, at MASH annoncerede åbningen af en ny stor restaurant i Hamburg, og allerede nu kan det populære steakhouse løfte sløret for endnu en åbning. Denne gang på de hjemlige kanter, når restaurantkonceptet til foråret overtager den største restaurantlokation på Rungsted Havn, Nokken, hos Kongelig Dansk Yachtklub.” Der er altså fremtidig tale om udleje til et ganske andet restaurationskoncept end det, der kendes i tilknytning til de fleste andre sejlklubber. Kvadratmeterprisen for lejer på Rungsted Havn er efterhånden nået op i omkring 3000 kr. pr. m2 om året. Hvis det mondæne MASH får godt halvdelen af underetagen, plus lageret i det tilhørende skur, drejer det sig om mindst 400 m2, og med lejeprisen bliver det til en lejeindtægt på 1,2 mio. kr. årligt. Dette beløb - med fradrag af bygningsværdien - var indgået i havnekassen, såfremt havnen selv havde stået for udlejen til restauratøren. I så fald havde pengene f.eks. kunnet anvendes i forbindelse med en renovering og forstærkning af moleanlæggene til imødegåelse af de efterhånden regelmæssige stormflodsødelæggelser, der er en følge af klimaforandringerne. På den måde havde det - kraftigt – påvirket de havnetakster, Side 2 af 3 sejlerne skal betale. Nu trækkes pengene derimod ud af havnen og kommer den private forening KDY til gode. Det ville i et privat havneselskabs regi aldrig være acceptabelt, at en sejlklub på den måde drev forretning på havnens bekostning. Under forudsætning af, at Hørsholm Kommunes overtagelse af havnen overhovedet er lovlig – hvilket fortsat er retligt uafklaret - er spørgsmålet endvidere, om det lovligt, at Hørsholm Kommune for fremtiden overlader kommunens ejendom til en (i øvrigt uden for kommunen domicileret) privat forening, der herefter udnytter den kommercielt med et betydeligt økonomisk overskud for sig selv og deraf følgende negative konsekvenser for de havnetakster, sejlerne og andre skal betale. I det konkrete tilfælde således at bådejerne kommer til at bære udgifterne til renoveringen og forstærkningen af moleanlæggene uden at hverken udlejeren eller lejeren bidrager med så meget som en øre til vedligeholdelsen af det anlæg, det lejede befinder sig på. Det bemærkes herved, at havnetaksterne netop nu er blevet forhøjet med omkring en tredjedel. Som de fremgår af den vedføjede dagbladsdebat, er det umuligt at få Hørsholms borgmester til at oplyse, hvilke beløbsstørrelser, der i årenes løb har været tale om, og hvilke beløb der altså i årenes løb er blevet unddraget havnens kasse med deraf følgende overvæltning af udgifter på sejlerne og de erhvervsdrivende på havnen. Vi skal derfor anmode direktoratet om iht. vilkårene for godkendelsen af havneanlægget at forlange forholdet oplyst med relation til havnens regnskaber og havnetaksterne, således at der kan skabes gennemsigtighed omkring anliggendet. Vi anmoder endvidere om at få at vide, om det for direktoratet som godkendelsesmyndighed vedrørende havnetaksterne er acceptabelt, at disse er sat for højt under hensyn til det misforhold, der må antages at være tale om, jf. ovenfor. Såfremt sagen ikke sorterer under direktoratet, men ministeriet, anmoder vi direktoratet om at oversende nærværende dértil. Med venlig hilsen, Karsten Eckert Nicolai Møller-Andersen Formand for Rungsted Bådelaug Formand for Rungsted Sejlklub Side 3 af 3
© Copyright 2024