Status på behandlingen af flysager ved Københavns

Status på behandlingen af flysager ved Københavns Byret
Københavns Byret har de seneste år modtaget et stadigt stigende antal sager, hvor flypassagerer, som har
oplevet aflysninger eller forsinkelser af deres flyafgange, har rejst krav om kompensation i henhold til EUforordning 261/2004.
Retten har tidligere informeret om, at der på tværs af rettens civile afdelinger er oprettet en flysagsafdeling
(50S) med henblik på at skabe et overblik over det samlede antal sager, samt sikre en mere effektiv
sagsbehandling. Parterne skal rette henvendelse til denne afdeling i verserende sager samt ved generelle
spørgsmål om flysager, meget gerne på fly.kbh@domstol.dk.
Retten har, som følge af, at der for øjeblikket verserer en række flysager ved Højesteret og med forventet
hovedforhandling den 22. og 23. marts 2016, behandlet en meget stor mængde anmodninger om
udsættelse af de sager, der fortsat verserer ved Københavns Byret.
Retten har i 4 sager truffet afgørelse om, at sagerne skal udsættes på Højesterets ankebehandling, mens
der i én sag er truffet afgørelse om, at sagen ikke skal udsættes på Højesteret.
Landsretten har ved kendelser af 20. april 2015 og 22. april 2015 bestemt, at de pågældende sager, som
alle omhandlede tekniske fejl på et fly eller forsinkelser, som var afledt af en teknisk fejl på et fly skulle
udsættes.
Kendelserne (i anonymiseret form) vedrørende de 5 sager kan fås ved henvendelse til byrettens fly-mail.
Der har for Procesbevillingsnævnet været indgivet anmodning om tredjeinstansbevilling til Højesteret med
henblik på kære af én af landsrettens kendelser om udsættelse. En lang række sager har afventet udfaldet
af denne anmodning. Procesbevillingsnævnet har den 1. juli 2015 truffet afgørelse om at afslå
tredjeinstansbevilling. Landsretttens kendelser om udsættelse er derfor endelige.
EU-domstolen har den 17. september 2015 afsagt dom i sagen C-257/14 – Corina van der Lans mod
Koninklijke Luchtvaart Maatschappij NV (KLM), hvor domstolene har udtalt sig om en række præjudicielle
spørgsmål stillet i en flysag, som verserer ved en hollandsk domstol.
Byretten har i en række sager, hvor der er rejst protest mod udsættelse under henvisning til dommen fra
EU-domstolen, bestemt, at de pågældende sager fortsat skal udsættes på Højesterets ankesagsbehandling.
Disse kendelser er, så vidt vides, ikke (forsøgt) indbragt for landsretten.
Byretten har senest modtaget meddelelse om, at 2 af de 4 ankesager ved Højesteret er hævet af
flyselskabet, og retten har på den baggrund modtaget nogle anmodninger om, at byretten genoptager
behandlingen de sager, der er udsat på Højesteret. Byretten vil i den kommende tid tage stilling til disse
anmodninger.