1. No category

POPULÆRKULTURENS
POLITISKE POTENTIALE
10. semester, Kommunikation
Gruppenummer: 33
Anne Skriver, Ditte Ryvang Andresen
& Nana Lysbo Svendsen
Vejleder: Mikkel Fugl Eskjær
ABSTRACT
In the fall 2014 the Danish Broadcasting Corporation (DR) broadcasted the TV-series 1864,
which is based on a crucial event in Danish national history. Citizen paid licence fee and DKK 100
million awarded by the Danish government funded the TV-series. 1864 received great media
attention, and historians as well as politicians and citizens took part in the following debate concerning historical facts, foreign affairs, and DR’s role in the Danish society, among other things.
The purpose of this study is to investigate how popular culture, with the case of the TV-series
1864, can be used as starting point for political communication and debate.
Due to the focus on political communication and popular culture, this thesis draws on theoretical
perspectives from both fields. The thesis offers a wide understanding of political communication,
which enables more actions to be considered political. Within this field, the study makes use of
literature discussing the impact of media upon democracy and the agenda setting and framing
discipline. The theoretical perspectives within the field of popular culture focus on the relation
between popular culture and politics as well as historical dimensions.
Applying a quantitative and qualitative content analysis approach, this thesis examines the media attention caused by 1864. The combination of the methods enables an analysis of the overall
structures as well as an understanding of the internal structures. The study is based on an absolute sample size, which entails an actual image of the media coverage in the given period.
The analysis of the media coverage caused by 1864 shows that many different senders and actors participate in the debate. In addition, the study examines the democratic functions of the
media and how the actors take part in the media coverage. By defining a competitive and a de-
liberative way of understanding democracy, the involvement of the citizens in the media coverage further allows the study to evaluate the democratic potential of the debate, which 1864
caused. Furthermore, the results of the study show that the TV-series raised awareness of different topics and especially the political themes was framed in relation to DR. Throughout the
analysis, the concept of public service has proven to be a significant element in the media coverage for which reason the study offers two approaches that contributes to an understanding of
the diverging attitudes towards 1864 and DR. Finally, this study discusses why 1864 caused po-
litical debate in the Danish media and to what extend the TV-series holds democratic and political potential.
The thesis concludes that the political potential of popular culture – in this case 1864 – must be
considered from the themes emphasised by the media coverage surrounding the TV series as
well as the way the actors engage in the debate. It can further be concluded that the political
potential of 1864 consists in its ability to generate debate, educate, and engage citizens in socially relevant issues. The thesis’ results exemplify the use of popular culture as a starting point
for a political debate. In addition, this thesis contributes to research in the wide understanding of
political communication, and the results can be used to discuss the relation between political
communication and popular culture and how popular culture takes place in the political and societal field.
”Jeg har aldrig haft en
politisk intention med
tv-serien. Jeg ønskede blot
at skabe en historie om
krig og kærlighed, der gik
direkte i hjerterne hos de
danske tv-seere”
- Ole Bornedal
INDHOLDSFORTEGNELSE
1 INDLEDNING
1.1 PROBLEMFELT
1.1.1 TV-DRAMA I OFFENTLIGHEDENS TJENESTE
1.1.2 FIKTION ELLER FAKTA?
1.1.3 RØDE LEJESVENDE
1.2 PROBLEMFORMULERING
1.3 LÆSEVEJLEDNING
S. 1
S. 2
S. 2
S. 5
S. 6
S. 7
S. 7
2 TEORI
2.1 POLITISK KOMMUNIKATION
2.1.1 POLITISK KOMMUNIKATION SOM GENSTANDSFELT
2.1.2 UDVIKLINGEN I POLITISK KOMMUNIKATION
2.1.3 TEMATIKKER I POLITISK KOMMUNIKATION
2.1.4 DEMOKRATI OG MEDIER
2.1.5 INFOTAINMENT
2.1.6 MEDIESYSTEMER OG PUBLIC SERVICE
2.1.7 BORGERLIG OFFENTLIGHED
2.1.8 AGENDA SETTING
2.1.9 FRAMING
2.2 POPULÆRKULTUR
2.2.1 HISTORISKE FILM
2.2.2 POPULÆRKULTUR OG POLITIK
2.3 TEORETISK SAMMENKOBLING
S. 9
S. 9
S. 10
S. 12
S. 16
S. 19
S. 21
S. 24
S. 28
S. 31
S. 40
S. 41
S. 43
S. 47
3 METODE
3.1 INDHOLDSANALYSE SOM METODE
3.2 FORSKNINGSDESIGN
3.2.1 KOMBINERET FORSKNINGSDESIGN
3.3 KVANTITATIV INDHOLDSANALYSE
3.3.1 SAMPLING
3.3.2 UDVÆLGELSE OG AFGRÆNSNING AF EMPIRI
3.3.3 KODNING
3.4 KVALITATIV TILGANG
3.5 METODISK REFLEKSION
3.6 VIDENSKABSTEORETISKE IMPLIKATIONER
S. 49
S. 50
S. 50
S. 53
S. 54
S. 56
S. 58
S. 63
S. 66
S. 67
4 ANALYSE
4.1 DA 1864 KOM PÅ DAGSORDENEN
4.3 MAKVÆRK, MANIPULATION ELLER MESTERVÆRK?
S. 73
S. 73
S. 77
S. 81
S. 85
S. 88
S. 90
S. 90
S. 95
S. 106
S. 108
4.3.1 173 MILLIONER PÅ KRUDT OG KANONRØG
S. 108
4.3.2 VANVITTIG NATIONALIST ELLER OVERGOD PACIFIST?
S. 116
4.3.3 FRA ÉN KRIG TIL EN ANDEN
4.3.4 DANMARKS HISTORIE EJER VI ALLE
S. 123
S. 129
4.3.5 HAR DR ET SÆRLIGT ANSVAR?
S. 135
4.3.6 DELKONKLUSION: KONTEKST OG KULTUR
S. 142
4.4 JEG MENER, DERFOR HAR JEG RET
S. 145
4.4.1 DR I FOKUS
S. 148
4.4.2 EVALUERINGSKULTUR
S. 152
4.4.3 DELKONKLUSION: DEBATTENS DEMOKRATISKE POTENTIALE
S. 154
5 DISKUSSION
5.1 HVORFOR POLITISK DEBAT?
S. 157
5.1.1. MED PUBLIC SERVICE FØLGER ANSVAR
S. 157
5.1.2. HISTORIEN ER IKKE TIL FORHANDLING
S. 160
5.2 POPULÆRKULTUREN – OPLYSENDE OG DEMOKRATISK?
S. 162
6 KONKLUSION
S. 167
7 PERSPEKTIVERING
S. 171
8 LITTERATURLISTE
S. 173
9 BILAG
S. 187
4.1.1 MEDIEDÆKNINGENS OMFANG
4.1.2 FRA HISTORISK KORREKTHED TIL UDENRIGSPOLITIK
4.1.3 DEBAT DOMINERER
4.1.4 HVEM TAR’ ORDET?
4.1.5 DELKONKLUSION: MEDIERNES SAMLEDE DÆKNING AF 1864
4.2 PIA, OLE OG ALLE DE ANDRE
4.2.1 HVEM SKRIVER?
4.2.2 HVEM OPTRÆDER?
4.2.3 DELKONKLUSION: 1864 SOM POLITISK PLATFORM
,1'/('1,1*
Hvordan bliver en person eller en begivenhed pludselig genstand for en hel befolknings opmærksomhed? Hvad er det, der gør, at hele Danmark får morgenkaffen i den gale hals, når DR
lukker underholdningsorkesteret? Og hvorfor gik Danmark i selvsving, da Ole Bornedal og DR’s
dramasatsning om krigen i 1864 løb over skærmen i 2014? Sidstnævnte er udgangspunktet for
dette speciale. For hvordan kom det så vidt, at et dansk tv-drama fik sat så meget fut i Debatdanmark, at der praktisk talt var tale om noget, der mindede om en mediekrig?
2014 var 150-året for 1864. Et årstal de fleste danskere har kendskab til, hvad end det bunder i
historisk interesse, eller om man blot er bekendt med børnesangen ‘Mallebrok’. Mange vil mene,
at 1864 er en vigtig og central del af den danske selvforståelse, for da Danmark tabte Slaget ved
Dybbøl i 1864, mistede vi en del af os selv. Som Herman Bang så malerisk beskrev det i sin roman Stuk fra 1887: “Fireogtres amputerede os fra land ved hofterne” (Bang i Agger, 2014). Krigen i 1864 står derfor som et mørkt kapitel i dansk historie. Et kapitel, der har sat sine spor og
sidenhen er blevet brugt og fortolket i mange ideologiske sammenhænge (Bondebjerg, 2014a).
Som Bo Lidegaard formulerede det i Politiken den 13. oktober 2014, sluttede 1864 først i 2001,
da Danmark endelig igen turde melde sig på den internationale bane med militær slagkraft (Lidegaard, 2014).
Som antydet er krigen i 1864 evigt aktuel i forståelsen og ikke mindst debatten om dansk historie
og identitet. Således skulle 150-året for en så skelsættende begivenhed som slaget ved Dybbøl
naturligvis markeres. Og hvem var bedre til dette end DR – Danmarks nationale public serviceudbyder? Hele butikken blev satset, og alle skyts sat ind for at fortælle danskerne om “den blodigste krig i Danmarkshistorien”. Men her opstod problematikken – for hvordan var det nu lige,
det var med den der krig? Ud over, at Danmark var i krig mod ’preusserne’, og at vi tabte, er der
tilsyneladende utroligt få ting eksperter, politikere og andre meningsmænd kan blive enige om.
Set fra et historisk og politisk perspektiv var krigen anno 1864 derfor en ren hvepserede for Ole
Bornedal og DR at stikke fingrene i.
Mens dansken i Bornedals historiske drama gjorde sig klar til krig, blev der samtidigt kørt tunge
skyts i stilling i de danske dagblade. Der var tale om alt fra makværk til mesterværk. Om historieforvridning, nationalisme og dansk selvforståelse. Om barberede armhuler, sigøjnere og en voldtaget ko. Stort som småt blev endevendt i debatten om DR’s dyreste dramasatsning. Men at en
krig, der ligger 150 år tilbage, skulle bedrive en ny ’krig’ her i det 21. århundrede, havde ingen set
1 komme. Endnu mere imponerende var det, at Mallebrok, der ifølge børnesangen døde i krigen i
1864, skulle genopstå på de sociale medier med eget hashtag 150 år efter sin død. Tv-dramaet
var pludselig ingenting sammenlignet med det drama, som udspillede sig i aviser og på de sociale medier. Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti var forargede og talte nok en gang om røde lejesvende og danske værdier (Blüdnikow, 2014), alt imens Ole Bornedal gik i hi, og Danmark delte
sig i to – dem, der var med, og dem, der var imod. Men hvad var det, der fik det hele til at eksplodere? For er en tv-serie som 1864 ikke blot fiktion, der er sat i verden for at underholde?
1.1 PROBLEMFELT
I forståelsen af, hvorfor 1864 blev så omdiskuteret et emne i efteråret 2014, er det nødvendigt at
forstå den ramme, som tv-serien er skabt i. 1864 indskriver sig i en lang tradition hos DR, hvorfor
det synes nødvendigt at redegøre for søndagsdramatikken i en public service-kontekst.
1.1.1 TV-DRAMA I OFFENTLIGHEDENS TJENESTE
At dansk tv-dramatik er et vigtigt varemærke for DR, kommer til syne i public service-kontrakten,
hvor det indskriver sig som en specifik public service-forpligtelse: ”DR skal i kontraktperioden
årligt i gennemsnit sende minimum 20 timers nyproduceret dansk dramatik i tv (…)” (Kulturstyrelsen, 2013, s 8). Tv-dramaet har ifølge Gunhild Agger (2005), professor i dansk mediehistorie,
til tider været svær at placere direkte inden for public service-genren, da det ofte betragtes som
mere underholdende end oplysende (s.146-148). Dog kan man argumentere for, at DR retfærdiggør tv-dramatikkens public service-berettigelse gennem dets evne, til netop at ”(…) samle
danskerne i store og små fællesskaber med indhold, oplevelser og fælles begivenheder”, som
public service-kontrakten byder det (Kulturstyrelsen, 2013, s. 3). Få begivenheder, foruden royale bryllupper og store sportsbegivenheder, har formået at samle danskerne som netop DR’s søndagsdramaer.
Ifølge Eva Novrup Redvall (2011) har DR’s dramaserier særligt haft stor succes siden årtusindeskiftet, hvilket høje seertal – såvel som de efterhånden mange Emmy-statuetter – vidner om. At
DR har formået at skabe så populære og prisvindende serier, har fået stor opmærksomhed nationalt såvel som internationalt (s. 180). Danskproduceret tv-drama har gennem fjernsynets levetid haft stor betydning i forsøget på at fastholde og opdyrke et dansk kulturelt fælleskab, der ville
nå ud til den brede offentlighed (Agger, 2005, s. 16). Med fjernsynets fremkomst overtog tv-
2 dramaet den dannende funktion, som tidligere havde været knyttet til den fortællende litteratur.
Med fjernsynets, og i samme forbindelse tv-dramaets fremkomst, fik populærkulturen altså et nyt
og kæmpemæssigt marked at udfolde sig på (Agger, 2005, s. 230).
Historisk set fik det første tv-drama premiere tilbage i 1950’erne. Dengang var der dog snarere
tale om tv-transmitterede sceneoptrædener, end om det tv-drama vi kender i dag (Agger, 2005,
s. 193). Det første rigtige eksempel på moderne dansk tv-dramatik kom med Leif Panduros En af
dagene fra 1962. Ifølge Agger (2005) adskilte En af dagene sig fra det tidligere tv-teater ved at
være anderledes og provokerende og brød således med den pænhed, som man ellers havde
forbundet med tv-dramatikken. Dette blev startskuddet for den “samtidsregistrerende og debatskabende funktion, som tv-dramatikken fik i den efterfølgende periode” (s. 203). Op gennem
70’erne tog udviklingen af original tv-dramatik med serier som Huset på Christianshavn og Ma-
tador for alvor form (Agger, 2005, s. 204). Mens 80’erne var præget af en nervøs ulmen på
grund af tv-monopolets brud, blomstrede tv-dramatikken i 90’erne. DR har således en lang tradition bag sig i forhold til at producere tv-dramatik, og helt indtil etableringen af TV2 i 1988 havde
DR monopol på dansk tv-drama.
I første omgang konkurrerede TV2 ikke på dansk tv-fiktion, men sendte i stedet store, populære
amerikanske og britiske tv-dramaer (Agger, 2005, s. 147). Med de udenlandske dramaers indtog
på de danske tv-platforme fik publikum og seertal derfor en ny betydning. Med øje for det populæres betydning havde dansk tv-drama behov for et løft, og man fandt ud af, at man var nødt til
at adoptere tendenser fra udlandet, hvorfor man, som Agger (2005) argumenterer, begyndte,
”(...) at benytte de internationalt kendte genrer og formater til at fortælle danske historier med,
dvs. historier om, hvad der havde rørt sig i fortiden, og hvad der skete i samtiden” (s. 232).
Derfor satsede DR op gennem 90’erne stort på at forny deres søndagsdramatik, og man gjorde
således endeligt op med tv-teatret og lagde nye produktionsstrategier. Der lå et ønske om at lave
seersucceser, samt at lave serier, der var toneangivende sammenlignet med øvrige tv-kanalers
udbud. DR satsede således på at perfektionere deres søndagsdramaserier fremfor at satse på
flere forskellige genre, og dette kan eventuelt ses som årsagen til deres nuværende succes
(Redvall, 2011, s. 182, 184, 193).
3 Rent strategisk ligger der mange tanker bag DR’s dramaproduktioner. Tidligere dramachef for DR
Ingolf Gabold nedfældede i 2003 15 dogmer, som til dels knytter sig til DR’s public serviceforpligtelser. De 15 dogmer illustrerer kernen i produktionsstrategien for DR’s søndagsdramaer,
og overordnet bygger de på tanken om, at søndagsdramatikken skabes ud fra produktionsbegreber som ‘one vision’, ‘crossover’ og ‘den dobbelte historie’ (Redvall, 2011, s. 184-185). Dogmet om ‘den dobbelte historie’ er særligt vigtig, da det byder, at DR har ansvar for at skabe mere
end blot den gode og fascinerende historie, som skaber identifikation hos seeren. Som Gabold
uddyber i Filmmagasinet Ekko: “Men samtidig har vi et public service-krav, som siger, at vi skal
lave dramatik med sociale og etiske konnotationer, og den dimension giver den dobbelte historie” (Redvall, 2010). Kravet om, at der i DR’s dramatik skal være mere på færde end blot underholdning, bliver netop tilført gennem ‘den dobbelte historie’, idet DR her inkorporerer oplysende
elementer, som genererer ny viden og debat i det underholdende fiktionsunivers. Ifølge Gabold
er dette et virkelig centralt element i søndagsdramaernes virke:
I vores dramatik vil vi gerne holde et spejl op for seerne, som de kan blive klogere af
at kigge i, og som gør, at de forstår sig selv i forhold til de historier, der bliver fortalt.
Hvem er vi? Hvor stærke og hvor svage er vi? (Thorsen, 2010).
Piv Bernth, DR’s nuværende dramachef, uddyber:
En god fortælling må (...) gerne sige noget om, hvad vi kommer af og rejse spørgsmålet om, hvor vi skal hen?: DR Fiktion ønsker med sine dramaer at skabe underholdning, refleksion og undren hos seerne - helst på en og samme tid. Vi vil gerne
være med til at stille både de store og de små spørgsmål, men vi har ikke et ønske
om at give svarene. Dem skal seerne selv reflektere over og diskutere sig frem til
(Christensen, 2015).
Tv-serien Borgen er blandt andet et eksempel på en serie, som ud over blot at være underholdende havde til formål at føje stof til eftertanke hos danskerne. Ifølge Redvall (2011) ønskede
seriens forfatter Adam Price gennem en fiktiv fortælling at oplyse seerne om det demokratiske
virke i Danmark og dermed give dem mere mod på at deltage i den politiske debat og proces (s.
192). Som DR fremlægger det i public service-redegørelsen for året 2013, blev den dobbelte historie i Borgen netop grundlag for en samfundsmæssig debat, som lå ud over serien:
4 I foråret 2013 kunne danskerne følge tredje sæson af ’Borgen’. Tredje sæson skabte grundlag for en del debat i dansk presse med udgangspunkt i enkeltsager, som
Birgitte Nyborg tog fat på i serien. Specielt blev integrationsspørgsmålet drøftet. På
baggrund af Katrine Fønsmark og Kasper Juuls brud, blev skilsmisseforhold med
børn involveret, også debatteret (DR, 2014, s. 35).
Tv-fiktionen spiller således en central rolle i et public service-øjemed, og Agger (2005) konkluderer, at tv-dramaet må ses som en integreret del af ideen om public service hos DR, da nærmest
ingen efterhånden forestiller sig en public service-flade uden (s. 151). Beslutningen om at formidle historien om 1864 blev ifølge Morten Hesseldahl, tidligere kulturchef hos DR, taget, fordi man
ikke blot ville få en tv-serie om den fatale krig, men nærmere en fortælling om den danske nations selvopfattelse bundet sammen gennem fortid og nutid. At visionen for 1864 var at lægge op
til noget større end blot den historiske krig, må således ses som et centralt kvalitetsparameter,
som læner sig op af visionen for DR’s søndagsdramatik (Redvall, 2011, s. 193).
1.1.2 FIKTION ELLER FAKTA?
Som nævnt tidligere har dansk tv-drama gennem fjernsynets levetid haft stor betydning. Der har
altid været mange seere på tværs af generationer, som har diskuteret serierne over middagsbordet og på arbejdspladsen. Dansk tv-drama har været fast leverandør af stof til aviser og ugeblade, og der er blevet debatteret og diskuteret flittigt i alt fra læserbreve til anmeldelser (Agger,
2005 s 27). Dette speciales case, tv-serien 1864, indskriver sig således i en lang tradition i dansk
tv-dramatik, også hos DR.
At DR’s tv-serier har så stor betydning, er et billede på, at populære medieprodukter spiller en
essentiel rolle i nutidens samfund. Vi konsumerer populærkultur som aldrig før, og markedet for
tv-serier er boomet. Udbuddet er vokset, efter streamingtjenesterne HBO Nordic og Netflix vinder frem blandt danskerne, og alle laver tv-serier, som er både det nye sort, gråt og hvidt (Thorsen, 2015). Ifølge kulturskribent Mette Rolan Kjærsgaard (2015) har tv-serier som House of
Cards, Breaking Bad, True Detective og Homeland taget verden med storm de seneste år. Selvom serierne er fiktive fortællinger, afspejler de ofte en virkelighed eller en opfattelse af faktiske
forhold. Seernes syn på diverse samfundsmæssige forhold, eksempelvis politik, det retslige system eller narkomiljøet, bliver præget af de historier, der skildres i tv-serierne (s. 7-8).
5 1.1.3 RØDE LEJESVENDE
Siden 60’erne har borgerlige partier ofte beskyldt DR for at være røde lejesvende med venstreorienterede agendaer og synspunkter (Frid-Nielsen, 2010). Men hvor det før mest har været
møntet på DR’s nyhedsformidling, tog Søren Espersen fra Dansk Folkeparti kritikken til et nyt niveau med sit debatindlæg ”De røde lejesvende manipulerer” i Politiken den 21. marts 2009. Debatindlægget blev trykt i forbindelse med Borgens premiere, og Espersen udpensler i debatindlægget, hvordan han mener, at daværende dramachef Ingolf Gabolds banale verdenssyn er helt i
uoverensstemmelse med virkeligheden. Kritikken forholder sig mest til den, ifølge Espersen, problematiske skildring af de højreorienterede karakterer som magtgale, korrupte, socialt uansvarlige og klimabenægtende racister, mens de venstreorienterede portrætteres som det modsatte.
Det farlige ved Ingolf Gabolds manipulation med samtidshistorien er, at det konsekvent kaldes fiktion. Derfor er det let for De Røde Lejesvende at henholde sig til den
kunstneriske frihed, som alle jo hylder. Men når dagens Danmark er kendetegnet
ved historieløshed, er faren for, at fiktion opleves som historisk sandhed, enorm
(Espersen, 2009).
Senest er det så 1864, der har stået for skud. Kritikken har omhandlet alt fra dialekt, barberede
armhuler til seriens politisering. Mange parter har været involveret, og også Dansk Folkeparti har
haft en holdning eller to at ytre. Igen har Espersen været på banen og udtalt:
Den er frygtelig. Hver eneste figur er så karikeret, så enten er man decideret ond og
vanvittig og løber rundt og råber op om Danmark, eller også er man en overgod pacifist og fredsdyrker, som gør alt det gode. Den giver et forvrænget billede af virkeligheden, og hvis det fortsætter på den måde, bliver jeg meget skuffet (Carlson &
Nielsen, 2014).
Espersens kommentar underbygger ideen om, at tv-drama og populærkultur kan afspejle virkeligheden og dermed skabe en, ifølge ham, forkert opfattelse af faktiske forhold. Tv-serien 1864
er derfor ligesom Borgen et eksempel på, hvordan populærkultur bliver genstand for en politisk
debat.
6 Hvorvidt kritikken i forbindelse med 1864 har været berettiget, vil nærværende speciale ikke forholde sig til. I stedet synes det blandt andet interessant at undersøge, hvilke aktører der deltager
i den politiske dækning, som tv-serien blev omdrejningspunkt for. At Dansk Folkeparti ville byde
ind, var næsten ventet, eftersom de har kritiseret stort set alle DR’s dramaer siden 2003 (Carlson
& Nielsen, 2014). Men har de som parti været mere dominerende i debatten end andre parter?
Og har dem, der byder ind i debatten, et særligt budskab de vil frem med? Er det et spørgsmål
om politik og økonomi, eller er det, fordi tv-serien rammer noget elementært i den danske selvforståelse?
1.2 PROBLEMFORMULERING
Med afsæt i ovenstående er specialet således interesseret i samspillet mellem populærkultur og
politisk kommunikation, og specialet ønsker i denne forbindelse at undersøge, hvorvidt populærkultur kan være medvirkende til at udbygge forståelsen af politiske fænomener og fordre det
demokratiske virke. Eller hvorvidt 1864 er med til at forfladige og forvrænge den politiske debat.
Med Bornedal og DR’s 1864 får vi således mulighed for at undersøge relationen mellem populærkultur og politisk kommunikation. For at undersøge dette tager specialet afsæt i følgende problemformulering:
Med afsæt i DR’s tv-dramaserie 1864 ønsker specialet at undersøge, hvordan populærkultur bliver afsæt for politisk kommunikation og debat.
1.3. LÆSEVEJLEDNING
I forsøget på at besvare specialets problemformulering vil opgaven fremadrettet tage udgangspunkt i følgende struktur:
KAPITEL 2 – PO LITISK KO M M UN IKATIO N O G PO PULÆ R KULTUR
Kapitlets formål er, at skitsere det teoretiske felt og den kontekst som specialet indskriver sig i.
Kapitlet er inddelt i to hovedafsnit efter de to teoretiske discipliner, som specialet bevæger sig
indenfor – politisk kommunikation og populærkultur. Afsnittet om politisk kommunikation skitserer den tilgang og forståelse specialet har af feltet samt en gennemgang af begrebets kulturelle
7 og sociale kontekst. Yderligere redegøres der for den demokratiske forståelse herunder forholdet
mellem demokrati og medier. Afslutningsvis gennemgås framing-begrebet og dets facetter med
henblik på at anvende begrebet som et analytisk redskab i den følgende analyse. Afsnittet om
populærkultur har til hensigt at skabe et overblik over det felt, som tv-serien 1864 udspringer fra.
Her introduceres cultural studies-traditionen kort, hvorefter den specifikke genre, som 1864 placerer sig i, konkretiseres. Her stilles der skarpt på historiske dramaer samt hvilken konsekvens
pendlen mellem fiktive og dokumentariske elementer har. Afslutningsvist vil de to teoretiske felter
sammenkobles for at klargøre, hvor specialet tager sit udgangspunkt.
KAPITEL 3 – M ETO D E & VIDEN SKABSTEO RETISKE IM PLIKATIO N ER
Dette kapitel har til formål at beskrive specialets metodiske tilgange og hvordan den viden, som
skabes, manifesterer sig i specialet. Dette indebærer en gennemgang af specialets anvendelse
af kvantitative og kvalitative metoder. Ydermere vil afsnittet blive afsluttet med specialets videnskabsteoretiske implikationer.
KAPITEL 4 – AN ALYSE
I specialets fjerde del sammenkobles det teoretiske såvel som det empiriske fundament. Analysen er inddelt i fire dele, som hver især bidrager til en besvarelse af problemformuleringen. Analysens fire dele må ses i sammenhæng, og der er gennem en kronologisk tilgang søgt at skabe
en nuanceret og fyldestgørende besvarelse af specialets problemstilling. Der vil i analysen løbende blive konkluderet på undersøgelsens resultater.
KAPITEL 5 – DISKUSSIO N
Diskussionen vil tage afsæt i de analytiske fund, der drages af specialets empiri. Dette med henblik på at diskutere hvorfor debatten omkring 1864 opstod, og hvorvidt populærkulturen har et
politisk potentiale.
KAPITEL 6 & 7 – KO N KLU SIO N & PERSPEKTIVERIN G
Kapitel 6 præsenterer en samlet besvarelse af specialets problemformulering. Her samles analysens tråde og sammenkobles med diskussionens væsentlige pointer. Afslutningsvis reflekteres
der over, hvorvidt samme scenarie kunne tænkes at opstå med kommende tv-serier produceret
af DR.
8 7(25,
2.1 POLITISK KOMMUNIKATION
Nærværende speciale ønsker at afdække, hvordan tv-serien 1864 bliver afsæt for politisk kommunikation og debat, hvorfor forståelsen af politisk kommunikation nødvendigvis må defineres.
Specialet tager afsæt i en bred forståelse af politisk kommunikation, som vil blive uddybet i nedenstående. Ydermere vil forståelsen af medier og demokrati, den borgerlige offentlighed og
mediernes dagsordensættende funktion blive belyst.
I forsøget på at forstå politisk kommunikation synes det afgørende at definere forståelsen af politik. Politik kan traditionelt anses som den politiske arena, hvor politiske aktører interagerer og
udfører deres arbejde. Denne forståelse af politik vil nødvendigvis begrænse forståelsen af politisk kommunikation til alene at indbefatte de handlinger, der finder sted i den politiske arena. Her
er politisk kommunikation rettet i mod de participatoriske handlinger såsom valgdeltagelse, kampagner og effekt (Albæk & de Vreese, 2010, s. 279-282). Politik kan derimod også forstås ud fra
et bredere genstandsfelt, hvor alle menneskelige handlinger i princippet kan anses som værende
politiske (MacKenzie, 2009, s. 7). Hvis alle menneskelige handlinger kan opfattes som politiske,
vil politisk kommunikation derfor indeholde handlinger, der strækker sig ud over den politiske
arena. Iain MacKenzie (2009) argumenterer for, at politik må forstås som et bredere felt: “The
political world, therefore cannot simply be restricted to a particular set of issues (security, taxation, and the like) and then left at that: politics involves sometimes momentous redefinitions of
what actually counts as a political issue” (s. 18).
2.1.1 POLITISK KOMMUNIKATION SOM GENSTANDSFELT
Politisk kommunikation har været genstand for debat, refleksion og undersøgelse lige så længe,
der har eksisteret politik. Aristoteles’ to skrifter Retorikken og Politikken vidner om, at politisk
kommunikation har været tilstede i mindst 2.500 år (Albæk & de Vreese, 2010, s. 279). Det er
derfor ikke påfaldende, at dette begreb har været genstand for mange forskellige fortolkninger.
En af de mest simple definitioner lyder således: ”Politisk kommunikation handler om ”kommunikationens rolle i den politiske proces”” (Albæk & de Vreese, 2010, s. 282). Hvor denne definition
tager afsæt i de kommunikative processer, definerer Doris A. Graber (2005) budskabet og den
tilhørende effekt som værende det centrale i politisk kommunikation:
9 The message senders or message receivers may be politicians, journalists, members of interest groups, or private, unorganized citizens. The key element is that the
message has a significant political effect on the thinking, beliefs, and behaviors of
individuals, groups, institutions, and whole societies and the environments in which
they exist (s. 479).
Brian McNair (2011) tager afsæt i Robert E. Denton og Gary C. Woodwards definition af politisk
kommunikation og fokuserer både på intentionen bag budskabet samt afsender- og modtagerforholdet. I denne proces spiller forskellige politiske aktører såvel som medierne en central rolle
(s. 4-6). Politisk kommunikation er derfor interaktionen mellem medier, politiske aktører og borgere.
Hvorvidt politik og politisk kommunikation anses som enten et snævert eller bredt genstandsfelt,
har ligeledes en indvirkning på forståelsen af mediernes rolle (Albæk & de Vreese, 2010, s. 81). I
definitionen af politisk kommunikation som et snævert felt må de traditionelle medier anses som
samfundets vagthund og den fjerde statsmagt, hvor medierne tjener det kollektive gode. Medierne skal tjene demokratiet og fungere uafhængigt af samfundets andre institutioner (McNair,
2011, s. 19-20). I den brede forståelse af politisk kommunikation, tages der ud over de traditionelle medier også udgangspunkt i populære medieprodukter, og medierne er derfor ikke bundet
op på at skulle agere vagthund, men har gennem brugen af populærkultur mulighed for at skabe
politisk debat i samfundet (Albæk & de Vreese, 2010, s. 283). Medierne hænger således uløseligt
sammen med politisk kommunikation, hvorfor medierne spiller en central rolle inden for forskningen i feltet. Forskning inden for den snævre forståelse af politisk kommunikation fokuserer eksempelvis på mediernes dækning af valg og effekten af valgkampagner (Albæk & de Vreese,
2010, s. 282). I den brede forståelse af politisk kommunikation som forskningsfelt bliver flere
elementer derimod gjort til genstand for politisk kommunikation, hvorfor der inden for forskningen undersøges eksempelvis, hvordan politisk kommunikation kommer til udtryk i talkshows, tvserier og film. Fokus kan derfor være på, hvordan en historisk tv-serie som eksempelvis 1864 kan
skabe en omfangsrig debat – hvilket er tilfældet med indeværende speciales genstandsfelt.
2.1.2 UDVIKLINGEN I POLITISK KOMMUNIKATION
Hvorledes den brede definition af politisk kommunikation er blevet til et større genstandsfelt, kan
ifølge flere forskere inden for området relateres til samfundsudviklingen og overgangen til det
10 moderne samfund (Blumler & Kavanagh, 1999; Albæk & de Vreese, 2010; McNair, 2011). Her er
ændringerne i de sociale forhold med til at udvide forskningsfeltet inden for politisk kommunikation. Dette argument gør Jay Blumler og Dennis Kavanagh (1999) rede for i deres forskningsartikel ”The Third Age of Communication”, der har til formål at beskrive den historiske udvikling inden for politisk kommunikation. Ifølge Blumler og Kavanagh (1999) kan begrebet politisk kommunikation inddeles i tre tidsperioder, der beskrives således:
In the first, much political communication was subordinate to relatively strong and
stable political institutions and beliefs. In the second, faced with a more mobile
electorate, the parties increasingly “professionalized” and adapted their communications to the news values and formats of limited-channel television. In the third
(still emerging) age of media abundance, political communication may be reshaped
by five trends: intensified professionalizing imperatives, increased competitive
pressures, anti-elitist populism, a process of “centrifugal diversification,” and
changes in how people receive politics (s. 209).
Ifølge Blumler og Kavanagh (1999) befinder vi os i dag i den tredje periode, som tillægger sig den
brede definition af politisk kommunikation (s. 209).
Begrebet politisk kommunikation har siden Anden Verdenskrig udviklet sig i takt med den samfundsmæssige udvikling. Det betyder ikke, at udviklingen var stagneret før Anden Verdenskrig,
men at tiden efter er kendetegnet ved nogle markante ændringer og udviklinger i forhold til den
samfundsmæssige kontekst. Udviklingen skyldes flere sociale faktorer, der alle er relateret til
udviklingen af det moderne samfund (Albæk & de Vreese, 2010, s. 280-281). Dette er kendetegnet ved ændringer i de sociale forhold herunder individualisering, sekularisering, økonomisering,
æstetisering, stigende rationalisering og medialisering. Disse har alle haft en indvirkning på,
hvorledes vi forstår politisk kommunikation, hvorfor begrebet har fået en mere abstrakt og bredere forståelse (Blumler & Kavanagh, 1999, s. 210-212; Mackenzie, 2009, s. 1-3).
Dette har ifølge kritikkerne gjort, at politisk kommunikation er blevet mere turbulent og mindre
forudsigelig (Blumler & Kavanagh, 1999, s.211; Gurevitch, Coleman & Blumler, 2009, s. 166167). Graden af kontrol er altså mindsket, hvorfor det politiske genstandsfelt er vokset. Den brede forståelse af politisk kommunikation må i forhold til nærværende samfund også inkludere bor-
11 gerdeltagelse. Borgerdeltagelse skal ses i form af medlemskaber i interesseorganisationer, deltagelse i virtuelle fora og læserbrevsskrivning (Albæk & de Vreese, 2010, s. 282). I tiden før Anden
Verdenskrig var de politiske aktiviteter henført til medlemskab hos partierne, fagforeninger og
græsrodsbevægelser, der alle havde tillagt sig et politisk standpunkt. Den politiske kommunikation var ofte rettet mod ideologiske partiprogrammer, almene borgerlige interesser, ideologiske
ståsteder og visioner. Mediernes fokus var på partierne og ikke enkelte medlemmer, hvor fokus i
dag ofte er på enkelte politikere og deres holdninger. Dette kan forklares med den stigende individualisering i samfundet, hvor vi identificerer os selv med enkelte personer frem for sociale klasser eller andre sociale forhold (Inglehart & Baker, 2000, s. 22). Borgerdeltagelsen har derfor altid
tilhørt den politiske arena, forskellen er dog blot, at disse borgerlige handlinger førhen blev udført
med et synligt politisk emblem. De politiske handlinger ligger i dag latent indlejret i eksempelvis
det frivillige arbejde eller medlemskabet af en interesseorganisation. Dermed gøres følelser,
holdninger og samfundsengagement til genstandsfelter i forskningen i politisk kommunikation
(Albæk & de Vreese, 2010, s. 282-283).
2.1.3 TEMATIKKER I POLITISK KOMMUNIKATION
Politisk kommunikation er et stort område, der dækker mange forskellige temaer. Det viser en
empirisk undersøgelse af forskningen inden for politisk kommunikation foretaget af Graber
(2005). Hun konkluderer, at dækningen af forskellige temaer inden for feltet er ubalanceret, og at
mange centrale og vigtige temaer dermed ikke har fået nok opmærksomhed af feltets forskere
(s. 481). Undersøgelsen bygger på et uddrag af al forskningslitteratur inden for politisk kommunikation, og undersøgelsen er dermed ikke repræsentativ, men kan sige noget tilnærmelsesvist om
forskningsfeltet.
Undersøgelsen tager afsæt i en tilfældig udvælgelse af forskningsartikler inden for politisk kommunikation, som findes i professionelle tidsskrifter, og perioden for indsamlingen af empiri er fra
januar 2000 til december 2003. I denne periode fandt Graber (2005) relevante forskningsartikler
med primær fokus på politisk kommunikation i 11 tidsskrifter, der er anført i tabel 2.1.1. Tabellen
viser desuden antallet af artikler for hvert tidsskrift:
12 TABEL 2.1.1: O VERSIG T O VER TID SSKRIFTER
TIDSSKRIFT
2002-2003
American Journal of Political Science
1
Communication Research
16
Harvard International Journal of Press/Politics
40
Journal of Communication
17
Journal of Mass Media Ethics
2
Journal of Media and Religion
3
Journal of Media Economics
4
New Media and Society
10
Political Communication
40
Popular Communication
1
Television & New Media
3
Total
137
Graber (2005, s. 481)
Tabellen viser, at 137 artikler er udvalgt til nærmere analyse. På baggrund af denne analyse optræder 18 temaer, der ifølge Graber (2005) findes centrale i empirien. Disse temaer ses i nedenstående tabel
13 TABEL 2.1.2: CEN TRALE PUBLICEREDE TEM AER IN DEN FO R
PO LITISK KO M M UN IKATIO N
EMNE KATEGORI
ANTAL
ARTIKLER
Valgkampagner
21 (15,3%)
Nye medier
14 (10,2%)
Borgerligt engagement
13 (9,5%)
Internationale forhold
12 (8,7%)
Informationsbehandling
9 (6,5%)
Public opinion
9 (6,5%)
Reklame kampagner
7 (5,1%)
Politiske aktører
7 (5,1%)
Medieøkonomi
7 (5,1%)
Populærkultur
7 (5,1%)
Journalistiske metoder
6 (4,4%)
Framing
5 (3,6%)
Mediebias
4 (2,9%)
Agenda setting
4 (2,9%)
Komparativ politik
4 (2,9%)
Valg
3 (2,1%)
Radio
3 (2,1%)
Tv
2 (1,4%)
Total
137 (100%)
Graber (2005, s. 482)
Tabel 2.1.2 viser de centrale publicerede temaer i det empiriske materiale og angiver ligeledes,
hvor mange artikler og hvilken procentdel af artikler der findes med hvert tema. Som tabellen
viser, tager store dele af forskningen i politisk kommunikation afsæt i valgkampagner. Hvis artikler, der behandler andre aspekter af valg og valgkampagner, medregnes, omhandler næsten en
tredjedel af forskningsartiklerne dette tema (Graber, 2005, s. 481). Det åbner op for en distinktion
mellem den snævre og den brede forståelse af politisk kommunikation, som tidligere er blevet
14 berørt. Den snævre forståelse af politisk kommunikation dominerer altså i Grabers undersøgelse,
da forskningsartikler vedrørende valgkampagner og effekten af disse kan siges at tilhøre denne
forståelse af feltet.
Skønt Grabers (2005) empiriske undersøgelse viser, at studier af valgkampagner og effekt dominerer, findes der imidlertid forskningsartikler, der behandler temaer, som ligger uden for den
snævre forståelse af politisk kommunikation. Blandt disse temaer omhandler 7,1 % af de samlede
artikler populærkultur i forbindelse med politisk kommunikation. Dog må det konstateres, at forholdet mellem populærkultur og politisk kommunikation ikke findes dominerede inden for forskningsfeltet. Det er ikke kun i Grabers (2005) undersøgelse, at forholdet mellem disse begreber er
underrepræsenteret – inden for dansk forskning i politik og medier findes der heller ikke mange
studier inden for dette felt.
Ifølge Albæk og de Vreese (2010) har dansk medieforskning historisk set primært været gennemført ved humanistiske institutter. Det har til dels betydet, at forskningen i medier og politik
har været begrænset, samt at synet på forholdet mellem medier og politik har været snævert.
Det betyder ikke, at forskningen i politisk kommunikation har været fraværende, men tværtimod
at nogle temaer er mere repræsenteret end andre. Forskningsområder såsom valgkampe i tv og
radio, danske nyhedsmediers rolle og public service har især været dominerende i den danske
forskning inden for politisk kommunikation (s. 288-289). Selvom Albæk og de Vreese (2010)
påpeger, at forskningen inden for politisk kommunikation i dag er udvidet til flere forskningsmiljøer, og at der benyttes teorier, metoder og data, som ikke tidligere var almindelige i dansk forskning, dominerer den snævre forståelse af politisk kommunikation stadig, når man ser på temaer i
forskningen (s.289).
I forskningsøjemed har andre temaer end dem, der bevæger sig inden for den snævre forståelse,
dog været genstand for undersøgelse. Eksempelvis er forholdet mellem politisk kommunikation
og populærkultur blevet belyst, da Tore Kristensen og Gorm Gabrielsen (2011) har undersøgt om
tv-serien Borgen havde en indflydelse på borgeres politiske engagement og deres politiske præference. Således er populærkultur ikke et nyt genstandsfelt inden for forskningen i politisk kommunikation, men det er ikke nær så repræsenteret som mere klassiske temaer, hvorfor nærværende speciale blandt andet finder forholdet interessant og relevant.
15 2.1.4 DEMOKRATI OG MEDIER
Politisk kommunikation angår ”demokratiets kvalitet og funktionsduelighed” (Albæk & de Vreese,
s. 283), og det gør den demokratiske forståelse relevant for dette speciales genstandsfelt. For at
undersøge, hvordan mediernes dækning af 1864 bliver afsæt for en politisk debat, er det nødvendigt at undersøge forholdet mellem politik, medier og borgere. I ovenstående afsnit kommer
det til udtryk, hvordan dette speciale tager udgangspunkt i en bred forståelse af politisk kommunikation. Ligeledes gøres det klart, hvordan politisk kommunikation er blevet påvirket af de samfundsmæssige ændringer (Blumler & Kavanagh, 1999, s. 209). Disse samfundsmæssige ændringer påvirker ligeledes forståelsen af demokratiet, og hvorledes medierne er forbundet med
demokratiforståelsen. Som Albæk og de Vreese (2010) formulerer det: “Vi vil i dag ganske enkelt
ikke kunne forestille os et moderne demokrati uden medier” (s. 283).
Hvorledes begrebet demokrati forstås og anvendes er divergerende, i forhold til hvilket land og
kultur vi befinder os i. Dog divergerer disse ud fra nogle grundlæggende begreber, der bygger på
den repræsentative demokratiforståelse, som anses for demokratiets grundmodel. Dette indebærer, at demokratiet er med til at gøre information tilgængelig for samfundets borgere og beslutningstagere, således at borgere kan træffe frie valg, og beslutningstagere kan træffe beslutninger i overensstemmelse med offentligheden (Strömbäck, 2005, s. 333).
Jesper Strömbäck (2005), professor i journalistik og medier, beskriver fire forskellige demokratiforståelser, der hver især har forskellige normative idealer: det deliberative demokrati, det participatoriske demokrati, det procedurale demokrati og konkurrencedemokratiet. Den deliberative
demokratiforståelses fokus er, at beslutningerne bliver taget på baggrund af diskussioner i den
offentlige sfære. Debatterne hviler på et respektfuldt, rationelt og ærligt fundament, hvor der er
plads til, at alle parter bliver hørt, og målet er at opnå fælles konsensus (s. 336-337). Den participatoriske model fokuserer på borgerdeltagelse, hvor det er borgerne, der sætter dagordenen, og
beslutningsprocessen er åben for alle (Strömbäck, 2005, s. 335-336). Begge demokratimodeller
deler altså en forståelse af, at demokratiet ikke udelukkende kan være topstyret, men at det i høj
grad også hviler på borgernes deltagelse og engagement. Der er altså fokus på, at demokratiet
skal ses som et fællesskab, der er med til at styrke samfundet på tværs af de sociale strukturer.
Demokratiet kan dermed aldrig reduceres til kun at omhandle eksempelvis valghandlingen.
16 I modsatte ende af det demokratiske spektrum findes det procedurale demokrati og konkurrencedemokratiet. Disse modeller besidder ikke så radikale retningslinjer, som den deliberative og
parcitipatoriske demokratiforståelse. Det procedurale demokrati og konkurrencedemokratiet
bygger på idealer, hvor borgerne vælger de demokratiske repræsentanter ud fra en politisk elite,
som træffer de politiske beslutninger (Strömbäck, 2005, s. 334). Disse modeller abonnerer i
modsætning til ovenstående altså på en elitær ledelse af samfundet. Mediernes rolle bliver dermed at sikre, at borgerne får den relevante information fra samfundets institutioner og politiske
instanser. Mediernes primære rolle bliver her at agere vagthund over for samfundets magthavere, og dermed bliver borgerdeltagelsen ofte af retrospektiv karakter, da borgerne forventes at
reagere og ikke agere i forhold til samfundsmæssige problemer og beslutninger (Strömbäck,
2005, s. 334).
Det danske demokrati trækker på værdier fra den deliberative og parcitipatoriske demokratiforståelse, hvor borgerdeltagelsen er en fælles grundværdi (Laursen & Trapp, 2015, s. 84). Ligeledes anses demokratiet for at være et inkluderende fællesskab, hvor vi som borgere har mulighed
for at ytre vores meninger til og omkring samfundet. Disse ytringer formidles gennem medierne,
hvilket vidner om et afhængighedsforhold mellem medier og demokrati i det moderne samfund.
Det er altså medierne, der er med til at skabe det offentlige rum, vi som borgere navigerer i. At vi i
Danmark trækker på elementer fra den participatoriske og deliberative demokratiforståelse, forudsætter som nævnt en række krav. Disse krav indebærer blandt andet en bred offentlighed, der
fremstiller et pluralistisk billede af det politiske landskab, hvilket i Danmark sikres gennem vores
public service-lovgivning og ytringsfrihed. Dertil er der ligeledes en forventning om, at borgerne
har et vist kendskab til demokratiet, men dette kendskab kræver tillæring. Massemedierne spiller
en vigtig rolle i denne tillæring: ”Massemedierne forventes med andre ord at medvirke til, at borgerne forstår de demokratiske værdier og gør dem til deres egne” (Albæk & de Vreese, 2010, s.
287). Massemedierne er dog ikke alene om denne opgave; også uddannelsesinstitutionerne er
med til at udbrede den demokratiske forståelse.
Nærværende speciale ønsker på baggrund af ovenstående demokratiforståelser at vurdere mediernes dækning og borgernes engagement i debatten om 1864. Strömbäck (2005) beskriver
som nævnt fire forskellige demokratiforståelser. Det procedurale demokrati og konkurrencedemokratiet deler flere ligheder, og Strömbäck (2005) betegner begge modeller som ”realistiske”
demokratimodeller (s. 334). Samtidig findes der også ligheder mellem den participatoriske og
17 deliberative demokratimodel, da disse begge anses som værende mere radikale modeller. I nærværende speciale anvendes Strömbäcks (2005) forståelse af ovenstående demokratiformer,
men i stedet for at anvende alle fire modeller tages der udgangspunkt i en bredere opdeling bestående af ’den konkurrenceprægede demokratimodel’ og ’den deliberative demokratimodel’.
Den demokratiske forståelse er også central, når massemediernes formidling skal vurderes, da
den er med til at sætte normerne og idealerne i vurderingen af massemediernes rolle. Specialet
vil på baggrund af ovenstående demokratimodeller derfor vurderer massemediernes rolle, samt
borgernes deltagelse i demokratiet, på baggrund af de to demokratiforståelser – den konkurrenceprægede og den deliberative. McNair (2011) opstiller fem funktioner, medierne må efterleve for
at kunne imødekomme de demokratiske idealer. Disse idealer byder, at medierne skal:
•
informere borgerne om, hvad der sker i det omkringliggende samfund
•
undervise og bidrage til borgernes demokratiske kompetencer gennem information og tilskyndelse til deltagelse i den demokratiske proces
•
skabe en platform for den politiske debat og meningsudveksling mellem borgere og politikere
•
kontrollere og informere om politiske og statslige forhold, samt agere vagthund over for
de offentlige instanser
•
formidle forskellige synspunkter og holdninger og være objektive og nuancerede i deres
formidling over for borgerne (s. 19-20).
Hvorledes massemediernes rolle stemmer overens med de ovenstående demokratiske idealer,
hersker der en uenighed om blandt eksperter. Flere mener, at afhængighedsforholdet mellem
demokratiet og medierne i højere grad manipulerer borgerne til at have bestemte meninger frem
for blot at videregive information (McNair, 2011, s. 24). Af denne grund finder disse kritikere demokratiets tilstand og præmisser i det moderne samfund bekymrende. I denne optik er der altså
ikke længere tale om en fri politisk debat, som demokratiet ellers fordrer (McNair, 2011, s. 21-22).
Fælles for disse kritikere er, at de alle mener den deliberative demokratiforståelse er efterstræbelsesværdig. Denne demokratiform fordrer debat og borgerdeltagelse og er essentiel i forhold til
demokratiets tilstand (Brants, 2005, s. 5). Netop derfor kan mediernes rolle synes problematisk,
da medierne ifølge kritikerne bliver substitut for den egentlige debat blandt borgerne. Blandt kritikerne, herunder Michael Gurevitch, Stephen Coleman og Jay G. Blumler (2009), har masseme-
18 dierne skabt en ’depoliticization’, hvor den politiske dagsorden i højere grad domineres af politiske personer frem for politiske emner (2009, s. 166). Den medierede kommunikation fordrer ikke
debat blandt borgerne. Borgerne bliver derimod delvist passive modtagere, og kommunikationen
bliver mere monolog- end dialogorienteret.
Modsat mener eksempelvis Kees Brants (2005) og Peter Dahlgren (1998) ikke, at massemedierne er med til at ødelægge demokratiet, men at de derimod er med til at involvere borgere på
tværs af de sociale lag i samfundet. Ifølge Brants (2005) er kritikken vedrørende massemediernes rolle i det moderne samfund baseret på en illusion omkring det deliberative demokrati, da
denne form for demokrati ikke eksisterer i sin rene form. I stedet bliver det de valgte politikere,
der får det politiske ansvar og tager del i debatten, hvortil massemedierne bliver bindeleddet
mellem politikere og borger (s. 5). Hertil har massemedierne ændret deres formidling og behandler således ikke kun politiske emner i nyhedsprogrammer. I dag fylder et begreb som ’infotainment’ blandt andet mere og mere i sendefladen.
2.1.5 INFOTAINMENT
Ifølge Brants (2005) forstås ’infotainment’ som et format, der blander politik med underholdende
elementer: ”Infotainment is situated between the two places and mixes political informative elements in entertainment programmes or entertainment characteristics in traditionally informative
programmes” (s. 14).
I Danmark kommer infotainment-begrebet til udtryk i programmer som Go’morgen Danmark,
Aftenshowet og diverse talkshows. Det er netop programmer som disse, hvor politik blandes
med ’soft news’, kritikerne mener er med til at skabe et forvrænget billede af politik:
(…) television transferred politics to the living room. Since, by definition, politics
takes place in the public domain, involving societies in discussions, negotiations,
and struggles over public issues and concerns, its natural locus must be in the public arena. Yet, television imported it into the living room and turned it into a parlor
game played by small and quasi-intimate circles (Gurevitch et al., 2009, s. 166).
At medierne benytter underholdningsformater og lignende i deres programflade, er ifølge
Gurevitch et al. med til at fjerne borgerne fra det offentlige rum, og debatkulturen forsvinder så-
19 ledes. Tv-mediet er altså ikke med til at skabe debat, men gør i stedet borgerne passive, da der
opstår en asymmetri mellem politiker, producent og borger. Dermed mener kritikerne, at massemedierne i deres brug af ’infotainment’ skaber et forvrænget billede af det politiske landskab,
men også at tv-mediet er med til at mindske den politiske kommunikation mellem borgerne.
Brants (2005) mener derimod, at der er tre betingelser, man bør være opmærksom på i formidlingen af politisk kommunikation:
The infotaining or popularization of politics on television is, I believe, problematic
under three conditions: if that is the dominant form in which politics is portrayed; if it
is done to hide something else; or, if it leads to a distorted image of politics (s. 16).
Ifølge Brants’ (2005) undersøgelse er ovenstående tre betingelser ikke opfyldt, da infotainmentgenren ikke dominerer den politiske formidling blandt de europæiske medier (s. 16). Derfor er
Brants (2005) uenig med kritikerne, fordi han mener den personificering og sensationssøgen, der
præger infotainment-genren, endnu ikke har overskygget den klassiske politiske formidling. Hertil mener han, at det stigende fokus på at vinde borgernes empati gennem nærværende historier
og personlige interviews blot er et alternativ til de klassiske formater (s. 17). Ifølge Brants (2005)
og Dahlgren (1998) tillægger kritikerne medierne for meget magt, og modtageren anses som
passiv og uden indflydelse på budskabet. De argumenterer i stedet for, at borgerne er i stand til
at selektere i mediernes budskaber, adskille den massive informationsstrøm fra hinanden og foretage fornuftige og velargumenterende valg (Brants, 2005, s. 18-20).
Der er altså forskellige meninger om, hvorvidt det er positivt eller negativt, at politik blandes med
underholdning. En af fordelene skal findes i, at underholdning er med til at gøre politik lettilgængeligt. En ulempe kan dog være, at underholdning kan trivialisere og stereotypisere, hvilket er
med til at forvrænge den egentlige politik. I en amerikansk kontekst, som Blumler og Kavanagh
(1999) tager afsæt i, er medierne ikke underlagt public service-lovgivning. Dette betyder, at medierne konkurrerer indbyrdes om seerne, hvorfor Blumler og Kavanagh (1999) udtrykker en bekymring for, hvorvidt reelle politiske nyheder forsvinder ud til fordel for underholdningsprogrammer, da disse ofte tiltrækker en bredere seerskare (s. 217). Tv-serier som House Of Cards og
West Wing bidrager blandt andet til denne trivialisering og stereotypisering, hvor politik bliver
skitseret som et kynisk magtspil. Derudover ses en lang række talkshows, hvor infotainmentbegrebet er essensen af programmerne. Her kan det være endnu sværere at skelne mellem poli-
20 tik og underholdning, da programmerne er med til at udviske grænserne mellem, hvornår noget
er politik, og hvornår det blot er underholdning.
Som anført er flere kritikere skeptiske over for udvidelsen af det rum, hvori den politiske formidling finder sted. Denne kritik tager afsæt i den deliberative demokratiforståelse, hvor debat og
borgerdeltagelse er essentiel. Demokratiet skal give rum til borgenes meninger, således at disse
kan blive retningsgivende for statslige beslutninger. Når offentligheden fungerer optimalt, er offentligheden et grundlæggende element i demokratiet (Gripsrud, 2005, s. 255-256). I en dansk
kontekst er der dog ikke sandsynlighed for, at infotainment erstatter den politiske formidling, da
public service-lovgivningen netop sikrer et pluralistik billede af det politiske landskab. Dette sikrer, at borgerne bliver præsenteret for de divergerende politiske budskaber og standpunkter i
nyhedsformidlingen (Kulturstyrelsen, 2013, s. 6). I forlængelse heraf er det interessant at undersøge, hvad public service er, og hvordan det fungerer i en dansk kontekst.
2.1.6 MEDIESYSTEMER OG PUBLIC SERVICE
I forståelsen af, hvorfor 1864 skabte drama i de danske dagblade, synes en forståelse af det
danske medielandskab nødvendig. Det danske mediesystem er bygget op omkring kommercielle
udbydere såvel som public service-organer. Medierne er ansvarlige for at producere nyheder om
alt fra samfundsmæssige forhold til underholdning og satire, som når ud til den brede befolkning.
Derfor spiller medierne en vigtig rolle i det danske samfunds demokratiske virke. Hvis borgerne
skal træffe informerede valg, er det nødvendigt, at de har mulighed for at blive oplyst om relevante samfundsforhold og politiske anliggender.
Daniel C. Hallin og Paolo Mancini (2005) har med artiklen ”Comparing Media Systems” skabt en
ramme, hvori verdens mediesystemer analyseres. Da mediesystemerne ikke kan anses som statiske, men som noget, der er under konstant udvikling, er det vigtigt at påpege, at de modeller,
som opstilles, må ses som idealtypiske. Dog anser specialet udlægningen som værende relevant
i forståelsen af det danske mediesystem.
Hallin og Mancini (2005) fremlægger tre overordnede analysemodeller, deriblandt ’the democratic corporate model’, der er karakteristisk for de nordeuropæiske lande. ’The democratic coporate model’ er kendetegnet ved: ”(…) high rates of newspaper circulation and many-layered print
media markets, combining national, regional and in most countries strong local newspapers, and
21 often both a tabloid and broadsheet press” (s. 224). I de nordeuropæiske lande kan mediehusene i højere grad anses som sociale institutioner frem for private selskaber. Det skyldes, at medieinstitutionerne har et tæt samarbejde med regeringen og de øvrige samfundsinstitutioner (Hallin
& Mancini, 2005, s. 225) Det kan blandt andet ses i lyset af, at der hersker en enighed om, at
staten må sikre, at alle grupper i samfundet har lige adgang til medierne (Hallin & Mancini, 2005,
s. 226). Derudover tilstræbes der en neutral nyhedsdækning, der er kendetegnet ved, at alle implicerede parter har mulighed for at komme til orde. Der er altså tale om en høj grad af ekstern
pluralisme, som byder, at det samlede medielandskab repræsenterer samtlige politiske synspunkter.
Det tætte samarbejde mellem medierne og de øvrige samfundsinstitutioner ses i en dansk kontekst imødekommet gennem public service-begrebet. Selve begrebet ’public service’ stammer
fra engelsk. Men hvor begrebet i England dækker over en bred vifte af offentlige ydelser, har vi i
Danmark indsnævret begrebets betydning til udelukkende at dreje sig om radio og tv (Bang,
2007, s 204). Dansk public service har eksisteret i 90 år, hvor målet har været at uddanne og
samle befolkningen. Public service-begrebet bliver ofte forbundet med borgernes opdragelse i
demokrati og kulturel oplysning (Mouritsen, 2006, s. 65).
I Danmark eksisterer der tre public service-udbydere: DR og TV2 samt radiokanalen Radio24syv.
Rollen som public service-udbyder fordrer – ud over økonomiske privilegier – også en tæt relation
til staten (Syvertsen, 2003, s. 257). For DR indebærer dette, at tv-produktionerne bestemmes i
forhandlinger mellem DR og Kulturministeriet, som udmunder i public service-kontrakten. Public
service-kontrakten, som definerer og opstiller DR’s forpligtelser, udarbejdes af Folketinget. Staten regulerer således mere eller mindre DR’s programpolitik, mens det er den borgerbetalte licens, der finansierer produktionerne. Dette for at undgå kommercielle og politiske interesser og
dermed skabe økonomisk og politisk uafhængighed, hvilket giver DR fuld rådighed over de licensfinansierede midler. Disse skal dog anvendes i overensstemmelse med public servicekontraktens retningslinjer (Kulturstyrelsen, 2013, s. 2). Public service-begrebet tilbyder således
oplysende og ikke-kommerciel medievirksomhed til gavn for offentligheden. Ifølge Agger (2005)
må begrebet opfattes som en flydende størrelse og ”må nødvendigvis være det, fordi det samfund, der skal tjenes, hele tiden ændrer sig, og fordi forståelsen af de måder, hvorpå det kan
tjenes, derfor også hele tiden forandrer sig” (s. 133). De overordnede formål i DR’s public service-virksomhed er således at styrke borgernes handleevne i et demokratisk samfund, at samle
22 og spejle Danmark, at stimulere kultur og sprog og sidst, men ikke mindst, at fremme viden og
forståelse (Kulturstyrelsen, 2013, s. 3).
Selvom public service har været en del af det danske mediesystem i 90 år, står begrebet og dets
forpligtelser stadig uklare blandt politikere og befolkningen. Ifølge Trine Syvertsen (1999) eksisterer der ikke en præcis definition af begrebet. Medieforsker Henrik Søndergaard (1995) beskriver ligeledes begrebets kompleksitet og definerer public service som et ”(…) mangetydigt og
temmelig flydende begreb, som kan anvendes på flere forskellige måder. Der er på ingen måde
tale om en neutral fagterm, men om et historisk opstået og samtidig stærkt værdiladet begrebskompleks” (s. 5).
Denne kompleksitet kan skyldes, at det ansvar, der ligger hos public service-udbyderne, herunder DR, altid har været til diskussion blandt politikere og borgere (Mouritsen, 2006, s. 65). Hvor
Syvertsen (1999) og Søndergaard (1995) begrunder begrebets brogede forståelse med afsæt i
den historiske kontekst, undersøger Per Mouritsen (2006), hvorledes begrebet anvendes i talehandlinger. Det indebærer normative og semantiske forståelser af begrebet, og hvorledes disse
er med til at skabe en bestemt virkelighedsopfattelse, der påvirker politikere og borgere (s. 66).
Begrebets kompleksitet er altså forsøgt belyst ud fra forskellige analytiske præmisser.
Ifølge Mouritsen (2006) har debatten omkring public service i Danmark gennem tiden haft forskellige fokuspunkter. Hvor den førhen omhandlede tv-monopolets selvgodhed og inerti, handler
det i dag om, hvordan public service kan udfordre eller supplere de kommercielle kanaler:
Det, som man før blev påtvunget, fremstår nu som skrøbeligt, med færre negative
konnotationer af folket mod eliten, og flere positive konnotationer af nationen, individerne og fællesskabet mod markedet og globaliseringen. Uanset indholdet fremstår public service som truet, fordi den er dyr, dansksproget og udtryk for en prekær, professionel balance i den hårde konkurrence (s. 68).
Problematikken ligger netop i, at der eksisterer mange divergerende holdninger til public servicebegrebet, og især til hvilke forpligtelser der følger med. Af denne grund er begrebet også et af de
mest omdiskuterede emner i den danske mediepolitik. De fleste er enige om, at kvaliteten skal
forbedres, men ønskerne om forbedring står ofte i stærk kontrast til hinanden (Mouritsen, 2007,
23 s. 47). Det kan synes som en vanskelig opgave at skabe høje seertal og samtidig repræsentere
det smalle og eksperimenterende. Derfor oplever DR som public service-udbyder et konstant
pres fra både politikere, andre udbydere og ikke mindst borgerne (Mouritsen, 2006, s. 82). Dette
pres opstår ifølge Syvertsen (1999), fordi public service-begrebet ligesom andre samfundsinstanser er blevet udfordret af samfundsudviklingen. Syvertsen (1999) beskriver tre faser, som
public service-begrebet har gennemgået. Den første fase lagde vægt på det offentlige gode, og
at radio og tv skulle være tilgængelige medier for hele befolkningen. Den næste fase fokuserede
på ideen om, at tv og radio ”i samfundets eller offentlighedens tjeneste” sikrede, at befolkningen
kunne udfylde deres rolle som borgere gennem adgang til information og viden. I den tredje og
sidste fase ses begrebet ikke længere som en offentlighed, men fokuserer i stedet på borgere
som publikum. Her er fokus på, at medieinstitutionerne skal tilfredsstille den individuelle medieforbrugers behov (s. 6-7). Den individualisering, der præger samfundsudviklingen, påvirker altså
også forståelsen af public service-begrebet og vanskeliggør som nævnt en fælles forståelse af
begrebets forpligtelser.
Syvertsens (1999) skelnen mellem samfundsborger og medieforbruger har tydelige koblinger til
den tyske sociolog Jürgen Habermas’ teori om en ’borgerlig offentlighed’ (2009). Habermas beskriver, hvordan der er sket en fortrængning af offentligheden i overgangen til det moderne samfund, og at det kritisk ræsonnerende og debatterende individ er gået tabt, for i stedet at domineres af private interesser og konkurrence (s. 249). Denne overgang og sondring om det moderne
samfund ses yderligere belyst i nedenstående afsnit.
2.1.7 BORGERLIG OFFENTLIGHED
Offentlighedsbegrebet og forståelsen heraf bliver udfoldet i Habermas’ værk Strukturwandel der
Öffenlichkeit fra 1962, som beskriver den samfundshistoriske udvikling af den borgerlige offentlighed fra oplysningstiden og frem til samtiden for værkets tilblivelse.
’Den borgerlige offentlighed’ skal ifølge Habermas (2009) forstås gennem en opdeling af verden
i forskellige sfærer. I den forbindelse tegnes der en skillelinje mellem ’stat’ og ’samfund’, og Habermas (2009) adskiller dermed det, der betegnes som den ’offentlige myndighedssfære’, bestående af staten og hoffet, fra ’samfundet’. Dog er det ikke nok at adskille staten og samfundet
– også sfærerne i samfundet må separeres. Samfundet må nødvendigvis forstås ud fra to områder, henholdsvis en ’privat’ og en ’offentlig sfære’. Den ’private sfære’ inkluderer ud over ’intim-
24 sfæren’, hvor familie og religion blandt andet dyrkes, en ’socialsfære’, som indbefatter samfundsmæssigt arbejde og privat handel. Den ’offentlige sfære’ er derimod karakteriseret ved at
inkludere en ’kulturel’ såvel som ’politisk offentlighed’ (s. 83). I denne distinktion må den kulturelle offentlighed forstås som et rum for kulturelle aktiviteter såsom teater, film, kunst og litteratur,
mens den politiske offentlighed derimod må forstås som den arena, hvor sociale, økonomiske og
politiske emner debatteres uafhængigt af staten. Habermas’ (2009) opdeling af samfund og stat
kan ses i nedenstående model:
TABEL 2.1.3: HABERM AS’ O FFEN TLIG HED SM O D EL
SAMFUND
STAT
PRIVAT
OFFENTLIG
STATSAPPARAT
Navn
Intimsfære
Kulturel offentlighed
1.
Genstand
Religion, følelse, sek- Religiøs
Almene
produkti-
forkyndelse, onsbetingelser
sualitet
kunst, litteratur
Sted
Hjemmet
Kulturhus
Institution
Familien
Forening
Navn
Socialsfære
Politisk offentlighed
Genstand
Privatøkonomi
Politik, samfundsøko-
2. Almene retsforhold
3. Reproduktion
national kapital
af
4. Regulering af lønarbejde og kapital
nomi, sociale forhold
Parlament
Sted
Arbejdsplads
Institution
Virksomhed
Partiet
Tabel inspireret af Mortensen & Møller, 1977.
I offentlighedsmodellen må de forskellige sfærer ikke sammenblandes. Det er vigtigt at holde
intimsfæren adskilt fra socialsfæren, men særligt centralt er det at adskille det private fra det offentlige (Habermas 2009, s. 83). Habermas (2009) definerer således den borgerlige offentlighed som:
25 (…) den sfære, hvor privatfolk er samlet til publikum. Disse privatfolk gør hurtigt krav
på at bruge den offentlighed mod den offentlige myndighed for at diskutere med
denne om de almene regler. Mediet for denne politiske diskussion er: det offentlige
ræsonnement (s. 79).
Den borgerlige offentlighed må ud fra et habermasiansk synspunkt således forstås som det rum,
der opstår imellem staten og samfundet, hvori det er muligt for borgerne at diskutere statens
anliggender. Den borgerlige offentlighed er det bedste bud på et rationelt og objektivt demokrati,
da den skaber rum for en uforstyrret debat, hvor samfundets interesser diskuteres og altså ikke
borgerens egne private problemer (Mortensen & Møller, 1977, s. 19). Habermas (2009) abonnerer således på en traditionel forståelse af politik, hvor den politiske handlen og debat må finde
sted i den politiske offentlighed.
Sondringen vedrørende den borgerlig offentlighed synes dog utopisk, hvis den sættes i forhold til
nutidens samfund og medievirkelighed, hvor forskellige sfærer i høj grad overlapper hinanden.
Netop dette er medvirkende til, at den borgerlig offentlighed ifølge Habermas (2009) har været
udsat for forfald, hvortil massemedierne spiller en afgørende rolle. Massekulturen er medvirkende
til, at det ’kulturræsonnerende publikum’ udvikler sig til et ukritisk ’kulturkonsumerende’, idet den
opbygger et afslapnings- og underholdningsbehov, frem for at danne et uvidende publikum (s.
245). I den forbindelse spiller tv-mediet en central rolle, da “Den selskabelige diskussionsform
forsvinder til fordel for fetichen af fælleskab som sådan” (Habermas, 2009, s. 237). Således argumenteres der for, at massemedierne passiverer og manipulerer borgerne og samtidigt fratager
dem deres engagement i den demokratiske debat (Habermas, 2009, s. 274).
Men selvom Habermas (2009) påstår, at massemedierne gennem deres kommercialisering har
medført en degenerering af den borgerlige offentlighed, vælger John B. Thompson (2001) at
anskue denne udvikling som en ny form for gyldig offentlighed – en ”medieret offentlighed”, som
antager en markant rolle i det moderne samfund. De nye mediers fremkomst har muliggjort, at
offentligheden ikke behøver at være bundet op på en fælles lokalitet, og handlinger og begivenheder kan derfor blive optaget og udsendt til folk, der ikke er fysisk tilstede samme sted (s. 141).
Dette åbner op for, at flere mennesker får mulighed for at deltage i den demokratiske diskussion.
Frederik Thuesen (2010), forsker ved SFI, argumenterer i forlængelse heraf for, at ’offentlighedens forfald’ nærmere bør anskues som en demokratiserende proces, da det netop åbner op for,
26 at andre end lærde folk begynder at gøre sig gældende i offentligheden (s. 106). Nutidens offentlighed rummer således ikke kun undertrykkende, men ligeledes frigørende elementer.
Habermas’ (2009) pointe om, at underholdning erstatter den rationelle diskussion, er ingenlunde
forkert, hvis man kigger på nutidens mediebillede. Her fylder underholdning langt mere end den
egentlige rationelle diskussion. Ofte ses det dog, som nævnt i tidligere afsnit, at underholdning
og politik væves sammen, og i mange tilfælde kan underholdning således sagtens være oplysende – de to begreber udelukker således ikke nødvendigvis hinanden (Brants, 2005, s. 14). Ligeledes består offentligheden i dag af en langt bredere skare, end den gjorde, dengang borgerne
mødtes og diskuterede i de såkaldte ’kaffehuse’. Der kan hertil argumenteres for, at offentlighed
er blevet mere inkluderende, da der med offentlighedens udvidelse er plads til andet end, som
Thuesen (2010) argumenterer, “de rationelle og elitære diskursformers indflydelse på samfundsliv og politik” (s. 108).
At tesen om offentlighedens forfald bør revurderes, vedkender Habermas (2009) selv i forordet
til genudgivelsen af Borgerlig offentlighed fra 1990. Han vedgiver, at diagnosen af det kulturkonsumerende publikum har været for pessimistisk og dermed ikke tilstrækkelig (Habermas, 2009,
s. 25). Han omformulerer dermed sin forfaldstese og kendertegner i stedet nutidens offentlighed
ved ambivalens frem for forfald. Habermas vedkender ligeledes, at resultatet af hans undersøgelse nok havde været en anden, hvis han havde givet sig i kast med at udvikle en demokratiteori i dag: “(...) måske et, der ville give anledning til en mindre pessimistisk vurdering og for et mindre trodsigt, kun postulerende udblik end dengang” (s. 44).
At teorien om den borgerlige offentlighed er relevant for nærværende speciale, skyldes netop det
faktum, at det beskæftiger sig med og anser tv-serien 1864 for at være en del af det offentlige
rum. At 1864 betragtes sådan, skyldes blandt andet, at tv-serien blev sendt af landets førende
public service-udbyder DR, og at tv-serien under dens udsendelse fik stor opmærksomhed i de
danske medier. Selvom Habermas (2009) betragter massemediernes virke som tegn på offentlighedens forfald, anskuer specialet nærmere medierne som samtidens svar på den borgerlige
offentlighed. Dette skyldes, at medierne i mange tilfælde fungerer som den offentlighed, hvori
borgerne får lov til at diskutere diverse anliggender. Dette speciale undersøger således den offentlighed, som tv-serien gennem den massive dækning og debat er blevet en del af.
27 Det interessante ved 1864 i en habermasiansk forstand er netop, at tv-serien tydeligt sammenblander de forskellige sfærer. Dette fordi 1864 som kulturelt produkt, med tilhørsforhold i den
’kulturelle offentlighed’, bliver genstand for debat i den ’politiske offentlighed’. Skønt det ikke
lever op til Habermas’ (2009) demokratiske ideal, kan man spørge, om sammenblandingen af
kultur og politik reelt set ikke er medvirkende til at styrke det demokratiske fællesskab? 1864 bliver således et billede på, hvordan et produkt fra den kulturelle offentlighed blandes ind i såvel
den politiske offentlighed som i den enkelte borgers intim- og socialsfære. Det er derfor interessant at kigge på, hvorfor og hvordan 1864 bevæger sig fra den kulturelle over i den politiske offentlighed uden for tv-seriens sendetid.
I forsøget på at undersøge dette synes det interessant at belyse, hvilke tematikker medierne har
sat på dagsordenen i forbindelse med 1864, og hvorledes disse præsenteres.
I efteråret 2014 fik tv-serien 1864 som nævnt en plads på den danske mediedagsorden, da tvserien blev diskuteret og vurderet i samtlige landsdækkende medier. Ligeledes bragte tv-serien
andre debatter med sig, hvor flere var af politisk karakter. I den forbindelse er det relevant at inddrage teorien om ’agenda setting’ for at undersøge, hvordan 1864 formår at sætte andre tematikker end serien selv på dagsordenen. Ydermere er ’framing’-teorien relevant at anvende i en
analyse af, hvordan mediernes fremhævelse og udelukkelse af særlige aspekter i dækningen af
tv-serien skaber afsæt for politisk kommunikation og debat.
2.1.8 AGENDA SETTING
Maxwell McCombs (2014) refererer til Walter Lippmann som ophavsmanden bag teorien om mediernes dagsordensættende funktion (s. 17-18). I sit værk Public Opinion konstaterer Lippmann
(1922), at nyhedsmedierne er borgernes vindue til verden og er medvirkende til at bestemme
borgernes kognitive billede af omgivelserne: ”The world that we have to deal with politically is
out of reach, out of sight, out of mind. It has to be explored, reported, and imagined” (s. 21).
Dermed er nyhedsmedierne ifølge Lippmann med til at konstruere befolkningens opfattelse af en
begivenhed.
Maxwell McCombs og Donald Shaw foretager i 1972 det første empiriske studie om mediernes
dagsordensættende funktion, hvor begrebet ’agenda setting’ bliver introduceret således: ”Readers learn not only about a given issue, but also how much importance to attach to that issue from
28 the amount of information in a news story and its position” (McCombs & Shaw, 1972, s. 176).
Ligeledes inddrager McCombs & Shaw (1972) et citat fra Bernard C. Cohen, der konstaterer at
medierne ”may not be successful much of the time in telling people what to think, but is stunningly successful in telling its readers what to think about” (s. 177). McCombs og Shaws studie
undersøger massemediernes rolle i præsidentvalgkampen i USA i 1968. De undersøger sammenhængen mellem, hvad vælgerne fra Chapel Hill i North Carolina mener, er de vigtigste emner
i valgkampen, og hvordan medierne prioriterer samme emner. De finder en sammenhæng mellem de emner, medierne beskæftiger sig mest med, og de emner vælgerne tillægger størst betydning. McCombs og Shaw (1972) konkluderer dermed, at medierne kan siges at have en dagsordensættende funktion (s. 184). Undersøgelsen viser dog ikke noget om, hvordan befolkningen
forholder sig til de emner, medierne bringer på dagsordenen.
Agenda setting omhandler den proces, hvor medierne skaber opmærksomhed i offentligheden
omkring et bestemt indhold. Medierne er i denne forbindelse med til at bestemme, hvilke emner
der er relevante i den offentlige debat, hvorfor medierne kan siges at have en indirekte form for
magt. I den forbindelse pointerer McCombs (2014), at agenda setting-teorien ikke tager afsæt i
opfattelsen af, at borgerne ’adopterer’ mediernes budskaber uden selv at forholde sig til dem.
Dog konstaterer han, at medierne har en central rolle i forbindelse med at sætte emner på den
offentlige dagsorden (s. 20). Når medierne skaber opmærksomhed omkring visse emner, lægger
de på samme tid op til, at offentligheden skal forholde sig til disse. Når befolkningen eksponeres
for emner, der fylder meget i nyhedsmedierne, vil de således skabe viden og følelser om disse
emner (McCombs & Shaw, 1972, s. 177). Ifølge McCombs (2014) sker mediernes påvirkning af
offentlighedens virkelighedsopfattelse på to måder: 1) Medierne eksponerer offentligheden for et
konkret emne, og 2) medierne fremhæver nogle bestemte kendetegn ved dette emne. Således
indeholder McCombs’ (2014) senere teori om agenda-setting to niveauer: ’object salience’ og
’attribute salience’ (s. 52-54). Denne skelnen var ikke en del af det oprindelige studie fra 1972.
Object salience handler om at trænge igennem medierne med et emne, hvor attribute salience
handler om at etablere en bestemt forståelse af dette emne. Ifølge McCombs (2014) omhandler
det første niveau i teorien om agenda setting dermed processen, hvor medierne skaber opmærksomhed i offentligheden omkring et bestemt emne, og andet niveau omhandler præsentationen
– også kaldet framingen – af emnet. En analyse af mediernes agenda setting på første niveau vil
derfor fokusere på, hvilke emner tv-serien 1864 sætter på dagsordenen i de danske medier.
29 2.1.8.1 EN ELLER TO TEORIER?
Teorien om agenda setting forbindes med mange forskellige discipliner inden for kommunikation
såsom kognitive effekt-studier, tavshedsspiraler og framing. Især forbindes andet niveau af
McCombs’ teori om agenda setting og attribute salience ofte med framing-begrebet (McCombs,
2014, s. 68). Teorien om attribute salience og teorien om framing fokuserer begge på, hvordan
specifikke emner bliver præsenteret i medierne. Attribute salience og framing-teorien har til hensigt at undersøge, i hvilket omfang visse aspekter og detaljer i præsentationen af et emne er med
til at påvirke vores tanker og følelser. Nogle forskere ser på baggrund af ovenstående de to begreber som synonyme, andre ser begreberne som overlappende, mens andre igen ser de to begreber som forskellige koncepter. Disse forskellige opfattelser af forholdet mellem attribute salience og framing bunder ifølge McCombs (2014) i, at der ikke findes en entydig definition af
framing, hvorfor det er svært at beskrive forholdet mellem de to (s. 69).
McCombs (2014) forstår som tidligere nævnt framing som andet niveau af agenda settingteorien, hvorfor de to begreber korrelerer. Flere forskere er dog ikke enige i, at framing kan betegnes som andet niveau af teorien om agenda setting, da teorierne er baseret på forskellige
præmisser (Scheufele & Tewksbury, 2007; Van Gorp, 2007; Semetko og Valkenburg, 2000).
Dietram A. Scheufele og David Tewksbury (2007) mener i stedet, at framing adskiller sig væsentligt fra teorien om agenda setting. Hvor agenda setting fokuserer på sammenhængen mellem
massemediernes vægtning af bestemte emner, fokuserer framing på måden, hvorpå nyhedsindhold præsenteres (s. 11). At begreberne bør adskilles, skyldes forskellen i effekten hos modtageren. Agenda setting påvirker, hvorvidt befolkningen er bevidste om et emne, mens framing relaterer sig til, hvad befolkningen tænker om samme emne (Scheufele & Tewksbury, 2007, s. 1416). I den forbindelse anvendes begreberne ’accessibility’ og ’applicability’, hvor accessibility
betegner agenda settings evne til at stille et emne til rådighed og applicability betegner, hvordan
præsentationen af et emne kan ræsonnere hos modtageren. Ved at benytte ovenstående begreber fastslår Scheufele og Tewksbury (2007), at McCombs’ forståelse af framing-begrebet bunder i en forsimplet forståelse:
(...) McCombs (2004) has argued that framing is simply a more refined version of
agenda setting. Framing, from that perspective, means making aspects of an issue
more salient through different modes of presentation and therefore shifting people’s attitude. He labels this phenomenon “second-level agenda setting” (s. 14-15).
30 Baldwin Van Gorp (2007) påpeger ligeledes, at framing adskiller sig fra agenda setting på mindst
to måder. For det første er framing baseret på en konstruktivistisk tilgang til forskning, hvorimod
agenda settings teoretiske præmis er kausal. Udgangspunktet for den konstruktivistiske tilgang
er, at den sociale virkelighed konstrueres både af nyhedsmedierne og modtagerne, hvorimod
agenda setting-teorien betragter modtagernes virkelighedsopfattelser som et resultat af mediernes prioritering af emner. Van Gorp (2007) uddyber: ”(...) frames are tied in with culture as a
macrosocietal structure. This implies that framing incorporates a wider range of factors than
priming and agenda setting that are both cognitive concepts“(s. 70).
For det andet tager agenda setting-teorien overordnet udgangspunkt i emner, mens framing
skelner mellem emner og frames. Dette skyldes, at et emne kan præsenteres ud fra flere forskellige frames, og samtidig kan samme frame bruges i præsentationen af forskellige emner (Van
Gorp, 2007, s. 50). Van Gorp (2007) tager afsæt i det socialkonstruktivistiske paradigme, som
berører institutionaliseringen af virkeligheden i en social interaktion: ”The constructionist approach highlights the interaction between the interpreting activities of the receivers and the
power of the frame that is present in a number of elements in media content” (s. 73).
Nærværende speciale tager afsæt i ovenstående opfattelse af, at agenda setting og framing anses som adskilte teorier med hver deres formål. Denne forståelse af de to begreber komplementerer specialets struktur. Det skyldes, at teorien om agenda setting findes relevant til at undersøge, hvilke tematikker tv-serien 1864 sætter på dagsordenen, mens framing-teorien findes relevant til at analysere, hvordan mediernes fremhævelse og udelukkelse af særlige aspekter præsenterer disse tematikker. Specialets forståelse af framing-begrebet tager således afsæt i
Scheufele og Tewksbury (2007) samt Van Gorps (2007) forståelse af framing begrebet og den
distinktion, de fremlægger mellem agenda setting og framing.
2.1.9 FRAMING
Framing-teorien tager sit afsæt i psykologisk og samfundsvidenskabelig teori og er af amerikansk oprindelse. Framing-begrebet behandler en række spørgsmål, som også findes centrale i
andre teorier, der omhandler teksters betydning og meningsdannelse (Hjarvard, 2015, s. 111).
Stig Hjarvard (2015) henviser blandt andet til semiotik og diskursteori, da disse teorier ligeledes
har til hensigt at belyse ”hvordan teksters betydning både er et resultat af og udvirker indflydelse
31 på menneskers sproglige og sociale interaktion, herunder hvordan teksterne indgår i
(re)produktion af herskende opfattelser af kultur og samfund” (s. 111).
Hvor semiotik og diskursteori kan forstås som generelle, ’globale teorier’, der undersøger teksters kommunikation i lyset af en generel og kritisk kultur- og samfundsteori, kan framing-teorien
betegnes som en ’middel-range teori’ (Hjarvard, 2015, s. 111-112). Denne betegnelse betyder, at
framing-teorien har til hensigt at undersøge et mere afgrænset og veldefineret felt end eksempelvis diskursteorien, men uden at systematisere iagttagelser på mikroniveau. Ifølge Hjarvard
(2015) findes der både fordele og ulemper ved globale teorier og middel-range teorier. Fordelen
ved globale teorier skal findes i, at de tilbyder en omfattende teoretisk ramme, hvor begreber har
en betydning i forhold til hinanden og ofte en ambition om at levere større sammenhængende
forklaringer (s. 112). Framing-begrebets fordel skal derimod findes i, at teorien har til hensigt at
udføre en systematisk analyse af tekster. Dette forudsætter ifølge Hjarvard (2015) ikke nødvendigvis en global teori om kultur og samfund.
Framing-begrebet har som tidligere nævnt ikke nogen entydig definition. På tværs af forskningsfeltet fremhæves forskellige aspekter som værende væsentlige for analysen af et givent indhold.
Definitionerne synes at afhænge af forskerens egne præferencer og forskningsprojekternes formål og indhold (Entman, 1993, s. 51). Overordnet set henviser framing-begrebet til den proces,
hvor medierne er med til at påvirke befolkningens opfattelse af et givent emne ved at vinkle emnet på en bestemt måde (de Vreese, 2005, s. 51). Denne proces indeholder altså både medierne,
der organiserer og præsenterer nyhederne, og befolkningen, som afkoder nyhederne og fortolker
dem på deres egen måde. Scheufele & Tewksbury (2007) skelner derfor mellem framing på mediernes makroplan og modtagernes mikroplan (s. 12). Scheufele (1999) deler endvidere framing
op i fire processer: ’Frame building’, ’frame setting’, ’individual-level effects of framing’ og ’link
between individual frames and media frames’ (s. 114-118). Nærværende speciale ønsker at afdække, hvordan tv-serien 1864 bliver afsæt for politisk kommunikation og debat, og det gør det
interessant at undersøge, hvordan medierne organiserer og præsenterer nyheder om 1864. En
receptionsanalyse af modtagernes forståelse af disse nyheder derimod ligger uden for specialets
genstandsfelt, hvorfor specialet ikke ønsker at beskæftige sig med modtagernes mikroplan og
dermed ’individual-level effects of framing’ og ’link between individual frames and media
frames’. Fokus vil derfor være på mediernes makroplan, ’frame building’ og ’frame setting’.
32 ’Frame building’ tager afsæt i, hvordan frames opstår. Scheufele (1999) peger på baggrund af
tidligere undersøgelser på minimum fem faktorer, der givetvis påvirker udformningen af en frame:
”social norms and values, organizational pressures and constraints, pressures of interest groups,
journalistic routines and ideological or political orientations of journalists” (s. 109). ’Frame setting’
refererer til interaktionen mellem medie-frames og modtagernes forudindtagede viden. Ved at
fremhæve bestemte aspekter og undlade andre påvirker framen den måde, hvorpå modtagerne
anskuer, forstår og bedømmer et emne (Scheufele, 1999, s. 116). Denne del af framingprocessen har været genstand for mange empiriske undersøgelser med det formål at undersøge,
hvornår og i hvilke omstændigheder modtagerne reflekterer og replicerer frames (de Vreese,
2005, s. 52).
I forbindelse med frame building, og hvordan frames bliver præsenteret i en tekst, kan man ligeledes tale om to generelle måder, hvorpå frames anskues i en tekst. ’Issue-specific frames’ beskriver, hvordan et bestemt emne frames i medierne (de Vreese, 2005, s. 55). ’Generic news
frames’ fokuserer derimod ikke på et bestemt emne, men er strukturelt og går på tværs af forskellige emner (de Vreese, 2005, s. 55-56). Nærværende speciale tager sit afsæt i tv-serien
1864, der anses som et specifikt emne, hvorfor tilgangen er issue-specific. Denne tilgang til
framing giver mulighed for en dybdegående og detaljeret analyse af et specifikt emne. En fordel,
som dog også kan ses som en ulempe, da denne specifikke tilgang gør det vanskeligt at generalisere og sammenligne resultater. Specialets framing-analyse har primært til hensigt at undersøge, hvordan 1864 er blevet præsenteret i medierne, hvorfor den umiddelbare hensigt ikke har
været at generalisere disse fund til andre cases.
Van Gorp (2007) lægger vægt på endnu en dimension i framing-teorien, da han mener, at frames
er defineret og determineret ud fra den kultur, der omgiver os (s. 60). Denne tankegang udspringer fra den amerikanske sociolog Erving Goffman, der som den første anvendte begrebet
framing. Goffman (1974) fokuserer på modtagerperspektivet, og på hvordan vi som individer
bruger frames til at fortolke og begribe verden. Sidenhen er framing-begrebet blevet anvendt til
at definere, hvordan mediernes rolle påvirker individers konstruktion af den sociale virkelighed,
hvorfor framing er blevet koblet til den socialkonstruktivistiske tankegang. Van Gorp (2007) argumenterer for, at denne konstruktivistiske forståelse er en del af framingens ophav. Framing
skal ifølge Van Gorp (2007) derfor ikke blot ses som et kommunikativt værktøj, fordi teorien har
rødder i både sociologien, psykologien og antropologien, hvorfor han beskriver framing som et
33 bindeled mellem kognition og kultur (s. 61-62). Ud over ovenstående dimensioner af framingteorien findes der ligeledes forskellige måder at definere framing-begrebet på.
2.1.9.1 MOD ÉN DEFINITION
Som nævnt rummer framing-teorien flere forskellige definitioner. Robert M. Entman (1993) argumenterer for følgende forståelse af begrebet:
To frame is to select some aspects of a perceived reality and make them more salient in a communicating text, in such a way as to promote a particular problem definition, causal interpretation, moral evaluation, and/or treatment recommendation for
the item described (s. 52).
I ovenstående citat beskriver Entman (1993), hvorledes udvælgelse og fremhævelse af bestemte
aspekter er essentielle i framing-begrebet. Det skyldes, at denne udvælgelse og fremhævelse
kan tydeliggøre visse informationer og på denne måde vinkle indholdet. I den forbindelse er det
værd at notere, at processen også kan fungere med omvendt fortegn, da framing ikke blot bygger på udvælgelse og fremhævelse af visse emner, men også ved udeladelse af andre (s. 54).
I forlængelse af ovenstående tillægger Entman (1993) framing-begrebet fire funktioner:
1. Problemdefinition
2. Årsagssammenhæng
3. Moralsk stillingstagen
4. Løsningsforslag.
’Problemdefinition’ forholder sig til, hvordan en aktør handler, og hvilket problem der er tale om.
’Årsagssammenhæng’ identificerer en årsag til problemet. ’Moralsk stillingstagen’ evaluerer aktørerne og de fordele og ulemper, der findes ved deres handlinger. ’Løsningsforslag’ giver bud på
løsninger og en eventuel vurdering af deres potentielle effekt. Variationen af disse funktioner kan
komme til udtryk forskelligt. Entmann (1993) beskriver det således: ”A single sentence may perform more than one of these four framing functions, although many sentences in a text may perform none of them. And a frame in any particular text may not necessarily include all four func-
34 tions” (s. 52). Ydermere argumenterer Entman (1993) for, at framing-processen kommer til udtryk i fire lokationer:
1. Kommunikatørerne
2. Teksterne
3. Modtagerne
4. Kulturen.
Den første lokation er ’kommunikatørerne’, som udvælger information og framing. Det kan eksempelvis være journalister og meningsdannere. Den anden lokation findes i ’teksterne’, hvor
framingen eksempelvis kommer til udtryk i brugen eller udeladelsen af nøgleord, stereotyper og
fakta. Den tredje lokation findes i ’modtagernes’ opfattelse af teksten. Entman (1993) påpeger i
den forbindelse, at denne opfattelse ikke nødvendigvis stemmer overens med afsenderens intention. Den sidste lokation er ’kulturen’, der beskriver den kultur, som afsenderen og modtageren er en del af. Kultur kan defineres som en fælles diskurs, der deles mellem individer i en social
gruppering (s. 52-53). Ved at inddrage kulturen fremhæver Entman (1993), at man ikke kan forstå framing-processen udelukkende ved at undersøge afsender, tekst og modtager.
Nærværende speciale ønsker at undersøge mediedækningen af 1864, og hvordan denne dækning er blevet præsenteret. I relation til ovenstående fire lokationer tager analysen afsæt i tre lokationer; nemlig kommunikatørerne, teksterne og kulturen, idet specialet undersøger mediernes
makroplan, frame setting og frame building. Kulturen inddrages, fordi de fundne frames i mediedækningen opstår i sammenhæng med de omkringliggende samfundsstrukturer og den kultur,
som teksten er en del af.
Andre forskere, herunder William A. Gamson og Andre Modigliani (1989) beskriver frames som
’media packages’. Disse media packages kan anses som fortolkende enheder, der har til hensigt
at skabe en vis forståelse af et emne (s. 3). Kernen i de fortolkende enheder er selve framen.
Gamson og Modigliani (1989) citerer Todd Gitlin, der ligeledes taler om ’media frames’ som:
“largely unspoken and unacknowledged, organize the world both for journalists who report it
and, in some important degree, for us who rely on their report” (s. 3). Framing viser dermed, hvad
et specifikt emne omhandler, eller hvilket problem der er tale om. I den forbindelse kan samme
35 frame indeholde forskellige positioner og tillader dermed en vis uenighed mellem aktører i samme frame. Gamson og Modigliani (1989) identificerer fem ’framing devices’:
1. Metaforer
2. Eksempler
3. Catchphrases
4. Beskrivelser
5. Billeder.
Disse framing devices komprimerer information og tilbyder en specifik forståelse af et emne (s.
3). Van Gorp (2007) benytter, ligesom Gamson og Modigliani (1989), media packages til at beskrive framing-begrebet. Derudover mener Van Gorp (2007) som tidligere nævnt, at frames er
defineret og determineret ud fra den kultur, der omgiver os (s. 60). Van Gorp (2007) argumenterer i den forbindelse for, at en framing-analyse tager afsæt i de fundne media packages, og uddyber: ”Such a frame package is composed of three parts that will be defined subsequently: The
manifest framing devices, the manifest or latent reasoning devices, and an implicit cultural phenomenon that displays the package as a whole ”(s. 64).
Ud over ovenstående tilgange til framing lægger Dietram A. Scheufele og Shanto Iyengar i artiklen ”The State of Framing Research: A Call for New Directions” (2014) op til en mere snæver tilgang til framing-teorien, da de to teoretikere advarer mod en udvanding af begrebet. Problematikken opstår ifølge Schuefele og Iyengar (2014) ved, at framing-studier i dag oftere tager afsæt i
den sociologiske ’fremhævelses-framing’, frem for en mere snæver og ækvivalent version af
framing-teorien, der tager afsæt i psykologien (s. 2).
Den psykologiske tilgang til framing bygger på, at nøjagtig samme informationsindhold frames på
forskellige måder og dermed ændres modtagerens forståelse af budskabet (Schuefele & Iyengar,
2014 s. 5). Denne tilgang blev blandt andet undersøgt af Daniel Kahneman og Amos Tversky
(1984) gennem eksperimentelle studier, hvor framing-begrebet blev anvendt til at beskrive,
hvordan mindre forskelle i præsentationen af indhold havde betydning for modtagernes valg af
alternativer. Scheufele og Iyengar (2014) mener, at denne tilgang til framing kan sikre, at ændringer i modtagernes holdning lettere kan påvises, da informationen er den samme – bare præsenteret på forskellige måder. Modsat mener de, at den bredere forståelse af framing-begrebet ikke
36 muliggør at påvise, hvilke ændringer i modtagerens holdning, der er en effekt af framing, og hvilke der eksempelvis er en effekt af agenda setting eller priming (s. 7-8).
Hjarvard (2015) mener, at Scheufele og Iyengars (2014) kritik af framing-begrebet er relevant,
men han påtaler i samme ombæring problematikken i den psykologiske ’ækvivalens-framing’:
Problemet er, som de også selv antyder, at den snævre framing-opfattelse praktisk
talt kun kan operationaliseres under eksperimentelle vilkår og ikke i den virkelige
verden (…). Scheufele og Iyengars snævre framing-begreb har en eksperimentel
fordel ved at muliggøre en kunstig separation af informationsindhold og framing,
men det mangler til gengæld det sociologiske begrebs dynamiske aspekt, hvor en
frame ikke er en udvendig side af tekstens informationsindhold, men en integreret
del af tekstens betydning og et spor af tekstens tilblivelsesproces (s. 109-110).
Hjarvard (2015) påpeger i citatet, at Scheufel & Iyengars tilgang til framing-teorien fungerer i eksperimentelle studier, men ikke hensigtsmæssigt i undersøgelser, hvor tekstens tilblivelsesproces og kulturen, hvori teksten må forstås, også inddrages.
I forbindelse med specialets case kan informationsindholdet og framingen af samme ikke adskilles, hvorfor Scheufele og Iyengars (2014) ækvivalens framing ikke findes ideel. I stedet tages der
i specialet afsæt i den sociologiske tilgang til framing, hvor særligt Entmans (1993) forståelse af
framing anvendes. Dette betyder, at framing-analysen undersøger mediernes fremstilling og ligeledes inddrager de omkringliggende samfundsstrukturer. Specialets brug af framing som analysemetode er inspireret af Entmans (1993) definition af framing, hvorfor der tages afsæt i mulige
problemstillinger, årsagssammenhænge, moralske vurderinger og eventuelle løsningsforslag.
Ligeledes benyttes Gamson og Modiglianis (1989) framing devices til at udlede frames i mediernes dækning af 1864.
2.1.9.2 STYRKER OG SVAGHEDER
Som ovenstående viser, findes der mange forskellige definitioner og tilgange til framing-teorien.
Fælles for disse definitioner og tilgange er, at framing bør forstås som en organisering af information, hvor nogle aspekter af virkeligheden fremhæves og andre udelades. Der opstår dog uenighed om, hvorvidt manglen på en enkelt, entydig definition er en svaghed eller styrke for forsknin-
37 gen. Entman (1993) mener, at framing-forskningens fragmenterede felt er med til at begrænse
feltets disciplinære status. For at styrke dette, mener han, at feltet bør have en entydig definition:
”By bringing ideas together in one location, communication can aspire to become a master discipline that synthesizes related theories and concepts and exposes them to the most rigorous,
comprehensive statement and exploration” (s. 51).
Derimod mener Paul D’Angelo (2002), at denne fragmenterede definition af begrebet skal anses
som framing-teoriens fordel. Det udtrykker han blandt andet i hans kritik af Entmans tilgang til
framing: ”In addition, he misses the point that the hard-core conjectural base expands even
when research findings fail to fully support theoretical models, for theories are supposed to generate inconsistencies, which, in turn, provide new directions for future research” (s. 872-873).
D’Angelo (2002) mener altså, at framing-teorien bevæger sig inden for et refleksivt genstandsfelt. Et metodisk og teoretisk genstandsfelt, der er med til at afdække udvalgte virkeligheder,
hvor det metodiske og teoretiske fundament konstant er i udvikling (D’Angelo, 2002, s. 880).
Dermed opfordres forskere til at bruge framing-teorien i forskellige forskningsøjemed, hvilket er
medvirkende til at udvide og styrke forskningsfeltet. Stephen D. Reese (2007) er enig med
D’Angelo og uddyber: “framing is more of a research program than a unified paradigm and that
theoretical diversity has been beneficial in developing a comprehensive understanding of the
process” (s. 148). Dog sætter han spørgsmål ved, om fordelene i denne forståelse af framingteorien er blevet udnyttet til fulde.
Ud over ovenstående diskussion af teoriens fragmenterede forskningsfelt påpeger Reese (2007)
desuden en mangel i forskningsfeltet, der både bunder i forståelsen og anvendelsen af teorien.
Det kan diskuteres, hvorvidt en framing-analyse i virkeligheden blot er en analyse, hvor teksternes temaer udfoldes:
But with the growing popularity of the concept, I have been sent more manuscripts
to review than I care to recall, with many having only the term ‘‘framing’’ in common. (...) I have worked with a number of doctoral students in our program and
abroad, many of whom find in framing a more compelling hook to hang their content analyses on. Often, it is simply a matter of substituting ‘‘frame’’ for what would
have been called ‘‘topic’’ or ‘‘theme.’’ If they cannot show how the frame does
38 more ‘‘organizing’’ and ‘‘structuring’’ work, I prefer they not use the label (Reese,
2007, s. 151).
Med afsæt i ovenstående, framing-teoriens fragmenterede felt, samt den akademiske uenighed
om, hvordan framing bør defineres og placeres i relation til agenda setting, anskuer nærværende
speciale alligevel framing som en velforankret teori, der bunder i større empiriske studier.
Framing-teorien tilbyder dermed en selvstændig metode til at identificere og analysere frames i
medietekster, samt diskutere hvordan frames fungerer i samspil med større kulturelle processer. I
specialets metodeafsnit vil det blive behandlet, hvordan framing-teorien danner baggrund for
systematisering af specialets kvalitative analyse.
Ovenstående teoretiske afsnit behandler politisk kommunikation, og hvordan diverse teorier forholder sig til feltet. Dette speciale abonnerer på en bred forståelse af politisk kommunikation,
hvorfor det ligeledes fordrer en bred forståelse af politik. Denne brede forståelse af politik åbner
op for andre temaer og diskussioner på baggrund af feltets flydende abstraktioner. Det er således blevet klart, at politik ikke nødvendigvis kun omhandler participatoriske handlinger, men synes at rumme mere. Da den mediedækning, specialet ønsker at undersøge, tager afsæt i et populærkulturelt fænomen, synes det naturligt at undersøge populærkulturens teoretiske fundament og nogen af de forgreninger inden for feltet, som findes relevante for specialets case 1864.
39 2.2 POPULÆRKULTUR
Begrebet populærkultur er afledt af det latinske populus, som betyder folk. Populærkultur henviser derfor oprindeligt til kultur, der når ud til den folkelige masse (Povlsen, 2013). Ifølge John Storey (2003), professor i Cultural Studies, har populærkultur sine rødder i det 19. århundredes industrialiseringsbølge, hvorfor det ofte er blevet koblet sammen med masse-begreber, såsom
massesamfund, massemedier, massekommunikation, masseforbrug og massekultur (s. 16). I
dag anser man således begrebet som en betegnelse for populære medieprodukter – herunder
den mest læste, solgte eller sete kultur. I denne begrebsliggørelse skelnes der ofte mellem populærkultur og finkultur, men skillelinjen er hele tiden til forhandling. Hvor finkultur og kunst ofte
vejes på kvaliteten, handler populærkultur derimod om kvantiteten (Povlsen, 2013). At der således er noget kontradiktorisk over begrebet populærkultur, uddyber Storey (2001): “On the one
hand something is said to be good because it is popular (…) Yet, on the other hand something is
said to be bad for the very same reason” (s. 8).
Forskningen inden for populærkultur tager sit udgangspunkt i Birminghamskolen og den der tilhørende Cultural Studies-tradition, på dansk: kulturstudier. Kulturstudierne er et omfangsrigt og
omfattende felt at begive sig ud i. Feltet i sin brede forstand synes ikke relevant for nærværende
speciale, da specialets omdrejningspunkt er populærkultur. Dog kan man ikke tale om populærkultur uden at være bekendt med Birminghamskolen og dens tradition. Udgangspunktet for Birminghamskolen og kulturstudierne er en tilgang til kultur, hvor man beskæftiger sig med en bred
forståelse af kulturbegrebet. Herunder en forståelse af kultur som “texts and practices of everyday life” (Storey, 1996, s. 2).
Birminghamskolen fandt gennem empiriske studier, at forskellige subkulturer skaber deres identitet og kulturelle udtryk via forbrug af tilgængelige varer og kulturprodukter (Rosenørn og Rasmussen, 2013, s. 6). Med Stuart Hall i spidsen interesserede kulturstudierne sig for menneskets
reception af medieprodukter. I dag anses kulturstudierne for at være en tilgang, der søger at forklare folks mediebrug, og hvordan man gennem medierne skaber egne fortolkninger af mediernes budskab (Just & Burø, 2010, s 237). Kulturstudierne beskæftiger sig altså ikke udelukkende
med fænomenet populærkultur, men nærmere med hvordan mennesket forbruger kultur. Som
Storey (1996) udfolder det: ”Although cultural studies cannot (and should not) be reduced to the
study of popular culture, it is certainly the case that the study of popular culture is central to the
project of cultural studies” (s. 2).
40 I studiet af populærkultur argumenterer Joke Hermes (2005) blandt andet for, at populærkultur
fordrer et kulturelt medborgerskab, som hun definerer således:
Cultural citizenship can be defined as the process of bonding and community building, and reflection on that bonding, that is implied in partaking of the text-related
practices of reading, consumering, celebrating, and criticizing offered in the realm
of (popular) culture (s. 10).
I denne sammenhæng må populærkultur ifølge Hermes (2005) nødvendigvis forstås som en invitation til et fællesskab, som åbner op for en bredere vifte af muligheder for relevant diskussion
og debat i offentligheden. Populærkultur kan sætte politiske temaer på dagsordenen, og styrken
ligger netop i, at populærkultur kan antyde, implicere og ironisere uden at være et politisk manifest (s. 11). I nærværende speciale forstås begrebet populærkultur således som standardiserede
medieprodukter, der får et særligt markant publikumsgennemslag, og som derigennem kan være
medvirkende til at fordre et kulturelt fællesskab, hvad enten det er i hele befolkninger eller i bestemte grupper.
I denne forståelse af populærkultur spiller fjernsynet en central rolle i at nå ud til store mængder
mennesker. Og netop det danske tv-drama har, som tidligere nævnt, gennem fjernsynets levetid
haft stor betydning. Der har ifølge Gunhild Agger (2005) altid været mange seere på tværs af
generationer, som har diskuteret indholdet over middagsbordet og på arbejdspladsen. Dansk tvdrama har været fast leverandør af stof til aviser og ugeblade, og der er blevet debatteret og diskuteret flittigt i alt fra læserbreve til anmeldelser (s. 16). Da 1864 er en dramasatsning fra DR, må
det antages, at hensigten med serien netop har været at nå ud til den brede del af Danmarks
befolkning. Dramaer produceret af eller for DR er ofte meget populære og ses ofte som et samlingspunkt søndag aften, når weekenden går på hæld (Redvall, 2011, s. 180). Med denne distinktion vælger specialet således at betragte tv-serien 1864 som et stykke populærkultur.
2.2.1 HISTORISKE FILM
Ifølge Agger (2013) fremhæves populariteten af historiske medieprodukter af de mange bestsellers og blockbusters, som netop tager udgangspunkt i historiske personligheder og begivenheder (s. 311). Det ses i de senere år med blandt andet filmatiseringen af Hitler i Der Untergang, den
populære tv-serie Downtown Abbey, Bille Augusts filmatisering af historien om skagensmaleren
41 P.S Krøyers kone Marie Krøyer og senest Bornedals 1864 og filmen 9. april, som blev lanceret i
forbindelse med 55-året for Danmarks besættelse. De historiske film og tv-serier fylder altså en
del i mediebilledet, og det er ifølge Agger en generel antagelse, at mange menneskers får deres
historiske forståelse og viden gennem film og tv-serier: ”Blockbuster history films, mini-series,
documentaries, docudramas – all these genres are increasingly important in our relationship to
the past and the understanding of history” (Rosenstone i Agger, 2013, s. 302).
Studier viser, at medierede repræsentationer af historiske begivenheder har stor indflydelse på
den menneskelige hukommelse (Agger, 2013, s. 302). Dette betyder altså, at historiske tvdramaer synes vigtige i forståelsen af den nationale identitet:
The historical consciousness of a people in a society is the instrument whereby those
people make meaning of the past. Involved is the process of linking the past to an understanding of the world. More specifically, it is the process of remembering the past, and
understanding the present, and of creating perspectives for the future (Ludvigsson i Agger 2013, s. 307).
Et iboende træk ved næsten alle historiske film er deres tendens til at spejle fortiden i nutiden.
Frivilligt eller ufrivilligt er alle historiske film ofte mærket af den tid, de er produceret i, og de fungerer ofte som en implicit såvel som eksplicit kommentar til nutidige begivenheder (Agger, 2013,
s. 308). Eksempelvis fungerede den amerikanske film Borte med Blæsten fra 1939 som en kommentar på sin tids væsentlige spørgsmål om modsætningsforholdet mellem borgerlige rettigheder og adskillelse (Agger, 2013, s. 308). I mediedækningen af 1864 har lige præcis denne tendens været debatteret. Dette i kraft af tv-seriens overordnede fortælling om dansk krigsførelse,
som også skildres i seriens parallelhistorie, der tager udgangspunkt i en nutidig fortælling om en
pige, der har mistet sin bror i krigen i Afghanistan. Nogle mener netop, at denne skildring er en
kritik af spørgsmålet om nutidig dansk krigsførelse.
Da 1864 er et historisk drama, synes det ligeledes relevant at drage paralleller til begrebet dokudrama. Ifølge Agger (2010) må dokudramaet forstås som en genre, der tager afsæt i den historisk
dokumenterede virkelighed og rekonstruerer specifikke personer og begivenheder i dramaets
form. Dokudramaet kan dog være dobbelttydigt, da det anvender dramaets elementer i fremstillingen og tolkningen af faktiske personer og begivenheder (s. 1). Dokudramaet kan derfor karak-
42 teriseres som en kombination af to genrer, hvor autentisk stof forenes med fiktionens dramaturgi
og fortælleteknik. At dokudramaet bygger på autentisk stof, kan være medvirkende til, at det til
tider opnår status som faktuelt materiale.
I historisk populærfiktion og dokudrama kan fortiden forstås som et spejl, der er en moralsk målestok for samtiden. Samtidigt kan dokudramaer være med til styrke den nationale selvforståelse
(Agger 2010, s. 2). Dokudramaets kombination og pendlen mellem fakta og fiktion kan have
svagheder, og fortolkningen af historiske begivenheder gennem fiktion fører ofte til debat vedrørende det faktiske historiske forløb. Fiktionaliseringen kan på den ene side føre til en aktualisering
af det historiske forløb, men kan samtidigt medføre kritik fra faghistorikere, der ikke anerkender
og accepterer præmissen for dokudramaet (Agger 2010, s. 2). Spørgsmålet om historisk fortolkning var et væsentligt emne i mediedækningen af 1864, hvor Bornedals udlægning af Slaget ved
Dybbøl fik stor kritik for at være historieforvridende.
Interessen blandt almindelige historieinteresserede er sjældent rettet mod historievidenskabelig
formidling, men derimod nærmere rettet mod populære skildringer (Ladegaard, 1993, s. 11). Med
dokudramaets fremkomst bygger befolkningens primære viden om historiske begivenheder derfor ofte på fiktion frem for reelt historisk materiale. Dette kan på den ene side ses som en negativ
tendens, da alle elementer i dokudramaets fortælling ikke altid vil være i overensstemmelse med
de faktiske historiske begivenheder. Af denne grund kan man sætte spørgsmål ved, hvorvidt der
tegnes et forkert billede af historien. Ifølge historiker Carsten Tage Nielsen (1993) opstår problematikken særligt, fordi tv-mediet suger seeren ind i et oplevelsesmættet univers, som medfører,
at den kritiske distance udebliver. Dette fordi: “(...) fremstillingen fremstår som virkeligheden og
ikke en konstruktion med bestemte præmisser” (s. 113). På den anden side kan dokudramaets
oplysende funktion anskues som værende positiv, fordi genren kan være med til at sætte historiske begivenheder på dagsordenen. I kraft af dette formår dokudramaet at formidle historiske
begivenheder til et bredere publikum. Med forståelsen af 1864 som dokudrama indskriver tvserien sig altså i den kollektive historiske bevidsthed.
2.2.2 POPULÆRKULTUR OG POLITIK
Med forståelsen og begrebsliggørelsen af tv-serien 1864 som et stykke populærkultur, og med
nærværende speciales fokus på politisk kommunikation, synes det relevant at stille sig undrende
over for, hvorvidt de to begreber kan kombineres. Umiddelbart synes populærkultur og politik
43 ikke at korrelere. Men når alt kommer til alt, er sammenhængen måske alligevel ikke så langt
væk. Reelt set findes der mange eksempler, som tydeliggør sammenhængen. Det kom blandt
andet til udtryk, da den tidligere bodybuilder og ’terminator’ Arnold Schwarzenegger blev valgt
som guvernør i Californien. Da U2’s forsanger Bono mødte verdenslederne til en snak om problemerne i den tredje verden. Og tydeligst ser vi det måske, når fiktion blandes med politik, som i
den anerkendte amerikanske tv-serie The West Wing (Van Zoonen, 2005, s. 1). I dag ser vi ligeledes eksempler på det, når Angelina Jolie taler på vegne af FN om bådflygtningene, som krydser
Middelhavet. Vi ser det ligeledes, når poeten Yahya Hassan stiller op for National Partiet, eller når
Søren Pind lørdag morgen giver danskerne gode råd i Mads og Monopolet på P3.
Selvom der findes utallige eksempler på, at populærkultur og politik kombineres, findes der ifølge
Liesbeth Van Zoonen (2005), professor i populærkultur, få videnskabelige undersøgelser om
kombinationen af disse begreber (s. 2). Dette underbygges som nævnt i afsnittet om politisk
kommunikation, hvor Grabers (2005) undersøgelse viser, at kombinationen af de to begreber i
enkelte tilfælde (5,1%) bliver genstand for videnskabelige undersøgelser (s. 482).
Ifølge Van Zoonen (2005) konkurrerer politik med et stort udbud af medierede såvel som ikkemedierede tilbud, i forsøget på at få befolkningens opmærksomhed: “Keeping up with politics by
watching the relevant television programs is in competition with sports, comedies, or quiz
shows” (s. 3). Van Zoonens (2005) pointe er derfor, at politik nødvendigvis må knyttes til hverdagskulturen, før borgere kan relatere til det: “Politics has to be connected to the everyday cul-
ture of its citizens; otherwise it becomes an alien sphere, occupied by strangers no one cares
and bothers about” (s. 3). Således tager politik i højere grad form som underholdning, der gør det
nemmere at relatere til. Dette gennem begreber som personificering og dramatisering. Ifølge Van
Zoonen (2005) gør kombinationen af politik og populærkultur, at det bliver mere attraktivt at deltage aktivt som borger. Ligeledes tilbyder kombinationen også nogle instrumenter, som gør det
muligt at reflektere over, hvad det vil sige at være borger, såvel som det tilbyder nogle retningslinjer for, hvordan man begår sig i et samfund (s. 147).
I samme forbindelse har John Street, Sanna Inthorn og Martin Scott (2012) undersøgt, hvorvidt
populærkultur kan bruges som brændstof i forsøget på at fordre politisk engagement. Undersøgelsen tager udgangspunkt i britiske førstegangsvælgere, og undersøgelsens argument er, at
44 unge mennesker med manglende interesse for politik bruger populærkultur til at forstå politiske
emner.
To us this is evidence that when talking about popular culture our respondents express their political values. Our respondents’ answers suggest they use the media
to gather knowledge about the world they live in, to encounter unfamiliar social
identities and playfully to explore the principles that govern how people live together. To us these were moments when, in talking about popular culture, our participants built up and worked through some of what we have identified as key preconditions of political engagements (Street et al., 2012, s. 345).
Street et al. (2012) argumenterer med udgangspunkt i undersøgelsen for, at populærkultur stimulerer et politisk engagement (s. 348). Hermed argumenteres der yderligere for, at de synspunkter som den offentlige sfære – og herunder den politiske deltagelse – er afhængige af, ofte
er noget, der påbegyndes i den private sfære. I den forstand er populærkultur medvirkende til at
engagere folk i den offentlige sfære.
Hermes (2005) argumenterer i forlængelse heraf for, at populærkultur slører grænserne mellem
det offentlige og private, og at populærkultur derfor har et demokratisk potentiale, som kan være
med til at styrke et samfunds demokratiske virke. Dette fordi populærkultur gennem en anderledes tilgang til politiske emner kan bidrage til, at borgerne får styrket deres forudsætninger for at
forstå sig på det samfund, de lever i: “In that sense, it is the most democratic of domains in our
society, regardless of the commercial and governmental interest and investments that co-shape
its form and content” (s. 3).
At populærkultur og politik blandes sammen har både positive konsekvenser såvel som negative.
For mange mennesker kan politik måske forekomme abstrakt og kedeligt, og ved at sætte det
politiske ind i en populærkulturel ramme øger man chancen for at nå ud til og engagere flere
mennesker end normalt, fordi populærkulturen kan være nemmere at relatere til. Som Hermes
(2005) påpeger:
45 For most of us, popular cultural texts (television series, thrillers, magazines, pop
music) are far more real than national politics. In everyday life, our allegiances and
feelings of belonging often relate more easily and directly to (global) popular culture
than to issues of national or local governance (s. 1).
Men hvor fortalerne mener, at populærkultur er engagerende og inkluderende, mener kritikerne
derimod, at populærkultur kan være medvirkende til at forvrænge forståelsen af den politiske
virkelighed. Netop en forvrængning af virkelighedens politiske spil, ses i tv-serien House of
Cards, hvor seriens hovedperson Frank Underwood med kynisme og opportunisme griber enhver chance for at øge sin politiske indflydelse – som da han eksempelvis slår guvernørkandidaten Peter Russo ihjel, fordi Russo bliver en forhindring på Franks vej til magten. Ligeledes
ses det i DR-serien Borgen, hvor politik i nogen grad trivialiseres. Det ses blandt andet, når højrefløjen fremstilles som fremmedfjendske og onde, mens De Moderate fremstilles nærmest helgenagtige. Som Katrine Winkel Holm, medlem af Dansk Folkeparti og DR’s bestyrelse, påpeger:
”Vi har Birgitte Nyborg, der både er smuk og sød og så naturlig, at hun får Helle ThorningSchmidt til at ligne en beboer i Madame Tussauds vokskabinet” (Karker, 2013).
Ifølge Robert D. Putham er populært fjernsyn med til at stjæle tid, som ellers burde bruges på
borgerlige pligter. Populærkultur fremmer ifølge ham individualistiske og fatalistiske holdninger,
som arbejder mod det politiske og borgerlige engagement (Putham i Street et. al 2011, s. 499).
Chris Rojek og Bryan Turner (2000) argumenterer ligeledes for, at kulturstudierne har haft en
tendens til at overpolitisere det kulturelle liv:
More generally clothes, music, sport, shopping, tourism and film, were all analyzed
as ‘being political’. Without whishing to minimize the importance of politics in culture, we submit that there is a danger in an over-politicized reading of culture life.
Politics loses its focus (s. 637).
Hvorvidt populærkultur er et ideelt middel i forsøget på at opnå politisk forståelse og engagement, findes der således ikke et entydigt svar på. At populærkultur kan være medvirkende til at
skabe et kulturelt fællesskab og bidrage til den politiske såvel som den nationale selvforståelse,
kan betragtes som en kvalitet. Men er det nødvendigvis godt, at politik bliver for alle? Og kan
man tale om, at politik bliver en smule forfladiget ved at komme en tur gennem den populærkul-
46 turelle mølle? Denne forståelse abonnerer flere teoretikere på. Modsat mener andre teoretikere,
at populærkulturen og massemedierne kan være med til at engagere borgere i politiske emner på
tværs af samfundslag (Brants, 2005 ; Dahlgren, 1998). Idet nærværende speciale netop tager
udgangspunkt i, hvordan et stykke populærkultur fordrer politisk debat og kommunikation, findes
ovenstående divergerende holdninger interessante at diskutere i forbindelse med tv-serien 1864.
2.3 TEORETISK SAMMENKOBLING
På baggrund af specialets to teoretiske felter – politisk kommunikation og populærkultur – synes
en sammenkobling af specialets teoretiske rammer relevant, fordi felterne ligger til grund for selve analysen. Særligt udviklingen inden for politisk kommunikation har været medvirkende til, at
dette speciale ser en kobling mellem politisk kommunikation og populærkultur, da politik i dag
synes at indbefatte mere end valgkamp og finanslovsforhandlinger.
Da populærkulturen ifølge flere teoretikere har et demokratisk potentiale, synes det interessant at
undersøge, hvorvidt dækningen, og måske særligt debatten, som udspillede sig på baggrund af
tv-serien 1864, kan sige noget om det danske demokrati anno 2014. Selvom kulturen ofte har
politiske undertoner, er det interessant at undersøge, om sammenblandingen af kultur og politik
reelt set kan være medvirkende til at styrke det demokratiske fællesskab, og om man i den forbindelse kan tale om, at populærkulturen har et politisk potentiale. Politisk kommunikation og
populærkultur kan naturligvis anskues som to isolerede felter, men ud fra problemfeltet og den
valgte case synes det relevant at se teorierne i samspil med hinanden.
47 0(72'(
Nærværende speciale tager afsæt i indholdsanalysen som metode – herunder kvantitativ såvel
som kvalitativ indholdsanalyse. Denne metodekombination synes essentiel for besvarelsen af
specialets problemformulering, da den muliggør en analyse af de ydre og indre strukturer i mediedækningen.
3.1 INDHOLDSANALYSE SOM METODE
I den tidlige medieforskning blev kvantitativ indholdsanalyse især benyttet til at teste hypoteser,
og metoden var derfor deduktiv anlagt (Eskjær & Helles, 2015, s. 24). I dag bliver metoden ofte
benyttet i eksplorative studier, som ikke kun muliggør en kategorisering af indholdselementer,
men også til at foretage konklusioner i en større kontekst (Eskjær & Helles, 2015, s. 28). I dette
speciale ønskes en undersøgelse af mediernes dækning af tv-serien 1864, og hvordan denne
bliver afsæt for en politisk debat. Dermed vil analysen tage udgangspunkt i en kategorisering af
indholdselementer og ligeledes inddrage kvalitative elementer.
Metodekombination handler grundlæggende om at kombinere forskellige metoder med henblik
på at øge grundlaget for viden. Dermed opnås en større indsigt, som ikke er tilgængelig ved brug
af en enkelt metodisk tilgang (Eskjær & Helles, 2015, s. 127). Metodekombination dækker over
forskellige metodologiske intentioner, men det overordnede mål er at supplere viden gennem
yderligere data, hvor hver metode frembringer viden, der går ud over, hvad de øvrige metoder
formår enkeltvis (Eskjær & Helles, 2015, s. 127). Hvor metodetriangulering benytter to eller flere
metoder til at krydstjekke data og dermed styrke undersøgelsens reliabilitet, forsøger metodekombination i stedet at opnå et større og mere sammensat billede af det undersøgte fænomen
(Eskjær & Helles, 2015, s. 127). Nærværende speciale kombinerer kvantitativ og kvalitativ indholdsanalyse for at opnå et mere sammensat billede af, hvordan populærkultur bliver afsæt for
politisk kommunikation og debat. Kombinationen af kvantitative og kvalitative metoder er asymmetrisk, da den kvantitative metode benyttes til at skabe panoramisk overblik, for dernæst at
benytte den kvalitative metode til at gå i dybden med mediedækningen af 1864. Kombinationen
af kvantitative og kvalitative metoder kan anses for at have nogle videnskabsteoretiske implikationer; dette vil blive behandlet senere.
49 3.2. FORSKNINGSDESIGN
Et forskningsdesign kan beskrives som en ramme for, hvorledes indsamling og analyse af empiri
skal ske. Hensigten med nærværende forskningsdesign er at sikre, at specialets opbygning gør
det muligt at besvare problemstillingen. Der findes fem overordnede former for forskningsdesign:
det eksperimentelle, det longitudinale, det komparative, cross-secitional og casestudie-design.
Disse fem designs anses som idealtypiske (Bryman 2008, s. 30-31; 54-55). Nedenstående vil
være en præsentation af specialets valgte forskningsdesign, og hvilke overvejelser der ligger
bag.
Nærværende speciale tager afsæt i et forskningsdesign, som ikke er rettet direkte mod at teste
hypoteser, men i stedet går til undersøgelsen mere åbent. Det betyder, at specialet har en eksplorativ tilgang, hvor empirien er delvist styrende for specialets teoriapparat og struktur, da det
på forhånd ikke er kendt, hvilke relationer der er på spil i empirien. I samme forbindelse skal det
dog pointeres, at der inden specialets begyndelse lå nogle begrundede forestillinger om empirien, fordi debatten om 1864 var et uundgåeligt emne i efteråret 2014. Disse begrundede forestillinger blev yderligere udbygget i specialets opstartsfase, da der blev skabt et overblik over mediedækningen ved at gennemlæse et uddrag af relevante artikler. Dette kan anses som en pilotundersøgelse – en forundersøgelse til specialets egentlige undersøgelse.
3.2.1 KOMBINERET FORSKNINGSDESIGN
Forskningsdesignet er med til at sikre validiteten af specialet, fordi hensigten dermed er at sikre
sammenhæng mellem specialets problemstilling – så det, der undersøges, og det der måles,
stemmer overens (Thisted, 2011, s. 141). Idet specialet gør brug af både kvantitative og kvalitative undersøgelsesmetoder vil forskningsdesignet være et kombineret design. Det skyldes, at de
forskellige forskningsdesigns ofte er definerede ud fra, om der anvendes kvantitative eller kvalitative undersøgelsesmetoder (Bryman, 2008, s. 30). For at besvare specialets problemformulering bedst muligt tages der derfor udgangspunkt i et kombineret forskningsdesign. I det følgende
vil det kombinerede forskningsdesign, som består af elementer fra cross-sectional- og casestudie-design, blive præsenteret.
Et cross-sectional-design kaldes også for en tværsnitsundersøgelse, idet undersøgelsen skal ses
som et tværsnit på undersøgelsestidspunktet. Der er derfor tale om et øjebliksbillede, hvor den
50 valgte empiri indsamles på én gang, og empirien indeholder dermed ikke en tidslig dimension. Af
denne grund undgår man som forsker en langstrakt behandling af opfølgende analyser og databehandlinger. Med et cross-sectional-design er det muligt på relativ kort tid at indsamle det empiriske materiale og påbegynde analysen. Det samme er dog også ulempen ved dette design,
fordi designet dermed ikke er ideelt til at måle forandringer over tid og kortlægning af kausale
sammenhænge (Bryman 2008, s. 44).
Dette speciale tager udgangspunkt i tv-serien 1864, som kan anses for at være et partikulært
emne, der bevæger sig inden for en afgrænset tidsperiode. Der er altså tale om et øjebliksbillede
af et stykke populærkultur, der har fyldt meget i det danske medielandskab på tværs af dagsordensættende emner. Tidsdimensionen er altså ikke det interessante for dette speciale, da hensigten med det valgte emne er at indfange kendetegn og temaer inden for den afgrænsede tidsperiode. Ligeledes er specialet også begrænset af en tidshorisont, og muligheden for at opnå
resultater her og nu er derfor gavnlig.
Specialet lever ikke op til et cross-sectional-design i forbindelse med specialets teoretiske afsæt.
Dele af teorien i nærværende speciale har til hensigt at sætte empirien i kontekst med begreberne ’politisk kommunikation’ og ’populærkultur’. Dette stemmer i højere grad overens med casestudiet. Et casestudie er et empirisk studie, som har til hensigt at undersøge et givent fænomen i
den sociale kontekst, hvor den udfoldes. Casestudiet bygger derfor på en forhåndsantagelse
om, at den valgte case indgår i en virkelig livssammenhæng, hvor konteksten har afgørende betydning for forståelsen af casen og de fænomener, der undersøges (Thisted, 2011, s. 203). Dele
af teorien vil i analysen anvendes på baggrund af deres historiske, kulturelle og sociale referencer i forhold til samfundsudviklingen. Der ses altså en sammenhæng i det undersøgte fænomen,
debatten vedrørende 1864, og den sociale og kulturelle kontekst, den udspiller sig i.
I forbindelse med definition og afgræsning af en case er der en lang række muligheder. I arbejdet
med casestudiet kan der eksempelvis både benyttes interviews, dokumenter, statistik og observationer. Dermed er der ingen tvungen brug af bestemte metoder, hvilket kan være medvirkende
til, at der kan opnås en dybere indsigt i det sociale fænomen, som undersøges (Bryman, 2008, s.
55-57). Casestudiet er altså kendetegnet ved at have en åben forskningsstrategi. Dette stiller
dog nogle krav i form af et fokuspunkt, der kan definere, hvad der er særligt interessant at undersøge i den udvalgte case. Specialets case undersøges ud fra empirisk materiale, som udmunder i
51 en samlet analyse, der trækker på både kvantitative og kvalitative fund. Den kvantitative indholdsanalyse vil have til hensigt at skabe et panoramisk overblik over mediedækningen qua frekvenstabeller og krydstabuleringer, som vil være med til at identificere dækningens kendetegn.
Disse fundne temaer og kendetegn ønskes yderligere uddybet ved hjælp af kvalitative funderede
redskaber såsom framing og agenda setting.
3.2.1.1 UNDERSØGELSESSPØRGSMÅL
På baggrund af det kombinerede forskningsdesign opstilles følgende undersøgelsesspørgsmål.
Disse er udformet med henblik på at udfolde og operationalisere specialets problemstilling og
sikre en dybdegående og omfattende besvarelse af denne. Spørgsmålene er følgende:
1. Hvad kendetegner mediedækningen af tv-serien 1864?
Dette undersøgelsesspørgsmål vil have til hensigt at skabe et panoramisk overblik over den samlede mediedækning af 1864. Spørgsmålet besvares primært via resultaterne fra den kvantitative
indholdsanalyse. Dette undersøgelsesspørgsmål vil således kortlægge mediedækningens omfang og dermed skabe grundlag for, hvilke aspekter der kræver yderligere udfoldelse i forsøget
på at besvare specialets problemformulering.
2. Hvilke afsendere og aktører deltager i den politiske dækning1 af 1864?
Undersøgelsesspørgsmålets formål er at udpege de dominerende parter i debatten. Yderligere
går spørgsmålet i dybden med, hvilke emner de forskellige afsendere og aktører fremhæver.
3. Hvilke politiske emner er 1864 med til at sætte på dagsordenen?
Undersøgelsesspørgsmålet vil have til hensigt at lokalisere de politiske temaer, der opstod i forbindelse med mediedækningen af 1864. I den forbindelse foretages en framing-analyse af disse
politiske temaer, og hvorledes de politiske temaer sættes på dagsordenen.
4. Hvordan deltager borgere i den politiske dækning af 1864?
1
Når termen ’politisk dækning’ anvendes, henvises der til den del af mediedækningen af 1864, som omhandler
politiske emner.
52 Dette undersøgelsesspørgsmål tager afsæt i borgernes deltagelse i debatten om 1864 og har til
hensigt at undersøge debattens demokratiske virke ud fra borgernes deltagelse.
Undersøgelsesspørgsmålene er konstrueret for at skabe overblik og besvare specialets problemformulering fyldestgørende. De vil ligeledes være behjælpelige for analysens struktur.
3.3 KVANTITATIV INDHOLDSANALYSE
Ifølge Klaus Krippendorff (2004) kan den kvantitative indholdsanalyse karakteriseres som en
systematisk måde at læse tekst, billeder eller andet symbolsk indhold på (s. 18). Den kvantitative
indholdsanalyse betragtes derfor som en ofte anvendt metode og et vigtigt værktøj til analyse af
kommunikation. Det særlige ved metoden er, at den gør det muligt at kvantificere kommunikationsindhold, så det bliver målbart, og metoden er således særligt velegnet til at dokumentere,
hvornår specifikke indholdselementer er tilstede i en tekst (Eskjær & Helles, 2015, s. 10, 20). Den
kvantitative indholdsanalyse må således forstås, som ”(…) en videnskabelig metode til kodning,
kvantificering, og systematisk analyse af såvel manifest som latent indhold i et tekstkorpus med
henblik på at drage slutninger om budskaber, kontekst og kommunikationsprocesser ved hjælp
af statistiske metoder” (Eskjær & Helles, 2015, s. 11-12). Metoden skal derfor ses som et videnskabeligt værktøj, der giver ny indsigt og øger forskernes forståelse af et givent fænomen (Krippendorff, 2004, s. 18).
Med specialets ønske om at undersøge, hvordan populærkultur bruges som afsæt – eller bliver
omdrejningspunkt for en politisk debat – synes det meningsgivende gennem en kvantitativ indholdsanalyse at klargøre, hvad medierne taler om i forbindelse med 1864. Den kvantitative indholdsanalyse synes oplagt, da metoden giver mulighed for at undersøge, hvor hyppigt specifikke
indholdselementer er til stede i den kommunikation, der optræder i forbindelse med dækningen
af tv-serien. For at kunne sige noget om hyppigheden af specifikke elementer har man, når man
beskæftiger sig med kvantitativ indholdsanalyse, i de fleste tilfælde ofte at gøre med en stor
mængde tekstmateriale. Den store mængde data er netop det, som gør det muligt at undersøge
nogle overliggende strukturer i materialet, som ikke ville kunne udpeges gennem en kvalitativ
analyse af enkelte tekster. Som Mikkel Fugl Eskjær og Rasmus Helles (2015) påpeger, er det kun
muligt at påvise om “(…) en person, et land, en sag eller en kilde er henholdsvis over- eller under-
53 repræsenteret eller på anden måde udsat for bias,” hvis man har analyseret et tilpas stort datamateriale (s. 16). Da specialet beskæftiger sig med en stor mængde data, bliver det således muligt at dokumentere og påvise, hvem der har gjort sig særlig bemærket i mediedækningen af
1864, og hvad de har været mest optagede af at sætte på dagsordenen.
3.3.1 SAMPLING
Specialet omhandler mediedækningen af tv-serien 1864, hvilket har været medvirkende til at
fastsætte undersøgelsens tidsperiode og søgekriterier. Søgeprocessen er foretaget på Infomedia, og søgningen er sket på baggrund af nogle opstillede kriterier. Med udgangspunkt i specialets problemformulering er det essentielt, at søgekriterierne sikrer et bredt og omfangsrigt udsnit
af mediedækningen, hvorfor søgestrengen i Infomedia kun indeholder ordet 1864. Denne beslutning bygger på et antal forundersøgelser, hvor forskellige sammensatte søgestrenge blev
afprøvet, men det blev konkluderet, at disse ville udelukke relevante enheder og minimere repræsentativiteten.
Den simple søgestreng har i alt resulteret i 949 enheder, henholdsvis 924 enheder i landsdækkende dagblade og 25 radio- og tv-indslag. Denne sampling indeholder også enheder, hvori
1864 nævnes, men hvor enhederne ikke omhandler tv-serien. I stedet omhandler enhederne
eksempelvis ”målgruppen 18-64” eller den historiske del af 1864, da 2014 også var 150-året for
Slaget ved Dybbøl. Enhederne, der ikke behandler tv-serien, er herefter frasorteret, da de ikke
bidrager til specialets undersøgelse. Efter frasorteringen er samplingen endt på i alt 637 enheder;
avisartikler såvel som radio- og tv-indslag, der omhandler eller omtaler tv-serien 1864.
I angivelsen af tidsperioden er der i forbindelse med de føromtalte forundersøgelser opnået overblik over, hvornår mediedækningen af tv-serien intensiverede. Der er derfor valgt en tidsperiode,
der starter to uger før seriens premiere, og som slutter to uger efter seriens sidste afsnit. Dette
bygger på forundersøgelserne såvel som antagelsen om, at interessen for tv-serien var stor inden premieren på første afsnit.
54 FIGUR 3.1: ANTAL ENHEDER FORDELT PÅ
UGER
140
120
ENHEDER
100
80
60
40
20
0
Uge 40 Uge 41 Uge 42 Uge 43 Uge 44 Uge 45 Uge 46 Uge 47 Uge 48 Uge 49 Uge 50
UGER
N = 637
Som figuren viser starter mediedækningen af 1864 for alvor omkring uge 40, 14 dage før seriens
start søndag i uge 41. I uge 48 stiger antallet af enheder, fordi tv-serien efter dens afslutning bliver vurderet i sin fulde længde. I ugerne 50 og 51 aftager debatten, for igen at stige i uge 52.
Selvom tabellen viser en stigning af enheder efter uge 50, har forundersøgelsen vist, at enhederne i denne periode ikke har relevans for specialet, fordi 1864 især her bliver omtalt i forbindelse
med historier om ”året, der gik”. Det har derfor ikke har været nødvendigt at indregne disse i
tidsperioden. Undersøgelsens tidsperiode går således fra den 29. september til den 14. december 2014 (uge 40-50). Den udvalgte periode har sikret et indblik i den indledende del af mediedækningen, samt i den evaluerende del efter seriens afslutning.
Det blev dermed klart, at søgestrengen ”1864” og den angivne tidsperiode ville være udtømmende i forhold til at kunne foretage en repræsentativ undersøgelse af mediedækningen. Søgestrengen gav som nævnt et afkast på 924 enheder, der efter gennemlæsning blev til et endeligt
datagrundlag på 637 enheder. En datamængde på denne størrelse betyder, at der er foretaget
en totaltælling. En totaltælling er mulig, hvis man har at gøre med et partikulært emne eller en
afgrænset tidsperiode, som tv-serien 1864 er et eksempel på. At der er foretaget en totaltælling
55 har været med til at sikre et højt validitets- og reliabilitetsniveau. Det skyldes, at det ikke har været nødvendigt at foretage stikprøver, hvorfor direkte over- eller underrepræsentationer af enheder, eksempelvis i forhold til ugedage, ikke vil forekomme. Valget af totaltælling medfører derfor
et faktisk billede af mediestrømmen i den givne periode. I forhold til specialets tidshorisont er det
estimeret, at cirka 210 artikler per gruppemedlem vil være et overkommeligt datamateriale at kode. Derudover er det et faktum, at alt over 200-250 enheder er attråværdigt (Eskjær & Helles,
2015, s. 62), hvilket er med til at sikre specialet et solidt og validt datagrundlag.
3.3.2 UDVÆLGELSE OG AFGRÆNSNING AF EMPIRI
Empirien i dette speciale er blevet udvalgt på baggrund af en udbredt forståelse af den danske
mediedagsorden. Denne betegnelse favner bredt og indeholder alt lige fra tv, radio og dagblade
til internettet, sociale medier og blogs (Lund & Willig, 2009, s. 8-10). Grundet specialets tidshorisont har det været nødvendigt at indsnævre dette felt. Tidligere undersøgelser har oftest beskæftiget sig med dagblade, tv og radio (Lund & Ørsten, 2004), hvorfor nærværende speciale
også tager udgangspunkt i disse medier, da dette kan være behjælpeligt i forhold til sammenligning af metodiske valg samt resultater.
At dette speciale har en overvægt af enheder fra landsdækkende dagblade skyldes, at dagbladene i dag stadig producerer langt de fleste originalnyheder og dermed befinder sig øverst i det
journalistiske hierarki (Lund & Willig, 2009, s. 9). Det vil sige, at det oftest er aviserne, der lægger
ud med historien, hvorefter tv og radio følger op og evaluerer i løbet af dagen. Dagbladene har
derfor førerpositionen, når det kommer til at være dagsordensættende i forhold til de andre medier. Empirien viser også, at dagbladene har været dominerende, når det kommer til dækningen
af 1864:
56 FIGUR 3.2: ENHEDER FORDELT PÅ MEDIER
700
600
ENHEDER
500
400
300
200
100
0
Avis
Radio
Tv
MEDIER
N = 637
Ligeledes har de landsdækkende dagblade en bredere offentlighed, når det kommer til debat- og
kronikstof i forhold til eksempelvis gratis- og lokalaviser (Lund et al., 2009, s. 11). Specialet inddrager derfor landsdækkende dagblade, herunder både tabloidformaterne, samt de gængse
dagblade, for at opnå et nuanceret billede af mediedækningen. Af denne grund er følgende dagblade udvalgt: Jyllands-Posten, Politiken, Berlingske, Information, Kristeligt Dagblad samt Ekstra
Bladet og BT. Det vil sige alle landsdækkende dagblade på nær Børsen. Børsen blev fravalgt,
fordi avisens artikler ikke er tilgængelige i fuld format på Infomedia. En søgning viste dog, at Børsen i den udvalgte tidsperiode kun ville bidrage med 11 enheder til den samlede datamængde på
637 enheder, hvorfor det ikke vil have en betydelig indflydelse på undersøgelsens datasæt. Ud
over valget af landsdækkende dagblade medtager specialet nyhedsindslag fra de landsdækkende tv- og radiokanaler, der har omtalt tv-serien i deres nyhedsformidling. Det vil sige nyhedsindslag fra TV2 Nyhederne, DR1’s TV Avisen, samt DR2 Deadline og radioindslag fra DR P4 og P3,
samt Radio24syv. Det skal dog nævnes, at analysen primært vil tage udgangspunkt i enhederne
fra de landsdækkende dagblade, og tv- og radioindslag vil kun blive inddraget minimalt. Dette på
baggrund af ovenstående beskrivelse af det danske mediehierarki, hvor dagbladende producerer
de fleste originale nyheder, mens tv- og radioindslagene oftest belyser de allerede eksisterende
57 problemstillinger. En gennemgang af tv- og radioindslagene viser, at dette netop også er gældende for nærværende undersøgelse, hvorfor en begrænset anvendelse af disse medier ikke vil
synes at påvirke analysens fund betydeligt.
Specialet har valgt at afgrænse sig fra at medtage sociale medier i undersøgelsen af mediernes
dækning af 1864. Et afgørende argument for ikke at medtage de sociale medier har været, at den
debat, som de sociale medier faciliterer, i et vist omfang kan tendere over i en hård og ubarmhjertig tone, som er berøvet for faktiske argumenter og egentlig dialog. Debatten på de sociale
medier bliver altså i flere tilfælde en kritisk ’pegen fingre’, hvor det i højere grad handler om at
kommentere andres indhold end at forholde sig til det faktiske (Ditlevsen, 2009). Det samme gør
sig gældende for debatten på netmedierne (Rønlev, 2011), hvorfor disse også er udeladt.
Efter afgrænsning af tidsperiode og udvælgelsen af det empiriske materiale vil det næste skridt i
den kvantitative indholdsanalyse være kodningsprocessen.
3.3.3 KODNING
Kodning spiller en central rolle i den kvantitative indholdsanalyse, da indholdselementer i datamaterialet i denne regelbaserede proces bliver kvantificeret på baggrund af forudbestemte variabler (Bryman 2008, s. 283; Eskjær & Helles, 2015, s. 67). Kodning af datamaterialet foretages
på baggrund af to vigtige elementer: kodeskema og kodningsmanual. I kodeskemaet indsættes
datamaterialet og kodes inden for forskellige variabler. Kodningsmanualen har til formål at beskrive, hvorledes kodeskemaet skal forstås, og hvordan kodningen skal udføres (Bryman, 2008,
s. 283).
I dette speciale tager kodningen afsæt i tre elementer: kodebog, kodningsmanual og kodeskema.
Kodebogen (bilag 1) giver en oversigt over de 13 kategorier, som datamaterialet kodes for. Kodningsmanualen (bilag 2) forklarer derimod, hvordan hver variabel under kategorierne skal forstås.
Kodningsmanualen er dermed behjælpelig i kodningsarbejdet, da denne sikrer en stringent og
ensartet forståelse af hver variabel (Eskjær & Helles, 2015, s. 67). Kodebogen er udarbejdet samtidig med kodningsmanualen, da dette sikrer, at de valgte variabler løbende vil blive beskrevet og
defineret. I den forbindelse sikres der, at de forskellige variabler er mulige at kode ensartet (Eskjær & Helles, 2015, s. 68). Efter udarbejdelsen af kodebog og kodningsmanual er de valgte variabler ført over i et kodeskema, der er organiseret som et regneark med en y-akse, hvor dataen-
58 hederne er registreret i rækker, og i en x-akse, hvor kolonnerne er navngivet efter de valgte variabler (bilag 3).
3.3.3.1 DATAKATEGORIER
Som nævnt opereres der i dette speciale med 13 kategorier, jævnfør kodebogen, som datamaterialet kodes for. Kategorierne ses i tabellen herunder:
TABEL 3.3.1: KO DN IN G SKATEG O RIER
1. Infomedia ID-nummer
8. Forside
2. Koderinitialer
9. Genre
3. Dato
10. Afsender
4. Tidspunkt
11. Køn
5. Medie
12. Aktør
6. Længde
13. Emne
7. Fokus
De første fire kategorier betegnes som metadata og belyser enhedens ID-nummer, hvem der
koder enheden, dato for enhedens udgivelse og tidspunkt for enhedens udgivelse, hvis der er
tale om radio- eller tv-udsendelser. Disse fire kategorier er ikke interessante i sig selv, men indeholder relevant information til den efterfølgende dataanalyse.
Den femte kategori omhandler medieplatform og heri angives der i kodeskemaet, om enheden er
udgivet i avis, radio eller tv. Ligeledes angives der i kodeskemaet, hvilket medie der er tale om. I
den sjette kategori kodes der for enhedens længde, og der angives antal ord for avisenheder,
samt antal minutter og sekunder for tv- og radioudsendelser.
Den syvende kategori betegnes som ’fokus’ og er udformet som en dikotom variabel med variablerne ’perifer’ og ’primær’ som mulige værdier. Som beskrevet i kodningsmanualen kategoriseres perifere enheder som enheder, hvor tv-serien 1864 nævnes en enkelt gang, uden henvisning til emner i kategori 13 i kodebogen. Hvor enheder karakteriseres som perifere, foretages der
ikke yderligere kodning, da disse enheder ikke omhandler tv-serien, men kun nævner tv-serien i
forbindelse med et andet emne. Da dette speciale ønsker at undersøge, hvorledes 1864 bliver
59 afsæt for en politisk debat, fokuseres der ikke på enheder, hvor tv-serien ikke er det primære
fokus. Dog er det ikke irrelevant at undersøge, hvor mange enheder der omtaler tv-serien 1864 i
den pågældende periode.
I den ottende kategori kodes der for enhedens placering i mediet. Her angives, om enheden er
placeret på forsiden, har en forsidehenvisning eller blot er placeret inde i avisen. Denne kategori
er kun relevant for avisenheder og kan være med til at indikere, hvor stort et emne1864 var i den
pågældende periode.
Den niende kategori betegnes som ’genre’ og kodes på en nominel skala med 12 variabler, én for
hver genre, der er gensidigt udelukkende. Det samme gør sig gældende for den tiende kategori,
hvor der kodes for ’afsender’ af enheden. I denne kategori findes der seks mulige variabler, hvor
’debattør’ er yderligere defineret ved syv undervariabler, der påpeger, hvilken type debattør der
har skrevet debatindlægget. Både i den niende og tiende kategori findes der en ’andet’-variabel.
Dette for at gøre kategorien udtømmende ved at indføre en værdi til alle tvivlstilfælde. Variablerne i den ellevte kategori er dikotome, da der kodes for afsenders køn.
I den tolvte kategori kodes der, jævnfør kodningsmanualen, på en nominel skala for aktører der
optræder i enheden. Kategorien består af syv variabler, hvori ’politiker’ er inddelt i 11 undervariabler, der favner den partipolitiske inddeling og samtidig inkluderer løsgængere, den nuværende
regering og VK-regeringen. Variablen ’ekspert’ har ligeledes undervariabler, der består af ‘politisk
ekspert’, ‘historiker’, ‘filmekspert’, ‘meningsdanner’ og en ‘andet’-variabel. I denne kategori kan
der kodes for flere værdier, da nogle enheder citerer flere aktører.
Den trettende kategori betegnes ’emne’, og her kodes der på en nominel skala med 14 variabler
for de mest dominerende emner i enheden. Denne kategori består af indhold, der kræver fortolkning. Det gør det vanskeligere at kode, hvorfor en mulig uoverensstemmelse var forventet i denne kategori. Af denne grund må der i kategori 13 maksimalt kodes for to værdier. Selvom nogle
enheder naturligt indeholder flere emner, kodes der kun for de to mest dominerende emner. Dette for at sikre en konsistent og mere ensartet kodning, samt en høj grad af intersubjektiv enighed.
Kategorien indeholder ligeledes variablen ‘andet’ til de tilfælde, hvor de 13 andre variabler ikke er
udtømmende.
60 Desuden er der blevet udformet en ekstra kolonne, hvor koderne har knyttet indholdsmæssige
kommentarer til hver enkel enhed. Disse kommentarer har været behjælpelige i udvælgelsen af
enheder til den kvalitative analyse.
3.3.3.2 KODNINGSPROCES
Under dataindsamlingen opstod der ideer til ovenstående kodekategorier. Kodningsredskaberne
bestående af kodebog, kodeskema og kodningsmanual er dernæst udarbejdet i fællesskab på
baggrund af specialets problemfelt og gennemlæsning af data. Herefter er selve kodningen udført. Denne proces giver et fordelagtigt indblik i undersøgelsen. En ulempe kan dog være, at der
opstår ’koderkonsensus’. Koderkonsensus skal forstås som en risiko for, at de personer, der har
udviklet kodningsredskaberne, opbygger en implicit forståelse af undersøgelsen og dermed foretager registrering af data på baggrund af implicitte forudsætninger (Krippendorff, 2004, s. 131).
Hvis dette er gældende, vil undersøgelsen ikke kunne foretages af andre, og dermed vil undersøgelsens reliabilitet betegnes som lav. For at undgå koderkonsensus i specialet benyttes pilotkodning. Der er blandt andet foretaget en pilottest på ti enheder, der er tilfældigt udvalgt2. Pilottesten foregik således, at hver koder fik tildelt de samme ti udvalgte enheder til kodning, for dernæst at gennemgå kodningerne i fællesskab. På baggrund af pilottesten blev kodningsredskaberne ændret, ved at gøre kodemanualen endnu skarpere og samtidig tilføje en ekstra værdi til
kategorien 13. Da to af enhederne i pilottesten, som blev kodet under variablen ’andet’ i den trettende kategori, omhandlede den massive kritik og debat, der har været af 1864, blev variablen
’kritikken’ tilføjet til kategorien, med en forventning om at flere enheder med dette dominerende
emne ville forekomme.
Ud over at foretage en pilottest blev 30 enheder ligeledes kodet i fællesskab, for at teste koderedskaberne og samtidig give en forståelse af, hvor forskellige opfattelser af kodningskategorierne der eksisterede. Konsensuskodningen har også været nyttig i forbindelse med tvivlspørgsmål.
I arbejdet med kodningen er enhederne opdelt i tre perioder. Disse perioder ses i tabel 2 herunder. Dette betyder, at hver koder har kodet en bestemt periode af dækningen af tv-serien 1864.
Dermed er der skabt en kontinuitet i kodningsprocessen, hvilket især er gavnligt i forbindelse
med svar på diverse debatter og artikler. På baggrund af opdelingen af enheder er konsensuskodningen således foretaget inden for hver periode. Det vil sige, at koderne i fællesskab har ko-
2
Foretaget via www.randorm.org.
61 det ti enheder inden for hver tidsperiode af dækningen. Dette for at få et indblik i hver periode af
dækningen og komme eventuelle tvivlsspørgsmål til livs. Opdelingen af enheder kan illustreres
således:
TABEL 3.3.2: O PD ELIN G AF EN HED ER I TRE PERIO D ER
PERIODE 1 (28.09.14 – 20.10.14)
10 enheder: Konsensuskodning
213 enheder: Kodet af AS
2 enheder: Pilotkodning
PERIODE 2 (20.10.14 – 11.11.14)
10 enheder: Konsensuskodning
212 enheder: Kodet af NS
4 enheder: Pilotkodning
PERIODE 3 (11.11.14 – 14.12.14)
10 enheder: Konsensuskodning
212 enheder: Kodet af DA
4 enheder: Pilotkodning
For at teste graden af intersubjektiv enighed er der i kodningsprocessen indlejret kodningsoverlap. Disse overlap består af i alt 60 enheder, hvor hver enhed er kodet af to kodere. Graden af
intersubjektiv enighed, også kaldet interkoderreliabiltet, beregner, i hvor høj grad kodningen er
konsistent mellem koderne, og viser dermed, hvor stor overensstemmelse der er mellem kodernes kategorisering af enhederne (Bryman, 2008, s. 288).
I metodelitteraturen findes der adskillige metoder til at udregne interkoderreliabiliteten (Krippendorff, 2004, s. 244-248). Sammenfaldet kan udregnes i procent, men andre tests, såsom Scott’s
π, Cohens kappa eller Krippendorffs α, giver et mere udførligt billede af interkoderreliabiliteten
(Krippendorff, 2004, s. 250). Efter endt kodning er den gennemsnitlige interkoderreliabilitet ved
hjælp af webservicen ReCal23 udregnet til 98,09 % (bilag 4). Interkoderreliabiliteten for de 13
kategorier findes i mellem 86,7-100 %. Ifølge Eskjær og Helles (2015) forventes der et sammen-
3
www. dfreelon.org
62 fald på mindst 85 %, hvis undersøgelsens datakvalitet ikke skal blive kompromitteret (s. 78). På
baggrund af dette må den samlede interkoderreliabilitet siges at være tilfredsstillende. Dette er
ligeledes gældende, når man ser på de enkelte kategorier. Ved brug af samme webservice er det
på lignende måde forsøgt at udregne interkoderreliabiliteten ved hjælp af Scott’s π, da denne
test medregner muligheden for en tilfældig ens kodning (Eskjær & Helles, 2015, s. 81). Webservicen oplever problemer med at udregne Scott’s π for flere kategorier. Problemet opstår, da webservicen kategoriserer værdierne i flere variabler som invariante. Dette sker, ifølge ReCal2, når to
betingelser gælder for en variabel: 1) begge kodere har opnået 100% enighed og 2) begge kodere har valgt den samme værdi for hver enhed (bilag 5). Det betyder, at Scott’s π ikke kan udregnes for alle variabler, og den samlede udregnede værdi er dermed kun tilnærmelsesvis valid. For
de variabler, hvor det er muligt at udregne værdien, er gennemsnittet for Scott’s π 0,88. Ifølge
Eskjær og Helles (2015) bør man tilstræbe en interkoderreliabilitet så tæt på 1 som muligt, når
værdien udregnes ved hjælp af Scott’s π, og almindeligvis anses en værdi på 0,8 som acceptabelt (s. 81). Dermed er interkoderreliabiliteten i denne undersøgelse ved beregningen af Scott’s π
ligeledes acceptabel.
3.4 KVALITATIV TILGANG
Skønt den kvantitative indholdsanalyse udgør specialets bærende tilgang, har intentionen med
specialet ligeledes været at undersøge den politiske debat, som udspiller sig i forbindelse med
1864, kvalitativt. Da den kvantitative og kvalitative analyse adskiller sig rent metodisk, uddybes
her fremgangsmåden for den kvalitative tilgang.
Hvor specialets kvantitative analyse undersøger de overliggende strukturer i forbindelse med
mediedækningen af 1864, giver den kvalitative analyse mulighed for at opnå en anden viden,
end den specialet ville opnå ved blot at udforme en kvantitativ indholdsanalyse (Hjarvard, 1997,
s. 73). Da specialets problemformulering netop udtrykker et ønske om at forstå, hvordan 1864
bliver afsæt for politisk debat og kommunikation, synes det nødvendigt at gå kvalitativt til
værks. Den kvalitative tilgang giver mulighed for indsigt i detaljer, som ikke kommer til udtryk i
den kvantitative indholdsanalyse. Tilgangen gør det således muligt at undersøge dækningens
indre struktur, for at opnå indblik i hvordan de politiske aspekter rent faktisk kommer til udtryk i
mediedækningen.
63 Specialets analysedele tager alle afsæt i kvantitative fund, hvoraf analysedelene benytter kvalitative elementer til at undersøge, hvordan mediedækningen præsenteres og udfoldes blandt deltagende aktører. Som tidligere nævnt er analysen opdelt efter specialets fire undersøgelsesspørgsmål, hvoraf det første spørgsmål tager afsæt i den samlede mediedækning af 1864. Denne analysedel bygger hovedsageligt på den kvantitative metode. Specialets undersøgelsesspørgsmål 2, 3 og 4 tager kun afsæt i den politiske dækning af 1864, hvorfor specialets samlede
empiriske materiale ikke har været genstand for analyse, men blot den del af empirien der har et
politisk fokus. Denne indsnævring af empirien er foretaget med afsæt i den kvantitative indholdsanalyse, hvor enheder, der omhandler politiske emner, er udvalgt. Følgende emner betegnes
som politiske: public service, licens, DR, økonomi, udenrigspolitik og værdipolitik. Disse emner
giver til sammen 134 enheder, som vil blive underlagt specialets kvalitative tilgang. Public service, licens og DR kan betegnes som politiske emner, da DR som public service-virksomhed,
finansieret af licens-midler, udgør en væsentlig del af den demokratiske debat. Økonomi kan
anses som et politisk emne, da 1864 blev finansieret med en ekstra bevilling fra Folketinget.
Udenrigspolitik og værdipolitik må nødvendigvis figurere inden for det politiske felt.
Specialets kvalitative tilgang er systematiseret gennem formåls-sampling. Bryman (2008) beskriver denne kvalitative sampling-metode således: “The goal of purposive sampling is to sample
cases/participants in a strategic way, so the sample members differ from each other in terms of
key characteristics” (s. 415). Denne udvælgelsesmetode har altså til hensigt at udvælge enheder, der er valgt på baggrund af deres variation. Dette kan være med til at sikre, at undersøgelsens genstandsfelt bliver bredt belyst.
Som ovenstående klarlægger, er specialets kvalitative tilgang skabt på baggrund af de fund, som
er gjort i den kvantitative indholdsanalyse. Specialets underspørgsmål 3 bygger på en framinganalyse. Dette betyder, at analysens frames dannes ud fra den variation, der er i den kvantitative
indholdsanalyses population. Det er altså inden for denne population, at disse frames eksisterer
og i form af deres variation belyser mediedækningen bredt. Enhederne, der udgør disse frames,
er blevet udvalgt på baggrund af ovenstående formålssampling, hvorfor de udvalgte enheder
anses som de mest karakteristiske for den enkelte frame.
I forsøget på at identificere og definere de frames, som vil være styrende for specialets framinganalyse, tilbyder Holli A. Semetko og Patti M. Valkenburg (2000), to mulige tilgange: en induktiv
64 og en deduktiv fremgangsmåde. Den induktive tilgang byder, at man som forsker går til teksten
med et åbent sind. Det kræver en gennemlæsning af undersøgelsens tekster, hvor det herefter
besluttes, hvilke frames undersøgelsen vil abonnere på. Styrken ved den induktive fremgangsmåde er, at den ofte er behjælpelig med at finde mange mulige måder, hvorpå et emne kan
frames. Dog er den induktive tilgang tidskrævende og anvendes derfor ofte kun i forbindelse
med mindre undersøgelser. Ligeledes har fremgangsmåden en lav reliabilitet, da det er usikkert,
hvorvidt andre forskere ville kunne foretage undersøgelsen med samme resultat (s. 94).
Den deduktive tilgang kræver, i modsætning til den induktive, et godt overblik over undersøgelsens empiri, da der inden gennemlæsning af undersøgelsens tekster prædefineres nogle frames.
Herefter undersøges det, i hvilket omfang disse frames er tilstede i teksterne. I den forbindelse er
det helt centralt, at forskeren har et særligt kendskab til empiriens indhold, da frames, som ikke
er defineret på forhånd, kan blive overset. Den deduktive tilgangs fordele er, at den kan anvendes på større undersøgelser og ligeledes nemt kan gentages af andre. Tilgangen må derfor siges
at have en højere reliabilitet end den induktive tilgang (Semetko & Valkenburg, 2000, s. 95).
Både den induktive og deduktive tilgang til at identificere frames i medietekster, kan siges at være idealtypiske. I specialets forsøg på at identificere eksisterende frames i mediedækningen af
politiske emner tager specialet primært afsæt i den deduktive tilgang. Dette skyldes især, at analysens frames er dannet på baggrund af den kvantitative indholdsanalyse, som har medført et
særligt kendskab til empirien. Ligeledes er den deduktive tilgang fordelagtig i forhold til at opnå
en høj reliabilitet, da tilgangen fordrer, at undersøgelsen kan gentages af andre med lignende
resultat. Specialets kvalitative tilgang inddrager ligeledes elementer fra den induktive tilgang,
fordi undersøgelsens 134 enheder blev gennemlæst inden påbegyndelsen af framing-analysen,
for dernæst at identificere hvilke frames der var eksisterende. Skønt det særlige kendskab til empirien blev enhederne læst med åbent sind, for derefter at identificere de mulige frames. Specialets tilgang til at identificere frames bygger derfor både på elementer fra den induktive og deduktive tilgang.
Specialets kvalitative tilgang er ikke skabt med den primære hensigt at generalisere. I stedet skal
den kvalitative tilgang ses som et led, der er med til at forklare hvordan tv-serien 1864 bliver afsæt for politisk debat og kommunikation. I det følgende reflekteres der over specialets metodiske
valg, og for hvorledes disse har indflydelse på specialets validitet og reliabilitet.
65 3.5 METODISK REFLEKSION
Når man arbejder med kvantitativ indholdsanalyse, er det vigtigt at sikre reliabilitet i kodningen.
Det betyder, at alle forskere med de samme forudsætninger skal være i stand til at fortolke data
på samme måde (Krippendorff, 2004, s. 211). Her er en udførlig beskrevet kodemanual et vigtigt
redskab. Ligeledes er brug af pilottest og konsensuskodning, hvor der testes for konsistens koderne imellem, med til at styrke kodningens reliabilitet (Bryman, 2008, s. 288). I udarbejdelsen af
kategori 13, hvor der kodes for enhedernes emne, forventedes en mulig uoverensstemmelse.
Dette skyldes, at kodning af kategorien kræver fortolkning og samtidig består af 14 forskellige
variabler. Det betyder, at der er adskillige værdier, der kan tillægges enheden. Af denne grund er
der taget det forbehold, at der kun må kodes for de to mest dominerende emner.
Som beskrevet tidligere i afsnittet om kodningsprocessen er specialets interkoderreliabilitet tilfredsstillende. Dette er dog ikke en garanti for validiteten, da interkoderreliabiliteten kun behandler enigheden mellem koderne (Krippendorff, 2004, s. 268). Validiteten er derimod et udtryk for,
hvorvidt en undersøgelse faktisk undersøger det, den påstår at undersøge (Bryman, 2008, s.
151). Dette sikres gennem specialets undersøgelsesspørgsmål og ligeledes ved at tydeliggøre
specialets forudindtagede antagelser, da disse ikke kan undgå at påvirke til- og fravalg, der foretages i specialet. Af denne grund er antagelser i forbindelse med undersøgelsens forskningsdesign klarlagt. I udarbejdelsen af koderedskaberne er der foretaget nogle valg, som har en indvirkning på analysens resultater, hvilket nærmest er umuligt at undgå (Bryman, 2008, s. 291). Kodeskemaet er opbygget efter nogle foruddefinerede variabler, der gør det muligt at behandle det
omfangsrige materiale. Dog betyder dette, at metoden ikke gør det muligt at finde andre variabler
eller kendetegn, end dem der på forhånd er defineret. I den forbindelse har de forudindtagede
antagelser påvirket valget af kodevariabler og værdier.
Specialets analysedele bygger på den kvantitative analyse, der danner et overblik over datamaterialet, og en kvalitativ analyse, der ønsker at gå mere i dybden med et udsnit af datamaterialet.
Denne integrerede indholdsanalyse er med til at understrege specialets validitet, da de kvantitative og kvalitative fund gensidigt kan styrke konklusionerne (Krippendorff 2004, s. 88). At der er
foretaget en totaltælling af dækningen, gør det ligeledes muligt at sige noget konkret om mediernes dækning af 1864.
66 3.6 VIDENSKABSTEORETISKE IMPLIKATIONER
Specialet kombinerer som beskrevet kvantitativ og kvalitativ indholdsanalyse, hvilket bidrager til
nogle erkendelsesmæssige implikationer. Kvantitativ indholdsanalyse udspringer oprindeligt af
naturvidenskabelige opfattelser. Disse opfattelser er forankret i en objektivistisk ontologi og positivistisk epistemologi, hvor metodologiske principper om validitet, reliabilitet og replikabilitet spiller en afgørende rolle (Bryman, 2008, s. 155-158). Kvalitative metoder i medieforskningen bygger derimod på en hermeneutisk proces, der muliggør andre indsigter og fortolkning. Kvalitative
metoder udspringer af en konstruktivistisk ontologi og en fortolkningsvidenskabelig epistemologi
(Bryman, 2008, s. 366).
Grundet argumentet om, at kvantitative og kvalitative metoder udspringer af forskellige erkendelsesteorier, findes der flere argumenter imod at kombinere de to metoder i videnskabelige undersøgelser. Ligeledes findes der argumenter for at kombinere kvantitative og kvalitative metoder.
Bryman (2008) definerer disse modstridende holdninger som to forskellige tilgange til kombinationen af metoderne. Den epistemologiske tilgang mener, at metoderne ikke kan kombineres, da
de tager afsæt i inkompatible epistemologiske principper (s. 606). Ifølge denne tilgang er det
altså ikke muligt at foretage undersøgelser, der kombinerer kvantitative og kvalitative metoder.
Modargumentet skal findes i en teknisk tilgang, hvor kvantitative og kvalitative undersøgelsesmetoder anses som selvstændige størrelser og dermed ikke er epistemologisk styrende (Bryman,
2008, s. 606). Kvantitative og kvalitative metoder betragtes dermed ikke som egentlige paradigmer, hvorfor de godt kan kombineres i videnskabelige undersøgelser. Med afsæt i dette kan
en pragmatisk, delvis eklektisk, kombination af kvantitative og kvalitative metoder dermed godt
benyttes i en videnskabelig undersøgelse, da de to metoder er midler til erkendelse og angår
samme sociale virkelighed, selvom erkendelsen ændrer karakter alt efter metodiske valg (Eskjær
& Helles, 2015, s. 126).
Et andet argument for at kombinere kvalitative og kvantitative metoder findes i Hjarvards artikel
(1997) om forholdet mellem kvalitative og kvantitative metoder i medieforskning. I denne artikel
argumenterer Hjarvard (1997) for, at metoderne, trods deres forskelligheder, ikke udelukker hinanden, men i stedet komplementerer hinanden:
67 Netop fordi de to analysemetoder typisk retter sig mod to forskellige dimensioner
ved den sociale interaktion, kan de siges at være komplementære: de er ikke i modstrid med hinanden, men producerer viden, der må siges at udgøre gensidige forudsætninger for at forstå den interaktionelle helhed (s. 73).
Ligeledes mener Hjarvard (1997), at kombinationen af de to metoder er mulig inden for en hermeneutisk epistemologi, da begge metoder indeholder elementer af fortolkning, og dermed skal
forskellen på de to metoder ikke findes i deres epistemologiske forankring (s. 62). Hjarvard
(1997) gør hermed op med den traditionelle opfattelse af, at de to metoders epistemologiske
udgangspunkt er forskelligt, fordi han argumenterer for, at begge metoders epistemologi er hermeneutisk:
Begge metoders epistemologi er hermeneutisk; forståelse af et givent fænomen
opnås gennem den reflekterede applicering af en given historisk betinget forståelseshorisont og bestemte procedurer (implicitte som eksplicitte) for etablering af intersubjektiv enighed om en given udlægning om et genstandsfelts beskaffenhed.
Analyseformen er fortolkning samt tillige beregning for kvantitative metoders vedkommende (s. 75).
Ifølge Hjarvard (1997) er begge metoders analytiske tilgang dermed hermeneutisk funderet, fordi
hensigten med kvantitative analyser ofte vil være at belyse mønstre på tværs af enkeltsituationer,
hvor data dannes gennem en tolkning, som altid vil være baseret på sprog. På disse punkter er
der dermed ingen forskel på kvalitative og kvantitative metoder (s. 75).
Nærværende speciale deler Hjarvards (1997) forståelse af kvantitative og kvalitative metoders
epistemologiske udgangspunkt. Det betyder, at specialets epistemologiske udgangspunkt bygger på den klassiske humanistiske tradition – hermeneutikken. Det hermeneutiske genstandsfelt
angår al menneskelige aktivitet (Bryman, 2008, s. 15), som specialets genstandsfelt – 1864 og
mediernes dækning af samme – må siges at bevæge sig inden for. I hermeneutikken står det
dialektiske forhold mellem de enkelte dele og helhed centralt:
68 For at kunne forstå og få mening ud af et enkeltstående udsagn bliver man nødt til
at se udsagnet i forhold til den sammenhæng, det indgår i. Samtidig må man forstå
den brede sammenhæng ud fra enkeltstående udsagn. Del og helhed forudsætter
hinanden (Berg-Sørensen, 2012, s. 221).
Ovenstående forståelse af forholdet mellem del og helhed findes styrende for dette speciales
metodiske tilgang. Analysen bygger både på et panoramisk overblik, der har til hensigt at belyse
kendetegn i mediedækningen, og tager samtidig afsæt i enkelte enheders udsagn, der til sammen kan give svar på, hvordan tv-serien 1864 bliver afsæt for politisk kommunikation og debat.
Kombinationen af kvantitative og kvalitative metoder gør det derfor muligt både at se på overordnede tekststrukturer og enkelte budskaber. Da de to metoder retter sig mod disse to forskellige dimensioner af samme fænomen, kan metoderne siges at være komplementære. De er dermed ikke i modstrid med hinanden, men producerer i stedet viden, der udgør gensidige forudsætninger for at forstå helheden (Hjarvard, 1997, s. 73).
Specialet tager afsæt i forståelsen af, at metodernes epistemologiske udgangspunkt ikke er styrende og dermed ikke opfattes som egentlige paradigmer, der ikke kan kombineres. Det samme
gør sig gældende i forbindelse med kvantitative og kvalitatives metoders ontologiske udgangspunkt. Indeværende speciale tager afsæt i, at metodernes ontologiske udgangspunkt ikke skal
ses som statiske og styrende, og dermed er metodekombination mulig. I det nedenstående vil
det ontologiske udgangspunkt blive belyst.
Specialet tager ud over hermeneutikken afsæt i det konstruktivistiske paradigme, hvor grundantagelsen er, at virkeligheden er en konstruktion, der opstår, når verden fortolkes. Dermed er
menneskers beskrivelser og tolkninger med til at forme virkeligheden (Nygaard, 2005, s. 28-29).
Det konstruktivistiske paradigmes ontologi anses som relativistisk, hvor virkelighed er noget, der
konstrueres og fortolkes. Mediedækningen af og debatten om tv-serien 1864 må dermed forstås
på baggrund af de interagerende aktører, deres kommunikation og vores opfattelse af denne.
Med andre ord må debatten, som opstod i kølvandet på 1864, forstås som en social proces med
forskellige aktører. Dette skal ses i sammenhæng med specialets hermeneutiske epistemologi,
hvor analyseformen er fortolkning – både i forbindelse med den kvantitative og kvalitative metode – og beregning i forbindelse med den kvantitative metode.
69 Sociologerne Peter L. Berger og Thomas Luckmann har med deres værk The Social Construction
of Reality givet deres bud på, hvordan det socialkonstruktivistiske paradigme må forstås. Berger
og Luckmann (1966) tager afsæt i, hvordan konteksten påvirker individets virkelighedsopfattelse
– både kulturelt, historisk og socialt. Dette teoretiske perspektiv kan være med til at belyse, hvordan mediernes dækning af 1864, og vores fortolkning af denne dækning, er socialt forankret.
Berger og Luckmanns (1966) grundlæggende pointe er, at samfundet er underlagt faste strukturer og traditioner, som er socialt konstrueret. Disse opretholdes, fordi individet agerer i forhold til
dem. Det enkelte individ er dermed medvirkende til at skabe og opretholde denne subjektive virkelighed. Ligeledes formes individets subjektive virkelighed altså i denne virkelighed i interaktion
med andre. Der er der andre ord tale om en dialektisk proces mellem individet og det omkringliggende samfund:
(…) It is important to emphasize that the relationship between man, the producer,
and the social world, his product, is and remain a dialectical one. That is, man (not,
of course, in isolation but in his collectivities) and his social world interact with each
other (Berger & Luckmann, 1966, s. 78).
I nærværende speciale kan denne pointe anskueliggøres således: Når 1864 debatteres i medierne, er det med til at forme og fastholde debatten. Derudover påvirkes den enkelte danskers opfattelse af 1864, hvilket har afgørende betydning for, hvilke argumenter den enkelte dansker tager med sig i debatten. Hvorledes 1864 bliver afsæt for politisk debat og kommunikation, afspejles i den måde, hvorpå debatten påvirker og påvirkes af den allerede eksisterende debat. Fordi
debatten skabes socialt, er præmisserne for denne forankret i tid og rum.
Ovenstående tydeliggør, at specialets resultater er kontekstafhængige, hvorfor de ikke er generalisérbare. Det kan altså ikke forudsættes, at andre tv-serier vil skabe den samme mængde debat i en dansk kontekst. Ligeledes vil tv-serien 1864 nødvendigvis ikke generer samme form for
debat i udlandet, da serien trækker på nogle sociale, kulturelle og historiske forståelser, der ligger
forankret i en dansk kontekst. Pointen er således, at det ikke er muligt at generalisere fra én kontekst til en anden. Imidlertid kan specialets undersøgelse og resultater eksemplificere brugen af
populærkultur som afsæt for en politisk debat. Dette betyder ikke, at det er muligt at sige, at andre eksempler på populærkultur nødvendigvis vil føre til tilsvarende debatter, men i stedet, at de
kan forventes at have lignende elementer. Derudover kan specialet bidrage til forskningen inden
70 for den brede forståelse af politisk kommunikation, da specialets genstandsfelt bevæger sig inden for denne forståelse. Specialets resultater kan ligeledes benyttes til at diskutere forholdet
mellem politisk kommunikation og populærkultur, og hvordan populærkultur tager plads i det
politiske- og samfundsmæssige felt.
71 $1$/<6(
4.1 DA 1864 KOM PÅ DAGSORDENEN
Med afsæt i problemformuleringen ønsker nærværende speciale at undersøge, hvordan tvserien 1864 bliver omdrejningspunkt for politisk kommunikation og debat. Inden der dykkes ned i
de politiske elementer, synes det relevant at skitsere selve mediedækningens karakteristika. I
denne analysedel ønskes således en besvarelse af specialets første undersøgelsesspørgsmål,
hvor mediedækningens kendetegn analyseres. Analysen har et deskriptivt afsæt, men vil ligeledes inddrage kvalitative elementer for at analysere forskellige sammenhænge og komme med
konkrete eksempler fra specialets empiri4. I forsøget på at give det bedst mulige overblik over
medieforløbet kortlægges herunder mediedækningens omfang.
4.1.1 MEDIEDÆKNINGENS OMFANG
Tv-serien 1864 havde premiere søndag i uge 41, men allerede inden premieren havde tv-serien
fået omtale. Det skyldtes blandt andet, at VK-regeringen i 2010 sammen med Dansk Folkeparti
og Liberal Alliance indgik en for perioden 2011-2014. Medieaftalen bevilligede DR et ekstraordinært beløb på 100 millioner kroner til produktion af “(…) en historisk dramaserie af høj kvalitet,
der kan give danskerne kendskab til vigtige begivenheder i Danmarkshistorien” (Kulturstyrelsen,
2010, s. 10).
Specialet tager som nævnt i metodeafsnittet kun udgangspunkt i perioden lige før, under og efter
tv-seriens udsendelse, da specialet er interesseret i at undersøge den medieomtale, som selve
tv-serien rejser. Det står klart, at enkelte nyheder omkring tv-serien strækker sig længere tilbage
end den valgte tidsperiode, dog ikke i et omfang som synes signifikant.
Nedenstående figur (gengivet) viser mediedækningens omfang fordelt på antal enheder pr. uge:
4
Når der citeres fra og henvises til specialets empiri, refereres der på følgende måde: (forfatter, årstal, dato).
73 FIGUR 3.1: (GENGIVET)
ANTAL ENHEDER FORDELT PÅ UGER
140
120
ENHEDER
100
80
60
40
20
0
Uge 40 Uge 41 Uge 42 Uge 43 Uge 44 Uge 45 Uge 46 Uge 47 Uge 48 Uge 49 Uge 50
UGER
N = 637
Figur 3.1 viser mediedækningens udvikling fordelt på uger. Det er her tydeligt, at mediedækningen er mest markant i uge 42, som er ugen efter premieren på første afsnit. Tv-seriens premiere
har således været den største anledning til, at 1864 kom på de danske mediers dagsorden. Efter
uge 42 daler antallet af enheder løbende over de næste uger. Dog sker der et lille opsving i uge
47 efter visningen af tv-seriens 6. afsnit. Sidste og 8. afsnit af 1864 løber over skærmen i uge 48,
og i forlængelse heraf ses der en stigning i mediedækningen i uge 49. Afslutningen på tv-serien
har, såvel som premieren, givet anledning til øget mediedækning. I kraft af, at specialets analyse
ikke tager et komparativt afsæt, er det ikke muligt at vurdere, om omfanget af mediedækningen
af 1864 adskiller sig markant fra andre tv-serier.
Figuren viser, at 1864 ikke kun har været at finde på DR1 søndag aften kl. 20, men at den danske
befolkning ligeledes har måtte forholde sig til tv-serien i andre sammenhænge. Som vist tidligere
i figur 2 (i metodeafsnittet) har de trykte medier været mest dominerende i dækningen med i alt
615 enheder mod syv radio- og 14 tv-indslag. De 615 enheder fordeler sig således på de forskellige dagblade:
74 FIGUR 4.1.1: ANTAL ENHEDER FORDELT PÅ
DAGBLADE
140
120
ENHEDER
100
80
60
40
20
0
DAGBLADE
N = 615
Figur 4.1.1 viser, at dækningen af 1864 fordeler sig jævnt ud over de danske dagblade. Dog har
nogle dagblade været mere synlige end andre. Med i alt 132 indlæg er Politiken den avis, som
har trykt flest enheder, der omtaler tv-serien 1864. Det kan skyldes, at Politiken er dominerende
på kulturområdet og derfor naturligt beskæftiger sig med et kulturelt produkt som 1864. I den
anden ende af skalaen ligger aviser som Information og Kristeligt Dagblad, som har et langt mindre oplag end de store mastodonter Berlingske, Politiken og Jyllands-Posten (Mediawatch,
2015).
Ekstra Bladet og BT har med henholdsvis 116 og 108 enheder også markeret sig væsentligt i
mediedækningen. Tabloidaviser producerer ofte lettilgængeligt stof, hvorfor det forekommer
naturligt, at de også byder ind i formidlingen omkring et populærkulturelt produkt som 1864. At
aviser som disse yderligere har hang til sensations- og skandaleprægede historier, er endnu en
faktor i forståelsen af deres markante dækning af tv-serien, da denne som tidligere nævn har
været udsat for megen kritik.
75 FIGUR 4.1.2: ANTAL PRIMÆRE OG
PERIFERE ENHEDER
450
400
350
ENHEDER
300
250
200
150
100
50
0
Primær
Perfifer
FOKUS
N = 637
Ovenstående figur viser antallet af primære og perifere enheder i dækningen af 1864. Som figuren illustrerer, er der henholdsvis 416 primære og 221 perifere enheder. Disse fordeler sig på både radio, tv og dagblade. At der er 221 perifere artikler, belyser netop, at 1864 i nogle sammenhænge bliver en reference til andre samfundsmæssige forhold. Dette eksemplificeredes blandt
andet i artiklen ”Ugen i TV: Heldigt, at vi mistede Slesvig-Holsten” fra Jyllands-Posten, hvor historiker Henrik Jensen med følgende citat: ”Ikke flere onde ord om 1864 i denne omgang, det
lover jeg Dem,” kommenterer på en P1-debat omhandlende den slesvig-holsteinskekompleksitet (Jensen, 2014, 1. nov.). Et andet eksempel kan findes i artiklen ”Flensburgs triumf
skaber store drømme i Kolding” fra Politiken. Her nævnes 1864 i forbindelse med en vigtig håndboldkamp, fordi seriens sidste afsnit ruller over skærmen, samtidig med at håndboldkampen spilles (Bech, R. 2014, 30. nov.). At 1864 eksempelvis sættes i forbindelse med en håndboldkamp,
bevidner, at tv-serien har markeret sig i sådan en grad, at den uden problemer bruges i sammenhæng med helt andre begivenheder. I den videre analyse vil specialet kun beskæftige sig
med de primære enheder.
76 4.1.2 FRA HISTORISK KORREKTHED TIL UDENRIGSPOLITIK
Tv-serien 1864 har sat mange forskellige emner på dagsordenen. Man kunne foranlediges til at
tro, at mediedækningen af et stykke populærkultur som 1864 oftest udelukkende ville handle om
tv-serien selv. Det er dog ikke tilfældet med 1864. Nedenstående figur viser hvordan.
FIGUR 4.1.3: ANTAL ENHEDER
FORDELT PÅ EMNE
120
ENHEDER
100
80
60
40
20
0
EMNE
N = 416
Figuren viser, at mediedækningen af 1864 har omhandlet alt fra filmisk arbejde til udenrigspolitiske spørgsmål. Den største selvstændige emne-variabel er ’Fortælling’. Denne variabel bygger
på 108 enheder, hvoraf 49 udgøres af anmeldelser. Anmeldelserne ses markant repræsenterede
her, fordi landets mange dagblade hvert og ét anmeldte tv-serien.
Variablerne ’kunstnerisk frihed’ og ’historisk korrekthed’ har fyldt væsentligt i mediedækningen.
Med reference til afsnittet om dokudramaer, synes det selvfølgeligt, at disse emner har været
dominerende i mediedækningen. Dette fordi grænsen mellem den kunstneriske frihed og den
historiske korrekthed er hårfin, og pendlen mellem fakta og fiktion kan være problematisk og ofte
føre til debat vedrørende det faktiske historieforløb (Agger, 2010, s. 2).
77 I udarbejdelsen af specialets kodekategorier lå der en antagelse om, at emner som ’public service’ og ’licens’ ville fylde mere i mediedækningen, end de rent faktisk gjorde, fordi de netop er
grundstenene i DR’s virke og noget, som mange mennesker har en holdning til. Som figur 4.4
viser, er dette dog ikke helt tilfældet. Der er dog ingen tvivl om, at DR spiller en afgørende rolle
med 49 enheder i alt. Hvis man yderligere tilføjer variablerne om public service og licens, da disse knytter sig til DR’s virke, øges væsentligheden af DR’s rolle i den samlede empiri.
Emne-variablen ’Kritikken’ indeholder, som nævnt i metodeafsnittet, enheder, der påtaler den
megen omtale, der har været af tv-serien. ’Kritikken’ er med 53 enheder et billede på, at dækningen af tv-serien har været omfattende. Dette fordi enhederne ikke udelukkende forholder sig til
tv-serien, men nærmere er kommentarer, som knytter sig til den omfattende omtale og kritik, tvserien har fået. Et eksempel herpå findes i Kristeligt Dagblad den 10. december 2014, hvor historiker Kristian Massey Møller påtaler den kritik, som medierne har givet spalteplads til: ”Samtidig
er jeg på danskernes vegne ked af, at vi af det akademiserede og politiske Overdanmark fik at
vide, at 1864 ikke var o.k. (…)” (artikel e4b6c9ad). Variablen bliver dermed et udtryk for, at medierne er selvrefererende og udøver en form for metakommunikation. Medierne formår altså at reflektere over deres egen rolle, og hvilken indflydelse denne har haft i omtalen af tv-serien.
Med specialets ønske om at påvise en sammenhæng mellem populærkultur og politisk kommunikation synes den kvantitative indholdsanalyses resultater netop at understøtte antagelsen om,
at der findes en sammenhæng, idet 26 enheder sætter 1864 i relation til ’udenrigspolitik’ og 36
enheder omtaler ’værdipolitik’.
Med definitionen af BT og Ekstra Bladet som tabloidaviser, og de resterende dagblade som morgenaviser, er det muligt at undersøge, om avistyperne sætter forskellige emner på dagsordenen i
dækningen af 1864:
78 PROCENT
FIGUR 4.1.4: AVISTYPER
FORDELT PÅ EMNER (100%)
100%
90%
80%
70%
60%
50%
40%
30%
20%
10%
0%
Tabloidavis
Morgenavis
EMNER
N = 396
Figur 4.1.4 viser, at morgenaviserne generelt har været dominerende i dækningen af langt de
fleste emner. Dette synes naturligt, fordi morgenaviserne er repræsenteret med fem aviser, mens
tabloidaviserne kun tæller to.
Tabloidaviserne formår umiddelbart at dække mange af de samme emner som morgenaviserne.
De har ofte hang til at dække historier af mere sensationel og ’kulørt’ karakter, hvorfor ovenstående tabel blandt andet viser, at tabloidaviserne har et større fokus på seriens skuespillere og
økonomi. Dette synes at stemme overens med interessen for de sensationsprægede nyheder.
Overskriften på en af artiklerne fra Ekstra Bladet, omhandlende tv-seriens økonomi, lyder for eksempel: ”Bornedals Brøler.” Herunder udtrykker debattør Ditte Okman sin holdning til tv-serien
og skriver blandt andet:
79 Og selv om 180.000 kroner i minuttet er en ren foræring, når det gælder DR, må
man alligevel spørge, om det er nødvendigt? Ligesom man i disse dage spørger sig
selv, om en kvart milliard på Eurovison Song Contest virkelig var nødvendig. DR skal
fandeme til at tage sig sammen og få behandlet deres storhedsvanvid (Okman,
2014, 15. nov.).
Derudover tager flere af tabloidavisernes artikler vedrørende økonomi ofte afsæt i det faktum, at
det 1864 er den dyrest producerede tv-serie i Danmark. Et sensationelt budskab, der syntes at
være styrende for de fleste af tabloidavisernes artikler vedrørende økonomi. Derimod vælger
dagbladet Information dog en anden vinkel i forhold til det økonomiske aspekt. Her gribes historien mere politisk an i artiklen: ”’Burde '1864 have været filmet i Danmark?” og sætter spørgsmålstegn ved, om DR har et økonomisk ansvar for, at størstedelen af tv-serien blev filmet i Tjekkiet, og om pengene derfor blev brugt på tjekkisk arbejdskraft frem for dansk (Sørensen, 2014, 8.
okt.).
I skuespillerkategorien kommer det sensationsprægede til udtryk i en artikel i Ekstra Bladet den
13. december 2014, som handler om, at en af de medvirkende skuespillere har lukket sin Facebook-profil:
Den megen kritik af DR's rekord-dyre dramaserie 1864 har berørt skuespilleren
Pilou Asbæk, der i serien har rollen som den ondskabsfulde godsejersøn Didrich. Pilou har lukket sin Facebook-side midlertidigt, fordi det ikke var så rart med de
mange kommentarer (Ekstra Bladet, 2014, 13. dec.).
At Pilou Asbæk lukker sin Facebook-profil, er en historie, der ikke forventes at få spalteplads i
morgenaviserne. I morgenaviserne er enhederne omhandlende skuespillerne er langt i højere
grad præget af historier om skuespillernes præstationer.
Ovenstående er et billede på, hvordan nyhedsformidlingen prioriteres forskelligt, når det kommer
til avistype. Generelt har tabloidaviserne et mere personligt sigte og henvender sig ofte direkte til
læseren. Morgenaviserne derimod synes at være mere styret af den aktuelle politiske dagsorden,
hvorfor et emne som public service ses diskuteret. Et emne, som i forbindelse med omtalen af
1864 er helt fraværende i tabloidavisernes formidling. Selvom om begge avisformater formår at
80 dække stort set de samme emner, er det altså forskelligt, hvorledes disse emner vægtes og
fremhæves i aviserne.
4.1.3 DEBAT DOMINERER
Via den kvantitative indholdsanalyse bliver det muligt at overskueliggøre, hvordan medierne har
valgt at dække ’1864. Da der kan være stor forskel på indholdet i eksempelvis et debatindlæg og
en artikel, er det interessant at se på, hvilke genrer der har været mest dominerende:
FIGUR 4.1.5: ANTAL ENHEDER FORDELT PÅ
GENRER
140
120
ENHEDER
100
80
60
40
20
0
Anmeldelse
Leder
Læserbrev
Debat
Notits
Artikel
Satire
Tv/radio
GENRER
N = 416
Som figur 4.1.5 illustrerer, har der været flest traditionelle artikler, 117 enheder, i mediedækningen af 1864. Debatindlæg og læserbreve har med henholdsvis 74 og 84 enheder dog også haft
en dominerende plads i dækningen. Det vidner om, at 1864 har genereret holdninger hos et
bredt spektrum af den danske befolkning, og fordi læserbreve besidder en debatskabende karakter, kan der argumenteres for, at dækningen af 1864 reelt set har været domineret af debatskabende partsindlæg. Med en sammenlægning af debatindlæg og læserbreve vil debatkategorien således udgøre den største kategori med 156 enheder.
81 I alt er der 49 enheder, der karakteriseres som ’anmeldelser’. Dette skyldes særligt, at størstedelen af dagbladene troligt anmelder de enkelte afsnit efter udsendelse. I forlængelse heraf har
mange af aviserne ligeledes publiceret en samlet og afrundende anmeldelse af hele serien efter
dens afslutning. At notits-kategorien fylder en del bevidner desuden, at 1864’ har optaget meget
plads i medierne – , da notits-genren rummer citater fra større artikler, informationer om tvseriens seertal og antal læserbreve som handler om 1864. Et eksempel herpå findes i Politiken
den 18. oktober 2014: ”DR har endnu en gang lavet en dramaserie, der samler danskerne foran
tv'et søndag aften. En dramaserie, der deler danskerne efter anskuelser. 10 læsere har skrevet
om 1864 i den forløbne uge” (Bruun, 2014, 18. oktober).
Ovenstående tydeliggør, at 1864 således har været omtalt andre steder end blot kultursektionen
i de danske dagblade. Det illustrerer, at et populærkulturelt produkt formår at bevæge sig ud over
den kulturelle sfære og sætte dagsordener i andre samfundsmæssige kontekster. Det faktum, at
enheder af debatskabende karakter har vejet tungt i mediedækningen, vidner om, at begivenhederne i 1864 har stor betydning for nogle danskere. Da 1864 er vores fælles historie, bliver tvserien således noget, tv-seeren har en holdning til. Man kan derfor anskue 1864 som afsæt for
en væsentlig debat om en række temaer – fra historieforståelse til licensbetaling:
82 FIGUR 4.1.6: ENHEDER AF DEBATSKABENDE
KARAKTER FORDELT PÅ ENHEDER
40
35
ENHEDER
30
25
20
15
10
5
0
EMNER
N = 416
Som figur 4.1.6 viser, er det særligt emner som historisk korrekthed og DR, der har dannet ramme for debatten. Dette bliver et billede på, at historiske begivenheder kan være vanskelige at
formidle, så de falder i alles smag. Som Ib Bondbjerg påpeger: ”Fortolkningen af historien er en
slagmark, og historikerne skændes selv konstant om den og bruger forskellige slags ’fakta’ i
denne krig eller diskuterer, hvad kilderne faktisk siger” (Bondebjerg, 2014b). Derfor er det også
naturligt, at en tv-serie som 1864, der er et produkt af en public service-kanal, skaber debat. Et
eksempel herpå findes i et debatindlæg fra den 18. oktober 2014 i Jyllands-Posten, hvor Katrine
Winkel Holm skammer sig over DR’s produktion, fordi hun som medlem af DR's bestyrelse ”naivt” troede, at der var styr på den historiske side af sagen med Tom Buk-Swienty som konsulent
på tv-serien: “Jeg håber, at man bliver ved at kæfte op. For det er den eneste vej frem, hvis DR
skal være andet og mere end tumleplads for en lille politisk korrekt klike” (Holm, 2014, 18. okt.).
Ovenstående tydeliggør, at debatskabende indhold har fyldt meget i mediedækningen af 1864. I
disse enheder kommer afsendernes holdninger til udtryk – ligesom det er tilfældet i dagbladenes
83 ledersektion. Genren ’leder’ har ikke fyldt meget i den samlede dækning, som figur 4.1.5 viser,
men ikke desto mindre er det interessant, at 1864 er så væsentligt et emne, at tv-serien alligevel
får omtale i ledersektionen. I nedenstående tabel ses fordelingen af ledere:
TABEL 4.1.1: LEDERE I DAG BLADE
DATO
DAGBLAD
2. oktober 2014
Kristeligt Dagblad
9. oktober 2014
Information
12. oktober 2014
Politiken
12. oktober 2014
BT
12. oktober 2014
Jyllands-Posten
13. oktober 2014
Berlingske
14. oktober 2014
Ekstra Bladet
18. oktober 2014
Politiken
21. oktober 2014
BT
10. november 2014
Jyllands-Posten
30. november 2014
Politiken
Ovenstående tabel viser, at alle dagbladene har givet plads til 1864 i ledersektionen, hvilket tydeliggør, at der er tale om mere end blot en tv-serie. At chefredaktionerne på alle dagbladene har
forholdt sig til tv-serien, vidner om, at 1864 benyttes som afsæt i relevante og aktuelle debatter.
Dette ses eksempelvis i en leder fra Kristeligt Dagblad den 2. oktober 2014:
Det er DR’s dyreste og største produktion til dato, og den vil fra søndag den 12. oktober rulle over skærmen i otte afsnit, der givetvis vil samle en stor del af befolkningen med interesse for vort lands historie. Lanceringen kommer på den dag, hvor
Folketinget med første behandlingen af beslutningsforslaget om at sende syv danske F-16 fly til Mellemøsten de facto besluttede at lade Danmark træde ind i endnu
en krig, nemlig krigen mod kalifatet Islamisk Stat (IS) (Holm, 2014, 2. okt.).
I ovenstående citat bliver det klart, hvorledes 1864’ bliver afsæt for en udenrigspolitisk debat
vedrørende den danske krigsførelse i Mellemøsten. En debat, der har været aktuel siden Irak-
84 krigen i 2003, men som med ’1864’ igen bliver sat på dagsordenen. 1864 lader dermed danskerne reflektere over tidligere udenrigspolitiske beslutninger.
Politiken bringer i perioden tre ledere om 1864, hvilket synes naturligt taget Politikens markante
kulturredaktionelle profil i betragtning. Jyllands-Posten og BT har begge publiceret to ledere,
hvor de resterende dagblade har udgivet én leder hver om 1864. Herudover er det værd at bemærke, at både Politiken, BT og Jyllands-Posten har udgivet en leder på seriens premieredag, og
Politiken endnu én, den dag seriens sidste afsnit løber over skærmen.
4.1.4 HVEM TAR´ ORDET?
Ser vi imidlertid på afsenderforholdet, viser nedenstående figur, at det hovedsagligt er journalister og debattører som har været mest aktive i mediedækningen af 1864:
FIGUR 4.1.7: ANTAL ENHEDER FORDELT PÅ
AFSENDERE
180
160
140
ENHDER
120
100
80
60
40
20
0
Journalist
Mediet
Debattør
Ekspert
Nyhedsbureau
AFSENDERE
N = 416
Med reference til figur 4.1.5 virker det naturligt, at afsenderforholdet fordeler sig således, fordi
journalister ofte er afsendere på artikler, og debattører på debatindlæg. I udgangspunktet havde
specialet en antagelse om, at der under mediedækningen ville være flere aktive eksperter på ba-
85 nen, taget 1864’s historiske indhold i betragtning. Dette har vist sig ikke at være tilfældet med de
traditionelle artikler. Dog er eksperterne mere aktive som afsender af debatindlæggene. Dette
kommer til udtryk i nedenstående figur:
ENHDER
FIGUR 4.1.8: ANTAL ENHEDER FORDELT PÅ
AFSENDERE AF DEBAT
100
90
80
70
60
50
40
30
20
10
0
AFSENDERE AF DEBAT
N = 158
Figur 4.1.8 illustrerer, hvem der har været afsender på debatindlæggene i mediedækningen. Her
ses det, at borgere udgør den største afsendergruppe. Det vidner om, at tv-serien har skabt røre
blandt danske tv-seere, hvilket vil blive yderligere analyseret i analysedelen ’Jeg mener, derfor
har jeg ret’. Desuden har journalister, eksperter og meningsdannere deltaget i debatten om 1864
ved at give deres mening til kende via debatindlæg. Ser vi imidlertid på aktører og kilder, der inddrages i dækningen af tv-serien, tegner der sig et anderledes billede:
86 FIGUR 4.1.9: ANTAL ENHEDER FORDELT PÅ
AKTØRER
120
100
ENHEDER
80
60
40
20
0
Andre medier
Politiker
Ekspert
Skuespiller Ole Bornedal
Borger
Andet
AKTØRER
N = 416
Figur 4.1.9 viser, hvilke aktører der optræder i enheder, der omhandler 1864. En stor del af enhederne indeholder mere end én aktør, hvilket forklarer, at det samlede antal registreringer overstiger antallet af analyserede enheder. Ole Bornedal inddrages i 100 enheder, hvorfor hans rolle må
siges at være markant. Ydermere kommer eksperter til orde i 99 enheder og politikere i 95 enheder. Borgere optræder derimod sjældent som aktør i enhederne. ’Andet’-variablen refererer til
enheder, hvor aktører ikke har været mulige at placere inden for ovenstående variabler. Her henvises blandt andet til kendte danskere og folk, der udtaler sig i kraft af deres profession, men som
ikke kan karakteriseres som værende eksperter med ekspertise inden for 1864’s område. Uddybning af aktørernes optræden i mediedækningen af 1864 vil blive belyst i den følgende analysedel.
Inden den videre analyse påbegyndes, synes det centralt at påpege, at specialets resterende
analysedele tager afsæt i den politiske dækning af 1864. Denne dækning tager afsæt i 134 enheder fordelt på følgende emner: ’licens’, ’public service’, ’DR’, ’økonomi’, ’udenrigspolitik’ og
’værdipolitik’. Variablerne ’public service’, ’licens’ og ’DR’ er lagt til én samlet variabel, fordi pub-
87 lic service og licens må anses som en central del af DR’s virke. De fire politiske emner fordeler sig
på følgende vis:
FIGUR 4.1.10: ANTAL ENHEDER FORDELT PÅ
POLITISKE EMNER (%)
N = 134
Værdipolitik
23%
DR
42%
Udenrigspolitik
16%
Økonomi
19%
Figuren viser den procentmæssige fordeling af de politiske emner i mediedækningen. Fremadrettet er det disse, som analysen vil tage afsæt i.
4.1.5 DELKONKLUSION: MEDIERNES SAMLEDE DÆKNING AF 1864
Den kvantitative indholdsanalyse har givet et overblik over dækningen af 1864. Mediedækningen
har været omfangsrig og varierer over tid, hvor især premieren af tv-serien vakte stor opmærksomhed, ligesom afslutningen fik megen spalteplads i de danske dagblade. Analysen viser ligeledes, at Politiken og Berlingske samt Ekstra Bladet og BT har været særdeles aktive i dækningen
af tv-serien. Debatindlæg og læserbrev har været dominerende genrer, hvilket understøtter pointen om, at 1864 er blevet genstand for debat og derfor kan karakteriseres, som noget danskerne
har en holdning til. Ydermere har 1864 været på dagsordenen i 11 ledere, hvilket viser, at serien i
den forbindelse blevet sat i en samfundsmæssig kontekst.
88 Analysen viser endvidere, at mediedækningen af 1864 har omhandlet alt fra filmisk arbejde til
udenrigspolitik, hvilket vidner om, at et stykke populærkultur som 1864 har formået at sætte andre emner end sig selv på dagsordenen. I forhold til specialets problemformulering er dette et
interessant fund. At der desuden er 158 enheder af debatskabende karakter, og at borgerne har
været særdeles aktive som afsendere på indlæg i mediedækningen, understøtter agenda setting-teoriens præmis om, at medierne er magtfulde i at påvirke, hvad folk debatterer og taler om
(McCombs & Shaw, 1972, s. 177). Selvom specialet ikke har til hensigt at undersøge, hvordan
1864 har påvirket tv-seerne, kan der alligevel med de 158 enheder konstateres, at mediernes
omfangsrige dækning af tv-serien har skabt røre blandt de danske tv-seere.
Ovenstående analyse tegner et billede af den samlede mediedækning. Med specialets ønske om
at undersøge den politiske debat og kommunikation, som 1864 har foranlediget, synes det interessant først at belyse, hvilke afsendere og aktører der har domineret den politiske dækning, for
dernæst at undersøge hvad debatten har omhandlet og hvordan denne præsenteres.
89 4.2 PIA, OLE OG ALLE DE ANDRE
I Danmark lever vi efter en demokratiform, hvor borgere kan deltage på lige fod med politikere og
magthavere i samfundsdebatten. Debatten, der i dagens Danmark primært foregår i massemedierne, skal blandt andet sikre, at alle har mulighed for at ytre sig. Den politiske mediedækning af
1864 er derfor præget af forskellige afsendertyper, og synspunkter præsenteres fra mange forskellige aktører. Men hvem er de dominerende parter i den politiske debat? Og hvilke temaer
fremhæves?
4.2.1 HVEM SKRIVER?
I analyse del 1 blev det klart, at journalister og debattører er dominerende afsendere i mediedækningen af 1864. Det samme gør sig gældende, når vi blot ser på den politiske dækning af serien:
FIGUR 4.2.1: ANTAL ENHEDER FORDELT PÅ
AFSENDERE
80
70
ENHEDER
60
50
40
30
20
10
0
Journalist
Mediet
Debattør
AFSENDERE
N = 134
Figur 4.2.1 viser, at debattører dominerer den politiske dækning af 1864, da debattører er afsendere på 74 enheder med politisk reference. I forhold til den samlede dækning af tv-serien, tegner
det et tydeligt billede af, at især debattørerne har formået at sætte politik på dagsordenen. Dette
synes naturligt, da politiske emner ofte er af debatskabende karakter. Journalister spiller ligele-
90 des en afgørende rolle i dækningen af politiske emner. Dette vidner om, at medierne forsøger at
efterleve det demokratiske ideal om at formidle forskellige synspunkter og holdninger (McNair,
2011, s.19-20).
De 17 enheder, hvor ’mediet’ er afsender, er henholdsvis otte ledere, fire notitser, fire artikler og
ét satirisk indlæg. Ingen nyhedsbureauer eller eksperter er afsender på enheder med politisk reference. Forklaringen på dette kan være, at nyhedsbureauer primært indsamler og distribuerer
nyhedsmateriale til andre medier af refererende karakter, hvor eksperter oftest optræder som
aktør i nyhedsmateriale, hvor personen forklarer og vurderer en bestemt sag.
Som figur 4.2.1 viser, er debattørerne afsender på 74 enheder, der er udvalgt til analyse. Hvorledes disse fordeler sig på køn ses i figuren herunder:
FIGUR 4.2.2: DEBATTØRER
FORDELT PÅ KØN (%)
N = 74
N/A
3%
Kvinde
26%
Mand
71%
Figur 4.2.2. viser, at 71% af de debattører, der dækker den politiske vinkel af 1864, er mænd.
Dette svarer til 53 enheder, hvor kvinderne er afsendere på 19 enheder svarende til 26%. Det har
ikke været muligt, at bestemme kønnet på to debattører, hvorfor ’N/A’ fremgår. Det er altså tyde-
91 ligt, at mænd deltager mere aktivt i debatten om 1864 end kvinderne. Det kan antages, at lige
mange mænd og kvinder har fulgt med i tv-serien, hvorfor det er overraskende, at fordelingen
mellem mandlige og kvindelige debattører er så skæv. En forklaring på dette kan være, at et
krigsdrama taler mere til det mandlige publikum. Samtidigt er det værd at bemærke, at der i ultimo 2014 opstod en debat om kvindelige politikere, debattører og meningsdannere, der modtog
sexistiske og nedladende kommentarer grundet deres køn (Sørensen, 2014). Om baggrunden for
denne debat betyder, at flere kvinder fravælger at deltage i den offentlige debat i forbindelse
med 1864 kan ikke konkluderes, men følgende udtalelse af debattør Mette Pabst, kan antyde
netop denne sammenhæng: ”Jeg kan godt forstå de kvinder, der vælger debatten fra. Jeg har
selv siddet måbende bag computerskærmen, frustreret og ked af den behandling, som jeg og
mine kvindelige meddebattører er blevet udsat for” (Pabst, 2014).
Hvorledes debattørerne fordeler sig blandt journalister, politikere, eksperter, borgere og meningsdannere ses i figuren herunder:
FIGUR 4.2.3: ANTAL ENHEDER
FORDELT PÅ DEBATTØRER
N = 74
Andet
4%
Meningsdanner
15%
Journalist
20%
Politiker
3%
Ekspert
12%
Borger
46%
92 Figur 4.2.3 viser, at især borgere, journalister og meningsdannere dominerer den politiske debat
om 1864. Det samme gør sig gældende for den samlede mediedækning af tv-serien – dog ser
fordelingen blandt disse anderledes ud. I den samlede dækning er borgere henholdsvis ansvarlige for 57% af indholdet, journalister 15% og meningsdannere 11% (se evt. figur 4.1.9). Borgerne er
altså forsat den største afsendertype, også når det kommer til politisk indhold med 34 enheder,
46%. Dette vidner om, at borgerne både deltager i debatten med politisk reference og ligeledes
deltager i debatten om 1864 gennem andre emner såsom filmisk arbejde, skuespillerpræstationer og seriens handling.
Når borgere deltager i den politiske debat, er det især debatten om DR’s rolle, der dominerer.
Ligeledes har debatten om tv-seriens økonomi også fået de danske seere op af sofaen:
FIGUR 4.2.4: LÆSERBREVE FORDELT PÅ
POLITISKE EMNER
N = 34
Værdipolitik
7%
Udenrigspolitik
16%
DR
56%
Økonomi
21%
Som ovenstående figur viser, er DR det helt store emne, når læserne fatter pennen. Et eksempel
herpå findes i BT den 26. oktober 2014, hvor en læser beklager sig over DR’s ”licenstyranni”:
93 Hvorfor går mine penge til det her? Med licens som en uundgåelig udgift kan man
ikke komme uden om at støtte projekter som 1864 eller andre tiltag fra DR, der efter
sigende skulle være til 'det fælles bedste' (…) Så skulle man ikke til at gøre borgerne
en tjeneste? Få afskaffet den licens og lad DR konkurrere på samme vilkår som alle
andre – det kan der kun komme bedre tv ud af (Jenvall, 2014, 26. okt.).
Hvordan borgerne yderligere forholder sig til DR’s rolle og den eksisterende politiske debat, vil
blive behandlet i analyse del 4.
Som nævnt er meningsdannere også en aktiv afsendergruppe i den politiske debat med 11 enheder. Til sammenligning er meningsdannere afsendere på 17 enheder i den samlede mediedækning, hvilket giver et tydeligt billede af, at meningsdannere især deltager i den politiske debat
om tv-serien. Dette vidner om, at 1864 formodentlig har haft nogle klare politiske konnotationer,
fordi størstedelen af meningsdannerne diskuterer politiske emner i forbindelse med serien. Ligesom borgerne, deltager meningsdannerne især i debatten om DR.
Enhederne, forfattet af forskellige meningsdannere, bærer alle præg af en stillingstagen til tvserien som produkt samt DR og Ole Bornedal som afsendere. Interessant er det, at ni ud af 11
enheder er publiceret i Berlingske, én i Jyllands-Posten og én i Kristeligt Dagblad. Dette viser, at
Berlingske er særligt dominerende i debatten om 1864 og giver spalteplads til, at meningsdannere kan udtale sig om tv-serien. Fire af debatindlæggene i Berlingske er publiceret i forbindelse
med den faste debatskabende klumme ”Groft Sagt”. To af disse indlæg er skrevet af Claes Kastholm og to af Edith Thingstrup, der begge er faste bidragsydere til klummen. ”Groft Sagt” er korte kommentarer til aktuelle historier og ofte præget af ironi og satiriske elementer, hvilket også
kommer til udtryk i alle fire indlæg. Blot to dage efter seriens premiere tager Kastholm, i en ironisk
tone, stilling til Ole Bornedals genmæle til kritikken af tv-serien:
Man kan selvfølgelig ikke forlange af Bornedal, at han skal give en realistisk skildring
af mennesker, der ligger så langt hinsides hans egen fatteevne. Bornedal har også
ret i, at han ikke politiserer, men kun er optaget af mennesker og menneskelig sorg.
At hans skildring til forveksling ligner den blanding af kulturradikale og marxistiske
klicheer, der er blevet alment gods i Politikensegmentet, kan han da heller ikke gøre
for (Kastholm, 2014, 14. okt.).
94 Samme tone og stillingstagen kan man finde i ”Groft Sagt”-klummen fra den 19. oktober 2014,
hvor Thingstrup melder sig i debatten om tv-seriens historiske fejl og på samme tid udtrykker sin
holdning til DR og den omdiskuterede medielicens:
En gigantisk historisk brøler har sneget sig ind i første afsnit af dramaserien
»1864«. I indledningen giver en af hovedpersonerne udtryk for, at krigen i 1864 var
den blodigste i danmarkshistorien. Det er imidlertid forkert (…) Men DR’s dramachef,
Piv Bernth, forsvarer fejlen. »Det er jo ikke nogen god »tagline«, at sige, hvis det
var tilfældet, den sjette blodigste krig (…)« Bare rolig. Vi ved godt, at DR ikke holder
sig til fakta. Tag bare DR’s slogan: Licens er noget vi giver til hinanden (Thingstrup,
2014, 19. okt.).
Med begge citater er det tydeligt, at forfatterne abonnerer på forståelsen af, at 1864 ikke lever op
til seriens potentiale. Ligeledes kommer det til udtryk, at DR ifølge forfatterne ikke har levet op til
deres forpligtelse som public service-institution. Med antagelsen om, at Berlingskes målgruppe
primært placerer sig i det borgerlige segment, øger Kastholm og Thingstrups indlæg opfattelsen
af, at flere borgerlige er kritisk stemt over for DR.
Ovenstående analyse viser, at 1864 hovedsageligt har formået at skabe politisk indhold gennem
debatindlæg. Den største afsendergruppe af disse debatindlæg findes blandt borgerne, der primært forholder sig til DR. Ud over borgere, tager også journalister og meningsdannere del i den
politiske dækning af 1864.
4.2.2 HVEM OPTRÆDER?
Som vist i analyse del 1 optræder Ole Bornedal, eksperter og politikere som de mest dominerende aktører i den samlede mediedækning (se figur 4.1.10). I modsætning optræder borgerne sjældent som aktører i enhederne. Ser man kun på de enheder, der behandler politiske emner, viser
næsten samme fordeling af aktører sig:
95 FIGUR 4.2.5: ANTAL ENHEDER
FORDELT PÅ AKTØRER
60
50
ENHEDER
40
30
20
10
0
Andre medier
Politiker
Ekspert
Skuespiller Ole Bornedal
Borger
Andet
AKTØRER
N = 134
Figuren viser, at politikere, eksperter og Ole Bornedal er de mest aktive aktører i den politiske
dækning af 1864. Ligeledes ses det, at skuespillerne og borgerne benyttes i langt mindre grad
som aktører. Ovenstående er et billede på, at medierne giver mere plads til folk med indflydelse
og ekspertise frem for den almene borger. Nedenstående figur viser imidlertid, i hvor høj grad de
forskellige medier benytter sig af aktørerne:
96 FIGUR 4.2.6: AKTØRER FORDELT PÅ
DAGBLADE
14
12
ENHEDER
10
8
Andre medier
6
Politiker
4
Ekspert
2
Skuespiller
0
Ole Bornedal
Borger
Andet
DAGBLADE
N = 128
I figur 4.2.6 bliver det tydeligt, at Ole Bornedal omtales i Berlingskes publikationer i højere grad
end de andre dagblades. Et eksempel på Bornedals optræden kommer til udtryk i et debatindlæg
fra den 11. december 2014:
Ole Bornedal er smækfornærmet. Passivtaggressivt udtaler den instruerende diva
om modtagelsen af den kostbare 1864-serie, at han godt nok »har lært noget om
Dansk Folkeparti«. Sagt i surhed over den omfattende kritik af serien, blandt andet
for at omskrive og nedgøre danskernes rolle i det herrens år 1864 (Selsing, 2014, 11.
dec.).
Ovenstående citat er skrevet af filosof og debattør Eva Selsing, også fast bidragsyder på ”Groft
Sagt”-klummen, og viser, hvorledes Bornedals udtalelser om Dansk Folkepartis kritik bliver brugt
imod ham. Citatet tydeliggør, som tidligere påpeget, at meningsdannere hos Berlingske, ofte har
haft en kritisk holdning til tv-serien og, som i dette eksempel, til Bornedal. Som figur 4.2.6 viser,
er Ole Bornedal aktør i samtlige medier, hvilket synes forventeligt, da han som instruktør på serien naturligt spiller en væsentlig rolle.
97 Figur 4.2.6 viser yderligere, at Ekstra Bladet i høj grad har inddraget politikere i dækningen af
1864. I alt har diverse politikere deltaget som aktører i 13 enheder i Ekstra Bladet, hvor Ole Bornedal til sammenligning deltager i otte enheder og eksperter i fem. Ud af de i alt 13 enheder, hvor
politikere findes som aktører, er Dansk Folkeparti registreret som aktør i ti af dem. Disse ti består
både af læserbreve, debatindlæg, artikler, leder og notitser. I en leder i Ekstra Bladet den 14. oktober 2014 tages der tydeligt afstand til Dansk Folkepartis udtalelser i forbindelse med tv-seriens
premiere:
Resultatet er et 'makværk'. Det der med makværk fremføres af Pia Kjærsgaard og
Søren Espersen fra Dansk Folkeparti. Det er selvfølgelig også dem, der taler om manipulation (…) Det hører med til historien, at Pia og co. har set de to første afsnit af
serien. Hun aner altså ikke en kæft om, hvad der sker i de efterfølgende seks (Ekstra
Bladet. 2014, 14. okt.).
Lederen kritiserer Dansk Folkepartis brug af ordet ’makværk’, fordi partiets fortalere på daværende tidspunkt kun har set de to første afsnit. Selvom lederen er kritisk over for partiet – og på sin
vis tager DR og Ole Bornedals parti – har Ekstra Bladet herudover publiceret flere læserbreve og
artikler, der derimod har en positiv tilgang til Dansk Folkepartis kritik. Desuden giver tabloidavisen
også spalteplads til, at Pia Kjærsgaard kan udtale sig direkte om tv-serien i et debatindlæg
(Kjærsgaard, 2014, 13. okt.). Ekstra Bladet formår altså at udlægge sagen fra forskellige synspunkter, hvorfor dette er et billede på, at den danske presse, som Hjarvard (2007) påpeger, er
præget af intern pluralisme og som konsekvens heraf må præsentere forskellige synspunkter (s.
27-28).
Som tidligere vist i figur 4.2.5, er politikerne de mest brugte aktører i den politiske dækning af
1864 og de benyttes som aktører i 48 ud af 134 enheder. Nedenstående figur viser fordelingen
mellem partierne:
98 FIGUR 4.2.7: ANTAL ENHEDER FORDELT PÅ
PARTIER
40
35
ENHEDER
30
25
20
15
10
5
0
PARTIER
N = 134
Som figuren illustrerer, har Dansk Folkeparti markeret sig væsentligt mere i debatten end andre
partier. Fra Dansk Folkeparti er særligt Pia Kjærsgaard, Alex Ahrendtsen og Søren Espersen med
til at sætte dagsordenen om 1864, og de tre politikere bliver til sammen nævnt 109 gange i de
134 enheder. Fordelingen blandt dem ses i figuren herunder:
99 FIGUR 4.2.8: ANTAL GANGE DANSK
FOLKEPARTI OPTRÆDER
60
50
ANTAL
40
30
20
10
0
Pia Kjærsgaard
Alex Ahrendtsen
Søren Espersen
DANSK FOLKEPARTIS POLITIKERE
N = 134
Med afsæt i figur 4.2.8 kan det konkluderes, at Dansk Folkeparti har været særligt omtalt i dækningen af 1864, og især Kjærsgaard kan ses som en dominerende aktør. Ahrendtsen og Espersen må ligeledes forstås som fremtrædende aktører, da de henholdsvis omtales 31 og 24 gange.
Hvis man ser på, hvilke emner der har været særligt centrale for Dansk Folkeparti, fordeler enhederne sig som følger:
100 FIGUR 4.2.9: DANSK FOLKEPARTI SOM
AKTØR FORDELT PÅ POLITISKE EMNER (%)
N = 34
DR
33%
Værdipolitik
43%
Økonomi
12%
Udenrigspolitik
12%
Som figuren illustrerer, forholder Dansk Folkeparti sig særligt til værdipolitik og DR. At enhederne
fordeler sig som vist ovenfor, synes forventeligt, set i lyset af at Dansk Folkeparti, som tidligere
nævnt, ofte har et horn i siden på DR, når det kommer til institutionens dramaproduktioner. Ligeledes er Dansk Folkeparti kendt for at have mange værdipolitiske mærkesager.
At Dansk Folkeparti har været fremtrædende i dækningen, uddybes yderligere i filmekspert Søren Høys debatindlæg i BT den 4. december 2014, hvor han proklamerer, at ”Dansk Folkeparti er
vinderen af kampen om ’1864’” (Høy, 2014, 4. dec.). Ligeledes påpeger Høy, at mediedækningen af tv-serien har formået at opstille to modpoler – dem der er kritiske over for DR, og dem der
ikke er:
Gennem debatten tegnede der sig et nyt billede. Hvis man var kritisk overfor serien,
så gik man DFs erindre. Interessant og igen et eksempel på, at DF med konstant tilstedeværelse havde sat standarderne i den værdikamp, der opstod rundt om historisk fakta, seriens budget og politiske referencer (Høy, 2014, 4. dec.).
101 Ifølge Anker Brink Lund (2002) anses visse politiske aktører, blandt andet ledere af politiske partier og regeringsmedlemmer som autoritative, hvorfor politikere ofte dominerer debatter i de danske dagblade (s. 112-113). Netop dette er mediedækningen af 1864 et billede på, fordi politikerne, særligt fra Dansk Folkeparti, dominerer debatten. I forlængelse heraf, kan der argumenteres
for, at når medierne primært benytter officielle og elitære kilder, bidrager de til konstruktionen af
et verdensbillede, der i høj grad mangler diversitet og mangfoldighed. Gurevitch et al. (2009)
peger i den forbindelse på, at massemedierne har skabt en ’depoliticization’, hvor den politiske
dagsorden i høj grad domineres af politiske personer frem for politiske emner (s. 166). Høys debatindlæg understøtter den pointe. Debatten om 1864 endte med primært at handle om de to
modpoler – DR og DF. Hvorvidt Høys betragtning gør sig gældende i hele den politiske dækning
af tv-serien, vil blive udfoldet i framing-analysen, hvor vinklingen af politiske emner i dækningen
undersøges.
Næstefter politikerne, har eksperterne været den største gruppe af aktører i den politiske dækning af 1864. Eksperter benyttes i 42 ud af 134 enheder. I 31 enheder benyttes blot én type ekspert, mens 11 enheder benytter to typer af eksperter som aktører. I den kvantitative analyse kodes der for fire eksperttyper samt en ’andet’-kategori. Figuren herunder viser fordelingen af eksperttyper i den politiske dækning af tv-serien:
102 FIGUR 4.2.10: ANTAL ENHEDER FORDELT PÅ
EKSPERTTYPER (%)
N = 42
Andet
10%
Politisk ekspert
18%
Historiker
22%
Filmekspert
50%
Som figur 4.2.10 illustrerer, har filmeksperter været den mest brugte eksperttype, dernæst historikere. I kraft af, at dækningen tager afsæt i en historisk tv-serie, er denne fordeling forventelig.
Når filmeksperter agerer aktører i den politiske dækning, fordeler enhederne sig på følgende måde:
103 FIGUR 4.2.11: FILMEKSPERTER SOM AKTØR
FORDELT PÅ POLITISKE EMNER (%)
N = 26
Værdipolitik
17%
Udenrigspolitik
4%
DR
48%
Økonomi
31%
Figuren viser, at filmeksperter primært benyttes i enheder, der omhandler DR og økonomi. Dette
kommer eksempelvis til udtryk i artiklen ”Da dansken gik i krig mod ’1864’”, hvor filmekspert
Nanna Frank Rasmussen blandt andet udtaler sig om tv-serien og DR Drama:
’1864' er blevet dækket massivt, lidt som en landskamp eller et folketingsvalg, fordi
der var lagt op til en fællesskabsfølelse. DR Drama har vænnet os til et højt niveau
med 'Forbrydelsen' og 'Borgen', og derfor blev vi forundrede over, hvor lidt sofistikeret '1864' var (Giese & Stilling, 2014, 30. nov.).
Rasmussen udtaler sig her i kraft af sit erhverv og påpeger, at 1864, ifølge hende, ikke formår at
leve op til DR Dramas tidligere produktioner. Ligeledes udtaler Regner Grasten sig til Information i
kraft af sin profession som filmproducent om tv-seriens budget og optagelse i Tjekkiet: ”DR har
en særlig forpligtelse til at støtte dansk film ved at lægge sine produktioner i Danmark. Det er i
mine øjne en samfundsforpligtelse, der er helt indiskutabel” (Sørensen, 2014, 8. okt.). Som ovenstående citater illustrerer, benyttes filmeksperter i enhederne i kraft af deres professioner, og de
tager primært stilling til DR’s rolle og tv-seriens økonomiske udgangspunkt.
104 Figur 4.2.10 illustrerer også, at 22% af de eksperter, der har deltaget i den politiske debat, er historikere, og 18% politiske eksperter. Historikerne deltager ligeligt i enheder, der omhandler DR,
værdipolitik og udenrigspolitik. Denne aktørrolle kommer blandt andet til udtryk i en artikel i Politiken på seriens premieredag, hvor historiker Rasmus Glenthøj udtaler:
(…) jeg mener, at man som seer ikke forstår årsagen til krigen i 1864, og at serien giver et karikeret billede af datidens politik og politikere. Desuden politiserer Bornedal
ved at sætte 1864-begivenhederne ind i en nutidig sammenhæng, og det kommer
til at stå i vejen for forståelsen af årsagen til krigen i 1864 på de præmisser, der var
til stede dengang (Maltesen, 2014, 12. okt.).
Glenthøj formår her at udtrykke sin skepsis over for seriens historiske afsæt. Hermed deltager
han i debatten, om hvorvidt DR med 1864 politiserer og viser en venstreorienteret side af den
150 år gamle krig. Qua Glenthøjs historiske faglighed, kan det antages, at citatet har en større
gennemslagskraft.
Politiske eksperter deltager hovedsageligt i dækningen, der omhandler udenrigspolitik og værdipolitik. Alle Folketingets medlemmer inddrages eksempelvis i en artikel i Jyllands-Posten den 12.
oktober 2014 om dansk krigsførelse i Irak:
Beslutningen om at sende "Olfert Fischer" af sted markerede et vendepunkt, som
betød, at danske soldater har været sendt på missioner adskillige steder i verden:
Afghanistan, Bosnien, Kosovo, Libyen og Irak. Som tiden er gået, har flere partier
bakket op om beslutningerne. Da Folketinget i 2011 sendte F-16-fly til Libyen, stod
alle partier bag. I forrige uge stemte alle bortset fra Enhedslisten og løsgængeren
Uffe Elbæk for igen at sende F-16-fly ud for at bombe over Irak (Maressa, 2014, 12.
okt.).
Ifølge Peter Kramhøft (2003) er størstedelen af de mundtlige aktører, som anvendes i medierne,
ofte institutionelle kilder eller såkaldte eksperter, der typisk udtaler sig om tendenser og udvikling
i samfundet på et generelt plan (s. 143). At eksperter ofte spiller en rolle i specifikke begivenheder, skyldes, at de besidder en ekspertise, som almindelige mennesker ikke kan bidrage med. I
105 forbindelse med 1864 er det derfor forventeligt, at eksperter med kompetencer inden for film,
historie og politik dominerer mediedækningen.
Analysen af de deltagende aktører viser, at især Ole Bornedal, Dansk Folkeparti og filmeksperter
har været de mest optrædende aktører i den politiske dækning. Derimod inddrages borgerne kun
i fire ud af 134 enheder. Det kan ses som et udtryk for, at massemedierne finder politiske aktører
og eksperter som autoritative stemmer, der anses som vigtige i samfundsdebatten. På det punkt
synes dækningen af 1864 ikke at adskille sig markant fra pressens generelle mønster (Lund,
2002, s. 112-113).
4.2.3 DELKONKLUSION: 1864 SOM POLITISK PLATFORM
At der har været mange deltagende parter i den politiske dækning af 1864 understøtter det faktum, at vi i dagens Danmark lever efter en demokratiform, der giver mulighed for, at alle kan ytre
sig. Ud fra ovenstående analyse kan det blandt andet konkluderes, at borgerne har været dominerende som afsendere af debatindlæg i den politiske dækning af tv-serien. Dette synes interessant i forhold til specialets fokus på mediernes betydning for demokratiet. Det vil yderligere blive
belyst i analysens fjerde del, omhandlende borgernes deltagelse i den politiske dækning.
Det kan ligeledes konkluderes, at Dansk Folkeparti har spillet en markant og afgørende rolle i
mediedækningen. Dansk Folkepartis ageren i den politiske arena er ofte udskældt, og partiet er i
flere sammenhænge blevet kaldt et populistisk parti (Kristensen 2014; Kristensen 2011). Populistiske partier karakteriseres ofte som anti-elitistiske og anti-intellektualistiske, fordi de påtager
sig rollen som folkets stemme (Thorup 2002). Dette kommer ofte til udtryk i Dansk Folkepartis
evne til konstant at sætte dagsordener, hvor det kan lade sig gøre. Samme tendens er tydelig i
mediedækningen af 1864, hvor Dansk Folkeparti i højere grad optræder end andre partier.
At Dansk Folkeparti benytter 1864 som afsæt for politisk kommunikation, kan anskues som et
velvalgt strategisk træk, da de ved at bruge 1864 som et dagsordensættende værktøj, har mulighed for at nå ud til borgerne. Dette skyldes, at DR’s søndagsdramaer ofte har stor seertilslutning, og ved netop at gribe fat i en tv-dramaserie, der er nem at identificere sig med, søger
Dansk Folkeparti at opnå tilslutning til egne målsætninger og mærkesager. Hvorvidt partiets deltagelse i debatten har affødt nogle politiske ændringer, kan ovenstående analyse ikke svare på,
men det kan dog konkluderes, at Dansk Folkeparti i dette tilfælde benytter populærkulturen til at
106 skabe en platform for deres politiske holdninger og værdier, og herved får partiet solidt plantet
foden på den kulturpolitiske scene.
Hvordan Dansk Folkeparti og de resterende afsendere og aktører formår at vinkle de populærkulturelle elementer i 1864 politisk, vil følgende analyse uddybe.
107 4.3 MAKVÆRK, MANIPULATION ELLER MESTERVÆRK?
For at undersøge, hvordan et populærkulturelt fænomen som en tv-serie kan blive afsæt for politisk kommunikation og debat, belyser den følgende analyse, hvordan 1864 er bliver framet inden
for en politisk forståelsesramme. Framing-analysen tager afsæt i følgende fem frames:
•
‘Spild af penge’
•
‘De røde lejesvende’
•
‘Vi må ikke glemme krigen’
•
‘Kampen om historien’
•
‘Public service forpligter’
Som beskrevet i metodeafsnittet er de ovenstående fem frames identificeret ud fra elementer fra
en induktiv såvel som deduktiv tilgang (Semetko & Valkensburg, 2000). I følgende analyse vil de
fem frames blive analyseret hver for sig. Entmans (1993) fire funktioner5 vil løbende blive gennemgået for at argumentere for den enkelte frames tilstedeværelse i mediedækningen. Ligeledes
vil Gamson og Modiglianis (1989) begreb om media-packages blive inddraget, hvor det findes
relevant. Analysen vil ikke være en systematiseret gennemgang af de førnævnte framingfunktioner, men vil i stedet forsøge at skabe et overblik af mediedækningens brug af de fem
frames. Analysen vil afslutningsvis inddrage Van Gorp (2007) til at belyse, hvordan kommunikatør, tekst og kultur spiller sammen.
4.3.1 173 MILLIONER PÅ KRUDT OG KANONRØG
Et gennemgående og særligt dominerende emne på tværs af samtlige temaer og aviser er fokusset på 1864’s økonomiske forudsætning, hvoraf framen ’Spild af penge’ opstår. Hvis man kigger
på, i hvor høj grad de enkelte dagblade dækker det økonomiske aspekt, ser det ud som følger:
5
Entmans (1993) fire framing-funktioner er: problemdefinition, årsagssammenhæng, moralsk stillingstagen og
løsningsforslag. Funktionerne vil, når de benyttes i analysen, være kursiverede.
108 FIGUR 4.3.1: ØKONOMI FORDELT PÅ
DAGBLADE
20
18
16
ENHEDER
14
12
10
8
6
4
2
0
BT
Information
Ekstra Bladet Jyllands-Posten
Politiken
Berlingske
DAGBLADE
N = 30
I figur 4.3.1 bliver det tydeligt, at en avis som Ekstra Bladet har været særdeles aktiv i forhold til at
fremhæve det økonomiske aspekt. Figuren viser ligeledes, at Information, Politiken og JyllandsPosten har haft økonomi på dagsordenen, men slet ikke i samme størrelsesorden som Ekstra
Bladet. Samlet set har tabloidaviserne dækket 1864’s økonomi i langt større grad end de traditionelle dagblade tilsammen.
Ovenstående figur viser, at 29 enheder fra den kvantitative analyse har haft økonomi som fokus.
Dog nævner flere enheder end de 29, at 1864 er ”Danmarks dyreste tv-serie”. Det selvom ’økonomi’ og ’Spild af penge’ ikke er den enkelte enheds overordnede emne og budskab. En simpel
søgestreng i de 134 artikler, som er udvalgt til denne analyse, kan klarlægge, at 1864’s økonomiske aspekt har fyldt en del i dækningen. Her bliver det klart, at ordet ”penge” optræder 97 gange, mens ”173”, som er det millionbeløb, det har kostet at producere 1864, bliver omtalt 49 gange. Ligeledes nævnes adjektivet ”dyreste” – ofte i samspil med ”tv-serie” eller ”dramasatsning”
– 32 gange. ”100 mio”, som er det ekstra beløb, den tidligere VK-regering bevilligede DR til en
historisk serie, nævnes 35 gange. Med denne kvantificering står det yderligere klart, at spørgsmålet om økonomi har spillet en væsentlig rolle i forbindelse med dækningen af tv-serien.
109 En af hovedårsagerne til, at økonomi har fyldt så meget på dagsordenen i mediedækningen af
1864, skyldes blandt andet, at 1864 er et produkt af DR. DR’s grundlag som public serviceinstitution sikres som tidligere nævnt gennem de borgerbetalte licenskroner. At DR’s public service-virksomhed finansieres af vores allesammens penge, er medvirkende til, at DR ofte kommer
under offentlighedens lup, da der med licenskronerne følger et særligt ansvar. Med licensen
hedder det sig, at DR sikrer de danske borgere public service, som er uafhængig af politiske,
økonomiske og kommercielle interesser. Som public service-institution forpligter DR sig derfor til
at formidle information på saglig og upartisk vis (DR, u.å.). På baggrund heraf opstår den eksakte
frame ’Spild af penge’, som dækker over debatten om de økonomiske forhold. I det følgende
afsnit behandles netop denne frame i forsøget på at anskueliggøre, hvordan medier såvel som
aktører forsøgte at fremhæve det økonomiske aspekt i mediedækningen af 1864. Med licenspengene og en ekstrabevilling på 100 millioner skattekroner fra den tidligere VK-regering, havde
DR en stor opgave med at formidle danskernes historiske bagkatalog. Og her opstår problematikken. For er de mange millioner blevet forvaltet ordentligt? Eller er de blevet spildt på kedeligt og
ligegyldigt bras?
I en ledende artikel fra Jyllands-Posten den 12. oktober 2014 – premieredagen for 1864 – er
problemdefinitionen, at DR har brugt 173 millioner kroner på en tv-serie, som allerede møder kritik inden premieren. Kritikken og problemet bindes op på, at Bornedal i samarbejde med DR, ifølge historikeren Rasmus Glenthøj, skævvrider de historiske fakta. I den forbindelse bliver det derfor tydeligt, at årsagssammenhængen er, at DR, ifølge en historisk fagekspert, ikke har formået
at leve op til forpligtelsen omkring saglig historisk formidling. Kritikken ekspliceres yderligere i
lederen, hvor 1864 billedeligt beskrives som: ”(…) en strakt langemand til den borgerlige regering, som i 2010 fik de 100 mio. kr. igennem, fordi man ønskede at støtte et værk, der kunne oplyse om Danmarkshistorien” (Jyllands-Posten, 2014, 12. okt.). Glenthøj citeres yderligere i Politiken samme dag for at have kritiseret 1864 for at være ”skatteyderbetalt historieforvrængning”
(Maltesen, 2014, 12. okt.). Dette understøtter argumentet om, at tv-serien har været ’Spild af
penge’, fordi den manipulerer med historien og ikke leverer den vare, som var intenderet. År-
sagssammenhængen uddyber han i forlængelse af spørgsmålet om, hvorvidt kritikken havde
været den samme, hvis en kommerciel kanal havde stået bag den historiske produktion:
110 Uanset hvem der træder ind på scenen, bør de tage historien nogenlunde seriøst.
Men man har et ekstra ansvar, når man er en public service-station, og man har fået
en særbevilling på finansloven på 100 millioner kroner til at formidle et stort historisk
emne (Maltesen, 2014, 12. okt.)
Citatet underbygger argumentet om, at DR som licensfinansieret institution har en særlig forpligtelse til at forvalte de borgerbetalte kroner ansvarligt og med dette altså også formidle historien
sandfærdigt.
At der er blevet brugt mange penge på serien, ser Pia Kjærsgaard ligeledes som et problem og
udtaler følgende i Ekstra Bladet dagen efter premieren: ”Det er jo helt vildt, at serien har kostet
173 millioner” (Kjærsgaard, 2014, 13. okt). Hun udtrykker sig i samme ombæring metaforisk om,
at DR har ”spændt buen til det yderste” og tager moralsk stilling til, hvorvidt DR har magtet opgaven: ”Når de får så mange penge fra Folketinget, må de leve op til deres opgave. Jeg tror ikke,
at de politiske partier, som har givet pengene, har forventet dette” (Kjærsgaard, 2014, 13. okt). I
forlængelse heraf skriver Berlingske-kommentator Claes Kastholm den 19. oktober 2014, blot en
uge efter tv-seriens premiere, at det var forkert at overlade de 100 ekstra millioner til DR, da: ”De
mennesker, der sad og sidder på Danmarks Radio, er for selvtilstrækkelige og selvkloge til så
krævende en opgave”. Han uddyber:
Uanset hvordan Bornedals serie udvikler sig, er jeg sikker på én ting: Den vil ikke løse den opgave, som har været hensigten med bevillingen, nemlig på en folkeligt
appellerende måde at give et væsentligt bidrag til forståelsen af en skæbnesvanger
periode i landets historie, der har mindst lige så stor betydning for os, som Hitlerrigets sammenbrud har for tyskerne (Kastholm, 2014, 19. okt.).
Kastholm formår i samme ombæring at fortælle, at de 100 ekstra millioner i stedet kunne være
brugt på ”mindst tre fantastiske film”, og herved viser han, at han ligesom Pia Kjærsgaard, er
utilfreds med, hvordan pengene faktisk er blevet brugt. De fremhæver altså hver især, at DR med
1864 har brugt for mange penge – og tilmed forvaltet dem forkert. Ovenstående kommentarer
gør det klart, at seriens økonomiske fundament er blevet sat på dagsordenen allerede før tvseriens premiere. At medierne inden for så kort tid har givet plads til, at både Glenthøj, Kjærsgaard og Kastholm har kunne udtale sig om serien og særligt DR’s forvaltning af borgernes skat-
111 tekroner, er et eksempel på, at medierne kontrollerer og informerer borgerne om politiske og
statslige forhold.
Men at fokusset på de 173 millioner kroner ej skulle forsvinde i løbet af seriens levetid, vidner om,
at det har været et centralt emne i dækningen og debatten om 1864. I Ekstra Bladet råder Hans
Engell den 1. november 2014 en læser til at bruge sin tid på ordentligt historisk tv, ”(…) som er
mange, mange klasser over det talentløse bras, Danmarks Radio generer seerne med” (Engell,
2014, 1. nov.). Dette mens han samtidigt fremhæver sin utilfredshed over de mange millioner, der
er blevet brugt på: ”(…) noget af det værste bras, DR har præsteret” (Engell, 2014, 1. nov.). Engell
får her fremhævet, at 1864 ikke er en ordentlig historisk serie, og at den derfor indirekte ikke indfrier det formål, hvortil de ekstra penge var bevilliget. Framens problemdefinition er derfor endnu
engang klar – pengene er blevet forvaltet forkert.
I et debatindlæg i Jyllands-Posten udtrykker historiker Hans-Tyge Haarløv ligeledes forargelse
over, at Bornedal og DR spreder ”løgne og selvhad” frem for folkeoplysning for licenspengene.
Gennem illustrative eksempler fremhævet han, at man for 100 millioner burde have fået mere for
pengene: ”1864 blev en lige så stor filmisk katastrofe som selve det militære nederlag i 1864:
Dansk filmindustris svar på IC4-togene (…) På lossepladsen med 1864. Virkelighedens 1864 fortjener bedre. DR, en ommer” (Haarløv, 2014, 10. dec.). At der blandt andet drages parallel til IC4togene, er et tydeligt billede på, at Haarløv anser 1864 for at være en økonomisk katastrofe. IC4togene var netop en sag, som ifølge mange danskere blev en alt for langhåret og kostbar affære
for DSB og de skiftende regeringer. Ifølge Gamson og Modigliani (1989) kan frames og brugen af
illustrative eksempler anses som fortolkende enheder, der har til hensigt at skabe en bestemt
forståelse af et emne (1989, s. 3). Ved at sammenligne 1864 med IC4-togene og affald og benytte værdiladede ord som katastrofe og losseplads tilbydes en specifik forståelse af 1864 som
værende spild af penge.
Som nævnt i teoriafsnittet tillader en frame ifølge Gamson og Modigliani (1989) en vis uenighed
mellem agerende parter – og en frame kan således sagtens betragtes fra divergerende synspunkter (s. 3). At der er brugt mange millioner kroner på 1864, er de fleste enige om, men holdningen til, hvorvidt pengene er spildt, er delt. Som kommunikativt værktøj er framing netop et
redskab til at fremhæve et emne på en specifik måde, alt efter hvilken forståelsesramme afsen-
112 deren abonnerer på. I den modsatte grøft findes således dem, som mener, at 1864 har været
pengene værd – og altså ikke spild af penge.
Den 2. oktober 2014, ti dage før premieren på 1864, publicerer Ekstra Bladet artiklen ”1864 er
allerede stor i udlandet”. Titlen fortæller alt. 1864 skal nok blive en succes. Det udpensles yderligere i artiklen: ”Med et budget på 173 millioner er '1864' Danmarks dyreste tv-drama til dato, og
den tegner ikke kun til at blive en national succes, men også 'endnu' en international triumf for
DR’s Dramaafdeling” (Seeberg, & Erlendsson, 2014, 2. okt). Selvom artiklen fremhæver tvseriens pris og titulerer den som Danmarks dyreste tv-drama, er det altså med en positiv vinkling.
Det kommer yderligere til udtryk med dette citat: ”Den serie kommer til at lægge landets gader
øde og sætte et aftryk, der vil kunne måle sig med Matador” (Seeberg, & Erlendsson, 2014, 2.
okt). Sammenligningen af de to tv-serier bidrager til en retfærdiggørelse af 1864’s økonomi. For
de fleste danskere står Matador som en kulturel institution, der har givet os en historisk forståelse
af, hvem vi er (Bondebjerg, 2014a), og ved at tillægge 1864 de samme egenskaber fremhæver
journalisten således tv-seriens kvalitet og værd.
Selvom de er få, findes der også enheder, hvor der tages moralsk stilling til, hvorvidt 1864 har
været pengene værd. I et interview med DR’s tidligere dramachef Ingolf Gabold gør journalisten
det klart, at framens problemdefinition opstår i kraft af seriens budget:
Det er selve prisen på tv-serien, der gør den til en varm kartoffel og stiller skarpt på
de valg, der blev truffet. '1864' er længe blevet kaldt for danmarkshistoriens største
dramasatsning (…) Den samlede produktion koster 173 mio. kr., og rygraden af
budgettet udgøres af offentlige, danske skattekroner (Nielsen, 2014, 2. nov.).
Der er således ingen, som har været uenige om, at det er problematisk, at 1864 har kostet mange penge. Det illustreres blandt andet her med det sproglige udtryk ”varm kartoffel”, som journalisten bruger til at beskrive situationen. Det sproglige udtryk komprimerer og tilbyder en specifik
forståelse af 1864, og det står hermed endnu en gang klart, at den økonomiske ramme for 1864’
har været et ømtåleligt emne. Det til trods, tager Gabold i artiklen moralsk stilling til sin egen rolle
og forklarer, hvorfor det har været nødvendigt at bruge de mange penge på tv-serien. Artiklen
konkluderer således: ”På bundlinjen står, at både Ingolf Gabold, Miso Film og beslutningstagerne
i DR var enige om, at projekt-'1864' skulle være andet og mere end blot en almindelig tv-serie.
113 Det skulle være et storslået værk med noget på hjerte” (Nielsen, 2014, 2. nov.). I citatet bliver det
specificeret, at 1864 er ”mere end blot end almindelig tv-serie”. Den er noget særligt. Og dette
bliver et argument for, at tv-serien har været alle pengene værd – og således også årsagssam-
menhængen til, hvorfor den har kostet 173 millioner kroner. Samme argument abonnerer Peter
Bose fra Miso Film på:
Vi er ekstremt tilfredse med resultatet (…) hvis man skal sammenligne budgettet
med et andet historisk filmprojekt, kunne det for eksempel være filmen 'En Kongelig
Affære', der havde et budget på ca. 45 millioner kroner. Men det var altså en spillefilm (varighed to timer og 17 minutter, red). Vi har altså lavet en tv-serie på otte timer samt en planlagt helaftens-film. Jeg synes, at vi har fået rigtig meget ud af
pengene (Kastrup, 2014, 13. okt.).
Peter Boses udtalelse underbygger Gabolds påstand om, at man fra DR’s side har haft et ønske
om at levere mere end blot en almindelig tv-serie, og han får i samme ombæring gjort det klart, at
projektet lykkedes. Yderligere retfærdiggør Bose seriens slutbeløb ved at tage moralsk stilling til,
hvad andre filmprojekter i samme genre har kostet.
I Politiken udtrykker en læser uforståenhed over for den omfattende debat omkring seriens budget, fordi han mener, at DR har løst opgaven fortrinligt i et public service-øjemed:
Tænk på, at serien vil indgå i undervisningen i de ældste klasser, på gymnasiet og
andre fortællinger om vores fælles historie i mange, mange år. Den vil blive en kulturkanon i sin egen historie, og den er og vil fortsat være en oplevelse, vi kan bruge
til at fokusere vores fortid, nutid og fremtid, når problemerne opstår omkring at vælge løsninger i vores kamp for fred på jord (Christensen, 2014, 29. nov.).
I citatet retfærdiggør læseren 1864’s virke ved at skabe en fortælling om, at 1864 er mere end
bare en tv-serie. Ved blandt andet at italesætte 1864’s potentiale som fremtidigt undervisningsmateriale, tager læseren indirekte ’moralsk stilling’ til DR’s forpligtelse til at ”(…) fremme viden
inden for en række folkeoplysningstemaer og herigennem bidrage til direkte eller indirekte læring” (Kulturstyrelsen, 2013, s. 7).
114 En anden læser vil gerne spares for, hvad han kalder ”økonomihykleriet” og bifalder 1864:
Jeg synes, det er fantastisk, at der i kunstens ørkentørke er nogle, der tør satse
stort, tør stikke næsen frem, tør kaste mange millioner efter ét værk. Tør satse hele
butikken - vel vidende, at der altid vil være kritik, men det er jo netop kunstens væsen: at skabe debat, tvivl, vrede, glæde, kritik sorg m.m. – ikke at gøre alle tilfredse
(Hesk, 2014, 30. okt.).
Citatet understreger vigtigheden af 1864’s debat-potentiale, for hvis ikke den havde skabt debat, havde den sandsynligvis ikke påvirket og rørt nogle mennesker – og så havde den måske
først været ligegyldig og spild af penge. Læseren tager dermed moralsk stilling til DR’s rolle som
public service-institution og mener, at 1864 har stimuleret den offentlige debat, hvorfor DR har
levet op til sin demokratiske forpligtelse som public service-station (Kulturstyrelsen, 2013, s. 3).
Hvis man kort skal kigge på Entmans 4. framing device løsningsforslag, mestrer ingen af artiklerne at komme med reelle løsningsforslag. Dog kan det også synes svært at løse problemet, når
pengene allerede er brugt. Således er der mere tale om hypotetiske løsningsforslag, såsom da en
læser påpeger, at ”jeg ville hellere have sendt Dansk Flygtningehjælp et lille beløb” (Adriansen,
2014, 16. nov.). En anden læser mener ikke, at 1864 har været millionerne værd og udtrykker
her, hvordan han hellere så, at pengene var blevet brugt:
Jeg så hellere, at disse penge blev brugt på at slippe af med de mange genudsendelser og de mange dødssyge madudsendelser i en verden, hvor store dele af befolkningen er ved at æde sig ihjel. Brug hellere pengene på nogle flere underholdende og sandfærdige udsendelser (Lykken, 2014, 3. dec.).
Som ovenstående analyse viser, har økonomi fyldt en del i dækningen af tv-serien 1864. Det har
den danske presse sørget for, ved at holde et evindeligt fokus på de 173 millioner kroner og det
faktum, at 1864 er Danmarks hidtil dyreste. Dette er et eksempel på, at pressen påtager sig rollen
som samfundets vagthund, hvor hensigten er at tjene demokratiet og sikre, at samfundets institutioner lever op til deres forpligtelser (McNair, 2011, s. 19-20). Framen ’Spild af penge’ er således et udtryk for, at medierne holder øje med en stor statslig institutions pengeforbrug og i forlængelse heraf debatterer forvaltningen af offentlige midler.
115 Framen ’Spild af penge’ har haft en gennemgående problemdefinition, som har lydt på, at serien
har kostet de danske licensbetalere og skatteborgere mange penge. I de enheder, der mener, at
pengene reelt set er spildt, skal årsagssammenhængen findes i, at DR har forbrudt sig mod sit
public service-ansvar og lader de danske borgere betale for en historisk ukorrekt og usaglig formidling af begivenhederne op til og i 1864. På den anden side står dem, der mener, at serien er
pengene værd; at DR har skabt noget ekstraordinært og har formået at leve op til sit ansvar.
At samtlige aviser har brugt meget spalteplads på at italesætte, hvor stor en omkostning 1864
har været for de danske licensbetalere, er ovenstående analyse et godt billede på. Ligeledes kan
det konkluderes, at tabloidaviserne ikke adskiller sig markant fra de gængse dagblade i fremstillingen af framen ’Spild af penge’, da Ekstra Bladet som eksempel formår at skildre to positioner af
samme frame. Det er dog interessant, at en avis som Politiken, primært har bragt artikler, som er
positivt vinklet og argumenterer for, at pengene er givet godt ud.
Afslutningsvist står det yderligere klart, at Entmans framing devices – årsagssammenhæng og
moralsk stillingtagen flyder lidt sammen i framen ’Spild af penge’. Dette skyldes, at hele problematikken omkring de brugte penge kredser omkring DR’s virke som public service-institution.
Således bliver DR både omdrejningspunkt, når man skal finde årsagssammenhængen til, hvorfor
de 173 millioner er spildt, men ligeså vel når man skal vurdere forvaltningen af pengene. Hermed
stadfæstes DR’s rolle som både brik og eventuel aktør i et politisk magtspil. Dette vil følgende
frame dykke dybere ned i.
4.3.2 VANVITTIG NATIONALIST ELLER OVERGOD PACIFIST?
Som beskrevet i specialets problemfelt har borgerlige partier siden 60’erne ofte beskyldt DR for
at være røde lejesvende med venstreorienterede agendaer. Ikke kun DR’s nyhedsformidling har
stået for skud, men flere af DR’s dramaserier er ligeledes blevet beskyldt for at være politiserende. Dramaserier såsom Borgen, Forbrydelsen, Krøniken og Matador har tidligere været gennem
mediemøllen (Carlson & Nielsen, 2014) og senest altså Ole Bornedals 1864, hvorfor framen ’De
røde lejesvende’ opstår. En ledende artikel i Jyllands-Posten fra seriens premieredag omtaler
dette: ”Inden så meget som et sekund af dramaserien "1864" er rullet over skærmen, er fronterne trukket op. Det er efterhånden en tradition, at Danmarks Radios dramaserier udsættes for en
dna-analyse for at finde ud af, om de er politiserende” (Jyllands-Posten, 2014, 12. okt.). En arti-
116 kel fra BT tager afsæt i samme og fremhæver, hvorledes DR’s tidligere dramaserier samt 1864
bliver udsat for kritik (BT, 2014, 12. okt.). I denne artikel gøres det klart, at især Dansk Folkeparti
har været meget på banen, hvilket figur 4.2.7 også bekræfter.
Selvom det var ventet at finde, at Dansk Folkeparti spiller en stor rolle i debatten om 1864, er det
ikke desto mindre interessant, at partiet har markeret sig langt mere end de andre partier tilsammen. Dansk Folkeparti deltager primært i debatten med kritik af DR og tv-serien. Dog findes der
også modstridende holdninger, da andre aktører er uenige i Dansk Folkepartis kritik af 1864. I det
nedenstående vil disse forskellige synspunkter komme til udtryk gennem framen ’De røde lejesvende’.
I forbindelse med premieren på 1864 har flere politikere fra Dansk Folkeparti været kritiske over
for serien. Søren Espersen udtaler:
Den er frygtelig. Hver eneste figur er så karikeret, så enten er man decideret ond og
vanvittig og løber rundt og råber op om Danmark, eller også er man en overgod pacifist og fredsdyrker, som gør alt det gode. Den giver et forvrænget billede af virkeligheden, og hvis det fortsætter på den måde, bliver jeg meget skuffet” (BT, 2014,
12. okt.).
I ovenstående citat fremlægges framens problemdefinition med Espersens udtalelse om, at tvserien giver et forvrænget billede af virkeligheden. Pia Kjærsgaard, der også citeres i artiklen, er
enig i problemet og mener, at 1864 er ”(…) tendentiøs og politiserer uden skam” (BT, 2014, 12.
okt.). Gennem artiklen formår Dansk Folkeparti at positionere sig som et offer, når det kommer til
DR’s dramaserier. Problematikken opstår i kraft af, at DR i flere af deres dramaserier ifølge Dansk
Folkeparti tegner et karikeret billede af højrefløjen, hvor karaktererne enten er vanvittige eller ekstremt nationalistiske. At Dansk Folkeparti gennem narrative elementer søger at skabe en fortælling om dem selv som et jaget og misforstået parti, kommer til udtryk i en udtalelse fra 2010,
gengivet i artiklen, hvor Espersen udtaler: ”Jeg ville gerne en gang imellem se en pædofil SFer i
en DR-dramaserie” (BT, 2014, 12. okt.). Med SF-eksemplet forsøger Espersen gennem sproglige
virkemidler at skabe et specifikt billede af DR’s politiske favoriseringer.
117 I debatindlægget ”Nej, den er kedelig og politiserende” i BT den 1. december 2014 fremhæver
Kjærsgaard, at tv-serien har en klar politisk drejning. Hun mener især, at problemet opstår, fordi
en serie som denne først og fremmest burde være historisk og ikke-fiktiv. I tidligere nævnte leder
fra Jyllands-Posten findes samme problemdefinition, hvor forfatteren mener, at Ole Bornedal og
DR ikke kan gemme sig bag argumenter såsom kunstnerisk frihed, underholdning og filmiske
valg. Problemet opstår nemlig i lige så høj grad grundet DR’s forpligtelser som public serviceinstans:
DR har stor ære af dansk dramas succes, men det kan ikke være meningen, at DR i
sin magtfuldkomne selvforståelse skal have lov at bruge 100 mio. skattekroner på et
værk, der efter foromtaler virker fordomsfuld mod både fortid og nutid (JyllandsPosten, 2014, 12. okt.).
Anna Libak, udlandsredaktør hos Berlingske, er enig i ovenstående udsagn og argumenterer for,
at problemet skal findes i kraft af DR’s virke (Libak, 2014, 10. okt.). Problemdefinitionen opstår
altså ikke alene med Ole Bornedals udlægning af krigen i 1864, da han som kunstner har frie
hænder og dermed ikke kan klandres for historieforvanskning. Den reelle problematik opstår,
ifølge Libak, fordi DR er forpligtet til ”(…) at finde en instruktør, der ikke politiserer og slår nutiden i
hovedet med fortiden” (Libak, 2014, 10. okt.). I debatindlægget sammenlignes 1864 med den
kyniske tv-serie House of Cards, hvilket er med til at understrege Libaks pointe. Den amerikanske tv-serie kan ikke siges at være et rigtigt billede af virkeligheden – ligesom Libak mener, at
1864 heller ikke er. Forskellen finder man dog i, at House of Cards er privatfinansieret af Netflix,
mens Ole Bornedals 1864 ”(…) derimod er bestilt, købt og betalt af DR” (Libak, 2014, 10. okt.).
Libak tager således moralsk stilling og udtrykker, at det må kunne forventes, at dramaserier fra
en licensfinansieret statsinstitution ikke bliver til politiske manifester.
Søren Espersen mener, at årsagssammenhængen til, at 1864 forvrænger virkeligheden, skal findes i DR’s stereotypiseringer og ”røde” forståelse af verden (Carlson & Nielsen, 2014, 12. okt.)
Pia Kjærsgaard er enig i den opfattelse og mener ligeledes, at Bornedal har fået alt for frie tøjler i
sin tolkning af krigen i 1864 (Kjærsgaard, 2014, 1. dec.). Anna Libak argumenterer i samme ombæring for, at DR valgte at se bort fra VK-regeringens ønske om en film, der skulle udbrede
kendskabet til dansk historie og i stedet hyrede en instruktør, der hellere ville fordømme end skildre historien (Libak, 2014, 10. okt.).
118 Skifter vi imidlertid fortegn på førnævnte problemdefinitioner, findes der flere enheder, hvor der
argumenteres for, at DR og Ole Bornedals 1864 ikke politiserer og har venstreorienterede agendaer. Der er altså også modstridende holdninger til denne frame. Flere aktører, med DF i spidsen,
er kritiske over for tv-serien og dens påståede politisering. Herimod er DR, Bornedal og flere borgere blandt andet uforstående over for den kritiske orientering. Begge sider af sagen kredser om
samme problemdefinition og årsagssammenhæng, men ser disse fra forskellige positioner. At
der under denne frame eksisterer divergerende holdninger, og at medierne skaber rum til dem
alle, stemmer overens med McNairs (2011) ideal om, at medierne skal skabe en platform for politisk debat og meningsudveksling, samt formidle forskellige synspunkter og holdninger (s. 19-20).
I et interview i Politiken den 14. oktober 2014 afviser DR’s tidligere dramachef Ingolf Gabold, at
1864 er politisk propaganda mod Folketingets højrefløj. I stedet mener Gabold, at DR ”(…) prøver
på at skildre, hvor danskerne og Danmark er henne på et givet tidspunkt, så danskerne reflekterer over det” (Vuorela, 2014, 14. okt.). Samme moralske stillingstagen findes hos Ole Bornedal,
som i et interview i Berlingske den 3. december 2014 afviser, at serien politiserer (Lindberg,
2014, 3. dec.). Bornedal tager afsæt i samme problemdefinition, om hvorvidt 1864 giver et forvrænget billede af virkeligheden. Dog mener han, at denne problemstilling skal findes i Dansk
Folkepartis fortolkning:
Det var blot DF, som farede frem og mente, at jeg var én af de her røde lejesvende.
Alle andre forholdt sig tavse. Ikke ét eneste parti eller et partis kulturordførere har
ytret sig i debatten omkring DF’s åbenlyse forsøg på indblanding i, hvordan man må
skrive historisk dramatik i fremtiden (Lindberg, 2014, 3. dec.).
Gabold er enig i denne udlægning og mener ikke, at serien skaber et forvrænget billede. I stedet
argumenterer han for, at Dansk Folkeparti altid er ude efter DR’s dramaserier: ”Jeg havde bestemt ikke forventet andet, end at der ville komme det sædvanlige indignerede ramaskrig fra Pia
Kjærsgaard, og det kom jo” (Vuorela, 2014, 14. okt.). Ib Bondebjerg slutter sig til Bornedal og Gabold. Han mener også, at Dansk Folkepartis udlægning af problemdefinitionen er fejlagtig:
Hvis serierne var så forkerte og karikerede, som DF påstår, var der næppe op mod
to mio. danskere, der ville se dem. Kritikerne er oppe mod folkedybet her (…) Det er
119 et dansk fænomen, at den yderste højrefløj kritiserer DR for at være røde lejesvende. Men der er aldrig blevet påvist noget. Det har aldrig haft sin gang på jord, undtagen i fantasien hos disse partier (Carlson & Nielsen, 2014, 12. okt.)
Olav Skaaning, chefredaktør på BT, tager i sit debatindlæg ”1864 skal ikke fortælle sandheden”
afsæt i ovenstående fortolkning og debat af framens problemdefinition. Skaaning mener, det er
tydeligt, at historien ikke er fortalt, som Dansk Folkeparti havde ventet det, hvilket han fremlægger som årsagssammenhængen til problemstillingen. Ligeledes uddyber han, at det absolut ikke
er noget nyt, at politikere går hårdt efter DR, når det omhandler fortolkningen af virkelige begivenheder (Skaaning, 2014, 12. okt.). Samme årsagssammenhæng findes i flere enheder, hvor
det blandt andet præsenteres således i et læserbrev: ”Med i hylekoret er Dansk Folkepartis værdikrigere, Pia Kjærsgaard og Søren Espersen, og det var vel også forudsigeligt, for de kommer
altid på banen, når tv laver noget, der ikke passer i deres kram” (Zachariassen, 2014, 16. okt.).
Både i interviewet med Gabold og Bornedal findes samme årsagssammenhæng (Lindberg, 2014,
3. dec. ; Vuorela, 2014, 14. okt.). Begge argumenterer for, at Dansk Folkeparti og andre kritiske
røster ikke forstår og accepterer tv-seriens præmis og lægger ligeledes vægt på, at kritikken allerede haglede ned over serien, inden alle afsnit var blevet vist: ”For fanden, kritikken er på baggrund af folk, der har set to afsnit - mange har kun set ét. Der skal man altså se lidt mere. Jeg
synes, at diskussionen er meget præmatur” (Vuorela, 2014, 14. okt.). Samme årsagssammen-
hæng findes i en ledende artikel fra Ekstra Bladet den 14. oktober 2015:
Det hører med til historien, at Pia og co. har set de to første afsnit af serien. Hun
aner altså ikke en kæft om, hvad der sker i de efterfølgende seks. Nogle vil måske
mene, at det er manipulerende, at Pia Kjærsgaard fælder en så hård dom på så løst
et grundlag. Til hendes forsvar kan siges, at det har hun en vis erfaring med (Ekstra
Bladet, 2014, 14. okt.).
Med citatet positionerer lederen sig tydeligvis i den modsatte grøft af Dansk Folkeparti, og ved
afslutningsvis at påpege, i en ironiserende tone, at Kjærsgaard er erfaren, når det kommer til at
kritisere, formår lederen at negligere Dansk Folkepartis kritik af DR som røde lejesvende.
120 Som ovenstående analyse illustrerer, bygger framen ’De røde lejesvende’ på to divergerende
forståelser af, hvorledes DR’s rolle som afsender af tv-serien 1864 skal tolkes. Ligeledes findes
der to alternative årsagssammenhænge, afhængigt af hvordan problemdefinitionen opfattes. Ser
man på enhedernes moralske stillingstagen, viser samme billede sig. Enheder der fokuserer på
DR’s public service-ansvar samt tv-seriens underliggende politiske budskab, tager netop mo-
ralsk stilling til DR og institutionens ansvar for korrekt og politisk neutralt indhold. Dette kommer
blandt til udtryk i Libaks debatindlæg (Libak, 2014, 10. okt.) og den ledende artikel fra JyllandsPosten (Jyllands-Posten, 2014, 12. okt.). Pia Kjærsgaards debatindlæg tager både moralsk stil-
ling til DR, men fokuserer ligeledes på Ole Bornedals rolle:
Det kunne jo have været sagt på en helt anden måde, synes jeg. Serien har en helt
klar politisk drejning. Sådan en serie skal først og fremmest være historisk og ikke
fiktion. Og så kan man lægge elementer ind, der gør, at den ikke alene bliver dokumentar, men også underholdning. »1864« burde være en historiebeskrivelse, og
derfor er der en forpligtelse i at lave sådan en serie. Jeg synes, Bornedal har fået for
frie tøjler (Kjærsgaard, 2014, 1. dec.).
Hvor ovenstående enheder især tager moralsk stilling til DR, bygger framen ligeledes på enheder,
der i stedet tager stilling til Dansk Folkeparti og andre kritikere. Dette kommer blandt andet til
udtryk hos BT, hvor den ansvarshavende chefredaktør mener, at Dansk Folkeparti er urimelig i
deres kritik af serien og konstaterer, at vi blot må acceptere, at den brede fiktion er med til at fortælle Danmarks historie (Skaaning, 2014, 12. okt.). Samme moralske stillingstagen findes i en
artikel, også fra BT, hvor Bondebjergs argumenter fremføres grundet hans ekspertstatus. Han
betegner Dansk Folkepartis kritik som et ”politisk og ideologiseret spil” (Carlson & Nielsen, 2014,
12. okt.). Et læserbrev tager også stilling til Dansk Folkepartis indblanding og udtrykker, at det er
tankevækkende, at Kjærsgaard og Espersen kritiserer tv-seriens udtryk, da de begge ønsker at
fremstå som ”ytringsfrihedens fremmeste fortalere” (Zachariassen, 2014, 16. okt.). Læserbrevets
moralske stillingstagen til Dansk Folkeparti kommer ligeledes til udtryk gennem brugen af værdiladede ord såsom ”hylekor” og ”værdikrigere”, hvor brugen af disse ord fremhæver indlæggets
standpunkt.
Som ovenstående analyse viser, har Dansk Folkeparti været meget aktive i debatten om, hvorvidt
DR har et politisk budskab med tv-serien 1864. Partiet spiller dermed en dominerende rolle og får
121 lov til at sætte en dagsorden vedrørende tv-serien. Dansk Folkeparti har fået taletid i samtlige
aviser, hvilket figur 4.3.2 vidner om:
FIGUR 4.3.2: DANSK FOLKEPARTI SOM
AKTØR FORDELT PÅ DAGBLADE
12
10
ENHEDER
8
6
4
2
0
Information
BT
Ekstra Bladet
Politiken
Berlingske
Jyllands-Posten
DAGBLADE
N = 34
Figuren viser, at partiet har været mest aktive i debatten i Berlingske, BT, Ekstra Bladet og Politiken, hvor Information, Jyllands-Posten og Kristeligt Dagblad ikke citerer Dansk Folkepartis ytringer i lige så høj grad. Det er værd at bemærke, at tabloidaviserne har dækket kritikken fra Dansk
Folkeparti en smule mere end de gængse dagblade, hvilket kan være et udtryk for, at denne debat kan forstås som sensationsstof. Som ovenstående analyse viser, fremlægges samme budskaber fra partiet i de forskellige medier, hvorfor de ikke har dækket partiets kritik på forskellig
vis. Analysen viser også, at Dansk Folkeparti med tv-serien 1864 formår at gribe muligheden for
at markere sig i debatten og få deres politiske holdninger og mærkesager ud til borgerne.
Framen ’De røde lejesvende’ tager altså afsæt i Dansk Folkepartis deltagelse i debatten, fordi
partiet går forrest i kritikken af serien. Netop dette er et eksempel på, at Dansk Folkeparti er gode
til at gribe en tilfældig opstået mulighed for at markere sig. At Dansk Folkeparti benytter sig af
chancen for at ytre sig så markant i forhold til 1864, kan som tidligere nævnt anskues som vel-
122 valgt strategisk kommunikation. Dansk Folkeparti ved, at de sandsynligvis vil være de eneste på
banen i kampen om 1864, fordi de andre partier formodentligt vil holde sig til det såkaldte armslængdeprincip. Armslængdeprincippet forstås som kernen i dansk kultur- og mediepolitik og byder blandt andet, at det politiske system beslutter, hvilke kulturelle projekter der skal modtage
støtte, eksempelvis DR og 1864. Samtidigt er det dog meningen, at det politiske system herefter
blander sig uden om økonomiske prioriteringer inden for de enkelte kulturelle projekter. Dette for
at sikre den kunstneriske frihed (Lang, 2012).
Framen ’De røde lejesvende’ ekspliciterer endnu en gang, at der i debatten om tv-serien bliver
skabt to modpoler. Det bliver således tydeligt, at framen i højere grad bliver en ideologiseret slåskamp mellem DR og Dansk Folkeparti, og man kan hermed argumentere for, at debatten nærmere tager udgangspunkt i enkelte personers holdninger til DR, frem for egentlige politiske budskaber. I analysen af ovenstående frame kan der spores det, som Gurevitch et al. (2009) betegner
som ’depoliticization’, hvor den politiske dagsorden særligt præges af politiske personer frem for
politiske emner. Derimod forholder det sig anderledes i framen ’Vi må ikke glemme krigen’, fordi
fokus hér primært er på den danske udenrigspolitik. Dette vil blive uddybet i den følgende analyse.
4.3.3 FRA ÉN KRIG TIL EN ANDEN
”Jeg har aldrig haft en politisk intention med tv-serien. Jeg ønskede blot at skabe en historie om
krig og kærlighed, der gik direkte i hjerterne hos de danske tv-seere” (Bjørnlund, 2014) Sådan
lyder det fra Ole Bornedal blot to dage efter premieren på hans tv-serie 1864. Med det står det
klart, at tv-serien har bragt mere med sig end blot en episk fortælling om danskernes gruefulde
nederlag i 1864.
Enhederne, der ligger til grund for framen ’Vi må ikke glemme krigen’, fremhæver, hvorledes tvserien bliver et udenrigspolitisk indspark, hvor særligt den danske krigsførelse bliver diskuteret
og sat på dagsordenen. Som seere til 1864 bliver man ikke kun præsenteret for et Danmark anno
1864, men også til en parallelhistorie, der finder sted i nutidens danske samfund. Her stiftes bekendtskab med en ung pige, som kæmper for at få livet til at hænge sammen, efter hun mistede
sin bror til krigen i Afghanistan (Brask, 2014, 13. okt.). På baggrund af nutidshistorien mener flere,
at der skabes en parallel mellem krigen i 1864 og den danske krigsdeltagelse i Afghanistan. Ifølge anmelder Anita Brask Rasmussen fra Information har tv-serien en klar politisk agenda: ”In-
123 struktøren vil ikke bare sige os noget, han vil råbe det: Krig giver ar, der ikke forsvinder. Politikere
træffer beslutninger baseret på forfængelighed frem for fornuft” (Brask, 2014, 13. okt.). Selvom
Ole Bornedal proklamerer, at seriens budskab handler om menneskelig skæbner, ser medierne
og danskerne noget mere.
I framen ’Vi må ikke glemme krigen’ kommer det til udtryk, hvordan tv-serien 1864 ikke blot diskuterer en krig, der fandt sted for over 150 år siden, men også er med til at sætte den nuværende
danske krigsførelse på mediedagsordenen. Medierne er således med til at skabe en forståelse af,
at tv-serien ikke blot skal ses som et historisk drama, men også som en kommentar til den danske udenrigspolitik. At tv-seriens fortælling om fortidig såvel som nutidig krigsførelse har skabt
debat, viser nedenstående figur:
FIGUR 4.3.3: UDENRIGSPOLITIK FORDELT PÅ
GENRER
12
10
ENHEDER
8
6
4
2
0
Artikel
Debat
Leder
Læserbrev
Notits
GENRER
N = 26
Figuren viser, at framen er domineret af debatindlæg og læserbreve, og da disse ofte er præget
af subjektive holdninger, bliver der i framen gjort udpræget brug af moralsk stillingstagen som
indspark til den udenrigspolitiske debat. Seriens parallelhistorie bliver af flere meningsdannere og
borgere anvendt til at udtrykke en moralsk stillingstagen til den nuværende danske krigsførelse. I
124 debatindlægget ”Krig er uhørt, Krig skal undgås” fra Politiken skriver Betina Heltberg, at ”Ole
Bornedal vil minde os om, hvad krig er, hvis vi skulle have glemt det” og forsætter med: ”Nu er vi
i krig igen, eller rettere, nogle få danskere i deres F-16-fly er på vingerne, og hvor mange har de
dræbt? Det ved vi ikke, og vi er også ligeglade” (Heltberg, 2014, 30. nov.). Heltberg griber i citatet fat i framens problemdefinition ved at pointere problematikken i, at krigen og dens konsekvenser synes at flyve hen over hovedet på den enkelte dansker – vi er bare ”ligeglade”. Her ses
det, hvordan tv-serien bliver afsæt for en egentlig politisk problemstilling, og det synes interessant, at populærkultur kan være med til at sætte tunge og relevante emner på dagsordenen.
Denne pointe kommer til udtryk i flere af specialets enheder, fordi krigen i tv-serien 1864 bruges
som afsæt for en egentlig debat om nutidig dansk krigsdeltagelse.
I Politiken den 20. oktober 2014 belyser Bjørn Bredal gennem debatindlægget ”Skal vi prøve at
glemme det slag?”, hvordan krig er blevet et emne danskerne ikke interesserer sig for, hvorfor vi
knapt nok forholder os til, at vi endnu engang er i krig:
Netop nu er danske soldater igen i aktion i Irak. Er det krig? Vi har ikke erklæret krig
mod nogen, så der bliver heller aldrig nogen fredsslutning. Vi er i krig uden at være i
krig, og det med en radikal udenrigsminister i spidsen. Vores militære engagement
er ganske stort i forhold til vores størrelse, men der er nogenlunde national konsensus om indsatsen, så debatten om, hvad der foregår her i 2014, er lige omvendt:
ganske lille (Bredahl, 2014, 20. okt.).
Tv-serien har altså været med til at starte en debat vedrørende den danske krigsførelse i Mellemøsten i de senere år. Udenrigspolitik og Danmarks krigsdeltagelse er store og konfliktfyldte
emner, der naturligvis fylder spaltepladsen i de danske dagblade. Dog er debatten som både
Heltberg og Bredal påpeger ofte tavs og passiv. Udenrigspolitiks betydning og omfanget, det
dækkes i, stemmer ikke altid overens med, hvad der ellers fylder i den offentlige debat. En pro-
blemdefinition herpå ses ligeledes i en leder i Kristeligt Dagblad den 2. oktober 2014:
Nogen egentlig offentlig debat om krigsdeltagelse har der ikke ellers været meget af
i landets medier. Og der er selvfølgelig også stor forskel på en krig, hvor man står
over for fremrykkende prøjsiske styrker, og en krig, hvor man sender syv fly til et
fremmed land langt borte (Holm, 2014, 2. okt.).
125 I ovenstående citat udviser forfatteren en bekymring for, at Danmarks nuværende krigsførelse
drukner i mængden af mindre alvorlige emner. Med udgangspunkt i nævnte leder kan medierne
anskues som en platform, der forsøger at få borgerne til at interessere sig for de nuværende
udenrigspolitiske problemstillinger. Lederen har et klart normativt budskab og tager moralsk stil-
ling til, at Debatdanmark burde vise mere interesse for den udenrigspolitiske situation. I forlængelse heraf kan det således ses som et forsøg på at vække den deliberative debatform, som til
tider synes fraværende, når det kommer til visse politiske emner – blandt borgere såvel som medierne selv. Lederen kan altså anses som en form for aktionsjournalistik i forsøget på at fremme
den udenrigspolitiske debat hos borgerne.
Skønt ovenstående problematiserer den manglende interesse for dansk krigsførelse, har 1864
trods alt formået at sætte gang i nogle refleksioner hos befolkningen. I et læserbrev til Ekstra Bladet drager en læser parallel mellem fortidig og nutidig krigsførelse på baggrund af tv-serien:
I ’1864’ stod tåbelige politikere bag ordren om, at landets unge drenge skulle gå i
krig. Nøjagtig det samme sker i dag i 2014, hvor de samme tåbelige politikere siger:
Gå i krig. Alt imens de selv sidder varmt og trygt hjemme i deres stuer eller på Christiansborg. Og sådan har det altid været, de, der vil i krig, er aldrig selv ude ved
fronten (Hansen, 2014, 19. okt.).
Citatet udtrykker en kritisk holdning til den nuværende danske krigsførelse og læseren tager
igennem citatet moralsk stilling til politikernes rolle i udenrigspolitiske beslutningsprocesser. Der
beskrives billedligt, hvordan politikerne reelt set aldrig får krigens konsekvens at mærke på egen
krop. Herigennem forsøger læseren at skabe en konkret forståelse af præmissen for krigsdeltagelse.
I et andet læserbrev er indgangsvinklen en lidt anden. Frem for udelukkende at klandre politikerne frembringer læseren en problemdefinition med pointen om, at danskerne generelt har mere
travlt med at diskutere tv-serier frem for at for at forholde sig til, at vi sender bomber og kampfly
afsted mod Syrien:
126 Ole Bornedal har tydeligvis skabt tv-serien "1864" med det sigte at få os til at diskutere dansk krigsdeltagelse. Et ædelt sigte og relevant, idet "1864" gik i luften kun 10
dage efter, at det danske folketing besluttede at sætte danske kampfly ind i kampen mod IS. Men ak, hvad sker der - ingen har tid til at diskutere krig, for vi har jo en
tv-serie, som skal meningsbombarderes (Gilbert, 2014, 23. okt.).
At læseren formår at koble den massive debat af 1864 med den manglende debat vedrørende
krigen mod Islamisk Stat, viser, at medierne såvel som 1864 er lykkedes med at bidrage til borgernes demokratiske kompetencer og tilskyndelse til deltagelse i samfundets offentlige debatter.
Dette er yderligere et eksempel på, at populærkulturen, som Street et al. (2012) argumenterer,
kan stimulere et politisk engagement (s. 348). 1864 har altså i den forstand været medvirkende
til at engagere folk i den offentlige sfære.
Ovenstående analyse viser, at medierne har været med til at sætte dansk udenrigspolitik på
dagsordenen i forbindelse med tv-serien 1864. At medierne særligt gennem debatskabende
indhold sætter udenrigspolitik på dagsordenen, betyder ifølge agenda setting-teorien, at de øvrige aktører i samfundet vil adoptere mediernes prioritering af dette politiske emne (McCombs,
2014, s. 20). Hvorvidt medierne har haft effekt på borgernes prioritering af udenrigspolitisk stof,
kan specialet reelt ikke sige noget om. Dog viser tilstedeværelsen af læserbreve omhandlende
nutidig dansk krigsførelse, at borgerne til en vis grad er blevet påvirket af mediernes dagsorden.
Udenrigspolitik er blevet debatteret i alle dagsblade, men nedenstående figur viser, at især Politiken og Ekstra Bladet har benyttet tv-serien som afsæt for udenrigspolitisk indhold:
127 FIGUR 4.3.4: UDENRIGSPOLITIK
FORDELT PÅ MEDIER
8
7
ENHEDER
6
5
4
3
2
1
0
MEDIER
N = 26
Figur 4.3.4 viser, at udenrigspolitik bliver debatteret i 26 enheder fordelt ud over de forskellige
dagblade. At Politiken og Ekstra Bladet dækker emnet mest, er naturligt i og med, at disse dagblade helt overordnet har dækket tv-serien 1864 mest (se evt. figur 4.1.2). Herudover har Berlingske, Information og Jyllands-Posten publiceret flere enheder omhandlende dansk udenrigspolitik.
Med ovenstående analyse af framen ’Vi må ikke glemme krigen’ bliver framens problemdefinition
klar; flere meningsdannere og journalister problematiserer, at danskerne hellere vil diskutere krigen anno 1864, end den krigsførelse som har fundet sted i 2014. Enhederne fremhæver ikke
nogle direkte løsningsforslag til problemet, men flere påpeger, at et populærkulturelt produkt
som 1864 kan være et alternativt afsæt til en udenrigspolitisk debat. Framen, der bygger på pro-
blemdefinitionen om, at Danmarks udenrigspolitik ikke bliver diskuteret og prioriteret højt nok i de
danske medier, problematiserer og hylder på samme tid, at populærkultur kan være med til at
gøre den udenrigspolitiske debat relevant og aktuel.
128 4.3.4 DANMARKS HISTORIE EJER VI ALLE
1864 har, som den ovenstående analyse allerede har vist, bragt mere end blot et episk drama
med sig. Fra blot at være en tv-serie, der fortæller danskerne om det blodigste slag i historien,
bliver serien i stedet omdrejningspunkt for en debat om alt fra økonomi, røde lejesvende til dansk
krigsførelse. Et andet tema, der har været dominerende i mediedækningen er kampen om vores
fælles historie, kultur og danske værdier, hvorfor framen ’Kampen om historien’ fremkommer.
Som BT’s filmekspert Søren Høy udtaler: ”1864 vil blive husket for værdikampen” (Høy, 2014, 4.
december).
Enhederne, der i den kvantitative analyse omhandler emnet ’værdipolitik’, fordeler sig ud på følgende genrer:
FIGUR 4.3.5: VÆRDIPOLITIK FORDELT PÅ
GENRER
16
14
Aksetitel
12
10
8
6
4
2
0
Leder
Læserbrev
Debat
Notits
Artikel
Tv/radio
GENRER
N = 37
Figuren viser, at enheder, der omhandler værdipolitik, primært placerer sig i debatgenren, da debat og læserbreve til sammen udgør 18 ud af 37 enheder. Dette vidner om, at emnet er noget,
som bringer debatlysten frem.
129 Værdidebatten om 1864 opstår på baggrund af beskyldninger fra både historikere, meningsdannere og politikere, der mener, at serien skaber et karikeret billede af begivenhederne i 1864. En
kritik, der blandt andet tager udgangspunkt i seriens skildring af sigøjnere, dyresex og nationalisme. Kritikken stammer især fra Dansk Folkeparti, som har været særdeles aktiv i debatten som
påvist i analysen ’Pia, Ole og alle de andre’ samt framen ’De røde lejesvende’. I et indlæg i BT
fremstiller værdiordfører Pia Kjærsgaard framen ’Kampen om historien’s’ problemdefinition:
Specielt de første afsnit var meget karikerende i forhold til danskheden. Der var nationalisme dengang på begge sider, men jeg synes specielt, de danske virker direkte karikerede og gjort nar ad. For eksempel skolelæreren, der vrænger »I Danmark
taler man dansk!« Ja, det gør man, ligesom man taler fransk i Frankrig. Sådan er det
bare (Kjærsgaard, 2014, 1. dec.).
Med citatet fremlægger Kjærsgaard problematikken om Bornedal og DR’s fremstilling af den
danske identitet anno 1864, som, hun mener, skaber et forvrænget billede af historien. Kjærsgaard var også hurtig på tasterne, da seerne i seriens andet afsnit kunne overvære en ko blive
forulempet. Således skrev hun kort efter et opslag på Facebook, der blev gengivet i Information i
en klumme skrevet af kulturskribent Katrine Hornstrup Yde: ”Massevoldtægt af en stakkels ko«
og så »i den bedste sendetid på DR søndag aften, hvor DR skulle samle hele familien for at få et
indblik i 1864-krigen” (Yde, 2014, 23. okt.). I klummen erklærer Yde sig enig med Kjærsgaard i,
at Bornedal tegner et karikeret billede af virkeligheden: ”De onde, der kalder andre for 'undermennesker', knepper dyr. De gode, der synes, at alle er 'gode mænd', såsom Ignazio, gnasker
helende planter. Tak for at stave det for os, Bornedal” (Yde, 2014, 23. okt.). Dog er Yde uforstående over for Kjærsgaards kritik, set i lyset af den på daværende tidspunkt opblussede debat om
dyresexforbud:
I stedet for at begræde, at man på dansk tv ser en ko voldtaget, burde Pia K. som
indædt modstander af dyresex vel egentlig have frydet sig over at se akten brugt
som tydeligt tegn på ondskab og dårskab. Hun kalder DR's timing »meget ubekvem«, selv om den virker som en mønt i lommen på hendes og fødevareministerens aktuelle mærkesags sexmoralisme. Årsagen er jo nok, at dyresex i 1864 bliver
brugt som tegn på ondskab og dårskab i den slags nationalismekritiske propaganda, der ikke passer på Pia Kjærsgaards billede af danskhed (Yde, 2014, 23. okt.).
130 Yde abonnerer ikke direkte på framen ’Kampen om historien’, men tager moralsk stilling til
Kjærsgaards kamp for historien og de danske værdier. Og hvor Kjærsgaard snildt kunne have
benyttet scenen med den forulempede ko i sin kamp for dyrevelfærd, tager hun i stedet moralsk
stilling til scenen som værende et ukorrekt tidsbillede, der ikke passer på hendes idé om det nationale selvbillede. Dette er netop et udtryk for, at Dansk Folkeparti ofte indtager det mest bekvemme synspunk, for ville Pia Kjærsgaard, som Yde afslutningsvist spørger: ”(…) have kastet
sig lige så rask over tasterne, hvis det var 'sigøjnerne', der havde voldtaget den ko i 1864?” (Yde,
2014, 23. okt.).
Som ovenstående illustrerer, forsøger Kjærsgaard at sætte en dagsorden, kort efter andet afsnit
er løbet over skærmen. I sin kamp for historien og den ’rigtige’ forståelse af danskheden og danske værdier kalder hun scenen ”en leflen for den dårlige smag” (Pedersen, 2014, 26. okt.).
Kjærsgaards udtalelser er et eksempel på, at mediedækningen har båret præg af en uenighed
om, hvordan historien skal forstås. Selvom Yde argumenterer for, at Kjærsgaard ikke griber
chancen for at sætte fokus på dyrevelfærd, kan Kjærsgaards kommentar alligevel ses som et
forsøg på at anvende populærkulturen som afsæt for en politisk debat. Van Zoonen (2005) beskriver, hvorledes borgere bedre kan relatere til den politiske dagsorden, når der tages udgangspunkt i populærkulturen (s. 3). Så når Kjærsgaard griber fat i voldtægten, som en ”leflen for den
dårlige smag”, gør hun altså sin egen politiske mærkesag langt mere konkret. Et af Dansk Folkepartis mærkesager har netop været bedre dyrevelfærd, hvorfor et forbud mod dyresex blandt
andet har været et punkt på den politiske dagsorden hos partiet. Det anses derfor ikke som en
tilfældighed, at Kjærsgaard vælger at bruge serien som afsæt for en af hendes politiske mærkesager. Scenen med den forulempede ko besidder netop en form for dramatik, som, Van Zoonen
(2005) mener, er med til at forstærke interessen blandt borgerne (s. 3). Tv-serien har altså skabt
en ideel mulighed for Dansk Folkeparti i forhold til at få partiets budskab ud til den brede befolkning.
I en leder i Politiken den 18. oktober 2014 udtrykker Bo Lidegaard, chefredaktør for Politiken, klar
modstand til Kjærsgaard og Dansk Folkepartis ytringer: ”Problemet er, at borgerlige 'værdipolitikere' kender deres danmarkshistorie så dårligt, at de ikke var klar over, at historien om Danmarks
sidste store krig er en tragisk nederlagshistorie og ikke et heltekvad om dansk vovemod og heroisk militær aktivisme” (Lidegaard, 2014, 18. okt.). Lidegaard tager i citatet afsæt i Dansk Folkepartis udtalelser om, at 1864 forvrænger historien. Han tager gennem lederen moralsk stilling til,
131 at historien altid vil være til diskussion, og at der findes forskellige udlægninger af, hvordan krigen i 1864 skal forstås. Lidegaard er ikke uenig i, at der kan rejses kritik af Bornedal, fordi hans
udlægning af krigen adskiller sig væsentligt fra det historisk korrekte. Lidegaard påpeger dog, at
Folketinget jo netop bad om ”(…) et episk værk om dengang, det gik helt ad helvede til” og ikke
en historisk analyse (Lidegaard, 2014, 18. okt.). Problemdefinitionen ligger ifølge Lidegaard i, at
nogle føler større ret til at diktere vores allesammens historie end andre:
Det er endnu mere pinligt, at borgerlige 'værdipolitikere' med Pia Kjærsgaard i spidsen fremturer, som om magtens repræsentanter har en særlig ret til at udlægge vores fælles historie. Det har de ikke. Danmarks historie ejer vi alle. Den er ikke forbeholdt dem, der bevilgede pengene, og den er ikke begrænset til magtpolitikeres
snævre perspektiv. Den kan udlægges af hvem som helst, fra filmkunstnere over
faghistorikere til andre i fællesskabet hr. og fru Danmark - og ud over det (Lidegaard, 2014, 18. okt.).
I ovenstående citat bliver det tydeligt, at Lidegaard kæmper for, at alle har ret til deres egen fortolkning af historien. Han tager således moralsk stilling til, at Bornedals udlægning af begivenhederne i 1864 kan være ligeså rigtig som Kjærsgaards. Dog forekommer det paradoksalt, at han
indledningsvist konkluderer, at de borgerlige værdipolitikere ikke kender deres danmarkshistorie,
når han netop mener, at Danmarkshistorien er forbeholdt os alle. Den moralske stillingstagen,
som den ses her hos Lidegaard, må dermed forstås ud fra hans virke som historiker og chefredaktør for Politiken. Politiken er kendt for at være en kulturel avis, hvis læsere ofte ligger til venstre for midten, og det synes derfor naturligt, at Lidegaard tager afstand fra de værdier og det
ejerskab af historien, som højrefløjen har tillagt sig i forbindelse med debatten om 1864.
At tv-serien 1864 bliver omdrejningspunkt for en debat om værdier og historieforståelse, synes
naturligt, fordi historiske tv-dramaer er vigtige i forståelsen af den nationale identitet (Agger,
2013, s. 302). Udfordringen ligger i, at medierede repræsentationer af historiske begivenheder
har stor indflydelse på den menneskelige hukommelse, hvorfor for mange fiktive elementer kan
skabe en forvrænget forståelse af historien. Nogle mener blandt andet, at Matador har skabt et
ukorrekt billede af fortiden – herunder særligt i portrætteringen af de danske modstandsfolk
(Iversen 2013). Af denne grund kan det være vanskeligt at producere historisk indhold, som tilfredsstiller alle. Det kommer ligeledes til udtryk i debatindlægget ”1864 skal ikke fortælle ’sand-
132 heden’” i BT den 12. oktober 2014: ”Det sker altid. Når en vigtig national begivenhed skal filmatiseres, er den gal. Helt gal, faktisk. Det gælder nemlig kampen om historien. Hvem har ret, og
hvem tog fejl i det store slag om sandheden?” (Skaaning, 2014, 12. okt.).
Debatindlægget skrevet af ansvarshavende chefredaktør Olav Skaaning problematiserer, ligesom Lidegaard, politikernes indblanding i historiske tv-dramaer. Skaaning er af den opfattelse, at
fiktion kan være med til at åbne vores øjne for og styrke vores forståelse af historiske begivenheder. Netop dette understøtter Agger (2013) med en generel antagelse om, at mennesker får en
del af deres historiske forståelse og viden gennem film og tv-serier (s. 302). Skaaning er derfor af
den overbevisning, at vi bliver nødt til at acceptere, at ”(…) den brede fiktion er med til at fortælle
Danmarks- og verdenshistorien” (Skaaning, 2014, 12. okt.). Gennem ovenstående løsningsfor-
slag påpeger Skaaning, at fiktion altid er en personlig udlægning af virkeligheden, hvorfor den
enkelte detalje ikke skal være pinlig og politisk korrekt.
Ifølge Agger (2013) har historiske film, som tidligere nævnt, ofte en tendens til at spejle fortiden i
nutiden. Historiske film er ofte mærket af den tid, de er produceret i, og de fungerer således som
en implicit såvel som eksplicit kommentar til nutidige begivenheder (s. 308). En sådan kommentar, vil nogle mene, kan ses skildret i 1864’s nutidige parallelhistorie om sigøjnerne og særligt
portrætteringen af den magtgale Monrad. Som Søren Espersen fra Dansk Folkeparti udtrykker
det i en problemdefinition:
Man bruger serierne til at lave en kamp mellem de krigsliderlige og vanvittige og
dem, der vil freden og det gode. Sådan er det hver gang. Der var engang de her
vanvittige politikere, der sendte deres unge mennesker i krig, og sådan er det også i
dag, prøver filmen at sige” (Carlson & Nielsen, 2014, 12. okt.).
I forlængelse heraf tager Gabold moralsk stilling til Dansk Folkepartis kritik og benægter påstanden om, at tv-serien politiserer:
133 DR politiserer ikke ind i en politisk debat, men prøver på at skildre, hvor danskerne
og Danmark er henne på et givet tidspunkt, så danskerne reflekterer over det. Der
er ikke nogen serier fra DR, der ikke har mindst 1,5 millioner seere hver eneste søndag aften, og vi har et meget stor ansvar for at drøfte nogle ting, der er væsentlige
for danskerne og danskheden (Vuorela, 2014, 14. okt.).
Gabold mener i stedet, at tv-serien er med til at frembringe nogle relevante samfundsmæssige
problemstillinger, der er med til at indikere, hvem vi er, og hvorfor vores samfund ser ud, som det
gør. Pendlen mellem fiktion og fakta kan være med til at aktualisere historiske begivenheder, og
det kan antages at have været målet for DR. Problematikken med de fiktive elementer i en faktisk
fortælling kan dog være, at modtagerne ikke accepterer præmissen for det historiske drama,
hvilket Espersens kritik er et godt eksempel på.
Som ovenstående analyse viser, bliver det tydeligt, at der i framen ‘Kampen om historien’ eksisterer modsatrettede holdninger, og det bliver således et udtryk for, at medierne skaber en platform for politisk debat og formidler forskellige synspunkter og holdninger. Essensen af debatten
skal særligt findes i diskussionen mellem Dansk Folkeparti og deres opponenter. Dansk Folkeparti har været uundgåelige i debatten om historien og de danske værdier. Interessant er det, at
der i ‘Kampen om historien’ synes at eksistere to fortællinger. Én om Dansk Folkepartis kritik af
seriens karikerede og politiserende beretning; en anden om at få lov til at definere vores allesammens historie. Som det udtrykkes i Politiken den 26. oktober 2014, er de kraftige reaktioner på
1864 også udtryk for at:
(…) Dansk Folkeparti har sat sig på den kulturpolitiske scene. Når Danmarks Radio
har brugt 173 millioner kroner på en ny dramaserie, der handler om et af Danmarks
største krigstraumer, og 2 millioner seere sidder parat ved tv-skærmen, er det
Dansk Folkeparti, der fører an i den kulturpolitiske diskussion (Pedersen, 2014, 26.
okt.).
Diskussionen omkring 1864 tager derfor sit afsæt i danskheden og de danske værdier, og således bevæger vi os ind på Dansk Folkepartis ’danske og folkelige hjemmebane’. Roger Buch, ekspert i politiske partier, uddyber: ”De gør meget ud af at være i kontakt med folket (…) både i for-
134 hold til det danske og til den evige debat om folkelig kultur versus finkultur (Pedersen, 2014, 26.
okt.).
Men med Dansk Folkepartis fod solidt plantet på den kulturpolitiske-værdiscene, kan man som
Lidegaard og Skanning undre sig: Hvem har retten til at definere den danske historie og den danske selvforståelse? Og påhviler der i den forbindelse DR et særligt ansvar? Det vil følgende analyse af framen ’Public service forpligter’ belyse.
4.3.5 HAR DR ET SÆRLIGT ANSVAR?
Der har i analysen af de foregående frames tegnet sig et billede af, at DR’s ansvar som public
service-institution har haft stor betydning i forbindelse med kritikken af og debatten om 1864.
Som det blev påvist i framen ’Spild af penge’, er der stor sammenhæng mellem den pose penge,
som DR modtog mod at udbyde tv og radio i folkets tjeneste, og den utilfredshed, som efterfølgende har hersket blandt mange af de deltagende aktører. Grundlæggende er debatten blevet
ved med at kredse om det, som er kendetegnende for DR’s virke, nemlig public service, hvorfor
framen ’Public service forpligter’ opstår.
Public service-begrebet er som nævnt et komplekst begreb, som det kan være svært at definere
endeligt, og der hersker ifølge Henrik Søndergaard (1995) en mere eller mindre åben diskussion
om, hvordan begrebet må forstås (s. 18). Derfor synes det interessant at overskueliggøre, hvorledes public service-forpligtelsen kom til udtryk i dækningen og debatten om 1864, hvilket følgende analyse vil gå i dybden med.
”Når vi bruger 100 millioner kroner (…) til en historisk serie, så skal vi naturligvis sikre, at den historiske, faktuelle ramme er i orden” (Lindberg & Bang, 2014, 20. okt). Citatet stammer fra artiklen ”DF kræver historiker-tjek af DR-serier”, og det indrammer på sin vis, hvad Dansk Folkeparti
mener, at man kan forvente af public service: historiske faktuelle sandheder. Framens problem-
definition om public service-ansvaret kommer således til udtryk i Dansk Folkepartis kamp for historiske konsulenter. Årsagssammenhængen til forslaget om historiker-tjek af DR’s historiske
dramaserier fremhæves, fordi Dansk Folkepartis kulturordfører Alex Ahrendtsen mener, at 1864
har budt på utidssvarende scener. Problematikken opstår ifølge Ahrendtsen, fordi DR får et troværdighedsproblem: ”Det drejer sig blandt andet om en gruppevoldtægt af en ko, (…) og en badescene, hvor et par bader og har sex sammen. »Den slags gjorde almindelige danskere først
135 oppe i 1920erne. I 1860erne var folk meget mere blufærdige«” (Lindberg & Bang, 2014, 20. okt).
Et problem man ifølge Ahrendtsen kunne have løst ved at have tilknyttet et kyndigt hold af historikere.
I artiklen tager flere aktører moralsk stilling til Ahrendtsens forslag. Socialdemokraternes kulturordfører Troels Ravn mener ikke, at politikerne skal blande sig i, hvordan der bliver lavet tv og film
i Danmark. Han siger:
Jeg synes, at det er vanvittigt. Vi politikere skal ikke sidde med en facitliste, som vi
kan trække ned over hovedet på kunstnerne. I min verden lyder det næsten totalitært. Historie er jo også fortolkning, og selv historikere er uenige om, hvordan historiske perioder og begivenheder skal fortolkes. (Lindberg & Bang, 2014, 20. okt.)
Christina Rosendahl, formand for Danske Filminstruktører påpeger, at der allerede er mulighed
for støtte til historisk konsulentbistand og bryder sig ikke om Ahrendtsens forslag:
Vi bor ikke i Nordkorea med statslig censur af kunst. Et af de bærende principper for
et demokrati er, at kunstnere har lov til at tale statsmagten midt imod og udfordre
de officielle sandheder. Vi gider som befolkning ikke have, at vores virkelighedsopfattelse skal kontrolleres af, hvad vores politikere synes, vi skal vide (Lindberg &
Bang, 2014, 20. okt.).
Med de modstridende argumenter i artiklen bliver det igen klart, at public service-begrebet er
flydende og svært at definere. Det kan blandt andet skyldes, at kontrakten, som fastsætter DR’s
forpligtelser, kan anskues forskelligt. Ahrendtsen er tydeligvis af den overbevisning, at DR er forpligtet til, at ”(…) stimulere danskernes interesse for og viden om en bred vifte af emner gennem
velformidlet indhold” (Kulturstyrelsen, 2013, s. 3). Forslaget om historiker-tjek skal i Ahrendtsens
perspektiv derfor anses som en garanti for, at DR kan tilbyde de danske tv-seere den mest sandfærdige udlægning af begivenhederne i 1864. Modsat abonnerer Rosendahl og Ravn på det faktum, at ”DR er uafhængig af økonomiske, kommercielle og politiske interesser og udgør en
uundværlig del af den demokratiske debat. DR udfylder desuden en vigtig rolle som skaber og
formidler af dansk kunst og kultur” (Kulturstyrelsen 2013, s. 2). Rosendahl og Ravn er derfor mere af den opfattelse, at public service skal sikre danskerne alsidighed, uafhængighed og neutrali-
136 tet og anser derfor i større grad public service-forpligtelserne som demokratiunderstøttende virksomhed.
Med Kronikken ”Hvorfor lader DR Ole Bornedal spille Fandango med 1864” fra Berlingske den
23. november 2014 sætter næstformand i DR’s bestyrelse Ole Hyltoft en ret specifik dagsorden,
som kan ses i forlængelse af Ahrendtsens forslag. Med udgangspunkt i 1864 tager Hyltoft mo-
ralsk stilling til armslængdeprincippet: ”Jeg synes, armslængden eller berøringsangsten er gået
for vidt. Medarbejderne i DR har ikke bare stor indflydelse på programmerne. De har faktisk den
totale magt over dem. Armslængde-princippet hersker i en grad, så det er blevet en usmidig
doktrin” (Hyltoft, 2014, 23. nov.). At Hyltoft mener, at armlængdeprincippet bør tages til revision,
kommer i forlængelse af selve artiklens problemdefinition: Hyltoft mener, at 1864 ikke har formået at leve op til sit potentiale som historieformidlende tv-serie:
Bornedal fremstiller den politiske side af disse skæbnedage for Danmark som nationalistisk løjer og langkål. Som om dansk politik blev besluttet på Det kgl. Teater med
Johanne Luise Heiberg i sufflørkassen. Derved bidrager Bornedal sit til den nuværende danske befolknings uvidenhed om fortiden samt til det selvhad, som er den
talende klasses bidrag til den nationale selvforståelse i disse år (Hyltoft, 2014, 23.
nov.).
Gennem kronikken udfolder Hyltoft tanken om, at han som bestyrelsesmedlem kunne have sat
en stopper for, hvad han kalder ”forvanskningen af Danmarkshistorien”, og han trækker således
debatten om public service-ansvaret og forpligtelsen i en anden og mere politisk retning (Hyltoft,
2014, 23. nov.). Hvor Hyltofts partifælde Alex Ahrendtsen forlanger historiske konsulenter og
faktatjek, tager Hyltoft skridtet videre og forelægger muligheden for politisk indblanding i DR’s
produktioner. Hyltoft tager således løbende moralsk stilling til selve organisationsstrukturen i DR
og kommer i forlængelse heraf med et indirekte løsningsforslag til, hvordan man fremtidigt kan
undgår ”fadæser” som 1864: ”Hvorfor må man ikke kritisere eller komme med ideer til DR's programmer, når man er DR-bestyrelsesmedlem eller MF'er? Kunne det ikke tænkes, at Aastrup
Jensen eller Alex Ahrendtsen fik en god ide?” (Hyltoft, 2014, 23. nov.). Hyltofts forslag om politisk indblanding er dog direkte i strid med den public service-kontrakt, som er udstedt af kulturministeren i samarbejde med DR. Public service-kontrakten byder, at DR’s bestyrelse, som Hyltoft er næstformand for, ”har ansvaret for den overordnede tilrettelæggelse af programvirksom-
137 heden” (Kulturstyrelsen, 2013, s. 2). Dog er det en central og grundlægende præmis for public
service-virksomheden, at den ”(…) er uafhængig af økonomiske, kommercielle og politiske interesser” (Kulturstyrelsen, 2013, s. 2). Hyltoft formår således – med 1864 som afsæt – at stille
spørgsmål ved DR’s virke og herunder deres levevilkår som public service-virksomhed.
Komiker Jan Gintberg tager fire dage senere til genmæle over for Hyltoft i samme avis. Som
Gintberg påpeger, har Hyltoft formået at køre debatten om 1864 over i en helt anden grøft, end
hvad egentlig først var udgangspunktet: ”Nu handler det om principper for kommandostrukturen
i DR, og så bliver det for alvor interessant. For mig som periodevis leverandør til DR’s programflade, men også som borger og demokrat” (Gintberg, 2014, 27. nov.). Gintberg fremlægger i debatindlægget årsagssammenhængen til endnu en gang at dreje sig om de efterhånden nærmest
sagnomspundne 100 millioner kroner, som alle taler om:
(…) det har givet blod på tungen hos alle, som mener, at de havde bestilt en pizzaslice med lige netop deres sønderjyske yndlingspepperoni på, og som nu har fået et
andet slice, som de så ikke kan få byttet og derfor hellere ville have drukket blodet
fra deres egen tunge (Gintberg, 2014, 27. nov.).
Med ovenstående citat skaber Gintberg en ironisk fortælling om de mange kritiske røster i debatten om 1864, heriblandt Ole Hyltoft. Ved på metaforisk vis at sammenligne 1864 med et pizzaslice formår Gintberg at sætte tingene i et anderledes perspektiv, og han får kritikken til at virke
fuldstændig overdrevet og absurd. Gennem pizza-metaforikken skaber han et billede af kritikerne som kræsne, forkælede og utilfredse peperoni-elskere og sætter derved mediedækningen på
spidsen.
Selvom Gintberg ikke i samme grad som de foregående artikler abonnerer på framen ’Public service forpligter’, tager debatindlægget dog alligevel på sin vis afsæt heri. Gintberg stiller nemlig
spørgsmål ved, hvorvidt politisk indblanding og en reel omlægning i kommandostrukturen i DR vil
gavne public service-tv. Med en ironisk tone opstiller Gintberg gennem debatindlægget mulige
scenarier, som vil blive en realitet, hvis Hyltofts forslag bliver til virkelighed: ”Skal man som periodevis ansat/leverandør til public service-virksomheden DR indstille sig på at have – i al respekt –
den sikkert idérige fynske forlægger, men indtil videre fuldstændig uprøvede TV-formatudvikler
Alex Ahrendsen (DF) med i optagevognen?” (Gintberg, 2014, 27. nov.). Gennem citatet fremhæ-
138 ver Gintberg latent arrogancen i Hyltofts forslag om, at folketingspolitikere og bestyrelsesmedlemmer skal have indflydelse på tilblivelsen af diverse tv-programmer. Gintberg uddyber med
følgende citat og får i samme ombæring tydeliggjort Hyltofts negligeren af en tv-formatudviklers
job:
I tilfælde af, at Hyltoft får tvunget Alex A. ind som idémand, ved man så, om de to vil
kunne acceptere, at en idé består af ti procent idé og 90 procents vedholdende
slid? Og er man villig til at tilbyde psykologbistand til ham, såfremt hans ideer ikke
kommer igennem... ligesom hos os andre, der uafladeligt byder ind med ideer?
(Gintberg, 2014, 27. nov.).
Med en ironisk distance gør Gintberg det i sit modsvar klart: Politisk indblanding vil være en dårlig
ide, fordi man som bidragsyder vil få svært ved at leve op til public service-forpligtelsen med politikernes ånde i nakken. Han deler således Christina Rosendahls holdning til, at kunst og kultur
ikke skal dikteres af statsmagten. Gintberg kommer ikke med noget konkret løsningsforslag til
problematikken, men fremhæver løbende absurditeten i Hyltofts forslag, ved netop at tage mo-
ralsk stilling til de mulige konsekvenser, som en nytolkning af public service-begrebet vil have.
Men det er ikke kun politikere og kulturpersonligheder, som har haft en holdning til public service-forpligtelsen. I et debatindlæg i Berlingske summerer en læser i en sarkastisk tone op, hvad
han mener 1864 har lært den danske tv-seer:
At Bismarck legede med tinsoldater. At den danske hærledelse og officerer så godt
som alle var uduelige og inkompetente. At krigen var en grusom slagtebænk, hvor
man myrdede løs, og hvor kun soldater med overnaturlige evner eller samureikrigerisk adfærd klarede sig (Mikkelsen, 2014, 2. dec.).
Ved at trække elementer fra serien ind og fremstille dem med en tydeligt ironiserende tone bliver
framens problemdefinition klar: DR har med 1864 skabt et karikeret billede af de historiske begivenheder. Citatet illustrerer således fint årsagssammenhængen til, at tv-serien ifølge læseren
ikke har tjent sit formål. At DR derigennem ikke formår at leve op til sit ansvar ligger således latent
indlejret, hvilket afslutningsvis fremhæves med følgende spørgsmål: ”Mener Folketinget, at man
med en bevilling på 100 millioner til DR, at det danske folk har fået et troværdigt epos om den for
139 Danmark så skæbnesvangre krig og efterfølgende konsekvenser?” (Mikkelsen, 2014, 2. dec.).
Ligesom Ahrendtsen i den foregående artikel abonnerer på mantraet om, at det må forventes, at
DR sikrer en troværdig og sandfærdig fortælling, er det ligeledes det, læseren fremhæver og tager moralsk stilling til her.
I endnu et læserbrev fra Jyllands-Posten den 26. oktober med titlen ”DR’s særlige ansvar for tvserien 1864” tages der, som titlen insinuerer, moralsk stilling til DR’s rolle som public serviceudbyder. Årsagen hertil er, at læseren mener, at store dele af den danske befolkning ikke har
forudsætninger for at skelne mellem, hvad han kalder ”digteriske friheder og historiske kendsgerninger” (Christiansen, 2014, 26. okt.). Læseren uddyber: ”Det placerer et særligt ansvar på en
officiel public service-produktion, der lægger op til at være "historien" om 1864, og som derfor
kan få en historisk autoritet, den måske ikke har fortjent” (Christiansen, 2014, 26. okt.). Med dette fremhæver læseren netop den særlige forpligtelse, som der påhviler DR, når de producerer
historisk drama. En forpligtelse til at styrke de danske borgeres historiske viden, hvorfor DR er
nødsaget til at gøre det klart, hvorvidt der er tale om historisk autenticitet eller kunstnerisk fortolkning.
At public service forpligter rent videns- og læringsmæssigt har, som ovenstående viser, naturligt
fyldt en del i debatten. Ligeså vel som de 100 ekstrabevilligede millioner også har været et gennemgående tema. At de to emner hænger uløseligt sammen, skyldes netop licenspengenes indflydelse på DR’s public service-virksomhed. Derfor tager debatten også en anderledes samfundsmæssig drejning inden for framen ’Public service forpligter’, og den forpligtelse, som påhviler DR, synes altså at rumme mere end blot et ansvar for at oplyse og lære.
I artiklen ”Burde ’1864’ have været filmet i Danmark?” fra i Information findes framens problem-
definition i, at halvdelen af de 173 millioner kroner er blevet brugt på en mark i Tjekkiet, hvor omkostningerne er billigere end i Danmark. Årsagssammenhængen til problemet er, at det danske
filmproduktionsapparat drænes, når man ligger optagelserne og pengene i udlandet. Filminstruktør Regner Grasten kalder således DR’s prioriteringer for ”hamrende umoralske” og uddyber: ”DR
har en særlig forpligtelse til at støtte dansk film ved at lægge sine produktioner i Danmark. Det er
i mine øjne en samfundsforpligtelse, der er helt indiskutabel” (Sørensen, 2014, 8. okt.). Med licenspengene i ryggen har DR ifølge Grasten således en forpligtelse til at holde liv i den danske
filmbranche.
140 Jørgen Arbo-Bæhr fra Enhedslisten tager i forlængelse heraf moralsk stilling til problematikken
om at flytte filmoptagelserne til udlandet: ”Det danske filmmiljø er afhængigt af, at der bliver optaget film og tv-serier i Danmark. Vi har alt for mange arbejdsløse filmarbejdere, fordi alt for mange produktionsselskaber udnytter, at det er billigere at optage i udlandet” (Sørensen, 2014, 8.
okt.). Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti er endnu engang på banen og bakker op:
Det er jo et miljø, som på grund af faldende indtægter har det svært for tiden – og i
sådan en situation kan det ikke nytte noget, at DR lægger halvdelen af sine optagelser i udlandet. Det svækker det danske filmmiljø og styrker kun det tjekkiske (Sørensen, 2014, 8. okt.).
Anderledes forholder DR’s kulturdirektør Trine Smedegaard Andersen sig, der dog har sympati
for, at man som udgangspunkt bør ligge danske produktioner i Danmark. Hun fremhæver, at optagelserne i Tjekkiet var nødvendige for at holde det ønskede niveau for 1864: ”Jeg synes, det er
vigtigt at holde fast i seriens ambition om at skabe et stort historisk drama. Vi har de senere år
vænnet seerne til et meget højt niveau, og det forpligter” (Sørensen, 2014, 8. okt.). Samme indgangsvinkel udtrykker Per Bose fra Miso Film i Ekstra Bladet den 15. november 2014. Her påpeger han, at det samlede produktionsbeløb var blevet væsentligt større, hvis man havde holdt sig
til Danmark (Kastrup, 2014, 15. nov.).
Public service forpligter. Uden tvivl. Ovenstående analyse er således et tydeligt bevis på, at der
med licenskronerne følger nogle specifikke forventninger og dermed et særligt ansvar. At debatten får lov til at leve i så udpræget grad, er endnu en gang et eksempel på, at de traditionelle medier fungerer som samfundets vagthund, fordi de i forsøget på at tjene det ’kollektive gode’ stiller
skarpt på, hvorvidt DR formår at magte opgaven som public service-station. Ved at give rum til
borgere såvel som politikere og debattører stilles DR indirekte til ansvar.
Analysen fremdrager yderligere, at public service-begrebet benyttes i mange forskellige sammenhænge. Forståelsen spænder således over alt fra historisk korrekthed til kunstnerisk frihed,
for dernæst at omhandle social dumping og dansk arbejdskraft. Analysen vidner derfor om, at
fortolkningen af begrebet strækker sig vidt, og de i analysen fremlagte holdninger demonstrerer
herved, hvor stor uenighed der hersker om, hvad begrebet dækker over. Spørgsmålet, der rejser
sig i kraft heraf, er, om danskerne havde mødt 1864 med samme kritik, hvis ikke det havde været
141 en public service-produktion med et kæmpe budget og tilmed en ekstra bevilling på 100 millioner
kroner. Men kan man, fordi man betaler penge til DR, bare kræve og forlange, hvad man vil? Og
hvem er overdommer, når det kommer til at vurdere, hvornår noget ikke er public service?
4.3.6 DELKONKLUSION: KONTEKST OG KULTUR
Gennem ovenstående analyse tegner der sig et billede af, at 1864 har været med til at belyse
forskellige politiske emner. På baggrund af de fem frames kan det konkluderes, at 1864 har været med til at sætte emner som dansk udenrigspolitik, danske værdier, DR’s public serviceforpligtelse og forvaltningen af de danske licenskroner på dagsordenen. At 1864 formår at sætte
så konkrete temaer på dagsordenen, viser, at søndagsunderholdning og populærkultur har potentiale til at være politisk potent. At 1864 blev en politisk debat-bombe, skal yderligere forstås
ud fra mere end blot tv-serien og dens fortælling. Det samfund og den kultur, som tv-serien er en
del af, har nogle indlejrede kulturelle forforståelser, som har indflydelse på, hvordan vi modtager
og forstår serien. Det er derfor nødvendigt at forstå frames som en del af en større kulturel sammenhæng og altså ikke kun som et produkt af de medier eller journalister, der kan anses som
den direkte afsender (Van Gorp, 2007, s. 61). Der er altså sammenhæng mellem de fem frames
fra analysen og den kultur, som de udspiller sig i. Derfor er en forståelse af den kulturelle kontekst, som specialet og 1864 indskriver sig i afgørende, hvorfor det kan være fordelagtigt at undersøge de sociale, politiske og historiske kontekster.
Et af de elementer, der spiller en afgørende rolle for specialets kontekst, er blandt andet det faktum, at 1864 er et produkt af den licensfinansierede public service-station DR. DR er som Danmarks største public service-udbyder en central aktør i det danske kultur- og mediebillede. At DR
spiller en væsentlig rolle, kommer blandt andet til udtryk i, at DR figurerer som et centralt omdrejningspunkt i fire af analysens fem frames. Særligt det faktum, at DR er pålagt et public serviceansvar, synes dominerende. Det kommer blandt andet til udtryk i framen ’Spild af penge’ og
’Public service forpligter’. Begge frames opstår selvstændigt i forbindelse med 1864, men har
netop grobund i den forpligtelse, som påhviler DR som public service-institution. Derfor kan de to
frames ligeledes ses som et udtryk for den vekselvirkning, der hersker mellem kommunikatørerne
og kulturen. Det kan antages, at mange mennesker har en forståelse af og en holdning til, hvad
DR er, og hvad de som institution står for. Med DR’s public service-ansvar medfølger der naturligt nogle forventninger fra borgerne og samfundet, og hvis ikke DR formår at leve op til disse,
bliver de, som tidligere nævnt, ofte genstand for debat. 1864 indskriver sig således i en kontekst
142 og kultur, hvori der på forhånd eksisterer en forudindtagethed omkring DR, hvilket, som ovenstående analyse også viser, har en naturlig indvirken på de frames, der skabes i mediedækningen.
En central aktør i mediedækningen af 1864 er, som ovenstående analyse viser, Dansk Folkeparti,
der har optrådt i stort set samtlige frames. Særligt gør de sig gældende i framen ’De røde lejesvende’ og ’Kampen om historien’, hvor de får spalteplads til kritiske ytringer omkring DR’s virke.
At Dansk Folkeparti er særdeles flittig og ”ude med riven” i forhold til DR’s dramaserier, ligger
indlejret i en kulturel forforståelse af partiet, som de selv har været med til at skabe:
Latterligt. Manipulation. Pinligt. Håndværk med goebbelske dimensioner. Det er blot
noget af den kritik, der i mere end 10 år er blevet hæftet på seermagneter fra Danmarks Radio som ’Krøniken’, ’Livvagterne’ og ’Borgen’. Altid med Dansk Folkeparti
som afsender og som oftest med næstformand Søren Espersen (DF) som talsperson (Carlson & Nielsen, 2014, 12. okt.).
At der eksisterer en sådan forudintagethed omkring Dansk Folkepartis massive tilstedeværelse i
mediedækningen, kommer yderligere til udtryk gennem de opponerende parter, som når eksempelvis Gabold udtrykker følgende:
Jeg havde bestemt ikke forventet andet, end at der ville komme det sædvanlige indignerede ramaskrig fra Pia Kjærsgaard, og det kom jo. Husk på, at et år før, vi begyndte at sende 'Borgen', var Søren Espersen ude i Politiken og sige, at jeg var en
rød lejesvend og en sort manipulator (Vuorela, 2014, 14. okt.).
Den kulturelle forforståelse af Dansk Folkeparti får lov til at leve, fordi de selv gør et ihærdigt arbejde for at holde den i live ved konsekvent at sætte diverse dagsordener – som når de eksempelvis kræver historikertjek af fremtidige dramaserier, eller kalder DR for røde lejesvende. Samtidig har det en indvirkning på den måde, som mange kommunikatører forholder sig til partiets
indblanding på, hvilket blandt andet kommer til udtryk i følgende citat i Ekstra Bladet den 12. november 2014: “'Det er fuldstændig grotesk!' Man kan næsten høre den for sig; den dybt indignerede tone. Og hvem kommer den så fra? Fra Pia Kjærsgaard. Hvem ellers?” (Okman, 2014, 12.
nov.). I citatet bliver det tydeligt, at journalisten har en forforståelse af, at Dansk Folkeparti – og
her især Pia Kjærsgaard - ofte blander sig i debatter vedrørende DR. Denne forforståelse kommer
143 også til udtryk blandt flere borgere. Det ses blandt andet i BT den 13. oktober 2014, hvor en læser skriver: “ (…) det er besynderligt, at Dansk Folkeparti, som i den grad slår sig op som ytringsfrihedens forkæmper, altid er ude med kritik af ting, som ikke passer i deres lille, politiske firkant”
(BT, 2014, 13. okt.). Mediedækningen af 1864 bliver altså påvirket af, at der eksisterer en forudindtagethed om Dansk Folkeparti og partiets kritik af DR’s dramaserier.
Dansk Folkepartis heftige aktivitet, tydeliggør også et andet faktum: at de resterende partier på
Christiansborg ikke fortrak en mine. Den larmende stilhed har grobund i endnu en kulturel forståelse som byder, at man i Danmark, så vidt det er muligt, holder politik og kultur adskilt. Dette
gennem det tidligere omtalte armslængdeprincip: “Kulturlivet har længe været vant til, at politikere lader kunsterne og kulturinstitutionerne udfolde sig uden indblanding fra politisk side” (Pedersen, 2014, 26. okt.). Som Jørgen Arbo-Bæhr, kulturordfører fra Enhedslisten, udtrykker det: “Vi
andre har armslængdeprincippet, mens DF vil blande sig i det hele. Og det synes jeg er forkert”
(Pedersen, 2014, 26. okt.). Armslængdeprincippet har således påvirket mediedækningen, fordi
de resterende partier har holdt sig på den politiske banehalvdel – og altså væk fra den kulturelle.
Dermed har Dansk Folkeparti nærmest haft den kulturpolitiske scene i debatten om 1864 for sig
selv.
Ovenstående bliver et udtryk for, at der i vores kultur er indlejret nogle frames – nogle forforståelser – der påvirker kommunikatørerne, teksterne og modtagerne. Som Van Gorp (2007) udtrykker
det: “Frame packages with a cultural phenomenon as a central theme influence the schema of
both the journalist and the audience member, because these frames are part and parcel of their
shared collective memory” (s. 73). Denne forståelse bygger på en socialkonstruktivistisk tilgang,
som fremhæver kontekstens betydning for sociale fænomeners konstruktion. De fem frames i
mediedækningen af 1864 er derfor influeret af kulturen og konteksten, hvori de udspiller sig,
samtidig med at mediedækningen påvirker den kultur og kontekst, som den er under indflydelse
af.
144 4.4 JEG MENER, DERFOR HAR JEG RET
I forsøget på at skildre den politiske debat, som blev skabt undervejs i mediedækningen af 1864,
synes det interessant at undersøge, hvordan den almene danske borger agerer og gør sig gældende i selve debatten. Ifølge Erik Albæk og David Nicolas Hopmann (2013) er borgernes bidrag
til den offentlige debat særlig vigtig for demokratiets virke: ”I og med at vi netop ikke vil det
samme, men ofte har divergerende interesser, er det demokratiets formål gennem offentlig meningsbrydning at lade borgernes stemme komme til orde (…)” (2013). Som Strömbäck (2005)
uddyber, skal demokratiet anses som et fællesskab, der gennem diskussion og konversation er
med til at styrke samfundet på tværs af de sociale strukturer (s. 336). Den demokratiske debat
efterstræber fælles konsensus, der opnås ved at samtlige synspunkter og argumenter vendes.
Det essentielle er altså, at debatten skal bygge på et mangfoldighedsgrundlag, hvor alle interessenter kan komme til orde. Med samtalen og borgerdeltagelsen som kendetegnende for ’den
deliberative demokratimodel’ synes netop borgernes aktivitet i debatten omkring 1864 at kunne
sige noget mere om selve debattens demokratiske potentiale.
I det moderne demokrati forsøges ovenstående imødekommet gennem forholdet mellem politikere, borgere og medierne. I forhold til nærværende speciale er vi i analysens første del blevet
præsenteret for et panoramisk overblik, hvor det kommer til udtryk, at dækningen har budt på
debatindlæg fra både politikere, meningsdannere og borgere. Der bliver altså gjort spalteplads til
forskellige synspunkter og røster i debatten. Dette skal ses i lyset af, at mediernes rolle er at sikre,
at samtlige røster bliver fremlagt, fordi borgerne er afhængige af mediernes gengivelse af begivenheden. Som analysen ’Da 1864 kom på dagsordenen’ påviser, er der i specialets samlede
empiri skrevet i alt 89 læserbreve. Af de 89 læserbreve kan 34 af dem placeres inden for det politiske felt:
145 FIGUR 4.4.1: ANTAL ENHEDER
FORDELT PÅ GENRER
45
40
35
ENHEDER
30
25
20
15
10
5
0
Anmeldelse
Leder
Læserbrev
Debat
Notits
Artikel
Satire
Tv/radio
GENRER
N = 134
Som figur 4.4.1 viser, er de 34 læserbreve, en væsentlig del af den politiske dækning, kun overgået af artikler og debatindlæg. Læserbrevene fordeler sig på nedenstående dagblade, der alle
giver læserne mulighed for at deltage i debatten via deres debatsektion:
146 FIGUR 4.4.2: LÆSERBREVE FORDELT PÅ
DAGBLADE
16
14
ENHEDER
12
10
8
6
4
2
0
Berlingske
BT
Ekstra Bladet
Jyllands-Posten
Politiken
DAGBLADE
N = 34
Som figuren viser, har fem af dagbladene publiceret læserbreve omhandlende politiske emner.
Særligt Ekstra Bladet og Jyllands-Posten har været dominerende. Politiken og Berlingske har
publiceret henholdsvis seks og fire læserbreve med afsæt i politiske emner. Kristeligt Dagblad og
Information er ikke repræsenteret i ovenstående tabel. Dog har begge publiceret læserbreve
uden politisk fokus. Dette tyder på, at dagbladene er bevidste om deres rolle som demokratisk
bindeled mellem politikere og borgere.
Med forståelsen af, at populærkultur kan styrke borgenes forudsætninger for at forstå det samfund, de lever i, og i forlængelse heraf stimulere et politisk engagement i den offentlige sfære
(Street et al., 2012, s. 348), synes det interessant at kigge mere specifikt på de borgerproducerede indlæg i debatten om 1864. Er det muligt at spore et egentligt politisk engagement hos almindelige borgere? Eller er der mere tale om partsindlæg, der udtrykker negative holdninger omkring serien? Med udgangspunkt i den tidligere framing-analyse vil følgende afsnit kigge nærmere på, i hvilken grad de indsendte læserbreve abonnerer på de fem definerede frames – hvilke
frames der har været domineret af borgere, og hvilke som de måske slet ikke har deltaget i.
147 4.4.1 DR I FOKUS
Som figur 4.2.4 viser (gengivet herunder), har DR haft en central rolle i de borgerskrevne indlæg
med 56%. Ligeså vel har det økonomiske aspekt fyldt en del i debatten:
FIGUR 4.2.4: (GENGIVET) LÆSERBREVE
FORDELT PÅ POLITISKE EMNER
N = 34
Værdipolitik
7%
Udenrigspolitik
16%
DR
56%
Økonomi
21%
Da økonomi og DR må antages for at være ret konkrete og relaterbare emner i forbindelse med
en tv-serie produceret af DR på baggrund af en ekstrabevilling fra Folketinget, fylder emnerne
naturligt i debatten. Udenrigspolitik og værdipolitik fylder procentmæssigt mindre, henholdsvis
16% og 7%, hvilket kan skyldes, at de i sig selv kan forekomme som mere abstrakte emner i relation til et historisk tv-drama. At værdi- og udenrigspolitik i det hele taget er tilstede, underbygger
påstanden om, at populærkultur kan være med til at øge opmærksomheden omkring et politisk
tema.
Med DR som dominerende tema i figur 4.2.4 bliver det klart, at nogle af de analyserede frames i
højere grad er dominereret af partsindlæg fra borgere end andre. Her er der tale om de frames,
som til dels omhandler DR’s virke. Særligt det økonomiske aspekt – og i forlængelse heraf, hvad
man kan ’forvente’ at få for sine licenspenge – fylder væsentligt. Således problematiserer en del
148 borgere 1864’s økonomiske udgangspunkt og tager samtidigt moralsk stilling til selve public service-konceptet og dets præmisser. De abonnerer særligt på ’Spild af penge’ og ’Public service
forpligter’: ”Hvordan kan DR bruge så mange penge på først melodigrandprix og så denne serie,
uden at vi kan vælge DR fra? Det er i mine øjne en så ensidig kanal, at det intet har at gøre med
public service” (Jørgensen, 2014, 14. okt.). En anden læser udpensler:
Pludselig manglede DR penge og fyrede symfoniorkester og kor, som har givet os
så mange glade timer med flot musik. Nu har DR begyndt en serie om Danmarks
blodigste krig i 1864. Det koster 173 millioner at lave denne serie, og allerede i første
afsnit er der lavet mindst fem fejl i historien (Lykke, 2014, 14. okt.).
I modsætning til de politiske parter, som med undtagelse af Dansk Folkeparti nærmest undlader
at udtale sig om 1864, har den almene danske borger retten til – og muligheden for – at ytre sin
uforbeholdne mening om serien. Således er det tydeligt, at borgerne deler sig i to grupper: dem,
som mener, at pengene er spildt, samt at public service og licensen bør afskaffes, og dem, der
mener, at 1864 har leveret varen:
Så når serien '1864' har kostet omkring 175 millioner kr., så svarer det til ca. 35 kr.
per dansker - det kan jeg end ikke komme i biffen for. Så spar mig for økonomihykleriet, og lad os satse endnu mere på kunst og kultur (Hesk, 2014, 30. okt).
Med reference til den unuancerede partipolitiske debat om 1864 kan man argumentere for, at
borgerene til en vis grad har været med til at sikre en god demokratisk debat, da der gennem
diverse borgerindlæg rent faktisk sker en reel meningsbrydning, som tegner et billede af, hvad
andre end Pia Kjærsgaard, Ole Bornedal og Rasmus Glenthøj mener. Som sprogforsker Jørn
Lund forklarer, er målet i en god debat nødvendigvis ikke, at parterne skal blive enige, men derimod at der sker en udveksling af synspunkter, som bidrager til nye nuancer (Elmhøj, 2014).
Således tegner der sig i debatten et billede af, at borgerne enten udtrykker modstand over for DR
eller Dansk Folkeparti, hvilket kan ses som et udtryk for, at følelser, holdninger og samfundsengagement bliver genstand for den politiske debat (Albæk & de Vreese, 2010, s. 282-283). Hvor
læserbrevene, der udtrykker kritik mod DR, primært omhandler public service-forpligtelsen og de
mange licens-millioner, tager kritikken af Dansk Folkeparti hovedsagligt udgangspunkt i de sta-
149 tements, partiet har kommunikeret i løbet af debatten. En læser sammenligner således Danske
Folkepartis kritik med stalinistiske metoder: “DF's kampagne mod DR's ’1864' kan sammenlignes
med Stalins Sovjet-kampagner mod datidens kunstnere og fritænkere i Sovjet” (Mortensen,
2014, 24. okt.). Ved yderligere at drage paralleller til Dansk Folkepartis kampagner mod moskeer
i Danmark og i forlængelse heraf fremdrage: “Det er ikke første gang, DF har hentet inspiration
der” (Mortensen, 2014, 24. okt.), bliver det tydeligt, at læseren bygger sin kritik af Dansk folkeparti på nogle generelle følelser omkring partiets kommunikation. At læseren sammenligner
Dansk Folkeparti med det stalinistiske Sovjet, er med til at skabe en specifik forståelse af Dansk
Folkepartis aktivitet i debatten om 1864. En anden læser formår at sætte en klar dagsorden af
reel samfundsmæssig karakter, som ligeledes formår at stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt
Dansk Folkeparti prioriterer deres taletid fornuftigt: “Burde DF ikke i stedet rette opmærksomheden mod det statslige tilsyn med kvaliteten af tusindvis af unges historieundervisning, hvor pilen
atter en gang peger nedad?“ (Jessen, 2014, 23. okt.). De to ovennævnte læserbreve abonnerer
ikke direkte på nogle af de fem frames, men med udgangspunkt i kritikken af DR som røde lejesvende, kan der argumenteres for, at Dansk Folkepartis kritik avler en modreaktion, og at man i
kraft heraf tager DR’s parti.
Trods den intensive magtkamp mellem Dansk Folkeparti og DR er der ikke mange læsere, der går
ind i den værdipolitiske debat. I alt omhandler tre læserbreve værdipolitik i den kvantitative analyse, hvor kun den ene af dem, reelt set abonnerer på framen ’Kampen om historien’:
Nu er det så ' 1864', som ikke falder i deres smag. Den er ikke historisk korrekt. Den
er politisk manipulerende, og hvad der måske er endnu værre, så optræder der i serien gudhjælpemig en sympatisk roma-familie. Det er egentlig tankevækkende, for
både Kjærsgaard og Espersen vil så gerne fremstå som ytringsfrihedens fremmeste
fortalere (Zachariassen, 2014, 16. okt.).
Læseren går ikke ind i selve debatten om, hvem der har retten til at fortælle historien, men udpensler i stedet ironisk absurditeten i, at Dansk Folkeparti som ”ytringsfrihedens fremmeste fortalere” forsøger at kontrollere den historiske formidling.
Selvom de resterende to læserbreve ikke fremhæver samme aspekt, er det interessant at se,
hvordan man med udgangspunkt i 1864 formår at sætte fokus på samfundsmæssige tendenser.
150 Således stiller en læser spørgsmål til kvaliteten af PISA-undersøgelserne i den danske folkeskole.
Dette med reference til en replik fra 1864, hvor Fru Heiberg spørger Monrad om, hvorvidt kunsten kan vinde over krigen. Læseren tager moralsk stilling til problematikken om, at man gennem
målinger af hjernefagene har glemt kvaliteten i de kreative fag:
Måske er de kreative evner noget, som vi ikke har målt specielt på tidligere? Måske
har vi ikke måleredskaber, der fokuserer på en sammenhæng imellem kreative evner og vækst og lykke for Danmark på lang sigt? Måske skal vi opfinde disse måleredskaber? (Uhrenholt, 2014, 3. nov.).
Gennem sit indlæg sætter læseren fokus på, hvilke værdier der vægter tungest i den danske
folkeskole – de faglige eller kreative. Skønt artiklen ikke placerer sig inden for en af de definerede
frames, er den et godt eksempel på, hvordan man med populærkultur som afsæt kan sætte en
politisk dagsorden.
Trods det markante fokus på DR og Dansk Folkepartis kritik heraf har nogle læsere dog set ud
over dramaet omkring public service og DR og i stedet formået at trække tråde til udenrigspolitiske beslutninger. Således fremhæver en læser, at skildringen af datidens politikere har mange
lighedstræk med nutidens: ”(…) f.eks. når det gælder deres manipulation af befolkningen, som
blev overtalt til at gå i krig imod terror på baggrund af løgne om, at der var biologiske våben i Irak,
som var farlige for verdensfreden” (Møller, 2014, 3. dec.). Endnu en læser har fået øje på samme
parallel og fremhæver det faktum, at det var den tidligere VK-regering, der med støtte fra Dansk
Folkeparti, sendte Danmark i krig i Irak:
I '1864' sender adelen (de højreorienterede) pøbelen ud på slagmarken for at kæmpe for mere land til Danmark, imens de selv sidder langt fra fronten og hygger sig.
De sendte tusinder af unge bønder med lav skolegang lige i døden uden at fortrække en mine, bønderne var jo alligevel intet værd. Ved Irak-krigen stemte blå blok
med 61 stemmer (de højreorienterede) med V, DF og K med simpelt flertal, at Danmark skulle være og blev et krigsførende land. Partierne til venstre, her også R,
stemte imod, så mon ikke Ole Bornedal har skildret tiden på behørig vis (Hansen,
2014, 3. dec.).
151 Citatet kan ud over at være en kritik af den generelle præmis for krig også ses som en kommentar til Dansk Folkepartis påstand om, at 1864 politiserer. Ved at illustrere grundlaget for Danmarks deltagelse i Irak-krigen, skitserer læseren et billede af, at den fortælling, som 1864 skildrer,
ikke er så politiserende alligevel. At læserne formår at drage paralleller mellem tv-serien og dansk
udenrigspolitik er et eksempel på, at populærkulturen kan bidrage til et politisk engagement
(Hermes, 2005, s. 3). Den direkte kritik af nutidige politiske beslutninger er yderligere et billede
på, at ytringsfriheden lever i bedste velgående, da borgerne frit kan kommentere på samfundsrelevante emner uden konsekvens. Selvom borgerne ikke deltager aktivt i alle frames, er deres deltagelse i debatten omkring 1864 med til at nuancere kritikken om, at massemedierne og ’populært fjernsyn’ gør borgerne til passive modtagere med individualistiske holdninger, som arbejder
mod det politiske og borgerlige engagement (Gurevitch et al., 2009, s. 166 ; Putham i Street et. al
2013, s. 499).
4.4.2 EVALUERINGSKULTUR
Som ovenstående viser, abonnerer borgerne i forskellige grad på analysens fem frames. Indholdet af læserbrevene viser en tendens, der synes at gøre sig gældende på tværs af emner. Debatkulturen i læserbrevene kan anses for at have karakter af det, Johannes Andersen (2013) kalder
”den nye evalueringskultur.” En kultur, der kendetegner sig ved, at debatten i højere grad bliver
en monolog frem for en dialog. Dette skyldes ifølge Andersen (2013), at vores samfund er blevet
underlagt et individualistisk paradigme, hvor den politiske debat eksisterer på baggrund af individuelle interesser. Derudover bliver debatterne mere tilbageskuende, hvor borgerne ofte reagerer,
efter begivenhederne er sket. Her er ytringerne ofte af subjektiv karakter, hvor borgerne evaluerer begivenhedernes gang – heraf opstår begrebet evalueringskultur (s. 91-92). Nedenstående
viser flere eksempler på, hvordan dette gør sig gældende i debatten vedrørende ’1864. I et læserbrev til Jyllands-Posten skriver en borger således: ”’1864’ er den bedste serie, jeg har set i
2014. Den er topmoderne, og jeg blev rørt til tårer mange gange undervejs. Jeg vil se den igen,
når den udkommer på dvd” (Artikel 86). Ligeledes skriver en borger i et indlæg til Ekstra Bladet:
”En pris på 173 millioner er for meget, hvoraf hele 52 millioner er gået til Tjekkiet for optagelserne
(…). To stjerner fra mig” (Hartmann, 2014, 14. okt.).
Ovenstående citater er eksempler på, hvordan tv-serien er blevet afsæt for en meningsudveksling om, hvorvidt DR lever op til deres public service-forpligtelser, og om deres forvaltning af
økonomi synes ansvarlig. Det er et billede på, hvordan subjektive udtalelser dominerer flere af
152 læserbrevene, hvorfor der kan sås tvivl om, hvorvidt dagbladene repræsenterer en egentlig debat blandt borgerne, da flere af indlæggene fokuserer på holdninger og følelser. Der bliver altså
ikke inviteret til en dialog i disse indlæg; i stedet bliver der registreret en række subjektive domme
over serien og ikke mindst DR.
En af konsekvenserne ved denne evalueringskultur er ifølge Andersen (2013), at samfundsinstitutionerne ofte bliver genstand for debat, hvilket fordrer, at institutionerne udviser gennemsigtighed og giver borgerne mulighed for at se ind i institutionen. Det medvirker til, at institutionernes
omdømme lettere krakelerer, og kriser opstår oftere end før, hvorfor samfundsinstitutionernes
image bliver mere porøse (s.93). Denne åbenhed ses også hos DR, der under mediedækningen
af 1864 vælger at tage kritikken op i Deadline og Tv Avisen i ønsket om at åbne op for debatten
og lade de forskellige parter komme til orde. Allerede efter første afsnit var rullet over skærmen,
kunne seerne skifte over på DR2 og se aftenens Deadline udsendelse. Her kommenterede og
udtrykte Ole Bornedal en uforståenhed over for kritikken: ”I er fuldstændig på vildspor. Folk læser
sig fuldstændig forkert ind i det” (DR2 Deadline, 2014, 12. okt.). Herefter blev der lagt op til en
debat mellem kritikerne Rasmus Glenthøj, Pia Kjærsgaard og Anna Libak, der alle hver især havde skrevet kritiske indlæg om serien forinden. Deadline-udsendelsen er altså et billede på, hvordan DR forsøger at forholde sig til kritikken om 1864, og hvordan de imødekommer beskyldningerne med åbenhed og debat, så deres image ikke krakelerer yderligere. Ligeledes kan Deadlineudsendelsen ses som en måde, hvorpå DR internt agerer vagthund, da de gennem en kritisk distancering til 1864 forsøger at belyse sagen objektivt.
Set i lyset af evalueringskulturen opstår det, Andersen (2013) kalder, en ”synes-godt-om”mentalitet, hvor offentligheden finder subjektive holdninger interessante (s. 93). Denne kultur
kan synes bekymrende, når det kommer til det danske demokrati, der som tidligere nævnt bygger på en mangfoldig debatkultur, hvor målet er fælles konsensus. At opnå fælles konsensus kan
synes vanskeligt, når den offentlige debat bygger på præmissen: ”Jeg synes om – derfor har jeg
ret” (Andersen, 2013, s. 98). Som nævnt i teoriafsnittet om politisk kommunikation bliver det
klart, at borgerdeltagelsen har ændret sig fra at være synlig, til i dag at være latent indlejret i vores handlinger. Dermed bliver netop følelser og holdninger genstand for politisk kommunikation
(Albæk & de Vreese, 2010, s 282). Dette ses eksempelvis i to citater fra læserbreve i henholdsvis
Ekstra Bladet og Jyllands-Posten: ”Hvis man som jeg (72 år) har læst meget om slaget i 1864, er
serien en enorm skuffelse” (Hansen, 2014, 4. nov.), og ”Det var så pinligt at se første afsnit af
153 DR's "1864". Magen til manglende respekt for datidens ofre og de konsekvenser, det fik, skal
man lede længe efter” (Jørgensen, 2014, 14. okt.).
Ifølge Andersen (2013) bliver det med evalueringskulturen og “synes-godt-om”-mentaliteten
vanskeligt at skabe en god demokratisk debat i offentligheden (93). For hvad skal vi diskutere,
når debatten ofte fordrer subjektive tilkendegivelser? ”Synes-godt-om”-mentaliteten synes især
at herske på de sociale medier (Svarre, 2013), og det kan altså antydes, at de sociale medier har
haft en effekt på måden, hvorpå vi indgår i den politiske debat. På de sociale medier tager debatten ofte udgangspunkt i subjektive holdninger og tilkendegivelser. En præmis, der kan være
medvirkende til at udfordre debatkulturen og de tilhørende demokratiske idealer.
Ud fra et habermasiansk synspunkt kan subjektive ytringer anskues som et brud på det rationelle
og objektive demokrati, som skal sikre et rum for en uforstyrret debat, hvor samfundets interesser diskuteres og ikke borgernes egne private problemer. Dog er det ofte borgernes subjektive
erfaringer, som ligger til grund for mere generelle diskussioner af samfundsproblematikker – og
man kan altså argumentere for, at debatten, som hersker i den offentlige sfære, ofte tager udgangspunkt i den private (Mortensen & Møller, 1977, s. 19). Men med en naturlig udvidelse af
den borgerlige offentlighed, som beskrevet i teoriafsnittet, bliver grænserne slørede og en sammenblanding af sfærerne uundgåelig. Offentligheden udvides nu til at foregå hjemme i sofaen
foran fjernsynet, hvorfor muligheden for at deltage i en demokratisk diskussion er øget. Habermas’ (2009) argument om, at massemedierne og populærkulturen passiverer og manipulerer
borgerne og samtidigt fratager dem deres engagement i den demokratiske debat, bliver i forbindelse med 1864 nuanceret. Selvom læserbrevene er en del af evalueringskulturen og “jegsynes-godt”-mentaliteten, er debatten om 1864 netop et eksempel på, at andre end lærde folk
stadig gør sig gældende i offentligheden. Debatten bliver derfor et billede på en demokratisk
proces, idet flere borgere deltager i den demokratiske diskussion.
4.4.3 DELKONKLUSION: DEBATTENS DEMOKRATISKE POTENTIALE
Ud fra ovenstående analyse kan det konkluderes, at borgerne har indtaget en væsentlig plads i
mediernes dækning af 1864. De borgerproducerede indlæg fylder næsten en tredjedel i dækningen af de politiske temaer, og der kan derfor argumenteres for, at debatten har fået danskerne til
at interessere sig for væsentlige samfundsmæssige problemstillinger. At tv-serien 1864 har affødt 89 læserbreve på tværs af forskellige emner i den samlede mediedækning, viser, at den of-
154 fentlig debat er at finde i avisspalterne. Selvom ”synes-godt-om”-mentaliteten kan anspores i
læserbrevene, må de alligevel anses som reflekteret meningsdannelse, da det kræver større indsigt og argumentation end blot et enkelt ”like-klik” på de digitale medier.
Hvorvidt borgernes deltagelse i dækningen af tv-serien 1864 lever op til de demokratiske idealer,
kan vurderes ud fra de forskellige normative idealer. Ser vi nærmere på borgernes deltagelse i
den politiske dækning af 1864 ud fra ’den deliberative demokratiforståelse’, synes debatten ikke
helt at leve op til idealerne. ’Den deliberative demokratimodel’ fordrer, at borgerne deltager og
engagerer sig i samfundet, ligesom debatten hviler på et respektfuldt, rationelt og ærligt fundament, hvor der er plads til, at alle parter bliver hørt (Strömbäck, 2005, s. 335-337). Skønt mediedækningen af 1864 har været domineret af mange læserbreve, kan indholdet af disse dog synes
af tvivlsom karakter. Det skyldes, som ovenstående analyse tydeliggør, at indlæggene ofte bærer
præg af subjektive bedømmelser af tv-serien, som ikke fordrer en respektfuld og rationel dialog.
Det afspejler i højere grad en polarisering og strid mellem de deltagende aktører, snarere end en
stræben efter konsensus og det gode arguments kraft.
Selvom analysen af borgernes deltagelse i dækningen af 1864 tegner et billede af, at debatten i
flere tilfælde ikke lever op til ’den deliberative demokratimodel’, er debatten trods alt med til at
skabe opmærksomhed om samfundsrelaterede emner såsom dansk krigsførelse. Dermed har
debatten faciliteret en interesse for politiske emner og åbner op for diskussioner i den offentlige
sfære. Selvom læserbrevene har været domineret af subjektive ytringer, kan de ifølge sprogforsker Jørn Lund sagtens være udtryk for en relevant debat (Elmhøj, 2014).
Ses borgernes deltagelse i debatten om 1864 i stedet ud fra ’den konkurrenceprægede demokratimodel’, imødekommes flere idealer. Denne demokratiforståelse bygger på idealerne om, at
borgerne skal være informeret om det politiske system og de politiske emner, der er oppe i tiden.
I forbindelse med borgernes deltagelse i den politiske debat om 1864, må det antages, at borgerne har været informerede om væsentlige politiske emner, da borgerne har deltaget i debatten
om samme emner gennem læserbreve. Ligeledes fordrer ’den konkurrenceprægede demokratimodel’, at borgerne vælger de demokratiske repræsentanter ud fra en politisk elite: ”(…) it is the
political elites that acts, whereas the citizens react” (Strömbäck, 2005, s. 334). Det betyder i
praksis, at eliten ytrer deres forståelse af en given sag, hvorefter borgerne forholder sig til de forskellige ytringer og vælger det argument, der stemmer overens med egne holdninger. I forhold til
155 borgernes deltagelse i debatten om 1864 ses dette ideal imødekommet ved, at borgernes ytringer afstedkommer retrospektivt. Borgerne reagerer i højere grad på udtalelser fra særligt Dansk
Folkeparti og DR, end de selv agerer igangsættere af debatten.
Borgernes deltagelse i debatten om 1864 er et eksempel på en moderne samfundsdebat, der
synes at indeholde et demokratisk potentiale. Skønt vi i Danmark abonnerer på ’den deliberative
demokratimodel’, synes debatten ikke udelukkende at bygge på denne, og man kan ud fra ovenstående analyse argumentere for, at der sker en pendlen mellem de to demokratiske idealer.
156 ',6.866,21
At Debatdanmark gik i selvsving tilbage i efteråret 2014, illustrerer den foregående analyse. I perioden 28. september til 14. december 2014 blev der i alt publiceret 637 indlæg, der nævner tvserien 1864, hvoraf 134 satte politiske tematikker på dagsordenen. Men hvorfor kom det så vidt,
at fiktionaliseringen af en historisk begivenhed pludselig blev omdrejningspunkt for en politisk
debat? Og hvorfor havnede et populærkulturelt produkt, som hører til i den kulturelle sfære,
pludselig i den politiske arena? For at besvare disse spørgsmål er det nødvendigt at vende tilbage til spørgsmålet om, hvorvidt populærkulturen har et politisk potentiale. For selvom de to begreber synes at høre til i hver deres sfære, kan man ikke komme udenom, at de til tider synes at
korrelere.
5.1 HVORFOR POLITISK DEBAT?
At 1864 indskriver sig i en kontekst, hvor der hersker en stærk forudindtagethed omkring DR
som institution, skaber en klar udfordring for modtagelsen af tv-serien. At tv-serien er et public
service-produkt har uden tvivl stor betydning, og et af spørgsmålene, der rejser sig i forlængelse
heraf, er hvorvidt debatten ville være opstået, hvis tv-serien havde haft premiere hos kommercielle udbydere som Netflix eller TV3.
5.1.1 MED PUBLIC SERVICE FØLGER ANSVAR
At DR har ageret skydeskive for 1864 kommer til udtryk i ovenstående analyse, hvor både borgere, politikere og meningsdannere har stået i kø for at give deres besyv med om ”Danmarks dyreste tv-drama”. Som nævnt i tidligere afsnit er det langt fra første gang, at DR kommer en tur
igennem mediemøllen, og mange af DR’s søndagsserier har ofte fået et par ord med på vejen.
Eksempelvis er hele Danmarks yndlingsserie Matador ligesom 1864 blevet beskyldt for at politisere, og flere eksperter har endda kritiseret serien for at være historisk ukorrekt og ”forløjet”
(Iversen, 2013).
Som beskrevet i specialets teoriafsnit har public service-begrebets betydning ændret sig i takt
med samfundsudviklingen. De samfundsmæssige ændringer, som indbefatter både det danske
mediesystem og de omkringliggende samfundsstrukturer, har medvirket til et anderledes syn på
public service-begrebet og især de forpligtelser, der følger med. Derudover har begrebet løbende indskrevet sig i forskellige diskurser, der har påvirket den generelle forståelse af public service. Disse diskurser er ofte opstået i kølvandet på kriser eller andre forfaldshistorier, hvor begre-
157 bet enten tilskrives ære eller kritik for at have levet op til idealerne eller ej (Mouritsen, 2006, s.
68). Dette illustrerer tydeligt, at public service-begrebet og DR generelt får opmærksomhed, når
der er en krise under opsejling, og det kan derfor antages, at den kritiske eksponering, der ofte er
af DR, påvirker danskernes opfattelse af public service negativt.
Ifølge Mouritsen (2006) forbindes public service-forpligtelserne ofte med ”klassiske nyheder,
aktualitet og debat” (s. 70). Af denne grund er dramatik og fiktion vanskelig at placere inden for
public service-genren, da det ofte betragtes som mere underholdende end oplysende (Agger,
2005, s. 146-148). Selvom man ikke umiddelbart forbinder drama med public service, er det dog
et faktum, at DR årligt er forpligtet til at levere minimum 20 timers dansk drama (Kulturstyrelsen,
2013 s. 8). Netop dette understreger endnu engang, at begrebets kompleksitet også kan ses
som en af årsagerne til, at 1864 blev så heftigt debatteret i de danske medier.
At public service fik en afgørende plads på den danske mediedagsorden og samtidigt blev et af
omdrejningspunkterne i debatten om 1864, virker måske ikke urimeligt, når man tager begrebets
manglende definition i betragtning. For mange mennesker er det naturligt at sætte lighedstegn
mellem DR og public service, og de fleste kan, som analysen også illustrerer, blive enige om, at
der følger nogle specifikke forpligtelser med public service-ansvaret. Men når begrebet, som
Syvertsen (1999) argumenterer, aldrig har fået en konkret definition, er det næsten forventeligt,
at der må opstå uenighed om, hvad man kan forvente. Således udspillede public servicedebatten i forbindelse med 1864 sig blandt andet mellem dem, som savnede historisk korrekthed, og dem, som købte præmissen om, at historien ofte bliver mere spændende, hvis den peppes op med et dramatisk tvist.
Spørgsmålet, der opstår i forlængelse heraf, er, om der er grænser for, hvad public servicebegrebet skal og må rumme. I en tid, hvor de fleste danskere har mere end 20 kanaler at vælge
imellem og samtidigt bliver bombarderet med tilbud fra forskellige streamingtjenester, vil debatten om DR’s public service-berettigelse sandsynligvis være evigt eksisterende. Ultraliberale vil
mene, at public service er unødvendigt i en verden, hvor vi vælter os i informationer fra et stadigt
voksende privat mediemarked (Hedegaard 2015). Derimod er de kulturradikale stærkt imod massekulturens fordummende indflydelse og har derfor en gammeldags kulturpolitisk opfattelse af
public service-institutionens opdragelsesmæssige ansvar (Palle, 2014). Men kan man så tale om,
at den gængse debat om public service mere skal ses som det, Henrik Palle kalder ‘ideologisk
158 spilfægteri’ mellem liberale debattører og de kulturradikale fra centrumvenstre, frem for en
egentlig debat om, hvad begrebet kan og skal tilbyde? Er det rimeligt, at det bliver den enkelte
danskers præferencer, der bliver rettesnor for, hvad public service skal indeholde? Ifølge tidligere
kulturminister Marianne Jelved, bør der ikke være grænser for, hvad public service-begrebet kan
rumme:
Danmarks Radio er forpligtet på at sætte nogle samlede dagsordener. Det kan være ’Matador’agtige ting, som vi føler binder os sammen. Det kan være den måde, de laver nyheder og debatprogrammer på. Det er også Danmarks Radios opgave at finde ud af, hvordan man kan beskrive
de udfordringer, vi står over for som samfund. Det kalder jeg den højeste oplysning (Kelster
2014).
At Jelved med ovenstående udtalelse fik skarp kritik fra de borgerlige partier for at indramme
public service-begrebet for bredt (Miles 2014), er med til at tilbyde en forståelse af, at public service-begrebet forgrener sig i to positioner. Specialet anskuer derfor public service ud fra en politisk såvel som en kulturel tilgang.
’Den politiske tilgang’ abonnerer på en smal forståelse af public service-begrebet og bekender
sig primært til den klassiske opfattelse, der byder, at public service skal sikre borgerne opdragelse i demokrati og kulturel oplysning (Mouritsen, 2006, s. 65). ’Den kulturelle tilgang’ abonnerer
derimod på en bredere forståelse, og begrebet rummer derfor mere end blot oplysning og opdragelse og tilbyder nærmere en definition, som tillader, at public service skal rumme alt. Fra nyhedsformidling til underholdning. Alt efter, hvilken tilgang man bekender sig til, har det indflydelse på forståelsen af public service-begrebet, såvel som på måden, hvorpå man opfatter 1864.
Hvis man tolker public service, som et element, der udelukkende skal have en opdragende og
oplysende funktion, vil der naturligt opstå nogle problemer med 1864. At serien tager sig nogle
fiktive og kunstneriske friheder, der ikke sikrer korrekt oplysning og læring, kan ses som årsagen
til, at tilhængere af ’den politiske tilgang’ ikke køber præmissen for 1864. Alex Ahrendtsens forslag om historiker-tjek kan blandt andet ses i lyset heraf. Den megen kritik opstår således, fordi
serien ikke lever op til de kvalitetskrav, som er forudsætningen for den smalle ’politiske tilgang’.
Det er således særligt med opfattelsen af, at DR ikke formår at magte public service-opgaven, at
Dansk Folkeparti den 27. august 2015 blandt andet foreslår et ”slankere” DR, som fokuserer på
at levere public service til danskerne:
159 Vi mener ikke, DR lever fuldt ud op til de public service-forpligtelser, de har. DR må
godt lave underholdningsprogrammer, men de skal først og fremmest leve op til de
ydelser, som står i kontrakten med kulturministeren, inden man satser stort (…) (Ulveman 2015).
Hvis der abonneres på ’den kulturelle tilgang’ til public service, synes forståelsen af 1864’s formåen en anden. DR anses som en central aktør i en tid præget af et mere og mere fragmenteret
mediebillede, fordi DR som institution er forpligtet på kvalitetskrav om alsidighed, upartiskhed og
på dansk kultur og demokrati (Kestler 2014). Denne forståelse deler Christina Rosendahl og Jan
Gintberg, da de begge er fortalere for, at politik og kultur skal holdes adskilt. At 1864 formår at
underholde, såvel som at skærpe den historiske interesse, er et eksempel på, at public service
med en bred ’kulturel tilgang’ kan ”(…) formidle de spændinger, der er i samfundet omkring os og
(...) de ting, som påvirker os, sådan at vi blive et oplyst folk” (Jelved i Kestler 2014).
5.1.2 HISTORIEN ER IKKE TIL FORHANDLING
Tv-serier kan anses som et dagsordensættende værktøj, fordi de ofte forholder sig til nutidige
problematikker, hvortil også borgerne må forholde sig (Hermes, 2005, s. 11). DR’s tv-serier kan
derfor netop opfattes som et ideelt middel til at styrke borgernes forudsætninger for at forstå sig
på forskellige samfundsmæssige aspekter. At tv-serier helt overordnet kan anskues som et
dagsordensættende værktøj, bliver tydeligt, når man tager et blik på nogle af DR’s tidligere dramaserier. Eksempelvis var tv-serien Nikolaj og Julie med til at sætte fokus på skilsmissefamilien,
mens Arvingerne satte fokus på kompleksiteten, der følger med, når familier arver. 1864 formåede både at sætte dagsordener af politisk og ikke-politisk karakter, da temaer som kunstnerisk
frihed og historisk korrekthed blev debatteret, samtidig med at dansk udenrigspolitik og DR’s
virke som public service-station spillede en central rolle i mediedækningen. Men hvad var det,
der gjorde 1864 til en politisk debat-bombe?
At dramatisere fortiden og samtidigt trække den ind i en nutidig, medialiseret kontekst kan, som
analysen har vist, skabe ideologiske uenigheder, der fordrer diskussion og debat. Historisk drama kan derfor have en ganske stor social og kulturel kraft, da det netop er med fortolkningen af
historien, at vi får muligheden for at dykke dybere ned i, hvem vi er, og hvor vi kommer fra (Bondebjerg, 2014a). Som analysen og særligt framen ‘Kampen om historien’ har illustreret, har den
160 historiske forståelse af krigen i 1864 haft en stor betydning i mediedækningen. Diskussionen har
ikke blot handlet om, hvorvidt Bornedals udlægning af krigen var historisk korrekt. Det er også
blevet diskuteret, hvilken forståelse af krigen der er den rigtige – og om der i forlængelse heraf,
overhovedet er nogen, som har mere ret til at afgøre, hvilken version af vores fælles historie, der
er den sande. Den politiske debat, som opstod med afsæt i tv-serien, er altså et eksempel på, at
et historisk drama kan starte en regulær mediekrig baseret på følelser og holdninger.
Men hvorfor kan et fiktivt drama, bygget op omkring virkelige begivenheder, skabe en så omfangsrig debat? Er det, fordi kombinationen og pendlen mellem fakta og fiktion har svagheder?
Eller handler det mere om, som Bondebjerg (2014b) påpeger, at historiske serier sender tvseeren på et såkaldt erindringsarbejde, hvori vi bruger fortiden og vores oplevelse af den til både
personligt og socialt at konstruere en forståelse af os selv og andre i nutiden? Er det fordi vi ikke
kan lide det billede, der tegnes af os?
Svaret synes lige til. For hvis man binder sin nationale identitet op på fiktive historiske konstruktioner, synes det naturligt, at en historisk tv-serie som 1864 kan vække blandede følelser. Det sker
primært, fordi der vises et billede af fortiden, som ikke nødvendigvis er i overensstemmelse med
det billede, man selv har. Uoverensstemmelsen opstår særligt, fordi 1864 er et drama, der tager
afsæt i en historisk dokumenteret virkelighed og rekonstruerer specifikke personer og begivenheder i dramaets form. Når drama blandes med dokumentariske elementer, kan det være svært
skelne mellem, hvornår der er tale om en ’sandfærdig’ udlægning af begivenhederne, og hvornår
der er tale om fiktion.
At 1864 vil huskes for at være mere end blot et storslået søndagsdrama, hersker der oven på
specialets analyser ikke megen tvivl om. 1864 havde potentiale til mere end blot at underholde,
og at der opstod så omfattende en debat skyldes flere faktorer. Særligt kombinationen af modsatrettede forventninger til public service-forpligtelsen og en samtidig porøsitet omkring historiske dramaer har været medvirkende til, at serien formåede at plante sig og vække noget i den
enkelte dansker. Hermed bliver det klart, at historien er en skrøbelig størrelse, som ofte ikke er til
forhandling.
161 5.2 POPULÆRKULTUR – OPLYSENDE OG DEMOKRATISK?
At populærkultur rummer alt fra popmusik og spaghettiwesterns til formidlingen af historiske begivenheder, er der ingen tvivl om. Men har populærkulturen ud over sin ofte høje underholdningsværdi et potentiale for mere? Kan man tale om, at populærkulturen gennem sin underholdende tilgang til relevante problemstillinger formår at have en oplysende funktion?
Ifølge Bondebjerg (2014?) formår historiske dramaer at ”(…) vække og igangsætte en større historisk erkendelse”, som indbyder til at søge mere information. Et stykke populærkultur som
1864 kan dermed skabe interesse for Danmarks historie og få tv-seerne til at opsøge yderligere
viden, hvorfor populærkultur i nogle tilfælde kan siges at have et informativt og oplysende potentiale. Mette Bock bekræfter dette potentiale i kraft af sit formandskab for Grænseforeningen og
fastslår samtidig, at tv-seerne evner at skelne mellem historie og fiktion:
(…) interessen for vores fælles historie er eksploderet. Vi kan konstatere det i de
massivt flere besøg, Grænseforeningen har på vort glimrende netleksikon. Danskerne er generelt ikke så dumme, at vi forveksler historie og fiktion. Men fiktionen
kan lede på vej til, at flere opdager historien, fordyber sig på egen hånd og søger
svar på, hvem ham Monrad egentlig var, og hvad nederlaget i 1864 kom til at betyde (Bock, 2014, 5 dec.).
Ifølge Bock er danskerne altså ikke så dumme, at de lader sig forblinde af et fiktivt drama, og man
kan med de øgede besøgstal hos Grænseforeningen argumentere for, at populærkulturen og
1864 formår at engagere folk i Danmarks historie. Flere historikere er dog uenige med Bock og
Bondebjerg, og især Rasmus Glenthøj mener, at det er vanskeligt for seerne at forstå krigen anno
1864 på baggrund af en tv-serie, hvis udlægning af begivenhederne tenderer til karikatur (Berlingske, 2014, 13. okt.)
Flere af DR’s tidligere dramaserier er som nævnt ligeledes blevet kritiseret for sin tvivlsomme udlægninger af historien. Joachim Lund, forsker ved CBS, har blandt andet betegnet Matador som
et glansbillede af besættelsestiden. Han pointerer, at serien med sikkerhed har skabt det ukorrekte billede, som senere generationer har af denne tid (Iversen, 2013). Kritikerne, herunder
Glenthøj og Lund, mener derfor ikke, at populærkulturen i disse tilfælde formår at informere bor-
162 gerne sandfærdigt om historiske begivenheder. Problematikken ligger således i, at den danske
befolkning efterlades uoplyste og med et skævt billede af fortiden.
Olav Skaaning er uenig i kritikken og mener ligesom Bondebjerg og Bock, at populærkultur kan
blive afsæt for en historiedannende proces. Skønt populærkulturelle produkter som 1864, Rød-
der og 12 Years a Slave ikke er regelrette historiske redegørelser, formår de at informere og skabe opmærksomhed omkring historiske perioder, og så må vi ”(…) gennem undervisning, dokumentarprogrammer, bøger og aviser korrigere forkerte opfattelser og misforståelser i den offentlige debat” (Skaaning, 2014, 12. okt.). Ud fra Skaanings citat bliver det klart, at populærkultur
som oplysende element ikke kan stå alene, men må suppleres med anden oplysning.
Hvorvidt populærkulturen har potentiale til at oplyse borgerne om historiske begivenheder, hersker der uenighed om. Ovenstående tydeliggør, at der findes to opfattelser af, hvorvidt populærkulturen har et oplysende potentiale. Glenthøj mener, at 1864’s oplysende potentiale udebliver,
fordi det billede, der tegnes af de historien, er usand og skævvridende, og han mener i den forbindelse, at populærkulturen kan være med til at fremme en forkert forståelse af Danmarkshistorien. Glenthøj abonnerer altså på historiker Carsten Tage Nielsens (1993) argument om, at tvseerens kritiske distance udebliver, når denne bliver suget ind i et oplevelsesmættet fiktionsunivers, fordi fremstillingen fremstår som virkelighed (s. 113).
Hvis dette anskues ud fra et analytisk perspektiv, kan det siges, at Bondebjerg, Bock og Skanning er af den overbevisning, at tv-serien kan være medvirkende til, at begivenhederne i 1864
ikke forsvinder sammen med de støvede historiebøger. Hvis man i den forbindelse overfører
McNairs (2011) fem mediefunktioner til 1864, kan tv-serien ses som et middel til at sikre borgerne information om, hvad der sker i samfundet. Ligeledes formår 1864 at undervise og oplyse
borgerne om deres historiske ophav.
At populærkulturen har fået en mere relevant plads i hverdagen, stemmer overens med det samfund, som omgiver os. Konsekvenserne ved det moderne samfund er netop, at den sociale, kulturelle og historiske sfære i højere grad ses i sammenhæng med hinanden. Derfor er det naturligt, at borgerne søger indsigt gennem alternative kilder herunder en historisk tv-serie. Derfor er
det også en nærliggende del af udviklingen, at populærkulturen kan være med til at udbrede en
interesse for samfundets instanser og demokratiets virke. Men er det, at populærkulturen tilbyder
163 viden og oplysning nok til, at man kan argumentere for, at populærkulturen har et demokratisk
potentiale?
Som belyst i problemfeltet skabes DR’s søndagsdramatik blandt andet ud fra produktionsbegrebet ’den dobbelte historie’ (Redvall, 2011, s. 184-185). ’Den dobbelte historie’ byder, at DR skal
skabe mere end blot den gode og fascinerende historie. Dramatikken skal ydermere indeholde
oplysende elementer, der genererer ny viden og skaber debat blandt tv-seerne. Dette ses blandt
andet i tv-serien Borgen, som havde til formål at skabe stof til eftertanke, oplyse om Danmarks
demokratiske virke og fordre deltagelse i den politiske debat og proces (Redvall, 2011, s. 192).
Kan det samme siges at være gældende for 1864?
Skønt 1864 har modtaget meget kritik, og specialets analyse viser, at kritiske røster har været
særligt dominerende i debatten, viser analysen ikke desto mindre, at serien blandt andet har formået at få danskerne til at reflektere; om alt fra datidens krig, nutidens krigsførelse, DR’s rolle i
det danske samfund og forvaltningen af vores fælles licenspenge. Med afsæt i de definerede mål
i public service-kontrakten (Kulturstyrelsen, 2013, s. 3) kan der hermed argumenteres for, at DR
med 1864 styrker borgernes handleevne i det demokratiske samfund.
Som analysen tydeligt illustrerer, er der dog flere politikere, historikere og borgere, der mener, at
DR i forbindelse med 1864 ikke lever op til deres forpligtelser i rollen som public service-udbyder.
Det kan godt være, at 1864 ikke formåede at samle alle danskere omkring sofaen søndag aften, i
ligeså høj grad som andre af DR’s produktioner; og det kan også godt være, at DR ikke formidlede historien 100 procent korrekt; til gengæld fik 1864 i stedet seerne til at gribe til tasterne, hvor
læserbreve om danske værdier, krigsførelse og historiens essentielle betydning blev forfattet.
Emner, som pludseligt blev relevante at diskutere, da DR satte dem i spil i en historisk tv-serie. At
1864 med tilhørsforhold i den kulturelle offentlighed blev genstand for debat i den politiske offentlighed er interessant. Dette fordi sammenblandingen af de to sfærer kan anskues som en
demokratiserende proces, idet populærkulturen skaber en mere inkluderende offentlighed, hvor
politiske dagsordener blødes op og gøres mere forståelige. Så kan det ikke netop siges at være
en sejr for demokratiet, at en public service-serie formår at sætte gang i et ellers til tider sløvt
Debatdanmark?
164 Her bliver det klart, at populærkulturen kan forstås som en invitation til et fællesskab, hvor debat
og diskussion om samfundet finder sted. Joke Hermes (2005) betegner dette som et kulturelt
medborgerskab, hvor borgerne gennem populærkultur kan sætte politiske temaer på dagsordenen (s. 10-11). Skyldes det populærkulturens og i dette tilfælde 1864s lette tilgang til abstrakte
emner, at der opstår debat omkring udenrigspolitiske beslutninger truffet tilbage i 00’erne? Er
det eksempelvis nemmere at forholde sig til kompleksiteten omkring det at gå i krig, hvis den
fortælles gennem en fiktiv families sorg over at have mistet deres søn i Afghanistan-krigen, frem
for når politikerne knastørt brummer fra talerstolen på Christiansborg?
Med henvisningen til afsnittet om infotainment hersker der en tendens i det moderne samfund,
hvor man forsøger at gøre politik mere vedkommende og nært gennem populære programmer
(Brants, 2005, s. 14). Det ses blandt andet i talkshowet Vi ses hos Clement, hvor politikere inviteres ind sammen med popstjerner og skuespillere for at bløde formatet og det politiske interview
op. Men hvor talkshows oftere har en tydelig politisk præmis, er det anderledes med tv-serier,
som i det skjulte kan inkorporere politiske elementer og holdninger. Nogle vil mene, at dette netop var hvad, der skete i Borgen, hvor der kunne gisnes om, at inspirationen til seriens fiktive partier var hentet fra virkelighedens Christiansborg. Men hvor Borgen måske lå lige til højrebenet i
forhold til at få øje på politiske paralleller, kunne man antage, at det med skildringen af de 150 år
gamle begivenheder tilbage i 1864 var anderledes. Dog skulle det vise sig, at parallellerne lå
nært. I framen ‘De røde lejesvende’, ‘Public service forpligter’ og ‘Kampen om historien’ viser det
sig særligt, hvordan flere parter mener, at DR går venstrefløjens ærinder og ikke formår at portrættere den danske historie og de danske værdier sandfærdigt. Skønt specialet ikke forholder
sig til, hvorvidt 1864 sætter en intenderet politisk dagsorden, er det dog alligevel interessant, at
et tv-drama kan formå at skabe fokus omkring politiske beslutninger og processer. Selvom Bornedal og DR hårdnakket benægter seriens politiske agenda, kan man ikke komme uden om, at
den var med til at sætte diverse politiske dagsordener i de danske medier. Og heri består et væsentlig demokratisk potentiale ved populærkulturen.
165 .21./86,21
Med alle analysedele samt den afsluttende diskussion på plads er det nu tid til at samle analysens resultater i en besvarelse af specialets problemformulering:
Med afsæt i tv-serien 1864 ønsker specialet at undersøge, hvordan populærkultur
bliver afsæt for politisk kommunikation og debat.
Specialet bygger på en bred forståelse af politisk kommunikation, som naturligt påvirker specialets resultater. Dette skyldes, at den brede forståelse af feltet muliggør, at flere enheder i dækningen af 1864 karakteriseres som værende politiske. Empirien, analysen tager sit afsæt i, er derfor mere omfangsrig og nuanceret, end hvis specialet havde haft en smal forståelse af feltet. Besvarelsen af problemformuleringen må derfor nødvendigvis ses som et udtryk for en bred forståelse af politisk kommunikation, der har til hensigt at belyse forholdet mellem politisk kommunikation og populærkultur med afsæt i tv-serien 1864.
Problemformuleringen er søgt besvaret gennem specialets fire analysedele, som har gjort det
muligt at definere, hvem der deltager i mediedækningen, og hvad der debatteres. Dette har tilsammen muliggjort at besvare, hvordan 1864 bliver afsæt for politisk kommunikation og debat.
Hvordan mediedækningen af tv-serien 1864 kan anses som et eksempel på en politisk debat,
beror blandt andet på de aktører og afsendere, der optræder i debatten. Mediedækningen har
været præget af mange aktører og afsendere, og særligt politikernes deltagelse må anses som et
væsentligt bidrag til, at 1864 bliver afsæt for politisk kommunikation og debat. Dansk Folkeparti
har indtaget en central plads i mediernes dækning af 1864, og partiet formår gennem deres tilstedeværelse i debatten at anvende populærkulturen som et dagsordensættende værktøj, og på
den måde når de ud med deres politiske budskaber og mærkesager til de danske avislæsere.
Ligeledes må borgernes deltagelse forstås som et udtryk for, at debatten om 1864 fik politiske
konnotationer, da borgerdeltagelse må anses som en vigtig grundsten i det danske demokrati.
Borgerne deltager primært gennem læserbreve, hvor særligt DR’s virke behandles. Borgernes
bidrag til debatten om 1864 er i langt de fleste tilfælde af evaluerende karakter, hvorfor der sættes spørgsmål ved, hvorvidt borgernes deltagelse i den offentlige debat kan synes demokratifordrende. Denne sondring bygger på, hvorvidt demokratiet anskues ud fra ’den konkurrenceprægede’ eller ’den deliberative demokratiforståelse’.
167 Hvordan mediernes dækning af 1864 bliver afsæt for politisk kommunikation og debat, må ligeledes forstås ud fra de tematikker, tv-serien er medvirkende til at sætte på dagsordenen. I specialets framing-analyse er der identificeret fem frames, hvis tilstedeværelse fremhæver, hvilke
emner der står højt på dagsordenen. I framen ’Spild af penge’ kommer det til udtryk, hvorledes
finansieringen af tv-serien er til diskussion og ikke mindst bevillingen på de 100 millioner ekstra
kroner fra den tidligere VK-regering. Framen ’Public service forpligter’ italesætter public servicebegrebets kompleksitet og divergerende forventninger, mens framen ’Kampen om historien’
sætter værdipolitiske emner i spil samt historiens betydning for den nationale selvforståelse.
Gennem tv-seriens fiktionsunivers bliver politiske beslutninger og standpunkter diskuteret i de
danske dagblade. Det kommer yderligere til udtryk i framen ’Vi må ikke glemme krigen’. Foruden
slagtebænken i Dybbøl belyser 1864 nutidens krigstraumer gennem en parallelhistorie; hermed
formår tv-serien at sætte udenrigspolitiske beslutninger på dagsordenen. Emnet kan siges at
være en abstrakt politisk størrelse, men gennem 1864 bliver det muligt at forholde sig mere konkret til disse udenrigspolitiske beslutninger, fordi tv-serien eksemplificerer bestemte følelser og
holdninger.
Herudover kan det konkluderes, at særligt DR som institution og licensfinansieret virksomhed er
et centralt element i den meningsbrydning, som finder sted mellem de agerende parter i mediernes dækning af 1864. Det skyldes blandt andet, at 1864 indskriver sig i en kontekst og kultur,
hvor der på forhånd eksisterer en forudindtagethed om DR. Dette kommer til udtryk i framen ’De
røde lejesvende’, hvor DR beskyldes for at have en venstreorienteret dagsorden. At en tv-serie
om en historisk krig fordrer en debat, der særligt kommer til at omhandle DR’s rolle og institutionens public service-forpligtelser, må ses som et udtryk for, at det kan være problematisk at blande historisk fakta med fiktion. Ligeledes er det et udtryk for, at public service kan tolkes på mange måder og derfor ofte er til forhandling. Ud fra debatten om public service tilbyder specialet to
tilgange til at forstå begrebet; henholdsvis ’den politiske’ og ’den kulturelle’. Debatten kan derfor
siges at tage en polariseret form, hvor tilgangen til public service spiller en rolle i modtagelsen af
tv-serien.
Hvorvidt populærkulturen – i dette tilfælde 1864 – har et politisk potentiale, må altså anskues ud
fra den massive mediedækning, der omgiver tv-serien. At tv-serien kan siges at have et potentiale, der rummer mere end blot et underholdende univers, kommer til udtryk i de tematikker, som
den afføder. Selvom 1864 måske ikke fører nogle egentlige politiske beslutninger med sig, kan
168 det konkluderes, at det politiske potentiale består i dens evne til at skabe debat og til at oplyse og
engagere borgerne i samfundsrelevante spørgsmål.
169 3(563(.7,9(5,1*
Ud fra specialets undersøgelse synes det interessant, om en lignende mediedækning og debat,
som den der fandt sted i forbindelse med 1864, vil kunne opstå igen. På baggrund af specialets
resultater er der flere faktorer, der peger på det som et plausibelt scenarie. Her synes det relevant
at dvæle lidt ved årsagerne til, at 1864 skabte debat.
Specialet har blandt andet konkluderet, at DR’s public service-forpligtelse bærer en særlig del af
ansvaret for, at 1864 fyldte så markant på den danske mediedagsorden i efteråret 2014. Med
denne konklusion in mente synes det ikke urimeligt at forestille sig, at en lignende debat muligvis
vil opstå igen. Det skyldes, at public service-begrebet hele tiden er genstand for nutidig og relevant debat, og at begrebet og forståelsen heraf er under konstant udvikling. Danske Folkeparti
har for nyligt ytret ønske om et slankere DR (Ulveman, 2015), og senest har den spritnye Venstre-regering med Finansminister Claus Hjort Frederiksen i spidsen taget kampen op mod DR og
public service den 26. august 2015. Ifølge Frederiksen fylder DR alt for meget i mediebilledet og
”fokuserer for lidt på public service og er fuld af kedelig underholdning i den bedste sendetid”
(Arnfred, Thorbo-Carlsen & Klarskov, 2015). Med yderligere reference til Marianne Jelveds lidt
flydende definition af begrebet og til specialets definition af en ’kulturel’ og ’politisk’ tilgang til
public service synes en forening af de divergerende holdning om DR’s rolle i samfundet fjern. Før
der kommer en egentlig afklaring på, hvilken rolle public service skal spille i det danske mediebillede, synes det forventeligt, at diskussionen om DR og tv-serier som 1864 fortsætter lidt endnu.
Når DR i efteråret 2016 blænder op for en storstilet fortælling om Danmarkshistorien fra oldtid til
nutid (Jensen, 2014), er der med henvisning til specialets analyse således god grund til at forvente, at en debat a la den, som fulgte med 1864, vil opstå igen. I en pressemeddelelse skriver
DR følgende om den nye tv-serie: "Planen er, at programmerne skal (…) vises i bedste sendetid
på DR1, så hele Danmark har mulighed for at se med og reflektere over, hvad vi er gjort af, hvem
vi og hvorfor" (Jensen, 2014). Intentionen om at skabe refleksion om, hvem vi er, og hvor vi
kommer fra er ædel, men samtidig skrøbelig. For lige som med 1864 er det oftest her, det går
galt – og her, der opstår ideologiske kampe om den historiske fortolkning. Med udgangspunkt i
specialets undersøgelse af mediedækningen af 1864 kan det således formodes, at tolerancen
oftest er lavere, når det kommer til dramatiseringen af historiske begivenheder, fordi fortiden ikke
i lige så høj grad er til forhandling som nutiden.
171 En anden ny DR-serie, Herrens Veje, som begynder optagelser i august 2016, vil muligvis få en
anden modtagelse end 1864, da det ikke er en historisk tv-serie. Desuden har Herrens veje til
hensigt at sætte religion på dagsordenen, og forfatteren Adam Price håber, at serien kan være
med til at starte nogle fornuftige diskussioner om religion (Rasmussen, 2015). Det kan antages,
at begge public service-tilgange vil have lettere ved at acceptere Herrens Veje som public service, da tv-serien har et klart mål om at oplyse og afspejle mangfoldigheden og forskellige livsopfattelser. Dette er netop et konkret defineret formål i public service-kontrakten (Kulturstyrelsen,
2015, s. 3).
Ovenstående forståelse af, at Herrens Veje ikke vil genere samme debat, bygger på specialets
konklusion om, at tv-serier særligt skaber debat, når der tages afsæt i historiske begivenheder.
Dog kan man alligevel gisne om, at der muligvis kan opstå debat i kølvandet på Herrens veje. Det
skyldes, at serien højst sandsynligt kommer til at berøre religion og trosforestillinger, og at den i
kraft heraf kommer til at stille spørgsmål ved menneskers livssyn. Her kan man muligvis drage en
parallel til den kompleksitet, der følger med historiske dramaer, da trosforestillinger og livssyn
også handler om, hvordan vi forstår os selv, og hvor vi kommer fra.
Med ovenstående perspektiverende sondringer kan det antages, at debatten, som opstod på
baggrund af 1864, vil gentage sig i en lignende form i forbindelse med kommende tv-serier. Dog
vil kommende debatter højst sandsynligt være karakteriseret ved andre udviklingsforløb og anderledes indhold. Dette vil måske særligt komme til udtryk, hvis der er tale om nutidige samtidsdramaer, da disse i højere grad kan anses som miljøskildringer end som en egentlig forhandling
af den nationale identitet og selvforståelse.
172 /,77(5$785/,67(
Agger, Gunhild (2005). Dansk tv-drama: Arvesølv og underholdning. Frederiksberg: Samfundslitteratur.
Agger, G. (2010). Dokudramaet dilemma – historie og fiktion og etik. I: Antoft, R., Jacobsen, M.H.
& Knudsen, L.B. (red.) Den poetiske fantasi: - om forholdet mellem sociologi og fiction (s. 183205). Aalborg: Aalborg universitetsforlag.
Agger G. (2013). The Role of History in Bestseller and Blockbuster Culture. Academic Quarter
Vol. 7 (Fall 2013), s. 299-316.
Agger, G. (2014, 28. oktober). Kampen om vores 1864. Kommunikationsforum.
Lokaliseret 26. august 2015:
http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/anmeldelse-af-1864
Albæk, Erik & Hopmann, David Nicholas, (2013, 5. oktober). Mere debat fører ikke til demokrati.
Berlingske.
Lokaliseret den 28. juli 2015:
http://www.b.dk/kronikker/mere-debat-foerer-ikke-til-mere-demokrati
Albæk, Erik & de Vreese, Claes H. (2010). Forskning i politisk kommunikation: Et overblik. Politica,
42. årg. (3), s. 279-293.
Andersen, J. (2013). Jeg føler – derfor har jeg ret. I: Kock, C. (red.) Debatkultur på nedtur? Den
politiske debat under lup (s. 91-99). Frederiksberg: Samfundslitteratur.
Bang, J. (2007). Dilemmaet om DR og TV 2. I: Carstensen, M.B., Svith, F. & Mouritsen, P. (red.)
DR og TV 2 i folkest tjeneste? (s. 201-224). Århus: Forlaget Ajour.
Berg-Sørensen, A. (2012). Hermeneutik og fænomenologi. I: Jacobsen, M.H. et al. (red.) Videnskabsteori i statskundskab, sociologi og forvaltning (s. 215-244). København: Hans Reitzels Forlag.
Berger, P. L. & Luckmann, T. (1966). The Social Construction of Reality: A Treatise in the Sociology of Knowledge. London: Penguin Books.
Bjørnlund, F. (2014, 14. Oktober). Bornedal: Jeg er ked af borgerkrigen. Filmmagasinet Ekko.
Lokaliseret den 4. september, 2015:
http://www.ekkofilm.dk/artikler/jeg-er-ked-af-borgerkrigen/
Blüdnikow, Bent, (2014, 9. oktober). Pia Kjærsgaard: ”Jeg er dybt rystet over 1864-serien”. Berlingske.
Lokaliseret den 11. August 2015:
http://www.b.dk/nationalt/pia-kjaersgaard-jeg-er-dybt-rystet-over-1864-serien
Blumler, J. & Kavanagh, D. (1999). The Third Age of Political Communication: Influences and
Features. Political Communication, 16 (3), s. 209-230.
173 Bondebjerg, Ib, (2014a,13. oktober). Når Mytologi bliver til tv. Kommunikationsforum.
Lokaliseret den 11. maj 2015:
http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/analyse-af-historiske-tv-serier-1864-ole-bornedal
Bondebjerg, Ib (2014b, 13. oktober). 1864: Når Historien bliver til film og tv-dramatik. Bondebjerg-blog.
Lokaliseret den 11. august 2015:
https://bonde.blogs.ku.dk/2014/10/13/1864-nar-historien-bliver-til-film-og-tv-dramatik/
Brants, K. (2005). Who’s Afraid of Infotainment. I: McQuail, D., Golding, P. & de Bens, E. (red.)
Communication Theory and Research (s. 3-24). London: Sage Publications.
Bryman, A. (2008). Social Research Methods (3. udg.). Oxford: Oxford University Press.
Carlson, C. & Niels, M.K. (2014, 12. oktober). Latterligt! Manipulation! Pinligt! DF raser systematisk mod alle dramaserier fra DR. BT.
Lokaliseret den 11. maj 2015:
http://www.bt.dk/film-og-tv/latterligt-manipulation-pinligt-df-raser-systematisk-mod-alledramaserier-fra-d
Christensen, A.S. (2015, 5. maj). Adam Price skriver ny dramaserie til DR. DR.
Lokaliseret den 11. maj 2015:
https://www.dr.dk/DRPresse/Artikler/2015/05/04/153942.htm
Dahlgren, P. (1998). Enhancing the Civic Ideal in Journalism. I: Brants, K., Hermes, J. & van Zoonen, L. (red.) The Media in Question. Popular Cultures and Public Interests. London: Sage.
D’Angelo, P. (2002). News Framing as Multiparadigmatic Research Program: A Response to
Entman. Journal of Communication, (December), s. 870-888.
Ditlevsen, S.D. (2009, 6. August). Mig, mig, mig og mig sætter gang i den hårde debat på nettet.
Information.
Lokaliseret den 29. august 2015:
http://www.information.dk/199358
DR (2014, 30. april). DRs Public Service redegørelse 2013.
Lokaliseret den 11. maj 2015:
http://downol.dr.dk/download/DRKommunikation/dr2013/DRs_public_service_redegoerelse_2013
_web.pdf
DR. (U.Å.). Licens sikrer public service.
Lokaliseret den 5. September 2015:
http://www.dr.dk/Om_DR/licens/Spoergsmaal+og+svar/Fakta+om+licens/Public_service.htm
Elmhøj, J. (2014, 25. August). Debatten: Vores debatkultur er skinger og uægte. Information.
Lokaliseret 4. September 2015:
http://www.information.dk/507210
174 Entman, R. (1993). Framing: Toward Clarification of a Fractured Paradigm. Journal of Communication, (Nr. 43), s. 51-58.
Eskjær, M. F. & Helles, R. (2015). Kvantitativ indholdsanalyse. Frederiksberg: Samfundslitteratur.
Espersen, S. (2009, 21. marts). Espersen: De røde lejesvende manipulerer. Politiken.
Lokaliseret den 11. maj 2015:
http://politiken.dk/debat/ECE675781/espersen-de-roede-lejesvende-manipulerer/
Frid-Nielsen, N. (2010, 14 september). Røde lejesvende taget på fersk gerning. DR.
Lokaliseret den 11. maj 2015:
http://www.dr.dk/nyheder/kultur/roede-lejesvende-taget-paa-fersk-gerning
Gamson, W.A. & Modigliani, A. (1989). Media Discourse and Public Opinion on Nuclear Power: A
Constructionist Approach. AJS Vol. 95 (1), s. 1-37.
Goffman, E. (1974). Frame Analysis: An essay on the organisation of experience. Boston: North
Eastern University Press.
Graber, D. (2005). Political Communication Faces the 21st Century. Journal of Communication
(September 2005). s. 480-507.
Gripsrud, J. (2005). Mediekultur, mediesamfund. København: Hans Reitzels Forlag.
Gurevitch, M., Coleman, S. & Blumler, J. (2009). Political Communication - Old and New Media
Relationsships. The ANNALS of the American Academy of Political and Social Science, (625).
s.164-181.
Habermas, J. (2009). Borgerlig Offentlighed. København: Informations Forlag.
Hallin, D.C. & Mancini, P. (2005). Comparing Media Systems. I: Curran, J. & Gurevitch, M. (red.)
Mass Media and Society (s. 215-233)(4. udg.). New York: Hodder Arnold.
Hedegaard, C. (2015, 23. juni). Connie Hedegaard: Stop skyttegravskrig om public service. Altinget.
Lokalierset den 18. august 2015:
http://www.altinget.dk/kultur/artikel/connie-hedegaard-stop-skyttegravskrig-om-public-service
Hermes, J. (2005). Re-reading Popular Culture. Oxford: Blackwell Publishing.
Hjarvard, S.(1997). Forholdet mellem kvantitative og kvalitative metoder i medieforskningen.
Norsk Medietidsskrift, 2, s. 59-80.
Hjarvard, S. (2007). Den politiske presse. En analyse af danske avisers politiske orientering.
Journalistica, 5 (2007), s. 27-53.
Hjarvard, S. (2015). Framing: Introduktion til et begreb og en klassisk tekst. Mediekultur, (Nr. 58),
s. 104-114.
175 Inglehart, R. & Baker W.E. (2000). Modernization, Cultural Change, and the Persistence of Traditional values. American Sociological Review, vol. 65 (No. 1), s. 19-51
Iversen, K. (2013, 2. marts). Lise Nørgaard forsvarer ‘Matador’: »Jeg prøvede at fortælle det, som
det var«. Politiken.
Lokaliseret den 25. august 2015:
http://politiken.dk/kultur/medier/ECE1912108/lise-noergaard-forsvarer-matador-jeg-proevedeat-fortaelle-det-som-det-var/
Jensen, H.D. (2014, 11. juni). Ny DR-satsning: Bruger millioner på at fortælle Danmarks historie.
Berlingske.
Lokaliseret den 1. september 2015:
http://www.b.dk/kultur/ny-dr-satsning-bruger-millioner-paa-at-fortaelle-danmarks-historie
Just, S.N. & Burø, T. (2010). Kultur- og kommunikationsteori: En introduktion. København: Hans
Reitzels Forlag.
Karker, A. (2013, 11. marts). Politikere skændes om ’Borgen’: Er det politisk propaganda? BT.
Lokaliseret den 20. juli 2015:
http://www.bt.dk/politik/politikere-skaendes-om-borgen-er-det-politisk-propaganda
Kestler, A.(2014, 29. marts). Public service er demokratidebat. Politiken.
Lokaliseret den 18. august 2015:
http://politiken.dk/debat/profiler/amaliekestler/ECE2248590/public-service-er-demokratidebat/
Kramhøft, P. (2003). Journalistik med omtanke: arbejdsmetoder i udredende og analytisk journalistik. Forlaget Ajour.
Krippendorff, K. (2004). Content Analysis. An Introduction to Its Methodology (2.udg). Thousand
Oaks: Sage.
Kristensen, T. & Gabrielsen, G. (2011, 25. september). ‘Borgen sender politik ind i stuen’. Politiken.
Lokaliseret den 11. maj 2015:
http://politiken.dk/debat/analyse/ECE1403467/borgen-sender-politik-ind-i-stuen/
Kristensen, R. (2014, 11. april). Dansk Folkeparti er et ligegyldigt, men farligt parti. JyllandsPosten.
Lokaliseret den 20. august 2015:
http://blogs.jp.dk/klarkontantkristensen/2014/04/11/dansk-folkeparti-er-et-ligegyldigt-menfarligt-parti/
Kristensen, E.E. (2011, 15. juli). Populistiske DF’ere aflivet. Information.
Lokaliseret den 20. august 2015:
http://www.information.dk/273472
176 Kulturstyrelsen. (2013). DRs public service-kontrakt for 2013-2014. Kulturstyrelsen.dk.
Lokaliseret
den
5.
september,
2015:
http://www.kulturstyrelsen.dk/fileadmin/user_upload/dokumenter/KS/medier/tv/DR/Kontrakter/D
Rpublic_service-kontrakt_af_3__juni_2013.pdf
Kulturstyrelsen (2010). Fokus på kvalitet og mangfoldighed – Mediepolitisk aftale for 2011-2014.
Kulturstyrelsen.dk.
Lokaliseret den 5. September 2015:
http://kum.dk/uploads/tx_templavoila/Aftaletekst_Medieaftale_2011-2014.pdf
Ladegaard, Claus (1993). Mellem fodnoter og fiktion: Om historien i medierne. I: Ladegaard,
Claus (red.) Når medierne spinder historiens tråd (s. . København: Akademisk Forlag.
Lang, J. (2012, 9. Juli). Armslængdeprincip. Den store danske. Gyldendal.
Lokaliseret den 4. September, 2015:
http://www.denstoredanske.dk/Gyldendals_Teaterleksikon/Administration/armslængdeprincip
Lidegaard, B. (2014, 13. oktober). 1864 sluttede i 2001. Politiken.
Lokaliseret den 11. maj 2015:
http://politiken.dk/magasinet/essays/ECE2422866/1864-sluttede-i-2001/
Lippmann, W. (1922). Public Opinion. New York: Macmillan.
Lund, A.B. (2002). Den redigerende magt: nyhedsinstitutionens politiske indflydelse. Aarhus:
Aarhus Universitetsforlag.
Lund, A.B., Ørsten, M. (2004). Nyhedsmediernes dækning af valget til Europa-Parlamentet
2004, Modinet Working Paper, (No. 11).
Lund, A.B. & Willig, I. (2009): Om forskningsprojektet: En nyhedsuge i Danmark 1999-2008, I:
Lund, A.B., Willig, I. & Blach-Ørsten, M. (red.) Hvor kommer nyhederne fra? Den journalistiske
fødekæde i Danmark før og nu. (s. 7-14). Aarhus: Forlaget Ajour.
Mackenzie, I. (2009). Politics Key Concepts in Philosophy. London: Continuum.
McCombs, M. (2014). Setting the Agenda, Mass Media and Public Opinion. Cambridge: Polity
Press
McCombs, M. E. & Shaw, D. L. (1972). The Agenda Setting Function of Mass Media. Public Opinion Quarterly, Vol. 36 S.176-187.
McNair, Brian, (2011). An Introduction to Poltical Communication (5. udg.). Abingdon: Routledge.
McQuail, D. (2000). McQuail’s Mass Communication Theory (4. udg.) London: Sage Publications.
Mediawatch. (2014, 1. april). Læsertal: Hverdagsavisernes udvikling H1 2015.
Lokaliseret den 14. april, 2015:
http://mediawatch.dk/Statistik/
177 Miles, J. K. (2014, 27 marts). DR-debat: Så er porno også public service, Jelved. Ekstra Bladet.
Lokaliseret den 18. august 2015:
http://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/article4827173.ece
Mortensen, F. & Møller, J. (1977). Offentlighedsteori. Politica Bind 9, (2), s. 8-25.
Mouritsen, P. (2006). I folkets tjeneste: Public service som omstridt begreb. Journalistica 3
(2006) S.65-85.
Mouritsen, P. (2007). Fem opfattelser af TV og radio i kampen om “i folkest tjeneste”. I: Carstensen, M.B., Svith, F. & Mouritsen, P. (red.) DR og TV 2 i folkets tjeneste? (s. 25-51).
Århus: Forlaget Ajour.
Nielsen, R.K. & Helles, R. (2011, 11. november). Er vore medier virkelig verdens bedste? Berlingske, Debat.
Lokaliseret den 11. maj 2015 på:
http://www.b.dk/kronikker/er-vore-medier-virkelig-verdens-bedste
Nielsen, C.T. (1993). Fjernsynet som historiefortæller: Genrer og fortælleformer i den visuelle historieformidling. I: Ladegaard, C. (red.) Når medierne spinder historiens tråd (s. 89-115). København: Akademisk Forlag.
Darmer, P. & Nygaard, C.(2005). Paradigmetænkning (og dens begrænsning). I: Nygaard, C.
(red.) Samfundsvidenskabelige analysemetoder (s. 21-43). Frederiksberg: Samfundslitteratur.
Pabst, M.V., (2014, 21. september). Nej, kvindelige debattører har ikke et dårligt sexliv. Politiken,
Debat.
Lokaliseret 5. september 2015:
http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/ECE2401628/nej-kvindelige-debattoerer-har-ikke-etdaarligt-sexliv/
Palle, H. (2014, 23. november). Hvad taler vi om, når vi taler om public service? Politiken, Film &
TV, s. 3.
Povlsen, K.K. (2013). Populærkultur. Medie- og kommunikationsleksikon.
Lokaliseret den 20. Juli 2015 på:
http://medieogkommunikationsleksikon.dk/populaerkultur/
Rasmussen, S. H. & Rosenørn, R. (2013). Populærkultur. Temp: Tidsskrift for historie (Nr. 6,
2013). s. 5-12
Rasmussen, S. R. (2015, 12. maj). Nyt DR-drama vil tage religion alvorligt. DR.
Lokaliseret den 1. september 2015:
http://www.dr.dk/nyheder/kultur/nyt-dr-drama-vil-tage-religion-alvorligt
Raatz, M.L. (2013, 24. januar). Landbruget: Vi er ikke så slemme som ‘Borgen’ viser. Politiken
Lokaliseret den 11 maj 2015:
http://politiken.dk/kultur/medier/ECE1877649/landbruget-vi-er-ikke-saa-slemme-som-borgenviser/
178 Redvall, E.N. (2010, 24. august). Gabolds vision. Filmmagasinet Ekko.
Lokaliseret den 11. maj 2015:
http://www.ekkofilm.dk/artikler/gabolds-vision/
Redvall, E.N. (2011). Dogmer for tv-drama: Om brugen af one vision, den dobbelte historie og
crossover i DR’s søndagsdramatik. Kosmorama. Tidsskrift for filmkunst og filmkultur, (248 vinter), s.180-198.
Reese, S.D. (2007). The Framing Project: A Bridging Model for Media Research Revisited. Journal
of Communication 57, (2007), s. 148-154.
Rojek, C. & Turner, B. (2000). Decorative Sociology: towards a critique of the cultural turn. The
Editoral Board of The Sociological Review 2000, s. 630-648. Blackwell Publishers.
Roland, M. (2015). Tv-serier til Folket. I: Roland, Mette (red.) Fiktionens magt (s. 15-18). København: Forlaget Rosenkilde.
Rønlev, R. (2011, 30. september). Den udskældte netdebat. Videnskab.dk.
Lokaliseret den 29. august 2015:
http://videnskab.dk/blog/den-udskaeldte-netdebat
Scheufele, D.A. (1999). Framing as a Theory of Media Effects. Journal of Communication, (Winter, 1999), s. 103-122.
Scheufele, D.A. & Tewksbury D. (2007). Framing, Agenda Setting, and Priming: The Evolution of
Three Media Effects Models. Journal of Communication, (nr. 57), s. 9-20.
Scheufele, D.A. & Iyengar, S. (2014). The State of Framing Research: A Call for New Directions.
The Oxford Handbook of Political Communication, (Oktober 2014), s. 1-8.
Semetko, H.A. & Valkenburg, P.M. (2000). Framing European Politics: A Content Analysis of
Press and Television News. Journal of Communication, (Spring 2000), s. 93-109.
Storey, John (1996). Cultural Studies & the Study of Popular Culture: Theories and Methods.
Athens: University of Georgia Press
Storey, John (2001). Cultural Theory and Popular Culture: An introduction (3. udg.). Pearson
Education Limited.
Storey, John (2003). Inventing Popular Culture. Malden: Blackwell.
Street, J., Inthorn, S. & Scott, M. (2012). Popular Culture as a Resource for Political Engagement.
Cultural Sociology, 7 (3), s. 336–351. Sage.
Strömbäck, J. (2005). In Search of a Standard: four models of democracy and their normative
implications for journalism. Journalism Studies, (6.3), s. 331-345.
179 Svarre, P. (2013, 10. september). Like-liderlighedens ulidelige lethed. Kommunikationsforum.
Lokaliseret den 25. august 2015 på:
http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/vaerdien-af-likes-paa-sociale-medier
Syvertsen, T. (1999). The many uses of The “Public Service” concept. Nordicom Review, 1
(1999), S. 5-12.
Syvertsen, T. (2003). Challenges to Public Television in the Era of Convergence and Commercialization. Television & New Media, (Maj 2003), s.155-175.
Søndergaard, H. (1995). Public-service i dansk fjernsyn - begreber, status og scenarier. København: Medieudvalget, statsministeriet.
Sørensen, A.P. (2014, 4. november). Kvindelige debattører nedgøres med deres køn. Kristeligt
Dagblad.
Lokaliseret den 5. september 2015:
http://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/2014-11-04/er-debatkulturen-kvindehadsk
Thisted, J. (2010). Forskningsmetode i praksis – Projektorienteret videnskabsteori og forskningsmetodik. København: Munksgaard.
Thompson, J. B. (2001). Medierne og moderniteten: En samfundsteori om medierne. København:
Hans Reitzels Forlag.
Thorsen, L. (2010, 19. juni). DR er lun på 1864-nederlaget. Politiken.
Lokaliseret den 11. maj 2015:
http://politiken.dk/kultur/medier/ECE999334/dr-er-lun-paa-1864-nederlaget/
Thorsen, L. (2015, 5. maj). DR-dramachef: Når dramaboblen brister, skal HBO, BBC og DR stå
tilbage. Politiken.
Lokaliseret den 11. maj 2015:
http://politiken.dk/kultur/filmogtv/ECE2655096/dr-dramachef-naar-dramaboblen-brister-skalhbo-bbc-og-dr-staa-tilbage/
Thorup, M. (2002). Populisme er kritik ikke popularitet. Information.
Lokaliseret den 20. august 2015:
http://www.information.dk/74742
Thuesen, F. (2010). Borgerlig Offentlighed - næsten 50 år og mange trilliarder bits efter. Dansk
Sociologi, 21. årgang, (Nr. 2) s. 103-109.
Ulveman, M. (2015, 27. august). Dansk Folkeparti vil slanke DR. Berlingske.
Lokaliseret den 28. august, 2015:
http://www.politiko.dk/nyheder/dansk-folkeparti-vil-slanke-dr
Van Gorp, B. (2007). The Constructionist Approach to Framing: Bringing Culture Back In. Journal
of Communication (Nr. 57), s.60-78.
180 Van Zoonen, L. (2005). Entertaining the Citizen: When Politics and Popular Culture Converge.
Oxford: Rowman & Littlefield Publishers, inc.
de Vreese, C.H.(2005). News Framing: Theory and Typology. Information Design Journal + Document Design, 1 (Nr. 13) s. 51-62.
181 EMPIRI-LITTERATURLISTE
Adriansen, B. (2014, 16. november). Hvor længe skal vi betale for talentløshed? Jyllands-Posten,
Debat, s. 30
Bech, R. (2014, 30. november). Flensburgs triumf skaber store drømme i Kolding. Politiken,
Sport, s. 21
Berlingske. (2014, 13. oktober). Fiktion og fortid. Berlingske, s. 2
Bock, M. (2014, 5 december). Tak til Bornedal. Serien berettede om grundlæggende vilkår i
menneskelivet. Kristeligt Dagblad, Debat, s 25
Brask, A. (2014, 13. oktober). Den krigsførende nation skal stå skoleret. Information, Kultur, s. 17
Bredahl. B. (2014, 20. oktober). Skal vi prøve at glemme det slag? Politiken, Kultur, s. 7
Bruun, C.E. (2014, 18. oktober). Debat: 1864, asyl, dyresex. Politiken, Debat, s. 7
BT. (2014, 12. oktober). DRs dramaserier. BT, Nyheder, s. 6
BT. (2014, 13. oktober). Synes du, ligesom DF, at DRs dramaserier ' missionerer for de venstreorienterede tankegange'? BT, Debat, s. 5
Carlson, C. & Nielsen, M.K. (2014, 12. oktober). Mest elendige DR-serien nogensinde. BT, Nyheder, s. 6
Christensen, H.P. (2014, 29. november). Alle pengene værd. Politiken, Debat, s. 5
Christiansen, O. (2014, 26. oktober). DR’s særlige ansvar for tv-serien “1864”. Jyllands-Posten,
Debat, s. 28
DR2 Deadline (2014, 12. oktober). 1864 kritiserers af historiker, politiker og redaktør. København:
DR
Ekstra Bladet. (2014, 14. oktober). Bulder og brag. Ekstra Bladet, Ekstra Bladet mener, s. 36.
Ekstra Bladet (2014, 13. december). Pilou Voldsomt berørt af kritik. Ekstra Bladet, Lørdag, s. 34
Engell, H. (2014, 1. november). Engells brevkasse. Ekstra Bladet, Ekstra, s. 25.
Giese, D. & Stilling, O. (2014, 30. november). Da dansken gik i krig mod ‘1864’. Politiken, Kultur,
s. 1
Gilbert, L. (2014, 23. oktober). Bornedals dilemma. Jyllands-Posten, Debat, s. 30
Gintberg, J. (2014, 27. november). Skal vi lægge et tæppe over Ole Hyltoft? Berlingske, Debat, s.
30
182 Haarløv, H. (2014, 10. december). Danmark kun til Ejderen - en kritik af Ole Bornedals "1864" og
DR. Jyllands-Posten, Debat, s. 28
Hansen, S. (2014, 29. oktober). Historien gentager sig. Ekstra Bladet, Nationen, s. 26
Hansen, S. (2014, 3. december). DF glemmer vist… Ekstra Bladet, Nationen, s. 22
Hansen, Ole (2014, 4. november). 1864 -EN TOTAL FIASKO. Ekstra Bladet, Nationen s. 22
Hartmann, J. (2014, 14. oktober). Rod om 1864. Ekstra Bladet, Nationen, s. 27
Heltberg, B. (2014, 30. november). Krig er uhørt, krig skal undgås. Politiken, Kultur, s. 2
Hesk, P. (2014, 30. oktober). Sats dog på kunsten. Politiken, Kultur, s. 5.
Holm, J. (2014, 2. oktober). Krig og national identitet. Kristeligt Dagblad, Debat, s. 12
Holm, K.W. (2014, 18. oktober). Bornedals andedam. Jyllandsposten, Debat, s. 26
Hyltoft, O. (2014, 23. november). Hvorfor lader DR Bornedal spille fandango med 1864?. Berlingske, Debat, s. 29
Høy, S. (2014, 4. december). DF vandt slaget om »1864«. BT, Kultur, s. 33.
Jensen, H. (2014, 1. november). UGEN I TV: Heldigt, at vi mistede Slesvig-Holsten. Jyllandsposten, Kultur, s. 3
Jenvall, J. (2014, 26. oktober). 1864 er licens-tyranni. BT, Debat, s. 5
Jessen, T.V. (2014, 23. oktober). DF og historien. Berlingske, Debat, s. 28
Jyllands-Posten (2014, 12. oktober). Politiserende DR. Jyllands-Posten, Debat, s. 26
Jørgensen, G. (2014, 14. oktober). Et pinligt afsnit. Jyllands-Posten, Debat, s. 22
Kastholm, C. (2014, 14. oktober). Uskyldige Bornedal. Berlingske, Debat, s. 24
Kastholm, C. (2014, 19. oktober). Claes Kastholm! læst og påskrevet. Berlingske, Magasin, s. 24.
Kastrup, K. (2014, 13. oktober). DANMARKS DYRESTE: 360.416 KRONER PR. MINUT. Ekstra
Bladet, s. 16
Kastrup, K. (2014, 15. november). Derfor optog vi i Tjekkiet. Ekstra Bladet, Lørdag, s. 15
Kjærsgaard. P. (2014, 13. oktober). Det er helt vildt. Ekstra Bladet, s. 19
Kjærsgaard, P. (2014, 1. december). Nej, den er kedelig og politiserende. BT, Debat, s. 6
Libak, A. (2014, 10. oktober). Galmandsværk. Berlingske, Debat, s. 28
183 Lidegaard, B. (2014, 18. oktober). Dem uden historie. Politiken, s. 1
Lindberg, K. & Bang, A.N. (2014, 20. oktober). 1864 DF kræver historiker-tjek af DRs serier. Berlingske, s. 14
Lindberg, K. (2014, 3. december). Det har været meget hårdt. Berlingske, Kultur, s. 20.
Lykke, S. (2014, 14. oktober). Skandale på skandale. Ekstra Bladet, Nationen, s. 14
Lykken, S. (2014, 3. december). Ikke millionerne værd. Ekstra Bladet, Nationen, s. 31
Maltesen, B. (2014, 12. oktober). Direkte: Det er en fortsættelse af et nationalt selvpiskeri, og det
er lidt trættende. Politiken, PS, s. 2
Maressa, J.A. (2014, 12. oktober). "Irak" er en anderledes film end "1864". Jyllands-Posten, Indblik, s. 10
Mikkelsen, K. (2014, 2. december). Dagens farvel til »1864«. Berlingske, Debat, s. 26
Mortensen, P. (2014, 24. oktober). DF’s Stalinmetoder. Ekstra Bladet, Nationen, s. 25
Møller, C.M. (2014, 3. december). 1864 sad lige i øjet. Ekstra Bladet, Nationen, s. 31
Møller, K.M. (2014, 10. decmber). Debat: Vær stolt over "1864". Bornedals nationale epos er
smukt. Kristeligt Dagblad, Debat, s. 9
Nielsen, M.K. (2014, 2. november). Derfor blev det Bornedal. BT, s. 16.
Okman, D. (2014, 12. november). Grotesk, grotesk, grotesk, grotesk. Ekstra Bladet, s. 14
Okman, D. (2014, 15. november). Bornedals brøler. Ekstra Bladet, s. 10
Pedersen, C. H. (2014, 26. oktober). Kulturen er højrefløjens talerstol. Politiken, Kultur, s. 1
Seeberg, K. & Erlendsson, K. (2014, 2. oktober). ‘1864’ allerede stor i udlandet. BT, Nyheder s. 10
Selsing, E. (2014, 11. december). Diva Bornedal. Berlingske, Debat, s. 30
Skaaning, O. (2014, 12. oktober). 1864 skal ikke fortælle ‘sandheden’. BT, Debat s. 4
Sørensen, R.B. (2014, 8. oktober). Burde ' 1864' have været filmet i Danmark?. Information, Kultur, s. 16
Thingstrup, E. (2014, 19. oktober). Historisk brøler. Berlingske, Debat, s. 30
Uhrenholt, J. (2014, 3. november). Giver kreative evner bedre karakterer. Jyllands-Posten, Debat, s. 26
184 Vuorela, M. (2014, 14. oktober). Ingolf Gabold: ' 1864' taler ind i kernen af vores virkelighed. Politiken, Kultur, s. 3
Yde, K. H. (2014, 23. oktober). Klummen. Information, s. 2
Zachariassen, D. (2014, 16. oktober). Værdikrigernes hylekor. Ekstra Bladet, Nationen, s. 22
185