1. No category

“Jamen,'h
ov!'Er'de
t'
Medinas
(bryster? ikke'
”
na"Miley”
“Fuld%blus%på!mariju
“EU#gør"klar:"Hvad"vil"du,"Cameron?”
“Ny#prinsess
e#på!3.7$kg”
”Endnu%et!voldsomt(jordskælv#rammer#Nepal”
tligt”
n
e
f
f
o
%
s
e
$skænd
n
o
i
t
c
e
r
i
”One$D
“Tiger#Woods:#Søvnløs"efter"brud"med"kæresten”
Sedsel Brøndum Lange, Kasper Rasmussen, Joachim Kuhlmann Selliken & Cecilie Harry
!
Vejleder Hanne Jørndrup ! Forårssemester 2015
Indledning(..............................................................................................................................................(2(
Introduktion(til(Twitter,(Facebook(og(Instagram(.................................................................................(3!
Metode(og(teori(.....................................................................................................................................(4(
Afgrænsning(......................................................................................................................................................(4!
Kvantitativt(........................................................................................................................................................(5!
Kodning(af(artikler(..........................................................................................................................................(6!
Kvalitativt(...........................................................................................................................................................(7!
Analysestrategi(og(inddragelse(af(teori(...................................................................................................(8!
Teori!.......................................................................................................................................................................................!8!
Teoretiske!begreber!........................................................................................................................................................!9!
Resultater(.............................................................................................................................................(10(
Analyse(..................................................................................................................................................(14(
Hvordan(bruges(de(sociale(medier(i(nyhedsdækningen?(...............................................................(14!
Forskel(på(web(og(print(..............................................................................................................................(19!
Hvem(kommer(til(orde?(..............................................................................................................................(22!
Almindelige!mennesker!..............................................................................................................................................!22!
Elitekilder!og!underholdningskilder!.....................................................................................................................!26!
Diskussion(............................................................................................................................................(32(
Konklusion(...........................................................................................................................................(36(
Perspektivering(..................................................................................................................................(38(
Litteraturliste(......................................................................................................................................(40(
Artikler(der(henvises(til(...................................................................................................................(42(
Liste(over(interviews(........................................................................................................................(42(
Bilagslisten(...........................................................................................................................................(43(
1
Indledning
Sociale medier er i kraft af deres popularitet blevet en del af den journalistiske arbejdsproces.
Internettet har skabt nye offentlige rum, som medier og journalister må inddrage i
nyhedsdækningen (Paulussen og Harder, 2014: 543). De nye offentlige rum betyder, at
nyhedsflowet ikke kun styres af medierne - de giver alle mennesker en mulighed for at deltage i
debatter og lægge indhold på internettet, hvilket måske endda kan ses som konkurrence til de
traditionelle nyhedsmedier (Paulussen og Harder, 2014: 543). Her er de sociale medier en vigtig
spiller. De sociale medier er fyldt med information og citater, som kan indgå i nyhedsdækningen.
Sociale medier bliver derfor i stigende grad inkluderet i journalisters daglige arbejde (Broersma
og Graham, 2012: 404). Mange journalister bruger bl.a. Facebook, Twitter og Instagram til at
holde sig opdateret omkring, hvad der foregår i ind- og udland og henter dermed inspiration til
nye historier (Paulussen og Harder, 2014: 542). Gennem de sociale medier kan enhver altså
komme til orde i internettets offentlighed. Men betyder journalisternes søgen efter nyheder og
citater på de sociale medier så, at nye kilder også i højere grad kommer til orde i aviserne?
Et studie udført af Steve Paulussen og Raymond A. Harder fokuserer på belgiske journalisters
daglige brug af kilder fra de sociale medier. Studiet viser blandt andet, at journalister traditionelt
set hellere vil benytte officielle end uofficielle kilder, men at sociale medier vender dette på
hovedet. Selvom journalisterne også benytter sociale medier til at citere f.eks. politikere,
officielle institutioner eller eksperter, bruger de primært sociale medier til at referere til
almindelige mennesker, kendisser eller sportsstjerner (Paulussen og Harder, 2014: 549). Ud fra
dette studie har vi den hypotese, at sociale medier har evnen til at bidrage med flere forskellige
“stemmer” i nyhedsbilledet, da journalister inddrager kendte og ukendte kilder, som ikke ville
være tilgængelige, hvis det ikke var for deres tilstedeværelse på de sociale medier.
Denne hypotese vil vi teste i dette projekt gennem en undersøgelse af brugen af sociale medier
som kilder i danske medier - mere specifikt Politiken og Ekstra Bladet.
Vi har først og fremmest en interesse i den journalistiske praksis og brugen af sociale medier
som kilder, samt hvilken betydning brugen af materiale fra sociale medier har for kildebruget i
det journalistiske produkt. Vi vil undersøge, hvilke kilder der er tale om og i hvilke
2
sammenhænge, de bliver brugt. Hvornår og hvordan bruger journalister kilder fra de sociale
medier, og hvem kommer til orde?
Vores interessefelt har ledt os frem til følgende problemformulering:
Hvordan bliver de sociale medier brugt som kilde i Politikens og Ekstra Bladets trykte og
digitale medier? Og hvilken betydning kan denne brug af de sociale medier som kilder
have for kildebrug i journalistikken alt efter syn på pressens rolle?
Første del af problemformuleringen fordrer en afdækning af, hvordan journalister på Politiken og
Ekstra Bladet bruger kilder fra de sociale medier. Det undersøger vi ved at indsamle og analysere
et sample af artikler samt interview med medierne selv. Analysen fortæller os, hvilke kilder der
indgår og i hvilken sammenhæng.
Anden del af problemformuleringen lægger op til diskussion af resultaterne. Vi sammenholder
her blandt andet analyseresultaterne med rapporten ‘Dagspressens Kilder’ af Annegrete
Skovbjerg og Søren Schultz Jørgensen, som har opgjort fordelingen af kilder i dagspressen i
2006 (Skovbjerg og Jørgensen, 2006). Her er også opgjort to idealtyper inden for journalistikken,
som kan diskuteres i forhold til brugen af kilder fra sociale medier.
Introduktion til Twitter, Facebook og Instagram
Da vi i hele opgaven vil referere til de tre sociale medier Twitter, Facebook og Instagram
kommer her en kort introduktion til hver af dem.
Twitter: Socialt netværk, der giver brugeren mulighed for at sende eller læse kortere beskeder de såkaldte ‘tweets’. Twitter blev lanceret i 2006 og har i dag omkring 302 millioner brugere
verden over, heriblandt mange verdenskendte skuespillere, sportsstjerner og politikere
(Twitter.com 11/06/2015, Statista.com 11/06/2015).
Facebook: Socialt netværk, hvor brugere opretter en profil, hvor de kan tilføje venner, sende
beskeder, lave statusopdateringer og dele videoer og billeder. Brugere har også mulighed for at
melde sig ind i grupper organiseret af f.eks. deres skole eller arbejde. Facebook blev lanceret i
3
2004 (Linaa Jensen og Tække, 2013: 9-10 + 19), og har i 2015 over 1.4 milliarder aktive brugere
om måneden (Statista.com 11/06/2015).
Instagram: Socialt netværk, hvor brugere deler billeder og videoer. Brugere på Instagram
benytter sig ofte af hashtag #, som deler billeder og videoer op i forskellige kategorier, som er
søgbare. F.eks. #sol og #københavn. Brugere søger efter og ‘liker’ (synes godt om) andre
brugeres billeder . Instagram blev lanceret i 2010, og har i dag omkring 300 millioner brugere
(Instagram.com 11/06/2015 og Statista.com 11/06/2015).
Metode og teori
I dette afsnit vil vi gøre rede for de valg, fravalg og metodiske overvejelser, vi har gjort os i
undersøgelsen af vores problemstilling. Vores udgangspunkt er en kvantitativ optælling og
kodning af artikler, som vi bruger til at analysere os frem til, hvordan sociale medier bruges som
kilder og i hvilken type artikler. Fokus er dermed ikke journalisternes overvejelser i
produktionsprocessen men karakteren af det indhold, der i sidste ende er havnet i medierne.
Til at give resultaterne yderligere perspektiv indeholder projektet også en kvalitativ dimension,
hvor vi har interviewet tre redaktører om de respektive mediers brug af sociale medier som
kilder.
Afgrænsning
Medier og journalisters brug af de sociale medier er et uudtømmeligt emne, som vi har begrænset
en del. Vi ser ikke på, hvordan medierne selv agerer på de sociale medier, men beskæftiger os
udelukkende med journalistiske artikler, der bruger materiale fra de sociale medier som kilde.
Dermed ser vi ikke på artikler, der blot nævner eksempelvis Facebook, med mindre der er hentet
materiale fra Facebook til at skrive eller bakke op om historien.
Vi har valgt at sætte fokus på Politiken, Politiken.dk, Ekstra Bladet og Ekstrabladet.dk. Disse
medier er valgt, da de repræsenterer to poler inden for journalistikken, omnibus og tabloid, samt
forskellen mellem web og print. Vi ser her på omnibuspressen ud fra følgende forklaring:
“Omnibusaviserne (fra latin: omnibus “for alle”) udgøres i dag af de tre landsdækkende
morgenaviser Berlingske Tidende, Politiken og Morgenavisen Jyllands-Posten (grdl. 1871), alle
4
med det redaktionelle koncept at levere en bred dækning af væsentlige begivenheder i ind- og
udland.” (medieogkommunikationsleksikon.dk, 11/06/2015). Tabloide medier kan beskrives
således: “Tabloidaviserne (avis i format som “lille tavle”) er løssalgsaviserne Ekstra Bladet
(grdl. 1905) og BT (grdl. 1916) med enkeltbegivenheder og sensationer som sælgende momenter,
ofte i stærkt personfikseret form.” (medieogkommunikationsleksikon.dk, 11/06/2015). Vi er
opmærksomme på, at disse medier naturligvis ikke kan repræsentere den samlede omnibus og
tabloidpresse, men det er heller ikke formålet. Vi konkluderer kun på baggrund af Politiken og
Ekstra Bladet som cases – ikke som repræsentanter for den samlede danske presse. Vi har dog en
hypotese om, at der er forskel på brugen af de social medier som kilde på web og print samt
tabloid og omnibus, og derfor er det interessant, at det er interessant at se på begge dele.
Kvantitativt
Udgangspunktet for vores analyse er en optælling af en række artikler fra Politiken, Politiken.dk,
Ekstra Bladet og Ekstrabladet.dk, der bruger sociale medier som kilder. Formålet med denne
optælling er at få et indtryk af, hvor meget de sociale medier bruges i de respektive medier, men
også – via kodning og indholdsanalyse – hvordan materiale fra de sociale medier bruges som
kilder, og hvilke kilder der citeres gennem de sociale medier.
Vi har afgrænset vores dataindsamling til en periode på to uger: 1.-15. maj 2015. Vi har vurderet,
at to uger er nok til at give et rimeligt datasæt, som vi kan se tendenser ud fra, selvom vi er
opmærksomme på, at datasættet er for lille til at kunne anses som repræsentativt. Især Politiken
og Ekstra Bladets trykte aviser har ikke så mange artikler, vi kan kode i de to uger, men vi er
bevidste om, at vores empiri er et lille udsnit af en større virkelighed og behandler det som
sådan. Perioden er valgt, fordi den lå umiddelbart tæt på det aktuelle indsamlingstidspunkt, uden
at større begivenheder - som for eksempel et folketingsvalg – ville gøre de indsamlede artikler
mindre repræsentative for det gennemsnitlige nyhedsbillede.
Herudover er vores fokus på Twitter, Facebook og Instagram, da det er vores indtryk, at disse
sociale medier dukker jævnligt op i pressen i Danmark.
Vi har fundet frem til vores data via informediasøgninger på perioden 1. til 15. maj inden for
hvert af de fire medier. Vores søgeord var ’Facebook Instagram Twitter’ og minimum et af
5
ordene skulle nævnes i artiklen. Formålet var at finde artikler, som i større eller mindre grad
brugte indhold fra en eller flere af disse sociale medier som kildemateriale. Derfor sorterede vi i
indholdsanalysen artikler fra, som nævner eller omhandler et af de sociale medier uden reelt at
bruge materiale fra det sociale medie til at bygge historien. Herudover sorterede vi meningsstof
(kronikker, ledere, debatindlæg og lignende) fra, da vi har interesse i journalistiske produktioner
som bruger kilder.
I analysen af vores indsamlede empiri har vi set, at nogle artikler ikke gør det klart, hvem der
er afsender på information. Derfor kan man forestille sig, at heller ikke alt materiale fra sociale
medier krediteres med afsender, og dermed ikke dukker op i vores søgning. På den baggrund
forventer vi også, at der reelt er endnu flere artikler, der henter information på sociale medier,
men som altså ikke kan identificeres til kodning. Ikke desto mindre kan det uddrag vi har fundet
frem til stadig give en idé om fordelingen af artikler på stofområder og kildetyper.
Kodning af artikler
Den indsamlede data har været udsat for en indholdsanalyse, hvor vi har kodet hver artikel efter
en række kriterier. Formålet med vores analyse ligner analysen i artiklen ‘Social Media
References in Newspapers’ af Steve Paulussen og Raymond A. Harder, og vi har derfor taget
udgangspunkt i deres kategoriseringer - dog rettet til efter vores eget formål.
Artiklerne er derfor kodet efter følgende kategorier:
1. Kildernes funktion: Optræder de som eneste, primære eller sekundære kilder?
2. Artiklernes emner: politik, økonomi, sport, medier, kultur, krim/retsstof, teknologi,
underholdning, videnskab/uddannelse, krig/konflikt, human interest, tendens, ulykker/ulykkelige
begivenheder, andet.
3. Det geografiske fokus i artiklerne: lokal, national eller international historie.
4. Hvilke aktører fra de sociale medier, der bliver nævnt i artiklerne: politikere, offentlig
autoritet, person fra erhvervslivet, person fra organisation, eksperter, kendte, sportsfolk, reality,
almindelige mennesker, debattør, journalist/medieperson, andet, parti, offentlig institution,
virksomhed, medie, organisation, læringsanstalt og andet.
6
Selvfølgelig vil der altid være en udfordring i at dele artikler op i disse fastlagte kategorier, da
nogle artikler f.eks. sagtens kan være et grænsetilfælde mellem to emner. Men vi har forsøgt at
gøre kategorierne så klare og dækkende som muligt.
Kvalitativt
Den kvantitative empiri-indsamling suppleres af to kvalitative interviews: et med to
repræsentanter for Politiken og et med en repræsentant fra Ekstra Bladet. Formålene med disse
interviews er at få en idé om mediernes egne tanker om brugen af materiale fra sociale medier
som kilde. På den måde kan citater illustrere pointer, vi er kommet frem til i indholdsanalysen og
give en bedre forståelse for brugen af de sociale medier. Det giver en dybde til den kvantitative
analyse. Herudover ønsker vi at få et indtryk af mediernes idéer om, hvordan man bør bruge
materiale fra de sociale medier som kildemateriale, så vi kan sammenligne, om deres idéer
stemmer overens med den virkelighed, som vi aflæser i vores indsamlede data. Eftersom vores
formål med interviewene er at få indsigt i de overordnede idéer om brugen af materiale fra
sociale medier, har vi valgt at tale med ansatte på redaktørniveau fremfor skrivende journalister.
Vi forventer at få et mere generelt billede af mediernes holdning og praksis omkring de sociale
medier ved at tale med redaktører. Imidlertid er vi klar over, at der er begrænsninger i og med, at
overvejelser og beslutninger i løbet af arbejdsprocessen tages af journalisterne, og disse ville vi
kun kunne belyse, hvis vi talte med journalisterne. Det ville imidlertid kræve mange flere
interviews, og eftersom vores fokus er på den journalistiske arbejdsproces på medieniveau frem
for at se på, hvad den enkelte journalist tænker, mener vi ikke, at dette er relevant for dette
temmelig afgrænsede projekt.
Vores interviewpersoner er:
-
Flowredaktør på Politiken Simon Fançony
-
Chefredaktør på Politiken.dk Karl Erik Stougaard
-
Social Media-redaktør på Ekstra Bladet Philip Thomsen
Vores interviewproces er opbygget som beskrevet i Steinar Kvale og Svend Brinkmanns bog
Interview: Vi har fastsat vores formål og tematiseret interviewet før udarbejdelsen af en
7
interviewguide, der leder interviewet, så vi er sikre på, at vi komme ind på de emner, vi gerne vil
kende deres tanker om (Kvale og Brinkmann, 2009: 130).
I udgangspunktet er en del spørgsmål temmelig åbne (eks. “Hvad kan sociale medier?”), men i
nogle tilfælde, særligt når vi i løbet af interviewet har spurgt nærmere ind til udtalelser, er de
mere specifikt rettede mod oplysninger, vi har brug for, så vi senere kan sammenligne med de
empiriske resultater (eks. “Hvordan tjekker I journalistisk op på historierne?”).
Interviewpersonerne gik i interviewene en smule mere i forsvar, end vi forventede, men vi fik det
ud af vores interviews, som vi forventede: idé om retningslinjer og ideel praksis, som kan holdes
op mod vores empiri, samt deres erfaringer med, hvad de sociale medier kan bruges til på deres
medie.
Analysestrategi og inddragelse af teori
Efter kodningen af artiklerne har vi udledt en række resultater, som kan læses i næste afsnit. De
overordnede linjer strukturerer analysen i afsnittene: ‘Hvordan bruges sociale medier i
nyhedsdækningen?’ ’Forskel på web og print’, ’Hvem kommer til orde?’ og ’Hvad bruges
kilderne til?’. Disse afsnit skal hver især give en idé om kildebrugen og årsagen til denne, når
sociale medier bruges som kildemateriale. Under hvert afsnit inddrager vi resultater fra
indholdsanalysen, holder det op mod tidligere forskning og teori og supplerer med citater og
pointer fra interviews.
Teori
Jannie Møller Hartley har i ‘Nyheder på Internettet’ undersøgt relationen imellem
netredaktioner og deres modermedier. Hun har blandt andet dokumenteret, at netjournalisterne
anses som mindre fine end de ‘rigtige’ redaktioner. Netjournalisterne opfattes også som mindre
seriøse og mere letbenede, da de oftere skriver de historier som læserne vil læse, frem for de
historier som journalister mener, at de bør læse, ligesom netjournalistik forbindes med hurtighed
(Hartley, 2012: 27-28, 31 og 218). Ifølge Hartley er en af de måder, hvorpå netjournalister kan
øge deres anseelse blandt andre journalister, at få flere mennesker til at læse nyheder på
internettet (Hartley, 2012: 175). Denne forståelse vil vi inddrage i afsnittet ‘Forskel på web og
print’ , hvor vi ser på forskellen i brug af sociale medier som kilder på netaviserne og i de trykte
aviser.
8
David Michael Ryfe beskriver i ‘The Nature of News Rules’, hvordan der findes en række
uskrevne regler for journalistik. Regulerende regler som beskriver hvilke tiltag, der er passende
for at producere et journalistisk produkt, og konstituerende regler som beskriver, hvordan det
færdige produkt bør være udformet (Ryfe, 2006: 203-214).
Ryfe nævner også Birds observationer omkring, hvordan tabloidjournalister i et forsøg på at
legitimere deres arbejde understreger, at de følger de regulerende regler for journalistik. (Bird,
1992 i Ryfe, 2006: 210). Vi bruger denne teori til at forklare de underliggende strukturer, der kan
være skyld i den måde medierne i vores interviews forsvarer deres brug af sociale medier.
Annegrete Skovbjerg og Søren Schultz Jørgensen har i rapporten ‘Dagspressens Kilder’
kortlagt danske aviskilders syn på journalister. Vi bruger særligt den del af deres analyse, der
viser kildesammensætningen i dagspressen og blandt andet konkluderer, at kun 10 procent af
kilderne er almindelige borgere (Skovbjerg og Jørgensen, 2006: 26). Disse resultater holder vi i
analysen op mod fordelingen af kildetyper i vores resultater, ligesom vi i diskussionen inddrager
rapportens redegørelse for de to idealtyper inden for journalistikken: at medierne skal afspejle
samfundet og at medierne skal holde magthaverne til ansvar (Skovbjerg og Jørgensen, 2006: 1920). Disse idealforestillinger bruger vi som udgangspunkt til at diskutere idéerne bag brugen af
de sociale medier.
Teoretiske begreber
Margaretha Järvinen har i ‘Klassisk og moderne samfundsteori’ (Andersen m.fl., 2000) skrevet
to gode forklaringer på, hvad symbolsk kapital og doxa beskriver.
Symbolsk kapital: Symbolsk kapital kan være en hvilken som helst form for egenskab eller
handling, som medlemmerne i en gruppe tilskriver positiv værdi (Andersen m.fl, 2000: 344).
Doxa: Et felts doxa består af et sæt før-refleksive, ikke-bevidstgjorte, til dels kropsliggjorte
adfærdsregler for det spil - de spilleregler, trumfkort, forbud - som gælder på feltet (Andersen
m.fl., 2000:356).
Ida Willig benytter i sin bog ‘Bag nyhederne’ Bourdieus to begreber i sin beskrivelse af
journalister og deres arbejdsvilkår og vaner. I medieverdenen ønsker journalister og medier
symbolsk kapital fra hinanden (Willig, 2011: 99-126). I dette projekt er begrebet ‘symbolsk
9
kapital’ relevant i forbindelse med journalisters selvopfattelse og selvretfærdiggørelse, når de
vælger bestemte kilder eller historier.
Hierarchy of credibility: Et begreb brugt af sociologist Howard Becker, til at forklare, at i
ethvert socialt system er folk med højere status mere troværdige, end folk med lavere status
(Becker (1967) i Paulussen & Harder: 543). Når dette begreb overføres til journalistik, kan man
sige, at journalister traditionelt set ser officielle kilder som mere troværdige end uofficielle
kilder. Der eksisterer altså et kildehierarki, hvor de officielle elitekilder ligger øverst og
almindelige mennesker ligger nederst (Paulussen & Harder, 543). Vi bruger begrebet til at
beskrive, hvordan de sociale medier kan være med til at ændre kildehierarkiet i
diskusionsafsnittet.
Resultater
I dette afsnit gennemgår vi på et overordnet plan de resultater, vi har kunne læse ud af kodningen
af vore datasæt. Nærmere detaljer samt forbehold for resultaterne fremgår senere i analysen, hvor
det er relevant. Herudover kan vores samlede optælling af kodningskategorierne ses som bilag.
Antal artikler med henvisninger til sociale medier
Procentdel af det
Medie
Ekstra Bladet
Twitter
Facebook
Instagram
Artikler i alt med
samlede antal artikler
sociale medier som
som bruger sociale
kilder
medier
9
8
6
22
1,29
Ekstrabladet.dk
52
46
32
126
4,44
Politiken
13
10
0
21
1,19
Politiken.dk
25
13
4
40
2,79
Figur 1
Vores empiriindsamling viser overordnet en højere frekvens af sociale medier som kilder på web
end i de trykte aviser i de to uger, vi har undersøgt.
Af de tre sociale medier, som vi har fokuseret på,
10
er Twitter og Facebook de hyppigst anvendte. Twitter fører minimalt over Facebook på alle
medierne, bortset fra Politiken.dk, hvor Twitter er det klart mest anvendte sociale medie.
Emner
Figur 2: Opgjort i procentdel af samlede antal kodede kilder per medie. Politiken.dk har en artikel, der er kodet i to forskellige emner og når
derfor over 100%
I forhold til stofområder er ’underholdning’ klart det dominerende emne, når der hentes kilder fra
sociale medier på Ekstrabladet.dk. 34 af 126 artikler omhandler underholdning, mens de næste
kategorier sport, politik, human interest og gossip kun har mellem 12 og 15 artikler hver.
Ekstra Bladets trykte avis har flest politik-historier (5 af 22), men usikkerheden er stor, da tallene
er så små. Herefter kommer de blødere kategorier kultur, underholdning, gossip og sport.
Hos Politiken er politik mere dominerende. Her er 11 af 21 artikler om politik, og nærmeste
konkurrent er kultur med bare 4 artikler.
Selvom stofområderne på Politiken.dk er nogenlunde de samme som i Politiken, er fordelingen
mellem stofområder lidt mere ligelig, da 12 af 40 omhandler politik og 9 af 40 omhandler kultur
– altså cirka 25 procent til hver.
11
Kildetyper
Af gennemgående brugte kilder viser vores empiri, at materiale fra sociale medier især er taget
fra kategorierne ‘almindelige mennesker’,
‘politikere’ og ‘kendte’.
Figur 3 og figur 4: Typen af kilder fordelt som procentdel af samlet antal kodede kilder per medier
I 33 af de 126 artikler fra Ekstrabladet.dk er almindelige mennesker citeret. Lige efter
‘almindelige’ kommer ‘kendte’, som er blevet citeret i 33 af 126 artikler fra Ekstrabladet.dk.
I Ekstra Bladets trykte udgave er ‘kendte’ den dominerende kategori (optræder i 7 af 22 artikler).
4 af 22 kilder er ‘almindelige mennesker’.
12
Figur 5 og figur 6: Typen af kilder fordelt som procentdel af samlet antal kodede kilder per medier
På Politiken.dk er ‘almindelige mennesker’ og ‘politikere’ de mest anvendte kilder fra sociale
medier. Politikere optrådte således i 9 ud af de 40 artikler i de to belyste uger. De almindelige
mennesker optræder i 10 ud af de 40 artikler på Politikens hjemmeside.
I den trykte Politiken er politiske kilder mest benyttet, og de forekommer i 6 ud af de 21
artikler, hvor kilder fra sociale medier er anvendt i Politiken. Her finder vi de ‘almindelige’
mennesker i tre af de 21 artikler.
Geografi
Lokal
National
International
Ekstra Bladet
1
9
12
Ekstrabladet.dk
7
46
73
Politiken
0
9
12
Politiken.dk
2
12
26
Figur 7
13
Hos alle fire kilder er der flere udlandshistorier med sociale medier som kilder, end nationale og
lokale historier. På Politiken.dk er der dobbelt så mange internationale kilder (26) som nationale
(12). På Ekstrabladet.dk har vi fundet 73 internationale kilder mod 46 nationale og 7 lokale.
Fordelingen er mere ligelig ved papiraviserne, begge har 12 internationale kilder og 9 nationale.
Analyse
Hvordan bruges de sociale medier i nyhedsdækningen?
Vi vil i dette afsnit analysere på, hvordan de sociale medier bliver benyttet i Politiken og Ekstra
Bladets daglige nyhedsdækning, og om de to aviser har retningslinjer i forhold til benyttelsen af
sociale medier som kilder.
Ifølge Paulussen og Harder er sociale medier, i de aviser de har undersøgt, blevet en del af den
journalistiske praksis uden dog at overtage nyhedsbilledet som en primær kilde (Paulussen &
Harder, 2014: 546). Samme indtryk giver vores analyse, der viser, at der hver dag er historier fra
de sociale medier i de undersøgte medier, samtidig med at den procentdel af artiklerne der
indeholder kildemateriale fra sociale medier alligevel ikke er særlig stor (4,44 % på
Ekstrabladet.dk, 2,70 % på Politiken.dk, 1,29 % på Ekstra Bladet og 1,19 % fra Politiken). Her er
det vigtigt at huske, at det samlede antal artikler fra 1.-15. maj kommer af en søgning på
Infomedia som indbefatter alt (f.eks. også forsidehenvisninger og debatindlæg), ligesom der
ganske givet findes et mørketal i mængden af artikler med materiale fra sociale medier. Derfor
ser andelen af artikler, der bruger materiale fra sociale medier højst sandsynligt mindre ud, end
det ’reelle’ tal er. Ikke desto mindre giver det et indtryk af, at sociale medier ikke er en
hovedkilde til information, selvom de indgår som en af de veje, journalisten kan finde
oplysninger. Dette stemmer overens med en pointe forskningsmedarbejder Nic Newman, fra
Reuters Institute for the Study of Journalism på Oxford universitet, nævner i sit studie af sociale
medier og deres påvirkning på mainstream journalistik, ‘Social Media as Beat’. Newman
forklarer, at de sociale medier ikke erstatter den konventionelle journalistik, men bidrager med et
ekstra lag af information og forskelligartede kilder (Newman, 2009: 2).
Vores interviews giver ligeledes indtryk af, at sociale medier er en del af praksis på
redaktionerne. Hos Ekstra Bladet fortæller Social Media-redaktør Philip Thomsen, at de sociale
14
medier er en del af kildematerialet hele dagen lige fra morgenmødet. Social Media-redaktionen,
lægger ikke blot artikler på de sociale medier, men overvåger også disse og videregiver historietips til journalisterne på Ekstra Bladets andre redaktioner (Feltnoter, 08/06/2015). I en e-mail fra
redaktionschef på Politiken.dk Karl Erik Stougaard, skriver han at:
Sociale medier er på linje med alle øvrige medier en kilde til direkte citater, opfølgninger og
almindelig inspiration. (bilag 5)
Citate bekræfter opfattelsen af sociale medier som en naturlig del af kildesøgningen. Alligevel
har begge medier retningslinjer for brugen af materiale fra de sociale medier ifølge vores
interviews. Philip Thomsen fortæller blandt andet:
Vi bruger jo ikke Facebook som sådan et sandhedsvidne, altså vi skal tjekke tingene journalistisk
som alt andet, det er sådan en grundregel, vi har omkring det (Thomsen, 08/06/2015).
Chefredaktør på Politiken.dk Karl Erik Stougaard forklarer, at når der er tale om ‘almindelige
mennesker’ er det vigtigt for dem, at kontakte kilden før de trykker citatet, men for offentlige
personer gælder andre regler:
Retningslinjen er, at vi kan trække det ind i vores tekster og skrive på basis af det, men vi kan
ikke gøre det uden at kontakte kilden først. Medmindre der er tale om folk, som er vant til at
deltage i den offentlige debat. Men hvis det er folk, som vi ikke kender identiteten på, eller som vi
vurderer ikke har "stjerner på skuldrene", har vi en rettesnor om, at vi skal spørge dem, om de
står ved det, de har skrevet (Stougaard og Fançony, 08/06/2015).
Grundlæggende findes en klar forestilling hos vores interviewpersoner om, at kilder fra sociale
medier helst kun skal bruges, hvis journalisten har gjort yderligere arbejde end blot hentet citatet.
Hos Politiken giver Simon Fançony indtryk af, at man først og fremmest skal kende identiteten
på kilden - også selvom det er en kommentar fra en ‘almindelig’ person. Derudover gør de en del
ud af, at det kun er i meget sjældne tilfælde, at der skrives en historie på baggrund af en
opdatering på et socialt medie.
15
Vi har selvfølgeligt skrevet på (...) baggrund af facebookopdateringer, hvor nogle normale
mennesker har ligget til grund for noget, som alligevel er journalistisk relevant. Jeg husker
hende, der blev overfaldet på Vesterbrogade. Det var jo en opdatering, som de fleste i
mediedanmark tog og kiggede på, på en eller anden måde. Men der var det jo det retslige
efterspil, der var det journalistisk interessante, og ikke selve opdateringen (Stougaard og
Fançony, 08/06/2015).
Hos Politiken skal man ifølge Karl Erik Stougaard altid få historien fra det sociale medie
bekræftet på anden vis samt enten give historien noget ekstra journalistisk, hvis den kommer fra
et socialt medie, eller begrænse brugen af det sociale medie til en sekundær kilde (Stougaard og
Fançony, 08/06/2015). Hos Ekstra Bladet gør Philip Thomsen ligeledes en del ud af, at man tager
historien et skridt videre ved at ringe kilden op sådan, at der også er gjort en journalistisk indsats.
Philip Thomsen siger også, at politikere og kendte kontaktes, før deres tweets og Instagrambilleder offentliggøres (Thomsen, 08/06/2015).
Her er altså tale om et journalistisk ideal om, at man helst skal have direkte kontakt med
kilden. Når man tager et citat direkte fra for eksempel Twitter lever man dermed ikke op til det
ideal:
“This means that information is generated or checked through conversation. (...) Nowadays,
however, this negotiation-through-conversation seems to be increasingly bypassed. Journalists
simply include information that persons formerly known as sources have published themselves
on their websites, blogs, or on social media without getting in touch with them directly”
(Broersma og Graham, 2012: 407).
Denne konsekvens beskrevet af Broersam og Graham kan være grunden til, at redaktørerne ser
den personlige kontakt med kilderne som en form for ideal. En anden årsag kan naturligvis være,
at det ikke skal fremstå som, at journalisterne ikke selv gør en indsats.
Selvom Philip Thomsen siger, at mange historier skrottes, hvis man ikke kan få fat på kilden,
lader det til, at der er undtagelser. I vores empiri har vi fundet en del artikler med sociale medier
som ‘eneste’ kilde, og især underholdningshistorier på Ekstrabladet.dk har en kendt persons
16
Instagram som eneste kilde. Vi kan naturligvis ikke se, om kilden er blevet ringet op, men i så
fald har der ikke været yderligere kommentarer udover informationen fra de sociale medier. Da
der er en del historier med internationale kilder, kunne man forestille sig, at kilderne i disse
tilfælde ikke er blevet kontaktet.
Ligeledes bekræfter Philip Thomsen, at der bruges mindre citater fra almindelige mennesker
uden at disse ringes op:
Og det er klart, hvis vi har fire Facebook-kommentarer fra politikere, hvor der er en klar
afsender, så går vi ikke ind og ringer til dem, hvis det er en del af et større element, kan man
sige. Vi bruger også de almindelige brugere på Facebook og sådan noget en gang imellem. Det
kan være i forbindelse med terrorangrebet tror jeg, vi hentede en masse kommentarer ned fra
Facebook. Det er klart, at der bruger vi det jo på den måde, at vi kan se, at der er en klar
afsender på, men det er klart, at det er et mindre element i en større historie (Thomsen,
08/06/2015).
Selvom medierne ikke nødvendigvis er i kontakt med deres kilder ved hver artikel, er det
tydeligt, at det er vigtigt for journalisterne at pointere, at brugen af de sociale medier ikke
undergraver den journalistiske kvalitet. Dette ligger fint i tråd med de tanker David Ryfe gør sig
på baggrund af Birds observationer om tabloidjournalisters forsvar for deres faglighed (Bird
(1992) i Ryfe, 2006: 210). Ryfe forklarer endvidere, at journalister føler det som en pligt - at
deres journalistiske rolle fordrer - at de bruger officielle kilder, som et kriterium for at lave en
god journalistisk historie (Ryfe, 2006: 205). Man kan på den baggrund udlede, at vores
interviewpersoner gerne vil vise, at de ved brugen af sociale medier ikke har fraveget metoderne
og de regulerende regler, man bruger til at lave objektiv journalistik. Ryfe beskriver, hvordan
tabloidjournalister ofte argumenterer for, at de laver lige så god journalistik som alle andre - de
bruger officielle kilder, de indsamler fakta, de publicerer informerende artikler - ligesom enhver
anden journalist (Ryfe, 2006:210). Dette mener vi, kan sammelignes med den måde artiklerne fra
de sociale medier forsvares af Philip Thomsen og Karl Erik Stougaard, da de argumenterer for, at
artiklerne er ‘journalistisk relevante’ og ‘tjekket igennem som alt andet’ (Thomsen, 08/06/2015
og Stougaard og Fançony, 08/06/2015). De har altså efterlevet de regulerende regler for
17
produktion, selvom de har indhentet kilder på en måde, som er relativt ny for faget og som de
uskrevne regler endnu ikke har taget endegyldigt stilling til.
Simon Fançony forklarer, at Politiken og Politiken.dk ikke bruger sociale medier til hvad som
helst:
Vi kan ikke skrive ‘Folk deler lige nu denne her video’. Det kan vi ikke gøre. (Stougaard og
Fançony, 08/06/2015)
Det lader derfor til, at Simon Fançony har en holdning til, at Politiken ikke kan bruge alt fra de
sociale medier. David Ryfe forklarer, at:
“Some kinds of actions are not taken in journalism, not because they are not possible but because
they are not recognizable” (Ryfe, 2006: 210).
Det ville ikke være anerkendt blandt journalistkollegaer på Politiken at lave en historie om hvor
mange gange en video eller et billede er blevet delt på Facebook. Politiken ville tabe symbolsk
kapital, og bekræfte fordommene om de useriøse netjournalister. Men det lader til, at Ekstra
Bladet ikke har samme syn på dette, sandsynligvis fordi de er en tabloidavis, der fokusere meget
på underholdning. Ekstra Bladet har blandt andet publiceret en artikel med overskriften ‘TV: De
her bryster går amok på nettet’(Ekstrabladet.dk, 04/05/2015), som sandsynligvis bliver skrevet,
fordi det giver mange klik på netavisen og er et udtryk for, at man godt kan tillade sig lidt mere
på en tabloidavis end på en omnibusavis, hvor sensationer og enkeltbegivenheder, der er lette at
gå til, er mere i fokus (medieogkommunikationsleksikon.dk, 11/06/2015). Samtidigt ligger
prioriteringen af flere klik - flere læsere - fint i tråd med Jannie Møller Hartleys observation af, at
netmedier kan legitimere sig selv over for andre medier ved at øge læserskaren. Dette kommer vi
nærmere ind på i næste afsnit ‘Forskel på web og print’.
Ser man på, hvordan materialet fra de sociale medier bruges i artiklerne, kan man konkludere, at
alle medierne har historier, hvor det sociale medie optræder som eneste kilde. Kategorien
‘eneste’ i vores kodning er dog stadig den mindste af de tre kategorier: ’eneste’, ’primær’ eller
’sekundær’ kilde. Det skal her siges, at nogle af disse historier er små notater om et tweet,
18
ligesom det kan være svært at se ud fra artiklerne, om oplysningerne er bekræftet på anden måde
end via de sociale medier. Det er altså muligt, at kilderne er blevet ringet op for at bekræfte
historien, men de har i så fald ikke udtalt sig yderligere - og historien er trykt alligevel.
Primære og sekundære kilder er i vores data nogenlunde lige hos Ekstrabladet.dk (48 sekundære
og 52 primære) og Ekstra Bladet (8 af hver), mens sekundære dominerer hos Politiken (15
sekundære og 2 primære) og Politiken.dk (24 sekundære og 10 primære). Det betyder, at
Politiken (både web og print) i højere grad bruger kilderne fra de sociale medier til at uddybe
eller illustrere pointer i historier yderligere frem for at basere historien på det, der stå på de
sociale medier, hvilket i høj grad stemmer overens med udtalelserne i interviewet.
Det lader dog ikke til at være unormalt, at hente hovedhistorien fra et socialt medie (hvilket
manifesterer sig i kategorierne ‘eneste’ og ‘primær’). Det gælder især på Ekstra Bladet og
Ekstrabladet.dk, men også Politiken og Politiken.dk har en del ‘primær’-historier. Igen vidner
dette om, at sociale medier er en integreret del af nyhedsdækningen. Udtalelser og information
fra sociale medier har en høj nok status til at kunne bruges som grundlag for en historie - selvom
det især er det tabloide medie, som benytter sig af de sociale medier som hovedkilde.
Forskel på web og print
Vi har nu set, hvordan de sociale medier er blevet en naturlig del af kildematerialet i
nyhedsdækningen, samtidig med, at medierne forsvarer brugen af de sociale medier med
retningslinjer om journalistiske opfølgninger. I dette afsnit deler vi de undersøgte medier op i
web- og printmedier for at vurdere, den forskel der er, på brugen af sociale medier som kilder på
netaviserne og i de trykte aviser. På den måde kan vi komme nærmere en forståelse af brugen af
de sociale medier som kilder.
Netjournalister positionerer ifølge Hartley deres produktioner som mere letbenede og
underholdningsprægede end printjournalistikken (Hartley 2012: 218), og analysen af vores
indsamlede datamateriale viser da også en forskel i de historier, hvor medierne benytter kilder fra
sociale medier. Frekvensen af politiske historier med kilder fra sociale medier er på Politiken.dk
halvt så høj som hos modermediet. På Ekstrabladet.dk ses en højere frekvens af historier inden
19
for kategorierne ‘underholdning’, ‘human interest’, ‘ulykker’ og ‘andet’, og frekvensen af
‘politik’ historier med kilder fra sociale medier er halvt så høj som i den trykte avis.
Dette kan i nogen grad tilskrives netjournalisternes relation til læserne, hvor journalisterne via
løbende optællinger og analyser fra nettet får feedback på, hvad læserne reagerer positivt på, og
hvad de forbigår (bilag 3).
Journalister på netmedier har derfor en mere indlejret forståelse for, hvilken form for
journalistik, der bringer læsere til deres medie end printjournalister, som må vente længere tid,
før de får feedback på deres artikler (Hartley 2012: 172).
Når netjournalisterne er bevidste om deres lavere status i det journalistiske hierarki, må de
arbejde for at hæve netmediernes status. En måde at gøre dette på er at øge antallet af læsere
(Hartley, 2012: 175) og med deres øgede forståelse af læsernes ønsker, er det nemmere for dem
at levere lige den vare, som læserne ønsker.
For at sætte det i perspektiv, kan man med David Ryfes teori om reglerne for nyheder sige, at
reglerne altså genforhandles af netjournalisterne, så det produkt de leverer, kan passe inden for
rammerne af professionel adfærd (Ryfe, 2006: 209). De regulerende regler for journalisitisk
produktion, for eksempel indsamling af citater blødes op, så længe produktet lever op til en regel
om hurtig levering til læseren.
Analysen af vores empiri viser, at sociale medier bruges i højere grad som kilder på netaviser
end i de trykte aviser (se ‘Resultater’). Det kan, med henblik på Hartleys observationer, skyldes,
at netjournalister har et fokus på den hurtige historie, og en opfattelse af, at læserne hellere vil
have hurtige nyheder, end sprogligt gennemarbejdede perler. Netjournalisterne begynder derfor
at tillægge produktionshastighed endnu større symbolsk kapital end deres kollegaer på
printmedierne, hvorfor brugen af lettilgængelige kilder som sociale medier bliver mere
accepteret frem for de mere tidskrævende metoder som f.eks. telefoninterviews (Hartley 2012:
194-195).
Ifølge Philip Thomsen gælder det for mange medier om at bruge de forhåndenværende kilder, og
langt fra blot sociale medier, til at producere kvantitet fremfor kvalitet:
20
Alle går ind og tjekker Daily Mail hver dag, det er meget hurtigt at lave en citathistorie fra Daily
Mail omkring et eller andet skørt billede, (...) det er der masser af klik på (Thomsen,
08/06/2015).
Hartleys forskning viser, hvordan netjournalister befinder sig i det paradoks, at det på den ene
side ses som vigtigt, at netmedierne får stadig flere læsere (Hartley, 2012: 175), men på den
anden side bliver journalistikken på nettet opfattet som mindre god journalistik, som dermed har
betydning for netjournalisternes selvforståelse og status på det journalistiske felt (Hartley, 2012:
31).
Men både på Ekstra Bladet og på Politiken tager de afstand fra tanken om, at de sociale medier
blot bruges til at øge antallet af artikler på web. Philip Thomsen forklarer:
(...) der er faktisk flere udfordringer i sådan en dansk historie, som er blevet til på nettet end at
gå ind og lave en eller anden hurtig citat historie fra Daily Mail, som teoretisk set kan give de
samme interaktioner. Men vi vil gerne prøve på at give vores brugere noget andet selvfølgelig,
og det vil alle gerne jo. Og det kræver tid (Thomsen, 08/06/2015).
Redaktionschef for Politiken.dk Karl Erik Stougaard fortæller, at de på web ligeledes er gået væk
fra det kvantitative ideal, og i stedet i højere grad forsøger at ligne den trykte avis:
Vi er i øjeblikket ved at skære kraftigt ned på de artikler vi lægger ud. Også fordi at vores mål
ikke kun er at generere masser af sidevisninger og masser af trafik. Det vil vi selvfølgelig gerne
have, men det vi har øjnene stift rettet imod for øjeblikket, det er, at vi skal skabe et site, som folk
vil betale for (Stougaard og Fançony, 08/06/2015).
Analysen af vores indsamlede empiri understøtter denne forklaring. Hvor Ekstrabladet.dk har
1134 artikler mere end Ekstra Bladet i den undersøgte periode, har Politiken.dk faktisk 336
artikler færre end Politiken. Det lader altså til, at der er en forskel på de to netmediers opfattelse
af, hvordan de skal tiltrække læsere.
21
Hartleys observationer omkring netjournalisters vurdering af produktionshastighed som en kilde
til symbolsk kapital udfordres altså af interviewpersonernes forklaringer om, hvordan de sociale
medier anvendes på Politiken.dk og Ekstrabladet.dk.
Netjournalister er ganske rigtigt underlagt en række produktionskrav, herunder hastighed, som
gør det mere naturligt for dem at indhente hurtige historier fra alle tilgængelige kilder, men
Philip Thomsen argumenterer for, at historier baseret på sociale medier er mere tidskrævende
end citathistorier fra andre medier, hvorfor tidsbesparelse ikke en primær grund til at bruge dem.
I stedet fremhæves evnen til at skabe de læser-nære historier, som en kvalitet ved brugen af
sociale medier som kilder. Det lader til at gå igen hos Politiken.dk, der direkte sigter efter at
udviske den produktionsmæssige forskel imellem printavisen og netavisen. Et mål som, når man
ser på forskellen i emner, hvor Politiken og Politiken.dk anvender kilder fra sociale medier, ikke
endnu kan siges at være opnået. Det lader altså til, at vores forventninger til en forskel imellem
print og net må nedjusteres på dette område.
På Ekstrabladet.dk skrives der langt flere artikler på baggrund af kilder fra sociale medier, og i
forhold til Ekstra Bladet, ligner Politiken.dk i højere grad Politikens papiravis. Det kan skyldes
forskellen i omnibuspressen overfor et tabloidmedie. Desuden skyldes det formentlig, at man på
Politiken.dk med en ny strategi har skåret væsentlig ned på antallet af artikler med det formål at
ligne papiravisen i højere grad.
Hvem kommer til orde?
Vi har nu set, at der er forskelle mellem web og print i antallet af skrevne artikler med kilder fra
sociale medier. I dette afsnit vil vi se på, hvilke kilder der bruges fra de sociale medier, og her er
specielt to kategorier fra vores empiriske kodning dominerende med 90 procent af det samlede
antal kilder, som er almindelige mennesker og elitekilder/underholdningskilder.
Almindelige mennesker
Ved at analysere vores empiri kan vi se, at det er gennemgående for både de trykte aviser og
web, at de mest citerede kilder er almindelige mennesker og politikere. Af de 210 kodede
artikler, har de almindelige mennesker optrådt i de 51. De almindelige mennesker er
overrepræsenteret på web i forhold til de trykte aviser, både når det gælder Ekstrabladet.dk og
22
Politiken.dk. På Ekstrabladet.dk udgør de almindelige mennesker 28.3% af de anvendte kilder og
på Politiken.dk udgør de 20%, hvorimod de almindelige mennesker kun udgør 18.2% og 14.3% i
henholdsvis Ekstra Bladet og Politikens printaviser. De almindelige mennesker bliver primært
brugt i human interest eller underholdningsartikler.
Figur 8
Vores analyse af det indsamlede datamateriale er på linje med de resultater, som Paulussen og
Harder præsenterer i ‘Social Media References in Newspapers’. Deres studie fandt, at hele 44
procent af de artikler, der bruger sociale medier som kilder, refererer til almindelige mennesker
(Paulussen & Harder, 2014: 548). Deres analyse viser, at almindelige mennesker nogle gange er
citeret direkte, mens de fleste referencer til almindelige mennesker fra de sociale medier er af
den kollektive og anynome slags. Eksempelvis for at give en indikation af, hvor stor popularitet
et event eller en person har på Facebook eller Twitter. De almindelige mennesker bliver altså i
højere grad refereret til som en gruppe frem for individuelt (Paulussen & Harder, 2014: 548). En
af pointerne fra studiet er, at journalister skam bruger de sociale medier til at indsamle
information fra politikere, officielle institutioner og eksperter, men journalisterne bruger primært
23
de sociale medier i relation til almindelige mennesker, kendisser og sportsfolk (Paulussen &
Harder, 2014: 549).
Vi har undersøgt, hvordan de almindelige mennesker optræder som kilder i vores indsamlede
empiri. Ud af de 51 artikler, hvor almindelige mennesker er blevet anvendt som kilder,
indeholder 17 af artiklerne et eller flere citater fra en enkelt navngiven kilde, mens 11 af
artiklerne indeholder kommentarer fra flere forskellige almindelige mennesker. 13 af artiklerne
er ‘tendenshistorier’, hvor der bliver beskrevet en tendens på de sociale medier, f.eks.
Politiken.dk artiklen ‘Twitterbrugere fulgte dirigentvalg med spænding og kreative hashtags’
(Politiken.dk, 12/05/2015). Her er individuelle kommentarer inddraget som eksemplificering af
en større tendens. 6 af artiklerne indeholder kun billeder fra de sociale medier, men bruger
primært andre kilder, mens 4 af artiklerne ikke hører under de ovennævnte kategorier.
Ud fra analysen af vores empiri kunne det derfor tyde på, at en del individuelle personer bliver
repræsenteret og kommer til orde. De almindelige mennesker indgår ikke kun som udtryk for en
større kollektiv holdning, som det bliver beskrevet hos Paulussen og Harder, hvor størstedelen af
de ‘almindelige’ kilder bliver refereret til som gruppe. Dog er der stadig en stor del af artiklerne i
vores empiri, som netop bliver brugt til at beskrive en større tendens på de sociale medier.
Redaktør på Social Media-redaktionen på Ekstra Bladet Philip Thomsen er ikke overrasket over,
at de almindelige mennesker udgør en stor andel af kilderne til de historier, som Ekstra Bladet
henter fra de sociale medier. Han mener, at en af styrkerne ved de sociale medier netop er, at
almindelige mennesker kan komme til orde:
Jamen det kan for det første give os ‘tæt på læserne historier’, som er en helt anden type
historier, end hvad vi normalt har lavet (...). Det kan være de der små søde historier med en eller
anden, som efterlyser en pige, som han har mødt i biografen eller andet. Altså det er jo sådan
noget, som interesserer folk på de sociale medier og er en ny type historier for de store
mediehuse (Thomsen, 08/06/2015).
Philip Thomsen understreger, at kilder fra de sociale medier netop i høj grad bruges til at skrive
‘nære’ historier. Han mener, at de sociale medier dermed har givet nogle muligheder, som ikke
24
fandtes for få år siden, og som er interessante for læsere der er på Facebook (Thomsen,
08/06/2015).
Redaktionschef på Politiken.dk Karl Erik Stougaard taler ikke lige så varmt om fordele ved at
inddrage almindelige mennesker fra de sociale medier. Han nævner dog, at almindelige
mennesker godt kan blive brugt, hvis de f.eks. har skrevet et tweet (Stougaard og Fançony,
08/06/2015). Karl Erik Stougaard forklarer, at almindelige mennesker som kilder ikke er noget
Politiken bruger i høj grad:
Vi har en gang imellem lavet det, der hedder en storyfile, hvor vi samler tweets eller
facebookopdateringer, men jeg kan ikke mindes, at vi bare har brugt løs af almindelige folk, som
ikke har en eller anden position, som gør, at de må stå på mål for det, de skriver (Stougaard og
Fançony, 08/06/2015).
Dog kan vi se, at der er en langt større repræsentation af almindelige mennesker, når det gælder
artikler bygget på sociale medier, hvis man sammenligner med resultaterne i rapporten
‘Dagspressens Kilder’. Skovbjerg og Jørgensen beskriver, at de danske dagblades kilder først og
fremmest er samfundets beslutningstagere (Skovbjerg & Jørgensen, 2006: 19), hvilket også
anden medieforskning har konkluderet (Paulussen og Harder, 2014: 543).
En indvending imod at sammenholde resultater fra ‘Dagspressens Kilder’ og vores analyse, kan
være, at der siden 2006 er sket en vækst i både mængden af sociale medier og folk, som benytter
dem, men ikke desto mindre er ‘Dagspressens Kilder’ den seneste større undersøgelse af området
i Danmark. Kilderne blev målt på sociale, kulturelle og demografiske parametre og man fandt, at
dagbladskilderne ligger milevidt fra den gennemsnitlige samfundsborger. Det er politikere,
erhvervsledere, eksperter og interesseorganisationsrepræsentanter der dominerer kildebilledet
(Skovbjerg & Jørgensen, 2006: 21). Kun 10 procent af kilderne i de danske dagblade er
‘almindelige mennesker’ (ibid.: 19).
Dette står i stor kontrast til analyseresultaterne fra vores indsamlede empiri med kilder fra de
sociale medier, hvor der i gennemsnit på alle fire medier - Politiken, Politiken.dk, Ekstra Bladet
og Ekstrabladet.dk - er en fordobling af almindelige mennesker i forhold til ‘Dagspressens
Kilder’.
25
De almindelige mennesker fylder altså meget i billedet på begge medier, men Politiken lader til
at have en forestilling om, at almindelige mennesker ikke indgår i særlig høj grad, da de
prioriterer andre kilder som f.eks. politikere. Dette kommer vi ind på i næste afsnit ‘Elitekilder
og underholdningskilder’.
Elitekilder og underholdningskilder
I dette afsnit kigger vi på brugen af elitekilder og underholdningskilder, som sammen med
almindelige kilder udgør 90 procent af det samlede antal kilder anvendt fra de sociale medier.
Kategorien elitekilder er en samling af kategorierne ‘politikere’, ‘eksperter’, ‘offentlige
organisationer’, ‘offentlige institutioner’, ‘offentlige autoriteter’ og ‘virksomheder’. Vi kan se, at
elitekilder fylder en del på Politiken - omkring 50% af kilderne fra de sociale medier på Politiken
og Politiken.dk er såkaldte ‘elitekilder’, mens elitekilder på Ekstra Bladet og Ekstrabladet.dk
udgør omkring 30%.
Figur 9
26
Karl Erik Stougaard fra Politiken har en klar idé om, at Politiken bruger mange elitekilder. Når
han bliver spurgt, om der er særlige kilder, Politiken og Politiken.dk især bruger fra de sociale
medier, svarer han:
Ja, politikere. Opinionsdannere i det hele taget, med politikere i spidsen (Stougaard og Fançony,
08/06/2015).
Politikere udgør 29% og 22.5% af kilderne på Politiken og Politiken.dk, og er dermed tydeligt
vægtet højere på Politikens platforme, end på Ekstra Bladet, hvor politikere udgør 13.6% på print
og kun 8.7% på web.
I ‘Dagspressens Kilder’ er 82% af kilderne ud fra vores definition elitekilder (regering, politiker,
forsker, erhvervsperson, embedsmand, organisationsperson) (Skovbjerg & Jørgensen, 2006: 26).
Elitekilder bliver altså brugt i langt mindre grad i vores indsamlede data, end i Skovbjerg og
Jørgensens empiri.
Kategorien ‘underholdningskilder’ er en sammenlægning af kildetyperne ‘kendte’, ‘reality’ og
‘sportsfolk’. Her fører Ekstra Bladets medier suverænt, med 40.9% underholdningskilder i Ekstra
Bladet og 38.1% på Ekstrabladet.dk. På Politiken er de mere sparsomme med
underholdningskilderne, som ligger på 14.3% på Politiken og 17.5% på Politiken.dk.
27
Figur 10
Paulussen og Harder nævner, at citater, der er inkluderet i artiklerne, oftest kommer fra velkendte
kilder, især kendisser, berømte sportsstjerner og politikere. Disse personer har altså større chance
for at se deres aktivitet på de sociale medier beskrevet af de undersøgte medier. De sociale
medier bliver i langt mindre grad brugt til at bringe billeder eller citater af eksperter, politiske
aktivister eller virksomhedsrepræsentanter (Paulussen & Harder, 2014: 549).
Ser man på analyseresultaterne af vores empiri, kan man få et indtryk af, at de sociale medier
bliver flittigt brugt af offentlige personer som et talerør - og det gælder både for politikere og
kendte. Offentlige personer kan bruge de sociale medier som en slags pressemeddelelse, noget
som de både på Ekstra Bladet og Politiken nikker genkendende til. Eksempelvis kom historierne
om annonceringen af fødslen af den nye prinsesse i det britiske kongehus via Twitter f.eks.
‘Hertuginde Kate føder ny britisk prinsesse på to en halv time’ (se bilag 12).
Det er ikke bare medierne, der leder efter historier, også kendte eller politikere bruger de sociale
medier bevidst som et middel til omtale og som talerør til medier/journalister. Nic Newman
forklarer i sit studie ‘The rise of social media and its impact on mainstream
journalism’(Newman, 2009), at de sociale medier endvidere giver mulighed for, at politikere,
erhvervsmænd og andre offentlige personer kan omgå de normale medier og give beskeder
28
direkte til deres følgere. Sociale medier kan dermed blive brugt som alternative kilder til nyheder
(Newman, 2009: 5).
Der er som udgangspunkt en fælles forståelse blandt journalister, elitekilder og
underholdningskilder for potentialet i de sociale medier. For journalisterne er de sociale medier
et positivt værktøj, da de nemt kan finde information og citater fra de sociale medier, og kilderne
bruger det bevidst til omtale. Nogle gange skriver politikere måske noget, som ikke var tænkt til
pressen, men de kan risikere, at det bliver brugt alligevel. Da Venstre-politikeren Thomas
Danielsen tweetede “Beklager HTS. Folkets panderynker kan ikke fjernes med botox”
(https://twitter.com/thdanielsen), om Helle Thorning-Schmidt, blev det f.eks. straks taget op i
pressen. Hans intention var måske ikke at tweetet skulle blæses op i pressen, og han måtte
beklage det efterfølgende (Jyllands-Posten, 08/06/2015).
Mange af de kendte har utrolig mange følgere på de sociale medier, f.eks. har sangerinden
Medina 338.000 følgere (https://instagram.com/officialmedinamusic/ 10/06/2015), og mange
kendtes sociale kanaler kan derfor siges at være medier i sig selv. Til sammenligning har
Politiken ca. 7.850 følgere på Instagram (instagram.com/politiken/ 10/06/2015).
Nicolaj Bundesen, direktør i musikbureauet Offbeat, udtaler i Journalisten, at det derfor blot er
naturligt, at andre medier refererer til musikernes sociale medier (Journalisten, 20/05/2015).
Nicolaj Bundesen fortæller, at alle hans musikere er indforståede med at det materiale, de lægger
op på sociale medier, kan bruges i mange forskellige sammenhænge - også i pressen
(Journalisten, 20/05/2015). Nicolaj Bundesen mener, at det endda kan være en strategi for de
kendte at lægge bestemte billeder på de sociale medier:
I enkelte tilfælde spekuleres der vel oven i købet i, at pressen skal bringe billedet - som når
Medina præsenterer en ny kæreste (Journalisten, 20/05/2015).
Ekstra Bladets Social Media-redaktør Philip Thomsen mener, at både journalister og de kendte
bruger de sociale medier meget bevidst:
Altså jeg ved, at underholdningsredaktionen bruger Instagram utrolig meget til at finde historier
29
om de kendte, så det er jo en anden måde at lave journalistik på. Det er jo de kendtes talerør
direkte ud til dem, der følger dem, til deres fans og til medierne. Altså de bruger det også meget
bevidst, hvis de gerne vil have noget omtale om en eller anden sag, eller bare savner omtale, så
kan de jo bruge Instagram meget nemt til at skabe noget opmærksomhed (Thomsen,
08/06/2015).
Philip Thomsen nævner, at politikerne også er meget dygtige, og at de mest bruger Twitter til at
kommunikere, hvor de kendte oftest tyer til Instagram og andre sociale medier. Og der er også
klare fordele for journalisterne siger han:
Men det er jo også en dejlig måde at kommunikere på, kan man sige. Det er hurtig for os at lave
en historie på, og det er nemt for dem at kommunikere noget ud (Thomsen, 08/06/2015).
Broersma og Graham beskriver i studiet ‘Sociale Media as Beat’, at politikere og kendisser er
begyndt at bruge Twitter, som et indflydelsesrigt værktøj til marketing af sig selv og politisk
kampagne. Derfor er Twitter blevet et interessant felt for journalister, der søger efter nyheder og
information (Broersma & Graham, 2012: 403).
Broersma og Graham har en interessant pointe i forhold til at konsekvenserne ved at politikere
og kendte udtaler sig på sociale medier er todelt. På den ene side sparer journalisterne tid, fordi
de ikke nødvendigvis behøver, at interviewe travle politikere. Journalisterne kan nøjes med at
sidde ved deres skrivebord, hvor de har et bredt udvalg af citater og interaktioner fra de sociale
medier, som de kan krydre deres historier med. På den anden side giver denne form for
envejskommunikation politikerne mere kontrol over, hvad der kommer med i nyhederne. I et
interview har journalisten større mulighed for at forhandle og få uddybet holdninger, men ved at
kopiere citater fra de sociale medier, mister journalisten noget af sin magt (Broersma & Graham,
2012: 408).
Karl Erik Stougaard fra Politiken bekræfter, at Twitter bliver brugt flittigt blandt journalisterne,
blandt andet ved større politiske debatter:
Vi bruger den [Twitter] jo rigtigt, rigtigt meget i vores politiske dækning i forbindelse med
valget. I går kørte vi jo live-dækning af duellen imellem Helle Thorning og Løkke, hvor vores
30
reporter konsekvent sidder og følger med på Twitter, og tager de mest begavede tweets ud og gør
det til en del af vores dækning (Stougaard og Fançony, 08/06/2015).
De tre kildekategorier - almindelige mennesker, elitekilder og underholdningskilder - som vi har
haft fokus på i sidste del af analysen, bliver alle tre nævnt af Karl Erik Stougaard, da han skal
forklare, hvilke kilder, der bliver brugt hyppigst fra de sociale medier:
Politikere er nummer et. Nummer to er borgere i områder, hvor der er konflikt eller krig af en
eller anden art. Som Ukraine, eller optøjer som der var i den grønne revolution i Iran. Steder
hvor vi har svært ved at komme ind. Og det tredje er så sportsstjerner, som er svære for
sportsredaktionen at komme til. Nicklas Bendtner som prime-eksempel, som føler sig hævet over
at skulle kommunikere med almindelige dødelige, og derfor gør det på sociale medier (Stougaard
og Fançony, 08/06/2015).
Her er altså en fortælling om sociale medier, som et middel til at hente information ud af
konfliktzoner. De kan bruges som et drastisk nyt redskab til at styrke journalistikken. Det billede
af anvendelsen af kilder fra sociale medier, som tegnes i analysen af den indsamlede empiri, er
dog et andet. Samlet set er der kun to artikler om krig eller konfliktzoner. Politiken.dk citerer et
tweet fra støtter af Islamisk Stat, og Ekstrabladet.dk citerer et tweet fra en FN-ansat om et
bagholdsangreb på FN-soldater. Vi har dog kun et begrænset indblik, da vores empiri er
indsamlet over to uger. Derfor kan vi ikke konkludere, hvorvidt Politiken (eller Ekstra Bladet)
normalt i højere grad bruger kilder fra de sociale medier til at beskrive krig eller konflikter. Men
vi kan undre os over, at der ikke er dukket flere krigsartikler op i vores empiri, når Karl Erik
Stougaard eksplicit nævner i interviewet, at borgere i udlandet bliver brugt til at beskrive dette.
De modsatrettede resultater kan - udover vores begrænsede indblik - have at gøre med, at
Politiken kan tænkes at have et ideal om at lave ‘seriøs’ og ‘god’ journalistik, der er hævet over
at bruge almindelige mennesker fra de sociale medier som kilder til hvad som helst. Stougaard
tegner et idealiseret billede af brugen af de sociale medier som kilder, der giver mere symbolsk
kapital blandt andre journalister end et billede af, at man blot har en ny kilde til
pressemeddelelser fra politikere og sportsfolk. Philip Thomsen tegner derimod et billede, der i
højere grad stemmer overens med analyseresultaterne fra den indsamlede empiri. Dette ligger
31
fint i tråd med vores resultater, der viser, at de sociale medier overvejende bruges til historier om
emner, der passer ind i den tabloide presse. Philip Thomsen har altså ikke et behov for at
retfærdiggøre brugen af sociale medier som kilder.
Diskussion
Ud fra vores analyse af empirien vil vi samle op på nogle af de væsentlige områder, som vi har
gennemgået i vores tre analyseafsnit. Vi vil diskutere, om brugen af kilder fra de sociale medier
er med til at skabe ‘lette’ historier for journalisterne, og hvordan mediernes eget syn er på dette.
Dernæst ser vi på, om brugen af sociale medier ændrer eller påvirker det regulerende regelsæt for
god journalistik, som Ryfe beskriver i sin teori. Herefter vil vi komme ind på begrebet ‘hierarchy
of credibility’ og diskutere, hvilke kilder fra de sociale medier, journalister bør inddrage, ud fra
to klassiske journalistiske idealer.
Redaktørerne fra Ekstra Bladet og Politiken forsvarer brugen af de sociale medier. De mener
ikke, at de sociale medier bliver brugt, fordi det er let for journalisterne at lave historier derfra.
Karl Erik Stougaard siger blandt andet, at de jo skal have bekræftet alle kilder, og begge parter
siger, at alt fra de sociale medier skal behandles journalistisk. De mener derfor, at de sociale
medier giver mange nye muligheder, men ifølge dem selv er de sociale medier ikke blot en vej til
hurtige nyheder.
Flere af de akademiske artikler vi har læst, er dog ikke helt enige i denne opfattelse. Broersma
og Graham skriver blandt andet, at især tabloidaviser bruger tweets uden at kilden kontaktes for
at verificere historien (Broersma & Graham, 2013: 461). De mener, at det er et tegn på ‘sloppy
journalism’, og journalistikken bliver forandret, hvis fakta ikke bliver verificeret (ibid.: 461).
Vores resultater viser da også, at der findes artikler fra begge medier, hvor den eneste kilde er
taget fra de sociale medier. Der optræder ligeledes mange primære kilder fra de sociale medier,
og selvom citater fra f.eks. Twitter indgår som sekundær kilde i en historie, vil vi argumentere
for, at det trods alt er nemmere, at kopiere et citat ind i artiklen, i stedet for at ringe til
vedkommende. Selvom vi selvfølgelig ikke kan vide ud fra artiklerne, om journalisten reelt har
prøvet at få fat i kilden for enten at verificere eller uddybe.
Det kan derfor tyde på, at der er forskel på hvordan redaktørerne betragter brugen af kilder fra
de sociale medier, og hvad der i praksis sker.
32
Vi fandt, at alle fire medier har flere udlandshistorier med sociale medier som kilder, end
nationale og lokale historier. Vi har en idé om, at journalisterne i mindre grad (eller slet ikke)
kontakter udenlandske kilder fra de sociale medier. Man kan derfor argumentere for, at
udlandshistorier med udenlandske kilder fra de sociale medier, som Ekstrabladet.dks artikel
‘Plussize blogger: Jeg føler mig som en gudinde i min krop’ (Ekstrabladet.dk,14/05/2015) er en
relativ nem måde at lave artikler på. Dermed ikke sagt, at journalisterne ikke gør nogen indsats
eller ikke normalt laver ‘lette’ historier med kilder, der ikke er fra de sociale medier. Men vi vil
argumentere for, at det alt andet lige er nemmere at lave disse historier, selvom der er en risiko
forbundet med manglende verificering af kilders identitet fra de sociale medier. Paulussen og
Harder nævner da også, at journalister har opdaget, at Twitter er et billigt, hurtigt og let værktøj
til at finde information (Paulussen & Harder, 2012:1).
Ifølge Ryfe eksisterer der nogle regulerende regler på det journalistiske felt, men spørgsmålet er,
om disse er tidssvarende i forhold til de sociale mediers nylige opståen. De gamle mediehuse har
til at starte med helt ukritisk kastet sig ud i brugen af sociale medier som kilder. På Politiken var
der en uheldig episode med brugen af et tweet for nogle år siden, hvor det viste sig at være en
15-årig dreng, der blev citeret for at kritisere en dommer ved en fodboldkamp (Stougaard og
Fançony, 08/06/2015). Her fortæller Karl Erik Stougaard, at Politiken i stedet burde have brugt
nogle ekspertkilder til at udtale sig om dommeren. Denne episode har medvirket til, at Politiken i
dag er blevet mere omhyggelige med, hvem de citerer fra de sociale medier. Dette kan være et
tegn på, at der er ved at danne sig nogle bestemte regulerende regler for brugen af kilder fra de
sociale medier, som er specifikke for netop den type kilder.
En anden ting, der kan skille sig ud ved brugen af sociale medier som kilder, er kildernes
‘hierarchy of credibility’: et troværdighedshierarki, som Paulussen og Harder nævner i deres
studie. I ethvert socialt system er folk med højere status mere troværdige, end folk med lavere
status (Becker (1967) i Paulussen & Harder: 543). Når dette begreb overføres til journalistik, kan
man sige, at journalister traditionelt set ser officielle kilder, som mere troværdige end uofficielle
kilder. Der eksisterer altså et kildehierarki, hvor de officielle elitekilder ligger øverst og
almindelige mennesker ligger nederst (Paulussen & Harder, 2014: 543). Men som vi har set i
kilderne fra de sociale medier er vægtningen af elitekilder ikke højere frem for andre slags kilder,
33
heriblandt almindelige mennesker og kendte. Paulussen & Harder havde forventet, at
troværdighedshierarkiet fortsat ville blive respekteret, når det kom til kilder fra de sociale
medier, men de fandt faktisk ud af, at troværdighedshierarkiet blev vendt på hovedet, med
forbehold for, at deres empiri ikke er altomfattende (Paulussen & Harder, 2014: 549). Der kan
derfor argumenteres for, at sociale medier har en effekt på troværdighedshierarkiet, da
almindelige mennesker, sportsfolk og kendte i højere grad bliver inkluderet i artikler og
elitekilder træder mere i baggrunden. Broersma & Graham pointerer i et studie fra 2013, at
Twitter kan betyde, at forskellige stemmer bliver hørt i nyhederne, da journalister inkluderer
både kendte og ukendte kilder, som ikke ville være (let)tilgængelige uden de sociale medier
(Broersma & Graham (2013) i Paulussen & Harder: 549). I vores empiri er der også belæg for, at
almindelige mennesker og kulturpersonligheder fylder godt i artiklerne. Ikke desto mindre har
politikere og andre elitekilder stadig en del plads - hvorvidt kildehierarkiet ligefrem er vendt på
hovedet kan altså diskuteres.
I analysen har vi dog holdt vores resultater op mod resultaterne fra ‘Dagspressens Kilder’. Vi
kan se, at der i langt større grad bliver anvendt almindelige mennesker, sportsfolk og kendisser
som kilder fra de sociale medier i vores empiriske datamateriale, end der gør i ‘Dagspressens
Kilder’, hvor elitekilder klart dominerer mediebilledet. Selvom vores resultater ikke er direkte
sammenlignelige med ‘Dagspressens Kilder’, er det stadig interessant, at de i så lille grad
stemmer overens med konklusionerne fra den rapport. På den måde ser vi nogle af de samme
tendenser, som Paulussen og Harder gør. Det kan meget vel skyldes, at vores fokus netop er
artikler, der bruger sociale medier. Det vidner om, at selvom kildehierarkiet måske ikke er
direkte vendt på hovedet, så giver vores analyse indtryk af, at andre regler gælder for hvem, der
er kilder i medierne, når de sociale medier tages i brug. Måske kommer flere almindelige
mennesker til orde nu, ligesom Paulussen og Harder har indtryk af - eller måske leder man bare
efter de almindelige mennesker via netop de sociale medier. Dette er måske et udtryk for, at
kildemønstrene når sociale medier bruges som kilder er anderledes, end når de ikke er. Det
gælder dog (indtil videre) kun for den lille procentdel af artiklerne, der bruger sociale kilder.
Et interessant spørgsmål her er, hvilke kilder journalisterne bør inddrage og lade komme til orde
fra de sociale medier?
34
Et klassisk ideal inden for journalistikken ser pressen som en vagthund overfor staten og det
politiske system. Pressen er den fjerde statsmagt, og journalisters opgave er derfor at undersøge
og fokusere på beslutningstageres handlinger og ansvar i samfundet. Inden for dette ideal skal
kildevalget afspejle repræsentanterne i det politiske system (Skovbjerg & Jørgensen, 2006: 20).
Et andet klassisk ideal inden for journalistikken er, at medierne bør afspejle samfundet, og
dermed have et mangfoldigt kildevalg, hvor forskellige grupperinger i samfundet bliver
repræsenteret (Skovbjerg & Jørgensen, 2006: 20).
Spørgsmålet om, hvilke kilder journalisterne bør inddrage, kommer altså an på, hvilket ideal
man kigger på. Hvis man mener, at medierne bør afspejle samfundet, burde de almindelige
mennesker dominere kildevalget, og historier fra de sociale medier bevæger sig måske netop den
vej - i hvert fald væk fra et elitært domineret kildevalg. Hvis man derimod mener, at pressen i
højere grad er til for at holde magthavere til ansvar, burde elitekilderne være dem, der kommer
mest til orde og ikke almindelige mennesker.
I ‘Dagspressens Kilder’ er en af pointerne, at det elitære kildevalg ikke nødvendigvis er et
demokratisk eller samfundsmæssigt problem, med mindre man “abonnerer på en forestilling om,
at dagbladene bør afspejle samfundets borgere” (Skovbjerg & Jørgensen, 2006: 29). Skovbjerg
og Jørgensen konkluderer, at der er nok forskellige informations- og debatmuligheder for
borgerne - og den trykte avis blot er et af dem. Men i den befolkningsundersøgelse, som blev
foretaget i forbindelse med udarbejdelsen af ‘Dagspressens Kilder’, viser det sig, at borgerne
mener, at der er alt for meget elitært og ufolkeligt indhold og kildevalg i aviserne (ibid.: 30).
De sociale medier bliver i høj grad brugt til at skabe identifikation for læseren ved at fokusere
mere på almindelige mennesker. På den måde kan en øget brug af kilder fra de sociale medier,
herunder specifikt en øget brug af ‘almindelige mennesker’ være med til at vende borgernes
opfattelse af aviserne. Omvendt kan det også have den modsatte effekt, nemlig at mediernes
stigende brug af de sociale medier som kilder og den øgede taletid til almindelige mennesker,
kan mindske troværdigheden hos læserne alt efter, hvordan læseren opfatter brugen af sociale
medier som kilder.
Man kunne forestille sig, at kilder bliver mere og mere bevidste om, at det de skriver og lægger
ud på de sociale medier, er offentligt materiale. Kilder må forvente at skulle stå til ansvar for
deres kommentarer på de sociale medier, og journalister kan regulere, hvornår det er nødvendigt,
35
at kontakte en kilde for at få bekræftet eller uddybet en kommentar.
At sociale medier fungerer på lige fod med andre kilder, er en udvikling som kan virke mindre
radikal, når man er fra en yngre generation, som flow-redaktøren på Politiken.dk Simon
Fançony, der aldrig har prøvet at arbejde i en journalistisk verden uden sociale medier, end når
man som Karl Erik Stougaard har en indlært doxa om, hvordan man indhenter citater fra en
anden medievirkelighed. Sådan en omstilling i sammensætningen af kilder kan dog ikke
formodes at være nok til at vende borgernes opfattelse af, at kildevalget er for elitært, hvis ikke
indholdet i artiklerne også ændres i en mindre elitefokuseret retning. I forhold til denne
opfattelse vil Ekstrabladet.dk, som specifikt går efter at skrive artikler om emner, som nyder stor
opmærksomhed på de sociale medier, måske trække flere læsere på web, end Politiken.dk, der
netop vil fortsætte med at have elitært indhold og kildevalg (Stougaard og Fançony, 08/06/2015).
Det lader altså til at Ekstrabladet.dk orienterer sig i forhold til idealet om, at pressen bør
afspejle samfundet. En øget inddragelse af sociale medier som kilder vil altså være et naturligt
skridt for Ekstrabladet.dk og kan medføre et endnu stærkere fokus på emneområder som
underholdning, human interest, sport og gossip, på bekostning af de mere traditionelle
journalistiske prioriteringer som politik og krim. Modsat vil vi argumentere for, at Politiken.dk
orienterer sig i forhold til idealet om, at pressen bør være ‘vagthund’, og derfor på web vil være
mere, som det læserne kender fra den trykte avis. Det kan forklare interviewpersonernes fokus
på at fortælle om de sociale medier som en vej ind til de kilder, man normalt ikke kan få i tale.
Konklusion
Ud fra opgavens empiriske datagrundlag, hvor vi har set på Politiken, Politiken.dk, Ekstra Bladet
og Ekstrabladet.dks brug af kilder fra de sociale medier Facebook, Instagram og Twitter samt
vores interviews, tegner der sig et billede af, at de sociale medier kan siges at været et nyt
journalistisk område, hvor journalister indsamler nyheder og information. Sociale medier er
blevet en naturlig del af kildematerialet i nyhedsdækningen. Specielt hos de to undersøgte
netaviser er de sociale medier populære som kilde.
De sociale medier kan ifølge vore interviewpersoner åbne op for nye typer journalistik. Samtidig
giver de en ret direkte adgang til kildemateriale. Journalistens opgave bliver dermed mere
verificerende, end den bliver at opsøge historien. Noget tyder på, at direkte kontakt og kendskab
36
til kilderne er en journalistisk værdi, da redaktørerne i vores interviews forsvarer brugen af de
sociale medier ved at henvise til retningslinjer om journalistiske opfølgninger. Det er vigtigt for
interviewpersonerne at pointere, at de stadig følger de regulerende regler for god journalistik, når
de bruger sociale medier som kilder. Alle fire undersøgte medier har dog historier, hvor de
sociale medier optræder som eneste kilde. Selvom de fleste historier bruger de sociale medier
som ‘primær’ eller ‘sekundær’ kilde, bruger de stadig citater direkte fra sociale medier uden
opfølgende kommentarer fra omtalte person. Udtalelser og information fra sociale medier har
således høj nok status til at kunne bruges som grundlag for en historie. Som konsekvens deraf
fordrer brugen af sociale medier dermed til mindre direkte kontakt med kilderne, end et
interview ville gøre.
Redaktørernes fokus på mulighederne i sociale medier afspejler de enkelte mediers
idealforestilling om deres rolle i samfundet. Det kan have betydning for, hvad de søger efter på
de sociale medier. Det lader til at Ekstrabladet.dk orienterer sig i forhold til idealet om, at
pressen bør afspejle samfundet, mens vi argumenterer for, at Politiken orienterer sig i forhold til
idealet om, at pressen bør være ‘vagthund’.
Indholdet i de kodede artikler og det klare fokus på, hvad sociale medier kan bidrage med i vores
interviews, afspejler en diskrepans mellem det redaktørerne gerne vil fremhæve ved deres brug
af sociale medier og det indhold artiklerne reelt har. Politiken og Ekstra Bladet vil gerne
repræsentere nogle bestemte idealer, ved at bruge kilder fra sociale medier til konfliktdækning
for Politiken og nære historier for Ekstra Bladet. De prøver hver især at forsvare brugen af
sociale medier, ved at illustrere, at de rent faktisk lever op til hver deres ideal (‘vagthund’ og
‘befolkningens stemme’).
Vores analyse af empiri samt interviews og inddragelse af anden forskning på området peger
mod, at offentlige personer som kendte og politikere kan bruge de sociale medier som talerør ikke kun til deres følgere, men også til pressen. På den måde er der en gensidig forståelse mellem
journalisten og den kendte person om, at indholdet fra deres profiler må citeres, hvilket både kan
være en fordel og en ulempe for den kendte (de skal tænke over, hvad de lægger ud) og for
journalisten (let adgang til information, men svært at forholde sig kritisk til). Almindelige
37
mennesker bruges både til selvstændige historier og oplevelser, og for at illustrere en større
tendens eller “folkestemning”.
Det er interessant, at de mest benyttede kilder fra de sociale medier er almindelige mennesker dog bruges de almindelige mennesker mere i tabloidmediet Ekstra Bladet end i Politiken, da
deres prioriteringer i stofområder varierer. Vi kan også konkludere, at elitekilder bliver brugt
væsentligt mindre i vores indsamlede empiri, hvis man spejler det i resultaterne fra
‘Dagspressens Kilder’, hvor elitekilder udgør 82% af dagspressens samlede artikler. I vores
empiri udgør elitekilder 50% af kilderne fra de sociale medier på Politikens medier og omkring
30% på Ekstra Bladets medier.
Fordelingen af kildetyper i artiklerne er dog ikke nødvendigvis udtryk for en kommende
revolution i mediernes kildevalg i og med, at sociale medier netop bruges til at søge efter
historier med almindelige mennesker som kilder samt officielle statements fra politikere og
kendte. Herudover er det stadig kun en lille del af det samlede antal artikler, der benytter sig af
sociale medier som kilder. Dog er det interessant, at vores empiri på linje med blandt andet
Paulussen og Harder peger mod, at almindelige mennesker og kulturpersoner fylder i højere grad
end politikere, når artiklerne henter kildemateriale fra de sociale medier. Hvis dette gælder
generelt, og de sociale medier kommer til at fylde mere i mediebilledet, kan det have potentiale
til at ændre kildebruget fremadrettet.
Perspektivering
I en tid hvor oplagstallene for de trykte aviser bliver lavere og lavere, fordi flere, specielt unge
mennesker, vælger de trykte medier fra til fordel for de hurtigere netnyheder, kan det ses som
problematisk, at indhold fra de sociale medier i stigende grad vinder indpas i aviserne, specielt
på deres webplatforme. Dette skal ses i lyset af, at netjournalistikken synes at benytte andre
virkemidler i jagten på klik, hvor det mest populære indhold lader til at være underholdning, som
analysen af vores empiriske datamateriale viser.
Ser man brugen af de sociale medier - eller dele af den - som et udtryk for, at der kan skrives
flere hurtige og underholdende historier kan man, sat lidt på spidsen, argumentere for, at det kan
blive et demokratisk problem, hvis aviserne benytter kilder fra de sociale medier for ukritisk i
38
jagten på læsere. I sidste ende kan dette måske føre til, at aviserne bliver mere kommercielle
fremfor at leve op til idealet om at agere demokratiets vagthund.
Der skal selvfølgelig igen tages forbehold for, at vores empiriske datagrundlag kun dækker over
to ugers søgning. Det kunne have været interessant, hvis vi havde indsamlet et større datasæt, og
kunne have sammenlignet vores indsamlede empiri med de traditionelle kilder i dagspressen.
Endvidere kunne vi ligeledes have undersøgt flere aviser både på print og web, og derved have
fået et større billede af, om der er forskelle i kildesammensætningen fra sociale medier og
traditionelle kilder i det danske medielandskab.
Vi synes, at det er spændende, at magtforholdet mellem journalister og kilder kan ændres ved
brug af de sociale medier. Elitekilder, som politikere, har via deres envejskommunikation på de
sociale medier mere kontrol over, hvad der kommer med i nyhederne, da journalister plukker
citater fra de sociale medier. Når journalister interviewer har de større mulighed for at forhandle
og få uddybet holdninger, men ved at kopiere citater fra de sociale medier, mister journalisterne
noget af deres magt (Broersma & Graham, 2012: 408). Nyheder bliver i denne sammenhæng
ikke en forhandling mellem journalister og kilder, men en kopiering af envejskommunikation.
Når elitekilder eller berømte ikke er tilgængelige for journalister eller er midt i en mediestorm,
og poster et tweet, kan det være en bevidst strategi til at kontrollere og frame nyhedsdiskursen
(Broersma & Graham, 2013: 462). Det ville derfor være spændende at kigge på, om
journalistikken i en dansk kontekst, ved brugen af kilder fra de sociale medier, bevæger sig væk
fra kritisk at undersøge og udspørge magtfulde kilder.
39
Litteraturliste
Albrecht, Jakob, 2015. “Christiane Schaumburg-Müller sendte regning til MX for
instagramfoto”.http://journalisten.dk/christiane-schaumburg-muller-sendte-regning-til-mxinstagramfoto Senest besøgt 09/06/2015
Andersen, Heine og Kaspersen, Lars Bo m.fl., 1996, 2000. Klassisk og moderne samfundsteori 2.
reviderede udgave. København, Hans Reitzels Forlag A/S
Broersma, Marcel og Graham, Todd, 2012. “Social Media as Beat”. I: Journalism Practice 7.
årgang nr. 4, s. 446-464.
Broersma, Marcel og Graham, Todd, 2013. “Twitter as a news source”. I: Journalism Practice 6.
årgang nr. 3, s. 403-419.
Hartley, Jannie Møller, 2012. Nyheder på Internettet. København, Handelshøjskolens Forlag.
Instagram Politiken: https://instagram.com/politiken/ senest besøgt 11/06/2015.
Instagram Medina: https://instagram.com/officialmedinamusic/ senest besøgt 10/06/2015
Jensen, Jakob Linaa og Tække, Jesper m.fl., 2013. Facebook. Fra socialt netværk til metamedie.
Frederiksberg, Samfundslitteratur.
Kvale, Steinar og Brinkmann, Svend, 2009. InterView Introduktion til et håndværk 2.
udgave.København, Hans Reitzels Forlag.
Medieogkomunikations-leksikon opslag “avis”: http://medieogkommunikationsleksikon.dk/avis/
senest besøgt 11/06/2015
40
Newman, Nic, 2009. The rise of social media and its impact on mainstream journalism: A study of
how newspapers and broadcasters in the UK and US are responding to a wave of participatory
social media, and a historic shift in control towards individual consumers. Oxford, University of
Oxford.
Paulussen, Steve og Harder, Raymond, 2014. “Social Media references”. I: Journalism Practice
8. årgang nr. 5, s.542-551
Ryfe, David Michael , 2006. “The Nature of News Rules”. I Political Communication, 23. Side
203-214.
Skovbjerg, Annegrete og Jørgensen, Søren Schultz, 2006. Dagspressens Kilder - Danske
aviskilders syn på journalisters arbejde. Århus, Center For Journalistisk Efteruddannelse.
Statista “Number of monthly active Facebook users”:
http://www.statista.com/statistics/264810/number-of-monthly-active-facebook-users-worldwide/
senest besøgt 11/06/2015.
Statista “Number of monthly active Instagram users”:
http://www.statista.com/statistics/253577/number-of-monthly-active-instagram-users/ senest
besøgt 11/06/2015.
Statista “Number of monthly active Twitter users”:
http://www.statista.com/statistics/282087/number-of-monthly-active-twitter-users/ senest besøgt
11/06/2015
Twitter Thomas Danielsen: https://twitter.com/thdanielsen senest besøgt 11/06/2015
Willig, Ida, 2011. Bag Nyhederne. Værdier, Idealer og Praksis 2. udgave. Frederiksberg,
Samfundslitteratur.
41
Artikler der henvises til
Ekstrabladet.dk (04/05/2015). ‘TV: De her bryster går amok på nettet’, Ekstra Bladet TV.
Ekstrabladet.dk (14(05/2015). ‘Plussize blogger: Jeg føler mig som en gudinde i min krop’,
Ronja Ryde.
Jyllands Posten.dk (08/06/2015). ‘Partitop banker V-politiker på plads: Botox-kommentar er
langt over stregen’, Hans Redder.
Politiken.dk (02/05/2015). ‘Hertuginde Kate føder ny britisk prinsesse på to en halv time’,
Ritzau.
Politiken.dk (12/05/2015). ‘Twitterbrugere fulgte dirigentvalg med spænding og kreative
hashtags’, Emil Bergløv.
Liste over interviews
Interview med redaktør for Social Media redaktionen på Ekstra Bladet Philip Thomsen
08/06/2015
Interview med redaktionschef for Politiken.dk Karl Erik Stougaard og flow-redaktør på Politiken
Simon Fançony 08/06/2015
42
Bilagslisten
Bilag 1: Interview med Social Media-redaktør Philip Thomsen 08/06/2015 i JP/Politkens hus
Bilag 2: Interview med Simon Fancony, flowredaktør på Politiken, og chefredaktør for
Politiken.dk Karl Erik Stougaard foretaget 08/06/2015 i JP/Politkens hus
Bilag 3: Feltnoter fra Ekstra Bladet 08/06/2015
Bilag 4: Artikel fra Ekstra Bladet “Plussize blogger: jeg føler mig som en gudinde i min krop”
Bilag 5: E-mail fra Karl Erik Stougaard 01/06/2015
Bilag 6: Antal artikler fra forskellige sociale medier
Bilag 7: Antal fra de sociale medier i Ekstra Bladet og Politiken
Bilag 8: Geografisk emnefordeling af artikler fra sociale medier
Bilag 9: Antal artikler fordelt efter om kilder optræder som eneste, primær eller sekundære
kilder
Bilag 10: Inddeling af kidletyper
Bilag 11: Artikel fra Politiken.dk “Twitterbrugere fulgte dirigentvalg med spænding og kreative
hashtags”
Bilag 12: Artikel fra Politiken.dk “Hertuginde Kate føder ny britisk prinsesse på to enhalv time”
Bilag 13: Kodninger af artikler
43