Bacheloropgaven 2015 - Maria Nørgaard Søgaard
Maria Nørgaard Søgaard BACHELORPROJEKT Bachelorprojekt D. 04.06.2015 OMSORGSSVIGT I UDSATTE FAMILIER PK11R1408 | Maria N. Søgaard 0 Maria Nørgaard Søgaard Bachelorprojekt D. 04.06.2015 Bacheloropgaven, UC Syddanmark – Pædagoguddannelsen Campus Kolding Studienr.: PK11R1408 Navn: Maria Nørgaard Søgaard Vejleder: Solveig Kvåle Jensen Dato: D. 04.06.2015 Omsorgssvigt i udsatte familier Neglect in vulnerable families Denne opgave er udarbejdet af en studerende på Pædagoguddannelsen UC Syddanmark – Campus Kolding. Dette eksemplar af opgaven er ikke rettet eller kommenteret af uddannelsesinstitutionen. Kopiering eller anden gengivelse af opgaven eller dele af den er kun tilladt med forfatterens tilladelse (jf. dansk lov om ophavsret). Beregningsgrundlaget ved skriftlig opsætning: Ved en side forstås formatet A4 med 2.500 anslag i gennemsnit pr. side inkl. mellemrum. Forside, indholdsfortegnelse og litteraturlister indgår ikke i det maksimale sidetal. Denne opgave består af i alt 64.985 anslag inkl. mellemrum. Tro- og love erklæring: Det erklæres herved på tro og love, at undertegnede egenhændigt og selvstændigt har udformet opgaven, samt at de opgivne anslag er oplyst korrekt. Alle citater i teksten er markeret som sådanne, og opgaven eller væsentlige dele af den har ikke tidligere været eller er ikke fremlagt i anden bedømmelsessammenhæng. Jeg er blevet gjort bekendt med, at overtrædelse af reglerne behandles i henhold til § 18 i Bekendtgørelse om prøver og eksamen i erhvervsrettede uddannelser nr. 714 af 27.06.2012 Studerendes underskrift: ______________________________________ Opgaven må efter endt bedømmelse gøres tilgængelig for udlån: Ja X X Nej UC Syddanmark – Campus Kolding Pædagoguddannelsen Dyrehavevej 116 6000 Kolding 1 Maria Nørgaard Søgaard Bachelorprojekt D. 04.06.2015 Indholdsfortegnelse Indledning ............................................................................................................................................ 3 Emneafgrænsning................................................................................................................................. 3 Problemformulering ......................................................................................................................... 4 Øvrig problemstilling.................................................................................................................... 4 Metodeovervejelser .............................................................................................................................. 4 Begrebsafklaring .................................................................................................................................. 5 Dagbehandlingstilbud ....................................................................................................................... 5 Udsatte familier ................................................................................................................................ 6 Cases .................................................................................................................................................... 6 Case 1 – Familien Jensen ................................................................................................................. 7 Case 2 – Familien Mamoun.............................................................................................................. 8 Teoretisk begrundet refleksion og analyse........................................................................................... 9 Omsorgssvigt .................................................................................................................................... 9 Fysisk omsorgssvigt...................................................................................................................... 9 Psykisk omsorgssvigt.................................................................................................................. 10 Omsorgssvigts betydning for barnet ........................................................................................... 11 FN’s børnekonvention og øvrigt lovgivning .................................................................................. 11 Forebyggende indsatser .................................................................................................................. 13 Sikkerhedsplaner......................................................................................................................... 13 Triple P: Positive Parenting Program ......................................................................................... 14 SoS: Signs of Safety ................................................................................................................... 16 ICDP: International Child Development Program ..................................................................... 19 COS-P: Circle of Security-Parenting .......................................................................................... 20 Home-Start .................................................................................................................................. 21 Familiebehandling og pædagogisk praktisk støtte som en del af et forbyggende arbejde ............. 22 Forældresamarbejde .................................................................................................................... 23 Tværprofessionelt samarbejde ........................................................................................................ 26 Konklusion ......................................................................................................................................... 28 Perspektivering................................................................................................................................... 30 Kildehenvisning ................................................................................................................................. 31 Bøger, artikler eller tidligere opgaver ............................................................................................ 31 Internet............................................................................................................................................ 31 2 Maria Nørgaard Søgaard Bachelorprojekt D. 04.06.2015 Indledning I en fuldkommen ideel verden, burde alle børn have mulighed for at vokse op i gode, sunde miljøer med en tryg tilknytning til deres forældre og nærmeste pårørende. Alle børn burde vokse op i rammer, der kunne understøtte deres udvikling og trivsel, ordet ”omsorgssvigt” burde nærmest være et ukendt begreb. Desværre er det ikke realiteten. Det er et faktum, at alt for mange familier er udsatte, af forskellige årsager, hvoraf nogle af disse børn bliver udsat for direkte omsorgssvigt af forældre, familiemedlemmer og endda også af fagpersoner, der ellers burde have til ansvar at tilgodese disse børn. Men hvad sker der med disse børn? Hvordan bliver de hjulpet af systemet, af daginstitutionerne og af støttepersoner i deres private hjem? Hvornår blander man sig for meget og hvornår blander man sig for lidt? I et forebyggende arbejde med omsorgssvigt, arbejder kommunerne med forskellige sikkerhedsplaner. Disse sikkerhedsplaner har til formål, at fremme samarbejdet mellem de udsatte familier og fagpersoner med henblik på at finde en fælles tilgang til at sikre tryghed og trivsel for de udsatte børn og unge. Sikkerhedsplanerne har desuden også det formål at forebygge en anbringelse af barnet. I arbejdet med disse sikkerhedsplaner tilbydes der en intensiv indsats, der kombinerer grundigt myndighedsarbejde og tæt kontrol med familiebehandling og netværksinddragelse (www.socialstyrrelsen.dk/temaer/Omsorgssvigt). Dertil, kan der være mange fordele for de enkelte børn, men i visse tilfælde kan denne fremgang måske være med til at barnet oplever yderligere omsorgssvigt, fordi situationen ikke bliver håndteret hensigtsmæssigt af de professionelle. Vi befinder os i et samfund hvor nærmest alle familier kan være potentielt udsatte, i hvert fald hvis man kigger på de rammer som kan medføre udsathed såsom arbejdsløshed, uforudsete sygdomsforløb og lignende hvilket kan føre til både fysisk – og psykisk omsorgssvigt (Dencik, L., Jørgensen, P. S. & Sommer, D. - 2008). Jeg er interesseret i at fokusere på hvordan man, som pædagog, tackler disse situationer i individuelle forløb med familierne samt hvilke samfundsmæssige rammer man er underlagt at forholde sig til, i arbejdet med disse familier. Emneafgrænsning I forbindelse med min tredje praktikperiode, i et dagbehandlingstilbud, har jeg stiftet kendskab til arbejdet med omsorgssvigt i udsatte familier. Jeg har igennem min praktikperiode fået kendskab til, hvilken betydning pædagogens rolle har i arbejdet med forebyggelse af omsorgssvigt og 3 Maria Nørgaard Søgaard Bachelorprojekt D. 04.06.2015 hvordan, at netop denne rolle kan få betydning for arbejdet med de udsatte familier. Jeg har arbejdet i private hjem, som en pædagogisk støtte, hvor jeg gennem forældresamarbejde har fået mulighed for at fokusere på, at fremme børns udvikling og trivsel. Ydermere har jeg arbejdet i samværssager med anbragte børn, der skal støttes i samværet med deres biologiske forældre. Jeg er gennem denne praktik blevet opmærksom på forskellige måder, at håndtere forældresamarbejde på, forskellige former for tværprofessionelt samarbejde, og har desuden fået kendskab til hvilken betydning det kan have for et barn, at vokse op med omsorgssvigt i hjemmet. Dette er noget jeg ønsker at arbejde videre med, da det i høj grad er et emne der er aktuelt for os som pædagoger at forholde os til. Jeg ender dermed ud med en problemformulering, der lyder således: Problemformulering - Hvordan kan jeg, som pædagog i et dagbehandlingstilbud, arbejde med forebyggelse af omsorgssvigt i udsatte familier, og hvilke dilemmaer kan der være i dette arbejde? Jeg ønsker gennem min opgave, tilligemed at komme ind på følgende problemstilling, da jeg finder det yders væsentligt, at man som pædagog, formår at tilpasse sit arbejde ud fra dette. Øvrig problemstilling - Hvordan kan omsorgssvigt påvirke et barns udvikling, og hvilke overvejelser bør en pædagog, i et dagbehandlingstilbud, gøre sig i arbejdet med disse udsatte familier? Metodeovervejelser For at undersøge min problemformulering vil jeg bygge opgaven op således: Jeg ønsker, at belyse hvilke rammer et barn i Danmark bør have i sin opvækst, hertil vil jeg benytte mig af FN’s børnekonvention med henblik på at vurdere målet man arbejder henimod, i arbejdet med at forebygge omsorgssvigt i de udsatte familier. Jeg vil ligeledes lave en sammenkobling til serviceloven, med en beskrivelse af hvilke lovmæssige rammer pædagogerne arbejder under. Herefter vil jeg inddrage empiri fra min seneste praktik, hvor jeg tager afsæt i praksisfortællinger, handleplaner, børnefaglige undersøgelser, beskrivelser fra mit praktikdokument hvor der bl.a. er iagttagelser (Smidt, S. og Kopart, H. - 2011) og observationer, hvor jeg har ladet mig inspirere af Berit Baes tilgang til at være deltagende observatør (Bae, Berit – 2003, s. 61). Jeg vælger bevidst, ikke at lave et separat projekt i forbindelse med denne opgave, da jeg med mit kendskab til 4 Maria Nørgaard Søgaard Bachelorprojekt D. 04.06.2015 målgruppen er bevidst om, hvor svært det kan være for udsatte familier, at lukkede fremmede indenfor – så på baggrund af dette, mener jeg simpelthen ikke at det er etisk korrekt over for familierne. Jeg vil dernæst anvende Kari Killéns teorier omkring omsorgssvigt og John Bowlby i forhold til at fokusere på tilknytning, ud fra en anbefalet indsats fra socialstyrelsen. I forhold til at belyse hvordan det, som pædagog, er muligt at være med til at forebygge omsorgssvigt, vil jeg fokusere på forældresamarbejdet ud fra Berit Beas anerkendende tilgang, en mentaliserende tilgang hvor jeg vil anvende teori fra Janne Ø. Hagelquist samt Bourdieus teorier omkring habitus med henblik på at finde frem til hvilke dilemmaer, der kan være for både pædagogen og de udsatte forældre i samarbejdet. Begrebsafklaring Dagbehandlingstilbud Mit seneste praktiksted var et dagbehandlingstilbud hvor der tilbydes rådgivning, forebyggende støtte, herunder også forældreprogrammet ”De utrolige år” som er udviklet af professor Carolyn Webster-Stratton med henblik på at støtte forældre, til 3-8-årige børn, til at forstå og hamle op med deres eventuelle problematiske opførelser. Derudover tilbydes der familiebehandling til sårbare gravide og til udsatte familier med børn i alderen 0-12 år. I denne familiebehandling tilbydes der en målrettet indsats, hvor man gennem forældresamarbejde medvirker til at sikre barnets trivsel og udvikling. Altså er der ikke tale om en institution, men i stedet et tilbud til udsatte familier, hvor arbejdet oftest foregår i familiernes private hjem, hvor der kun er familien og den professionelle, at forholde sig til som aktører. Alle indskrevne familier har, som hovedregel, én eller flere handleplaner eller børnefaglige undersøgelser (§ 50), udarbejdet af socialrådgivere, som vi pædagoger og familiebehandlere skal arbejde ud fra. Ydermere findes der samværssager, som kan foregå i et tilhørende samværshus eller i private hjem, hvor vi som pædagoger/samværskonsulenter skal tilbyde henholdsvis støttet eller overvåget samvær mellem anbragte børn og deres biologiske forældre. (Søgaard, Maria Nørgaard – 2015) 5 Maria Nørgaard Søgaard Bachelorprojekt D. 04.06.2015 Udsatte familier Det er svært at finde én konkret definition på udsatte familier, da betegnelsen heraf afhænger af den kontekst familien befinder sig i, og baggrunden heraf. Man kan dog tale om familier hvor børn, lever i en udsat position, og grundet deres omstændigheder har brug for støtte (Bo, Karen-Asta m.fl. – 2012, S. 13). Der er tale om familier, hvis hverdag er truende for deres psykologiske og sociale udvikling med risiko for marginalisering i forhold til det omgivende samfund. Det omfatter børn i mange forskellige livssituationer og med forskellige problemer. Mange forskellige faktorer kan være til grundlag for, at man bliver beskrevet som en udsat familie (Ibid.) Jeg tager udgangspunkt i de familier, der på baggrund af forskellige forhold, har fået tildelt en handleplan, i samarbejde med socialforvaltningen. Disse handleplaner kan enten tage afsæt i underretninger vedrørende børns udvikling og trivsel, eller tage udgangspunkt i forældre der selv har søgt støtte ved kommunen. Lars Dencik m.fl. inddeler de udsatte familier i forskellige arenaer, ud fra familiernes aktuelle belastningsfaktorer, med henblik på at finde baggrunden for deres udsathed. Her beskrives den offentlige arena, der tager afsæt i familier med dårlig økonomi, der kan skyldes evt. arbejdsløshed eller lignende ved én eller begge forældre. Ydermere beskrives den private arena, som består af familier med indre sammenbrud såsom f.eks. skilsmisse, misbrug eller familier med overgreb samt den personlige arena, herunder familier med psykisk eller fysiske sygdomme, der resulterer i at de ikke kan tage sig af deres families behov. Den sidste arena omfatter familier med anden etnisk baggrund (Dencik, L., Jørgensen, P. S. & Sommer, D. - 2008). Jeg har i min seneste praktik, stiftet kendskab og erfaring med arbejde i alle disse fire familieformer. Ofte vil det også ses, at familierne er splittet mellem flere arenaer hvor det ikke er urealistisk, at man kan komme til at arbejde med f.eks. familier af anden etnisk bagrund, hvor den ene af forældrene går arbejdsløs og den anden lider af psykiske sygdomme, eventuelt forårsaget af tidligere traumeoplevelser. (Søgaard, Maria Nørgaard – 2015) Cases Jeg vil her beskrive to forskellige cases vedr. udsatte familier, jeg har arbejdet med gennem min seneste praktik. Mit formål med dette, er at beskrive rammerne i de forskellige hjem, med henblik 6 Maria Nørgaard Søgaard Bachelorprojekt D. 04.06.2015 på senere igennem opgaven eller i mit mundtlige oplæg, at kunne lave uddybende praksisfortællinger med de samme familier. Jeg vælger i mine cases, at anvende fiktive navne til de forskellige personer, da jeg i henhold til forvaltningslovens bekendtgørelse om tavshedspligt, § 27 (www.retsinformation.dk), har pligt til at anonymisere de udsatte familier. Case 1 – Familien Jensen Den første case jeg ønsker at beskrive, består af en familie med en mor (Pia) og en far (Peter), begge midt i trediverne. Umiddelbart virker de som en ressourcestærk familie, de er begge uddannede, har en stor villa, lækker bil, går op i boligindretning, sund madlavning osv. Sammen har de tre børn; en søn på 8 år (Simon), og et hold tvillingepiger på 5,5 år (Signe og Sara), der alle er kommet til ved hjælp af fertilitetsbehandlinger, altså nogle rigtige ønskebørn … eller sådan var det engang. Pia har nemlig gået hjemme de sidste 3 år med en meget svær depression og udtaler til mig (pædagog, i et tilbud med kompenserende støtte), at hun ikke længere kan udstå hendes egne børn, allerede ved vores første møde. Peter er meget fraværende i hjemmet, da han er nødt til at arbejde en del ekstra, for at kompensere for den manglende indtægt, som Pia ikke længere har. Simon er begyndt at trække sig socialt i skolen, han er mere og mere indelukket og har svært ved at håndtere situationer hvor han føler sig presset, eller situationer hvor han formoder, at alle vil ham noget ondt. Signe og Sara går i samme børnehave, men følger ikke samme udvikling. Signe har en del koncentrationsbesvær og er tilkoblet pædagogisk psykologisk rådgivning (PPR) gennem børnehaven. Hendes sproglige udvikling er ikke alderssvarende, og hendes sociale samspil er ikke godt i børnehaven, hvor hun ofte kommer i konflikter med de andre børn. Sara derimod synes at trives fint, hun har mange venner i børnehaven, og er aldersvarende på alle niveauer, dog føler hun et stort ansvar for at tilgodese hendes tvillingesøster og tager alt for meget ansvar for Signes velbefindende. Sara fortæller om hvordan hun nogle gange er træt om morgenen fordi, at hun om natten har lagt sig hen til Signe og sunget for hende, fordi at hun kan mærke at Signe har behov for dette. 7 Maria Nørgaard Søgaard Bachelorprojekt D. 04.06.2015 Case 2 – Familien Mamoun Den anden case jeg her vil beskrive, omhandler en familie af anden etnisk herkomst end dansk. Faderen (Jadallah) er 50 år og arbejdsløs, han er dog avisuddeler i deres nærområde. Han er gift med ”Jamana” på 36 år. Jamana er også arbejdsløs og er syg på grund af stafylokokker i benet. Oftest er hun sengeliggende, eller anvender en kørestol for at kunne komme rundt. Sammen har de fire børn, den ældste datter (Ada), på 16 år, er på efterskole og er ikke indskrevet i familiebehandlingen. Derudover er der tre andre søskende hvorpå der foreligger handleplaner. Ada har netop anklaget Jadallah for at have misbrugt hende seksuelt gennem hendes tidligere barndom. Denne sag er ved at blive eftersøgt nærmere, og indtil der falder dom i sagen, må vi, der kommer som professionelle i hjemmet, ikke handle anderledes end vi normalt ville gøre i familien. Den næstældste er Amina på 11 år. Hun har det rigtig svært i skolen og er meget indelukket. Hun er svær at kommunikere med, og svarer kun tilbage med énstavelsesord. Udover dette tager hun stort ansvar for de opgaver, som hendes mor på trods af hendes sygdom ikke kan magte i hjemmet. Hun er for nyligt begyndt at være vådlægger, hvilket hun dog går til opsyn med på sygehuset. Så har de en søn (Abdi) på 8 år. Han går i en almindelig dansk folkeskole, men har stort fravær, og er bagud i alle fag. Han har få venner, som alle er under mindst tre år yngre en ham selv. Den yngste datter; er 5-årige Aneesa. Aneesa er lige flyttet til en ny børnehave for tredje gang, da Jamana ikke mener, at de får den rigtige støtte fra pædagogerne. Aneesa har problemer med hendes hofte, hvorfor hun nogle gange har en del smerter. Hun følger dog også et forløb gennem sygehusvæsnet. Aneesa har svært ved at indgå i relationer med de øvrige børn, hun nægter at kommunikere, og går ofte i trance hvor hun fastlåser hendes krop, bliver fjern i blikket og lukker helt af for kommunikation. Andre gange reagerer hun med skrig og fysisk udadreagerende adfærd hvor hun sparker, slår og bider dem der er omkring hende. Jadallah og Jamana er oprindeligt fra Afrika, hvor de flygtede fra da Ada var helt lille. De har boet mange forskellige steder i Danmark, men har i de seneste 5 år været bosat i samme by hvor de nu er bosat i et lejet rækkehus. 8 Maria Nørgaard Søgaard Bachelorprojekt D. 04.06.2015 Teoretisk begrundet refleksion og analyse Omsorgssvigt For at få den fulde forståelse for hvordan jeg, som pædagog, kan lave forebyggende arbejde mod omsorgssvigt, er det vigtigt, at jeg forstår at definere hvad omsorgssvigt har af betydning for det enkelte barn i en specifik familie, for at kunne tilpasse mit arbejde i individuelle forløb. Der er mange forskellige måder hvorpå omsorgssvigt kan defineres og for at gøre det klart, hvilke familier jeg specifikt har arbejdet med, vil jeg starte med at definere disse, ud fra Janne Ø. Hagelquist figur med fire forskellige former for omsorgssvigt; Aktivt Passivt Fysisk Psykisk Vold, Ydmygende tiltale, Seksuelle overgreb. Fastlåst negativ rolle. Mangel på mad/drikke, Understimulering, Mangel på hjælp med Fravær af grundlæggende hygiejne som udviklingsfremmende ren ble, rent tøj osv. voksenrelation. Figur 1.1.: Fire forskellige former for omsorgssvigt (Hagelquist, Janne Ø. – 2012, S. 21) Fysisk omsorgssvigt Hvis man ser nærmere på betegnelsen for fysisk omsorgssvigt kan man altså derudover inddele i aktivt fysisk- og passivt fysisk omsorgssvigt. Hvis jeg f.eks. tager udgangspunkt i min Case 2, med familien Mamoun er det tydeligt at børnene her er udsat for passivt fysisk omsorgssvigt, da jeg flere gange oplever, at børnene ikke har fået morgenmad - selv de dage hvor jeg først er kommet hen på eftermiddagen. Ligeledes oplever jeg flere gange, at den 5-årige datter Aneesa ikke har fået morgenmad inden hun skal køres i børnehave, som i en periode også har været en del af de arbejdsopgaver vi har påtaget os ved familien. Her opleves det dog, at Jamana kan finde på at give Aneesa et par kinder-mælkesnitte samt en brikjuice, med i hånden, på vej ud af døren. Jamana ikke har forståelse for, at dette ikke er et sundt og nærende morgenmadstilbud til en 5-årig pige. Det opleves også, at Aneesa ikke får rent tøj på, eller tøj der svarer overens med årstiden. I samme familie foreligger der også tvivl om hvorvidt at børnene er udsat for aktivt fysisk omsorgssvigt, da Ada, familiens 16-årige datter, netop har anklaget Jadallah for at have forgrebet 9 Maria Nørgaard Søgaard Bachelorprojekt D. 04.06.2015 sig seksuelt på hende i hendes tidligere barndomsår. Denne sag er dog stadig ikke afgjort, hvorfor at vi pædagoger er nødsaget til ikke at være fordømmende og derfor ikke forholde os videre til det, indtil der evt. er faldet en dom. I case 1 – Familien Jensen, forelægger der hverken aktivt- eller passivt fysisk omsorgssvigt. Psykisk omsorgssvigt Når Janne Ø. Hagelquist definerer psykisk omsorgssvigt inddeler hun, også her, i to underkategorier – aktivt og passivt. Ved familien Mamoun ses det her, at særligt den 11- årige datter, Anina bliver stemplet som en pige man ikke kan kommunikere med. Jadallah er meget frustreret over at hun er så indelukket, og fremlægger det som noget særligt negativt ved hendes personlighed, frem for en konkret bekymring. På denne baggrund vil jeg vurdere at, i hvert fald Anina også bliver udsat for aktiv psykisk omsorgssvigt, da hun også er vidne til hvordan hendes far omtaler hende overfor os pædagoger. Det er dog i særdeleshed tydeligt, at alle børnene vokser op i passivt psykisk omsorgssvigt, da ingen af forældrene formår at imødekomme børnenes behov for udviklingsfremmende voksenrelation. Dette vurderes på baggrund af, at forældrene nærmest ikke kommunikerer med børnene, de laver aldrig noget sammen som familie, forældrene vælger bevidst at ”glemme” Aneesas og Abdis fødselsdage, da de hverken har råd til gaver eller noget særligt mad. Ingen af børnene får støtte til lektier og lignende, altså faktorer, som man ifølge Kari Killén (2012) også kunne definere som følelsesmæssigt vanrøgt. Ved familien Jensen (Case 1) er det også tydeligt, at børnene er udsatte for psykisk omsorgssvigt. Når Pia har det værst mentalt, er hun meget tilbøjelig til at yde aktivt psykisk omsorgssvigt, hvilket ses ved den måde hun tiltaler børnene som værende problemet; det er børnene der larmer, børnene der ikke kan holde sig i ro, børnene der gør hende sindssyg og lignende udtalelser fremkommer hun med. Særligt slemt er det når Per er hjemme, fordi han ofte ender med at støtte Pia i hendes nedladende kommentarer til børnene, fordi han i højere grad er fokuseret på at imødekomme Pias behov, fremfor børnenes. Ved familien Jensen er der også passivt psykisk omsorgssvigt, i form af, at forældrene trækker sig på hver sin måde. De er understimuleret af begge deres forældre, hvilket også hurtigt afspejler sig, når vi som pædagoger eller familiebehandlere træder ind i hjemmet. Børnene græder og holder fast i os når vi går, Simon spørger om vi ikke nok vil holde om ham når han skal puttes, og Signe udtaler til vildt fremmede mennesker, at hun elsker dem, måske blot fordi de har sagt ”Hej” til hende ved købmanden. 10 Maria Nørgaard Søgaard Bachelorprojekt D. 04.06.2015 Omsorgssvigts betydning for barnet Både socialstyrelsen og Kari Killén (2012) er meget enige om at når et barns basale, såvel fysiskesom kognitive-, emotionelle- og sociale behov ikke bliver dækket, så er der tale om omsorgssvigt, der kan have alvorlige konsekvenser for barnets udvikling. Værst af alt er selvfølgelig de fysiske overgreb/aktivt fysisk omsorgssvigt, der kan føre til store traumer, og øjeblikkeligt forringe barnets livskvalitet (Killén, Kari – 2012, s. 39-41). Næst derefter er følelsesmæssigt vanrøgt, i spædbarnsalderen, den form for omsorgssvigt, som kan få største konsekvenser for barnet senere hen i livet (Ibid.). Omsorgssvigt kan skade børn kognitivt og følelsesmæssigt. Børn, der udsættes for vedvarende omsorgssvigt, er ofte belastet i deres sociale udvikling, der på en negativ måde påvirker deres sociale accept hos jævnaldrende (www.socialstyrelsen.dk/temaer/Omsorgssvigt). FN’s børnekonvention og øvrigt lovgivning Ifølge FN’s børnekonvention har alle børn ret til særlig omsorg og bistand. Familien skal være den grundlæggende enhed hvis ansvar er, at støtte børns trivsel og vækst. Familien har, grundet barnets fysiske og psykiske umodenhed, ansvar for at drage omsorg for- og beskytte barnet. Desuden står der angivet, at børn bør vokse op i et familiemiljø, der indeholder fuld og harmonisk udvikling af barnets personlighed og i en atmosfære af glæde, kærlighed og forståelse (www.retsinformation.dk). Det danske forvaltningsretlige princip angiver, at der skal arbejdes efter proportionalitetsprincippet og mindsteindgrebsprincippet (www.socialstyrelsen.dk/omsorgogmagt/lovgivning/leksikon), med henblik på at lægge vægt på forebyggelse, og for at sikre en så nænsom indgriben i familien så muligt. Det vil altså sige, at indgreb over for de udsatte familier ikke må være mere indgribende, end hvad der er nødvendigt, samt at et indgreb ikke må være mere vidtgående end formålet tilsiger. Mindsteindgrebsprincippet anvendes særligt i forbindelse med socialt arbejde for at sikre, at det er de mindst indgribende foranstaltninger, der vurderes at være tilstrækkelige, som anvendes. Dog står der ingen nærmere bestemmelser for, hvem der i situationen træffer afgørelsen for, hvad der er et nødvendigt indgreb, eller i hvilken omfang man vurderer hvad der mindst tilstrækkeligt indgribende foranstaltning. Altså må dette jo være op til den professionelle, at vurdere i 11 Maria Nørgaard Søgaard Bachelorprojekt D. 04.06.2015 situationen. Hertil skal det nævnes, at alle pædagoger/familiebehandlere har et personligt forhold til hvordan børn og voksne bør agere, samt hvilke forudsætninger der ligger forud for trivsel. Dette kan både være en ressource, men til tider også et dilemma i forhold til at udøve et professionelt arbejde (Bae, Berit – 2012, s. 56), hvilket jeg føler mig nødsaget til at have i mente, når man skal fokusere på, hvad der er rimeligt for den enkelte familie. Det er her vigtigt, at man som pædagog formår at fokusere på, hvad der skal til for at barnet/familien kommer i trivsel, og altså ikke hvad der skal ske af ændringer for at man som pædagog oplever mulighed for trivsel. Derudover har vi også serviceloven, som er med til at sikre børn og deres familier en tidlig indsats. I serviceloven står der blandt andet angivet at det er kommunalbestyrelsen, der skal træffe afgørelse om foranstaltninger når det må vurderes at være af væsentlig betydning for børn og unges særlige behov for støtte (Serviceloven § 52), ydermere står der angivet at støtten skal være tidlig og helhedsorienteret, så problemer så vidt muligt kan forebygges og afhjælpes i hjemmet eller i det nære miljø. Støtten skal i hvert enkelt tilfælde tilrettelægges på baggrund af en konkret vurdering af det enkelte barns eller unges og familiens forhold (Serviceloven § 46, stk. 2). Desværre er det ingen selvfølge, at alle børn lever under omstændigheder, der lever op til børnekonventionen, hvorfor at det er nødvendigt at støtte de udsatte familier, således at børn kan sikres støtte til at leve deres liv efter de givne rettigheder. Dette er også grundlag for, hvorfor at man, i første omfang, bør satse på familiebehandling hvor familien - som en helhed - inddrages i modsætning til at anbringe børn i plejefamilier eller lignende. Såfremt at familien ikke formår, at udvikle sig i sådan et omfang, at de er i stand til at give barnet mulighed for udvikling og trivsel, er man forpligtet til at anbringe barnet eller børnene i rammer der kan understøtte de mål der står i FN’s børnekonvention. Formålet med at have dagbehandlingstilbud er således præget af, at vi som samfund ønsker at forebygge, at børn ikke udsættes for omsorgssvigt i et omfang, der truer børnenes mulighed for trivsel og udvikling, altså vil vi som samfundet give socialt udsatte familier mulighed for, gennem et professionelt tilrettelagt forløb, at blive i stand til at tage vare på deres eget og deres børns liv. I dette samarbejde er der behov for at pædagogerne og familiebehandlere vurderer forælderevnen hos forældrene, med henblik på at få etableret det mest hensigtsmæssige tilbud til familien (Uggerhøj - 2000, s. 39). 12 Maria Nørgaard Søgaard Bachelorprojekt D. 04.06.2015 Det bliver derved dagbehandlingstilbuddets opgave, at forebygge omsorgssvigt og skabe bedre forhold primært for børnene, og sekundært for forældrene. Forebyggende indsatser ”Enhver forebyggelse forudsætter, at man ved, hvilke fænomener eller hvilken udvikling man ønsker at forhindre, og hvilke fænomener eller hvilken udvikling man ønsker at fremme, samt at man i rimeligt omfang har kendskab til de processer og forhold, der kan føre til de forskellige resultater. ” (SFI, rapport omkring omsorgssvigt – 1992) Det er netop derfor, at jeg frem til nu har fokuseret på omsorgssvigt og dets betydning for det enkelte barn, sammenlignet med hvilke rettigheder barnet har i dets liv. Jeg vil i det følgende afsnit beskrive nogle af de tiltag man, blandt andet som pædagog i et dagbehandlingstilbud, gør sig i arbejdet med at forebygge omsorgssvigt. Ifølge socialstyrelsens hjemmeside er der angivet otte forskellige indsatser, man anvender, når man snakker om forebyggelse af omsorgssvigt. Ikke alle af disse indsatser henvender sig direkte til pædagoger, men anvendes som en del af et pædagogisk arbejde med udsatte familier. Jeg vil nedenfor, belyse nogle af de indsatser, der ifølge socialstyrelsen, anbefales at arbejde med i et forebyggende arbejde mod omsorgssvigt; Sikkerhedsplaner ”Sikkerhedsplaner anvendes til at styrke samarbejdet mellem familier og fagpersoner omkring udsatte børn og unge hvor der arbejdes på at skabe en løsning der skal sikre tryghed og trivsel for barnet. Sikkerhedsplaner kan anvendes i anbringelsessager og i hjemgivelsessager. Sikkerhedsarbejdet er en intensiv indsats, der kombinerer grundigt myndighedsarbejde og tæt kontrol med familiebehandling og netværksinddragelse.” (www.socialstyrelsen.dk/temaer/omsorgssvigt) Disse sikkerhedsplaner, er også dem der er årsag til, at det i det hele taget er muligt for de udsatte familier, at få familiebehandling i hjemmet. I forbindelse med min tredje praktikperiode har jeg arbejdet i private hjem, som en del af en sikkerhedsplan i en sag, hvor der har været tvivl omkring hvorvidt børnene skulle anbringes eller ej. Ligeledes har jeg i samspil med andre familiebehandlere 13 Maria Nørgaard Søgaard Bachelorprojekt D. 04.06.2015 fungeret som støtte i private hjem i forbindelse med hjemgivelsessager, hvor børn kommer tilbage til deres hjem efter en periode hvor de har været anbragt. I sådanne sager ligger arbejdet i at støtte familierne til at leve et normalt liv med skole, arbejde osv. I overgangen mellem anbringelse og hjem er det vigtigt at sikre, at børnene bliver mødt med den omsorg, som de har behov for af deres forældre, hvorfor vores opgave også er at støtte forældrene til at være tydelige omsorgsgivere, og eventuelt aflaste forældrene over en periode med praktiske opgaver i hjemmet, således at familien får mulighed for, fuldt ud, at fokusere på at opnå gode, stabile og trygge relationer. Triple P: Positive Parenting Program ”Triple P (Positive Parenting Program) er et program, der har til formål at forebygge adfærdsproblemer, følelsesmæssige problemer og udviklingsmæssige problemer hos børn ved at udvikle deres forældres forældreevne. Programmet giver forældre værktøjer til at håndtere og styre deres barns adfærd, følelser og udvikling via fem principper om positivt forældreskab.” (Ibid.) Triple P er inddelt i 5 niveauer, og henvender sig til forældre til 0-16-årige børn, niveau 4 og 5 henvender sig til forældre til 12-16-årige. Metoden har til formål at øge forældrenes selvtillid, færdigheder og viden om opdragelse. Derudover har den til formål, at guide forældrene til en mere positiv interaktion med barnet. Den støtter op omkring at gøre forældrene mindre deprimerede, stressede og bekymrede; og har til formål at mindske interne forældrekonflikter. Dernæst har den til formål, at mindske forældrenes stressniveau og konflikter i forhold til arbejde og familie. For at realisere dette, arbejder man med de 5 niveauer, der bygger på at børn skal vokse op i et trygt og engagerende miljø, at forældrene skal forsøge at skabe et positivt indlæringsmiljø for barnet, forældrene skal lære hvordan de kan håndtere tydelig og rolig grænsesætning over for barnet fremfor f.eks. at råbe eller straffe barnet fysisk. Dernæst skal forældrene skal have realistiske forventninger til barnet og dets opførsel, og ligeledes skal forældrene skal have realistiske forventninger til sig selv. Det 5. niveau opfordrer forældrene til at tage vare på sig selv og deres egne behov, da forældrenes generelle velbefindende opleves at have en forbindelse til forældreevnen (Ibid.) 14 Maria Nørgaard Søgaard Bachelorprojekt D. 04.06.2015 Sammenkobling til ”De utrolige år” Personligt har jeg ikke erfaring med at arbejde med Triple P, dog læner programmet sig, efter min vurdering, meget op ad den evidensbaserede problemløsningsguide, for forældre til børn mellem tre og otte år; kaldet De utrolige år (DUÅ), der ligeledes har til formål at give forældre værktøjer til at håndtere forældrerollen. Jeg vælger på baggrund af dette at referere til brugen af DUÅ, som jeg igennem min seneste praktikperiode har stiftet kendskab med i arbejdet med at forebygge omsorgssvigt. DUÅ er et program, som udsatte eller potentielt udsatte forældre får mulighed for at deltage i, i flere af landets kommuner. DUÅ er udviklet af psykolog og ph.d. Carolyn Webster-Stratton, som en del af hendes arbejde som professor og leder af "Parenting Clinic" på Washington University i Seattle (www.socialstyrelsen.dk/de-utrolige-ar). I min seneste praktik havde vi, flere gange ugentligt, forældrekurser omkring principperne i DUÅ om aftenen, i et forsøg på at forebygge omsorgssvigt, ved at give forældre redskaber til at håndtere hverdagens udfordringer med børn. Forældrene fik samtidigt mulighed for at få passet deres børn gratis, såfremt de ikke selv havde mulighed for at skaffe pasning. Ydermere har jeg anvendt DUÅ-principperne i individuelle familiesager efterfølgende, med stor effekt. Nogle af de familier jeg har arbejdet med, i forhold til DUÅ, har tidligere været igennem hele forløbet og har blot haft behov for en genopfriskning, hvorimod andre aldrig har stiftet kendskab til det, hvor jeg blot har taget udgangspunkt i nogle særlige problemstillinger og arbejdet ud fra samme principper som man anbefaler i ”De Utrolige år” DUÅ handler i bund og grund om, at fokusere på relationerne mellem forældre og børn, støtte dem til at indgå i samspil og leg med hinanden. At guide forældrene til at være åbne for børnestyrret leg, hvor børnene bliver mødt af engagerede forældre, der formår at se intentionen bag deres børns handlinger og anerkende denne. Først herefter begynder man at guide forældrene i at sætte grænser, og håndteringen heraf. 15 Maria Nørgaard Søgaard Bachelorprojekt D. 04.06.2015 De Utrolige år, Carolyn Webster-Stratton – plakat 2. Som det fremgår at DUÅ-pyramiden ovenfor, er det altså her vigtigt at starte fra bunden af. Mange af de forældre, der starter op, henvender sig – eller får tilbuddet om hjælp – fordi de har problemer med børnenes adfærd og konflikthåndteringen heraf. For netop disse forældre, er det vigtigt, at de nederste felter i pyramiden bliver praktiseret, før at de kan opnå succes med at opstille konsekvenser. Altså kræver det, at forældrene først og fremmest får redskaber til at lege med-, lytte til -, tale med, anerkende-, rose-, og belønne deres barn/børn i ubegrænset anvendelse forud for den begrænsede anvendelse af konsekvenser som timeouts, inddragelse af privilegier samt naturlige og logiske konsekvenser. (Webster-Stratton, Carolyn – 2006) SoS: Signs of Safety ”Signs of Safety (forkortes SoS) anvendes i børnesager og har et overordnet mål om at skabe samarbejde og partnerskab med familien om en løsning, der kan skabe sikkerhed og trivsel for barnet. Sikkerhed betyder her en tilstand, hvor bekymringen 16 Maria Nørgaard Søgaard Bachelorprojekt D. 04.06.2015 for barnets sikkerhed og trivsel er minimeret eller ikke er til stede længere.” (www.socialstyrelsen.dk/temaer/omsorgssvigt) I praksis er SoS inddelt i fem forskellige principper, hvor det første går ud på den tilgang man, som professionel, har overfor familien, hvor man ifølge SoS skal forholde sig spørgende og være ydmyg i mødet med den udsatte familie (www.ug.dk). Igennem min seneste praktikperiode, er dette praktiseret ved, at man skal holde fokus på de ting som fungerer i familien, og spørge ind til hvad familien selv oplever som ressourcer, og hvilke tilgange forældrene selv oplever succes ved, således at det bliver et positivt møde, hvor man ikke er fordømmende, men netop holder fokus på at bevare det der fungere, frem for de punkter der ikke fungerer. Herudover er det et princip omkring at skabe struktur i samtalerne, hvor man anbefaler, at bruge et skema inddelt i tre faner omkring hvilke ting, der bekymrer, hvilke ting der fungerer samt hvad der skal arbejdes med fremadrettet. Dette skema skal ligeledes bidrage til, at der bliver lagt vægt på at finde undtagelser fra bekymringer og finde familiens styrker. Denne balance giver pædagogen/familiebehandleren mulighed for at kunne vurdere bekymringsgraden og foretage en balanceret risikovurdering. (Ibid.) I praksis har dette været grundlæggende for alle mine familieaftaler, hvor der indenfor de første tre besøg, hos en ny familie, skal laves en udviklingsaftale, et skriftligt dokument, hvor forældrene selv skal beskrive hvad de har behov for støtte til, hvad der fungerer hos familien som udgangspunkt, hvilke forventninger de har til samarbejdet – herunder også hvilke forventninger der er til, hvorvidt om det er dem, som forældre, eller os, som professionelle, der har det endegyldige ansvar for at skabe udvikling. Denne udviklingsaftale gennemgås i samarbejde med familien, hvor den professionelle også skal beskrive hans/hendes vurderinger således, at den fungerer som en slags kontrakt på hvorledes begge parter ønsker at kunne samarbejde og hvilke mål man direkte skal arbejde med. Dernæst skal der skabes indsigt hos forældrene, forstået på den måde, at man gennem forældresamarbejdet skal fokusere på, at skabe rammer for god relation mellem forældrene og den professionelle. Hvis dette lykkedes, vil det således også betyde, at forældrene i større omfang kan forholde sig til den professionelles bekymringer og samarbejde omkring disse. Man anbefaler, at den professionelle udarbejder et bekymringsgrundlag, der lægger fokus på barnets tidlige 17 Maria Nørgaard Søgaard Bachelorprojekt D. 04.06.2015 skader, håndteringen heraf samt hvilke fremtidige farer der kan være, såfremt der ikke handles på disse bekymringer. (Ibid.) Dette skaber også grundlag for, hvorfor at vi professionelle, igennem min seneste praktik, har været pålagt at skulle gennemgå statusudtalelser med familien, inden de sendes til socialrådgiveren. I disse statusudtaleler beskriver man netop barnet ud fra forskellige fastlagte fokuspunkter, i et program kaldet ICS (Integrated Children’s System). Dette program er en sagsbehandlings- og udredningsmetode, der kan anvendes i sagsbehandlingen af børn og unge med særlige behov. ICS anvendes i hele sagsgangen, fra den børnefaglige undersøgelse til udarbejdelsen af og opfølgning på mål for indsatsen. ICS er den socialfaglige metode, der indgår i ”Digitalisering – Udsatte Børn og Unge” (forkortet DUBU), (www.socialstyrelsen.dk/ics/viden). Alle disse vurderinger gennemgås efterfølgende med forældrene, så de får mulighed for at udtale sig, eller spørge ind til punkter hvor de måske ikke omfatter situationen på samme måde som den professionelle. Forældrene kan i princippet ikke ændre på beskrivelserne, men der er mulighed for at skrive forældrenes udtalelser ind i dokumentet. Således giver man forældrene indsigt i, hvorledes at man, som professionel, vurderer indsatsen og børnenes trivsel samt udvikling, forud for, at socialrådgiveren formulerer en ny handleplan hvor der eventuelt fremgår en masse nye bekymringer, som forældrene ikke forud har fået indsigt i. Dernæst er der i SoS, et princip omkring at inddrage familiens netværk. Netværket skal samarbejde med familien og de professionelle om at skabe sikkerhed for barnet/børnene. Dette kan praktiseres ved, at netværket deltager i netværksmøder, hvor de får mulighed for at støtte den udsatte familie og give opbakning, hvor der holdes fokus på de positive forandringer (www.ug.dk). Således kommer netværket til at have en positiv indflydelse i forhold til at forebygge forværringer, da et nært netværk, som f.eks. bedsteforældre, også kan få mulighed for at støtte familien på de rigtige områder, såfremt de får indsigt i de reelle problemstillinger, der arbejdes med. Det sidste princip, der arbejdes ud fra i SoS omhandler det tværprofessionelle samarbejde. Her lægges der fokus på, at skabe konstruktive samarbejdsrelationer imellem de forskellige professioner, der samarbejder med familien. Formålet med dette er, at skabe et fælles fokus for familiens situation, hvor alle professioner mødes fysisk, og får debatteret den aktuelle situation, 18 Maria Nørgaard Søgaard Bachelorprojekt D. 04.06.2015 og fastlægger aftaler om hvorledes man fordeler arbejdet og understøtter hinanden, så man i fællesskab kan støtte familien (Ibid.) ICDP: International Child Development Program ”ICDP er et forebyggende og omsorgsvejledende program, der har til formål at forhindre omsorgssvigt og misbrug af børn. Programmet henvender sig til forældre og øvrige omsorgspersoner for børn i alderen 0-18 år, samt til personalet i blandt andet børnehaver, skoler og asylcentre. Programmets grundlæggende mål er at gøre omsorgspersoner mere lydhøre overfor børns behov og forbedre omsorgspersonernes evne til at møde børn på børnenes egne præmisser.” (www.socialstyrelsen.dk/temaer/omsorgssvigt) ICDP-programmet er bygget op omkring otte samspilstemaer, hvor den professionelle har til opgave, at guide børnenes primære omsorgspersoner til at; Vise positive følelser, at man er glad for barnet/ den unge, at justere sig i forhold til barnet og følge dets udspil og initiativer. Omsorgspersonerne skal tale med barnet om de ting, det er optaget af, og prøve at igangsætte en ”følelsesmæssig samtale”, de skal vise anerkendelse og give ros for det, barnet kan. Barnet skal støttes i at fokusere dets opmærksomhed, således at de får en fælles oplevelse af ting i omgivelserne. Dernæst skal de give mening til barnets oplevelser af omverdenen ved at beskrive fælles oplevelser og ved at vise følelser og entusiasme. Omsorgspersonerne skal uddybe og give forklaringer, når de oplever noget sammen med barnet og hjælpe barnet med at kontrollere sig selv ved at sætte grænser for det på en positiv måde, at vejlede det, vise positive alternativer og ved at planlægge sammen (www.icdp.dk). Personligt har jeg ingen erfaringer med at anvende ICDP, da det kræver at man har et kursus i dette, som en del af en efteruddannelse. Jeg har dog kendskab til, at det i min seneste praktik blev praktiseret af kollegaer med stor effekt, og mener igen at kunne lave en reference til mit arbejde med ”De utrolige år”, da mange af temaerne læner sig op af DUÅ-principperne. Arbejdsmetoden er i princippet den samme, hvor man tager afsæt i nogle temaer/mål, hvor man i samarbejde med forældrene gennemgår disse, således at forældrene får mulighed for at understøtte og udvikle deres forældrekompetencer. 19 Maria Nørgaard Søgaard Bachelorprojekt D. 04.06.2015 COS-P: Circle of Security-Parenting ”COS-P er en dvd-baseret familiebehandlingsmetode, der skal fremme en god og tryg tilknytning mellem barn og omsorgsperson. Målgruppen for COS-P er primært forældre med børn i alderen 0-5 år, der er i risiko for at udvikle eller har udviklet tilknytningsvanskeligheder.” (www.socialstyrelsen.dk/temaer/Omsorgssvigt/indsatser) COS-P er en metode, som er baseret på at forældre ser videoklip med udviklingsstøttende og problematisk forældre/barn samspil, med det formål, at øge forældrenes forståelse for deres barns behov for udforskning og tilknytning samt deres evner til at imødekomme disse behov (Ibid.). Sammenkobling til John Bowlby Metoden er baseret på John Bowlbys tilknytningsteori, der omhandler at en sikker base, som moderen typisk udgør, er en forudsætning for, at et barn lærer og udvikler sig optimalt. Ud fra denne base udgør barnets oplevelse og afsøgning af verdenen. Bowlbys hypotese er, at når barnet føler sig tryg og sikker, så vil barnets tilknytningssystem lukke ned, samtidigt med, at dets udforskningssystem aktiveres. Således skabes der mulighed for, at barnet kan få en god følelsesmæssig, kognitiv og social udvikling. Hvis barnet i modsætning føler sig truet, kritiseret eller udsat for angreb, lukker udforskningssystemet ned samtidigt med, at tilknytningssystemet aktiveres. For at barnet kan opleve fuld tryghed, må moderen/omsorgspersonen være i stand til at tage forældrelederskabet på sig, når der er behov for det, og samtidig imødekomme barnets forskellige behov på måder, som øger tilknytningstrygheden (www.vidensportal.socialstyrelsen.dk/temaer/Omsorgssvigt/indsatser/circle-of-security-2013parenting-cos-p). Såfremt det lykkedes forældrene, at udvikle sig til at være barnets sikre base, vil denne trygge tilknytning, ifølge Bowlby, resultere i høj selvtillid, højre selvstændighed og bedre mulighed for at indgå i gode relationer med andre mennesker, der udgør en tryg base, hvorfra barnet også får 20 Maria Nørgaard Søgaard Bachelorprojekt D. 04.06.2015 mulighed for at undersøge verden og vende tilbage såfremt det bliver urolig, ængstelig eller træt (Hart, S. og Schwartz, R. – 2008, S. 74-76). Home-Start ”Home-Start er et tilbud, hvor frivillige personer tilbyder social og praktisk støtte til familier, der oplever at være pressede i hverdagen. Det overordnede formål er at forebygge kriser og opbrud i familien, og den konkrete målsætning er at sikre det nødvendige overskud i familien til at kunne give børnene omsorg, nærvær og en dagligdag, der fungerer. Støtten foregår hovedsageligt hjemme hos familien, hvor de bliver tilbudt hjælp og støtte i minimum 2 timer en gang om ugen, så længe familien har brug for det – ofte et halvt til et helt år.” (Ibid.) Home-Start har, efter min vurdering, en høj mulighed for at kunne hjælpe udsatte familier i et forebyggende arbejde. De udsatte familier får nemlig selv mulighed for at bede om hjælp, når de føler behov for det, dermed vil det som udgangspunkt også være et positivt møde i mellem fagpersoner og udsatte familier. Forholdet vil derved ikke fremstå ulige, da der ikke har været nogle professionelle inde og vurdere at den enkelte familie har behov for hjælp og derved ”stemple” dem som udsatte. På denne måde mener jeg også, at der er mulighed for at arbejde med de ellers ressourcestærke familier, som er potentielt udsatte på baggrund af deres karrierer og perfektionisme inden for mange områder. Hvis jeg f.eks. refererer til familien Jensen (Case 1), er jeg sikker på at de kunne have haft meget gavn af en tidlig indsats, med frivilligt hjælp i hjemmet. Denne familie har behov for aflastning i en presset hverdag, og denne aflastning i hjemmet ville så kunne medføre, at forældrene eventuelt havde mere tid sammen med deres børn, tid til omsorg og leg, tid til at tilgodese børnene individuelt. I stedet for at tilbyde familien Jensen Home-Start, er det nu gået så vidt at de er blevet overbelastet i sådan en grad, at de ikke længere formår at drage den nødvendige omsorg for deres børn. Derfor er løsningen nu, at familien tilbydes familiebehandling og pædagogisk praktisk støtte i hjemmet, hvor man får professionelle til at yde den samme hjælp, som familien kunne have fået gennem Home-Start – dog til en helt anden pris. Problemet med Home-Start er dog, at der ikke er nogen kommuner i Sønderjylland og Vestjylland, som har benyttet sig af tilbuddet fra Home-Start (www.tvsyd.dk/artikel/284320). Dermed kan de 21 Maria Nørgaard Søgaard Bachelorprojekt D. 04.06.2015 udsatte- eller potentielt udsatte familier heller ikke selv få mulighed for at håndtere deres problemer tidligt i forløbet, uden at skulle indskrives i systemet. Familiebehandling og pædagogisk praktisk støtte som en del af et forbyggende arbejde I et forebyggende arbejde, er det først og fremmest vigtigt at få afklaret hvad det præcist er du ønsker, at forebygge i arbejdet med de udsatte familier. Ofte vil der være forskellige tiltag og forskellige udviklingsmønstre man som pædagog vælger at fokusere på ved de enkelte familier. Hvis jeg f.eks. tager udgangspunkt i familien Jensen (Case 1), kunne jeg, som pædagog, vælge at fokusere på at forebygge frustrerende og konfliktfyldte relationer mellem forældrene og børnene. Jeg kunne vælge at fokusere på at Simon ikke skulle lægge låg på hans følelser, at Sara skal have lov til og mulighed for at være barn, samt at fokusere på at Signe ikke udvikler yderligere tilknytningsforstyrrelser som i sidste ende kan føre til udviklingsforsinkelser, psykiske problemer og adfærdsproblemer (Killén, Kari – 2001, S. 22). Dette forebyggende arbejde kunne også være udformet på baggrund af, at man ønskede, at børnene i deres teenageår og senere voksenliv ikke skulle have psykiske problemer og eventuelt ende ud som kriminelle på baggrund af deres opvækst, men så ville indsatsen formentligt være en hel anden. Det er altså her vigtigt at skelne imellem primær-, sekundær- og tertiær forebyggelse. Den primære forebyggelse, handler om at forhindre en negativ udvikling i at opstå. Hvis jeg f.eks. rettede min indsats ved familien Jensen til at omhandle at børnene ikke skulle blive kriminelle, ville jeg fokusere på en primær forebyggende indsats. Mit fokus ville i denne forbindelse ligge på hvilken udvikling jeg ikke ønskede af se komme (Ibid.) I langt de fleste sager med udsatte familier vil man dog starte i et sekundært- eller tertiært forebyggelsesniveau. Den sekundære forebyggelse, består nemlig i, at forebygge, at mennesker med begyndende tegn på mistrivsel og manglende udvikling, fortsætter i samme negative retning. Altså må man, som fagperson, fokusere på de problemer der allerede er ved at få konsekvenser for det enkelte individ. (Ibid.) Den tertiære forebyggelse består af, at forebygge forværring af omsorgssvigt eller tilbagefald for den enkelte person. (Ibid.) Når man i dagbehandlingstilbud skal fokusere på forebyggende arbejde, sker det som en del af en helhedsorienteret differentieret tilgang (HDT), som danner baggrund for en hensigtsmæssig behandlingsplan i den enkelte udsatte familie (Killén, Kari – 2012, s. 22). 22 Maria Nørgaard Søgaard Bachelorprojekt D. 04.06.2015 HDT består af flere elementer, man skal blandt andet fokusere på familien som en samlet enhed, fokusere på det tværprofessionelle samarbejde hvor det er vigtigt at de forskellige professioner fordeler deres ansvar og roller overfor den specifikke familie. Herefter må man fokusere på kontaktforholdet mellem os, som professionelle, og de udsatte familier som kernen i hjælpeprocessen. Man skal støtte forældre-/barn-relationen, hjælpe barnet/børnene på deres præmisser og støtte forældre til reduktion af stressfaktorer og styrke deres mestring (Ibid.). Forældresamarbejde Som nævnt ovenfor, er det grundlæggende for arbejdet med forebyggelse af omsorgssvigt, at man fokuserer på kontaktforholdet mellem os, som professionelle, og de udsatte familier. Jeg vælger, at fokusere på hvordan jeg kan bedst muligt kan støtte disse familier gennem forældresamarbejdet. Jeg er, som pædagog, nødsaget til at forholde mig til store udfordringer og forhindringer i den udsatte families liv, hvis jeg ønsker at forældrene skal blive i stand til at engagere sig positivt i deres børn (Killén, Kari – 2012, S. 22-23). Dette kan jeg vælge at gøre på flere forskellige måder. Jeg vælger at tage udgangspunkt i en mentaliserende og anerkendende måde at forholde mig til forældresamarbejdet, da jeg har oplevet stor succes med dette gennem min seneste praktikperiode. Anerkendende tilgang I et anerkendende forældresamarbejde, med henblik på at forebygge omsorgssvigt i udsatte familier, vurderer jeg, at man her må se nærmere på Berit Baes tilgang, hvor hun henviser, til at voksne (professionelle) er i en overmægtig position i forhold til barnet eller i dette tilfælde de udsatte forældre. (Bae, 1996, S. 7-19). Berit Bae anvender betegnelsen ”definitionsmagt”, og beskriver forholdet mellem aktørerne som værende ulige, hvilket kan resultere i en risiko for misbrug fra den professionelles side. Berit Bae redegør for, at et af kriterierne for at samarbejdet kan være anerkendende, er at det netop er baseret på ligeværd i mellem parterne. Såfremt der ikke er ligeværd imellem parterne, kan den overmægtige position resultere i at barnet, eller i dette tilfælde de udsatte forældre, får undermineret deres oplevelse af, at have rettigheder over egne erfaringsverdener, da den professionelle, i dette tilfælde, ikke vil fremstå ligeværdig (Ibid.) Ifølge Berit Bae, bygger den anerkendende tilgang på en forståelse baseret på empatisk indlevelse i den andens fænomenologiske felt. Det bliver her, pædagogens rolle at forholde sig til 23 Maria Nørgaard Søgaard Bachelorprojekt D. 04.06.2015 forældrenes opfattelse af de forskellige situationer, så man derved får mulighed for at anerkende situationerne, ud fra forældrenes intentioner og deres individuelle perspektiver (Bae, Berit – 1996, S. 9). Det er således ikke et krav, at man nødvendigvis, på et personligt plan, er enig i forældrenes måde at agere på, så længe man, som pædagog, kan forholde sig til forældrenes intention omkring det og anerkende at der rent faktisk er en mening med den måde som de vælger at agere forældre på. På denne måde kan man som pædagog imødekomme forældrene, uden at virke fordømmende. Mentaliserende tilgang Som professionel er det vigtigt for samspillet i forældresamarbejdet, at man formår at være mentaliserende overfor den udsatte familie, for til fulde at kunne forstå intentionen bag forældrenes handlinger. Mentalisering handler om, at få fokus på mentale tilstande hos én selv eller hos andre, særligt i forbindelse med forklaring af adfærd (Hagelquist, Janne Ø. – 2012, S. 18). ”Ved at mentalisere ser man den andens perspektiv samtidigt med, at man holder fast i sig selv. Gennem mentalisering lærer man egne følelser og tanker at kende og forstår, at de er baggrunden for ens adfærd” (http://www.centerformentalisering.dk/mentalisering/) Mange af de udsatte familier, forsøger selv – efter bedste hensigt – at forebygge, at deres situation bliver forværret, men hvis man som professionel ikke formår at se dette, ved at mentalisere, får man heller ikke muligheden for at støtte intentionen på rette vis. Hvis jeg atter tager udgangspunkt i familien Jensen (Case 1) så oplevede jeg, efter at jeg i ca. 3 måneder havde fungeret som støtte i deres private hjem, at moderen (Pia) begynder at trække sig når jeg kommer, hun lægger sig simpelthen ind for at sove. Per er på arbejde, så jeg ender med at stå alene med de 3 børn, uden mulighed for at kunne kommunikere med nogle af forældrene. Jeg er uforstående overfor forældrenes handlinger – særligt når de nu endelig får tilbudt støtte, så er jeg undrende overfor hvorfor de ikke vil tage imod dette. På dette tidspunkt er jeg fuldt ud ovre i mig selv, jeg føler mig truffet, udnyttet og føler mest at jeg kan associere til min fortid som en 15-årig barnepige. Jeg føler på ingen måde, at jeg får mulighed for at arbejde med den aktuelle situation og problemløsning heraf. Det går dog op for mig, at jeg er nødt til at se på situationen fra et andet perspektiv. Jeg bliver nysgerrig efter at finde frem til hvorfor forældrene agerer som de gør, og beder efterfølgende om en samtale med begge 24 Maria Nørgaard Søgaard Bachelorprojekt D. 04.06.2015 forældre, hvor jeg finder frem til at Pia, lige nu har det langt værre psykisk end først antaget, at det er hårdt for hende at få øjnene op for hvor meget hendes mentale tilstand påvirker hele familien. Hun vælger derfor bevidst, at lægge sig ind og sove når jeg kommer - med henblik på selv at få lidt ekstra energi, men i særdeleshed også fordi hun er blevet bevidst om, hvad det gør ved børnene når hun ikke kan være til stede over for dem, ren mentalt. Pia vurderer derfor, at børnene har behov for et frirum, hvor de ikke er i nærheden af hende, fordi hun tror på at det kun vil forværre situationen yderligere lige nu. Per fortæller, at han ville ønske, at han kunne være hjemme hos børnene, men at han er nødsaget til at arbejde for at tjene penge til familien, da moderen efter tre år hjemme med svære depressioner ikke længere har ret til nogle former for understøttelse og at de derfor står i en situation hvor de risikerer også at må flytte fra børnenes trygge base, da de i princippet ikke har råd til at blive boende, hvis ikke han arbejder alt hvad han kan. Så ved at bevæge mit fokus over på forældrenes side får jeg dermed øje på deres perspektiv. Jeg ser nogle forældre, der har til hensigt, at gøre det som i sidste ende er bedst for deres børn. Jeg oplever, at forældrene ønsker at beskytte deres børn og vise omsorg og får derved mulighed for at arbejde med alternative måder hvorpå Pia og Per kan lade børnene mærke de ting, som jeg nu får øje på. Jeg får mødt forældrene på et plan, hvor vi gennem gensidig forståelse for hinanden, kan begynde at arbejde effektivt omkring at skabe gode rammer for børnene i hjemmet. Pierre Bourdieu - Habitusbegrebet Det, der i samme omfang kan vanskeliggøre forældresamarbejdet, mener jeg, at der har en sammenhæng med både pædagogens og de udsatte forældres habitus. Hvis man tager udgangspunkt i habitus som en kropslig væremåde, redegør Bourdieu for, at kroppen er det sociale livs hukommelse samt at individets historie ligger indlejret i kroppen i form af følelser og reaktionsmønstre (Schou, C. og Pedersen, C. – 2008, S. 91). Denne habitus er grundlæggende for, hvordan vi som individer opfatter, kategoriserer, bedømmer og handler på i konkrete situationer (Ibid.). På baggrund af denne indlejring i vores kroppe vil vi også opleve, at det kan være svært at mentalisere i forhold til andre personer, da vi i forvejen er præget af egne tidligere erfaringer. Dette gør sig gældende både for pædagogen, der kan have svært ved at forholde sig til, og forstå hvorfor at de udsatte forældre handler som de gør, hvilket vil have betydning for den familiebehandling man udøver, men det kan i særdeleshed også gøre sig 25 Maria Nørgaard Søgaard Bachelorprojekt D. 04.06.2015 gældende for de udsatte forældre, der måske ikke kan kontrollere deres følelser og reaktionsmønstre på baggrund af deres egen livshistorie. Ligeledes beskriver Bourdieu i samme omfang ’habitus’ som en social væremåde, hvor mennesker - ubevidst - søger anerkendelse fra de mennesker, der i personlig og social forstand står dem nærmest og distancerer sig i samme association fra personer, som lever et anderledes liv end de selv gør (Ibid.) Dette giver rigtig god mening i forhold til, at redegøre for, hvorfor at det for nogle udsatte forældre kan være svært at indgå i et samarbejde hvor man føler sig fortrolig med den pædagog eller familiebehandler man møder. Hvis man tager udgangspunkt i ovenstående praksiseksempel, i forbindelse med mentalisering, ville man så i dette tilfælde konkludere, at min personlige habitus er i spil, da en del af mig i situationen føler sig afvist og udnyttet grundet forældrenes fravær. Denne følelse er indlejret i min krop, uden at jeg kan kontrollere dette. En anden pædagog kunne evt. grundet hans/hendes habitus have opfattet situationen helt anderledes, og have opfattet det som en positiv ting, hvor forældrene udviser tillid såfremt denne pædagogs følelsesmæssige indlejringer havde afspejlet dette. Det vil ligeledes være det samme ved de forskellige udsatte familier vi arbejder med, man ville her kunne stille familierne præcist den samme opgave, men alligevel få vidt forskelligt respons derpå, da den kropslige og sociale væremåde vil være forskellig fra person til person. Tværprofessionelt samarbejde Jeg ønsker, under dette afsnit, at komme nærmere ind på det egentlige formål med arbejde tværprofessionelt såfremt at, man i sin egen profession, har muligheden for at løse en opgave ud fra de værdier, mål og metoder som den enkelte profession besidder. Ifølge Anne Marie Villumsen, er der 3 primære formål med det tværprofessionelle samarbejde; 3 formål med tværprofessionelt samarbejde (Villumsen, Anne Marie - 2011, S. 55-56) 1. At give barnet og familien den bedste og mest kompetente hjælp så tidligt som muligt og i det omfang, der er behov for det. 2. At sikre kvaliteten ved, at den samlede faglige kompetence anvendes optimalt for at sikre barnets tarv. 26 Maria Nørgaard Søgaard Bachelorprojekt D. 04.06.2015 3. At der i samarbejde på tværs af professioner gerne skal ske en udvikling af et fælles kundskabsgrundlag og anspore til faglig udvikling hos de deltagende professioner eller fagpersoner. I et dagbehandlingstilbud, som min seneste praktikplads, er man underlagt at arbejde tværprofessionelt med flere forskellige professioner. Det tværprofessionelle samarbejde starter allerede når man får tildelt en sag, hvor man i samme forbindelse også får udleveret en handleplan og en eventuel børnefaglig undersøgelse (§ 50), udarbejdet af en socialrådgiver. Dette er for at sikre familierne en god og kompetent indsats, så hurtig som muligt. Det tværprofessionelle samarbejde kan blandt andet resultere i, at man hurtigt kan få forøget en indsats, såfremt at dette er nødvendigt. Socialrådgiveren kan f.eks. bevillige de ekstra timer, som der er behov for, således at vi i dagbehandlingstilbuddet får en øget bevilling til at kunne dække for de ekstra ressourcer, der skal til for at tilbyde den bedste hjælp. Ydermere har den tværprofessionelle indsats til formål, at sikre de udsatte familier en bred og faglig støtte hvor det er f.eks. er socialrådgiveren, der tager sig af de børnefaglige § 50 undersøgelser, PPR der vurderer børnenes trivsel udenfor hjemmet og os pædagoger/familiebehandlere, der vurderer rammerne i hjemmet. På denne måde bliver vi alle mere specifikke og faglige kompetente i forhold til at kunne fokusere på en samlet og målrettet indsats. For at kunne samarbejde på tværs af professioner, oplever jeg at det er vigtigt, at man arbejder efter samme formål. En udfordring i dette perspektiv kan være, at vi som forskellige professioner også har forskellige opfattelser af hvad der sker ved de udsatte familier, og i hvor høj en grad de er belastede. Dét at vi oplever familierne og børnene på forskellig vis er også med til at præge det syn vi får af familiernes ressourcer og levevilkår. Det kan dog, efter min vurdering, være sundt at se sagerne fra et andet perspektiv, hvilket jeg også oplever, kan være med til at øge ens personlige faglighed da man i dette tilfælde får et skærpet syn på hvad der reelt foregår, og hvordan børnene påvirkes af dette. Hvis jeg f.eks. ser på familien Jensen (Case 1), oplever jeg den 5-årige Sara, som en pige der tager alt for stort ansvar i forhold til hendes tvillingesøster Signe. Sara er i hjemmet, en pige der i et stort omfang nedprioriterer hendes egne behov med henblik på at tilgodese Signes og drage omsorg for hende. I børnehaven, bliver Sara måske opfattet helt anderledes, måske vil hun i børnehaven være afvisende overfor Signe, da Sara har gode relationer til nogle af de andre børn. 27 Maria Nørgaard Søgaard Bachelorprojekt D. 04.06.2015 Måske formår hun at tilgodese hendes egne behov og fralægge sig ansvaret overfor at drage omsorg for Signe, da der er andre omsorgspersoner/pædagoger der har mulighed for at tage hånd om dette. Hvis ikke jeg, som pædagog indgår i et tværprofessionelt samarbejde med børnehaven, får jeg således heller ikke mulighed for at få kendskab til denne side af Sara, og tilpasse mit arbejde, i hjemmet, ud fra dette. Som udgangspunkt vil institutionen og jeg, have et koordinerende samarbejde (Larsen, Inge Schoug – 2014, S. 147-149), der er bygget på en fælles forståelse af familiens aktuelle situation samt deres synlige belastninger. Vi ville således bygge det tværprofessionelle samarbejde på de nærliggende faktorer; såsom børnenes trivsel og udvikling, ud fra den aktuelle situation, sådan at indsatsen koordineres ud fra en fælles forståelse af hvilke belastninger familien har pt. Såfremt at vi som professioner, uafhængigt af hinanden, oplever at få nye forståelser for familiens belastninger, yderligere faktorer, som f.eks. moderens mentale tilstand der pludselig forværres drastisk, vil det kunne medføre en ulig forståelse imellem de forskellige professioner. Derfor må vi, i et tværprofessionelt samarbejde, fokusere på at skabe nye fælles forståelser og fremgangsmåder. Således ville vores samarbejde udvikle sig fra at være koordinerende, til at blive samskabende. (Ibid.) Det samskabende samarbejde åbner øjnene op for de yderligere faktorer, i dette tilfælde at Pias psykiske tilstand alene, er en kæmpe væsentlig faktor for børnenes trivsel og udvikling. Denne fælles analyse og forståelse af familiens samlede belastninger, resulterer i at hver profession ikke længere, blot kan fokusere på opgaven ud fra de nærliggende faktorer, men nu også må tage de yderligere faktorer i betragtning. Dvs. at det i hjemmet nu er væsentligt, at vi fokuserer yderligere på moderens forældrekompetencer, og evt. støtter op omkring at skåne børnene fra kontakten til deres mor under disse forudsætninger. Socialrådgiverens arbejde vil her ligge i, at undersøge om der kan være alternative steder, hvor Pia kan opholde sig over en periode og PPR/børnehaven kan have ekstra fokus på at vurdere hvordan børnene fungerer udenfor hjemmet når de i dette tilfælde er væk fra deres meget syge mor. Konklusion Der er ingen tvivl om, at forebyggelse af omsorgssvigt er et stort og omfattende emne indenfor det pædagogiske felt. Jeg har igennem mit bachelorprojekt taget udgangspunkt i at belyse omsorgssvigt og betydningen heraf for det enkelte barn. Herefter har jeg lavet en sammenkobling 28 Maria Nørgaard Søgaard Bachelorprojekt D. 04.06.2015 til FN’s børnekonvention og den øvrige lovgivning for at finde frem til hvilke vilkår de udsatte børn har ret til at vokse op under. Der er mange måder, at arbejde med forebyggelse på, hvilket også er bestemt ud fra hvilket niveau du ønsker at forebygge på, primært, sekundært eller tertiært. Jeg forholder mig, på baggrund af mine erfaringer fra min seneste praktikperiode, mest til forebyggelse på et sekundært eller tertiært niveau, da de familier jeg har arbejdet med allerede er udsatte for omsorgssvigt i én eller anden grad. Som det fremgår i mit afsnit med forebyggende indsatser, er der altså mange forskellige måder hvorpå man, i et samfundsmæssigt perspektiv, ønsker at arbejde med forebyggelse af omsorgssvigt på. Jeg har beskrevet hvorledes jeg har været underlagt at arbejde med forebyggelse i form af familiebehandling og pædagogisk praktisk støtte. Når man, som jeg, arbejder i et dagbehandlingstilbud er man underlagt at arbejde ud fra en helhedsorienteret differentieret tilgang, hvor man som pædagog arbejder med en familie som en samlet enhed. Dernæst kan man betragte forældresamarbejdet som kernen i hjælpeprocessen, da vi ønsker at støtte forældrene til at blive uafhængige af kommunal støtte, således at de selv kan tage vare på sig selv og deres børns trivsel og udvikling. Dette realiseres ved at støtte forældre/barn-relationen hvor man guider forældrene til at få øje på deres børns behov og varetage disse. Forældresamarbejdet håndteres ved hjælp af en anerkendende og mentaliserende tilgang, hvor man som pædagog bl.a. må forholde sig til de forskellige kropslige og sociale indlejringer, der grundet vores habitus, er at finde i os selv samt de udsatte familier. Dernæst må vi, som pædagoger, i arbejdet med en helhedsorienteret differentieret indsats også fokusere på, hvordan vi bedst muligt kan arbejde med forebyggelse af omsorgssvigt ved at indgå i samarbejde på tværs af forskellige professioner. Det er her vigtigt, at man kan forholde sig til ens egen rolle i samarbejdet og at man får afstemt hvilke indbyrdes forventninger der er til hinanden, således at vi på tværs af professioner får anledning til at kunne støtte den udsatte familie på den bedste og mest kompetente måde. Der vil altid være mange forskellige dilemmaer i arbejdet med udsatte familier. Arbejdet er ikke altid lige til, og den høje grad af personlig inddragelse kan i flere henseender påvirke det arbejde man udfører. De fleste dilemmaer handler omkring den etiske tilgang til den udsatte familie, når man f.eks. skal vurdere hvilken forebyggende indsats man skal anvende, hvordan man støtter familierne bedst muligt uden at presse dem for meget så det kommer på tværs af forældresamarbejdet. Der vil opstå dilemmaer omkring hvorvidt man skal være snæversynet i 29 Maria Nørgaard Søgaard Bachelorprojekt D. 04.06.2015 forhold til børns rettigheder, ved f.eks. overvejelse omkring anbringelser eller om deres rettigheder netop omhandler, at man bruger længere tid på familiearbejdet hvis det i sidste ende resulterer i, at børnene kan blive i deres hjem og få støtte og omsorg fra deres forældre. Perspektivering I et videre arbejde med forebyggelse af omsorgssvigt, ville jeg blandt andet gå i dybden med hvorledes det, som pædagog, er muligt at arbejde med dette emne i almene daginstitutioner, da man i disse tilfælde ikke har de samme muligheder for at indgå i dialog med forældrene, som man oftest kun møder i forbindelse med aflevering og afhentning. Jeg antager, at man som pædagog i en daginstitution i højere grad fokuserer på at børn skal trives ud fra et socialt perspektiv, som er tilpasset institutionens normer, fremfor udelukkende at fokusere på barnet individuelle behov. Jeg ville desuden, fordybe mig i hvilke tiltag de forskellige institutioner gør, med henblik på at forebygge omsorgssvigt, der foregår uden for institutionen. Ydermere ville jeg arbejde videre med de udsatte familier, hvor forældrene på trods af familiebehandling ikke formår at udvikle sig. Jeg ville søge svar på, hvordan man bedst muligt kan hjælpe disse, og undersøge hvornår der er tale om offentligt omsorgssvigt, såfremt man ikke får anbragt disse børn udenfor hjemmet? 30 Maria Nørgaard Søgaard Bachelorprojekt D. 04.06.2015 Kildehenvisning Bøger, artikler eller tidligere opgaver Bae, Berit (2003): "På vej i en anerkendende retning", Social kritik 88 Bae, Berit (1996) ”Voksnes definitionsmagt og børns selvoplevelse”, Social Kritik, nr. 47. Bo, Karen-Asta, Guldager, Jens og Zeeberg, Birgitte (2012): ”Udsatte børn – Et helhedsperspektiv”, 2. udgave, Akademisk forlag. Boserup, Bente og Merrild, Lise (2012): ”Omsorgssvigt – et redskabshæfte til professionelle”, 2. udgave, Børns Vilkår. Dencik, L., Jørgensen, P. S. & Sommer, D. (2008): ”Familie og børn i en opbrudstid”. Hans Reitzels forlag. Hagelquist, Janne Østergaard (2012): ”Mentalisering i mødet med udsatte børn”, Hans Reitzels forlag. Hart, S. og Schwartz, R. (2008): ”Fra interaktion til relation”, 1. udgave, Gyldendals bogklubber. Killén, Kari (2001): ”Barndommen varer i generationer – forebyggelse af omsorgssvigt”. Hans Reitzels forlag. Killén, Kari (2012): ”Omsorgssvigt – Praksis og ansvar”, 4. udgave. Hans Reitzels forlag. Larsen, Inge Schoug (2014): ”Samarbejde om det skolestartende barn”, Akademisk forlag. Schou, C. og Pedersen, C. (2008): ”Samfundet i pædagogisk arbejde – et sociologisk perspektiv”. 2. udgave, 1. oplag. Akademisk forlag. Smidt, S. og Kopart, H. (2011): ”Iagttagelse og fortælling”. Frydenlund. Søgaard, Maria Nørgaard (2015): ”Pædagogik eksamensopgave”. UC Syd, Kolding. Uggerhøj, L. (2000): ”Den indviklede udvikling”. Center for Forskning i Socialt arbejde. Villumsen, Anne Marie (2011): ”Trivselsmetoden - Til samarbejde mellem pædagog og socialrådgiver om en tidlig indsats”. 1. udgave 1. oplag. VIA Systime. Webster-Stratton, Carolyn (2006): ”De utrolige år”. Frydenlund. Internet http://www.icdp.dk/samspilstema, D. 27.05.15 kl. 14.33 https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=60837, ”Børnekonventionen”. D. 11.05.15 kl. 09.21 31 Maria Nørgaard Søgaard Bachelorprojekt D. 04.06.2015 http://www.sfi.dk/rapportoplysninger-4681.aspx?Action=1&NewsId=2314&PID=9267, D. 13.05.15 kl. 13.55 http://www.socialstyrelsen.dk/ics/viden, D. 27.05.15 kl. 13.39 http://www.socialstyrelsen.dk/born-og-unge/programmer-med-evidens/de-utrolige-ar, D. 28.05.15 kl 20.51 http://www.socialstyrelsen.dk/omsorgogmagt/lovgivning/leksikon, D. 17.05.15 kl. 11.13 http://www.tvsyd.dk/artikel/284320:Ingen-hjaelp-syd-for-Kolding, D. 19.05.15 kl. 19.40 https://www.ug.dk/flereomraader/videnscenter/vcartikler/signs-safety-en-metode-tilstyrke-det-tvaerfaglige-samarbejde-mellem-familier-og-professionelle, D. 27.05.15 kl. 12.40 http://vidensportal.socialstyrelsen.dk/temaer/Omsorgssvigt, ”Forebyggelse af omsorgssvigt”. D. 17.05.15 kl. 13.46 32
© Copyright 2024