Affektregulering og mentalisering
Velkommen til fordybelsesdage 9-9.30: Morgenmad 9.30-11.30: Teoretisk oplæg med indspark fra jer 11.30-12: Øvelse 12-12.45: Frokost 12.45-13.15: Opsamling fra øvelsen 13.15-14: Lidt mere teori 14-14.30: Øvelse 14.30-15: Opsamling på dagen/evt. Kort supervision Altså den trygge base for at danne sig relationserfaringer. Meget kort fortalt, leder vi efter forudsigelighed i adfærd, høj grad af indfølingsevne og dermed evne til at læse barnets behov og udtryk (og selvfølgelig opfylde dem). En vigtig pointe – og en omformning af den oprindelige tilknytningsteori – går ud på, at tilknytning ikke er et mål i sig selv, men at den danner grundlag for dannelsen af et system af repræsentationer (RIG´ er), der har betydning for menneskers overlevelse. Altså er netop BASE det rette ord i denne sammenhæng, fordi det er i tilknytningen barnet udfolder og udvikler sit potentiale for mentalisering. Børn fødes uden evnen til at regulere deres følelser og er afhængige af deres omsorgspersoner, først til at regulere sig, på sigt til at lære selvregulering. Evnen til selvregulering har stor betydning for barnets udvikling af stress-resiliens, indlæring, social læring mv. Udvikling af nervesystemet, kræver faktisk først netop det – altså system: ro, forudsigelighed og genkendelighed. Affektregulering gør vi alle sammen hele tiden. Nogle af os er dygtigere til det end andre af os og det afhænger i høj grad af, hvor dygtig en regulator vi er ”oplært af”. Psykiatriske patienter og personlighedsforstyrrede har meget svært ved at regulere deres affekter ligesom det kan være en konsekvens af neurologiske lidelser (ADHD mv.) Vil man øve sig, må man først blive bevidst om hvad man gør… Barnet er altid deltager. Det betyder dog ikke, at der ikke foregår samspil og at mødre og fædre ikke kan opleve nemmere at kunne regulere ét barn frem for et andet. Omsorgspersonens regulering af barnets affekter kræver indlevelse og fornemmelse for barnets indre tilstand. I den sunde udvikling kan omsorgspersonen generelt tyde barnet. Denne proces fører efterhånden til barnets udvikling af evnen til at aflæse sindsstemninger hos omsorgspersonen og gradvist at regulere sig efter dem, således at selvreguleringen og gensidigheden øges. At tune sig ind, indstille sig på at forstå den anden, følge den anden, lave samspil… Skrøbelige nervesystemer er mindre resiliente og dermed mere følsomme/udsatte for stress. Kurven forældreevne/barnets udvikling gør, at når barnet ”lander” hos jer, har det brug for mere end ”almindelig” forældreevne. Det stiller store krav til jeres nervesystemer – det er bl.a. Derfor I er her og at der bliver stillet krav om, at I øver jer og bliver knaldgode til at regulere jer:o) Det autonome nervesystem er delt i 2: det sympatiske og det parasympatiske. Begge fungerer som ordet indikerer autonomt (selvstændigt), men kan også påvirkes og reguleres gennem kognitiv og/eller ydre påvirkning. Det er smart – for det betyder, at det kan udvikles som egentlig metode i jeres arbejde!! Vejrtrækning, vuggen, hjerterytme, fysisk berøring og mange andre ting kan påvirke det parasympatiske nervesystem. Vi kommer til at arbejde mere med hvilke der virker for jer. Det samme gør sig gældende for det sympatiske nervesystem. Nogle af jeres børn har brug for stimuli her, men langt de fleste af dem har mere brug for, at I kender til hvad der påvirker det for netop ikke at gøre det… Stimulering af øget arousal, hurtig og høj tale, mange stimuli, høje pludselige lyde, nyheder m.fl. Igangsætter det sympatiske nervesystem. Det autonome nervesystem regulerer sig i forhold til 3 evolutionsmæssigt udviklede adfærdsmæssige stadier og strategier, der bl.a. kan Aktivere immobiliseringsadfærd – total underkastelse Aktivere adfærd der er nødvendig for kamp eller flugt Regulere hjerterytmen – som skiftevis støtter engagement og tilbagetrækning af engagement med omgivelserne. Det autonome nervesystem har stor betydning for kapaciteten til at regulere stresssituationer, – og hvis det overbelastes kan det regrediere til kamp/flugt eller immobiliseringsadfærd. Måske kender I det med at det kan regrediere fra jer selv? Disse (kamp, flugt, underkastelse) er almindelig italesat som forsvarsmekanismer, men det er vigtigt at forstå, at de hører til de primitive forsvar, der i langt de fleste tilfælde er ubevidste og fungerer autonomt. Det er vigtigt fordi man ellers kan komme til at forstå kamp, flugt og dissociation som bevidste strategier hos børnene– det er de ikke!!! Hentyder til de pulsrytmer der foregår i takt med åndedrættet. Den synes at være et objektivt mål for evnen til at gå ind i gensidige sociale interaktioner og psykisk resiliens. Angstreaktioner gør respiratorisk sinusarytmi lavere – og det ser ud til, at forhøjet respiratorisk sinusarytmi er relateret til positiv behandlingseffekt. Reguleringen i den terapeutiske proces drejer sig om at skabe en tryg atmosfære, så åndedrættet stabiliseres, hvorved der opnås en forhøjet sinusarytmi. Find sammen 2 og 2 – helst med en makker I ikke kender (ret godt). Sid sammen 2 x 10 minutter. Først med den ene som ”terapeut”, så med den anden. ”Klienten” fortæller om en situation i sit liv – ikke for svær, men med lidt arousal knyttet til sig. ”Terapeuten” søger først næsten at synkronisere sit åndedræt med klientens, dernæst at stabilisere/skabe ro. (Først følge, så lede) ”Terapeuten” er til alle tider ansvarlig for, at skabe god stemning. Kunne I opnå at den anden synkroniserede sig med jer? Fortæl om jeres indre proces med bevidst at affektregulere. Abstrakte tanker Konkrete tanker Forbindelser Tilknytning Seksuel opførsel Følelsesmæssig reaktivitet Motorisk regulering ”Arousal” Appetit / mæthed Søvn Blodtryk Cortikale hjerne Det limbiske system Midthjernen Midthjernen Hjernestammen Find sammen med samme partner som sidst. Igen er I skiftevis ”terapeuter”. ”Klienten” fortæller en historie. Forsøg at sidde i ”terapeutstolen”, uden ord, og blot mærk jeres hjerterytme. Det vil skabe centralisering og hjælpe jer til regulering og er et ”nemt trick” i hverdagen (alt er jo nemt, når først man har lært det) Mærk dernæst empatisk ind i den andens fortælling. Hvordan er det at arbejde med krop, rytme, hjerte osv.? Hvad tager I med hjem fra i dag? Kommentarer/spørgsmål fra i mandags. Endnu et skridt på vejen mod at udvikle mentaliseringsevne er at lære at forstå sine egne egne intentioner og at tyde andres. Når adfærd/verden har været meget uforudsigelig, har det oftest umuliggjort denne proces og ”jeres børn” halter derfor efter i forsøget på at tolke andre menneskers mening. De pukler også med at tillægge deres egne intentioner betydning, fordi de er uvant med, at blive set, fulgt og forstået. Det med at tænke tanker – om sig selv og andre – altså at se sig selv udefra –og den anden indefra. Læres når man gang på gang tillægger andres handling, udtryk mv. Betydning (intention) og får ret!! Eller tager fejl, men tør spørge og dermed lade sig korrigere. Dvs. Man lærer gradvist at tolke på sine sanseindtryk. Man lærer ligeså gradvist hvilken respons man får på sine egne udtryk, meninger, handlinger mv. Og kan således forfine dem, nuancere udtrykket, så det mere præcist udtrykker det, man egentlig føler. (Alternativt lykkes bedre med at skjule det:o)) Man lærer at mentalisere ved at være i et mentaliserende samspil Så tilbage til jer selv… Mentalisering avler mentalisering Så hvordan fremmer vi mentaliseringsevnen hos os selv? Er det aldrig et ”enten eller” men snarere et ”kommer og går”, når vi taler mentaliseringsevne. Vi mister alle sammen mentaliseringsevnen helt eller delvist mange gange i løbet af en dag. OG genfinder den – det er en vigtig pointe, fordi arbejdet med at genfinde den, er væsentlig at lære for jeres børn. Ved svigt, overgreb og andre traumatiserende oplevelser er reguleringen eller balancen mellem den præfrontale kortex og det limbiske system kommet i uorden. Den stabile emotionsregulering er mangelfuld. Den traumatiserede kan derfor pludselig blive (helt ureguleret) bange eller vred og svede og få stærk hjertebanken. Under søvnen kan der dukke voldsom angst op og mareridt med billeder af vold og had. Dette sker, fordi det limbiske system er mindre hæmmet fra kortex, når man sover. Omvendt kan der også ske det for den traumatiserede, at hæmningen fra præfrontal kortex er alt for kraftig, så de almindelige emotioner tilsyneladende er helt væk: Personen er følelsesløs indeni, tom, livet kan være helt meningsløst og ligegyldigt. Den mentaliseringsbaserede indsats går ud på at modvirke disse uregulerede udsving og skabe en balance mellem den limbiske aktivering og den præfrontale regulering. Altså: koble tanke og følelse!! Psykisk udvikling handler overordnet om at udvide nervesystemets arousalkapacitet, støtte limbisk afstemning[i] og aktivere højere neokortikal aktivitet, så klienten kan reflektere over sig selv og udvide impulskontrol. (Susan Hart, 2012) I skal bevidstgøre de ubevidste processer for at kunne sofistikere dem og blive endnu dygtigere. Find sammen med jeres makker fra i mandags og observer skiftevis hinandens udtryk, følelsesmæssige bevægelser, intentioner med handling (altså den handling den anden fortæller om). ”Se bag om adfærden” I 3. person forsøg at observer: hvad var mon 3. personens følelser, intentioner osv. Fortæl hinanden hvad I observerede – nænsomt!! Skift roller. Dels at lægge mærke til mentaliseringskvaliteten, dels at skulle fortælle den anden om dine observationer? Casearbejde hjemmefra – vi prøver sammen at arbejde med at få teorien sat i spil i jeres praksis.
© Copyright 2024