Download Report

Nummer 2 Maj 2016:Layout 1 29/04/16 07.55 Page 1
16. Årgang Nr. 2 Maj 2016
MENNESKE
RET & VRANG
DEN DANSKE HELSINKI-KOMITÉ FOR MENNESKERETTIGHEDER
Ukraine og reformerne
Af Hanne Severinsen
”Den gode nyhed er, at Ukraine er ved at
kravle op af det dybe hul, vi længe har
befundet os i. Den dårlige nyhed er, at der er
længere op, end vi troede”. Sådan beskrev
den russiskfødte Ukrainske forfatter Andrej
Kurkov situationen, da han besøgte
Danmark før påske, hvor han også var på
besøg hos Helsinki-Komiteen.
Ukraines 25-årige historie viser, at selvom
alle taler om nødvendigheden af at reformere, så går det meget trægt.
Under den Orange revolution i 2004 troede mange, at det var nok at udskifte den
korrupte præsident med en ny og bedre.10
år efter på EuroMaidan under ”The revolution of Dignity” – Værdighedens revolution var man blevet klogere: Man har indset, at
der er brug for systemiske reformer, hvis
Ukraine skal hjælpes op af hængedyndet, og
EU gør i disse år et behjertet forsøg på at
hive Ukraine op.
I en EU-skeptisk tid er det dejligt at konstatere, at den almindelige ukrainske borger
nærer et brændende ønske om at blive en del
af EU, fordi de opfatter EU som synonymt
med retsstatstilstand - fri for korruption.
Det er derfor noget af en spand koldt vand
nogle EU-trætte hollandske borgere netop
har hældt ud over de håbefulde ukrainere
efter den mærkværdige folkeafstemning!
Magtens tredeling er stadig en by i Rusland
I Sovjettiden var partiets vilje lov. Den
offentlige anklager havde ”prokuratura”
(overordnet tilsynsmyndighed) og udøvede i
samarbejde med KGB partiviljen med magt
til at kontrollere ministerier, institutioner og
virksomheder. Anklageren var disciplinær
myndighed over for dommere, politi, skatteopkrævere, miljømyndighed osv. Denne
funktion fortsatte i den nye ukrainske stat
med - i praksis – en sammensmeltning af
præsident og anklagemyndighed.
Denne magtkoncentration er, trods reformer på papiret, stadig en vigtig kilde til
myndighedsmisbrug fra top til bund i et
system, hvis arbitrære myndighedsudøvelse
og ”dummebøder” har været en hæmsko for
udviklingen af små og mellemstore virksomheder og for at tiltrække udenlandske investeringer.
En reform af anklagemyndigheden er derfor en af EUs topprioriteter. På plussiden
tæller, at det er lykkedes at reformere en stor
del af politiet. Men desværre har der hidtil
kun været udnævnt statsanklagere, der
absolut ikke syntes, at det er nogen god idé
at reformere embedet og som derfor er fortsat som man plejer - og som måske har kunnet gøre det, fordi de har en livsforsikring
liggende i skrivebordsskuffen i et Ukraine,
hvor alle har noget på alle!
Partier uden politik
Trods krig og truende bankerot er det alligevel lykkedes ukrainerne at gennemføre et
fredeligt præsidentvalg, dernæst parlamentsvalg og sidste efterår lokalvalg.
Men situationen er alligevel den, at regeringen trods et ”reformflertal” i parlamentet
ikke reformerer særligt meget. Den gamle
garde af opportunistiske medlemmer af parlamentet, der har skiftet side gennem tiderne, sidder stadig og blokerer.
For at få et nyt uafhængigt pust har man
hentet udlands-ukrainere hjem og sat dem
ind i vigtige regeringsposter. Men i februar
forlod den litauiskfødte økonomiminister
Aivaras Abromavičius sin stilling, fordi hans
reformforslag blev blokeret, og man forsøgte
at placere uduelige personer i hans ministerium. Han ville ikke risikere at blive en pæn
facade, der skulle kamuflere manglen på
egentlige reformer.
Dette er et déja vu. Ukrainsk politik har
aldrig rigtigt handlet om politik, men om
forretningsinteresser omkring personer. Partierne er i praksis selvsupplerende, idet
opstilling og placering ikke er noget, vælgerne har indflydelse på. Partilisten bestemmes
fra oven – der er folk til at pynte på listen –
der er folk man skylder noget – og der er
folk, der selv betaler for placeringen – eller
som er på en oligarks lønningsliste.
Valgmetoden har været - og er stadig - et
hedt politisk emne, fordi den nuværende
valgmåde fremmer politisk korruption. Rådene fra EU, OSCE, Europarådet/Venedig-kommissionen – såvel som fra civilsamfundsorganisationer som Committee of Voters of
Ukraine og OPORA - er helt at ændre den
politiske kultur ved at gå over til decentrale
opstillingsformer og regionale åbne og gerne
proportionale valg. Men de, der er valgt på
den gamle måde, trænerer alle forsøg på
ændringer.
I stedet har man yderligere centraliseret
partiledernes stilling. De har været generet af
hyppige partiskift blandt de MFere, der lige
så opportunistisk som de kom ind på partilisten, lige så opportunistisk lod sig købe over
i en anden liste. Nu har partierne så rottet
sig sammen og indført ”imperativt mandat”,
så at partierne kan smide medlemmer ud af
Parlamentet og indsætte andre fra listen,
som man nu finder opportunt.
Denne ændring er blevet underskrevet af
Præsidenten og det vil betyde, at partierne,
hvis der bliver valg nu på grund af den usikre parlamentariske situation, også vil kunne
korrigere og supplere partilisten, og således
bestemme hvem, der er blevet valgt - efter
valget. Det har Europarådet protesteret over
og bedt Venedig-kommissionen om at se
nærmere på.
Når man alligevel kan have et forsigtigt
håb for fremtiden, er det fordi en del af de
yngre nye parlamentsmedlemmer, der skulle
pynte og legitimere partilisterne ved sidste
valg, i dag gør et fremragende arbejde i parlamentet ved - på tværs af partier - at rapportere om, hvad der sker bag kulisserne. Det
må man håbe, de får mulighed for at blive
ved med.
Nummer 2 Maj 2016:Layout 1 29/04/16 07.55 Page 2
Kolofon
Bestyrelse
MenneskeRET&VRANG udgives af Den Danske
Helsinki-Komité for Menneskerettigheder, som er
en selvstændig frivillig organisation, der arbejder
for styrkelse af demokrati, menneskerettigheder
og mindretalsbeskyttelse i OSCE-regionen.
Karsten Fledelius, Formand
MenneskeRET&VRANG bringer artikler om menneskerettighedsspørgsmål i Danmark og andre
OSCE-lande, artikler om Den Danske HelsinkiKomités egne projekter, nyheder fra andre nationale Helsinki-Komiteer samt fra relaterede menneskerettighedsorganisationer for at skabe
opmærksomhed om menneskerettighedsproblemer.
Rådgivende
Gruppe:
Universitetslektor, cand.mag.
Alken, Ib
Barfod, Line
Blinkenberg, Lars
Busck, Lars G.
Christensen, Arne Piel
Danneskiold Lassen, Suzanne B.
Døcker, Henrik
Elmquist, Bjørn
Erle, Jakob
Espersen, Ole
Estrup, Jørgen
Frahm, Pernille
Gelfer-Jørgensen, Mirjam
Gjellerod, Henning
Høyer, Thorkild
Hvidt, Kristian
Jerichow, Anders
Kjærum, Morten
Küssner, Dieter Paul
Langebæk, Steen
Lindgård, Jytte
Magnussen, Tue
Mchangama, Jacob
Matlok, Siegfried
Pundik, Herbert
Sigurdsson, Villo
Aakjær, Kjeld
Torben Ishøy
Læge
Gerd Battrup
Universitetslektor, cand.jur.
William Rentzmann
MenneskeRET&VRANG udkommer 3-4 gange
om året.
Indlæg og bidrag kan sendes til:
Den Danske Helsinki-Komité for
Menneskerettigheder
Bredgade 36 B
1260 København K
E-mail: main@helsinki-komiteen.dk
Tel.: 33 91 81 18
Cand.jur.
Klaus Carsten Pedersen
Cand.polit.
Frederik Harhoff
Professor, dr.jur.
Camilla Magid
Redaktion: Karsten Fledelius (ansvarlig over for
Presseloven), Philip Maschke, og Søren Riishøj.
Filminstruktør
Redaktionen sluttede 27. april 2016.
Oplag: 800
Tryk og layout:
Atlas-Plæhn Grafisk A/S, Kastrup
ISSN: 1604-6854.
Den danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder blev dannet i 1985 som en del af den daværende internationale Helsinki
Federation (1982-2007). Som andre nationale Helsinki-komiteer og grupper arbejder den danske komité ud fra Helsingfors-aftalen
fra august 1975, som skabte grundlaget for Conference for Security and Co-operation in Europe (CSCE), siden 1994 OSCE.
Sikkerheden og samarbejdet imellem staterne i Europa, inklusive den daværende Sovjetunion samt USA og Canada, hviler på to
forudsætninger: Garanti for, at grænserne kun kan ændres ved fredelige midler, og at de individuelle menneskerettigheder respekteres. På konferencen ”Den menneskelige Dimension” København i juni 1990 enedes man om de såkaldte Københavnskriterier,
gjort til kriterier for
den tredje væsentlige søjle i OSCE. Under det danske EF-formandskab i 1993 blev Københavnskriterierne
optagelse af nye medlemmer i EF/EU. De kan kort formuleres som frie og fair valg, respekt for menneskerettighederne, retsstat og
god regeringsførelse.
Den danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder har gennem årene gennemført et stort antal projekter for deltagere fra de
post-kommunistiske lande inden for emnerne retsstat, fængselsforhold, ungdomskriminalitet, sociale rettigheder og minoriteters
rettigheder. En vigtig del af komiteens arbejde i de senere år har ligget i Østeuropa i bredeste forstand, fra Tyrkiet, Bosnien og
Kosovo over Ukraine og Hviderusland til de baltiske lande og Rusland, hvor fokus især har været på retssikkerheden ved domstolene og overvågning af menneskerettighedernes overholdelse. Komiteen har hidtil foretaget aktiv monitorering af retssager i Polen,
Tyrkiet, Kosovo, Ukraine og Rusland. Herudover arbejder komiteen med demokratiudvikling og støtte til udvikling af civilsamfundet i bl.a. Polen, Rusland og Ukraine såvel som formidling af undervisningstilbud herhjemme til unge fra disse lande.
Komiteens nuværende formand er universitetslektor Karsten Fledelius, af tidligere formænd kan nævnes juraprofessorerne Erik
Siesby og Ole Espersen. Komiteens aktive medlemmer er især fagspecialister, der udnytter et langt livs viden og erfaring ved at
arbejde frivilligt inden for vore indsatsområder.
Sekretariatets aktive medarbejdere er: Karsten Fledelius, formand, Philip Maschke, sekretariatsleder, Bjarne Rasmussen, regnskabsfører, Søren Peter Andersen, Carl Erik Foverskov, Margareta K. Jakobsen, Lena Jørgensen, Mikael Lyngbo, Erik Merlung, Bodil
Philip, Søren Riishøj, Hanne Severinsen, Arne Stevns, Asbjørn Storgaard, Birgitte Vestberg, Kai Vittrup.
2
· Nr. 2 Maj2016
16. Årgang
Nummer 2 Maj 2016:Layout 1 29/04/16 07.55 Page 3
Indholdsfortegnelse
1
Hanne Severinsen:
Ukraine og reformerne
14
Søren Riishøj:
Polen: Venedig-Kommissionen kritiserer såvel
regering som opposition
4
Hanne Severinsen:
Ukraine: Mikola Tomenko og
Jegor Firsov udskiftes
15
Søren Riishøj:
Andrzej Rzeplinski, chefen for den omstridte
polske forfatningsdomstol
4
Philip Maschke:
Ukrainevurderinger – et udpluk
16
Mikael Lyngbo:
Skal justitsministeren kunne give ordre til
anklagemyndigheden om en konkret sag?
6
Hanne Severinsen:
Europarådet, EU og OSCE er demokratiets
vogtere, men hvordan?
18
7
Philip Maschke:
Azerbajdjan
”- den i særklasse groveste krænker af Den
europæiske Menneskeretskonvention”
Menneskeretskommissær Nils Muižnieks:
Forlad ikke slagmarken nu!
20
Philip Maschke:
Ny uro i Syd-Kaukasus: Nagorno-Karabakh
Søren Riishøj:
Den ny og den gamle verdens(u)orden
- om truslerne ude fra og inde fra
21
Cas Mudde:
Europas ballademagre:
Kan den populistiske udfordring til europæisk
udenrigspolitik afværges?
Mediefrihedspåtaler
Dunja Mijatović retter opmærksomheden mod
journalisters sikkerhed og fraråder lukning af
internetadgang
22
Torben Ishøy:
Den ikke-terapeutiske omskærings juridiske
gråzone
23
Karsten Fledelius:
Fakta om Nagorno-Karabakh
24
Vore kommende møder
8
10
11
Karsten Fledelius:
Europa og forpligtelserne i FNs flygtningekonvention – aflivning af myter ved konference
på Christiansborg
Den Danske Helsinki-Komités Nyhedsblad
3
Nummer 2 Maj 2016:Layout 1 29/04/16 07.55 Page 4
Mikola
Tomenko
og
Jegor Firsov udskiftes
Af Hanne Severinsen
Ukraines centrale valgkommission meddelte, at den den 28. marts har vedtaget
at udskifte parlamentsmedlemmerne
Mikola Tomenko og Jegor Firsov, Petro
Porosjenkos blok, hvis mandater var
afsluttet på en partikongres, med
Oleksandr
Briginets
og
Dmitro
Bilotserkovets.
"Eftersom parlamentsmedlemmerne
Tomenkos og Firsovs mandater var tilendebragt ved en beslutning på Petro Porojenko blokken Solidaritets 12. ekstraordinære kongres den 25. marts 2016 blev
disse 2 pladser i den ottende samling
ledige, og da det ligger inden for kommissionens myndighed at udpege erstatninger, har man udnævnt Oleksandr Briginets og Dmitro Bilotserkovets som registreret som valgte ved parlamentsvalget
den 26. oktober 2014, da de stod som de
næste på dette partis valgliste, og hvorved de indgår i den nationale valgkreds.”
Tomenko og Firsov er de to første, der
er blevet berøvet deres mandat efter partibeslutning. De forlod blokken efter
Aivaras Abromavičius afgang som minister (efter at denne havde beskyldt
Porosjenkos højre hånd i parlamentet for
korruption).
Mikola Tomenko var en af lederne
under den Orange Revolution i 2004. Han
var først blevet valgt for listen Vores
Ukraine i 2002, men gik i 2005 over til
Timosjenkos blok og blev Vice-Premierminister for Humanitære anliggender i
hendes regering. I 2012 var han en af
lederne af den samling af oppositionspartier, der under Timosjenkos fængsling
blev ledet af Jatsenjuk. Ved 2014 valget
var han en af spidskandidaterne i Porosjenkos nystiftede blok. Han er således
også en af “parti-overløberne” – men en
af de få, der troværdigt har skiftet parti
efter sin overbevisning, tillader jeg mig at
mene som én, der har mødt ham mange
gange som en meget engageret liberal
demokrat. Der er særdeles god grund til
at Europarådet og Venedig-Kommissionen går ind i denne lange Ukrainske strid
om “imperativt” mandat.
Nej ved den vejledende folkeafstemning i
Holland den 6. april 2016 om EU/Ukraine
handelsaftale.
Ukrainevurderinger – et udpluk
Af Philip Maschke
Helt klart mangler der reformfolk i den
ukrainske økonomi, skrev Matthias Benz i
Neue Zürcher Zeitung den 15. april. Den
tidligere finansminister Natalija Jaresko
og den afgående økonomiminister Aivara
Abromavičius havde været indsat i
4
Ukraines regering som outsidere. Med
erfaring fra det private erhvervsliv bragte
de en vis uafhængighed til Kiev, der ellers
domineres af en gammel sammensnøret
elite.
Ved regeringsskiftet har begge mistet
deres poster. Tilsvarende er det gået ud
over en række georgiere, der ville reformere hhv. justitsvæsnet og sundhedsvæsnet.
Som vigtige nye personer er valgt folk,
der står regeringschefen Volodomir Hroisman og præsident Porosjenko nær. De
medbringer dog ikke uafhængighed eller
international erfaring sådan som den
afgåede Abramavicius. Ukraine har brug
for radikale reformfolk, der kan arbejde
uden hensyntagen til politisk karriere eller
afhængighed af oligarkinteresser, siger
NZZ.
Matthias Benz finder dog, at der er én
fordel ved den ny regering centreret
omkring præsident Porosjenko: Med
magten så koncentreret vil man ikke
længere kunne tale udenom, såfremt
reformindsatsen ikke skrider fremad. Det
· Nr. 2 Maj2016
16. Årgang
0+(-''"+
$ (+
/)-, 07.55 Page 5
Nummer
2 Maj
2016:Layout
1 29/04/16
drejer sig udover de økonomiske aspekter
som deregulering, privatisering og
bekæmpelse af oligarkstrukturer især om
kampen mod korruption.
Balázs Jarábik og Mikhail Minakov,
tænketanken Carnegie Endowment for
International Peace, har den 22. april
offentliggjort deres analyse af Ukraine
med overskriften Ukraines hybridstat.
”Ukraine har fået ny institutioner og har
et levende civilsamfund, der ønsker at
holde lederne ansvarlige, men korruptionskulturen undergraver staten. Staten
er blevet erobret indefra”.
Vestlige observatører, skriver de, har
været tilbøjelige til at fokusere på en
kynisk, egoistisk elite og hensynsløse oligarker under to tiårs misregime. For tiden
er det Ruslands aggression, der er i rampelyset. Men man synes at være blind for
en igangværende intern fragmentering i
Ukraine: det post-maidane sammenbrud
af regeringsmagt lod nye finansielt-politiske grupper (FPG) vokse frem. Disse
grupper har siden 2014 udfordret den
ældre generation af velforankrede oligarker. Mens oligarkerne i nogen grad har
måttet kæmpe økonomisk og politisk
under de ny forhold, så har FPGer draget
fordele af post-maidan virkeligheden og
profiteret af statens svaghed og - paradoksalt nok - af civilsamfundets styrker.
Som eksempel på den svage stat skriver
Carnegie, at det aktuelle regeringsskifte
viser svagheden med Porosjenkos magt:
hans tilbøjelighed til at ville styre detaljer
og løse ethvert problem. Regeringskoalitionen brød ned som følge af frustration
over, at Radaen ikke kunne få den stærkt
upopulære premierminister Jatsenjuk
afsat i februar 2016. Men selv efter endeløse samtaler mellem politiske partier og
FPGer og efter at Jatsenjuk havde meddelt sin afgang, var eliterne knap nok i
stand til at danne en ny koalition og bliver enige om en ny regeringssammensætning.
Blandt Carnegies forslag til en vej frem
er – efter opnåelse af varig fred – at
reformivrige ukrainere bør justere deres
prioriteter – de bør koncentrere sig om
systemiske decentrale strukturreformer
snarere end om at plaffe korrupte enkeltpersoner ned. Argumentet er, at den tid,
hvor fremme af en stærk statsfunktion
#"
var progressiv tankegang, er forbi, fordi
det fører til fåmandsvælde, mens det ny
progressive er at fremme civilsamfundets,
folkets suverænitet, det decentrale samfund – sammen med et valgsystem med
forholdstalsvalg. Det betyder, at ukrainerne skal lære at blive fortrolige med effektiv udnyttelse af det offentliges midler,
skal kunne agere i en fri markedsøkonomi og skal kræve transparens.
En egen synsvinkel på decentrale styreformer blev drøftet på et round table i
Kiev den 10. marts,
“Strengthening
the
Institutional
Framework Related to Inter-ethnic Relations in Ukraine in the Context of Decentralization” arrangeret af OSCE højkommissæren for nationale mindretal,
Astrid Thors og formanden for udvalget
for menneskerettigheder, nationale mindretal og inter-etniske relationer, Hryhoriy Nemyria. Mødet drøftede højkommissæren for nationale mindretal Astrid
Thors diskussionsoplæg.
Samtalerne drejede sig om at foreslå
standarder og finde frem til nødvendige
og effektive regionale og lokale myndighedsstrukturer i almindelighed og f.eks.
en decentral ombudsmandsinstitution i
særdeleshed, der kan understøtte og
fremme inter-etnisk sameksistens, kan
forebygge og bekæmpe diskrimination og
kan være grundlag for effektiv mindretalsbeskyttelse i hele Ukraine.
Der lyder også positive stemmer, der
peger på vellykkede udviklinger, og som
ønsker at sætte de negative perceptioner
i perspektiv. Andy Hunter, formand for
American Chamber of Commerce i
Ukraine, siger i et interview til Ukrainian
Week nr. 98, april 2016, at for to år siden,
under Janukovits, kunne præsidentens
søn bemægtige sig en virksomhed. Det
sker ikke i dag. Men, siger Hunter, forventningerne efter Euromaidan har været
meget høje, og det medfører skuffelse og
nogle negative perceptioner.
Nyhedsblad
DenDanske Helsinki-Komités
Mange fornyelser er allerede trådt i kraft:
1) Virksomhederne skal nu kun indbetale
22 pct. af lønsummen som arbejdsgiverafgift i modsætning til 40 pct. før, det
gavner muligheden for at etablere sig; 2)
Det elektroniske moms-system er blevet
væsentligt forbedret; 3) På en række
områder som energi, landbrug og fødevareproduktion begynder decentralisering
at give gode resultater; 4) Ny regler er
trådt i kraft for det offentliges indkøb af
medicin, en klar forbedring med afsmittende virkning; 5) Gennemsigtigheden
omkring Ukraines Monopoltilsyn er forbedret.
Naturligvis siger Hunter, ønsker han sig
flere og hurtigere reformer. Øverst står
fortsat korruptionsbekæmpelse. Men
ACCs to undersøgelser viser klare forbedringer fra marts 2014 til oktober 2015 i
forventningerne til nødvendighed af korruption. Den mest korrupte myndighed er
iflg. ACCs medlemmer domstolssystemet,
som 87% af de adspurgte medlemsvirksomheder placerer på denne førsteplads.
I magasinet Ukrainian Week nr. 97,
marts 2016, beskriver Oleksandre Kramar
udviklingen på energimarkedet. Der er
sket en voldsom vending i gassituationen
således, at landet er på vej fra slaveri til
selvforsyning. Fra 2012 til 2015 er gasforbruget faldet til det halve i volumen
på grund af markedsprissætning, og trenden fortsætter ind i 2016. Og af samme
grund er den indenlandske gasproduktion
– fordi det kan betale sig – næsten fordoblet i samme periode. Det foreslås
endda, at Ukraine kunne indtage en rolle
som gaslager og gasdistributør for Central- og Østeuropa. Ukraine er på vej til at
opnå gasuafhængighed af den store
nabo Rusland.
PS: Skulle enkelte være gået glip af
Matilde Kimers Horisont udsendelse på
DR1 TV den 18. april 2016 kan den anbefales mhp. at få levende billeder på nethinden af situationen i Øst-Ukraine.
Kilder:
http://www.nzz.ch/wirtschaft/wirtschaftspolitik/neue-regierung-in-der-ukraine-kiewfehlen-ausgewiesene-wirtschaftsreformer-ld.14236
carnegieendowment.org/2016/04/22/ukraine-s-hybrid-state/ixgjwww.carnegie
Astrid Thors oplæg: http://www.osce.org/hcnm/226736
5
0+(-''"+
$ (+
/)-, 07.55 Page 6
Nummer
2 Maj
2016:Layout
1 29/04/16
#"
0+(-
Europarådet,
EU og OSCE er
demokratiets vogtere, men hvordan?
Af Hanne Severinsen
Fire år efter Anden Verdenskrig i 1949
oprettede de første 10 lande Europarådet
som beskytter af demokrati, menneskerettigheder og retssamfund; året efter fik
man Den europæiske Menneskerettighedsdomstol med individuel klageadgang for borgerne. Europarådet blev
oprettet som en mellemstatslig organisation, byggende på undertegnelse af konventioner, som landene ratificerede, og på
den gensidige kontrol af overholdelsen af
disse opstillede, forpligtigende spilleregler.
Landene øst for jerntæppet kom først til
efter 1989 og i dag er alle europæiske
lande – bortset fra Hviderusland – medlemmer, 47 i alt.
Seks lande gik i 1952 videre og dannede Kul- og Stålunionen med overstatslige
beføjelser og sanktionsmyndighed. Det
blev i 1957 til Romtraktaten og gennem
årene udvidet til en Europæisk Union, der
i dag omfatter 28 medlemsstater byggende på ”Københavnskriterierne” af 1993,
der føjer frie markeder til Europarådskriterierne. EU har sin egen domstol i Luxembourg for EU anliggender, og i ”Memorandum of Understanding” fra 2007 - med
nuværende Rådsformand Jean-Claude
Juncker som pennefører - slås det fast, at
”Council of Europe is the benchmark in
Europe for human rights, the rule of law
and democracy”. EU og Europarådet samarbejder især om konkrete projekter i de af
EUs nabolande, som er medlemmer af
Europarådet.
OSCE har baggrund i konferencerne om
sikkerhed og samarbejde (CSCE) og Helsinki-Slutakten fra 1975, der blev den første murbrækker mellem Øst og Vest.
Samarbejdet omfatter det meste af den
nordlige halvkugle fra Vancouver til Vladivostok, i dag i alt 57 stater. I 1989 enedes
man om, at sikkerhed forudsætter ”Den
6
menneskelige Dimension”. Denne dimension blev året efter i København defineret
efter samme principper som Europarådet,
men med en særlig understregning af den
”fælles forpligtigelse til at opbygge demokratiske samfund bygget på frie valg”.
Dette førte til oprettelsen af Office for
Democratic Institutions and Human
Rights, ODIHR, der siden har organiseret
mere eller mindre omfattende valgobservationer i alle medlemslandene med
hovedvægt på de mere problematiske
lande. Etableringen af OSCE som organisation fra 1994 med detaljerede procedurer for samarbejdet mellem staterne var
man enedes om i Helsinki i 1992.
Samarbejde – synergi – overlap?
I Europa overvåges demokratiet således af
mindst tre forskellige organisationer og på
tre forskellige måder.
Europarådet har optagelsesprocedurer,
hvor den Parlamentariske Forsamling indstiller et ansøgerland til optagelse efter
grundig monitorering, hvorefter Ministerkomiteen vedtager optagelsen, som
kræver enstemmighed. Europarådets
Venedig-kommission
yder juridisk rådgiv
ning om forfatningsspørgsmål, retsstatsprincipper og valglove. Endvidere har man
en Menneskeretskommissær, som overvåger menneskerettighedernes overholdelse
med henblik på at forebygge krænkelser
heraf i medlemslandene.
Desuden er der med tiden udviklet et
omfattende apparat af monitoreringsmekanismer: Efterlevelse af Menneskerettighedsdomstolens afgørelser; Forebyggelse af Tortur; Mindretalsbeskyttelse og
Beskyttelse af Mindretalssprog; Bekæmpelse af Racisme og Intolerance; Korruptionsbekæmpelse; Bekæmpelse af Pengehvidvaskning,
Menneskehandel
og
Kvindeundertrykkelse.
Da desuden en del medlemslande er
optaget på forventet efterbevilling om
opfyldelse af de forpligtigelser, de har
påtaget sig, har den Parlamentariske Forsamling sin egen monitorering, hvor man
med jævne mellemrum i sessionerne har et
lands fremskridt/mangel på fremskridt til
debat, og hvor man sender delegationer til
at overvåge disse landes parlamentsvalg.
EU har meget mere omfattende optagelsesforhandlinger som - udover at forudsætte Europarådets blåstempling af
selve demokratiet - omhandler et væld af
såkaldte kapitler, der skal sikre harmonisering af ansøgerlandenes lovgivning. Men
det er til gengæld problematisk, at når
landet først er blevet optaget mangler
man reaktions-mekanismer, hvis de demokratiske spilleregler ikke bliver overholdt,
som det i øjeblikket sker i Ungarn og
Polen. EU er nu i gang med at prøve sig
frem. EU sender ikke valgobservatører til
egne medlemslande – men man sender af
og til valgobservatører til Naboskabslande
mod øst og til lande, der modtager udviklingsbistand fra EU, især i Afrika.
OSCE har en mindretalskommissær og
en kommissær for frie medier, der begge
udtaler sig om og udgiver rapporter om
problemer på deres respektive områder.
Organisationen har kontorer i mange
lande og udfører monitoreringsopgaver
især i konfliktområder. Her er ikke kun tale
om normative henstillinger, men også
operationelle, praktiske missioner i kampområder som i Øst-Ukraine.
OSCE og
har udviklet metoder
ODIHR
til meget omfattende og systematisk overvågning af alle valg, især i problemlande.
ODIHR sender mange måneder i forvejen
langtidsobservatører, der følger valgkampen på lokalt plan. I ugen op til valget
ankommer korttidsobservatører, der følger
valghandlingen og stemmeoptællingen.
Parallelt hermed deltager OSCE-parlamentarikere omkring selve valgdagen og deres
observationer indgår sammen med observationer fra Europarådets parlamentarikerdelegationer - en sjælden gang også
med parlamentarikere fra EuropaParlamentet. Der gøres et stort arbejde i ODIHR
for at samordne alle iagttagelser, så man
kan sikre, at der kommer en fælles rapport
ud af det og undgå, at forskellige opfat-
· Nr. 2 Maj2016
16. Årgang
0+(-''"+
$ (+
/)-, 07.55 Page 7
Nummer
2 Maj
2016:Layout
1 29/04/16
telser spilles ud mod hinanden ved
”forum-shopping”. Dette lykkes for det
meste – men så sørger Ruslands CIS-missioner gerne for at være leveringsdygtige
med divergerende opfattelser af valgene.
Manøvremulighed
Det mærkes stadig tydeligere i Europarådet og OSCE, at man har Putins Rusland
som spielverderber. Rusland gør - støttet
af lande som Azerbajdjan - sit til at forhale kritisk Europaråds-monitorering, under
henvisning til, at man har sin egen demokratiopfattelse – ”det suveræne demokra-
#"
ti” - og at man i øvrigt ikke ønsker indblanding i netop de indre anliggender om
demokrati, menneskerettigheder og retssamfund, som ellers er Europarådets ”raison d’etre”.
Efter annekteringen af Krim, hvor de
russiske medlemmer af Den Parlamentariske Forsamling fik frataget deres
stemmeret, deltager Rusland nu kun i
Ministerkomiteen, hvor kravet om enstemmighed blokerer mange beslutninger.
I OSCE er der enstemmighed minus en,
godt
kan finde
allierede,
men da Rusland
kan man ofte begrænse OSCEs manøvre-
mulighed ved at underkende, at OSCE
overhovedet har mandat til at blande sig.
Alle organisationer ønsker primært at
sætte deres egen mærkat på, hvad de
foretager sig, og det vanskeliggør koordineringen. Der holdes dog mange fællesmøder og udveksles mange oplysninger og
erfaringer. Og da de alle er udsat for spareøvelser, bliver man bedre til at bruge
hinanden og være mere resultatorienterede. Dette bliver en af de største fremtidige
udfordringer.
Menneskerettigheder i Europa:
Forlad ikke slagmarken nu!
Ved fremlæggelsen den 18. april af sin
årsrapport for 2015 sagde Europarådets
Menneskerets-kommissær Nils Muižnieks,
at 2015 havde været et frygtens og usikkerhedens år i Europa. Konflikten i ØstUkraine og det fortsatte økonomiske
uføre blev overskygget af en følelse af
sårbarhed over for terroristers trusler og
panisk angst for den tilsyneladende
manglende evne til at håndtere tilstrømningen af asylansøgere. Det instinktive
svar var at trække sig tilbage til nationale forter og at begrænse friheder.
Ukraine fortsatte med at være skueplads for megen lidelse. Konflikten i Øst
har nu krævet tusinder af liv, endnu flere
mennesker er blevet såret og op imod to
millioner blevet fordrevet. Det øvrige
Europa kan ikke ignorere denne tragedie
og disse prøvelser i Ukraine. Vi skal alle
bistå med at opnå fred med retfærdighed.
Den fortsatte tilstrømning af migranter,
inklusive flygtninge og asylsøgere, blev
ledsaget af frygt i mange europæiske
lande, til tider forstærket af frygt for, om
Europa er i stand til at håndtere diversitet og den har ernæret anti-muslimske
fordomme. ”På trods af denne ubehagelige sammenhæng har jeg tilstræbt at
argumentere for en menneskeretstilgang
til migranterne. Jeg har derfor nærmere
undersøgt beskyldninger om afvisninger
og mishandling ved grænser, om adgang
til international beskyttelse, om modtagelsesforhold, om behandling af sårbare
grupper, så vel som om fremmedhad
overfor de nyligt ankomne”.
Menneskeretskommissæren understregede behovet for at udvikle sikre og lovmedholdelige adgangsmuligheder til
Europa for migranter og betydningen af
at skabe effektive integrationsprogrammer for nyankomne.
Genopblussen af skrækkelige terrorangreb har fået nogle stater til at vedtage
lovgivning, der ikke tager fornødent hensyn til menneskeretsbeskyttelse ved
iværksættelse af sikkerhedsforanstaltninger. ”Selv om det er legitimt at udvide
sikkerhedstjenesters budgetter og myndighed, så må der udvises stor forsigtighed, når nye anti-terror foranstaltninger
foreslås og tilrettes for at sikre respekten
for menneskerettigheder og det demokratiske opsyn”, sagde Menneskeretskommissæren.
Årsrapporten peger også på den vedholdende og intensiverede vækst i presset
mod menneskeretsforkæmpere og jour-
nalister i 2015. ”Jeg vil nu beskrive situationen som dyster, og de, der kærer sig
om menneskerettigheder, de, der værdsætter europæiske værdier, kan ikke forblive tavse. Jeg siger til alle menneskeretsforkæmpere, til alle, der vil beskytte
de mest sårbare, til alle politikere, der vil
leve op til principper og værdier også når
det ikke skal tjene en valgkampagne: det
er ikke tid til tilbagetrækning fra slagmarken! Vi er sammen nødt til at overvinde denne negative periode og til at
bygge et stærkere Europa funderet på
menneskerettigheder for alle”.
-phm
Menneskeretskommissær Nils Muižnieks.
Nils Muižnieks rapport Annual Activity Report 2015 findes her:
https://wcd.coe.int/com.instranet.InstraServlet?command=com.instranet.CmdBlobGet
&InstranetImage=2908210&SecMode=1&DocId=2369708&Usage=2
Se også: www.coe.int/en/web/commissioner
Nyhedsblad
DenDanske Helsinki-Komités
7
0+(-''"+
$ (+
/)-, 07.55 Page 8
Nummer
2 Maj
2016:Layout
1 29/04/16
#"
0+(-
Den ny
og den gamle verdens(u)orden
- om truslerne ude fra og inde fra
Af Søren Riishøj
I dag befinder vi os i en ny ”kold krig”,
men den er anderledes end den, vi oplevede i årtierne før murens fald i 1989.
Dengang holdt terrorbalancen de to
supermagter, Sovjetunionen og USA, i
skak, og fra 1956 blev fredelig sameksistens linjen i den officielle sovjetiske
udenrigspolitik. Spille-reglerne var klare
nok. Begge supermagter gik ud fra, at
modparten handlede rationelt. Kun få
gange var vi tæt på atomkrigen. Fra
begyndelsen af 1970erne blev der talt, om
ikke om afspænding, så i hvert fald om en
”detente” mellem supermagterne. Det var i
de år, Helsingfors-aftalerne så dagens lys.
Aftalerne overlevede og skulle få stor
betydning, da vi fik kold krig sidst i
1970erne og frem til 1985.
Tidligere verdensordener
I dag savner vi i højeste grad en verdensorden med klare spilleregler. Men historien
har kendt flere forskellige verdensordener.
Hver verdensorden har, som Henry
Kissinger har sagt, haft sit særlige
”Leitmotiv”, i middelalderen var det religionen, i oplysningstiden fornuften; i det
19. og dele af det 20. århundrede fik vi
nationalisme og historisk vækkelse, i vores
egen tidsalder videnskab, teknologi og IT.
Og historien fornægter sig ikke. I dag
tales der om en krise for den vestfalske
orden med nationalstaterne i fokus og i
stedet en bevægelse over mod en ”ny
middelalder”, hvor nationalstaterne mister betydning, og hvor ikke-statslige og
transnationale aktører tager over der,
hvor staterne svigter.
Fra Wienerkongressen i 1815 og helt
frem til Første Verdenskrig oplevede
Europa en stabil periode, båret oppe af
en særlig ”stormagtskoncert” og klare
8
Pariskonference den 27. maj 1919 om Versailles-traktaten. Britisk premierminister David
Lloyd George, italieneren Vittorio Orlando, Frankrigs premierminister Georges Clémenceau
og USAs præsident Woodrow Wilson
spilleregler, selv om vi i 1800-tallet også
oplevede nationalisme, nationale vækkelser, revolution og krige, f.eks. Krim-krigen. Efter Første Verdenskrig og oktober
revolutionen i Rusland fik vi med Versailles-traktaten og Brest-Litovsk freden en
ustabil multipolær orden, der endte dybt
tragisk med nazismen og udbruddet af
Anden Verdenskrig.
Efter Anden Verdenskrig fik vi så forskellige varianter af den kolde krig. Den
første kolde krig var ret stabil og som
sagt bipolær. Frygten for atomkrig skabte i sig selv bestemte spilleregler. De
skabte godt nok stabilitet, men var ikke
retfærdige. Den bipolære orden brød
sammen med krise og opløsning i Østeuropa, murens fald og snart efter Sovjetunionens undergang. At det skete så fredeligt skyldtes et langt stykke Gorbatjov
og i høj grad også Helsinki-aftalerne, der
fra sidst i 1970erne gav inspiration til
oprettelse af uafhængige menneskeretsgrupper og fredsbevægelser på tværs af
jerntæppet.
Efter murens fald
Umiddelbart ventede mange, at murens
fald kom til at betyde ”historiens død” og
den vestlige markedsøkonomis og demokratiets verdensomspændende sejrsmarch.
Men den vestlige orden blev snart udfordret af islamisk fundamentalisme, af Kinas
opkomst samt af økonomisk nedtur efter
med
deraf følgende voksende
finanskrisen
modstand mod det etablerede liberale
demokrati.
Omstillingen fra planøkonomi til markedsøkonomi skulle vise sig vanskeligere
end antaget. Én ting var at vælte et diktatur, et ganske andet at opbygge et
funktionelt demokrati. Det så vi også
efter det arabiske forår og de ”farvede
revolutioner”. Konflikten i Ukraine virker
lige nu helt fastfrosset. Donbas regionen
er i dag reelt ikke en del af Ukraine,
Krim er tabt og demokratiet og økonomien i dyb krise. Rusland er ramt af
sanktioner og økonomisk stagnation,
men har ikke til hensigt at opgive sin
stormagtsstatus og give køb på vitale
· Nr. 2 Maj2016
16. Årgang
0+(-''"+
$ (+
/)-, 07.55 Page 9
Nummer
2 Maj
2016:Layout
1 29/04/16
interesser, hvilket vi har set i Georgien,
Ukraine og Syrien.
Vilkårene har været bedst i de lande i
øst, der senere blev medlemmer af EU,
men selv her har vi oplevet alvorlige problemer, også efter den store udvidelse af
EU i 2004 (10 lande) og 2007 (Rumænien og Bulgarien). Den europæiske orden
er truet ikke alene ude fra, men bestemt
også inde fra. Illiberalt demokrati, nationalisme og patriotisme er i stærk fremgang, som vi har set det i Ungarn under
Viktor Orbán, i Polen efter valget i oktober 2015 og senest også ved valgene i
Slovakiet, Kroatien og Tyskland, hvor
populistiske partier har haft stor fremgang, i Slovakiet endda med et fascistisk
parti i parlamentet. Siden valget har
Polen været præget af det, der minder
om ”politisk borgerkrig” og ”politisk undtagelsestilstand”. Selv landets forfatningsdomstol er omstridt. En del af Europas problemer skyldes uden nogen tvivl
den store tilstrømning af flygtninge og
uenighed om, hvordan flygtningekrisen
skal tackles. Men strømmen af flygtninge
til Europa er måske først lige begyndt.
En ny orden påkrævet
Kort sagt, lige nu står vi med en ny ”verdensuorden” uden accepterede spilleregler globalt, regionalt eller internt i mange
lande. Den ny uorden er i høj grad skabt
inde fra. Det etablerede liberale demokrati er under pres. Forholdet mellem Vesten
og Rusland er ramt af ”kold krig” og af
uenighed i EU om Rusland-politikken,
f.eks. om brugen af sanktionsvåbnet. FN
#"
Verdensordenernes egenskaber
Den vestfalske orden
fra midten af 1600-tallet
•
National uafhængighed
•
Suverænitet
•
Nationale interesser
•
Ikke-indblanding
Efter Wiener-kongressen 1815
Efter Versailles-freden 1919
•
Multipolært
•
Ustabilt
Den første kolde krig fra 1945
•
Bipolært
•
Terrorbalance
Efter 1991 og årtiet ud
•
Først stærk tro på unipolaritet
og liberal verdensorden
•
Senere mere ustabilt, en slags
mellemkoldkrigsperiode
Den ny kolde krig fra 2014
•
Overvejende multipolært
•
Ustabilt, også internt
•
•
•
•
Stormagtskoncert
Multipolaritet
Få regulære krige
Stabilitet
Kilde: Uddrag af Henry Kissinger: World Order, Penguin Books 2014
gør sit bedste på globalt plan, men savner ressourcerne, og EU møder stigende
modstand. Det fælles europæiske projekt
er alvorligt truet, EU bevæger sig i flere
hastigheder og over mod re-nationalisering. Euroskepticisme, populisme og politisk apati er på sejrsmarch inden for og
uden for EU, også i gamle og rige EUlande.
I denne situation er der et ekstra stærkt
behov for konfliktløsning – og for selvreflektion. Atomkrig, propagandakrig
og/eller sanktionskrig er ikke løsningen.
Nyhedsblad
DenDanske Helsinki-Komités
Aktive, demokratiske og kritiske civile
samfund, bæredygtige institutioner for
dialog og konfliktløsning samt dygtigt,
aktivt diplomati er den rette vej mod
mindre uorden. I den forbindelse bør en
institution som OSCE vægtes langt højere. Den helt store udfordring er at få
skabt en verdensorden, der på samme tid
er mere stabil og mere retfærdig. Opgaven er vanskelig, men svigter statslederne,
må de civile samfund kende deres besøgelsestid.
9
0+(-''"+
$ (+
/)-, 07.55 Page 10
Nummer
2 Maj
2016:Layout
1 29/04/16
#"
0+(-
ballademagre:
Europas
Kan den populistiske udfordring til europæisk
udenrigspolitik afværges?
Af Cas Mudde
Der går næppe en dag uden at nogen i
den europæiske politiske herskende klasse advarer om farerne ved den populistiske udfordring. Den indflydelsesrige tænketank Carnegie Europe har for nylig
spurgt en gruppe eksperter – de fleste fra
andre EU-tænketanke – ”Kommer populistiske partier til at styre Europa?”
Adskillige svarede, at det gør de allerede!
Denne bedømmelse er i overensstemmelse med det billede, adskillige massemedier i årevis har tegnet. Stigningen i især
højreorienteret populisme har været en
væsentlig historie siden 1990erne, på
trods af, at resultaterne har været blandede.
En af de nyeste bekymringer er, at de
populistiske partier influerer udenrigspolitikken, og dette ikke blot på det sædvanlige område – europæisk integrationsog immigrationspolitik – men også på
holdningen til f.eks. Rusland. Der er
megen lidt akademisk forskning om
populistiske partiers udenrigspolitik, især
i Europa, da de typisk mest beskæftiger
sig med indenrigspolitiske emner.
Som medlem af en arbejdsgruppe af
universitets- og tænketanksfolk har jeg i
en rapport fra European Policy Center,
EPC, leveret en af de første omfattende
analyser af den påvirkning, som populistiske partier udøver på de udenrigspolitiske emner: europæisk integration, udenrigs- og sikkerhedspolitik, udenrigshandel
og TTIP-forhandlingerne (Transatlantic
Trade and Investment Partnership). Den
overordnede konklusion er opmuntrende,
i alt fald set i lyset af de ofte alarmerende overskrifter i medierne: De nuværende
europæiske populistiske partier på både
10
venstre og høje fløj har indtil nu vist
meget begrænset omgørende magt, når
man ser på deres evne til at påvirke aktuelle politiske beslutninger.
Men selvom de fleste populistiske partier i højere grad må betegnes som blokeringskræfter end som levedygtige alternativer, kan de fremover blive reelle problemskabere. I rapporten peges der på
forslag til at forhindre dette; den henvender sig til alle demokratiske kræfter, og
ikke kun til de større europæiske politiske
grupperinger, ikke kun til de sædvanlige
mainstream beslutningstagere som f.eks.
kristdemokraterne (EPP), socialdemokraterne (S&D) eller de liberale (ALDE).
Først og fremmest bør fritænkende
demokratiske kræfter omformulere
debatten. Det betyder at anerkende – og
italesætte - at der er mangler ved den
måde, vore demokratier fungerer på. Politik drejer sig ikke kun om at nedgøre
modstandernes ideologier, men også om
at skabe et positivt og troværdigt alternativ. I stedet for at være ofre for ballade
magere skal mainstream politikere skabe
debatten på basis af deres egne principper og verdensudsyn.
For det andet betaler det sig ikke at
overgøre populisterne med endnu flere
populistiske ytringer. Hvis mainstream
politikere blot prøver at stjæle populisternes argumenter, vil skuffelsen over den
traditionelle politik blot skubbe populistiske ledere ud i endnu mere radikale positioner. Samtidig risikerer mainstream
politikere derved at bekræfte offentligheden i dens opfattelse af det taburetklæberi og overfladiskhed, som netop populisterne beskylder dem for.
For det tredje giver medierne ofte
populistisk aktive en uforholdsvis stor
opmærksomhed samtidig med at mange
tabloidaviser – og i stigende grad omnibusmedier – forstærker de populistiske
budskaber. Dette giver befolkningen ind-
tryk af, at populisterne er vigtigere end
de er i virkeligheden. Men selvom det er
vigtigt, at omnibusmedier blot for den
gode journalistiks skyld selv tager fat om
dette, så må politikerne arbejde hårdere
på at generobre spaltepladsen i medierne
ved at stille med alternative narrativer i et
forståeligt sprog.
For det fjerde må udenrigspolitikkens
tilrettelæggere få sammenhængen mellem udenrigs og indenrigs bragt ind i
debatten. Udenrigsemner og den måde,
de har indflydelse på borgernes daglige
tilværelse – udenrigs-indenrigs samspillet
- skal bringes langt mere proaktivt ind i
debatten sammen med forklaringer på
forholdene og ideer til at løse opgaverne.
For det femte skal mainstream debatdeltagerne sætte sig i forbindelse med de
grupper i samfundet, der ikke er en del af
deres sædvanlige vælgerforening og som
kun kan nås ad nye kanaler. Noget, som
mainstream politikere kan kopiere fra
populisterne er deres succes på online
medier. Det vigtige for mainstream politikere er ikke at komme i dialog med populisterne, det vigtige for dem er at komme
i berøring med borgerne. Det betyder, at
det traditionelle politiske miljø skal invol-
Cas Mudde, ph.d. fra Leiden
Universitet, er en førende forsker og forfatter indenfor politisk populisme og ekstremisme
i Europa, fra 2008 associate
professor ved Georgia
Universitetet, Athens, Georgia,
USA. Deltager i førende europæiske tænketanke.
· Nr. 2 Maj2016
16. Årgang
0+(-''"+
$ (+
/)-, 07.55 Page 11
Nummer
2 Maj
2016:Layout
1 29/04/16
vere sig med nye netværk af borgere for
at finde frem til alternative alliancer mellem borgere og politikere om internationale emner.
Som det sjette skal koblingen mellem
EU-kritiske holdninger og den euroskeptiske populisme brydes. Det er helt legitimt at udfordre den hellige gral i form af
den europæiske integration. Sloganet at
’mere Europa’ er den eneste løsning er
ikke længere troværdigt; det har den utilsigtede virkning at gøre uenighederne om
europæisk integration endnu større. At
lytte til borgernes bekymringer og engagere dem i en analyse af hvilke løsninger,
EU kan levere, eller identificere hvad der
bedre løses nationalt eller lokalt, kan
#"
hjælpe til at indtage debatrummet og
pege på mere inkluderende politikker.
Til syvende og sidst kan ingen kommunikationsstrategi redde en ineffektiv og
lidet overbevisende politik! Mainstream
politikere har typisk anvendt ’der-erintet-alternativ’ argumenter for at vinde
offentlighedens støtte. Det har været en
grund til misnøje og har åbnet døren for
populistiske alternativer, hvor urealistiske
og forsimplede de end kan være. Repræsentanter for politik og institutioner er
nødt til at investere mere tid i at forklare
komplekse politiske svar i et u-teknokratisk sprog, og samtidig gøre opmærksom
på at løsninger findes, og at disse løsninger underbygges af principper og verdensbilleder, der adskiller sig fra dem,
populisterne fremfører. Det er således
nødvendigt, at politiske løsninger kan
forklares og at deres praktiske anvendelse
kommunikeres i form af fakta-baserede
argumenter, som hænger sammen med
en mere indholdsrig vision, der viser vejen
og peger fremad.
Find rapporten fra EPC, European Policy Centre, Bruxelles, “Europe’s Troublemakers” her:
http://www.epc.eu/pub_details.php?cat_id=17&pub_id=6377
Artiklen er bragt i www.huffingtonpost.com den 29. marts 2016.
Europa og forpligtelserne i FNs
flygtningekonvention
- aflivning af myter ved konference på Christiansborg
Af Karsten Fledelius
FN-forbundet, Den Danske HelsinkiKomité og Europabevægelsen afholdt
fredag den 8. april for en fyldt Fællessal
høring og debat om emnet "Europa og
forpligtelserne i FNs flygtningekonvention – i et historisk og aktuelt perspektiv".
Mødets vært fra Folketinget var Zenia
Stampe MF (RV) og oplægsholdere var
Karolina Lindholm-Billing, UNHCR i
Stockholm, Niels-Bertil Rasmussen, EUKommissionens
repræsentation
i
Danmark, medlem af EuropaParlamentet
Margrethe Auken (Grønne/EFA), journalist Peter Wivel, Berlin, FN-forbundets
formand Jørgen Estrup og HelsinkiKomiteens formand Karsten Fledelius.
Ordstyrer var Ole Olsen, FN-forbundet.
Intentionen med konferencen var dels
at give reel information og en perspektivering af den aktuelle flygtningesituation
i verden som helhed og i Europa i særdeleshed, dels at drøfte det faktiske indhold
og relevansen af de internationale konventioner, først og fremmest FNs flygtningekonvention af 1951, som 153
lande, herunder Danmark, har tilsluttet
sig. Konferencen fandt sted på baggrund
af, at Europa i dag oplever det største
antal mennesker på flugt siden konventionens tilblivelse, og at det i flere EUlande er en udbredt opfattelse, at opgaven med at yde beskyttelse og rimelige
leveforhold for flygtningene er tæt på at
være ubærlig. Derfor er der fra flere steder, herunder flere regeringer, stillet
spørgsmålstegn ved, hvorvidt flygtningekonventionen har overlevet sig selv.
Zenia Stampe understregede i sit indlæg, at ikke blot er Danmark forpligtet på
konventionen, men den er også i Danmarks direkte interesse: Den forpligter
nemlig alle underskrivende lande til at
tage sig af de forfulgte, fordrevne og
evakuerede, også de ofte fattige lande i
nærområderne til de konflikt- og katastroferamte lande. Væsentligt mere end
Nyhedsblad
DenDanske Helsinki-Komités
90% af verdens flygtninge har søgt tilflugt dér, ikke i EU. Den seneste flygtningebølge har sit udspring i, at vilkårene i
nærområderne har udviklet sig i katastrofal retning, de fleste flygtninge ønsker
faktisk ikke at komme for langt væk og
håber på at komme tilbage hurtigst
muligt. Men vi har ikke hjulpet Syriens
nabolande godt nok. Det lille Libanon har
flere flygtninge pr. kvadratkilometer og
befolkningstal end noget andet land i
verden. Derfor relevansen af at indgå en
aftale mellem EU og Tyrkiet, trods de
store betænkeligheder, man kan have
bl.a. pga. Tyrkiets aktuelle politik. Vi skal
udvise solidaritet, ikke kun fordi vi har
forpligtet os til det, men også fordi det er
i vor egen nationale interesse.
Karolina Lindholm-Billing fra FNs
flygtningeorganisation
UNHCR
i
Stockholm fandt FNs flygtningekonvention lige så relevant i dag som i 1951.
Hun gav nogle præcise tal for den aktuelle flygtningesituation i verden. Der er i
dag registreret 59,5 millioner flygtninge
og fordrevne på verdensplan, herunder
11
0+(-''"+
$ (+
/)-, 07.56 Page 12
Nummer
2 Maj
2016:Layout
1 29/04/16
19,5 millioner, der lever uden for den
stat, de tilhører. De største tal står Tyrkiet for, 3,1 millioner, derefter følger Pakistan med 1,6 millioner, Libanon med 1,1
millioner, Iran med 979.000, Etiopien
med 702.000 og Jordan med 664.000.
Alene fra Syrien er 4,8 millioner mennesker flygtet. Af disse mange flygtninge
lever i dag 7 ud af 10 i ekstrem fattigdom, værst det flertal af dem, som lever
uden for flygtningelejre.
I sammenligning hermed er i EU Grækenland hårdest ramt med 152.000 flygtninge og Italien med 19.326. Selv om
Europa ikke er det vigtigste fokusområde
for UNHCR, er organisationen i dag også
aktiv dér, ikke mindst på Balkan, hvor der
er øget indsats mod udsatte kvinder og
tracing af bortkomne familiemedlemmer.
UNCHR kritiserede Danmark, Norge og
Sveriges begrænsninger i familiesammenføring, der f.eks. kan føre til, at kvinder
ender i udsatte livssituationer. En anden
humanitær indsats vil være udvidet
adgang til legale rejseveje (legal pathways). UNHCRs råd til Danmark og EU er
øget støtte til nærområderne og fremme
af stabilitet gennem politiske løsninger,
hvis man vil undgå yderligere flygtningestrømme.
Karolina Lindholm-Billing fremhævede
endvidere, at den radikaliserede islamistiske terror ikke var noget, der var kommet
med flygtninge; undersøgelser har vist, at
de seneste terroraktioner er udsprunget
af de bosiddende miljøer i lande som
Frankrig og Belgien. I Danmark er højst
#"
0+(-
tre flygtninge blevet mistænkt for at have
til hensigt at begå terrorhandlinger, og
dette ikke i Danmark. Forestillingen om,
at Syrien-flygtningene indebærer en risiko for indvandring af terrorister, er derfor
uden hold i virkeligheden.
Niels-Bertil Rasmussen, Europa-Kommissionen, redegjorde for den migrationsdagsorden, der skal løses i medlemslandene og deres naboer, dvs. koordinering af de forskellige opgaver vedr.
migranterne (humanitære, militære, politiske, administrative og sociale). Alle
dagsordener må virke sammen, det gælder om at redde liv, bekæmpe kriminalitet og misbrug samt at stabilisere nærområderne. Et af resultaterne har været
udbygning af overvågningen af grænserne, især til søs, og det kan konstateres, at
hvor der tidligere omkom 1 ud af hver 16
bådflygtninge, er tallet nu nede på 1
omkommen ud af hver 427. Man er nået
frem til en aftale med Tyrkiet og en aftale om intern omfordeling og genbosættelse, selv om det går meget langsomt
med at føre den ud i livet. Et vigtigt element er oprettelse af "hotspots" til styrkelse af den administrative kapacitet i
flygtningehåndteringen, først og fremmest i Grækenland. Erfaringsudveksling
mellem EU-landene og med UNHCR er
helt afgørende for en bedre håndtering af
migrantproblemerne. Den netop indgåede aftale med Tyrkiet kan få central
betydning for fremtiden, det gælder om
at få flygtninge væk fra flygtningelejrene,
hvor de ikke får nogen uddannelse, det
skal der bruges penge til. Samtidig giver
aftalen nyt liv til optagelsesforhandlingerne mellem Tyrkiet og EU, som er genoptaget.
Margrethe Auken mente, at man i
2005 forpassede en chance i forhold til
Tyrkiet (hvor Angela Merkel afbrød forhandlinger mellem EU og Tyrkiet, bl.a.
påvirket af Frankrigs daværende præsident Sarkozy). Den nye Tyrkiet-aftale er
et fremskridt og rummer genbosættelse
som et vigtigt element, og den er udtryk
for, at det er lykkedes at komme til enighed mellem regeringerne i EU. Den grønne gruppe har siden 2006 støttet et samarbejde med Tyrkiet. Det at redde mennesker er en vigtig opgave. Vi må ikke
havne i den retorik, at det kun er de fattige, der skal reddes. Det er solidariteten,
der skal styre vores flygtningepolitik.
Margrethe Auken fremhævede Portugals
tilbud til flygtningene som et godt
eksempel, som desværre på grund af rent
ukendskab var blevet ignoreret af flygtningene, som derfor foretrak andre lande,
de kendte. Hun omtalte De Grønnes forslag om humanitært visum efter en rå
screening, som behandles i Raoul Wallenberg Institute of Human Rights and
Humanitarian Law i Lund. Hun insisterede på, at både flygtninge- og havretskonventionen er særdeles vigtige at fastholde for både EU og Danmark.
Peter Wivel tog specielt Tysklands
situation op. Man kan tage imod ganske
mange mennesker, når situationen er
desperat. Merkels skæbne kalder Wivel et
Zenia Stampe MF (RV).
12
Karolina Lindholm-Billing, UNHCR.
Margrethe Auken MEP (Grønne/EFA).
· Nr. 2 Maj2016
16. Årgang
0+(-''"+
$ (+
/)-, 07.56 Page 13
Nummer
2 Maj
2016:Layout
1 29/04/16
#"
konstruktivt drama, i modsætning til de
negative dramaer, der har karakteriseret
andre landes ledere. Tyskland holdt sig
uden for Irakkrigen i 2003, men har nu
modtaget 1 mio. flygtninge
200.000 mennesker lever i Tyrkiet på
grænsen til Syrien og risikerer at blive
sendt tilbage. Kun 10% af flygtningene i
Tyrkiet lever i flygtningelandsbyer, mange
andre lever under kummerlige forhold og
har det største incitament til at flygte –
mod Europa. Tyrkiet er langt vigtigere for
EU end Libyen. Tyrkiet er en del af Europa på godt og ondt, ganske som Rusland,
og udviklingen er meget den samme
begge steder. Tyskland, og især Angela
Merkel, ved, hvad flygtningeproblemer er,
og tyske politikere har vist en forståelse
og politisk modenhed, som man kun kan
have dyb respekt for.
Karsten Fledelius tog de danske erfaringer med flygtningene fra det tidligere
Jugoslavien op, som for nylig er blevet
behandlet i antologien "Da Balkan kom
til Danmark", redigeret af Birte Weiss og
Niels Jørgen Nehring. Man har på det
seneste diskuteret, om flygtningene skulle samles i flygtningelandsbyer, som det
skete med flygtningene fra Bosnien fra
1993. Erfaringerne herfra har været gennemgående positive, da det skabte en
mulighed for at få spredt flygtningene ud
over landet og få mobiliseret de lokale
civilsamfund. Men reglen om, at alle asylsager fra det tidligere Jugoslavien skulle
ligge to år, før de blev behandlet, skabte
et limbo for flygtningene, en tabt tid,
hvor de ikke fik mulighed for at lære
dansk og komme i arbejde. At en del af
dem alligevel fik mulighed for begge
dele, skyldtes danske frivillige, som tog
sig af dem. Erfaringerne fra 1990erne
viser, at en vellykket integration er mulig,
endda en fordel for det danske samfund,
men at man fra starten bør arbejde på
flygtningenes integration, hvad enten
man forventer, at de på et tidspunkt vil
vende tilbage til hjemlandet, eller de vælger enten at forblive i Danmark eller rejse
videre til et andet land. Det er vigtigt at
opretholde og styrke flygtningens
erhvervsmæssige formåen, både af hensyn til værtslandet og af hensyn til de
enkeltes videre skæbne.
Karsten Fledelius så "Bosnierloven" fra
1990erne som en nødvendig og rigtig
lovgivning, der gav tryghed til de mange
tusinde flygtninge fra hele Bosnien og
alle tre etniske grupper. Han fremhævede
imidlertid de problemer, der var opstået i
forbindelse med andre truede etniske
grupper i det tidligere Jugoslavien, såsom
de serbiske flygtninge fra den østslavonske enklave, der var FN-beskyttet territorium indtil januar 1998, men derefter
blev overdraget til Kroatien. Her var det
en indsats af private danskere og det
færøske landsstyre, som forhindrede, at
de ved tvang blev sendt tilbage til Østslavonien. Den daværende socialdemokratisk ledede regering mente, at det ville
være sikkert for dem, selv om der havde
været alvorlige eksempler på dødstrusler,
men efter at de var gået under jorden i
Vestjylland, fik de asyl på Færøerne, som
gav dem arbejde i den lokale fiskeindustri.
Jørgen Estrup adresserede frygten for,
at tilskud til NGO-organisationer bliver
gjort afhængig af deres tilslutning til folketingsflertallets asylpolitik. Man skal
ikke kunne købe NGOer til tavshed! Det
er vigtigt at modvirke det humanitære
hukommelsestab. Konventionsspørgsmålet kan ikke tages alvorligt nok. Vi har
haft en meget betænkelig holdning til
UNHCR, som den daværende integrationsminister Birthe Rønn Hornbæk kriserede for at "politisere", fordi organisationen var foruroliget over den danske asylpolitik. Institut for Menneskerettigheder
har nu startet en debat om spørgsmålet
om konventionerne og de forpligtelser, vi
frivilligt har påtaget os – forpligtelser
som dele af det politiske liv i Danmark
har stillet sig kritisk til. Danmark har en
lang tradition for at tage de internationale forpligtelser alvorligt. Det er en farlig
tendens at tage for let på dette. Efter
Estrups mening må vi finde tilbage til det
ståsted, som vi - godt nok med betydeligt besvær - nåede frem til med de eksjugoslaviske flygtninge. Flygtningenes
integration i civilsamfundet er en af de
væsentligste opgaver, som ligger foran os
lige nu. Og integrationen kan lykkes, især
for de unge, i kraft af det danske civilsamfund.
Karsten Fledelius.
Peter Wivel.
Jørgen Estrup.
Nyhedsblad
DenDanske Helsinki-Komités
Fotos Carl Erik Foverskov.
13
0+(-''"+
$ (+
/)-, 07.56 Page 14
Nummer
2 Maj
2016:Layout
1 29/04/16
#"
0+(-
Polen: Venedig-Kommissionen
kritiserer
såvel regering som opposition
Af Søren Riishøj
At den polske regering nægter at
offentliggøre forfatningsdomstolens
kendelser forværrer krisen i Polen,
erklærede Venedig-kommissionens formand Gionni Buquicchio på pressemødet ved offentliggørelse af rapporten
om den polske regerings lovændringer
vedrørende landets forfatningsdomstol.
Flere dele i regeringens forslag, f.eks.
kravet om 2/3 flertal ved afstemninger
og om en bestemt rækkefølge, når
emner skal behandles, er også ”stærkt
kritisable”, kort sagt svækker de demokratiet. Forfatningsdomstolens kendelser bør både offentliggøres og efterkommes.
Domstolens position som ”forfatningens vogter” må der ikke rokkes ved, lød
det.
Buquicchio opfordrede partierne til at
finde et kompromis, for fortsat ”borgerkrig” på retsområdet er dybt problematisk. Både den nuværende og den tidligere regering har et ansvar, blev det sagt.
Den gamle regering gjorde den fejl at
udnævne et for stort antal dommere. Det
er vigtigt, at forfatningsdomstolen kun
tager stilling til, om love er i overensstemmelse med forfatningen, og ikke
mere. Ellers få vi en uacceptabel ”politisk
aktivisme” fra domstolen.
Venedig-kommissionen er upartisk,
sagde Buquicchio, og helt uden tilknytning til politiske fløje i Polen. Interessant
bliver det, hvad den polske regering nu vil
gøre. Den tjekkiske udenrigsminister har
opfordret regeringen i Warszawa til at
efterkomme
Venedig-kommissionens
anbefalinger. EUs – og USAs - reaktion
ventes med spænding. Debatten vil i
hvert fald fortsætte. Måske med en fortsat ”borgerkrig” i Polen.
Regeringen i Warszawa i modoffensiv
Regeringen i Warszawa havde forberedt
sig på en modoffensiv mod den kritik, der
blev rettet mod den polske regerings indgreb over for forfatningsdomstolen og
forskellige andre retsakter, skrev dagbladet Rzeczpospolita på sin hjemmeside
den 11. marts.
I spidsen for modoffensiven står udenrigsminister Witold Waszczykowski og
flere viceministre, deraf to fra udenrigs De vil især slå på, at Venedigministeriet.
kommissionen handler illoyalt, idet kritikken går ud over den kritik, der blev fremført i december 2015 og som dengang
kun vedrørte selve forslaget til ny grundlov. Nu bliver også spørgsmålet om
ME NNESKE
udnævnelse af dommere taget op, og det
er illoyalt, siges det.
For det andet kritiseres Venedig-kommissionen for mangel på objektivitet,
f.eks. kritisereres forfatningskommissionens formand Andrzej Rzeplin for ikke at
ville godtage de tre dommere, som præsident Duda havde taget i ed. Kommissionen beskyldes for at politisere gennem at
pålægge regeringen én bestemt adfærd
og fremføre ultimata. Den polske regering, siges det, er ikke blot forpligtet af
afgørelserne fra forfatningsdomstolen,
men er også i sin gode ret til at vurdere
selve grundlaget for afgørelserne.
Det skal også med, siges det, at præsidenten i flere sager står over formanden
for forfatningsdomstolen. Europaminister
Konrad Szymanski erklærer, at sagen ikke
bliver og i sidste instans slet bør ikke blive
afgjort i Venedig, men i Warszawa. Her
har oppositionen pure afvist alle kompromisforslag fra regeringens side. Mange
regner med, at forfatningsdomstolens
arbejde i den kommende tid reelt bliver
fuldstændig lammet. Domstolen anerkender ikke regeringens tolkninger, og
regeringen afviser ikke alene at følge,
men også at offentliggøre dommene.
Formanden for Lov og Retfærdighedspartiet har givetvis det sidste og afgørende
venter,
ord, og alle
at han går ind for den
hårde linje.
RET & VRANG
DEN DANSKE HELSINKI-KOMITÉ FOR MENNESKERETTIGHEDER
14
· Nr. 2 Maj2016
16. Årgang
0+(-''"+
$ (+
/)-, 07.56 Page 15
Nummer
2 Maj
2016:Layout
1 29/04/16
#"
Andrzej Rzeplinski, chefen for den
omstridte polske forfatningsdomstol
Af Søren Riishøj
Lov og Retfærdighedspartiets formand
Jaroslaw Kaczynski og forfatningsdomstolens formand Andrzej Rzeplinski er
hovedaktører i den ”forfatningskrig”, der
lige nu raser i Polen. Jaroslaw Kaczynski
kender vi, men hvem er egentlig Andrzej
Rzeplinski?
Han blev født i 1949 og studerede jura
i Warszawa. Når vi ser på hans livsforløb
og holdninger over tid, siger journalisterne Joanna Sawicka og Wojciech Szacki,
kunne han egentlig godt have været Kaczynski’s allierede. Men sådan forholder
det sig bestemt ikke. Rzeplinski var i en
periode fra begyndelsen af 1970erne og
til indførelsen af undtagelsestilstand i
december måned 1981 medlem af det
kommunistiske parti, men var sidenhen i
opposition til styret. I 1983 gik han med
i den polske Helsinki-Komité. Efter 1989,
under Den tredje Republik, var han med
til at oprette det Nationale Mindeinstitut
(IPN), var med til at danne ”Charta for
Rettigheder og Frihed”, og gik ind for
”lustracje” (renselse af staten). Han var
modstander af liberalisering af abortlovgivningen og skeptisk indstillet over for
”partnerægteskaber” mellem homofile.
Derfor kom han under angreb fra venstrefløjen, der så sent som i 2015 forlangte hans afgang som forfatningskommissionens chef, fordi han modtog
pavens medalje for sin indsats for den
katolske kirke. I 1998 indstillede det liberale parti Frihedsunionen ham som kandidat til posten som generalinspektør for
bevarelse af persondata, i 2005 var han
Borgerplatformens kandidat til posten
som ombudsmand, men blev ikke valgt.
Da Donald Tusk blev ministerpræsident
var han en af kandidaterne til posten som
justitsminister. Regeringen ledet af Lov-
og Retfærdighedspartiet i årene 2005-07
nægtede ham pladsen som dommer ved
forfatningsdomstolen, men den post fik
han i december 2010, efter at Bronislaw
Komorowski var blevet præsident.
Rzeplinski
flere gange
Siden har
udtrykt politiske holdninger, der svarer til
Borgerplatformens. Det gælder f.eks.
hans syn på den økonomiske politik. Han
var også imod det flertal, der i 2011
afgjorde, at afholdelse af valg over to
dage vil være forfatningsstridigt. Nok så
vigtigt afviste han Lov- og Retfærdighedspartiets påstand om, at lokalvalgene
i 2014 var forfalskede.
Efter valget i oktober 2015 erklærede
Jaroslaw Kaczynski, at forfatningsdom-
stolen udgør et ”tredje kammer i parlamentet”, som vil gøre det umuligt for den
ny regering at komme igennem med den
nødvendige lovgivning. Forfatningsdomstolen ses som en ”postkommunistisk
institution”. Derfor gjaldt det for den ny
regering om i ekspresfart at få svækket
domstolens magt og dermed også
Andrzej Rzeplinskis.
Forfatningdomstolens formand Andrzej Rzeplinski.
Nyhedsblad
DenDanske Helsinki-Komités
15
0+(-''"+
$ (+
/)-, 07.56 Page 16
Nummer
2 Maj
2016:Layout
1 29/04/16
#"
0+(-
Skal justitsministeren
kunne
give ordre til
anklagemyndigheden om en konkret sag?
Af Mikael Lyngbo
Justitsminister Søren Pind erklærede sig i
sommeren 2015 i Berlingske som rigets
øverste anklager. Han ville have indflydelse på, om der skulle dømmes hårdere
inden for strafferammerne:
”Det kan jeg for eksempel gøre ved
at pålægge anklagemyndigheden
generelt set at hæve niveauet for de
krav, de har til strafudmålingen. Det
kan jeg blande mig temmelig meget
i. Det fremgår af retsplejeloven, at
jeg er rigets øverste anklager, så det
kan jeg sådan set direkte gå ind og
sige, hvis jeg har lyst til det”.
Næsten samtidig kritiserede den tyske
justitsminister landets Generalbundesanwalt (Forbundsrepublikkens rigsadvokat)
for at have indledt efterforskning i en
sag, hvor klassificerede dokumenter var
blevet offentliggjort. Ministeren mente,
at hensynet til ytringsfriheden skulle have
haft forrang, og at der ikke skulle være
indledt efterforskning. Rigsadvokaten rettede ind og sluttede sagen, men udtalte,
at han fandt det rettest, hvis justitsministeren ikke havde blandet sig i en konkret sag; herefter blev han tvangspensioneret af justitsministeren, som nu angav
at have mistet tilliden til ham.
Polen har sammenlagt embederne som
justitsminister og rigsadvokat i samme
person. Denne politisering af anklagemyndigheden er genstand for stærk kritik
fra EU. Disse eksempler vedrører forholdet mellem den udøvende magt og
anklagemyndigheden. Skal anklagemyn-
16
digheden være uafhængig af eller skal
den være en del af den udøvende magt?
Autokratiske ledere har altid tilstræbt at
kontrollere og kunne anvende retsvæsenet som en del af deres magt, herunder at
kunne anvende det mod politiske modstandere. De ukrainske retssager under
Janukovitj mod regeringsmedlemmer fra
den tidligere regering (Timosjenko, Lutsenko, Ivasjtjenko m.fl.) er eksempler.
Kontrol med anklagemyndigheden var
afgørende i et land, hvor domstolene er
korrupte eller retter ind: frifindelsesprocenten i Ukraine ligger under 1%. Bliver
man tiltalt, så bliver man også dømt.
Et andet aktuelt eksempel er Tyrkiet,
hvor AKP-regeringen har tilbagerullet de
reformer, som tidligere gav anklagemyndigheden en høj grad af uafhængighed.
Anklagemyndigheden misforstod uafhængigheden og troede, at den betød, at
de også kunne efterforske korruption i
regeringskredse. Det var selvfølgelig ikke
meningen, så nu er et stort antal anklagere, dommere og politifolk sendt i eksil i
fjerntliggende dele af landet, og regeringen har igen kontrol med udnævnelse,
forflyttelse, forfremmelse og afskedigelse
af nøglepersonel i retssektoren.
To systemer i Europa
Der findes i Europa to systemer for forholdet mellem regering og anklagemyndighed. Det hyppigste er, at anklagemyndigheden er helt uafhængig af den
udøvende magt; men i Holland, Tyskland,
Østrig og Danmark er den underlagt den
udøvende magt.
Retsplejelovens §93 giver i Danmark
justitsministeren kompetence til at
instruere anklagemyndigheden ikke blot i
form at generelle retningslinjer, men også
i afgørelsen af konkrete sager. Han kan
pålægge anklagemyndigheden at begynde, fortsætte, undlade eller standse retsforfølgning. Når dette i Danmark ikke i
videre omfang har ført til kritik for politisk misbrug af anklagemyndigheden,
skyldes det formentlig en kombination af
embedsmandstradition og politisk tilbageholdenhed. Det har kompenseret for, at
den danske lovgivning i vidt omfang
mangler de formelle garantier, som Europarådet, EU og andre europæiske institutioner insisterer på bliver indbygget i
andre landes lovgivning som led i reformer af retsvæsenet.
Men der er en stigende politisk ufølsomhed over for magtens tredeling, og
embedsmandstraditionen er under
opbrud. Der burde faktisk være nok så
meget anledning til at indbygge formelle
garantier i netop den danske lovgivning i
lyset af, at der i politidirektørerne (som
ikke en gang nødvendigvis er jurister) er
et internationalt set ret enestående og
ikke ubetænkeligt personsammenfald
mellem ledelsen af det lokale politi og
den lokale anklagemyndighed. Den særlige danske tradition for at udnævne
rigsadvokater med baggrund i justitsministeriet og rigsadvokatens manglende
formelle sikkerhed i ansættelsen taler i
samme retning.
Europarådets parlamentarikerforsamling tog i Recommendation 19 fra år
2000 til efterretning, at der findes lande,
hvor regeringen kan instruere anklage myndigheden også i konkrete sager.
Europarådet finder dog, at instruktioner
om ikke at rejse tiltale i princippet bør
være forbudt på grund af risikoen for
impunity (straffrihed), mens der i andre
tilfælde af instruktion bør kræves garantier mod misbrug, f.eks. i form af skriftlighed, begrundelse og transparens.
Andre internationale organisationer som
den internationale sammenslutning af
anklagere IAP, Europarådets organisation
for dommere CCJE og Europarådets
organisation for anklagere CCPE har
udtalt sig i overensstemmelse hermed.
Der er imidlertid siden 2000 i Europarådsregi sket en udvikling i retning af
krav om øget uafhængighed for anklage-
· Nr. 2 Maj2016
16. Årgang
0+(-''"+
$ (+
/)-, 07.56 Page 17
Nummer
2 Maj
2016:Layout
1 29/04/16
myndigheden. Tidligere kommunistiske
lande samt Canada, Irland, England,
Wales og Nordirland er eksempler på
lande, som har bevæget sig bort fra et
hierarkisk system.
Folketinget behandlede i 2003-04 et
beslutningsforslag fra RV, SF og EL om at
fjerne justitsministeriets instruktionsbeføjelse. Det blev forkastet, men førte til en
ændring i retsplejelovens §98 med krav
om transparens, skriftlighed og begrundelse. Justitsministerens beføjelse til at
undlade og standse forfølgning blev ikke
ændret.
#"
forbrydelser mod statsforfatningen og de
øverste statsmyndigheder, terrorisme m.v.
(straffelovens §118a) gælder nok særlige
forhold, men for så vidt angår almindelig
kriminalitet bør Danmark ændre sin lovgivning, således at den ikke blot lever op
til mindstemålet, men også fremtræder
som et godt eksempel.
Danmark bør fremtræde som et godt
eksempel
Danmark er i lande som Ukraine og
Moldova aktivt involveret i reformer af
anklagemyndigheden, men lever altså
ikke selv fuldt op til de krav, der stilles til
disse lande om anklagemyndighedens
uafhængighed af det politiske system.
For så vidt angår visse forbrydelser mod
statens sikkerhed (straffelovens §110f) og
Dette emne sætter Den Danske
Helsinki-Komité til debat på
Folkemødet på Bornholm, fredag
den 17. juni 2016 kl. 11.45 i
Sverigesvejs mødetelt (F 18).
”Vi har ikke formelt en uafhængig anklagemyndighed [i Danmark]. Vi har
i dag en politisk valgt minister, som – måske, måske ikke, det vil jeg
ikke forholde mig til – blander sig i konkrete sager. Det skal de kraftedme passe på med. De skal lovgive, men de skal holde sig fra administrationen af de love, de selv har vedtaget”.
Erik Merlung, fhv. statsadvokat for Sjælland, 80-års fødselsdagsinterview
i BT, den 24. april 2016.
Har du lyst til at støtte os som medlem af Den Danske Helsinki-Komité eller at bestille
det næste MenneskeRet & Vrang som prøvenummer, så kontakt os:
Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder
Bredgade 36 B · 1260 København K · Telefon 3391 8118
E-mail: main@helsinki-komiteen.dk
www.helsinkicommittee.dk
Nyhedsblad
DenDanske Helsinki-Komités
17
0+(-''"+
$ (+
/)-, 07.56 Page 18
Nummer
2 Maj
2016:Layout
1 29/04/16
#"
0+(-
Azerbajdjan
”- den
i særklasse
groveste krænker
af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention”
Af Philip Maschke
Den 19. april ankom de to mest ”prominente” menneskeretsforsvarere, Leyla
Yunus og Arif Yunus, til Amsterdam
Schiphol lufthavn, hvor de blev modtaget
af deres datter Dinara, bosiddende i
Holland. Hollands udenrigsminister Bert
Koenders sagde om Leyla og Arif Yunus,
at de havde sat deres egen sikkerhed og
livsglæde på spil i kampen for demokrati
og menneskerettigheder. Det rapporteres,
at de to nu vil søge asyl i Holland.
Leyla og Arif Yunus’ udrejsetilladelse
fra Azerbajdjan kom som en overraskelse
efter at en appelret i Baku i marts havde
bestemt, at de to ikke kunne rejse ud af
landet, eftersom deres idømte straf kun
var blevet indstillet af humanitære årsager, ikke ophævet. De var i august 2015
blevet idømt hhv. 8½ og 7 års fængsel
for skatteunddragelse, ulovlig erhvervsvirksomhed mm.
Den 17. marts 2016 meddelte formanden
for PACE, Europarådets parlamentarikere,
Pedro Agramunt, at der var indløbet en
glædelig nyhed om løsladelse af 148 personer i Azerbajdjan, heriblandt Anar
Mammadli, modtager af Vaclav Havel
Prisen, sammen med politiske aktivister,
journalister og menneskeretsforkæmpere.
Listen omfattede blandt andre:
- Menneskeretsforkæmperne Taleh
Khasmamadov og Rasul Jafarov
- Formand for National Statehood Party
Nemat Panahli
- NIDA Borgerbevægelsesmedlemmerne
Rashad Hasanov, Rashadat Akhundov,
Mammad Azizov, Omar Mammadov
- Anar Mammadli, modtager af Vaclav
Havel Prisen
18
- Musavat-medlemmerne Tofiq Yaqublu,
Yadigar Sadiqov, Siraj Karimov
- Journalisterne Parviz Hasimov, Hilal
Mammadov og Rauf Mirkadirov
Pedro Agramunt henviste til sit besøg i
Baku tidligere i marts hvor han mødtes
med Azerbajdjans præsident, med
Parlamentets formand og med landets
udenrigsminister. Her havde han modtaget
forsikringer om, at væsentlige løsladelser
var på vej i de kommende uger. Agramunt
udtalte, at han var glad for, at disse forsikringer var blevet overholdt. Han erklærede
sig villig til fortsat at arbejde med myndighederne i Azerbajdjan omkring tilbageholdte personer.
ODIHR direktør Michael Georg Link
sagde den 20. april 2016, at han anså
udrejsetilladelsen fra Azerbajdjan til Leyla
og Arif Yunus mhp. øjeblikkeligt at kunne
modtage medicinsk behandling for en
humanitær gestus fra Azerbajdjans myndigheder og et positivt skridt henimod
ophævelse af tilsvarende begrænsninger
på andre azeri menneskeretsforsvareres
bevægelsesfrihed. Michael Link konstaterede, at det lå i fortsættelse af løsladelsen
i marts af en række menneskeretsforsvarere, og at ODIHR fortsat står til rådighed
til at indgå i konstruktivt samarbejde med
Azerbajdjan om punkterne i Den menneskelige Dimension.
Leyla Yunus, der bl.a. lider af diabetes
og hepatitis C, var forekommet meget
svag, da hun kunne forlade retssalen som
løsladt fra fængslet den 9. december
2015. Retten havde fastholdt den afsagte
dom, men gjort den betinget i fem år.
Den 9. december havde retten ændret en
tidligere beslutning om konfiskation af
ægteparrets to lejligheder, således at den
ene, noteret i deres datters navn, ikke
længere var beslaglagt. Den anden lejlighed er fortsat i statens besiddelse.
Ægteparret, der havde arbejdet for
deres ikke-registrerede Freds- og Demo-
krati-Institut i Baku, stod fortsat overfor
anklager om forræderi i et separat sagsanlæg om spionage til fordel for Armenien.
Ved løsladelsen den 9. december 2015
sagde formanden for U.S. senatets Commission on Security and Cooperation in
Europe i Washington, den såkaldte Helsinki Commission, Rep. Chris Smith
(Republikaner-New Jersey), at løsladelsen
skulle have fundet sted for længst, men
var et velkomment første skridt, men
altså også kun et første skridt.
EuropaParlamentets formand Martin
Schultz sagde den 9. december, at parlamentet fortsat kræver alle anklager mod
de to droppet og deres navne fuldstændigt rensede. Ligesom at Azerbajdjans
myndigheder bør fortsætte ad denne sti
og udvise god vilje i form af at løslade
samtlige samvittighedsfanger.
Udenrigsminister Kristian Jensen har
for nylig givet Folketinget en skriftlig
redegørelse om Europarådets virksomhed
og Danmarks deltagelse heri fra april
2015 til marts 2016 (R 12 af 1. april
2016). Blandt de landespecifikke emner
findes Azerbajdjan, hvorom det hedder:
”Den fortsat kritiske menneskerettighedssituation i Aserbajdsjan gav den 14.
oktober 2015 anledning til, at Minister komiteen uden afstemning vedtog en
resolution om situationen. Ministerkomiteen udtaler alvorlig bekymring over de
forringelser af de juridiske og administrative rammer, som civilsamfundet og
medierne må arbejde under, samt det stigende omfang af retsforfølgning og frihedsberøvelser af menneskerettighedsforkæmpere og journalister. Fra Aserbajdsjan
tilbagevises kritikken med henvisning til,
at alle borgere er lige for loven, og at de
kritiserede sanktioner mod menneskerettighedsforkæmpere er en naturlig reaktion på almindelig kriminalitet begået
under dække af menneskerettighedsarbejde.
Som konsekvens af den stadigt forvær-
· Nr. 2 Maj2016
16. Årgang
0+(-''"+
$ (+
/)-, 07.56 Page 19
Nummer
2 Maj
2016:Layout
1 29/04/16
rede menneskerettighedssituation – specielt den uacceptable behandling af
fængslede menneskerettighedsforkæmpere, bl.a. Intigam Aliyev og Ilgar Mammadov – meddelte generalsekretæren i
oktober, at Europarådet vil trække sig fra
den nedsatte fælles arbejdsgruppe om
(Joint
menneskerettighedsspørgsmål
Working Group on Human Rights). I fortsættelse heraf tilkendegav generalsekretæren i december 2015, at Aserbajdsjans
fortsatte fængsling af menneskerettighedsforkæmperen Ilgar Mammadov –
trods gentagne kraftige henstillinger om
hans løsladelse fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, Ministerkomiteen, generalsekretæren og menneskerettighedskommissæren – gør Aserbajdsjan
til den i særklasse groveste krænker af
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Med henvisning til Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions art. 52
finder generalsekretæren, at særlige nye
metoder er påkrævet for at få Aserbajdsjan til at makke ret. Han har derfor
besluttet at udnævne generaldirektøren
for juridiske spørgsmål, Phillipe Boillat, til
sin særlige repræsentant med den opgave at formå Aserbajdsjan til at sikre en
effektiv implementering af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Samme bekymring er udtalt af PACEs
præsident Anne Brasseur, som har gjort
gældende, at vi er vidner til et hidtil uset
anslag mod civilsamfundet, hvor velanskrevne menneskerettighedsforkæmpere
er fængslet tillige med deres advokater.
Anne Brasseur er ligeledes alvorligt
bekymret over de fundamentale mangler
i Aserbajdsjans retssystem og den manglende implementering af Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstols afgørelser.”
Civil Rights Defenders udnævnte den
7. april i Stockholm menneskeretsadvokat
Intigam Aliyev til Civil Rights Defender of
the Year 2016. Intigam Aliyev var blevet
anholdt den 8. august 2014 og den 22.
april 2015 dømt til 7½ års fængsel for
skatteunddragelse, magtmisbrug og illegal erhvervsvirksomhed pga. manglende
bevilling. Intigam Aliyev blev løsladt i
Baku den 28. marts 2016.
Ved overrækkelsen sagde Aliyevs søn
Najmin Kamil: ”Min far har utrætteligt og
#"
uselvisk viet sit arbejdet til fremme af og
beskyttelse af menneskerettigheder, og
han har ofret sin frihed for andres frihed,
simpelthen fordi det er vigtigt for ham at
stå stærkt på det, han tror på, uanset
omstændighederne.”
Da Intigam Aliyev modtog den gode
nyhed sagde han, ”vi værdsætter den
støtte, prisen er udtryk for, højt, fordi den
viser verden vores virkelighed og giver os
håb om en fremtid med demokrati og
menneskerettigheder i Azerbajdjan”.
Direktør for Civil Rights Defenders
Robert Hårdh gav udtryk for, at “2016
Civil Rights Defender of the Year prisen
også skal ses som en opmuntring til alle
menneskeretsforkæmpere, der fængsles
på grund af deres arbejde, såvel i Azerbajdjan som andre steder, og den skal
tjene til at vise, at de bliver husket og
støttet af deres kolleger over hele verden.”
Den Norske Helsinki-Komité har
offentliggjort en navneliste over de 76
politiske fanger, der fortsat sidder
fængslet i landets fængsler. Det drejer
sig om:
Otte journalister og bloggere, heriblandt RFE/RL journalist Khadija Ismayilova, to civilsamfundsaktivister, to ungdomsaktivister, én oppositionspolitiker
(Ilgar Mammadov), 45 religiøse aktivister
(Jehovas vidner m.fl.), fire livstidsfanger,
tre tidligere statsansatte, og 11 politiske
fanger, der er anholdt for forbindelse
med oppositionsaktivister, dels dømte,
dels varetægtsfængslede.
Den Norske Helsinki-Komité frygter
nu sammen med 11 andre internationale
organisationer for advokaten Yalchin
Imanov, mod hvem der er rejst en disciplinær sag med risiko for, at han kan
miste sin bestalling. Imanov er forsvarer
for Khalida Ismayilova og andre oppositionspersoner.
Nyhedsblad
DenDanske Helsinki-Komités
Dunja Mijatović, OSCEs Repræsentant
for frie medier, konstaterede den 1. april
2016 for sin del med glæde, at der i Baku
var afsagt domme på fra 9 til 13 års
fængsel over fem personer nu dømt for
mordet på free lance journalisten Rasim
Alijev i august 2015.
Dertil bød Dunja Mijatović den nylige
løsladelse den 17. marts af journalister,
bloggere og ytringsfrihedsadvokater velkommen, men opfordrede myndighederne til at frigive andre journalister, herunder Khalida Ismayilova og Seymur Hazi.
Dunja Mijatović har flere gange rejst
spørgsmål om intimidering og fængsling
af journalister og mediefolk i Azerbajdjan
overfor landets myndigheder. OSCEs
medieinstitution er gerne parat til at assistere Azerbajdjan med at forbedre sikkerheden for journalister og mediefolk i landet.
Se Den Norske Helsinki-Komité
www.nhc.no – se under
lande/Aserbajdsjan
www.nopoliticalprisoners.org
En landeanalyse om Azerbajdjan og
menneskerettigheder findes her:
https://www.civilrightsdefenders.org/cou
ntry-reports/human-rights-in-azerbaijan-2/
Udenrigsministerens redegørelse om
Europarådets virksomhed findes her:
http://www.folketingstidende.dk/RIpdf/s
amling/20151/redegoerelse/R12/20151_
R12.pdf
Sports for Rights kampagnen sammen med bl.a. Amnesty International
afholder på Khalida Ismayilovas 40 års fødselsdag den 27. maj kl. 16 på
Københavns Rådhusplads et arrangement for løsladelse af alle samvittighedsfængslede i Azerbajdjan.
Se www.facebook.com/events/525528030963573/
19
0+(-''"+
$ (+
/)-, 07.56 Page 20
Nummer
2 Maj
2016:Layout
1 29/04/16
#"
0+(-
Ny uro i Syd-Kaukasus:
Nagorno-Karabakh
Af Philip Maschke
Sammenstød i stor stil mellem armenske
og azerbajdjanske styrker brød den 2.
april ud i konfliktområdet i Karabakh. Det
rapporteres at være det mest omfattende
brud på våbenstilstanden siden 1994.
Kampene har skabt væsentlig nervøsitet i
de diplomatiske kredse og frygt for en ny
krig i denne postsovjetiske løsrivelseskonflikt. For konflikten er på ingen måde en
frossen konflikt. Nogle skønner, at sammenstød årligt har kostet op mod 2.000
– 3.000 dødsofre.
På den ene side opfordrede OSCEs formand, Tysklands udenrigsminiser Frank
Walter Steinmeier øjeblikkeligt begge
parter i konflikten til at indstille fjendtlighederne. Steinmeier tog kontakt med
både Armeniens udenrigsminister Edvard
Nalbandjan og Azerbajdjans udenrigsminister Elmar Mammadyarov. Det tyske
formandskab handlede uafhængigt og
indkaldte OSCEs Permanente Råd i Wien.
På den anden side rapporteredes, at
Vladimir Putin gik i aktion og sendte to
højtstående folk til regionen og at det var
Rusland, der fik modereret de to parter til
en ny våbenhvile. Armeniens og Azerbajdjans generalstabschefer tog til Moskva og indgik en aftale om pause i skyderiet. Vurderingen af dette er, at Rusland
kan opnå en betydelig indflydelse i den
energirige region ved at fremstå som
mægler i et område, der er centralt for
den Europæiske Unions bestræbelser på
at lede gasforsyninger udenom Rusland.
Den Europæiske Union har nu væsentlige
interesser i regionen: handel, energi, sikkerhed og migration.
Balladen startede mens såvel Armeniens præsident Serzh Sargsyan som Azerbajdjans præsident Ilham Alijev var taget
til Atomsikkerhedstopmøde i Washington. I Washington havde begge drøftet
fredsprocessen med USAs vicepræsident
Joe Biden og USA's rolle i den.
20
Mulige årsager
Begge sider peger fingre af den anden
og pga. manglende uafhængige kilder er
det ikke klart, hvad der egentlig forårsagede bruddet på våbenhvilen. Lidt tidligere havde Azerbajdjan meddelt, at man
havde indtaget et strategisk område
nord for landsbyerne Talysh og Seysulan,
den første annektering siden 1994.
Efterfølgende erklærede Armenien at
have tilbagetaget det meste af området i
en mod-offensiv. Virkningen er nok i
højere grad psykologisk end egentlig
strategisk. Azerbajdjan betragter det som
bevis på sin militære overlegenhed og
muligvis begyndelsen på en befrielse af
det, man betragter som besat territorium.
Voldelige sammenstød har fundet sted
på våbenstilstandslinjen siden sommeren
2014 og langs den lukkede statsgrænse
mellem Armenien og Azerbajdjan og
tungere våben, der tidligere har været
uden betydning, er taget i brug. Azerbajdjan har i de sidste 12 år øget sit
militærbudget med en faktor 20, så at
det azerbajdjanske militærbudget nu er
større end hele Armeniens statsbudget.
Azerbajdjan er nu en økonomisk sværvægter i Sydkaukasus og befolkningstal
let på ni millioner er tre gange Armeniens. Begge lande har oprustet og en ny
krig ville foregå på et helt andet niveau
end konflikten mellem 1991 og 1994.
Men en årsag kan være en økonomisk
krise i begge lande. Den har ført til uroligheder i samfundet, noget, der kan få
regeringerne til at bruge konflikten til at
vise flaget.
Minsk Gruppen indkaldt in pleno
Sammenstødene viser, at faren for at en
mindre begivenhed hurtigt kan vokse sig
til en større international kriser er meget
reel. De viser også, at fredsprocessen må
genstartes. Den nuværende dagsorden i
diplomatiske kredse er at holde fast ved
Minsk mekanismen. For første gang i
flere år blev den samlede Minsk Gruppe
indkaldt og den udsendte en fælles
erklæring. Man må håbe, at dette har sat
en præcedens for koordineret håndtering af kriseområderne.
Rusland, Frankrig og USA har i fællesskab formandskabet for Minsk gruppen,
der inden for OSCE strukturen blev nedsat i 1992 og har været mægler i konflikten. Der er dog ikke siden 1994 forhandlet nogen egentlig fredsaftale på
plads. Den 5. april udtalte den samlede
Minsk Gruppe sin fordømmelse af
udbruddet af vold langs den såkaldte
kontaktlinje. Gruppen opfordrede kraftigt til at indstille anvendelsen af militær
styrke og påberåbte, at der ikke findes
nogen militær løsning på konflikten.
Repræsentanter for landene i Minsk
Gruppen udtalte deres støtte til formandskabets medieringstiltag og hensigten om at konsultere begge sider
mhp. løsning. Udover Minsk Gruppens
formandskab (USA, Rusland og Frankrig)
udgøres den fulde Minsk Gruppe af Hviderusland, Finland, Tyskland, Italien,
Sverige og Tyrkiet.
Løsningstiltag
Flere gange i de seneste 25 år har der
været tale om gennembrud i forhandlingerne, som så alligevel ikke er lykkedes.
Siden 2007 ligger Madrid Principperne
på bordet, som opstiller seks kriterier for
løsning af konflikten: 1) Tilbageførsel af
syv provinser til azerbajdjansk statshøjhed; 2) En interim status, der garanterer
befolkningen i Nagorno-Karabakh sikkerhed
og
selvbestemmelse;
3)
Etablering af en korridor mellem republikken Armenien og Nagorno-Karabakh;
4) N-Ks status skal reguleres ved en retligt bindende hensigtserklæring; 5) Alle
flygtninge og fordrevne skal gives ret til
at vende hjem; 6) Internationale sikkerhedsgarantier.
Det er for Azerbajdjan en absolut forudsætning for konfliktens løsning, at
armenske tropper trækkes tilbage fra de
besatte områder. Dette har også været
krævet af de internationale organisationer. Men i en situation, hvor Azerbajdjan
har øget både sit militær og antallet af
trusler sendt i retning af Armenien, kom-
· Nr. 2 Maj2016
16. Årgang
0+(-''"+
$ (+
/)-, 07.56 Page 21
Nummer
2 Maj
2016:Layout
1 29/04/16
mer tilbagetrækning næppe på tale.
Armenerne betragter de besatte områder
i Nagorno-Karabakh som en sikkerhedsstødpude og et forhandlingsobjekt. Dertil kommer, at der er store forbehold
mod den foreslåede hjemrejse for alle
fordrevne på begge sider.
#"
Forholdet mellem Tyrkiet og Rusland
præsident Erdogans udtalelse om, at
”Tyrkiet står skulder ved skulder med
vore azeri brødre”, og at ”Karabakh vil
en dag vende tilbage den retmæssige
ejer, Azerbajdjan”. Erdogan skulle også
have beskyldt Rusland for at tage
Armeniens parti. Lavrov kaldte Erdogans
udtalelse for ”en appel om krig, ikke en
appel for fred”.
Ruslands udenrigsminister Lavrov kritiserede den 22. april stærkt den tyrkiske
Se også fakta side 23.
Artiklen er baseret på uddrag og referater
af bl.a. disse kilder:
1. Bundeszentrale für Politische
Bildung/Innerstaatliche Konflikte, Dr
Uwe Halbach: Nagorny-Karabakh
2. Dennis Sammut og Amanda Paul,
European Policy Centre,
www.epc.eu:. The EU cannot remain
a passive observer of the Karabakh
conflict.
3. Pressemeddelelser fra OSCE
Mediefrihedspåtaler
OSCEs repræsentant for mediefrihed,
Dunja Mijatović har – som ligeledes
omtalt i Udenrigsminister Kristian
Jensens redegørelse til Folketinget (R
13, 2016) om OSCEs virksomhed –
styrket sin institution og anvendt den
til påtale af en række eksempler på
chikane og forfølgelse af journalister.
Hun efterspørger initiativer til forbedring af journalisters sikkerhed.
Mijatović har beklaget udviklingen
i [manglende] fri adgang til internettet i Tyrkiet. 110.000 web sites og
tusinder af nyheds- og sociale mediers internetadresser er blokeret af TIB,
Tyrkiets telekommunikationsmyndighed.
”Der er et øjeblikkeligt behov for at
revidere Tyrkiets Internetlov”. I flere år
har institutionen efterlyst en ændring
af lov nr. 5651, ligesom to juridiske
evalueringer er udsendt i januar 2010
og i januar 2014.
Mijatović opfordrede den 31. marts
de tyrkiske myndigheder til at indstille retsforfølgelse mod Can Dündar,
chefredaktør af Cumhuriyet og journalist Erdem Gül. ”Fængsling af journalister for at rapportere om emner,
der har bred offentlig interesse er
aldrig acceptabelt”, sagde hun. ”Det
er myndighedernes ansvar at beskytte
statshemmeligheder, aldrig journalisternes”.
Mijatović fordømte et angreb den 17.
marts i Kaliningrad på journalisen Igor
Rudnikov, stifter af avisen Novije Koljosa.
Det noteredes, at anklagemyndigheden
kun efterforskerede begivenheden som
bølleoptøjer. Mijatović opfordrer til en
afslutning på straffrihedsregimet for
angreb på journalister.
Samme dag udtalte hun sin stærke
bekymring over lukningen i Letland af
sputniknews.lv, et web site, der er ejet af
den russiske stat. Mijatović mente, at
dette kan blive en præcedens, at det
aldrig er anbefalelsesværdigt at blokere eller lukke websites, og da slet
ikke i tilfælde, hvor det foretages
uden en retlig sammenhæng.
Se f.eks. denne OSCE Guidebook
Media Freedom on the Internet:
www.osce.org/fom/226526
-phm
Justitias direktør Jacob Mchangama taler ytringsfrihed med OSCEs Dunja Mijatović på
Human Dimension Implementation Meeting, Warszawa, september 2015.
Nyhedsblad
DenDanske Helsinki-Komités
21
0+(-''"+
$ (+
/)-, 07.56 Page 22
Nummer
2 Maj
2016:Layout
1 29/04/16
#"
0+(-
Den ikke-terapeutiske
omskærings
juridiske gråzone
Af Torben Ishøy,
Overlæge, forfatter,
næstformand for
Helsinki-Komiteen
Respekt for den enkelte patients rettigheder og integritet i mødet med
sundhedsvæsenet er et kardinalpunkt
i sundhedsloven. Men i det demokratiske, sekulære samfund er krydsfeltet mellem civile rettigheder, internationale konventioner, børns tarv,
forældres ret og det religiøse tilhørsog især identitetsforhold et skæbnebetonet dilemma og som regel en
hvepserede at stikke næsen i.
Børns rettigheder er en naturlig del af
den moderne sundhedslov: Hvis forældremyndighedsindehaveren undlader at
lade et barn undersøge eller behandle for
en livstruende sygdom, kan børne- og
ungeudvalget fratage forældrene deres
forældreret i en kortvarig periode, og det
offentlige indgår da som midlertidig
værge. Et lille barn, hvis forældre er tilknyttet Jehovas Vidne, kan dermed modtage livsvigtig blodtransfusion, selvom
det er imod forældrenes religiøse overbevisning. For unge over 15 år gælder, at de
selv kan bestemme og vælge eller fravælge en behandling, herunder en livsforlængende behandling. De kan også selv
træffe beslutning om at iværksætte en
sultestrejke. For børn og unge under 15
år er det generelt forældremyndighedens
indehaver, der afgiver samtykke til udredning og behandling. Dog er der en særlig
udtagelse for den unge pige under 15 år,
idet samtykke fra forældrene ikke skal
indhentes, hvis hun ønsker at få foretaget
en provokeret abort. Derimod fastsætter
Sundhedsloven (§52, stk. 2), at der ikke
gives samtykke til, at der fra en person
under 18 år kan udtages ikke-regenere-
22
rende væv til transplantationsformål.
Amputation af en ikke-gendannelig forhud er derfor principielt i modstrid med
denne paragraf. 18-års grænsen går igen
i bekendtgørelsen om kosmetisk behandling (§3, stk. 1) og i tatoveringsloven (§1,
stk. 1). Men en indførelse af en mindstealder på 18 år for ikke-terapeutisk
omskæring er åbenbart fortsat et tabu.
Den ikke-terapeutiske forhudsamputering af (neonatale) drengebørn tager
udgangspunkt i forældremyndighedens
indehaver, som formelt samtykker på barnets vegne. Men netop omskæring af forhuden, som har en kulturel og religiøs
forudsætning herhjemme, befinder sig i
en juridisk gråzone, idet der ikke er tale
om en lægefagligt indiceret intervention,
men alene om et ritual. I dette krydsfelt
kolliderer det kirurgiske indgreb mod
sundt væv med den danske sundhedslov
og (menneske)retlige principper på den
ene side og religionsfrihed og ortodoksi
på den anden. For det første er stedfortrædende samtykke til behandling generelt hjelmet i Sundhedslovens § 14: ”For
en patient, der ikke selv kan varetage sine
interesser, indtræder den eller de personer, som efter lovgivningen er bemyndiget hertil, i patientens rettigheder efter
§§15-51, i det omfang, det er nødvendigt, for at varetage patientens interesser
i den pågældende situation”. Med henvisning til paragraffens ordlyd synes gyldighedsområdet for hjemmel til stedfortrædende samtykke alene at være rettet mod
situationer (jvf. ordet patient), der kræver
en lægefagligt begrundet behandling,
som derfor ikke inkluderer en ikke-terapeutisk omskæring.
For det andet ratificerede Danmark i
1991 De Forenede Nationers vedtagne
konvention om Barnets Rettigheder, som
under behørigt hensyn til betydningen af
hvert folks traditioner og kulturelle værdier med henblik på barnets beskyttelse
og harmoniske udvikling i Artikel 24, stk.
3 trods alt påpeger, at ”deltagerstaterne
skal tage alle effektive og passende forholdsregler med henblik på afskaffelse af
traditionsbundne ritualer, som er skadelige for børns sundhed”.
Circumcisio medfører sanse- og funktionstab. Antal og grad af komplikationer
i forbindelse med indgrebet er undersøgt
herhjemme: Fem procent af omskårne
drenge er officielt registeret med alvorlige komplikationer som direkte følge af
indgrebet. Flere end hundrede dødsfald
registreres årligt i USA. Komplikationsratens blinde vinkel er, at omskæring ikke
sjældent foretages ceremonielt i hjemmet
og uden referencer til almindeligt gældende sundhedsfaglige kriterier, som
ellers vogtes med nidkærhed i sygehusregi.
Vigtigt fordomsfrit at kunne
evaluere forudsætninger for
børns retssikkerhed
Det er derfor vigtigt, at vi seriøst og fordomsfrit kan evaluere forudsætninger og
principper for børns retssikkerhed overfor
ikke lægeligt indicerede indgreb, der
f.eks. er rodfæstet i en fjern tids syn på liv
og levned. Vægter det etablerede koncept af begrebet menneskerettigheder de
religiøse og kulturelle ritualer højere med henvisning til en bedre forståelse af
menneskehedens traditionelle værdier –
end det enkelte individ, som alene på
grund af sin alder endnu ikke er i stand
til at forholde sig til et mutilerende indgreb? Er der i virkeligheden tale om en
konceptuel voldtægt af Phallos?
Kvindelig omskæring betragtes som et
overgreb og som et brud på de universelt
anerkendte menneskerettigheder. Det er
strafbart at udføre eller medvirke til kvindelig omskæring i Danmark og der er en
skærpet indberetningspligt for alle faggrupper.
Perioden fra den omskårnes neonatale
tilstand til voksenlivet er i en sekulariseret
samfundsmodel et kompliceret etisk
spørgsmål, dels fordi omskæring og evt.
· Nr. 2 Maj2016
16. Årgang
0+(-''"+
$ (+
/)-, 07.56 Page 23
Nummer
2 Maj
2016:Layout
1 29/04/16
komplikationer kan have en personlig
konsekvens senere i livet, dels fordi forsoningen med indgrebets dybere, rituelle
årsag måske kun opnås gennem religiøs
binding og identitet. Og det befordrer jo
blot den strabadserende vandring mellem
#"
tillid og mistillid, da mange religioner er
dogmatiske i teorien, men besynderligt
dobbeltmoralske i praksis. Den blinde tro
og den tvetydige praksis har gjort, at
nogle tilsyneladende altid befinder sig på
lysets sti, alle andre synes derimod at til-
høre mørket – mens ingen af parterne vil
få muligheden for at ændre de værdier,
det ideelle samfund burde bygge på.
Fakta om Nagorno-Karabakh
Nagorno-Karabakh er et hovedsagelig
af armeniere beboet bjergområde i
den østligste Kaukasusstat Azerbajdjan på ca. 1/10 af Danmarks størrelse.
Siden Sovjetunionens sidste år har det
været et stridens æble mellem denne
stat og dens vestlige nabo Armenien.
Områdets navn på armensk er Artsakh, dets sovjetiske og senere internationale navn er en kombination af
russisk og tyrkisk. I Sovjetunionen
havde området status som underrepublik til Azerbajdjan, men i februar
1988 erklærede det sig, efter store
demonstrationer i hovedstaden Stepanakert og i Armeniens hovedstad
Jerevan, for uafhængigt af Azerbajdjan og ønskede forening med Armenien, som området ikke er landfast med.
Sovjetregeringen modsatte sig, men
måneden efter det fejlslagne kup mod
præsident Gorbatjov i august 1991
erklærede Nagorno-Karabakh sig for
en uafhængig republik, der blev støttet af Armenien, og en voldsom krig
brød ud, med etnisk udrensning af
armeniere i store dele af Azerbajdjan
og det samme af azerier i Armenien
og Nagorno-Karabakh.
Det lykkedes armenierne at besætte områderne mellem de to territorier,
således at der nu er direkte forbindelse mellem dem. Men Nagorno-Karabakh har stadig officielt status som en
selvstændig republik, med egen præsident og lovgivende forsamling, selv
om området folkeretligt set stadig er
en del af Azerbajdjan. Det samme
gælder de armensk-besatte områder,
der udgør landforbindelsen mellem de
to territorier. Siden våbenstilstanden i
1994 har de territoriale forhold reelt
været låst fast, men stort set hvert forår
er der startet kampe mellem tropper på
hver side, den 2. april i år kostede den
første træfning på grænsen 33 dødsofre,
herunder 3 civile. Det nære forhold mellem Armenien og Nagorno-Karabakh illustreres bl.a. af, at den forrige præsident i
Armenien, Robert Kocharyan, tidligere var
præsident i Nagorno-Karabakh, at den
nuværende præsident, Serzh Sargsyan, er
født i Stepanakert og er en af arkitekterne fra den armenske sejr i begyndelse af
1990erne, og at over halvdelen af de
væbnede styrker, og alt materiel, i Nagarno-Karabakhs hær er armensk.
Kulturelt og historisk har de kristne
armeniere og de overvejende muslimske
azerier været vævet ind i hinanden gennem henved 1000 år, og der var et stort
armensk befolkningselement i Azerbajdjans velhavende hovedstad Baku ved det
Kaspiske Hav. Dette er nu historie. Nagorno-Karabakhs betydning for armenierne
afspejles af kirker, klostre og begravelsespladser, som går tilbage til middelalderen,
hvorfor hævdelsen af området er blevet
en vigtig del af armensk identitetsfølelse.
Omvendt ser azerierne, Azerbajdjans
befolkningsflertal, det som en stor uretfærdighed, at deres land i dag har mistet
herredømmet over 17% af sit territorium.
Striden brød første gang ud ved afslutningen af Første Verdenskrig, hvor både
azerbajdjanere og armeniere, som havde
været en del af det Russisk Imperium,
krævede herredømme over området. Sovjetregeringen støttede azerierne, dels for
at få kontrol med olieproduktionen i
Nyhedsblad
DenDanske Helsinki-Komités
Baku, dels fordi den håbede på at få
de tyrkiske republikanere vundet for
kommunismen.
Tyrkiet støtter azerierne, som taler
et med tyrkisk næsten identisk sprog.
Rusland støtter Armenien, men kun
delvis, da man også er interesseret i et
godt forhold til Azerbajdjan. Georgien
forsøger at holde sig neutralt, men
hælder i praksis mere mod Azerbajdjan, med hvilket land det har både
økonomisk og strategisk samarbejde.
Kort sagt en ret uløselig knude. Den
holder Armenien i et tæt afhængighedsforhold til Rusland, både militært
og handelsmæssigt, selv om de to
lande ikke grænser op til hinanden,
men er adskilt ved georgisk og azerbajdjansk territorium. Og den er med
til at fastholde det historiske modsætningsforhold mellem Armenien og
Tyrkiet.
Nagorno-Karabakh er kun diplomatisk anerkendt af tre andre ikke-anerkendte stater, nemlig de georgiske
delrepublikker Abkhazien og Sydossetien, og den moldovanske delrepublik
Transnistrien. USA betragter fortsat
delrepublikken Nagorno-Karabakh
som en del af Azerbajdjan.
Karsten Fledelius
23
0+(-''"+
$ (+
/)-, 07.56 Page 24
Nummer
2 Maj
2016:Layout
1 29/04/16
#"
Vore kommende møder
Torsdag den 19. maj kl. 17 afholdes komiteens generalforsamling i København K.
Torsdag den 26. maj kl. 17 holder vi et møde om korruption i de post-kommunistiske lande. Cand.ling.merc. Maya Kazarian
vil fortælle om sin analyse af Tjekkiet. Nærmere følger.
En hårdtarbejdende gruppe tilrettelægger en konference om Tyrkiet og dets naboer. Planlagt til den 9. september 2016.
Komiteen deltager også i år i Folkemødet i Allinge på Bornholm i juni måned, kom gerne og tag del i vore spændende
debatter:
Tid og sted i juni
Emne
Indlæg og panel
Fredag d. 17. kl. 11.45
Sverigesvej Mødetelt
F 18
Anklagemyndighedens afhængighed
af den udøvende magt
Jørgen Steen Sørensen, ombudsmand
Jan E. Jørgensen, MF (V)
Mikael Lyngbo, Helsinki-Komiteen
Fredag d. 17. kl. 16.00
Kæmpestrandens Mødetelt
J 31
OSCE i arbejde: Beretninger om
valgobservation og om
konfliktovervågning i Øst-Ukraine
Hanne Severinsen, Helsinki-Komiteen
Kai Vittrup, Helsinki-Komiteen
Lørdag d. 18. kl. 11.45
Kæmpestrandens Mødetelt
J 31
Hvad skal vi med de korte
fængselsstraffe?
Signe Hald Andersen, Rockwoolfonden
Bodil Philip, Helsinki-Komiteen &
Tænketanken Forsete
Søndag d. 19. kl. 9.00
Inst. f. Menneskerettigheder
Kæmpestranden J 34
Religionsfrihed og dens grænser
Karsten Fledelius, Helsinki-Komiteen
NN ej bekræftet
NN ej bekræftet
Søndag d. 19. kl. 11.30
Teknologirådets Telt
B 10 overfor Cirkuspladsen
Borgerinddragelse og demokrati
Lars Klüver, direktør Teknologirådet
Hanne Severinsen, Helsinki-Komiteen
NN ej bekræftet
NN ej bekræftet
Se flere møder og opdateringer i Folkemødets elektroniske mødekatalog før du tager til Bornholm: www.brk.dk/folkemoedet/program/sider/programmet.aspx eller https://kalender.brk.dk/ og i Folkemødets avis, der udkommer primo juni måned.
Nyhedsbladet udkommer 3-4 gange årligt.
Indlæg og andre bidrag kan sendes til redaktionen:
Den Danske Helsinki-Komité
Bredgade 36B, st. th.
1260 København K
E-mail: main@helsinki-komiteen.dk
www.helsinicomittee.dk
24
16. Årgang · Nr. 2 Maj 2016