Tilbage til www.sdrfelding.dk Sønder Felding Ny motionsmulighed i Sønder Felding Op af lænestolen - ud i Sdr. Feldings natur Mandag den 16. maj kl. 13:00 (Anden Pinsedag) fra Sdr. Felding Skole. I samarbejde med Veluxfonden indbydes alle områdets beboere til en festlig indvielse af det nye orienteringskort over Sdr. Felding. Det foregår som en god gammeldags skattejagt. Der er GRATIS kort til alle, som møder frem. Kan du finde dit hus på kortet, som er meget detaljeret? Inden starten vil klubbens instruktør fortælle lidt om brugen af kortet, så du kan være rustet til at finde posterne. Vi kalder det godt nok orienteringsløb, men der er selvfølgelig intet til hinder for at man går en tur og finder posterne. Da halvdelen af kortet omfatter området nord for byen vil der også være gode muligheder for at bruge cyklen til turen. Normalt løber man alene, men man må gerne løbe flere sammen Efter løbet er der en lille forfriskning og også mulighed for at få del i nogle lodtrækningspræmier. Varighed ca. 1½ time Efterskolen og Sdr. Felding Skole får stillet klassesæt til rådighed, så kortet kan bruges i undervisningen. De to skoler har påtaget sig at passe posterne, så banen altid kan være intakt. Kortet med faste poster er ideelt for brugere, der gerne vil løbe, når det passer ind i tidsplanen. Man kan jo starte og slutte, hvornår man vil. Orienteringsløb er en ideel familiesport. Man kører sammen til det område, man skal løbe i. Her kan man vælge netop den længde og sværhedsgrad, der passer til ens udviklingstrin. Bagefter kan man drøfte oplevelserne og få grint af hinandens småfejl. Vel mødt til en sjov eftermiddag for hele familien. Herning-Orienteringsklub.dk
© Copyright 2025