Information fra Københavns Kirkegårde Kirkegårdsnyt nr. 269 December 2016 Kære Bedemænd Bilag: Takster Nye takster til år 2017 I modtager her de nye takster, der er gældende for faktureringer, der finder sted fra og med mandag 2. januar 2017. Begravelse af dødfødt Taksten for begravelse af dødfødt er steget mere end den almindelige pris- og lønfremskrivning. Taksten har i årevis ikke været kostprisberegnet lig vores andre gravsteder, men det er gjort nu og prisen er derfor steget til 1.268,00 kr. i 2017. Istandsættelse efter begravelsen Jeg skrev således til jer sidste år: ”Vi har de sidste par år fået ekstraordinært mange henvendelser fra vores kunder (pårørende) og fra enkelte bedemænd, som ikke kan forstå, at vi ikke i forbindelse med en begravelse, opkræver for istandsættelse efter begravelsen. Mange pårørende bliver irriterede over, at der ca. tre måneder efter en begravelse, kommer yderligere en regning fra kirkegården på istandsættelse af gravstedet og regningen ikke har været med i boopgørelsen. Vi har derfor besluttet som et forsøg, at opkræve beløbet i forbindelse med begravelsen, således at det vil fremgå af regningen lig med fornyelse, gravning etc. Det kræver, at vi meget hurtigt når der er gravet, beregner hvad der er ødelagt og får lavet et tilbud. Det gør vi gerne, og kan oplyse jer om, at beløbet ligger et sted mellem 3 og 5 tusind kr. Det iværksættes pr. 1.2.2016.” Det har også givet noget bøvl, så vi har nu besluttet kun at opkræve for indramning (hæk eller stenkant) af gravstedet, og ikke for de øvrige planter der er gået til i forbindelse med begravelsen. Indramningen er det vi har krav på bliver lavet igen, hvor den øvrige beplantning er op til familien selv at få genetableret. Vi vil stadig efterfølgende sende tilbud på den øvrige beplantning. Det vil fremgå af erklæringer i forbindelse med køb af gravsted og på gravstedsbreve. Udbud – IT kirkegårdssystem Sidste år skrev jeg om vores kommende udbud af vores kirkegårdssystem og det har været en meget lang proces. I skrivende stund kan leverandører anmode om at blive prækvalificeret og vi skal i starten af januar vælge tre leverandører, som kan byde. Det første halve år vil derfor gå med udvælgelse og forhandling med leverandører og det sidste halvår af 2017 vil vi forhåbentlig få travlt med en implementering af et nyt system. Og her kommer I ind i billedet! Der skal implementeres, testes og laves nye arbejdsprocesser på ganske mange områder, og det kan vi ikke gøre uden jeres hjælp. I vil uvægerligt blive involveret, da vi selvfølgelig er interesseret i at få et system, som ikke kun vi, men også I vil blive glade og tilfredse med. Men tiden dertil vil blive udfordrende, når vi både skal implementere nyt system og samtidig sikre driften i hverdagen. Vi håber I vil bære over med os, hjælpe os og være tålmodige i hverdagen og jeg håber selvfølgelig også, at jeg må trække på jeres ressourcer og erfaring i forhold til et nyt system. Nye medarbejdere i enheden Kirkegårde og krematorie Udbuddet er ikke vores eneste udfordring. Vi har i 2016 og får også i 2017 en del nye medarbejdere og har sagt farvel til de gamle og garvede, som altid kunne svare og hjælpe når I har haft behov. Vi arbejder på fuld tryk med at få de nye medarbejdere på fuld omdrejning, men erfaring og viden om kirkegårde, dødsfald og begravelseshandlinger kommer ikke fra den ene dag til den anden. Så også her beder jeg jer om jeres tålmodighed, men kan forsikre jer om, at vi gør alt hvad vi kan for at servicere jer bedst muligt, så det ikke går ud over de pårørende. Gode konstruktive forslag er altid velkomne og jeg vil gerne høre fra jer, hvis I går og er irriterede eller undrende over ting i vores sagsbehandling eller service. Aflevering af kister efter lukketid Vi har haft en del udfordringer med aflevering af kister efter lukketid i Bispebjerg Krematorium. Kan sige, at vi arbejder på at få en bedre løsning på problemet. Dødsulykke på Vestre Kirkegård I sommers havde vi en frygtelig ulykke på Vestre Kirkegård, hvor en gravsten faldt ned over en lille dreng og slog ham ihjel. Det medførte, at vi lavede en akutindsats med en gennemgang af potentielle risikogravsten og fik lagt dem ned, der var i fare for at vælte. Det er familiens ansvar på deres egne gravsteder, og Københavns Kommunes på vores egne bevaringsværdige gravsteder, at sikre at gravstenen ikke er til fare for andre. I forhold til den fremadrettede indsats, har vi har indledt et samarbejde med de danske stenhuggere, som selvfølgelig heller ikke er interesserede i, at deres gravsten ikke bliver sikret godt nok i fremtiden. Derudover vil der på erklæringer ved køb af gravsted, og i de relevante gravstedsbreve, blive påført at gravsten med en højde på 60 cm og derover, skal sikres så de kan klare en belastningstest på 35 kg. Jeg vil godt benytte anledningen til at ønske jer alle en god jul og et godt nytår og tak for samarbejdet i 2016. Med venlig hilsen Bente Kilhof, Enhedschef Kirkegårde Side 2 af 2
© Copyright 2024