1. No category

Innovation og læring i filosofisk og kritisk perspektiv
Forskningsseminar den 4. maj 2011 på Syddansk Universitet lokale 77 kl. 10-17.
Program
10.00-10.45
Hvad er innovation? Ved professor Søren Harnow Klausen, Institut for
Filosofi, Pædagogik og Religionsstudier, SDU.
10.45-11.30
Social innovation i uddannelse og læring. Ved professor Palle Rasmussen,
Institut for Læring og Filosofi, AAU.
11.30-12.15
Innovationsbegrebets dialektik i en uddannelseskontekst. Ved lektor Michael
Paulsen, Institut for Filosofi, Pædagogik og Religionsstudier, SDU.
12.15-13.00
Frokost
13.00-13.45
Innovative evner og de gymnasiale uddannelser. Ved lektor Torben Spanget
Christensen og adjunkt Peter Hobel, begge Institut for Filosofi, Pædagogik
og Religionsstudier, SDU.
13.45-14.30
Innovation som styrkelse af det offentlige ved den offentlige sektor? Ved
ph.d.-studerende Luise Li Langergaard, Institut for kommunikation,
virksomhed og informationsteknologier, RUC.
14.30-14.45
Pause
14.45-15.30
Humanioras forbindelse til innovation og entreprenørskabsundervisning.
Ved ph.d.-studerende Tine Lymfort Jensen, Institut for sprog og
kommunikation, SDU.
15.30-16.15
Creativity as Self-Gouvermentality, Disobedience as Creativity. Ved ph.d.studerende David Kergel, Institut for Læring og Filosofi, AAU.
16.15-17.00
Innovation in the health care sector. Ved ph.d.-studerende Karen Ingerslev,
Center for virksomhedsudvikling og ledelse, CBS.
Tilmelding
Til Marianne Lysholt, mly@ifpr.sdu.dk. Opgiv navn, institution, titel og e-mail.
Praktisk
Seminaret arrangeres af det nationale netværk for Filosofi og Læring og Institut for
Filosofi, Pædagogik og Religionsstudier, Syddansk Universitet.
Spørgsmål om seminaret stilles til Søren Harnow Klausen harnow@ifpr.sdu.dk eller
Michael Paulsen paulsen@ifpr.sdu.dk.
Ph.d.-studerende kan opnå 1 ECTS for deltagelse uden paper og 2 ECTS for deltagelse med
paper. Papers til oplæggene og andre relevante oplysninger distribueres til tilmeldte
deltagere fra primo april.
1
Tema
Inden for de sidste 10 år er innovationsbegrebet - og beslægtede begreber som kreativitet og
entreprenørskab - blevet gjort til krav at anvende i uddannelsessystemet og i det hele taget i
den offentlige sektor. Fx blev det i 2005-gymnasiereformen bestemt, at alle gymnasiale
uddannelser skal træne elevernes kreative og innovative evner. Det står imidlertid uklart,
hvad dette vil sige, hvorfor det skal ske, og hvordan det skal ske. På den baggrund
efterspørger vi papers, der giver svar på følgende:
•
Hvad er innovation for noget? Hvilket indhold kan begrebet have, og med hvilke
konsekvenser for uddannelse, samfund og tilværelse? Hvilke implikationer har det – filosofisk,
etisk og konkret – om man fx opfatter innovation som skabelse af forandring eller om man
opfatter det som forbedring af en eksisterende praksis? Hvilke forskelle gør det om man
opfatter innovation og kreativitet som det at hitte på og hurtigt komme på nye ideer eller om
man med et udtryk fra Adorno opfatter innovation som langvarige underjordiske processer, der
gennembryder den offentlige menings hårde skorpe?
•
Hvad er forholdet mellem innovation og læring? Er al genuin læring fx innovativ, eller
betegner innovative læreprocesser en særlig form for læring i modsætning til fx reproduktiv
læring? Refererer de to begreber til forskellige sfærer, fx læring til ændringer eller forbedringer
af subjekters kunnen; innovation til nytænkende ændringer eller forbedringer af verdens
beskaffenhed? Kan man lære at være innovativ og findes der ”innovative evner”, der kan
trænes?
•
Hvorfor er innovationsbegrebet kommet på dagsorden? Hvad kan begrunde eller tale imod,
at man anvender begrebet i uddannelsesverden? Hvilken idehistorie har begrebet? Er det som fx
Schumpeter hævder i en klassisk definition et markedsspecifikt begreb, og er der tale om en
markedsliggørelse af uddannelsesverden? Er der ikke i dag (jf. de globale udfordringer ifht.
forurening, social ulighed, krig osv.) mere brug for at lære at passe på verden end at forandre
den? Eller er det en falsk modsætning, eftersom de globale udfordringer kun lader sig løse
såfremt vi lærer at tænke nyt?
•
Hvorfor bør eleverne trænes i innovative evner – hvad er rationalet bagved? Er det fx, at
de skal blive bedre til at omsætte faglig viden til salgbare produkter på et globalt marked? Eller
er det superpragmatisk fordi det giver en mere aktiverende undervisning, der tiltaler tidens unge
mennesker? Eller er det fordi der er brug for, at eleverne bliver bedre til at arbejde med at
forbedre verden - socialt, kulturelt, miljømæssigt, politisk, æstetisk osv. ud fra kritisk
reflekterede målestokke?
•
Hvis man skal arbejde med innovation i skolen, hvordan kan og bør det så foregå – og
med hvilke konsekvenser? Skal man blot træne elevernes innovative evner inden for fagene,
så de lærer at tænke kreativt og nyt rent fagligt? Eller skal man sende eleverne ud i en såkaldt
autentisk virkelighed uden for skolen, som de skal forsøge at forbedre? Eller skal man blot
simulere innovative processer inden for skolen?
•
Skal man opfatte ”innovative evner” som noget, der kræver sit eget fag og sin egen
metode, eller skal man opfatte det som en kompetence, der bør trænes i alle fag eller som
en overfaglig kompetence, der bedst dyrkes tværfagligt? Bør skolerne kontekstualisere
begrebet, så det giver faglig og almendannende mening, fx gennem at udvikle (tvær)faglige
problemfelter, hvor eleverne arbejder med at forbedre fx den offentlige debat i samfundsfag
eller miljøet i naturfag? Eller står innovationsevne i modsætning til faglighedsbegrebet? Bør
man afvise begrebet, eftersom der er tale om et tomt modeord eller et instrumentelt overgreb fra
en nyliberal markedstænkning, der gør mennesket hult og tomt?
2
Abstracts
1. Søren Harnow Klausen (SDU): Hvad er Innovation?
Meget forskellige opfattelser af innovation gør sig gældende i den aktuelle debat om
uddannelse og erhvervsudvikling, og de dækker over en række væsentlige konflikter og
problemer. Innovation afgrænses ofte fra kreativitet, idet den forstås som en mere
anvendelsesorienteret og konkret udmøntning af nye ideer, snarere end selve undfangelsen
af ideerne. Lige så ofte forstås innovation imidlertid som synonymt med kreativitet, og
begrebet rejser mange af de samme spørgsmål – f.eks. om innovation primært angår
personer, processer eller produkter, i hvor høj grad den afhænger af et særligt publikum
som kan værdsætte eller anvende resultaterne, og hvorvidt evnen til innovation bygger på
generelle og stabile træk ved personer eller organisationer eller snarere er kontekstafhængig
og domænespecifik (har innovative musikere og forretningsmænd noget til fælles?).
Ligeledes overses det ofte at det klassiske økonomiske innovationsbegreb ikke skelner
mellem konstruktive og destruktive eller ligefrem bagstræberiske måder at opnå fordele på,
og således harmonerer dårligt med den meget positive værdiladning som begrebet ellers har
fået. Endelig rummer både innovations- og kreativitetsbegrebet dybere spændinger og
paradokser, bl.a. fordi det drejer sig om at skabe noget der er på en gang nyt – ideelt set
radikalt nyt – og samtidig passende, dvs. noget som alligevel lever op til allerede gældende
normer. Jeg vil forsøge at afklare begreberne og samtidig diskutere hvordan man kan (og
hvorvidt man skal) fremme innovation og innovationskompetence via uddannelse.
Søren Harnow Klausen. (2010). “The Notion of Creativity Revisited. Philosophical
Perspectives on Creativity Research”. Creativity Research Journal 22, 347-60 (2010).
2. Palle Rasmussen (AAU): Social innovation i uddannelse og læring
Social innovation defineres oftest som udvikling af innovative løsninger til varetagelsen af
samfundsmæssige behov. Geoff Mulgan, en af de aktive forskere på området, skelner
mellem på den ene side forretningsmæssig innovation, som primært er drevet af behovet for
profitabilitet, og på den anden side social innovation, som er innovative aktiviteter primært
drevet af ønsket om at imødekomme samfundsmæssige behov og primært formidles via
offentlige eller frivillige organisationer. Andre definitioner af social innovation peger dog
også på, at netop denne type innovation i særlig grad er en social proces og en læreproces
præget af samspil og forhandling mellem forskellige aktører med hver deres roller; det er i
høj grad en bruger- og medarbejderdrevet innovation og adskiller sig fra den offentlige
politiks gennem sin bottom-up karakter. I mit bidrag vil jeg diskutere nogle aspekter af
forholdet mellem uddannelse, læring og social innovation. Det gælder bl.a. (1) spørgsmålet
om, hvorvidt social innovation kan ses som svar på nogle af de uddannelsesbehov, som i et
vist omfang forsømmes af eksisterende uddannelsessystemer og (2) forholdet mellem på
den ene side de læreprocesser, som udfolder sig i forbindelse med sociale
innovationsprojekter, og på den anden side de menneskelige og samfundsmæssige behov,
som innovationsprojekterne søger at udvikle svar på, samt (3) forholdet mellem bottom-up
processer inden for social innovation og så den fremherskende innovationsdiskurs i
offentlighed og politik, herunder fremkomsten af begrebet ”velfærdsinnovation”.
3
3. Michael Paulsen (SDU): Innovationsbegrebets dialektik i en uddannelseskontekst –
en strid mellem forskellige rationaler for innovation
Kernen i innovationsbegrebet er modsætningen mellem nyt og gammel. Denne modsætning
- udfoldet gennem bestræbelsen på at skabe fornyelse - er udtryk for en måde at tænke og
handle på, der adskiller det moderne fra tidligere tiders mennesker og samfund. Selv om fx
Platon og Aristoteles med nutidens øjne kan opfattes som innovative i betydningen at have
fornyet tænkningen, så rummer deres tænkning ingen begreber svarerende til
innovationsbegrebet. Hos Platon og Aristoteles gælder det aldrig om at udtænke noget helt
nyt – og muligheden herfor diskuteres end ikke. At være kreativ, innovativ og i det hele
taget at ville overskride og lave om på verden for herigennem at forny den, ligger uden for
den oldgræske forståelseshorisont. Fremvæksten af innovationsbegrebet bør på den
baggrund anskues i sammenhæng med den moderne konception af verden og mennesket
som størrelser, der kan fornys af mennesket, der dermed opfattes som selvoverskridende og
fremtidsorienteret. Formålet med dette paper er at diskutere, hvilke dialektiske
vanskeligheder og negationer denne vilje til fornyelse afstedkommer, når den ”anbringes” i
en uddannelseskontekst, hvor elever skal lære at blive innovative. I forlængelse heraf
præsenteres to antagonistiske innovationsrationaler, der strides om eleverne – et specifikt
orienteret teknokapitalistisk rationale og et alment orienteret frigørende rationale. De to
rationaler indeholder ikke blot forskellige begrundelser for at arbejde med innovation i
skolen, de opfatter også innovation forskelligt og lægger op til modsatte måder at arbejde
med innovation på. Fælles for rationalerne er imidlertid, at de står i modsætning til en
dyrkelse af skolens fag som mål i sig selv. Uanset om eleverne trænes i at hitte på og
markedsføre nye ufærdige produkter, der kan innoveres yderligere på eller om de trænes i at
arbejde med epokale nøgleproblemstillinger, der kalder på nye tanker og praksisser, der kan
forny og frigøre det til alle tider gode liv under aktuelle problemvikår, så fører det i
skolekonteksten til en latent instrumentalisering af det faglige indhold og bringes dermed i
et modsætningsforhold til en dyrkelse af lærdom som mål i sig selv. Overfor de to eksogene
innovationsidealer stiller sig dermed et endogent rationale: innovation opfattet som faglig
fornyelse, hvor elever trænes i at tænke kreativt og nyt i fagene snarere end at bruge fagene
til at markedsinnovere eller til at frigøre mennesket uden for skolen. I
modsætningsforholdene mellem de tre innovationsrationaler og i mulighederne for at
ophæve og indoptage hinanden følger forskellige måder at forløse ideen om det
fornyelsesskabende menneske i skolen på. Det er artiklens tese, at man må medtænke disse
muligheder for at kunne tage adækvat stilling til, om innovation i skolen er en god ide.
4. Torben Spanget Christensen og Peter Hobel (SDU): Innovative evner og de
gymnasiale uddannelser
I formålsparagraffen for de gymnasiale uddannelser bestemmes det, at uddannelserne skal
”udvikle elevernes kreative og innovative evner og deres kritiske sans”. Dén gymnasiale
uddannelse, der er kontexten for udviklingen af de innovative evner, har til formål at
udvikle elevernes faglige indsigt dels i et dannelsesperspektiv med vægt på udvikling af
personlig myndighed, dels i et studieforberedende perspektiv. Vi vil argumentere for, at det
er muligt at begrebsliggøre innovation som et ikke-markedsspecifik begreb. Godt nok
handler innovation instrumentelt set blot om forandring i og af verden, men i et
civilsamfundsperspektiv, hvor demokratiske idealer og idealer om bæredygtighed er
gældende, bliver begrebet innovation meningsløst, hvis disse forandringer ikke er udtryk
for forbedringer. Derfor må innovation i en uddannelsesmæssig sammenhæng være rettet
4
mod etisk reflekterede forbedringer af verden. Da de gymnasiale uddannelser både er
almendannende og studieforberedende, vil vi diskutere innovationsbegrebet i forhold til
disse to kategorier. Studiekompetence har et omkostningsøkonomisk (planlægning og
gennemførelse af studie inden for givne rammer) og et vidensøkonomisk aspekt
(tværfaglige, refleksive og innovative evner). Innovation vil i relation til begge disse
aspekter være instrumentel og må derfor kvalificeres af almendannelsen. Med
udgangspunkt i denne begrebsliggørelse af innovation vil vi præsentere og diskutere
undervisningsforløb fra ”Projekt innovationskraft og entreprenørskab” i Region
Hovedstaden.
Christensen, Torben Spanget; Hobel, Peter og Paulsen, Michael (2010): Innovation i
gymnasiet : Evaluering af projekt innovationskraft og entreprenørskab på gymnasier i
region Hovedstaden. Rapport 1. Skriftserien Gymnasiepædagogik. Odense: IFPR/SDU
Hobel, Peter (2009): Almen studieforbederedelse og innovativ komptence. En undersøgelse
af 1.g'eres brug af skrivning som medie til innovation i fagligt samspil. Odense: SDU
Raae, Peter Henrik (2007): Effektivisering og demokrativ. In: Bøje, J.D. m.fl.:
Gymnasiereform 2005- professionalisering af ledelse, lærere og elever? Skriftserien
Gymnasiepædagogik nr. 66, Odense: IFPR/SDU
Rasmussen, Palle (2002): Kreativ og innovativ kompetence. I: Nøglekompetencer forskerbidrag til Det Nationale Kompetenceregnskab. Undervisningsministeriet.
Downloaded fra http://pub.uvm.dk/2002/nkr/dokumentationsrapport/10.html (aktiv juni
2009)
5. Luise Li Langergaard (RUC): Innovation som styrkelse af det offentlige ved den
offentlige sektor?
Ideen om innovation i den offentlige sektor er relativt ny i Danmark og går blot 5-6 år
tilbage, selvom den internationalt kan spores årtier tilbage. På trods af den store interesse
om begrebet, og de store forhåbninger, der tilsyneladende knyttes til innovation som
løsning på fremtidens udfordringer, har interessen for teoretisk diskussion og udvikling af
begrebet været yderst begrænset. Eksempelvis foregår der i stor udstrækning en direkte og
ukritisk overførsel af definitioner af innovation fra den forskning, som hidtil har været
fokuseret på innovation i private virksomheder, til forskningen i innovation i den offentlige
sektor. Disse to kontekster er dog fundamentalt forskellige og udgangspunktet for dette
paper er, at et begreb om innovation i den offentlige sektor bør afspejle dette. Dette gælder
ikke mindst for så vidt, som man betragter innovation, som noget efterstræbelsesværdigt,
som skal medføre forbedringer eller værdiskabelse. Paperet diskuterer spørgsmålet: Hvad
implicerer det for et begreb om ’offentlig sektor innovation’, hvis man omfatter innovation
som forbedringer af eksisterende praksisser? For at diskutere dette spørgsmål præsenteres
forskellige bud på innovationsbegrebet som dels viser, hvordan det historisk har været
defineret i ’klassiske’ bidrag inden for innovationsteorien , dels hvordan det defineres og
forstås i forskningslitteratur, og politiske strategier, om innovation i den offentlige sektor i
dag. Der argumenteres for, at de eksisterende begreber ikke kan redegøre for, hvordan man
skal forstå forbedring af den offentlige sektor som netop offentlig under hensyn til de
særlige normative fordringer, som er central i forståelsen af den offentlige sektor som
politiske og demokratiske institutioner.
5
6. Tine Lynfort Jensen (SDU): Fra tanker til handling og tilbage igen – en diskussion
af humanioras forbindelse til innovation og entreprenørskabsundervisning
Med baggrund i en PhD afhandling om humaniora og entreprenørskabsundervisning vil
dette paper kredse om de sidste tre temaer i forskningsseminaret, der handler om ’hvorfor’
og ’hvordan’ man i uddannelsessystemet kan forholde sig til innovation og entreprenørskab
som metoder og muligheder i undervisningen. Humaniora har traditionelt set ikke været
anset
som
oplagt
til
at
bære
udviklingen
indenfor
innovation
og
entreprenørskabsundervisning frem. Samtidig viser undersøgelser og den sparsomme
eksisterende litteratur om emnet, at humanister oftere forbindes med innovation og
kreativitet end andre typer af fagligheder. På den anden side argumenterer man i
innovations – og entreprenørskabsfelterne for, at humanister ikke har kompetencer til at
beskæftige sig med de forretningsmæssige aspekter af fænomenet, hvorfor humanisterne
bør arbejde med eksempelvis kulturelt og socialt entreprenørskab. Der fremlægges
resultater, som modificerer disse antagelser, og som samtidig præsenterer en metode til
læringsprocesser, der integrerer de humanistiske kompetencer med de entreprenante. Denne
metode kombinerer to aspekter af et refleksivt element – dels som en kritisk-refleksiv
grundkompetence og dels som en (selv)evaluerende dimension i denne form for
undervisning. Det refleksive kobles til det handlingsorienterede, som innovations – og
entreprenørskabsundervisningen sætter fokus på. Dermed forsøger metoden at give svar på,
hvordan man i en humanistisk kontekst kan omfavne det nye samtidig med, at man bevarer
og udvikler dét, man allerede kan.
7. David Kergel (AAU): Creativity as Self-Gouvermentality, Disobedience as
Creativity. Towards a re-defintion of Creativity within the educational field
Within the educational sector the notion creativity becomes increasingly contextualised
with the dichotomies `education and entrepreneurship´, `education, innovation,
competitiveness´. According to these concepts creativity is a specific capital which provides
advantages in competitive situations. The notion creativity is interconnected with
discourses that can be interpreted as discourses of self-govermentality (Foucault) and
subjectification (Butler): Creativity becomes the normative requirement to an
individualised self-expression and is performative (re-) produced by the expectations and
requirements of the curriculum, the discourses about creativity within the educational field,
concrete pedagogic actions etc. This use of the notion creativity lost the subversive and
emancipatory dimension which the notion creativity possessed in former times. As a
concept of the individual aesthetics of the `Sturm und Drang´-period and the Early
Romantics, creativity signified the - rebellious - act of self-reflection/ self-expression
against normative tendencies. According to this concept creativity should enable the
constitution of a self-determined subject against normative requirements. This
interpretation of the act of creativity shifts the perspective on pedagogic actions. Acts of
disobedience and classroom disturbances can be regarded as possible acts of selfarticulation within and against the structural power of school (Bourdieu/ Passeron) and
deliver an approach for a critical teaching practice.
6
8. Karen Ingerslev (CBS): innovation in the health care sector
This paper is based on a qualitative case study on the significance of the interaction
between organization and modes of steering and control for innovation in the health care
sector. The Ph.D. project is part of a strategic research program ”SLIP” at CBS, on public
leadership of the future, funded by the Ministry of Finance. Considerable change in the
health care sector, regarding both restructuring areas of expertise, cutting costs, an
expanding range of services, a decreasing work force and the building of new giant
hospitals, creates a need for innovation and from a management perspective an urge to
make innovation happen. The study is focused on the interplay between training
programmes on innovation for teams of employees, the clinical everyday work and the
hierarchy executing steering and control. The paper analyses the concept of innovativeness
from 3 perspectives, with concepts of facilitating innovation from C. O. Scharmers Theory
U, concepts of group dynamics and passions of professional employees and concepts of
organizational structures, inspired by H. Mintzberg. The analysis of the concept of
innovativeness aims at influencing innovation strategies in the health care sector.
7