1. No category

HØJESTERETS KENDELSE
afsagt onsdag den 25. januar 2017
Sag 168/2016
Anklagemyndigheden
mod
T
(advokat Jacob Kiil)
I tidligere instanser er truffet afgørelse af Københavns Byret den 25. marts 2015 og af Østre
Landsrets 22. afdeling den 18. april 2016.
I påkendelsen har deltaget tre dommere: Jytte Scharling, Marianne Højgaard Pedersen og
Hanne Schmidt.
Påstande
T har nedlagt påstand om, at statskassen pålægges at betale de fulde sagsomkostninger for
landsretten og delvise omkostninger for byretten, subsidiært delvise sagsomkostninger for
lands- og byretten og mere subsidiært delvise sagsomkostninger for landsretten.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om stadfæstelse.
Sagsfremstilling
T var tiltalt for at have deltaget i den organiserede hashhandel på Christiania i den femte af de
i alt seks sager i det såkaldte ”Pusherstreetsagskompleks”. Pusherstreetsag 5 omhandlede boderne 4, 5, 17 og 26, og T var tiltalt primært for sin tilstedeværelse i bod 26 og i mindre
omfang bod 5.
T blev i byretten idømt 2 års fængsel for overtrædelse af straffelovens § 191, og han fik
konfiskeret 400.000 kr. i skønsmæssigt fastsat udbyttekonfiskation. I landsretten blev T idømt
fængsel i 2 år og 6 måneder, men fik alene konfiskeret 200.000 kr.
- 2 -
I byrettens dom af 25. marts 2015 hedder det om sagsomkostningerne:
”De tiltalte er alle mod deres benægtelse fundet skyldige i som led i den organiserede
hashhandel på Christiania at have medvirket til et omfattende salg af hashprodukter. Da
den skete bevisførelse ikke for nogen tiltalts vedkommende skønnes at have været ufornøden, finder retten ikke grundlag for at lade statskassen endeligt afholde nogen anden
del af omkostningerne til de tiltaltes forsvar end de omkostninger, som er foranlediget
enten af, at de tiltalte – mod deres ønske – på grund af sagernes tilrettelæggelse har måttet skifte forsvarer undervejs i forløbet, eller af aflysninger af retsmøder.
…
Tiltalte T skal betale 567.150 kr. + moms til den beskikkede forsvarer, advokat Jacob
Kiil, hvoraf tidligere af statskassen er udlagt a conto 358.675 kr. + moms. Statskassen
betaler endeligt yderligere 15.000 kr. + moms til den beskikkede forsvarer, advokat
Jacob Kiil. Tiltalte T skal endvidere endeligt betale halvdelen af det tidligere af
statskassen udlagte salær på kr. 14.900 kr. + moms til den tidligere beskikkede
forsvarer, advokat Hanne Reumert. Statskassen betaler endeligt den resterende halvdel
af dette salær.”
I landsrettens dom af 18. april 2016 hedder det om sagsomkostningerne:
”Sagskomplekset har grundet sit omfang og indhold været opdelt i 6 sager, og denne
ankesag har også bestået i en omfattende bevisførelse, der har skullet afdække de tiltaltes deltagelse i den omfattende hashhandel på Christiania, som de tiltalte kun i et
meget begrænset omfang har erkendt at have deltaget i. Bevisførelsen har i vidt omgang
bestået i at få fastslået de enkelte tiltaltes tilstedeværelse i de enkelte boder og omfanget
af de enkelte tiltaltes salg af hash og hashprodukter. Det tiltrædes derfor, at de tiltalte
efter byrettens bevisresultat er blevet pålagt at betale sagsomkostninger for byretten som
fastslået i dommen.
For landsretten har ankesagen helt overvejende bestået i en stillingtagen til de samme
bevisspørgsmål, hvorfor det følger af de almindelige regler om sagsomkostninger i
straffesager, at de tiltalte, der ikke i landsretten har opnået et gunstigere resultat i
relation til strafudmålingen, hver især skal betale sagsomkostninger, herunder udgiften
til egen forsvarer. Dette gælder for de tiltalte … og T …
Landsretten fastsatte ved beslutning af samme dato salæret til advokat Jacob Kiil, der var beskikket for T, til 230.000 kr. med tillæg af moms, der betales endeligt af domfældte.
Anbringender
T har navnlig anført, at den del af omkostningerne, der er forårsaget af bevisførelse
vedrørende boderne 4, 5 og 17 samt ”aktionsdagene”, ikke kan anses for nødvendige ved
behandlingen af sagen mod ham, jf. retsplejelovens § 1008, stk. 1, og at denne bevisførelse
- 3 -
må angå en anden forbrydelse end den, som han er dømt for, jf. retsplejelovens § 1008, stk. 2.
Den del af bevisførelsen, der har omhandlet hans tilstedeværelse i bod 26, kan heller ikke anses for nødvendig, da hans tilstedeværelse ikke har været bestridt.
Han fik ved landsrettens dom forhøjet sin fængselsstraf med 6 måneder, men han fik samtidigt nedsat konfiskationsbeløbet til halvdelen. Det indebærer en ikke uvæsentlig forandring
til fordel for ham, hvorfor statskassen skal betale de fulde sagsomkostninger for landsretten,
jf. retsplejelovens § 1008, stk. 3.
At han for by- og landsret er blevet pålagt at betale et samlet beløb på 1.005.750 kr. i sagsomkostninger er uforholdsmæssigt både i forhold til den idømte straf og hans sociale og
økonomiske formåen, jf. retsplejelovens § 1008, stk. 4, 2. pkt. Bestemmelsen skal fortolkes i
overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 3, litra
c, og praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fastlægger, at det strider mod
artikel 6, stk. 3, litra c, hvis de pålagte sagsomkostninger er ”excessive”.
Anklagemyndigheden har navnlig anført, at sagen vedrørte, hvorvidt hashhandlen havde en så
velorganiseret og professionel karakter, at der var tale om et kriminelt netværk, samt om T
som følge af den organiserede hashhandel kunne gøres ansvarlig for hashhandel på
tidspunkter, hvor han ikke var til stede. T benægtede at have deltaget i den organiserede
hashhandel eller at have handlet i forening med andre, og han erkendte kun i begrænset
omfang at have solgt hash fra bod 26. Bevisførelsen var derfor nødvendig vedrørende boderne
5 og 26 og også for så vidt angår ”aktionsdagene”.
Da sagen i høj grad vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt hashhandlen var så organiseret og professionel, at de enkelte hashhandlere udgjorde en del af et kriminelt netværk, kan bevisførelsen allerede derfor ikke anses som at angå en anden forbrydelse. Det understøttes endvidere af, at landsretten lagde til grund, at T havde haft en fast tilknytning til bod 26 som
sælger, og at han som led i den organiserede hashhandel i forening med andre havde solgt
hash til talrige personer.
Da T er dømt for salg af et større kvantum hash, end han selv erkendte, for medvirken samt
for at være en del af det kriminelle netværk, er der ikke grundlag for at lade statskassen betale
en større del af sagsomkostningerne end fastsat af byretten.
- 4 -
Der er heller ikke grundlag for at anse landsrettens resultat som værende mere gunstigt for T
end resultatet ved byretten. I Pusherstreetsag 6, hvor Højesteret tiltrådte landsrettens omkostningsfastsættelse, var to af de tiltalte, ligesom det er tilfældet for T, i landsretten blevet idømt
strengere fængselsstraffe end i byretten, mens de samtidigt havde fået nedsat
konfiskationsbeløbet, uden at dette medførte, at det omkostningsmæssigt blev anset som et for
disse tiltalte gunstigere resultat.
Der er ikke i retspraksis eksempler på, at sagsomkostningerne i medfør af retsplejelovens §
1008, stk. 4, 2. pkt., er pålagt det offentlige under henvisning til en tiltalts sociale og økonomiske forhold. T har mulighed for i medfør af reglerne i inddrivelsesloven at søge henstand
eller eftergivelse af de idømte sagsomkostninger.
Højesterets begrundelse og resultat
T er dømt for deltagelse i organiseret hashhandel og er pålagt at betale sagsomkostninger på
godt 710.000 kr. for sagens behandling ved byretten og knap 290.000 kr. for sagens
behandling ved landsretten, i alt godt 1 mio. kr. Sagsomkostningerne udgøres alene af udgifter
til forsvarersalær med tillæg af moms.
Af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at de omhandlede udgifter til
forsvarerbistand har været nødvendige og derfor som udgangspunkt kan kræves erstattet af T,
jf. retsplejelovens § 1008, stk. 1, 1. pkt.
Der er ikke grundlag for at antage, at bevisførelsen har været rettet mod en anden forbrydelse
end den, som T er blevet dømt for. § 1008, stk. 2, kan derfor ikke medføre en begrænsning i
Ts pligt til at betale sagsomkostningerne.
Højesteret tiltræder, at Ts anke til landsretten ikke førte til en forandring til hans fordel.
Retsplejelovens § 1008, stk. 3, kan derfor ikke føre til, at han fritages for at betale
omkostninger for landsretten.
Efter sagens karakter og omstændigheder finder Højesteret ikke grundlag for at begrænse
omkostningsansvaret efter reglen i retsplejelovens § 1008, stk. 4, 2. pkt. Der er ikke grundlag
- 5 -
for at antage, at omkostningsansvaret ellers vil komme til at stå i åbenbart misforhold til domfældtes skyld og vilkår.
Højesteret finder, at artikel 6, stk. 3, litra c, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
ikke fører til et andet resultat.
Thi bestemmes:
Landsrettens afgørelse stadfæstes