Microsoft Word Viewer - BA28000R.DOC

HØJESTERETS DOM
afsagt onsdag den 1. februar 2017
Sag 280/2015
(2. afdeling)
Automester Bramstrup ApS
og
Steen Eithz Bentsen
(advokat Claes Wildfang for begge)
mod
Niels Einar Langkilde
(advokat Sture Rygaard)
I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Svendborg den 26. marts 2014 og af Østre
Landsrets 20. afdeling den 26. august 2015.
I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Lene Pagter Kristensen, Poul Dahl Jensen, Henrik
Waaben, Lars Hjortnæs og Anne Louise Bormann.
Påstande
Appellanterne, Automester Bramstrup ApS og Steen Eithz Bentsen, har påstået frifindelse.
Indstævnte, Niels Einar Langkilde, har påstået stadfæstelse.
Forklaringer
Der er afgivet forklaring af Uffe Knudsen, Poul Verner Jørgensen, Kent Krogsgaard, Jens
Otto Rasmussen, Kaj Nielsen, Sven Caning, Kent Serup Jørgensen og Charlotte Langkilde.
Uffe Knudsen har forklaret bl.a., at han er uddannet murer og har drevet selvstændig murerforretning i 20 år. Han bor i Sønder Nærå i Årslev, hvor han har boet hele sit liv. Han har
- 2 -
igennem mange år været interesseret i herregårde og kirker. Sønder Nærå ligger cirka 6
kilometer fra herregården Bramstrup. Han har aldrig hørt, at der omkring herregården Bramstrup havde ligget en by, eller at området er betegnet Bramstrup. Han forbinder Bramstrup
med herregården Bramstrup. Han mener ikke, at medarbejderboligerne på Bramstrup (stikvejen fra Bramstrupvej) udgør en by. Der er eller har været medarbejderboliger på alle herregårde.
Han er byggesagkyndig ved Nr. Lyndelse Kirke. Han har mødt Niels Langkilde i forbindelse
med byggesyn på Nr. Lyndelse Kirke, idet Niels Langkilde sad i menighedsrådet. Inden for de
sidste par år har hans murerfirma været ”husmurer” på herregården Bramstrup. Han har ikke
som barn kendt personer, der boede mellem Volderslev og Nr. Lyndelse.
Poul Verner Jørgensen har forklaret bl.a., at han er landmand og driver et mindre landbrug i
Lumby mellem Nr. Lyndelse og Årslev. Han er født i 1947. Gården, hvor Steen Eithz Bentsen
driver sit værksted fra, er hans fødehjem. Hans forældre boede på ejendommen indtil 1994, og
han ejer i dag det meste af ejendommens landbrugsjord, som han driver.
Når han har hørt personer forklare, hvor de kom fra, til personer, som ikke var kendt i området, sagde de, at de boede i Bramstrup-området. Hvis man taler om herregården Bramstrup,
taler man om "nede på Godset i Bramstrup”. Han har været til mange arrangementer på herregården Bramstrup, og når han har været af sted, har han sagt, at ”han har været på Bramstrup
Gods”.
Han mener, at skellet for Bramstrup-området mod nord går ved Volderslev ved det sted, der
kaldes ”Kirken”, og som ligger ved det gamle sogneskilt. Mod øst går skellet ved Kesselstedet
ved det gamle vandløb. Mod syd er det sværere at sige, hvor skellet går, men et sted mellem
herregården Bramstrup og Nr. Lyndelse. Det er svært at sige, om hans fødehjem ligger i
Bramstrup-området eller i Nr. Lyndelse. Det er svært at sige, hvor skellet går mod vest. Han
mener, at Bramstrup er et område, og at der i tidernes morgen var en lille by, og herefter er
herregården Bramstrup opstået. Han ved ikke, hvor byen har ligget.
Kent Krogsgaard har forklaret bl.a., at han har boet på Lumbyvej 54 i 37 år. Han er kommet i
området omkring Bramstrup hele sit liv. Han kendte en person, som de kaldte Thorkild Træ-
- 3 -
ben, der boede på Kesselstedet. Han kender ikke Thorkild Træbens rigtige efternavn. Han
kendte Thorkild Træben i 3-4 år, før denne døde for 4-5 år siden. Han har altid fået at vide, at
området hed Bramstrup, og at herregården Bramstrup var opkaldt efter området.
Området øst for Bramstrupvej blev betegnet Bramstrup. Thorkild Træben, der boede på Kesselstedet øst for Kesselstedet 1, sagde altid, når han skulle hjem, at han skulle til Bramstrup.
Han vil betegne Bramstrup som området fra Kesselstedet mod nord til Volderslev. Han kan
ikke afgrænse det nærmere mod øst.
Jens Otto Rasmussen har forklaret bl.a., at han bor i Nr. Lyndelse. Han er født i 1947 i Nr.
Lyndelse, hvor han boede, indtil han var 23-24 år gammel. Han kom tilbage til Nr. Lyndelse
sidst i 1990’erne. Han har kendt vidnet Poul Verner Jørgensen siden, de sammen startede i
skolen. Han kom meget i Poul Verner Jørgensens barndomshjem. Når han skulle besøge Poul
Verner Jørgensen, sagde han til sine forældre ”Jeg smutter lige ud til Bramstrup.” De kaldte
området for Bramstrup. Når han var med til klapjagt på herregården Bramstrup, sagde de, at
de tog på ”Godset Bramstrup”.
Det er svært at afgrænse området Bramstrup, men han mener, at det mod nord afgrænses af
Volderslev, mod syd mod Nr. Lyndelse. Han kan ikke sige nøjagtig, hvor grænsen går mod
syd. Mod øst afgrænses det ved Kesselstedet, idet Kesselstedet ikke er omfattet af Bramstrup.
Han har ikke, når han har omtalt området, sagt ”ude ved Bramstrup". Sortelung er ikke en by,
men et område. Han kender gården Frydenlund, der ligger på vejen til Sortelung. Han ved
ikke, om Frydenlund ligger i Bramstrup. Efter hans mening er Bramstrup et område og ikke
en by.
Han får ikke repareret bil hos Steen Eithz Bentsen. Han har været på Steen Eithz Bentsens
ejendom én gang, hvor Steen Eithz Bentsen spurgte ham om noget. Han har kendt Steen Eithz
Bentsen i 1 år.
Kaj Nielsen har forklaret bl.a., at han har boet i Nr. Lyndelse siden 1971. Han er født og
opvokset på Bramstrup hos sine bedsteforældre, hvor han boede i medarbejderboligerne til
herregården Bramstrup, der ligger på stikvejen Bramstrup. Han arbejdede i 50 år på Kildemoes cykelfabrik i Nr. Lyndelse. Han har kendt vidnet Poul Verner Jørgensen siden, de var børn.
- 4 -
De boede cirka 300 meter fra hinanden. Når de var til fodbold, blev han og Poul Verner Jørgensen kaldt ”De to ude fra Bramstrup”. Han tænker på Bramstrup som et område.
Han mener, at Bramstrup-området strækker sig fra syd fra Bramstrupvej-skiltet i Nr. Lyndelse
til Volderslev mod nord på begge sider af Bramstrupvej. Mod øst afgrænses det af Kesselstedet og mod vest ved vejene mod Dømmestrup. Området Sortelung ligger sydøst for
området Bramstrup. Han kender ikke Steen Eithz Bentsen. Han har talt med Poul Verner
Jørgensen, der spurgte ham om, hvad han kendte til Bramstrup, og om han ville vidne i sagen.
Sven Caning har forklaret bl.a., at han siden 2006 har boet på Radbyvej 5 i Nr. Søby, der
ligger cirka 3 kilometer fra herregården Bramstrup. Han har været medlem af og er nu suppleant for lokalrådet for Nr. Søby/Nr. Lyndelse og omegne. Lokalrådet mødes hvert kvartal
og drøfter forhold af betydning for lokalområdet. Lokalrådet skal komme med input til Faaborg Midtfyn Kommune. Han har været medforfatter til ”Udviklingsplan 2014-2020, Nr.
Lyndelse/Nr. Søby og omegne”. Planen blev skrevet, fordi kommunen havde anmodet lokalrådet om at komme med input til, hvad der var vigtigt for borgerne i området.
Lumby, Freltofte og Dømmestrup er landsbyer, og Sortelung er et område, mens Bramstrup er
herregården Bramstrup. Når de under ”styrker” henviser til Bramstrup og Søbysøgård, er der
tale om herregårdene Bramstrup og Søbysøgård. Bramstrup refererer til herregården Bramstrup. I udviklingsplanen opfatter de Bramstrup som herregården Bramstrup.
Han kender ingen personer, der bor øst for herregården Bramstrup, og han kender heller ingen
i området nord for Nr. Lyndelse, syd for Volderslev, øst for Bramstrupvej og vest fra Nr.
Lyndelsevej.
Han kender Niels Langkilde fra arbejdet med udviklingsplanen, idet lokalrådet hørte alle
interessenter i forbindelse med udarbejdelse af denne. Udviklingsplanen er blevet til på baggrund af blandt andet borgermøder, ligesom lokalrådet indhentede oplysninger fra andre
kilder. Beskrivelsen af herregården Bramstrup i planen er inspireret blandt andet af et interview med Niels Langkilde.
- 5 -
Kent Serup Jørgensen har forklaret bl.a., at han bor på Freltoftevej i Freltofte, der ligger cirka
6 kilometer fra herregården Bramstrup. Han har boet på den samme adresse fra han var 7 år,
bortset fra et afbræk på 13 år til København. Efter hans overbevisning er det herregården
Bramstrup, man mener, når man taler om Bramstrup. Han har ikke hørt Bramstrup som betegnelse for et område.
Han er formand for Nr. Lyndelse og Nr. Søby Idrætsforening, hvor han har været aktiv de
sidste 7 år. Han har ikke hørt andre omtale Bramstrup på anden måde end det, han har forklaret i retten i dag. Han kender Niels Langkilde, idet de har/har haft børn på samme skole.
Han mener, at han er indkaldt til at afgive vidneforklaring, fordi han er aktiv i lokalområdet.
Charlotte Langkilde har forklaret bl.a., at hun er Niels Einar Langkildes søster. Hun er født og
opvokset på godset Bramstrup. Hun flyttede fra godset i 1968 og bor i dag i København. Hun
besøger sin bror og hans familie på godset flere gange om året.
Hun er uddannet cand.ling.merc. og har arbejdet som translatør og tolk i mange år. Hun er i
øjeblikket i gang med et bogprojekt om sin farfars søster, Kirsten Langkilde, som levede i
perioden 1873-1964, og som var en af de første kvinder i Danmark, der blev uddannet på
universitetet. Hun har i forbindelse med dette bogprojekt sat sig ind i godset Bramstrups
historie. Hendes research omfatter undersøgelser i Rigsarkivet og lokalhistorisk arkiv.
Der har i den ældste tid eksisteret en landsby ved navn Bramstrup. Landsbyen eksisterede
indtil omkring år 1600 og blev nedlagt af den daværende ejer af godset Bramstrup. Dette
fremgår af en arkæologisk undersøgelse, og hun havde også hørt om det, da hun var barn.
Hun har gennem sin opvækst og research indgående kendskab til området ved godset Bramstrup. Der eksisterer ikke en by ved navn Bramstrup omkring godset Bramstrup. Periferien af
godset Bramstrup er det samme som Bramstrup, og Bramstrup er således ensbetydende med
godset Bramstrup. Hun har ikke hørt, at andre skulle være af en anden opfattelse.
Da hun boede på godset Bramstrup, betragtede hun Nr. Lyndelse, Volderslev og Dømmestrup
som de nærmeste byer. Hun har altid sagt, at hun kommer fra en gård mellem Volderslev og
Nr. Lyndelse.
- 6 -
Højesterets begrundelse og resultat
Sagen angår, om Niels Einar Langkilde som ejer af godset Bramstrup i medfør af almindelige
retsgrundsætninger kan forhindre Automester Bramstrup ApS og Steen Eithz Bentsen i at anvende navnet Bramstrup erhvervsmæssigt. Der skal i første række tages stilling til, om Bramstrup er et ”særegent navn på fast ejendom”, jf. bl.a. selskabslovens § 2, stk. 2, og varemærkelovens § 14, nr. 4. Hvis dette er tilfældet, skal der tages stilling til, i hvilket omfang Niels
Einar Langkilde er beskyttet mod, at andre anvender navnet Bramstrup erhvervsmæssigt uden
Niels Einar Langkildes samtykke.
Som anført i landsrettens dom var Bramstrup navnet på en landsby, som gav navn til det gods,
som Niels Einar Langkilde ejer. Landsbyen Bramstrup blev nedlagt omkring år 1600. Der findes ikke på Fyn i dag en by ved navn Bramstrup, men Bramstrup er anført som supplerende
bynavn i Bygnings- og Boligregistret (BBR) for bl.a. ejendommen Bramstrupvej 27, hvor
Steen Eithz Bentsen bor og driver sin virksomhed.
Ifølge § 9 i bekendtgørelse om vejnavne og adresser, jf. senest bekendtgørelse nr. 436 af 2.
maj 2014, kan adressemyndigheden, som er kommunalbestyrelsen, for hver navngiven vej
fastsætte et eller flere supplerende bynavne, som tydeliggør beliggenheden af vejen og de
tilhørende adresser. Som supplerende bynavn kan anvendes et egentligt bynavn eller et andet
lokalt stednavn, der er egnet til at præcisere adressebetegnelsen.
Ud over i BBR er Bramstrup angivet som supplerende bynavn som en del af adresseangivelsen på bl.a. Steen Eithz Bentsens sundhedskort og valgkort. Bramstrup er endvidere i tingbogen og i VejviserFyn angivet som supplerende bynavn for hans ejendom på Bramstrupvej
og for et mindre antal ejendomme på vejene Bramstrup, Kesselstedet og Skovstien, hvor nogle af ejendommene er medarbejderboliger, der hører til godset Bramstrup.
Vidnerne Poul Verner Jørgensen, Kent Krogsgaard, Jens Otto Rasmussen og Kaj Nielsen, der
alle har boet i området i en længere årrække, har for Højesteret forklaret, at Bramstrup ikke
kun anvendes som betegnelse for godset. Det har i årtier også været anvendt som stedbetegnelse for et område omfattende godset og et yderligere område tæt på dette.
- 7 -
Højesteret finder på den anførte baggrund, at det må lægges til grund, at Bramstrup på egnen
ikke kun er anvendt som navn på godset Bramstrup, og at Niels Einar Langkilde således ikke
har godtgjort, at Bramstrup er et særegent navn på hans faste ejendom. Det kan ikke føre til et
andet resultat, at vidnerne Uffe Knudsen, Kent Serup Jørgensen og Charlotte Langkilde har
forklaret, at de ikke har hørt Bramstrup anvendt som betegnelse for andet end godset, og at
Bramstrup i bl.a. avisartikler, der omtaler aktiviteter på godset, er anvendt som betegnelse for
godset.
Med dette bevisresultat er parterne enige om, at Niels Einar Langkilde ikke i medfør af almindelige retsgrundsætninger kan forhindre Automester Bramstrup ApS og Steen Eithz Bentsen i
at anvende navnet erhvervsmæssigt.
Herefter, og da Steen Eithz Bentsen som nævnt bor og driver virksomhed i et område, hvor
Bramstrup ifølge offentlige registre indgår i adresseangivelsen, tager Højesteret Automester
Bramstrup ApS og Steen Eithz Bentsens påstand om frifindelse til følge.
Niels Einar Langkilde skal betale sagsomkostninger til Automester Bramstrup ApS og Steen
Eithz Bentsen for byret, landsret og Højesteret med i alt 121.500 kr. Heraf er 120.000 kr. til
dækning af udgifter til advokatbistand og 1.500 kr. til dækning af retsafgift.
Thi kendes for ret:
Automester Bramstrup ApS og Steen Eithz Bentsen frifindes.
I sagsomkostninger for byret, landsret og Højesteret skal Niels Einar Langkilde betale i alt
121.500 kr. til Automester Bramstrup ApS og Steen Eithz Bentsen.
Sagsomkostningsbeløbet skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og
forrentes efter rentelovens § 8 a.