Special- og Omsorgstandplejens personkreds Omsorgstandpleje og Specialtandpleje er to kommunale tandplejetilbud, der begge retter sig mod borgere med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne. Den gældende lovgivningsmæssige adskillelse af de to tandplejetilbud er primært grundet i historiske forhold. Vurderingen af det hensigtsmæssige i at opretholde to adskilte kommunale tandplejetilbud til borgere med funktionsnedsættelse tager afsæt i en nærmere beskrivelse af personkredsen, personkredsens særlige tandplejeproblemer og tandplejens aktuelle indhold samt en analyse af fordele og ulemper ved sammenlægningen af de to tandplejetilbud. Specialtandplejens personkreds Specialtandplejen er et kommunalt tilbud for borgere i alle aldre, der ikke kan benytte de almindelige tandplejetilbud pga. sindslidelse, psykisk udviklingsforstyrrelse eller anden meget betydelig og varig funktionsnedsættelse, f.eks. cerebral parese, sklerose mv. Patienterne kommer fra følgende fynske kommuner: Assens, Faaborg-Midtfyn, Kerteminde, Middelfart, Nordfyn, Nyborg, Odense og Ærø. Omsorgstandplejens personkreds Omsorgstandpleje er et tilbud til personer over 18 år, der er tilmeldt folkeregistret i kommunen, og som på grund af kronisk nedsat førlighed eller vidtgående fysisk eller psykisk handicap ikke kan udnytte det almindelige tandplejetilbud. I overvejende grad benyttes omsorgstandplejen af ældre med funktionsnedsættelser, og hovedparten af brugerne er således ældre over 80 år. Langt de fleste bor i plejebolig, mens en mindre del bor i egen bolig. Stort set alle patienterne er borgere, som modtager alderspension. Hvor man tidligere så funktionsnedsættelser i bevægeapparatet som en hyppig årsag til plejehjemsanbringelse og dermed som en barrierer for at benytte de almindelige tandplejetilbud, er brugerne af omsorgstandplejen i dag ofte karakteriseret ved en demenslidelse. Det er vurderet at op mod 2/3 af beboere i plejeboliger har en eller anden form for demenssygdom. Patienter i omsorgstandplejen er karakteriseret ved høj alder, fysiologiske aldersforandringer og flere samtidige og ofte kroniske lidelser. Typisk er omsorgstandplejepatienten storforbruger af mange forskellige medicinske præparater, hvilket igen kan føre til øget sygelighed, reduceret livskvalitet, funktionssvigt og øget dødelighed. Ved brug af mange medikamenter øges risikoen for bivirkninger og interaktioner mellem de enkelte medikamenter. En stor andel af patienterne i omsorgstandplejens potentielle personkreds kan derfor beskrives som medicinsk kompromitterede patienter med relativt kortere gennemsnitlig restlevetid. Patientfordeling Patientfordeling for Specialtandplejen, som den så ud i 2016: Det er de faste patienter, der er tilmeldt til regelmæssigt tandbehandlingstilbud. Der kan forekomme patienter, der visiteres til engangsbehandling – de indgår IKKE i takstgrundlaget. Odense står for 35 % af den samlede patientmasse - heraf ÆHF med ca 92 % og BSF med 8 % Patientfordeling for Omsorgstandplejen: I Omsorgstandplejen behandles årligt ca. 450 patienter. Således bliver ca. 35 % behandlet på klinik – resten tilses i egen bolig. Størsteparten – dvs. ca. 85 % af den samlede patientmasse er plejehjemsbeboere. Alle patienter er fra ÆHF. Udvikling i patientgruppen – nye krav til klinikkerne Fælles for driftsområderne i både Special- og Omsorgstandplejen er, at patientgruppen ofte er kørestolsbrugere, hvilket sætter særlige krav til klinikstørrelserne og til stationære hjælpemidler (eksempelvis lift i behandlerrum). Fælles er ligeledes, at der i samfundet er en klar tendens til at få øget klinikkapaciteten til løsning af voksentandplejeopgaverne. Dette bl.a. med afsæt i, at ældre borgere i dag i højere grad bevarer deres egne tænder. Det sætter høje krav til klinikudstyr, og behandling på klinik er ofte nødvendig for at kunne tilbyde behandling af høj kvalitet, jf. anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen (Se bilag 2 - ”Modernisering af Omsorgstandplejen”). Tandplejen står dermed med en højaktuel problematik, da tilgængelig behandling i Special- og Omsorgstandplejen er altafgørende for, at man kan løse opgaven og de forpligtelser, Odense Kommune har over for borgerne.
© Copyright 2024