Nyhedsbrev, oktober 2012 Landsbysamarbejdet fungerer – men kommunikationen ikke optimal Trianglens koncept for støtte til landsbyer har gennem de første tre år til fulde levet op til forventningerne. Rapporterne fra vore koordinatorers arbejde i landsbyerne - og vore medlemmers besøg - er alle positive, og pengene fra medlemmerne er overalt anvendt efter Trianglens intentioner. Kun et enkelt medlem har valgt at ophøre med sin støtte, men der er fundet en ny familie til at tage over. Gennem vores arbejde støttes 28 landsbyer, heraf 19 i Nepal og 9 i Uganda. Bestyrelsen har besluttet at konsolidere foreningen på dette niveau, idet vi dog stadig søger medllemmer til de resterende udvalgte landsbyer i Uganda. Kommunikationen til medlemmerne har til gengæld ladet en del tilbage at ønske, og opgraderingen af hjemmesiden har ligeledes ladet vente på sig. Bestyrelsen vil fokusere på disse områder, mens vi håber, at medllemmer og bidragydere vil medvirke til at øge kredsen af dem, der kender og støtter os. Hvad er pengene gået til? I Nepal er de foretrukne aktiviteter stadig: Skolegang for de fattigste børn - især piger, bygning af toiletter, indkomstskabende aktiviteter for de fattigste kvinder, såsom såsæd, kyllinger, geder og produktion af stearinlys. Desuden bygges røgfri komfurer, som i høj grad forbedrer sundheden. Også tilskud til en sportsklub for unge er det blevet til. I Uganda har en landsby købt fire okser til fælles pløjning af landsbyens marker. Andre steder er pengene gået til såsæd og hakker, køb af grund til bygning af børnehave, oprensning af skrald, rensning og reparation af kloakker, bygning af toiletter, udvidelse af adgangsvej til en landsby og beskyttelse af drikkevandskilder. Endelig har fodboldklubben i Kasoli fået flere støvler! Godt nyt fra Nepal Medlemmernes støtte til Trianglens landsbyer får ikke kun betydning for de fattige familier, som direkte berøres, men har nogle positive afledte konsekvenser i form af organisering og igangsætning af demokratiske processer i landsbyen. I Trianglens VDC (kommune) i Syangja, hvor samtlige landsbyer har en valgt Triangelkomité, har dette ført til, at VDCen har opnået en særlig status, som bl.a. fører til maksimalt bloktilskud fra staten. Dette har fra starten været et af de langsigtede mål for Trianglens aktiviteter, men er tilsyneladende allerede lykkedes. Generalforsamling – valg af ny bestyrelse En gammel nyhed, som aldrig er bragt: Trianglens årlige generalforsamling blev med deltagelse af 24 medlemmer afholdt den 24. maj i Det Europæiske Miljøagenturs lokaler på Kongens Nytorv. Formandens beretning og regnskabet for 2011 blev enstemmigt godkendt. Budgettet for 2012 affødte en god diskussion, idet der viste sig at være en vis usikkerhed omkring størrelsen af bidrag, kontingent og støtte til landsbyerne. Som følge af muligheden for at lade støtten til en landsby indgå som et ligningsmæssigt fradrag på selvangivelsen, er der medlemmer, som ønsker at øge støtten svarende til den sparede skat. Idet der blev peget på en række vanskeligheder ved at lade støtten til landsbyerne variere landsbyerne imellem og fra år til år, pålagde generalforsamlingen bestyrelsen at finde den mest hensigtsmæssige anvendelse af de forøgede midler. Dette er efterfølgende sket, jf. artikel nedenfor. Tre medlemmer af bestyrelsen, Maria Ploug Petersen, Steen Parsholt og Jeff Huntington ønskede - alle af arbejdsmæssige årsager - ikke at genopstille. Følgende blev valgt til bestyrelsen og blev siden konstitueret på et efterfølgende bestyrelsesmøde: Christian Kruse (formand), Gertrud Bjørning (næstformand/kasserer), Henning Nilausen og Ulla Strøbech. Disse fire udgør Forretningsudvalget. Ikke på valg var Anette Werborg, Birgit Kruse og Dan Charly Christensen som menige medlemmer af bestyrelsen. Bjarne Gotholdt og Karin Bastian blev valgt som suppleanter. Støtte fra Tipsmidlerne Trianglen har af Tipsmidlerne modtaget et beløb på 4.878,53 Kr. Beløbet er bundet til anskaffelse af inventar og udstyr mm. og er anvendt til indkøb af computer til vores koordinator i Uganda, David Owidii. David var tidligere på året udsat for et indbrud, hvor stort set alle hans ejendele forsvandt. Trianglen har også indsendt ansøgning om Tipsmidler til almene formål. Her håber vi på positivt svar sidst i oktober. Ansøgning om partnerskabsaktivitet Trianglen fik i juni afslag på ansøgning om penge til gennemførelse af en såkaldt partnerskabsaktivitet i forhold til vores partnerorganisation ASK i Nepal. Ansøgningen er behandlet af CISU (”Civilsamfund i Udvikling” - tidligere ”Projektrådgivningen”), som administrerer Danidas bevilling til mindre organisationer. CISU peger på nogle svagheder i ansøgningen, men opfordrer til, at vi søger igen, idet aktiviteten vurderes som relevant og Trianglen som en organisation, der opfylder alle væsentlige krav, herunder den folkelige forankring. Arbejdet med ansøgningen, som ligger tæt på den øvre grænse på 500.000 kr., har været temmeligt omfattende. Undervejs har der været konsultationer med CISU´s konsulenter, som har vurderet ansøgningen meget positivt, og afslaget kom derfor lidt overraskende. Henning Nilausen har siden været i Nepal for gennem samtaler og seminarer med deltagelse af repræsentanter for ASK, koordinator Rabin Bogati og udvalgte landsbykomitemedlemmer at styrke argumentationen. På den baggrund er udarbejdet en revideret ansøgning, som er indsendt i september. Vi forventer svar omkring den 14. december. Bevilling fra familien Topsøe Gennem personlige kontakter til Haldor Topsøes familie har Trianglen af Flemming Topsøe fået bevilget 166.000 kr. til opførelse af to bygninger i tilknytning til skolerne i to af Trianglens landsbyer i Nepal. Tanken er, at bygningerne skal anvendes til ITlaboratorier til gavn for skolernes elever og landsbyens beboere. Forud for byggeriet er gennemført en forundersøgelse, bl.a. med henblik på at sikre budget, gennemførelsesplan, myndighedernes opbakning og den lokale forankring af projektets første fase. Denne omfatter byggeriet i Belhi i Dhanusa distriktet, og er under ledelse af Dan Charly Christensen, Karin Bastian og Bjørn Fosdal påbegyndt i midten af oktober. Samarbejde med Sund&Bælt Formanden har med direktøren for Sund&Bælt, Leo Larsen, aftalt, at Sund&Bælt som en del af sin CSR virksomhed fremover vil samarbejde med Trianglen. Aftalen har allerede udmøntet sig i den første konkrete aktivitet, idet Sund&Bælt har doneret 30 computere, fladskærme mm., samt to servere til det private Dulikhel Hospital i Kavre distriktet i Nepal. På initiativ af Trianglen og med støtte fra fem danske øre-næsehalsklinikker gennemførte Dulikhel Hospital i samarbejde med Christa Health Post, som ligger i landsbyen Dandhagaon, i foråret en kampagne rettet særligt mod skoleeleverne i Trianglens landsbyer i området. Hospitalet stiller behandling til rådighed også for de fattigste, og der arbejdes på, at Christa Health Post får status som et såkaldt Outreach Centre. YouMe shopping På linie med en række andre almennyttige organisationer er Trianglen tilbudt et samarbejde med YouMe shopping. De firmaer, som sælger deres varer gennem YouMe, har accepteret, at en mindre andel af varens salgspris går til en af de tilsluttede organisationer, idet kunden vælger hvilken. Trianglen har indgået aftale med YouMe og vil om kort tid være at finde på YouMe´s hjemmeside, youmeshopping.dk Ny årlig sats for bidragydere Som ovenfor nævnt pålagde generalforsamlingen bestyrelsen at præcisere størrelsen af bidrag og kontingenter. Som bidragyder var mindstebeløbet sidste år 50 kr. (fastsat af SKAT). På generalforsamlingen var den generelle holdning, at beløbet - også af administrative årsager - burde sættes væsentligt op, og det er derfor besluttet, at det årlige bidrag til Trianglen er minimum 200 kr. Bestyrelsen har samtidigt besluttet, at kontingentet, som betales af hvert medlem af den gruppe, der støtter en landsby, (familie, virksomhed, organisation), fortsat er 30 kr. Begrundelsen herfor er, at kontingentet betales i tillæg til de 5.000 kr. til landsbyen, og som oftest overføres ved en enkelt transaktion for samtlige medlemmer af den pågældende gruppe. Ligeledes fastholdes den årlige støtte til en landsby på 5.000 kr. Ønsker man at betale mere end de 5.000 kr. kan disse midler efter eget valg gå til enkelte større projekter i landsbyerne, som Trianglen løbende prioriterer, eller til dækning af vore implementeringsudgifter. Det er bestyrelsens håb, at vore bidragydere ikke vil lade sig skræmme af den øgede sats, og at man fortsat vil støtte foreningens arbejde ved indbetaling på konto 7872 - 45 33 332 i Københavns Andelskasse, som også i år sponserer Trianglen. Idet pengene til landsbyerne går ubeskåret til aktiviteter dér, er bidragene en vigtig kilde til dækning af løn til vore lokale medarbejdere og deres udgifter til transport, kommunikation mv.
© Copyright 2025