Edda-2013-1.book Page 89 Tuesday, February 26, 2013 7:22 PM B OKMELDINGER kontroversielle synspunkter, bliver aldrig nogensinde kedelig, men der mangler i alt for mange tilfælde argumentation for de firkantede og ofte urimelige påstande, der fremsættes. Havde der været en grundig fordybelse og gen- 89 nemarbejdning af det uhyre spændende stof, som den norske kritikhistorie vitterligt er, havde denne bog også været en mere berigende oplevelse. Peter Stein Larsen Johan Schimanski, Cathrine Theodorsen og Henning Howlid Wærp (red.): Reiser og ekspedisjoner i det litterære Arktis Tapir Akademisk Forlag: Trondheim 2011. Skønlitterære fremstillingsmåder er privilegerede, i og med at de i højere grad end andre tekster både har evnen til at udøve samtidskritik og muligheden for at gå over i historisk hukommelse. Men på samme tid kan alle tekster, også de såkaldte videnskabelige, siges at indeholde »litterære« strategier. Disse forhold danner grundlag for en overvejende litteraturvidenskabelig og postkolonial informeret tilgang til det, som her sammenfattes under betegnelsen arktiske diskurser. Undersøgelserne skal belyse, hvordan stereotyper om det høje nord opstår i skæringspunktet mellem egentlige erfaringer og forskellige konventioner, herunder de skønlitterære, og hvordan klichéerne (re)produceres, forandres og formidles i såvel rejse- og ekspeditionslitteratur som i forskellige andre genrer og medier. Arktis er spændende, fordi stereotyperne bevæger sig i meget forskellige – til dels direkte modsatte – retninger. Det, der kendetegner Arktis som forestilling, er netop denne på en gang stereotype flertydighed, som påberåber sig det koldes og hvides »lyse« felt (uskyld, renhed, jomfruelighed) eller koncentrerer sig om de »mørke« sider (faren, døden, det uhyggelige, det djævelske) eller også spiller på begge siders konnotationer samtidigt. Når Arktis opfattes som uberørt, kommer det polare nord til at stå for det oprindelige og primitive, som enten reservat for noget, der ellers desværre er gået tabt for altid, eller også noget, der skal erobres i fremskridtes tegn. Modsætningen mellem natur og henholdsvis civilisation eller kultur spiller selvfølgelig en meget fremtrædende rolle. Det nordlige bruges enten som eksempel på udviklingsmuligheder (sml. f.eks. Komarovas og Gaupseths bidrag) eller instrumentaliseres med civilisations-, imperialismeeller tilmed menneskehedskritisk sigte (sml. f.eks. Hanssons og Theodorsens læsninger). Nogle gange imagineres arktis som sted for renselse, som modgift mod civilisatorisk dekadence (sml. f.eks. Kudrjavtseva), eller også i mindre spirituel forstand som ultimativ prøvelse af fysisk og mental styrke, med det resultat at polarhelten bliver alle mandlige dyders bærer – arktis er i det hele taget velegnet til at gøre det ud for mange versioner af »det andet« i såvel positiv som negativ forstand. Officielle og uofficielle ekspeditionsrapporter, videnskabelig litteratur, populære beretninger og dagbøger fra ekspeditioner, men også romaner, film, karikaturer og illustreret børnelitteratur fra begyndelsen af 1800-tallet til i dag udgør analysekorpusset. Bogen, som er en af flere publikationer indenfor det tværfaglige forskningsprojekt »Arktiske Diskurser« ved Universitetet i Tromsø, rummer 15 bidrag i tre afdelinger. Første sektion belyser materiale fra videnskabelige ekspeditioner under en historisk, men frem for alt litteraturvidenskabelig synsvinkel, anden del fokuserer på kulturmøder i arktiske egne, mens tredje del behandler kulturelle produkter, der nærmer sig det høje nord på mere decideret fiktionale præmisser. Edda-2013-1.book Page 90 Tuesday, February 26, 2013 7:22 PM 90 BOKMELDINGER Selv om de enkelte analyser tager afsæt i nogle forskelligartede tekster, gælder det »litterære« fra bogens titel for de enkelte bidrag for så vidt, at forhandlinger mellem fiktion og realitet er et af de centrale temaer for hele bindet. Desuden har de fleste artikler en fremgangsmåde tilfælles, der sætter fokus på narratologien. Den udforsker, hvordan og ud fra hvilket perspektiv der fortælles, og ved hjælp af hvilke strategier fortællestemmens autoritet skrives. Den ovennævnte postkoloniale forståelsesramme bevirker at blikket vendes mod de hybride genrer, hybride identiteter samt det, at læsningerne fremanalyserer asymmetriske magtforhold af forskellig art. Denne interesse for det politiske i det æstetiske og omvendt resulterer i, at læseren får præsenteret et udvalg af materiale, der stadigvæk er aktuel og relevant i dag, selv om det måske ikke i alle tilfælde er fuldt ud tidstypisk i den forstand, at det som oftest kun spejler majoritetsopfattelsen ex negativo. Vægten lægges ikke på de respektive tidspunkters dominerende former men netop på moddiskurserne, der muliggøres af det samme historiske apriori. Bogen viser, at disse ikke-hegemoniale arktiske diskurser er til stede i hele den undersøgte periode, sommetider skal der bare lidt arbejde til, for at hive dem frem fra glemslen – hvilket er et af formålene med bogen (sml. s. 26) –, andre gange ligger de forbavsende tæt på overfladen. Udgiverne kommenterer i deres instruktive indledningskapitel som deres mest overraskende fund, at der hele vejen var så meget plads til ironisk moddiskurs, vel at mærke fra vestlig/hvid/europæisk hold (ibid.) – fra aktører med andre ord, der kunne have benyttet sig af den hegemoniale matrice. Det er måske ikke så forunderligt, at man finder det, man leder efter, men der ligger helt klart en pointe i at få øjnene op for, at ikke engang grupper, der kunne bedømmes som overlegne med hensyn til magtfordelingen i samfundet, nødvendigvis er homogene i deres kulturelle produktion. I bogens første afdeling, Arktis i ekspeditionslitteraturen, præsenteres læseren for berømte ekspeditioners mere ukendte sider. Nils Magne Knutsen analyserer endda en stort set glemt ekspedition fra 1800-tallets første halvdel og leverer på denne baggrund et mønster for en vellykket ekspedition. Geografiske opdagelser og andre banebrydende forskningsresultater skal der helst til, for at en ekspedition kan huskes, men først og fremmest skal det være en god historie med lidt dramatik og nogle heltegerninger. I forlængelse af dette viser Henning Howlid Wærp og Silje Solheim Karlsen i deres respektive bidrag, hvorledes den vellykkede litterære præsentation efter endt ekspedition er afgørende for bedriftens eftermæle. Teoretisk tager Wærp afsæt i dokumentarfilmteorien, ifølge hvilken dokumentaren kendetegnes ved en kreativ omgang med realiteten – ingen dokumentar uden fortælleteknik –, og i John Tallmadges undersøgelser af fortællestrategier i ekspeditionslitteratur. Også Karlsen refererer til Tallmadge og fremhæver især tre strategier: at vise, at man har forberedt sig ordentlig, hvilket man gør ved at citere forgængere; at føre bevis for egen ekspertise ved at formidle tekniske detaljer, gerne angående udstyret; og især: at skabe en »narrative persona«, en kraftfuld fortællestemme til sig selv (sml. s. 117). Måske lidt utilsigtet fremstår Nansen endnu en gang som genrens overfader, når det skildres, hvorledes det for andre mislykkes at konstruere et holdbart plot ud af begivenhederne eller iscenesætte sig selv lige så genialt som Nansen. Karlsen udvider sit materiale med senere, skønlitterære værker, der på en eller anden måde tager samme stof op (her: Fram-ekspeditionen 1893–96). Hun tolker de rent litterære værker som »korrigerende stemmer« (s. 134), der sætter et lille spørgsmålstegn ved Nansens heltestatus, men som alligevel i lang udstrækning følger den diskurs, Nansen selv fik etableret med sin tekst om Fram-færden. Johan Schimanski og Ulrike Spring er inde på de måske mest interessante Edda-2013-1.book Page 91 Tuesday, February 26, 2013 7:22 PM B OKMELDINGER emner i denne del af bogen, når de undersøger modtagelsen af den østrig-ungarske nordpolsekspedition under ledelse af Weyprecht og Payer (1872–74). De er især optagede af processer, der leder frem til litterære behandlinger af begivenheden, og det, de kalder for »diskursive overføringer«, som når f. eks. festtalernes hyldningsretorik invaderer andre genrer, eller føljetonens refleksive ironi kan genfindes i de satiriske vittighedsblade. Ikke bare karakteriseres føljetonen i sig selv med Matthias Nöllkes ord som »interdiskurs«, også selve 1870'ernes realistiske litteratur ses i sin hybriditet mellem romantik og videnskab, journalistik og samfundskritik. Jules Vernes egen hybridgenre med sin popularisering af videnskaben, som er nærtbeslægtet med ekspeditionslitteraturen (sml. s. 85), fastslås som et vigtigt orienteringspunkt for tidens forfattere. De fire bidrag i bogens mellemste del, Rejsebeskrivelser og arktiske kulturmøder, spænder vidt og byder på alt fra mindre almindelige emner i skandinavisk arktisdiskussion til et eksempel fra en af yndlingsslagmarkerne. Olga Komarova gør læseren bekendt med etnografen, krigskorrespondenten og forfatteren Vasilij Nemirovitj-Dantjenkos forskningsrejse fra Arkhangelsk ved Hvidehavet til Vadsø i Nordnorge i år 1873. Ifølge Komarova betragtes Nordvestrusland traditionelt som et reservat for den russiske essens. I virkeligheden har det altid været det interetniske samspil i regionen, der har frembragt dette »urrussiske« (sml. s. 163). Rejse- og forskningsberetningen er ingen selviscenesættelse som sådan, men Nemirovitj-Dantjenko træder alligevel i karakter i møderne. Hans sans for humor er til stor hjælp, specielt når sprogkundskaberne ikke slår til (sml. s. 173). Det kan slås fast, at humor er en vigtig kvalifikation for etnografer i almindelighed. Den er afgørende for at etablere kontakt, og den fremmer forståelsen, i og med ægte humor indebærer evnen til at træde et skridt tilbage og se sig selv udefra med andres øjne. Marie-The- 91 res Federhofer vælger Adelbert von Chamissos deltagelse i den anden russiske jordomsejling under Otto von Kotzebue (1815-18) som udgangspunkt for at belyse ambivalenserne i forestillingen om Arktis i begyndelsen af 1800-tallet. Chamisso er et oplagt eksempel, fordi hans litterære og videnskabelige tekster skildrer det samme rum ved hjælp af fuldstændigt forskellige kulturelle teknikker (sml. s. 139), hans tekster i de forskellige genrer vidner om »en bemerkelsesverdig samtidighet av ulike polardiskurser« (s. 158). Som en af de første tyske forskere dokumenterer Chamisso et etnologisk møde. Han er sig sine egne begrænsninger som iagttager bevidst og reflekterer over sit eget ståsted, samtidigt med at han bestræber sig på kun at præsentere det andet og så vidt muligt at glemme sig selv. Chamissos beretning adskiller sig markant fra Kotzebues nedladende syn på de urbefolkningsgrupper, de møder i Alaska og Sibirien. I sin selvforståelse som tolk og kulturoversætter virker Chamisso højaktuel den dag i dag. Silje Gaupseth bevæger sig på mere klassisk terræn, når hun med støtte i Johannes Fabians teoridannelse skitserer, hvilke strategier Vilhjalmur Stefanssons tekst »The Friendly Arctic: The Story of Five Years in Polar Regions« (1921) anvender i sin skildring af de canadiske inuitter (allokroni, etnografisk præsens, kommentar-genre). Selv om inuitterne får tildelt en rolle som arktiske eksperter, betragtes de samtidigt som børn i forhold til »supereskimoen« (Richard Finnies, s. 218) Stefansson, der tilegner sig deres færdigheder som en bonuskvalifikation, uden af den grund at opgive sin overlegenhed med hensyn til »logisk tænkning«: »Selv om Stefansson utvilsomt både beundrer og respekterer inuittene, er han – i motsetning til dem – med andre ord i posisjon til å skille fakta fra fiksjon. Han kan skrelle vekk de overtroiske elementene i de inuittiske fangstmetoder og omforme dem til ›polarteknikk‹ eller vitenskap.« (s. 217). Anden dels højdepunkt er Fredrik Chr. Brøggers indlæg i debatten om Knud Edda-2013-1.book Page 92 Tuesday, February 26, 2013 7:22 PM 92 BOKMELDINGER Rasmussens eventuelle indre splittelse. Der er skrevet så meget om dette emne og ud fra så mange vinkler, at man kunne tro, det var unødvendigt med endnu en gennemgang – men ved at koncentrere sig om den succesfulde, midaldrende Rasmussens tobindsværk Fra Grønland til Stillehavet og læse den meget grundigt, leverer Brøgger, klogt og sagligt argumenterende, et tiltrængt overblik. Brøgger tager udgangspunkt i en tese om Knud Rasmussens »to persepsjonsfiltre, et som er inuitisk og et som er eurosentrisk« (s. 183) og undersøger, hvordan dette viser sig i beretningen fra 5. Thule-ekspedition (1921–24) gennem bratte skift i fortælleperspektivet. I visse passager handler det endda om et gennemført dobbeltperspektiv, der stiller vurderinger fra modsat hold side om side med hinanden uden at kommentere eller hierarkisere. Rasmussen udviser ifølge Brøgger respekt og kritik, identifikation og distance over for begge kulturer (sml. s. 183), hans holdning er præget af en dobbelt kulturel loyalitet (sml. s. 191). Hvis Rasmussen skal forsøges syntetiseret, så kun som pluralistisk identitet i overensstemmelse med f.eks. Gloria Anzaldúas konception af »mestiza«-bevidstheden, der overvinder dualiteten og udvikler en tolerance mod flertydigheder og modsigelser. Rasmussens tekst viser ingen steder tegn på problematisk identitetssplittelse og Brøgger konkluderer: »Hvis det er grunntone i Rasmussens personlige livsanskuelser på den femte Thule-ekspedisjon, er den humoristisk snarere enn tragisk.« (s. 195–96). Med sine syv bidrag er bogens sidste afdeling, Fortællinger om Arktis, samtidigt den mest omfangsrige og den mest heterogene. Den lægger ud med en tekst af Liv Lundberg, der skiller sig markant ud fra de andre i bogen. Mens antologiens øvrige bidrag mange gange analyserer hybride genrer, er Lundbergs tekst selv en lyrisk-essayistisk hybrid. En kobling til andre tekster, der beskæftiger sig med Arktis, kan muligvis etableres via abstraktions- og frigørelsesproblematik- ken. Lundberg er klar over illusionen, der ligger i at tage til et formentligt øde sted – og formentligt uden bagage –, når hun med umiskendelig ironi skriver: »Uten fast bopel og vanedannende familie / reiser jeg lett med plastkort og pass / mot de ytterste strøk« (s. 235). Fortællinger om Arktis indeholder to bidrag om film, Tanja Kudrjavtseva undersøger den arktiske ø som liminalt rum i Pavel Lungins film »Ostrov« (Øen; 2006) og Roswitha Skare bedriver editionsfilologi på filmens område med sit forsøg på at finde frem til den originale udgave af Robert Flahertys »Nanook of the North« (1922). Navnlig retter Skare opmærksomheden mod de forskellige forord, som filmen i tidens løb har fået. Disse og andre paratekster, som f.eks. filmplakater eller anden reklame, spiller en vigtig rolle i receptionsprocessen, men de kan også være interessante i sig selv, i og med at de rummer information om den respektive historiske opførelsessituation. Filmen bringer ellers uundgåeligt spørgsmålet om fakta og fiktion på bane. Flahertys forståelse af »autentiske inuitter« har blandt andet ført til Vilhjalmur Stefanssons dom, at det hele er så sandt som historien om julemanden (sml. s. 350). Uanset hvad blev filmen en stor publikumssucces og var med til at præge forestillingen om inuitterne i lang tid fremover, hvilket leder til spørgsmålet om ansvaret af massekulturens producenter. Lill Tove Fredriksen bidrager med en præsentation af samisk litteratur, nærmere bestemt af JovnnaÁnde Vests romantrilogi Árbbola at (Arvingerne), hvis sidste bind udkom i 2005. Mere givende med hensyn til teoretiske overvejelser virker dog afdelingens resterende tre kultur- og litteraturvidenskabelige artikler. Heidi Hansson behandler alternative arktiske diskurser i britisk populærkultur i perioden 1890–1930. Der er tale om en maskulinitetskrise og en frygt for civilisatorisk svækkelse i samfundet, som leder til, at især beretninger fra polarekspeditioner anses som velegnet læsning for børn og unge. De formidler mandlige værdier og er således moralsk Edda-2013-1.book Page 93 Tuesday, February 26, 2013 7:22 PM B OKMELDINGER opbyggelige. Det er denne officielle og klassebevidste heltediskurs, karikaturtegnerne reagerer på. Samtidigt med, at helterollen dekonstrueres, latterliggøres etablissementet og den imperiale diskurs. Med Alan Alexander Milnes Winniethe-Pooh (Peter Plys/Nalle Puh/Ole Brumm) som eksempel diskuterer Hansson, om imperialistisk tænkning endda gennemsyrer børnelitteraturen, eller om Milnes bog subtilt kritiserer al erobringsvirksomhed, når den diskrediterer Nordpolen som mål og skildrer hele ekspeditionsforetagendet som lattervækkende. Ifølge Kirsten Thisteds gennemkomponerede artikel er Kim Leines romaner et af de mest markante nutidige forsøg på at bryde med gængse danske grønlandsstereotyper. Navnlig lever den danske selvopfattelse som »de gode kolonisatorer« i bedste velgående. Leines selvbiografiske roman »Kalak« (2007) er efter Thisteds mening mere vellykket end efterfølgeren »Tunu« (2009), selv om lighederne i stoffet er åbenlyse. »Kalak« vedkender sig sit subjektive ståsted, og det faktum, at bogens danske protagonist Kim bærer på et ungdomstraume og udvikler et voldsomt medicinmisbrug, bryder med det sædvanlige mønster, der stiller »et velfungerende beskrivende os over for et dysfunktionelt beskrevet dem, som i den grad præger den danske grønlandsdiskurs« (s. 283). Forsøget på at skrive en kollektivroman i »Tunu« leder derimod til at tekstens udsagn kan opfattes som et almengyldigt helhedsbillede, hvorigennem det får mere autoritativ karakter. Der findes ikke noget endegyldigt svar på, hvilken rolle Grønland spiller i Kims deroute i »Kalak«. Men i Thisteds læsning af romanen bliver det tydeligt, at forholdet »kun lader sig beskrive og forstå, hvis man ophæver det tabu, der hviler over det faktum, at gamle koloniale relationer mellem Danmark og Grønland fortsat er indskrevet i krop og køn og gengangeragtigt genopføres hver eneste dag i de mest intime relationer mellem mennesker.« (s. 270). Dette betyder til syvende og sidst, at Kim gentager sin fars misbrugsstrategier. Han 93 udnytter de grønlandske kvinder, simpelthen fordi han kan, alt imens det hele påstås at være frivilligt. Cathrine Theodorsen analyserer, hvordan de tre fortællenivauer i Christoph Ransmayrs hybridroman »Die Schrecken des Eises und der Finsternis« (1984; på norsk som »Isens og mørkets redsler«, 1991) overlejrer hinanden og blandes sammen, sådan at selve fortællestrukturen og det, der skildres på de enkelte niveauer, samles i et fælles udsagn om absurditet, tab af orientering og udviskede grænser mellem fiktion og realitet, skønt Ransmayr i vid udstrækning bruger kildemateriale fra Weyprecht-Payer-ekspeditionen. Theodorsen argumenterer for, at fiktionen på en måde er mere sandfærdig end de officielle ekspeditionsberetninger, der dog ifølge genrekonventionen skulle være forpligtede til at levere sandheden. Fiktionen afmystificerer helten, sådan at han pludselig fremstår i naturlig størrelse. Theodorsen afslutter sit bidrag med et af de klassiske topoi angående det polare. Arktis mærker menneskene for livet, men forbliver selv et ubeskrevet blad, et projektionsrum: »Isverden, som det tomme stedet det representerer, kan fylles av de mest fantastiske historier – og derav finnes det noen historier som faktisk også har skjedd i virkeligheten.« (s. 309). Set ud fra en norsk synsvinkel håber man med publikationen af Reiser og ekspedisjoner i det litterære Arktis at kunne udvide horisonten ved at fremme kendskabet til andre landes polarforskere og -tekster, men også ved indirekte at berøre det skift i diskursiv strategi, der er på færde, når det subarktiske Nordnorge af regeringen omdefineres til en del af Arktis. Men også i et mere globalt perspektiv tror udgiverne, at det kan være nyttigt med grundforskning med udgangspunkt i mere historiske tekster. Beskæftigelsen med såvel fiktionalt som faktuelt orienterede bearbejdelser af kulturmøder gennem tiderne kan bidrage til et nyt syn på problemer, der aktuelt trænger sig på. Edda-2013-1.book Page 94 Tuesday, February 26, 2013 7:22 PM 94 BOKMELDINGER Bogen indeholder mange interessante faktuelle oplysninger og leverer til tider glimrende nær- og krydslæsninger af teksterne. Det er helt klart positivt, at der er tale om en fælles referenceramme de enkelte bidrag imellem. Sammensætningen virker langt hen ad vejen gen- nemtænkt, og selv om ikke alle bidrag holder samme høje standard som især Schimanski/ Spring, Brøgger og Thisted, lykkes det antologien at give et bemærkelsesværdigt overblik over et stort felt af (populær)videnskabelig, skønlitterær og populærkulturel tekstproduktion. Michaela Hanke