1. No category

Af Jørgen Søes Hejlsvig,
Møllebakken 6, 8300 Odder, journalist og billedkunstner
Første del af dette indlæg er bragt i Brenderup Realskoles årsskrift 2013-2014.
Brenderup Realskole 1957
I august 1957 begyndte jeg og en lille flok jævnaldrende på Brenderup Realskole, og det
var fra første dag et kulturchok. Allerede inden vi blev lukket ind ad den ”store trappe”,
hvorover, der stod ”Kundskab er magt”, blev vi klar over, at vi var kommet i rigtige
menneskehænder. Sætningen fra Salomons Ordsprog i bibelen, blev på skolen ofte
suppleret med ”uvidenhed er trældom” (Bjørnbak). Klar og konsekvent tale hele vejen
igennem fra første dag.
Skolen blev taget i brug 1. september 1911 (året efter jernbanens indvielse) som mellemog realskole såmænd på selveste ”Degneløkkke” ved Fruerhøj nær stationsbygningen,
hvor stationsforstander Aamand regerede.
Min morfar, Rasmus Pedersen, tegnede sig for et ”Interimsbevis” i realskolen på 100
kroner, et stort beløb, som senere blev et aktiebrev. Men hans egen datter, enebarnet
Petra, min mor, kom aldrig på realskole, selvom hun bestemt havde været egnet. I
stedet fik hun på sin 18 års fødselsdag i 1925 en splinterny Ford T.
Kaptajn V. von Staffeldt (V står for Viktor) overtog skolen i 1939 og ejede den frem til
omkring 1959, da den blev en selvejende institution. Han drev den videre som leder til
sin død 9. juni 1961 to år før min præliminæreksamen.
Jeg husker ham med de mørke hornbriller, når vi stillede i privaten på 1. sal for at betale
skolepenge det første år. Så skulle vi på stedet helst kunne regne ud, hvor meget vi
skulle have tilbage på nogle sedler. Han var altid stilfuldt og nobelt klædt, rank og
statelig. Han symboliserede skolens væsen. Under krigen gik kaptajnen en periode under
jorden som frihedskæmper og boede på Wedellsborg.
Skolen havde både nærværende og effektive gårdvagter, og lærer E. Rode, som senere
blev skolebestyrer, skrev i jubilæumshilsen, at det i ”hans tid” nok var en dårlig dag, hvis
der ikke var et godt slagsmål med heppende kammerater, og så tordnede gårdsvagten:
”Den der griber til sværd skal omkomme ved sværd”. Altid kontant afregning på
Brenderup Realskole.
Vi elskede i øvrigt Rode for hans kontante og elegante stil, og han kunne meget
pludseligt vippe det ene ben op, så han blidt ramte os (kun drengene) bagi, hvis vi ikke
kunne lektion, men vi vidste, at det var kærligt ment og morede os. Man kan slippe godt
fra alt, hvis det gøres ud fra de bedste og kærligste hensigter. Andre lærere ville ikke
have sluppet så godt fra det.
Skolen havde omfattende regler for ordensduksen, i alt 7 punkter, udarbejdet af V. von
Staffeldt. Ordensduksen blev udtaget for en uge ad gangen, og han eller hun skulle
opholde sig i klassen i frikvartererne. Duksen sørgede for blæk og kridt, ren tavleklud
osv. Duksen indsamlede skriftlige hjemmearbejder til pågældende lærer vedlagt en
seddel over manglende afleveringer samt angivelse af grunden til en sådan manglende
aflevering. Duksen sørgede også for udluftning af klasseværelset. Vinduerne skulle sættes
på stormkrog. Efter skoletid efterså duksen samtlige pulte for glemte sager. Den sorte
tavle skulle være rengjort, når duksen forlod rummet. Skulle duksen nå et tog, så skulle
der udnævnes en stedfortræder. Hver lørdag afleveredes en forsømmelses-protokol på
forstanderens kontor. For at nævnte det vigtigste.
Staffeldt, bød os velkommen den første dag, og bad os om at stå på række. I klassen
sagde vi ”De” til læreren og rejste os op, når læreren kom ind. Vi fik indprentet, at vi
altid skulle have et eksemplar af højskolesangbogen i skoletasken, for der blev sunget
efter den flere gange om dagen. Og jeg elskede sang. Hver morgen var der fællessang i
hallen. I kommuneskolen havde vi haft fri om lørdagen, men nu gik vi i skole lørdag til kl.
12. Vi fik at vide, at vi ville få mange lektier for med risiko for eftersidning, hvis vi ikke
kunne vores ting. Så det kunne vi som regel. Konsekvens i alt.
Det var uklogt at gå med hænderne i lommen i skolegården, hvis forstanderen, kaptajnen
eller lærerne så det, for så blev der råbt højt. Den gamle officer belærte os også om, at
der ikke er noget, der hedder dårligt vejr - kun dårlig påklædning.
400 elever fra Nordvestfyn
Brenderup Realskole havde i 1960’erne 400 elever fra hele Nordvestfyn, altså dobbelt så
mange som kommuneskolen, så det var fascinerende. Der var tre parallelklasser på hvert
realklasse-trin fra 1. til 5. realklasse, og det hele sluttede med en præliminæreksamen,
hvor vi principielt blev eksamineret i al pensum fra de tre seneste år.
Vi fik ofte i skoleforløbet at vide, at præliminæreksamen på grund af opgivelse af de
sidste tre års pensum var sværere at tage end en studentereksamen.
Det var en helt ny verden for os, men desværre havde vi ikke lært nok i regning i
kommuneskolen, og vi kunne ikke skrive ordentligt dansk, da jeg og andre fra
kommuneskolen kom i 1. Real. Ja, vi var faktisk blevet nogle sjuskehoveder, for der var
aldrig nogen, der havde taget fat i os. Alt skriftligt arbejde var blevet godkendt uden
konsekvenser for fejl og sjusk. Vores faglige niveau rystede både os selv og ikke mindst
de nye lærere, og efter nogle uger blev en lille flok rykket ned i 4. underklasse. De fleste
elever i 4. U. havde gået på realskolen siden 1. underklasse, så de var veltunede og
dygtige.
Nedrykningen viste sig at være en rigtig god idé, og året efter rykkede vi alle op i
realklassen med de bedste forudsætninger. Fru Oda Larsen, lærer på realskolen og gift
med førstelærer Th. Larsen i Brenderup Skole, blev ked af det, da hun hørte, at jeg og et
par stykker mere var bagefter med især regning. ”Havde jeg vidst det, så ville jeg gerne
have brugt hele sommerferien på at lære Jørgen noget mere regning, bl.a. brøkregning”,
sagde hun i mit nærvær til mine forældre.
Hendes kærlige udsagn – og store tillidserklæring - glemte jeg aldrig, og det var især
rørende i betragtning af, at det var hendes mands skole, der havde svigtet os.
Udfordring
I 4. Under stod der dansk, regning, skrivning, tegning og sang på skemaet – foruden
naturligvis historie, religion og naturhistorie samt idræt. Jeg og flere andre måtte
begynder forfra. Min skrift var blevet ulæselig og sjusket, men nu stilledes der pludselig
personlige krav, og jeg elskede det. Det blev en udfordring. Sjuskeriet havde grebet om
sig, efter at jeg havde forladt forskolen med dygtige og skrappe frk. Margrethe Sørensen.
Dokumentationen har jeg i form af næsten fejlfrie diktatbøger med flot håndskrift fra 1.
klasse i 1953. Fra 1955 til 1957, derimod, gik det kun den forkerte vej i dansktimerne i
kommuneskolen. Alle skriftlige arbejder blev sjuskede og nærmest ulæselige med fejl,
der ikke blev rettet. Og i regning gik det som nævnt næsten ligeså.
På realskolen blev vi for første gang taget alvorligt af eminente lærere – alle
verdensborgere. Sproget blev trimmet. Vi skulle gøre os umage med alt. Al dialekt blev
luget ud, for når vi var færdige på realskolen, så skulle et tumpet bondesprog ikke
forhindre os i at få job et hvilket som helst sted i verden. Bedyrede lærerne! Og de
mente det alvorligt, så jeg blev hurtigt ”tosproget”.
På realskolen blev fru Fleming mit første store lærer-forbillede, for hun var enormt
kreativ og en stor pædagog. Vi havde hende til skrivning og sang, og jeg elskede begge
dele, og vi havde en meget fin kemi. Vi fik virkelig indprentet melodierne fra
Højskolesangbogen, hvad jeg har haft glæde af lige siden. Jeg har så mange
yndlingssange, så det vil føre for vidt at remse dem op. På realskolen var jeg med i et
sangkor og et blokfløjtekor, og jeg lærte at spille efter noder. Desværre døde min
elskede sang- og tegnelærer tidligt, men jeg havde hende i et par år, og hun gav mig
både tegne- og skrivelyst. Hun skaffede pragtfulde japanske Sakura-farver og sørgede for
rabat på den første fyldepen, som afløste penneskaftet, og det var dejligt, for så var det
slut med blækklatterne.
Skoleskemaet
Skoleskemaet for afgangsklassen 5. K:
Mandag: tysk, natur, historie, aritmetik, dansk, dansk.
Tirsdag: dansk, dansk, gymnastik, engelsk, geografi, aritmetik.
Onsdag: regning, matematik, tysk, natur, fysik, historie.
Torsdag: svensk, historie, gymnastik, geometri, engelsk, natur.
Fredag: regning, matematik, geografi, dansk, geometri, engelsk.
Lørdag: engelsk, tysk, fysik, aritmetik.
Det var bare med at hænge i, og det gjorde jeg også, tilmed af lyst, og de seks år i
realskolen tænker jeg tilbage på med stor glæde. Den skole reddede mit liv, min
fremtid, så den og dens pragtfulde lærere vil jeg fortælle mere om.
Til afgangseksamen fik jeg mg plus – talværdi en 14,21 med ug som 15. - altså
tredjehøjest mulige karakter. I engelsk, geografi og aritmetik fik jeg ug minus og rent ug
i geometri.
Jubilæums-artikel
I 1986 bad en af mine yndlingslærere, fru Nielsen (Anne Kathrine Nielsen) mig om at
skrive et indlæg i anledning af skolens 75 års jubilæum, og det gjorde jeg med stor
glæde.
Her er et udpluk fra artiklen:
”- Krabber…! Jaæh… der findes både vandkrabber… og æh landkrabler…!
Jubelen var endeløs den dag i K-klassen, skolebestyrer Andreas Nielsen kaldte mig op til
tavlen for at fortælle om krabber.
Alle trak på smilebåndene, også Andres Nielsen, som i øvrigt var en meget dygtig lærer,
og hvis datter Birgit også gik i K-klassen.
Lidt rød i hovedet var jeg jo nok, selv om det ikke helt kunne afvises det dér med
landkrabberne. Det hørte til sjældenhederne, at jeg ikke havde læst ordentligt på
lektion – tilmed i et af mine yndlingsfag, biologi.
Ja, minderne er væltet frem lige siden den aften, skolens elskelige og dygtige Fru
Nielsen ringede til mig for med sin fuldstændigt uforandrede stemme at bede mig om at
skrive et indlæg men svært at strukturere, sådan som Lise Marcussen omhyggeligt lærte
os det i dansk stil. Akja, Lise M. er nok den lærer, som jeg kom til at holde mest af,
selvom elskelige og pragtfulde lærere som Fru Østergaard, Rode, Hommelgård, Fru
Larsen, fru Flemming og Fru Nielsen, som omtalt trænger sig voldsomt på i erindringen
og giver mig den ene association efter den anden. Andreas Nielsen holdt jeg også af.
Provst Helge Fog-Nielsen fortjener at blive nævnt som lærer i historie og latin. FogNielsen, som døde for nogle år siden, er et af de fineste mennesker, jeg har mødt. Han
var en ofte og meget kærkommen gæst i vort hjem, men tilbage til skolen, som jeg
havde fornøjelsen af at kende fra 4. under og op gennem de fem realklasser. K-klassen
var en stor klasse, og sammen med parallelklasserne L og M blev vi de sidste ”kongeligt
privilegerede præliminarister” fra Brenderup Realskole i 1963. En eksamen, der siden –
uden optagelsesprøve – skaffede mig direkte adgang til Landbohøjskolens agronomstudium, et universitetsstudium. ”Realister” og folk med en dårlig studentereksamen
måtte til optagelsesprøve uden garanti for optagelse.
V. von Staffeldt var nok militærmand, men han var også skolemand, og han holdt meget
af sine elever – både store og små. Fru Staffeldt var et elskeligt og venligt menneske,
som gerne stod bi, hvis en elev kom galt af sted og krævede jod og plaster.
Kaptajnen krævede rankhed og holdninger, og han elskede at stille os – syntes vi tit – lidt
underlige spørgsmål. Som f.eks. ”hvordan smager vandet”, når en tørstig elev hang over
den rindende gård-vandhane. Skiftende svar på spørgsmålet morede både ham og os. Når
klokken ringede ind – via de ældste dukse – og Rode eller Hommelgård stillede sig ved
trappen for at lukke os ind, så kunne det ske, at forstanderen åbnede sit kontorvindue og
bad om at få lov til at ”se rækkerne”. Så gjaldt det om at få trukket geledderne op.
Sprog var og blev mine yndlingsfag. I dansk brillerede Lise Marcussen uovertruffent trods
sin unge alder. Vi følte i K-klassen at vores klasselærer vitterligt var en af vore egne,
hvad hun så sandelig også var. Lise havde ingen disciplinære problemer med os trods sin
ligefremhed, selvom vi dog først efter eksamensdagen blev dus og på fornavn med
hende.
Lise kendte sine elever til bunds, og hun kendte i hvert fald undertegnede bedre end jeg
kendte mig selv. Hun foreslog allerede i skolen, at jeg skulle holde mig ”til pennen” og
blive journalist, men jeg havde mine egne forestillinger om verden og valgte et
matematisk studium. Heldigvis ombestemte jeg mig efter halvandet års studietid, og det
gik som Lise havde spået…
The Grand Old Lady, Fru Østergaard, styrede engelskundervisningen med kærlig men
hård hånd. Med Fru Østergaard har jeg en lignende oplevelse i stil med den om
”landkrabberne”. I min anden engelsktime i 1. real havde jeg ikke fået læst grundigt nok
på gloserne, så jeg fik – min første og eneste røffel hos hende. Hun kiggede mig
usædvanligt dybt ind i mine blå ”uskyldige” øjne – meget længe – uden at sige noget.
Ingen har siden kigget mig så dybt ind i min sjæl. Og det virkede.
Faktisk blev engelsk mit kæreste fag. Jeg besluttede mig for aldrig mere at skuffe denne
ener af en lærer, som blandt sine elever talte Kenyas ”Flammende spyd”, Yomo
Kenyatta. Fru Østergaard sendte mig julekort, indtil hun døde. Fru Nielsen overtog
engelskundervisningen det sidste år, og hun levede flot op til sin forgænger men på en
mindre autoritær måde. Da vi forlod, skolen var vort engelsk-niveau garanteret langt
over gennemsnittet for de fleste skoler. Lærerne var også dengang Brenderup Realskoles
bedste aktiv. Lærerne drev skolen, som var den deres egen.
Hans Jørgensen gav os den bedst tænkelige anskueligheds-undervisning i naturhistorie.
Pip Hans, som han godmodigt hed blandt elever og forældre, på grund af sin store fugleinteresse, fodrede os ikke med tør teori. Alt, hvad han vidste om naturen, havde han set
og oplevet på egen krop. Han kunne med den største selvfølgelighed det ene øjeblik
dissekere en død fugl og i næste øjeblik skrælle et æble med den samme lommekniv.
Så vidt jeg husker, var Hans Jørgensens udgangspunkt som lærer en eksamen fra
Brenderup Realskole kombineret med ophold på ”Realskole-Seminariet”, selvstudier og
stor livserfaring. Jeg havde den store ære at gå i banken for Hr. Jørgensen. Mindst en
gang om ugen fik jeg betroet hans bankbog for at hente et aftalt beløb hos bankbestyrer
Clausen.
Hommelgård var fremragende i tysk og historie, og jeg interesserer mig stadig for begge
fag. Hommelgårds ”børste-tænder-remser” fik jeg siden genopfrisket på Goethe
Instituttet i Vestberlin. De gælder stadig.
Selvom matematik ikke ligefrem var mit yndlingsfag, holdt jeg meget af timerne hos
Rode. Rode havde en sjælden evne til at omgås især de større elever, og hans nærmest
ekvilibristiske øvelser med pegepinden og hans drejen rundt på hælen var legendarisk.
Han skabte respekt om sig, og han var ikke bange for at give et par tiltrængte flade, hvis
det var nødvendigt. Han kunne snakke med os om ting uden for skolen, som
interesserede os.
Der var en egen atmosfære over Brenderup Realskole. I erindringen forestiller jeg mig
stadig Nordvestfynske Jernbanes knudepunkt neden for stentrappen. Her på
stationsforstander Aamands perron samledes elever fra Middelfart, Bogense og Odensekanten hver morgen, og præcis kl. 15.08 ringede det ud fra skolen, hvorefter der igen
kom liv på perronen. Skolen og jernbanen blev oprettet samme år.
Ved mit fødehjem, Bruunhøjgaard i Fyllested, løb jernbanen forbi vore marker, og da der
30. marts i 1966 blev fløjtet afgang fra Brenderup Station ved 22-tiden for sidste gang,
var jeg med som eneste passager.
Jeg var da soldat og skulle tilbage til kasernen i Odense.
Med banen forsvandt der også noget af realskole-miljøet.
Jeg har et postkort fra 1914, da det eneste ”lægivende” var en høj flagstang midt i
skolegården. På det tidspunkt var mirabelhegnene om sportspladsen næppe plantet.
Netop mirabellerne hørte med til skolemiljøet i de første skoledage efter den lange
ferie. Her gik de ældste elever adstadigt langs mirabelhegnene og ”spillede” store” eller
forelskede sig i den eneste ene i klassen.
Brenderup Realskole var karakterdannende for sine elever. Her fik vi, hvis vi ville tage
imod, en god åndelig ballast, som kom os til gode siden hen. Som far til tre børn i
folkeskolen har jeg siddet i klasseforældreråd og tit ønsket, at vi kunne gennemføre
noget af det, der omgærdede den gamle skole på bakken i hjembyen. Men tiden er en
anden, og jeg håber også, at min gamle skole har forstået at tilpasse sig.” Sådan sluttede
min jubilæums-artikel.
Tilbageblik
I en stil i 5. real med tilbageblik over ti ås skolegang skrev jeg bl.a.
”Skoletiden har været fornøjelig og en ubetinget nødvendighed for min fremtidige
uddannelse. Jeg kritiserer undervisningen i gymnastik for ikke at være ”fritimeagtig”
med utilsløret kritik af gymnastiklæreren, som ingen af os kunne li’, fordi alt skulle være
så alvorligt, firkantet og kedeligt. Han var elitegymnast og ikke læreruddannet.
Af og til – f.eks. i en uventet fritime- byggede vi os i realskolens kælder, der også var
fyrrum, et lunt og hyggeligt sted, hvor vi fik en god snak med skolens herlige pedel.
Og K-klassen, ja den var noget ganske særligt, en mønsterklasse med godt kammeratskab
og særdeles gode relationer til de fleste lærere, og hver femte år har vi lige siden holdt
en jubilæumsfest og styrket sammenholdet og udvekslet minder fra de glade dage i den
hvide skole på bakken.
I 2013 fejrede vi i K-klassen 50 års jubilæum, dels på skolen, dels hos Johannes Juhl
Jacobsen, der flere gange generøst har lagt hus til vore mange sammenkomster siden
1963.
Mine favoritter
Engelsk blev ubestridt mit bedste fag, og i de sidste to realklasser rakte jeg næsten
aldrig hånden i vejret, når læreren efterlyste et ord på engelsk. Kendte de andre ikke
ordet, kiggede hun mildt og forventningsfuldt på mig, og som regel, kendte jeg svaret.
Jeg tog meget ofte den røde engelsk-ordbog med i seng om aftenen, og så frydede jeg
mig over at lære nye ord, og det var herligt at kunne diske op med en ny vending eller et
nyt ord på engelsk, som vi endnu ikke var nået til.
Sproglærerne, især fru Østergaard, som jeg havde til engelsk og fransk de første år,
elskede at gå på tværs af sprogene dansk, engelsk, tysk og fransk, så vi kunne se ligheder
og forskellige. ”Vi, der taler alle sprog”, som hun spøgefuldt sagde. Det var jeg helt vild
med.
Jeg var meget adræt som barn, og jeg var i alle skoleårene en af klassens hurtigste, svær
at indhente, og i gymnastiksalen var jeg altid en af de sidste, der blev sat ud af spillet,
når vi havde sørøverleg eller stikbold.
Til gengæld, så var jeg ikke særlig ferm på fodboldbanen eller i gymnastik, og læreren
var desværre gammel elite-gymnast, og der blev givet karakter i gymnastik. Senere som
soldat vandt jeg mange 1600-meter løb – og dermed fridage. Er man motiveret, så kan
man yde det ypperste.
Turene frem og tilbage til skolen (4-5 km)foregik naturligvis på cykel. Om vinteren var
det drøjt, jeg husker, at forhjulet en vinterdag faldt af,, så gik jeg naturligvis resten af
vejen. Der var nogle meget kolde vintre, og flere gange besvimede jeg under den
obligatoriske morgensang, når jeg brat kom inden for i varmen på skolen. Der var altid en
lærer i nærheden, og så blev jeg lagt ind på en briks på lærerværelset og kom snart til
hægterne igen.
Jørgen Søes Heljsvig 2014
Jørgen Søes Hejlsvig som 12-årig. 1957