1. No category

BUSINESS
BISTAND
KOLD KRIG
MIDT I EN
GAS-TID
NEPALS LOKALE
VAGTHUNDE
“IKKE NOGEN KØN AFFÆRE”
CIA'S DUNKLE ROLLE I CONGO
Kæmpe naturgasfund i
Mozambique får investorer
til at strømme til landet
s.6 /
Politisk strid og borgerkrig
har givet græsrødder nye
roller i lokaldemokratiet
s.12 /
En myrdet premierminister, en ivrig spion-chef og
hemmelige militæraktioner. USA's rolle i Congo efter
uafhængigheden var et tragisk magtspil
s.50 /
DANMARKS
GLOBALE MAGASIN
– NR 4 · 2014 · AUG/SEP · 41. ÅRGANG –
EN BLODIG TRADITION
Fotoreportage fra omskæringen af den
14-årige masai-pige Nasirian
s.18 /
Udgives af Danida, Udenrigsministeriet.
FREMBLIK
AF REDAKTIONEN
KOLOFON
OM UDVIKLING
ABONNEMENT
Udvikling er gratis, men forsendelse til udlandet
pålægges efter nytår et gebyr.
Udvikling udkommer seks gange per år.
Tegn abonnement/adresseændring:
31. AUGUST
AFRIKANSK TRADITIONEL
MEDICIN
Siden 2003 har Afrika hvert år fejret
den afrikanske traditionelle medicindag 31/8 i samarbejde med blandt andet Verdenssundhedsorganisationen
(WHO). 80 procent af befolkningen
på kontinentet bruger traditionel
medicin, og med dagen ønsker de
afrikanske regeringer at sætte fokus
på medicinens vigtige rolle for folks
sundhed og udvikling.
7. OKTOBER
KENYATTA I RETTEN
Datoen er blevet udsat flere gange,
men nu sættes retten igen i den internationale krigsforbryderdomstol
(ICC) for Kenyas præsident, Uhuru
Kenyatta (foto). Han er tiltalt for at stå
bag den voldelige opstand under præsidentvalget i 2007, hvor 1.200 døde,
men nægter sig skyldig.
www.udvikling.dk
www.icc-cpi.int
tlf. 33 92 08 01
Bestilling af tidligere numre:
www.danida-publikationer.dk
Abonnementsservice:
distribution@rosendahls.dk
Næste nummer: 14. oktober 2014
REDAKTION
Redaktør: Stefan Katić (SK), stekat@um.dk
tlf. 33 92 07 09
Journalist: Ulrikke Moustgaard (ULM),
– ulrman@um.dk
Nyhedsbrev, markedsføring etc: Sara Leth,
– sarlet@um.dk
Ansvarshavende ifølge medieansvarsloven:
www.afro.who.int
Samuel Magid, kontorchef,
Udenrigsministeriets Presseenhed
22. SEPTEMBER
VERDENS TILSTAND 2014
Fattigdom, overbefolkning og ulighed.
Hvert år udgiver FN’s Udviklingsprogram UNDP en rapport om verdens
tilstand – og sætter samtidig fokus på
et bestemt tema. I år er det sårbarhed
og modstandskraft – "building resilience" – blandt verdens fattige.
www.undp.org
Korrektur: Lisbeth Rindholdt
Grunddesign: Esben Niklasson
Layout: e-Types Daily
Tryk: Arco Grafisk. Papir: 115 gram MultiArt Matt
DETTE NUMMER
NR 4 · 2014 · AUG/SEP · 41. ÅRGANG
Udgivelsesdato: 22. august 2014
12. OKTOBER
MORALES FOR TREDJE GANG?
Selvom den bolivianske forfatning
siger, at en præsident kun må sidde i
to valgperioder, stiller den nuværende
præsident, Evo Morales (foto), op til
en tredje periode, når bolivianerne går
til valg. Forfatningsdomstolen har blåstemplet kandidaturet, da reglen først
blev indført, efter at Morales kom til
magten i 2006.
www.bolivia.gob.bo
Redaktionen afsluttet: 7. august 2014
Trykoplag: 17.900
ISBN 978-87-7087-849-4 (tryk)
ISBN 978-87-7087-850-0 (elektronisk)
ISBN 978-87-7087-852-4 (app)
ISSN 0106-0570
Forside: Meeri Koutaniemi
ANNONCESALG
Rosendahls Mediaservice,
Niels Hass – nh@rosendahls.dk, tlf. 2933 6606
UDGIVER
Danida, Udenrigsministeriet,
Asiatisk Plads 2, 1448 København K
Artikler i Udvikling udtrykker ikke nødvendigvis
5. OKTOBER
PRÆSIDENTVALG I BRASILIEN
Høj inflation, stigende renter og social
uro. Opbakningen til den brasilianske
præsident, Dilma Rousseff, der ellers
har været vellidt i befolkningen, er
faldet gennem 2014, så politiske iagttagere spår hende hård konkurrence,
når landet skal vælge ny præsident.
Udenrigsministeriets synspunkter.
www.brasil.gov.br
Medlem af
Indhold
DANMARKS
GLOBALE MAGASIN
– NR 4 · 2014 · AUG/SEP · 41. ÅRGANG –
Fra pige til kvinde
s. 18 /
En statue af Bill Clinton.
Gæt hvor! s.62 /
UDVIKLING
ERHVERV
Urbanisering truer
Asien og Afrika s.4 /
Naturgas-eventyr i
Mozambique s.6 /
Nepal: Grøde blandt
græsrødderne s.12 /
Iværksættere: Afrikas
nye superstars s.26 /
25 års dansk støtte til
Nepal s.15 /
BRIKS-lande laver deres
egen Verdensbank s.33 /
Mød verdens mest beskidte
hovedstæder s.32 /
Zimbabwe vil sikre
diamantudbytte s.33 /
Colombias flygtninge
vender hjem s.46 /
Kronik: Danske statslån
til Kina havde effekt s.40 /
POLITIK
KULTUR
Første år som chef for
UN Women s.24 /
Nordkorea laver nyt turistmekka - under vand s.45 /
Kina: Kampen mod
korruption går til tops s.31 /
Politiske film fra hitter
i Cannes s.10 /
Indonesien: Møbelmand er
ny præsident s.31 /
VM-skrammer til afrikansk
fodbold s.45 /
CIA i Congo og mordet
på Lumumba s.50 /
Litteratur til en milliard
mennesker s.34 /
Prinsen af menneskerettigheder: s. 60 /
Seks afrikanske forfatterstemmer s.37 /
s.50 /
EN LÆREBOG I KYNISME
Congo fik sin frihed i 1960, men kom hurtigt i klemme
i den kolde krig. Landets leder, Lumumba, blev myrdet.
s.12 /
NEPALS NYE VAGTHUNDE
I 35.000 lokalsamfund er græsrødder aktivt med til at
bestemme, hvad de offentlige midler skal bruges til.
FASTE SIDER
Det læser de i
Afrika s. 34 /
Kulturen Kort: Afro Hop
og adoptionskritik s.44 /
s.40 /
Værker fra verden:
Mor og søn i Egypten s.58 /
Asiatisk Plads: Nyt om
dansk bistand s.61 /
Indvikling: Kosovo
elsker Clinton s.62 /
Fremblik: Det sker i verden
den næste tid s.63 /
IKKE KUN HVIDE ELEFANTER
Kronik: 1980’ernes danske statslån blev udsat for hård
kritik. Men et sted har de haft stor betydning: i Kina.
AGENDA
UDVIKLING
Forventet
levealder:
51 år
FOTOS: FLAGPEDIA (TV) & JØRGEN SCHYTTE/DANIDA/SCANPIX
4/
Mens den forventede levealder i
Nordeuropa stiger til
over 80 år, er udviklingsniveauet i det
afrikanske land Tchad
så ringe, at mennesker dér kun kan
fovente at leve 51 år i
gennemsnit.
Netop Tchad fortjener mere opmærksomhed, påpeger
organisationen Læger
Uden Grænser. Ikke
mindst på grund af de
elendige sundhedsforhold.
Sygdomme, som
kunne have været
behandlet med
enkle midler, koster
hundredtusinder
livet i Tchad, hvor de
fleste af nationens
6,4 millioner indbyggere lever en dagligdag uden læger,
medicin og sundhedstjeneste.
Sundhedsforholdene i Tchad topper
listen over 10 glemte
udviklingskriser, der
sammensættes af
Læger Uden Grænser.
Listen opdateres én
gang årligt. • /RH
Storbyen trækker stadig
I 2050 vil to tredjedele af klodens befolkning leve i byer.
Det giver store udfordringer i Afrika og Asien.
AF REGNER HANSEN
Lige nu er det fifty-fifty, men i 2050
vil to tredjedele af alle mennesker i verden
leve i byer. 90 procent af væksten sker i
landene i Syd. Det fremgår af en rapport fra
Befolkningsenheden under FN's Afdeling for
Økonomiske og Sociale Anliggender (DESA),
der blandt andet laver analyser for FN’s generalforsamling.
Den hastige urbanisering betyder, at politikere og administratorer i løbet af en kort årrække skal blive i stand til at møde det øgede
behov for boliger, vand og sanitet, transport,
kommunikation, energi, uddannelse og sundhed.
Læg hertil efterspørgslen efter nye job.
Udfordringen bliver størst i Afrika og
Asien. Alene i Afrika ventes byboernes andel
af den samlede befolkning af stige med 16
procent frem mod 2050.
Der kommer også flere såkaldte megabyer
– det er storbyer med over 10 millioner ind-
byggere. Antallet af megabyer ventes således
at nå op på 40 i 2050, og en stigende andel vil
ligge i Syd.
BÆREDYGTIGE BYER
DESAs leder, John Wilmoth, siger, at en vellykket global udvikling i høj grad vil være
afhængig af, om det lykkes at skabe bæredygtige byer, der i stand til at favne det stærkt
stigende antal mennesker.
Urbaniseringen har historisk fundet sted
i rige lande, og balancen tipper nu over mod
mellemindkomstlande og fattige lande, som
har færre ressourcer til at håndtere udfordringen.
I FN-rapporten bemærkes det dog, at det
typisk er billigere at levere de samme serviceydelser i tæt befolkede områder som i egne
med stor afstand mellem beboerne. Byer er
også de mindst miljømæssigt belastende pr.
borger. •
Mellemamerika mister
sin unge generation
lemamerika således mister den kommende
generation.
”Vi mister mange nye og gode hænder og
hjerner,” siger Puerto.
De berørte lande har på et krisemøde, som
FN’s børneorganisation, UNICEF, var med til
at arrangere i den honduranske hovedstad,
Tegucigalpa, lavet en køreplan for fred, sikkerhed, velfærd og retfærdighed i regionen.
Men migrationseksperter og andre kritikere
siger, at planen er uden konkrete initiativer.
Den katolske kirke i Honduras opfordrer
til en ”inkluderende politik” i Mellemamerika
med fokus på børnene og fremtiden. • /RH
Dyrkbar jord er dyrebar jord
Jord er i bogstavelig forstand grundlaget for
fødevarer.
Men arealet af jord på jordkloden, der kan
anvendes til dyrkning, er sat under pres af
kvægdrift, skovbrug, urbanisering, energiproduktion og udvinding af mineraler. Desuden
er en tredjedel af jorden af forringet kvalitet
som følge af blandt andet muldflugt og udpining.
Derfor har regeringsrepræsentanter med
støtte fra eksperter godkendt en handlingsplan, der skal værne om udstrækningen og
kvaliteten af jord. Det skete på et møde i FN’s
fødevare- og landbrugsorganisation (FAO).
Blandt anbefalingerne er skrappere statslig
regulering på området og flere offentlige investeringer i bæredygtigt jordbrug.
Maria Helena Semedo, vicegeneraldirektør i FAO, minder om, at der bliver flere
munde at mætte i verden i de kommende
årtier. Semedo appellerer derfor – måske ikke
overraskende – til landene og civilsamfundene om at forpligte sig til at omsætte planen til virkelighed. • /RH
‘Høst’ vand
lige ved
boligen
I Etiopien (foto) er
det ikke usædvanligt
at skulle gå flere kilometer efter vand.
Men der synes nu at
være mulighed for at
skaffe vand på en anden måde, som sparer
både tid og kræfter.
Metoden består i
“høste” vand lige ved
boligen – nemlig i
form af den fugt, der
findes i luften.
Princippet har
været kendt længe,
men ideen er videreudviklet i et
italiensk-schweizisk
design. Metoden
består i at opstille en
10 meter ramme af
bambus, hvorpå der
er udspændt et net af
nylon. Udbytte? Op til
100 liter rent vand om
dagen.
Den nye vandmekanisme er testet med
succes i etiopiske
landsbyer på højsletten. Potentialet synes
stort. Der er over 750
millioner mennesker
verden over, som ikke
har adgang til rindende vand. • /RH
5/
FOTOS: JØRGEN SCHYTTE/DANIDA/SCANPIX (ØV) & MIKAEL KOLLÖFFEL/DANIDA/SCANPIX (NED)
Titusinder af børn og unge, der skulle
være med til at udvikle Mellemamerika i de
kommende årtier, søger mod USA. Det amerikanske grænsepoliti har hidtil i år pågrebet
næsten 50.000 såkaldt uledsagede mindreårige fra lande som Honduras, Guatemala og
El Salvador og anbragt dem i opsamlingslejre.
Fattigdom, vold og manglende tryghed er,
hvad der får forældre til at sende deres børn
på en farlig rejse med godstoget, kaldet Le
Bestia (Udyret), gennem Mexico og videre
nordpå. Den største andel af børnene kommer
fra Honduras.
Migrationseksperten Ricardo Puerto siger
til nyhedsbureauet Inter Press Service, at Mel-
FOTO: TRYGVE BOLSTAD/PANOS/POLFOTO
6/
Enorme fund af naturgas har
fyldt mozambikanerne med håb
om vækst og velstand. Med gasrigdommen forskydes magten i landet
fra donorer til investorer. Reportage fra
energi-topmøde i Afrikas nye klondike.
AF MADS MARIEGAARD, MAPUTO
“Tag jeres penge med til Mozambique,”
lægger energiministeren ud.
“Potentialet er enormt,” supplerer formanden for det nationale elselskab.
Den mozambikanske råstofelite og erhvervsfolk fra fem kontinenter er samlet på
Girassol Indy, et fashionabelt hotel i Sommerschield, et af hoved­staden Maputos fineste
kvarterer. Enorme fund af naturgas har trukket
de to parter mod hinanden: Investorerne vil
have adgang til råstofferne, regeringen øjner
en mulighed for at skabe mere udvikling, ikke
kun fordi de potentielle skatteindtægter kan
fylde en af verdens mest slunkne statskasser,
men også i kraft af den vækst, investeringerne
i sig selv kan føre med sig.
I en ny rapport fra The Oxford Institute
for Energy Studies hedder det: “Fundene kan
være Mozambiques chance for at slutte sig til
rækken af mellemindkomstlande i løbet af en
generation eller to, men det er ikke en given
ting.” Rapporten forudser, at indtægterne fra
naturgas om cirka et årti vil udgøre størstedelen af statens indtægter og dermed overgå
udviklingsbistanden. Donorerne fra Vesten,
heriblandt Danmark, som hidtil har spillet
nøgleroller i Mozambiques udvikling, vil
ifølge rapporten miste politisk indflydelse til
private investorer og vækstlande, det vil sige
lande som Kina og Indien.
I NATURRESSOURCERNES SUPERLIGA
Mozambique har været begunstiget af nogenlunde politisk stabilitet siden 1992, hvor regeringen og oprørsbevægelsen Renamo sluttede
fred efter en lang og blodig borgerkrig. I dag
er der dog igen spændinger mellem parterne.
Landet ligger tredjenederst på FN’s udviklingsindeks: Over halvdelen af de 25 millioner
mozambikanere lever under fattigdomsgrænsen. Det har gennem årene tiltrukket stribevis
af udenlandske donorer, med Danmark som
en af de toneangivende.
Det globale erhvervsliv har indtil for nylig
vist begrænset interesse for det store land på
7/
>
>
østsiden af Afrikas sydspids. At det
skulle ændre sig, lå ikke umiddelbart i
kortene, da amerikanske Anadarko Petroleum Corporation (det dystert klingende navn stammer fra Anadarkobassinet i Texas og Oklahoma) i 2006
fik adgang til Rovuma-bassinet ud for
det nordlige Mozambiques kyst, omkring der hvor Rovuma-floden slipper
sit tag i det afrikanske kontinent og
glider ud i Det Indiske Ocean.
“
Udvikling sker som en naturlig
følge af investeringer, fordi der
opstår virksomheder inden for
sekundære erhverv, hvilket øger
indkomsten i området som
helhed.
Kribs Govender,
direktør i Sasol
I 2012 skete der imidlertid noget:
Anadarko og Italiens største industrivirksomhed, ENI, kunne med korte
mellemrum fortælle, at de havde
fundet enorme naturgasreserver i
Rovuma-bassinet. Ifølge nyhedsbureauet Reuters er der tale om 150 billioner kubikfod, svarende til forbruget i
Tyskland, Storbritannien, Frankrig og
Italien i 15 år. De to giganter planlægger at udvinde gassen og omdanne
den til en flydende form, hvorefter den
kan eksporteres med skib. Udgifterne
til boringer og faciliteter kan løbe op
i 50 milliarder dollars, svarende til
Danmarks samlede udviklingsbistand
i cirka 16 år.
8/
Med ét slag er Mozambique rykket op i naturressourcernes superliga.
Hvis fundene bliver bekræftet, har
landet fjerde flest gasreserver i verden,
kun overgået af energistormagterne
Rusland, Iran og Qatar. Læg hertil,
at landet også har store forekomster
af kul og metaller. Så har man fanget
investorernes interesse.
MASTERPLAN FOR NATURGAS
I Maputo er et nyt afrikansk klondike
begyndt at tage form: Trafikken over
lufthavnen bliver tættere, nye hoteller
skyder op. I bybilledet og på restauranterne blander alverdens sprog –
kinesisk, hindi, engelsk, portugisisk –
sig med den varme luft, der driver ind
fra havet som en påmindelse om, hvor
det hele begyndte.
Konferencen på Girassol Indy,
‘The Powering Africa Mozambique
Meeting’ i maj 2014, vidner også om
grøde. Omkring 180 deltagere er mødt
op med lommerne fulde af visitkort.
Cirka halvdelen er fra udlandet, flest
fra Sydafrika, den købestærke nabo.
De repræsenterer blandt andet energiselskaber, banker og konsulenthuse,
store og små. Arrangøren er Energy­
Net, et privat initiativ med britisk
base, som tager godt 10.000 kroner pr.
deltager for to dages paneldebatter
med veltalende ordstyrere, emne-specifikke workshops og pauser med god
plads til uformelle drøftelser.
Energiministeriet møder op med
et klart budskab: Investorer er velkomne. Samtidig skal mozambikanerne sørge for, at investeringerne
kommer befolkningen til gode. Få
uger efter konferencen vedtager regeringen en “gas-masterplan”, udar-
TANZANIA
RovumaBassinet
MOZAMBIQUE
DET ER I ROVUMA-BASSINET UD FOR DEN
NORDLIGSTE DEL AF LANDET, AT DE STORE
GASFUND ER GJORT.
bejdet med støtte fra Verdensbanken,
som skal sikre hjemlig vækst, både
i den offentlige og private sektor,
foruden arbejdspladser, uddannelsesmuligheder og infrastruktur. Ny
lovgivning på området er også på vej.
Imens må investorerne vente. En budrunde, som kan give virksomheder
adgang til områder syd for Rovumabassinet, har været udsat siden 2012.
UENIGHED OM EFFEKT
En af virksomhederne på konferencen, Sasol fra Sydafrika, har allerede
adgang til mozambikanske naturgasreserver. I modsætning til Anadarko
og ENI opererer Sasol ikke på havet
ud for det nordlige Mozambiques
kyst, men inde på land længere sydpå.
For godt 10 år siden indledte virksomheden Southern Africa Regional Gas
Project i samarbejde med Verdensbanken og Mozambiques regering. Projektet gik ud på at udvikle to gasfelter og
MOZAMBIKANSK BESØG
I DANMARK
En delegation af mozambikanske virksomheder og erhvervsorganisationer besøger
Danmark i november 2014.
FOTO: SVEN TORFINN/POLFOTO
Delegationen skal mødes med danske
virksomheder, som er interesserede i
handel med og investering i Mozambique,
særligt inden for gassektoren.
Der planlægges blandt andet et besøg i
Esbjerg på Offshore Center Denmark, et
nationalt kompetence- og innovationscenter for offshore-industrien.
SIEMENS FORTÆLLER PÅ BILLBOARD MED BOREPLATFORM, AT
FIRMAET ARBEJDER FOR MORGENDAGENS MOZAMBIQUE. BUDSKABET SYNES DOG AT PRELLE AF PÅ DEN BILVASKENDE MAND.
Delegationens besøg er arrangeret af Danmarks ambassade i Maputo i samarbejde
med Dansk Industri og myndigheder og
erhvervsorganisationer i Mozambique.
over 50 års NGO-erfaring
raptim
STADIG BRUG FOR DONORER
Uanset om Sasols aktiviteter gavner
befolkningen eller ej, er virksomhe-
den en forløber for en udvikling, hvor
udenlandske investorer, potentielt
også danske, får større indflydelse i
landet, mens donorernes ditto bliver
relativt mindre. Ifølge Sasol selv er der
dog brug for begge parter.
“Donorerne er nødt til at fortsætte
med at støtte,” siger Kribs Govender,
direktør i Sasol med ansvar for lavkarbonelektricitet, til Udvikling under
konferencen på Girassol Indy. Han
uddyber:
“Udvikling sker som en naturlig
følge af investeringer, fordi der opstår
virksomheder inden for sekundære erhverv, hvilket øger indkomsten i området som helhed. Uden for de områder,
hvor man investerer, er der imidlertid
stadig brug for donorer. Investorer er
meget fokuseret på de områder, de investerer i, mens donorer fokuserer bredere, på hele lande eller hele regioner.”
Ifølge Sasol-direktøren er investeringer i det omfang, Mozambique
oplever i disse år, ikke nok til at skabe
de nødvendige forandringer. Måske er
samme analyse årsag til, at regeringen
så entydigt bruger konferencen på
Girassol Indy til at invitere nye inve-
Tlf. 8723 1230
Glarmestervej 20A • 8600 Silkeborg
www.unitasrejser.dk • raptim@unitas.dk
storer indenfor. Mest udtalt er det, da
en kontorchef fra energiministeriet i
Maputo under en af paneldebatterne
bliver spurgt, hvor hun gerne ser investeringerne i landets energisektor
komme fra. Hun svarer med et skævt
smil:
“Vi ser gerne, at de kommer alle
steder fra.” •
STORMODTAGER AF DANSK
BISTAND
Mozambique modtog 496 millioner kroner
i dansk udviklingsbistand i 2013, hvilket
gør landet til den største modtager, tæt
efterfulgt af nabolandet Tanzania.
Den danske indsats fokuserer på blandt
andet fattigdomsbekæmpelse, reproduktiv
sundhed og rettigheder samt klimatilpasning og miljøforvaltning.
Udviklingssamarbejdet med Mozambique
begyndte i tiden umiddelbart efter uafhængigheden fra Portugal i 1975.
Læs mere: www.mozambique.um.dk
member of
raptim network
®
9/
værdi for pengene
personlig service
stor fleksibilitet
”
Det gode ved netop Raptim-billetterne er,
at de signalerer, hvad det er for et ærinde,
vi har som organisation. Det kan være en fordel,
hvis der opstår udfordringer i de lande, vi rejser til.
Lene Grønbech
direktionsassistent hos SOS Børnebyerne
ANNONCE
sende gassen gennem en rørledning
over grænsen til Sydafrika, hvor der er
stor efterspørgsel på el.
Under overskriften Sasols sjæl
fortæller virksomheden på sin hjemmeside, at den har hjulpet lokal­
samfundene langs rørledningen ved
at bygge skoler og klinikker, bore
efter drikkevand og sågar omplante
baobabtræer, som stod i vejen. Sasol
oplyser også, at selskabet som følge
af rørledningsprojektet har betalt
600 millioner dollar til Mozambiques
regering.
Forkert, projektet har stort set ikke
genereret nogen indtægter til statskassen, mener imidlertid Centro de
Integridade Publica (CIP), en danskstøttet organisation, der arbejder for
at fremme demokrati og menneskerettigheder i Mozambique. CIP kritiserer
også regeringen for at tilbageholde
oplysninger om aftalen med Sasol.
Uenigheden mellem parterne har affødt offentlig debat om emnet.
Film
LATTER OG ALVOR
De to ikke-vestlige og meget politiske film i hovedkonkurrencen på årets
filmfestival i Cannes handlede om vidt forskellige ting: Jihadisternes overtagelse af Timbuktu og aggressionerne i Argentina. En ting har filmene til
fælles: Instruktørerne bruger humor til at formidle de alvorlige emner.
AF MAJKEN S. ELIASEN, CANNES
FOTOS: LES FILMS DU WORSO/ARCHES FILMS & CORNER PRODUCCIONES
10/
Æslet vil ikke flytte sig. Det
har en stor halmballe på ryggen og
fylder den lille støvede sti fra væg
til væg, så de tungt bevæbnede jihadister ikke kan komme forbi. Når de
går til den ene side, følger æslet med,
og omvendt. Over for et stædigt æsel
kan selv overmagten ingenting gøre.
Æslerne spiller flere gange en rolle
i filmen Timbuktu, der blev vist den
allerførste dag på Cannes Filmfestivalen 2014. Filmen handler om jihadisternes voldelige og undertrykkende
regime i det oldgamle samfund ved
Sahara, hvor steninger og tvangsæg-
teskaber blev dagligdag. Og æslerne
er med til at give publikum et pusterum, hvor man ler af jihadisterne.
“Mennesker er ikke endimensionelle, det er ikke alt eller intet, alle
mennesker er komplekse,” forklarer
instruktøren Abderrahmane Sissako
om sin brug af humor i filmen.
“Du har både godt og ondt i dig,
og derfor er det vigtigt at huske, at
jihadister også er mennesker, som
på et tidspunkt bare har taget et bestemt valg i livet. Du bliver nødt til
at fremstille de personer som mennesker.”
FILMEN TIMBUKTU HANDLER OM LIVET I DE SAMFUND,
DER LIDER UNDER AFRIKANSKE JIHADISTER.
TÅRER FOR TIMBUKTU
Abderrahmane Sissako er en af de
mest kendte instruktører fra et kontinent, hvorfra meget få film kommer
til den vestlige verden. Han ser det
som sin pligt at formidle nogle af de
forfærdelige historier, der dagligt
udspillede sig under jihadisternes
regime, og Timbuktu er direkte inspireret af en virkelig hændelse.
“Det, der triggede mig, var steningen af et ungt par i en lille landsby
nord for Timbuktu,” fortæller instruktøren.
“Men det var ikke hændelsen i sig
selv, der inspirerede mig, men mere
det faktum, at ingen talte om det. Vi
lever i en verden, hvor lanceringen af
en ny mobiltelefon bliver dækket af
hele verdenspressen, og samtidig er
vi fuldstændig indifferente, når det
drejer sig om forfærdelige overgreb
som dette.”
Abderrahmane Sissako er født i
Mali, men er opvokset i Mauretanien,
hvor filmen også er optaget. Oprindeligt havde filmholdet håbet på at
kunne optage i selve Timbuktu, men
det viste sig stadig at være for farligt.
Så sent som i september måned var
der nye selvmordsbombeaktioner i
byen. Da Sissako sidder over for verdenspressen i Cannes, sker der noget,
som er en sjældenhed på den glamourøse filmfestival. Da Abderrahmane
Sissako prøver at sætte ord på, hvorfor historien om Timbuktu var så vigtig at få ud, begynder han at græde.
“Måske græder jeg på vegne af alle
de mennesker, som oplevede disse
ting, som virkelig led,” siger han med
blød stemme, mens han forsøger at
tørre tårerne væk.
“Det ægte mod finder vi hos dem,
der har levet med regimet på en
daglig basis, ikke bare en eller to
dage, men i lang tid. Mennesker, som
lavede modstand uden ord, og det er
der, optimismen ligger i filmen.”
Langt de fleste af filmene i den
prestigefyldte filmkonkurrence kommer fra vestlige lande. Udover Sissakos Timbuktu havde den argentinske Relatos Salvajes dog også fundet
vej gennem nåleøjet og var en af de
i alt 18 film, der var udvalgt til årets
hovedkonkurrence.
VOLD OG VREDE
Titlen Relatos Salvajes (vilde forbindelser, red.) skal opfattes bogstaveligt. Filmen, der er lavet af den argentinske instruktør Damian Szifron,
består af seks forskellige fortællinger,
der umiddelbart intet har med hinanden at gøre. Den røde tråd, der holder
filmen sammen, er den vrede og aggressive opførsel, som personerne i
de enkelte historier udviser, ofte på
grund af de ting, der ikke fungerer i
samfundet.
I en af fortællingerne har en forkælet rigmandssøn i en brandert påkørt en gravid kvinde og er bagefter
flygtet fra ulykkesstedet. Hans rige
far tager styringen og overtaler sin
fattige gartner til at tage skylden og
fængselsstraffen mod en klækkelig
betaling. Som en af landets mange
fattige, der ikke har håb om en bedre
fremtid, tager gartneren imod tilbuddet, og dækhistorien bliver uden videre godtaget af en korrupt anklager,
der ser sit snit til også at tjene nogle
skejser på kvindens død.
“Vores samfund indeholder et stort
antal meget fattige mennesker, som
er her for at udvinde råmaterialer,
for at lave det manuelle arbejde, for
at fjerne vores skrald. Det er arbejde,
vi ikke selv gider udføre,” forklarer
instruktør Damian Szifron.
“Og så har vi en gruppe af mennesker, der er opdraget til at være
forbrugere, folk, som tror, de er meget
bedre end de andre, men det er de
ikke.”
SLAPSTICK SOCIALKRITIK
Selvom de seks historier i Relatos
Salvajes alle ender i vold, så er filmen
samtidig en komedie. Historien om
manden, der får nok af de korrupte
11/
VILD VREDE OG AGRESSIV OPFØRSEL ER DEN RØDE
TRÅD I ARGENTINSKE SZIFRONS FILM.
bilinspektører, der hele tiden fjerner
hans bil for at tjene penge, og som
ender med at sprænge det hele i luften, er fortalt som en komedie. Og
pengeforhandlingerne mellem den
rige far, den fattige gartner og den
korrupte anklager har farceagtige
dimensioner.
“Jeg forstår ikke, hvor komedier
ikke bliver taget seriøst, eller at man
ikke mener, de kan handle om noget
seriøst,” siger Szifron.
Filmen blev solgt til stort set alle
de latinamerikanske lande på festivalen, og til pressekonferencen i Cannes spurgte flere af de sydamerikanske journalister nervøst ind til, hvad
Szifron mente, Argentinas præsident
Cristina Fernández de Kirchner vil
mene om filmen.
“Politikerne bliver nødt til at have
større visioner, så folk kan leve i
større harmoni med hinanden. Det
er et problem, at der er så ulige en
fordeling af velstanden, og det er et
problem, at der ikke er mere og bedre
uddannelse,” siger Damian Szifron,
der ikke har noget problem med, at
Cristina Fernández de Kirchner skal
se filmen.
“I Argentina burde vi have det meget bedre, end vi har det.” •
SISSAKO OG SZIFRON
•
Abderrahmane Sissako (f. 1961), Mali/
Mauretanien, er en af de meget få
filminstruktører fra syd for Sahara, hvis
film får vestlig opmærksomhed. Vandt
i 2002 en pris i Cannes for filmen Waiting for Happiness om en ung mand fra
Mauretanien, der forsøger at emigrere
til Vesten.
• Damian Szifron (f. 1975), Argentina,
var en overraskelse på årets Cannes
Filmfestival, da han indtil videre mest
har lavet tv-serier i sit hjemland. Med
Relatos Salvajes viste han, at han besidder et socialt sindelag og en kritisk
holdning til forholdene i sit hjemland.
12/
Nepal
DE GODE NYHEDER
KOMMER NEDEFRA
Borgerkrig og kongemord, politisk strid og kævl
har præget nyhederne fra Nepal de seneste årtier.
Men blandt græsrødderne er der grøde.
AF JESPER HELDGAARD, KATHMANDU
13/
FOTO: JESPER HELDGAARD
KVINDEN I GRØNT HEDDER RAM SUNDAR DEVI
DAR OG ER EN AF MANGE NYE AKTIVISTER.
Sukhari Devi Ram gør det, ingen donorer kan, hverken hver for sig eller sammen:
Hun holder øje med, at de lokale myndigheder, hvor hun bor, bruger de sparsomme offentlige midler, som de skal og ifølge budgetterne: På skoler, på veje, på vandforsyning og
alle de mange andre presserende behov. Og
hun gør det helt nede på landsbyniveau.
“Vi holder især øje med, om de 30 procent
af bloktilskuddene, der er øremærket til
udsatte grupper som kasteløse, kvinder og
børn, nu også bliver brugt til de formål. Og
om lokale embedsmænd stikker offentlige
penge i egne lommer, men vi indsamler også
lokalsamfundenes ønsker og sørger for, at de
bliver hørt,” fortæller Sukhari Devi Ram, som
i øvrigt er dalit, det vil sige kasteløs.
Alt det gør hun som medlem af – og sekretær for – det lokale såkaldte Ward Citizens
Forum, en borgergruppe i det lokalområde
(“ward”), som er den mindste enhed i Nepals
administrative struktur. Nepal har mere end
35.000 wards, og alle har de inden for de seneste fem-seks år etableret et Ward Citizens
Forum.
Gennem dem er hundredtusinder af nepalesere som Sukhari Devi Ram blevet tildelt
– og oplært i – en aktiv rolle som vagthunde,
og der er skabt et finmasket system, der kan
bekæmpe den korruption og det misbrug,
lokale myndigheder i Nepal længe har været
berygtet for.
Borgergrupperne fører ikke bare kontrol.
De er også med til at prioritere, hvordan de
offentlige midler skal bruges lokalt, og de
spiller dermed den rolle, som folkevalgte, politiske lokalråd egentlig skulle spille.
Men det politiske lokalstyre i Nepal findes
ikke. Det har været sat ud af kraft i snart to årtier: Det seneste lokalvalg fandt sted for 17 år
siden, i 1997. Egentlig skulle der have været lokalvalg i 2002, men det blev aflyst – på grund
af det maoistiske oprør, der sendte landet ud i
ti års borgerkrig. Krigen sluttede i 2006. Men
siden dengang har politikerne i hovedstaden
Kathmandu endnu ikke kunnet blive enige
om en ny forfatning, der skal danne grundlaget for nye lokalvalg.
>
>
FOTO: JESPER HELDGAARD
14/
POLITISK KAOS
Det var med en god portion skepsis,
at nepaleserne i november sidste år
gik til valg for at vælge et parlament
med én altoverskyggende opgave: At
vedtage den nye og længe ventede
demokratiske forfatning – eller grundlov. I 2008 var der nemlig også valg til
en grundlovsgivende forsamling, og
dengang var målet, at den nye forfatning skulle være på plads i løbet af to
år, men politikerne kunne ikke enes.
Efter fire år udløb parlamentets valgperiode, en overgangsregering måtte
udpeges, og nyvalg udskrives.
Valget i november sidste år forløb fredeligt, og det nye parlament
– med ikke færre end 601 medlemmer – trådte sammen i januar i år. Nu
venter nepaleserne og omverdenen så
spændt og utålmodigt på, om det vil
lykkes det nye parlament at strikke en
ny forfatning sammen, så den politiske situation kan blive normaliseret.
Normaliseret er nok – netop i
nepalesisk sammenhæng – et misvisende udtryk, for her har normalen de
seneste årtier været krig og konflikt:
Nepals overgang til demokrati i 1990
blev indledningen til en ustabil pe-
SUNDARI BHUL MED SKØDET, DER BETYDER,
AT HUN IKKE LÆNGERE ER JORDLØS.
riode med hyppige regeringsskift. Fra
1996 til 2006 førte maoisters oprør
landet ud i borgerkrigslignende tilstande, hvor omkring 17.000 skønnes
dræbt. Og i 2001 bragte kronprins
Dipendras drab på kongen, otte andre
i kongefamilien og efterfølgende selvmord Nepal på forsiderne verden over.
sjette år diskuterer de fortsat stort set
alle elementer af den nye forfatning.
Og det er som sagt efterhånden 17 år
siden, der senest var lokalvalg i Nepal.
Nye lokalråd kan først vælges, når/
hvis den nye grundlov kommer på
plads, eller partierne kan blive enige
om rammerne for at holde lokalvalg.
Der er ikke noget at sige til, at iagttagere af nepalesisk politik i hovedstaden Kathmandu er frustrerede og
utålmodige.
Tag ud på landet, hvor tusinder
Men der er en kur mod pessimismen: Tag ud på landet, hvor fire ud af
er i gang med at organisere sig
og tage kampen op mod århund- fem nepalesere bor, og hvor tusinder
er i fuld gang med at organisere sig
reders marginalisering
og tage kampen op mod århundreders
marginalisering, fattigdom og undertrykkelse, mens de valgte politikere
I 2006 lykkedes det langt om længe i Kathmandu er optaget af interne
magtkampe.
at indgå en stor fredsaftale. De maoistiske oprørere nedlagde våbnene og
Et godt eksempel er Sukhari Devi
organiserede sig som et politisk parti, Ram og Ward Citizens Forums.
kongedømmet blev afskaffet, og fredsLOKALSTYRETS FLAGSKIB
processen kulminerede med valget i
Konsekvensen af de manglende lokal2008. Alt sammen godt og fint.
valg i Nepal er blevet et demokratisk
Alligevel er nepaleserne frustrerede over deres politikere, som ikke
tomrum, hvor Nepals byer, distrikter,
formår at træffe beslutninger, der kan kommuner og wards i mere end et årti
bringe landet ud af dødvandet: På
alene er blevet styret og administreret
af embedsmænd. Det kunne meget
vel have sat en stopper for den omfattende decentraliseringsproces, som
Nepal – med dansk støtte – tog fat på i
1990’erne for at erstatte århundreders
fjernstyring fra Kathmandu.
Men trods borgerkrig og politisk
dødvande i hovedstaden er decentraliseringen fortsat ufortrødent og kan
gøre det, fordi de nye Ward Citizens
Forums udfylder det demokratiske
tomrum og sikrer de lokale embedsmænd et aktivt og kritisk mod- og
medspil.
I 2008 gik seks donorer – heriblandt Danida – og Nepals regering
sammen om et ambitiøst program, Local Governance and Community Development Programme (LGCDP), som
departementschef i det ansvarlige ministerium Gobi Khanal ikke tøver med
at kalde “lokalstyrets flagskib”.
“Programmet var banebrydende på
flere områder,” fortæller han.
“Vi blev enige med en række
donorer om at erstatte en række enkeltprojekter og -programmer til lokal
udvikling med en fælles fond, som vi
putter alle vore penge i, og som fordeles efter vedtagne retningslinjer. Det
“
Fortsættes s. 16
>
Bistand
SØLVBRYLLUP MED ET
SKRØBELIGT DEMOKRATI
25 års dansk støtte til Nepal har gavnet
dem, der intet havde, og har sat gang i
stærke civile bevægelser.
AF JESPER HELDGAARD
“Vi har støttet sager, der er
vokset og blevet til selvstændige bevægelser, drevet af nepaleserne selv.
På den måde er effekten af den danske bistand mangedoblet.”
Sådan lyder ordene fra Danmarks
ambassadør i Nepal, Kirsten Geelan.
Det er 25 år siden, at Nepal blev
dansk programsamarbejdsland, i
1989, da det stod klart, at overgangen
til demokrati i landet var lige om
hjørnet.
Men trods vedholdende dansk
støtte – og støtte fra andre donorer –
til demokratisering lige siden, kniber
det stadig for demokratiet i Nepal at
få fast grund under fødderne. Den
nærmest konstante politiske krise i
Nepal har på den ene side understreget behovet for støtte til demokratisering, menneskerettigheder og et aktivt civilsamfund, men på den anden
side betydet store udfordringer.
For at håndtere dem oprettede
Danida i 1999 et særligt kontor i
Kathmandu: Danida Human Rights
and Good Governance Advisory
Unit – populært kaldt DanidaHUGOU – med både danske og nepalesiske ansatte. Den danske strategi
blev at danne såkaldt strategiske
partnerskaber med nepalesiske
ngo’er – det betyder, at støtten ikke
øremærkes bestemte aktiviteter,
men gives som en femårig ramme
til at udvikle og styrke organisationen og til at realisere mål, den selv
bestemmer. Den økonomiske støtte
ledsages af træning og rådgivning
i for eksempel økonomistyring. Og
det er populært.
“Vi bliver nu taget mere alvorligt
og med på råd i udformningen af nye
jordlove til gavn for de jordløse,” fortæller Jagat Basnet, direktør for den
nepalesiske organisation Community
Self-Reliance Centre (CSRC), som er
aktiv i det meste af Nepal i kampen
for jord.
“
Tidligere var vi som nomader
og tiggere, altid på jagt efter et
sted. vi kunne være.
Sundari Buhl,
dalit og tidligere jordløs
DanidaHUGOU er tidligere i år
blevet afløst af en ny enhed, Governance Facility, et fælles initiativ, der
støttes af Danmark samt Englands og
Schweiz’ svar på Danida.
MANGFOLDIGHED I FOKUS
Det var Nepals overgang til demokrati i 1990, der gav startskuddet til,
at landets mangfoldighed for alvor
kunne folde sig ud, til at jordløse
bønder, dalitter (kasteløse), kvinder,
oprindelige folk og mange andre
marginaliserede grupper selv kunne
begynde at tage kampen op for deres
rettigheder.
Ngo’er blev tilladt, og antallet af
dem nærmest eksploderede. I dag har
Nepal mere end 35.000 registrerede
ngo’er, store og små, aktive og passive mellem hinanden.
En af dem var CSRC. Den medvirkede til, at tusinder af jordløse har
fået skøder til jord. Som Sundari Bhul.
Hun er dalit og tilhørte tidligere den
enorme gruppe af jordløse bønder i
Nepal, der for en ussel betaling og
under slavelignende forhold måtte
arbejde for jordejerne.
Hun bor i en lille landsby i den
vestligste del af Nepal tæt på grænsen til Indien. For hende og hendes
familie ændrede livet sig fuldstændigt for kort tid siden, da hun fik et
skøde på et lille jordstykke på lidt
over 1.000 kvadratmeter:
“Vi har aldrig før haft et sted, vi
kunne kalde vores. Nu har vi et hus
og et lille stykke jord, vi kan dyrke.
Tidligere var vi som nomader og
tiggere, altid på jagt efter et sted, vi
kunne være, hvor vores børn kunne
lege uden at blive skældt ud og smidt
væk.” •
15/
>
REPRÆSENTANTER FRA FLERE FORSKELLIGE “SOCIALE FAMILIER” FRA DET SYDØSTLIGE
SIRAHA DISTRICT (AMT) SAMLET TIL MØDE. DE APPELLERER TIL KVINDER, MÆND, ALLE KASTER
OG KASTELØSE.
FOTOS: JESPER HELDGAARD (ØV) & STUART FREEDMAN/PANOS (NED)
16/
FREDSAFTALEN MELLEM MAOISTERNE OG REGERINGEN
HAR BANET VEJEN FOR ET AKTIVT LOKALDEMOKRATI.
har nedsat udgifterne og tidsforbruget
til administration betragteligt, så der
bliver flere penge og ressourcer til rådighed lokalt.”
En anden central del af programmet var at sikre lokal kontrol med de
offentlige midler, og det førte til ideen
med at oprette de lokale borgergrupper, Ward Citizens Forums, og en
række andre kontrolmekanismer.
Første fase af programmet blev i
2013 afløst af en fase 2, der løber frem
til 2017 og har endnu flere donorer
med. Men trods de mange donorer
afviser Gobi Khanal, at det er donorerne, der bestemmer, og han begrunder det blandt andet med, at nepaleserne selv betaler mest:
“I første fase stod regeringen for
80 procent af udgifterne, donorerne
tilsammen for de 20 procent. I anden
fase er fordelingen 90/10.”
FORSKELLEN MÆRKES
At donorernes og Nepals fælles satsning på decentralisering har gjort
en mærkbar forskel, kan Mohamad
Ashfaque snakke med om. Han har
været lokal embedsmand i 30 år,
de seneste tre år som administrativ
chef for en lille, fattig kommune i det
sydøstlige Nepal med knap 12.000
indbyggere.
“I 1990’erne fik hver kommune et
fast, årligt bloktilskud på 300.000 rupees (godt 16.000 kr.). Nu får vi i vores
distrikt 2,6 mio. rupees (godt 140.000
kr.),” fortæller han.
Samlet er bloktilskuddene til de
lokale myndigheder mere end tidoblet, siden decentraliseringen startede,
og der er indført en ny model, så
bloktilskuddene beregnes ud fra befolkningstal, areal og andre objektive
kriterier.
Mohamad Ashfaque og andre lokale embedsmænd har også lært at
leve med den øgede lokale kontrol.
Flere embedsmænd siger ligefrem, at
de er glade for den:
“Den har helt sikkert været med
til at mindske korruption og misbrug,
men ikke nok med det: Borgergrupperne har også sikret, at vi som embedsfolk kan have en åben dialog med
lokalsamfundene, og jeg kan sagtens
forestille mig, at de fortsat vil have en
rolle at spille, når det engang igen lykkes at gennemføre lokalvalg og genindføre det politiske lokalstyre. Hvis
lokalpolitikerne vel at mærke giver
dem lov til det,” siger Gopal Kumar
PERSONLIG FORVANDLING
Sukhari Devi Ram tager helt tydeligt
sin rolle som sekretær for den lokale
borgergruppe i Basawalpur i det sydøstlige Nepal meget alvorligt, selv
om hun til at begynde med slet ikke
kunne se sig selv i den rolle. Som fattig, kvinde og dalit langt ude på landet
i Nepal har hun ikke været vant til at
have – endsige forlange – nogen som
helst indflydelse.
Hendes forvandling til en aktiv og
kritisk borger tilskriver hun fuldt og
helt SAMAGRA, “et holistisk udviklings- og servicecenter”. Bag det lidt
kryptiske navn gemmer der sig en
nepalesisk organisation, der blev dannet i 1996 for at fremme en uafhængig
og lokalt-baseret tilgang til udvikling.
Det sker ved at danne “sociale familier” i lokalsamfund på tværs af køn,
kaster, etnisk tilhørsforhold og de
mange andre opdelinger, der splitter
det nepalesiske samfund ad.
Den sociale familie fungerer som
en slags udvidet familie og som landsbysamfundenes talerør over for lokale
myndigheder og ngo’er. Ofte har
medlemmerne også en lille spare- og
lånekasse sammen. De sociale familier bliver trænet af SAMAGRA, der
støttes af Danida.
“
Vi holder især øje med, om de 30
procent af bloktilskuddene, der
er øremærket til udsatte grupper
som kasteløse, kvinder og børn,
nu også bliver brugt til de formål.
Sukhari Devi Ram,
Ward Citizens Forum
Sukhari Devi Ram er formand
for den sociale familie i sin landsby.
Dét har givet hende den selvtillid og
status, der gjorde, at hun sagde ja til
at lade sig vælge til det lokale Ward
Citizens Forum.
SAMAGRA har været med til at
klæde tusinder af andre nepalesere på
til at blive aktive samfundsborgere,
blandt andet i Ward Citizens Forums.
Det samme har en række af de mange
andre civilsamfundsorganisationer,
Danida støtter, og på den måde går
den danske støtte til civilsamfund og
til lokalstyre op i en højere enhed, forklarer Danmarks ambassadør i Nepal,
Kirsten Geelan:
“Danmarks støtte til Nepals demokratiske udvikling følger en tostrenget
tilgang. Vi støtter både de ansvarlige
myndigheder og borgerne. Nepal lider
under et massivt demokratisk underskud på lokalniveau, fordi der ikke har
været holdt lokalvalg siden 1997, men
gennem vores engagement i lokale civilsamfundsorganisationer er vi med
til at sikre, at den generation, der er
vokset op uden folkevalgt lokalstyre,
er sig bevidst om de rettigheder og
det ansvar, der hører med til at være
aktive borgere i et demokratisk land.”
Så når det igen lykkes at holde
lokalvalg i Nepal, skal de nye lokalpolitikere være beredt på, at de vil stå
over for tusinder af borgere, der kigger dem kritisk i kortene og giver dem
gode råd. •
17/
ANNONCE
Adhikari, en af de ledende embedsmænd i Udayapur District (amt) med
321.000 indbyggere i det sydøstlige
Nepal.
18/
Kenya
BLOD,
SVED OG
BARBERBLADE
FOTOS: MEERI KOUTANIEMI
FOTOREPORTAGE
KVINDELIG OMSKÆRING
“Værelset er mørkt, og det er så fyldt af
røg, at det er vanskeligt at trække vejret. Nasirians arme og ben bliver bundet. Pigen er
stærk og kæmper imod. Seks kvinder ligger
på jorden på alle fire for at holde hende. Hun
får ingen anden smertelindring end en spand
koldt vand, der hældes over hendes nøgne
krop. En af kvinderne viser nu et barberblad
frem i sine hænder. Nasirian græder, og blodet begynder at flyde hen ad gulvet. Jo mere
hun bløder, desto mere skriger hun. Efter få
minutter er hendes kønsdele helt uigenkendelige.”
Den finske fotograf Meeri Koutaniemi
fulgte i efteråret 2013 et gammelt ritual i en
lille masai-landsby i det sydvestlige Kenya.
De to 14-årige stedsøstre Nasirian og Isina
blev omskåret for at gøre dem klar til at blive
gift i fremtiden.
Familien gav fotografen lov til at dokumentere ritualet fra start til slut, da de gerne
ville give omverdenen et indblik i en gammel
tradition, som de er stolte af.
Kvindelig omskæring er en tradition, der
praktiseres over hele verden i 29 lande, hovedsagelig i Afrika og Mellemøsten, og især
af muslimer og indfødte folk. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) skønner, at der
er mere end 140 millioner omskårne kvinder
i verden.
Traditionen stammer fra en overbevisning
om, at kvindens kønsorganer er urene. Og at
man ved at reducere kvinders seksuelle nydelse også forebygger kvinders utroskab.
Konsekvenserne kan være fatale. Fordi
indgrebet ofte udføres under uhygiejniske
forhold, er risikoen for at få og dø af infektioner stor. På lang sigt kan kvinden få problemer med gentagne infektioner og store
smerter ved eksempelvis vandladning og
samleje. • /ULM
19/
>
20/
RITUALET BEGYNDER OM AFTENEN. NASIRIAN OG ISINA, 14 ÅR, FÅR BARBERET ALT
HÅR AF KROPPEN OG VASKES MED KOMÆLK, OG DERES FORÆLDRE SMYKKES MED
OKKER PÅ HOVEDET. LANDSBYEN SLAGTER DYR OG HOLDER FEST.
DER ER STOR FORSKEL PÅ PIGERNES ALDER, NÅR DE OMSKÆRES.
I NOGLE LANDE OMSKÆRES PIGER, NÅR DE ER SPÆDBØRN, ANDRE
STEDER SKER DET I DERES TEENAGEÅR.
HVAD SKAL MAN VISE?
En del billeder i denne fotoserie er ganske ubehagelige at se på. Vi er helt klar
over dette, og når redaktionen vælger
at vise disse fotos, sker det efter moden
overvejelse.
Formålet med fotoreportagen er at
sætte fokus på en problemstilling, der
stadig er alt for aktuel: kvindelig omskæring – der i øvrigt på engelsk har
et langt mindre klinisk-neutralt navn,
nemlig female genital mutilation
(kvindelig kønslig lemlæstelse).
Verdenssundsorganisationen WHO har
mere fakta om kvindelig omskæring på
sin hjemmeside:
www.who.int/mediacentre
OMSKÆRINGEN AF PIGERNE SKER
OM MORGENEN I DERES HJEM.
21/
OMSKÆRING UDFØRES PÅ FORSKELLIGE MÅDER. FRA AT SKÆRE
ET LILLE STYKKE AF KLITORIS AF TIL AT FJERNE ALLE YDRE KØNSORGANER: BÅDE KLITORIS OG STORE OG SMÅ SKAMLÆBER.
>
>
22/
OMSKÆRING BLEV FORBUDT I KENYA I 2001, MEN BLANDT VISSE STAMMER,
SOM MASAIERNE, ER DET STADIG EN FASTTØMRET TRADITION.
23/
MEERI KOUTANIEMI
Den finske fotograf (f. 1987)
er født i Lapland og bor i
Helsinki. Hun er uddannet fra Tampere
Universitet, arbejder hovedsageligt med
politiske og sociale emner i hele verden og
har udover sine fotoreportager også lavet
dokumentarfilm.
Koutaniemi er hædret med flere priser for
sit arbejde og blev kåret som årets fotograf
i det finske svar på Årets Pressefoto i 2012.
www.meeri.fi
Interview
KULTUR MÅ ALDRIG
BLIVE EN UNDSKYLDNING
Kvinders rettigheder verden over er under pres, fastslår
sydafrikanske Phumzile Mlambo-Ngcuka, der netop har
rundet et år i chefstolen i FN’s kvindeorganisation.
AF JOHANNE MYGIND
FOTO: LARS KRABBE/POLFOTO
24/
Phumzile Mlambo-Ngcuka er
klar over, at hun har en stor opgave
foran sig.
Forrige sommer blev hun udnævnt
til direktør for FN-særorganisationen
UN Women. Den skal fremme ligestilling og kvinders rettigheder på et
tidspunkt, hvor området møder kraftig modstand.
“Vi vidste, at vi ikke havde vundet
på alle fronter, men vi havde ikke
forventet et decideret tilbageskridt på
dette område. Det er kommet bag på
mig, i hvor høj grad religion og kultur
igen bruges til at undertrykke kvinder, og hvor meget magt religiøse
og konservative grupper har fået i
de seneste år,” siger sydafrikanske
Phumzile Mlambo-Ngcuka og henviser til sidste års FN-konference om
vold mod kvinder, hvor det var svært
at blive enige om en fælles udtalelse.
INGEN ENIGHED OM AT BEKÆMPE
VOLD MOD KVINDER
“Tænk, at man skulle møde en forsamling, som bestod af de klogeste
og bedst uddannede fra hvert land,
og så kunne vi ikke blive enige om,
at vold mod kvinder burde ophøre.
Ja, der var endda nogle grupper, som
havde brugt tid og energi på at forhindre, at sådan en udtalelse skulle
vedtages. Det var et chok for mig.”
Phumzile Mlambo-Ngcuka er 58
år, mor til fem børn, og som tidligere
vicepræsident for Sydafrika er hun
den højest placerede kvinde i Sydafrikas historie. Hun blev politisk aktiv
under apartheidstyret, og hendes
politiske arbejde har lært hende en
vigtig lektie, når det gælder kampen
for kvinders rettigheder: Man skal
være forberedt på modstand.
grupper, som ikke kan blive enige om
noget som helst andet, være enige
om at undertrykke kvinder, og netop
derfor må man søge allierede overalt
i denne kamp.”
ABORT ER EN MÆRKESAG
En vigtig mærkesag for Phumzile
Mlambo-Ngcuka er kvinders reproduktive rettigheder.
“Kvinder skal have ret til at bestemme over deres egen krop, for
når kvinder bliver uønsket og uplanlagt gravide, så må de sætte deres
Det er kommet bag på mig, i
egne behov til side. Så får de ikke
en uddannelse, så kommer de ikke i
hvor høj grad religion og kultur
arbejde, og så sidder de fast i fattigigen bruges til at undertrykke
dom. Det er derfor, det er så vigtigt,
kvinder.
at kvinder har adgang til prævention
Phumzile Mlambo-Ngcuka,
og abort,” siger Phumzile Mlambodirektør for UN Women
Ngcuka, som mener, at man bør gå
meget længere i kampen for at støtte
“Nelson Mandela fortalte mig enkvinders reproduktive rettigheder.
gang om fredsprocessen efter borger“I nogle lande opfattes det ikke
krigen i Rwanda, som han var med til som kvindens eget personlige
at forhandle. Det eneste, som lederne valg, om hun skal have børn
kunne blive enige om, var, at kvinder eller ej. Her er det vigtigt
skulle udelukkes fra magten. Heldig- med mere uddannelse og invis havde landets kvinder organiseret formation om kvinders retsig inden da, og derfor blev der vedta- tigheder. Vi bør mobilisere
get en forfatning, som gav kvinderne civilsamfundet i de lande,
lige rettigheder. I dag har Rwanda
hvor retten til abort er
den højeste repræsentation af kvinunder pres. Vi har nemlig
der i parlamentet i verden. Ofte vil
set igen og igen, at når
“
alt andet fejler, så er det civilsamfundets protester, som får tingene til at
ske.”
Men når det handler om abort, er
det vel snarere civilsamfundet, som
protesterer imod fri abort?
“Ja, det er et meget kontroversielt
område med mange forskellige grupperinger. Det er derfor, at vi bliver
nødt til at blive stærkere. Retten til
abort er en rettighed, som verdens
kvinder ikke må miste.”
MENNESKERETTIGHEDER
ER VIGTIGST
Et andet emne, som er kommet højt
på dagsordenen, er homoseksuelles
og transseksuelles rettigheder, for fra
Rusland til Uganda oplever
homoseksuelle øget
forfølgelse.
“Det er jo
et kompliceret
emne, for i mange lande blander man
kvinders reproduktive rettigheder
sammen med homoseksuelles rettigheder, og så vil man ikke støtte
kvinders adgang til for eksempel prævention, fordi man mener, at man dermed støtter homoseksualitet. Men vi
bliver nødt til at fastholde, at retten til
seksuel frihed er en menneskeret, og
at himlen ikke er faldet ned i de lande,
hvor homoseksuelle har de samme
rettigheder som alle andre.”
Men mange vil jo sige, at man dermed nedbryder landenes kulturelle
normer og egenart?
“Selvfølgelig bliver vi nødt til at
arbejde på en måde, som respekterer
de enkelte landes kultur, men man
bliver også nødt til at være
principiel. Hvis der er
steder, hvor man
har tradition for
at give 11-årige
bort i et
såkaldt ægteskab, så
bliver vi
nødt til
at sige
fra.
DANMARK STØTTER
Det danske bidrag til UN Women var i
2013 på 66 millioner kroner.
Det hjælper ikke at undskylde det ved
at sige, at det er en kulturel tradition.
Det er stadigvæk en overtrædelse af
menneskerettighederne,” siger Phumzile Mlambo-Ngcuka, som i sit arbejde
for UN Women aktivt støtter ngo’er,
som arbejder for at fremme kvinders
rettigheder, selvom det betyder et
opgør med gamle sociale normer og
strukturer.
“Der er masser af organisationer,
som formår at kæmpe for disse ting på
en måde, som respekterer samfundets
værdier. Organisationer, som skaber
dialog, eller som arbejder inden for
lovgivningen. Man må også se på de
økonomiske strukturer, som begrænser kvinders rettigheder. I en del lande
i Afrika har piger ikke adgang til
uddannelse, fordi de bliver set som arbejdskraft. Her har man gjort det muligt for pigerne at gå i skole ved at lave
et system, hvor de kan tage en sæk
ris med hjem fra skolen, så familierne
kompenseres på den måde.”
UN Women blev oprettet for næsten fire år siden, men er det ikke en
forældet tankegang at lave en organisation, som kæmper for kvinders
rettigheder?
“Jeg ville ønske, at vores organisation ikke var nødvendig,
men det er stadig sådan, at
kvinder på verdensplan er
mere fattige og mere udsatte
for vold end mænd. Hvis man
ikke har en organisation som UN
Women, så mangler verdens kvinder
en allieret i en kamp, som gælder liv
og død. Der er stadig ikke
særlig mange organisationer, som har direkte
fokus på kvinder, og
deres behov ryger
alt for tit bagest i
køen. Teoretisk
har du ret, men
i praksis er
der stadig
brug for
os.” •
25/
Iværksættere
26/
Afrika boomer af vækst, og driftige unge iværksættere
er kontinentets nye helte. Men der er problemer
med at skabe jobs i den private sektor, og kun
en lille, eksklusiv gruppe har for alvor
forøget deres levestandard.
AF RASMUS LØPPENTHIN, KIGALI
Betragter man Afrika som det
fortabte kontinent, burde man for en
stund lade sine øjne hvile på Ashish J.
Thakkar.
Han er vokset op i Uganda og startede som 15-årig en lille forretning, der
solgte computere. I dag er han 32 år
og milliardær (se boks).
Han repræsenterer et segment af
succesfulde afrikanske iværksættere,
som har fået tilkæmpet sig verdenssamfundets opmærksomhed. Googler
man "african entrepreneurs", vælter
det således frem med ranglister, kåringer og kampagner, der de seneste
år har hyldet kontinentets fremadstormende stjerner. Afsenderne er giganter som Forbes, E&Y (tidligere Ernst &
Young) og CNN.
Kernebudskabet er, at kontinentets
unge er vokset op til en ny virkelighed. En virkelighed, der betyder, at
hvis man er driftig, hårdtarbejdende
og innovativ, kan man få succes. Ikke
bare for sig selv, men hele generationen, fordi virksomheder i vækst
skaber arbejdspladser og velstand.
Ashish J. Thakkar er en af rollemodellerne, der kan give de unge troen på,
at det kan lykkes at gå hele vejen.
Han er billedet på den afrikanske
drøm.
Og drømmen har godt fat i kontinentet. Den såkaldte Global Entrepreneurship Monitor Report viser, at over
halvdelen af Afrikas indbyggere syd
for Sahara har intentioner om at starte
egen virksomhed. Til sammenligning
er det tilsvarende tal 34 procent i Latinamerika, 20 procent i Kina og syv
procent i Danmark.
Samtidig tilbyder flere og flere
særligt østafrikanske nationer gode
rammebetingelser for selvstændige.
I Rwanda tager det få dage at få registreret sin virksomhed, og generelt
er regionens erhvervsklima fuldt på
højde med BRIKS-landenes (Rusland,
Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika),
vurderer en rapport fra Verdensbanken. Optimisterne får yderligere vind i
sejlene af de konstant høje vækstrater
siden årtusindskiftet. I 2012 voksede
Afrikas samlede BNP med næsten
fem procent, mens verdens samlede
BNP lige sneg sig op på en stigning
på to procent.
KUN ELITEN FÅR SUCCES
Alligevel har de færreste afrikanske
unge samme muligheder som Ashish
J. Thakkar. Det mener Stig Jensen,
som er leder af Center for Afrikastudier ved Københavns Universitet.
“Det er naivt at tro, at de succesfulde iværksættere kommer op til det
her niveau af sig selv,” siger han.
Ashish J. Thakkar er da heller ikke,
som afrikanere er flest. En stor del af
opvæksten boede han i England og
havde fra starten andre muligheder
end sine landsmænd. Derfor var han
også allerede som 15-årig i stand til at
rejse til Dubai og hente it-udstyr samt
låne 6.000 dollar for at udbygge sin
forretning i Uganda.
Og netop startkapital er vigtig
for iværksætterne, mener en anden
succesrig afrikansk forretningsmand,
Alpesh Patel, der er født i Ugandas
jungle – mens forældrene var på
safari.
“Unge iværksættere bør komme i
gang ved hjælp af deres egen opsparing,” sagde han til CNN i marts.
Der skal en god pose penge til for
at få succes, og derfor er jetsettet af
iværksættere reelt et umuligt luftlag
at nå for langt de fleste afrikanere.
Det er måske nok unødigt polemisk
at hævde, at Thakkar og Patel er født
med en sølvske i munden, men deres
chance for at få succes har fra starten været langt bedre end de flestes.
Blandt andet i kraft af deres internationale netværk. Derfor skal vi ikke lade
os forblænde af den afrikanske drøm,
mener Stig Jensen.
“
Unge iværksættere bør komme
i gang ved hjælp af deres egen
opsparing.
Alpesh Patel,
afrikansk forretningsmand
“Der er meget få virksomheder i
Afrika, som er startet lokalt, der i dag
har mere end 20 medarbejdere. Ofte
er det internationale virksomheder og
aktører med enormt meget kapital i
ryggen, som vinder pladsen i markedet,” siger han.
FOR FÅ PRIVATE JOBS
De skyhøje vækstrater på kontinentet
snyder. For selvom der på papiret burde
være massivt gang i jobskabelsen, så er
det slet ikke tilfældet. Verdensbankens
cheføkonom for Afrika, Shantayanan
ASHISH J. THAKKAR
•Opvokset i Uganda, men med indisk
baggrund
•Etablerede sin første virkomhed i Afrika
som 15-årig
•Stifter af og direktør for konglomeratet
Mara Group, der har aktiviteter i 19
lande i Afrika og 21 udenfor.
Devarajan, har lavet casestudier for
Thakkars hjemland, Uganda.
“Antallet af jobs i den private sektor voksede med 7,3 procent om året i
perioden 1992 til 2005. Men væksten
kommer fra så lavt et niveau, at den
ikke kan absorbere de mellem syv og
10 millioner unge mennesker, som entrerer arbejdsstyrken hvert år,” skriver
han i en analyse for McKinsey.
Billedet er det samme i hele regionen. Tal fra Verdensbanken viser, at
blot ni procent af Afrikas unge syd for
Sahara arbejder i den private sektor.
Fire procent er offentligt ansat, mens
resten typisk er beskæftiget i forskellige familiedrevne smålandbrug.
“Der har været en forhåbning om,
at denne her vækst ville hjælpe en
masse mennesker og skabe jobs ud fra
betragtningen om, at når det regner
på præsten, så drypper det bare på
degnen. Men den effekt har man ikke
kunnet se,” siger Stig Jensen fra Center for Afrikastudier.
UFORMEL SEKTOR DOMINERER
For få år siden viste en analyse fra Den
Afrikanske Udviklingsbank ellers, at
en tredjedel af kontinentet tilhører
middelklassen. Oplysningerne blev
blandt andet favnet af den Danidastøttede kampagne Verdens Bedste
27/
>
>
28/
FOTOS: GAEL R. VANDE WEGHE
SMYKKER OG DESIGN MED STÆRKT AFRIKANSK PRÆG ER BLEVET DEN
UNGE IVÆRKSÆTTER TETA ISIBOS (I HVID KJOLE TH) VAREMÆRKE.
Nyheder herhjemme, som lavede store
plakater, der delte det glade budskab.
Hvad optimisterne ofte glemmer
at nævne, er bare, at beregningerne er
baseret på en meget bred forståelse af,
hvad det vil sige at være middelklasse.
60 procent af den afrikanske middelklasse bruger således blot mellem to
og fire dollar om dagen og er i overhængende risiko for at ryge tilbage i
fattigdom igen.
“En stor del af befolkningen
mangler simpelthen uddannelse og
har hverken kompetencerne eller
kontakterne til at komme ind eller
bide sig fast på det lønnede arbejdsmarked. Derfor arbejder de fleste
i den såkaldt uformelle sektor, ,”
siger Kasper Hoffmann, der er ph.d.studerende ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og Center
for Udviklingsstudier ved Roskilde
Universitet.
Den uformelle sektor foregår uden
om det offentlige og er baseret på byt-
“
De får ikke to høns for at udvikle
det til et hønseri og herefter
masseproducere hønsesalat.
Stig Jensen,
leder af Center for Afrikastudier
ved Københavns Universitet
teøkonomi eller udenlandsk valuta.
Sektoren bugner af iværksætteri-ånd.
“Mange af Afrikas små selvstændige er netop en del af den uformelle
sektor. Og ofte er det faktisk kvinderne, som har et virkelig stort drive
og sætter noget i gang. Men de har
typisk ikke det her behov for at vokse.
De får ikke to høns for at udvikle det
til et hønseri og herefter masseproducere hønsesalat. De vil bare gerne
sørge for mad på bordet og råd til
skoleuniformer til børnene,” siger Stig
Jensen.
Iværksætteri er ikke nødvendigvis
en aktivt tilvalgt livsstil, men kan
være den eneste mulighed for at holde
sulten fra døren.
“Den høje rate af iværksættere (syd
for Sahara, red.) skal ses i sammenhæng med, at de store virksomheder
ofte ikke tilbyder folk såkaldt formel
ansættelse,” siger direktør i Global
Entrepreneurship Monitor Mike Herrington til CNN.
LILLE DESIGNER MED VOKSEVÆRK
Sådan er det dog ikke for rwandiske
Teta Isibo. Hun står bag disken i sin
butik Inzuki Designs i hovedstaden
Kigali, hvor hun sælger sin egen kollektion af øreringe, smykker og punge.
Kunderne er typisk hvide turister og
forretningsfolk.
“Min passion er at designe, og det
kan jeg kun leve af ved at køre min
egen forretning. Jeg bliver ikke rig
af det i øjeblikket, men jeg kan leve
af overskuddet fra salget i butikken,
29/
og det er jeg meget tilfreds med. Jeg
har trods alt ikke været selvstændig
så længe,” siger Teta Isibo, som slog
dørene op til butikken i 2012.
Hun er en af de driftige kvinder,
som Stig Jensen omtaler, men er ikke
mikroiværksætter i den uformelle sektor. Hun har to lønnede medarbejdere
og gør desuden brug af i alt otte underleverandører, som har mellem fem
og 42 ansatte. Nu vil hun gerne vokse
endnu mere. Teta Isibo arbejder på at
starte en webshop, der henvender sig
til USA og Europa.
Projektet er dog gået en anelse i
stå. Hun har været i gang med planerne i halvandet år, men kæmper
med at komme i mål, fordi omkostningerne til lager og digitale betalingsløsninger er for store.
Teta Isibo står langtfra alene med
den type udfordring.
“Man ser desværre ofte, at de afrikanske iværksættere har svært ved
for alvor at vokse, fordi de mangler
adgang til det nødvendige netværk og
ikke mindst kapital. Derfor ender de
tit med at blive udkonkurreret af internationale aktører,” siger Stig Jensen.
Teta Isibo kæmper imidlertid videre og satser på at få råd til webshoppen ved at øge omsætningen.
“Lige fra starten har jeg kunnet
se, at det ikke var muligt at låne det
beløb, jeg egentlig havde brug for. Jeg
besluttede derfor at starte i det små og
så bygge det op derfra via et lille lån
fra en lokal bank. Havde jeg ikke gjort
det, ville jeg stadig sidde og vente på
startkapital her to et halvt år senere,”
siger hun.
PIKETTY HOLDER IKKE I AFRIKA
I foråret 2014 har det været umuligt
at diskutere økonomi i Vesten uden
at bringe Thomas Piketty i spil. Den
franske økonom har fået sit store
gennembrud med udgivelsen Capital – in the Twenty First Century, og
hans pointer om stigende ulighed og
TETA ISIBO
•Født i Nairobi, opvokset i Uganda og
nu bosiddende i Rwanda.
•Uddannet i Storbritannien.
•Designer og sælger smykker, accessories og indretningsgenstande med
afrikansk præg.
elitens evne til at fastholde ressourcerne synes at kunne passe ind i en
afrikansk kontekst. Flere og flere bloggere tyr også til værket for at søge
forklaringer og løsninger på kontinentets problemer.
Men det er poppet og uvidenskabeligt. Det mener den danske økonom
Jesper Jespersen, som har studeret
den franske økonom grundigt.
“Piketty ser jo på udviklinger over
en periode på flere hundrede år og
drager konklusioner på baggrund
heraf. Men der har jo kun været vækst
>
>
30/
i Afrika de sidste 10-15 år, og derfor
giver den øvelse ikke rigtig nogen mening,” siger han.
Men hvordan skal man så håndtere
Afrikas udfordringer med at få konverteret vækstraterne til velstand og
jobs for almindelige mennesker?
“Det er måske lidt trivielt at sige,
men der er desværre ingen nemme
løsninger. For at vende udviklingen er
det nødvendigt med mere uddannelse,
mindre korruption og tillid til staten i
den enkelte lande,” siger Kasper Hoffmann fra DIIS og Center for Udviklingsstudier fra RUC og bakkes op af
en række internationale rapporter og
undersøgelser.
Løsningerne indgår imidlertid i et
indbyrdes kompleks, hvor de påvirker
og forudsætter hinanden. Derfor kan
det være svært for alvor at bryde ud af
den onde cirkel. Medmindre selvfølgelig at nogle af dem, der har scoret fedt
på vækstårene, giver noget igen.
Og det gør de.
THAKKAR SKABER HÅB
Nok bor Afrikas yngste milliardær
Ashish J. Thakkar i dag i Dubai, men
Logo · Skals Efterskole
han har ikke glemt Uganda og resten
af kontinentet. Han har startet Mara
Foundation, som tilbyder mentorordninger til unge iværksættere syd for
Sahara. I starten hjalp de 120 årligt,
men i dag er tallet 130.000. Næste
mål er at nå ud til en million af kontinentets unge selvstændige og derigennem brede velstanden ud til den
brede befolkning.
“
Vi kan se, at vi har andre
muligheder, end vores forældres
generation havde, og vi er
begejstrede for, at vi har mulighed for at bidrage til udviklingen
af vores kontinent.
Teta Isibo,
rwandisisk iværksætter
“Jeg vil gerne have, at Afrika bliver i stand til at klare sig selv. Vi skal
være fuldstændig uafhængige og stå
på egne ben. Og jeg tror virkelig, det
er muligt. Vi har alle de nødvendige
ingredienser, alle de nødvendige
værktøjer for at få det til ske. Det er
begyndt,” siger Ashish J. Thakkar til
onlinemediet Huffington Post.
Stig Jensen deler ikke Thakkars
optimisme, men han hilser gejsten
og den positive energi omkring de få
succesfulde afrikanske iværksættere
velkommen.
“Så længe vi ikke bilder os selv ind,
at alt bare kører derudad, så synes jeg
faktisk, det er rigtig positivt, at de succesfulde iværksættere i Afrika får al
den opmærksomhed. Fordi det giver
tro og håb på, at det kan lade sig gøre,
og det er der virkelig brug for,” siger
lederen af Center for Afrikastudier
ved Københavns Universitet.
Én af dem, som bliver inspireret, er
designeren Teta Isibo.
“Vores generation er virkelig entreprenant. Helt generelt er der en stor
fornemmelse af håb for fremtiden. Vi
kan se, at vi har andre muligheder,
end vores forældres generation havde,
og vi er begejstrede for, at vi har mulighed for at bidrage til udviklingen af
vores kontinent,” siger hun. •
Marginal Reklamebureau · marginal.dk
VERDEN SKAL EROBRES!
Vi glæder os til at udfordre dig!
MARGINAL.DK
SKALs har et spændende tilbud til dig, der
ønsker at færdiggøre hele din internationale
grunduddannelse i Danmark.
Logo · Skals Efterskole
Cambridge IGCSE på SKALs + International Baccalaureate (IB)
eller studentereksamen med kollegieplads på et af de kostgymnasier
vi samarbejder med.
ANNONCE
VI HAR FOKUS PÅ DIG, DIN PERSONLIGE OG BOGLIGE UDVIKLING
SKALS EFTERSKOLE · KÆRVEJ 11, 8832 SKALS · TLF.: +45 8669 5011
BESØG OS OGSÅ PÅ: WWW.SKALS-EFTERSKOLE.DK
Marginal Reklamebureau · marginal.dk
POLITIK
Flere
muskler
til militær
For kun få årtier
siden var militærdiktaturet den mest almindelige styreform
i Latinamerika. En tilbagevenden til de tider er der ikke udsigt
til, men militæret får
øget magt i en række
lande i disse år.
I Venezuela sidder
præsident Nicolás
Maduro på militærets nåde, og der har
været eksempler på
en lignende politisk
rolle til militæret i
Honduras (foto) og
Paraguay.
I lande som Argentina, Brasilien, Chile,
Colombia og Mexico
er militærbudgettet
steget med 50 procent i løbet af få år.
Forklaringen i flere af
landene er deltagelsen i den amerikanskledede såkaldte "krig
mod narko" og en udvidet rolle i kampen
mod kriminalitet.
Samtidig synes
udsigten til et
retsopgør med
regionens diktatorer i 1980'erne
for menneskerettighedskrænkelser
længere
væk end
nogensinde. •
/RH
Indonesien får
ny type leder
Verdens største muslimske demokrati
og Sydøstasiens største økonomi får for første
gang en leder, der ikke kommer ud af den
politiske og militære elite. Det sker med indsættelsen af Joko Widodo som Indonesiens
præsident i oktober. Joko Widodo, som alle
kalder Jokowi, vandt valget i juli takket være
tilslutning fra middelklassen og masserne i
hovedstaden Jakarta. Han var spidskandidat
for Det Indonesiske Demokratiske Parti Kamp (PDI-P). Partiet ledes af Megawati Sukarnoputri, som var præsident i 2001-2004.
Den 53-årige Joko Widodo var møbeleksportør, inden han blev politiker. Han avancerede takket være det decentrale politiske
system, som blev indført efter de dårlige
erfaringer med centralisme under præsident
Suhartos autoritære styre frem til 1999. Han
var borgmester i en mindre by, inden han blev
Jakartas guvernør i 2012. Nu skal han lede 240
millioner indonesere.
Joko Widodo har lovet at slå ned på årtiers
korruption og skære i bureaukratiet. Umiddelbare udfordringer skorter det heller ikke på
i et Indonesien, hvor den økonomiske vækst
er vigende, hvor der er udsigt til nettoimport
af energi, og hvor jagten på naturressourcer
medfører betydelige miljøomkostninger.
Iagttagere mener, at den nye leder med sin
uformelle facon kan få svært ved at håndtere
politik på landsplan.
Joko Widodo har en femårig embedsperiode til at vise sit værd, efter at han overtager
magten den 20. oktober. • /Regner Hansen
Korruptions-kamp tættere på top
Med retsforfølgelsen af den tidligere chef for indenlandsk sikkerhed Zhou
Yongkang stiler det kinesiske kommunistpartis ledelse højere end nogensinde i kampen
mod korruption blandt den politiske og økonomiske elite. Flere medier skriver, at præsident Xi Jinping har godkendt anklagen mod
Zhou for "alvorlige disciplinære krænkelser".
Den 71-årige Zhou Yongkang var sikkerhedschef i 2007-2012 og beskyldes for korruption i tilknytning til familiemedlemmer og
politiske allierede.
Centralkomitéen i det kinesiske kommunistparti mødes i oktober for at gennemføre
en omfattende undersøgelse af, hvordan kampen mod korruption kan forstærkes. • /RH
31/
FOTOS: ROMEO GACAD/SCANPIX (ØV) & COLOURBOX (MIDT) & YURI CORTEZ/AFP/SCANPIX (NED)
AGENDA
Røg, støj og møg
10 BESKIDTE BYER
Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har opdateret sin
database over udendørs luftforurening – mød de 10 mest
forurenede hovedstæder i verden.
AF GERD KIEFFER
32/
10. ACCRA, GHANA
Afrikanske storbyer er de hurtigst voksende i verden. Alligevel
er det kun Accras forurening fra
benzin, brændsel, støv fra urbane jordveje og
diverse industrier, der er grel nok til en plads
på listen. (årlig PM2,5: 49 3m/m3)
5. CAIRO, EGYPTEN
Der er biler overalt i Cairo, hvor
køer slanger sig gennem byen
døgnet rundt. De høje bygninger og smalle gader gør, at luften i byen står
stille, så hverken smog eller industriel forurening kan sive væk. (årlig PM2,5: 73 3m/m3)
9. KATHMANDU, NEPAL
HVAD ER
PM-VÆRDIER?
Den nepalesiske hovedstad ligger
i en dal mellem bjergene, hvor udstødningsgassen fra de dårligt vedli- •PM står for particulate matter og
geholdte og osende køretøjer bliver
betegner luftbårne,
liggende som en tæt dyne over byen.
forurenende partikler.
(årlig PM2,5: 50 3m/m3)
4. DHAKA, BANGLADESH
Ét ord: overbefolkning. Knap
16 millioner mennesker bor i
storbyen – og sammen med
teglovne, gamle biler, giftige dampe fra
industrianlæg og støv sørger den stadigt
voksende befolkning for Dhakas fjerdeplads.
(årlig PM2,5: 86 3m/m3)
8. BEIJING, KINA
Grå himmel og ingen sol. Kinas
økonomiske fremskridt er sket
på bekostning af miljøet, hvilket
især mærkes i landets hovedstad, hvor tyk,
sort smog med mellemrum holder de godt 16
millioner indbyggere inden døre. ­­
(årlig PM2,5: 56 3m/m3)
7. ABU DHABI, DE FORENEDE
ARABISKE EMIRATER
Den katastrofale luftkvalitet
i Abu Dhabi skyldes både
ørkensand og forurening fra
byens massive olie-produktion.
(årlig PM2,5: 64 3m/m3)
6. ULAN BATOR, MONGOLIET
Affaldsafbrænding, aske og
røg fra kulovne, kraftværker
og industrielle kedler. I Ulan
Bator er der mange kilder til den voldsomme
luftforurening. (årlig PM2,5: 68 3m/m3)
•De mindste og mest
skadelige partikler
kaldes PM2,5 og kommer fra blandt andet
sod, smog, støv og
røg.
•WHO's anbefalede
PM2,5-niveau er 10
3M/M3 pr. år.
Kilde: Verdenssundhedsorganisationen (WHO)
3. KABUL, AFGHANISTAN
Efter årtier med krig har Kabuls
indbyggertal oversteget byens
kapacitet. Den store miljøsynder
er byens åbne kloakker og affaldsafbrænding
på gaderne, der sender store mængder af
fæces-partikler ud over hovedstaden.
(årlig PM2,5: 86 3m/m3)
2. DOHA, QATAR
Ikke engang en halv million
indbyggere, og alligevel ender Doha på en andenplads.
Det skyldes især byens olieindustri, utallige
konstruktionsprojekter og et stigende antal
biler på vejene. (årlig PM2,5: 93 3m/m3)
1. NEW DELHI, INDIEN
Gigantiske New Delhi er verdens
mest forurenede hovedstad.
Hovedansvaret ligger hos den
tunge industri og de millioner af motordrevne to-, tre- og firehjulede køretøjer, der
hver dag fragter byens 23 millioner indbyggere rundt. (årlig PM2,5: 153 3m/m3) •
AGENDA
ERHVERV
Zimbabwe
sikrer
diamantudbytte
• /SKA
Nye vækstlande udfordrer
Verdensbanken
Efter længere tids drøftelser vil BRIKSlandene – Brasilien, Rusland, Indien, Kina og
Sydafrika – nu etablere deres egen bank som
et modspil til Verdensbanken. Det blev besluttet på landenes sjette møde (foto), der blev afviklet i Fortaleza i Brasilien i slutningen af juli.
Banken, der indtil videre hedder The New
Development Bank, vil have en startkapital
på 50 milliarder amerikanske dollar, når hvert
af landene har skudt 10 milliarder dollars ind.
Den vil blive placeret i Shanghai, til trods for
at Sydafrika oprindeligt havde lagt billet ind
på værtskabet mod at opnå en reduktion af sit
indskud. Johannesburg vil imidlertid komme
til at huse bankens første regionale kontor.
De fem stiftende lande vil have lige stemmerettigheder, og det er blevet besluttet, at
ingen af de deltagende lande kan øge deres
andel uden de øvriges godkendelse – og at en
forøgelse maksimalt kan være på yderligere
syv milliarder dollar.
Formandskaberne vil vare fem år ad gangen og gå på omgang mellem de fem lande.
Indien vil være første formandsland efterfulgt
af Rusland og Brasilien. • /Simon Kratholm
33/
Ankjærgaard
Nigeria indfører
diaspora-obligationer
Inden udgangen af 2014 vil Nigerias føderale regering have udstedt særlige obligationer målrettet de statsborgere, der har bosat
sig uden for landet. Obligationerne vil have en
samlet værdi på mellem 100 millioner og 300
millioner amerikanske dollar.
“Idéen er at hjælpe den nigerianske diaspora med at investere i udviklingen af infrastruktur i landet, så den konkret kan se, hvad
den investerer i,” siger Ngozi Okonjo-Iweala,
der er finansminister og koordinerende minister for økonomi.
“Vi er nu i gang med at forberede ansættelsen af de konsulenter og transaktions-aktører,
som vi kalder dem, som skal hjælpe os med salget af disse obligationer,” fortsætter ministeren.
Udover Nigeria har kun Indien og Israel
tidligere forsøgt sig med særlige diasporaobligationer. De nigerianske obligationer vil
blive solgt gennem Stanbic IBTC og Goldman
Sachs. • /SKA
FOTOS: XINHUA/SCANPIX (ØV) & COLOURBOX
Regeringen i Zimbabwe har vedtaget
et eksportforbud på
uforarbejdede diamanter for at sikre, at
landet får det største
økonomiske udbytte
af sine mineraler. Det
har mineminister
Walter Chidhakwa
meddelt på et pressemøde.
Her fortalte han,
at det hverken var
“rigtigt eller rationelt”
at sælge uforarbejdede diamanter, og
at det ikke gavnede
den zimbabwiske
økonomi. Sammen
med eksportforbuddet vil regeringen
nu søsætte et større
program, der skal
sikre, at diamanterne
skæres og poleres, så
salgsprisen stiger – og
landet dermed opnår
en større indtjening.
Beslutningen
vækker imidlertid
bekymring hos Farai
Maguwu fra Centre
for Natural Resources Governance, der
ønsker en glidende
overgang i stedet for
et hurtigt og fuldt
eksport-stop. Han
frygter, at forbuddet
vil være sidste søm
i kisten, fordi forarbejdningsprogrammet endnu ikke kører.
ILLUSTRATION: OTTO DICKMEISS
34/
VERDENSLITTERATUR
AFRIKA SYD FOR SAHARA
LITTERATUR TIL EN
MILLIARD MENNESKER
Afrika syd for Sahara er et enormt og mangfoldigt kontinent,
hvor fattigdom, konflikter og traditioner lever side om side
med middelklassefamilier med bogreoler og identitetskriser.
Og alle de facetter afspejles i litteraturen.
35/
AF ANNA BRIDGWATER
Et let sløret foto af en sort kvinde med
hovedbeklædning og et drømmende blik. Eller
et foto af et akacietræ i rødt modlys.
Det er den forsideindpakning, litteratur fra
Afrika som regel serveres i: eksotisk, åndfuld
og i kontakt med naturen. Og henvendt til et
vestligt publikum, som forestiller sig Afrika
som et fremmed og gådefuldt kontinent.
Forklaringen er, at det meste afrikanske
litteratur skrives på europæiske sprog og udgives på forlag uden for Afrika. For der findes
meget få forlag i Afrika:
“Der er ingen forretning i at skrive afrikansk litteratur til afrikanere. Sprog er måske
det største problem, for der er så mange små
lokale sprog, og alle har et afrikansk sprog
som modersmål. Men så er der de store europæiske sprog, som kom med kolonitiden,
og som er fællessprog i de fleste afrikanske
lande. Det giver et problem i forhold til udgivelse af litteratur. Selvfølgelig er det også en
fordel, for der er et stort potentielt læsende
publikum, rent sprogligt. Men mange skriver
på et sprog, som de som regel først lærer, når
de kommer i skole.”
Sådan lyder det fra Juliane Wammen, som
er oversætter, uddannet i litteraturvidenskab
Udvikling har i de
seneste numre set
på moderne
litteratur,
og har været forbi
Sydamerika,
Sydøstasien,
Mellemøsten og
Nordafrika og
runder nu serien
af med, hvad der
skrives og læses i
Afrika syd for
Sahara.
og afrikastudier, har boet i Afrika og har netop
fået et arbejdslegat fra Statens Kunstfond til at
oversætte afrikansk litteratur. Fra engelsk til
dansk, fordi …
“Der er ikke ressourcer til at udgive meget
litteratur på de afrikanske sprog, og der er
heller ikke mange, der kan skrive på de sprog.
Skriftsproget, og dermed den litterære tradition, er rimelig nyt i Afrika,” siger Juliane
Wammen.
Hun fortæller, at der har været en bevægelse for at få skabt litteratur på de afrikanske sprog. Især kenyaneren Ngūgū wa
Thiong'omen var aktiv inden for bevægelsen i
1980’erne. Juliane Wammen siger:
“Han blev blandt andet kendt for at beskrive Karen Blixen som en led kolonist, som
betragtede afrikanerne som dyr.”
DANSK-MALAWISK FORLAG
Den danske forfatter Trine Andersen har kastet sig ud i en indsats for at bringe afrikansk
litteratur til afrikanerne. Sammen med den
malawiske forfatter Shadrick Chikoti har hun
stiftet Malawis første forlag. Forlaget hedder
Panafrica Publishers og skal udgive god, afrikansk skønlitteratur til afrikanske læsere. Der-
>
>
36/
for har Trine Andersen et godt indblik
i afrikansk litteraturs udfordringer.
“Malawi er et fattigt land, som indtil for nylig ikke har haft noget forlag
andet end de forlag, der har udgivet
skolebøger eller religiøse tekster. Men
foreløbig har vi kun udgivet et par
skønlitterære titler, for vi er nødt til at
erkende den økonomiske virkelighed
og udgive fagbøger, som der er bedre
økonomi i.”
I dag er Panafrica Publishers største succeser en bog om demokrati og
andre bøger, som bruges i undervisning.
Der er endnu en forhindring for
litteraturen i Afrika, nemlig analfabetisme, som er på omkring 50 procent
af befolkningen. Men når man ikke
kan læse, overlever den mundtlige tradition, fortæller Trine Andersen:
“Den mundtlige tradition har altid
været stærk, og i hele Afrika er spoken
word stort. Et godt eksempel på dette
er T.J. Dema fra Botswana.”
FORSKELLE OG LIGHEDER
Der bor næsten en milliard mennesker på det afrikanske kontinent,
og alene Afrika syd for Sahara tæller
47 lande. Helt groft kan man inddele
afrikanske forfattere i tre grupper: Der
er afrikanere, der uddannes i Vesten.
Så er der de hvide forfattere bosat i
Afrika. Og endelig er der "afrikanskafrikanske" forfattere, som bor i
Afrika og skriver til deres eget lands
befolkning. Men hele det mangfoldige
kontinent er bundet sammen af deres
fortid, hvor koloniale og postkoloniale
problemstillinger er fælles gods.
BAOBAB-TRÆ OG RØD HIMMEL - EN KLASSISK
AFRIKA-BOGFORSIDE. HER BOG AF DEN SENEGALESISKE FEMINIST MARIAMA BA.
Juliane Wammen mener, at der findes en afrikansk litterær stil, og at den
er præget af magisk realisme:
“Der er en anden fortælleform. En
anden måde at se verden på. Tidsopfattelsen er forskellig fra vores, og
fiktionen er mindre præget af fremadskridende tid. Der er en mere cyklisk
forståelse af verden, en mere cirkulær
logik, hvor tiden går i ring og vender
tilbage. Der er en form for magisk realisme, kan man sige. Det er Ben Okri
fra Nigeria et godt eksempel på.”
Men Trine Andersen er uenig og
mener ikke, at magisk realisme er
typisk for afrikansk litteratur. Hun mener, at det er en fiks idé hos vestlige
læsere, at en forfatter som Ben Okri er
en typisk afrikansk forfatter.
“
Der er ingen forretning i at
skrive afrikansk litteratur til
afrikanere. Sprog er måske det
største problem, for der er så
mange små lokale sprog, og alle
har et afrikansk sprog som
modersmål.
Juliane Wammen,
oversætter
“Det er en forestilling, vi har i
Vesten, at afrikansk litteratur er lidt i
stil med den sydamerikanske. Vi kan
godt lide at tænke på Afrika som et
eksotisk sted, hvor det overnaturlige
og forfædrenes genfærd spiller en
rolle.”
Men Juliane Wammen har fået øje
på et andet fællestræk i afrikansk litteratur:
“Der er større fokus på det kollektive i afrikansk litteratur. Det handler
mindre om et individ, der går ud i verden og løser en opgave selv, det handler mere om det nære samfund.”
BØGER OM VIRKELIGHEDEN
Trine Andersen peger på to andre
gennemgående træk ved afrikansk
litteratur:
“Lige nu er det politisk realisme,
der præger litteraturen. Men i mange
år har afrikansk litteratur altid haft et
budskab – moralsk eller religiøst eller
om, hvordan man skulle leve sit liv.”
Den belærende litteratur genkender Juliane Wammen også:
“I Vestafrika og Kenya, og muligvis
også andre lande, er der meget litteratur, der bliver produceret af vækkelsesbevægelserne. Det er rimelig
kulørt, moralsk og opdragende, og det
er ret populært. Men man ville ikke
kalde det litteratur. De religiøse kioskbaskere fortsætter den mundtlige
fortælletradition, hvor historierne er
belærende. Religionen spiller en stor
rolle i folks liv, og romanerne er lidt
ligesom romanbladslitteratur, hvor
historierne ender med, at manden og
kvinden får hinanden til sidst, verden
kommer i balance, og så er der noget
religiøst henover.”
Den slags litteratur har en stor
fanskare:
“I Afrika er det læsende publikum
lidt ligesom det danske,” siger Juliane
Wammen.
Med andre ord, der er få, der læser
finlitteratur, og mange, der sluger
kulørte historier. I Vestafrika er der
desuden et stort marked for lette, humoristiske bøger, som spidder middelklassens korruption og ambitioner.
MODERNE AFRIKAS BØGER
Afropolitanerne er en ny gruppe afrikanske forfattere, som er uddannet i
udlandet, og som skriver værker, der
lanceres og vurderes som verdenslitteratur henvendt til et internationalt
publikum på et europæisk sprog og i
en fortælleform, som vestlige læsere
tager til sig:
“Jeg har oversat ghaneseren Taiye
Selasi, og det var vist hende, der fandt
på ordet afropolitanere,” siger Juliane
Wammen.
Det var Taiye Selasi, som i 2005
skrev essayet Bye-Bye, Babar (Or:
What is an Afropolitan?) og dermed
navngav de afrikanere, der som
hun selv er skabt af både Vesten og
Afrika. Og der er mange flere som
Selasi:
“Så er der også Chimamanda Ngozi
Adichie, som sætter Afrika på landkortet uden at fokusere på sult og krig
og nød. De forfattere får pillet de almindelige forestillinger om Afrika ud
af læserne. Adichie er typisk afropolit,
hun er uddannet i Vesten og tilhører
en elite i sit eget samfund. Hun har et
overskud til litteraturen. Men der er
ikke noget specielt afrikansk over stilen,” forklarer Juliane Wammen.
Alligevel vil mange afrikanere
gerne læse litteratur af forfattere, der
beskriver den udbredte indre konflikt:
>
SEKS AFRIKANSKE STEMMER
Et lille udpluk af kendte og – herhjemme – ukendte, nutidige forfattere
fra Afrika syd for Sahara, som det er værd at stifte bekendtskab med.
NIGERIA
NIGERIA
TENDAI HUCHU (f. 1982) er en
zimbabwisk forfatter bedst kendt
for romanen The Hairdresser of
Harare, som er en fortælling om
rivaliseren mellem to frisører ansat
på den samme salon i nutidens
Zimbabwe. Det er en komedie,
men også en bittersød historie om
vilkårene for kvinder og homoseksuelle i Mugabes Zimbabwe. Romanen blev udgivet i Zimbabwe,
inden den udkom internationalt.
Huchu voksede op i Zimbabwe og
er uddannet der, men bor i dag i
Edinburgh og har skrevet både fiktion og fakta i afrikanske medier.
TEJU COLE (f. 1975) har nigerianske forældre, blev født i USA,
men voksede op i Nigeria. Han er
forfatter, kunsthistoriker og fotograf. I dag bor han i Brooklyn, New
York. Han har skrevet to romaner,
den korte Every Day is for the
Thief, og Open City, som har vundet flere priser. Open City følger
den nigerianske læge Julius, som
studerer i New York, mens han
vandrer omkring på Manhattan
og reflekterer over sit liv, sin egen
kulturelle splittelse, sit forliste forhold og sit hjemland.
WOLE SOYINKA (f.1934) er en
nigeriansk forfatter, som har
skrevet lyrik, romaner, drama og
essays. Han modtog Nobelprisen
for litteratur i 1986. Han var stærk
modstander af Biafrakrigen, også
kendt som Nigerias borgerkrig, og
blev fængslet i to år. Han beskrev
sit fængselsophold i sine memoirer Manden døde fra 1979. I april
2006 udgav han endnu et bind
memoirer, You Must Set Forth at
Dawn. Soyinka er fortsat politisk
engageret, og i 2007 opfordrede
han til boykot af valget i Nigeria
pga. valgsvindel og vold.
SENEGAL
KENYA
SYDAFRIKA
MARIAMA BÂ (1929-1981), forfatter
og feminist fra Senegal, skrev på
fransk. Hendes bedst kendte værk
er en brevroman, So Long a Letter
(1981). Brevets afsender er enken
Ramatoulaye, som skriver til sin
veninde Aissatou om kampen for
overlevelse og om kønnenes ulige
forhold. Kvinderne er veluddannede middelklassekvinder, men er
begrænsede af køn og deres muslimske tro. Romanen vandt “Noma
Award for Publishing in Africa” i
1980, og Bâ døde året efter, inden
udgivelsen af sin anden roman.
MUTHONI GARLAND (f. 1964)
er en af grundlæggerne af forfatterkollektivet Storymoja i Nairobi,
Kenya. Storymoja er både et forlag
og en scene for unge forfattere.
Garland er selv bedst kendt for
kortromanen Halfway between
Nairobi and Dundori, som skildrer
et ulykkeligt ægteskab i et Kenya
midt i en styrtende udvikling, og
Tracking the Scent of My Mother,
en tragisk fortælling om en ung
pige fra landet, som leder efter
sin afdøde mor. Garland er meget
aktiv i arbejdet for at udbrede læsning i Østafrika.
FRED KHUMALO (f. 1966). Khumalo arbejder som journalist, politisk klummeskribent og forfatter i
Johannesburg, Sydafrika. Han har
blandt andet skrevet to romaner,
Bitches’ Brew og The Oneness of
Two in Three, og en selvbiografisk
roman, Touch My blood: The Early
Years, som er en barsk historie om
at være ung i en township i Durban under 1980’ernes apartheid.
Alle titlerne er blevet godt modtaget af anmelderne, og han har
vundet flere priser. Han har også
skrevet Zuma: The Biography of
Jacob Zuma fra 2008.
37/
FOTOS: POLFOTO MED FLERE
ZIMBABWE
>
38/
“Der er en stor og voksende middelklasse i Afrika, og de læser litteratur skrevet af afropolitanere. I
eksempelvis Nairobi og Lagos er der
folk, der lever som europæere,” siger
Juliane Wammen.
Velstand og adgang til uddannelse
betyder, at der opstår et behov og
overskud hos kvinder til at kræve de
samme rettigheder som mænd:
“Der kommer rigtig mange kvindelige erfaringer på banen på hele
kontinentet, og de skriver meget om
frigørelse, fordi der vokser en stor
middelklasse frem i Afrika,” siger
Trine Andersen. Hun fortsætter:
“Den kvindelige litteratur kommer fra mange lande. Den somaliskfødte forfatter Warsan Shire er bare
et eksempel på fremkomsten af flere
kvindelige stemmer, og at litteraturen
fra de stemmer ofte har med frigørelse
eller forsøg på frigørelse at gøre.”
LITTERÆRE MILJØER
Uden forlag og udgivelser er det
svært at skabe et litterært miljø, og
derfor er Trine Andersen med til at
skabe et fysisk mødested for Malawis
forfattere:
“Vi har lavet en ’Story Club’, som er
et sted, hvor folk kan mødes og læse
op og diskutere litteratur. Folk strømmer til fra nord og syd. Det har skabt
et litterært miljø, og jeg håber, at vi
på længere sigt vil kunne opdage nye
talenter på den måde.”
Også i andre lande er sulten efter
et litterært miljø tydelig.
“I Kenya er der et meget indflydelsesrigt website om litteratur, kwani.
org, startet af forfatteren Binyavanga
Wainaina. Kwani? betyder hva’ så?
Det site er blevet et knudepunkt for
litteratur og har affødt et forlag og
nærmest også en litterær skole. De
udgiver tekster om politiske begivenheder, og det har virket som en motor
for hele kontinentets litteratur,” siger
Trine Andersen. Hun oplever, at andre
aktører i bogbranchen spiller en større
rolle, når forlagene mangler.
“Forfatterforeninger i de afrikanske lande har som primært mål at få
udgivet bøger, og bibliotekerne i de
afrikanske lande arbejder også på en
anden måde end her og udgiver nogle
gange også bøger.”
Trine Andersen er ikke i tvivl om,
at jo mere udvikling, Afrika oplever, jo
stærkere bliver litteraturen, og det litterære miljø skal nok opstå med tiden:
“Det er typisk i de store byer, hvor
der er universiteter og udveksling
af ideer og kritik. Det handler om
adgang til medierne. Der er jo ingen
udvikling som forfatter, hvis ikke man
kan få sine tekster ud, hvis der ikke er
læsere og redaktører og et miljø.”
POLITIK OG PROBLEMER
Set med litterære briller adskiller
Sydafrika sig markant fra de andre
afrikanske lande.
“Sydafrika er et af de lande, hvor
skriftsproget er kommet tidligt på
grund af bosætterne,” som Juliane
Wammen siger. Hvide sydafrikanske
forfattere som André Brink og nobelprisvinderne J.M. Coetzee og Nadine
Gordimer, som alle har skrevet om
apartheid, har i årevis nydt anseelse
og respekt også uden for deres eget
land, og mange i Vesten har lært
Sydafrikas moderne traumer at kende
gennem deres værker:
“Men Sydafrika er meget anderledes, fordi den politiske historie er så
anderledes. Nadine Gordimer og André Brink, og Doris Lessing fra Zimbabwe, er afrikanere, fordi de er født
og opvokset i Afrika, men de er en bestemt klasse og levede adskilt fra den
sorte befolkning. De skriver politisk
litteratur, som er interessant for resten
af verden, fordi det er så specifik en
politisk nødvendighed. Men på det
tidspunkt kunne sorte sydafrikanere
ikke udgive noget på grund af apartheid,” siger Juliane Wammen.
“
Når et land er så meget i krise
som Den Centralafrikanske
Republik eller Den Demokratiske
Republik Congo, så giver det nok
ikke mening at tale om litteratur
derfra. Men litteraturen kommer
siden hen, når urolighederne er
overstået.
Trine Andersen,
forfatter
Der er stadig mange afrikanere,
som ikke kan skrive, hvad de vil:
“Der er masser af afrikanske lande,
hvor ytringsfriheden trives, men der
er også lande, hvor der er problemer,
og hvor man i det øjeblik, man udgiver noget, er nødt til at rejse. Emner
JO, DE FINDES OGSÅ PÅ DANSK
Vi er blevet gjort opmærksomme på, at
to forfattere, som er omtalt i de tidligere
artikler i serien om verdenslitteratur, også
er oversat til dansk:
Det drejer sig om palæstinenske Suad
Amiry, forfatter til romanen Murad – han
vil jo bare leve og Sharon og min svigermor
(dagbog fra krigen), begge udgivet på
forlaget Arvids samt om den sudanesiske
forfatter Tayeb Salih, hvis roman Tid til
opbrud nordpå er udgivet på Forlaget
Underskoven.
som homoseksualitet er et kæmpe
spørgsmål i mange lande, fordi magthaverne bruger emnet til at samle
folk mod en fælles fjende. I den sammenhæng er kenyaneren Binyavanga
Wainaina et fyrtårn, for han sprang for
nylig ud, mens de nye restriktive love
om homoseksualitet blev vedtaget i
Uganda,” siger Trine Andersen.
MODERNE TRAUMER
Mange afrikanske lande er eller har
været kastet ud i konflikter og borgerkrige, som ødelægger alle økonomiske
og menneskelige ressourcer. Trine Andersen understreger, at hun ikke ved
ret meget om de landes litteratur:
“Når et land er så meget i krise
som Den Centralafrikanske Republik
eller Den Demokratiske Republik
Congo, så giver det nok ikke mening
at tale om litteratur derfra. Men litteraturen kommer siden hen, når
urolighederne er overstået. Zimbabwe
har jo også været involveret i en
krig, og nu skriver forfatteren Brian
Chikwava om at være indrulleret i
Mugabes hær.”
Der er flere eksempler på afrikansk
litteratur, der bearbejder nutidens
traumer, for eksempel Allah n'est pas
obligé (Allah er ikke forpligtet) af Ahmadou Kourouma om en barnesoldat
i Liberia og Sierra Leone – en roman,
som henvender sig både til afrikanere
og til læsere i Vesten.
“Det er spektakulært på en eller anden ubehagelig facon,” siger Juliane
Wammen og tilføjer, at disse litterære
vidnesbyrd er med til at minde om, at
en barnesoldat også kan tilhøre middelklassen, skrive bøger. Og i det hele
taget flytte Vestens billede af, hvem
ofre og overlevende i de afrikanske
konflikter er. •
Ranum
Verdensklasse
Ranum Efterskole College kombinerer efterskole med international uddannelse i dansk 9. og 10. klasse,
Cambridge IGCSE og Advanced Level. Vælg mellem 60 forskellige profilfag, valgfag, klubfag, samt
3 rejser til hele verden. Et skoleår med høj faglighed, dansk sprog og kultur, en oplevelse for livet.
Book en rundvisning på www.ranumefterskole.dk
Kronik
MEN DET VIRKEDE I KINA
Danidas såkaldte statslån i 1980’erne har fået mange øretæver: For lidt fattigdomsbekæmpelse, for uklare resultater i forhold til investeringen, har kritikerne påpeget.
Et land er dog en undtagelse, nemlig Kina, hvor resultaterne her 30 år efter, sætter
spor, skriver tidligere leder af Danmarks bistandsmission i Beijing.
AF MOGENS BREGNBÆK,
BISTANDSKONSULENT I DANIDA (1984–2010)
FOTO: SCANPIX
40/
UNDER DAVÆRENDE STATSMINISTER POUL OG HUSTRU LISBETH SCHLÜTERS OFFICIELLE
BESØG I KINA I 1986 VAR PARRET PÅ RUNDVISNING I EN KINESISK KOSTALD.
I 1980 blev det kommunistiske
Kina medlem af Verdensbanken.
Og med dette medlemskab var Kina
hermed formelt set kvalificeret til at
modtage danske statslån.
En række danske virksomheder
så denne mulighed for en lettere adgang til det nye kinesiske marked. Fra
kinesisk side var der en tilsvarende
interesse i at få adgang til lempelig
finansiering af den moderniseringsproces, man havde sat i gang. I det
traditionelle, danske bistandsmiljø
var der en vis skepsis for at inddrage
Kina som modtager af dansk bistand,
men det politiske resultat blev dog, at
Kina blev tildelt en passende kvote af
statslånsbudgettet. Herefter gik det
hurtigt.
I perioden frem til 1983 blev der
indgået aftaler om to danske statslån til Kina. Det første statslån blev
indgået i 1982. Lånet omfattede finansiering af to mejerier, en betonelement-fabrik og renovering af en sukkerfabrik. Lån 2 blev indgået i 1983 og
omfattede finansiering af yderligere
to mejerier, en mejeritræningsskole
og etablering af en produktion af mejeriudstyr. Resten af lånet blev brugt
til indkøb af udstyr til en majsmølle,
en sukkerfabrik og til teknisk bistand
til udbygning af Beijings fjernvarmeforsyning.
“
I det traditionelle, danske
bistandsmiljø var der en vis
skepsis for at inddrage Kina
som modtager af dansk bistand.
I april 1984 besøgte en større kinesisk delegation Danmark med henblik
på at forberede et nyt, tredje statslån.
Delegationen var ledet af den kinesiske viceminister for udenrigshandel.
Fra kinesisk side blev der her fremlagt
en lang liste over projektforslag svarende til et samlet investeringsbehov
på en milliard kroner. Dette oversteg
langt de midler, der var afsat til Kina,
og det var derfor allerede besluttet, at
man kunne ’strække’ midlerne ved at
introducere en finansieringsordning,
hvor ikke-kommercielle investeringer
fik ren statslånsbistand, hvorimod
kommercielt bæredygtige projekter
blev finansieret med en blanding af
RUNDT OM STATSLÅN
Statslån var en del af dansk bistand fra
midten af 60’erne frem til 1987. Der var
tale om rentefri lån med en afdragsperiode
på 25 år. Lånene var bundet til levering af
projektudstyr fra danske virksomheder.
Dette gav anledning til kritik fra en del af
bistandsmiljøet, som mente, at der overvejende var tale om støtte til dansk eksport
og som kunne henvise til enkelte negative
evalueringer.
Lånene skulle i princippet betales tilbage,
men de fleste u-lande her fået eftergivet
lånene i forbindelse med forskellige former for gældssanering.
Kina er et af de få lande, som har tilbagebetalt alle sine lån.
statslån (40 pct.) og normale eksportkreditter (60 pct.). Herved blev der
etableret en slags forløber for de senere blandede kreditter.
Som opfølgning til disse aftaler
udsendte Danida i september 1984 et
større forundersøgelseshold til Kina.
Det besøgte over en tre ugers periode
en række projekter, som skulle indgå
i det tredje statslån. Ved afslutningen
af missionen blev der undertegnet en
protokol, som fastlagde forløbet for
de følgende låneaftaler. Ved samme
anledning blev det på opfordring fra
de kinesiske myndigheder aftalt, at
Danida skulle oprette en bistandsmission på ambassaden i Beijing.
I de følgende år blev der inden for
den aftalte ramme identificeret og
forberedt en række nye projekter på
grundlag af projektforslag udarbejdet
på kinesisk side – ofte i samarbejde
med danske leverandører. På årlige
bistandsforhandlinger blev der på
baggrund af gennemførte udarbejdet
endelige aftaler om nye lånepakker
til godkendelse i Danidas daværende
Styrelse og i Folketingets Finansudvalg.
I 1987 blev det besluttet at afskaffe
statslånsbistanden til fordel for ren
gavebistand. For Kinas vedkommende betød dette, at de blandede
kreditter fremover skulle bestå af en
kombination af bunden gavebistand
og eksportkreditter. Samtidig hermed
blev kravene til projektforberedelsen
skærpet, og skulle herefter igennem
de samme processer, som gjaldt for
udviklingsbistanden i øvrigt.
41/
>
>
I FORBINDELSE MED POUL SCHLÜTERS BESØG I KINA BLEV OGSÅ EN AFTALE OM BESKATNING UNDERSKREVET.
HERREN TIL HØJRE FOR DET DANSKE STATSMINISTERPAR ER PREMIERMINISTER ZHAO ZIYANG – OG DEN UNGE
DIPLOMAT, SOM STÅR KLAR MED BLÆKSUGEREN (TV.), ER FORFATTER TIL DENNE KRONIK.
FOTO: XINHUA
42/
TEKNISKE MANGLER
Det danske bistandsprogram til
Kina var i løbet af 80’erne vokset til
cirka 1,7 milliarder kroner. Med den
stærke fokus, der hele tiden var på
at identificere og færdigbehandle
ny finansieringspakker, var der kun
begrænset tid til af følge med i, hvorvidt afsluttede projekter levede op til
forudsætningerne. Der var i øvrigt
stor forskel på, hvilke succeskriterier
der skulle anvendes. På dansk side
var der bekymringer om projekterne
udviklingseffekt, og deres tekniske
og kommercielle bæredygtighed.
Fra den kinesiske side var der mest
fokus på graden af teknologiindhold
og mulighederne for at deltage i
oversøiske træningsophold. Endelig
led programmets omdømme under
den generelle mistillid, der i bistandskredse var til statslånsbistanden
med henvisning til negative evalueringer af bistanden til eksempelvis
fiskerisektoren og til højt profilerede
projekter, som underudnyttede cementfabrikker i Afrika. Hertil kom
en stigende bekymring for, om projekterne i Kina isoleret set var vellykkede. Meget talte for det modsatte.
Der var generelt problemer med drift
og vedligeholdelse. Mange problemer
kunne henføres til tekniske mangler
ved de lokale underleverancer og til
manglende forståelse på kinesisk side
af de indgåede kontrakter. En fabrik
i Guangzhou, der skulle producere
gasbetonelementer, kom aldrig rigtig
i gang på grund af problemer med el-
forsyning og manglende markedsføring. Et svineavlscenter på et universitet i Wuhan manglede institutionel
forankring og finansiel opbakning, og
der var generelt problemer med leverancer af råvarer og med afsætningen.
Det sidste blev dokumenteret ved en
evaluering af mejerisektorbistanden
i 1987. En gennemgang ved Rigsrevisionen i 1988 påviste, at der var problemer med de fleste projekter og den
satte derfor endnu et spørgsmålstegn
ved bæredygtigheden af programmet.
“
Projekter, som man (dengang)
måske ikke havde så stor tillid
til, er rent faktisk blevet opretholdt og videreført som teknisk
og økonomisk bæredygtige.
SAMARBEJDET PÅ KØL
Bistanden til Kina blev imidlertid
stillet i bero efter at de kinesiske myndigheder nedkæmpede den opstand,
der afsluttede de kinesiske studenters
besættelse af Tian An Men pladsen
i juni 1989. Herefter blev der i en 10årig periode ikke ydet ny bistand til
Kina.
Det bilaterale samarbejde mellem
Kina og Danmark blev genoptaget i
1994 med ’blandede kreditter’. I den
efterfølgende periode har Danida ydet
mere end 700 millioner kroner i rentesubsidier til i alt 55 kinesiske projekter. Ud over de blandede kreditter
blev der i 2005 indgået en aftale med
Kina om gavefinansiering af et udviklingsprojekt inden for vindenergi
på 45 millioner kroner. Projektet blev
afsluttet i 2009, hvor der blev bevilget yderligere 100 millioner kroner
for perioden 2010-13 etablering af et
kinesisk center for udvikling af vedvarende energiteknologier.
Genoptagelsen af samarbejdet med
Kina har givet en ny indsigt i, hvordan
Kina har udviklet sig siden statslånsperioden i 80’erne. Erfaringen er, at
man fra kinesisk side nu er i stand til
at forberede projekter med en høj grad
af professionalisme.
PROJEKTER, DER LEVER VIDERE
Forberedelsen af de nye programmer
har fra tid til anden bragt udsendte
Danida-medarbejdere i nærmere kontakt med de projekter, der blev gennemført i statslånsperioden. Det viser
sig her ofte, at projekter, som man
måske ikke havde så stor tillid til, rent
faktisk er blevet opretholdt og videreført som teknisk og økonomisk bæredygtige. Et par udvalgte eksempler:
Under det tredje statslån finansierede Danmark et træningscenter for
mejeriselskabet i Shanghai (SDC). I
den forbindelse blev 18 unge kinesiske kursister sendt på et længere
træningsophold i Danmark. Samtidig
hermed etablerede SDC med dansk
finansiering et nyt konsummælk-
Bonus (der senere blev solgt til Siemens, men har fortsat sine hovedaktiviteter i Brande i Vestjylland) som
hovedleverandør. I kontrakten indgik
en aftale om, at LM Glasfiber skulle
etablere en lokal vingeproduktion, og
danske rådgivere bistod med planlægningen. Den kinesiske projektgruppe
etablerede efterfølgende virksomheden Goldwind, Ltd., der i dag er den
næststørste vindmøllefabrikant i
Verden med en årsomsætning på 15
milliarder kroner og en global markedsandel på 9,5 pct. (2011 hvor danske Vestas forsat havde en andel på
12.8 pct.). Det hører med til historien,
at Goldwinds stifter og nuværende
Chairman/CEO, Mr. Wu Gang, fungerede som yngste tolk ved de indledende låneforhandlinger i1987.
Det er selvsagt uvist, hvorvidt disse
eksempler er enestående undtagelser,
eller om de måske er typiske for hele
den kinesiske statslånsportefølje.
Programmets betydning for dansk
eksport og for danske investeringer
i Kina er heller ikke fuldt belyst. En
sådan analyse kunne måske have indgået i Danidas evalueringsprogram,
• HF
• STX
• kostskole
men er nok ikke en oplagt prioritet.
Kina er ikke længere et dansk modtagerland, og den ’gammeldags’ statslånsbistand passer dårligt sammen
med en mere moderne bistandstænkning.
På den anden side. I en tid, hvor
det er blevet moderne at fremhæve
konkrete resultater af Danidas indsats
på gavlene på Asiatisk Plads, burde
man måske alligevel løbe den risiko,
at en nærmere analyse af statslånsbistanden kunne påvise, at det ikke var
alt der gik galt. Om ikke andet så i det
mindste i tilfældet Kina. •
Forfatterens efterord: Ovennævnte
skal ikke ses som en generel hvidvaskning af statslånsbistanden. Når meget
gik godt i Kina og det meste galt i
Afrika, skyldes det nok især timingen.
Kina var klar til at udnytte mulighederne. Det var Afrika sandsynligvis
ikke.
/Mogens Bregnbæk er civilingeniør og har
fra 1984-2010 været bistandskonsulent i
Danida – herunder i årene 1985-88 som
bistandsråd på ambassaden i Beijing.
43/
Live, learn
& laugh!
”Godt socialt miljø og gode
muligheder for at lære nye
mennesker at kende”
Aviaja
• IB
”Vi har nogle meget kompetente
og fagligt dygtige lærere”
Rune
Jeg nyder de mange aktiviteter
efter skoletid, der både er
spændende og sociale”
Nikolaj
ANNONCE
mejeri i Shanghai. SDC blev i 1992
omdannet til et kommercielt mejeriselskab, Shanghai Bright Dairy & Food
Company Ltd., som i dag er blandt
de største mejerivirksomheder i Kina
med en årsomsætning, der sidste år
lå på 16,5 milliarder kroner. Det svarer
nogenlunde til mejeriselskabet Arlas
årsomsætning i Danmark. Selskabet
har gennemført store investeringer,
ikke blot i Shanghai, men også i andre
byer i Kina. Der er investeret i hele
værdikæden, og selskabet ejer i dag
store kvægfarme i det nordlige Kina
og har for at sikre forsyningen af
råmælk opkøbt et stort antal leverandører af mælkepulver – herunder flere
af de mejerier, som blev etableret med
dansk finansiering under de danske
statslån. Flere af de unge deltagerne i
træningen i Danmark, har været strategerne bag virksomhedens store ekspansion og indgår i dag i topledelsen.
I 1987 fik Danida en anmodning
om finansiering af en mindre vindmøllepark i Xinjiang-provinsen i det
vestlige Kina. Projektet, som kostede
ca. 25 millioner kroner, blev færdigt i
1990 med vindmølleproducenten
KULTUREN KORT
TRE AKTUELLE UDGIVELSER OM GLOBALE FORHOLD.
44/
Afro Hop fra
diasporaen
Hyldest til
popdronning
Adoption vendt
på vrangen
MUSIK: Aar Maanta er født i Jijiga i
den somaliske del af Etiopien og bor
nu i London, hvortil han flygtede på
grund af borgerkrigen i Somalia i
1990’erne. Her har han etableret sig
med tilhørende bandmusikere, hvis
nationaliteter favner bredt – de er fra
Mali, Indien, Nepal, Italien, Polen og
Skotland.
Maantas musik er global og mikser traditionel musik – som den lyder
de steder, hvor etiopiere, sudanesere
og somalierne krydser spor – med
elektronisk lyd og hurtige beats.
Et af temaerne i Maantas musik
er blandt andet livet som somalier
i eksil. En af hans mest populære
sange, Deeqa, opkaldt efter flyselskabet Somali Airlines, fortæller om den
diskriminering, mange somaliere oplever som følge af krigen mod terror.
Og Go'doomey er titlen på sangen,
som er en del af Somali Songs from
the Diaspora, der udkom tidligere
i 2014. Go'doomey er somali og kan
oversættes til “afskåret”. • /Pernille
BOG: Sydafrikas nok mest populære
sanger Brenda Fassie døde i 2004
efter et hårdt liv – kun 39 år gammel.
Fassies musik handlede både om kærlighed og svigt, kampen mod apartheid og livet i hendes township. Fassie
forstod samtidig at tilpasse sig tidens
populære musikgenrer – bubblegum
pop, hip hop og kwaito. Da hun i 1983
hittede som første sydafrikaner på
det amerikanske musikmagasin Billboards top 100-hitliste med Weekend
Special, spredte hendes musik sig
langt ud over Sydafrika.
Journalisten Bongani Madondo
har indsamlet og redigeret bidrag fra
folk, der stod Fassie nær i en ny bog
om sangerinden, som introducerer
en fascinerende blanding af tekster
fra tidligere elskere, kritikere, digtere,
akademikere og musikere. Forordet er
skrevet af den berømte sydafrikanske
jazzmusiker Hugh Masekela. Bogen,
der udkommer i 10-året for Fassies
død, er således både en hyldest og ny
nuancering af en musikalsk legende.
Bærendtsen
• /PB
BOG: Maja Lee Langvads bog Hun
er vred er udkommet i en tid, hvor
adoption over grænser for alvor er
kommet på dagsordenen, og den
endevender begrebet transnational
adoption.
Langvad går lige på tabuerne og
stiller aktuelle spørgsmål til adoptionsbureauer og kommende adoptionsforældre. Hun stiller sig kritisk
over for den gængse opfattelse af, at
adoption er en win-win-situation for
alle parter; barnet, de biologiske og
adopterende forældre.
Langvad tager udgangspunkt i sin
egen adoption og et treårigt ophold
i Korea, hvor hun rejste tilbage for at
lave research. Mødet med Sydkorea
udløste en eksistentiel krise, og det
er det, der driver bogen. Ifølge Langvad kan vi forvente flere eksistentielle kriser. Hvad sker der eksempelvis om 20 år, når de børn, der lige
nu adopteres fra lande som Etiopien,
vender tilbage og vil kræve svar, som
Langvad gjorde, da hun rejste til
Korea i 2007-2010? • /PB
SOMALI SONGS FROM
THE DIASPORA
I’M NOT YOUR
WEEKEND SPECIAL
HUN ER VRED – ET VIDNESBYRD
OM TRANSNATIONAL ADOPTION
Kunstner: Aar Maanta
Somali Songs from the Diaspora
www.aarmaanta.com
Forfatter: Bongani Madondo m.fl
Pan Macmillan (2014), 299 sider,
18 dollar (vejl.)
Forfatter: Maja Lee Langvad
Forlaget Gladiator, 251 sider,
329 kr. (vejl.)
KULTUR
230 nye
museer i
SaudiArabien
VM-skrammer til
afrikansk fodbold
Selvom der var international ros til
spillet på banen under det netop overståede
VM i fodbold, er der nok en del afrikanere, der
helst vil glemme slutrunden i Brasilien. Af de
fem afrikanske lande, der deltog, var det kun
Algeriet og Nigeria, der gik videre fra de indledende puljekampe.
En god portion af
I Ghana blev landets sportsminister og
Saudi-Arabiens oliedennes viceminister således fyret, efter at
milliarder er i gang
landet ikke formåede at vinde en eneste kamp
med at blive brugt
og ydermere måtte smide to nøglespillere
på et kulturelt fremhjem, efter at de havde været oppe at slås til
stød af de helt store.
træning.
Kongedømmet har
Ikke meget bedre gik det for Nigeria, der
således besluttet at
tabte til Frankrig i 1/8-finalerne, men som
bruge 1,7 milliarder
undervejs oplevede spillerstrejker på grund
dollar på at bygge 230 af manglende udbetaling af bonuspenge, og
museer og et kæmpe som efterfølgende blev sat i skammekrogen
kunst- og naturhistoriecenter.
“Vi har nået en
ny tidsalder. Det er
på tide at bringe
Saudi-Arabiens liv
og historie tættere på
vort folks hjerter og
hjerner – ikke mindst
de unge,” siger prins
Sultan bin Salman bin
Abdulaziz Al Saud,
der er nevø til kong
Abdullah og præsident for Saudi Commission for Tourism
and Antiquities.
14 af de i alt 230
museer er allerede
i gang med at blive
bygget. Herudover er
30 internationale arkæolog-teams blevet
inviteret til ørkenstaten for at give deres
Den statsejede nordkoreanske avis
besyv med. Med i ét
Pyonyang Times har for nylig beskrevet planerne om at etablere et større turistmekka i
af dem er Michael
byen Wonsan (foto) på østkysten. Og det er
Petraglia, professor i
arkæologi fra Oxford, den helt store ja-hat, som de nordkoreanske
magthavere har taget på. Turistmekkaet vil
der siger, at der er
titusindvis af u-udgra- komme til at huse et undervandshotel, en
vede oldtidsminder i
blomsterpark, et stadion, et konferencecenter
landet. • /SKA
og adskillige udstillingsområder både udendørs og indendørs.
af fodboldforbundenes verdensorganisation
(FIFA) efter en meget uklar magtovertagelse i
det nigerianske fodboldforbund.
Cameroun, der tidligere har været en af verdens fodboldyndlinge, klarede ikke skærene
videre fra puljen og er efterfølgende kommet
under mistanke for matchfixing. • /Simon Kratholm Ankjærgaard
45/
Nordkorea planlægger turistmekka
med undervandshotel
Lanceringen af planerne kommer i kølvandet
på en udmelding fra en bekymret direktør fra
FN’s fødevareprogram (WFP), Ertharin Cousin,
der har sagt, at nødhjælps- og bistandsprogrammer i Nordkorea er truet, fordi den nordkoreanske ledelse ikke spytter nok penge i kassen.
“Det sidste, som det sultende nordkoreanske folk har brug for, er et undervandshotel,”
lyder det fra Joshua Stanton, der skriver på
bloggen One Free Korea. • /SKA
FOTOS: GAVIN BARKER/PA/POLFOTO (ØV)& KNR/SCANPIX
AGENDA
Colombia
FLYGTNING
I SIT EGET LAND
Mere end 50 års voldelig konflikt betyder, at hver niende colombianer
i dag er internt fordrevet. Men nu vender nogle hjem.
TEKST OG FOTOS: LISE JOSEFSEN HERMANN, BOGOTÁ
46/
HJEMREJSE. MARIA ELENA ARIAS BLEV FORDREVET FRA SIT HJEM I JUNGLEN I DET
NORDLIGE COLOMBIA FOR SYV ÅR SIDEN – NU VENDER HUN HJEM FOR FØRSTE GANG.
Barakken summer af livlig
aktivitet. Rygsække pakkes, og
småting samles i kasser. Alle ser nyvaskede ud, og tøjet er det fineste. Her
i barakken i Bogotá, Colombias hovedstad, har familier fra det indianske
emberá-folk fra Chocó, den fattigste
region i Colombia, boet, siden de blev
tvunget til at flygte fra deres hjemegn.
Skylden har landets 50 år lange
voldelige konflikt med guerillagrupper som FARC og ELN, paramilitære
grupper og landets militær som parter. Midt imellem findes den lukrative
narkohandel. De indianske folk og
mange afrocolombianere er ufrivilligt
blevet en del af konflikten, fordi der
på deres territorier findes strategiske
steder for dyrkning af koka, foregår
våbenhandel, minedrift eller findes
skjulesteder for guerillagrupper.
Sisifredo og Maria Elena Arias er
klædt i matchende lilla. Maria Elena
reder håret, samler det i en fletning og
sminker sig blegere. Parret er blandt
de 305 personer, der i dag forbereder
sig på en voldsom forandring i deres
liv: De flytter fra millionbyen Bogotá
tilbage til junglen i Chocó. Denne
gang er flytningen frivillig. For mange
har der været adskillige flugter, før de
endte her.
Barakken har senge som eneste
møbler. Hist og her ligger en dukke,
et par strømper eller andre ejendele.
“Midlertidig overnatning for emberáfolket,” står der på en plakat. Velkommen til Sisifredos, Maria Elenas og
mange andres hjem gennem de seneste syv år.
“
Det er ingen succes at få folk
til at vende hjem. Folk er ikke
dumme. Der er ikke noget at
vende hjem til.
Francesca Fontanini,
regional ansvarlig for eksterne
forhold, FN i Latinamerika
I slutningen af 2012 var det første
gang, at personer fra emberá-folket tog
tilbage til deres hjemegn, ledsaget af
repræsentanter for den colombianske
stat. Men selvom staten garanterer for
sikkerheden i området, når flygtningene vender tilbage, er virkeligheden
nogle gange anderledes. I september
COLOMBIAS VÆBNEDE KONFLIKT
•Den oprindeligt revolutionære guerillagruppe FARC har eksisteret i 50 år
•Højreorienterede paramilitære grupper
udgør en anden side i konflikten
•De seneste år har narkokriminalitet spillet en væsentlig rolle hos begge parter
•Lige nu er der fredsforhandlinger i gang
på Cuba mellem FARC, guerillagruppen
ELN og regeringen.
2013 bombede militæret i området i
jagten efter FARC. Viden, der rumler
i baghovedet, når ejendelene lige nu
pakkes ned, og livet flyttes til en helt
anden verden, langt ude i junglen.
Og hvad der lyder som en succeshistorie for Sisifredo og Maria Elena, er
det ikke nødvendigvis. Francesca Fontanini er regional ansvarlig for eksterne forhold hos FN i Latinamerika.
Hun er kritisk over for den colombianske stat. Colombia har ifølge hende
en af verdens bedste lovgivninger om
internt fordrevne.
“Men staten er ikke til stede, hvor
der er behov. Nogle gange kan det
for eksempel tage en måned at blive
registreret som flygtning. Det er ingen
succes at få folk til at vende hjem. Folk
er ikke dumme. Der er ikke noget at
vende hjem til. Og folk er trætte af at
flytte rundt,” siger hun.
KULTUREN FORSVINDER
For familien Arias har livet i Bogotá
ikke været let.
“Vi har været meget sultne. Hvor
skulle vi få penge og mad fra, her i
byen?” spørger Sisifredo Arias.
Området, hvor herberget ligger i
Bogotá, er farligt. I løbet af de syv år,
familien har boet her, har de nogle
gange fået humanitær støtte til at
købe mad og tøj. Ellers har de levet af
de penge, Sisifredo kunne tjene ved
at sælge slik, cigaretter og sodavand.
Parret har fire børn. De to ældste
kunne ikke lide livet på herberget i
Bogotá og tog tilbage for at bo hos
bedsteforældrene i Chocó.
I 2012 hørte familien første gang
om muligheden for at komme tilbage.
“Vi tænker meget på vores territorium. Her i Bogotá er farligt og kedeligt,” siger Sisifredo.
Familien har været tilbage på besøg en gang.
47/
>
>
antal internt fordrevne – ifølge den
colombianske regering er tallet knap
5,2 millioner. Det svarer til, at mere
end hver niende colombianer lever
som intern flygtning.
Mens familien Arias forbereder sig
på at forlade flygtningebarakkerne i
Bogotá for at tage tilbage til Chocó,
kommer nye internt fordrevne til. For
eksempel til kommunen Soacha, der
ligger ret op og ned ad hovedstaden
Bogotá.
José Emeterio Vargas Sanchez er
49 år og far til tre. Han boede med familien i landsbyen Puerto Triste. Her
dyrkede han maniok og havde dyr.
Men for syv år siden skete der noget.
SØNNER I FARE
“Da jeg kom hjem fra arbejde, var
Den væbnede konflikt i Colombia har der otte bevæbnede personer i mit
givet landet en trist rekord. Næstefter hjem. ’Enten lader du os få din ældste
Syrien har landet verdens største
søn, og du flytter herfra – eller vi dræber jer alle sammen,’ sagde de,”
fortæller han.
José sendte sin søn
væk med det
sam“Det var fantastisk,” husker Sisifredo.
Ofelia Restrepo Villa, den colombianske stats ansvarlige for Chocóflygtningenes tilbagevenden, forstår
godt frustrationerne.
“Det er alvorligt for de indianske
folk at komme til byen. De har nærmest levet som fanger i mange år. De
har jo et helt andet livssyn. Det er ikke
værdigt. Især børnene har mistet store
dele af deres kultur. Det gode er, at de
nu er oplyste om deres rettigheder for
eksempel som kvinder, at de spiser
sundere og eksempelvis børster tænder,” siger hun.
me, og otte dage senere flygtede
resten af familien til den nærliggende
by Vista Hermosa. De havde ikke andet med end deres tøj. Men heller ikke
her var familien i sikkerhed.
“Vi turde ikke blive boende i Vista
Hermosa med vores sønner på 14 og
15 år. De ville være oplagte mål for
guerillaen at rekruttere.”
Derfor tog familien til storbyen.
Det var en drastisk forandring for familien at komme til Soacha.
“Her skal man bruge mange flere
penge til alting,” siger José.
“Vi vil gerne vende tilbage. Hvis
det er sikkert, og man ikke skal rende
rundt og være bange hele tiden. Vi har
forsøgt at få jord og bolig af regeringen, men det er ikke lykkedes endnu.”
Selvom der er bedre mulighed for
at finde arbejde i Soacha, er det ikke
lykkedes familien at slippe fri for volden, de flygtede fra. I Soacha er der
både paramilitære og guerillagrupper,
og det er ikke klogt at vise sig udenfor
efter mørkets frembrud.
INGEN HJÆLP FRA STATEN
På en bakkeskråning er en grund fyldt
med vasketøj. Et lille barn græder. En
kvinde kommer ud af et træskur med
filtret hår.
“Jeg flygtede til Soacha for fem år
siden og har ingen hjælp fået, mens
andre, der ikke er flygtninge, får hjælp.
Det er ikke i orden,” raser 46-årige
Edelmira Niasa.
Hun og hendes mand kan hverken
læse eller skrive og ved meget lidt om
deres rettigheder, og hvordan de kan
søge støtte. Og ingen har henvendt
sig til dem, fortæller Edelmira.
“Hvis man ikke er godt skolet, så
modtager man ikke noget. Og se! Vi
bor i en skrotbunke,” siger hun.
Modvilligt fortæller hun om årsagen til flugten.
“Vi var i gang med at plukke chili,
da de kom. De paramilitære. De ville
48/
DERFOR FLYGTER
COLOMBIANERNE
TILBAGE I JUNGLEN SKAL DE MANGE FORDREVNE NU FORSØGE AT GENSTARTE DET LIV, DE HAVDE FØR DE BLEV FORDREVET TIL STORBYEN.
De vigtigste årsager til flugt er:
•Kampe mellem forskellige væbnede
grupper og militæret
• Rekruttering til væbnede grupper
•Minedrift
•Brud på menneskerettighederne
(for eksempel voldtægt)
•Vold i forbindelse med narkokriminalitet
rekruttere min ældste datter. Men jeg
ville ikke give min datters liv til dem,
og så kom de efter os. Én fra gruppen
kom og truede med at slå os alle sammen ihjel.”
Edelmira og hendes familie tog
derfor til Bogotá og boede på herberg.
Så fandt de huset i Soacha. Men livet
i storbyen er barsk for en indiansk familie fra landet.
“Den eneste måde, jeg kan få penge
på, er ved at stå nede ved busstationen med mine børn og tigge. Her er
ikke arbejde til nogen af os.”
Mange fra Edelmiras indianske
folk har forsøgt at vende hjem. De er
blevet dræbt.
“Vi vil ikke ofre én af os for at
vende hjem. Vi har forsøgt at vende
hjem tre gange, men er hver gang
blevet truet på livet. Jeg er træt og
vil gerne hjem, men vi er tvunget på
flugt,” siger hun.
Foran huset ligger vasketøj og
flyder på jorden. Det lille barn render
nøgen rundt og stiller sig og tisser i
hjørnet. Edelmira er trist og skuffet.
“Mit liv er fyldt med fiaskoer. Vi
blev registrerede som flygtninge i
2009, men har intet modtaget endnu.”
I SYV ÅR VAR EN MIDLERTIDIG BARAK FAMILIEN ARIAS'
HJEM. DE ENESTE MØBLER I BARAKKEN VAR KØJESENGE.
marken, dukkede personer fra guerillagruppen ELN så op.
“Hvis ikke I forsvinder, slår vi jer
ihjel,” lød beskeden.
Så flygtede familien gennem den
tætte jungle. De havde ingen sko
på og ingen ejendele med sig. Efter
et døgns flugt nåede de byen Popayán, hvor de blev registreret som
FORSVIND ELLER DØ!
flygtninge. Derefter blev de sendt til
De fleste af de internt fordrevne i
hovedstaden Bogotá – nærmest i den
Soacha drømmer om at vende hjem en anden ende af det enorme land. Efterfølgende fandt de ud af, at deres hus
dag. Den drøm er lige nu i gang med
var blevet brændt ned, og de 100 køer
at blive virkeliggjort et andet sted.
Ved barakken i Bogotá er Sisifredo og var også hurtigt væk.
Maria Elena Arias klar til at returnere
til Chocó i junglen.
Seks busser holder klar til turen
tilbage. Der er et kaos og menneskeDa jeg kom hjem fra arbejde,
mylder. Er der nu noget, man skal
have købt med fra millionbyen til
var der otte bevæbnede personer
livet i junglen? Begyndelsen af turen
i mit hjem. ’Enten lader du os
er kaotisk. Der er demonstrationer
få din ældste søn, og du flytter
og trafikprop, da busserne krydser
herfra – eller vi dræber jer alle
Bogotá. Til sidst bliver der længere
sammen,’ sagde de.
mellem husene og grønnere uden for
José Emeterio Vargas Sanchez,
vinduerne. Mens landskabet suser
internt fordrevet
forbi, ruller minderne om flugten
rundt inde i hovedet på Sisifredo og
Maria Elena.
Flere i området var allerede blevet
slået ihjel, men parret blev og passede TILBAGE, MEN IKKE HJEM
deres omkring 100 køer og markerne, I bussen på vej mod Chocó lyder der
glad musik, men mange græder også.
hvor de dyrkede majs, maniok, sukkerrør og bananer. Naboer og famiBørn og unge, der har boet størstedelen af deres liv i Bogotá, skal nu til et
liemedlemmer begyndte at flygte.
Sisifredo og Maria Elena modtog også sted, de nærmest ikke kender.
For Sisifredo og Maria Elena er det
jævnligt trusler. Maria Elenas mor
så som så med at komme “hjem”. Der
blev slået ihjel, og faderen flygtede.
er stadig ikke sikkert, hvor deres jord
En dag, da de var på arbejde ude i
“
HER ER FLEST INTERNT
FORDREVNE
1. Syrien: 6,5 millioner
2. Colombia: 5,7 millioner
3. Sudan: 2,9 millioner
4. DR Congo: 2,6 millioner
5. Sydsudan: 1,1 millioner
Kilde: Internal Displacement Monitoring Centre
DANMARK TIL STEDE
Den 1. august i år åbnede Danmark en
ambassade i Bogotá, Colombia med Lars
Steen Nielsen som ambassadør.
er, så de bliver sendt tilbage til et sted
i nærheden, det vil sige tre-fire dages
vandring gennem junglen fra deres
tidligere hjem. De skal bo hos Sisifredos bror.
“Det første år bliver hårdt, indtil
vi kan høste de linser, majs og bønner, som vi planter, første gang,” siger
Sisifredo.
Vi har kørt hele natten og begynder nu at kunne skimte junglen gennem morgendisen. En popsang giver
genlyd i bussen. “Dét, der er sket, er
sket,” vrænger det ud af højtalerne.
Mon passagererne i bussen kan leve
efter de ord? 16 timer efter afgang fra
barakkerne i Bogotá stiger Sisifredo,
Maria Elena og alle de andre ud af
bussen. Klokken er otte om morgenen,
og her er ulideligt varmt. Snart står
familierne ved hver sin bunke af pakkenelliker. Syv år i storbyen har sat sig
sine spor. Flygtninge vender hjem. •
49/
ILLUSTRATION: PLAKAT
50/
FOREIGN AFFAIRS
VERDENS FØRENDE MENINGSDANNERE OG BESLUTNINGSTAGERE ANALYSERER GLOBALE FORHOLD.
Politik
SANDHEDEN
OM CONGO
Hemmelige militæraktioner, en ivrig spion-chef og en myrdet premierminister. Den amerikanske efterretningstjenestes rolle i Congo,
efter at landet blev uafhængigt, er en tragisk fortælling om magt,
skriver Stephen R. Weissman, forfatter og tidligere stabschef for
Afrika-komiteen i Repræsentanternes Hus, USA.
51/
AF STEPHEN R. WEISSMAN
Congos overgang fra belgisk koloni
til suveræn stat var ikke nogen køn affære.
Sovjetunionen og USA holdt begge skarpt
øje med det mineralrige land i Afrikas hjerte,
da Congo 30. juni 1960 fik sin uafhængighed
under en demokratisk valgt regering, ledet af
premierminister Patrice Lumumba. Den karismatiske nationalist Lumumba stod i spidsen
for det eneste parti i parlamentet, der havde
støtter i hele landet – frem for bare i et område
eller i en etnisk gruppe.
Men i løbet af få dage herefter gjorde Congos tropper oprør mod deres officerskorps,
der udelukkende bestod af hvide (et levn
fra kolonitiden), og begyndte at terrorisere
den europæiske befolkning i landet. Belgien
svarede igen ved at sende tropper, der skulle
genbesætte landet og hjælpe Congos rigeste
provins, Katanga (der blandt andet havde
store kobber- og guldminer, som belgisk mineindustri var involveret i, red.), til at løsrive sig
fra resten af landet.
USA afviste på sin side den nye congolesiske regerings bøn om hjælp og støttede i
stedet en fredsbevarende FN-mission i håbet
om, at det ville hindre congoleserne i at bede
om støtte af sovjetisk militær. Men Lumumba
ragede hurtigt uklar med FN, der ikke formå-
ede at drive de belgiske tropper ud af landet
og sætte en stopper for Katanga-provinsens
løsrivelse. Efter at have stillet en række ultimatummer til FN, vendte Lumumba sig derfor
mod Moskva og bad om hjælp – Moskva kvitterede med at sende transportfly, der kunne
flyve Lumumbas tropper ind i Katanga.
Og så var det, at den amerikanske regering med daværende præsident Eisenhower
SAMARBEJDE
(1953-61, red.) i spidsen besluttede at sende
MED FOREIGN
den amerikanske efterretningstjeneste CIA til
AFFAIRS
Congo.
I de efterfølgende årtier hed det sig i den
Udvikling samarbejder
amerikanske udenrigspolitik, at den hemmeredaktionelt med det
lige aktion i Congo var en veltilrettelagt sucanerkendte tidsskrift
Foreign Affairs, som ud- ces med få omkostninger. *
De, der deler dette synspunkt, roser den
gives af den amerikanamerikanske regering for at have undgået en
ske tænketank Council
direkte militær konfrontation med Sovjetunioon Foreign Relations.
Samarbejdet betyder,
nen og Kina samtidig med, at man fik afværat vi bringer artikler fra get kommunisternes forsøg på at skaffe sig
Foreign Affairs i dansk
indflydelse på et afrikansk land af afgørende
oversættelse.
betydning. De anerkender, at CIA bidrog til
Lumumbas nederlag, da denne tabte en magtkamp til Joseph Mobutu, den pro-vestlige
leder af Congos hær i september 1960. Men de
fastholder, at selv om CIA planlagde at myrde
Lumumba – og endda på et tidspunkt forsøgte
>
>
FOTO: ABBAS/MAGNUM/POLFOTO
52/
at få en rekrut til at forgifte hans tandpasta eller hans mad – gjorde CIA det
aldrig og havde ingen aktier i mordet
på ham i januar 1961. *
I årenes løb har mange forskere og
journalister sat spørgsmålstegn ved
denne udlægning, og den offentlige
mening er begyndt at følge trop. Men
kritikken besværliggøres af en mangel på officielle, dokumentariske beviser. Det er imidlertid ikke så længe
siden, at nye beviser er dukket op,
og disse maler et langt mere dystert
billede, end selv kritikerne havde forestillet sig. *
CIA havde en finger med i spillet
i hvert eneste af Congos vigtigste
politiske vendepunkter i denne periode, og man sørgede for at have
økonomiske og politiske forbindelser
til samtlige regeringsledere. Og Lawrence Devlin, der var CIA’s lokale chef
i Congo i hovedparten af perioden,
havde direkte indflydelse på de begivenheder, der førte til Lumumbas
død. *
POLITISK LEG
I begyndelsen var de hemmelige amerikanske operationer udelukkende
politiske. Den amerikanske regering
var bekymret for, om Lumumba var
for upålidelig og for tæt på Sovjet, og
at Congo, hvis han blev siddende på
magten, kunne ende i et endnu større
kaos og til sidst blive kommunistisk.
Allen Dulles, daværende leder af CIA,
telegraferede i august 1960 til CIAkontoret i den congolesiske hovedstad
Léopoldville: “Vi konkluderer, at det
er en presserende og central opgave
at løse, og at den under de givne
omstændigheder bør have meget høj
prioritet i vores hemmelige mission.”
CIA-kontoret i Léopoldville støttede derpå, i tæt samarbejde med
det belgiske efterretningsvæsen, to
oppositionssenatorer, der forsøgte at
stable et mistillidsvotum på benene
mod Lumumbas regering. Planen var,
at Joseph Kasavubu, som var Congos
præsident og Lumumbas rival, skulle
opløse regeringen efter afstemningen og udnævne en af senatorerne
til ny premierminister. CIA finansierede også demonstrationer mod
Lumumba, faglige protester og propaganda. Men Kasavubu var, opmuntret
af belgierne, lige lovlig hurtig på aftrækkeren og afsatte Lumumba i fuld
offentlighed to dage før afstemningen
skulle finde sted.
DIKTATOR. CONGOS ØVERSTBEFALENDE GENERAL I HÆREN, MOBUTU SESE SEKO,
TABTE I FØRSTE OMGANG KAMPEN OM MAGTEN TIL LUMUMBA, MEN KOM MED
CIA’S HJÆLP TIL MAGTEN I 1965 OG VAR ENERÅDIG PRÆSIDENT I 32 ÅR DEREFTER.
Lumumba reagerede ved at nægte
at trække sig og fortsatte med at styre
parlamentet, som skulle godkende
en ny regering. CIA-landechef Devlin fandt hurtigt en løsning på den
fastlåste situation i skikkelse af den
29-årige øverstbefalende general
Mobutu Sese Seko. Ved to lejligheder
fortalte Mobutu Devlin, at han var på
vej til at flytte tropper til hovedstaden,
og han bad USA om at hjælpe sig med
at bekæmpe Lumumba. Devlin indvilligede i at finansiere hans indsats og
fortalte efterfølgende CIA-rapportørerne, at dette, som det formuleres i
de nye offentliggjorte dokumenter om
USA's udenrigspolitiske beslutninger,
“var første skridt i planen om, at Mobutu skulle overtage regeringsmagten”. Den 14. september erklærede
Mobutu, at han suspenderede parlamentet og forfatningen. Han fyrede
Lumumba og beholdt Kasavubu, men
nu var det Mobutu, der styrede slagets
gang ude fra kulisserne.
ET BEBUDET MORD
CIA støttede straks Mobutu med flere
penge, advarede ham om planlagte
attentater og kom med anbefalinger
til, hvem der kunne udnævnes til ministre. Tjenesten rådede Mobutu til
at afvise en forsoning med Lumumba
og i stedet at arrestere ham og hans
ledende samarbejdspartnere; råd som
Mobutu beredvilligt tog imod.
Devlin blev ikke bare kassemester,
men også et indflydelsesrigt de factomedlem af den regering, han selv
havde været med til at få indsat. Hans
primære indgang var den såkaldte
Binza-gruppe, en undergruppering
blandt Mobutus allierede, opkaldt
efter den Léopoldville-forstad, hvor
garnison, der var på nippet til at gøre
oprør for at få genindsat Lumumba.
John F. Kennedy skulle indsættes som
præsident seks dage senere, og udenrigsministeriet betragtede forespørgslen som en varm politisk kartoffel, der
måtte afvente, at den nye regering tog
stilling til sagen.
Da Devlin indså, at hans foretrukne
metode til at blokere for Lumumbas
comeback ikke kunne bruges, har han
måske betragtet den forestående overflytning som en lovende plan B. Men
han vidste også, at hvis han fortalte ledelsen om planen, ville den konsultere
udenrigsministeriet, der formentlig –
taget i betragtning hvordan de havde
reageret på hans seneste henvendelse
– ville have betragtet overflytningen
som noget, der skulle vendes med den
nye regering. * Så selv om han kommunikerede med sin ledelse om andre
ting, tilbageholdt Devlin oplysninger
om den planlagte overflytning i tre
dage, indtil den næsten var en realitet.
I sidste øjeblik ændrede man planer og sendte i stedet Lumumba til
Katanga, den anden belgisk støttede,
separatistiske provins, hvis magtfulde
indenrigsminister gentagne gange
havde krævet hans hoved på et fad. Da
Devlins telegram nåede Washington
den 17. januar, var Lumumba allerede
skuddræbt i Katanga.
“
CIA havde en finger med i
spillet i hvert eneste af Congos
vigtigste politiske vendepunkter.
de fleste af dem boede. Gruppen talte
blandt andre Mobutus sikkerhedschef
og hans udenrigs- og finansministre.
I månederne efter kuppet rådførte
gruppen sig med Devlin i de vigtigste politiske og militære spørgsmål,
særligt de, der berørte Lumumba, som
nu sad i husarrest, men under FNbeskyttelse. Gruppen fulgte stort set
altid Devlins råd. *
14. januar 1961 modtog Devlin
besked fra en regeringschef om, at
Lumumba, der var flygtet fra sin FNsikkerhedsvagt og var blevet taget til
fange af Mobutus soldater, stod over
for at skulle overflyttes til den belgisk
dominerede, separatistiske provins
Syd Kasai, hvis leder havde sværget
at ville slå Lumumba ihjel. Devlin aflagde via telegraf rapport om den kritiske situation til CIA’s hovedkontor
17. januar, og nævnte ikke noget om,
hvorvidt han havde protesteret mod
planen. *
Men Devlin nøjedes ikke med at
give grønt lys for overflytningen. Han
sørgede også helt overlagt for at holde
Washington hen – et særsyn i et hemmeligt program, der blev nøje styret
af CIA, det amerikanske udenrigsministerium samt det nationale sikkerhedsråd. Samme dag, som han fik
beskeden om Lumumbas mulige flytning, fik Devlin at vide, at udenrigsministeriet havde afvist hans og CIAledelsens indtrængende anmodninger
om at bestikke en central congolesisk
PARAMILITÆR STØTTE
Attentatet på Lumumba satte dog
ikke punktum for kampen om magten
i Congo – det intensiverede den.
I august 1961 gik USA, efter pres
fra FN og en pro-Lumumba-stat i Østcongo, med til at det congolesiske parlament skulle træde sammen igen og
vælge en ny, national regering. Men
CIA fik gennem bestikkelse sikret, at
den nye regering blev ledet af efterretningstjenestens allierede, Cyrille
Adoula. *
Da Adoula var kommet til magten,
udstyrede CIA ham med et pr-bureau,
der skulle hjælpe ham med at styrke
sit image i udlandet. CIA bestak også
parlamentet, Binza-gruppen, en fagforening og en sammenslutning af
stammeledere for at skaffe opbakning
til den nye leder. Imens fortsatte Devlin med at opføre sig som et medlem
af regeringen. På Binza-gruppens
foranledning overtalte han Adoula til
ikke at komme med nogen indrømmelser til sin vicepremierminister, der
var lumumbist. Da Adoula bestemte
53/
>
>
ELITEN MANGLEDE IKKE NOGET UNDER MOBUTU – HER ER TO FINE DAMER
TIL LEGENDARISK BOKSEKAMP MED MUHAMMED ALI VS. GEORGE FORMAN I
KINSHASA I 1974 – ET OPGØR SENERE KENDT SOM "RUMBLE IN THE JUNGLE".
FOTO: ABBAS/MAGNUM/POLFOTO (TV) & E-TYPES-DAILY(TH)
54/
sig for at fyre Mobutu, fik Devlin ham
overtalt til at lade være. *
Adoulas regering gjorde det ikke
så godt, som man havde håbet på i
Washington: Soldater blev tvunget
til at leve af eget jordbrug, grådige
embedsmænd plyndrede statskassen,
og inflationen drænede den øvrige
befolknings lønninger. Efter at Adoula
i 1963 fjernede næsten alle de lumumbistiske ministre og opløste parlamentet, drog lumumbisterne hjem til deres
provinser og greb til våben.
I begyndelsen af 1964 havde deres
oprør fejet hen over næsten halvdelen
af landet. Foruroliget over oprøret besluttede Binza-gruppen og Kasavubu
at udskifte Adoula med nogen, som
de regnede med ville takle det mere
effektivt: Moise Tshombe, den tidligere separatistiske leder i Katanga,
hvis løsrivelsesregering havde myrdet
Lumumba i 1961. CIA accepterede den
nye situation og satte stammefolk, der
støttede Tshombe og andre centrale
politikere, på lønningslisten. Man
tilføjede også en stor paramilitær indsats til sit politiske program i Congo.
Efterretningstjenesten udrustede
Tshombes nye regering med et “øjeblikkeligt luftvåben” til at nedkæmpe
de oprørere med, som på daværende
tidspunkt modtog begrænset rådgivning og økonomisk støtte fra Kina.
Enheden, der primært var sammensat
af amerikanske fly, styret af eksilcubanere, gjorde det muligt for de
hvide lejesoldater (flest sydafrikanere
og rhodesere), som ledte den congolesiske regeringshær, at rykke frem.
I august 1964 havde en national sik-
kerhedskomité givet grønt lys til en
plan om at bruge 41 kamp- og transportfly og et mandskab på næsten 200
personer (cubansk flypersonale og
europæere til driften på landjorden). I
begyndelsen af 1965 supplerede CIA
så kludetæppet med en lille flåde,
også bemandet af eksil-cubanere, for
at bremse forsendelserne af militært
udstyr fra nabolandet Tanzania over
Tanganyikasøen.
“
CIA støttede Mobutu med flere
penge, advarede ham om planlagte attentater og kom med
anbefalinger til, hvem der kunne
udnævnes til ministre. CIA
rådede Mobutu til at afvise en
forsoning med Lumumba og i
stedet at arrestere ham og hans
ledende samarbejdspartnere.
Den amerikanske regering gik
ind i en særdeles blodig konflikt. Da
de hvide lejesoldater og regeringstropperne indtog områder, der var
kontrolleret af oprørere, slagtede de
både oprørere og civile i flæng. Selv
om der ikke foregik nogen systematisk optælling af tab, vurderer man, at
mindst 100.000 congolesere mistede
livet i denne fase af krigen. Oprørerne
dræbte omkring 300 amerikanere og
europæere, som de havde taget som
gidsler, da Stanleyville, oprørernes
hovedstad, faldt.
MERE MAGT TIL MOBUTU
I efteråret 1965 var det stort set lykkedes den congolesiske hær og dens
udenlandske støtter at genvinde
kontrollen over landet, men en anden
trussel lurede om hjørnet: en stigende
politisk rivalisering mellem præsident Kasavubu og premierminister
Tshombe. Både den amerikanske regering og Binza-gruppen frygtede, at
konflikten mellem de to mænd ville få
en af de to rivaler til at se sig om efter
støtte hos nogle af de mere radikale
afrikanske regimer. Da krisen skærpede til, sagde Mobutu til Devlin, at
han overvejede at iværksætte endnu
et statskup for at få udskiftet både Kasavubu og Tshombe, eller at finde en
anden, ukendt løsning. Den 22. november reagerede USA ved at øge CIA’s
økonomiske støtte til Mobutus officerer
og ved at give Mobutu carte blanche til
at gøre, hvad han fandt bedst.
I løbet af tre dage tog Mobutu magten uden blodsudgydelser, et resultat
som Devlin betegnede som “den bedst
mulige løsning”. CIA’s reaktion bestod
i at sende endnu flere penge, som
Mobutu brugte på at bestikke centralt
placerede officerer, politiske ledere og
stammeoverhoveder. I løbet af 1966 og
1967 holdt CIA Mobutu orienteret om
forskellige trusler mod hans regime,
afslørede adskillige større komplotter
(hvoraf et endte med, at de formodede
gerningsmænd blev hængt offentligt).
Og CIA’s hemmelige flyvevåben hjalp
– sammen med åbenlys transporthjælp
fra det amerikanske forsvarsministerium Pentagon – Mobutu med at afværge to lejesoldat-styrede oprør.
I oktober 1966 smed Mobutu den
amerikanske ambassadør ud af landet, fordi han ikke viste tilstrækkelig
respekt for Mobutus nye, magtfulde
position, og han holdt op med at bede
om den månedlige økonomiske støtte
fra CIA. To år senere ombestemte Mobutu sig, bad atter CIA om flere penge
– og fik dem. På det tidspunkt havde
CIA lukket sit paramilitære program
og begrænset sin finansiering på den
politiske arena til fire nøglepersoner
uden om Mobutu.
Nu, hvor der ikke var en lovlig opposition at kontrollere og heller ikke
flere lumumbistiske oprørere eller proTshombe-lejesoldater at bekæmpe,
kunne støtten til Congo, set fra et
amerikansk perspektiv, overgå til udelukkende at være af åbenlys militær
og økonomisk karakter.
>
BØDE
RIVAL-AFGIFT 300
SOVJET 600
DEVLIN 1000
Spillet, hvor du kan
gøre gode politiske handler
FN 100
ADOULA 300
MCBRIDE 200
RIVAL-AFGIFT 300
KUP
Du er blevet afsat
som premierminister og skal
vente en omgang
KINA 400
CONGONOPOLY
Parkér gratis her
MOBUTU 700
TSHOMBE 400
LUMUMBA 50
CHANCEN
DULLES 600
Din hær er for
svag. Betal 500
point til CIA for
paramilitær hjælp.
CHANCEN
BELGIEN 300
KASAVUBU 300
START
Modtag 1.000
point i bestikkelse
fra CIA, når du
passerer.
55/
>
FOTO: CHARLES TASNADI/POLFOTO (TV) & IAN BERRY/MAGNUM/POLFOTO (TH)
56/
NÅR SKADEN ER SKET
Desværre er det fulde billede af CIA’s
engagement i Congo stadig sløret.*
Alligevel er det tydeligt, at CIA’s
programmer i 1960’erne forvrængede
congolesisk politik i årtierne, der
fulgte. Dermed ikke sagt, at Congo
uden USA's indblanding ville have
fået en repræsentativ regering efter
vestligt forbillede. Men selv i en
region med masser af diktaturer
har landet skilt sig ud ved at være
ekstremt dysfunktionelt. Siden CIA’s
intervention har Congos ledere udmærket sig ved en unik kombination
af karaktertræk: spinkel politisk
legitimitet, begrænset lederevne og
en så omfattende korruption, at den
udhuler både institutioner og normer. Disse træk har i årene efter den
hemmelige amerikanske aktion ført
til økonomisk katastrofe, tilbagevendende politisk ustabilitet og vestlig
militær invasion.
Først i 1997 fik oprørere ledet af
tidligere lumumbister og støttet af
militære styrker fra Rwanda, Uganda
og Angola omsider væltet Mobutu,
hvilket førte til en regional krig i det
efterfølgende årti, som endte med at
koste mere end tre en halv million
mennesker livet.
Selvfølgelig var Mobutu hjernen
bag alt dette. Men taget i betragtning,
at han aldrig ville have været i stand
til at fastholde sin magt, hvis det ikke
havde været for de CIA-penge, han
videreekspederede til sine allierede
– hvilket han også selv indrømmede
over for CIA – så må USA også påtage
sig en del af ansvaret. Læg dertil at
CIA’s foretrukne metoder – nemlig
brug af bestikkelse og anvendelse af
fremmede styrker – har været en lærebog i uansvarlig regeringsførelse.
Mobutu og hans kammerater var
aldrig nødt til at bejle til den brede
“
Jeg tror ikke, at der er noget,
der kan bremse dette letsindige
præsidentielle forbrug, for
Mobutu er åbenbart svulmet
op med soufflé-agtig svulstighed. Det er mit indtryk, at det
vil udløse øjeblikkelig vrede at
henlede hans opmærksomhed
på det risikable i dette.
Robert McBride,
USA’s ambassadør i Congo, 1969
offentligheds gunst eller skabe sig en
reel politisk base, for de kunne læne
sig op ad den amerikanske tjenestes
korrupte praksis, og de havde heller
ikke noget incitament til at forvalte
statens økonomiske ressourcer fornuftigt. Og da Mobutu kunne regne
med CIA’s paramilitære støtte, var det
AMERIKANERNE STØTTEDE MOBUTO I ÅREVIS TRODS ADVARSLER.
HER ER HAN PÅ BESØG HOS USA'S TIDLIGERE PRÆSIDENT REAGAN I 1983.
heller ikke nødvendigt for ham at udvikle et blot minimalt velfungerende
militær.
Selv om det lykkedes Mobutu at
blive udnævnt til hærchef i det kaos,
der herskede omkring uafhængigheden, var han ude af stand til at lede
en hær. Det stod klart i 1964, da hans
hær, ifølge den daværende amerikanske viceudenrigsminister Averell Harriman, beviste sin uduelighed: Den
var ude af stand til at forsvare nøgleområder uden hjælp fra udenlandske
lejesoldater.
Til gengæld havde Mobutu et
veludviklet talent for noget, amerikanerne havde lært ham: at smiske
sig til bestikkelse. Det lykkedes ham
tilmed to gange at overtale Devlin
til at dække nogle udgifter til hæren,
som han hævdede at have brugt på
ureglementerede udgifter eller CIAformål ved at argumentere med, at
hvis hans rivaler opdagede pengemisbruget, ville de måske anklage
ham for korruption.
Amerikanske embedsmænd uden
for CIA havde længe kendt til Mobutus brister. * Den daværende amerikanske ambassadør i Congo, Robert
McBride, betegnede Mobutu som
“irrationel” og “stærkt ustabil”. Præsident Lyndon Johnsons sikkerhedsrådgiver, Walt Rostow, kaldte ham
“en irriterende og ofte dum” mand,
der “kan være grusom, grænsende
til det umenneskelige”. I 1968 sendte
McBride et telegram til det amerikanske udenrigsministerium, hvor han
noterede sig præsidentens nye luksusfly, hans planer om at anlægge parker
efter Versailles-forbillede, tanker om
at bygge en kopi af Peterskirken i hver
af Congos tre største byer og hans
anskaffelse af en ferievilla i Schweiz.
McBride konkluderede:
“Jeg tror ikke, at der er noget,
der kan bremse dette letsindige
præsidentielle forbrug, for Mobutu
er åbenbart svulmet op med souffléagtig svulstighed. Det er mit indtryk,
at det vil udløse øjeblikkelig vrede at
henlede hans opmærksomhed på det
risikable i dette. Men jeg følte, at en
kortfattet rapport om dette beklagelige fænomen var nødvendig at lave,
fordi det efter min opfattelse er Congos alvorligste problem lige nu, og
skylden er præsidentens, da de ukontrollerbare udgifter stammer direkte
fra ham. Det forekom mig desuden, at
det kan have indflydelse på den po-
i grove træk støttede USA's udenrigspolitik, men de har belastet det amerikanske diplomati i Afrika i årtier.
VORES MAND
Særligt kuppet mod og drabet på LuHvad McBride tilsyneladende ikke var mumba og støtten til Tshombes hvide
klar over, var, at otte års hemmelige
lejesoldater harmede afrikanske naaktioner i høj grad havde udelukket en- tionalister og kølnede USA's forhold
hver anden form for amerikansk politik til mange vigtige lande, blandt andet
– såvel på det tidspunkt som senere.
Algeriet, Ghana, Kenya og Tanzania;
CIA havde ikke alene fostret et diktadisse handlinger gjorde også frihedstur, det havde også givet det stemplet
bevægelser i Angola, Mozambique,
“made in America” til brug for fremtiSydafrika og Zimbabwe vrede. *
dige beslutningstagere i den amerikanske regering. Mens Mobutus regering
ET KOMMUNISTISK CONGO?
slingrede af sted fra krise til krise, nød Grundlaget for CIA’s indgriben i
den fortsat godt af økonomisk og mili- Congo var en alt for overdrevet anatær støtte fra USA og Vesten.
lyse af den kommunistiske trussel.
Mange medlemmer af den ameriCongo-forskere har længe været
kanske kongres og systemkritikere i
skeptiske over for teorien om, at hvis
Udenrigsministeriet havde gennem
Lumumba var blevet siddende på
årene indtrængende opfordret den
magten, ville hans regering være faldet i hænderne på Sovjetunionen eller
amerikanske regering til at presse på
for at få lavet økonomiske og politiske Kina. Dengang havde selv visse amereformer i det land, som Mobutu i 1971 rikanske embedsmænd deres tvivl.
I 1962, kort efter at han trak sig
havde omdøbt til Zaire. Lykkedes
det ikke, skulle man lægge afstand til som chef for CIA, indrømmede Allen
Dulles: “Jeg tror, at vi overvurderede
Mobutu og i stedet opdyrke politiske
truslen fra Sovjet, for eksempel i
bånd til oppositionen, sagde de. Da
Den Kolde Krig sluttede, lukkede kon- Congo”. *
gressen omsider ned for den militære
Skeptikerne havde ret: Lumumba
og ikke-humanitære støtte. Men efter- havde aldrig været kommunist, og
følgende, da regimet var ved at bukke han ville ikke have givet efter for
under for sine dødskramper, kunne de udenlandsk dominans. Han og hans
amerikanske embedsmænd alligevel
tilhængere havde trådt deres politiske
ikke få sig selv til at slå hånden af det barnesko i kampen mod kolonialisog støtte den fredelige, demokratiske men og fandt enhver form for ekstern
dominans uacceptabel. De var langt
overgang, som den voksende opposition ønskede.
mere interesserede i alliancefrihed, og
At klynge sig til en diktator, man
de udlændinge, de identificerede sig
har et livslangt venskab med, også når med, var andre uafhængige afrikanske
vedkommendes fejl og mangler bliver ledere, ikke Khrusjtjov (Sovjetuniostadig mere risikable for amerikanske nens ministerpræsident 1958-64, red.)
eller Mao (Præsident i Folkerepuinteresser, er en velkendt patologi i
amerikansk udenrigspolitik. I Congos blikken Kina 1949-76).
Lumumba og hans tilhængere
tilfælde var forholdet skabt og fremelsket af en hemmelig CIA-aktion.
forstod også, at den kommunistiske
Dette udstyrede forholdet med en
verden aldrig ville kunne erstatte den
særlig aura af intimitet, der blandt an- massive europæiske investering og
det kom til udtryk i den besidderiske
de 10.000 belgiske teknikere, der udsprogbrug, som amerikanske embeds- gjorde fundamentet i Congos vestligt
mænd brugte, når de omtalte Mobutu. orienterede økonomi. *
For Devlin blev Mobutu “stort set voNår man ser tilbage på begivenres eneste anker op mod vinden”. Un- hederne i dag, er det tydeligt, at de
der den eskalerende konflikt mellem
amerikanske embedsmænd, der
Kasavubu og Tshombe skrev Harold
dengang formede Congo-politikken
Saunders, et medlem af det nationale
på uhensigtsmæssig vis, projicerede
sikkerhedsråd, at Mobutu var den
deres egne erfaringer fra Den Kolde
eneste, der burde løse konflikten – om Krig i Europa, Asien og Latinamerika
nødvendigt med militære midler – for over på Afrika, hvor omstændighederne var fuldstændig anderledes. I
“han er allerede vores mand”. *
Congo havde der ikke været nogen
Hemmelige aktioner har afstedkommet en congolesisk regering, der
sovjetisk militær besættelse og ikke
litik, som USA fører over for Congos
nuværende styre.”
“UN WILL EXTERMINATE YOU.” ANTI-FNPAMFLETTER MOD FN'S FREDSBEVARENDE
STYRKER BLEV UDDELT I ELISABETH- VILLE I
1961 EFTER MORDET PÅ LUMUMBA.
noget marxistisk eller kommunistisk
parti eller kadrer af betydning. Tragisk nok afviste den amerikanske regering en alternativ politik: nemlig at
indlede en diplomatisk forbindelse til
Lumumba og hans efterfølgere som
et led i en bred indsats for at holde
Den Kolde Krig ude af Congo. I stedet udpegede man Mobutu og andre
medlemmer af Binza-gruppen som
Belgiens arvtagere.
Utålmodig og uerfaren som han
var, var Lumumba alligevel det bedste
bud på en vellykket postkolonial periode. Der er al mulig grund til at tro,
at et samarbejde med ham og andre
spirende demokratiske kræfter havde
tjent både USA og Congo bedre.
Oversat af Julie Top-Nørgaard.
Læs hele artiklen på dansk i
Udviklings app.
Teksten er en forkortet udgave af artiklen What Really Happened in Congo bragt i
Foreign Affairs’ juli/august-nummer 2014.
Udeladelser er markeret med *
Reprinted by permission of Foreign Affairs, July/August 2014, Vol. 93, No. 4.
Copyright 2014 by the Council on Foreign
Relations, Inc.
Stephen E. Weissman
Er forfatter til bogen American Foreign Policy in the Congo
1960–1964 og tidligere stabschef for Afrika-komiteen i Repræsentanternes Hus i USA's Kongres.
57/
VÆRKER FRA VERDEN
KUNSTNERE FRA NÆR OG FJERN UDSTILLER I UDVIKLING.
MOR OG SØN
58/
59/
MOR OG SØN
Mens Egypten går igennem
oprør og forandringer, har den
algeriske fotograf Denis Dailleux (f. 1958) rettet blikket mod
noget uforanderligt: kærligheden mellem mor og søn.
I hans serie, der blev nomineret til World Press Photo
2013, poserer egyptiske bodybuildere med deres mødre.
At være stærk og muskuløs
er noget, mange egyptere
stræber efter – og har man en
bodybuilder i familien, er det
ofte en kilde til stor stolthed
og ære.
Se hele serien på:
www.denisdailleux.com
NAVNE
NYT OM NAVNE
DER
RYKKER
CHRISTIAN FRIIS
BACH, 48, er tiltrådt posten som undergeneralsekretær i FN, som leder
af FN’s økonomiske kommission
for Europa (UNECE). Den tidligere
udviklingsminister er adjungeret
professor i international økonomi
og har været international chef for
Folkekirkens Nødhjælp.
60/
Prinsen af
menneskerettigheder
Prins Zeid Ra’ad Zeid
Al-Hussein af Jordan
er udnævnt til FN's nye
menneskerettighedskommissær.
JAKOB KIRKEMANN
BOESEN, 40, er ny international chef i Mellemfolkeligt Samvirke.
Han er uddannet antropolog og
kommer fra en stilling som leder af
Institut for Menneskerettigheders
(IMR) afdeling for Civilsamfund og
Deltagelse.
ELLEN MARGRETHE
LØJ, 65, er udpeget til
særlig repræsentant og
leder for FN's mission
i Sydsudan (UNMISS). Hun har
tidligere været særlig repræsentant
for FN’s generalsekretær i Liberia
og har været Danmarks faste repræsentant i FN samt ambassadør i
Tjekkiet og Israel.
ØJVIND KYRØ, 61, er
tildelt danske globale
journalisters hæderspris,
Nairobi-prisen. Den
erfarne journalist har i 30 år været i
70 lande og dækket konflikter i hele
verden gennem artikler, radioindslag, film og bøger.
SIGNE BYRGE SØRENSEN, 44, er tildelt
Timbuktu-prisen for
kritisk u-landsjournalistik. Filmproduceren stod bag den
Oscar-nominerede film The Act of
Killing om folkemordet i Indonesien og har tidligere lavet film fra
Afrika, Asien og Sydamerika.
AF GERD KIEFFER
Han er blevet kaldt en af verdens mest respekterede diplomater.
Han er populær, dygtig og kendt
som en vigtig fortaler for både menneskerettigheder og international
retfærdighed. Han spillede da også en
afgørende rolle i skabelsen af Den internationale straffedomstol i Haag. Nå
ja, og så er han prins af Jordan.
Det er ikke hr. hvem som helst, der
fra september kan sætte sig i stolen
som menneskerettighedskommissær
i FN.
50-årige prins Zeid Ra'ad Zeid
Al-Hussein har i løbet af sin karriere
været på fredsbevarende opgaver på
Balkan i FN-regi, arbejdet som rådgiver for tidligere generalsekretær
Kofi Annan og siden år 2000 været
Jordans FN-ambassadør – kun afbrudt
af de tre år, fra 2007-2010, hvor han
var ambassadør i USA og Mexico for
Jordan.
Efter alt at dømme får prinsen brug
for al sin erfaring i sit nye embede.
KRÆVENDE POST
Fra sit kontor i Genève skal den
kommende kommissær lede FN's
Sekretariat for menneskerettigheder,
(OHCHR), der har haft konstant vokseværk i både størrelse, indflydelse og
forpligtelser siden sin stiftelse i 1993.
Samtidig skal han lære at mestre den
svære balancegang mellem på den
ene side at understøtte kravene fra
FN's politisk drevne Menneskerettighedsråd, og på den anden at rapportere selvstændigt og uafhængigt til
generalsekretæren og kunne råbe op
– også når det er ubelejligt for FN.
I sin sidste tale til Menneskerettighedsrådet kom prinsens forgænger
på posten, tamilsk sydafrikanske Navi
Pillay, med et par rettesnore, han sikkert kan have gavn af at følge.
Den afgående menneskerettighedskommissær understregede nemlig nødvendigheden af at beskytte
OHCHR mod finansielle og politiske
begrænsninger. For kun gennem integritet og frihed fra politisk indflydelse
kan sekretariatet bibeholde sin autoritative status i menneskerettighedssammenhæng.
Prins Zeid Ra'ad Zeid Al-Hussein
bliver den syvende i rækken af menneskerettighedskommissærer. •
ASIATISK
PLADS
KORT NYT
OM DANIDA
AKTUELT
• Handels- og udviklingsminister
Mogens Jensen var i august måned
på rundrejse i Østafrika med første
stop i Kenyas hovedstad, Nairobi.
• Irak: Regeringen har afsat to mio.
kr. til akut nødhjælp til de internt
fordrevne flygtninge i Irak. Pengene
går til Dansk Flygtningehjælp, som
igangsætter en akut nødhjælpsindsats for at sikre mad og vand til
internt fordrevne civile. Dermed har
Danmark i 2014 bidraget med i alt
30 mio. kr. til humanitære indsatser
i Irak.
• Gaza: Som følge af den eskalerede
NYE HJEMMESIDER
• Gennemsigtighed: Udenrigsministeriet har nu – i lighed med en
række andre europæiske donorer
– lanceret en hjemmeside, der giver
klar og let tilgængelige data om
Danmarks statlige udviklingssamarbejde
www.openaid.dk
steriet lancerede i januar 2014 en
reform af den danske udenrigstjeneste, der bl.a. indebærer, at Danmark
den 1. august åbnede ambassader i
Nigeria, Filippinerne, Colombia og
Myanmar (Burma) og et handelskontor i Lagos i Nigeria.
• København er blevet udpeget som
vært for det internationale topmøde
Women Deliver 2016 Global Conference, som afholdes maj 2016.
UDGIVELSER
• Politik for dansk støtte til civilsamfundet. Erstatter den tidl. civilsamfundsstrategi fra 2008.
• Danidas årsrapport 2014. Kun elektronisk. Dansk og engelsk version.
www.danida-publikationer.dk
• For rejsestipendier og omvendte rejsestipendier: 22. september 2014.
www.oplysningsbevillingen.dk
• Tværfagligt: Der er nu offentliggjort NYE BEVILLINGER
et omfattende undervisningswebsite til dokumentarfilmen The Act
of Killing. Websitet består af undervisningsmateriale i fagene dansk,
mediefag, historie, psykologi og
filosofi, og er målrettet undervisning
på gymnasiale uddannelser. Produktion: Final Cut for Real med støttet
af Danida.
konflikt og forværring i den humanitære situation i Gaza har handels- og
udviklingsminister Mogens Jensen
ekstraordinært bevilliget 11 mio.kr.,
der skal gå til bl.a. vandforsyning, me- www.theactofkilling.dk/undervisning
dicin og beskyttelse af civile i Gaza.
• Nye ambassader: Udenrigsmini-
REJSESTIPENDIER ETC.
• Ansøgningsfrist for oplysningsprojekter og u-lands-tv-puljen: 8. september 2014.
Danidas eksterne bevillingskomité
har på sit møde den 17.6. indstillet følgende aktiviteter til støtte:
• Joint civil society SRHR (Sexual and
Reproductive Health and Rights)
advocacy fund – 167,2 mio. kr.
• Contribution to the International
Monetary Fund’s (IMF) Poverty Reduction and Growth Trust (PRGT)
– 120 mio. kr.
EVALUERINGER
I løbet af efteråret 2014 forventes tre
evalueringer offentliggjort:
• Myanmar Quality Basic Education
• Evalueringen af Freds- og Stabilise-
RETTELSE
Forkert foto. Portrætbilledet til artiklen Den sidste omfavnelse på side 53
i Udvikling nr. 3 viser ikke den bangladeshiske fotograf Taslima Akhter,
men, ved en fejl, hendes landsmand
forfatteren Taslima Nasrin.
ringsrammen vil blive offentliggjort
i slutningen af september 2014. • Evaluering af Danidas Business-to-
Business program vil blive offentliggjort i oktober måned.
• Evaluering af Business Advocacy
Challenge Fund i Ghana: Fokuserer
på erfaringer med støtte til privatsektororganisationers fortalervirksomhed i Ghana. Forventes ligeledes offentliggjort i oktober måned.
www.evaluering.dk
Programme (QBEP) – 20 mio. kr.
Her er det korrekte foto af Taslima
Akhter, der har taget
billedet af to anonyme
dødsofre fra Rana Plazatragedien.
61/
IndVikling
CLINTON VEJER 900 KILO
Da Bill Clintons embedsperiode sluttede i 2001,
var det en noget bulet og slidt præsident,
der gik af. Men ét sted på kloden funkler
Clintons stjerne på fuld kraft.
AF STEFAN KATIĆ, PRISTINA
Kritikere har siden påpeget, at
NATO-interventionen kom belejligt
til at lukke mediernes fokus på Monica Lewinsky-skandalen. At den militære operation ikke var godkendt af
FN’s sikkerhedsråd. At bombningen
af Beograd også ramte en række civile
mål, herunder den kinesiske ambassade, som lå lige ved siden af det
jugoslaviske forsvarsministerium. Og
at angrebet gav fornyet støtte til Jugoslaviens præsident Milošević.
Bottom line er, at NATO-angrebet
førte til en tilbagetrækning af jugoslaviske tropper fra Kosovo-provinsen,
tvang serberne til forhandlingsbordet
– og på sigt banede vejen for Kosovos
uafhængighed af Serbien i februar
2008.
“
I never expected that anywhere,
someone would make such a big
statue of me.
Bill Clinton,
amerikansk ex-præsident
FOTO: ARMEND NIMANI/AFP/SCANPIX
62/
Den amerikanske hovedstad
Washington DC er pakket med nationale monumenter og skulpturer i hvid
marmor. Men ingen af dem forestiller
en eks-præsident, der lever og ånder i
bedste velgående.
Der findes dog en enkelt statue
af en lyslevende, amerikansk expræsident, nemlig af Bill Clinton,
USA's præsident gennem to perioder
(1993-2001). Det er dog hverken i den
amerikanske regeringsby eller i Clintons fødestat Arkansas, hvor han over
to gange var guvernør, at man er kommet på den tanke at rejse en statue af
William Jefferson Clinton.
Nej, faktisk skal vi snurre globussen
en halv omgang og finde et lille land,
hvor Clinton og USA nyder en uhyre
popularitet. Bemærkelsesværdigt nok
en nation, hvor op mod 80 procent af
befolkningen er muslimer: Kosovo,
Europas yngste selvstændige nation.
Det er i Pristina, hovedstaden i den
lille Balkan-nation, at man finder den
tre meter høj og 900 kilo tunge, forgyldte statue af De forenede Staters
42. præsident. Den viser Bill Clinton i
fuld figur med venstre arm er hævet.
I højre hånd bærer Clinton en mappe
med sit navn og datoen 24. marts
1999 – dagen, hvor NATO begyndte
bombardementerne af Jugoslavien,
som Kosovo forsøgte at vride sig fri
af. Et militært indgreb, som Clintonregeringen var hovedarkitekt bag.
HVAD SKAL MAN SIGE…
Clinton fik i øvrigt æren at afsløre
statuen af sig selv under et besøg i
Pristina i november 2009. Det kan formodentligt være svært at finde ud af,
hvad der egentlig er passende at sige,
når man nu står og skal afsløre en
statue af sig selv. Clinton citeres i al
fald for følgende måske ikke voldsomt
originale ord:
"I never expected that anywhere,
someone would make such a big statue of me," (Jeg havde aldrig forventet,
at der noget sted ville være nogen, der
ville lave sådan en stor statue af mig)"
ifølge en AP-artikel i netavisen Daily
News America.
“Klinton” er siden slut-90’erne
er blevet et populært drengenavn i
Kosovo. Men det er ikke kun Clinton,
der er populær – det er USA også. Det
faste flag-sæt på offentlige kontorer
består af potpourriet: Kosovo, broderlandet Albanien, USA, NATO og måske Tyskland eller Storbritannien.
Kommer du forbi Pristina, så slå et
smut forbi Clinton-statuen. Og hvor
finder man så den?
På Bulevardi Bill Klinton, naturligvis – en af byens hovedfærdselsårer. Et
stenhuggerfirma samme steds hedder
også Bill Clinton. •
FÅ UDVIKLING
SOM APP
KRIMINEL
KÆRLIGHED
Glem kvinderne — seksuelle minoriteter
er den nye globale kampplads
>>
Nu kan du tage Danmarks globale magasin med overalt på din tablet.
Vores nye app-version af magasinet åbner op for nye måder at fortælle
historier på med brug af videoer, link og interaktiv infografik.
God fornøjelse!
Udgives af Danida, Udenrigsministeriet.
Download app'en gratis – søg efter Udvikling på:
Al henvendelse: Rosendahl-Schultz Distribution, Herstedvang 10, DK-2620 Albertslund, id-nr.: 42328