08 | TORSDAG 121213 | KULTUR KULTUR | TORSDAG 121213 | 09 Kulturel sædemand i alvorens muld Iværksætter, filosof og multikunstner Jon Eirik Lundberg har fundet grobund på Læsø Jon Eirik Lundbergs kone Helene Høie er uddannet kunsthåndværker og har ydet praktisk bistand til projektet med at skabe en klokke af sydesalt. Med en fortid i Oslo kom Jon Eirik Lundberg til København for at skrive digte og læse filosofi på universitetet. Siden tog han til Læsø, hvor han har lavet en kunsthal og været manden bag øens litteraturfestival. Af Klaus Birkedal Videbæk og Kirsten Østergaard (foto) klaus.b.videbaek@nordjyske.dk E gentlig skulle Jon Eirik Lundberg og hans kone Helene Høie blot have tilbragt et enkelt år på Læsø. Jon Eirik læste læste filosofi på Københavns Universitet med det formål at komme i mesterlære hos den norske filosof Hans Kolstad. Og Helene Høie kunne som uddannet kunsthåndværker få lejlighed til at nyde ø-roen og lade sig inspirere til arbejdet med sine skulpturer. Det blev i stedet i tre og et halvt år, og selvom de i dag har deres faste bopæl i København, så er tilhørsforholdet ikke blevet mindre med tiden. Snarere tværtimod, og det er der flere grunde til. En af dem er den mørkegrønne Opel stationcar, der omkring frokosttid ruller ind på den lille parkeringsplads ved havnen i Østerby for at samle avisens udsendte op. Sæderne er bløde, som man kun finder dem i biler, der er mindst 15 år gamle, og man lader sig uvilkårligt synke ned, mens Læsøs flade og tilgængelige terræn passerer i et mageligt tempo bag det begravelsesfølge, som også var med færgen og åbenbart skal i samme retning som os. VI ER PÅ VEJ hen til det fritidshus, der som bilen, er venligst udlånt af en beboer på øen i den lille uge, hvor parret er tilbage for at arbejde med værket til ”Stedets Ånd”, der har fået titlen ”Grænseland”. Et typisk imødekommende træk, der har gjort det let for de to at falde til både personligt og professionelt. Da de efter returen til København fik ideen om at starte Læsø Kunsthal, var det også på øboernes gunst, de kom i sving. - Vi begyndte at lede efter lokaler fra København i 2010 og fik nogle til at spørge, om man ikke kunne vente med at hive en gammel og kondemneret bygning ned, så vi kunne bruge den i stedet. Det regnede ned gennem taget, men vi flyttede ind, malede og satte et flot skilt udenfor og tog 25 kroner i entré, fortæller Jon Eirik muntert. Og således var han med sin kones hjælp i gang med det, der er blevet deres mest markante aftryk på øen. Læsø Kunsthal har i dag fast adresse på Smedievejen i Østerby og rummer værker fra en række skulpturer fra både lokale og landskendte navne, som øboen Erik Sparre, der i sin levetid ellers insisterede på ikke at sælge eller udstille sine skulpturer, af grunde han selv angav som ydmyghed. Da han døde for få år tilbage, fik Jon Eirik imidlertid lov til det, og det endda til en købspris, der ikke lå højere end værdien af det skrotmetal, som værkerne var lavet af. Og sådan blev hans kunst alligevel tilgængelig, som det var tilfældet med resten af samlingen i Læsøs første stående udstilling, der også indeholder parrets egne værker: Jon Eiriks kunstfotografier og Helene Høies relieffer. Det lidt slidte fritidshus er forskønnet med en lyserød maling og indeni står en brændeovn, der kunne have opvarmet en bolig af den dobbelte størrelse. Fra vinduet er der udsigt til havet, og forinden et engareal, som er genoprettet i dets naturlige form efter en periode beplantet med træer, og det er præcis sådan, øboerne kan lide det. Tingene skal være enkle og lige til, fortæller de to, da vi har sat os til bords med kaffe og en bid brød. - Jeg ved ikke, hvordan man skal formulere det, men man bliver på en eller anden måde mere stabil, når man har prøvet at bo på en ø. Det er ægte værdier, man oplever, og ikke som i byen, hvor folk kan virke kolde og møde hinanden med ligegyldighed, siger Helene Høie, der som Jon Eirik er opvokset i Oslo. DA DE KOM til stedet, var det også det, de søgte. Et refugium, hvor de kunne samle sig om deres respektive projekter uden for megen palaver, som blandt andre Per Kirkeby og Asger Jorn førhen har gjort det. - Ja, man kan ikke rigtig løbe nogen steder hen, man er bare nødt til at arbejde. Din impuls til at lave noget andet, den er væk, siger han og bryder ud i grin, inden han fortsætter: - Det er en mekanisk mangel på adspredelse. Man fordyber sig i stedet. I forbindelse med sit værk, er det også, hvad Jon Eirik har gjort. Han vil have det til at gå i dialog med befolkningen på den lille ø og har derfor forsøgt at lave det i samme Jon Eirik Lundbergs værk, som man kan finde på næste side, har fået titlen ”Grænseland” og er en klokke støbt af sydesalt fra Læsø. Skulpturen er inspireret af klokken i Vesterø Søndre Kirke, der ligger i umiddelbar nærhed af standen, hvor billedet er taget. stil og tonefald, som han selv har oplevet stemningen på stedet. Det er blevet til en skulptur, måske en af de få ting, som multikunstneren, der har lavet alt fra tegninger til musik, ikke hidtil har beskæftiget sig med. - Valget hænger måske sammen med, at siden vi fik kunsthallen, har vi tænkt meget i objekter. De passer godt ind der, og jeg elsker dem, fordi de mange gange er mere interessante end et billede. Det er noget, man kan placere et sted i den materielle verden, man kan gå rundt om det, og så er der også det ved det, at man har brugt så meget energi på at lave og bygge det. På den måde har det en anden historie end et billede, siger Jon Eirik. DET FØRSTE TEGN på klokkens ophav er naturligvis materialet: sydesalt fra Læsø. Et stof, der har mange symbolske referencer, men blandt andet trækker på den katolske kirkes billede af sig selv som livets salt, og det faktum, at det tilbage i tiden var katolikkerne, der begyndte saltudviklingen på Læsø med udgangspunkt i den kirke, der i sin begyndelse var katolsk: Vesterø Søndre Kirke, hvor værket kommer til at stå. - Og så er der noget, jeg har tænkt over i lang tid. At lyden af en kirkeklokke ikke er lyden af metal mod metal, men at det er lyden imellem de slag, man laver. Fra den religiøse synsvinkel er det jo det, der er Guds stemme, ikke metal der støder sammen, men den immaterielle lyd. Det er det, der er stedets ånd i en kirke, siger Jon Eirik. Så er vi tilbage ved den enkelthed, som han og Helene Høie oplever på øen, og som måske også er bundet op på en særlig alvor, i hvert fald hvis man spørger Jon Eirik. For når en ligvogn kører ned ad vejen, betyder det måske ikke helt det samme på Læsø, som det gør andre steder. Som gammelt fiskerisamfund og med bølgerne, der konstant slår mod kysten, kan man på øen stadig møde unge, der har mistet fædre og onkler i det lumske erhverv på det usikre hav, og det giver stedet en særlig dramatik. - DER ER EN alvor herude, og på den måde er man ikke så imponeret af en joke, eller noget der består af et indforstået ironisk statement. Man vil gerne have at det, der kommer til udtryk har noget med det vigtige i livet at gøre. Jeg kommer til at tænke på forfatteren Charles Bukowski, der først slog igennem, da han blev 50 år. Han blev engang spurgt, om han ikke var bitter over, at der var gået så længe, inden at folk fandt ud af, hvem han var. Nej, sagde han, for på den måde kom han til at skrive om noget mere enkelt, ting der vedkom folk, fortæller Jon Eirik, der i den stil har valgt at blotte sit eget værk for ironi. Det er med andre ord skønheden for skønhedens skyld, som det også er i de kunstfilm af den russiske instruktør Andrej Tarkovskij, som han har brugt timer på at se i det lille fritidshus under sit ophold, og som han får mig til at love, at jeg vil se, når jeg er hjemme på fastlandet igen. - Han er en af de få slet ikke ironiske kunstnere, og det kan jeg godt lide. Grunden er nok, at ironi indebærer noget af det samme som komedier eller underholdning gør. Du digter en følelse og udløser den så i samme bevægelse, som når en komiker siger noget provokerende, og så får folk til at grine ved at slå det ned igen. Men det betyder også, at følelsen slutter igen, og det er måske ironiens problem. Hos Tarkovskij får man lov at beholde den. - I postmoderne kunst vil man gerne sætte to ting op, så det virker logisk og så spænde ben for det derefter. Men det ville ikke give mening for læsøboerne, siger han. Og sådan kan øen afspejle mange ting for den norskfødte multikunstner og hans kone Helene Høie. For sammen med alvoren hører også en humor og en tolerance, som ingen af dem har mødt andre steder i Danmark. - Der er mange, der siger, at man får lov til at være i fred på Læsø. Det bliver højt værdsat, siger Helene Høie. - Fordi øen er så lille, og der samtidig er mennesker, der har arbejdet som kaptajner og søfolk over hele verden, så er der også den her kosmopolitiske åbenhed. Derfor er det et spøjst sted, følger Jon Eirik op, inden vi igen stiger i bilen mod færgen og undervejs passerer Vesterø Søndre Kirke, der inden længe vil få sin klokke nummer to. Jon Eirik Lundberg Født i Oslo 1974. Flyttede til København som 24-årig og skulle være digter. Arbejdede som statist ved Det Kongelige Teater. Udgav en bog med tegninger, ”Digte for Analfabeter”, på eget forlag i 2001. Begyndte at studere filosofi ved Københavns Universitet i 2003. Udgav det surrealistiske tekstværk ”SVERIGE” hos Aschehoug Forlag, Oslo, 2005. Flyttede til Læsø for at læse hos filosoffen Hans Kolstad og boede der fra 2006 til 2009. Indspillede og udgav to albums og en single i 2007 og 2009 på sit eget pladeselskab. Udgav digtsamlingen ”Skybrudd i regnskapet” hos Aschehoug Forlag, Oslo, i 2008. Etablerede Læsø Kunsthal 2012 og Læsø Litteraturfestival samme år. Udgav digtsamlingen ”Maximum Bonjour” hos Forlaget Forlæns, København, i marts 2013. Fragmenter af bogen bruges dagligt som jingle i radioprogrammet Monte Carlo på P3. Har været støttet af Statens Kunstråds udvalg for litteratur og billedkunst siden 2007. Etablerede Læsø Kunsthals Forlag i 2013, og udgav der bogen ”Læsø i det 21. Århundrede” af den italienske fotograf Luca Berti. Har siden 2011 turneret i Norge hvert forår og efterår med kontrabassisten Joachim Thönen. Kandidat i filosofi fra Københavns Universitet 2013. Som årene er gået er kunsthallens samling af værker steget. Næste år får man besøg af den norske kunstner Kjell Nupen, der blandt andet har bidraget til udsmykningen af det nye rådhus i Viborg. Jon Eirik er gift med kunstneren Helene Høie og har en datter på tre år. Du kan læse mere om Jon Eirik Lundberg på hjemmesiderne www.drlundberg.com og www.laesoekunsthal.dk