Idrætshistorisk samling Beretning 2011 Af Lise Pedersen Som sædvanlig har det været et travlt og aktivt år på Idrætsarkivet, som vi stadig – det nye navn til trods – ofte kommer til at kalde det. 2011 har været præget af, at det lige fra det tidlige forår stod klart, at vi skulle lytte – og at det nye hjemsted skulle være »SIFA’s hus« på Harald Jensens Vej. Her skulle vi have rådighed over såvel stueetage som kælder, hvilket betød, at der ville blive mulighed for i langt højere grad end hidtil at udstille nogle af de mange, mange effekter, der heldigvis stadigvæk og i stigende grad overlades til Samlingen fra såvel klubber som enkeltpersoner. Over ire hundrede lyttekasser Meget tidligt begyndte medarbejderne at planlægge, hvordan det hele nu skulle indrettes, når først SIFA var lyttet, og i marts startede så det egentlige istandsættelsesarbejde. Det blev både større og længerevarende end forventet, men endelig var det hele klar, og vi kunne påbegynde lytningen! Og som der da blev arbejdet – medarbejderne sled og knoklede, først med at pakke ned i store og små kasser, der hobede sig op på Vestre Fjordvej, mens lokalerne blev mere og mere »afpillede«. Over ire hundrede lyttekasser blev det til – foruden alt »det løse« – og Beredskabscentret måtte til for at få det meste lyttet, selv om det kun var nogle få hundrede meter væk! Problemer af mange slags fandt deres løsning undervejs, og arbejdsglæden var stor, mens der blev opstillet glasmontrer, reoler, skabe og klargjort arbejdspladser i de nye lokaler! Alle medarbejdere arbejdede hårdt, assisteret af lere hjælpere – og den nye idrætshistoriske samling tog hurtigt form. Samlingen har igennem hele året haft ni fast tilknyttede, frivillige medarbejdere, Idrætshistorisk samling Harald Jensens Vej 3-5 . 9000 Aalborg Tlf. 98 16 64 99 . www.sportshistorie.dk . aalborg@idraetsarkiv.dk Styrelse Medarbejdere Inga Højmark, Leo Krogh Hansen Birthe Wendt Jensen John Qvist Eigil Christensen Leif Bruno Sørensen John Sørensen Jahn Poulsen Peer Steen Hansen John Laden Jensen mangeårig kasserer og æresmedlem i SIFA Lise Pedersen, kasserer i SIFA 2 Nye lokaler Aalborg Idrætsarkiv – nu Sifa Idrætshistorisk samling – er lyttet i nye lokaler Harald Jensens Vej 3-5. Velkommen til at kikke inden for i de nye omgivelser, hvor samlingens medarbejdere glæder sig til at vise interesserede den nye udstilling. Samlingen har fast åbningstid hver onsdag kl. 13.00-16.00. Foreninger m.m. er velkomne til at kontakte os for et evt. besøg på en anden dag. Billedet viser en del af OL- og AaB-udstillingen. Foto: Sifa Idrætshistorisk samling som har gjort og gør et meget stort stykke arbejde med at gennemgå, registrere og arkivere det indkommende materiale – og lere af dem har yderligere i det forløbne år brugt rigtig meget tid på ny-indretningen. Her skal også nævnes en meget stor, professionel hjælp fra fru Ingelise Sørensen, der med sit skarpe dekoratørblik og sine kyndige hænder i høj grad – og sammen med sin mand, Leif Bruno – kan takkes for opbygningen af de mange nye udstillinger, samt fra Allan Pedersen, der har løst en række praktiske opgaver. En stor TAK til såvel de faste medarbejdere som til de sidstnævnte for en 3 lot, lot indsats i forbindelse med lytningen. Reception og ny hjemmeside Det var virkelig en fornøjelse ved en reception den 23. september for inviterede venner og samarbejdspartnere at kunne præsentere såvel de nye lokaliteter som det nye navn og den nye hjemmeside, www.sportshistorie.dk. Parallelt med lytteopgaven har Idrætshistorisk samling også medvirket ved udarbejdelsen af SIFA’s lotte 100 års jubilæumsbog, hvor især Eigil Christensen har lagt mange timer i bearbejdelse af billeder og ilmklip til indlagt DVD. 4 p Aalborg 1950 Helmuth Larsens kamp nr. 49 fandt sted søndag, den 19. november 1950 mod Hugo Adamsson, Sverige. t Tolden i Gøteborg 21. oktober 1955 Forrest fra venstre: Brødrene Bjarne og Tage Krogh, Helmuth Larsen, Orla Dalby (Kolding) samt Georg Gundersen. Bagest fra venstre: Erik Bech, Aarhus og Børge Madsen. t Norge 19. juni 1955 Tage Krogh og Helmuth Larsen i Norge. Helmuth Larsen mødte den norske weltervægter Odd Alsaker. Foto:A142, lbr. nr. 17/2010, Sifa Idrætshistorisk samling En stor gave/donation har overskygget alle andre i det forløbne år. En enestående samling efter bokseren Helmuth Larsen. Bl.a. har vi modtaget lere foto/scrapbøger med et fantastisk billedmateriale. Mange af billederne er med personlig hilsen fra årtiers dygtigste boksere. Alt er dateret. 5 Arbejder kollektivt Samlingens medarbejdere ønsker fortsat at arbejde kollektivt i det daglige – og i samarbejde med SIFA’s to repræsentanter i Samlingens styrelse, der hermed deltager lidt mere aktivt i arbejdet, blandt andet gennem jævnlige »medarbejdermøder«. Det overvejes p.t., om det er nødvendigt at inde nye, frivillige medarbejdere, specielt til de registreringsopgaver, der nu i den travle lytteperiode er kommet lidt i anden række. Til slut skal lyde en stor og varm TAK til alle medarbejderne på Idrætshistorisk samling for deres frivillige indsats for bevarelse af Aalborgs idrætshistorie, samt til de forfattere, også uden for medarbejderkredsen, som har bidraget med artikler til dette blad. Glæd dig nu til at læse »Veteranen«, og på gensyn til den årlige julesammenkomst for idrætsveteraner, men inden da: Tag et kig ind på www.sportshistorie.dk, hvis du har lyst til at læse spændende artikler om idrætten før og nu – eller bare lige se, hvad der rører sig ….. Bjarne »Basse« Jensen – et aalborgensisk idræts-multitalent i 1960’erne. Fodbold og cricket i Idrætsklubben Chang, håndbold i »1919« og boksning i Atletklubben »Jyden«. »BASSE« Bjarne Jensen »Veteranen« har besøgt »Basse« i Silkeborg. Med på turen var Troels Lund fra Chang, Erik Jørgensen, formand for »Jyden« og bokser på samme tid som »Basse« og desuden i nogle år hans arbejdskollega, samt intervieweren der har haft gode timer i både Chang og »Jyden«. Af Tom Kristensen Fra sit første leveår er Bjarne blevet kaldt »Basse«. Ja, da den lokale bager så ham den lille buttede baby og udbrød: »Der har vi en rigtig »basse««. Han er født i Færøgade 49 i 1943. Moderen var hjemmegående og faderen skaffede »det daglige brød« ved at arbejde som murer. Bjarne begyndte i en tidlig alder at spille fodbold i Vejgaard i et år. Familien lyttede til Sjællandsgade 80 og »Basse« startede på Østermarkens Skole. Han ik her nye kammerater, som trak ham med til Chang. For Øgade-kvarterets drenge var der to veje til Chang. Den første vej var ad stien forbi Kjærs Mølle til Hobrovej og Provstejorden. Den anden og korteste vej var forbi Kjærs Mølle, langs jernbanen, »Øen« og direkte ind på Chang baneanlæg. »Basse« valgte rute 2. Vi andre – bl.a. intervieweren – valgte i lang tid rute 1. Rute 2 gik tæt på »Øen« – en del husvildebarakker, der i dag er fjernet. Vi leste frygtede at møde nogle af »Øen«s unge ansigt til ansigt. Vi skulle ikke nyde noget, for på den tid gik der mange historier om, hvor slemt det kunne gå, hvis »uheldet« var ude. »Basse«s forklaring for valg af rute 2 er dog enkel: »Jeg blev kammerat med Lauritz Andreasen fra »Øen«. Han spillede cricket i Chang og var en OK-fyr. Jeg frygtede derfor intet«. P.S.: Lauritz spillede i mange år på Changs 1. divisionshold. Ungdomsårene Navnene svirrer i luften: Kaj (Zitau) Poulsen, Ole Bach, Jacob Østergaard, 1962 u En træningsaften i Idrætsklubben »Chang«. Fra venstre: Caspar Steffensen, Kurt Nicolajsen og Bjarne Jensen. Bemærk, at Chang på det tidspunkt spillede i grå strømper. Måske inspireret af Real Madrid, som spillede i hvidt. Foto: B2022, Sifa Idrætshistorisk samling 6 Hans Rubin, Villy Thomsen, Poul Knudsen, Ivan Nielsen og Benny Overgaard m.l. Lutter kendte spillere for mange – ikke mindst blandt Changs tilhængere. Kendetegnet for Changs hold i årgangene 1943-45 var angrebsspil. Der blev scoret mål – mange mål dengang. I 1961 vandt Chang nordkredsen i ynglingerækken og »Basse« blev topscorer med 68 mål. Vintersport Om vinteren dyrkede »Basse« boksning i Atletklubben »Jyden«. Sporten var god for konditionen og det blev til ca. 15 boksekampe. Han nævner sejren over Jacob Sand, Skive som sin største præstation. 7 Lokal avis om cricketspilleren Bjarne Jensen »Da Idrætsklubben Chang lørdag formiddag manglede en mand til mellemrækkeholdet, sendte man bud efter fodboldspilleren Bjarne Jensen, hvilket skulle vise sig at være en god idé. Aalborg Boldspilklub startede ved gærdet og Bjarne Jensen var keeper for Chang. Han har ikke prøvet det før, men han viste absolut talent paa den vanskelige plads, stoppede mange »løse« bolde – og greb i elegant stil tre mand ud! Ved gærdet viste Bjarne Jensen saa sin styrke. Ganske uimponeret angreb han næsten hver eneste bold og han blev suverænt Changs topscorer med 25 point, før han blev grebet ud af Ole Thomasen«. »Basse«s træner Arne Christiansen og hans ungdomskammerat Erik Jørgensen (professionel bokser i 1963) siger samstemmende, at »Basse« viste talent for boksning og var en super kammerat. Efter veloverstået værnepligt og en tid som sergent i Dronningens Livregiment spillede »Basse« videre i Chang og det blev til en fantastisk karriere med 119 kampe og 121 mål. Kontraktspiller Sonny Thomsen fra AaB rettede nu henvendelse til »Basse«. KB og Esbjerg viste interesse, men det blev AGF’s Hans Chr. Nielsen, der trak det længste strå og ik overtalt »Basse« til, at hans fodboldfremtid lå i Aarhus. Vi skriver da 1966. Lokal avis om bokseren Bjarne Jensen »En af Idrætsklubben Changs dygtige ynglingefodboldspillere Bjarne Jensen stillede op i en kamp for »Jyden« og han vandt på points i mellemvægt over Ole Frank Larsen, Brønderslev. Ingen af bokserne virkede særlig rutinerede, men Bjarne Jensen havde det bedste overblik og viste absolut den bedste boksning«. Nakskov på besøg i Aalborg Bjarne i inight med Nakskovs målmand. I baggrunden ses klubkammeraten Kaj Hansen. Foto: Privat 8 Spændingen før debutkampen var stor. Hans første kamp var mod AaB i Aalborg. »Basse« overfor Henning Munk Jensen. Store var forventningerne, for hvem ville vinde den duel? AGF vandt kampen 4-1 og om kampen blev der skrevet, at »Henning Munk spillede ustabilt og at han ofte blev udspillet af Bjarne Jensen«. »Basse« scorede to mål i den kamp og i alt 14 mål i 16 kampe i sin første sæson. Udlandet I november 1969 ik »Basse« en opringning af journalisten »Julle«, der fortalte ham, at han skulle til Morton i Skotland. Afsked dagen efter – en mandag. Onsdag kontraktskrivning med Preben Arentoft, Brønshøj som hjælper. Hjem fredag efter tøj og fodboldstøvler. En travl tid, men midt i al virakken fandt »Basse« dog også tid til at blive gift med Julia. En af de helt store oplevelser i Skotland var kampene mod Celtic. Kampe, der kunne samle op til 100.000 tilskuere. For »Basse« og familien blev det ire gode år i Skotland. 9 Groningen Bjarne Jensen har lige spillet sin afskedskamp for FC Groningen. Foto: Privat Med Rudi Strittich som mellemmand lyttede de til den hollandske by Groningen. »Basse« spillede syv år i FC Groningen og blev et af årene bl.a. topscorer med 19 mål. Hjem som træner I den sidste tid i Groningen tog »Basse« en træneruddannelse på næsthøjeste niveau. Da der nu også var kommet børn til i familien, besluttede den at vende tilbage til Danmark. Nu fulgte en del hektiske år som træner. Han startede med Chang i tre år og her supplerede han lønnen med arbejde i Salling og Peter Sport samt en tid som værtshusholder – »Hos Basse« i et år. Nu tilbage til Morton i to år. I august 1982 lyttede han teltpælene til Silkeborg. Efter godt tre år blev han fyret. Så gik turen til Horsens i ire år. En tur rundt om Brande blev det også til – endda i to omgange på ire og tre år. Dernæst sydpå til Åbenrå i tre år og sluttelig Fredericia, hvor det kun blev til 6 måneders trænergerning. Silkeborg 2011 Hvor står du nu i livet? »Det var min lange sportskarriere«, slutter »Basse«. Men vi tilrejsende synes, vi mangler at høre om livet her og nu, hvor hovedpersonen i dette interview ikke mere er i focus. Nu ingen ringer mere, ingen skemalagte gøremål og ingen journalist beder om en kommentar. Tilstanden kaldes også »det sorte hul«, som mange falder i efter en stor sportskarriere. Her føler »Basse« sig priviligeret. – »Tænk at jeg har kunnet leve af min sport i over 30 år«. Han fortæller ivrigt videre, at han og Julia tilbringer megen af deres fritid i den lokale golfklub. – Jeg er forresten blevet veteranmester og spiller med handicap 7. Ja, vi må sluttelig konstatere, at »Basse« er et multitalent, når det gælder idræt. Nogle dejlige timer er pist væk og tiden er inde til, at et par ældre Chang-tilhængere må tage afsked med »Basse« og det bliver selvfølgelig med et »på gensyn til gule ærter i Chang«. »Basse« prøver at overbevise Troels Lund om, at Jens Erik Arentoft var en større tekniker. Den tror Troels ikke på. Foto: Privat 10 Hvem er nr.4...? 1958. Træningsaften i »Hullet«, Lundbyesgade for seniorer i Vejgaard Boldspilklub 1. Arne Dausel (spilleudvalgsformand), 2. Gunnar Jensen »Lyse Gunnar« (leder), 3. Svend Erik Jensen, 4. ukendt, 5. Henning Nielsen »Spynner«, 6. Bent Nielsen »Fjer«, 7. Bent Ovesen, 8. Robert Christensen »Lange Robert« (leder), 9. Henning Hellemann, 10. Harald Jacobsen, 11. Bent Svendsen »Baby«, 12. Hermann Svendsen, 13. Kjeld Giehm, 14. Anton Thomsen, 15. Knud Højfeldt, 16. Lars Søndergaard, 17. Ib Nielsen, 18. Mogens Levinsen, 19. Povl Larsen, 20. Jens Blauenfeldt, 21. Ingemann Christensen (træner), 22. Heine Sørensen, 23. Leif Bruno Sørensen, 24. Ove Pedersen, 25. John Sørensen, 26. Poul Andersen, 27. Anton Axelsen »Gamle«, 28. Willy Pedersen, 29. Jørn Giehm, 30. Tage Kofoed, 31. Kaj Christensen, 32. Erik Christensen »Rikke«, 33. Per Wingaard Sørensen, 34. Finn Nielsen, 35. Agner Nielsen, 36. Kurt Carlsen, 37. Hermann Carlsen, 38. Birger Thomsen »Basse«, 39. Leif Jørgensen »Kanon«, 40. Karl Chr. Kjeldsteen »Bim«, 41. Henning Jensen, 42. Jørn Andersen »Saimon«, 43. Jørgen Pedersen, 44. Jimmy Larsen, 45. Erik Svenninggaard Sørensen og 46. Laurits Yderstræde. Foto: B124, Sifa Idrætshistorisk samling Hvem er det...? Sidste år efterlyste vi blandt andet efternavnet på Frode, der ses midt i billedet. En læser var hurtigt ude og kunne fortælle os, at han kendte AIK Vejgaard-lederen og at hans efternavn var Larsen. 11 Hæder �� til en af vores egne Af John Laden Jensen Vi kan lige så godt slå det fast med det samme. Der kommer ikke nogen ny Leo. I hvert fald ikke når man ser på hans frivillige, ulønnede lederarbejde for specielt Thor, hvor han er æresmedlem efter mange års medlemskab. Blå bog: Leo Krogh Hansen født 1. juni 1919 l JAU-Æresnål i Bronze 1984 l JAU-Æresnål i Sølv 1987 l Æresmedlem i Thor 1991 l JAU-Æresnål i Guld 1991 l Torben Lindby Pokalen 1993 l DB’s Æresnål i Guld 1999 12 – Jeg deltog til træningen en gang i 1935, men det var slet ikke noget for mig at skulle lære alle de brydetag, fortæller Leo Krogh Hansen i et stille hjørne i Idrætshistorisk samlings nyindrettede lokaler. Vi havde aftalt at snakke lidt om Leos bedrifter, men allerhelst vil den gamle kæmpe rose alle de mange andre atleter og ledere i Thor. Men den går ikke Leo. Nu skal du have, hvad tilkommer dig og det er ikke helt lidt. Allerede i 1932 startede murersønnen 13-årige Leo Bruhn Krogh Hansen fra Grønnegade i Vejgaard med at slæbe og klargøre måtter til de voksnes kampe i den lokale brydeklub. Der var masser af drenge, der gerne ville i gang med at lære den ædle brydesport, men der var intet at gøre. Det var kun for voksne og da Leo endelig ik adgang til kanvassen, var det slut, før det var begyndt. Men i Atletklubben Thor, Vejgaard var man smarte nok til ikke at smide guld på 13 Atletklubben Thor Vejgaards bestyrelse i året 1941 t Øverst fra venstre: Magnus Pedersen, Theodor Nielsen, Lars Sache, Jens Christensen og Kaj Brodersen (kasserer). Forrest fra venstre: Svend Aage Thomsen, Jacob Madsen (formand) og Leo Krogh Hansen. Brydeklubben Thors Venners bestyrelse 1991 p Øverst fra venstre: Ove Stæhr (formand), Erik Marcussen, Poul M. Jensen og Tage Knudsen. Forrest fra venstre: Leo Krogh Hansen (næstformand), Hanne Sørensen (kasserer) og Jørn Ottosen. Foto: B1771 og B2388, Sifa Idrætshistorisk samling gaden og selv om knægten ikke gad den aktive brydning, kunne man let inde på noget til Leo Krogh at lave. I 1940 blev han for første gang valgt ind i bestyrelsen i Thor – Vejgaards stolthed. Et af de første arbejder Leo, der var formand på Tobakken, lavede, var at være med til at skabe Thors 25 års jubilæumsskrift i 1941. 50 år senere udførte han nøjagtig det samme hverv på klubbens 75 års jubilæumsskrift og han var også med til at bevilge kampbryderne tabt arbejdsfortjeneste. – I dag lyder det af småpenge, men taksten var 10 kr. om dagen og 2 kr. i lommepenge. Men tag ikke fejl. De penge gjorde en forskel for bryderne og deres familier. Idrætsarkivet Det lyder som om tiden har stået stille for Leo. Det kunne man også godt fristes til at tro, når man oplevede, at han efter at have passeret de 90 skovlede sne og rensede græskanter på grunden, hvor hans hjertebarn til venstre hånd, Idrætsarkivet, da det hed sådan, holdt til på Vestre Fjordvej. Kommunen gjorde det ikke altid godt nok efter Leos kritiske blik, og det har været meget forfriskende at se en mand i hans alder, og med den pondus hans bedrifter i sporten har givet ham, tage ansvar for den slags. Med lytningen fra Vestre Fjordvej til Harald Jensens Vej valgte Leo at sige stop. Siden hans første lytten rundt med brydemåtterne i 1932 er der gået 79 år. Hva’be’har. Ord er overlødige. Gennem mere end 25 års arbejde med at passe historiske sportsarkivalier og minder har han gang på gang imponeret med sin generelle viden om sporten specielt i hans egen tid, og når der er kommet foto ind til arkivet, har han haft et skarpt øje for hvem, der er hvem. På en måde har Leo leveret et uvurderligt arbejde for idrætshistorien i Aalborg. Nu stopper han vist For at komme enhver misforståelse til livs skal det siges, at Leo ikke er tvunget til at stoppe som frivillig i Atletklubben Thor, Vejgaard Leo Krogh Hansen holder en pause, inden han atter fatter kluden og begynder sit arbejde på en pudseaften i klubbens støtteforening Thors Venner. Foto: B2383, Sifa Idrætshistorisk samling Idrætshistorisk samling. Der er intet helbredsmæssigt, der tvinger ham til det, der er heller intet fagligt eller socialt, og han er ikke en udslidt gamling, der ikke kan mere. Tværtimod imponerer han til stadighed med sit gode humør, med sin iver, sin skarpe hjerne og trods alderen misundelsesværdige energi. Rent ud sagt er der ikke andre grunde til at ældste mand på fortet stopper, end at han hellere vil komme som gæst. Spørgsmålet er så, om det bliver lige så sjovt at være gæst, når Leo ikke selv leverer værtsskabet? Tak Leo, for din indsats for sporten gennem et langt liv. Vi glæder os til at se dig som gæst i de nye lokaler. Du har selv været med til at skabe dem. 14 Humoren er vigtig for Wagn Nørgaard Gennem hans lange liv i boksning har den humoristiske sans været hans faste ledsager, sammen med et lyst syn på livet og en seriøs indstilling til sin sport. Det blev til ikke mindre end 217 kampe i den irkantede ring gennem 13 år. Han har rejst Europa tyndt med sine boksehandsker i bagagen. amatør professionel Hellere god Af John Laden Jensen Wagn var D’Artagnan til Lindholm Bokseklubs tre berømte musketerer Tom Jensen, Jørgen Hansen og Christian Larsen, der alle tre blev professionelle hos Stald Palle. Men Wagn Nørgaard holdt amatørfanen højt, for som han siger. – Jeg ville hellere være en god amatør, end en dårlig professionel. Den efterhånden velvoksne bokseveteran har bokset mod den totale verdenselite og er kun blevet knock-out’et en gang. Det var mod sjællænderen Ralf Jensen. Han ik ram på Wagn, der ellers kort forinden havde vundet et indbyrdes opgør. 15 end dårlig – Vi var kommet i inight og jeg forsøgte at ramme ham med et højrekryds. Uheldigvis var jeg blevet presset så hårdt ud i tovene, at jeg var kommet til at slå rundt om det øverste tov. Det kunne jeg selvfølgelig ikke, så min arm blev stoppet langt fra Ralfs kæbe. Til gengæld havde han allerede sendt et venstre hook mod mig, og han ramte mig lige på hagespidsen. Det fortælles, at han ramte mig en gang mere på vej ned, smiler Wagn, der på det nederlag for eneste gang i karrieren ik ire ugers karantæne. Forbytningsfarce Hans lange amatørkarriere fandt sted i de år hvor aalborgensisk boksning var helt dominerende i Danmark. Tilskuerne strømmede til stævnerne i Aalborghallen, der altid var udsolgt. 3.000 tilskuere kom indenfor, og de ik smæk for skillingerne. Et af de mange stævner var mod Hamburgs byhold, og her ik Wagn Nørgaard en umulig opgave. Han blev af Lindholm Bokseklubs daværende formand Carl Matthiesen bedt om i stævnet at gå en vægtklasse ned, og det var umuligt. Dengang boksede Wagn Nørgaard i mellemvægt, og var nærmere på vej en klasse op, end en ned. Derfor sagde Wagn nej til forslaget. Det kunne han simpelthen ikke, men da der kom nogle meget gode kontante argumenter på bordet, indvilligede han til sidst i at tage kampen. Det viste sig at være lige præcis så umulig en opgave, som Wagn havde tænkt sig. Han kunne under ingen omstæn- Mange oplevelser Et europakort i sin taglejlighed i Nørresundby vidner i høj grad om, hvor berejst Wagn er. Besøgte byer har fået en knappenål. Foto: Privat digheder komme i vægt. Wagn, der har en enægget tvillingebror, Lasse, fandt dog på råd. I bedste hollywoodstil foreslog han Lasse, at broderen skulle stille op ved vejningen, da ingen kunne se forskel på de to. Lasse var dog lige præcis de kilo lettere end Wagn, og til sidst gav Lasse efter for broderens overtalelsesforsøg, der blandt andet indeholdt en god middag på en dyr restaurant. Som sagt så gjort. Lasse mødte op til vejningen og klarede med lethed vægtkravet, og mens formanden Carl 16 Matthiesen tilsyneladende var interesseret i alt muligt andet, gik nummeret glat igennem. – Hvordan skal jeg kende min modstander, spurgte Wagn sin bror, da de talte om vejningen. Jeg må kunne hilse på ham under præsentationen i ringen inden stævnet. – Det er meget let, svarede Lasse. Ham du skal møde, er den eneste neger på holdet. Som sagt så gjort. Ingen fattede mistanke til Wagn inden kampen, og da tyskeren løb lige ind i en højrekryds og blev talt ud i 2. omgang, var den kamp forbi foran et jublende publikum i Aalborghallen. – Da jeg efter kampen var på vej til omklædningsrummet, så jeg Carl Matthiesen stå ved toiletterne, der var ved siden af omklædningsrummene. Da jeg søgte at liste forbi ham, skubbede han mig ind af toiletdøren. Han pressede mig helt hen til den allerbageste dør, ind på toilettet og sagde med meget store bogstaver: – Det nummer laver I aldrig nogensinde mere. Det kan bokseklubberne i Aalborg ikke leve med. Den store kamp Wagn Nørgaard har ikke let ved at inde frem til sin bedste og vigtigste kamp, men der er specielt en sejr, der huskes af ringens elegantier. Det var inalen ved det jyske mesterskab mod rivalen fra Skive, knock-out-kongen Jacob Sand. – Forhistorien var den, at Sand havde vundet 13 kampe i træk på knock-out og at han havde fået min landsholdsplads, fordi jeg ikke ønskede at møde ham i en udtagelseskamp kort før de jyske mesterskaber. Derfor var det inalestævnets hovedkamp, da vi vandt hver sin semiinale, og skulle mødes i eftermiddagens stævne. Wagn Nørgaard brugte de få timer mellem formiddagens semiinalestævne 17 og eftermiddagens inaler til at hvile ud, men samtidig gik tvillingbroderen Lasse en tur i baren i Aarhus Stadionhal. Her blev han set af nogle skibonitter, der naturligvis troede, at det var Wagn, der sad og ik en øl inden kampen. – Derfor troede Jacob Sand, at jeg var et let offer, og da vi gik i ringen, havde han en bemærkning om mit barbesøg. Jeg lod ham naturligvis blive i troen, og kampen gik i gang. Jeg vidste, at han plejede at vinde sine kampe i den første halvdel, og han busede også utroligt hårdt på. Han bombarderede mig med slag fra alle vinkler, men ik aldrig ram på mig. Han vandt omgangen klart, men jeg kunne også høre, at han pustede ganske fælt. Det viste sig straks i 2. omgang, hvor jeg let ik overtaget. I 3. omgang var han færdig, og jeg endte med at vinde en tårnhøj pointsejr, husker den gamle mester tilbage på opgøret. Europakort Det bedste ved boksekarrieren for Wagn Nørgaard var de mange rejser, hvor der var rige muligheder for at dykke i kulturen rundt omkring i Europa. Et europakort hjemme i taglejligheden på torvet i Nørresundby vidner i høj grad om, hvor berejst Wagn er. Han har nemlig forsynet de byer, han har besøgt med en knappenål. Det vil ikke være den store overdrivelse at sammenligne kortet med en pindsvineryg. – Jeg har aldrig villet bytte mine rejser og store oplevelser med det at være pengebokser. I stedet for at træne hjemme i ensomhed og tage til København for at bokse 6-7 gange om året, har jeg holdt af sammenholdet i klublokalet og det sociale i boksningen. Det kan godt være, at det er en enkeltmandsidræt, men vi er også på mange måder et hold, fortæller bokseveteranen, der var kaptajn for det danske bokselandshold i lere år. Af Niels Underlien Verdensklasse I 1960’erne var han kendt udadtil som Susanne, W. Arp og Otis E. Driftwood. Tre navne, tre stilarter til novelleillustrationer i lere danske dagblade. Et par af de store danske søndagsaviser nødt godt af hans evner som tegner, og for det modtog han en god fast løn. Han brugte pseudonymer, fordi han ville spare sit navn, til han blev maler. Før den tid var han Aalborgs, Nordjyllands, ja hele Danmarks internationale håb i 800 og 1500 meter løb. Han kunne måle sig med verdenseliten. Hans rigtige navn: Benny Stender. Løbet for 50.000 tilskuere Ældre sportsentusiaster fra tiden, da atletik var en publikumstrækker af rang, kan måske erindre, at den unge Stender – selv om OL i Rom 1960 vinkede forude – pludselig meldte afbud til Europamesterskaberne i Stockholm? Benny Stender l Malermestersøn fra Lindholm. l Uddannet murer, litograf og socialrådgiver. l Forlod sit faste arbejde, da han var 58 år, for at blive kunstner på fuld tid. l Dansk mester i atletik på både 800 og 1500 meter. Han havde ikke lyst til at løbe. Men det var i hvert fald ikke af skræk for publikum. Han har løbet for 50.000 tilskuere i Prag og opnået resultater, der har bragt glæde i mangen et dansk hjem. Tiden som topidrætsmand er svaret på hans form og spænstighed nu, hvor han har rundet de 75 år, mener han. – I 10 år løb jeg hver dag, og da jeg var i lære som murer, arbejdede jeg samtidig 48 timer om ugen, mindes han. 18 »Der er ingen grund til at være indbilsk, bare fordi man løber hurtigere end andre«. Benny Stender, august 1958, Aalborg Stiftstidende Det var på den tid, lægerne på Rigshospitalet fejlvurderede patienten, Benny Stender. Han havde vistnok lidt gigtfeber og vrøvl med hjertet. Hans puls var også alt for lav, så han ik forbud mod at arbejde i kulde. Militæret sagde farvel uden tak efter kun fjorten dage i trøjen, og murskeen blev lagt væk. – Det tog Rigshospitalet rasende fejl af. Det er normalt, at løberne i topform har lav puls. Mens jeg var indlagt, listede jeg op om natten og trænede. Et halvt år efter blev jeg dansk mester på både 800 og 1500 meter, griner han. 19 t Fører feltet an Benny Stender (24) og Torben Madsen (26) begge »Kammeraterne« Aalborg har lagt sig i spidsen for feltet. q Svanelundsløbet 1956 Johannes Lauritsen, AIK Vejgaard (47) vinder A-klassen. Benny Stender (42) opgav. q JM i Haderslev 1956 AFF’s hold i 4x400 m løb er fra venstre: Kaj Hansen, Frank Christensen, Benny Stender og Carl Jensen. Foto: B2176, B1669 og B1698, Sifa Idrætshistorisk samling Aalborg Roklub 1886-2011 Vel roet i 125 år Af Peter Laubek Aalborg Roklub blev stiftet i Aalborg Teaters rampelys lørdag den 28. august 1886. Altså i disse dage for 125 år siden. Initiativet blev taget af kommunebogholder C. V. Hansen. I disse år var roning ved at blive en populær sport især for bymennesker. En anekdote fra stiftelsesdagen fortæller, at kommunebogholderen mødte fabrikant Kjær hos deres fælles barber. Her siger han til Kjær: »De kommer vel i teatret i aften?« – »Ih ja – lød det svaret – den forestilling vil jeg ikke gå glip af!«. Den stedlige barber grublede over, hvad det kunne være for en forestilling. Ham bekendt blev der ikke spillet på teatret den pågældende dag. Men en kendsgerning var – Aalborg Roklub blev stiftet på Aalborg Teater for 125 år siden. Traditionsrig klub Siden har Aalborg Roklub manifesteret sig som en af de mest traditionsrige klubber i Aalborg. Der er vel kun Aalborg Boldspilklub af 1885, der kan hamle op med AR i alder og traditioner. 20 t Aalborg Roklub Aalborg Roklubs dejlige klubhus er tegnet af arkitekt Vilhelm Bøgh. p Glimt fra jubilæumsfestlighederne Formanden for Gamle Aalborg Roere John Terp døbte en ny gigirer med styrmand og gav den navnet »Laubek« og en af hovedkræfterne bag Aalborgregattaen Niels Erik Hofman døbte en dobbeltirer, der ik navnet »Due«. Begge bådnavne refererer til to medlemmer, der har gjort sig bemærket i klubregi. Foto: Erik Myrhøj Rigtig mange aalborgensere og andre har haft deres idrætsliv i Aalborg Roklub`s regi. Klubben har gennem de 125 år fostret en lang række dygtige lederskikkelser, der har gjort sig positivt bemærket i Aalborgs idrætsliv. Da man for 100 år siden stiftede SIFA, var to af hovedkræfterne medlemmer af AR, nemlig direktør Kristian Peder Christensen, der var formand i AR og 21 Eugen Schmidt, der en periode trænede AR`s kaproere. Klubben har gennem årene haft held til at fastholde en stor del af medlemmerne lang tid ud over deres idrætsaktive alder, hvilket har betydet, at klubånd og klubkultur er overleveret fra generation til generation, dog med de sammenstød og konlikter, som hører til, når generationer brydes. Man kan ilosofere over, hvad der fastholder medlemmerne i så mange år, som det er tilfældet. Mange i 50 år eller mere. Rekordholder er købmand Erik Hofman, der blev indmeldt i 1928 og kunne modtage 70 årsnålen i 1998. Kan det være arkitekt Vilhelm Bøghs klubhus, der oser af »Herre-roklub« med en mandehørm i omklædningsrummet, der kan få selv den mest mandhaftige ADR kvinde til at falde i svime? Er det oplevelsen af vor dejlige låde af gigbåde, in- og outriggere, der stadig trods kul- og glasiberens fremtrængen med sin duft af maghogny og Hempels nr. 10, fremkalder lysten til at komme på fjorden og mærke årens gang i vandet? Er det det sociale samvær – efter roturen eller træningen i romaskinerne – med rokammeraterne og de små grønne håndslukkere på bænkene i omklædningsrummet og byens bedste sauna, der trækker? Det kan også være erindringen om de træningsaftener med »Barbervand«, hvor alle otte mand på styrmandens kommando ik dyppet åren på samme tid hver gang, og der var fuld skub på åren, og »Skivet« lyttede sig som det skulle – efterladende den rigtige kølvandsstribe, og der faldt et par rosende ord fra Erik eller Frank i trænerbåden. For mange er det sikkert den uundværlige rotur om morgenen, eftermiddagen eller aftenen med rokammeraterne. Ligeledes kan det være forventningen om fremtidige eller minderne om forgangne langture, der holder en fast! Det er sikkert ikke utopi at tro, det måske kan være forventninger og stor lyst til at være med til at præge Aalborg Roklub gennem deltagelse i bestyrelsesarbejde, trænergerning, instruktion, vedligeholdelse af såvel lydende som fast materiel og klubhus! Der kan således nævnes en lang række årsager til, at man er medlem af Aalborg Roklub og fastholder medlemskabet så længe, man kan fatte en åre og for mange lang tid efter. Livslange, livsbekræftende venskaber med rokammerater, er vel nok den væsentlige årsag til, at vi stadig holder fast i åren. En gang roer – altid roer! I Aalborg Roklub går anstrengelser, ømme rygge, vabler og velvære op i en højere enhed. Roning er som bekendt ikke kun en sport, men en livsstil. Medvind og stiv kuling Aalborg Roklub har gennem de 125 år mangen gang oplevet medvind og stiv kuling. Der har været perioder med ungdomsafdeling med mere end 100 drenge og snesevis af kaniner. Der har været tider, hvor det har været mere end svært at rekruttere folk til bestyrelsen, men hver gang har der i medlemskredsen været ansvarlige folk, som har taget over og klubben red stormen af. To ting har været nogenlunde konstante – og overlevet de 125 år: »Aalborgroernes lyst til at feste« og »Klubkonservatismen«. I mange år var der ingen i det glade Aalborg, der kunne feste som Aalborgroerne. Der gik frasagn om klubfesterne. Der blev spist, drukket, holdt taler, sunget og delt æresbevisninger ud samt danset til levende musik til den store guldmedalje. Nogle påstår, at de mange ægteskaber mellem ADR piger og rosvende fra AR var en naturlig følge ad disse fester. Festerne i dag er vel noget modereret og tilpasset tiden – men lysten til festligt lag er der stadig, og lysten til selskabeligt samvær med pigerne fra ADR er usvækket. Ved 100 års jubilæet udtrykte »Sam« det så glimrende i den til lejligheden forfattede festsang: Aalborg i jubel, Aalborg i fest. AR er ældst og AR er bedst! »Klubkonservatisme« Så er der lige den med »Klubkonservatismen«. Den blomstrer i bedste velgående. Aalborg Roklub er sammen med Kolding Roklub Danmarks sidste rene herreroklubber. Der har altid været og er stadig en overvægt af gamle reaktionære, der ligesom Holger Danske tilsyneladende slumrer i det daglige! Men dukker der nye ideer op, og medlemmer forsøger at ændre på klubånd og traditioner – så vågner de reaktionære kræfter op til dåd og spænder bælte! Som det fremgår efterfølgende, kan man ikke sige, at det er kedeligt i AR. 22 Klubbens lotteste trofæ Aalborg Roklubs formand Karsten Holt overrækker klubbens lotteste trofæ »Schøllepokalen« til Niels Østergård, der er en af arkitekterne bag den succesfyldte roskole, det såkaldte Projekt 25, hvor han gennem hele sæsonen har medvirket ved uddannelsen af de nye kaniner. Ligeledes udfører Niels et kæmpearbejde på ledelsesplan. Foto: Erik Myrhøj Da man moderniserede klubhuset til 60 års jubilæet, gøglede klubbens kreative medlemmer en vis del ud af bukserne i lere år for at skaffe penge til byggeriet, med det resultat at de af de velærværdige reaktionære blev beskyldt for i højere grad at være gøglere end sportsfolk. Senere da klubbens udmærkede arkitekt Vilhelm Bøgh aleverede det lotte klubhus, var der selvfølgelig også kritik. Det var efter krigen blevet moderne med lampeledningerne hængende løst mellem lampested og lampe, ligesom hvide opalglaskupler var den store 23 mode. En kreds af klubbens reaktionære stamme rettede i den forbindelse en sønderlemmende kritik af lamperne i hallen, der blev sammenlignet med svangre kvinder, der var blevet halshugget. Der var endog et medlem, der tilbød at tage sin MP’er ned fra sømmet, sætte sig på en taburet og til stor morskab og fryd for de øvrige – skyde hele skidtet ned! Man kan ikke ligefrem sige, at tonen var mere urban i de »Goe gamle dage«. Da det daværende jubilæumsfestudvalg, der i væsentlig grad bestod af klubbens honoratiores, påtænkte, at der skulle bæres smoking til jubilæumsfesten, lød der et ramaskrig fra klubbens unge – nu havde de fået nok. Ved seneste generalforsamling havde de fået ørene tudet fulde om, at ik vi for mange lærlinge ind i klubben, ville disse kunne blæse klubbens økonomi omkuld og nu den med smoking! Så kære medlemmer og bestyrelse I kan glæde jer over, at her i jubilæumsåret 2011 er alt næsten ved det gamle med hensyn til aktion og reaktion. Ja – det vil sige, at traditionelle gode gamle navne på bestyrelsesposter godt nok er blevet ændret af en lok revolutionære i en Task Force nedsat af bestyrelsen. De havde forvekslet AR med en moderne tidssvarende virksomhed, hvor rationel drift og rettidig omhu prioriteres over uskreven klubånd og tradition. Det lykkedes endda ved en form for paladsrevolution at få generalforsamlingen overbevist om, at fagre nye verden er til gavn for AR. Men – men så var det lige den gamle stamme med Holger Danske ånden vågnede op – og råbte vagt i gevær. De meddelte bl.a. at de færreste anede, hvad en HR chef er for en person. De foreslog derfor bestyrelsen, at vi gik tilbage til de gamle stillingsbetegnelser. Lyder det lidt ligesom dengang i 1969 ved generalforsamlingen på Phønix, hvor et ungdommeligt element foreslog, at AR og ADR skulle sammenlægges, hvortil en af klubbens ærværdige hanelefanter alias Poul Jørgensen manede den vildledte i jorden med følgende: »Skal vi nu til at spilde tid på den debat igen – den havde vi også fremme i 1946, og da ik vi heldigvis afvist det tåbelige forslag. Derfor er vi stadig en ren herreroklub – og det skal vi blive ved med«. »Vi har en splendid roklub, og den er vidt bekendt – fra Nibe og til Mannheim«. Sådan lyder vor udmærkede klubsang. Vi vakler ikke i troen på os selv. Hvor en række roklubber har fornemmet tidens trend med en ungdom, der ønsker begge køn i roklubben, indførelse af kajakker m.v. for at styrke ungdomsafdelingen, så forsøger vi at værne om det vi har. Slaget om »Kajakker i Aalborg Roklub« medførte ganske vist en beskeden sejr til kajakkens fortalere. Men klubbens kajakker lever en tilbagetrukken tilværelse i det gamle værksted. Måske skyldes den ringe begejstring for kajakkerne, at man som kajakroer vender den forkerte vej. Vi har altid kigget tilbage – nu skal vi så til at se fremad! Er der noget at sige til, sådan en lok gamle hanelefanter bliver forvirrede. Heldigvis er der sejre – som dengang vi ik forpurret, at der blev serveret pizza til fødselsdagsfrokosten frem for de traditionelle retter som skipper labskovs eller forloren skildpadde. Eller da det lykkedes at afvise forslaget om, at medlem nr. 1 skulle være det medlem, der året før havde roet lest kilometer, frem for det gældende, hvor anciennitet som aktivt medlem er bestemmende. For tiden går det ufattelig godt for vi seniorer i AR, men hvor ville det give luft under vingerne med en ungdomsafdeling i hvis kølvand, vi atter kunne få gang i kaproningsafdelingen, der bortset fra 8 GP otteren, Seniorotteren og Den lyvende dobbeltirer fører en hensygnende tilværelse. Et jubilæumsønske for Aalborg Roklub kunne være, at klubben igen kunne blive rosportens lagskib i det nordjyske. t Kobberlanterne Blandt de mange gaver, der tillød klubben var denne smukke kobberlanterne. Giverne var Admiralholdet, Lørdagsmorgenbaderne, Eftermiddagsroerne og Team Torsdag. Afsløringen blev foretaget af Erik Brøndum fra Eftermiddagsroerne. Foto: Erik Myrhøj 24 Min baggrund for artiklen er, at jeg er født i en sejlerfamilie og har levet hele mit liv på vandet i Aalborg Sejlklub, hvor tre generationer i familien har været medlemmer og æresmedlemmer af klubben. Mine første år sejlede jeg med familien og venner, og i 1950 i min læretid byggede jeg min første båd en piratjolle. Efter militærtjeneste på Grønland læste jeg til ingeniør, og arbejdede en tid i et irma i København, før jeg vendte tilbage til Aalborg. I årene fra 1950 indtil jeg i 1970 anskaffede min egen båd, sejlede jeg som gast i mange forskellige bådtyper. Fra 1970 til 2009 har jeg sejlet i danske, især Limfjorden og i svenske og norske farvande i min 30 kvadratmeter LA-krydser »VINNE«. I disse år er den udsejlede distance blevet til godt 28000 sømil, heraf 13000 singlehanded, og i de 39 år med »VINNE« har jeg assisteret og bjerget 64 grundstødte sejlbåde. Anholt Læsø Rundt Af Kaj Skall Sørensen Sejlsport er kun en mindre del af sportslivet i Aalborg. Alligevel håber jeg, at denne beretning om en havkapsejlads kan være af interesse for en større kreds. Egentlig er jeg snarere tur- end lige netop kapsejler, men da en af mine venner Harald Andersen inviterede mig og to andre bådejere til at sejle med i kapsejladsen Anholt Læsø Rundt i hans båd OKAY, accepterede jeg straks udfordringen. 22 deltagende både Inden starten fredag lyttede vi til vejrudsigten, der lød på jævn vind fra vest, drejende mod nord og opfriskende til 13 til 15 m/s, senere venstredrejende op til 18 m/s, ikke ligefrem den bedste melding. Starten gik kl. 20 fra Hals i strålende sol og en jævn vestlig vind. Alle 22 del- 25 tagende både førte spiler på vejen mod Anholt, og det var et skønt skue her i solnedgangen at se de mange farvede sejl mod den gyldne aftenhimmel. Første etape til Anholt gik strygende med en stadig voksende sø. Nydelsen varede dog ikke ved. Omkring midnat, da vi lå lige SW for Anholt var vinden allerede frisket og søen virkelig grov. OKAY surfede på søerne og loggen (fartmåleren) viste to knob, men den var begyndt på anden omgang, hvilket vil sige 12 knob. Så hurtigt kan en så lille båd ikke sejle, og det kunne vi heller ikke. Lidt bag os så vi en konkurrerende båd kuldsejle og ligge med masten næsten vandret før den drejede op mod vinden og rejste sig igen, og få minutter senere var det vores tur. Roret var simpelthen ikke stort nok til at holde båden på kursen. Da vi kuldsejlede tredje gang, havde vi fået nok og bjergede den 80 kvadratmeter store spiler. I den piskende vind viklede spilerfaldet (det tov man hejser sejlet op med) sig rundt om wiren, der støtter masten, og i den kulsorte nat kunne vi ikke se noget. Få sekunder efter sad en af besætningen halvvejs oppe i masten og råbte, at han skulle have en lommelygte sendt op. Da han modtog stavlygten, varede det kun kort tid inden miseren var afklaret, og OKAY kunne fortsætte nu for et rebet storsejl og en mindre genuafok (forsejl). Glade for olietøj Hen på natten friskede vinden yderligere og vi mindskede sejl lere gange, således at vi hen på morgenstunden, da vi lå omkring Falkenberg på svenskesiden af Kattegat, havde reduceret sejlene til et minimum. På det tidspunkt var kun en af konkurrenterne i sigte. Han forsvandt hurtigt ud af syne, og vi var helt alene på havet. Med de små sejl og den meget grove sø gik det kun langsomt nordover, søerne stod hen over båden, og vi var glade for vores olietøj. Først på eftermiddagen mente den fungerende styrmand, at vi snart måtte være omkring nordenden af Læsø, og radiopejleren blev fundet frem. »Pokkers også, den dur ikke«, lød det nede fra kahytten. Pejlingen siger, vi ligger syd for Læsø! Det kunne jeg kun bekræfte, for på det tidspunkt havde jeg fået øje på Decca t Til start På vej ud fra Hals til start på kapsejlads. p Fra starten 24 timers distancesejlads er begyndt. u Sejladsen Under spiler i Langerakken. radiomasten inde på Læsø. Altså måtte vi kæmpe os videre nordpå, og først fem timer senere kunne vi runde Læsøs nordøstlige hjørne og sætte kursen vestpå. Vi havde set frem til at få vinden lidt mere ind fra siden, og dermed få mere fart i båden, men vejrguderne ville det anderledes, for som spået af vejrprofeterne gik vinden om i vest, hvilket betød fortsat modvind. Da vi lå med Østerby havn tværs, opdagede vi en halv snes sejl langt forude, og blev godt sure over, at vi havde sejlet så elendigt i forhold til vore konkurrenter. Humøret steg dog kendeligt, da samtlige både forsvandt ind i Sæby havn, for så måtte det være svenskere og ikke deltagere i vores kapsejlads. Noget før midnat rundede vi omsider Nordre Rønner på nordvestspidsen af Læsø, men desværre fulgte vinden med rundt og gik i SW samtidig med at den friskede yderligere, hvilket igen gav 26 os modvind og den hårdeste etape ned gennem Læsø Rende til Hals Barre. Den afsluttende del af turen ind gennem den gravede rende til Hals var virkelig hård med modvind og modgående strøm, der ik bøjerne i renden til at rulle og slingre, som var de døddrukne. Kun fem både gennemførte sejladsen Endelig søndag morgen kl. 0258 efter 31 timers sejlads krydsede vi målstregen og kunne søge ind i læ i Hals havn. På vejen ind gennem havnehullet prøvede vi at identiicere bådene i havnen, og synet var nedslående for os, for havnen var fuld af vore konkurrenter. Det hjalp dog på humøret, da lodserne fortalte os, at de leste både havde opgivet sejladsen og var kommet ind allerede natten til lørdag, nogle var søgt ind til Anholt, andre til Bønnerup og Øster Hurup, mange af dem med mindre havarier og længede sejl. Af de 22 startende både gennemførte kun fem sejladsen, og vi var den sidste af disse, der krydsede mållinjen. Respekt for havet Sådan en sejlads styrker kammeratskabet, sammenholdet og selvtilliden. Jeg ved nu, hvad jeg kan klare og især, hvad jeg ikke kan magte. Søsportens sikkerhedsråds slogan »Kun en tåbe frygter ikke havet« inder jeg forkert formuleret, men måske Svenskbygget Ballad. u OKAY er bygget i glasiber med dimensionerne: Længde 9,14 m, bredde 2,96 m og dybgang 1,55 m, kølvægt 1550 kg. Sejlarealet; Storsejl 15,9, største forsejl 32,2 og spiler 80 kvadratmeter. Under en del af sejladsen var sejlarealet nede på under 20 kvadratmeter. OKAY er udstyret med en Volvo dieselmotor på 10 Hk, som kun anvendes ind og ud af havn. 27 skal det lyde fyndigt for at virke. Min opfattelse er, at frygter man havet, bør man blive i land, men man skal have respekt for havet og for elementernes kræfter og aldrig udfordre dem unødigt. Igennem årene har mange venner, idrætsudøvere fra andre idrætsgrene overfor mig givet udtryk for, at sejlsport må være en sport uden større fysisk udøvelse. For dem, der mener dette, ville jeg ønske, at de engang ik lejlighed til at deltage i en lignende sejlads. Når Freja nu tager titlen som Nordjyllands største fodboldklub, så skyldes det ikke mindst, at man forstår at samle... og samle på de gamle drenge. Freja samler også Af Keld »Melis« Jensen Det startede vel en gang i 50’erne i det gamle klubhus på Annebergvej, hvor bestyrerparret Poula og Poul Jensen én gang årligt samtidig med skatteopgørelsen i februar kaldte til »torskegilde«. I Freja’s »samtalekøkken« på ca. 2 x 2 mtr. fremtryllede de kogt torsk m. kartoler og sennepssovs til klubbens old-boy’ser. Traditionerne tog man med sig i den gamle arbejderklub… Man sang de gamle klubsange, øgenavnene blev genopfrisket, og anekdoterne ik luft under vingerne. Stilen var lagt og levede med også ved lytningen til nyt klubhus i Vesterkæret først i 60’erne. Sidst i 70’erne ændrede man konceptet, der således fra den rene mandehørm blev til en sammenkomst med 3 retter mad og rødvin + koner. Det kørte således i nogle år, og så blev den lagt død indtil Jørgen »Jokker« Lund Pedersen og undertegnede i 1991 besluttede os for at inde formen igen, da vi klart kunne se, at man savnede denne årlige undskyldning for at mødes med »legekammeraterne fra dengang«… Det blev igen i en årrække til »torskegilde«, og Freja’s stolte revytraditioner blev holdt i hævd med optræden af Henning Fogh og Peter B., og naturligvis Eivind »Sam« Samuelsen. På et tidspunkt foreslog »Sam«, at man inviterede en »aftenens hemmelige gæst«, som han så interviewede. Musikledsagelse har der været alle årene, for i Freja er det vigtigt at få sunget alle klubsangene, og det blev nu til, at undertegnede ik lavet et veritabelt sanghæfte. I Freja har det aldrig skortet på spillemænd, og den dag i dag er der både håndklaver og charme, når pensioneret overlærer Per »Drop« Taudal eller »D.A.D.« (Den Afdankede Duo) Arne Lund Christensen og Peter Bendixen leverer akkompagnementet til det tonstunge mandskors udgydelser af Freja-sangene. Revytraditionerne blev holdt i hævd i en del år, da undertegnede tog over efter de gamle koryfæer, og årligt leverede en lille vise og en monolog af ham vi alle kender… »brokrøven«, der altid bli’r forbigået, når holdet sættes. Menuen er over årene ændret til et valg mellem »Skipper Labskovs« eller »Gule ærter«, hvilket har gjort, at også de »unge gamle« gerne deltager. Et syv-mands ærteudvalg arbejder året rundt for festen, som nu samler ca. 200 veteraner fra nær og fjern. Vi har nu fundet et koncept, som vi synes, er det optimale. 28 veteranerne Ært’ er fest? Undertegnede styrer slagets gang, leverer en velkomst, der synges fra sanghæftet, man uddeler »Longo’s kolde idus«, en vandre-champagnekøler med indhold til en Frejaner, som virkeligt har trådt i suppedasen eller har præsteret noget helt spektakulært. Indstillingen leveres af Jørgen »Mua« Pyndt, og det er den rå ubarberede humor, der her skinner igennem. Vi synger…og vi synger og »Mua« interviewer så »aftenens hemmelige gæst«, som faktisk kun udvalget og gæsten kender, indtil vedkommende træder ind igennem døren til klubhuset. En stribe guldrandede navne fra sport og kultur har igennem årene gæstet Freja’s ærtegilde, og da én gæstevisit udløser en invitation fremover, så ser man stadig disse stjerner funkle ved deres deltagelse år efter år. Formålet med dette arrangement er naturligvis ikke det rene ilantropi, så alle betaler, og alle bliver behørigt »pelset« når ærte-udvalget ruller det stort anlagte amerikanske lotteri i gang. Køkken- og serveringspersonale består af udvalgets koner/kærester samt en lok håndplukkede friske damespillere, og baren passes af »Førsteholdsudvalget«. Den ilantropiske del kommer så med afsyngningen af »Freja’s nationalmelodi« nemlig Sam’s uforlignelige, ultimative kærlighedssang til en fodboldklub: »Sangen om vor bane«, hvorefter snakken bliver givet fri, så alle de indestængte følelser og ikke mindst løgnehistorier fra dengang, i den grad overtager resten af denne fantastiske aften. Rørende gensyn mellem tabte forbindelser, rungende latterbrøl og så denne fornemmelse af et fællesskab. Første fredag i marts trækker det igen i alle de gamle drenge, og da 2012 jo er Freja’s sæson nr. 100, ja så får den nok lige en ekstra skrue, når klubsangen øves derhjemme i badet, og klubnål og isse bliver poleret, klar til endnu et herligt gensyn. Jeg vil tillade mig (det kan højest koste en fadbamse) at overlade resten af tekstladen til min herlige medkumpan i ærteudvalget Jørgen »Mua« Pyndt, hvis artikel herefter er en ædruelig betragtning på aftenens forløb fra vort seneste arrangement. Ja, det ært’ der! Af Jørgen »Mua« Pyndt 31 Rutine er godt, såvel på som udenfor banen. Den konklusion er nærliggende, efter at gule-ærter-udvalget endnu en gang har lagt knofedt til den årlige sammenkomst for nuværende og gamle Frejanere. Alt, hvad der kunne presses ind i klubhuset, var presset ind – og det er i sig selv en bedrift, at der var plads til knapt 200, når man tager den årlige tilvækst i fedtlag i betragtning. Det årlige sammenrend af gamle Frejanere, søde minder og almindelige løgnehistorier om gamle dage blev endnu en stor succes i klubbens tjeneste. Årets hemmelige gæst Og så rullede det ellers ind med gule ærter og labskovs med tilhørende luidum i form af øl og kolde snaps, og stemningen steg ligefrem proportionalt med indtaget, så alle var varmet godt op, da undertegnede efter fattig evne interviewede årets »hemmelige gæst«, SIFA’s formand Henrik Jensen – og grunden til, at lige netop han var inviteret, var den ganske enkle og fornuftige, at den aalborgensiske paraplyorganisation for idrættens virke har 100 års jubilæum. Og Henrik Jensen fortalte varmt og engageret om betydningen af den frivillige indsats – samtidig med, at han afviste ethvert rygte om, at han agter at indtage byens borgmesterstol. Det er der ellers tradition for, idet både Marius Andersen og Henning G. Jensen har benyttet formandsposten som katapult for indfrielse af politiske ambitioner. I stedet henviste Henrik Jensen til en ung mand i forsamlingen som et godt bud på en ny borgmester. Vi skal ikke nævne navne, men iagttog stilfærdigt, at Thomas Kastrup Larsen rødmede klædeligt! Den »Kolde idus« Videre gik det med mere af det våde – også i øjenkrogene under afsyngelse af træfferne fra Frejas omfangsrige sanghæfte – inden aftenens næste højdepunkt, uddelingen af Erik »Longo« Lyngøs »Kolde idus«. Den tilfaldt denne gang én af dem, som Freja gør et ihærdigt forsøg på at integrere i det danske samfund, englænderen Steven Ellingsen – og han ik, som det fremgår af motiveringstalen ikke prisen for sine præstationer på banen, men snarere udenfor. Og indenfor en sportsgren, der er næsten lige så udbredt som fodbold! 100 års jubilæum Amerikansk lotteri, DBU’s hædersnål til formand Tom »Butchi« Nielsen, travlhed i baren, livlig snak ved bordene, især om gamle dages umistelige bedrifter i den blå-hvide tjeneste – jo, mønstret fra tidligere år blev fulgt til punkt og prikke. Og da Keld Jensen meddelte, at hvis man vil sikre sig plads ved næste års taffel, hvor Freja har 100 års jubilæum, så kræves der medlemskab, ja – så kunne man se to af Frejas nye venner og hemmelige gæster, Peter Rudbæk og Jens Jørgen Brinch, ile op til baren for at melde sig ind. Og de huskede at tage øl med tilbage! Udvalget noterede sig endnu en succes – og nu venter jubilæumsåret med endnu en gang ærter & labskovs. Skynd jer. Det bliver et tilløbsstykke med billetpushere i gågaden foran Salling!!!! Tryk: Antonsen Bogtryk/Offset ApS Men alle bredbugede og -bagede ik sig klemt på plads, inden toastmaster Keld Jensen i vanlig veloplagt stil ik budt velkommen og aleveret den sædvanlige inte til formanden om de manglende førsteholdskampe. Så var stemningen ligesom slået an! Formanden, der i det foregående nummer af »Frejaneren« vel optrådte på 15-16 fotos i bedste Ho Chi Minh-stil, redegjorde for årets gang i klubben og benyttede lejligheden til at takke alle, der lægger et stykke frivilligt arbejde i hjerteklubben. Veteranen Fremtiden hviler på fortiden Udgivet af Idrætshistorisk samling Nummer 9 . December 2011 Reception Doris og Niels Underlien i samtale med Svend Svendsen. Mon ikke de taler om atletik i de gode gamle dage. Til venstre Peer Steen Hansen en af Samlingens trofaste medarbejdere gennem lere år. På billedet til højre ses to AaB-veteraner John Qvist og Poul »Orm« Christensen. Mon ikke de til gengæld taler om fodbold. De første gæster er mødt. Inga Højmark hilser på Jørn Nielsen (bag lampe) og Ole Johansen fra Vejgaard Lokalhistoriske Forening. På billedet ses endvidere Birthe Wendt Jensen, Ingelise Sørensen, Tove Singers og John Sørensen. På billedet til højre er Jahn Poulsen og Vita Andreasen med på en »lytter«.