1. No category

4. KAPITEL - NOMINALSYSTEMET
(substantiver, proprier, adjektiver, pronomen og numerale)
I dette kapitel er det meningen at komme ind på de ordklasser, som tilhører NOMINER. Dvs.
substantiver, propier, adjektiver, pronomen og talord. Grunden til at disse ord er placeret under
nominalsystemet er, at de bøjes alle i bestemthed, køn, kasus.
Substantiver (navneord)
Som det fremgår ovenfor, så er substantiver den største ordklasse. Substantiver er ord, som
betegner genstande, dvs. benævner dem og beskriver dem samtidig. Tager vi ordet hest , så ved
enhver dansker, at der i normalt sprog refereres til et dyr af en bestemt race med bestemte
egenskaber. Ligeledes indeholder ordet dreng faste elementer, som er med til at beskrive et
sådant væsen: køn alder og antal.
Substantiver kan deles op i konkreter og abstrakter.
Konkreter er ord, hvis indhold man kan opfatte med sanserne. De betegner altså en genstand,
og de fleste konkreter er tællelige (f.eks. drenge, mænd, huse - Hvor mange er der tale om?).
Nogle er stofnavne (f.eks. flæsk, mælk, øl - Hvor meget er der tale om?). De betegner en
uafgrænset mængde og har normalt ikke flertalsbøjning. Andre er samlingsnavne (betegner
noget kollektiv så som f.eks. kvæg, penge, søskende). De kan nok tælles, men interessen samles
om helheden, idet de betegner en gruppe.
Abstrakter er substantiver, som betegner noget der ikke er anskueligt. De beskriver egenskaber
(f.eks. skønhed, dovenskab, troskab) , en tilstand (f.eks. bevidstløshed, sorg, kærlighed, glæde) eller
en handling (tænkning, ridning, skrivning, løb). Alle abstrakter er afledninger af adjektiver eller
verber.
Det kan somme tider være en spændende opgave at finde ud af, om der i en tekst bruges flest
abstrakte eller konkrete substantiver. I sådanne tilfælde er det vigtigt, at man ikke kun betragter
ordene enkeltvis, men ser dem i kontekst (i sammenhæng med andre ord).
I følgende sætninger bruges det samme substantiv, som i sig selv må kaldes konkret, først i en
abstrakt form og derefter i en konkret form.
(1) Han har hund.
(2) Han har en hund.
17
I sætning (1) oplyses det, at personen har et kæledyr af racen hund og ikke katte eller marsvin,
mens det i sætning (2) konkretiseres at det er en hund og ikke tre hunde.
På lignende måde virker et abstrakt substantiv forskelligt, om det står i almen form eller konkret
form:
(3) Han gjorde tjeneste ved hospitalet.
(4) Han gjorde mig en tjeneste.
I sætning (3) får vi at vide, at personen har arbejde på hospitalet i al almindelighed, men en tjeneste
i sætning (4) kommer til at virke som et enkelt, konkret udslag af selve begrebet tjeneste.
Hvorvidt en tekst bruger flest abstrakter eller konkreter afhænger både af den enkelte teksts
emne, skribentens sprogvaner og den genrer der skrives i. En tekst, der diskuterer sjælens
udødelighed, må naturligvis rumme mange abstrakter, mens beskrivelsen af en kostald kræver få
eller ingen. På samme måde vil en indadvendt, grublende forfatter i højere grad benytte sig af
abstrakte substantiver end en udadvendt. Endelig kan et essay eller et tankedigt kræve flere
abstrakter end en novelle eller en komedie.
Brugen af abstrakte substantiver er desuden bestemt af litterær mode. Fra det 18. århundrede og
til i dag er der tendens til at bruge flere og flere konkreter. I dag foretrækker man i højere grad
konkreter frem for abstrakter. Et godt eksempel på det, er den debat der løbende har været i
Danmark om at gøre officielle papirer mere forståelige for borgerne. Førhen brugtes en
substantivisk stil med mange abstrakter, men i dag bestræber man sig på i højere grad at bruge
konkrete substantiver, pronomen, adjektiv og verbum frem for et abstrakt substantiv.
Eksempler på dette kunne være sætninger som,
Nationernes frembringelser
hvad det er nationerne frembringer
træernes mængde
der er mange træer
et vist præg af nethed og velhavenhed
virkede net og velhavende
Substantiverne bøjes som de andre nominer efter tre bøjningssystemer: tal (ental, flertal),
bestemthed (bestemt, ubestemt) og kasus (grundled, ejefald).
18
Talbøjning: Til ental (singularis) føjes i flertal (pluralis) enten -e, -r, -er eller ingen endelse Ø.
Eksempler:
flere dage, flere uger, flere måneder, flere år.
Enkelte substantiver kan ikke forekomme i flertal. Det gælder for:
abstrakter, f.eks. ansvar, troskab, glæde, sorg.
stofnavne, f.eks. grød og kridt samt
mål og vægt 16 meter, 12 fod, 10 øre.
Bestemthedsbøjning: Bestemthed kan udtrykkes ved at man:
1.
tilføjer bestemthedsendelse til substantivet. -(e)n, -(e)t i ental og -(e)ne i flertal.
2.
sætter pronomen foran substantivet, f.eks. mit/dette hus.
3.
bruger ejefald (genitiv), f.eks. drengens/Peters kat
4
bruger adjektiv i bestemt form med foransat bestemthedsmærke f.eks. det grønne træ.
Kasusbøjning: Substantiverne har kun to kasus på dansk: nominativ (grundledsfald) og genitiv
(ejefald) idet nominativ, akkusativ og dativ er faldet sammen i én form, en slags fælleskasus .
Alle substantiver kan danne genitiv på -s eller -es. Oversigt over substantivernes bøjning:
Ental
dag
uge
måned
år
Ental ubestemt
Ø
Ø
Ø
Ø
Fald ubestemt
-s
-s
-s
-s
Bestemthed + køn
-en
-n
-en
-et
Fald bestemt
-en + -s
-n + -s
-en + -s
-et + -s
dagens
ugens
månedens
årets
Flertal ubestemt
-e
-r
-er
Ø
Fald ubestemt
-e + -s
-r + -s
-er + -s
Ø + -s
Bestemthed
-e + -ne
-r + -ne
-er + -ne
Ø + -ene
Fald bestemt
-e + -ne
-r + -ne
-er + -ne
Ø + -ene
+ -s
+ -s
+ -s
+ -s
dagenes
ugernes
månedernes
årenes
Flertal
19
Substantiver på -el, -en og -er
Substantiver der ender på –el, -en og –er (f.eks. artikel, hilsen og teater) kan man tit komme i tvivl
om bøjningen af. Hedder det f.eks. artikelen, hilsenen og teateret i bestemt form ental eller
artiklen, hilsnen eller teatret (uden e). Om dette kan der desværre ikke gives nogen fast regel, så
vil man være helt sikker, så er der faktisk kun ét at gøre: slå op i en ordbog. Gør man det, så vil
man opdage, at der i nogle af tilfældene er tale om valgfrihed og begge dele kan siges at være
korrekt.
Selvom man ikke kan give en fast regel, så kan man spare sig et par opslag i ordbogen ved at
følge nedenstående tommelfinger regler.
Ord, der ender på –el, som f.eks. møbel, stabel, titel osv. er den gruppe, som oftest dropper e,
men det er dog vigtigt at vide, at der i nogle tilfælde er valgfrihed. Dette betyder, at man i næsten
alle tilfælde kan nå frem til en korrekt form, hvis man følger reglen:
Stryg e i bøjningsformer af navneord på –el.
Fra denne regel er der dog enkelte undtagelser, f.eks. ordene kennel og tunnel, der beholder e i
alle bøjningsformer (kennel, kennelen, kenneler/tunnel, tunnelen, tunneler)
Ord, der ender på –en, som f.eks. orden, lagen, bækken osv. er den gruppe ord, som oftest
bevarer e i alle bøjningsformer (orden, ordenen, ordenerne). I nogle af ordene, kan man faktisk
aldrig undvære e, og der er ingen af ordene, hvor man skal stryge e. Det betyder, at det er muligt
at følge denne enkle regel:
Behold e i bøjningsformer af navneord, der ender på –en.
Det er straks lidt vanskeligere, når det gælder de substantiver, der ender på –er, som f.eks. araber,
peber, alter, krydder, køber osv., da der er tale om en ganske stor gruppe ord, og fordi man ikke
kan give nogen fælles regel for strygning eller bevarelse af e i ental og flertal.
Når det gælder ental, så er reglen den, at man ved de fleste entalsformer af substantiver, der
ender på –er aldrig kan stryge e (alder – alderen/krydder – krydderen osv.). Reglen er derfor:
Behold e i entalsformer af substantiver, der ender på –er.
I flertal er det noget vanskeligere, da der både findes ord, hvor man skal beholde e og andre hvor
man skal stryge det (f.eks. flere købere, producere, arabere osv., men det hedder på den anden
20
side flere fibre, filtre, hylstre, numre). Vil man derfor være på den sikre side, så skal man følge
denne simple regel:
Slå op i ordbogen!
Til sidst er det vel på sin plads at pointere, at hvor man normalt danner bestemt form flertal ved
at sætte den bestemte flertalsendelse på den ubestemte flertalsform f.eks. artikler + ne =
artiklerne, så gælder ikke helt det samme for substantiver, der ender på –er. Her gælder den
regel, at hvis et ord i ubestemt form flertal ender på et –e, stryger man først dette –e, før man
tilføjer –ne f.eks. køberne, producerne og ikke **køberene og **producerene.
Substantiver med fremmede flertalsendelser
I dansk er det ikke ualmindeligt at optage ord fra andre sprog. De fleste af disse bliver dog
efterhånden tilpasset det danske bøjningssystem, men der er også en del fremmedord, som
bevarer flertalsendelsen fra det sprog ordet kommer fra. Det gælder f.eks. ord som en konto –
flere konti, et faktum – flere fakta, et skateboard – flere skateboards osv. Er man i tvivl om et
fremmedords bøjning, er det altid bedst at slå det op i ordbogen.
Proprier (egennavne)
Egennavne opfattes som en særlig ordklasse, fordi de både i betydning og bøjning adskiller sig
fra substantiver.
Proprier benævner genstande men uden at beskrive dem. Tænk på de to ord Karl og karl.
Proprier falder i to gupper (1) stednavne og (2) personnavne.
Bøjning: Proprier bøjes i genitiv ved at sætte -s til grundformen. Hvis et ord ender på -s i
forvejen sættes et ' eller -es efter grundformen. F.eks. Jens bliver i genitiv Jens' eller Jenses,
men Poul bliver i genitiv til Pouls.
Adjektiver (tillægsord)
Adjektiver betegner en egenskab ved en genstand.
Bøjning: Adjektiver kan ikke kun som substantiver bøjes i bestemthed, tal og fald, men også i
grad. På både dansk, engelsk og tysk anvedes tre grader: grundform (positiv), højere grad
(komparativ) og højeste grad (superlativ)
21
1.
Bøjning i efter køn: neutrum ender på -t. F.eks. en klog pige - et klogt barn
2.
Talbøjning: endelsen i flertal er -e. F.eks. de kloge piger, de gamle mænd.
3.
Bestemthedsbøjning: er det samme som i talbøjning, nemlig -e.
Oversigt over bøjning i bestemthed, tal og køn:
Ental
Fælleskøn
Intetkøn
Ental ubestemt
en god dag [Ø]
et godt år [-t]
Ental bestemt
den gode dag [-e]
det gode år [-e]
Flertal ubestemt
gode dage [-e]
gode år [-e]
Flertal bestemt
de gode dage [-e]
de gode år [-e]
Ved køns-, tal- og bestemthedsbøjning retter adjektivet sig efter det substantiv det hører til.
Disse tre bøjninger kaldes også for kongruensbøjning.
4.
Komparatation eller gradbøjning: De tre gradbøjninger kaldes for A) positiv [Ø] B)
komparativ [-ere] og C) superlativ [-est]. Endelserne for hver grad er markeret i parantesen.
Eksempel:
smuk smukkere smukkest.
Fire adjektiver får under gradbøjningen vokalskifte:
få - færre - færrest
lang - længere- længst
stor - større - størst
ung - yngre -yngst
Nogle adjektiver mangler den positive form f.eks. øvre, øverst - nedre, nederst
Nogle ord bøjes suppletivt, dvs. at ordet ændres f.eks. god, bedre, bedst - gammel, ældre, ældst lille, mindre, mindst - mange, flere, flest - slem, værre, værst.
22
Nogle ord mangler på grund af deres betydning helt gradbøjning f.eks. oval; andre gradbøjes ikke
med endelse, men ved omskrivning med mere og mest.
Hvad betyder det så, når man gradbøjer et ord?
Komparativ og superlativ angiver en egenskabs styrke eller grad i forhold til andre genstande.
Komparativ angiver forholdet til en enkelt eller til bestemte andre.
Superlativ betegner forholdet til alle inden for en bestemt gruppe.
Eksempel:
Komparativ
Poul er høj. Poul er højere end Michael.
Superlativ
Poul er høj. Poul er den højeste i klassen.
Komparativ bruges ved sammenligning mellem to forhold. I disse tilfælde bruges konjunktionen
end.
Eksempel:
Min bil er hurtigere end din bil.
Vejen skal gøres bredere (end den er nu).
Vil man forstærke meningen, så kan man sættte aller- foran ordet i superlativ, f.eks. allersmukkest.
23