1. No category

hus forbi
nr. 11 november 2011 15. årgang | pris 20 kr. | 8 kr. går til sælgeren | køb af sælgere med synligt id-kort
heftig ministerdebut
Karen Hækkerup
’overfaldet’
køb årskalenderen
Hjemløses drømmejob
hjemløsedagen
Køb kun
avisen
af sælgere
med
synligt ID
Hus forbi må ikke sælges i togene
Holger fik prisen
hus forbi
REDAKTION
ANSVARSHAVENDE REDAKTØR
Ole Skou
ole@husforbi.dk
REDAKTØR-VIKAR
Thomas Hye-Knudsen
thomas@husforbi.dk
FORSIDEFOTO
Holger E. Henriksen
KORREKTUR
Bro Kommunikation A/S
LAYOUT
salomet grafik
| leder |
Klædt på eller klædt af…
KONTAKT REDAKTIONEN
tlf. 5240 9069, redaktion@husforbi.dk
SALGSAFDELING
Jimmy Rohde, tlf. 5133 8128, jimmy@husforbi.dk
Morten Munk Hansen, tlf. 8161 6689
René Køhn, tlf. 5240 9079
SÆLGERKONTAKT
tlf. 5133 8128
ADMINISTRATION
Rasmus Wexøe Kristensen, sekretariatsleder,
5240 9049, rasmus@husforbi.dk
Ole Skou, formand, tlf. 4073 3537, ole@husforbi.dk
Ruth Kristoffersen, bogholder, 5240 9089,
ruth@husforbi.dk
UDGIVER
Foreningen Hus Forbi
Bragesgade 10 B, stuen, 2200 København N
Tlf. 8993 7471, www.husforbi.dk
DISTRIBUTION
Boformer for hjemløse, varmestuer, medborgerhuse m.m. kan fungere
som distributør for Hus Forbi – dvs. være udleveringssted af avisen til
sælgerne.
Kontakt os på: tlf. 5133 8128
(se listen af distributører på www.husforbi.dk).
ABONNEMENT
STANDARDABONNEMENT: 465 kroner
(12 numre om året – inklusive moms, porto og gebyr).
STØTTEABONNEMENT: 665 kroner
Henvendelser om abonnement på tlf. 7026 7006 eller dorte@notat.dk
BIDRAG
Hvis du vil give et bidrag til Hus Forbi, kan du sætte beløbet ind
på kontonummer (9541)60028842. Mærk indbetalingen ’bidrag’.
TRYK Dansk Avistryk
OPLAG 75.000
LÆSERTAL 402.000 (4. kvartal 2010 & 1. kvartal 2011)
ifølge Index Danmark/Gallup
ANTAL registrede SÆLGERE 844
ISSN 1397-3282
Næste nummer udkommer den 1. december 20111.
OM HUS FORBI Hus Forbi udkom første gang i 1996 og sælges af
hjemløse og tidligere hjemløse eller andre socialt udsatte mennesker.
Avisen sætter fokus på udsatte mennesker og fattigdomsproblemer.
Formålet er at nedbryde fordomme om marginaliserede grupper både
via indholdet af Hus Forbi og i mødet med sælgeren. Hus Forbis sælgere
er alle udstyret med et id-kort udstedt af Hus Forbis sekretariat. Salget af
Hus Forbi fungerer for sælgerne som et alternativ til tiggeri og eventuel
kriminalitet. Indholdet i Hus Forbi produceres primært af professionelle
freelancere, fotografer og illustratorer. Hus Forbi er medlem af det internationale netværk af gadeaviser, INSP.
’De mest udsatte grupper fortjener en særlig opmærksomhed. Regeringen ønsker at
gøre op med både marginalisering, udstødelse og uværdige livsbetingelser. Regeringen vil derfor tage konkrete initiativer til blandt andet at nedbringe den store
dødelighed blandt misbrugere på gaden i blandt andet København samt sikre en
bedre indsats over for kvinder i prostitution og mennesker, der lever som hjemløse.
Det enkelte menneske skal være omgivet af både respekt, krav og omsorg.
Socialt udsatte borgere skal være omgivet af den nødvendige retssikkerhed,
hvorfor samarbejdet mellem den enkelte borger og den kommunale og sociale indsats skal forenkles og forbedres. Regeringen er endvidere optaget af at sikre øget
brugerindflydelse for udsatte grupper og vil derfor tage initiativ til at oprette flere
udsatteråd i kommunerne.’
Ovenstående 120 ord og ni linjer var ordene, der i regeringsgrundlagets var
afsat til udsatte grupper. De udgør 0,04 procent af det 80 sider lange manifest ’Et
Danmark, der står sammen’. Begrebet ’hjemløse’ blev nævnt én gang, mens ordet
’vækst’ forekom i 59 udgaver, og begrebet ’krise’ blev nævnt 20 gange.
Hvad fortæller den historie – om noget overhovedet?
Den siger i hvert fald noget om, hvad der reelt fylder noget inde i hovederne på
regeringspartierne – og hvad der skal tales op for at tegne et billede af initiativrigdom og regeringsduelighed. Det handler om vækst og initiativer, der kan fremme
væksten og sætte fut i Danmark. Fordi der er ’krise’. Hvis man måtte være i tvivl
om det, så kan man google ’krise’ – og få knap 40 millioner hits, mens begrebet
’vækst’ kun returnerer godt fire millioner hits. Det interessante ved den øvelser er
imidlertid, at ’hjemløse’ boner ud med 738.000.
Danskerne er altså ti gange mere optaget af krise end af vækst. Og hjemløse
fylder også en del mere i folks bevidsthed, end regeringens taleskrivere har fundet
nødvendigt.
Regeringens konklusion må være, at forudsætningen for at gøre noget for at
afhjælpe hjemløshed er, at der skal gang i væksten. Har vi hørt den før? Eller har
vi ikke på et tidspunkt haft så meget gang i væksten, uden at det reelt har ført til
reelle og markante forbedringer for de udsatte?
Den nye social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) valgte at lade sit
første officielle besøg udspille sig hos Hus Forbi. Til en håndholdt, åben debat med
avisens sælgere. Hun var kommet for at lytte og blive klædt på til jobbet som også
de hjemløses minister. Og selv om debatten til tider var heftig, så ville en del af
både de mandlige og kvindelige debattører både kysse, knuse og holde i hånd.
Karen Hækkerup blev dog ikke klædt af, men om hun efterfølgende følte sig bedre
klædt på til jobbet skal være usagt.
Ministeren afgav ingen bindende løfter, bortset fra en hurtig indsats for at skaffe midler til julehjælp og et løfte om, at ingen hjemløs skal få lov til at dø af kulde i
løbet af vinteren. Altså penge til oprettelse af ekstra nødherbergspladser.
Måske man kunne have forventet en smule mere, hvis man altså undlader at
skele til, at de hjemløse blot blev nævnt med ét ord ud af de 26.654 i regeringsgrundlaget, der måske skulle have heddet: Et Danmark, der står sammen – når vi
synes, vi har overskud og råd.
Thomas Hye-Knudsen, redaktørvikar
Vi støtter Hus Forbi
v/Annemette Lyngh
Vil du også støtte Hus Forbi?
2
Det koster 5.000 kroner om året at få sit firmalogo her på siden. Send en mail til redaktion@husforbi.dk
| HUS FORBI | nr. 11 november 2011 | 15. årgang
| indhold |
4 + bagsiden
8
Holger, Holger,
Holger
En minister
kom forbi
Han er ’hjemløs’ inde bag
brillerne og under alpehuen, selv om han har en lille
lejlighed i Gentofte. Han
er en ildsjæl, der 24 timer
i døgnet er til rådighed
for hjemløse, der har brug
for en snak – og måske
et billede til scrapbogen.
Han er hjemløsefotograf
og blev på Hjemløsedagen
årets modtager af Hjemløseprisen.
Den nye socialminister,
Karen Hækkerup (S), aflagde sit første officielle
ministerbesøg hos Hus
Forbi, hvor hun både fik
knus og kram – og et
par ’borgerlige ord med
på vejen’. Debattørerne
var Hus Forbi-sælgere,
der ønskede svar på tiltale. Andre var tilfredse
med hendes hjertelighed
og imødekommenhed.
12
26
18 hus forbi har
vokseværk i aarhus
20 noter
Krise i England gør
ondt på de hjemløse
Udsatte,
der kan tåle mosten
Den borgerlige regering
skal finde for 56 milliarder kroner besparelser
på socialområdet. Folk
må forlade deres egne
boliger og klumpe sig
sammen i ufrivillige bo’fællesskaber’ eller søge
ophold på overfyldte
herberg.
Velkommen til London.
Misbrug og psykiske
vanskeligheder kan stå
i vejen for en plads på
arbejdsmarkedet. Langt
væk fra storbyens virak
og fristelser – på det
skønne Bornholm – har
en virksomhed gjort en
dyd ud af at ansætte
mennesker, der ellers
ikke står først i køen. De
bliver høje af æblemost
og cider.
| et billede fra gaden |
foto Lise Thøstesen, Aarhus
Jeg sender jer hermed et foto af min datter, Manuella, og sælgeren Peter. Jeg holder meget af at tale
med Hus Forbi-sælgere, og Peter var ingen undtagelse.
21 mindeord
22 2012-årskalender
fra hus forbi
24 x-ord og dusaduku
HUS FORBI
| nr. 11 november 2011 | 15. årgang | 3
foto Lars Erntsen
foto Lars Erntsen
foto Holger E. Henriksen
En dag
for de
hjemløse
17. oktober er hjemløsedag,
og alle inviteres med til festen,
så de kan møde socialt udsatte
og få indblik i livet på gaden.
I år stod arrangementet i frivillighedens tegn, og en overrasket
prisvinder blev hædret for sin
frivillige indsats.
foto Lars Erntsen
4
| HUS FORBI | nr. 11 november 2011 | 15. årgang
af Trine Kit Jensen
Holger. Holger. Holger. Sådan gjalder det
højlydt og taktfast fra flokken af hjemløse, der
har samlet sig foran scenen på Nytorv i hjertet
af København.
Formanden for Folketingets socialudvalg,
SF'eren Özlem Cekic, har netop løftet sløret
for, hvem der løber med årets hjemløsepris.
Men den 72-årige hovedperson, der får prisen
for ’en helt særlig frivillig indsats’, står stadig
nede på pladsen. Helt uforberedt på pludselig
selv at være i fokus klamrer han sig til det
kamera, der er den faste følgesvend.
- Han er et beskedent og uegennyttigt menneske og ville næppe være mødt op i dag, hvis
han havde fået at vide, at han er modtager af
Hjemløseprisen. Modstræbende kommer Holger E. Henriksen på scenen for at få prisen – en
pyramideskulptur af gamle 25-ører, fremstillet
med kærlig hånd af Hus Forbi-sælger Søren
Lambæk.
På FN's internationale fattigdomsdag er det
hjemløsedag i Danmark, og Nytorv er omdannet til en festlig markedsplads, hvor udsatte
mennesker kan mødes med såkaldt ’almindelige’ borgere. 2011 er europæisk frivillighedsår,
så omdrejningspunktet for arrangementet er
den frivillige sociale indsats.
- Frivillige kan ikke erstatte professionelle
aktører, men de kan indgå i et samarbejde.
Frivillige kan noget særligt, fordi de ikke er
myndighedspersoner. De opererer i et magtfrit
rum, møder de socialt udsatte som medmennesker og kan give nærvær og omsorg, siger Gitte
Frydensberg, koordinator af Hjemløsedagen.
Gitte Frydensberg er udviklingskonsulent hos
Missionen blandt Hjemløse, der sammen med
Projekt Udenfor, Kirkens Korshær, Hjemløsehuset, Kofoeds Skole og en stribe andre foreninger
og organisationer har indtaget pladsen, blandt
andet i håb om at rekruttere nye frivillige.
Rum for indsigt
- Et arrangement som det her revolutionerer
ikke verden. Men måske kan vi flytte nogle
mennesker ved at give dem indsigt og viden
om hjemløses forhold, siger hun til tonerne fra
et af de bands, der spiller på skift.
I et telt midt på torvet har Hus Forbi dækket
op med duge af rød velour og fine lysestager.
Der serveres en fornem tre-retters menu, og
hver anden stol er reserveret til hjemløse. De
resterende pladser er til 'almindelige' gæster,
så de to grupper kan falde i snak.
Ved et af bordene sidder Nicoline Christensen, der læser socialvidenskab på RUC. Hun er
sammen med en anden studerende i gang med
et kandidatprojekt, og restaurant-besøget er et
feltstudie.
HUS FORBI
| nr. 11 november 2011 | 15. årgang | 5

foto Helga C. Theilgaard
foto Holger E. Henriksen
foto Holger E. Henriksen
foto Lars Erntsen
foto Holger E. Henriksen
foto Lars Erntsen

Nicolines bordherre hedder Juulut, og han
siger lige nu ikke så meget. For grillet oksemørbrad, ovnbagte rodfrugter og pommes Anna
med sauce bordelaise er ikke hverdagskost.
- Initiativet er super, og maden smager
rigtig godt. Men jeg blev bare så mæt, får han
sagt med undskyldende blik ned på tallerkenen, der stadig er halvt fuld.
Et andet sted på pladsen har Mændenes
Hjem kørt en gullaschkanon med varm suppe
i stilling. Der er kager i overflod, men også
sunde sager i de mange boder. Det gælder for
eksempel hos FødevareBanken, der deler frugt
ud. Her møder vi Jørgen Pedersen. Han er
frivillig chauffør på en kølebil, der hver måned
kører 20 tons overskuds-fødevarer ud til værdigt trængende. Og den tjans er han glad for.
- Hver gang jeg kommer med en kasse æbler
eller bananer, kan jeg se, hvordan de stråler af
glæde. Det er min løn, siger han.
6
| HUS FORBI | nr. 11 november 2011 | 15. årgang
Næsten samme melding lyder, hver gang
vi støder på frivillige, der har valgt at gøre en
forskel for socialt udsatte. Hos Giv Din Hånd,
projekt Gjaestebud eller et af de andre foretagender, der er troppet op for at informere om
det arbejde, de udfører.
Cathrine Larsen finder vi ved en massagebriks, hvor ømme rygge kan få det bedre. Hun
er professionel massør med klinik i Karise.
Men hver anden fredag tager hun turen til
Kollegiet på Gl. Køge Landevej i Valby, så
hårdt plagede hjemløse kan få glæde af hendes
færdigheder.
- Rent fagligt kan jeg se, at de fysisk får det
langt bedre. Og den positive respons, de giver tilbage, er en stor motivationsfaktor, fortæller hun.
Som dagen skrider frem, kommer der flere
og flere mennesker – og hunde – på Nytorv.
Såvel ældre damer som forældre med små børn
er en del af mylderet, og tidligere hjemløse,
der nu har tag over hovedet, møder venner fra
gaden.
Også rum for alvor
Foran scenen bliver der danset. Men der
er også rum for alvor og stille eftertanke, da
gadepræst Mia Rahr Jacobsen holder andagt
for de hjemløse, der i årets løb er døde. Livet
på gaden er hårdt, og fra en Hus Forbi-trailer
er der uddeling af vinteruniformer til avisens
sælgere: Skiundertøj, termosokker, fleece-trøjer, forede smækbukser og jakke plus støvler.
Andre hjemløse kan rundt omkring på
torvet forsyne sig med varmt tøj og soveposer, så også de er beredte, når kulden sætter
ind, mens Holger får varmen ved at signere
eksemplarer af Gadens Konger. Han er ombejlet som en popstjerne og har det lidt svært med
postyret. Men prisen betyder noget.
- Den betyder alt, siger han. |
ny socialminister:
Der skal være
en grænse for fattigdom
Starthjælpen skal væk. Kontanthjælpsloftet skal fjernes. Og der skal indføres en officiel
dansk fattigdomsgrænse. Det er tre af den nye S-R-SF-regerings vægtigste ambitioner i
det varslede opgør med de seneste års stigende ulighed og fattigdom.
af Morten Bruun
Mens man allerede på næste års
finanslov er villig til at bruge de
650 millioner kroner, det vil koste
at afskaffe starthjælp og kontanthjælpsloft, kommer der til at gå
længere tid, før Danmark ligesom
de fleste andre lande i EU får sin
egen fattigdomsgrænse. Regeringen vil i første omgang nedsætte
et ekspertudvalg, som skal belyse,
hvordan man opgør fattigdom, og
derefter komme med forslag til en
fattigdomsgrænse.
Partierne fremhæver, at der
især er behov for at følge udviklingen i antal børn, der lever i fattigdom, og mennesker, der lever i
langvarig fattigdom.
En grænse forpligter
Den nye socialminister, Karen
Hækkerup (S), understreger, at
ambitionen om at få en officiel
dansk fattigdomsgrænse skal
tages meget bogstaveligt. Og hun
afviser, at ekspertudvalget ’blot
er endnu et udvalg med karakter
af syltekrukke’.
- Den gamle regering ville in-
genting på dette område. Venstre
og Konservative ville slet ikke
snakke om, at fattigdom handlede
om penge. For dem handlede det
om andre værdier og alt muligt
pis – og du må gerne citere mig
for at sige ’pis’. Og selv om EU og
OECD allerede har defineret deres
- Fattigdomsgrænsen
skal være det redskab,
der definerer, hvornår
man er så fattig, at
det ikke længere er
acceptabelt i Danmark.
Socialminister Karen Hækkerup (S)
bud på en fattigdomsgrænse, er vi
nødt til at gå grundigt til værks
og nedsætte dette udvalg, siger
Karen Hækkerup og tilføjer:
- Det er nemlig ret svært at
finde ud af, hvordan man skal
lave en fattigdomsgrænse. For
når vi først fastsætter sådan en
grænse, er vi også forpligtet til at
handle, hvis folk ryger under den.
Derfor skal man tænke rigtig godt
og grundigt over kriterierne, og at
den bliver lavet retfærdigt, så det
er de rette mennesker, der bliver
omfattet.
Hvad skal fattigdomsgrænsen
bruges til?
- Den skal være det redskab,
der definerer, hvornår man er
så fattig, at det ikke længere er
acceptabelt i Danmark. Og hvis
det ikke længere er acceptabelt,
så har vi en forpligtelse til enten
at acceptere, at vi har fattigdom
i Danmark, eller handle og gøre
noget ved det.
Er det hjælp til nye fodboldstøvler, en tandlægeregning eller…?
- Det er det rigtigt gode spørgsmål. Det er sådan noget, udvalget
skal hjælpe med, og det vil være
forkert af mig at drage konklusioner, før udvalget har talt. Jeg ved
ikke, hvornår det sker – jeg kan
bare love, at vi gør det så hurtigt
som muligt, siger Karen Hækkerup.
Ulighed gør ondt i hjertet
Socialministerens egen grænse
går dér, hvor folk ikke længere
har råd til som minimum at betale
husleje, mad, tøj og julegaver til
børnene. Tilsvarende skal børnene også have mulighed for at
deltage i eksempelvis fødselsdage.
- Det gør mig rigtig ondt i
hjertet at opleve den ekstreme
ulighed, der er kommet. Der er
børn, der skjuler deres behov –
eksempelvis for et par nye sko
– fordi de ved, at deres mor bliver
ked af det, fordi hun ikke har råd
til at hjælpe dem. Modsat er der
børn, der både har været i Sydamerika og Sydafrika og holder
jul på Mauritius. Forskellene er
nu blevet så store, at dem, der lever på bunden af samfundet, føler
sig som det skidt, vi andre træder
på. Det kan vi ikke være bekendt,
siger Karen Hækkerup.
De nyeste tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd – opgjort
på baggrund af data fra Finansministeriet – viser, at antallet af
fattige personer i årene 20022009 blev øget med 55 procent,
så der i dag er 234.000 personer,
der lever i fattigdom. Heriblandt
knap 18.000 børn, der har levet i
fattigdom i mindst tre år. |
Udsigt til Julepakke
Om blot en måned står tusindvis af danskere igen
i kø for at søge julehjælp hos organisationer som
Frelsens Hær. Og igen i år vil en del modtage afslag, fordi der ikke er penge nok til at hjælpe alle.
Men ligesom sin forgænger – den konservative
Benedikte Kiær – er den nye socialminister, Karen
Hækkerup (S), klar med en økonomisk håndsrækning, der skal begrænse antallet af afslag.
- Min intention er, at ingen skal opleve juleaften, uden at de har fået den hjælp, de kan have
behov for. Så allerede nu arbejder jeg på at finde
en ekstrabevilling, siger Karen Hækkerup.
Den melding bliver modtaget med glæde i Frel-
sens Hær, som er den største af de organisationer,
der uddeler julehjælp. Her håber informationschef
Lars Lydholm, at bevillingen kommer på plads tids
nok til, at man undgår sidste års kaotiske forløb.
Dengang kom ekstrabevillingen på i alt tre
millioner kroner først på bordet 8. december – og
altså efter at organisationerne havde modtaget og
behandlet ansøgningerne om julehjælp. I Frelsens
Hær, der blev tildelt 1,2 millioner af ekstrabevillingen, måtte man rent fysisk stoppe breve med
afslag.
- Hvis pengene var kommet en dag senere,
havde vi ikke nået det, siger Lars Lydholm.
Samtidig er det Karen Hækkerups ønske, at
staten skal undgå det ’hovsa’-prægede forløb i
forbindelse med disse tilskud til organisationerne:
- Når vi skal til at forhandle satspulje-penge,
vil jeg arbejde for, at vi indarbejder støtte til både
jule- og sommerferiehjælp, siger hun.
I 2010 var der 11.000 familier, der søgte Frelsens Hær om julehjælp. 2.700 af dem fik afslag.
Lars Lydholm forventer, at man i år modtager op
mod 12.000 ansøgninger.
- Der vil være en lidt mindre stigning, end vi
har været vant til de seneste år. Men der er stadig
tale om en stigning, siger Lars Lydholm.

HUS FORBI
| nr. 11 november 2011 | 15. årgang | 7
Talelysten var
stor, og mødedisciplinen
lettere anarkistisk, da den nye
socialminister,
Karen Hækkerup, mødte Hus
Forbis sælgere.
Det var hendes
første møde med
virkeligheden
– og hun drog
hjem med
adskillige gode
ideer til sit
politiske arbejde.
Det var ikke mange forståelige ord, Jari fik sagt til ministeren. Men han fik sin drøm om at blive fotograferet med hende
opfyldt. Billedet skal sendes til hans mor i Finland.
Jeg er her mest for at lytte
af Morten Bruun
foto Holger E. Henriksen
Hun bruger ikke cykelhjelm. Til gengæld har
hun hår på brystet.
Det afslørede socialdemokraten Karen Hækkerup, da hun på sin 10. dag som ny socialminister besøgte Hus Forbi og mødte knap 40 af
bladets sælgere i avisens café i Bragesgade på
Nørrebro. Den første detalje var nem at iagttage, da hun lod ministerbil være ministerbil
og i blændende efterårssol ankom på en pistaciegrøn Van de Falk-cykel, som hun havde lånt
af en pressemedarbejder i ministeriet.
Den anden detalje var sværere at få øje på.
Men den røbede Karen Hækkerup selv, da TV2
Lorry efter seancen ville vide, hvordan hun
– som journalisten formulerede spørgsmålet –
’havde oplevet det rimeligt heftige møde’:
- Folk var vildt engagerede. Og når folk er
engagerede, kan de næsten ikke vente med
at få ordet, og nogen bliver kede af det eller
vrede eller irriterede og kan ikke holde deres
udbrud tilbage, når der kommer et svar. Det
her var mennesker, som de er, når de er rå og
upolerede. Og når man får sandheden fra dem,
må man have hår nok på brystet til at tage det
hele med, svarede ministeren.
Det var Karen Hækkerups første møde med
8
| HUS FORBI | nr. 11 november 2011 | 15. årgang
virkeligheden, siden hun 3. oktober skålede
med dronningen og forlod Amalienborg som
nyudnævnt minister. Og ligesom der er en
kongelig etikette, er der også en særlig Hus
Forbi-etikette.
Mødt med kys af Kisser og Pølse
Således havde Karen Hækkerup dårligt nok
parkeret cyklen, før landevejsridderen Pølse
og Hus Forbi-sælgeren Kisser indstillede deres
fællessang og overfaldt gæsten med kindkys.
Og mens ministeren forcerede både Bjørnebryg, barnevogne med tøj og tæpper og andet
hjemløse-habengut, så Den Flyvende Hollænder sit snit til at fotografere hende med sin
mobiltelefon, før hun fandt sin plads i cafeen
og fik ordet.
- Det er en fantastisk ære, at mit første
besøg som minister er hos jer på Hus Forbi. Det
kan godt være, nogle af jer ikke giver meget
for politikere, men I må æde jeres fordomme.
Den nye regering vil gøre det bedre for jer. Jeg
er som minister optaget af, at alle har det godt
og mødes med omsorg, støtte og værdighed, og
jeg glæder mig meget til at høre, hvordan jeres
hverdag er, sagde Karen Hækkerup og kiggede
ud over den skov af hjemløse fingre, der fra
starten signalerede stor spørgelyst.
En af de første, der fik lov til at udfordre
Karen Hækkerup, var Pølse.
- Fru minister – eller frøken, det ved jeg
ikke, om du er… Hvordan kan det være,
at herberget i Nykøbing Falster skal lukke,
blot fordi der mangler en million kroner. Nu
må folk ligge på bænkene, fortalte Pølse og
tilføjede, at han i løbet af de seneste tre år har
mistet 15 venner, og det er for mange.
Hvorfor ikke containerbyer?
Lars spurgte, om den nye regering agter at
overholde alle sine løfter. Per ville vide, om regeringen virkelig agter at fjerne starthjælpen
og droppe loftet over kontanthjælpen. Michael
interesserede sig for den nye retssikkerhedskommission, regeringen har varslet. Og Martin
fortalte om de problemer, de hjemløse i København oplevede i forbindelse med sommerens
skybrud.
- Herbergerne blev ramt af vandskader, og
så kunne vi ikke være der. Hvorfor er der ikke
nogen containerbyer, vi kan bruge i sådan en
situation? Det har de i Holland og Belgien,
forklarede Martin og henviste til Hus Forbis
oktobernummer.
- Der har vi en historie om containerne,
og du må gerne købe bladet af mig, når vi er
færdige, lokkede han.
Der var knus og
kram fra Kisser
og Pølse til
Karen Hækkerup, da hun
havde parkeret
cyklen.
Spørgelysten var stor – og det samme var tålmodigheden. Ministeren var
god til at stikke en finger i jorden, når hun blev afbrudt, mens mange sælgere tålmodigt stak en finger i vejret og ventede, til det var deres tur.
Også Kisser kom på banen – denne gang dog
uden at kysse ministeren.
- Her på Nørrebro er der lige brugt en masse
penge på nye cykelstier og alt muligt andet.
Men der er altså mange hjemløse, der oplever
helt andre problemer, og hvorfor kan man ikke
bruge nogen af pengene på at bygge et overdækket sted til os på Skodagrunden (hjørnet
af Lygten og Nørrebrogade, red.), spurgte Kisser, mens Per foreslog gratis offentlig transport til hjemløse.
- Det koster 750 kroner, når man bliver
knaldet, og det bliver rimeligt meget i løbet af
en måned, forklarede han, og den bemærkning
besvarede ministeren med et hurtigt skud fra
hoften:
- Jeg kan ikke love noget. Men jeg har tit
set folk som jer få bøder og tænkt, hvorfor gør
man det...
Det mest utaknemmelige job
Lige så hurtig var hun, da Henrik gratulerede
Karen Hækkerup med 'det mest utaknemmelige job, du nogen sinde kunne få'.
- Sådan har jeg det ikke, kom det prompte
fra Karen Hækkerup, før Henrik fortsatte med
et tema, der gik igen og igen:
- Der er så mange nedskæringer, der rammer de hjemløse. Når man kommer til Kalundborg, er der ikke længere et sted at sove, fordi
herberget er lukket, og i Holbæk er der kun to
akutpladser. Jeg ved godt, det har noget med
Martin fik ikke helt sagt det han ville under debatten. Men
det fik han rådet bod på bagefter, hvor Karen Hækkerup gav
sig tid til at lytte.
penge at gøre, men vil du være med til at rette
op på det? lød Henriks direkte spørgsmål.
Alle skal have en varm seng
Og selv om sælgernes talelyst var enorm og
mødedisciplinen tangerede det lettere anarkistiske – sådan er det bare på Hus Forbi – fik
den nye socialminister undervejs mulighed for
at kommentere de mange indlæg.
- Jeg er her mest for at lytte, og det overrasker mig blandt andet at høre jeres historier
om de lukkede herberger. Vi nærmer os den
kolde tid, og ingen af jer skal tvinges til at
sove på gaden. Alle skal have en varm seng
at sove i, understregede Karen Hækkerup og
henviste til den hjemløsestrategi, som den
forrige regering vedtog med støtte fra blandt
andre de tre nye regeringspartier.
- Her bruger vi 500 millioner kroner på
området, og når perioden udløber i 2012, skal
vi evaluere forløbet og se på, om pengene
er brugt på den rigtige måde. Derfor kan
jeg endnu ikke sige, hvordan vi følger op på
strategiplanen – jeg kan kun garantere, at det
skal blive bedre. Og jeg er glad for mange af
de gode ideer, I har givet mig i dag, om blandt
andet flere skæve boliger og minibyer, forsikrede Karen Hækkerup.
Brevet fra provinsen
I dagene op til ministermødet havde Hus Forbis sælgere uden for København haft mulighed
for at sende deres spørgsmål til ministeren.
Den chance havde en kvindelig sælger benyttet sig af, og der blev undtagelsesvist helt stille
i cafeen, da sekretariatsleder Rasmus Wexøe
Kristensen læste højt fra hendes beretning om
en hverdag med angst, depressioner og psykiatriske indlæggelser.
- Jeg er bange for at bo alene, og derfor er
det ikke godt, at jeg sendes alene hjem i en
lejlighed, når jeg udskrives fra hospitalet. Jeg
er også bange for herbergerne, og jeg savner,
at der bygges nogle små beskyttede bofællesskaber, der kan bruges til udslusning, lød
nødråbet fra den kvindelige sælger.
Det nødråb gjorde indtryk på ministeren. I
det øjeblik, Karen Hækkerup foldede brevet
sammen og gav det til sin ministersekretær,
lignede hun i hvert fald en politiker, der havde
fået endnu en god ide med hjem – og endnu et
vidnesbyrd om, hvorfor den nye regering har
lanceret sit program under overskriften ’Det
handler om mennesker’.
Og hvis hun ikke havde forstået budskabet,
gjorde landevejsridderen Pølse sit til at skære
det ud i pap: - Det handler bare om, at vi gerne
vil have en værdig tilværelse, sagde han.
- Det lover jeg, Pølse. I skal kunne mærke
den nye regering, svarede fru Hækkerup.
- Jamen skal vi så ikke sige tak og rejse
os og klappe af Karen, foreslog Kisser og lod
ministeren drage af sted.
Uden cykelhjelm, men med hår på brystet. |
HUS FORBI
| nr. 11 november 2011 | 15. årgang | 9
Gratis kanyler giver adgang
til sundhed på Vesterbro
af Anna Klitgaard
foto Holger E. Henriksen
Urolige kroppe står på hjørnet af
Lille Istedgade og Istedgade bag
Københavns Hovedbanegård.
Klokken er otte om morgenen, og
bag den store trædør er personalet på Mændenes Hjem ved
at gøre klar til dagens arbejde.
Morgenmaden er under tilberedning i køkkenet, og et bord bliver
stillet op ved indgangen. På det
bliver der sat kurve frem, og en
stor skraldespand køres op for
enden. Dog er kurvene ikke ment
for rundstykker, men for kanyler, sprøjter og andet fixeudstyr,
som brugerne har brug for for at
begrænse sundhedsskaderne ved
deres stofindtag.
Selv om bordet med kurve først
bliver sat frem nu, så kan man på
Mændenes hjem hente fixeredskaber 24 timer i døgnet. Ved
siden af står nemlig et stort skuffedarium, hvor indholdet er det
samme som på bordet. Og skufferne bliver brugt ofte. Mellem
10
400 og 600 forskellige brugere
kommer hver dag igennem den
store trædør, men i alt åbnes den
over 2.000 gange i døgnet, siger
lederen, Robert Olsen, og sådan
har det været, siden Mændenes
Hjem overtog kanyleordningen i
2003.
Anonym ordning
- Selv om misbrugsmønsteret
har ændret sig lidt med tiden, så
udleverer vi omkring en million
sprøjter om året. Man kan efter
behov tage en kanyle, en sprøjte
eller et ryge- eller fixesæt, som
består af steril syre til rensning
af huden, lidt vat, rent vand og så
selvfølgelig nåle og sprøjter.
I kurvene er der flere forskellige former for sprøjter og kanyler, alt efter hvilke brugerne
foretrækker. Alt kan afhentes ved
at træde et skridt ind ad døren fra
gaden, åbne skufferne i reolen og
så hurtigt komme ud og videre
igen.
Netop anonymiteten har været
med til at give ordningen succes,
| HUS FORBI | nr. 11 november 2011 | 15. årgang
mener Robert Olsen. For nogle
brugere ønsker måske ikke at ses
eller at snakke med personalet.
De fleste denne morgen træder
da også bare ind ad døren, fylder
hurtigt jakkelommerne med det,
de skal bruge, og forsvinder så
ud i solen igen. Men nogle få
bliver, spiser måske morgenmad
eller snakker med Morten, som
arbejder på stedet til daglig og
her til morgen står ved døren.
Samtalerne med ham eller andre
af medarbejderne har vist sig
at være effektive. For igennem
dem kan brugerne få adgang til
stedets andre sundhedstilbud
eller socialhjælp, og det er der et
stort behov for, siger teamleder og
klinisk udviklingssygeplejerske
Lone Hviid fra Sundhedsrummet
på den anden side af Halmtorvet.
- Det er et hårdt liv på gaden
og som stofbruger. De fleste har
komplekse sygdomshistorier,
hvor både somatiske og psykiske
lidelser samt sociale problemer
spiller ind. I Sundhedsrummet har
vi en socialrådgiver, fem sygeple-
jersker, en læge og en fodterapeut
ansat, som har tid og kan hjælpe
her og nu, og vi arbejder både her
og ude på gaden.
Rensemiddel som våben
Det var også igennem snakke med
brugerne her og ude, at tanken
om udviklingen af endnu et tilbud
blev til. For i dag ryger flere crack,
kokain eller heroin end tidligere,
og sundhedspersonalet så til deres
overraskelse, at leverbetændelse
også spredtes blandt rygerne. Ved
at spørge ind til, hvordan rygningen foregik, fandt medarbejderne
ud af, at brændte læber og deling
af piber overførte smitten, og
derfor fik folkene bag Mændenes
Hjem produceret et rygesæt med
en pibe, flere mundstykker, filtre
og en lille pose natriumbikarbonat, i stedet for salmiakspiritus.
- Mundstykkerne vil afhjælpe
spredningen af leverbetændelse,
og udleveringen af natriumbikarbonatet har allerede hjulpet på
forholdene på gaden. Ofte bruger
rygerne salmiakspiritus til at
- I Sundhedsrummet har
vi en socialrådgiver,
fem sygeplejersker,
en læge og en fodterapeut ansat, som har tid
og kan hjælpe her og nu,
og vi arbejder både her
og ude på gaden.
Lone Hviid teamleder og
klinisk udviklingssygeplejerske
En million gratis kanyler bliver hvert år udleveret fra Mændenes hjem
i København. Fixesæt er en lille hjælp i en kaotisk hverdag, men redder liv,
fordi de ikke blot forebygger hiv, leverbetændelse, bylder og infektioner,
men også giver brugerne en chance for at få adgang til andre sundhedstilbud.
blande i stoffet, men vi har set
mange skader med det, og ikke
blot på lungerne. Det er blevet
brugt som våben i handler, hvor
det er smidt i øjnene på andre og
har gjort dem blinde. Derfor vil
vi gerne have det væk fra gaden,
siger Lone Hviid og tilføjer, at
10.000 sæt allerede er udleveret.
Rent vand og syre
Siden sprøjteordningens lancering
er der også sket en udvikling i
poserne med fixeredskaber. Førhen brugte mange stofafhængige
nemlig urent vand fra for eksempel vandpytter i sprøjterne, som
gav dem bylder og infektioner.
I dag er der en lille ampul rent
vand med i sættet, ligesom der er
lidt sterilt syre og vat til at rense
huden, hvor der skal stikkes. De
ekstra ingredienser i poserne er
kommet til, efter at Gadejuristen
(frivillig forening, der hjælper
hjemløse og udsatte i forhold
til retssikkerheds-spørgsmål,
red.) for nogle år siden blev klar
over problemets omfang, og lige
siden har det hjulpet mange i
området, siger Robert Olsen. Det
samme har de gratis nåle gennem
årene, for selv om hiv stadig er et
problem i gruppen af injicerende
brugere, så har adgangen til gratis
’værktøj’ kraftigt nedsat risikoen.
At tilbuddet er populært på
hjørnet af Istedgade, er der da
heller ikke nogen tvivl om. Døren
går op mellem 2.000 og 2.500 gange i døgnet, og mens nogle runder
morgenmadsbuffeten, så stopper
rigtig mange også blot op ved bordet og skuffedariet ved indgangen. Og det er vigtigt, mener Lone
Hviid. For så længe stofbrugerne
kommer for at hente nye rygeeller fixesæt, så kan personalet
igennem samtaler nå dem og med
tiden måske få dem til at kigge
forbi Sundhedsrummet. Derved
kan mange af de alvorlige infektioner og sygdomme afhjælpes eller
forebygges, og et ofte kaotisk liv
gøres en lille smule lettere. |
En dråbe i havet har også ret
Kampen mod hiv og aids i Odessa er svær uden myndighedernes opbakning.
Alligevel kæmper NGO’er og aktivister mod virussen, som på 20. år spreder sig
med lynets hast og gør Ukraine til det land i Europa med flest smittede.
tekst og foto Anna Klitgaard
Yura står i parken, der omgiver den ene af Odessas to metadonbehandlingsklinikker. Han er hiv-positiv og har multiresistent TB, og derfor betyder det meget for
ham at kunne modtage gratis metadon, så han ikke længere skal jage rundt dagen lang efter penge og stoffer.
Aids-hovedstad
uden medicin
Sortehavskystens havne i Ukraine har længe tiltrukket søgende
sjæle, skibe og stoffer. Med Sovjetunionens sammenbrud for 20
år siden gik økonomien dog i stå,
sundhedssystemet kollapsede, og
byen som landet oplevede store
sociale omvæltninger. Dengang
fandt mange unge mod til at se
mod en utryg fremtid i stofferne,
og hiv spredtes hurtigt. I dag er
der intet, der tyder på, at epidemien er ved at komme under
kontrol, for der bliver stadig
smittet 60 nye personer hver dag
i Ukraine, og med svær adgang til
metadon- og ARV-behandling er
der ingen tegn på, at antallet af
6
nye tilfælde vil falde i den nærmeste fremtid.
Billige stoffer spreder aids
Stofferne findes over hele Ukraine, men værst er situationen i
Odessa på den ukrainske Sortehavskyst. Her kæmper 40.000
stiknarkomaner hver dag for at
skaffe penge til narkotika, men
kampen er hård. Et sted, de kan
spare, er ved at skifte de dyre
morfinstoffer ud med billige kemiske samt at dele nåle, men det
går hårdt ud over helbredet, siger
Dr. Angela Yuryeva, der er leder
af det ene af blot to metadonbehandlingssteder i byen.
- Vi kan se de psykiske og
fysiske skadevirkninger af de
Uforståelig attitude
Store udfordringer
40.000 stiknarkomaner, hvoraf mellem 60 og 70 procent er hiv-positive.
Velkommen til turistmagneten Odessa på Ukraines Sortehavskyst,
hvor kun et fåtal har mulighed for at få optimal behandling og medicin.
tekst og foto Anna Klitgaard
ikke love dem nogen hjælp bagefter, så hvorfor
skulle de blive ved med at teste sig? Den her
situation vil skabe endnu flere hiv- og aidssyge, det kan ikke andet, mener hun.
Solen bager ned fra en skyfri himmel. Rundt
omkring i den bagerste del af parkens skygger sidder unge som ældre og kigger sløvt ud
i luften eller tripper nervøst omkring. De er
kommet fra morgenstunden for at modtage
medicin for hiv, aids, tuberkulose (TB) eller
bare modtage deres daglige ration metadon.
Det ene af Odessas blot to metadonbehandlingssteder ligger bagerst på grunden, hvor
TB-hospitalet holder til. Det har fået huset
og pladsen, fordi de 17 tidligere narkomaner, som stedets fire læger og socialarbejdere
dagligt tilser, alle lider af TB, og 13 desuden
er hiv-positive. Behandlingen af dem er ofte
svær, men med tålmodighed, et åbent sind
og imødekommenhed er personalet kommet
langt, siger Dr. Angela Yuryeva, der er daglig
leder af centeret.
hjemmelavede narkococktails,
som bliver brugt nu. Brugerne bliver markant mere skadede – både
mentalt og kropsligt. Og de bliver
også mere opgivende og ligeglade
med dem selv, siger hun.
Ingen hjælp at hente
Et af resultaterne er, at der bliver
delt kanyler. Med en forekomst
på hiv og aids på mellem 60 og
70 procent blandt narkomanerne,
spredes sygdommen stærkt, men
det samme gælder ikke for behandlingstilbud, siger narkotikaspecialisten og lægen Dr. Tomila
Ayvardgi.
- Det er staten, der skal købe
ARV-medicin (antiretroviral og
livsforlængende aids-medicin,
red.). På grund af korruption
er der i længere tid ikke blevet
bestilt nye varer, og det kan vi
begynde at mærke nu. Ingen nye
patienter kommer i behandling,
og de, der allerede er i gang, må
ofte skifte medicin, hvilket kan
være smertefyldt og farligt.
Selvom lægen kun kan ryste
på hovedet og smile skævt af korruptionen i regeringen, så er det
ikke nogen spøg for misbrugerne
på gaden. Mange af dem vil på
et tidspunkt blive konfronteret
personligt med den aids-epidemi,
der holder Odessa i skak, og uden
mulighed for behandling betyder
diagnosen døden for mange. |
| HUS FORBI | nr. 10 oktober 2011 | 15. årgang
Hun har været med, siden centeret startede i
2009. Dengang var der flere metadonbehandlingssteder i byen, men i dag er der blot to.
Det i TB-hospitalet, som hun arbejder på, og et
andet ved aids-centeret, som dagligt ser 156
patienter. At hjælpen, de to steder kan tilbyde,
blot er en dråbe i havet, er hun ikke i tvivl om,
for med 40.000 stiknarkomaner i en by med en
million indbyggere, er behovet enormt. Men
det er ikke muligt at hjælpe flere lige nu, siger
hun, for staten, politiet og andre læger står i
vejen.
- Der er mange, der gerne vil væk fra
stofferne og kriminaliteten på gaden og på
metadon. Men kommunen vil ikke betale
gildet, politiet er imod, fordi betjentene mister
indtægter i form af penge under bordet fra
pushere og misbrugere, flere læger er modstandere af behandlingsformen, og regionen
har ikke pengene.
Tidligere havde centeret 45 patienter, men i
dag kommer der kun 17 hver dag, fordi det er
så svært at skaffe metadonen.
Svært at råbe politikerne op
Lægerne bagerst på TB-hospitalets grønne
grund er ikke de eneste, der kæmper. Lidt derfra sidder aktivisten Tetiania Afamasiadi i en
kælder omgivet af kamæleoner, edderkopper,
katte og fisk. Dyrene er med til at gøre kælderen mere indbydende for de stofmisbrugere,
som hver dag kommer her for hjælp og samtaler, og er Tetianias idé. Hun sagde i 2005 ja til
Tetiania Afamasiadi er aktivist og tidligere stofmisbruger. Hun modtager dagligt metadon og er på
livsforlængende ARV-medicin, men alligevel bliver
hun aldrig træt af at kæmpe for, at hjælpen, som
hun selv modtager, skal nå ud til flere af Odessas
40.000 stiknarkomaner.
at blive regional koordinator Alliance Ukraine
for Odessa-regionen, og lige siden har hun
kastet sig ud i en både personlig og ideologisk
kamp for denne socialt udstødte gruppe.
- Jeg har selv været stofmisbruger, er hivpositiv og får stadig metadon hver dag. Jeg er
et levende eksempel på, at hvis man får hjælp,
så kan man få et godt og normalt liv, men det
har politikerne svært ved at forstå. Lige nu
kæmper vi for at få bedre behandlingsmuligheder for de, der gerne vil væk fra stofferne,
men også at få flere i livsforlængende ARVbehandling. (antiretroviral og livsforlængende
medicin, red.)
Hver uge mødes Tetiania med byrådspolitikerne samt andre sundhedsorganisationer fra
byen, og selvom hun håber på et bedre samarbejde med den nye borgmester end den gamle,
så er hun langt fra optimist.
- Lige meget hvem man taler med, så er der
meget få penge. Vi forsøger at hjælpe, så godt
vi kan, men det er svært. Vi har gode folk, der
arbejder for os, har skabt kontakt til stofmisbrugerne på gaden og har fået dem til at teste
sig. Det har taget lang tid, men lige nu kan vi
Heller ikke brugerne af metadonbehandlingsstedet bagerst på TB-hospitalets grund forstår
politikernes attitude. Denne morgen venter
Yura på 34 år udenfor i skyggen. Han har et
langt livs misbrug bag sig, TB og hiv, men alligevel er han tilfreds, for metadonbehandling
har forandret hans liv.
- Min familie er begyndt at smile, når de ser
mig, forklarer Yura, der har multiresistent TB
og ved, at han kommer til at dø af det.
- Det har de ikke gjort i mange år. Jeg startede med stoffer, da jeg var 16 år, og lige siden
har jeg været ind og ud af fængsler, stjålet og
snydt. I dag kan jeg leve et næsten normalt liv
ved at komme her en gang om dagen, og det er
det jeg har drømt om længe – et normalt liv.
Selvom Yura erkender, at livet nok aldrig
bliver helt normalt, så ved han, at mange
andre ud over ham selv kan få det bedre af
behandlingen, som centeret tilbyder. Hvis bare
politikerne ville tillade det.
Hiv sender unge i fare
Der er dog intet, der tyder på, at et skift i den
officielle holdning er på vej lige foreløbig.
Imens kæmper 40.000 stiknarkomaner videre
i byen for at mætte deres afhængighed, og
sprøjterne går fortsat på omgang. Godt nok
er der andre NGO’er, der gratis deler kanyler
ud samt samler de brugte ind, men mange
misbrugere har givet op og er ligeglade, siger
gadearbejderen fra herberget Way Home, Inna
Nikiforova. Hun har i otte år arbejdet blandt
byens gadebørn, og hun ved af erfaring, at en
diagnose på hiv kan være dødbringende på
mere end en måde.
- Vi ser igen og igen, at de unge giver op.
De tager endnu flere risici, deler sprøjter, har
usikker sex og går helt i hundene. De ved jo
godt, som tingene står lige nu, at de ikke bliver
gamle, hvis de er misbrugere og har hiv, siger
hun.
Alligevel forsøger hun som lægerne på TBhospitalet og Tetiania at hjælpe. For selvom en
dråbe i havet ikke er meget, siger Tetiana, så
kan den alligevel gøre en forskel. Og det vil
de blive ved med på hver deres måde, indtil
politikerne går aktivt ind i kampen mod hiv og
aids. |

HUS FORBI
| nr. 10 oktober 2011 | 15. årgang | 7
I oktobernummeret af Hus Forbi blev der bragt en artikel om forholdene
for de 40.000 stofafhængige i Odessa i Ukraine.
HUS FORBI
| nr. 11 november 2011 | 15. årgang | 11
Massive engelske besparelser
sender flere på gaden
Blot et år efter at den nye koalitionsregering satte sig til rette i parlamentet
i Westminster, er antallet af hjemløse steget, og det samme er ventelisterne til
billigere sociale boliger i Storlondons 33 kommuner.
tekst og foto Anna Klitgaard
30 milliarder engelske pund eller
godt 256 milliarder danske kroner. Så mange penge mener den
engelske regering skal spares de
næste fire år, hvis landets økonomi skal have en chance for at
komme igennem den nuværende
krise. Som Europas finansielle
hovedstad blev landet ramt hårdt,
da bankerne i 2008 på stribe
begyndte at krakke, og som svar
på regningen fra dengang beder
koalitionsregeringen nu englænderne spænde livremmen ind.
Flere på gaden
Mens langt de fleste penge skal
findes i sundhedssektoren, så
rammes de sociale boligbyggerier,
velfærdssystemet og de hjemløse
også hårdt. Op mod 56 milliarder
kroner skal der findes i budgetterne her, og det vil komme til at
gøre rigtig ondt, siger direktøren,
Mike McCall, fra hjemløseorganisationen St. Mungo’s i London.
- Vi kan allerede nu se, at
antallet af hjemløse på gaden
vokser, og at køen for at få en billig bolig hos kommunen er blevet
markant længere.
Helt konkret er antallet af
dem, der sover på gaden, steget
med otte procent siden sidste
år, mens 15 procent flere fattige
enlige og familier efterspørger
sociale boliger i Storlondons 33
kommuner. Det reelle antal menes
dog at være langt højere, for som
pengene er blevet mindre i kommunekasserne, så er kravene for
at få hjælp blevet skrappere.
Færre herberger
Hvor det stigende antal hjemløse skal søge hen, er dog endnu
uvist. Men med færre penge i
kommunernes kasser ved organisationer som St. Mungo’s, der er
den største udbyder af herbergs-
senge i hovedstaden, at flere af
deres steder må lukke. Det samme
billede tegner sig ifølge paraplyorganisationen Homeless Link for
alle udbydere, for med slunkne
offentlige kasser er tilskuddene
til dem, der hjælper, også for
nedadgående, siger lederen, Alice
Evans, fra Homeless Link.
- England har siden 2002 haft
et program, ’Supporting People’
(understøtte mennesker, red.),
der garanterede en vis mængde
penge til hjemløsesektoren. Den
garanti har den nuværende regering fjernet, så det er nu op til de
individuelle kommuner, hvordan
de vil støtte os. I nogle ser vi
besparelser på op til 40 procent på
den konto.
For St. Mungo’s betyder det,
at de må lukke et herberg i den
sydlondonske kommune Lambeth, hvor der lige nu er 120
beboere. Herberget er fyldt hver
nat, men pengene til driften er
der simpelthen ikke fra april
næste år. Lukningen er blot en af
flere, siger Mike McCall, for også
i andre kommuner må projekter,
der støtter mentalt syge hjemmeboende, ophøre, og det bliver dyrt
i længden.
- Der er måske nok besparelser
i det lige nu, men på sigt bliver
det dyrere. Disse mennesker
er socialt udsatte, de har ofte
komplekse problemer og er derfor
svære at hjælpe. Vi prøver at
forblive optimistiske på trods af
udfordringerne, men lige nu ser
det ikke godt ud for de nuværende hjemløse eller dem, der er
i farezonen for at blive det, siger
Mike McCall. |
Læs mere om EU’s arbejde med en
fælles indsats for at afhjælpe hjemløshed på www.husforbi.dk
Sociale boligbyggerier i London har tidligere været og er stadig mange fattiges eneste mulighed for at finde tag over hovedet i storbyen. Ofte er der på grund af
den udbredte fattigdom store sociale problemer og kriminalitet forbundet med dem. Her er det Stockwell Park Estate mellem Brixton og Stockwell i Sydlondon.
12
| HUS FORBI | nr. 11 november 2011 | 15. årgang
Charlie er 27 år og fra det nordlige England. Han har været hjemløs siden februar måned i år og sover bag et luksushotel blot et par hundrede meter fra Embankment
Undergrundsstation, hvor han sælger Big Issue (Englands svar på Hus Forbi, red.). Charlie har oplevet et voldsomt brud med sin familie og har været en tur i fængsel
for butikstyveri, men i dag drømmer han om en frisk start. Om drømmen går i opfyldelse kommer dog an på, om han finder et sted at bo, for med de nye besparelser
bliver det svært for ham.
En dyr vej ud af krisen
En cocktail af velfærdsreformer,
økonomisk krise og massive
offentlige besparelser vil de
næste år ramme unge arbejdsløse, hjemløse og udsatte
familier hårdt i England. For
regeringen drejer det sig om
at få landets økonomi på ret
kurs igen, men for mange
fattige er ruten ikke den rigtige,
advarer flere eksperter og
organisationer. De risikerer
nemlig at ende på gaden i
mange år fremover, siger de.
tekst og foto Anna Klitgaard
Charlie står i sin lyserøde t-shirt uden for Embankment Undergrundsstation i det centrale
London. I sin røde vest er han let at få øje på
og de, der kommer forbi, er da heller ikke i
tvivl om, hvad han vil. ’Big Issue, Big Issue’,
lyder det fra ham med korte mellemrum, men
fra de fleste får han bare et forstående smil.
Lørdag eftermiddag er det nemlig ikke Hus
Forbi eller Big Issue, de fleste kommer her forbi
for at købe. I stedet er det Covent Gardens butikker, Soho’s restauranter og barer og Charing
Cross’ kulturelle tilbud, som trækker strømmen af mennesker, der bevæger sig op ad den
brostensbelagte gade.
En hård frihed
Charlie har været hjemløs, siden han i februar i
år kom ud af fængsel. Han sad inde for butikstyveri, men da han kom ud, var der ingen til at
hjælpe ham videre. På grund af hans homoseksualitet slog familien hånden af ham, og hos
de sociale myndigheder var der ingen hjælp at
hente for en ung, arbejdsløs mand på 27 år.
- Jeg kan få en herbergsseng, men jeg bryder mig ikke om at være der. Der er for mange
stoffer, alkohol og usikkerhed, derfor valgte
jeg gaden, siger han.
Flere i klemme
Han endte i en opgang bag det luksuriøse
Savoy Hotel, der ligger lige ud til Trafalgar
Square, blot et par hundrede meter fra stedet,
hvor han siden maj har forsøgt at sælge hjemløsebladet. Indtægten fra salget er det eneste,
han lever af, for det har ikke været muligt for
ham at få noget fra det offentlige, siger han.
HUS FORBI
| nr. 11 november 2011 | 15. årgang | 13

velfærd i england
Velfærdssystemet i England begyndte så småt at blive bygget op
fra starten af det forrige århundrede. Siden er det udbygget igen og
igen, men i dag kræver regeringen
gennemgående reformer af det.
Et af de områder, den ønsker at
skære i, er tilskud til husleje. Siden
april i år er der derfor indført et loft
på omkring £220 (1.830 kroner)
per uge for enlige over 35 år og et
maksimum på £500 (4.150 kroner)
per uge for storfamilier. For unge
under 35 år kan der kun ydes beløb
svarende til, hvad en delelejlighed
eller et delehus koster.
Ud over støtten til husleje får arbejdsløse i England omkring £70-80
om ugen til at dække faste udgifter,
mad, tøj og eventuelt differencen
mellem boligstøtten og den faktiske
husleje.
fald i
herbergssenge
I alt er der 42.991 hostelsenge i
England, hvoraf 13.173 findes i London. Ifølge paraplyorganisationen
Homeless Link er antallet af senge
i London siden sidste år faldet med
over 1.000, og på samme tid er
antallet af de, der ikke kunne finde
plads i et herberg, steget fra 18 til
26 procent.
Beverly O’Sullivan arbejder for Brixton Advice Centre i kommunen Lambeth i det sydlige London - en af dem, der skal
spare meget. Centeret har ligget på samme adresse i 40 år og hjælper folk med husleje- og gældsrådgivning og retssager.
For et år siden talte de otte medarbejdere med 30 mennesker om dagen, men i dag er det tal steget til 40, og der er ofte
en lang kø udenfor, når de møder ind om morgenen.
Charlie er langtfra den eneste, der er kommet
i klemme i det system. I takt med at velfærdsreformer, den nuværende økonomiske krise og
massive offentlige besparelser har ramt England på en gang, er kravene til dem, der kan
få hjælp, blevet strammere, og køen længere.
Siden sidste år har det betydet, at otte procent
flere sover på gaden i London, mens yderligere
15 procent har føjet deres navn til de i forvejen
lange kommunale ventelister, fordi de har brug
for en billig offentlig bolig.
Hjemløseorganisationerne i landet advarede
allerede sidste år regeringen om, at de store
besparelser ville sende flere tusinder på gaden.
Alligevel ser det ikke ud til, at politikerne er
villige til at stoppe reformerne, og det giver
ekstraarbejde ude omkring i Londons gader.
En af dem, der har mærket dette, er Beverly
O’Sullivan fra Brixton Advice Centre. Foreningen hjælper og rådgiver borgere gratis i sager
om boligstøtte og gæld, og for nylig har de
måttet ansætte flere folk, fortæller hun.
- Sidste år talte vi måske med 30 mennesker
14
| HUS FORBI | nr. 11 november 2011 | 15. årgang
om dagen, i dag er det tal steget til 40 i gennemsnit. Når vi møder ind om morgenen, står folk i
kø udenfor, og et af de helt store problemer for
mange er gæld og huslejestigninger. Vi har set
en stor stigning i antallet af retssager, som vi
fører for folk, og i det sidste år har vi måttet ansætte ekstra medarbejdere for at hjælpe. Alligevel sender vi nogle herfra uden assistance, fordi
deres sager ikke er alvorlige nok, siger hun.
Som andre organisationer i London ved
Beverly O’Sullivan dog, at der fra næste år vil
være blot halvdelen af det budget, som de har i
år. Tilskuddet fra kommunen svinder ind, fordi
den også skal spare, så hvordan hun og hendes
kollegaer i fremtiden skal hjælpe den stadig
voksende kø udenfor, ved hun ikke.
Dyr husleje
En af de store udfordringer for hende som for
de andre organisationer, der forsøger at støtte
hovedstadens udsatte, er de velfærdsreformer,
der er - og snart vil - træde i kraft. Tidligere
fik arbejdsløse, fattige pensionister og syge
betalt enten hele eller dele af deres husleje af
det offentlige og fik lidt penge i understøttelse. Med de nye reformer forsvinder det
sikkerhedsnet dog, og i London, hvor enorme
huslejer er hverdagskost, vil det give mange
problemer, siger hun.
- Tidligere var det kun unge op til 24 år,
der fik penge til et værelse i et dele-hus ellerlejlighed. Fremover vil alle op til 35 år skulle
dele. Tidligere fik alle på lav indkomst fra 24 år
og opefter dækket hele deres husleje, hvis den
var rimelig, men i dag er der et loft på omkring
1900 kroner per uge. Selv i Lambeth Kommune, som er en af de fattigere, giver det ikke
adgang til mange boliger.
Også direktøren for hjemløseorganisationen
St. Mungo’s er bekymret for forandringen i
boligstøtte. For mange unge ønsker ikke at bo
permanent i delelejligheder, hvor alkohol og
stoffer ofte florerer, og det efterlader dem i
herbergets senge eller på gaden, siger han.
- Allerede nu ser vi, at folk bor på vores
herberg i gennemsnit mellem ni og 12 måne-
varslede besparelser
I løbet af de næste fire til fem år ønsker regeringen at spare op mod 30 milliarder pund eller
248 milliarder kroner på de offentlige budgetter.
Mens sundhedsvæsenet står over for den største
besparelse på 20 milliarder pund (166 milliarder
kroner), så rammes den sociale boligsektor med
krav om at finde 5.8 milliarder pund (48 milliarder
kroner) og hjemløsesektoren 211 millioner pund
(1,75 milliarder kroner). Oven i dette er penge,
der tidligere var øremærket til de hjemløse nu
frigivet til andre formål, og det betyder i nogle
kommuner, at hjemløsebudgettet er barberet
med op mod 40 procent.r.
sociale uroligheder
England og specielt London har i de sidste
måneder oplevet store demonstrationer imod de
besparelser, som koalitionsregeringen bestående
af De Konservative og De Liberale sidste år efter
valget varslede. Dog synes regeringen stålsat på
at presse reformerne og besparelserne igennem,
og det får flere sociale organisationer i bydele
som Brixton til at frygte uroligheder. Brixton
– som andre fattige London-bydele – har flere
gange gennem de sidste 30 år været centrum for
voldsomme gadekampe på grund af store etniske
og sociale skel. Med mange unge med uddannelse men ingen udsigt til job, boliger eller fremtid
synes scenen sat til en gentagelse, siger de.
De kommende besparelser er noget, der vedrører alle på gaden og den store gruppe, der lige nu lever på
kanten af fattigdommen i England. Mellem de hjemløse i London er det noget, der bliver talt meget om, da
det for mange betyder, at der bliver endnu længere fra fortov til egen bolig. Her er det den nuværende og
den tidligere hjemløse Wayne og Tom, der diskuterer i Covent Garden.
der. Derefter forsøger vi at sluse dem ud til
egen bolig. I fremtiden bliver det sværere,
fordi alle de under 35 år skal dele. Derfor frygter vi, at opholdet bliver meget længere for
mange i fremtiden, eller at flere vender tilbage
til gaden.
Social udrensning
I et radioprogram for nylig kaldte Londons
overborgmester, Boris Johnson ,det, der
demografisk kommer til at ske i hovedstaden,
en ’Kosovo-agtig social udrensning’. For de
fattigere samfundslag vil fremover ikke have
råd til at blive boende i millionbyens centrum,
hvis reformerne træder i kraft, og dermed er
de tvunget til at flytte til yderkommunerne
og langt væk fra mulige arbejdspladser. Mike
McCall fra St. Mungo’s er enig i overborgmesterens beskrivelse, og han håber, at hans
ord vil få regeringen til at tænke sig om igen.
- Allerhelst ser vi, at reformerne bliver sat
i bero. Ingen siger, at der ikke er behov for
nogle af dem, men måden, det bliver gjort på,
rammer skævt. London er i dag en by med en
blanding af mange forskellige mennesker og
kulturer. Hvis det forsvinder, vil vi se store
ghettoer vokse op ude omkring som i Paris.
Hverken han eller Beverly O'Sullivan fra
Brixton Advice Centre ønsker at se dette, og
derfor vil de også med de midler, de har til
rådighed, forsøge at hjælpe de mange, som
kommer i klemme.
Ingen nem løsning
Charlie er en af dem. Hans alder gør nemlig, at
han kun kan modtage støtte til ét værelse i en
delelejlighed eller –hus, men det vil han ikke.
Han ved fra herbergerne, at hvor der er mange
mennesker samlet, er der også stoffer og alkohol, og lige nu er det ikke, hvad han har brug
for at leve med. Efter bruddet med sin familie,
tiden på gaden og i fængslet har han brug for
fred og ro – ikke fristelser og ballade.
- Min drøm er mit eget sted. Bare et værelse, men mit eget sted med mit eget køkken
og bad. Jeg har kontakt til en hjemløseorga-
nisation – Connexions, som prøver at hjælpe
mig, men jeg ved, det bliver svært med de nye
regler. Alligevel vil jeg ikke dele, for det vil
ikke hjælpe mig i længden – så hellere blive på
gaden.
Mens Charlie taler, myldrer mennesker
forbi. Ud fra de fyldte poser i deres hænder er
det svært at få øje på den økonomiske krise i
England, men det er bare at forlade Trafalgar
Square og tage undergrunden nogle få stop.
For eksempel til bydelen Brixton i syd, hvor
køen foran døren til boliganvisningen bliver
stadig længere, og diskussionerne i receptionen stadig mere ophedede. Her som i andre
bydele er der kamp til stregen for at få fingre
i billige sociale boliger, men efterhånden som
nedskæringerne træder i kraft, bliver der
færre af dem, og det gør kravene til de heldige
større. Charlie har i denne som andre lignende
køer ikke en chance, for som enlig, ung mand
må han kæmpe for sig selv eller søge hjælp hos
Londons stadig mere overbebyrdede hjemløseorganisationer. |
HUS FORBI
| nr. 11 november 2011 | 15. årgang | 15
alt, hvad jeg har
Hvad er det nødvendigt at have med sig rundt på gaden, når man er hjemløs?
Og hvad gemmer der sig i de tasker, poser, barnevogne og indkøbsvogne,
som de hjemløse slæber rundt på eller har fået opmagasineret hos venner,
i en kirke eller på et herberg?
af Birgitte Ellemann Höegh
foto Ulrik Jantzen, das büro
Hus Forbi har mødt syv mennesker, der bor på
gaden eller herberg, og bedt dem om at tage
alt, hvad de har, med sig hen til en fotograf i
Kødbyen i København. Det blev bredt ud på
jorden foran dem. Nogle ville gerne helt selv
pakke ud for at få overblik, andre fik hjælp.
Nogle fandt ting i deres gemmer, som de
ikke havde set længe. For eksempel dukkede der i en oppakning en sten op formet
som Grønland, som sælgeren holder meget
16
| HUS FORBI | nr. 11 november 2011 | 15. årgang
af. En anden oppakning gemte på et brugt
kondom med knude på – det blev dog smidt i
skraldespanden efter ejerens ønske. Én af de
medvirkende havde ugen forinden en barnevogn, som han gik omkring med. Men den var
i mellemtiden gået i smadder, så nu havde han
bare en rygsæk til sine ejendele.
Fire ud af syv medvirkende havde ikke
nogen mobiltelefon og var derfor ikke kontaktbare fra første møde, til de dukkede op til
fotografering. De fleste ejendele har ejerne
klunset sig til. Soveposer og tøj kan man for
eksempel ofte få udleveret på herberger og i
varmestuer. Nogle får vasket tøjet på varmestuerne, mens de sover, mens andre tager nyt
tøj på og efterlader det beskidte.
Dyk ned i billederne, og tænk lidt over,
hvad du egentlig selv gemmer på derhjemme,
hvad du bruger hver dag, hvad der har størst
betydning for dig, og hvilke af dine ejendele
du egentlig ville tage med dig, hvis du skulle
overleve på gaden.
Se de andre billeder i de næste numre af Hus
Forbi eller på www.husforbi.dk
Ud over det, Linda har med her, har hun to sække med tøj, dvd’er, hundemad og fiskegrej i herberget i Hillerødgades kælder. Det kunne hun ikke hente, da hun var
bange for, at de så ikke længere ville lade hende opmagasinere det for hende.
Linda Christina Hansen, 34 år (31.
august). Hus Forbi-sælger. Har boet på gaden
de sidste otte måneder. Før da havde hun
værelse på herberget i Hillerødgade i København. Sover ofte i natcaféen i Hillerødgade
eller i telt sammen med en kammerat. Hendes
hus i Holbæk brændte ned for to år siden.
Har med sin ekskæreste seks børn i alderen
fra tre til 15 år. De er alle i plejefamilier. Hun
har kontakt til de to ældste. Har altid levet på
kontanthjælp.
Hvorfor bor du på gaden?
Hvad er det vigtigste, du har med dig nu?
Fordi vores hus brændte ned på grund af en skorstensbrand. Vi blev ikke genhuset, fordi vi ikke
havde nogen forsikring.
Min hund, Malou, som jeg har fået tilbage fra min
ekskæreste for halvanden måned siden. Og så mit
sælgerkort til Hus Forbi, men det har jeg forresten lige mistet.
Hvad har du mistet undervejs?
Alt indbo i huset, der blev ødelagt under branden.
Hvad ville du købe, hvis du havde
ubegrænsede midler?
Hvad er du mest ked af at have mistet?
Et hus, så jeg kunne få alle mine børn hjem, og vi
kunne være der alle sammen. Det må gerne ligge
i Haslev, hvor de er i plejefamilie.
Alle de ting, børnene har lavet. Tegninger og
malerier – de kommer aldrig igen. Og så alle billederne af børnene.
HUS FORBI
| nr. 11 november 2011 | 15. årgang | 17
Hus Forbi har
vokseværk i Aarhus
18
| HUS FORBI | nr. 11 november 2011 | 15. årgang
Værestedet i Jægergårdsgade distribuerer næsten 10.000 aviser om måneden
og er konstant på jagt efter nye sælgere. Sælgernes motivation og udsigt til et bedre liv
er drivkraften bag succesen.
af Helle Horskjær Hansen
foto Claus Sjødin
Tre mænd med gule Hus Forbitasker over skulderen trasker væk
fra Værestedet i Jægergårdsgade.
Det er den 1. september. Dagen
før landede 10.000 nye aviser til
stedet.
Uret siger 8.30, og i det ene
hjørne på kontoret er avissalget
allerede i gang.
Et par tusinde aviser står i
bundter op ad væggen – resten er
i kælderen.
Ved skrivebordet er en 500-krone-seddel ved at skifte ejer.
’500 bucks delt med 12’.
Lommeregneren bliver hevet
frem fra skuffen. Hurtigt og bestemt bliver tallene tastet.
- Du får 42 aviser, så har jeg
givet dig fire kroner i rabat, Alex,
siger Ove Abildgaard. Han er leder af det aarhusianske værested,
- De fleste sælgere
får håb og tro
på et bedre liv.
som har distribueret Hus Forbi
siden 1998.
’… 40, 41 og 42. Værsgo, og god
arbejdslyst’.
Sælgeren takker, tager aviserne og putter dem forsigtigt
i tasken uden at lave æselører.
Han sælger sine aviser på Aarhus
Hovedbanegård.
- Vi er tre, der skiftes til at
sælge på banegården. Jeg sælger
hver dag efter 13.30, men jeg
gider ikke sælge efter den 15. i
måneden, for der synes jeg, at
avisen er for gammel, fortæller
Alex Garjo.
10.000 aviser om måneden
Ove Abildgaard åbner det hvide
ringbind. Det er her, medarbejderne noterer sælgerens nummer
og løbende holder regnskab med
salget.
Det er gået stærkt med at fylde
ringbindene ud. Siden stedet begyndte at distribuere Hus Forbi,
er salget af aviser og antallet af
sælgere steget voldsomt.
- Hvis vi bare kigger fem år tilbage, var der ti sælgere af avisen,
og der blev solgt 1.500 til 4.000
aviser om måneden, fortæller
lederen.
I dag har Værestedet omkring
40 aktive sælgere og et månedligt
salg på næsten 10.000 aviser. Et
tal, som gør stedet til en af landets største distributører af Hus
Forbi.
En af årsagerne til, at Værestedet klækker så mange sælgere ud,
er, at alle medarbejdere har stort
fokus på hjemløseavisen og ikke
mindst på, hvad den betyder for
den enkelte sælger.
- Vi er gode til at motivere vores
brugere. Motivere dem til at rykke
sig og komme et skridt videre,
siger socialpædagog Lars Peter
Levin Olsen om Værestedet, der
huser omkring 150 brugere. Hjemløse, misbrugere og psykisk syge.
Lars Peter Levin Olsen har
det daglige ansvar for salget af
hjemløseavisen, en avis, han ser
som en af Værestedet vigtigste
aktiviteter.
- For sælgerne er avisen ikke
blot en kærkommen mulighed for
at supplere pension eller kontanthjælp, men også en mulighed for
at få lidt stolthed ved at tjene sine
egne penge. De fleste sælgere får
håb og tro på et bedre liv, fortæller han.
des til. De er lasede, snavsede og
forhutlede. Og når vi kan se, at
sælgerne af Hus Forbi får mere
stabilitet i deres kaotiske hverdag,
forsøger vi selvfølgelig at hverve
så mange sælgere som muligt,
siger Lars Peter Levin Olsen og
fortsætter:
- Vi tager en snak med vores
brugere, hvor vi fortæller, at vi
kan tilbyde dem at blive Hus
Forbi-sælgere. Virker de interesserede, følger vi op på det og
hjælper dem i gang.
For halvandet år siden blev
Alex Garjo også hjulpet i gang.
- Jeg blev spurgt om jeg ikke
ville sælge Hus Forbi. Der var
også nogle af mine venner, der
solgte avisen. Jeg ville gerne
prøve. Jeg elsker Hus Forbi, fordi
jeg har fået mulighed for at spare
penge sammen. Min drøm er at
komme ned til min familie, der
bor i Gambia, fortæller han. |
værestedet
jægergårdsgade
i aarhus
Værestedet henvender sig
primært til særligt socialt udsatte
voksne. Målgruppen er hjemløse,
misbrugere og psykisk syge. Mange
har haft en svær start på livet med
adskillige svigt og har ofte vanskeligt ved at benytte de tilbud, der
ellers er. Værestedet henvender
sig til hele Aarhus Kommune, dog
kommer en stor del af brugerne fra
Aarhus midtby.
Stedet lægger vægt på, at
brugerne deltager i alle daglige
praktiske gøremål. I værkstedet er
der aktiviteter som kunstmaling,
mosaikker, fluebinding, læderarbejde etc. En gang om ugen bliver
der holdt brugermøde.
Unge under 18 år har ikke adgang.
Kilde: Værestedet Jægergårdsgade.
På røven
Det giver altså sælgeren et andet
indhold i dagligdagen, men det
giver også medarbejderne en
mulighed for at få en anderledes
relation til den enkelte.
- Der foregår mange samtaler
i løbet af dagen i forhold til Hus
Forbi. Sælgerens selvbillede er
pludseligt blevet ændret. Fra
bruger til sælger. Fra at være arbejdsløs til at have et arbejde, og
det vokser de fleste af, siger Lars
Peter Levin Olsen.
Tilbage på kontoret er der stadig gang i salget. De gule tasker
strømmer ind ad døren. Nogle
funkler mere end andre. Værestedet forsøger hele tiden at rekruttere nye sælgere.
- 99,9 procent af vores brugere
er på røven og har det ad helve-
Ove Abildgaard er daglig leder af Værestedet i Jægergårdsgade i Aarhus
midtby. På få år er antal aktive sælgere vokset fra fem til i dag cirka 40,
som har fået nyt indhold i tilværelsen.
HUS FORBI
| nr. 11 november 2011 | 15. årgang | 19
vagtskifte ved
dæmonernes port
To markante skikkelser inden for
det socialpolitiske feltarbejde i
Danmark trykker hånd 1. november. De har mødt hinanden mange
gange. Men denne dag er noget
særligt. Den ene er en yngre ’håndværker’, som er kommet for at sige
’goddag’, mens den anden måske
kan kaldes ’åndværker’ – og tager
imod for at sige farvel. Der er godt
en generation mellem dem, og de
er begge insisterende, trofaste og
stædige. Det har de bevist igennem
tre årtier. Men 1. november er det
slut for Jens Aage Bjørkøe, der i
1979 overtog ledelsen af Kofoeds
Skole. Han nåede næsten at sidde
på posten i lige så mange år, som
han var, da han tiltrådte, nemlig
32. Han er i dag 65 år og har valgt
at gå på pension. Hans afløser er
knap 15 år yngre, men næsten lige
så uopslidelig. Navnet er Robert
Olsen, som i 17 år har ledet Mændenes Hjem i Istedgade. |
Hus Forbi bringer i december et
dobbeltportræt af de to markante
personligheder, som hver især har
sat deres præg på udviklingen af
dansk udsatte-politik.
Hjem til Mad
Den globale non-profit-organisation Junior Chamber International (JCI) afholder hvert år i oktober
en national kongres. Der laves forskellige workshopper og holdes foredrag – alt sammen med
organisationens mål for øje – nemlig at give unge mellem 18 og 40 udviklingsmuligheder,
der styrker dem i at skabe positive forandringer.
Det førte til projekt Hjem til Mad – Mad med hjemløse for at bygge bro mellem lokalbefolkningen
og hjemløse og give både hjemløse og lokale beboere en god oplevelse, de selv var med til at skabe.
Med råvarer sponsoreret af lokale butikker og grønthandlere skulle
kokken Gorm Wisweh, kendt fra
Go’Morgen Danmark på TV2 binde
en lækker menu sammen og 'styre
slagets gang' i Beboerhuset søndag
den 4. september 2011. En udfordring, der kræver en ildsjæl som
han – på dagen havde man ingen
anelse om, hvilke råvarer man ville
have til rådighed, eller hvor mange
der havde lyst til at kigge forbi og
deltage. Det lykkedes at engagere
15 sponsorer og samarbejdspartnere. Der blev uddelt næsten 1.000
foldere på væresteder og på gader,
torve og stræder i København.
Heraf en stor del af én af Hus
Forbi’s trofaste sælgere, Karsten, og
der blev ophængt cirka 150 plakater
i opgange, forretninger, caféer og
beværtninger på Christianshavn.
På selve dagen kiggede, ud over
cirka 15 medlemmer fra lokale JCIafdelinger i Københavnsområdet,
cirka 15 lokale beboere, børn og
voksne og cirka 30-35 hjemløse,
unge og ældre, forbi.
Tallene kan ikke beskrive taknemmeligheden, folk udtrykker med
smil og krammere, eller glæden ved
at se en 12-årig pige lytte intenst
til røverhistorier fortalt af en Hus
Forbi-sælger, eller grin i køkkenet,
når 'gadedrengene' viste, at de falder ganske udmærket ind i ’kokkejargonen’.
En deltager havde lyst til at blive
hængende og havde ikke lyst til
at gå. Hun strålede af glæde, og
da hun gik med sin doggy bag, var
det tydeligt, at det havde været en
rigtig dejlig dag.
Følelsen af at have været med
til at gøre en forskel blot ved stor
frivillig arbejdsindsats og ellers
ganske få midler er noget, de syv
i projektgruppen vil glædes over
meget længe, og det er en glæde,
der aldrig kan opgøres i tal.
Derfor er JCI Ørestad også parat
til at gentage succesen – flere
erfaringer rigere end sidst. I marts
2012 er der planer om at lave endnu
en omgang ’JCI Hjem til Mad’, og
de håber, at endnu flere vil deltage,
og bidrage til at gøre en positiv
forskel.|
Vil du vide mere om projektet,
så kontakt jcihjemtilmad@gmail.com
ANNONCE
Christiania udsteder folkeaktier
Christianias Folkeaktie kom flyvende
fra start d. 26/9 2011 ved et brag af en
fødselsdagsfest, hvor hele København
fejrede, at Christiania
i fyrre år har givet plads til det
kreative, krøllede og utilpassede, midt
i centrum af Danmarks hovedstad.
Efter 40 års kærlig kamp og 10 års
udmattende forhandlinger har
Christiania fundet en forhandlingsløsning med Staten hvor en ny
Christiania-fond skal frikøbe fristaden. Selvom der er et lån, som skal
betales, skal Christiania fortsat kunne
rumme millioner af gæster og være
en åben, vildtvoksende bypark med
plads til dem, der ikke er plads til andre steder, med kreativ kultur og med
smukke huse, som fattigrøve har råd
til at bo i.
20
| HUS FORBI | nr. 11 november 2011 | 15. årgang
Christiania har brug for
hjælp til at løfte den
store opgave.
Derfor udsteder
Christiania folkeaktier
med det mål at rejse
76 mio. kr. til støtte af
frikøbet.
Christianias Folkeaktier
sælges via hjemmesiden www.christianiafolkeaktie.dk for 100 kr.
og opefter, men tager
man selv ud på Staden,
kan man købe sig en
Folkeaktie for helt ned
til 20 kr.
| mindeord |
Terkel blev 47 år og var i mange år fast inventar på Christianshavns
Torv, hvor han i den seneste tid før sin død sad i kørestol efter at
være blevet påkørt af en bil. Han fik ikke passet sin genoptræning.
Familien har fortalt mig, at Terkel altid var meget humoristisk og
hjælpsom. Og når han trådte ind af døren, var der liv og glade dage.
Han holdt sig ikke altid til sandheden, men folk kunne godt lide ham
alligevel.
I januar sidste år var der et tre-siders portræt i Ekstrabladet, hvor
man kunne få en fornemmelse af Terkels liv og livssyn.
’Kulden har skubbet Danmark ud i noget, der minder om en undtagelsestilstand. København er farvet gråhvid af sne og sjap. Overalt
taler folk om vejret og kulden og spørger sig selv, hvornår det hele
mon vender.
Men ikke Terkel...
Han sidder i busskuret på Christianshavns Torv og ser på travle
forbipasserende, der småløber til bageren med armene slynget om
sig selv eller tripper ved metroen i et forsøg på at holde varmen.
- Bevares, jeg kan da også godt mærke, at det er koldt, men når
jeg ser de der mennesker, tænker jeg: ’Så klæd jer da ordentligt på’,
siger Terkel. I næsten ti år har han overnattet på en bænk på Christianshavns Vold. Sommer og vinter har han lagt sig til at sove under
åben himmel.
- Det er ikke så vanskeligt at leve på gaden. Det er sådan set
bare at hoppe i posen og lyne til. Mit liv er faktisk ikke så svært, som
andre gerne vil gøre det til. Det er det samme liv som andres – bare
koldere. Jeg står ikke op om morgenen og går på arbejde, jeg står
op og fryser. Morgenerne er de værste. Jeg skal lige op og i gang,
drikke en øl og gå lidt rundt, før jeg har fået varmen, og kroppen virker igen. Jeg kunne da godt tænke mig at springe det første kvarter
over hver morgen. Terkel bruger ellers ikke megen tid på at drømme
om ting, han godt kunne tænke sig, og han kigger helst heller ikke
bagud.
Han hænger ikke fast i barndommens kostskoleophold i Jylland,
tiden som messedreng på et skib i de europæiske farvande, uddannelsen til brolægger eller bruddet med sin ringforlovede, som han
har to voksne børn med.
Da Terkel forlod sin forlovede og deres to børn, havde han lidt
sparepenge på lommen og strejfede omkring. Nætterne tilbragte han
på forskellige kammeraters sofaer i København og omegn. Men med
tiden følte han, at han var til ulejlighed hjemme hos sine venner og
bekendte. Og pludselig var der ikke langt fra at være sofa-surfer til
at være vaskeægte hjemløs med egen bænk i et af byens parkanlæg.
Terkel havde ingen adresse og fik ingen penge fra kommunen.
Han tjente til dagens forbrug af øl, sprut, mad og cigaretter – cirka
200 kroner – ved en gang imellem at sælge de hjemløses blad, Hus
Forbi, og ved at stille sig op på Strøget og ’platte penge’, som han
selv kaldte det. Når han huskede at spise, var det på Kirkens Korshær, hvor en gang gullasch med kartoffelmos kostede 10 kroner. Her
får han også et varmt bad, når han trængte. Ellers etagevasker han
ved en offentlig vandpost med iskoldt vand på voldene.
Terkel søgte lejlighed, men fik at vide et sted, at der kunne gå
op til syv år. Hans kommentar til det var: ’Det er sgu i orden – jeg
venter bare her!’ Nu venter Terkel ikke på noget længere.
Æret være hans minde.
Asser Skude, sognepræst
Adam Thomsen var en værre charmetrold,
han var vellidt, gik gerne til hånde. Han gik
særligt op i sine klæder og var stort set altid
velklædt og proper. Han startede dagen med
at sige ’Godmorgen Danmark’. Han var glad,
humoristisk og positiv af sind.
Det, der fyldte mest i Adams liv, var hans
datter, Isabella, som han så frem til at møde.
Selv om de ikke havde kontakt, så håbede
han, de snart fik det. Adam talte meget om
Isabella. Da han endelig efter flere år fik lejlighed i Bellahøjhusene, var målet at få så meget
styr på sig selv i almindelighed og på livet i
særdeleshed, at han kunne få kontakt til hende igen.
Adam knyttede sig hurtigt til Helle fra Hjemløseenheden, og det var
rigtig vigtigt for Adam, at de sås, hver gang han var i huset. Han kom ned
på kontoret for at få sin daglige medicin og vitaminer, som var nødvendige
for at styre alkoholforbruget, som var Adams største fjende. Han blev
engang spurgt, hvad der skulle til for, at han fik et godt liv. Hans svar var
klart og tydeligt: Alkohol skulle forbydes!
Adam har nu fået fred, efter at han i ekstase og beruselse styrtede ned,
mens han forsøgte at lege klatrer mellem to altaner i sin nye lejlighed. En
tragisk ulykke, som forårsagede Adams alt for tidlige død. Han blev 44 år.
Adam ligger nu på Bispebjerg Kirkegård og har fået en urnegravsten, der
har nummer 2644. Man kan finde stedet på oversigtskortet på kirkegården.
Hvil i fred.
Asser Skude/Thomas Hye-Knudsen
Landsforeningen SIND, Region Hovedstaden
FRIVILLIG
ET ENSOMT MENNESKE HAR BRUG FOR DIG!
Kan du afse 1-2 timer om ugen eller hver 14. dag som besøgsven hos et menneske med en sindslidelse eller psykiske
problemer? Så vil du komme til at opleve et berigende og
udfordrende forhold.
Sindslidende er også spændende, hjertevarme, humoristiske,
interesserede og vidende mennesker, men de har ofte svært
ved at holde personlig kontakt.
Du får supervision, undervisning, vejledning og interessante
kurser og foredrag som frivillig i SIND-Nettet samt et spændende samvær med andre frivillige.
Lad os få en snak, hvis du er interesseret.
Kontakt: Lokalkoordinator for SIND-Nettet i Ballerup,
Albertslund og Lyngby Christel Lous, tlf.: 20 47 97 26 eller
mail: c.lous@get2net.dk
HUS FORBI
| nr. 11 november 2011 | 15. årgang | 21
r
e
m
m
ø
r
d
En hjemløsekalender
bliver til
af Birgitte Ellemann Höegh.
foto Holger E. Henriksen
’Det her, det er altså stort’, siger Kisser og
puster røg ud fra en cigaret. Hun sidder i en
atriumgård mellem Cirkusrevyens bygninger
på Bakken, og hun skal i de næste par timer
iklædes kostumer fra Cirkusrevyen og fotograferes. Kisser har altid drømt om at blive
skuespiller i den humoristiske genre, og det er
jo lige præcis det, skuespillerne i Cirkusrevyen
er gode til at levere. Sæsonen er slut, og Lisbet
Dahl og Ditte Hansens påklæder, Susanne
Lassen, går og rydder op i årets kostumer. På
væggene hænger billeder af revystjernerne og
deres kolleger sammen med små hyldestbreve
og sjove rekvisitter.
Jeg har hentet Kisser hos hendes søster, som
hun har overnattet hos, for at være ordentlig
klar til fotosessionen. Susanne og Kisser bliver
enige om, at Kisser skal klædes pompøst på –
det er sjovest – så vi finder fjer, hat, netstrømper, paillettrikot og tårnhøje hæle frem. I den
næste time tager vi billeder af Kisser på scenen
og foran Cirkusrevyens indgang. Det er overvældende – og flere gange løber mascaraen. For
dels har Kisser altid været vild med Cirkusrevyen, dels er hun vokset op i samme kvarter
som Lisbet Dahl – så hende føler hun en særlig
tilknytning til.
Vi ender fotoseancen i Lisbet Dahls garderobe. Og det er de billeder, vi ender med at
synes bedst om til kalenderen. Bagefter sætter
vi os ud på en bænk i Dyrehaven og taler sammen. Kisser har svært ved at samle tankerne
og få sat ord på, hvorfor det har været hende så
stærk en drøm i livet at blive skuespiller – for
som hun forklarer mig på mailen et par dage
efter, var det her en af de bedste dage i hendes
liv - og dén skulle lige sætte sig.
Drømmene på plads
Vi har portrætteret 12 Hus Forbi-sælgere i 12
forskellige jobdrømme-scenarier til årskalen-
22
| HUS FORBI | nr. 11 november 2011 | 15. årgang
får 30 kr.
res arbejde.
lgere er stolte af de
84 4 Hus Forbi-sæ evel drømt om noget helt andet.
Men nogle har allig i årskalenderen.
r
Mød 12 af dem he
ren
Pris 50 kr. – sælge
hvad
hus forbi
I halvanden måned var Hus Forbi
sammen med 12 hjemløse rundt
omkring på 12 af landets arbejdspladser for at skabe Hus Forbis
årskalender for 2012. Det blev til en
hel masse pragtfulde, gakkede og
meget rørende oplevelser.
?
m
o
du
drømme!
til at forfølge sine
et
år
i
ge
da
5
36
Der er
r din!
Håber, du forfølge
deren for 2012. Og det skulle vise sig, at vi
fik kam til håret. Først skulle vi finde 12 Hus
Forbi-sælgere, der repræsenterede sælgerstaben rundt omkring i landet. Jeg havde fat i 42
varmestuer, herberger og forsorgshjem for at få
dem til at høre, om der var nogle af deres sælgere, der havde lyst til at dele ud af deres jobdrømme. Det var der heldigvis flere, der havde,
og sådan dumpede de langsomt ind til os på redaktionen. Andre mødte vi på gaden og spurgte
ind til. Da drømmene var på plads, skulle vi
lave aftaler med blandt andre en brandstation,
en landmand og Tycho Brahe Planetarium, og
så var det vigtigt at være på rette sted på rette
tid. For det ene sted kunne man risikere, at hele
brandmandsstaben blev kaldt ud til en brand,
det andet sted skulle køerne ud på marken,
inden de blev for utidige, og på Tycho Brahe
Planetarium havde vi 15 minutter at fotografere i mellem to filmvisninger – og i øvrigt en
sød tekniker, der lagde sig ned under stolerækkerne og holdt fast i Jens Erik Olau Hansens
ben, da han skulle fotograferes som astronaut.
Ellers var han drattet ned af de stejle stolerækker. Udenfor skulle Jens Erik bagefter have
sig en cigaret at komme ned på igen, og en hel
skoleklasse fra Vesterbro var henne og spørge
nysgerrigt ind til manden og hans udstyr. ’Århh
mand, er du en rigtig astronaut?’ og ’Kommer
du lige ude fra rummet?’, lød spørgsmålene fra
børnene. ’Joee’ og ’Jaee’, mumlede Jens Erik og
grinede i skægget over ungernes fascination
af det hvide NASA-kostume, vi havde lånt af
Danmarks Radio. Og så tog de ellers billeder af
hinanden sammen med astronauten på deres
mobiltelefoner.
Selvindsigt belønnet
En af sælgerne fra Århus, som jeg ringede op
for at minde om vores aftale, var så besoffen, at
det lød, som om han reciterede digte på spansk,
da jeg talte med ham. Men han dukkede op
næste dag og sang så rørende i Stengade 30. En
anden sørgede for at sove inde omkring Israels
2012
Plads natten op til, hun skulle fotograferes.
Hun har altid drømt om at blive falkoner, og
selvom hun i denne periode af sit liv var ret
svær at fastholde i aftaler, var hun på pletten
den morgen, vi kørte op mod Falkonergården i
Fredensborg. Hun fik lov til at holde to rovfugle. Falkoneren, Edith Wenzel, var imponeret
over Sabinas ro og fortalte, at det langt fra er
alle mennesker, som fuglene reager så tillidsfuldt over for. På vejen hjem i bilen talte vi om
en masse ting, men flere gange brød Sabina ind
midt i en sætning og sagde: ’Prøv lige at hør her
– dét her var altså en vild oplevelse’.
Tak til politiet
Jeg tror, det for alle de medvirkende har været
store oplevelser, selv om vi kraftigt blev udfordret af, at vi gerne ville have sælgerdrømme fra
hele landet, men at deltagerne var nødt til at
komme til København, hvis de ville være med.
Flere sælgere fra provinsen dukkede aldrig op,
hvorfor vi overtalte nogle af distributørerne til
at hjælpe os med at få de jyske drømme-sælgere i hus. Vi fik en kontaktperson på et herberg
i Jylland til at købe en billet sammen med en
sælger og sætte ham på toget om morgenen. En
præst fra Kirkens Korshær valgte at køre en
repræsentant hele vejen fra Horsens til København og sammen fik de en dag i København,
en tur på Christiania og var også nede forbi
Mariatjenesten i Istedgade og aflægge visit.
En af sælgerne skulle pludselig i fængsel, så
vi måtte lave en aftale med fængslet om udsættelse i seks timer. En anden sælger røg på hospitalet, men fik lov til at smutte til København
midt i det hele. Jeg kunne blive ved. Hvert et
kalenderbillede har sin egen historie, og det var
alle sammen ualmindeligt fine og sjove oplevelser at være med til. Jeg håber, at I får fornøjelse
af kalenderen og tilstrækkeligt med nærvær og
humor i Holger E. Henriksens skønne billeder,
når I begynder at bladre i år 2012. |
HUS FORBI-kalender 2012
er på gaden nu!!!
Her er et smugkig af nogle af de medvirkende.
Se, hvad de drømmer om
og læs om hvorfor.
Årskalenderen er ikke en del af avisen og må kun
sælges efter særlig tilladelse i november, december og
januar. Den er trykt i 26.000 eksemplarer. Sælgerne
investerer selv 20 kroner i hver kalender og tjener 30
kroner, hvis de får kalenderen solgt. Vi har søgt forskellige organisationer om økonomisk støtte til udgivelsen, men har foreløbig kun fået positiv respons fra:
Denne kalender-annonce bringes også i december og januar.
Hvis du vil støtte de hjemløses job-drømme og gøre reklame for
dit eget fag eller uddannelse, så kontakt os – så dit logo også kan få
plads i december- og januar-udgaven. Pris 5.000 kroner.
Køb kalenderen
sammen med
Hus Forbi.
Pris 50 kroner
– sælgeren tjener 30 kroner
HUS FORBI
| nr. 11 november 2011 | 15. årgang | 23
off
line
Om du løser alle eller
én opgave, gør ingen
forskel. Alle rigtige
besvarelser deltager
i lodtrækningen om
2x2 boggaver – fra
vores helt egen verden.
Løsning på X-ord:
Gæt udtrykket i midten.
Vil du vinde
DUSADUKU
Her bestemmer du selv
sværhedsgraden...
SEND LØSNINGER TIL:
Hus Forbi, Bragesgade 10 B, 2200 Kbh. N
senest 5. december 2011
Mærk kuverten 'OFFLINE'
Navn _________________________________________
Adresse ______________________________________
Postnr ____ By ________________________________
X-ord er kreeret af Anne Jensen.
24 Fatum
| HUS FORBI
| nr.Franck
11 november
2011 |DUSADUKU.
15. årgang
Karsten
og Søren
har lavet
Vinderne får direkte besked og
offentliggøres på www.husforbi.dk
Du kan også sende X-ordsløsningen på mail til
redaktion@husforbi.dk
hus forbis sociale mediebarometer
har talt
Man er økonomisk fattig, hvis man ikke kan forsørge sig selv eller sin
familie. Det mener 73 procent af Hus Forbis sympatisører på Facebook.
Den nye socialminister har sat sig for at nedsætte et ekspertudvalg, der skal
komme med et bud på en fattigdomsgrænse. Hun har andetsteds i bladet
gjort klart, at fattigdom OGSÅ handler om kroner og øre – og hvad det
koster og kræver at leve et nogenlunde værdigt liv her.
Hus Forbi har i de seneste par måneder indsamlet viden blandt vore venner på Facebook. De er altså ikke eksperter, men har formentlig svaret med
maven, følelserne eller hjertet, som vist nok gør sig bedre i lidenskab end i
videnskab. Selv om eksperter næppe var blevet netop dét uden lidenskab.
I den meget håndholdte og ikke-videnskabelige undersøgelse har vi spurgt:
Hvornår er man økonomisk fattig i Danmark? Og for ikke at ende i en meget
ideologisk diskussion, som ville være umulige at kvantificere, gav vi 10 svarmuligheder. (Næppe helt i overensstemmelse med Danmarks Statistik og
Videnskabsetiks Velfærdskommission, men trods alt gav det nogle bud!) 723
personer har deltaget og har kun fået mulighed for at vælge ét svar.
| Når man ikke kan forsørge sig selv eller sin familie: 536 stemmer
| Når man ikke kan spise sig mæt hver dag: 118 stemmer
| Når man ikke har råd til tandlæge, fritidsinteresser, telefon, internet og
gaver: 21 stemmer
| Når man ikke har råd til at købe Hus Forbi eller støtte en indsamling: 13
stemmer
| Når man kun har sin folkepension/kontanthjælp: 12 stemmer
| Når man skylder mere, end man ejer: Ni stemmer
| Når man ikke er kreditværdig og kan låne penge: Syv stemmer
| Når man ikke har penge til at forkæle sine børn/partner: Fire stemmer
| Når man ikke har råd til at rejse på sommerferie/vinterferie/efterårsferie:
To stemmer
| Når man ikke har råd til invitere gæster: Èn stemme
hye
Frivillige søges til
Kirkens Korshær
Har du hjerterum, et åbent sind og lyst til at engagere dig i samfundets
skæve eksistenser på Vesterbro, så har Kirkens Korshær brug for dig til:
Mariatjenesten
i Mariakirken, Istedgade. Et værested for alle.
Vi søger frivillige (25+) til dag- eller aftenvagter ca. én gang om ugen.
Herberget i Valdemarsgade
Overnatning kun for kvinder. Vi søger frivillige (kvinder, 25+) til
to månedlige vagter fra kl. 21-09. Det er muligt at sove på vagten.
Herberget drives i samarbejde med Diakonissestiftelsen, og bruges
primært af østeuropæere, der ikke har mulighed for overnatning andre
steder. Miljøet er præget af misbrug, hjemløshed, psykisk sygdom og
prostitution.
Ring for flere oplysninger
Korshærspræst Birgitte Jeppesen - Mariatjenesten, tlf. 3324 5050
hverdage kl. 10-12
Mariann Ditlevsen, tlf. 8181 5600 - Herberget i Valdemarsgade
Kirkens Korshær er en folkelig hjælpeorganisation, der har sit virke blandt
samfundets marginaliserede og udstødte grupper. Kirkens Korshær har 380 ansatte
og ca. 6.000 frivillige medarbejdere.
’Gadens Konger’ er en enestående mulighed
for få et indblik i et miljø, som ellers er helt lukket land for udenforstående. Fire hundrede fotos
er der blevet plads til i bogen, og krydret med
fotograf Holger E. Henriksens historier og
anekdoter giver de et helt unikt billede af
hjemløshed i Danmark.
Holger har fotograferet på gaden i en årrække –
og I kender bl.a. hans billeder fra Hus Forbi.
Gadens Konger koster 159,Alt overskud går til at hjælpe hjemløse.
Beløbet (159,00) + porto (38,50) i alt 197,50 kan indsættes på
følgende konto:
Reg. 4180, konto: 0040001697, mærket Gadens Konger.
Husk at skrive din adresse – så sender vi bogen til dig.
Se også www.sandudvalg.dk for salgssteder, eller ring til
SAND på 89 93 70 60.
HUS FORBI
| nr. 11 november 2011 | 15. årgang | 25
Udsatte mennesker
kan godt tåle mosten
af Mikkel Ais Andersen
foto Thomas Evaldsen
Solen står højt på himlen, og
der vejrer en mild brise ind over
Svaneke fra Østersøen. Et par
kilometer uden for byen hviler
en sommerlig idyl over en lille
æbleplantage med tilhørende
gård, og man føler sig straks
velkommen i den afslappede
stemning. En varm og rummelig
atmosfære hersker blandt folkene,
som arbejder omkring drivhuse og
jordbærbede.
Det sidste, man forestiller sig,
er, at de, der ihærdigt passer æbletræerne, er tidligere stofmisbrugere, alkoholikere og sindslidende
– folk, der har løbet hovedet mod
tilværelsens til tider hårde mur og
på den ene eller anden måde ikke
har kunnet overskue at skabe en
hverdag, der kunne hænge sam-
26
men. De virker kort sagt oprigtigt
glade.
I sine hvide arbejdsoveralls
vandrer Bertil Ekstrøm rundt og
holder øje med, at alt går, som det
skal. Det er ham, der holder overblikket, og han er en af mændene
bag hele projektet, der giver de
socialt udsatte en chance for at få
livet på ret køl.
Han og Morten Hansen, som er
den anden drivkraft, har arbejdet
en stor del af deres liv i socialpsykiatrien, og de har altid haft en
ide om at kunne skabe en virksomhed drevet af mennesker, som
ikke kunne få job andre steder.
De havde bare aldrig rigtig fundet
den helt rigtige ide, husker han.
Indtil for seks år siden.
- Vi gik rundt her på Bornholm
og havde lagt mærke til alle de
her æbletræer. Der var simpelthen
alt for mange æbler af en super-
| HUS FORBI | nr. 11 november 2011 | 15. årgang
kvalitet, som ikke blev brugt til
noget, og så tænkte vi: Vi skal sgu
da lave æblemost!
Ud af værestederne
Det er dog ikke ligetil at gå i gang
med at brygge æblemost. Fødevarestyrelsen skal godkende alting,
og desuden skal der udfyldes et
hav af papirer, fortæller Morten
Hansen. De to herrer var dog
så opsatte på ideen, som i bund
og grund gik ud på at få socialt
udsatte i arbejde, at de fik kabalen
til at gå op, og i 2006 begyndte de
at brygge deres første æblemost
af bornholmske æbler.
For at komme i gang havde de
brug for et økonomisk fundament, så de søgte diverse socialfondsmidler og fik en aftale i
stand med Region Bornholm om
at få økonomisk støtte for at sætte
20 langtidsledige i job på projek-
tet, som nu havde fået et navn:
Ciderprojektet.
- Der findes mange væresteder for arbejdsløse, og dem ville
vi have folk ud af. De skulle ud
at arbejde og føle, at de var med
til at udfylde en funktion på
arbejdsmarkedet sammen med
andre. Det var vigtigt for os, at
det ikke blev en form for beskyttet værksted, men at der skulle
produceres noget, som kunne
blive til en forretning. Derfor blev
de kastet ud i det med det samme
og fik et ansvar for forretningen,
fortæller Morten Hansen.
50 tons æbler
Forretningen var nu skudt i gang.
20 socialt udsatte fra jobcentre
på Bornholm blev ansat, og ingen
af dem vidste noget som helst om
æblemost.
- Men hvis man kæmper for
På Bornholm har æbler hjulpet socialt udsatte til at skabe en hverdag. I stedet for at
tilbringe dagene på jobcentre eller derhjemme er de blevet ansat til at lave æblemost
af øens lækre æbler. Projektet er det eneste af sin slags, og i dag leverer forretningen
æblemost til gourmetrestauranter og specialbutikker i hele Danmark.
det og virkelig tror på ideen, kan
det lade sig gøre, som Morten
Hansen siger. Og troen på projektet havde de.
De havde økonomien til at starte op, og de kunne leje Svaneke
Bryghus´ gamle bryggerlokaler,
og så var det ellers bare derudaf
med produktionen. De skulle dog
også have købere til mosten, men
det var ikke det store problem.
- Vi fandt ret hurtigt ud af, at
denne her bryg var ret populær.
Både fordi den smager godt, men
også fordi der er denne historie
bag. Og det bliver ved med at gå
fremad. De store supermarkedskæder har vist interesse i at få
dem på hylderne, men vi holder
os indtil videre til specialbutikker. Og så er der faktisk også flere
gourmetrestauranter, der har dem
på menukortet, fortæller Morten
Hansen begejstret.
Projektet har i dén grad haft
succes, siden de etablerede forretningen for fem år siden. De har
fået adskillige andre varianter af
frugtsaft i produktion, blandt andet hyldebær, solbær og rabarber.
Der er ikke længere nok æbler i
plantagen til at opfylde behovet,
så nu bliver de leveret udefra, og
de får leveret hele 50 tons æbler
hver 14. dag fra Fyn, Farø og Lolland.
kommer ind, går til at ansætte
flere arbejdsløse.
- Det er det, der er meningen
med det hele og altid har været
det, siger Morten Hansen.
- At få så mange arbejdsløse
som muligt ud og føle, at de er
med det til at udrette noget – at
de er vigtige for produktionen.
For det er de. Det er dem, der står
for at udvikle smagssammensætninger frem til selve tapningen.
Endnu flere ansatte
Æblemost erstatter medicin
I dag er antallet af ansatte vokset
fra 20 til 35, og Ciderprojektets
økonomi er ikke længere 100 procent afhængig af sociale midler.
Forretningen blomstrer så vidt, at
halvdelen af pengene kommer fra
salg af den populære bornholmermost, men det har aldrig været
meningen, at der skulle tjenes på
forretningen. Alle pengene, der
Når Bertil og Morten i dag ser tilbage på udviklingen af Ciderprojektet over de sidste fem år – et
projekt, de selv er mændene bag
– er de stolte. Ikke stolte af sig
selv, men stolte af alle de involverede, som i fællesskab har givet
projektet vinger.
- Entusiasmen, som alle folk
lægger i det her, er smittende. Vi
HUS FORBI
kan mærke, at det virkelig betyder noget, at de kan komme ud
og være med til at skabe noget, så
de kan sætte alt fokus ind på for
eksempel æblemosten. Så glemmer de alle de problemer, de ellers
går og tumler med, siger Morten
Hansen og forklarer, at de gør meget ud af ikke konstant at snakke
med de ansatte om deres misbrug
og sindslidelser, men om arbejdet
med at lave æblemost.
- De her folk er vant til at skulle
forholde sig til deres personlige
problemer, når de har haft med det
offentlige system at gøre. Her har
de et frirum, og her er flere ansatte
med forskellige sindslidelser, som
har droppet deres medicin, efter at
de er begyndt at arbejde på Ciderprojektet. Det er altså noget, der
rykker. Vi kan mærke, at vi gør
et eller andet rigtigt, konkluderer

han med et smil.|
| nr. 11 november 2011 | 15. årgang | 27
Fra misbrug
til
28
æblemost
| HUS FORBI | nr. 11 november 2011 | 15. årgang
Henrik har gennem
sit liv mødt mere modgang end de fleste.
Han har levet på
gaden og været
afhængig af både
stoffer og alkohol.
Men i dag er det
æblerne, der spiller
hovedrollen i hans
tilværelse.
tekst Mikkel Ais Andersen
foto: Thomas Evaldsen
Henrik Sørensen farer hjemmevant rundt
i drivhuset, mens han med en begejstret
iver fortæller om de forskellige planter.
Tidligere på dagen spurtede han rundt og
ordnede ukrudt, og når han er færdig her,
skal han ud at passe æbletræer. Han er som
en livsglad hvirvelvind med en energi og
et smil, der virker umuligt at tøjle. Og han
bekræfter da også, at han aldrig har haft
det bedre.
Henrik er 31 år, og livet har ikke altid
set så lyst ud, som det er tilfældet nu.
Da han var seks, blev hans forældre
skilt. Henrik flyttede med sin far væk fra
moren og Bornholm, som han kendte, til
den modsatte ende af landet i Aabenraa.
Det var noget af en omvæltning, husker
han.
- Det var virkelig hårdt at flytte fra min
mor til en helt ny by, hvor jeg slet ikke
kendte nogen. Det var svært at finde nye
venner, og jeg blev mobbet voldsomt.
Henrik havde ikke nogen rigtige venner, og når nogen endelig viste interesse
for ham, klyngede han sig til dem. Derfor
var det heller ikke de smarteste folk, han
begyndte at hænge ud med, som han selv
udtrykker det, og allerede som 14-årig
endte Henrik på hårde stoffer.
Kriminalitet, krig og misbrug
Henrik fortæller, hvordan det dag for dag
gik hurtigere ned ad bakke for ham, og
tilværelsen hele tiden blev mørkere.
- Jeg havde svært ved at følge med i
skolen, fordi jeg lider af ADHD, og samtidig
havde jeg et stofmisbrug. Det endte med, at
jeg droppede ud af skolen og søgte ind som
blikkenslager som 17-årig. Men det gik heller ikke, fordi jeg tog for mange stoffer. Jeg
vidste overhovedet ikke, hvad jeg skulle
gøre med mit liv.
Det endte med, at han søgte ind som
soldat, og efter at have været udstationeret
i Kosovo kom han i 2003 hjem igen. Han
forsøgte at skabe sig en fornuftig hverdag,
men de gamle vaner tog over, og hurtigt
endte han i det samme sorte hul. Han havde ingen penge, og kriminalitet fyldte en
stor del af han liv, fordi han skulle dække
sit stofmisbrug. Det rakte dog ikke til både
at købe stoffer, mad og husleje, så han blev
smidt ud af sin lejlighed, og fogedretten tog
alt, hvad han ejede.
- Pludselig havde jeg ingenting. Alt af
værdi blev taget, og alle mine møbler blev
smidt ud. Det, jeg var mest ked af at miste,
var de medaljer, jeg havde fået som soldat.
De mindede mig om en tid, hvor jeg havde
lidt succes med mit liv, men de røg også på
lossepladsen. Dem ville jeg meget gerne have
haft i dag, funderer han, mens en skygge for
første gang løber over hans ansigt.
Tilbage til Bornholm
Nu boede Henrik på gaden i Aalborg. Stoffer og alkolhol fyldte efterhånden hele
hans liv, og han husker, hvordan han levede en enkelt dag ad gangen uden tanker
på fremtiden.
- Man kan slet ikke begynde at forestille
sig, hvordan det er at bo på gaden, hvis
man ikke har prøvet det. Det handler bare
om at overleve, og hver dag er en kamp,
fortæller han. Og Henrik kæmpede. Han
forsøgte at blive sit stofmisbrug kvit, og
efter et år på gaden kunne han ikke klare
det mere. Han flyttede tilbage i sit barndomshjem hos sin mor på Bornholm, hvor
han kom på kontanthjælp og gik hjemme
hele dagen. Han kan ikke besidde et normalt job på grund af sin ADHD-lidelse, så
da jobcentret satte ham i forbindelse med
Ciderprojektet, var det det bedste, der nogensinde er sket i hans liv, bedyrer han.
- Jeg vil næsten gå så langt som at sige,
at det her projekt har reddet mit liv. Det
har givet mig en mening med tilværelsen,
og det betyder utrolig meget at have noget
at stå op til hver dag, og det holder mig
væk fra alkohol og stoffer.
Henrik siger, at det samtidig har givet
ham et netværk og venskaber, som han ellers aldrig har haft i sit liv.
Henrik lever stadig af offentlige ydelser,
men i stedet for at gå rundt derhjemme
eller bruge tiden på et værested er det
æblerne, der spiller den store rolle i hans
liv, og han har ansøgt om at få et fleksjob
på æbleplantagen. Han er ikke længere
afhængig af stoffer eller alkohol, men han
har til gengæld pådraget sig et andet misbrug, siger han gennem et enormt smil.
- Jeg er nok blevet lidt afhængig af
æblemost, men det er vist ikke helt så
usundt. |

HUS FORBI
| nr. 11 november 2011 | 15. årgang | 29
Ro i sindet med
jordbær
- Jeg kan slappe
af i hovedet, og
jeg kan mærke,
at det hjælper på
mine psykiske
problemer at have
en meningsfyldt
hverdag.
Jeg har heller ikke
længere brug for
den medicin, som
jeg tog før i tiden.
Bodil Steenberg var gift
med en narkoman, der
med sit misbrug gav
hende den sindslidelse,
hun stadig lider af.
Hendes to børn bor i
en plejefamilie, og hun
ser dem ikke.
I dag har hun det allerbedst, når hun arbejder
på æbleplantagen, for
her har hun fred i sindet.
Razzia i hjemmet
af Mikkel Ais Andersen
foto Thomas Evaldsen
Bodil Steenberg tørrer en lille tåre væk fra
øjenkrogen, mens hun fortæller om sine to
børn, som ikke bor hos hende længere. De er
placeret i en plejefamilie, fordi hun ikke kunne
overskue at passe dem, og deres far er narkoman.
Hun bukker sig ned i jordbærbedet og frigør
rutineret et par jordbær fra stænglen, som
kommer oven i den anseelige bunke, hun allerede har fyldt i skålen. Jordbærene skal bruges
til at lave en ny bornholmermost.
Bodil er 52 år og uddannet sygeplejerske,
men kan ikke udfylde en normal stilling
på grund af sin sindslidelse, og i dag er hun
førtidspensionist. De sidste fire år har hun
arbejdet med at lave bornholmermost på Ciderprojektet.
Gemte brugte kanyler
Før Bodil blev ramt af sin sindslidelse, arbejdede hun som frivillig på et behandlingshjem
30
for afvænnede narkomaner. Her mødte hun
Tonny, der var indlagt, da han gennem mange
år havde haft et omfattende stofmisbrug. De to
mødtes hver dag og udviklede et tæt forhold,
der endte med en forelskelse, så da Tonny blev
udskrevet, flyttede de sammen, blev gift og fik
hurtigt to børn.
Det hele gik godt, for han var helt afvænnet og kunne aldrig finde på at tage stoffer
igen. Det var i hvert fald, hvad han fortalte
Bodil. Men han faldt gang på gang tilbage i sit
misbrug, og Bodil begyndte at finde brugte
kanyler, som han havde gemt rundt omkring i
huset, husker hun.
- Jeg frygtede for, at der kunne ske børnene noget, når han var på stoffer, eller hvis
de fandt kanylerne og legede med dem. Men
jeg elskede ham og ville ikke gå fra ham. Han
lovede jo gang på gang, at han ville stoppe, og
det troede jeg på.
| HUS FORBI | nr. 11 november 2011 | 15. årgang
Ægteskabet tærede hårdt på Bodil, og hun
blev langsomt, men sikkert mentalt nedslidt.
Hun blev ramt af en depression, og sidenhen
fik hun diagnosticeret endnu en sindslidelse.
Da politiet en dag lavede razzia i deres hjem og
anholdt Tonny for narkokriminalitet, besluttede hun endelig at gå fra ham. Hun var dog så
mentalt belastet, at hun hverken kunne passe
sine egne børn eller et job, så børnene havnede
i en plejefamilie, mens Bodil blev førtidspensioneret.
I dag har Bodil sin daglige gang på Ciderprojektets æbleplantage, og det er kun, når hun er
her, eller hun arbejder på sine malerier derhjemme, at hun kan finde fred i sindet.
- Jeg kan slappe af i hovedet, og jeg kan
mærke, at det hjælper på mine psykiske problemer at have en meningsfyldt hverdag. Jeg
har heller ikke længere brug for den medicin,
som jeg tog før i tiden. Jeg har det godt her,
men jeg savner mine børn, der i dag er 11 og 14
år, fortæller hun og bukker sig efter endnu en
håndfuld jordbær. |
HUS FORBI
| nr. 11 november 2011 | 15. årgang | 31
hjemløseprisen
Holger – den utrættelige
af Birgitte Ellemann Höegh
foto Helga C. Theilgaard
3
spørgsmål
hvad går pengene til?
Mit arbejde bærer lønnen i sig selv. Jeg mangler ikke
noget. Men hvis penge kunne gøre det, så ville jeg
gerne være 20 år yngre.
hvad fik du at spise i går?
Jeg starter altid med en portion A38 med jordbær.
Det skulle efter sagkundskaben være så godt. Så det
har jeg gjort i 10 år. Ud over det, så fik jeg tre stykker
rugbrød med spegepølse, tre med leverpostej og en
med ost.
er der noget, du glæder dig til?
Jeg har ikke holdt en fest, hvor folk ikke har haft det
skægt. Og heller ikke været inviteret til én, uden at
blive inviteret igen. Så jeg har ikke noget til gode.
32
| HUS FORBI | nr. 11 november 2011 | 15. årgang
Rundt omkring i rygsække, barnevogne og på væggene på herberg og
forsorgshjem finder man laminerede fotos af hjemløse – godt og vel 15.000
styk er det efterhånden blevet til. Det er portrætfotos af ejerne af billederne, og de er taget af fotograf Holger E. Henriksen og har som udgangspunkt skullet bringes i Hus Forbi. Men hver gang Holger E. Henriksen
fotograferer en hjemløs eller skæv eksistens, skriver han vedkommendes
kontaktoplysninger ned, printer en fire til fem fotos ud, laminerer dem og
afleverer dem til den portrætterede som tak for, at han fik lov til at komme
tæt på. Fotograferingen til Hus Forbi foretager Holger E. Henriksen helt
gratis, for som han altid forklarer et menneske, han fotograferer for første
gang: ’Jeg er nok den fotograf i Danmark, der oppebærer den største hyre.
Når jeg har været ude og skyde, er lønningsposen fyldt op med en indre
sindsro og en stor glæde ved at kunne rende rundt og lege på gaden sammen med vennerne’.
Og den leg har Holger E. Henriksen hygget sig med de sidste seks år så
intensivt, at der ikke er en eneste hjemløs i København eller omegn, der
ikke ved, hvem ’Holger’ er. Han bor selv i Gentofte i en toværelses lejlighed, men føler sig hjemløs langt ind i hjertet. For man kan være hjemløs
på mange måder, mener Holger E. Henriksen og føler sig stærkt beslægtet
med ’rødderne’ eller ’mine dejlige drenge og piger’, som han kalder de
hjemløse. Og den kærlighed, Holger E. Henriksen nærer til de hjemløse
og andre udsatte, er gengældt. Vi på Hus Forbi har endnu aldrig mødt en
hjemløs eller skæv eksistens, der har andet end gode ord tilovers for Holger
E. Henriksen. 'Jeg eeelsker Holger', lyder det endda fra rigtig mange. For
ud over at fotografere de hjemløse lytter han til deres daglige udfordringer
og tanker, hjælper dem i afrusning, besøger dem på hospitalet og kommer
til deres begravelser uden kamera. Og så er han et festligt indslag i deres
hverdag. Holger E. Henriksen kan nemlig få hvem som helst til at grine,
uanset hvilken situation de står i.
Alt det kommer også Hus Forbi til gode – Holger E. Henriksen er intet
mindre end en guldgrube for avisen, da han er et af de allerbedste adgangskort til de hjemløse. Skal en journalist ud på en opgave og har Holger
og hans kamera med sig, bliver man altid godt modtaget. Derudover er det
i sig selv en oplevelse at være på job med Holger E. Henriksen, der i ren og
skær kærlighed kalder én for ’kælling’ eller ’stodder’, råber højt og livligt
op og stopper op på gader og stræder og gestikulerer med hele sin krop,
når han skal fortælle om en hændelse fra miljøet. Altid med en bunke af
tillægsord, der får de begivenheder, han beskriver, til at stå i et urkomisk
eller rørende skær. Det er ALDRIG kedeligt at være sammen med Holger E.
Henriksen.
Igennem Holger E. Henriksens 72 år har han foretaget sig mange mærkværdigheder, som han i dag ser tilbage på med ophøjet sindsro. Han har
blandt andet gået på katolsk skole, været på opdragelsesanstalt, taget en
landbrugsuddannelse, påbegyndt en uddannelse som journalist og fotograf,
taget jagttegn, været familiefar, hesteopdrætter, gårdejer, forretningsmand, ministerchauffør for Niels Matthiasen (minister for kulturelle anliggende og offentlige arbejder under Anker Jørgensen, red.) og kaperfører. I
dag har han desværre ikke nogen kontakt til sin familie, han har brændt de
nålestribede jakkesæt, hans heste og gård er solgt for længst, og i stedet
bruger han al sin tid ude på gaden sammen med ’rødderne’, der ualmindeligt sjældent får et nej til noget som helst af Holger E. Henriksen. Derudover yder han også en stor og loyal arbejdsindsats i Hus Forbis bestyrelse,
som han har siddet i det sidste år.
Alt det tilsammen har været med til, at beslutningen om, at netop han
i år skulle modtage Hjemløseprisen, stod ligefor. Tusinde tak, Holger,
for dine dejlige billeder, der bulder og brager af livsglæde, oprejsning og
respekt for de anderledes mennesker, som stikker lidt ud. Tusind tak for dit
positivt smittende sindelag. Og tag nu det til dig, stodder! |