1. No category

James Bond, - Gå hjem og læg dig!
Det hele startede vel engang i 1978.
Jeg var begyndt at interessere mig for akvarier, nå ja dette startede allerede i vinteren 1977, for i efteråret 1977 var jeg kommet hjem fra en lille 2-årig tur ved Sirius Patruljen, hvor jeg
det meste af tiden havde været oppe på det man dengang kaldte
Station Sirius Nord inden for militæret. Nu var jeg altså kommet hjem igen, og havde ligesom lagt milli lidt på afstand, jeg
havde trods alt også været inde for milli siden 1970, så jeg
trængte til en pause.
- Men ”De” holdt stadig øje med mig, hvilket jeg siden hen
skulle erfare.
”Farmer Jones”
Jeg var begyndt at arbejde for en herlig forretningsmand, der
kaldte sig ”Farmer Jones” og han købte, og solgte alt muligt,
bare der var penge i det.
Optakten til mit samarbejde med ham startede, da jeg så en avis
artikel om Farmeren, hvori han fortalte, at han havde fået ideen
til sit koncept ovre i USA, og at han nu påtænkte, at ville videreføre ideen her i Danmark, samt en masse andre gode ideer.
Alt dette havde jeg med fornøjelse læst i før omtalte avis.
For mig er der sjældent langt fra tanke til handling, så jeg
tænkte, hvad fa’en, hvo intet vover intet taber, og den type var
jeg ikke, for jeg er bare født så nysgerrig.
Jeg drog altså en dag ud til ”Farmer Jones”.
2
Han viste sig at være en gæv rødhåret jyde, der i det daglige
lød navnet Erling Østergård.
Næe, han mente nu ikke rigtig, at han havde brug for nogen på
nuværende tidspunkt, men var da imponeret over mit initiativ
og gå på mod, og kunne ikke lade være med at fortælle mig om
sine fremtidsplaner og ideer, for hans genistreg bestod i, at han
havde købt alle Carlsberg og Tuborg’s 30 stk. sodavandskasser
og 50 stk. ølkasser, der dengang var lavet i træ, da disse to
virksomheder var gået over til at bruge 30 stk. plastikkasser til
begge produkter i stedet for.
Det drejede sig jo kun om 4 – 5 hundredetusinde trækasser,
som Farmeren beskedent fortalte mig.
Ideen var så, at sælge disse brugte trækasser, til især unge studerende, der jo tit var på farten, således, at de kunne bruge kasserne til reoler, skabe, eller hvis man bare lod dem stå i to rækker ved siden af hinanden med åbningen udad, og så bare lagde
en krydsfinersplade og en skumgummi madras oven på. Ja, for
sådan vupti, og man havde for små midler fremtryllet en fortræffelig seng, hvor de åbne kasser hele vejen rundt kunne bruges til tøjskab, hvor de farvestrålende skjorter, bukserne med
blondekanterne eller de hjemmestrikkede strømper i alle regnbuens farver, der selvfølgelig var lagt pænt sammen. Det var så
det dekorative islæt, der kunne give hele værelset atmosfære.
Eller der kunne sættes bøger og lignende der i. Stablet oven på
hinanden virkede kasserne som en ganske almindelig reol. Her
kunne man så igen have sine bøger, sin uundværlige transistorradio eller sin grammofon med højttaler i låget, for ikke at tale
om den for datiden så livsnødvendige chillum.
Skulle man så en dag flytte, og det hændte jo tit for de unge
studerende, så var det jo bare at rejse kasserne op og bruge dem
som flyttekasser, hvor det hele altid var pakket. Så det var jo
3
slet ikke så svært for de unge, for var man rigtig heldig, kunne
man jo blot bære kasserne over til sit nye hjem.
Dette var Farmerens fremtidsvisioner.
Så efter endt rundvisning og fortælling var det tid til at drage
videre, så jeg sagde farvel, og undskyldte ulejligheden, og satte
mig op på cyklen, og skulle lige til at drage videre. Da var det
at Farmeren vendte sig om, og spurgte, om jeg da ikke også
skulle kunne male vinduer.
For jeg havde jo spurgt ham, om ikke han manglede en hjælpende hånd eller to, der kunne lidt af hvert. Så jeg svarede, at
selvfølgelig kunne jeg da det, det var der da ingen problemer i,
og spurgte så hvad det drejede sig om.
Jo, for han ville meget gerne have malet alle de udvendige
vinduesrammer og karme på hele hovedhuset. Samt, hvad jeg
skulle have for - sådan et bette stykke arbejde.
Jeg fortalte ham så, at jeg ville have det og det for hele arbejdet, og det var vist ikke så lidt endda.
Han fandt jo lynhurtigt ud af, at det ville være langt billigere
for ham at ansætte mig, i stedet for at betale mig den timeløn,
jeg havde forlangt. For hvis jeg var ansat, kunne han jo trække
det fra i virksomheden. Jo han var en rigtig gæv jyde.
Jeg kan huske, at jeg aldrig blev færdig med at male alle vinduerne, for der gik ikke lang tid før end Farmeren fandt ud af,
at der var flere penge i, at lade mig tage imod telefon bestillinger af kasserne i dagtimerne. For han kørte selv rundt i landet
for at aflevere dem. Han satte nemlig en ære i den personlige
kundebetjening.
Således blev det en fin arbejdsfordeling til begge parters tilfredshed.
4
5
Dette gik så godt i et par år, men til sidst var der jo ved at være
udsolgt af kasserne, men markedet var slet ikke mættet endnu.
Så en dag spurgte jeg Farmeren, hvorfor vi ikke selv begyndte
at lave kasserne i nyt træ.
Der gik ikke lang tid, før end Farmeren var i fuld gang med at
skabe forbindelser rundt om i Europa, og det endte med at blive
Tjekkoslovakiet, der havde de bedste (billigste) tilbud.
De Østtyske politibetjente.
Så en tidlig morgen først i marts 1979 drog vi første gang afsted imod Prag.
Det var på disse ture, at det igen gik op for mig, at har man
engang været inden for milli, - ja, så er man altså blevet lidt
miljøskadet.
For når vi i bil sådan drog ned igennem Østtyskland, og skulle
videre til Tjekkoslovakiet og jeg så ind imellem så nogle russiske militære køretøjer, som jeg aldrig før havde set. Dette til
trods for, at jeg selv havde undervist mange af vores menige
soldater i panserkending for blot få år siden.
Så må jeg nu nok sige, at det begyndte at krible lidt i mig igen.
Samtidig var det lidt af en uhyggelig opdagelse, at se hvor
mange af disse forskellige krigsmaskiner, der var bare lige sådan lidt syd for Danmark.
Men det var nu heller ikke meningen, at vi skulle have været
inde på disse veje, hvor vi kom til at passere alle disse omtalte
militær køretøjer.
For dengang var der noget der hed tvungne transit veje, og disse var til for at de skulle følges.
6
Det der desværre var sket, var, - at da jeg jo var vant til inden
for mili at læse kort, og Farmeren var utrolig glad for at køre
sin flotte sorte Mercedes personvogn, så var jeg selvfølgelig
blevet udnævnt til stifinder.
Men nede midt i Østtyskland blev vi stoppet af en af politiets
patruljevogne, hvori der var en ung og en ældre politimand.
Vi blev begge beordret ud af vores bil.
Farmeren, der var utrolig dygtig til tysk, og den ældre politimand begyndte efter kort tid at skændes heftigt.
Jeg selv var ikke så velbevandret ud i det tyske, så jeg spurgte
den unge betjent, om han kunne tale engelsk, og det kunne han.
Udemærket engelsk endda.
Jeg spurgte ham så, hvad der var galt.
Han svarede, at vi var langt uden for transitvejen, og at det var
strengt forbudt.
Jeg stak så armen ind ad det åbne vindue til bilen, og tog vores
landkort frem, og forklarede ham, hvilken vej jeg havde anvist
Farmeren. Så begyndte den unge betjent at grine, og fortalte
mig, at han nu var helt klar over hvad og især hvor, det var gået
galt. Han forklarede mig så, hvilken vej vi skulle havde haft
taget. Samt hvordan vi skulle komme over på den rigtige transitvej igen.
Alt imens dette foregik stod de to andre stadig og skændtes.
Farmeren var blevet mere og mere rød i hovedet af arrigskab.
Jeg så os allerede side og ruske tremmer i et Østtysk fængsel.
Så til sidst spurgte jeg den unge betjent, hvordan vi fik stoppet
skænderiet i mellem hans chef og min chef.
7
Da begyndte den unge betjent igen at grine, for som han fortalte, så var den ældre betjent slet ikke hans chef. Nej, det var
skam ham, altså den unge betjent, der var chefen, og hvis jeg
bare kunne få stoppet min chef. Ja, så kunne vi da bare fortsætte, når blot vi lovede, at huske på at melde os hos den grænsepost, hvor han ville melde vores ankomst.
Så det var bare med at få stoppet Farmeren, og hvis ikke han
før var rød i hovedet på grund af skænderiet, så blev han det i
altfald nu på grund af flovheden over, at havde stået her og
skændes over faktisk ingen verdens ting.
Så nu gjaldt det bare om at komme afsted og det gjorde vi så.
Vi huskede at melde os til den aftalte grænsepost, og de havde
fået anmeldelsen, så man må sige, at deres efterretningssystem
virkede dernede.
Nede i Tjekkoslovakiet var der også mange forskellige militærkøretøjer, jeg aldrig før havde set. Så jeg begyndte stille og
roligt at orientere mig, om de forskellige typer af køretøjer jeg
så.
Den dag i dag ved jeg egentlig ikke hvorfor. Måske bare en
dårlig gammel vane.
Det jeg bedst husker fra Tjekkoslovakiet og især Prag var nu
nok, at Farmeren altid skulle smage på den berømte tjekkoslovakiske øl, mens jeg mere var til de tjekkoslovakiske piger.
De smagte nu også dejligt.
Nå ja, vi havde jo hver sin smag.
Jeg husker især en dejlig sigøjner pige, jeg mødte på en ølstue.
8
Farmeren var helt fortabt i et stort krus Tjekkisk øl. Jeg sad
med min lille cola, der var fire gange så dyr.
Stedet var sådan rigtig med hopsa-dans og ølkrusenes klang og
masser af frodige piger, og pludselig kom der en høj flot sorthåret pige hen, og ville have mig med ud at danse, men jeg
afslog høfligt. Hvorefter hun spurgte, om hun måtte sætte sig.
Hvilket hun da selvfølgeligt fik lov til.
Da vi så havde siddet her en times tid og ført en råbende samtale med hinanden på engelsk, på grund af den høje musik og
almindelige ølstuelarm, forslog hun at vi kunne gå hjem til
hende for at få noget natmad. Det synes jeg var en god ide,
men Farmeren ville heller have et krus øl mere. Så jeg fulgte
med hende hjem. Det jeg husker bedst om hende var, at da vi
havde elsket, for det var faktisk det hun ville. Gik jeg bogstaveligt talt ud, og åd mig igennem indholdet i hendes køleskab.
Hvorefter vi igen gik ind og hyggede os.
Klokken seks vækkede hun mig, og sagde, at nu måtte jeg heller gå, for hendes børn ville snart vågne. Det kan nok være, at
jeg kom i tøjet og ud.
Men det var nu en fantastisk dejlig morgenstemning, jeg her
oplevede, da jeg denne tidlige morgen langsomt fornemmede
storbyen Prag’s opvågning, da jeg var på vej tilbage til vores
hotel.
Hvor vil jeg så hen med hele denne lange indledning.
- Jo, for da vi efter en uges tid vendte hjem, mødte jeg en af
mine forhenværende officerer fra min soldatertid, og ham fortalte jeg så, om mine iagttagelser på mine ture inden for jerntæppet. Bl.a. om de for mig ukendte militære køretøjer.
Han lyttede tålmodigt, og sagde til sidst, at han nok skulle lade
det gå videre til rette sted.
9
Den ukendte mand.
Så vender jeg kort tilbage til min hobby med akvarier.
Da jeg i 1977 var vendt hjem fra en 2-årig udstationering ved
Station Sirius Nord i det Nordøstligeste af Grønland, begyndte
jeg igen, at interessere mig for min gamle hobby med akvarier.
Det endte til sidst med, at jeg også begyndte at deltage i diverse
udstillinger rundt omkring på Sjælland.
Det gik faktisk meget godt. Langt bedre end jeg havde forventet. Der var begyndt at samle sig lidt sølvtøj på hylden fra de
forskellige udstillinger jeg havde deltaget på.
Da jeg nu som før omtalt, var vendt hjem fra Tjekkoslovakiet
midten af marts 1979. Blev jeg til påsken det år inviteret ind til
en udstilling med mine akvarier. Udstillingen skulle foregå på
biblioteket i Glostrup.
Jeg sagde mange tak, og deltog med tre anderledes hjemmelavede akvarier. Bl.a. et der var bygget ind i et gammelt fjernsynskabinet med jalousi skyde låger. Dette vakte megen positiv
opsigt, så det blev til mere sølvtøj til hylderne herhjemme.
Men en af dagene i den weekend udstillingen varede, kom der
en mand hen til mig, og begyndte bl.a. at spørge til mine akvarier, så jeg var lige i mit es, og vi havde en rigtig hyggelig samtale.
Så begyndte han pludselig at spørge til min forhenværende
soldatertid, hvordan det havde været ved Station Sirius Nord
Patruljen, og om jeg stadig kunne huske, at jeg havde undervist
i Panserkending.
Jeg stod og tænkte som en gal. Jeg havde jo aldrig set ham før.
Så jeg spurgte forsigtigt, hvor han viste alt dette fra.
10
11
Men han fortsatte bare med at fortælle mig en masse om mig
selv.
Noget af det han fortalte om mig, var det vi inden for militæret,
havde kaldt ”følsomme oplysninger”. Da jeg tilligemed, mens
jeg var ved militærpolitiet, var blevet clearet til yderst hemmeligt, hvilket han også var orienteret om. Så var jeg ved at blive
mere end blot lidt mistænksom.
Til sidst fortalte han mig, at han arbejdede inden for FET, (Forsvarets Efterretnings Tjeneste).
Ja, den var nu meget god, om jeg venligst lige måtte se noget
legitimation.
Det måtte jeg selvfølgelig ikke, men om jeg måske havde lyst
til at rejse inden for jerntæppet igen. Bare sådan for at se om
der mon skulle være andet, end det jeg allerede havde set, der
kunne være af interesse for min gamle arbejdsplads.
Ok, der var da endeligt noget, jeg kunne bruge. For han viste
altså, at jeg havde set nogle militærting, der var nye for mig, og
som ”De” altså også fandt interessante.
Nu havde jeg ligesom fundet ud af, at han ikke var en hr. hvem
som helst. Så jeg spurgte, om ikke det var et dårligt sted at stå
her og tale om disse ting, det måtte han give mig ret i.
Så vi tog i stedet for ind på en restaurant i det indre af København.
Da vi havde fået noget godt at spise, fortsatte han med at fortælle, hvad det egentlig var, at ”De” var så interesseret i, samt
at ”De” meget gerne ville have, at jeg skulle kunne skaffe
”Dem” disse oplysninger.
Hvis i så fald at jeg var interesseret, måtte jeg altså lige først på
nogle kurser, for at opøve mine iagttagelsesevner samt træne
min hukommelse. Således, at jeg kunne huske, hvad der var
12
værd at vide, til jeg var kommet vel hjem igen. Hvor jeg så
skulle aflægge mundtlig rapport.
Jeg sagde ja til opgaven og de næste par måneder, skulle så gå
med at blive undervist og få trænet sindet op til de opgaver og
udfordringer, jeg eventuelt kunne komme ud for.
Jeg skulle nu finde på et godt skalkeskjul.
Så min rejse ind i et Østeuropæisk land ikke ville vække for
megen opsigt.
Turen går til Polen.
Jeg sagde nu op hos Farmer Jones, og fik arbejde i København
som sælger ved firmaet Bjarne Manley, der havde lejet sig ind i
kældrene på den gamle cykeldæk fabrik, Schjønning og Ave,
Bjarne Manley var på dette tidspunkt den største akvariegrossist i Danmark.
Samtidig var jeg jo også tættere på mit trænings-, og uddannelsessted.
Det blev også hos Manley, at jeg fik alletiders ide til skalkeskjul, for vi solgte også levende fiskefoder bl.a. Tubefix, der er
en lille rød blodorm, populært kaldet kloakorm, der levede i de
mest forurenende kloakudløb rundt omkring i verden og ind til
nu, havde vi fået dem, vi skulle bruge fra Themsen i London
England.
Da jeg var ved at være færdiguddannet inde hos ”Dem”, og
”De” var ved at være klar til at afprøve min kunnen. Spurgte
jeg en dag Manley, om der var mulighed for at få en 14 dages
fri, for jeg havde påtænkt mig at tage en tur til Polen. Først
blev han lidt overrasket, og spurgte hvad jeg dog ville der.
13
Jeg svarede bare, at jeg trængte til at slappe lidt af, samt at det
skulle være forholdsvis billigt at leve og bo i Polen. Da jeg så
samtidig fortalte ham, at jeg kunne prøve, om det var muligt at
købe Tubifix billigt dernede. Ja så fik jeg da til sidst lov.
Men tilbage til Tubefixene, dem måtte der da være mange af i
Polen, for der var der jo også megen forurening. Men hvor
kunne man købe dem, og hvordan skulle man kunne forklarer
sig dernede. Her tænkte jeg mest på sproget. Polsk er ikke det
sprog jeg forstår bedst.
Så jeg gik frejdig ind på Den Polske Ambassade, der ligger i
Hellerup, og kom i kontakt med en ung mandlig ansat, der
spurgte, om der var noget, han kunne hjælpe mig med. Det var
der jo, så jeg forelagde ham mine problemer, og bad ham, om
ikke han kunne lave mig et officielt udseende stykke papir med
en forespørgsel om; - hvor det var muligt at købe dem, og
hvad de i så fald ville koste pr. kilo samt transport.
Ork jo, det skulle han da nok klare for mig, kom igen i næste
uge.
På vej hjem fra Hellerup, tog jeg ind til Vester Voldgade, og
her gik jeg ind til et rejseselskab der hed Vindrose, som der på
det tidspunkt stod for alle rejser til Polen.
De var utrolig flinke, jeg fik visa ansøgninger og ellers en
mængde oplysninger om, hvad jeg skulle passe på, når først jeg
var nede i Polen.
Den næste dag var jeg igen inde på rejsebureauet for at aflevere
mit pas, visum ansøgningen, samt 4 stk. pasbilleder. Disse var
ikke blevet særlig gode, men tilgengæld meget vellignende.
14
Tiden begyndte at gå stærkt, ”De” havde givet mig en pose
penge, og så ville ”De” blot høre fra mig, når jeg igen var
kommet hjem. Det var simpelt hen ”Deres” taktik, at nu skulle
jeg afprøves. Ud og stå på egne ben så ”De” kunne se og siden
bedømme, hvad jeg nu duede til.
Næste uge oprand, og jeg begav mig igen ind til ambassaden.
Får fat i min gode ven, der med et stort smil viser mig det fine
brev, han har skrevet, med de ting der skulle forespørges om på
polsk og slutteligt forsynet brevet med et flot stempel. Jo, det
så skam meget officielt ud.
Samtidig med at han rækker brevet over imod mig, bad han
mig om at lade være med selv at prøve at udtale det der står her
i brevet.
Jeg spurgte ham selvfølgelig, hvorfor jeg dog ikke måtte det.
Det var lige præcist det spørgsmål, han havde ventet på fra min
side. For han svarede hertil med et frækt glimt i øjet, og som
om han havde kendt mig i adskillige år. At han havde den fornemmelse af mig. At jeg garanteret ville henvende mig til en
smuk pige i Polen, for at spørge hende, om ikke hun ville være
mig behjælpelig med at finde dette, og peger på brevet. Hvorefter jeg så ville prøve at udtale de ord, der stod her i brevet.
For som han derefter sagde, ville han garanterer for, at jeg ville
få et par på skallen.
For hvis ikke jeg lagde trykket på den rigtige måde, på det rigtige ord. Ville jeg ikke spørge efter kloakorm, men, - om ikke
hun havde orm i kloakken.
Han havde jo nok ret, for jeg prøvede aldrig at spørge efter
dette.
Han fortalte også, at de var i fuld gang med at udfærdige mit
visum, og at det hele ville blive afleveret ind hos Vindrose så
hurtigt som muligt og senest fredag.
Ja den var meget god, det var jo den dag, hvor jeg skulle afsted.
15
16
Den danske Nationalsang.
Alt klappede som det skulle og aftenen oprand for afrejsen.
”Polferries” færgen lå hvor den skulle ved kajen ved Havnegade.
Så ca. 11 timer efter vi forlod København og ved rolig sejllads
ned igennem Østersøen, lagde vi til kaj i Swinoujscie i Polen.
Her startede det hele så allerede i tolden med engang tvangsveksling. Man skulle veksle 15 US dollars, det der svarede til
ca. 100 dkr. om dagen.
Alle ens penge blev omhyggeligt talt op og indført i ens visum.
Nå, men efter alle disse formaliteter var vel overstået, skulle
jeg bare have fat i den bus, der kørte de ca. 160 km. til byen
Koszalin.
For så derfra at komme videre helt ud til mit bestemmelsessted,
der var en lille landsby, der hed Dobrzyca. Her havde jeg god
tid i forvejen bestilt værelse, på et meget hyggeligt pensionat.
Som jeg var blevet varmt anbefalet af min gode ven fra Den
Polske Ambassade.
Pensionatet lå lige i udkanten af landsbyen i nogle dejlige natur
omgivelser. Det levede fuldt op til det med hygge og varme.
Allerede på den måde hvorpå man blev modtaget af den trinde
pensionat værtinde, der med store armbevægelser bød mig velkommen, kunne jeg fornemme atmosfæren af menneskevarme
og hygge.
Hun blev især glad over, at det var meget småt, jeg kunne tale
tysk, og da jeg så slog over i det engelske. - Ja så var jeg bare
hendes øjesten.
17
18
Jeg husker også, at i resten af tiden under hendes vinger, blev
jeg utrolig meget forkælet.
Efter ankomsten den første dags eftermiddag ville jeg lige tage
mig et brusebad for at skylle lidt af rejsestøvet af. Dette kom
dog til at gå meget hurtigt, for der var kun koldt vand i hanerne, men man bliver utrolig frisk af sådan et koldt brusebad.
Så var det blevet tid til aftensmaden, og efter den var det bare
på hoved i seng.
Den næste morgen efter morgenmaden, ville jeg ligesom over
for mig selv og over for ”Dem”, bevise, at nu var tiden inde.
Således at ”De” virkelig følte, at ”Deres” penge var godt givet
ud.
Så jeg bestemte mig for at gå en tur ned i centrum af den lille
idylliske landsby, der nu skulle blive mit tilholdssted de næste
mange dage.
Jeg gik ind til centrum, og her startede balladen, for der var
markedsgøgl, og jeg kunne høre den lifligeste spillemandsmusik sådan lidt i det fjerne.
Så jeg skrånede over hovedgaden, for at komme tættere på. Det
skulle jeg nok ikke have gjort.
For straks var der en betjent der blæste i sin fløjte, og kom styrtende over imod mig.
Han begyndte nu at sige en hel masse til mig på polsk. Jeg fattede ikke en s... spor.
Det jeg nu tænker på, hvor det er mange år siden, er - at dernede var der virkelig den gamle landsbyånd. For ikke så snart han
havde brugt sin trillefløjte, og fået mig stoppet, til han var begyndt at skælde mig ud. Før end det meste af landsbyens ind19
byggere tog opstilling rundt omkring os, for at se hvad det nu
var for noget spændende noget, der her gik for sig. For det var
jo ikke hver dag at der skete noget spændende.
Så dette lille optrin med en fremmed turist, ville man da for alt
i verden nødigt gå glib af.
Jeg kan endnu se betjenten for mig, se ham hvor han blev mere
og mere kro, jo flere der stimlede sammen om os.
Da han indimellem også skulle trække vejret, prøvede jeg først
på engelsk og dernæst på lidt tysk, at forklare og spørge ham
om, hvad der var galt, og hvori min forbrydelse bestod. For det
ville jeg da meget gerne have at vide. Men det lykkedes aldrig
rigtigt, for vi havde jo de samme problemer.
Da han jo heller ikke forstod et ord, af de sprog jeg talte, begyndte han bare at råbe højere og højere samtidig med, at han
begyndte at prikke til mig på brystet, for hvert ord han sagde.
Da det til sidst blev mig for meget, begyndte jeg at fremsige
vores Nationalsang på dansk, samtidig med at jeg også prikkede ham hårdt på brystet.
Der blev han sgu godt nok overrasket, for jeg var nok ca. 25
cm. højere, og vejede betydeligt mere end han gjorde. Så han
måtte godt nok til at gå baglæns ind i den tætte menneskemængde, der ligesom havde slået ring omkring os.
Anna, min Anna.
Pludselig var der en pige, der tog fat i min hånd, og rev mig
med den anden vej, samtidig med at hun hviskede på engelsk,
at jeg skulle løbe og bare følge med hende. Hvilket jeg blindt
gjorde. Vi stoppede først, da vi nåede hen til en lille restaurant,
hvor vi stakåndet gik ind og satte os.
20
Da vi endelig havde fået vejret igen, begyndte vi bare at grine.
Det er noget som jeg altid bliver meget sulten af.
Så jeg inviterede min redningskvinde på frokost, det var da det
mindste, jeg kunne gøre efter alle de strabadser, hun havde
været igennem for at hjælpe mig.
Det viste sig så, at hun hed Anna. Anna Jasinska var hendes
fulde navn, hun var en dejlig blondt 32-årig polsk pige, der til
hverdag boede i byen Bydgoszcz, der lå ca. 200 km. syd-øst på
herfra, men for tiden var hun udstationeret i denne provins.
Dette område blev brugt til ferieområde for de polske fabriksarbejdere fra de sydlige industribyer. Så når arbejderne havde
gjort sig særlig fortjent til ferie, og var blevet udvalgt af det
kommunistiske styrer, kunne de alt efter fortjeneste, få en eller
to uges ferieophold her ved Østersøens dejlige strande.
Det var så dette store puslespil Anna stod for, alt papirarbejdet
med indkvarteringen af alle de her mange udvalgte fabriksarbejdere, der godt kunne trænge til den friske luft, de kunne få
heroppe.
Så kort fortalt om Anna, så var hun altså et eller andet inden for
politbureauet.
Hun blev mig en uvurderlig hjælp i den følgende tid.
For det blev sådan at Anna brugte formiddagene til hurtigt at få
sit arbejde fra hånden. Således at hun var færdig ved 13 – 14
tiden, og så brugte vi ellers eftermiddagene og aftenerne sammen i hinandens selskab, uha de var vilde, men dejlige vi var jo
begge to unge, og det var højsommer.
21
Vi tog på mange busture rundt om i området, og jeg legede en
meget forelsket dansk turist, og hun var bare en utrolig dejlig
rejseguide.
Så sammen fik vi set mange af de områder, som jeg havde regnet med, selv at skulle ud og inspicere. For Anna var det bare
om for hende, at vise mig så meget som muligt af hendes hjemlands så skønne natur.
Og så samtidig være så meget sammen med mig som overhoved mulig.
Vi boede sammen på pensionatet, og vores værtinde syntes, at
det var alle tiders gode ide, at vi havde fundet sammen. For
som hun sagde, hun syntes, at vi var sådan et smukt par, og vi
klædte hinanden så godt.
Men tilbage til Anna.
Hun var bare fantastisk, hvad hun kunne give af sig selv, var
ikke småting. Hun var så utrolig kælen og sexlysten, og hendes
kærlighed var uudslukkelig. Hun var faldet pladask for mig, og
hun viste gudske lov ikke, at jeg desværre kun havde brug for
hende for at få min opgave fuldendt.
Ja, - gid hun dog bare havde vist, hvem jeg egentlig var.
Det havde nok kunnet redde hende fra mangt en tårevædet nat.
Hvorfor har livet dog lov til at være så uretfærdigt.
Om formiddagene når hun var på kontoret, sad jeg på pensionatet, og skrev alt det ned, som jeg mente, der kunne have
”Deres” interesse. På det her tidspunkt var det ikke så lidt, for
Polen var på dette tidspunkt et meget fattigt land.
Så alt det der så nyt og anderledes ud, kunne jo godt være noget, der havde med militære installationer at gøre.
22
23
Det der med at Polen var et meget fattigt kommunistland, fik
jeg også at se på andre måder, f.eks. var jeg en dag inde i en
by, der hed Bialogard, og her igennem gik også en jernbane.
Her inde midt i byen så jeg straffefanger gå og lægge skærver
på imellem svellerne.
Nå ja og hvad så tænker man umiddelbart, jo for de her 20 –
30 straffefanger var hver især lænket sammen til hinanden med
en tre meter lang jernkæde, der så var låst fast ned i en fodring.
På hver side af straffefangerne gik der så bevæbnede russiske
soldater for at passe på dem.
Ind imellem var der også nogle af soldaterne, der ligesom prøvede at opildne fangerne til at arbejde hurtigere, ved at give de
sammenlænkede straffefanger nogle drøje kraftige rap på ryg
eller ned over lårene med et langt tyndt spanskrør.
Lige da jeg så disse stakkels straffearbejder, og hørte svippet af
spanskrøret, fór tanken igennem mit hoved. - Var det, det der
måske også ventede mig, hvis nu jeg blev nappet her på job.
Nå, pjat med dig. Det sker jo ikke. Det er jo kun på film.
Skal vi så komme videre i dagens tekst.
Det viste sig senere, at det var en ganske god ide det med, at
affotograferer alle de nye installationer, jeg mødte på min vej.
For ved at se det fra denne vinkel fik vi en hel del nyttige oplysninger om bl.a. de nyeste russiske radar og radiomaster, så
”De” blev meget fornøjet ”Dem” derhjemme.
Men tilbage til min meget forelskede Anna.
Da vi nærmede os weekenden, spurgte hun, om ikke jeg havde
lyst til at tage med hende op for at besøge hendes storebror, der
boede oppe i Kolobrzeg, hvor der også var en fantastisk god
badestrand, fordi byen ligger helt op til Østersøen.
24
Da det jo samtidig var midt i Juli måned, kunne vi jo også tage
vores badetøj med derop. Det gjorde så udslaget, jeg besluttede
mig for at tage med.
Den første polske kaserne.
Det blev så weekend, og klokken halv otte forlod vi pensionatet og landsbyen, begav os på gåben afsted, og gik de små 8
km. ud til hovedvejen.
Her var vi ved 9 tiden, så vi kunne nå at støde til den første
bus, der afgik fra Koszalin. Den kom så ved 9.30 tiden, hvor vi
så blev kørt de sidste 35 km. til Kolobrzeg. Hvortil vi ankom
klokken lidt over 11, efter en lang snørklet tur igennem et utroligt naturskønt bondelandskab, hvor man mange gange føler at
tiden er gået helt i stå.
Det er fantastisk, hvad man kan se fra sådan et busvindue og
bare sådan tilfældigt komme til at fotografere. Der var mange
sjove ting, der nok skulle give ”Dem” derhjemme lidt hovedbrud. Selvom jeg også bare blev fascineret over at se at de stadig gik og slog græs ved hjælp af håndkraft.
Hjemmefra havde jeg fået at vide, at jeg kun måtte have et objektbillede på hver film.
Således så det ville virke som et uskyldigt tilfælde, at der f.eks.
skulle være noget af militær interesse på ét billede ud af de 24
billeder på filmen, hvor resten så var turistbilleder.
Men jeg er jyde, så jeg havde altid fuldt hus, altså 24 billeder
med mere eller mindre militær interesse, sådan!
I Kolobrzeg stod vi så af lige uden for en stor militær kaserne,
25
26
og Anna styrede lige over imod hovedindgangen, hvor der stod
en flot officer og vinkede til os.
Jeg var målløs, det havde hun da ikke nævnt det mindste om
over for mig, at hendes bror var officer i den Polske hær. Samt
at det var her på kasernen, vi skulle besøge ham.
Nå, det er jo bare med at tænke hurtigt og få lagt ansigtet i de
rigtige folder.
Der var ingen problemer, han var ligesom sin lillesøster også
meget god til engelsk, og han var meget glad for at se mig, for
Anna havde fortalt ham så meget, om sin dejlige kæreste fra
Danmark.
Alt dette stod han og fortalte mig, for han havde måtte lægge
ører til hendes fortællinger igennem hele den sidste uge. Hvor
hun hver dag havde ringet til ham, for at fortælle ham om hvor
forelsket hun var i mig.
Vi stod nu alle tre og pludrede på engelsk lige uden for vagtbygningen, hvorefter Ludwig som Anna’s bror hed, pludselig
sagde, at nu skulle vi altså ind og have noget at spise.
Ingen kontrol - nej da for vi var jo sammen med en officer, og
vi gik over i Officersmessen, og fik et herligt måltid mad. Der
kom flere og flere hen for at ønske Anna og jeg tillykke. Lidt
efter lidt gik det så endeligt op for mig, at Ludwig havde udgivet os for at være forlovede. For ellers havde jeg jo selvfølgelig
ikke kunnet komme ind på kasernens område, men nu hvor
Ludwig’s lillesøster og jeg var forlovede, ja så var der jo ingen
problemer.
Da vi så var færdig med den lækre frokosten, rejste vi os for at
gå ud, og strække benene og samtidig kunne vi jo lige så godt
begive os ud for at se på hele kaserneområdet.
27
Selv jeg kunne også bevæge mig overalt på kasernen, når bare
jeg var i selskab med dem.
Hvor heldig har man da lov til at være.
Jeg måtte jo styrer min nysgerrighed og således ikke virke alt
for interesseret, men igen ingen problemer. Ludwig og tre af
hans officers venner var helt overstadige for at få lov til at vise
mig, hvor fantastisk overlegen Warszawapagten var i forhold
til Nato. Især nu hvor de endelig havde fået de aller nyeste
Sovjetiske våbentyper og køretøjer.
Så bare ved at gå rundt her og lytte, fik jeg alt at vide, hvad mit
lille militærhjerte kunne begære.
Da jeg så indimellem gik og smånussede og kyssede Anna,
skulle der jo heller ikke megen overtalelse til, for at få Anna og
vennerne til at stille sig op til fotografering, foran nogle af de
objekter jeg desperat havde brug for at få billeder af. For de
skulle jo bruges som dokumention for alle de oplysninger og
indtryk, jeg her gik, og sugede til mig. De fattede aldrig mistanke.
Da vi sådan havde gået rundt i et par timer, foreslog Anna
pludselig, at nu var det altså tid til en tur i vandet. Som den
naturligste ting i verden kommanderede en af Ludwigs venner
en soldat til at hente et militær køretøj. Bagefter kørte han så os
alle seks de 300 meter igennem det bløde sand ned til selve
stranden.
Stranden lå jo også inden for kasernens område, og var et slags
øvelsesterræn.
Hvor var det dog skønt, sikke nogle flotte billeder jeg fik der
fra stranden.
28
Nej da ikke af selve stranden, men derimod ned over hele kasernen med alle hangarerne og alle beboelsesbygningerne.
Værkstederne og garageanlæggene med alle de forskellige køretøjer flot opmarcheret. Så man rigtig kunne se de nye jord til
jord raket affyringsramperne og deres nye pansrede bæltekøretøjer med de såkaldte ”Stalingorgel” raketbatterier.
Altså, I må tro mig, det var flottere end nogen romantisk solnedgang.
Jo, jeg nåede også i vandet.
Oh Anna, du der elskede mig så højt, hvor har jeg meget at
takke dig for, din dejlige favn, dine skønne sexlege. Sidst men
ikke mindst dit dejlige humør.
For slet ikke at omtale hvor stor en tak jeg er din bror og hans
venner skyldige, uden al deres viden angående den militær strategi inden for den polske hærs ledelse. Ja da havde turen ikke
været den samme. Samt, ikke mindst alle oplysningerne om
hele Warszawa pagten.
Altså uden jeres utrolige værdifulde oplysninger. Ja, så havde
jeg været helt fortabt, og nok aldrig fået lov til at blive sendt
afsted på en ny ferie af ”Dem” inden for den anden side af det
såkaldte ”Jerntæppe” allerede 11 måneder efter, at jeg var
kommet hjem til Danmark.
Så tak for det mine skønne venner, jeg har jo desværre ikke
turde kontakte Jer igen siden, jeg håber at I undskylder mig, og
forstår hvorfor jeg siden hen, har været nød til at lade jer gå
over i glemslen, det er lige så meget for jeres egen skyld.
29
Men skønt jeg ikke arbejder for ”Dem” mere, er I stadig tit i
mine tanker, endnu engang tak for alt.
Jeg håber af hele mit hjerte, det at I lærte mig lidt at kende,
ikke på nogen måde har forvoldt Jer nogen skade.
30
Problemer med kvinder!
Så blev det endelig den 1. juni 1980.
Jeg skulle afsted igen, men efter at det var gået mig så godt den
forrige gang havde ”De” i ”Deres” genialitet besluttet, at jeg
skulle have en overordnet med denne gang.
Til FET vil jeg stadigvæk den dag i dag sige, at det var meget
dumt, det ”I” dengang gjorde.
For ”De” havde i ”Deres” genialitet dengang ligeledes fundet
på, at det skulle være et hunkønsvæsen, der skulle ledsage mig,
nemlig en kvindelig agent.
Men ok hun var da nydelig, hende de havde uddannet og udvalgt til jobbet.
En smuk lille sorthåret kvinde på seksogtredive år.
Hun var ca. et hundrede og tres cm. høj, og da jeg er et hundrede og halvfems cm. høj og lyshåret, ja, så kan man jo nok forstå, at der faktisk ikke var nogen, der lagde mærke til de små
ubetydelig forskelle, der var imellem os, vel.
Nå, men det største problem med sådan en smuk kvinde var, at
hun aldrig syntes, at hun var smuk nok. Så det blev oftest hen
af middags tid, før vi kunne komme afsted på observation, og
det var til sidst, ved at blive lidt træls.
For når jeg stod op klokken syv om morgenen, og tog et bad,
ja så var jeg færdig en halv time efter og klar til dagens dont,
men min ledsager skulle jo først efter badet have lagt makeup.
Når det så var gjort, skulle håret lige have en times tid med
hårtørreren.
Når vi så for det meste også gerne lige skulle nå at have lidt
morgenmad. Var hun som oftest på dette tidspunkt stadig kun
31
32
iført sin campinghabit. Det var egentlig sjældent, at vi nåede at
spiste morgenmad sammen.
Hvis vi så endelig for engangsskyld var sammen og fulgtes ad
op til vores værelse. Ja, så var det lige så sikkert som amen i
kirken, at når vi kom op på værelset, så var der igen problemer.
Jo, for så skulle der lige vælges hvilket tøj, der nu duede til
især vejret, dagens arbejde eller hendes humør.
Så hen ad middagstid var vi endelig ved at være klar til dagens
spændende opgaver.
Luder eller kaptajn?
Det var efterhånden blevet vores fast kutyme, at vi gik ned i
restauranten ved tyve tiden hver aften.
Dette gjorde vi også denne aften, som jeg nu vil fortælle om.
Det hele startede den tredje aften, hvor vi var gået ned på hotellets restaurant for at få lidt at spiste. Så jeg sad altså sammen
med min kvindelige medagent, der jo som før fortalt var min
overordnet, og det var ikke altid lige nemt, for hun var egentlig
meget sød og måske også villig nok, men jeg var, og er stadig
af den overbevisning, at man ikke skal blande arbejde og fornøjelser sammen.
Da det måske kan få indvirkning på ens overvågenhed, når vi
senere er ude på opgaver og det så pludselig, måske blev lidt
varmt, - ja så skal vi bare virke som en velsmurt maskine uden
følelser.
Så det var hun lidt nedtrykt over, så hun var dybt koncentreret
om sin mad.
Jeg var selv godt i gang med min mad, da jeg ligesom fornemmede, at der var nogen der betragtede mig, - og ganske rigtig.
Pludselig fik jeg øjenkontakt med en pragtfuld kvinde, der sad
alene ved et bord lidt fra vores. Hun var klædt i en dejlig kropsnær mørkeblå silkekjole med en dyb nedringning, der viste alt
33
hvad der var værd at vise af en dejlig fyldig overkrop, hvor der
især var to ting, der blev meget fremhævet.
Samtidig var hendes lyse hår, der var lidt over i det platinblonde, klippet i en fræk kort frisure der klædte hendes smukke
ansigt utroligt, samt den diskrete sminke der lige markerede de
få ting, der skulle fremhæves; - så som læberne og så de dejlige
store brune dådyragtige øjne, der sad tilpas langt fra hinanden.
Der var bare frække viberationer i det gennemtrængende varme
blik hun sendte over imod mig.
Jeg kunne ikke lade være med at føle mig lidt smigret, for jeg
var tredive, og hun har nok været en ca. fyrre år gammel.
Men hold da op hvor hun bare var en flot kvinde i mine øjne,
og desuden forstod hun den svære kunst, det er at føre sig frem
med en så forførerne elegance.
Min overordnet sad med ryggen til hende, og bemærkede overhovedet intet, så optaget var hun af sin meget lækre hovedret,
der netop lige var blevet serveret.
Så jeg havde rigelig tid til at beundre denne flotte kvinde ved
det andet bord. Da hun så pludselig diskret pegede på min ledsager, og derefter pegede på sin ringfinger, kunne jeg med det
mest forførerne smil blot ryste sagte på hovedet. Herpå smilede
hun og med et frækt glimt i øjnene, pegede hun stille og roligt
på sit armbåndsur, og med fingrene markerede hun så ti.
Altså klokken toogtyve.
Jeg smilte og nikkede, hvorefter jeg med løftede øjenbryn så
meget spørgende på hende.
Hun sendte mig et lille trutmundskys og skrev så med store
typer; - nummer syvoghalvtreds på sin serviet, som hun diskret
holdt op, som skulle hun tørre sig ved mundvigen.
Også dette nikkede jeg til, og sendte hende et lille blink.
Herefter rejste hun sig fra sit bord og forlod restauranten.
34
Min overordnede og jeg spiste færdig i ro og mag.
Ved kvart over ni tiden gik vi op på vores værelse, hvor hun
gik i gang med at løse en kryds og tværs.
Jeg lagde mig på dobbeltsengen og lå og spekulerede på, hvad
dælen jeg nu havde rodet mig ind i.
Klokken toogtyve sagde jeg til min chef, at nu ville jeg ud for
at støve noget kvims op. Det blev hun meget fortørnet over, for
vi kunne da bare hygge os her og nu, men jeg gik bare ud af
værelset, og lukkede døren med et: - Hyg dig, vi ses.
Jeg tog trappen op til tredje sal, og fandt hurtigt dør nummer
syvoghalvtreds, som jeg så forsigtigt bankede på. Døren blev
øjeblikkeligt åbnet af min dejlige veninde, der nu var klædt i en
næsten gennemsigtig negligé. Der overhoved intet overlod til
fantasien, men det gjorde nu heller ikke noget, for der var intet,
fantasien kunne havde skabt bedre.
Hun smøg sig ind til mig, og gav mig et varmt vådt kys. Da vi
ligesom skulle have lidt luft, spurgte hun mig om et eller andet,
som jeg ikke forstod spor af, det var polsk.
Så jeg spurgte forsigtigt på engelsk, om der var mulighed for,
at hun kunne tale engelsk. Det kunne hun udemærket endda.
Så nu kunne samtalen fortsætte, og det gjorde den samtidig
med, at hun trak mig hen imod dobbeltsengen, hvor hun fik
lagt mig ned, og begyndte at knappe min skjorte op.
Alt i mens hun med sin mest sexede og indsmigrende stemme
hviskede, at hun først skulle have ti dollars af mig, hvis jeg
ville have lov til at sove med hende, som hun udtrykte det.
Nå, det var det hun var, en simpelt luksus luder.
Men nej min pige, du kan lige tro nej, tænkte jeg så. Du ved
vist ikke, hvem du har med at gøre, nok var hun køn og sød,
men at betale for sex, ikke tale om.
35
Så kunne jeg jo bare gå tilbage til mit værelse, og få det ganske
gratis.
Nej, men så nemt skulle hun nu ikke slippe.
Så jeg måtte jo lige fortælle hende, at der da vist var noget, hun
helt havde misforstået. For der hvor jeg kom fra, var det da
mig, der plejede at få penge for at gå i seng med ældre damer.
Samt, at for mine seksuelle ydelse betalte de ældre kvinder mig
et honorar, der lå imellem tredive og fyrre dollars per nat.
Jeg kunne se, da jeg fortalte hende det, at det var noget der
sveg, men hun havde svar på tiltale og det gik ud over mig.
For det første som hun udtrykte det, ville hun altså ikke regnes
for nogen ældre dame, for hun var kun otteogtredive, og det var
da ingen alder.
Nej, til dette måtte jeg give hende ret, og med den krop hun var
i besiddelse af, var der ikke mange yngre kvinder, der ikke
ville misunde hende den.
Og for det andet, som hun udtrykte det, ville hun altså aldrig
betale for elskov. Lige meget hvor skøn og flot manden så end
var. Så selvom hun nu havde kastet sine øjne på mig, og hvor
megen lyst hun nu engang havde til mig, ja så fik jeg altså ingen penge af hende, men jeg måtte nu godt blive alligevel.
Til sidst blev vi da så også enige om, at ingen af os skulle betale noget, men bare have det dejligt i hinandens selskab.
Dette gik der så et par timer med.
Efter et dejligt tiltrængt bad lå vi så bare på sengen, og nussede
blidt hinanden.
Under dette lå vi sådan og små pludrede. På et eller andet tidspunkt spurgte jeg hende, hvorfor hun tjente penge på ryggen.
Hertil svarede hun, at det var til hendes sønners uddannelse.
For hun ville have, at de skulle til Vesteuropa, for at videreud36
danne sig. Det kostede mange penge, og det var ikke nok, det
hun tjente som chef på sit polsk krigsskib.
Ups! – Øh kunne jeg lige få det sidste, bare lige en gang til.
Ork ja da, hun var da chef på et stort polsk krigsskib.
Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt ad hendes historie.
Det var lidt for usandsynligt at denne dejlige spirrevip, skulle
kunne være kaptajn på et polsk skib, og dette fortalte jeg hende.
Det blev hun først lidt støt over, men lyste så pludselig op. For
hun havde fået den glimrende ide. I morgen tidlig, sagde hun,
ville hun inviterer mig ned på morgenmad nede på sit skib.
Ja, ja tænkte jeg bare, så tror jeg også på den, og lod som om,
at det da var en fantastisk god ide, og sagde, at det ville jeg da
heller end gerne.
Fint sagde hun så, og smygede sig ud af mit favntag, og satte
sig ved det lille skrivebord i værelset, og begyndte at skrive et
eller andet.
Da det var endt, kom hun over med en seddel, som hun fortalte,
var min passerseddel, som jeg blot skulle vise til den vagtsoldat, der ville stå vagt ved landgangen nede foran skibet.
På den anden side af sedlen havde hun skrevet en adresse, som
jeg bare skulle give til taxichaufføren. Så skulle han nok kører
mig direkte ned til havnen og hen til hendes skib.
Jeg skulle love hende at være der præcis klokken otte fem og
fyrre.
Jeg morede mig kongeligt over hendes alvorlige ansigt alt
imens hun fortalte alt dette og da hun endelig var færdig, tog
jeg hende ind til mig igen, og vi elskede pragtfuldt endnu engang.
37
Hen ad klokken fire om morgenen, blev vi enige om at gå hver
til sit, for hun skulle jo snart op, men hun glædede sig til at se
mig til morgenmaden nede på sit skib, som hun udtrykte det.
Jeg listede tilbage til mit værelse. Her blev jeg mødt af en meget kold skulder, men hvad, jeg havde også fået varme nok for
denne nat.
Så jeg satte uret til at ringe klokken syv, og faldt omgående i
søvn.
Næste morgen forløb alt som det skulle, efter et kort skænderi
med hende jeg delte værelse med. Angående nattens hændelser
blev vi til sidst enige om, at det måske godt kunne være nok så
vigtigt, at forfølge denne her historie, angående den kvinde jeg
havde hygget mig med det meste af natten.
For måske kunne hun virkelig godt være en kvindelige polsk
flådekaptajn, sådan som jeg lige havde fortalte min overordnede om, at hun havde prøvet at bilde mig ind.
Jeg havde jo som den største selvfølge aflagde fuld rapport,
hun var jo tros alt min overordnede.
Inderst inde troede jeg vel ikke selv rigtig på det min søde natte
veninde havde sagt, men hvad hun var jo egentlig meget sød,
så hvorfor ikke tage ned for at besøge hende igen.
Min overordnede syntes, at jeg skulle forfølge sagen. Så ok,
hvad gør man ikke for sit fædreland, jeg glædede mig allerede.
Da jeg havde bevæbnet mig med min gode gamle lægetaske,
der altid fulgte mig, hvor i jeg havde mit ligeså gode gamle
Exakta spejlrefleks fotokamera plus noget drikkelse, drog jeg
afsted.
38
Hospitalsskibet.
Jeg fik fat i en taxi og viste chaufføren sedlen og sagde til ham
på engelsk, at der ville jeg godt hen til.
Han læste hvad der stod, og nikkede og kørte uden at sige et
ord.
Et kvarter efter var vi nede ved havnen, og han drejede over i
retningen imod nogle store krigsskibe. Her stoppede han ved en
af vagtpostene, og spurgte ham om et eller andet og blev digeret videre frem, for til sidst, at køre op langs med et skib, der
for mig mindede om en torpedobåd. Her gjorde han så holdt,
og pegede på taxameteret.
Jeg gav ham rigeligt med drikkepenge, og fik til sidst forklaret
ham, at jeg gerne lige ville have, at han lige ventede en fem
minutters tid med at kører, for det kunne jo være, at jeg skulle
med tilbage med det samme, hvis det hele nu var en fuser.
Det lovede han til sidst.
Jeg steg ud og gik over til vagten, der stod ved landgangsbroen,
og rakte ham sedlen. Han læste den igennem, hvorpå han gjorde stram honnør.
Råbte et eller andet og straks kom der en anden soldat ned af
landgangen.
Han modtog nu sedlen, som han gennemlæste, hvorpå han
gjorde honnør, og bad mig så, på dårlig engelsk, om at følge
med ombord.
Soldaten var nu nået op på dækket, og gik frem til en kahytsdør, som han bankede på, hvorefter han gik ind.
Jeg tænkte, at det bare måtte være løgn det hele, det her kunne
bare ikke passe.
39
For igennem den åbne dør kunne jeg se hende fra i nat, hende
som jeg havde ligget og elsket med, nu iført en polsk flådeofficers uniform, nu siddende bagved et stort skrivebord.
Jeg vinkede til taxichaufføren, at han godt kunne kører.
Hun sagde et eller andet til soldaten, der gjorde honnør og fortrak. Hvorefter hun kaldte mig ind, og bad mig lukke døren
efter mig.
Da jeg havde udført hendes ordre, rejste hun sig op fra stolen
bag skrivebordet og gik langsomt rundt om bordet, oh hvor jeg
nød at se hende bevæge sig på den måde, da hun så endelig
nåede hen til mig sprang hun mig om halsen, og kyssede mig
varmt og længe.
Hun var utrolig glad over at se mig, for hun var ikke sikker på,
om jeg ville komme. For jeg havde jo ikke rigtig ville tro på
hende, men dette var altså hendes arbejdsplads, om jeg så nu
ville tro på hende.
Ja det var jeg jo ligesom nød til, nu hvor jeg stod her på kaptajnens kontor.
Og kaptajnen var også utrolig smuk i uniform, og jeg viste jo
udemærket fra forrige nat, hvilken fantastisk krop der var inden
i kaptajns uniformen.
Da hun efter at vi igen havde sluppet hinanden, så spurgte mig,
om ikke også jeg var hundesulten. Kunne jeg ikke dy mig fra at
spørge, efter hvad. Hvorpå jeg trak hende ind til mig, så hun
rigtig kunne mærke, at jeg havde masser af lyst til at spise hende på kinesisk, med pind.
Hun gjorde sig langsom fri, samtidig med at hun svarede, at når
hun var på arbejde, var der ingen hangy pangy, da der pludselig
kunne komme nogen, der ville tale med hende.
Her efter trykkede hun på en knap på samtaleanlægget, og sagde en hel masse ned i mod mikrofonen.
40
41
Et kvarters tid efter, kom en purser med en stor bakke med det
lækreste morgenmåltid man kunne forestille sig.
Han dækkede nu op ved et lille bord, der stod til højre for skrivebordet, skænkede te op, og slog toppen af de to blødkogte
æg, hvorefter han bukkede dybt, og forlod rummet.
Efter en trekvarters tid var vi færdige med at spise, og hun
spurgte, om ikke jeg var interesseret i at se hendes skib.
Om jeg var, jeg måtte hele tiden prøve på, ikke at virke alt for
interesseret. Så jeg sagde let henkastet, at det ville jeg da gerne,
hvis ikke det var til alt for meget besvær.
Det viste sig så, at det meste af mandskabet, var på orlov, men
de skulle alle møde igen her til aften, for da skulle de afsted på
øvelse.
Så på nuværende tidspunkt var der kun få officerer og søfolk
ombord, og de var alle sat i arbejde.
Så vi kunne bare gå og slentre omkring på det meste af skibet.
Her på denne rundtur fik jeg så forklaret alt om skibets mandskab, dets bevæbning, topfart og jeg ved ikke hvad, men det fik
”De” alt sammen at vide, da jeg var kommet hjem med alle de
her forskellige oplysninger og der skulle komme mere.
For mens vi nu sådan gik rundt ude på dækket, var der pludselig noget, der fangede min opmærksomhed ovre ved en af de
andre kajer.
For her var der et kæmpe skib, der ikke lignede noget, jeg før
havde set. Det var malet i de her karakteristiske grålige farver,
der bruges til flådens fartøjer, men der var ingen bevæbning at
se nogen steder.
Så jeg spurgte min dejlige kaptajn, sådan lidt henkastet, hvad
det dog var for et skib.
42
Jo, det var russernes stolthed, et kæmpe stort russisk hospitalsskib, som lå gemt her i havnen. For russerne havde ligesom
glemt, at man ikke bare lige kunne sejle dette monster ud igennem de danske farvande, uden at vække berettiget opsigt.
Så der efter fik jeg også hele dette skibs historie.
Hun fortalte det så levende og humoristisk om russernes tåbeligheder, at jeg til sidst sagde, at det måtte jeg da bare have et
billede af.
Så jeg stillede hende hen til rælingen med ryggen til skibet, og
fik et par flotte billeder af hende med det russiske hospitalsskib som baggrund.
Hun blev lidt uskarp, men hospitalsskibet var bare til UG.
Desuden fik jeg også, da jeg lidt senere måtte tage afsked med
hende, nogle billeder af hende stående, som den stolte chef på
sit skib.
Det var nu især af hendes skib, at der blev taget nogle rigtige
gode flotte billeder.
For da hun stod der og vinke farvel til mig, da jeg ved middagstid var nød til at tage afsked med hende, da det nu var tid
for hende, at vende tilbage til sit arbejde med at planlægge den
forestående øvelse der jo snart skulle løbe af stablen.
Så efter en kort afsked inde på hendes kontor med lidt tårer fra
hendes side, for hun viste godt at vi nok aldrig sås mere, kunne
jeg jo ikke andet, end tage en hel stribe billeder af min søde
kaptajn.
Efterhånden som jeg langsomt bevægede mig baglæns væk fra
hendes skib, for til sidst at have hele skibet inde i søgeren.
Jeg kan stadig se for mig, den flotteste kaptajn jeg kan mindes,
der kærligt vinkede ned til mig, fra sit stolte skib.
Jeg så aldrig mere til min dejlige kaptajn.
43
Rationeringer.
Den næste dag tog min ledsager og jeg ind til havnebyen Sopot.
Det var helt tilfældigt, at vi landede her, vi ville bare ud for at
se noget andet, også for at få lidt ud af dagen sammen.
Det var jo ikke så meget, vi havde været sammen i de sidste par
dage.
For selvom hun selv bare kunne have taget bilen og så alene
være kørt nogle ture, var det ikke rigtig noget for hende. Hun
var lidt utryg ved det der med, at benzinen var rationeret for
indbyggerne.
De kunne kun købe 20 liter om dagen.
Men for turisterne var der ingen problemer.
Men hun følte alligevel altid, at de sådan skulede til os, når vi
var nede for at tanke.
For vi havde jo betalt med hård valuta, så vi havde fået (købt
ved udlejningsbureauet) nogle rationerings kuponhæfter til
benzin, og vi havde købt rigeligt.
Så vi havde ingen problemer, ud over det sædvanlige med at
holde i køer i op til en time for at få tanket.
Så vi måtte købe alt den benzin, vi ville.
Hvor gerne vi end ville have hjulpet pollakkerne, så de kunne
have fået noget af vores benzin. Kunne det bare ikke lade sig
gøre, for der stod politifolk ved hver en tankstation, og tjekkede, at alt gik rigtigt til. Så der var bare ikke noget at gøre.
Men vi var altså her i Sopot, og her gik vi og fordrev tiden.
Vi havde rigtig været på strøgtur og set de meget store butikker, der ligefrem bugnede af tomhed, for det var kun på specielle dage at der var forsyninger, og så skulle man endda være
heldig for at få købt nogle af varerne før end at også disse var
44
udsolgte. Selv foran en forretning der kun havde få stykker
håndsæbe tilbage, var der en lang kø af mennesker, og så var
der de lange køer ved hver eneste af de mange forskellige aviskiosker.
Det var faktisk tilladt, at bruge arbejdstiden til at stå i kø i, for
at købe sin daglige avis.
For nok var Polen et kommunistisk land, men det var en folkeret at følge med i, hvad der stod at læse i de officielle avis propaganda organer.
Stjerneparaden.
Nu var vi gået ind på en lille hyggelig fiskerestaurant, hvor vi
ville prøve noget lækkert fra havet. Det var på denne fiskerestaurant, jeg første gang stiftede bekendtskab med den polske
national ret barszcz, der er en slags rødbedesuppe.
Jeg vil egentlig sige, at det faktisk smager meget godt. Den jeg
fik her, var dejlig krydret.
Men hovedretten der bestod af duszona Losos (dampet laks).
Det var bare et helt kapitel for sig selv, det skal simpelthen
bare opleves. Jeg tror aldrig jeg kan få den bedre, end den jeg
nød her. Min ledsager ville hellere have tun, og det var vist
ikke noget at skrive hjem om.
Men som vi nu sad her, og var ved at være færdig med at spise.
Jeg havde sluttet det hele af med, en stor portion budding med
et tykt lag flødeskum.
Så jeg var egentlig klar til at tage hjem til en middagslur, da vi
pludselig kunne høre militærmarchsmusik i nabolaget.
Jeg spurgte nu en af servitricerne, hvad det var der foregik
udenfor.
45
46
Hun svarede, at det bare var nogle fremmede flåde officerer,
der var til parade nede ved havnen.
Min ledsager og jeg kiggede bare på hinanden og nikkede, der
behøvedes ingen ord.
Vi bad stille og roligt om at få lov til at betale. Hvilket hurtigt
var overstået, for os begge blev de ca. 40,-dk.kr.
Hvorpå vi skyndsomt forlod fiskerestauranten.
Vi fulgte nu lyden, og kom ned til havnekajen, hvor der var
fyldt med mennesker.
Til sidst fik vi da møvet os op på et blomsterbed, hvor der var
en flot udsigt.
Pludselig kom hele det persiske marked lige ned imod os.
Jeg fik hurtig åbnet min gode gamle lægetaske. Fik fat i kameraret, så til min forskrækkelse at der kun var tre billeder tilbage
på den film, der sad i apparatet. Ingen tid at spille.
Spolede hurtigt filmen tilbage og ud med den og i med en helt
frisk 36 billeders film.
Så kunne de bare komme og det gjorde de sgu.
De defilerede lige så flot forbi, lige der hvor vi stod.
Forrest gik musikkorpset så kom først de Russiske -, så de
Tjekkiske -, så de Østtyske -, og til sidst de Polske flådeofficerer i deres stiveste puds.
Jeg nåede at få skudt 33 billeder af denne parade, af de aller
øverste inden for flåden af Warszawa pagten.
Vi fik senere at vide, at det var første gang, det var lykkedes, at
få billeder af så mange flådeofficerer på en gang.
Så man kan vist rolig sige, at det kan svare sig at slappe af engang imellem, når man er på arbejde.
47
Sortbørs veksling.
En af de ting der var meget udbredt på de tider, da jeg var inde
bag jerntæppet, var pengeveksling på det sorte gade marked.
Overalt i de små eller større byer var der gang i forretningerne
så snart Polakkerne eller især Russerne så en turist, prøvede de
at få lokket én med ind i en lille skummel mørk gyde, for her at
få turisten til at veksle sine hårde efterspurgte US-Dollars, om
til massevis af Polske Zloty og Russiske Rubel eller Østtyske
Mark.
De omvekslede US-Dollar kunne sortsbørs hajerne så bruge i
de forskellige forretninger der kun tog imod vestlig valuta, her
kunne man så købe sig til de vestlige landes goder. Det var
bare helt sejt prestige for dem der havde råd til dette, og især
top moderne tøj var bare sagen, den rigtige hårde sellert var
cowboybukser.
Selv en for os næsten værdiløs ting som en plastikpose med et
billede af et på cowboybukser, var i høj kurs.
Men for mig gik det jo ikke at sælge min flotte plastikpose, det
var jo min kostbare dagbog. Som de tit og ofte tilbød mig en
god pris for, for den ville de da meget gerne købe af mig.
Havde man US-Dollars, kunne man på det sorte marked få op
til ti gange den officielle kurs, så det benyttede jeg mig faktisk
tit af, men med en helt anden bagtanke.
Når jeg på det sorte marked, havde fået vekslet mig til en ordentlig røvfuld østpenge, gik jeg ind i en af de store smykkeforretninger, som altid fandtes i de større byer. Her købte jeg så
en mængde flotte smykker i rav eller bare den rå rav. Når jeg så
kom tilbage til København, havde jeg tre forskellige af de større Guld og Sølvsmede forretninger, hvor jeg altid fik det utroligt godt betalt.
48
49
Det var først mange år efter, at det gik op for mig, at det på de
tider da jeg var på mine ture, at det var ulovligt, at udfører rav
fra de Østeuropæiske landene.
Tilbage til selve vekslingen, når man nu stod der, i en halvmørk port i en smal gyde, eller i et dunkelt oplyst diskotek, var
det med at have øjnene med sig, for det hele gik utroligt hurtigt, de var fantastisk dygtige de her sortbørs hajer, de stod der
med et bundt af deres pengesedler halvt skjult og spejdede efter
et offer.
Gik der så en i fælden, kunne de nu hviske til en, at man fik
100 eller 1000 af deres penge, afhængig af hvilket land man nu
var i, for i Polen var den officielle kurs 10.000 zloty for en USDollar så der skulle man jo gerne have meget mere.
Når man så var blevet enige om en eller anden veksel kurs, så
man dem så stå og tælle pengene op, så man var sikker på, at
de stod med f.eks. 10 stykker 100-Østmark sedler.
MEN
Under hele seancen stod de og så meget nervøse ud, hele tiden
talte de nervøst om politiet, og at man skulle skynde sig.
Det hele endte så gerne med, at hvis ikke de bare rev dine penge til sig, og løb bort med både dine og deres egne penge. Ja så
skete der som reglen det, at når man havde afsluttet handlen, og
endelig turde tælle sine sorte penge sammen, ja så havde man i
stedet for de 10 stykker 100-Østmark, kun fået 6 stykker 100Østmark.
Prøv selv at tage 6 stykker 100-kronesedler, tag så og læg de 4
stykker sammen og brug de sidste to stykker som for og bag
side. Prøv så at tælle dem, jo den er god nok, der er 10 stykker,
men fra den anden side, er der kun 2 stykker.
50
Jo, de var bare meget dygtige dernede, men jeg havde fået de
fleste af tricksene forklaret hjemmefra af min gode ven inde på
Den Polske Ambassade.
Jeg havde desuden lært mig, at presse min modstander ind i et
hjørne og så bare bede ham om, at tælle sedlerne op.
Når det så var gjort, blev han derefter beordret til lægge dem
enkeltvis i min åbne højre hånd, alt i mens jeg så bare stod, og
lod som om, jeg støttede mig op ad væggen med min venstre
hånd, i hvilke jeg så samtidig havde de gyldne Dollars, han
stod og savlede efter.
Så hvis hajen så var så dum, at prøvede på noget, var det jo
bare hans penge, der fløj ned på jorden, når min højre hånd fløj
op og greb ham hårdt om halsen.
Så til sidst var der faktisk ikke nogle af de lyssky sortbørs hajer, der turde snyde mig ved vekslingen af de eftertragtede USDollars.
Diskoteks kirker.
Jeg har før fortalt, at Pollakkerne var meget religiøse, men der
var også nogle af deres kirker, der ikke kunne bruges til gudstjenester mere.
Så blev de solgt til højestbydende og lavet om til restauranter
eller diskoteker. Der var en fantastisk stemning disse steder og
en spændende akustik, og alle stederne var det med levende
lys.
Det kunne vi måske lærer noget af her i Danmark. Hvor mange
af vores gamle kirker står gabende tomme det meste af året og
kun bliver brugt til jul.
51
52
Tilbage til arbejdet, for da vi kom tilbage til Danmark, blev vi
kaldt ind til evaluering.
Det foregår på den måde, at vi kommer ind i hvert sit afhørings
rum. Her sidder man så mutters alene.
Der bliver så stillet spørgsmål, og man svarer igennem et samtalesystem.
På den ene væg er der det her, så kendte fra de udenlandske
kriminalfilm, så berømte store spejl, hvor man rigtig kan fornemme, at de der stiller spørgsmålene, nu med fordrejede
stemmer, sidder og betragter en igennem.
Jeg nåede aldrig at se nogle af mine FET overordnede, men det
vendte jeg mig nu hurtigt til.
Det kan nok være at ”De” var meget fornøjede over alt det, vi
havde fået opsporet.
Så der gik nøjagtigt et år, så fik jeg lov til at tage afsted igen.
M e n, det var nok en fejltagelse fra ”Deres” side af, men det
blev nu en helt anden historie.
53
Det gik så hen og blev den to og tyvende maj 1981, og jeg blev
igen kontaktet af ”Dem”.
Denne gang havde ”De” fået nys om, at der skulle være blevet
fremstillet en ny type russiske landgangsfartøjer i enten Gdynia
eller Gdansk i Polen.
Så, om ikke jeg lige kunne tænke mig, at tage et smut ned for at
se, om det nu var rigtigt.
Og jo forresten, da det jo var gået så godt sidste gang, med den
kvindelige kollega. Så ville de da også meget gerne glæde mig
med en sådanne igen denne gang.
For som ”De” sagde, bare lige at holde mig på det rette spor, så
jeg ikke blev for overmodig.
Jeg kunne bare gå i gang med det samme, hvis jeg altså endnu
engang igen var interesseret.
Selvfølgelig var jeg da det, så jeg sagde igen ja tak. Og fik som
sidste påmindelse at vide, at jeg skulle mødes med min ledsager ombord på færgen den to og tyvende juni, og ellers ville
”De” da bare gerne ønske mig eller os en rigtig god tur.
Jeg gik straks i gang med at lave det indledende forarbejder for
mig selv.
Alt klappede som det skulle, jeg havde jo stadig mine gode
venner, både på den polske ambassade og hos Vindrose.
Vi, min overordnede og jeg, mødtes ganske rigtig på færgen,
denne gang havde de da valgt en, der kunne leve op til min
højde og lidt mere over i min hårfarve, så vi kunne godt gå for
at være nyforlovede, der bare lige skulle på en lille kærlighedsferie i Polen.
Som før lagde skibet til kaj i Swinoujscie. Vi var kommet
igennem tolden, med paskontrol og tvangsveksling.
54
Nu skulle vi ud for at finde det bil udlejningsbureau, hvor der
meget gerne skulle holde en bil, som jeg i forvejen havde lejet
hjemmefra.
Utøj i bilen.
Til sidst fandt vi da bureauet, og fik bilen udleveret, men da var
det at de små hår begyndte at rejste sig, nej jeg vil heller sige
stritte i nakken på mig. For det var nøjagtig den selv samme
bil, som jeg havde lejet hernede året i forvejen.
Det var lidt for meget af en tilfældighed, synes jeg godt nok.
Nå, men vi fik alt vores pakkenillike pakket ind i bilen, og kørte i retning imod Gdynia. Det var bare en lille strækning på en
350 – 400 km, der hurtigt skulle overståes.
Da vi var nået lidt uden for Swinoujscie, havde vi på begge
sider af vejen et smukt sumpet område, og få kilometer herfra
var der en stor ridderborg med en voldgrav rundt om, hvor der
gik en mængde storke og fangede foder til deres unger.
Det har altid fascineret mig at se på disse store stolte flotte fugle, som er ved at være så sjældne hjemme i Danmark og her gik
de bare i hobetal
Men jeg kunne stadig ikke slappe af.
For der var en bil der lå et godt stykke bagved os igennem lang
tid, blev ved med at holde den samme afstand. Jeg prøvede at
køre meget langsomt, det hjalp ikke, heller ikke da jeg over et
længere stykke bare havde jogget speederen godt ned, blev
bilen bagved ved med at holde den samme afstand op til os.
Der var noget galt, jeg kunne bare mærke det.
55
Så til sidst sagde jeg til min ledsager, at jeg troede der manglede vand på køleren. Så, - om ikke lige hun ville være mig behjælpelig med at hente noget vand, der nede fra den sø der,
samtidig med at jeg pegede ud ad bilvinduet. Hun gloede mærkeligt på mig, og sagde at det gjorde der da ikke, for så ville
lampen da have lyst.
Puha, ”De” havde pusset en snusfornuftig mekanikker pige på
mig, der desværre ikke havde lært, at forstå at lytte efter, hvordan det blev sagt, men kun kunne forstå, hvad der blev sagt.
Da jeg så lagde min pegefinger på mine læber, spurgte hun
bare, hvorfor jeg dog opførte mig så åndsvagt.
Ja, så var der ikke andet at gøre, end at stoppe bilen.
Gå ud og om til hendes side, lukke bildøren op. Tage godt fat i
konen og trække hende ud af bilen, for så at fører hende et godt
stykke væk.
Her forklarede jeg hende så, at det var nøjagtig den samme bil,
som jeg sammen med en anden agent, havde lejet sidste år.
Samt, at det var lidt for underligt for mig, at der igennem de
sidste 40 kilometer var en bil der havde fulgt efter os i passende afstand og at selvsamme bil nu var kørt i skjul, lige der ca.
hundrede meter tilbage i skyggen under nogle træer.
Og nu skulle vi to altså lige gennemgå denne bil her meget
grundig for utøj (skjulte mikrofoner).
Da blev hun lidt bleg, men det var intet imod, hvad hun blev,
da vi ved en overfladisk undersøgelse af bilen hurtigt fandt tre
små ”micker”, som vi dog lod sidde.
De næste 300 km. blev der ikke talt andet end turist artige ting.
Der blev intet sagt, absolut intet der kunne misforstås af de
forkerte ører, der stadig lå i tilpas afstand ca. 200 meter bag os.
Og jo jeg havde selvfølgelig ganske rigtig haft ret,
56
57
for tidligt den næste morgen kom der nogle ansatte fra udlejningsfirmaet og undskyldte mange gange, at de fuldstændigt
havde glemt, at den bil vi havde lejet, skulle til service netop
her til morgen, men de havde da en meget bedre og større, som
vi da selvfølgelig ikke skulle betale ekstra for.
Så det kan nok være, at vi for engangsskyld spillede nygifte og
meget forelskede over for disse to ”udlejningsfirma folk”.
På ingen måde lod vi dem mærke med, at vi udemærket viste
hvad de havde gang i.
Det eneste der den dag i dag ærgre mig var, at jeg glemte at
tage nogle af de fundende mini mikrofoner med til Danmark,
for de måtte da have været utrolige spændende for ”Dem” at få
lov til at undersøge.
Den russiske guide.
Min kære kollega og jeg havde hjemmefra fået forskellige opgaver og objekter, som vi skulle prøve om vi kunne få verificeret.
Bl.a. var der de her landgangsfartøjer, man mente, der var ved
at blive bygget på et eller andet skibsværft.
Så et par dage efter vores ankomst besluttede vi så at tage på
udflugt indtil Gdansk. Her havde vi hjemmefra fået at vide, at
der nok var den største sandsynlighed for, at det var her det
foregik.
Den dag jeg nu vil berette om, tog vi tidlig afsted og det var et
flot solskinsvejr denne morgen og vi nåede ind til havne-, og
skibsværftsområdet ved ti tiden om formiddagen, men her kunne man ikke bare sådan lige komme ind på området.
Der var portvagte ved alle indgangene.
58
Så vi parkerede bilen et godt stykke fra selve værftsområdet.
Så bevæbnet med min uundværlige gamle slidte lægetaske,
med mit lige så uundværlige Exakta spejlreflekskamera og de
forskellige telelinser, begav vi os så afsted.
Vi begyndte at spadsere rundt om dette kæmpe indhegnede
område. Til sidst fandt vi et hul i hegnet, og krøb igennem, gik
ind imellem nogle store fabrikshaller, for til sidst at nå ned til
selve kajanlæggene.
Hernede var der så en halvanden meter bred anløbsbro, der
strakte sig i en små hundrede meters længde ud midt i havneindløbet.
Den ville jeg meget gerne ud på, for her var der frit udsyn til
alle værfts hallerne.
Min ledsager derimod, var ved at være helt grøn i ansigtet af
skræk. Hun ville bare tilbage, væk fra dette sted. For vi havde
intet absolut intet at gøre herinde.
Vi kunne bare have været taget med på tur med en af de der
almindelige turistrundfartsbåde, der sejlede lige uden for havneindløbet.
Så måtte vi jo derfra kunne se, om ikke vi kunne se en lille
smule ind på værftet med vores lille turistkikkert, ellers var det
bare ærgerligt for ”Dem”.
Hun var ved at være lidt farlig at have med.
Så til sidst enedes vi om, at vi bare stillede os her lidt i skjul,
og viste egentlig ikke hvad, vi skulle gribe eller gøre i.
Så skete der pludseligt noget der reddede dagen. For mig.
Der kom en russisk delegation på en tredive mennesker med en
kvindelig guide, der viste rundt og de var på vej ud ad den før
omtalte anløbsbro.
59
Hurtigt fik jeg fat under armen på min ledsager og styret hende
med ud i den bagerste del af flokken, hvor vi så lignede de andre.
Sådan skulle det bare ikke blive ved, for på et eller andet tidspunkt fik jeg øjenkontakt med guiden. Hun må have været blevet varm om hjertet, for den næste halve time var det som om,
hun hele tiden henvendte sig til mig med alle sine oplysninger.
Der var jo ikke andet for mig at gøre, end at lade som om at jeg
udemærket forstod russisk. Og så nikke på de, forhåbentlige
rigtige tidspunkter. Samt se meget overrasket ud, når hun fortalte noget, som hun fremhævede med fagter og store armbevægelser, at dette og dette var af særlig stor betydning
Til sidst kom vi da så langt ud på anløbsbroen, at vi kunne se
lige ind i de haller, hvor de var i fuld gang med at monterer
landgangsfartøjerne.
Rygterne hjemmefra havde været sande.
Der var nogle der var helt færdige, de stod på kajen. Plus et par
stykker nede i vandet, der var surret fast til inderkajen.
Guiden stod i modsatte side, så vi trak længere ud imod kajkanten, og da de andre nu stod så tæt, var der ikke nogle, der kunne se hvad man stod og lavede.
Desuden må guiden have været en glimrende fortæller, for hun
havde virkelig fanget tilhørernes opmærksomhed.
Så jeg hviskede til min ledsager, at hun langsomt skulle tage og
åbne min lægetaske, som jeg stod med og sætte telelinsen på
kameraet og give mig sættet, hvorefter hun skulle tage lægetasken.
Jeg har aldrig set nogen ryste sådan, som hun gjorde. Jeg var
lige ved at være bange for, at hun ville tabe det hele ned i vandet, men til sidst lykkedes det da, jeg satte blænderen på uende60
lig og holdt kameraet ind til maven og vendte mig langsomt om
imod værftet, og skød alle seks og tredive billeder ind over
området. Spolede filmen tilbage, og stoppede den i lommen,
lagde kameraet ned i tasken, som min ledsager havde været så
fornuftig, at åbne for mig, da hun ligesom havde resigneret, at
nu måtte det enten briste eller bære, og var begyndt at vågne op
til dåd.
Menneskeflokken var nu begyndt at rører på sig, og jeg hviskede til hende, at nu var det bare med at være forrest og så
komme ind og væk, uden at det virkede alt for opsigtsvækkende.
Det lykkedes, og jeg tror ikke, at der var nogle, der bemærkede
vores forsvinden bortset fra guiden, der nok savnede en af sine
mest trofaste lyttende tilhører, der virkelig havde vist hende, at
han var meget interesseret i den meget grundige gennemgang,
hun havde udvist og derfor især havde henvendt sig til ham.
Hvor var han dog pludselig blevet af, - ja hun skulle bare vide.
Da vi endelig var sluppet ud af hullet i hegnet igen og havde
fundet bilen, kørte vi tilbage til Gdynia, hvor vi bare slappede
af og fik nedskrevet alle vores indtryk.
Dette blev som tidligere omtalt, nedskrevet på bagsiderne af
nogle meget farvestrålende plastik indkøbsposer.
Selv om dette var totalt forbudt, var det den bedste måde at
gemme optegnelserne på.
Der var så mange input, at det for mig i alt fald, var fuldkommen umuligt at huske det hele og man ville jo nødig glemme
noget af det man havde oplevet.
Nej for ”De” skulle da have fuld valuta for ”Deres” penge, og
dette var en af mine måder at give ”Dem” det på.
61
Den næste dag tog vi så bare en turist tur ud i det blå. Det er
utroligt at se, hvordan de polske kvinder, der meget gerne vil
være vesteuropæisk klædt med hvad der dertil høre, går i højhælede sko ud ad mark-, og grusveje. Man kunne møde dem
langt fra byen, på gåben hjem med en stor kurv i hver hånd
fyldt med dagens indkøb.
Det samme gjorde sig gældende om søndagene.
Pollakker er meget religiøse, og her er det især den katolske
tro, der er udbredt.
Men igen, det at se de polske kvinder gå så elegant de mange
kilometer for at komme i kirke. Og igen de fleste af dem i højhælede sko. For man skal da ikke kun til messe, man skal også
ses, og især at man er med på moderne selvom det gør ondt.
Storken er en dejlig fugl!
Nå, men dagen efter vores slappeaf dag, skulle der igen arbejdes.
Så vi kørte lidt rundt i landskabet, for at se om der skulle være
noget af interesse.
Et godt stykke ud af vejen i det fjerne, så jeg pludselig en kolonne af militærkøretøjer, der var på vej hen et sted, hvor vi
ikke regnede med, at der skulle være nogen kaserne.
Så jeg kastede vores bil ned ad den samme vej, og vi holdt ca.
200 meters afstand til kolonnen.
På vores venstre side af vejen var der et højt levende hegn, som
var så tæt, at man ikke kunne se igennem dette.
Pludselig drejede kolonnen ned til venstre og inden det rigtigt
var gået op for mig, holdt jeg lige uden for en svært bevogtet
indgang til et stort radar anlæg, som vi ikke havde fået noget at
vide om hjemmefra, at der skulle være et sådan her.
62
Det var for sent bare at dreje rundt og kører tilbage, der var
allerede kraftig bevægelse inden fra vagtens side af.
Jeg kastede et blik over på min ledsager, men hun var igen ved
at se ud i hovedet, som om hun havde røget en alt for stor cigar.
Normalt siger man, at kvinder ikke kan svede. Det kunne hende
her, det piblede bare ud på hendes ansigt.
Ingen hjælp at hente her.
Men så så jeg, at lige til højre for hvor vi holdt, var der en stor
storkerede oppe på toppen af to gamle døde træer der stod og
lænede sig op ad hinanden og de blev samtidig også brugt som
lygtepæle.
Så alt i alt et godt fundament til en storkerede.
Jeg steg ud af bilen og gik over imod træerne, alt i mens jeg
hele tiden kiggede op på reden.
Jeg hørte godt, at der kom nogle bagfra.
Mens jeg så stod der, meget optaget af at studere storkereden,
mærkede jeg pludselig noget hårdt i ryggen, og samtidig var
der en, der råbte noget ind i nakken på mig, jeg vendte mig
langsomt om, og der stod syv soldater med deres rifler pegende
lige imod mig.
Jeg hilste pænt på dem på dansk, og gik hen til ham, der havde
mest på skuldrene og pegede op på storkereden, hvor den ene
af storkene lige stak hovedet ud over redekanten, for lige som
at sige, om det mon ikke snart var muligt, at den kunne få lidt
ro.
Det var mit stikord, for jeg stod bare og pegede op på storken,
og sagde på dansk, stork.
Han fattede selvfølgelig ikke en s..., spor.
63
64
Så jeg vendte bare rygge til dem, og gik over i bilen.
Her sad min ledsager, og nu var hun blevet helt hvid i hovedet.
Jeg fik lige hvisket til hende, at hun bare skulle slappe helt af.
Herefter tog jeg min store fuglebog, som jeg havde taget med,
da jeg er meget interesseret i fugle, og viste, at der var mange
forskellige store arter her nede i Polen. Endda nogle som vi så
godt som aldrig mere ser i Danmark, som f.eks. de store ørnefugle og som før sagt var her mange storke.
Jeg tog så bogen med over til ham officeren og slog op på storken. Viste han billedet af fuglen, samtidig med, at jeg pegede
op på storken der nu havde rejst sig oppe i sin rede.
Ja, det kunne han da godt se, at den der oppe var den samme
som jeg viste ham i bogen.
Nu tog jeg så bogen imellem benene, og dannede med begge
mine tommel og pegefinger ligesom en oval og sagde bambino,
bambino og så meget spørgende på ham.
Da opgav han, og begyndte at grine og ryste opgivende på hovedet, samtidig med at han gav en eller anden ordre, hvorpå de
andre soldater slængte deres rifler op på skuldrene.
Jeg sagde en hel masse på dansk, alt imens jeg gik tilbage til
bilen med fuglebogen, og kom tilbage med mit uundværlige
fotografiapparat.
Gik over til officeren og førte han blidt over, så han stod lige
under reden. Gjorde med fagter ham begribeligt, at hans mandskab også skulle fotograferes sammen med ham.
Og de gjorde det sgu, stillede sig flot op til fotografering.
Jeg havde hjemmefra gjort mit Exakta spejlreflekskamera klar
med en frisk film.
65
Så da jeg var over i bilen, havde jeg sat en 135 millimeter telelinse på.
Jeg stod nu og fjumrede lidt, og så forvirret ud op imod solen.
Tog et billede af storken oppe i sin rede.
Så igen på kameraret, indstillede det på uendeligt og automatisk.
Drejede mig igen rundt med ryggen imod min fine opstilling og
skød indover radarstationen fra brysthøjde.
Vendte mig så om, og rettede kameraret i mod soldaterne, tog
et billede af dem. Gik over, og rettede lidt på dem, gik så tilbage med ryggen imod dem, imens jeg så igen langsomt vendte
mig om, nu den modsatte vej og nåede at skyde ti billeder, før
jeg igen i deres øjne havde gjort mig klar til at tage det sidste
billede af dem.
Herefter gik jeg over og med et håndtryk til hver især, sagde
jeg pænt farvel.
Gik så over til bilen, satte mig ind, startede den, og kørte langsomt bort, mens jeg vinkede tilbage til de syv, der troligt stod,
og vinkede, til ham den her skøre dansker, der så gerne ville
have et billede af dem, mens de stod der under en ganske almindelig storkerede, og hvor var han dog længe om, at få indstillet sit meget dyre kamera.
Da vi igen nåede ud på hovedvejen, begyndte min ledsager at
græde helt hysterisk.
På dette tidspunkt begyndte jeg også at svede som et svin, men
hvad, det var jo gået godt.
Den aften gik der lang tid, før hun endelig var faldet helt til ro.
Resten af den periode gav vi den bare som turister.
Men jeg vil nu også mene, at det kunne vi godt være os selv
bekendt med at gøre.
66
Efter denne tur blev jeg lagt på is.
Året efter læste jeg i en af de større aviser, samt så i TVAvisen, at mine afløsere var blevet taget, den første dag de var
i et Østland.
Det blev der en masse ballade ud af, ”De” kunne jo bare havde
åbnet fryseren og ladet de erfarende udføre ”Deres” arbejde i
stedet for at sende to helt grønne afsted.
Det kan kun give problemer og så to mænd, jamen hvad tænkte
”De” da på.
Til sidst måtte vores Udenrigsminister Uffe Ellemand-Jensen
klare problemerne.
Men det blev der talt meget om det år, om det virkelig kunne
være rigtigt at Danmark havde haft sendt spioner til et Østland.
Det var for mig personligt, som en af de måske få udvalgte, det
sidste jeg har hørt til denne, for den ganske almindelige dansker så ukendte, men i min verden, så utrolig spændende
sportsgren, der ofte omtales som spionage.
Når man så tænker på, at alt dette skyldtes, at jeg bare fandt en
dejlig hobby, som jeg kunne bruge min fritid på.
Nemlig akvarier.
Så se og kom i gang.
Find Jer en hobby.
Så det måske engang bliver Jer der med fryd i stemmen siger:
- James Bond,
gå dog hjem og læg dig.
67
68