Pilestafetten Mit liv med flet vi kunne sidde i læ og nyde udsigten ud over engen. Af Bent Vinkler Det var tæt på Fiskbæk å, et par kilometer før den løb ud i Hjarbæk fjord, at jeg gik i engen og skød med bue og pil en sommermorgen. Så var det, der skete det besynderlige, at jeg skød en pil op i luften, højt op; så højt, at den forsvandt ind i himlen og aldrig kom ned igen. Måske har jeg ramt Gud, og han har tænkt: ” Den frække dreng skal komme til at arbejde med pil hele sit liv”. Buen var lavet af Dugpil, og pilene var lavet af grønne et-års skud, sikkert af Viminalis. Jordene, der hørte til gården var ren sandjord, som føg som sne hvert forår, når det blæste. Derfor havde min far plantet pil rundt om alle de små marker, og det var her, jeg fik mit materiale fra, når jeg sammen med min søster byggede stenalderhytter. Vi var begge ret interesserede i stenalderen. Det kom måske af, at vi hvert efterår fandt rester af bopladser og redskaber af flint, når markerne blev pløjet. Væggene til hytterne flettede vi med pil, taget var grene af pil, på jorden lagde vi et tykt lag af græs, som vi plukkede mellem piletræerne. Disse små primitive huse var det første, jeg flettede. Det næste var et lille hegn, der beskyttede mod vestenvinden, så (Foto: Læhegn) Billedtekst: Her sidder min onkel Kristian og nyder udsigten. Jeg var vel 10 - 12 år, da jeg flettede dette hegn På dette tidspunkt skar jeg også én af mine første figurer i træ. Jeg havde fundet noget meget specielt træ; det var egetræ, men træet var angrebet af en svamp, som gjorde træet grønt, og ikke nok med det, træet var også selvlysende. Af dette stykke skar jeg en lille grøn krokodille. Det har så ikke noget med flet at gøre, men arbejdet med træ og fletteriet har for mig altid hørt sammen. Sådan var det også, da jeg som 18 19 årig kom til Hesbjerg Slot. Det var som at gå ind i et eventyr. Slottet lå gemt; glemt og tilgroet ude i skoven. Jeg kom dertil sammen med min søster, min hund og en ged. Vi lejede os ind i “Ishuset”, der lå ved siden af slottet. Et hus, man havde brugt til at fylde med is og sne, så man kunne køle mælken ned, men nu var køerne solgt, og vi fik lov at bo der. Husk at vedhæfte/vedlægge evt. billeder som separat fil eller papirbillede med navn bagpå. Billeder fra web kan generelt ikke bruges til tryk. Her fik jeg lagt trægulv, sat et køkken op og en brændeovn. I dette vidunderlige hus boede vi så og levede et meget enkelt liv. Vi dyrkede en stor have med grønsager; der var æbler, pærer, jordbær, blommer, hassel og valnødder og meget mere lige uden for døren. Vi hentede urter, træ, ler, græs og brænde i skoven. Huslejen var 200 kr. om måneden. Pengene skaffede vi ved at dyppe lys, skære skeer i træ, piber af kirsebærtræ og spinde garn m.m. Vi solgte vores håndværk på gågaden i Odense eller i en butik i Svendborg. En måned hver sommer tog vi arbejde i et drivhus i nærheden. Jeg flettede et hegn, rundt om gedernes mark, af pil, som jeg fandt i en grusgrav i nærheden. Næste vinter, da jeg kom i grusgraven igen, var den fyldt med etårs skud af lange grønne pil, og jeg tænkte, “ det må være sådanne pil man bruger til at flette kurve med”. Jeg fik høstet en masse, fandt en kurv med stjernebund og gik så i gang. Det blev måske ikke den smukkeste kurv, men jeg var tændt. Jeg flettede kurve, lampeskærme, cykelkurve m.m. I 3 - 4 år levede jeg og lærte af skovene og livet på Hesbjerg. Så var det, at min søster og jeg holdt et spindekursus på Ærø. Her mødte jeg Karen. Vi startede livet sammen ved først at spinde og hækle et kæmpe stort uldtæppe, jeg flettede nogle cykelkurve. Så startede vi på en cykeltur rundt i Danmark, der varede fra april til november. Vi boede hos venner, folk vi mødte eller hørte om. Indimellem sov vi i vejgrøften eller en staklade rullet ind i uldtæppet. En fantastisk sommer, hvor vi mødte mange skønne mennesker og lærte en masse. Cykelturen sluttede i november, hvor vi gik i lære som fårehyrder på ”Kjællinghøl” ved Bjerringbro. Her lærte vi alt om får og mere om spinding. Vi mødte Lise Warburg, som var i gang med at skrive “Spindebogen”. Desuden var hun ved at lave en stor udstilling om spinding i Herning. På udstillingen så jeg for første gang “simer” lavet af rug-halm og af revling. Senere fandt jeg filmen “Halm hår og revling” som H.P. Hansen optog på heden sidst i 20’erne, og jeg lærte selv at sno simer. På “Kjællinghøl” mødte jeg også Carl Jensen, den store gamle pilemand, som har skrevet ”Bogen om pil”, og som i sit liv gjorde et kæmpe arbejde for at udforske og udbrede kendskabet til pil og alle de muligheder, der er indenfor pil og piledyrkning. Han kom for at fortælle om levende krydsflettede hegn. Han havde nogle pil, hvis bark var så sur, at fårene ikke ville bide i dem. Jeg Husk at vedhæfte/vedlægge evt. billeder som separat fil eller papirbillede med navn bagpå. Billeder fra web kan generelt ikke bruges til tryk. tror ikke, at forsøget blev sat i værk, men da vi nogle år senere købte en lille ejendom nede ved Egtved, kontaktede jeg Carl for at købe stiklinger af ham. Jeg fik til en hel mark og aftalte at betale med en fjerdedel af høsten hvert år, indtil stiklingerne var betalt. Han fik af de lange pil, som han brugte til hegn. Jeg beholdt de korte, som jeg brugte til kurve og undervisning. Karen og jeg startede Egtvedegnens husflidsforening, hvor jeg blandt andet underviste i at flette. Jeg høstede pil om eftermiddagen og tog dem med hjem om aftenen. Af de pil flettede vi så kurve, som jeg havde lært det af Carls kurvemager, Poul. En dag slap de op, og jeg måtte bruge af de pil, jeg havde høstet tidligere på vinteren, som var halvtørre. Det var jo trist, men det var de eneste, jeg havde. Da opdagede jeg, at de pil, der var begyndt at trække sig sammen, var meget bedre at flette med end de friske grønne. Sådan blev jeg langsomt klogere. (Foto: En ung Bent Vinkler) Billedtekst: Her står jeg i min første pilemark foran gården i Bølling I tiden mellem Kjællinghøl og gården i Bølling var vi to år på Husflidsskolen i Kerteminde. Her arbejdede jeg ikke så meget med flet. Kun et par opgaver, hvor det indgik. Men jeg arbejdede en masse i træ. Lavede mange spinderedskaber: rok, hånd-tene, kartebænk, kamme og karter m.m. Jeg byggede også en stor skaftevæv til Karen og fik bygget en violin. I de år, hvor vi boede i Bølling, holdt vi kurser rundt om i Danmark næsten hver weekend. Når man sådan er blevet gift og har hus og bil, så får man også børn. Det gjorde vi også. Et halvt år efter at Jakob blev født, indså vi, at vi måtte forenkle livet, sælge gården og flytte til Vestbirk, hvor Karen var blevet ansat som vævelærerinde. Jeg underviste på højskolen et par gange om ugen i flet og i træskæring. Om sommeren holdt vi sommerkurser, der varede i 14 dage. Det var ganske skønt at have så lang tid sammen med eleverne; det var virkelig arbejde og fordybelse, krydret med morgensang, foredrag, film og fest. På et af disse kurser dukkede Eva Seidenfaden op. Eva kommer I til at høre mere om senere. Husk at vedhæfte/vedlægge evt. billeder som separat fil eller papirbillede med navn bagpå. Billeder fra web kan generelt ikke bruges til tryk. På højskolen fik jeg gode venner både blandt elever og lærere. Jeg opdagede kunsten; den blev en del af mit liv. Kunstnere kom forbi og underviste, musik var der altid, og fantastiske musikere kom forbi og spillede. Det var en livgivende og lærerig tid. Jeg var hjemmegående husfar. Vi havde også fået Agnete, så jeg passede børnene, dyrkede haven, underviste, flettede og arbejdede med violiner; reparerede og byggede. Jeg arbejdede hver aften til langt ud på natten og troede, jeg skulle gå i lære som violinbygger, men så kom Anette Holdensen forbi med en af David Drews kurve. Hun havde mødt ham i Polen på et seminar om pileflet. Det var som at få en Stradivarius i hånden. ”Ham skal du møde” sagde Anette. ....fortsættes i næste nummer…. Husk at vedhæfte/vedlægge evt. billeder som separat fil eller papirbillede med navn bagpå. Billeder fra web kan generelt ikke bruges til tryk.
© Copyright 2024