Henrik Dam og vitamin K - Danmarks Tekniske Universitet

Henrik Dam og vitamin K
AF CARL TH. PEDERSEN
V
itaminernes
gyldne
periode var første
halvdel af 1900-tallet.
Man havde konstateret, at satte man kvæg på en syntetisk
diæt, der nok indeholdt de
nødvendige
mængder
af
grundfoderstofferne protein,
kulhydrat (carbohydrat) og
fedtstof, så mistrivedes de
alligevel og fik forskellige
sygdomme. Tilføjede man så
ting som mælk, grønne planter
m.m., kom dyrene sig hurtigt.
Man sluttede heraf, at foruden
grundnæringsstofferne skulle
dyrene have nogle stoffer i
mindre mængde for at kunne
trives normalt. Den polske
biokemiker Casimir Funk
foreslog i 1912, at man kaldte
disse ekstra stoffer for vitaminer af latin vita (liv) og
aminosyre. Man kendte ikke
strukturen af de stoffer, det
drejede sig om, og kaldte dem
derfor vitamin A, vitamin B
osv., efterhånden som man
fandt dem. Ser man på listen
over vitaminer i dag, er der
nogle huller i alfabetrækken,
f.eks. er der ingen vitaminer
med betegnelserne F, G, H, I
og J. Disse bogstaver var oprindelig blevet brugt til nogle
vitaminer, som senere viste sig
at være blandinger af andre
vitaminer. Nogle steder har et
Figur 1. Henrik Dam i sit emerituslaboratorium 77 år gammel.
vitamin senere vist sig at være
en blanding af nogle nye stoffer med beslægtet virkning;
det var f.eks. tilfældet med
vitamin B, så i dag har man
vitamin B 1 , B 2 , B 3 , ..., B 12 .
Da man efterhånden fik bestemt den kemiske struktur af
de forskellige vitaminer, viste
det sig, at gruppen af vitaminer fra et kemisk synspunkt
var en rodekasse, der indeholdt stoffer fra alle hjørner af
den organiske kemi; og flere
af dem var slet ikke aminer.
København, netop som vitaminernes gyldne periode begyndte. Han studerede kemi
ved Den Polytekniske Læreanstalt (i dag Danmarks Tekniske Universitet) og blev i
1920 cand.polyt. som fabrikingeniør – det, vi i dag kalder
kemiingeniør. Han var i nogle
år ansat ved et patentbureau
og havde nogle løse undervisningsjob, indtil han i 1923
fik en videnskabelig stilling
ved universitetets fysiologiske
laboratorium. I 1928 blev han
ansat ved universitetets nyoprettede biokemiske institut,
HENRIK DAM
Carl Peter Henrik Dam (sene- hvor han blev assistent hos
re i denne artikel omtalt som den første professor i biokemi,
Henrik Dam) fødtes i 1895 i Richard Ege. Her forblev han
1
kunne man have ventet, at han
ville deltage i debatten om
ernæringsspørgsmål, men det
gjorde han ikke. Tildelingen af
Nobelprisen fik ham ikke til at
ændre sin holdning til
ligheden. Han blev i 1945
opfordret til at tilslutte sig en
politisk organisation baseret
på videnskab og den videnskabelige metode. Hertil sagde
han nej med den begrundelse
at ”en Nobelpris ikke giver
nogen særlig ret til at være
vejleder i verdens-politik”.
Figur 2. Henrik Dam
I sit laboratorium i begyndelsen af 1940’erne.
til 1941 som amanuensis og
lektor, og han var desuden i
perioden 1939−41 laboratoriebestyrer ved Statens Vitaminlaboratorium.
I 1941 udnævntes Dam til
professor i bioteknisk kemi
ved den Polytekniske Læreanstalt som efterfølger for
Sigurd Orla-Jensen, bioteknologiens fader i Danmark. Han
var imidlertid på tidspunktet
for udnævnelsen på studie- og
foredragsrejse i USA, så på
grund af at Japan netop havde
angrebet Pearl Harbor, og
USA derfor havde erklæret
Japan og Tyskland krig, kunne
han ikke komme hjem. Han
kunne derfor først i 1946 tiltræde professoratet, som han
fik ændret til et professorat i
biokemi, senere biokemi og
ernæring. Han beklædte dette
professorat til 1965, hvor han
blev pensioneret. Fra pensioneringen i 1965 til sin død i
1976 fortsatte Dam sin forskning i sit gamle laboratorium
på den ”nye gamle læreanstalt” på Øster Vold. Han
publicerede i denne emeritusperiode 28 videnskabelige
artikler.
Dam ville formentlig have
passet meget dårligt ind i den
managementprægede universitetsverden i dag. Han arbejdede ambitiøst med sin videnskab, men var ikke interesseret
i at markere sig i offentligheden. Dams publikationer var
rent faglige, han ytrede sig
aldrig i den offentlige debat.
Som datidens mest betydningsfulde forsker i ernæring,
2
OPDAGELSEN AF
VITAMIN K
Dam havde i 1932-33 været på
studierejse til Tyskland, hvor
han bl.a. studerede cholesterolstofskiftet. Man vidste, at
mange dyr selv kunne syntetisere cholesterol, men mente
ikke, at kyllinger kunne det.
Dam besluttede at undersøge
dette forhold nærmere og fodrede kyllinger med en sterolfri
diæt. Herved kunne han vise,
at kyllingerne selv kunne syntetisere cholesterol. Han iagttog, at blev kyllingerne holdt
på denne diæt mere end 2−3
uger, fik de blødninger under
huden og i musklerne. På
grundlag af sine undersøgelser
af cholesterolsyntesen hos
kyllinger, forsvarede Dam i
1934 sin disputats Nogle undersøgelser over Sterinernes
biologiske Betydning. På det
tidspunkt betegnede man stoffer som cholesterol som steriner. Han kom i disputatsen
ikke nærmere ind på de blød-
ninger, han havde iagttaget
under sine forsøg med kyllingerne.
Da disputatsen var overstået,
tog han studiet af blødningerne op igen sammen med Erik
Tage-Hansen og Fritz Schønheyder. Sidstnævnte blev senere professor i biokemi ved
Aarhus Universitet, et professorat Dam også havde søgt,
men altså ikke fik, hvad der
førte til stor forbitrelse hos
Dam og en afbrydelse af samarbejdet med Schønheyder. De
tre kom til den konklusion, at
blødningerne hos kyllinger
skyldtes en mangel på et fedtopløseligt vitamin, og de kunne også vise, at det ikke var
vitamin A eller D, kyllingerne
manglede, men et eller andet,
der bl.a. fandtes i grønne blade, kornprodukter og olie fra
svinelever. At der var tale om
et fedtopløseligt vitamin, foreslog de i en artikel i Nature i
1935. Valget af bogstavet K til
det nye vitamin skyldtes til
dels, at K var det første bogstav i alfabetet, der var ledigt
på det tidspunkt (se afsnittet
om vitaminer), og at koagulation på dansk og tysk staves
med K.
For at kunne lave præcise
forsøg med K-vitamin og studere dets medicinske virkning
var det nødvendigt for Dam at
have det i ren tilstand. Isolationen af det rene vitamin lykkedes i et samarbejde med den
schweiziske kemiker Paul
Karrer, som havde stor erfaring indenfor carotenoid-
O
CH3
CH2CH=CCH2CH2CH2CHCH2CH2CH2CHCH2CH2CH2CHCH3
O
CH3
CH3
CH3
CH3
VITAMIN K1
O
CH3
CH2CH=CCH2(CH2CH=CCH2)4CH2CH=CCH3
O
CH3
CH3
CH3
VITAMIN K2
Figur 3. Vitamin K. Strukturen af vitamin K1 og vitamin K2.
kemien (planteverdenens gule
og orange farvestoffer), og
som havde isoleret vitamin A.
Dette arbejde fik han senere
Nobelprisen for. Dam og Karrer isolerede i 1939 vitamin K
som en gul olie fra lucerne
(alfalfa). Den amerikanske
kemiker Doisy (se nedenfor)
såede senere tvivl om denne
olies renhed.
STRUKTUREN AF
VITAMIN K
Dam gjorde sig ingen større
anstrengelser for at opklare
strukturen af vitamin K, selv
om han var uddannet som kemiker. Sammen med Karrer
undersøgte han dets absorptionsspektrum og lavede en
elementaranalyse på det, som
stemmer rimeligt overens med
senere analyser på syntetisk
vitamin K. Det blev to amerikanske kemikere Edward
Doisy fra St. Louis og Louis
Fieser fra Harvard, der fik
3
æren for strukturopklaringen.
De angreb problematikken fra
hver sin side. Doisy nedbrød
naturligt forekommende vitamin K og sluttede så ud fra
nedbrydningsprodukterne, der
var kendte stoffer, hvad den
oprindelige struktur havde
været. Fieser syntetiserede
vitamin K ud fra kendte stoffer på en entydig måde, der
med sikkerhed tillod at kende
strukturen af det syntetiserede
stof, og dernæst vise, at det
syntetiserede stof var identisk
med naturligt forekommende
vitamin K. Doisy viste endvidere, at der var to K vitaminer, K 1 og K 2 , se Figur 3. K 1
er flydende og K 2 krystallinsk.
Doisy kom i den forbindelse i
polemik med Karrer, fordi han
påstod, at det K-vitamin, som
Dam og Karrer havde isoleret,
ikke var rent. Både Doisy og
Fieser publicerede deres resultater i samme hæfte af Journal
of the American Chemical
Society i september 1939. I
dette hæfte finder man også en
afhandling af H. J. Almquist
fra University of California,
Berkeley, om K-vitamin.
DAM OG NOBELPRISEN
Dam blev flere gange i perioden 1941- 44 indstillet til Nobelprisen i medicin for sin
opdagelse af vitamin K, men
aldrig til Nobelprisen i kemi,
og han blev aldrig indstillet af
danske forskere. Han fik prisen i 1944 sammen med
Doisy, som havde opklaret
strukturen af vitamin K.
Fieser, som jo også havde
været med i kapløbet om
strukturen, kom ikke på tale.
På grund af krigen kunne der
ikke afholdes en Nobelceremoni i Stockholm som
sædvanlig. Dam var derfor
bekymret for, om han gik glip
af de penge, der fulgte med
Nobelprisen. Man foranstaltede imidlertid en erstatningsceremoni på Waldorf-Astoria i
New York i december 1944.
Efter sin hjemkomst i 1946
tog Dam til Stockholm, hvor
han den 12. december deltog i
den rigtige Nobelfest. Her
holdt han forelæsningen The
discovery of vitamin K, its
biological
functions
and
therapeutical application.
Det er en lidt ejendommelig
situation, at kemikeren Henrik
Dam således har fået Nobelprisen i medicin, og lægen
Jens Chr. Skou fra Århus 50 år
senere har fået prisen i kemi,
den eneste kemipris, der er
gået til Danmark. Man kan
også undre sig over, at Doisy,
som var ren kemiker, og hvis
arbejde var af rent kemisk art,
skulle dele Nobelprisen i medicin med Dam.
VITAMIN K OG BLODETS
KOAGULATION
Det var som sagt en unormal
blødningstendens hos kyllinger, der førte til opdagelse af
vitamin K. Blodets koagulation er en uhyre kompliceret
proces, der omfatter mange
deltrin. Det begynder med
aktivering af prothrombin til
enzymet thrombin, som videre
gennem flere trin fører til dannelsen af fibrin, som er det
centrale for størkningen. Det
er dannelsen af prothrombin,
der hæmmes, hvis der mangler
vitamin K.
Sammen med en børnelæge,
Preben Plum, lavede Dam
nogle undersøgelser over
virkningen af vitamin K på
nyfødte børns blødningstendens. Det er normalt ikke
noget problem for voksne
mennesker at få tilstrækkeligt
vitamin K, der findes udbredt i
en lang række grøntsager som
f.eks. salat, spinat, grønkål og
rosenkål. Man træffer jo heller
aldrig reklamer for vitaminpiller med K vitamin. Nyfødte
børn har imidlertid ofte en
mangel på vitamin K. Plum og
Dam viste, at blødninger hos
nyfødte børn kunne hindres
ved umiddelbart efter fødslen
at give dem vitamin K eller
ved at give mødrene det
umiddelbart inden fødslen. En
sådan behandling mindskede
dødeligheden hos nyfødte fra
4,6 til 1,8 %.
Man konstaterede i slutningen af 1930’erne i USA, at
kvæg af og til blev ramt af
usædvanlige blødninger, det
blev sporet tilbage til fodring
med muggent hø, der indeholdt stenkløver Melilotus
officinalis. Stenkløver indeholder stoffet coumarin, der
ikke som sådant skader kvæget. Under indvirkning af visse svampe i det mugne hø
omdannes coumarin imidlertid
til dicoumarol, der har den
modsatte virkning af vitamin
K på blodets evne til at koagulere. Kvæg forgiftet af mugOH
OH
CH2
svampe
O
O
COUMARIN
O
O
O
DICOUMAROL
Figur 4. Dicoumarol
Antikoagulerende stof i muggen stenkløver.
4
O
gent stenkløver viste sig også
at kunne helbredes med vitamin K.
Dicoumarol er på grund af
dets antikoagulerende effekt
blevet anvendt til medicinsk
behandling af folk, der havde
en forhøjet risiko for at få
blodpropper. Det var imidlertid vanskeligt at dosere. Man
forsøgte også at anvende dets
antikoagulerende virkning til
bekæmpelse af skadedyr som
rotter. Ideen var, at når rotterne spiste foder imprægneret
med dicoumarol, forblødte de.
Her havde man imidlertid mere held med et afledet stof,
warfarin, se Figur 5. Det viste
sig også senere, at dette også
var væsentlig bedre som middel mod blodpropper, hvor det
anvendes i dag under navnet
Marevan.
På denne måde har opdagelsen af vitamin K ført til så
forskellige anvendelser som
behandling af nyfødte, formindskelsen af risikoen for
blodpropper og bekæmpelse af
rotter.
OH
Om forfatteren
Carl Th. Pedersen, dr.phil, er lektor emeritus, Institut for Fysik og
Kemi, SDU.
Referencer
1.
2.
3.
4.
5.
6.
7.
8.
Helge Kragh og Mads Kleis Møller: ”En
anonym prisvinder”, i H. Nielsen og K.
Nielsen (red.) Nabo til Nobel, Århus
Universitetsforlag 2001, s. 396.
E. Rancke-Madsen og Stig Veibel: Dansk
Biografisk Leksikon, bind 3, 1979, s. 556.
Helge Kragh: ”Henrik Dam – Nobelpristager og ernæringsforsker”, BioZoom 1
(2001).
Helge Kragh og Mads Kleis Møller:
”Henrik Dam, vitamin K og Nobelprisen
i kemi”, Dansk Kemi 81 (2000) 25.
Henrik Dam: “The discovery of vitamin
K, its biological functions and therapeutical application”, Nobel lecture, December 12, 1946.
Katrine Meyn: ”Henrik Dam – Danmarks
mindst kendte Nobelpristager?” Dansk
Kemi 92 3 (2011) 12.
H.J. Almquist, E.A. Doisy og L.F. Fieser:
serie af afhandlinger om struktur og syntese af vitamin K i Journal of the American Chemical Society 61 (1939)
2557−2561.
L.F. Fieser og M. Fieser, Organic Chemistry, Reinhold Pub. Corp. 1956, s.
1016-1019 om Vitamin K.
O
CH3
O
O
WARFARIN
Figur 5. Warfarin
Rottegift og antikoagulerende lægemiddel (Marevan).
5