havsilke - Dansk Tekstillaug
RAPPORTER fra tekstilernes verden Nr. 4 2014 TEMA: TEKSTILE SKATTE indeholder leukovæsken, og afsætter væsken på en stump stof. Når stoffet holdes op mod solen, finder en mirakuløs forvandling sted: I løbet af få minutter skifter den udtværede væske farve fra hvidgul til grønlig til blålig og til slut violet. Farven er flot og holdbar, men desværre kræver det umådelige mængder af murexsnegle, hvis der skal farves i større stil. Hexaplex trunculus Bolinus branaris Middelhavets skjulte skatte: sneglepurpur og muslingesilke af Ulrikka Mokdad, gobelinvæver og cand. mag. i kunsthistorie Helt fra forhistorisk tid og op til midten af det 19. årh., hvor det første syntetisk fremstillede farvestof kom på markedet, blev tekstiler farvet med naturlige farvestoffer. Nogle af disse farvestoffer fx indigo, der betyder ”fra Indien”, havde været kendt i tusindvis af år. Farvestofferne blev udvundet af planter og fra visse insekter, havsnegle og mineraler. I vore dage bruges naturlige farvestoffer kun i yderst begrænset omfang; dels i afsidesliggende egne af verden, hvor der stadig produceres traditionelle tekstiler efter ældgamle metoder, dels af dedikerede hobbyvævere og i forbindelse med museernes dragtrekonstruktioner. Det menes, at kunsten at farve tekstiler med purpur går meget langt tilbage i historien, formentlig helt tilbage til den ægæiske bronzealder. Således fortælles det i den græske mytologi, at mennesket kan takke helten Herakles (og hans hund) for kendskabet til sneglepurpur. Sagnet siger, at hunden snusede omkring på stranden og tyggede på opskyllede havsnegle. Pludselig søgte den hen til sin herre og Herakles troede, at den var kommet til skade. Da han undersøgte dyret, så han, at dets ansigt og poter var blevet smukt lillafarvede af sneglesaften, og således blev murexsneglenes hemmelighed afsløret: I sneglens indre findes leuko-væske, som udskilles fra den 4 hypobranchiale kirtel. Denne væske indeholder afhængig af sneglearten stofferne 6-bromoindigo (MBI) og 6,6’-dibromoindigo (DBI), som under påvirkning af sollys og iltning antager forbløffende rødlige, violette og blålilla farver. Purpur er derfor ikke en bestemt nuance, men tværtimod et farvestof, som kan give en række forskellige farver. De ældste spor af purpur findes på nogle af freskerne fra Akrotiri, der blev opdaget og udgravet i 1960’erne. Disse vægmalerier er bevaret, fordi de blev dækket af et metertykt askelag under det altødelæggende vulkanudbrud på øen Thera (nu Santorini) i det 17. årh. f. Kr. Murexarterne Thais haemastoma, Bolinus brandaris og Hexaplex trunculus, der anses for de vigtigste leverandører af farvestoffet i oldtiden, er rovsnegle, der er almindelige overalt i Middelhavet. Sneglene lever af ådsler foruden muslinger, som de udsuger ved at bore hul på skallerne med tungen. De kan også finde på at æde hinanden. I Sydeuropa kan man visse steder købe levende murexsnegle af fiskere, der fanger dem, fordi de ligesom søpindsvin, muslinger og andre skaldyr er spiselige og af nogle anses for en delikatesse. Hvis man vil se, hvordan purpurfarvning fungerer i sin enkleste form, må en enkelt havsnegl lade livet. Med en sten slår man hul på sneglehuset, hvorefter man med en lille pensel finder og prikker hul på den kirtel, som Tekstilfarvestof udgjorde i fortiden en vigtig handelsvare, der blev transporteret over lange strækninger af karavaner og skibe. Nogle farvestoffer, såsom sneglepurpur, var vanskelige at udvinde, og tekstiler farvet med dette farvestof blev derfor eftertragtede og dyre statussymboler. Brug af purpurfarven blev med tiden ikke kun knyttet til social velstand, men også i høj grad til magt og ære. Der kom i nogle samfund restriktioner på hvilke personer, som måtte klæde sig i purpurfarvede tekstiler. I det romerske imperium, under republikken, brugtes umønstrede vertikale bånd af purpurfarvet uld, hvor bredden på båndene signalerede hvilken social rang en mand havde. Båndene kaldtes clavi og var indvævet på hver side mellem halsåbning og skulder på tunikaen. I kejsertiden blev clavi mere frit benyttet, også af ikke-adelige romere. På senantikke egyptiske mumieportrætter ses de afdøde således næsten altid afbildet i tunika med purpurfarvede clavi, selvom de ikke tilhørte magteliten. Den romerske kejsers feltherrekappe, som hørte til panserdragten, var purpurfarvet, og farven kom til at symbolisere selve imperiet. Kejseren alene måtte bære en klædedragt helt i purpur. Man kender til forskellige romerske ceremonier, der havde med purpurtekstiler at gøre. Når hæren skulle godkende valget af kejseren, blev denne iklædt purpurkappen, purpurea vestis som symbol på æren. Og under adoratio purpurae-ceremonien fik en udvalgt person som en særlig gunstbevisning lov til at kysse en flig af kejserens kappe. Ikke alle oldtidens tekstiler blev dog farvet med ægte sneglepurpur. Den mørkviolette purpurfarve var meget yndet i Egypten i den senromerske periode, og i de fleste museumssamlinger af koptiske tekstiler vil man finde et stort antal fragmenter, der er billedvævet i violet uld med motiver tegnet i flyvende nål-teknikken med lys hørtråd. Størstedelen af disse fund fremstår i dag brunlige, hvilket skyldes, at farven ikke stammede fra havsnegle, men var fremkommet ved at farve trådene med plantefarverne krap og indigo i flere farvebade efter hinanden, indtil den ønskede nuance var opnået. Kemiske analyser afslørede allerede i 1930’erne, at mens kun ganske få af de egyptiske tekstiler var farvet med sneglepurpur, fandtes der til gengæld spor af farvestoffet i næsten alle de tekstiler, som blev udgravet i Palmyra i Syrien, hvor befolkningen havde haft lettere adgang til det ægte farvestof. Thera, pupur Den største af Middelhavets muslinger er silkemuslingen Pinna nobilis, hvis aflange skaller kan blive mere end en meter i længden. Denne art er fredet, da den er sjælden, formerer sig langsomt og kræver helt særlige livsbetingelser, hvad angår lys, vandets renhed, temperatur og strømforhold. Silkemuslingen findes på bestemte, ret lavvandede lokaliteter bevokset med Neptunsøgræs Posidonia oceanica, hvor den forankrer sig i undergrunden med sine lange, silkeagtige hæftetråde for at kunne modstå strømmen. Dyret står lodret i vandet med den nederste tredjedel af skallerne nedgravet i sandet, mens det øverste 5 Foto fra wikimedia commons, ophavsmand John Hill, 2008. Billedet viser en handske af havsilke fra Taranto, Italien, dateret til ca. slutningen af det 19. århundrede. Handsken befinder sig i samlingen på Smithsonian Museum, Washington D. C. af skallerne står let åbne, så muslingen både dag og nat kan filtrere vandet for plankton. Flere små krabbearter lever i symbiose med den store musling. Krabberne bor inde i muslingeskallerne og ernærer sig af muslingens affaldsstoffer. Hvis en krabbe opdager en truende fare, skynder den sig i ly mellem skallerne. Dette advarer muslingen, som omgående klapper sine skaller sammen og derved beskytter både sig selv og krabben. Muslingens hæftetråde, der kaldes byssus, udgør råmaterialet for de fibre, der kendes som havsilke. Den enkelte tråd er tyndere end 1/10 millimeter, og i forarbejdet tilstand skinner materialet i bronzegyldne nuancer. Byssus er den biologiske betegnelse for disse fibre. Naturforskeren Guillaume Rondelet (15071566) var den første, der benyttede ordet i denne betydning i sit værk Universae aquatilium histo6 riae, der blev udgivet i 1555. Det latinske ord byssus har imidlertid også en anden og langt ældre betydning, idet det stammer fra den oldgræske betegnelse for fint linned. Allerede i antikken blev betydningen dog udvidet til også at omfatte fint, kostbart stof af forskellige andre materialer. Så når man i Bibelen og andre antikke tekster støder på ordet byssus, drejer det sig om fintvævet stof af uld, hør eller morbærsilke, men aldrig om havsilke. Eftersom der ikke er gjort arkæologiske fund af havsilketekstiler fra antikken, vides det ikke hvordan disse blev fremstillet. Derfor ved man heller ikke, om der rent faktisk blev vævet dragter af materialet. Næsten halvdelen af alle de genstande, der findes i museernes samlinger, stammer fra de seneste århundreder og er enten glatstrikkede eller med mønstre strikket ind, ligesom der også findes hæklede objekter. Fra slutningen af det 18. århundrede kender man til stof med indvævede eller broderede ornamenter af havsilke, der meget ligner de ting, som stadig fremstilles i Sant’Antìoco i Syditalien. Fra første halvdel af det 19. århundrede blev der også produceret små punge og tasker med kæmmet og uspundet havsilke påsat som en slags gylden pels. med en bro. Hovedstaden på øen hedder også Sant’Antìoco og her lever endnu enkelte kvinder, der har bevaret kendskabet til kunsten at rense, kæmme, spinde og væve eller brodere med havsilke. Silkemuslingen må naturligvis ikke fiskes, så den eneste måde at få fat på råmaterialet er, hvis en fisker finder byssustrådene i sine net eller der skyller noget op på øens strande. Det ældste kendte fund af havsilke, der stammede tilbage fra ca. 4. århundrede AD, var et stoffragment, der blev udgravet i 1912. Fragmentet blev fundet sammen med en guldkæde med farvede glasperler og lå i en kvindegrav i Aquincum tæt på det nuværende Budapest i Ungarn. Aquincum var en legionsby ved den nordøstlige grænse til det romerske imperium. Desværre gik fragmentet, som var det eneste synlige bevis for at havsilke blev anvendt til tekstilfremstilling i senantikken, tabt under 2. verdenskrig. I det 16. århundrede førte opdagelsen af Amerika og den voksende handel over verdenshavene til øget interesse for naturvidenskaberne. Havsilken og silkemuslingen blev beskrevet i datidens trykte og illustrerede naturhistoriske værker. Senere blev også tekstiler af havsilke og skaller fra den store musling indlemmet i datidens kuriositetskabinetter. De fleste af de bevarede tekstiler vi kender til i dag stammer fra disse tidlige samlinger, der senere fandt vej til de første naturhistoriske museer. Flere franske og tyske tekstilfirmaer forsøgte sig i slutningen af det 18. århundrede med kommerciel havsilkeproduktion, men uden større succes. Senere findes information om havsilketekstiler næsten udelukkende i forbindelse med udstillinger og markeder. Den byzantinske kejser Justinian 1. med purpurfarvet kappe – Mosaik fra 6. årh. i San Vitale Basilika i Ravenna, Italien I det sydlige Italien, først og fremmest i havnebyen Taranto, blev der i 1. halvdel af det 20. århundrede gjort flere forsøg på at oprette en egentlig industriel produktion af havsilketekstiler. Alle disse projekter sluttede imidlertid efter 2. Verdenskrig og blev ikke genoptaget. I dag, hvor den sjældne muslingeart er totalfredet, findes der kun et enkelt sted tilbage, hvor silkemuslingens hæftetråde stadig forarbejdes til tekstil. Sant’Antìoco er navnet på en ø, der ligger sydvest for Sardinien og er forbundet til denne 7 Dansk Tekstillaug c/o Kirsten Thomsen, Thulevej 13, 7100 Vejle B PP DANMARK Dansk Tekstillaug - væv, tryk og broderi Hjemmeside: www.dansk-tekstillaug.dk - CVR nr. 33006888 Øvrige bestyrelsesmedlemmer: Ulrikka Mokdad, gobelinvæver, Kbh, 22 51 92 98 Berthe Bramsen, broderi, Kbh, 22 26 90 88 Stine Oppfeldt, væver, Sjælland, 20 12 07 16 Suppleanter til bestyrelsen:v Berit Rosqvist, væver, Kbh, 39 29 82 72 Kirsten Klie, stoftrykker, Kbh, 39 56 15 50 Medlemskontingent giro- og banknummer: Alm. medlemskab kr. 340 pr. år, bonusmedlemskab kr. 290 pr. år, værkstedselever/tekstilstuderende kr. 175 pr. år. Udland kr. 440 pr. år Bank: reg.nr. 1551 kontonr. 11196306. Betaling fra udlandet: BIC (SWIFT): DABADKKK, IBAN: DK4630004845493995 Angiv tydeligt dit navn og medlemsnummer. Grafisk design: Gina Hedegaard Nielsen Tryk: CENTERTRYK A/S Oplag: 800 Udsendelse via Københavns Postcenter ISSN: 1397-2545 Henvendelse vedr. Dansk Tekstillaug: Formand Kirsten Thomsen, væver, Thulevej 13, 7100 Vejle. E-mail: designkirsten@gmail.com Tlf.: 23 45 08 77 Næstformand Mai-Britt Bille Nielsen, væver /broderi, Sjælland E-mail: mai_britt_bille@hotmail.com Tlf.: 55 99 89 17 Henvendelse vedr. ind- og udmeldelse af foreningen, adresseændringer, udeblevne/ beskadigede blade m.v.: Sekretær Anne Mette Heie Kjær, væver, Kbh. E-mail: anne-mettehk@mail.dk Tlf.: 61 65 13 20 Henvendelse vedr. betaling: Kasserer Lise Frantzen, væver, Violvej 27, 3500 Værløse E-mail: lise.s.frantzen@gmail.com Tlf.: 44 47 44 49 Henvendelse vedr. annoncer: Ella Bihl Christensen, professionsbachelor i tekstile fag, Sdr. Højrupvej 6, 5750 Ringe E-mail: ellabihl@hotmail.com Tlf.: 22 43 31 33 Henvendelse vedr. udstillinger: Rikke Ruff, broderi, Bag Poplerne 6, 3390 Hundested. E-mail: rikke-ruff@sol.dk Tlf.: 28 68 51 59 Henvendelse vedr. lørdagsmøder: Kirsten Klie, stoftrykker, Lauggårdsalle 58, 2860 Søborg. E-mail: kirstenklie@hotmail.com Tlf.: 39 56 15 50
© Copyright 2024