K I R K EBLA D BREDSTRUP – PJEDSTED APRIL – MAJ – JUNI 2012 Arne Bødker, 1983 Påske – den kristne kirkes tro på skabelsens sejr over død og ødelæggelse. N edenstående er hentet fra en moderne katekismus’ arbejde med at svare på, hvad påsken er, og hvordan den kan forstås. Efterfølgende et eksempel på, hvordan jeg som præst forsøger at prædike over det i den situation, hvor vi må tage afsked med vore kære og overlade dem i Guds hænder. Kristus døde for vore synder. Det er kernen i den kristne trosbekendelse. Guds søn blev menneske af kød og blod, født af en kvinde, som alle andre. Jesus fik samme livsafslutning som et menneske, der er ramt af Guds vrede. Han døde forladt af Gud og foragtet af mennesker, knust på sjæl og legeme. For dem, der hoverende overværede korsfæstelsen, var det indlysende, at gudsbespotteren nu fik den død, han havde fortjent. Natten før korsfæstelsen var Jesus i Getsemane blevet grebet af fortvivlelse og angst uden at kunne finde støtte hos nogen af sine disciple. Som korsfæstet gav Jesus udtryk for sin elendighed med ord fra en af Davids salmer: Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig? Jesus nøjedes ikke med at forkynde syndernes forladelse og drage udstødte tilbage i et menneskeligt fællesskab. Han måtte selv som torturoffer gennemleve en udstødts forfærdelige lod. Da Jesus hang på korset i sin afmagt, syntes han fortabt; men Gud forlod ham ikke. Da den korsfæstede satte sig ved Guds højre hånd, ændredes vores forståelse af, hvem Gud er. Hvert menneske har som livsopgave at forsone sig med sin tilværelse. Det er ikke altid let at forsone sig med et liv, der rummer megen lidelse og ender i døden. Man kan oprøres over livsvilkåret og forbitres. Man fristes da til at forbande tilværelsen og ønske, at man aldrig var født. Livet kan blive ét stort oprør mod Gud. Uden forsoning er man fortabt. Forudsætningen for at kunne forsone sig med sin næste er, at man har forsonet sig med sit liv. Et menneske, der er forbitret over sin livsskæbne, kan ikke være noget for andre. Når først et menneske ved sig forsonet med Gud, vil det i sin glæde over at vide sig elsket af Gud udholde alt og tage sig af sin næste. -2- Jesu død Paulus fik en snes år efter Jesu død overleveret den ældste kristne trosbekendelse, vi kender: Kristus døde for vore synder. Vi forstår, hvad det vil sige at dø for et andet menneske. Det berettes om en katolsk præst, at han under nazismen aflagde en dødsdømt det sidste besøg. Denne var så medtaget på egne og familiens vegne, at præsten tog hans plads. Den dømte slap ud i præstens tøj, og denne blev henrettet i hans sted næste dag. Her er det uden videre klart, at det drejer sig om en stedfortrædende død. Men præsten træder kun i dette ene menneskes sted og redder kun ham. Det eneste menneske, der i bogstavelig forstand reddede livet, ved at Jesus blev henrettet, var den dødsdømte Barabbas, som folkemængden ønskede løsladt, da den havde valget mellem Jesus og ham. Barabbas havde begået mord under en opstand. Men at Pontius Pilatus frigav ham og i stedet lod Jesus korsfæste, kunne ikke forsone Barabbas med de dræbtes efterladte. Tværtimod. Giver det mening at sige, at et menneske for 2000 år siden døde også for nulevende menneskers skyld? En central tekst til forståelse for den kristne kirke til at svare på det spørgsmål blev profeten Esajas’ beskrivelse af Herrens lidende tjener. Foragtet og opgivet af mennesker, en lidelsernes mand, kendt med sygdom, én, man skjuler ansigtet for, foragtet, vi regnede ham ikke for noget. Men det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar; og vi regnede ham for én, der var ramt, slået og plaget af Gud. Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt. Vi flakkede alle om som får, vi vendte os hver sin vej; men Herren lod al vor skyld ramme ham. Han blev plaget og mishandlet, men han åbnede ikke sin mund; som et lam, der føres til slagtning, som et får, der er stumt, mens det klippes, åbnede han ikke sin mund. Fra fængsel og dom blev han taget. Hvem tænkte på hans slægt, da han blev revet bort fra de levendes land? For mit folks synd blev han ramt... han hengav sit liv til døden og blev regnet blandt lovbrydere. Men han bar de manges synd og trådte i stedet for syndere. (Es 53,3 f.f.) Det er en af Det Gamle Testamentes mest gådefulde tekster, for ingen kan sige, hvad det er for en skikkelse, profeten har haft i tankerne, når han digter om Herrens lidende tjener, der sætter sit liv til for at bære folkets skyld. Forestillingen om, at en lidende og plaget mand kunne være Guds redskab, synes at have været ganske fremmed for datidens jødedom, og denne sang om Herrens tjener har da heller ikke været med til at farve messiasforventningen på Jesu tid. Ingen forventede en lidende frelser, heller ikke Jesu disciple. Korsfæstelsen blev da også enden på deres forhåbninger. ”Vore ypperstepræster og rådsherrer har udleveret ham til dødsstraf Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel,” siger en af Jesu disciple til en vejfarende under flugten fra Jerusalem. (På vejen til Emmaus Luk. 24,13 ff) Evangelierne skildrer, hvorledes Jesus tager Esajas’ sang om Herrens lidende tjener på ordet. Han stiller sig til rå- -3- dighed som den, der med sit liv bærer menneskenes synd og forsoner dem med Gud. Vi lades ikke uvidende om, at det skete under store anfægtelser. Kort før arrestationen gribes Jesus i Getsemane af forfærdelse og angst og må bede: Tag dette bæger fra mig. Jesus havde ingen overlegenhedsfølelse over for de lidelser, der pålagdes ham. Hertil hørte også gudsforladtheden. På korset føler han sig forkastet og råber: Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig? Påsketroen Jødernes råd forblev urokket i sin overbevisning om, at Jesus som falsk profet havde fået den straf, loven foreskrev, og romerne kunne nu hævde, at Jesu tilhængeres forhåbninger om, at han skulle blive Israels konge, var gjort til skamme. Processen mod Jesus syntes endegyldigt afsluttet til hans mange modstanderes fulde tilfredshed. Hvordan kunne disciplene alligevel komme til troen på, at den fornedrede korsfæstede var ophøjet til himlen? Verden så jo ud til at være den samme som før. Korsfæstelsen havde ikke betydet, at Gudsriget med ét brød frem i al sin vælde. Hvordan kunne disciplene da fastholde, at de gennem Jesu død var blevet forsonet med Gud, at det ondes magt var endegyldigt brudt, at døden havde mistet sin brod? Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse, var jødernes dom over Jesus, da de så ham hænge på korset. Før mødet med den opstandne var, for disciplene som for alle andre, Jesu korsfæstelse afsløringen af, at han ikke var den, han udgav sig for at være. Da -4- brød den forståelse igennem hos dem, at det forholdt sig omvendt: Korsfæstelsen lå i forlængelse af alt, hvad Jesus havde sagt og gjort. Kun den, der elsker ubetinget, kan give sit liv for andre på denne måde. Så var Jesus alligevel Kristus. Samtidig måtte de erkende, at de havde svigtet ham utilgiveligt. Deres uforstand og vantro var blevet blotlagt. De havde på ingen måde udgjort en troens elite, der ikke havde tilgivelse behov. Først nu forstod de, at Jesu forkyndelse af syndernes forladelse også havde været henvendt til dem. Men i lyset af hans kærlighed forstod de, at han havde tilgivet dem. Det Nye Testamente peger på, at det var disse lidettroende fornægtere, Jesus havde udset til at danne sin menighed. Påsketroen er betegnelsen på disciplenes overbevisning om, at den korsfæstede var opstået fra de døde, at han alligevel var den, der skulle komme, at den, mennesker havde domfældt, havde Gud givet ret. Evangelisterne skildrer hver på sin måde denne tro som et møde med den opstandne. Jesu forkyndelse stiller os i dag over for den samme afgørelse som den, der fordredes af hans første disciple. Vi har helt de samme muligheder for at beslutte, hvad vi tør tro om Gud, og vi må igennem de samme anfægtelser. Når Jesus for første gang viser, hvem Gud er og altid har været, kommer hele verden fra begyndelsen til enden til at stå i et nyt lys. Jesu sandhed om Gud har jo altid været sand, blot uden at være erkendt. Det kan i Det Nye Testamente udtrykkes ved, at Jesus var hos Gud før sin fødsel, ja, at han medvirkede ved skabelsen. Det er ikke en ny lære, de troende nu skal bøje sig for; men det er et nødvendigt udtryk for, at den Gud, der gennem Jesu virke tegnes med nye træk, altid har været sådan, og at menneskene fra begyndelsen er skabt til at leve frimodigt af Guds kærlighed. Begravelsesprædiken med udeladt personligt afsnit. Tekst: Johannesevangeliets fortælling om brylluppet i Kana. en smertefulde afsked er kærlighedens pris! Ind i dette mørke og denne tomhed hører vi så en fortælling fra evangelisten Johannes. Måske har en og anden undret sig over at skulle høre netop den tekst i dag. Det skulle vi, fordi der her er tale om et tegn, der er givet os for at holde vort livsmod oppe – på vejen. Den fest, vi hører om i Kana, er en bryllupsfest. Det er om noget en fest for livet – optankning af ny energi til såvel de to unge mennesker, deres familie, men så sandelig også til hele det lille samfund, som familierne er en del af – ja i virkeligheden, så er det i allerhøjeste grad også en fest for livet stavet med stort L. Her smelter det folkelige D -5- og religiøse sammen i den smukkeste helhed. Skaberen fejres og lovprises - hele kosmos tænkes med. Skaberen forenes i festen med sin skabning. Ingen grund til at tro, at det var anderledes ved netop dette bryllup, som Johannes her fortæller om. Der er bare lige den lille ting ved det, at noget kan gå galt ved vore fester, og det er, hvad der er sket her. Midt under festen slipper glædens umiddelbare kilde op. Man løber tør for vin! Maria, Jesu mor bliver opmærksom på den blamage, der truer med at lægge en skygge over festen, der så er dømt til at blive husket som den fest, du ved nok, hvor der ikke var vin nok. Derfor trækker hun sin søn til side for at sætte ham ind i den penible sag. Men Jesus afviser hende i første omgang. Hans time er endnu ikke kommet. Men det gør den. Så fuld af tillid siger Maria til skafferne, at de skulle gøre hvad som helst, han sagde til dem. Som vi hørte, bliver festen da også reddet på bedste vis. Den vin, som Jesus havde gjort af vandet, blev berømmet også af vinkyperen, der ikke forstod et muk af det hele. Brudgommen fik at vide, at han helt mod sædvane havde gemt den bedste vin til sidst. Det er jo en vidunderlig historie – men det, der gør den til meget mere end det, er den sidste sætning, som følger efter selve fortællingen, hvor Johannes siger til os, at dette var det første af en række af tegn, som åbenbarede Jesu herlighed. Dermed er forståelsesrammen givet. Hændelsen eller begivenheden er tegn på noget andet og meget mere. Tegnet går så at sige ind i det tegn på livet, som brylluppet allerede er. I det liv kan det, som det ses og vi oplever det, ske, at vinen eller glædens kilder tørrer ind eller sander til. Der hvor det sker – der er Jesu time inde. Tegnet sker for at åbenbare Jesu herlighed, siger Johannes – og den bliver åbenbaret på korset i hengivelse af ham selv. I kærlighedens hengivelse, der overvinder død og mørke. Derfor er den vin, der serveres i grunden Jesus selv. Han siger dermed til os, at der hvor vores livsglæde, vort livsmod og håb tørrer ind og smuldrer bort, der vil han være sammen med os og give os, tro, håb og kærlighed. Derfor er vi alle som én inviteret med til det bryllup, hvor den bedste vin skænkes ud til sidst. Vi inviteres til at deltage, hver gang der her i kirken indbydes til at tage del i nadverens sakramente, hvor han som brudgom serverer for os, hans kirke på jord, den vin, der tilsiger os det evige liv med ham. Der indbydes vi til at drikke til evigt liv. Drikke til liv af kærlighedens kilde, der springer for os lige midt i vort liv med hinanden – i lyksalighedens ubekymrede tid såvel som når vi sidder i mørket og dødens skygge. Vi løftes af at være indbudte til at sidde til bords og drikke af Gudsriges druer også midt i vort dybeste mørke. Der kan vi hente den ballast, der holder os fast på vores kurs, også når bølgerne truer med at trække os ned i dybet. Der kan det levende håb, som vi blev genfødte til i vores dåb styrkes og holdes i live, og der kan dette håb deles med hinanden. Den svenske digter og musiker og -6- nobelprisvinder sidste år Tomas Tranströmer har skrevet et forunderligt og, synes jeg, vidunderligt prosadigt, som jeg gerne vil læse op her: ”Jeg arvede en mørk skov, hvor jeg sjældent går ind. Men der kommer en dag, hvor de døde og levende bytter plads. Da sætter skoven sig i bevægelse. Vi er ikke uden håb. De alvorligste forbrydelser forbliver uopklarede trods indsættelse af mange politibetjente. På samme måde er der et sted i vore liv en stor uopklaret kærlighed. Jeg arvede en mørk skov men i dag går jeg i en anden skov, den lyse. Alt det levende der synger slynger vifter kryber! Det er forår og luften er meget stærk. Jeg har eksamen fra glemslens universitet og er lige så tomhændet som skjorten på tøjsnoren.” At høre evangeliet til tro er det ikke at lægge den mørke skov bag sig og nu gå ind i den lyse, den levende skov? Vi ved det godt, og i dag erfarer vi det på det voldsomste, at den mørke skov findes, hvor lyset ikke vil trænge igennem til os. Vi kan godt kalde den Langfredagsskoven. Den skov kalder digteren for arvet. Det betyder. at den på en eller anden måde er et vilkår, som hører med til vort liv. Hindringer for glæde, lidelse og død. Angst! En dag vil døde og levende bytte plads skriver Tranströmer. Skoven sætter sig i bevægelse – Dødens grænse er brudt. Der sker en omvæltning eller forvandling. Er den mørke skov Langfredagsskoven, så er den lyse: Påskemorgenskoven: ”Vi er ikke uden håb”, siger digteren. Vi får aldrig tag på det ondes magt i verden: ”de alvorligste forbrydelser forbliver uopklarede…. Men samtidigt ser digteren altså en stor, uopklaret kærlighed et sted i vores liv, som kalder forvandlingen frem, skaber håbet der bevirker, at vi ikke er overladt til den mørke skovs dystre magt, ikke låst fast i de arvede vilkår, men frie til i dag at vælge at gå ind i den lyse, den levende skov. Vi kan gå derind med eksamen fra glemslens universitet – selvforglemmende overladte til at tage imod netop som et lille barn – tomhændet som skjorten på tørresnoren. Som vi sang det før: Ja, du gør alting nyt på jord, en sommer rig på nåde. Men klarest lyser dog dit Ord af kærlighedens gåde. Alt kød må dø, hver blomst blir hø. Når vissentørt står floret, da blomstrer evigt Ordet. Vi er i den skov, hvor det livgivende lys trænger ind, hvor livet og lyset modtages som en betroet gave og der er vækst. ”Det er forår og luften er meget stærk.” Lad os derfor sammen lytte til Kærlighedens Højsang fra Pauli første brev til menigheden i Korinth kap. 13 Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. Og om jeg så har profetisk -7- gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet. Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå. For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå. Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud. Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden. I denne tro og dette håb overlader vi da i tryghed NN i vor Guds og Faders hænder Gud i vold! Amen! Fortællende prædiken ved miniernes afslutning 4. marts 2012 Familiegudstjeneste 4. marts 2012 kl. 14.00 J eg vil begynde med at præsentere mig selv. Mit navn er Jakob. I har nok hørt om mig. Jeg var sammen med min bror Johannes én af de første, som Jesus gjorde til sine disciple. Jeg husker det lige så tydeligt, som var det i går, dengang han pludselig stod der ved vores sø, som I måske bedst kender som Genezareth sø. Vi havde sammen med Simon Peter puklet hele natten med garnene uden at fange så meget som en lille sardin. Det havde virkelig været en rigtig møgnat. Og nu stod vi så der og rensede garnene, der oven i købet var usædvanligt beskidte af tang og alt muligt andet skidt. Han stod og så på os med et irriterende mildt smil. Så gav han sig til at prædike om, at vi ikke -8- skulle bekymre os, men se til himlens fugle, der ikke bekymrer sig, men finder et frø alligevel eller markens liljer – se for resten lige op mod orglet, så kan I se en maler, der har fanget, hvad det var Jesus sagde. Markens liljer og de andre blomster de hverken spinder eller syr, alligevel så er de klædt så fint, så ikke engang selveste kong Salomon, den rigeste af alle konger, var ligeså fint klædt. Vi syntes altså, at han var noget så frygteligt irriterende. Det var jo ikke ham, der havde slidt og slæbt hele natten – og så sige sådan noget! Jeg kunne se, at Peter var lige ved at rive sine garn i stykker af indeklemt raseri. Men han sagde ikke noget. Det var for resten mærkeligt, for han havde ellers svært ved at styre sit temperament. Der var altså noget ved den mand! Helt rød i hovedet blev Peter da også, da denne tømrersvend fra Nazaret bad ham sejle ud og kaste garnene ud endnu engang. Hvad i alverden havde sådan en landkrabbe mon forstand på fiskeri? Peter sagde det ikke, men jeg kunne læse det i hans ansigt. Alligevel så sagde han til Jesus: ”Jeg tror ikke, det nytter noget, men på dit ord vil jeg alligevel gøre forsøget.” Jeg tror nok, at minikonfirmanderne ved, hvad der så skete. Peter fik sine garn så fulde, at jeg og Johannes måtte skynde os at ro ud for at hjælpe med at bjærge lasten. Og jeg siger jer, vi fik begge både fyldte lige til randen. Det var nær ikke lykkedes os at ro i land igen. Da vi kom i land, stod han stadig ved bredden af søen og smilede på denne milde og kærlige måde, som vi slet ikke vidste, hvad vi skulle stille op med. Peter var helt ude af flippen. Han kastede sig ned for Jesu fødder og sagde, at han var en syndig mand, der ikke var værdig til at have med Jesus at gøre. Men Jesus blev bare ved med at smile og rejste ham op. Så sagde han noget, vi slet ikke kunne forstå dengang. Og det er faktisk svært nok endnu! Han sagde, at vi skulle følges med ham og ikke længere fiske efter fisk. Vi skulle nu være menneskefiskere! Menneskefiskere, hvad kunne han dog mene med det. Der var altså en god portion nysgerrighed med, da vi forlod vores garn og vores både for at følge ham. Men efterhånden gik det da op for os, at det at være menneskefisker var et slags billede Jesu havde givet os. Han elskede altså det der med at tale i billeder. Og lige om et øjeblik, så skal I høre om et andet billede. Men altså det at fiske mennesker – det skulle betyde at få mennesker til at vende om fra kun at tænke på sig selv, og hvad de selv kunne tjene på og så vende sig til Gud og deres medmennesker. Det var det, han selv var kommet til jorden for at være - den store menneskefisker – og vi andre skulle altså være hans disciple. Også vi skulle fortælle verden om Gud og hans gode vilje mod os mennesker. Vi kunne selvfølgelig slet ikke forestille os en situation, hvor han ikke også var der. Vi tænkte ikke længere end, at vi da bare fulgtes med ham og hjalp ham, det vi kunne. Men så begyndte han på et tidspunkt at tale om, at vi skulle skilles, at han skulle dø, og vi skulle blive tilbage uden ham. Da begyndte jorden at gynge under vore fødder. Det kunne vi slet ikke rumme. Så kom han med et af sine billeder. Han sagde: ”Jeg er det sande vintræ og min fader er vingårdsmanden… Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre.” Hvad kunne han dog mene med det? Vi kiggede på hinanden, men så begyndte det at dæmre lidt. Mon ikke Jesus ville have os til at tænke på Livets træ i Paradis. Jo, og så måtte det jo betyde, at vi når vi troede ham og bar hans kærlighed i os – så var vi en del af livet selv og intet ville kunne skille os fra Livets Gud. Han var altså Livet selv og uden ham ville vi være skilt fra livet. Det betød altså også, at selv om han ikke lige var ved siden af os, så kunne vi godt være en del af ham alligevel! Fantastisk! Men vi var nu alligevel bange og bekymrede, selvom han havde sagt, at det skulle vi ikke være. Så fortsatte han med at sige noget om, hvad det betyder at være grene på det sande vintræ eller livets træ. Han sagde, at sådan som Gud har elsket ham, sådan har han også elsket os. ”Derfor”, sagde Jesus, ”er det mit ønske og mit bud til jer: I skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer. Der findes ikke større kærlighed end den at sætte sit liv til for sine venner. Jeg har udvalgt jer til at gå ud og bære frugt og blive ved med at bære frugt. Det beordrer jeg jer: I skal elske hinanden.” Ikke mange dage efter viste han os, hvad han mente med, at der ikke findes nogen kærlighed større end den at sætte sit liv til for sine venner. Da han hang på korset, - 10 - tror jeg ikke rigtigt, der var nogen af os der kunne huske noget om vintræ eller livstræ. Det her var forfærdeligt og helt uforståeligt. Hvorfor dog ham, sammen med forbrydere? Det gav slet ikke nogen mening for os. Men da der sad en engel på gravens sten blandt liljer i urtehaven og peged med sin palmegren, hvor Jesus stod op af graven – da vendte det hele tilbage. Jeg og de andre disciple begyndte at forstå, sådan skulle det gå. Jesus havde givet sit liv, for at vi, hans venner, skulle få lov til at leve. Hans kærlighed havde været stærkere end døden. Han havde været så fuld af liv, at døden ikke kunne holde ham fast, men måtte give slip på ham. I minier kan godt huske det: når én går frivilligt i døden for en forræder, så knuses stenbordet og livet overvinder døden! Nu forstod vi, at korset, der før havde været det forfærdeligste tegn af alle, nu var blevet et nyt billede af livstræet eller vintræet. Derfor blev I også ved jeres dåb mærket med korsets tegn både for jeres ansigt og for jeres bryst, som tegn på at I skal tilhøre den korsfæstede og opstandne eller sagt på en anden måde, at I er grene på det sande vintræ, livets træ – og I bærer frugt ved at give kærligheden videre til jeres medmennesker. Det ved jeg fra præsten, at I også har forstået. Det ses tydeligt på de hjerter, der snart skal hænges op på træet der! Jeg vil slutte med at sige farvel for denne gang. Der er mange flere historier at fortælle, men det må altså blive en anden gang. Amen! - 11 - Passionsspil i Bredstrup kirke Børne/familieopera i Pjedsted kirke søndag 17. juni kl. 16.30 som afslutning på sommerfestugen GRUNDTVIG KLIMPE & KNOLD langfredag kl. 10.30. et er en stor glæde igen i år at kunne invitere menigheden til passionsspillet Via Dolorosa – et passionsdrama af Lisbeth Smedegaard Andersen med musik af Preben Andersen. Sidste år opførte vi det med stor succes i Pjedsted kirke. Medvirkende: Anette Mouritsen, Kirsten Stendahl, Asbjørn Asmussen, Hulda Hauge Svendsen, Peter Toft Poulsen og Ole Engberg. D Nicolaj Frederik Severin Grundtvig sætter ord sammen, så man både kan se og mærke dem. Ordene betyder meget i denne opera – og de er blevet håndgribelige gennem stærk scenografi, spillevende musik og klar dramaturgi. I GRUNDTVIG - KLIMPE & KNOLD deltager børn og voksne direkte i forestillingen. Publikum går i øjen- og ørekontakt med Grundtvigs tid, værk og kamp. Børn og voksne vil føle sig set, genkendt og direkte talt til – af Grundtvig! For dem, der har mulighed for at forberede publikum, fx landets skoletjenester, er der ledsagende materiale, der kan rekvireres. Historien: Grundtvig følges fra barn til gammel mand – med kriser, kærlighed og kampe. Grundtvig vil så gerne gøre det ”rigtige”, men han er for klodset, for opfarende, for meget. Grundtvigs uafrystelige følgesvende - 12 - Klimpe og Knold er af jordklimpefolkets æt. De passer, næsten uset, på ”det levende ords” forkæmper. Klimpe styrer deres fremfærd med fast hånd. Klimpe har planerne og ordet i sin magt, og han ser undrende til, når den ordmæssigt ubehjælpelige og distræte Knold forløser Grundtvigs kampe og kriser. Konger, dronninger, koner, venner og forældre er Grundtvigs omkringsatte, og vi møder dem i dukkeskikkelser, som føres af ensemblet alt imens de i øvrigt passer deres hovedroller. Grundtvig på trompet, Klimpe på trækbasun, Knold på baritonhorn. Fløjter og whistles i alle størrelser. Accordeon for fuld udblæsning. Elektrisk heavyspade, aluphone, saxofoner og sang, sang, sang! Sogneudflugten 2012 søndag 26. august. Afgang fra Bredstrup kirke kl. 9.15 år går vores udflugt til Glud museum og Juelsmindehalvøen. Vi kører fra Bredstrup kirke kl. 9.15 og deltager i gudstjenesten i den fine gamle middelalder kirke i As, hvor tidspunktet for gudstjenesten kl. 10.30 er lagt til rette for os. Efter gudstjenesten spiser vi frokost på Snaptun færgegård. Efter frokost kører vi til Glud museum, hvor vi får en guided tour. Guiden tager os efter museumsbesøget på en halvanden times rundtur på den historisk og geografisk meget spændende halvø. Hjemkomst ca. kl. 18 Pris alt inklusive med undtagelse af drikkevarer 150,00 kr. for voksne. Børn er gratis. Nærmere omtale i næste nummer af kirkebladet. I Musikken: Grundtvigs fantastiske digterværk præsenteres i korsang, fællessang og episk underlægningsmusik. Dejlig er den himmelblå, Den signede dag, Hil dig!, Mit hjerte altid vanker og mange flere. HC Lumbyes polkaer, galopper og marcher. Messingtrio med - 13 - Fastelavn i Præstegården2012 Gitte og gemalen underholder i Præstegården i en stopfuld sal Kirkebil Det er et stående tilbud til alle i Bredstrup og Pjedsted, der har brug for transport til kirke og arrangementer i præstegården, at de kan bestille en taxa dagen før. Regningen går til præstegården. Bestilling senest en time før vognen ønskes. - 14 - Livets gang: Gospel Kids Husk ved den sidste 10.30 gudstje- Bredstrup Døbte: Emilia Albeck Vesterager Marius Klitgaard Frederiksen Rune Høxbro Herrmann Freya Høxbro Herrmann Viede og velsignede: Maria Basbug og Caner Basbug Døde og begravede: Niels Gustav Nielsen Nina Marie Sørensen neste i Bredstrup kirke hver måned er der Gospel Kids. Det er et tilbud til de yngre kirkegængere om, at de kan gå med vores kirkesanger Anette og en medhjælper over i konfirmandstuen under salmen før prædikenen. Her bydes der på et glas saftevand og en kiks inden børnene aktiveres med rytmisk sang, musik og dans. Når præsten går ned fra prædikestolen slutter børnene sig til os andre igen. Kom og vær med! Der er ikke Gospel Kids i juli og august måned. Pjedsted Døbte: Marie Christine Eriksen William Toft Kjær Emil Toft Kjær Døde og begravede Sigrid Kristine Nielsen Eigil Gylling Dorte Funding Konfirmander 2012 Pjedsted 4. maj Lars Højen Hansen Katrine Bylov Ladeby Kristofer Jagd Madsen Anika Svane Stjernholm Emil Høgh Sørensen NB-KLUBBEN Alle børn er velkommen på Nyager 12 i Bredstrup, hvor vi mødes onsdage fra kl. 1530 til 1630. Bredstrup 6. maj Maria Bak Jakob Kloster Geertsen Josephine Feddersen Stefan Jagd Tobias Johansen Freya Høxbro Herrmann NB-Klubben (Nyager Børneklub) er tilsluttet Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler. LEdErE: Gunhild og Bjarne Gertz Olsen (tlf. 75 95 43 17) Isabella, Hanne og Mikael Arendt Laursen (tlf. 75 92 07 24) - 15 - BREDSTRUP 1april Palmesøndag ingen gudstjeneste 5april Skærtorsdag . ingen gudstjeneste 6april Langfredag . . . . . . . . . . . . . 10.30 8april Påskedag . . . . . . . . . . . . . . . 9.00 9 april** 2. påskedag . . . . . . . . . . . . . 10.30 15 april 1. s. e. påske . . . . . . . . . . . . 9.00 22 april * 2. s. e. påske . . . . . . . . . . . . 10.30 29 april*** 3. s. e. påske . . . . . . . . . . . . 9.00 4maj Bededag . . . . ingen gudstjeneste 6 maj 4. s. e. påske Konfirmation . 10.30 13 maj ** 5. s. e. påske . . . . . . . . . . . . 10.30 17 maj Kristi himmelfartsdag . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ingen gudstjeneste 20 maj * 6. s. e. påske . . . . . . . . . . . . 10.30 27maj Pinsedag . . . . . . . . . . . . . . . 10.30 28 maj Gudtjeneste i Kastellet . . . . . . . . 3 juni Trinitatis søndag . . . . . . . . . 9.00 10 juni 1. s. e. trin. . . . . . . . . . . . . . 10.30 17 juni 2. s. e. trin. . . ingen gudstjeneste 24 juni * 3. s. e. trin. . . . . . . . . . . . . . 10.30 2 juli 4. s. e. trin. . . . . . . . . . . . . . 9.00 8 juli 5. s. e. trin. . . . . . . . . . . . . . 10.30 15 juli 6. s. e. trin. . . . . . . . . . . . . . 9.00 * Gospel Kids ** Juul Værge *** Anne-Marie Blak Steensig PJEDSTED 1april 5april 6april 8april 9 april 15 april 22 april *** 29 april 4 maj 6 maj 13 maj 17 maj 20 maj 27maj 28 maj 3 juni 10 juni 17 juni 24 juni 2 juli 8 juli 15 juli Palmesøndag . . . . . . . . . . . 10.30 Skærtorsdag . . . . . . . . . . . . 19.30 Langfredag . . ingen gudstjeneste Påskedag . . . . . . . . . . . . . . . 10.30 2. påskedag . . ingen gudstjeneste 1. s. e. påske . . . . . . . . . . . . 10.30 2. s. e. påske . . . . . . . . . . . . 9.00 3. s. e. påske . . . . . . . . . . . . 10.30 Bededag, Konfirmation . . . 10.30 4. s. e. påske . ingen gudstjeneste 5. s. e. påske . . . . . . . . . . . . 9.00 Kristi himmelfartsdag . . . . 10.30 6. s. e. påske . . . . . . . . . . . . 9.00 Pinsedag . . . . . . . . . . . . . . . 9.00 Gudtjeneste i Kastellet . . . . . . . . Trinitatis søndag . . . . . . . . . 10.30 1. s. e. trin. . . . . . . . . . . . . . 9.00 Familie/børn opera. . . . . . . 16.30 3. s. e. trin. . . . . . . . . . . . . . 9.00 4. s. e. trin. . . . . . . . . . . . . . 10.30 5. s. e. trin. . . . . . . . . . . . . . 9.00 6. s. e. trin. . . . . . . . . . . . . . 10.30 Sognepræsten holder ferie fra 7. maj til 17. maj 2012 Embedet passes af Hans Kurt Debel-Hansen, Gårslev, tlf 7586 1038 ADRESSER Sognepræst Ole Engberg, Bredstrupvej 128, Bredstrup, telf. 75 95 40 24. mail. oen@km.dk Træffes bedst kl. 12 - 13 - undtagen mandag Menighedsrådsformand Bjarne Gertz Olsen telf. 75 95 43 17 Kirkesanger Anette Mouritsen telf. 75 95 86 16 Organist Peter Toft Poulsen, telf. 75 86 12 52 BREDSTRUP Kirkeværge Peter Pagh, telf 75 95 40 04 Fredericia Kirkegårdskontor telf. 75 92 19 75 PJEDSTED Kirkeværge Niels Jørgen Andersen, tlf 75 95 45 42 Fredericia Kirkegårdskontor telf. 75 92 19 75 Redigeret af : Ole Engberg • NGJ • Tryk: Strandbygaard Grafisk A/S tlf. 20 600 925