”Navn på” essays om finansverdenen Læs i 39 essays forfatterens udlægning igennem 30 år om den finansielle verden. 412 personer indgår med navn i de autentiske beretninger. Krystallen opført af Nykredit for kr. 818 mio. i 2010. Nedskrevet i 2011 med kr. 539 mio. Nykredit er en af Danmarks mægtigste finansielle virksomheder. Lars Wismann, Wismann Property Consult A/S Ofte er virkeligheden helt anderledes end hvad man havde forestillet sig! Overstående er forsiden til ”Navn på” essays om finansverdenen Udgives: Fredag d. 15-11-2013 Indbetal kr. 250 på: reg. nr. 0828, konto nr. 000 119 2434 send en email: lw@wismann-as.dk og anfør: navn, adresse, postnummer. Vi fremsender herefter det antal bøger, der er betalt for portofrit: så længe lager haves. Nedenstående er bagsiden til ”Navn på” essays om finansverdenen Autentiske, vedkommende, almene interessante, generelt gældende, observationer, fortalt med engagement, humor og holdning samt gode råd til, hvordan forholdene kunne være anderledes. Det er, hvad Lars Wismann serverer i de 39 essays om finansverdenen. Der sættes navn på i 412 personer, der har sagt noget eller gjort noget, som vi andre kan tage ved lære af. Læs bogen, hvis du vil vide, hvad der bliver konsekvensen af jobløn frem for 8 timers arbejde, 8 timers frihed og 8 timers hvile. Læs om finanscenteret på Gibraltar, der i 1990 kunne have betydet BRF’s endeligt. Læs om storkundechefen, der sad som en lille dreng. Læs om Andelsboligforeningerne samt om, hvorfor det er umoralsk at betale skat. Lars Wismann er stærkt inspireret af H.C. Andersens forfatterskab og Winston Churchills enkle klarsyn. Der gives her en helt anden og indsigtsfuld forklaring på de mange uforståelige modsætninger i den finansielle verden. Bogen er i høj grad læseværdig for alle, der interesserer sig for livet, mennesker og den finansielle sektor. Lars Wismann giver ytringsfriheden en ny dimension! Læs på de næste par sider vores indholdsfortegnelse, forord, indledning og et par prøveafsnit: Indhold Forord. 7 1. Indledning. 9 2. Hvad er drivkraften i den finansielle sektor 11 3. Betydningen af magt og indflydelse. 19 4. Otte timers arbejdstid, fritid og hviletid. 24 5. Hvorfor PU-samtaler er åndsforsnævringens højborg 31 6. Løn, efterløn, pensioner og receptioner 36 7. Jeg arbejder ikke – jeg redder verdenen. 45 8. 21 års fejltagelse som ansat. 49 9. Trygheden ved at have sin egen virksomhed. 54 10. Hyremesteren og fyremesteren. 62 11. “Europort” Det Globale Finanscenter på Gibraltar 68 12. Ledelsesseminar Singapore 2008. 74 13 Storkundechefen, der sad som en lille dreng. 81 14. Realkredittens åbenlyse overbelåninger – med tilsynets stille accept! 15. 89 A/B Klostergården et mareridt af en andelsboligforening. 95 16. Andelsslaveriet i Danmark. 101 17. Andelsboligforeningerne – mine kæreste klienter 104 18. Det er umoralsk at betale skat –sagde ”Mægtige-Ole” 111 19. Byens største brokkehoveds 70 års fødselsdag. 119 20. Gebyrgribbens store dag. 123 21. Iskolde Eivinds fremmøde i Børsen Executive Club 126 22. Hedder verdens snedigste valuar Michael Hartmann i DTZ. 132 23. Revisor husk endelig forbeholdene. 143 24. Til rygklappergilde i Nykredit. 148 25. Til slik dig op og ned af ryggen gilde i FIH. 153 26. En tur på Øresund. 158 27. Hvordan man bliver en præmieret Golfspiller 163 28. De små mænd i det pæne tøj. 168 29. Hvorfor er magtens elite i finansverdenen i reglen altid mænd. 175 30. Ytringsfrihedens provokationer 182 31. I advokaternes verden. 189 32. Ledelsesretten, subordination og Frederik V’tes Søkrigsartikler 197 33. Optur og nedtur 206 34. Winston Spencer Churchill – in one word only 214 35. F 352 Fregatten Peder Skram og finansverdenen. 220 36. Hvad godt kunsten gør ved mennesker 225 37. Det kristne budskab 231 38. Sådan giver man julegaver der huskes. 237 39. Det førerløse missil – ejendomsbranchens kantede kritiker Indeks over personer 242 249 Forord ”Navn på” 39 essays om finansverdenen er blevet skrevet i 3. kvartal 2013. Gang på gang er jeg blevet indhentet af virke- ligheden. Jeg har derfor løbende måttet omskrive flere af mine essays. Jeg har skrevet lige ud af min hukommelse, og ofte har jeg krydstjekket oplysninger ved at gå på: www.google.dk. Jeg har haft en række ghostreaders, der alle har givet en positiv tilbagemelding. Mange af dem, jeg har mødt, har meddelt mig, at de gerne ville købe min bog, når den måtte foreligge klar og udgivet. Nana Toft fra Media Consult, der har medietrænet mig i de sidste tre år, har været en stor inspiration for mit bogprojekt. Den engagerede Pernille Nørremark fra Bogskriveriet har styr- ket mit gåpåmod. ”Navn på” nævner i hundredvis af navne på nulevende og enkelte døde personer fra den finansielle verden. Det er meget udansk, sådan at trække folk frem. Når jeg har valgt at gøre det, skyldes det min direkte og åbne måde at være menneske på. Enhver skal kunne have mulighed for at reflektere over mine essays samt at kunne efterprøve de oplysninger og historier, som jeg kommer med. Hvad angår udgivelse, har jeg været i kontakt med Jakob Kvist fra Artpeople og Erlend Steen Thorvardarson fra Gyldendal Business. De gav mig begge en pæn behandling, men et afslag på at udgive mit bogprojekt. Journalist Niels Sandøe har gennemlæst flere af mine essays, reflekteret over dem og tilbudt at læse resten. Han opfordrede mig til at forsætte, men at lægge flere humoristiske anekdoter ind i mine essays. Min skrivemetode har været at skrive samt at op- læse en række af mine essays. Det er sket over for min kone, Pia Strange Lorenzen, vores datter, Emilie Strange Wismann, og en række af vore nærmeste venner. Reaktionerne har været en positiv interesse og ind imellem har jeg rørt ved deres følelser, især når de har været uenige med min måde at fremstille forholdene på. Mit bogprojekt er ikke skrevet for at tale mine læsere efter munden. Mit bogprojekt er heller ikke skrevet for bevidst at provokere. Mit bogprojekt er skrevet for at dele mine erfaringer, som jeg har oplevet dem, med mine læsere. Ofte er virkeligheden helt anderledes, end hvad man havde forestillet sig. Tålmodighed er ikke min stærkeste disciplin. For nogle år siden var jeg til møde i Børsen Executive Club. Dagens taler var superiværksætteren Richard Branson. Hans motto er: ”Vi gør det sgu’ ”! Det gør jeg også her med mit bogprojekt. Jeg håber ikke, at det afstedkommer, at jeg bliver blacklistet i hele vores finansielle infrastruktur. Bliver jeg det, vil det være som at blive af- skåret fra drikkevand, elektricitet og internet. Jeg skriver meget om realkreditten, Nykredit og Danske Bank, ikke fordi jeg har et horn i siden på dem, men de fylder rigtig meget i min verden, der er den finansielle verden. Jeg er kunde i alle disse virksomheder. Jeg skal ikke lægge skjul på, at mit bogprojekt i sin skriveform og i sin udgivelse er forceret, men hurtig hjælp er dobbelt hjælp. Jeg var én af årsagerne til, at Farumkommissionen blev nedsat. Denne kommission afleverede efter ti års arbejde sin rapport på 12.546 sider. Det var for ca. kr. 85 mio. fuldkomne ligegyldigheder. Jeg håber på flere læsere af mit bogprojekt end antallet af dem, der har læst Farumkommissionens rapport. På investordagen d. 08-10-2013 mødte jeg Rolf Jensen fra Dream Company. Han blev meget glad for at se mig, og vi fik os en hyggelig passiar. Rolf Jensen er én af de største intellektuelle kapaciteter, jeg kender. Han sagde følgende til mig: ”Kære Lars. Jeg beundrer dig for dit virke og din lyst til at gøre oprør. Vi har brug for oprør. Udgiv gerne din bog på eget forlag. Kan din bog sælge, vil du tjene langt mere med eget forlag!” Det var vand på min mølle, og jeg var glad for den ros, jeg fik. Når man bliver rost af Rolf Jensen, må man virkelig have bedrevet noget i den rigtige retning. Derfor vover jeg min velfærd, en del af min opsparing og udgiver mit bogprojekt, så det er klar til salg medio november 2013. Tak til alle, der har hjulpet mig, ikke mindst min dejlige familie, herunder min broder Tom Wismann, der i en årrække har drevet forlaget Steel and Stone Publishing. 1. Indledning Det har aldrig været min ambition at leve stille. Det, der ikke tåler dagens lys, bør vi afholde os fra. Vi skal stå ved os selv, det vi gør, det vi siger og det vi tænker. Vi skal, som KlodsHans, være mand for vores ord. Det er min grundholdning, at vi alle har et ansvar for at bidrage til en bedre og mere effektiv verden ved at fremme åbenheden. I gamle dage hed det at fremme ær- ligheden. Sandheden er bestemt ikke gået af mode - altså i min verden. ”Navn på” – 39 essays om finansverdenen er bogen, der giver dig andel i min udlægning af finansverdenen og sætter ”navn på”. Måske er du selv én af dem, der nævnes i bogen. Må- ske kender du én eller flere af dem, der nævnes. Måske vil du undres, bekræftes eller oplyses i, hvad det egentlig er, der foregår i den finansielle sektor. ”Navn på” er skrevet, fordi mennesker bør tage ved lære af hinanden. Lukkethed, falskhed, kujoneri, magtfuldkommenhed, arrogance fortjener udfordring. Sandheden er altid larmende, er altid magt- haverne uvelkommen. Medløberne vil altid være i ulvekoblet, og de vil spørge, om det nu også var nødvendigt at vælge det forum, det medie eller den form, i hvilken sandheden bringes. Jeg er den opmærksomme deltager i en finansiel verden, der ofte har karakter af et realityshow. Alt for mange spiller den rolle, som de selv mener, forventes af dem. Jeg er derfor forberedt på, at der vil være dem, der, fremfor at forholde sig til indholdet i min bog, hellere tager afstand fra den. Den nemmeste og klassiske danske måde at tage afstand på er ved at forsøge sig med et karaktermord. Jeg er forberedt i denne retning. Jeg har mødt den før. Det var mine indbringelser i februar 2000, der i 2002 fældede Farum Byråd og alle ulovlighederne. Jeg er hverken en sur, gammel idiot, en vred mand eller en skuffet ronkedor. Jeg er blot den årvågne iagttager. Læs ”Navn på” 39 essays om finansverdenen, hyg dig og bliv en lille smule klogere. Denne lille bog kan læses i afsnit, der for den gennemsnitlige læser kan afsluttes inden for 5-10 minutter. Grundstoffet til mine essays er alle fra ”det virkelige liv” – de er autentiske! Der er sikkert dem, der vil hævde, at det aldrig er sket, at det har de aldrig sagt, at det ikke er tilfældet, men lad dem endelig. Det er mig, der har skrevet historierne, de har alle min vinkel, og de er skrevet med intensionen at de skal have almen interesse. Flere af historierne har været fortalt, og de bedste af dem har været fortalt flere gange. Mit eget engagement ligger i de modsætninger/ absurditeter, der ligger i den finansielle verdens generelle frem- stilling af eget virke, og hvad den finansielle verden egentlig er. Skulle jeg hist og her have fejlciteret nogen eller krænket en føl- som sjæl, så beder jeg på forhånd om tilgivelse. Det er bedre at bede om tilgivelse end på forhånd at søge om tilladelse. I øvrigt er det kristne budskab syndernes forladelse og det evige liv. Er man fast bundet i den kristne tro, så tilgiver man, hvor man kan. Hvorvidt det evige liv kommer, ved jeg ikke. Bogen indeholder ingen klientfølsomme oplysninger. God fornøjelse, og skriv gerne flere gode historier og send dem til mig på: lw@wismann-as.dk 4. Otte timers arbejdstid, fritid og hviletid Da jeg gik på Rødkilde Skole fra 1965-1972, husker jeg fra historietimerne, hvordan vores venlige lærer Hr. Merkx lærte os om arbejdskampen i perioden 1880-1920 og kampen for otte timers arbejde, otte timers fritid og otte timers hvile. Det var dengang, børnene havde et pensum fra 1. -7. klasse, og arbejdskampen var et centralt emne i dette pensum i faget historie. Jeg har altid haft en sund interesse for historie og besidder, synes jeg selv, en pæn og almendannet paratviden i vores historie. Før 1920 var der næsten frit løb for arbejdsgiveren til at drive rovdrift på de ansatte. Igennem årtier marcherede arbejderbevægelsen igennem byen ud til Fælledparken, hvor man så holdt taler for at få gennemført en tredeling af døgnet med otte timers arbejde, otte timers frihed og otte timers hviletid. Hvor meget man end talte om det, skete der ingenting, lige indtil 1917 blev til 1918. Verdenskrigen rasede på Østfronten og på Vestfronten, og den uindskrænkede ubådskrig var ved at bringe det britiske imperium i knæ. I Danmark blev der tjent gigantiske formuer på at forsyne de krigsførende magter med alt, hvad de havde brug for. Zar Nikolaj II havde abdiceret i foråret 1917 for at blive afløst af Kerenskiregeringen, der forsatte krigen ufortrødent mod Centralmagterne. I november 1917 udbrød Oktoberrevolutionen i Petrograd, og i 1918 sluttede krigen og medførte en opløsning af Europas tre mægtigste kejserriger. Da freden kom i 1919 med Versaillestraktaten underskrevet d. 28. juni 1919, blev der i Dan- mark indført en tredeling af døgnet med otte timers arbejde, otte timers frihed og otte timers hvile. Ja, det var, hvad der gjaldt for ansatte på overenskomst, men ikke for huserhverv, og dem var der mange af, især med kvindelige ansatte. I 1937 fik vi så Ferieloven, der sikrede alle 14 dages betalt ferie en gang om året, men først i slutningen af 1960’erne blev det almindeligt med en femdages arbejdsuge. Hjemme på Bellahøj 5, 7. sal b, hvor jeg boede med min forældre og min broder, Tom Wismann, under min opvækst, lærte vi begrebet faste arbejdstider at kende. Vores far arbejdede på Flådestation Holmen, og vores moder var hjemmegående hus- moder. Dagen begyndte på slaget seks, hvor min fader stod op. Kl. 06:45 blev jeg purret, og på slaget syv indtog min fader og jeg vore pladser i det lille spisekøkken, hvor vi spiste havregryn eller cornflakes med mælk. Klokken 07:10 sagde min far farvel og cyklede de ni km ud til Holmen. Jeg blev sendt i skole kl. 07:30 og måtte spadsere den lange vej til Rødkilde skole. Jeg kan ikke huske, at vi nogensinde blev kørt i bil. Min faders arbejdstid inkl. frokostpausen var fra kl. 08:00-16:00, og sådan havde det været på Holmen siden 1919. Når klokken blev 16:00, lød over hele Holmen en luftalarm, og i god tid forinden havde de tusindvis af mennesker, der dengang arbejde på Holmen i Søværnet, ryddet skrivebordet og iført sig deres vinterfrakker, cykelspænder og baskerhuer. Straks alarmen lød var der et leben af mennesker, cykler og biler, og fem minutter efter henlå Holmen så stille som et gravkammer. Når min far kom hjem, tog han elevatoren op til syvende sal, og alle madammerne stod i deres køkkenvinduer og stillede deres ure, for nu vidste de, at klokken var 5 minutter i 17:00. På slaget 17:00 gik vi alle til bords i det lille spisekøkken, hvor der blev serveret en varm hovedret og en dessert. Min fars opvækst i Nyboder og hans tid på Flådens skibe var ikke passeret ubemærket hen. Der var ordentlighed, der var regelrethed, der var properhed. Under middagen, som min mor havde tilberedt, kunne der tales lidt løst og fast om, hvad dagen havde bragt. Umiddelbart efter middagen skulle min far altid på toilettet; selv denne naturlige kropsfunktion kørte fuldstændig regelret som et schweizisk urværk. Kl. 19:30 blev der serveret en kop tynd the og en ristet krydderbolle, hvorefter familien faldt til ro foran ”dummekassen” (det var endnu ikke alle, der havde fjernsyn)! Kl. 22:00 gik mine forældre til ro. Hermed var dagen blevet tredelt med otte timers arbejde, otte timers frihed og otte timers hvile. I min fars erindringer har han skrevet om en kold novemberdag, hvor direktøren for Orlogsværftet var taget hjem, men havde glemt nogle meget vigtige dokumenter på kontoret. Da det var lang tid før den bærbare PC var opfundet, måtte han lade sig nøje med, at hvad man ikke har i hovedet, det må man have i benene. Direktør Niels Knud Nielsen, der var Orlogsværftets direktør fra 1926-1959, måtte derfor selv tilbage til værftet for at hente de dokumenter, han havde glemt. Efter at være kommet igen- nem den militære kontrol ved Værftsbrovagten, så han på lang afstand, at der var lys på 1. sal i Væftets administrationsbygning. Lettere irriteret over denne uordentlighed og sløsen med kost- bare offentlige penge, satte han tempoet lidt op. Det viste sig, at det var på skibskonstruktørernes tegnestue, at der brændte lys. Nu skulle han derfor bruge sin tid på at slukke lyset efter ét eller andet sjuskehoved – troede han. Det var ved tegnepult nummer 3, at lyset brændte, og da han nåede derned, så han til sin forbløffelse, at der sad værftets yngste ingeniør og havde travlt med blyant, passer og lineal. Det gav et ryk i den unge ingeniør, da han så direktør Nielsen i egen høje person (dengang var direktøren for Orlogsværftet på niveauet lige under Gud og Kongen). ”Min unge mand, kan De fortælle mig, hvad De dog laver her på dette tidspunkt af døgnet”, spurgte direktøren. ”Jeg er så glad ved mit nye arbejde, og jeg vil så gerne gøre det så godt, som det er mig muligt, og derfor sidder jeg og tegner på en skorsten til den nye minelægger Langeland, således at den kan blive søsat så hurtigt som muligt”, svarede den unge ingeniør. ”Kan De gå hjem omgående”, vrissede direktøren: ”Magter De ikke at passe Deres arbejde i arbejdstiden, der er fra kl. 08:00 til kl. 16:00, så vil jeg finde et mindre ansvarsfuldt arbejde til Dem – husk at slukke for lyset”! Mange år senere, i flittignullerne, fortalte jeg min far, hvordan danskerne arbejdede snart døgnet rundt, og hvor godt han havde haft det i sin tid, hvor jeg ikke kan huske en eneste gang, hvor vi ikke spiste aftensmad på slaget 17:00. Ja, svarede min far stille på sin egen underfundige måde: ”Ja, vi var nok bedre til at plan- lægge vores arbejde, end I unge mennesker er i dag”! I dag er arbejdsræset kammet fuldkommen over. Under et kryds- togt i september 2012 på Sortehavet mødte jeg en yngre amerikansk advokat, Elisabeth Francis fra Ottowa, Canada. Hun for- talte, at hun efter 15 år som stjerneadvokat i Washington D.C. havde sagt sin stilling op og var flyttet hjem til sin broder i Ottowa, hvor hun nu boede midlertidigt i hans kælder. Hun havde simpelthen måttet sige fra på en arbejdsbyrde, der løb op i 2.800 arbejdstimer om året, samt en mobiltelefon og et internet, der kørte 24-7. Hun var nu blevet 40 år, så stadig godt ud, drømte om mand og børn, men udsigterne var kun få og små. Hun ønskede atter at få et liv og ikke kun et arbejdsliv. For at praktisere i Canada skulle hun igennem et nyt sæt eksaminer, da USA og Canada ikke har samme retsvæsen. Hendes ungdomskæreste, som hun havde boet sammen med siden studietiden, var løbet bort med en anden kvinde og havde stiftet egen familie. Men Elisabeth Francis fra Ottowa står ikke alene. En slægtning til mig, Bettina Weber Wismann, er afdelingsingeniør i et globalt, børsnoteret industriselskab. Hun står op hver morgen kl. 05:45 på sin bopæl, der ligger minimum en times bilkørsel fra arbejdspladsen. Så kører hun til den globale koncern og er sjældent tilbage før kl. 19:00 om aftenen. Hertil kommer fornøjelsen ved 20 eller flere årlige rejsedage til eksotiske destinationer i Asien, Sydamerika eller Afrika. Den slags lange flyrejser udføres mestendels i weekenderne og altid på Monkeyclass med billigste billetter. Men det er ikke spor bedre for ansatte med karrierestilling i den offentlige sektor. Min gamle gymnasiekamme- rat, Bo Johnny Andersen, der er direktør for Skt. Hans Hospital ved Roskilde og som bor i Dyssegaard, har det ikke spor anderledes end afdelingsingeniøren i den globale virksomhed. Min gamle barndomslegekammerat, Peter Ulvskov, professor ved Københavns Universitet, kan ikke huske, hvornår han sidst har holdt en sommerferie på tre ugers varighed endsige ferie uden at læse og besvare mails. Var disse arbejdsalkoholikere så bare selvstændige, som selv kunne nyde frugterne af deres arbejde, men det er de ikke. De er alle ansatte i privat eller offentlig virksomhed med en fast månedsløn. Det har altid været min holdning, at hvis der er fast løn, så bør der være fast arbejdstid. Ellers kan arbejdsgiveren jo omkostningsfrit bede den ansatte om flere af hans timer i en uendelighed. Det gør arbejdsgiveren. Det sidste instrument i denne retning hedder jobløn. Jobløn betyder i realiteten, at den ansatte får en fast månedsløn, men at arbejdsgiveren bestemmer, hvornår og hvor længe den ansatte skal arbejde. I bedste fald lokkes den ansatte så med en mindre bonus, hvor succeskriterierne hele tiden rykkes en lille smule. DANMARK, VÅGN OP! Fast løn bør betyde fast arbejdstid. Vi vil have ordnede forhold tilbage på arbejdsmarkedet, og det hedder otte timers arbejde, otte timers frihed og otte timers hviletid. Vi vil ikke se et Danmark, hvor vi alle indgår i en indbyrdes konkurrence om, hvem der kan arbejde mest og forlange mindst. Gør vi det, bliver vi alle snydt. Dem, der snyder os, vil alle have navne som Ole Vagner, Peter Straarup, Peter Engberg Jensen, Thorleif Krarup, Niels Valentin Hansen, Asger Aamund og tilsvarende, der alle fortæller os andre, hvordan vi må kunne for- stå, hvorfor vi skal arbejde mere og længere for mindre, medens de selv forlader arbejdsmarkedet både 10 og 20 år før alle andre, efter at de har raget til sig selv af andre folks penge i et for os andre kvalmende omfang. Det er et komplet skråplan, når man er havnet i en organisation med fast månedsløn og en kultur, hvor det hedder sig, at man modtager sin løn for den tid, man er der fra 9-17, og man bliver forfremmet for den arbejdstid, der udføres fra 17-9. I en virksomhed som A.P. Møller Mærsk er der blandt de 117.000 ansatte i 130 lande måske 25.000 med kandidatgrader fra handelshøj- skoler, universiteter og tekniske universiteter. I en virksomhed som Danske Bank med 20.000 ansatte er der måske 3.000 med en økonomisk kandidatgrad. Alle disse tusindvis af højt uddan- nede mennesker tror stadig, at de lever i 1950’erne, hvor det, at man var højtuddannet betød, at man individuelt kunne forhandle og stille krav. I dag kan man ingen af delene. Man er ganske enkelt ikke bedre stillet end smedesvendene og nitterdrengene var det på Burmeister Wains skibsværft for 100 år siden. Finder den højtuddannede arbejdskraft ikke ud af at stå sammen og stille krav til sine arbejdsgivere, kan de se frem til at blive udnyttet på det groveste til de falder sammen, går ned med stress eller dør af karoshi (stressbetinget dødssyndrom). Men hvordan i alverden skal en ingeniør eller en cand. merc. kunne råbe nogen som helst op i deres faglige organisationer? Ingen af dem har jo adgang til andet end at skrive små korte debetindlæg i deres fagblade så- som DJØF-Bladet og Ingeniøren. Nu er det jo slet ikke, fordi jeg er socialist; det er jeg overhovedet ikke. Jeg bryder mig blot ikke om at se andre mennesker blive udnyttet. Det er, hvad der sker i vores tid, når der ikke følger en fast arbejdstid med en fast løn. Så længe der ude i virksomhederne sidder en række morakkere, der selvretfærdigt proklamerer, at dem, der ikke gider arbejde natten sort, de kan jo bare lade være og så til gengæld vinke farvel til ledende stillinger. Det er en usund forretningsmodel, der kun vil gøre arbejdspresset værre. Prisen bliver flere brudte familier og børn, der ikke får den opmærksomhed og den regelmæssighed, som børn har bedst af. Den amerikanske film ”Traffic” med skuespilleren Michael Douglas i hovedrollen illustrerede denne problemstilling fremragende i sin ultimative form. Faderen havde så travlt med sit topjob som øverste chef for narkobekæmpelsen, medens teenagedatteren blev offer for narkomisbrug og alt, hvad det fører med sig. Det er da muligt, at vi er i global konkurrence med andre virksomheder fra Japan, USA, Kina og Indien. Jeg vil dog vove den påstand, at i disse lande, hvor man har gjort det til en dyd at arbejde altid, der er det meget udbredt, at man ikke arbejder særlig effektivt. Tværtimod har man i disse lande opelsket et ledelseshierarki, hvor ingen tør tage ansvaret for noget alene, og hvor det primært handler om at dække sin røv af. Sådan var det ikke på Orlogsværftet i 1950’erne. Der tog ingeniørerne ansvar, og fandt de, at man kunne reducere dimensionerne på et stævnrør med 50 % og hermed opnå store besparelser, så gjorde man det og tog ansvaret for det, uden at beslutningen først skulle godkendes i fem forskellige udvalg. Det, at beslutningsprocesserne bureaukratiseres, er ingen sikkerhed for, at beslutningerne bliver bedre – måske tværtimod. Til gengæld må man i effektive organisationer, hvor den enkelte gerne tager ansvar alene, have en vis tolerance for de uundgåelige fejl. Jeg mener derfor, at vi i vores tid kan lære meget af Niels Knud Nielsen, der var Orlogsværftets direktør fra 1926-1959. Kan du ikke udføre dit arbejde på de otte timer, der er afsat til det fra klokken 0800-1600, så må din arbejdsgiver finde et nemmere og mindre ansvarsfuldt arbejde til dig. Otte timers arbejde, otte timers fritid og otte timers hvile. 30. Ytringsfrihedens provokationer Grundlovens §77: ”Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.” Winston Churchill udtrykte i 1940, at krigen mod nazisterne var en krig om friheden til at have meninger og at kunne udtrykke meninger. I diktaturstaterne kunne en lille forretningsmand ødelægge sin nabos forretning ved at sladre til magthaverne om hans nabos personlige mening. Benjamin Franklin, én af De Forenede Amerikanske Staters grundlæggere udtrykte, at hellere ville han skære sin højre arm af, end han ville se sin nabo begrænset i at udtrykke, hvad usammenhængende sludder han end måtte have lyst til at udtrykke. Hvordan kan det så være, at vi lever i et land, Danmark, hvor vi hylder demokratiske spille- regler og ytringsfrihed? Det er jo nærmest paradoksalt. Det er jo en kendsgerning, at alle ansatte i den finansielle sektor igennem deres ansættelse har deponeret deres ytringsfrihed, medmindre at de finder behov for at udtrykke fuldkommen enighed med topledelsen. De, der måtte mene anderledes end topledelsen, gør klogest i at holde deres egen personlige mening for sig selv. Det er også forklaringen på, at der i den finansielle sektor ingen selvransagelse er over det passerede under finanskrisen i årene 2008-2013. Onsdag d. 18. september 2013 offentliggjorde professor Jesper Rangvid, Copenhagen Business School, sin rapport om årsagerne til finanskrisen. Der var ingen fra den finansielle sektor, der fandt behov for at kommentere rapportens analyse og anbefalinger. De, der kommenterede rapporten, var folk som Morten Langer, Økonomisk Ugebrev, samt journalisterne på aviserne. I den finansielle sektors topledelse var den finansielle krise for længst begravet og kunderne var sat til at betale for tabene. I langt de fleste finansielle virksomheder sad i 2013 den samme topledelse, som havde siddet i årene 2003- 2008, hvor beslutningerne, der førte til finanskrisen, blev truffet. Ingen af de ansatte i den finansielle sektor eller tidligere mini- stre for den sags skyld har været ”dumme nok” til at kommentere deres iagttagelser af ledelsens dispositioner. I stedet blev én af Rangvid-rapportens konklusioner, at der var tale om 17 finanstroldmænd med navne som Martin Klüts, Steen Gude, Hans Henrik Palm, Kenneth Schwartz Thomsen, Steen Bryde m.fl., der ved at optage lån på kr. 21 mia. havde ført til den finansielle krise. Men rapporten nævnte kun lidt om de bankbestyrelser, der havde lånesagsbehandlet og bevilget lånene. Det var således efter bankernes opfattelse ikke deres tilbud om lån, der var årsagen til krisen. Nej, det var det forhold, at deres kun- der havde hjemtaget lånene. Dernæst, at tidernes ugunst var kommet bag på alle, inklusiv bankerne. Med andre ord var det de andres skyld. Midt i det hele mellem kunderne stod så Finanstilsynets Ulrik Nødgaard og Henrik Bjerre-Nielsen, der som embedsmænd var af den opfattelse, at de havde handlet fuldkommen upåklageligt. I Danmark er det nemlig utænkeligt, at en offentlig myndighed vedstår sig sit ansvar og erkender at have begået fejl, der hvor de er helt indlysende. Har man i efteråret 2013 fulgt lidt med i medierne også uden for den finansielle sektor, har Berlingske Tidende skrevet om den sandsynlige fyring af Oberst Ejgil Schjønning, Chef for Hærens Officersskole. Forsvarschefen Peter Bartram og resten af forsvarsledelsen gik i fuldkommen flyverskjul, efter at Berlingske Tidende skrev d. 10- 09-2013, at Forsvarsledelsen havde indledt en fyring/forflyttelse af oberst Schjønning. Obersten havde blot udtrykt sin bekymring om den nye officersuddannelse samt afskaffelsen af tjene- stemandsansættelser af officerer. En organisation, der er ude af stand til at gå i dialog med sig selv eller med sine brugere, er ude af stand til at sikre en effektiv og målrettet udvikling. Når en topledelse ikke vil stå ved sit ansvar og forklare sig, så det er til at forstå, da mister ledelsen sin autoritet. En ledelse uden autoritet og tillid til sine lederevner, er i realiteten en ikkeledelse. Mandag d. 16-09-2013, da Danske Banks ordførende direktør Eivind Kolding blev fyret, var der ingen i Danske Bank/RD, der havde den mindste lyst til at udtrykke noget som helst. Den eneste, man kunne få i tale, var bestyrelsens formand, Ole Andersen, der meddelte, at bestyrelsen var helt enig om, at ansættelsen af Eivind Kolding i februar måned 2012 havde været den helt rigtige beslutning. Ja, jeg korser mig! Den er der da ingen, der tror på - næppe Ole Andersen selv. Dette falske udsagn fra bestyrelsesformand Ole Andersen havde været troværdigt, om bestyrelsen i februar 2012 havde meddelt, at Eivind Kolding alene skulle være direktør i en overgangsperiode. Den nye direktør i Danske Bank, Thomas F. Borgen, meddelte straks ved sin tiltrædelse d. 16-092013, at hans mund ville være lukket med syv segl i de første fjorten dage mindst. Havde det været i eventyrene, havde kongedatteren for længst sagt duer ikke, ud. KlodsHans derimod fik både kongedatteren og det halve Kongerige fordi han kunne svare for sig. Dig vil jeg have, du skal være min mand, sagde kongedatteren. Hans to brødre, dem der havde forkundskaber, den ene kunne aviserne for tre år og den anden alle laugsartiklerne, ingen af dem kunne udtrykke sig. Da de stod foran kongedatteren kunne den ene kun sige ”bæh” og den anden ”hvad be hvad”! Man skulle tro, at Thomas F. Borgen var som redet til hove på samme mælkehvide hest, som den ene af Klods Hans’ brødre. Tænk, om Thomas F. Borgen og Ole Andersen havde været mænd for deres ord. Da kunne de have meddelt følgende: OA, det er indlysende, at ansættelsen af Eivind Kolding ikke har været et godt valg. Bestyrelsen påtager sig det fulde ansvar og skal beklage over for vore kunder det påstyr og de omkostninger, den forkerte ansættelse medfører. Det er med store forventninger til den fremtidige drift med fokus på de bankmæssige dyder, at vi byder Thomas F. Borgen velkommen som ny ordførende direktør i Danske Bank. TFB, jeg har efter moden overvejelse på- taget mig det tunge hverv at bringe Danske Bank/RD tilbage i den absolutte førerposition i Danmarks finansielle sektor. Danske Bank/RD skal atter blive danskernes foretrukne finansielle samarbejdspartner. Såvel vore kunder som vore ansatte skal derfor berede sig på store forandringer i Danske Bank/RD. I fremtiden skal vi være kendte for en åbenhed og en gennemsigtighed, hvor det først og fremmest bliver kundens kreditværdighed, der skal være udslagsgivende for kredittilbud og priser på vore lån. Danske Bank/RD vil omgående indlede en dialog med vore kunder og vore ansatte for at sikre de ønskede mål. Penge er en homogen vare, og derfor skal bankens arbejdsgange effektiviseres igen- nem uddelegering af kompetence, ny teknologi og markant færre ansatte. Jo mere effektiv banken bliver og jo færre omkostninger vi har, jo billigere ydelser kan vi tilbyde vore kunder. Det skal også være slut med flere finansielle eksperimenter med køb af banker uden for vores kerneområde, der i Danske Bank er danske kunder. Når man som Thomas F. Borgen er topleder, så gælder det først og fremmest om at kunne kommunikere. Men det handler også om at kunne lytte. Hvordan skal man kunne lytte, når der i den finansielle verden er tradition for, at alle holder deres egen mening for sig selv. Hvordan skal hele Danmark kunne høre, hvad Danske Banks ordførende direktør skulle mene, når han har meddelt, at han ingenting har at sige i de første 14 dage mindst. Siden jeg skrev dette essay i september 2013, er der sket noget nyt, der kaster åbenhed over fyringen af Eivind Kolding. Tirsdag d. 08-10-2013 mødte Danske Banks bestyrelsesformand Ole Andersen op hos Dansk Auktionærforening på Investordagen. Alle de ca. 300 fremmmødte ønskede først og fremmest at høre noget om Eivind Kolding og Thomas F. Borgen. Mediatoren begyndte det 20 min. lange møde med at meddele, at der ikke ville blive besvaret spørgsmål, der vedrørte Eivind Kolding. Til gengæld blev der spurgt ind til benet om, hvordan det kunne være, at Thomas F. Borgen, da han tiltrådte d. 16-09-2013, havde meddelt, at hans mund ville være lukket med syv segl i mindst 14 dage. Spørgeren havde spurgt, om det ikke var en bestyrelsesformand som Ole Andersens ypperste opgave at sikre sig en ordførende direktør, der både kunne forklare hvad han ville som leder for banken såvel overfor ansatte som overfor kunder. Først prøvede Ole Andersen at svare udenom, idet den ellers så selvsikre erhvervsmands blik begyndte at flakke. Mediatoren greb stafetten og uddybede spørgerens spørgsmål. Da meddelte Ole Andersen, at man burde kunne forstå, at Thomas F. Borgen ikke kunne svare for sig d. 16-09-2013, da beslutningen om hans udnævnelse, var blevet truffet lørdag d. 14-09-2013 og søndag 15-09-2013 i løbet af meget kort tid. Se, det var jo et interessant svar. Thomas F. Borgen var blevet ansat i hast til et job som ordførende direktør i en virksomhed, der dækker ca. 35% af alle finansielle forretninger i Danmark. Thomas F. Borgen havde indtil d. 16-09-2013 været en del af direktionen i Danske Bank. Jeg kan godt forstå, at Ole Andersen havde et flakken- de blik, da han gav sit svar. Hvad jeg ikke kunne forstå var, at Thomas F. Borgen ikke straks ved sin tiltrædelse d. 16-09-2013 forinden havde overvejet, hvad han ville meddele af banken nye retningslinjer, når han d. 16-09-2013 tiltrådte som ordførende direktør. I Danske Bank mener bestyrelsens formand Ole Andersen åbenbart, at når man er ordførende direktør, så er man i sin gode ret til at deklarere en stilletime på mindst 14 dage. Måske skulle den øverste direktør i Danske Bank fremover benævnes ’den indimellem ordførende direktør’. Den omvæltning, der er behov for i den finansielle sektor, er en vilje og et ønske om at fremelske ytringsfriheden. Men ytringsfriheden vil oftest være magthaverne uvelkommen. Det kunne jo være, at der var ansatte/kunder, der kunne så mistillid til og tvivl om topledelsens dispositioner. Måske ville enkelte endda udstille topledelsens dårskaber og indlysende fejldispositioner. Ja, netop i det åbne – alt på bordet, det er jo det der, vi har hele grundparadigmet for ytringsfrihed. Det giver jo overhovedet ingen mening, om ytringsfriheden alene er velkommen, når man loyalt slutter op om topledelsens dispositioner. Så er vi jo tilbage i diktaturstaten: ”Führer befehl wir folgen”, ”Heil Hitler”. Hvorefter Europa største kulturfolk, tyskerne, i fællesskab marcherede til deres ”Untergang- stunde nul” den 08. maj 1945. Men jeg forventer ingen forandringer i den finansielle sektor overhovedet. Jeg er med mine 55 år så gammel, at jeg har set et par finansielle kriser komme og gå. De finansielle virksomheder vokser sig større og større igennem fusioner og overtagelser. På realkreditområdet er der i realiteten kun fem selskaber, der deler markedet imellem sig. Alle disse er for længst ophørt med at lytte til deres kunder. Alle er de lønførende i den finansielle sektor. Lønniveauet er ca. 40% over tilsvarende jobs i de produktive erhverv i industrien. I Danmark er antallet af ansatte i vores finansielle infrastruktur ca. det dobbelte af hvad det er i Sverige (reguleret for landenes størrelse). De ansatte sidder og hygger sig årti efter årti. Når topledelsen har fejlet som den gjorde i årene 2005-2008, så er standardsvaret, at der kun er vores kunder til at betale for vores tab. Udviklingen i banksektoren går i samme retning. Danske Bank og Nordea deler mere end ½-delen af danskernes bankforretninger imellem sig. Om mindre end 20 år vil mindre end fem banker dele mere end 90 % af det finansielle marked imellem sig. Samtidig vil de alle, grundet deres størrelse alene, stå med en statslig garanti for, at de ikke kan gå fallit. Det var, hvad der skete for Danske Bank i marts måned 2009. Det er ikke nydeligt, hvad der sker. Det er endnu mindre nydeligt, når ytringsfriheden er blevet til § 77 i Grundloven og så ikke mere end det. Når en nytiltrådt bankdirektør i landets største bank, en bank, som vi alle har været med til at redde med et lån på kr. 38 mia. i marts 2009, når han som topledelse ikke kan sige andet en ”bæh” eller ”Hvad be - hvad”! Når ingen af de ca. 65.000 ansatte i den finansielle sektor, hvoraf mange sidder i disses bestyrelser, har været i stand til at udtrykke det mindste både før, under og efter den finansielle sektors krise. Så bliver det jo som Alexander Den Store, da han sagde, at hvad der er galt med folkene i Østen er, at de ikke har lært at sige nej! Lars Wismann, ”Ejendomsbranchens kantede kritiker”, er både i stand til at sige nej samt til at benytte sig af sin ytringsfrihed. Gad vide om det gør en forskel eller om danskerne forsat blot står på sidelinjen og siger som pacifisten Viggo Hørup: ”Hvad kan det nytte”?