Hoven Kirke
Seværdigheder langs Skjern Å 7 Hoven 7 Hoven Hoven Haven bag museet i Hoven. Hoven by Hoven (1297 Hoglen, 1330-48 Hofne) er en landsby i Vestjylland med ca. 260 indbyggere (2011), der ligger 19 kilometer nordvest for Grindsted og 21 kilometer sydøst for Skjern. Byens navn stammer fra Middel alderen og betyder "Gudehov" – altså et helligsted. Stednavneforskeren Peter Gammeltoft mener, at sted navnet Hoven kan føres tilbage til Jernalderen. At Hoven utvivlsomt har rødder langt tilbage, vidner de mange gravhøje i området om. De skal formentlig dateres til Sten- og Bronzealder. Forfatteren Salomon Frifelt kaldte Hoven for “en oase i hedens ørken”. I ældre tid var Hoven et trafikalt knudepunkt, der forbandt byerne Vejle, Tarm/Skjern, Ringkøbing og Kolding. De gamle vejforløb kan stadig følges i bybilledet. Byens naturlige samlingspunkt ligger omkring kirk en, præstegården, vandmøllen og skolemiljøet med bl.a. kvindehøjskole og pogeskole (en privat forskole for børn mellem 6 og 9 år). Dette område vurderes til at have særlig høj kulturhistorisk og kulturmiljømæssig værdi. Hoven Kirke Den lille kirke ligger smukt, hvor åen krydser landevejen. Den består af romansk kor og skib fra omkring år 1200. Våbenhuset er noget yngre end kor og skib. Tårnet fra 1961 har afløst en tagrytter fra 1874, der atter havde en lille forgænger. En tagrytter er et lille tårn med spir, som har været placeret på kirkens tag. Skibet er bygget af granitkvadre med skråkantsokkel. Den øvre del af koret er bygget af rå kampesten, mens den nederste del, hjørnerne og området omkring vinduerne ligeledes er bygget af granitkvadre. Den nederste del af koret har skråkantsokkel ligesom skibet. Den sydlige dør (mandsdøren) er i brug, mens den nordlige dør (kvindedøren) er tilmuret. Over Side 2 7 Hoven © Kort og Matrikelstyrelsen Side 3 7 Hoven Altertavle Altertavlen nævnes første gang i 1766, hvor pastor Bang i en indberetning skriver, at: ”Alter et er meget smukt malet, men meget katolsk”. En inskription under tavlens midterfelt lyder: ”Jeg farer op til min Fader og eders Fader, og til min Gud og eders Gud. Joh. 20, 17. “ Midterfeltet, som har forgyldt baggrund, er forsynet med en udskåret Kristus-figur omgivet af fire engle på vej mod himmelen, hvor Gud Fader med skæg og krone venter ham. Neden for Kristus ser man de 12 apostle. Hoven Kirke norddøren ses den smalle overligger fra døren indmuret. Af oprindelige vinduer ses et i nordmuren og et i østgavlen af koret. Den oprindelige korbue med profilerede kragbånd er bevaret, men noget afrettet. Loftet i skibet er lavet af bjælker. Kirken gennemgik en restaurering i 1874, hvor murene blev forhøjet, nye vinduer indsat, nyt tagværk blev rejst og to fag bygget til i den vestlige ende. Døbefont Den romanske døbefont af granit er formentlig samtidig med kirkens kor og skib, dvs. fra omkring år 1200. Tidligere var døbefonten dækket af et trælåg, som hang i en jernkæde. Gruben i døbefonten er i dag dækket af et dåbsfad i messing. Fadet blev i 1905 skænket til kirken af højskoleforstander K. Kristensen og bærer inskriptionen: Det øverste venstre sidefelt viser Marias bebudelse, mens det nederste venstre sidefelt viser Simeons velsignelse af Kristus-barnet i templet. Det mærkelige ved det nederste felt er den cisterciensermunk, som er til stede ved velsignelsen, da de første munkeordner først blev grundlagt ca. 500 år senere. I det øverste højre felt ser man Josefs og Marias forlovelse, mens man i det nederste højre felt ser Marias møde med Elisabeth. I den katolske kirke har Maria en helt særlig status, så når Maria optræder på alle fire sidetavler, understøtter det pastor Bangs iagttagelse om, at altertavlen er af katolsk oprindelse. Altertavlen ”Døb, genfød dem, Herre from dybt i Livets Kilde – Lader da små Børn komme til mig. Matt 19, 14 – Aldrig de til Død og Dom sig fra dig forvilde – Minde om min kære afdøde hustru Karen Marie Kristensen, f. Jensen. Houen den 11/3 1865-1905 K. Kristensen.” Altersølv Alterkalken er fra omkring år 1600. Den er udstyret med en knop og udsmykket med et acantusblad. De svære renæssance-alterstager er samtidige med alter kalken. Side 4 7 Hoven det andet, at han skulle yde en passende erstatning til kirkerne. er blevet restaureret i 1876 og igen i 1905. Prædikestol Prædikestolen er fra omkring år 1600, men kraftigt ændret. Den blev restaureret i 1876 og fremtræder nu med fem blåmalede felter. På det midterste felt er der anbragt et relief med Kristus på korset. Over felterne står der skrevet: ”Salige er de, som hører”, og nedenunder: ”Guds ord bevarer det”. I de tomme felter har der muligvis også siddet relieffer. I hvert fald har Herning Museum nogle plumpe og nai ve relieffer, som angiveligt skulle stamme fra Hoven Kirke. Reliefferne forestiller Isaks ofring, kobber slangen i ørkenen, bebudelsen, korsfæstelsen, op standelsen og Kristus som gartner. Kirkeklokke Den gamle kirkeklokke antages at stamme fra Nord italien og dateres til den sidste halvdel af 1200-tallet. Hvordan og hvornår klokken er havnet i Hoven, ved man dog ikke. Klokken er blandt de ældste klokker i landet, som endnu bruges. Den nye kirkeklokke fra 1985 er støbt af A. Paccard fra Annecy i Frankrig. Klokken er skænket af H. og G. Hansen og bærer indskriften: ”Klokken slår, tiden går, troen på ordet sin prøve står; er det faldet i hjertemuld, overstår det vel vinterkuld, bærer sin evighedsfrugt”. Orgel Hoven Kirke fik sit første orgel i 1902. Den første organist var K. Kristensens datter Karen Alvilda. I 1961 blev der installeret et nyt orgelpulpitur og orgel. Orglet var dog ikke så godt som forventet, så i 1987 fik kirken igen et nyt orgel, bygget af P. Brun og søn. Fortællinger om Hoven Kirke Den første præst, som nævnes i forbindelse med Hoven, er Provst Niels fra Mors. Han levede i 1200-tallet, mens Danmark endnu hørte under den katolske kirke. Om provsten boede i Hoven er usikkert, da han ejede flere kirker rundt om i landet. På et tidspunkt i slutningen af 1200-tallet henvendte han sig til paven i Rom. Pave Bonifacius svarede tilbage i 1297 og fortalte provsten i entydige vendinger, at han for det første ikke havde fået lov til at købe kirkerne og nyde indkomsterne af dem og for Hoven og Sdr. Omme var et fælles pastorat indtil 1908. Hvornår det fælles pastorat opstod er uvist, men det er formentlig senest ved Refor mationen i 1536. Den første fælles præst, som man kender navnet på, er hr. Jacob, som boede i Sdr. Omme. Efter 1908 blev Hoven et selvstændigt pastorat, med Ilderhede som annekskirke. I den forbindelse blev der bygget en ny præstebolig umiddelbart vest for Hoven Kirke. Den første præst, som flyttede ind i den nye præstebolig, var A.P.F. Blinkenbjerg. Om Blinkenbjerg fortælles det, at den dag han ankom til Hoven, var vejret meget varmt. Præsten var ankommet med tog til Ølgod og var fortsat videre til Hoven på ”apost lenes heste” (gående). Da dagen var varm og vejen tør, var det en tørstig og ret beskidt præst, som ankom til Hoven. Han gik ind ved den første gård og bad om noget at drikke. På grund af præstens noget miserable forfatning troede folk på gården, at den fremmede var en vagabond. Gæstfriheden var stor på denne tid i Vestjylland, så noget at drikke og et stykke mad kunne vandringsmanden godt få. Da husbonden var oppe i alderen og havde ondt i ryggen, bad han den fremmede tage lidt brænde med ind i køkkenet. Præsten blev bænket ved køkkenbordet, og konen ret tede an med en bid brød. Snakken gik under spisningen, og på et tidspunkt sagde husbonden: ”Jeg kan da ikke forstå, sådan en ung mand ikke søger arbejde i stedet for at gå på landevejen”. Præsten havde svært ved at holde masken og svarede med et lunt glimt i øjet, at han lige havde søgt og fået embedet som præst for Hoven og Ilderhede kirker. Så kan det nok være, der skete noget. Døren til storstuen blev slået op, og der blev straks fyret op under kaffekedlen. Hoven Kirke Nørre Grenevej 1 6880 Tarm Tlf. 7534 3052 Kirken er åben for alle i dagtimerne. Side 5 7 Hoven Fra venstre Højskolebygningen fra 1878, derefter en tilbygning til højskolen fra 1893 og yderst pogeskolen, som er bygget i 1904. På billedet til højre Kirkeskole-bygningen fra 1880. Hoven Kvindehøjskole Hoven Kvindehøjskole var ikke en almindelig højskole. I virkeligheden var det et privat lærerinde seminarium, som havde til formål at uddanne kvinder til at undervise de mindste elever i datidens almue skoler i Vestjylland om vinteren. Højst usædvanligt i en tid, hvor uddannelse fortrinsvis var rettet mod mænd, og kvindens plads var foran ”kødgryderne”. Uddannelsen varede et år, fra november til november. Skolen var formentlig den eneste af sin art i landet og fungerede fra 1891 til 1926. Det nøjagtige antal lærerinder, som blev uddannet på Kvindehøjskolen, er uvist, men antager man, at der i gennemsnit blev uddannet 25 pr. år i de 35 år, skolen eksisterede, når man op på ca. 875 lærerinder. Vinterlærerinder De kvinder, som blev uddannet i Hoven, blev kaldt vinterlærerinder, fordi de som regel kun blev ansat for én vinter ad gangen. De skulle undervise de små elever, mens degnene underviste de større. I sommerhalvåret, perioden fra maj til november, gik de store elever kun i skole én gang om ugen, så i den periode kunne degnen selv klare undervisningen. I mange egne af Vestjylland blev der drevet skole på denne måde helt frem til 1950’erne, hvor de nye centralskoler gjorde det muligt at undervise elever ne hele året rundt. I Hoven foregik denne form for undervisning i den gamle ”Kirkeskole”, som er fra 1880, helt frem til 1957. I den gamle skolebygning, som ligger over for kirken, er der i dag indrettet en skolestue anno 1957. ”Den vestjyske skoleforordning” Den skoleform, som førhen blev praktiseret i de tyndt befolkede vestjyske egne, går under betegnelsen ”den vestjyske skoleforordning” eller hjæl peskoler, omgangsskoler eller bisko ler. Biskolernes oprindelse kan føres tilbage til Skoleloven af 1814. Skoler ne havde hverdagsundervisning i vin terhalvåret og undervisning en halv til en hel dag om ugen i sommerhalvåret. Elever fra Kvindehøjskolen ved Mølledammen, o. 1911. Side 6 Til undervisning i biskolerne antog man ofte begavede unge drenge. In den drengene begyndte at undervise, gennemgik de en prøve hos den lokale provst, for at vise om de besad de nødvendige kundskaber. De skulle: 7 Hoven 1) Læse tydeligt og på en måde, som kan fastholde elevernes opmærksomhed. 2) Med egne ord kunne redegøre for Luthers Katekismus og Lærebogen i Religionen. 3) Kende de fire regnearter og reguladetri. Skrive pænt og tydeligt på grammatisk godt dansk. Synge de almindeligste salmer rigtigt og med en ren tone. Hoven Sogn Landsbymuseum og Lokalarkiv Museet har til huse i Kirkeskolen og Hoven Kvindehøjskoles bygninger fra 1880, som Skolestue anno 1957 ligger centralt i byen over for Hoven Kirke. Kirkeskolen fungerede som skole indtil 1957. På det med alskens kemikalier, elektriske armaturer og en lille torv foran skolebygningerne er rejst en mindesten stensamling. Centralt i museet ligger den gamle spi sesal, med adgang til ”lærerværelset”, degnestuen. I over højskolens grundlægger, Kristian Kristensen. de tilstødende rum finder man køkken og bryggers. Museet fungerer i dag både som lokalhistorisk arkiv, landsbymuseum og ”medborgerhus”. Lokalarkivets Museets første sal er indrettet med udstillinger om formål er at modtage/indsamle og registre materiale, Hjemmeværnet, gammelt værktøj, husgeråd, sko såsom fotos, avisudklip, begivenheder, persondata, lebøger og sågar en udstilling med historisk dame bygninger, landskaber og alt vedrørende Hoven Sogn. undertøj. I et tilstødende værelse til dameunder tøjsudstillingen har man forsøgt at genskabe de Museet indeholder et bredt spektrum af effekter, som lærerstuderendes pigekamre. har tilknytning til området. Her finder man en meget fin skolestue, som den må have set ud i 1957. Her er alt I den østlige ende af bygningen lå skolens stald med fra originale pulte og oplysningstavler til blækhuse, plads til to heste, to køer med ungkvæg og et par grise. skrivetavler, grifler og skoletasker. Museet rummer I stalden kan man stadig se den oprindelige indde også en imponerende samling af gamle skolebøger. ling af båseskillerum, samt en bred vifte af forskelligt I et tilstødende rum til skolestuen er ”fysiklokalet” håndværktøj. Bag ved museet ligger den hyg gelige museumshave. Havens træer blev oprindelig plantet af højskoleforstander Krist ensen og udgør i dag en dejlig plet ned til Hoven Å/Simmelbæk. På pladshen er afholdes bl.a. sankthansfester for byens borgere. Nogle af lokalarkivets frivillige i gang med at registrere samlingerne. Side 7 Museet og arkivet bliver drevet af frivillig arbejdskraft og modtager kun et beskedent offentligt tilskud på 3.000 kr. om året. Derudover bidrager kommu nen med det ydre vedligehold af museumsbygninger og mu seumshave. 7 Hoven gerningen hos Kristensen. I 1877 steg antallet af unge elever til syv, og Kristensen antog en hjælpelærer. Året efter oprettedes Hoven Højskole. Oprindeligt var Kristensens hensigt nok at oprette en almindelig højskole, men mange af højskoleeleverne blev efterfølgende vinterlærere, og enkelte tog også provsteeksamen. Der var ingen eksamen ved skole årets afslutning. Elevtallet vekslede mellem 20 og 30, som alle kom fra omegnen, dvs. Esbjerg-, Varde- og Ølgod-egnen. I slutningen af 1880’erne begyndte der også at melde sig piger til højskolen. Pigerne blev uddannet til at undervise de mindste klasser og til undervisning i håndgerning for de ældste klasser. I november 1891 overgik højskolen til udelukkende at undervise kvind er. Tilslutningen blev hurtigt så stor, at skolen måtte udvides. Året efter blev der tilføjet en ny bygning, med lærerværelse, gymnastiksal og en mønsterklasse, hvor lærereleverne kunne få praktisk erfaring. Et lille udvalg af museets imponerende samling af gamle skolebøger. Hoven Sogns Landsbymuseum og Lokalarkiv Bredgade 8, Hoven 6880 Tarm Formand: Herluf Pedersen, tlf. 7534 3189. Åbningstider på Lokalarkivet: Anden mandag og sidste mandag i hver måned fra kl. 14-15, eller efter aftale med bestyrelsen. Ved siden af skolegerningen engagerede Kristensen sig i plantnings-sagen. En af hans første gerninger, efter at være kommet til Hoven, var at plante 75 træer i sin have. I de følgende år stod han bag en lille plante skole ved Tirsbjerg og tilplantning af en plantage på syv tdr. land vest for Hoven Mølle. I 1872 fik han arrangeret Hedeselskabets opkøb af de to Påbølgårde, som senere skulle blive til Påbøl Plantage. Mindesten og kendte Hoven-borgere Kristian Kristensen (1841-1918) Kristian Kristensen blev født i et lille hus i Sdr. Omme sogn (o. 1330 Oom) i 1841. Han mistede sin far som lille, så moderen var enlig forsørger. Hans første skole tid var meget ensformig. Man begyndte dagen med salmevers, derefter religion i 1½ time, mens resten af formiddagen gik med læsning i Hjorts ”Børneven”. Han kom ud at tjene som seks-årig og vogtede gæs til han var ni, derefter vogtede han 200 får til han var 14 år. Efter konfirmationen tog han arbejde på Fyn, men vendte året efter tilbage til Sdr. Omme. Et efterfølgende ophold på Chr. Kolds højskole i Dalby på Hindsholm skulle få stor betydning for Kristensens skolesyn. Efter højsk oleopholdet blev han huslærer hos en købmand, hvor han også startede en friskole ud fra den Koldske tankegang. I efteråret 1861 tog han på seminariet i Jelling, hvor han blev meget inspireret af forstanderen H.J.M. Svendsen. Han fik en god første karakter og derefter en stilling som lærer i Hoven i 1865. I de følgende år kom der hver vinter flere unge, som søgte vejledning i lærer Kristensen blev udnævnt til dannebrogsmand (Dbm.) og blev ved sin aftrædelse som folkeskolelærer i 1906 belønnet med Fortjenstmedaljen i sølv (F.M.) af kon seilspræsident I.C. Christensen. Kristian Kristensen foran Kirkeskolen, o. 1910. Side 8 7 Hoven 1874-75 tog han på højskoleophold i København. Han blev tilkendt en halv friplads på højskolen. I perio den 1875-1877 tog han lærereksa men på Gedved Seminarium. Sit første job fik han i Vinding sogn ved Holstebro, hvor han underviste ved biskolerne i Koldkær og Agerfeld hver anden dag. Efter Kristian Kristensens død i 1918 fortsatte hans svigersøn, N.J. Østergård, med at drive Kvindehøj skolen helt frem dens nedlæggelse i 1926. I 1919 rejste gamle elever og venner en mindesten for K. Kristensen. Den er placeret på den lille plads foran de gamle skolebygning er. Indskriften på stenen lyder: I 1879 blev I.C. gift med Karen Kir stine Pedersen fra Hoven, som han havde kendt siden barndomsårene. De havde gået i skole sammen og var blevet konfirmeret samtidig. Han fik På fodstykket står: “Barn blandt arbejde som lærer i Uhe ikke langt Børn. Ung blandt unge. Mand fra Hoven, men lønnen var så lille, blandt Mænd”. På soklens bagside at der om søndagen ofte kun var råd står der: ”Rejst af Elever og Venner til fattigmandsretten ”melgrød”, en 1919”. grød kogt på rugmel. I.C. underviste i Uhe i tre år og fik i den periode to Plantagerne børn sammen med Karen. Herefter I området ved Tirsbjerg og Påbøl Mindestenen for K. Kristensen fik han en bedre betalt stilling på Plantager (syd for Hoven ad Påbøl Vrønding skole ved Horsens, hvor vej) er der opsat mindestene for flere fremtrædende han også startede en lille højskole. Som forbillede har personer og nationale begivenheder. han sikkert haft sin gamle lærer, K. Kristensen. Han Ved Skovridergården (3 km syd for Hoven) findes en blev i Vrønding i ca. fem år, hvorefter han fik job som mindesten for den kendte Venstre-politiker og kon lærer og kirkesanger i Stadil ved Ringkøbing. ”Forstander K. Kristensen Dbm. F.M. Lærer i Hoven fra 1865-1918. Gud er Kærlighed”. seilspræsident I.C. Christensen, hvis fødehjem engang lå her. Ved gården står også en sten over skov rider Mads Holt, som ledede beplantningen af den store Påbøl Plantage. Kort tid efter at han kom til Stadil, blev han valgt ind i sognerådet og var sognerådsformand 1888-91. I 1890 I.C. Christensen (1856-1930) Den kendte politiker, minister og konseilspræsident Jens Christian Christensen (kaldet I.C.), blev født 21. november 1856 på en hedegård ved Påbøl (1522 Pobill, 1534 Pobel) syd for Hoven. Han var den ældste af ni søskende, syv drenge og to piger. Da han var otte år gammel, kom han ud at tjene som hyrdedreng. Som 11-årig kom han op til sin farbror, som var lærer på Helgenæs. Dels for at gå i skole, men også for at passe får. Efter konfirmationen hjemme i Hoven arbejde de han på den fædrene gård, i sommermånederne var han postafløser og derudover arbejdede han lidt for købmanden i Hoven. I efteråret 1872, knap 16 år gammel, blev han hjælpe lærer i Kirkeskolen i Hoven, som blev ledet af K. Kristensen. Næste forår fik I.C. med karakteren ”meget vel skikket” sin provsteeksamen i Skjern og måtte nu undervise som biskolelærer. I vinteren Teksten på stenen lyder: J.C. Christensen og hustru Karen Kirstine Han stod som folkets talsmand paa tinge og i kongens raad 1890-1924 Hun var sin husbonds trofaste hjælp gennem modgang og sejr Rejst af Hoven sognefolk ved hans barndomshjem 1933 Side 9 7 Hoven blev han valgt ind i Folketinget for partiet Venstre. I 1891 døde Christen Berg, en af Venstres store ledere, og I.C. overtog hans stilling og blev derudover formand for finansud valget. Selv om Venstre havde flertal i Folketinget, var det Højre – eller Konservative, som de hedder i dag, – der med kongen i ryggen sad på regeringsmagten. Med systemskiftet i 1901 udpegede kongen dog en Venstre-regering, hvor I.C. blev Kultusminister. I 1904 havde I.C. og Karen sølvbryllup, som blev holdt i gymnastiksalen på Hoven Kvindehøjskole. Året efter blev Venstreregeringen sprængt, og I.C. blev derefter udnævnt til konseilspræsident og krigs- og marineminister. I 1908 blev han dog nødt til at fratræde sit ministerium efter Alberti-skandalen. Han kom for en rigsrets sag, men blev efterfølgende frikendt og allerede året efter blev han udnævnt til forsvarsminister. I perio den 1911-13 var han formand for Folketinget, og fra 1916-18 var han igen minister. I 1920 blev han tilbudt posten som statsminister, men afslog og blev efter eget ønske udnævnt til kirkeminister. Dette ministerium varetog han i to år. I 1924 trak I.C. sig tilbage fra det politiske liv og nød sit otium i Hee, hvor han døde i 1930. I.C. Christensens hus, bygget i 1907, fun gerer som museum og lokalarkiv i Hee. Huset er blevet nyistandsat og rummer bl.a. en stor samling af I.C. Christensens personlige ting. www.jcchristensen.dk Skovrider Mads Holt (1840– 1913) Mads Holt blev døbt Mads Chr. Jensen, men tog navn efter sit fødested Holt i Rind sogn syd for Herning. Han blev ansat som plantør ved Hedeselskabet i Skarrild Krat i 1869. Efter Hedeselskabets køb af de to Påbølgårde i 1874 blev Mads Holt året efter ansat som plantør i Påbøl. Hans tjenestebolig blev indrettet i den ene af de to gårde, som senere fik navnet ”Skovridergaard”. Han etablerede en stor planteskole i Påbøl og fik derigennem en enorm praktisk erfaring med tilplant ning af hedearealer. Han opdagede blandt andet, at beplantning af Rødgran bedst lykkedes, hvis man plantede Bjergfyr imellem granerne. Denne opdagel se var formentlig en af grundene til, at han fik titel af skovrider i 1882, på trods af at han ikke havde nogen akademisk uddannelse. I 1876 blev han tildelt erind ringsmedaljen. I 1891 blev han udnævnt til danne brogsmand (Dbm), og i 1910 blev han hædret med Fortjenstmedaljen i sølv (F.M.). Mads Holt døde i 1913 og ligger begravet med sin hustru på Hoven kirkegård. Efter hans død rejste man i 1921 en mindesten over ham ved skovridergården. På stenen står der: SKOVRIDER M HOLT Dbm. F.M. 1840-1913 I Krigen og i Freden han kæmped lige tro Som Plantningsmand på Heden Hans Navn skal hos os bo Rejst af Venner 1921. Mindestenen for Mads Holt Side 10 7 Hoven Tirsbjerg Plantage Tirsbjerg Plantage er med sine 23,4 ha en af de mindste plantager i området. Plantagen blev i 1904 købt af den københavnske papirhandler Adolf Levison, som omdøbte den til Heimdal Plantage. Levison ønskede, at plantagen skulle være til gavn og glæde for egnens befolkning, der allerede dengang benyttede området til festplads, folkemøder og lignende. I 1914 skænkede Levison plantagen til staten. I tidens ånd rejste Levison to mindesten i plantagen, Danmarksstenen og mindestenen over Kong Christian IX. Det var i tiden inden genforeningen med Sønderjylland, hvor hedeopdyrkningen havde stor opbakning, og det nationale spillede en stor rolle. Til venstre for skiltet på p-pladsen går en skovvej hen til Danmarksstenen, som er rejst til minde om genforeningen i 1920. Længere inde i skoven, ved Kongehøjen, er der rejst en mindesten for Christian IX. Danmarksstenen med teksten: “Jeg tror der er skønnest i Danmark”. Lige vest for p-pladsen, på toppen af Tirsbjerg Knap, står en mindesten for professor dr.phil. F. Weis, opstillet i 1934 på iniatiativ af en kreds af lokale personer. Via sine undersøgelser af hede jorderne bidrog Weis kraftigt til opdyrkningen af heden. Fra Tirsbjerg Knap er der udsigt mod nord over ejendommen Heimdals marker, og det var netop her, Weis’ teorier første gang blev omsat til praksis. Inden Levison skænkede Tirsbjerg Plantage til den danske stat, indplantede han løvtræer og anlagde veje og stier for publiKong Christian IX (1818- kum. Det var Levisons 1906): “Sit fædreland tanke at skabe et side skylder man alt”. stykke til Skibelund Krat, Kort over Tirsbjerg Plantage et nationalt mødested for danskheden før genforening en med Sønderjylland i 1920. Ved Skibelund Krat findes en mindelund med mindesten over personer, som har gjort en særlig indsats for det nationale, det folkelige eller det religiøse i Danmark. Levison var heldig i sit valg af plantage. Tirsbjerg Plantage ligger på det nordøstlige hjørne af Ølgod Bakkeø, som er en rest af det landskab, som blev dannet under den forrige istid. Hvis man står på Tirs bjerg Knap, kan man tydeligt fornemme overgangen fra bakkeøen og til den smeltevandsslette, som blev skabt, da isen fra sidste istid smeltede og strømmede mod vest fra isranden, som befandt sig længere østpå. Jordens beskaffenhed er, i kraft af at det er en bakkeø, væsentlig bedre end den omkringliggende hedeslette. Det let skrånende terræn og den lidt bedre jordbund giver nogle vækstforhold, som man ikke umiddelbart skulle forvente i hedeegnene. De ”bedre” jordbunds forhold og indplantning gør, at området i dag fremstår Side 11 7 Hoven kendte og mindre kendte danskere. Den mest prominente taler var formentlig I.C. Christensen. Folkefesterne blev afholdt i mere end 100 år, men døde langsomt ud efter 2. Verdenskrig. Frederik Weis (1871-1933) Botaniker, mikrobiolog og pro fessor ved Landbohøjskolen fra 1905. Han er især kendt for jord bundsbiologiske og jordbunds kemiske undersøgelser, hvor han har ydet en betydelig indsats. Han påviste bl.a., at nitraten i hedejord er bindes i kolloider i allaget efter nedsivning, og at man kan øge Mindesten for Frederik Weis på toppen af Tirsbjerg Knap. Teksten lyder: jordens bonitet ved at bryde al“Professor dr.phil. Frederik Weis. Født 1871. Død 1933. laget op. Hedeopdyrkningsforsøg Frugtbar muld af øde hede.” efter Weis’ anvisninger var meget som en varieret og spændende plantage, hvor man vellykkede. Ud over sine videnskabelige afhandling kan finde stort set alle almindeligt forekommende er har Weis udgivet talrige populære skrifter. Det mest skovtræarter, som for eksempel Eg, Rødeg, Bøg, kendte er fremstillingen af den almindelige biologi, Lærk, Sitkagran, Rødgran og Almindelig Ædelgran. “Livet og dets Love” (1911). Vækstbetingelserne betyder, at det er muligt, også på Egekrat i Hoven sogn lang sigt, at fastholde det meget varierede skovbille de, med en blanding af løv- og nåletræer, ved hjælp af I Hoven sogn ligger fem egekrat med et samlet areal på ca. 8,3 ha. Egekrattene er områdets sidste rester selvforyngelse. af den oprindelige løvskov, som i forhistorisk tid Festpladsen dækkede store dele af landet. De fem egekrat ligger I den sydlige del af Tirsbjerg Plantage ligger et åbent ved Kratbanke (1,3 ha), Barslund (1,5 ha), Hulmose område, der tidligere blev brugt som fest plads. Det var oprinde ligt en mergelgrav, kendt under navnet ”æ brændvinskammer”, som var gravet ind i en østvendt skrå ning, en placering der gav festpladsen god læ for vestenvinden. De første folkefester på pladsen blev afholdt i 1876, på initiativ af den legendariske lærer og højskoleforstander K. Kristensen. Fester ne blev tidens store tilløbsstykker med op til omkring 1.300 deltagere og taler af Den tidligere festplads ses stadig tydeligt i Tirsbjerg Plantage. Side 12 7 Hoven (3 ha), Dyrvig (2 ha) og Ørbæk (0,5 ha). Som rester af den oprindelige skov har egekrattene stor historisk værdi, fordi de fortæller om menneskenes udnyttelse af skoven i historisk tid. Ege krattene blev første gang nærmere beskrevet af E.M. Dalgas i 1884. Omme Å Den ca. 72 kilometer lange Omme Å er Skjern Ås største tilløb. Dens udspring ligger lidt vest for Jelling i Vejle Kommune, og den løber ud i Skjern Å ved Lundenæs lidt Omme Å ved Sønderskovvej øst for Skjern i Ringkøbingom sommeren og streng frost om vinteren bevirke, at Skjern Kommune. der ikke var vand nok til at drive møllehjulet. Møllen Fra udspringet vest for Jelling løber den mod nord- malede for folk i Hoven, Ådum og Ølgod sogne. vest, forbi Gadbjerg, Farre, Ringive, Filskov og Sdr. Omme, hvor den modtager vand fra Hallund Bæk fra I 1728 førte ejeren af Hoven Vandmølle proces mod nord, og især på det sidste stykke får en del mindre ejeren af Lille Mølle ved Bindesbøl i Ådum. Bagtilløb fra syd. Ved Hoven vest for Sdr. Omme løber grunden var, at man havde lavet dæmning og kanal Omme Å sammen med Hoven Å. Fra Hoven drejer ved Lille Mølle, som derved fik bedre muligheder for Omme Å mere mod nord, op mod det militære øvel at male. Mølleren på Hoven Mølle mente, at det ville sesområde, Borris Skydeterræn. På strækningen over tage kunder fra Hoven, hvilket retten gav ham medBorris Hede er åen slynget og ureguleret. Vest for hold i. I 1806 blev der opført et nyt stuehus og nye heden kommer det sidste større tilløb fra syd, Gundes- længer ved møllen. I en årrække blev der drevet såvel bøl Å, før den løber ud i Skjern Å, cirka 3 km øst for kro som købmandshandel ved Hoven Mølle. landevejen mellem Skjern og Tarm. Omme Å er sejlbar for kanoer fra Ringive til Borris Skydeterræn nord for Hoven. Hoven Vandmølle Øst for kirken, ved den gamle landevej mellem Ringkøbing og Kolding, ligger Hoven Vandmølle. Møllen nævntes første gang i 1610, hvor den hørte ind under godset Nørlund som landgildemølle. Vandforholdene ved møllen var så gode, at den normalt kunne male både sommer og vinter. Dog kunne stærk tørke Møllesøen ved Hoven Mølle Side 13 7 Hoven Omkring 1840 blev købmandshandelen dog flyttet til Kirkegård i Hoven. Kroen eksisterede kun fra 1833 til 1874 og blev muligvis drevet uden bevilling. Det mente den lokale præst V. Birkedal i hvert fald. Præstens utilfredshed skyldtes måske, at mølleren J. Andersen i 1845 havde været med til at bygge skolen over for Hoven Kirke – et projekt som præsten var modstander af. Andersen søgte derfor bevilling, og fik den, men i 1874 blev bevillingen solgt til Krogården i Hoven. Vester Grene – Dyrvig Hede En af de sidste hedeudstykninger i Danmark Vester Grene på Dyrvig Hede er det (næst)sidste hedeareal, som blev udstykket i Danmark. Før udstykningen henlå Dyrvig Hede som et uopdyrket hedeareal iblandet områder med indlandsklitter. Udstykningen af Dyrvig Hede markerede et vendepunkt i det natursyn, som havde præget landet siden anden halvdel af 1800-tallet. Dengang skulle de førhen så øde hedearealer opdyrkes, mens man efter 2. Verdenskrig gik ind for at bevare de sidste rester af de jyske heder. Ændringen i synet på naturen var allerede begyndt med fredningen af Borris Hede i 1903, men slog først helt igennem i 1950’erne, med Dyrvig Hede som én af de sidste udstykninger. I 1941 opkøbte Hedeselskabet et område på knap 300 ha ca. 2,5 km nordvest for Hoven, hvoraf Dyrvig Hede udgjorde hovedparten af det købte areal. Det henlå uudnyttet i en årrække, men under 2. Verdens krig arbejdede tyskerne med planer om at oprette en interimistisk flyveplads på Dyrvig Hede. Tyskerne anlagde flyverskjul til flyvepladsens faciliteter, såsom brændstoftanke og maskingeværstillinger, men hvor langt, man kom med planerne, er usikkert. Fra landevejen, som går gennem Sønder Grene Plantage, kan man endnu ane rester af jordvolde og skyttehul ler, men hovedparten af anlæggene forsvandt, da man planerede området i forbindelse med opdyrknings planerne i 1950’erne. Oprindelig var der planlagt en udstykning af 19 parceller i Dyrvig Hede, med et areal på 13 til 18 ha afhængig af jordens bonitet. Af de 19 udstykkede parceller var det dog kun 16 parceller, som blev udloddet til salg. I foråret 1954 blev der trukket lod blandt ansøgerne til de 16 parceller, men da der ikke var ansøgere nok, måtte man igennem to ansøgningsrunder. Nord for udstykningen af de 16 parceller var der få år forinden udstykket tre parceller. Fra disse tre parceller blev der efterfølgende udstykket yderligere to parceller, så der i alt boede 21 familier på den tidligere hede. I dag dyrkes det meste af jorden af to landmænd, som med moderne maskiner kan overkomme det samme areal som 21 familier i 1950’erne. De tre sidste parceller, som aldrig blev udloddet, udgør i dag Dyrvig Hede. På luftfoto kan man endnu se firkantede aftegninger i vegetationen på Dyrvig Hede. Aftegningerne stammer fra den udstykning, som blev planlagt men aldrig udført. På heden kan man endnu se nedgravede markeringssten. Stenene har indskrift en DDH og et nummer. DDH er en forkortelse for Det Danske Hedeselskab, mens nummeret henviser til, hvilken kulisse området hører til. Et par af disse sten kan stadig ses fra vejsiden, når man kommer ad Dyrvigvej. Kilder Degn, Hans Jørgen og Lisbeth Emsholm: Egekrat i Ringkjøbing Amt, 1983. Lauridsen, Per Lunde: Landsbyernes kulturmiljø som resurse, Skjern-Egvad Museum 2006. Thomsen, Niels Aage: Hoven Kvindehøjskole 1891-1926: De vestjyske tjenestepigers universitet, 2010. Thomsen, Niels Aage: Vester Grene. Hedeopdyrkning i 1950’erne, 2004 På luftfotoet ses endnu antydninger af et udstykket areal på Dyrvig Hede, som dog aldrig blev opdyrket. Foto: Cowi. Trap Danmark 5. udgave www.denstoredanske.dk Side 14
© Copyright 2024