1. No category

TEL udgives af Selskab for Bibelsk Arkæologi (SBA) | bibelskarkaeologi.dk
nr. 4 | december 2013 | 24. årgang
ET SPADESTIK DYBERE I BIBELENS VERDEN
”Blomstre som
en rosengård”
Messianske adventsforventninger sydede i ørkenen
“Blomstre som en rosengård” – Messianske adventsforventninger i ørkenen
Nye udgravninger kaster lys over Maria Magdalenes baggrund
Ny “provokerende” bog om Markusevangeliet fra SBA
20
13
3
NY INSKRIPTION AF NEBUKADNESAR
Et italiensk hold arkæologer er gået i gang med at udgrave den store by Karkemish, der ligger ved Eufratfloden, i
bogstavelig forstand på grænsen mellem Tyrkiet og Syrien
(grænsen går tværs gennem resterne af den gamle by).
Lederen af udgravningerne meddelte for ganske nylig, at de
har fundet en stor stentavle af kalksten med en inskription,
affattet af babylonerkongen Nebukadnesar. Hvad kongen
har skrevet på tavlen, antydede han desværre ikke noget
om.
Magasintilbud
HISTORISK OG ARKÆOLOGISK SIDELYS på Mark 1,1-11; Matt 3,1-17; Luk 3,1-22; Joh 1,29-34
Køb et sæt af tidligere numre af TEL
(ca. 50 numre)
Kun
250 kr.
+ forsendelse
Skriv til: hh@bibelskarkaeologi.dk
Artikelserie | Personer Jesus mødte [6]
FATTIGE
PRÆSTER
UDSTØDTE
KVINDER
ARBEJDERE
SPEDALSKE
RIGE
HEDNINGER
KLOGE
HERSKERE
FARISÆERE
DISCIPLE
JOHANNES DØBER I ØRKENEN
Fundet er meget interessant, fordi Nebukadnesar som kronprins udkæmpede et stort slag mod egypterne ved byen Karkemish i året 605 f.Kr., et slag som han vandt stort. Dette
slag ændrede historiens forløb dramatisk og gjorde Babylon
til den nye verdenshersker. Slaget er omtalt flere steder i
GT, bl.a. Jer 46. Måske den nye tavle kan kaste nyt lys over
Nebukadnesars bedrifter.
Ørkenen i blomst en januardag.
Foto: Claus Kristensen.
Julegave til SBA
Det er muligt at støtte SBAs
arbejde og udgivelsen af
TEL ved at indbetale en
gave på konto:
7920-1014 846.
Ruinhøjen efter den store by Karkemish. © AP Photo.
Selskab for Bibelsk Arkæologi
Buen 27, 1.tv., Brejning, 7080 Børkop
Tlf.:
E-mail:
Internet:
Bank:
7586 1748
info@bibelskarkaeologi.dk
www.bibelskarkaeologi.dk
Sydbank konto 7920-1014 846
Redaktion:
Morten Hørning Jensen (ansv. red.),
Hartvig Wagner (red. sekr.),
Jørgen Bækgaard Thomsen (red. sekr.),
Carsten Vang.
Forsidefoto:
Hvert år blomstrer Judæas ørken. Regnvand fra det
centrale bjergmassiv i Judæa samles i store slugter
(wadier) og løber enten mod vest, mod Middelhavet,
eller mod øst, mod Det døde Hav. På sin vej giver
det liv til blomsterfrø, der har ”oversomret” i ørkenens golde jord. Derfor kan et fantastisk syn møde
den vandrende nogle få uger i januar-februar.
Foto: Claus Kristensen.
2
TEL 2013/4
Tak for enhver gave!
Hvad betyder TEL?
Bladet TEL har sit navn efter de ruinhøje fra oldtiden,
der rummer lag på lag af bebyggelse. ”TEL” er den
arkæologiske betegnelse for ”ruinhøj”.
Links i TEL:
Links til artiklerne er samlet på www.bibelskarkaeologi.dk
under ”Kvartalsmagasinet TEL”.
Layout: Freehand.dk, Herning
Tryk: Økotryk, Videbæk
Artikler i TEL dækker ikke nødvendigvis redaktionens
eller SBAs synspunkter. © SBA og artiklernes forfattere. Ved enhver form for eftertryk/citat skal kilde
angives.
Abonnementspris:
Årsabonnement koster kr. 185 (for unge under 26 år
kr. 135), som opkræves via PBS først på året. Abonnement tegnes via www.bibelskarkaeologi.dk.
Selskabets bestyrelse:
Bibelunderviser Jan Højland (formand),
tlf.: 2396 8383 · jh@bibelskarkaeologi.dk
Lektor, ph.d., cand.theol.
Morten Hørning Jensen (redaktør),
tlf.: 8742 0242 · mhj@bibelskarkaeologi.dk
Overlæge Vagn Juul Jensen (næstformand),
tlf.: 7512 9021 · vjj@bibelskarkaeologi.dk
Grafisk designer Ben Haman Jensen (webmaster),
tlf.: 2263 0321 · bhj@bibelskarkaeologi.dk
Ekstern kasserer:
Hans Hansen,
tlf.: 7586 1748 · hh@bibelskarkaeologi.dk
Støt SBA’s arbejde økonomisk
Du kan støtte SBA’s arbejde økonomisk ved at indbetale en gave på bankkonto: 7920-1014 846. Tak!
Adresseændring meldes til info@bibelskarkaeologi.dk.
ISSN 0905 - 5827
Selskab for Bibelsk Arkæologi
”Blomstre som en rosengård”
– Messianske adventsforventninger i ørkenen
Af Morten Hørning Jensen,
lektor på Menighedsfakultetet og redaktør af TEL
der bliver banet en vej i ørkenen som lovet i Esajas 40,3.
Markusevangeliet citerer netop dette vers som indgang til
Hvornår vil Gud blive konge i Jerusalem igen? Det spørgsmål
Jesu møde med Johannes Døber i ørkenen, og vi skal i denne
rungede i mange jøders sind på Jesu tid, og man så hen mod
artikel se, hvordan Jesus både opfyldte og skuffede folks
et sikkert ”adventstegn” på, at det var lige ved at ske: Når
forventninger til ham som konge i Jerusalem.
www.bibelskarkaeologi.dk
3
TEL 2013/4
Josija kunne ikke dy sig for at kigge skråt over skulderen, da han krydsede Kedronbækkens sagte vandløb. Templet knejsede majestætisk over byen, mens den hvide røgsøjle fra alteret steg op og forsvandt under den stærke sol. Hjertet sank i ham. Dybt nede
elskede han dette tempel over alt andet på jorden. Han kunne bare ikke se gennem fingre med, hvad der lige var sket. En lov var
en lov, og Gud var hellig! For sit indre øje så han den løgnagtige kong Jonathan stå i templet med løftede hænder, mens solens
stråler glimtede som et krystalhav i den ypperstepræstelige klædning. Hvor kunne han gøre det? Besudle det ældgamle embede
uden at være fra den rette præstelige slægt! Kendte han ikke loven? Eller Guds straf for at bryde den? Josija så væk.
Forude snoede vejen sig gennem de dybe slugter ned mod Det døde Hav. Mod ørkenen. Der ville Josija være i forreste linje, når
Guds blomstervej om kort tid ville komme til syne. Og det var han sikker på, den ville. Hvis blot ét sandt fællesskab i Israel kunne
leve ret efter loven, ville Messias komme til dem. Tanken fyldte ham med energi. ”Snart”, sagde han højt til sig selv. ”Snart baner
Gud sin vej til os, der lever i ørkenen”.
ADVENT I ØRKENEN
“Blomstre som en rosengård skal de øde vange”, synger vi med
Grundtvig i julens adventstid. Grundtvig gendigter Esajas’ poetiske
kapitel 35, der malerisk beskriver tegnet på, at ventetiden er ovre,
adventstiden begyndt og Messiastiden lige op over: Ørkenen vil
blomstre!
På Jesu tid var der en intens ”adventsforventning”. Jøderne
diskuterede med hinanden, hvornår Gud igen ville besøge sit folk,
og de ønskede at være adventsparate. Så spørgsmålet var: Hvad er
tegnet på, at Gud igen vil befri sit folk og blive konge i Jerusalem?
Svaret blev hentet fra Esajas’ profetier: Når ørkenen blomstrer;
når en ny stemme lyder i ørkenen; når glædesbudbringeren råber
højt fra bjergtoppen, og når der bliver banet en ny vej ind til Jerusalem, så er Herren nær. Så er den nye udfrielse over os og det
messianske fredsrige lige om hjørnet!
ET SÆRLIG VIGTIGT VERS VISTE VEJEN
Ørkenen blomstrer. Foto: Morten Hørning Jensen.
Derfor så mange jøder ud mod ørkenen i håb om at være parate,
når Gud ville holde sit indtog. Og at dømme ud fra jødiske skrifter
Esajas’ adventsprofetier om en ny udfrielse
Esajas’ bog indeholder en række profetier om, hvordan Gud til sidst vil gribe ind og oprette et fredsrige med Jerusalem og templet som centrum. Denne indgriben vil være kendetegnet ved en hel pakke af herlige ting:
•
•
•
•
•
•
•
•
Ørkenen vil blomstre (Es 35,1-2).
Levende vand vil vælde frem (35,6-7; 49,10; 55,1).
En stemme vil råbe i ørkenen (40,3).
En glædesbudbringer vil forkynde fra bjergtoppene, at en ny tid er på vej (40,9; 52,7).
Guds herlighed og nærvær vil blive synlig for folket (35,2; 40,5; 60,1).
Folket vil opleve trøst, tilgivelse og helbredelse (35,3-6; 40,1-2; 42,7; 61,1-2).
Der vil blive ”banet en vej”, som de befriede skal benytte til at drage ind i Jerusalem (35,8-10; 40,3-5; 62,10).
Gud vil rense templet og samle sit folk fra nær og fjern i et nyt og evigt fredsrige (35,9-10; 40,9; 44,26; 45,13; 52,7-8;
54,10-17; 56,7; 60; 66).
• Gud vil være folkets konge (44,6; 52,7).
Det er tydeligt, at baggrunden for Esajas’ profetier er Guds første store sejrshandling med sit folk: udfrielsen fra Egypten. Også
dengang blev der banet en vej i ørkenen, og Guds herlighed boede midt blandt folket til trøst, tilgivelse og helbredelse (2 Mos
12-15). Esajas skriver altså om en ny udfrielse; en ny exodus.
4
TEL 2013/4
Selskab for Bibelsk Arkæologi
Størstedelen af året er Judæas ørken udtørret og livløs. Et tegn på jordens forbandelse, hvor ingen kan overleve længe på egen hånd. Foto: Morten
Hørning Jensen.
fra Jesu tid, så var der særligt ét vers og
én vending, der havde bidt sig fast, nemlig Esajas 40,3: ”Der er en, der råber: Ban
Herrens vej i ørkenen, jævn en vej for vor
Gud i det øde land”.
Det er et af de mest citerede vers i
jødiske tekster fra Jesu tid, og det viser
os, at man befandt sig i en intens adventsstemning med diskussioner om,
hvordan denne vej i ørkenen nærmere
skulle beredes.
Det var der nemlig forskellige svar
på. Som vi nu skal se, holdt man så at
sige forskellige ”adventsprædikener” på
Jesu tid. Det giver os en levende fornemmelse af, hvorfor Johannes Døber blev så
populær, da han trådte frem i ørkenen, og
det kaster et skarpt lys over ikke mindst
evangelisten Markus’ indledning på sit
evangelium, der præcis tager afsæt med
et citat af Esajas 40,3.
SVAR 1: QUMRANFOLKET:
”VEJEN ER LOVSTUDIUM OG
HELLIGHED”
Mere end 400 meter under havets overflade, tæt ved Det døde Hav og på et af
de varmeste steder på denne klode,
www.bibelskarkaeologi.dk
Qumranfolkets protestmarch til ørkenen
Selvom det stadig er omdiskuteret, hvad det var, der førte til Qumranmenighedens opståen, kan vi ud fra deres skrifter tegne et omrids: Qumransamfundets
grundlægger, ”Retfærdighedens Lærer”, var oprindeligt en del af præsteskabet
i Jerusalem. Men på et eller andet tidspunkt skete der noget skelsættende: En
unavngiven person, der bliver kaldt ”Den uretfærdige Præst”, tog ypperstepræsteembedet i Jerusalem på trods af, at han ikke var af den rette præstelige
slægt. Det kunne være den hasmonæiske konge, Jonathan, der gjorde sig til
ypperstepræst i år 153 f.Kr.
Det blev ”Retfærdighedens Lærer” så oprørt over, at han udvandrede fra
Jerusalem og grundlagde sit eget åndelige ”tempel af mænd” i form af et meget strengt broderskab, der midt i ørkenens hede tolkede alle lovens forskrifter
så nøjagtigt som muligt. I deres egen optik var de nu det eneste sande Israel,
der var tilbage. De var ”resten”, og det var til dem, Guds ”glædesbudbringer”
(evangelist), Guds Messias, ville komme for at gå i spidsen for dem mod Jerusalem, der skulle indtages og renses på ny.
Qumranfolket så altså sig selv i skarp kontrast til det ”slappe Jerusalem”.
Først og fremmest til den hasmonæiske kongeslægt, der ellers var kommet
til magten i Jerusalem ved, at deres grundlægger, Mattathias fra Modein, i år
168 f.Kr. havde gjort oprør mod den græsk-syriske konge Antiokus Epifanes’
omdannelse af Jerusalems tempel til en Zeushelligdom. Men som tiden gik,
tilranede Mattathias’ sønner og sønnesønner i den hasmonæiske kongeslægt
sig mere og mere magt over templet. Det fik altså Qumranfolket til at forlade
Jerusalem i protest.
5
TEL 2013/4
Ét af de bedst bevarede og mest værdifulde skrifter fra Qumran er
den store Esajasrulle. Rullen er her slået op på Es 38,8-40,28. I venstre spalte linje to finder vi Esajas’ profeti om røsten, der råber i ørkenen (Es 40,3). Foto: © Biblical Archaeology Review.
levede der på Jesu tid en besynderlig gruppe af jøder. De havde i
protest forladt Jerusalem og nu slået sig ned som et helligt broderskab i ørkenen. Her var de så tæt på ”blomstervejen” som muligt.
De måtte om nogen være de første, Guds Messias ville komme til!
Vi kender Qumranfolket fra deres skrifter, Dødehavsrullerne.
Netop Esajas 40,3 er citeret så ofte, at det af nogle forskere er
blevet kaldt for deres ”grundlagsvers”. De anså sig selv som den
sidste hellige rest af Israel (jf. Es 4,3; 10,20-22), og spørgsmålet
var nu bare: ”Hvornår kommer Gud til os, så vi med Messias i
spidsen kan genindtage og genindvie Jerusalem og templet?”
Ét af de vigtigste skrifter til forståelse af Qumranfolkets tanker
og teologi er den såkaldte ”Sekthåndbog”. Her giver Qumranfolket selv deres svar på, hvordan Esajas’ profetier bliver opfyldt:
Messiastiden kommer, når ”broderskabet” har udskilt sig fra det
vanhellige Israel og lever ”i hellighed” og ”med fuldkommenhed” i
”ørkenen”. Der skal ”de bane den vej, der er hans, sådan som der
står skrevet: ’Ban Herrens vej i ørkenen, jævn en vej for vor Gud i
det øde land’” (Sekthåndbogen VIII,13-14).
Med andre ord: Qumranfolket anså altså sig selv som et adventstegn og en nøgle til Guds kommende indgriben. De skulle være
med til at bane vejen. Og hvordan skulle de gøre det? Jo ”ved
granskningen af loven” (Sekthåndbogen VIII,15).
Denne tekst, gemt i en hule i næsten 2000 år, er i virkeligheden helt fantastisk læsning. Den tager os lige til hjertet af,
hvordan én gruppe af jøder på Jesu tid læste Esajas’ store profeti,
og hvordan de mente, de kunne være med til at få den til at gå
opfyldelse: Ved at holde loven! Ved at bo som et fuldkomment
pletfrit broderskab midt i ørkenen ville de blive ”Messiastidens
forpost”. De ville blive de første, der så blomstervejen vokse frem,
og dem, der ville få ærespladserne, når Guds herlighed igen ville
hvile over Jerusalem.
Et glimt fra forskningens bord
I forskningen i Jesu liv har man de sidste 250 år forsøgt
at forklare, hvad Jesus selv mente om sin status som
Messias, og om han forudså sin død. Hovedparten af den
liberalteologiske og historisk-kritiske forskning har hævdet, at Jesus ikke anså sin død for at have nogen betydning, men at denne tolkning først blev ”opfundet” af de
første kristne. Derfor er det også overraskende, hvad den
danske professor Per Bilde når frem til i sin bog fra 2011,
Hvor original var Jesus? Bilde er erklæret ateist og i ud-
SVAR 2: DE FROMME:
”GUD VIL RENSE JERUSALEM FOR HEDNINGER”
gangspunktet skeptisk over for kildeværdien af evangelierne. Trods det konkluderer han to interessante ting på
baggrund af en kritisk læsning af evangelierne: At Jesus
på et eller andet tidspunkt før påsken i Jerusalem kom
til den overbevisning, at hans død ville have en sonende
betydning, samt at denne tanke var ”original” målt mod
alle de samtidige kilder, vi har til vores rådighed. Med
andre ord: Hovednerven i evangeliernes syn på Jesus som
Messias har så meget kød på sig, at også en historiskkritisk læsning kan nå frem til den, og det var netop
tanken om en messiansk soningsdød, der adskilte Jesu
forståelse af løfterne i GT fra hele den kendte samtid.
Det giver en baggrund for at forstå, hvorfor disciplene
vendte sig så hårdt mod denne tanke, og understreger,
hvor modsætningsfyldt ”ordet om korset” må have lydt,
da det først blev forkyndt.
6
TEL 2013/4
Qumranfolket havde slået sig ned på et af de varmeste og mest ugunstige steder i Israel lige ved Det døde Hav. Her regner det stort set aldrig, og
temperaturen kan nå 50 grader om sommeren. Trods det levede de efter den strengeste tolkning for rituel renhed og havde konstrueret et sindrigt
vandanlæg til opsamling af regnvandet fra bjergslugterne. Foto: Morten Hørning Jensen.
En side fra Sekthåndbogen fra Dødehavsrullerne, der giver os et direkte indblik i, hvordan én gruppe af jøder tænkte på Jesu tid. Sekthåndbogen citerer Esajas 40,3 på samme måde som Markusevangeliet 1,3 gør det, men hævder, modsat Markus, at blomstervejen i
ørkenen opfyldes gennem lovstudier og perfekt levevis. Foto: © Biblical Archaeology Review.
Selskab for Bibelsk Arkæologi
Men Qumranfolkets adventssalme over Es 40,3 var ikke den eneste i omløb på Jesu tid. Vi finder en anden i de såkaldte ”Salomos
Salmer”. Modsat Dødehavsrullerne har vi ikke ”originalerne” til
dette skrift, men kun afskrifter, som er meget sene. Derfor er det
også sværere præcist at sige, hvem der har skrevet disse salmer.
Der er dog tilstrækkelig med historiske oplysninger i de i alt 18
salmer til at se, at de ikke er skrevet af den bibelske Salomo, men
derimod af en gruppe fra det første århundrede f.Kr., der kalder
sig selv ”de fromme”.
Den mest udbredte teori er, at disse ”fromme” er farisæere. Det er nu ikke så afgørende, om det nærmere bestemt er
tilfældet. Det, der derimod er sikkert, er, at de i deres salmer er
næsten lige så utilfredse med de hasmonæiske konger og ypperstepræster i Jerusalem som Qumranfolket.
Baggrunden for deres utilfredshed er imidlertid ikke en strid
om, hvem der retmæssigt kunne være ypperstepræst, men derimod, at hasmonæerne har besudlet byen ved at underkaste sig
en hovmodig hersker fra vest (Ps Sal 2).
www.bibelskarkaeologi.dk
Vi kan sige med nogenlunde sikkerhed, hvornår denne besudling fandt sted, nemlig i år 63 f.Kr., hvor den romerske general
Pompejus blev budt indenfor i Jerusalem af den hasmonæiske
regent, Hyrkan II. Dvs.: Budt indenfor er så meget sagt. Hyrkans
bror, Aristobul II, havde nemlig taget magten fra Hyrkan, der nu
søgte at vinde Jerusalems trone tilbage gennem en alliance med
Pompejus, der bragte hele sin hær til byen og indtog den efter en
”traditionel” romersk belejring og massakre.
Historiske begivenheder
nævnt i artiklen
• Ca. år 700 f.Kr.: Esajas’ profetier.
• 168 f.Kr.: Mattathias fra Modein gør oprør mod
Antiokus Epifanes.
• 153 f.Kr.: Mattathias’ søn, Jonathan, gør sig selv til
ypperstepræst.
• Ca. år 153: ”Retfærdighedens Lærer” udvandrer i
protest fra Jerusalem til Qumran.
• 63 f.Kr.: Den romerske general Pompejus indtager
Jerusalem sammen med den hasmonæiske regent,
Hyrkan II.
• Ca. år 30 e.Kr.: Johannes Døber forkynder og døber i
ørkenen.
• Ca. år 52 e.Kr.: Den ”egyptiske oprørsprofet” samler en
stor gruppe i ørkenen (jf. ApG 21,38).
• 66-70 e.Kr.: Den jødiske krig mod Rom og templets
ødelæggelse.
7
TEL 2013/4
Men ikke nok med det: Pompejus kunne
ikke dy sig for at gå på sightseeing i
templet – helt ind i Det Allerhelligste, hvor
kun ypperstepræsten måtte komme én
gang om året, på den store forsoningsdag, Yom Kippur.
Præcis det, en hednings overgreb på
templet, fik disse ”fromme” til at synge
deres messianske vredessange i ”Salomos
Salmer”. Her nedbeder de Guds forbandelse over ”hyklerne”, de hasmonæiske
regenter (Ps Sal 4), som de håber, Gud vil
nedstyrte og helt udslette deres navn fra
historiebøgerne (17,1-9).
Så intens var deres adventsforventning til Guds indgriben, at de også så mod
ørkenen. De ventede med længsel på at
høre ”jubelbasunens” gjalden og ”glædesbudbringerens budskab” til Jerusalem.
Tidspunktet, hvor Gud igen vil forbarme
sig over folket. Hvor høje bjerge skal jæv-
nes til sletter, og hvor folket skal samles
fra alle verdenshjørnerne, fordi Guds
herlighed nu igen hviler over Jerusalem
(11,1-9).
Hvordan skal det ske? Det skal ske
ved, at Gud sender sin Messias, der vil
være den nye Davids søn og Davidskonge
(17,21). Han skal ”knuse uretfærdige fyrster” og ”rense Jerusalem fra hedninger”.
Han skal samle folket og fordele landet,
og ingen ”fremmed og udlænding” skal
længere ”bo blandt dem” (17,22-28).
”De frommes” adventsprædiken var
altså formet som en bøn til Gud om at
rense landet for hedninger og dårlige
regenter.
SVAR 3: ZELOTERNE: ”VI VIL HJÆLPE
GUD MED AT RENSE JERUSALEM”
Der var imidlertid en gruppe af jøder, der
ikke brugte adventstiden på blot at bede
Gud om at rense landet for hedninger. De
var villige til at gå skridtet videre og med
vold hjælpe Gud med at få dette til at ske.
Den jødiske historieskriver fra det
første århundrede, Josefus, kalder dem
for ”den fjerde filosofi”. Andre steder taler
han om ”sikarierne”, der betyder ”dolkemændene” eller ”zeloterne”: de nidkære.
Josefus siger det sådan, at de ”i alle
andre ting er enige med farisæerne” på
nær i dette ene: ”De nærer en så ubetvingelig kærlighed til friheden, at Gud alene
er deres leder og hersker” (De jødiske
antikviteter, 18.23).
Med andre ord: ”Den fjerde filosofi”
tolkede det første bud om ikke at have
andre guder end Gud så bogstaveligt, at
de hellere vil begå oprør end at anerkende
det romerske overherredømme og betale
skat til dem, sådan som folkets ledere i
Jerusalem havde valgt at gøre.
Francesco Hayez’ (1791-1882) berømte gengivelse af templets ødelæggelse, der blev enden
på jødernes oprør med Rom. Foto: Wikimedia
Commons.
Jødiske oprørsmønter rummede
Guds-rige-teologi
Før det jødiske oprør i år 66 havde
ingen jødisk regent præget sølvshekler, men derimod brugt sølvshekler fra Tyrus. Vi ved ikke, hvorfor
f.eks. Herodes den Store ikke slog
sølvmønter, men det, vi ved, er, at
da romerne blev smidt på porten i år
66, så er prægningen af sølvmønter
noget af det første oprørerne gør.
Og hvilke mønter! På fantastisk vis
forkynder de ”glædesbudskabet”
om, at Jerusalem er befriet, og at
Gud igen regerer på Zion, sådan som
de jødiske oprørere så det. Mønterne
er ladet med symbolværdi:
Templet var det absolutte centrum for jødedommen på Jesu tid. Både for dem, der forblev i Jerusalem og styrede templet, og for dem, der på den
ene eller anden måde kritiserede det. Til den sidste gruppe hørte Jesus fra Nazaret. Foto: Morten Hørning Jensen.
8
TEL 2013/4
Selskab for Bibelsk Arkæologi
(a) Den anvendte hebraiske skriftform er den gamle arkaiske type
fra det første tempels tid, der
ellers længe var forladt. Som om
de vil skabe en forbindelse til
den første Davidstid.
(b) Symbolerne på mønterne er
hentet fra templet med forskellige
kultgenstande.
(c) Påskrifterne forkynder ting som
”Jerusalem den hellige” og ”til
Zions forløsning”.
(d) Og så begynder de en ny tidsregning, ved at den første serie
blot har årstalsangivelsen ”1”!
www.bibelskarkaeologi.dk
Oprørsmønt fra år
66. På forsiden,
lige over omermålebægeret (en
tempelgenstand), er
der et tegn, der ligner
vores F. Det er det
hebraiske bogstav
alef, der bærer
talværdien ”1”. Det
angiver altså: ”År
1”. Teksten på forsiden læser derudover,
”Israel Sheqel”, og på
bagsiden, ”Jerusalem den
hellige”. Foto: © David Hendin, Guide
to Biblical Coins, 5th Edition (2010),
gengivet med tilladelse.
Bronzemønt fra
oprørets fjerde
år. Indskriften på
forsiden læser:
”Til forløsning af
Zion”. Foto: © David
Hendin, Guide to
Biblical Coins, 5th
Edition (2010),
gengivet med tilladelse.
Som en lavastrøm under overfladen løb
denne ubændige trang til frihed i folkets
årer, indtil det hele til sidst eksploderede
i den store krig mod Rom år 66-70, hvor
det jo rent faktisk lykkedes at ”rense” landet for hedninger i løbet af krigens første
måneder. Romerne måtte ganske enkelt
flygte over hals og hoved med en jublende
hob af oprørere i hælene.
Det var en stor sejr, der blev opfattet
som et ægte esajansk ”glædesbudskab”.
Jublen var så stærk, at man begyndte en
helt ny tidsregning. Stolt sendte man nye
mønter i omløb med påskrifter som: ”Til
forløsningen af Jerusalem”, ”Jerusalem,
den hellige (by)” og ikke mindst: ”år 1”. En
ny æra var begyndt, Guds rige var virkeliggjort, man nulstillede årstallet!
Men allerede før det store oprør i år
66 havde mange mindre oprør plaget
romerne i landet. Ét af dem er særligt
interessant, fordi oprørslederen tilsyneladende valgte at bruge Esajas’ store ørkenvision som afsæt. ”Egypteren”, som han
blev kaldt, gav sig ud for at være en profet
og drog ud i ørkenen. Præcis som Johannes Døber vakte dette træk stor opsigt
i folket, og ifølge Apostlenes Gerninger
samlede han en tilhængerskare på 4.000
personer (21,38), mens Josefus nævner
hele 30.000 (Krigen, 2.261).
Denne gruppe af begejstrede ”sikariere” (dolkemænd) ledte han derefter mod
Jerusalem ad ”blomstervejen” fra ørkenen,
over Oliebjerget og ind mod byen som
den sejrende konge. Uheldigvis for ham
var den romerske statholder Felix (år
52-60) på det tidspunkt klar over, at en
sådan halv- eller hel-messiansk skikkelse
med lidt held kunne skabe en hysterisk
folkestemning og få hele byen over på sin
side. Derfor sendte han hele hæren imod
ham, og det endte i en stor massakre.
Men pointen var tydelig nok: Glædesbudbringeren, befrieren, kommer fra øst,
fra ørkenen!
9
TEL 2013/4
Oversigt: jødiske
adventsprædikener på Jesu tid
Som artiklen gennemgår, var der på
Jesu tid en intens forventning om,
at Gud skulle opfylde sit gamle løfte
om igen at sætte sig på tronen i
Jerusalem som Zions konge. Ud fra
Esajas’ gamle profetier holdt mange
derfor øje med ørkenen.
Én gruppe, Qumranfolket, mente, at blomstervejen i ørkenen ville
blive banet gennem studiet af loven
og den fuldkomne overholdelse af
budene. Derfor havde de forladt
Jerusalem, der var blevet vanhelliget af folkets ledere: hasmonæerne
og saddukæerne.
Én anden gruppe, ”de fromme”,
vel sagtens farisæerne, var blevet
i Jerusalem; men de var på samme
måde stærkt kritiske over for
kongeslægten og samarbejdet med
romerne. Intenst bad de Gud om at
rense landet for hedninger.
Og en særlig undergruppe af
dem, ”den fjerde filosofi”, havde
tænkt sig at gøre mere end at
bede. Med den ene hånd løftet i
bøn var den anden fri til at løfte
sværdet eller kniven i kampen med
at hjælpe Gud på tronen på ny i
Jerusalem.
Da også Markus indleder sit
evangelium med at henvise til
ørkenløftet (1,3), så er også hans
evangelium et svar på, hvordan
Gud bliver konge i Jerusalem. Men
mens Markus er enig i, at Jesus
som Messias befrier folket, giver
han et helt andet bud på, hvad
centrum i denne befrielse er. Det er
på korset, at Jesus bliver ”jødernes
konge”. Den ”nye exodus” krævede
en ny forsoningsdag, en ny ”yom
kippur”, der flængede forhænget
i templet (15,38), da Jesus døde
på korset som ”en løsesum for
mange” (10,45).
10
TEL 2013/4
SVAR 4:
MARKUS’ ADVENTSPRÆDIKEN
Det er præcis denne adventsforventning
fra Esajas om en ny udfrielse af folket, der
sætter rammen for særligt Markus’ fortælling om Jesus. I løbet af sine første 11 vers
lykkedes det ham på næsten elektrisk vis
at tale ind i samtidens forventninger med
mange ligheder – og én afgørende forskel.
Lighederne først: Når Markus i sit
første vers kort og kontant skriver: ”Begyndelsen på evangeliet om Jesus Kristus,
Guds søn”, så ville en jøde på Jesu tid løfte
begge øjenbryn:
(a) ”Begyndelsen” – er der tale om en ny
æra, en ny tidsregning?
(b) ”Evangeliet” – er der tale om ”glædesbudbringeren” på bjergene fra Esajas?
(c) ”Kristus/Messias, Guds søn” – er der
tale om den særligt salvede person,
der skal være Guds redskab til at trone
på ny i Jerusalem?
Ja! svarer Markus med det samme ved at
citere intet ringere end Esajas 40,3: ”Der
er en, der råber i ørkenen: Ban Herrens
vej, gør hans stier jævne!” (1,3). Udfrielsen – exodus – er nu på vej.
På baggrund af, hvad vi lige har set,
er det ikke overraskende at læse, hvordan
”hele Judæa og alle Jerusalems indbyggere” (1,5) havde taget turen ud i ørkenen
for at møde ham. En profet i ørkenen
måtte undersøges nøjere.
Det følger også helt forventningerne,
når vi i de næste vers læser om, hvordan
”himlene flænges” og Guds nærvær viser
sig over Jesus som en due, da han bliver
døbt af Johannes (1,10-11).
Nøjagtigt som Esajas’ tale om, hvordan
”Guds herlighed” og tempel-nærvær igen
skulle blive synlig for folket, som den oprindelig var det over ørkenhelligdommen som
en sky om dagen og som ild om natten (2
Mos 40,34-38), og dernæst over templet
i Jerusalem (1 Kong 8,10-13), indtil den
forlod det før dets ødelæggelse (Ez 10).
Da Jesus så umiddelbart efter forkynder om ”Guds kongerige” (1,14-15) og
helbreder og trøster folk, må enhver tvivl
være væk.
Der er derfor heller ikke noget at sige
til, at folk flokkedes om Jesus og sang
messianske jubelsalmer til ham, da det var
hans tur til at drage fra ørkenen, ned ad
Oliebjerget og ind i Jerusalem (Mark 11,111). Nu bliver Gud konge i Jerusalem!
KONGE VIA KORSET: EN OVERRASKENDE PÅSKEPRÆDIKEN
Men der er én afgørende forskel til de andre adventsprædikener: påskens begivenheder efter indtoget. Faktisk var skiftet fra
ørken-adventsforventningerne til påskestemningen i Jerusalem så
voldsomt, at selv disciplene ikke kunne følge med (jf. Mark 14,27).
For på ét afgørende punkt skuffede Jesus samtidens adventsforventning til opfyldelsen af Es 40,3: Blomstervejen fra ørkenen
til kongestolen i Jerusalem gik ikke via lovstudier, bøn om udryddelse af hedningerne eller løftede sværd.
Den gik via et kors.
”Jødernes konge”, stod der over korset. For dem, der så det,
disciple, præster og almindelige mennesker, var det en uoverstigelig modsætning (jf. Mark 8,32; 14,63; 15,29).
Besøg Johannes Døbers
dåbssted
Ifølge den kirkelige tradition helt tilbage til det 4. århundrede lå det sted, hvor Johannes Døber døbte i Jordanfloden, lige øst for Jeriko. Stedet er kendt som Qsar el-Yahud
og huser i dag en række klostre på begge sider af floden,
ligesom der er fundet rester af klostre tilbage til netop
det 4. århundrede.
Siden 1967 har området været en del af grænsen mellem Jordan og Israel, og det har ikke været muligt at besøge det. Men for nyligt er stedet genåbnet for pilgrimme,
og hvis det er lang tid siden, du har været i Israel, er der
nu åbnet en mulighed for at komme helt ned i Jordanflodens mudrede vand, samtidig med, at man kan vinke til
pilgrimme på den jordanske side af Jordandalen.
Det er i øvrigt netop ved Qsar el-Yahud, at de ortodokse kirker hvert år d. 18. januar fejrer deres store
Epifanifest. ”Epifani” betyder ”åbenbaring”, og dagen
markerer det tidspunkt i Jesu liv, hvor han første gang blev
åbenbaret som Guds søn: i dåben. Der deltager op mod
20.000 ortodokse kristne, der i festprocession vandrer
ned til floden og tager sig en dukkert også. Processionen
er bevidnet af den byzantinske pilgrim, Egeria.
I den katolske og protestantiske tradition fejres Epifanifesten d. 6. januar til minde om de tre vise mænds besøg
hos Jesusbarnet i Betlehem. Dagen indleder ”Epifanitiden” i kirkeåret, der løber frem til forfasten (søndag
Septuagesima).
En enlig ørkenblomst. Foto: Morten Hørning Jensen.
Et akacietræ i et udtørret vandløb. Få måneder om året finder regnvand vej ned fra det centrale
bjergområde omkring f.eks. Jerusalem til Det døde Hav gennem slugter og vandløb. Blomster,
træer og dyr skynder sig at få det bedste ud af situationen. Foto: Morten Hørning Jensen.
Selskab for Bibelsk Arkæologi
Men det er Markusevangeliets centrale påstand, at det netop var
gennem Jesu korsfæstelse, at Gud gennem Jesus igen blev konge
over sit folk og opfyldte Esajas’ profeti om at være nær sit folk.
Det bliver helt tydeligt, da det første, der sker ved Jesu død er,
at forhænget i templet flænges (Mark 15,38). Adskillelsen mellem
Guds herlighed i templet og folket forsvinder.
Markusevangeliet bekræfter altså, at Jesus som Messias gik
på blomstervejen fra ørkenen og til Jerusalem for at blive konge
i den nye udfrielse, den nye exodus. Men overraskende for alle,
så blev centrum i denne udfrielse en ”løsesum for mange” (Mark
10,45). Indersiden af udfrielsen viste sig at være den store forsoningsdags, Yom Kippurs (3 Mos 16), soning mellem Gud og folket.
Faktisk som forudsagt af Esajas (53).
www.bibelskarkaeologi.dk
Foto: Morten Hørning Jensen.
11
TEL 2013/4
Nye udgravninger kaster lys
over Maria Magdalenes baggrund
Fire tolkninger af Esajas 40,3
Qumranskriftet, Sekthåndbogen VIII, 10-16
Når disse mænd [kandidaterne, der kan optages i broderfællesskabet] står fast på broderskabets grundvold i to hele år
med en levevis i fuldkommenhed og uden uret, 11 skal de udskille sig i hellighed inden for rådsforsamlingen af broderskabets medlemmer … Når disse mænd udgør et broderskab i Israel 13 efter disse anvisninger, skal de udskille sig fra stedet,
hvor urettens mænd bor, og begive sig til ørkenen. Dér skal de bane den vej, der er hans, 14 sådan som der står skrevet:
”Ban **** vej i ørkenen, jævn en vej for vor Gud i det øde land”. 15 Den er granskningen af loven, <som> han har
befalet ved Moses, så man handler i overensstemmelse med alt det, der er åbenbaret i enhver tid, 16 og sådan som profeterne har åbenbaret ved hans hellige ånd. (Oversættelse fra Dødehavsskrifterne, red. Bodil Ejrnæs; København 1998).
Note: **** i v 14 står for Herrens hellige navn, som Qumranfolket af ærefrygt undgik at skrive.
Salomos Salmer 11,1-9 og 17,21-25
11,1: Stød i basunen på Sion med helliges jubelbasun, forkynd i Jerusalem glædesbudbringerens budskab; thi Gud
har forbarmet sig over Israel ved (sin) besøgelse af dem. 2 Stig op på det høje, Jerusalem, og se dine børn samlede
tilhobe af Herren fra øst og vest. 3 Fra norden kommer de i deres Guds glæde, fra øerne langt borte samlede Gud dem.
4
Høje bjerge jævnede han for dem til slette … 6 for at Israel kunne drage frem i deres Guds herligheds besøgelse.
7
Ifør dig, Jerusalem, dine pragtklæder, bered din helligheds klædning; thi Gud har udsagt Israels lykke for evig og altid.
8
Herren udføre, hvad han har talt, over Israel og Jerusalem, Herren oprejse Israel i sin herligheds navn; 9 Herrens barmhjertighed (være) over Israel evig og altid.
17,21: Se til, Herre, og oprejs for dem deres konge, Davids søn, på det tidspunkt, som du har (forud)set, Gud, til at
herske over Israel, din tjener, 22 og omgjord ham med styrke til at knuse uretfærdige fyrster, til at rense Jerusalem fra
hedninger, der nedtramper under ødelæggelse; 23 i visdom (og) i retfærdighed at bortstøde syndere fra arven, at knuse
synderens hovmod som pottemagerens kar; 24 med jernstav at knuse al deres væsen, at ødelægge lovløse folkeslag med
sin munds ord; 25 med sin trussel at slå hedninger på flugt bort fra sit åsyn og revse syndere i deres hjertes ord. (Oversættelse fra De gammeltestamentlige Pseudepigrafer, red. Hammershaimb og andre; København 2001).
Magdalaudgravningerne set fra Arbelbjerget. Foto: Chris McKinny.
Af Jørgen Bækgaard Thomsen, pastor
emer., redaktionsmedlem af TEL
Josefus om den egyptiske profet i ørkenen (Krigen 2,261-265)
En endnu større skade blev tilføjet jøderne af den falske profet fra Ægypten. Der kom nemlig til landet en bedrager, der
gav sig ud for at være profet, og han samlede 30.000 mennesker om sig, der var ofre for hans bedrag. Han førte dem
ad forskellige veje fra ørkenen til det såkaldte Oliebjerg, og herfra var det hans agt at tiltvinge sig adgang til
Jerusalem, nedkæmpe den romerske garnison og ved sine bevæbnede ledsageres hjælp opkaste sig til enehersker over
folket. Men Felix kom ham i forkøbet, idet han rykkede imod ham med de romerske sværtbevæbnede, og hele befolkningen deltog i forsvaret af byen, således at ægypteren, da det kom til kamp, ganske vist kunne flygte med nogle få af sine
mænd, men de fleste af hans tilhængere blev dræbt eller taget til fange. Resten af dem blev spredt til alle sider, og de
søgte hver især at skjule sig derhjemme. (Oversættelse fra Den jødiske krig, overs. Erling Harsberg, København 1997).
De senere år er især en af kvinderne
omkring Jesus kommet i fokus, nemlig
Maria Magdalene. Dan Browns roman
”Da Vinci mysteriet” fra 2003 satte
mange spekulationer og rygter i gang.
Men nu er der pålideligt, historisk nyt
Markusevangeliet 1,1-5
Begyndelsen på evangeliet om Jesus Kristus, Guds søn. 2 Som der står skrevet hos profeten Esajas: Se, jeg sender min
engel foran dig, han skal bane din vej. 3 Der er en, der råber i ørkenen: Ban Herrens vej, gør hans stier jævne!
4
– således trådte Johannes Døber frem i ørkenen og prædikede omvendelsesdåb til syndernes forladelse. 5 Og hele
Judæa og alle Jerusalems indbyggere drog ud til ham, og de blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres
synder.
materiale om dette første opstandelsesvidnes hjemby, Magdala, hvor en
række nye udgravninger kaster nyt
lys over Maria fra Magdala.
12
TEL 2013/4
Selskab for Bibelsk Arkæologi
www.bibelskarkaeologi.dk
MARIA MAGDALENE
I NY TESTAMENTE
Ofte føler vi, at Maria Magdalene er en af
de personer i Ny Testamente, vi kender
bedst. Men når man går det bibelske materiale igennem, er det i virkeligheden kun
ganske lidt, vi får at vide om hende. Hun
nævnes dog i alle fire evangelier og er
næst efter Jesu mor, Maria, den hyppigst
nævnte kvinde i NT.
Første gang Maria Magdalene nævnes,
er i Luk 8,1-3, hvor det hedder, at det var
hende, som syv dæmoner var faret ud
af. Der er ingen angivelse af, hvornår og
hvordan det var sket. I Mark 16,9 præciseres det, at det var Jesus, der havde
helbredt hende.
Her og ved korsfæstelsen, gravlæggelsen og den tomme grav nævnes hun
– med undtagelse af Joh 20 – sammen
med to eller tre andre navngivne kvinder. Sammen med en større, unavngiven
gruppe kvinder fulgtes de med Jesu og de
tolv og sørgede for dem af deres egne
midler (Luk 8,3).
Den lille gruppe kvinder nævnes fire
gange i evangelierne. Det er forskelligt,
om der nævnes tre eller fire, kun Maria
Magdalene er med hver gang, og bortset fra Joh 19,25 nævnes hun hver gang
først. Det tyder på, at hun har haft en
ledende stilling i gruppen. Det er undertiden foreslået, at disse tre-fire kvinder
udgjorde kernen i den skare af kvinder,
der fulgte Jesus, ligesom apostlene Peter,
Jakob og Johannes udgjorde Jesu nærmeste mandlige medarbejdere. Og at ligesom
Peter var leder i apostelgruppen, var Maria
Magdalene leder i kvindegruppen. Det er
dog intet sted pointeret.
Maria Magdalene nævnes imidlertid en
enkelt, afgørende gang alene, nemlig som
det allerførste opstandelsesvidne. Mest
udførligt er det fortalt i Joh 20,1-2.11-18,
kortere i Mark 16,9-11. På den baggrund,
kan det undre, at Paulus ikke
13
TEL 2013/4