LÆRERVEJLEDNING

LÆRERVEJLEDNING
Fattige lande – en del af din verden
Lærervejledning
© Peter Bejder & Kaare Øster samt Meloni
Serie: Udsigt til U-lande
Forfattere: Peter Bejder & Kaare Øster
Redaktør: Thomas Meloni Rønn
Læsepædagogisk konsulent: Marianne Skovsted Pedersen
Layout: Søren Kirkemann
Tryk: Johnsen, Grenaa
Printed in Denmark 2010
1. udgave, 1. oplag
Udsigt til U-lande
Indhold
3
Introduktion
4
Den internationale dimension
5
Det består materialet af
7
Fattige lande som en del af vores hverdag
8
Sådan kan der arbejdes
9
Målene udstikker rammerne
11
Det fag-faglige indhold
12
Om serien Udsigt til U-lande
Introduktion
I denne lærervejledning får du nogle korte metodiske og didaktiske anvisninger, der kan gøre det
meget nemmere at plan- og tilrettelægge et samlet undervisningsforløb om den fattige del af verden.
Stoffet kan lægges ind i årsplanen som et samlet forløb eller i kortere eller længerevarende forløb
spredt i perioder hen over skoleåret på tredje og fjerde klassetrin.
Dette materiale ”Fattige lande – en del af din hverdag” er den første af i alt tre titler,
der indgår i serien: ”Udsigt til U-lande”.
Materialet er udgivet med økonomisk støtte fra Danidas Oplysningsbevilling og Undervisningsministeriets Tips og Lottomidler, og det er for de fleste skoler overkommeligt at hjemkøbe bøgerne i
klassesæt til brug på skolen. Både lærervejledninger og arbejdshæfter ligger frit tilgængelige på
hjemmesiden:
www.emu.dk/tema/ulande
På den måde har du materialet til rådighed gennem hele skoleåret, og det vil i udvalgte perioder
kunne trækkes ind til brug i flere klasser.
Tilsammen udgør serien en slags mini-system, der kan være med til at sikre en lettilgængelig og
sammenhængende undervisning i en vigtig del af den internationale dimension fra 3. til 10. skoleår.
I indskolingen og på de yngste klassetrin kan med fordel anvendes Danidas materialer om Årets
u-landskalenderland for at give eleverne en første indføring i den fattige del af verden. En oversigt
med disse materialer findes på:
http://voksne.u-landskalender.um.dk/da
”Fattige lande – en del af din hverdag”
er primært tænkt at skulle dække undervisning om u-lande på 3. og 4. klassetrin. Materialet kan
anvendes i klasseundervisning i især natur/teknik, dansk eller i flerfaglige sammenhænge. Desuden
kan det anvendes til emnearbejder og faglig læsning, men naturligvis kan det også stå alene og læses
af lyst.
I denne korte guide er der en række generelle betragtninger om materialets brug, herunder metodiske
og didaktiske overvejelser i forbindelse med den konkrete undervisning.
Elevbogen suppleres af en hjemmeside med denne korte lærervejledning, et arbejdshæfte og en
mængde elevstof med links til de enkelte afsnit i bogen.
God arbejdslyst!
3
Den internationale
dimension
- Den internationale dimension er en tværfaglig dimension i folkeskolen.
Det betyder, at den skal indgå i alle fag og inddrages i undervisningen, når det er relevant …
Sådan skriver Undervisningsministeriet om internationalisering i Folkeskolen. Ofte forbinder man
begrebet den internationale dimension med nordiske eller europæiske initiativer, men det dækker i
lige så høj grad aktiviteter i forhold til den fattige del af verden.
Den internationale dimension indgår som en tværgående dimension i undervisningen på linje med
de tre andre eksisterende tværgående dimensioner, nemlig it- og mediekompetencer,
det praktiske/musiske og en bæredygtig udvikling. Fælles for de tværfaglige dimensioner er,
at de skal medtænkes i alle skolens fag og inddrages i undervisningen, når det falder naturligt.
”Fattige lande – en del af din hverdag” og de følgende titler i serien ”Udsigt til U-lande” kan anvendes
som et solidt udgangspunkt for at få medtænkt u-landsformidling som en væsentlig del af den
internationale dimension op gennem skoleforløbet i grundskolen.
4
Det består materialet af
Elevbogen
udgør den centrale del af materialet, og den danner ”den røde tråd” i et undervisningsforløb,
så eleverne fastholdes i en kontinuerlig og fremadskridende proces med at behandle problematikken
omkring den fattige del af verden.
Indholdet i elevbogen er bygget op omkring FN´s otte 2015-mål, der skal opfyldes inden år 2015.
På side 6 i elevbogen introduceres eleverne for logoer, der symboliserer hvert af de otte mål. Disse
skal eleverne lære at genkende, og gennem bogen anvendes logoerne, hvor de enkelte mål indgår i
stoffet.
Desuden er bogens indhold struktureret omkring verdensdelene. Ved start på en ny verdensdel er
der i bogen et landkort, der bruges til at synliggøre for eleven, hvor på kloden vi befinder os. For hvert
omtalt land er der også en kortvignet, der viser pågældende lands lokalisering. Navnekendskab og
stednavne udgør også en del af undervisningen, og ved gennem forløbet at øve stednavne får
eleverne efterhånden opbygget et nyttigt verdenskort og nødvendigt stedkendskab i hovedet.
Hjemmesiden
www.emu.dk/tema/ulande
supplerer elevbogens indhold. Eleverne kan alt efter behov og tid udvide deres arbejde med de
forskellige temaer, fremfor at de udelukkende på egen hånd søger på nettet. Den er med til at
fastholde dem bedre i forhold til de valgte temaer.
Ud over elevstof indeholder hjemmesiden også denne ”Lærervejledning” samt ”Arbejdshæfte
– undersøgelser og øvelser” i pdf-format til fri kopi eller bæredygtigt bedre til onlinebrug.
Arbejdshæftet
der er til fri kopiering, indeholder en række opgaver og oplæg til elevaktiviteter tilpasset hvert af
bogens temaer. Det er tænkt som inspiration og ikke nødvendigvis som noget, der skal
gennemarbejdes i sin fulde længde af samtlige elever eller elevgrupper.
Øvrige materialer
Herudover kan øvrige stofmuligheder naturligvis inddrages alt efter behov for at supplere og uddybe
de enkelte undervisningsforløb.
Det kan være skolens eller elevernes egne oplevelser eller erfaringer, andre relationer til den fattige
del af verden, stof øvrige steder på nettet eller i andre medier, de forskellige u-landsorganisationers
mange og ofte gratis tilbud, Danidas u-landskalenderbøger, EMU´ens tilbud til både undervisere og
5
elever – og naturligvis materialer fra dit skolebibliotek, Centre for Undervisningsmidlers samt
Pædagogisk Mediecenters læremiddelsamlinger.
Disse supplerende muligheder og meget andet er omtalt eller henvist til på hjemmesiden.
Ni plakater om 2015-målene
Ved køb af et klassesæt af bogen leveres et gratis sæt undervisningsplakater fra organisationen O3V,
Oplysningscenter om den 3. verden. I alt ni plakater giver ideer til at behandle FN´s 2015 mål i
forskellige fag og på forskellige niveauer.
De ni plakater kan hænges op i klasselokalet, og indholdet kan trækkes ind efter behov, når de
enkelte mål behandles i løbet af skoleåret. Plakater og medfølgende lærervejledning kan også købes
ved henvendelse til O3V på tlf. 8612 2078.
6
Fattige lande som en del
af vores hverdag
Aktualitet og omverdensforståelse i forhold til u-lande er seriens hovedærinde. Overalt i deres både
nære og fjernere omverden støder eleverne på globaliseringsdebatten og spørgsmål om den fattige
del af verden. En positiv indgang er forsøgt overalt, hvor det er muligt. Altså at det nytter noget at
arbejde på opfyldelsen af FN´s 2015-mål, men også, at der fortsat er behov for at den rige del af
verden støtter udviklingen på globalt plan.
Aktualiteten kan være en pludselig opstået begivenhed som jordskælvet i Haiti og efterfølgende behov
for katastrofebistand, tørke i Mali eller oversvømmelser i Pakistan. I undervisningen skal der være
plads til at trække aktuelle begivenheder ind i forløbet, så eleverne selv som led i et aktivt og
undersøgende arbejde kan være med til at definere og beskrive deres arbejde.
På 3. og 4. klassetrin kan der arbejdes med materialet i kortere eller længere perioder, så
undervisningen fordeles hen over hvert af de to skoleåret.
Elevbogen Fattige lande – en del af din verden skaber den røde tråd, så der på den måde bliver
sammenhæng i formidlingen om u-lande som et led i kravet om at inddrage den internationale
dimension i både natur/teknik, dansk og øvrige fag eller i flerfaglige sammenhænge.
Brug også elevernes egne oplevelser eller erfaringer, fx fra rejser, fra familie eller venner og mange
andre aktiviteter.
7
Sådan kan der arbejdes
Bogen kan naturligvis læses isoleret og af lyst – men i et undervisningsforløb er det oplagt at udnytte
den i en større sammenhæng, hvor der inddrages yderligere stof alt efter elevernes muligheder og
behov for at udforske og bearbejde stoffet yderligere. Selve bogen skal give den grundlæggende
indføring i temaet og være med til at holde fokus og ”den røde tråd” i forløbet.
Med henvisning til fx Dun & Dunns læringsstilsmodel med dens forskellige elementer og
stimuliområder kan det være god at overveje, hvordan elevernes interesse for temaerne kan skærpes.
Udbyttet og dermed elevernes grad af succes med at skaffe sig ny viden, holdning og færdigheder på
hver deres allerbedste måde kan sandsynligvis bedres ved at tilbyde variation og differentiering i
arbejdet. Elevernes egne styrkesider skal frem i lyset.
I denne forbindelse kan overvejes forhold som disse:
◗ Fysiske og miljømæssige forhold som klasseværelset, arbejdsredskaber, bog, elevopgaver,
computerbrug, mobil, net, billeder, lyd, nyhedsmedier, pædagogisk servicecenter, uformelle
læringsmiljøer …
◗ Følelsesmæssige forhold som organisering af undervisningen, differentiering, proces, produkt,
motivationsaspekt, egne oplevelser og erfaringer …
◗ Sociale forhold som samarbejdsformer, individuelt arbejde, grupper, klasseundervisning,
lærerstyring, kommunikationsmuligheder, variation …
◗ Fysiologiske forhold som perceptionsmåder/kinæstetisk/taktil, visuel/auditiv, aktivitetsniveau,
sansebevidsthed, pauser …
◗ Psykologiske forhold som mulighed for analytisk eller impulsiv, reflekterende tilgang til arbejdet,
variation mellem at læse tekster i bog, på nettet, fotos, videostrimler, faglig tekstskrivning, elektroniske
produktioner, fabuleringer, opgaveløsning, interviews, selvaktivering, læreren som vejleder …
Eleverne skal altså have vide mulighed for at vælge arbejdsform, områder og opgaver ud fra erfaring
med individuelle foretrukne læringsstile. I bogens materiale er der muligheder for at bruge både
fagtekster, faktabokse, skematiske tegninger, kort og fotos. Via nettet er der adgang til såvel auditive
som visuelle præsentationer – og fra elevernes egne erfaringer og hverdagsoplevelser kan der trækkes
mængder af nyttigt og relevant stof i forløbet om den fattige verden.
Det er dog vigtigt, at du som underviser sikrer fokus for den enkelte elevs arbejde med stoffet, og her kan
bogen netop indgå som det centrale og styrende redskab for et sammenhængende og meningsfyldt forløb.
Materialet kan indgå i et traditionelt klassearbejde – eller der kan ud fra behov og interesser arbejdes
individuelt eller i større eller mindre grupper med forskellige de forskellige, aktuelle u-landstemaer.
8
Målene udstikker rammerne
Som nævnt er den internationale dimension et anliggende og et ubetinget krav for samtlige fag i
skolen, og i den forbindelse kan ”Udsigt til U-lande” indgå i mange forskellige fagsamarbejder. Dog vil
det på 3.-4. klassetrin ofte være natur/teknik, der naturligt bliver det fag, der arbejder med
problematikken om globale forhold og fattige lande. Så i det følgende beskrives målbeskrivelser for
netop dette fag nøjere.
I formålet for faget natur/teknik står, at eleverne opnår indsigt i vigtige fænomener og sammenhænge
samt udvikler tanker, sprog og begreber om natur og teknik, som har værdi i det daglige liv.
Eleverne skal vedligeholde og fremme deres glæde ved at beskæftige sig med natur, teknik,
livsbetingelser og levevilkår. De skal også udvikle deres lyst til at stille spørgsmål … De skal udvikle
forståelse for samspillet mellem menneske og natur i deres eget og fremmede samfund. Og de skal
udvikle ansvarlighed over for miljøet som baggrund for engagement og handling.
I de øvrige Fælles Mål 2009 og Undervisningsvejledningerne kan der hentes yderligere ideer til andre
fag som fx dansk, matematik og historie. Her skal blot opridses nogle af de oplagte trin- og slutmål,
der i faget natur/teknik kan være med til at begrunde arbejdet med verdens fattige lande som en del
af årsplanen.
Fra natur/teknik efter 4. klasse kan det være mål som disse:
◗ bruge enkle fagudtryk i beskrivelsen af vejriagttagelser, herunder temperatur, vindstyrke,
nedbør og sigtbarhed
◗ redegøre for karakteristiske træk ved lokalområdet, herunder opdeling i land, by og trafikårer
◗ kunne anvende enkle kort, faglige signaturer og verdenshjørnerne
◗ give eksempler på, hvordan medier formidler viden om naturen, herunder hvordan der formidles
viden om vejr, sundhed og naturkatastrofer
◗ beskrive og give eksempler på menneskers levevilkår i andre kulturer på forskellige udviklingstrin
i forhold til egne levevilkår
◗ kende forskellige klimazoner og plantebælter på tematiske kort, herunder hvad der kendetegner de
fire klimazoner og deres plantebælter, herunder typiske husdyr
◗ kende eksempler på menneskers levevilkår i forskellige klimazoner
◗ kende de syv verdensdele og kunne udpege dem på et verdenskort
9
◗ kende geografiske forhold, der er karakteristiske for udvalgte regioner og lande i vores egen
verdensdel, herunder kunne aflæse vigtige oplysninger om landets natur
◗ give eksempler på naturanvendelse og naturbevarelse lokalt og globalt, herunder skovdrift,
landbrug og fredning
◗ formulere spørgsmål og fremsætte hypoteser på baggrund af iagttagelser, oplevelser og mindre
undersøgelser
◗ sammenligne resultater og data af både praktiske og mere teoretiske undersøgelser
gennemtegninger, diagrammer, tabeller, digitale billeder eller lydoptagelser
◗ formidle – mundtligt og skriftligt – data fra egne undersøgelser og eksperimenter med relevant
fagsprog på forskellige måder og med forskellige medier.
Husk, at trin- og slutmål skal betragtes som hensigtserklæringer, der er med til at afstikke kursen for
faget. Det er vel at mærke mål, som alle elever ikke nødvendigvis kan opfylde til fulde, men der skal
arbejdes frem mod dem.
Fagsproget
At kunne læse fagtekster er en helt nødvendig forudsætning i videnssamfundet, og de fleste elever har
da også stor appetit på de faglige tekster. Men det skal læres – også i de enkelte skolefag.
Elevbogen lægger op til, at eleverne samtidig øves i at udnytte effektive og funktionelle læsestrategier
og færdigheder i forhold til netop det fag-faglige og konteksten omkring indholdet. I Arbejdshæftet er
der fx flere forslag til brug af ordkort, der kan være med til at få bedre styr på fagord og begreber.
I de nye Fælles Mål prioriteres fagsproget, faglig læsning, skrivning og formidling da også højt – og for
at nå frem mod ministeriets mål er det nødvendigt, at du som underviser også arbejder med dette
område af elevernes læring. Det er ikke længere kun et anliggende for dansklæreren.
Eleverne møder fagsproget i utallige sammenhænge også uden for skolen. Det kan være i egne
hverdagsoplevelser, i fritidsaktiviteter, ferieoplevelser og mange andre steder. Og ud over skolens
læremidler og formelle læring har de samtidig deres egne, elektroniske redskaber og nye sprog som
Flickr, Ning, wikier, blogs, games, tags, RSS-feed ...
Lad eleverne bruge deres kvalifikationer, også når de fx arbejder med hjemmesidens muligheder.
10
Det fag-faglige indhold
Fattige lande – en del af din verden er den første titel i serien og henvender sig til 3. – 4. klassetrin.
Udgangspunktet er som sagt FN´s otte 2015-mål samt udvalgte lande fra forskellige verdensdele.
I bogen fokuseres på disse lande fra hver deres verdensdel.
Afrika: Sydafrika og Ghana
Asien: Indien og Vietnam
Caribien og Sydamerika: Brasilien, Haiti og Bolivia
Oceanien: Kiribati
Disse forskelligartede lande er udvalgt for at kunne bruges eksemplarisk i forhold til de øvrige u-lande
i verden. Temaerne lægger sig nøje op ad de otte 2015-mål.
På Udsigt til U-landes hjemmesiden:
www.emu.dk/tema/ulande
lægges op til også at trække tråde til mange andre lande og temaer. Men det er op til hver enkelt
underviser og klasse at vurdere, hvad der er tid til og behov for i det helt konkrete undervisningsforløb.
Lad eleverne bruge bloggen på hjemmesiden for på denne måde at være med til både at formidle og
stille spørgsmål til deres læring. Undersøg også muligheder for virtuel kontakt til skoler og elever i et
eller flere u-lande. Evt. via kontakter hos danske u-landsorganisationer, en oversigt over disse findes
på hjemmesiden..
I de følgende to titler i serien ”Udsigt til U-lande” for hhv. 5.-7. klasse og 8.-10. klasse arbejder eleverne
videre med problematikken om fattige lande i en globaliseret verden fortsat med udgangspunkt i
2015-målene..
Nogle af temaerne behandles videre på et højere niveau i forhold til de ældre elever, så der sikres en
faglig progression op gennem skoleforløbet. På den måde skabes også genkendelighed i forhold til en
række cases og lande fra elevernes tidligere undervisning.
11
Om serien Udsigt til U-lande
Udsigt til U-lande er et lærebogssystem om u-lande.
Det består af i alt tre bøger: for hhv. 3.-4. klasse, 5.-7. klasse og 8.-10. klasse.
Til serien hører en hjemmeside: www.emu.dk/tema/ulande
Udsigt til U-lande tager udgangspunkt i FN’s 2015-mål og har blandt andet fokus på
fattigdom og sult
skole uddannelse
sundhed og sygdomme
natur og miljø
arbejde og handel
samarbejde mellem i-lande og u-lande
Bøgerne er oplagte at bruge til klasseundervisning, emnearbejder og faglig læsning, ligesom de
selvfølgelig også kan læses af lyst. Tilsammen danner de tre titler et undervisningssystem til arbejdet
med u-landsformidling fra 3. – 10. skoleår.
Fattige lande – en del af din verden er den første titel i serien og henvender sig til 3. – 4. klassetrin.
Klik ind på www.emu.dk/tema/ulande
Udsigt til U-lande
12