1. No category

Tilpasset idræt i skolen
- så elever med handicap kan være med
Af Vibeke Lund og Søren Jul Kristensen
Udgivet af:
Handicapidrættens Videnscenter
Havnevej 7, 4000 Roskilde
post@handivid.dk
www.handivid.dk
Tlf. 4634 0000. Fax 4634 0011
Hæftet er udgivet i samarbejde med
Dansk Handicap Idræts-Forbund og
Dansk Skoleidræt. Udgivelsen er støttet
økonomisk af EYES-DK, som er en pulje
oprettet af Kultur- og Undervisningsministeriet i forbindelse med EU-året for
Uddannelse gennem idræt.
Hæftet udkom første gang i 1995 under
titlen »Handicapidræt i skolen«. Til den
foreliggende udgave har forfatterne
foretaget en grundig opdatering og revision af manuskriptet, så det afspejler
den udvikling, der er sket i idrætten og
folkeskolen i de forløbne ca. 10 år.
Tegninger:
Jørgen Møballe (fra 1. udgaven)
Forsidefoto:
Niels Nyholm
Citater fra bogen »VI ER MED«
af Jette Lyhne,
Handicapidrættens Videnscenter 2004
2. udgave 2004 ISBN:
87-90388-10-0
Indhold
Forord..............................................................4
Tilpasset idræt i skolen ................................5
Legeaktiviteter ............................................12
Stopdans........................................................................ 12
Hajen kommer............................................................... 13
Skyde bjørne.................................................................. 13
Indfyr.......................................................................13
Radiobiler...................................................................... 14
Kondibane ..................................................................... 15
Den dovne træner .......................................................... 15
Bingoleg ........................................................................ 16
Stafetter .......................................................18
Rullebrætstafet ............................................................. 19
3-i-l stafet ..................................................................... 19
Kikkert-fodbold stafet.................................................... 19
Nedspringsmåtte stafet................................................. 20
Udendørs aktiviteter ..................................21
Idrætscross.................................................................... 21
Atletik ........................................................................... 23
Boldspil .........................................................27
Rundbold ....................................................................... 28
Finsk rundbold og cricket .............................................. 29
Shifttennis..................................................................... 29
Bordtennis..................................................................... 30
Boccia............................................................................ 30
Roboule.......................................................................... 31
Siddende volleyball ....................................................... 32
Rullebrætbold................................................................ 33
Kørestolsrugby.............................................................. 33
Kørestolsbasket............................................................. 34
Kørestolsfodbold............................................................ 34
Goalball.....................................................................:....34
Gymnastik .................................................... 36
Redskabsbane ............................................................... 36
Småredskaber ............................................................... 37
Hjælp at hente ............................................. 38
Forord
Rasmus
10 år, 3. klasse, er
lettere spastisk
Kristian
10 år, 3. klasse,
har muskelsvind
Louise
12 år, 6. klasse,
har hånddefekt
Martin
14 år, 8. klasse, er
lettere spastisk
Nina
14 år, 8. klasse,
er lam i benene
Ulla
15 år, specialskolens ungdomsklasse, er udviklingshæmmet
Søren
15 år, 8. klasse,
er helt blind
Kamilla
17 år, 2. g,
er meget svagtseende
- Jeg er ikke med til gymnastik i skolen, fordi jeg skal til fys
(fysioterapeut) den dag. I 3. klasse har jeg været med til gymnastik to gange. Det er kun når jeg ikke går til fys. Fys har
altid ligget oven i gymnastiktimerne, lige siden jeg startede
i skolen.
- Det er irriterende, når de andre spiller fodbold. Så kan jeg
ikke være med - så går vi en tur, min hjælper og mig, og køber
ind. Men det er sjovt at have gymnastik. Så det er nok gymnastik, der er mit yndlingsfag.
- Hvis der er noget, jeg gerne vil, og min mor siger: "Det kan du
ikke, Louise". Så siger jeg: "Jeg vil gerne prøve det - og se om
det lykkes."
- Når vi spiller fodbold er jeg lidt bange for at tackle de store. Men
børnene passer lidt mere på mig end på de andre, fordi de ved, at
jeg lettere falder. De er gode til at tage hensyn. De er mere voldsomme over for dem, som er lige så stærke som dem selv.
- Jeg undrede mig over, hvorfor jeg ikke kunne være med. Men
jeg har aldrig snakket med lærerne om det. Fra 3. til 7. klasse
har jeg bare haft fri i idræt.
- Gymnastik det er dejligt, og jeg er meget god til det og glad for
det. Jeg er bedst til hockey-kamp. Det er jeg smadderdygtig til.
Jeg scorer virkelig mål.
- Det var meget sjældent, jeg var med til idræt i skolen. Jeg
gik som regel et andet sted hen med en støttelærer. Det skete
meget sjældent, at klassen lavede noget, jeg kunne være med
til. I stedet for løb jeg 100 m løb.
- Vi spiller volleyball og badminton for tiden, og det er ikke
sagen, det er ikke så handicapvenligt. Jeg kan løbe en tur i
stedet, men det er ikke så sjovt som at være sammen med de
andre.
Tilpasset idræt i
skolen
Introduktion
Det kan være svært for elever med handicap at deltage i
idrætsundervisningen sammen med kammeraterne. Som
udtalelserne på foregående side viser, er det ikke lysten, der
mangler1. Alle de citerede elever er aktive i idræt i fritiden.
Men i skolens idrætsundervisning kniber det i mange tilfælde
for dem at hænge på. De "alternative" tilbud, de får, opleves
langtfra altid som tilfredsstillende.
Eleverne vil meget gerne være med, og det er også deres soleklare ret. Men idrætsundervisningens form og rammer betyder
ofte, at de i praksis bliver udelukket eller kun deltager sporadisk.
Dette hæfte er tænkt som en håndsrækning til lærere og pædagoger, som ønsker at blive bedre til at inkludere elever med
handicap i idrætsundervisningen. Her er inspiration at hente.
Det gælder både, når idrætsundervisningen skal tilrettelægges
for klasser, hvor én af eleverne har nedsat funktionsevne, og
når hele klassen i en periode arbejder med handicapidræt som
tema.
Aktivitetsforslagene i hæftet er møntet på klasser, hvor en enkelt eller nogle få elever har handicap, men de kan også bruges
som inspiration for idrætsundervisningen i specialklasser.
Revideret indhold
Hæftet udkom første gang i 1995 med titlen "Handicapidræt
i skolen". Teksten i nærværende udgave er stærkt revideret i
forhold til den oprindelige. Der er kommet nye afsnit til. Indledningsvis er der lagt vægt på at indføre læseren i, hvordan
den inkluderende tankegang kan praktiseres i idrætsundervisningen.
Hæftet handler om elever med nedsat funktionsevne. Denne
betegnelse dækker mange forskellige handicap samt vanskeligheder af motorisk eller sansemotorisk karakter. I de mange
eksempler, som hæftet indeholder, er der især sat fokus på
elever med nedsat bevægelsesfunktion og elever med stærkt
nedsat syn eller helt manglende synsevne. Men i praksis er det
en alsidig elevgruppe, der vil have glæde af den inkluderende
undervisning, der er hæftets bærende tankegang. I nogle
situationer vælger vi at benævne målgruppen som elever med
handicap, andre gange som elever med nedsat funktionsevne.
Uanset hvilket ord man bruger, skal man være opmærksom
på, at funktionsevnen altid skal ses i relation til det
omgivende samfund. Omgivelserne kan i større eller mindre
'Citaterne stammer fra bogen VI ER MED - en interviewbog med børn og unge med
handicap udgivet af Handicapidrættens Videnscenter 2004. Se afsnittet »Hjælp at
hente« bagerst i hæftet.
grad hæmme eller fremme den unges funktionsevne og dermed
hans eller hendes mulighed for at deltage 2.
Den rummelige skole
Hæftet tager udgangspunkt i folkeskolelovens intentioner om
en rummelig skole. Vi ser på formålet for faget idræt og de centrale kundskabs- og færdighedsmålområder, som stiller krav
om en "rummelig" tilrettelæggelse af idrætsundervisningen.
Vi ønsker at fremme mulighederne for inkluderende undervisning, men samtidig præsenterer vi idéer til "parallelle aktiviteter". Skal idrætstimerne gennem et tiårigt skoleforløb opleves
som alsidige for alle elever, kan det i perioder være et rigtigt
valg at lade den stærkt fysisk handicappede eller synshandicappede elev arbejde alene med en støttelærer eller sammen
med nogle få klassekammerater.
Vi har valgt at inddrage idrætslige indholdsområder som legeaktiviteter, atletik, friluftsaktiviteter, gymnastik og boldaktiviteter. De fleste aktiviteter vil som udgangspunkt være velkendte. Andre mere ukendte er hentet fra handicapidrætten.
Sidst i hæftet findes en guide til, hvordan man kan få mere
hjælp til tilrettelæggelse af undervisningen, og hvor man kan
låne eller leje de særlige idrætsrekvisitter, der indgår i aktiviteterne.
Enhedsskolen
Folkeskoleloven fra år 2000 afspejler forpligtelsen til at rumme
elevernes forskellighed. Folkeskolen er en enhedsskole, en skole for alle. Med dette udgangspunkt forpligter folkeskolen sig
derfor til at være et mødested for børn og unge med forskellig
baggrund, og et sted hvor de på trods af deres forskellighed alle
skal have optimale muligheder for alsidig udvikling. Man taler
om den rummelige folkeskole, hvor undervisningsdifferentiering skal sikre, at alle elever kan samles i et undervisnings fælle s skab - et lærende fællesskab, hvor alle er ligeværdige bidragydere. Det drejer sig om både helt almindelige
elever og elever med særlige behov.
Undervisningens mål og indhold - også i idræt - må være så
åben og fleksibel, at alle elever kan deltage og hver enkelt elevs
potentiale, forestillinger og forudsætninger tilgodeses. Når
mange elever med nedsat funktionsevne alligevel oplever sig
ekskluderet i idrætsundervisningen, skal det sandsynligvis
ses som et udtryk for, at det er svært at leve op til denne
rummelighedens didaktik. Både elevernes egne beretninger og
henvendelser fra skolerne vidner om, at mange lærere gerne
vil, men mangler viden.
Hæftet her skal ses som en håndsrækning til at komme fra mål
til virkelighed.
2
Verdenssundhedsorganisationcn WHO har defineret ordet funktionsevnenedsættelse
som: "et overordnet begreb for tab eller nedsættelse af kropslige funktioner eller strukturer og begrænsninger i aktiviteter eller deltagelse". (ICF, 2003)
Formål for
faget idræt
Alle elever har ret til undervisning i hele folkeskolens fagrække. Folkeskolelovens § 18 gør det svært at tilsidesætte denne
ret. Her står:
Undervisningens tilrettelæggelse, herunder valg af undervisnings- og arbejdsformer, metoder, undervisningsmidler og
stofudvælgelse, skal i alle fag leve op til folkeskolens formål og
varieres, så den svarer til den enkelte elevs behov og forudsætninger.
Stk. 2. Det påhviler skolelederen at sikre, at klassens øvrige lærere planlægger og tilrettelægger undervisningen, så den rummer udfordringer til alle elever.
Der står desuden om formålet for faget idræt:
Formålet med undervisningen i idræt er, at eleverne gennem
alsidige idrætslige oplevelser, erfaringer og refleksioner opnår
færdigheder og tilegner sig kundskaber, der giver mulighed for
kropslig og almen udvikling.
Stk. 2. Eleverne skal have mulighed for at opleve glæde ved og
lyst til at udøve idræt og udvikle forudsætninger for at forstå
betydningen af livslang fysisk udfoldelse i samspil med natur,
kultur og det samfund, de er en del af.
Stk. 3. Eleverne skal opnå indsigt i og få erfaringer med vilkår
for sundhed og kropskultur. Undervisningen skal give eleverne
forudsætninger for at tage ansvar for sig selv og indgå i et forpligtende fællesskab.
Med baggrund i disse formuleringer må det være slut med
at fritage elever med nedsat funktionsevne fra idræt. Det har
fremstået som et paradoks, at folkeskolen har valgt at fritage
elever med handicap fra idrætsundervisningen, når man kan
have en forventning om, at især disse elever har et stort og
udækket behov for at få alsidige idrætsoplevelser. Vender man
blikket til andre af skolens fag, ses en helt anden reaktion på,
at elever har vanskeligheder. Er det faget dansk, der volder
problemer, vil eleverne ikke blive fritaget fra dansk, men
tværtimod få intensiveret undervisningen.
Undervisningsministeriet har stået for udformningen af centrale kundskabs- og færdighedsområder, CKF3 for faget idræt.
Disse områder er gældende for alle elever i folkeskolen. Målene
sikrer, at eleverne får mulighed for at:
- Få indsigt i og beherske forskellige kropslige udtryksformer
og anvende kropslige kompetencer.
- Opleve at mestring, kampen, legen og dansen i idrætten har
betydning for den personlige, sociale og kulturelle identitet.
3
Faghæfte 6. Idræt. Klare mål. (2002). Undervisningsministeriet.
- Kende til idrættens betydning, socialt, kulturelt og sam
fundsmæssigt.
- Opnå indsigt i sammenhængen mellem livskvalitet, sundhed,
fysisk bevægelse og kroppens kommunikationsmuligheder.
En del elever med handicap har oplevet at få byttet idrætsdeltagelse ud med fysioterapeutisk træning. Det er en træning,
som har til formål at vedligeholde eller forbedre deres fysiske
funktion. Med baggrund i formålet for faget idræt og beskrivelsen af de centrale kundskabs- og færdighedsområder er det
indlysende, at terapeutisk træning ikke kan erstatte idrætsdeltagelse.
Er man i tvivl om, hvorvidt eleven kan klare en idrætsaktivitet,
er det en god idé at spørge eleven, forældrene, fysioterapeuten
eller andre fagpersoner til råds. En aktivitet skal naturligvis
ikke være skadelig for barnet, men sandsynligvis har flere elever med handicap lidt skade ved mangel på aktivitet end på
idrætsdeltagelse.
Undervisningens
tilrettelæggelse
Den rummelige og inkluderende skole tænker i relationer.
Som ramme for denne tænkning trækker vi på den didaktiske
relationsmodel. Modellen ser undervisning ud fra seks pejlemærker:
• læringsforudsætninger,
• rammefaktorer,
• mål,
• indhold,
• læreprocesser og
• vurdering.
Udfordringen er at kunne kombinere dem og blive bevidst om,
at ingen af dem kan stå alene, men at de til stadighed kan påvirkes og forandres i et indbyrdes samspil. Nogle eksempler
kan illustrere dette.
Har én eller flere elever i klassen nedsat funktionsevne, der
medfører brug af kørestol, er læringsforudsætningerne ændret.
Når læringsforudsætningerne ændres, påvirker det rammefaktorerne. Læreren må tænke på tilgængelighed, varighed
af deltagelse, gruppesammensætning, men også lærerens egen
viden er en del af rammefaktorerne.
Læringsmålene er beskrevet i undervisningsministeriets faghæfte 6. Idræt. Klare mål. I hæftet er følgende mål beskrevet:
- Kroppen og dens muligheder.
- Idrættens værdier.
- Idrætstraditioner og idrætskulturer.
Med en kammerat i kørestol i klassen vil mål fra faghæftet som
at "afprøve og udvikle idrætslige lege og spil" få ny aktualitet.
"Indgå i forpligtende fællesskab i forbindelse med idrætsudøvelse" vil på samme måde blive en konkret og nødvendig opgave.
8
Læringsmålene er påvirket af rammefaktorerne. Er der misforhold mellem disse to, påvirker det læreprocessen.
Indholdet af undervisningen må ligeledes afstemmes efter
mål, rammer og forudsætninger. At lære et traditionelt holdspil som basketball, vil være en vanskelig opgave for en klasse
med en svagtseende elev. Ændres opgavens fokus til i stedet
at udvikle et spil, som alle kan deltage i, matcher indholdet
læringsforudsætningerne.
Læreprocessen bliver i dette tilfælde åben for elevernes deltagelse, idet de udvikler spillet i fællesskab i en vekselvirkning
mellem praksis og forhandling.
I andre situationer vil læreprocessen mere have karakter af
instruktion. Det kan være i situationer, hvor en speciel teknik
skal forklares eller en regel introduceres. Valg af læreproces
afhænger af indhold, rammer, mål og forudsætninger.
Vurderingen indgår som en løbende del af læringens reflekterende rum. Vurderingen er med til at udvikle såvel aktivitet
som deltagere.
Også det organisatoriske niveau må vurderes. Her tænkes fx
på skolens måde at håndtere det anderledes på, og på hvordan
mulighederne er for at få særlige idrætsrekvisitter. Mulighed
for midlertidig eller permanent tildeling af støttetimer til idræt
må ligeledes indgå i den løbende vurdering.
Kvalificering
Lad os gennem eksempler fra praksis se, hvordan denne tænkning kan folde sig ud i en klasse med en handicappet elev.
Som udgangspunkt kan indsatsen gå i to retninger. Den ene
sigter på en kvalificering af elevens læringsforudsætninger,
den anden sigter mod de omgivelser, som eleven er en del af;
det vil sige rammefaktorer, læreprocessen, indhold og mål for
idrætsundervisningen. Følgende oversigt kan illustrere de to
tilgange:
Kvalificering af barnets læringsforudsætninger
1. Anerkende barnets ønsker om deltagelse.
2. Fremme en talentspejderkultur i stedet for en fejlfinderkultur.
3. Personlige hjælpemidler, der fremmer deltagelse. Det kan
være i form af kørestol, race runner eller proteser.
Kvalificering af omgivelserne: rammefaktorer, proces,
indhold og mål
1. Opkvalificering af lærerens forudsætninger.
Tildeling af en støttelærer i samtlige idrætstimer eller i et
begrænset antal timer eller i en kortere periode.
2. Idrætsrekvisitter, der fremmer deltagelse. Det kan være i
form af (særlige) bolde, bander- ramper, lyd- og lyskilder, elhockeystol.
3. Udvikling af rammer og regler for aktiviteten i samspil med
alle eleverne.
4. Skifte fokus på mål for aktiviteterne. Fokus flyttes fx fra
resultat til proces eller fra det forudsigelige til det overra
skende i en aktivitet.
5. Variere læringsstil / pædagogisk metode.
Kvalificering af barnets lærings forudsætninger og kvalificering af omgivelserne vil gensidigt udvikle hinanden. Når den
svært spastiske elev får en race runner4, vil eleven blive i stand
til at deltage i rundbold sammen med resten af klassen. På den
anden side vil deltagelse af en kammerat på en race runner
nødvendiggøre, at omgivelserne kvalificeres. Det er ikke nogen
let opgave at køre hurtigt på en race runner, hvis rundboldspillet foregår på græs. Det vil gå meget bedre, hvis klassen
bliver enige om at flytte spillet til et asfalteret område eller til
et trægulv.
Kvalificering af barnets læringspotentiale er tæt forbundet
med evnen til at se og anerkende barnet som det er. Mange
elever med handicap fortæller, hvordan de har oplevet deres
idrætsundervisning fra bænken. Her har de siddet, ikke som
deltagere, men som tilskuere, fordi nogle har dømt dem ude.
Lige så mange elever har haft et ønske om at være med. Vi
kan kun anbefale lærerne at snakke med eleven om drømme og
ønsker til idrætten. Samtalen om, hvordan drømme bliver til
virkelighed, vil give hele klassen en fælles ansvarsfølelse
for, at idrætsundervisningen bliver udbytterig for alle. Man
kan spørge, om der ikke findes grænser for, hvor langt man
kan gå i kvalificering af omgivelserne. Svaret er: Jo der er en
grænse, men hvor grænsen ligger er derimod sværere at
fastslå. Det kan variere, afhængig af klassetrin, idrætsaktivitet, klassens, lærerens og den handicappede elevs indstilling.
En rettesnor kan være, at man skal kunne fastholde målet for
aktiviteten. Bliver tilpasningerne så omfattende, at ideen med
aktiviteten mistes, bør man vælge en anden aktivitet. Det kan
være en god mulighed i en kortere perioder at dele klassen, så
eleven med nedsat funktionsevne træner for sig selv eller
sammen med én eller flere kammerater. Denne træning kan
indeholde momenter, der kvalificerer eleven til en aktivitet,
som hele klassen senere skal i gang med. Et spil som fx
fodbold vil være svært at tilpasse, så den blinde elev eller
eleven i elektrisk kørestol kan deltage. Når klassen har
fodbold, kan den blinde elev eller eleven i kørestol tage
forskud på fx atletiktræningen sammen med en støttelærer og
evt. et par kammerater.
Når hele klassen efterfølgende starter på atletik, har eleven
med handicap allerede fået lært sig nogle basisfærdigheder,
der gør det lettere at profitere af den fælles undervisning.
4
Race runner er en dansk udviklet "løbe-stol", som anvendes af personer, der har spastiske lammelser i arme og ben.
10
Konklusion
Der er mange håndtag at dreje på, når man skal tilrettelægge
en inkluderende idrætsundervisning.
I bedste fald kan en elev med nedsat funktionsevne være den
ydre anledning, der sikrer en inkluderende idrætsundervisning for alle elever, også for de elever som ikke er handicappede, men er motorisk usikre, overvægtige eller blot ikke finder
traditionel idrætsdeltagelse attraktiv.
For elever med et større potentiale inden for fysisk aktivitet
vil en varieret tilgang til idræt være en udfordring, der giver
større indsigt i idrættens kompleksitet.
I dette afsnit har vi lagt vægt på at præsentere en bred forståelse af inkluderings-tænkningen i idrætsundervisningen. I de
efterfølgende praksiseksempler indsnævrer vi målgruppen til
at omfatte elever med nedsat syn og blindhed og elever med
nedsat bevægelsesfunktion. Denne form er valgt, fordi den
både demonstrerer en generel metode for tilpasning af idrætsaktiviteter, og fordi den giver lærere og pædagoger inspiration
til aktiviteter, der kan få eleverne fra bænken til banen.
11
Legeaktiviteter
De lege aktiviteter, vi har valgt at beskrive, kan bruges til
opvarmning, men kan også i mange tilfælde have et bredere
trænings mæ s sigt sigte.
De fleste elever med nedsat funktionsevne vil uden særlige hensyn kunne deltage i aktiviteterne sammen med resten af klassen. Andre vil have behov for, at læreren med udgangspunkt i
relation stænkningen tilrettelægger undervisningen mere målrettet på deres deltagelse. Det kan fx være eleven med nedsat
balance, der får en skammel erstattet med en plintkasse, eller
eleven der udfører aktiviteten siddende i stedet for at stå op.
Elever med muskelsvind eller svær spasticitet benytter ofte
elektrisk kørestol. Det betyder, at den fysiske opvarmning er
begrænset. For disse elever kan det være nødvendigt at lægge
mere vægt på den mentale side af opvarmningen eller legeaktiviteterne.
Elever med nedsat syn eller blindhed kan have behov for hjælpemidler i form af særlige lydkilder1, eller for at følges med en
kammerat eller støttelærer. Skal undervisningen opleves inkluderende, kan også andre faktorer inddrages. Det kan være
tilpasning af rammer, regler og pædagogisk metode, fx særlige
markeringer eller præcis verbal instruktion og genkendelighed
i aktiviteten.
I det følgende præsenteres forskellige aktiviteter, der kan bruges som de er, eller tilpasses så de matcher elevernes læringsforudsætninger.
Stopdans
1
Lydkilder kan være klap i hænderne som
angiver den retning, den blinde skal løbe.
Det kan være brug af kendt musik til bestemte øvelser, eller en fløjte, hvor betydningen af fløjtens lyd er aftalt.
12
Eleverne bevæger sig rundt til musik. Når musikken stopper,
er opgaven at køre eller løbe hen til et område, der er aftalt på
forhånd. Det kan være et bestemt tøndebånd, en bom, et mål,
en ribbe eller lignende.
Bevægelserne til musikken kan varieres afhængig af målet
med aktiviteten. Målet kan fx være træning af basisbevægelser, balance, koordination eller andet.
Opgaverne, som eleverne skal løse, når musikken stopper, kan
også varieres afhængig af målet. Opgaven kan være at finde
sammen i en gruppe og lave en balance med et
bestemt antal berøringspunkter på gulvet.
Kørestolens hjul tæller for to berøringer.
Gruppens størrelse og antal berøringspunkter kan varieres fra gang til gang.
Andre opgaver kan løses individuelt. Eleverne kan fx balancere rundt på tøndebåndet. Elever med nedsat syn kan benytte
tøndebåndet som et spor at gå på. Kørestolsbrugeren kan køre
med hjulene på hver side af tøndebåndet. Elever med nedsat
balance kan gå sidelæns på tøndebåndet, for på den måde at
gøre understøttelsesfladen større og balancen lettere. For
svagtseende elever kan det være en hjælp at vælge tøndebånd i
iøjnefaldende farver. For nogle vil gul være den bedste farve spørg eleven. Det kan også være en hjælp for den svagtseende
elev at løbe sammen med en seende kammerat eller at have sit
tøndebånd liggende på samme sted fra gang til gang. For
nogle kørestolsbrugere vil det være en passende udfordring at
skulle køre ind i et tøndebånd, for andre vil det være for stor en
forhindring.
Hajen kommer
Eleverne deles i fire grupper, én gruppe i hvert hjørne. Hver
gruppe vælger, hvilken slags fisk de vil være. Én elev er haj og
står i midten. Legen starter, når læreren giver den første gruppe fisk lov til "svømme" ud, derefter følger den næste gruppe.
Når alle fire grupper fisk løber rundt, siger læreren: "Hajen
kommer". Hajen skal nu forsøge at fange sig et bytte. Når det
lykkes, bliver byttet den nye haj. Fiskene har helle i det hjørne,
hvor de starter.
For at kompensere for en elevs nedsatte funktionsevne kan
læreren vælge at ændre på rammefaktorerne og sende hajen
ud på rov på et tidspunkt, hvor den pågældende elev er tæt på
det hjørne, hvor han eller hun har helle. I stedet for at være
hajens letteste bytte, vil eleven opleve glæden ved at kunne
redde sig.
Skyde bjørne
Eleverne står i en kreds på hver sin tæppeflise eller i hver sit
tøndebånd. Tæppefliser er bedst, hvis der er en kørestolsbruger
med. En elev står i midten af kredsen med en kurv med "ammunition", fx 10 ærteposer eller bløde bolde. Når eleven i midten siger "løb", må han eller hun straks skyde efter "bjørnene"
indtil de er fremme på næste tæppeflise, hvor de igen har helle.
Den elev, der bliver skudt, skal nu stå i midten. Er der ingen,
der bliver skudt på de ti forsøg, samles boldene sammen, og
eleven i midten må vælge en ny skytte.
Reglerne kan ændres, så eleven med nedsat funktionsevne fx
kan have to liv. Bjørnene kan skiftes ud med langsommere dyr
som frøer eller slanger, hvis skytten i midten har nedsat præcision eller kraft i sit skud.
Lydfyr
Legen kan varieres på flere måder. Her vil vi give eksempler på
tre variationer.
1. Mellem seks og 10 elever står fordelt i gymnastiksalen eller
hallen. Eleverne får tildelt hver en lyd, de skal sige. Det kan
være en dyrelyd, et bogstav eller et tal. De andre elever står i
den ene ende af salen. De kan være gjort blinde, allerede mens
13
de venter på tur, eller de kan få blindemasker på, lige inden
de starter på deres tur. Den første ''blinde" elev starter og går
efter lyden på det første lydfyr. Læreren eller en anden elev udpeger det lydfyr, der bagefter skal gå i gang. Når den "blinde"
elev passerer lydfyret, stopper lydgivningen. Det næste lydfyr
sætter i gang. Sådan fortsætter legen til alle lydfyr er passeret.
En ny elev kan starte. Her er der god mulighed for, at kørestolsbrugere kan deltage. Denne udgave af legen giver et lavt
aktivitetsniveau.
2. Aktivitetsniveauet kan hæves ved at sætte flere "blinde" i
gang på banen. Måske skal lydfyrenes antal begrænses. De
"blinde" elever får indledningsvis en rute, de skal gå - hver elev
sin rute. Hvis lydfyrene benytter tal, kan opgaven være: "Du
skal gå til nr. 2 - 3 - 6. Når du kommer til nr. seks, stiller du dig
bag det lydfyr, her må du gerne tage masken af. Klassen kan
eksperimentere med, hvor mange elever det er muligt at være
på banen samtidig.
3. Denne variation er inspireret af dressurridning for blinde.
Mellem seks og 10 elever fordeles rundt i salen eller hallen
som lydgivere. Første elev siger: "Gå-gå-gå", anden elev siger:
"Kravl-kravl-kravl". Den tredje siger: "Baglæns-baglæns-bag
læns" og så videre. Den "blinde" elev skal nu bevæge sig fra lyd
fyr til lydfyr efter den instruktion, der kommer fra lydfyret.
Indholdet i legen kan varieres alt efter målet med den. Der kan
arbejdes med forskellige bevægelsesmønstre, som kan gøres
mere komplekse i takt med, at eleverne bliver dristigere. På et
tidspunkt kan man lægge en rullemåtte ud fra det ene lydfyr
til det næste og lade forskellige måtteøvelser indgå i legen. En
anden mulighed er at vægte samarbejdsmomentet og lade de
"blinde" elever arbejde sammen to og to gennem banen.
Radiobiler
14
Radiobiler er en leg, hvor eleven med en synsnedsættelse virkelig kan føle sig på hjemmebane. De andre elever får en stor
udfordring og mulighed for på egen krop at få indsigt i, hvilke
vilkår der er deres handicappede kammerats livsbetingelser.
Et område på omkring syv gange syv meter, afhængig af antal
deltagere, afmærkes med kegler. Eleverne arbejder sammen
parvis. Den ene elev skal være "blind" - brug blindemasker
eller et tørklæde. Vær opmærksom på, at tørklædet ikke må
dække ørerne. De "blinde" elever er inden for keglerne, mens
deres seende makkere står udenfor. De seende skal nu verbalt
styre hver sin "blinde" makker rundt indenfor det afmærkede
område, uden at der opstår kollision. Hvis det kan lade sig
gøre, skal de seende blive stående samme sted hele tiden. Når
eleverne er trygge ved denne leg, gøres den "farligere". Der
udpeges en "blind" fanger, som med hjælp fra sin seende makker skal fange de andre "blinde" ved at berøre dem. Disse skal
med hjælp fra deres makkere undgå at blive berørt. Der vil
uvægerligt ske nogle kollisioner - deraf navnet på legen. Der
er et par sikkerhedsforanstaltninger, man bør indtænke
i forbindelse med denne leg. Banen bør ikke være placeret for
tæt på en væg eller andre forhindringer, man kan støde ind i.
Legen egner sig ikke til kørestole - det gør simpelthen for ondt
at støde ind i dem.
Kondibane
Denne kondibane imødekommer behovet for, at alle elever kan
yde deres maksimale uden at skulle vente på andre, og uden at
nogle elever skal føle sig pressede.
Banen sættes op med en yderkreds og en inderkreds. Den yderste løbebane er for de hurtigløbende. Den inderste bane kan
benyttes af elever i kørestol, eller elever der af andre grunde er
lidt langsommere.
Aktiviteten kan varieres ved, at de to baner forsynes med forskellige rekvisitter. Den yderste bane kan indeholde springmomenter med forskellig højde. Den inderste bane kan indeholde
kegler til slalomkørsel eller -løb og sjippetove, der skal køres
eller hoppes over.
Eleverne kan vælge én af banerne, eller de kan skifte mellem
banerne, alt efter hvor der er plads, og hvilke øvelser de satser
på at kunne klare.
Banernes indhold kan udbygges efter klassens ønsker og de
træningsfærdigheder, der ønskes fremmet.
Den dovne træner
Denne aktivitet er bygget over en fast struktur, som samtidig
er åben for udvikling, evt. i samarbejde med eleverne.
Eleverne deles i to grupper, der stiller sig overfor hinanden
langs ribberne i hver side af salen. Princippet er nu, at eleverne
laver en aktivitet ved ribben i ét minut, hvorefter de bytter
plads med kammeraten overfor. Her laver de igen aktivitet i ét
minut. Legen veksler således mellem aktivitet ved ribben og
bevægelse fra ribbe til ribbe.
Opgaverne ved ribberne kan varieres, det samme kan måden
eleverne bevæger sig på fra ribbe til ribbe. Her beskrives
nogle forslag med styrketræning som tema. Øvelserne
beskrives både i forhold til mobile elever og i forhold til elever,
der sidder i kørestol.
Svagtseende elever kan med fordel stå først eller sidst i rækken for på den måde at få mere råderum og dermed tryghed.
For at hjælpe blinde elever med at holde retning i skiftene, kan
man lægge et tyndt tov ud på gulvet, som de kan gå eller løbe
på. Tovet kan evt. tapes fast på gulvet et par steder. Det er en
fordel for elever med synsnedsættelse, at der bruges kendte
øvelser og gives præcise verbale instruktioner. Her følger
nogle forslag til s tyrketrænings aktiviteter ved ribberne. Den
samme øvelse kan gennemføres ved begge ribberne, det vil sige
to gange i træk. Man kan også skifte øvelse fra gang til gang og
i stedet gennemføre programmet to gange. Tiden kan varieres,
så der bliver mere eller mindre end ét minut ved hver øvelse.
15
Armbøjninger: Mobile børn stiller sig med fødderne i nederste ribbe og holder med hænderne om en ribbe svarende til
skulderhøjde. De hænger med strakte arme og ben ud i rummet. Fra denne position bøjer de armene, til panden når den
ribbe, de har hænderne på.
Elever i kørestol kan bruge et elastikbånd, en træningsslange
eller evt. en cykelslange med passende modstand, som er fastgjort til ribben. De trækker med begge arme eller kun den ene
arm båndet ind mod brystet, og giver langsomt slip til armene
er strakt ud igen.
Armstrækninger: Mobile elever laver armstrækninger på
gulvet foran ribben. De kan enten lave dem med knæene i gulvet eller den seje udgave med kun fødderne i gulvet. Elever i
kørestol holder med hænderne på siden af stolen og stemmer
kroppen op og sænker den langsomt ned. (tegning)
Rygstrækninger; Mobile elever ligger på maven foran ribben
med hænderne under panden. De løfter og sænker langsomt
hoved og overkrop.
Elever i kørestol folder hænderne bag nakken eller strækker
armene over hovedet. De bøjer sig nu med ret ryg langsomt
fremover ned mod lårene, herefter retter de sig op igen.
Mavebøjninger: Mobile elever ligger på ryggen foran ribben
med bøjede knæ og fødderne i gulvet og med hænderne foldede
bag nakken. De løfter og sænker overkroppen fra gulvet.
Elever i kørestol løfter på skift knæene op til brystet, med
hjælp fra hænderne, hvis det er nødvendigt, ellers uden. Nogle
er i stand til at løfte begge ben samtidig.
Forslag til aktiviteter fra ribbe til ribbe: Elever, der benytter manuel kørestol eller elektrisk kørestol kører frem og
tilbage i den. Nogle vil kunne lide at skifte kørestolen ud med
et rullebræt.
Har man tilstrækkelig af dem på skolen, kan alle elever prøve
et rullebræt.
Mobile elever løber, hopper, kravler, hinker, sjipper fra ribbe til
ribbe, eller finder selv på sjove måder.
Bingoleg
16
Bingoleg er som den forrige aktivitet bygget over en fast struktur, men med mulighed for at variere indholdet. Eleverne
deles i hold på to til fire deltagere. Hvert hold får en
bingoplade med fire, seks eller otte numre, som står i forskellig
rækkefølge - for at undgår kø ved opgaverne. Opgaverne
ligger fordelt på gulvet under nogle kegler. Hver opgave har
et nummer, der svarer til et tal på bingopladen. Når holdet
finder en opgave med det tal, de er nået til på bingopladen,
udfører de opgaven. Når de er færdige, går jagten videre
på den næste opgave, der har det tal, de er nået til på bingopladen.
Opgaverne kan også her vælges inden for et tema. De samme
opgaver, som blev beskrevet før, kan anvendes her. Andre kan
fx være balance-temaer, boldbasis-temaer, løb-, spring- og kasttemaer. Opgaverne udformes, så de passer til elevernes forudsætninger. Man kan vælge at lade alle holdene gennemføre de
samme opgaver, eller lægge to opgavemuligheder under én eller flere af keglerne. Holdene kan vælge, hvilken af opgaverne,
de vil løse.
Kravene til holdene kan være, at de skal udføre opgaverne et
bestemt antal gange, fx 10 armbøjninger eller kaste bolden i
basketkurven fem gange, inden de går til den næste.
Opgaverne kan enten være beskrevet i tekst eller i billeder.
Eleverne kan evt. være med i fremstillingsprocessen. Der er
også mulighed for, at eleven med nedsat funktionsevne kan
udvikle og afprøve opgaverne sammen med sin støttelærer og
måske en eller flere kammerater, mens resten af klassen arbejder med en aktivitet, der er vanskelig for den handicappede
elev at deltage i. Det giver mulighed for mere intensiv træning
og fortrolighed med opgaverne, når resten af klassen tager fat
på aktiviteten.
17
Stafetter
Stafetter er i sin organisering en ideel ramme for inkluderende
idræt. Alle elever kan deltage i samme aktivitet, som i sit indhold er rig på variationsmuligheder.
Det er den samme grundform, der er benyttet i alle de beskrevne stafetter. Alle eleverne står bag startmarkeringen. Herfra
løber den første elev frem mod et punkt, vender og løber tilbage
til rækken, giver den næste et klap i hånden og sætter sig ned.
Når alle sidder bag startmarkeringen, er holdet færdigt. Med
baggrund i denne grundform kan stafetterne varieres afhængig af elevernes læringsforudsætninger, aktivitetens mål
og den læreproces, man ønsker at anvende. I stafetter er der
som udgangspunkt tre væsentlige faktorer, der er
tilgængelige for variation:
1. antallet af holddeltagere
2. distancen der skal tilbagelægges
3. måden, hvorpå man tilbagelægger distancen.
En varieret opbygning af stafetbanerne kan sikre, at både den
blinde elev, eleven i kørestol, den motorisk usikre elev og den
motorisk kompetente elev oplever glæden ved at øve sig, blive
bedre og at kunne.
Antallet af holddeltagere: Få elever på holdet giver højt
aktivitetsniveau, flere elever betyder lavere aktivitetsniveau.
En elev med nedsat funktionsevne, som sidder i manuel- eller
elektrisk kørestol eller benytter ganghjælpemidler, vil naturligt være langsommere end de øvrige elever. For at fastholde
den retfærdige kamp for alle, kan der være færre deltagere på
holdet med den handicappede elev. Passer antallet af elever i
klassen ikke med denne fordeling, kan man i stedet lade én
eller flere elever på de andre hold løbe to gange. Tag klassens
elever med på råd.
Distancen der skal tilbagelægges: Alle hold behøver ikke
løbe lige langt. Hvis én af banerne er særlig vanskelig, eller
hvis der på et af holdene er en elev med nedsat funktionsevne,
kan banen kortes af, rammefaktorerne ændres. Alle elever på
holdet behøver heller ikke løbe lige langt. Eleven med nedsat
funktionsevne kan vende tidligere end de andre. Efter at have
prøvet stafetten nogle gange, kan man evt. i samarbejde med
eleverne fastsætte den rette distance.
Måden hvorpå man tilbagelægger distancen: Måden eleverne kommer frem og tilbage på kan varieres afhængig af målet med aktiviteten. Eleverne kan i fællesskab konstruere nogle
baner, hvis mål er at være udfordrende, spændende, sjove, indeholde særlige balancemomenter, samarbejde eller andet. Inddrages eleverne i banernes udformning, gøres læringsprocessen
til diskussion i klassen. Eleven med handicap kan få forbedret
sine læringsforudsætninger ved at benytte et rullebræt, en
sportskørestol eller få hjælp af en seende kammerat.
18
Rullebrætstafet
I rullebrætstafet får alle elever mulighed for på egen krop at
mærke, hvordan man kan bevæge sig uden at bruge benene.
Eleverne deles i hold på fx fire elever. Hvert hold får ét rullebræt. Den første elev lægger sig på brættet og kører frem mod
en kegle, der står 5-10 m væk, kører rundt om keglen og tilbage
til holdet. Herefter kører nummer to og så videre. Aktiviteten
kan udvikles ved f.eks. at lade eleverne køre slalom ud og ind
mellem opstillede kegler.
Aktiviteten kan gøres sværere og mere tidskrævende, hvis eleverne dribler en bold foran sig.
Eleverne kan også ligge på ryggen på rullebrættet og trække
sig frem ved hjælp af et tov, der er bundet fast, så det går fra
ribbe til ribbe.
3-i-i stafet
Denne stafet er et eksempel på, hvordan man kan lave progression indenfor balance.
På den første bane bevæger eleverne sig på en gymnastikbænk,
der er forholdsvis lav og bred. Det giver en rimeligt stor understøttelsesflade.
På den anden bane bevæger eleverne sig på en balancebom,
der er højere og smallere. Det giver en mindre understøttelsesflade.
På den tredje bane er der tapet et afmærknings bånd eller lagt
et tov ud på gulvet. Her er balancepunktet ikke hævet, men
understøttelsesfladen er lille, hvis eleverne kun træder på
båndet, men større, hvis de træder både på båndet og på gulvet. Den tredje bane kan også benyttes af en kørestolsbruger,
der kører præcisionskørsel med hjulene på hver sin side af afmærkningsbåndet eller tovet. Banen kan også gennemkøres på
et rullebræt efter samme princip.
En elev med nedsat syn kan med fødderne orientere sig på
denne bane ved hjælp af båndet eller tovet. På alle baner kan
måden, eleverne bevæger sig på, gøres lettere eller
vanskeligere (progression). De kan fx gå, løbe, hoppe, hinke, gå
baglæns eller måske studse en bold, mens de går på
balancebommen, gymnastikbænken eller båndet. Kørestolsbrugeren kan også studse en bold under kørslen.
Kikkert-fodbold
stafet
Denne er stafet er både lærerig, sjov og svær. Her får alle elever en smagsprøve på, hvad det vil sige at have nedsat syn.
Eleverne inddeles på et passende antal hold. Den første på
holdet får både en kikkert og en badebold. Kikkerten bliver lavet af et ark kraftigt papir, der er foldet og tapet sammen som
et kræmmerhus. Badebolden har den fordel, at den er stor og
dermed let at få øje på, og så er den langsom og triller ikke så
langt, når der bliver sparket til den. I stedet for kræmmerhuset
kan eleverne bruge en kegle med hul i toppen som kikkert.
Den første elev i hver række starter med at sætte "kikkerten"
for det ene øje, lukke det andet og drible bolden rundt om keglen og tilbage igen til næste på holdet.
19
Nedspringsmåtte
stafet
20
Denne stafet kræver mod, samarbejdsevne og behændighed,
men så er den også sjov. Samtidig giver den fordel til elever
med nedsat syn.
Eleverne deles i to hold. Cirka fem meter foran hvert hold ligger en nedspringsmåtte, som det gælder om at få flyttet ned
til den modsatte væg. Eleverne stiller sig op i en række parvis
med hinanden i hænderne. Den ene elev er gjort blind med en
maske eller et tørklæde, den anden er seende og er samtidig
den, der har ansvar for, at der bliver givet præcise beskeder
under stafetten.
Det første par i hver række løber frem mod nedspringsmåtten.
Ét skridt før måtten råber den seende "spring", og parret springer op på måtten og lander på en måde, der får måtten til at
glide et stykke frem. Parret går sammen ud til den ene side og
løber tilbage og stiller sig bagest i rækken. Når de passerer det
næste par, der står parat, løber dette par frem mod måtten, der
nu ligger lidt længere væk. Den række, der først får skubbet
nedspringsmåtten til den modsatte væg, har vundet.
Udendørs aktiviteter
Vi har valgt at sætte fokus på to aktiviteter, som i deres form
og opbygning appellerer til en bredt sammensat gruppe. Den
første aktivitet, idrætscross, er ukendt for de fleste og vil derfor ikke af eleverne blive mødt med en forudfattet mening om,
hvordan man "plejer" at gøre. Aktiviteten indbyder til at arbejde med forskellige tilpasninger.
Den anden aktivitet, atletik, rummer i sin alsidighed gode muligheder for, at alle kan deltage uanset funktionsniveau.
Idrætscross
Idrætscross er med sine mangfoldige fokusområder en velegnet idræt til inkluderende undervisning. De enkelte aktiviteter
kan tilrettelægges, så de udvikler gruppens samlede potentiale med udgangspunkt i holddeltagernes individuelle styrker
- personlige såvel som idrætslige.
Læringsforudsætningerne for elever med nedsat funktionsevne
kan forbedres gennem brug afhjælpemidler som race runner,
kørestol, el-kørestol, håndcykel eller tandemcykel. Idrætscross
er en idrætsaktivitet, som blander flere forskellige
idrætsgrene. I idrætscross gennemgår man som hold en række
discipliner i umiddelbar forlængelse af hinanden. Disciplinerne
er hovedsageligt traditionelle udholdenheds-idrætter
kombineret med diverse opgaver, som holdet i fællesskab skal
løse. Der kan imidlertid også indgå mere utraditionelle
fysiske aktiviteter i idrætscross.
Holdsamarbejdet har stor betydning. Reglerne kan udformes
på en måde, så ikke alle på holdet nødvendigvis skal deltage
i alle disciplinerne. Er der fire deltagere, kan for eksempel de
tre stille op. Man kan evt. indføre en regel om, at den samme
person kun én gang må trække sig fra aktiviteten. Holdet kan
selv aftale, hvem der stiller op til de enkelte discipliner. Denne
regel giver mulighed for også at inddrage en aktivitet, som fx
træklatring, som en elev i kørestol vil have svært ved at deltage i.
Idrætscross foregår så vidt muligt i naturen med de muligheder, de lokale forhold giver.
Den fysiske træthed er en del af udfordringen for deltagerne. De
personlige grænser skal afprøves, både de fysiske og psykiske.
Disciplinerne og distancerne i idrætscross er oftest kendt på
forhånd. Enkelte discipliner (jokerdiscipliner) kan dog være
hemmeligholdt for spændingens skyld. Løbet kan tilpasses den
tid, der er til rådighed.
Disciplinerne i idrætscross kan fx være:
Løb/gang: Orienteringsløb, terrænløb, forhindringsløb, løb på
afmærkede ruter, rulleskøjteløb, kørestolrace og el-stolsløb.
Cykling: Mountainbike, almindelig cykel, håndcykel, tandemcykel eller race runner.
21
Svømning: I hav, sø, svømmehal, friluftsbad. Distancesvømning, forhindringssvømning eller stafetsvømning. Discipliner
der hører til lokalområdets særlige muligheder:
Klippeklatring, ridning, strandløb, skydning, bueskydning eller andet.
Andre aktiviteter, som kan spænde vidt og ikke nødvendigvis
er fysisk krævende, men fordrer andre kompetencer og evt.
appellerer til samarbejde på holdet: Teoretiske opgaver som
huskeopgaver, rebusopgaver, gåder eller andet. Eksempel på
idrætscross:
Hold på hver fire elever gennemgår følgende fem aktiviteter:
løb, kast, kimsleg, trillebør-stafet med blind chauffør og frisbee-golf.
Inden start får hvert hold udleveret et holdkort med emner,
holdet skal tage stilling til. Nedenfor er et eksempel på et holdkort.
Holdkort til idrætscross
Inden løbet starter, skal eleverne forhandle sig frem til målet
med løbet. De kan fx blive inspireret af følgende spørgsmål:
• er målet at blive nummer et?
• er målet at alle skal have en god oplevelse?
• skal alle deltage i alle aktiviteterne?
• hvad skal den lave, som evt. ikke deltager?
• hvem skal evt. deltage i hvilke aktiviteter?
• bestemmer I alle lige meget? eller vælger I en holdleder?
• andet?
Skriv aftalerne ned på holdkortet. Undervejs noteres i tabellen
de point, som holdet opnår ved hver aktivitet.
Aftaler:
Registrering af point: 1.
2.
3.
4.
5.1
5.2
5.3
5.4
5.5
5.6
Når løbet er slut tager holdene igen deres papirer frem og ser
på om målene for løbet holdt. Hvorfor - hvorfor ikke. "Hvis vi
skulle gøre det igen, så ville vi..." Beskrivelse af de enkelte
aktiviteter:
1. Løb. På en bane opstilles kegler med 10 eller 20 meters
mellemrum. Hver elev på holdet får 1 point for hver kegle, de
passerer. Eleven med nedsat funktionsevne får f.eks. dobbelt
så mange point pr. kegle. Efter f.eks. 10 minutters løb tæller
holdet pointene sammen og skriver dem på holdkortet ved 1.
2. Præcisionskast. Eleverne scorer point ved at kaste ærte
poser ind i tøndebånd, der ligger fordelt på jorden i forskellig
afstand fra kastelinjen. I hvert tøndebånd ligger en seddel i
en plastiklomme, her står hvor mange point, det pågældende
22
5ialt
tøndebånd giver. Tøndebånd, der ligger langt væk, giver flere
point, tøndebånd tæt på færre point. En elev med nedsat armfunktion kan f.eks. få fordoblet sine point. Holdet får 10 ærteposer, som det må lave en strategi for, hvordan skal kastes. Til
slut tæller holdet pointene sammen og skriver dem på holdkortet ved 2.
3. Kimsleg. Under et klæde ligger mellem 10 og 20 ting, hol
det får V2 minut til at indprente sig tingene. Når tingene igen
er dækket til, får holdet ét minut til at fortæller, hvad der er
gemt. Hvert korrekt husket ting giver 1 point. Inden aktivite
ten sættes i gang, får holdet mulighed for at lave en strategi.
Til slut tæller holdet pointene sammen og skriver dem på hold
kortet ved 3.
4. Trillebørstafet. Der opstilles to kegler med 10 meters mel
lemrum. Holddeltagerne skal på skift løse følgende opgave: 1)
køre en trillebør med blindemaske eller tørklæde på fra den
ene kegle til den anden. 2) være "blind" passager i trillebøren
3) stå ved siden af og guide føreren. Holdet får 1 point for hver
bane, det tilbagelægger (frem og tilbage er to baner). Bruger en
elev på holdet kørestol, fungerer kørestolen som trillebør. Kø
restolsbrugeren kan have to roller, som guide og som passager.
Holdet får 10 min. til at indsamle point. Til slut tæller holdet
pointene sammen og skriver dem på holdkortet ved 4.
5. Frisbee-golf. På en bane - gerne med bakker og buske - op
stilles mellem 5 og 10 nummererede kegler. Holdet får besked
om at følge banen rundt. Eleverne skiftes til at kaste frisbee'en,
så den rammer keglerne. Ved hver kegle hænger en oriente
ringstang. Når eleverne har ramt keglen, klipper de et mærke i
det tal på holdkortet, der svarer til tallet på den nummer kegle,
de har ramt - f.eks. 5.1. Holdet får 15 min. til at nå så mange
kegler som muligt. (De må gerne nå banen igennem flere gan
ge, hvis tiden rækker). Hver kegle giver 1 point. Til slut tæller
eleverne pointene sammen og skriver dem på i sidste rubrik på
holdkortet ved 5.
Atletik
Atletik består af løb, spring og kast.
Elever med nedsat funktion i benene kan uden problemer deltage i kast, mens de kan have behov for hjælpemidler som fx
cykel, race runner eller kørestol til løbeaktiviteterne. Spring
må evt. fravælges.
Omvendt vil en elev med nedsat funktion i armene have behov
for hjælpemidler til kastedisciplinerne, mens løb og spring giver færre problemer.
For elever med nedsat syn eller blindhed vil der være behov for
guidning. I dette afsnit er der eksempler på, hvordan aktiviteter kan udvikles og idrætsrekvisitterne tilpasses, så deltagelse
bliver mulig.
Organisering. I stedet for at fokusere udelukkende på, hvem
der kommer først, springer eller kaster længst, kan hver elev få
et træningskort, hvor elev eller lærer fra gang til gang noterer
23
elevens egen præstation. Eleven vil på den måde opleve sig selv
som en, der kan blive bedre, selv om indsatsen ikke rækker til
en førsteplads. Det er en stor tilfredsstillelse for en handicappet elev, der ofte møder nederlag, at få en erfaring om sig selv
som én, der kan, og én, der kan blive bedre. Bruges
træningskort må læreren sikre, at øvelserne er udformet på
samme måde fra gang til gang, ellers giver det ikke mening
at notere præstationerne.
Løb. Kørestolsrace er et naturligt alternativ til løb. Her er det
dog vigtigt at være opmærksom på, at aktiviteten kræver et
hårdt og jævnt underlag - græs og cinders duer ikke. Elever,
der har deres egen kørestol, kan benytte den. Det giver dog en
helt anden oplevelse afprøve en racerkørestol. For elever, der
bruger krykker eller gangstativ, kan det også være en god idé
at prøve en racerkørestol eller en race runner, der giver dem en
hidtil ukendt oplevelse af fart, mobilitet og spænding. Mange
elever med nedsat syn kan klare sig selv, blot man er
opmærksom på et par ting. Banen skal være tydeligt opmærket, så den er let at se. Det er en god idé, at eleven går eller
løber banen igennem et par gange for at være fortrolig med
bane og distance.
Andre elever med synsnedsættelse kan have behov for særlig
støtte. Der kan vælges mellem flere strategier. Eleven kan løbe
sammen med en seende kammerat. De kan løbe ved siden af
hinanden, den seende elev kan undervejs fortælle om retningen er korrekt. De kan også have kontakt til hinanden gennem
en snor, der er bundet om den seendes håndled, mens den blinde holder fast i den anden ende. Denne teknik kan bruges på
såvel bane som i terræn. Til løb på op til 100 m kan en person
stå for enden af banen og klappe i hænderne for på den måde
at angive den rigtige retning. Der kan også stå en "klapper"
midtvejs. "Klapperen" stopper lige før løberen passerer stedet,
herefter overtager den næste "klapper". Denne løsning forudsætter ro på banen, ellers er det umuligt at høre signalet. Det
er vigtigt, at alle potentielt farlige forhindringer på eller nær
banen er fjernet eller sikret.
24
Kørestolsslalom er en variation af løb. Eleven med nedsat
funktionsevne kan have glæde af at træne kørestolsslalom i en
periode, inden de øvrige elever starter på atletik. Samtidig er
det en aktivitet, som de andre elever i klassen synes er morsom
at deltage i, der skal blot skaffes en kørestol til formålet1.
Slalombanen kan gennemkøres i såvel manuel som elektrisk
kørestol. Banen kan have forskellige udformninger. Til markering af banen benyttes kegler med forskellig farve. Farven
fortæller, om keglen skal passeres forlæns eller baglæns. Har
man ikke kegler med forskellig farver, kan man i stedet markere dem med tape, flag eller andet. Banen kan stilles op såvel
udenfor som indenfor, dog ikke på græs eller lignende blødt
underlag.
Banens udfordring kan øges ved at lægge en måtte, som skal
passeres, eller lade deltagerne køre under en overligger, der er
placeret i passende højde på to højdespringsstøtter. Snak med
eleverne om opbygning af banen.
Banen køres igennem på tid, der gives fx 3 sekunders straftid
ved berøring af keglerne, og 10 sekunder hvis banen gennemkøres forkert.
Spring består af to kategorier, højdespring og længdespring.
Nogle elever med nedsat fysisk funktionsevne vil have glæde
af at deltage i højdespring, andre ikke. Tal med eleven om
det! Svagtseende elever kan deltage, hvis der bliver arbejdet
intensivt med tilløbet. Evt. startes uden tilløb. Samtidig vil en
tydelig mærkning af overliggeren være nødvendig.
Længdespring kan både gennemføres med og uden tilløb. Vælger man længdespring med tilløb, må springzonen markeres
tydeligt. Den svagtseende elev kan også guides med hjælp fra
en klapper, der står for enden af sandgraven. Eleven tæller
sit tilløb op, og markerer hvor starten er. Klapperen kan også
hjælpe ved at give et signal, når eleven skal springe.
1
Se kapitlet "Hjælp at hente" bagerst i hæftet
25
Længdespring med tilløb vil for mange være grænseoverskridende og utrygt. I stedet kan man springe uden tilløb, det vil
øge mulighederne for deltagelse.
Kast for elever med nedsat syn giver sjældent vanskeligheder,
blot skal læreren eller en elev være opmærksom på kasteretningen.
Nogle elever med dårlig balance eller nedsat funktion i armene
vil kunne kaste med almindelige bolde. For elever med sværere nedsættelser af funktionsevnen kan alternative former for
boldkast introduceres. Ved alle kastene må man eksperimentere med kasteafstanden, bolden og behovet for hjælp.
Ringkast: Nogle elever vil bedre kunne kaste med en ring end
en bold, da man i ringkast fører armen i et horisontalt plan.
Højdekast: Her sidder eleven i kørestol tæt ved højdespringsstøtterne, hvor overliggeren er placeret i passende højde. Bolden kastes over med underarmskast, som for mange med nedsat armfunktion er det letteste kast at udføre. Man kan også
lægge en ærtepose på håndryggen, eleven skal da føre armen
lige op.
Hjørnebold: En form for præcisionskast, hvor der anvendes ærteposer, kasteringe eller bocciabolde. Der kastes mod en plade
der er inddelt i felter med angivelse af det antal point, man får
for at lande indenfor feltet. Man kan også optegne figuren med
kridt på gulvet.
Keglebold: For elever med væsentligt nedsat armfunktion kan
keglebold introduceres. Eleven sidder i sin kørestol. På gulvet
foran er opsat syv kegler i en "bowlingopstilling". Eleven eller
en hjælper lægger en bocciakugle eller en forholdsvis tung bold
i en tagrende, som hviler på kørestolen og har retning mod
keglerne. Det gælder om i så få forsøg som muligt at vælte alle
keglerne.
26
Boldspil
I dette afsnit vil vi især beskrive færdige boldspil. Nogle af spillene, som fx rundbold, finsk rundbold og cricket, er i deres udgangspunkt kendte af de fleste. Andre mere ukendte er hentet
fra handicapidrætten.
Holdspil er en del aflæseplanen for faget idræt, og derfor også
en del af det stof som elever med nedsat funktionsevne skal
deltage i.
De færdige holdboldspil er ofte vanskeligere at tilrettelægge
som en inkluderende aktivitet end individuelle aktiviteter og
aktiviteter, der stiller en ramme til rådighed, som elever og
lærer sammen fylder ud.
I nogle tilfælde ændres der på elevernes læringsforudsætninger. Det sker fx i situationer, hvor alle elever sætter sig ned
og spiller siddende volleyball, eller tager maske for øjnene og
spiller goalball.
I shifttennis er rammefaktorerne ændret, idet der er sat bander på bordtennisbordet.
Nogle gange ændres der på indhold og læreproces for hele klassen. Det kan for eksempel være, når læreren opfordrer eleverne
til at udvikle et boldspil, hvor de skal bevæge sig på rullebræt.
En del af boldaktiviteterne kræver særlige idrætsrekvisitter.
Samtidig med at brug af disse særlige idrætsrekvisitter medfører mindre behov for hjælp, oplever eleven, at aktiviteten bliver sjovere og mere udfordrende, når kun vedkommende selv
og ikke en hjælper har del i resultatet.
Parallelle aktiviteter
Parallelle aktiviteter kan introduceres i situationer, hvor en
kørestol enten vil være til fare for resten af klassen, eller hvor
den handicappede elev føler sin deltagelse meget perifer.
Mange boldaktiviteter kan bruges både som parallelle aktiviteter og som aktiviteter for hele klassen.
I nogle situationer kan læreren vælge at tilrettelægge parallelle aktiviteter med to beslægtede spil, fx således at den store
gruppe elever spiller bordtennis, mens eleven med nedsat armfunktion spiller shifttennis med en kammerat. Vi har tidligere
været inde på muligheden for at lade eleven med nedsat
funktionsevne træne atletik sammen med en støttelærer eller
et par kammerater mens resten af klassen spiller fodbold. Så
har den handicappede elev et forspring, når hele klassen tager
fat på atletikken senere.
Der findes et utal af småspil, som kan anvendes som parallelle
aktiviteter. Som eksempler kan nævnes: Bob, elektrondart,
pusterørsdart eller magnetdart, hesteskokastespil, jakkolo og
frisbee-golf (sidstnævnte spil er beskrevet i den foregående kapitel, under idrætscross).
Er der i lokalområdet en særlig kultur for en bestemt aktivitet,
er det en god idé at inddrage den.
27
Aktiviteterne kan tilrettelægges på forskellige måder.
• Som en aktivitet, der afvikles i den ene ende af hallen,
gymnastiksalen eller fodboldbanen, mens resten af klassen
dyrker en anden aktivitet i lokalet.
• Aktiviteten kan afvikles i et andet rum. Dette kan vælges
enten på grund af pladsmangel, eller fordi der er behov for
et særligt læringsrum med god tilgængelighed, eller fordi
der er behov for ro, så den blinde elev og medspillerne kan
høre klokken i bolden.
Kan to aktiviteter afvikles i samme rum, kan man også vælge
at lave et rotationsprincip, hvor eleverne veksler mellem de to
aktiviteter. Det giver flere elever mulighed for at deltage i en
lille og mere overskuelig gruppe, ligesom det giver eleven med
nedsat funktionsevne mulighed for at knytte tættere venskaber gennem idrætsdeltagelse.
Rundbold
28
Elever med nedsat funktionsevne føler sig ofte afskåret fra at
være aktive medspillere i rundbold. Med få tilpasninger kan
begrænsningen blive vendt til mulighed for deltagelse. Fokus
for tilpasning kan rettes flere steder. For det første kan det
være på underlaget - rammefaktorer. En kørestolsbruger har
behov for et fast underlag med så lidt friktion som muligt.
Anderledes forholder det sig for elever med usikker balance eller dårligt syn. Disse elever falder måske ofte under løb, og vil
derfor føle sig tryggere, hvis spillet foregår på en blødt underlag,
det kan være på græs eller evt. et trægulv, men ikke asfalt. Et
andet fokus kan være rettet på banens udformning. Baserne
kan markeres tydeligt med den farve, som eleven med nedsat
syn bedst kan se. Afstanden til baserne kan reguleres. Eleven
i kørestol kan tilbagelægge en kortere distance. Det betyder, at
der markeres en mellemstation, hvortil kørestolsbrugeren og
andre elever med nedsat funktionsevne skal nå, inden bolden
er retur hos opgiveren.
Læringsforudsætningerne kan fremmes ved, at den dårligt
gående får tilbudt en kørestol, en race runner eller måske et
letløbende rullebræt. Eleven med nedsat syn kan løbe sammen
med en kammerat.
Eleven kan tælle to point og dermed blive særlig attraktiv at få
med på holdet.
Har eleven nedsat armfunktion, kan der benyttes lettere og
større bold. For eleven med synsnedsættelse kan man eksperimentere med en boldfarve, der er lettere at se, evt. også en bold
med en lydkilde indeni.
Endelig kan eleverne benytte andre slagredskaber. Ud over de
almindelige runde og flade boldtræ kan man tilbyde et bordtennisbat eller en ketcher som slagredskab. Bolden kan også
sendes af sted med et spark, hvis den mulighed er bedre. Ude
i marken kan spillernes placering gøres til genstand for
overvejelser. Måske er det bedst, at eleven i kørestol er mellemstation for bolden på vej ind til opgiveren.
Finsk rundbold
og cricket
Rundbold kan skiftes ud med beslægtede spil som finsk rundbold eller cricket.
I begge boldspil kan de samme overvejelser gøres gældende,
som er beskrevet i rundboldspillet.
I finsk rundbold stiller alle spillerne på udeholdet sig op på
række bagved den elev, som har fået fat i bolden. Holdet stiller sig med spredte ben, hvorefter bolden trilles igennem hele
rækken af ben. Den sidste i rækken kaster bolden ind til opgiveren.
Er en af eleverne i kørestol, trilles bolden mellem kørestolens
hjul. Er der ikke plads til det, kan eleverne i stedet transportere bolden over hovedet fra spiller til spiller. Når en spiller på
indeholdet har skudt bolden ud, løber eleven rundt om rækken
af kammerater. Det gælder om at løbe rundt om rækken så
mange gange som muligt, indtil opgiveren har fået bolden og
sagt "stop". Rammefaktorerne for eleven med nedsat
funktionsevne kan ændres, så eleven kun behøver at
løbe/køre rundt om få elever. Eleven kan også score dobbelt så
mange point for en omgang.
I cricket er det vigtigt at finde et bat, eleven med nedsat funktionsevne kan håndtere, når gærdet skal forsvares. Man kan evt.
påmontere et handske-bat på elevens hånd.
Shifttennis
Shifttennis er et bordtennis-lignende spil, der spilles af personer med nedsat armfunktion, eksempelvis elever med spasticitet eller muskelsvind. Det kan spilles såvel stående som
siddende.
Til shifttennis benyttes et bordtennisbord, hvor der på siderne
er sat indstillelige bander. Der benyttes ikke net. Banderne indstilles således, at åbningen passer til spillerens rækkevidde og
hurtighed. Den bedste spiller får den største åbning. Der spilles med bordtennis-bats. Elever med svært nedsat armfunktion
kan med fordel benytte meget lette bats, som kan fastgøres til
hånden med elastikbind, tape eller en særlig fremstillet handske, således at battet ikke tabes. Man kan eksperimentere med
forskellige bolde. En floorball-bold vil ofte være ideel. De to
spillere står eller sidder ved hver sin ende af bordet. Den ene
server ved at støde til bolden, så den triller hen over bordet.
Den anden forsøger at støde bolden tilbage og så fremdeles. Der
scores, når en spiller støder bolden ud over modstanderens
bordende. Bolden må ikke løftes eller hoppe. Gør den det, vinder modstanderen bolden. Man må gerne støde bolden i banden
for at finte modstanderen.
Shifttennis er ikke et færdigudviklet spil, så der er mange mulighederne for at eksperimentere med regler og udstyr.
Shifttennis kan foregå parallelt med andre slagboldspil, fx
bordtennis, badminton og minitennis.
Ikke alle bordtennisborde er konstrueret således, at der kan
sidde en kørestolsbruger for enden. Bordet kan evt. hæves med
passende træklodser.
29
Bordtennis
Bordtennis kan spilles af mange elever med nedsat funktionsevne. Kørestolsbrugere kan spille siddende i kørestol. Dårligt
gående elever kan spille siddende eller støtte sig til en stok,
et gangstativ eller en stol. Elever med svag eller ingen fingerfunktion kan få battet fastgjort til hånden med elastikbind,
tape eller særligt fremstillede handsker.
Det kan være formålstjenligt at aftale, at serven til en siddende spillere skal gå ud over bordets bagkant. For mange
elever med nedsat funktionsevne vil der ikke være behov for
at tilpasse spillet overhovedet.
Boccia
Næsten alle, uanset funktionsevne, kan spille boccia. Der kan
spilles såvel stående som siddende, på almindelig stol eller i
kørestol.
Boccia er et spil, som minder meget om petanque, med den
væsentlige forskel at der spilles med læderkugler på hårdt
underlag.
Banen er 10 x 6 meter. I enkelte haller og gymnastiksale findes
der opstregning af bocciabaner. Er det ikke tilfældet, kan man
tegne banen op med tape eller bruge streger fra en badmintonbane på tre sider.
Et sæt boccia består af 13 læderkugler - 6 røde, 6 blå og 1 hvid
målkugle. Desuden kan der være brug for et målebånd til at
måle afstanden mellem de farvede kugler og målkuglen, når
resultatet skal gøres op.
Der spilles på hold å tre spillere, som står skiftevis bag kastelinien. Spiller 1, 3 og 5 (rødt hold) har hver to røde kugler, og
spiller 2, 4 og 6 (blåt hold) har hver to blå kugler. Spiller 1 har
desuden en hvid målkugle.
Spillet går ud på at være tættest på den hvide målkugle med
så mange bolde som muligt, når alle kugler er kastet. Det er
tilladt at skubbe til modstanderens kugler med sine egne.
Spiller 1 kaster målkuglen ud på banen. Den skal passere de
to linier, som danner en spids mod spillerne. Passerer den ikke
linien, eller ender den uden for banen, placeres kuglen på krydset midt på banen.
30
Herefter kaster den samme person en rød kugle. En
afspillerne fra det andet hold kaster nu en blå kugle. Herefter
kaster en spiller fra det hold, hvis kugle ikke ligger tættest på
målkuglen. Hvis det er en blå kugle, der ligger nærmest den
hvide, skal der kastes en rød. Hvis en rød kugle er nærmest,
skal der kastes en blå.
Sådan fortsætter spillet, til det ene hold ikke har flere kugler.
Herefter kaster det andet hold resten af sine kugler. Vinder
bliver det hold, der har en eller flere kugler tættest på
målkuglen. Holdet får 1 point for hver kugle, der ligger tættere
på målkuglen end taberholdets nærmeste kugle. Kugler, som
ligger udenfor banen, tæller ikke med.
Herefter starter en ny runde, hvor spiller 2 kaster den hvide
målkugle og derefter en blå kugle.
En kamp består af seks runder, så alle kommer til at kaste
målkuglen. Vinder er det hold, som sammenlagt har fået flest
point.
Alternativt kan man spille en mod en, hvor hver spiller så har
seks kugler.
Elever med stærkt nedsat funktionsevne, som ikke har kræfter
til at kaste bocciakuglerne, kan bruge en ca. 1,5 m. lang tagrende, som holdes af en hjælper, der har ryggen mod banen.
Spilleren lægger kuglen i tagrenden, instruerer hjælperen om,
hvordan retningen og hældningen skal være, og slipper bolden,
så den triller af sted.
Synshæmmede kan bruge et lydfyr eller en "klapper", som stiller sig bag målkuglen.
Boccia kan også spilles udendørs på græs, en petanquebane eller lignende. I givet fald bør man benytte hårde kugler af plast,
træ eller stål. Vær opmærksom på, at en tagrende er mindre
velegnet ved et blødt underlag.
Boccia kan enten være en aktivitet, som hele klassen deltager
i (evt. sammen med petanque), eller det kan være en aktivitet
for en mindre gruppe, evt. med en støttelærer. Hvis boccia
bruges som parallel-aktivitet for en eller nogle få elever i en
klasse, kan det afvikles i samme lokale, hvor resten af klassen
har en anden aktivitet.
Roboule
Roboule er især velegnet for elever med stærkt nedsat armfunktion, eksempelvis elever med spasticitet eller muskelsvind.
Roboule kan spilles af såvel kørestolsbrugere som afgående.
Til spillet bruges 16 kugler, et tæppe af nålefilt el.lign., en
rampe, og en "bro" med tre bueformede huller af forskellig
størrelse, der fungerer som mål1. "Broen" skal placeres op ad
en væg eller anden fast baggrund, så den ikke flytter sig, når
den rammes af kugler. Kuglernes tilbageslag fra "broen" er et
vigtigt element i spillet.
1
Roboule-kugler importeres fra England, mens rampe og "bro" kan tilvirkes lokalt.
Spillet kan lånes hos enkelte af DHIF's amtskonsulenter, se afsnittet "Hjælp at hente"
bagerst i hæftet.
31
Roboule spilles af to spillere, som hver har seks kugler, henholdsvis brune og sorte. Desuden placeres to brune og to sorte
kugler på de fire hvide mærker på tæppet foran "broen.
Spillerne placerer sig side om side bag rampen. På skift forsøger
de at rulle kuglerne igennem buerne i broen. Der scores, når en
kugle går igennem buen, hvad enten den skydes direkte igennem eller skubbes igennem af en anden kugle. Point tilfalder
den spiller, som spiller med den pointgivende kugles farve.
Buerne i broen giver fra højre mod venstre 2, 1 og 4 points.
Spillede kugler skal blive på tæppet. Kugler, som ruller udenfor tæppet, er ude af spillet. Når alle 12 kugler er spillet, tælles pointene sammen. En kamp går over to runder. Ved en ny
runde bytter spillerne plads ved rampen. Spillerne skiftes til
at starte.
Afstanden mellem spillerne (rampen) og broen afpasses efter
spillernes formåen. 5-7 meter vil ofte være passende. Roboule
kan foregå parallelt med en anden aktivitet, enten i et andet
lokale eller i samme lokale, når resten af klassen laver
aktiviteter, der gør inklusion vanskelig. Eleven med nedsat
funktionsevne kan spille med en anden elev eller en støttelærer.
Siddende volleyball
32
Siddende volleyball er et eksempel på et holdboldspil, hvor læringsforudsætninger ændres for alle, idet spillet er udviklet til
personer med nedsat benfunktion. Nogle kørestolsbrugere har
dog svært ved at holde balancen, når de sidder på gulvet. Det
kan evt. afhjælpes med puder el. lign.
Banen, der spilles på, er 6 x 10 meter og delt på midten af et
1,15 meter højt net. Et badmintonnet kan spændes op i passende højde. Sidelinierne på badmintonbanen kan også bruges
her. Baglinien kan evt. tapes op. Banen kan med fordel gøres
kortere for mindre eller uøvede elever.
I siddende volley skal alle spillere sidde på gulvet, og størstedelen af sædet skal røre gulvet, når bolden spilles. Der spilles
efter de samme regler som i stående volleyball, samtidig er det
også muligt at benytte tillempede regler eller spil, som i for
eksempel "kidsvolley".
Der kan enten spilles med en almindelig volleyball, eller man
kan bruge lettere og dermed langsommere bolde.
Rullebrætbold
Aktiviteter på rullebræt er sjove for alle. Eleverne ligger på
maven og trækker sig frem med arme og hænder.
Rullebrætbold er ikke et færdigudviklet spil, så mulighederne
for at udvikle og tilpasse spillet i samarbejde med eleverne er
mange. Erfaringsmæssigt vil hold å 3-5 spillere være passende.
Der spilles med en badebold eller en anden let bold. Banen kan
være en gymnastiksal eller en badmintonbane i en hal. Målene
markeres med kegler eller med håndboldmål, som ligger ned,
så man scorer i bunden af målet.
Det vil være hensigtsmæssigt at indføre en regel om, at man
ikke må holde eller skubbe til hinanden, og at man kun må
holde bolden i begrænset tid. Eleverne bør instrueres i at passe
på egne og andres fingre, så de ikke kommer i klemme under
hjulene.
Rullebrætbold kan enten tilrettelægges for alle elever i klassen
eller som en parallel-aktivitet for en mindre gruppe. Spillet
har høj intensitet, der er derfor brug for hyppige pauser, hvor
spillerne kan skifte ud. På den måde er der behov for færre rullebrætter, end der er elever.
Der findes rullebrætter, som er så lange, at benene støttes. Det
vil være nødvendigt for nogle elever med lammelser i benene.
Disse rullebrætter findes i to størrelser, hvor de mindste passer
til elever op til 3.-4. klassetrin.
Kørestolsrugby
I handicapidrætten spilles kørestolsrugby i manuelle kørestole
af personer med nedsat armfunktion. I skolesammenhæng vil
kørestolsrugby være en god mulighed for, at hele klassen kan
prøve et holdspil i kørestol.
I kørestolsrugby scores ved at bære bolden over modstanderens
mållinie, mens modstanderen skal forhindre dette. Banen er
normalt en basketballbane, men en gymnastiksal eller en volleyballbane vil også være passende. På hver af de to baglinier
placeres to kegler med 6-8 meter imellem. Bag baglinien skal
der være mindst 1,5 meter fri, gerne mere, så man undgår kollisioner med bagvæggen. Der spilles med en volleyball.
Hvert hold består af 3-4 spillere. Spillet startes med høj bold
som i basketball, og efter scoring og bold ude startes fra baglinien / sidelinien, som i basketball.
Bolden kan bæres i skødet i 10 sekunder og skal så enten afleveres eller dribles (slås i gulvet).
Der scores ved, at en spiller krydser målstregen med mindst
to af kørestolens hjul, mens han/hun har kontrol over bolden
(som i rugby / amerikansk fodbold). Kropskontakt er ikke tilladt, men stolekontakt er tilladt.
33
I det omfang, man kan låne eller leje 6-8 kørestole, kan kørestolsrugby være en aktivitet, som kan involvere 12-16 elever ad
gangen, idet det er en aktivitet med høj intensitet og behov for
hyppige pauser.
Kørestolsbasket
I stedet for kørestolsrugby kan man prøve kørestolsbasketball,
som spilles af kørestolsbrugere med god armfunktion. Der
spilles på en almindelig basketballbane med normal nethøjde.
For ikke øvede bør man dog vælge juniorbold og en lavere nethøjde.
Reglerne er stort set som i stående basketball - driblereglen siger dog, at man efter to tag på kørestolens drivringe skal drible
bolden eller aflevere.
Kørestolsfodbold
I handicapidrætten spilles kørestolsfodbold af brugere af elektriske kørestole, men man kan også spilles i manuel kørestol.
En elev i el-kørestol kan således spille kørestolsfodbold med
kammeraterne, hvis det er muligt at leje eller låne manuelle
kørestole.
Der spilles med en bold på 50-80 cm i diameter (terapibold eller kæmpefodbold). Der er 2-4 spillere på hvert hold. Banen kan
være en basketballbane, en volleyballbane, gymnastiksal eller
lign. I en gymnastiksal kan man aftale, at væggen danner bande
på de to sider. På hver af de to baglinier placeres to kegler med
ca. 5 meter imellem. Der scores ved at skubbe bolden med kørestolen ind imellem de to kegler ved modstanderens baglinie.
Kørestolsfodbold kan tilrettelægges for alle elever i klassen,
men også for en mindre gruppe som en parallel-aktivitet. For
spillere uden handicap kan det være svært at lade være med
at bruge benene. Det hjælper lidt, hvis man taper benene
sammen, så eleven hele tiden bliver mindet om, at benene skal
holdes i ro.
Goalball
Goalball er et spil for mennesker med synshandicap. Det spilles på en bane, der er 18 x 9 meter. En mindre bane er bedre for
yngre elever, fx en volleyballbane markeret med 4 kegler.
Normalt vil banen være tapet op, med en snor under tapen, så
spillerne kan orientere sig om deres placering om kasteretning
ved at føle sig for.
I skolesammenhæng kan spillerne med fordel placeres på hver
sin tynde måtte. Ved at føle efter på måttens sider, kan eleverne orientere sig om egen placering og kasteretning.
Måtterne placeres foran baglinien - tre i hver ende. Måtten i
midten skydes en meter længere frem end de øvrige, så man
undgår, at spillerne støder sammen, når de kaster sig for at
parere modstandernes skud.
Der er tre spillere på hvert hold. Der spilles med en goalball,
som er en bold med bjælder i, der giver lyd, når bolden er i bevægelse. Alle spillere - også elever med synshandicap - gøres "blinde" med særlige "blindebriller" eller med tørklæder for øjnene.
34
Undgå at tildække ørerne! De to hold er placeret i hver sin ende
- spillerne sidder på hug eller ligger på knæ på hver sin måtte.
Et hold scorer ved at trille bolden over modstanderens baglinie.
Holdene kaster bolden på skift, så den triller hen ad gulvet (må
ikke hoppe). Ved et kast lytter det forsvarende hold til bolden
og forsøger at placere sig, så der ikke bliver scoret. Den almindeligste forsvarsmetode er, at spillerne, når de fornemmer
hvilken side bolden kommer til, lægger sig ned på siden med
armene i forlængelse af kroppen i boldens retning, idet de forsøger at dække så bredt et område som muligt. Spillerne skal
huske at beskytte hovedet bag armene for at undgå at blive
ramt i ansigtet af bolden.
Den samme spiller må kun skyde bolden mod modstanderens
mål to gange i træk. Derfor vil der i kampens løb opstå situationer, hvor boldholderen er nødt til at aflevere bolden til en medspiller, selv om det er forbundet med risiko for at lave selvmål.
Boldholderen råber navnet på den spiller, han eller hun vil aflevere til, og den pågældende gør boldholderen opmærksom på
sin position ved at klappe, knipse i fingrene eller råbe. Herefter
triller boldholderen bolden i lydens retning. Hvis bolden i
kampens løb ryger ud af banen, hentes den af dommeren eller
en hjælper. Goalball kan ikke fungere uden dommer, fordi
spillerne ikke kan se. Dommeren (læreren eller en seende elev)
starter spillet ved at give bolden til en spiller på det ene hold og
sige "Spil". Herefter skal der være ro. Spillerne på et hold må
dog tale sammen. Spillet fortsætter nu indtil:
1. Der er scoret - dommeren siger "Mål" og fortæller den aktu
elle stilling.
2. Bolden er ude, dommeren siger "Bold ude".
3. Bolden ligger stille på banen, dommeren siger "Død bold".
Spillet sættes i alle tilfælde i gang igen ved at dommeren giver
bolden til en spiller på det hold, som er i den ende, hvor bolden
befinder sig. Der spilles på tid, fx 2 x 7 minutter.
Spillets elementer (kast, forsvarsteknik mm.) kan inden kamp
øves uden blindebriller.
Goalball skal spilles i et lokale, hvor der ikke foregår andre
aktiviteter samtidig, idet spillet kræver ro. Spillet kan tilrettelægges for hele klassen som en miniturnering, eller som en
aktivitet for 6-12 elever, mens resten af eleverne er udendørs
eller i et andet lokale.
Endelig kan en synshæmmet elev øve spillets elementer sammen
med en støttelærer, mens resten af klassen arbejder med temaer,
hvor inkluderende undervisning er vanskelig at gennemføre.
Spillet er meget velegnet til at lade seende på egen krop opleve, hvad det betyder ikke at kunne se. Elever vil - ud over
afhængigheden af synet - især opleve betydningen af præcis og
entydig kommunikation.
35
Gymnastik
Gymnastikken indeholder mange facetter. I dette hæfte vil
vi fokusere på to typer af gymnastikaktiviteter. Den første er
gymnastikaktiviteter, som kan praktiseres i forbindelse med
en redskabsbane, den anden er et eksempel på, hvordan man
kan arbejde med småredskaber.
Redskabsbane
36
Redskabsbanen har i sin organiseringsform mulighed for at
tilbyde en aktivitet på mange niveauer og med varieret udfordring. I en veltilrettelagt redskabsbane kan alle deltage og alle
blive udfordret både på balance, kondition, rotation, styrke,
smidighed og rytme.
I en redskabsbane er der ingen faste regler for, hvordan banen
skal bygges op, og hvordan den skal anvendes. Banen kan udvikles i samarbejde med eleverne, og den kan i sin opbygning
give mulighed for at øve særlige gymnastikmæssige momenter.
Netop denne alsidighed åbner for, at den enkelte elevs potentiale kan udvikles.
Ikke alle elever behøver at gennemgå banen på samme måde. En
elev i kørestol kan fx komme ud af stolen og indgå i rotationsøvelser på rullemåtten. For enden af måtten står en gymnastikbænk.
Eleven lægger sig på maven og trækker sig hen over gymnastikbænken. Herfra fortsættes på et rullebræt hen til en anden elev
eller en lærer, der tager eleven i hænderne og svinger ham eller
hende rundt, så rullebrættet beskriver en cirkel. Elev og lærer
kan også vælge at holde i et tøndebånd og svinge rundt. Efter
svingturen fortsætter eleven på rullebrættet gennem minitunneller, som er dannet af rullemåtten, eller en tunnel, hvor
rullemåtten er lagt oven på to rækker af gymnastikskamler.
Banen sluttes af med, at eleven igen kommer i kørestolen og
kører ind i en iglo, som er lavet af en faldskærm, som er hængt
over en bom.
Mange elever med svær synsnedsættelse er usikre, når de slipper jordforbindelsen, som man gør i forbindelse med hop, løb og
spring. Indgår disse momenter i aktiviteterne, kan man i starten støtte eleven ved at tilbyde, at eleven kan lægge sin hånd
på lærerens arm under øvelsen.
Den synshæmmede elev vil have stor glæde af, at redskaberne
opstilles på samme måde flere gange i træk, og at banen gennemgås sammen med eleven nogle gange først. Også her kan
man med fordel lave en tydelig markering af redskaberne. Man
kan fx benytte rød/hvidstribede plastikbånd til markering af
redskaber og ruten eleven skal følge.
Elever, der er gående, men har nedsat kraft i benene, vil kunne
deltage i de samme momenter som før skitseret. Dertil kan
man lægge aktiviteter som klatring i ribber, svinge i tovene og
måske nogle "stuntspring" fra en passende lav plintkasse og
ned i en nedspringsmåtte.
Flere elever med nedsat funktionsevne i benene vil kunne slå
kolbøtter på rullemåtten og lave balance-, løbe- og faldøvelser
på skummadrasser.
Småredskaber
Arbejdet med småredskaber kan sættes ind i en stations-trænings-ramme. Aktiviteten kan tilrettelægges således: Ved den
første station ligger der fx bolde, ved den næste vimpler, ved
den tredje tøndebånd og ved den sidste tove. Klassen deles i
fire grupper, en ved hver station. De arbejder i 10 minutter
ved hver station. Når tiden er gået, skifter grupperne station.
Aktiviteterne ved de fire stationer kan gennemføres med
udgangspunkt i forskellige læringsprocesser. Ved
"boldstationen" får eleverne en færdig opgave. De skal kaste
bolden højt op i luften og gribe den igen - stående - siddende liggende.
Ved "vimpelstationen" får de et stykke musik, de sammen skal
lave en vimpel-øvelse til.
Ved "tøndebåndsstationen" får de en fri opgave, hvor de skal
eksperimentere med redskabet, gruppen og den enkeltes forudsætninger.
Ved "tovstationen" skal gruppen finde på en eller flere måder
at komme fra det første til det sidste tov på. Har de brug for
hjælpemidler, er de velkommen til at inddrage dem. Til slut
kan grupperne på skift vælge én af aktiviteterne, som de har
særlig lyst til at vise for de andre.
Senere kan man arbejde videre med nogle af øvelserne og
ideerne fra stationsaktiviteterne og sammen med eleverne
udvikle en mini-gymnastikserie. Det kan enten være en serie,
hvor alle laver det samme, eller en serie, hvor alle er sammen
om serien, men holdet underdeles i mindre grupper, der arbejder med hver sit udtryk. Den sidste form, hvor forskellige
sekvenser tilsammen udgør helheden, vil være lettest at forene
med tankegangen om, at alle skal deltage med hver deres forudsætninger og potentiale.
Denne aktivitetsform giver god mulighed for at gennemføre en
rummelig undervisning, hvor alle kan deltage, og hvor forskelligheden i bedste fald tilfører aktiviteten og udførelsen ekstra
dimensioner som fællesskab, tolerance og æstetik, der står som
nogle af "Idrættens Værdier" i Faghæftet for idræt.
37
Hjælp at hente
Dansk Handicap Idræts-Forbund
Lån og leje af rekvisitter
DHIF er en frivillig idrætsorganisation, som
blev stiftet i 1971.
Som medlemmer kan optages foreninger, der
har handicapidræt på programmet. Tillige kan
institutioner og skoler for handicappede optages
som associerede medlemmer.
DHIF har ca. 400 medlemsforeninger med ca.
19.000 medlemmer (2003).
Forbundets formål er bl.a. at fremme motionsog konkurrenceidræt, der tilgodeser personer
med handicap, og at støtte og forestå træning
med rehabilitering for øje.
En del af de idrætsaktiviteter, som er omtalt
her i hæftet, kræver særlige rekvisitter, fx kørestole, rullebrætter, race runners, roboule-spil,
goalball og bocciakugler. En del rekvisitter kan
lånes eller lejes hos de regionale konsulenter for
handicapidræt.
Få adresse og telefonnummer på den nærmeste regionale handicapidrætskonsulent på
DHIF's sekretariat, tlf. 4326 2626, eller på
www.dhif.dk
Adressen er:
Dansk Handicap Idræts-Forbund
Idrættens Hus,
Brøndby Stadion 20 2605
Brøndby www.dhif.dk
handicapidraet@dhif.dk tlf.
4326 2626
Regionale konsulenter
for handicapidræt
Dansk Handicap Idræts-Forbund har 15 regionale konsulenter - en i hvert amt. Her kan man
henvende sig, hvis man ønsker at få oplysninger
om handicapidræt i lokalområdet. Konsulenterne hjælper til med at henvise til relevante
idrætstilbud for personer med handicap, igangsætte nye aktiviteter, vejlede trænere, ledere og
ansatte på institutioner, skoler m.m. Det er her
muligt
at
låne
eller
leje
særlige
idrætsrekvisitter (se nedenfor). De regionale
konsulenter
formidler
undervisning
i
handicapidræt, hvor en idrætsudøver med
handicap forestår undervisningen. Der vil blive
lagt vægt på, at deltagerne prøver en række
forskellige idrætter tilpasset personer med
handicap. Denne undervisning tilbydes bl.a. til
folkeskoler — også til klasser uden elever med
handicap.
Få adresse og telefon-nummer på den regionale
handicapidrætskonsulent, der er nærmest dig,
på Dansk Handicap Idræts-Forbunds sekretariat, tlf. 4326 2626, eller på www.dhif.dk
38
Handicapidrættens Videnscenter
Handicapidrættens Videnscenter er en selvejende institution, der modtager tilskud fra staten.
Videnscentret samler og formidler viden om
handicapidræt og det rummelige arbejdsmarked. Centret er landsdækkende. Videnscentret
udgiver bøger, bl.a. om idræt i skolen, og har et
bibliotek, hvor man som lærer eller pædagog
har mulighed for at låne bøger, artikler og
videoer, som ikke kan skaffes andre steder fra.
Der er adgang for alle via internet-tet til
centrets litteraturdatabase. Adressen er
www.handivid.dk. Man kan også ringe og få
hjælp af Videnscentrets bibliotekar. Udover
hjælp til litteratursøgning tilbyder Videnscentret konsulentbistand i form af kurser,
og i begrænset omfang vejledningsbistand ude
på skolerne.
Det kan fx være vejledning om bestemte idrætsaktiviteter, om idrætstilrettelæggelse i forhold
til særlige grupper, eller vejledning om nybygning eller ombygning af skolens idrætslokaler,
så tilgængeligheden for elever med handicap
tilgodeses.
Vejledning samt brug af Videnscentrets bibliotek er gratis.
Videnscentret udgiver et informationsblad,
Brug bolden, som man gratis kan abonnere på.
Adressen er:
Handicapidrættens Videnscenter
Havnevej 7, 4000 Roskilde
www.handivid.dk post@handivid.
dk tlf. 4634 0000
Videnscentrets bøger
Blandt de bøger, Handicapidrættens Videnscenter har udgivet, kan nævnes:
VI ER MED
Af Jette Lyhne (2004).
En interviewbog, hvor aktive børn og unge med
handicap fortæller om deres oplevelser, drømme
og hverdag med skole, kammerater og idræt.
SPIL MIG
Af Peter Downs m.fl. (2002). En grundbog i at
inkludere børn og unge med handicap i idræt i
skole og fritid, herunder hvordan man
tilvejebringer de nødvendige holdningsmæssigesige og praktiske forudsætninger. Indeholder
bl.a. beskrivelser af en række handicap og deres
konsekvenser i forhold til idrætsdeltagelse.
GYMNASTIK, BØRN, HANDICAP Af Lene
Puggaard Madsen og Marianne Hornbæk
Jensen (2001).
Sådan kan man tilrettelægge gymnastikaktiviteter, så børn og unge med handicap i 9-15 års
alderen kan deltage, have det sjovt, blive udfordret og lære nye kompetencer.
DEN LÆRENDE IDRÆT Af Vibeke Lund og
Bente Schwensen (2000). Bogen henvender sig
til pædagog- og lærerstuderende samt andre,
der ønsker at bruge idræt som pædagogisk
redskab i forhold til mennesker med handicap.
HANDIKIDS. HANDICAPIDRÆT
I BØRNEHØJDE Af Vibeke Lund
(1997).
Med afsæt i et bredt idrætsbegreb beskrives erfaringer og aktivitetsforslag, til gavn for instruktører som tilrettelægger idræt for grupper af børn
med forskellige handicap i alderen 6-9 år.
Uddybende beskrivelser samt anmeldelser af
bøgerne kan ses på Videnscentrets hjemmeside.
Bøgerne kan bestilles hos boghandlere eller
købes ved henvendelse til Videnscentret (se
adresse mv. ovenfor).
Læs også
Handicappede elever i idrætsundervisningen.
Temahæfte nr. 17. Undervisningsministeriet,
Folkeskoleafdelingen,
1996.