Stillingsbeskrivelse – forstander Aabybro Efterskole Aabybro Efterskole er en almen efterskole, hvor vi arbejder ud fra et grundtvigiansk livssyn, en kristen livsopfattelse og en demokratisk grundholdning. Gennem dette søger vi at give eleverne livsmod og livsoplysning, og gøre dem til aktive medborgere i såvel det nationale som det internationale samfund. Skolen har 38 medarbejdere fordelt på 2 pedeller, 1 sekretær, 1 forretningsfører, 1 køkkenleder, 3 køkkenassistenter, 3 timelærere, 24 fastansatte lærere, 2 viceforstandere og 1 forstander. De 170 elever er fordelt på 8., 9. og 10. klasse. Vi opretter normalt tre 9. klassehold og seks 10. klassehold – elever i 8. klasserne integreres i 9. klasse, men går ikke til prøve. Eleverne er fordelt på hold efter niveau i de forskellige boglige fag. Skolen ligger i Aabybro by 15 km nordvest for Aalborg og 15 km fra Vesterhavet ved Blokhus. Vi har gode fysiske rammer og faciliteter. Elevernes værelser er renoveret løbende over de seneste 5 år, ligesom der er bygget nyt moderne fysiklokale (2009) og stort springcenter (2012). Herudover har skolen spisesal med plads til alle elever, foredragssal, gymnastiksal, idrætshal med fuldt mål, fodboldbane, beachvolleybane og en række faglokaler. Til skolen er endvidere knyttet 3 lærerboliger – heraf en forstanderbolig. Skolen lægger vægt på at udbyde en boglig undervisning af høj kvalitet tilpasset den enkelte elevs niveau via niveaudeling i alle fag. Alle elever har desuden 4 obligatoriske lektioner i gymnastik, 1 dansetime og fællestimer (dannelse og samvær). I den boglige undervisning er der yderligere mulighed for at fordybe sig ved at vælge enten en international linje eller scienceklassen. Herudover udbyder vi en bred vifte af valgfag inden for musik, kreative og praktiske fag samt idræt – også her er der høj kvalitet. De seneste år har især idrætsfagene fyldt meget på skolen – hvor eleverne bl.a. har mulighed for at specialisere sig i linjefagene; fodbold og spring. Skolen fodboldlinje tiltrækker mange elever, og skolen har på dette område et elitesamarbejde med AaB A/S og starter tilsvarende op med Fortuna Hjørring fra kommende skoleår. Der tilstræbes en mangfoldig elevgruppe. Vi ønsker således at påtage os et socialt ansvar ved bl.a. også at kunne rumme ressourcekrævende elever og elever med anden etnisk baggrund end dansk, men også elever, der er en del af elitemiljøer. Vi ser denne forskellighed, som en stor styrke i den enkeltes menneskelige udvikling. Samværet mellem unge og voksne er af helt central betydning for skolens dagligdag, hvor oplevelser og traditioner er vigtige brikker i arbejdet med eleverne. Vi er rigtig gode til at gennemføre anderledes dage, emneuger og ekskursioner og disse prioriteres højt, idet de er af stor betydning for sammenholdet på det enkelte elevhold. Samtidig er vi meget opmærksomme på vigtigheden af at have en fast struktur i hverdagen og ikke lave alt for mange opbrud. Skolen er velrenommeret og har pt. ingen ledige pladser i skoleåret 2013-14. En mere udførlig beskrivelse af skolens værdigrundlag, profil og praksis kan ses på www.aabybroefterskole.dk 1/3 Stillings- og kvalifikationsprofil Nærværende jobbeskrivelse er således en uddybende beskrivelse af den person vi søger og de personlige og faglige kvalifikationer vedkommende forventes at bestride. Dette er ment som en hjælp til afklaring for potentielle kandidater, men bør ikke afholde nogen fra at søge. Forstanderen varetager det pædagogiske, administrative og økonomiske ansvar over for baglandet og bestyrelsen, der består af 5 personer. Det forventes at forstanderen i overensstemmelse med skolens værdigrundlag bekender sig til et åbent og fordomsfrit, kristent livs- og menneskesyn, og med baggrund heri kan medvirke til at tegne og præge skolen holdningsmæssigt på en inspirerende måde. Vi mener, det er vigtigt, at forstanderen er synlig i det daglige, - både i forholdet til medarbejderne, eleverne og deres forældre. Netop det personlige møde mellem unge og voksne vægtes højt på skolen, og dette forventes den kommende forstander at kunne stå inde for gennem sin personlige praksis. Det forventes, at forstanderen bl.a. indgår i fællestimerne, og varetager tilsyn i mindre omfang og ellers aktivt vil tage del i de mange forskellige opgaver, der er forbundet med en efterskoles dagligdag. Vi har en særdeles dygtig medarbejderflok, der er præget af et godt, ligeværdigt og tillidsfuldt forhold. De ansatte har et stort engagement i og loyalitet over for skolen og kollegerne, og dette forventes du at kunne bygge videre på. Aabybro Efterskole har oprettet en ny ledelsesstruktur, således at denne fra skoleåret 2013-14 kommer til at bestå af 1 forstander og 2 viceforstandere, der arbejder tæt sammen med de øvrige medarbejdere om ledelsen af skolen. Begge viceforstandere har 50% ledelsestid, og der lægges vægt på, at ledelsen netop arbejder sammen som et team og prioriterer tid i forhold til dette. Skolen er velfungerende og vi ser den kommende forstander som et menneske, der forstår at bevæge sig i spændingsfeltet mellem tradition og fornyelse. Du har visioner, men forstår også, at stikke fingeren i jorden, og kan værne om et arbejdsmiljø, hvor tempoet ofte er højt. Du forstår at være vores frontfigur, samtidig med, at du kan give plads for andre og andres kreative ideer. Du er tilhænger af en flad ledelsesstruktur og forstår nødvendigheden af at kunne uddelegere, men du ved også, hvornår der skal træffes en beslutning. Faglige kompetencer Du forventes: - at have pædagogisk indsigt og erfaring - at have gode evner til skriftlig og mundtlig kommunikation - at du formår den gode og tætte elev- og forældrekontakt - at have økonomisk forståelse - at have erfaring med procesledelse og herunder kunne træffe beslutninger - at være en god personaleleder - at have erfaring med og lyst til at arbejde sammen med unge 2/3 Personlige egenskaber Vi lægger vægt på at du: - er synlig og nærværende - har personlig udstråling - har overblik og god situationsfornemmelse - er initiativrig og engageret - har en anerkendende tilgang til mennesker - er fleksibel og vedholdende - er loyal, ærlig og tillidsskabende - har humoristisk sans Ansættelsesforhold Ansættelsen sker i henhold til Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og LC. Stillingen aflønnes i intervallet kr. 462.058 – 535.482 (1. april 2012). Ansættelsesforløb Enhver ansøgning og henvendelse behandles fortroligt. Ansøgning med kopi af relevante bilag og CV fremsendes pr. e-mail inden tirsdag d. 21. maj 2013 kl. 12.00 til info@aabybroefterskole.dk. Eksterne ansøgere vil blive foretrukket. Samtalerne vil foregå på Aabybro Efterskole i de efterfølgende uger. Uddybende information kan fås ved henvendelse til bestyrelsesformand Per Tværgaard Larsen (23 96 27 97) eller konstitueret forstander Birgitte Nielsen (40 21 62 56) 3/3
© Copyright 2024