1. No category

TIDSSKRIFT FOR FILM OG MEDIER
OKTOBER 2012/NR. 28
FB.COM/GROUPS/ORDET.IFM
ORDET.NET
RDET
!
!
O
TEMA:
M
O
H
SLASH-FICTION
FANFIC MED ET TWIST
SHERLOCK HOLMES
OG MYSTERIET OM
HOMOEROTIKKEN
HOMONETTET
ORDET VISER VEJ
REDAKTIONEN
LEDER
Af Madeline Stürup-toft
Agnete Christiansen
Stud.cand.mag, Retorik
Amanda Maria
Stokholm James
Stud.mag,
Film- og Medievidenskab
En sensommeraften for en del år siden var jeg til et filmarrangement i
vennelystparken i Århus. Vejret var varmt, stemningen hyggelig og parken
var proppet.
Der var en suprisefilm på programmet og alle ventede spændt på
hvilken filmisk godbid arrangørerne havde i ærmet.
Så startede filmen. Blid guitarmusik lød i højtalerne og filmens titel,
Brokeback Mountain, tonede frem på skærmen. Mange hujede og jublede,
men de glade tilråb blev hurtigt dæmpet af en mellemstor gruppe, som
rejste sig og forlod stedet under demonstrative ”bøssefilm”-kommentarer.
Foruden at være en virkelig ærgerlig oplevelse, var det også en virkelig
overraskende oplevelse. For hvorfor er det at en film som Brokeback
Mountain stadig først og fremmest defineres som en ”bøssefilm” frem for
en kærlighedsfilm? Og hvorfor er det så pokkers svært for heteroseksuelle
mennesker at se film om homoseksuelle par, når det tilsyneladende ikke er
et problem den anden vej rundt?
Dette og meget mere sætter vi fokus på i Ordet #28 hvor begrebet HOMO i
film og medier sættes under lup.
Amira Høg Daimar
Stud.mag,
Film- og Medievidenskab
Asta Schantz Koch
Stud.mag,
Film- og Medievidenskab
Ordet #28 markerer også en skelsættende begivenhed: nemlig den at
bladet fyldte 10 år i september 2012. At Ordet nu har eksisteret i et helt
årti og hjulpet et hav af uvidende studerende med at få åbnet øjnene for
den audiovisuelle verdens magi, er ikke noget som vi har tænkt os at
forbigå i stilhed. Men frygt ej, vi forventer ikke gaver; vi har i stedet valgt
at give gaver! Foruden de spændende, sjove, granskende, vilde og
underfundige temaartikler, finder du derfor hele tre blivende artikelserier i
dette fødselsdagsnummer af Ordet. Nemlig bioanbefalingen, hvor vi giver
tips til Københavns mange undergrundsbiografer og -filmklubber,
Filmanbefalingen hvor én af de undervisende guruer på MEF kommer med
gode forslag til dit kommende filmvalg samt Temafilm, hvor vi kigger en
film som relaterer sig til bladets tema efter i sømmene.
Så god fornøjelse med Ordet #28, hvor vi med fødselsdagsflag i hænderne
hamrer skabslågerne op og springer ud i HOMO-temaet med bravour!
INDHOLD
02
04
LEDER
MANDAGSDOKUMENTAR
06
MIX: INTERVIEW
MED FESTIVALSLEDEREN
10
ANBEFALINGEN:
TYBJERG OM
METROPOLIS
12
HOMO ONLINE
DIN GUIDE TIL
NETTET
14
17
20
SLASH-FIKTION
FANFIC MED
ET TWIST
22
MEMES & NETTETS
DISKURSER
24
TEMAFILM:
WEEKEND
26
BØRNETV
PÅ ARABISK
A SINGLE MAN:
KÆRLIGHED UDEN
FORDOMME
29
HOLMES/WATSON:
ROMANCE/BROMANCE
31
FILMQUIZ
& FILMKRYDS
Agnete Christiansen
Stud.cand.mag i Retorik
Amanda Maria Stokholm James
Stud.mag Film- og Medievidenskab
Asta Schantz Koch
Stud.mag Film- og Medievidenskab
Franz M.H. Bomberg
Cand.mag. Medievidenskab
Freja Mannov Olesen
Stud.pæd/comm.
Madeline Stürup-toft
Stud.cand.mag, Filmvidenskab
Niels Jakob Kyhl Jørgensen
Stud.mag, Film- og Medievidenskab
Nouha Nathalie Albrecht
Stud.cand.mag, Medievidenskab
Ronja Mannov Olesen
BA, Film- og Medievidenskab
Stud.cand.mag,
Filmvidenskab
‫تلفزيون األطفال‬
PIRATERI
ER KOMMET
FOR AT BLIVE
SKRIBENTER
Madeline Stürup-toft
Maria Dich Pedersen
Stud.mag,
Film- og Medievidenskab
LAYOUT
Niels Jakob Kyhl Jørgensen
OPLAG
100 eksemplarer
Niels Jakob Kyhl Jørgensen
Stud.mag,
Film- og Medievidenskab
INPUT
Indlæg, artikler og idéer
modtages med glæde. Skriv til
redaktion@ordet.net
ONLINE
ordet.net &
fb.com/groups/ordet.ifm
Nouha Nathalie Albrecht
Stud.cand.mag,
Medievidenskab
BEDSTEFORÆLDRESTEMNING
PÅ VESTERBRO
Af Madeline Stürup-toft
4
Er KUA's filmkørsler din eneste mulighed for at se at se gode, alternative film på det store lærred?
Så følg med i Ordets nye artikelserie om de bedste undergrundsfilmklubber i København.
I dette nummer besøger Ordet filmklubben MandagsDokumentar på Halmtorvet på Vesterbro.
Solen kaster sine sidste stråler ind ad de store vinduer på PH caféen og bader rummet i varmt lys. Overalt på
væggene kigger caféens bebrillede navnebror ud fra avisudklip, malerier og pladecovers, ellers er rummet
tomt. Tyst og tomt.
19.30 står der på folderen som atter må rodes frem fra jakkelommen. Uret viser 19.39.
”Er det filmklubben du leder efter?” lyder det så fra den unge pige bag baren. Uden at vente på svar peger hun
med kendermine mod de hvide dobbeltdøre bagerst i caféen.
I midten af en gammel vennegruppe
Inde bag dørene summer det af liv. Runde caféborde med hvide duge og blomster danner centrum for de
små enklaver af mennesker som sidder bænket foran lærredet. De fleste blandt publikum har for længst
rundet de 60 og kender øjensynligt alle hinanden. Snakken går lystigt på kryds og tværs og det føles lidt som
at stå i midten af i en gammel vennegruppe.
Men stemningen er varm i både bogstavelig
og figurativ forstand. Der sippes rødvin og
slubres kaffe, mens lyset dæmpes og aftenens to programsatte film, kortfilmen
”Dennis” og dokumentaren ”Fangekoret”
går i gang.
”Stemningen er varm i både
bogstavelig og figurativ forstand”
Hver mandag løber MandagsDokumentar af stablen i PH-caféen på Vesterbro.
”Bent snakker altid om musikken”
Da filmene er færdige går instruktørerne på scenen og rummet fyldes hurtigt af ivrigt ytrede holdninger og
anekdoter fra en svunden tid.
Selvom interne kommentarer som ”Kan du huske dengang Elly” og ”Bent skal altid snakke om musikken” fylder
lidt rigeligt i debatten, er det svært ikke at glæde sig over folks lyst til at deltage i diskussionen, og det er umuligt
ikke at gå herfra lidt klogere, end man var da man kom.
MandagsDokumentar ligger godt nok på en af Københavns mest hippe adresser, men atmosfæren i klubben
minder mest af alt om at være på besøg hos sine intellektuelt stimulerende bedsteforældre.
For at fuldende denne oplevelse kan det anbefales at nyde filmene med en kop kaffe og en småkage fra baren.
5
”Klubben minder mest af alt om at være på besøg
hos sine intellektuelt stimulerende bedsteforældre”
Fakta:
MandagDokumentar har eksisteret i 10 år og kører hver mandag kl.19.30.
Klubben ledes af Ebbe Preisler som er tidligere dokumentarfilmsinstruktør.
Til hvert arrangement er der en instruktør, en forfatter eller en anden relevant person tilstede til debatten af de
viste film.
ADRESSE: Halmtorvet
9A
ENTRE:
50 kroner
MEDLEMSKAB:
70 kr
(50 for studerende)
En god kop kaffe fuldender oplevelsen i den hyggelige MandagsDokumentar
”DET VIGTIGSTE ER AT SKABE RUM”
Interview af Madeline Stürup-toft
Fra den 19. til den 28. oktober løber den 27. udgave af MIX Copenhagen
6
LesbianGayBiTrans Film Festival af stabelen.Ordet har mødt
festivalsleder Kirstine Mølgaard til en snak om festivalen, filmene og
behovet for at skabe rum og plads til alle.
MIX Copenhagen er den ældste
af de københavnske filmfestivaler.
Den løber over 10 dage i oktober
og besøges årligt af mere end
10.000 publikummer.
Det, at der i ti dage skabes et
sted og en stemning, som det
ikke er muligt at finde resten af
året, er for festivalsleder Kirstine
Mølgaard den vigtigste opgave
for MIX Copenhagen.
”Selvfølgelig laver vi den her festival. Så længe folk studser over at
nogle er bøsser eller lesbiske eller biseksuelle eller transkønnede.
Så længe det er sådan, så bliver man vel ved.”
»Vi forsøger med de her ti dage at skabe et rum, hvor der findes et alternativ til de traditionelle
biograffilm og den danske medieflade generelt. Mediefladen præsenterer og repræsenterer i høj grad
heteroseksuelle, så det er noget med at skabe et rum, hvor man kan spejle sig selv og være majoritet,
for det betyder faktisk noget. «
”Det er noget med at skabe et rum, hvor man kan spejle sig selv
og være majoritet, for det betyder faktisk noget”
Mennesker skal mødes
MIX Copenhagen handler ikke kun om film, der ikke almindeligvis finder vej til de danske biograflærreder.
Det handler i lige så høj grad om de relationer og det miljø, der opstår uden om filmene, forklarer Kirstine
Mølgaard.
I modsætning til andre københavnske filmfestivaler, hvor man mere eller mindre bare går ind og ser en film,
så møder man måske nogen her, som man kendte engang, eller som man kommer til at kende.
Jeg kan huske det fra dengang, jeg selv deltog i festivalen. Pludselig mødte jeg mennesker, som jeg ikke
havde set i rigtig lang tid. Det er meget, meget hyggeligt. Sådan et miljø og sådan nogle møder vil vi gerne
støtte op om.
Er det fordi I er en festival for en minoritetsgruppe, at I også forsøger at samle miljøet?
Eller måske for flere minoritetsgrupper. Det er jo ikke én ensartet gruppe, vi viser film for. Og festivalen er i
øvrigt ikke kun for bøsser og lesbiske og biseksuelle og transkønnede. Den er også for heteroseksuelle. De
film, vi viser, handler om køn og identitet, og bare fordi man er majoriteten, så betyder det jo ikke, at man
ikke har interesse for minoriteten.
”Bare fordi man er majoriteten, så betyder det jo ikke,
at man ikke har interesse for minoriteten”
Frivillig indsats
MIX Copenhagen skabes hvert år af en gruppe på ca. 50 mennesker. Heraf sidder 18 i en helårlig
arrangementsgruppe, mens de resterende hjælper til under selve festivalen. Fælles for dem alle er dog, at
arbejdet foregår på fuldstændig frivillig basis.
Der er ingen, der får penge for det, så det er noget, vi gør ved siden af vores arbejde eller vores studie. Og
det er da også virkelig hårdt arbejde indimellem, men når man så kan se folk, der vælter ud og ind af
biograferne, og der er fremmede mennesker, der kommer op til én og siger tak…, det er sådan noget, der
virkelig gør det.
FAKTA OM MIX
- MIX Copenhagen løber over 10 dage i oktober. I 2012: d. 19.-28. oktober.
- Festivalen blev startet i 1986 under navnet Copenhagen Gay and Lesbian Film Festival. I 2010
skiftede festivalen navn til MIX Copenhagen.
- MIX har underafdelinger i Odense, Århus, Ålborg og Svaneke, hvor der også vises film i
festivaldagene.
- Festivalen viser ca. 60 spillefilm, 25 dokumentarfilm og 30 kortfilm hvert år.
- Festivalen besøges årligt af mere end 10.000 mennesker.
- Filmpriser:

Lili: Lili gives hvert år til en spillefilm, en dokumentarfilm og en kortfilm, som udvælges af
en international jury. Herudover gives den også til publikums favoritfilm.

Bent: Bent er en filmpris på 10.000 kr. som gives for den bedste LGBT-karakter, skabt i
en dansk produktion i det indeværende år.
7
Køn og seksualitet
Hvad lægger I vægt på i udvælgelsen af festivalens film?
Det skal være nogle, som ikke er i dansk biografdistribution, og som er relevante for vores publikum. Gode film
af høj kvalitet, hvori der er emner om køn og seksualitet. Men det behøver ikke nødvendigvis at være den
bærende historie.
8
En af mine yndlingsfilm, for et par år siden, handlede for eksempel om en
sort, ung pige, som var adopteret af et hvidt, lesbisk par fra New York. Det
var en dokumentar, og den fulgte hende i to år. Sidehistorien med hendes
forældre – det lesbiske par – var egentlig minimal, men på en eller anden
måde var den jo interessant i forhold til, at lesbiske kan adoptere børn, og
hvad der kan ske, hvis man adopterer et barn med en anden hudfarve end
én selv. Det var en sindssygt god film.«
Hvor mange film nomineres til priser hvert år?
Vi nominerer en række spille-, dokumentar- og kortfilm. Vinderne her får en Lili, som er den ene af vores to
priser. Den er opkaldt efter Lili Elbe (den første person i verden som undergik en kønsskifteoperation, red.) og
er en skulptur, som er udarbejdet af Sascha Bisp, som også er instruktør.
Sascha Bisp vandt hovedprisen med sin film ”Nobody Passes Perfectly” for nogle år siden og ville rigtig
gerne give noget tilbage til festivalen. Derfor har hun formgivet den her figur. Meget smukt, i øvrigt.
”Målet er at blive overflødig som festival, men indtil da så kan vi jo lige så godt have det sjovt”
Den anden af vores to priser hedder Bent. Bent er en ny pris, overrakt første gang sidste år. Denne pris er
målrettet dansk filmproduktion og kan altså kun gives til en danskproduceret film.
Mere end en festival
Hvordan er festivalen blevet modtaget de tidligere år?
Sidste år fik vi en masse PR, både fordi vi skiftede navn (fra Copenhagen Gay and Lesbian Film Festival, red.),
og fordi vi lancerede Bent. Vi fik rigtig meget presse på de ting. Jeg stod op en tidlig morgen og var i P3, og vi
blev ringet op af alle mulige medier.
Men det spørgsmål, jeg fik mest, var alligevel: ”Hvorfor gør I det her? Hvorfor laver I den her festival?”. Et
eller andet sted blev jeg virkelig overrasket. Jeg tænkte: ”Kan vi ikke bare tale om nogle af de her film, vi har,
for de er faktisk ret interessante…” I bund og grund vil vi jo bare gerne vise nogle film, fordi der findes rigtig
mange gode film, der ikke bliver vist i danske biografer af den ene eller anden årsag.
Men selvfølgelig laver vi den her festival. Så længe folk studser over at nogle er bøsser eller lesbiske
eller biseksuelle eller transkønnede. Så længe det er sådan, så bliver man vel ved. Målet er at blive overflødig som festival, men indtil da - for der er vi bestemt ikke endnu - så kan vi jo lige så godt have det sjovt.
Ikke et lukket rum
9
Kan du fortælle lidt om dette års festival?
Vi har kørt en brugerundersøgelse, både under festivalen sidste år og online her i foråret, og der er mange,
der har sagt, at de savner et festivalscentrum, hvor folk kan møde hinanden. Så derfor flytter vi næsten det
hele ned i Empire i år, så vi får et centrum dernede, hvor folk kan hænge ud.
Ud over det nye centrum, får vi en Danmarkspremiere i år. Iben Haahr, som for et par år siden lavede
dokumentarfilmen ”Goddag mit navn er Lesbisk”, har lavet en ny dokumentarfilm, og den har vi fået lov til at
åbne med i år, og det er vi meget glade for.
En anden film - det er en forpremiere - hedder ”Keep the Lights On”. Den foregår i New York, og
hovedrollen spilles af Thure Lindhardt, og hans søster bliver spillet af Paprika Steen. Det er lidt sjovt.
Inden Kirstine Mølgaard haster tilbage til kontoret til endnu en travl dag med festivalsplanlægning, gentager
hun en sidste gang en vigtig pointe:
MIX Copenhagen er ikke et lukket rum. Man behøver ikke være hverken bøsse, lesbisk, biseksuel eller
transkønnet. Alle er velkomne. Vi er meget heterovenlige.
EVENTS OP TIL MIX
HVAD: Filmquiz med mulighed for at vinde billetter til festivalen
HVORNÅR: 10. oktober 22:00
HVOR: Vela, Viktoriagade 2-4
1655 København V
HVAD: ’Jessie loves MIX’
HVORNÅR: 18. oktober 22-03
HVOR: Jolene, Flæsketorvet 81-85
1711 København V
facebook.com/jessieatjolene
11
EN ANBEFALING AF CASPER TYBJERG, LEKTOR VED IFM
Fritz Langs kæmpefilm har været regnet som et hovedværk fra første færd. Den er en af de størst opsatte
europæiske film nogen sinde, og dens billedside med de gigantiske maskiner, de robotagtige arbejderhære og
den sensuelle kvinderobot har haft en enorm populærkulturel indflydelse lige siden premieren.
Men filmen har haft svært ved at blive taget alvorligt: den præsenterer et ekstremt klassedelt samfund, hvor
overklassen lever et sorgløst liv i overflod og vellyst på jordoverfladen, mens de trælbundne arbejdere dybt
under overfladen kun kender til endeløst slid og maskinernes rytme; men filmens sluttelige forsoning mellem
herrer og slaver har på mange virket reaktionær og naiv. Filmens plot har også forekommet rodet og urimeligt
på mange.
En del af kritikken skyldes imidlertid, at filmen indtil for nylig kun var kendt i kraftigt beskårne udgaver. En
omfattende restaurering i 2001 markerede mange af de manglende sekvenser og gengav billedsiden sin
oprindelige storslåethed, fordi man fandt ud af, at den amerikanske eksportversion, skønt beskåret med
næsten en time, benyttede sig af de bedste takes af de enkelte indstillinger, og at det bevarede negativ var
originalt.
I 2008 viste det sig så, at filmarkivet i Buenos Aires besad en slidt og medtaget 16mm-kopi af filmen, som
imidlertid var den komplette premiereversion med næsten en halv times hidtil ukendt materiale. På nær to
minutter kunne man derfor rekonstruere filmen, som den havde været ved Berlin-premieren i januar 1927.
Virkningen er forbløffende: alle hullerne i plottet bliver fyldt ud, og selv om personerne ikke kan siges at have
nogen psykologisk dybde, har de nu pludselig en grund til at være der hvor de er og gøre det de gør. Plottet
viser sig som et mægtigt urværk, et præcist og ubønhørligt narrativt maskineri, og filmen får på den måde en
helt ny dimension. Gottfried Huppertz' originale musik er nu blevet synkroniseret med billedsiden, så man
pludselig opdager, hvor nøje den følger og understreger det, der sker i billederne.
Når man ser 2010-versionen, kan man tydeligt se den voldsomme kvalitetsforskel på det udviskede og slidte
Buenos Aires-materiale og den resterende films blændende billedkvalitet. Man kan selvfølgelig ærgre sig over
det, men det giver os samtidig en vigtig lektion om filmmediets skrøbelighed og billedkvalitetens betydning for
oplevelsen.
DET HOMOFILE NET:
EN GUIDE
Af Ronja Mannov Olesen og Freja Mannov Olesen
12
I seneste nummer af Ekko var der en liste over de bedste homofilm - får du her en langt mere brugbar homoliste: nemlig én over hjemmesider. Internettet er som bekendt et herligt sted at leve, og
følgende sider gør med garanti dit virtuelle liv lidt federe, på den queer måde. Enhver enhjørning
har jo sine egne præferencer, men her er en ufuldkommen liste over steder, hvor du, i vores erfarne
øjne, ikke går galt i byen:
FILM:
Buskfilms.com – VoD med lebbefilm af svingende kvalitet. Nogle af dem er gratis (fx den danske kortfilm
“Allez” af Oliver Tonning), mens andre koster mellem 2 og 5 $ at leje i 48 timer. Vi er endnu ikke stødt på et
decideret mesterværk på siden, da det mest er indiefilm tangerende til det amatøragtige, men vi hylder konceptet. En undtagelse er danske Saskia Bisps fremragende dokumentar “Nobody Passes Perfectly”; om en
transmands transition.
Peccapics.com - distributionsselskabet Peccadillo Pictures
må være et af verdens vigtigste når det kommer til cineastisk
queer-kræs – firmaet ligger i hvert fald inde med en sand
perlerække af tidens bedste LGBT-film. Her kan man læse
mere om deres film, og finde ud af hvor man kan købe dem
på DVD. Tidligere og kommende (københavnske) festivaldarlings som fx Keep the Lights on (med Thure L.!), Romeos
og Leave it on the Floor, er blandt det anbefalelsesværdige
udvalg. Juvelerne i samlingen må dog være “North Sea
Texas”, “Tomboy” og “Weekend”, der hands down er nogle
af de bedste film vi har set de sidste mange år. Hold øje med
MIX Copenhagens program, da Peccadillo Pictures uden tvivl
vil være stærkt repræsenteret!
crashpadseries.com: I den mere lumre afdeling kan man her finde decideret queer porno. Crash Pad Series har
et bredt udvalg af indieporno af og med folk, der faktisk har lyst til at knalde med hinanden. Det er frækt og
bevidsthedsudvidende, hvis man ikke lader sig afskrække af hjemmevideoæstetikken.
BLOGLAND:
Autostraddle.com: Virkelig lækker, velskrevet og interessant amerikansk side med blogs og indlæg om alt lige
fra politik over podcasts og opskrifter til tv-serier. Alt sammen ud fra et ungt, kvindequeert perspektiv, hvor der
er masser af plads til brugernes kommentarer. Og så er der eye candy i overflod. Just sayin’.
Themostcake.co.uk: geografisk tættere er den Londonbaserede lebbe-blog The Most Cake, der ligesom Autostraddle er LOL, klog og politisk vedkommende. Kvinderne bag er nogen af Londons sejeste hipsterbabes,
hvoraf flere også er ansvarlige for Londons alternative queer film festival, Fringe! såvel som legendariske klubber – bloggen er således et rigtig godt sted at holde sig opdateret om queer-kultur og natteliv når man er i den
engelske hovedstad.
Proudmag.dk: herhjemme er Proud! Magazine et glimrende alternativ til den internationale overflod af homosider, og en gang i kvartalet udkommer der oven i købet et online blad, som supplement til de ugentlige opdateringer om stort og småt i kulturlivet. Desuden er Proud! også en webshop med både bøger og film med
homofilt indhold, så der er ingen grund til at holde sig væk.
Everyoneisgay.tumblr.com: denne efterhånden ikoniske side er stadig et ægte go-to-site når det kommer til råd
om dating og kærlighed, og (homo-)livet sådan generelt.
modkraft.dk/queerkraft: hvis dit mantra er “not gay as in happy, but queer as in fuck you”, giver Modkrafts sektion Queerkraft politisk-aktivistiske (og ræverøde) perspektiver på dit homoliv.
OG SÅ LIGE EN RADIOFONISK ANBEFALING:
Det lesbiske litteraturhjørne: Under sloganet “det behøver ikke være godt, bare det er lesbisk!”, sender det
lesbiske litteraturhjørne temabaseret radio hver lørdag (undtagen den første lørdag i måneden) på 92.9 FM
(88.9 kabel) eller live stream på radioti.dk. Find dem også på facebook.
KÆRLIGHED
UDEN
FORDOMME
Af Nouha Nathalie Albrecht
14
Ikke alle film om homoseksualitet går hånd i hånd med samfundskritik og temaer
om identitet og anderledeshed. A Single Man fra 2009, er et udmærket bud på en
film, der på trods af sin kontroversielle ramme mest af alt handler om kærlighed.
Colin Firth spiller I filmen A Single Man universitetsprofessoren
George Falconer, der mister sin mangeårige samlever I en ulykke.
Film om homoseksuelle handler om homoseksualitet. Om samfundets reaktion på anderledeshed, om
familietraditioner, der falder fra hinanden og om de homoseksuelles kamp for at forstå deres egen identitet. Ganske logisk er det, ud fra det synspunkt at homoseksualitet forvolder konflikter og reaktioner fra
lokal - og verdenssamfund, der for nogle af os synes ubegribelige.
Indimellem er det dog forfriskende at se en film hvis projektion af homoseksualitet ikke ender ud i et homoseksuelt manifest, hvor uretfærdighed og krænkelse udpensles i en sådan grad, at man som publikum
føler sig påduttet en ellers påtrængende følelse af medlidenhed.
A Single Man, instrueret af Gucci’s eks-designer, Tom Ford, fortæller en betagende historie om kærlighed, der synes imponerende ufarvet af det faktum, at hovedpersonen er en middelaldrende, homoseksuel universitetsprofessor i start
60‘ernes USA, der går igennem sit livs krise efter at have mistet sin partner igennem 16 år. At kærligheden, trods dens
form, udgør filmens centrale akse, tematisk såvel som narrativt, synes en uvurderlig sejr for homoseksuelles kamp mod
diskrimination.
Homoseksualitetens mange ansigter
15
Det er ganske forskelligt hvordan en film formidler homoseksualitet. Ligeledes varierer måden hvorpå homoseksuelle
karakterer fremstilles. Fælles er dog at formidling og fremstilling af homoseksualitet giver publikum et billede af, hvad
filmskaberen vil fortælle om emnet, hvis han vel og mærke vil fortælle noget.
Den stereotype anderledeshed
Måske ikke overraskende gør Hollywood sig bemærket, når det kommer til fremstillingen af homoseksuelle, der i
mange, store filmproduktioner afbilledes stereotypt. Måske mest fordi homoseksualitet ikke kan spottes med det blotte
øje eller fordi frygten for det anderledes bliver mindre, hvis det lettere kan identificeres.
Andre eksempler på stereotyp fremstilling af homoseksuelle ses desuden i en række af Pedro Almodóvars film, hvor
mange karakterer er iklædt så prangende kostumer, at ingen iblandt publikum er i tvivl om karakterernes seksualitet.
"At kærligheden, trods dens form, udgør filmens centrale akse,
synes en uvurderlig sejr for homoseksuelles kamp mod diskrimination."
I Almodóvars tilfælde antyder karakterernes outrerede udklædning nærmere en proklamation på frihed end en hjælpende hånd til publikums forståelse.
Andre film afbilder homoseksuelle mindre stereotypt. Eksempelvis er hovedpersonernes seksualitet i Peter Greenaway’s, My Beautiful Laundrette og i Ian Rashids, A Touch of Pink (2004), ikke åbenlys andet end i elskovsscenerne. Begge
karakterer, Omar og Alim, er af etnisk afstamning, og det er denne anderledeshed, der træder mest i øjnene. I et forsøg
på at lokalisere og forstå deres egen, homoseksuelle identitet benytter de objekter; Omars pyntede vaskeri i det Thatcheriske, rigide London, og Cary Grant’s genfærd, der giver Alim et stænk af pink (Filmens titel er en hyldest til A Touch of
Mink med Cary Grant).
Herved manifistereres tilstedeværelsen af homoseksualitet visuelt, også for publikum, der måske forstår vanskeligheden
af at være etnisk og homoseksuel i en verden fuld af forandring.
Mange af os tænker måske ikke over Hollywoods stereotype fremstilling af homoseksuelle, lige såvel som vi ikke hæfter
os synderligt ved det faktum, at sorte ofte fremstilles som underholdende og klovnelignende karakterer. Alligevel synes
klichéerne at sætte en stopper for den afstigmatisering, som mange af filmene selv forsøger at bekæmpe.
"Måske ikke overraskende gør Hollywood sig bemærket, når det kommer til fremstillingen af homoseksuelle, der i mange, store filmproduktioner afbilledes stereotypt.”
16
Et par nyere film benytter sig heldigvis af en mere virkelighedstro fremstilling af homoseksuelle. Det gælder bl.a. den
prisbelønnede, Brokeback Mountain, hvor lyserøde pon pon’er og glimtende genstande erstattes af to homoseksuelle
hovedpersoner, hvis maskulinitet ikke er til at tage fejl af. Udover en klar parallel mellem de (homo)seksuelle drifter og
naturen formår instruktøren, Ang Lee, at afbillede homoseksualitet, uden at forklare. Desuden er både Heath Ledger og
Jake Gyllenhaals karakterer pålidelige og menneskeligt komplekse frem for genstandslignende og stereotype. Selvom
menneskeligheden er i fokus, omhandler filmen dog en efterhånden velkendt problematik om homoseksualitetens plads
i et miljø, hvor diskriminationen hersker. Den omtalte, A Single Man, gør sig derimod bemærket ved en narrativ struktur,
der ikke kredser om typiske “homoseksuelle” konflikter og ej heller fremstiller hovedpersonen, George Falconer, som
typisk homoseksuel. I stedet er A Single Man ganske enkelt en fortælling om en mand, der mister sin elskede.
A Single Man
Den rørende historie om George Falconer i A Single Man får den problematiske homoseksualitet i 60‘ernes amerikanske
middelklasse til at træde i baggrunden til fordel for en poetisk livsfortælling, der for alvor understreger menneskelighedens suverænitet over for seksualitetens.
Narrativet i A Single Man tager udgangspunkt i én enkelt dag i hovedpersonens liv, netop den hvor hovedpersonen
beslutter at begå selvmord. George pakker sine ejendele sammen på sit universitetskontor, tømmer sin bankboks og
skriver sine afskedbreve. Flere gange bliver han forstyrret af sin elev, Kenny, der trods sin ungdommelige og let naive
karakter gennemskuer George’s planer og (måske) bliver katalysatoren for sin professors fornyede livsgnist i slutningen
af filmen.
Udover Georges forbud mod at deltage i sin afdøde partners begravelse træder de ellers oplagte konflikter mellem samfund og homoseksuel i baggrunden for en detaljeret og imponerende visuel fortælling om en mands sidste timer, hvor
hverdagens detaljer bliver så fremtrædende, at de sænker tidens gang. I tråd hermed siger George til sine elever under
en forelæsning, at den anderledeshed, der frygtes mest af mennesker, er den man ikke kan se. Paradoksalt nok vækker
kommentaren genklang når opmærksomheden ledes hen på homoseksualitet, der i Georges tilfælde ikke er let at få øje
på.
Ovenstående skal ikke fremstå som en kritik af film, hvor diskrimination af homoseksuelle er omdrejningspunktet,
naturligvis fordi den homoseksuelle historie, på film såvel som i virkeligheden, ofte er en historie om samfunds - og identitetsmæssig konflikt frem for om kærlighed alene. Alligevel er det befriende at se en film om en mand, der ganske enkelt har ondt i hjertet.
Sherlock Holmes
& Dr. Watson:
Af Asta Schantz Koch
BROMANCE
ELLER
ROMANCE?
Sherlock Holmes og Dr. Watson. Mesterdetektiven og hans trofaste kompagnon og kronikør. I de
seneste år har de to navne vagt interesse hos et nyt publikum gennem en række adaptioner: i
Hollywood, hos britiske BBC og amerikanske CBS.
17
Men én ting, der er blevet overleveret fra tidligere generationer, er den evige spekulation omkring
karakterenes indbyrdes forhold. Stikker deres forhold dybere end som så, eller repræsenterer
makkerparret blot den første reelle bromance?
Victoriansk bromance
Holmes og Watson så for første gang dagens lys i 1887, da Sir Arthur Conan Doyle udgav den første
fortælling om mesterdetektiven og hans kollega fra 221B Baker Street. Et litterært fænomen var blevet født.
I 1941 udgav Rex Stout, der selv var krimiforfatter, en af de første toneangivende teorier, der senere kan
have ført til spekulationerne om Holmes’ og Watsons forhold. I sin undersøgelse Watson was a Woman
foreslår Stout, at der aldrig har eksisteret nogen ’Dr. Watson’, men at Holmes’ kompagnon i stedet var en
kvinde – Sherlock Holmes’ hustru. Stout baserede sin konklusion på karakteranalyser af de to
hovedpersoner i flere af Conan Doyles tekster, hvori det tydeligt fremstod, at Watsons forhold til Holmes
var lig det forhold, der findes mellem mand og kone.
Denne analyse var dog ikke populær blandt de hardcore Sherlockians (Sherlock Holmes-entusiaster), der
straks afskrev teorien. Elementer har dog siden hen rodfæstet sig, og som homoseksualitet blev mere
accepteret, blev spekulationerne mere udbredt.
Hovedargumentet for at deres forhold skulle være ’more than just friends’ baseres på mange af de
tendenser, Rex Stout påpegede i 1941. I den litterære kanon opstår mange hjemlige situationer, hvilket i
bund og grund skyldes, at de er samboer. Ydermere tolker mange Holmes’ ambivalente forhold til kvinder
som endnu et tegn på hans homoseksualitet. Den eneste kvinde, der interesserer ham det mindste, er
Irene Adler –’The Woman’. Hun optræder dog kun i en enkelt novelle: A Scandal in Bohemia (1891).
Watson, derimod, fremstilles som en kvindebedårer af Victoriansk kaliber – han bliver endda gift og forlader
deres fælles gemakker på 221B Baker Street.
Skal de omtalte undertoner frem til overfladen i den litterære kanon, kræver det altså en noget forceret
læsning. Tværtimod er der måske tale om den første litterære ’bromance’.
Holmes & Watson Go To Hollywood
I Guy Ritchies’ Blockbuster-brag af en gentolkning er bromance-forholdet mellem Sherlock Holmes (Robert
Downey Jr.) og Watson (Jude Law)da også fremtrædende. Holmes introduceres i den første film som værende
helt til rotterne, efter Watson har forladt deres fælles hjem til fordel for en ung kvinde, Miss Mary Morstan.
Holmes’ manerer er da også tilsidesat, da han for første gang møder Watsons forlovede, hvilket indbyder til en
tolkning om åbenlys jalousi. Robert Downey Jr. har selv antydet, at han tolker rollen som homoseksuel, men
denne undertone overskygges af en tydelig seksualisering af Holmes-karakteren, da Guy Ritchies univers,
domineres af en stærk kvindelig modspiller til Holmes – nemlig Irene Adler (Rachel McAdams).
18
”Robert Downey Jr. har selv antydet, at han tolker rollen som homoseksuel, men denne
undertone overskygges af en tydelig seksualisering af Holmes-karakteren.”
Hun præsenteres som en uafhængig kvinde, der har en tendens til at flirte med ’the dark side’. Romancen
mellem Adler og Holmes får publikum da også smag for, hvormed Holmes-kanonen endegyldigt er overgået til
Hollywood-format. I opfølgeren, Sherlock Holmes: A Game of Shadows (2011), synes eventuelle homoseksuelle
antydninger at være tilsat en mere humoristisk undertone. Eksempelvis følger Holmes med på Watsons
bryllupsrejse – iklædt kvindekostume. Den amerikanske bearbejdelse af det oprindelige litterære oplæg er
iøjnefaldende; undertonerne er ganske vist til stede, men i sidste ende bliver det bare et latterfremdrivende
værktøj.
Som humoristisk element
En anden adaption er BBC’s nytolkning, SHERLOCK, fra 2010. Den mest markante forskel ved denne serie er
miljøet – her er det victorianske London skiftet ud med et London i det 21. århundrede, hvilket også har stor
betydning for holdningen til et eventuelt forhold mellem Sherlock og John (i det 21. århundrede går det jo ikke at
kalde nogen ved deres efternavn). Hvor homoseksualitet var tabu i det victorianske England og til en vis grad er
det i nutidens Hollywood (hvis man da ser bort fra ’Brokeback Mountain’, ’Milk’ og 'A single man'), forholder
SHERLOCK sig anderledes til emnet.
Allerede i seriens første afsnit, A Study in Pink (BBC 2010) antager udlejeren, Mrs. Hudson, straks, at de to er et
par. ”There’s all sorts ’round here. Mrs. Turner next door’s got married ones”. Sherlock fremstilles om noget som
aseksuel, da han hverken udviser interesse for det ene eller det andet køn. Da John udspørger Sherlock, om
han har en (pige)kæreste, svarer han afværgende: ”Not really my area” og tilføjer efterfølgende ”John, I think you
should know that I consider myself married to my work and while I’m flattered by your interest I’m really not
looking for anything”. John formår dog hurtigt at irettesætte Sherlock (og alle andres formodninger), og
karakteren udviser da også stor interesse for det modsatte køn. For Sherlocks vedkommende udebliver den
romantiske side i størstedelen af seriens afsnit.
Dog introducerer anden sæson Irene Adler som ’The Woman’. BBC’s Irene Adler er endnu mere ekstrem end
Rachel McAdams portrættering i Guy Ritchies univers. I SHERLOCK er hun en ’Dominatrix’, der har sexuelle
forhold til både mænd og kvinder. Trods Sherlocks åbenlyse mangel på seksualitet og Irene Adlers overflod af
samme, drages de to nu alligevel af hinanden på et sapioseksuelt niveau (at tiltrækkes af intellektualitet).
Overordnet set udebliver det homoseksuelle aspekt altså på et romantisk plan, men dominerer på det
humoristiske. I stedet fokuseres der på det usandsynlige og næsten symbiotisk venskab mellem to totale
modsætninger.
”Skal de omtalte undertoner frem til overfladen i den litterære kanon, kræver det en noget
forceret læsning. Tværtimod er der måske tale om den første litterære ’bromance’”
I efterdønningerne på Sherlock Holmes-fænomenets genopblomstring har den amerikanske kanal CBS valgt
at følge i BBC’s fodspor og lave en opgradering af Conan Doyles univers. Elementary, som serien hedder,
placerer Holmes (Jonny Lee Miller) i nutidens New York, hvor han netop er kommet ud af rehab. Der går dog
ikke længe, før Holmes atter involveres i opklaring af forbrydelser. Det mest anderledes ved CBS tolkning er
portrætteringen af Watson. Karakteren skal nemlig spilles af Lucy Liu og omdøbes derfor til ’Joan’ Watson.
Herved følger CBS i Rex Stouts blufærdige fodspor, hvorved en romance mellem de to hovedpersoner
muliggøres uden at være for grænsesøgende.
Den tydelige mangel på et fuldbyrdet romantisk forhold mellem Sherlock Holmes og Dr. Watson i både film- og
tv-mediet efterkommes dog i mange andre formater. I 2011 kom novellesamlingen A Study in Lavender –
Queering Sherlock Holmes, hvor 11 forfattere hver bidrog med fortællinger, hvor flere vigtige karaktere i
Holmes-kanonen indgår i homoseksuelle forhold. Ligeledes har Total E-bound-forlaget udgivet en e-bog i
serien ’Clandestine Classics’, hvor klassisk britisk litteratur som Jane Austen omskrives, så de indeholder alt
det usete (uskrevne). Der er her tale om en omskrivning af den første Holmes-roman, A Study in Scarlet, der
nu indeholder et seksuelt forhold mellem de to protagonister.
Et eksplicit romantisk forhold mellem Sherlock Holmes og Doctor Watson forefindes ikke altså i kanonen eller i
de seneste adaptioner, men kun på mindre eksponerede platforme. Til gengæld favoriseres bromanceforholdet i kanon og adaptioner, så der alligevel er lidt at føle på. I sidste ende er Holmes og Watson dog, til
ærgrelse for mange, bare gode venner.
”I sidste ende er Holmes og Watson dog, til ærgrelse for mange, bare gode venner. ”
I BBC's adaption af Sherlock Holmes SHERLOCK sker der aldrig en fuldbyrdelse af forholdet mellem
Holmes og Watson - men spekulative undertoner er dog til stede, og giver et humoristisk præg.
19
SLASH-FIKTION: NOGET OM HOMOER
Af Amanda Maria Stokholm James
20
Forestil jer dette:”Anakin
Skywalker ser ømt på ObiWan og erklærer med
bævende stemme sin
udødelige kærlighed” Eller
hvad med: ”Pinky og Brain
fuldbyrder lidenskabeligt
deres forhold i museburets
savsmuld” – Sygt? Forkert?
Blasfemisk? Jamen det
findes! I hvert fald på skrift.
På nettet. Og det kaldes
”slash-fiction”
Jeg tror, de fleste har haft følelsen af, at man bare vil have en film til at ende anderledes, eller måske været utilfreds
med hvem helten endte op sammen med. Det er denne følelse, der driver fan-fiktion.
Fan-fiktion er, som ordet antyder, når en fan af en historie (film, bog, spil etc.) skriver fiktion, der bygger videre på eller
helt ændre den originale historie. Der findes utallige sider på nettet, hvor skriveglade fans kan dele deres historier med
omverdenen - og en stor del af disse historier går ind under kategorien slash.
Slash-fiktion er betegnelsen for fan-fiktion hvor fokus ligger på homoseksuelle karakterer. Ordet slash kommer sig af at
man normalt bruger en skråstreg når man skriver hvilket/hvilke par der figurerer sin fan-fiktion; Karakter A/ Karakter B.
Oftest er karakterene ikke homoseksuelle i originalhistorien, men det stopper absolut ikke dem, der skriver slash! Når
det kommer til, hvordan karakterer i en historie kan ”parres op” er det nærmest kun fantasien, der sætter grænser:
Draco Malfoy/Harry Potter, Harry Potter/ Voldemort - hvis det kan tænkes, er der en stor sandsynlighed for, at der
findes slash skrevet om det.
”Oftest er karaktererne ikke homoseksuelle i originalhistorien,
men det stopper absolut ikke dem, der skriver slash!”
Et par i fan-fiktion-terminologi (uanset om det er hetero-eller homo) kaldes et ”ship”, som logisk nok kommer af ordet
”relationship”. Hvis der er en speciel par-kombination man kan lide, som f.eks. Draco/Harry, siger man, at man
”shipper”dem. Der findes hele hjemmesider og sider på tumbler dedikeret til de mest populære ships. Her kan folk så
dele billeder, fiktion, og meninger om det pågældende ship. Dem, der shipper seriøst, kan hellig sig deres ship i en
sådan grad at de vil gå i tekst-krig med alle der har andre ships eller der er uenige i deres parsammensætning.
Ofte vil man se folk, der shipper heteroseksuelle par eller som bare er fan af den pågældende originalhistorie,
kritisere dem, der shipper slash-par, fordi de fokuserer på ”urealistiske” par. Spørgsmålet er så, om ikke alt fan
fiktion hvor folk laver om på originalhistoriens par-kombinationer er ”urealistisk”? Og siden langt de fleste fan
fiktioner er bygget på fiktion-historier, er det så overhovedet relevant at snakke om nogen form for realisme?
”Dem, der shipper seriøst, kan hellig sig deres ship i en sådan grad at de vil gå i tekst-krig
med alle, der har andre ships eller er uenige i deres parsammensætning.”
21
Som sagt dækker slash-fiction over alt
homoseksuel fan-fiktion, men der er en
tendens til flere historier hvor mænd
danner par end kvinder. Måske er det
fordi at størstedelen af slash-fiktion
skrives af skrives af kvinder – og for
kvinder er mænd bare lidt mere
interessante end andre kvinder.
Måske er det netop kønnet, der er nøglen
til slash fiktions popularitet: for hvor tit er
det, at vi oplever mandlige karaktere i film
eller bøger blive ”besejret” af
kærligheden?
Der findes selvfølgelig slash-fiktion der
hovedsageligt fokuserer på det seksuelle
aspekt af karakterenes forhold (jah skrevet homo-porno), men det er kun en brøkdel i forhold til den massive
mængde af slash-fiktioner hvor følelserne er i fokus. Og her er der snak om de store følelser, den store
kærlighed! Den der, til trods for at logikken gør modstand, overvælder en og får en til at glemme omverdenen.
Meget slash fiktion er, i mangel på et bedre ord, følelsesporno: Det er fiktion hvor den forbudte, lidt farlige og
umulige kærlighed bliver dyrket til fulde. Jeg tror, det er et tema der rammer rigtig mange - måske specielt
kvinder - på et underbevidst niveau, som vi måske ikke helt vil være ved.
”Det er fiktion hvor den forbudte, lidt farlige og umulige kærlighed bliver dyrket til fulde.”
Jeg har læst igennem ret meget fan fiktion i tidens løb (både slash og ikke), og jeg vil indrømme, at der er ret
meget dårligt skrevet fiktion derude, specielt i slash kategorien. Men engang imellem kan man ramme ind i
velskrevede historier, hvor det lykkes både at være tro mod originalhistoriens univers, og at fortælle en
fantastisk historie om kærlighed og venskab mellem to karakterer, man ellers følte man kendte så godt.
Og hvis ”den store kærlighedshistorie” virkelig ikke tiltaler en, kan man altid få et godt grin ud af at læse nogle
af de mere bizarre par kombinationer (f.eks. Pinkey/Brain – ja, det findes!). Måske får man et helt nyt
perspektiv på en historie, man troede man kendte.
NÅR DEN BARE NUMSE
BLIVER POLITISK
Af Agnete Christiansen
22
Skøre dyr og grimme børn bliver hurtigt facebookdarlings, når man egentlig burde skrive av-opgave –
men blandt de lystige overspringshandlinger er der også plads til udvikling af meninger.
Sandheden om internetsubkulturen er heldigvis ikke lutter lolcats; her findes også en værdipolitisk arena
for dem, der mener, at en god sviner er et validt argument, og dem, der vil udvikle tanker og holdninger.
For på adskillige internetfora udspiller der sig også en grovmundet meningsudveksling og en næsten
sofistisk duel på vid og sproglig slagkraft i en helt anden form end det traditionelle ”...og i øvrigt mener
jeg”-format.
Kulturens genetik
Formen i disse fora er de såkaldte ”memer”, som oprindeligt betyder noget i stil med ”kulturens gener”.
Memet blev først navngivet i 1976 af adfærdsbiologen Richard Dawkins under et forsøg på at
sandsynliggøre, at det grundlæggende princip bag udvikling er replikation; et element eller fænomens
evne til at generere kopier af sig selv. Som de enkelte gen-enheder, DNA-molekyler, er i stand til at til at
kopiere sig selv, ligesådan reproducerer kulturelle enheder sig selv gennem gentagelse. Et meme kan
være ide, et symbol, en talemåde, en teknik, en spisevane, et modefænomen, en melodi; alle kulturelle
fænomener, der gentages og efterlignes mellem mennesker.
Internettet er næsten selvsagt en veritabel petriskål for udvikling og gentagelse af kulturelle fænomener,
og det bliver udnyttet i adskillige lødige og underlødige internetfora (f.eks. 4chan, som du kan læse mere
om i Ordets internet-temanummer). En meme er oftest et billede med noget tekst, som på en eller anden
måde siger os noget. Hvis skabelonen for memet er tilpas simpelt, bliver det hurtigt populært, for med en
simpel skabelon, kan alle være med til at lave sin egen version af memet og på den måde udvikle det.
Som meningsudvekslingsmedie adskiller memerne sig især fra den gængse debat på et punkt: Skaberen
af det oprindelige meme kan ikke styre, hvem der overtager memet, eller hvordan det udvikler sig. Så
snart det sejler ud på det verdensomspændende internet, kan det blive samlet op af hvem som helst;
chauvinister, racister, fascister og (gud forbyde det) journalister, der skal gøre sig interessante om
internetkultur.
Would def not bang
Et af de memer, der har været igennem lidt af en udvikling
(men som faktisk har noget at sige), går under betegnelsen
”2/10: Would not bang”. Memet er ikke partipolitisk, men
kommenterer på en kulturel praksis på internettet, der
afspejler en sexistisk holdning til kvinder. Memets form (som
er blevet gentaget flittigt) består af et billede af en attraktiv
person (oftest en kvinde) med små tekststykker rundt omkring
på billedet, der kommenterer på minimale eller opfundne fejl
ved personen.
Top- og bundteksten lyder ”2/10” og ”Would not bang”. 2/10memet er en kritisk en reference til den kulturelle praksis på
nettet, at kommentatorer bedømmer billeder af kvinder på
internetfora ud fra ét kriterium: Hvorvidt kommentatoren ville
have sex med hende eller ej. Denne type kommentarer
kommer ofte med en vurdering af kvindens udseende samt en
bedømmelse på en 1-10-skala.
Ved at give billeder af traditionelt attraktive kvinder den ekstremt lave bedømmelse 2/10 og stemplet ”would
not bang”, sætter memet fokus på de ekstremt sexistiske kriterier og det urealistiske skønhedsideal, som gives til
udtryk i bedømmelserne. Tør jeg nævne ordet ironi?
Lækre kvinder med overskæg
Memet ”10/10: Would bang” fulgte samme formel, men med
omvendt fortegn. 10/10-memet består af uflatterende portrætter
eller billeder af traditionelt uattraktive mænd og kvinder med
captionen ”10/10: Would bang” (i nogle variationer kun 9/10)
samt kommentarer på billedet, der ironisk komplimenterer træk
ved personen, der ud fra standardskønhedsidealet ville opfattes
som uskønne. Det værdipolitiske opråb i disse memer er nemt at
overhøre, men eksemplet illustrerer formens ustadighed. Det ene
øjeblik er der et budskab, som selv Laura Mulvey måske kunne
have lidt spas over (hvis hun lod være med at kigge på Keiblers
bare numse). Det næste øjeblik er der blot en fladpandet
fingerpegen af kvinder med moustache.
De værdipolitiske memer er useriøse, vulgære og grove. Men de
tager stilling. Måske ikke nuanceret og sofistikeret – men
underholdende og retorisk slagkraftigt. Og de giver stemme til
internetbrugere, som fx ikke vil finde sig i tankeløs sexisme, men
ikke har noget mod at bruge en bar røv til at understrege pointen. Og hvis ens meme bliver misbrugt og
udvikler sig i en uheldig retning? Well, we’re all in it for the lulz, right<
23
TEMAFILM: WEEKEND
Ordets skribent, Niels Jakob Kyhl Jørgensen, tager et dyk ned og åbner op for den mindre
glamouriserede og mere virkelige historie, der er dette blads temafilm: Andrew Haighs Weekend.
24
Fænomenet: ”Bøsse”
Weekend er en sanselig fortælling om gryende romantik mellem to mænd, der afsøger såvel hinandens
grænser som grænserne for ’homofilmens’ form, sprog og indhold. Det er en film, der kan og vil meget. Det er
køkkenvaskrealisme for det 21. århundrede, der problematiserer sin egen genre og subkultur uden at give
afkald på den gode historie, der gør den tilgængelig for andre end den sædvanlige niche. Weekend er, med
andre ord, et komplekst og mangfoldigt værk, hvis fintfølende og rørende portræt af spirende kærlighed er
drevet af et oprigtigt ønske om at diskutere fænomenet: ’Bøsse’.
Weekend er i reglen en typisk art film: distancerede billeder, kølige farver, leg med dybdefokus, skæve
framings, der på én gang giver filmen et konstrueret og et tilfældigt præg. En plotfattig fortælling uden tydelig
fremdrift, bundet sammen af dialogscener med lange, ubrudte indstillinger. En social problemstilling: Hvordan
skal man som homoseksuel tackle samfundets ’heteronormativitet’? Russel (Tom Cullen) er reserveret og
ordknap og skilter ikke med sin seksualitet; Glen (Chris New) er provokerende og konfliktsøgende, ivrig efter at
belære fremmede om sin seksualpolitik.
Med dialog i fokus
Men filmen er mere end formen, blændende naturalistisk spil og frit associerende samtaler afrunder Russel og
Glen fra politiske repræsentanter til helstøbte karakterer.
En akavet morgen efter et engangsknald forsøger Russel at få Glen ud af døren med sin værdighed intakt,
men Glen hiver en diktafon frem og beder Russel genleve aftenen forinden ned til sidste slibrige detalje. ”Til et
kunstprojekt”.
Da de mødes i byen senere på dagen, får Glen et lift hjem på Russels bagagebærer. Om aftenen føler Russel
sig overset sammen med Glens venner, men får ham for sig selv, da de skrider for at gå i tivoli i stedet.
Spredte scener fra en begivenhedsrig weekend, hver med deres ’definerende øjeblik’, der føjer til mændenes
forhold. Dialogen er bærende: langsomt får vi udfoldet mændenes forhistorie, og vi indser årsagen til deres
fælles tiltrækning.
”Hvordan skal man som homoseksuel tackle samfundets ’heteronormativitet’?”
De to komplimenterer hinanden: Russel er tabsbarn, som er opvokset i institutioner. Han har ikke oplevet de
’homoseksuelle overgangsriter’, som at springe ud af skabet over for nogen, og derfor mangler han
udefrakommende accept for at kunne acceptere sig selv. Glen led et smertefuldt svigt af en tidligere kæreste,
og har nu forsværget alt kæresteri til fordel for sorgfri hedonisme. Russel har det bedst for sig selv, og Glen
foretrækker andres selskab.
Filmens tone er insisterende realistisk, kameraet registrerer alle aspekter af mændenes forhold: fra eksplicit sex
til diskrete blik. Men man mærker instruktørens hånd: Dialogen er dels uskyldigt tilfældig, hverdagssnak og
personlige spørgsmål, og dels overlagt seksualpolitiskdiskussion. Russel og Glen har ikke meget andet end
seksualiteten til fælles, og ingen af dem minder om den typiske 'filmbøsse' (ham med de løse håndled, lyse
stemme og sans for kvindemode). Moralen er tydelig: man er ikke sin seksualitet.
Dette metaaspekt ses flere steder i filmen. Da Glen forklarer sit kunstprojekt, siger han frustreret at 'de
homoseksuelle kun kommer i håbet om at se en pik, og de hetero kommer slet ikke'. Haighs bange forudanelser
blev heldigvis modbevist, da filmen vandt et stort publikum i både USA og England.
Der er behov for at modernisere homofilmen. Hollywood viser helst 'skabets' martyrer (Brokeback Mountain,
Milk, A Single Man) mens, der på indiefronten er en tendens til blot, at befolke den romantiske films genrer med
karakterer af samme køn. Weekend er et bud på en ny retning; en kvalitetsfilm med troværdige karakterer, der
snarer afspejler virkelighedens verden end melodramaets.
Dette til trods føles det aldrig som en 'debatfilm': subteksten er skrevet mellem linjerne på en rørende og dybt
romantisk historie om nyfunden kærlighed, der udfordrer seeren uden at give slip på dramaturgiens virkemidler.
Opbygningen er traditionel, stilen virker bekendt, men udførelsen udfordrer og opfordrer andre filmskabere til at
følge med. Lad os håbe, de gør det.
”Weekend er et bud på en ny retning; en kvalitetsfilm med troværdige
karakterer, der snarer afspejler virkelighedens verden end melodramaets.”
25
AL-JAZEERA CHILDREN’S CHANNEL:
PUBLIC SERVICE PÅ ARABISK
Af Franz M.H. Bomberg
26
Siden sin lancering i 2005 har den arabiske satellitkanal al-Jazeera Children´s Channel kæmpet
mod kommercielle kanaler, der tidligere har været det eneste tv-udbud til børn i Mellemøsten.
Med egenproducerede programmer, der forsøger at samle børn på tværs af de arabiske lande
har børnekanalen sat sig et ambitiøst mål som Mellemøstens første public service-kanal for børn.
Med varierende resultater.
Hvad gør man som nystartet tv-station, hvis man har skyhøje ambitioner, men ingen erfaringer med og traditioner
for at lave børnefjernsyn samtidig med, at medielandskabet i mange år har været præget af kommercielle kanaler?
Det er det spørgsmål, som den Qatar-baserede satellit-kanal al-Jazeera Children´s Channel (herefter JCC) må have
stillet sig selv mange gange, siden den blev etableret i 2005.
Arabisk børnefjernsyn var inden da et meget sjældent fænomen, da hverken regeringer eller virksomheder i de
arabiske lande havde interesse i at støtte programmer til børn. De børneprogrammer der blev udbudt på de
nationale kanaler i mellemøsten var primært importerede børneprogrammer, der alle blev dubbet til den lokale
dialekt.
Så da den qatarske førstedame Sheikha Mozah bint Nasser al Missned i begyndelsen af 00´erne foreslog at etablere
en arabisk ikke-kommerciel “edutainment” børnekanal med lokalfunderede programmer, blev dette af mange
betragtet som en umulig drøm. Men med økonomisk støtte fra the Qatar Foundation for Education, Science, and
Community Development og med Mellemøstens mest kendte varemærke, mediefænomenet al-Jazeerabag sig, blev
JCC lanceret.
Der var fra begyndelsen stor interesse omkring den kommende børnekanal, der af ledelsen blev beskrevet som ”a
bright alternative to the current trends in television broadcasting where children are exposed to violent and
inappropriate material on daily basis”1. Med en public service mission baseret på uafhængige midler præsenterede
al-Jazeera Children´s Channel en hidtil uset model for børnefjernsyn i de arabiske lande.
At skille sig ud fra mængden
JCC var ikke den eneste kanal, der gjorde sit indtog i 00´erne. Siden 2005 er udbuddet af deciderede børnekanaler i det
arabiske satellitfjernsynslandskab steget markant blandt andet med ankomsten af amerikanske brands som Disney
Channel og Nickelodeon, mens mellemøsten-baserede tv-stationer som Spacetoon TV og MBC3 også var med til at øge
konkurrencen for JCC. Dog er det næsten udelukkende JCC, der producerer egne programmer.
Flere medier i de øvrige lande forholdte sig dog kritiske til JCC før første sending med det argument, at kanalen ingen
erfaring havde med at producere børnefjernsyn og derfor måtte ty til hjælp fra vesten. Efter at have sendt i godt en
måned blev kanalen atter mødt med ubarmhjertig kritik fra en af de førende pan-arabiske aviser, al-Hayat. I en klumme
med titlen, ”When we put amateurs in charge and we adress the child below his level”, kritiserede avisen kanalen for at 27
bestå af uprøvede tv-værter, der vidste mindre om de forskellige emner, der blev diskuteret end deres gæster, der alle
var børn.2 Opstartsproblemer prægede kanalen, men det varede ikke længe, før andre begivenheder trak overskrifter i de
pan-arabiske medier.
Kanalen markerede sig desuden ved et kontroversielt indhold, hvilket ikke kom bag på mange, da det havde været et af
storebroren, nyhedskanalen al-Jazeeras særlige kendetegn de foregående 10 år. Programmet, Sehha wa Salama
(Sundhed og sikkerhed) for og med børn tog blandt andet fat i debatten omkring omskæring af pigers kønsorganer, og
andre programmer lod børn kommentere på følsomme politiske og sociale problemstillinger såsom Israel-Palæstina
konflikten.
Fra animerede helte til dokumentarer i øjenhøjde
Udover ovennævnte programmer har JCC også produceret en række populære serier og film, der har været med til at
sætte børnekanalen på verdenskortet som en seriøs spiller på børnefjernsynsfronten. Ved sin lancering proklamerede
kanalen, at 40% af programudbuddet skulle være egenproduceret, og i 2010 var procentsatsen sat til 60.
Af tv-serier kan nævnes den stort anlagte animationsserie Saladin, om den arabiske folkehelt, der stod forrest i kampen
mod korsridderne, og Nan wa Lili, den første arabiske animationsserie lavet til før-skolebørn3. Udover at lave
programmer for børn, har JCC i høj grad fokuseret på at have børn med som direkte aktører fx i det ugentlige
debatprogram Nadra Ala og Ad Darb, et quiz-program, der kombinerer intense spørgerunder med fysiske udfordringer.
JCC har desuden bevilget støtte til mere end 50 film, dokumentar såvel som fiktion, der er optaget i forskellige arabiske
lande. Dokumentarfilmen Still alive in Gaza (Palæstina, 2010) og de to kortfilm, The tissue vendor (Syrien, 2009) og
Penalty (Tunesien, 2008) tager alle udgangspunkt i drengebørns hverdag med fokus på deres overgang fra at være
beskyttede børn til at være selvstændige individer i et til tider kaotisk samfund.
Et medielandskab med udfordringer
Et af JCC´s kernepunkter var som nævnt tidligere at producere mere lokalfunderet materiale for at samle seerne omkring
en fælles arabisk nationalitet. Med børn som målgruppe i et område, hvor samhørighed mellem lande stort set ikke er
eksisterende, er dette kernepunkt stærkt udfordret. For at forklare denne problemstilling yderligere, er det nødvendigt at
klarlægge nogle aspekter af forholdene mellem de arabisksprogede lande i mellemøsten.
JCC har hovedsæde i olie-staten Qatar – et lille, men betydningsfuldt land, der ligger som en halvø i forlængelse af Saudi
Arabien. Alle arabiske lande har hver deres politiske historie og dermed meget forskellige statslige interesser, og Qatar
gjorde sig bemærkelsesværdig i 1995 ved et fredeligt statskup, hvor den daværende emir blev afsat af sin ældste søn,
Sheikh Hamad bin Khalifa al Thani. Den nuværende emir har siden forfulgt en aktiv moderniseringslinje, idet han ved sin
indsættelse gav et løfte om at indføre nye reformer i en demokratisk retning.
På nogle områder har Qatar derfor været anset som en trussel hos nogle af de øvrige arabiske landes regeringer, der ikke
har været interesserede i at indgå lignende moderniseringer.
Med satellitkanalernes indtog i 90´erne blev grænserne mellem de arabiske lande blevet slørede, og de forskellige lande
kunne pludselig følge med i hinandens udvikling.
Dertil har en udvikling af underholdningsindustrien, blandt andet med indflydelse fra vestlige selskaber, bidraget til en
øget kommercialisering og globalisering, hvilket har fået kritikere og medieforskere til at frygte en nedbrydning af den
arabiske kultur. Og det har en konsekvens for den pludselige udvikling af børnefjernsyn.
28
JCC: en elitær og nødvendig spiller på banen?
JCC´s mål er, at danne fremtidens voksne araber, ved at sende lokalfunderet lærerigt og underholdende fjernsyn ud til
over 350 mio. arabisktalende i mere end 20 lande. Midlet for at nå denne samhørighed, og dertil kanalens største
udfordring, skal findes i sproget.
JCC har valgt at lade det primære sprog i deres programmer være en simplificeret udgave af standardarabisk, sproget
som Koranen også er skrevet i. Mange ældre børn og unge mennesker, som er vokset op med programmer fx tegnefilm,
der er dubbet med regionale dialekter, finder det mærkeligt at tegnefilmsfigurer pludseligt er begyndt at tale klassisk
arabisk og driller deres yngre familiemedlemmer, der ganske naturligt er begyndt at benytte sig af ord, som normalt kun
forbindes med skolen4.
Trods potentiale til at samle de forskellige lande omkring programindholdet, er valget af klassisk arabisk som
primærsproget i højere grad med til at børnene distancerer sig fra kanalen. Desuden kan tonen og indholdet i mange af
kanalens programmer let argumenteres at være elitært og finkulturelt, hvilket forklarer hvorfor kanalen umiddelbart
stadig taber terræn til de kommercielle kanaler, hvis enkelte egenproducerede programmer i højere grad henvender sig
til et globalt marked.
Børnefjernsyn herhjemme vurderes til at være sjælen af dansk kultur5. Hvordan er det muligt, set med arabiske øjne, at
fastholde det arabiske globalt orienterede barns interesse for den lokale kultur i massiv kommerciel konkurrence? JCC´s
bestyrelse har lagt op til store ændringer i ledelsesstrukturen som følge af stadigt dalende seertal, hvilket blandt andet
blev markeret med fyringen af både kanalchefen og programchefen i 20116.
JCC har de seneste godt syv år markeret sig med enkelte programmer som et nybrud i det arabiske børnemedielandskab
med en ambition om at være et lærerigt alternativ til det øgede udbud af kommercielle programmer, dog med svingende
resultater. Det er derfor interessant at følge videre med i, hvordan fremtiden for arabisk børnefjernsyn ser ud.
Kildehenvisninger
1) Ohrstrom, L. (2005): New kids channel navigates ”edutainment”. The Daily Star, 7. december
2) Artiklen er refereret i Kraidy & Khalil (2008): Youth, Media and Culture in the Arab World i Drotner,
Kirsten & Sonia Livingstone (red.): The International Handbook of Children, Media and Culture. Sage
Publishers.
3) Læs mere her: http://www.awn.com/news/business/classic-media-nabs-worldwide-rights-firstarabic-animated-pre-school-series
4) Dette forhold til sproget er blevet fortalt af flere interiewpersoner i Egypten i forbindelse med mit
speciale og kan blandt andet bekræftes i en endnu ikke publiceret artikel af Kati Lustyik 2013: Is there
local content on television for children today?
5) politiken.dk/debat/ECE1608993/bamse-har-tabt-til-billige-udenlandske-tegnefilm
6) digitaltveurope.net/17567/al-jazeera-dismisses-kids-channel-chief-and-senior-staff
DET ULOVLIGE SLARAFFENLAND
Nye og billige streamingtjenester på nettet formår ikke at gøre om med det
omfattende pirateri. Ikke overraskende vil mange mene. Men hvor meget
kræver forbrugerne for at komme af med deres dårlige samvittighed?
Netflix kommer til Danmark. Vi har allerede hørt succeshistorien fra USA: Om netudlejningsselskabet, der
kørte Blockbuster konkurs ved at spare amerikanerne for turen ned til videokiosken – men er der nogen grund
til at den danske pendant skal føle sig truet? Video on demand er begyndt at dukke op over alt, og det
amerikanske prestigeselskab er blot seneste spiller på et noget magert marked – og konkurrencen er hverken
LoveFilm, CDON eller bare Filmstriben, men derimod torrent-sider som fx. The Pirate Bay.
“Alt er jo at finde på nettet - den eneste hage er at det er ulovligt”
Alt er jo at finde på nettet. For de der overkommer samvittighedskvalerne og frygten for at blive knaldet af
antipiratgruppen tilbyder torrent-sider et rent slaraffenland af film og serier, med et udvalg end ikke
institutbiblioteket kan slå – og alt sammen ganske gratis. Den eneste hage er at det er ulovligt.
I USA kan man gennem Netflix streame seneste afsnit af de største tv-serier og frit vælge fra et gigantisk
bibliotek af spillefilm, alt sammen til omkring 45 kr. månedligt. Når tjenesten kommer til Danmark kan vi
forvente et alvorligt forringet filmudvalg og ventetider på tv-serier der lader de danske kanaler sende dem
først – altså et lille års tid efter amerikanerne – og en månedlig udskrivning på lidt under 100 kr. Spørgsmålet
er så: Vil vi betale så meget for god samvittighed?
På trods af producenternes mange tilbud og anstrengelser tyer mange unge
til ulovlige metoder når det gælder deres private film - og tv-forbrug.
29
Fortsat fra forrige side
HBO er mere fornuftige og tilbyder abonnementer for 70 kr./
måneden samt mulighed for at se serier på både mobilen, iPaden og
fjernsynet, og kun 24 timers ventetid ifht. USA. Det er et mere
virkeligheds-svarende tilbud, men stadig ikke et der lokker
økonomisk udsatte studerende med en hurtig internetforbindelse.
30
“Skal man rent faktisk have kunderne med er
der brug for et bedre tilbud – et, der
kombinerer udvalg, brugervenlighed og pris”
VOD-markedet er stærkt begrænset i Danmark: Nørderne iblandt os
har allerede Netflix vha. forskelligt teknisk fiksfakseri, de mindre
teknisk kyndige ved ikke hvordan man streamer og midtergruppen
finder sig bare en torrent. Skal man rent faktisk have kunderne med
er der brug for et bedre tilbud – et der kombinerer udvalg,
brugervenlighed og pris så man fristes til at betale sig fra sin dårlige
samvittighed. Indtil da behøver Blockbuster ikke ryste i skoene.
De unge og moderne forbrugere er ikke blege
for at benytte sig af gratis downloads...
PETER SCHEPELERNS FILMQUIZ
SIDST DREJEDE DET SIG OM ANIMATION:
NU GÆLDER DET HOMOFILM:
1) Han hader tegnefilm. Alligevel bruger han tegnefilm i en film,
1) Han tror, han er bøsse, men kostskolens
hvor han selv optræder. Hvem er han? Hvad hedder filmen?
Svar: Jørgen Leth, De fem benspænd.
rektorfrue inviterer ham på te og hjælper ham
over problemet. Hvilken film?
2) Dansk animationsfilm: Nede i en underverden af miner lever
vores hovedpersoner, som til sidst kommer op i lyset. Hvilken film?
Svar: Jannik Hastrups Strit og Stumme.
3) En professor, der er ved at lave en skæbnesvanger opfindelse,
kidnappes sammen med sin assistent. Det hele lavet med en
blanding af tegninger, dukker og live acting. Hvilken film?
Svar: Karel Zemans tjekkiske Den dødbringende opfindelse (også
kaldet Kaptajn Nemos sidste bedrift)
4) Animationsfilm som rummede en sang, hvis titel blev brugt i
fordrejet form i et berømt skuespil, som blev filmatiseret med et
skuespillerpar i hovedrollerne som ægtepar. Hvilken animationsfilm,
hvilken sang, hvilket skuespil, hvilket skuespillerpar?
Svar: Disneys Three Little Pigs, Who’s Afraid of the Big Bad Wolf?,
Who’s Afraid of Virginia Woolf?, Elizabeth Taylor & Richard Burton.
(MÅSKE EN LIDT UOFFICIEL BETEGNELSE)
2) Tysk film om en aldrende maler, der med sorg
må konstatere, at den unge mand, som han
forguder, lokkes i armene på en kvinde.
Instruktøren var ikke bøsse - og dog. Hvilken film?
3) Han er en af filmhistoriens største
instruktørskikkelser, han blev født i en baltisk
hovedstad og alt tyder på, at han var bøsse. Hvem
taler vi om?
4) En forfatter vil opklare, hvorfor en ung kvinde
hængte sig. Han finder ud af, at hun var forelsket i
Alex … og at Alex var en kvinde! Hvilken
skandinavisk film?
31