1. No category

KÆRE LISBETH
•
S. e. & o.
•
.................................................................................
I gamle dage tog både
næringsdrivende og bogtrykkere
med den latinske forkortelse herover:
“Salve errore et omissione” et ‘forbehold for
fejl og udeladelser’ i regninger eller tryksager.
Dermed vil jeg nu gerne sige, at hvis nogen savnes
på de her følgende sider, er jeg altså ene og alene
ansvarlig og skyldig i fejlene eller udeladelserne.
Kun en håndfuld af de forskellige mennesker,
som fik et tilbud om at få en hilsen med her,
måtte af en eller anden grund takke nej.
Ergo kan ingen, som læser bogen, slutte,
at hvis denne eller hin person ikke
har en hilsen med i bogen, er det
sikkert ikke fordi de sagde nej.
De har nok bare ikke vidst
at sådan en bog var
undervejs.
Nogle
bemærkninger
og hjertelige ord til
LISBETH
SMEDEGAARD
ANDERSEN
Med tillykke og tak for et flittigt liv
som præst, digter, forfatter og taler
i anledning af din  års dag
den 3. september 2014
3
Dette skrift udkommer
kun på tryk i ét unikt eksemplar
der overrækkes fødselaren ved festen på
Herning Gymnasium den
4. oktober 2014
Men samtidig lægges det
digitalt ud som en pdf-fil på
internet-adressen www.lsa80.dk
hvorfra enhver kan downloade og/eller læse det.
Copyright 2014 © De enkelte forfattere
Idé og redaktion:
Niels Thure Krarup
mail@eftertryk.dk
omslagsfoto © kirsten klein
Med bidrag fra:
...............................................................................
Edith Aller - side 8
Arne Andreasen - side 11
Vita og Bent Andreasen - side 12
Erik Bjerager - side 13
Peter Brandes - side 16
Søren Brøndum - side 17
Marianne Christiansen - side 19
Henning Fogde - side 21
Hans Jørgen Frederiksen - side 22
Gracia Grindal - side 24
Bente Hansen - side 28
Mogens Hansen - side 27
Morten Thomsen Højsgaard - side 32
Ragnhild Ibsen - side 35
René Arvid Jensen - side 36
Niels Johansen - side 37
Hans Anker Jørgensen - side 38
Iben Krogsdal - side 39
Peter Brenøe Lange - side 40
Anne-Grethe Launbjerg - side 41
Jens Kristian Lings - side 43
Holger Lissner - side 45
Jens Lyster - side 48
Kaj Mogensen - side 55
Kirsten Nielsen - side 76
Aksel Krogslund Olesen - side 79
Inge Lise Pedersen - side 80
Jens Holger Schjørring - side 85
Jens Simonsen - side 88
Henrik Stubkjær - side 89
Erik Norman Svendsen - side 90
Anders Sørensen - side 91
Lars Busk Sørensen - side 93
Laila Westergaard - side 95
Inge Hertz Aarestrup - side 95
Prolog
3
Ved aftenfesten for
den stadig ungdommelige 1953-student
på hendes gamle gymnasium i Herning
den 4. oktober 2014
3
LEKTOr anders sørensen:
Velkommen til alle
gymnasieelev mathias hindkjær overgård:
Velkommen til den der har haft fødselsdag
Velkommen især til den der HAR fødselsdag
Velkommen til kor og solister
Velkommen til alle de dygtige komponister
- og til de få gratister
Især velkommen til alle publikummer
der uden at de ved det nu vil give mere end ét nummer
Velkommen fra den gamle ronkedor
Velkommen fra den unge soldebror
som med glæde byder fødselaren velkommen
tilbage til den gamle nye skole
Vi synes det er en stor ære for os
at skolen danner rammen som var den parnassos
Er du så Apollon og jeg Dionysos?
Vi husker hende for jubilæumstaler hun skrev
Som gav hende både rektors og elevers gunst
Og for hendes viden om kirkens kunst
og hendes salmer. Hukommelsen, mand!
Nå ja - Når gammel og ung mødes på livets vej
Så tænkes der oftest: godt det ikke er mig!
Men sådan er det ikke altid –
alder kan noget funk
som unge synes er junk
men I ville ikke være det foruden
Har ikke alle brug for visdommens ledestjerne?
Jo, og det er lige netop sagens kerne
“Vi lærer ikke for skolen, men for livet”
er en frase vi så ofte er blevet givet.
Men at LSA så længe har bevaret flammen
viser, at livet og skolen hører sammen.
Og at hendes værker skaber fællesskab
i en hverdag, hvor individualisering frit løb kan få
det er noget vi alle virkelig sætter pris på.
Derfor har vi set frem til denne stund.
Så lad da lige vær’ med at stå der og blund.
Undskyld – jeg skal lige straks lukke munden
Et stramt program forude har vi jo i grunden
Lad os nu alle med ører, øjne og mund,
nyde frugterne af LSA’s kunstneriske pund
og lade hende denne aften nyde og pryde,
så vi sammen kan nyde, hvad LSA kan yde!
Velkommen!
5
en salme, der særligt er skrevet for gamle?
om det spørgsmål skriver edith aller (f. 1934) cand.pæd., ph.d.:
For snart lang tid siden faldt det i min lod at lede arbejdet med udgivelsen
af et par salmebøger for børn, Salmer og Kirkeviser (1984) og Gud ske tak og
lov - Den danske salmebog for børn og unge (1993).
I den forbindelse blev jeg opmærksom på at mens der i den gamle salmebog fra 1953 var salmer beregnet alene for gamle, var der ingen beregnet
direkte for børn. “Ingen er så tryg i fare” eller “Lille Guds barn, hvad skader
dig” nævner børn, men er ikke egentlige børnesalmer, og af dem er der i
øvrigt stort set heller ingen i den nuværende salmebog, dds 2003.
Nu er jeg selv gammel, bruger med glæde og af nødvendighed af hele
salmebogens rigdom, men fik alligevel lyst til at se hvad dds 2003 måtte
have medtaget af særlige salmer for gamle, dvs. salmer som kun – eller
næsten kun – kan synges af gamle. En enkelt fandt jeg: “Min Gud, jeg
gammel er og grå”, en dejlig salme fra 1569, hvor jeg’et beder: “Forkast
mig ikke, Herre kær, for alderdommens lyde.” Det vil man næppe sætte en
blandet menighed til at synge, og salmen er måske også mest egnet som
læsesalme for den enkelte gamle.
“Gå nu hen og grav min grav” stod i den gamle salmebog, men er ikke
med mere, og det er ikke noget savn; heller ikke Grundtvigs “Vor alderdoms trøst og støttestav,” som ellers nok tåler at genlæses, er med. I stedet
er Grundtvigs dejlige “I falmende blade” kommet med – den er dog heldigvis ikke kun en sang for gamle, men for alle der oplever et sindets efterår.
Der findes i bogen utallige salmer, bl.a. af Kingo, der henleder vore tanker på alderdom og død, men som godt lader sig synge af folk i alle aldre.
Nogle af dem er dog nok særligt egnede for os der med rimelighed kan se
vore resterende års antal som overskueligt. Det gælder fx Grundtvigs “For
dig, o Herre, som dage kun” med linjerne »Halvfjerdsindstyve er støvets
år,/ de stolteste strid og møje;/ om firsindstyve en kæmpe når,/ des mere
han har at døje.« Det er vi nok en del i denne ende af livet der har erfaret
at Grundtvig har ret i, og vi beder med inderlighed med på hans ord: »Med
glæden i kvæld din miskundhed/ lad krone de korte dage!«
Denne salme om de halvfjerdsindstyve år har salmebogskommissionen
anbragt under ‘Årstiderne’ i afsnittet med nytårssalmer, og der står den da
også meget godt, eftersom nytåret traditionelt er det led i kirkeåret hvor det
bl.a. er tid for os alle til at lære at tænke på vore dages tal.
I samme afsnit, nogle få numre længere henne, står Lisbeth Smedegaard
Andersens salme “I går var hveden moden.” Også den står der altså som en
nytårssalme. Er den det – og er den måske samtidig en salme til at betænke
vore dages tal med, ikke mindst for gamle?
Salmen er en vi-salme, og den begynder i det bredt almene, tidløse,
med en opregning af de skiftende årstider som alle vi danske kender og
har kendt hele vort liv. Og den første strofe slutter med en poetisk formet
almen konstatering af livets korthed, af den hastighed hvormed nuet for os
alle bliver til støv.
I strofe 2 går vi fra det lidt uforpligtende tidløst-vemodige til det næsten
smertefuldt aktuelle: Hvor mange af os har ikke oplevet at »stædigt vokser
stakken af det vi ikke når,« så planer har måttet hentes ned fra stjernerne,
og freden er blevet døsig? Bredt alment er vi’et stadig.
Men så, i strofe 3, skifter vi’et pludseligt omfang – pludseligt, uden noget overgangsvers eller anden forberedelse, men blot med det lille adverbium ‘derfor’ skifter vi’et karakter fra at være et alment ‘vi’ med fælles almene
erfaringer for hvem som helst, til at være et ‘vi’ der består af ‘os’ – lige netop
her i kirken – os der må herhen igen “hvor kirken åbner døren/ som for en
gammel ven.”
Der står ikke “for sine gamle venner,” men som “for en gammel ven”.
Det er godt det som er der: ‘Vi'et’ i strofe 3 er eksklusivt i den forstand at
det omfatter os der sidder her i kirken og som sidder der igen. Men det
‘igen’ kan forstås både som os der nu sidder her igen som så ofte før, og
som os der nu sidder her igen efter at have været fraværende, men stadig
modtages som gamle venner. Det er godt.
Så siges det i strofe 4 poetisk-elegant hvad kirken her er for et sted:
Den er nemlig et sted for ordet, for dåb, vielse og begravelse – for hjertets
visdom og menneskelig eftertanke.
I strofe 5, salmens sidste, har vi igen forladt kirkerummet og taler nu
om kirken og dens opgave udefra: ‘Vi'et’ i denne strofe kan igen godt forstås sådan at det omfatter både dem for hvem den ‘fjerne kirke’ er nok, bare
den er der, og os der må derhen på ‘ugens morgen’ – den ene gang efter den
anden. Salmens vi er således vendt tilbage til det almene, og jeg spekulerer
på om det mon er bevidst at der står om – ikke »når alle vore drømme forsvinder i det blå, og skyggerne blir lange, og mørket banker på«? I strofe 2
forsvandt de, planerne, op i det blå – her nævnes deres forsvinden kun som
en mulighed – ‘om’ betyder jo ‘hvis’.
Ville ‘når’ gøre teksten til en salme især for gamle, os der af kostbar erfaring
ved at sådan går det, på et tidspunkt må planerne hentes ned fra morgenstjernerne?
“I går var hveden moden” er en fin salme der i grunden handler lige
så meget om gudstjenesten, kirken og de slægter der rakte ordet videre til
vores generation, som den handler om nytår, tidens korthed og altings og
min forgængelighed. Alligevel står den nok rigtigt når den nu kun skal stå
ét sted i salmebogen.
Jeg holder af denne salme, jeg bruger den som personlig læsesalme til
betænkning af min høje alder og mine dages hastige svinden. Dog er det
først i gudstjenesten dens ‘vi’ for alvor kommer til sin ret – også på andre
tidspunkter end i nytåret.
Hvad angår antallet af salmer specielt for gamle i vores nuværende salmebog, så er der kun ganske få, men nok. At der derimod kun er en enkelt
eller måske to egentlige børnesalmer med i den, er en fatal fejl der ubetinget må rettes i den næste.
1
10
Fra KOMPONISTen og musikeren, der også er salmedigter:
Arne andreAsen, Haslev, skriver
Mit første møde med Lisbeth går tilbage til midt-halvfemserne. Til første
søndag i advent blev jeg fuldstændigt henrevet af hendes adventssalme ‘Decembers mørke gror’. Den kom med hjem i privaten og har lige siden været
lydsporet til vores adventssøndage.
Salmen har fire vers - og passer godt med ét vers til første søndag i advent, to til anden søndag osv. - præcis som lysene på adventskransen. Men
allerede det andet år gik det galt. Vi kunne ikke vente en hel uge med de
næste tre vers... så nu er det hele pakken hver adventssøndag.
Vi har en datter i familien der er fløjtenist. Så de senere år har vi remixet
fjerde vers, så det i stedet for “sang og orgelspil” bliver til “sang og fløjtespil” - tilgiv, Lisbeth :-)
Samme datter var i øvrigt på studieophold i Dublin sidste efterår - og
hvad gør man så når man får advents-abstinenser? Man skyper da bare
og synger sig ind i adventstiden med Lisbeths og Peter B. Langes smukke
salme - henover Nordsøen.
Stort tillykke, kære salmekollega!
Bedste hilsner,
Arne
11
Fra ET MANGEÅRIGT FORSTANDERPAR PÅ LØGUMKLOSTER HØJSKOLE:
vita og bent andreasen, nu odense, skriver
Kære Lisbeth!
Du er en kæmpe - det ved vi fra Grundtvig. Og man kan udlægge det i
mange retninger, der ikke kun har med alder at gøre. Kæmpe inspirationskilde til stadig at nytolke kernen i det bibelske budskab - og det uden at
det bliver letbenet kirke-pop - nyfortolke og udfolde livets og troens store
spørgsmål i salmer, kunstforedrag og bøger. Du har din treenighed i en
levende og levet tro på Gud, et billedrigt poetisk sprog - og så er du flittig
som få i dit kald og stand.
Tak for de 15 år hvor vi gensidigt inspirerede hinanden til uforglemmelige kurser på Løgumkloster omkring ‘Kunst og kristendom’, som mere end
tusinde mennesker tog del i. Og tak for din utrættelighed med at fortælle
om ny kunst i hundredvis af kirker i det ganske land, om din slægt og det
billede af tid, kultur og mennesker som dit levende sprog kan tegne
Også tak for det venskab med Jens og dig, som har givet os herlige fælles
rejser, mange samtaler og gode hyggestunder med gode vine og dine herlige
ovnbagte rugbrødsstave med salt ... jo, du kan mere end dit fadervor!
Tillykke med det hele - vi glæder os til at se hvad et nyt årti vil bringe af
nyt fra din hånd og pc.
Alt godt ønskes du fra
Vita og Bent Andreasen
Odense
12
direktøren for Kristeligt Dagblad og Kristeligt Dagblads Forlag:
chefredaktør Erik Bjerager skriver
“Vi er medforfattere på vores egen livshistorie.
Men den begynder og slutter ikke med os. Begyndelsen er allerede skrevet,
når vi kommer til verden, og slutningen kan ingen af os skrive selv.
Det må vore efterkommere gøre.”
I Lisbeth Smedegaard Andersens omfattende bibliografi er der tre markante
spor, der løber parallelt og ofte flettes sammen: Teologien i prædikerne, den
poetiske tolkning af det moderne menneskeliv i salmerne og den skarpe
billedanalyse i de kunsthistoriske værker. Men de seneste år er et nyt spor
kommet til med danmarks- og familiekrønikerne Skrædderen og Det begyndte med Jomfru Sørensen, der begge er udkommet på Kristeligt Dagblads
Forlag.
Citatet ovenfor kommer fra Det begyndte med Jomfru Sørensen, og er
nærmest en poetik for de to bøger. Vores egen livshistorie rammes ind og
gives fylde af familiens historie – intet menneske er en ø, som John Donne
skrev i 1600-tallet. Og samtidig sætter vores liv i dag familiens historie
i perspektiv. Vi har derfor en mulighed, ja, måske endda en pligt, til at
fortælle om dem, der kom før os, ligesom vi må håbe, at andre vil fortælle
vores historie, når vi er væk. Det kræver dog en helt særlig evne at kunne
gøre familiehistorie til en refleksion over danmarkshistorien, som berører
en bred læserskarer. Det evner Lisbeth Smedegaard Andersen til fulde.
I Skrædderen (2011) møder læseren forfatterens oldefar, skræddersønnen
Ulrik Ibsen fra Haderslev. Som ung skrædderelev kom han ud i Europa,
først til London under den brusende industrialisering, hvor han spadserede
i gaderne samtidig med Dickens, siden videre på valsen til fods gennem
Tyskland og ud i Europa.
Som udlært skrædder kom Ulrik Ibsen til København, netop som
den danske guldalder er på sit højeste, og skønånder som Kierkegaard og
Grundtvig, H.C. Andersen og Oehlenschlæger, Købke, Heinrich Hansen
og Bindesbøl befolker byen. Ulrik Ibsens møde med København bliver
i Lisbeth Smedegaards bog til et broget, lærd og humoristisk portræt af
guldalderens København. Indsigtsfulde billedanalyser flettes med sigende
digtcitater og tidens debat i Corsaren og Kjøbenhavnerposten, mens vi
13
hører om oldefaren, der stødt og roligt bliver en del af byens borgerskab og
krydser vej med byens personligheder.
Smedegaard Andersen beskriver livligt byens nye cafeliv – fra A Porta og
d’Angleterre på Kongens Nytorv til Café Bernina på Vimmelskaftet, hvor
Georg Brandes, Holger Drachmann og Karl Gjellerup mødtes med de unge
i Studentersamfundet. I dag holder Kristeligt Dagblad og avisens forlag til
på salene over den tidligere Bernina-café.
Gennem oldefarens briller oplever læseren de moderne strømninger, der
udefra kommer til København – politisk, videnskabeligt og ikke mindst i
litteraturen. Godt nok hører Ulrik Ibsen på mange måder til i den gamle
verden – født og opvokset i Haderslev i første halvdel af århundredet – og
bifalder ikke alle nybrud, men man forstår alligevel, at det såkaldte moderne gennembrud ikke har været den skarpe kløft i tænkning mellem generationer, som senere litteraturhistorikere har villet gøre det til.
Afsættet for hele historien om Ulrik Ibsen i Skrædderen er en lille erindringsbog, oldefaren selv skriver sent i livet. Historien om den lille erindringsbog, der nærmest tilfældigt kommer Lisbeth Smedegaard i hænde,
da ingen andre i familien fatter interesse for den, er forlæg for historien om
skrædderen fra Haderslev, og i Lisbeth Smedegaard Andersens pen bliver
den ligeså interessant som det århundrede, oldefaren gennemlever.
I Det begyndte med Jomfru Sørensen (2012) møder vi kvinderne i Lisbeth
Smedegaards slægt 200 år tilbage. Ligesom i Skrædderen flettes familiehistorie med samtidens strømninger, så bogen bliver en kultur- og mentalhistorisk krønike over Danmark. Men hele tiden holdes fokus på kvinderne – i
familien såvel som i samfundet.
Som når Første Verdenskrigs brutale forandringer i 1920erne giver
sig udslag i en ny mode, der introducerer frie former og korte frisurer til
kvinder. Kløften mellem generationer sættes præcist og morsomt op med et
citat fra mormorens brev til sin datter, Lisbeth Smedegaard Andersens mor,
der som 17-årig er på kurophold i Schweiz: “At det skal være saa dejligt at
ligne nogle uartige Tøse, kan jeg ikke forstå, men jeg er maaske gammeldags og sneversynet. Hvem vil I tage Jer ud for, er det for Mændene? tror I,
at Mændene bedst kan lide kortskørtede, korthaarede, malede Dukker, da
ikke til at gifte sig med.”
Man møder mange kvinder i Det begyndte med Jomfru Sørensen, men
efter læsning af bogen er det dog tydeligt, at Lisbeth Smedegaard Ander14
sens mor er bogens egentlige hovedperson. Hendes liv fortælles fra to sider
– både kronologisk med slægtens historie og fra det sidste år af hendes liv,
helt frem til dødslejet. Bogens kronologi brydes nemlig af tolv kapitler,
hver med titel efter en måned. Det sidste år af morens liv besøgte Lisbeth
Smedegaard hende fast, og deres møder giver et varmt, men usentimentalt
indblik i afskeden mellem mor og datter.
Som direktør for Kristeligt Dagblads Forlag har det været en helt særlig
glæde at være med i udgivelsen af ‘Skrædderen’ og ‘Det begyndte med
Jomfru Sørensen’ sammen med daværende forlagschef Johannes Baun. De
to bøger er siden blevet mødt med de andre spor i Lisbeth Smedegaard Andersens værk, det teologiske og kunsthistoriske i Huset med de mange boliger
(2014) om ny dansk kirkekunst og det poetiske med den flotte samling af
salmer og sonetter ‘I tid og evighed’, der udkommer på Lisbeth Smedegaard Andersens runde fødselsdag.
Hjertelig tillykke med fødselsdagen fra en glad og stolt forlagsdirektør,
Erik Bjerager
15
Fra BILLEDKUNSTNEREN TIL FORFATTEREN OG FORMIDLEREN:
PETER BRANDES SKRIVER
Min hustru Maja Lisa Engelhardt og jeg mødtes for første gang Lisbeth
Smedegaard Andersen i Paris, hvor hun gav en hjælpende hånd som præst i
den danske kirke.
Hendes uddannelse i teologi og kunsthistorie passede med vores store
interessefelt, og da hun som person var yderst inspirerende at tale med, og
gav udtryk for en indsigt i kunsthistorien kædet sammen med sin teologiske baggrund, så blev det møde grundlaget for et samarbejde, som min
hustru og jeg begge har sat pris på.
Vi har fået meget indlevende tekster skrevet af Lisbeth Smedegaard
Andersen omkring vores arbejde. Vi har illustreret hendes salmer, og i alle
disse processer har vi følt et slægtskab i tanker og handling. Jeg er glad for
at kunne gå i en dialog med fødselaren i Gjellerup Kirke om eftermiddagen
ved festen i Herning omkring to af hendes store bøger om kirkekunst i
Danmark og hendes tobindsværk omkring Kristus og Mariaskikkelsen.
Jeg håber, at den begejstring vi begge har for den kristne ikonografis
historie - Lisbeth Smedegaard Andersen som forfatter og salmedigter, og
jeg som billedkunstner - vil inspirere alle dem, som ønsker at hylde Lisbeth
Smedegaard Andersen ved hendes runde fødselsdag.
1
16
Fra NUTIDENS REKTOR PÅ LISBETHS gamle GYMNASIUM (1950-53):
SØREN BRØNDUM skriver
Den første gang jeg mødte Lisbeth Smedegaard Andersen, som jeg ganske vist kendte af navn men aldrig havde truffet, var ved dimissionen på
Herning Gymnasium i 1993. Jeg havde da været rektor i fem år og havde
tilrettelagt dimissionen således, at jubilarer fra tidligere årgange overbragte
hilsner til årets studenter. Det erstattede den kedsommelige overrækkelse af
studentereksamensbeviser, som mange gymnasier har tradition for. En af talerne var Lisbeth, som på vegne af 40 års jubilarerne fra studenterårgangen
1953 overbragte sin hilsen til studenterne.
I denne tale til studenterne fortalte Lisbeth et eventyr om frøen Herbert, der i virkeligheden var en forhekset prins, hvis tilstedeværelse som
frø skyldtes en forbandelse, der kun kunne befries ved et kys fra en, der
elskede ham, som han var. Hun sluttede sin fortælling om frøen Herbert,
der efter kysset viste sig som prins på hovedpuden med et let omskrevet
citat fra tidligere forstander Knud Hansen fra Askov Højskole: “Må Herren
velsigne jer og forbavse jer”. Med dette citat lagde Lisbeth netop op til at
kappe fortøjningerne til det sikre og velkendte og give sig det uventede og
overraskende i vold, fordi man turde møde det ukendte og tro på, at der var
noget godt i vente. Hvis man glemmer evnen til egentlig undren, afspærres
muligheden for mødet med en større verden.
Hendes tale fra 1993 fik – viste det sig – stor betydning, idet den kom
til at give inspiration til den vision for Herning Gymnasium, som vi efterfølgende har formuleret og som er blevet stående som et væsentligt bidrag
til skolens værdigrundlag og motto for vore ønsker til Herning Gymnasiums undervisning og arbejde gennem de sidste 10-20 år, nemlig
Vi ønsker, at hver eneste elev
... udvikler evnen til at undres og begejstres
... trives, bliver dygtig og får lyst til videre uddannelse
... bliver en ansvarlig borger i fremtidens samfund
Lisbeth Smedegaard Andersen har da også både i 2003 og i 2013 været den
helt naturlige taler ved dimissionsfesten på Herning Gymnasium. Man lytter til hendes ord, da hun både i indhold og i sproglig udtryksform formulerer væsentlige tanker, som sætter sig varigt i ens erindring.
17
Da en gruppe Herningensere i foråret henvendte sig til mig, for at fortælle,
at de gerne ville fejre en af vores gamle elever, som har et imponerende forfatterskab bag sig, når hun nu fylder firs, var jeg selvfølgelig ikke i tvivl om,
hvem de tænkte på, og heller ikke et sekund i tvivl om, at det ville vi meget
gerne medvirke til. Vi er således stolte over at kunne få lov til at lægge hus
til festlighederne i anledning af hendes fødselsdag den 30. september 2014.
Festen bliver den 4. oktober i Herning.
Ideen har siden fået et par spændende sidegrene: I forbindelse med festen har nogle af vores elever arbejdet med salmer, ældre som nye og herunder set nærmere på Lisbeth Smedegaard Andersens nyeste salmer. Eleverne
har fået som opgave ikke kun at læse de nævnte salmer men også formulere
sig om deres indtryk af salmerne sammenlignet med andre nutidige salmer.
Det vil ske ved en lille såkaldt vodcast, de har produceret og som vil blive
vist ved festen.
Nogle af vores elever skal også se på oversættelser til engelsk af en del af
hendes digte, og de får et par timers besøg af Lisbeth Smedegaard Andersens ven og oversætter – Gracia Grindal som er en retorikprofessor fra Minnesota. Hun vil dels foredrage om oversættelsesprincipper og dels om det
konkrete arbejde med oversættelserne af Lisbeth Smedegaard Andersens
salmer.
Kære Lisbeth: Tillykke med fødselsdagen – og tak fra dit gymnasium i
Herning.
Søren Brøndum
rektor
18
Fra en musikalsk biskop, der bl.a. har sunget i Vestjysk koncertkor:
marianne christiansen, Haderslev stift, skriver
I anledning af din 80 års dag bringer jeg dig gerne en hilsen og tak for din
store energi og dine rige evner til både at skrive dejlige poetiske salmer,
skrive bøger og holde masser af foredrag om kirkekunst og sandelig også
finde tid til at skrive dejlige bøger, der på samme tid formidler en personlig
historie og tidsbilleder med udblik til kunst og kultur.
Utallige foredrag i kirker og sognegårde, på højskoler og i foredragsforeninger samt snart 30 udgivelser er det blevet til siden 1984, hvor din
første bog med salmer udkom. Selvom det er snart tyve år siden du gik af
som præst ved Holmens Kirke, har du hver dag siden været optaget af det
stadige oversættelsesarbejde, som holder os i gang - os, der aldrig bliver
færdige med hverken at forstå - eller at formidle evangeliet.
Hvor er det godt og vigtigt, at der findes mennesker, som uden at have
det som et fast og lønnet arbejde, hvert eneste vågent øjeblik er optaget
af kirke og kristendom, som det store krydsfelt, hvor menneske og Gud,
Ordet og billederne mødes, i den stadig skabende proces, hvoraf kunst og
poesi bliver til - og hvoraf vi mennesker selv skabes og dannes, undres og
forstår en flig af noget...
En stadig udfordring og opgave er det, at evangeliet må fremstå levende og nutidigt og tale til folk i kirken – også til dem der kommer forbi
lejlighedsvis for at se nogle af de flere hundrede kirker, som over de seneste
årtier er blevet markant fornyet, også derved, at nogle af landets dygtigste
kunstnere har løst krævende opgaver med at forny kirkens kunst.
I den proces har du med stor kyndighed, indsigt og viden været den fagperson, som mange har fundet inspiration og hjælp i at møde. Og mange
menighedsråd har kunnet trække på den viden du om teolog og præst og
kunsthistoriker har på dette særlige felt – og er blevet hjulpet videre i den
svære proces omkring arbejdet med ny kunst i kirken.
Med dine to store bøger om dansk kirkekunst: Mytens forladte huse
(1999) og Huset med de mange boliger (2013), har du bidraget med et omfattende og blivende værk til at beskrive, hvad der er sket i Danmark med
hensyn til ny kunst i kirker fra 1945 og frem til 2013. Du har på en unik
måde evnet at kombinere din teologiske indsigt, dine krav til kunstnerisk
kvalitet – med et åbent men også kritisk blik på den kunst, der i stort tal
har fundet vej til kirkerne i vort land.
19
Dertil kommer talrige bredere værker, bl. a. Det åbenbarede ansigt - den
fine bog om kristusbilledets historie gennem to tusinde år fra Roms katakomber og de tidligste ikoner og frem til nye danske altertavler.
Blandt de syv salmer fra din hånd, som kom med i Salmebogen 2003 er
‘Gådefuld er du vor Gud’ (dds 22). Her tager du udgangspunkt i fortællingen om Moses, der ikke kan se Guds ansigt. Men Gud lader ham stå i en
klippesprække og holder hånden over ham, idet han går forbi - og da han
tager hånden væk, får Moses Gud ham at se fra ryggen.
Salmen rummer denne gådefulde skuen, denne undren og betagelse,
som vi må stå tilbage med, når vi møder Guds skønhed i verden, i tilværelsens og naturens underfuldhed, skabelsens mystik - og dermed også i kunsten. Alt sammen er det Gud ‘set fra ryggen’. Ganske enkelt slutter salmen
i det centrale evangeliske: At vi ser Guds ansigt i Kristus, Menneskesønnen
– det åbenbarede ansigt:
Nøglen er din kærlighed
og når vi – bag tid og sted –
ser dig i den stråleglans
vil dit åsyn ligne hans.
1
20
RELIGIONSPÆDAGOG OG FHV. SEMINARIEREKTOR og nu museumsfrivillig
HENNING FOGDE SKRIVER:
Kirkekunst er brugskunst. Og dermed er ikke al god kunst uden videre god
kirkekunst. Det ved Lisbeth Smedegaard Andersen, og det optager hende,
når hun rejser ud i Danmark for at se og beskrive, hvordan vor tids kunst i
disse år finder vej ind i kirkerne. Det er der kommet gode og vægtige bøger
ud af.
Men samme overvejelse gælder også den kunst, der bringes ind i kirken
i form af salmer, og det kan få mangen en digter in spe til at lade blyanten
synke. Er det muligt for et moderne menneske at sætte ord på de følelser,
kirken vil give videre, og er det muligt mere at høre de gamle tekster med
udbytte. Lisbeth har vovet forsøget - og med succes. Ganske mange af
hendes salmer har fundet vej til Den Danske Salmebog og endnu flere til
de efterhånden mange salmesamlinger, der bruges rundt om.
Enhver, der har forsøgt at udjævne afstanden mellem de gamle ord og
vor tids tanke- og følelsesverden ved, hvor vanskelig opgaven kan være.
Der er meget, der skygger for udsigten, ikke blot moderne skylines, men
tanker, erfaringer og viden, der var fremmed for mennesker dengang. Som
salmedigter formår Lisbeth Smedegaard Andersen at finde ord for det,
der forener: ikke blot naturen, årstiderne, men også søgen efter mening i
meningsløsheden, livet og døden, glæden og sorgen.
Jeg har aldrig hørt Lisbeth prædike, men jeg oplever af og til, at hun
med sin poesi formår at ophæve afstanden og bringe mig tæt på dem, der
skrev om deres møde med Gud, så dette møde også bliver mit.
Tak og tillykke!
21
Fra Aarhus Universitets Institut for Æstetik og Kommunikation:
lektor Hans Jørgen Frederiksen skriver
Psykisk ligevægtige mennesker er i stand til flere gange dagligt at pendle
mellem nøgtern rationel tænkning og følelsesmæssigt sanseligt engagement;
mellem viden og tro og mellem videnskab og kunst ja, mellem sorg og
glæde. Mange gør det tilsyneladende uden at stille eksistentielle spørgsmål
om sammenhæng og mening. Benhård forretningsmand det ene øjeblik og
kærligt familiemenneske det næste. Hver ting til sin tid.
Andre kan ikke finde ro endsige mening i en sådan pendulering. På den
ene side ved de godt, at tro ikke er det samme som viden, og de forstår, at
kunst ikke bliver til på de samme præmisser, som den positivistiske videnskab; men på den anden side insisterer de på, at det grundlæggende er den
samme sandhed, vi søger forbindelse til og indsigt i, hvad enten vi forholder os nøgternt analyserende eller anelsesfuldt kontemplerende.
Lisbeth Smedegaard Andersen tilhører så afgjort denne sidstnævnte
kategori, der kombinerer det nøgterne med det følelsesmæssige, det analyserende med det empatiske. Som præst, salmedigter, kunsthistoriker og
meget andet bevæger hun sig på en for omgivelserne meget inspirerende
måde tilsyneladende ubesværet og med både ynde, patos og intelligens
imellem en mangfoldighed af opgaver og udfordringer uden at skifte ham,
uden at miste troværdighed.
Det er ofte en kunsthistorikers opgave at beskrive og analysere billeder.
Det er ikke nogen simpel opgave, hvis det vel at mærke skal føre nogen
steder hen. Med helt nonfigurative billeder, der tilsyneladende ikke handler
om noget specifikt litterært eller på anden måde genkendeligt, kan det være
ekstra svært, fordi ord i en sådan sammenhæng let kan blive utilstrækkelige
eller måske endda kan stille sig i vejen for en meningsfuld betragtning.
Lisbeth har skrevet om så forskellige kunstnere som Rembrandt (1990) og
Arne Haugen Sørensen (2011), og hun har endda i to store bøger bidraget
væsentligt til etablering af et overblik over den danske kirkekunst fra 2.
Verdenskrig til i dag. (1999 og 2013). I 1996 påtog hun sig at skrive om
“Ikoner i moderne kunst” og i den forbindelse bl.a. om den store amerikanske maler Mark Rothko.
Igennem en årrække var Rothkos billeder meget fabulerende ofte med
motiver af mytologisk oprindelse; men fra slutningen af 1940’rne forsvandt
det genkendelige og figurative fuldstændigt fra hans malerier.
22
Lisbeth spørger, hvad dette skyldes, og hun svarer, “at vi ikke længere har
en fælles myte. Selv de store fortællinger, tragedierne og Biblens univers,
har ikke længere magt til at gribe vores forestillingsevne, og så kan myterne
ikke fragte deres viden fra menneskeslægtens lange erfaring til det enkelte
nutidsmenneske. Det er en erkendelse, der får Rothko til at overveje, om
den eneste opgave, kunstneren herefter har, er at pege på dette tab” (s.170).
Det er fint set og på én gang enkelt og præcist formuleret. Derfor er det,
som meget andet, Lisbeth Smedegaard Andersen har givet os, tankevækkende og interessant langt ud over den konkrete sammenhæng, det er
formuleret ind i.
Det er således med både glæde og taknemmelighed, at jeg ønsker Lisbeth hjerteligt tillykke med fødselsdagen.
Hans Jørgen Frederiksen
23
TIL den danske ven, præst og digter, fra hendes amerikanske ven og
oversætter - professor gracia grindal, minneapolis, skriver:
Tillykke med fødselsdagen, Lisbeth!
En salmedigter er som den skriftkloge, der ifølge Jesus (Matt. 13:52)
»...er blevet Himmerigets discipel og ligner en husbond, der tager nyt og
gammelt frem fra sit forråd.« Forråd hedder på græsk thesarou, der i den
engelsktalende verden - som Thesaurus er kommet til at betyde ordbog ...
samlingen af vores begreber, og du har et kyndigt samlende greb om ordene
i teologi, historie, litteratur og kunst - de er dit rigeste forråd.
Forfattere - især salmedigtere - skal kende den skat, der findes i ordene,
både det samlede arvegods og de nye ord, som man i sin samtid må tage i
brug, hvis man vil skaffe sig ørenlyd. Det, der er for gammelt, vil være dødt
ved ankomsten, og det, som er for nyt, vil ikke have en troværdig forbindelse til traditionen.
Gennem årene, hvor jeg har oversat dine værker til engelsk, har jeg
lært af hvordan du tager Skriftens gamle historier; lige som i ‘En moderne
forkynder’, din herlige bog om Rembrandt, forkynder du de bibelske beretninger på en forfriskende ny måde for at nå vor tids ører. Ved at gøre det
har du vist os nye facetter i Skriften; tekster, som vi troede, at vi kendte, har
du fået til at skinne igen med ny aktualitet - som fx i din salme “Stilheden
hersked.” Via Jesu afskedsord i Joh. 16:21 får du os til at føle det som om vi
var lige dér i det øjeblik - eller at Jesus er her blandt os.
“Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af
glæde over, at et menneske er født til verden.”
I din salme hører vi fødselens veer på en ny måde:
Glæden skal fødes i sorgens land
uset som barnet
i moders skød
vokser i mørket
og bryder sig vej
kommer til verden i blod og vand.
Sproget her - direkte fra Johannes, med evangeliets centrale billedudtryk,
blod og vand - er så nærværende, at jeg havde det i tankerne, da jeg kom
24
for at være hos en niece. Både hun selv, hendes mand, og min søster var
overaskede over at høre denne linje fra Jesus, men den kom til mig fordi du
havde gjort den nærværende for mig på en ny og levende, så jeg huskede en
netop da: “Joy will be born out of sorrow’s flood.”
Din sonetkrans er kronen på dit værk: Du tolker korsvejs-stationerne ind
i vores nutids-situation, men bringer også os så nuværende og nærværende
tilbage til stadierne på Jesu vej til korset. Du har digterens øje, men også
prædikantens, og søger altid at pege hen til den nærværende of nuværende
Kristus hos os i dag, og ikke bare engang for 2000 år siden. Ved at gøre det
gør du datid til nutid, eller mere klart: Du bringer himlen til jorden.
For dem, der kun ser jord, viser du os at under vores fødder spirer frø
til live; for dem, der kigger op og kun ser stjerner, har du peget på livets træ
med dets mange grene hvor endda markens fugle (et af dine favorit-symboler) finder ly ... lige som englene. I det billede ser vi det, der altid er nyt
fordu du har vist os det, vi ikke før havde øje for.
Det var en gave at møde dig i 194 i Løgumkloster, ved fejringen af 300
års fødselsdagen for Hans Adolph Brorson, min favorit blandt de gamle salmedigtere, hvor vi sad sammen i Tønder kirke den lange midsommeraften
for 20 år siden og lyttede til sangeren, der med sin lut gav Brorsons gamle
‘klenodie’ til os. Det er blevet et symbol på vores liv og arbejde - dit og mit,
så forskellige, mens vi på hver sin særegne måde lyttede til en særligt dejlig
præsentation af troens skatkammer, så vi kunne gå videre fra øjeblikket dér
til en videre udforskning af husbondens rige forråd. Din kunst har ændret
min kunst fordi den har ændret den måde jeg ser næsten alt i Guds rige.
Og du - som den skrifdtkloge, der henter disse skatte frem, gamle som nye,
har vist os Himmeriges rige ... og at det er nær. Derfor priser og takker jeg
Gud for dig og for dine mange gaver.
Og tak til Jens, også!
1
english original : A hymn writer is like the scribe in Matthew 13 who,
Jesus says, is trained for the kingdom of heaven like the householder who
brings out of his treasure (in Greek: thesarou) what is new and what is old.
Your treasures are many - you know much theology, history, literature,
art - but what is best about the parable is that the scribe goes to the thesaurus which in current usage in this country means where one finds words,
your richest treasure.
25
Writers, especially hymn writers, have to know this treasury, both the word
hoard of the tradition, and at the same time bring something new to the
work or they will have nothing to say to the moment. If it is too old, it will
be dead on arrival. If it is too new and does not connect with the tradition,
it will not be faithful.
Over the years as I have translated your work, I have been edified by
how you take the old stories of Scripture and, like your wonderful book
about Rembrandt ‘En moderne forkynder’ proclaim them in a new and
fresh way for modern ears.
In doing so you have shown us new facets in Scripture, texts we
thought we knew, but you burnished and gave them new immediacy.
Such as your hymn ‘Stilheden hersked.’ In setting the farewell discourse of
Jesus in John 16:21 you put us in the moment, as though we are there, or
that Jesus is here among us. “When a woman is in travail she has sorrow,
because her hour has come; but when she is delivered of the child, she no
longer remembers the anguish, for joy that a child is born into the world.”
In your hymn we hear the language of the birth pangs of the mother in a
new way:
Glæden skal fødes i sorgens land
uset som barnet
i moders skød
vokser i mørket
og bryder sig vej
kommer til verden i blod og vand.
This language, straight from John, with the Gospel’s main imagery of blood
and water, is set newly enough so that it was on my mind when I went to
comfort my niece during her long hard labor with her first child. Both she,
her husband and my sister were astonished to hear this line from Jesus, but
it came to me because you had made the line present for me in a new and
vivid way that I remembered on that occasion: “Joy will be born out of sorrow’s flood.”
Your crown of sonnets is the crown of your work—in which you bring
the stations of the cross into our current situation, but also put us back in
the stations of the cross in a new and vivid way. You have the eye of the
poet, but also the preacher, always looking to show how Christ is present
today with us here and now, not just back there 2000 years ago.
26
In doing so you bring the past into the present, or more clearly, heaven to
earth. For those who see only earth, you show us that underneath our feet
seeds are bursting into life, the way the word of God bursts with life out
of dry ground; for those who look up and see only stars, you have shown
them the tree of heaven with its many branches where even the birds of
the fields (one of your favorite images) find shelter as do the angels. In that
image we see what is always new because you have shown us what we could
not see before.
Meeting you in 194 at Løgumkloster, at the 300th anniversary of Hans
Adolph Brorson, my favorite old hymn writer, was a gift. As we sat together
in Tønder church that long mid-summer evening now twenty years ago,
listening to the singer with his lute bringing the old “klenodie” of Brorson
forward to us has become for me an emblem of our lives and works: you
and I, both very different, in our unique ways listening to an especially lovely presentation of the treasury of faith, going forward from that moment
into our own further explorations of the house-holder’s wealth. Your art has
changed my art because it has changed the way I see almost eve-rything in
the kingdom. You, like the scribe bringing forth these treasures, old and
new, have shown us the kingdom of heaven. And that it is near. For that I
praise and thank God for you and your many gifts.
And thanks to Jens as well!
1
27
Fra ET menighedsrådsmedlem I 12 år ved Københavns Domkirke:
MAg.art. Bente hansen - gammel videbækpige - skriver
Hver gudskabte dag
Det vrimler ikke med kvindelige salmedigtere i Den Danske Salmebog,
og de få, der findes, er næsten alle af ældre dato og har bare fået en enkelt
salme med. Undtagelsen er Lisbeth Smedegaard Andersen, som fik hele syv
salmer med i bogen, og indtil videre må vi stille os tilfreds med det.
Mit gæt er, at den af de syv, der bliver sunget mest i kirkerne, er nummer , som hedder ‘Du fødtes på jord’. Dens melodiøse opbygning,
versemål og enkle men stærke billedsprog kvalificerer den til at blive et hit.
Det er en kort og koncentreret gennemgang af den kristne fortælling og
budskab, et tema, som forfatteren også folder ud i andre af sine salmer.
Salmens flittige brug af gentagelsen som stemnings- og meningsforstærker styrker det melodiøse. For eksempel disse: ‘hver gudskabte dag’, ‘fra
fødsel til død’, og ‘til tro og til håb’. Det er versenes slutlinjer, og de samme
ord indleder det følgende vers. Det får den samlede hymne til at vugge af
sted med sit både alvorlige og taknemmelige budskab, og det gør det attraktivt at synge den.
Melodien understøtter smukt det samlede udtryk. Den er komponeret
af Erik Haumann, som har sat melodi til flere andre af hendes salmer, og
det er en melodi, som både forfiner og fremhæver salmens ‘rundgange’.
Den er i slægt med de gamle ballader og dansemelodier, som Kingo også
gjorde til sine salmemelodier. Jeg holder meget af den tradition.
Hvis man ellers har et forhold til kendte religiøse kunstværker, vil de
måske også dukke op under afsyngelsen eller ved læsningen, for både gamle
og nye kunstneres billeder trænger sig på, og det er næppe tilfældigt. Kunsthistorien er det andet hovedspor i Lisbeth Smedegaard Andersens forfatterskab.
Det er en smuk indsats at se tilbage på, når man runder en stor fødselsdag, og herfra skal der lyde en: Tak for sangen!
1
28
Fra eN gammel ‘salme-aktivist’ til en teologisk tænkende kunstner:
tidligere radio- og tv-medarbejder i Dr Mogens Hansen skriver
Kære fødselar
Vi to kender hinanden fra det faglige samarbejde. Og tak for gode oplevelser. Men vi kender ikke hinanden sådan privat. Derfor må du finde dig i
lidt baggrund for mit tillykke.
Jeg kommer fra et hjem med et kristeligt klaver. Siden jeg var syvhar jeg
siddet ved det. Mere eller mindre. På tredje sal i Blågårdsgade på Nørrebro i
København var der samling søndag aften med far som forsanger og mor og
fire børn mere eller mindre frivilligt i koret. Og mig altså på klaverbænken.
De unges Sangbog, ‘Sig månen langsomt hæver’ og ‘Nu lukker sig mit øje’.
Om søndagen stod bænken i menighedshuset for enden af Korsgade i Hellig Kors Kirkes søndagsskole. ‘Ingen er så tryg…’ og andet som jeg lykkeligvis har glemt!
I Sangskolen og Københavns Drengekor fik jeg et chok. Jeg mødte Bach
og Bernhard Lewkovitch. Jeg er heldigvis ikke kommet mig over det. Chokket.
Så blev det Gospel og den hvidhårede, farvede amerikaner Jester Hairston (Det er ham med ‘Amen’ og ‘Mary´s boy Child’). Jeg sang i Con
Amore og vi var Jesters Europa-kor. Vi øvede hver onsdag aften en hel
vinter. Fantastisk.
Det var vist på den tid, at spørgsmålet opstod hos mig: Mangler der ikke
noget? Når nu vi på god bibelsk vis gerne vil ‘synge Herren en ny sang’. I
Salmebogen var det ret gamle årstal, der stod, såvel ved tekst som melodi.
(Det med Jester, det var ikke rigtigt at høre i danske kirker i 60-erne).
I mellemtiden havde jeg fået nye muligheder. Jeg havde hørt, at de i vore
nabolande gjorde det, skrev nye sange. Det var et evangelium, godt nyt! Og
ting og sager fra Løgumkloster nåede også frem.
I mellemtiden havde jeg fået overdraget at forvalte en ret så kraftig
højttaler i form af radio og senere fjernsyn. Det skulle benyttes til at sprede
ideen om ny dansk salmesang. ‘Vers og viser om Vorherre’ kaldte vi det.
Vi gik ikke så meget op i det med at skelne mellem salmer, bibelske
sange og kristelig lyrik. Jeg vovede endda offentligt at sige: ‘En salme er en
sang, der handler om Gud’. Siden har jeg forstået, at hvis man absolut skal
29
skille det ene fra det andet, så er det nok at sige: ‘En salme er en sang, der
står i salmebogen’!
Siden har jeg været formidler af det man kalder nye salmer. Formidler
med holdning, men med bred pensel.
Undertiden kan man godt tænke: Hvad har du dog været med til!? Det
meste er jeg glad for, også at Dorthe Roager rent faktisk skrev ‘Mon Gud er
lisså stærk som Tarzan’ og de andre fortræffelige børnesalmer på mit tjenestebolig-køkkenbord.
Alt skal nemlig på bordet. Og kommes i gryden. Og i munden. Dels er
det kun ved at prøve, at det vil vise sig, om der er næring i det. Dels er der
noget som kun fungerer i nuet. Det viser salmehistorien og alle historierne
om fortidens salmer.
Jeg sidder stadig ved et kristeligt klaver. I ‘Sangforeningen Morgenrøden’ i
Dirch Passer og Kjeld Petersens gamle natværtshus Alleenberg på Pile Alle
på Frederiksberg. Med højskolesangbog og omkring 80 sangere. Jeg spiller
det, som formanden og forsamlingen foreslår. ‘Se nu stiger solen’ over ‘Når
jeg ser et rødt flag smelde’ til ‘Du kom med alt….’ og ‘Jeg ved en lærkerede’.
Gud ske tak og lov for den nye Højskolesangborg, der ikke sætter skel og
bruger etiketter!
Og så er vi altså endelig nået frem til fødselaren! Du fylder. Dels altså år,
men du fylder også godt i salmelandskabet!
Du synger og fortæller på en af de måder, som vi indtil nu ikke har haft
så meget af. Du ser med andre øjne på sagen og dermed bliver sangen ny.
Derfor er du bemærkelses-værdig, i ordets betydning.
Det er kunstnerens øjne du ser med, og derfor synger du om det, som
ikke er lige til. Du er den teologisk tænkende kunstner.
Jeg tænker undertiden, når jeg synger dig, at vi har et par problemer med
salmesang i almindelighed. Det er i sagens natur fælles sang. Men skal vi
nødvendigvis være enige i det, vi synger? Menighedens fulde kor? Eller enige
med digteren, dig?
De siger, at danske salmer er verdens bedste. Men det er meget svært at
synge dybe, teologiske og litterære tekster. Enten ryger koncentrationen om
ordene eller man går glip af fællesskabet.
Vi har vist verdens dårligste salmesang. De andres ord og melodier er
ofte ikke meget. Men som de kan synge! Fællessang.
30
I hvert fald tror jeg vi har brug for, at nogen siger os noget, vi ikke kan sige
os selv.
Du er fuldt ud dig selv. Det er nok også derfor, at du er den af vore danske, nulevende salmedigtere, som umiddelbart er sværest at synge sammen
med. Ikke bare fordi melodierne til dine tekster sjældent hører til dansktoppen, men også fordi dine billeder og dine ord er så meget dine egne, at
vi andre lige skal lære dem at kende. Men hvor er det godt, at der er nogen,
der får os op på tæerne!
Salme-formidleren fra Nørrebro – dog født i det vestjyske ligesom dig –
kipper altså med flaget og siger: Tak for sangen, Lisbeth ... Fred og alt godt!
Mogens Hansen
Præst og mediemand
31
fra generalsekretæren i det danske Bibelselskab:
morten thomsen højsgaard skriver
Salmesmeden åbner Bibelens og kunstens verden for danskerne
Vi tæller vore dage,
der hober sig til år,
og stædigt vokser stakken
af det, vi ikke når.
Ordene er Lisbeth Smedegaard Andersens. Salmedigteren. Kunstkenderen.
Forfatteren. Foredragsholderen. Præsten. Kulturpersonligheden. Hendes
dage har den 30. september hobet sig op til 80 år. Men når hendes læsere
og hendes store bekendtskabskreds skal hylde hende på den runde dag, vil
der næppe være ret mange, der tænker på, hvad hun ikke måtte have nået.
For Lisbeth Smedegaard Andersen er en kvinde, som præsterer, imponerer og overrasker igen og igen med alt det, hun foretager sig. Alene hendes
udgivelser og arbejder for Det Danske Bibelselskab er mere, end hvad
de fleste når igennem en lang karriere. Hun er billedredaktøren bag den
meget populære udgave af “Det Nye Testamente - illustreret med værker
fra kunstens historie”. Et værk, som hun samtidig har skrevet en fortrinlig
billednøgle til.
På Bibelselskabets Forlag har Lisbeth Smedegaard Andersen desuden begået en meget læse- og seværdig kunstbog, som dokumenterer og analyserer
samtlige kirkeudsmykninger af maleren Arne Haugen Sørensen. Hun har
skrevet salmer til de ni læsninger i et selvstændigt værk, men sandelig også
tilføjet gækkevers i Den Store Påskebog. Af Lisbeth Smedegaard Andersens i
alt omkring 150 salmer finder man syv i Den Danske Salmebog fra 2002.
Men læg så hertil alle de andre forlag og alle de andre sammenhænge,
hvor hendes litterære og kunstneriske åre har fået frit løb. “Det begyndte
med Jomfru Sørensen”, lyder en af de godt 30 bogtitler. Og heldigvis ser
det ud til, at der ingen ende er på foretagsomheden.
Smedegaards balance mellem fortid og nutid
Til Bibelselskabets 200 års jubilæumsfejring i 2014 blev Lisbeth Smedegaard Andersen anmodet om at skrive en bibelsalme. En nok så krævende
opgave, som hun imidlertid straks påtog sig. Og da hun afleverede opga32
ven, mindst en måned før aftalt tid, så var der ikke blot én, men hele to salmer: “Du som selv på afstand kender” og “I stilheden skærmet af Urhavets
strømme”. Salmedigteren sørgede tilmed selv fluks for, at to af landets allerbedste salmekomponister fik smedet hver deres helt nye melodier hertil.
“Det er ligesom med en gammel salme, man har sunget mange gange og
ved forskellige lejligheder”, siger Lisbeth Smedegaard Andersen i en af sine
bøger. “Man holder af den, der er noget genkendeligt. Men det nye åbner
ens øjne på en anden måde og gør, at man hører eller ser tingene på en ny
måde og bliver opmærksom”.
Lisbeth Smedegaard Andersen har i et langt og betydeligt kunstnerisk,
litterært og teologisk virke igen og igen fundet det gyldne balancepunkt
mellem det gamle og det nye, mellem det genkendelige og det øjenåbnende, mellem det gentagende og det, der stikker ud.
Måske er det drivkraften -- dette at forstå fortiden og formidle den til
nutiden, at genfortælle det traditionelle på en utraditionel måde, at betragte den helt store historie, bibelhistorien, og så udfolde den på ny.
Nye billeder til hver generation
“Er det ikke netop sådan”, spørger Arne Haugen Sørensen, “at hver generation har deres billeder af Bibelens fortællinger? Ordene er de samme, men
hver generation må sætte nye billeder på, for at man kan forstå det”.
Lisbeth Smedegaard Andersen svarer ja og bidrager med sine mange
ordbilleder i “nuets evighed” selv til den nye forståelse. Også derfor var
det helt på sin plads, at hun i 2009 fik Bibelselskabets prestigefyldte pris.
Hun “repræsenterer en nutidig refleksion over de bibelske skrifter”, som det
betegnende lød i den officielle begrundelse.
Der er hjertevarme, der er hjertebånd, der er spirende livsmod, og der er
eftertænksomt udsyn i Lisbeth Smedegaard Andersens bøger og salmer. Og
der er i hendes læsning af kirkekunsten og bibelhistorien altid en tro på, at
der også i dødens og i smertens afkroge er noget, som er større, som bærer,
trøster, løfter og holder os oppe. I en af jubilæumssalmerne fra 2014 skriver
hun for eksempel:
Guds ord er os nær i den hverdag vi kender
hvor mennesker visner som græsser og strå
og lover vi løftes af levende hænder
når døden engang sætter hjertet i stå.
33
Fra Herning, hvor Lisbeth Smedegaard Andersen voksede op, via Aarhus,
Paris og New York til Hellerup, hvor hun nu er bosat, er der fælles bånd og
værdier, som binder os sammen. Hele Danmark har i Lisbeth Smedegaard
Andersens stædigt voksende stakke af færdige værker fået en fascinerende
mængde af nøgler til at forstå, hvad vi er rundet af. Den runde fødselsdag
er en gylden anledning, også for nye læsere, til at gå på opdagelse i et forfatterskab, der viser vej til nye forståelser af de ældste og største og vigtigste
fortællinger, vi har.
1
34
fra en af dine utallige læsere og foredrags-lyttere:
Ragnhild ibsen skriver
Kære Lisbeth!
Gennem mange år har dine salmer, dine kunstforedrag og andre foredrag
glædet mig meget. Sidste gang var på sommeruniversitetet på Ærø sommeren 2014. Du gennemgik Skrædderen, som altid indlevende, så lytterne er
til stede i det univers fortællingen foregår i – på din rolige, vedkommende
måde.
En lille samtale blev det til, og du lovede os at tage turen til Aktiv Højskolen i Herning, hvilket vi glæder os meget til i sæsonen 2015-2016.
I samme øjeblik, da jeg sidste år opdagede, at Bertel Haarder var bedt
om at skrive en salme til Hernings 100 års jubilæum, blev jeg meget overrasket over, at du ikke var valgt. Du er da en langt større forfatter!
du er yndig
du er mild
du er nærværende
du er vidende og vis
du er beskeden
du er et menneske, det er en glæde at have mødt på livets vej
Til lykke med 80 års fødselsdagen - med håbet om godt helbred og indholdsmættede stunder for dig og dine kære i årene fremover
Kærlige tanker og på glædeligt gensyn lørdag den 4. oktober 2014
Ragnhild Ibsen
35
en hilsen fra en komponist, der har været ‘medspiller’ fra 2007:
René A. Jensen skriver et postkort fra en inspirationsejse
Kære Lisbeth:
Stort tillykke med fødselsdagen og med udgivelsen! Det glæder mig, at du
får en velfortjent udgivelse, og jeg takker for, at jeg er repræsenteret blandt
dine mange komponister.
Du er en stor fortaler for, at man forsøger at finde et sprog, som samtidig med at det har med traditionen at gøre fornyr traditionen. Det hylder
jeg!
Dine tekster rummer og favner følelser. “Især årstidssalmer, for vejret
betyder noget for alle danskere”, skriver du, og der er mange, der har taget
Himlens Lys I Dine Hænder - 12 årstidssalmer til sig, fordi du flittigt har haft
dem med på dine foredrag rundt i landet og sunget den aktuelle måneds
salme.
Enkeltheden i melodierne har været en stor udfordring for nogle
organister, men jeg forstår, at det har været til glæde for kirkegængere og
foredragsdeltagere. Jeg har sat stor pris på, at du ofte har sendt mig beskeder om hvor du har været og hvad I sang, og ikke mindst hvordan det blev
modtaget.
Jeg har selv modtaget mange positive tilkendegivelser på DR Kirkens
optagelse af bl.a martssalmen ‘Slentrer i regnklare parker’. På cd’en med
årstidssalmerne synger Dania Koret samme salme smukt, men der er nu
noget helt særligt ved en flok kirkegængere, der tager en ny salme til sig.
Kære Lisbeth - jeg “står så ofte og ser på” ‘vores’ himmel og takker dig,
for, at du har troet på, at jeg musikalsk var i stand til at bære dine smukke
tekster, og jeg ønsker dig en god dag med de mange mennesker, der værdsætter dig og elsker dit arbejde.
Jeg kan ikke være med ved din fest fordi jeg er på inspirationsrejse til
Cuba og flyver videre til Buenos Aires for at indspille med lokale tango
specialister, så du må nøjes med denne hilsen og et rungende tillykke og tak
... og en hilsen til Jens!
Mange hilsener
René
36
et portkort fra kongens have:
salmedigter-kollegaen, pastor niels johansen, skriver
Kære Lisbeth: Om min fødselsdagshistorie til dig er helt sand, ved jeg ikke.
Men på den anden side ved jeg heller ikke, om der findes hunde med øjne
så store som tekopper, møllehjul og Rundetårn. Og sådan er der så meget,
man ikke ved, når det gælder H.C. Andersen.
Om ham fortælles, at han den første forårsdag gik tur gennem Kongens
have og standsede op foran årets første lysegrønne bøgetræ. Vor store digter
gik hen til det. Omfavnede det og kyssede det. Folk rystede på hovedet,
indtil de opdagede, hvem den ranglede person var.
Men spørgsmålet er: Kan man gå forbi det allerførste lysegrønne bøgetræ i Kongens have uden at gå i digterens galocher? Det tror jeg ikke, at du
kunne! Du, der kan digte om morgenmørke vinterfugle:
Morgenmørke, vinterfugle
solen sat på vågeblus
men på pladsen foran kirken
englespor i perlegrus
For det gælder jo blot om at se. Og det kan du. Når du åbner den store billedkunst for os. Eller når du skænker os billeder i dine fine salmer.
Kære fødselsdagsbarn, du er en stor billedmager! Og du behøver ikke
den kloge kones briller, som i H.C. Andersens eventyr om den unge mand,
der studerede til at være digter inden påske, men som beklagede sig: “Alt er
skrevet op! sagde han. Vor tid er ikke gammel tid” (Man skulle næsten tro,
at han ville forsøge sig som salmedigter!) Digterspiren får dette kontante
råd af den kloge kone: “Prøv nu engang mine briller, få mit hørerør i øret,
bed så til Vorherre og lad være med at tænke på dig selv.”
Som salmedigter kunne det også være fristende at sige: “Alt er skrevet.
Vor tid er ikke gammel tid.” Men så er det godt, at du var en af dem, der
viste, at der stadig kan skrives salmer, blot man låner den gamle kones briller og hørerør. Eller lidt mere teologisk udtrykt: Man beder til Vorherre og
tror på Helligånden.
Hvor er det en stor oplevelse at sidde sammen med dig om det runde salmeskriverbord. Lytte til dine kloge ord og så rejse ikke så lidt inspireret hjem.
Jeg bærer gerne fortsat din kuffert til toget. Og det er i hvert fald vist og sandt.
Hjertelig hilsen, Niels
37
Fra en anden præst og salmedigter:
hans anker jørgensen skriver
Kære Lisbeth.
Vi tæller vore dage.
De hober sig til år.
Og du, som fødtes Eland,
blev firs som Smedegaard.
Til lykke – Jens og Herning!
Her randt for jer guldterning!
Til lykke, Lisbeth – Søde!
Det sir Hans Anker – Røde.
1
verset kan
- lige som fødselarens egen tekst,
der er nr. 717 i den danske salmebog synges på både den tyske og den svenske melodi til
‘nu blomstertiden kommer’
38
FRA en yngre salmedigter til en ældre kollega
iben krogsdal skriver:
Kære Lisbeth:
Hjertelig tillykke med fødselsdagen! Tak for al din inspiration, din menneskelige varme, og ikke mindst for de mange smukke sætninger fra din
hånd, jeg bærer med mig. Jeg kan sjældent sidde på en bænk uden at
“skrive egyptisk i gruset,’ jeg kender “mørkets utålmodighed”, hører “barndommens vibeskrig” fra en svunden tid, og så – pludselig – “slår hjertet af
fryd som småbitte fødder, der sparker.” Tak.
Hans Anker Jørgensen sagde for et par år siden, at du er Danmarks smukkeste salmedigter. Det må jeg give ham ret i. Der står om dig en særlig aura,
der får (i hvert fald) mig til at føle mig både tryg - og faktisk også lidt smukkere
selv - når jeg er i dit selskab. Tænk at kunne gøre andre smukkere, både ved at
være til og ved at virke med ord, fortællinger og salmer! Jeg tror ikke, du helt
selv kan gøre for det, men det bliver det mildest talt ikke ringere af.
Jeg håber, du bliver ved med at strø skønhed og salt gennem dine salmer, og jeg ønsker dig og dine kære alt det bedste fremover.
Hvor vildt og dybt forunderligt
at sætninger kan skinne
når tusind års fortællinger
får ord af – blot – en kvinde!
At vi får strofer med os hjem
der ikke aftenfalmer
at spinkle håb og jordens salt
blir strøet gennem salmer
At ordet spreder sig i sang
fra en der godt tør dele
de strofer hun fik rakt af ham
som synger bag det hele
Så tak for dine ord til os
som blander os i koret
og tak til Gud fordi han var
så god at gi dig ordet!
39
en tak for samarbejdet Fra »en almindelig singer-songwriter«
der også bl.a. er organist i kampernaumskirken:
Kære Lisbeth,
Hjertelig tillykke med fødselsdagen og samtidig tusind tak for vort frugtbare samarbejde omkring dine salmer. Det har været til stor glæde og inspiration - ikke bare pga. dine salmetekster, men i højere grad set i lyset af dine
menneskelige egenskaber, som jeg skatter højt.
Jeg ved, du er et beskedent og særdeles kløgtigt menneske, og har man,
som jeg, skullet tackle visse prima donna typer hen ad vejen i sin livsbane
i Folkekirken, ved jeg, at du vil sætte pris på følgende citat i Dagbladet
Børsen for et par år siden, hvor din søn blev interviewet. På en måde er det
netop relevant, at reflektere dig igennem dine børn!
Sidste spørgsmål fra den ihærdige reporter lød: “Og hvad vil du så gerne
huskes for”? - og Niels Smedegaard svarede: “At jeg er et ordentligt menneske”. (Man forlader jo jobbet som ceo relativt tidligt, men formodes at leve
videre i bedste velgående - derfor præsens!)
Længere er den ikke. Det er din pointe, det er dit liv. Tusind tak skal
du, din mand, og din familie ha’! I er nogle af de fyrtårne, jeg samler på
i mit liv - ikke pga. af jordisk karriere, men netop pga. de menneskelige
egenskaber. Det er den pointe, der kan fortjene at blive understreget i forbindelse med din runde fødselsdag.
Kærlig hilsen
Peter Brenøe Lange
peterorganist@live.dk
PPS: Betegnelsen “komponist” i forhold til at skrive salmemelodier, er mildest talt
en overdrivelse. Det har ikke noget med det rigtige kompositions håndværk at gøre.
Vi er snarere ganske almindelige “songwriters”, og sådan er det.
40
FRA en klassekammerat på Herning Gymnasium - også student i 1953
anne-grethe launbjerg skriver:
“Nå, der ramte I vist hans Akilleshæl”, kunne vores lærer i oldtidskundskab fx spørge os, en flok måbende 15-16 årige gymnasieelever, “...er der
ingen af jer, der kan forklare det udtryk?”
Lisbeth rakte som så ofte før hånden op og fortalte roligt og overbevisende myten om den græske sagnhelt, Akilles, hvis mor umiddelbart efter
hams fødsel dyppede ham i floden Styx i underverden for at gøre ham
usårlig. Hun holdt ham i den ene hæl, som derfor ikke blev ramt af flodens
vand - og således kunne han altså såres i hælen og kun der.
Kære Lisbeth! Vi mødtes første gang, da vi begge begyndte på Herning
Gymnasium efter sommerferien 1950, og når jeg prøver på at huske dig fra
den tid, er det faktisk din utrolige viden om græske guder og helte, som jeg
først kommer i tanke om.
Engang spurgte vores lærer dig, hvordan du havde stiftet bekendtskab
med den græske gude- og helteverden, og du sagde, at din mor havde fortalt dig disse historier i løbet af din barndom. Hvilken gave at have en mor
med så fin en fortælleevne! Og hvilken gave at være så følsom og interesseret en lytter, der kunne huske det fortalte længe efter!
Egentlig havde du og jeg ikke så meget at gøre med hinanden uden for
undervisningstiden, mens vi gik i gymnasiet, for du boede i Herning, og
meget tidligt blev du og Jens et fast par, som delte fritiden sammen. Jeg
boede i Troldhede og var hver dag afhængig af togtiderne, og som det vist
ofte er tilfældet, kom jeg til at interessere mig en del for de elever, som gik
en klasse over os. Sådan!
Mange år gik efter vores studentereksamen uden vi havde kontakt med
hinanden. Alle havde travlt med at få en uddannelse og et arbejde samt stifte hjem og få børn etc. Men ved vort 25-års jubilæum tog bl.a. du og Jens
initiativ til at samle os. Det blev et godt og glædeligt gensyn, som heldigvis
er blevet efterfulgt af en del flere sammenkomster i løbet af de følgende år
- senest da vi mødtes til 60-års studenterjubilæum i 2013.
Det er forunderligt, synes jeg, at vi alle er kommet tættere på hinanden,
end vi var i gymnasietiden. Den følelse ved jeg, en del af de gamle klassekammerater deler.
Jeg vidste godt, at du havde læst teologi og var blevet præst, men først
langt senere fandt jeg ud af, at du også havde overkommet at tage en uni41
versitetsuddannelse i kunsthistorie. Imponerende! Du og Jens har, ligesom
min mand og jeg , haft den store glæde og store opgave at opfostre fire
børn. Alligevel har du fundet tid og energi til at udgive en overvældende
række af gode og spændende bøger, skrive artikler og dejlige salmer, samt
holde foredrag rundt omkring i hele landet! Og du bliver ved, selv om den
normale ‘pensionsalder’ for længst er nået.
Du er virkelig et overskudsmenneske af format - og en stor inspiration
for os andre ... i hvert fald for mig!
Tak for det, og stort tillykke fra
Anne-Grethe Launbjerg
Student 953
42
Fra ÉN 1953-STUDENT TIL en anden - KLASSEKAMMERATen lisbeth:
JENS KRISTIAN KJELGAARAD LINGS (Da hAUNSTRUP - NU FJALTRING) SKRIVER:
Kære Lisbeth:
Som skolelærersøn fra Haunstrup var jeg fuldstændig på det rene med, at jeg
i mellemskole- og gymnasietiden kun i forsigtigt dølgsmål kunne tillade mig
på afstand at gå og drømme lidt om at komme bare i nærheden af grosserer
Elands smukke datter, Lisbeth. Ak ja.
Desuden fandt du og landsretssagfører Smedegaard Andersens søn, Jens,
sammen på et meget tidligt tidspunkt. Havde jeg røbet bare en lille stump
af én af mine tanker over for min i gymnasiet enormt snobbede klasselærer,
ville han omgående have udstillet mig oppe ved tavlen som et kvalificeret
eksempel på en tåbe, der på den sociale rangstige tænker alt for høje tanker
om sig selv.
Jeg er sikker på, du var omgivet af mange drømmere, men vores respekt
for Jens var så stor, at du næppe opdagede os. Og hvad skulle du dog også
have stillet op med sådanne fjolser? Du giftede dig med din kære Jens, og i
dag kan man med fuld ret spørge om, hvad Mærsk-koncernen skulle have
gjort, hvis ikke I havde fået en søn, der hedder Niels Smedegaard Andersen?
Dine salmer holder jeg af at læse og synge, fordi de rummer det store og
uforklarlige, som flere af de moderne salmedigtere ikke har modtagersind
nok til at sanse, og derfor for en dels vedkommende især bruger mange ord
på at undervise Gud i, hvor stor og god og rig, han er. Halleluja.
Jeg må bekende, at jeg ikke har fået læst al den fiktion, du har skabt,
men jeg ved også, du har fuld forståelse for en formulering som denne, at
når man skriver bøger, har man faktisk nok at gøre med at læse, hvad man
selv skriver. Men jeg glæder mig til engang at læse mig ind i din fiktive
verden, og forventningens glæde er som bekendt ikke så ringe at have i sin
bagage.
Og så skriver du om kirkekunst, og også på det felt oplever jeg, at din
følsomme indlevelsesevne, din fine æstetiske sans og din store historiske
indsigt er de kræfter, der skaber det fornemme resultat.
Kære Lisbeth. Det er mange år siden, vi blev undervist på Herning
Gymnasium, men i min erindring gemmer jeg fortsat et billede af dig som
ung pige. At jeg så i de følgende mange år af og til har haft en særdeles inspirerende glæde af at være sammen med dig og Jens, er en anden historie.
43
Jeg ønsker Herning Gymnasium til lykke med, at det fik lov til at gøre
dig til student, og så ønsker jeg dig til lykke med alt det, du allerede har
skabt og fortsat vil skabe i dine medmenneskers tanker, sind og hjerter!
Når man ser på dig, er 80 år på ingen måde nogen høj alder, men vi må
vel indrømme, at vi sprogligt er nået frem til den, man kalder alderdommens fase. Jeg ønsker dig en rigtig glædelig og produktiv alderdom! Tak!
Jens Kristian Kjelgaard Lings
Student 953
44
en hilsen fra oldermanden i lauget af salmedigtere:
holger lissner skriver
Tjørnen
I 1981 flyttede min mor til Risskov og fandt hurtigt sin plads i Risskov
Kirke, hvor Lisbeth Smedegaard Andersen dengang var sognepræst. Og
hver gang jeg besøgte min mor, havde hun nogle a5 ark liggende til mig.
Det var salmearkene fra gudstjenesterne i Risskov Kirke, som hun vidste, at
jeg gerne ville se.
I begyndelsen var jeg ikke så optaget af Lisbeths salmer. Jeg syntes, de
var lidt knudrede og overlæssede med billeder. Det kan jeg roligt sige i dag,
hvor jeg er fuld af beundring over den poesi og sproglige lethed og dybde,
der nu er over Lisbeths salmer. Hun skulle lære håndværket ligesom vi andre. Og det har hun så sandelig gjort, for det er meget sjældent, at vi andre
salmedigtere har noget at indvende, når Lisbeth lægger sine salmer frem i
salmedigterkonventet. De er bare så fine.
Jeg lagde allerede dengang mærke til et billede, hun yndede. Der optræder mange tjørne i hendes salmer, og ikke kun, fordi ‘tjørn’ rimer på ‘børn.
Men tjørnen har flere sider. Den er både irriterende med sine smertende
torne og filtrede grene og meget smuk, når den blomstrer med lyse kaskader af hvide blomster og siden sætter sine røde bær. Og den har centrale
bibelske associationer fra både Det gamle testamente og Det nye. Og er
fremstillet i centrale billeder i kirkekunsten.
Gud åbenbarede sig for Moses i den brændende tornebusk og forblev dog skjult i flammerne (2 Mos 3). Profeten Mika bruger tjørnen
som billede på korrupthed, når han om menneskenes fordærv skriver “de
fordrejer alting; de bedste af dem er som en tornebusk, de retskafne som
et tjørnekrat.”(Mik 7,4). Og lige siden den første langfredag, hvor Kristus
blev tornekronet, har tornene gnavet i vore sind, ligesom Paulus havde sin
torn i kødet (2 Kor 12).
Så det er såre nærliggende at trække på disse centrale steder i salmerne. “I dybet under stenet jord /må tjørnen søge vandets spor / med
blinde, hvide rødder..” (DDS 248). “Hvor skyldens torneskove gror, som
vildsomt krat sig breder…” (dds 413). “…ser vi klart Guds visdom:
tjørnens sidste bær /vidner rødt om høsten /under frost og rim..” (Tredjedagens lyse rum s. 19). “..men mindet blegner snart/ fortoner sig i omrids
45
her hvor /tjørnen brænder klart.” (Lysets utålmodighed 48). “Da lyser
min sjæl/ som når hvidtjørnen blomstrer i nat.” (Lysets utålmodighed 82).
“For livet hegnes ikke mer/ af død og tjørnehække…” (Sommersalme i
liturgisk farve).
Som det kan ses af ovenstående citater, kan tjørnen både bruges som
billede på håb og fremtid i Guds rige, men også på livets korthed og sårbarhed, om herligheden i Guds skaberværk og de grænser, som den uigennemtrængelige tjørn sætter.
Jeg har også en tjørnehæk ved min have. Den rummer den samme
dobbelthed. Den giver læ for vinden og skærmer os mod nysgerrige
blikke. Rådyrene kan ikke komme igennem og spise vores roser og blomsterknopper. Men den giver ly til spurvene, som smutter ind og ud uden
at rive sig på de skarpe pigge. Det er ligesom i Guds rige, hvor de små
smutter ind uden problemer, mens de store og grådige har svært ved at
komme ind.
Den er fuld af grokraft, så jeg må klippe den to gange om året, og det er
et bøvl, for jeg må samle alle stumperne op, for at cyklerne ikke punkterer.
Jeg kan næsten ikke undgå at rive mig eller stikke mig, når jeg klipper den,
trods gode havehandsker.
Hvorfor plantede mine forgængere i huset lige en tjørnehæk? Hvorfor
ikke en bøgehæk, eller en ligusterhæk, som er meget nemmere at klippe og
rive sammen? Var det bare, fordi tjørnen er billig og god til at gro i leret
jord? Eller havde de også en særlig forkærlighed for tjørn? Sådan kan man
falde i staver, når man går der med sin hækkesaks.
Lisbeth er en fænomenal iagttager af naturen og har ud over mange
fugle mange andre træer og buske i sine salmer. Der er både taks og slåen,
ahorn, pil og el og bøg for blot at nævne nogen, og de bliver alle brugt som
billeder på livet, Gud har givet os. Naturen er på mange måder Guds billedbog. Den er også huset med de mange boliger.
Lisbeth kommer langt omkring i sin salmedigtning. Hun skriver salmer,
hvor teologi, billeder, kunstforståelse og poesi går op i en enhed, tilsyneladende ubesværet, og det er skønt, når man ikke kan mærke processen og
sliddet, og det svære synes let.
Jeg får lyst til at digte lidt om på en af Lisbeths nyeste salmer, som
henvender sig til Maria og handler om bebudelsen (side 61 i hendes nye
salmesamling I tid og evighed). For også i os kan det hænde, at ordet
bliver kød og tager bolig i os, til glæde for mange:
46
Du Lisbeth, himlens veninde
dit forår er brusende hvidt
en solsort synger mod solen
på naboens gule stakit
og salmen under dit hjerte
er fyldt af Guds hellige ånd –
det største og alt det mindste
forenet til ét i hans hånd.
holger lissner
1
47
Fra tidsskriftredaktøren, anmelderen og salmebrugeren:
Jens lyster, dr. theol.h.c. skriver
Første gang jeg mødte navnet Lisbeth Smedegaard Andersen var i december
1978, da jeg fra Ole Brandt-Pedersen, lærer i hymnologi ved Pastoralseminariet i Århus, modtog tre salmetekster, skrevet af en af hans elever. Han
foreslog dem optaget i Hymnologiske Meddelelser, et tidsskrift, som jeg siden
1971 havde været ansvarshavende redaktør for. Den ene salme begyndte
“Det skete engang...”, den anden var en bibelhistorisk vise. Således lærte
jeg stud.theol. Lisbeth Smedegaard Andersen at kende allerede fra den
første spæde start på hendes glorværdige løbebane som salmedigter. Det var
kendeligt, at hun allerede på det tidspunkt mestrede kunsten at skrue en
sang sammen. I den korrespondance, der fulgte, dukkede der også indimellem en veldrejet revyvise op. Da der næppe bliver plads til den slags i den
påtænkte udgivelse af den samlede salmedigtning, tillader jeg mig at berøre
den side af hendes versekunst ved som en smagsprøve at citere de første to
strofer af en elegant, venligt ironisk vise om de mandlige præster, på melodien “Katinka, Katinka”:
Til manden, om manden, når manden er bedst,
vil vi nu spendere en vise;
det passer så smukt til en kvindelig præst
de mandlige ditto at prise.
Og det vil vi gøre med søsterligt sind,
og slipper lidt malurt i bægeret ind,
så vejres det bort i den vårlige vind,
der skænkes et stænk af malice!
Apostelen Paulus var flittig som få,
af breve han skrev et par snese!
Han tænkte: “Dem kan teologerne få
til øvelse i exegese!”
Timoteus fik et par ord med på vej’n
med råd om moralen hos præst og hos degn;
men de blev nu stuvet lidt langt væk af vej’n
til kvinden fik lært sig at læse!
48
Det er for øvrigt værd at undersøge, hvor mange af vore salmedigtere der
er startet som revyvisedigtere, og om man deraf kan drage den slutning,
at deres salmedigtning derved gennemgående er blevet en glad og stedvis
munter genre.
Det er slet ikke så få af Lisbeths salmer, der har fundet optagelse i
Hymnologiske Meddelelser. De første, i 1982, i godt selskab med Ole Sarvig,
Johannes Johansen og K.L. Aastrup. Det drejer sig om påskelørdagssalmen
“Den mørke morgenrøde” og påskemorgensalmen “Kvinder i en grålig
dagning”. Siden er mange fulgt efter, tit ledsaget af en aftrykt melodi.
For Lisbeth yndede allerede fra begyndelsen og meget bevidst at skrive på
versemål, som ikke var de gængse. I et brev af 4. januar 1978 beklagede
hun, at hun desværre ikke havde melodier til de to af de tre tekster: “Det
er naturligvis et problem, men det forekommer mig, at man nemt bliver
bundet af formuleringen i den oprindelige salme, hvis man tager en kendt
salmemelodi”.
På kort sigt er et nyt og uprøvet metrum naturligvis en hæmsko for
sangbarheden, men på den lange bane har Lisbeths holdning utvivlsomt
gavnet hendes digtning. Den føltes umiddelbart som et fornyende pust ved
netop at blive båret frem af nye melodier. Det modsatte kan til eksempel
opleves ved K.L. Aastrups salmer, der som oftest er skrevet til gængse og
gammelkendte melodier, og derfor er fornyelsen ikke så mærkbar.
Det faldt i min lod som redaktør at anmelde Lisbeths første samling,
År og dag. 12 salmer, der udkom som privattryk i 1983 med nodebilag indhæftet og med melodier af Otto Mortensen og Erik Haumann. Hendes stil
er allerede her blevet dristig og eksperimenterende. Med blik for modersmålets muligheder og et i reglen sikkert greb om sproget tør hun give sig i
kast med ikke helt lette versemål, og hun slipper godt fra det. Hun betjener
sig af et associationsmættet sprog, hvor billederne fastholdes og udnyttes til
bunds:
Hvor skyldens torneskove gror,
som vildsomt krat sig breder,
får vi dog kraft fra dine ord
at rydde voksesteder,
så smertens sorte asketræ
må briste som en knop i læ
til blomst i Dine hænder!
49
Ikke alt i denne strofe er lige godt. Man kan vist ikke sige “kraft at rydde”
på dansk, men til gengæld tager jeg hatten af for det dristige “sorte asketræ”, en brander, som Grundtvig ikke kunne have gjort bedre. Hurra for
fædrenes værdige døtre! De sprogfornyende eksperimenter lykkes tit for
hende: “angstens gribehænder og tvivlens fortidskryb”, disse billeder forekommer mig plastiske og nærgående.
Især forelskede jeg mig i et digt om skabelsen, hvorfra jeg citerer strofe 4-6:
Langs birkens spinkle grenenet
løb lysets glædessang,
til hver en tone, fuglelet,
fik næb og vingefang.
Og toner faldt på Herrens bud
til bas i elg og bjørn
og brast i gråd og latter ud
hos menneskenes børn.
Da hvisked Du din kærlighed
som længsel mod vor kind en gåde fra din evighed
blev rytmen i vort sind.
Og konklusionen på min anmeldelse af den beskedne debutsamling lød:
“Jo, der er et umiskendeligt talent her, som lover godt”.
Lisbeth var i det hele taget nok værd at samle på for en tidsskriftredaktør, og det lykkedes da også at få hende til at anmelde enkelte af de nye
samlinger, der udkom i en lind strøm i de år, fx i Hymnologiske Meddelelser
1982 s. 33-36. Dygtigt og kritisk gjorde hun det, med sans for detaljen og
dog med det overordnet positive og venlige overblik.
Men det forblev ikke bare ved det redaktionelle samarbejde. Da jeg i
1983 var blevet lærer i hymnologi ved Pastoralseminariet i Århus og efter
nogle år trængte til et frisemester, hvem var da mere oplagt at spørge end
netop Lisbeth, om hun ville afløse mig. På den måde fik en årgang vordende præster en lærer i salmekundskab, der kunne berige faget med egne
erfaringer som salmedigter.
Da jeg så senere ledede kursus om den nye salmebog på Præstehøjskolen i Løgumkloster, gjorde jeg igen brug af Lisbeth som gæsteforelæser.
50
Hun havde i mellemtiden gjort sig bemærket dels ved udgivelse af flere
samlinger med egne salmer, dels ved den lille fortjenstfulde bog Bristefyldt
af sang. Om nyere salmedigtere, som Materialecentralen udgav i 1989. Så
nye var salmedigterne, at end ikke K.L. Aastrup hørte med i det selskab,
der bestod af Johannes Johansen, Jørgen Michaelsen, Hans Anker Jørgensen, Jørgen Gustava Brandt, Sten Kaalø og hende selv.
Her yder Lisbeth en pionerindsats med sin karakteristik af disses
salmedigtning, ikke om deres liv og levned. Vi har i tidens løb fået alt for
mange salmedigtergennemgange, der glemte analysen af forfatterskabet for
et væld af biografiske oplysninger. Lisbeths sobre lille bog gav os en nyttig
førstehjælp til at se visse profiler i det mylder af nye salmeskribenter, som
prægede 80’erne.
Lisbeth karakteriserer digterne ved at fremlægge og præsentere og ved at
stille disse spørgsmål til teksterne: Hvordan udtrykkes glæden i en moderne
lovsang? Hvordan er synet på sakramenterne? Hvordan behandles lidelsen
og opstandelsen, og hvilket Kristusbillede aftegnes for os? Det giver nogle
fornuftige indfaldsvinkler på forfatterskaberne.
I min væsentligt positive anmeldelse af bogen i Præsteforeningens Blad
1991 stiller jeg mig dog kritisk til Lisbeths iver efter at påvise bibelinspiration bag de nye salmer. Er det ikke ligegyldigt for forståelsen af Sten Kaaløs
tekst, om vi kan belægge den med et bibelsted eller to? Vor tids salmedigtere lader sig snarere inspirere af andre digtere fra deres egen kulturkreds end
fra de kanoniserede oldsager. Bibelen med dens sprog og begrebsverden skal
ikke diktere, hvordan folkekirkens lovsang skal lyde. Ligeledes skal Hans
Anker Jørgensen have lov at skrive sine storbysalmer uden at skele hverken
til Jerusalem eller Babel. Sådanne uenigheder skal dog ikke overdøve min
respekt for Lisbeths forsøg på med velgørende klarhed at trække nogle
linjer op og se nogle tendenser i den salmetsunami, der skyllede ind over os
i 1970’erne og 80’erne.
I 1996 kunne jeg med en 25. årgang af Hymnologiske Meddelelser og
med et stort register over samtlige årgange trække mig tilbage som ansvarshavende redaktør. Det betød desværre også, at jeg mistede den regelmæssige
og nødvendige kontakt med spændende bidragydere til tidsskriftet, heriblandt Lisbeth.
Forinden havde jeg imidlertid gjort flittig brug af hendes formåen,
hvilket fremgår af det nævnte register. Så nu har jeg nemt kunnet finde
og genlæse det fremragende foredrag “Om nødvendigheden af at skrive
51
salmer” i den 13. årgang fra 1984, hvor Lisbeth sprudlende giver os indblik
i intentionen med sine nye salmer. Man ser den suveræne dame levende
for sig i dette lille snapshot: “Når en venlig sjæl ser mildt på mig og siger:
Ja, Kingo er det jo ikke...”, så ser jeg lige så mildt igen og svarer: “Det var
faktisk heller ikke meningen”. Jeg kan varmt anbefale et genoptryk af dette
foredrag, for hvor er hun dog velgørende konkret, ærlig og klog, og særlig
nyder jeg, når hun tager livtag med det kirkelige floskulatur.
I 1992 blev der udskrevet en konkurrence om at skrive en ny sommersalme. Der indkom overvældende mange forslag, både tekster og melodier.
Vindersalmen blev Lisbeths “Belyst af solen daler støv”, som står at læse i
tidsskriftets 23. årgang fra 1994. Samme årgang kunne også fejre 300-året
for Brorsons fødsel.
En række kulturpersonligheder blev indbudt til at skrive om hver deres
yndlingssalme. Lisbeth valgte “Den yndigste rose er funden”, og det kom
der et smukt og gribende causeri ud af. Jeg forsøgte at gentage succesen
med kulturpersonlighederne, Lisbeth indbefattet, da Johannes Johansens
70 års fødselsdag skulle fejres året efter.
Denne gang modstod Lisbeth min smiger, idet hun var på studieophold
i USA. I et brev dateret Takoma Park, den 28. november 1994 beretter
Lisbeth, “at det såmænd også er blevet til et par salmer. Jeg prøver mig
stadig lidt frem, for jeg er overbevist om, at vi må prøve at finde vores egen,
nutidige tone, men jeg er lige så sikker på, at vi må have traditionen med”.
Lisbeth fortæller videre om sit møde med Gracia Grindal, der er lærer
på Northwestern Lutheran Seminary, og som er stærkt interesseret i dansk
salmedigtning. Hun inviterede sine danske gæster med til en stor sangfestival i Minnesota, hvor de blandt andet fejrede Brorson. Og videre hedder det:
“Ved den afsluttende gudstjeneste søndag aften sang vi en af mine
salmer, som Gracia havde oversat til engelsk (“Du fødtes på jord”), og som
havde fået en amerikansk melodi. Det var naturligvis festligt for mig at
høre salmen sunget ved en gudstjeneste med 700 mennesker, men jeg må
nok indrømme, at både min mand og jeg holder mere af Erik Haumanns
kirketone...”.
Sidst i samme brev beretter Lisbeth om en bemærkelsesværdig gudstjeneste, som hun netop havde deltaget i på reformationssøndagen. De første
norske indvandreres kirke i Wisconsin, der blev nedrevet i 1930’rne, var
netop blevet genopført ved Northwestern Lutheran Seminary af de gamle
52
bjælker og blev nu indviet på denne mærkedag. “Der blev sunget både
gamle og nye salmer, som folk stort set kunne udenad. Gracia Grindal prædikede over Ps. 90, og det gav mig inspiration til nogle tanker om, hvorfor
det er så vigtigt at have en kirke. Som du kan se af vedlagte, gav det også
tanker til en salme. Den kan faktisk godt ligne en nytårssalme, til brug året
rundt.”
Dette er den historiske baggrund for Lisbeths frie digtning over Sl 90,
“I går var hveden moden”, DDS 717, som Gracia Grindal to år senere oversatte, og hvorfra jeg citerer den første strofe:
Just yesterday was autumn,
Today the ground is white,
And soon the lark will warble,
A song of last year’s light.
The paper brings us stories
Which never seem to end,
While outside dust is flying Who knows where it will land?
Med disse spredte iagttagelser og citater har jeg forsøgt at skildre mit møde
med en spændende og kultiveret kvinde, lige fra dengang hun endnu kun
var en ukendt stud.theol., som man dog ikke kunne undgå at lægge mærke
til, og videre på hendes vej som spirende salmedigter, i det omfang jeg
havde held til at gøre brug af hende som digter, som salmekender og som
den efterspurgte og anerkendte forfatter, hvis salmer synges fjern og nær. Så
fjernt som i Minnesota i vest, så nært som i Rinkenæs Korskirke, hvor jeg
på mine gamle dage har fundet en sober sognepræst, der ligesom Lisbeth er
fortrolig med traditionen og også tiltror sin menighed at være det.
Rinkenæspræsten er altså ikke en af de moderne ‘rejsepræster’, der forvandler kirkerummet til skolestue ved altid at skulle belære os kirkegængere
om, hvornår vi skal rejse os. Hun forkynder evangeliet, som var det skrevet
i går og netop til os. Akkurat som Lisbeth har gjort i sin præstetid. Og så
går hun i sin fortrolighed med det bedste i traditionen ikke af vejen for
nye salmer, hvormed hun krydrer den klassiske salmeskat. Disse kvindelige
præster er slet ikke så tossede! Således synger vi i Rinkenæs tit efter nadver
de to sidste strofer af “Du fødtes på jord” og deler glæden ved budskabet
med menigheden i Minnesota. Men jeg indrømmer gerne, at jeg hver gang
ærgrer mig over linjen “Dér kommer vi trætte, dér knæler vi ned”, for så
53
elendig og træt er jeg nu heller ikke, og knæle ydmygt gør jeg kun ugerne
og ser som en kronisk misforståelse af nadverbordets gæstmilde og festlige
ide. Hellere kommer jeg glad til nadverbordet og går gladere derfra. Hvorfor har du ikke skrevet det, Lisbeth?
Vi kunne sagtens have sunget Lisbeths salmer, uden at hele folkekirken
skulle belemres med en ny og utidig salmebog. Men nu vi har fået den,
glæder det mig, når jeg slår op i salmebogens forfatterregister, at se, med
hvilken omhu Lisbeth med sit gode danske efternavn har formået at vælge
sidemand. Er der to, der står sammen i den danske salmebog, fra nu af og
mange år frem, så er det Andersen og Andersen. Med klædelig beskedenhed
lader Lisbeth eventyrdigteren komme først (ligesom jeg senere i registeret
lader min kollega og sidemand reformatoren komme førend min ringhed).
Hjerteligt tillykke, Lisbeth, med den fine placering i dette gode selskab!
54
FRA en KOLLEGA, der også er oprtaget af tro i ord og billeder
pastor emeritus kaj mogensen skriver:
Kunst i ord og billeder
Lisbeth Smedegaard Andersen er salmedigter og kunsthistoriker. Jeg er en
stor beundrer af Lisbeths salmer. Vi har sunget dem, længe før nogle af
dem – for få! – kom i den danske salmebog i 2002.
Jeg har også haft stor glæde af at læse Lisbeths bøger om kirkekunst og
vender gang på gang tilbage til dem. Hvad skulle jeg så skrive om som en
tak til Lisbeth? Salmer eller kirkekunst? Jeg har valgt at skrive om begge
dele og især om samspillet mellem salmer og kirkekunst i forhold til kirkerum og gudstjeneste: Hvad gør kunsten ved gudstjenesten? Hvad betyder
kirkens billeder for forkyndelsen?
Emnet er omfattende og det er væsentligt. Jeg kan her kun komme med
nogle beskedne og foreløbige antydninger, men forhåbentlig er der lidt at
tænke videre over. Temaet er altså forholdet mellem salmer (tekst og musik)
og kirkekunst.
Som salmedigter er Lisbeth forfatter til nogle af de smukkeste salmer, som
forener tradition og fornyelse. Som kunsthistoriker har hun især beskæftiget
sig med kunst, der spejler/udfolder den bibelske fortælling og det kristne
evangelium. I bøgerne Mytens forladte huse (1999) og Huset med de mange
boliger. Ny dansk kirkekunst (2013) fortolkes nyere og nyeste dansk kirkekunst på en indtrængende, oplysende og oplivende måde.
Titlen ‘Huset med de mange boliger’ er hentet fra Jesu afskedstale,
således som den smukt og sandt er ‘digtet’ i Johannesevangeliet: “Jeres
hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er
der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre
en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for
jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er”
(Joh 14, 1-3).
I Det gamle Testamente er det templet, som omtales som Guds bolig:
“Hvor er din bolig vidunderlig/ Hærskarers Herre!/ Min sjæl fortæres af
længsel efter Herrens forgårde,/ mit hjerte og min krop råber efter den
levende Gud” (Sl 84,2 f ). Den gammeltestamentlige salme er tekstnært
gendigtet af Grundtvig i salmen “Hyggelig, rolig” (DDS 411). Guds nærvær er ikke begrænset til en hellig bygning, men templet er det sted, hvor
55
Gud åbenbarer sig på en særlig måde og det sted, hvor menneskers bøn og
lovprisning får en særlig dybde og betydning.
I afskedstalen er Guds hus et billede på Guds nærvær. Guds bolig er det
evige liv, som disciplene får forkyndt af Jesus og virkeliggjort i samværet
med ham i dette liv, og Guds bolig er det liv, som Jesus som den korsfæstede og opstandne rækker den fortabte og genoprettede verden, den kristne
menighed og det enkelte menneske ved Jesu genkomst. Det liv er en fylde
af kærlighed og glæde. Det er livet i egentlig forstand. Det begynder for det
kristne menneske her og nu, og det vil i Guds fremtid omfatte hele skaberværket, for “således elskede Gud verden”.
Når der i Guds hus er mange boliger, betyder det, at der er plads til hvert
eneste menneske. Denne plads er beredt af Jesus, for han er “vejen, sandheden og livet”.
‘Hus’ og ‘bolig’ er således konkrete billeder på en åndelig og legemlig
virkelighed, som er Guds nærvær, livet som det oprindelig var skabt, og
livet, som det vil genoprettes til. Det liv, som vi allerede i troen og håbet
og kærlighed får del i nu. Det liv formidles af Talsmanden og leves i den
kristne menighed, der er sendt til verden med evangeliet om Guds kærlighed ved Jesus Kristus.
‘Hus’ og ‘bolig’ er således ikke først og fremmest konkrete bygninger,
men billeder på det kristne menneskeliv som et liv, hvor Gud er nærværende, og hvor mennesker lever i et kærligt fællesskab som Guds elskede børn.
Det drejer sig mere om en tilstand end om et sted.
I Jesu samtale med den samaritanske kvinde (Joh 4, 19-26) siger Jesus
da også, at gudsdyrkelsen ikke er bundet til et bestemt sted: “Tro mig,
kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen… Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal
tilbede i ånd og sandhed” (Joh 4, 21+24).
Grundtvigs kirkesalme ‘Kirken den er et gammelt hus’ (DDS 323)
knytter sig til den apostolske trosbekendelses “Vi tror på Helligånden,
den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund…” Kirken er de helliges forsamling, den kristne menighed. Den er bygget af levende stene.
Den er der, hvor mennesker forsamles i Jesu navn, hvor der holdes dåb
og nadver, hvor trosbekendelsen lyder, hvor Ordet forkyndes og modtages i tro, og hvor Gud lovprises og lovsynges - også med gamle og nye
salmer.
56
Et skrifts afslutning er vigtig for forståelsen af hele skriftet. Således slutter
den gammeltestamentlige salmebog med en opfordring til at lovprise Gud
i hans helligdom (Sl 150). Lovprisningen er ikke blot knyttet til templet,
men udvides til at finde sted i “hans mægtige himmelhvælving”. Lovprisningen er “med fuld musik” – i salmen nævnes otte forskellige instrumenter
(dog ikke orgel) og sang. Salmens sidste vers er også det sidste vers i hele
Salmernes Bog: “Alt, hvad der ånder, skal lovprise Herren.” Så slutter det,
som hele frelseshistorien slutter med en kosmisk gudstjeneste. Lovprisningen er ikke blot med instrumentalmusik, men er også med sang, for
opfordringen til lovprisning frembæres netop med en salme. Og i øvrigt
er salmisten på det rene med, at “Det er godt at lovsynge vor Gud/ det er
herligt med dejlig lovprisning.” Det er tankevækkende, at en lovprisning af
Gud kan være en opfordring til lovprisning: “Lovsynger Herren, min mund
og mit indre!” (DDS 3) og en bøn til Gud om at kunne synge (og kunne
digte salmer): “Giv mig, Gud, en salmetunge” (DDS 4).
Den hellige almindelige kirke er således ikke knyttet til et særligt rum.
Når der holdes gudstjeneste, etablerer gudstjenesten i sig selv et kirkerum
uanset, hvor gudstjenesten finder sted, f.eks. på et hospice, værested, plejehjem eller i det fri – naturens store kirkerum. Naturen som et kirkerum er
især betonet i romantikken, ikke mindst hos H.C. Andersen (Klokken og i
hans romaner) og B.S. Ingemann (1838, DDS 774, 2):
Alverden som en kirke stor
bag sky sig hvælver foroven;
i templets krog Guds grønne jord
er skjult som et blad fra skoven.
Hvor kristne kommer sammen med hinanden i det fællesskab, som Helligånden ved evangeliet har kaldt sammen, er kirke. Derfor kan man også
holde gudstjeneste i det skjulte, f.eks. i forfølgelsestider. Kirkerum er overalt, hvor Gud og menigheden har sat hinanden stævne. Når vi som kristen
menighed er til gudstjeneste, er vi de levende stene, omgivet af stene af ler
eller granit.
Der er et ‘åndeligt’ kirkerum, og der er et konkret ‘legemligt’ kirkerum.
Tankegangen er suverænt fremdigtet i Grundtvigs salme “Tør end nogen
ihukomme hjertets søde morgendrøm” (DDS 348), som er poetisk-teologisk
udfoldelse af Grundtvigs kirkesyn, hvor der skelnes mellem “Huset med de
høje sale”, der er ‘den hellige almindelige kirke’ og den kirke, som vi byg57
ger her hos os, præget af dansk sprog og folkelighed og hvor den universelle lovprisning lyder på modersmålet: “vi af bløde bøgestammer/ under
nattergalesang/ bygge kun et gæstekammer/ til en himmelsk altergang”.
Således må danske salmer være præget af dansk natur, det danske landskab
og årstidernes gang, som Kirsten Nielsen suverænt og smukt har påvist det i
sine fortolkninger af nyere danske salmer – Der flammer en ild. Gudsbilleder
i nyere danske salmer (2007).
Det er en væsentlig linje i dansk salmedigtning fra Kingo og videre
frem med højdepunktet i Brorsons “Op, al den ting, som Gud har gjort”
(DDS 15), Grundtvigs “I al sin glans nu stråler solen” (DDS 290), Ingemanns
morgen- og aftensange og en række af Lisbeths salmer, f.eks. “I går var
hveden moden” (DDS 717), hvor naturen (hveden, skoven, lærker, sol og
forårstide) indsættes i en sammenhæng med årets gang, menneskelivet fra
fødsel til død og gudstjenestens velsignelse midt i alt, hvad der er svært.
En forening af troskab mod den sammensatte virkelighed og det kristne
håb.
Denne prægning af dansk natur og årstidernes skiften må også præge
den kunstneriske udsmykning, som er skiftende med årets gang. Kirkens billedkunst har sin tid – som regel en meget lang tid, som kan vare
århundreder. Kirkens ‘blomsterkunst’ er flygtig og dermed endnu mere
betydningsfuldt i den korte tid, den varer. Derfor skal der gøres meget
ud af blomsterne på alteret og de blomster, der kommer ind i kirken i det
hele taget. Jesu ord fra bjergprædikenen om markens liljer kan omformes
en lille smule, så de også gælder blomsterne i kirken: “Se til blomsterne i
kirken…”
Derfor burde der være en lov i kirken, der forbød anvendelse af gerbera
og krysantemum uden for efterårsmånederne. Der burde slet ikke bringes
blomster ind i kirken, som ikke er hentet fra haver, marker, heder og skove.
Det konkrete, ‘legemlige’ kirkerum er en ramme om det åndelige kirkerum,
men det er nu for svagt udtrykt. For det fysiske kirkerum præger også det
åndelige kirkerum. Det fysiske og det åndelige kirkerum er som foreningen
af legeme og sjæl. Den konkrete gudstjeneste er en udfoldelse af gudsdyrkelsen “i ånd og sandhed”. Kirkebygningen og dens udsmykning – kirkekunsten – er ikke blot en ramme omkring et indhold, men er selv en del af
indholdet. Ikke en nødvendig del (i f.eks. forfølgelses- og krisetider), men
en væsentlig og betydningsfuld del, som vi skal gøre alt for at værne om og
gøre så smuk og sandfærdig som mulig.
58
Grundtvig nævner i salmen “Kirken den er et gammelt hus” (DDS 323)
døbefonten, som er med til at forkynde dåbens betydning. Den står der
altid og fortæller stilfærdigt om dåben som det urokkelige grundlag for vor
kristne tro. Den hårde ubevægelige døbefont og det levende og livgivende
vand forkynder sammen.
Døbefonten forkynder bare ved at være der, at vi i dåben genfødes til
et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Jesus blev døbt i
Jordanfloden, og de første kristne og de første danske baptister blev døbt i
en sø i det fri. Det er, som det skal være, men det udelukker ikke, at en granitsten, som er dannet med en mejsel, gennem århundreder har forkyndt
dåbens betydning på sin måde.
Det er ikke blot døbefont og alterbord, der forkynder. Det gør alt i kirken:
døren, som vi går ind og ud af. Vi går ind til søndagens højmesse og alle
andre gudstjenester i kirken, og vi går ud derfra til hverdagslivets gudstjeneste, hvor vi lovpriser Gud med de gode gerninger, den omsorg for vort
medmenneske, som er en videregivelse af den kærlighed, som Gud ved
evangeliet gav os i gudstjenesten i kirken. Derfor er døren vigtig. Den indbyder, kalder og udfordrer. Den skaber en sammenhæng mellem kristenliv
og menneskeliv. Den viser vejen fra hverdagen til højtiden og fra højtiden
til hverdagslivet. Kirkedøren er en anskuelig indgangsbøn og udgangsbøn.
Lisbeth er den første, der har vist betydningen af kirkedøren ved analyser af
Peter Brandes’, Maja Lisa Engelhardts og Jette Vohlerts udsmykninger – se
Huset med de mange boliger s. 27-47.
Vinduerne i sig selv og kunstnerisk udsmykkede vinduer med glasmalerier (af Peter Brandes) sender lyset på en særlig måde ind i kirkerummet og
viser, hvordan bibelske fortællinger og motiver bestandigt kan ses i et nyt
lys. De samme billeder, som bestandigt ændrer sig med lyset udenfor, med
døgnets, årets og vejrligets skiften.
Det afgørende i kirkerummet er i det hele taget oplysning (i bogstavelig
og billedlig betydning) og oplivelse. Indsigt og udsyn forenes.
Kirkerummet med dets inventar og dets kunstneriske udsmykning er med
til at gøre os bevidste om den tradition, som vi er en del af, og som er vor
bevidste og (vistnok især) ubevidste forudforståelse for vor oplevelse af og
forståelse af evangeliets forkyndelse. De fleste kirker er som levende organismer, der har udviklet sig, ændret sig gennem historien, og prægede af de
59
forskellige tidsaldres sociale forhold og fremherskende tilværelsesforståelse.
‘Verden’ har sat sit præg på kirkerummet. Evangeliet har sat sit præg på
kirkerummet. Så her mødes Gud og mennesker også.
Fortolkning af kirkekunst er med til at gøre os bevidste om dette, også
med henblik på, hvad vi anser som uopgiveligt i den kristne tro og hvad
vi vil forkaste, fordi vi er blevet klogere – eller dummere – (det sidste vil
tiden vise). Den nutid, som vi lever i, indeholder også fortiden som levende
erindring, som umistelige værdier, som en tung arv og en byrde af fejltagelser, fordomme, snæversind og hykleri. Derfor må fortolkning af kirkekunst
også være positiv kritik og spørgsmål.
Kirkekunsten spejler skiftende tiders teologi på godt og ondt. Denne
kunst kan i dag være i medspil eller modspil til forkyndelsen. Med mindre man fjerner billeder eller kalker dem over, vil de altid præge os. Som
regel er denne prægning ubevidst – især, hvis vi ofte kommer i den samme
kirke. Hvad der gælder billedkunsten gælder også ‘ordkunsten’ – også den
udfolder naturligvis på godt og ondt skiftende tiders teologi. Fordel er her
i forhold til billedkunsten, at salmer kan fravælges. Der er mange salmer
i Den danske Salmebog, som jeg aldrig har valgt til gudstjenester og ikke
kunne drømme om at vælge. Ingen nævnt.
Jeg har i tidens løb teologisk arbejdet med forholdet mellem troen på og
læren om ‘dobbelt udgang’ og håbet om det brudte skaberværks genoprettelse og Jesu Kristi forsonergerning som Guds middel for genoprettelsen
Frelse og fortabelse (2012, 2013) og prædikensamlingen Liv og tro (2014).
I stedet for skellet mellem de frelstes glædessange og de fortabtes skrig af
smerte i al evighed tror jeg på, at den evangeliske fortælling er en fortælling, der ender godt; billedligt anskuet som en kosmisk gudstjeneste, hvor
hele skaberværket og hvert eneste menneske synger – fornyet, forvandlet,
genoprettet og frelst (Fil 2, 6-11).
Denne tro og dette håb kaldes i teologien apokatastasis – alle tings
genoprettelse, begrundet ud fra en formulering i Peters prædiken i Salomos
søjlegang: “han [Jesus] skal bo i himlen, indtil de tider kommer, da alt skal
genoprettes…” (ApG 3, 21).
I mange kalkmalerier er den dobbelte udgang skildret med stor voldsomhed. Kristus sidder som dommer med et sværd udgående fra mundens
venstre side og en lilje udgående fra mundens højre side. Kristus er dommer. Han sætter skel mellem frelste og fortabte. Der er ingen ende på de
60
fortabtes pinsler – de er udpenslet perverst og sadistisk med stor opfindsomhed. De frelstes glæde i himlen er anskueliggjort noget tamt og blegt.
Der er lagt mest i udpenslingen af de fortabtes pinsler. Hvorfor? Også
kirkekunst kan være præget af syndefaldet i højere grad end af troen på
Guds kærlighed. Billederne er malet af mennesker.
Eksemplerne er talrige. Uanset, hvad præsten prædiker, og uanset, hvad
der synges om fred og glæde, præges det hele af kalkmalerier, der ovenikøbet er malet det centrale sted i kirken – i korets østside. Er det godt eller
skidt? Måske er det godt, at der sættes spørgsmålstegn ved en for letkøbt
forkyndelse af ‘alles frelse’. Måske er det godt, at den side af virkeligheden,
hvor der er pinsler og ondskab, også får ‘et ord med på vejen’. Måske er
det godt, at kalkmalerier indbyder til undren, afstandtagen og modspil.
I hvert fald viser disse kalkmalerier kirkens rummelighed. Disse perverse
udfoldelser af en forkvaklet kristendomsforståelse skal ikke kalkes over, men
modsiges i salmerne og forkyndelsen. Selv pietisten Brorson modsiger dobbelt udgang, når han slutter “Op, al den ting, som Gud har gjort” (DDs 15)
med en kosmisk gudstjeneste: “Op, stemmer alle folk på jord med frydetone sammen…”
Tag så til Viborg Domkirke. Kirken er en tro rekonstruktion af en romansk
kvaderstenskirke. Den blev indviet i 1876 og blev udsmykket med kalkmalerier af Joakim Skovgaard. Skovgaard afsluttede det store arbejde i 1906.
At træde ind i domkirken i Viborg er at træde ind i og selv blive en del af
den bibelske fortælling. Kalkmalerierne følger den bibelske fortælling fra
skabelsen til den store hvide flok af frelste med sejrskranse. Billeder er til at
træde ind i. Figurerne er indbydelser til identifikation.
Når jeg er i Viborg Domkirke (og jeg har i 27 år været med hvert eneste
konfirmandhold i kirken), er det som jeg følger min egen livsfortælling fra
skabelse/fødsel til den fremtid, som Gud har til mig og alle andre mennesker.
I korets nordvæg har Joakim Skovgaard anskueliggjort Jesu nedfart til
de dødes rige - eller rettere hans udgang fra dødsriget sammen med hele
den døde og nu genoplivede menneskehed. I den ene hånd holder han Eva
og i den anden hånd holder han Adam, og efter dem følger den store flok
af mennesker, som Jesus har befriet fra helvedes lænker. Jesus går med dem
– målrettet, for det er Guds frelsesplan, han virkeliggør – mod den åbne
guldport ind til den universelle gudstjeneste, som anskueliggøres på det
store apsismaleri.
61
Det er en stærk og sand forkyndelse af Jesu sejr over døden (1 Kor 15). Det
er et korrektiv til de gamle middelalderlige fremstillinger af den dobbelte
udgang. Hvor er de fortabte? De er der som de frelste i apsis, for Jesus er
kommet for at frelse det fortabte (Matt 18, 11). Hvorfor har Skovgaard
malet således? Fordi han er grundtvigianer. Intet sted i dansk kirkekunst
har Grundtvigs tanker sat et stærkere og (efter min tro) sandere aftryk end i
Skovgaards udsmykning af Viborg Domkirke. Og et besøg i kirken beriges
af, at man går ind og ud af Maja Lisa Engelhardts kirkedør (Huset med de
mange boliger s. 42 f). Man træder igennem døren ind i den bibelske fortælling og man træder ud af den oplyst og oplivet.
Skovgaards udsmykning af Viborg Domkirke er et i bogstavelig forstand lysende eksempel på kirkekunstens betydning som udfoldelse af en
kristendomsforståelse. Uanset hvordan der prædikes i dag, prædiker kirkens
billeder med. Det gør de i gudstjenesten, men også for den, der blot – som
‘turist’ – sætter sig stille op i kirkens kor.
Det samme gør al god kirkekunst. Det er så smukt og oplysende fremstillet i Lisbeths bog om kunsten i kirken. Billeder og ord går sammen. I
Joakim Skovgaards kalkmaleri tages vi med ud af dødens greb. Jesus tager
os i hånden og leder os frem til evig glæde. Her og hisset.
Forholdet mellem billedets prædiken og ordets prædiken får her yderligere en dimension, fordi Skovgaard med billedet har anskueliggjort
Grundtvigs store bibelhistoriske digt: ‘I kvæld blev der banket på Helvedes
port’ (DDS 213), som nu Gud-ske-lov er kommet med i Den danske Salmebog. Det ville være skønt, om der kunne holdes en gudstjeneste, hvor vi
sad foran Skovgaards billede og sang Grundtvigs salme (Skovgaard har også
ledsaget Grundtvigs ‘Den signede dag’ med smukke billeder i et lille hæfte,
der kom i 1885, og som nu regnes for et af de fornemste arbejder i dansk
illustrationskunst).
Billedernes prægning af gudstjenesten og kirkerummets forkyndelse er forskellig i gamle og nye kirker. I de gamle kirker kan traditionen følges gennem
skiftende tider. Der er både brud og kontinuitet. Billederne forkynder med
mange stemmer, men rummer vel ofte en enkel grundtone: Jesu nærvær og
betydning. De mange billeder udtrykker også en mangfoldighed i den store
bibelske fortælling og i kristentroens udformning gennem tiderne. Billeder
taler med hinanden og mod hinanden. Et gotisk krucifiks og et romansk
kalkmaleri indgår i en samtale og forkynder tilsammen Jesus som den kors62
fæstede frelser og som den sejrrige herre. I forening viser de os, at selvhengivende lidelse og almagt er ét og det samme. Guds magt er Guds kærlighed.
Gud hersker ved at elske. Men der skal her to tidsaldres kunst til at forkynde
det. Der er én Gud og mangfoldige gudsbilleder, som Kirsten Nielsen har vist
det i mange sammenhænge. Det er en rigdom, men også en udfordring.
Forholdet mellem de forskellige tidsaldres kunstneriske og arkitektoniske
(hvad der også er kunstnerisk) prægning af kirkerummet og dermed af
gudstjeneste kommer tydeligst til orde, der hvor gamle kirker er forsynet
med nyere og helt ny kirkekunst. Der kan være tale om både medspil og
modspil. Under alle omstændigheder gør ny kirkekunst noget ved gammel kirkekunst. Ny kirkekunst viser os, at evangeliet har nutidsbetydning.
Ny kirkekunst kan bringe indhold fra den ældre kirkekunst frem i ny
belysning. Når den nye kirkekunst er mest vellykket, indgår den i en ærlig
samtale med alt, hvad der i tidens løb har præget kirkerummet. Ny kirkekunst kan også betyde, at der må tages afsked med gammel kirkekunst.
Den gamle kirkekunst kan afspejle en kristendomsforståelse, der ikke kan
forenes med en nutidig forkyndelse af evangeliet, eller den kan simpelt hen
være for ringe kunstnerisk – overfladisk, sentimental, underlødig. Det kan
betyde, at man fjerner et gammelt alterbillede og erstatter det med et nyt.
Det har man gjort mange steder og som regel med et godt resultat. Men
fremgangsmåde kræver omtanke og indsigt og god tid. Bedst er det, hvor
gammelt og nyt kan belyse hinanden og dernæst i fællesskab oplyse og
oplive os. Det kan der gives mange eksempler på. Det, jeg har tættest på, er
Maja Lisa Engelhardts udsmykning af den lille Lodbjerg Kirke, hvor jeg har
haft den gave at have fået lov til at samarbejde med Maja Lisa om udsmykningen og har haft en endnu større gave ved at have stået foran den trefløjede altertavle som sognepræst. Det er ikke muligt i denne sammenhæng at
gå nærmere ind på det. Men kom til Lodbjerg Kirke; den står naturligvis
altid åben i dagtimerne, og læs Lisbeths smukke gennemgang af udsmykningen i Huset med de mange boliger, s.181-185.
Kirkekunst i nye kirker er ofte udtænkt og udført i nøje sammenhæng med
kirkebyggeri. Der er skabt en helhed, hvor kirkens arkitektoniske udformning og den kunstneriske udsmykning er to sider af den samme sag. Det
betyder en særlig enstemmig forkyndelse. Hvis der er modsætninger, skyldes det, at evangeliet og tiden, det forkyndes i, er modsætningsfyldt.
63
Ved at betone det modsætningsfyldte, det åbne, det ikke fastlagte, kan
kirkens forkyndelse sammen med prædikenen og nye salmer både tage
hensyn til moderniteten og traditionen, og på den måde både forholde sig
til det uforanderlige grundlæggende og det flygtige – en smuk og sand sammenføring af udråbstegn og spørgsmålstegn. Det er gjort af mange nutidige
kunstnere. Lisbeth har vist det i Huset med de mange boliger.
Faren ved ny udsmykning kan være, at den bliver så tidsbestemt, at
den efter nogle år opfattes som uvedkommende. Det tilstræbt moderne
kan hurtig blive gammeldags. Gevinsten kan være fornyelse, udfordring og
sprængning af de faste forestillinger. Det er ikke let, men det kan lade sig
gøre.
Uanset hvor meget en ny kirke er præget af nutidens sociale forhold og
tankegang, har traditionen præget udformningen, så forholdet mellem
tradition og nutid vil altid gøre sig gældende. Alteret vender (med få undtagelser) altid mod øst. Der er døbefont og alter og som regel prædikestol
og orgel. Udsmykning af det faste inventar er en særlig udfordring for
kunstnere. Der er en udfordring, som kun få har turdet. To af de smukkeste
eksempler på, at det kan lade sig gøre, er Peter Brandes’ døbefont fra 2012
i Andreaskapellet i Roskilde Domkirke (Huset med de mange boliger s. 219)
og Mogens Møllers døbefont fra 2011 i Aalborg Klosterkirke (Huset med de
mange boliger s.194-198).
Kirkerummet er et gudstjenesterum. Det er et ‘brugsrum’. Kirkerummet skal indbyde til gudstjeneste. Derfor må det ikke lukke sig om sig selv
og være vanskeligt tilgængeligt. Det er en mild form for synd mod Helligånden at aflåse kirkerne i dagtimerne. For kirkerummet og dets udsmykning må gerne være så fuld af betydning, at det kan indbyde til gudstjeneste
også i forhold til de turister, der blot sætter sig ind i kirken. Kirkerummet
er et liturgisk rum, og rummet er altid medspiller i liturgien. Det prædiker
med ... sammen med ordets forkyndelse. Kunst er også fortættede ord, der
har fået krop og sjæl. Kirkerummet og dets udsmykning formidler i sig selv
gudstjeneste, inddrager alle, som kommer her, i en gudstjeneste, selv om
den ofte kan være ‘minimalistisk’. Kirke er når ordet forkyndes, høres og
går ind i hjertet og ud gennem hænder og fødder.
Forholdet mellem kirkens billeder og kirkens ord har flere dimensioner
og kan derfor udfoldes på flere måder. Den tætteste sammenhæng er der,
hvor udsmykningen består af ord, der er malet på altertavlen, prædikestolen
64
eller andre steder i kirken. Udsmykningen kan her bestå af ord/sætninger
alene. Det kendes f.eks. fra reformationstiden og den lutherske ortodoksi,
hvor der blev fremstillet tavler, hvorpå katekismen blev skrevet. Deri ligger
en efterklang af en billedstorm eller i hvert fald en skepsis over for billeder,
som prægede dele af reformationen, i det mindste i begyndelsen. I baggrunden lurer billedforbuddet fra de ti bud og dermed en beslægtethed med
udsmykningen i islam.
Det afgørende er her den grafiske udformning af bogstaverne og kvaliteten
af de udvalgte tekster. Et fornemt eksempel på en udsmykning bestående af
skrevne tekster er digteren Søren Ulrik Thomsens udsmykning fra 2012 af
Helligtrekongers Kirke i Vallensbæk (Huset med de mange boliger s. 19-26).
Her er det lykkedes at skabe en smuk fornyelse af en gammel tradition.
Men selve forehavendet er problematisk, hvad mange gamle eksempler
dokumenterer. Evangeliet er mundtligt. Det mundtlige ord er levende, men
det skrevne er i sig selv dødt. Det skrevne kan ved det grafiske søges gjort
levende, men bliver ofte ren dekoration, der hurtigt forældes, når bogstavtyperne opleves som gammeldags.
Isolerede bibel- eller katekismustekster kan afspejle en eller anden form
for bibel- eller bekendelses-fundamentalisme. Det levende ord kan fryse
fast eller forstene i bogstaver. Bogstaven kan slå ihjel (2 Kor 3, 6 f.). Det
skrevne ord kan – (frit efter Grundtvigs børnelærdom) – forvandle en
levende fisk til en død sild.
Dernæst kommer tekster, der bliver som en slags undertekster til billeder.
En særlig udfordring er det, når nye billeder skal forholde sig til gamle
tekster. Også det er der mange eksempler på. Det drejer sig først og fremmest om undertekster til bibelske fortællinger. De kan være nyttige, især
når kendskabet til de bibelske fortællinger ikke længere er til stede. Der er
her en lighed mellem kirkeudsmykning og illustrerede bibler eller bibelbearbejdelser (børnebibler m.v.).
Forholdet mellem tekst og billeder er her et omfattende tema, som jeg
i denne sammenhæng kun flygtigt kan berøre. Forehavendet er bestemt
ikke uden problemer. Billederne kan fastlåse bestemte fortolkninger. De
kan ofte være kunstnerisk underlødige, sentimentale, overspændte eller
intetsigende. Illustrerede børnebibler, der forveksler det ægte barnlige med
det barnagtige, er der mange eksempler på - også hvor der er en ganske god
overensstemmelse mellem billeder og tekst.
65
Men bibelillustrationer kan også berige bibellæsningen, vise nye og udfordrende synsvinkler og skabe nye sammenhænge, når billeder og tekster
går sammen og gensidigt belyser hinanden.
Bibelillustrationer er altid fortolkninger. Det gælder ikke mindst i udvælgelsen af de sekvenser, som illustreres. Enhver udvælgelse er tillige en fravælgelse. Hvorfor ser man sjældent den ældste broder, når lignelsen, der kaldes
“den fortabte søn” (Luk 15, 32) skal illustreres? Svaret er det samme som svaret
på spørgsmålet om, hvorfor lignelsen i det hele taget kaldes “den fortabte søn”.
Kirkeudsmykning kan også forholde sig til bestemte bibelske fortællinger,
uden at det er angivet, hvilke det drejer sig om. Det vil i mange tilfælde
indebære, at betydningen går tabt, når bibelkundskab reduceres. Oplevelsen og forståelse af billederne reduceres samtidig med, at kendskabet til de
bibelske fortællinger er svindende.
Nogle af billederne kan formidle oplevelse og indsigt uden bibelkundskab, fordi de udtrykker almene livssituationer, men det gælder langtfra
alle. Mange middelalderlige kalkmalerier kan ikke forstås, fordi de bibelske
scener er indsat i sammenhænge, som der skal arkæologisk eller historisk
viden til, hvis de skal fortolkes.
Det er altid problematisk, hvis kirkekunsten først åbner sig, når der skal
læses beskrivelser eller lyttes til foredrag, selv om begge dele kan være en
berigelse og betyde, at kunsten åbner sig endnu mere. Et eksempel: Det er
en stor oplevelse at se Bjørn Nørgaards udsmykning i Christianskirken i
Fredericia. Man bliver aldrig færdig med den. Der er indhold til fordybelse
og berigelse gudstjeneste efter gudstjeneste.
Men først ved en gennemgang får man det fulde udbytte af udsmykningen. I dette tilfælde indbyder udsmykningen til aktivt medarbejderskab
for beskueren/gudstjenestedeltageren. Der er fremstillet en verden at gå
på opdagelse i. Udsmykningen viser det bibelske univers som en broget og
dog sammenhængende mangfoldighed. Der er mulighed for en umiddelbar
oplevelse - oplevelse går altid forud for forståelse - og samtidig for en aldrig
afsluttet fortolkende tilegnelse - se Lisbeths suveræne gennemgang af dette
storslåede kunstværk i Huset med de mange boliger (s. 119-132).
En særlig kategori af billeder, der forholder sig til bibelske fortællinger,
er de billeder, som ikke illustrerer fortællingerne, men er inspireret af dem.
De er ikke illustrationer, men selvstændige udfoldelser af oplevelser med de
bibelske fortællinger. De omsætter fortællingernes temaer til billeder. Der
66
bliver på en måde en dialog mellem bibelfortælling og kunstværk - en dialog, som beskueren inddrages i. Dette dialogiske forhold mellem billeder og
tekst kan opleves i Lisbeths sonetkrans Nu lægger vinden sig i verdens haver
(2004), hvor teksten er i dialog med litografier af Peter Brandes og bibelvers.
Den type billeder overskrider som regel det naturalistiske, men er samtidig naturlige i dybere forstand. De er aftryk af indtryk. De konkretiserer
stemninger. De griber umiddelbart beskueren samtidig med, at man aldrig
bliver færdig med dem. I billederne forenes indtryk fra det bibelske univers
med nutidig sansning og erfaring. De kan derfor også være præget af det
danske landskab, således som det har sat aftryk i sindet.
Men den type billeder kan også skabes inspireret af salmer og andre
tekster. Der kan nævnes mange eksempler. En af de kunstnere, hvis billeder
hører hjemme i den genre, er Maja Lisa Engelhardt. Her kan fremhæves
hendes billede, der forholder sig til skabelsesdagene, således som de er fortalt
i den første skabelsesfortælling (1 Mos 1, 1 - 2, 4a), hendes monotypier
inspireret af B.S. Ingemanns morgen- og aftensange (2008), hendes monotypier inspireret af Søren Kierkegaards Lilien paa Marken og fuglen under
Himlen - tre gudelige Taler (2010) og hendes billeder inspireret af Grundtvigs
“Det kimer nu til julefest” (2011). Den seneste udgivelse Bibelens største
fortællinger (2014), vil uden tvivl blive et hovedværk i den genre. Maja Lisa
Engelhardt indgår her i en lang tradition, der begynder med Skovgaards illustrationer til “Den signede dag” og som på en smuk og humoristisk måde er
udfoldet af Herluf Jensenius i hans illustrationer til Grundtvigs “Velkommen
igen, Guds engle små” og “Det kimer nu til julefest”. Fornemme eksempler
på at salmeillustrationer også kan være humoristiske. Der er tradition for
illustrerede salmer, men Maja Lisa Engelhardt udfolder denne tradition på
en ny måde ved at male salmens indtryk i sindet på en fri måde i forhold til
salmens billeder. Det er ordbilleder, der omsættes til sindbilleder.
Alle Maja Lisa Engelhardts kirkeudsmykninger er i den kategori. Tættest på mig er hendes billeder på prædikestolen i Lodbjerg Kirke, gengivelser af kristne grundsymboler, hvor de er oplevede som nutidige udfordringer. Således er vejen både Kristus, der er vejen, sandheden og livet, og en
vej i et landskab, som kunne være det, som Lodbjerg Kirke er anbragt i.
Det afgørende ved den type billeders forhold til tekster er, at de er dialogiske.
De er ikke illustrationer, men selvstændige inspirationer. De forener det gådefulde med det konkrete. De er på en gang udtryk for ydmyghed i forhold
til teksten og selvbevidsthed i forhold til samme. Selvbevidsthed skal ikke her
67
forstås som egenrådighed, men som en bevidsthed om, at man er forpligtet
på at give, hvad man har fået på en personlig måde. Men det gælder naturligvis for al god kunst – også den mere illustrative, hvis ikke det skal være
“kitschet”. Der er ikke én form for kirkekunst, der er den rigtige.
Der er mange måder at kategorisere kirkekunst på, ligesom der er mange
måder at kategorisere salmer, prædikener og bibelske tekster på. For kirkekunstens vedkommende er en måde at kategorisere på at skelne mellem billeder, der forholder sig til bibelske tekster, og billeder, der udfolder kristne
temaer. Alle billeder er fortællende i den forstand, at de formidler et eller
flere budskaber, men der er billeder (de fleste af kirkens billeder), som er
narrative i den forstand, at de fortæller en historie, især fra Bibelen.
Selv om kunstneren som regel må udvælge en eller flere situationer,
klinger hele den bibelske fortælling ofte med. Der kan også være tale om, at
forskellige situationer fra en fortælling fremstilles forskellige steder på det
samme billede. Det er der mange eksempler på, ikke mindst når det gælder
Jesu lidelseshistorie. Der kan også være tale om, at den samme kunstner
gennem flere billeder udfolder et fortællende forløb, som Skovgaard gjorde
det i Viborg Domkirke.
Vanskeligheden ved denne fremgangsmåde kan være, at en kunstner i
for høj grad dominerer kirkerummet, at billederne kan være for selvstændige i forhold til forkyndelsen og gudstjenesten i det hele taget. Endvidere
at den mundtligt fremførte bibelfortælling i for høj grad fastlåses i bestemte
tolkninger, der kan være for tidstypiske – men det behøver ikke at være
således. Kunstneriske fremstillinger af bibelske fortællinger og hele ‘billedprogrammer’ kan i høj grad berige gudstjenesten.
Den anden type billeder forholder sig til bestemte bibelske temaer eller
temaer fra menneskelivet i kristen belysning. Disse billeder kan opfattes som
symbolske - men at definere, hvad et symbol i det hele taget er, er som at
stikke hånden i en hvepserede, for der er mange forskellige symbolteorier.
Jeg kan her kun kort gøre rede for min egen opfattelse: Et symbol er
en billedlig anskueliggørelse af forholdet mellem liv og død, og symbolet
kan udformes som konkrete billeder og som sprogbilleder. Til de symbolske
billeder svarer billedtalen. Dette er væsentligt, for om Gud kan der kun tales
i billeder. Vi er som mennesker skabt i Guds billede, og Kristus er Guds
udtrykte billede (Hebr 1, 2-3a).
[Jeg har udfoldet dette nærmere i min bog Frelse og fortabelse s. 75-84.]
68
Et symbol er ‘kristent’, når det udtrykker, at livet er mere oprindeligt og
stærkere end døden og når det indsættes i en kristen kontekst, som kan være
en gudstjeneste eller et kirkerum, og når det udtalt eller uudtalt henviser til
Jesus Kristus. Grundsymbolerne er fælles menneskelige, men præges af de
sammenhænge og situationer, hvori de indsættes. Symboler optræder aldrig
rene, men altid i konkrete prægninger.
Eksempler på symboler: Vejen, rejsen, vandringsmanden, lyset, vandet,
brødet, kornet etc. Symbolets kerne er altid, hvad der på forhånd er givet.
Ingen grundsymboler udfoldes af noget menneskeskabt. På den måde
forbindes skabelsen med Kristusbegivenheden og menneskelivet i symbolerne. Symboler er beslægtet med myter, som er grundlæggende erfaringer
udfoldet i fortællinger.
Når det gælder symboler, er der fællestræk mellem kirkekunst og salmer.
Begge forholder sig til det grundlæggende: Forholdet mellem liv og død
anskuet ud fra kristentroen. Bibelen er også en symbolbilledbog, hvor bestemte symboler er gennemgående og sammenhængsskabende i Bibelen.
Der kan, både hvad kirkekunst og salmer angår, skelnes mellem det
fortællende og det symbolske. I Arne Haugen Sørensens kirkekunst er det
fortællende betonet, i Maja Lisa Engelhardts kirkekunst er det symbolske
betonet, men der er ikke tale om skarpe afgrænsninger. Han inddrager os
ved tilbud om identifikation, mens hun inddrager os via det symbolske
med tilbud om fortolkning og ‘meddigtning’. Jeg er godt klar over, at
dette er en forenkling og, at der er en glidende overgang fra det ene til det
andet.
Der er et samspil mellem ord og billeder. Gudstjenesten er – positivt
ment – et ‘totalteater’, når teater forstås som levende drama. Kirken er et
oplevelsesrum. Forholdet mellem forkyndelsen i prædiken, tekstlæsning,
bønner og salmer får altid en prægning af kunsten og kirkerummet. Der vil
altid være en gensidig påvirkning. Der kan være modsætninger, udfordringer og spændinger, men de kan også være positive og skabe bevægelse.
Som jeg ser det er der (midt i den spændende, brogede mangfoldighed)
et slægtskab mellem moderne kirkekunst og nye salmer - et slægtsskab, som
også spejles i nogle tidstypiske træk ved mange prædikener: Nænsomhed
og tilbageholdenhed i forhold til alt for bastante formuleringer, vægtlægning på sammenhængen mellem gudsforståelse og menneskesyn, plads for
tvivlen, erkendelse af det gådefulde, undren og taknemmelighed.
69
Hvad kendetegner så den gode kirkekunst og den gode nye salme? Det kan
udtrykkes på mange måder, og heldigvis er vi jo så forskellige. Den gode
salme, den gode prædiken og den gode kirkekunst forener det fremmede og
det velkendte, det enkle og det dybe, lader oplevelse og oplivelse være sider
af samme sag, indbyder til medleven, giver plads for fortolkning, er ikke
bange for at tale til følelsen, men udelukker ikke forstanden, er både stærk
og ydmyg og fastholder det gådefulde uden at være som en rebus eller en
ligning.
Lisbeths salmer opfylder disse forventninger (jeg bryder mig ikke om
‘krav’). Den nye kirkekunst, som Lisbeth skriver om i Huset med de mange
boliger, opfylder også forventningerne på vidt forskellig måde.
Kunsten, hvad enten det er billedkunst eller digtning, kan, når den er
bedst, berige forkyndelsen og sakramentforvaltningen. Den kan modvirke
trivialiteten (Løgstrup), forhindre en ensidig intellektualisme og give plads
for hjertets tilegnelse af det kristne evangelium. Den kan forene tanke og
følelse, så kirkerummet virkelig bliver et oplevelsesrum - ikke for hvad som
helst, men for en oplevelse af, at evangeliet er levende, vedkommende og
nutidigt. Om kirkekunst gælder, hvad Astrid Lindgren skriver om foråret i
Ronja Røverdatter: “Foråret er nyt, men det ligner sig selv”.
For salmernes vedkommende er der endnu en dimension som må berøres. Salmerne synges, de har melodier og i bedste fald melodier, der befordrer en oplevelse af teksten. Gudstjeneste er ikke blot ord og billeder,
men også musik. Uden musikken kan salmerne være smukke digte. De
egner sig derfor godt til det personlige fromhedsliv uden for kirkerummet. Gennem alle kristendommens tider har salmerne også spillet en
rolle som kristen poesi. Derfor er salmerne også betydningsfulde elementer i prædiken.
Når en salme citeres i en prædiken, opleves den på en særlig måde. Man
lægger mærke til formuleringer, som man måske aldrig før har lagt mærke
til, når salmen blev sunget. Salmen er poesi og indgår som sådan i en lang
tradition. Inddragelse af salmer i prædiken kan være med til at gøre prædiken poetisk. Poesi er ikke blot lyrik, men en måde at forstå og leve livet på.
I poesien når man dybere ned. Poesi er et opgør med overflade, en søgen
mod sammenhæng i tilværelsen, samtidig med at det gådefulde og det splittede ikke forties. Når teologi er bedst, er den poetisk.
70
Noget afgørende for nye salmer er, at de udfolder en sammenhæng, formidler et urokkeligt grundlag og samtidig sætter ord på tvivlen. De er rum for
bevægelse. De er ikke idylliske, hvis man ved idyl forstår, at man fortrænger
en side af tilværelsen og gør verden mindre broget end den er i virkeligheden. Der er mening i tilværelsen også i oplevelsen af det meningsløse. Det
kan salmecitater i prædikenen befordre: en fastholdelse ved det grundlæggende, troen midt i tvivlen, håbet mod håb og kærlighed i en erkendelse af,
at der må kæmpes for den - somme tider med nederlag.
Salmer er altid brugsdigtning. De er ‘deres egne’, men de er der aldrig
for deres egen skyld. De skænker os ord, som vi selv kunne have fundet på,
men som vi ikke var i stand til at finde. Salmerne er ord, der finder os. De
er ord, vi kan tage til os, som havde vi selv fundet på dem.
Som kirkelig brugsdigtning, som elementer i en liturgi er salmerne
forening af ord og musik. Denne forening kan ske på to måder. Den nye
salme kan synges på en ny melodi, der er skrevet netop med henblik på salmens tekst. Den nye salme kan være sunget på en gammel melodi, der har
været brugt til en eller mange ældre salmer. Det kan ikke undgås, at den
gamle salme klinger med, når den nye synges. Hvis den nye salme bevidst
spiller op til en gammel salme, er det i orden, men i almindelighed forstyrrer det og svækker den nye salmes muligheder for, at den kan blive en ny
sang for Herren og hans menighed. Den samme melodi til mange salmer er
også med til at fremme kedsomhed og trivialitet.
Som nævnt er salmer og kirkekunst fælles om at være brugskunst. I gudstjenesten præger ord, musik og billeder hinanden. Tilsammen forstærker
de oplevelsen. Gudstjenesten er et møde mellem Gud og mennesker og
mennesker indbyrdes. Dette møde er et kærlighedsmøde. For kærligheden
gælder det, at det at modtage og give er sider af samme sag. Salmer, musik, forkyndelse og kirkekunst formidler og levendegør i fællesskab dette
møde. Gudstjenestens indhold er en forening af, hvad vi modtager og
hvad vi gør med det, som vi modtager. Ligesom i et menneskeligt kærlighedsforhold.
Vi modtager vore synders nådige forladelse og Guds velsignelse til at
leve vort menneskeliv – også midt i alt, hvad der er svært. I forkyndelsen fastholdes vi på det modsætningsfyldte liv med dets glæde og smerte
samtidig med, at vi får skænket et levende håb. Vi får ikke løst alle gåder.
Smertens og dødens gåde kan ikke løses, men vi kan skænkes håb og
71
styrke til at leve med det uafklarede i troen på livets sejr - ene og alene
på grund af Guds kærlighed ved den korsfæstede og opstandne frelser og
forsoner.
I gudstjenesten lovsynger vi Gud, frembærer vor tak og lovprisning.
Barnligt udtrykt: Gud fortæller os gennem salmer, forkyndelse og billeder,
at han elsker os. Vi svarer igen ved at digte salmer, synge salmer, lave kirkekunst: vi elsker også dig. Salmer er ordkunst, kirkekunst er billedkunst.
Begge dele sammenholder forkyndelse – det vi skænkes – og lovprisning
– det vi gengælder med. Hvis ikke kirkekunst og salmedigtning tillige er
lovprisende videregivelse af, hvad Gud har skænket, bliver den med hurtig
udløbsdato.
De gamle talemåder afspejler ofte en snusfornuft, en forenklet og
overfladisk holdning til tilværelsens tilskikkelser. “Oven over skyerne er
himlen altid blå” ... nej, vel er den ej. Der er en verden til forskel på denne
talemåde og det blå lys, der “vælded… frem bag skyers skred, rørte vor jord
midt i tidens strømme” (DDS nr. 131). Her forties ikke den udbrændte jord,
døden, at vi er små og svage, men Gudsrigets glæde forkyndes som evigt
til stede i tro og håb. Her tælles ikke blot de lyse timer, som soluret efter
sigende skulle råde os til. Hvis ikke virkelighedstrosskab fastholdes og håbet
forkyndes, bliver kristentroen til bristede illusioner.
Kunsten – musikken, ordene, billederne – må spejle menneskelivet
på godt og ondt, dets glæde og smerte og fortælle os, at Gud elsker os
og, at intet kan skille os fra Guds kærlighed ... heller ikke smerten og
døden.
Gudstjeneste er også sansning. Der tales til alle sanser. Vi lytter til evangeliet, vi ser billederne, vi smager brødet og føler det med læber og hænder. I
forhold til kunsten forenes sanserne. Sætningen: “Kan du se, hvad jeg sagde?” rummer en dyb sandhed. Både kirkekunst og salmer er et “Kan du se,
hvad jeg siger?”. Tænk på hvor mange sange og salmer, der begynder med
ordet ‘Se’. I gudstjenesten gøres det sagte synligt og det synlige “hørbart”.
Når den evangeliske fortæller og forkynder (det er det samme) skal få os til
at standse op og se det betydningsfulde, indleder han ofte med et “Se...” og
derefter kommer en fortælling, der skal lyttes til med det indre og/eller det
ydre øre: “Jesus kom ind i deres synagoge, Og se, der var en mand med en
vissen hånd...” (Matt 12, 10). Ordet ‘se’ er det hyppigst forekommende ord
i Bibelen, og det optræder ofte betonet.
72
Ordet ‘Se’ er begyndelsesord i mange sange og salmer, dog langt overgået
af ordet ‘Nu’. Tilsammen betoner de to ord det konkrete, anskuelige og
nutidige – det vedkommende. Begge ord fortæller os, at kunstens – digtningens og billedkunstens – opgave er at gøre traditionen levende, at
fortidige hændelser skal aktualiseres, hvis de skal have betydning for os.
Kunstens opgave er at flytte betydning fra fortid til nutid. Kunsten er
et opgør med kirkelig arkæologi. Fortiden har nutidsbetydning. Derfor
skal fortidsminder bevares: “Thi dybe minder/ og gammel agt/ og milde
kvinder -/ hvor har de magt!” (Johannes V. Jensen). Det sidste gælder også
kvindelige nutidskunstnere.
Forholdet mellem sanserne er smukt udfoldet af Grundtvig i et af salmebogens højdepunkter: ‘Øjne, I var lykkelige’ (DDS nr. 164). I salmen flyttes
i udlægningen af Luk 10, 23-24 en fortidig begivenhed over i nutiden,
således som det også er kunstens opgave. Det er nu, at Kristus uddeler liv
og lys, det er nu han ved dåb og nadver heler det brudte. Det er nu i gudstjenesten og det kristne menneskeliv han er lyslevende tilstede. Det er nu,
det blindfødte hjerte ser Kristus. Midt i dødens verden lever vi i Guds Ånd.
Salmens sidste strofe kan da være et udtryk for, hvad kirkekunsten kan gøre
ved os, når den er ærlig:
Øjne, I er lykkelige,
I, som ser Guds Søn på jord!
Øren, I blev hovedrige,
da I hørte livets ord!
Hjerte, da du ordet tro’de,
livets træ randt op af rode!
Kirkekunstens opgave er som forkyndelsens: at gøre det usynlige synligt,
at gøre evangeliet hørbart, at få os til at se et lys midt i tågen. Ikke at
afvise det gådefulde, men hjælpe os til at leve med det. Lade syn og
hørelse gå sammen og virke sammen. Lade alle sanser gå op i og forenes
i “hjertets sans”, så vi kan tro ordet og skænkes en forsmag på det evige
liv.
Men det er altså vigtigt at fastholde det gådefulde og det midlertidige, at
vi endnu “ser i et spejl, i en gåde”, at vi endnu erkender stykkevis (1 Kor 13).
Men også den stykkevise erkendelse er en erkendelse – en forsmag på den
tid og det sted, hvor vi skal kende fuldt ud, ligesom vi selv er kendt fuldt ud.
73
Erkendelse af det stykkevise og det foreløbige giver kirkekunsten og forkyndelsen ydmyghed. Håbet om det fuldkomne og evige giver den styrke.
Erkendelsen af det gådefulde er et værn mod fundamentalistisk overmod og
selvsikkert praleri.
Man kan se og høre på flere måder. Synet og hørelsen har dimensioner.
Man kan se og høre overfladisk. Det er nødvendigt i mange af dagligdagens
foreteelser, hvis vi ikke skal overanstrenge os. Men i det virkeligt betydningsfulde – og en gudstjeneste er fuld af betydning – skal vi hjælpes til at
se og høre “i dybden”. Kunsten skal hjælpe os til at se og høre i dybden. For
der lærer vi Gud og os selv at kende.
En af dem, der smukkest giver udtryk for synets og hørelsens to dimensioner, var en, der ikke brød sig om den danske kirke, men som mere
end nogen anden var præget af den kristendom, som han forgæves søgte at
frigøre sig fra: Jeppe Aakjær. I “Jeg er havren” (Højskolesangbogen nr. 324),
som desværre er skamferet i sangbøgerne ved en bornert forkortelse, er det
havren, der forkynder for os, at der er to måder, den kan anskues på. Havren kan være sået med henblik på udbytte. Bonden kalder havrens bjælder
for “mine fold”. Det ser havren på med mild overbærenhed. Men “den,
som ydmyg lægger øret til,/ hører lærkens triller i mit spil”. Kolde hjerner
kan ikke forstå, hvad havren i dybere betydning er og forkynder, men den,
som åbner øre, øjne og hjerte forstår, at havren er “lærkesangen på et strå”.
Den er “livets rytme døbt i sommerdræ”.
Det er alternativet: Gumlekost eller livsrytme. Sådan er det også med
kunsten, billederne og poesien. Hvis vi møder den med åbenhed, ydmygt lyttende, så oplever vi “livets rytme døbt i sommerdræ” og vi bliver
selv inddraget i den rytme, som både ringler fred og bøn frem i fromme
sind.
Den gode kunst er ganske enkelt den, som får os til at blive et med livsrytmen. Lisbeth Smedegaard og andre salmedigtere skylder vi tak, fordi de
inddrager os i livsrytmen: liv og død og nyt liv ved Guds magt og kærlighed, som er et og det samme.
Kirkekunsten – salmer og billeder – har vanskelige kår i en tid, hvor kirken er blevet fjern for mange. Filosoffen Theodor W. Adorno skrev i 1951,
at man efter Auschwitz ikke kan og bør skrive digte. Ole Wivel skrev i lyset
af (mørket fra) den kolde krig til Baaring Højskoles indvielse i november
1959 sangen “Der truer os i tiden”. (Højskolesangbogen nr. 165) I den skrev
han (i strofe 2):
74
Før sang man roligt salmer
i fattet tro på Gud.
Men gammel enfold falmer
som løv og slettes ud
i denne jævndøgnstid
hvor hjerterne er delte
og med sig selv i strid.
Sangen er en sandfærdig beskrivelse af moderniteten, hvor mening og sammenhæng i tilværelsen er truet. Den tid, hvor man enfoldigt kunne synge
(og skrive) salmer, er forbi. I sangen skildres afmagten, det splittede, den
sikre videns fallit. Vi er afmægtige og nøgne og ser vort livs forlis. Og dog
ender sangen håbefuldt. Der er en stemme, der kalder langmodig, trofast,
blid. Håbets vendepunkt, en fornyelse af det brudte liv. Den virkelighed,
som digtet skildrer, er stadigvæk vor virkelighed, som fortrænges i overfladiskhed, jagt efter ydre sikkerhed, billig underholdning. Salmer, forkyndelse og kirkekunst skal hjælpe os til at være ærlige og håbefulde.
Den nye salmedigtning digter de salmer, som ikke kan digtes. I gudstjenesten synger vi de salmer, som ikke kan synges og som vi synger alligevel.
I kirkekunsten gøres det usynlige synligt, i hvert fald så meget, at det kan
anes. Livets og dødens gåde fortrænges ikke, og dog vover vi − med støtte
i salmer og billeder − ved Guds nåde at tro på korsets gåde. Ole Wivels
smukke digt slutter med det udsagn til os, at “alt er igen uprøvet i dine
hænder lagt”. Det er uoverkommeligt og vil overanstrenge os, hvis ikke
sandheden er, at Gud ved Jesus Kristus rækker sin hånd til de små og svage,
så Gudsrigets glæde kan være evigt til stede i tro og håb.
Lisbeth: Tak - og hjerteligt tillykke.
75
Fra en PROFessor TIL en digter - begge nu også pastores emerita
dr. theol. kirsten nielsen, århus, SKRIVER:
På vinger af håb
Salmedigteren Lisbeth Smedegaard Andersen har en forkærlighed for fugle:
“Fugle er gamle symboler. De kan varsle død og ulykke, men først og fremmest er de billeder på drømme og håb og på sjælen, der frit svinger sig mod
himlen”.1 Sådan beskriver Lisbeth Smedegaard Andersen selv sin opfattelse
af fuglene som symbol.
Fugle er velegnede som symboler. De bevæger sig mellem jord og
himmel og kan forbinde de to. Fugle kan derfor også være tegn på Guds
nærvær. I fortællingen om Jesu dåb er det Helligånden, der i form af en due
overbringer Guds kærlighedserklæring til den nydøbte søn (Matt 3,16-17).
Og det er denne tradition, Lisbeth Smedegaard Andersen videreudvikler,
når hun i sin ‘Pinsevise’ skriver om svalerne:
Guds helligånd daler som kvidrende svaler
på flammende vinger fra hvælvingens blå.2
Her bliver det klassiske billede af Helligånden som en due gjort meget
dansk i form af de kvidrende svaler. Svalerne “taler”, ligesom Helligånden
er talsmanden, og med udtrykket “flammende vinger” udvides perspektivet
til også at inddrage Pinsedagens ildtunger.
Salmesamlingen Himlens lys i dine hænder består af tolv årstidssalmer. I
salmen til oktober nævnes adskillige fugle. Der er trækfuglene, nattergalen
og svalen, som er draget bort, og der er spurv, mejse og musvit, som stadig
er her. Man kunne måske tro, at fuglene blot er nævnt for at karakterisere
oktober måned, men Lisbeth Smedegaard Andersen vil mere end det. I
salmens sidste strofe opfordrer hun os til at takke Gud, der tager imod “din
spurvetro” og “gi’r den håbets vinger”.3 Troen er ikke større end en lille
spurv, men ligesom spurven har den vinger, endda “håbets vinger”. Derfor
kan den i salmens sidste strofe sidde og kvidre nok så fro på Guds finger. Et
morsomt og opløftende billede af troen!
Fugle kan bruges som tegn og varsler. I en salme til Palmesøndag om
Jesu indtog i Jerusalem4 begynder Lisbeth Smedegaard Andersen med en
kort skildring af den tidlige forårsdag med grønne grene, men straks efter
hedder det:
76
og en rovfugl på en hegnspæl
langs en vej til Golgata.
Man behøver ikke at kende det videre forløb i påskefortællingen for at ane,
hvordan det ender. Rovfuglen sidder allerede og lurer på sit bytte. For nok
handler de følgende strofer om kongehyldest, velsignelsesråb, “salmesang og
palmegrene”, men
… på Oliebjerget var det
som et såret dyr der skreg
og en rovfugl hang i luften
over byens udfaldsvej.
Det sårede dyrs skrig varsler en kommende smerte. Vi får ikke at vide, hvad
det er, digteren tænker på, men det kunne meget vel være natten i Getsemane Have, hvor Jesus i dødsangst råber til sin far.
Lisbeth Smedegaard Andersen er digter og teolog. Sproget er hendes
instrument. Hun bruger det virtuost, og bag de mange billeder ligger en
gennemtænkt teologi. Gud er skaberen og kan bruge selv de mest hverdagsagtige ting som tegn på sit nærvær–og sin storhed! Det er Guds fodspor, vi
ser i “verdens overdådighed”, i rosen og sommerfuglen, sådan som hun skildrer det i salmen ‘Gådefuld er du, vor Gud!’(dds 22,3). Med denne salme
besvarer Lisbeth Smedegaard Andersen det spørgsmål, som den bibelske
tekst indirekte rejser, men ikke selv giver svar på: Hvad så Moses egentlig,
da han fik lov at se Gud bagfra? Moses så naturligvis hele skaberværket, alt
det, der er mærket, ikke af Guds hånd, som vi nok ville forestille os det,
men af Guds fod!
Gud er nærværende som skaberen, men vi kender også Gud gennem
sønnen. Derfor kan salmen slutte tillidsfuldt med ordene:
Nøglen er din kærlighed
og når vi – bag tid og sted ser dig i din stråleglans
vil dit åsyn ligne hans.
I Det Nye Testamente hedder det om Jesus, at han er “den usynlige Guds
billede” (Kol 1,15), men Lisbeth Smedegaard Andersen vender om på
forholdet og lader Guds åsyn ligne sønnens. For når hun bruger ordet åsyn,
er vi ikke i tvivl om, at det drejer sig om Gud Fader, som i velsignelsen
77
løfter sit åsyn på os. Den store skabergud møder vi også gennem Jesus fra
Nazaret.
Når vi en vintermorgen, hvor solen er “sat på vågeblus”, kommer hen til
kirken, så finder vi også dér tegn på Guds nærvær:
Morgenmørke, vinterfugle
solen sat på vågeblus
men på pladsen foran kirken
5
englespor i perlegrus.
Englesporene i gruset er her aftryk af fuglefødder, der peger frem mod kirken. Fugle som hverdagens små engle - budbringere og vejvisere!
Lisbeth Smedegaard Andersen er ikke blot digter og teolog, hun er også
kunsthistoriker. En stor del af hendes billeder er hentet fra den danske
natur eller fra Bibelen; men det sker også, at det er et kunstværk, der ligger
bagved. Det er fx tilfældet i den kendte Langfredagssalme: “Så bøjed den
dødsdømte nakken” (dds 188). Efter skildringen af korsvandringen slutter
salmen med denne strofe:
Men hen over stenbro og mure
og sort mod hvert eneste hus
gled skyggen af drømmens konturer
- en vingeskudt fugl gennem grus.
Søger man i Bibelen efter et tilsvarende billede, kommer man til kort. Hvad vi
skal se for os er et af de klassiske malerier af Jesu korsvandring. Langsomt slæber
Jesus korset op mod Golgata, men undervejs er han ved at segne. Knæene giver
efter, og korset slæber efter ham, som vingen på en vingeskudt fugl.6
Med denne korte skitse skal der lyde en varm tak til Lisbeth Smedegaard
Andersen for de mange, mange salmer, som har givet ord til menighedens
lovsang og klage, har givet trøst til ængstede mennesker samt bidraget til
den teologiske refleksion, som vi ikke kan undvære. 1
1
Lisbeth Smedegaard Andersen & Erling Lindgren, På vinger af håb. Oratorium over Jesu ord på korset, Religionspædagogisk Forlag 2012, 8.
Lisbeth Smedegaard Andersen, Du bor i vor dag. Salmer og digte, Poul Kristensens Forlag 1988,46.
3 Lisbeth Smedegaard Andersen, Himlens lys i dine hænder. Tolv årstidssalmer, Forlaget Anis 2008, 18-19.
4 Lysets utålmodighed. Salmer til de gammeltestamentlige læsninger af tolv salmedigtere fra vor tid. Idé og redaktion: Holger Lissner, Unitas Forlag 2011, nr. 63.
5 Lysets utålmodighed. Salmer til de gammeltestamentlige læsninger af tolv salmedigtere fra vor tid. Idé og redaktion: Holger Lissner, Unitas Forlag 2011, nr. 18.
6 Se yderligere i Kirsten Nielsen, Gud, mennesker og dyr i Bibelen, Forlaget Anis 2013. Bogens sidste afsnit, s. 193-212, handler om dyrenes rolle i Lisbeth
Smedegaard Andersens salmer, hvor vi bl.a. møder duer, falke, gribbe, gråspurve, lærker, mejser, musvitter, svaler og viber, fluer, natsværmere og sommerfugle,
bjørne, elge, får, heste, hunde, lam, pindsvin, rotter og æsler, slanger og snegle foruden fisk og frøæg.
2
78
Fra eN komponist, der ser tilbage på et kvart århundredes samarbejde:
Aksel krogslund olesen, løgumkloster, skriveR
Kære Lisbeth:
Jeg så og hørte dig første gang på Løgumkloster Højskole i 1990, hvor min
daværende forstander Harald Nielsen brugte dig som foredragsholder på
kurset Kunst og Kristendom - et årligt tilbagevendende kursus, som også
fortsatte med succes, da forstander Bent Andreasen overtog kurset i 1997.
Efter at have læst Bristefyldt af Sang 1 om nyere salmedigtere, spurgte jeg
dig om du ikke kunne tænke dig at medvirke på mine kurser i kirkemusik
i 1991. Det ville du gerne, og jeg fik et indtryk af et kompetent, venligt og
flittigt menneske/foredragsholder, og det er blevet bekræftet mange gange
senere, hvor du beredvilligt har deltaget på en del af mine og Højskolens
kurser.
År 2000 spurgte du mig, om jeg ikke kunne sætte melodi til ‘Langsomme dage’ og til to påskesalmer, som så i 2002 resulterede i påskekantaten Korssilhuetter. Siden er det blevet til knap 30 melodier til dine tekster
- senest mundede det ud i Sprækker i Virkeligheden.2
Vi har og har haft et godt og tillidsfuldt samarbejde. Ingen af os har
været til - eller haft tid til - lange møder, men har i stedet brugt effektive
telefonsamtaler, når en af os havde noget på hjerte, og når mine børn var
puttet i seng. Måske har denne arbejdsform noget at gøre med vores fælles
midtvest-jyske baggrund...?
Det har været et privilegium og dejligt at arbejde sammen med dig.
Tak også til Jens, der også gæstede os, både på Højskolen, Refugiet
og hjemme hos os på Brorsonsvej og Markledgade.
Et musikalsk og poetisk tillykke fra hele familien!
Aksel
1 Religionspædagogisk Forlag 1989
 Uropført nov. 2010 og opført til Refugiets
50 års jubilæum i Løgumkloster 2011
79
Fra sprogprofessoren og menighedsrådsformanden:
Inge lise pedersen skriver
Hvis man er velbevandret i den danske salmebog og synes de gamle salmer
generelt er af meget høj kvalitet, er det langtfra altid en ny salme overbeviser om sin uundværlighed ved første gennemsyngning. Da vi har så mange
indholdsrige og digterisk værdifulde salmer, skal en ny salme formidle
noget nutidigt, både indholdsmæssigt og sprogligt, hvis den skal opleves
som vedkommende eller måske ligefrem nødvendig. En sådan sproglig og
indholdsmæssig nutidighed fremmes sjældent af en klassisk koral. Derfor er
jeg mest modtagelig for en ny salme, hvis den har sin egen nykomponerede
melodi. Som det er tilfældet for næsten alle Lisbeth Smedegaard Andersens
salmer.
Og en af disse gik rent ind allerede første gang jeg blev præsenteret for
den i en gudstjeneste. Det var salmebogens nr. 413 ‘Vi kommer, Herre,
til dig ind’. Der var særligt én strofe der ramte mig ved at give en præcis
beskrivelse af en tilstand, jeg kun kendte alt for godt:
Du nægter os den onde fred,
vi modløst higer efter,
en kredsende urørlighed,
der lammer vore kræfter.
Det er en autentisk nutidssalme der taler ud fra og ind i moderniteten og
med sin egen [nye] melodi af Erik Haumann.
Da jeg blev bedt om at skrive en hilsen til Lisbeth Smedegaard Andersen, var jeg derfor straks klar over at jeg ville skrive noget om den tekst,
men jeg ville også gerne forsøge at indkredse hvor nutidigheden er tydelig
i Lisbeth Smedegaard Andersens salmer i almindelighed. Da min faglige
tilgang er sproglig, vil jeg forsøge at skrive lidt om hvordan salmerne
manifesterer sig som samtidssalmer i deres sprogbrug. (I de følgende citater
refererer numrene til teksternes gengivelse i I tid og evighed, hendes netop
udgivne udvalg af knap hundrede salmers tekster og melodier.)
Kun få helt moderne ord
Lisbeth Smedegaard Andersen bringer af og til direkte citater fra eller klare
allusioner til kendte salmer, men bortset herfra er ordforrådet næsten fri
for traditionelle (salme)udtryk og billeder. Det er heller ikke udpræget eller
80
påfaldende moderne, selv om der optræder moderne fænomener som lysreklamer, og det er isprængt enkelte gloser der signalerer modernitet, som når
stjerneklare himle “sættes på stand-by”.
Et af disse moderne ord er skyline. Det optræder interessant nok i en
strofe der indledes “Kom løft din glædes vinger” (med citatet i kursiv), og
som slutter med sammenstillingen af modernitet og tradition “ved aften
langs en skyline / som det ny Jerusalem (nr. 6). Et andet er deadlines:
“hverdagens deadlines / bekymringer pligter / sådan er verden med regler
og bud” (nr. 74).
Den hverdag der skildres i salmerne er modernitetens byliv. Ikke livet
på landet, hvorfra kun “barndomslandets vibeskrig” (nr. 21) erindres, men
heller ikke industrialismens arbejderkvarterer. Her er ingen arbejderromantik – fabriksarbejderen er jo tæt ved at være en uddød race under vore
himmelstrøg, og det er kontoret der er den typiske byarbejdsplads, ikke
fabrikken. Og det er netop dagliglivet for den store del af nutidens byboer
der arbejder på sådanne arbejdspladser, i immaterielle erhverv, der skildres.
Hvor det der stresser og slider på en, er uafladelige deadlines og det man
ikke når, ikke ensformigt samlebåndsarbejde der nedslider kroppen.
Et samtidigt blik
Der er en upåfaldende samtidighed over salmerne, der først og fremmest
ligger i, at det er et samtidigt blik der ser og oplever, og forfatteren skildrer
hvad dette blik ser. De er generelt præget af at forfatteren er tro mod sit
eget udgangspunkt: De skildrer verden set med det kultiverede bymenneskes blik, og scenariet er næsten udelukkende byen. Også den natur der
skildres er byens natur, for sådan en har den: Min by af sten og asfalt / har
sin egen slags natur / med lindetræ’r på torve / klatreroser på en mur / se
solens stråler fanges / af blanke vinduesfag (Høstsalme nr. 73).
Blandt salmerne er en række årstidssalmer. Årets gang er ikke skildret
som i de gamle salmer der følger landbrugets rytme fra ‘Vi pløjed og vi
så’de’ og til høsten er i lade, og vi kan takke for alle gode gaver. Smedegaard
hverken pløjer eller sår, og hun forfalder ikke som Sarvig til at tale om leers
klang (ganske vist side om side med motorlarm, men alligevel..). Årstiderne
følges heller ikke ved at betragte afgrøderne. Forsommeren giver ikke løfte
om en god avl, men skildres rent æstetisk: “Når æbletræets hvide gren /
strør blomster på min trappesten / og luften har det lyse skær / af nyudsprungne bøgetræer” (nr.58).
81
I stedet følger vi lyset fra januars “Vintermørk er dagen” (nr. 15), over “lys,
der kæntrer i april” (nr. 19), til junis “nu er det lysets årstid” (nr. 63), “det
mørkner på himlen der gråner” i september (nr. 71) og “mørket stjæler af
dagens minutter” i november (nr. 82). Og vi oplever byens årstider gennem vejret og gerne i parken eller haven. Både sol og regn og vind skildres
nuanceret: “Slentrer i regnklare parker / finder en dybblå viol / tæt ved
en bænk hvor min skaber / gemte lidt kuldslået sol” (nr. 25). Regnen kan
være en behagelig, let støvregn, eller i hvert fald en der bærer foråret og
væksten i sig: “sammen søge ly for regnen / og ha’ glemt sin paraply / se
hvor forårsregnen kalder / grønne blade frem på ny” (nr. 50), eller det kan
være efterårets og vinterens kolde regn, ubehagelige regn: “frysende gamle i
efterårsblæst/ tyndslidte sjæle cyklister med vanter/ modvind og modlys og
regn fra nordvest” (nr. 74).
Årstiderne præger hele bylivet, skellet mellem ude og inde viskes ud
om sommeren: “Belyst af solen daler støv/ i stuens vindueskarme/ men vi
er gået udenfor/ i byens sommervarme…Vi lukker ikke døren til/ og låser,
som vi plejer/ så somrens lyde når herind:/ på gaden børn der leger” (nr.
64). Rummet udvides med haven hvor forfatteren kan vegetere og reflektere midt i det nære: “Bagest i haven sidder jeg tit/ kikker på blomster og
blade/ tænker på livet og det der blev mit/ det jeg engang skal forlade.” (nr.
65).
Et bymenneske i naturen
Kommer vi da slet ikke uden for byen? Jo, en sjælden gang skildrer forfatteren mere landlige scenerier, men synsvinklen er bevaret. Det er byboen
der tager en tur på landet om sommeren. Enten på spadseretur i juni “langs
med mark og grøftekant” (nr. 63), eller på ferie i Vestjylland: “den grønne
jord med hav og strand/ og marehalm langs klittens rand” (nr. 89).
Landet er rekreativt område ikke et sted der leves og arbejdes – det gør man
i byen. Derfor er det kun sommerlandet der skildres, evt. kun antydende
som i Augustsalmen: “endnu er det sommer. Blæsten/ som dun mod sommerbrun hud/ august med de mørke nætter/ og lysende stjerneskud” (nr.
70).
I Septembersalmen forsøger Lisbeth Smedegaard Andersen ganske vist
at skrive en forbindelse ind mellem de tomme marker og maden på bordet,
med ordene: “marker står tomme/ men brødet og vinen på bordet/ fortæller at høst er i hus” (nr. 71). Men den fortælling virker lidt postuleret (hvad
82
skal vi med vinen i den sammenhæng?), og de to led opleves ikke som
naturligt sammenhørende som de golde stubbe og tøndemål af traver gør
det i Grundtvigs høstsalme.
Det er tydeligt at sensommerens vemod ikke fremkaldes af golde
stubmarker, men snarere af “tågedis og regn/ og vådt og vissent løv i
kælderskakter/ når somren er til ende/ og feriedage brugt/ og vibeskrig og
lærkesang forstummet/ når markerne er høstet/ og træet bærer frugt” (nr.
72). Afstanden til landbolivet røbes også ved selve udtrykket “markerne er
høstet”. Vi der er opvokset med halm i træskoene kan tale om at kornet
eller hveden er høstet, eller der er høstet ude i den og den mark, men vil
næppe sige at marken er høstet. Det er et bymenneske i naturen der kommer til orde, ikke en der lever i og af denne (kultiverede) natur.
Jeg nævner disse to smuttere, fordi de er undtagelsen fra reglen om at
Lisbeth Smedegaard så konsekvent fastholder bymenneskets blik, i form
af det kultiverede middelklassebymenneske. Her er ingen arbejderdyrkelse
eller slumromantik, men et signalement af det bymenneskes livsvilkår som
hun kender fra sig selv. Hun skildrer lyset og vejret og træer og fugle som vi
møder disse ting i byen. Der er lindetræer, klatreroser og hyacinter i vindueskarme. Og vi hører mursejlerskrig, og foruden duerne kan vi se spurve og
musvitter og en enkelt solsort i Kongens Have. Det er byens træer og fugle
vi møder i salmerne.
Synd og tilgivelse på nudansk
Disse skildringer af byens gader og parker så at sige sætter scenen for salmernes jeg eller vi, som dermed præsenteres i en moderne sammenhæng.
De spiller med som passende kulisser for de splittede og bange eksistenser
der skildres så præcist i flere af Lisbeth Smedegaard Andersens salmer.
Splittetheden mellem længslen efter Gud og “kulden dybt i sindet” møder vi også som et vilkår i ‘Med Thomaskravet står vi her’ (salmebogen nr.
248), og modstillingen af vores dagligdag, præget af splittethed og ængstelse og smertelig viden om hvor tit vi svigter og så den befrielse og fred det er
i kirken og i gudstjenesten at møde “Guds kærlige blik på enhver” (nr. 62),
er typisk for flere af Lisbeth Smedegaards salmer. Men jeg har især følt mig
truffet af “Vi kommer, Herre, til dig ind”, som jeg citerede til indledning.
Salmen skildrer tilbøjeligheden til at kapsle sig ind i et forsøg på at
blive usårlig. En indkapsling der samtidig fører til at alt bliver gråt, bliver
lige gyldigt, og dermed også ligegyldigt. Vi bliver spærret inde i os selv i
83
“en kredsende urørlighed” indtil Gud bryder igennem sindets forskansninger, “åbner sindets spirelag”. Dermed bliver jeg sårbar, men samtidig også
levende og i stand til indgå i et fællesskab med andre.
Det er for mig en gedigen nutidsssalme der skildrer et typisk moderne
reaktionsmønster og samtidig et nutidigt bud på hvad syndsforladelse,
tilgivelse er.
1
84
TIL den flittige skribent fra EN yngre student fra Herning:
professor, dr. theol. jens holger schjørring skriver
I bogen Mytens forladte huse - Dansk kirkekunst efter  () indleder
Lisbeth Smedegaard Andersen med at præsentere et signalement af den ændrede tidsånd efter Anden Verdenskrigs afslutning. Bogens sigte er at vise
et panorama af den bemærkelsesværdige nyorientering, der kan iagttages i
byggeriet af nye danske kirker og den kunstneriske udsmykning af både de
nye og de mange gamle bygninger.
Denne præsentation indledes helt berettiget med en skitse af det
åbenbare tidsskifte, der kendetegner den første efterkrigsperiode. Efter
Auschwitz og Hiroshima er det umuligt at fortsætte som om intet var
hændt. En følelsesladet prædikentradition måtte forekomme lige så anakronistisk som en videreførelse af den naturalistiske tradition for udsmykning
af alterbilleder.
Salmer (i det omfang der overhovedet blev skrevet salmer i de første årtier efter krigen) måtte tale nøgternt om lidelse, opstand mod meningsløsheden og tage tvivl og anfægtelse alvorligt som troens ledsagere. Tilsvarende tendenser kan spores inden for den samtidige litteratur og kunstdebat,
hvilket Lisbeth Smedegaard Andersen gør rede for med forbilledlig klarhed.
Men samtidig med at vi fra 50’erne og frem bliver erindret om denne
nye saglighed og den medfølgende skepsis over for alle floromvundne
og romantiserende udtryksformer, sætter der sig et nyt ‘sprog’ igennem i
kirkekunsten, et sprog der bygger på genopdagelse af det mytisk-poetiske
billedsprog både i tekst og billeder. Dette bliver i bogen udfoldet som et
vue over perioden helt frem til bogens udgivelsestidspunkt i . Præsentationen er i øvrigt på det seneste blevet ført videre med en gennemgang af
kirkekunsten siden årtusindeskiftet.
Når jeg i dag genlæser Mytens forladte huse bliver jeg for det første imponeret, endnu engang, for det andet kan jeg ikke undertrykke en ærgrelse,
der vel at mærke intet som helst har med Lisbeth Smedegaard Andersen at
gøre.
Sagen er, at jeg i de samme år op til årtusindeskiftet var impliceret i et
projekt om samme periode efter 45, nærmere betegnet en sammenlignende beskrivelse af de nordiske folkekirker. I dette værk, der havde omkring
30 medvirkende fra alle de nordiske lande, forsøgte vi at give en samlet
85
karakteristik af, hvordan de nordiske folkekirker havde udviklet sig set i relation til det overordnede internationale tidsskifte siden krigens afslutning.
Der var bidrag om virkelighedsbilleder efter befrielsen, om hvordan
kirkernes bidrag til nødhjælp udviklede sig, kirkens forhold til staten og de
politiske partier, forholdet til skolen og religionsundervisningen, de folkelige vækkelsesbevægelser i en ændret samfundsmæssig kontekst, holdninger
til den økumeniske fornyelse i de enkelte lande og internationalt samt nye
signaler i forståelsen af selve ideen om en folkekirke.
Mens arbejdet med denne bog stod på, var det unægtelig nødvendigt, at
vi alle anstrengte os for overhovedet at blive færdige og indordne os i den
givne ramme. Koncentration og begrænsning var påkrævet. Alligevel falder
det bagefter i øjnene, at vi slet ikke tog de perspektiver op, som Lisbeth
Smedegaard Andersen i sin bog har behandlet.
Sagen er vel, at den karakteristik af perioden, som vedrører kirkekunst,
sammenhængen med samtidens almindelige kunst og litteratur, angår nogle
helt afgørende træk ikke alene ved udviklingen i Danmark, men også i
vore nordiske nabolande. Var det ikke sådan, at der i alle de nordiske lande
kunne observeres nye tendenser i kirkebyggeriet, der på en eller anden
måde havde berøring med en tilsvarende nyorientering inden for de skønne
kunster i det hele taget og litteraturen?
Det ville desuden være spændende at undersøge, om der i disse sammenhænge er tale om noget, der er karakteristisk for de nordiske kirker
alene, eller om der kan observeres noget tilsvarende i andre dele af Europa.
Hertil kommer en lang række spørgsmål, der i første omgang retter sig
mod den danske udvikling, men som muligvis også kan have adresse til
vore nabolande: Det forekommer givet, at forbedringen af menighedsrådenes økonomiske adgang til at tage nye initiativer, da kirkeminister Bodil
Koch gav mulighed for at finansiere bygning af nye kirker via den kirkelige
ligning og samtidig forhøjede menighedsrådenes rådighedsbeløb, var et
væsentligt incitament, der bidrog til at invitere arkitekter og kunstnere til at
være aktive inden for arkitektur og kunst i kirkerne.
Spørgsmålet er imidlertid, hvordan denne økonomiske gavmildhed
forholder sig til den ofte hævdede tendens i perioden til kirkelig fremmedgørelse på andre områder? Morten Lange sagde i de samme år de bevingede
ord, at hvis man vil kirken til livs, skal man forkæle den. Og det tør nok
siges, at folkekirken siden Bodil Kochs initiativ er blevet forkælet med
sognegårde, gravertoiletter, nye orgler og ny kunst mm.
86
Hvordan skal disse tilsyneladende modsatrettede tendenser vurderes
i forhold til hinanden? Stillet over for sådanne overvejelser, der kan føre
til enten opmuntring eller tristesse, bliver man erindret om noget, der er
særegent for Lisbeth Smedegaard Andersens bøger sammenlignet med
andre analyser af den folkekirkelige udvikling: De er fri for enhver form for
jammer over tidens elendighed og påståede uafvendelige forfald. I stedet
afspejler hendes gennemgang af den moderne kirkekunst, ligesom i øvrigt
hendes salmer, en nøgtern, men også ukuelig tro på, at evangeliet kan ‘sige
noget’ i nutiden.
Lisbeth Smedegaard Andersens bøger er med andre ord kreative. Det er
de i den ligefremme betydning, at de hver for sig er velskrevne og velkomponerede, og tilsammen udgør de efterhånden ganske mange bøger
en imponerende helhed, der spænder over flere genrer. Men bøgerne er
desuden kreative i den mere omfattende betydning, at de fremkalder nye
associationer, ideer om initiativer, der burde tages op som videreførelse af
ansatser i bøgerne. Det er ikke nogen ringe fortjeneste (for nu at sige det på
jysk) at have fremlagt et panorama af udgivelser, der i sig selv udgør en bred
vifte og samtidig rummer incitamenter, som bør tages op og videreføres af
andre.
1
87
fra en salmedigter-kollega og provst emeritus:
Jens Simonsen skriver
Kære Lisbeth
Hvem kan skrive om det gådefulde?
Hvem kan finde de ord og billeder,
der fastholder det gådefulde,
så det får lov at blive stående som gådefuldt?
Du kan.
Gådefuld er du, vor Gud!
Du, som ikke bryder dig om udråbstegn og tankestreger,
må sætte det her.
Alle forsøg på at trænge ind i gådefuldheden
må standse ved, at det slås fast:
Sådan er Gud.
Men det gådefulde finder sine egne udtryk
i Moses’ historie,
i vores,
fordi vi er omgivet af skabelsens mystik.
Det skæmmende udråbstegn,
som du plejer at sige,
lægger op til
i stedet for at trænge ind i det gådefulde
da at forholde sig undrende,
ja du finder det nødvendigt at bede:
Skærm vor undren, bevar gåden,
så det bliver den gådefulde Gud,
der selv viser os nøglen til gåden,
åbner os en anden dør.
Salmen, nr. 22, fik sin plads i salmebogen.
Du har et sprog, der er anderledes og nyt.
Du finder billeder, som er ligetil –
og dog helt dine egne.
Til lykke med dagen.
Tak for inspirerende samvær og samtaler,
inspirerende, fordi du selv er gådefuldt
givende i din særlige udtryksform.
bedste hilsener til dig og Jens
Jens
88
til den ældre PRÆST og praktikantvejleder Fra hendes praktikant:
generalsekretær i folkekirkens nødhjælp HENRIK STUBKJÆR SKRIVER
Jeg har kendt Lisbeth Smedegaard Andersen i over 30 år – som præst og
prædikant, som salmedigter og som forfatter til adskillige bøger, der alle
kredser om de store eksistentielle livsemner som Gud, religiøsitet og kunst.
Hun tog imod mig som min sognepræst, da jeg som ung teologistuderende
kom til Risskov. Min praktik ved pastoralseminariet var hos hende, og sammen havde vi konfirmandklub ved Risskov kirke.
Hun har været en uvurderlig mentor og inspirator for mig både som
sognepræst, forstander og generalsekretær. Lisbeth Smedegaard Andersen er
en enestående betragter, der formår at fange livets mange facetter, så vi alle
føler os mødt og medinddraget. Samtidig er hun en fremragende formidler
– både i prædiken, salmer og bogform. Man føler sig altid opløftet, berørt
og beriget, i mødet med Lisbeth Smedegaard Andersen. Hun er en dygtig
teolog og kunstkender og hun er som person både velformuleret, nærværende og givende.
Der er grund til at takke Lisbeth Smedegaard Andersen, for det livsværk
hun har rakt til kirke og samfund og som forhåbentlig vil udvides yderligere i de næste mange år.
Det er den nådefulde Gud, Lisbeth Smedegaard Andersen formidler i
salmer og prædiken. Det gøres stringent og troværdigt. Derfor bliver man
glad, når man synger hendes salmer eller læser hendes bøger eller sad under
hendes prædikestol.
Tillykke med fødselsdagen!
89
fra formanden for salmebogskommissionen 1993-2002:
biskop erik nORMAN sVENDSEN SKRIVER
Teologen og poeten hånd i hånd
Hvis nogen tror, at salmedigtningen blev sat på stand by med udgivelsen
af Den Danske Salmebog 2002, er Lisbeth Smedegaard Andersen et godt
eksempel på, at det heldigvis ikke er tilfældet. Hun har fortsat sit salmeforfatterskab, og føjet mange nye tekster til sine tidligere salme- og digtsamlinger. Sammen med 11 af sine samtidige digterkolleger udgav hun således
i 2011 21 salmer til de gammeltestamentlige læsninger i gudstjenesten.
Forinden havde hun i 2001 sammen med samme forfatterkreds udsendt 14
nye salmer, hvor til kom salmer til de ni læsninger i 2008 og et påskeoratorium over Jesu korsord i 2011.
I salmebogskommissionen var der bred enighed om, at hun repræsenterede noget nyt og væsentligt i dansk salmedigtning, og hun fik optaget
7 salmer i den nye salmebog. Jeg er ikke i tvivl om, at hun i dag ville være
blevet endnu bedre repræsenteret, bl.a. med nogle af sine smukke og oplivende årstidssalmer.
Hos Lisbeth Smedegaard Andersen går teologen og poeten hånd i hånd
og giver plads for hinanden uden at slippe den anden af syne. Hun forener
naturligt og smukt naturbilleder med de bibelske fortællinger og har sin
helt egen salmetone. Hun er med andre ord original i ordets bedste betydning. Når man betænker, at hun ved siden af salmedigtningen også har
skrevet en lang række fine og inspirerende bøget om teologi og kunst, kan
man ikke andet end forbavses og frydes over hendes flid og produktivitet.
I alt, hvad hun beskæftiger sig med og skriver om, er hun også dansk
folkekirkepræst og var ansat som sognepræst, først i Riisskov og siden i
Holmens kirke. Begge steder var hun er søgt prædikant og en velanskrevet
kollega. Hun tog sin afsked i 1996 for at hellige sig sit forfatterskab. Det
var vi mange, der beklagede dengang, men tiden har vist, at Lisbeth Smedegaard Andersen valgte rigtigt ved at udnytte den kostbare tid på allerbedste
måde.
Erik Norman Svendsen
90
fra EN sangglad DANSK- OG RELIGIONSLÆRER PÅ LISBETHS GAMLE SKOLE:
LEKTOR ANDERS SØRENSEN, HERNING GYMNASIUM, SKRIVER
At undervise i dansk har til alle tider været udfordrende – og berigende!
Man kan åbne både elevernes øjne – og få egne op – for nye muligheder for
forståelse af det svært forståelige menneskeliv. Det har i alle de år, jeg har
undervist, været svært at udvide deres forståelse for forhold, der ikke hører
deres egen aldersklasse til. At læse litteratur med udbytte kræver kulturel
indsigt og menneskelig indlevelse. Det kræver viden fra mange forskellige
områder og man skal både have sprog til at kunne læse - og sprog til at
kunne udtrykke ens forståelse.
Det burde vel så være nemmere for eleverne hvis man valgte tekster fra
nutiden? – Det er nu ikke altid tilfældet. Forfattere stiller i dag krav som
kan være svære at honorere, hvis man ikke kender den litteratur, der går
forud. Man skal vide hvad det er for skuldre, forfatterne står på!
Det gælder ikke mindst, hvis man udfordrer eleverne med at læse en
suite af gamle og nye salmer. Det skete for 3R på Herning Gymnasium
i forbindelse med at Lisbeth Smedegaard Andersen udgav to nye salmer
efter opfordring fra Bibelselskabet. Jeg satte dem sammen med både gamle,
nyere og nye salmer.
Eleverne – som på ingen måde er de ringeste i kongeriget – havde svært
ved at acceptere at selv nye salmer måtte forholde sig både sprogligt og
indholdsmæssigt til det kristne budskab, til Bibelen. Det er på en måde
nemmere at acceptere at Grundtvig er svær at forstå, for han er jo så gammel. Men når forfattere som Iben Krogsdal, Simon Grotrian og Lisbeth
Smedegaard skriver i moderne sprog hjælper det ikke for bibelkendskab er
stadig påkrævet.
Elevernes reaktion er formodentlig ganske typisk. Unges kendskab til
Bibelens historier er ganske fragmentarisk – men ikke afvisende. De anerkender deres betydning – men placerer denne det på afstand af dem selv.
Til gengæld er det tankevækkende når Farhan, som man ud fra navnet
kan vurdere som ikke-kristen, peger på at for ham er salmerne en vej til
forståelse af den kristne kultur. I virkeligheden tror jeg at hans formulering
også dækker opfattelsen hos en række af de såkaldte kristne danske elever.
Burde salmedigtere som Lisbeth Smedegaard så skrive anderledes? På
den ene side må man sige at det kan man så kun ved at forlade salmegenrens karakteristika og hvad har vi så? På den anden side kan man hævde at
91
der ingen grund er hertil – deltager man i det kristne fællesskab synger man
med på salmerne og får som Farhan siger lært det kristne budskab at kende.
Måske er vejen frem blot det at synge salmer, der som Lisbeth Smedegaards rummer det kristne budskab i let tilgængelige sproglige billeder,
skrevet i et mundret sprog – hvad mere kan vi så ønske end gode melodier
hertil?
Derfor skal der også fra 3R og deres dansklærer lyde et tillykke med
Anders Sørensen
redaktøren bemærker:
········································································
Se også prologen på side 6-7, som elev
Mathias Hindkjær Overgaard
skrev sammen med lektor
Anders Sørensen.
92
Fra salmedigter til salmedigter:
LARS BUSK SØRENSEN SKRIVER
Kære Lisbeth:
Nu her ved din runde fødselsdag – og til lykke med den! – tænker jeg
igen på, at du og jeg som salmedigtere har haft et vist skæbnefællesskab.
Vores ’karriere’ på det felt begyndte nogenlunde samtidigt, og så havde
vi, husker jeg med sved på panden, en slags fælles debut på Præstehøjskolen i Løgumkloster – en forårsdag tror jeg nok – i begyndelsen af
1980’erne.
Jeg ved ikke, hvordan du husker denne vores fælles optræden. Men for
mig i hvert fald var det første gang, jeg sådan skulle præsentere mine salmer
for en forsamling, og så oven i købet en forsamling af præster, professionelle salmebrugere, der omfattede en rigtig levende biskop og i hvert fald
mindst én provst.
Det var et kursus eller seminar om salmer i gudstjenesten, vi dumpede
ned i. På det tidspunkt hvor begrebet ‘nye salmer’ så småt var begyndt at
dukke op, og som repræsentant for disse nye salmedigtere havde man så
inviteret nu afdøde biskop Johannes Johansen, som desværre havde måttet
melde afbud – på grund af sygdom vist nok.
Som følge deraf var jeg noget overraskende blevet ringet op af Erik A.
Nielsen, der var leder af kurset: Om jeg kunne komme og være erstatning
for biskoppen. I næsten samme åndedrag fik han sagt, at du også skulle
komme. For selvfølgelig skulle der da mindst to novicer til at veje en biskop
op. Noget benovet sagde jeg ja, selv om tidsfristen var kort – næste weekend, så vidt jeg husker.
Jeg havde på det tidspunkt skrevet en lille buket salmer, og gode bekendte havde tilskyndet mig til at sende dem til Jens Lyster, som var redaktør af
et tidsskrift med det snørklede navn Hymnologiske Meddelelser, som Erik A.
Nielsen vist også havde noget med at gøre. Du var måske blevet headhuntet
på samme måde. I hvert fald kom vi til at dele skæbne den formiddag.
Sjældent har jeg været så nervøs, som da vi to sad der over for en kødrand af teologer og åndelig talt – sådan husker jeg det – nærmest klamrede
os til hinanden, mens Erik A. Nielsen, det rare menneske, præsenterede
os for forsamlingen, og bad kursusdeltagerne tage pænt imod os, hvad de
fleste af dem da også gjorde.
93
Jeg var glad for, at du skulle fremlægge først, for som præst var du jo ikke
ganske ukendt med at optræde i sådanne kredse, mens jeg var en helt ude
fra kommende uskyldighed, og havde jeg den formiddag vidst, hvor uberegneligt det teologiske minefelt er, var jeg nok løbet skrigende bort, som
det hedder.
Men alligevel blev det for mig faktisk en god oplevelse. Jeg fik så megen
opmuntring med hjem, at jeg ret havde mod på at skrive videre, og det
havde du tilsyneladende også. Så da en af deltagerne siden i Kristeligt
Dagblad beskyldte mig for at være både panteist og Ba’als-dyrker, kunne jeg
tage det med et skuldertræk, især da en lige så lærd teolog sagde, at det var
noget vrøvl. Men siden har jeg da abonneret på Kristeligt Dagblad, så jeg
kunne holde øje med, hvad man kunne blive hængt ud for af kætterier.
Kære Lisbeth, vi er nu begge nået et godt stykke forbi det punkt, som
Grundtvig kaldte ‘støvets alder’. Men vi støver ufortrødent videre, og mener stadig, at vi ikke har skrevet vores bedste salme endnu.
Med alle gode ønsker for det!
Lars
94
Fra et vindblæst værksted blandt granitstykker:
billedhugger LAila westergård SIgER
Kære Lisbeth!
Stort tillykke med dagen!
Når man står her på sit værksted og arbejder med kunst til kirke og byrum, så er det rart at vide, at der findes mennesker som dig og Jens derude
- mennesker for hvem kunst betyder noget, som værdsætter og forstår, og
som du også er i stand til at formidle denne fascination videre.
Man ved ikke altid, hvad mennesker betyder for hinanden, men for
mig er et møde med jer - på en udstilling eller privat - altid en glæde. Den
varme, som I udstråler overfor andre eller overfor hinanden, gør mødet til
noget særligt.
Jeg er glad for at kende jer. I er særlige, og ... sagt med dine egne ord er I
“sjældne som svaler på en vinterdag”.
Nyd dagen - jeg håber, at du bliver fejret!
Laila
95
HYLDEST TIL EN
SALMEDRONNING
Lisbeth der stråler et lys omkring dig
en ynde så fin og skær
som en purung piges
en visdom båret af kvinders
indsigt gennem mange slægtled
du taler kultiveret og klogt
i samtalen og på talerstolen
ord som er værd at lytte til
din pigede latter
er små stykker musik i samværet
du skriver med lethed og styrke
som fuglen der svinger sig
til vejrs en sommermorgen
dit sprog har en særegen skønhed
en berøring som er nær og fjern
på samme tid
Til lykke med visdom og alder
og indtagende charme
Tak for salmer som beriger
gudstjeneste og menneskeliv
Tak for din poesi
dine billeder fra kvinders
og mødres verden
at spejle tro og længsel i
Også for dig
har døgnet kun 24 timer
og året kun 365 dage
dagene er flygtige
år følger år
hurtigere og hurtigere
jo ældre vi bliver
96
Alligevel overkommer du
det utrolige:
holder veloplagte, gennemarbejdede
foredrag om kirke, kunst og salmer
i sognegårde alle mulige
og umulige steder
udgiver fornemme billedværker
om nutidens kirkekunst
skriver fortællingen om
slægtens kvinder ud fra
samtidens historie og kunst
og åbner øjnene for det liv
mine bedstemødre og oldemødre
også levede
og før, efter og ind imellem disse
store opgaver skriver du salmer
med en lethed og selvfølgelighed
som er helt din egen
din arbejdsdisciplin er høj
din indsats stor
jeg ved ikke hvordan
du bærer dig ad
Jens er dit solide, trofaste bagland
måske er det din hemmelighed
eller måske er hemmeligheden
at du er tro imod det du tror på
Du deltager i salmesamtaler
med humor og indsigt
dine kommentarer er altid
kompetente
selv uden balkon og krone
er du dronning
Salmedronning i mit univers
Inge Hertz Aarestrup
97
98
99
Bogen er trykt hos
kopi&print • Viborgvej 86
7400 Herning • 97 22 20 55
her kan du evt. bestille
bogen som færdigt tryk
hør nærmere om pris:
www.kopi-print.dk
100