1. No category

Indholdsfortegnelse Temaartikler Forord 207 Flåden i Rigsråd Billes fodspor – fordi det giver mening Kontreadmiral Finn Hansen 208 Flådens historie Kommandør Poul Grooss 213 Artikler uden for tema The Danish Way of War Robert Petersen 267 En dansk doktrin for føringsvirksomhed Elever på Operations‐ og Føringsuddannelse 2009/2010 288 Skal forsvaret revidere ledelses‐ og uddannelsesbøgerne? Peter Kaplers Nyt fra bogfronten Anmeldelse af: “Descent into Chaos. The World’s Most Unstable Region and the Threat to
Global Security” af Ahmed Rashid Anmeldt af brigadegeneral Michael H. Clemmesen
“Butcher & Bolt. Two Hundred Years of Foreign Engagement in Afghanistan” af David Loyn Anmeldt af brigadegeneral Michael H. Clemmesen “Big Boy Rules: America’s Mercenaries Fightning in Iraq” af Steve Fainaru Anmeldt af ph.d.‐studerende Christa H. Moesgaard ”Danske tilstande – Norske tilstande 1940 – 45”, redigeret af Hans Frederik Dahl, Hans Kirchhoff, Joachim Lund og Lars‐Erik Vaale Anmeldt af kommandør Poul Grooss
“The German Invasion of Norway - April 1940” af Geirr H. Haarr Anmeldt af brigadegeneral Michael H. Clemmesen ”Sanningen om Ubåtsfrågan. Et försök till analys” af Bengt Gustafsson Anmeldt af brigadegeneral Michael H. Clemmesen ”Kannibaløen” af Nichlas Werth Anmeldt af Rasmus Wichmann ”Dansk viden 1941 – 1945 om Holocaust – belyst ved den illegale presse” af Palle Andersen Anmeldt af kommandør Poul Grooss ”Den militære flyvnings udvikling i Danmark 1910-1932” af Jan O. Kongstad Militært Tidsskrift, 139. årgang ‐ nr. 3 ‐ oktober 2010, s. 205 ‐ 206 294 301 303 303 306 308 309 310 312 313 314 Indholdsfortegnelse • Anmeldt af brigadegeneral Michael H. Clemmesen ”Dansk orlogshistorie 1510 – 2010” af orlogshistoriker Hans Christian Bjerg Anmeldt af kommandør Poul Grooss ”Danmarks største søhelte” af Thomas Lyngby, Søren Mentz, Søren Nørby og Jakob Seerup Anmeldt af kommandør Poul Grooss ”Dansk orlogsheraldik – Søværnets og Marinehjemmeværnets Våbenskjolde
1959 – 2010” af orlogshistoriker Hans Christian Bjerg Anmeldt af kommandør Poul Grooss ”Motortorpedobådene af FLYVEFISKEN-klassen” af Tom Wismann Anmeldt af kommandør Poul Grooss ”Fredericia Fæstnings Historie” af Bjørn Westerbeek Dahl og Erik Housted Anmeldt af brigadegeneral Michael H. Clemmesen 206 315 316 317 318 319 Forord
Militært Tidsskrifts tredje nummer i 2010 markerer et militært jubilæum af de større. Søværnet kunne, som det vil være læserne bekendt, den 10. august i år fejre sit 500 års jubilæum. Redaktionen har i den sammenhæng ønsket at deltage i festligholdelsen gennem et minitema om den danske flådemagt. Det var oprindeligt intentionen at belyse både fremtid, nutid og fortid. Af forskellige opgaver har de dagsaktuelle, operative og mere debatterende perspektiver måttet opgives, således at temaet ”kun” beskæftiger sig med Søværnets fremtidige opgaver og Flådens historie. Der indledes med en artikel af Kontreadmiral Finn Hansen, Chef for Søværnets Operative Kommando, hvori Søværnets opgaver og de dermed forbundne udfordringer og muligheder i de kommende år belyses. I den derpå følgende artikel ”Flådens historie” giver Kommandør Poul Grooss, Center for Militærhistorie, Forsvarsakademiet, en grundig redegørelse for Søværnets historiske udvikling fra 1510 og til i dag. Som begge skribenter på hver sin vis er inde på, er der i grunden kun sket få ændringer i Flådens geostrategiske anvendelighed over tid, og det grundlæggende rationale bag opretholdelsen af en betydelig dansk sømilitær kapacitet synes uændret trods jubilarens høje alder. Som altid kan redaktionen glæde sig over, at den militærvidenskabelige skrivelyst ikke holder sig inden for snærende tematiske rammer. Nummeret indeholder således tre artikler udenfor tema. Cand.mag. og ph.d.‐studerende Robert Petersen undersøger i artiklen ”The Danish Way of War”, om der findes en særlig dansk form for krigsførelse. Han foreslår en række karakteristika, der handler om årsagerne til at gå i krig, forholdet mellem det politisk‐
strategiske og militær‐operative niveau, betydelig operativ og taktisk pragmatisme, samt valgene af partnere i felten. Tidsskriftets læsere bliver i det derpå følgende bidrag indført i konklusionerne på et analysearbejde gennemført af eleverne Operations‐ og Føringsuddannelse (OFU) ved Forsvarsakademiet (hold 2009/2010) vedrørende national doktrin for føringsvirksomhed i rammen af fuldspektrumoperationer. Skønt det konkluderes, at den danske doktrin på området i det store hele er fyldestgørende i forbindelse med deltagelse i internationale fuldspektrumoperationer, peges samtidig på et vist udviklingspotentiale. Kaptajn og Stud. MEd Peter Kaplers, lærer i ledelse og uddannelse ved Hærens Officersskole, diskuterer i ”Skal forsvaret revidere ledelses‐ og uddannelsesbøgerne?”, hvorvidt Forsvaret anvender en optimal terminologi og målsætninger for læring. Han foreslår på den baggrund, at det overvejes at indføre taksonomien SOLO (Structure Of Learning Outcome) til bestemmelse af læringsmålene. Nummeret rundes på vanlig vis af med en større buket boganmeldelser. De spænder vidt: Fra konflikterne i Afghanistan og Irak, herunder brugen af private contractors til militære opgaver, over Besættelsen til Fredericia fæstnings historie. Det logisk og helt i dette nummers ånd, at også anmeldelsessektionen rummer et antal anmeldelser vedrørende bøger om flådens 500 års jubilæum. Både anmeldere og artikelskribenter takkes varmt for deres skrive‐ og debatlyst. God læselyst Militært Tidsskrift, 139. årgang ‐ nr. 3 ‐ oktober 2010, s. 207 Forord • Niels Bo Poulsen Chefredaktør
208 Flåden i Rigsråd Billes fodspor
– fordi det giver mening
Kontreadmiral Finn Hansen, Chef for Søværnets Operative Kommando.
”Næst efter Gud den almægtiges nådige forsyn hviler Kongerigets velfærd, sikkerhed og styrke på Flåden”. Rigsråd Anders Bille, 1645 Flåden – de første 500 år
Store ord, men sandt er det, at flåden i lange perioder af Kongerigets historie har haft en afgørende betydning for rigets eksistens. Ligeså sandt er det – også i dag – at Danmarks velfærd og vækst afhænger af friheden til at bruge havet som transportvej. Derfor spiller flåden en vigtig ‐ ja uomgængelig – rolle i dansk udenrigs‐ og sikkerheds‐
politik. Og derfor vil søværnets mission: ”Søværnet sikrer Danmarks interesser fra havet – med magt om nødvendigt” fortsat være gældende. Stort er det også, at flåden i år fylder 500 år. Danskerne har naturligvis givet sig af med flådeaktiviteter lige siden oldtiden, og vi behøver blot at tænke på vikingetiden som et godt eksempel på dansk flådeaktivitet, der strækker sig længere tilbage end 500 år. Men det var kong Hans, der i 1510 gjorde flåden til en statslig institution med en dertil hørende stående styrke, fastere organisation og overordnet chef. Derfor regnes 1510 som året, hvor den danske flåde reelt blev grundlagt. Flåden har haft overordentlig stor betydning for Danmark og gjorde os igennem århun‐
dreder til en europæisk magtfaktor. Især Kong Christian den Fjerde indså, hvilke muligheder en stor og stærk flåde kunne tilføre kongens magt, og under hans styre nød flåden en formi‐
dabel opblomstring. Ud over Danmarks forsvar og de mange søslag mod den evindelige arvefjende, Sverige, deltog flådens skibe i ekspeditioner til endnu ukendte egne, hvor kolonier blev anlagt, og de netop stiftede handelskompagnier fik brug for flådens beskyttelse, når de dyrebare laster med krydderier og andre eksotiske varer skulle fragtes sikkert hjem fra Kina og Østindien gennem farefyldte farvande. Flåden spillede bestandigt en afgørende rolle – såvel ude i den store verden som hjemme, hvor landets geografiske beliggenhed også betød, at vi var porten til Østersøen. I land blev tillige gennemført store anlægsarbejder, og Holmen kom til at udgøre en betragtelig del at Københavns økonomi. Med driften af værft og tilhørende værksteder opbyggedes en stor faglig viden og kunnen, og skibenes mange og store besætninger blev rutinerede og søvante. Der blev etableret formaliseret uddannelse af søofficererne, og støttefunktioner som søopmåling, fyr‐ og vagervæsen mv. blev indstiftet for at bidrage til flådens – og koffardiens – sikre navigation. Det var derfor intet mindre end en national katastrofe, der ramte landet, da englænderne i september 1807 ranede den del af flåden, der kunne flyde, mens resten blev ødelagt. Fra den ene dag til den anden ændrede det danske kongerige status fra en europæisk magt til en småstat uden indflydelse og respekt. Militært Tidsskrift, 139. årgang ‐ nr. 3 ‐ oktober 2010, s. 208 ‐ 212 Flåden i Rigsråd Billes fodspor – fordi det giver mening •
Men vi er dog i dag stadig en stormagt – set ud fra et maritimt perspektiv. Danmark er på verdensbasis en fremtrædende maritim nation med verdensomspændende interesser. Omkring 90 procent af alt gods i verden transporteres på havet, heraf en meget betydelig del på dansk ejet eller dansk flaget køl, og forsyningslinjerne til Europa og Danmark ad søvejen er vitale for opretholdelsen af velfærden og en velfungerende dagligdag for alle danskere. Netop derfor er flådens virke fortsat vitalt. Og netop derfor er det vigtigt for Danmark at have en flåde, der kan varetage Danmarks interesser fra havet – fra de koldeste, isfyldte farvande i nord til de varme og travle farvande i syd. Flåden i dag
Flåden underkastes i den kommende tid store omvæltninger, hvor forskydningen fra et større antal mindre enheder til et mindre antal større enheder nærmest fuldbyrdes. Udfasningen af alle enhederne i FLYVEFISKEN‐klassen i såvel kamp‐ som minerydnings‐
rollerne er selvsagt et markant indgreb i søværnets struktur, men den økonomiske situation og herunder ikke mindst de voldsomme udgifter, som forsvaret påføres i forbindelse med indsatsen i Afghanistan, har betydet, at operative kapaciteter har måttet fravælges. Hermed rokkes ved fundamentet for vores særlige ekspertise inden for kystnære operationer og minerydning, som er på et højt internationalt niveau. Det bliver en central udfordring at fastholde vores høje professionalisme på disse to områder, og specifikt på minerydningsområdet bliver det afgørende at fastholde kompetencen og opbygge det modulære, containeriserede MCM system, som skal sikre en forsvarlig og meningsfyldt evne til at afsøge og rydde begrænsede havområder for eventuelle miner. Fokus vil herudover i høj grad være på indfasningen af fregatterne med henblik på at kunne bidrage effektivt i hele opgavespektret. Der forestår en stor opgave, herunder med den tekniske klargøring, omstillingen af søværnet og ikke mindst med uddannelsen og træningen af besætningerne. Den første fregat, IVER HUITFELDT, afleveres om kort tid fra Odense Staalskibsværft A/S og forventes overdraget til søværnet i efteråret 2011, mens PETER WILLEMOES og NIELS JUEL følger i 2012 og 2013. Alle tre fregatter forventes operative i 2014, og det er håbet, at den tredje fregatbesætning, som af økonomiske grunde har måttet udskydes, så kan opstilles. Fregatterne vil udgøre et betydeligt kamppotentiale og vil – sammen med støtteskibene ABSALON og ESBERN SNARE – være vores vigtigste internationale instrumenter. Fregatterne og støtteskibenes egenskaber og karakteristika gør dem til særdeles effektive platforme, og de rummer samtidigt en fleksibilitet, som også sætter dem i stand til at møde de udfordringer, vi ikke p.t. kan forudse. Helikopterprojektet er ligeledes af største vigtighed, idet LYNX på en række områder er teknisk og operativt forældet og med alderen er blevet vanskelig at holde i tilfredsstillende drift. Skibsbaserede helikoptere er helt afgørende for, at søværnet kan løse sine opgaver effektivt og sikkert, herunder i de nordatlantiske områder samt i internationale operationer. Anskaffelsen af en ny maritim helikopterkapacitet tager udgangspunkt i ønsket om en stan‐
dardiseret helikoptertype, dvs. en maritim helikopter i produktion eller på vej i produktion til et andet NATO land med et minimum af særlige danske modifikationer. Det er håbet, at typevalg og endeligt antal kan fastlægges inden for en overskuelig fremtid. De fire inspektionsskibe af THETIS‐klassen, de to inspektionsfartøjer af KNUD RASMUSSEN‐klassen og den tilbageværende inspektionskutter af AGDLEK‐klassen, TULUGAQ, vil fortsat primært løfte opgaverne i de vidtstrakte nordatlantiske områder. 209 Flåden i Rigsråd Billes fodspor – fordi det giver mening •
TULUGAQ forventes afløst af et tredje inspektionsfartøj omkring 2017 med henblik på at kunne fastholde den operative opgaveløsning. Hvad der herefter skal ske vil afhænge af udviklingen i det arktiske område og i forsvarets opgaveløsning, herunder behovet for eventuel øget tilstedeværelse og for at forskyde THETIS‐klassens opgaveløsning nordover. I danske farvande vil DIANA‐klassen udgøre rygraden i den søbaserede farvandsover‐
vågning. DIANA‐klassens fartegenskaber har – sammenholdt med øget automatisering, etablering af kystradarer og samkøring af data fra forskellige overvågningskilder – muliggjort en ændret operationsprofil og en reduktion fra fire til tre maritime indsatsenheder. I relation til andre opgaver i danske farvande er det besluttet, at isbryderne nedlægges, idet det fremtidige behov er under afklaring, ligesom det i løbet af det næste års tid skal undersøges, om havmiljøopgaven kan konkurrenceudsættes. Søværnet vil alt i alt blive målrettet til den sikkerhedspolitiske situation og de opgaver, politikerne ønsker, vi skal løse, hvad enten det er suverænitetshævdelse i Arktis, farvandsovervågning i danske farvande eller maritime sikkerhedsoperationer i Det Indiske Ocean. Den sejlende struktur hviler på to søjler, den nationale og internationale, men det er vigtigt at pointere, at indsatsen kan forskydes mellem søjlerne. Enheder, der normalt er beskæftiget med nationale opgaver, kan efter situationen også anvendes i den internationale opgaveløsning og omvendt. Denne evne sikres primært ved personellets generelle træning og forståelse for det samlede opgavekompleks. Søværnets opgaver
Søværnets opgaver vil fremover være koncentreret om overvågning, suverænitetshævdelse og myndighedsopgaver af permanent karakter i det nationale område sideløbende med længerevarende bidrag til internationale operationer. Internationale operationer med henblik på at bidrage til fred og stabilitet i verden vil fremdeles have stor fokus. Søværnets evne til løsning af internationale opgaver skal udvikles, så kapaciteten til at opretholde udsendte sømilitære styrkebidrag sikres, og opgaverne kan løses professionelt. Enhederne bør i princippet kunne indsættes globalt, idet evnen til operationer i navnlig det kystnære miljø absolut må fastholdes, hvilket stiller særlige krav til personellets uddannelse og ikke mindst træning. Søværnet må herunder fastholde evnen til at kunne lede kystnære operationer på Task Group niveau. Søværnets operative kapaciteter og bagvedliggende strukturer bør derfor være tilstræk‐
keligt robuste og udholdende til at understøtte og opretholde et længerevarende inter‐
nationalt engagement. Herudover bør vi besidde evnen til at udsende flere eller større bidrag i kortere tid, samt evnen til at udsende styrkebidrag med kort varsel i forbindelse med blandt andet krisestyring, humanitære katastrofer, evakueringsoperationer mv. Opgaverne vil kunne dække hele spekteret fra tilstedeværelse i udvalgte områder, humanitær indsats, maritim kapacitetsopbygning, overvågning, søtransport, maritime sikkerhedsoperationer, krisestyring, embargooperationer til egentlige kampopgaver. Vi skal herunder kunne deltage i vanskelige og intensive operationer i områder med et højt trusselsniveau og være indstillet på at blive konfronteret med såvel traditionelle som mere asymmetriske virkemidler. Opgaverne skal kunne løses ligeværdigt og effektivt, hvad enten kapaciteterne er indsat i rammen af NATO, FN eller i en koalition, hvilket fordrer en høj grad af interoperabilitet. Blandt de vigtige opgaver på kortere sigt forventes at være maritime sikkerhedsopera‐
tioner, herunder anti‐pirateri, samt kapacitetsopbygning, hvor søværnet kan bidrage med sin 210 Flåden i Rigsråd Billes fodspor – fordi det giver mening •
ekspertise inden for løsning af bl.a. kystvagts‐ og sikkerhedsopgaver i lande med et sikkerhedsrelateret maritimt udviklingsbehov, således at disse på sigt selv kan varetage opgaverne og ansvaret. Danmark er en af verdens største søfartsnationer, og verdensøkonomien er afhængig af en stadig og uhindret transport af råvarer og forarbejdede produkter ad søvejen. Dette forhold perspektiverer, at maritim sikkerhed er et fokusområde for Danmark, og at søværnet har en vigtig opgave i relation hertil. Søværnet arbejder fokuseret på udvikling af særlige kapaciteter, der kan medbringes på skibene, herunder Special Maritim Indsatsenhed (SMI), der sammensættes af specialister med særlige kompetencer til opgaven, eksempelvis specialstyrker, sprængstofeksperter og militærpoliti fra Søværnets Frømandskorps, eventuelt suppleret med tolk, læge eller andre fagspecialister. Senest har fokus været rettet mod håndteringen af bevæbnede pirater i indsatsen mod pirateri i området ud for Afrikas Horn.. Længerevarende deployering til mulige operationsområder vil øge muligheden for, at enheder kan indsættes rettidigt i forbindelse med pludseligt opståede situationer, kriser og konflikter, herunder ved behov for støtte til katastroferamte områder, evakuering af danske statsborgere mv. Det vil medvirke til at sikre et tidsmæssigt og geografisk relevant indsats‐
beredskab. Der må ligeledes tilstræbes en øget togtbaseret tilgang, hvor skibes aktiviteter opdeles i en uddannelsesperiode, hvor besætningen foretager opkøring, uddannelse og certificering, en togtperiode, hvor besætningen er deployeret til operationsområdet samt en hjemme‐
periode, hvor personellet afvikler optjent frihed eller kompetenceudvikles. I tilknytning hertil må den landbaserede støttestruktur gradvist optimeres til at overtage en række vagt‐ og vartningsmæssige opgaver, der hidtil har været løst af skibenes besætninger. For enheder primært rettet mod internationale operationer forventes generelt en gennemsnitlig årlig besætningsbelastning på fire måneders sejlads, fordelt med en måneds opkøring og tre måneders egentlig international indsats hvert år. Ved mere høj‐intensive ind‐
sættelser – og ikke mindst ved egentlige kampopgaver – vil opkøringsperioden skulle øges og vurderes i forhold til enhedernes operative stade. For enheder primært rettet mod natio‐
nale operationer forventes generelt en gennemsnitlig årlig besætningsbelastning på omkring fem måneders sejlads, som i nærlig fuld udstrækning kan afvikles som styrkeindsættelse. Med den nuværende struktur vil det således være muligt kontinuerligt at udsende en stor overfladeenhed i form af en fregat eller et støtteskib (med tilhørende helikopter, SMI‐hold og nationalt støtteelement) gennem rotation af enheder og besætninger. Det vil ligeledes være muligt i kortere perioder at udsende to større enheder samtidigt, at udsende andre bidrag i form af eksempelvis specialoperationsstyrker og Søværnets Taktiske Stab eller lejlighedsvist at øge udsendelsesbelastningen. Samlet vil det personelmæssigt svare til en gennemsnitlig, permanent international indsats på cirka 150 årsværk. Ved samtidighed vil bidraget kunne udgøre cirka 250 personer. Det bør dog understreges, at søværnets materieltunge styrkebidrag bidrager til den operative opgaveløsning med en effekt, der ikke alene kan måles i antallet af personer, der indgår i de pågældende bidrag. De nationale opgaver løses omkring Danmark, Grønland og Færøerne og omfatter over‐
vågning og suverænitetshævdelse, myndighedsopgaver samt en række andre opgaver til støtte for samfundet. Opgaverne spænder vidt – fra kontinuerlig overvågning med sejlende og landbaserede enheder, eftersøgnings‐ og redningstjeneste, håndhævelse på havmiljø‐
211 Flåden i Rigsråd Billes fodspor – fordi det giver mening •
området, miljøovervågning, forureningsbekæmpelse til søs, isbrydning, fiskeriinspektion ved Grønland og Færøerne, ammunitionsrydning, søopmåling, støtte til sikker afvikling af skibs‐
trafikken samt støtte til en række andre myndigheder. Opgaverne i danske farvande er præget af betydelig trafikintensitet og stigende krav til det maritime situationsbillede i danske farvande, ligesom opgaverne i Arktis må forventes at øge i såvel omfang som indhold som følge af den klimatiske udvikling og afsmeltningen af polariskappen, som efter alt at dømme allerede på kortere til mellemlangt sigt vil åbne op for en øget maritim aktivitet i relation til råstofudvinding, udnyttelse af nye kortere sejlruter for den kommercielle skibstrafik samt øget turistaktivitet med blandt andet krydstogtskibe. Det vil kunne medføre øgede krav til bl.a. overvågning og suverænitetshævdelse, myndigheds‐
udøvelse, søredningskapacitet, sejladssikkerhed, herunder trafikregulering og søopmåling, beskyttelse af havets ressourcer samt beskyttelse af miljøet og det følsomme økosystem. I alt svarer den nationale indsats til cirka 200 personer permanent indsat til søs året rundt. Hertil kommer cirka 100 på varsel og i operative vagtfunktioner. Søværnet har således sammenlagt konstant omkring 300 personer indsat i nationale operationer fordelt med cirka 2/3 til søs og 1/3 i land. Indsatsen på land binder et stort antal årsværk, og derudover kommer almindelige vagtfunktioner. Med muligheden for et internationalt engagement på omkring 250 personer vil cirka 550 kunne være indsat ud af en samlet styrke på knapt 3.000 ansatte, dvs. omtrent hver femte. Afslutning
Rigsråd Anders Bille brugte store ord om flåden. Selv om man i dag nok ville være en anelse mere afmålt i karakteristikken, er det dog ubestrideligt, at Danmarks velfærd og vækst afhænger af friheden til at bruge havet som transportvej, og at Danmarks rolle som en af verdens førende søfartsnationer betyder, at flåden har en vigtig rolle i relation hertil. For Danmark, som er så rigt begunstiget med adgang til havet, er havet ikke en hindring, men en mulighed. Netop derfor er det vigtigt for Danmark at have en flåde, der kan sikre Danmarks interesser fra havet. I den kommende tid vil vi blive mødt af store udfordringer. Til gengæld vil vi, når disse er løst, stå med et moderne søværn, som er nøje målrettet til den sikkerhedspolitiske situation og de politisk pålagte opgaver. Et søværn, som med effekt kan deltage i internationale operationer, og som kan levere effektiv overvågning og suverænitetshævdelse i danske og arktiske farvande. Fundamentet for opgaveløsningen er det rette materiel, det rette personel og den rette uddannelse og træning. Vi er godt på vej, vi er dygtige til de nationale opgaver, og vi skal konstant søge at blive endnu dygtigere til de internationale. Vi har allerede indhøstet en række erfaringer gennem hidtidige operationer i blandt andet Den persiske Golf, Middelhavet og Adenbugten. Vi har været i stand til at favne opgaverne, og i de perioder, hvor Danmark har haft flådeenheder indsat eller har haft kommandoen over koalitions‐
styrker eller NATO styrker i indsatsområdet, har besætningernes indsats været helt unik, og søværnet har været med til at sætte nye standarder for opgaveløsningen. Når man sammenligner flådens virke i fortid og nutid, erkender man, at mange maritime opgaver er tidløse, og at de indgår i et mere eller mindre cyklisk mønster. I visse perioder er der større behov for en type operationer end en anden, i andre perioder er det omvendt, men det er de samme opgaver, der bliver ved at dukke op, om end i forskellige forklædninger. Teknikken har ændret sig fundamentalt, men opgaverne er reelt de samme. 212 Flåden i Rigsråd Billes fodspor – fordi det giver mening •
Det er alle opgaver, som søværnet løser, fordi det er i Danmarks interesse, og fordi de kun kan løses på havet. Det er opgaver, som alle søværnets medarbejdere, hver i deres funktion, er med til at løse, og som kun kan løses, fordi vi er så engagerede og professionelle. Trods deres forskellighed har disse opgaver til fælles: De er vigtige, og de giver mening. 213 Flådens historie
Kommandør Poul Grooss, Center for Militærhistorie, Forsvarsakademiet.
I anledning af Flådens 500‐års jubilæum den 10. august 2010 bringes en artikelserie om Flådens historie. Danmarks Marineforeninger spurgte forfatteren om han kunne udarbejde en oversigt over Flådens historie og dens nøglepersoner til brug for medlemsbladet ”Under Dannebrog”. Det resulterede i 10 artikler, som her bringes samlet i en lettere redigeret form, inddelt i 10 perioder. For hver periode er der en fortegnelse med ”en blå bog” over de mest markante personligheder og skæbner. Den 10. august 1510 beordrede kong Hans, at kaptajn Henrik Krummedige skulle være ”øverste kaptajn og høvedsmand for alle kaptajner” (admiral). Han skulle tage vare på majestætens skibe, og dermed havde vi officielt fået en flåde i Danmark. I det første afsnit beskrives flåden inden 1510. I de følgende artikler orienteres i meget koncentreret form om de vigtigste søslag, hvem der havde kommandoen, og hvem der sørgede for opbygningen af den danske flåde. Afsnit 1: Tiden før 1510: Vikinger og askefisere
Vikingeskibene fandtes i mange modeller og størrelser. Fælles for dem var, at de var sødygtige og velsejlende, og samtidig kunne de på grund af deres ringe dybgang gå langt op ad floder og åer. De kunne gå for sejl og årer. Konstruktionsmæssigt udgjorde de datidens højteknologi. Efter vikingeskibene kom de såkaldte kogger, som var temmelig klodsede, men de kunne til gengæld rumme en relativ stor last. Herfra udviklede man så kraveller, egentlig krigsskibe – men på den tid blev de kaldt fredsskibe ‐ med ”bøsser”, det vil sige med håndskydevåben og kanoner. Flådens fødsel dateres således til den 10. august 1510. Inden da havde vi jo haft en flåde i Danmark i omkring 700 år, men man kan ikke direkte sige, at der til kongemagten eller statsmagten i vikingetiden hørte en organiseret flåde. Kongen kunne under visse omstændigheder samle store flådestyrker. Et gennemgående træk i Danmarkshistorien er, at indbyggerne i Danmark i mange år med stor dygtighed har evnet at færdes på havet. Hermed er der opstået en søhandel, og det har medført et naturligt behov for at beskytte søhandlen mod trusler fra såvel sørøvere som konkurrenter. Helt frem til 1800‐tallet medbragte krigsskibene laster, og handelsskibene var bevæbnede, så det har været svært at skelne nøje mellem krigsskibe og handelsskibe og mellem privat foretagsomhed og statsmagten. Først drejer det sig om vikingernes flådestyrker, som jo undertiden stod under kongens kommando. Det var ikke hans skibe. De tilhørte ofte rige storbønder og købmænd, og det krævede en vis form for enighed i riget at drage i ”leding”. Vikingerne brugte deres skibe Militært Tidsskrift, 139. årgang ‐ nr. 3 ‐ oktober 2010, s. 213 ‐ 266 Flådens historie •
meget dygtigt, og de havde forskellige skibstyper. Nogle var slanke, hurtige og velegnet til kamp. Andre var brede og mere klodsede, men kunne medbringe større laster, som for eksempel heste. Normalt brugte man skibene til at transportere krigere, som i øvrigt var de samme som skibenes besætninger, og kampene foregik normalt på land. Ved sjældne lejligheder kæmpede skibene til søs, hvor man gik på siden af fjenden og brugte, buer og pile, sværd, økser og ild. Man kender i dag ret meget til selve skibsbygningskunsten fra den tid, men ellers er den historiske viden om de sømilitære forhold frem til flådens fødsel i 1510 ret sporadisk og ufuldstændig. I den sidste del af vikingetiden etablerede man en slags værnepligt i forbindelse med leding, hvor landet var delt ind i små områder (”skipæn”), som hver skulle stille med et skib samt besætning og proviant til 16 uger. Drog man i leding, det vil sige på krigstogt, var der undertiden nogle, der valgte at blive hjemme og lune sig ved den hjemlige ild, og de var ikke særlig velsete. Dem kaldte vikingerne for ”askefisere”. Omkring overgangen fra vikingetiden til middelalderen blev København gjort til landets hovedstad, for byen lå midt i riget, da Skåne, Halland og Blekinge var danske. I København blev der etableret en slags flådestation, som man i dag kan finde spor af under det nuværende Rigsarkiv og Slotsholmsgade, i området mellem det nuværende Finansministerium og Tøjhusmuseet. Ledingssystemet blev ændret under Valdemar den Store og biskop Absalon, som havde brug for en flåde hvert forår, når venderne skulle bekæmpes. Det blev så lavet om til en skat, som skulle betales af dem, der ikke stillede med skibe og mandskab. Senere kunne Valdemar Sejr samle en stor flåde, som i 1219 medbragte så store styrker, at den nordlige del af Estland kunne erobres. Ledingssystemet døde ud omkring år 1300, men da kong Erik Menved i 1304 pludselig skulle bruge en flåde, måtte han etablere en moderniseret version af ledingen: For hver gruppe bønder, der havde en indtægt på 10.000 mark, skulle der udrustes en kogge på 50 1
læster med mandskab og proviant til 16 uger. Det system varede kun ganske få år, og så døde det ud. Omkring 1350 skulle Valdemar Atterdag bruge en flåde, som han pålagde købstæderne og lensmændene at opstille. Flåden erobrede nogle år senere Gotland, og den svenske konge måtte anmode Hansaen 2 om hjælp mod danskerne. I 1384 er det dronning Margrethe den Første som lover at komme Hansaen til hjælp mod sørøvere. Danmark stiller med ni skibe, heraf formentlig syv der tilhørte adelsmænd og to der tilhørte dronningen, men det er uklart, ligesom det også er lidt uklart, om dronningen og adelsmændene i virkeligheden finansierede sørøverne for at genere Hansaen. I hvert tilfælde fik Danmark atter rådighed over Skånemarkedet og de skånske slotte fra Hansaen i 1385. Skibene blev i øvrigt kaldt ”fredsskibe”, og omkring 1398 introduceres der skibe med ”bøsser” (kanoner og geværer med krudt). Der var store handelsinteresser på spil i Østersøen, og den danske konge sad på udsejlingen. Begge kyster af Øresund var danske. Næsten al handel foregik på køl (det vil sige med skib), da transport over land ikke var noget realistisk alternativ over større afstande. 1
En læst er en meget gammel betegnelse for enten en tørlast mellem 1,3 og 3,1 kubikmeter tørlast eller i mere moderne tid en skibslæst på 150 kubikfod med en normalvægt på 2, 6 tons. Groft regnet havde en kogge på 50 læster en lasteevne på ca. 100 tons. 2
Ordet Hansa er afledt af et gammelt tysk ord Hanse for en sammenslutning, her en sammenslutning af de vigtigste handelscentre i Nordeuropa. 214 Flådens historie •
Store Bælt var meget vanskelig navigabelt frem til begyndelsen af 1800‐tallet, så al handel gik gennem Øresund. Hvis man byggede en fæstning på hver side af Sundet og havde krigsskibe i nærheden, så kunne man opkræve afgifter for passage. Det var baggrunden for bygningen af Kronborg ved Helsingør og fæstningen Kärnan i Helsingborg. Hermed fik den danske konge fra 1429 en fin indtægt, men de to fæstninger alene var ikke nok til at sikre opkrævningen. Kongen kunne støtte sig til sine barske kaperkaptajner. Hvorledes skibene så ud, ved vi kun fra en række unøjagtige kalkmalerier. Afsnit 2: Flådens fødsel: Tiden omkring 1510
Rigsadmiral Peder Skram (ca. 1503 ‐ 1581) stod i spidsen for den danske flåde i lange perioder. Han deltog i svenskekrigene under Christian den Anden, og herefter var han i udenlandsk tjeneste. Under Christian den Tredje var han i 1535 chef for en dansk‐
svensk‐prøjsisk flådestyrke, som rensede Østersøen for skibe fra Lübeck. Det gav ham tilnavnet ”Danmarks vovehals”. Han jagede blandt andet en styrke fra Lübeck op igennem Lillebælt, og da de ikke kunne passere skanserne ved Middelfart, måtte de prøve at undslippe gennem Svendborgsund. Peder Skram stod efter dem og erobrede de fleste af de skibe, som efterhånden endte på grund og blev stukket i brand. Brandene blev slukket, og han fik sig et nyt admiralsskib, som lybækkerne tidligere havde erobret fra Danmark. Han havde også sendt skibe uden om Svendborgsund, så de kunne tage sig af dem, der måtte slippe igennem sundet. De blev erobret ved den østlige udsejling, bortset fra et enkelt, som blev erobret helt nede ved den tyske kyst. Peder Skrams sejr var total. Da Danmark kom i krig med Sverige knap 30 år senere, så var det atter den gamle admiral, som blev sat til at lede de danske flådestyrker. Herluf Trolle (1516 ‐ 1565) blev udvalgt af kongen til at være admiral, fordi han var en god administrator. Han havde ikke nogen baggrund som sømand. Han var adelig og blev rigsråd i 1557 og i 1559 flådens øverste chef. En af hans skibschefer gav følgende karakteristik af Herluf Trolle: ”Vi har en god og dygtig admiral, som gør alle vel, og er der nogen ting, vi ej forstår, der underviser han os vel deri.” Han var stort set til søs fra starten af Den nordiske Syvårskrig i 1563 og frem til sin død. I to slag ved Øland i sommeren 1564 besejrede han svenske flådestyrker. I 1565 blev han alvorligt såret 215 Flådens historie •
af et haglskud i arme og ben under en træfning mellem hans skib ”Jægermester” og det svenske skib ”Troilus” nær den Mecklenburgske kyst. Han blev bragt til København, hvor han døde af sine sår. Kort forinden havde han fået besøg af den lærde teologiprofessor Niels Hemmingsen, som rådede ham til at blive i land, for han havde jo allerede ydet så meget. Hertil svarede Herluf Trolle med de ord om sin forsvarsindsats og sine privilegier, som Hemmingsen så kunne bruge under sin ligprædiken i Vor Frue Kirke: ”Mister jeg mit liv, så får jeg vel liv igen. Vide I hvorfor vi hedde herremænd, hvi vi bære guldkæder og have jordegods og ville være yppermere og højere agtet end andre? Derfor have vi denne ære for andre, at når vor konning og herre, land og rige haver det behov, da skulle vi rigens fjender afværge, beskytte og beskærme med magt og al formue vor fædrene rige, at vore undersåtter må bo og være udi fred og rolighed”. Søren Norby var en atypisk flådechef. Han tilhørte lavadelen og kom fra Fyn og havde således ikke selv godser, ej heller fine forbindelser. Han blev flådechef i kraft af sin dygtighed, og siden 1507 havde han opereret med en dansk eskadre i den østlige Østersø. Han blev senere Christian den Andens håndgangne mand, og kongen udpegede ham til at være kongelig høvedsmand på Island fra 1515 til 1517. Da krigen i Østersøen spidsede til, blev Søren Norby udnævnt til lensmand på Gotland i 1517, som han kendte godt fra sine tidligere togter og fra 1519 tillige som lensmand på Øland. Han deltog i den følgende belejring af Stockholm, og efter byens overgivelse blev han slået til ridder. Han stod kong Christian den Anden bi under det stockholmske blodbad. Da kongen herefter ville sende en ekspedition til grønlandske farvande og ønskede Søren Norby som leder, meddelte Søren Norby, at han efter påske i 1521 ”vil være rede og løbe til Grønland eller andetsteds, hvor Eders Naade vil have mig i Verden”. Inden det kom så langt, blev Christian den Anden jaget ud af både Sverige og Danmark. Søren Norby holdt sig loyal, som den eneste lensmand, og han søgte en tid at balancere mellem Frederik den Første, den svenske kong Gustav Vasa og handelscentret eller bystaten i Lübeck. Christian den Anden stak af til Nederlandene med dele af den danske flåde. Her mødte Søren Norby op, klar til at tjene majestæten, men han havde ikke brug for ham. I stedet meldte han sig til majestætens kejserlige svoger, kejser Karl den Femte, i hvis tjeneste han faldt under belejringen af Firenze i 1530. Admiralstitlen stammer fra de arabiske lande. I den arabiske ekspansionsperiode, hvor hele Afrikas nordkyst og dele af det nuværende Spanien og Portugal blev underlagt arabiske fyrster, da kaldtes en flådechef for ”amir‐al‐bahr”. Direkte oversat betyder det ”emir over havet” eller ”havets behersker”. Denne titel kom til Europa via Sicilien i det 12. århundrede, og i 1249 blev titlen også benyttet i Frankrig, hvor en flådechef blev kaldt for ”amiral”. Inden udgangen af det 13. århundrede blev titlen også benyttet af englænderne, som dengang besad ”Cinque Ports” (”De fem Havne”). Det var fem havne på den nuværende franske kanalkyst. Englænderne i Cinque Ports blandede titlen ”amiral” sammen med det latinske ord ”admirabilis”, som betyder ”beundringsværdig”, så de kaldte deres flådechefer ”admirals”. I Danmark blev titlen ”admiral” i begyndelsen af 1500‐tallet brugt om en styrkechef i en bestemt periode eller på et bestemt togt, og der var altså tale om en udpeget chef, ikke om en grad. Efter ganske få år blev det en gradsbetegnelse. Besætningen på Christian den Tredies skib ”Fortuna” havde ca. 50, formentlig mindre, kanoner. Til skibets besætning hørte 3 skippere (navigatører), 4 styrmænd, 120 bådsmænd (matroser), 4 pøkere (jungmænd/letmatroser) og 3 tømmermænd. Til krigsførelsen hørte 31 216 Flådens historie •
bøsseskytter og 200 krigsfolk. Endelig var der om bord i skibet 5 kokke og kældersvende, 2 bartskærere (som tog sig af sårbehandling, amputationer m. m.), 4 pibere og trommeslagere samt 1 prædikant, i alt 377 mand. Kong Hans (f. 1455, 1481 - 1513)
Mange har lært i skolen, ”at flåden stammer fra kong Hans’s tid”. Det er også rigtigt. Inden da havde der været mange forskellige tiltag for at etablere en eller anden form for ”sømagt” i relation til kongemagten. I årene inden havde kongen sine egne skibe, som undertiden blev udrustet til krig. Han kunne lønne købmænd, skibsejere (redere) eller skippere til at udføre opgaver for sig, og han kunne udstede kaperbreve til skippere. Med et sådant brev blev de en slags statsautoriserede sørøvere i de farvande, hvor kongen ville demonstrere sin magt. Først omkring kong Hans’s regeringstid begynder man at få danske kilder, som kan belyse opbygningen af flåden. Inden da har historikerne været henvist til hovedsageligt svenske, tyske og hollandske kilder, og da de ofte har været modstanderen, giver kilderne måske et fortegnet billede. Kong Hans var konge af Danmark og Norge, og i en kortere periode fra 1497 havde han tillige været konge af Sverige. Kongen havde fulgt udviklingen i andre lande, blandt andet i England og Nederlandene, hvor man etablerede kongelige flåder i 1480’erne. En stærk dansk flåde kunne skabe fred i Østersøen og fjerne Hansaens handelsmonopol. Danmark kunne overtage denne handel og atter få Sverige med i Unionen. Flådens fødsel dateres til den 10. august 1510. Kong Hans giver i København på Sankt Laurentii dag (den 10. august) 1510 lensmanden på Laholm, rigsråd Henrik Krummedige, bestalling ”som øverste kaptajn og høvedsmand for alle søkaptajner”. Skibscheferne i flåden benævnes indledningsvis som høvedsmænd, men i enkelte tilfælde dækker betegnelsen chefen for den ombordværende styrke af soldater. Høvedsmændene var ikke nødvendigvis uddannede navigatører. De fire vigtigste høvedsmænd omkring flådens fødsel var Henrik Krummedige, Jens Holgersen Ulfstand, Søren Norby og Tile Giseler, der i øvrigt var gift med Søren Norbys søster. De blev ikke betegnet som admiraler før nogle år senere. Tile Giseler omtales som admiral i 1523. En række faktorer spillede en rolle i forbindelse med etableringen af den danske flåde. Kongen var interesseret i den meget omfattende handel i Østersøområdet. Transporterne foregik med skib, men det var hovedsageligt tyske købmand fra bystaterne eller Hansaen i Nordtyskland, især Lübeck, Rostock, Wismar og Danzig, som tjente på handlen. Søvejen ind og ud af Østersøen gik via Øresund, og den danske konge besad udsejlingen. Med en fæstning på hver side og veludrustede skibe i nærheden kunne kongen opkræve afgift af de passerende skibe. Hermed blev sundtolden indført, og afgiften gik ikke til staten. Den gik til kongen personligt, og af disse midler betalte han så en flåde, som kunne holde fred i Østersøen, så søhandlen kunne trives uden indblanding fra konkurrerende magter eller fra sørøvere. Kongen anskaffede således en orlogsflåde. Ordet ”oorlog” betyder krig på hollandsk. Der var ikke nok skibe i flåden i de første år, så helt frem til Christian den Fjerdes tid bliver der ”udskrevet skibe til orlog”. I 1543 udrustede man eksempelvis en flåde på 40 skibe, hvoraf halvdelen var orlogsskibe. Fjenden var først og fremmest Lübeck og dernæst Sverige. Da Rusland også havde et modsætningsforhold til Sverige skabte det en alliance mellem Rusland og Danmark, som varede i mange hundrede år, men i enkelte perioder har forholdet dog været tæt på krig mellem de to lande. Kong Hans blev som nævnt kronet til konge af Sverige i 1497, men i 1500 tabte han uventet et slag i Ditmarsken til de lokale bønder. Herefter blev der uro i både 217 Flådens historie •
Norge og Sverige, som ønskede en anden konge. Oprøret i Norge blev slået ned af Henrik Krummedige. I stedet for at drage ind i Sverige med en hær benyttede kong Hans flåden til at udføre en blokade mod svenske havne. Lybækkerne måtte derfor opgive at handle på Sverige, og svenskerne måtte slutte fred med Danmark i 1509. I perioden 1510 ‐ 1512 plyndrede skibe fra Lübeck kysterne ved Øresund, på Lolland og i Blekinge, og Bornholm blev inddraget i krigen to gange. Lübecks flåde blev slået, og Lübeck blev tvunget ud af krigen. Den danske flåde havde vundet sin første sejr. Ved fredsaftalen i 1512 blev Hansaens magt stækket, og byen måtte betale en stor erstatning. Kong Hans kunne ved denne lejlighed erklære, at ”strømmene i Vore lande er fri, og Vi er ikke til sinds, til skade for riget og til fordel for Lübeck at lukke dem for nogen søfarende nation.” Christian den Anden (f. 1481, 1513 – 1523)
Efter kong Hans’s død i 1513 bliver Christian den Anden konge. Han erobrer efter nogle belejringer Stockholm og gennemfører ”det stockholmske blodbad” rettet mod adelen. Kongen må flygte til Nederlandene i 1523, og han tager det meste af flåden med sig. I 1531 prøver han at vende tilbage med en flådestyrke på 25 orlogsskibe og 7.000 mand. De følgende år er præget af oprør og ”grevens fejde”. Omkring 1536 genopstår den danske flåde som en magt i Østersøen. Lübeck er ikke længere en trussel, men det bliver Sverige. Besætningerne og udrustningen
Skibsbesætningerne havde i vikingetiden haft to funktioner. De udgjorde besætningen på deres skib med sejl og årer, men de var også soldater, når de gik i land, eller hvis man skulle slås med en anden skibsbesætning til søs. I tiden op til kong Hans’s regeringstid kom en spændende udvikling, som medførte en opdeling. Nogle tog sig af sejladsen, andre af kampopgaverne. Skipperne og deres søfolk tog sig af sejladsen. Adelige stillede med tropper og tog sig af kampen. En britisk historiker har beskrevet den tilsvarende udvikling i England: “There were gentlemen and there were sailors in the navy of Henry the Eight. The problem was that the gentlemen were not sailors, and the sailors were not gentlemen”. Det rummer på engelsk et lille ordspil omkring ordet gentleman med relation til de adelige: ”Der var adelige og der var søfolk i Henrik den Ottendes flåde. Problemet var, at de adelige ikke var søfolk, og søfolkene ikke var gentlemen”. Kongen hyrede blandt andet nogle skippere fra tyske og hollandske havne, som havde sejlet i årevis i danske farvande. To af skipperne i kong Hans’s flåde havde været i Nordamerika ca. 20 år inden Columbus! Det var Hans Pothorst og Didrik Pining. Pothorst er afbilledet sammen m ed sit våbenskjold på et kalkmaleri i Sankt Maria Kirke i Helsingør. Der v ar tale om erfarne og særdeles hårdføre folk, som var vant til at operere i farvande med fjender og sørøvere. Skibene og værfterne
Skibene kendes fra byvåben og segl, kalkmalerier og tegninger på kirkevægge og indridsninger i kirkebænke. Dimensionerne og arbejdsudførelsen kendes fra brevvekslinger mellem kongen og værftet eller breve mellem for eksempel den danske og den skotske konge. Derimod kniber det meget med viden omkring skibenes detaljer så som rigning, skrogform, sejlføring, inspiration fra Middelhavets sejlskibe etc. Normalt var de nordiske skibe klinkbyggede, det vil sige, at den ene bordplanke gik ud over den underliggende, fra 218 Flådens historie •
kølplanken og op mod rælingen. Skibe fra Middelhavet var oftest kravelbygget, hvor bordene lå kant mod kant. De nordtyske handelsbyer stod for en ret stor del af handlen i Østersøen, og herfra blev udviklet det mest almindelige handelsskib, koggen. Af øvrige skibstyper skal nævnes: • Holk, som var et relativt stort skib, ofte udrustet til krig, • Kravel eller karavel, en type fra Middelhavet, • Karak, et fyldigt/rundt handelsskib med stormast og mesanmast, • Krejert, et mindre handelsskib, som afløser koggen og • Snicke (eller en snekke). Man ved, at store skibe omtales som ”mærsskibe”, det vil sige, at de er så store, at der er et mærs/en platform i masten, over råen til storsejlet. Senere kan man på de historiske illustrationer se store skibe med mærsekurve, hvor der er folk med buer, geværer eller små kanoner, som kan beskyde folk på dækket af fjendtlige skibe. Karakker skulle have større dybgang end tilsvarende holke, og de havde svært ved at passere de danske farvande på grund af dybgangen. Handelsskibe blev ændret til krigsbrug, og de fik bygget kasteller for og agter. Det var en slags ”borge” for besætningerne, og da der blev indført ildvåben (”bøsser”, det vil sige geværer og kanoner), måtte man til at specialbygge skibene til at bære disse våben. Nogle af dem blev benævnt ”stenbøsser”, fordi de skød med stenkugler, andre blev kaldt ”slanger”. Det var langløbede geværer eller kanoner. Ofte var der let skyts i for‐ og agterkastellerne og oppe i mærsene, medens de tungere kanoner af hensyn til stabiliteten måtte anbringes så lavt som muligt, og de skulle skyde igennem kanonporte. Kong Hans påbegyndte bygningen af to meget store skibe omkring 1509. ”Engelen” var klar i 1510 og ”Maria” i 1514. De blev formentlig bygget i henholdsvis Sønderborg og Bremerholm i København. Andre europæiske regenter havde ladet bygge et ”prestigeskib”, som kunne vise omverdenen, hvilken magt den pågældende regent besad. De to danske pragtskibe skabte respekt om den danske flåde meget langt fra Danmark. De var hver på omkring 300 ‐ 400 læster, det vil sige på ca. 600 ‐ 800 tons, måske lidt større, da der var forskel på ”læsterne”. I 1510 var Henrik Krummedige høvedsmand på ”Engelen”. I samme periode tager kong Hans et nyt flådeværft i brug. Han grundlægger et værft på den lille ø Æbelø i Nakskov Fjord, som han anskaffer i 1508. Øens navn ændres til Slotø, og nær værftet bygges slottet Engelsborg. Kongen aflægger besøg på værftet i 1511. Værftet lå ideelt. Det var tæt på lybækkerne, men det lå godt beskyttet i et vanskeligt navigabelt farvand, men med en dyb rende helt ind til værftet. Endelig lå der et kongeligt værft i Kalundborg. Kongen anskaffer også skibe fra England, ligesom han rekvirerer skibe hos sin nevø, kong Jacob den Fjerde af Skotland. Christian den Tredje og Frederik den Anden
Under Christian den Tredje (f. 1503, 1534 ‐ 1559) var der blevet genetableret en dansk orlogsflåde, som skabte beundring rundt omkring i Europa. Kongen var så stolt af sit flagskib ”Fortuna”, at han beordrede flådens chef, admiral Christoffer Thrundsen, til at lade fremstille en tro kopi af skibet, to alen lang. Det lagde formentlig grunden til Flådens flotte modelsamling. Den følgende konge, Frederik den Anden (f. 1534, 1559 ‐ 1588), lagde stor vægt på navigationssikkerheden, så han sørgede for fyr på Skagen, Anholt, Kullen og ved Falsterbo, 219 Flådens historie •
således at handelen uhindret kunne gå fra ”Vestersøen” (Nordsøen) til Østersøen. Han udgav desuden i 1561 ”Frederik den Andens søret”, hvori han redegjorde for retstilstanden til søs, hvilke havområder, der tilhørte ham og om retten til at drive søhandel og fiskeri. Han sørgede for, at danske orlogsskibe patruljerede i de farvande, som kongen gjorde krav på. Den svenske konge Gustav Vasa (1523 ‐ 1560) opbyggede i sin 37‐år lange regeringstid en flåde, som efterhånden blev en trussel for den danske flåde. Hans efterfølger, Erik den Fjortende, var ivrig efter at vise sin magt, og da Frederik den Anden ønskede at genoprette unionen og sætte sig på den svenske trone, så brød Den nordiske Syvårskrig ud i 1563. Peder Skram var flådefører i det første år, men afgik på grund af alder. Herefter overtog Herluf Trolle, og han døde af sine sår i 1565. Otto Rud overtog flåden ved Herluf Trolles død, men hans skib blev isoleret under kamphandlingerne den 7. juli 1565, hvor kun 100 ud af 1.100 mand var kampduelige, da Rud måtte stryge flaget. Han døde af pest i svensk fangenskab tre måneder senere. I løbet af sommeren 1565 havde Danmark således mistet to flådechefer på kun to uger. Da krigen sluttede, havde Rusland erobret Narva og fået adgang til Østersøen, men den polske flåde ville forhindre russerne i at drive handel der. Den russiske tsar hyrede derfor en dansk veteran fra Syvårskrigen, Carsten Rode. Den 30. marts 1570 fik den russiske flåde dermed sin første admiral, idet tsaren skrev i kaperbrevet: ”Carsten Roden Muschovitichen bestalten Admirals in die See Bestallung” (Carsten Rode, med bevilling som admiral fra Moskvariget). Efter krigen konsoliderede Frederik den Anden sin magt i Østersøen og i stræderne. Derpå fulgte en fyrreårig periode, hvor handlen i området blomstrede. Den nyvundne sikring af forholdene i Østersøen fik Frederik den Anden til at forhøje sundtolden. Det gav ham tilstrækkeligt med midler til at kunne rive det gamle slot Krogen ned og på samme sted at bygge et nyt, prestigefyldt og frygtindgydende slot Kronborg, hvorfra han kunne opkræve afgifter af de passerende skibe. Afsnit 3: Perioden fra 1588 til 1697: Fra Christian IV til Niels Juel
Niels Juel (1629 – 1697) blev som ung adelsmand sendt på en seks års dannelsesrejse, først til Frankrig, siden til Nederlandene, hvor han meldte sig til tjeneste. Her blev han uddannet til søofficer og lærte sig tillige skibsbygning og administration. Han deltog i fire af de seks store søslag, som den nederlandske flåde i den periode havde med den engelske flåde. Da han vendte hjem til Danmark, blev han kortvarigt skibschef på ”Sorte rytter”, og som 28‐årig blev han admiral og chef for Holmen, hvor han deltog i reorganiseringen af flåden. Niels Juel er Danmarks mest berømte søhelt, og det skyldes hans sejre i Den skånske Krig fra 1675 til 1679. (Se nedenfor). Han var en dygtig og inspirerende administrator og i krig en velforberedt og blændende leder. I 1677 udnævnt til generaladmiralløjtnant, senere geheimeråd og ridder af elefanten og fra 1683 var han flådens chef. Han anses for at være en af verdens dygtigste admiraler fra sejlskibstiden. Cort Sivertsen Adeler (1622 – 1675): Født i Norge af en nederlandsk familie, uddannet som søofficer i Nederlandene, i tjeneste i Venedigs flåde 1648 ‐ 1660, herunder krigserfaring mod tyrkerne. Hyret af Frederik den Tredje i 1663 som generaladmiralløjtnant til at reorganisere og genopbygge flåden. Henrik Bjelke (1615 ‐ 1683), norsk oberst, som i 1653 skiftede karriere og blev søofficer og sluttede som rigsadmiral. Hans flådestyrke i København kunne ikke komme den 220 Flådens historie •
nederlandske undsætningsflåde til hjælp den 29. oktober 1658 på grund af nordvestlig vind. Fra 1660 medlem af Rigsrådet. Peder Jensen Bredal (? ‐ 1658/1659), eskadrechef. Førte en dansk eskadre ud af isen i Nyborg Fjord, mens gentagne svenske angreb blev afvist. Udnævnt til viceadmiral og ekvipagemester på holmen efter sin dåd. Deltog i august 1658 i et udfald mod svenske belejringsskibe udenfor København, hvorved to svenske skibe blev antændt. Dræbt i kamp mellem december 1658 og maj 1659. Christian IV (1577 – 1648), konge og styrkechef under flere søslag. Peder Galt (1584 – 1644), admiral, tidligere dansk agent i Stockholm 1621 – 1624. Som chef for flådestyrken, der spærrede den svenske flåde inde i Kielerfjorden i 1644, misforstod han Christian den Fjerdes angrebsordre, hvorved svenskerne undslap. Dødsdømt for denne forseelse af Rigsrådet (på kongens foranledning). Halshugget på pladsen foran Københavns Slot. Ove Gjedde (1594 – 1660), dansk adelsmand, som grundlagde kolonien Trankebar, chef for Kattegat‐ og Nordsøflåden 1643 – 1645, fra 1645 rigsadmiral og medlem af Rigsrådet. Pros Mund (? ‐ 1644), ”kvartaladmiral”, chef for den danske flådestyrke i Femern Bælt den 13. oktober 1644, som led nederlag til en overlegen svensk‐nederlandsk flåde. Faldt selv i kampen og hans lig blev kastet over bord. Den overordnede situation i perioden 1588 til 1697
Perioden var kendetegnet ved, at Sverige i hele perioden udgjorde hovedfjenden for Danmark. Fra ca. 1560 begyndte Sverige sine territoriale udvidelser, som varede i ca. 100 år, hvor landet efterhånden underlagde sig det nuværende Finland, Estland, Letland, Litauen, den nuværende polske kyst og dele af Nordtyskland. Dobbeltmonarkiet Danmark‐Norge gik heller ikke ram forbi, og ved de to store afståelser (Brømsebrofreden i 1645 og Roskildefreden i 1658) mistede kongeriget Danmark‐Norge ialt følgende områder: • Skåne med øen Ven, • Halland, • Blekinge, • Bornholm, • Jämtland, • Härjedalen, • Bohus Len, • Trondhjem Len, • Gotland og • Øsel Bornholm udgjorde dog et særtilfælde, idet øen befriede sig selv fra den svenske besættelse, og Trondhjem Len blev leveret tilbage til Frederik den Tredje efter stormagtsindblanding i de afsluttende forhandlinger med Sverige. Fredsbetingelserne omfattede også reducerede toldsatser for svenskere og nederlændere i Øresund og bortfald af tolden ved Elben. Sverige havde en hær, som var den danske overlegen, men hvis de danske øer skulle udsættes for angreb, så krævede det en betragtelig flådestyrke og transportflåde. Tilstedeværelsen af en stærk dansk flåde forhindrede normalt dette. Hvis svenskerne kom 221 Flådens historie •
over land fra Nordtyskland eller angreb ind i Skåne, så krævede det en stærk dansk hær på stedet. Generelt var den danske flåde bedre end den svenske, men der var perioder, hvor dette ikke var tilfældet. De danske skibe var bedre bygget, og officerer og mandskab var bedre uddannet, men den danske flåde oplevede dog en nedgangsperiode mellem 1645 og 1660. Danmarks største katastrofe indtraf, da isen i 1658 bandt de danske farvande, og den overlegne svenske hær kunne gå over isen. Her kunne flåden ikke gøre nytte, og Danmark‐
Norge måtte gå ind på fredsbetingelserne. Nederlandene støttede skiftevis den ene og den anden part i krigen, og det skyldtes udelukkende økonomiske interesser, hvor man gerne ville støtte den svageste part, så ingen Østersømagt blev dominerende og ødelagde den lukrative søhandel. Østersøhandelen udgjorde en væsentlig del af den europæiske handel. Der var et europæisk center for kornhan del i Danzig (nu Gdansk), og desuden blev der fra Østersøen eksporteret fisk, tømmer, mastetræ, hør til sejlfabrikation, hamp til tovværk, tjære til skibsfarten og meget mere. Den store svenske hær bestod for en stor dels vedkommende af lejetropper, og det kostede uhyre summer for den svenske konge at betale dem, og når de var betalt, skulle de holdes beskæftiget hele tiden. Sveriges økonomiske forudsætning for at kunne føre så mange krige va r forekomsterne af jernmalm. Landet tjente store summer på at eksportere jern og våben til det meste af Europa. Det lagde grunden til den nuværende svenske våbeneksport. Sverige havde mange fjender, så Danmark kunne udnytte alliancer, men de allierede i Østersøen havde hver for sig deres egen agenda. De allierede i Østersøområdet var Rusland, Polen, Sachsen og Brandenburg. Danmark gjorde en lang række forsøg på at få de tabte områder tilbage fra Sverige, men selv om nogle af invasionsforsøgene lykkedes, så ville de europæiske stormag ter ‐ Nederlandene, England og Frankrig ‐ ikke støtte Danmark. Blev S kåne givet tilbage, så ville Danmark få en monopolagtig status for Østersøhandelen ved at besidde bredderne. Christian den Fjerde, hans inspektionsrejser og opdagelsesrejser
Christian den Fjerde blev konge i 1588, og han var utrolig glad for sin flåde og brugte den, når han skulle rundt i riget. Han deltog selv aktivt i tegning og bygning af flådens skibe, som blev bygget på beddinger lige over for slottet. Han rejste til Norge 25 gange i sin regeringstid. Blandt andet rundede han Nordkap og inspicerede Vardø. Han rejste ”incognito” som kaptajn Christian Frederiksen. Efter de store opdagelsesrejser, hvor Amerika var blevet fundet, og man kunne sejle syd om Afrika til ”Ostindien”, var den danske konge også interesseret i at skaffe sig oversøiske besiddelser med krydderihandel og lukrative søruter. Det gjaldt om at handle hurtigt, for man var i skarp konkurrence med de andre sømagter: Nederlandene, England, Spanien, Portugal og Frankrig. I 1618 afgik en flådestyrke mod Indien. Chefen for denne ekspedition var den 24‐årige adelsmand Ove Gjedde, som senere – i 1645 – blev udnævnt til rigsadmiral, det vil sige chef for flåden. Styrken bestod af orlogsskibene Elephanten på 500 tons (ex‐ svensk Malkepigen), David på 400 tons (også ex‐svensk) samt to handelsskibe, Christian og Kiøbenhavn. Samlet kunne skibene hjemføre en last på 1.000 tons. Togtet kom til at vare fire år. Danmark anskaffede kolonien Trankebar på den indiske østkyst, hvor der blev bygget et dansk fort, ”Dansborg”. Handlen på Trankebar blev en succes i de næste 20 år, for Danmark holdt sig 222 Flådens historie •
neutral i konflikten mellem Portugal og Nederlandene. Til gengæld ophørte den danske skibstrafik på kolonien i 1639 på grund af svenskekrigene, men konstabel Eskild Andersen Kongsbakke drev fortet og den lokale handel, førte krige og meget mere på den danske konges vegne, til der igen kom skib 30 år senere! Jens Munk blev i 1619 sendt nordpå med fregatten ”Enhjørningen” og hjælpeskibet ”Lamprenen” for at undersøge ”Nordvestpassagen”. Kongens opgave lød: ”Kan man sejle gennem Hudsonbugten og komme nord om det amerikanske kontinent og nå ud til Stillehavet?” Forsøget mislykkedes, og efter to år nåede Jens Munk hjem med ”Lamprenen” – sammen med de to andre overlevende af den samlede besætning på 64 mand. Krigene og flådens ledelse
”Kalmarkrigen” 1611 – 1613 var et dansk forsøg på atter at tvinge Sverige ind i Kalmarunionen, men det mislykkedes. Den næste krig varede fra 1625 til 1629, hvor Christian den Fjerde kastede sig ind i ”Trediveårskrigen” (eller ”Kejserkrigen”). Christian den Fjerde tabte slaget ved Lutter am Barenberge, og herefter kunne svenskerne hærge i Jylland, men flåden forhindrede, at de kom videre til øerne. Christian den Fjerde brugte i det følgende årti sin flådemagt til at stramme udenrigspolitikken op og skærpe toldopkrævningen i Øresund. Hermed skubbede han Nederlandene lige i armene på Sverige. Da svenskerne følte sig stærke nok i 1643, gik svenske tropper fra Nordtyskland op gennem Jylland, men den danske flåde hindrede atter, at de kunne gå videre til øerne. En dansk indrømmelse til Nederlandene om reducerede toldtakster sikrede, at Nederlandene undlod at kaste sig ind i krigen på svensk side. I det følgende år deltog Christian den Fjerde personligt som øverstkommanderende i slaget ved Lister Dyb (mellem Rømø og Sild/Sylt), hvor en nederlandsk hjælpeflåde blev tvunget bort. Senere på året gik det også godt for Christian den Fjerde om bord i ”Trefoldigheden” i slaget ved Kolberger Heide (vest for Femern), men den svenske flåde i Kielerfjorden voldte problemer. Da det senere lykkedes for den svenske flåde at kæmpe sig ud, blev den kommanderende admiral Peder Galt på kongens foranledning dødsdømt og halshugget foran Københavns Slot. To måneder senere forenedes en nederlandsk flåde med den svenske, og det lykkedes dem i fællesskab i Femern Bælt at nedkæmpe og praktisk talt udslette den danske flådestyrke under Pros Mund, som nu var underlegen. Som et resultat af det tabte slag måtte Danmark gå ind på fredsbetingelserne i Brømsebro. Härjedalen, Jämtland, Gotland og Øsel gik tabt, og Halland blev pantsat i 30 år. Svenskerne opnåede også toldfrihed i Øresund, og nederlænderne fik toldprivilegier. Flådens pengesager havde siden 1643 været overladt til rigshovmester Corfitz Ulfeldt, som var gift med Christian den Fjerdes datter Leonora Christine. Ulfeldt var blevet en utrolig rig mand i forbindelse med at passe på Flådens pengekasse. På 10 år havde han ”opsparet” en personlig formue, som svarede til et års samlede statsindtægter for kongeriget Danmark‐
Norge! Samarbejdet med Frederik den Tredje gik ikke godt, og Ulfeldt meldte sig derfor hos den svenske konge, som han senere også ragede uklar med. Allerede i 1657 mente Frederik den Tredje, at tiden var moden til en revanchekrig mod Sverige. Når Danmark var angriber, var Nederlandene ikke forpligtet af traktaten, og krigen fik et uventet kort forløb. En svensk hær var allerede klar i Polen, og efter en hurtig march gennem Nordtyskland erobrede svenskerne fæstningen på Frederiksodde (nær Fredericia) ved Lillebælt. Vinteren blev usædvanlig hård, og den 29. januar 1658 påbegyndte den 223 Flådens historie •
svenske konge en march med hæren over isen fra Jylland via Fyn og Langeland til Lolland. Man kunne intet stille op mod den svenske hær. Krigens eneste lyspunkt var Peder Bredal, som lå med en eskadre på fire skibe, ”Samson”, ”Svenske Løve”, ”Svenske Lam” og ”Emanuel” i Nyborg Fjord. Nyborg Slot faldt hurtigt til svenskerne, men Peder Bredal forsvarede sig bravt mod de svenske angreb over isen. Efter hårde kampe fik han ved hjælp af store skovsave ”savet sig ud af isen” og fik styrken ud i åbent farvand. Danmark måtte i februar slutte fred med svenskerne, men kort tid efter freden i Roskilde begyndte den svenske konge at pønse på den totale udslettelse af Danmark. Det krævede, at København blev erobret, og derfor sendte han en belejringshær, som blev samlet i en nyoprettet feltlejr ”Carlstad” ved Bellahøj. København kunne nu kun forsynes og undsættes fra søsiden. Fra Nederlandene kom en 1
undsætningsflåde på 35 orlogsskibe, 6 fragtskibe og 4 brandere under kommando af admiral Jacob Wassenaer van Obdam. Den svenske flåde på 30 orlogsskibe og 13 fragtskibe var under kommando af rigsadmiral Carl Gustav Wrangel. De to flådestyrker mødtes ud for Helsingborg den 29. oktober 1658 i et af verdenshistoriens største søslag, som nederlænderne vandt, mens den svenske konge så på inde fra Kronborg. Den danske flåde kunne ikke nå at deltage i slaget, fordi vinden var imod, da den skulle stå ud fra København. En besynderlig detalje ved dette slag – men typisk for perioden ‐ var, at Karl den Tiende Gustav og rigsadmiral Wrangel over flere dage havde diskuteret, hvorledes man skulle forholde sig til den nederlandske flådestyrke. Blandt de svenske rådgivere var fire nederlandske admiraler i svensk tjeneste! Den endelige storm på København fandt sted natten mellem den 10. og 11. februar 1659. Niels Juel sørgede for, at flåden deltog med mandskab og kanoner, og de to orlogsskibe ”Højenhald” og ”Prammen” (af svenskerne kaldet ”Svinetruget”) lå fast i isen mellem de nuværende broer Knippelsbro og Langebro. Herfra kunne de beskyde de svenske tropper, som angreb over isen ved Kalveboderne. Angrebet mislykkedes, og Danmark blev ‐ i sin reducerede form – reddet. I 1655 oprettedes et admiralitet efter nederlandsk forbillede, hvor de øverste flådechefer rådgav om Flådens og handelsflådens forhold. Fra 1663 forestod Henrik Bjelke, Niels Juel og Cort Adeler genopbygningen af den danske flåde efter forfaldsperioden fra ca. 1645. I den skånske Krig fra 1675 til 1679 var det indledningsvis de nederlandske admiraler Cornelis van Tromp og Philips van Almonde, som var øverstbefalende for de samlede flådestyrker, men Niels Juel stod selv for erobringen af Gotland i 1676 og en række andre selvstændige aktioner, og ved slaget den 1. juli 1677 var han blevet udpeget som styrkechef. Dette slag benævnes undertiden fejlagtigt som ”Slaget i Køge Bugt”, men det fandt sted mellem Stevns og Falsterbo. Her sejrede Niels Juel over en overlegen svensk flådestyrke, og han forudså en vigtig ændring i vindretningen under slaget. I 1676 landsatte flåden en hær på ca. 14.000 mand ved Rå i Skåne, lige syd for Helsingborg, men hæren tabte i det efterfølgende blodige slag ved Lund, og flåden måtte evakuere de sørgelige rester af den hærstyrke, som skulle have generobret Skåne. Efter at Sverige i 1677 havde grundlagt flådebasen Karlskrona, befæstede flåden Ertholmene, den yderste danske forpost i Østersøen. Niels Juel sørgede for, at der i 1684 blev etableret kanonstillinger på den største ø, herefter benævnt Christiansø, efter kongen. Mellem de to øer Christiansø og Frederiksø, hvor der blev bygget et krudttårn, kunne der 224 Flådens historie •
ligge skibe i havnen, og desuden var der mulighed for at flådens skibe kunne ankre i ly af øernes kanoner. Få år efter begyndte Niels Juel at udbygge den nye base på Holmen (Nyholm), og i 1692 løb det første skib af stabelen på Holmen. Det var linieskibet ”Dannebroge”. Niels Juel lod bygge et palæ, og det rummer i dag den franske ambassade på Kongens Nytorv i København. Flåden har hædret Niels Juel ved at opkalde et antal skibe efter ham, og i København står en statue af ham ved Holmens Kanal, ved indgangen til Flådens gamle hovedbase. Det smukkeste minde er dog sat ham af Thomas Kingo. I Holmens kirke kan man læse Kingos hyldest til Danmarks største søhelt: ”Staa Vandringsmand, og sku en Søhelt an i Sten, Og er du selv ej Flint, ær da hans døde ben, Thi det er Herr Niels Juel, hvis Marv og Ben og Blod Med fyrigt Hjerte for sin Konges Ære stod, Hvis Manddoms Drifter i saa mange Søslag staar, Og gennem Hav og Luft og Land med Ære gaar, En mand af gammel Dyd og dansk Oprigtighed. Af Ja og Nej og hvad man godt og ærligt ved. Hans sjæl, den er hos Gud, hans Ben i denne Grav, Hans Navn i Minde, mens der findes Vand i Hav.” Afsnit nr. 4: Perioden fra 1697 til 1800:
Fra svenskekrige til englandskrigene Peter Jansen Wessel (1690 – 1720) viste sig at være en særdeles dygtig søofficer, der udførte talrige dristige operationer, men han levede et kort og dramatisk liv fyldt med intriger. Han kom fra Norge, hvor der ingen adel var. Som 26‐årig blev han adlet, som 28‐årig blev han udnævnt til admiral, og kort efter sin 30 års fødselsdag blev han dræbt i en duel efter afslutningen af den krig, som havde bragt ham personlig lykke. Allerede som 21‐årig blev han chef for snauen (et skib med fem kanoner) ”Ormen”, og året efter blev han skibschef på fregatten ”Løwendahls Galley” med hvilken han erobrede en svensk kaper. I de senere år af krigen opererede Tordenskiold fra Fladstrand (Frederikshavn) mod den svenske vestkyst, blandt andet mod Dynekilen. Da Tordenskiold i december 1718 erfarede, at Karl den Tolvte var død (faldet for enten fjendens eller en svensk kugle), sendte han ikke en kurer med nyheden. Han sejlede selv til København, gik op på slottet, fik vækket Frederik den Fjerde og 3
overbragte ham personligt nyheden, som medførte hans udnævnelse til ”schout‐bij‐nacht” . I 1719 erobrede Tordenskiold fæstningen ”Carlsten” på Marstrand, og senere samme år tilintetgjorde han den svenske flåde i Gøteborg. Herefter blev han udnævnt til viceadmiral. Krigen – og dermed Tordenskiolds lykke – sluttede brat herefter. I 1720 omkom han i en duel i Gleidingen ved Hannover på vej til fremmed krigstjeneste. På grund af duellen fik Tordenskiold først et ordentlig minde under Frederik den Sjette. Tordenskiolds sarkofag med inskriptionen ”Dynekilen – Marstrand – Elfsborg” står i Holmens Kirkes kapel. På gravmælet står: 3
Schout‐bij‐nacht var den daværende betegnelse i flåden for en kontreadmiral. Betegnelsen kommer fra Nederlandene, hvor det betegner den, som skuer ud i natten, dvs. den der holder kontakten med fjendtlige flådestyrker natten over. 225 Flådens historie •
”Helten Peder Tordenskiold Viceadmiral Ham nævnede hans Konge med Hæder, hans Medborgere med Glæde, hans Fjender med Skræk. Danmarks aarbøger bevare hans Daad. Frederik den Sjette satte ham dette Minde.” Vitus Bering (1681 – 1741) fra Horsens bør nævnes i denne sammenhæng. Han var ikke dansk søofficer, men styrmand/navigatør i handelsflåden og under et ophold i Amsterdam blev han hyret til den russiske marine, hvor han avancerede til kommandør. Deltog i Den store Nordiske Krig som skibschef i danske farvande og overvintrede i København i 1716. Kendt for sine to ekspeditioner 1725 – 1741, hvor han fastslog, at Asien ikke var landfast med Amerika. Han var en dygtig navigatør og opmåler. Frederik Danneskiold – Samsøe (1703 – 1770), i praksis flådens chef fra 1735 til 1746 samt fra 1766 til 1767 med titlen ”intendant de marine”. En dygtig administrator, som ikke var uddannet søofficer. Forbedrede søofficersuddannelsen, indførte eksamen og sørgede for at udruste et skoleskib til søkadetterne. Christian Carl Frederiksen Gabel (1679 – 1748), viceadmiral under Den store Nordiske Krig, styrkechef under slaget ved Kolberger Heide i 1715. Senere overkrigssekretær. 4
Henrik Gerner (1741 – 1787), flådens fabriksmester fra 1772 til sin død. En dygtig skibskonstruktør og opfinder, som blandt mange andre nyskabelser indførte lynafledere. Ulrik Christian Gyldenløve (1678 – 1719), ”uægte” (født uden for ægteskab) søn af Christian den Femte. Afgik som 15‐årig til søofficersuddannelse i Nederlandene og videre til navigationsuddannelse i Frankrig. Udnævnt til admiral som 18‐årig og i 1700 udnævnt til chef for flåden som 22‐årig. Flådechef under hele Den store nordiske Krig. Voldsomt såret under nærkamp i 1709 af pistolskud i brystet og en ”pike” (lanse/spyd) i ryggen, men han dræbte egenhændigt begge sine modstandere. Dræbt af svensk skarpskytte under et søslag i 1719. Ivar Tønnesen Huitfeldt (1665 – 1710), kommandør, født i Norge, uddannet i den franske flåde, til tjeneste i den nederlandske og engelske flåde, og fra 1692 i den dansk‐norske flåde. Skibschef for linieskibet ”Dannebroge” (opkaldt efter Dannebrogsordenen) den 4. oktober 1710, hvor skibet blev sat i brand og eksploderede, men Huitfeldts manøvre sinkede svenskerne så meget, at den øvrige danske flåde kunne gøres klar til kamp. Ole Judichær (1661 – 1729), matematiker, viceadmiral, Holmens chef, skibskonstruktør. Det var i høj grad hans fortjeneste, at skibene fra den dansk‐norske flåde klarede sig godt, som de gjorde under Den store nordiske Krig, og han var flådens hovedkonstruktør frem til 1727. Han konstruerede blandt andet en dykkerklokke. Just Henriksen Juel (1664 ‐ 1715), slægtning til Niels Juel. Faldet som viceadmiral i slaget ved Rügen i 1715. Var i 1709 – 1712 udsendt som en slags marineattaché til Sankt Petersborg, hvor han i sit arbejde havde nær kontakt med tsar Peter den Store. Mindet med et epitafium i Roskilde Domkirke. 4
Holmens ”fabriksmester” var leder af det, der blev kaldt ”fabriken”, det vil sige al skibsbygning, og samtidig var han flådens chefkonstruktør. 226 Flådens historie •
Frederik Christian Kaas (1727 ‐ 1804), chef for flere danske enheder og en dansk flådestyrke i Middelhavet i midten af 1700‐tallet. Skibene bekæmpede sørøvere fra Algier. Senere udnævnt til admiral. Chresten (Christian) Thomesen Sehested (1664 ‐ 1736), den første chef for det nye søkadetakademi i 1701, viceadmiral, chef for belejringsflåden ved Stralsund 1715. Christian Michael Ludwig Ferdinand Tønder (1692 – 1753), viceadmiral, ung skibschef under Tordenskiold i slaget ved Dynekilen og ved erobringen af fæstningen i Marstrand. Den store nordiske Krig fra 1700 til 1720
Perioden op til Den store nordiske Krig var præget af spændinger i Østersøområdet. Sveriges ekspansion var blevet stoppet i slutningen af 1600‐tallet, men de øvrige Østersønationer så gerne Sveriges indflydelse og magt reduceret. Da den svenske konge pludselig døde og blev afløst af en ganske ung og uerfaren konge, slog Polen, Rusland og Danmark til i 1700. Desværre viste kongen, Karl den Tolvte, sig at være et militært geni, som kom til at volde store problemer for de tre angribere. Ved andre magters indblanding blev krigen for Danmarks vedkommende stoppet meget hurtigt og ydmygende, men da Karl den Tolvte under sit felttog mod Rusland i 1709 blev slået af russerne ved Poltava (i det nuværende Ukraine), var Danmark klar igen med en hurtig krigserklæring mod Sverige. De gamle operationsplaner blev atter taget frem, og flåden udførte igen en landsætning af store troppestyrker i Råå, tre sømil (fem kilometer) syd for Helsingborg. Danmark havde kastet sig hovedkulds ud i krigen uden at være forberedt. Indledningsvis gik det godt, og fæstningen i Helsingborg blev erobret, medens fæstningerne i Landskrona og Malmø holdt stand. Den 10. marts 1710 brast Danmarks drøm atter, da svenskerne under Magnus Stenbock i slaget ved Helsingborg nedkæmpede den danske hærstyrke i Skåne, og flåden måtte evakuere de sørgelige rester af ekspeditionsstyrken. Samme efterår opsøgte den svenske flåde den danske i Køge Bugt, og under slaget den 4. oktober 1710 blev de svenske ambitioner stækket. Ivar Huitfeldts dispositioner forhindrede en svensk sejr over den danske flåde. I 1715 sikrede en dansk flådestyrke under schout‐bij‐nacht, senere viceadmiral, Gabel en sejr over en svensk flådestyrke ved Kolberger Heide ved Fehmern, hvorved den svenske situation i det belejrede Stralsund blev forværret. I et efterfølgende slag mellem to jævnbyrdige danske og svenske flåder ved Rügen samme år kom der ikke nogen afgørelse, men som et resultat af de manglende svenske forsyninger faldt Stralsund som svensk base. Under slaget blev viceadmiral Just Juel dræbt af en kanonkugle. Året efter indledte den svenske konge et felttog mod Norge, men den nyudnævnte adelsmand Peter Tordenskiold lokaliserede den svenske forsyningsflåde, som var en forudsætning for at gennemføre et felttog rettet mod Norge. Forsyningsflåden lå i et meget smalt sund kaldet Dynekilen, hvor Tordenskiold med et dristigt angreb erobrede det meste af forsyningerne. De svenske flådeenheder blev enten brændt eller erobret. Det gav ham en kongelig udnævnelse til kommandør, hvorved han sprang kommandørkaptajnsgraden over. Senere erobrede Tordenskiold den svenske fæstning Carlsten ved Marstrand, og han deltog i operationerne rettet mod den svenske flåde i Gøteborg. Den store nordiske Krig var rig på søtræfninger. Danmark var allieret med Rusland, og et af resultaterne af krigen var, at Sverige var blevet stækket som stormagt. Landet var nu på niveau med Danmark, men alle de danske bestræbelser på at generobre de tabte områder fra Sverige havde ikke båret frugt. Siden 1560 havde Sverige erobret områder i Finland, Rusland, 227 Flådens historie •
Estland, Letland, Litauen, Polen og Tyskland, men efterhånden gik de alle tabt igen for Sverige. Finland dog først i 1808/1809. De eneste områder, som Sverige beholdt, var de områder, som var erobret fra kongeriget Danmark‐Norge! Til søs var krigen gået noget bedre end til lands, men da den sluttede, fik Danmark ingen territoriale indrømmelser. Det gjorde Rusland til gengæld, som nu var etableret som en østersømagt med en nybygget hovedstad Sankt Petersborg ved Den finske Bugt samt med overtagelsen af de nuværende baltiske stater Estland, Letland og Litauen. Krigen varede formelt til 1720, og den danske konges nybyggede slot kom til at bære navnet ”Fredensborg”, for nu skulle der være varig fred. Fredsperioden fra 1720 til 1801
Freden varede i ca. 80 år, og det blev en indbringende periode for skibsrederne, storkøbmændene og den gryende industri i Danmark. En af årsagerne var, at der ikke var fred i den øvrige del af Europa, og det kunne man som skibsfartsnation tjene godt på, når fragtraterne gik i vejret. Den sidste halvdel af denne periode skabte mange rigdomme og blev ofte i samtiden og i den nyere historie kaldt for ”den florissante periode”, det vil sige den blomstrende periode. Der blev skabt nye formuer på at sejle kostbare og eftertragtede laster fra specielt Det fjerne Østen, og i Danmark så man også opblomstringen af en ny industri. De mange pakhuse ved havnen i København vidnede om den blomstrende handel, men i dag kan den blomstrende handel i perioden også aflæses på bygninger i og uden for København. De nye velhavere byggede domiciler i København og lystslotte i en ring rundt om hovedstaden: ”Gammel Holtegård”, ”Marienborg”, ”Sophienholm” og mange andre nær Furesøen, Lyngby Sø og Bagsværd Sø. Ved Mølleåen fra Furesøen til Øresund blev der anlagt en række moderne fabrikker. Frederiksværk blev en industriby med kanonstøberi, og i Hellebæk blev der oprettet en geværfabrik. Mange små søfartsbyer i Danmark, eksempelvis på Fanø og Rømø samt i Ærøskøbing, Marstal og Svendborg havde skibe sejlende på langfart til Det fjerne Østen, til Amerika og langs Europas kyster. Flåden i 1700-tallet
Ulrik Christian Gyldenløve havde ligesom Niels Juel gennemgået en formel søofficersuddannelse i Nederlandene. Danmark var ilde forberedt på krigen i 1700, og som en af erfaringerne i 1701 anmodede han derfor kongen i 1701 om, at der i Danmark blev oprettet et ”søkadetakademi”, hvilket kongen efterkom. Herved fik søofficererne en formaliseret uddannelse, men det var først i 1724, at uddannelsen af de tekniske officerer blev iværksat, hvor fire søofficerer blev sendt til udlandet for at lære skibsbygning. Perioden var præget af, at man nu langsomt kom ind i ”oplysningstiden”. Der blev forsket i fysik, kemi, astronomi, medicin, botanik, geologi og meget mere. De større europæiske magter underlagde sig kolonier for at skaffe sig råstoffer til forarbejdning og drive handel. Der blev udsendt videnskabelige ekspeditioner, og der blev foretaget opmåling af ukendte egne, ligesom der systematisk blev opmålt og indsamlet data til brug for navigation rundt på kloden. Den dansk‐norske flåde deltog i sejlads til Kina. I 1761 sendte flåden Carsten Niebuhr af sted til Istanbul på sin videnskabelige ekspedition til de arabiske lande, og flåden holdt kontakt til de danske forter i kolonierne i Afrika, Indien og Vestindien og eskorterede danske handelsskibe i pirattruede farvande, især i Middelhavet. Under og efter Den store nordiske Krig var der en række hofintriger og udskiftninger, men den lange fredsperiode frem til 1801 blev præget af dygtige personligheder i flådens 228 Flådens historie •
ledelse. Holmen udviklede sig til Danmarks største arbejdsplads, og her arbejdede landets ypperste med de mest moderne arbejdsmetoder og den mest moderne teknik. Her byggede man skibe velegnede til såvel langfart som sejlads i danske farvande. Normalt havde de danske linieskibe kun to batteridæk (kanondæk), for skibene skulle med fuld udrustning kunne gå igennem farvandet ved Drogden ud for Dragør, og derfor måtte deres dybgang ikke overstige 22 fod (6,9 meter). Flåden eksperimenterede med et antal galejer. Både svenskerne og russerne havde opereret med galejer i stort tal under krigen i den finske skærgård, men det danske projekt blev opgivet. Bygningen af en galejhavn i Nivå blev påbegyndt i 1752, men havnen blev opgivet i 1767. En væsentlig del af flådens bemanding, såvel officerer som menige, kom fra Norge. Om foråret hentede man flådens personel til København, og om efteråret blev det sejlet retur til Norge. I København rådede flåden nu over en ældre base med skibsværft ved Bremerholm, i det område som i dag ligger mellem Holmens Kirke, Havnegade og Nyhavn. Det var faktisk her, at Københavns brand i 1795 brød ud. Der gik en kanal, Holmens Kanal, op til der, hvor Det kongelige Teater nu ligger. Bag ved Charlottenborg, ved Nyhavn, lå flådens rebslagerbane. Ved det, der i dag hedder Kvæsthusbroen, fik flåden sit første ”kvæsthus”, dvs. hospital og plejehjem. Omkring 1775 flyttede man det til det nuværende Søkvæsthus på Christianshavn, hvor Orlogsmuseet i dag har til huse. Den nye base bestod af fem øer, som langsomt var blevet til ved uddybning af havnebassinet. Uddybningen blev foretaget med uddybningsmaskiner betjent af straffefanger. Den yderste ø blev kaldt Nyholm. De øvrige kom til at hedde Frederiksholm, Christiansholm, Dokøen og Arsenaløen. Under et blev hele fabriks‐ og basekomplekset kaldt ”Holmen”. Fra 1746 til 1751 blev den berømte mastekran på Holmen opført, og umiddelbart syd herfor lå de tre store beddinger, som blev benyttet ved stabelafløbning af flådens skibe frem til 1918. På Christiansholm blev opført endnu en mastekran, men den blev revet ned i 1860’erne. Hvor Udenrigsministeriet i dag ligger fik flåden sin første tørdok. Tørdokken på Christianshavn (senere kaldt ”Gammel Dok”) blev opført fra 1735 til 1739 af den hollandske vandbygningsmester J. H. Dumreicher, og den var i brug helt frem til 1918. Dokken blev i begyndelsen tømt for vand ved håndkraft. Det krævede, at 200 – 400 mand arbejdede ved pumperne i tre døgn. I 1784 udarbejdede fabriksmester Henrik Gerner et hestetrukket pumpeværk, som kunne lænse dokken for vand på 21 timer. Flådens størrelse varierede meget i løbet af 1700‐tallet, og man udrustede kun det antal skibe, som operationerne krævede. Det store havnebassin skulle kunne rumme flådens oplagte skibe, ca. 24 linieskibe og 24 fregatter. Af økonomiske årsager lå de øvrige skibe aftaklede på Holmen, det vil sige uden rigning, kanoner, forsyninger, sejl, ankre, tovværk med mere. Det blev opbevaret på de mange magasiner og udleveret mod behørig kvittering til skibschefen og hans regnskabsførere. De var ansvarlige for majestætens gods. En fransk s kibschef ved navn de Bordes de Folligny skrev i 1739 en rapport om et besøg på Holmen: ”Deres magasiner er i en udmærket stand og ordnet med en næsten pinlig nøjagtighed. De ligner mere et magasin hos en rig købmand, der ejer 3 – 4 skibe, end arsenalet i en kongelig krigshavn.” På kollisionskurs med England
229 Flådens historie •
En del af de mange penge, som strømmede til Danmark, stammede fra tvivlsomme transaktioner, hvor det danske flag, som garant for neutraliteten, blev brugt til at dække over allehånde former for kontrabande til de krigsførende magter i Europa. Det gav en god indtjening, og majestæten og hans rådgivere var ikke uvidende om, hvad der foregik. Da England følte sin eksistens truet under napoleonskrigene, blev den danske søfart – tillige med søfarten fra Sverige og Rusland, som indgik i et væbnet neutralitetsforbund – et problem for englænderne, som ville have ret til at stoppe og undersøge skibene, for der var en begrundet mistanke om omgåelse af neutraliteten. Neutralitetsforbundet mente sig stærk nok til at påberåbe sig retten til at sejle frit på havene, og som en følge heraf lod man sine handelsskibe indgå i konvojer, som blev eskorteret af neutralitetsforbundets orlogsskibe. Danmark‐Norge havde en ganske stærk og moderne flåde, som kunne sætte magt bag den valgte udenrigspolitik. Flåden havde skabt fremragende muligheder for handelsflåden – og dermed for landets indtjening ‐ og samtidig også skabt respekt om de danske krav. I relation til England blev der tale om en langsom eskalering af situationen, hvor Danmark måske ikke havde gjort sig alle konsekvenser klare, men hvor den øjeblikkelige indtjening – og pres fra skibsrederne, storkøbmændene og industrien ‐ måske forblændede de politiske beslutningstagere. I sommeren 1800 kom konfrontationen, og så begyndte begivenhederne at tage fart. Danmark befandt sig pludselig i en meget kompliceret udenrigspolitisk situation uden nemme løsninger. Afsnit nr. 5: Perioden fra 1800 til 1815:
Slaget på Københavns red 5 , Flådens ran og Englandskrigene 6
Flådens blå bog. Nogle af alle de kendte søofficerer og skibskonstruktører på Holmen. Listen kunne rumme mange flere navne, for under kanonbådskrigen var der utrolig mange unge søofficerer, der gjorde sig fortjent til omtale. Steen Andersen Bille (1751 – 1833), admiral i 1829, geheimestatsminister 1831. Var i sine yngre dage chef for den danske middelhavseskadre, som beskyttede den danske skibsfart mod sørøveri fra de nordafrikanske stater. Skibschef på linieskibet Dannemark under slaget på reden. Da Olfert Fischer blev såret, overtog kommandørkaptajn Bille kommandoen over Sødefensionen den 3. april 1801. Var som kommandør chef for Søbefæstningen i København i 1807 – og flådens egentlige chef. Peter Buhl (1789 – 1812), sekondløjtnant, mistede venstre arm som søkadet under et angreb ved København 1807, udmærkede sig som kanonbådschef flere gange, blev to gange fange hos englænderne, ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand, faldt om bord i Najaden i Lyngør i det sydlige Norge i 1812. 5
Ordet ”red” betegner normalt en velegnet, naturlig ankerplads ud for en havn, her farvandet umiddelbart øst og syd for indsejlingen til Københavns havn. 6
Bemærk at samtiden betegnede Storbritannien som England. Fjenden omtaltes derfor i samtiden konsekvent som England og englænderne, og krigene 1801 – 1814 kaldtes derfor Englandskrigene. 230 Flådens historie •
Jørgen Conrad de Falsen, (1785 – 1849), premierløjtnant, dristig kanonbådschef 1810 – 1813, mest kendt som flådestyrkens chef under det mislykkede angreb på Anholt i 1811, hvor han til en vis grad blev syndebuk. Olfert Fischer (1747 – 1829), kommandør i 1801, chef for ”den flydende defension ved Kongedybet” og forterne, det vil sige samtlige danske styrker indsat under slaget på reden. Søkadet som seksårig, efter 72 års tjeneste i flåden udnævnt til viceadmiral i 1825. Under en storm i Taffel Bay nær Kapstaden i 1799 lykkedes det ham – med anvendelsen af godt sømandskab ‐ som chef for linieskibet Oldenborg at redde hele besætningen. Frantz Christopher Henrik Hohlenberg (1765 – 1804), skibskonstruktør, fabriksmester. Hans skibe var så gode, at englænderne tog et med sig hjem (linieskibet Christian VII) sammen med alle tegningerne og lod bygge nogle mage til (HMS Cambridge‐ og HMS Black Prince‐klasserne). Hans Peter Holm, (1772 ‐ 1812) kaptajn, chef for fregatten Najaden under den voldsomme kamp mod HMS Dictator ved Lyngør den 6.juli 1812. Druknet under forlis med et passagerfartøj i den norske skærgård den 26. oktober 1812. Carl Wilhelm Jessen, kaptajn (1764 ‐ 1823), chef for Prinds Christian Frederik under slaget ved Sjællands Odde den 22. marts 1808, hvor han blev såret. På mindesmærket for de faldne på Odden Kirkegård står om linieskibet: ”Ført af den kiække Jessen”. Peter Greis Krabbe (1755 – 1807), kaptajn, chef for fregatten Freya, som i Den engelske Kanal beskyttede en konvoj fra Kristiansand til Middelhavet. Da englænderne ville undersøge konvojens skibe, opstod ”Freya‐affæren”, som blev årsagen til det engelske angreb mod Danmark den 2. april 1801. Johan Cornelius Krieger (1756 ‐ 1824), kontreadmiral, chef for kanonbådsflotillen i 1801 og 1807. Jochum Nicolay Müller (1775 ‐ 1848), norskfødt sekondløjtnant og chef for stykprammen Hajen. Formentlig den unge søofficer, som Nelson refererede til over for kronprinsen, da han omtalte de tapre unge søofficerer – og altså ikke Peter Willemoes. (Dette spørgsmål optog i årevis sindene i Norge og Danmark). Senere chef for den norske flåde. Nelson var meget imponeret over Hajens indsats, og efter at Hajen omsider havde opgivet kampen, blev Müller ført om bord i HMS Elephant, hvor Nelson havde en kort samtale med ham. Johan Christian von Schrødersee (1754 – 1801), kaptajn, netop pensioneret på grund af dårligt helbred, opholdt sig på Batteriet Sixtus på Holmens nordspids sammen med kronprinsen, da der kom underretning om, at chefen for linieskibet/blokskibet Indfødsretten, kaptajn A. de Thurah – sammen med næsten alle officererne ‐ var faldet. På kronprinsens bud overtog Schrødersee kommandoen, men han blev dræbt af en fjendtlig kugle på dækket af Indfødsretten næsten øjeblikkelig. Et mindesmærke på Sixtus i form af en knækket mast markerer stedet, hvorfra Schrødersee tog ud på Indfødsretten. Peter Willemoes (1783 – 1808), søkadet som 12‐årig, sekondløjtnant i 1801 og chef for Flådebatteri Nr. 1 med 24 kanoner, som lå opankret ud for Nelsons flagskib HMS Elephant samt HMS Ganges, hvor kampene var voldsomme. Efter 1801 til tjeneste i den russiske marine, men vendte hjem til Danmark efter flådens ran i 1807. Dræbt i kamp om bord i linieskibet Prinds Christian Frederik som premierløjtnant ved Sjællands Odde den 22. marts 1808. 231 Flådens historie •
Optakten til ”Slaget på Reden” skærtorsdag den 2. april 1801
Danmark‐Norge havde en ganske stærk og moderne flåde, som kunne sætte magt bag den valgte udenrigspolitik. Flåden havde skabt fremragende muligheder for handelsflåden – og dermed for landets indtjening ‐ og samtidig også skabt respekt om de danske krav. I relation til England blev der tale om en langsom eskalering af situationen, hvor Danmark måske ikke havde gjort sig alle konsekvenser klare, men hvor den øjeblikkelige indtjening – og pres fra skibsrederne, storkøbmændene og industrien ‐ måske forblændede de politiske beslutningstagere. I sommeren 1800 kom konfrontationen, og så begyndte begivenhederne at tage fart. Danmark befandt sig pludselig i en meget kompliceret udenrigspolitisk situation uden nemme løsninger. Fra 1800 forlangte englænderne, at neutrale skibe skulle visiteres, og hvis de modsatte sig det, skulle såvel konvoj som eskorte opbringes og føres til engelsk havn. Samtidig skærpede man kravene omkring skibslasterne. Man måtte ikke sejle med ”kontrabande”, det vil sige varer, som kunne bruges i krigsførelsen, men englænderne udvidede dette begreb til også at omfatte fødevarer og råmaterialer. Den første konfrontation opstod da englænderne mødte en dansk konvoj i Kanalen på vej fra Kristiansand til Middelhavet. Eskorten bestod af fregatten Freya med kaptajn Peter Krabbe som chef. Han havde strenge instrukser om ikke at føje sig. Efter en kort, men tapper kamp den 25. juli 1800 måtte Krabbe opgive over for fire engelske fregatter og gå til engelsk havn med konvojen. Danmark måtte give sig og lade englænderne visitere de danske handelsskibe, og hermed kom Danmark på kant med Rusland, som på det tidspunkt var blandt Englands fjender. Rusland var den stærkeste fortaler for Det væbnede Neutralitetsforbund mellem Rusland, Danmark‐Norge og Sverige. Fra dansk side ville man gerne føje englænderne, men samtidig var det også vigtigt at få russerne med i et væbnet neutralitetsforbund, så Danmark kunne fortsætte sine indbringende aktiviteter på verdenshavene uden engelsk indblanding. Det tog ikke så lang tid for englænderne at gennemskue det danske dobbeltspil. I januar 1801 beslaglagde de alle danske skibe i engelsk havn og afsendte tropper for at besætte de danske kolonier i Trankebar og De vestindiske Øer. Herefter klargjorde englænderne en flådestyrke, som skulle tage på en ”tour de force” rundt i Østersøen og overbevise alliancen om ikke at stå i vejen for den engelske flåde. Det skulle ske, efterhånden som isen slap sit tag i flåderne i Østersøen. Man ville først angribe den danske flåde i København, så den svenske i Karlskrona og sidst den russiske i Reval (Tallinn), Sankt Petersborg og Kronshtadt. I marts sejl ede admiral Sir Hyde Parker med en engelsk flådestyrke på 53 skibe, heraf 21 linieskibe, mod danske farvande. Han havde strenge diplomatiske instrukser, og han var besindig og tilbageholdende. Hvis der blev brug for magtanvendelse, kunne hans eskadrechefer, viceadmiral Horatio Nelson og kontreadmiral Thomas Graves, angribe den dansk‐norske flåde, som lå under udrustning på Københavns red. Fra dansk side var man klar over, at noget var i gære. Dels skulle man beskytte hovedstaden, dels skulle man undgå, at flåden gik tabt. Derfor gik det danske forsvar ud på at lægge flådens gamle skibe ud på en ”sødefensionslinie”. Det vil sige, at man opankrede de aftaklede skibe som ”blokskibe”, forsynede dem med et antal kanoner og en besætning. Flådens moderne skibe blev tilbage på Holmen, og skibene i sødefensionslinien skulle holde de fjendtlige skibe på afstand, så deres kanoner og morterer ikke kunne bombardere Holmen og selve byen. Man havde længe haft planer om at udbygge ”Trekroner” til et stærkt fort, men det var aldrig rigtig blevet til noget, og inden slaget nåede man blot at lave nogle simple tømmerkonstruktioner og dynge dem til med jord. Alligevel blev det et meget stærk fort 232 Flådens historie •
forsynet med 24‐pundige kanoner, og det kom til at udgøre kernen i forsvaret den 2. april. Flåden stillede med ca. 3.000 mand, og de resterende 2.000 mand bestod mest af frivillige, som måtte lære kanonbetjening i en fart. Endelig var der enkelte, som blev tvangsindlagt til deltagelse i kampene. Efter passage af Kronborg, som man holdt stor afstand til, ankrede den engelske flåde ud for Tårbæk, hvor Sir Hyde Parker holdt møde med cheferne. Han afgav en styrke på 12 linieskibe og 7 fregatter til viceadmiral Nelson, som sejlede sydpå gennem Hollænderdybet (det vil sige øst om Middelgrunden). Her an‐
krede de syd for grunden den 1. april. Om natten foretog englænderne en opmåling af farvandet og udlagde afmærkning. Næste formiddag kl. 10.00 stod de engelske skibe nordpå op igennem Kongedybet (vest for Middelgrunden). Den danske linie lå ca. 500 meter uden for de faste batterier på Trekroner, Lynetten, Sixtus, Quintus, Prøvestenen og Strickers Batteri. De fleste af de danske skibe lå for fire ankre, enkelte kun for to. Nelson havde instrueret sine skibschefer om at ankre linieskibene ud for hvert af de betydningsfulde danske skibe, og den engelske linie lå ca. 500 meter øst for den danske. Man regner med, at Nelsons styrke var på 8.885 mand og medbragte 1.206 kanoner og 14 svære morterer. Den danske styrke nåede at placere mellem 700 og 900 kanoner i hele linien inden angrebet. Det blev en langt mere voldsom kamp, end Nelson og Parker havde forestillet sig. Nelson havde regnet med at nedkæmpe al modstand på en time, men først efter fem timer stilnede kampene af. Selv om vi i højskolesangbogen kan læse om heltene, ”som vandt ved Kongedybet”, så var der tale om en klar engelsk sejr, men det var Nelsons hårdeste kamp, og mange af hans skibe blev ilde tilredt. Hans chef var bekymret og beordrede ham tilbage til ankerpladsen ved Tårbæk, men Nelson satte som bekendt kikkerten for det blinde øje og ”kunne ikke se flagsignalet”. På dansk side var der 367 døde og 635 sårede, medens der på engelsk side var 254 døde og 689 sårede. Desuden blev 1.779 danskere taget til fange på de erobrede skibe. Våbenhvilen blev opnået under trusler om, at Nelson ville brænde de erobrede skibe, hvorunder besætningernes liv ville være i fare. Ved en fejl blev den engelske parlamentær sendt til kronprinsen og ikke til den kommanderende, fordi Olfert Fischer ikke havde sit kommandotegn synligt vajende fra Trekroner på dette tidspunkt. Det var derfor kronprinsen, og ikke Olfert Fischer, der besluttede at afbryde kampen. Under de efterfølgende forhandlinger indløb budskabet om mordet på den russiske tsar, og hermed bortfaldt resten 233 Flådens historie •
af det engelske Østersøtogt. Fredsbetingelserne krævede, at Danmark‐Norge forlod det væbnede neutralitetsforbund. Københavns bombardement og ”Flådens Ran” i 1807
Da Napoleon efter slaget ved Friedland i juni 1807 og den efterfølgende fred i Tilsit fik elimineret Rusland og Preussen som fjender, kunne han vende sig mod England og forberede en invasion der. Det ville kræve en betragtelig flådestyrke samt transportskibe, og det kunne han formentlig skaffe fra Rusland, Danmark‐Norge og Portugal. Hvis de nævnte flåder på nogen måde blev forenet mod England, ville landet være alvorligt truet. For englænderne var det en eksistenskamp, og det krævede resolut og hurtig handling. Samtidig stod man og skulle evakuere engelske tropper i Svensk Pommern (fra Rügen), inden de blev afskåret af Napoleons styrker. Hvad ville være mere naturligt end at hente tropperne, spærre adgangsvejene til Sjælland, primært ved at blokere Store Bælt, og så tage Danmarks flåde, inden Napoleon selv kom og tog den? Hermed var scenen ved at være sat for begivenhederne i sommeren 1807, hvor kronprinsen og udenrigsministeren stadig havde sympati for England, som man under ingen omstændigheder ønskede at indlade sig i krig med. Siden januar 1807 havde der dog været problemer med englænderne, som i en reaktion på Napoleons ”fastlandsspærring” (blokade) forbød neutral handel på de krigsførende landes havne. Det ramte den dansk‐norske skibsfart hårdt, og det forbitrede forhandlingerne med englænderne op til den skæbnesvangre sommer i 1807. Den dansk‐norske flåde var veludrustet og havde krigsvante og dygtige ledere, men flåden var ikke klargjort, netop for ikke at provokere englænderne. Til gengæld modtog englænderne en fejlagtig melding i maj 1807 om, at danskerne nu udrustede flåden! Nogle danske søofficerer, som på vej hjem fra kolonierne havde været i Portsmouth, kunne meddele, at englænderne var ved at planlægge forholdsregler rettet mod den dansk‐norske flåde. De bragte advarslen med sig hjem, men fik besked på, at de var søofficerer, og at de ikke skulle beskæftige sig med politik! Napoleons styrker stod nu syd for Holsten. Den danske hær stod derfor opstillet i Holsten i tilfælde af, at Napoleon ville rykke op i Jylland. Havde man været bange for et engelsk angreb på København, så ville de være blevet overført dertil. Den truende udsigt til, at den danske flåde kunne falde i de forkerte hænder, fik i juli 1807 den nye engelske udenrigsminister George Canning til at træffe en række hurtige beslutninger – ganske vist på et fejlagtigt grundlag. Admiral James Gambier fik den 18. juli ordre til at udruste en flådestyrke, som skulle beskytte en konvoj på 153 transportskibe medbringende en invasionshær. Gambier forlod Yarmouth den 26. juli og dukkede op i danske farvande i begyndelsen af august. Den første opgave for den engelske flåde var at isolere Sjælland ved at afskære den danske trafik over Store Bælt: Den danske hær på 20.000 mand i Holsten måtte ikke kunne overføres til København. Samtidig skulle man evakuere de engelske tropper på Rügen, inden Napoleon kunne afskære dem. De kunne passende overføres fra Stralsund og landsættes i Køge Bugt. En britisk diplomat opsøgte kronprinsen i Kiel for at forelægge de engelske krav om at få den dansk‐norske flåde under engelsk kommando, så Danmark hermed blev allieret. Alternativt kunne man stille flåden som pant og få den tilbage efter krigen. Egentlige forhandlinger kunne man ikke tale om. Danmark‐
Norge skulle vælge side nu. 234 Flådens historie •
Forhandlingerne brød sammen den 13. august, og den 16. august begyndte en storstilet landgang i Vedbæk og senere også fra Skovshoved. Med rofartøjer landsatte englænderne 20.000 mand med tilhørende materiel samt 3.000 heste. Tropperne marcherede mod hovedstaden og stillede op i en halvcirkel omkring byen fra Kalvebod Strand til Svanemøllebugten. Den 21. august begyndte landsætningen ved Køge af tropperne fra Svensk Pommern. København var godt forsvaret, især fra søsiden, og det vidste englænderne godt fra 1801. Fra engelsk side ville man undgå en gentagelse af de hårde kampe i 1801, og derfor satsede man på at opnå sit maritime mål – at få den danske flåde udleveret – ved en indsats med store hærstyrker. Nu var byens forsvar opdelt i fire områder: ”Københavns Vold” og ”Christianshavns Vold”, som henholdsvis dækkede byen nord og syd for havnen. Flåden bemandede ”Søbefæstningen”, som dækkede byen fra søsiden. Endelig var der kanonerne i ”Citadellet Frederikshavn” (Kastellet), som støttede søbefæstningen og samtidig kunne dække byen mod angreb fra nord over det lille landområde, ”Classens Have”, mellem Sortedamssøen og Svanemøllebugten. Søbefæstningen kunne støttes af et stort antal kanonbåde, som blev sat ind i voldsomme kampe på flankerne ved henholdsvis Kalveboderne og i Svanemøllebugten. Flere engelske skibe blev sænket eller opbragt, og kanonbåden Stubbekøbing fik en fuldtræffer, så alle på nær 17 mand omkom. Der var op til 79 mand om bord i de største kanonbåde. Flådens chef, kommandør Bille, var chef for Søbefæstningen og tillige udpeget til at være den ene af de to stedfortrædere for chefen for Københavns forsvar. Den engelske plan gik naturligvis ud på at angribe København på det svageste punkt, og det var fra landsiden. Byen skulle omringes, udsættes for et bombardement og sættes i brand. Der var således ikke tale om at slå danske styrker i kamp, men om et terrorbombardement rettet mod hovedstaden. Det skulle sikre en hurtig forhandlingsløsning. Dels måtte Napoleons styrker ikke kunne nå at komme København til undsætning, dels skulle englænderne kunne nå at klargøre den danske flåde og sejle bort med den, inden isen lukkede farvandene. Bombardementet varede i tre nætter, og så overgav byen sig. Kronprinsen blev rasende, da han i Kiel modtog meddelelsen om overgivelsen. Hvem der også blev vred var flådens chef, kommandør Bille. Han ville have kæmpet længere samt sørget for at ødelægge flåden på Holmen, så den ikke tilfaldt englænderne. Det kunne han ikke komme igennem med over for sin chef, den tysktalende general Peymann. Kronprinsen havde ellers udgivet en instruks om at ødelægge flåden i tilfælde af kapitulation, men den nåede aldrig frem til København, for hans kurer blev opbragt af englænderne under passage af Langelandsbæltet. Herefter fulgte ”flådens ran”, som var det egentlige formål med den engelske indsats. Englænderne gik grundigt til værks på Holmen. De tog 18 linieskibe, 15 fregatter, 7 brigger (mindre, hurtigsejlende orlogsskibe med et batteridæk), 23 kanonbåde og 5 stykpramme (specialskibe med tungt artilleri). Skibe under bygning blev ødelagt. Alt af værdi, som kunne transporteres, blev taget med. Englænderne fyldte 92 handelsskibe med gods fra Holmen. D et drejede sig om alt fra tømmer, sejl, værktøj, tovværk, våben og ammunition til kontormøbler og håndværkernes private værktøj. Den dag i dag kan man se, at de originale messinghåndtag mangler i dørene på de finere kontorer på Holmen. De er i England. Englænderne fik god brug for skibene, hvoraf de fleste var i god stand. Admiral Gambier var 235 Flådens historie •
meget tilfreds, og tilrigningen af flåden havde taget ham væsentlig kortere tid end beregnet. Den 20. oktober 1807 forlod den danske flåde Holmen under engelsk flag. Tiden efter 1807 og ”kanonbådskrigen 1807 – 1813”
Napoleonskrigene medførte et fransk krav om, at flåden skulle afgive bemanding til to linieskibe på Scheldefloden ved Vlissingen. Fra 1809 til 1813 var linieskibene Pultusk og Dantzig bemandet med dansk‐norske besætninger under kommandørkaptajn, senere admiral, C. E. van Dockum. Da krigen i 1807 brød ud, var fregatten Diana på vej til Middelhavet for at tage videre mod Vestindien. Skibet endte med at blive beslaglagt af Spanien, Englands allierede, i Cartagena i 1809. Endelig skal den såkaldte ”kaperkrig” nævnes. Regeringen gav tilladelse til, at private kunne opnå ”kaperbrev” og dermed udføre ”autoriseret sørøveri” mod landets fjender. Hermed blev al engelsk skibsfart legitime mål, og kaperne fik prisepenge, når de indbragte engelske skibe i havn. Norge var på sultegrænsen, og en del af flådens operationer i Jylland gik ud på at sende fødevarer fra Nordjylland – forbi de engelske skibe ‐ til det betrængte Norge. Efter 1807 fulgte ”kanonbådskrigen” frem til årsskiftet 1813/1814, hvor flåden med et stort antal nybyggede kanonbåde angreb engelske konvojer og orlogsskibe, som passerede danske og norske farvande. Linieskibet ”Prinds Christian Frederik” og briggen ”Lougen” var i norske farvande og undgik udlevering. Linieskibet Prindsesse Lovisa Augusta kom tillige til Norge, men var i så ringe stand, at det måtte lægges op. De to andre kom til at udgøre grundstammen i den nye flåde, som omgående kom i krig med England. ”Prinds Christian Frederik” blev nedkæmpet af tre engelske orlogsskibe under kampen ved Sjællands Odde den 22. marts 1808, hvor blandt andre den unge løjtnant Peter Willemoes faldt. Linieskibet havde 64 dræbte og 129 sårede. Det var vigtigt for englænderne at holde søvejen til Østersøen åben. England var på det tidspunkt den ubestridt største maritime nation i verden. Englands store flåde og store handelsflåde krævede adgang til en lang række ressourcer, som landet ikke selv rådede over. Råmaterialerne, det vil sige tjære, hør til sejlene, hamp til tovværket, tømmer til skibsskrogene og særligt de store træer til master, blev opkøbt langs Østersøkysten. Blev Østersøen lukket for englænderne, måtte de skaffe sig materialerne ved at sejle nord om Norge og benytte den meget mere bekostelige rute via Arkangelsk. En af den engelske flådes opgaver var at opmåle havene og producere søkort. Fra 1800 – 1806 havde englænderne gennemført en opmåling af strækningen fra Kattegat til Femern Bælt via Store Bælt. Næsten al søhandel gennem de danske stræder var hidtil gået via Øresund, men nu kunne englænderne bruge den nye rute. Hermed kunne de også sende deres største orlogsskibe med tre batteridæk ind i Østersøen. Drogden i Øresund kunne normalt kun passeres af linieskibe med to batteridæk. Under kanonbådskrigen efter 1807 forekom mange dristige operationer udført af besætningerne på de mange kanonbåde spredt over hele Danmark samt langs med den norske kyst. Kanonbådene var netop blevet introduceret i flåden kort før 1807, og alene i 1808 blev der bygget 96 kanonbåde, 16 morterchalupper og 13 kanonjoller. Ialt blev der bygget ca. 250 kanonbåde. En del af kanonbådene blev bygget for indsamlede midler, og det forklarer de besynderlige skibsnavne så som Urtekræmmerlauget og Borgersamfundet. Søofficerernes egen kanonbåd for indsamlede midler hed Seier eller Død. Taktikken bag anvendelsen af kanonbådene var at udnytte situationer med svag eller ingen vind. Så kunne en modstander i et stort orlogsskib ikke manøvrere, mens de små kanonbåde kunne bjærge 236 Flådens historie •
sejlene og blive roet af den store besætning på op til 79 mand, forsynet med lange og tunge årer. Hermed kunne man lægge sig i en position enten ret for eller ret agter og skyde langskibs ind i et skib, som ikke selv kunne få nytte af at affyre sin ”bredside”. Med et heldigt langskibs skud ind mod modstanderen kunne man rydde halvdelen af et batteridæk for folk og kanoner. Kanonbådene opererede i større grupper, og der var tale om en slags guerilla‐
krigsførelse til søs. De mest berømte træfninger var erobringen af briggen HMS Tickler i Langelandsbæltet den 4. juni 1808 med kanonbåde fra Langeland og Tårs, erobringen af briggen HMS Turbulent og 11 handelsskibe i Flinterenden den 9. juni 1808 og erobringen af briggen HMS Seagull ud for Kristiansand den 19. juni 1808. Den 1. august 1808 blev en engelsk brig, HMS Tigress, erobret ved Agersø. Den mest kendte aktion var kampen mod det engelske linieskib HMS Africa ud for Dragør den 20. oktober 1808. I juni 1810 lykkedes det at lokke en eskorte væk fra en engelsk konvoj og erobre alle konvojens 50 skibe og føre dem til Kristiansand. Erobringen blev vurderet til 7,5 millioner rigsdaler. I maj 1809 angreb englænderne Anholt, idet fyret var vigtigt for den engelske flådes og handelsflådes sikre navigation. Fyret blev omdannet til et fort ved navn ”Fort Yorke”, og her lå en større garnison. I marts 1811 blev det besluttet fra dansk side at generobre fyret ved en indsats fra 12 kanonbåde samt 12 transportfartøjer, som skulle medføre 650 soldater til øen. Operationen var godt planlagt, men endte i totalt kaos og fiasko, da der uventet dukkede engelske orlogsskibe op. Næsten 400 mand blev taget til fange, og kanonbådsbesætningerne, som kom fra Mols, måtte efter en lang dag ved årerne og et nederlag ro videre til Hundested! Anholt forblev på engelske hænder resten af krigen. Kampen ved Lyngør i Sydnorge den 6 ‐ 7. juli 1812 stod mellem det engelske linieskib HMS Dictator og tre orlogsbrigger mod den nybyggede da nsk‐norske fregat Najaden og de tre dansk‐norske orlogsbrigger Kiel, Lolland og Samsøe. Desuden deltog et antal lokale norske kanonbåde, kanonjoller og chalupper. Samsøe slap bort, medens Kiel og Lolland blev erobret af englænderne. Najaden lå som et brændende vrag, men dets chef og besætning fortsatte kampen fra kanonbådene, og folkene generobrede Kiel og Lolland. Kampens intensitet fremgår af tabstallene. Af Najadens besætning på 315 mand omk om 133 under slaget, medens 102 blev såret og fire mand taget til fange. Den da nsk‐norske flådeindsats medførte, at englænderne måtte afsætte meget store ressourcer til konvojbeskyttelse. Til gengæld hører det også med til historien, at den engelske søhandel ikke blev påvirket i nævneværdig grad af indsatsen. Englænderne var s impelthen for stærke og for talrige. Den dansk‐norske flåde kunne ikke forhindre eller reducere den engelske tilstedeværelse, konvojering og søhandel i Østersøen. En brav dansk sømand, som havde været med både i 1801 og i 1807, fik følgende gravskrift: ”I 1801 stod han og blev staaendes, i 1807 faldt han og blev liggendes”. Denne lakoniske gravskrift kunne måske også bruges til at betegne flådens situation under englandskrigene. 1801 var godt nok en ulykke, men 1807 var en katastrofe, som flåden og Danmark aldrig kom sig over! I 1813 fulgte statsbankerotten og i 1814 tabet af Norge til Sverige. Den svenske forhandlingsdelegation i 1814 krævede Norge, det vil sige ”Fastlandsnorge”, lagt under den svenske krone. Traktaten undtog udtrykkelig de gamle 237 Flådens historie •
såkaldte ”norske skattelande” i Nordatlanten: Færøerne, Island og Grønland. Denne præcisering spillede senere en afgørende rolle, da den danske regering i 1930’erne havde en strid med Norge om Nordøstgrønland, som kom for den internationale domstol. Napoleonskrigene efterlod i 1815 Danmark som et lidet, fattigt land uden en nævneværdig flåde og med en stærkt reduceret søhandel. Til gengæld fejlede den nationale stolthed ikke noget. Grunden til, at vi havde tabt til Nelson i 1801, var hans skurkagtige krigslist med trusler om at brænde skibene på reden med de sårede om bord. Tilsvarende havde vi mistet flåden på grund af den ikke særligt gentlemanagtige engelske optræden med at bombardere hovedstaden, indtil flåden blev udleveret. Flåden havde kæmpet bravt mod overmagten og hævdet orlogsflagets og nationens ære. Flåden havde indlagt sig respekt i befolkningen. Afsnit 6: Perioden fra 1815 til 1864: 3-års-krigen og 1864
Flådens blå bog. Nogle af alle de kendte søofficerer, skibskonstruktører og fabriksmestre på Holmen. Hans Birch Dahlerup, (1790 – 1872), dansk kommandør og østrigsk viceadmiral, friherre og geheimeråd. Taget til fange tre gange af englænderne under kanonbådskrigen. Skibschef for fregatten Rota, som hentede Thorvaldsen hjem til Danmark i 1838. Stod for opbygningen af den østrigske flåde fra 1849 til 1861. Fra 1861 til 1864 var han flåderådgiver for ærkehertug Maximilian, som var øverstkommanderende for den østrigske flåde. Hans Georg Garde, (1790 – 1875), kommandør, eskadrechef i 1849 under operationerne mod Slesvig‐Holsten. Blev syndebuk efter den mislykkede aktion ved Eckernförde i 1849 og straffet med arrest i 6 uger i Kastellet. Frederik Christian Georg Muxoll (1804 – 1880), orlogskaptajn og eskadrechef for Østersøens vestlige del i 1864 og dermed ansvarlig for området ved Als Sund. Idømt fæstningsarrest efter den mislykkede indsats ved den tyske landgang på Als den 29. juni 1864. Senere kommandør. Hans Peter Rothe (1813 – 1905), orlogskaptajn, skibschef for panserbatteriet Rolf Krake i 1864 i Als Sund. Frifundet ved krigsretssagen omkring forsvaret af Als den 29. juni 1864. Senere direktør for Søkortarkivet. Andreas Schifter, (1779 – 1852), viceadmiral og fabriksmester. Han fik ansvaret for flådens genopbygning efter 1815. Studerede dampskibe i Storbritannien. Medlem af Videnskabernes Selskab. Holmens fabriksmester fra 1814 til 1846. Edouard Suenson, (1805 – 1887), kaptajn i 1850 og chef for Hekla i kampen mod oprørernes kanonbåd von der Tann, som blev nedkæmpet. Orlogskaptajn (svarende til nuværende kommandørgrad) i 1864, eskadrechef for Nordsøeskadren med Niels Juel, Jylland og Hejmdal. Senere viceadmiral. (Han udtalte selv sit efternavn som Svensson). Otto Frederik Suenson, (1810 ‐ 1888), kaptajn og fra 1867 – 1869 marineminister. Han blev allerede som 36‐årig udnævnt til Holmens fabriksmester og den sidste person i flåden med denne titel. Han havde gennemgået teknisk uddannelse i flåden og havde været på studieophold i udlandet. Virkede som fabriksmester frem til 1864. Ansvarlig for en stor del af flådens overgang fra træskibe til jernskibe og fra sejl til damp. Christian Christopher Zahrtmann, (1793 ‐ 1853). Deltog som ung i kampene ved Lyngør i 1812 om bord i Najaden. Blev som kommandørkaptajn landets første marineminister i 1848. Senere viceadmiral. 238 Flådens historie •
”Flådeplan 1815”
Efter tabet af den norske flåde bestod Danmarks flåde i 1815 blot af 2 linieskibe (ofte benævnt ”orlogsskibe”), 5 fregatter, 3 brigger, 6 mindre skibe og 82 kanonbåde. Man udarbejdede derfor en ”Flådeplan 1815”, som skulle sikre en genopbygning af flåden inden for de mulige økonomiske rammer. Denne opgave blev lagt i hænderne på den meget dygtige kaptajn, senere viceadmiral og fabriksmester Andreas Schifter. Flådeplanens visioner tilsagde bygningen af 6 linieskibe, 8 fregatter, 8 korvetter eller brigger og 86 kanonbåde. Trods den meget stramme økonomi blev flådeplanen stort set opfyldt i 1833. Det var blandt andet sket på bekostning af udrustningerne af skibene, som var blevet holdt på et minimum. Den tekniske udvikling 1815 – 1864
”Holmen” havde to hovedfunktioner. Det var dels en flådestation, som vedligeholdt og udrustede flådens skibe samt tog vare på alle flådens forsyninger og lagre, dels var det et stort skibsværft. Holmen var Danmarks største arbejdsplads med mange tusinde ansatte håndværkere. Denne periode var karakteriseret ved at omfatte de første spæde skridt ind i den teknologiske tidsalder, og indledningsvis gik udviklingen meget langsomt. Hidtil havde skibsbygningen på Holmen været præget af de mere end et tusind tømmermænd, som byggede træskibene. Nu skulle der nye eksperter til, for Andreas Schifter havde studeret dampmaskiner i England. Flåden anskaffede sit første dampskib i 1824. Det var hjuldamperen Kiel, som var bygget i London. Skibet blev mest benyttet som kongeskib. Det første egentlige krigsskib med dampmaskine var Ægir fra 1841, som samtidig var flådens første jernskib. Det første danskbyggede dampskib Geiser løb allerede af stabelen på Holmen i 1844. Frem til 1848 var der blevet anskaffet i alt seks dampskibe – alle hjuldampere, men de var meget sårbare på grund af de store hjulkasser på siderne, så de var bedst egnet til transport og bugsering og mindre egnede til egentlige kampopgaver. Efter Den første slesvigske Krig begyndte hjuldamperne at blive afløst af skibe, som blev fremdrevet af den nye opfindelse: Skibsskruen. Flåden fik således sin første skruekorvet Thor 7
i 1851. I 1858 kunne flåden indvie en ny tørdok på Dokøen på Holmen . Det var i samme 8
periode, hvor man besluttede at rømme Gammelholm eller Bremerholm . I mange henseender var Den amerikanske Borgerkrig den første moderne krig. Den moderne industri kunne nu masseproducere våben og ammunition. Dampskibe og jernbaner kunne flytte store godsmængder der hen, hvor de skulle bruges, og med den nyopfundne telegraf kunne man sende meddelelser over store afstande. Begge de stridende parter i Den amerikanske Borgerkrig havde benyttet sig af svært pansrede skibe. Nordstaterne introducerede den såkaldte ”monitor” (et ”kasematskib”), som var et pansret skib med to 7
Dokken eksisterer stadig og ligger ca. 100 meter nord for den nye operabygning. Ved siden af ligger pumpehuset, som rummede den dampmaskine, som kunne tømme dokken for vand. 8
Mellem 1858 og 1866 rømmede flåden sin gamle base og værft, Det var stort set området mellem den nuværende Nationalbankbygning, Det kongelige Teater, Nyhavn og havneløbet. Området skulle herefter bebygges med boliger, og gaderne blev opkaldt efter flådens berømte admiraler. Samtidig blev Holmens Kanal opfyldt. 239 Flådens historie •
store drejelige kanoner om bord. Blandt de øvrige opfindelser, som kom til at spille en rolle for krigsførelsen omkring 1864, var patronammunition, riflede bagladehåndvåben og riflede bagladekanoner, granater samt søminer. Den danske flåde havde været så forudseende, at den allerede i 1862 i Storbritannien havde bestilt en pansret monitor. Den blev bygget inden erfaringerne fra de indledende kampe i Den amerikanske Borgerkrig nåede Europa. Skibet blev overtaget i 1863 og benævnt ”panserbatteriet Rolf Krake”. Panserbatteriet Rolf Krake i kamp i 1864. Stik af ukendt kunstner. Flåden, videnskaberne og kulturlivet
Den unge billedhugger Berthel Thorvaldsen fik i 1796 – 1797 mulighed for at komme med fregatten Thetis til Middelhavet. Han bosatte sig i Rom, og i 1838 var han blevet verdensberømt. Han og hans samlinger blev på kongens foranledning bragt hjem til København af fregatten Rota. Den begejstrede modtagelse fremgår af Sonnes frise omkring Thorvaldsens Museum, der er nabo til Christiansborg Slot. I perioden 1845 – 1847 foretog korvetten Galathea en jordomsejling, der dels havde politiske og økonomiske formål, dels videnskabelige formål. Man skulle sondere mulighederne for kolonisering omkring Nicobarerne samt sørge for overdragelsen af de tidligere kolonier Trankebar og Frederiksnagore (Serampore) til det britisk‐ostindiske kompagni. De ti videnskabsmænd om bord sørgede for indsamling af videnskabelige data og prøver. Selv om videnskaberne gjorde store fremskridt, så var lægevidenskaben ikke nået så vidt, at det ikke længere var farligt at stikke til søs. I 1851 afgik briggen Mercurius således på et 13‐måneders togt for at varetage nogle af Danmarks forpligtelser i Vestindien. Under togtet døde 39 af de 70 mand om bord af sygdom. Treårskrigen
I 1848 – 1850 kom Danmark atter i krig. Det startede med et oprør i Slesvig‐Holsten, og da modstanderen ikke rådede over flådestyrker, udrustede Danmark kun en beskeden flådestyrke til at støtte hærens operationer. Dampskibene bugserede et antal kanonbåde frem til havnen i Flensborg og deltog i erobringen af byen. Da Det tyske Forbund greb ind i krigen på oprørernes side, deltog den danske flåde herefter i blokade af de tyske 240 Flådens historie •
Østersøhavne. Ved de efterfølgende operationer på land kunne flåden støtte flankerne, blandt andet ved Vemmingbund og Nybøl Nor 9 . Da fredsforhandlingerne gik meget trægt, sendte den danske flåde fire fregatter ud i Nordsøen, og det bragte tyskerne tilbage til forhandlingsbordet. Hele vinteren gik uden resultater, og da våbenstilstanden udløb den 3. april 1849, begyndte kamphandlingerne igen, men Danmark udrustede nu endnu flere enheder. Tyskerne havde anskaffet sig et lille antal kanonbåde, som lokalt kunne udgøre en trussel. Den danske hær havde forberedt et større fremstød, og flåden skulle bibringe tyskerne det indtryk, at der ville blive udført landgangsoperationer og støtteoperationer ved Flensborg, Åbenrå og Eckernförde. Angrebet på Eckernförde udviklede sig til en katastrofe, og i øvrigt havde hæren glemt at meddele flåden, at dets fremstød var blevet aflyst. De tyske landbatterier skulle beskydes, men vinden var ugunstig for sejlskibene, og ingen af dem var i stand til selv at sejle bort. De to medbragte dampskibe, Hekla og Geiser, fik begge havari under beskydningen fra land og kunne derfor ikke bugsere sejlskibene ud. Først måtte 10
fregatten Gefion opgive kampen. Linieskibet Christian VIII forsøgte derpå at varpe sig ud , men det gik meget langsomt. Siden blev det beskudt med glødende kugler, som antændte brande om bord. Chefen forsøgte at få en overgivelse i stand og få besætningen bragt i land, mens næstkommanderende og en lille del af besætningen prøvede at kaste krudtet over bord og slukke brandene. Efter to timers kamp mod ilden sprang skibet pludselig i luften, mens der stadig var ca. hundrede mand om bord, blandt andet skibets næstkommanderende og trediekommanderende. Flådens tab (døde og sårede) var på over 200 mand, mens mere end 900 mand faldt i fangenskab hos oprørerne. Senere på året deltog flåden i mere vellykkede flankeoperationer, hvor blandt andet udfaldet fra Fredericia fik støtte, således at den tyske tilbagetrækning blev besværliggjort. Flåden sikrede også de danske øer i Vesterhavet. Flådens vigtigste opgave i begge de slesvigske krige var dog blokade af de tyske havne i Østersøen og Nordsøen. Blokaden havde en stor virkning på det tyske samfund, men det betød også noget for søfartsnationerne, specielt Storbritannien, som mistede betragtelige fragt‐ og handelsindtægter. Russiske redere stillede beredvilligt og mod fyrstelig betaling deres skibe og nationalitetsflag til rådighed for tyskerne i Østersøen. Det blev et problem for Danmark, og det var en fremgangsmåde, som Danmark selv havde tjent store formuer på i det forgangne århundrede. Flåden varetog endvidere transport af hærens styrker. Efter politisk pres fra Rusland blev Preussen nødt til at gribe ind over for oprørerne, hvis hær blev opløst med udgangen af året 1850. Hermed sluttede 3‐årskrigen, men det løste ikke problemerne omkring Slesvig – Holsten. Ophævelsen af Sundtolden i 1857
Danmarks skæbne – og dermed også flådens skæbne ‐ har i høj grad været knyttet til Sundtolden, som blev indført i 1429. I 1855 opsagde den amerikanske regering sin 9
Farvandene henholdsvis syd og vest for Dybbøl. Ved varpning sejler et rofartøj ca. 100 meter frem med et svært varpanker i trosse fra eget skib, som ligger opankret for et andet anker. Varpankret bliver firet af, hvorefter skibet haler hjem på varpankertrossen. I mellemtiden har skibet halet eget anker hjem, og det fires af igen, når man når frem til positionen for varpankeret. Herefter gentages hele operationen. Det krævede hårdt arbejde ved ankerspillene og især ved årerne om bord i rofartøjet. 241 10
Flådens historie •
anerkendelse af traktaten om Sundtolden med et års varsel, hvilket i praksis betød, at amerikanerne fra nu af ikke ville betale for at passere stræderne. Danmark indkaldte derfor til en international konference om toldens afvikling. Da Sundtolden blev ophævet, modtog Danmark en økonomisk kompensation på 33,5 millioner rigsdaler, svarende til ca. 12 års indtægter. Til gengæld blev Danmark pålagt i al fremtid at opretholde sømærker og fyrbelysning i de danske gennemsejlingsfarvande. Hermed skulle flåden ikke længere have vagtskibe liggende, primært ved Helsingør, men til gengæld blev der stillet nye krav om søopmåling og fyrafmærkning, som flåden kom til at forvalte. Flåden og Udenrigsministeriet skulle i fremtiden også forvalte passagereglerne i de nye internationale stræder omkring Danmark, herunder også i situationer, hvor krigsførende nationer skulle passere igennem vore stræder, og hvor Danmark forholdt sig neutral. 1864
Allerede i efteråret 1863 trak det op til krig igen, og nu var Danmark oppe imod en tysk kansler ved navn Bismarck, og han havde nogle ambitioner om tysk udenrigspolitik, som betød en meget håndfast indsats mod Danmark (1864), siden tillige Østrig (1866) og Frankrig (1870 ‐1871). Bismarck vurderede, at ingen af London‐traktatens garantimagter 11 ville støtte Danmark aktivt, hvis det kom til krig, så det gjaldt blot om at stille nogle krav til Danmark, som landet ikke ville kunne acceptere, og den situation opstod i efteråret 1863, og krigen kom efter nytår. Det tyske Forbund rådede ikke over flådestyrker af betydning. Da Østrig var i forbund med Tyskland, blev det derfor den østrigske flåde, som skulle tage kampen op mod den danske. Den var baseret i Adriaterhavets nordlige del, så det ville tage sin tid inden den østrigske flåde ville være i danske farvande, og den danske flåde fik en udmærket varsling undervejs. Det var mærkværdigvis nok en dansk søofficer, som havde organiseret den østrigske flåde og bragt den op på et moderne stade. Det var kommandør H. B. Dahlerup, som siden 1849 havde stået for dette arbejde, og han blev udnævnt til østrigsk viceadmiral. Ligesom under den forrige krig skulle flåden udføre blokade af de tyske havne, yde støtte til hærens operationer samt tage sig af søtransport. Orlogskaptajn Edouard Suenson blev udpeget til chef for den danske Nordsøeskadre, som bestod af fregatterne Niels Juel og Jylland og korvetten Heimdal. Suenson gik om bord i Niels Juel med sin beskedne stab. Alle tre skibe var udstyret med dampmaskineri på henholdsvis 400, 300 og 260 hestekræfter. Ordren til Suenson gik ud på, at den danske styrke skulle beskytte den danske handel i Nordsøen og Kanalen og opbringe skibe under tysk flag samt så vidt muligt hindre fjendtlige krigsskibe i at passere ind i danske farvande. Den norske havneby Kristiansand på Norges sydspids blev benyttet som base. Den 9. maj 1864 omkring kl. 11 opdagede de danske orlogsskibe røg i syd‐syd‐vestlig retning, og det viste sig at være fjenden. Så blev der slået ”klart skib” og rigget klar til kamp. Mandskabet blev sendt ned for at ”skaffe” (spise), der blev sat ølfade frem på 11
Bag London‐traktaten fra 1852, som var den formelle afslutning på 3‐års‐krigen, stod garantimagterne Storbritannien, Frankrig og Rusland. Disse lande havde hver deres interesser i relation til Danmark, Slesvig, Holsten, Lauenborg og det danske tronfølgeproblem. Bismarck havde vurderet rigtigt. Da det kom til stykket i 1864, stod Danmark uden allierede. Ganske få år senere, i 1871, stod garantimagterne til gengæld med et nyt problem: Det nye, stærke tyske kejserrige under Bismarcks kyndige ledelse. 242 Flådens historie •
batteridækkene, og hver mand på post fik uddelt et glas brændevin. Den fjendtlige styrke udgjordes af de to østrigske skruefregatter Fürst Felix Schwarzenberg og Graf Radetzky samt de tre preussiske enheder: Hjulkanonbåden Preussischer Adler og skruekanonbådene Blitz og Basilisk. Suensons modstander var kommandør, senere viceadmiral Wilhelm von Tegetthof (1827 – 1871), som to år senere blev berømt som sejrherren fra slaget ved Lissa. På et østrigsk mindesmærke for admiralen stod, ”at han deltog i slaget ved Helgoland og var sejrherre i slaget ved Lissa”! Sådan kan det udtrykkes! Kampen begyndte øst for øen Helgoland den 9. maj 1864 kl. ca. 13.45, og kl. ca. 15.30 udbrød der brand i formasten på Fürst Felix Schwartzenberg, som måtte trække sig ud af kampen, og herunder dækkede Graf Radetzky flagskibet. Under denne manøvre fik den danske styrke et antal langskibs træffere 12 ind på den sidstnævnte enhed. Østrigerne havde i alt 37 dræbte og 92 sårede. Om bord i Jylland var der 12 dræbte og i Niels Juel 2 dræbte. Der var 55 sårede, men en af de sårede døde nogle dage senere. De 15 dræbte danskere blev begravet i Kristiansand. Styrkeforholdet havde været nogenlunde jævnbyrdigt mellem de to styrker. Suenson sejrede i slaget, men kunne ikke følge sin sejr op, da de fjendtlige enheder under kampen gik mod neutralt farvand, hvor den britiske fregat HMS Aurora overvågede krigshandlingerne 13 . De tre preussiske skibe lagde sig i læ af de store østrigske skibe og engagerede de danske enheder på meget stor afstand, og deres beskydning fik ingen betydning. Klokken tre om natten efter slaget modtog Suenson en depeche via et fartøj. Det var et telegram fra Marineministeriet, som lød: ”Paa Grund af forventet Vaabenhvile skal Eskadren retournere til Norge”. Telegrammet var skrevet den 9. maj om formiddagen og sendt via London til Helgoland. Slaget stod om eftermiddagen! I Marineministeriet havde man opgivet håbet om, at en træfning mellem de to styrker kunne nå at finde sted inden våbenhvilen, men det nåede Suenson alligevel. Dermed blev der pyntet lidt på Danmarks situation, men krigen var ikke slut endnu. De tyske tropper havde den 18. april erobret Dybbøl og stod nu ved Als Sund. Den danske hær var rykket tilbage til Als med 12.000 mand. Panserbatteriet Rolf Krake vogtede i Als Sund på at tyskerne ikke foretog en overgang over det smalle sund. Indledningsvis opnåede tyskerne et overraskelsesmoment med en landgang på Als, hvor 2.800 mand i første bølge blev overført klokken 2 om natten den 29. juni. Rolf Krake dukkede først op under overførslen af tredje bølge, og hermed stoppede landgangen. Da skyderiet ophørte, reagerede skibschefen, orlogskaptajn Rothe, på næste punkt i instruksen, som tilsagde ham at deltage i evakueringen af hærens tropper fra Kegnæs til Fyn. Hermed fik tyskerne fred til at overføre resten af tropperne over Als Sund, og det afgjorde kampen. Kommunikationen mellem hær og flåde gik fortrinsvis over de respektive ministerier i København, og det var ikke gavnligt i en taktisk situation, som krævede hurtig handling. Flåden havde taget et nyt våben i brug og for første gang udlagt søminer i Als Sund, men de nåede ikke at få betydning 12
Hvis man kan manøvrere sit skib til en position, hvorfra man med en bredside kan beskyde fjenden fra ret agter, har man mulighed for at rasere hans kanondæk på langs gennem et ubeskyttet agterspejl, hvorfra der normalt er ingen eller kun få kanoner til at besvare ilden. 13
Helgoland hørte oprindeligt under Slesvig‐Holsten, men ved freden i Kiel i 1814 blev øen overdraget til Storbritannien, som i 1890 byttede den med den tyske koloni Zanzibar. Ved bytningen kom øen tilbage til det nu tyske Sleswig‐Holstein. 243 Flådens historie •
for kampens udfald. Krigen sluttede da Storbritannien mæglede. For Danmark var resultatet af krigen ydmygende. Med tabet af Slesvig‐Holsten mistede Danmark 40 % af sit landområde. Den danske befolknings nationalfølelse og de nationale ambitioner havde under de to slesvigske krige ikke stået mål med landets militære evner, og Danmark stod reelt uden allierede, selv om man havde sympati fra de nordiske lande og de øvrige europæiske stormagter. Hæren havde kæmpet bravt mod en overmagt i såvel mandskab som materiel, som den ingen chance havde for at gå sejrrigt ud af uden stormagternes indgriben, og den udeblev. Samarbejdet mellem de to værn havde været unødigt kompliceret og gik ikke altid godt. Flåden havde stort set klaret sig udmærket i begge krige, hvor blokaden mod de tyske havne havde været meget effektiv. Flådens gode resultater – især ved Helgoland ‐ kunne ikke bruges ved forhandlingsbordet efter nederlaget på land. Bismarck fik det, som han gerne ville have det. Afsnit nr. 7: Perioden fra 1864 – 1914: Den tekniske revolution
Flådens blå bog. Søofficerer og teknikere, som har sat deres præg på flådens udvikling, eller som har gjort deres navne kendte i udenlandske flåder. Aarestrup, Oluf, (1871 – 1942), dansk søofficer, som fra 1902 arbejdede energisk for indførelsen af ubåde i Danmark. Hans agitation var dels indenfor søværnet, dels på det politiske plan. Kaptajn i 1909 og fra 1909 til 1910 chef for Danmarks første ubåd Dykkeren. Forlod søværnet i 1912, hvorefter han fra 1912 til1914 var direktør for den europæiske afdeling af det amerikanske ubådsværft The Electric Boat Company. Souschef for flådens overkommando fra 1914 til 1915. Herefter overgået til erhvervslivet. George William Hovgaard, (1857 – 1950), dansk søofficer fra 1879. Blev nr. 1 på sit hold og modtog ”Gerners medalje”. Han gennemgik i 1883 til 1886 en uddannelse til skibskonstruktør ved Royal Naval College i Greenwich. Færdiggjorde sit eget ubådsprojekt med bogen ”Submarine Boats” i 1887, længe før andre havde realistiske ubådsprojekter. Senere kaptajn, underdirektør ved Burmeister & Wain 1895 – 1897 og fra 1901 professor i krigsskibsbygning og lærer i anvendt matematik ved Massachusetts Institute of Technology i USA. Balthasar Münther, (1837 ‐ 1932) fik efter udnævnelsen som nr. 1 på sit hold fra Søkadetakademiet en teknisk uddannelse. Året efter udnævnelsen til premierløjtnant blev han underdirektør på Orlogsværftet og senere direktør for Kockums‐værftet i Malmø. Han blev Tietgens repræsentant i Rusland under forhandlinger om danskbyggede skibe til den russiske flåde. Herfra blev han rekrutteret af britiske producenter af krigsskibe og krigsmateriel. Efter 7 år i Japan fik han solgt næsten hele den flåde, som Japan i 1904 – 1905 brugte til at slå Rusland med, og den handel fik han procenter af! Herefter kunne han atter slå sig ned i Danmark, nu som en særdeles velhavende mand. Andreas du Plessis de Richelieu, 1852 – 1932, reserveløjtnant i den danske flåde, siamesisk viceadmiral og marineminister. Chef for de siamesiske styrker på Menamfloden under grænsekonflikten med Frankrig. Opbyggede sporveje, jernbaner og elektricitetsværker i Siam (Thailand) og skaffede blandt andet danskere til at forestå opbygningen af det moderne Siam. Efter hjemkomsten til Danmark i 1902 indtrådte han på en række nøgleposter, blandt andet i bestyrelserne for ØK, DFDS og Landmandsbanken. Den tekniske udvikling i Danmark og ude i verden
244 Flådens historie •
Den tekniske udvikling herhjemme tog for alvor fart efter 1864. Det skyldtes dels industrialiseringen og dels Den amerikanske Borgerkrig fra 1861 – 1865, som af mange er blevet kaldt for den første moderne krig. Den tekniske udvikling inden for orlogsskibe fortsatte i et højt tempo, men der kom ikke nogen deciderede ”søkrige” imellem de større magter. Der blev kun tale om krige i de britiske kolonier, Ruslands kampe mod Tyrkiet og de øvrige sydlige naboer etc. En enkelt undtagelse var søkrigen mellem Italien og Østrig i 1866. I 1904 – 1905 kom der til gengæld en storkrig med et forbløffende udfald. Det var den russisk‐japanske krig, hvor Japan ikke blev spået mange chancer, men som Japan ikke desto mindre vandt stort. Det var første gang, en europæisk stormagt var blevet besejret af ”et land fra den tredje verden”. De erfaringer fra både søkrigen og krigen på land, som man burde have draget, blev ikke indhøstet af de mange internationale observatører og eksperter, men måske snarere fejlfortolket, så de samme erfaringer måtte gøres endnu en gang under Den første Verdenskrig fra 1914 til 1918. Under den russisk‐japanske krig kom især Japans brug af langtrækkende artilleri, natkamp, søminer og moderne torpedoer til at spille en afgørende rolle. Samtidig var der nu et flådekapløb i gang mellem den traditionelle flådemagt Storbritannien og det nyetablerede tyske kejserdømme. Kejser Wilhelm den Anden var blevet så begejstret for den amerikanske kommandør Alfred Thayer Mahans første værk fra 14
1890 om sømagtens indflydelse på verdensudviklingen, at han beordrede, at der altid skulle være et eksemplar af bogen i hver officersmesse i den kejserlige tyske flådes skibe. Når man ser på den tekniske udvikling i den danske flåde efter 1864, skal den selvfølgelig sammenholdes med den tilsvarende udvikling i det civile samfund, hvor der opstod en industriproduktion i alle større byer, og jernbanetransport og dampskibstransport nu muliggjorde forsyning med råvarer og transport fra fabrik til forbruger. Næsten alle danske byer lå ved vandet, havde eget skibsværft og en dampskibsforbindelse. Flåden var på forkant med udviklingen. Selv om bevillingerne var små lykkedes det at uddanne teknikere i udlandet, som så efterfølgende dels kunne lede en hjemlig produktion, dels kunne undervise en kommende generation. Inden for et ganske kort spand af år medførte den tekniske udvikling, at følgende blev introduceret i en flåde, som i århundrede havde betjent sig af sejl og forladekanoner: • Træskibe blev erstattet af jernskibe, og de blev efterhånden pansret i siderne og på dækket i takt med at skibsartilleriet blev kraftigere. I 1882 fik flåden sit første stålskib leveret. • Gamle forladekanoner blev erstattet af bagladekanoner, som blev riflet. Kugler blev erstattet af granater, som blev fyldt med skydebomuld og senere med kraftigere sprængstof. Riflingen medførte større præcision, og nye, kraftige krudtsorter medførte længere ”rækning” (større skudafstande). Fra de småkalibrede våben blev der udviklet ”maskinskyts”, det vil sige hurtigskydende maskinkanoner, som kunne benyttes mod nærliggende mål. Hvor kanoner tidligere var opstillet uden mulighed for at dreje mere end nogle få grader, blev de nu opstillet i drejelige tårne. De blev drejet ved hjælp af damp, elektricitet eller hydraulik, og under et kanontårn var der placeret et ammunitionsmagasin med elevatorer, som kunne løfte granater og krudtladninger op til 14
I 1890 udgav A. T. Mahan (1840 – 1914) sin første bog ”The Influence of Sea Power upon History 1660 – 1783” i Boston. 245 Flådens historie •
•
•
•
•
•
•
•
•
kanonen. Med indførelsen af elektriske projektører i 1880’erne blev natkamp til søs en mulighed. Efter østrigernes succesfulde vædring af det italienske flagskib Re d’Italia i 1866 indførtes ”vædderstævn” på mange orlogsskibe – en opfindelse, som var blevet anvendt i det gamle Rom og siden af galejflåderne i Middelhavet, blandt andet ved det store søslag ved Lepanto i 1571. Dykning blev også et speciale, som flåden måtte beskæftige sig med. Fra 1866 havde flåden såkaldte ”tunge dykkere”. De kunne arbejde under vandet – på havbunden eller fra en affiret platform ‐ iført en dragt med hjelm og luftslange. Dykkermedicin og efterforskning af dykkerulykker hører fortsat under søværnet. Søminer kunne nu lægges som en effektiv spærring, og ved hjælp af kabler ind til en søminestation på land kunne man ”tænde og slukke” for et såkaldt ”kontrolleret minefelt” for eksempel i gennemsejlingsfarvande eller ud for en havn, som skulle beskyttes. Samtidig var torpedoen blevet udviklet som et effektivt våben fra mindre orlogsskibe, som nu kunne true selv de største enheder. Hvis store skibe lå til ankers eller i havn, beskyttede de sig med torpedonet langs siderne. De større flåder udrustede såkaldte Torpedoboat Destroyers (på tysk Torpedoboot Zerstörer), som skulle angribe torpedobåde og holde dem væk fra de større enheder. Senere blev de blot kaldt for Destroyers (Zerstörer). Omkring århundredeskiftet begyndte produktionen af effektive undervandsbåde, som kunne medføre torpedoer. Danmark fik sin første ubåd Dykkeren i 1909. På dette tidspunkt blev skibsradioen også udviklet. I forhold til telegrafen blev det en afgørende forbedring for såvel den militære som den civile skibsfart. Den første flyvning med et fly tungere end luft fandt sted i 1903, og i 1912 fik flåden sit første fly ved navn Glenten. Det var en gave fra den flyveinteresserede generalkonsul Ludvigsen. Året efter købte søværnet yderligere to fly, som blev navngivet Maagen og Ternen. Udviklingen inden for fremdrivningsmaskineri var en af de mest betydningsfulde og ganske revolutionerende for al taktik med orlogsskibe. Nu spillede vinden kun en mindre rolle. Først kom dampmaskinen, siden dampturbinen og skibsdieselmotoren. Tilsvarende blev der udviklet såkaldte ”hjælpemotorer”, som leverede energi til skibenes interne anvendelse – bortset fra fremdrivning. De leverede elektrisk strøm eller damp til spil, kraner, kanoner, ammunitionselevatorer, projektører m. m. Krav til personel og uddannelse
Danmark indførte fra 1848 værnepligt for mænd. Det blev primært indført for at tilgodese hæren, som havde behov for et stort antal mænd. Søværnet havde i stedet et behov for et relativt beskedent antal, men til gengæld skulle de pågældende kunne uddannes til at betjene kompliceret og moderne materiel set i relation til, hvad der ellers fandtes af teknologi rundt omkring i landet. I stedet for værnepligtige, som kun ville være til rådighed i kortere perioder, var det attraktivt for flåden selv at uddanne et korps af fast personel. Den tekniske udvikling som beskrevet ovenfor medførte, at nøgleordet for verdens flåder nu blev uddannelse. Det er værd at bemærke, at en væsentlig grund til, at japanerne 246 Flådens historie •
kunne vinde over russerne i 1904 – 1905 var indførelsen af et godt, ensartet, landsdækkende skolesystem i 1875, som dannede grundlag for al uddannelse i flåden og hæren. I Danmark medførte udviklingen, at man nu måtte rekruttere velbegavede og robuste mænd, som kunne lære at betjene alt det nye og komplicerede materiel. Det krævede opbygning af en organisation med kaserner, skolebygninger og lærerkræfter. Det blev centreret omkring flådens hovedbase på Holmen og Orlogsværftet, og ude i samfundet kom der til at stå respekt om flådens uddannelser. Flådens underofficersskole blev startet i 1867 i Søkvæsthuset. Blandt ca. 200 årlige ansøgere antog man normalt ca. 25 elever. De var typisk 14 til 16 år gamle, og efter 6 og et halvt år afgik de fra skolen som Underofficerer af II. Klasse. Det var en eftertragtet uddannelse, og så kunne man få en bolig i Nyboder (udtaltes den gang som ”Ny‐bor”). Tilsvarende måtte der opbygges en teknisk organisation, som kunne udvælge og afprøve materieltyper og stå for eventuelle materielanskaffelser i ind‐ og udland. Den skulle teste udstyr og kunne instruere de første besætninger. Endelig skulle der uddannes teknisk personel til tjeneste om bord i alle skibene, som skulle kunne betjene relativt kompliceret materiel med mekaniske og elektriske komponenter i en tid, hvor disse ting endnu ikke var spredt ud til befolkningen, men kun fandtes i enkelte industrier. Skibbygning‐ og Maskinskolen uddannede kadetter til Maskinkorpset, men fra 1905 blev de benævnt ingeniørelever, og efter endt uddannelse kunne de kalde sig marineingeniører. På den måde blev Orlogsværftet, sammen med flådens øvrige myndigheder på Holmen, den institution i Danmark, som beskæftigede sig med den mest moderne teknologi i perioden fra 1864 til 1914, og det var her, at Danmarks bedste ingeniører blev ansat. Her startede også et samarbejde mellem flåden og det nærliggende Burmeister & Wain, som udviklede sig til et moderne skibsværft og motorfabrik. Det skal dog nævnes i den forbindelse, at Holmen også i hele 1700‐tallet var Danmarks mest avancerede arbejdsplads. Flådens meget forskelligartede
togter og operationer mellem 1864 og 1914
I denne periode opstår begrebet ”flådebesøg”, der kan anvendes til lidt af hvert. Flådebesøg kan anvendes i diplomatiet, både som en udstrakt hånd og som en knyttet næve. ”Fredelige flådebesøg” har været med til at støtte interessen for Danmark og danske eksportvirksomheder. I Christian den 9.s regeringstid kom der ofte kongelige og kejserlige yachter til København, ledsaget af fremmede orlogsskibe. Fregatten Tordenskiold blev i 1870 – 1872 lejet ud til Store Nordiske Telegrafselskab (selskabet hedder i dag ”GN”: ”Great Northern”) med besætning. Det skete, efter selskabet havde lagt kabler tværs over Rusland og videre til Kina. Den danskfødte prinsesse Dagmar, kongens datter, som nu var russisk kronprinsesse, sørgede for at tale Danmarks sag under industrialiseringen. Fregatten udlagde flere søkabler, blandt andet mellem Kina og Japan. Da Suez‐kanalen blev åbnet i november 1869, sendte man fregatten Sjælland, som repræsenterede Danmark. 247 Flådens historie •
I 1874 sendte flåden en fregat og en korvet til Island for at deltage i fejringen af landets ”tusindårsfest”. Fra 1876 begyndte de mere regelmæssige videnskabelige undersøgelser i Grønland, og de skibe, som efterhånden årligt blev sendt til Grønland af Marineministeriet, fik instruks om også at foretage søopmåling i farvandene. Det øgede fiskeri omkring de nordatlantiske områder medførte, at flåden langsomt blev inddraget i fiskeriinspektion i færøske, islandske og grønlandske farvande. I 1878 sendte man et skib til de dansk‐vestindiske øer for ”at slå et negeroprør ned”, som det hed i datiden. Oprøret stoppede alene på grund af tilsynekomsten af fregatten Sjælland. I 1895 deltog Gejser, Hekla og fire torpedobåde i åbningen af ”Kaiser Wilhelm Kanal” (Kielerkanalen). Det var det første danske flådebesøg i Tyskland siden 1864! I 1901 afsendtes krydserkorvetten Valkyrien til Vestindien som stationsskib 15 . I maj 1902 var skibet blandt de første, som kunne yde hjælp efter vulkanudbruddet på Mont Pelé på Martinique, hvor byen St. Pierre blev udslettet, og 30.000 mennesker omkom. Da den russiske Østersøflåde i oktober 1904 sejlede ud af Østersøen for at deltage i krigen mod Japan, blev den ”fulgt ud” til Skagen af danske enheder. I 1908 tilbragte krydseren Hejmdal jul og nytår i Piræus, Athens havneby. Siden den danske prins Wilhelm, selv tidligere søkadet, havde overtaget den græske trone, havde danske orlogsskibe ofte aflagt besøg i Piræus. Marineministeriet beordrede skibet mod Messina, hvor der havde været et voldsomt jordskælv. Her skulle skibet yde assistance til befolkningen. Københavns befæstning
En af de politiske erfaringer fra 1801 og 1807 var, at landets hovedstad skulle kunne forsvares. I slutningen af 1800‐tallet opstod der en voldsom politisk strid om, hvorvidt hele landet eller kun hovedstaden skulle kunne forsvares. Det endte med en voldsom udbygning af det militære forsvar omkring København. Til gengæld var der ikke mange hærstyrker uden for hovedstaden. Da Den første Verdenskrig brød ud, var København den bedst forsvarede hovedstad i verden. Det stærkeste fort var Middelgrundsfortet, som blev bygget mellem 1890 og 1895 ude på Middelgrunden ‐ på 7 meters vanddybde ‐ ud for indsejlingen til Københavns havn. I perioden fra 1910 til 1915 blev det suppleret med yderligere et fort i Sundet, bygget på den grund, som blev betegnet Saltholm Flak. Fortet blev kaldt Flakfortet. Hæren stod for det meste, inklusive forterne, medens flåden kunne supplere med ubåde, søminer, torpedobåde, artilleribevæbnede panserskibe m. v. Kommandoforholdene var lidt besynderlige. I 1899 blev det bestemt, at ledelsen af ”Københavns søfront” skulle underlægges chefen for ”Den flydende Defension”, der dog i krigstid blev underlagt Hærens Overkommando. Denne defensionschef, normalt en kontreadmiral, havde ret til i fredstid at inspicere søforterne og den uddannelse, som hæren gav besætningerne. Kongehuset og flåden
15
Et skib på stationstjeneste løser alle statens forefaldne opgaver i området. Det omfatter lægeassistance, politiopgaver, eftersøgninger, søredningstjeneste, støtte til toldvæsenet, søopmåling, katastrofehjælp, brandslukning og meget andet. 248 Flådens historie •
Prins Wilhelm, (1845 ‐ 1913), Christian den 9. næstældste søn, blev kadet på Søkadetakademiet i 1860. I 1863 måtte han imidlertid afbryde sin uddannelse, da han skulle overtage tronen som Grækenlands konge under navnet Georg den 1 16 . Prins Valdemar (1858 – 1939), som var hans yngste bror, fuldførte sin uddannelse og gjorde blandt andet tjeneste som kommandør og chef for krydserkorvetten Valkyrien under et togt fra 1899 til 1900 til Det fjerne Østen, hvor især Siam (Thailand) var blevet en særdeles vigtig handelspartner for Danmark 17 . Han blev udnævnt til admiral i 1918. Prins Carl (1872 – 1957), yngre bror til Christian den 10., var uddannet som søofficer. I 1905 besteg han tronen i Norge som kong Håkon den 7. Prins Axel (1888 – 1964), som var søn af prins Valdemar, gennemgik uddannelsen til søofficer, men forlod tjenesten og gik ind i ØK, hvor han avancerede til direktør og senere til bestyrelsesformand. Han var meget aktiv indenfor en række forskellige områder, hvoraf flyvning var et af dem. Han fik flyvecertifikat i flåden i 1913. Flådeplaner, dygtige teknikere og stramme budgetter:
Flådens udvikling i skyggen af det tyske kejserrige frem mod 1914
På trods af sin lidenhed lykkedes det for Danmark og den danske flåde at fostre et antal dygtige teknikere af internationalt format, blandt andet Hovgaard, Münther, Aarestrup og Richelieu, men en del af frugten af deres indsats tilfaldt andre lande og andre flåder. I 1866 begyndte hæren at beskæftige sig med søminer. Det skete under Ingeniørregimentets Sømineafdeling, som i 1878 overgik til søværnet under betegnelsen Søminevæsenet. Her blev nogle af landets dygtigste teknikere ansat, så da man i 1884 skulle installere elektrisk lys i Det kongelige Teater, blev installationen foretaget af personellet herfra. Danmark opnåede en licensaftale, så man selv kunne producere torpedoer på Holmen. I 1883 oprettede man en torpedoskydebane ved søminestationen i Bramsnæsvig nær Holbæk. Flåden havde ikke midler til at producere nye skibe i stort antal, men det lykkedes flåden hele tiden at følge den tekniske udvikling, dels på Orlogsværftet og dels på det private værft Burmeister & Wain, som flåden havde et udmærket samarbejde med. Siden 1879 havde flåden bygget et antal torpedobåde, som kunne deltage i forsvaret af de danske stræder og samarbejde med øvrige kampenheder. I 1882 overtog flåden panserskibet Tordenskiold, som var flådens første stålskib. Det fik et kanontårn med en drejelig kanon med et kaliber på 14 tommer (35 cm). Det var i mange år den kraftigste skibskanon i Norden. I begyndelsen af det nye århundrede fik man midler til at bygge tre panserskibe på ca. 3.600 tons. Det var Olfert Fischer, Peder Skram og Herluf Trolle, som indgik i flådens tal mellem 1903 og 1909. De blev senere benævnt kystforsvarsskibe. Ideen med dem var, at de 16
På Søkadetakademiet havde man selv frokost med på det tidspunkt. Prins Wilhelm havde en dag nogle særdeles fedtede sardiner i olie med, og de var pakket ind i adskillige sider avispapir. Det var ved læsning af sådan en avisside, at han erfarede, at han skulle være konge af Grækenland. Det var efter stormagternes ønske, og ikke den græske befolknings, men han blev en dygtig og respekteret konge. 17
Han blev i 1885 gift med den farverige prinsesse Marie af Orleans, der som søofficershustru fik tatoveret et anker på sin ene skulder. 249 Flådens historie •
skulle kunne dække stræderne med deres kraftige artilleribevæbning med 24‐cm. kanoner. De skulle også kunne indgå i forsvaret af hovedstaden i samarbejde med forterne. De skulle være kraftigt pansrede og have en relativ lille dybgang, så de kunne passere igennem den danske del af Sundet ved Drogden. Farten havde man ikke lagt så stor vægt på, og deres maksimumfart lå derfor kun på 15 – 16 knob. I 1913 modtog søværnet en pengegave fra Danske Kvinders Forsvarsindsamling. Beløbet dækkede indkøbet af ubåden Triton, som herefter ændrede navn til 2den April. Den indgik i en serie ubåde af den såkaldte A‐klasse, som blev bygget på et østrigsk værft i Fiume i Adriaterhavet. To enheder blev bygget på licens på Orlogsværftet. I 1914 påbegyndte man bygningen af et artilleriskib, Niels Juel, men på grund af verdenskrigen blev skibet ikke færdigt, og da det endelig blev færdigt længe efter krigen, i 1923, fik det en helt anden og lettere armering, end det oprindeligt var tiltænkt. Ved udbruddet af Den første Verdenskrig havde Danmark en relativ stærk flåde med veluddannede besætninger og moderne udstyr. Danmarks store problem var, at landet lå indenfor Tysklands interessesfære, men det lå for langt væk fra Storbritannien til, at man herfra kunne yde beskyttelse. Danmark var uden alliancer, og hvis der kom en krig mellem Tyskland og Storbritannien, så var en af mulighederne, at Storbritannien ville gennemføre et angreb mod Tysklands Østersøkyst ned gennem de danske stræder. Så måtte Danmark lære at balancere på en knivsæg og undgå at provokere hverken den ene eller den anden part. Tabet af Sønderjylland stod i frisk erindring, og et fejltrin mere kunne medføre tabet af resten af Danmark! Afsnit nr. 8: Perioden fra 1914 – 1945:
To verdenskrige med en problematisk mellemkrigstid
Flådens blå bog. Kaj Birksted (1915 – 1996), flyverløjtnant af reserven i søværnet 1938. Flygtede i april 1940 til Norge via Sverige og blev evakueret under kampene i Nordnorge til England. Uddannet til jagerpilot på den norske flyveskole i Canada. Senere eskadrillechef i en norsk eskadrille, Wing Commander i Royal Air Force og oberstløjtnant i det frie norske flyvevåben. Under invasionen var han som stabsofficer ansvarlig for den allierede støtte med jagerfly. Højt dekoreret i Storbritannien og Norge, men ikke i Danmark! Thomas Vilhelm Garde (1859 – 1926), kontreadmiral, direktør for Marineministeriet 1908 – 1911, flådens stabschef 1911 – 1914, chef for 2. Eskadre (i Storebælt) straks efter udbruddet af Den første Verdenskrig. Fra 1915 chef for 1. Eskadre i Sundet. Asger Emil Valdemar Grandjean (1889 – 1948), kommandør. Efter søofficersuddannelsen blev han i 1916 uddannet som flyvebådsfører. Han fortsatte som chef for flyvebådsstationen og var fra 1923 til 1941 chef for Marinens Flyvevæsen. Flyvningens barndom var en farlig tid, og Grandjean måtte som chef deltage i 59 begravelser af piloter og flybesætningsmedlemmer. Fra 1941 – 1943 og igen fra 1945 til sin død i 1948 var han chef for Flådestation København. Otto Joachim Molkte Kofoed‐Hansen (1854 – 1918), viceadmiral og chef for Flådens Overkommando under Sikringsstyrkens formering under Den første Verdenskrig fra den 1. august 1914 til sin død den 11. april 1918. Ansvarlig for den danske minelægning i 1914. Henri Konow (1862 – 1939), viceadmiral. Blev som kommandørkaptajn og chef for krydserkorvetten Valkyrien konstitueret guvernør 1916 – 1917 over Dansk Vestindien med henblik på overdragelse af øgruppen til USA den 31. marts 1917. Kortvarigt udenrigs‐ og 250 Flådens historie •
forsvarsminister under ”påskekrisen” i 1920 (i blot syv dage). Herefter direktør for Orlogsværftet og Inspektør for Flåden. Hjalmar Rechnitzer (1872 ‐ 1953), viceadmiral, chef for Ubådsflotillen 1914 – 1917 og tillige chef for Marinens Flyvevæsen. Han var Marineministeriets direktør og chef for Søværnskommandoen (og dermed flådens chef) den 9. april 1940. Blev opfordret til at gå af den 8. maj 1940 af fire af søværnets ældste officerer. Blev efter krigen afhørt af Den parlamentariske Kommission for sin rolle omkring besættelsen i 1940. Aage Helgesen Vedel (1894 – 1981), viceadmiral, Marineministeriets direktør og chef for Søværnskommandoen, Dr. Phil (honoris causa) ved Københavns Universitet, vicepræsident for Det kongelige danske geografiske Selskab, bestyrelsesmedlem i ØK, æresmedlem af Søe‐
Lieutenant‐Selskabet og Søofficersforeningen. Gav den 29. august 1943 kl. 04.08 ordren til at sænke flådens skibe. I tilfælde af kampe under en allieret befrielse af Danmark ønskede de allierede, at der blev udpeget en designeret chef for den danske modstandshær. Frihedsrådet pegede på viceadmiral Vedel, men da han sagde nej, fik generalløjtnant Ebbe Gørtz i stedet tilbudet. Vedel var søværnets chef fra 1941 til 1958. Kongeskibet Dannebrog fra 1932
Det gamle kongeskib, hjuldamperen Dannebrog med de store hjulkasser på siderne, hejste kommando i 1880. Efter kommandohejsningen i artilleriskibet Niels Juel i 1923 blev dette skib undertiden udrustet som kongeskib på længere togter, og det gamle kongeskib kunne nu udfases. Der blev lagt planer om et nyt kongeskib, som skulle kunne bruges under kongefamiliens sejladser såvel i hjemlige farvande som i Nordatlanten. Efter en del overvejelser blev det besluttet at bygge et motorskib på Orlogsværftet, forsynet med dieselmotorer fra B & W. Det nye kongeskib, som også fik navnet Dannebrog, hejste kommando den 26. maj 1932, og det viste sig at være godt til formålet. Det blev et særdeles smukt og repræsentativt skib, som stadig eksisterer i bedste velgående, takket være omhyggelig vedligeholdelse og løbende udskiftninger. Kongehuset og flåden
Frederik, kronprins (1899 – 1972), gennemgik søofficersuddannelsen og forrettede herefter tjeneste i en række forskellige enheder. I 1927 blev han chef for torpedobåden Søhunden og i 1934 chef for torpedobåden Hvalrossen. Både som kronprins og konge satte han meget stor pris på tiden i og vennerne fra flåden. Knud, prins (1900 – 1976). Efter sigende skulle prins Knud på sin faders ordre søge ind til officersuddannelsen i hæren, da hans ældre broder nu havde valgt flåden, men da han hørte, hvor muntert det gik for sig i flåden, besluttede han sig for at lade sig dumpe til optagelsesprøven i hæren og herefter søge ind til flåden. Blev chef for minefartøjet Sixtus og en række forter 18 under Kystdefensionen. Ærespræsident for Kystartilleriforeningen fra 1940 til 1976. Den første Verdenskrig
18
På Dragørfortet var der opsat et skilt på en dør: ”Luk Døren for Helvede. Knud, Prins af Danmark.” 251 Flådens historie •
Der var lagt op til væbnet konflikt mellem stormagterne, men ingen kunne ane, hvornår den kom. Forsvarsordningen fra 1909 havde gjort det muligt at anskaffe et antal undervandsbåde og forøge antallet af torpedobåde, og fra 1912 blev der anskaffet fly. Da krigen var en realitet i sommeren 1914 gik det pludselig stærkt. Tyskerne forlangte, at Danmark spærrede stræderne mod briterne, og de udlagde også selv miner i Langelandsbæltet og i Lillebælt. Sønderjylland hørte jo til Tyskland. Kong Christian X skrev til sin slægtning, den britiske konge, og forklarede ham Danmarks delikate situation. Der var forståelse i Storbritannien for Danmarks håndhævelse af neutraliteten, men det var også delikat at skulle forklare tyskerne, at neutraliteten ikke indebar støtte til Tyskland. Flåden udlagde umiddelbart en ret stor del af sin minebeholdning, ca. 1.000 søminer, i en række spærringer rundt om hovedstaden, i Storebælt og i Lillebælt. Hvert sted skulle der afsættes styrker til at bevogte minefelterne. Nogle af spærringerne var såkaldte ”kontrollerede spærringer”, hvor man via et kabel i land til en søminestation kunne armere eller desarmere det enkelte minefelt. Desuden skulle Smålandsfarvandet syd for Sjælland sikres, så flåden kunne komme fra Sundet til Storebælt eller omvendt ad denne rute. I 1915 blev det besluttet at indsætte britiske ubåde i Østersøen. De skulle sænke tyske handels‐ og orlogsskibe og assisteres fra russiske baser. En af disse ubåde, E13, gik under passagen af Sundet den 19. august 1915 på grund ved Svaneklapperne øst for Saltholm. Medens danske orlogsskibe befandt sig nær den strandede ubåd, løb en tysk torpedobåd op i nærheden, affyrede en torpedo og beskød ubåden med granater. Blandt den britiske besætning var der 15 dræbte, og den tyske opførsel var et klart brud på dansk neutralitet. Under krigen havde flåden ni dræbte og syv sårede på grund af miner. I alt tilintetgjorde flåden 5.803 miner. Fem uger efter krigens afslutning blev Sværdfisken minesprængt i Langelandsbæltet under minestrygning. Yderligere tre blev dræbt og otte såret. Med en relativ stærk flådestyrke bestående af panserskibe, ubåde og torpedobåde, støttet af udlagte miner, var det lykkedes for Danmark at hævde sin neutralitet og klare sig igennem uden at blive inddraget i krigen. Mellemkrigstiden
Den første Verdenskrig skulle være afslutningen på alle krige. Nu satte politikerne deres lid til Folkenes Forbund, og i fremtiden ville Danmark blot have behov for et beskedent neutralitetsværn og på havet måske blot et søpoliti, som det blev foreslået af politikerne. Der blev skåret drastisk i flådens bevillinger ved to nye ordninger. I 1922 blev der skåret med ca. 25 % i flådens bevillinger. Med lovforslaget fra 1932 kom der endnu en voldsom nedskæring, og den nyudnævnte flådeinspektør (chef for flåden), viceadmiral H. L. E. Wenck, valgte derfor at søge sin afsked, da han ikke mente, at der var noget rimeligt forhold mellem mål og midler. Han fik bevilget sin afsked, og herefter overtog den daværende direktør for Marineministeriet, kontreadmiral H. Rechnitzer, tillige denne stilling, nu som viceadmiral. Det var specielt interessant, for det var ham, der havde udformet lovforslaget i samarbejde med politikerne! Flådens situation forværredes af, at Kystdefensionen nu overgik fra hæren til søværnet, men heller ikke her var der sammenhæng mellem personel og penge eller mål og midler. Personelordningerne blev ændret, og en del af nøglepersonellet valgte at forlade tjenesten. En revideret ordning fra 1937 søgte at lappe lidt på materielsituationen, men på dette fremskredne tidspunkt af Hitlers oprustning kunne udviklingen ikke ændres. 252 Flådens historie •
Kølen til artilleriskibet Niels Juel blev allerede lagt i 1914, men på grund af krigen gik arbejdet i stå. De tunge kanoner kunne ikke skaffes, og efter krigen tog det yderligere 5 år at bygge skibet færdigt. I mellemtiden var politikerne og søværnet blevet uenige om behov for fart og bevæbning, og nu endte man med et skib, som ikke fik sin krydserbevæbning (24 cm – kanoner) og ej heller krydserfarten. De tre gamle panserskibe forudså man ophugget uden afløsning, men Peder Skram indgik stadig i flådens tal, da den næste krig begyndte. Søværnet rådede fortsat over dygtige teknikere og ingeniører, men det kunne ikke opveje problemerne omkring anskaffelse af tilstrækkeligt mange skibe. I mellemkrigstiden fik flåden nogle virkelig gode ubåde. De blev bygget på Orlogsværftet og fik dieselmotorer fra B & W. De sidste fire blev leveret fra 1938 til 1940. Det var de moderne ubåde af H‐
klassen, men Danmark havde bibeholdt 45‐cm (diameter) torpedoer, medens næsten alle andre brugte 53‐cm torpedoer. Tilsvarende havde de seks torpedobåde af Dragen‐klassen (tre af Dragen‐klassen fra 1930 og tre let modificerede af Glenten‐klassen fra 1933) også kun 45‐cm torpedoer. Disse både h avde en uheldig størrelse på ca. 290 tons, idet de var en mellemting mellem en motortorpedobåd på ca. 100 tons og en torpedobåd på ca. 600 – 900 tons. De havde dog hverken motortorpedobådenes fartoverlegenhed eller torpedobådenes våbenoverlegenhed. Marinens Flyvevæsen blev gradvist udbygget, men antallet af fly var meget lille. Luftmarinestation København (det senere Margretheholm) var udrustet med søfly, som indgik i 1. Luftflotille. Luftmarinestation Ringsted havde jagerflyene, som indgik i 2. Luftflotille. Der blev i 1930’erne anskaffet torpedobærende fly. Skibe til opmåling på Grønland fik i 1930’erne søfly med ombord, så man kunne tage luftfotografier til hjælp for kortlægning af områderne. Et planlagt indkøb af moderne italienske jagerfly gik i stå på grund af krigsudbruddet og den efterfølgende besættelse. Den anden Verdenskrig
Da krigen brød ud i september 1939, etablerede man ligesom i 1914 en sikringsstyrke, blot var flåden nu betydelig mindre. Der blev udlagt miner i stræderne og ud for København, og flådens beskedne styrke, der stort set kun talte artilleriskibet Niels Juel, seks torpedobåde, syv undervandsbåde og 24 forskellige luftfartøjer, skulle bevogte minefelterne og observere aktiviteter i farvandene. Det sidste af panserskibene, Peder Skram, afventede udfasning, da krigen kom. Den 9. april 1940 blev ikke nogen mindeværdig dag for den danske flåde. På grund af krigsopgaverne lå skibene spredt i danske farvande. I dagene op til den tyske besættelse havde marineattachéen i Berlin, kommandørkaptajn F. H. Kjølsen, forsøgt at advare om en kommende tysk militæraktion. Der var mange rapporter om stor aktivitet i de nordtyske havne. Da operation ”Weserübung” (den tyske besættelse af Norge og Danmark) gik i gang, og der blev rapporteret om mange nordgående skibe i Storebælt, forsøgte flåden at skaffe sig et overblik ved at beordre sine fly ud på rekognoscering i området. Det blev afslået af Marineministeriets direktør, viceadmiral Hjalmar Rechnitzer. Det gjorde han ud fra følgende betragtninger: Danmark skulle ikke provokere den store nabo i syd, og desuden kendte han personligt den tyske flådechef, Grossadmiral Erich Raeder. Det var Rechnitzers opfattelse, at hvis Raeder blev tvunget ud i et eller andet, som påvirkede forholdet til Danmark, så ville han som god søofficerskollega og gentleman lade Rechnitzer det vide. 253 Flådens historie •
Sådan gik det bare ikke. I løbet af natten opdagede man fra torpedobåden Glenten i Storebælt, at der var kampklædte tyske tropper om bord i skibene. Det tog ret lang tid at komme i telefonisk kontakt med Marineministeriet, som nogenlunde samtidig med beskeden fik melding om, at tyskerne var gået i land i en række havne og havde overskredet grænsen. På Middelgrundsfortet var det meste af besætningen hjemsendt, og der blev hverken herfra eller fra skibene på Holmen gjort noget mod skibet Hansestadt Danzig, som sejlede til Langelinie med de tropper, som skulle erobre Amalienborg og Kastellet. Det blev dog kun til Kastellet. Den 8. maj 1940 stillede fire af de ældste søofficerer hos viceadmiral Rechnitzer og meddelte ham, at han som chef ikke længere nød tillide n fra søværnets personel – en situation meget tæt på mytteri. Han valgte at træde tilbage to dage senere. De fleste i flåden skammede sig over politikernes manglende handlekraft den 9. april, selv om det var en logisk konsekvens af de foregående årtiers reducerede forsvarsbevillinger og idealerne omkring fred og nedrustning. Næppe var tyskerne i landet, før de begyndte at stille krav til regeringen om militær assistance af forskellig art. Blandt andet ville de gerne have, at flåden tog sig af minestrygning i danske farvande. Det brød personellet sig ikke om, og det blev hurtigt aftalt mellem den danske regering og de tyske myndigheder, at de øst‐
vestgående skibsruter, som var nødvendige for at opretholde Danmarks interne forbindelser, blev strøget af danske minestrygere, medens de nord‐sydgående forbindelser blev strøget af tyskerne. Det var deres forbindelse under felttoget til Norge, og en dansk assistance hertil ville af briterne kunne opfattes som hjælp til Tysklands krig. Flåden havde enkelte brodne kar, som fulgte regeringens opfordring og meldte sig til tysk militærtjeneste, men generelt fra besættelsens start var personellet mere eller mindre anti‐tysk, og jo længere tiden gik, jo mere udtalt blev modsætningsforholdet, men der var meget langt fra at knytte næverne i bukselommerne til at sprænge tyske virksomheder i luften og sænke tyske skibe. Et krav fra tyskerne om udlevering af seks af torpedobådene af Dragen‐ og Glenten‐
klassen (tre af hver type) blev imødekommet den 5. februar 1941, men via Stockholm kom der en besked fra den britiske regering, som blev videregivet til det danske kongehus og til Flåden: Hvis de danske undervandsbåde også blev overgivet til tyskerne, ville man ikke se med milde øjne på Danmark efter krigen! Hermed lå kimen til beslutningen, som blev iværksat den 29. august 1943. Inspiration fik Marineministeriets direktør og Flådens folk også fra den franske flåde i Toulon den 27. november 1942, hvor besætningerne selv sænkede skibene i stedet for at overdrage dem til tyskerne. I løbet af sommeren 1943 planlagde den tyske hær en operation rettet mod den danske hær, som man ikke ønskede i området som en usikkerhedsfaktor, såfremt de allierede valgte at gå i land i Danmark. I sidste øjeblik valgte man også at inkludere den danske flåde i operation ”Safari”, som var en tysk neutralisering af hæren og flåden i Danmark. For det tilfælde, at nogle af de danske skibe skulle prøve at stikke af til Storbritannien, havde tyskerne udlagt en kæde på otte ”forpostbåde” mellem Skagen og Oslofjordens munding. Bag dem, på en linie mellem Thyborøn og Stavanger, lå tre tyske ubåde på en patruljelinie klar til at sænke, hvad der måtte k omme forbi. Da situationen spidsede til i slutningen af august 1943, var flåden klar med en plan om at sænke egne skibe, såfremt de ikke kunne nå til Storbritannien eller Sverige. Søminevæsenet havde i 1942 startet en produktion af ”bomber til sænkning af eget skib”, og alle skibe blev 254 Flådens historie •
forsynet hermed. Da tyskerne tidligt om morgenen den 29. august 1943 trængte ind på Holmen, befalede viceadmiral Vedel: ”Udfør ordren”. De forskellige tyske angreb den morgen medførte 7 dræbte og 11 sårede i Flåden. Sænkningen blev en afgørende handling. Denne markering fra flåden var et signal til de allierede om, at man kæmpede i Danmark, og at man var på allieret side, men den var også et signal til den danske befolkning om et holdningsskift. Den danske regerings samarbejdspolitik med Tyskland var brudt sammen. Der kom ‐ om end langsomt ‐ gang i modstandsarbejdet. Den 29. august 1943 sænkede flåden 32 af sine skibe. Bevogtningsfartøjet Havkatten, 3 minestrygere af Ø‐klassen og 9 kuttere til minestrygning nåede til Sverige. Flådens personel i modstandsbevægelsen og i allieret tjeneste
Søværnets stationsofficer i Rønne, kaptajnløjtnant C. V. T. Hassager Christiansen, havde netop nogle dage forinden kunnet videresende en rapport med fotos og skitser af en nedstyrtet V1‐raket fra Bodilsker på Bornholm, så briterne kunne forberede sig på denne trussel. Selv blev han anholdt af tyskerne og voldsomt mishandlet, men befriet og smuglet til Sverige. Han fik efter krigen en tak fra Churchills videnskabelige rådgiver, professor R. V. Jones, og modtog såvel en britisk som en amerikansk orden. Rapporten med fotos og skitser blev sendt til Stockholm, hvorfra orlogskaptajn P. A. Mørch nogenlunde samtidig etablerede en organisation, som fortsatte flådens hidtidige arbejde med at indsamle sømilitære efterretninger fra Danmark, som blev videregivet til briterne. Det forestiller et "close ‐ up" af et rekognosceringsfoto taget af RAF den 12. maj 1945 over Holmen. I Søminegraven kan man se vragene af de danske ubåde, som blev sænket den 29. august 1943, og som tyskerne ikke kunne udnytte. Bag dem ligger to torpedobådsskrog, som skulle have været navngivet "Najaden" og "Nymfen". Produktionen af dem blev forsinket under besættelsen, og de kunne ikke gøres færdige af tyskerne. I 1947 blev de afleveret og hejste kommando, nu som "Willemoes" og "Huitfeldt". Efter den 29. august fulgte ca. en måneds internering for alt militært personel. Efter interneringens ophør fortsatte udbetalingen af løn, og personellet stod til rådighed, men 255 Flådens historie •
forblev i civil. Man etablerede en række kurser, og noget personel blev afgivet til andre opgaver så som i Fyr‐ og Vagervæsenet. I ly af alt dette etablerede flåden, under ledelse af kommandørkaptajn K. Lundsteen, en illegal organisation kaldet ”Elverhøj” med mange forskelligartede opgaver, såvel til støtte for de allierede som for det danske samfund. Ingen vidste, om krigens fronter ville nå Danmark inden en eventuel tysk overgivelse eller et tysk sammenbrud. Viceadmiral Vedel var selvfølgelig orienteret om Elverhøj, men han skulle holdes uden for. Han havde som Marineministeriets direktør sæde i departementschefstyret fra 1943 – 1945. Hovedformålet med Elverhøj var at hjælpe de allierede, men Vedel så også gerne, at nogle af hans dygtige orlogskaptajner og kommandørkaptajner blev sendt til Storbritannien, således at de med erfaring herfra efter krigen kunne stå i spidsen for genopbygningen af flåden. De allierede manglede dog ikke stabsofficerer, men unge officerer, som kunne bestride tjenesten som vagtchefer på broen af et orlogsskib eller være piloter i Royal Air Force eller Fleet Air Arm (Royal Navys flyvevåben). Nogle af Flådens folk havde på et tidligt tidspunkt selv fundet vej til Storbritannien og meldt sig der, men efter interneringen i 1943 kom kun et beskedent antal yngre officerer videre med fly fra Stockholm til Storbritannien. Til gengæld havde de unge officerer som kom til Storbritannien en uddannelse, som briterne kunne bruge. To kom til torpedobådene, hvor den ene blev chef, en blev ubådsofficer, en blev artilleriofficer i en luftværnskrydser, en blev artilleriofficer i en ”monitor” (HMS Erebus, et skib på 10.000 tons med to slagsskibskanoner på 38 cm) på invasionskysten, en blev officer på et landgangsskib under invasionen og en nåede at sejle 46.000 sømil med eskorteskib i Nordatlanten, Middelhavet og Det indiske Ocean. En officer meldte sig til Royal Indian Naval Reserve og blev senere overført til den indiske hær som oberstløjtnant i Burma. Chefen for dykkerskolen kom i bjergningstjenesten og hjalp først med til at fjerne vrag på invasionskysten og brugte siden fem måneder med rydningen af Antwerpen havn, som under hele aktionen blev voldsomt beskudt med V1‐ og V2‐raketter. Syv blev piloter, og to af dem blev skudt ned og dræbt over henholdsvis Belgien og Holland. Yderligere en pilot blev uddannet til faldskærmsmand og opererede som agent for SOE i Danmark. Desuden blev seks britiske minestrygere bemandet med danske officerer og besætninger. Minestrygerne sejlede både under The White Ensign (det britiske flådeflag) og orlogsflaget. De ankom til København i maj 1945 og kunne umiddelbart deltage i minerydningen i danske farvande. I København blev søkadetterne sendt på ”Det civile Navigationskursus”, som var et dække over en lang række illegale aktiviteter. Man oprettede et efterretningsnet, som sørgede for at rapportere tyske skibsbevægelser ind og ud af danske havne, skibstrafik i farvandene, oplysninger om skibenes laster og de militære styrkers underlæggelsesforhold etc. Meldingerne gik til orlogskaptajn Mørch i Stockholm og derfra videre til britiske myndigheder. Andre søkadetter indgik i en transportorganisation, som sendte sårede modstandsfolk eller truede personer til Sverige og tog våben med retur til modstandsbevægelsen. Nogle af søkadetterne havde fundet deres egne kontakter til modstandsbevægelsen, og i krigens sidste atten måneder udgjorde de en væsentlig del af ”Holger Danske”, som blandt andet foretog sabotageaktioner og udførte stikkerlikvideringer. Nogle måtte i hast til Sverige, hvor mange af dem blev organiseret i Den danske Brigade. Søkadetterne påtog sig de tunge og dristige opgaver, medens de ældre i tjenesten tog sig af 256 Flådens historie •
organisation, kurertjeneste, kommunikation, efterretningsbearbejdning, transport, uddannelse med videre. Da modstandsarbejdet omsider kom i god gænge, så var det Flådens personel over en bred front, som deltog: Officerer, kvartermestre, mather og værnepligtige. Blandt de civile deltog arbejdere og funktionærer fra Orlogsværftet, lærerne på Søværnets Officersskole, søværnets læger og mange andre. Siden maj 1940 havde alle flådens fly stået adskilt på Orlogsværftets flyvemaskinfabrik på Holmen. Tyskerne ville meget gerne kunne benytte sig af såvel fabrik, værksted og fly, men en af de ansatte maskinarbejderlærlinge satte ild til bygningen den 22. november 1943, og den udbrændte med fly, reservedele og værktøj. En del af kvartermestrene og matherne etablerede deres egen gruppe i BOPA. Flådens radiotelegrafister blev til stor nytte for den illegale radiotjeneste. En del af personellet havde uddannelser i sprængning. Matrosunderkvartermester Thomas Hansen startede allerede i 1942 i sit hjem i Nyboder en gruppe på fire mand, som blev tilknyttet BOPA. Den 5. maj 1945 var hans gruppe forøget til en lille privat hær på 550 mand, hvoraf mange var rekrutteret fra flådens stampersonel. I februar 1945 forsøgte nogle af Flådens BOPA‐folk at sabotere den tyske krydser Nürnberg i Københavns frihavn. Via et kloaksystem fik man anbragt en bombe, som skulle vælte et par kajkraner ned over krydseren. Bomben var for lille, og skaden på krydseren blev beskeden. To måneder senere – ganske kort tid før besættelsens ophør – ledte BOPA efter en dykker, som kunne sabotere Nürnberg igen. Artillerimath Henry Chirholm havde netop afsluttet dykkeruddannelsen, og det lykkedes for ham at slæbe en bombe på 100 kilo sprængstof 300 meter på havnebunden fra et dykkerfartøj og hen under krydserens forreste ammunitionsmagasin, men bombens detonatorer virkede ikke. Den 16. maj 1945 måtte han igen i dykkerdragten for at desarmere og fjerne bomben under skibet, som nu tilhørte de allierede. Indledningsvis var der mangel på egnede våben, men det blev bedre hen imod besættelsens afslutning. Modstandsarbejdet var præget af, at flådens personel, trods den militære uddannelse, var amatører i sammenligning med Gestapo og de andre tyske myndigheder, som førte sig frem med stor brutalitet og hensynsløshed. Fra den 29. august 1943 og til kamphandlingernes afslutning havde 45 mand af flådens personel sat livet til: 10 søofficerer, 3 kvartermestre, 2 søkadetter, 3 underkvartermestre, 1 underkanoner, 16 menige og 10 af søværnets civile. Mange var blevet såret under kamphandlinger, mere end 50 havnede i tyske koncentrationslejre og yderligere 50 sad fængslet af tyskerne i Danmark. En orlogskaptajn og en søkadet blev dømt til døden den 2. maj 1945 ved en tysk standret, men dommene nåede ikke at blive eksekveret. En stikker, som havde angivet en søløjtnant i Korsør, som efterfølgende blev dræbt af tyskerne, blev efter retsopgøret dømt til døden og henrettet. En stor del af Flådens personel havde i krigens sidste 18 – 20 måneder været involveret i det illegale arbejde. Flåden havde i et gnidningsfrit samarbejde med andre dele af modstandsbevægelsen, Frihedsrådet og SOE medvirket til Danmarks anerkendelse som allieret nation, men det havde krævet betydelige ofre fra flådens daværende ret beskedne personelstyrke. Afsnit 9: Perioden fra 1945 til 1989:
Flådens genopbygning: Den kolde Krig i ”Fredens hav”
257 Flådens historie •
Flådens blå bog. Kaj Gregersen (f. 1930), Teknisk Chef, civilingeniør og søløjtnant 1 af reserven. Da det politisk blev bestemt, at Søværnets tekniske tjenester skulle lægges sammen i Søværnets Materielkommando (SMK), blev Kaj Gregersen en nøgleperson i dette svære og følelsesladede arbejde, udvalgt bl.a. ud fra hans dybe forståelse for vigtigheden af et nært samarbejde mellem militært og civilt personel i søværnet. Ved oprettelse af SMK i 1969 blev Kaj Gregersen næstkommanderende og chef for Teknisk Sektor. I 27 år styrede han udviklingen af søværnets materiel ‐ bl.a. Standard Flex‐konceptet ‐ med en stærk, målrettet og velunderbygget forståelse for søværnets ve og vel. Adam Helms (f. 1912), kontreadmiral, undveg fra interneringen i september 1943 og kom via Sverige til Storbritannien, hvor han som Lieutenant Royal Naval Reserve efter et kort kursus i Greenwich blev luftværnsartilleriofficer om bord i den britiske krydser HMS Delhi i Middelhavet og Adriaterhavet. Som kontreadmiral var han chef for Søværnsstaben fra 1961 til 1965 og fra 1965 til 1969 chef for Søværnets operative Kommando, senere Commander Allied Forces Baltic Approaches med hovedkvarter i Karup og Danmarks permanente repræsentant i Militærkomiteen ved Det nordatlantiske Råd i Bruxelles. Poul Adam Mørch (1898 ‐ 1987), kommandør. Var fra 1935 både chef for marinestabens efterretningssektion og adjudant for forsvarsministeren. Flygtede til Sverige i september 1943, hvor han opbyggede en maritim efterretningstjeneste, som var en videreførelse af marinestabens efterretningsarbejde siden besættelsens start. Ved hjælp af de mange kontakter han fik under krigen, kunne han efter 1945 bidrage aktivt med opbygningen af en moderne efterretningstjeneste – Forsvarets Efterretningstjeneste. Han havde gode kontakter til socialdemokratiske politikere, som værdsatte de oplysninger, han kunne skaffe om kommunisterne. Metoderne var der ingen, der snakkede om. Erhard Jørgen Carl Quistgaard (1898 – 1980), admiral. Ubådschef og torpedobådschef. Var chef for torpedobåden Glenten, hvor man natten mellem den 8. og 9. april 1940 konstaterede kampklædte tyske soldater i Storebælt. Danmarks første forsvarschef fra 1950 til 1962. Formand for NATOs militærkomité 1952 – 1953. Kurt Rudolph Ramberg (1908 – 1997), general. Gennemgik som ung søofficer flyveskolen i 1932 og forrettede herefter tjeneste i nogle år i Grønlandske farvande. Kom via Den danske Brigade i Sverige til tjeneste i Storbritannien i såvel Fleet Air Arm som Royal Air Force. Rådgiver for Forsvarsministeriet under flyvevåbnets opbygning. Chef for flyvevåbnet 1959 til 1962 og forsvarschef 1962 til 1973. Svend Egil Thiede (1924 – 2005), admiral. Deltog som kadet i modstandsbevægelsen og blev efter endt søofficersuddannelse uddannet som artilleriofficer på HMS Excellent. Chef for kystjageren Willemoes 1963 til 1965 og herefter chef for Kampinformationsskolen. Derpå chef for Torpedobådseskadren, operationsstaben i Forsvarskommandoen, Søværnets operative Kommando og Forsvarsstaben. Forsvarschef fra1985 til 1989. Svend Støckel Thostrup (1915 ‐ 2006), viceadmiral. Indgik i marineafdelingen i Den danske Brigade i Sverige, herunder tjeneste om bord i den svenske krydser Fylgia i 1944. 1956 – 1958 chef for fregatterne Holger Danske og Rolf Krake. I 1960 til 1961 chef for Ubådseskadren og depot‐ og skoleskibet Ægir. I 1961 kontreadmiral og stabschef ved Commander Allied Forces Baltic Approaches. Fra 1965 til 1980 chef for Søværnet. Besættelsens ophør i 1945
Da viceadmiral Vedel i maj 1945 atter kunne samle flådens personel, var der ikke mange skibe til rådighed. Til gengæld var der mange opgaver at tage fat på. I de danske farvande var 258 Flådens historie •
der tusindvis af søminer, dels udlagt af tyske skibe, dels kastet af britiske fly. Der skulle straks påbegyndes minestrygning i et antal ruter, så landsdelene kunne forsynes, og der kunne gå international skibsfart igennem de danske stræder. Kun Havkatten havde overlevet krigen sammen med nogle små minestrygere og kuttere, som alle var søgt til Sverige den 29. august 1943. De skibe, som tyskerne havde kunnet anvende, lå enten på havets bund eller i var i en meget miserabel tilstand. I befrielsessommeren indtraf desuden en eksplosionsulykke i Flensborg, hvor et ammunitionsskib sprang i luften. Her blev nogle af de danske torpedobåde, som havde klaret sig igennem krigen, beskadiget. De fleste efterladte skibe på Holmen blev sendt til ophugning. Søløjtnant Harry Larsen kom til Nordtyskland umiddelbart efter besættelsens ophør, og her blev han opmærksom på, at der lå et stort antal danske orlogsskibe og handelsskibe i havnene. Mange var i en dårlig stand, men han fik gjort såvel de britiske som de danske myndigheder opmærksom herpå, og han fik så bemyndigelse til at rejse hele området igennem med den såkaldte ”Kiel‐gruppe” og hjembringe dansk materiel fra de sønderbombede havne. Hermed fik han i Flåden tilnavnet ”Kieler – Las”. Inden besættelsen var Orlogsværftet begyndt på bygningen af to store torpedobåde, Najaden og Nymfen, og da besættelsen kom, forhalede og indstillede man byggeriet. Torpedobådene var så langt fra færdiggørelse, at de ikke var attraktive for tyskerne at overtage. De blev genfundet i ubeskadiget tilstand på Holmen efter besættelsen. (Se RAF luftfoto fra Holmen den 12. maj 1945). Det blev besluttet at gøre dem færdige, og i 1947 hejste de kommando, nu under navnene Willemoes og Huitfeldt. De er skiftevis blevet kaldt torpedobåde og kystjagere, og de er blevet betegnet som flådens smukkeste skibe. De havde dampturbiner, som kunne give en fart på over 36 knob, og armeringen bestod af 2 stk. 105 mm kanoner, luftværnsskyts på 20 og 40 mm samt 2 x 3 torpedorør (53 cm), og som næsten alle danske orlogsskibe kunne de også lægge miner. Det stod klart for viceadmiral Vedel, at genopbygningen af den danske flåde efter krigen ville blive en lang og omstændelig proces, som også ville koste en hel del midler, som skulle tilvejebringes ad politisk vej. Hvis flåden skulle opnå en professionel standard, som for eksempel den britiske flåde, så skulle der anskaffes nye skibe, nye våben og nye elektroniske systemer (radio, radar og sonar). Desuden skulle der hverves personel, som skulle igennem omfattende uddannelser, og de, der fik de store tekniske uddannelser, skulle gerne i kraft af rimelige løn‐ og avancementsvilkår kunne fastholdes i en årrække. Det hastede med at få uddannet folk og skaffet nyt materiel, og at det undertiden gik lidt for stærkt, vidner den meget tragiske ulykke på Holmen den 23. november 1951 om. Et gradvist udhulet brandberedskab på Holmen, dårlig kommunikation, ukendskab til sprængstofs egenskaber under brand og en kombination af uheldige omstændigheder medførte, at en brand i et mineværksted med 11 miner på Holmen, hvortil brandvæsenet netop var ankommet , kostede 14 brandfolk og 2 af søværnets egne folk livet. ”Holmen‐katastrofen” blev grundlaget for en ændret holdning til opbevaring og transport af miner og andre sprængstoffer. Opgaverne krævede meget personel, og søværnet havde brug for mange værnepligtige, ud over de mather og konstabler, som var ansat på kontrakt. Hjemmeværnet blev opbygget efter besættelsen som en legaliseret del af en modstandsbevægelse, og heri indgik Det maritime Hjemmeværn, som kunne aflaste søværnet med en lang række opgaver så som bevogtning, havneovervågning og kystudkigstjeneste. Gradvist blev opgaverne udvidet, så man også fik sejlende enheder, som kunne løse pålagte opgaver. I 1946 blev der tillige 259 Flådens historie •
dannet et korps af kvinder, Kvindelige Marineres Korps, som en del år senere indgik i Marinehjemmeværnet. Her varetog man specielt opgaver inden for kommunikation og kampinformation (”plotning”) (á jourføring af egne og fjendtlige enheder på kort og tavler). Fra politisk hold blev der truffet beslutning om at slå Hærens Flyvetropper og Marinens Flyvevæsen sammen. Det nye Flyvevåben blev etableret den 1. oktober 1950 med personel fra to vidt forskellige ”kulturer”. Det skulle kunne yde støtte til hærens og søværnets operationer samt forsvare luftrummet over Danmark. Af amerikanerne købte man i 1948 det tidligere tyske depotskib Tanga, som efter en ombygning indgik i flådens tal som depot‐ og skoleskibet Ægir. Det havde under krigen været depotskib for en tysk motortorpedobådseskadre i Østersøen. Nogle minestrygere, som i krigens sidste del sejlede under såvel britisk som dansk flag, blev overdraget til flåden af Rear Admiral Holt den 7. august 1945. Under besættelsen var der blevet skabt kontakt mellem Frihedsrådet og yngre socialdemokratiske politikere, og i efterkrigstiden blev Socialdemokratiet nu et forsvarspositivt parti. Det hang blandt andet sammen med truslen på landets arbejdspladser, hvor socialdemokratiet og kommunisterne kæmpede om magt og indflydelse. Kommunisterne var blevet meget populære i 1945, og mange af dem havde deltaget aktivt i modstandsbevægelsen siden 1941. Sovjetunionen havde jo båret de tungeste byrder under krigen – og vundet den. Og så havde de befriet Bornholm. Efterhånden som tiden gik, og Stalins indflydelse i Østeuropa blev mere og mere voldsom, blev forudsætningerne for Den kolde Krig skabt. Der opstod mistillid mellem de tidligere allierede, mellem Sovjetunionen og vestmagterne. Med en ”de facto” sovjetisk besættelse af blandt andet Polen, Tjekkoslovakiet, de tre baltiske lande og den sovjetiske zone i Tyskland, kunne de vesteuropæiske lande ikke vide sig sikre på, om Sovjetunionen ville fortsætte sin udbredelse vestover. Et nordisk forsvarsforbund blev undersøgt, men det kunne ikke etableres. Norge ønskede efter sine erfaringer fra 1940 til 1945 stærke bånd til såvel Storbritannien som USA. Det endte med, at Danmark og Norge blev medunderskrivere af Atlantpagten (The North Atlantic Treaty Organisation = NATO) den 4. april 1949. Hermed indgik også flåden i en større sammenhæng, som skabte et bedre grundlag for landets sikkerhed, men det krævede jo så til gengæld, at Danmark betalte ”et minimumsgebyr” for sin del af fællesskabets byrder. De vesteuropæiske økonomier havde det alle meget skidt efter krigen, og den amerikanske Marshall‐hjælp støttede genopbygningen, men det var svært at skaffe forståelse i befolkningerne, i hvert tilfælde i Danmark, for en større oprustning, når velfærdsstatens daglige fornødenheder kun vanskeligt lod sig finansiere. Sovjetunionen beholdt sine massehære indkaldt til tjeneste, og Stalins videnskabsmænd og efterretningsfolk indhentede hurtigt USA's forspring inden for atomvåbenteknologien. Hvis man ser hele efterkrigstiden i bagklogskabens klare lys, så gjorde viceadmiral Vedel noget særdeles fornuftigt. Han sørgede for, at Danmark for en relativ billig penge hurtigt kunne overtage nogle fregatter, som canadierne havde i overskud efter krigen. I 1946 overtog flåden Holger Danske og Niels Ebbesen. De blev anvendt som uddannelsesplatforme for det nye personel. Senere lejede flåden tre af de såkaldte Hunt‐fregatter (Esbern Snare, Rolf Krake og Valdemar Sejr). Et amerikansk hjælpeprogram, som skulle skaffe arbejde på italienske værfter, gav flåden mulighed for at anskaffe fire korvetter, som blev afhentet i Middelhavet af danske besætninger midt i 1950’erne. På grund af oprindelseslandet fik de blandt personellet 260 Flådens historie •
øgenavnet ”spaghettibådene”. De havde to 76‐mm kanoner, en 40‐mm kanon, ”Hedgehog” 19
, dybdebomber samt moderne radar‐, sonar‐ og ildledelsessystemer. Selv om der var meget tysk materiel, som havde klaret sig uskadt igennem krigen, blev det kun i sjældne tilfælde anvendt. Det skyldtes briternes syn på eksportmulighederne. De lande, som Storbritannien havde befriet, skulle gerne i fremtiden købe britiske skibe, fly og andet materiel, i stedet for at bruge det erobrede tyske materiel, som i mange henseender var af en fremragende kvalitet. For eksempel blev de mange tyske fly på Grove Flyveplads (Karup) skåret op og gjort ubrugelige i sommeren 1945. Der blev gjort enkelte undtagelser med torpedobåde, minestrygere og torpedoer. 20
Et antal tyske S‐Boote fundet i tyske havne kunne overtages af flåden. Tyskerne havde tillige produceret et meget stort antal minestrygere, de såkaldte Räumboote (rydningsbåde). Et antal af dem indgik tillige i flåden som minestrygere og patruljebåde af Næs‐klassen. Minestrygningsopgaverne i de danske farvande varede helt frem til 1970’erne, og søværnets minedykkere og minører har stadig travlt med at uskadeliggøre fundne miner i vore farvande. I den amerikanske våbenhjælp indgik et antal søminer samt nogle ombyggede landgangsskibe, Vindhunden og Beskytteren, som kunne bruges som minelæggere. Efterhånden var der et rimeligt antal kampenheder. Næsten alle orlogsskibe havde en mulighed for at lægge miner. Desuden var et stort antal færger forberedt til minelægning og kunne udskrives til opgaven. Hermed havde Vedel et udgangspunkt og nogle uddannelsesplatforme. Baseret på erfaringerne herfra skabte man så i slutningen af 1950’erne basis for tilgang af moderne skibe, som var bygget direkte til opgaverne. Stabsofficerer i Søværnskommandoen tegnede for eksempel en ny type minelægger, som blev bygget på danske provinsværfter. I 1963 kunne den første af fire af denne type, minelæggeren Falster, hejse kommando. I 1965 tilgik endvidere to fremragende fregatter 21
bygget på Helsingør Værft: Peder Skram og Herluf Trolle. De blev som de første skibe i verden udstyret med maskineri til kombineret diesel‐ og gasturbinedrift. Ved besættelsens ophør lå de danske ubåde fra 1943 som en dynge skrot i Søminegraven på Holmen. De er med på billedet lige foran Najaden og Nymfen. De kunne ikke sættes i stand, og der var et ønske om at komme hurtigt i gang med ubådssejlads. Man lejede 3 britiske ubåde af U‐ og V‐klassen, og dem holdt man fast i indtil Orlogsværftet i slutningen af 1950’erne kunne præsentere en helt igennem dansk konstrueret ubåd Delfinen, som var kendetegnet ved at være lille, relativ lydløs, med moderne sonar‐ og radarsystemer og med en kraftig torpedobevæbning. Der blev bygget 4 af dem: Delfinen, Spækhuggeren, Tumleren og nogle år senere Springeren, og ca. 10 år senere endnu 2 på licens af en ny tysk type. Det var de sidste ubåde, der blev bygget i Danmark. Ubådene blev senere udstyret med trådstyrede torpedoer og moderne torpedoildledelse. Tilsvarende udviklede søværnet i et samarbejde med den svenske og norske flåde, den svenske torpedofabrik i Motala og Svensk Philips et effektivt torpedoildledelsessystem til torpedobåde, som blev introduceret i Falken‐klassen og siden tillige blev installeret i 19
Hedgehog (pindsvin) var betegnelsen for et forudkastet anti‐ubådsvåben, hvor de mange ubådsraketter ikke eksploderede, med mindre de ramte en ubåd. Hermed blev sonarforholdene ikke automatisk ødelagt, som ved et dybdebombeangreb. 20
På tysk Schnellboote = hurtigbåde. Briterne kaldte dem for E‐Boats (E for enemy = fjendtlig). 21
Fregatten er bevaret på Holmen som museumsskib. 261 Flådens historie •
torpedobåde af Søløven‐klassen og Willemoes‐klassen samt i fregatterne af Peder Skram‐
klassen. Torpedoerne i de danske ubåde, torpedobåde og fregatter var kampafgørende våben med meget stor træffesandsynlighed. Omkring 1965, 20 år efter besættelsens ophør, var flåden udrustet med moderne skibe og våbensystemer, og personellet var professionelt. Opgaver og uddannelse kunne foregå på engelsk efter NATO‐procedurer. Da NATOs stående Atlanterhavsstyrke med destroyere og fregatter blev oprettet noget senere, kunne de danske fregatter deltage som ligeværdige partnere i dette samarbejde. Den sovjetiske Østersøflåde var stort set blevet udslettet under krigen, og for russerne forestod et voldsomt byggeprogram, men de militære ambitioner fejlede ikke noget. Først skulle det civile samfund bringes på fode, men allerede i 1950’erne påbegyndtes et stort ubådsbyggeprogram, og siden fulgte et byggeprogram for større overfladeskibe (krydsere og destroyere), fregatter, motortorpedobåde, minestrygere og landgangsskibe. Desuden 22
opbyggede man en handels‐ og fiskeriflåde, som kunne støtte Warszawapagtflåderne . Ubådene og de store skibe skulle i en krigssituation kunne anvendes mod NATOs forsyningslinier over Atlanten. De sovjetiske flådechefer havde læst de to tyske flådechefers 23
erindringer fra Den anden Verdenskrig, og baseret på deres dårlige erfaringer ville de gerne have et tilstrækkeligt antal ubåde til rådighed ved et krigsudbrud. Den danske flåde skulle i samarbejde med den vesttyske flåde dels hindre sølandsætninger og dels hindre udpassage af sovjetiske ubåde og overfladeenheder gennem stræderne. Den sovjetiske flådeoprustning medførte en forøgelse af flådestyrkerne i de fire sovjetiske flåder (Nordflåden, Østersøflåden, Sortehavsflåden og Stillehavsflåden), men det var først og fremmest i Leningradområdet, at skibsbygningen fandt sted, og herfra ”eksporteredes” skibene til de øvrige flåder. En væsentlig del af den sovjetiske flådes våbensystemer blev derfor afprøvet i øvelsesområderne langt øst og nordøst for Bornholm. Hermed fik Danmark en enestående mulighed for at iagttage denne opbygning, vurdere den og videregive oplysningerne til vore allierede. Farvandsovervågning blev således en meget vigtig del af flådens hverdag. 365 dage om året skulle flåden vide, hvad der foregik i farvandene omkring Danmark, og kun i sjældne tilfælde med kombinationer af vintermørke, tåge og dis lykkedes det for sovjetiske skibe at slippe ind og ud af danske farvande uden at blive registreret fra patruljebåde, fyrskibe, fyr, kystudkigsstationer etc. Til støtte for farvandsovervågningen blev der blandt andet via Cost‐Sharing‐programmet bygget i alt 9 patruljebåde af Daphne‐klassen, som varetog de fleste af dagligdagens farvandsovervågningsopgaver. I 1980’erne stod det klart, at når de eksisterende skibe efterhånden faldt for aldersgrænsen ville det blive svært at få erstatningsbyggeri for dem alle. Hermed opstod tanken om at lave et standardskib og så indbygge noget fleksibilitet via udskiftelige moduler – og herved opstod Standard‐flex konceptet. Forsvarets Efterretningstjeneste blev opbygget på erfaringer gjort under besættelsen. To af Flådens officerer kom til at præge opbygningen. Kommandør Poul Adam Mørch havde været chef for den maritime efterretningstjeneste i Stockholm fra 1943 til 1945, og han opbyggede en tjeneste, som dels skaffede oplysninger fra Østeuropa, dels skaffede 22
I Østersøen bestod Warszawapagtflåderne af Den sovjetiske Østersøflåde, Den polske Flåde og VolksMarine (Folkemarinen) fra Østtyskland. 23
Grossadmiral Erich Raeder og Grossadmiral Karl Dönitz. 262 Flådens historie •
oplysninger fra de sovjetiske sympatisører i Danmark, dog uden deres viden og aktive medvirken. Kommandør Find Haugsted opbyggede en radiotjeneste, som kunne aflytte sovjetiske kommunikationer og radarudsendelser og hermed tegne et billede af beredskab, styrkeopbygning, bevægelser, våbensystemer, virkemåde og meget andet. Søværnets patruljer i den østlige Østersø supplerede denne efterretningsindhentning, men havde også til formål at markere over for Sovjetunionen, at Danmark havde ret til at færdes på det frie hav uden for sovjetisk territorialfarvand. Fra 1958 fik Østersøflåden operative sømålsmissilsystemer om bord i Osa‐ og Komar‐
klasse‐enhederne, som kunne medbringe henholdsvis 4 og 2 missiler. Disse både var dog sårbare over for flyangreb og artilleriangreb fra torpedobåde. I 1970’erne fik NATO‐
enhederne i området fra den vesttyske og den danske flåde langsomt en teknologisk overlegenhed med et meget stort antal sømålsmissiler, som kunne fremføres af det vesttyske flådeflyvevåben, af tyske torpedomissilbåde og af Flådens nye Willemoes‐klasse, som hver kunne udrustes med 8 Harpoon‐missiler. De to fregatter samt de tre nye korvetter af Niels Juel‐klassen fra ca. 1980 blev udrustet med såvel Harpoon‐missiler til sømål som Sea Sparrow‐missiler beregnet mod luftmål. Hermed ændrede situationen sig for Sovjetunionen og Warszawapagten frem mod 1989, hvor ”murens fald” blandt andet var en konsekvens af, at Vesten havde vundet et økonomisk og våbenteknologisk kapløb mod Sovjetunionen og dets påtvungne alliancepartnere. Det var sket efter en periode med ”fodnotepolitik”, hvor interne politiske problemer i Danmark medførte, at landet fremstod som en dårlig alliancepartner i den samlede sikkerhedspolitik, som NATO førte og sluttelig vandt. Færøerne og Grønland
Færøerne og Grønland undgik en tysk besættelse i 1940. Færøerne blev besat af britiske styrker. Grønland havde under besættelsen været administreret af amerikanerne, som byggede nogle flyvepladser, som man kunne bruge som alternative landingspladser mellem USA og Storbritannien. Danskere havde i samarbejde med amerikanske styrker hindret de tyske vejrstationer på Grønlands østkyst i at sende vejrmeldinger hjem til Tyskland. Erfaringer herfra gav grundlaget for etableringen af slædepatruljen Sirius, som patruljerer i Nord‐ og Østgrønland. Det er en enhed, som hører under søværnet. Umiddelbart efter krigen kunne man indsætte et antal kuttere til tjeneste i Grønland. Denne tjeneste blev dog ramt af to alvorlige forlis. Kutteren Alken forsvandt i oktober 1948 på østkysten. Der er aldrig fundet noget spor efter ulykken, som kostede hele besætningen på otte mand samt en grønlandsk ”kendt mand” 24 livet. I januar 1957 kæntrede kutteren Ternen på grund af overisning ved Ravns Storø på vestkysten. Også her omkom hele besætningen på otte mand. Et amerikanskbygget redningsskib, som fik navnet Vitus Bering, blev anskaffet i 1948. Det måtte sendes til ophugning, da der blev konstateret råd og svamp i træskroget i 1950. Allerede i 1945 anskaffede Flåden en af de britiske korvetter af Flower‐klassen, som havde gjort så udmærket tjeneste i konvojerne under det langvarige slag om Atlanten. Det sødygtige skib fik navnet Thetis, og sammen med Holger Danske og Niels Ebbesen varetog det en væsentlig del af den såkaldte stationstjeneste på Færøerne og Grønland i de første år efter krigen. 24
I Grønland bruger man i stedet for lods ofte en ”kendt mand”, som kender det lokale farvand. Mange skær er ikke kortlagt.
263 Flådens historie •
Rederiet ”Grønlands Handel” mistede sit nye ”flagskib” Hans Hedtoft under jomfrurejsen på vej retur fra Grønland i januar 1959. Syd for Kap Farvel kolliderede det under en storm med et isbjerg og nåede at udsende et nødsignal, men skibet sank, og der er siden kun fundet en redningskrans, som var drevet i land på Island. Regeringen og Folketinget besluttede derfor, at der skulle gøres noget alvorligt for at forbedre sikkerheden til søs i Grønlandske farvande, og søværnet fik ansvaret for en væsentlig del heraf. For Grønlands Kommando betød det, at der skulle oprettes en redningscentral og foretages isrekognoscering med såvel skibe som fly. Skibe i området fik meldepligt. Uden for selve forsvarsbudgettet blev der bevilget midler til at anskaffe fire nye inspektionsskibe. De skulle kunne bryde is af op til en meters tykkelse, og så skulle de som noget nyt være udstyret med en helikopter. Den nye skibstype blev kaldt ”Hvidbjørnen‐
klassen” efter den første enhed, som var opkaldt efter isbjørnen i det grønlandske felt af det danske våbenskjold. Den blev operativ i 1963. Der blev bygget fire af disse enheder: Hvidbjørne n, Vædderen, Ingolf og Fylla. Det er blevet sagt om denne skibstype, ”at skibene ikke kunne synke, for hvis de kunne, så havde de gjort det”. Det var den mindste skibstype – på kun 1.800 tons ‐ som kunne operere i Nordatlanten året rundt med en helikopter om bord. Hvidbjørnen‐klassens skrog var baseret på de gode erfaringer man havde indvundet under mange års sejlads med korvetten Thetis. I 1976 blev der bygget endnu et inspektionsskib, Beskytteren, som var en modificeret Hvidbjørnen‐klasse. Hvidbjørnen‐klassen fik en Alouette‐helikopter med om bord, fløjet af piloter fra søværnet. Det tekniske personel kom fra flyvevåbnet. Det var en enmotoret helikopter uden 25
radar og navigationssystemer bortset fra en såkaldt IFF‐Transponder . Senere blev Alouetten afløst af Lynx‐helikopteren, som har både radar og navigationssystemer samt to motorer. Afsnit nr. 10: Perioden fra 1989 til 2010: Fra murens fald til i dag
Flådens blå bog. Jørgen Frits Bork (f. 1927), kontreadmiral, MTB‐chef, gennemgik Royal Naval Staff Course, Greenwich, operationsofficer ved Kystflåden, til tjeneste ved NATOs stab i Kolsås, Norge, chef for fregatten Peder Skram og 1. Fregatdivision 1975 – 1977, herunder deltagelse i Standing Naval Force Atlantic, afdelingschef i Forsvarsstabens operationsstab, chef for Torpedobådseskadren, Fregateskadren og Søværnets operative Kommando. Midlertidig viceadmiral som forsvarschefens repræsentant i NATOs militærkomite. Indkøbte fregatten Peder Skram og sørgede for, at den blev indrettet som museumsskib på Holmen. Knud Erik Johan Borck (f. 1940), viceadmiral, MTB‐chef, operationsofficer i fregatten Peder Skram med deltagelse i Standing Naval Force Atlantic, gennemgik Royal Naval Staff Course, Greenwich, operationsofficer ved Fregateskadren, tjeneste i Forsvarskommandoen, chef for inspektionsskibet Beskytteren, chef for fregatten Peder Skram og 1. Fregatdivision, chef for Fregateskadren, chef for Søværnets operative Kommando 1989 ‐ 1995. Udnævnt til viceadmiral og COMBALTAP. Udnævnt til Farvandsdirektør i 2000. Hans Jørgen Garde (1939 – 1996), admiral, chef for øvelseskutteren Svanen, MTB‐chef, tjenste i Forsvarsstaben, lærer i faget søkrigslære, gennemgik Royal Naval Staff Course, 25
En IFF‐Transponder kan, når den modtager et radarsignal fra for eksempel Hvidbjørnen, selv ”videresende et svar”, som kan detekteres direkte på Hvidbjørnens radarskærm. IFF bruges nu i udstrakt grad til at identificere den civile lufttrafik. Systemet er bygget til jagerforsvaret på hangarskibe under kamikaze‐angreb i Stillehavet. 264 Flådens historie •
Greenwich, underviste i statskundskab på Københavns Universitet og ansat som ekstern lektor i international politik ved Århus Universitet, gæsteforelæser i USA og Storbritannien. Chef for korvetten Peter Tordenskiold og 2. Fregatdivision. Vandt guldmedalje i United States Naval Institute’s General Prize Essay Contest i 1975 for besvarelsen ”Where is the Western Navy? The World Wonders”. Medforfatter til “Torpedobåde gennem 100 år” og forfatter til en lang række sikkerhedspolitiske artikler og indlæg. Chef for Torpedobådseskadren og Søværnets operative Kommando. Chef for Forsvarsstaben 1989 – 1996. Udnævnt til forsvarschef i 1996 og dræbt i august samme år ved en flyveulykke på Færøerne, hvorunder hans hustru og syv øvrige fra flybesætningen og Forsvarskommandoen tillige omkom. Bent Hansen (f. 1944), Teknisk Chef og næstkommanderende i Søværnets Materielkommando. På toppen af en civil karriere i den danske værftsindustri kom Bent Hansen i 1988 til Søværnets Materielkommando. Han blev hurtigt en dynamisk og beslutningssøgende leder i den store militære organisation. I 1997 overtog Bent Hansen posten som chef for Teknisk Division. Med den politiske beslutning i 2004 om at sammenlægge de tre værns materielkommandoer fik Bent Hansen en helt central rolle. Ikke blot blev han leder af hele den maritime sektor, men med sin meget store indsigt i den materielle verden blev han en af de ledende personer bag opbygningen af Forsvarets Materieltjeneste. Med denne på plads lod Bent Hansen sig pensionere med udgangen af 2009, efter at han havde lagt mønten under kølen på den tredje af Søværnets tre nye fregatter. Tim Sloth Jørgensen (f. 1951), admiral, chef for missilbåde af Willemoes‐klassen, sagsbehandler i Forsvarsministeriet i forbindelse med korvetten Olfert Fischers udsendelse i den første Golfkrig i 1990 – 1991, afdelingschef i Forsvarskommandoen, chef for Søværnets operative Kommando 2000 – 2002, chef for Forsvarsstaben 2002 – 2008. Forsvarschef 2008 – 2009. Fra 2009 til rådighed for Forsvarsministeriet. Nils Christian Wang (f. 1958), kontreadmiral, 1984 – 1986 chef for inspektionskutteren Agpa, 1988 – 1990 chef for bevogtningsfartøjet Havfruen, 1990 – 1992 operationsofficer på korvetten Olfert Fischer, 1992 – 1995 lærer på Forsvarsakademiet, 1996 – 1997 næstkommanderende på korvetten Olfert Fischer og 1997 – 1998 chef for korvetten Niels Juel. 1998 – 1999 ansat som forligskoordinator i Forsvarsstabens planlægningssektion og 1999 – 2000 stabschef for Standing Naval Force Atlantic, 2000 – 2002 stabschef for Søværnets taktiske Stab, 2002 – 2005 chef for Forsvarskommandoens ledelsessekretariat og 2005 udnævnt til chef for Søværnets operative Kommando. Kongehuset og flåden
Christian Frederik Franz Knud Harald Carl Oluf Gustav Georg Erik, greve af Rosenborg (f. 1942). Søn af admiral, Hans Kongelige Højhed Arveprins Knud. Gennemgik Forsvarets Gymnasium og Søværnets Officersskole. Sejlads med inspektionsskibe og minelæggere. Uddannet i minekrigsførelse. Chef for minestrygeren Omøsund. Pensioneret som orlogskaptajn. Frederik André Henrik Christian, kronprins (f. 1968). Uddannet som frømand i Søværnets Frømandskorps. Deltog i ”Ekspedition Sirius 2000” i Nordøstgrønlands nationalpark, som ikke har noget med Slædepatruljen Sirius at gøre, selv om der blev benyttet hundeslæde. Har gennemgået ”Stabskursus II” på Forsvarsakademiet, ansat ved Institut for Strategi på Forsvarsakademiet og udnævnt til kommandørkaptajn. 265 Flådens historie •
Murens fald og Sovjetunionens sammenbrud
Med murens fald i 1989 sluttede en særlig epoke i nationens og Flådens historie. I modsætning til tidligere havde vi nu i mere end 40 år vidst, hvem vores fjende var, og pludselig kollapsede fjendebilledet. Sovjetunionen – med alle dets påtvungne alliancepartnere i Warszawapagten ‐ havde opbygget et voldsomt militærapparat og var blevet en militær supermagt, men kunne ikke på andre måder imponere, true eller blot konkurrere med Vesten. Sammenbruddet i Østtysklands økonomi og politiske ledelse medførte murens fald, og det udløste igen et sammenbrud i såvel Sovjetunionen som Warszawapagten. Det blev en relativ ublodig affære, som til gengæld paralyserede de fleste af de berørte lande. I forvejen var deres økonomier og deres bruttonationalprodukter meget beskedne målt med vestlige øjne, men med overgangen fra planøkonomi til en slags ”kapitalisme” gik det hastigt ned ad bakke. Det fik voldsomme følger for befolkningerne, som oplevede fattigdom og sult. De samtidige privatiseringer medførte, at nogle få personer fra magtens inderkreds pludselig kom til at eje landets rigdomme. I Sovjetunionen holdt Gorbachov processen nogenlunde på sporet, så situationen ikke løb løbsk, og da Rusland opstod på ruinerne af Sovjetunionen, holdt præsident Yeltsin sammen på det nye land. Atomvåbnene blev holdt under kontrol, men det daværende høje beredskab kunne slet ikke opretholdes, og der kunne end ikke udbetales lønninger til de folk, som var ansat i de væbnede styrker. De militære styrker gik mere eller mindre i opløsning. I løbet af en kort periode i begyndelsen af 1990’erne forsvandt de sovjetiske og russiske tyrker fra Østtyskland, Polen og de baltiske lande. Østtyskland blev ”indlemmet” i s
Vesttyskland, og der opstod et nyt, stort Tyskland. For russerne opstod en helt ny situation, idet det østtyske område, Polen og de tre nye baltiske stater sammen med en række andre tidligere Warzawapagtlande nu indgik i NATO. Hermed kunne Danmark ændre sin mangeårige trusselsvurdering. Der var ikke længere en fare for pludselige angreb, amfibielandsætninger, store luftnedkastninger, massive fremrykninger over land gennem Slesvig‐Holsten etc. Hermed bortfaldt også Flådens behov for et højt mineberedskab. De offensive våbensystemer, så som Harpoon‐missilerne, havde ikke umiddelbare anvendelsesmuligheder mod bestemte mål i Østersøområdet. Internationale operationer og operationer i hjemlige farvande
I 1990 benyttede Saddam Hussein lejligheden til at erobre det olierige naboland Kuwait, og det medførte en krig, hvor Flåden deltog i den internationale koalition med korvetten Olfert Fischer støttet af den norske logistikenhed Andesnes. Formelt set var det første gang en dansk flådeenhed var i krig siden 1864, og det krævede et stort lovgivningsarbejde i Folketinget, før de politiske forudsætninger faldt på plads. Samtidig med Sovjetunionens sammenbrud skete en markant lempelse i den politiske frihed for mange folkeslag. I Kaukasus og på Balkan medførte et slækket greb fra sikkerhedsmyndighederne, at etniske grupperinger genoptog århundreder gamle stridigheder, selv om de i de senere år havde levet sammen uden konflikter. De internationale organisationer måtte gribe ind, og Danmark måtte også tage sin tørn. For Flåden betød konflikten på Balkan, at der i lange perioder måtte opretholdes embargo mod Serbien, og det medførte, at al skibstrafik i Adriaterhavet måtte kontrolleres. Flådens tre korvetter af Niels Juel‐klassen indgik i disse embargooperationer. Efter NATOs store flyoffensiv rettet mod Serbien i 1999 havde en række af flyene måttet kaste deres bomber over havet, da de ikke måtte lande med bomberne om bord. Her stillede 266 Flådens historie •
Danmark med Makrelen og Lindormen i denne bomberydningsopgave, og i 2005 ryddede Søværnets Minørtjeneste tillige den albanske havn Durres for miner. Efter begivenhederne i USA den 11. september 2001 var terrortruslen mod vestlige forsyninger så stor, at det blev besluttet at patruljere de ruter, hvor koncentrationen af vestlige skibe var særlig høj. Den danske flåde stillede med to enheder af Flyvefisken‐klassen, Viben og Ravnen, til at patruljere i Gibraltarstrædet i 2003, og senere deltog korvetterne, ubåden Sælen og en Lynx‐helikopter i patruljer i det østlige Middelhav. Flådens opgaver i hjemlige farvande skiftede også karakter. Fjenden stod ikke længere for døren, men der skulle stadig udføres farvandsovervågning, søredningstjeneste og miljøforureningsbekæmpelse. En væsentlig del af søredningstjenesten i danske farvande påhviler nu Marinehjemmeværnet. Herudover deltager såvel søværnets som Marinehjemmeværnets enheder i et samarbejde med andre myndigheder (især Politi, Skat og Told). Det drejer sig ofte om overvågningsopgaver. På havbunden findes en mængde efterladenskaber fra to verdenskrige, og fiskerne finder jævnligt ting, som Flådens minører må tage sig af. De tre korvetter af Niels Juel–klassen udgik af Flådens tal i august 2009 efter knap 30 års begivenhedsrig tjeneste. Tre nye fregatter Iver Huitfeldt, Peter Willemoes og Niels Juel er under bygning på Lindøværftet. Sammen med de to store kommandostøtteskibe – Absalon og Esbern Snare ‐ får Flåden en styrke på fem store, moderne enheder. De er udrustet med de mest moderne våbensystemer og ”sensorer”, det vil sige radar, ESM (aflytning af radar‐ og radiosignaler), sonar, elektro‐optiske systemer og meget mere. Skibene kan udsendes som en national flådestyrke, men oftest vil de deltage i internationale operationer. En af udfordringerne for forsvaret og søværnet bliver fortsat at skaffe gode besætninger, sørge for uddannelse samt fastholde personellet i en passende årrække. Flådens uddannelser har i mange år været attraktive og værdsat ude omkring. I takt med at behovet for specialister øges, så falder Flådens behov for værnepligtige, og hermed falder et væsentligt rekrutteringsgrundlag også bort. Mange værnepligtige har i tidens løb fået smag for livet i Flåden og tegnet kontrakt og modtaget kortere eller længerevarende uddannelser. Da minelæggerne af Falster–klassen udgik, manglede Flåden skoleskibe. Nogle af de nye Mark I–standardfartøjer kan fungere som mindre skoleskibe, men alle Flådens større skibe må bidrage som undervisningsplatforme for de vordende navigatører og teknikere. Der er dog opnået en aftale, som søværnet nu har haft glæde af i nogle år. Vordende søofficerer kommer i det første uddannelsesår på et tre måneders togt med skoleskibet ”Georg Stage”, inden de starter på Søværnets Officersskole, og det har medført, at alle søkadetterne har fået et godt kendskab til vind og vejr og livet til søs, inden uddannelsen starter på skolen. Kampene i Irak og Afghanistan samt piratbekæmpelsen i Det indiske Ocean har krævet personel med ganske særlige uddannelser, og kort tid efter den 11. september 2001 kom der et krav om uddannelse af flere frømænd og jægersoldater i Danmark. Frømændenes indsats kendes kun af en sluttet kreds, men de har blandt andet været indsat i bjergene i Afghanistan samt i piratbekæmpelsen. I Den anden Golfkrig i 2003 deltog såvel korvetten Olfert Fischer som ubåden Sælen. Sælen deltog i en vigtig overvågningsopgave i det østlige Middelhav, da den blev omdirigeret til Den arabiske Golf via Suez‐kanalen. Danmark havde i en længere periode støttet ”Viking–
projektet”, som var et projekt, som omfattede bygning af et antal avancerede ubåde til Norge, Sverige og Danmark. For at kunne mestre den nyeste ubådsteknologi lejede Flåden en svensk ubåd, som fik navnet Kronborg. De nationale krav fra de tre deltagernationer 267 Flådens historie •
begyndte at gå i hver sin retning, og for Danmarks vedkommende begyndte det politiske grundlag for de nye ubåde at smuldre. Selv om Danmark høstede stor anerkendelse for Sælens indsats i Golfkrigen, blev ubådene pludseligt fjernet fra Flåden med et pennestrøg året efter. Danmark fik sin første ubåd i 1909, og der var så småt ved at blive varmet op til 100‐års jubilæet, men de politiske realiteter satte en stopper for det, og Danmarks to sidste ubåde strøg kommando på Flådestation Frederikshavn den 25. november 2004. Nordatlanten
I 1991 – 1992 overtog Flåden fire nye inspektionsskibe af Thetis–klassen. Baggrunden var, at de fire skibe af Hvidbjørnen–klassen fra 1963 var slidt op efter knap 30 års sejlads på Nordatlanten. Det femte og nyere inspektionsskib, Beskytteren, blev foræret væk til den estiske flåde. Søværnets Materielkommando ønskede et fremtidigt inspektionsskib baseret på et væsentlig større skrog, og man kopierede skrogform og dimensioner fra et vellykket norsk kystvagtskib. Man endte med et skib, som var præcis dobbelt så stort som det forrige, i alt på 3.600 tons. Det blev en meget vellykket og sødygtig konstruktion, som kunne bemandes af en relativ beskeden besætning og have en Lynx‐helikopter med om bord. Der er normalt en enhed i grønlandske farvande og en enhed i færøske farvande. Siden 2008 har Flåden modtaget to inspektionsfartøjer til grønlandske farvande, Knud Rasmussen og Einar Mikkelsen. Skibene er på 1.720 tons, men skibene er så automatiserede, at de kun behøver en besætning på hver 18 mand. De er forsynet med et helikopterdæk, så der kan lande en helikopter, men de opererer ikke med en helikopter om bord. Inspektionsfartøjerne afløser to af tre grønlandskuttere. Slædepatruljen Sirius hører under søværnet. Den har til opgave at patruljere en 2.100 km. lang kyststrækning i Nordøstgrønland. Her håndhæver man suveræniteten, og i de kommende år vil der formentlig komme mere fokus på de nordlige kystområder og på Polhavet (farvandet omkring Nordpolen). Med de senere års klimaforandringer samt forbedrede skibskonstruktioner kan det blive muligt at besejle såvel ”Nordostpassagen” (nord om Norge, Rusland og Sibirien til Stillehavet) som ”Nordvestpassagen” (nord om Canada og Alaska til Stillehavet). Det vil også blive teknisk muligt at udnytte de store forekomster af blandt andet olie og naturgas, men det vil blive både kompliceret og dyrt, og miljøet i området er meget sårbart. Der skal foretages en opdeling af pol‐området blandt de stater, der grænser op til det, og den proces er indledt. Endelig kan der komme øget turisme, som heller ikke er uden problemer, da der er meget få ressourcer til redningsoperationer og et meget beskedent miljøberedskab i området. Alt dette kan kræve mere overvågning fra havet og luften – og fra satellitter. Ringen sluttet: Flåden bekæmpede pirater i 1510 og gør det igen i 2010
Inspektionsskibet Vædderen havde på sin jordomsejling fra 2006 – 2007, den tredje ”Galathea‐ekspedition”, mange videnskabsmænd med om bord i kortere eller længere tid. De indsamlede datamængder er nu genstand for undersøgelser i et internationalt samarbejde. Nogle af de mange indhentede resultater fra den forrige Galathea‐ekspedition i 1950 – 1952 mangler stadig at blive undersøgt. Gennem de seneste 500 års historie – og længere tilbage endnu ‐ har Danmark haft betydelige interesser på havet og haft meget store indtægter fra søhandel og fiskeri. Det har vi stadig, og indtægterne er nu suppleret med indtægter fra udnyttelse af olie‐ og naturgasforekomster under havbunden, og det sker ikke alene i danske farvande, men nu 268 Flådens historie •
også globalt. Flåden har støttet og beskyttet disse interesser, og i fremtiden vil Flåden også bidrage til at beskytte handlen på verdenshavene, sikre sejlruterne og bidrage til det, som med et moderne udtryk hedder ”maritim sikkerhed”. Det er et begreb, som dækker alt fra piratbekæmpelse, konvojering, søredning, brandslukning, søopmåling og meget mere. Operationerne ud for Afrikas Horn er et eksempel på effektiv piratbekæmpelse under de betingelser, som internationale aftaler og lovgivning samt vores egen nationale lovgivning sætter rammerne for. Flåden har skabt international respekt om sin indsats. Der er dygtige besætninger om bord, og de løser opgaver, som andre lande afsætter dyrere og større enheder til. I maritime kredse bruger man udtrykket ”det blå Danmark” om skibsfarten, værftsindustrien, de maritime uddannelser, fiskeriet og meget mere. Hvis politikerne støtter og udnytter ”det blå Danmark”, kan der skaffes arbejdspladser, indtægter, viden og ”know how” til gavn og glæde for det danske samfund. Flåden har i mange år været grundlaget for alt dette og har også mulighederne for i fremtiden at støtte og sikre samfundsvigtige opgaver. I takt hermed kan der skaffes højteknologiske arbejdspladser og store uddannelser til landet, samtidig med at landets eksportindtægter kan øges. Flåden er en traditionsbundet organisation med mange år på bagen. Traditionerne holdes i hævd. Flådens personel er stolt over historien, og traditionerne er en kulturel bagage, som har været med til at skabe nogle rammer. Rammerne har løbende været under udvikling. Det er de også nu, og Flåden er i gang med et moderne skibsbygningsprogram, som kræver omfattende uddannelser. Der skal uddannes teknikere, navigatører, helikopterbesætninger og ledere, som kan varetage en lang række maritime opgaver til gavn for den danske stat og det internationale samfund ude på havet. Det har Flåden bidraget med i de sidste 500 år, og det vil Flåden fortsætte med. 269 The Danish Way of War
cand.mag. og ph.d.-studerende Robert Petersen.
Hvad gør Danmark anderledes når det gælder krigsførelse? Indtil for få år siden ville det være svært at besvare det spørgsmål, men det er i dag muligt ved at se på faktorer såsom krigsmål, politisk ledelse, måden krigen bliver ført på og vores brug af allierede at spore sig ind på hvad der gør den danske måde at føre krig på til noget unikt. Indledning
Alle lande som fører krig gør det på en bestemt måde. Der kan være sammenfald og lighedspunkter mellem dem, men også store forskelle betinget af eksempelvis den politiske styreform, militære ressourcer, geografi, fjendens beskaffenhed, krigens form, økonomi osv. Indtil 1990 ‐ da korvetten "Olfert Fischer" sejlede afsted til Mellemøsten for at være med til at gennemføre en embargo mod Irak i kølvandet på invasionen af Kuwait ‐ ville det ikke have givet mening at søge efter en særlig ”dansk” måde at føre krig på. Det ville i så fald være nødvendigt at gå meget langt tilbage i historien for at finde noget at studere og det var tvivlsomt hvor relevante erfaringerne fra krigen i 1864 eller fra de sporadiske kampe den 9. april 1940 og den 29. august 1943 længere kunne siges at være. Den Kolde Krig var en lang fredsperiode, hvor alle forberedte sig på en krig, som de færreste imidlertid (måske fejlagtig) regnede med den ville komme og det danske Forsvar blev derfor forsømt i specielt de sidste årtier inden Berlin‐murens fald. Efter 1990 har Danmark imidlertid ført en såkaldt aktivistisk udenrigspolitik og det har ført til, at danske soldater har været indsat i flere og flere skarpe operationer. I det tidligere Jugoslavien kom danske soldater flere gange under beskydning eller i kamp mellem 1992 og 1995 og det danske Forsvar deltog aktiv i luftkrigen mod Jugoslavien i 1999. Efter 2001 har Danmark næsten konstant haft soldater i krig eller under krigslignende forhold i enten Irak (fra 2003 til 2007) og i Afghanistan (fra 2001 til i dag). Det er med andre ord i dag muligt at tale om ”the Danish Way of War”, som er speciel for os danskere og som i større eller mindre grad adskiller sig fra andre lande. En række forbehold må så med det samme tages. Selvom det formelt set er korrekt, at Danmark er krigsførende er det også en sandhed med modifikationer: Vi har eksempelvis soldater i kamp i Afghanistan, men det danske samfund er på ingen væsentlig måde påvirket af hvad der sker i det land. Det har derfor heller ikke været nødvendigt at mobilisere økonomien til krigsforhold eller sende en væsentlig del af den danske ungdom i kamp. Tværtimod er værnepligten blevet kraftig reduceret og for det fleste unge er krig noget der foregår på film eller i computerspil. Krigen i Afghanistan og tidligere i Irak er grundlæggende ”små krige”, som vi kan vælge til eller vælge fra og det påvirker også den danske måde at føre krig på. Der er en høj grad af idealisme forbundet med at føre oversøiske ekspeditionskrige, men når idealerne støder frontalt ind i virkeligheden vokser desillusionen og selv små skift i opinionen kan derfor være styrende for om Danmark begynder at trække sig ud. Frem for alt ville alle disse forhold formodentlig fungere helt anderledes hvis Danmark stod overfor en reel trussel mod nationens eksistens, som ville kræve en mobilisering af alle samfundskræfter at overvinde. Storbritannien – med det store imperium landet havde indtil 1945 – udkæmpede snesevis af ”små krige” i Asien eller Afrika, men de virkelige trusler var, Militært Tidsskrift, 139. årgang ‐ nr. 3 ‐ oktober 2010, s. 267 ‐ 287 The Danish Way of War •
når de europæiske naboer som Frankrig eller Tyskland rejste sig og truede det britiske samfunds fortsatte eksistens. En analyse af ”the Danish Way of War” må derfor i sagens natur være fuld af forbehold, da eksempelvis spørgsmål såsom geografi eller mobilisering af økonomien ikke spiller nogen nævneværdig rolle under de nuværende forhold. Rent militært bør det også noteres, at selvom danske soldater har været involveret i svære kampe er det normalt altid sket med mindre enheder på delings, eskadron eller kompagni‐niveau og sjældent højere. Krigene i tidligere Irak og nu i Afghanistan kan derfor ikke besvare spørgsmålet om en hel dansk bataljon eller brigade kan kæmpe selvstændigt som en samlet enhed over længere tid. Det kan kun en "rigtig" krig afprøve. Det er ikke en irrelevant betragtning som israelerne opdagede, da de i 2006 kom i kamp med Hizbollah, der i det store og hele valgte at føre en nærmest regulær krigsførelse mod de israelske styrker. En af årsagerne til, at israelerne led så smertefulde tab skyldtes netop, at de i over tyve år primært havde forberedt sig på, at udføre politiopgaver mod palæstinenserne og kun i mindre grad havde øvet sig i muligheden for en konventionel krig eller hvad der mindede om det. Så selvom kampene i tidligere Irak og nu i Afghanistan har været voldsom for de udsendte danske soldater er kendsgerningen også, at vi grundlæggende mere lever i en mellemkrigstid end i en krigstid. Den store trussel venter stadig forude og med lidt held meget langt forude. For at forstå hvordan Danmark fører krig vil følgende problemstillinger derfor blive analyseret: 1. Mål for krigsførelsen ‐ hvad går Danmark i krig for? 2. Den politiske ledelse – hvordan styrer de danske beslutningstagere krigsindsatsen? 3. Den militære effektivitet – hvor gode er de danske soldater og hvordan kæmper de? 4. Alliancer – hvem går vi i krig med og hvor godt fungerer det? En analyse af disse faktorer være med til at give et godt og forholdsvis dækkende billede af hvordan Danmark håndterer at være i krig og være med til at afdække hvad det særlig danske i ”the Danish Way of War” ligger i. Det kan måske også give en antydning af hvordan Danmark ville kæmpe i tilfælde af en reel trussel mod landet. Mål for krigsførelsen
Den 29. august 2003 – på Søværnets Officersskole i København – holdt daværende statsminister Anders Fogh‐Rasmussen en tale, hvor han mindedes den danske beslutning om at indstille samarbejdspolitikken med Nazi‐Tyskland tres år tidligere og det danske Søværns beslutning om at sænke sine egne krigsskibe, så de ikke kunne falde i tyske hænder. I forbindelse med talen udtalte statsministeren følgende: Selv bedømt på datidens præmisser forekommer den danske politik naiv, og det er stærkt forkasteligt, at den politiske elite i Danmark i den grad førte ikke blot neutralitets – men aktiv tilpasningspolitik. I kampen mellem demokrati og diktatur kan man ikke stå neutralt. Man må tage stilling for demokratiet og mod diktaturet. Det er på dette punkt, at den aktive tilpasningspolitik udgjorde et politisk og moralsk svigt. Alt for ofte i historiens løb har vi danskere blot sejlet under bekvemmelighedsflag og ladet andre slås for vor frihed og fred. Læresætningen fra 29. august 1943 er, at hvis man mener noget alvorligt med vore værdier, med frihed, demokrati og menneskerettigheder, så må vi også selv yde et aktivt bidrag til at forsvare dem. Også imod svære odds. Selv når der skal træffes 1
upopulære og farlige beslutninger. 1
http://www.befrielsen1945.dk/temaer/efterkrigstiden/offentligdebat/kilder/Foghstale.pdf 268 The Danish Way of War •
Da statsministeren holdt sin tale havde Danmark i et par måneder været en besættelsesmagt i Irak efter den amerikansk‐ledede invasion af landet i marts‐april 2003. Krigen var meget omstridt og fandt sted uden et klart FN‐mandat, mens der kun var en smule mere enighed om efterfølgende at sende en sikringsstyrke til det sydøstlige Irak. Foghs tale den 29. august 2003 kunne derfor ses som en af de mest klare udmeldinger fra statsministeren om hvorfor Danmark skulle deltage i krigen mod Irak: Taknemmelighed til USA for den amerikanske krigsindsats under Anden Verdenskrig, skam over at Danmark selv var sluppet så billigt og et ønske om, at demokrati aktivt skulle udbredes til hele verden. Også selvom prisen kunne blive høj. Selvsagt er det også muligt at påvise andre ‐ mere realpolitiske ‐ motiver: Da Den Kolde Krig sluttede i 1989 stod Danmark i den situation, at landet risikerede at blive strategisk marginaliseret i Europa. Forsvaret selv – som i forvejen havde været forsømt under Den Kolde Krig – risikerede at blive helt overflødig nu hvor der ikke længere var en militær trussel fra Østblokken. Men en løsning dukkede hurtig op: I august 1990 fremlagde de to militære fagforeninger HKKF og CS et debatoplæg til en ny forsvarspolitik, som repræsenterede et radikalt brud på den eksisterende forsvarspolitik ved at anbefale, at Danmark skulle oprette en international brigade til at bekæmpe kriser og konflikter i den 3. verden. Debatoplægget – som blev fremlagt netop som Irak havde besat Kuwait og det trak op til en storkrig i Mellemøsten – forventede, at det rige Vesten i de kommende år ville komme til at stå overfor en stribe problemer i det fattige Syd, såsom religiøse modsætninger, strid om råstoffer, strid om grænsedragninger, befolkningstilvækst, klimaændringer, miljøproblemer og lignende. Ingen af disse trusler udgjorde en direkte fare for dansk sikkerhed, men kunne indirekte gøre skade på vestlig og dermed dansk sikkerhed. Tilstedeværelsen af avancerede masseødelæggelsesvåben ville øge ønsket at slå til mod de rige vestlige lande, som kunne blive betragtet som passende syndebukke for den 3. verdens problemer. Blandt andet forudså debatoplægget, at biologiske våben kunne blive et potent redskab for terror‐
2
grupper, der ville slå til mod ”befolkningsgrupper i bl.a. den industrialiserede verden.” Også truslen fra forurening og klimaændringer blev taget op i debatoplægget: ”Vil det kunne tænkes, at den industrialiserede og økonomiske konkurrence bliver så kraftig, at de miljømæssige faktorer tvinges i baggrunden. Kan havet, jorden og atmosfæren overhovedet klare en videregående industriel udvikling? Hvem skal begrænse en industriel videreudvikling? Militært set er det både farlige og afgørende spørgsmål. Kimen til en tredje Verdenskrig (sic) eller det, der er værre, kan meget vel tænkes at være begravet i netop disse 3
problemer.” En måde til at løse disse udfordringer ville være ved at oprette en ”International Reservestyrke”, som fremover skulle kunne bruges i internationale operationer. Den samlede personelstruktur ville være på 3.000 soldater (dvs. en reduceret brigade), hvoraf 400 ville være fastansatte i fredstid. De resterende ville være på kontrakt og skulle afsætte tre uger om året til at genopfriske deres uddannelse. Styrken skulle være yderst mobil og skulle kunne være klar til at blive indsat i løbet af 3 dage. 4 Det er naturligvis vanskeligt at sige hvor vigtig debatoplægget fra CS og HKKF i grunden var. Det kom i hvert fald som minimum til at inspirere til oprettelsen af Den Danske Internationale Brigade (DIB) i forbindelse med forsvarsforliget i 1992, skønt brigaden kom til 2
”Debatoplæg – et forsvar der er brug for”. Side 12‐15. Ibid side 16‐17. 4
Ibid side 79‐81. 3
269 The Danish Way of War •
at se væsentlig anderledes ud end hvad debatoplægget havde foreslået. Men måske mere væsentligt udfyldte debatoplægget et tomrum i dansk forsvarspolitik efter Berlin‐murens fald ved at rette opmærksomheden på indirekte trusler frem for direkte trusler mod dansk sikkerhed. Det er i hvert fald slående hvor hurtig budskaberne og tonen i officielle hvidbøger og rapporter efter 1990 begyndte at ligne den i debatoplægget. En af dem som meget hurtig tog den tråd op var general Christian Hvidt, som var forsvarschef fra 1996 til 2002 og som under en samtale forklarer hvorfor indirekte trusler pludselig kom til at betyde så meget efter 1989: Hvad er det egentlig folk de er bange for? De er bange for kaos, altså fjenden var ikke Rusland eller Sovjetunionen mere, men kaos og når der kunne ske det der skete på Balkan som jo i bund og grund var vores dørmåtte, halvdelen af danskerne, det passer selvfølgelig ikke, men en meget stor del af danskerne havde faktisk holdt ferie i Jugoslavien. Skønt land! Pragtfuldt land! Smukt land og pludselig på vores egen dørmåtte der går det hele op i et grotesk had og folk opfører sig altså, så man siger til sig selv: det kan ikke være rigtigt og der er nogen der kan se at det her må stoppes og til forskel fra dem der sagde nej lad dem nu bare ordne det selv. Vi holder os væk og så når de har slået tilstrækkelig mange af hinanden ihjel, så går vi ned og rydder op. Der er trods alt nogen der siger, det kan vi da ikke finde os i, at kvinder og børn og andre bliver behandlet på den måde, fordi der farer nogen mere eller mindre idioter rundt dernede og snakker om hvad der skete på heden for sekshundrede år siden, så vi har et ansvar for at gribe ind hvis vi 5
ser et så (…) groft brud på menneskerettighederne. Fordelen ved fokusere på indirekte trusler var og er fortsat, at det giver en høj grad af valgfrihed, for det kan naturligvis diskuteres om den største trussel menneskeheden står overfor er truslen fra spredning af masseødelæggelsesvåben (Irak i 2003), truslen fra terrorisme (Afghanistan i 2001) eller truslen om et folkemord (Kosovo i 1999). Politiske partier som Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten har flere gange kritiseret den danske involvering i Irak og Afghanistan, men de to partier har i stedet anbefalet, at Forsvaret skulle bruges til at bremse et folkemord i Darfur i Sudan. Forskellen er i praksis til at overse. Som den daværende danske forsvarsstabschef, viceadmiral Tim Sloth‐Jørgensen, udtalte til Weekendavisen i juli 2005: ”I en globaliseret verden med terror, findes der ikke længere steder, som man kan sige ikke angår os. Vi har som danskere en interesse i, at der bliver ro i Irak. Vi har en interesse i, at der er ro i Østtimor. Og vil man sætte ind over for pirater i Malaccastrædet, er det ikke politiet, men forsvaret man vil anvende. Hvis vi kan skabe ro et maksimalt antal steder, er der også større chance for ro internt i Danmark. Det går moderne 6
forsvar ud på. Hele verden må i dag siges at være dansk interesseområde.” Der er naturligvis også problemer ved at gå i krig mod indirekte trusler. Ikke mindst fordi et fokus på indirekte trusler rummer en høj grad af uklarhed, for hvad for en indirekte trussel kan berettige en dansk intervention med militære styrker? Kan et folkemord i Sudan siges at være en indirekte trussel mod dansk sikkerhed? Eller hvad med en ny krig på Korea‐halvøen? En mulig iransk atombombe? Eller måske en orkan, som rammer Burma og koster et stort antal menneskeliv? Eller måske at afghanske piger ikke får nogen skolegang? Listen over indirekte trusler er tilsyneladende endeløs og blev ikke gjort bedre af den seneste Forsvarskommission af 2008, som forudså et uændret dansk militært engagement i stort set hele verden fraregnet Nord‐ og Sydamerika, samt Antarktis. Det danske Forsvar skulle ydermere også være parat til at løfte allehånde opgaver lige fra konventionel krig til 5
Samtale Christian Hvidt. Poul Pilgaard Johnsen. 6
270 The Danish Way of War •
oprørsbekæmpelse i såkaldte "failed states." 7 Det er den perfekte opskrift på tab af strategisk fokus og spredning af ressourcerne i håb om at gøre lidt alle steder. Måske frem for alt rejser det spørgsmålet om den aktivistiske udenrigspolitik og herunder indsættelsen af danske styrker i fremmede konflikter aldrig har været tænkt som andet end symbolpolitik. Den politisk-militære styring
Normalt begynder beslutningsprocessen omkring en international indsats således, at Forsvaret via et land eller en organisation anmodes om et styrkebidrag. Det kan ske både formelt og uformelt. Forsvarskommandoen tager først stilling og udarbejder den første reaktion, det vil sige om Danmark har noget at levere. Der finder derpå en drøftelse sted mellem departementet og Forsvarskommandoen, som vil inddrage Udenrigstjenesten, der vil overveje de diplomatiske følger af en indsats. Statsministeriet bliver derpå inddraget og efter anbefaling fra enten Forsvarsministeriet eller Udenrigsministeriet vil statsministeren derpå tage stilling. Først relativt sent i forløbet vil Folketinget (først uformelt, så formelt) blive inddraget i overvejelserne og det parlamentariske grundlag vil blive testet. Planerne vil herefter blive ændret, en såkaldt ”orientering” med en ”indstilling” vil blive udarbejdet af Forsvarskommandoen med en plan for brugen af styrker og når det er klart vil Statsministeriet blive orienteret og udenrigsministeren vil formelt fremlægge et beslutningsforslag i Folketinget. Folketinget kan stille kritiske spørgsmål (hvilket kan påvirke udformningen af missionen), men det vigtigste magtinstrument Folketinget har, er magten til at sige nej og nedstemme et beslutningsforslag. Det er imidlertid aldrig sket, skønt det også må forventes, at et beslutningsforslag med en usikker gang på jorden heller ikke vil 8
blive henvist til Folketinget. Usikkerhed om hvor meget Folketinget realistisk kunne tænkes at gå med til og ønsket om at sikre størst mulig konsensus betød eksempelvis i marts 2003, at statsminister Anders Fogh Rasmussen valgte ikke at foreslå Folketinget at sende danske specialstyrker med i den forestående krig mod Irak. I stedet blev Folketinget anbefalet at stemme for, at sende en ubåd og en korvet i krig, hvilket blev set som mindre kontroversielt. 9 Et andet eksempel på hvordan den danske militær‐politiske beslutningsproces kan foregå var beslutningen om, at Danmark i juli‐august 1993 skulle sende yderligere styrker til det krigshærgede Bosnien‐Hercegovina for at beskytte den sikre zone omkring byen Tuzla, som var under belejring af bosniske serbere. FN havde oprindelig tilkendegivet, at Danmark skulle sende et panserinfanteri‐kompagni til den fælles‐nordiske styrke NORDBAT 2 i Tuzla, men forsvarschefen ‐ general Jørgen Lyng ‐ anbefalede i stedet, at Danmark som noget nyt skulle prøve at sende kampvogne ud på en FN‐mission. Det ville give større beskyttelse til de udsendte FN‐soldater og bedre muligheder for at løse opgaven. Det udløste en hidsig diskussion internt i den danske regering under statsminister Poul Nyrup Rasmussen, hvor specielt Det Radikale Venstre var skeptiske og ville have vendt hver en sten. Bl.a. diskuterede regeringen meget om broerne og vejene i området omkring Tuzla kunne bære vægten af mellemtunge danske kampvogne. I et forsøg på at overtale politikerne foreslog forsvarschefen til sidst, at Forsvaret kunne male kampvognene hvide så de signalerede ikke‐
aggressive hensigter. Det var med til at bryde det politiske dødvande og sikre, at Folketinget kunne blive præsenteret for et beslutningsforslag. Selve processen med at udsende 7
"Dansk forsvar ‐ Globalt engagement." Side 36‐102.
Samtale Lennie Fredskov Hansen. 9
Bjerre, Larsen & Stougaard. Side 78. 8
271 The Danish Way of War •
kampvogne var flere gange ved at gå galt fordi det viste sig at være betydelig mere vanskeligt end ventet at få ført kampvognene frem til Tuzla, men beslutningen om at de skulle frem blev fastholdt og tjente også sit formål med at højne sikkerheden i området omkring Tuzla. Specielt efter ”Operation Bøllebank”, hvor danske kampvogne faldt i et baghold og med held nedkæmpede de bosniske serbere i april 1994. 10 Det vil ud fra det måske fremgå som om, at den militære indflydelse er stor på den politiske beslutningsproces når det gælder internationale operationer. Det er også korrekt. Men der kan fra politisk side også opstå et krav om at få mere end en mulighed at vælge imellem når Forsvaret skal beslutte hvilken ”pakke” der skal udsendes. Da Danmark i oktober 1995 skulle overveje med hvad Danmark skulle bidrage med til NATO‐styrken IFOR i Bosnien efter afslutningen på den bosniske borgerkrig fik statsminister Poul Nyrup Rasmussen og regeringen et katalog med flere valgmuligheder. Den mest omfattende valgmulighed indebar udsendelsen af 1.230 soldater med kampvogne og haubitser (plus et nationalt støtteelement på 195 soldater). Den mindste option var udsendelsen af en bataljon på 676 11
soldater (plus et nationalt støtteelement på 118 soldater). Som det blev valgte regering at anbefale til Folketinget den mindste option og den billigste løsning, der til gengæld ville gøre Danmark mere afhængig af allieret bistand. En ting som er vigtig at forstå er, at Folketinget tit viser sig at være den svageste part i den militær‐politiske beslutningsproces. På den ene side er Folketinget essentiel fordi det giver regeringen det blå stempel for at kunne udsende danske soldater til en krigszone. På den anden side har Folketinget aldrig været nogen særlig stærk aktør når det gjaldt internationale operationer. En af de ting som eksempelvis falder i øjnene når folketingsreferater gennemgås er, at Folketinget først og fremmest diskuterer de ting som medierne synes er interessante. Hvad enten det så skyldes, at de modtager deres vigtigste oplysninger herfra eller fordi de følger mediernes dagsorden. Eksempelvis i marts og april 1993 skulle Folketinget behandle beslutningsforslag B 79 om, at sende flere danske soldater til Kroatien og Bosnien. Beslutningsforslaget betød, at den danske styrke i Kroatien ville få forøget sanitets‐ og logistikkapaciteten, få to pansrede mortersektioner og en deling bevæbnet med TOW‐panserværnsraketter. Den danske styrke i Bosnien ville ligeledes få forøget sanitets‐ og transportkapaciteten med pansrede køretøjer. I alt skulle yderligere 130 soldater af sted, heraf 100 til Kroatien og 30 til Bosnien. Det paradoksale ved læse folketingsreferaterne er, at størstedelen af diskussionerne handlede om hvorvidt Danmark skulle deltage i borgerkrigen i Bosnien, mens det hurtig blev "glemt" at de fleste soldater i 12
virkeligheden skulle til FN‐indsatsen i Kroatien. Det ville være forståeligt hvis det var fordi Kroatien var et mere roligt område end Bosnien, men det er ingenlunde korrekt: Alene i marts 1993 kunne FN i Sektor Nord registrere 2‐3.000 skud fra håndvåben i døgnet. Derudover var området stærkt mineret med mindst en million landminer og der var udlagt et stort antal lureminer (booby‐traps). 13 En norsk oberstløjtnant i Sektor Nord meldte om mellem 50‐100 svære granat‐ og bombeeksplosioner pr. halve time den 27. april 1993 et par 10
Robert Petersen. Notat vedrørende dansk bidrag til NATO implementeringsstyrke i forbindelse med en fredsaftale for det tidligere Jugoslavien. Forsvarskommandoen. Den 17. oktober 1995. 12
Folketingstidende. Beslutningsforslag B 79. Den 25. marts 1993 & den 1. april 1993. 13
Samtale Bjarne Hesselberg. 11
272 The Danish Way of War •
uger efter folketingsbeslutningen var blevet vedtaget. 14 FN‐missionen i Kroatien var med andre ord ikke harmløs. Et andet eksempel på en mangelfuld politisk sagsbehandling var folketingsdebatten i januar og februar 2006 angående beslutningsforslag B 64 om udsendelsen af 290 soldater til Afghanistan. Rent militært havde Danmark på det tidspunkt udstationeret en bataljon danske soldater i det sydøstlige Irak og flere politiske partier såsom Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre ønskede at de danske tropper skulle begynde at trække sig ud. Men for ikke at fremstå som om de nu vendte tilbage til tidligere tiders fodnote‐politik blev det set som oplagt at begynde en langsom dansk tilbagetrækning fra Irak for i stedet øge den militære indsats i Afghanistan. Men ønsket om at trække sig ud af den upopulære krig i Irak betød også, at der var et stærkt politisk incitament til at underspille og undervurdere hvad det var for en virkelighed danske soldater ville møde i Afghanistan når den danske indsats i det land blev trappet op. Flere forsvarsordførere indrømmede i folketingsdebatten, at opgaven var farlig, men mente også, at det værste øjensynlig var over. Venstres forsvarsordfører Troels Lund Poulsen udtalte eksempelvis: ”Taleban og Al‐Qaedas greb om landet er heldigvis reduceret til enkelte lommer og terrorgrupperne har i dag rigeligt at gøre 15
med at undgå at blive taget til fange.” Den socialdemokratiske forsvarsordfører Per Kaalund var lidt mere nøgtern, men udtalte alligevel: ”Derfor mener vi, at det er en noget farligere opgave dernede, det erkender vi, men at det er en oprydningsopgave, således at man får udbredt de centrale afghanske myndigheders kontrol med de områder.” 16 I forbindelse med 2. behandlingen af beslutningsforslaget ironiserede udenrigsminister Per Stig Møller meget over, at Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten var så bekymrede ved tanken om en større militær indsats: ”Det er altså først og fremmest genopbygning og humanitære indsatser, der støttes, og som selvfølgelig skal beskyttes mod narkobaroner, warlords og talebanere, som hr. Frank Aaen og hr. Holger K. Nielsen så gerne vil beskytte. Det vil vi ikke.” 17 Beslutningsforslaget endte med at blive vedtaget, men pessimisterne fik også ret i, at det var en betydelig mere farlig opgave de danske soldater blev sendt ud. Alene i juli‐august 2006 blev cirka 100 danske soldater angrebet omkring 50 gange i Musa Qala i Helmand og måtte 78 gange tilkalde luftangreb. 18 Den militære tænketank DIMS udarbejdede i 2008 en rapport, hvor det blev anbefalet at reformere Folketingets arbejde i forsvars‐ og sikkerhedspolitikken. Det blev således beskrevet som en svaghed, at Folketinget ikke kunne føre en overordnet strategisk diskussion om mål og midler, men i stedet i forskellige nævn og udvalg diskuterede forskellige sagsområder ‐ Det Udenrigspolitiske Nævn tog sig af et område, Udenrigsudvalget tog sig af et andet og Forsvarsudvalget tog sig af et tredje. Der var ikke noget overordnet der forbandt de tre udvalg eller nævn med hinanden. Derudover var der også en tendens til at diskutere enkeltsager og bestemte problemstillinger indenfor disse nævn eller udvalg, hvilket yderligere bidrog til at fragmentere diskussionen. Som DIMS‐
rapporten formulerede det var der også en forskel i synet på den parlamentariske beslutningsproces mellem ældre og yngre parlamentarikere: Et flertal af de interviewede 14
Bjarne Hesselberg i ”I krig for freden”. Side 69. Folketingstidende. Beslutningsforslag B 64. Den 19. januar 2006. 16
Ibid. 17
Ibid. 18
Kim Vibe. 15
273 The Danish Way of War •
politikere bekræfter således, at der er en grundlæggende mangel på overordnet strategisk samtale. Som en politiker bemærker, så er udvalgene ’meget operativt arbejdende’. En anden karakteriserer udvalgenes arbejdsform som meget ‘sagsorienteret’. Ikke alle beklager dog denne arbejdsform. Og ganske interessant er det, at det især er de mere erfarne af de adspurgte parlamentarikere, der tager det for givet, at udvalgene og Nævnet fungerer meget ‘operativt’ og ‘sagsorienteret’. Som en af de mere erfarne parlamentarikere udtrykker det, så er det ifølge ham en ’misforståelse at tro, at Nævnet skal føre meget langsigtet politik’. Parlamentarikeren bemærker i stedet, at folketingssalen skal danne rammen om de principielle og langsigtede samtaler om samtænkning og strategi. Folketingets nyere medlemmer kvalificerer dog denne opfattelse. For modsat de mere erfarne parlamentarikere giver de nemlig mere eller mindre samstemmende udtryk for, at de er overraskede over og betænkelige ved fraværet af helhedsorienterede og langsigtede sikkerhedspolitiske diskussioner i Folketingets udvalg og i Nævnet. For det første gør den mangelfulde diskussion det vanskeligt at lave den fornødne kobling mellem de mange detailsager – det bliver til enkeltsagspolitik og zigzagkurs. Og for det andet bliver det vanskeligt at opstille klare kriterier for, på hvilket grundlag beslutninger i 19
enkeltsager i det hele taget skal vurderes og efterfølgende evalueres. DIMS‐rapporten giver et indblik i hvorfor Folketinget er så handicappet når det gælder parlamentarisk styring med Forsvaret. Som en parlamentariker formulerede om fraværet af en strategisk diskussion: "Man har nok lavet det, man kalder en aktivistisk udenrigspolitik fra Uffe Ellemanns start som udenrigsminister og så til nu … uden måske rigtig at få gennemdrøftet, hvor det egentlig er, at det fører hen." 20 Rapporten endte med at anbefale, at Folketinget dels genovervejede hvordan arbejdet i de forskellige nævn eller udvalg foregik og satsede på en mere koordineret indsats, dels skabte et stærkere fokus på sikkerhedspolitik i selve sprogbruget og debatformen, dels styrkede Folketingets evne til at indhente egen viden om forsvars‐ og sikkerhedspolitik (bl.a. ved at skabe et sekretariat, som kunne stå for seminarer, konferencer og høringer), samt dels ved at styrke sin egen identitet som et samlet parlament overfor regeringen. 21 At øge informationsmængden til de menige folketingspolitikere ville derimod ikke løse noget og som bl.a. den konservative forsvarsordfører Helge Adam Møller forklarer under en samtale er problemet reelt, at medlemmerne af tinget er ved at drukne i informationer de ikke har tid til at læse. Hvert medlem får således typisk hver dag knap 2.000 dokumenter eller 9.000 sider i løbet af en uge og har ingen chance for at læse dem alle. 22 Et centralt spørgsmål i forbindelse med den demokratiske kontrol er i hvor høj grad den politiske ledelse (læs: Forsvarsministeriet) skal blande sig i den militære beslutningsproces. Det sker i praksis sjældent. Der er en stærk tradition i Danmark for, at det politiske system vælger at respektere det militære ønske om autonomi og frihed til at handle. Som departementschefen i Forsvarsministeriet fra 1993 til 2007 Anders Troldborg forklarer: Vi taler jo med chefen i Irak og Afghanistan nogle gange på videokonference. Det har vi gjort nogle gange, men jeg vil sige, at det ikke er en allerhelvedes god idé. Det skal man kun gøre, hvis det virkelig er nødvendigt. Man skal passe på at sidde ved et skrivebord og sige: skyd ham der. De, der sidder derude, de må føre kampen derude, med mindre at det er noget helt ekstraordinært. 19
Tjalve & Henriksen. Side 14. Ibid side 20. 21
Ibid side 36‐37. 22
Samtale Helge Adam Møller. 20
274 The Danish Way of War •
Men det er... (uklart ord), at man kan sidde tættere på med videomuligheder osv.… men hvor klogt det er… det ved jeg ikke rigtigt. Man skal passe på med at sidde langt væk og træffe beslutninger om sikkerheden, som vedrører dem, som sidder derude. Det er de bedre til selv. 23 En markant undtagelse fra den linje skete i juli‐august 2004, da forsvarsminister Søren Gade blev orienteret om, at en dansk afhøringsofficer ‐ kaptajn Annemette Hommel ‐ var på vej hjem til Danmark pga. mistanke om at have brudt krigens love da hun afhørte irakiske tilbageholdte i den danske lejr i Irak. Det fik ministeren til prompte at hjemkalde bl.a. bataljonschefen og to andre ledende officerer fordi han ikke længere følte han havde den fornødne tillid til dem. 24 Det var – og anses fortsat internt i Forsvaret – for at være en meget kontroversiel beslutning. Men som den daværende forsvarschef general Jesper Helsø forklarer, var der også omstændigheder som gjorde, at ministeren måtte handle som han gjorde: Jeg tror heller ikke, at ministeren kunne have ageret anderledes med det, som blev forelagt ministeren, fordi man kan i dag diskutere med rette, om reaktionen var rigtig, men jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at på den tid, lige præcis på den tid, hvor ord som Abu Ghraib, tortur, fremfærd mod civile, kultursammenstød, alt muligt andet florerede i den politiske verden, så kunne ministeren vanskeligt havde ladet 2 og 5 været lige og ikke agere. Rent militært... rent militært teknisk set var det på grænsen af, hvad man egentlig kunne tillade at acceptere, men set i lyset af det civile kontrols prærogativ og den politiske situation herhjemme, så var der ikke 25
andet for end at prøve den sag. Det vil altid være en forsvarsministers ret og pligt at gribe ind hvis der opstår en mistanke om, at Forsvaret ikke overholder de regler og konventioner som soldaterne skal følge. Men måden det i praksis sker på betyder også noget og rent faktisk tilkendte Østre Landsret i august 2010 de tre militærchefer fra Hommel‐sagen en erstatning på hver 35.000 kr. fordi de var blevet sendt hjem uden at de havde haft mulighed for i henhold til forvaltningsloven at blive hørt forinden. Den måde de blev udstillet på i medierne fandt Østre Landsret også 26
kritisabelt. Hommel‐sagen er i det store og hele unik og lignende indgreb er ikke sket siden. I stedet er det blevet mere normalt at sætte begrænsninger på de danske soldaters handlefrihed eksempelvis når det gælder magtanvendelse. I Afghanistan er danske militærpoliti eksempelvis blevet brugt til at dokumentere når danske soldater har brugt magt så Forsvaret kunne redegøre for hvad der er sket hvis det skulle blive nødvendigt. Danske styrker har desuden regelmæssigt siden halvfemserne medbragt en militærjuridisk rådgiver som i forbindelse med danske soldaters indsatser kunne give anbefalinger til danske chefer om hvordan krigens love kunne forenes med målet om at udføre missionen. Hvordan det i praksis virker kan følgende eksempel illustrere: Den 14. maj 2007 kørte en dansk styrke ind i den irakiske by Al Hartha for at inspicere en skole, som var blevet bygget med danske midler. Her blev de danske styrker udsat for et velkoordineret bagholdsangreb fra omkring 150 irakiske oprørere, som havde placeret stribevis af vejsidebomber ved alle veje ind og ud af Al Hartha. En dansk deling blev omringet af irakiske oprørere inde i byen og da en anden dansk deling rykkede den til undsætning blev den ramt af en vejsidebombe og beskydning fra maskingeværer. De danske styrker måtte derfor tilkalde britisk assistance og briterne fik også hurtig iværksat en dramatisk redningsaktion, fik kæmpet sig frem til de 22 indesluttede 23
Samtale Anders Troldborg. Bjerre, Larsen & Stougaard. Side 148‐161.
25
Samtale Jesper Helsø. 26
Frank Hvilsom. 24
275 The Danish Way of War •
danske soldater inde i Al Hartha og fik dem reddet ud igen. Under kampene overvejede den danske bataljonschef, oberst Kim Bruno Petersen, at tilkalde et luftangreb, men efter han havde talt med sin militærjuridiske rådgiver blev han overbevist om, at det ville være overdreven magtanvendelse og kunne risikere at koste for mange civile livet. Det lykkedes også uden brug af flybomber at få alle ud af byen, men flere britiske og danske soldater blev såret og en dansk soldat blev dræbt. Men som obersten understreger, så var det op til ham om han dengang ønskede at prioritere den militærjuridiske anbefaling højere end hans eget ønske om at beskytte de danske soldater. Han kunne sagtens i stedet have valgt at sige, at ”jeg hører hvad du siger” og så alligevel træffe de beslutninger han følte var nødvendig. Den endelige beslutning om hvad der er militært nødvendigt er fortsat hos den militære chef og 27
ikke hos hans militærjuridiske rådgiver, som kun kan give anbefalinger. Når alt dette så er sagt kan politiske begrænsninger på missioner indirekte være med til at påvirke den danske krigsdeltagelse i en uheldig retning. Et glimrende eksempel var i 1999, da NATO gik i krig mod Jugoslavien for at tvinge den jugoslaviske regering til at opgive kontrollen med Kosovo‐provinsen, hvorfra albanere systematisk blev etnisk udrenset. NATO havde et stærkt ønske om at begrænse krigen og afviste allerede tidligt, at der kunne blive tale om at udkæmpe en landkrig om Kosovo. Men NATO gik politisk endnu videre og afviste også, at luftkrigen mod Jugoslavien overhovedet kunne betegnes som en krig selvom der blev kastet bomber, fly blev skudt ned og mennesker døde. Det skabte et alvorligt problem for de militærjuridiske eksperter i Flyvertaktisk Kommando: Efter modtagelse af SPINS 28 bidrog MJUR aktivt i kommenteringen af piloternes juridiske status. På dette område var FTK uenig med de af NATO udarbejdede vurderinger af piloternes status. I henhold til SPINS havde piloterne ikke status som Prisoners of War (POW) men skulle påberåbe sig human behandling i h.t. Genevekonventionens artikel 3. FTK var uenig i denne vurdering. Da krigens love ikke er begrænset til at gælde i regulær krig, men finder anvendelse i alle internationale væbnede konflikter er det FTK vurdering, at NATO piloter er kombattanter, uagtet at NATO ikke officielt har erklæret krig. FTK mener, at det er ønskeligt at kunne kræve status som POW, da det giver piloterne den bedste beskyttelse. At NATO har vurderet, at piloter ikke skulle erklære sig som POW, kan skyldes, at NATO havde erklæret, at man ikke var i krig med FRY, hvilket efterfølgende medførte, at piloterne ikke kunne kræve krigsfangestatus. Ifølge NATO ville det sende forkerte politiske signaler at kræve POW‐status (…) FTK instruerede danske piloter om
at de skulle erklære krigsfangestatus, hvilket vil være udgangspunktet for fremtidige
operationer af tilsvarende karakter. 29 Sidst i maj 1999 gennemførte Flyvevåbnet øjensynlig mindst tre offensive operationer hhv. den 26., 27. og 30. maj 1999, hvor danske piloter kastede bomber mod mål i Jugoslavien. 30 Det er senere blevet oplyst, at målene var brændstofdepoter, et kommandocenter og en radarstation, som fra 3‐4 kilometers højde (for at undgå fjendtlige 27
Samtale Kim Bruno Petersen.
SPINS er et udtryk som bruges for de særlige instrukser, som NATO‐luftoperationer over det sydlige Balkan er underkastet. Det er lidt uklart om det er et slang‐udtryk eller en forkortelse. 29
Rapport vedr. dansk flyvevåben deltagelse i Operation Allied Force. Flyvertaktisk Kommando. Den 12. november 1999. Markeret tekst er Flyvevåbnets eget. 30
Ibid. 28
276 The Danish Way of War •
luftforsvarsmissiler) blev ramt af præcisionsvåben. 31 Ingen danske fly blev nogensinde ramt af jugoslavisk beskydning, så spørgsmålet om krigsfangestatus blev aldrig aktuelt. Men eksemplet illustrer udmærket, at der sagtens kan blive sat politiske begrænsninger op, som kan virke alvorligt uhæmmende på den militære effektivitet og ligefrem præsentere det danske militær for helt uløselige problemer. Såsom hvordan en pilot kunne ende med at blive en krigsfange når der ifølge den danske regering ikke var nogen krig i gang. Dansk militær effektivitet
I februar 2007 ramte en tragisk ulykke de danske soldater i Afghanistan da en 22‐årig soldat ladede et maskingevær inde i en dansk lejr, sigtede på en af hans kammerater og af uransagelige årsager derpå trykkede af. Det kostede en 21‐årig soldat livet. I fortvivlelse prøvede den skyldige soldat bagefter at begå selvmord. Ulykken fik en tidligere chef for Jægerkorpset, pensioneret oberst Poul Dahl, til at rette en voldsom kritik af den måde Danmark førte krig på: De gamle erfarne er betænkelige ved, at de skal være sammen med de nye grønskollinger, der kun har fået et års uddannelse. (…) Man kan jo ikke uddanne en soldat på et år. Vi sender vores soldater på erhvervspraktik i Afghanistan! Det er ikke professionelle. Vi sender lærlinge i krig. Så skal de lære det derude. (…) Du kan jo spørge en jægersoldat, om han vil ud i en operation med en soldat, der har fået 12 måneders uddannelse. Det kan du tro, han 32
ikke vil. Rent faktisk synes kritikken at være urimelig. 33 Vådeskudsulykker er nærmest uundgåelige selv under øvelser hjemme i Danmark 34 og sker i sagens natur også i krigstid. Angående synspunktet om, at de danske soldater var praktikanter i krig bør det sammenstilles med, at de danske soldater i Afghanistan kæmper i noget af verdens mest ugæstfrie terræn med høje bjerge, ørken og paradoksalt nok også i jungle‐lignende omgivelser langs Helmand‐floden med meter‐høje majsplanter, høj luftfugtighed, nedsat sigtbarhed pga. bevoksningen og med temperaturer på 40 grader celsius i skyggen. De danske soldater har været indsat under feltforhold og oplever som følge deraf et stort vægttab på 10 kg. pga. den ensformige kost 35
gennem flere måneder. En anden ting som karakteriserer operationerne i Afghanistan er, at de danske styrker kan være ude i felten i flere dage og derfor må genforsynes med helikoptere. I nogle tilfælde blev det nødvendig at sørge for genforsyning med en transportmaskine som gennemførte et ”airdrop” med forsyninger hvis operationerne varede i tre uger eller længere. Men samlet set kunne med krigen i Afghanistan også mærkes, at der efterhånden var en masse garvede veteraner i det danske Forsvar. Som bataljonschefen oberst Jan Grünberger skrev i afslutningen på End of Tour‐rapporten fra Hold 3 i 2007: ”Som det kan læses af denne rapport, er det hævet over enhver tvivl, at den danske hær er i besiddelse af ekspertise, personel og materiel, som sætter den i stand til at løse vanskelige 31
”Dansk forsvar og Kosovokonflikten 1999‐2005.” Side 26‐27. ”Grov kådhed kostede soldat livet”. Jyllandsposten 27. februar 2008. 33
Det bør også nævnes, at den skyldige soldat ‐ som i 2009 blev idømt seks måneders ubetinget fængsel i Østre Landsret ‐ havde været udsendt før til Kosovo og derfor ikke kunne siges at have været en novice. 34
En dansk soldat blev dræbt af skud under en øvelse i Oksbøl i januar 2007. To danske soldater omkom under en øvelse med morter‐skydning i Oksbøl i juni 2010. 35
Bilag 9. 1.MEDINFKMP. End of Tour‐rapport hold 4. Den 12. februar 2008. Side 4. 32
277 The Danish Way of War •
kampopgaver i samarbejde med nogle af verdens bedste soldater under ekstreme klimaforhold i noget af verdens vanskeligste terræn.” 36 Derudover har det været nødvendigt for de danske soldater – der i dette hårde terræn skulle kæmpe mod en beslutsom modstander i form af Taliban – at veksle mellem på den ene side at udvise ekstrem tilbageholdenhed og så alligevel kæmpe effektivt når det blev nødvendigt. Det var ikke altid lige nemt. I en rapport fra Hold 5 i Afghanistan i 2008 fremgår det eksempelvis følgende: Overordnet set er soldaterne derfor ikke inden missionen blevet bibragt en fuldstændig forståelse for den multifacetterede opgaveløsning de skal være en væsentlig del af i Afghanistan. Prioriteringen af ikke‐kinetiske opgaver over kampopgaver har således skabt frustrationer blandt dele af personellet. Dette på trods af, at de forventede effekter ved ikke‐kinetiske operationer er betydelige i ansvarsområdet. Begrænsningerne i ROE og (vanskelige) muligheder for gennemførelse af (slettet af censuren), har ligeledes været svært forståelige for både soldater og førere, der ikke har kunnet se sammenhængen med missionens 37
formål. Et eksempel på hvordan danske soldater måtte kæmpe under disse forhold kan findes i september 2007, da den danske bataljon i Helmand skulle være med til at rense Øvre Gereskh‐dalen for Taliban‐styrker. Da de danske styrker rykkede frem til det indledende angreb ved Zumbelay den 19. september 2007 opdagede de, at deres fremrykning blev fulgt af en Taliban‐observatør, som stod på et dige og derfra over en radio gav meldinger til Taliban. Men først efter både militærpolitiets sektionsfører og den militær‐juridiske rådgiver var blevet konsulteret 38 blev han beordret nedkæmpet af en finskytte, der tilmed først afgav et varselsskud før han affyrede det dræbende skud. 39 Trods disse forsøg på at minimere voldshandlingerne kom de danske styrker meget hurtig i endog meget voldsomme kampe med Taliban. De danske soldater angreb Taliban mens de blev støttet af kampfly, helikoptere og svært artilleri. I alt 30 Taliban‐krigere dræbt og 28 såret i en træfning, hvor de danske soldater affyrede 50.000 stk. ammunition til håndvåben og 12.000 stk. ammunition til tunge maskingeværer på få timer. 40 Mens den pensioneret oberst Poul Dahls kritik synes urimelig for indsatsen i Afghanistan kunne den blot et par år tidligere godt tænkes at have været mere rimelig. Så sent som i forbindelse med den danske indsats i Irak i 2003‐2004 var der i begyndelsen betydelige problemer for de udsendte danske soldater. En oberstløjtnant og chef for forbindelses‐ og stabselementet på hold 2 (navnet er censureret bort) skrev eksempelvis følgende svada over den hjemlige forvaltning i 2004: Udsendelsen vurderes operativt at have været meget tilfredsstillende. Til gengæld kan oplevelsen af den hjemlige forvaltning kun betegnes som mindre tilfredsstillende tangerende ikke tilfredsstillende. Overfladisk‐ eller helt manglende inddragelse af ‐/anvendelse af erfaringer, manglende svar, urimelige lange sagsbehandlingstider, useriøs sagsbehandling (det kan det kun betegnes, når sagsbehandleren 36
End of Tour rapport for DANCON/RC(S)/ISAF hold 3. Den 8. oktober 2007. Side 16 & 26. Bilag 2 til DAGB skr. DAGB Hold 5 Fokusområder. Den 28. august 2008. Side 2. 38
I henhold til de ROE de danske styrker opererede under i 2007 måtte en Taliban‐kriger kun nedkæmpes hvis han enten skød først eller hvis der var tegn på et umiddelbart forestående angreb. Men i en vigtig undtagelse var det muligt for ISAF at skyde hvis der var blevet foretaget en 100 procent sikker identifikation af, at målet var fjendtligt. 39
Kim Hundevadt. Side 32‐33. 40
Ibid side 58. 37
278 The Danish Way of War •
ikke opsøger information hos dem, der rejser problemet), forvaltning af løn/ydelser o.s.v. efterlader en masse plads til forbedringer. De udsendte er ikke fjenden! 41 I løbet af 2004 var der en voksende bekymring over den forværrede sikkerhedssituation i Irak, som også betød, at danske soldater flere gange kom i kamp med irakiske oprørsstyrker. Det blev anslået, at en lille gruppe på cirka 15‐20 ”fanatiske Sadr tilhængere 42 ” stod bag hovedparten af angrebene på de danske styrker og bl.a. i maj myrdede en sheik, som samarbejdede med danskerne. Alene i juni og juli 2004 oplevede den danske bataljon et bagholdsangreb, en vejsidebombe‐angreb og to raketangreb på selve den danske lejr. 43 Situationen var så meget desto mere alvorlig fordi bataljonen oplevede, at mange af de udsendte soldater slet ikke havde kendskab til de våben, som de var blevet udsendt med: Missionen i Irak stiller store krav til enkeltmand, både i hans primære funktion, men også i øvrige sekundære funktioner. BTN trækker store veksler på enkeltmand for at få gennemført de nødvendige aktiviteter. Det må konstateres at der på dette hold er udsendt personel som rettelig ikke hører hjemme på en mission af denne type, idet de pågældende ikke er uddannet på de våbentyper der anvendes i forbindelse med vagttjeneste (LMG og TMG). BTN har efterfølgende lokalt gennemført den fornødne uddannelse. 44 Det var som nævnt netop i 2004, at den danske bataljon i Irak udløste en af de værste civil‐militære kriser i nyere dansk historie, da en dansk kvindelig afhøringsofficer blev hjemsendt under mistanke for at have brudt krigens love ved i forbindelse med afhøringer af mistænkte irakiske oprørere at have udsat dem for ”stressfremkaldende positioner”. At der overhovedet kunne komme en sag ud af det skyldtes ikke mindst, at der både var en stor forvirring om hvordan danske soldater måtte tilbageholde og afhøre irakere, men også om de senere måtte udleveres til eksempelvis briterne. Den pågældende officer prøvede selv flere gange forgæves at finde ud af hvad reglerne var gennem henvendelser til hendes foresatte i bataljonen og hjemme i Danmark uden at der nogensinde kom noget klart svar tilbage. Den manglende militære professionalisme og de dårlige forberedelser til indsatsen i Irak kom med andre ord til at hævne sig meget. Hvad der kan undre er, at mange af de samme problemer gik igen allerede fra begyndelsen af den aktivistiske udenrigspolitik. Da Danmark i marts 1992 første gang sendte soldater ud på den første store internationale operation efter afslutningen på Den Kolde Krig – udsendelsen af en dansk bataljon til Krajina i Kroatien – var manglerne også dengang legio. De danske internationale operationer blev indtil 1992 styret af FN‐Afdelingen hjemme i Danmark, der gik hjem fredag eftermiddag og der var derfor ikke nogen for de udsendte soldater at tale med når de ville ringe hjem i weekenden eller til hverdag efter klokken 16.00. FN‐Afdelingen markerede sig desuden uheldigt med for dårligt materiale til uddannelse og 45
for dårlige informationer. Kommunikationen hjem til Danmark var også mangelfuld og der herskede en hel basal forvirring angående hvordan de danske FN‐soldater skulle forholde sig 41
Bilag 6 til DANBN/DANCON/IRAK, hold 2 – End of Tour Report. Den 9. februar 2004. Side 3. 42
Tilhængere af den shiitiske gejstlige og politiske leder Moqtada al‐Sadr. 43
Bilag 1. DANBN/DANCON/IRAK, hold 3 – End of Tour Report. Den 17. august 2004. Side 3‐
4. 44
Ibid side 9. 45
Erfaringsrapport for DANCON 1. Bilag 1.“Operative forhold”. Den 12. august 1992. Side 7. 279 The Danish Way of War •
til civilbefolkningen og specielt de mange flygtninge i området. Velmenende danske soldater kunne eksempelvis spontant begynde at hjælpe flygtninge, men opleve, at de reelt håndterede tingene forkert med det resultat, at sagerne så ofte gik i "hårdknude". 46 Endelig var efterretningsarbejdet mangelfuldt, der var stor uvidenhed om konfliktens parter og selv noget så simpelt som kort manglede der. Som det blev formuleret: ”Indledningsvis var grundlaget 4 mm flykort. Senere blev der i Danmark fremskaffet 10 sæt meget gamle 2 cm kort. Først Medio JU… (ulæseligt) tilgik 200 sæt 1 cm kort fremstillet i Danmark. Dette forhold er næsten uacceptabelt.” 47 En del af disse fejl var længe om at blive rettet op på. Som det eksempelvis fremgår af den sidste rapport fra Hold 7 ved FN‐styrken i Kroatien i august 1995 at der var "uacceptable store mængder af suspekt/defekt AMM." 48 Det var måske også lidt lige meget, da de samme sagsakter viser, at "tiltroen til håndvåbnene var begrænset, da op til 60 % af de udleverede våben blev kasseret under det første våbeneftersyn." 49 Det sidste hold danske soldater i Krajina fik i august 1995 ordre om, at rive deres dækningsanlæg ned fordi de danske FN‐styrker skulle trækkes ud af området efter kroaterne i august havde genindtaget området og drevet serberne væk. Nogle enheder fulgte ordren, mens andre enheder ignorerede ordren og tværtimod fortsatte med at udbygge deres dækningsanlæg. De danske FN‐soldater kunne desuden i midten af september ved selvsyn konstatere, at kroaterne var begyndt at opmarchere to elite‐brigader i området og var begyndt at føre landgangsfartøjer frem, men det blev fra højeste sted afvist, at der skulle være nogen risiko for kamphandlinger. I stedet blev den danske bataljon den 18. september beordret til at afholde den såkaldte DANBAT‐march 50 som alle udsendte enheder øjensynlig afholder før de tager hjem ‐ vel at mærke kun nogle få timer før kroaterne i det danske indsatsområde prøvede at krydse en flod for at angribe serberne inde i selve Bosnien. Den danske bataljon blev fanget i krydsilden og den danske lejr i Dvor blev ramt af 350 tunge granat‐nedslag. To danske soldater blev dræbt, mens 14 blev såret da en bunker fik en fuldtræffer. 51 Kampene fortsatte den efterfølgende dag, hvor yderligere seks soldater blev såret af serbisk morter‐ild mens de var i gang med at evakuere den danske FN‐lejr ved Kostajnica. 52 Som en af de involverede ‐ kaptajn Henrik Heeris (der fik en medalje for sin indsats) ‐ lidt resigneret konstaterede under en samtale var der dengang stadigvæk for mange administratorer i det danske Forsvar og for få officerer, som kunne tænke og handle operationelt. 53 Det bør ikke overraske, at der specielt i de tidlige år af den aktivistiske udenrigspolitik var store vanskeligheder for Forsvaret. Som den forsvarspolitiske forsker Jeppe Trautner har formuleret det var det danske Forsvar efter afslutningen på Den Kolde Krig nærmere præget af topmave end topform og holdningen til internationale operationer bar i lang tid præg af de sparsomme erfaringer Forsvaret havde gjort sig med den langt mere fredelige og statiske 46
Ibid side 12‐13. Erfaringsrapport for DANCON 1. Bilag 2. “Informationsmæssige forhold”. Den 12. august 1992. Side 2. 48
Referat vedr. debriefing af DANBAT/UNCRO, hold 7. Den 6. november 1995. Side 18. 49
Ibid side 26. Jeg antager, at der her tales om de ældre danske M75‐geværer, som Forsvaret fik billigt i sin tid. Omkring 1995 blev de erstattet af de langt mere moderne M95 geværer. 50
En 25 kilometers march med 10 kilos oppakning for at vise det danske flag i området. 51
Kim Faber. 52
Henning Lahrmann. 53
Samtale Henrik Heeris. 47
280 The Danish Way of War •
FN‐indsats på Cypern indtil 1992. Selve omstillingen til et mere professionelt Forsvar med fokus på internationale operationer tog også lang tid og foregik hen over en lang periode fordi en stor del af Forsvar var rettet på at forsvare Danmark og kun en mindre del skulle stå for de internationale operationer. Først med forsvarsforliget i 2004 kunne den udvikling for alvor siges at have nået et slags organisatorisk endemål og den praktiske omstilling af Forsvaret til at blive et ekspeditionskorps er reelt stadigvæk i gang mere end tyve år efter udviklingen begyndte. Hvad der derfor gjorde det muligt for Danmark at føre den aktivistiske udenrigspolitik i årene før forsvarsforliget i 2004 var, at Forsvaret også fra starten fik gjort nogle helt basale ting rigtigt. For det første ved tidligt at overføre ansvaret for internationale operationer væk fra FN‐Afdelingen (som endte med at blive nedlagt) til Hærens Operative Kommando. HOK indførte et døgnbemandet "situationsrum", som løbende kunne følge udviklingen for de udsendte danske soldater og tilsvarende situationsrum blev senere også oprettet i Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriet. For det andet indtog Forsvaret tidligt en realistisk holdning til spørgsmålet om våben og allerede i forbindelse med udsendelsen af de første danske soldater til Kroatien ønskede den daværende CH/HOK generalløjtnant Kjeld Hillingsø at de skulle medbringe tunge våben som 120 mm morterer, TOW‐missiler og Stinger‐missiler. Modstand fra FN hindrede imidlertid at det første hold danske FN‐soldater til Kroatien fik så tunge våben med sig, men Forsvaret pressede hele tiden konstant på at 54
højne de udsendte danske soldaters egenbeskyttelse med flere våben. Mest markant med udsendelsen af en dansk kampvognseskadron til Tuzla i Bosnien i 1993‐94. Den tredje ting som gjorde Forsvarets holdning til internationale operationer realistisk var spørgsmålet om indhentningen af efterretninger. Det skal i den forbindelse siges, at efterretningsindhentning dengang var forbudt i forbindelse med fredsbevarende FN‐operationer, men alligevel begyndte FE tidligt (senest fra 1994) at indhente oplysninger i Bosnien og i 1995 blev der sendt en signal‐enhed til den fælles nordiske brigade NORDBAT 2 i Tuzla, som kunne aflytte radio‐ og telefonkommunikationen i området. Den signal‐enhed gjorde stor nytte i efteråret 1995 da borgerkrigen i Bosnien var slut og FN besluttede sig for at fjerne de talrige bosnisk‐
serbiske vejspærringer, som hindrede forsyninger i at komme ind til Tuzla ad landevejene. Ved hjælp af radioaflytningen kunne serbernes bevægelser følges, mens FN‐soldater støttet af danske kampvogne rykkede ud og uden at møde modstand fjernede vejspærringerne. De danske kampvogne åbnede ikke ild i den sidste fase af FN‐indsaten i det tidligere Jugoslavien, men viste sig flere gange nyttige som et frygtindgydende "respekt‐våben". Eksempelvis genbesatte styrker fra NORDBAT 2 på et tidspunkt en forladt FN‐
observationspost, som nu var under bosnisk‐muslimsk kontrol. Den lille FN‐styrke blev omringet af bosniske muslimer, der opførte sig truende og sigtede på soldaterne med deres våben. Chefen for NORDBAT 2, brigadegeneral Per Hvidberg, tilkaldte så den danske 55
kampvognseskadron, der tvang de bosniske muslimer til at trække sig tilbage uden kamp. Dette leder så til den fjerde årsag til, at danske soldater har klaret sig godt i forbindelse med internationale operationer: Den danske brug af "Auftragstaktik", som giver den enkelte officerer eller soldat en høj grad af handlefrihed til at agere som han skønner rigtig i en given situation. "Auftragstaktik" står som modsætning til "Befehlstaktik", hvor soldater rigidt skal følge de ordrer de får uden mulighed for selv at fortolke hvad der skal gøres. "Auftragstaktik" 54
55
Samtale Kjeld Hillingsø. Samtale Per Hvidberg. 281 The Danish Way of War •
kan i praksis føre til vidt forskellige resultater og eksempelvis i forbindelse med den såkaldte "Operation Bøllebank" den 29. april 1994 prøvede den danske kampvognseskadron at komme en svensk FN‐post som var under beskydning til undsætning. De danske kampvogne kørte i begyndelsen frem mod den svenske FN‐post fuldt oplyst og med et projektørflag til at oplyse FN‐flaget på toppen af hver kampvogn. Men efter tyve minutters beskydning ‐ hvor der ikke længere kunne herske nogen rimelig tvivl om, at serberne bevidst prøvede at nedkæmpe dem ‐ blev lysene slukket, kørslen blev til taktisk fremrykning og de serbiske stillinger blev beordret nedkæmpet. I alt 72 granater blev affyret uden tab af hverken danske 56
eller svenske FN‐soldater. Officielt blev 9 serbere dræbt. Uofficielt omkring 150. Den senere chef for NORDBAT 2, brigadegeneral Per Hvidberg, udtrykte under en samtale stor kritik af hvad der skete i forbindelse med "Operation Bøllebank", som han anså for at være et udtryk for overdreven magtanvendelse. Som han forklarede: ”Jeg ville gerne demonstrere magt, men for så vidt mulig undgå at bruge anvende magt (…) Altså hvis jeg der hvor de lukkede for vores enhed derude på et tidspunkt havde været nød til at anvende magt, så ville jeg ikke havde ringet hjem og havde spurgt. Så ville jeg have taget balladen bagefter, hvis det var forkert.” 57 Det kan i praksis diskuteres hvor stor en forskel der egentlig var på hvordan den tidligere brigadegeneral selv handlede og hvordan han ville have handlet hvis han havde været chef i april 1994. Princippet synes at være det samme: Den enkelte chef skal selv vurdere situationen, han skal bruge minimal magtanvendelse, optræde afskrækkende, men når det bliver nødvendigt skal han også give frit løb. Derfor er det også muligt at spore en rød tråd fra de danske kampvognes indsats ved Tuzla i april 1994 til angrebet på Taliban ved Zumbelay i september 2007. Allierede
Danmark er ikke i stand til at gennemføre internationale operationer uden hjælp fra allierede. Men det er så indlysende en kendsgerning, at det somme tider bliver glemt hvilken belastning alliancer også kan være. Som den britiske feltmarskal William Slim med selvironi skrev om det britiske syn på allierede under Anden Verdenskrig: They are so difficult to understand, so unreasonable; they approach quite straightforward problems from such extraordinary angles. Even when one agrees with them on common objectives their methods towards obtaining them are so queer, so very queer. They even introduce considerations of their own national politics and hangovers from their past history, none of which have the faintest bearing on the matter of immediate issue. Their most annoying characteristic, however, is that among all the arguing and haggling is the astonishing way they seem quite incapable of recognizing how sound, how wise, how experienced are our views; how fair, indeed how generous, how big‐hearted we are. They even at times credit us with the same petty jealousies, 58
narrow nationalistic outlook, selfish maneuverings, that obviously sway them. Det har siden 1864 stået klart, at Danmark ikke alene kunne forsvare sine grænser og siden 1940 har det stået klart, at heller ikke neutralitet gav nogen beskyttelse. Derfor blev Danmark først et medlem af FN og siden af NATO. I forbindelse med Den Kolde Krig opbyggede det danske Forsvar to typer af samarbejde indenfor NATO: Dels et omfattende samarbejde mellem den tyske forbundshær og Jyske Division, som skulle hjælpe til at 56
Møller side 276‐299. Samtale Per Hvidberg. 58
Alex Danchev i "Government and the Armed Forces in Britain 1856‐1990". Side 212. 57
282 The Danish Way of War •
forsvare det nordlige Tyskland mod et angreb fra Warszawa‐pagten. Dels et samarbejde mellem de sjællandske brigader og briterne, som skulle komme danskerne til undsætning i tilfælde af en krise eller krig. Men da Berlin‐muren faldt i 1989 og det danske Forsvar efter 1990 mere og mere begyndte at opprioritere de internationale operationer stod det klart, at tyskerne ikke længere var så tiltrækkende som samarbejdspartnere fordi de ikke havde den samme villighed til at involvere sig internationalt. Det blev specielt aktuelt da forsvarsforliget i 1992 bestemte, at der skulle oprettes en dansk international brigade (DIB). Som fhv. generalløjtnant i Forsvarskommandoen, Ove Høegh Guldberg‐Hoff, forklarer: Så derfor lå der sådan en anglosaktisk tradition på den sjællandske øgruppe, hvor der lå sådan en tysk tradition i forhold til den jyske division. Det ændrede sig så fordi med oprettelsen af DIB'en, som blev mere fokuseret internationalt, så skulle man finde en fornuftig struktur for det operative samarbejde for danske styrker og det som jo meget hurtigt viste sig var at hvis vi skulle ud og samarbejde med udenlandske enheder, så ville det blive englænderne, amerikanerne og det ville blive 59
franskmændene. Det ville ikke blive tyskerne. Danmarks første møde med allierede under skarpe forhold var under den store FN‐
indsats i det tidligere Jugoslavien mellem 1992 og 1995. Allerede det gav en række vanskeligheder. Den danske FN‐chef i Kroatien for Sektor Nord i 1993‐1994, brigadegeneral Bjarne Hesselberg, gjorde det eksempelvis til sin personlige mission at få alle nigerianske FN‐
soldater sendt ud af det tidligere Jugoslavien, da de ganske enkelt var umulige at have med at gøre. Som han forklarer under en samtale: "Jeg kan sige det på den måde, at jeg har fået fjernet en hel nation med den begrundelse, at de var et større problem, end den krig, der var i området. Det tog mig fra 25. marts til d. 3. juni at få alle nigerianere støvsuget ud af ex‐
Jugoslavien. De var fuldstændig krop‐umulige. Nigerianerne er det mest korrupte folkefærd, 60
jeg nogensinde har oplevet med undtagelse af ukrainerne. De slår alle rekorder." Danske FN‐soldater kunne i det tidligere Jugoslavien også opleve sammenstød med selv nære allierede. Eksempelvis gik der i efteråret 1995 rygter om, at britiske specialstyrker opererede i Bosnien, hvor de uafhængig af FN‐ledelsen indsamlede efterretninger. Den føromtalte brigadegeneral Per Hvidberg oplevede personlig disse specialstyrker da han efter et møde med en serbisk divisionschef ‐ der som et tegn på goodwill havde udleveret et kort over de serbiske minefelter i området til FN ‐ blev stoppet af de britiske specialstyrker i to køretøjer, som med våbenmagt prøvede at tvinge den danske officer til at udlevere det pågældende kort. Ifølge Hvidberg fordi de ønskede at få den som en "appelsin i turbanen" til deres overordnede. Det ville blive over hans lig meddelte han og det trak op til en væbnet konfrontation mellem de danske og de britiske soldater før briterne til sidst blinkede først og 61
trak sig tilbage. Efter afslutningen på borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien i 1995 blev der indsat en NATO‐styrke ved navn IFOR til erstatning for FN‐styrkerne i Bosnien‐Hercegovina. Her skulle danske soldater som led i en fælles nordisk‐polsk brigade NORDPOLBRIG (Nordic Polish Brigade) for første gang arbejde tæt sammen med amerikanske soldater og heller ikke det kom til at gå stille af sig. Eksempelvis havde den danske regering meddelt det danske Folketing, at de amerikanske styrker i Bosnien ville stille artilleristøtte til rådighed for de danske soldater, men som chefen for den 1. US Division, generalmajor William Nash, meddelte chefen for den fælles nordisk‐polske brigade, brigadegeneral Finn Særmark‐
59
Samtale Ove Høegh Guldberg‐Hoff. Samtale Bjarne Hesselberg. 61
Samtale Per Hvidberg. 60
283 The Danish Way of War •
Thomsen, kunne han godt glemme alt om det. Han var ligeglad med hvad Folketinget havde fået at vide og ville ikke stille en eneste amerikansk kanon til rådighed. Først flere måneder senere blev han tvunget til at ændre holdning efter at den danske forsvarsminister Hans Hækkerup havde benyttet sig af sine gode relationer til Washington og overtalt den amerikanske forsvarsminister til at stille den fælles nordisk‐polske brigade et amerikansk artilleri‐batteri til rådighed. Noget, som fik den temperamentsfulde generalmajor til at kalde brigadegeneral Særmark‐Thomsen for en ”son of a bitch” fordi han på den måde var gået 62
hen over hovedet på ham. En anden ting som gjorde samarbejdet med amerikanerne vanskeligt var, at de amerikanske NATO‐soldater i Bosnien nemt kunne finde på at sende patruljer ind i det danske ansvarsområde uden på forhånd at give besked om det. Det skabte med brigadegeneral Karsten Møller ‐ som var chef for NORDPOLBRIG i Bosnien i 1997‐1998 ‐ flere "ikke helt ufarlige situationer". 63 Erfaringerne fra NATO‐indsatsen i Bosnien synes at have skabt en dyb aversion i det danske Forsvar mod at samarbejde alt for tæt sammen med amerikanske soldater og som den danske forsvarschef fra 2002 til 2007, general Jesper Helsø, formulerede det under en samtale: "Jeg har haft en holdning, og det har jeg haft hele mit liv, og jeg... og det er blevet cementeret i den tid, jeg var forsvarschef...nu tager jeg den på engelsk: We would like to fight along side US, but never integrated." 64 Selv de allierede Danmark har indtaget en "storebror‐rolle" til kunne skabe problemer. Selvom Danmark eksempelvis havde et omfattende samarbejde med polske eller baltiske styrker i NORDPOLBRIG i Bosnien mellem 1996 og 2003 blev samarbejdet tit skæmmet af, at flere polakker eller baltere var dårlige til engelsk og derfor havde svært ved at kommunikere med danske soldater. Selv meget langt op i tiden kunne det udløse irritation hos de udsendte danske soldater som dette eksempel fra 2001 viser: Kampgruppen vurderes dog ikke at kunne indsættes samlet med et tilfredsstillende resultat. Årsagen til det er primært sprogvanskeligheder. Der har i perioden været flere eksempler på alvorlige misforståelser. De polske kompagnichefer og til dels deres NK kan forstå og gøre sig forståelig på engelsk. Længere nede i hierarkiet er der meget få personer der taler engelsk. Det har medført, at kampgruppen via TOC'en har haft problemer med at alarmere de polsk UAFD og gøre dem forståeligt hvad opgaven går ud på. I en reel operation, hvor kampgruppen skal indsættes samlet, vil der med den nuværende sammensætning og bemanding være stor risiko for, at der sker alvorlige 65
misforståelser. Det vil kunne få konsekvenser for både personel og materiel sikkerhed. Hele denne opremsning af elendighederne i forbindelse med internationale operationer kan nemt skabe det indtryk, at internationalt samarbejde ‐ hvad enten det sker indenfor NATO, FN, OSCE, EU eller i "koalitioner af villige stater" ‐ er en ren dødsfælde for et lille land som Danmark. Det er ingenlunde tilfældet. Men det skal også med det samme erkendes, at det bestemt betyder noget hvem danske soldater bliver sat til at samarbejde med og om de kan dele sproglige, militære og selv kulturelle værdier med danske soldater. Der var for store forskelle mellem danske og nigerianske FN‐soldater i Kroatien i 1993 og der var selv meget sent for store sproglige problemer med baltiske eller polske soldater. Omvendt kan samarbejdet med de svenske FN‐styrker i NORDBAT 2 i Tuzla i perioden 1993 til 1995 og derefter i NORDPOLBRIG fremhæves positivt fordi danskerne og svenskerne ligner hinanden 62
Særmark‐Thomsen. Side 148 og side 156. Samtale Karsten Møller. 64
Samtale Jesper Helsø. 65
DANCON/SFOR, hold 11 "End of Tour Report". Den 24. august 2001. Side 2. 63
284 The Danish Way of War •
meget og fordi de forskelle der var i militær uddannelse (Sverige er et neutralt land, Danmark er medlem af NATO) ikke var uoverskuelige. Måske mere overraskende gik det overraskende godt da danske NATO‐soldater i forbindelse med udsendelsen af en sikringsstyrke til Kosovo efter afslutningen på krigen i juni 1999 blev sat under fransk militær kommando indenfor KFOR og skulle arbejde tæt sammen med franskmændene i Mitrovica. Som den daværende CH/HOK generalløjtnant Jesper Helsø forklarer, havde han store betænkeligheder ved at lade danske soldater arbejde tæt sammen med franskmændene, men til hans glædelige overraskelse fik de danske NATO‐soldater i Kosovo overraskende frie tøjler og blev samtidig ‐ i tæt samarbejde med franskmændene ‐ sat ind i nogle af de mest krævende opgaver i forbindelse med folkelige uroligheder mellem etniske albanere og serbere i byen Mitrovica i efteråret 1999. Det var med Helsøs ord "en af hans bedste beslutninger" at arbejde med 66
franskmændene i Kosovo. Men trods alt var det samarbejdet med briterne, som igen og igen viste sig at være at det mest velfungerende, uanset om der så er tale om indsættelsen af danske styrker under britisk ledelse i Afghanistan eller tidligere i Irak. Som den daværende forsvarschef forklarer: "Hvorimod vi gerne vil være "integrated" med UK, og det skyldes to ting, det skyldes den amerikanske tilgang til føring og ledelse, ikke styring, men ledelse, og dels kan vi slet ikke hamle op med den teknologi, som amerikanerne har, det kan vi bedre med briterne... de er sgu lige så fattige, som vi andre er." 67 Konklusion
Danmark har udsendt soldater i skarpe internationale operationer hvor risikoen for kamp var høj siden 1990 og siden 2001 kan Danmark med rimelighed siges at have været permanent krigsførende i enten Irak eller Afghanistan. Danske soldater har deltaget i fredsbevarende, fredsskabende og humanitære operationer på Balkan, deltaget i konventionelle krige mod Jugoslavien i 1999 og mod Irak i 2003, samt deltaget i oprørsbekæmpelse i Irak og Afghanistan. Danske specialstyrker har også flere gange været indsat i både Irak og Afghanistan. Omkring 60 danske soldater har mistet livet mellem 1990 og 2010. 68 Samtidig bør det også understreges, at den danske krigsførelse er snævert afgrænset. Det er kun dele af Forsvaret og i praksis mest Hæren, som har været nød til at bære hovedvægten af operationerne. Flere af de danske internationale operationer har også haft restriktioner på de danske soldaters Rules of Engagements og i krigen om Kosovo i 1999 gik det så vidt, at selv betegnelsen "krig" var bandlyst. Når der tales om "the Danish Way of War" er det nød til at blive nævnt fordi en række af disse restriktioner formodentlig ville bortfalde i en situation, hvor Danmarks nationale eksistens igen var i fare. Når alt dette så er sagt er der en række karakteristikaer for den danske måde at føre krig på, som er relevante at fremhæve: For det første: Danmark går officielt i krig af idealistiske og humanitære årsager. Det er der faktisk nærmest universel konsensus om og selv kritikerne af eksempelvis det danske engagement i tidligere Irak og nu Afghanistan ønsker at bruge danske soldater til at hjælpe mennesker i nød, samt fremme respekten for demokrati og menneskerettigheder. Hvis ikke i Irak eller Afghanistan så i Sudan. Det er også muligt at påvise mere realpolitiske motiver. Eksempelvis, at Danmark som følge af sit EU‐
66
Samtale Jesper Helsø. Ibid. 67
68
http://www.forsvaret.dk/FPT/Nyt%20og%20Presse/fakta/saaredeogomkomne/Pages/default.aspx 285 The Danish Way of War •
forbehold er nød til at finde andre måder at markere sig internationalt og at den aktivistiske udenrigspolitik med brug af danske soldater har vist sig at være en god metode til at opnå større indflydelse i Washington når det er begrænset hvad Danmark kan gøre i Bruxelles. For det andet: I forberedelsesfasen er den militær‐politiske ledelse i Danmark er præget af en åben og kritisk dialog, hvor hver en sten kan blive vendt som eksempelvis set i forbindelsen med udsendelsen af kampvogne til det tidligere Jugoslavien i 1993‐1994. Den politiske ledelse i regeringen lytter generelt til de militære anbefalinger, men kan også stille krav om at blive præsenteret for mere end en valgmulighed og så overlade det til Forsvaret at omsætte beslutningerne i praksis. I gennemførelsesfasen er billedet mindre klart: Politiske indgreb i internationale operationer som set i Hommel‐sagen er sjældne og Forsvarets ønske om autonomi bliver generelt respekteret. Men som Hommel‐sagen viser kan indgreb også finde sted når det skønnes nødvendigt. Det må så også tilføjes, at på grund af de internationale operationers karakter kan der indføres en række begrænsninger på de danske soldaters handlemåde, som kan virke stærkt hæmmende. Mest markant for de danske piloter i krigen om Kosovo i 1999, som risikerede at blive skudt ned over Jugoslavien. Det kan opleves som en belastning og skabe vanskeligheder når Forsvarets soldater ganske vist stadigvæk har autonomi, men indenfor et begrænset område. Endelig skal det også noteres, at selvom Folketinget spiller en central rolle i at beslutte (og dermed legitimere) internationale operationer er den praktiske betydning af den parlamentariske kontrol til at overskue. Folketinget er i forbindelse med dansk krigsdeltagelse mere karakteriseret af afmagt end af magt. For det tredje: Danske soldater er generelt meget modne og selvstændige, hvilket sammen med deres militære uddannelse gør dem effektive på militære operationer. De er i stand til at udvise stor tilbageholdenhed i visse situationer og kort efter kæmpe effektivt i andre situationer. Den værdi det danske Forsvar tillægger "Auftragstaktik" på bekostning af "Befehlstaktik" kan øjensynlig slet ikke overvurderes. Det danske Forsvar indtog tidligt en realistisk holdning til internationale operationer, lige fra ønsket om bedre bevæbning til indhentning af efterretninger ude i felten, men en række forhold ‐ eksempelvis forældede/slidte våben og dårligt materiel ‐ kunne i lang tid virke hæmmende. Samlet set har den danske tilgang til internationale operationer fra begyndelsen været præget af en stærk grad af realisme og pragmatisme, som hele tiden opvejede de fejl og mangler der opstod. Men det bør også noteres, at brugen af danske soldater i "små krige" som i Afghanistan også har betydet, at det hele tiden kun har været mindre enheder som har været i kamp. Kunne en hel dansk bataljon ‐ for slet ikke at tale om en dansk brigade ‐ uden støtte fra allierede som briterne være i stand til at føre en sammenhængende kampindsats over en længere periode? Det mangler vi endnu at se. For det fjerde: Danmark kan ikke gå i krig uden hjælp fra allierede, men det betyder i praksis meget hvilke allierede Danmark konkret vælger at samarbejde med. Polske soldater som ikke kan tale engelsk, nigerianske soldater som stjæler alt hvad der ikke er naglet fast (og somme tider også det) eller amerikanske soldater der er styret stramt fra toppen og handler egenrådigt er ikke gode allierede. Derimod kan Danmark bedre indgå i et fornuftigt partnerskab med allierede som er villige til at samarbejde med de danske soldater (Sverige i NORDBAT 2 og i NORDPOLBRIG) eller som er villige til at give danskerne frie tøjler og støtte danske soldater (Frankrig i KFOR). Den allieret som hele 286 The Danish Way of War •
tiden bedst har været i stand til at leve op til de kriterier er Storbritannien, som danskerne hen over flere år har haft et succesfuldt samarbejde med i både Irak og Afghanistan. "The Danish Way of War" er isoleret set ikke så anderledes fra hvordan andre landes militær fører krig på. En laserstyrede bomber ‐ kastet af en pilot i en F16‐jagerbomber ‐ bliver formodentlig kastet på den samme måde og rammer på den samme måde uanset om pilotens nationalitet er dansk, amerikansk eller et tredje. Men samlet set kæmper Danmark på en måde, som gør os anderledes fra selv nære allierede og som kan være med til at forklare hvorfor der opstår problemer, men også hvorfor danske soldater ‐ trods en række vanskeligheder ‐ generelt har klaret sig godt og nyder et godt ry på internationale operationer. Men som det også fremgår, er der også en masse områder, hvor der er plads til betydelige forbedringer. Kilder
Artikler: 1. Kim Faber: ”Det glemte kompagni”. Politiken 24. september 2000. 2. Frank Hvilsom: ”Soldaterchefer vinder erstatningssag over Gade.” Politiken 11. august 2010. 3. Poul Pilgaard Johnsen: ”Ingen slinger”. Weekendavisen 29. juli 2005. 4. Henning Lahrmann: ”Højtidelig afsløring af mindeplade”. Danske Officerer nr. 10, oktober 2001. 5. Robert Petersen: ”Danske sneleoparder i Bosnien”. Militært Tidsskrift Militært Tidsskrift. Årgang 139, nr. 1. 2010. 6. Kim Vibe: ”78 luftangreb på Taliban.” Forsvaret september 2006. 7. ”Grov kådhed kostede soldat livet”. Jyllandsposten 27. februar 2008. Bøger og rapporter: 1. Michael Bjerre, Jesper Larsen & Karl Erik Stougaard: "Blindt ind i Basra". Gyldendal 2008. 2. Kim Hundevadt: ”I morgen angriber vi igen.” Jyllandspostens forlag 2008. 3. Lars Møller: "Operation Bøllebank". Høst & Søn 2002. 4. Paul Smith (redaktør). "Government and the Armed Forces in Britain 1856‐1990". The Hambledon Press 1996. 5. Vibeke Schou Tjalve & Anders Henriksen: "Vi diskuterer jo ikke politik på den måde". DIMS 2008. 6. Finn Særmark‐Thomsen: "Troldmandens lærling". Underskoven 2008. 7. "Dansk forsvar og Kosovokonflikten 1999‐2005". Forsvarets Oplysnings‐ og Velfærdstjeneste 2005. 8. "I krig for freden". Folk og Forsvar 2006. 9. "Dansk forsvar ‐ Globalt engagement." Hovedbind. Forsvarsministeriet 2009. 10. ”Debatoplæg – et forsvar der er brug for”. CS og HKKF september 1990. Sagsakter: 1. Anders Fogh Rasmussens tale på Søværnets Officersskole. Den 29. august 2003. http://www.befrielsen1945.dk/temaer/efterkrigstiden/offentligdebat/kilder/Foghstale.pd
f 287 The Danish Way of War •
2.
3.
4.
5.
6.
7.
8.
9.
10.
11.
12.
13.
14.
15.
Bilag 1. DANBN/DANCON/IRAK, hold 3 – End of Tour Report. Den 17. august 2004. Bilag 2 til DAGB skr. DAGB Hold 5 Fokusområder. Den 28. august 2008. Bilag 6 til DANBN/DANCON/IRAK, hold 2 – End of Tour Report. Den 9. februar 2004. Bilag 9. 1.MEDINFKMP. End of Tour‐rapport hold 4. Den 12. februar 2008. DANCON/SFOR, hold 11 End of Tour Report. Den 24. august 2001. End of Tour rapport for DANCON/RC(S)/ISAF hold 3. Den 8. oktober 2007. Erfaringsrapport for DANCON 1. Bilag 1. “Operative forhold”. Den 12. august 1992. Erfaringsrapport for DANCON 1. Bilag 2. ”Informationsmæssige forhold.” Den 12. august 1992. Folketingstidende. Beslutningsforslag B 79. 1. behandling den 25. marts 1993 & 2. behandling 1.april 1993. Folketingstidende. Beslutningsforslag B 64. 1. behandling. Den 19. januar 2006. Notat vedrørende dansk bidrag til NATO implementeringsstyrke i forbindelse med en fredsaftale for det tidligere Jugoslavien. Forsvarskommandoen. Den 17. oktober 1995. Rapport vedr. dansk flyvevåben deltagelse i Operation Allied Force. Flyvertaktisk Kommando. Den 12. november 1999. Referat vedr. debriefing af DANBAT/UNCRO, hold 7. Hærens Operative Kommando. Den 6. november 1995. Sårede og omkomne. Forsvarskommandoens hjemmeside. http://www.forsvaret.dk‐
/FPT/Nyt og Presse/fakta/saaredeogomkomne/Pages/default.aspx Interviews: 1. Lennie Fredskov Hansen. 2. Henrik Heeris. 3. Jesper Helsø. 4. Bjarne Hesselberg. 5. Kjeld Hillingsø. 6. Ove Høegh Guldberg‐Hoff. 7. Per Hvidberg. 8. Christian Hvidt. 9. Helge Adam Møller. 10. Karsten Møller. 11. Kim Bruno Petersen. 12. Anders Troldborg. 288 En dansk doktrin for føringsvirksomhed
Elever på Operations- og Føringsuddannelse (OFU) ved Fakultet for Strategi og Militære
Operationer, Forsvarsakademiet, 2009/2010.
Føringsvirksomhed er de aktiviteter, som chefen bistået af sin stab iværksætter
og
gennemfører
med
henblik
på
at
løse
en
pålagt
opgave…
Føringsvirksomheden operationaliserer førerens vilje og hensigt 1 .
Indledning
Denne artikel har til formål at præsentere konklusioner på et analysearbejde
gennemført af eleverne på OFU, hold 2009/2010, vedrørende national doktrin for
føringsvirksomhed i rammen af fuldspektrumoperationer (FSO).
Grundlaget for artiklen er et notat udarbejdet i f.m. et elevprojektarbejde.
Notatet stiller forslag til en række justeringer af Feltreglement III (FR-III), kapitel 5
og Hærens Officersskoles kompendium for føringsvirksomhed, bilag 0 – det vi i
daglig tale kalder for overvejelsesmodellen og de dertil hørende beskrivelser.
Artiklen
giver
som
det
første
en
indføring
i
baggrunden,
herunder
doktringrundlaget for FSO, dernæst opstilles udledte krav til føringsdoktrinen,
herefter præsenteres gennemførte analyser og den deraf fremkomne konklusion.
Afslutningsvis perspektiveres opgavens konklusioner.
Artiklens hovedkonklusioner er, at dansk doktrin for føringsvirksomhed i mange
henseender er dækkende for anvendelse i rammen af multinationale FSO. De krav,
som FSO-rammen stiller, peger dog på en række områder, hvor der er behov for
videre udvikling af føringsdoktrinen således, at dansk føringsdoktrin gøres bedre
egnet til anvendelse i FSO.
Baggrund
Den nuværende danske doktrin for føringsvirksomheden (FR-III) og den i FR-III
beskrevne tilgang til analyse af militære taktiske opgaver hviler på en tradition,
hvor militære operationer i hovedreglen sås som bipolære (dvs. at aktørerne var
1
FR-I, kap. 1, pkt. 1.8.9. p. 130
Militært Tidsskrift, 139. årgang - nr. 3 - oktober 2010, s. 288 - 293
En dansk doktrin for føringsvirksomhed •
egne styrker overfor en modstander) og symmetriske (modstanderne var
konventionelle væbnede styrker med militære kapaciteter). Kun sporadisk ses
elementer af andre forhold med relevans for moderne militære operationer at være
implementeret i doktrinen.
FSO dækker jf. FR-I 2 over betegnelsen for en tilgang, der fastslår, at alle
operationer indeholder den samtidige og/eller sekventielle gennemførelse af
kampoperationer, stabiliseringsoperationer og støtteoperationer. Sammenholdes
denne tilgang med NATOs doktringrundlag 3 ses betegnelsen at dække over den
samtidige og/eller sekventielle gennemførelse af stabiliserende, offensive, defensive
og ”enabling” aktiviteter.
FSO er indført i dansk hærdoktrin, FR-I, med godkendelsen af et opdateret 1.
kapitel i 2007 og efterfølgende yderligere konkretiseret i 2. kapitel fra 2008. 9.
kapitel er p.t. under revision, og forventes fremadrettet at få overskriften
”Stabilisering”. Forud herfor - og sideløbende hermed - har NATO og andre
nationer indført lignende tilgange til operationer i det moderne operationsmiljø.
Forskellene på dansk og NATO-doktrin i relation til FSO-tilgangen består
primært af:
•
FR-I beskriver på den ene side selvstændige operationsformer, der hver især
indeholder elementer af de øvrige operationsformer, samtidig med at FSOtilgangen ses at inkludere alle operationsformerne. På denne måde opleves en
dualisme, der ses at være et udtryk for, at FR-I bevæger sig i retning af NATOs
udlægning af FSO-begrebet. Dette underbygges af terminologiapparatet som
anvendt i 1. udkast til FR-I, kap. 9, Stabilisering.
•
NATO ATP 3.2.1. anvender begrebet ”the full range of tactical activities” som
betegnelse for FSO-tilgangen i rammen af et fremherskende kampagnetema.
ATP
3.2.1.
beskriver,
hvorledes
kampagnetemaer,
og
de
”operational
objectives”, der er knyttet hertil, på det taktiske niveau nedbrydes til aktiviteter,
der skal medvirke til at opnå de(n) ønskede effekt(ter). Heraf fremgår
2
FR I, pkt. 1.1.5., pp. 108-109.
3
ATP 3.2.1., ch. 1, pkt. 0116-0126.
289
En dansk doktrin for føringsvirksomhed •
endvidere, at ”tactical activities” opdeles i ”offensive activities, defensive
activities, stability activities” og “enabling activities” 4 .
En af årsagerne til overgangen til FSO-tilgangen på det taktiske niveau er, at de
moderne konflikters natur medfører, at enheder indsættes i operationsmiljøer, hvor
man må adressere mellemstatslige konfliktområder og intrastatslige stridigheder,
der ikke kun omfatter militære aktører. Sammenholdt med udviklingen inden for
informationsteknologien har det forstærket betydningen af, at handlinger på det
taktiske niveau kan få konsekvenser/betydning helt op på det strategiske. Det har
således stillet øget krav til en mere balanceret tilgang til gennemførelse af
operationer på det taktiske niveau, herunder inddragelse og synkronisering af ikkemilitære indsatser. Afledt heraf er viften af kapaciteter, som den taktiske enhed
råder over, blevet større og mere kompleks. Mange af disse kapaciteter påvirker
kamppladsens dimensioner uden anvendelse af dødbringende våbensystemer.
Stabilisering er blevet et væsentligt element i taktiske operationer og samtidigt
en strategisk målsætning i forhold til at involvere sig i krisehåndtering i svage
og/eller fejlslagne stater. For analyse af militære operationer på taktisk niveau
betyder det, at stabilisering udgør et integreret element i FSO. Stabilisering
integreret i FSO er således et grundvilkår, der udfordrer vores traditionelle
forståelse af taktiske operationer på kamppladsen. Denne ændring udtrykkes
gennem
den
integrerede
indsættelsesformer;
gennemførelse
sikkerheds-
og
af
de
stabiliseringsrelaterede
kontroloperationer,
reformering
af
sikkerhedsstrukturer, støtte til civilbefolkningen og støtte til det civile magtapparat.
Disse indsættelser gør det vanskeligt at definere målbare sluttilstande og dermed
definere, hvornår vi har løst den stillede opgave (End-State). Ved gennemførelse af
stabiliserende indsættelser udvider man således den målgruppe, som operationen
rettes imod, til ikke kun at omfatte kombattanter. Ligeledes vil der være et
afhængighedsforhold til eksterne ikke-militære aktører, der normalt henhører til
det operative og strategiske niveau - altså i en samtænkningsindsats. Som
støtteværktøj til at anskue det operationsmiljø, hvor der gennemføres en
4
ATP 3.2.1., ch. 1, pkt. 0118-0120,
290
En dansk doktrin for føringsvirksomhed •
stabiliserende indsats, er det derfor nødvendigt at redefinere og udvide opfattelsen
af begrebet ”terræn”, at identificere det relevante ”terræn”, at opnå forståelse for
systemet af aktører samt vurdere hvorledes det kan påvirkes. For at kunne udøve
indflydelse i de forskellige ”terræner” er det nødvendigt at kunne vurdere/måle
kapaciteternes muligheder og effekter heri. I forlængelse af ovenstående er det en
erkendt udviklingstendens, at lavere taktiske niveauer ikke blot indsættes i
operationer afgrænset i tid og rum, men tillige planlægger og gennemfører
længerevarende operationer, som sikrer en generel udvikling i et anvist område.
Et element af længerevarende FSO er systemforståelsen. Den traditionelle kamp
mod en konventionel modstander kan med god mening basere sig på lineære
sammenhænge, som kan overskues, domineres og styres. Moderne operationer
indeholdende samtænkning af indsatser i komplekse indsættelsesmiljøer, der har
befolkningen som omdrejningspunkt og inkluderer en mængde forskellige aktører,
kan
derimod
bedre
anskues
ud
fra
en
systemtilgang 5 .
Forståelse
af
indsættelsesmiljøet giver her mening, når systemet ses som et åbent adaptivt
system 6 . Heroverfor står dog behovet for at samvirke de kapaciteter 7 , som det
militære apparat råder over. Samlet medfører denne kompleksitet, at det ikke
længere er relevant udelukkende at anlægge en lineær og målbar tilgang til en
given konventionel modstander. Der bør i stedet anlægges en tilgang, der anskuer
”kamppladsen” som et konstant bevægende og udviklende operationsmiljø, hvori
der er en række agerende aktører. I rammen af FSO er det således nødvendigt at
anskue samtlige relevante aktører og deres målsætninger samt deres muligheder
for at agere i et antal ”terræner” 8 . For at skabe et overblik over de aktører, som er
relevante for operationen, og deres indbyrdes sammenhænge og muligheder for at
påvirke systemet, bør der gennemføres en aktøranalyse. Aktøranalysen udmøntes i
5
ATP 3.2.1. p. 1-1, pkt. 0104.
6
Militært tidsskrift, 137. årgang, nr. 2/2008, Effektbaseret tilgang til operationer og
det taktiske niveau, Major Lars Nygaard.
7
ATP 3.2.1. pp. 1-3 - 1-4.
8
Militært tidsskrift, 137. årgang, nr. 2/2008, Effektbaseret tilgang til operationer og
det taktiske niveau, major Lars Nygaard, pp. 207-208.
291
En dansk doktrin for føringsvirksomhed •
en beskrivelse af hver aktørs grundlæggende antagelser, målsætninger, ressourcer,
modus operandi, forbindelser til andre aktører samt måder hvorpå aktøren kan
påvirke systemet og måder hvorpå vi kan påvirke aktøren.
Informationsoperationer (INFOOPS) er i dansk doktrin beskrevet som havende
”…til
formål
at
planlægge,
koordinere
og
rådgive
om
indflydelsen
på
informationsmiljøet og dermed bidrage til opnåelse af den ønskede effekt på vilje,
evne og forståelse hos modstandere, potentielle modstandere og andre godkendte
målgrupper.” 9 INFOOPS er tillige et område, der har fået en forøget betydning.
Funktionaliteten i informationsoperationer sikrer integration af virkemidlerne og
deres indsættelser, således at der skabes en synkroniseret påvirkning af
indsættelsesmiljøet. Derudover er kapaciteterne tilknyttet informationsoperationer
særligt egnede til at påvirke informationsmiljøet og dermed skabe grundlaget for
at være styrende for hvilken perception, der opstår hos aktørerne. INFOOPS
begrebet er fortsat ikke defineret entydigt, hverken i dansk eller NATO-doktrin 10 .
Der synes heller ikke at være en entydig tendens i opnåelse af et konkret fælles
grundlag. Således ses der fortsat at eksistere tre overordnede retninger for
forståelse af INFOOPS rolle. Disse tre retninger kan kort opstilles således:
INFOOPS er en overordnet funktion, der sikrer integration og synkronisering af
•
alle aktiviteter og kapaciteter.
INFOOPS er en sideordnet, rådgivende funktion, der bidrager til integration og
•
synkronisering af alle aktiviteter og kapaciteter.
INFOOPS er en sideordnet funktion, der i hovedsagen planlægger og
•
iværksætter de aktiviteter, der skal påvirke informationsmiljøet.
Et element af kampagneplanlægning, der har udviklet sig igennem tidsrummet
for kampagnerne i Irak og Afghanistan relaterer sig til effekter. Der forefindes dog
fortsat ikke noget konsolideret nationalt eller internationalt doktringrundlag, men
Effects Based Thinking (EBT) tilgangen synes at være fremherskende. EBT ses som
en pragmatisk tilgang og som et udtryk for et mindset – eller filosofi – der er
9
FR I, pp. 205-207.
10
NATO AJP 3.10, RD-1, Informations Operations, pp. 1-3 – 1-5.
292
En dansk doktrin for føringsvirksomhed •
knyttet til sammenhængen mellem overordnede formål og mål, og hvad der skal til
for at nå disse. Der er bred enighed om, at det er et værdiskabende mindset at
anvende. Med udgangspunkt i doktrinen 11 ses den effektbaserede tilgang dog at
henhøre til det operative niveau. På dette niveau defineres et antal effekter, der
skal opnås og som kan have indvirkning på det taktiske niveaus føringsvirksomhed.
Effekter defineres som konsekvensen af handlinger udført i det fysiske og det
kognitive domæne.
Elektroniske systemer (føringsstøttesystemer) støtter militære enheder i deres
planlægning, tilrettelæggelse og gennemførelse af operationer, men systemerne er
ikke integreret i beskrivelsen af stabsmetodikken i FR-III. Indledningsvist skal det
fremhæves,
at
der
ikke
findes
noget
integreret,
landmilitært
NATO-
føringsstøttesystem. Der har gennem længere tid været testet og udviklet en
række nationale systemer, som har resulteret i implementering af NMS+ version
5.0, herunder SITAWARE. Det er besluttet 12 at implementere systemet, men også at
dette ikke udvikles yderligere til den danske hær. En mere generel betragtning af
karakteristika for føringsstøttesystemer viser, at disse bl.a. bidrager til, at 13 :
•
Føringsvirksomhed kan gennemføres uden stabens fysiske samplacering.
•
Teknologien giver mulighed for reach back.
•
Opnå højere tempo i ordreformidling.
•
Integrere real time data og dermed også opnå en hastigere udvikling af
situationsforståelse.
•
Gennemføre og udvikle parallel planlægning mellem niveauerne.
Udviklingen inden for landoperationer fastslår entydigt, at multinationalitet er
et grundvilkår, hvorunder danske enheder indsættes. Danske troppeenheder
indsættes således ikke alene i en national ramme, men i en multinational ramme.
Det fordrer interoperabilitet med samarbejdspartnere, hvilket stiller krav om fælles
11
12
FR I, pkt. 1.1.5., pp. 113-114.
Hærens Operative Kommandos skrivelse, 2009/004127-209808 af 2010-02-24,
Modtagelse af NMS+ version 5.0.
13
FR I, pkt. 1.1.5., pp. 231-232.
293
En dansk doktrin for føringsvirksomhed •
grundlag med udgangspunkt i NATO rammen. Samtidigt med dette skal
troppeenheden
fortsat
kunne
virke
i
den
nationale
ramme,
hvorfor
interoperabiliteten ikke må udelukke den danske doktrinramme. Sprogligt giver
dette et krav om nøje synkronisering af danske termer og NATO-termer, som de er
udtrykt i NATO-doktrinen. Hermed opnås en mere entydig og klar kommunikation
- og dermed også professionalisering.
Krav til føringsvirksomhed
Ovenstående baggrundskarakteristika er i projektarbejdet blevet anvendt som en
del af grundlaget for opgaveanalysen. Dette gav bl.a. mulighed for at udlede krav
til doktrin for føringsvirksomhed. Opgaveanalysen viste, at FSO samt komplekse
indsættelsesmiljøer stiller en række krav til doktrinen for føringsvirksomhed.
Herunder er identificeret et fortsat krav om en fleksibel anvendelse af doktrinen,
herunder tilpasning til den aktuelle situation, krav om at doktrinen kan håndtere et
voksende antal af interagerende aktører i operationsmiljøet samt håndtere egne og
aktørers kapaciteters indsættelse i flere dimensioner, hvor numerisk målbarhed ikke
altid ses værende tilstrækkelig. Et andet krav er håndtering af den ændrede
fokusering fra manøvreenheders bevægelser som det centrale element i doktrinen,
til en opfattelse af, at alle aktiviteter, der kan påvirke de relevante aktører i
operationsmiljøet, som udgangspunkt er ligeværdige. I tilknytning hertil viste
analysen, at militære kapaciteter skal synkroniseres med andre kapaciteter inden
for den samtænkte indsats under hensyntagen til de kortsigtede og langsigtede
effekter.
Delanalyser
Delanalyserne blev gennemført som en metodisk gennemgang af FR III, kap. 5,
med fokus på centrale problemområder, hvorunder dansk og NATO-doktrin for
FSO er anvendt med henblik på at opstille krav til doktrin for føringsvirksomheden.
På baggrund af de opstillede krav er engelsk og amerikansk doktrin for
føringsvirksomhed komparativt inddraget i analysen. Hertil er suppleret med
relevante artikler og erfaringer som studerende på OFU.
Løsningen er opstillet
som et forslag til en revideret udgave af FR III, kap. 5, hvortil hører to bilag
udvisende overvejelsesmetodikken.
294
En dansk doktrin for føringsvirksomhed •
Konklusion
På baggrund af delanalyserne kunne det i notatets afslutning konkluderes, at dansk
doktrin for føringsvirksomhed i mange henseender er tidssvarende og dækkende
som overvejelsesmodel - også i rammen af FSO. Der er dog identificeret behov for
justering på en række punkter, herunder en opdatering af føringsvirksomhedens
sammenhænge og cykliske flow. Justeringsbehovet kan i hovedtræk opgøres i
nedenstående punkter:
y
Overordnet skal føringsvirksomhed principielt ses i en multinational ramme i
f.m. internationale FSO. Det stiller krav om interoperabilitet, herunder et
overensstemmende doktrinært og sprogligt grundlag.
y
Der er konstateret et større behov for at være eksplicit i udtryksformen, som
modsvar til den forøgede kompleksitet i operationer og indsættelsesmiljø, der
er karakteristisk ved FSO.
y
Der er konstateret et behov for at anspore til en mere fleksibel tilgang til
anvendelsen af føringsvirksomhedens faser, herunder at føringsvirksomheden er
en cyklisk proces, der ofte vil kræve tilbageløb og gentagelser. Der synes
således
behov
for
at
tydeliggøre,
at
føringsvirksomhedsprocessen
skal
betragtes som en række moduler, der kan sammensættes situationsbestemt ift.
den konkrete opgave, situationens udvikling og den rådige tid.
y
I lyset af den øgede kompleksitet kan det overvejes, om man ved at anvende
stabsressourcer i uafhængige valideringsceller kan opnå en kost-effektiv og
værdiskabende uafhængig vurdering af stabens til- og fravalg i forhold til
forståelse af opgave og situation.
y
Udviklingen i retning af øget anvendelse af føringsstøttesystemer peger på, at
doktrinen for føringsvirksomheden også skal understøtte anvendelse af
sådanne systemer i f.m. overvejelsesmodellen.
y
Den militære operation integreres i forhold til den samtænkte, herunder
tilpasses den militære operation ift. ønskede og uønskede effekter på kort og
lang sigt. I denne sammenhæng kan der være behov for at anskue en række
aktører som sideordnede.
295
En dansk doktrin for føringsvirksomhed •
y
I forhold til ”terræn” er der et krav om anskuelse i flere dimensioner. Analysen
pegede på, at den geografiske tilgang fastholdes. Den geografiske tilgang
suppleres dog med en række faktorer, som det ikke tidligere har været kutyme
at fokusere på – herunder i særlig grad de forhold, der knytter sig til
befolkningen og aktørernes indflydelsessfærer.
y
Analysen har vist, at det er nødvendigt at anføre vigtigheden af at udlede
vægtningen af indsættelsesformerne.
y
Endeligt blev der i forbindelse med projektarbejdet erkendt et ikke ubetydeligt
behov for opdatering af det doktrinære terminologiapparat mhp. fokusering
mod ”the full range of tactical activities”.
Perspektivering
Igennem behandling af kapitlet om troppeenhedens føringsvirksomhed i rammen
af FSO har der meldt sig flere interessante forhold, som ikke direkte er blevet
inddraget i analyserne. Ved gennemgangen af FR-III kapitel 5 konstateredes stor
fleksibilitet og potentiale, hvorfor man kunne argumentere for, at der i doktrinen er
råderum, og at der som sådan ikke ligger nogen begrænsninger i anvendelsen.
Dette peger på, at dele af opgaveproblematikken ikke alene relaterer sig til
doktrinen som sådan; men også (og måske i højere grad) til den måde
føringsvirksomhedsdoktrinen fortolkes og anvendes på. I forlængelse heraf ville det
derfor være naturligt, at der i takt med udvikling af FR-III ligeledes fokuseres på
udvikling af officerskorpsets føringskultur - samt officerskorpsets grundantagelser i
relation til anvendelse af doktrinens fulde muligheder i fuldspektrumrammen - for
derved at udvikle disse til at anvende overvejelsesmetodikkens fulde potentiale.
Som naturlig konsekvens af notatets løsningsforslag til FR-III kap. 5 ses behov
for en mere gennemgribende revidering af hele FR-III. Herunder kunne det
overvejes, hvorvidt der kunne præsenteres mere eksplicitte værktøjer, som kunne
bidrage til operationalisering af overvejelsesmetodikken. Endvidere ses det, at
doktrinen for FSO åbner diskussionen om, hvorledes befalinger, herunder særligt
Pkt. 3 Udførelse, udformes, så indsættelsesformer og kapaciteter beskrives
sammenhængende og vægtet i forhold til den samlede operation.
296
En dansk doktrin for føringsvirksomhed •
I forlængelse af denne perspektivering syntes det passende at afslutte med et
citat, der på mange måder afspejler den baggrund og det lys denne artikel er
skrevet i.
"Neither a wise nor a brave man lies down on the tracks of history to wait for
the train of the future to run over him.” (General Dwight D. Eisenhower)
(Notatet, der henvises til, inkl. forslaget til et nyt kapitel 5 til FR-III samt HO
kompendium, kan erhverves ved henvendelse til OFU-06@fak.dk)
297
Skal forsvaret revidere
ledelses- og uddannelsesbøgerne?
Peter Kaplers, lærer i ledelse og uddannelse ved Hærens Officersskole 1 .
Forsvaret har i mange år brugt en taksonomi, som bygger på Blooms forståelse. I uddannelseslæren bruger vi begreber som videns‐, færdigheds‐ og holdningstaksonomier. Vi arbejder desuden med målbeskrivelser, som formuleres i krav, vilkår og kriterier. I formuleringen af uddannelseskrav bør man kunne læse en beskrivelse af selve målet eller den viden, de færdigheder og de holdninger, som uddannelsen skal bibringe de studerende. Men måske har vi behov for at udvikle nye målbeskrivelser? Jeg åbner hermed til debat
Umiddelbart er begreberne viden, færdigheder, holdning, krav, vilkår og kriterier noget, som alle militære undervisere kan forholde sig til. Men tiden er måske løbet fra den måde, vi formulerer vores målbeskrivelser. Fra indlæring til læring
I arbejdsdokumentet ”Læring eller indlæring” af Vilhelm S. Holsting, Peter Sjøstedt og Dorte Sørensen fra 2007 fra forsvarsakademiet introducerer forfatterne de konstruktivistiske teorier og læringsbegrebet som nødvendigvis flytter forsvaret mod en ny og måske mere nutidig måde, at betragte måden hvor på mennesker udvikler sig. Ligeledes erstattes indlæringsbegrebet i bogen ”Uddannelse i praksis” med begrebet læring. Videre beskriver forfatterne af arbejdsdokumentet, hvordan begrebet læring knytter sig til begrebet kompetenceudvikling(Læring eller indlæring, 2007;55). Men går forfatterne hele vejen? Gør forsvaret? I bogen ”Internationale Operationer i FOKUS” af Katrine Nørgaard og Vilhelm S. Holsing fra 2006 bliver læringsbegrebet ligeledes introduceret i stedet for begrebet indlæring, og ligesom i arbejdesdokumentet bliver der i det hele taget kigget frem mod et mere ”pragmatisk blik” på læring (Dewey, 1986); med andre ord en læringsforståelse, som inkluderer både individuelle og kollektive erfaringer i udviklingsprocessen (Elkjær, 2005). Samtidig introduceres kompetencebegrebet som noget nyt. Nyt, fordi bogen gør op med forståelsen af, at viden, færdigheder og holdninger er noget, der kan overføres til eleven, der så kommer ud i den anden ende af uddannelsesforløbet med en ny synlig adfærd. Forfatterne gør altså op med indlæringsbegrebet og bygger videre på forståelsen af, at læring også sker i konteksten og via relationer, hvilket så udmunder i kompetencer. I FOKUS‐systemet udvikler og bedømmer vi på kompetencer. Hvorfor gør vi det så ikke også i vores målbeskrivelser? Fra kvalifikationer til kompetencer
1
Kaptajn og Stud. MEd of Adult Learning and Human Resource Development ved Danmarks Pædagogiske Universitet. Militært Tidsskrift, 139. årgang ‐ nr. 3 ‐ oktober 2010, s. 294 ‐ 300 Skal forsvaret revidere ledelses- og uddannelsesbøgerne •
Kvalifikationer har været et begreb, som har været bredt anvendt i forbindelse med erhvervsrettede uddannelser (Illeris, 2006), men begrebet fortæller måske mere om viden og færdigheder end om hvor god en person er til af bringe sig selv og sin viden i spil i handlingen (Schön, 1987). Kompetencebegrebet har ændret betydning: Fra engang at være et begreb, som var knyttet til jobbet (man kunne sige, at der med jobbet fulgte kompetencer, med andre ord rettigheder og beføjelser) til i dag, et begreb som dækker meget mere en det. Kompetencebegrebet har fået en ny betydning. I bogen ”Læring” (2. udgave 2006) arbejder professor Knud Illeris med kompetencebegrebet. Han bruger i den forbindelse denne definition: ”Kompetencebegrebet henviser (…) til, at en person er kvalificeret i en bredere betydning. Det drejer sig ikke kun om, at personen behersker et fagligt område, men også om, at personen kan anvende denne faglige viden – og mere end dette: anvende den i forhold til de krav, der ligger i en situation, der måske oven i købet er usikker og uforudsigelig. Dermed indgår der i kompetencebegrebet også personens vurdering og holdninger – og evne til at trække på en betydelig del af sine mere personlige forudsætninger.” (Jørgensen, 1999 i Illeris, 2006).” Men kan kompetencebegrebet erstatte de begreber,
som vi for tiden bruger i vores målbeskrivelser?
Lad os se på de hidtidige begreber: viden, færdigheder og holdninger. Selvom holdninger kan forstås alene som meninger, som vi adopterer eller selv ræsonnerer os frem til, definerer forsvaret holdning til at være: ”et konstant beredskab til at reagere på en bestemt måde” (Uddannelse i praksis s. 26), men holdninger kan ikke som viden og færdigheder kontrolleres ved iagttagelse af den enkeltes adfærd (Ledelse og Uddannelse Grundbog s. 245). Det kan kompetencer, og vi gør det allerede i FOKUS‐systemet. Begrebet færdigheder beskriver ligesom kompetencebegrebet noget med evner, som kan sættes i spil, men begrebet henviser mere til de kognitive evner, hvor kompetencebegrebet vurderes at samle begreberne viden, færdigheder og holdninger til erfaringer. Men indeholder også kulturelle, sociale og personlige kvalifikationer under et og skaber et udtryk for personen. Vi kan derfor blive mere præcise og vidtfavnende, hvis vi inddrager kompetencebegrebet i vores målbeskrivelser. På forsvarets skoler benytter vi Blooms kognitive forståelse til vidensmål. Vi bruger det sideløbende med brugen af kompetencebegrebet, som vi altså bruger i forbindelse med bedømmelses‐ og udviklingspunkter i FOKUS. I forhold til vores nuværende målbeskrivelser for læring, må vi derfor spørge os selv, hvorfor, vi stadig ønsker at beskrive læringsmål, som henviser til en afskrevet måde at opfatte læring på? Hvorfor ikke være mere konsekvente? Måske kan Videnskabsministeriet hjælpe os. De har formuleret en ny måde at målbeskrive på. I dag er formuleringen af målbeskrivelser i deres terminologi ændret til viden, færdigheder og kompetencer. Det er i øvrigt identisk med de begreber, der anvendes i den europæiske ramme for uddannelseskvalifikationer, som fremover vil blive brugt til sammenligning af de kompetencer, studerende opnår inden for sammenlignelige uddannelser på tværs af Europa. Dette peger på, at vi skal omstille os, hvis vi ønsker akkrediteringen af forsvarets skoler. Men hvad blev der af begrebet holdning?
295 Skal forsvaret revidere ledelses- og uddannelsesbøgerne •
Som jeg beskrev tidligere, kan det være svært at vurdere holdninger, når der ikke kan observeres konkret adfærd. Holdninger fortæller med andre ord ikke noget om ”det, der gøres”, men i højere grad noget om meninger, opfattelser og vilje. Kompetencebegrebet indeholder meninger, opfattelser og vilje, idet begrebet netop beskriver ”det, vi gør”(Forsvarets Ledelsesgrundlag). Kilde: Bloom For forsvaret kunne det måske være mere interessant at observere adfærd, bl.a. fordi kontaktfærdigheder kun kan vurderes i handlingen. Så det er ikke bare længere det, vi tænker, vi vil gøre, men det vi rent faktisk gør, som bliver interessant. Derfor giver det også god mening at målbeskrive det, vi ønsker at se. Ligeledes har forsvaret sidste år besluttet sig til at introducere den nye karakterskala (7‐
skalaen), men understøtter Bloom den ny skala? SOLO(SOLO=Structure of Observed Learning Outcomes) Biggs, J. and Collis, K. F. (1982) er en nyere forståelse af taksonomien, som netop understøtter udviklingen og forståelsen af begrebet læring samt den nye karakterskala. 296 Skal forsvaret revidere ledelses- og uddannelsesbøgerne •
Kilde: Biggs, J. and Collis, K. F. (1982) I det følgende har jeg lænet mig op af en uddybende vejledning til udarbejdelse af feltet målbeskrivelser i kursusinddateringssystemet for studieåret 2008/2009 for her at præsentere en anden taksonomiforståelse. De nye målkategorier:
Nedenstående beskrivelse af, hvad de enkelte målkategorier rummer, kommer fra den nye danske kvalifikationsramme for videregående uddannelser, som er udarbejdet af Videnskabsministeriet: Målkategori
Underkategorier
Kategorien viden handler om Vidensfeltet: Det basale vidensområde som det enkelte området viden og forståelse uddannelsestrin arbejder med, herunder hvorvidt det drejer sig om viden om praksis, om teori og metode eller om anvendelse af teori og metode samt om hvorvidt det drejer sig om forskningsbaseret viden på internationalt niveau. Forståelses‐ og refleksionsniveauet: Den forståelse og refleksion dimittender på det enkelte uddannelsestrin forventes at være i stand til at udvise i forhold til vidensområdets begreber, teorier, metoder, praksis eller videnskabelige problemstillinger. Kategorien færdigheder kan Typen af færdigheder: Beherskelsesgraden af forskellige karakteriseres som typer af færdigheder og karakteren af disse, fx faglige dimittendernes centrale eller videnskabelige metoder. kunnen Vurdering og beslutning: Evne til vurdering og beslutning, 297 Skal forsvaret revidere ledelses- og uddannelsesbøgerne •
udvælgelse af metoder og teorier. Her differentieres niveaumæssigt ud fra hvorvidt det drejer sig om vurdering af praksisnære eller teoretiske problemstillinger af større eller mindre kompleksitet samt graden af selvstændig beslutningstagen og udvælgelse på baggrund af den konkrete vurdering. Formidling: Gradueringen af den studerendes evne til at formidle eller diskutere konkrete problemstillinger og løsninger til forskellige modtagergrupper. Kategorien kompetencer Handlingsrummet: Vidden i de konkrete arbejdsmæssige omhandler i sammenhænge hvor færdighederne skal kunne bringes til overensstemmelse med Den udfoldelse i mere eller mindre uforudsigelige og europæiske komplekse sammenhænge. Kvalifikationsramme Samarbejde og ansvar: Her lægges der vægt på evne til at dimittendernes personlige og indgå i samarbejde og indtage en mere eller mindre selvstændige anvendelse af selvstændig eller direkte igangsættende rolle i forhold til viden og færdigheder forskellige faglige og tværfaglige samarbejder på forskellige niveauer og med forskellige grader af ansvar. Læring. Her lægges der vægt på de færdige elevers evne til at tilegne sig ny viden og færdigheder i mere eller mindre strukturerede og velkendte sammenhænge med mere eller mindre selvstændighed. Kilde: Uddybende vejledning til udarbejdelse af feltet målbeskrivelser i kursusinddateringssystemet for studieåret 2008/2009 (Omskrevet). Ovenstående giver mening og sammenhæng i vores forståelse. Ligeledes kan det give inspiration til at diskutere, om vi fortsat ønsker at udvikle og bedømme elever på skoler vha. FOKUS, eller om vi kan simplificere elevernes udvikling ved blot at forholde os til, om de studerende lever op til målbeskrivelserne, for derigennem at skabe rum for udvikling. Hvordan fastsætter vi i fremtiden
det faglige niveau for en uddannelse i forsvaret?
Her kan Biggs’ SOLO‐taksonomi måske bruges som redskab til at pejle sig ind på, hvilket niveau en uddannelse skal være på, og hvordan dette kan formuleres i målbeskrivelsen. Ved at skifte Blooms taksonomi ud med Biggs’ SOLO‐taksonomi fås et bedre redskab til at pejle sig ind på et fag eller fagelementsniveau. Når et fagelement er placeret niveaumæssigt bliver det nemmere at formulere et delmål til et kursus og placere det i den relevante målkategori (viden, færdigheder eller kompetence). Hvorfor skifte til Biggs’ SOLO-taksonomi?
Biggs’ SOLO‐taksonomi er specifikt udarbejdet til at beskrive studerendes læringsudbytte, mens Blooms taksonomi er en almen taksonomi for kognitiv udvikling. Man kan sige at SOLO‐taksonomien fokuserer på læringsmål (hvad den studerende skal kunne og på hvilket niveau). (Uddybende vejledning…, 2008). Fokus er dermed det samme som i den nye karakterskala, hvor der fokuseres entydigt på graden af målopfyldelse. Begreberne i Blooms taksonomi (kendskab til, forståelse for osv.) er 298 Skal forsvaret revidere ledelses- og uddannelsesbøgerne •
ikke målbare størrelser på samme måde som brugen af SOLO‐taksonomien. Den lægger op til, at man bruger aktive verber f.eks. referere, analysere, reflektere over, definere, til det niveau, som man vil signalere. Med SOLO‐taksonomien kan man indkredse et niveau for derefter at finde verber, der på bedste vis kan beskrive en opnået kompetence på rette niveau inden for et givent fag/fagområde. Tidligere skulle underviserne bruge bestemte verber (forstå, anvende etc.) (Uddybende vejledning…, 2008). Nedenfor ses fællestræk mellem de to taksonomier og et eksempel på koblingen mellem niveauer i Biggs’ SOLO‐taksonomi og uddannelsesmål. Et eksempel på kobling mellem en målbeskrivelse og SOLO-taksonomien
Herunder et enkelt eksempel på hvordan Biggs’ SOLO‐taksonomi kan bruges til at pejle sig ind på et fagligt niveau for viden, færdigheder og kompetencer, når du skal formulere målbeskrivelsen Når kurset er færdigt, forventes den studerende at kunne:
Viden: Opliste tre kampmåder (uni-strukturelt niveau). Færdigheder: Beskrive de mest anvendte kampmåder i Afghanistan og diskutere deres (relative) betydning i forhold til at afgøre kampen (relationelt niveau). Kompetencer: Vurdere den relative betydning for (de forskellige kampmåder) kampens vilkår og tempo mod den samfundsmæssige forståelse og politiske opbakning (abstrakt
niveau).
Kilde: Uddybende vejledning til udarbejdelse af feltet målbeskrivelser i kursusinddateringssystemet for studieåret 2008/2009 (Omskrevet).. Eksemplet ovenfor viser, hvordan den stigende kompleksitet følger de tre målkategorier (stigende kompleksitet fra viden til kompetencer). Det er dog vigtigt at understrege, at der ikke altid er tale om en stigning i kompleksitet fra viden til færdigheder og fra færdigheder til kompetencer, som er sammenlignelig med den stigende kompleksitet i Blooms taksonomi. Som læseren kan forstå, så har vi i en årrække været gode til at udvikle forsvaret i takt med den videnskabelige udvikling, men vi har måske ikke været konsekvente. Jeg tror, tiden er inde til, at vi retter vores begreber til eller udvikler nye bøger i takt med den nye forståelse af læring. 299 Skal forsvaret revidere ledelses- og uddannelsesbøgerne •
Blooms taksonomi tilpasset forsvaret
Ny taksonomi SOLO(Structure Of Learning Outcome) til bestemmelse af læringsmål
1. Viden (Have kendskab til):
(niveau)
Skal efter hukommelsen kunne gengive SOLO‐ taksonomien opstiller en en meddelt information. hierarkisering efter kompleksiteten i den 2. Have forståelse af:
opnåede viden: Skal med egen udtryksmåde kunne gøre 1.Ikke-struktureret:
rede for en meddelt information og i en Opgaven gribes ikke hensigtsmæssigt an. kendt situation gøre brug af den efter Eleven arbejder med irrelevante aspekter anvisning. og/eller arbejder forkert med relevante 3. Kunne anvende:
aspekter. Skal i enhver situation, til hvilken en 2. Ensidigt struktureret:
meddelt information naturligt kan Beherskelse af enkeltdele. henføres, kunne benytte denne uden Eleven fokuserer på ét aspekt af opgaven, anvisning. som behandles korrekt. 4. Kunne analysere:
3. Flersidigt struktureret:
Skal kunne opdele en information i dens Beherskelse af mangfoldighed. bestanddele og gøre rede for, hvad der er Eleven er opmærksom på flere rigtige og karakteristisk for forholdet imellem dem. relevante aspekter, som behandles rigtigt, 5. Kunne fortage syntese:
men integrerer dem ikke. Skal kunne sammenholde en meddelt 4. Relationelt:
information med tidligere erfaringer og Beherskelse af overgribende sammenhænge. derigennem formulere sin egen opfattelse Eleven demonstrerer en konsistent forståelse emnet vedrørende. af feltet ved at integrere flere relevante 6. Kunne vurdere:
aspekter til en helhed. Skal ved kombination af kendskab, 5. Abstrakt:
forståelse, anvendelse, analyse og Evne til overskridelse og perspektivering. syntese kunne fortage en afvejning af Eleven generaliserer strukturen til et nyt diverse opfattelser og på baggrund heraf emne/område. træffe afgørelse. Kilde: Uddybende vejledning til udarbejdelse af feltet målbeskrivelser i kursusinddateringssystemet for studieåret 2008/2009 (Omskrevet). Kilder
*Biggs’ structure of the observed learning outcome (SOLO) taxonomy, The University of Queensland, “Teaching and Educational Development Institute” *Biggs, J. and Collis, K. F. (1982) Evaluating the Quality of Learning ‐ the SOLO taxonomy, New York: Academic Press *Bruner, J. (1960). The importance of structure. In: Golby & Greenwald & West ed. (1982) Curriculum Design. London: Open University Book. *Dewey, J (1986) ”Hvordan vi tænker”. Dansk udgave: Forlaget Klim, 2009 *Elkjær, B (2005). ”Når læring går på arbejde”. Frederiksberg; Forlaget Samfundslitteratur. *Forsvarets Ledelsesgrundlag : Forsvarets trykkeri, Korsør. *Holsting, V; Sjøstedt, P og Sørensen, D (2007) ”Læring eller indlæring” ved Forsvarsakademiet: Forsvarets trykkeri, Korsør. *Illeris, Knud (2006). ”Læring” København: Roskilde Universitetsforlag 300 Skal forsvaret revidere ledelses- og uddannelsesbøgerne •
*Jarvis, Peter (2003). The Theory & practice of Learning 2. udg. *Jarvis, Peter (1992). Learning and Action: Paradoxes af Learning pp 68‐85 *Jørgensen 1999 i Illeris, K(2006).” Læring” København: Roskilde Universitetsforlag *Ledelse og uddannelse. Grundbogen (1998) 3. udg. Forsvarets trykkeri, Korsør. *Nørgaard, Katrine og Holsing, Vilhelm S. (2000) Internationale Operationer i FOKUS, Forsvarets trykkeri, Korsør. *Schön, Donald A. (1983) ”Den reflekterende praktiker (Hvordan professionelle tænker når de arbejder)”. Dansk udgave: Forlaget Klim, 2001. *Uddybende vejledning til udarbejdelse af feltet målbeskrivelser i kursusinddateringssystemet for studieåret 2008/2009 *Undervisning i praksis (2000) 3. Udg Forsvarets trykkeri, Korsør. 301 Nyt fra bogfronten
Bogudgivelser
Boganmeldelserne og dette nummer af Militært Tidsskrift er præget af Flådens 500‐års jubilæum. I årets løb er der udgivet en lang række publikationer, og redaktionen har efter bedste evne anmeldt størsteparten. Indledningsvis bringes en dobbeltanmeldelse, som omfatter to vigtige bøger om forholdene i og omkring Afghanistan. De handler om såvel Afghanistans brogede historie som relationerne til Pakistan og forholdene i Nordvestpakistan. I bogen ”Big Boy Rules” skildres problemerne omkring brug af private hære til sikkerhedsopgaver, brug af lejesoldater og ”contractors”. Det er en skildring fra virkelighedens verden, hvor begrebet sikkerhed bliver klemt mellem markedskræfterne og dagligdagens ressourceknaphed. De private sikkerhedsfolk er ikke nødvendigvis elsket, men de kan heller ikke undværes. Hvor visse kredse i Danmark under besættelsen drømte om ”norske tilstande”, så var der også kredse i Norge, som drømte om ”danske tilstande”. Denne problemstilling har 16 dygtige historiker i de to lande taget sig af og skrevet en fantastisk god debatbog. Den tyske besættelse af Norge i 1940 beskrives i en engelsksproget bog udgivet af nordmanden Geirr H. Haarr. Den følger udviklingen i Norge, Tyskland og Storbritannien i tiden op til besættelsen, hvorefter selve iværksættelsen af operationen beskrives, og herefter følger de britiske modforanstaltninger. Den tidligere svenske forsvarschef, general Bengt Gustafsson, har fulgt op på sine tidligere beskrivelser af ”ubådsspørgsmålet”, som i al sin korthed går ud på at finde ud af, om der for det første har været systematiske ubådskrænkelser i svensk farvand under Den kolde Krig, for det andet hvem der så måtte stå bag og for det tredje om ubåd ”137” foretog en forsætlig krænkelse af svensk territorialfarvand i 1981. Bogen, der er på svensk, beskriver tillige sovjetiske trusler mod Finland og Den skandinaviske Halvø samt periodens svenske neutralitet, som i de senere år har fået lidt ridser i lakken. ”Kannibaløen” har nok en lidt misvisende titel, idet den handler om sovjetiske deportationer til Sibirien i 1933 til 1937, selv om der perifert forekommer tilfælde af kannibalisme. Bogens beskrivelser er et katalog over dårlig administration i sovjettiden og uduelighed i det hemmelige politi. En dansk forsker har sat sig for at undersøge, i hvilket omfang danskere under besættelsen havde kendskab til den nazistiske jødeudryddelse, og det er der kommet en ganske interessant bog ud af. En af grundene er, at for at skaffe sig denne viden må forfatteren også finde ud af, hvad man i løbet af krigen skaffede sig af viden om dette spørgsmål i Sovjetunionen, Storbritannien og USA. Se anmeldelsen af ”Dansk viden 1941 – 1945 om Holocaust – belyst ved den illegale presse”. ”Den militære flyvnings udvikling i Danmark 1910 – 1932” behandler blandt andet de forslag, der var om en tidlig etablering af et samlet, selvstændigt flyvevåben. Specielt på grund af nedskæringerne i forbindelse med 1932‐ordningen blev forslaget ikke til noget. Orlogshistorikeren Hans Christian Bjerg har udgivet en samlet dansk flådehistorie, som dækker de 500 år, som jubilæet markerer. Desuden er der en redegørelse for, på hvilken Militært Tidsskrift, 139. årgang ‐ nr. 3 ‐ oktober 2010, s. 300 ‐ 320 Nyt fra bogfronten •
måde det sømilitære forsvar i Danmark var organiseret inden 1510. Det er en særdeles flot bog, som takket være fondsstøtte kan fås meget favorabelt. Bogen er tillige udgivet på engelsk. En gruppe yngre historikere har i anledning af Flådens jubilæum beskrevet en række søhelte, hvoraf de fleste er kendte, men hvoraf der også er nogle, hvorom der formentlig kun er et begrænset kendskab. Forfatterne beskriver også selve heltebegrebet og samfundets behov for at have helte i medgangs‐ og modgangstider. Siden 1959 har Flådens skibe og institutioner fået våbenskjolde, og siden 1989 er Marinehjemmeværnet også kommet med. I bogen ”Dansk orlogsheraldik” kan læseren sætte sig ind i denne specielle verden med sære ord og begreber. Det er en ganske underholdende bog om heraldik forsynet med flotte illustrationer. I serien om Flådens skibe er forfatteren kommet til en beskrivelse af de seks enheder af FLYVEFISKEN‐klassen, som blev bygget i Danmark i 1954 – 1955. Den er forsynet med et væld af tekniske oplysninger samt gode illustrationer – og med en god, forklarende tekst. ”Fredericia Fæstnings Historie” er et digert værk i tre bind om bygningen og vedligeholdelsen af et af Danmarks største forsvarsanlæg. Den beskriver udviklingen i området fra 1600‐tallet og frem til nedlæggelsen i 1909. Tidsskrifter, publikationer m.v.
Forsvarsakademiet har i juni 2010 udgivet ”National Security, Crime and the South African
Security Institutions” af Thomas Mandrup. Det er en engelsksproget rapport på 18 sider om Sydafrikas indre og ydre sikkerhed, forholdene i nabostaterne og kriminalitet og sociale forhold. Læseselskabet Rendsborg foretog i maj 2009 en militær‐ og krigshistorisk ekskursion til Bornholm. Det resulterede i en række artikler, som præsenteres i serien ”Bornholmske
Samlinger”, IV. Række – 3. Bind, som er udgivet af Bornholms Historiske Samfund. Her findes tre beskrivelser, som fortjener omtale. Først en kort redegørelse for befæstningen af Bornholm i 1600‐tallet af museumsinspektør Svend E. Albrethsen under titlen ”Planerne og befæstningen af Rønne og den bornholmske virkelighed”. Dernæst følger to omfattende beskrivelser: ”Bornholms forsvar 1893 til 1943 – københavnske ideer og Bornholms realitet” af Michael Clemmesen og ”Bornholm i Sovjetisk perspektiv 1944 – 1946” af John E. Andersen. Clemmesen giver en omfattende beskrivelse af problemerne omkring forsvaret af Bornholm over en 50‐årig periode. John E. Andersen går i dybden med de sovjetiske motiver med dels at besætte øen i 1945, og dels hvorfor i alverden russerne forlod øen igen i 1946. Artiklerne kan varmt anbefales. Marinehistorisk Selskab har udgivet ”Nyholm – en historisk vandring” forfattet af kommandør Henrik Muusfeldt. Det er en nyttig guide til en historisk vandring rundt på den nordligste af Holmens øer. Her kan man læse om de historiske bygninger, galionsfigurer, vejnavne m. v. Det er et hefte på 44 sider med nyttige kort og flotte illustrationer. Sælges på Orlogsmuseet og i Nyboders Boghandel for kr. 50. For interesserede i Flådens historie har ”Fregatten PEDER SKRAMs venneforening” udgivet et jubilæumsnummer af sit tidsskrift, som sælges i fregattens billetsalg på kajen på Holmen og ved henvendelse til foreningen. Her er en lang række indlæg om Flådens historie, herunder to særdeles interessante artikler om Flådens forhold under den tyske besættelse, om Marinens Flyvevæsen, ubåde, perioden efter 1945, grønlandssejlere, radiokommunikation, Søværnets Helikoptertjeneste og meget mere. Heftet er 302 Nyt fra bogfronten •
på 124 sider og koster kr. 60 og er udgivet med støtte fra Velux Fonden. Boganmeldelser
Nedenfor følger en dobbelt boganmeldelse med relation til Afghanistan: “Descent into Chaos. The World’s Most Unstable Region and the Threat to Global
Security” af Ahmed Rashid. Udgivet af Penquin Books, London 2009. 498 sider. Pris (paperback): 6,98£ ved Amazon UK. “Butcher & Bolt. Two Hundred Years of Foreign Engagement in Afghanistan” af David Loyn. Udgivet af Windmill Books, Rio Vista, Texas 2009. 400 sider: Pris (paperback): 6,57£ ved Amazon UK. Begge bøger er afsluttet i 2008, før USA under den nye præsident begyndte at give højere prioritet til sin indsats i og over for Afghanistan og før den pakistanske hær begyndte en lidt mere seriøs indsats i FATA. Forfatterne kalder sig begge journalister, hvilket burde inspirere professionen. De er gennem deres arbejde i og med regionen – for Rashids vedkommende i mange årtier, Loyn kun i to – blevet eksperter i de emner, de dækker i bøgerne. Af de snesevis af bøger, der nu udkommer om forholdene i Afghanistan samt Nord‐ og Nordvestpakistan, er disse to de generelt set mest givende. Læsningen er smertefuld på grund af, at bøgerne, igen ikke mindst Rashids med dens kortere tidsfokus, dybdeafdækker menneskets og dets lederes mangler og tåbeligheder – både de vestlige og lokales ‐ og de forfærdelige samt potentielt katastrofale virkninger af disse svagheder. Der er her henvist til paperback‐udgaverne (samlet pris inklusive forsendelse under 200 kr.), fordi ingen officer eller civil embedsmand bør lade sig sende til missionsområdet i regionen eller påtage sig en sagsbehandlerstilling vedrørende området uden kritisk at have læst disse to bøger og fordøjet deres indhold. Der er ikke sådan, at bøgerne giver løsninger. De bidrager maksimalt til akut nødvendig indsigt og ydmyghed. Efter en periodevis meget tæt interesse for Pakistan i 35 år ‐ efter et ophold i landet i 1975‐76 ‐ var jeg indledningsvis dybt skeptisk over for noget skrevet af en pakistansk journalist. Kritik af landets grundlæggende udenrigspolitiske linje over for Kashmir/Indien og Afghanistan er ikke alene betragtet som uacceptabel, den er i stigende grad blevet akut livsfarlig. Man kommer imidlertid ikke langt ind i bogen, før man erkender, at Ahmed Rashid er en både usædvanligt vidende, indsigtsfuld, kritisk og meget modig mand – og samtidig en yderst velskrivende skribent. Fra bogens første del følges de amerikanske, pakistanske og verdenssamfundets reaktioner på angrebene 11. september 2001. I FN‐regiet, som Rashid er tilknyttet som rådgiver, medfører den nu akutte stormagtsinteresse, at man håber på, at der nu endelig bliver vilje til at gøre den indsats, som er nødvendig for at vende udviklingen i Afghanistan væk fra sammenbrud. I Pakistan var man klar over, at USA godt kendte til de pakistanske sikkerhedsmyndigheders, herunder ikke mindst efterretningstjenestens, direkte ansvar for den politiske udvikling i nabolandet. Det var deres hjælp, der havde endt med at give el Qaeda basemuligheder i landet. Pakistans position var også fortsat i stor udstrækning nedkølet som en følge af den hårde amerikanske reaktion på det pakistanske kernevåbenprogram. Rashid følger derefter igennem hele bogen, hvordan den pakistanske 303 Nyt fra bogfronten •
leder, general Pervez Musharaff, med sin gradvis skiftende junta af mere eller mindre indflydelsesrige generalskolleger, fra starten bevidst lægger sig på en dobbeltpolitik. Man giver amerikanerne så meget verbal og reel støtte, som det i den aktuelle situation synes strengt nødvendigt, men udnytter samtidig USA’s store og voksende afhængighed af Pakistans tolerance af landets territoriums inddragelse i krigen i Afghanistan. Man fanger og udnytter USA til dels at konsolidere egen magt samt til i mulig udstrækning fortsætte krigen mod Indien i Kashmir under kontrol af efterretningstjenesten. Man skaffer sig handlefrihed til at udnytte de militante islamistiske kredse i den pashtunske befolkning i både Afghanistan og selve Pakistan, men nok så meget stammerne i de af den pakistanske forbundsregering direkte administrerede områder (FATA). Det er områder, som man igennem hele perioden efter selvstændigheden i 1947 af forskellige årsager i de skiftende årtier har ladet henligge som et politisk og økonomisk middelalderligt ur‐reservat. I det sidste par årtier har det været hensigtsmæssigt for de pakistanske sikkerhedsstyrker at bevare det underudviklede stade for at kunne have en del af landet, som man kunne frasige sig ansvaret for, og som derfor kunne anvendes til lejre for terroristuddannelse for frivillige til indsatsen mod både Kashmir og selve Indien samt i de senere år til indsats mod regeringen og de vestlige styrker i Afghanistan. Dette skete som nævnt samtidig med, at man proforma støttede den amerikanske indsats her. Denne alliance med islamisterne var blevet udbygget i årtier af den pakistanske hær med både indenrigs‐ og udenrigspolitiske mål. Bogen følger, hvorledes denne anvendelse af amerikanerne blot lykkes alt for godt, ikke blot fra pakistansk side, men også af de ekstremt undertrykkende regimer i de centralasiatiske tidligere Sovjetrepublikker, hvis baseområder USA – og landets allierede – havde behov for i krigsførelsen. Bogen følger derefter udviklingen frem mod den bedrøvelige situation i 2008 i alle de behandlede områder. Pakistan havde ud fra geostrategiske motiver stillet territorium og støtte til rådighed for genopbygningen af Taliban og organisationens offensiver i Afghanistan efter 2006. De fundamentalistiske kræfter, som hæren og sikkerhedstjenesten i så mange år havde næret for at bevare magten, vendte sig nu som et Frankensteins monster mod alle sekulære kræfter i det kernevåbenbevæbnede land, så dets stabilitet og fremtid blev truet. De områder i FATA, man bevidst havde udnyttet, kom nu helt uden for kontrol. I Afghanistan havde det internationale samfund uden USAs interesse og pres totalt svigtet sit ansvar for at udnytte det grundlæggende folkelige krav om god regering og økonomisk udvikling, der dominerede stemningen, efter at Taliban blev kastet på porten. USA undergravede ved Bush‐regeringens søvngængeragtige ideologiske optræden og etiske og moralske svigt i både Afghanistan og ikke mindst i Irak hurtigt og dramatisk sin interventions legitimitet. Præsident Hamid Karzai og hans afghanske regering matchede ved deres egen optræden de internationale repræsentanters svigtende engagement og uduelighed og henfaldt til at udnytte magtens muligheder, medens man havde den, snarere end at risikere problemer ved at gribe ind over for krigsherrers fortsatte opdeling af landet i de facto selvstyrende områder. Samspillet af negative udviklinger gav bogens titels advarsel: Regionen skred mod et kaos, som kan true den globale sikkerhed. Alt dette virker ikke specielt opmuntrende, men det har læsningen trods alt været for anmelderen. Dette skyldes, at forfatteren med sin viden og solide argumenter afviser, at flertallet af befolkningerne i Pakistan, Afghanistan eller FATA skulle være anderledes end alle andre normale mennesker på jorden: At de skulle være uinteresseret i udviklingen af deres børns – pigers og drenges – uddannelse og økonomiske fremtidsmuligheder, i fungerende infrastruktur, i medindflydelse på deres fremtid, i ukorrumperet og dygtig forvaltning, i et 304 Nyt fra bogfronten •
velfungerende retssystem. Faktisk er Rashid her befriende ved at påvise hulheden i sådanne ideer om pashtunerne og de andre befolkningsgrupper i regionen. Han beskriver, hvordan de i årtier er blevet frataget deres muligheder og fremtid af kombinationen af egne dårlige og manipulerende ledere og det internationale samfunds tåbeligheder og manglende engagement. Befolkningerne reagerer snarere, som de gør, på grund af skuffelser og frustration end på grund af en udbredt og dominerende særegen karakter og fundamental kulturel modstand mod udvikling. David Loyns bog er som nævnt grundlæggende anderledes, men supplerer samtidig på forunderlig vis Rashids. Baggrunden er som nævnt to årtiers dækning af regionen, primært for BBC. Loyns perspektiv er det lange, historiske. Som Rashid er han nationalt selvkritisk, her er fokus dog meget naturligt rettet mod Storbritanniens del i misforståelser og uetisk optræden igennem historien. Han beskriver som titlen angiver forløbet to hundrede år tilbage til de årtier, hvor briterne først blev indblandet i og senere lidt efter lidt overtog Sikhrigets relationer til pashtunområderne på nordvestsiden af Indusfloden. Det var i forsøget på at styre den komplekse, fjerne grænsezone med minimal indsats af forståelse og resurser, at situationen endte i den først britisk‐afghanske krig, og her i et ydmygende totalt nederlag. Forfatteren sørger i hele bogen for at drage paralleller til senere svigt med hensyn til at sætte sig ordentligt ind de lokale vilkår og optræde derefter. Derefter følger det halve århundredes ”Store Spil” for at undgå, at det fremrykkende Russiske Imperium nåede frem til Britisk Indiens nordvestgrænse, en kold krig, der blev afsluttet midlertidigt umiddelbart før 1. Verdenskrig, hvor begge imperierne havde behov for – sammen ‐ at koncentrere sig om problemerne i Europa. Som naturligt, hvor dette er muligt, spillede afghanerne selv, og på begge konkurrenter, både for at opnå den størst mulige handlefrihed og for at udnytte de fremmede i den altid komplekse og dynamiske interne magtkamp i landet. ”Spillet” førte til den anden britisk‐afghanske krig, som igen førte til et ydmygende britisk nederlag på grund af de logistiske vanskeligheder med at føre krig i det infrastruktur‐ og resursefattige land. Periodens mest nutidsrelevante begivenhed var dog, at briterne fik den afghanske leder til at acceptere både definitionen af landet som en strategisk buffer mellem de to europæiske imperier – dog underkastet britisk veto med hensyn til udenrigspolitikken ‐ samt markeringen af en strategisk grænse nordvest for bjergpassene, opkaldt efter den imperiale aktivist Durand. Grænsen opdelte de pashtunske områder i en indisk og en afghansk del. Linjen blev fra starten løbende anfægtet fra afghansk side og senest de facto også fra pakistansk side. De lokale bjergstammer har aldrig anerkendt linjen, men anvender den samtidig løbende som en mulighed for at søge et ”helle” på den anden side, når nødvendigt på grund af kriminel, politisk eller blandet virksomhed. Periodens anden udvikling med nutidig relevans var en opblussen af fundamentalistisk politisk islam, der undergravede de lokale stammelederes magt og som nærede og intensiverede oprøret mod briterne. Idet den afghanske leder udnyttede den britiske svækkelse ved afslutningen af 1. Verdenskrig, opnåede han ved at indlede en tredje britisk‐afghanske krig i 1919 at opnå frihed fra britisk kontrol over afghansk udenrigspolitik. Som et middel i sin krigsførelse mobiliserede han pashtunerne i stammeområderne på den anden side af Durand‐linjen i hellig krig, hvilket tvang briterne til samtidig med krigen mod Afghanistan og i mange måneder efter fredsafslutningen at gennemføre en kostbar pacificeringsoperation i de samme områder af Waziristan, som den pakistanske hær nu igen forsøger at kontrollere. Det væsentligste resultat af den britiske indsats blev dog en reorganisering af 305 Nyt fra bogfronten •
sikkerhedsstyrkernes tilstedeværelse, en investering i ny infrastruktur, der kunne bedre områdets økonomi, samt en fundamental reform og forbedring af forvaltningens kvalitet, det vil sige retfærdighed. Dette sidste element behandler Loyn ikke i det omfang, dette fortjener, hvilket sandsynligvis skyldes, at området faldt tilbage i et nyt oprør i 1930’erne, en lokal følge af indsatsen af de stadig stærkere, konkurrerende, nationalistiske bevægelser i Britisk Indien. Bogens tredje og næstsidste del følger udviklingen i Afghanistan fra 1973 over radikale moderniseringsforsøg, interne magtkampe, sovjetiske stabiliseringsforsøg, hovedløs amerikansk mobilisering af fundamentalistisk islam i den kolde krigs tjeneste (der fortsætter ved sin inerti efter Sovjetunionens sammenbrud), verdenssamfundets glemsel samt endelig Afghanistans ødelæggelse og de facto opløsning i en ustyrlig borgerkrig. Bogens afsluttende del giver et kompliceret og derfor troværdigt billede af Talibans vej til magten, udviklingen i forholdet til al Qaeda og forløbet i årene fra 2001 til 2008 både syd og nord for Durand‐linjen. Det må dog understreges, at for denne sidste periodes vedkommende er Rashid både mere kynisk, vidende, kritisk og troværdig. Også læsningen af Loyns bog understreger ved at opregne den fjerne og nære fortids dumheder og fejl, at intet opnås let i regionen. Også her får man indtrykket af, at en rimelig udvikling mod en stabilisering og normalisering er mulig, kun krævende i indsigt, tid, resurser og engagement. Det ville være bekvemt, hvis de to bøger kunne bidrage til indsigt i dette hos ansvarlige embedsmænd og politikere. Michael H Clemmesen, brigadegeneral, Center for Militærhistorie, Forsvarsakademiet. “Big Boy Rules: America’s Mercenaries Fightning in Iraq” af Steve Fainaru. Udgivet af Da Capo Press. 288 sider. Pris kr. 129,95 som Paper Back, kr. 209,95 som Hard Copy, Der findes efterhånden en del journalistiske bøger omkring krigen i Irak og brugen af private militære virksomheder. Den akademiske litteratur stiller som regel skarpt på samspillet mellem det statslige system og markedet, men glemmer de menneskelige historier, og det der kan læres af disse. Den journalistiske og dokumentaristiske dækning af soldaters oplevelser og dagligdag er øget med de internationale operationer i Irak og Afghanistan. I Danmark er det seneste skud på stammen filmen Armadillo, der blandt andet skabte debat om danske soldaters ’rules of engagement’. Disse beretninger fortæller om staten og udførelsen af, hvad man kan kalde statens forlængede voldsmonopol, det vil sige deltagelse i internationale operationer. Denne ’officielle’ krig dokumenteres fortsat. Big Boy Rules handler om den ’skjulte’ krig i Irak, de private militære virksomheders krig. Andre journalistiske udgivelser omkring private militære virksomheder, som f.eks. Jeremy Schills Blackwater undersøger primært virksomhederne, men Fainaru tager udgangspunkt i de enkelte personer og hans konklusioner er også mindre konspiratoriske. Det er en beskrivelse af kamphandlinger og tidligere militære opgaver som konvoj‐ og VIP‐beskyttelse, men klemt mellem markedskræfter og ressourceknaphedens virkelighed. Uanset om grundlaget for involveringen af private contractors i Irak var en neoliberal privatiseringsdagsorden eller et udtryk for manglende militære ressourcer, er noget ved at ændre sig fundamentalt i den måde, vi strukturerer militæret på, og den måde vi opererer 306 Nyt fra bogfronten •
internationalt. De individuelle contractors er fanget i et krydsfelt mellem den traditionelle statslige opfattelse af militær og sikkerhed, hvor de er uønskede og i den nye kontekst, hvor de kan være en væsentlig og måske endda uundværlig partner. Der er to historier i Fainaru’s bog. Disse to historier kan ikke fortælles uafhængigt af hinanden og er relevante for den danske militære kontekst på forskellige måder. Den ene historie handler om det juridiske tomrum, hvori private militære virksomheder opererede i Irak. Det er historien om de overgreb mod civilbefolkningen, der ikke kan prøves ved nogen domstol, og som i sidste ende sikkert har hæmmet den militære indsats og plettet det vestlige omdømme. Den anden historie er en parade af triste menneskeskæbner, der igennem prædikatet ’lejesoldat’ stilles udenfor samfundet og behandles med foragt, både af civile landsmænd og af systemet, der ansatte dem (f.eks. er det svært at finde officielle tabstal, der inkluderer private militære virksomheder). Denne portrættering af menneskene bag de private våben og logoer kunne degenerere til enten et epos for de ’usungne helte’ eller til beskrivelsen af et sandt rædselskabinet af ukontrollerbare skydegale psykopater. Bogens styrke er, at den har begge dele. Der er den unge tidligere faldskærms soldat, Jon Coté, med to udsendelser bag sig (Irak og Afghanistan). Efter sin hjemsendelse og et ihærdigt forsøg på at ’normalisere’ sig udviser han alle tegn på posttraumatisk stress syndrom. Blandt andet græder han sig selv i søvn om natten og har formøblet alle sine penge på spiritus og adrenalin‐sus. I et forsøg på at få sit liv tilbage på sporet ender han med at skrive kontrakt med den private militære virksomhed Crescent Security Group og vender tilbage til Irak. Fainarus bog følger ham, indtil han bliver kidnappet af oprørere sammen med sin gruppe. Dette er eksemplet på de soldater, som forsvaret svigter efter hjemsendelse og som drages tilbage til krigszonen. I den anden grøft er den usympatiske Jake Wasbourne, der med sin udtalelse om, at han ’vil slå nogen ihjel i dag’, inden han skal hjem på ferie i USA, nærmest udgør en uhyggelig arketype på en lejesoldat, som det er svært at føle andet en foragt for. Der er ingen tvivl om, hvor forfatterens sympati ligger i denne bog, men udover de nærmest beundrende beskrivelser af Coté og krigens menneskelige omkostninger fysisk og mentalt, sætter Fainaru bogstaveligt talt også kød og blod på de problemstillinger, der stadig præger det private militære område; • Manglen på rules of engagements for contractors. Noget der er fundamentalt for soldater og kan aflive efterfølgende tvivlsspørgsmål. • Manglen på den interne loyalitet, der skaber båndene mellem soldater. • Brud på våbenkonventioner; Crecent Security Group anskaffer våben på det sorte marked efter at lokalt ansatte har plyndret en våbenforsendelse med blandt andet AK‐
47. • Ikke‐eksisterende eller mangelfulde briefinger omkring trusselsniveau inden operationer sættes i værk. Det harmonerer ikke med den professionalisme, som den private sektor ofte berettiget eller uberettiget associeres med. • Mangel på helt så basale nødvendigheder som udrustning og forsyninger som årepres‐
ser, morfin og ordentligt pansrede kørerstøjer. • Hertil kommer brugen af lokalt ansatte, der ansættes til en brøkdel af den løn deres vestlige ’kolleger’ får og den sikkerhedsrisiko, der er forbundet med at ansætte lokale i en krigszone. 307 Nyt fra bogfronten •
Steve Fainaru’s bog viser de vigtige emner, der bør diskuteres i forbindelse med deltagelse i internationale operationer: Hvordan vi ønsker at involvere private kræfter og hvor stor nødvendigheden af en debat omkring målsætninger og regulering af dette område er. Men det er også stof til eftertanke i den efterhånden overvældede bunke af beviser for, at der mangler noget i vores veteranpolitik. Bogen er nok skrevet i en amerikansk kontekst, der måske/måske ikke er umiddelbart sammenlignelig med den danske kontekst. Men hvis den danske forsvars‐ og udenrigspolitik lægger op til et øget internationalt engagement, er det yderst vigtigt, at vi diskuterer den bedste anvendelse af de ressourcer, vi har, og vælger en strategi for, hvordan private aktører involveres og i hvilket omfang. Fainaru’s bog er læseværdig og godt skrevet, som var det skønlitteratur. At der er tale om virkelighed, gør oplevelsen mere skræmmende, men mere relevant, også for danskere. Christa H. Moesgaard, PhD Candidate, M.Sc. (Political Science), Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). ”Danske tilstande – Norske tilstande 1940 – 45”, redigeret af Hans Frederik Dahl, Hans Kirchhoff, Joachim Lund og Lars‐Erik Vaale. Udgivet af Gyldendal den 5. maj 2010. 408 sider. Pris kr. 349,95 (vejledende). 16 danske og norske forfattere beskriver og sammenligner de to landes forhold under besættelsen. Det er en ganske tankevækkende bog, hvis grundlag blandt andet er, at nogle kredse i Danmark drømte om ”norske tilstande”, medens visse kredse i Norge drømte om ”danske tilstande”. Forfatterne tager her udgangspunkt i direkte sammenligninger af de to besatte landes situationer. Som interesseret i besættelsestidens historie i begge lande får man vendt op og ned på en række begreber og opfattelser. Der er intet sensationspræget over de enkelte kapitler. Det er særdeles lødige historikere, som nøgternt analyserer de forskellige situationer og fremkommer med deres til tider noget overraskende konklusioner. Bogen er i øvrigt også velegnet som opslagsværk om besættelsestiden, og hvert selvstændigt kapitel afsluttes med en konklusion. Bogen kredser om det meget alvorlige hovedspørgsmål: ”Samarbejde eller modstand?” Danmark opgav militær modstand omkring kl. 8 om morgenen den 9. april 1940. I Norge kæmpede man mod de indtrængende styrker frem til den 10. juni 1940, og kongen og regeringen fortsatte deres arbejde i London. Det næste problem, som presser sig på, er spørgsmålet om, hvad var muligt inden for de givne rammer? Svaret får læseren løbende serveret igennem hele bogen, men tilføjet en række facetter og nuancer. Konklusionen er, at man ikke kan samarbejde og yde modstand samtidig. Man må træffe et valg. Hvis den danske regering for eksempel ikke beordrede politiet til at sætte voldsomt ind over for sabotører og anden illegal aktivitet, ville tyskerne selv tage sig af problemet, og det var heller ikke ønskeligt. Læseren præsenteres hele tiden for dilemmaer så som: Hvis vi samarbejder med tyskerne, kan vi så bevare produktionsapparatet intakt, bevare arbejdspladser og dermed undgå sociale problemer? Da man ikke rådede over råstoffer og brændstof til industrien, skulle tyskerne levere det, og det opnår man kun, hvis man producerer, det som tyskerne forlanger. Så er man i britisk optik krigsførende på tysk side. Det danske ønske gik på at bevare den eksisterende besættelsesordning fra 1940. Det var en forudsætning for fortsat at levere landbrugs‐ og industriproduktionen til Tyskland. 308 Nyt fra bogfronten •
Den siddende danske regering valgte et samarbejde, som løbende blev mere og mere anstrengt. Fra den 29. august 1943 ville politikerne ikke længere tage ansvaret, men et departementschefsstyre fortsatte i virkeligheden forvaltningen efter de hidtidige rammer. En af bogens interessante konklusioner om forholdene i Danmark er: ”Man gik på kompromis med demokratiet for at bevare det!” I Norge valgte man militær modstand, og dermed var Norge allerede fra starten anerkendt som allieret. Hermed skulle en modstandsorganisation altså ikke kæmpe aktivt for at blive anerkendt ligesom i Danmark. Da tyskerne havde sat sig fast i landet, overtog Quisling og hans nazi‐parti (NS‐partiet) regeringen, og i modsætning til i Danmark fik man nu i Norge en nazistisk regering. Terboven blev indsat som tysk administrator af landet, og her begynder så bogens interessante oplysninger at dukke frem. Norge ydede et væsentlig større bidrag til den tyske økonomi end øvrige besatte lande. Det drejede sig om den hjemmeværende skibsfart, værftsindustrien, tømmerproduktion, forskellige former for malm, aluminium, molybdæn, tungt vand, fiskeriet og ikke mindst produktionen af sprængstof. Forskellen på Danmark og Norge var også, at den danske regering – med sin begrænsede indflydelse – et stykke hen ad vejen kunne styre tysk anvendelse af dødsstraf, deportationer, terror og jødeforfølgelser. Scavenius, der jo ikke var folkevalgt, men udpeget til stillingen som udenrigs‐ og senere statsminister, sagde om de folkevalgte politikere, at de kun havde ringe forståelse for, hvilken vægt en stormagt som Tyskland lagde på varetagelsen af sine interesser, når den var i krig! Scavenius betragtede de folkevalgte politikere som opportunistiske, med manglende realitetssans og uden indsigt i storpolitiske forhold. Den norske modstandsbevægelse holdt sig meget tilbage og forventede primært at blive indsat i forbindelse med en allieret landgang i Norge. Derfor blev sabotageopgaver nedtonet og fandt med enkelte undtagelser kun sted i de større byer. Man var jo allerede anerkendt som allieret. Den norske medforfatter Lars Borgersrud skriver i sit kapitel om den norske modstandsbevægelse: ”I forhold til spørgsmålet om ’norske tilstande’ og ’danske tilstande’ kan der altså ikke være tvivl om, at den danske modstandskamp langt oversteg den norske i intensitet og styrke, i bredde og i praktiske resultater. Hvilket for så vidt er ret ironisk i betragtning af udgangspunktet”. Dog skal det nævnes, at de tyske repressalier i Norge var meget voldsommere end i Danmark, og de begyndte allerede i 1941. I Norge omkom 737 af de 771 internerede jøder, og det norske politi hjalp villigt til at anholde og deportere dem. Bogen slutter med en gennemgang af retsopgøret efter krigen. Også her kommer forfatterne rundt i alle hjørnerne af problemerne: Befolkningens retsfølelse, love med tilbagevirkende kraft, hævnfølelsen, behovet for at undgå selvjustits og lynchninger, små fisk og store fisk, dødsstraf, straf for at melde sig til tysk krigstjeneste m. m. De, der pressede på med krav om hårde straffe, havde som regel intet selv udrettet under besættelsen. Retsopgøret i Norge og Danmark ville man i dag betegne som ”Transitional Justice”, og det omhandler juridiske forhold under et regimeskift, der som oftest er præget af tidsnød og mangel på ressourcer. Hele den juridiske del af bogen er skrevet med et fantastisk overblik, som vidner om dygtige juristers medvirken. Det anføres, at historie jo opleves forfra, men skrives bagfra. Det er en fantastisk velskrevet debatbog, som beskriver mange problemer i et moderne demokrati, herunder at moral og etik er vanskelige størrelser at indpasse i ”real‐politik”, når store nationer presser mindre nationer. Bogen handler også om ”systemet” i begge lande. På trods af krigens erfaringer, kravet om nye forhold efter besættelsen etc. landede begge 309 Nyt fra bogfronten •
nationer med en demokratisk styreform, som ikke indeholdt markante ændringer i forhold til førkrigstidens. Med en barsk form for kynisme eller Machiavellisme stiller bogens forskellige bidragsydere ‐ direkte eller indirekte ‐ mellem linierne eller direkte i teksten det spørgsmål, som det hele drejer sig om: ”Hvad fik de norske og danske modstandsfolk og krigsdeltagere på allieret side egentlig ud af det?” Bogen er forsynet med omfattende noteapparat, henvisninger, kildefortegnelser og litteraturlister. Poul Grooss, kommandør, Center for Militærhistorie, Forsvarsakademiet. “The German Invasion of Norway - April 1940” af Geirr H. Haarr. Udgivet af Seaforth Publishing, Barnsley 2009, 474 sider, pris £ 18,72 (Amazon UK). Bogen er første bind af Haarrs nye, store værk om overfaldet og besættelsen af Norge i foråret 1940. Forfatterens daglige arbejde er som miljøprojektleder i Stavanger, men hans interesse for marinehistorie og energiske grundighed har dannet grundlag for en klar nyskrivning af begivenhederne. Med flid og overblik har Haarr dels inddraget den omfattende eksisterende litteratur og de trykte kilder, dels suppleret med arkivmateriale fra norske, britiske og tyske arkiver. I de første afsnit følger og forklarer Haarr baggrunden for begivenhederne, idet han følger udviklingen i Norge, Tyskland og Storbritannien samt ‐ hvor relevant ‐ i Danmark og Sverige. Der er tale om en ret traditionel analyse, dels ved at den vælger at lægge sig vel tæt op af Hubatsch’ tese om kapløbet mod Norge og operationens korte rødder, det vil sige uden at inddrage Salewskis og Gemzells dokumentation af det tyske forløbs baggrund i de foregående år. Analysen er også traditionel ved snarere at søge at dømme end at forklare. Haarr er klart motiveret af vreden over, at det gik, som det gjorde. Det skal dog samtidig understreges, at de kritiske vurderinger, som forfatteren kommer frem til, er både balancerede og velunderbyggede. Skylden for så vidt angår Norge spredes jævnt over politikere og uniformerede ansvarlige. Derimod har inddragelsen af britiske kilder åbenbart ikke været tilstrækkelig til, at det har været muligt at afdække rollefordelingen mellem marineminister Churchill, flådechefen Pound og hjemmeflådechefen Foster i forløbet lige op til samt i den første reaktion på den tyske landsætning. I resten af bogen følges landsætningerne fra syd i Oslofjorden til nord ved Narvik, hvorefter forfatteren til sidst behandler de effektive britiske undervandsbådsoperationer i Kattegat og Skagerrak. Fremgangsmåden har den fordel, at disse deloperationer som cases kan læses næsten uafhængigt af hinanden, men ulempen er, at muligheden for at følge sammenhæng og kronologi undergraves. Som i den generelle del følges beskrivelsen af begivenhederne op af en analyse, der leder til en karaktergivning til de forskellige involverede chefer og enheder. Også her kan man sige, at bedømmelsen af den taktiske indsats er velunderbygget, men samtidig ikke strengt nødvendig. Det havde været mere interessant i højere grad at få klarlagt baggrunden for den viste mere eller mere hensigtsmæssige optræden. På et område lever forfatteren dog i sin analyse på dette punkt op til anmelderens forventninger. Han argumenterer overbevisende for, hvorfor det er så vanskeligt for flådens skibes kanon‐ og torpedobesætninger at skyde virkningsild, selv efter de indtrængende skibes nationalitet og taktiske mål er klart fastlagt: Det er simpelthen for vanskeligt hurtigt at 310 Nyt fra bogfronten •
gennemføre det drastiske skift fra beskyttende neutralitetshævdelse til effektiv våbenvirkning for at sænke og dræbe. Det, som han derimod ikke forklarer, er forskellen på denne optræden og kystartilleristernes, hvor det er andre faktorer, der gør, at deres våben ikke flere steder får samme virkning som Oscarborgs gamle kanoner og torpedoer. Forfatteren har prisværdigt valgt at udgive på engelsk og gøre dette på et forlag, der har specialiseret sig i udgivelsen af maritim historisk litteratur. Dette sidste gør det ret uforståeligt, hvorfor bogen alligevel stedvis er stærkt skæmmet af usikker anvendelse af engelsk og herunder ikke mindst generel militær og maritim terminologi. Det kunne forlaget have undgået ved at lade en pensioneret britisk søofficer gennemskrive manuskriptet. På trods af disse forskellige forhold anbefales bogen som den entydigt bedste beskrivelse af marineoperationerne under det tyske overfald. Michael H Clemmesen, Brigadegeneral, Center for Militærhistorie, Forsvarsakademiet. ”Sanningen om Ubåtsfrågan. Et försök till analys” af Bengt Gustafsson. Udgivet af Santérus, Stockholm 2010. 389 sider. Pris ved køb fra forlaget: 319 SKR. Den tidligere svenske forsvarschef, general Bengt Gustafsson, har tidligere skrevet om ubådskrænkelserne ved de svenske kyster fra begyndelsen af 1980’erne. Det skete dels i 2005 i den danske presse som reaktion på, at DIIS beretning om Danmark under den kolde krig videreformidlede den norskansatte svenske fredsforsker Ola Tunanders konspirationsteorier. Tunander havde bl.a. skrevet, og gentager stadig, at krænkelserne i alt væsentligt var lavet af vestlige undervandsbåde, og at dette skete i samarbejde med de ledende svenske søofficerer, der der igennem undergravede den svenske regerings afbalancerede neutralitetspolitik. Gustafsson fremlagde samme år i samlet form sin argumentation om begivenhederne i pjecen Ubåtsfrågan – sanningen finns i betragterens öga. Senere har den energiske general arbejdet på at løse en indtil videre næsten umulig opgave: At opbygge et troværdigt billede af den sovjetiske krigsplanlægning mod Finland og Den skandinaviske Halvø i Leningrad Militærdistrikt og TVD Nordvest. I denne planlægning rådede man blandt andet over den ene af de delflåder, som den sovjetiske Østersøflåde etablerede i krig. I den anden delflåde indgik også de polske og østtyske krigsmariner. Rekonstruktionen er i meget høj grad vanskeliggjort af planlægningens rent sovjetiske karakter. Der indgik her i modsætning til længere mod syd ikke styrker fra lande, der senere er blevet medlem af NATO, og hvor man derfor relativt frit kan søge oplysninger i arkiver og hos overlevende aktører fra perioden. Denne analyse er genoptrykt i denne bogs afsluttende del, og den er en del af grundlaget for den første del. Gustafsson starter med at citere André Gide, at man skal tro dem, der søger sandheden, men betvivle dem, som finder den, det vil sige Tunander og hans meningsfæller. Selv gør han næsten overdrevent beskedent klart, at han kun kan analysere og sandsynliggøre, ikke endeligt konkludere. Dette sidste må overlades til fremtidige forskere, der kombinerer distance til perioden med den fulde kildeadgang, der blev ham nægtet. Generalen har under sine undersøgelser udnyttet det forhold, at de afgørende krænkelser skete før hans egen embedsperiode som forsvarschef. Han er ikke bundet af tavshedspligt, fordi han dengang ikke blev orienteret af de kolleger og politikere, der vidste noget. Samtidig har det den fordel, at han kender periodens nøglepersonligheder, og medens han ikke har fået adgang til den svenske efterretningstjenestes arkiver om sagen, 311 Nyt fra bogfronten •
bliver det ved læsningen klart, at mange af de overlevende svenske aktører i stor udstrækning har bidraget med deres viden. Gustafsson har så med et meget stort overblik kritisk sammenholdt deres udsagn med information fra samtaler med baltiske tidligere sovjetofficerer og kolleger i Vesten samt informationerne fra det omfattende skriftlige grundlag fra de tidligere undersøgelser af krænkelserne og den relevante litteratur. Ved arbejdets begyndelse havde han stillet sig spørgsmålet at besvare tre spørgsmål. For det første om der overhovedet er sikkerhed for, at der fandt krænkelser sted dybt inde på svensk farvand. For det andet hvem der var ansvarlig. Det tredje spørgsmål er, om ”U137”‐
krænkelsen ved Karlskrona i efteråret 1981 var forsætligt. Spørgsmålene analyseres og behandles så grundigt, som det er nødvendigt for at give et logisk og velunderbygget svar. Dette gør, at langt den største indsats er blevet lagt på at diskutere nationalitetsspørgsmålet. Herunder gør Gustafsson læseren den tjeneste, at han dels beskriver rødderne i 2. Verdenskrig til Sveriges senere kombination af en formel neutralitetspolitik og en diskret integration i det vestlige forsvarssamarbejde under hele den kolde krig. Han supplerer gennem sine interviews det billede, der i det sidste par årtier er skabt og tegnet af samarbejdet med Vesten. Således gør han det sandsynligt, at det maritime samspil diskret fortsatte, efter at det var blevet afbrudt på alle andre områder. Indirekte er det emne, generalen behandler i bogen, langtidsvirkningen af det at være neutral på det liberalt tænkende menneske. At det ikke er et specielt svensk problem, blev anmelderen først klar over under et samarbejde med hollandske historikere om en sammenlignende analyse af nordeuropæiske, neutrale småstater under 1. Verdenskrig. Hollænderne så stadig neutralitetsperioden som et ideal. Senere fulgte min indsats for at opnå en forståelse af de norske og danske politiske eliters syn i mellemkrigstiden på, hvad der havde holdt deres lande uden for Verdenskrigen. Hos det liberale menneske opstår og fastlåses den opfattelse, at neutralitet ikke blot er en pragmatisk udenrigspolitisk ramme, der skal hindre, at krigens ødelæggelser når småstaten. Det bliver til en hellig dyd, som man bilder sig ind har en moralsk afskrækkende virkning, der gør stormagternes strategiske overvejelser og behov irrelevante. Neutraliteten skal beskyttes betingelsesløst mod forurening selv i situationer, hvor konflikten er mellem et umenneskeligt totalitært system på den ene side og beslægtede liberale demokratier, hvis overlevelse småstaten er afhængig af, på den anden. At engagere sig i én side i en konflikt mellem to andre er både uhensigtsmæssigt og forkasteligt. I Sverige kom via de sidste tyve års forskning en ubehagelig blottelse af, at landets neutralitet mellem den amerikanske kapitalistiske imperialisme og den lidt vel undertrykkende realiserede socialisme havde været en grumset løgn. Som i 1. og 2. Verdenskrig havde man også i den kolde krig ført pragmatisk, umoralsk dobbeltpolitik. Det var umuligt at se i øjnene for en progressiv liberal, at man blot havde været opportunistisk selvtjenende helligt beskyttet af den relativt gode side uden at vise denne side solidaritet. Det kunne ikke accepteres og måtte bortforklares som højreorienteredes og militæres manipulation, forræderi og konspiration, specielt mod den europæiske tredje vejs ledende bannerfører: Olof Palme. Dette er den reelle ramme for striden om sandheden om de dybe ubådskrænkelser, hvor Gustafsson kommer med flere nye mulige forklaringer på baggrund og motiverne for, at Sovjetunionen gennemførte undervandsoperationer i de nordiske kystfarvande, men specielt i de svenske. Jeg kan kun anbefale bogen varmt til alle, der fortsat ønsker at søge sandheden om Nordens situation under den kolde krig. Dem, der allerede har valgt sandheden, er næppe 312 Nyt fra bogfronten •
bogens målgruppe. Gustafsson skriver i et klart og for medskandinaven let læseligt svensk, og han behandler alle dem, som han gennem sin analyse må være uenige med, med den modne gentlemans fairness. Michael H Clemmesen, Brigadegeneral, Center for Militærhistorie, Forsvarsakademiet. ”Kannibaløen” af Nichlas Werth. Udgivet på Gads forlag den 10. maj 2010. 256 sider, inkl. forord ved Samuel Rachlin. Pris kr. 249 (vejledende). Det er som sådan glimrende tænkt, at der ikke er blevet taget et grundigt nok opgør med Stalin i Rusland, men denne bog er oprindeligt udgivet på fransk, så det er svært at se, hvordan den kan påvirke historiesynet i Rusland andet end indirekte. Faktisk er det efter min erfaring, at ”østfronts‐historiekulturen” peger meget på tyskernes frem for russernes lidelser, og at Sovjetstyrets grusomhed mod egne borgere endog er meget kendte i vor del af verden. Derfor er det lidt svært at se, hvordan Samuel Rachlins skyhøje ambitioner på bogens vegne, om for alvor at bryde Stalin‐tidens propaganda ned, skal kunne indfris. Bogens titel og beskrivelsen bagpå giver indtrykket af, at hovedemnet er øen Nazino, og endda at kannibalisme snart florerede. Der er en snart gammel fransk tradition for at dramatisere noget, der i grunden er sagligt nok, jævnfør andre ”klassikere” inden for at afsløre kommunistiske forbrydelser, såsom ”L’Utopie Meurtrière” (den morderiske utopi) fra 1980. Formodentligt har ”Sovjetiske deportationer til Sibirien 1933‐1937” lydt forfærdeligt tørt, men det er, hvad bogen handler om. Selve Nazino beskrives kun i bogens indledning og sidste kapitel. I dette sidste kapitel gøres der endog opmærksom på, at det kun var nogle bestemte fanger, endog tidligere mistænkte for noget lignende, der blev drevet til kannibalisme. De gængse, mindre sensationalistiske forbrydelser var nogle helt andre og meget mere grundlæggende, nemlig lemfældighed, sjusk, fravær af forberedelse, og at der kun alt for ofte blev foretaget undersøgelser af forholdene, ja endog fundet beviser for, at der var tale om fejl‐deporteringer, men ingen beslutninger blev taget. Åbenbart evnede ingen at følge konklusionerne fra deres rapporter til dørs, undtagen en vis Velitjko, der således bliver beviset for, at Stalin kendte til forholdene, men intet foretog sig. Chefer der ikke kunne forstå, at byboer ikke havde hverken værktøj eller evner til at bygge huse fra grunden, var også et almindeligt problem. Konklusionen er skræmmende i kraft af sin banalitet: Grov forsømmelighed fra de involverede OGPU‐folks ledelse, fra top til bund – bestemt Stalin inklusive. Der er en hel række små detaljer, der er særligt bemærkelsesværdige: • Hvor underbemandet og underforsynet ordensmagten var. • Lange og velvalgte citater (til hvilket man dog må spørge, om en kildesamling med indledning ikke havde været på sin plads, i stedet) • At de mange regler og forordninger og den strenge kontrol på det nederste niveau, traditionelt har skygget for, at det var fraværet af kontrol, der kendetegnede deportationerne, uden at dette selvfølgelig betyder, at Sovjetstyrets kontrol‐mani ikke også var et vedvarende problem. Der er dog en række ting, der kunne og burde have været taget højde for: Navneliste og en meget længere ordliste. Som den er nu, kræver bogen allerede en vis viden om Sovjet i 313 Nyt fra bogfronten •
forvejen. Der savnes billeder, især fordi der er så mange konkrete personer beskrevet, som der endda eksisterede fotos af. Dette kan godt skabe en uheldig afstand til begivenhederne. Navnlig i saglige bøger som denne, bør og kan billeder kunne bringes af andet end morbid interesse for folks lidelser. Ser man altså bort fra den måde, hvorpå bogen er blevet solgt, træder den frem som en saglig og omfattende undersøgelse af grundlaget for og udførelsen af de sovjetiske deportationer til Sibirien. Hvad der er mest interessant for dette tidsskrift, er en grundig beskrivelse af en borgerkrigstilstand, der varede lige op til 2. verdenskrig, selv om den ikke rigtigt kan kaldes for en militær konflikt. Kildehenvisningerne er mange og udførlige nok til at interessere seriøse forskere (og her er vitterligt tale om solid primær litteratur), og bogen er velskrevet nok til at kunne have en bred appel – for læsere af Montefiores Stalin‐biografier, vil den være et skridt væk fra Kremls indspiste kredse og ud til de almindelige mennesker, som deres lederes inkompetence kostede alt. Bogens største force er, at vi nok får nogle rå data på bordet, for at vi kan få anskueliggjort omfanget af forbrydelserne, men at der også følges en række personers skæbne, så de virkelige lidelser ikke blot drukner i en mængde, der let kan virke talløs. Således er bogen alt i alt at betragte som vellykket, både faghistorisk, populært, kvantitativt og kvalitativt. Rasmus Wichmann, praktikant, Center for Militærhistorie, Forsvarsakademiet. ”Dansk viden 1941 – 1945 om Holocaust – belyst ved den illegale presse” af Palle Andersen. Udgivet den 4. maj 2010 af Syddansk Universitetsforlag. 195 sider illustreret. Pris kr. 148. Emnet er meget interessant, om end det er ganske vanskeligt at håndtere. Frem til det tyske overfald på USSR den 22. juni 1941 fik jøderne en meget hårdhændet behandling i Tyskland og i de besatte lande. Mord forekom, men på det tidspunkt var udryddelsen ikke sat i system. Angrebet på USSR var et opgør med ”den jødisk‐bolsjevikiske” fjende, og hermed startede det folkemord, som ved den senere Wannsee‐konference den 20. januar 1942 blev fastlagt i detaljer og med ”produktionsmål”. Bogens hovedspørgsmål er: ”Hvad vidste man i Danmark under besættelsen om alt dette?” Ved gennemlæsning af illegale blade fra ”Historisk Samling fra Besættelsestiden” har forfatteren dannet sig et overblik over, hvad der blev formidlet af informationer. Jo længere man kommer frem i besættelsestiden, jo nøjagtigere bliver informationerne. Ind i mellem har en læser af et illegalt blad kunnet skaffe sig oplysninger om KZ‐lejre og om systematiske mord på jøder. Til gengæld havde de daværende læsere ingen som helst muligheder for at efterprøve nyhederne, og der var jo rigeligt med falske informationer i omløb. Dermed kommer man som læser af denne bog frem til en underlig konklusion: ”Ja, Danmarks befolkning havde fået oplysning om jødeudryddelsen, men befolkningen havde ikke mulighed for at kontrollere oplysningernes ægthed”. Særlig interessant er det at følge principperne i nyhedsformidlingen i USSR, USA og Storbritannien. Her fik man kendskab til jødeudryddelser, men de skulle i propagandaens tjeneste helst tage sig ud som tyske overgreb mod de lokale befolkninger. Så var det nemmere at mobilisere noget modstand mod tyskerne. Dog skal det også siges, at det totale 314 Nyt fra bogfronten •
omfang af jødeudryddelser først begyndte at stå helt klart med den første sovjetiske erobring af en udryddelseslejr i 1944. Bogen er udgivet med støtte fra en række fonde. Den er forsynet med noter og litteraturliste. Poul Grooss, kommandør, Center for Militærhistorie, Forsvarsakademiet. ”Den militære flyvnings udvikling i Danmark 1910-1932” af Jan O. Kongstad. Udgivet af Syddansk Universitetsforlag, Odense 2008. 167 sider. Pris ved køb fra Nyboder Boghandel: 175,‐ kr. Kongstads lille bog er et bearbejdet historisk speciale fra Syddansk Universitet, endnu et symptom på den plads, som militærhistorien i det seneste årti har fået blandt studerende ved de historiske institutter i København, Roskilde og ikke mindst i Odense. Bogen kan forhåbentligt også inspirere til yderligere studier her kun to år før hærens og marinens flyvnings 100 års‐jubilæum. Den supplerer og nuancerer Poul E. Ancker: ”De danske militære flyverstyrkers udvikling 1910‐1940. Bind I” fra 1997, bl.a. gennem inddragelse af yderligere kilder. Bogen behandler forspillet før 1. Verdenskrig og den accelererede udvikling under denne og lægger med rette stor vægt på nøglepersoners rolle, både de praktiske pionerers og nogle af de folk, der i værnenes hovedstabe og i de militære ministerier var åbne for den fremtidige betydning af flyvemaskinen. Bogens hovedbidrag ligger imidlertid i behandlingen af udviklingen i 1920’erne, det vil sige i årene frem mod 1932‐ordningen, hvor begge værns økonomiske situation var fortvivlet og blev endnu værre, da den internationale krise ramte landet efter 1929. Forfatterens helte er de ledende personer, der tidligt anbefalede etableringen af et samlet, selvstændigt flyvevåben, herunder den dynamiske Grønlandsforsker og generalstabsofficer Johan Peter Koch og senere kontreadmiral, Direktør i Marineministeriet, Hjalmar Rechnitzer. Kongstad har dog ikke helt erkendt, at det for Rechnitzers vedkommende primært var drevet af marinens helt fortvivlede materielsituation, hvor det for admiralen var afgørende at reducere hæren til en grænsevagt, så man selv med det forventeligt yderligere reducerede samlede forsvarsbudget kunne udspare penge til bygning af nye artilleriskibe (der i øvrigt var i logisk konflikt med hans grundlæggende forsvarskoncept, hvor Danmark kun skulle markere, ikke forsvare neutraliteten). Rechnitzers motiv ville have stået klarere for Kongstad, hvis hans studie var ført ti år længere frem, hvor det primært blev hæren, der støttede idéen om et selvstændigt flyvevåben, nu som forudsætning for et fungerende jagerluftforsvar af København, (primært en hæropgave). Dette er imidlertid sammen med en konstatering af bogens grafiske figurers forenklede og til tider fejlagtige illustration af myndighedsansvar kun en begrænset kritik af bogen. Den giver i øvrigt et godt, balanceret og mange steder nyt billede af dansk militær flyvning i en for de involverede både usikker og meget vanskelig periode. Michael H Clemmesen, brigadegeneral, Center for Militærhistorie, Forsvarsakademiet. 315 Nyt fra bogfronten •
”Dansk orlogshistorie 1510 – 2010” af orlogshistoriker Hans Christian Bjerg. Udgivet af Statens Forsvarshistoriske Museum. 192 sider illustreret. Pris kr. 100. Bogen blev præsenteret i Asia House på Indiakaj i København den 1. juni 2010. Den engelske udgave, ”A
History of the Royal Danish Navy 1510 – 2010”, blev præsenteret den 6. august 2010. Begge udgaver er udgivet med støtte fra ØK’s Almennyttige Fond. Bogen er skrevet af Flådens officielle historiker Hans Christian Bjerg. Det er en kronologisk gennemgang skrevet i anledning af Flådens 500‐års jubilæum den 10. august 2010. Indledningsvis behandles landets forsvar til søs før etableringen af den officielle flåde i 1510. Forfatteren forklarer derefter, hvorfor der i Danmark, ligesom i det øvrige Europa, på grund af den tekniske udvikling etableres statslige eller kongelige flåder. Herefter følges udviklingen, hvor fjenden langsomt skifter fra at være Lübeck til at være Sverige, og det går der nogle år med. Christian IV beskrives som ”flådekongen”, der fra barnsben var opfostret med rigskansler Arild Huitfeldts ord, om ”at Flåden vil jeg ikke tale om, da hver mand ved, den er fornøden……” Kongen beskæftigede sig personligt med krigsskibsbygning, kanonstøbning og bygning af den nye flådebase eller ”Tøjhus” på Slotsholmen. Han deltog ivrigt i sejlads med Flåden og var ofte i Norge. Han deltog endvidere i en sejlads med syv orlogsskibe til England og sørgede for, at Flåden blev sendt ud for at skaffe kolonier til Danmark. Flåden oplevede en storhedstid frem til 1644, men efter en indledende flådesejr ved Kolberger Heide – hvor der alene på dansk side deltog 11 admiraler ‐ blev Flåden i et følgende slag kort tid efter nærmest udslettet, og hermed begyndte Danmarks lange nedtur fra stormagtstatus. Hannibal Sehesteds testamente fra 1666 er værd at lægge mærke til: Han anbefalede kongen at forøge Danmarks maritime potentiale, fordi: • Flåden var nødvendig for at vedligeholde forbindelsen mellem landsdelene, • orlogsskibene selv kunne indvinde en del af deres anskaffelsesudgifter ved at eskortere handelsskibe og medbringe fragt, • hæren kun tærede på landets midler uden at gøre en lignende nytte, • det kun var til søs, at Danmark kunne slå Sverige og • Flåden var det eneste attråværdige for en alliancepartner”. Herefter følger en beskrivelse af Den skånske Krig og opbygningen af den nye base Nyholm under ledelse af Niels Juel. Herefter skildres Den store Nordiske Krig og den efterfølgende periode, som vel var den dansk – norske flådes storhedstid. Holmen var Danmarks største og højst udviklede arbejdsplads. En af nøglepersonerne i 1700‐tallet var general‐admiral‐løjtnant Frederik greve Danneskiold‐Samsøe, der var flådens store administrator og reformator. Englandskrigene med Slaget på Reden, Københavns bombardement, ”Flådens ran” og kanonbådskrigen sætter en stopper for landets indtjening. Her er en god beskrivelse af såvel de store linier i krigen som detaljer omkring brugen af kanonchalupper og kanonjoller. Efter napoleonskrigene står et forarmet Danmark tilbage uden Norge, uden flåde og uden penge, så genopbygningen med en ny flådeplan 1815 tager tid. En passant oplyses, at i 1840 – 1841 sendes korvetten Bellona blandt andet til Buenos Aires, hvor et besøg af diktatorens datter giver balletmester Bournonville inspiration til balletten ”Fjern fra Danmark”. Kom ikke og sig, at flåde og kultur ikke går hånd i hånd. I de to følgende krige blokerede Flåden de tyske havne, men efter 1864 gik det rigtig galt, selv om Flåden havde 316 Nyt fra bogfronten •
skaffet det eneste lyspunkt i krigen med Suenssons sejr over en østrigsk flådestyrke ved Helgoland. Herefter kommer en udvikling, som er præget af en voldsom teknisk udvikling, hvor det lykkes for Danmark, takket været indsigtsfulde chefer og ingeniører, at kunne følge med. Udviklingen beskriver kort Flådens forhold under Den første Verdenskrig, de to katastrofale nedskæringer i 1922 og 1932 samt oplægget til besættelsen. Der gøres en del ud af forholdene i forbindelse med besættelsen, de første år under besættelsen, sænkningen af Flåden i 1943 og modstandskampen og personellet i allieret tjeneste. Det historiske er ført videre med Den kolde Krig og perioden helt frem til i dag. Det er en flot, let læst og overskuelig bog, som er forsynet med mange illustrationer, der på udmærket vis beskriver hele Flådens historie. Der er mange nyttige detaljer så som sproget i Flåden gennem tiden, Flådens forskellige betegnelser, rekrutteringen, skibsbygningen, våbenudviklingen, søofficersuddannelsen m. v. Den er tillige forsynet med gode citater, og på grund af den kronologiske opbygning er den nem at anvende som opslagsværk. Den finansielle støtte har muliggjort en udsalgspris på kr. 100, som må siges at være noget af et kup for så smuk en bog, som burde pryde ethvert dansk hjem. Med den engelske version har Flåden fået en særdeles god gaveide til udlændinge. Oversættelsen er i sig selv lidt af en præstation, og den har været en udfordring for såvel forfatteren som oversætteren, Vivian Hovmand. Når man for eksempel skal oversætte en 1700‐tals kommission, som ikke har sin lige i England, til engelsk, så kan der hurtigt opstå forståelsesproblemer. Også den engelske udgave fortjener stor ros. Poul Grooss, kommandør, Center for Militærhistorie, Forsvarsakademiet. ”Danmarks største søhelte” af Thomas Lyngby, Søren Mentz, Søren Nørby og Jakob Seerup. Udgivet den 3. maj 2010 af Gads Forlag. 280 sider illustreret. Pris kr. 299 (vejledende). De fire yngre historikere har kastet sig over Danmarks glorværdige fortid på havet og herunder søgt at belyse heltebegrebet og stillet sig selv spørgsmålet: ”Hvad er det, der skaber heltenes ry og eftermæle?” Nogle af søheltene er nationale symboler, medens andre måske er ukendte. Vores viden om 1500‐tallets søhelte er måske beskedent, men herefter ved man noget mere om de pågældende, og om nogle af dem er der kommet hidtil ukendte sider frem. Om 1500‐tallets admiral Søren Norby kan siges, at grænsen mellem betegnelsen søhelt og sørøver nok er lidt uklar, men han var under alle omstændigheder med, hvor der skete noget. Christian IV får en pæn omtale som søhelt. Specielt hans optræden under slaget ved Kolberger Heide fortjener omtale, hvor han såres alvorligt, men ikke desto mindre udviser godt lederskab. Der pyntes også lidt på hans eftermæle, som i perioder har været udsat for megen kritik. Historien om Peder Bredal er spændende og farverig. Han avancerede fra menig matros til viceadmiral udelukkende på grund af sine fortjenester, og han faldt i kamp som viceadmiral under entringen af et svensk skib i Sønderborg. Hans forsvar af de indefrosne skibe i Nyborg Fjord og den følgende evakuering ud på åbent hav gjorde ham til nationalhelt. 317 Nyt fra bogfronten •
Cort Adeler og Niels Juel i den følgende periode har begge deltaget i utallige krige, men de har også sat sig store spor i den hjemlige organisation af Flåden. Ivar Huitfeldts levnedsløb ved man en masse om, men hvad der egentlig skete om bord i linieskibet Dannebroge den 4. oktober 1710 i Køge Bugt ved man til gengæld ikke ret meget om, men nationalhelt i såvel Norge som Danmark, det er han. Tordenskiold får selvfølgelig omtale, tillige med en af hans mere ukendte norske våbenfæller, den jævnaldrende søofficer Michael Tønder, som senere bliver viceadmiral. Det var ham, der først fik det ene ben skudt af og nogle år senere fik skudt træbenet af. Den sidste hændelse pinte ham! Fra den samme krig omtales en af de mindre kendte søhelte, som til gengæld fortjener noget mere omtale. Forfatteren nævner om viceadmiral Just Juel, at den eneste grund til at han ikke har fået et skib i Flåden opkaldt efter sig er, at der normalt er opkaldt et efter hans slægtning Niels Juel. Just Juel var kommandørkaptajn og marineattaché i Sankt Petersborg fra 1709 – 1711. Han faldt som viceadmiral i slaget ved Rügen i 1715. Fra Englandskrigene er der især omtale af Olfert Fischer, Steen Bille og den unge Peter Willemoes. Fra Danmarks to følgende krige er det Edouard Suenson, der beskrives som en beslutsom, dygtig og respekteret leder, både som sømand og søkriger. Hele Flådens aktion den 29. august 1943 beskrives som en kollektiv heltegerning, hvori viceadmiral A. H. Vedel har fået sin ganske særlige plads. Han havde fået det vanskelige hverv af regeringen at samarbejde med tyskerne. Over for de allierede skulle han bevise, at Danmark ikke stod på tysk side. Det var en særdeles vanskelig balanceakt, som hans tyske modpart, admiral Wurmbach, respekterede. Som forfatteren rigtigt konstaterer: ”At Vedel overlevede dette samarbejde er vel i grunden årsagen til, at intet skib i Flåden i dag bærer hans navn!” Bogen er forsynet med register, litteraturliste og billedhenvisninger. Den kan læses kronologisk, eller man kan udvælge sig en søhelt og læse om ham. Udgivelsen er blevet til i et samarbejde mellem Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg, Statens Forsvarshistoriske Museum og Marinens Bibliotek. Komiteen bag ”Flåden 500 år” samt en række fonde har sikret udgivelsen. Poul Grooss, kommandør, Center for Militærhistorie, Forsvarsakademiet. ”Dansk orlogsheraldik – Søværnets og Marinehjemmeværnets Våbenskjolde 1959 –
2010” af orlogshistoriker Hans Christian Bjerg. Udgivet af Statens Forsvarshistoriske Museum i juli 2010. 297 sider illustreret. Bogen forhandles af Nyboders Boghandel og sælges også via Statens Forsvarshistoriske Museum på thm@thm.dk. Pris kr. 300. Som det fremgår af bogens titel er våbenskjolde for søværnets skibe blevet indført i 1959, hvor de første heraldiske våbenskjolde blev godkendt af kong Frederik IX. Herefter er der langsomt opstået en tradition, og siden 1989 har Marinehjemmeværnets mange enheder også fået våbenskjolde. Den danske tradition for våbenskjolde kan føres tilbage til udsmykningen af nogle af linieskibene fra 1700‐tallet, blandt andet skibe opkaldt efter Elefantordenen og Dannebrogsordenen. I det følgende århundrede indgår der også udsmykning på orlogsskibenes agterspejl, som minder om våbenskjolde. Omkring afslutningen af Den første Verdenskrig indførte Royal Navy våbenskjolde for hvert af de større skibe, og det var kronet med den britiske ”flådekrone”, ”Corona Navalis”. 318 Nyt fra bogfronten •
Omkring 1950 ønskede man fra dansk side også at indføre heraldisk udformede våben til skibe og myndigheder. I forvejen havde man siden 1800‐tallet benyttet ”anker og krone”‐
symbolet, og et segl fra det kombinerede Admiralitets‐ og Commissariats‐Collegium blev benyttet af Chefen for Søværnet. Dermed havde man nogle heraldiske udgangspunkter. I de indledende kapitler kan man læse om principperne for udarbejdelsen af våbenskjolde, og hvorledes man vælger farver, form og udsmykning. De heraldiske regler for farvevalg har bestået i 800 år, så dem er der ingen grund til at gå uden om: Man må bruge fire farver: Rød, blå, sort og grøn. Hertil kommer brugen af guld og sølv. Man kan også studere selve processen med udarbejdelsen af et våbenskjold for et nyt skib. Søværnets Heraldiske Arbejdsgruppe har siden 1991 arbejdet under den siddende jagtkaptajn, og alle våbenskjolde skal inden brug approberes af majestæten. For feinschmeckere er der et helt kapitel kaldet ”Heraldisk ordliste”, hvor man kan læse i detaljer om sjældne begreber og gloser så som blasonering, bjælker, dekster, oddet, orle, sinister, skjoldfod samt de anerkendte farver med RAL numre og CMYK værdi. Våbenskjoldene indgår i udsmykningen af skibene, og et af formålene er at støtte samhørigheden mellem flåden i fortid og nutid. I mindre format kan de bruges til udsmykning i messer, bruges som gaver og medvirke til at udbrede kendskabet til Flåden og dens traditioner. Alle disse principper er grundigt beskrevet i bogens indledende kapitler. Herefter følger så en gengivelse af hvert enkelt våbenskjold, som har fået tildelt en side hver. Først bringes kongeskibet og herefter kommandoer og eskadrer, skibe, skoler, kurser, forter etc. Bogen er udgivet i samarbejde med Søværnets operative Kommando og Marinehjemmeværnet. Den er blevet til på et grundlag skabt af daværende adjudant for Chefen for Søværnet i 1981, kaptajnløjtnant Henrik Muusfeldt. Udgivelsen har fået støtte fra en række fonde. Det er en ganske flot og lærerig bog. Poul Grooss, kommandør, Center for Militærhistorie, Forsvarsakademiet. ”Motortorpedobådene af FLYVEFISKEN-klassen” af Tom Wismann. Udgivet af forlaget Steel & Stone Publishing den 10. august 2010. Kan bestilles på www.flaadensskibe.dk eller tlf. 22 87 20 29 (aften) eller indkøbes i Nyboder Boghandel. 48 sider illustreret. Pris kr.120. Heftet om FLYVEFISKEN‐klassen er nr. 6 i serien om Flådens Skibe, og det er som de fleste i serien skrevet af maskinmester Tom Wismann. Som professionel har han en særdeles stor indsigt i skibsbygning og maskineri, og det er en fornøjelse at læse hans små bøger. Indledningsvis fortæller han om baggrunden for bygningen af de første motortorpedobåde under Den første Verdenskrig, og derpå om deres introduktion i den danske flåde efter 1945. FLYVEFISKEN‐klassen blev bygget på de gode erfaringer man havde med de tyske Schnellboote eller E‐Boats, hvoraf man overtog 20 i årene efter krigen. De er stort set kopier af de tyske både, men der blev indført enkelte forbedringer. Der blev bygget seks i alt under et amerikansk våbenhjælpeprogram. Tre skrog blev bygget i Frederikssund og tre på Orlogsværftet, men alle bådene blev færdigudrustet på Orlogsværftet i perioden 1954 – 1955. Bogen beskriver meget nøje, hvorledes en sådan båd blev bygget. Senere følger beskrivelse af bådenes operative indsættelse, våbensystemer, dagliglivet om bord, kollisioner etc. Alt i alt et godt bidrag til væsentligt indblik i efterkrigstidens flåde. 319 Nyt fra bogfronten •
Forfatteren har forsynet bogen med et velvalgt og righoldigt billedmateriale, hvoraf enkelte er i farver. Der er desuden kopi af tegninger samt ”Orlogsværftets datablad” for skibstypen. Endelig er der en kort beskrivelse af hver af bådenes levnedsløb. Hvis anmelderen virker overstrømmende i sin begejstring for bogen, kunne det muligvis skyldes en fortid som skibschef i en af bådene. Poul Grooss, kommandør, Center for Militærhistorie, Forsvarsakademiet. ”Fredericia Fæstnings Historie” af Bjørn Westerbeek Dahl og Erik Housted. Udgivet af Landskomiteen til renovering af Fredericia Vold og Lokalhistorisk Forlag, Fredericia 2010. Bind 1: Tiden indtil 1700. Bind 2: Tiden 1700‐1847. Bind 3: Tiden efter 1847. Samlet 684 sider illustreret. Pris kr. 498. Dette værk om Fredericia Fæstning er ikke kun den nok endelige, detaljerede og meget velskrevne historie om Danmarks næstvigtigste, men normalt forældede og forsømte fæstning. Det er også indirekte blevet en bred fortælling om hærens garnisonsbyers historie fra midten af 1600‐tallet indtil 1. Verdenskrig. Det skyldes, at sideantallet og forfatternes omfattende forskning har gjort det muligt både bredt og i detaljer gennem korte billeder at følge udviklingen i garnisonen og dennes forhold til både omegnens og den kun meget langsomt voksende fæstningsbys befolkning. Værkets A4‐format har gjort det muligt at illustrere det særdeles smukt med kort samt billeder af hovedpersoner og begivenheder, men har også gjort det nødvendigt at dele bogen for at undgå, at den skulle blive uhåndterlig. Bjørn Westerbeek Dahl har et omfattende forfatterskab om 1600‐tallets militærhistorie bag sig, herunder ikke mindst inden for korttegnings‐ og fæstningsområdet. Han indleder med forhistorien: Brandskatningen af det forsvarsløse Jylland under Kejserkrigen og fortsætter med at skitsere de forskellige projekter for brohovedstillinger ved Lillebælt, indtil Frederik III besluttede at sætte anlægsarbejderne i gang efter valget af Bersodde ved bæltets nordende. Han følger Karl 10. Gustavs erobring af fæstningen, nu Frederiksodde, ved storm i 1657 og fæstningens skæbne under resten af krigen. Derefter kom genopbygningen, i 1668 afbrudt på grund af manglende penge. I 1664 havde fæstningsbyen fået navnet Fredericia, angiveligt fordi den mere end halvtomme by bag de forfaldne værker havde fået tilnavnet ”Frederiksøde”. Det, hvilket jo ikke var tillokkende for mulige tilflyttere. Efter den ufuldstændige genetablering forfaldt værkerne omkring de spredte huse i fæstningsbyen, presset af kvægets græsning og storme i Lillebælt. I hele bindet følger vi tæt fæstningsingeniørerne. Erik Housted, der løbende i sit tidligere forfatterskab har dækket Lillebæltsområdets militærhistorie, er forfatteren til værkets sidste to bind. Han starter med at beskrive de næsten panikagtige reparationer af de forfaldne værker med deres rådne tømmerkonstruktioner i begyndelse af 1700‐tallet under Den store nordiske Krig. Det var en indsats, der bragte fæstningen i sin hidtil bedste tilstand. Efter afslutningen af krigen overvejede man i København, hvordan man kunne udbygge fæstningen mod kup, men endte med at begrænse sig til søge penge til afløsning af de igen rådnende tømmerkonstruktioner. Reelt var fæstningen jo, hvad man senere ville karakterisere som en stor feltbefæstning, der derfor krævede løbende vedligeholdelse af jordarbejder og udskiftning af tømmer. Fra 1730’erne kom man i gang i en beskeden modernisering af fæstningens volde og bygning af 320 Nyt fra bogfronten •
bedre bygninger til garnisonen, men alle mere omfattende udbygningsprojekter forblev luftkasteller. I 1763 blev Fredericia efter ekstern rationaliseringsrådgivning i kort tid nedgraderet til ”fæstning af 4. klasse”, det vil sige, at den blev et ubemandet reserveanlæg. Denne beslutning blev snart ændret, men fæstningen forblev forsømt indtil Englænderkrigene, hvor søfronten mod Lillebælt blev udbygget og fæstningshavnen lidt forbedret. I 1840 fulgte igen moderniseringsplaner, der igen endte som bygningsforbedringer. De arbejder til modernisering og forstærkning af fæstningen og udbygning af dens havn, der blev afgørende senere på året, indledtes først i vinteren 1849. Forløbet derefter, mellemkrigstiden, i 1864 og mod den endelige nedlæggelse i 1909 følges i velskrevne og velillustrerede kapitler. De tre bind fremtræder selvstændige, med kilde‐, litteratur‐ og billedfortegnelser, noteapparat, stikordsregister, English Summary, første og sidste bind endvidere en ordliste over relevante fæstningsudtryk. Michael H Clemmesen, brigadegeneral, Center for Militærhistorie, Forsvarsakademiet. 321 Ekspedition og returadresse
Overassistent Annette Greve Frederiksberg Slot Roskildevej 28A 2000 Frederiksberg Telefon 3613 2702 Flytning
Husk at meddele flytning! Manglende flyttemeddelelser giver Selskabets ekspedition et stort og unødvendigt ekstraarbejde! Landets postkontorer udleverer gratis specielt udformede postkort til anmeldelse af flytning... De sendes oven i købet portofrit... Eller på e‐mail HO‐DKSV@mil.dk Redaktionen
Tidsskriftet redigeres af redaktionen inden trykning, derfor anmodes ‐ om muligt ‐ kommende artikler indsendt på e‐mail: nbagge@dlgtele.dk Næste nummer planlægges udsendt ultimo december 2010, hvorfor indlæg til dette nummer bedes indsendt senest den 12. november 2010. OBS!
Selskabet adresse på Internettet er: www.dkvs.dk, her vil man kunne finde praktiske oplysninger om bl.a. foredragssæson som supplement til udsendt information. Titel på MT nr. 3-2010 er:
Den danske flådemagt