Forside Indhold Arkiv Abonnement Profil Links Kontakt English Indholdsfortegnelse Leder: De levende billeders magi søg Nærsyn på realismen i dansk film BOGANMELDELSE. I sin nye moppedreng, Realismen i dansk film, har Birger Langkjær sat sig for at bringe afklaring i realismeterminologien, FILMANMELDELSE. Marina Abramovic: The Artist Is Present (1012) er en introduktion til en af performancekunstens koryfæer. Med afsæt i en retrospektiv udstilling på MOMA giver dokumentarfilmen os et lige lovligt beundrende indblik i en kunstform, hvor kunstner og kunst, bogstavelig talt ikke lander sig adskille. Steffen Moestrup anmelder. FAST INDSLAG. Folkekomedien er en af dansk films mest prominente men unægtelig også en af nationens mest respekterede - genrer. Piger i trøjen (1975) trækker på folkekomediens grundlæggende grammatik, men kan samtidig betegnes som en mandskabsfilm, en mandskabsfilm der nok kunne siges at være reaktionær, men som også giver et interessant billede af sin samtid. Marie Berendt Oldhøj analyserer en central konfrontationsscene fra netop Piger i trøjen, og revurderer mandskabsfilmens og folkekomediens betydningspotentiale. Kroppen er mediet FEATURE. I 2011 blev The Artist et overraskende verdenshit som stumfilm, der på metafilmisk manér netop handler om overgangen fra stum- til talefilm. At The Artist – lig Mel Brooks Silent Movie (1976) og Aki Kaurismäkis Juha (1999) er iscenesat som stumfilm – afholder imidlertid ikke filmen fra at have et yderst interessant soundtrack, ligesom der bag det gimmickagtige koncept - ifølge Ole Thaisen gemmer sig et værk med en dybere dagsorden om filmmediet som sådan. En scenes anatomi: Kønnenes kamp – en konfrontationsscene i Piger i trøjen FEATURE. Extended Version, Director’s Cut, Final Cut, Restored Authorized Edition… Adskillige film florerer i flere versioner – og ofte uden at der gøres opmærksom på, at forskellene kan være ganske afgørende for vores forståelse af filmen. Jesper Jensen indkredser her fænomenet med de mange inkarnationer og diskuterer med Cop Land som eksempel, hvilken udgave af en titel, man kan betragte som det egentlige værk. Den tavse mand og hans hundekunster FEATURE. Siden den første fortælling om troldmanden fra Oz, der blev skrevet af L. Frank Baum i 1900, i filmmediets absolutte barndom, har Oz-universet og -franchiset vokset sig stort og næsten allestedsnærværende. Seneste skud på stammen er Sam Raimis prequel Oz the Great and Powerful (2013), og denne behandles af Andreas Halskov i sammenhæng med hele Oz-franchiset. Klip! FAST INDSLAG. Siden sin fødsel i slutningen af 1800-tallet har filmen været en kilde til fascination, og dens fascinationskraft har haft mange ansigter: virkelighedsgengivelsen, fortællekunsten og det spektakulære visuelle skue. Med Hollywoods globale dominans og den samtidige kommercialisering og konglomoratisering af filmindustrien er der dog risiko for en ensretning af det filmiske udtryk. Og hvad med os som tilskuere? Er vi også blevet bange for det alternative, det skæve og det uventede? There’s No Place Like Oz og samtidig tydeliggøre hvordan realismen har sat sit aftryk på dansk film. Mimi Olsen anmelder, og hun er trods enkelte forbehold begejstret for resultatet. Små møbler, simple skæbner og lange takes –Tiny Furniture FAST INDSLAG. Mike Nichols’ The Graduate (1967, Fagre Voksne Verden) er et velgennemtygget værk, der efterhånden har været undervisningsmateriale på de danske uddannelsesinstitutioner i generationer. Alligevel er der nye opdagelser at gøre, i hvert tilfælde for Michael Højer, der ser nærmere på en tilsyneladende upåfaldende transport-indstilling fra filmens åbning. Dans på film FEATURE. Bert Cardullo views L’avventura as a prime instance of Michelangelo Antonioni’s unique cinematic style - a hybrid style with origins in Italian neo-realism but with a generally overlooked connection to German Expressionism. Cardullo terms Antonioni’s mode of expression as ”introspective realism”. Et billedes anatomi: Fagre voksne verden DVD-ANMELDELSE. Lena Dunham kendes bedst for HBO-dramedien Girls (2012-), en serie som før størstedelen er skrevet, spillet og instrueret af Dunham selv. I 2012, i kølvandet på førnævnte seriesucces, udgav dvd-selskabet Criterion dog Dunhams spillefilm Tiny Furniture (2010), som har tydelige fællestræk med netop Girls (men med en mere afdæmpet minimalklipningsæstetik). I denne anmeldelse af Tiny Furniture argumenterer Andreas Halskov for, at Dunham kan ses som en moderne og signifikant fornyer af både ungdomsfilmen og storbyportrættet. 16:9 in English: Deconstructing Expressionism: Antonioni’s Film of L’avventura FEATURE. Når man tænker på dans og film, tænker man uvægerligt på musicals og diverse – mere eller mindre dubiøse – dansefilm. Der findes dog mange film, hvori karaktererne pludselig bryder ud i dans, og i sådanne ikke-musicals kan dansen have mange både dramaturgiske og karakterpsykologiske funktioner. Dette ses tydeligt i denne artikel af Maja Friis, en dokumentarist, der netop nu er biografaktuel med en dansedokumentar (Ballerina). Artiklen er oprindeligt skrevet (i 2004) til et aldrig publiceret nummer af det nu hedengangne tidsskrift Tryllelygten og bringes her i en forkortet og redigeret version. Udskriv denne artikel Gem/åben denne artikel som PDF Gem/åben hele nummeret som PDF 16:9 - april 2013 - 11. årgang - nummer 50 Udgives med støtte fra Det Danske Filminstitut samt Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter. ISSN: 1603- 5194. Copyright © 2002- 13. Alle rettigheder reserveret. 2 Forside Indhold Arkiv Abonnement Profil Links Kontakt English Leder: De levende billeders magi Siden sin fødsel i slutningen af 1800-tallet har filmen bevæget os med sine evner til at gengive liv, at skildre virkelige situationer (et vandfald i Dover, løv der blæser i vinden i Lyon, et tog der ankommer ved stationen i La Ciotat mv.) og til at udfordre os med fascinerende fortællekunst og spektakulære, næsten utrolige visuelle fænomener. Om vi stadig kan fortrylles af løv der blæser i vinden, et tog der ankommer på en station eller et brusende vandfald i et fremmed setting er nok tvivlsomt, men filmmediet fascinerer os til stadighed. Og en del af denne fascinationskraft er fortsat dens alsidighed. Filmmediet er versatilt, men måske har vi som Hollywoodvandte filmtilskuere lukket øjnene for en del af denne diversitet. Har vi mistet blikket for filmens forskelligartede udtryk og for mediets magi? Som i eventyrfilmen The Never Ending Story (1984), adapteret efter Michael Endes roman og instrueret af Wolfgang Petersen, er det kun fantasien og menneskets vanesansning, der sætter grænser. Som formalisten Viktor Sjklovskij har sagt det, så er vi som mennesker glade for – eller rettere trygge ved – vaner, såkaldte automatismer. Det vi kender, ser vi gerne gentaget og reproduceret i det uendelige, og vi går gerne i biografen for at se nogle (relativt) faste genreskabeloner, nogle allerede velkendte stjerner og en fortællestil, der typisk understreger credoet ”all is well that ends well”. Dette har man vidst siden Hollywoodindustriens fødsel og standardisering, og med tidens konglomoratiserng af Hollywood (hvor store koncerner som AOL Time Warner eksempelvis ejer både New Line og Fine Line Cinema samt tv-stationer som HBO, TNT og CNN, skrevne magasiner som Entertainment Weekly mv.), så er netop de vanlige stjerner og fortællemønstre samt muligheden for sequels blevet nøglen til den sikre eller stabile ”satsning” (jf. Lewis 2003: 66-67). Men betyder dette, at Hollywood intet har at byde på foruden endeløse franchises (jf. Halskov 2010), og at filmkunsten i dag er blevet homogeniseret i et forsøg på at klare sig i den globale konkurrence og i den frenetiske jagt efter biografgængere (jf. Højer 2011)? Svaret må her – som så ofte – angiveligt være et vægrende både og, for den globale filmindustri er bestemt blevet et site for heftig homogenisering og verdensomspændende ensretning (tænk blot på, hvor meget nyere danske produktioner som En kongelig affære [2011] og Jagten [2012] følger fortælleskabeloner, som vi kender fra Hollywood, og hvordan de begge besættes af velkendte [danske] stjerner som Mads Mikkelsen). Fortællekunstens mangfoldighed Men filmen er også til stadighed et righoldigt, versatilt medium, og filmkunsten byder stadig i ind- og udland på en veritabel mangfoldighed af forskellige strømninger og fortællinger. De 10. april 2013 slog filmfestivalen Cph Pix således dørene op for det, der ligner et forrygende forskelligartet program af film fra hele verden – fra danske talentfilm (Super16) til Ulrich Seidls østrigske nyklassikere, britisk socialrealisme i slipstrømmen efter Ken Loach og Mike Leigh, moderne amerikanske indiefilm og betagende audiovisuel fortællekunst fra diverse dele af Asien og Mellemøsten. Blandt festivalens interessante indslag finder vi serien ”Reworked”, om instruktører der går tilbage til deres egne værker og gentænker, omfortolker eller rendyrker disses udtryk. Den måske mest velkendte film i denne serie er addendummet More Things That Happened til David Lynch-opusset Inland Empire, som i 2006 lignede en forrygende fragmenteret tilbagevenden til den surrealisme og fortælleleg som man så i debutfilmen Eraserhead (1977) og som i hhv. Wild at Heart (1991), Lost Highway (1997) og Mulholland Dr. (2001) fandt et mere tilgængeligt udtryk (jf. Munkholm 2007 og Halskov 2012). I samme serie finder vi også (og måske mere interessant) den franske film N. Took the Dice (1971), en film som søg Fig. 1: Cph Pix 2013 og 16:9 fejrer filmens alsidige natur og filmhistoriens righoldige karakter. instruktøren Alain Robbe-Grillet – der som bekendt var med til at forny den franske romanfortælling og filmkunst i 1960’erne – har skabt på baggrund af en omarrangering af dennes tidligere fim L’éden et après (1970). Foruden den førnævnte serie, ”Reworked”, byder Cph Pix 2013 også på en lang række af andre serier og premierefilm, og det righoldige program byder på alt fra moderne Shakespeare-filmatiseringer af blockbusterinstruktører som Joss Whedon (Much Ado About Nothing,2012) og moderne biopics som Hyde Park on Hudson (2013) til skæve, relativt ukendte film fra dele af den filmverden, som vanligvis overses i de tunge skygger fra Hollywood. Blandt de mest inciterende programpunkter finder vi serien ”Det bliver i familien”, hvor man kan opleve de nyeste værker af en række unge instruktører, der – som seriens navn tilsiger – er efterkommere af allerede anerkendte auteurs. Antiviral (2012) kan i denne sammenhæng ikke undgå at vække opsigt, og denne film af canadiske Brandon Cronenberg, søn af den berømte science fiction- og body-horror-instruktør David Cronenberg, lader til at følge direkte i faderens fodspor. Cronenbergs æstetik er en kroppens æstetik, og hans film er taktile, organiske oplevelser, som står i direkte kontrast til tidens overfladepæne CGI-æstetik. Brandon lader her – heldigvis – til ganske kraftig at slægte faderen på. Chained (2012) er da en anden af seriens opsigtsvækkende film, en film skabt af datteren til førnævnte David Lynch. Jennifer Chambers Lynch har tidligere markeret sig i både litterære og filmiske kontekster, med hhv. bogen Laura Palmers dagbog (om de sidste dage i Twin Peaks-heltindens liv) og den forrygende men oversete Julian Sandersfilm Boxing Helena (1993) som havde en anden Twin Peaks-stjerne, Sherilyn Fenn, i den mutilerede titelrolle. Cph Pix kan således med rette betragtes som en fejring af filmmediets forskelligartethed, dens alsidige fortællekunst og nationale udtryk midt i global industri præget af stabile satsninger, konglomoratisering, faste fortælleskabeloner og endeløse sequels. Dette nummer af 16:9 er tilsvarende en fejring af filmens forskelligartethed, og også i dette nummer åbner vi således dørene for et righoldigt univers af film fra både ind- og udland. Fra glemte danske produktioner til klassiske italienske artfilm, nye versioneringer af kendte film (jf. førnævnte serie ”Reworked”), massive Hollywoodblockbusters og små amerikanske indiefilm med håndholdte kameraindstillinger og lange takes. New York-kritikeren Bert Cardullo tager os således med til Italien, hvor han genbesøger Michelangelo Antonionis L’avventura, som i 1960 blev buhet ud under premierevisningen, men som siden er blevet berømmet og indforskrevet i filmhistorien for sine løse fortælletråde, sin neorealistisk inspirerede stil og sin dekonstruktion af ekspressionismen og mysteriegenren. Maria Berendt Nielsen tager os ligeledes tilbage i tiden, men i denne sammenhæng til Danmark i 1975 og mandskabsfilmen Piger i trøjen – en film, der for de fleste (voksne) danskere vil ringe en genkendelsens klokke, men som for længst er blevet fortrængt i mere ’seriøse’ og filmkritiske kredse. Netop dansk film, og navnlig den danske realismetradition, er da grundlag for nærmere behandling i Mimi Olsens boganmeldelse af Birger Langkjærs digre fagværk om netop dansk realisme. For så vidt som USA fortsat er en af de største og mest indflydelsesrige filmnationer, så indeholder dette nummer af 16:9 naturligvis også en længere række at tekster om netop amerikanske film. Steffen Moestrup kigger nærmere på Marina Abramovićes kritikerroste og særdeles interessante dokumentarfilm The Artist Is Present (USA, 2012), som sidste år blev vist ved en anden af de efterhånden hæderkronede danske filmfestivaler: Cph Dox. Jesper Jensen ser i sin feature på nye versioneringer af allerede kendte film, dette med et særligt blik på Scarface- og Cop Land-filmene (se også Højer 2009). Andreas Halskov behandler da to vidt forskellige, men begge amerikanske, fænomener, hhv. det massive og allestedsnærværende Oz-franchise og det smallere, mere regionale New Yorker-opus Tiny Furniture (2010) af indieinstruktøren Lena Dunham. Tiny Furniture, påstår Halskov, kan læses som ’en The Graduate for det nye årtusind’ – en film om ”post-graduation depression” til den storby-letlevende Generation Y. Netop The Graduate (1967) – eller rettere én af filmens mest ikoniske indstillinger – er da genstand for nærmere behandling af Michael Højer. Ole Thaisen skriver om den franske (men Hollywooddyrkende) Oscar- vinder The Artist (2011), en film der er blevet behandlet i en tidligere 16:9-leder(jf. Højer 2012), og Thaisen fokuserer bl.a. på filmens lydside. Endelig skriver Maja Friis – en dansk dokumentarist, som netop nu er aktuel med den anmelderroste dansedokumentar Ballerina (2013) – om dansens betydning og funktionspotentiale i diverse både kendte og ukendte film. Med Maja byder 16:9 op til dans i dette april-nummer, og vi håber at kunne vise et (lille) vue over filmkunstens forskellige muligheder og fortælleformer. Man kan lade sig bjergtage af sikre blockbustersatsninger som Oz the Great and Powerful (2013), der netop nu topper årets box-office-liste, men bør heller ikke glemme den potentielle fascinationskraft som ligger i amerikanske independentproduktioner, i franske og italienske kunstfilm, moderne dokumentarisme og sågar danske mandskabsfilm. Let’s dance… AH Fakta Lederskribenten til dette nummer af 16:9 (Andreas Halskov) har tidligere beskrevet Cph Pix 2013- programmet i det andet nummer af iPad- magasinet Cut! Enkelte (kortere) passager er gengangere fra førnævnte artikel. Litteratur Halskov, Andreas (2010): ”Quid pro quo – om tværmedialitet og krydspromovering”, 16:9 #38, september 2010. Online. Udskriv denne artikel Gem/åben denne artikel som PDF Gem/åben hele nummeret som PDF Halskov, Andreas (2012): ”Lynch og ’det bifrontiske’ ”, 16:9 #45, april 2012. Online. Højer, Henrik (2009): “Manden med brillerne”, 16:9 #30, februar 2009. Online. Højer, Henrik (2011): ”Hollywood- økonomiens sande ansigt”, 16:9 #41, april 2011. Online. Højer, Henrik (2012): “Et strejf af magi – fra Marker til The Artist”, 16:9 #45, april 2012. Online. Lewis, Jon (2003): “Following the Money in America’s Sunniest Company: Some Notes on the political economy of the Hollywood blockbuster”, in Stringer, Julian (red.): Movie Blockbusters. London: Routledge, 61- 71. Munkholm, Thure (2007): “En kvinde under indflydelse”, 16:9 #21, april 2007. Online. 16:9 - april 2013 - 11. årgang - nummer 50 Udgives med støtte fra Det Danske Filminstitut samt Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter. ISSN: 1603- 5194. Copyright © 2002- 13. Alle rettigheder reserveret. 3 Forside Indhold Arkiv Abonnement Profil Links Kontakt English There’s No Place Like Oz søg Af ANDREAS HALSKOV Filmens stof er drømmestof. Fra mediets tidlige barndom var filmen et vindue ind til en fremmed, spektakulær eller ligefrem magisk verden – en verden af levende billeder, visuelle attraktioner og fascinerende fysiske fænomener. Hollywood kaldes, måske af samme grund, en drømmefabrik, og én af de mest velkendte og folkekære Hollywood-franchises er den om Oz, det fascinerende eventyrunivers skabt af børnebogsforfatteren L. Frank Baum i 1900 og siden adapteret i utallige, audiovisuelle inkarnationer. Seneste skud på stammen er 3D-spektaklet Oz the Great and Powerful (2013), instrueret af pulp-regissøren Sam Raimi og produceret af den kommercielle mastodont Disney. Raimis film er en prequel til den nu klassiske version fra 1939, og den ligner næsten en hommage til den førnævnte MGM-klassiker. Eventyrlig og storslået er den således rigtignok, men helt fantastisk bliver den aldrig. I Go'film- indslaget i Tv2's Go'morgen Danmark talte skribenten af denne artikel netop om Oz- franchiset. Se indslaget Historien om Oz Det hele startede ved indgangen til det 20. århundrede, da amerikaneren L. Frank Baum (fig. 2), på opfordring fra sin hustru, valgte at nedfælde en række af de fantasifulde og eventyrlige historier, som han længe havde fortalt sine børn. Dette blev i 1900 til det første eventyr om troldmanden fra Oz, et eventyr som hurtigt vandt indpas i den amerikanske befolkning, og som siden har indskrevet sig i den amerikanske kulturhistorie. Af bogen fødtes en serie af sequels, og i 1934, før produktionen af den nu klassiske MGM-filmatisering, havde Baum skabt 14 bøger og solgt mere end 10 mio. kopier (MGM 2000). At det startede i 1900 var næsten mytologisk, for dette var også filmmediets absolutte barndom – dét medium, hvorigennem Ozfranchiset for alvor skulle få sin udbredelse og kulturhistoriske status. Fig. 1: Oz the Great and Powerful (2013), den biografaktuelle prequel til The Wizard of Oz (1939). Baum flyttede tidligt til Hollywood og oprettede sit eget produktionsselskab (The Oz Film Company), hvor han alene i stumfilmsperioden distribuerede en lang serie af Oz-relaterede film. En af de første Wizard of Oz-film blev produceret i 1910 (fig. 3), og den første til reelt at opnå (historisk) anerkendelse var His Majesty, the Scarecrow of Oz fra 1914 (fig. 4). Ingen af Baums tidlige adaptationer var dog store succeser, og de fleste resulterede sågar i økonomisk underskud. Oz-universets eventyrlighed, folkelighed og ’adaptabilitet’ kunne næppe diskuteres, men det lignede ikke umiddelbart den filmiske guldgrube, som Baum og andre måske kunne have forventet. Alt dette ændrede sig dog i 1939. I slutningen af 1920’erne var lyden – eller rettere lydsporet – blevet en filmisk realitet (først oplevet i The Jazz Singer fra 1927), og i 1930’erne havde man opfundet en ny og imponerende farveteknologi (den såkaldte three-strip technicolor). Disse nye og spektakulære elementer kunne – som de tidlige attraktionsfilm – give anledning til nye audiovisuelle spektakler, til film der kunne fordre en ny samt mere begivenhedsorienteret og fremdeles sanselig oplevelse. I 1938 havde selskabet Disney haft stor succes med deres første spillefilm i farver, Snow White and the Seven Dwarfs (distribueret i december 1937), og denne films imponerende box-office-tal (med en indtjening på mere end 66 mio. dollars) kastede yderligere brænde på bålet (fig. 5). Farve- og lydteknologierne skulle udnyttes til fulde, og dette indenfor et spektakulært og eventyrligt univers, der appellerede til både børn og voksne. Dette blev startskuddet til den nu klassiske fairy tale-musical fra 1939, The Wizard of Oz. En eventyrlig, teaterlignende opsætning med Judy Garland i hovedrollen som den unge Dorothy, der drømmer sig væk til et fabelagtigt univers, langt væk fra Kansas, men ender med at indse, at ”There’s no place like home” (dansk: ude godt, hjemme bedst). Fig. 2: L. (Lyman) Frank Baum (18561919), manden bag Oz- universet. Filmens produktionshistorie er omgærdet af en vis mystik og mytedannelse, og det gælder for denne MGM-musical som det gælder for en anden af årets store sællerter, Gone With the Wind, at man ikke helt ved, hvem den(s succes) skal tilskrives. Filmens producer Mervyn LeRoy skulle oprindelig selv have instrueret den, men ansatte en klassisk hired hand, som dog hurtigt blev erstattet til fordel for George Cukor – en stabil og velkendt Hollywoodinstruktør. Cukor ændrede flere af de scenografiske forhold og sørgede for revisioner af scriptet, inden han selv blev erstattet af en anden Hollywoodinstruktør – den succesfulde men i historien lidet anerkendte metteur en scène Victor Fleming (fig. 6). Fig. 3- 4: To stumfilmsadaptationer af The Wizard of Oz- bøgerne fra hhv. 1910 og 1914. Fleming arbejdede videre på produktionen, og regnes i dag som filmens egentlige instruktør, skønt han sent i skydeprocessen forlod The Wizard of Oz for, på opfordring fra producer David O. Selznick, at overtage en anden MGM-produktion, nemlig Gone With the Wind. Til at lægge sidste hånd på Oz ansatte man King Vidor, en tredje af Hollywoods trofaste håndværkere (MGM 2000). Filmens historiske succes og kulturelle betydning kan i dag næppe overvurderes, men i 1939 var den ingen stor succes ved billetlugen, og ikke alle anmeldere var lige fascineret af dens heftige anvendelse af technicolor, dens tvivlsomme dialoglinjer og dens skitseagtige karaktertegninger. I The New Yorker blev filmen betegnet som ”a stinker”, og kritikeren Russel Maloney hævdede sågar at filmen havde ”no trace of imagination, good taste, or ingenuity.” (citeret i Overbey 2013). Når vi i dag, ikke desto mindre, husker filmen som én af de største og mest indflydelsesrige amerikanske musicals – og film – nogensinde (ja, nogle hævder sågar, at det er den mest sete amerikanske film til alle tider), så skyldes det dog formentlig dens blanding af eventyrlig og opbyggelig familiefortælling, dens sympatiske karakterer (navnlig bliktuden, fugleskræmslet, løvemanden og den næsten pietistisk gode Dorothy) og dens teknologiske nyskabelser. Fig. 5: Snow White and the Seven Dwarfs var en stor box- office- succes i 1938 og banede vejen for spektakulære og eventyrlige farveladefilm, tilegnet det brede amerikanske publikum. En del af disse elementer kunne tilskrives den unge forfatter Noel Langley – én af filmens tre manuskriptforfattere – som sørgede for, at de førnævnte bikarakterer skulle være pendanter til ’virkelige’ personer på Kansasfarmen i filmens prolog, som indføjede slaglinjen ”There’s no place like home” og som ændrede farven på Dorothys magiske sko fra sølvgrå til rubinrød. Hvis nye farveteknologier var en del af filmens attraktionsværdi, så var det oplagt – hvis ikke nødvendigt – at udstille disse i særligt imposante og prangende varianter (fig. 7). Filmens teknologiske nyskabelser kunne dog primært tilskrives ”Buddy” Gillespie, en special effects-mand som i Hollywood gik under tilnavnet ”Hollywood’s dean of special effects”. Blandt Gillespies mest finurlige og imponerende greb var overgangen fra prologen (som er holdt i en realistisk sepiatone i stil med tidens social consciousness-film, fx Of Mice and Men) til det pludselige og voldsomme farveorgie, da Dorothy (i sin drøm) entrerer Oz-universet (MGM 2000). Herudover brugte han også miniaturemodeller, slow- og reverse-motion til at skabe illusionen af et lille bondehus, som gribes af en tornado og (tilsyneladende) slynges ned mod linsen (i afslutningen af førnævnte prolog). Fra historie til forhistorie – Raimis film Fig. 6: Håndværkeren Victor Fleming (1889- 1949) krediteres ofte som instruktøren bag The Wizard of Oz (1939), men mindst fire instruktører og tre manuskriptforfattere deltog i skabelsesprocessen. Alt dette er i dag historie, og 1939 regnes af mange amerikanske filmproducere og -kritikere som ét af de væsentligste og mest frugtbare filmår. Blandt de Oscar-nominerede i 1940 – et såkaldt ”watershed year” i Oscar-filmens historie – havde man således klassikere som Ninotchka, Wuthering Heights, Stagecoach, Of Mice and Men, Mr. Smith Goes to Washington, Gone With the Wind og The Wizard of Oz – hvoraf de to sidstnævnte indtager imponerende placeringer som hhv. nr. 10 og 6 på AFI’s liste over alle tiders bedste og mest betydningsfulde amerikanske film (jf. Levy 1987, AFI 2013). Det er samtidig denne historie, som ligger til grund for Sam Raimis biografaktuelle film Oz the Great and Powerful (2013), en spektakulær og storslået prequel til 1939-filmen, som fortæller historien om, hvordan troldmanden (spillet af James Franco) oprindelig kom til Oz – lang tid før Dorothy nogensinde ankom (hvis det da ikke blot var en drøm). Raimis film er produceret og distribueret af mastodonten Disney, som også for nyligt har opkøbt rettighederne til Star Wars-franchiset, og diverse kritikere (jf. fx Ebert 2013 og Christensen 2013) har påpeget, at dette snarere er en Disney- end en Raimi-produktion. Dette ligner dog for mig en forhastet og endimensionel kritik, en kritik som udelukkende synes at gå på produktionstekniske forhold. Det turde således være indlysende, at der er langt fra low-budget- Fig. 7: Den blot 26- årige manuskriptforfatter Noel Langley ændrede farven på Dorothys magiske sko fra sølvgrå til rubinrød, og skabte herved et stærkt farvespil og et mindeværdigt ikonografisk element. Der findes et sæt virkelige rubinsko, inspireret af Dorothys fiktive sko, og disse står i en værdi af mere end 3 mio. dollars. horrorfilm som The Evil Dead (1981; fig. 9) til kommercielle og godmodige Disney-blockbustere som Oz the Great and Powerful. Blot at forholde sig til de produktionstekniske forhold synes dog at være reduktivt, og kigger man omvendt på genreforhold og gennemgående stilmarkører, så er det ikke umuligt at se en linje i Raimis foreløbige livsværk. Genremæssigt er Oz the Great and Powerful – en episk og spektakulær, ja ligefrem effektjagende eventyrfilm – næppe ude af trit med Raimis øvrige produktioner. Primært har Raimi således arbejdet indenfor de kulørte, underlødige eller eskapistiske genrer – såkaldt ’pulp fiction’ – og dette gælder hans tidlige low-budget-horrorfilm (Evil Dead-filmene) såvel som hans superheltefilm (Darkman og SpiderMan-franchiset; fig. 10-11) og hans seneste, Oz the Great and Powerful. Foruden det kulørte og underlødige har disse film også et andet element til fælles, og de kunne således alle passe ind i den fiktionskategori, som Tzvetan Todorov kalder ’the marvelous’ (jf. skema nedenfor). Filmene introducerer os for spektakulære fantasiuniverser, hvor man som tilskuer let kan afgøre, om der er tale om en parentetisk virkelighed, en drøm eller noget helt tredje (modsat 1939-versionen af The Wizard of Oz, hvor der er større tvivl om Ozuniversets karakter). The realistic The uncanny The fantastic The marvelous En type fiktion, som foregår i et realistisk, virkelighedsnært univers. En type fiktion, hvor tilskueren bliver i tvivl om universets karakter (er det virkelighed, drøm eller fantasi?) En type fiktion, hvor både tilskueren og en af hovedkaraktererne tvivler omkring universets karakter. Vi og hovedkarakteren oplever en ”fantastisk tøven” En type fiktion, som foregår i et fabelagtigt, eventyrligt univers, men hvor vi som tilskuere accepterer dette som en virkelighed med parenteser om (”the most immaculate of realisms within the most unreal of places”, som Geroge Lucas i sin tid har sagt om Star Wars. Universets karakter er let at afgøre for publikum. Universets karakter Universets karakter er svær at afgøre. er uafgørligt. Fig. 8: Sam Raimi (f. 1959) er instruktøren bag den biografaktuelle Oz the Great and Powerful, men kendes primært for sine Evil Dead- og Spider - Man- film. Fig. 9: Evil Dead (1981). Universets karakter er let at afgøre for publikum. Kilde: Todorov 1975: 24- 40. Victor Flemings The Wizard of Oz lader filmens prolog og epilog, begge skudt i en sepiatone, så tvivl om Oz-universets og fortællingens pålidelighed, og tilføjer i en vis forstand et realistisk læsningspotentiale. Herved kunne Fleming motivere både fantasiuniverset og de pludselige sang- og danserutiner, som optræder i 1939-filmen (fx ”Somewhere Over the Rainbow”-sangen eller det nu velkendte ”Follow the Yellow Brick Road”-optrin). Men filmen ender dog med at så en lille, potentielt nagende tvivl hos både Dorothykarakteren og tilskueren: Var dette blot en drøm, eller var hun faktisk i et andet, eventyrligt univers? Anderledes forholder det sig med Raimis film, som fra troldmandens entré i Oz og til og med sidste indstilling forbliver ’marvelous’. Her accepterer vi det fabelagtige, eventyrlige univers som en ’alternativ virkelighed’, der som Lord of the Rings- eller Star Wars-filmene lukker sig om sig selv. Fig. 10- 11: Darkman (1990) og Spider Man (2002). ”The Movie Event of the Year” Som sådan er Raimis film mere ren men også mindre interessant end den ’oprindelige’ film, og selv indenfor sin genre (eventyr- eller fantasyfilmen) kan den ikke for alvor hamle op med de mest populære af tidens produktioner (navnlig LOTR-filmene). Filmens fortælling er såre enkel, og karaktererne er, som i 1939filmen, simpelt rubricerbare som enten gode eller onde. Alligevel kunne man påpege, at troldmanden (James Franco), der i Raimis film både iscenesættes som en fusentast, en trussetyv og en godhjertet protagonist, har større nuancerigdom end den algode Dorothy (Judy Garland) fra Flemings film. Også den ene af heksene, Theodora spillet af Mila Kunis, er skildret som en figur i bevægelse – en karakter som konstant pendulerer imellem det potentielt gode og det inkarnerede onde. Sluttelig ender Theodora dog som en campy reproduktion af 1939-filmens onde heks – en genskabelse, som er så kitschy og overgjort i sin sminke, at det ligner en hyldest til den oprindelige klassiker (jf. fig. 12-13). Fig. 12- 13: Den visuelle lighed imellem de Raimis film slutter da også, som 1939-filmen, med en opbyggelig morale (a la ”alle mennesker har det gode i sig” eller ”godhed er større end storhed”), og den gode heks (Michelle Williams) er kandiseret udover enhver grænse. to versioner af den onde heks er slående på en bevidst og tilstræbt campy vis. Filmen skal dog næppe ses for sin histories og sine karakterers kompleksitet; filmen skal opleves som en begivenhed og ses som en hommage til amerikansk kultur- og filmhistorie (hvilket Sam Raimi da også selv understreger; jf. Comoyo 2013). Under lanceringen af filmen har man således, på filmens officielle hjemmeside og i filmens første trailere, solgt filmen med følgende slaglinjer: ”The Greatest Movie Event of the Year” og, slet og ret, ”The Movie Event of the Year” (jf. Disney 2013). Herved spiller man allerede i lanceringen og positioneringen af filmen på dens blockbuster-potentiale. Slaglinjen indeholder, som enhver blockbuster, det superlative (”the greatest” i betydningen den største og bedste) og det begivenhedsorienterede (event). At lede efter karakterpsykologisk dybde, naturalistisk skuespil og komplekse fortælletekniske forhold kan således siges at være i modstrid med filmens egne præmisser og intentioner. Denne film bør snarere ses som en hyldest til og en moderne opdatering af det Oz-univers, som startede i 1900, blev overført til filmmediet i 1910’erne og fik sit audiovisuelle gennembrud med MGMmusicalen i 1939. Fig. 14- 15: Et markant skift fra sort/hvid til farve og fra klassisk Academy- format til moderne Cinemascope. Hvor man i 1939 havde three-strip technicolor og voldsomme pangfarver, har man nu 3D, CGI-effekter og ekstrem saturisering. Hvor man i 1939 havde synkron lyd, sang og dertilhørende koreografier, har man nu effektfuld lyd og nyklassisk scoremusik af Danny Elfman. Hvor man i 1939 skiftede fra sepia til farve, laver man i 2013 et lignede skift – men nu også et skift fra akademiets klassiske aspect ratio (1.37:1), som var standarden i 1930’erne, til vor tids imponerende cinemascope-format (2.66:1) (jf. fig. 14-15). Fra kultur til kulturindustri Filmen er således en opdatering af The Wizard of Oz fra 1939, men også en hyldest til denne og til filmmediet som sådan. Brugen af det gamle aspect ratio og den oprindelige typografi (jf. fig. 12) er blot ét eksempel på dette, og et andet eksempel finder vi i den rekvisit som i Raimis film får karakter af en egentlig macguffin: den såkaldte zoetrop (jf. fig. 16). Som filmmediet handler om drømme og illusion, således er zoetropen også del af et snedigt illusionsstykke i selve handlingen af Raimis film, og den fungerer sågar som ét af mange ancillære produkter, som i dag knytter sig til Oz-franchiset (jf. fig. 17-18). Oz-filmene, ja, hele L. Frank Baums univers, har i dag indtaget en central position i den amerikanske kultur- og filmhistorie, og antallet af intertekstuelle referencer til Oz i andre film er overvældende. Da Star Wars udkom i 1977, kundgjorde George Lucas, at filmen bl.a. var inspireret af den japanske jidaigeki-film (dvs. en film sat i fortiden) Den skjulte fæstning (1958), men bikaraktererne C3PO, R2D2 og Chewbacca var også tydeligt inspireret af fugleskræmslet, bliktuden og løvemanden fra The Wizard of Oz. Fig. 16: Zoetropen er en tidlig forgænger for filmmediet. Den moderne version tilskrives matematikeren William George Horner (1833), og den virker ved, at man kører hjulet rundt, hvorved tegningerne på indersiden, som ses gennem de dertilhørende huller, synes at være i bevægelse. I Wild at Heart (1991) refereres der intenst til diverse amerikanske film og kulturprodukter, og den heftige intertekstualitet tager form af en postmoderne leg med amerikansk kulturhistorie og fortællegods. Elvis Presleys sange og Sidney Lumets The Fugitive Kind (1959) er blot to af de gennemgående referencepunkter, men væsentligst trækker filmen på road movie-genren, melodramaet og musicalen, og tydeligst lægger den sig i forlængelse af The Wizard of Oz. Marietta-karakteren (Diane Ladd), som forsøger at få sin svigersøn (Sailor spillet af Nicolas Cage) dræbt, kobles tydeligt med The Wicked Witch of the West. Og i filmens slutning ser Sailor sågar den gode heks, ironisk inkarneret af selveste Sheryl Lee – skuespilleren bag Laura Palmer, som således året efter sin entré i Twin Peaks kunne genopstå og gennemgå en sakralisering i Wild at Heart. Dette gennem en tydelig henvisning til The Wizard of Oz (for mere herom se Jerslev 1993). Slaglinjer som ”I’ve a feeling we’re not i Kansas anymore” og ”There’s no place like home” har fået karakter af kulturhistoriske ekkoer, og de indgår i så forskellige værker som The Matrix (1999), The Avengers (2012) og Tiny Furniture (2010), som anmeldes i netop dette nummer. Endelig kunne man nævne HBO’s fængselsserie Oz (19972003), som allerede i sin titel og i sin drilske tagline ”It’s no place like home” viser os, via henvisning til The Wizard of Oz, at vi her – hos HBO – ikke har med godmodige og familievenlige universer at gøre (jf. fig. 21). Her handler det ikke om uskyld, men om uskyldstab, og i Oswald Maximum Security Correctional Facility kunne vi næppe være længere væk fra Kansas, Dorothys hyggelige hjemstavn. Dette er ikke et uskyldigt og kandiseret, børnevenligt univers, men en rå, uforsødet og ubehagelig voksenverden. Fig. 17- 18: Til et stort Hollywood- franchise som Oz knytter sig også forskellige former for merchandise. Det er dette kulturhistoriske referencepunkt, som Raimi i Oz the Great and Powerful tager livtag med, og han lykkes velsagtens – i al fald til dels – med sit projekt. Raimi, kunne man anføre, er blevet kommerciel og kulørt, men dette har Raimi i realiteten altid været. Hans dyrkelse af pulp-genrer er et signaturtræk for ham, og han har længe bevæget sig i området for sequels, remakes og store franchises (jf. også Evil Dead-filmene, senest Evil Dead 4 og det kommende remake af den oprindelige 1981film; Spider-Man-filmene og hans kommende Poltergeist-remake). Oz the Great and Powerful er en spektakulær og effektjagende oplevelse – en stor ”event” og en storslået oplevelse – men ikke nogen imponerende fortælling med stor karakterpsykologisk dybde eller narrativ kompleksitet. Fig. 19- 20: The Good Witch optræder pludselig, i form af Sheryl Lee (også kendt som Laura Palmer- skuespilleren), i David Lynch- filmen Wild at Heart. I Sam Raimis moderne Oz- film spilles hun af Michelle Williams. Men dette kunne heller ikke siges om Victor Flemings nu klassiske eventyrmusical fra 1939; også denne var et udstyrsstykke, og også denne havde angiveligt prydet sig med effektfulde CGI-effekter, 3D og eksplosiv lyd (hvis det havde været muligt). Raimis film indskriver sig næppe i filmhistorien, sådan som Flemings film har gjort det, men som en hyldest til Flemings værk er den et ikke ueffent sansebombardement. I sidste ende kunne man dog, i hvert fald ud fra en ideologikritisk læsning, opfatte Raimis film som klassisk eskapisme i en tid præget af økonomisk krise og realpolitiske problemer på både den amerikanske hjemmefront og det globale plan. Også 1939-filmen blev set som eskapistisk – en film der i sin spektakulære stil præsenterede og måske ligefrem tematiserede virkelighedsflugten på et tidspunkt, hvor USA lå i depressionens skygger og hvor Anden Verdenskrig var i sin skræmmende begyndelse. Fig. 21: HBO - serien Oz (1997- 2003) henter sin titel og tagline fra de klassiske eventyr om troldmanden fra Oz. Ifølge The Hollywood Reporter kan en interessant kombination af Oz- universet og HBO’s småbetændte, uhøviske fortællestil, som vi bl.a. kender den fra Game of Thrones (2011- ), snart blive en realitet. Warner Horizon udtrykker således, at serien Red Brick Road med stor sandsynlighed kunne blive deres næste store satsning (jf. Kit 2013). En lignende læsning har man anlagt film som Ninotchka (1939), hvor filmens titelperson drømmer sig væk i fantasier om diamanter og romantisk kærlighed, og Gone With the Wind (1939), hvor Scarlet, i hvert fald indledningsvis, kunne siges at leve i et drømmeunivers (jf. Cousins 2011). The Wizard of Oz kunne dog, med lige så stor rimelighed, opfattes som en anti-eskapistisk film, idet Dorothy netop forsøger at flygte fra sin triste, sepiatonede Kansas-virkelighed, for sluttelig at indse, at græsset ikke er grønnere på den anden side og at depressionens modgift ikke ligger i den farveglade eskapisme. Her er Raimis film mere dubiøs og disneysk. I Oz the Great and Powerful er der ingen spor af økonomisk krise, rå realisme eller antieskapisme. Denne er en ægte, eskapistisk underholdningsfilm – en kommerciel farveeksplosion og visceral 3D-oplevelse, som i godt to timer tillader sin tilskuer en rejse ind i et fremmed, problemfrit og fabelagtigt univers. Hos Fleming var fantasien ”drømmestof”, som det hedder sig hos William Shakespeare. I 2013-versionen er det ren og skær fantasi, og den realpolitiske virkelighed er blevet en – om ikke andet kortvarig – kollektiv fortrængning. 3D og CGI-effekter, kunne man fristes til at sige, er ”opium for folket”. Eller måske, i en mere positiv optik: en genfortryllelse af den verden, der for længst er blevet tung, trist og affortryllet. There’s no place like Oz… Fakta Udskriv denne artikel Gem/åben denne artikel som PDF AFI (2013): ”AFI’s 100 Years … 100 Movies”. Online. Christensen, Casper (2013): ”Anmeldelse af Oz the Great and Powerful”, i Tv2’s Go’morgen Danmark, 08.03- 2013. Online. Comoyo (2013): “Fra splatter- gys til familiehygge i Oz: Vi interviewer Sam Raimi”, skrevet af redaktionen bag Comoyo Filter, 13.03- 2013. Online. Gem/åben hele nummeret som PDF Cousins, Mark (2011): The Story of Film: An Odyssey . London: BFI (DVD), disk 2: “The Arrival of Sound (1930s)”. Disney (2013): “Oz the Great and Powerful – Official Website”. Online. Ebert, Roger (2013): “Oz the Great and Powerful”, rogerebert.com ,06.03- 2013. Online. Jerslev, Anne (1993): David Lynch i vore øjne. København: Frydenlund. Kit, Borys (2013): “Warner Horizon to Turn ‘Oz’ Into Fantasy TV Series with ‘Red Brick Road’”, Hollywood Reporter, 11.02- 2013. Online. Levy, Emanuel (1987): And the Winner Is… The History and Politics of the Oscar Awards . New York: Ungar. MGM (2000): “The Wonderful Wizard of Oz: The Making of a Movie Classic”, vært/fortæller: Angela Lansbury. Ekstramateriale på DVD: Troldmanden fra Oz. Warner Bros. Family Entertainment. Overbey, Erin (2013): ”The Allure of Oz”, The New Yorker, 10.03- 2013. Online. Todorov, Tzvetan (1975): The Fantastic: A Structural Approach to a Literary Genre. Oversat af Richard Howard. New York: Cornell University Press. 16:9 - april 2013 - 11. årgang - nummer 50 Udgives med støtte fra Det Danske Filminstitut samt Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter. ISSN: 1603- 5194. Copyright © 2002- 13. Alle rettigheder reserveret. 4 Forside Indhold Arkiv Abonnement Profil Links Kontakt English Klip! søg Af JESPER JENSEN Aliens med ekstra suspense, Blade Runner uden fortæller og engelskdubbede karatemænd. Mange film findes i flere versioner. Ikke bare de berømte director’s cuts som Apocalypse Now Redux, men rigtig mange andre film er udsendt i anderledes klip – og ofte uden at der gøres opmærksom på det. Jesper Jensen indkredser her fænomenet med de mange inkarnationer og diskuterer med Cop Land som eksempel, hvilken udgave af en titel man kan betragte som det egentlige værk. Når vi køber en biografbillet eller en DVD, forventer vi naturligt nok, at filmen er, som den skal være. At det vi ser, er teknisk i orden, men især at det er det endegyldige værk. Men det er ofte ikke tilfældet. Mange film er nemlig udsendt i forskellige versioner. Nogle sælges på det, men mange gør ikke. Vi flokkes til de populære director’s cuts og restaurerede relanceringer af klassikere, der markedsføres som ”opgraderede” udgaver med forbedret billed- og lydkvalitet, hidtil usete scener eller andet. Som fx da Aliens kom på DVD, hvor instruktøren James Cameron forlængede den spændingsopbyggende indledning på den vindblæste planet, hvor monstrene lurede. Men derudover censureres de groveste volds- og sexscener i mange actionog gyserfilm, og den enkelte titel findes ofte censureret i forskellige grader. Derudover er mange film tilpasset forskellige verdensdele, således at f.eks. italienske spaghettiwesterns og asiatiske kampsportsfilm er dubbet engelsk til publikummet i Europa og USA, ligesom der findes mere ”listige” ændringer, hvor en films tempo og rytme justeres efter det pågældende publikums temperament. Rigtig mange film findes i flere versioner, end man forestiller sig. Det gælder kuriositeter fra fjerne egne, men også repremierer på hæderkronede klassikere og selv nye blockbusters. Og både DVD’er og biografvisninger. Kill Bill er ikke bare Kill Bill. Så må vi nødvendigvis betragte den første udgivelse af en given titel som ”originalen” eller det egentlige værk, hvis f.eks. producenten har klippet den betydeligt kortere mod instruktørens vilje? Spørgsmålet rejser sig om, hvordan man kan fastholde en given titel, og hvilken version, man kan betragte som det egentlige værk. Fig. 1: Cop Land – en af mange film, der er udsendt i flere versioner. Fig. 2: And now the leg, huh ? Scarface findes i udgaver med mere eller mindre motorsav. Den urørlige kunst og kunster I vores moderne samfund opfatter vi et kunstværk, herunder en film, som en urørlig enhed, som findes i én endegyldig version, der ikke skal pilles ved. Dette hænger sammen med kunsten og kunstnerens status. Fra i middelalderen at have fungeret som ”blot” en dygtig håndværker og dekoratør for kirke, konge og adel, har kunstneren siden renæssancen og kulminerende i romantikken opnået status som geni, et ophøjet og særlig sofistikeret individ, der skaber geniale udtryk ud af sin sjæl til glæde og gavn for os andre. Og disse må ikke ændres – hverken af pilne museumsgæster eller griske pengemænd. Brud med dette som f.eks. Andy Warhols seriefremstillede malerier bekræfter blot reglen. Sådan er det også inden for filmkunsten. Vi dyrker vores yndlingsinstruktørers særlige stil og genkender med glæde f.eks. Martin Scorceses ”fingeraftryk” fra Goodfellas over Casino til The Departed. Vi bliver oprørte, når vi hører, at filmselskabet har taget magten over en given produktion fra instruktøren, fordi man ønsker at føje målgruppen med en happy ending eller andet. Og vi nærer en vis skepsis overfor remakes af populære film, men samtidig bliver vi vilde med fx Christopher Nolans bud på Batmans univers. Instruktørens klip En publikumsdarling og et eksempel på dyrkelsen af den geniale filmkunstner er de populære director’s cuts. Selve begrebet fortæller, at dette er instruktørens uforfalskede personlige vision, og antyder, at kunstneren efter en forudgående konflikt nu har vundet retten til at realisere værket, som han oprindeligt har forestillet sig det. Francis Ford Coppolas krigs-epos Apocalypse Now fik ved biograf-repremieren i Fig. 3: Mesteren Scorcese i aktion. 2001 påhæftet det smarte begreb Redux. Det klingede af fancy ny teknik og aktualitet. Filmen blev i den inkarnation 49 minutter længere og en i alt godt tre en halv times rejse ind i mørkets hjerte med flere hidtil usete strabadser. Som om det ikke var nok, blev den ledsaget af Coppolas hustrus dokumentar om filmens tilblivelse, som selv skal have været en ganske udmattende rejse for den store instruktør. Kunstværkets aura Hvordan kan vi så afgøre, hvilken udgave af en film, der er den ”rigtige” og fastholde det egentlige værk? Filosoffen Walter Benjamin taler om et kunstværks aura (Benjamin 1994, s. 15ff). Aura forstås som det unikke ved værket, også kaldet dets her og nu, og handler om dets fysiske tilstedeværelse. Benjamin hævder, at selv en nøjagtig kopi af Mona Lisa ikke indeholder den rigtige Mona Lisas aura og derfor ikke har samme kunstneriske værdi og status. Vi kan overføre princippet på en film og dens versioner. Benjamin taler godt nok om forskellen på traditionelle kunstarter som maleri og såkaldt reproducerbare kunstarter som film. Der er naturligvis afgørende væsensforskel på disse: Selv en biograffilm må formodes at være en kopi af en master. Alligevel vover jeg at anvende princippet om film. Fig. 4: Apocalypse Now blev reduxet næsten en time længere og opviste endnu flere strabadser på rejsen ind i mørkets hjerte. Vi kan som udgangspunkt betragte en første udgivelse af en given film som det egentlige værk, da det simpelthen er den version, vi kender først. Ved forandring skifter værket form og karakter, og der opstår det, som Benjamin kalder et aura-tab eller en rystelse. Men netop pga. væsensforskellen mellem f.eks. maleri og film, gælder der andre ”regler” for film. F.eks. kan råoptagelserne (hvis de er bevaret!) klippes om fra bunden, modsat et lærred, som allerede er overmalet, eller en sten, som er hugget om til skulptur, og filmen kan potentielt genskabes identisk. Filmmediet rummer nogle særegne virkemidler, der giver mulighed for intens æstetisk oplevelse og fordybelse i sanselige billeder og lyd her og nu: F.eks. pompøse og stemningsfulde panoramaer i Woody allens Manhattan eller intimt og varmt skuespil i Sofia Coppolas Lost In Translation. Det er i disse kvaliteter, at en films aura lever – og netop muligheden for at genskabe en film ud fra det samme råmateriale gør, at dens aura kan bevares. Fig. 5: Pompøse og stemningsfulde panoramaer set med Woody Allens øjne. Forskellige slags versioner – Fortælling og lag Overordnet kan en films versioner variere på to områder: Dels inden for fortællingen eller det narrative, dels på et givent punkt i filmen eller inden for filmens parallelle lag. Forskelle i fortællingen Fortællingen vedrører fortællende elementer som filmens længde, tempo, rytme, rækkefølge mm. Det kan fx dreje sig om rækkefølgen af indstillinger og scener samt udeladte eller tilføjede indstillinger og scener. Her findes nok de fleste og mest afgørende forskelle med den største betydning for den enkelte histories fortolkning. Mange af os har nok oplevet et director’s cut med tilføjede hidtil usete scener, en barsk indstilling fjernet af censur eller andet og fået en anden oplevelse af den velkendte film. Naturligvis kan alle former for justeringer påvirke oplevelsen og fortolkningen af en given film, fra fortællingens længde til filmformatets sanselige udstråling. Men trods vores stigende forventninger til tekniske fremskridt vil de fleste af os nok abstrahere fra en smule billedstøj på skærmen, så længe vi kan se, hvad der foregår. At se Apocalypse Now Redux med de ekstra 49 minutter vil nok trods alt gøre større indtryk end at gense den gamle udgave på Blu-Ray i stedet for DVD! Hvordan fungerer fortællingen? Filmteoretikeren David Bordwell taler om filmens narrativitet eller fortælling (Bordwell og Thompson 2004, s 68ff). Fortællingen er den måde, som historien fortælles på, den måde begivenhederne fungerer som årsag og virkning i tid og rum, og karaktererne modarbejder eller hjælper hinanden hen i mod en løsning af en konflikt. Eksempel: Han skød først En scene, hvor en fraklippet detalje har betydning for historiens fortolkning, er skudduellen mellem Han Solo og Greedo i Star Wars: A New Hope. Filmen blev genudsendt efter 20 år i 1997 med tekniske ”forbedringer”, som fik fans af den oprindelige film helt op i det røde felt. Billede og lyd var restaureret og stod lysende klart, men derudover var rumkrigsscenerne tilføjet nye spektakulære lyseffekter, og der var sat nye pudsige smådyr ind i baggrunden. Men mest utilgiveligt var skudvekslingen mellem smugleren Han Solo og dusørjægeren Greedo klippet ned, så den flossede helt Han Solo ulig i den første version nu kun skød i selvforsvar. Ændringen gjorde slynglen Han Solo mindre slyngelagtig og gjorde dermed hans udvikling fra opportunistisk lykkeridder til opofrende krigskammerat kortere – og bidrog sammen med de tilføjede effekter og pudsige smådyr desuden til at give den højtidelige skæbnefortælling et lovlig børnevenligt og “disneyficeret” udtryk. Trofaste fans sukker stadig efter en DVD med sagaens første tre film i de oprindelige versioner i topkvalitet, og man kan rundt omkring spotte t-shirts med erklæringen ”Han shot first”. Fingrene fra originalen! Fig. 6: Pas på, Han skyder! Han Solos selvjustits er sikkert inspireret af samtidens mange film- selvtægtsmand som Dirty Harry, Charles Bronson i Death Wish og utallige western- gunslingers. I dag går den umoralske lovløshed ikke – især ikke hvis man også vil sælge helten som legetøjsfigur og børnetøj. Forskelle i lagene Anskuer man fortællingen, det fremadskridende forløb fra begyndelse mod slutning, som en films horisontale dimension, kan man også anskue dens vertikale dimension og se på de forskellige lag, der forløber parallelt på et givent punkt i filmen. Som modstykke til Bordwells narrativitetsbegreb har filmforskeren Henrik Juel begrebet Den vertikale montage (Juel 2002). Det vedrører elementer, der finder sted samtidigt i en given indstilling eller scene. Det kan dreje sig om filmformat (fx HD eller 8 mm), beskæring (fx 16:9 eller 4:3), billedkvalitet, farve, lyd (fx stereo eller mono), musik, tale (fx dubbet tale) mm. Hvor fortællingen påvirker historien, påvirker lagene snarere den æstetiske oplevelse af filmen. Dog kan begge dimensioner naturligvis påvirke det samlede indtryk og fortolkningen af filmen. Vi kender nok alle glæden ved at opleve en gammel favorit i restaureret billed- og lydkvalitet på stort lærred efter at have tålt den på slidt VHS-bånd. Men mange andre æstetiske elementer kan spille ind. Selve filmformatet kan have en stor virkning: En dokumentarfilm optaget på grynet video opfattes gerne som mere virkelighedsnær og ”ægte” end et velproduceret tv-faktaprogram, ligesom en stor del af glæden ved 70er-krimier som French Connection er det umiskendelige vintage-look. Beskæringen kan ligefrem afgøre, hvad der er med i billedet: Når en film i VHS-tiden kom på video, måtte biografens brede 16:9-format tilpasses tv-skærmens mere kvadratiske 4:3-format, så man “studsede” siderne af billedet for at udfylde tv-skærmens top og bund. Resultatet blev ofte i nære dialogscener, at man endte med ”to næser, der talte sammen”. Instruktøren Sidney Pollack sagsøgte DR og vandt, efter at man havde vist hans spionfilm 3 Days For The Condor i forkert beskæring. Fig. 7: Kraften er stærkest i bredformat. Forskellen på 4:3- tvbillede og 16:9biografbillede. Eksempel: Henry Fonda på italiensk Også sprogforskelle kan have betydning. Rigtig mange italienske og asiatiske exploitationfilm er forståeligt nok dubbet engelsk til de engelsktalende markeder. Hvor mange af os har mon set en italiensk spaghettiwestern med original italiensk tale eller en kung fu-film på kinesisk?! Et hovedværk som Sergio Leones Once Upon A Time In The West blev produceret i Italien og som bekendt med både amerikanske og italienske skuespillere. Det var kutyme, at skuespillerne i optagelserne talte hvert deres modersmål, og at italienerne senere blev dubbet til den engelske dialog, som vi kender herhjemme. Men i den oprindelige version, som blev vist i Italien, skal det have været omvendt: Således blev de amerikanske stjerner Henry Fonda, Jason Robards og Charles Bronson for at kunne forstås i værkets hjemland dubbet italiensk. Fig. 8: ”Parli italiano?” Den ærkeamerikanske filmstjerne Henry Fonda måtte finde sig i at få lagt italienske ord i munden, når Once Upon A Time In The West blev vist i hjemlandet Italien. ”Listige” versioner Endelig findes de mere “listige” versioner, der er tilpasset forskellige markeder uden at gøre opmærksom på det. Her kan man som publikum virkelig få sig en overraskelse. Forskellige kulturer har forskelligt temperament vedr. stil, tempo osv. Myten siger, at amerikanske genrefilm er ligefremme og slagfærdige og europæiske og asiatiske mere fabulerende og meditative. Da amerikanske George Romeros zombieklassiker Dawn of the Dead skulle lanceres i Italien, blev den italienske gyserinstruktør Dario Argento hyret til at klippe den med italiensk lune. Argento er kendt for fabulerende og stemningsfulde gysere som Suspiria og Profondo Rosso, men paradoksalt nok valgte han at klippe den amerikanske dommedagsvision om, så den netop blev mere blodig og actionmættet, og samtidig kortere ved at få fjernet nogle af de fjollede scener. ”Film skal ses i biografen”, siger man. Celluloidstrimmel og caféatmosfære jo, men biografrummet garanterer altså åbenbart ikke den rigtige version. I strømerland En populær nyere film, som herhjemme findes i mindst to ret forskellige versioner, er Cop Land, James Mangolds thriller-drama fra Fig. 9: Amerikanske zombier med italiensk lune. 1997. Filmen fås i den oprindelige biografversion på leje-DVD fra Scanbox og i Exclusive Director’s Cut på købe-DVD fra Buena Vista, og forskellene har afgørende betydning for fortolkningen af filmen. Cop Land er en moderne storby-western med Sylvester Stallone som ensom retskaffen sherif omgivet af lovløse. I en søvnig forstad til New Jersey uden for New York passer den godmodige sherif Freddy Heflin (Stallone) sit trivielle job, imens de mange politimænd, som bor i byen, går på arbejde i ”The Rotten Apple”. Resignerede Heflin kunne ikke blive ”rigtig” politimand pga. nedsat hørelse efter at have reddet en pige, Liz (Annabella Sciorra), fra en drukneulykke i sin ungdom – samme pige, som han stadig sværmer for, men som desværre nu er gift med en NY-cop. Da Moe Tilden (Robert DeNiro) fra Interne Affærer dukker op og afslører, at landsbyidyllen er gennemkorrupt – og Heflins ven og velgører, politichefen Ray Donlan (Harvey Keitel), står i centrum af korruptionen – er sheriffen pludselig fanget mellem loyalitet overfor kollegerne og sin faglige stolthed og pligt som lovens håndhæver. En klassisk historie om en lille mands kamp mod overmagten med hilsner til westernklassikere som High Noon. To forskellige Cop Land Fig. 10: James Mangolds Cop Land fra 1997. Der er en enkelt væsentlig forskel i musikken: I den almindelige version lyder der under titelsekvensens musik en heroisk fanfare. Denne er i Director’s Cut erstattet af en mere afdæmpet og mystisk musik. Det giver en mere alvorlig stemning og antyder en hovedkarakter med en mere kompleks motivation. Director’s Cut er med sine 112 minutter hele 11 minutter længere end den almindelige version. De mest afgørende forskelle er i fortællingen: I længden, i rækkefølgen af bestemte scener samt i tilføjelsen af nye scener og indstillinger. Fortællingen er i hovedtræk den samme i begge versioner. Da Heflin får indblik i korruptionen, appellerer han til Donlan om i fællesskab at afgive forklaring til IA, hvilket Donlan afviser. Det kulminerer, som det sig hør og bør i genren, i et regulært showdown, hvor sheriffen og hans makker Figgis (Ray Liotta) skyder skurkene og den arresterede betjent Babitch (Michael Rapaport) bringes til justice. I den almindelige version konfronterer Heflin to-tre gange Donlan med sin viden og IAs beskyldninger, men bliver overbærende afvist. Da den lille mand i den store krop til sidst presset siger ”I look at this town and I don’t like what I see anymore”, banker Donlan ham hånligt på plads med ”Who the fuck do you think you are?!” Denne overfusning er det sidste skub, der får Heflin til at træde i karakter og vidne for IA, selv om det koster både loyalitet og sikkerhed. Det vises raffineret ved, at der efter overfusningen klippes til Heflin målrettet på vej op af subway-stationens trappe mod NYPDs hovedkvarter og IA. Fig. 11: Sherif Heflin under pres fra IAs Tilden. Fig. 12: Heflin er under pres fra sin korrupte kollega og ven Donlan. Stolthed eller empati som motivation Overordnet er Director’s Cut en “expanded” eller udvidet version – det er samme historie, men med “mere af det hele”. Dramaet er mere intenst og mere konfronterende fortalt: Konflikterne mellem Heflin og Donlan og mellem Heflin og Tilden er skarpere optrukket, der ses mere indignation hos IAs Tilden, og endelig vises mere empati fra Heflin med Liz. Scenerne, hvor dette kommer til udtryk, er længere og mere udbyggede. Dette giver desuden mere tyngde til hele filmen. Efter IAs første afhøring af vidner til Babitchs fingerede selvmord er der tilføjet en ny scene, hvor Tilden sarkastisk udtrykker sin mistanke om Donlan. Her etableres mere eftertrykkeligt konflikten mellem IA og det korrupte politikorps. Senere er en scene, hvor Tilden appellerer til Heflin om at hjælpe med at afsløre de korrupte betjente, udbygget med en indstilling, hvor Tilden giver sin indignation frit løb: ”Korruption er smitsomt. De er som mider. Finder du en rede, finder du flere”. I Director’s Cut er det entydigt, at Heflin ikke bare mistænker, men ved, at Babitchs selvmord er fingeret, og da inderkredsen diskuterer mulige stikkere, sidder Heflin med ved bordet. Scenen forlænges med en tilføjet indstilling, hvor Donlan forklarer Heflin, at han måske ikke stoler på ham i alt, men betror ham sin families og sin bys sikkerhed. Underforstået: Jeg regner med dig, men kend din plads! Da Heflin hen imod historiens klimaks appellerer til Donlan om i fællesskab at afgive forklaring til IA, er Babitch på flugt af frygt for at blive myrdet og Liz’ mand, betjenten Randone, dræbt i en ulykke. Her forsøger Donlan for sidste gang at tøjle Heflin med en tale om, at rigtige mænd gør, hvad der kræves, uanset hvad. Men Heflin har fået nok, og da han efterfølgende bankes på plads med ”Who the fuck do you think you are?!”, svarer han stoisk: ”The sheriff of Garrison, New Jersey”. Replikskiftet vises raffineret med et zoom-ind på hhv. Donlan og Heflin. Klassisk western-standoff. Men scenen forlænges yderligere: Da sheriffen går, bider skurken sigende i en kiks, og vi forstår, at et dødeligt opgør venter. Da Heflin kort efter finder Babitch skjult og i al hemmelighed og under ekstremt pres fører ham til stationen, spørger Babitch ”Er du alene?”. Og da Donlans håndlangere kort efter overfalder Heflin og bortfører Babitch, ses sheriffen eftersætte til fods i Fig. 13: Cop Land i Director’s Cut fra 2004. panoramabillede oppefra. Den hæderlige politimand er meget lille og alene. Men i den udvidede version har sheriffen allerede besluttet sig før konfrontationen med Donlan. Heflin og Liz har et særligt bånd pga. redningen fra drukneulykken, og Heflin har både følelser for hende og medfølelse med hendes situation som hustru til en af de korrupte betjente, som oven i købet er utro med Donlans kone. Korpset og Donlan er så forrået, at Donlan, da han opdager utroskaben, indirekte sender Randone i døden under en forbryderjagt. Ved den efterfølgende begravelse er den dybe medfølelse med uskyldige Liz malet i Heflins ansigt, og man forstår, at det nu er nok. Herefter klippes der til Heflin på vej op fra subwayen mod IA. Det er altså ikke alene krænket stolthed og pligt, der driver ham – det endelige skub er medfølelsen med en uskyldig kvinde, der bliver korruptionens collateral damage. Da Heflin efter klimaksscenens showdown kommer vaklende ud, venter Liz ængstelig udenfor. “Mere af det hele” Cop Land i Director’s Cut kan således betragtes som en “enhanced” eller udvidet version – det er samme historie, men med “mere af det hele”. Dramaet er mere intenst og mere konfronterende fortalt: Konflikterne mellem Heflin og Donlan og mellem Heflin og Tilden er skarpere optrukket, der ses mere indignation hos IAs Tilden, og endelig vises mere empati fra Heflin med Liz. Scenerne, hvor dette kommer til udtryk, er længere og mere udbyggede. Den mindre heroiske musik antyder en mere kompleks hovedkarakter med en mere kompleks motivation, nemlig en blanding af krænket stolthed, pligtfølelse og medfølelse. Versionens ekstra længde giver hele filmen ekstra tyngde. Enkelte tilføjede eller forlængede scener udbygger de afgørende scener, hvor konflikten og dramaet udspilles, og hvor Heflin motiveres til at træde i karakter. Endelig er enkelte scener flyttet rundt, så det bliver en anden situation, der giver Heflin det sidste skub. Han motiveres af krænket stolthed, pligtfølelse og medfølelse, men det afgørende endelige skub er medfølelsen med en uskyldig kvindes skæbne. Fig. 14: Lille mand i stor krop – Stallone against character og mod overmagten. Den egentlige Cop Land Filmen Cop Land eksisterer altså i (mindst) disse to temmelig forskellige versioner. Dvs. at Cop Land som værk er flertydigt. For at kunne fastslå, hvad filmen handler om, må man fastslå hvilken version, man taler om. I den almindelige version motiveres Heflin af krænket faglig stolthed og pligtfølelse til at ofre kollegaloyaliteten og træde i karakter. I Director’s Cut motiveres han af krænket stolthed og pligtfølelse, men også af medfølelse. Da Director’s Cut er udgivet syv år efter den første version, har den første etableret sig som den egentlige version. Vi husker dens handlingsforløb og slutning. Fordi hovedkarakterens motivationsfaktorer er afgørende forskellige i versionerne, men historiens hovedtræk og slutningen er den samme, vil Director’s Cut som udgangspunkt blive betragtet som blot en variation af den første. Imidlertid tilfører begrebet ”director’s cut” versionen autenticitet – idet filmen i kraft af filmmediets særegne virkemidler er genskabt fra bunden af de samme optagelser med et lettere varieret resultat (og forudsat at det rent faktisk er instruktørens eget produkt), og det overordnet er den samme historie, kan Director’s Cut betragtes som instruktørens endegyldige version af værket. Det samme kan gøre sig gældende med andre film med samme tilblivelseshistorie. En fair konklusion må således være, at den enkelte titels forskellige versioner må vurderes på dens egne præmisser i forhold til, hvordan den forvalter den historie, vi kender. Fakta Udskriv denne artikel Gem/åben denne artikel som PDF Litteratur Benjamin. Walter: Kunstværket i det tekniske reproducerbarheds tidsalder. Holte: Forlaget Medusa, 1994. Bordwell, David og Thompson, Kristin: Film Art. New York, McGraw- Hill, 2004 Gem/åben hele nummeret som PDF Juel, Henrik: Den vertikale montage, 2002. Film Cop Land. Manus og instruktion: James Mangold. Premiere 1997. Dansk biografversion, leje- DVD, Scanbox. Cop Land. Manus og instruktion: James Mangold Exclusive Director’s Cut, købe- DVD, Buena Vista. Udsendt 2004. Mere om Cop Land i Director’s Cut Køb Cop Land Få hjælp Det er næppe muligt at få overblik over, hvor mange og hvilke titler, der findes i hvilke versioner. Der er dog hjælp at hente: Sitet www.imdb.com lister gerne en given titels forskellige versioner og deres længde. Også på det danske site uncut.dk deler venlige filmentusiaster viden om f.eks., hvilken af de mange Scarface DVD - versioner, der har den længste og mindst censurerede motorsavsscene! Tak til Hans- Jørn Reimer. 16:9 - april 2013 - 11. årgang - nummer 50 Udgives med støtte fra Det Danske Filminstitut samt Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter. ISSN: 1603- 5194. Copyright © 2002- 13. Alle rettigheder reserveret. 5 Forside Indhold Arkiv Abonnement Profil Links Kontakt English Den tavse mand og hans hundekunster søg Af OLE THAISEN Michel Hazanavicius’ The Artist (2011) begejstrede såvel publikum som kritikere på verdensplan. Med undtagelser. Britiske biografgængere fik således pengene tilbage fra Odeon Liverpool One, da de anførte, at ingen havde advaret dem om, at de skulle overvære noget så eksotisk som en stumfilm. Årsagen til deres skuffelse var identisk med den, som henrykkede filmens fanskare. At det stadig var muligt at fortælle en historie uden tale (fig. 1). Man kan hævde, at The Artist står i gæld til eksperimenter som Dogme95, der ligeledes har forsøgt at finde tilbage til de fundamentale betingelser for filmisk fortælling. Drivkraften bag begge projekter er givetvis, at den seriøse filmproduktion på den ene side trues af semiprofessionelle værker skudt med billige digitale videokameraer, og på den anden side fristes af effekter som surroundsound, animation og 3D-billeder. Filmen befinder sig med andre ord i en eksistentiel krise, og som altid, når den slags banker på, giver det anledning til at undersøge, hvem man er, og hvor man kommer fra. Fig. 1: Filmplakaten til The Artist (2011). Hazanavicius går ikke helt tilbage til filmens fødsel. Det overlader han til Martin Scorsese og filmen Hugo fra samme år. I stedet vælger han at fortælle sin historie på det tidspunkt, hvor den hidtil største forandring af filmen fandt sted. Fra slutningen af 1920’erne til begyndelsen af 1930’erne, hvor filmen gik fra at være stum til at blive talende. Men Hazanavicius ønsker ikke blot at sætte lys på denne begivenhed. De intertekstuelle referencer forbinder sig nemlig ikke kun til perioden, men lige såvel til senere produktioner. Dette understreger, at instruktørens anliggende strækker sig videre end stumfilm overfor talefilm. Det handler om dybere aspekter af det at producere film: det handler om filmens identitet. De var ikke i tvivl i Liverpool. The Artist er en stumfilm. Andre har undret sig over, at en stumfilm kan indeholde så meget lyd, ja, at de luxe udgaven af filmen ikke blot indeholder både en blu-rayversion og en dvd-udgave af filmen, men også en cd med det originale soundtrack. Lyden fra den stumme film Men den såkaldt stumme film var ikke nødvendigvis den lydløse film. Allerede ved brødrene Lumières første fremvisning i Paris den 28. december 1895 blev billederne akkompagneret af en pianist. Musikkens funktion var dels at overdøve lyden fra filmprojektoren (Have 2008, s. 111) dels at dulme tilskuernes angst for det mørke rum i biografsalen (Bosæus & Ihlemann 1991 s. 3). Snart kom musikken dog samtidig til at tjene dramatiske formål, så den understøttede filmens stemning og hjalp publikum med at identificere følelser og stemninger i fortællingen. Det opretstående klaver var almindeligt i de små biografsale og blev enten betjent af en pianist eller fodret med pianoruller, som mekanisk stansede musikken ud. I de store biografer investerede man fra 1910 og fremefter i orkestre, som spillede under filmen. Som en mellemting eksisterede The Mighty Wurlitzer, et orgel, der kunne simulere orkesterlyde, forskelligt slagtøj og lydeffekter som galopperende heste og rullende torden (Jensen 1969, s. 93) (fig. 2). I begyndelsen varierede lydledsagelsen ved forskellige fremvisninger, hvilket ikke mindst hang sammen med, at filmene kørte non-stop i serier, men da filmene efterhånden blev længere (helt op til 15 minutter!), voksede trangen til at skabe selvstændige musikværker som ledsagelse. I 1908 skrev den franske komponist Camille SaintSaëns således musikken til L’Assassinat du Duc de Guise. Blandt filmfolk var der enighed om, at Saint-Saëns underlægning var glimrende, men studierne vægrede sig ved udgifterne. Man valgte derfor i første omgang at udarbejde kataloger med egnede værker til forskellige situationer i de kendte genrer. Så kunne assistenter inddele Fig. 2: The Mighty Wurlitzer i Alabama Theatre. film i relation til karakteristiske stemninger og fra kataloget udvælge passende musikstykker. Systemet havde flere fordele. For det første var de klassiske musikstykker gebyrfri, da de ikke havde nogen ophavsret. For det andet kendte publikum det meste af musikken på forhånd og skulle således ikke både afkode billede og lyd på samme tid. Og for det tredje satte man hurtigt et score sammen ud fra disse Fake Books (Vilhelm 2005, s. 14). Særligt prominente film fik dog deres eget partitur som D.W. Griffiths Birth of a Nation (En nations fødsel, 1915) og Intolerance (1916) med Carl Joseph Breil som komponist i begge tilfælde. Senere fulgte bl.a. Edmund Meisels musik til Sergej Eisensteins Panserkrydseren Potemkin (1925). (Jensen 1969, s. 92) The Artist – en metafilm I begyndelsen af The Artist markeres musikkens rolle da også i forhold til den stumme film. Mens George på mellemteksten ytrer: ”Jeg siger intet! Jeg vil ikke tale…”, demonstrerer orkesteret med sin tilstedeværelse i salen, at film med stjernen George Valentin naturligvis har sit eget partitur (fig. 3). Anslaget er desuden interessant, fordi der angives tre forskellige perspektiver. For det første vises uddrag af filmen A Russian Affair, både som egentlige klip og som optagelser af lærredet fra biografsalen. For det andet ser tilskueren publikum i salen. Publikum er dels filmet bagfra, så tilskueren også ser det, de er optaget af, nemlig lærredet med A Russian Affair, dels filmet frontalt, så tilskueren ser publikums reaktion på filmen. For det tredje ser tilskueren filmens bagmænd – de medvirkende, producenten og diverse filmteknikere bag lærredet, og også her er der to perspektiver: såvel interaktionen mellem menneskene fotograferet forfra som deres interesse i det, der foregår på lærredet, der her ses fra bagsiden. Fig. 3: George vil ikke tale. Gennem denne indledning præsenterer filmen sig som et prisme, hvor filmens lys dels skinner igennem og afbøjes i mange forskellige retninger, dels reflekteres og kastes tilbage mod sig selv. The Artist viser sig med andre ord som en metafilm, der ikke er bundet til sin periode, men bliver et udsagn om mediet som sådan. Blandt andet derfor er The Artist filmet i farve og først i postproduktionen konverteret til sort-hvid. Instruktøren tog denne beslutning, fordi han ønskede en gråtonenuancering. Omgivelserne er i en kontrastfuld sorthvid, når karaktererne er på toppen, og i en afdæmpet kontrastfattig grå, når de er nær bunden (Bell 2012). Forholdet mellem forskellige filmperioder viser sig også intertekstuelt. En af filmens nøglescener udspiller sig på en trappe i The Bradbury Building, hvor filmens to hovedpersoner tilfældigt løber på hinanden. George Valentin er såvel konkret som i overført betydning på vej ned efter at have opsagt sin kontrakt i protest mod talefilmen, mens den unge kække Peppy Miller er på vej op for at påbegynde sin karriere som talende skuespillerinde (fig. 4). Mange vil givetvis nikke genkendende til trappen fra Ridley Scotts Blade Runner (1982), men faktisk optrådte den allerede i Frank Borzages Seventh Heaven fra 1927. Her ser vi således prismet i funktion med vink både til filmens samtid og vink til en af de store film fra talefilmperioden. Fig. 4: Peppy læser om sig selv i Variety . I øvrigt er trappescenen ikke den eneste reference til Seventh Heaven. I taknemmelighed over, at George har hjulpet hende til hendes første rolle i en film, lister Peppy sig ind i Georges påklædningsværelse og skriver ”Thank you” med læbestift på spejlet. På vej ud får hun øje på Georges smokingjakke, der hænger på en stumtjener, stikker sin ene arm ned i ærmet og omfavner sig selv, som om det var George, der holdt hende i sine arme (fig. 5). I Seventh Heaven lod Janet Gaynor sig omfavne på denne vis. I The Artist fungerer jakken desuden som et ledemotiv. I den omtalte scene optræder den som et billede på Valentins stjernestatus. Da han pantsætter den, bliver den et synligt bevis på hans finansielle problemer. Senere bidrager synet af den i pantelånerens vindue til endnu et selvmordsforsøg, som Peppys sammenstød med en lygtepæl afværger, og endelig ser vi ham i den i afslutningsscenens dans med Peppy. Jakken beskriver således Georges udvikling i filmen. Da Peppy opfører sin pantomime, betegner jakken naturligvis hendes idealiserede billede af George Valentin. Men for den opmærksomme tilskuer symboliserer den også filmens fremstilling af George. George er den feterede stjerne, men han indeholder ikke andet end det. Han spiller skuespil i alle situationer. Dette fremgår tydeligt, da han kaldes ind på scenen i biografen for at modtage publikums hyldest efter A Russian Affair. Her tilbyder han ikke den kvindelige hovedrolle, Doris, hendes berettigede del af hyldesten. I stedet monopoliserer han tribunen og giver kun plads til sin hund Uggie, der udfører tricks, som han har dresseret den til. Ved morgenbordet den følgende dag erfarer vi, at Doris ikke blot er hans Fig.5: Peppy i ”omfavnelse” med George. medspiller, men også hans kone. Og også i denne situation vælger han at lade hunden lave tricks fremfor at konversere med Doris. Problemet for George er, at han er groet sammen med sit image. Han kan ikke længere udskille et privat jeg fra sine roller. Han har forvandlet sig til et tomt jakkesæt. Da han i begyndelsen af filmen forlader sit hjem for at tage i studiet, siger han farvel til et kæmpestort portræt af sig selv i den nævnte smoking, og da han i slutningen af filmen finder alle sine ting opmagasineret hos Peppy, understreger det selvsamme portræt – nu ikke blot stort, men også truende i forhold til George, at uden sin stjernestatus er han ingen. Filmen understreger denne pointe flere steder, og specielt to scener falder i øjnene. De indbefatter begge alkohol og dermed sansebedøvelse. Den første scene udspiller sig som en deliriumfantasi i en bar. Her angriber en miniatureudgave af George i safarioutfit sammen med en flok krigere den plakatstive Valentin, umiddelbart før han går i dørken. Den anden scene foregår en aften, hvor George har set en af sine gamle film i sin stue. Da han efterfølgende rejser sig, kaster fremvisningsapparatets pære hans skygge op på lærredet (fig. 6). George håner sin skygge, der til sidst får nok og forlader billedfladen. Selv om George beordrer den tilbage, bliver den væk, og viser sig først for tilskueren, da han går i gang med at destruere sine gamle film. Fig. 6: George mens han endnu har sin skygge. Den tomme krop og den manglende skygge suppleres med endnu et symbol på sanseløshed. Premieren på George Valentins selvfinansierede Tears of Love falder sorte torsdag i 1929, dvs. samme dag som børskrakket på Wall Street. Mens George læser om det i avisen, ser tilskueren i baggrunden de tre aber, som ikke vil høre, ikke vil tale, ikke vil se. Disse tre aber illustrerer, at imaget George Valentin også snart vil være uden sine sanser, en tilstand, der varer ved, indtil han finder sine gamle ting opmagasineret hos Peppy. Her klipper filmen de tre aber ind i montagen, så det bliver klart, at George endelig forstår sin situation. Da døren åbnes, strømmer lyset ind i det mørke rum, som blev det oplyst af en projektor. Tilskueren ser George, der misser med øjnene, og bag ham det store portræt som en smertende skygge. Den efterfølgende sekvens fører frem til filmens klimaks. George forlader huset for at begå selvmord, og Peppy kører dødskørsel gennem gaderne i Los Angeles for at nå frem i tide til at forhindre ham i det. Visuelt anvender filmen her Griffiths accelererende montage, hvor krydsklipningen mellem de to hovedpersoner med stadig højere klippehastighed forøger spændingen. En musikalsk hilsen til Vertigo Musikalsk benytter Hazanavicius Bernard Hermanns kærlighedstema fra Alfred Hitchcocks Vertigo (En kvinde skygges, 1958). Anvendelsen af dette stykke fik Kim Novak, den kvindelige hovedrolle i Vertigo, til at beskylde Hazanavicius for intet mindre end voldtægt af musikken: ”I feel as if my body – or at least a body of my work – has been violated by the movie”. Hun sluttede: ”Shame on them!” (fig. 7). Fig. 7: Kim Novak i Vertigo. Umiddelbart forekommer Novaks kritik uagtet den skingre tone rimelig. Hermanns musik er trods alt skrevet flere årtier efter, stumfilmen overlod tronen til talefilmen. På den anden side står referencen til Vertigo ikke alene. Andre film finder vej til The Artist. Billy Wilders Sunset Boulevard (1950), Orson Welles’ Citizen Kane (1942) og Stanley Donen og Gene Kellys Singin’ in the Rain (1952). Alle film, der har det til fælles, at de på forskellig vis reflekterer forholdet mellem lyd og film. I tilfældet Vertigo drejer det sig om, at denne film i lange perioder er fuldstændig uden dialog. Således skal vi 42 minutter ind i filmen, før Kim Novaks karakter åbner munden. Faktisk spejler mønstret mellem tavshed og tale i den første halvdel af Vertigo filmen Blackmail, som Hitchcock instruerede i 1929. Her finder vi nemlig også en vekslen mellem tavse scener og talescener. I Blackmail var der dog ikke tale om en kunstnerisk strategi, men om en bunden opgave. Hitchcock havde således næsten færdiggjort titlen, da tiden krævede, at alle film skulle indeholde dialog. Hitchcock besluttede derfor at supplere de færdige stumfilmsscener med scener, der havde et synkront lydspor. Dette åbenbarede imidlertid et nyt problem. Filmen udspiller sig i Londons East End, og personerne skulle følgelig tale med cockney-dialekt. Filmens hovedrolle blev spillet af den tjekkiske stumfilmstjerne Anny Ondra, hvis tydelige accent på ingen måde kunne skjules. Hitchcock optog derfor talescenerne med en cockneytalende skuespiller (Joan Barry) bag et skærmbræt, mens Anny Ondra mimede replikkerne til kameraet (fig. 8). I slutningen af The Artist viser det sig, at det lige præcis er det engelske sprog, som er George Valentins problem. Ligesom Anny Ondra taler han med fed accent. Ikke tjekkisk, men fransk. Referencen til Vertigo har derfor en essentiel betydning i relation til budskabet i The Artist: det drejer sig om at besinde sig på de kvaliteter, som stumfilm og talefilm hver især har. De to hovedroller kommer på denne måde til at repræsentere hver sin del af filmhistorien: George repræsenterer stumfilmen og Peppy repræsenterer talefilmen. Derfor viser den afsluttende dansescene ikke blot, at både Peppy og George kan udtrykke sig kunstnerisk med deres kroppe, at George har fundet sin stemme og glad replicerer med sin franske accent: ”vith pleasur’”, men også at dansefilmene i 1930’erne genfinder kvaliteter fra den stumme tid. Filmmediets særpræg fremhæves dermed i The Artist for dets evne til at formidle kropsligt nærvær, menneskeligt samspil og følelsesmæssig empati på en måde, som intet andet medie tilnærmelsesvis kommer i nærheden af. Fakta Fig. 8: Plakat til Blackmail. Udskriv denne artikel Gem/åben denne artikel som PDF Michel Hazanavicius: The Artist. La Petite Reine. Studio 37, 2011. Ludovic Bource: The Artist. Musiqiue Originale. La Petite Reine. Sony Music SDRN LC 06868. Litteratur Gem/åben hele nummeret som PDF Barr, Charles (2002): Vertigo, London: British Film Institute. Bell, James (2012): ”The Sound of Silents”, Sight and Sound 22.1. 2012, London: British Film Institute. Bosæus, Caterina & Lisbeth Ihlemann (1991): Musikvideo, da capo: Århus. Have, Iben (2008): Lyt til tv. Underlægningsmusik i danske dokumentarer, Aarhus Universitetsforlag: Aarhus. Jensen, Bo Green (2012): ”Stum kærlighed”, Weekendavisen (10.02.2012). Jensen, Niels (1969): Filmkunst, København: Gyldendal. Lauridsen, Palle Schantz (2012): ”Drømmefabrikken af i går”, Kristeligt Dagblad (09.02.2012). Mikkelsen, Thomas (2012): ”Voldtægt? Nej, en smuk tråd via Hitchcock tilbage til Wagner” i Politiken (29.02.2012). Monggaard, Christian (2012): ”Mesterlig filmmagi”, Information (09.02.2012). Skotte, Kim (2012): ”Den tavse mand”, Politiken (09.02.2012). Vilhelm, Thomas (2005): Det visuelle øre – filmmusikkens historie, Århus: Systime. 16:9 - april 2013 - 11. årgang - nummer 50 Udgives med støtte fra Det Danske Filminstitut samt Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter. ISSN: 1603- 5194. Copyright © 2002- 13. Alle rettigheder reserveret. 6 Forside Indhold Arkiv Abonnement Profil Links Kontakt English En scenes anatomi: Kønnenes kamp – en konfrontationsscene i Piger i trøjen søg Af MARIA BERENDT OLDHØJ NIELSEN Folkekomedien. Genren som publikum elsker, og som filmanmelderne elsker at hade. Den er blevet kaldt eskapistisk, underlødig og virkelighedsfjern, men står det virkelig så slemt til? I denne artikel vil jeg med udgangspunkt i en scene fra mandskabsfilmen Piger i trøjen (1975) illustrere, at en folkekomedie kan indeholde langt flere kvaliteter, end man umiddelbart kan se. Folkekomedien kan kort defineres som en bredt anlagt komedie, der dyrker det hjemlige, folkelige og hyggelige Danmark. Den opererer med et persongalleri af faste karaktertyper og gør ofte brug af farceindslag samt populære slager- og musikindslag. Genren stammer fra det populære teater, men slog for alvor igennem på det store lærred i 1934 med Lau Lauritzen Seniors Barken Margrethe af Danmark. Siden da har den været de fleste danskeres foretrukne genre par excellence. Dog havde den det særdeles svært i 1970’erne, hvor biografbesøgstallet faldt, og filmene gav voldsomt underskud. Med konkurrencen fra tv-mediet gik færre danskere i biografen, og hvis de endelig gjorde det, var det (oftest) ikke for at se de eskapistiske og virkelighedsfjerne folkekomedier, men nærmere for at se de virkelighedsnære, realistiske hverdagsdramaer. Fig. 1. Men som anmelderne nok ville sige, så forgår ukrudt ikke så let. Genren overlevede og lever i dag i bedste velgående. Seneste skud på stammen er Klassefesten (2011), Far til fire til søs (2012) og Alle for 2 (2013), som tilsammen har solgt 1.240.656 billetter. Selvom folkekomedien er populær hos det brede publikum, har den som antydet altid været udsat for massiv kritik af filmforskere og filmkritikere. Anklagen har ofte lydt på, at folkekomedien er en underlødig og konserverende genre, der ikke er værd at beskæftige sig med. Denne holdning afstedkommer desværre, at man ofte overser en lang række af de kvaliteter, som folkekomedierne rent faktisk kan indeholde. F.eks. kan disse film have et enormt social- og kulturhistorisk potentiale, fordi de på flere planer – i al fald antageligt – afspejler den samtid, de er en del af. Derudover kan de også være med til at løsne op for nogle af de kulturelle og ideologiske konflikter, som præger den respektive samtid, fordi de tematiserer disse og kommer med forslag til, hvordan de kan løses. Fig. 2: Plakat fra folkekomedien Det støver stadig (1962). Man fornemmer det komiske og farceagtige islæt, som filmene har, ved at hovedkaraktererne er gengivet som karikaturer. Som sagt er formålet med denne artikel at vise, hvordan folkekomediens kvaliteter kommer til udtryk. Her vil jeg tage udgangspunkt i en undergenre inden for folkekomedien, som er særlig velegnet til at anskueliggøre dette – nemlig den såkaldte mandskabsfilm. Eller rettere: mandskabsfilmen, som denne giver sig til udtryk i en interessant men ofte overset scene fra Finn Henriksenfilmen Piger i trøjen. Mandskabsfilm og kvindekamp Et af de vigtigste og mest åbenlyse karakteristika ved mandskabsfilmen er, at den handler om en mandskabsenhed – enten i militæret, i handelsflåden, eller i et beredskabskorps. Fortællingen om et mandskab eller en venneflok, som er fælles om at tjene i militæret, handelsflåden eller beredskabkorpset – om at hoppe ”i trøjen” – kan således have en mobiliserende funktion, at få folk til at melde sig. Plotstrukturen i denne type film er ofte sammensat af en række løsthængende episodiske farceindslag, populære slager- og musikindslag samt en række romantiske og/eller spændingsprægede forviklinger og sidehandlinger. Sidst men ikke mindst er mødet mellem forskellige sociale klasser og/eller køn, sammenstødet mellem dem og til sidst integrationen af dem en fast bestanddel i mandskabsfilmene. Sidstnævnte karakteristika er særligt interessante i forhold til at vise, hvilke sociale- og kulturhistoriske temaer en mandskabsfilm kan operere med. I denne forbindelse er der især én mandskabsfilm, som Fig. 3: Folkekomedien er stadig i live! Plakat fra folkekomedien Alle for 2 (2013), som tydeligt henter sin inspiration fra gamle folkekomedieplakater ved at fremstille en af hovedkaraktererne som en karikatur. skiller sig ud, og det er, som sagt, Piger i trøjen fra 1975. Om nogen viser denne film, hvordan den er et produkt af sin tid, fordi den tager udgangspunkt i aktuelle social- og kulturhistoriske problemer og forandringer ved at tematisere kvindekampen i 1970’erne. Dette var som bekendt årtiet, hvor kvinderne kæmpede for at gøre op med de traditionelle kønsroller og for at løsrive sig fra mændene. Udover at indtage arbejdsmarkedet begyndte de også at gøre krav på nogle af de mest mandsdominerede bastioner – herunder militæret, som de formelt fik adgang til i 1971. Piger i trøjen tager udgangspunkt i denne forandring, fordi den tematiserer kvinders indtræden i militæret, og viser det sammenstød, der uundgåeligt må komme, når frihedshungrende kvinder trænger ind på undertrykkende mænds enemærker. I det følgende afsnit vil jeg dykke ned i en bestemt scene fra Piger i trøjen, der tydeligt viser sammenstødet mellem kønnene og kvindens opgør med de traditionelle kønsroller. Først en introduktion til, hvad der er gået forud for scenen. Kønnenes kamp Oberstdatteren Marianne melder sig som konstabel til hæren for at glæde sin far Oberst Valdorff. Han er nemlig dybt skuffet over, at Mariannes bror, Viktor, er militærnægter. Viktor bliver dog rasende, da han finder ud af, at Marianne har meldt sig, eftersom han ikke mener, at militæret er et sted for kvinder. Han opsøger Marianne på soldaternes stamværtshus – sammen med Mariannes forlovede Holger – for at overtale hende til at droppe det hele. Marianne nægter, og Viktor og Holger bliver smidt ud. Da Oberst Valdorff bliver bekendt med, at Marianne er i trøjen, og Viktor beklager sig over, at det er for sent for ham at tage hendes plads, trækker obersten i nogle tråde. Pludselig befinder Viktor og Holger sig på et regiment, der ligger klods op af den konstabelskole, som Marianne går på. En aften beslutter Viktor sig for at forcere det hegn, der er mellem de to skoler. Han vil have fat på Marianne – koste hvad det vil. På vej over hegnet møder han sin søster, og det er denne konfrontationsscene mellem bror og søster – mellem mand og kvinde – som vi skal se nærmere på. Scenen starter med, at vi i et totalbillede ser en uniformeret og bevæbnet Marianne, der patruljerer langs et hegn om aftenen (jf. fig. 4). Hun ser noget bevæge sig, så hun hæver sit gevær og råber ”Holdt! Hvem der?” (jf. fig. 5) Det er hendes bror Viktor, der er ved at klatre over hegnet. De bliver begge overraskede over at se hinanden. Herefter sænker Marianne geværet (og sine parader) en anelse og bliver mere familiær i sit tonefald. Vi ser Viktor i et frøperspektiv, som umiddelbart kan bevirke, at vi opfatter ham som truende og dominerende (hvilket også svarer til det indtryk, som vi har fået af ham i løbet af filmen) (jf. fig. 6). Det er dog værd at bemærke, at dette alligevel ikke synes at være tilfældet, for det første fordi han fremstår noget komisk, når han hænger der og dingler, men også fordi vi aldrig ser Marianne i et fugleperspektiv (fra Viktors synsvinkel), som ellers ville fremstille hende som sårbar og udsat. Tværtimod ser vi hende forfra i en halvtotal og med et gevær i hånden, hvilket må siges at være et tydeligt symbol på magt (jf. figur 5). Denne magt bliver yderligere forstærket, da Viktor prøver at komme over hegnet. Her hæver Marianne resolut geværet (og sine parader) igen, ændrer tonelejet fra det familiære til det formelle og bestemte, og beordrer Viktor til at springe ned på den anden side: ”Der er ingen adgang for uvedkommende!” Viktor parerer ordrer, og hopper ned på sin egen side af hegnet. Marianne reagerer på, at Viktor er ved at overskride nogle grænser. Ikke kun fysisk, men også psykisk. Hun forsvarer kasernens område, men hun forsvarer samtidig sig selv over for sin mandlige undertrykker – den ”uvedkommende” – fordi hun ved, at Viktor endnu en gang vil forsøge at overtale hende til noget, hun ikke har lyst til. Dette kan ses som hendes (kvindens) første skridt på vejen til at løsrive sig fra sin dominerende bror (manden). Modsætningsforholdet mellem bror og søster, manden og kvinden, kommer også til udtryk i billedekompositionen. I en halvnær indstilling ser vi de to stå på hver sin side af føromtalte hegn. I denne forbindelse får hegnet en konnotativ betydning, fordi det både repræsenterer en fysisk og psykisk barriere mellem de to, eller mellem kønnene i det hele taget. De har svært ved at nå ind til hinanden (jf. figur 7). I konfrontationsscenen mellem Marianne og Viktor bliver det også endeligt slået fast, hvorfor Marianne har valgt at gå ind i militæret. Igennem filmen er vi blevet foranlediget til at tro, at Marianne har gjort det for deres fars skyld. Da Viktor prøver på at overtale hende til at trække sig, afslører hun dog, at det i virkeligheden er for at gøre oprør imod den mand (Viktor), der altid har patroniseret hende. Under denne afsløring er det tydeligt at se, hvem publikum skal holde med. Vi ser Marianne forfra (hun henvender sig nærmest direkte til os) i en nær indstilling i medlys, hvilket får hende til at fremstå sympatisk, imødekommende og rolig. Vi kan altså ikke undgå at sympatisere med hende og hendes (kvindernes) frigørelsesprojekt (jf. figur 8). Viktor derimod vises i halvprofil (han vender ansigtet væk fra publikum) i en nær indstilling og i modlys, hvilket får ham til at fremstå både Fig. 4: Oberstdatteren og konstabelen Marianne er på vagt. Fig. 5: Marianne sigter på den indtrængende. Fig. 6: Viktor oppe på hegnet. Han virker umiddelbart truende og dominerende. Fig. 7: Hegnet får en konnotativ betydning, fordi det repræsenterer den fysiske såvel som den psykiske barriere mellem de to. utilnærmelig og usympatisk (jf. figur 9). Viktor fremstilles altså som modstander på flere planer. På realplanet er han modstander af Mariannes projekt, men på symbolplanet er han også modstander af, at kvinder løsriver sig og bryder ud af de faste kønsrollemønstre. Fig. 8: Marianne forfra i en nær indstilling i medlys, der får hende til at fremstå sympatisk og rolig. Når enden er god, er alting godt Paradoksalt nok er opgøret mellem Marianne og Viktor katalysator for, at konflikten mellem de to søskende (og mellem kønnene) løses i slutningen af filmen. Scenen afsluttes nemlig med, at de indgår et væddemål med hinanden. Viktor tror ikke på, at Marianne kan klare militærlivet, men det vil hun modbevise. Marianne kræver, at hvis hun vinder, så skal Viktor melde sig frivilligt til officersskolen. Til Mariannes store overraskelse kræver Viktor, at hun skal droppe Holger. Han mener nemlig, at Holger er et kæmpe skvat. Her optræder Viktor endnu engang patroniserende og dominerende overfor Marianne, fordi han ikke stoler på hendes dømmekraft i forhold til Holger. Til trods for den høje indsats accepterer Marianne væddemålet. Da Holger får dette af vide, bliver han rasende på Marianne og kommer derefter i slagsmål med Viktor på det lokale værtshus, som bliver fuldstændig smadret. Da de øverstbefalende på kasernen vil vide, hvem der har forårsaget al denne ødelæggelse, melder Holger sig som den første. Her finder Viktor ud af, at Holger ”sgu er god nok,” fordi han er et mandfolk, der tør stå ved sine handlinger. Filmen slutter med, at alle karaktererne (og kønnene) forsones og integreres. Marianne vinder væddemålet (hun består sin eksamen), og hun forsones med både Viktor og Holger, som i mellemtiden er blevet gode venner. Sidstnævnte bliver hun oven i købet gift med (jf. figur 10). Fig. 9: Viktor i halvprofil i en nær indstilling i modlys, der får ham til at fremstå utilnærmelig og usympatisk. Som vi nu har set i ovenstående, så tematiserer Piger i trøjen en samfundsmæssig konflikt i form af 1970’ernes kvindekamp. Det gør den bl.a. ved at vise en kvinde som Marianne, der stik mod alles forventninger – især mændene og hendes brors – melder sig som konstabel til hæren. Hun legemliggør altså kvindernes kamp for at løsrive sig de undertrykkende mænd, idet hun gør oprør mod Viktor og hans dominans. Da Viktor så ender med at acceptere Marianne som den selvstændige kvinde, hun er, kommer de i fællesskab til at udgøre en løsning på den konflikt, som kvindekampen jo er – ikke bare i filmen, men også i datidens samfund. Når Marianne viser, at hun sagtens kan opføre sig ansvarsfuldt og disciplineret, bliver hun pludselig udtryk for den påstand, som mange af datidens mænd tvivler på og har et problem med og som siger, at kvinder sagtens kan klare sig selv. Ikke desto mindre er hun med til at overbevise dem om, at tvivlen er ubegrundet, og at kvinden sagtens kan magte det samme som den typiske mand. Dette argument bakkes op af Viktor, da han til slut indser, at Marianne jo rent faktisk er en selvstændig person (kvinde), som sagtens kan klare sig selv – også selvom det betyder, at det skal foregå indenfor ægteskabets rammer. Fig. 10: Holger og Marianne bliver gift, og det hele fejres med en samlet march. Efter at have analyseret en scene fra en af datidens folkekomedier er det forhåbentligt blevet klart, at der er visse folkekomedier, som har mere at byde på end som så. Det er dog værd at bemærke, at folkekomediens kvaliteter kan være lettere at få øje på i retrospekt. Når man befinder sig i den tid, hvor filmene er produceret, kan disse kvaliteter være svære at gennemskue. Det er nok de færreste, som i dag vil påstå, at en folkekomedie som Alle for 2 har et social- og kulturhistorisk indhold. Men hvem ved, om nogle årtier er der måske nogen, der vil komme med netop denne påstand. Fakta Udskriv denne artikel Gem/åben denne artikel som PDF Henriksen, Finn: Piger i trøjen (Premiere d. 20.08.1975, 102 min.), tilgængelig på DVD Klassefesten har solgt 482.583 billetter, Far til fire til søs har solgt 409.945 billetter og Alle for 2 har solgt 348.128 billetter. Bondebjerg, Ib (2005): Filmen og det moderne: filmgenrer og filmkultur i Danmark 1940- 1972, København: Gyldendal Eigtved, Michael (2003): Folkekomedien tur/retur: humor og komik i den danske filmkultur. In.: Nationale spejlinger: tendenser i ny dansk film. Redigeret af Anders Toftgaard og Ian Halvdan Hawkesworth, København: Museum Tusculanum. Nielsen, Maria Berendt Oldhøj Nielsen (2011): Den danske mandskabsfilm – En karakteristik og diskussion af genrebegrebet mandskabsfilm . København: Kandidatspeciale ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Afdeling for Filmog Medievidenskab, Det Humanistiske Fakultet, Københavns Universitet Nissen, Dan (2008): Alternativernes årti. In.: 100 års dansk film. Redigeret af Peter Schepelern, København: Rosinante. Schepelern, Peter (2010): Filmleksikon. 2. udgave. København: Gyldendal Gem/åben hele nummeret som PDF 16:9 - april 2013 - 11. årgang - nummer 50 Udgives med støtte fra Det Danske Filminstitut samt Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter. ISSN: 1603- 5194. Copyright © 2002- 13. Alle rettigheder reserveret. 7 Forside Indhold Arkiv Abonnement Profil Links Kontakt English Kroppen er mediet søg Af STEFFEN MOESTRUP Performancekunstneren Marina Abramović er sine værker. Gennem fire årtier har hun afsøgt kroppens grænser, når det gælder smerte og udholdenhed. Filmmagerne Matthew Akers og Jess Dupre er vellykkede i deres introduktion af Abramović, men det kniber med at lave en film i sin egen ret. I mere end 40 år har Marina Abramović fornyet og fremdyrket performancekunsten. Først nu tages hun alvorligt. Det er i al fald postulatet i Matthew Akers og Jess Dupres dokumentarfilm Marina Abramović: The Artist is Present (2012) (fig. 1). Dette er nok et udsagn, der kan debatteres betragteligt. For kendere af performancekunst vil Abramović være et yderst velkendt navn, ja nærmest et ikon i en kunstart, der næsten partout skal ses som værende alternativ og avantgarde. En kunstart, hvor provokation og grænseoverskridende kropslighed kan betragtes som en selvfølge, men måske også en kunstart, der er blevet desto mere populær og udbredt gennem årerne. Som Abramović udtrykker det i filmen, oplever hun fortsat mere sjældent, at folk spørger "why is this art?", når hun opfører sine værker. Om det så er tegn på, at performancekunst er blevet mere anerkendt som kunstform, ja endog tæmmet og måske mistet noget af sin provokations- og refleksionsværdi, er en debat, som dokumentarfilmen desværre slet ikke berører. Filmens sigte er portrættets. At fremvise Abramović og Abramovićs kunst i al sin mangfoldighed. At dykke ned i Abramovićs karriere og liv fra de spæde år i 1970'ernes Jugoslavien over de vilde, vovede tider især med partneren den tyske performancekunstner Frank Uwe Laysiepen ofte kaldet Ulay - og frem til nutidens anerkendelse og hyldest (fig. 2). Et egentligt - tilnærmelsesvist folkeligt - gennembrud kan man måske tale om, at Abramović fik med en stor retrospektiv udstilling på Museum of Modern Art i New York i 2010. Det er denne udstilling, dokumentarfilmens struktur er bygget op omkring. Fig. 1: Dokumentarfilmens titel refererer til Marina Abramovi ćs værk af samme navn, som kan betragtes som hendes folkelige gennembrud. Fig. 2: Abramovi ć og Ulay i en tidlig performance, hvor de løber forbi hinanden og ind i hinanden, indtil smerten eskalerer. Et studie i kønnenes kamp; alt det, mand og kvinde gør mod hinanden? At sidde stille i en stol Titlen på filmen er velvalgt, for Abramović er i den grad til stede. Egentlig refererer titlen til Abramovićs seneste værk, hvori hun placerer sig på en stol i MOMA's åbningstid i en udstillingsperiode på 23 måneder. Her sidder hun hver dag. Iklædt kjole. Tavs og stort set ubevægelig. Publikum træder frem en efter en og sætter sig i stolen overfor kunstneren. De ser på hende. En del begynder at græde. Der er ingen samtale mellem dem, men der er masser af kommunikation på færde, og tydeligvis mange følelser, der vælder frem hos både beskuer og kunstværk/kunstner (fig. 3). Inddragelsen og udfordringen af publikum er et centralt element ved Abramovićs kunst. Vi kan ikke bare konsumere kunst, som vi konsumerer vingummibamser. Vi er nødt til at involvere os i værket, for at det giver mening, for at det løfter sig. Eksempelvist i et af Abramovićs tidlige værker - Rhythm 0, 1974 - hvor hun forholdt sig passivt i seks timer, alt imens publikum kunne gøre med hende, hvad de ville, ved at anvende en række objekter, der ligeledes var en del af denne performance: en fjer, en skalpel, honning, en ladt pistol for at nævne nogle få (fig. 4). Således rummede det værk også en afvejning af menneskets natur. Hvor langt vil vi selv gå i skabelsen af et kunstværk, lidt i stil med Marco Evaristtis guldfisk i blenderen (fig. 5). Fig. 3: Tavst sidder hun iført kjolen på samme stol hver dag i 2- 3 måneder. En ny museumsgæst sætter sig overfor hende. Der udveksles blikke. Der er en tid, der skal gå Tilstedeværelsen af kunstneren og sammensmeltning af værk og kunstner er som sagt present i mange af Abramovićs performances. "She is never not performing," siger hendes tidligere partner og elsker, Ulay, hvilket også tydeligt fremstår i filmens interviewsekvenser, hvor Abramović spiller sin rolle og spiller den godt. Det kunne måske være et problem, hvis man med filmen gerne så et mere intimt og personligt kendskab til Abramović, men spørgsmålet er om det ville være mere interessant. Sandheden kan vel fint findes i overfladen og i de roller, hun spiller. Det giver for så vidt ikke mening at forsøge at adskille hende fra disse roller og den performance-modus, som hun åbenbart Fig. 4: I 1974 gennemførte Abramovi ć værket Rhythm 0, hvor hun i seks timer forholdt sig helt passiv, mens publikum kunne benytte forskellige objekter på hende/kunstværket efter forgodtbefindende. altid synes at befinde sig i. For Abramović - og for det meste performance-kunst - bliver kroppen det centrale medie, hvormed der ytres, iscenesættes, fortælles og manifesteres værker af vidt forskellig karakter. Dokumentarfilmen gransker en del af disse værker, hvormed filmen også bliver en givtig introduktion til Abramovićs æuvre: Marina løber nøgen ind i en mur og forslår sig gradvist mere og mere. Marina og partneren Ulay går fra hver sin ende af Den Kinesiske Mur og mødes på midten (fig. 6). Marina og partneren Ulay skiftes til at give hinanden lussinger i et værk, der udstrækkes over tid og afstedkommer desto mere ømme kinder. Tidens udstrakthed er en væsentlig med- og modspiller i de fleste af værkerne, især fællesværkerne med Ulay. Det tager lang tid at gå tværs over Den Kinesiske Mur (90 dage sådan cirka) for blot at mødes på midten og sige farvel til hinanden (The Great Wall Walk / The Lovers, 1988). Det tager lang tid at køre 365 omgange i en bil på en plads i Paris (Relation in Movement, 1977) (fig. 7). Og det tager lang tid, ja velsagtens 2-3 måneder, at sidde dagligt i MOMA’s åbningstid i 2-3 måneder (The Artist is Present, 2010). Og i MOMA-værket er det ikke kun kunstnerens krop, der udsættes for tidens ubønhørlighed. Også tilskueren mærker den. I takt med værkets popularitet og voldsomme omtale vokser også køen til værket til absurde højder. Folk rejser fra Australien og fjernere egne, overnatter foran MOMA i håbet om at komme så langt frem i køen, at der er blot en minimal chance for at nå hen til stolen i værket, inden museet på ny lukker dørene. Op til den store, retrospektive udstilling på MOMA, hvor en gruppe på 30 udvalgte, yngre kunstnere, skal genopføre en stor mængde af Abramovićs værker, indkalder hun disse kunstnere til en workshop (fig. 8-9). Denne workshop viser sig at blive nærmest en performance i sig selv. Abramović beder de deltagende kunstnere om at efterlade mobiltelefonerne i en kurv og afklæde sig tøjet. Askesen sætter ind, langsommeligheden indtræffer. En opgave består i minutiøst at sortere riskorn. Her mærker de unge kunstnere, hvordan det føles at lave noget, der ikke umiddelbart giver mening, men måske netop er sat i stand for, at de skal få en fornemmelse af tidens betydning. At tiden inddrages og anvendes på denne måde gør også, at performance-værkerne tager mere karakter af levet liv end af et kunstværk med en begyndelse, midte og afslutning. Som iagttager og deltager af et Abramović-værk er vi i et meget andet selskab end en typisk 90-120 minutters film, et visit på et museum eller en læseoplevelse, hvor vi udelukkende ser det færdige resultat af en proces, der måske har taget måneder eller år. Selvom vi ikke oplever en performance i sin helhed, får vi indtryk af, at den griber om sig. At den griber ind i kunstnerens liv i et sådant omfang, at det ikke er muligt at overse tiden som væsentlig konstituent i værkerne, netop fordi performance også er at være vidne til en proces. Netop af samme grund er det ærgerligt, at filmen ikke en eneste gang for alvor afstedkommer denne manifestation af tid og lade os overvære en performance i blot mere end nogle enkelte sekunder. Så ville vi som tilskuere også have lettere ved at blive kropsligt berørte af filmen og i højere grad mærke både den og Abramovićs værk på vor egen krop. Som filmen er skruet sammen nu, har vi en fortælling og en lindrende struktur, der får filmen til at glide ned, men måske også er med til at, denne film næppe vil efterlade noget varigt indtryk. Fig. 5: Marco Evaristti inddrog ligeledes publikum i kunstværket mange år senere, da han lod det være op til publikum, hvorvidt disse guldfisk i blendere skulle leve eller dø. Fig. 6: Over 90 dage vandrer Ulay og Abramovi ć mod hinanden på Den Kinesiske Mur for til sidst at mødes til et farvel på midten. Fig. 7: I 1977 udfører performance- parret Relation in Movement , hvor de kører 365 omgange i deres bil på plads i Paris. Her er det ikke smerte, der er i centrum men selve udholdenheden i at gøre det samme igen og igen og igen. Kroppens værk Narrativ er derimod ikke påfaldende til stede i Abramovićs værker. Man har ikke en fortælling at falde tilbage på, når man oplever værkerne. Noget andet er trådt i stedet: Det vanskelige ved at gøre noget, der er tæt på ingenting. At gå i opposition til fortælling og dyrke det inaktive, stilheden og det tilnærmelsesvist ikke-eksisterende; alle elementer som vores vækst-drevne tid vel ikke har meget til overs for? "Silence and inactivity are discredited," som Abramović udtrykker det. Ønsker man det, kan man med lethed finde en ideologisk funderet samfundskritik i Abramovićs værker, men styrken er i det fysiske. I kropsligheden. I den kompromisløse afsøgen af menneskekroppens grænser og muligheder, som igen hænger sammen med den føromtalte udstrakthed af tid. At lave lidt så længe er yderst krævende. Sådan som det foregår i den førnævnte The Artist is Present-performance, hvor kunstneren som sagt ikke gør meget andet end at sidde stille og iagttage de mennesker, der sætter sig overfor hende. Her er en kropslig udholdenhed og smerteafsøgning på færde, da Abramović, som månederne går, får mere og mere vanskeligt ved at sidde på den forbandede stol hver eneste dag (fig. 10). Også en psykologisk udmattethed synes at indtræffe. Måske fordi Abramović hele tiden skal forholde sig til et nyt menneske, der sætter sig lige overfor hende. Nedstirrer hende. Idoliserer hende. Betages, betragter. Vi er ikke vant til at bruge så meget tid på at lave så lidt. Og måske bliver dette "lidt" så voldsomt, dels på grund af det enorme Fig. 8+9: På den retrospektive udstilling på MOMA i 2010 genopfører en række kunstnere udvalgte performances. Øverst er den oprindelige performance udført af Abramovi ć og Ulay, hvor de står så tæt, at publikum skal masse sig forbi den nøgne hud og er nødt til at vælge, hvem af de to afklædte mennesker, de vil vende front imod. Nederst genopføres værket i 2010. tidsforbrug, og dels fordi vi så sjældent gør så lidt og så simpelt som at sætte os ned og se hinanden ind i øjnene. Mere kropslig udholdenhed: 1970'erne bød blandt andet på et værk, hvor Abramović placerer sig i en brændende, fem-takket stjerne - det kommunistiske symbol i sit hjemland Jugoslavien - og blev liggende i stjernen indtil hun mistede bevidstheden (en kuriøs parentes i denne sammenhæng er i øvrigt, at alle disse 1970'er-værker alle blev udført før kl. 22 om aftenen, idet Abramovićs mor, der passede Marina og broren alene efter faren forlod familien i 1964, ikke tillod, at Marina kom ud senere end kl. 22, selvom Marina på dette tidspunkt var midt i 20'erne!) (fig. 11). Kompromisløsheden går igen. Marina gennemfører gang på gang, selvom hendes performances bliver gradvist mere makabre og voldsomme i deres karakter. Hun må have lært et og andet om at udholde smerten. Tilsidesætte den eller måske snarere tage bolig i den. Som cykelrytteren Tyler Hamilton fornylig formulerede det i sin selvbiografi, kan han ikke forstå de mennesker, der råder ham til at ignorere smerten og søge væk fra den (fig. 12). Hamilton opsøger smerten, står ved den, mærker den så meget som muligt for netop at kunne kapere den. Noget lignende synes at være i spil hos Abramović. Fig. 10: Tid bliver en væsentlig faktor i mange værker. Når man sidder ubevægelig hver dag i 3 måneder på samme sted i 90 dage sætter trætheden ind før eller siden. Fig. 11: Kunstneren ligger i et brændende symbol for kommunismen i Jugoslavien. På grund af røg og manglende ilt besvimer hun og reddes til sidst ud af flammerne af publikum. Senere udviser hun vrede over, at bevidsthed sådan skal diktere kroppens grænser for smerte. Ægte blod, ikke ketchup Denne kompromisløshed kunne filmen godt tage ved lære af. Alt for meget fremstår den som et beundrende - næsten ikondyrkende portræt af en givetvist interessant kunstner. Der er alt for mange interviewsekvenser med mennesker, der lige skal berette en sætning mere om, hvor fantastisk Abramović er som kunstner og som menneske. Det er portrætfilmens vanskelige anatomi. At videreformidle et andet menneske; endog et menneske, som filmskaberne tydeligvis har respekt for og beundrer. Men de gør Abramović en bjørnetjeneste ved at fortælle mere end de viser frem. Ved at promovere frem for at analysere. Filmen bliver aldrig rigtig noget i sin egen ret. Det er ærgerligt for emnet har potentiale til at blive behandlet filmisk. I performance bruger man blod, hvorimod skuespil anvender ketchup (fig. 13). Filmen her formår ikke at levere en overbevisende formidling af denne ægthed, af at have noget på spil. Det hænger dels sammen med filmens trang til hele tiden at bevæge sig videre og ikke turde opholde sig - især kropsligt - ved nogle af de mest interessante performances (fig. 14). Men det hænger også sammen med filmens trang til at væve en fortælling ud af meget lidt, som eksempelvist en scene, hvor Abramovićs tidligere partner og elsker Ulay besøger hende i lejligheden. Her synes filmskaberne at fremdyrke en kærlighedshistorie, som der måske slet ikke er belæg for og som i al fald ikke bidrager med noget relevant i forhold til filmen. Mindre fortælling, mere krop ville have gjort godt. Fig. 12: Tyler Hamilton har udtalt, at han ikke forsøger at flygte fra smerten eller ignorere den. Han kan bedst kapere smerten ved at acceptere dens eksistens og gå aktivt ind i den. Noget lignende er måske på færde hos Abramovi ć. Fig. 13: Blodet i en performance er ægte, som her i værket Rhythm 10 fra 1973, hvor Marina Abramovi ć laver den velkendte kniv- leg for bagefter at forsøge at gentage mønstret med samme fejl som før. Dokumentarfilmen formår desværre ikke at rumme samme ægthed. Fig. 14: Dokumentarfilmen om Marina Abramovi ć mangler den kropslighed som hendes performances vinder så meget ved. Her uddeles lussinger mellem Ulay og Marina i værket Light/Dark i 1977. Fakta The Artist is Present går muligvis ikke længere i biografen, men filmen kan erhverves på dvd for 10 pund på Amazons hjemmeside. For yderligere oplysninger om filmen kan jeg anbefale et besøg på filmens hjemmeside. Udskriv denne artikel Gem/åben denne artikel som PDF Gem/åben hele nummeret som PDF Litteratur Hamilton, Tyler og Coyle, Daniel (2012). The Secret Race: Inside the Hidden World of the Tour de France: Doping, Cover- ups, and Winning at All Costs. London: Bantam. 16:9 - april 2013 - 11. årgang - nummer 50 Udgives med støtte fra Det Danske Filminstitut samt Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter. ISSN: 1603- 5194. Copyright © 2002- 13. Alle rettigheder reserveret. 8 Forside Indhold Arkiv Abonnement Profil Links Kontakt English Nærsyn på realismen i dansk film søg Af MIMI OLSEN Birger Langkjærs Realismen i dansk film falder på et tørt sted. Den rydder op i en sløset og upræcis begrebsbrug, sætter system i den vægtige tradition for dansk realisme på film gennem de sidste 75 år og fører centrale teoretiske diskussioner om hvad realisme overhovedet er for noget. Derudover rejser den en stribe relevante spørgsmål om realismens forhold til både virkeligheden og dens placering mellem art film og genrefilm. Der er med andre ord meget at komme efter (fig. 1). Langkjær og realismen Køkkenvaskrealisme, neorealisme, moderne realisme, poetisk realisme… Der er masser af realismebetegnelser knyttet til filmens verden. Og masser af foranstillede adjektiver, der skal specificere, hvad det er for en realisme, der er tale om. Men den sidste del af ordet, selve begrebet realisme, er både uklart og utilstrækkeligt beskrevet. At det forholder sig sådan kan synes endnu mere besynderligt, eftersom realismen er en af de helt centrale traditioner i dansk film – både før og nu. Formålet med Birger Langkjærs bog er derfor at bringe afklaring i realismeterminologien, men samtidig at tydeliggøre realismen i dansk film med blik for såvel dens historiske som dens systematiske træk. Feltet bliver ikke mindre mudret af, at ordet realisme bruges i mange forskellige sammenhænge, som rækker ud over den akademiske verden og langt ind i hverdagens sprogbrug. Ved flere lejligheder slår Birger Langkjær fast, at realismen ikke må forstås som et spørgsmål om en 1 til 1-relation mellem film og virkelighed. Selvom realismen har virkeligheden som domæne, er den en konstruktion: …som enhver anden type af fiktion er realismen hverken lig med, et vindue til eller et autentisk spor af virkelighed – i hvert fald ikke på måder, der er væsensforskellige fra andre fiktioner. Som enhver anden fiktionstype benytter realismen virkeligheden som sit materiale (hvad skulle fiktioner ellers beskæftige sig med?), lige som den i øvrigt benytter sig af diverse fortælleskabeloner, stilgreb og motiver, som kendes fra andre typer af film. Problemet med at hænge realismen op på virkeligheden er, at ’virkelighed’ er et meget omfattende begreb, der ikke bare dækker alt, der er tilfældet, men også vores forestillinger om det, som har været tilfældet, eller som (måske) kunne være tilfældet (Langkjær, 2012: 478). En af vejene til en klarere begrebsbrug er større mådehold i brugen af betegnelsen realisme, når den knyttes til film. Men hvornår skal en film overhovedet defineres som realistisk? En kort, en lang – definitioner af realismen som filmpraksis Langkjær beskriver og analyserer realismen som en filmform, der udspiller sig mellem (den amerikanske) genrefilm og (den europæiske) art film. Den deler i en række aspekter art filmens status som en kunstnerisk seriøs film med en åben form, og er samtidig, som genrefilmen, bredere og mere populær: Den store strømning og egentlige tradition i dansk film ved siden af komedien er det, der ofte lidt famlende omtales som realisme. Jeg vil mene, at denne realisme udgør en særlig filmtype. Den er en form for skandinavisk mainstream, der traditionelt både har positioneret sig som mere kunstnerisk seriøs og erfaringsnær end genrefilmen (…), der ofte vurderes på deres underholdningsværdi, og som mindre elitær og mere tilgængelig end art filmen (Langkjær, 2012: 83- 84). På denne baggrund ses realismen ikke som en genre, men i stedet som en filmpraksis. Det vil sige et historisk udviklet normsystem, som de enkelte film konsoliderer, udvider og nuancerer. Den sammentrængte og koncentrerede definition af realismen i film koger Birger Langkjær ned til bare én sætning: film, der i deres helhed kan betegnes som alvorligt tonede, kohærente og tilgængelige fiktioner, der ikke falder i velkendte genrekategorier (s. 480). Men bag Fig. 1: Realismen i dansk film af Birger Langkjærudkom i 2012. den korte version, ligger 6 grundlæggende kriterier for realismen, som flere steder i værket bliver udfoldet og forklaret. Med dem får vi altså et operativt redskab til at blive klogere på, hvornår en film kan betegnes som realistisk. For det første er realismen fiktion, der ikke handler direkte om virkeligheden. For det andet er realismen kendetegnet ved at være alvorlig i sin tone eller sit perspektiv. Handlinger i filmen har konsekvenser og vi skal som seere være parate til at acceptere ulykkelige slutninger. For det tredje er realismen (ligesom genrefilmen) en tilgængelig filmtype, hvor personernes motiver og ageren er umiddelbart forståelig på handlingsplanet, således at filmen fremtræder elementært meningsfuld for tilskueren. For det fjerde er realismens fiktioner kohærente, dvs. at tilskueren ikke er i tvivl om, hvad der er virkeligt inden for fiktionens rammer. Drømme og symbolske lag vil derfor tydeligt være markeret som sådan (i modsætning til f.eks. i art filmen). For det femte er realismen en ikke-genre. Den kan altså ikke forstås inden for rammerne af velkendte genrer som f.eks. krimi og kærlighed, og den følger ikke som disse en række velkendte regelsæt. For det sjette er de karakteristiske træk ved realismen globale, de er altså gennemgående for filmen som helhed, og ikke blot enkeltstående realismeeffekter og stiltræk. No man’s land og den sammensatte realisme Hvad er det Idioterne, Pusher og Italiensk for begyndere har til fælles? Svar: Ingen af dem er realistiske film. Den første fordi der er tale om en eksperimenterende art film med realitetseffekter, den anden fordi det er en realistisk tonet genrefilm (gangsterfilm) og den tredje fordi det er en nyfortolkning af den romantiske folkekomedie med socialrealistiske træk. Det er ikke altid nemt og uproblematisk at bestemme om en film er realistisk. Og det er en stor styrke ved Realismen i dansk film at Langkjær i sit arbejde med at indramme den, hele tiden lader døre stå åbne for beskrivelser og udredninger af forskellige genrer, undtagelser, film og tendenser der går på tværs og kan skabe usikkerhed om, hvorvidt der er tale om realisme eller ej. Det gør han ved i en række afsnit at afsøge og beskrive grænseområderne – eksempelvis i kapitler om realismens forhold til melodramaet og til genrefilm som besættelsesfilm og kriminalfilm, men også ved at undersøge hvorfor helt konkrete film af bl.a. Erik Clausen og Helle Ryslinge, som man måske umiddelbart ville kalde realistiske, alligevel ikke er det. Men for at komplicere billedet yderligere , så er det ikke bare de film, der ikke er realistiske, det kan være svært at holde udenfor. Også inden for realismens egne rækker, er det ind imellem vanskeligt at holde orden på de tre realismegrundtyper Langkjær opererer med: socialrealisme, psykologisk realisme og eksistentiel realisme. At samme grund indfører Langkjær derfor betegnelsen sammensat realisme om film der trækker på mere end én grundtype. Dansk realismes prototyper og perioder Kernen i Birger Langkjærs fremstilling er opstillingen af 3 såkaldte prototyper inden for dansk filmrealisme i spillefilm, nemlig socialrealisme, eksistentiel realisme og psykologisk realisme, hvor de foranstillede adjektiver angiver filmenes konfliktakser. At de er prototyper vil sige, at de kan ses som en slags grundformer eller paradigmatiske eksempler, og i beskrivelsen af dem inddrager Langkjær en kongerække af klassiske filmeksempler, som analyseres og sættes i relation til bogens indledende systematiske og definitoriske udredninger. Han citerer desuden samtidige og senere anmeldelser og vurderinger, forskellige teoretikere bringes på banen, når der er behov for uddybninger, som bidrager til nuanceringen af realismen som filmpraksis, og der ses på (også udenlandske) inspirationskilder, drages paralleller til litteraturen, opstilles modeller, som sammenfatter og giver overblik med meget mere. Derudover rummer Langkjærs kategorisering en vægtig og væsentlig række af nuancerende undertyper til realismen, for eksempel ’didaktisk problemfilm’, ’debatfilm’, ’ungdomsrealisme’, ’historisk socialrealisme’, ’handlingsrealisme’, ’situationsrealisme’. Realismeprototyperne dominerer og er bestemmende for hele strukturen i Realismen i dansk film. Hvor del I i Langkjærs bog undersøger realismen som begreb og filmpraksis, beskæftiger del II, III, og IV sig over mere end 300 sider med en gennemgang af den klassiske socialrealisme, den eksistentielle realisme og den psykologiske realisme – med inddragelse af deres mange underformer, varianter og grænsetilfælde. Scoopet er nu, at prototyperne er historisk udviklede. Det vil sige, at de samtidig kan ses i en historisk sammenhæng. I den forstand følger Realismen i dansk film to spor. Dels et systematisk spor som angår realismens kategorisering i prototyper og forskellige undertyper, dels et historisk spor, som rummer en kronologiske læsning af realismens strømninger i Danmark gennem de seneste 70-80 år. Den klassiske socialrealisme fra 1944-1961 Realismen opstår i 1940’erne i en periode hvor dansk film som helhed ændrer karakter. Samtidighed og genkendelighed, samt en stigende interesse for almindelige mennesker og deres hverdag, kommer bl.a. på den filmiske dagsorden. Socialrealismen ses som den oprindelige realismeform i dansk film, og den dominerer i 1940’erne og 1950’erne. Den defineres af Langkjær ved, at der udspiller sig en konflikt mellem individ og social struktur, mellem vilje og mulighed, hvor individet i bedste fald kan forene social tilpasning med en vis grad af personlig integritet. Den sociale struktur kan repræsenteres af forskellige myndighedspersoner, men også ved at personerne på forskellig vis synes styret af noget uden for dem selv. Eksempler er Elly Petersen og Spurve under Taget (begge 1944), Diskret Ophold, Ditte Menneskebarn (begge 1946), Ta’ hvad du vil ha’ og Soldaten og Jenny (begge 1947) (fig. 2). Den eksistentielle realisme fra 1962-1972 I 1960’erne bliver realismens register fornyet og udvidet. Det gælder æstetisk, hvor den nye bølge i danske film i perioden byder på formeksperimenterende træk og en ny brug af genrer, ligesom der ses ændringer i fortælleformen og stilen i kombination med at nye temaer og mennesketyper indtager filmene. Her udfolder de centrale konflikter sig ikke i samme grad i socialt veldefinerede rum, men rykker ind i personerne, som er i splid med sig selv og uden faste værdinormer. Den eksistentielle realisme er, ifølge Birger Langkjær, derfor kendetegnet ved, at hovedpersonen befinder sig i en tilstand af oplevet meningsløshed. Denne krisesituation handler ikke så meget om en indre kamp med sociale strukturer (som i den sociale realisme) eller om personlige relationer eller indre dæmoner (som i den psykologiske realisme). Den eksistentielle realisme vil typisk skildre et individ, der befinder sig i en ubestemt og åben livssituation, hvor sociale rammer og nære relationer spiller en stadig mindre rolle. I praksis er der derfor typisk tale om film med helt åbne slutninger, som – modsat de to andre prototyper – ikke former et fremadrettet projekt for deres hovedpersoner. Fig. 2: Den sociale tematik og det klare fokus på social arv er med til at definere Bjarne Henningsens Ditte Menneskebarn fra 1946 som en klassisk socialrealistisk film. Eksempler er Weekend og Dilemma (begge 1962), Balladen om CarlHenning (1969), Ang. Lone (1970), Giv Gud en chance om søndagen (1970) og Kære Irene (1971) (fig. 3). Den psykologiske og sammensatte realisme fra 1973-1993 Denne periode er forskellig fra de to foregående, der hver har haft fokus på én prototype, som har været dominerende. I denne tredje periode udvikles der delvist en tredje prototype, nemlig den psykologiske realisme, men ellers er det karakteristiske træk mere sammensat og forskelligartet, hvorfor der også bruges betegnelsen sammensat realisme. Den sammensatte realisme pendler mellem det eksistentielle, det psykologiske og det sociale. Langkjær definerer den psykologiske realisme som prototype ved, at personens mentale tilstande og personlige udvikling er filmens centrale fokus. Det er de indre tilstande og den overordnede udvikling af karakteren, der giver fortællingen fremdrift og udgør dens forløb. Vægtningen af det psykologiske giver filmens tilskuer adgang til at forstå og indleve sig i filmens personer. Langkjær laver tre snit gennem perioden, hvor han ser nærmere på den sammensatte ungdomsrealisme, der favner både det psykologisk intime og det sociale, på bølgen af børnefilm, der blander realismens tematikker og stiliserende genretræk, og endelig på den psykologiske voksenrealisme, som har fokus på den psykologiske intimsfære. Eksempler på psykologisk voksenrealisme er Skønheden og udyret (1983) og Dansen med Regitze (1989). Sammensat realisme finder vi bl.a. i Johnny Larsen (1979) og Pelle Erobreren (1987). Sammensat ungdomsrealisme er f.eks. Kundskabens træ (1981) og Tro, håb og kærlighed (1983) (fig. 4). Dansk realisme pt. I Langkjærs fremstilling bliver realismen ført up to date i bogens femte og sidste del. Her skitserer han udviklingen indenfor dansk film fra midten af 1990’erne og placerer realismen i forhold hertil, ligesom han analyserer forskellige former for kontinuitet, fornyelse og egentlige brud i og omkring realismen. Perioden udfordrer realismen, men på grund af den manglende historisk distance bliver den ikke behandlet lige så fyldigt som de foregående. Der er 4 tendenser siden midten af 1990’erner, som tegner det overordnede billede af dansk film i perioden: Nye genrer og genreblandinger dukker frem på den danske filmscene. Fig. 3: Den eksistentielle realisme er, som Birger Langkjær formulerer det, ”befolket med søgende, uforløste og undertiden sværmerisk drømmende personer, for hvem selvidentitet og seksualitet frem for social identitet bliver centrale konfliktpunkter”. Dette gælder ikke mindst for Palle Kjærulff- Schmidts Weekend (1962). En stram dramaturgi med markant fremdrift og regelmæssige vendepunkter vinder indpas. Flere film arbejder med flertydige følelsesudtryk, såkaldte sammensatte emotioner, eksempelvis trækker genreblandingerne både på grin og alvor. Der opleves en stor stilmæssig variation inden for dansk film. Fig. 4: I Nils Malmros’ Skønheden og udyret fra 1983 har instruktøren skiftet perspektiv. Hvor han ofte har haft fokus på barnets eller den unges synsvinkel, er det denne gang den voksnes perspektiv på den unge det handler om. Filmen er et eksempel på det Birker Langkjær betegner som psykologisk voksenrealisme. Langkjær peger på, at to af disse tendenser udfordrer den prototypiske bestemmelse af realismen, som har været i fokus i Realismen i dansk film. Det er dels den mere strømlinede dramaturgi, dels tilbøjeligheden til at blande alvor med komik. Men ellers er det en pointe, at de tre prototyper – socialrealismen, den eksistentielle realisme og den psykologiske realisme - der alle er udviklet i bestemte historiske perioder, også i dag tilbyder sig som mulige former for en fortsat stærk dansk tradition for realistiske film. Tre nyere filmeksempler trækkes derfor frem og analyseres nærmere, nemlig Vinterbergs Submarino fra 2010 (socialrealisme), Ole Christian Madsens Prag fra 2006 (eksistentiel realisme) og samme instruktørs En kærlighedshistorie fra 2001 (psykologisk realisme). Herigennem demonstrerer Langkjær, at de tre prototyper kan fungere som systematiske karakteristikker af film også i senere historiske perioder. Mange nye film vil desuden kombinere de tre prototyper, dvs. med Langkjærs begrebsapparat kunne betegnes som sammensat realisme (fig. 5). Fig. 5: Dansk realisme lever i bedste velgående. Ole Christian Madsens Prag fra 2006 ses af Langkjær som eksistentiel realisme. Med sit nærsyn på den danske realisme giver Birger Langkjærs Realismen i dansk film svar på mange af de uafklarede spørgsmål, der har været forbundet med feltet. Man kunne savne flere og nyere eksempler på dansk realisme og undervejs ønske sig en medie- og kulturhistorisk kontekst at forstå ændringerne og skiftene i prototyperne ud fra. Det kan synes problematisk at udvælge og inddrage samtidige anmeldelser, bl.a. ud fra deres brug af realismebegrebet, når nu terminologien netop er så vag og indifferent. Og man kan undervejs i det primært æstetiske studie af realismen savne billeder, der underbygger de gode analyser og filmiske iagttagelser. Men bundlinjen er, at Realismen i dansk film er en moppedreng af en fremstilling, der tager fat på ikke blot begrebsudredning og –afklaring, men også på at opstille en realismens typologi, som udbygges med prototypiske eksempler, og en rejse gennem realismen i dansk film fra 1940’erne og frem til idag. Det kan man kun blive klogere af. Fakta Udskriv denne artikel Gem/åben denne artikel som PDF Birger Langkjær: Realismen i dansk film, Samfundslitteratur 2012. Gem/åben hele nummeret som PDF 16:9 - april 2013 - 11. årgang - nummer 50 Udgives med støtte fra Det Danske Filminstitut samt Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter. ISSN: 1603- 5194. Copyright © 2002- 13. Alle rettigheder reserveret. 9 Forside Indhold Arkiv Abonnement Profil Links Kontakt English Små møbler, simple skæbner og lange takes –Tiny Furniture søg Af ANDREAS HALSKOV Lena Dunham, showrunneren bag tv-serien Girls (HBO, 2012-), skabte i 2010 en lille men ikke undseelig independentproduktion under titlen Tiny Furniture. Denne film er i 2012 blevet udgivet på dvd, og det er ikke overraskende Criterion, der står fadder til denne fine og velproducerede sag. Hun har næppe skabt en egentlig filmrevolution med denne skrabede og semibiografiske ungdomsfilm, men med denne og hendes øvrige produktioner – skrevet, instrueret og spillet af Dunham selv – indskriver hun sig med rette blandt tidens mest signifikante og stilskabende auteurs. Et aktuelt og kvindeligt sidestykke, måske ligefrem, til hæderkronede New Hollywoodinstruktører som John Cassavetes og Woody Allen. Fig. 1: Tiny Furniture (2010) – Lena Dunhams anden semibiografiske spillefilm, som i 2012 blev udgivet på dvd af selskabet Criterion. Filmen er skudt i Dunhams eget familiehjem, og hovedrollerne indtages af Lena Dunham selv, hendes virkelige lillesøster Grace og hendes kunstnermor Laurie Simmons. I 1967 skabte Mike Nichols med The Graduate (Fagre voksne verden) ét af tidens mest sigende og typiske filmværker – et værk, der i tråd med slut-60’ernes ungdomsoprør og begyndende tungsind (spleen) omhandlede en ung dimittend, som ikke vidste, hvad og hvem han havde lyst til, og som allerhelst bare ville ”flyde”. I 2010’erne er Lena Dunham, den i skrivende stund blot 26-årige skuespiller, manuskriptforfatter, showrunner og instruktør, velsagtens én af tidens mest prominente og tidstypiske (amerikanske) stemmer. Efter at have instrueret en række kortfilm og medvirket i nogle relativt perifere produktioner, der alle lægger sig i forlængelse af den såkaldte mumblecore-tradition, producerede hun i 2010 spillefilmen Tiny Furniture (udgivet på dvd af Criterion i 2012). Denne film er næppe decideret banebrydende, men kunne dog med rette ses som en The Graduate for det nye årtusinde. Et stilfærdigt ungdomsoprør for en individualiseret, narcissistisk og retningsforvirret Generation Y. Den hippe populærmusik og den heftige brug af zooming, som var kendetegnende for Nichols’ film, er hos Dunham erstattet af en skrabet lyd- og billedstil med lange, uklippede dybdekompositioner, håndholdt kamera og store mængder død tid (den lange gennemsnitlige indstillingslængde var dog også kendetegnende for Mike Nichols’ film, som menes at have en ASL på hele 17.8 sek.). Den realistiske ungdomsfilm Mildred: “What are you rebelling against?” Johnny: “Whatta you got?” - The Wild One (1953) Handlingen i Tiny Furniture er såre enkel, og genremæssigt placerer filmen sig i traditionen for 1970’ernes og vor tids realistiske, kradse ungdomsfilm. Vi følger Aura (Lena Dunham), som efter egen sigende lider af en såkaldt ”post-graduation depression” (efter at have færdiggjort et alt andet end anvendeligt studie i filmteori). Som Benjamin (Dustin Hoffman) i førnævnte The Graduate er også Aura forvirret – forvirret omkring livet, omkring kærligheden, omkring karrierevejen og om forholdet til sine forældre. Auras tungsind ignoreres i udgangspunktet af moderen – kunstneren Laurie Simmons, spillet af Dunhams faktiske mor – der opfatter hendes forvirring og vekslende humør som pendant til de umålrettede forældre- og samfundsoprør, der så ganske kendetegnede 1950’ernes ungdomsfilm (jf. Johnnys kommentar ovenfor). Benjamins velkendte udsagn i The Graduate,”I like to float”, giver således, ifølge moderen, genlyd i Auras gentagne refræner: ”I’m figuring it out”, ”I’m on it”, ”I’m all over it” (jf. fig. 2-3). Søsteren Nadine (Grace Dunham) laver derimod grin med Aura, og sammenligner hendes eksistentielle og identitetsmæssige usikkerheder med lettere patetiske ungdomsserier fra 1990’erne og 00’erne – ”an epilogue to Felicity” (jf. fig. 4-5). Ungdomsfilmen, bør det noteres, er ikke en ny genre, og selvom man traditionelt taler om 1950’erne som arnestedet for denne genre – i naturlig sammenhæng med teenageren som ny forbrugergruppe – så havde man allerede i 1920’erne og 1930’erne en række prominente forløbere til genren (fx collegefilmen Harold Teen fra 1928). De brølende 20’ere, en tid præget af forbrug og udskejelser (før krakket i 1929), afspejledes i en række film om smarte unge piger (flappers) og småkriminelle unge mænd (delinquents), som på alle måder lignede skræmmebilleder for det borgerlige samfund. Disse inkluderede The House of Youth (1924), Campus Flirt (1926) og Our Dancing Daughters (1928). I 1930’erne kom der også en række prominente ungdomsfilm (skønt de ikke blev betegnet som sådan), og med film som Three Smart Girls (1936) og That Certain Age (1938) var barne- og ungdomsstjernen Deanna Durbin sågar med til at forhindre et økonomisk sammenbrud for studiet Universal (Shary 2005: 6-7). Fig. 2- 3: Aura fra Tiny Furniture og Benjamin fra The Graduate – to rådvilde teenagere, som allerhelst bare vil ”flyde”. Fig. 4- 5: Auras fremmelige lillesøster (Nadine spillet af Lenas rigtige søster Grace Dunham) morer sig på storesøsterens vegne og kalder hendes tristesse for en ”epilog” til teenageserien Felicity. Fig. 6- 8: Tre tidlige ungdomsfilm fra 1920’erne og 1930’erne: Campus Flirt (1926), Harold Teen (1928) og That Certain Age (1938). Det er i disse films kølvand, at man i 1950’erne fik ’vilde unge’ og ’rebeller uden en årsag’, og det er bl.a. ud af disse, at slut-60’ernes filmiske ungdomsoprør voksede. De moderne ungdomsfilm og -serier beskæftiger sig med de samme teenagetypiske coming of age-problematikker, og alle omhandler de that certain age. Alligevel er det lidt andre problemer, som Aura har med at gøre, end dem vi så i 1950’erne eller hos Benjamin i The Graduate. Hvor Benjamin kæmpede mod et borgerligt voksensamfund, der både i konkret og overført betydning forsøgte at krænge en bestemt dragt og fremtid ned over ham, så er Auras problemer snarere, at hun ikke ved, hvad hun vil. At hun både ønsker sig væk, men også skræmmes af friheden – at hun både vil mestre sin egen skæbne, tjene sine egne penge og udnytte sin egen frihed og samtidig bibeholde den tvivlsomme tryghed det er at bo hos mor, gemme sig bag umålrettede skriblerier og sove i fosterstilling (i mors seng, sågar). Herved ligner Tiny Furniture en fin indramning af Generation Y – navnlig den velbeslåede del af generationen. En generation, som lever med en mangfoldighed af potentielle veje, udveje og vildveje; som er seksuelt frigjorte (men ikke mindre usikre og hæmmede end før) og som kan vælge netop dén karriere de måtte ønske (skønt der bag denne tilsyneladende frihed gemmer sig nogle ofte ufortalte forventninger). En New Yorker-sensibilitet Samtidig lægger Tiny Furniture sig da i forlængelse af de moderne ungdoms-, storby- og familieskildringer, som er dukket op i og omkring New York siden 1970’erne. Foruden ungdomsserier som den førnævnte Felicity (WB, 1998-2002) nævner Dunham således selv Woody Allen og Noah Baumbach som sine væsentligste forbilleder (Dunham 2012), og det er også tydeligt at se spor fra Baumbachs skrabede, håndholdte familie- og ungdomsportrætter (fx Kicking and Screaming [1995] eller The Squid and the Whale [2005]) eller Allens nu klassiske New Yorker-fortællinger (særligt Manhattan [1979]) (jf. fig. 9-10). De umålrettede unge i Kicking and Screaming ”bliver sammen ud af frygt”, som det hedder sig i et af filmens nu udødelige citater, og dvdomslaget stedsegrønne farve indrammer fint den blanding af friskhed, nostalgi og vemod, som knytter sig til teenagetilværelsen. Disse elementer – samt blandingen af et varmt søskendeportræt midt i en eller samspilsramt familiesituation i The Squid and the Whale – henter Dunham fra Noah Baumbach. Fra Manhattan låner hun derimod en anden af ungdoms- og storbyfilmens moderne troper (som også kendes fra HBO-serien Sex and the City): at moderne storbyunge, paradoksalt nok, deltager i diverse flygtige og ufølsomme relationer i håbet om at opnå faste og mere dybdegående forhold. Aura er således dybt, men ufortalt, forelsket i Jed (Alex Karpovsky), men ender med at acceptere det, der Fig. 9- 10: To af Dunhams mestendels ligner et køligt, ubeskyttet og ekstraægteskabeligt engangsknald i et goldt og kedeligt udendørsmiljø. To krampagtige ryk og en egennyttig aflevering (jf. fig. 13). Disse troper er kendetegnende for moderne ungdomsfilm, men synes også at være rammende for en del af tidens realistiske New Yorkerfilm. Man kunne muligvis tale om en moderne New Yorker-sensibilitet, en stil, som kendetegnes af et skrabet lydbillede, en registrerende kamerastil, en digressiv dialog og en afdramatiseret fortællestruktur. Disse elementer er også kommet til at kendetegne en anden af Dunhams produktioner, HBO-dramedien Girls (2012-), og hertil kommer en for Dunham markant brug af lange uklippede indstillinger (for mere om Girls, se Halskov 2013). inspirationskilder, Noah Baumhachs Kicking and Screaming (1995)og Woody Allens Manhattan (1979). Hvad der ofte i nyere amerikanske indiefilm opleves som lange statiske indstillinger, idet der ikke sker så meget indenfor billedrammen (jf. fx Moonrise Kingdom som har en ASL på 6.1) er således i Tiny Furniture et reelt statisk og langmodigt udtryk (filmen har en ASL på 10.8, og fortællingen er kort men næsten uden fremdrift) (jf. Salt 2013) (fig. 14). Fig. 11- 12: Søskenderelationen i The Squid and the Whale forløser den dysfunktionalitet som ellers præger Baumbachs film. Også i Tiny Furniture får vi en fin og bittersød blanding af familiedysfunktionalitet og søskendekærlighed. Herved ligner Tiny Furniture også en mere rendyrket og mindre humoristisk version af Girls (hvor gennemsnitsindstillingslængden varierer fra 4.3 til 7.7). Filmen er dog også, slet og ret, mindre underholdende, og navnlig de bikarakterer og de subtile, ofte deadpankomiske elementer, som kendetegner Girls, savnes i den mere nøgterne spillefilm. Tiny Furniture fik premiere ved festivalen South By Southwest (SXSW) og vandt i kategorien for bedste “narrative spillefilm”. Filmen har da også klare kvaliteter, og man kan i denne – og de forskellige kortfilm samt den semibiografiske spillefilmsdebut Creative Non-Fiction (2009; fig. 15), som alle er at finde på Criterion-dvd’ens ekstramateriale – se nogle klare og højaktuelle signaturtræk. Fig. 13: ”You don’t have AIDS, right?” De flygtige og ufølsomme relationer er en del af Auras teenagekvababbelser. Dunham kunne let blive 2010’ernes største kvindelige auteur – i hvert fald i en amerikansk sammenhæng – og hun kan med rette opfattes som en fornyer af ungdomsfilmen, komedieserien og storbyportrættet. Hun er manuskriptforfatter, skuespiller, showrunner og instruktør, og hun fortæller i enhver henseende sin egen historie på helt egne præmisser. Hendes tv- og filmproduktioner kan med rette opfattes som nøglefilm og nøgleserier, og hun bør om nogen ophøjes til én af vor tids absolutte nøgleinstruktører. En moderne kvindelig pendant til store amerikanske enere som John Cassavetes, Woody Allen og Noah Baumbach. Men først og fremmest: helt sin egen. Fig. 14: En lang, uklippet dybdekomposition fra Tiny Furniture. Fig. 15: Creative Non- Fiction (2009), Lena Dunhams semibiografiske spillefilmsdebut, er også inkluderet på Criterions fine dvdudgivelse. Fakta Udskriv denne artikel Gem/åben denne artikel som PDF Criterion-udgivelsens indhold - High- definition digital master af filmen Tiny Furniture. - Interview med Lena Dunham og Nora Ephron om det at lave film og brugen af autobiografiske elementer. - Interview med manuskriptforfatter og instruktør Paul Schrader. - Et essay af filmkritiker Phillip Locate. - Filmens oprindelige trailer. - Fire kortfilm af Lena Dunham. - Spillefilmsdebuten Creative Non- Fiction (2009). DVD’en er udgivet i 2012 og koster ca. £16. Mere information om Criterion- udgivelsen. Citerede værker Duham, Lena (2012): “Interview”, ekstramaterialet på independent - udgivelsen. London: independent. Se også Nora Ephrons interview med Lena Dunham på Criteriondvd’en. Halskov, Andreas (2013): “Girls – Degradation and the City”, Fjernsyn for viderekomne – det virtuelle appendiks. Online. Salt, Barry (2013): “Cinemetrics Database”. Online (sidst besøgt: 12.03- 2013). Shary, Timothy (2005): Teen Movies: American Youth on Screen . Short Cuts. London: Wallflower Press. Gem/åben hele nummeret som PDF 16:9 - april 2013 - 11. årgang - nummer 50 Udgives med støtte fra Det Danske Filminstitut samt Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter. ISSN: 1603- 5194. Copyright © 2002- 13. Alle rettigheder reserveret. 10 Forside Indhold Arkiv Abonnement Profil Links Kontakt English 16:9 in English: Deconstructing Expressionism: Antonioni’s Film of L’avventura søg Af BERT CARDULLO For Western society, theistically based and teleologically organized, the concepts of drama that derived substantially from Aristotle had sufficed for centuries. The cinema was born to that inheritance and, out of it, still produced fine works in the 1960s. But Michelangelo Antonioni (1912-2007) saw the dwindling force of this inheritance—“of an aging morality, of outworn myths, of ancient conventions,” as he put it in a statement accompanying the initial screening of L’avventura (The Adventure, 1960) at the Cannes Film Festival—and found new means to supplement it. He achieved, in other words, what many contemporary artists in his and other fields were seeking but not often with success: renewal of his art rather than repetition (fig. 1). Fig. 1: Monica Vitti as observer in L’avventura ( The Adventure, 1960). It is a commonplace that the most difficult part of an artist’s life in our time is not to achieve a few good works or some recognition, but to have a career, as Antonioni did: to live a life in art, all through one’s life, at the same time as one replenishes the life of that art. But since the beginning of the Romantic era and the rise of subjectivism, the use of synthesis - of selecting from both observation and direct experience, then imaginatively rearranging the results - has declined among serious artists, until by the 1960s art had taken on some aspects of talented diary-keeping. (The most obvious examples from the period are “confessional” poetry and “action” painting.) An artist’s life and internal experience have thus become more and more circumscribedly his subject matter, and his or her willingness to stay within them has become almost a touchstone of validity. This has led to the familiar phenomenon of the quick depletion of resources - all those interesting first and second works, and then the sad, straggling works that follow them - not to speak of the debilitation of art. The question is further complicated because the more sensitive a person is, the more affected that person is in our time by Ibsen’s Great Boyg - that shapeless, grim, and unconquerable monster from Peer Gynt (1867) who represents the riddle of existence - which increases the artist’s sense of helplessness, of inability to deal with such experience as he or she does have. One such response from the 1960s - the decade during which Antonioni made his great trilogy, which includes L’eclisse (Eclipse, 1962) in addition to L’avventura and La Notte (The Night, 1961) - was that of Jackson Pollock, Hans Hofmann, and their kin, who were exponents of dissatisfaction rather than re-creation. Another was that of French anti-novelists like Alain Robbe-Grillet and Nathalie Sarraute, who, in their frustration with the limits of the conventional novel, asked readers to share their professional problems rather than be affected as readers (fig. 2). Bertolt Brecht, for his part, jostled the traditional drama healthily (ironically, more so subsequent to his death in 1956 than prior to it), but his theater was didactic and aimed towards a different godhead - a temporal one that now seems sterile to many. The so-called Theater of the Absurd faced reality rigorously and even poetically, but such a theater of images and few or no characters was limited to disembodied effects - and each of its playwrights (Ionesco, Beckett, Pinter) seemed to have one reiterated effect. In films, too, the avant-garde - Man Ray, Jean Cocteau, and many others to follow - had tried to find new methods or forms; but they, too, concentrated so much on the attempt that they neglected to communicate much content. A more conventional artist like Ingmar Bergman felt the spiritual discontent of the 1960s as keenly as anyone, but his films from this period, for all their superb qualities, exemplify Buck Mulligan’s line to Stephen Dedalus in James Joyce’s Ulysses: “You have the cursed jesuit strain in you, only it’s injected the wrong way” (Ch. 1, line 209). The fountainhead of these Bergman films, that is, may be mysticism, but his asking whether the God-man relation was still viable seemed anachronistic - to put it mildly - by the second half of the twentieth century. Antonioni himself seemed, around the same Fig. 2: Alain Robbe- Grillet’s novel La Jalousie (1957) is a prime example of a nouveau roman. time, to have answered that question in the negative; to have posited that human beings must learn self-reliance or crumble; to have begun hoping for the possibility of hope. Nonetheless, Antonioni seemed to be forging a miracle, albeit of the secular kind: finding a way to speak to his contemporaries without crankily throwing away all that went before and without being bound by it. He was re-shaping the idea of the content of film drama by discarding ancient and less ancient concepts, by re-directing traditional audience expectations towards immersion in character rather than conflict of character, away from the social realism of his neorealist forbears and toward what can be called “introspective realism” - in order to see just what remained inside the individual after the nightmare of World War II (with its Holocaust and atomic weaponry) and all the political as well as economic upheavals that followed. Particularly in the trilogy but also in the film immediately following it (and his first one in color), Il deserto rosso (Red Desert, 1964), Antonioni arrived at a profoundly cinematic mode of expression or exposition - a mode glimpsed earlier, significantly, in American postwar film noir - in which every aspect of style, of the purely visual realm of action and object, reflects the interior state of the characters (fig. 3). Coherence, unity, connection between interior self and exterior reality are no longer sustained by this world of commerce and utility, so its inhabitants have to establish for themselves the very ground of their behavior. What is mistaken for boredom in Antonioni’s characters, then, is actually a condition of radical disjunction between personality and circumstance. For a vital connection has been broken: the physical world has been dispossessed of the inherited meanings and principles according to which we had previously motivated our lives and structured its psychic as well as moral events. In such a world the idea of a “story,” in the sense of a progressive tale leading from a fixed starting point to a dénouement that “settles” something or solves some problem, no longer has any use and is in fact inimical to the way this world is actually experienced. The way people experience the world was undergoing a similar change in Germany during the period when dramatic and cinematic expressionism emerged. As David A. Cook has described, A wave of revolutionary excitement . . . swept over the whole of Germany in the wake of [World War I]. Germany’s crushing defeat resulted in a complete rejection of the past by much of the intelligentsia and a new enthusiasm for the progressive, experimental, and avant-garde. Expressionism, a movement that began in German painting, music, architecture, and theater before the war in reaction to the pervasive naturalism of late-nineteenth-century art, found a large public during the revolutionary Aufbruch [awakening]. Unlike naturalism, which represented objective reality, Expressionism attempted to represent the artist’s subjective feelings in response to objective reality. It employed a variety of non-naturalistic techniques, including . . . abstraction and distortion, to achieve this end. (91) The problem with expressionism in drama and film, as one might guess, is precisely its sometimes extreme subjectivity, which can become so subjective or personal as to hinder interpretation. In any event, the expressionist experiment in film (represented in Germany by such pictures as The Cabinet of Dr. Caligari [1920], The Student of Prague [1913, 1926], The Golem [1920], Warning Shadows [1923], and Metropolis [1927]) largely ceased with the advent of sound: the word ultimately destroyed cinematic expressionism because characters talking aloud at skewed angles, amid painted sets, and under artful lighting were somehow not only unreal, but also ridiculous. (The word also ultimately destroyed German dramatic expressionism onstage - as represented by the works of Ernst Toller, Georg Kaiser, Walter Hasenclever, Paul Kornfeld, Reinhard Sorge, and even the early Brecht - because its shrill, repetitive language tended to lack variety, subtlety, and ambiguity: in a word, richness.) Antonioni’s Introspective Realism Antonioni’s answer to the problem of expressionism’s extreme subjectivity, as I have suggested, was introspective realism, or a combination of realism and expressionism that places just as much emphasis on objective reality as on subjective feeling (unlike Italian neorealism, which was itself a reaction against the pre-World War II cinematic style that used polished actors on studio sets, fatuous themes, and artificial, gratuitously resolved plots). Let me now use L’avventura as a prime instance of Antonioni’s unique cinematic style a style whose connection with expressionism goes unremarked by all other critics (noted in the bibliography) of this director’s work. The very structure of L’avventura reminds one of that of German Expressionist drama, which frequently consists of a series of tableaux or stations depicting the hero’s passage through places and events that externally have little, if any, connection. The title L’avventura alone declares that the film will be about such a passage, in the form of an adventure or a quest. That quest is initially for diversion or excitement, in Anna and Claudia’s trip to Sandro’s apartment (Station 1) and in the boat trip to the rocky island (Station 2) off the coast of Sicily, where Antonioni shoots his characters traversing the terrain and Fig. 3: Il deserto rosso (1964) forges interior self and exterior reality. searching the ancient ruins. The quest soon becomes to find Anna (fig. 4), however, who has disappeared from the island. Then it quickly turns into Sandro and Claudia’s search for a relationship and her unconscious search for self. Thus, although the two are still ostensibly searching for Anna, their stop in an empty town square (Station 4) before going to Noto (where Anna has supposedly gone by bus); their scenes in Noto (Station 5) in the paint shop, the bell tower, and their room; and their scenes in the expensive hotel in Taormina (Station 6), as well as Claudia’s experiences at the Princess’s villa (Station 3), come outwardly to have little, if any, relation. These sequences are really about Claudia’s growth and her growing to love Sandro, and they are important less for themselves, less for the action they would stimulate in a linear narrative, than for what they reveal about the characters. Fig. 4: The search for Anna begins. The same can be said in retrospect for the scenes at Sandro’s apartment and on the island itself: externally, they have little connection. One expects Anna and Claudia to pick Sandro up quickly and go off to an island paradise for fun and relaxation. Instead, Anna and Sandro delay departure by having sex, then they, Claudia, and friends stop at an island where it would be impossible to have a good time in the conventional sense - there is no beach, no hotel, there are no inhabitants, and the nearby islands are also covered with rock (fig. 5-6). Like the sequences that follow, these two are important, then, less for themselves, for the action that might grow integrally out of them, than for what they reveal about the characters and what the characters reveal about themselves to Claudia. J. M. Ritchie, among others, has noted that in German Expressionism there is constant emphasis on portraying the essence of a situation or character, its deeper image instead of its mere surface appearance (15). Thus the barrenness of the island and its volcanic rock, under which an ancient civilization lies buried, are symbols, externalizations, of the sterility and callousness of modern civilization, which is epitomized by the wealthy boaters. It is no accident that Raimondo drops the ancient vase (found by a diver) on the rocks when he turns to stare at Claudia and can show only mock sorrow for smashing it. The desolation of the town they stop at on their way to Noto is itself a reflection of the emptiness of Sandro’s life and potentially of Claudia’s —she is the outsider in the film, since she is not rich like the rest of the party that originally sets out for the island, and consequently, as one separated from the others by class, she is somewhat akin to the spiritual outsiders of Expressionist drama. For its part, the tawdry opulence of the Princess’s villa and of the hotel in Taormina is a representation of the material wealth that idlers like Sandro use to cover their spiritual poverty, to fill up their barren lives. Fig. 5- 6: The party make a stop at a rocky island that is an unlikely site to have a good time in the conventional sense. Ritchie notes further that the dynamic, episodic structure of Expressionist drama mirrors the inner turmoil, the spiritual chaos, of the central figure, who often goes through a total moral transformation (18). The episodic structure of L’avventura is designed to mirror the inner turmoil, the spiritual chaos, of Anna; the impulsive search for love and self by Claudia; and the randomness as well as idleness of the lives of the rich. Inside this structure, the couples Sandro and Anna, Patrizia (the Princess) and Raimondo, Giulia and Corrado, Giulia and Raimondo, and Sandro and Gloria Perkins reflect the lovelessness and restlessness of the Italian rich. Again, Claudia is the outsider, the observer of the sexual encounters (or want of them) between these couples (as she is the outsider or observer at many other moments in the film, documented in the appendix). These couples are not reflections of her central position in the story, as they would be in an Expressionist drama; they are not her inner truth made outer, externalized. They are outer truth—the truth about the elite of Italian society—made inner, internalized by Claudia. She is thus an Expressionist protagonist in reverse - not least because Claudia is a female, whereas the protagonists of Expressionist drama and cinema are all male (with the possible exception of the leading female character in Robert Wiene’s film Genuine [1920]) until the style moves from Germany to America in the 1920s and we get Sophie Treadwell’s Machinal (1928), with its heroine named Helen. Where the Expressionist hero is active, Claudia is passive, getting her initiation into a way of life about which she has known little up to now. Claudia gets her knowledge less through action and conflict than through observation and introspection, less through her dramatic experience than through her visual one. Antonioni literally conveys her “undramatic” quest for love of Sandro and for insight into his social class by means of long takes and lengthy traveling shots of her searching over the extinct volcano, along the passageways of the Princess’s vast mansion, or through the corridors of the hotel in Taormina (fig. 7). Whereas time is compressed in Expressionist plays, as it is in most drama, in the service of action, time during these shots seems real and even extended: Antonioni’s intention is to make us experience something that approximates not merely the actual duration of Claudia’s search but also its psychological duration, and hence her frustration at not achieving fulfillment faster. Where the Expressionist hero is often destroyed in the process of his Fig. 7: Claudia on the porch outside the hotel room in Taormina. transformation, Claudia survives to act on her knowledge, however tentatively, at the end of L’avventura. The German Expressionist hero would destroy bourgeois society and the bourgeois in himself, to create the “new man.” Instead of leaving Sandro with the knowledge that he is like all the others she has been observing, or instead of turning quickly to another “new” man, Claudia remains with him. Sandro looked for Anna and did not find her: she may have gone down into the sea and drowned. He looks for Claudia after she runs from the sight of him and Gloria Perkins making love, and he finds her on the hotel terrace. After Anna’s disappearance, a squall threatened the island and night was approaching; when Sandro finds Claudia, dawn is breaking and it is still. Anna was a potential Expressionist protagonist whom Antonioni discarded. Penelope Houston has rightly described her as having “a neurotic urge to put herself at the center of every stage” (Antonioni 1969: 256). She is a wild, even dangerous, figure whose discontent with life and uneasiness in her love for Sandro manifest themselves at every turn. Like many German Expressionist protagonists, she has difficulty communicating with her father. She is destroyed, or disappears, before any transformation can take place in her. Antonioni seems not to share the Expressionist faith in the ability of the hero to transform his society and himself through verbal and physical violence, so he gets rid of Anna. By the end of L’avventura, Claudia has the knowledge about Sandro and his social class that Anna took with her when she disappeared. She gives her pity to the unfaithful Sandro; and in not running away from him on the terrace, she acts willfully against all that she knows about him. She remains, in gentleness and silence, with her hand on his head in the final shot of the film (fig. 8). Fig. 8: Claudia’s gesture is emphasized by the underscore music. This is the second to last shot of the film. L’avventura, Social Class, and Michelangelo Antonioni L’avventura is, I believe, less an indictment of a social class, as a number of its original reviewers maintained, than a chronicling of an outsider’s initiation into it. (See the original reviews by Ellen Fitzpatrick in Films in Review, May 1961; Gordon Gow in Films and Filming, January 1961; Andrew Sarris in The Village Voice, March 23, 1961; Pauline Kael in her 1965 book I Lost It at the Movies; and by Dwight Macdonald in his 1969 book On Movies.) Instead of destroying this social class in ecstasy from within, in the manner of the German Expressionist heroes, Claudia attempts to alleviate its distress, through compassion, from without. She is a “new woman” wedded spiritually to an “old man” at the end of the film. We have long since left all the couples in whose lovelessness and disquiet Sandro shared. It is up to Claudia and the tearful Sandro, in “shared pity,” to use Antonioni’s words (quoted in Sandall, 54), to create a vital and stable order. The rich are a given in this film: they are here, they will always be here, and they are not condemned simply for being rich. What becomes of the lives of the rich is another question, one that concerns Antonioni. Like Anna, the director was an outsider in his own upper class: he voluntarily exiled himself at age twenty-seven from the world of his father, a wealthy businessman, and went to live in Rome, where at times he almost starved in order to establish his independence. Before shooting his first feature, Cronaca di un amore (Story of a Love Affair, 1950), he made documentaries that depicted the lower class such as Gente del Po (People of the Po, 1947), about Po River fishermen, and N.U.: Nettezza urbana (Department of Sanitation, 1948), about the street cleaners of Rome. With Cronaca di un amore he began a series of films about lower-class characters in a world of luxury, returning once to an actual working-class milieu in Il Grido (The Outcry, a.k.a. The Cry, 1957). This series culminated in L’avventura, with its outsider Claudia from the middle class. Finally, with La Notte and L’eclisse, Antonioni was completely at home in the world of the upper class, no longer needing to employ an outsider as his window on it. (Nonetheless, L’avventura, La Notte, and L’eclisse are related in an indestructible unity: in the first, we move through landscapes, bare islands, the sea, or through nature and whitewashed ancient towns that seem to be part of nature; in the latter two films, we move through the city [Rome, rather than Milan, in L’eclisse], with its geometry of streets and its assembly of artifacts, the coldest products of modern materialistic inventiveness, the new nature of which Antonioni’s characters would become the explorers - and the exhibited sacrifices.) It is as if, once he reentered prominent social circles through his directorial renown after L’avventura, Antonioni decided to stay and take an unmediated look around, just as his own character Claudia did after her entry into the same circles through her beauty and grace (fig. 9). In this Antonioni is not unlike Federico Fellini, who, originally from the provincial middle class, made films about it and about the lower class until his reputation gained him entrance into high society. But Fellini seemed to take the view of a boy at play in a new, if jaded environment, while Antonioni assumed the attitude of a man returning deliberately to the home he had deserted. That is, where Fellini examined with quasi-expressionistic ebullience and indulgence the moral and spiritual inertia of the upper class, beginning with La dolce vita in 1960, Antonioni did so like the introspective realist he was becoming: with austerity and concern. Claudia as Outsider or Observer Monica Vitti, as Claudia, is less a straightforward “objective” character whose character or self Antonioni studies and with whom the audience may empathize, than she is a figure identified with the director-asbeholder behind the camera, whose gaze she doubles like an Expressionistic heroine. She is therefore as much beholding as beheld, in contradistinction to Laura Mulvey and other proponents of male-gaze theory, who see Vitti and beautiful female characters like her solely as passive objectifications of masculine sexual fantasy. Antonioni’s tendency to filter our perceptions through the perspective of a woman was already manifest in such accomplished early works of his as La signora senza camelie (The Lady without Camelias, 1953) and Le amiche (The Girlfriends, 1955). But it reaches a culmination in his films with Vitti, which display a peculiar intimacy between director and actress (similar in some ways to that between Godard and Karina and no doubt in both cases having something to do with the fact that director and actress were intimate in real life). The distinctive interrogative gaze of Antonioni’s camera is thus paralleled by the gaze of Vitti’s major characters in his films—Vittoria in L’eclisse, Giuliana in Il deserto rosso, and, perhaps above all, Claudia in L’avventura. (See the descriptions, at the close of this essay, of the various shots in L’avventura in which the gaze of Claudia/Vitti is featured.) Fig. 9: Michelangelo Antonioni. Fig. 10: Claudia searching for Sandro at the hotel in Taormina. Monica Vitti may well be described as an actress of the gaze, both the gaze she turns on the world and the gaze the world turns on her. Every performer, of course, is there to be looked at, on display before an audience of voyeurs, if you will. But just as Antonioni’s films enact a special way of looking, so too does Vitti’s special quality as a performer arise from the way in which she looks at things, as well as the way she is looked at and aware of being looked at: in a word, from the interplay between her as the subject and the object of the gaze. Thus does Vitti ever remind us of Antonioni’s special mission in his films that feature her: to strike a balance, with what I have termed “introspective realism,” between the extreme subjectivity of “mystical” expressionism, on the one hand, and the extreme objectivity of “scientific” realism, on the other. Fig. 11: Claudia observes the conversation between Anna and her father in the first scene of the film. Fig. 12: Claudia, joined by Sandro, observes the flirtation in the train compartment. Perhaps no sequence in L’avventura exemplifies this balance or bridge between the empirical and the essential more than the one in which Claudia - a distant relative of the figure in Edvard Munch’s expressionistic painting The Scream (1893) - runs frantically through the long corridors of a Taormina hotel (fig. 10) and continues running once she leaves the building, as Antonioni’s camera intently gazes upon her, and the scene, the whole time. In reality she has been searching for Sandro; in fact she found him in the hotel, with another woman. In terms of inner or “higher” truth, however, Claudia is on a lone, and increasingly desperate, search for psychic self-and-salvation, and it is her gaze, finally, that reveals this to us. Fig. 13: Claudia finds Sandro making love to Gloria Perkins on a couch in the hotel lounge. Facts Udskriv denne artikel Gem/åben denne artikel som PDF Appendix: Shot Descriptions of Claudia as Outsider or Observer 1. Claudia observes the conversation between Anna and her father, outside Anna and her father’s house. (See the still in L’avventura, A Film by Michelangelo Antonioni [Grove Press], p. 12.) (fig. 11) 2. Claudia waits impatiently outside Sandro’s apartment as he and Anna have sexual intercourse inside. (See pp. 15, 16, and 18 of the Grove Press screenplay.) 3. Claudia enters an art gallery and observes first an American couple, then two workers discussing paintings. (See the still, p. 17 of the Grove Press screenplay.) 4. Claudia, in the foreground on the yacht, witnesses this typical exchange between Giulia and Corrado: Giulia: All these islands . . . were once volcanoes. Gem/åben hele nummeret som PDF Corrado: There musn’t be a single fact you don’t know about third grade geography. (See pp. 22- 23 of the Grove Press screenplay. Also, see the still of Claudia observing Giulia and Corrado on the island in Screenplays of Michelangelo Antonioni [Orion Press], p. 120.) 5. Claudia observes Raimondo’s flirtation with Patrizia on the yacht. (See the still, p. 32 of the Grove Press screenplay.) 6. Claudia stands in the foreground as Corrado, Sandro, Raimondo, Patrizia, and Giulia stand behind her: Claudia has decided to remain on the island with Sandro and Corrado while the others go for help. (See pp. 44- 45 of the Grove Press screenplay.) 7. Sandro walks toward the old man, the single person living on the island (in a hut). In the background, Claudia watches. (See p. 50 of the Grove Press screenplay.) 8. Claudia walks silently past Raimondo, Patrizia, Corrado, Giulia, and a diver. Raimondo turns to look at her and drops the vase. (See p. 55 of the Grove Press screenplay.) 9. Claudia observes Sandro’s conversation with Anna’s father on the island. (See p. 58 of the Grove Press screenplay.) 10. Raimondo, Patrizia, Corrado, and Giulia make their way down the rocks to leave the island. Claudia stands looking out to sea, away from the others. (See p. 61 of the Grove Press screenplay.) 11. Claudia, later joined by Sandro, observes the flirtation between the young man and the young woman on the train. (See the still, p. 71 of the Grove Press screenplay.) (fig. 12)) 12. In the background at the Princess’s villa, Claudia is standing facing away from Ettore (the Princess’s husband), Corrado, Patrizia (the Princess), and Giulia, who speak of Sandro. (See p. 80 of the Grove Press screenplay.) 13. At the Princess’s villa, Claudia is in the foreground, her back to the rest, very unhappy at the suggestion that Sandro has found Anna. Ettore, Corrado, and Giulia are behind her. (See the still, p. 80 of the Grove Press screenplay.) 14. At the Princess’s villa, Claudia watches Giulia take Goffredo’s arm and walk off with him. (See the still, p. 82 of the Grove Press screenplay.) 15. From the terrace outside her room at the Princess’s villa, Claudia observes Giulia and Goffredo walk by below. Giulia can be overheard saying, “May I see your work? I admit, I’m curious.” (See p. 83 of the Grove Press screenplay.) 16. Claudia observes Giulia and Goffredo on the stairs. (See p. 84 of the Grove Press screenplay.) 17. In Goffredo’s art studio, Claudia comes into the foreground and watches him grabbing Giulia and forcing her backward onto a table. (Claudia has been observing their flirtation since she entered the studio; see the still, p. 88 of the Grove Press screenplay.) 18. Claudia watches Patrizia, Ettore, Giulia, Goffredo, and Corrado get into a car and go to a cocktail party. In the foreground, Claudia walks slowly back into the house. (See p. 91 of the Grove Press screenplay.) 19. In Troina, Claudia, with Sandro, observes the rift between the druggist and his wife. (See p. 94 of the Grove Press screenplay.) 20. In Noto, Claudia regards groups of men who lounge about on the street and on the stairway above, staring at her greedily. She walks across the square, attracting more attention, aware of the eyes upon her and of the comments. Further above, on a balcony, men eagerly move to the railing to watch. (See the still, p. 103 of the Grove Press screenplay.) 21. Claudia, alone in the lobby of the expensive hotel in Taormina, looks around at the many well- dressed people wandering about. (See p. 120 of the Grove Press screenplay.) 22. Claudia races through the halls of the hotel looking for Sandro, then runs away from him and Gloria Perkins. (See pp. 130, 132, 135, and 136 of the Grove Press screenplay. Also, see the stills, pp. 202 and 205 of the Orion Press screenplay.) 23. (Connected with No. 22) Claudia finds Sandro making love to Gloria Perkins on a couch in the hotel lounge. (See the stills, pp. 133- 135 of the Grove Press screenplay.) (fig. 13) 24. On the terrace of the hotel, Sandro sits on a bench with his back to Claudia, who looks at him. She very slowly moves to him, coming up behind the bench. (See the still, pp. 138- 139 of the Grove Press screenplay. Works Cited and Consulted: Michelangelo Antonioni and L’avventura Antonioni, Michelangelo. Screenplays of Michelangelo Antonioni. Trans. Louis Brigante and Roger T. Moore. New York: Orion Press, 1963. - - - - - - - - - - . L’avventura , A Film by Michelangelo Antonioni. Trans. Jon Swan. Text Reconstruction by David Denby. New York: Grove Press, 1969. - - - - - - - - - - . The Architecture of Vision: Writings and Interviews on Cinema. Ed. Carlo di Carlo and Giorgio Tinazzi. New York: Marsilio, 1996. - - - - - - - - - - . Michelangelo Antonioni: Interviews. Ed. Bert Cardullo. Jackson: University Press of Mississippi, 2008. Arrowsmith, William. Antonioni: The Poet of Images. New York: Oxford University Press, 1995. Battistini, Angelo. “Uneasy Love: Sentimental Diseases and Crisis of the Couple in Antonioni’s Movies.” Psychoanalytic Inquiry, 27.4 (September- October 2007): 504- 509. Bohne, Luciana. “The Discourse of Narcissism in L’avventura.” Film Criticism, 9.1 (Fall 1984): 17- 24. Brunette, Peter. The Films of Michelangelo Antonioni. New York: Cambridge University Press, 1998. Cameron, Ian, and Robin Wood. Antonioni. Rev. ed. New York: Praeger 1971. Chatman, Seymour. Antonioni, or The Surface of the World. Berkeley: University of California Press, 1985. - - - - - - - - - - , and Guido Frank, eds. L’avventura : Michelangelo Antonioni, Director . New Brunswick, New Jersey: Rutgers University Press, New Jersey, 1989. - - - - - - - - - - and Duncan, Paul, eds. Michelangelo Antonioni: The Complete Films, London: Taschen, 2004. Cook, David A. A History of Narrative Film, 4th ed. New York: W. W. Norton, 2004. Cowie, Peter. Antonioni, Bergman, Resnais. London: Tantivy, 1963. Forgacs, David. “Antonioni: Space, Place, Sexuality.” In Spaces in European Cinema. Ed. Myrto Konstantarakos. Exeter, England: Intellect Books, 2000. 101- 111. Joyce, James. Ulysses. Paris: Sylvia Beach, 1922. Leprohon, Pierre. Michelangelo Antonioni: The Man and His Work. Trans. Scott Sullivan.New York: Simon and Schuster, 1963. Lyons, Robert Joseph. Michelangelo Antonioni's Neo- realism: A World View. New York: Arno Press, 1976. Moore, Kevin Z. “Eclipsing the Commonplace: The Logic of Alienation in Antonioni’s Cinema.” Film Quarterly, 48.4 (1995): 22- 34. Mulvey, Laura. ‘”Visual Pleasure and Narrative Cinema.” Screen, 16.3 (Autumn 1975): 5- 17. Nowell- Smith, Geoffrey. L’avventura . London: British Film Institute, 1997. Núñez- Fernández, Lupe. “Antonioni’s Gaze.” Flash Art,40 (October 2007): 65, 74. Orban, Clara. “Antonioni’s Women, Lost in the City.” Modern Language Studies, 31.2 (Fall 2001): 11- 27. Perry, Ted, and René Prieto. Michelangelo Antonioni: A Guide to Reference and Resources . Boston, Massachusetts: G.K. Hall, 1986. Rifkin, Ned. Antonioni’s Visual Language. Ann Arbor, Michigan: UMI Research Press, 1982. Ritchie, J. M. German Expressionist Drama. Boston: Twayne, 1976. Rohdie, Sam. Antonioni. London: British Film Institute, 1990. Rosenbaum, Jonathan. “A Cinema of Uncertainty: Films by Michelangelo Antonioni.” In Rosenbaum’s Placing Movies: The Practice of Film Criticism. Berkeley: University of California Press, 1995. 307- 321. Rudman, Mark. “The Night: On Michelangelo Antonioni.” Raritan, 14.2 (Fall 1994): 83108. Sandall, Roger. “L’avventura .” Film Quarterly, 14.4 (Summer 1961): 51- 54. Schwarzer, Mitchell. “The Consuming Landscape: Architecture in the Films of Michelangelo Antonioni.” In Architecture and Film. Ed. Mark Lamster. New York: Princeton Architectural Press, 2000. 196- 215. Tomasulo, Frank P. “The Rhetoric of Anti- Closure: Michelangelo Antonioni and the Open Ending.” Purdue Film Studies Annual (1983): 133- 139. - - - - - - - - - - . “The Architectonics of Alienation: Antonioni’s Edifice Complex.” Wide Angle,15.3 (July 1993): 3- 20. 16:9 - april 2013 - 11. årgang - nummer 50 Udgives med støtte fra Det Danske Filminstitut samt Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter. ISSN: 1603- 5194. Copyright © 2002- 13. Alle rettigheder reserveret. 11 Forside Indhold Arkiv Abonnement Profil Links Kontakt English Et billedes anatomi: Fagre voksne verden søg Af MICHAEL HØJER Fig. 1: En lang og sigende indstilling fra åbningen af Mike Nichols’ klassiske ungdoms- og forstadsfilm The Graduate. Åbningssekvensen i Mike Nichols’ The Graduate (1967, Fagre voksne verden) har flere indstillinger, der efterhånden er blevet ikonografiske. Et af dem en meget lang indstilling af Ben (Dustin Hoffman), der står på en transportbånd i den lufthavn, han netop er ankommet til (fig.2). Ben bevæger sig fra højre mod venstre. Fra et vestligt orienteret synspunkt fornemmer vi derfor, at han er på vej tilbage ad den vej han kom fra, i stedet for at bevæge sig fremad. Han bevæger sig rent faktisk slet ikke, men bliver skubbet af sted af transportbåndet. Det virker derfor ikke som om Ben selv har lyst til at rejse tilbage, hvilket tonerne af Simon og Garfunkels triste ”The Sound of Silence” (1964) bekræfter. Længden af indstillingen er i sig selv bemærkelsesværdig og understreger Bens (s)tilstand: det ekstremt lave klippetempo fjerner fuldstændigt den dynamik, der ellers hører sig til, både i transithaller og i et ungdomsliv. Bens tur på transportbåndet virker akavet, næsten pinlig, fordi vi i et tilsyneladende endeløst øjeblik tvinges til at betragte en ung mand, der med sine flakkende øjne signalerer, at han hverken føler sig hjemme i sine omgivelser eller godt tilpas med overhovedet at blive betragtet. Fig. 2- 3: To ikoniske indstillinger fra The Graduate, der begge indrammer filmens hovedtematik og hovedpersonen Bens situation. Da han endelig når til sin rejses ende - sine forældres hjem – får vi, i en anden ikonografisk indstilling, filmens allestedsværende kritik af det voksne og voksende amerikanske forstadsliv sat endeligt i scene. Denne indstilling viser Ben, der stirrer tomt ud i luften i et nærbillede (fig. 3). Han er placeret på sit værelse, foran sit akvarium, der har en lille plastikdykker placeret på bunden. Dykkeren er ikke bare et set-up til den dykkerdragt, Ben modtager og viser i funktion på sin fødselsdag senere i filmen. Det er selvfølgelig også en iboende ironisk kommentar til Bens følelse af, at være ved at drukne i den plastiske verden, suburbia repræsenterer i filmen. At han har svært ved at få luft bliver ekstra tydeligt da hans forældre, efter kortere tid, træder ind i forgrunden af billedet og klemmer Ben inde på visuelt dominerende vis. Alle øvrige indstillinger i anslaget til The Graduate bruges på at italesætte detaljerne i det grundlæggende tematiske omdrejningspunkt, der også er at finde i de to ovenstående: det ensomme unge og ufrie individ i en overfladisk og materiel suburban voksenverden. Alle er de pakket med audiovisuelle informationer til seeren om lige netop denne centrale problematiske tilstand: Fra udpenslingen af Bens særdeles lavmælte klagesang til fremstillingen af mængder af nydelige, forlorne voksne, der snakker en helt masse, men aldrig lytter. Fordi filmens anslag er så skarpt skåret omkring disse motiver, har én bestemt indstilling også altid skurret i min bevidsthed, når jeg så filmen, nemlig den, hvor Ben forlader lufthavnen (fig. 4). Fig. 4: Ben forlader lufthavnen. Jeg har altid funderet over indstillingens funktion (og, for at være helt ærlig, også over dens berettigelse) i, hvad jeg ellers betragter som et meget skarptskåret og virtuost filmisk anslag. For mig har den længe lignet en transportscene, der bare skulle vise, at Ben forlader lufthavnen og, at han tilsyneladende bliver hentet af nogen han kender, da han sender et langt smil og et kort vink ud af billedrammen. Ingen af disse ting taler på et dybere plan til eller supplerer filmens ovennævnte tematiske konflikt – skuffende! Men, ”look closer”, som både Sam Mendes’ American Beauty (1999) – en anden forstadskritisk film – og en god ven og dygtig filmteoretiker påpegede over for mig. For ved nærmere eftersyn, fremstår indstillingen meget mere tematisk forankret end dens upåfaldende handlingsforløb ellers lader vise. Eksempelvis er det slet ikke med det samme man får øje på Ben i indstillingen. Inden han dukker op, ser man faktisk en masse nydelige voksne mennesker, der bevæger sig i mange forskellige retninger i lufthavnen (dog ikke mod kameraet). Disse krydsende bevægelser suppleres af forskellige skilte, hvorpå er påtegnet pile, der peger både fremad, til højre og til venstre. Foran dette sammensurium af mennesker og pile i alle retninger er placeret to udgangsdøre, begge med det samme skilt: ”USE OTHER DOOR”. I det hele taget virker det som om billedet, på sin egen lavmælte måde, råber til tilskueren (og Ben) at der er andre veje at gå; at vejene og mulighederne gennem livet er mangfoldige, og at vi altid kan vælge at gå i en anden retning eller at åbne en anden dør. Af samme grund virker det næsten provokerende, at Bens vej gennem dette virvar er så gemytlig, udramatisk og målrettet som den fremstilles. Er det filmen, der på ironisk vis håner Bens naivitet, er Ben blind for mulighederne for at leve livet anderledes, er Bens smil en midlertidig facade og/eller er hans målrettede gang i modsatte retning end alle andre et opløftende tegn om troen på et andet og bedre liv? Indstillingen peger i mange retninger og tilbyder mange og divergerende læsninger. Én ting er dog sikker: Den adresserer i høj grad filmens centrale tematik, og den har en tydelig funktion og dermed en eksistensberettigelse i anslaget, ikke mindst fordi ingen andre indstillinger i anslaget gør lige præcis det, denne indstilling kan: at pege Ben og seeren i mange retninger på én gang. Det lukker læsningen af filmen op. I hvert tilfælde, hvis man ser godt efter. Mesterligt! Lad derfor ovenstående billede fra filmen repræsentere min generelle kærlighedserklæring til Fagre voksne verden og til hvordan den gode (film)kunst hele tiden tilbyder os nye, betydningsfulde opdagelser – selv i gode, gamle og gennemgnaskede travere. Fig. 5: Åbningsindstillingen fra The Graduate er lang – Nichols’ film har en ASL på 17.8 sek. (Whitehead 2011: 159) – og dens ikoniske status illustreres også af de mange parafraser, der findes af den. Et eksempel herpå er anslaget fra Quentin Tarantinos Jackie Brown (1997; bl.). Fakta Udskriv denne artikel Gem/åben denne artikel som PDF Film The Graduate (1967, Fagre voksne verden, instr. Mike Nichols). Litteratur Whitehead, J.W. (2011): Appraising The Graduate: The Mike Nichols Classic and Its Impact in Hollywood. Jefferson, North Carolina: MacFarland & Co. Gem/åben hele nummeret som PDF 16:9 - april 2013 - 11. årgang - nummer 50 Udgives med støtte fra Det Danske Filminstitut samt Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter. ISSN: 1603- 5194. Copyright © 2002- 13. Alle rettigheder reserveret. 12 Forside Indhold Arkiv Abonnement Profil Links Kontakt English Dans på film søg Af MAJA FRIIS Dans på film forbindes normalt med musicalgenren, hvor filmiske dansescener også umiddelbart gør sig mest synlige, men dog langt fra hører mest hjemme. Dykker man ned i filmhistorien, gemmer der sig adskillige film, som uafhængigt af givne genrekonventioner indeholder en scene, hvor hovedkarakteren pludselig danser. Dansescener af den art er omdrejningspunktet for denne artikel. Allerede i pionerårene blev tilskueren til Edisons kinetoscopefilm (189396) underholdt af serpentinedanserindens optræden i blafrende kostumer, og i stumfilmens tidlige år lykkedes det Asta Nielsen at både forføre og forarge sit publikum med et erotisk og lidenskabeligt danseudtryk overfor Poul Reumert i melodramaet Afgrunden (1910, Urban Gad) (jf. fig. 1-2). I nyere film viser dansescenerne sig også at være repræsenteret blandt et bredt spektrum af film, lige fra Jean-Luc Godards Vivre sa Vie (1962), hvor Anna Karina vimser omkring i sin dagligstue og danser med sig selv, til Evil Dead 2 (1987), hvor en animeret ballerinazombie leverer en tåspidsdans på sit eget gravsted, dansende med hovedet under armen. Fig 1- 2: Dansen som attraktionselement eller erotisk motiv hos Edison og Gad. Dansescenerne bliver oftest oplevet som et underholdende element i lighed med oplevelsen af musicalens sang- og dansenumre og tildeles derfor normalt ikke nogen anden eller større betydning for filmen ud over den underholdende kvalitet. Efter et nærmere kig på en række dansescener i forskellige film udenfor musicalgenren, har det dog vist sig, at scenerne rummer mere end blot at have visuel og underholdende attraktionsværdi. Ved at fremhæve en række danseeksempler plukket ud blandt filmhistoriens både amerikanske og europæiske film indenfor et bredt spektrum af genrer og perioder, er det ønsket at give et indblik i dansescenernes oversete potentialer samt give et bud på, hvordan scenerne i ikke-musicalen kan betragtes og forstås uafhængigt af den klassiske musicals genreteori. Begrebet ikke-musicals vil her anvendes som en overordnet betegnelse for de film, der ikke er musicals, hvis dansescener artiklen udelukkende koncentrerer sig om. Begrebet begrænser sig desuden til film, hvor det er hovedkarakteren/karaktererne, der danser, og hvor dansescenen ikke alene eksisterer på grund af filmens plot. Det betyder, at bl.a. underholdningsshows og almindelige dansescener i festsammenhænge, hvor hovedkarakteren ikke nødvendigvis er på dansegulvet, udelukkes, og at film som Dirty Dancing (1987) og The Full Monty (1997) heller ikke inddrages, fordi dansen i begge tilfælde her er direkte motiveret af plottet. Dualistisk musicalteori Til beskrivelse af dansescenerne i ikke-musicals er det nærliggende at forsøge sig med musicalens genreteori, da den forholder sig til dansen indenfor en filmisk forståelsesramme, som fx scenekunstens danseteori ikke mestrer i samme grad, idet den ikke forholder sig til filmmediets såvel visuelle som auditive aspekter. Med fordel kan man lade sig inspirere af den amerikanske musicalteoretiker Rick Altman, der i bogen The American Film Musical, analyserer sang- og dansenumrene i den klassiske musicalgenre. Altmans teorier er dog kun anvendelige et stykke af vejen, fordi de alene forholder sig til dans indenfor den klassiske musicals genrekonventioner, som rummer nogle fundamentale dualistiske motiver, der viser sig at være usammenlignelige med ikke-musicalen. De dualistiske perspektiver (af Altman betegnet dual-focus) handler grundlæggende om den virkelighed, som dansescenerne udspiller sig i, set i forhold til den virkelighed filmens øvrige scener repræsenterer. Dualismen tildeler musicalen to radikalt forskellige virkeligheder, hvor dansescenerne og filmens øvrige scener repræsenterer hver deres virkelighed i modsætning til ikke-musicalen, som fastholder én og samme virkelighed. Fig. 3- 4: Musicals og dansefilm som Dirty Dancing og Black Swanmedregnes ikke i denne artikel, da dansen her er direkte motiveret gennem plottet. Musicalens dualisme karakteriseres ved, at den egentlige fortælling foregår på et realistisk virkelighedsnært handlingsplan, mens sang- og dansenumrene hæver sig over dette niveau og skildrer en virkelighedsfjern og harmonisk idealverden, hvor drømme, længsler og fantasier kan udfries og gennemleves. Virkelighedsniveauet i musicalens dansescener beskrives som en tidløs transcendens, fordi de ikke, modsat filmens andre scener, indgår som led i det tidsbundne narrative forløb. Dansescenerne i ikke-musicalen står i skarp kontrast til de nondiegetiske dansescener i musicaluniverset. Ikke-musicalens dansescener udspiller sig ikke i en musicallignende drømme- og idealverden, men forbliver tilsyneladende på samme virkelighedsplan som filmens øvrige scener. Også musikken i ikke-musicalens dansescener er oftest diegetisk ved at lydkilden er naturligt tilstede i fiktionen gennem livemusik, ghettoblaster, pladespiller e.l., hvilket giver dansescenen en realistisk motiveret ramme gennem musikken. Scenerne springer ikke i tid og rum, men forbliver i nuet og fastholder én rumlig identifikation ved kun at udspille sig ét sted i logisk og realistisk sammenhæng med deres forudgående og efterfølgende scener. I det følgende vil jeg gennemgå udvalgte dansescener fra forskellige ikke-musicals, som kan eksemplificere forskellige funktioner af brugen af dans i den filmiske fortælling. Dels vil jeg se på scenerne ud fra et dramaturgisk perspektiv og undersøge dansescenernes mulige dramaturgiske funktioner, og dels vil jeg se på funktionen af ikkemusicalens særegne personlige danseudtryk. Konfliktoptrapning og saltvandsindsprøjtning Dansescenerne kan have en dramaturgisk funktion, der knytter sig til filmens kausalitet og virker til gavn for filmens fremdrift. Når det er tilfældet, handler det om at se på, hvordan dansescenen motiverer sin efterfølgende scene. I Les enfants du paradis (1945), udspiller der sig en essentiel dansescene på en bar, hvor Baptiste (Jean-Louis Barrault) byder Garance (Arletty) op til dans. Dansen, der tydeligt udtrykker gensidig forelskelse, udløser også jalousi hos Lacenaire (Marcel Herrand) og medfører en dramatisk slagsmålsscene, hvor Baptiste smides ud gennem vinduet. Der er her tale om et direkte samspil mellem dansescenen og den efterfølgende scene, hvor dansescenen fungerer som konfliktoptrapning, idet den indleder og motiverer konflikten i den efterfølgende scene (jf. fig. 5). Et andet og dog anderledes eksempel på hvordan en dansescene kan fungere som fremdriftselement findes i Before Sunrise (1994). Jesse (Ethan Hawke) og Celines (Julie Delpy) ellers ustoppelige samtale afbrydes af trommedans på gaden, og de begynder at danse til musikkens afrikanske rytmer, hvorefter samtalen fortsætter i en helt ny retning inspireret af dansen. Dansescenen fungerer ikke som konfliktoptrapning, som i Les enfant du paradis, men fungerer som en inspirationskilde, en form for ”saltvandsindsprøjtning”, der tilføjer filmen ny energi og drejer dialogen i en ny retning. Dansescenens fremdriftsfunktion fungerer på historien i lighed med andre små uventede impulsive momenter i samme film, som fx mødet med spåkonen eller med digteren i båden (jf. fig. 6). I begge film er der tydeligvis tale om et samspil mellem dansescenen og den efterfølgende scene, og fordi dansescenen er en direkte forudsætning for, at den efterfølgende scene finder sted, kan man ligefrem tale om et afhængighedsforhold mellem de to scener. Dansescenens specifikke placering i filmen er altså i begge tilfælde altafgørende for filmens handlingsforløb og anvendes dermed som et dramaturgisk fremdriftselement. Scenisk kontekst Et andet fremdriftsaspekt, den sceniske kontekst, inviterer til et kig på dansescenens sammenstilling med andre scener via krydsklipning og parallelforløb. Dans associerer ofte til noget festligt og glædeligt, hvilket udnyttes effektivt i denne sammenhæng ved, at dansescenen sammenstilles med en dramatisk scene, der kontrasterer den almindelige festassociation. I Festen (1998) findes et ultimativt eksempel på en sådan kontrastrig sammenstilling. Vi befinder os på det dramatiske tilspidsede tidspunkt i filmen, hvor sønnen Michael (Thomas Bo Larsen) går amok og tæsker sin far (Henning Moritzen). Denne voldsomme handling krydsklippes med en scene, hvor festens sidste gæster uvidende og berusede danser rundt i stuen til lystfyldte og glade toner fra levende klavermusik. Scenen med Michael og faren virker i sig selv voldsom og dramatisk, men med dansescenen som parallelhandling bliver situationen yderligere dramatiseret, og den kontrastrige sammenstilling af scener stimulerer fremdriften, som tilmed også forstærkes af tilskuerens merviden (Larsen: 92-93). Dansescenen er en yderst velvalgt handling på det givne tidspunkt i historien, da den bedre end nogen anden scene formår at kontrastere far-søn-dramaet Fig. 5- 6: Dansen som fremdriftselement i Les enfants du paradis og Before Sunrise. Fig. 7: Dansen som kontrast eller kontrapunkt. Frame grab: Festen (1998). og dermed illustrere de både tragiske og groteske familierelationer. De to scener fungerer altså i kraft af hinandens modsætninger og skaber en betydning, der ikke ville være opnået uden dansescenens tilstedeværelse. (fig. 7) Dansescener, der indgår i kausal eller scenisk motiveret sammenhæng i filmen, kan altså, i kraft af en specifik placering i filmens narrative forløb, opnå en dramaturgisk fremdriftsfunktion, dels som dramatisk kontrapunkt og dels som konfliktoptrapning. Hviletilstand og antifremdrift Når man ser Anna Karina svanse omkring i en dansen-med-sig-selv i Jean-Luc Godards film Le Petit Soldat (1960) og igen to år senere i Vivre sa vie (1962), og samtidig tænker på, hvordan Jim Jarmusch og Quentin Tarantino med henholdsvis Permanent Vacation (1980) og Pulp Fiction (1994) også lader deres hovedkarakterer, Allie (Chris Parker) og Mia Wallece (Uma Thurman), danse i en snæver og indelukket væren-i-sig-selv-tilstand, fornemmer man utvivlsomt nogle dansescener, der, modsat de tidligere danseeksempler, ikke indgår i en specifik kausal og logisk narrativ sammenhæng. (jf. fig. 8-10). Bevæger man sig over i en helt anden genre, påkalder Evil Dead 2 (1987) sig lignende opmærksomhed med dens tidligere nævnte zombiedansescene, der også umiddelbart fremstår unødvendig for det logisk narrative forløb. I filmen er der tale om en underholdende og grotesk stopmotion-dansescene, hvor karakteren Linda (Denise Bixler), med en fin blanding af elegance og absurditet, leverer en balletagtig dansepræstation til klassisk klavermusik. Ovenstående dansescener eksisterer som selvstændige scener, der fungerer uafhængigt af deres forudgående og efterfølgende scener. De opleves som revet ud af en kausal sammenhæng, og giver tilskueren oplevelsen af, at tiden og handlingen sættes standby eller opløses i en ikke-eksisterende tid udenfor selve handlingsforløbet. På trods af denne non-kausale kontekst, er der alligevel en dramaturgisk funktion at finde i dansescenerne i både Pulp Fiction og i Evil Dead 2. Dramaturgisk set er det essentielle, at scenerne er placeret lige inden et dramatisk højdepunkt i historien. Fx efterfølges scenen i Pulp Fiction af en scene, hvor Mia Wallace tager en overdosis, mens dansescenen i Evil Dead 2 efterfølges af en scene, hvor Linda pludselig viser sig at være en aggressiv zombie, stik modsat den harmløse ballerinarolle, hun påtog sig i dansescenen. Fig. 8- 10: Dansen som antifremdrift hos Godard, Jarmusch og Raimi. Begge dansescener er handlingsmæssigt døde momenter, der, ikke nok med at eksistere som selvstændige scener udenfor fortællingen, også skaber direkte brud på fortællingen ved at bringe en form for stilstand ind i historien. Men netop kombinationen af stilstand og scenens specifikke placering er det, der skaber den dramaturgiske funktion. I stedet for at tale om stilstand, kan det være mere præcist at bruge begrebet hviletilstand, da dette begreb knytter sig til forståelsen af, at historien ikke går i stå og forbliver stillestående, men derimod blot går i stå en tid for igen at fortsætte med ny energi. Hele pointen ligger netop i, at der kun er tale om øjeblikke af stilstand, hvor spændingen i filmen samt tilskuerens forventninger sænkes til nulpunktet, for efterfølgende at kunne vækkes med et brag og således forstærke en ønsket publikumsreaktion. I både Evil Dead 2 og i Pulp Fiction gør denne iagttagelse sig netop gældende. I kraft af dansescenernes anti-fremdrift bliver historien sat standby og tilskuerens tanker ledt på afveje, hvorved scenen opnår at forstærke den efterfølgende scenes dramatiske indhold og tilskuerens reaktion derpå. Evil Dead 2 er et fuldkomment eksempel med dens stilfærdige dansescene, ledsaget af klassisk musik, der fremprovokerer en ultimativ chok-effekt. Dansens personlige bevægelsesudtryk ”Det er tid at åbne en parentes og beskrive karakterernes følelser”, lyder det fra en voice-over, der introducerer dansescenen i Jean-Luc Godards gangsterdrama Bande à part (1964, fig. 11). Det inspirerende er at bemærke, hvordan voice-overen eksplicit gør opmærksom på, at Godard bruger en dansescene til at udtrykke karakterernes følelser. Hermed åbnes op for, at dansescener kan have potentiale for at afsløre karakterernes indre, og at dansescenerne dermed kan have en ganske anden funktion end den dramaturgiske, en funktion, der har betydning for filmens karakterdannelse og tilskuerens karakterforståelse. I dansescenerne eksisterer et fysisk bevægelsessprog – et individuelt danseudtryk, der gør dansescenen i stand til på sin helt egen facon at kommunikere til sit publikum. Danseudtrykket knytter sig til en observation og en karakteristik af karakterernes fysiske udtryk: bevægelse, rytme og kropssprog. Før en nærmere analyse af danseudtrykket i konkrete udvalgte scener, vil jeg kort introducere, hvad der adskiller ikke-musicalens danseudtryk fra musicalens, og hvad der dermed berettiger til nye ikke-musicalbaserede fortolkninger. Fig. 11: Dansen kan også have karakterpsykologiske funktioner som i Godards Bande à part. I musicalgenren fremstår danseudtrykket som et fuldt kontrolleret og poleret performancepræget udtryk, hvor intet tilsyneladende er overladt til tilfældighederne. Karakteren leverer en indstuderet koreograferet dansepræstation. På grund af at karakterens bevægelser og udtryk er styret af en koreografi, fungerer udtrykket primært som en del af en kunstnerisk helhed eller scenisk performance, og et personligt udtryk fremtræder kun i begrænset omfang. Karakteren træder ind i en danserolle, hvor han eller hun udviser professionelle dansefærdigheder, der sjældent er realistisk motiveret i historien. Der gives sjældent en logisk forklaring på, at karakteren pludselig udviser evner som danser (stadig bortset fra backstagemusicalen). Karakteren påtager sig således en professionel danseidentitet i dansescenen, der kan synes uforenelig med karakterens identitet i filmens andre scener, men fordi tilskueren er bekendt med musicalens genrekonventioner, accepterer man denne dobbeltidentitet. På grund af denne dobbeltrolle; at karakteren træder ind i en professionel danserolle gør, at danseudtrykket næppe er i stand til at fortælle noget om karakteren på det realistiske virkelighedsplan i fiktionen, men derimod støtter sig til fortolkninger baseret på musicalens dualistiske virkelighedsbillede. I ikke-musicalens dansescener, hvor realismen bibeholdes, og hvor virkelighedsplanet forbliver uændret, er danseudtrykket af helt anden karakter, og åbner derfor for nye fortolkningsmuligheder. Danseudtrykket fremstår generelt mindre iscenesat, indstuderet og performancepræget, og virker som tilfældige rytmiske bevægelser bestemt af karakterens personlige bevægelsesudtryk. Karakteren synes at danse uafhængig af en stærk bevidsthed omkring indstuderede bevægelsesmønstre, men lader sig derimod impulsivt rive med af musikkens rytmer og en eventuel dansepartner. Der er naturligvis altid undtagelser, og det gælder også her – tilfælde, hvor dansen er indstuderet hos karaktererne, hvilket jeg senere vil se nærmere på, men i første omgang lade ligge. Med øje for undtagelserne er det ikke muligt at konkludere, at ikke-musicalens dansescener fremstår som improvisationsscener. Men overordnet set fremstår såvel de improviserede som de indøvede danseudtryk hos ikke-musicalen yderst personlige og naturlige. Karaktererne forsvinder ikke bag et upersonligt stiliseret og performancepræget danseudtryk, men leverer et personligt udtryk, der knytter sig tæt til karakterens øvrige adfærd i filmens andre scener. Karakterens bevægelses- og adfærdsmønstre kan siges at afspejle karakterernes indre, og dermed blotter karaktererne deres følelser, tanker og intentioner gennem danseudtrykket. Det personlige danseudtryk og dens såkaldte blottelse er ikke-musicalens unikke karakteristika, som inviterer til andre fortolkningsmuligheder end hos musicalen. Det personlige danseudtryks fortolkningsmuligheder skal nu eksemplificeres indenfor tre kategorier: afspejling af følelser og sindstilstande, kommunikation af særlige relationer mellem karaktererne samt udtryk for filmens tematik og hovedmotiv. Indre blottelse Når danseudtrykket kan fortolkes som et udtryk for karakterens tanker, følelser og sindstilstande, baserer det sig på en forståelse af bevægelsen som et rytmisk ”selvudtryk” (Grodal: 256). Kropssproget, her danseudtrykket, udtrykker selvet og afslører de følelser eller indre konflikter, der er til stede hos karakteren, og som motiverer dansen. Dansen er med andre ord drevet af en indre motivation hos karakteren, der kan være af både positiv og negativ art. Fx er slutdansescenen i Before Sunset (2004, Richard Linklater) tydeligvis drevet af en indre motivation i form af en indre lykkefølelse. Celines (Julie Delpy) afslappede kropssprog og hendes lette og bløde bevægelser er ikke til at tage fejl af. De signalerer indre ro, livsglæde og lykke i en smigrende og flirtende form, velvidende at Jesse (Ethan Hawke) beundrer hende. Hendes følelser til Jesse tilbageholdes gennem hele filmen, men udløser sig her gennem et non-verbalt bevægelsessprog. På den måde forbliver kærligheden tavs og uudtalt, men danseudtrykket taler mere direkte end nogen andre scener i filmen og forstærkes i øvrigt ved at stå i skarp kontrast til resten af filmens replikmættede scener. I modsætning til det harmoniske udtryk, kan man fremhæve Helenes (Paprika Steen) danseudskejelser i morgendansescenen i Festen. Helenes danseudtryk er kaotisk, aggressivt, ukontrolleret og disharmonisk, præget af skæve rytmiske bevægelser ude af takt til musikken. Gennem danseudtrykket afslører hun en indre tilstand af uro og kaos og signalerer det skæve og uafbalancerede forhold, hun har til sig selv og sin omverden. Dansescener, der udtrykker og afspejler karakterernes følelser og sindstilstande rummer altså en mulig psykologisk personkarakteristik og påkalder sig samtidig tilskuerens opmærksomhed gennem empati og sympati med karakteren. Alternativ kærlighedserklæring Dansescenen kan udtrykke en bestemt relation mellem karaktererne, hvilket sker på baggrund af en observation af, hvordan karakterernes bevægelser og rytme harmonerer med hinanden eller disharmonerer. I Reconstruction (2003) findes, hen mod slutningen af filmen, en intens og romantisk dansescene, hvor det forelskede par Aimee (Maria Bonnevie) og Alex (Nikolaj Lie Kaas), danser med hinanden. Kærligheden mellem dem udtrykkes elegant og visuelt ved, at kameraet, gennem fem indstillinger fra supertotal til ultranær, rykker tættere og tættere på de to karakterer, hvorved man som tilskuer nærmer sig parret som ved en brudevals. Yderligere forstærkes kærlighedsudtrykket gennem parrets harmoniske og taktfaste bevægelser. Det konsekvente og rendyrkede danseudtryk, som scenen leverer med dens fulde overensstemmelse mellem brudevalsassociationerne og karakterernes harmoniske bevægelser til hinanden og til musikken gør, at filmen formår at fremstille en åbenlys kærlighedserklæring uden en klichéfyldt dialog. Falsk forventning Fig. 12: Vi kommer stadigt tættere på de to dansepartnere, som var der tale om en brudevals. Frame grab: Reconstruction . Betydningen af det harmoniske danseudtryk skal dog ikke altid tages for pålydende, som i det ovenstående eksempel. Andre gange viser det sig, at et harmonisk danseudtryk udnyttes til at vildlede publikum og lege med dets forventninger. Dette sker ofte med scener, hvor det harmoniske udtryk træder frem i sin yderste form gennem en indøvet dans, hvor karaktererne danser synkront i takt med musikken og hinanden. Bl.a. kan man nævne dansescenerne i Bande à part og i Thelma and Louise (1991; fig. 13). I begge scener signalerer danseudtrykket umiddelbart en ultimativ sammenhørighed og alliance mellem karaktererne, hvilket viser sig senere i filmene ikke at holde stik. I Bande à part viser det sig, at de to fyre blot allierer sig med Anna Karina for at udnytte hendes kendskab til den formue, de vil have fat i, og i Thelma and Louise sender dansen også falske signaler, idet Louise efterfølgende voldtages af sin dansepartner. Når et harmonisk danseudtryk således skaber en falsk forventning hos tilskueren, indgår scenen som led i en spændingsopbygning og fungerer ved at øge historiens fremdrift. Distance og disharmoni I modsætning til det harmoniske danseudtryk, kan et disharmonisk udtryk benyttes til at formidle en helt anden relation mellem karaktererne. I Rosetta (1999) er der en fremragende dansescene, hvor danseudtrykket utvivlsomt bruges til at fremhæve distancen og konflikten mellem hovedkarakteren Rosetta (Émilie Dequenne) og drengen Riquet (Fabrizio Rongione). De to karakterer danser sammen, men ”uden at danse sammen”. Deres forhold til hinanden præget af mistillid og kaos afspejles i et disharmonisk danseudtryk, hvor deres bevægelser og rytmer aldrig matcher hverken musikken eller hinanden. Deres ageren overfor hinanden er akavet, reserveret og krampagtig. Dette udtryk er allerede fra scenens begyndelse markeret så kraftigt, at man får fornemmelsen af, at scenen allerede i anslaget, har nået sit klimaks. Men situationen tilspidses yderligere og en ambivalent følelse vokser frem hos tilskueren, der ikke længere kun sidder og krummer tæer over den noget pinlige situation, men også føler en ultimativ sympati for hovedkarakteren, hvis indadvendte kropssprog og ustyrlige trang til at løsrive sig projiceres over på tilskueren. Fig. 13: Ridley Scott vildleder os i sin klassiske road movie Thelma and Louise. Danseudtrykket er et klart billede på karakterernes indbyrdes forhold, og samtidig formår det at vække tilskuerens empati ved at projicere karakterernes følelsesmæssige frustrationer over i tilskueren. Fig. 14: Rosetta (1999). Karismatisk klumpfodsdans Endelig findes eksempler på, hvordan filmens hovedmotiv og overordnede tematik kan komme til syne gennem danseudtrykket. Den disharmoniske dansescene i Rosetta, udtrykker ikke alene den ubalance, der eksisterer mellem Rosetta og Riquet, men afspejler også den utrygge, uharmoniske og uafklarede tilværelse, der er hele Rosettas grundlæggende eksistensvilkår, og tilskueren konfronteres gennem dansescenen direkte med filmens overordnede problemstilling. Scenen ender med, at Rosetta pludselig afbryder dansen og løber hjem. Denne bratte og uforløste afslutning foregriber filmens åbne og uafklarede slutning og udtrykker, foruden Rosettas frustration i øjeblikket, filmens hovedmotiv; Rosettas ihærdige, men mislykkede forsøg på at bryde ud af de socialbelastede forhold, hun er opvokset under. Funktionen af den to minutter lange dansescene i Permanent Vacation blev tidligere oplevet som unødvendig for historien i en dramaturgisk kontekst på grund af scenens hviletilstand og antifremdrift. Dansescenen fremstår umiddelbart som en to minutters lang tidløs lomme, der sætter historien standby og måske ligefrem keder sit publikum, hvis ikke man er i stemning til at blive revet med af hovedkarakterens karismatiske uhøjtidelige klumpfodsagtige moves, præsenteret gennem et på én og samme tid dovent og energisk danseudtryk. Men scenens standby-følelse har en funktion ved at plante sig i publikums bevidsthed og delagtiggøre tilskueren i den noget opgivende hovedkarakters handlingslammede og umålrettede livsførelse, hvor alting er sat på standby. Karakterens både rastløse og afslappede danseudtryk signalerer desuden det hvileløse menneske han er, og et udefinerbart danseudtryk forstærker hans fremmedgørelse i verden. Danseudtrykket kan derfor betragtes som at det illustrerer nogle af de værdier og hovedmotiver, som filmen kredser om, og som desuden viser sig at blive genbrugt i flere af Jim Jarmusch’s efterfølgende film, heriblandt Stranger Than Paradise (1984), Down By Law (1986) og Mystery train (1989). Afsluttende bemærkninger Indledningsvis beskrev jeg, hvordan ikke-musicalens dansescener adskiller sig markant fra musicalens grundlæggende dualisme. Denne observation har været udgangspunktet for artiklens ikkemusicalteoretiske tilgang til at give et bud på en karakteristik og forståelse af dansesceners fremtræden og funktion i film udenfor musicalgenren. Sammenfattende har det vist sig, at dansescenerne kan gøre sig synlige som narrativt fremdriftselement. Dramaturgisk set kan de optræde som afgørende led i en spændingsopbygning, bl.a. som konfliktoptrapning eller modsat ved at manifestere sig som en hviletilstand med funktion af at forstærke en efterfølgende dramatisk scene. Fig. 15- 18: Der danses ofte i indieinstruktøren Jim Jarmusches film. Billedserie: Stranger Than Paradise, Down By Law og Mystery Train. Derudover opnår scenerne, i kraft af at lade danseudtrykket været bestemt af personlige bevægelsesudtryk, at fungere som et ikkeverbalt middel til at kommunikere relativt komplekse følelser og karakterudtryk. Det personlige danseudtryk har vist sig at kunne afsløre dels karakterernes emotionelle tilstand, dels afspejle filmens overordnede tematik og dels udtrykke specifikke karakterrelationer. Gennem ikke-musicalens diegetiske fastholdelse af sine dansescener og brugen af personlige danseudtryk har dansescenerne i ikke-musicalen således åbenbaret nogle interessante både narrative og karakterpsykologiske funktioner. Fakta Udskriv denne artikel Gem/åben denne artikel som PDF Litteratur Altman, Rick (1987): The American Film Musical. Indiana: Indiana University Press. Grodal, Torben (2003): Filmoplevelse – en indføring i audiovisuel teori og analyse. København: Samfundslitteratur. Gem/åben hele nummeret som PDF Larsen, Peter Harms (2003): De Levende Billeders Dramaturgi. København: DR 16:9 - april 2013 - 11. årgang - nummer 50 Udgives med støtte fra Det Danske Filminstitut samt Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter. ISSN: 1603- 5194. Copyright © 2002- 13. Alle rettigheder reserveret. 13
© Copyright 2025