1. No category

NYT LIV
Nyt Livs blad udsendes gratis til
alle, som ønsker at modtage det.
T
Thyrasvej 15
8600 Silkeborg
Danmark
NY
Tilmelding til Peder Hovgaard:
nytliv@fiberpost.dk.
Returneres ved
varig adresseændring
3 - 2013
ÅRG. 46
L I V 3- 2 0 1 3
Pascal siger: “Menneskets ånd er sådan, at det tror, det
har omvendt sig, så snart det har besluttet sig til det.“
- Det er farligt, hvis du får begyndt med at leve, som om
du er en kristen, inden du er blevet det. Det er farligt,
fordi du nemt kan komme til at fungere rimeligt godt i
fællesskabet, inden du bliver en kristen. Du kan blive
hvirvlet ind i alle fællesskabets gøremål, og jo længere
du kommer ind, jo mindre aner du uråd.
Peder Mikkelsen, side 37-38.
„
Det var gået mig – sådan står det for mig – som der står
i sangen: at denne verdens glæde var blevet mig for kær.
Glæden i Herren var blevet mindre og dermed også kraften til selvfornægtelse og gode gerninger (jf. Neh 8,10).
Tjenstvilligheden og offerviljen aftog. Men midt i det
tænkte jeg ikke på, at jeg var på afveje (jf. Ordsp 14,12).
Min redning blev, at Gud tugtede mig hårdt og dermed
standsede mig!
„
Claus L. Munk, side 18-19.
Medvirkende i dette nummer: Linnea Nilsson • Claus L. Munk
Peder Mikkelsen • Hans Erik Nissen • Peter Ø. Jacobsen
Rebecka Hector • Anton Vestergaard Braüner • Redaktionen
„
GUDS HELE HJERTE
SOM ALLE ANDRE
FRAFALD - EN NÆRLIGGENDE
RISIKO FOR OS ALLE
„
Nyt Livs kasserer:
Peder Hovgaard
Thyrasvej 15, 8600 Silkeborg
Tlf.: 2098 8013
E-mail: nyt.liv@fiberpost.dk
Kontonr.: 0891 0001010659
DECEMBER 2013
Nyt Livs kontor:
Postboks 57, 9330 Dronninglund
Tlf.: 9884 4384
E-mail: nyt.liv@fiberpost.dk
Indhold:
VIDNESBYRD: FRELSESVISHED ......................................... 2
LEDER: FRAFALD - EN NÆRLIGGENDE RISIKO ................. 5
MINDEORD FOR JENS KRISTIANSEN .................................25
BIBELLEJR 2013 ................................................................ 27
FORMANDENS ÅRSBERETNING ...........................................29
Nyt Livs formand:
Bent Christensen
Irisvej 21A, 9330 Dronninglund
Tlf.: 4052 0972
E-mail: 8154@interflora.dk
NORDISK EVANGELISK LUTHERSK KONFERENCE ...............35
Nyt Livs forlag:
Inge Christensen
Postboks 57, 9330 Dronninglund
Tlf.: 2341 5591
E-mail: svag@info.dk
TÆNK PÅ JERES VEJLEDERE ............................................. 41
Nyt Livs hjemmeside:
www.nytliv.dk
Djurslands Efterskole:
Kanneshøjvej 43, Fjellerup
8585 Glesborg
Skoleleder: Anders Christensen
Viceskoleleder: Tom Skuldbøl
Tlf.: 8631 7533
E-mail: de@djurslands.dk
Hjemmeside: www.djurslands.dk
ISSN: 0903-1863
Tryk: Øko Tryk
Billeder i bladet: Kaj N. Gøgsig og
Jacob Bach Christensen
Tilmelding, afmelding eller
adresseændring kan ske via Nyt
Livs hjemmeside: www.nytliv.dk.
FRANK JACOBSEN (1931-2013) ........................................... 39
TALE VED FRANK JACOBSENS BEGRAVELSE .....................46
BOGANMELDELSER ........................................................... 50
SOM ALLE ANDRE ............................................................. 54
GUDS HELE HJERTE .......................................................... 65
KVINDENS KALD I TJENESTEDELINGEN ............................. 69
ANNONCER ....................................................................... 79
Ansvarshavende redaktør Mikkel Vigilius
Ved Stengærdet 12, 3400 Hillerød
Tlf.: 4824 5665, e-mail: vigilius@ready.dk
Redaktionssekretær Henrik Gren Hansen
Grådybet 27, 2.2, 6700 Esbjerg
Tlf.: 6081 7209, e-mail: henrikgren@live.dk
Nyt Livs formand Bent Christensen
Irisvej 21A, 9330 Dronninglund
Tlf.: 9884 1149, e-mail: 8154@interflora.dk
Nyt Livs næstformand Svend Aage Paulsen
Æblehaven 5, 3600 Frederikssund
Tlf.: 4731 5618, e-mail: svendaa@paulsen.mail.dk
R E D A K T I O N
Formand for Kristent
Skole- og Kursuscenter:
Jørgen Christensen
Storskovvej 10, 9330 Dronninglund
Tlf.: 2938 2315
E-mail: l.j.smedegaard@post.tele.dk
BESLUTNINGER FRELSER INGEN ....................................... 37
Nyt Liv er en bevægelse, der arbejder på tværs af lutherske
missionsforeninger og kirkesamfund. Nyt Liv tager sigte på at
være et supplement og ikke et alternativ til allerede bestående
forsamlinger. Grundlaget for Nyt Livs arbejde er Bibelen som
Guds ufejlbarlige ord, og den evangelisk-lutherske kirkes bekendelse som sand og forpligtende tolkning af Bibelen.
I N D L E D N I N G
2
V
I D N E S B Y R D
FRELSESVISHED
Af Linnea Nilsson
Jeg har et syndigt og ondt kød, som daglig
siger til mig:
”Gør dette, gør sådan, undgå dette, lev sådan, sig dette, vær sådan, for ellers kan Gud
ikke elske dig. Tror du virkelig, at du er god
nok til at stå frimodig for Gud?”
Det tror jeg ikke. I mig selv ville jeg aldrig
kunne møde Gud. Ikke i mine egne handlinger og min egen retfærdighed, for den findes
ikke. I mig selv har jeg ikke andet end synd
og mørke. I mig selv er jeg fortabt og må se
frem til en evighed foran Guds ansigt, uden
Jesus.
Ind imellem frygter jeg virkelig døden, det
sidste kors, som skal bæres. For det er ikke
Himlen, jeg er på vej mod, ikke i mit eget
kød, i min syndige natur og mit onde sind.
Som jeg er i mig selv, vil jeg aldrig kunne nå
Himlen.
Og det er der, problemet ligger. Alting drejer
sig om mig selv. Mine gerninger og præstationer. ”Hvordan skal jeg kunne nå Himlen?”
Den tragiske og fantastiske sandhed er jo, at
i mig selv, i alt det, jeg selv kan opnå, så er
Himlen og Gud altid milliarder af kilometer
væk. Jeg kan aldrig ved egen kraft nå til salighed og frelse.
For nogle dage siden læste jeg et indlæg, som
en veninde havde skrevet på Facebook. Det
handlede stort set om at bevise, at kristne
mennesker er onde og hyklere, og at bare
fordi man er kristen, så er man ikke noget
godt menneske.
Det stemmer jo egentlig udmærket. Kristne
mennesker er ikke i sig selv bedre end andre;
de er ikke i sig selv ”gode mennesker”. Problemet er, at vi drager en forkert konklusion
af dette. Vi konkluderer, at hvis vores gerninger ikke passer med det, som vi naturligt
tænker, skal kendetegne et godt og kristent
menneske, så er der ingen chance for, at troen
er sand, og at Gud findes.
Min veninde påpegede, at verdens to rigeste
mænd er bekendende ateister og giver 99%
af deres indkomst til velgørenhed. Mens verdens rigeste evangelist og forkynder ikke giver mange procent til at hjælpe verdens fattige og udsatte. Hun konkluderede på dette
grundlag, at ateisterne var ”gode uden Gud”,
mens evangelisten var ”et hjerteløst svin”.
I menneskers øjne er denne vurdering indlysende. Selvfølgelig skal disse rige mænd, som
giver af deres overflod, frelses på dommens
dag. Se bare på deres gerninger! Se på deres
godhed!
Men Gud ser ikke på samme måde som os
mennesker. Gud ser til hjertet (1 Sam 16,7b).
Og i hjertet bærer vi alle på en afgrund af
synd. Hvor godt og fromt et menneske end
virker i verden og i andre menneskers øjne,
så er der altid synd i hjertet.
Vi ønsker at gøre gode gerninger, ikke for at
blive æret af Gud, men for at blive æret af
mennesker (Joh 12,43). Og netop deri består
synden, at vi vil ophøje os selv ved at lade
andre se vores godhed. Jesus siger jo faktisk
om den fattige kvinde i templet, at hendes
lille gave var mere værd end den rige mands
store gave; for hun gav af sin fattigdom, mens
han gav af sin overflod (Mark 12,41-44).
Vi mennesker er altså ikke i stand til at vur-
NYT LIV
3-2013
dere forskellige handlinger og gaver, sådan
som Gud gør det.
Lykkeligvis for alle os faldne og syndige
mennesker så er det ikke vores hjerters renhed og vores præstationers godhed, som har
betydning, når det angår frelsen. Havde det
beroet bare 0,5% på os selv, så var hele menneskeheden endt i ulykke og fortabelse.
Men Gud er en Gud, som ønsker at frelse.
Han vil sine børns vel. Netop derfor må vi,
når det angår frelsen, vende blikket fra vores
egen syndighed og ringhed til Jesu herlighed.
Som Gud gør det. For Gud har besluttet at
frelse os ved den dårskab, der prædikes om
(1 Kor 1,21).
Hvorfor? Jo, fordi Gud fattede kærlighed til
os, mens vi endnu var syndere, og derfor lod
sin søn blive ofret i vores sted (Rom 5,8).
M.B. Öhrnstedt skriver sådan i en sang:
Det er fuldbragt,
men trods det spørger mange så:
Hvad bør jeg gøre,
før jeg til Jesus komme må?
Men tænk engang,
når alt af ham fuldkommet er,
da er der intet,
som til dig er levnet mer!
Jesus siger selv, at det er de syge og syndige,
han er kommet for at frelse (Matt 9,12-13).
Han siger klart og tydeligt, når han hænger
på korset: ”Det er fuldbragt” (Joh 19,30).
Jesus efterlader altså ingen plads til vores
egne gerninger, når det angår frelsen. Når
noget er fuldbragt, så er det helt, komplet,
færdigt, og intet mangler.
Forsøger vi da at presse den mindste lille
gerning fra os selv ind, så ødelægger vi frelsens fuldkommenhed.
Nåden er, at frelsen findes i Jesus alene, og
at den ikke har noget som helst med vores
gerninger at gøre (Ef 2,8-9). Berømmelsen
og æren tilhører Guds lam, og kun Guds lam!
At vi bliver retfærdige over for Gud, det beror ene og alene på en domshandling i himlen, og ikke på en præstation af os selv. Det
er noget, som besluttes og sker hen over hovedet på mig, og som jeg ikke har noget som
helst at gøre med. Hvad dommen bliver over
mig, det kommer ikke an på mig selv, men
på dommeren.
At dommeren så vælger at frikende og frigive en synder, fordi en anden har taget hans
skyld og straf, det er noget, som vi ikke kan
forstå med vores egne tanker og sind. Men
det er noget, vi får lov at tro på.
Mange gange leder vi efter den rette følelse
og oplevelse af at være frelste. Men da har vi
igen vendt blikket mod os selv og mod det,
som vi kan udrette og præstere. Bibelen og
Evangeliet vil tværtimod vende vores blik
mod Kristus, som har båret hele vores skyld
og straf (Hebr 12,2).
Jeg tænker om troen og frelsen som en snedker, der slår et søm i et bræt. Brættet er Kristus
og frelsen, sømmet er mig, hammeren er
troen, og snedkeren er Gud.
3
I N D L E D N I N G
4
FRELSESVISHED
Jeg som søm kan intet gøre for at sætte mig
fast i brættet. Jeg falder hele tiden af. Jeg har
brug for, at snedkeren kommer og sætter mig
ind i brættet. Det gør han ved at anvende hammeren.
Det er heller ikke hammerens fortjeneste, for
den kan i sig selv ikke slå. Den har brug for,
at der er en, som bruger den! Det er altså helt
og holdent Guds fortjeneste – ved at han anvender hammeren (troen)!
Hvis ikke brættet (Jesus) havde været der, så
havde der intet være, som sømmet (jeg) kunne
sidde fast i. Derfor er alle de forskellige dele
vigtige, men jeg har ingen som helst ære af
det, der sker. Jeg er der bare. Al fortjeneste
ligger uden for mig selv. Sådan er det med
frelsen.
Frelsen er heller ikke noget, der skal findes
og frembringes. Den er allerede færdig, og
den er allerede givet af Gud til os. Jesus har
allerede lidt døden for os, og han har allerede givet os fred med Gud. I dåben har Gud
allerede givet denne gave til os.
Der er ikke behov for, at der skal ske noget
med os. Vi har kun behov for at få blikket
rettet mod det, som allerede er sket for os, og
som Gud allerede har givet til os. Det siger
Guds ord.
Jesus siger, at himlen og jorden skal forgå,
men Guds ord skal aldrig forgå. Vi må regne
med og klynge os til Guds ord. De er mere
faste end himmel og jord, og de er en grundvold, som aldrig bæve kan.
Lina Sandell synger det sådan i en sang:
Skønt jeg ej kan tro det, som jeg ville,
er dog sagen altid lige sand.
Ej i tvivl vil jeg min fred forspilde,
thi min Jesus aldrig lyve kan.
Jeg vil nævne endnu et sangvers, som står
mit hjerte nær, og som for mig sætter ord på
frelsesvisheden:
Gud vejer aldrig din arme tro,
men giver en bedre grund for ro.
Den grund, som lagdes i Jesu blod,
da han så kærlig og så god,
bar al din synd på dine vegne,
og lod sig selv blandt røvere regne.
Se denne grund er ej din tro,
men tror du den, da får du ro.
Til slut et bibelvers, som sammenfatter, hvad
der hjælper mig til vished om frelse:
”Så er der da nu ingen fordømmelse for dem,
som er i Kristus Jesus” (Rom 8,1).
Linnea Nilsson,
Vikbolandet, Sverige,
student.
L
NYT LIV
3-2013
E D E R
FRAFALD - EN NÆRLIGGENDE
RISIKO FOR OS ALLE
Af Claus L. Munk
Forførelsens tid
Det, vi her skal tage for os, er ikke et ”interessant emne”, som en mødeleder engang
udtrykte det, men et barsk, ja, egentlig et forfærdeligt emne.
Hvorfor så tage det op? Fordi det – desværre
– er påtrængende nødvendigt og uhyre aktuelt. Det var det i sin tid i Israels folk; det var
det på nytestamentlig tid. Det har det været
op igennem kirkens historie. Og det er det
for Guds folk i dag. Selv har jeg haft frafaldet – sådan ser jeg det – uhyggeligt tæt på
rent personligt.
Jeg har med smerte erfaret, at det er mere
sandt, end vi bryder os om at tænke på, hvad
Guds ord udtrykkeligt siger: ”Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende
løve og leder efter nogen at sluge” (1 Pet 5,8).
Det er virkelig tilfældet, at Djævelen går
omkring og leder efter nogen at sluge. Og du
må gøre dig helt klart: Han har også øje på
dig som et muligt bytte! Derfor gælder det
om at notere sig, hvad apostlen Peter opfordrer til i denne forbindelse: ”Vær årvågne og
på vagt!”
Jeg er overbevist om, at vi må sige det mere
indtrængende til hinanden i dag, end vi måske har gjort det i årtier.
Jeg er blevet klar over, hvordan man langsomt og umærkeligt – og uden at ville det –
kan flytte sit fokus væk fra Jesus, væk fra
Guds rige som det første i livet og hen på
andre ting. Årsagen kan være direkte syndige
ting, men behøver ikke at være det. Den kan
også være helt uskyldige ting, spændende
ting, sjove ting, som blot lidt efter lidt kommer til at fylde for meget og tager noget af
Guds plads i livet.
Jeg tror, vi skal se i øjnene og tage bestik af,
at vi, som en har sagt, ”lever i den forførelsens
tid, som vi er blevet advaret om i Bibelen” –
og at ”det er vigtigere end nogen sinde, at vi
er klædt på til at gennemskue og afsløre forførelsen, som den kristne menighed udsættes for1.”
Vi møder i Bibelen nogle ord og vendinger,
som må få os op af lænestolen:
”uretfærdighedens bedrag”, ”vildførelsens
magt”, ”tror løgnen” (2 Thess 2,10), ”blive
5
LEDER
6
FRAFALD - EN NÆRLIGGENDE RISIKO FOR OS ALLE
forhærdet ved syndens bedrag” (Hebr 3,13),
”rigdommens blændværk” (Mark 4,19), ”bedrage sig selv” (1 Kor 3,18).
Især dette gentagne med bedraget må få os
til at stoppe op og tænke efter. For når der er
tale om et bedrag, så er der jo tale om noget,
som vi slet ikke tænker på som farligt. Tværtimod, vi anser det for at være godt! Det uhyggelige er, at jeg ikke alene kan blive bedraget, men jeg kan også bedrage mig selv –
foregøgle mig selv noget som værende rigtigt, ja måske ligefrem Guds vilje. Og så viser det sig en dag, at det var Den Onde selv,
der var på spil. Jeg har selv oplevet noget i
den retning.
Det forfærdelige er, at hvis vi først på dommens dag bliver klar over, at vi er blevet bedraget eller har bedraget os selv, så er bedraget endegyldigt. Det er evigt for sent at rette
op på tingene. Der gives ikke flere chancer
for at skifte spor …
Derfor er der al grund til, at vi tilbagevendende beder med kong David: ”Ransag mig,
Gud, og kend mit hjerte, prøv mig, og kend
mine tanker, se efter, om jeg følger afgudsvej! Led mig ad evigheds vej!” (Sl 139,2324).
Måtte de følgende linjer ved Guds nåde kunne
tjene til, at nogle, der – måske helt uden at
skænke det en tanke – er på vej væk fra Jesus,
stoppes og vender om, mens tid er. Og at du,
der lever Jesus nær, må blive bevaret i den
dybe afhængighed af ham indtil din sidste
stund.
Herlighedens uvisnelige sejrskrans
Hvad står på spil for dig og mig, når det gælder livet og evigheden?
Uendeligt meget står på spil!
Gud har i Kristus Jesus kaldet os til at vinde
det, Guds ord kalder for sejrsprisen (Fil 3,14;
1 Pet 5,10) – eller ”livets sejrskrans” (Jak
1,12) eller ”retfærdighedens sejrskrans” (2
Tim 4,8) eller ”herlighedens uvisnelige sejrskrans” (1 Pet 5,4).
Hvad rummer den af perspektiver?
Den rummer det ud over alle grænser ufatteligt herlige, at vi skal se Jesus selv! (1 Pet
1,8-9) – han, som er Guds væsens udtrykte
billede, og som vi er skabt i og skabt ved og
skabt til.
I og med at vi ser Jesus, ser vi også hans herlighed. Herligheden er egentlig det samme
som Guds kærlighed (Joh 17,24). At se den
vil sige, at vi skal opleve og erfare i hver fiber i vores nye, forherligede legeme den uendelige lykke og glæde, det er at være elsket
af Gud, den Almægtige, himlens og jordens
skaber, selve livets kilde.
Vi skal også blive ligesom Jesus (1 Joh 3,2).
Vi får et herlighedslegeme som hans, og vi
arver Himlens herlighed sammen med ham.
Heri ligger, at vi – ufattelige tanke – skal arve
Gud selv. Hvad der ligger i det af uendelige
rigdomme, er der ingen af os, der kan forestille sig. Det er uendeligt herligt.
Og så vil Gud vise sin overstrømmende, uendelige godhed mod os i evighedernes evigheder! (Ef 2,4-7). En uendelig lykke, glæde
og fryd på en ny himmelsk jord (Åb 21,1-8).
Igen: Det bliver helt ufatteligt rigt – en glæde
og lykke, der ikke alene er uendelig i tid, men
også i kvalitet! Som Gud selv er uendelig i
hele sit væsen og i sin kærlighed og godhed.
Tænk, hvis du får lov at være blandt dem,
der skal få lov til at opleve dette! Hvis du
ved dit livs afslutning – ja, når som helst –
kan sige med Paulus: ”Nu venter mig
retfærdighedens sejrskrans” (2 Tim 4,8). – Så
lykkelige dig! Hvad betyder alt andet vel i
sammenligning med det?
Skulle det ikke være det altoverskyggende
NYT LIV
3-2013
for os alle? Skulle vi ikke være parate til at
undvære alt – og lide alt – for den evige lykkes skyld? Som Paulus skriver: ”Jeg mener
nemlig, at lidelserne i den tid, der nu er inde,
er for intet at regne mod den herlighed, som
skal åbenbares på os” (Rom 8,18). Og han
led ellers ufatteligt meget for evangeliets
skyld.
Hvad er alternativet til den evige glæde?
Det har Jesus selv gjort tindrende klart med
følgende spørgsmål: ”Hvad hjælper det et
menneske at vinde hele verden, men bøde
med sit liv?” (Matt 16,26).
Altså, om vi så opnåede at få alverdens skatte
i eje og blive genstand for alverdens anerkendelse og berømmelse – succes på succes
i menneskers øjne – så vil det ikke kunne
opveje det tab, vi kommer til at opleve, hvis
vi mister vores sjæl i en evig fortabelse. Igen:
På dommens dag gives der ingen ny chance
for at vælge om. Vore valg og prioriteringer
her i livet har evighedskonsekvenser.
D e t f o r f æ r d e l i g e e r, a t h v i s v i
først på dommens dag bliver klar
o v e r, a t v i e r b l e v e t b e d r a g e t e l ler har bedraget os selv, så er bedraget endegyldigt.
Men – og her må vi se virkeligheden i øjnene
– det er ikke selvsagt, at vi fuldfører løbet og
vinder sejrsprisen! Selv Paulus følte sig ikke
hævet over enhver risiko for at forfejle målet, tværtimod: ”Jeg er hård ved min krop og
tvinger den til at lystre, for at jeg, der har
prædiket for andre, ikke selv skal blive forkastet” (1 Kor 9,27). Selv en, der har prædiket
for andre og vundet mange for Guds rige, kan
altså ende med at gå fortabt! Det så Paulus i
øjnene, og det tog han bestik af.
Sandheden er, at frafald er en aktuel trussel –
og altid har været det. Det viser både Det
Gamle og Det Nye Testamente.
Eksempler på frafald i Det Gamle Testamente
Hvem skulle have troet, at det ville ende grueligt galt …
... for kong Saul? Det begyndte jo så godt.
Han var den første konge i Israel, høj og flot
og salvet med Herrens ånd. Gud gav ham
endog ”et andet hjerte”, læser vi. Og så ender han ikke desto mindre som et af de mest
tragiske eksempler på, hvordan det kan gå.
Afsporingen begynder i det små med, at han
i en snæver vending tager tingene i egen hånd
i stedet for at vente på Herrens profet Samuel.
Det udvikler sig til, at han bruger halve sandheder for at dække over sin griskhed (1 Sam
10,7-8; 13,8-15; 15,11.13-35; 31,1-6). Senere
må profeten Samuel konstatere, at der under
den tilsyneladende pæne og til dels gudfrygtige overflade er sket noget skæbnesvangert
i hans hjerte: Han har vendt sig fra Herren.
Han ender med at tage sit eget liv.
... eller for kong Salomo? Han fik også en
god begyndelse. Da han som ung blev gjort
til konge, bad han ikke Gud om rigdom; men
gudfrygtigt og viist bad han om et lydhørt
hjerte.
Men så gik årene, og hvad skete der hen imod
slutningen af hans liv? Jo, hans mange hustruer drog hans hjerte til andre guder, så han
ikke længere ”var helhjertet med Herren sin
Gud” (1 Kong 3,9-13; 11,4.6).
... eller for Israels folk? De kom ind i løfternes
7
LEDER
8
FRAFALD - EN NÆRLIGGENDE RISIKO FOR OS ALLE
land, et land, der flød med mælk og honning.
Alt tegnede så lyst. Hvordan skulle dette folk,
som havde oplevet så meget med Herren og
hans nådige indgriben nogen sinde kunne
andet end takke og tjene Herren alle deres
livs dage?
Men der går alligevel ikke særlig lang tid,
måske 30-40 år, så gik Moses’ advarende ord
i opfyldelse: ”Du undlod at tjene Herren din
Gud med glæde og af hjertens lyst, fordi du
havde rigeligt af alt” (5 Mos 28,47).
Jeg synes, at dette vers er som skrevet ind i
vi kristnes situation i dagens overflods-Danmark. Vi har oplevet Guds velsignelse i rigt
mål i form af stigende velstand gennem
mange årtier.
Hvad er der så sket, i takt med at vi har fået
flere penge mellem hænderne og har kunnet
købe mere og mere og flottere og flottere –
huse, biler, ting og sager? Har det ført til, at
vi har tjent Herren, vores Gud, med så meget
mere glæde og af hjertens lyst?
Jeg må for mit eget vedkommende indrømme,
at det er gået lige modsat. Det stadig større
økonomiske frirum brugte jeg på mig selv,
min egen komfort og min egen fornøjelse. Og
jeg har måttet se i øjnene: Jeg ligner det gamle
Israel mere, end jeg bryder mig om!
over. Og jeg må konstatere: Det går ikke af
sig selv at blive bevaret på Guds vej!
Jeg må nikke bejaende til en sætning, som
forfatteren Steve Farrar gentager flere gange
i begyndelsen af sin bog Fuldfør løbet (Lohse
2000):
”Det kommer ikke an på, hvordan du begynder livet som kristen, men hvordan du slutter.”
– Det er ubehageligt sandt!
Eksempler på frafald i Det Nye Testamente
Vi kan her tænke på galaterne. De havde af
Herrens største apostel fået Kristus malet for
øje. Og de var ”kommet godt i gang” som
kristne. Men så går tiden, og de modtager
impulser fra anden side.
Og uden vel at tænke nævneværdigt over det,
så bliver det mindre og mindre med lovsang
og tak for frelsen. Jesus og nåden i ham glider lige så stille i baggrunden, og deres egen
”kristendom” kommer mere og mere i fokus.
Så Paulus i stor frustration over deres åndelige udvikling må skrive til dem og fastslå
med syvtommersøm: ”I er afskåret fra
Kristus, I der søger at blive retfærdige ved
loven. I er faldet ud af nåden” (Gal 5,4).
Når det kunne gå sådan for dem, som begyndte så stærkt og klart evangelisk på troens vej, så kan det gå sådan for alle – også
den eller dem, der har ry for at være mest
evangeliske.
Du undlod at tjene Herren din
Gud med glæde og af hjertens
l y s t , f o r d i d u h a v d e r i g e l i g t a f Eller vi kan tænke på hebræerne (Hebr
10,32ff.; 13,1ff.). De var også begyndt godt
a l t.
Jeg burde have taget ved lære af deres eksempel. Paulus skriver jo klart og tydeligt, at
deres eksempel er til advarsel for os (Rom
15,4-5; 1 Kor 10,1-12). Hvorfor lod jeg mig
så ikke advare? Det kan jeg godt undre mig
på troens vej. Ja, de havde en enestående fortid som kristne. De havde udstået megen
kamp og lidelse for deres tros skyld. Selv når
myndighederne konfiskerede deres ejendele,
fandt de sig med glæde deri, fordi ”I vidste,
at I ejer en bedre formue, som ikke forgår”
NYT LIV
3-2013
(Hebr 10,34).
Men så går tiden – de bliver sløve til at høre,
og materialismen tager overhånd. Så de må
advares mod ikke at lade kærlighed til penge
bestemme deres adfærd (Hebr 13,5).
Eller vi kan tænke på efeserne, som fik sådan et herligt brev fra Paulus om den uendelige, evige rigdom i Kristus Jesus. Men hvordan gik det blot ca. 40 år senere? Jo, Jesus
må sige dem, at de har svigtet deres første
kærlighed! (Åb 2,1-7).
Eksemplerne viser, hvordan vi kan ”glide
bort” fra frelsen, uden at vi er os det bevidst
(Hebr 2,1).
Igen: ”Det kommer ikke an på, hvordan du
begynder livet som kristen, men hvordan du
slutter.”
Hvordan opleves frafald?
Som allerede antydet er det slet ikke sikkert,
at man tænker på, at et frafald har fundet sted
eller er ved at finde sted. I det ydre kan alt
være som før. Man kan endog stadig føle sig
helt sikker på, at man er frelst!
Sådan var det for Israels-folket. I det ydre
gik tingene som før. De gudstjenstlige handlinger fandt sted som foreskrevet, og alt syntes at være i skønneste orden. Og de kunne
møde op i templet og sige: ”Vi er reddet!”
(Jer 7,1-15) (det svarer til, at vi siger: Vi er
frelst).
Men midt i det hele var sandheden ikke desto
mindre, at de var faldet fra i deres hjerte. Som
Herren på et tidspunkt gør det klart gennem
profeten Esajas:
”Dette folk dyrker mig med munden og ærer
mig med læberne, men deres hjerte er langt
borte fra mig” (Es 29,13).
Altså: Frafald er noget, der sker i hjertet! Man
kan i det ydre være med i det kristne fællesskab, tilbede og tjene Gud med lovsang og
kristelige aktiviteter, men i det indre være på
afstand af ham. Man er langsomt gledet bort
fra Herren.
Og det er altså slet ikke sikkert, at man selv
har nogen anelse om det. Ja, man kan faktisk
samtidig helt ærligt mene, at man er på ret
vej. Det er, som der står i Ordsprogenes Bog:
”En vej kan forekomme en mand rigtig og
dog ende med at føre til døden” (Ordsp
14,12). Det er det alvorlige.
Derfor har Hebræerbrevets forfatter god
grund til at skrive, som han gør, til kristne:
”Se til, brødre, at der aldrig i nogen af jer
skal være et ondt, vantro hjerte, så der sker
frafald fra den levende Gud” (Hebr 3,12). Og
vi har god grund til at sige det samme ind i
vore kristne fællesskaber i dag.
At frafaldet sker i hjertet betyder ikke, at der
ikke kan peges på tegn på frafald; de er blot
at finde på det skjulte plan, altså netop i hjertet. Frafald er således kendetegnet ved, at man
kommer på afstand af Gud – det bliver mindre og mindre vigtigt med forholdet til ham
og hans ord og vilje. Glæden over Jesus og
frelsen i ham tager mere og mere af (5 Mos
28,47). Væksten i troslivet er gået i stå.
Men ellers kan livet godt gå sin stille gang.
Ja, man kan måske oven i købet have kronede dage. Og åndeligt set tænker man ikke
på, at der skulle være fare på færde. Man tager til møder og gudstjenester, er måske oven
i købet engageret og betroet opgaver af forskellig art. Men forholdet til Jesus er kølnet.
Den dybe fortrolighed med ham er lige så
stille blevet væk. Og afhængigheden af ordet
om ham mærkes ikke mere.
9
LEDER
10
FRAFALD - EN NÆRLIGGENDE RISIKO FOR OS ALLE
Tre overmægtige fjender
Hvorfor er frafald en nærliggende risiko for
os alle?
Det er det, fordi der er en, der satser alt på, at
vi ikke skal vinde sejrsprisen, nemlig Satan.
Og han har nogle stærke forbundsfæller i
denne kamp imod os, nemlig verden og vort
eget kød.
Luther har udtrykt vores situation som kristne
sådan: ”Synden har belejret os med tre forskellige stærke, store hære. Den første er vort
eget kød, den anden er verden, den tredje den
onde ånd. Af disse bliver vi uafladeligt drevet og anfægtet.” Og han fortsætter: ”Kødet
søger lyst og ro, verden søger gods, gunst,
magt og ære, den onde ånd søger hovmod,
berømmelse og foragt for andre mennesker2.”
Vi er med andre ord oppe imod tre overmægtige fjender, som det er afgørende vigtigt, at
vi ikke undervurderer styrken hos. Lad os se
på dem hver for sig:
1) Satan
Det er ikke uden grund, at Guds ord kalder
Satan ”denne verdens gud” (2 Kor 4,4), som
”forfører hele verden” (Åb 12,9). Og at Jesus
omtaler ham som ”løgnens far” (Joh 8,44).
Han går rundt ”som en brølende løve og søger nogen at sluge” (1 Pet 5,8). Eller han kan
komme som en lysets engel, som vi smigres
af. Men også i den skikkelse er han ude på
ét: stjæle, slagte og ødelægge (Joh 10,10).
Her må vi gøre det helt klart for hinanden, at
hører vi Jesus til, så er vi genstand for Satans
særlige interesse et hundrede procent. Han
har svoret, at vi aldrig skal nå Guds mål med
os: den evige glæde på en ny himmelsk jord.
Han vil have os med i ”ildsøen” i
evighedernes evigheder.
Han ved, hvordan strategien skal være, for at
hans sataniske plan kan lykkes. Han skal have
os skilt fra Jesus – gerne langsomt og umærkeligt.
En af måderne at få os skilt fra Jesus på er at
få os til at leve i synd: utugt, uærlighed, griskhed, misundelse, nærtagenhed, had. Får han
os til at blive i disse fald, så vi ikke erkender
vores synd og går i os selv og bekender den
for Gud og får tilgivelse – så har han os.
Eller han søger at få os optaget af noget uskyldigt eller godt: arbejde, uddannelse, tjene
penge, eje ting, sport, nydelse, oplevelser og
meget andet. Så sådanne ting kommer til at
fylde mere, end godt er. For hvad sker der da
efterhånden med os, måske efter lang tid? Vi
skilles fra Jesus, uden at vi selv ved af det.
Og da er det også ude med os. For skilt fra
Jesus, kan vi slet intet gøre (Joh 15,5).
Som den norske missionsleder gennem
mange år, Tormod Vågen, skriver i sin
andagtsbog: ”Så snart du mister synet på
Kristus, siver vantroen og afmagten ind over
dit liv3.”
Derfor må vi lægge os det ord på sinde, der
siger: ”Giv ikke plads for Djævelen” (Ef
4,27). Han må ikke få en platform at operere
på ind i dit og mit liv – hverken i form af
uopgjort synd eller gode ting, der fylder for
meget. Det er skæbnesvangert.
Men som nævnt kan Satan også komme som
en lysets engel. Han kan bruge noget så tilsyneladende kristeligt som at gøre os optagne
af, hvad vi skal være og gøre for Gud. Dermed kan han også langsomt og umærkeligt
få flyttet vores fokus væk fra Jesus – hvad
Jesus er og har gjort for os – og få ført os ind
under loven.
Resultatet er det samme for os, som det var
for galaterne: Vi mister glæden ved at være
frelst for Jesu skyld alene – priser os ikke
længere lykkelige over det. Og dermed mi-
NYT LIV
3-2013
ster vi kraften, fordi glæden i Herren jo er
vores styrke (Neh 8,22). Så tager synden
overhånd, og vi ender i åndeligt mørke og
måske fortvivlelse. Derfor er det så vigtigt
med en stadig åndelig fornyelse – ”at hjertet
styrkes af nåden” (Hebr 13,9).
2) Verden
Hvad er problemet med ”verden”?
Den verden, vi her tænker på, er ikke skaberværket. For skaberværket er i sig selv godt
og kan være os til megen fryd og glæde. Med
”verden” tænker vi på den gudsfjendske verden. Det vil sige den menneskehed, der lader
sig lede af ”denne verdens tidsalder” (Ef 2,2),
og som derfor også er Satans medspiller.
Som apostlen Johannes fastslår: ”Hele verden ligger under for den Onde” (1 Joh 5,19).
Og Paulus gør det klart, at ikke-kristne i virkeligheden er ledet ”af ham, som hersker over
luftens rige” (Ef 2,2) – og det er Satan, der
gør det.
Hvordan møder vi denne gudsfjendske verden?
Det gør vi på mange måder i dagens samfund – blandt andet i form af den stadig stigende ugudelige påvirkning, der finder sted
gennem massemedierne med den enorme
underholdningsindustri, den megen menneskedyrkelse og et stigende antal ugudelige
film og tv-serier. Selv nyhedsformidlingen
kan præge os i en uheldig retning, ved at vi
forledes til at frygte de samme ting, som ikkekristne frygter (Es 8,12).
Også her må vi sige til hinanden: ”Giv ikke
plads for Djævelen.” Han må ikke få en platform at operere på ind i dit og mit liv. Heller
ikke ved at vi åbner hjem og hjerte for ugudelige holdninger og handlinger – og utilbørlig snak.
Englænderen John Benton advarer i sin bog
Men vi skal mættes meget imod den massive
påvirkning, vi udsættes for gennem blandt
andet tv. Han skriver meget om forbrugerismens fare og definerer forbrugerismen som
”løftet om, at lykke opnås gennem materielle goder og ydelser” – en form for ”evangelium”. Og han karakteriserer fjernsynet
som forbrugerismens profet!4
Jeg citerer: ”Som kristne kan vi få den opfattelse, at der kun prædikes for os en halv times tid hver søndag i kirken. Det er forkert.
På sin vis lytter vi til en verdslig prædiken,
hver gang vi tænder for fjernsynet. Der er
gode ting i programudbuddet, men der er også
en masse gudløs propaganda5.”
Og: ”Verden har forandret sig. Påvirkningen
kommer fra en anden retning end tidligere,
og det må vi være opmærksomme på. Ellers
vil vi drukne under en lavine af valgmuligheder og materialisme6.”
Også den amerikanske præst John Piper advarer stærkt imod et stort tv-forbrug: ”Fjernsynet er stadig den største årsag til spildt tid
og spildte liv. Det største problem med fjernsynet er ikke, hvor meget skidt der er tilgængeligt, selv om det naturligvis er et problem.
Reklamerne alene er nok til at så grådighedens og begærets sæd i os, uanset hvilke programmer vi ser. Det største problem er banalitet. Et sind, som dagligt får næring fra fjernsynet, svinder ind7.”
Det er vigtigt at være opmærksom på, at også
i sig selv uskyldige ting kan blive skæbnesvangre for os. Jeg citerer igen fra John Bentons bog:
”Det, som virkelig underminerer os åndeligt,
er, at vi er fanget i forbrugssamfundets trivialiteter: banale fjernsynsudsendelser med
sportstransmissioner og sæbeoperaer. Vi lever rastløse liv forårsaget af tusinder af valg-
11
LEDER
12
FRAFALD - EN NÆRLIGGENDE RISIKO FOR OS ALLE
muligheder, der alle afleder vores opmærksomhed fra det egentlige, det, som virkelig
betyder noget – vores Gud. Forbrugerismen
stjæler vores fokus, og vort åndelige liv lider
skade8.”
Det største problem med fjernsynet er ikke, hvor meget skidt der
er tilgængeligt. Det største problem er banalitet. Et sind, som
dagligt får næring fra fjernsynet,
svinder ind.
I denne forbindelse må jeg nævne Jesu ord i
lignelsen om sædemanden, hvor han gør det
klart, at det Guds ord, vi har hørt, kan blive
kvalt – blandt andet på grund af ”lyst til alt
muligt andet” (Mark 4,19).
Der behøver slet ikke at være tale om noget
dårligt, men blot om lyst til alt muligt forskelligt. Her må jeg indrømme, at jeg selv er
gået fejl af vejen. Således blev blandt andet
min lyst til at sejle sejlbåd på et tidspunkt for
stor. Og hvis Gud ikke havde standset mig –
i øvrigt på en meget barsk måde i form af
alvorlig sygdom – er jeg bange for, at det
kunne være endt med frafald for mig.
Ikke at jeg på nogen måde ønskede at forlade Jesus – overhovedet ikke. Jeg har altid
ønsket at høre ham til. Men – og det kan jeg
ikke komme uden om – der skete en forskydning af mit fokus i forhold til Jesus på det
indre plan. Og som allerede nævnt ovenfor,
så er det jo her, vi har problemet med frafaldet: Det sker først i hjertet.
Der kan gå lang tid, før det viser sig mere
konkret i praksis. Måske det aldrig viser sig,
så andre lægger mærke til det – måske ikke
engang vi selv.
Rosenius er inde på det samme problemområde omkring uskyldige ting i sin stærke
artikel Hvorledes en kristen falder fra. Efter
at have belyst, hvordan Djævelen kan vække
det heftigste begær efter synden og forblinde
forstanden, så synden ikke forekommer os
som synd, skriver han:
”Der gives imidlertid andre lyster og andet
begær, som på en endnu mere fin og umærkelig måde får livet hos en kristen til at svinde.
Begær, som til genstand har noget, der i sig
selv er uskyldigt og godt, men som bliver en
afgud for hjertet og derved til død.
Dette sker, når hjertet begynder at hænge så
stærkt ved noget andet end Gud og hans nåde,
at omsorgen for dette andet bliver det første
og vigtigste, opnåelsen af det den største
glæde og tabet af det den største sorg. Da
bliver følgerne ganske de samme, enten sagen i sig selv er uskyldig og god, eller det er
den mest uhyggelige last, det drejer sig om9.”
Læg mærke til det: Følgerne bliver de samme
som ved en uhyggelig last!
Selv Guds gode gaver og rige velsignelse kan
blive os til fald. Det har Jesus gjort klart i
lignelsen om kongesønnens bryllup (Luk
14,17). Det var Guds gode gaver i form af
ægteskab og arbejde, der afholdt folk fra at
tage imod indbydelsen og komme med til festen. Så mærkeligt det end lyder: Guds gode
gaver kan blive os til fortabelse!
Det samme har vi ovenfor set gøre sig gældende i det gamle Israels historie. Det var
Guds velsignelse, der ved den Ondes mellemkomst blev til forbandelse for dem: ”Du
undlod at tjene Herren din Gud med glæde
og af hjertens lyst, fordi du havde rigeligt af
alt.”
Dette er rystende læsning for mig selv – fordi
jeg har måttet se i øjnene, at det er gået mig
NYT LIV
3-2013
på lignende måde.
Men – og det skriver jeg ikke som en undskyldning for min egen afsporing – er jeg helt
alene om denne synd? Er det ikke, som om
der nærmest er tale om en lovmæssighed her?
At materiel overflod ikke uden videre medfører, at vi tjener Herren med så meget større
lyst og glæde af hjertet. Snarere tværtimod.
Vi får så travlt med at omsætte den større rigdom til fornøjelser, at det at tjene Herren kommer på tværs.
John Benton citerer den engelske kirkereformator John Wesley for følgende: ”Overalt, hvor rigdommen er vokset, er det essentielle i troslivet gået proportionalt tilbage.”
Og: ”Hvis rigdommen bliver større medfører det let stolthed og kærlighed til denne verden10.”
Er det ikke netop den udvikling, vi har kunnet iagttage i kristne fællesskaber igennem
årene?
Hans Erik Nissen er i sin andagtsbog Ét er
nødvendigt inde på problemet med stoltheden: ”Selv er vi tilbøjelige til at mene, at vi
kan tåle medgang. Men vi tager fejl. Der skal
kun lidt medvind til, før hovmodet vokser i
et faldent synderhjerte. Da trænges Jesus i
baggrunden, og vi bliver store i egne tanker11.”
Også norske Kjell Dahlene gør opmærksom
på faren ved de gode dage: ”Guds riges farligste modstandere har altid været hovmod
og stolthed. Efter sejrene i Guds rige glemmer Guds folk let at slå lejr mellem Betel og
Aj – at have syn for, at jeg ikke er noget i
mig selv. Hele min styrke og rigdom har jeg
i Gud12.”
I sandhed, vi gør vel i at lægge øret til Jesu
advarsler mod at lade ”denne verdens bekym-
ringer og rigdommens blændværk” (Mark
4,19) kvæle os åndeligt. Det åndelige liv kvæles lettere og hurtigere, end vi tror.
En bog, der går meget tæt på vi kristnes problemer i dag med afgudsdyrkelse, er Tim
Kellers Ikke alt der glimrer er Gud. Han skriver for eksempel: ”Man tror, at afguder er
dårlige ting, men det er næsten aldrig tilfældet.” Og: ”Alt kan blive en falsk Gud, især
de allerbedste ting i livet13.”
Så mærkeligt det end lyder:
Guds gode gaver kan blive os til
fortabelse!
Det forekommer mig, at der er rigtig meget
at tage fat på i forkyndelse og undervisning,
også når det gælder gode ting, der tager Guds
eller noget af Guds plads i vores liv.
For eksempel skriver Tormod Vågen (allerede i 1936!): ”Denne verden har fået stærkt
tag i vor slægt, og mange kristne kræver deres ret til at nyde det velvære, som livet kan
byde på. Midt i denne nydelsessyge, bløde
tid stiger frelseren frem og formaner os til at
ofre det, der frister til fald. Da bliver det ikke
et spørgsmål, om det og det er synd i sig selv.
Den vågne kristne ser tiden i evighedens lys
og spørger efter, hvad der kan tjene hans liv i
Gud. Det, som tærer på hans åndsliv, hindrer
hans bøn og stjæler hans tid og penge, kaster
han fra sig14.”
3) Kødet
Hvad er problemet med ”kødet”?
Ordet ”kød” bruges i flere betydninger i Bibelen alt efter sammenhængen. Det, vi her
tænker på, er vores medfødte, syndige natur,
det gamle menneske.
13
LEDER
14
FRAFALD - EN NÆRLIGGENDE RISIKO FOR OS ALLE
Herom skriver Paulus for eksempel:
”Det, kødet vil, er død (...) For det, kødet vil,
er fjendskab med Gud; det underordner sig
ikke Guds lov og kan det heller ikke” (Rom
8,6-7).
Der ligger meget i disse korte udsagn, som
er uhyggeligt skræmmende. Blandt andet at
kødet, altså vores medfødte syndige natur,
hader Gud og vil støde ham fra tronen. At
kødet selv vil være Gud.
At kødet vil ”død” betyder, at vi af natur foretrækker, ja, ligefrem elsker adskillelsen fra
Gud. Det indebærer, at vi ud fra vore egne
medfødte forudsætninger vælger fortabelsen
frem for Himlen! Så forfærdeligt forholder
det sig med kødet.
Jesus har i Markusevangeliet kapitel 7 sat
navn på, hvordan dette kød mere konkret
kommer til udtryk: ”For indefra, fra menneskenes hjerte, kommer de onde tanker, utugt,
tyveri, mord, ægteskabsbrud, griskhed, ondskab, svig, umådehold, misundelse, bespottelse, hovmod, tåbelighed” (Mark 7,21-22).
Det havde været dejligt, hvis jeg kunne citere disse ord af Jesus og så skrive, at dette
selvfølgeligt kun passer på ikke-kristne –
tænk på, hvad vi læser og hører om af forfærdelige ting i medierne.
Men jeg må desværre skrive, at det, Jesus her
siger, gælder mig. Sådan er mit hjerte! Ja,
sådan er det faldne menneske inderst inde.
Der er tale om en ”fordærvelsens afgrund i
mig”, som det hedder i en salme15 – en bundløs syndighed.
Det er denne ubehagelige sandhed, reformatorerne udtrykker i Den Augsburgske Bekendelse artikel 2, som også er folkekirkens bekendelse, på følgende måde: Vi er født
”uden tillid til Gud, uden frygt for Gud og
med begær”.
Sådan er vi af naturen. Sådan er vi i os selv.
Vi har ikke tillid til Gud og hans ord. Vi frygter heller ikke Gud og hans dom. Og vi har et
begær – det vil sige en ond lyst på alle områder – som bryder radikalt med Guds gode
vilje.
Sagt med profeten Jeremias‘ ord: ”Hjertet er
det mest bedrageriske af alt, det er uhelbredeligt, hvem kan gennemskue det?” (Jer
17,9).
Det mest bedrageriske af alt! Det er Guds ords
klare karakteristik af selve centrum i vores
medfødte personlighed. Det udtrykkes sådan
i en sang: ”Fjenden – din værste – har du dybt
i din egen barm16.”
Luther har peget på en side ved kødet, som
jeg er bange for, at vi er ved at overse i dag.
Han skriver i forbindelse med det første bud,
at det gælder om: ”... at fly og undgå al timelig ære og ros og ikke søge sit eget navn eller
sin egen berømmelse og stort skrig for sig
selv, for at alle skal synge og tale om en. Dette
er en farlig synd, men er alligevel den alleralmindeligste og desværre ikke særlig påagtet (...) Nu anser man denne grusomme last i
verden for at være den højeste dyd. Og på
grund af den er det overmåde farligt at læse
eller høre de hedenske bøger og historier for
dem, som ikke har forstand på og erfaring i
Guds bud og den hellige skrifts historie. For
alle hedenske bøger er helt gennemsyret af
denne ros- og æresygens gift.”
Augustin peger i denne forbindelse på, at:
“Alle andre laster sker i onde gerninger; alene
æresygen og selvtilfredsheden kommer i og
af de gode gerninger17.”
Det er vel ikke kun i tv-sammenhæng, vi oplever, hvordan der kæmpes for at få opmærksomhed. Også i kristne organisationsblade
kan man i dag læse om, hvordan den og den
NYT LIV
3-2013
nu kan ”smykke sig” (!) med en akademisk
titel, og hvordan der satses meget på at få
udgivet videnskabelige afhandlinger på det
og det ”prestigefyldte” (!) universitet.
Det giver anledning til at spørge: Hvad kæmper vi for? Hvad satser vi kostbar nådetid,
kræfter og penge på? Hvad/hvem lever vi
egentlig for?
Det er naturligvis helt i orden både med akademiske titler og videnskabelige afhandlinger – med henblik på at ære Gud og tjene
sine medmennesker, men ikke for egen æres
og prestiges skyld.
Tormod Vågen advarer i sin andagtsbog mod
vores trang efter at søge vores rigdom i
”penge, velvære, ære, magt, morskab, kunst,
kundskab18”.
Det gælder i stedet om at samle sig skatte i
Himlen og blive rig i Gud, ja, få Gud selv
som vores rigdom!
Men kødet kommer ikke alene til udtryk på
forkastelige måder. Det kan også vise sig på
den mest respektable måde.
Rosenius skriver herom i samme artikel, som
jeg ovenfor har citeret fra. Efter at have peget på forskellige veje til frafald og åndelig
død, herunder åndelig ladhed, forsømmelighed i brugen og efterlevelsen af Guds ord,
afguder, syndigt begær m.m., går han over til
at beskrive, hvad han kalder ”de virkelige
løngange – de skjulte veje til frafald og åndelig død, som enhver kristen nok i teorien
erkender, men i praksis har så svært ved at
vogte sig for”.
Ja, han hævder endog, ”at alvorlige og gudfrygtige kristne i fristelsens stunder ofte bogstavelig talt gør sig flid for at gå dem – selvom
de er nærmeste genvej til fortabelsen (...) Det
er vejen, på hvilken de særlig fromme, alvorlige og gudfrygtige kristne bliver fanget i
snaren og falder19.”
Hvad er det dog for en forfærdelig afvej, han
tænker på?
Svaret er med hans egne ord: ”Den dybt rodfæstede og evigt uforanderlige hang til
selvretfærdighed”!
Dette må få alle os ”gode kristne” på højrefløjen – vi, som ynder at kalde os bibeltro –
til at stoppe op og tænke efter: Jeg er vel ikke
havnet i selvretfærdighed? Ja, må vi ikke alle
med kong David bede: ”Ransag mig, Gud,
og kend mit hjerte” – se efter, om jeg er havnet i selvretfærdighed!
For Rosenius har jo ret, når han videre skriver ”… at ingen kristen lever i en så uforstyrret og ren evangelisk tro, at aldrig tilbøjeligheden til selvretfærdighed skulle gøre sig
gældende hos ham. Nej, skønt han hundrede
gange har lært og erfaret, ikke blot hvor ussel, men også hvor farlig den er, bliver han
ustandselig indviklet i den igen. Dette er så
nøje forbundet med den menneskelige natur,
at den, som ikke ved af noget sådant at sige
må befrygtes at vandre så helt og holdent på
selvretfærdighedens vej, at han overhovedet
ikke kender til andet20” (min kursivering).
Det er virkelig barske ord (læs gerne de to
kursiverede linjer igen!); men jeg er overbevist om, at de er sande. Og de må give anledning til dyb selvransagelse for alle os, der er
vant til at komme i kristen sammenhæng –
for Guds ansigt.
Vi må med Tormod Vågen se i øjnene, at:
”Farisæismen truer hver eneste af os. Mange
lever og dør på deres fine liv. De var blinde
for hjertets urenhed og stolede på ydre gerninger (...) Her bliver det en daglig kamp for
en sand kristen hele livet21.”
Kender du, kære kristne broder eller søster,
15
LEDER
16
FRAFALD - EN NÆRLIGGENDE RISIKO FOR OS ALLE
til denne kamp?
Min sjælesørger, som har været mig til usigelig stor hjælp i en svær tid, sagde til mig
på et tidspunkt om baggrunden for det, jeg
var kommet ud i: ”Gud har ladet tingene ske
for at løse dig fra din egen retfærdighed og
selvsikkerhed.”
Jeg tror, han har ret.
Ud fra min egen erfaring må jeg spørge dig:
Lykkes din kristendom for dig? Får du mange
klap på skulderen? Har du megen medvind?
Det er farligt!
Hvad kan vi stille op?
Med de fjender, vi står over for, er der i sandhed en stor risiko for, at vi ikke når målet! At
DU og JEG ikke når målet! Steve Farrer går
så langt som til at sige: ”Det er ikke umuligt,
men det er usandsynligt.” Og hvorfor det?
”Fordi du har alle odds imod dig, når det
gælder at fuldføre løbet22.”
I os selv er vi totalt hjælpeløse over for vore
overmægtige fjender. Ikke desto mindre gør
Guds ord det klart, at der – Gud være lovet!
– er en vej frem for os.
Helt generelt er det sådan, at vi har fået Guds
bud og Det Nye Testamentes formaninger
som en vigtig vejledning i livet. Det er det,
vi kalder for lovens tredje brug. Også Ordsprogenes Bog rummer megen værdifuld vejledning. Ja, hele Skriften er egentlig til vejledning for os (jf. 2 Tim 3,16). Hebræerbrevet
taler ligefrem om, at vi skal formane hinanden hver dag! (Hebr 3,13). Så formaning er
vigtig.
I den forbindelse er det værd at lægge mærke
til, at der ligger meget mere i den bibelske
formaning, end vi måske i første omgang
tænker på, nemlig: at opmuntre, tilskynde og
lægge indtrængende på sinde.
Men – og nu kommer vi til noget helt afgørende – så vigtige Guds bud og formaninger
end er, så har de deres begrænsning. De er at
ligne ved vejskilte. Når vi skal finde vej i et
for os ukendt område, så ser vi nøje på vejskiltene – eller vi slår GPS’en til og følger
vejledningen på den. Men vi sætter os ikke
op på vejskiltene eller leder brændstofslangen
til motoren hen til GPS’en. Det kommer vi
ingen vegne ved.
Sådan også i kristenlivet. Vi befinder os så at
sige hver dag i livet i nyt terræn. Jeg har for
eksempel ikke tidligere været det sted i livet,
som jeg befinder mig i dag, hvor jeg skriver
disse linjer. Så for at kunne orientere mig i
”landskabet” og se, hvor jeg skal ”køre” for
ikke at havne i ”grøften”, må jeg kigge godt
på Guds bud og formaninger. Men samtidig
må jeg forstå og gøre alvor af, at jeg jo altså
ikke kan hente styrke og kraft til at leve livet
hverken i bud eller formaninger.
Styrke til at leve som Guds barn, ja, selve
Livet, får jeg kun ét sted, og det er i evangeliet!
Nåden i Jesus som drivkraft
Når Paulus skriver til de kristne i Efesos om
den kamp, vi skal kæmpe mod ”myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette
mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet” (Ef 6,12), så gør han det klart,
at der kun er én måde at besejre disse fjender
på, og det er ved at være stærke i Herren. Og
derfor opfordrer han: ”Vær stærke i Herren
og i hans mægtige styrke” (Ef 6,10).
Lidt senere i samme afsnit skriver han: ”Overalt skal I løfte troens skjold, hvormed I kan
slukke alle Den Ondes brændende pile.”
Det er berigende at se dette vers i lys af en
række steder i Det Gamle Testamente, hvor
NYT LIV
3-2013
der tales om ”skjold”.
For eksempel står der i Salme 18: ”Herren er
(…) mit skjold, min frelses horn og min fæstning” (v. 3). ”Gud er skjold for alle, der søger tilflugt hos ham” (v. 31).
Læg mærke til, at begge disse steder er det
Herren/Gud selv, der er skjoldet.
I Salme 84 står der: ”Se til vort skjold, Gud,
se på din salvedes ansigt!” (v.10).
Her er det Guds salvede, der er vort skjold.
Og Guds salvede er Messias og dermed Jesus.
Så når vi opfordres til at løfte troens skjold,
så er det Jesus selv, vi opfordres til at holde
frem mod Den Ondes brændende pile. Jesus
er det effektive værn imod Satans anklager
og angreb. Satan formår intet over for Jesus.
Det synes jeg er trøsterigt at tænke på.
Det er også trosstyrkende at læse, hvad Paulus
skriver til sin unge ven Timotheus i sit andet
brev:
”Og du, mit barn, vær stærk ved nåden i
Kristus Jesus” (2 Tim 2,1). Grundtekstens
mening kan gengives sådan: Lad dig kontinuerligt styrke ved nåden! Altså, lad dig
styrke igen og igen ved nåden i Jesus.
Dette er vigtigt. Vi frelses ved ordet om Jesus
og nåden i ham – ja. Men det er også i ordet
om Jesus og nåden i ham, vi henter kraft og
styrke til kristenlivets kamp. Jesus er blevet
”visdom for os fra Gud, både retfærdighed
og helligelse og forløsning” (1 Kor 1,30).
Derfor har vi sådan brug for at høre nådens
ord igen og igen til kraft i helliggørelsens
kamp.
Vi frelses ved nådens ord, og vi helliggøres
ved nådens ord. Som det også fremgår med
al tydelighed af Paulus’ ord til Titus: ”For
Guds nåde er blevet åbenbaret til frelse for
alle mennesker og opdrager os til at sige nej
til ugudelighed og verdslige lyster og leve be-
sindigt og retskaffent og gudfrygtigt i denne
verden” (Tit 2,11-12).
Med andre ord: Vi sejrer over Satan, verden
og kødet ved Guds nåde. Eller som det udtrykkes i Åbenbaringsbogen: ”De har besejret ham ved lammets blod” (Åb 12,11).
Nå r v i o p f o r d r e s t i l a t l ø f t e t r o e n s s k j o l d , s å e r d e t J e s u s s e l v,
vi opfordres til at holde frem
mod Den Ondes brændende pile.
Efter at jeg, åndeligt talt, har været langt ude
i tovene, har jeg på ny fået syn for disse sandheder om nåden og kraften i nåden. Og jeg
konstaterer, at det netop er nåden, de fleste
nytestamentlige breve begynder med – og de
fleste slutter også med den.
Læserne tilønskes nåde og fred fra Gud og
fra Herren Jesus Kristus. Ikke bare som en
god tradition for brevskrivning, men som
udtryk for vi kristnes dybeste livsbehov. Hvad
vi syndere trænger til først og sidst er netop
nåde og fred fra vor Gud og frelser!
Der er en bestemt andagt i Rosenius’ husandagtsbog, der har været mig til stor hjælp i
min åndelige krise. Det er især følgende to
afsnit, som jeg har læst igen og igen:
”Evangeliet taler stadig om frelse ved Jesu
blod. Og blodet betyder forsoning. Evangeliet siger: Lammet, som er slagtet, og har købt
os til Gud med sit blod. Det siger: Jesu Kristi, Guds Søns blod renser os fra al synd. Det
siger: Om jeres synder er som purpur, skal
de blive hvide som sne (…) Ved sådanne vidnesbyrd bliver vi renset på hjerterne fra en
ond samvittighed.”
Læg mærke til det: renset fra en ond samvittighed.
17
LEDER
18
FRAFALD - EN NÆRLIGGENDE RISIKO FOR OS ALLE
”Det er også ved denne tro, vi løses fra syndens herredømme. Når jeg som en fattig synder får denne sikre trøst, at Gud ikke længere
tilregner mig min synd, men har sagt til mig:
Søn, vær frimodig, dine synder er dig forladt,
da falder trældomslænkerne af mig. Da triumferer jeg, jubler og priser Guds nåde, forbander min synd og har ikke noget højere
ønske i verden end at få lov at tjene Herren
alle mine dage23!”
Læg mærke til dette: ”... vi løses fra syndens
herredømme (...) forbander min synd”. Det
er en virkning af nåden!
Det har også været mig til stor hjælp igen og
igen at møde den for længst afdøde norske
biskop Erling Utnems udlægning af Luthers
forkyndelse af korsets betydning:
”Gud viser sig grænseløst trofast mod sine
fjender. Han er den Gud, som påtager sig alt
vort og kan sige: ’Jeg er din synd, din forbandelse, din død, Guds vrede over dig, dit
Helvede.’ Han er den Gud, som bliver en synder, for at syndere skal få del i hans retfærdighed; bliver en forbandelse, for at de forbandede skal få del i hans velsignelse; bliver
dømt til døden, for at de dødsdømte skal
leve24.”
Også Tormod Vågen betoner i sin andagtsbog evangeliets og nådens afgørende betydning som drivkraft i livet. Han skriver i forbindelse med Jesu ord om at søge Guds rige
og hans retfærdighed:
”Det er et mærkeligt tillæg, ikke sandt? Men
dér er kraften. Dag for dag at få lov at sætte
en streg over sig selv, sin værdighed og sin
uværdighed og være i Jesu Kristi forsoning
og Guds retfærdighed. Det lægger evighedens
kræfter ind i et menneskeliv25.”
Jesus selv har jo egentlig sagt det så klart og
enkelt: ”Bliv i mig – bliv i min kærlighed.
Uden mig kan I slet intet gøre” (Joh 15).
Her går vejen altså for os – nådens vej, den
vej, som Jesus selv er; troens banebryder og
fuldender.
Men her støder vi så på et problem. For det
passer slet ikke vort gamle menneske at være
afhængigt af Guds nåde 24 timer i døgnet alle
ugens 7 dage. Det vil klare sig selv. Igen og
igen søger det væk fra Guds nådes vej.
Her står derfor kampen – en kamp på liv og
død, en kamp mellem kød og ånd (jf. Gal
5,17). En kamp for at blive holdt på synderpladsen – ligesom Paulus blev det lige til det
sidste, så han hen mod slutningen af sit liv
omtaler sig selv som verdens største synder
(1 Tim 1,15) og bare ved ét til frelse: Jeg lever ”i troen på ham, som elskede mig og gav
sig selv hen for mig” (Gal 2,20).
I den kamp må Gud somme tider komme os
til hjælp ved at tage et middel i brug, som
ingen af os bryder sig om. Jeg tænker på tugt
og prøvelser.
Tugt og prøvelser
Det er vel ikke ofte, vi i dag hører om tugt og
om prøvelser som led i Guds førelse af os,
for at vi skal nå målet: den evige glæde. Men
jeg må indrømme, at jeg ser sådan på det, at
jeg i høj grad har været genstand for Guds
tugt. Og jeg forstår også, at det var nødvendigt for Gud at tugte mig. Ellers kunne jeg
være endt i et frafald. Som tidligere nævnt:
Frafald sker i hjertet, ikke først og fremmest
i det ydre.
Det var gået mig – sådan står det for mig –
som der står i sangen: at denne verdens glæde
var blevet mig for kær26. Glæden i Herren var
blevet mindre og dermed også kraften til selvfornægtelse og gode gerninger (jf. Neh 8,10).
Tjenstvilligheden og offerviljen aftog. Men
NYT LIV
3-2013
midt i det tænkte jeg ikke på, at jeg var på
afveje (jf. Ordsp 14,12).
Min redning blev, at Gud tugtede mig hårdt
og dermed standsede mig!
Jeg har været ude for, at kristne har gjort indsigelse imod talen om, at Gud sådan kan finde
på at tugte os. Men Hebræerbrevet kapitel 12
taler stærkt og klart om denne side af kristenlivet:
”Gud behandler jer som sønner. For hvor er
den søn, som ikke tugtes af sin far? Hvis I
lades uden den opdragelse, som er alles lod,
er I uægte børn og ikke sønner” (Hebr 12,78).
Også i Paulus’ liv kan vi iagttage Guds tugt.
Paulus fik lov at opleve det helt ufattelige at
blive rykket bort til Paradis, hvor han hørte
uudsigelige ord, som et menneske ikke må
udtale. Hvad lå da nær som en fristelse for
Paulus i den situation? Jo, at blive hovmodig! Det forstår vi på hans egne ord. Og derfor greb Gud ind og sendte noget meget ubehageligt ind i hans liv. Han kalder det for ”en
torn i kødet” og ”en engel fra Satan”, som
skulle slå ham (2 Kor 12,1-10).
Det har været yderst ubehageligt, ja, forfærdeligt anfægtende for Paulus, og han bad Gud
i tre omgange om at blive fri for denne usigelige plage. Men Gud sagde nej. Eller rettere: Han svarede Paulus med disse forunderlige ord: ”Min nåde er dig nok, for min
magt udøves i magtesløshed” (2 Kor 12,9).
Paulus skulle holdes på den plads, hvor han
alene havde Guds nåde at fortrøste sig til, og
det gennem hele livet. Det skal du og jeg også,
hvis vi skal nå frem til den evige glæde. Og
derfor må Gud somme tider tage hårdt på os.
Her er vi inde ved noget, som vi bestemt ikke
bryder os om. For det er ikke behageligt med
Guds tugt; men den er ikke desto mindre nødvendig. Selv om det ikke er let, må jeg gøre
salmistens ord i Salme 119 til mine:
”Før jeg blev ydmyget, for jeg vild, men nu
følger jeg dit ord” (v. 67). ”Det var en lykke
for mig, at jeg blev ydmyget” (v. 71.) ”I din
trofasthed ydmygede du mig” (v. 75).
Apropos dette med ydmygelse skriver professor Carl Fr. Wisløff i sin andagtsbog Dagligt brød følgende:
”Ydmyghed lærer man egentlig kun ved at
blive ydmyget. Du beder Gud om at blive
ydmyg. Hvad gør Herren da? Sender han en
stille ydmyghedens ånd over dig, mens du
sover? Nej, han bønhører dig på en helt anden måde. Han sender dig ydmygelser, så du
bliver lille og bliver til skamme. Det føles
hårdt. Men hvis du får nåde til at tage ydmygelsen på den rette måde, så kan Herren få
dig gjort ydmyg.
I den skole bliver man aldrig udlært. Hele livet igennem skal vi følge Jesus, som sagde:
’Tag mit åg på jer og lær af mig, for jeg er
sagtmodig og ydmyg af hjertet27.’”
Bemærk: hele livet igennem …
Paulus skulle holdes på den
plads, hvor han alene havde Guds
nåde at fortrøste sig til, og det
gennem hele livet. Det skal du og
jeg også, hvis vi skal nå frem til
den evige glæde.
Luther har sagt stærke ord om, hvordan Gud
ligefrem kan lade os komme på afveje for
derigennem at bringe os til besindelse.
Afsnittet følger efter det tidligere citerede
afsnit om at søge ære og anerkendelse hos
mennesker:
19
LEDER
20
FRAFALD - EN NÆRLIGGENDE RISIKO FOR OS ALLE
”Af dette kommer det, at Gud ofte lader et
menneske falde eller ligge i svær synd, for at
dette menneske skal blive til skamme både
for sig selv og alle andre, når han ikke kan
bevare sig selv for denne store last i forfængelig ære og navn, mens han med sine store
gaver og dyder alligevel kunne være blevet
stående. Sådan må Gud også dæmpe denne
synd med andre svære synder, for at hans
hellige navn alene skal beholde æren. Sådan
bliver den ene synd et lægemiddel mod den
anden for vor vrange ondskabs skyld, som
ikke alene gør det onde, men også misbruger
alt det gode28.”
Hans Erik Nissen er i sin andagtsbog inde på
netop denne side ved Guds ledelse og skriver i forlængelse af ordene om, hvordan hovmodet vokser, når vi oplever medvind i livet
(citeret ovenfor):
”Men Gud er god. Han lader dig ikke blive i
din dårskab. Han bruger mange midler til at
fratage dig tilliden til egne evner og kræfter.
Han får dig til at spørge efter det, der aldrig
skuffer29.”
Også Tormod Vågen er inde på denne vigtige sag:
”Det er nåde fra kærlighedens Gud, at nød
og sorg har besøgt dig. Derved bliver du drevet ind til ham, som kan læge din syge sjæl30.”
I et andet andagtsstykke er han inde på, hvordan vi igen og igen må opleve os selv som
hjælpeløse. Ja, gå fuldstændig konkurs. Sådan holder Gud os nede i ydmyghed. Først
da kan Jesus komme os til hjælp som vores
frelser og forsoner. Og sådan bliver hele æren
hans31.
Det er vist rigtigt at sige, at tæt forbundet med
tugten er det, som Guds ord kalder trængsler.
Ifølge Apostlenes Gerninger kapitel 14 går
der ikke nogen vej til Guds rige uden om
”mange trængsler” (ApG 14,22)! Apostlen
Peter gør det også klart i sit første brev, at
ingen kristen undgår lidelser: ”I ved jo, at de
samme lidelser rammer jeres brødre her i verden” (1 Pet 5,9).
Det med prøvelser og lidelser er i virkeligheden en væsentlig side af discipellivet. Ja,
ifølge apostlen Jakob skal vi oven i købet kun
”regne det for glæde”, når vi kommer ud for
”prøvelser af forskellige slags; I ved jo, at
når jeres tro prøves, skaber det udholdenhed”
(Jak 1,2-3).
Jesus har også selv sagt, at hvis nogen vil
være hans discipel, så må han tage sit kors
op og følge ham (Matt 16,24). Guds vej er
korsets vej.
I tilknytning hertil skriver Ulf Grendstedt:
”Lidelsen, som vi må igennem på grund af
vore nederlag, lærer os at erkende virkelighedens vilkår, nemlig at det er nødvendigt at
vende sig bort fra os selv og til Kristus, og at
det er afgørende stadig at afvente Herrens
udspil. Thi den, som ikke vender sig til ham,
vil falde igen32.”
Bid ekstra mærke i sidste sætning!
Villigheden til at lide
En anden side af lidelsen i kristenlivet er lidelsen for evangeliets og tjenestens skyld. Det
er en lidelse, som vi helt målrettet kan vælge
at styre uden om, hvis det er det, vi vil – bevidst holde lav profil blandt ikke-kristne og
være hyggelige og joviale. Som afdøde højskoleforstander Frits Larsen udtrykte det engang: undgå at blive ”skammet ud” som
kristne.
Men er det vejen frem for Guds rige iblandt
os og for os selv? Har det været vejen for de
kristne i det tidligere Sovjet, i Kina, i Irak, i
Afghanistan, i Syrien, i Egypten? Har vi ikke
netop støttet dem i at stå imod presset og be-
NYT LIV
3-2013
tale prisen? Men hvad med os selv?
Jeg vil citere følgende udfordrende og tankevækkende ord af John R. W. Stott (kursiveringerne er mine):
”Jeg spørger mig selv: Hvor finder vi mennesker, som er villige til at lide for evangeliet i dag? I vor evangelikale tendens til
triumfalisme33 overser vi let lidelsens nødvendighed. Ligeledes gør det falske ’fremgangsevangelium’, som vi må have mod til
at erklære for falsk, mennesker blinde for, at
Bibelen taler om modgang og lidelse.
Alligevel genstår det faktum, at vi utvivlsomt
ville opleve mere lidelse, hvis vi ikke så ofte
gik på akkord med evangeliet. For evangeliet er fortsat en dårskab for dem, der vil rose
sig af deres visdom, og det vil aldrig blive
intellektuelt respektabelt. Evangeliet er fortsat en anstødssten for dem, der mener at
kunne frelse dem selv. Evangeliet ydmyger
de selvretfærdige og irettesætter de selvgode
og nydelsessyge. Desuden vil mennesker, der
hader evangeliet, forfølge dem, der forkynder det – i kirken som i verden.
Men er vi forberedt på at bære byrden ved at
blive latterliggjort for Jesu evangeliums
skyld? Er vi villige til at lide de udstødtes
ensomhed eller smerten ved at blive modsagt
og bagtalt? Ja, er vi egentlig parate til at dø
med Kristus bort fra popularitet og fremgang,
komfort og succes, bort fra vor selvgode trang
til personlig eller kulturel selvhævdelse eller
fra vore egoistiske ambitioner om rigdom,
berømmelse eller magt? Det er kun det sædekorn, der falder i jorden og dør, som kan
bære frugt34.”
Vi ville utvivlsomt opleve mere
lidelse, hvis vi ikke så ofte gik
på akkord med evangeliet.
Der er måske også nogle opgaver af stor betydning, som vi i dag er tilbøjelige til at lade
ligge, fordi vi ikke bryder os om det afsavn
og de problemer, som disse opgaver indebærer. Jeg tænker på ordene i Hebræerbrevet
kapitel 13 om, at menighedens ledere ”våger
over sjælene” som dem, der skal gøre regnskab (v. 17).
Der er mange, der gerne vil smykke sig med
betegnelserne ”præst” og ”pastor”; men hvor
meget fylder den vigtige tjeneste, det er, at
”våge over sjælene” i deres bevidsthed og i
deres gerning? Jeg er bange for, at det er
meget få steder, der tages vare på denne tjeneste sådan helt ned på det personlige plan,
som udtryksmåden i Hebræerbrevet leder tanken i retning af.
Vi kommer vel ikke uden om, at vi er mange,
der virkelig har brug for en sådan personlig
hyrdeomsorg. Og det er at befrygte, at en hel
del, der er med i et kristent fællesskab, ender
med at gå fortabt af mangel på en sådan omsorg.
For vi må jo ikke glemme, at det at være med
i et kristent fællesskab ikke i sig selv er frelsende, uanset hvor megen anerkendelse vi får
fra de andre. Spørgsmålet er, om vi lever med
Jesus i ånd og sandhed. Men hvem kerer sig
om det, sådan helt personligt?
Det er vel ikke sandt – det kan i hvert fald
aldrig blive noget ideal – at en lang række
kristne fællesskaber i dag mest er for stærke
kristne, som kan klare sig selv?
”For sjælenes saligheds skyld.” Sådan udtrykte Luther gerne, hvad man kan kalde for
et ledende princip bag reformationen. Og ”for
sjælenes saligheds skyld” var han villig til at
lade sig bandlyse og leve som fredløs, ja, til
at miste livet!
Man kan spørge: Hvad er vi på lederniveau i
det kristne arbejde i dag parate til at sætte til
21
LEDER
22
FRAFALD - EN NÆRLIGGENDE RISIKO FOR OS ALLE
side ”for sjælenes saligheds skyld”? Og er
det ikke et hensyn, som bør overordnes alle
andre hensyn og dermed også være det ledende princip for os, når vi i dag skal organisere det kristne arbejde?
Det er vigtigt med vækkelsesforkyndelse, og
vi trænger i høj grad til vækkelse. Og det
gælder om, at vi når ud med ordet til mennesker omkring os og også driver mission internationalt – helt enig.
Men vi må ikke blive ensidige og miste synet for, at et sandt og sundt kristenliv kræver
mere end det. Som den norske kristenleder
Ludvig Hope betoner stærkt et sted: ”Kristenlivet kræver mere end vækkelsesmøder
og bedemøder for ufrelste. Det kræver hvile,
lærdom, kundskab, vækst og helligelse. Det
kræver det, som kan samle, binde sammen
og opdrage.”
Det er et Guds under, om vi når målet!
Da jeg var omkring 12-13 år, gik jeg en dag
og sang en sang, som jeg havde lært af min
bror, som havde lært den på efterskolen, hvor
han var elev. Den havde et refræn, der lød
således:
”Det skal og bli’ min sang i evigheden: Han
elsker, elsker, elsker også mig.”
Min farmor på 85 år eller deromkring, som
boede hos os på gården, hørte tilfældigvis,
hvad jeg sang. Da sagde hun noget, som jeg
aldrig har kunnet glemme: ”Ja, det er jo
spørgsmålet, hvad vores sang skal blive i
evigheden!”
Det er det netop. Og det spørgsmål er ikke
endelig afgjort endnu. For det kommer jo ikke
an på, hvordan du begynder som kristen …
Jeg husker, at min far gentagne gange sagde
til mig, da jeg var ung: ”Det gælder om, at vi
når målet!” Og: ”Måtte ingen af os gå fejl af
vejen!”
Hvor er det nogle vigtige udtalelser, ja, de
vigtigste, en far (og mor) kan give sin søn
eller datter!
I denne forbindelse tænker jeg på, at vi i min
drengetid, både i søndagsskolen og i juniorkredsen, blev stillet over for valget – for eksempel gennem sangen: ”Barn, hvad tænker
du at vælge, verden eller Gud? Vil du lyde
synden, verden, eller lyde Gud?”
Og jeg må spørge: Hvornår stilles børn – og
unge – på valg i vor tids børne- og ungdomsarbejde? Får vi klart nok forelagt dem alternativet, sådan som vi lærer det klart i Guds
ord? Sådan som vi læser, at Israels folk fik
tingene sat klart op: ”Se, jeg stiller dig i dag
over for velsignelsen og forbandelsen” (5
Mos 11,26).
Det er jo afgørende vigtigt, at vi forstår, helt
fra vi er børn – og at det følges op i ungdomstiden – at der er to veje. Og at der må foretages et valg.
Jeg ser det sådan, at materialismen og
underholdningsindustrien og nydelsessygen
indebærer en langt større fare for vores liv
med Jesus, end vi vist almindeligvis tænker
på. Vi bliver let bidt af en gal et-eller-andet,
så vores fokus flyttes væk fra Jesus og hen
på penge, ting og nydelser.
Jeg har vel nok vidst det i teorien, men nu
har jeg set det i øjnene i praksis; at står det til
mig, så når jeg ikke himlens herlighed. Som
Søren Kierkegaard har sagt: ”Uden Gud er
jeg mig selv for stærk.”
Jeg kan være helt overbevist om at være på
Guds vej og dog være kommet på afveje. Som
allerede anført fra Ordsprogenes Bog: ”En
vej kan forekomme en mand rigtig og dog
ende med at føre til døden.”
Så hvis jeg når målet – og det beder jeg Gud
NYT LIV
3-2013
om, at han i sin uendelige nåde vil lade ske –
er der til syvende sidst bare én årsag til det.
Og den er, som der står i en sang: ”Det var
din mægtige styrke alene, som os fik reddet
og nåede sit mål.”
Vi er helt afhængige af, at Gud forbarmer sig
over os og går ud og leder efter os, når vi
”flakker om som et vildfarent får” (Sl 119,
176).
Hvor har vi brug for at bede med kong David:
”Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte, prøv
mig, og kend mine tanker, se efter, om jeg
følger afgudsvej! Led mig ad evigheds vej!”
(Sl 139,23-24).
Det gælder om at våge og være på vagt. Det
taler Jesus gentagne gange om vigtigheden
af, og det samme gør apostlene. Som det
fremgår af det, vi har været inde på, er der al
grund til at være på vagt ikke alene over for
Satan og den ikke-kristne verden, men i høj
grad også over for os selv!
Tormod Vågen har i sin andagtsbog nogle
vigtige betragtninger om det at våge. Her
nogle udpluk:
”Man kan desværre godt vide, hvordan en
kristen skal og bør være uden selv at våge
(…) Den vågne ser, hvordan han kommer til
kort. Han mærker, hvor stærk verden, Satan
og kødet er (…) Det vågne øje gør ham ydmyg, mild og varsom. Han bliver bange for
sig selv, Satan og verden og er hele livet på
spring ind til Gud. En vågen kristen er således en kæmpende kristen, for han både ser
farerne og kæmper imod dem (…) Det koster at våge. Lige før Jesus kommer igen, skal
det blive en søvnens tid35.”
Læg mærke til det: en søvnens tid!
Man kan desværre godt vide,
hvordan en kristen skal og bør
v æ r e u d e n s e l v a t v å g e.
Her vil jeg gerne – som et indskud i sammenhængen – sige noget helt personligt til
dig, der må vedgå, at det glippede for dig at
våge, så du er kommet på afveje i dit Gudsforhold. Jeg siger det med et citat af Tormod
Vågen:
”Guds tilgivelse er uendelig som Gud selv.
Kast dig endnu en gang i dette nådens hav,
og lev dér dag for dag! Da skal hjertet igen
fyldes med lovsang, og glæden i Herren skal
være din styrke36.”
Det er vejen frem for mig, og det er det også
for dig!
Som vi også har været inde på, er vi helt afhængige af Guds nåde og dermed af Gud selv.
Jeg indser nu tydeligere end nogensinde før,
at jeg intet har, der holder mål i Guds øjne.
Jeg er intet, jeg har intet, jeg kan intet, og jeg
ved intet, når det gælder mit Guds-forhold.
Alligevel skal jeg slippe for at fortvivle. For
digteren af Salme 87 siger: ”Alle mine kilder
er i dig” (v.7).
Og det tager jeg for fuldt pålydende: Alle
mine kilder! Så gør det ikke noget, at jeg ikke
har så meget som én dråbe af livets vand i
mig selv. Tværtimod. Det er godt sådan. Det
må du også sige!
Derfor er der også alene én, der står med æren
for, at fortabte syndere som dig og mig kan
nå målet og på den store dag være med i den
utallige skare af frelste mennesker. Og det er
Gud selv; det er Jesus. Frelsen er netop ”til
lov og pris for hans nådes herlighed” (Ef
1,6.11.14).
23
LEDER
24
FRAFALD - EN NÆRLIGGENDE RISIKO FOR OS ALLE
Eller som apostlen Peter skriver: Ӯren er
hans [Jesu] både nu og til evighedens dag!”
(2 Pet 3,18). (Læg mærke til den bestemte
form – der er ingen ære til mig. Det er virkeligheden. Og godt sådan!)
Vi bliver aldrig færdige med at takke Jesus
for, hvad han er og har gjort for os. Aldrig!
Jesus rummer al den himmelske verdens ån-
delige velsignelse og rigdom. Derfor har jeg
sat en seddel op på døren til mit kontor med
det, som nu er blevet mit dags- og livsprogram: ”Voks i nåde og erkendelse af vor
Herre og frelser, Jesus Kristus” (2 Pet 3,18).
1 Derek Prince (1915-2003), internationalt kendt
amerikansk prædikant.
2 Martin Luther: “Om de gode gerninger“ i:
Hovedværker af den kristne litteratur, side 159
(Lutherstiftelsen 1978).
3 Tormod Vågen: I Kongens nærhet, 18/8 (Lunde
1971).
4 John Benton: Men vi skal mættes, s 74 (Credo
2008).
5 Samme, s 74.
6 Samme, s 16.
7 John Piper: Spild ikke livet, s 107 (Credo 2006).
8 Benton 2008, s 15-16.
9 C. O. Rosenius: Samlede Skrifter, bind XII, s
79.
10 Benton 2008, s 58.
11 Hans Erik Nissen: Ét er nødvendigt, 29/6.
12 Kjell Dahlene: Abraham, s 49 (LMBE 1994).
13 Timothy Keller: Ikke alt der glimrer er Gud, s
14 (Credo 2012).
14 Tormod Vågen, 25/2.
15 Fra sangen: Jesus, din søde forening at smage.
16 Fra sangen: Ser du dig sort og uren.
17 Martin Luther: “Om de gode gerninger“ i:
Hovedværker af den kristne litteratur, s151.
18 Tormod Vågen, 29/3.
19 C. O. Rosenius, Samlede Skrifter, bind XII, s
83.
20 Samme, s. 83-84.
21 Tormod Vågen, 20/2.
22 Steve Farrer, Fuldfør Løbet, s 14.
23 C. O. Rosenius: Husandagtsbogen 7/1, her
oversat fra en norsk udgave.
24 Erling Utnem: Korsets hemmelighed, s 44
(Lohse 1999).
25 Tormod Vågen: I kongens nærhet, 7/1.
26 Fra sangen: Fortæl det gamle budskab.
27 Carl Fr. Wisløff: Dagligt brød, 21/8.
28 Martin Luther: “Om de gode gerninger“ i:
Hovedværker af den kristne litteratur, s155.
29 Hans Erik Nissen, 29/6.
30 Tormod Vågen, 20/8.
31 Tormod Vågen, 20/4.
32 Ulf Grendstedt: En vandring med Gud, s 36
(1974).
33 Triumfalisme: Den holdning, at vi sejrer her
og nu over alt og alle.
34 John R. W. Stott: “Kristus og misjonen – En
utfordring for vår tid“ i: Sannheten tro i kjærlighet,
Festskrift til biskop Erling Utnem (Oslo 1990).
35 Tormod Vågen, 4/3.
36 Tormod Vågen, 23/1.
”Det kommer ikke an på, hvordan du begynder som kristen, men hvordan du slutter.”
Claus L. Munk, Hundested, prædikant i
Luthersk Mission
MINDEORD
25
NYT LIV
3-2013
En god ven og broder er kaldt hjem. Det kom
helt uventet, da vi d. 20. oktober blev ringet
op, og fik budskabet om, at advokat Jens
Kristiansen ikke er blandt os mere. Efter kort
tids sygdom døde Jens på Aalborg Sygehus
d. 19. oktober.
Jens Kristiansen har været med i Nyt Livs
landsudvalg i mange år. Denne plads står nu
tom, og vore tanker går uvilkårligt til ordene
i Efeserbrevet 1,15:
”Derfor, efter at jeg har hørt om jeres tro på
Herren Jesus og jeres kærlighed til alle de
hellige, kan jeg heller ikke holde op med at
takke for jer, når jeg nævner jer i mine bønner.”
På sin hjemmeside havde Jens Kristiansen
skrevet:
”Det vigtigste for mig er at skabe tillid og
tryghed for mine klienter.”
Denne tryghed og tillid fik vi lov til at opleve i rigt mål i samarbejdet med ham.
Jens Kristiansen var en fagligt dygtig og højt
respekteret advokat, både blandt kollegaer og
venner. Han havde en sjælden evne til at sige
sin mening på en sådan måde, at det ikke blev
opfattet som kritik, men som hjælp og vejledning.
Med den store viden og erfaring, det positive
livssyn og den humoristiske sans, der kendetegnede Jens, fik vi lov til at opleve, hvordan
han brugte sine gaver som advokat til at bevare overblikket, skabe ro, og dermed lette
en trykket stemning i vanskelige sager.
Fotograf: Axel Søgaard
MINDEORD FOR
JENS KRISTIANSEN
”Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed?”
Disse ord fra Romerbrevet 8,35 var efter Jens
Kristiansens ønske overskriften over den tale,
som sognepræst Johnny Søndberg-Madsen
holdt ved bisættelsen af Jens Kristiansen, d.
26. oktober i Hjørring Kirkegårds Kapel.
Kapellet var fyldt til sidste plads, og det blev
en højtidelig stund, der klart var præget af
den musik og de salmer, som Jens havde valgt
sammen med familien. Et klart og varmt vidnesbyrd om fred og fremtid midt i alt det
svære. Alt af nåde for Jesu skyld.
Det var også det, der kom til udtryk i den
mindesammenkomst, der var på Restaurant
Svanelunden efter bisættelsen, hvor familien
var samlet med venner, arbejdskollegaer og
forretningsforbindelser.
Der blev her tegnet et billede af en god ægtemand, en kærlig far, et rigtigt familiemenneske, der elskede at være sammen med familien, og som var god til at holde forbindelsen med familie og venner ved lige. En
dygtig og respekteret advokat, der aldrig
lagde skjul på sit kristne ståsted.
NYT
LIV
26
MINDEORD
Jens Kristiansen blev født d. 8. juli 1944.
Hans forældre Esther og Ewald Kristensen
boede i Hvidovre ved København, hvor hans
far var lærer. Der var tre børn, en dreng og to
piger. Familien var aktiv i arbejdet ud fra
LM´s missionshus i Nansensgade i København, hvor forældrene bl.a. var aktive i
søndagsskolearbejdet. Bedstefar Peter Thomsen, der var cykelhandler, havde 14 børn, så
Jens var vant med en stor familie.
Familie og venner betegnede Jens som en
meget kvik ung mand, der i sin gymnasietid
rejste til USA som udviklingsstudent. Her
knyttede han mange livsvarige venskaber.
Jens blev student i København i 1963, hvorefter han var soldat ved ingeniørtropperne i
Farum. Herefter påbegyndte han jurastudiet
i København og var i den periode med i
Credo/KFS.
Da Jens i 1970 blev færdiguddannet som jurist, var han i en periode ansat som sekretær i
KFS og besøgte mange gymnasier og andre
læreanstalter.
Også her blev der knyttet mange venskabsbånd, der varede til hans død.
Under benzinkrisen i 1973/74 blev Jens Kristiansen gift med Bodil Ørting, der kommer
fra Nykøbing F.
Det blev i Nordjylland, nærmere bestemt
Rødhættevej 41 i Hjørring, at Bodil og Jens
fik de fleste år. Her fik de tre børn, her blev
der opbygget en stor advokatvirksomhed, og
herfra blev der givet mange gode råd.
Fra mange kristne organisationer og foreninger har der gennem tiden været bud efter en
god advokat, og Jens Kristiansen var bevidst
om den tjeneste, han var blevet betroet. Derfor er vi mange, der vil savne ham, men vi er
også mange, der vil tænke tilbage på ham med
taknemmelighed.
Æret være Jens Kristiansens minde.
- Bent Christensen
BIBELLEJR
2013
NYT LIV
3-2013
SOMMER I GUDS NÆRVÆR
Fra d. 13. til d. 20. juli løb årets bibellejr af
stablen i Fjellerup. Trappen ned til den nye
mødesal var knapt blevet færdigstøbt, før lejren gik i gang. Faktisk blev den færdig dagen før. Jeg er nok ikke den eneste, der er
blevet imponeret over, at Gud hørte vores bøn
om, at salen måtte blive klar til invasionen af
lejrdeltagerne. Det fortjener han al ære og tak
for!
Jeg må sige, at jeg glæder mig over at være
med på bibellejr. Det skyldes ikke mindst det
kristne fællesskab. Vi kommer fra forskellige
menigheder og områder. Vi har forskelligt
med i bagagen. Nogle er unge, nogle har familie, og nogle er godt modne, men alligevel
er vi ét i Jesus – både de velafrettede, de skævbenede og alle andre originaler. Netop fællesskabet, vi har som hellige, der er kaldet
ud af verden til fællesskab med Gud og hinanden, var også noget af det, der igen og igen
blev hevet frem ved formiddagsbedemøderne.
Jeg nyder virkelig det aspekt ved bibellejren.
Det er skønt og stærkt at høre hinanden bede
til Herren med en nød for ufrelste og alt muligt andet, når det bliver båret af en tiltro til
Guds løfter. Alle menneskelige forskelle
nivelleres og bliver sekundære, når vi står
over for Gud.
At vi en dag skal stå foran Gud, blev der også
mindet om ved et aftenmøde ud fra Luk 12,13. Da skal vi stå helt nøgne og afpillede over
for Gud, som syndere der ikke har noget i os
selv, men alt i Ham. Det er egentlig herligt at
være en æreløs kristen!
Generelt må jeg sige, at årets bibellejr har
været vækkende. Jeg oplever kristenlivet som
en spændingsfyldt fornøjelse, hvor vi gang
på gang nedbøjes og ophøjes, så vi skal have
alt i Jesus og knyttes til ham og hans sonofferdød. Det var også noget af det, som Helligånden mindede mig om på denne lejr.
Fra Norge var Niels Kåre Strøm kommet, der
forkyndte centralt om korset på et letforståeligt norsk. Der skulle have været en nordmand mere i Knut Pedersen for at tale til os,
men da han ikke havde fået lov til at rejse af
sin læge, trådte Mikkel Vigilius beredvilligt
til. Til gengæld var der nu flere nordmænd,
idet sangevangelisten Sveinung Kristiansen
sang en række evangeliske sange ved møderne. Bibeltimerne over 2. Petersbrev stod
Hans Erik Nissen for.
Vi blev mindet om Guds trøst midt i lidelse
og smerte, at Jesus snart kommer, og det går
mod herlighed, faren i at give plads for syndens kraft og meget andet. Hvad vi hver især
har taget med, afhænger nok af, hvad Helligånden har lagt på vores hjerter, men uanset
hvad, tror jeg godt, jeg kan anbefale enhver
at klikke ind på Nyt Livs hjemmeside og høre
eller genhøre prædikenerne.
Alt i alt har det været en dejlig lejr, hvor vejret mest var til shorts. Som en af de bespiste
kommer jeg nok heller ikke uden om at sige
tak for den dejlige mad. Der findes næppe
nogen uge på året, hvor jeg spiser så lækker
mad.
Anton Vestergaard
Braüner, København,
stud. scient. pol.
27
28
B
I B E L L E J R
2012
BIBELLEJR I FJELLERUP
S O M M E R E N 2013
NYT LI
V S
Å R S M Ø D E
NYT LIV
3-2013
FORMANDENS ÅRSBERETNING
Af Bent Christensen
Fjellerup, 14/7 2013
Lad Kristi ord i rigt mål bo hos jer, så I med
al visdom lærer og påminder hverandre med
salmer, hymner og åndelige sange og synger
med taknemlighed i jeres hjerter for Gud (Kol
3,16).
Da vi sidste år var samlet til årsmøde, var
den situation forholdsvis ny, at den kirke, som
mange os har vores rod i, med større tydelighed end nogensinde tidligere havde vist, at
den har forladt sin faste grundvold i Skriften
som eneste regel og rettesnor.
Der er i det forløbne år skrevet og sagt meget
om dette, uden at det har skabt nogen klarhed og enighed om, hvor vejen går. Vi har
også set, at den såkaldte højrefløj, der med
klar tale og bekendelse vil stå fast på Bibel
og bekendelse, er blevet mindre.
Jeg tror, at mange i dag oplever den samme
forvirring, som de første disciple oplevede
lige efter Jesu død og begravelse. “Vi havde
håbet ...“ (Luk 24,21).
Men hvor blev alt dog helt anderledes for
disse første disciple, efter at Jesus var opstået.
Han kom til dem, åbenbarede sig for dem og
åbnede deres øjne for alt det, der i Skrifterne
handlede om ham. Han viste dem i Ordet, at
det, som var sket, var Guds plan og gode vilje:
At han skulle fødes som et lille hjælpeløst
barn, skulle lide og dø på et kors, men at han
på tredjedagen skulle opstå til synderes frelse.
Gennem Ordet fik disciplene tro, frimodighed og brændende hjerter (Luk 24,32).
Det er på denne baggrund, at alle vi, der lever i den nuværende forvirrede tid med et stort
frafald fra Guds ord, skal lytte til de ord, som
jeg læste til indledning: “Lad Kristi ord i rigt
mål bo hos jer, så I med al visdom lærer og
påminder hverandre med salmer, hymner og
åndelige sange og synger med taknemlighed
i jeres hjerter for Gud.“
Øivind Andersen siger om dette ord:
“Salmer, lovsange og åndelige sange betyder her Salmernes Bog. De er alle sammen
hentet fra forskellige overskrifter over Davids Salmer (...).
Det for os underlige er, at disse salmer her
kaldes for Kristi ord. Vi formanes til at lade
dét bo i rigt mål hos os ved at bruge salmer
29
NYT
LIV
30
FORMANDENS ÅRSBERETNING
og lovsange og åndelige sange. Andre salmer, hymner og åndelige sange kan ikke på
nogen måde erstatte brugen af Davids salmer
[eller af Guds ord i sin helhed].
En salme, som særlig alle unge burde bruge
hver dag som deres egen personlige bøn, er
Salme 25. Et typisk eksempel på en åndelig
sang er Salme 121.
Nogle tror, at det er upersonligt at bruge det
skrevne ord som deres bøn. De mener, at det
bliver mere personligt med det, de selv formulerer. Men det er langt fra at være sandt.
Guds ord kommer fra Guds hjerte til os, og
Gud har gjort det sådan, at det skal bære vort
hjertes tale frem for ham.
At forsømme Guds ord i bønnen gør den ensidig og fattig. At bruge Guds ord i den gør
den rig og giver den en forunderlig kraft.
Dertil kommer, at jo mere vi bruger Guds ord
i vore bønner [og som rettesnor i vores hverdag], des mere kommer vore egne frie bønner med vore egne ord også til at udfolde sig.
Prøv det i Jesu navn.“
Så langt Øivind Andersen.
Jeg tror, at den store åndelige forvirring i vor
tid dybest set grunder sig i vores brug af Guds
ord, eller rettere: i vores manglende brug af
Guds ord.
For ikke så længe siden var jeg i “embeds
medfør“ til en festgudstjeneste, hvor der blev
prædiket over en tekst fra Den Nye Aftale.
Det er en oversættelse, hvor “omvendelse“
er blevet til at “ændre sit liv“, og hvor de “salige“ er blevet de “heldige“. Selv om jeg ikke
er teolog og ikke har et grundigt kendskab til
de alternative og moderne bibeloversættelser
på markedet, ser jeg med bekymring på den
udbredelse, de har fået i vores land.
I det lille hjørne af Guds riges arbejde, som
vi i Nyt Liv har fået betroet, ønsker vi at
hjælpe hinanden og opmuntre hinanden til at
bruge Guds ord, sådan som vi har fået det
overleveret fra fædrene. Lad os stå sammen
om at bede om en bibelvækkelse imellem os
og i vort folk.
I ApG 6,7 læser vi: “Guds Ord havde fremgang, og tallet på disciple i Jerusalem blev
større og større; også en stor gruppe præster
blev lydige mod troen.“
Nyt Livs blad
Per 1. august 2010 ansatte vi Mikkel Vigilius
som redaktør og Henrik Gren Hansen som
redaktionssekretær på Nyt Livs blad.
Per 1. august 2012 blev Mikkels ansættelse
udvidet fra 20 til 40 %, og per 1. august 2013
bliver Henrik ansat på fuld tid.
Vi er os bevidste, at det er et skridt ud på
troens vej. Der er blevet bedt meget om klarhed over dette skridt. Vi har i blad og breve
lagt det frem for jer, for Nyt Livs venner, og
vi har i et enigt landsudvalg taget den fremgang, der har været i gaveindtægterne, som
et tegn på, at det er den vej, vi skal gå.
Men vi må også sige det klart, at vi ikke er
helt i mål, når det gælder udgifterne. Vi har
brug for forbøn, vi har brug for Guds ledelse
i de skridt, der skal tages, og vi har brug for,
at Gud minder Nyt Livs venner om at bære
med, så langt Gud giver den enkelte mulighed for det.
Når Henrik nu bliver ansat på fuldtid, får han
en bredere vifte af arbejdsopgaver. Han skal
fremover fungere som sekretær for Landsudvalget, varetage en del opgaver på forlaget, gradvist overtage hovedansvaret for
hjemmesiden og stå for en opdatering og udvidelse af hjemmesiden, deltage i lejre og
stævner, forkynde og undervise, og i mindre
omfang varetage nogle administrative opgaver.
NYT LIV
3-2013
Nyt Livs blad udkommer nu tre gange om
året. Det er forsat vort ønske og mål, at vi på
et tidspunkt skal nå op på at udsende fire
blade og et julenummer hvert år. Men vi er
enige om, at tre blade om året er det rigtige i
vores nuværende situation.
Et blad koster ca. 50 kr. inkl. udsendelse. Det
er fortsat vort ønske, at det skal være et gratisblad, og vi sender det med glæde til alle, der
ønsker det, så langt som vi bliver betroet midler til det. Vi glæder os over, at oplaget vokser, og over de mange positive tilbagemeldinger, der kommer.
Det sker ind imellem, at venner beder os om
at sende bladet til personer, vi ikke kender,
men som de mener, vil kunne have glæde af
bladet. Vi er taknemmelige for den tanke og
det hjertelag, der ligger bag, men vi mener,
at det i almindelighed er bedst, at folk selv
tilmelder sig som abonnenter. Vi tror, det er
den rigtige måde at gøre det på, og den rigtige måde at forvalte betroede midler på. Vi
håber, at Nyt Livs venner har forståelse for
dette.
Jeg vil gerne sige tak, først og fremmest til
Mikkel og Henrik, for det store arbejde, der
er gjort, men også tak til alle jer andre, der
har været medarbejdere på bladet på forskellig måde.
I en tid, hvor der er megen uklarhed, tror vi,
at der er brug for et blad, hvor der er plads til
at gå mere dybden med de emner, der bliver
taget op.
Tak for forbøn også for denne del af Nyt Livs
arbejde!
Undervisning på nettet
Da Mikkel fra 1.august 2012 fik mere tid, var
det tanken, at der ud over bladet skulle arbejdes med bibelundervisning på internettet.
Dette arbejde er i fuld gang, og de første ud-
sendelser er lavet. Med Henriks ansættelse
på fuld tid håber vi snart at få mulighed for at
vise disse programmer på Nyt Livs hjemmeside [de fem første programmer er nu lagt ud].
Der er lavet en samarbejdsaftale med LMH,
hvor LMH stiller lokaler til rådighed til disse
undervisningsoptagelser, og hvor Nyt Liv til
gengæld låner sit tekniske udstyr til LMH.
Her vil jeg også gerne sige tak til det teknikerudvalg, der er nedsat til at hjælpe med det
praktiske i forbindelse med optagelserne.
Udvalget består af Martin Holm, Martin Dørken, Henrik Gren Hansen og Jacob Bach
Christensen.
Bibellejr
Jeg tror, at vi nu er ved at være fortrolige med
navnet “Bibellejr“.
Vi glæder os over, at “familien“ vokser, også
selv om det giver nye udfordringer med hensyn til planlægning, og selv om det betyder,
at der er brug for flere nye medarbejdere, de
såkaldte varme hænder.
Det er meget glædeligt, hver gang der er en,
der skriver eller ringer og siger: Jeg vil gerne
hjælpe med det og det.
Vi ønsker at fastholde et meget enkelt program med forkyndelse, undervisning, bøn og
kristent fællesskab. Men selvom vi holder det
enkelt, er der til stadighed brug for, at der er
nye, der melder sig som hjælpere. Når vi er
mange, er der altid en fare for, at der er nogen eller noget, vi overser. Det ønsker vi ikke,
derfor en stor tak til alle, der hjælper til!
I den stab, der hjælper til på vore lejre, er der
nogle, som har været med i rigtig mange år.
Tak for det! Jeg kender ikke til nogen, der vil
stoppe. Men jeg er sikker på, at dem, der har
været med i mange år, med glæde vil sætte
nye ind i opgaverne, så der er nye til at tage
over, når tiden kommer. Tak om I vil være
31
NYT
LIV
32
FORMANDENS ÅRSBERETNING
med til at bede nye medarbejdere frem! Og
et stort velkommen til alle jer, der har meldt
jer de seneste år!
Jeanette og Mak, tak for et kæmpe arbejde
på køkkenfronten både før, under og efter
vore lejre!
Vi holder bibellejr i uge 29, og sådan er det
planlagt frem til 2016, så skriv det lige i jeres
kalender. Hvem der kommer som taler, kan
ses på Nyt Livs hjemmeside.
Vi holder ingen
selvstændige lejre
for børn og juniorer,
men vi ønsker, at børnene
fortsat skal være en meget
vigtig del af årets bibellejr. Det er en gave og
en glæde, at hele familien kan være sammen.
Vi glæder os over, at der også i år er en flok
unge, der vil bruge noget af deres ferie til at
være sammen med børn, juniorer og teenagere, lege med dem, give dem en god oplevelse og gennem undervisning række børnene
evangeliet. Lad os huske at bede for børnene
og de unge. Og lad os bede om, at der også
her må komme nye medarbejdere.
Det kunne f.eks. være godt, hvis der var en
lang kø af forældre og bedsteforældre, som
på skift ville passe de mindre børn under
aftenmøderne, så de unge kunne få mulighed
for at være med.
Andre lejre og kurser
Ud over bibellejren har vi hvert år en seniorlejr i marts måned og en nytårslejr. Programmerne kan ses på hjemmesiden.
Tak til de udvalg, der arbejder med disse lejre.
Vi vil gerne udvide med kurser, når kræfterne
er til det. Vi tænker på og ser et behov for et
kursus for forkyndere og ledere i efterårsferien. Men lige nu er det noget, vi beder om
klarhed over. Der skal være de nødvendige
kræfter til det.
I dette efterår er Nyt Liv medansvarlig for en
Nordisk Evangelisk Luthersk Konference i
Hillerød på Luthersk Missions højskole.
Det er en
konference, som går på skift mellem de nordiske lande, og det er bibel- og bekendelsestro lutherske kristne, som står bag.
Nyt Livs forlag
Siden sidste år har Nyt Liv overtaget ansvaret for bogen Hvad skal jeg med Jesus?. Det
er en bog, som enkelt og stærkt forkynder
evangeliet om Jesu frelse.
Sidste år blev der trykt et nyt oplag på 4.000
stykker, som nu er væk. Kort før bibellejren
blev der derfor trykt et nyt oplag på 5.000
stykker. Bogen er primært finansieret ved
gaver, som er givet målrettet til dette projekt.
Tanken er, at bogen skal kunne uddeles i forbindelse med evangelisation og i forbindelse
med hverdagens vidnesbyrd om Jesus.
Jeg vil gerne her sige en stor tak til alle, der
NYT LIV
3-2013
har været med til at gøre det muligt at trykke
et nyt oplag. Bogen har sin egen hjemmeside,
hvor man løbende kan følge med i, hvor
mange gaver, der er givet.
I september måned er det tanken, at Nyt Liv
skal genudgive Øivind Andersens bog Livets
Brød. Det er en bog, som giver en enestående god og evangelisk sjælesorg. Bogen
udgives i et samarbejde med Luthersk Mission i Vestjylland, som ønsker at uddele den
ved en møderække i september. Adressen på
Nyt Livs forlag fremgår af bladet og hjemmesiden.
Kontoret passes udelukkende ved frivillig
arbejdskraft, og vi vil gerne sige tak
til Inge Christensen, der tager sig af
salg og markedsføring, til Lene Christensen, der står for bogholderiet,
og til Lis Christensen, der passer
telefon, pakker og sender m.m.
Inge stiller lokaler gratis til rådighed og står for salg og markedsføring af materialer i tilknytning
til Sange Vi Aldrig Glemmer.
Tak for dette!
sionsarbejde, men vi vil meget gerne yde et
bidrag til, at evangeliet bliver bragt længere
ud i verden. I de senere år har vi støttet Dansk
Balkan Mission (DBM), som arbejder blandt
fattige, sigøjnere og fængslede i Rumænien.
DBM yder social hjælp i form af bl.a. skolebyggeri, hospitalsudstyr, medicin, tøj, sko og
fødevarer, og samtidig arbejder DBM for
evangeliets udbredelse ved bl.a. at udgive god
evangelisk luthersk litteratur på rumænsk,
støtte fængselsmission og støtte kristent
menighedsarbejde.
Dette arbejde støtter vi i år med 50.000 kroner, og vi vil gerne opmuntre Nyt Livs venner til at bede for og støtte dette arbejde.
Nyt Livs efterskole
Djurslands Efterskole
blev oprettet ud
fra Nyt Liv,
Ydre Mission
Nyt Liv har aldrig haft et
selvstændigt ydre mis-
og Nyt Liv har
fortsat repræsentanter i bestyrelsen. Indtil
generalforsamlingen i maj
i år var de tre: Kirsten Skak
Jensen, Allan Villadsen og Torsten Nielsen. På grund af andre opgaver har Torsten bedt
33
NYT
LIV
34
FORMANDENS ÅRSBERETNING
om at blive afløst på denne post.
Landsudvalget har derfor spurgt Poul Erik
Haahr fra Aalborg om at indtræde i bestyrelsen. Det har han sagt ja til. Poul Erik er overlæge på Aalborg Sygehus Syd, og han har i
en årrække været i bestyrelsen for Filipskolen
i Aalborg. Han er derfor kendt med
skolebestyrelsesarbejdet. Tak til Poul Erik for
hans tilsagn!
Efterskolens generalforsamling søndag d. 12.
maj var en spændende og god dag. Men der
var plads til mange flere. Der er sket meget
på efterskolen siden sidste år. Der er blandt
andet sket en stor udvidelse og ombygning,
som vi er meget glade for.
Herfra vil vi gerne sige tak til skolens bestyrelse for samarbejdet i det forløbne år. Tak til
skoleledelsen, Anders og Tom!
Lad os huske efterskolen og alle dens ansatte
i vores forbøn. Og så vil jeg gerne opfordre
alle de venner af Nyt Liv, der har mulighed
for det, til at melde sig ind i skolekredsen, og
deltage i generalforsamlingen. Det er skolekredsen, der på generalforsamlingen vælger
skolens bestyrelse.
Kristent Skole- og Kursuscenter (KSK)
Det er KSK, der har ansvaret for Nyt Livs
bygninger på Djurslands Efterskole. Jeg tror
ikke, jeg behøver at fortælle, at denne besty-
relse har haft meget at se til siden sidst.
Det nye byggeri har fyldt meget i vores tanker, og der er bedt meget for denne sag. Men
det er bestyrelsen, der i tæt samarbejde med
skolens ledelse har trukket det store læs.
På vegne af Landsudvalget vil jeg gerne sige
KSK en kæmpe tak for det store arbejde, der
er udført! Vi glæder os meget til at tage den
nye bygning og den nye campingplads i brug!
Til bestyrelsen for KSK har Landsudvalget
udpeget to nye medlemmer. Det er Andreas
Christensen og Christian Lønbæk. Velkommen til jer!
Peder Hovgaard er ansvarlig for pengene.
Tak for godt samarbejde med bestyrelsen!
Landsudvalget
Ifølge vedtægterne skal der være mellem 7
og 15 medlemmer af landsudvalget. Tak til
alle, som beder for os, der er med i dag! Tak
om I også vil være med til at bede Gud kalde
nye medlemmer frem!
Siden sidste år er Martin Dørken indtrådt i
Landsudvalget. Velkommen til dig!
Til slut vil jer gerne på Landsudvalgets vegne
bringe en stor tak til alle dem, der gør et stort
og ulønnet arbejde året igennem, for at det
hele kan lade sig gøre! Tak for forbøn og gaver! Og en tak til jer andre i Landsudvalget
for et godt samarbejde og et godt fællesskab!
NELK 2013
NYT LIV
3-2013
35
NORDISK EVANGELISK LUTHERSK KONFERENCE
Der bliver stadigt
færre bibeltroende lutherske kristne i Norden. Overalt går de
lutherske missionsforeninger tilbage, og
indadtil trues de af
voksende teologisk
uenighed. I folkekirkerne bliver der
for hvert år færre
præster, som vil stå
fast på Bibelens ord
og vil prædike det til
vækkelse og omvendelse.
Der er vækst i antallet af lutherske frimenigheder, men mange af
dem er præget af et svækket gudsbillede og
en svag forkyndelse af Guds ord i lov og
evangelium.
Hvad kan hjælpe os? Hvor går vejen frem?
Vejen frem er ikke, at vi retter blikket med alt
det, som er galt, afdækker andres fejl og falskhed, og pudser vores egen rettroenhed af. Det
er derimod den store trussel! I en tid med
åndelig og læremæssig opløsning er det uendelig nærliggende for os at finde trøsten i, at
vi selv og dem, vi er sammen med, gør og
mener og siger alt det rigtige. Vi er de trofaste få!
Er det i dette, vi finder vores trøst, så er vi
selv blevet en del af frafaldet.
Vejen frem er, at vi stiller os ind under Guds
ords tiltale, så Ordet kan få lov sætte os på
plads – på den nederste plads, blandt de tomhændede og fortabte syndere, der intet har at
rose sig af i forhold til og frem for andre. For
,
kun når vi er der, kan Ordet komme til os og
give os alt i Jesus alene!
Det er vejen til åndelig fornyelse, til evangelisk trosfrimodighed og til en åndskraftig tjeneste – også i vor tid.
Det var ud fra dette grundsyn, at Nyt Liv var
medindbyder til Nordisk Evangelisk Luthersk
Konference (NELK) i Hillerød i den sidste
weekend i efterårsferien.
Det var en broget flok, der mødte frem fra
Norge, Sverige, Finland og Danmark. Der var
højkirkelige og lavkirkelige, folkekirkefolk
og frikirkefolk, missionsforeningsfolk og
bekendelseskirkefolk.
Man kan forundres over, at der kan være så
store forskelle mellem bibeltroende lutheranere. Det er lærerigt at møde denne bredde,
og det er udfordrende.
De mest konservative bekendelseskirkefolk
mener ikke, de kan praktisere kristent fæl-
NYT
LIV
36
NELK 2013
lesskab i form af f.eks. bøn og sang med andre end dem, som de på forhånd har konstateret, at de på alle punkter er læremæssigt
enige med. Vi er andre, der tænker anderledes om den sag.
På NELK-konferencerne, som går på omgang
mellem de nordiske lande, forsøger vi at tage
et vist hensyn til de konservative bekendelseskirkefolk. På årets konference skete det
ved, at andagterne og gudstjenesten udgjorde
en særlig del af programmet, som man kunne
vælge et udeblive fra.
Uanset disse forskelle var det vores fælles
behov at møde det budskab, som satte os på
plads som tomhændede syndere og gav os alt
i Jesus alene. Netop det fik vi lov at opleve,
og det var en stor velsignelse.
Konferencens samlende tema var netop:
evangeliet om retfærdiggørelse af tro. Vi fik
belyst, hvordan der i vor tid åndeligt og teologisk løbes storm mod dette evangelium,
men vi fik mere end det: Vi fik igennem tre
dage lov til at lytte til dette evangelium som
et ord til os, til tro på Jesus og glæde over
ham! Deri er den afgørende trøst, styrke og
hjælp også i vor tids åndelige og kirkelige
situation. ”Glæde i Herren er jeres styrke!”
(Neh 8,10).
- Mikkel Vigilius
Programmet bød på fem
samlinger med hver deres vinkel på konferencens hovedtema: evangeliet om retfærdiggørelse af tro. Foredragene
kan høres på nettet:
www.logosmappen.net/
nelk/2013_hillerod/
index.html.
Lørdag eftermiddag viste Hans
Erik Nissen rundt i Slotsparken.
Jeanette sørgede for god forplejning til os alle.
e.
A
R T I K E L
NYT LIV
3-2013
BESLUTNINGER
FRELSER INGEN
Af Peder Mikkelsen
”Jeg vil bryde op og gå til min far” (Luk
15,18).
Disse ni ord finder vi i lignelsen om den fortabte søn, og med disse ord møder vi ham
der, hvor han lever sit liv langt borte fra far.
Efter at han har sat alt over styr i et verdsligt
og udsvævende liv, lider han nu nød, og vi
læser i teksten, at han går i sig selv.
Da fødes denne beslutning i hans tanker: ”Jeg
vil bryde op og gå til min far.”
I denne beslutning kender mange kristne sig
selv igen.
Omvendelsens milepæl
”Jeg vil bryde op og gå til min far.” Denne
sætning får mig til at tænke på alle os, som
kalder os kristne. Her tror jeg, mange af os
har stået i vort forhold til Gud, hvor vi besluttede, at vi ville vende om. Besluttede os
til at blive kristne.
Det var ikke nogen dårlig beslutning. Det var
en beslutning, som for mange har været et
skridt på vejen til at blive en kristen.
Men det farlige er, at det hele kan stoppe ved
din beslutning om at blive en kristen.
Du oplever måske, at der er et vist åndeligt
røre i dit sind. Der spirer måske en længsel
frem i dit sind – en længsel efter at blive en
kristen, et Guds barn.
I dette røre og denne længsel kan din beslutning om at blive en kristen fødes. Og for nogle
bliver den beslutning det skel, som får dem
til at regne sig som kristne. Du ser måske tilbage på sådan en beslutning om at omvende
dig?
Din beslutning om at omvende dig, blev måske den milepæl i dit liv, som du rejste din
kristne bekendelse ved.
Med i fællesskabet
Du bliver ikke en kristen, fordi du vil det.
Pascal siger: ”Menneskets ånd er sådan, at
det tror, det har omvendt sig, så snart det har
besluttet sig til det.”
Du bliver ikke frelst, fordi du vil høre Jesus
til, nej, frelst bliver kun det menneske, der er
født på ny.
37
A RTIKEL
38
BESLUTNINGER FRELSER INGEN
Det er farligt, hvis du får begyndt med at leve,
som om du er en kristen, inden du er blevet
det. Det er farligt, fordi du nemt kan komme
til at fungere rimeligt godt i fællesskabet, inden du bliver en kristen.
Du kan blive hvirvlet ind i alle fællesskabets
gøremål, og jo længere du kommer ind, jo
mindre aner du uråd.
Ved at beslutte dig til at blive en kristen fik
du måske en indgang i det kristne fællesskab,
som blev skelsættende for dig.
Djævelen ønsker at få dig til at stoppe op her
– stoppe op her ved beslutningen om at ville
være en kristen. Han puster til det bedrageriske i din ånd, som straks tror, du har omvendt
dig, når du har besluttet dig for det.
Kan Satan få dig til at regne dig som kristen
her – kan han få dig til at bekende dig som
kristen og måske få dig til at arbejde i Guds
rige, mens du står på tærsklen ind til Guds
rige – så har han dig, hvor han vil have dig.
Du tror nemlig, at du er frelst uden at være
det.
Det er farligt, hvis du får begyndt
med at leve, som om du er en kristen, inden du er blevet det.
Vejen til frelse
Det er ikke galt at ville være en kristen. Det
er en god beslutning. Men du er ikke automatisk en kristen, fordi du vil det, og beslutter dig for at være det. Nej, en kristen er kun
den, der er blevet løst ved at høre, hvad Jesus
har gjort for dem.
Troen kommer af det, som høres. Frelseshåbet
fødes ved at lægge øre til, hvad du har i Jesus.
Er du nogen sinde kommet længere end til at
beslutte dig til at blive en kristen og måske
begynde at leve, som om du er det?
Er dit håb nogen sinde blevet født af løfterne
om Jesus?
Har budskabet om Jesus nogen sinde tændt
håb i dit sind?
Peder Mikkelsen, Lystrup,
prædikant i Luthersk
Mission
A
R T I K E L
NYT LIV
3-2013
FRANK JACOBSEN (1931-2013)
Siden Nyt Livs blad begyndte at udkomme
igen i 2010, har der i hvert nummer været
bragt en lille artikel af Frank Jacobsen. De
har alle haft et centralt evangelisk indhold.
De har prædiket, at over for Gud har vi intet
i os selv, men alt i Kristus. Det budskab var
den røde tråd i Frank Jacobsens forkyndelse,
liv og tjeneste.
Det var ikke et budskab, han havde overtaget fra andre mennesker eller fra en teologisk tradition. Helligånden havde åbenbaret
det for hans hjerte ud fra Bibelens ord. Dette
evangelium blev hans livs skat, herlighed og
eneste trøst.
Når Frank Jacobsen kunne tale og skrive så
stærkt og frigørende om nåden i Jesus, hang
det sammen med, at han var bevidst om sin
egen dybe syndighed og om Guds hellighed.
Han kendte i den grad anfægtelsen indefra,
og han vidste, at der kun er ét ord, som kan
trøste den anfægtede: ordet om Jesus og den
frelse, som han har vundet til syndere én gang
for alle.
Jesus er Guds evige og uforanderlige ja til
os. Han er vor fred. Han er vor retfærdighed.
Han lever, og vi skal leve. Det var Frank Jacobsens egen trøst, og med den trøst trøstede
han andre.
På mange områder måder var Frank Jacobsens liv præget af spændinger.
På det indre plan levede han til stadighed i
spændingsfeltet mellem lov og evangelium.
Det gav åndelig dybde, klarhed, friskhed og
kraft i hans forkyndelse.
Men der var også spændinger på det ydre
plan. Det gjaldt ikke mindst i hans forhold til
den kirkelige højrefløj i Danmark. Frank Ja-
cobsen så med profetisk klarhed, hvor åndeligt farligt det kan være, når vi slutter os sammen i grupperinger, organisationer og foreninger, der definerer sig selv som mere rettroende end andre. Farisæismen ligger dybt i
vore hjerter, og den lokker os til at tro, at når
jeg er med i den rigtige flok, og når jeg går i
takt med de andre, så må det være ret med
mig i forhold til Gud.
Frank Jacobsen var ikke organisationsmand.
Det stod lysende klart for ham, at det afgørende er det personlige hjerteforhold til Guds
ord og til Jesus. Det handler om at modtage
lovens dom over mig selv og alt mit eget, inklusive min fromhed og rettroenhed, og at
trøste mig ved Jesus alene. Det prædikede
Frank Jacobsen i hele sin lange tjenestetid
som præst.
I mange år blev han flittigt brugt som forkynder på højrefløjen blandt andet i Luthersk
Mission og i det kristne studenterarbejde
KFS. Men gradvist blev det stadigt mere småt
med forkynderopgaver uden for sognet. Han
kom til at stå stadigt mere isoleret i forhold
til højrefløjen og opfattede for sin egen del
højrefløjen som stadigt mere åndeligt og teologisk opløst indefra.
Da Frank Jacobsen døde, var det småt med
officiel opmærksomhed og omtale fra
højrefløjens organisationer. I lyset af det, som
er nævnt ovenfor, er det måske ikke overraskende. Han ville aldrig betegne sig selv som
”højrefløjsmand”. Tværtimod revsede han
alle dem, der trøstede sig ved at høre til højrefløjen. Alligevel har få personer haft så stor
positiv betydning for højrefløjen i Danmark
som netop Frank Jacobsen.
39
A RTIKEL
40
FRANK JACOBSEN (1931-2013)
Højrefløjen voksede frem i 1960´erne, og
som det er blevet påpeget af kirkehistoriker
Kurt Larsen, så voksede højrefløjen ud af det
kristne studenterarbejde KFS. På dette tidspunkt, for 50 år siden, var KFS præget af en
kompromisløs tillid til Bibelen som Guds ord
og af en sjælesørgerisk klar forkyndelse af
lov og evangelium til vækkelse, genfødelse
og evangelisk tro på Jesus.
KFS var redskab til en ungdomsvækkelse
båret af en levende tro på og erfaring af evangeliet som Guds kraft både til retfærdiggørelse, helliggørelse og forløsning. Lederne og
forkynderne i KFS var en gruppe unge teologer, som indefra var bestemt af en personlig erfaring af kraften i evangeliet om Jesu
fuldbragte frelse.
Men hvor havde de gjort denne erfaring?
Hvor havde de mødt evangeliet til åndelig
afklaring og evangelisk tro?
For mange af dem går linjerne tilbage til en
lejlighed i Nørregade i København. Her var
der i begyndelsen af 1950’erne en ung
teologistuderende, Frank Jacobsen, som hver
lørdag indbød til bibellæsninger.
I begyndelsen var det meget småt med fremmøde, og han oplevede også en lørdag, at
ingen kom. Den dag endte han på knæ i gråd
og i bøn til Gud. Han bad for sin tjeneste,
men først og fremmest for sin egen tro.
Og han blev bønhørt. Gud lod evangeliet
bryde frem for hans hjerte, og han fik nåde
til at forkynde det med enestående overbevisningskraft både ved bibellæsning-erne
og i sjælesørgeriske samtaler med de unge,
som kom i bibelkredsen.
Hos den ene efter den anden blev de til vækkelse, åndelig afklaring og evangelisk tro.
Blandt disse unge var nogle af de mest centrale ledere i det KFS-arbejde, som blev stiftet i 1956. Det gjaldt bl.a. KFS’s formand
gennem mere end 30 år, Flemming FrøkjærJensen. Det gjaldt også LMH’s forstander
gennem mere en 30 år, Hans Erik Nissen.
Få har haft så stor betydning for forkyndelsen i KFS, og få har været brugt så meget
som forkyndere, som de to. Begge blev de
hjulpet til personlig åndelig afklaring gennem
Frank Jacobsens forkyndelse og sjælesorg i
Nørregade-kredsen.
Hans Erik Nissen fortæller sin egen historie i
den personlige artikel, som følger på de næste sider her i bladet.
Min egen far, Niels Ove Vigilius, der havde
en central rolle i tilblivelsen af KFS, fik også
betydelig åndelig hjælp gennem Frank Jacobsens forkyndelse og sjælesorg.
Det er underligt at tænke på. At den højrefløj, som i adskillige årtier var bærer af vækkelsens ånd, af varmt missionssind og af livgivende evangelisk klarhed i vores folk, den
kan føre sine linjer tilbage til en ung mand,
som ligger alene på knæ på sit rum i gråd og
i bøn til Gud for sin tjeneste, men mest for
sin egen tro.
”Jeg bor i det høje og hellige og hos den, der
er knust, hvis ånd er nedbøjet, for at oplive
den nedbøjede ånd og oplive det knuste
hjerte” (Es 57,15).
”Min magt udøves i magtesløshed” (2 Kor
12,8).
”Tænk på jeres ledere, som har talt Guds ord
til jer, betragt udfaldet af deres livsløb og
efterlign deres tro. Jesus Kristus er den
samme i går og i dag og til evig tid” (Hebr
13,7).
Frank Jacobsens sidste prædiken står på hans
gravsten. Øverst er der et kors, dernæst følger hans navn, og så kommer ordene: ”Det
er fuldbragt”.
- Mikkel Vigilius
A
R T I K E L
NYT LIV
3-2013
TÆNK PÅ JERES VEJLEDERE
Af Hans Erik Nissen
En rigdom ved at blive ældre er, at man kan
se livet i et større perspektiv. Da er der mangt
og meget, som man vurderer anderledes.
Det gælder nu ikke den betydning, som Frank
Jacobsen har haft for mig. Selv om min kontakt med ham senere i livet har været begrænset, har jeg aldrig været i tvivl om, at han i
mine ungdomsår mærkede mig for livet. Rigdommen ved det ser jeg stedse mere klart.
Efter Franks død er glæden og taknemmeligheden ikke blevet mindre, og derfor tog jeg
også med tak imod opfordringen til at skrive
denne artikel, omend den er mere personlig
præget, end det jeg sædvanligvis skriftligt
deler med andre.
Frank mødte jeg, efter at jeg som fjortenårig
havde givet mig over til Gud. Det skete under en sommerferie med mine forældre i
Hvide Sande. Vi var ikke til møde. Der var
heller ikke nogen, der opfordrede mig til at
gøre det, men Gud gjorde det klart for mig,
at jeg åndeligt stod ved en korsvej. Jeg måtte
vælge. Skulle Jesus være Frelser og Herre,
eller skulle jeg selv være det?
Jeg valgte Jesus, og jeg valgte ham helt og
fuldt.
Der gik imidlertid ikke lang tid, før jeg oplevede, hvor svært det var at være kristen. Jeg
husker et møde, hvor en ældre mand stod op
og fortalte, hvor mange år det var siden, at
han var blevet en kristen. Han sagde, at det
var et valg, han aldrig havde fortrudt.
Jeg tænkte: Enten er den mand en hykler, eller også er der noget galt med din kristendom. For jeg var allerede efter få måneder på
vej til at fortryde mit valg.
Men Gud havde ikke sluppet mig. Gennem
nogle af fars og mors venner hørte jeg om en
lille bibelkreds, som samledes lørdag aften i
Nørregade. De kom ikke selv i kredsen, men
de troede, jeg ville blive glad for at gøre det.
Det viste sig også at blive tilfældet. Jeg var
godt nok væsentligt yngre end de andre, men
alle tog godt imod mig, især lederen af kredsen, stud. theol. Frank Jacobsen.
Nørregadekredsen
Franks tjeneste og erfaringer i Nørregadekredsen, som vi kaldte den, fordi vi samledes i en lejlighed i Nørregade, blev på flere
41
A RTIKEL
42
TÆNK PÅ JERES VEJLEDERE
måder skelsættende for ham både som præst,
forkynder, underviser og skribent. Vi var som
allerede nævnt ikke mange – kun omkring
en halv snes stykker – og jeg husker ikke alle
som lige trofaste. Vi samledes hver lørdag,
også de to som omkranser efterårsferien.
Frank aflyste ikke. Han forberedte sig som
sædvanligt lørdag formiddag og eftermiddag
til kl.16.00. Men om aftenen kom der ingen.
Da vi spurgte ham, hvordan han reagerede,
sagde han, at først græd han. Så bad han Gud
give ham et ord. Han slog op i Bibelen, og
hans øjne faldt på 2. Korintherbrevs 1. kapitel vers 9: ”Ja, vi havde fældet dødsdommen
over os selv, for at vi ikke længere skulle stole
på os selv, men på Gud, der oprejser de døde.”
Da han havde læst disse ord, bøjede han sine
knæ og takkede Gud for, at nu kunne det kun
gå fremad!
Der kan utvivlsomt anføres mange grunde til,
at Frank blev den eneste, der kom, den pågældende lørdag, men Frank så det som et
tegn. Der var noget ved ham som leder af
kredsen, der ikke var, som det skulle være.
Det blev en erkendelse, som forstærkedes
gennem selvprøvelse for Guds ansigt.
For os i kredsen var Frank en kristen, der var
et lysende ideal. Omsorgsfuld, nidkær og
vidnende, men også skarp og ligefrem. Der
var samklang mellem ord og liv, og han førte
os ind i den samme fortrolighed med Skriften, som han selv havde.
Men vores beundring af ham fortonede ikke
hans indre nød. Han var fremmed for og uden
erfaring af det liv, der er beskrevet i Romerbrevets 6. – 8. kapitel. Ja, han måtte sige til
Gud, at åbenbarede Gud ikke den sandhed,
som disse kapitler rummer, var han ikke i
stand til at gennemgå dem, selv om vi i bibelkredsen var begyndt på Romerbrevet.
Frank talte med kordegn Josef Blomgren, og
han rådede ham til at læse den svenske
opbyggelsesforfatter C.O Rosenius. Frank
læste bogen I Åndens helliggørelse, som er
et udsnit af det, han har skrevet om helliggørelse. De første 40 sider i bogen gjorde Frank
til et andet menneske, og bogen blev købt
hjem til alle os i bibelkredsen. For mig er den
stadig en af mine mest dyrebare.
Fra lovens til nådens herlighed
Frank beskrev selv ændringen i sit åndelige
liv for os. Før han havde lært evangeliet at
kende, gik det op og ned. I de perioder, hvor
han fik læst og bedt, som han skulle, og ikke
mindst vidnet for andre om Jesus, havde han
det godt, men når det ikke lykkedes, meldte
alle anklagerne sig i samvittigheden. Og den
blev mere og mere fintfølende.
Det var ikke først og fremmest de ydre synder, men hjertets fordærv. Mod det var der
ingen viljesindsats eller overgivelse, der
hjalp. Hjertet blev ved med at være, som det
var.
Da var det, Gud viste ham, hvori fejlen bestod. Hans sind og hjerte var optaget af alt
det, han skulle være og gøre som kristen. Han
havde ikke lært at foragte sit hjertes ja og nej.
Nu havde han fået en grund at stå på, hvor
der kun er sagt ja, og det var en hjertesag for
ham at føre andre ind på denne grund, og sådan forblev det gennem hele hans liv. Gud
har fraregnet os alt det, vi er og har gjort, og
tilregnet Jesus det hele. På samme måde har
Gud fraregnet Jesus alt det, han er, og har
tilregnet os det hele. Derfor står vi pletfrie
og uden synd for Gud, klædt i hans retfærdighed.
Frank blev forløsningens prædikant. Han
prædikede forløsningen i Jesus og førte os
ind i hvilen i det fuldbragte. Det er ikke til-
NYT LIV
3-2013
fældigt, at salmen Frydetonen går mod tronen var en af de salmer, han holdt mest af,
hvor fjerde vers lyder:
Evig sejr
nu jeg ejer
altid, Herre Krist, i dig;
jeg har vundet,
du har fundet
fuld retfærdighed til mig;
skyld foruden
vover bruden
nu at vise sig for dig.
Der er ingen tvivl om, at en af skyggerne i
den åndelige situation er de mange uforløste,
bundne kristne, der først og sidst forholder
sig til deres egen kristendom. Det åndelige
liv er ikke bestemt af troen på Jesus, men af,
hvordan de selv er som kristne. Det frigørende evangelium lyder så sjældent.
Det oplevede vi i Nørregadekredsen. Da
Frank selv var blevet forløst ved evangeliet
og lånte røst til det, fandt mange hungrende
sjæle vej til Nørregade. Efter kort tid var vi
ca. 50, der sad og lyttede til ordet om hele
den åndelige verdens velsignelse, som er
skænket os i Kristus.
Forløst ved det fuldbragte
De mange tilhørere fik ikke Frank til at
glemme den enkelte. Det erfarede jeg både
menneskeligt og åndeligt.
Frank sagde altid tingene ligeud, og man var
ikke i tvivl om, hvad han mente. Han syntes
ikke, at jeg var flittig nok i skolen. Hans opfattelse var ikke helt forkert, og det ville han
gøre noget ved. Da lejligheden bød sig, sagde
han til mig, at jeg jo altid kunne komme til at
gå med syvtallet. Jeg vidste ikke, hvad det
var, og Frank forklarede, at syvtallet var den
stang, der forbandt håndtaget og stemplet i
en cykelpumpe. Dengang fjernede nogle af
de hjemløse stemplet, beholdt håndtaget og
bøjede den nederste del af stangen, så det hele
fik form af et syvtal. Den brugte de hjemløse, når de gik rundt i gårdenes skraldespande for at se, om der var noget, de kunne
bruge.
Senere har skraldespandens syvtal i min bevidsthed ikke lige været det, man skulle
stræbe efter at få i hånden!
Vigtigst af alt var imidlertid Franks åndelige
omsorg for mig. Efter at han selv havde set
evangeliet, spurgte jeg ham rent ud, hvordan
han mente, at det stod til med mig. Hans svar
var ikke til at tage fejl af: Det havde jeg ikke.
Der var så meget hos mig, som han genkendte
fra dengang, lovens skygge hvilede over hans
eget kristenliv med dens endeløse anklager.
Jeg spurgte ham, om han ikke kunne hjælpe
mig ind i den samme forløsning, som han selv
havde oplevet. Han svarede, at det var ikke
noget, det ene menneske kunne give det andet. Det måtte gives ved Guds ånd.
Jeg kan godt forstå hans svar. Han vidste jo,
at jeg havde lyttet til hans forkyndelse af
evangeliet time efter time, uden at lyset var
gået op for mig, og ved at vise bort fra sig
selv gjorde han mig afhængig at Gud.
Og hvor er det sandt. Vi kan forkynde Sandheden, men ikke genføde hjerterne. Det er
alene Helligåndens gerning. Det forunderlige
er så, at Helligånden ofte gør det ved det
samme ord, som er hørt gang på gang.
Det erfarede jeg en forårsaften. Efter et friluftsmøde på Enghave Plads blev jeg sammen med adskillige andre inviteret med hjem
til hans forældre. Franks far, Kaj Jacobsen,
var bymissionær, ansat af Indre Mission, og
43
A RTIKEL
44
TÆNK PÅ JERES VEJLEDERE
de boede i en lille lejlighed i Absalonsgade.
Frank og jeg kom til at sidde et hjørne af
stuen, og jeg fortalte ham, at jeg var kørt fuldstændig fast. Jeg så ikke noget lys. Alt oplevedes koldt, dødt og tomt.
Frank svarede ved endnu engang at sige det,
han havde sagt mange gange før. Han gjorde
det, som gennem en livslang tjeneste skulle
blive det, der blev til uvurderlig hjælp for så
mange. Han malede Jesus for øjne som korsfæstet. Og han gjorde det som den, der ikke
ville vide at andet end Jesus, og det som korsfæstet.
En kunstmaler kan male på mange måder. Når
Frank talte om forsoningsstedet, Golgata, var
man ikke i tvivl om, at han selv lige havde
været der. Igen og igen måtte han gennem
hele sit liv derhen, hvor hans synderegnskab
var gjort endegyldigt op. Det var hans og
mine synder, der under Guds vrede tyngede
hans offerlam ind i gudsforladthedens mørke.
Straffen blev hans. Den var knusende, for alt
det Gud gør, gør han fuldstændigt.
Esajas‘ Bog kapitel 53 er en profeti om Herrens lidende tjener. For Frank var det først
og sidst Guds evige ord, der ikke kender tid.
Sådan var det, når han forkyndte, og sådan
var det, når han i samtale rakte evangeliet.
Det var altid evigt grundfæstet i det, der er
sket – det endegyldigt fuldbragte – og det var
altid NU.
Under Franks forkyndelse og sjælesorg, har
mange med mig oplevet Helligåndens henførelse, hvor forsoningens rigdom og fylde
er alt for sjælen. Der er ikke plads til noget
andet. Ingen spørgsmål. Ingen refleksion. Det
hele er bare Jesus.
Da Frank hin aften havde aftegnet sin Frelser og Forsoner, sluttede han med at sige, at
han var blevet varm om hjertet ved at tale om
Jesus. Det var nu ikke alene hans hjerte, der
var blevet det. Jeg var begyndt at tro evangeliet.
I de mange år der er gået siden, har der været
talrige op- og nedture i mit åndelige liv, men
det forunderlige er, at jeg igen og igen er ført
tilbage til det sted, Frank hin minderige aften førte en fortabt synder hen: væk fra sig
selv og alt sit eget hen til Ham, der blev såret
for vore overtrædelser, knust for vor brødes
skyld; os til fred kom straf over ham, vi fik
lægedom ved hans sår.
At fælde dødsdom
Det var berigende at tale med Frank og møde
hans vurdering af situationen i kirken, organisationerne og de åndelige bevægelser. Flere
gange har jeg i den forbindelse hørt ham
bruge udtrykket ”evnen til at dø”. Gang på
gang vendte han tilbage til spørgsmålet, om
de havde evnen til at dø.
Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør,
bliver det kun det ene korn, siger Jesus. Han
så en parallellitet mellem vort liv og Guds
folks liv i en større sammenhæng. Det er alene
gennem døden, Gud kan komme til med Kristi opstandelseskraft.
Det var ikke vore strategiske overvejelser, der
fik unge til at strømme til Nørregadekredsen.
Det var forkyndelsen af evangeliet. Og ind i
en nutidig sammenhæng: For Frank var det
den store nød, at det frelsende, frigørende og
forløsende evangelium ikke bliver forkyndt.
Det er alene dette evangelium, der er skabende. Og skal vi kunne høre evangeliet, må
døden gøre sin gerning. Vi må leve i en stadig dødens magtesløshed, for at nådens kraft
kan bo i os. Så længe vi har egen kraft og
styrke tilbage, vil det være den, vi regner med,
har tillid til og søger at forvalte på bedst mulig måde.
NYT LIV
3-2013
Og på den anden side: Når vi alene har nådens evangelium tilbage, bliver det hele så
enkelt. Da er der jo kun ét at gribe til – eller
rettere Kristus, den eneste!
De evige nådeløfter
Frank havde et velsignet forhold til Guds ord.
Han ville ikke forkynde det, før han selv
havde fået det ind i hjertet. Jeg kan endnu
høre ham sige det, jeg ved ikke for hvilken
gang: ”Thi med et eneste offer har han for
bestandig ført dem, han helliger, til fuldendelse” (Hebr 10,14).
Han brændte bibelvers ind i vore sind og hans
reservationsløse tillid til Ordets iboende kraft
forplantede sig til os.
Og Skriften var lov og evangelium. Det var
ikke noget, vi lagde ned over den. Og hele
Skriften vidnede om Jesus. Der var intet i
Skriften, der ikke havde forbindelsen med
ham.
For mange nutidskristne spiller løfterne ikke
den store rolle. Det skyldes manglende tro
på dem, og det har igen sin grund i manglende tro på evangeliet.
Utilfredsheden med eget kristenliv ligger som
en underminerende understrøm under løfterne. De opleves som noget, der mere eller
mindre ikke holder, og grunden skal nok søges i, at jeg er, som jeg er. Jeg kan vel heller
ikke med rimelighed forvente det.
For Frank hvilede løfterne på Jesus. Det var
Ham, der stod inde for dem. Derfor tog han
dem til sig i troens fulde vished. Han vidste,
at de uden forbehold var løfter til ham.
I dag taler Frank Jacobsen til os gennem sin
tro. Det var troen på Jesus. Da vi talte sammen om den prædikensamling af ham, som
udkom sidste år, fortalte han, at en forudsætning for, at han overhovedet ville have den
udgivet, var titlen på bogen. Den skulle hedde
Til tro på Jesus, ellers skulle den ikke trykkes.
Hvorfor var det så vigtigt? Jeg tror, at det var,
fordi han selv havde fundet livet ved denne
tro, og hele hans rige tjeneste som forkynder
og skribent har haft dette ene sigte: at føre
den enkelte ind i en rigdom, som ikke kan
sammenlignes med noget andet: at føre til tro
på Jesus.
45
A RTIKEL
46
ARTIKEL
TALE VED FRANK
JACOBSENS BEGRAVELSE
Af Peter Ø. Jacobsen
Aarhus, 31/5 2013
Så vidt jeg husker, havde far kun mellem en
og tre begravelsestaler at vælge imellem, når
han selv forestod en begravelse. Af princip
undlod han nemlig det, der i præstesprog hedder vita-delen i en begravelsestale – det vil
sige det personlige afsnit. Af respekt for far
er der derfor mange mere personlige ting, som
vi må vente med at dele med hinanden, til vi
kommer ud til mindesamværet.
Her i kirken får far det, som han ville have
det! Han har valgt salmerne, kirke, organist
og præst og i overskrifter, hvad der skulle
tales om i dag.
Og dog: Vi bør næsten begynde med en undskyldning! Af alle steder har vi annonceret
med højtideligheden i Kristeligt Dagblad,
som i fars øjne var det stik modsatte af kristeligt. Det beklager vi! Det svarer næsten til
at melde far ind i den katolske kirke eller
Kristendemokraterne imod hans vilje!
Men ellers fik far det, som han ville have det
– på sin måde!
Jo – sådan umiddelbart betragtet kan dette jo
nok være et sandt billede af far.
Men det egentlige vidnesbyrd til os, handler
ikke om, at far fik ret, men derimod om det
stik modsatte. Det, som Søren Kierkegaard
formulerer sådan: ”Det er da altsaa en opbyggelig Tale, at vi mod Gud altid have Uret.”
Far har talt om to temaer, som skulle præge
dagen i dag:
Det ene er sejren – Sejrstroen på Herrens dag
fristes man til at sige (med titlen på en af hans
bøger).
Det andet – i samme åndedrag – er Guds trofasthed over for sine løfter i den hellige Skrift.
Men det store sejrstema må begynde i det
store nederlag; i det opbyggelige nederlag:
Mod Gud altid at have uret!
”Hvem vil fordømme”, hørte vi til indledning.
Og når vi ser ned over de salmer, vi skal synge
i dag, kan vi ikke være i tvivl: Far var klar
over, at han stod under en mulig dom. At han
over for Gud altid havde uret.
Som Job konstaterer: ”Sandt er det, at det
forholder sig sådan; hvordan kan et menneske være retfærdigt over for Gud? Vil det føre
sag mod ham, kan det ikke gendrive én ud af
tusind anklager.”
NYT LIV
3-2013
En psykolog kunne sikkert få meget ud af den
megen tale om synd og skyld, som også har
præget far. Men bag ved psykologien ligger
der en ægte åndelig sandhed, som springer
frem af de bibelske skrifter – en sandhed, som
i dag bliver sjældnere og sjældnere at høre:
at et menneske uden for Kristus-pagten er et
menneske under Guds dom og Guds vrede.
Far blev i sin tid grebet af en prædiken over
de ti brudejomfruer og indså da for første
gang, at han på dommens dag kunne blive
efterladt udenfor i mørket. For over for Gud
havde han uret – altid.
Og selv flere år i et aktivt frikirkemiljø i København kunne ikke ændre på den sag: Trods
kamp, bevidst omvendelse og mange viljesbeslutninger om at leve et liv helt for Gud,
blev resultatet det samme: Over for Gud vedblev han at have uret!
Sådan som også enhver af os må konstatere
det, når man bare er lidt ærlig over for sig
selv og over for Guds ord.
Så det er ingen helgen – i den forstand – vi
tager afsked med i dag.
Far er blevet sat højt af mange, som er blevet
velsignet af Gud gennem hans forkyndelse.
Men også Frank Jacobsen havde sin skat i et
lerkar. Han var – som vi – et menneske af
kød og blod. Fejlbarlig i tanke, ord og gerning.
”Det er altså opbyggelig tale, at vi mod Gud
altid have uret!”
Underligt at kimen til den store sejr faktisk
ligger i mit store nederlag! Underligt at det
opbyggelige begynder i at have uret over for
Gud!
Sådan ville det heller ikke være, hvis det ikke
havde været for Jesus. Uden Jesus ville det
være min dom at have uret mod Gud. Men
på grund af ham ved vi, at Gud ikke er kom-
met til verden for at søge efter det retfærdige
menneske.
Den store hvide flok er ikke hvid, fordi Gud
har skummet fløden og fundet de bedste af
de bedste! Den er hvid, fordi den har renset
sine klæder og gjort dem hvide i lammets
blod. Gud søgte ikke den retfærdige, men synderen, som havde uret mod Gud.
For der er noget, der er større, end at jeg får
ret. Det er, at Gud får sin ret over for mig.
Ikke uden grund var mælkebøtten fars yndlingsblomst. Egentlig tolkede han ikke selv
så meget på det. Men det er svært ikke at
lægge mærke til, at der her er tale om en
ukrudtsplante, som set med de rette øjne var
en af de smukkeste blomster på jorden.
”Det, som verden ringeagter, det udvalgte
Gud.”
Han valgte sin søn, en tømrer fra Nazaret.
Og han valgte at sætte ham udenfor – belæsset med al min synd, skyld og skam. Han blev
regnet for en ukrudtsplante – et vildskud i
verden – og lagde sig da også for min skyld
helt ned i støvet.
Men han var ikke et vildskud. Han var Davids rodskud, skuddet, der groede frem af
Isajs stub. Han var den, der både skulle skaffe
Gud sin ret – og skaffe syndere deres ufortjente fortjeneste! Han var Herrens tjener, om
hvem det hedder: ”Det knækkede rør sønderbryder han ikke, den osende væge slukker han
ikke, han fører retten til sejr.”
Det er Guds nådes under, at Gud kan føre
retten igennem, så det bliver til sejr for os.
Hvis Gud var retfærdig i menneskelig forstand, ville det betyde den fuldstændige dom
over os, hvis han førte sin ret igennem. Men
han førte retten igennem – til sejr – ved sin
tjener Jesus. Fordi han bar dommen, uretten
47
A RTIKEL
48
TALE VED FRANK JACOBSENS BEGRAVELSE
og nederlaget, og opstod til sejr påskemorgen,
må jeg som Guds barn få del i sejren ved troen
på Jesus. ”Jesus vandt – og jeg har vundet!”
I Ham blev enhver, som tror, af Gud udvalgt
til at stå ”hellig og uden fejl for hans ansigt i
kærlighed” (Ef 1,4).
Og i den forstand blev også far fejlfri! Kendt
fri for sine fejl, sådan som du og jeg bliver
det. For som ukrudtsplanten stod smuk og fin
i fars øjne, sådan står du og jeg som smukke
og fejlfri planter i Guds øjne ved troen på
Jesus.
Derfor ser Gud i den flok af syndere, som
bekender sig til den korsfæstede og opstandne
Jesus, et sejrende folk på vej mod at tage imod
sejrskransen hjemme hos Gud! De oplever
nok fald og nederlag som alle andre. Men de
er på det vindende hold, fordi de allerede i
dette liv tilhører Livets Herre.
Og alt, hvad dette folk har at holde sig til i
dette liv (og det blev også fars vidnesbyrd til
sidst), er Guds løfter, som han har overdraget til os gennem sine profeter og apostle i
de hellige skrifter. Derfor betød disse skrifter alt for far. Ikke som golde opslagsbøger,
hvor han fandt svar på alle spørgsmål. Men
som ord, der rummede selve livet fra Gud:
Guds lov og Guds Evangelium!
På søndag skal der prædikes i landets kirker
om den rige mand og Lazarus. Den rige, som
ender i pine og plage borte fra Gud, og den
fattige, som ender i Abrahams skød.
Og jeg er sikker på, hvilken sætning far ville
fremhæve, hvis han skulle prædike om den
tekst: ”Hvis ikke de hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise,
selvom en står op fra de døde!”
Alt, hvad der er værd at holde fast ved i dette
liv, findes hos Moses og profeterne – og i
deres opfyldelse, i Det Nye Testamente.
Den rige mand i lignelsen var ikke den rige
mand efter døden. Men den fattige blev den
rige. Og den rigdom, som bestod, og som
førte ham til Abrahams skød, det var den rigdom, vi finder hos Moses, profeterne – og
dermed hos apostlene – i alle de hellige skrifter.
I de skrifter forkyndes vores evige uret over
for Gud, og i de skrifter forkyndes Guds evige
sejr over al uret. Det var dén rigdom, far delte
ud af, når han udlagde Bibelen – helt fra de
første år i Nørregade til de sidste år i Mariehøj.
Ud af Bibelens skrifter dannes både troen og
håbet og kærligheden. Og den dag, der hverken er skriftord, tro eller håb tilbage, da vil
det vise sig, at kærligheden varede ved, at
sejren var fuldkommen, og håbet var virkeligt og rakte ind bag forhænget – helt ind i
Himlen. Derfor kan det ikke siges højt nok,
hvor afgørende det er at få åbnet op for det
liv, der ligger i de skrifter. For det liv, der
ligger der, er det eneste liv, vi har, når alt andet forgår.
”Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da
skal vi se ansigt til ansigt!”
Også skrifterne ser vi i en gåde, og forståelsen af skrifterne vil til dels være gådefuld for
os, så længe vi er her. Men det liv, Skriften
indeholder, og som far hang ved hele sit
voksne liv, det liv er i sit indhold det samme
som det liv, der venter Guds børn i herligheden. Forskellen er ikke selve livet. Forskellen er, at vi her har livet i troen, men at vi
engang skal se ansigt til ansigt.
Fars sidste adresse på denne jord hed pudsigt nok Bispevej! Det jokede vi lidt med pinsedag – få dage før far døde. Vi mente jo, at
der lå en forfremmelse her!
Men far nægtede pure. Den virkelige forfrem-
NYT LIV
3-2013
melse lå foran, når han skulle forfremmes til
evigheden, som han sagde!
Ja det er en forfremmelse, der vil noget!
Og dog bare en synliggørelse af det, som
Guds børn allerede ejer nu: Vi er konger og
præster – og bisper – for vor Gud. Vi ejer det
evige liv.
Guds ord rækker os det, når Ordet taler til os
om Jesus! Han er vores evige liv nu, og han
er livet for dem, der døde i troen på deres
frelser. Han er den samme i går, i dag og til
evig tid.
Al ære til ham!
Og Guds fred være med Frank Jacobsen!
Amen.
Frank Jacobsens evangeliske røst er endnu iblandt os!
På www.lysetoglivet.dk findes en stor samling af Frank Jacobsens prædikener og bibelstudier som lydoptagelser.
Nyt Liv har udgivet bogen Jeg hørte en røst, som er en gennemgang af Åbenbaringsbogen (se forlagets annonce s. 80).
Bibelskolens Elevforening har udgivet de to bøger: Gud har talt
(anmeldt i Nyt Livs blad 1-2010) og Til tro på Jesus (anmeldt på
næste side i dette blad). Til tro på Jesus koster 150 kr., og Gud har
talt er sat ned til 10 kr.
Alle tre bøger kan købes på Nyt Livs lejre. Elevforeningens bøger kan tilsendes ved kontakt til Bent Enevoldsen, e-mail:
be@lmh.dk, tlf.: 4826 0766. Bemærk at porto lægges til prisen.
Til tro på Jesus kan desuden købes via www.lohse.dk.
49
BOGANMELDELSER
50
B
O G A N M E L D E L S E R
Frank Jacobsen:
Til tro på Jesus
LMBE/Lohse 2012
299 sider
150 kroner
Til tro på Jesus består af 64 prædikener til
kirkeårets første tekstrække.
Forfatteren Frank Jacobsen fik sin første stilling som hjælpepræst i Tikøb i 1955. Herefter virkede han som præst i Lemvig sogn fra
1956, indtil han i 1966 blev ansat som præst
ved Mariehøj kirke i Silkeborg, hvor han virkede i 32 år til sin pensionering i 1998.
Prædikensamlingen består dels af prædikener, Frank gennem årene har holdt i sin menighed, dels af redigerede og nyskrevne prædikener af varierende længde.
Prædikenerne trækker mange tråde fra evangelierne til resten af Bibelen, hvilket er med
til at sammenknytte og afdække Det Gamle
og Det Nye Testamente.
Ud over at være en prædikensamling er bogen også et stærkt personligt vidnesbyrd, hvor
der inddrages erfaringer fra eget og andres
liv.
Prædikenerne er ikke skrevet for at give
en teoretisk indføring i, hvordan lov og
evangelium skal forstås. Nej, her forkyndes loven, så læseren stilles ind for den
hellige Guds ansigt og afsløres i sin
sande stilling som en æreløs synder, der
fortjener evig fortabelse.
Spørgsmålet bliver – ikke teoretisk, men
brændende – : ”Hvad skal jeg gøre for
at blive frelst?”
Svaret på dette spørgsmål er bogens hovedanliggende, og det, hvorom alt drejer sig for
Frank, er at bringe videre til den enkelte gennem evangeliet:
”Det er mig nok, at have ‘Jesus Kristus, og
det som korsfæstet‘. Jeg vil gerne sige: Det
er dette, du trænger til at tro. Og du trænger i
al evighed aldrig til noget andet.”
Det fornemmes, at Frank ikke alene taler til
sine læsere, men til sig selv. Derfor er prædikenerne så levende og nærværende.
Evangeliet forkyndes sjælesørgerisk. Det har
adresse til den enkelte. Du er ikke i tvivl om,
hvem der forkyndes til: Det er til dig.
- Birte Kristensen
NYT LIV
3-2013
Bo Giertz:
At tro på Kristus &
At leve med Kristus
Lohse 2012 & 2013
400 & 414 sider
249,95 kroner pr. stk.
Disse to andagtsbøger af afdøde biskop Bo
Giertz fra Sverige hører med til gruppen af
klassiske andagtsbøger, som man stadig
mange år efter deres første udgivelse kan læse
med stort udbytte. Nærværende udgave er
sprogligt bearbejdet og opdateret efter den
nye bibeloversættelse af 1992 og den nye
salmebog.
De to bøger følger kirkeåret efter første tekstrække. Om søndagen læses søndagens tekst,
som andagten så er skrevet over. Resten af
ugen har Bo Giertz valgt tekster og emner,
som i nogen grad refererer til denne søndag.
Til hver dag er der også en henvisning til vers
fra salmebogen.
Man får langt det største udbytte af sin andagt ved at begynde med at læse bibelteksten
fra Bibelen og derefter andagtsstykket, idet
andagtsstykket oftest er en gennemgang af
teksten eller af en tanke i teksten, hvor det er
godt at have læst sammenhængen i Bibelen.
Hver dag sluttes stykket med en bøn, der for
det meste er formuleret af forfatteren selv,
men som også nogle gange er et bibelafsnit, i
regel fra en af Bibelens salmer.
Der lægges op
til, at man slutter med personlig bøn til Herren.
Andagtsbøgernes intention
har været at
give en grundlæggende indføring i kristendommen, hvilket også kommer til udtryk i
titlerne: At tro på og at leve med Kristus. Man
fornemmer både at være sammen med en
meget bibelkyndig andagtsskriver og en
mand med stor sjælesørgerisk indsigt.
Dvs. at man både lærer noget om hovedindholdet i den kristne tro, og samtidig får man
føde til sin sjæl i livet med Herren.
Nogle gange er der forskellige tekstafsnit i
løbet af ugen; nogle gange gennemgås et helt
skrift eller et længere afsnit af et bibelsk skrift
i løbet af én til to uger. På denne måde kommer Bo Giertz omkring mange emner i kristen tro, lære og liv. Man er i selskab med en
livsklog mand, og da andagtsbøgerne ånder
af stor tillid til den hellige skrift, er det Guds
egen tale, man præsenteres for.
Vores erfaring med brugen af disse to bøger
har været, at de godt kunne være lidt svære
at komme i gang med, men at vi efter et stykke
tid blev meget glade for at bruge dem.
Bøgerne anbefales.
- Flemming Hansen
51
BOGANMELDELSER
52
B
O G A N M E L D E L S E R
Poul Hoffmann:
Den hele Bibel
Ordet og Israels Forlag 2011
82 sider
80 kroner
Bogen udkom første gang i 1969, og det er
glædeligt, at den nu foreligger i en opdateret
og udbygget version.
Da jeg første gang læste bogen, var jeg midt i
en periode med tvivl og anfægtelser. Jeg
havde efterhånden mødt så meget kritik af
Bibelen, at jeg havde svært ved at åbne den,
uden at mistroens gift trængte sig ind og ætsede og sved i de stunder, hvor jeg håbede på
et møde med Gud. Skete der ikke noget, var
det ikke svært at forudse, at min tro og bibellæsning ville gå i opløsning.
Men der skete noget. Og det, der blev startskuddet til, at jeg genvandt en uforbeholden
tillid til den hele Bibel, var Poul Hoffmanns
lille bog. Her mødte jeg en eksplosion af ild
og Ånd, som til tider med nærmest fnysende
hellig vrede gendrev vantroens indvendinger
mod Bibelen og udstillede dem som det, de
er: Gamle Adams raffinerede, men i ordets
alleregentligste forstand håbløse forsøg på at
slippe væk fra Gud.
Jeg mødte et vidnesbyrd fra en mand, som
førhen havde været offer for liberalteologien,
ja som selv havde ”belært højskoleungdom
om, at Jahve var en horitisk månegud”, men
som oplevede at blive ”tvunget ind i bibeltroskaben, før jeg havde anelse om, at det var
paradis, jeg kom ind i”.
Bogen blev for mig en hilsen fra dette paradis; en opmuntring fra en mand, hos hvem
jeg mærkede en dyb åndelig indsigt,
der langt overgik, hvad jeg havde
mødt i bibelkritikken. Der er hold i
Hoffmanns
levende
trosfrimodighed: ”Vi påstår med fuld
fortrøstning, at i det omfang, man
virkelig ved besked med tingene,
havner man i nøjagtig samme position som den lille dreng, der sidder
med sin bibel og tror enfoldigt på alt, hvad
der står i den.”
Det er en forunderlig frihed for troen, når
indvendingerne mod Bibelen falder fra hinanden. De kritiske forbehold fungerer som
blokader for luftvejene; først når den hele
Bibel ved Åndens gerning genvindes, ånder
troen atter frit. Så sidder jeg på den rette plads
over for Guds ord: ikke som den skeptisk undersøgende professor, men som barnet, der
enfoldigt tager Ordet til hjertet som Sandhedens ord. Så sidder jeg som synderen, der kan
rammes med fuld kraft af Guds lovs hammer
– og som den retfærdiggjorte, der med fuld
frimodighed må drikke af evangeliets livgivende vand.
Det har været skønt at læse, hvordan forfatteren mere end 40 år efter udgivelsen af skriftet kun kan underbygge denne frimodighed
yderligere med betydelige tilføjelser og opdateringer, der gør nyudgivelsen værd at genlæse, også for dem, der kender førsteudgaven.
En af bogens dybeste sætninger lyder: ”Forstanden er skabt til troens tjener ligesom følelsen og viljen. At gøre forstanden til troens
herre er at forfalske begge dele.”
Hvor er det velgørende at møde en forstandig forfatter, som ikke er blevet blændet af
sin egen kundskab til at tro sig hævet over
Guds ord. For: ”At frygte Herren er begyndelsen til visdom” (Ordsp 9,10).
- Henrik Gren Hansen
NYT LIV
3-2013
Henrik Gren Hansen:
Troslære for teenagere
Lohse/LogosMedia 2013
160 sider
99,95 kroner
Allerede ved første øjekast fornemmer man,
at Troslære for Teenagere ikke er af samme
længde som andre troslærebøger. Den er ikke
vanvittig stor i højden og bredden, og heller
ikke ufatteligt stor i tykkelsen. Det har den
effekt, at bogen virker mere overskuelig at
skulle læse, og at den er let at komme i gang
med. Det er super vigtigt, når målgruppen er
uerfarne teenagere, og ikke rutinerede
voksne, der allerede har lært lektien om ikke
at dømme en bog på omslaget.
Når man så sætter sig ned og begynder at
læse i bogen, fornemmer man hurtigt som
teenagelæser, at her er en forfatter, der henvender sig til mig. Bogen er nemlig skrevet i
et sprog, som jeg vil tro, indeholder stort set
alle de engelske ord, vi danske teenagere har
fået adopteret ind i vores danske ordforråd.
Dette udløser en letlæselig bog for en teenager.
Derudover bliver der brugt humor hele vejen gennem bogen, uden at det på noget tidspunkt bliver useriøst. For bogen er skam også
alvorlig i sit budskab, og den besvarer på den
bedste måde spørgsmålene om, hvad det vil
sige at være en kristen, hvad kendetegnene
ved en kristen er, og
hvad Guds mål med
vores liv er, samt
andre
vigtige
spørgsmål.
Og det er utroligt
vigtigt for mig at
høre, og også for
alle andre teenagere. Det er vigtigt, at det bliver forklaret,
at jeg sådan set kan blive nok så god til alverdens ting og virke nok så from og god og
komme nok så meget i kirke, men har jeg ikke
set og fundet frelse i Jesus på korset, så går
jeg fortabt på dommens dag.
Det er vigtigt, at det bliver forklaret, at kampen inde i én for at få det ego ud, der hele
tiden vil vise, hvor god jeg er, og hvad jeg
kan, at den ikke stopper, bare fordi man bliver kristen, men at den bliver ved, også når
jeg er blevet en kristen.
Det er vigtigt, når det bliver forklaret, at
selvom man falder i synd som kristen, og gør
det gang på gang på gang, så ændrer det intet, for når jeg har Jesus, så er jeg fuldkommen i Guds øjne.
Og jeg kunne komme med flere gode pointer
fra bogen, men der skal også være en grund
til at købe den, og det er der i hvert fald, hvad
gælder den her bog.
Så hvis du kender en kristen teenager, som
du ønsker, skal have et godt budskab med
videre i sit voksenliv, så er den her bog ideel.
- Jonathan Vigilius
53
54
SERIE
SERIE
VÅG!
III
SOM ALLE ANDRE
Af Henrik Gren Hansen
Resumé: Da den hjemvendte missionær Frederik ved et vidnemøde talte om, at Laudes-menigheden på trods af al sin ydre pragt manglede Jesus, blev bl.a. direktøren Kjeld foruroliget.
Især med tanke på hans forhold til datteren Isabel, som siden et privat besøg fra missionærparret har virket tilbageholdende over for ham. Den unge og veltalende præst Joakim fik dog
reddet situationen med nogle afbalancerede ord om faren ved materialismen og velsignelsen
ved Guds gaver. I sin formaningstale inddrog Frederik sønnen Josvas kritiske ord om teenklubben. Det har tilsyneladende givet Josva problemer i skolen.
”Joakim? Sagde jeg ikke, du skulle tage kødet op af fryseren i går?”
De dundrende lyde fra aggressivt fremadstormende strømpefødder mod gulvtæppet
understregede det irritable i tonefaldet. Demonstrativt kraftfuldt tændte Joakim for bruseren sekundet efter og lod som om, han ikke
havde hørt spørgsmålet. Det vandt ham lidt
tid til at komme i tanke om, hvad det var for
noget kød, der var tale om.
Nu kom Irene vimsende ud på badeværelset
og gentog spørgsmålet, mens hun med rutineret hast påførte sig den sædvanlige dosis
makeup. En overdosis af øjenskygge, hvis
Joakim skulle sige sin mening. Men det skulle
han ikke. Han havde vovet at kommentere
det én gang og havde endda pakket det ind i
en fin kompliment om hendes naturlige udseende – som han virkelig stadig mente var
utroligt smukt, også efter de havde fået Mia.
Nu ventede de nummer to.
Underligt nok var komplimenten ikke faldet
i god jord, og siden da havde han varet sin
tunge. Hun havde vrisset ad ham, at det forstod han sig overhovedet ikke på: Han kunne
jo sagtens med den afslappede, pjuskede stil,
som nok kunne give ham street credit hos de
unge i menigheden. Men ude på det virke-
”Våg!” er en skønlitterær serie, som vil lede vores tanker hen på alvoren i, at vi snart skal stå
for Guds domstol. Vi følger forskellige familier og personer med tilknytning til den nye og
aktive frimenighed, som er oprettet ud fra det gamle missionshus ”Laudes”. Ingen af personerne er uden fejl. Alle skal de møde Gud. Men hvem er rede?
NYT LIV
3-2013
lige arbejdsmarked handlede det altså om at
tage sig anderledes præsentabel ud, hvis man
ville fremad i systemet.
”Jeg skal jo være hjemme her i formiddag,
så jeg tænkte bare, at de par koteletter godt
kunne holde til at stå lidt ude her til morgen,
og så kan jeg sætte dem i køleskabet, inden
jeg tager af sted.”
”Nå, så derfor tog du dem ikke ud i går?”
Irenes stemme var skarp, som om han var i
forhør for en større forbrydelse.
”Altså, jeg ved ikke, om jeg sådan bevidst
havde planlagt forløbet i detaljer, men ...”
”Åååååh!” Irenes frustrerede udbrud forhindrede yderligere forklaringer. Der var nok
noget i makeuppen, der var gået skævt. Nogle
minutter hørtes kun de plaskende lyde fra
bruseren, mens hun koncentreret arbejdede
videre foran spejlet.
”Nå, men du husker at smutte forbi din farmor med fødselsdagsgaven, og det er dig, der
henter Mia senest kl. 16.30. Erdumed?”
”Skal jeg hente …? Nå, ja, selvfølgelig, jeg
er med, du skulle til det der møde – jeg har
tænkt på det. Og mig og Mia skal nok have
nogle lækre chili-koteletter klar, til du er
hjemme. Vi ses, min snut! Ha’ en go’ dag!”
”Hej-hej”.
Døren til badeværelset blev smækket i, og
væk var Irene. Joakim hørte, hvordan de hule
bump fra strømpefødderne blev erstattet af
skarpe klonk fra de højhælede på klinkegulvet
i entreen, og Mia blev hylende trukket i tøjet
i en fart. Det var aftalen, at Irene tog sig af at
hente og bringe deres 2-årige datter tirsdag
og torsdag, men der kom nu af og til møder i
vejen om eftermiddagen som åbenbart også i
dag.
Så måtte man jo få det krejlet med
konfirmanderne, men de var sikkert ikke kede
af at få lidt før fri. Det var i forvejen et ånds-
svagt tidspunkt med konfi’erne sådan en torsdag eftermiddag, de var jo døde som sild ved
den tid, men det var nu, hvad det kunne blive
til, og det var da gået fint nok indtil videre.
Man skulle bare ikke gøre det for tungt.
Joakim tog en dyb indånding og trådte forsigtigt ud af brusekabinen på det vandglatte
gulv. Lækkert at de havde fået installeret
gulvvarme i sin tid, så vandet hurtigere kunne
fordampe, og så man ikke skulle stå der og
hundefryse om vinteren. Der var nu mange
ting, man kunne investere i, for at gøre hverdagen mere komfortabel. Og der var da også
en hel del, de havde anskaffet sig.
Men Irene var ikke tilfreds. Hun havde højere mål i livet end en frimærkegrund i centrum med et lille moderniseret typehus. Og
tanken om noget nyere og større var de for så
vidt fælles om. Joakim havde nok bare et lidt
mere ambivalent forhold til, at ambitionerne
skulle fylde så meget i deres liv. Det måtte jo
ikke være sådan, at man glemte at leve og
trække vejret – og der skulle også være overskud til at være noget for andre.
I det øjeblik, Joakim trak trøjen over hovedet, stod et billede pludselig lysende klart for
hans ansigt: Missionæren ved mikrofonen
den anden aften til vidnemødet. Joakim virrede lidt med hovedet for at få det påtrængende ansigtsudtryk på afstand. Frederiks ord
om ”Mammons ånd” havde af en eller anden
grund hjemsøgt ham siden, og særligt de sidste par dage.
Han havde taget tingene i stiv arm den aften,
og der var grund til at takke Gud for, at det
var gået så godt. Der var usædvanligt mange,
der havde været henne for at klappe ham på
skulderen bagefter. Selv Irene havde været
stolt af ham – så måtte det jo ikke have været
helt skævt!
55
SERIE
56
VÅG! III
Et lille smil spillede på Joakims læber, men
det fortog sig hurtigt. Sådan et optrin var jo
ikke klaret på en enkelt aften. Der kunne sagtens komme efterreaktioner – og måske lignende seancer i fremtiden.
Dagen efter var der et par stykker, der havde
henvendt sig til ham om en sjælesorgssamtale. Det var ikke noget, han havde levnet plads til i kalenderen. Men et par tider i
næste uge havde han da kunnet plotte ind. Så
skulle der bare ikke komme andet uforudset.
Der var rigeligt lige nu ...
Gad vide, om folk egentlig gjorde sig nogen
idé om arbejdsbyrden i en præstetjeneste?
Jo, mange var nu gode til at påskønne hans
indsats, dog selvfølgelig især de store organisatoriske forandringer i menigheden. Og de
var jo ikke hans værk alene.
Det var gået over al forventning med at engagere de indspiste missionshusfolk. De fleste var opsatte på forandringer og glade for
den fornyelse, det bragte med sig, at være blevet en frimenighed med fuldtidsansat præst.
Selvfølgelig var der Einar og hans ligesindede, der skumlede noget i krogene over de
nye tiltag, men Joakim havde nu en god dialog også med dem.
Det havde sikkert hjulpet ikke så lidt på hans
autoritet, at en del af de gamle og konservative havde kendt hans far som en ”god mand”
– eller som en havde formuleret det: et ”alvorligt troende og bedende menneske”.
Ved et heldigt indfald kom Joakim i tanke
om koteletterne. Han fik dem ud af fryseren,
skilte dem fra hinanden og lagde dem på en
tallerken i vinduet ud mod sollyset. Der var
altid en god varme, så det ville gå hurtigt med
optøningen.
Efter en rituel afskylning af fingrene fandt
han ølkruset frem og fyldte det til randen med
tykmælk. Det var hans foretrukne morgenspise, når det skulle gå lidt stærkt. Og hvornår skulle det ikke det? I dag skulle det i hvert
fald.
Joakim sukkede lidt, da han slængede sig i
sækkestolen og fraværende satte gang i
musikanlægget. Nu skulle der tænkes kreativt igen-igen, og så duede kontorstolen ikke.
Stuen fyldtes af lovsangsmusik, og Joakim
brummede med, mens han nippede til tykmælken og slog op i undervisningsmaterialet.
Han havde valgt bogen, fordi den var en overskuelig og letforståelig gennemgang af trosbekendelsen, som ville strække til godt halvdelen af konfirmationsforberedelsen.
Når de så havde været igennem det basale i
den kristne tro, skulle der ske ting og sager.
Joakim havde det som sin erklærede mission
for forløbet, at de unge drenge og piger skulle
få med sig, at kristenlivet ikke bare er teori,
men liv og handling. Desværre var rammerne
ikke til at lave de store ekskursioner, men det
var sikkert også sundt nok at blive standset
for, hvor meget kristent arbejde, der egentlig
kunne gøres i det helt tætte lokalområde.
Nu var den store udfordring, hvordan sammenhængen mellem de to dele i undervisningen skulle formidles. Unægtelig blev det lettest sådan, at første del var den tørre og kedelige, og sidste del var den sjove og udfordrende. Desværre understøttede det ikke specielt inspirerende undervisningsmateriale det
indtryk. Det havde ikke undgået Joakims
opmærksomhed, at Robert med sin lidet diskrete håndskrift havde indføjet et stort G i
titlen foran ”AB” i ”Troens ABC”.
NYT LIV
3-2013
Men nej, det skulle være løgn! De unger
skulle ikke sidde og gabe over trosbekendelsen torsdag eftermiddag og tænke, at kristendommen var grå og kedelig som en anden historietime! Man måtte gøre sit yderste
for at forsøge at ”knække koden” ind til
teenageverdenen – og lade dem møde Jesus i
deres egen verden.
Nu for eksempel i dag. De var kommet til:
”... opfaren til himmels, siddende ved Gud
Faders den almægtiges højre hånd, hvorfra
han skal komme at dømme levende og døde.”
Der gled en sky ind foran Joakims ansigt. Han
var ellers lige ved at trænge sig vej fra
morgentræghed til konstruktiv idé-fase. Men
så kom han igen tilbage til vidnemødet. Hvorfor skulle alting tage farve af Frederik lige
for tiden? ”At dømme levende og døde” - det
lød så pietistisk og missionsk, når det blev
på Frederiks facon.
Han havde jo ret, missionæren, når han ville
rive folk ud af den materialistiske hverdagstrummerum. Joakim havde selv været bekymret over, hvor lidt indtryk Frederiks ord syntes at have gjort på Irene. Hun havde samme
aften lagt sig ind til ham og spurgt med søde
øjne, om han havde en drøm om at få et drivhus, når de engang fik en større have.
”Jo, det kunne da være meget fint, men ...”
”Forestil dig: Så har vi sådan en lækker terrasse, hvor vi kan sidde uforstyrret og sole
os om sommeren, og så kan du komme og
forkæle mig med tomater og vindruer, dyrket i eget drivhus …”
”Ja, det lyder dejligt, men ...”
”Men hvad, Joakim?”
De store øjne havde set så skuffede ud, og en
lille smule irriterede. Han havde undskyldt
sig med, at hun måtte kunne forstå, at det
havde været en lidt usædvanlig aften for ham.
Det var ikke nemt at svare igen på Frederiks
anklager mod menigheden. De gik jo tæt på.
”Men hvordan synes du, jeg klarede den?”
Og så var det, hun var kommet med sine dybfølte komplimenter om, at det havde været
den helt rigtige måde at håndtere sagen på,
og hun var stolt af ham. Og resten af aftenen
var svømmet hen i ømhed og tanker om det
nye hus og det nye liv, der ventede dem, når
de endelig kunne få det, præcis som det passede dem.
- Han havde jo ret, missionæren. Det måtte
ikke tage overhånd, alt det jordiske. Men der
var så også en anden grøft. Vi kan jo ikke
alle sammen give afkald på alt og rejse til
Afrika. Vi kan jo ikke alle sammen være
martyrer.
Det var svært ikke at have respekt og beundring for Frederik og hans syge kone. Men
det var usundt, hvis han ville stille deres
missionærliv op på en piedestal til efterfølgelse for hele menigheden. Og det var usundt
med hele denne dømmende og mistroiske tilgang til folk.
Det var den pietistiske grundskade: det sorte
syn på livet. Forbudsmentaliteten. Askesen.
Kulturangsten. De bøjede nakker, de lydelige
sukke og de alvorlige ansigtsfolder. Åh, hvor
han kendte det alt sammen fra sin
ultramissionske opvækst!
Men tiden var inde nu til en mere positiv kristendom. En kristendom, hvor grundtonen var
glæde; en kristendom, der opmuntrede til
konkret og overkommelig handling i hverdagen; en kristendom, der var lige til at tage
med ud og leve på, fordi det hele ikke var så
57
SERIE
58
VÅG! III
frygteligt tungt og kompliceret.
”… at dømme levende og døde”.
Man skulle jo ikke true de unge ind i Himlen. Det var meget bedre at fokusere på, hvad
det evige liv egentlig var for en størrelse.
Evigheden – det var selvfølgelig ikke lige det,
man gik og snakkede om i frikvartererne dengang i skoletiden. Men de havde sikkert alligevel gjort sig nogle tanker. Det var bare lige
med at finde vinklen; døren ind til deres virkelighed.
Evigt liv, evigt liv. Joakim smagte på ordene
og sagde dem en ti-tolv gange hen for sig selv.
Ah! Evigt liv! Der kom koden: Det var jo et
computerspilsbegreb! Det var det i hvert fald
i de gode gamle dage, da han selv spillede.
Måske kunne man finde nogle billeder på
nettet af de gamle spil. Så kunne de sidde og
grine lidt sammen over, hvor meget der var
sket siden dengang. Det ville være være den
perfekte indgangsvinkel.
Joakim fejede Troens ABC til side og begyndte at søge på nettet. Der var nok at tage
af. Det kunne blive til et fint lille slideshow.
Og forhåbentlig en god snak om evigt liv.
En disharmoni kom ind i rummet, da telefonens skarpe ringetone blandede sig med den
sprøde guitarsolo i baggrunden. Joakim kiggede irriteret på displayet. Kjeld og Malene?
Hvordan i alverden kunne de finde på at ringe
på denne tid? Der måtte være noget galt.
Kjelds usædvanligt usikre og let stakåndede
stemme bekræftede, at tingene ikke var, som
de skulle være. Der gik lang tid, inden han
kom til det egentlige ærinde. Han gik nervøst om den varme grød. Talte bare om vidnemødet og Frederik. Roste den måde, Joakim
havde tacklet det på. Anklagede missionærens hovmod og dømmesyge.
Joakim fulgte med i den usædvanlige tale-
strøm fra Kjeld med nogle høflige ”mmm”lyde, som hverken var be- eller afkræftende.
Inden i ham sloges en trippende utålmodighed med en nysgerrig bange anelse. Der måtte
ligge noget mere bag, når direktøren ringede
klokken kvart i tolv en torsdag formiddag.
Men Kjeld var ikke typen, man pressede til
at sige noget. Alligevel kunne dette ikke blive
ved. Formiddagen var i forvejen gået alt for
hurtigt, og der var meget, der skulle nås.
”Kjeld – jeg tror, vi langt på vej er enige, men
… Kan vi snakke videre om det til menighedsrådsmødet i næste uge? Jeg står og skal
ud ad døren om lidt.”
Kjeld reagerede prompte.
”Joakim – det er Isabel. Malene fandt hende
i går på værelset. Med en stor kødkniv i hånden. Hun ...”
Joakim spærrede øjnene op, og hjertet gik i
stå.
”Har hun …?”
”Nej! - Nej, hun har ikke … Hun nåede ikke
engang at skære sig. Kun meget lidt. Men
forstår du, Joakim … Den missionær er farlig! Det er ham, der er skyld i det her! Det
har været galt med hende, lige siden vi havde
besøg af dem første gang. Og nu er hun ved
at blive helt ødelagt af alle de tanker. Jeg er
bange for, hvad det her kan udvikle sig til.
Malene har det heller ikke for godt. Jeg aner
ikke, hvad jeg skal gøre. Det er som om, de
foragter mig. Det er lige som om, at de tænker, at fordi jeg tjener lidt mere end gennemsnittet, så er jeg et dårligere menneske, og en
dårligere kristen.”
”Kjeld, det er ikke dig, der er skyld i det her
...”
”Nej! - Nej, det ved jeg skam godt, at det ikke
er. Det er jo ikke mig, der … Nej, det er Frederik, der er problemet, det regner jeg med,
at vi to kan være enige om?”
NYT LIV
3-2013
”Jo, det kan vi nok.”
”Godt. Jeg tænkte bare på, om du ville – nå
ja, om du ikke kunne komme ud og berolige
de to på en eller anden måde?”
”Altså, en sjælesorgs …?”
”Ja, lige nu sidder de bare oppe på værelset
og kommer ingen vegne. Malene kan ikke
slippe hende af syne. Jeg skal vist bare holde
mig lidt på afstand. Og komme med lidt mad
engang imellem.”
”Det kan desværre ikke blive lige nu. Jeg har
fuldt booket i kalenderen de næste par uger
...”
”Uger?” Der var en bævende angst i Kjelds
overraskede udbrud. ”Jamen – jeg kan jo ikke
… Hvad … Hvad synes du, jeg skal gøre,
Joakim?”
”Altså, jeg kan vel klemme en tid ind et sted,
Kjeld, jeg skal prøve at se på det. Måske kan
jeg komme i morgen aften. Men jeg ringer
lige tilbage, okay? Har I tænkt på at kontakte
psykiatrien om Isabel?
”Psykia ... Ej, nu må vi lige se tiden lidt an.
Hun er jo ikke … Altså, jeg mener, det hun
”fejler”, eller hvad man nu skal sige – det må
ligge lidt mere inden for dit ansvarsområde,
ikke? Du har jo også et medansvar for, hvad
der foregår i din menighed. Og jeg håber virkelig, du kan få beroliget de to. Og måske
irettesat ham Frederik lidt mere. Offentligt.
Det synes jeg, du skulle tænke alvorligt over.”
Kjeld var tilbage i direktørrollen.
”Nå, men jeg regner med dig her i morgen
aften så. Skal vi sige klokken syv?”
”Jeg skal prøve at ...”
”Godt. Så skal jeg ikke forstyrre mere. Vi ses,
du.”
”Hej-hej.”
Joakim stirrede et øjeblik paralyseret ind i
telefonen, da Kjeld lagde på.
Så kastede han vredt telefonen ned i sække-
stolen, slukkede for musikken og begyndte
skiftevis at spise frokost og pakke tasken.
Tingene gik vel ikke hurtigere på den måde,
men det føltes mere effektivt, når man gjorde
flere ting på en gang. Hvad var det nu …?
Joakim gik et par gange rundt om sig selv,
ihærdigt gumlende på leverpostejsklemmen.
Der var et eller andet, man absolut skulle
huske … Åh jo: gaven!
Klokken var kvart i et, før Joakim ringede på
hos sin farmor. Et par dybe indåndinger, mens
han afventede, at de små gamle skridt skulle
nå døren. Nu var det bare om at komme ned i
gear. For var der noget, farmor ikke forstod
sig på, var det at have travlt. Det lå fuldstændigt uden for hendes verden. Også selvom
hun sikkert af hele sit gode hjerte prøvede at
forstå.
”Næh, Joakim! Kom indenfor, lille børn!”
”Tillykke med fødselsdagen, farmor!”
Han blev vist ind i stuen. Ja, der var jo kaffe
på kanden, og der var da også lige en kringle,
hun kunne finde frem. Og de obligatoriske
småkager selvfølgelig: Finskbrød og rutebiler var der altid i huset. De lå og smilede tillokkende på det kongelige porcelænsfad, som
han huskede tydeligt fra barndommens tid.
Joakim protesterede ikke ud over det høflige.
Han var klar over, at der ikke var noget at
gøre. Og en enkelt kringle kunne der vel nok
blive tid til.
Mens farmoren fandt frem fra gemmerne, lod
Joakim blikket glide hen over den fine og
ryddelige lille stue. Øjnene standsede et par
sekunder ved et portrætbillede af hans far,
som hang og stirrede direkte på ham henne
fra væggen ind mod soveværelset. Det var
som om, det faste, men kærlige blik kaldte
ad ham. ”Min søn ...”, lød det vemodigt fra
den afdøde. Ikke mere end det. Men det var
59
SERIE
60
VÅG! III
også tilstrækkeligt.
Joakim slog øjnene ned. På bordet foran ham
lå en opslået Bibel. Der var ingen understregninger og små notitser, men de slidte sider
talte deres tydelige sprog. Farmor havde altid været i sin helt egen liga, når det gjaldt
bøn og bibellæsning. Og her på fødselsdagen var hun åbenbart i gang i Daniels Bog.
Blikket faldt på det sidste vers i kapitel 4:
Jeg, Nebukadnesar, lovsynger, ophøjer og
ærer nu himlens konge. Alle hans handlinger er rigtige, og hans veje er retfærdige. Den,
der vandrer i hovmod, kan han ydmyge.
”Ja, det er jo ikke noget særligt, men du har
vel fået noget hjemmefra?”
Farmoren kom smilende med det ene fad efter det andet.
”Jeg ville jo bare lige ind og sige tillykke,
farmor, du skulle slet ikke finde noget frem.”
Joakim overrakte hende gaven: et fint indrammet fotografbillede af Mia med et engleligt smil i øjnene. Herligt at se oldemorens
strålende glæde over den lille guldklump.
Joakim måtte straks hjælpe hende med at få
det hængt op på et fremtrædende sted, lige
ved bryllupsbilledet af ham og Irene. Nu sad
hele familien der, naglet fast på væggen som
tre engle, der helt sikkert ikke ville flyve nogen steder.
”Ja, de hjælper mig, billederne, når jeg skal
bede,” forklarede farmoren om den store samling af familiemedlemmer, der hang rundt i
hele stuen.
Joakim gik ombord i kringlen med en nøje
afmålt hastighed, som nok gik til grænsen af
det acceptable, men ikke over den.
”Nå, I har vel travlt?” Ordene kom med
farmorens karakteristiske blanding af kærlighed, bekymring og anklage.
”Der er nok at se til, ja.” Joakim sank en gang.
”Sådan er det jo i disse tider, og der er en hel
del i kirken lige nu. Jeg skal også undervise
konfirmanderne her klokken to, så jeg må
desværre smutte om lidt igen.”
”Ja, det må du jo nok.” Et lille suk ledsagede
ordene. ”Men det er godt, Joakim, at du kan
forkynde evangeliet for de unge knægte og
piger. De har brug for det. Åh, hvor har de
brug for det! Men de er svære at få i tale, er
de ikke det?”
”Jo!” Joakim så lidt overrasket op på farmoren, der havde undladt at spise, men blot sad
og holdt øje med ham. ”Det er virkelig en
udfordring med den målgruppe. Det kræver
mere, end man lige skulle tro, at nå ind bag
maskerne. Det er, som om de bliver holdt fanget af hinanden. Jeg tror egentlig gerne, de
vil, men de tør ikke virke for interesserede i
det med kristendommen.”
Joakim mente at se anerkendelse i farmorens
øjne. Opmuntret fortsatte han: ”Jeg vil så
gerne, at de skal se, at der er liv i kristendommen!”
”Ja!”, farmoren afbrød med uventet fast og
afgjort stemme. ”De skal se Livet, de unge.
Men skal vi da så ikke bede for dem, Joakim? Er der en særlig dreng eller pige, som
du tror, kan være på vej til omvendelse? En,
der er vakt, som vi skal bede for?”
”Øhm, nej, ikke lige sådan. Det er vist bare
dem alle.”
Farmoren bad længe og stille, men med den
indtrængende glød i stemmen, som hun kun
havde, når hun henvendte sig til sin himmelske Far. Hun bad om vækkelse. Om at de unge
måtte se deres egen fallit. At de måtte blive
drevet til fortvivlelse over deres synder, så
NYT LIV
3-2013
de måtte komme til Jesus – ham, som er Livet og Frelseren for alle, som tager deres tilflugt til ham.
Joakim følte sig så lille under den gamles bøn.
Som et lillebitte barn. Bag de lukkede øjnes
forsøg på at koncentrere sig om bønnen, kredsede sanserne om duften fra kringleresterne
og den unaturligt kraftige lyd fra det tikkende
bornholmerur. Tankerne fløj omkring. Så vidt
forskellige miljøer at være i – på én dag. Om
lidt skulle han stå og undervise. Så skulle han
hente Mia og så hjem og … Åh nej! Det var
bare løgn! Koteletterne! De stod ude endnu.
Det var stensikkert.
Men der var jo ikke noget at gøre nu. Han
kunne jo ikke godt gå midt i bønnen, som
sikkert ville vare et stykke tid endnu. Joakim
følte noget som et fjernt optræk til en hulken. Det var bare for meget i dag. Hvis man
også skulle hjem og anklages af Irene …
”Herre, se i nåde til Joakim i hans gerning.
Lad ham fyldes af din Ånd og visdom.
Beskærm ham mod Djævelens snigløb. Lad
ham være en ydmyg tjener for dig, Jesus, der
prædiker dit kors og din forløsning for syndere i nød. Lad ham være et vidne om det
budskab, fordi det er det, han lever af og har
set livet i. Og spred du det så, gode hellige
Ånd, som ringe i vandet over hele vores by:
det budskab, at vi er fortabte i os selv, ja fordømte til den evige ild i selskab med Djævelen og hans engle; men at du, Jesus, har løskøbt os fra syndens og dødens magt. Jesus,
tak for Golgata! Ja, jeg tror på korsets gåde,
gør det, frelser, af din nåde: Stå mig bi, når
fjenden frister! Ræk mig hånd, når øjet brister! Sig: Vi går til Paradis! I dit navn, Jesus.
Amen.”
***
”Evigt liv! Jeg ved ikke, hvad I tænker, når I
hører det?”
Ingen svar.
Robert rodede lidt påtaget interesseret i sin
Troens GABC. Pigerne kiggede lidt forlegent
på hinanden og smilede beklagende til ham.
Josva kiggede udeltagende ud i det blå.
Missionærens søn fik vel ikke meget ud af
undervisningen. Gad vide, hvad han fortalte,
når han kom hjem?
Det var Julia, der brød den pinlige tavshed.
Som sædvanlig. ”Jeg tænker på Himlen og
på, at vi skal stå og synge lovsange til Gud i
evi... – bare hele tiden!”
”Okay? Godt tænkt, Julia. Ved du hvad: Du
har en meget frommere tankegang end mig!
Og jeg er jo ellers præst, ik‘? Der kan man
bare se. Ved I, hvad jeg tænkte på?” Joakim
lod en lille kunstpause hænge i luften, indtil
selv Robert kiggede op. Så smækkede han
det første slide op på den hvide bagvæg. ”Jeg
tænkte på Dyna Blaster! Eller ‘Bombemanden‘ som jeg kaldte det. Et tudsegammelt
computerspil, som jeg spillede sindssygt
meget i tudsegamle dage.”
Perfekt! De var fanget med det samme. Selv
Josva trak på smilebåndet og fulgte med i
slideshowet med de gamle computerspil.
Reglerne blev forklaret, nogle screen shots
og små optagelser fra de forskellige baner
blev vist. Joakim gav den los med forskellige indlevende fagter og udråb undervejs.
Om de grinede med ham eller af ham var ikke
så vigtigt. Bare de forstod pointen: Det var
frygteligt at dø, når man var kommet så langt!
Men så var det, at det fantastiske begreb kom
på banen: evigt liv! Joakim havde kendt no-
61
SERIE
62
VÅG! III
gen i klassen, der kendte nogen, der kendte
nogle snydekoder. Og vupti: Skrev man sådan en kode under spillet, så kunne man få
evigt liv, og man kunne komme igennem de
svære passager som en mis.
Det var en fornøjelse at se Robert så meget
med i snakken. Han kunne gøre billedet up
to date ved at fortælle om de spil, han brugte
en stor del af sin fritid på.
Men da snakken var på sit højeste, og hele
lokalet var i præstens hule hånd, var det tid
til at smide bomben: ”Nøjagtigt sådan her er
det i det virkelige liv!”
Joakim lod ordene hænge nogle sekunder i
det bomstille lokale, indtil protesterne begyndte at melde sig. ”Jeg vil da godt ha’ sådan en kode så,” grinede Sofie fjollet. ”Kender du nogen, der kender nogen?”
Joakim smilede over hele hovedet. Han havde
ikke turdet håbe, at det ville lykkes så godt
med så lidt forberedelse. ”Ja, du kan tro, jeg
kender nogen,” sagde han med en fortroligt
dæmpet stemme. ”Nu skal I høre ...”
Og så fortalte han, præsten, om livet, der var
dømt til at gå i vasken på ét eller andet tidspunkt. Måske ikke i første bane, men så i bane
27. Og i livet var der ikke engang mulighed
for at starte forfra en anden dag. Man var bare
færdig! Men ”snydekoden” – koden til det
evige liv – ja, den kunne man finde i Bibelen. Og det var faktisk den ”kode”, som de
var i gang med at lære nu i trosbekendelsen.
Bekendelsen af troen – det var den kode, der
kunne give evigt liv i virkeligheden.
Det hele gik så godt. De var med ham – alle
sammen. De sugede til sig. Lige indtil Julia
tog mod til sig og rakte hånden op.
”Ja, Julia?”
”Der er nogen, der siger, at ...” Julias stemme
døde hen ved et sideblik til Josva.
”Kom bare,” sagde Joakim.
”Altså, jeg har hørt, at der er nogen, der siger, at … ja, at når Jesus kommer igen, så
ryger de fleste lige ned i Helvede. Også rigtig mange af os, der er med i Laudes.”
Julias kinder blev flammende røde. Hun
havde talt med hånden oppe, i en lidt overstadigt frimodig position, som den gode snak
havde opmuntret til. Men nu var det, som om
hun blev opmærksom på det fjollede i den
oprakte hånd, der røg ned i skødet med en
brat bevægelse.
Der blev stille i lokalet. Joakim kunne ikke
lade være med at kigge på Josva, og det
samme gjorde alle de andre. Den spinkle
knægt led tydeligvis ved de tyngende spørgsmål, som luften i lokalet var tyk af. Han vred
sine hænder og forsøgte at lade være med at
få øjenkontakt med nogen, kiggede lidt opad
… Og så blev øjnene til sidst kolde og ironiske:
”Min far siger så meget!” kom det med let og
klar stemme. ”Det skal I ikke tage jer af. Man
lærer ham at kende efterhånden, kan jeg fortælle jer. Han er ikke så farlig, som han ser
ud til. Han er egentlig bare rigtig meget lige
som alle os andre. Når man kommer ind bag
facaden, så ...” Josva stoppede brat op og kiggede sig hurtigt fra side til side. ”Ja, så er han
bare lige som – alle andre.”
Det var som om, han ville have sagt noget
mere, knægten. Joakim kiggede intenst på
ham. Men der kom ikke mere. Indadvendtheden vendte tilbage og indkapslede atter
drengen i nogle kejtede, lidt fjollede bevægelser. Ingen grund til at køre mere rundt i
det. Joakim fik pludselig en stærk følelse af
medlidenhed med missionærbarnet.
”Din far er en god mand, Josva,” sagde han.
”Frommere end de fleste, tror jeg alligevel.
Men det er rigtigt, som du siger: Over for Gud
NYT LIV
3-2013
er han – nøjagtig lige som alle os andre. Og
det var egentlig noget af det, som jeg også
håbede, I ville tage med jer fra i dag ...”
Afrundingen blev lidt hurtig og staccatoagtig. Joakim kom pludselig i tanke om Mia:
senest klokken 16.30. Og koteletterne. På vej
til undervisningen havde han besluttet sig for
at købe nye koteletter til aftensmaden. Irene
ville aldrig opdage noget. Det var synd, hun
skulle have den ærgrelse til ingen nytte.
Indkøbet blev foretaget med lynets hast. Det
lykkedes at nå til vuggestuen på slaget halv
fem. Mia stod og ventede på ham ved døren,
sammen med en ansat, der mødte ham med
et påtaget smil. Hun så så forsagt og betuttet
ud, den lille. Det var ikke sjovt at være blandt
de sidste, der blev hentet.
”Nu skal vi hjem og lave noget dejlig mad til
mor, ik’ oss’, min skat?”
Joakim trådte lidt mere end sædvanligt på
speederen, når de kørte over vejbumpene.
Mia elskede det – og så gik det lidt stærkere
med at komme hjem. Efterhånden kom der
liv i Mias øjne igen. ”Fjolle-far” hvinede hun
af fryd over hans lydeffekter i bilen.
Men smilet på fjolle-fars læber stivnede, da
han kørte op i indkøringen. Irenes bil holdt
der allerede. Hun skulle først være hjemme
om en time. Joakim lod koteletterne ligge, tog
Mia på armen og gik resolut ind ad bagdøren.
”Puuuh, her lugter”, udbrød Mia, da de kom
ind i køkkenet. Det var kødet, der havde stået
i solen hele dagen og nu gav rummet en kvælende atmosfære.
Irene lå på sofaen, og Mia styrtede derhen:
”Mooaar!”. Irene gengældte barnets kram.
Men sært mekanisk så det ud. Og Mia mærkede det med det samme. Hun fik noget af
sin betuttethed tilbage. Joakim stod forstenet
og kiggede fra Irene til det rådnende kød. En
vrede boblede i ham.
”Du kunne da i det mindste have fjernet det!”,
mumlede han indestængt for sig selv. ”Hvornår er du kommet hjem?” sagde han højt. ”Du
er godt klar over, at jeg har afbrudt undervisningen for at hente Mia i dag, ik‘?”
Irene værdigede ham ikke et blik. ”Skat, gå
nu ind og leg med dig, ik’ oss’? Så spiser vi
lige om lidt, når far har fundet på noget.” Mia
blev gelejdet ind på værelset af sin mor.
Nu kom hun hen til ham. Joakim skulle til at
råbe noget ind i hendes ansigt. Men et blik
på de udslukte øjne standsede ham i tilløbet.
”Kvart i to,” sagde hun koldt.
”Og så har du ligget der på sofaen siden?”
Joakim spruttede det kunstigt ud i et forgæves forsøg på at fastholde det beskyttende
raseri. Men en uforklarlig angst havde slået
en klo i hans hjerte. Hun var så helt og aldeles forandret, Irene. Så resigneret.
”Joakim, det møde, jeg skulle til ...”
”... det blev aflyst?” hjalp Joakim hende på
gled.
”Nej. Det møde, jeg skulle til – det var der
ikke.”
Ordene hang i luften. Faretruende. I en kvælende blanding med dunsten fra det ildelugtende kød.
”Det var der ikke?”
”Nej, Joakim. Det var der ikke. Jeg løj for
dig. Men jeg havde tænkt, jeg ville arbejde
længere, for jeg havde taget fri om formiddagen.”
”Fri om formiddagen?” Joakim hadede sig
selv for at gentage de sidste ord. Men hjernen stod stille lige nu.
”Jeg har fået foretaget en doubletest og en
nakkefoldsscanning på vores foster.”
”Hvad har du?” Joakim kneb øjnene sammen
63
SERIE
64
VÅG! III
og tog sig til hovedet for at få ordene til at
give mening.
Irenes irritation stod lysende malet i hendes
ansigt: ”Sig mig, er du da fuldstændigt fatsvag oveni? Det, jeg fortæller dig, det er, at
jeg har fået taget en måling på, om det her
foster er … normalt. Ja, om det har Downs
syndrom! … Og det har det efter al sandsynlighed. Forstår du det, Joakim? Forstår du,
hvad det betyder?”
Alting sejlede. Joakim måtte støtte sig til køkkenbordet. Vende sig væk fra Irenes lynende
blik. Et stykke tid stod han sådan, med albuerne hvilende tungt på bordpladen, hovedet
boret ned i armene og håndfladerne vendt
unaturligt opad. ”Åh, Gud,” kom det efter
lang tid.
Irene havde forsigtigt lagt sin arm på hans
skulder. Ikke aende. Ikke tungt. Men slapt,
viljeløst.
”Det her foster”, mumlede Joakim. ”Du mener da: vores barn?” Joakim rettede sig langsomt op. Følte pludselig kroppen 20 år ældre. ”Gør du ikke?” Han søgte hendes blik.
Forgæves.
”Gør du ikke?” Råbet kom med en vældig
kraft. Han tog fat om sin hustrus kinder med
et fast greb og tvang hende til øjenkontakt.
Så ynkelig og svag så hun ud, at han øjeblikkelig slap hende, som om han havde brændt
sig.
”Jeg ved det ikke,” hviskede hun. En tåre trillede ned ad hendes blege kind. ”Joakim, jeg
ved det virkelig ikke.”
Ved synet af Irenes tårer, løsnede gråden sig
endelig hos Joakim. Fast og med uendelig
varme og kærlighed omfavnede han sin hustru. Hulkende stod de sådan, tæt ind til hinanden, da Mia kom ud til dem. Hun så forskrækket på sin far.
”I skal ikke være kede af det,” sagde hun med
rynkede bryn og en ufatteligt voksen stemme.
Irene slap sit tag i Joakim og tog sin datter
ind til sig med nogle beroligende ord. Så brast
også Mia i en utrøstelig gråd, der skar igennem alt.
”Joakim, vil du … fjerne det der kød?”
”Jeg har nogle nye derude.”
Joakim kylede koteletterne i skraldespanden,
åbnede vinduet på vid gab og tog skraldeposen med på vej ud mod det friske kød i bilen.
Det gjorde godt med gennemtræk i det lille
hus.
Herren siger: ”Dette folk dyrker mig med
munden og ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig, og deres
gudsfrygt er tillærte menneskebud; derfor vil
jeg stadig behandle dette folk på underlig og
sælsom måde, de vises visdom skal ødelægges, de kloges klogskab tilintetgøres.” Ve
dem, der søger ned i dybet bort fra Herren,
for at skjule deres planer; deres gerninger
sker i mørke, og de siger: ”Hvem ser os?
Hvem lægger mærke til os?” (Es 29,13-15).
Søg Herren, når han er at finde, kald på ham,
når han er nær. Den ugudelige skal forlade
sin vej, det onde mennesker sine planer og
vende om til Herren, som vil vise ham barmhjertighed, tilbage til vor Gud, for han er rig
på tilgivelse. For jeres planer er ikke mine
planer, og jeres veje er ikke mine veje, siger
Herren; for så højt som himlen er over jorden, er mine veje højt over jeres veje og mine
planer over jeres planer (Es 55,6-9).
NYT LIV
3-2013
SERIE
SANGE
MED HJERTET VI
GUDS HELE HJERTE
Af Rebecka Hector
1. Som du er, så fuld af synder,
Jesus nåde dig forkynder;
ja, din frelser har dig kær,
han har købt dig, som du er.
Kan end tvivl og vantro plage,
vil et ”men” al trøst borttage,
kan du ingen nåde tro:
Jesus er din fred og ro.
3. Kan Guds ord dig ikke glæde,
ikke tvivlens skyer sprede,
er du sjældent hjerteglad,
vandrer ikke ret fremad,
kan du ej ret tro på Ordet,
mættes ej ved nådebordet,
er du syndig, hård som sten:
Jesu blod dog gør dig ren.
2. Jesus ser, hvordan du vanker,
kender dine bange tanker,
alt, som her dig volder nød,
truer dig med evig død,
alle synder, som vil binde,
så du ingen fred kan finde:
Han i nåde til dig ser,
hvordan end din tilstand er.
4. Finder du hos dig ej frugter,
ingen bedring, når han tugter,
tør ej ret på nåde tro,
ser ej lys og får ej ro,
har du sjældent fred i hjerte,
føler ej ret angers smerte;
hør dog, hvad Guds Søn har sagt:
Det er virkelig fuldbragt.
5. Mod din frelser vend dit øje,
han dig venter fra det høje;
tiden skrider hastigt frem,
snart dig Jesus kalder hjem,
bort fra kors og jordens møje
til en fryd dér i det høje;
ømt han kalder dig ved navn,
trygt du hviler i hans favn.
C. Bau • E.H. Persson 1977
65
SERIE
66
SANGE MED HJERTET VI
Mit halve hjerte
Mange er de sange, som på forunderlig vis
giver trøst og frihed i mit liv som kristen. Og
det er i tider med nød og vanskeligheder, at
budskabet på en særlig måde taler til mit
hjerte.
Den seneste tid har jeg oplevet kristenlivet
så slidsomt. Der er så meget, der ikke er, som
det burde være, og jeg har spurgt mig selv:
Er jeg bare en hykler, der lever, som om alt
står vel til?
Rosenius skriver: ”Snart er jeg rørt af Skriften, snart kold og død og tom.”
Ja, sådan er det mange gange. Hvordan kan
jeg leve sådan et dobbeltliv som kristen, og
med et hjerte, der er så delt – halvhjertet?
Det første bud, Gud gav os, lyder: ”Du skal
elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af
hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din
styrke” (Mark 12,30). Læg mærke til ordet
hele. Der må ikke findes noget halvt, delt eller splittet i mit liv. Så klart og tydeligt taler
min Gud, den Hellige. Han kræver et helhjertet liv ind for sit ansigt.
Her står jeg med mit liv, halvhjertet, delt,
splittet, og ser, at det ikke holder over for den
Hellige. Gud kan ikke se mig anderledes: Som
du er, så fuld af synder.
Jeg må tie og give ham ret.
Hvor finder jeg da det hele hjerte? Ja, hvad
ser jeg, når jeg ser ind i Guds hjerte?
Guds hele hjerte
I Guds hjerte bor en fylde af hellighed, retfærdighed, herlighed, barmhjertighed og
kærlighed. I Jesus har Gud lagt hele sin fylde.
”For Gud besluttede at lade hele fylden bo i
ham” (Kol 1,19, jf. svensk oversættelse).
Han elsker af hele sit hjerte, af hele sin sjæl,
af hele sit sind og af hele sin styrke. Ja, ”aldrig har nogen elsket som han”. Denne Guds
fulde kærlighed er først rettet mod Jesus, hans
egen kære Søn. ”Det er min elskede søn, i
ham har jeg fundet velbehag!” (Matt 3,17).
I anden omgang siger Gud det samme til enhver, som lever i troen på Jesus.
Præcis som du, der er gift, ønsker hele din
ægtefælles hjerte, det allerdybeste og inderligste fællesskab, sådan har Gud givet dig
hele sit hjerte. Han vil intet hellere end at dele
sit allerinderste med dig. At forklare for dig,
ja råbe ind i dit halvhjertede liv, hvad der bor
i hans hjerte, og hvad du betyder for ham,
netop sådan som du er.
I Højsangen 4,7 giver Gud udtryk for det
allerdybeste, der bor i hans hjerte, når han
ser på dig, som tror på Jesus: ”Alt på dig er
smukt, min kæreste, der er ingen fejl ved dig.”
Er det det, der fylder Guds hjerte? Er det
sandt, at det er sådan, Gud ser mig?
Mit knuste hjerte
Når jeg har fået lov til at se og smage Guds
kærlighed, begynder der at vokse en længsel
frem i mig efter at elske ham af hele mit hjerte.
Jeg vil af et oprigtigt hjerte omgås med ham
ved at bruge mere tid på Guds ord og bønnen. Jeg har så stærkt et behov for det og
længes også efter det.
Men når jeg spejler mig i det første bud, kan
jeg tydeligt se: Jeg elsker ikke Gud af hele
mit hjerte. Det mislykkes for mig, jeg falder
og får det ikke til at lykkes. Nu står jeg her
med mit halvhjertede liv igen. Og nu er det
endnu værre end tidligere.
Jeg oplever, hvordan det hele fuldstændigt
Nogle sange bliver til stor hjælp. Måske sætter de ord og billeder på lige netop min situation.
Måske rummer de en forkyndelse eller et vidnesbyrd, som lige netop jeg har brug for. Så
synger man med – af hele hjertet! I denne serie beder vi forskellige mennesker fortælle om en
sang, der betyder noget særligt for dem – til trøst og opmuntring for os alle.
NYT LIV
3-2013
går i stykker og knuses, og jeg istemmer med
Lina Sandell:
Min egen forbedring, min iver og tro,
min anger, min bøn, mine dyder;
se, dér var det, sjælen kun søgte sin ro,
dermed ville hjertet sig pryde.
Men aldrig den dyd kunne dække for alt,
og sten efter sten fra den bygning kun faldt.
Den blev ingen stige til Himlen.
Nej, Gud kan ikke elske mig og ville dele sit
inderste med mig, når jeg bare volder ham
besvær med mine synder og plager ham med
min skyld (Es 43,24).
Jeg vender tilbage til sangen:
Kan end tvivl og vantro plage, vil et ”men”
al trøst borttage, kan du ingen nåde tro?
Ja, hvordan skal jeg kunne tro, at jeg får nåde
og trøst, når jeg ser på mit halvhjertede liv?
Kan Guds ord dig ikke glæde, ikke tvivlens
skyer sprede, er du sjældent hjerteglad, vandrer ikke ret fremad, kan du ej ret tro på Ordet, mættes ej ved nådebordet, er du syndig,
hård som sten?
Ja, det er så hårdt, dødt og koldt i mit hjerte,
og jeg er så ligeglad. Guds ord når ikke længere ind til mig, som det gjorde før. Jeg kan
høre og læse det og forblive uberørt.
Hvordan skal jeg kunne tro, at
jeg får nåde og trøst, når jeg ser
på mit halvhjertede liv?
Finder du hos dig ej frugter, ingen bedring,
når han tugter (…) føler ej ret angers smerte?
Nej, vel kan jeg føle mig ramt af loven, men
straks er lysten til at synde der igen, og jeg
falder. Og med undskyldninger og undvigel-
ser holdes angerens smerte borte. Det hele
braser sammen og står tilbage som en ruin.
Hvordan skal jeg nogensinde få et helt hjerte?
Mit knuste hjerte – vil Gud have
Men under alt dette står Jesus og råber ind i
mit tyngede hjerte: ”Kom til mig, alle I, som
slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg
vil give jer hvile” (Matt 11,28) og: ”Den, der
kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort” (Joh
6,37).
Mod din frelser vend dit øje, han dig venter
fra det høje.
Gud vil intet hellere, end at jeg skal komme
til ham med mit halvhjertede og knuste liv.
Han til og med venter mig fra det høje! Hvad
vil da han, den Højeste, sige til mig, når han
ser mit knuste hjerte?
”Jeg bor i det høje og hellige og hos den, der
er knust, (…) for at (...) oplive det knuste
hjerte” (Es 57,15). ”Herren er nær ved dem,
hvis hjerte er knust” (Sl 34,19).
Tænk, at han vil give mig liv, være nær og bo
i mig, selvom han ser, hvad der findes i mit
hjerte.
Han siger videre til mig, at han heler og er
sendt til at læge dem, der har knuste hjerter
(Sl 147,3; Es 61,1). Han siger til og med, at
en sønderbrudt ånd og et sønderknust hjerte
er et offer, som behager ham (Sl 51,19). Ja,
det overgår min forstand. Men det er sandhed og virkelighed, og det gælder for mig lige
nu!
Gud kan og vil gribe ind. I Ez 11,19, Jer 24,7
og 5 Mos 30,6 giver han rige løfter, som jeg
må minde ham om, når jeg ser på mit halvhjertede og knuste liv. Der ser jeg, hvordan
det ene og alene er Gud, der handler. ”Jeg
giver ...”, og ”jeg vil ...”, siger han.
Alt er hans værk!!
67
SERIE
68
SANGE MED HJERTET VI
Guds hele hjerte – er mit
Vejen fra mit eget halvhjertede liv til at regne
Guds helhjertede liv som mit er gået gennem
en sønderknuselse.
Sådan vil Gud, i sin store kærlighed, føre mig
gennem den hårde proces, hvor alt halvhjertet og eget, som jeg så let bygger op, brydes
ned. Og når jeg ser op, ser jeg ingen anden
end Jesus alene.
I ham er jeg nu hvid og ren,
hvor sort jeg selv end er;
i ham jeg og er god og from,
altid fuldkommen her;
thi hvad han er, er også jeg,
og hvad han har, har jeg,
fuldkommen hellighed for dig,
din yndest på min vej.
Tak, Gud, at du besluttede at lade hele fylden
bo i Jesus! Hvorfor er det så afgørende? Jo,
jeg må regne det fuldkomne liv som mit gennem Jesus. Jeg må have et helt hjerte i Jesus.
Paulus skriver: ”I er jo døde, og jeres liv er
skjult med Kristus i Gud” (Kol 3,3).
”Af hans fylde har vi alle modtaget, og det
nåde over nåde” (Joh 1,16).
Gennem nåden i Guds hjerte er hans fuldkomne og helhjertede liv mit liv!
Sådan spejler sangen, hvordan det mange
gange er i livet som kristen for mig. De sidste strofer i hvert vers samles her, som Guds
helhjertede hilsen til mig – den sande virkelighed, jeg lever i ind for Guds ansigt hver
eneste dag.
Jesus er din fred og ro.
Han i nåde til dig ser, hvordan end din tilstand er.
Jesu blod dog gør dig ren.
”Det er virkelig fuldbragt”
Ømt han kalder dig ved navn, trygt du hviler
i hans favn.
Vel er det svært at tro det ret,
men Ordet lyver ej,
om end fornuft og følelse
bestandigt råber nej.
Det står jo dog i Ordet så;
jeg stoler da derpå
og synger: Ære være Gud!
at han har gjort det så.
Og jeg vil sige amen til det!
Rebecka Hector,
Kungsbacka ved
Göteborg, lærer.
SERIE
NYT LIV
3-2013
TJENESTEDELINGEN MELLEM MAND OG KVINDE
II
KVINDENS KALD
I TJENESTEDELINGEN
Af Mikkel Vigilius
I skal underordne jer under hinanden i ærefrygt for Kristus, I hustruer under jeres mænd
som under Herren; for en mand er sin hustrus hoved, ligesom Kristus er kirkens hoved og sit legemes frelser. Ligesom kirken
underordner sig under Kristus, sådan skal
også I hustruer underordne jer under jeres
mænd i alt (Ef 5,21-24).
I det kristne ægteskab er mand og hustru kaldet til at underordne sig ”under hinanden”
(v.21). Hvordan kan det ske? Hvordan kan
to parter begge underordne sig i forhold til
hinanden?
Det spørgsmål må besvares i lyset af tekstsammenhængen. Her sammenlignes forholdet mellem manden og hustruen med forholdet mellem Kristus og kirken. Kristus underordnede sig ikke i forhold til kirken ved at
give sig ind under kirkens autoritet og myn-
dighed. Kristus underordnede sig derimod
ved frivilligt at ydmyge sig og ofre sig for
kirken. Netop sådan er manden kaldet til at
underordne sig i samlivet med sin hustru:
”Mænd, elsk jeres hustruer, ligesom Kristus
har elsket kirken og givet sig selv hen for den”
(Ef 5,25).
Manden er kaldet til at være en selvopofrende
leder i ægteskabet og hjemmet. Derved underordner han sig i forhold til hustruen, og derved ærer han Kristus (v.21).
Kvindens underordnelse har en anden karakter. Forbilledet for hende er ikke Kristi selvhengivende tjeneste for kirken, men derimod
kirkens frivillige underordnelse under
Kristus.
Som kirken frivilligt giver sig ind under Kristi ledelse og myndighed, sådan er kvinden
kaldet til frivilligt at give sig ind under man-
Mennesket er skabt som mand og kvinde med forskellige kroppe, sind og opgaver. Den gudgivne forskel på og tjenestedeling mellem mand og kvinde er en gave. Når tjenestedelingen
værdsættes og udfoldes, er den en velsignelse. Men i vor tid er den under angreb helt ind i de
kristne hjem og menigheder. Derfor vil vi i en række artikler holde den gudgivne tjenestedeling frem som en gave, vi må takke for og værne om.
69
SERIE
70
TJENESTEDELINGEN MELLEM MAND OG KVINDE II
dens ledelse og myndighed. Manden har det
endelige ansvar for hustruens og familiens
trivsel på ethvert område. Alt, hvad han har,
og alt, hvad han kan, må han investere i at
fremme hustruens og familiens trivsel.
Kvindens kald er at ære, respektere og støtte
sin mand i den rolle, han har som leder i ægteskabet og hjemmet. Derved underordner
hun sig i forhold til manden, og derved ærer
hun Kristus (v.21).
Kvindens kald er at underordne sig manden
”i alt” (v.24). Der er altså ikke kun tale om
en underordnelse i åndelige spørgsmål, men
i alle spørgsmål.
At manden har det endelige ansvar for ægteskabets og familiens trivsel betyder ikke, at
kvinden ikke har et selvstændigt ansvar. Det
har hun, og det skal vi se nærmere på nedenfor.
At manden er leder betyder heller ikke, at
mand og hustru ikke samtaler og samarbejder om deres ægteskab og familieliv. Det er
tværtimod det eneste naturlige. Men mand og
hustru er ikke ligestillede i deres myndighed.
Som Kristus er leder for kirken, er manden
leder i ægteskabet og familien. Som kirken
er kaldet til at underordne sig under og ære
Kristus som sin herre, sådan er kvinden kaldet til at underordne sig under og ære manden som sin herre (1 Pet 3,6).
Imod den syndige og selviske natur
Mandens kald i ægteskabet går stik imod hans
egen syndige og selviske natur. Han er kaldet til at sætte hensynet til sig selv og alle
sine egne ønsker, drømme og ambitioner i
anden række i forhold til det, der gavner og
glæder hustruen og familien. Når manden
hører dette kald, reagerer den syndige natur i
ham ved at råbe: Nej!
”Gamle Adam” i manden lider under den
ydmygelse, at han skal være en tjenende leder for hustruen og familien. Men det er godt,
at det er sådan! Det er ufattelig godt og velsignet!
Når kvinden hører sit kald, er der på samme
måde i hende en stemme, som råber: Nej!
Det strider mod kvindens syndige og selviske natur at underordne sig under manden og
støtte ham som leder i ægteskabet og hjemmet. Det vil kvindens gamle natur ikke!
Men det, som er ondt for den gamle natur,
det er godt for troens nye natur. Troen ønsker ikke at herske, men at tjene, og troens
vej er velsignelsens vej.
Hvad kvindens kald ikke betyder
At kvinden er kaldet til at underordne sig
under manden og støtte ham som leder i ægteskabet og familien indebærer ikke ...
1) en opløsning af det fulde ligeværd mellem
mand og kvinde i ære og værdighed.
Der er tale om to, som er fuldt og helt ligestillede i værdi. Både mand og kvinde er skabt
i Guds billede (1 Mos 1,26-27), og begge har
fået det samme kulturkald (1 Mos 1,28). Men
indbyrdes tjener de hinanden i forskellige
roller.
2) en begravelse af egne gode ressourcer.
Alle hustruens ressourcer kan komme til udfoldelse i ægteskabet, hvad enten de er af
åndelig, intellektuel, social, kreativ, administrativ, teknisk eller økonomisk art.
I Ordsprogenes Bog 31,10-31 finder vi en
detaljerig beskrivelse af en dygtig og rigt
udrustet hustru. Hun ”skaffer føde” til sin
familie og henter den ”langvejsfra”. Hun
”overvåger, hvad der sker i hendes hus” og
”giver ordrer til sine piger”. Hun køber ”ef-
NYT LIV
3-2013
ter moden overvejelse” en mark og planter
en vingård. Hun sørger for, at alle i husstanden er varmt klædt på, ”når det sner”. Hun
laver tøj og bælter, som hun sælger ”til købmanden”. Hun ”åbner sin hånd” for hjælpeløse og fattige, tager til orde med ”visdom”
og ”venlig belæring”, er ”klædt i styrke og
anseelse”, og ”hendes mand berømmer
hende”.
Intet af dette strider mod hustruens kald til at
underordne sig under manden. At manden har
det endelige ansvar for alle dele af det ægteskabelige liv og af familielivet, udelukker
ikke, at kvinden i respekt for mandens ledende ansvar varetager den praktiske forvaltning af de dele, som hun har særlige forudsætninger for, hvad enten det handler om familiens økonomi, hjemmets indretning, planlægning af ferier eller kontakt til venner og
familie.
Alle hustruens ressourcer kan
komme til udfoldelse i ægteskabet, hvad enten de er af åndelig,
i n t e l l e k t u e l , s o c i a l , k r e a t i v, a d ministrativ, t e k n i s k e l l e r ø k o n o misk art.
En mand, som mærker sin hustrus støtte, vil
trygt kunne give plads for og opmuntre sin
hustru til at udfolde alle sine ressourcer til
glæde for både ægteskab, familieliv og andre uden for familien.
3) et forbud mod at ytre uenighed.
Jesus gav plads for, at både kvinder og mænd
blandt hans disciple kunne ytre deres egne
tanker og meninger, også når de undrede sig
over eller var uenige med Jesus (se f.eks. Matt
15,21-28; Joh 4,7-42). Det kan tydeligvis
godt forenes med respekten for Guds ordning.
4) et kald til at acceptere synd og overgreb.
Pålægger en mand sin hustru at deltage i synd,
må hun lyde Gud mere end sin mand og nægte
(ApG 5,29). Øver manden overgreb mod
hustru eller børn, kan det være ret at trodse
ham, søge hjælp hos andre og i sidste instans
melde ham til myndighederne for lovbrud.
Netop sådan handlede apostlene, når de øvrigheder, som Gud havde sat over dem, misbrugte deres magt og brød loven (ApG 16,37;
22,25-29).
”Gratiakrati”
Guds gode ordning for forholdet mellem
kvinden og manden i ægteskabet er ikke et
autokrati, hvor den stærke part har ret til at
undertrykke og udnytte den svage part. I den
hedenske verden er det almindeligt, at manden er en autokratisk leder i ægteskabet, som
bruger sin magt til egen fordel. Det er et direkte modbillede på den bibelske tjenestedeling.
Guds gode ordning for ægteskabet er imidlertid heller ikke et demokrati, hvor to parter
er ligestillede i myndighed, og hver især må
argumentere og kæmpe for at få tilgodeset
sine egne ønsker og interesser.
I den vestlige verden er det almindeligt at tilrettelægge ægteskabet demokratisk. Man går
ud fra, at mand og kone har de samme rettigheder, og at de så på dette grundlag hver især
må argumentere for deres ønsker og forhandle
sig frem til fælles løsninger. Det virker godt
og naturligt, men modellen har en indbygget
svaghed. Både mand og kone bærer en syndig og selvisk natur med sig ind i ægteskabet. Derfor vil de begge være fristet til at argumentere og kæmpe for deres egne interes-
71
72
TJENESTEDELINGEN MELLEM MAND OG KVINDE II
SERIE
ser på bekostning af ægtefællen og familien.
Skilsmissetallene taler deres eget klare og tragiske sprog om den destruktive kraft i den
selviske menneskenatur.
Guds gode ordning er velsignet anderledes.
Den kan kaldes for et ”gratiakrati”.
Det latinske ord gratia betyder tilgivelse og
ufortjent godhed. Guds ønske er, at de troende ægtefæller begge skal have grundlaget
og udgangspunktet for deres liv i Guds tilgivelse og ufortjente godhed mod dem i Jesus.
Det første og største kald til både mand og
hustru i det kristne ægteskab er at leve i modtagelse af og glæde over Guds nåde i Jesus.
Umiddelbart forud for formaningerne til ægtefællerne lyder der i Efeserbrevet netop et
kald til at lade sig fylde af Ånden ved at tage
imod evangeliet om Guds nåde (Ef 5,18-20).
Kun på dette grundlag kan ægtefællerne møde
hinanden med Åndens nye sindelag – med
tilgivelse og ufortjent godhed.
Mand og kvinde har forskellige kald i ægteskabet, men kernen i deres kald er det samme:
”Vær gode mod hinanden, vær barmhjertige
og tilgiv hinanden, ligesom Gud har tilgivet
jer i Kristus” (Ef 4,32).
I det kristne ægteskab er ægtefællerne ikke
vendt mod hinanden med henblik på demokratisk at forhandle sig frem til tålelige løsninger. De er vendt mod hinanden med henblik på at møde hinanden med tilgivelse og
ufortjent godhed, begge parter. Når mand og
hustru går ind i dette kald, så åbner de for en
kilde af velsignelse ind i ægteskabet og hjemmet, så bliver de medarbejdere på hinandens
glæde, og så bliver de støtter for hinanden i
troen på Jesus. Så bliver ægteskabet og hjemmet Guds nådes ånd.
Denne ordning er Guds vise, gode og kærlige ordning for ægteskabet. Det er konge-
vejen til et velsignet og godt ægteskab! Den
gamle natur i mand og hustru vånder sig i
mødet med denne vej, fordi det er dødens vej
for selvlivet. Men netop derfor er det vejen
til liv, glæde og velsignelse i ægteskabet.
Manden og hustruen er kaldet til at være gode
mod hinanden på hver deres måde. Manden
er god mod sin hustru ved i Kristi spor at være
en selvhengivende leder i ægteskabet og
hjemmet. Hustruen er god mod sin mand ved
at støtte, ære og respektere ham i hans kald
som tjenende leder.
Kraftkilden til dette liv findes ikke i mandens
og hustruens egne hjerter. Kraftkilden er den
nåde i Guds hjerte, som Jesus har bragt frem.
Når manden fejler
Der findes ingen kristen ægtemand, som ikke
fejler og svigter i sit kald. Det kan ske på
grund af menneskelig svaghed, og det kan
ske på grund af syndig selviskhed. Kvinden
er ikke kaldet til at lukke øjnene for denne
virkelighed, tie om sine følelser og modtage
alt med et smil.
”Tilgiv hinanden”, lyder kaldet. Tilgivelsen
forudsætter, at synden erkendes som synd. I
et kristent ægteskab må mand og hustru tale
åbent med hinanden om det, som sårer, skuffer og bedrøver. Begge kaldes til for Guds
ansigt at erkende deres svigt og deres synd,
og begge kaldes til at møde den anden med
tilgivelse.
Uden tilgivelse kan det mindste fejltrin blive
en forbandelse, der får ægtefællerne til at
fjerne sig fra hinanden og lukke hjerterne for
hinanden. Men på tilgivelsens grundlag kan
de største fald blive vendt til noget, der knytter ægtefællerne sammen og bringer velsignelse i ægteskabet.
NYT LIV
3-2013
Et eksempel fra den virkelige verden: I deres
erindringsbog 16 år i Sibirien fortæller det
jødiske ægtepar Rachel og Israel Rachlin om
det, som skete dem ved udbruddet af 2. Verdenskrig.
I sommeren 1939 var de på besøg hos Rachels
familie i Danmark. Rachel var selv vokset op
i Danmark, men under en tur i Tivoli havde
hun mødt Israel fra Litauen, og efter deres
bryllup havde de nu boet i nogle år sammen i
hans hjemland.
Under sommerferien i Danmark trak det op
til storkrig, og det var tydeligt, at Litauen lå i
en farlig grænsezone mellem to aggressive
stormagter, Sovjetunionen og Nazityskland.
Rachel frygtede det værste, hvis de vendte
tilbage til Litauen. Hun forsøgte af al magt at
overbevise sin mand om, at det var bedst at
blive i Skandinavien.
”Men mine bønner og argumenter fik ikke
overbevist Israel.” Han var overbevist om, at
det rigtige var at vende tilbage til Litauen, så
det gjorde de.
”På hele turen var jeg meget ulykkelig og
kunne ikke lade være at græde, fordi jeg følte
så stærkt, at vi var ved at begå en skæbnesvanger fejltagelse.”
Rachel fik ret. Kort tid efter stod sovjetrusserne i Litauen, jøderne blev deporterede,
og for familien Rachlin endte det med 16 år i
Sibirien.
De 16 år kunne være blevet forfærdelige i
ægteskabet, hvis Rachel havde mindet sin
mand om hans fejltagelse og hans skyld. Hans
beslutning kom til at koste dyrt for både kone
og børn. De måtte lide og slide sig gennem
16 lange år.
Men Rachel vendte sig ikke mod sin mand.
Hun så sig selv og sin mand som ét kød. Hans
beslutning var deres beslutning. Den førte til
16 hårde år, men det blev 16 velsignede år,
hvor lidelsen og nøden ikke fik lov at skille
de to ægtefæller, men hvor den tværtimod
kom til at knytte dem nærmere sammen i
omsorg og kærlighed – på tilgivelsens grund.
På tilgivelsens grundlag kan de
største fald blive vendt til noget,
der knytter ægtefællerne sammen
og bringer velsignelse i ægteskabet.
Når manden er svagere udrustet end kvinden
Der findes ingen ægtemand, som på alle områder er stærkere udrustet end sin hustru. Det
har heller aldrig været meningen, at han skulle
være det. Gud skabte manden først, og netop
herved gjorde han erfaring af, at han ikke
klarede sig godt alene, at han havde brug for
en ved sin side til at udfylde sine mangler og
begrænsninger (1 Mos 2).
Begrundelsen for mandens kald til at være
leder er altså ikke, at han er klogere og mere
kompetent end kvinden. I alle ægteskaber vil
der være områder, hvor hustruen er bedre
udrustet end sin mand. Der kan også være
ægteskaber, hvor kvinden med hensyn til intellektuelle, sociale og praktiske kompetencer og med hensyn til menneskelig og åndelig indsigt klart overgår manden.
Hvordan håndterer man dette som kristen
hustru?
Et eksempel hentet fra en anden sammenhæng kan måske tjene til afklaring.
Der er valgt en ny bestyrelse i ungdomskredsen. Jeg er selv blevet valgt ind, og jeg
tænker, at det er oplagt, at jeg skal være den
nye formand. Jeg er aldersmæssigt mere mo-
73
SERIE
74
TJENESTEDELINGEN MELLEM MAND OG KVINDE II
den end de andre, jeg har allerede siddet med
i bestyrelsen i fire år, og jeg er ifølge min
egen vurdering langt bedre udrustet til opgaven end de andre.
Men til min store overraskelse ender bestyrelsen med at vælge en fyr på 18 år, som lige
er kommet ind i bestyrelsen, og som jeg selv
oplever meget famlende og usikker.
Hvordan reagerer jeg på det?
Ud fra min kødelige menneskenatur er det
oplagt, hvordan jeg skal reagere. Jeg skal
træde et halvt skridt tilbage fra den unge formand og være ekstra opmærksom på at finde
fejltrin og svagheder i hans udøvelse af
formandsopgaven. Når fejlene kommer, skal
jeg ikke tøve med at henlede andres opmærksomhed på dem. Det må være mit mål, at andre kommer til at indse, hvor galt valget er,
så de mister tilliden til og respekten for den
unge formand. Omvendt må jeg benytte enhver anledning til selv at træde frem med
pondus og overblik, så det kan blive klart for
alle, at jeg rettelig burde være valgt til formand.
Det er den oplagt rigtige handlemåde – ifølge
kødet.
Men troen tænker anderledes. Troen kalder
mig til ikke at træde et halvt skridt væk fra
den unge formand, men tværtimod til at træde
et helt skridt nærmere.
Ud fra troen må det være mit mål at støtte og
hjælpe den unge formand i hans nye kald og
opgave. Hvis jeg mener selv at have nogle
gode ressourcer og kompetencer, så må jeg
lade dem blive til hjælp for den unge formand.
Jeg må bidrage med gode råd, opmuntringer
og arbejdsvilje.
Jeg må gøre alt, hvad jeg kan, for at hjælpe
den unge formand til gradvist bedre at udfylde den rolle, som han er valgt til. Min
støtte, mine evner og min opbakning skal
tjene til at gøre ham tryg i rollen og kaldet
som leder.
Som i ungdomsbestyrelsen sådan også i ægteskabet. Det er ikke sikkert, at lederen er den,
som er bedst udrustet.
I ægteskabet vil det indebære, at hustruen
kaldes til at døde den kødelige selviskhed og
lade alle sine egne ressourcer tjene til at støtte
og styrke manden som leder i ægteskabet. Det
er velsignelsens vej både for hustruen og for
manden.
Kvinden som livgiver
Som det fremgik af den første artikel i denne
serie, har manden et særligt ansvar i forhold
til at beskytte familien. På tilsvarende måde
har kvinden et særligt ansvar i forhold til at
give liv til familien.
Mens Gud efter syndefaldet taler til manden
om hans opgave med at skaffe familien mad
(1 Mos 3,17-19), så taler Gud med kvinden
om hendes opgave med at give familien liv:
”Jeg vil gøre dit svangerskab plagsomt og
pinefuldt, i smerte skal du føde dine børn” (1
Mos 3,16).
Hermed tilkendegiver Gud, hvad der er kvindens særlige ansvarsområde. Det samme understreges, da Adam i forlængelse af syndefaldet navngiver sin hustru: ”Adam gav hende
navnet Eva, for hun blev mor til alle mennesker” (ordret: alt levende) (1 Mos 3,20).
Når Bibelen fremstiller manden som leder i
familien og kvinden som livgiver i familien,
gælder det for dem begge, at de kun har disse
opgaver i afledt og underordnet forstand. Gud
er den egentlige leder og den egentlige livgiver. Men Gud har kaldet mand og kvinde til
en underordnet opgave i familien som henholdsvis leder og livgiver.
Der hviler himmelsk herlighed og ære over
NYT LIV
3-2013
begge disse kald.
I den vestlige verden er det en stor tragedie,
at kvindens kald som livgiver og mor i nyere
tid er blevet radikalt nedvurderet. Navnlig i
kølvandet på den moderne feminisme er det
blevet fremstillet som det laveste og simpleste, en kvinde kan udrette i sit liv: at føde
og opfostre børn.
At det billede har spredt sig i den vestlige
verden, og at det har forplantet sig langt ind i
vore kristne menigheder og i de troendes hjerter, er en stor sejr for den onde. Han vil ødelægge alt det, som Gud har skabt godt.
Det er paradoksalt, at mange hedenske kulturer har opretholdt en høj værdsættelse af
og respekt for kvindens moderkald, mens
dette kald er blevet nedvurderet og ringeagtet
i den såkaldt kristne del af verden.
I bibelsk perspektiv findes der næppe nogen
mere værdifuld og rig tjeneste i denne verden end at give liv til og opfostre sine børn i
kærlighed, tryghed og visdom. Det er en helt
central del af det første kald, som blev givet
til menneskene efter deres skabelse: ”Bliv
frugtbare og mangfoldige, opfyld jorden og
underlæg jer den” (1 Mos 1,28).
Bibelen fremstiller det som et under og en
gave fra Gud, når en mand og en kvinde, der
elsker hinanden og har bundet sig til hinanden for livet, får lov at modtage et menneskebarn, der er en frugt af deres kærlighed
og en forening af deres personligheder (1 Mos
4,1; 4,25; 30,2; 33,5; Sl 127,3-5; 128,3-4;
139,13-16; Es 8,18).
Vi kan ikke takke Gud nok for det nyfødte
barns under, og intet jordisk kald overgår i
herlighed opgaven med at tage vare på og
forme dette nye liv.
At manden har det overordnede ansvar for
opfostringen og opdragelsen af børnene frem-
går af hans lederansvar ”i alt” i hjemmet (Ef
5,24) og af hans faderansvar (5 Mos 6,2025; Ordsp 4,1, Es 38,19; Ef 6,4; 1 Tim 3,4).
Samtidig understreger Bibelen, at kvinden har
et særligt ansvar i forhold til de små børn.
Moderen og de små børn
Når Bibelen beskriver forholdet mellem mor
og barn, tydeliggør den, at der knyttes et helt
særligt bånd mellem mor og barn i kraft af,
at moderen bærer barnet under sit hjerte, føder det og ammer det (Sl 131,2; Es 49,15;
66,10-14; Klages 4,2-4; Matt 24,19; Luk
23,29).
Den særlige fortrolighed mellem mor og barn
og barnets særlige afhængighed af sin mor
fremstilles i Bibelen som en skaberordning,
som vi må tage vare på og værne om. Den er
vigtig for barnets tryghed. Ingen kan som
moderen trøste barnet og gøre det roligt og
trygt (Sl 131,2; Es 66,13; 1 Thess 2,7).
Dette forhold må vi i den kristne familie respektere ved at give de bedst mulige betingelser for nærhed mellem mor og barn, ikke
kun i barselstiden, men også i de år, der følger umiddelbart efter.
Vi k a n i k k e t a k k e G u d n o k f o r
d e t n y f ø d t e b a r n s u n d e r, o g i n t e t
j o r d i s k k a l d o v e rg å r i h e r l i g h e d
opgaven med at tage vare på og
f o r m e d e t t e n y e l i v.
I de apostolske formaninger til de kristne
kvinder tydeliggøres det, at de har et særligt
ansvar for at føde, være tæt på og vise omsorg for børnene. De unge enker opmuntres
således til at ”gifte sig” og ”føde børn” (1
Tim 5,14). Som den første af en kristen hu-
75
SERIE
76
TJENESTEDELINGEN MELLEM MAND OG KVINDE II
strus ”gode gerninger” nævnes, at hun har
”passet og opdraget børn” (1 Tim 5,9). De
ældre kvinder i menigheden opmuntres til at
undervise de yngre kvinder i at ”elske mand
og børn” (Tit 2,4).
Det er værd at bemærke, at formaningerne til
kvinderne om at føde og drage omsorg for de
små børn ledsages af og sammenflettes med
formaninger til at prioritere arbejdet i hjemmet. Det understreges, at kvinderne har et
særligt kald til at ”styre hus” (1 Tim 5,14) og
til ”huslighed” (Tit 2,5).
Det er naturligt at se de to kategorier af formaninger, om børnene og om hjemmet, som
to sider af én og samme sag. Skal kvinderne
kunne tage sig af de små børn, må de være
og virke i hjemmet.
Kvindens kald til huslighed
Når vi i en nordisk kultur i dag læser, at
kristne kvinder i Bibelen kaldes til at ”styre
hus” og til ”huslighed”, er det svært at undgå
associationer i retning af en bestemt husmoderrolle, som var almindelig i Norden i
midten af det 20. århundrede.
Men skal vi forstå de bibelske formaningers
rette mening, og skal vi anvende formaningerne ret i vore liv i dag, må vi så vidt muligt
frigøre os fra kulturelt bestemte associationer og se på teksten og på vore liv med friske
øjne.
Som en hjælp til det kan det være godt at være
opmærksom på følgende:
1) Skellet mellem hjemmeliv og arbejdsliv,
som vi kender det i dag, eksisterede ikke på
samme måde i den kultur, som de bibelske
formaninger er talt ind i. Det forhold blev
berørt i den første artikel om tjenestedelingen.
I den bibelske kultur arbejdede de fleste mennesker med at dyrke jorden, og for dem flød
hjemmeliv og arbejdsliv sammen.
Hjemmet var arbejdspladsen. Mor, far og
børn hjalp hinanden med arbejdet. Noget tilsvarende gjaldt for mange håndarbejdere og
håndværkere. De arbejdede hjemme, og det
var ganske almindeligt, at mand og kone arbejdede sammen om at skaffe hjemmet en
indkomst og mad på bordet.
I lovprisningen af den gode hustru i Ordsp
31 hører vi, som nævnt ovenfor, om en
kvinde, der køber en mark og dyrker den, laver håndarbejde og sælger det og på den måde
skaffer sit hjem en indtægt og føde. Midt i
dette varetager hun sit særlige kald og ansvar i forhold til børnene, så at hendes sønner i en voksen alder i taknemmelighed ”rejser sig og berømmer hende” (v.28).
Den kristne hustrus kald til at ”styre hus” og
være ”huslig” udelukker således ikke, at
moderen har et indtægtsgivende arbejde. Men
arbejdet må så vidt muligt tilrettelægges, så
at hun samtidig kan give de små børn den
nødvendige tryghed, nærhed og omsorg.
2) ”Så vidt muligt” er en formulering, som
kan bukkes, strækkes og misbruges. Alligevel må den indføres her som en påmindelse
om, at kristne forældre langt fra altid har
mulighed for at vise deres børn den omsorg,
de kunne ønske.
Frem til moderne tid har hundrede tusinder
af kristne levet som slaver og har lidt under,
at de var forhindret i at drage omsorg for deres børn på den måde, de gerne ville.
I industrialiseringens første årtier i 1800-tallet måtte mange fattige kristne sende deres
børn af sted til livsfarligt arbejde i miner og
på fabrikker allerede fra fire-femårsalderen.
I en senere periode, som den ældre generation i dag stadig kan huske, var det almindeligt og nødvendigt for mange kristne at sende
NYT LIV
3-2013
deres børn ud at tjene, før de var konfirmerede.
I vores egen tid tiltager antallet af skilsmisser, og mange kristne mødre bliver forladt af
deres mænd. De har ikke noget valg, hvis de
vil beholde børnene hos sig: De må ud for at
arbejde og lade andre passe deres børn. Noget tilsvarende gælder for unge kristne enker.
På globalt plan kæmper mange kristne familier med fattigdom, sult, sygdom, naturkatastrofer og forfølgelse. Alt dette påvirker
forældrenes mulighed for at give børnene den
tryghed og nærhed, de kunne ønske sig.
De bibelske formaninger kalder os til at sætte
os selv til side i omsorg for vore børn, men i
hvilket omfang, det er muligt, er forskelligt.
Den almindelige nordiske familie i dag har
på mange måder gode betingelser for at drage
omsorg for børnene. Men den store udfordring i vor tid og kultur er, at det almindelige
lønarbejde fører forældrene væk fra børnene
og væk fra hjemmet.
I de fleste nordiske familier løses dette problem, ved at børnene passes af professionelle
fra en meget tidlig alder. Her må kristne forældre imidlertid stoppe op og i lyset af de
bibelske formaninger overveje, hvordan vi
kan virkeliggøre et familieliv, hvor forældrene så vidt muligt selv står for opdragelsen, og hvor moderen er tæt på børnene i de
første leveår.
Det kan ikke ske uden at nedprioritere andre
hensyn: økonomiske, karrieremæssige, boligmæssige og materielle.
”Så vidt muligt” er i realiteten en stærkt forpligtende formulering. Den forpligter os til
at gøre det, som er muligt. Hvad der på dette
område er muligt vil imidlertid være forskel-
ligt for de enkelte kristne forældrepar afhængig af deres bopæl, uddannelse, mentale og
fysiske ressourcer og indtægt.
I de seneste årtier er det blevet stadigt sværere at betale for bolig, mad og familiens øvrige fornødenheder ud fra én indkomst. Fra
centralt politisk hold er der ingen vilje til at
gøre det muligt for moderen at gå hjemme,
mens børnene er små, tværtimod. Lovgivningen tilrettelægges med henblik på at tvinge
både mor og far væk fra hjemmet og ud på
arbejdsmarkedet. De dobbelt udearbejdende
forældre giver staten skatteindtægter, mens
den hjemmearbejdende mor er en nationaløkonomisk nitte.
Midt ind i denne situation må kristne forældre tale med hinanden og med Gud om, hvordan de kan give forældrekaldet den prioritering, som det har i Guds kald til de første
mennesker (1 Mos 1,28).
De bibelske formaninger kalder
os til at sætte os selv til side i
omsorg for vore børn, men i hvilket omfang, det er muligt, er forskelligt.
Vores grundlæggende kald er at opfostre børn,
hvis barndom er præget af moderens nærhed,
af en kærlig og myndig opdragelse og af et
klart og evangelisk vidnesbyrd om Jesus. Vi
vil som kristne forældrepar tilrettelægge vores familieliv forskelligt. Men der findes
næppe nogen god måde at gøre det på, som
ikke koster afsavn både for faderen og for
moderen.
Vi kan ikke elske denne verdens idealer for
succes og samtidig elske det bibelske forældrekald. Her må vi vælge. Et kristent fa-
77
SERIE
78
TJENESTEDELINGEN MELLEM MAND OG KVINDE II
milieliv vil med nødvendighed koste i forhold til andre drømme, ønsker og mål, og det
vil med nødvendighed gå mod den almindelige kulturelle strøm.
Men det er alle omkostninger værd. Jeg har
endnu til gode at møde et kristent forældrepar, som i en moden alder alderdom begræd
og fortrød, at de havde prioriteret omsorgen
for og samværet med deres børn for højt. Jeg
har mødt utallige, som har haft det omvendt.
I evigheden vil det stå klart, at den menneskelige og åndelige omsorg for vore børn var
det største og vigtigste kald, vi fik her i livet.
Intet, vi udrettede, var større end dette!
3) Ordet ”huslighed” i den danske Bibel (Tit
2,5) er en oversættelse af et græsk ord, der er
sammensat af to ord: oikos (hus) og ergon
(arbejde). Med anvendelsen af dette græske
ord vil Paulus betone vigtigheden af, at den
kristne hustru tager vare på sin del af arbejdet i hjemmet og ikke svigter det.
Modsætningen til den samvittighedsfulde
kristne hustru finder vi i et andet græsk ord,
som Paulus bruger om de kvinder, som spilder deres tid og kræfter på ligegyldige og
unyttige ting. Om dem bruger han et ord, der
også er sammensat af to ord: peri (decentralt)
og ergon (arbejde) (1 Tim 5,13).
Paulus bruger ordet om kvinder, der spilder
deres tid på ligegyldige ting som nysgerrig
indblanding i andres liv, tom snak og sladder. Sådan bør den kristne hustru ikke leve.
Hun skal ikke spilde sin tid og sine kræfter
på det, som er decentralt, perifert og ligegyldigt.
Hun må derimod målrettet bruge tid og kræfter på det, som er centralt, livsvigtigt og afgørende: livet i hjemmet, opbyggelsen af et
menneskeligt og åndeligt sundt familieliv,
den kærlige støtte til manden og den kærlige
omsorg for børnene, til velsignelse for familien selv og til velsignelse for andre uden for
familien.
Det er det, som er det dybe og rige indhold i
ordet ”huslighed”.
Slettede mails hos redaktøren
Kort efter sommerferien skete der en alvorlig computerfejl hos
redaktøren af Nyt Livs blad, Mikkel Vigilius. Uden varsel slettede hans
personlige computer alle mails fra de seneste 14 måneder, ca. 2000
mails i alt. En hel del af af disse mails var endnu ikke besvaret. Nogle
var af sjælesørgerisk karakter, andre var
forespørgsler om møder, og en del
handlede om spørgsmål og kommentarer
til bladets artikler.
Mikkel beklager, at mange ikke har fået
svar på deres mails, og han vil være meget
taknemmelig, hvis de pågældende vil
gensende deres mails. - På forhånd tak!
A
N N O N C E R
NYT LIV
3-2013
Forårslejr 14.-16. marts 2014
Hermed følger lidt information om Forårslejren 2014.
I rigtig mange år har lejren i marts måned heddet Seniorlejr, og deltagerne har
næsten alle været i alderen 50 +.
I Nyt Livs landsudvalg har vi imidlertid besluttet at ændre betegnelsen Seniorlejr til Forårslejr for at gøre opmærksom på, at dem, der er under 50 år, også er
velkomne på disse forårslejre.
Forårslejren 2014 er endnu ikke planlagt i detaljer.
Det ligger dog fast, at Mikkel Vigilius vil komme og holde fire bibeltimer ud
fra nogle tekster i 1. Timotheusbrev. De konkrete emner for de enkelte timer
vil blive lagt ud på Nyt Livs hjemmeside www.nytliv.dk på et senere tidspunkt.
Det samme gælder arrangementet lørdag eftermiddag, hvor vi får besøg af en
repræsentant fra Mission Øst.
Vi ser frem til at møde Nyt Livs venner på denne lejr, og lad os bede om, at
Gud ved sin Ånd vil lede os alle i forberedelserne.
Så skal da min Gud, rig som han er, herligt i Kristus Jesus fuldt ud give jer alt,
hvad I trænger til (Fil 4,19).
Alle er velkomne!
Kærlig hilsen
Hans Peter Hansen
Lejrene foregår på
Djurslands Efterskole,
Kanneshøjvej 43,
Fjellerup.
Tilmelding til forårslejren:
Peder Hovgaard,
tlf.: 2098 8013, e-mail:
nyt.liv@fiberpost.dk.
Tilmelding til nytårslejren: Linda Brix,
tlf.: 2757 4818, e-mail:
lindaehp@gmail.com
!
Fjellerup
i
r
j
le
s
r
å
Nyt
Kom på c. 2013 - 1. jan. 2014
30. de
omne!
teligt velk r om udvanr
je
h
r
e
Alle
ibeltime
lder tre b rik Gren Hansen
o
h
n
e
ls
Jens O
brev.
ten. Hen
imotheus k
fra Egyp
T
.
2
m
o
dringen
r
.d
bibeltime
ww.nytliv
holder to ret program på w
e
Se detalj
79
A N N O N C E R
80
A
N N O N C E R
Tilbud fra Nyt Livs forlag
Sange vi aldrig glemmer:
CD 1-4 og 7-8 - kr. 50,-/stk.
CD 9-10 - kr. 100,-/stk.
DVD 5-8 - kr. 100,-/stk
DVD 9-10 - kr. 125,-/stk.
Hør udvalgte
sange på w
ww.nytliv.dk
“Sange vi a
under
ldrig glemm
er“
Bogudgivelser:
Frank Jacobsen: Jeg hørte en røst - kr. 30,Werner Gitt: Spørgsmål jeg altid har villet stille - kr. 20,NYHED: Øivind Andersen: Livets brød - kr. 100,-
Bøger, dvd'er og
cd'er kan købes på
Nyt Livs lejre eller
bestilles direkte fra
Nyt Livs Forlag.
Kontakt:
Tlf.: 23 41 55 91
Mail: svag@info.dk.
Forkyndelse i stuen:
Trosstyrkende
gennemgang af
Johannes‘
Åbenbaring.
Anmeldt i Nyt Liv
1-2010.
Gode svar på
mange søgendes
spørgsmål om
kristendom.
Anmeldt i Nyt Liv
1-2011.
Sjælesørgerisk
guld fra bibelskolelæreren i ny
oversættelse.
Anmeldes i Nyt
Liv 1-2014.
Få dvd‘er med videooptagelser
af prædikener og seminarer
fra Bibellejr 2012 og 2013 tilsendt med posten - en god mulighed for at samles og lytte til
Guds ord i hjemmets rammer.
Indbetal blot kr. 100,- til Nyt Livs
Forlag mærket DVD2012 eller
2013.
Konto nr.: 1938 5369 228821.
Giv en gave til Nyt Livs arbejde
Alt Nyt Livs arbejde drives af frivillige gaver, herunder Nyt Livs blad, som
udsendes gratis til alle, som ønsker at modtage det. Vi er taknemmelige
for de midler, vi bliver betroet.
Du kan være med til at støtte arbejdet økonomisk
ved at give en gave eller tegne et gavebrev.
Kontonr.: 0891 0001010659
IBAN DK2208910001010659 - Swiftadresse HANDDKKK.
Nyt Liv er godkendt til at modtage gaver efter Ligningslovens
§ 8a (alm. gaver) og Ligningslovens § 12 (gavebreve).
Evt. spørgsmål om gaver og gavebreve kan rettes til Nyt Livs kasserer Peder Hovgaard
på tlf.: 2098 8013 eller e-mail: nyt.liv@fiberpost.dk.
NYT LIV
Nyt Livs blad udsendes gratis til
alle, som ønsker at modtage det.
T
Thyrasvej 15
8600 Silkeborg
Danmark
NY
Tilmelding til Peder Hovgaard:
nytliv@fiberpost.dk.
Returneres ved
varig adresseændring
3 - 2013
ÅRG. 46
L I V 3- 2 0 1 3
Pascal siger: “Menneskets ånd er sådan, at det tror, det
har omvendt sig, så snart det har besluttet sig til det.“
- Det er farligt, hvis du får begyndt med at leve, som om
du er en kristen, inden du er blevet det. Det er farligt,
fordi du nemt kan komme til at fungere rimeligt godt i
fællesskabet, inden du bliver en kristen. Du kan blive
hvirvlet ind i alle fællesskabets gøremål, og jo længere
du kommer ind, jo mindre aner du uråd.
Peder Mikkelsen, side 37-38.
„
Det var gået mig – sådan står det for mig – som der står
i sangen: at denne verdens glæde var blevet mig for kær.
Glæden i Herren var blevet mindre og dermed også kraften til selvfornægtelse og gode gerninger (jf. Neh 8,10).
Tjenstvilligheden og offerviljen aftog. Men midt i det
tænkte jeg ikke på, at jeg var på afveje (jf. Ordsp 14,12).
Min redning blev, at Gud tugtede mig hårdt og dermed
standsede mig!
„
Claus L. Munk, side 18-19.
Medvirkende i dette nummer: Linnea Nilsson • Claus L. Munk
Peder Mikkelsen • Hans Erik Nissen • Peter Ø. Jacobsen
Rebecka Hector • Anton Vestergaard Braüner • Redaktionen
„
GUDS HELE HJERTE
SOM ALLE ANDRE
FRAFALD - EN NÆRLIGGENDE
RISIKO FOR OS ALLE
„